Rødt efterår af Thomas H. Cook

144mm 144mm31,5mm 90mm90mm

221m

m

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L A Y / I M P E R I E T

THOMAS H. COOK

KR IMI

THOMAS

H. COOK

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter.”

THE GUARDIAN

”Rødt efterår er et mesterværk.”RICHARD MONTANARI

”Rødt efterår er både hjerteskærende og rammer lige i mellemgulvet.”NEW YORK DAILY NEWS

”Thomas Cook skriver som en såret engel, og Rødt efterår er et af hans mesterværker.”

PETER STRAUB

Vinder af THE MARTIN BECK AWARD i Sverigefor bedste udenlandske krimi, uddelt af Svenska Deckarakademin

ERIK MOORE lever et fredeligt liv med sin familie i en lille amerikansk by. Men en aften skal hans teenagesøn Keith babysitte den otteårige Amy Giordano hos en af naboerne. Morgenen efter er Amy forsvundet, og Eric er ikke sikker på, at hans søn er uskyldig.

Fanget i en sump af tvivl og løgne skal Eric fi nde ud af, hvad der er sket med Amy Giordano, inden hans egen – og lokalsamfundets – mistanke mod Keith bliver fuldbyrdet.

RØDT EFTERÅR er en psykologisk krimi, der stikker kniven ind dér, hvor vi alle har ondt: I familiens hjerte. Begået af en af genrens store nule-vende mestre, Thomas H. Cook.

”En af de bedste romaner, du kommer til at læse i år. Gribende, utrolig smukt skrevet, besættende, overraskende og ødelæggende.”

HARLAN COBEN

”Denne foruroligende udforskning af menneskets sande motiver (...) er skrækindjagende og kulminerer i en hæsblæsende

og overrumplende fi nale.” NEWSWEEK

THOMAS H. COOK (f. 1947), prisbelønnet ame-rikansk krimiforfatter, bosiddende i Cape Cod og New York. Debuterede i 1980 og har udgivet mere end 25 værker. Vandt USA’s største krimi-pris, The Edgar Allan Poe Award, for romanen Affæren i Chatham (1996), som nærværende roman, Rødt efterår, ligeledes var nomineret til.

Rødt efterår er fra 2005 og nævnes af mange som Cooks bedste roman. Ud over The Edgar Award var den indstillet til de prestigefyldte priser The Duncan Lawrie Dagger og The Anthony Award og vandt The Barry Award samt The Martin Beck Award for bedste udenland-ske krimi i Sverige.

Thomas H. Cook er vidt og bredt regnet som en af suspense-genrens store nulevende mestre. I de senere år er han brudt igennem uden for USA. I Frankrig, Japan og England.

Læs mere om Thomas H. Cook på Facebook og følg ham på Twitter (@thomashcook).

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter, han har været med i mange år, lovprist af sine proselytter, men aldrig fuldkommen omfavnet af det brede publikum. Hans seneste roman, der er indstillet til den amerikanske Edgar Award, må dog være nok til at få rettet op på dette vrangforhold. I en typisk amerikansk lilleby følger vi den gradvise og – efterhån-den – totale opløsning af en tilsyneladende almindelig familie, da en otteårig pige forsvin-der. Fortalt af en lokal forretningsdrivende, der i udgangspunktet er lykkeligt uvidende om, hvor usikker jorden er under hans fødder, udvikler Rødt efterår sig til en raffi neret, men også smertefuld undergangsfortælling om den amerikanske drøm, der undermineres af simpel hverdagsondskab. Resultatet er lige så bitterligt ondt, som det er stærkt. Giver med garanti én dårlig smag i munden, men man kan ikke lade være med at læse videre.”THE GUARDIAN

”De dilemmaer, som Cook stiller sin hoved-person i, er rædselsvækkende og bliver ikke mindre forfærdelige, efterhånden som nutiden begynder at spejle brudstykker af fortiden. Men han gør det i en så blændende prosa og med så udsøgt gestaltning af karakterer og mil-jøer (...) at resultatet er helt enestående. ”GÖTEBORGS-POSTEN

FOTO: RICHARD PERRY

JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 26 OUTPUT: Fri Jul 8 11:55:27 2011/first/Peoples_Press/ODT2/1534_Rodt_efterar_minion_140x215/Materie

Af samme forfatter på dansk:

Orkideerne (The Orchids), krimi 1984

Indviet jord (Sacrificial ground), krimi 1990

Dramaet i Chatham (The Chatham School affair), krimi 1997


THOMAS H. COOK

R Ø D T E FT E RÅR

krimi

Oversat fra amerikanskaf John Jensen


Når man sætter sig ned og tænker på de tider, der var engang,dukker de altid op i form af en stribe indre snapshots. Du

ser Meredith for dig, den dag I blev gift. I står uden for domhuset ensolbeskinnet forårsdag. Hun bærer en hvid kjole og står ved siden afdig med sin hånd stukket ind under din arm. Der er sat en lillebrystbuket fast på hendes kjole. I ser mere på hinanden end ind ikameraet. Selv har du strålende øjne, og luften omkring dig bruseraf glæde.

Så kommer glimtene af de små, korte ferier, før Keith blev født. Ibefinder jer på en tømmerflåde på Colorado-floden, oversprøjtetmed skummende vand. Og dér står I minsandten og er næstenblændet af det glødende efterårsløv i New Hampshire. På udsigts-platformen øverst oppe i Empire State Building leger I hårde negleforan kameraet, med skrævende ben og knyttede næver presset indmod hofterne, som var I universets herrer. Du er selv fireogtyve, oghun er enogtyve, og som I står dér tæt sammen, strutter I af tro påfremtiden med selvsikre, næsten kæphøje miner. Og først og frem-mest er I blottet for frygt. Kærligheden skal være som en uigennem-trængelig rustning, har I besluttet.

Keith dukker op første gang, trygt slumrende på Merediths højrearm. Hun ligger i en hospitalsseng med ansigtet badet i sved og hå-ret i vild uorden. Keiths lillebitte krop er svøbt ind i tæppe. Man serdet spæde ansigt i profil, og han stikker en diminutiv lyserød håndfrem og griber pr. instinkt ud efter noget, hans lukkede øjne ikke kanse – mors løseligt tildækkede bryst. Meredith ler over hans kluntedefamlen, men det var tydeligt at se på hende, at hun også blev rørt

9


over det og opfattede hans gestus som et tegn på høj intelligens ogtidlig eventyrlyst, drengens indre trang til at gøre en forskel her iverden. Man mindede så spøgefuldt sin kone om, at hendes søn kunvar nogle få minutter gammel. Ja, ja, naturligvis, svarede hun bare.

Og her er han så, to år gammel; usikker på benene stavrer hanhen mod den plysbjørn, som din bror, Warren, har foræret ham i ju-legave. Warren sidder i sofaen ved siden af Meredith. Han læner sigfremad, og hans store, kødfulde hænder er for evigt uskarpe, fordihan klappede, da billedet blev taget, klappede hårdt og hurtigt for atopildne Keith på hans vaklende færd hen mod bamsen. Hvor skaldu prise dig lykkelig, brormand, siger han senere, da I tager afskedved hoveddøren. Nyd alt det, du har.

Og ja, du lader mig jævnligt forevige foran alt det, der er dit. Dustår med Meredith og Keith, som er seks år nu og holder et baseball-bat af plastic i hånden. I er fotograferet foran det lille hus på Cran-berry Way, som I købte for et lån, I optog næsten uden at kunnestille sikkerhed. Meredith forudsagde, at lånet ikke ville blive bevil-get, men da det så alligevel skete, lod I en flaske billig champagnespringe og skålede på jeres nye status som husejere. Det er alt sam-men fastholdt på et fotografi, hvor du og Meredith står med højt løf-tede glas, med Keith mellem jer. Han prøver at efterligne jeres gladegestus og knuger et glas æblejuice i sin fremstrakte hånd.

Og så ...? Jo, man får efterhånden bygget en forretning op, køberet nyt og større hus i mere trygge omgivelser. I dette hus kommer oggår ferier og højtider. Du skærer fyldte kalkuner ud og hænger jule-pynt på rigtige grantræer, indtil man på grund af brandfaren skifterdem ud med kunstige. På mange af fotografierne sidder du halvt be-gravet i gavepapir, og år for år lyses dit ansigt stadig kraftigere op afdet voksende antal lys på lagkagen.

Du køber en dyr ring til Meredith på jeres femtenårs bryllups-dag, og med Keith og Warren som vidner ægter du hende igen,denne gang ved en helt privat bryllupsceremoni. Den nat hviskerhun i sengens trygge mørke, at hun stadig elsker dig meget, megethøjt, og du er tæt på at briste i gråd.

10


Du køber din søn en solid og ikke særlig dyr cykel på hans tiårsfødselsdag og en avanceret tolvgears-model, da han fylder fjorten.Han er ikke udstyret med ret megen teknisk snilde, så du bruger endel tid på at vise ham, hvordan gearene fungerer. Efter et stykke tid,hvor den mest har stået ubrugt, spørger du, om han ville foretrækkeen mindre kompliceret cykel. Det svarer han ja til, men det har ikkenoget med gearene at gøre, tilføjer han hurtigt. Han har det bare i alalmindelighed bedst med, at tingene er enkle. Da Keith fremkom-mer med denne indrømmelse, antyder udtrykket i hans øjne, at dermåske findes skjulte dybder i ham, en uventet kompleksitet. Dukommenterer det ikke ved den lejlighed, men senere hen begynderdu jo at spekulere på, om din søn, ham, der engang lå så trygt påMerediths arm, nu er begyndt at gøre sig fri af den beskyttende ko-kon, man så omhyggeligt har spundet ham ind i. I så fald er det kunen god ting, og Meredith vil uden tvivl opfatte det på samme måde.

Der går endnu et år. Keith er efterhånden blevet næsten lige såhøj som sin far, og Meredith har aldrig strålet sådan, som hun gørnu. En følelse af dyb, inderlig tilfredshed griber én, og man indser, atdet hverken er huset eller forretningen, der bibringer én denne fø-lelse af at have nået sine mål her i tilværelsen. Det er familien, mankan takke for den ubesværede ligevægt, man har fået i sit liv, detrodfæstede velvære, som ens egen far aldrig opnåede, og som manpå grund af særlige hændelser sidst på sommeren det år kan se til-bage på som selve højdepunktet, glansperioden, i sit liv.

Grebet af denne lykkefølelse beslutter du at tage et billede. Dusætter trefoden op og kalder Keith og Meredith udenfor. Så anbrin-ger du dig mellem dem med den ene arm over din søns skulder ogden anden om din kone. Du har på forhånd indstillet kameraetsudløser. Da du ser det røde advarselsblink, trækker du dem tættereind til dig. Er I klar? siger du så til dem. Smil.


ET

Familiefotos lyver altid.Tanken slog ned i mig, da jeg forlod mit hus den allersidste

eftermiddag, så derfor tog jeg kun to med mig.Det første forestillede min familie fra dengang, jeg var en søn

og ikke en far. På billedet står jeg sammen med mine forældre,foruden min storebror, Warren, og min lillesøster, Jenny. Jeg smi-ler lykkeligt, fordi jeg lige er blevet optaget på en fornem privat-skole. Men i dag har jeg en fornemmelse af, at de andres smil varfalske. Selv dengang må der have været sprækker i den uforstyr-rede lykke, de fremviser; uhyrerne må have luret lige under over-fladen.

Hen mod slutningen af den sommer må min far for eksempelhave vidst, at adskillige års fejlslagne investeringer, tilsat en eks-travagant livsstil, med sikkerhed havde indhentet ham, og at fal-litten og dens medfølgende ydmygelser kun lå nogle få månederude i fremtiden. Jeg tvivler dog på, at han trods alt havde forudsetdet fulde omfang af sine senere års trøstesløshed på plejehjem-met, hvor han kunne sidde time efter time og stirre ud gennemblondegardinerne og sikkert mindes det storslåede hus, som vialle havde boet i engang. Farvel til endnu et aktiv.

Til trods for alt dette, eller måske netop på grund af det, stirrermin far ind i kameraet med et bredt bulderbassegrin. Måske hå-bede den gamle, at denne falske grimasse kunne beskytte hammod horden af vrede kreditorer, der allerede var ved at forsamlesig til det afgørende angreb. Min mors smil er mere forsigtigt– svagt, tøvende, som en delvist gennemsigtig maske, hvorunder

12


hendes rigtige ansigt titter frem, en smule sløret, men klart syn-ligt. Det er et smil frembragt med en kraftanstrengelse. Hendesmundvige er løftet i vejret som to tunge håndvægte, og hvis jegikke havde været så selvoptaget dengang, ville jeg muligvis havebemærket det noget før, måske endda tidsnok til at stille hendedet spørgsmål, der sidenhen dukkede så vedholdende op i minhjerne: Hvad foregår der inden i dig?

Men jeg fik det aldrig stillet. Så den dag, hendes bil røg ud overVan Cortland-broen, anede jeg ikke, at hun måske havde tænktpå ganske andre ting, end hvad hun nu skulle lave til aftensmad,og hvornår hun skulle nå at lægge det rene sengetøj på, som hunhavde efterladt nystrøget og sammenfoldet på vores senge sammeeftermiddag.

Min bror, Warren, står og hænger til venstre for mig. Han erkun femten, men hans hår begynder allerede at blive lidt tyndt;hans mave er fyldig og rund og hænger ud over livremmen. Selv iden alder ser han besynderligt nok ud til at have toppet. Han smi-ler selvfølgelig, og der er tilsyneladende heller ikke den ringestegrund til, at han skulle lade være. Men sidenhen har jeg grundeten del over, om ikke en indre frygt var begyndt at dukke op tiloverfladen hos ham allerede dengang, en tåget fornemmelse af, athan rummede noget mørkt og farligt i sit indre, som en dag villevokse sig større og bære bitter frugt.

Og endelig er der Jenny, så smuk og dejlig allerede som syv-årig, at folk vendte sig om efter hende, når hun kom ind i et lo-kale. Henrivende, kaldte Warren hende altid. Han aede hendeshår eller nøjedes bare med at sende hende beundrende blikke.Hun er henrivende, sagde han så. Og det var hun virkelig. Menhun var også kvik og velbegavet. Hun kom hjem fra sin allerførsteskoledag og spurgte mig undrende, hvorfor læreren hele tidenskulle gentage tingene. Jeg svarede, at det var, fordi nogle menne-sker ikke var så hurtige i opfattelsen. Det stod hun et øjeblik oggrundede over, som for at passe denne naturens ubalance ind i sitverdensbillede og beregne de menneskelige omkostninger ved

13


den. “Hvor trist,” sagde hun omsider og vendte disse havblå øjneop mod mig. “Det er jo ikke deres egen skyld.”

På fotografiet her er Jennys smil bredt og ubekymret. Men påsamtlige de billeder, hun er med på efter denne dag, kan man ty-deligt se den mørke sky nærme sig – en tiltagende vished om detuvæsen, der har slået rod i hendes fantastiske hjerne, i begyndel-sen helt mikroskopisk, så på størrelse med et knappenålshoved,men hele tiden i vækst og langsomt i færd med at fratage hendeførst balanceevnen, siden talens brug og efterhånden alt andetend hendes skønhed, før det så til sidst tog hendes liv.

Hun var den, jeg tænkte mest på, da jeg forlod mit hus dennesidste eftermiddag. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske skyldtesdet en fornemmelse af, at hun muligvis kunne have set tingeneklarere end mig. Jeg følte en voldsom trang til at gennemgå dethele med hende, så vi i fællesskab kunne følge den brændendelunte tilbage i tid og granske de eksplosioner, den havde udløst.Jeg ville så gerne gøre brug af hendes guddommelige visdom ogspørge: Jenny, tror du, at det nødvendigvis måtte ende på dennemåde, eller kunne skaden være undgået, og de døde reddet?

Den aften, hvor det afsluttende dødsfald fandt sted, sagde han:“Jeg er tilbage inden nyhederne.” Jeg gik ud fra, han måtte havement aftennyhederne, hvilket betød, at han ville være hjemme in-den halv syv. Der lå ikke antydningen af noget ildevarslende i det,han sagde, ikke det mindste faretruende signal om, at selve hanspersonligheds inderste kerne var ved at krakelere.

Når jeg ser tilbage på den dag, tænker jeg på min familie num-mer to, den, hvor jeg er Merediths ægtemand og Keiths far, og jegfunderer over, hvad jeg kunne have sagt eller gjort for at standseden blodige tidevandsbølge, der skyllede ind over os. Så dukkerdet andet fotografi altid op for mit indre blik. Det forestiller enanden lille pige fra en anden familie, et skolefoto, der i al hast erblevet overført til en A4-plakat. Det lille pigeansigt smiler lykke-ligt under de kolde, sorte bogstaver: SAVNET.

14


Amy Giordano.Hun var Vince og Karen Giordanos eneste datter. Vince drev

en beskeden grønthandel i udkanten af byen. Butikken hedVincent’s Fresh Food, og Vincent klædte sig som en omvan-drende reklame for sin forretning. Han gik altid rundt klædt i etpar grønne flannelsbukser, grøn vest og grøn kasket, de to sidst-nævnte forsynet med forretningens navn. Han var en lavstam-met, muskuløs mand og mindede om en high school-bryder, derhavde ladet stå til. Sidste gang jeg så ham – inden den aften Keithtog hen til hans hus – stod han ved min disk med en brun papirs-pose, der indeholdt seks ruller film. “Min brors familie har væretpå besøg en uge,” forklarede han, da han rakte mig posen, “oghans kone er helt vild med at tage billeder.”

Jeg var indehaver af en lille fotoforretning i byens eneste, be-skedne indkøbsarkade, og de ruller film, Vincent Giordano over-lod til mig den eftermiddag, viste to familier; den ene stor medmindst fire børn i alderen omkring fire til tolv år, som uden tvivltilhørte den besøgende bror og hans fotoglade kone. Den andenfamilie var lille, en sluttet kreds på tre – Vince, hans kone, Karen,og Amy, deres datter og eneste barn.

På billederne viser de to familier sig frem i diverse situationerog positurer, som enhver, der fremkalder familiefotos i en lillekystby sidst på sommeren, kender udenad. De slanger sig i have-stole eller sidder bænket ved udendørsborde, mens de spiser bur-gere og hotdogs. På nogle af dem ligger de ved stranden på farve-strålende badehåndklæder eller står på landgangsbroen foran enlejet fiskerbåd. De smiler og virker glade og udstråler på enhvermåde, at de intet har at skjule.

Jeg har siden regnet mig frem til, at Vincent må have afleveretsine seks ruller film en dag i løbet af den sidste uge i august, min-dre end måned inden den skæbnesvangre fredag, hvor han ogKaren gik ud for at spise. Kun de to, som han senere fortalte poli-tiet. Kun de to ... uden Amy.

Amy havde altid mindet mig om Jenny. Det var mere end bare

15


hendes udseende, mere end det lange, bølgede hår jeg stødte på ifamiliefotografierne, mere end de mørkeblå øjne og den lysendehvide hud. Amy var helt bestemt smuk, sådan som Jenny havdeværet det. Men fotografierne afslørede også den samme form forintuitiv begavelse. Man kunne stirre ind i Amys øjne og for-nemme, at hun – præcis som Jenny – så alt. Over for journali-sterne beskrev kriminalassistent Peak hende senere som “intelli-gent og livlig”, men hun var mere end det. Hun havde Jennysmåde at betragte genstande på i lang tid som for at udforske deresinderste struktur. Det var netop, hvad hun gjorde den sidste gang,jeg så hende i butikken. Karen var kommet med nogle nye rullerfilm denne septemberdag, og mens jeg ordnede papirarbejdet,gik Amy rundt og undersøgte alt, hvad hun fik øje på, de små di-gitalkameraer, jeg var begyndt at føre, foruden diverse zoomlin-ser og kameratasker. På et tidspunkt løftede hun et af kameraerneop og vendte og drejede det mellem sine små, hvide hænder. Detvar et fascinerende optrin at følge dette smukke barn, mens hunstod tavs og helt opslugt af at udforske og afprøve. Jeg fik en for-nemmelse af, at hun virkelig studerede kameraets mange tekni-ske finesser, dets knapper, skalaer og lukkemekanismer. De flestebørn plejer bare at knipse løs med et legesygt grin, men udtrykketi Amys ansigt mindede mig mere om en videnskabsmand, derville sætte sig ind i apparatets materialer og mekanik. Hun øn-skede ikke at tage billeder, hun ville trænge til bunds i, hvordandet hele fungerede.

“Hun er noget helt specielt,” fortalte Karen Giordano journali-sterne med ord, forældre ofte bruger om deres børn. Beskrivelsener som regel overdrevet, eftersom et overvældende flertal af børnkun er specielle for de mennesker, der elsker dem. Men det er li-gegyldigt her. Det, der betyder noget, er, at hun var Karen Gior-danos datter. Og nu om dage, når jeg går hen ad hovedgaden, kig-ger jeg tit på ansigter, der set i fugleperspektiv ikke er til at skelnefra hinanden. Men nu ved jeg, at hvert af dem byder på en heltunik genkendelse for andre. Det kan være en mors ansigt eller en

16


fars. Det er et ansigt, som tusind minder er ætset ind i, og dervedadskiller det sig fra alle andre ansigter. Dette er hengivenhedenskerne, selve den egenskab, der gør os til mennesker. Hvis vi ikkebesad den, ville vi svømme rundt i et uendeligt hav med glasag-tige øjne, uden bevidsthed og hukommelse, kun på jagt efter detmest basale til livets opretholdelse. Vi ville være i stand til atsvømme uden om skarpe sten og koraller og registrere smerten aftænder, der hugges i vores kød. Men vi ville ikke ane det mindsteom hengivenhed og derfor være komplet uimodtagelige for Ka-ren Giordanos dybe sjælekval, hendes følelsers enorme kraft, denubodelige skade og det uigenkaldelige tab, hun havde lidt. Vi villeintet vide om den gru og vold, der – som vi alle senere fandt ud af– lå skjult i et tilsyneladende henkastet løfte om at være hjemmeinden nyhederne.


TO

D et havde ikke regnet ret meget den sommer, så da jeg hørteen fjern rumlen af torden, kiggede jeg straks op, men

kunne ikke få øje på noget mere truende end et par kompakteskyer, der strøg hen over himlen som forrevne, hvide penselstrøgmidt i alt det blå.

“Varmelyn,” sagde jeg.Meredith nikkede adspredt henne fra hængekøjen, hvor hun lå

og læste i et blad. “For resten,” sagde hun, “jeg skal til møde i af-delingen i aften.”

“På en fredag?” spurgte jeg.Hun sendte mig et skuldertræk. “Lige, hvad jeg selv tænkte.

Men dr. Mays siger, at vi bliver nødt til at planlægge det kom-mende skoleår lidt grundigere. Forstå vores målsætninger tilbunds og den slags.”

De seneste otte år havde Meredith undervist i engelsk på voreslokale junior college. Det meste af tiden havde hun gjort tjenestesom ydmyg timelærer. Men pludselig havde et dødsfald banet ve-jen for en fast stilling, og siden da havde hun påtaget sig flere ogflere administrative pligter og deltog i faglige seminarer i bådeBoston og New York. Hendes selvtillid og selvsikkerhed var vok-set i takt med det øgede ansvar, og når jeg tænker på hende nubagefter, forekommer det mig, at hun aldrig havde virket gladereend netop denne sene eftermiddag, afslappet og uden bekymrin-ger, en kvinde, der havde fundet den helt rigtige balance mellemfamilieliv og karriere.

“Jeg regner med at være hjemme igen ved ti-tiden,” sagde hun.

18


Jeg stod henne ved den murstensgrill, jeg havde bygget firesomre tidligere, en unødigt massiv konstruktion, som jeg allige-vel nød at vise frem, fordi jeg havde lagt al min kærlighed oghåndværksmæssige kunnen i at bygge den. Den havde murstens-buer, murstenstrapper og små murstenshylder, og jeg elskede so-liditeten i det hele, tanken om, at min grill ville kunne modståselv det kraftigste uvejr. Jeg havde også nydt selve arbejdet med atlave den, følelsen af den fede, klæge mørtel mellem fingrene og deenkelte murstens tyngde. Der var intet halvfærdigt ved den grill,intet skrøbeligt eller sjusket, intet, der kunne brase sammen. Denvar, som Meredith senere sagde til mig, simpelthen en metafor– ikke for tingenes reelle tilstand, men for, hvordan jeg gerne villehave, de skulle fremstå i andres øjne. Alting ved den grill var rettelinjer og skabt af robuste, ubøjelige materialer, der kunne holdeen evighed.

Der var den samme målbevidste robusthed over vores hus,kan jeg se nu. Det var bygget af gammelt, næsten forstenet træ,råt tilhugget. Dagligstuens loft rejste sig i en vinkel på femogfyrregrader, understøttet af tykke bjælker, og henne for enden var deren pejs af grå kampesten. Grunden rundt om huset var også udennogen form for tvivl anlagt af en person, der gik efter at være ifred og sikkerhed. Den omliggende, kæmpestore have var fyldtmed træer og vildtvoksende buskads, som gjorde det umuligt atfå øje på huset ude fra vejen. En indkørsel af jord og grus førte ien lang, doven bue hen mod husets forside og derfra op over enlille bakke for atter at ende ude ved hovedvejen. Når man drejedeind ad den indkørsel, forsvandt man omgående i en tæt, skovag-tig bevoksning. Og bortset fra det lille hul mellem træerne villeingen forbipasserende kunne ane, at der levede en familie indebagved. Som Meredith engang bemærkede, boede vi på en øde ømidt inde i en skov.

Jeg gjorde et par ekstra burgere klar, fordi Warren havde ringettidligere og lydt træt efter en lang dag med at male huse. Jeg vid-ste, hvor inderligt han hadede at tilbringe fredag aften alene, så

19


jeg havde inviteret ham over til en gang grillmad. De seneste ugervar hans drikkeri taget til, og hans mange halvhjertede forsøg påat finde “den rette kvinde” var til gengæld dalet i både antal og in-tensitet. Året forinden var han faldet ned fra en stige, mens hanvar i gang med at reparere nogle rådne tagplader på det toetagershus, hvor han boede til leje. I faldet havde han brækket hoften ogvar uarbejdsdygtig i næsten en måned. Der havde ikke været no-gen til at se efter ham imens, hverken kone eller børn, så vi lodham flytte ind på Keiths værelse, mens han restituerede sig, enperiode, han mest brugte på at spille computerspil og se videoer,helst actionfilm. For som han selv udtrykte det med sit lille selv-ironiske smil: “Jeg har en masse, jeg gerne vil være fri for at tænkepå.”

Han ankom kort før klokken fem og bevægede sig i langsomttempo hen ad den bugtede havesti, der førte ud til grillen. Rundtom ham i den nedgående sol skinnede træernes blade med såkraftige farver, at det så ud, som om han befandt sig midt i etfunklende oliemaleri. Løvhanget var generelt imponerende flot,men især frydede jeg mig over den japanske ahorn, jeg havdeplantet for enden af stien; dens graciøse grene var fyldt med rødeblade og bredte sig ud til alle sider som arme, der længtes efter atlægge sig beskyttende om én.

“Nå, og hvordan har kokken det så?” spurgte Warren og lod sigdumpe ned i en havestol et par meter fra Meredith.

Meredith lagde bladet fra sig. “Kald ham sommerkok,” sagdehun henkastet. “Han løfter ikke en finger, når han ikke kan ståhenne ved den grill.” Hun arbejdede sig op fra hængekøjen. “Jegmå hellere se at komme i tøjet,” sagde hun og traskede hen modhuset.

“I tøjet til hvad?” spurgte Warren.“Et møde i afdelingen,” sagde jeg.Telefonen ringede inde i huset, og gennem vinduet kunne jeg

se Keith skynde sig hen for at tage den. Hans bevægelser var bety-deligt mere energiske end normalt, så jeg fik en fornemmelse af,

20


at personen i den anden ende af røret måske kunne være den kæ-reste, han uden tvivl gik og længtes efter et opkald fra. Han førteen kort samtale, lagde røret fra sig og kom ud i døren.

“Er det i orden, hvis jeg er babysitter i aften?” spurgte han.“Mrs. Giordano kan ikke få fat i den sædvanlige.”

Jeg vidste, at Karen Giordano normalt brugte Beth Carpentersom babysitter, når hun og Vince skulle ud, men hun ringede afog til Keith op, hvis Beth måtte melde fra. Han havde allerede vi-karieret for hende fire-fem gange og kom altid hjem inden elleve,som regel med en historie om, hvor sød og velopdragen Amyhavde været. Han havde ligefrem givet hende et kælenavn, somhan syntes passede godt til hende – Princess Perfect.

“Fik du klaret lektierne?” spurgte jeg.“Bortset fra matematik,” sagde Keith. “Men det er jo fredag,

far. Jeg har hele weekenden.” Han så spørgende på mig, da jegmissede stikordet. “Må jeg?”

Jeg trak på skulderen. “Ja, okay.”Keith gik indenfor igen, og jeg kunne atter se ham stå og tale i

telefon, en høj lemmedasker af en femtenårig dreng med langt oguglet, sortkrøllet hår og en hud så bleg og silkeblød, at den føltesnæsten feminin at røre ved.

“Det er en god knægt, du har dér, Eric,” sagde Warren. Hanskævede hen mod grillen. “Det dufter godt.”

Vi forsamledes rundt om havebordet nogle få minutter senere.Meredith var klædt i sit professionelle antræk, inklusive silketør-klæde og sorte pumps med moderat høje hæle. Keith var i sinsædvanlige mundering, jeans og sweatshirt, plus de uundværligetennissko, som han sjældent snørede.

Jeg kan huske, at samtalen gik temmelig trægt den aften. Jegnævnte noget om en rulle film, jeg havde fremkaldt om formid-dagen, bestående af fireogtyve billeder af den samme guldfisk.Meredith fortalte, at hun var begyndt at sætte mere pris på DylanThomas, end hun gjorde før i tiden, især hans digt om en pige,der var brændt inde i London. “Han blev opfordret til at skrive et

21


digt om denne konkrete lille pige,” sagde hun. “Men det nægtedehan. I stedet skabte han noget universelt.”

Warren sad mest og brokkede sig over, at hoften stadig plagedeham, og at han meget vel kunne risikere at skulle gennem en nyoperation om et år eller to. Han havde hele sit liv været typen, deranglede efter medfølelse i en grad, så man næsten skulle tro, hanvoksede op som forældreløs og var på evig jagt efter en mors kær-lige arme. Min far havde altid opfattet Warren som slap og initia-tivløs og kaldte ham “daglejeren” bag hans ryg. Han advaredemin mor mod at pakke Warren ind i vat og bomuld, en af de fåordrer fra min far, hun havde viljestyrke nok til at ignorere.

Hvad Keith angik, virkede han endnu mere tavs og tillukketend sædvanligt. Han sad med hovedet bøjet over sin tallerken,som om han var en smule flov over at se os i øjnene. Han havdealtid været en genert dreng, kejtet og lidt tilbageholdende. Hankom let til skade og havde en tidligt udviklet modvilje mod fysiskkontakt af enhver art. Han undgik alle former for sport, men år-sagen var ikke, at han hellere ville foretage sig andre ting, for eks-empel lære at spille på et musikinstrument. Han havde ingen in-teresser, ingen hobby. Frem for alt signalerede han en form forindesluttethed, en lukken sig sammen om sig selv, en mangel pålyst til kontakt med andre.

Meredith havde flere gange spurgt, om jeg syntes, Keith burdesendes til undersøgelse. Jeg var sådan set ikke imod hendes for-slag, men omvendt havde jeg ingen anelse om, hvem der i givetfald skulle undersøge Keith. Og dybest set, forekom det mig, varspørgsmålet vel heller ikke så meget, om han dyrkede sport oghavde venner, men om han var lykkelig eller ej. Jeg anede ikke,hvordan man skulle finde ud af lige netop dét, så jeg lod hammere eller mindre være i fred. De første teenageår gjorde han næ-sten intet væsen af sig og sagde meget lidt i hverdagen, lige indtildenne sensommeraften, hvor han sad bøjet over tallerkenen,mens Meredith styrtede af sted til sit møde, Warren lå henslængti hængekøjen, og jeg ryddede af bordet og rensede grillen.

22


“Gider du at køre mig?” spurgte Keith, da han kom ud til oslidt senere, nu klædt på til den kølige aften med kakibukser, ul-den skjorte og en blå parkacoat.

“Du er vel nok en flot fyr,” sagde jeg.Han stønnede. “Meget morsomt.”“Nej, jeg mener det. Du er på vej til at blive en – ”Han løftede sin ene hånd for at stoppe mig. “Som sagt, gider

du at køre mig derhen?”Før jeg kunne nå at svare, kæmpede Warren sig ud af hænge-

køjen. “Lad hellere din far blive færdig. Jeg skal nok køre dig.”Og så drog de af sted, min bror og min søn, i hælene på hinan-

den hen ad den flisebelagte sti i skumringen, den ene bred og la-sket, den anden høj og tynd som et barberblad, der skar sig gen-nem aftenluften.

Da de var væk, ryddede jeg det sidste op og gav grillens jernristen ordentlig omgang med stålbørsten, inden jeg gik ind i huset.Meredith havde efterladt en bog på bordet, Dylan Thomas’ Sam-lede Digte. Jeg løftede den op, tog den med hen til min lænestol ogtændte for svanehalslampen. Så åbnede jeg bogen og bladredefrem til det digt, hun havde talt om under middagen. Jeg havdelidt svært ved at trænge ind i det, men fandt det alligevel interes-sant, især den sorgfulde slutstrofe, der med digterens ord hæv-dede: Efter den første død findes der ikke flere.

Jeg sad og slumrede i stolen, da telefonen ringede et par timer se-nere.

Det var Keith. “Du behøver ikke at hente mig,” sagde han. “Jegbliver inde i byen et stykke tid endnu. Jeg finder nogen at hængeud med.”

Jeg havde aldrig før oplevet, at Keith selv opsøgte andres sel-skab, men set i lyset af hans bekymrende indelukkethed tog jegdet som et opmuntrende tegn på normalitet, at han overhovedetfølte denne trang.

“Hvornår kommer du så hjem?” spurgte jeg.

23


“Jeg ved det ikke,” svarede Keith. “Inden ... midnat. Okay?”“Godt,” sagde jeg. “Men så heller ikke senere. Du ved, din mor

bliver så bekymret.”“Okay, far,” sagde Keith.Han lagde på, og jeg gik tilbage til min lænestol, men ikke til

Dylan Thomas’ Samlede Digte. Jeg havde aldrig haft nogen særligforfinet smag med hensyn til litteratur, selvom jeg indimellemvovede mig ud i en seriøs roman som afveksling for de ikke-fikti-onsbøger, jeg normalt læste. Denne særlige aften var jeg i gangmed et værk om en afrikansk stamme, der var blevet fordrevet fraet område, hvor de havde kunnet dyrke landbrug, til et sted, hvorde var henvist til at indsamle føde under den spredte vegetation,der voksede hist og her på den ellers så stenede og ugæstmildejord. Efterhånden som deres leveforhold blev stadig mere despe-rate, gik deres oldgamle religiøse og sociale struktur i opløsning.Alt, hvad der engang havde virket så klippefast, alle deres vanerog personlige forhold – det hele. Den menneskelige natur er ikkenogen fast størrelse, hævdede bogen, der findes kun opfyldte oguopfyldte behov; vores dybeste rødder vokser i flyvesand.

Jeg var netop blevet færdig med bogen, da Meredith kom hjem.Hun virkede forbavset over, at jeg ikke var gået i seng endnu.“Keith ringede,” fortalte jeg. “Han kommer senere hjem.”Meredith smed sin taske på sofaen og begyndte at tage skoene

af. “Giordano og hans kone er åbenbart længe ude i aften.”“Nej, han er allerede taget af sted fra dem,” fortalte jeg hende.

“Han sagde, at han ville finde nogen at hygge sig med inde i byen.”Hun lagde hovedet lidt på skrå. “En interessant udvikling, må

jeg sige. I hvert fald, hvis det passer.”Hendes sidste kommentar forekom mig at være lige lovlig

mistænksom.“Passer?” sagde jeg. “Hvorfor skulle det ikke passe?”Hun kom hen og gav mit ansigt en let berøring med et sært

overbærende udtryk i øjnene. Så svarede hun, som om hun skulleforklare livets mysterier for en lille dreng: “Fordi folk lyver, Eric.”

24


“Men hvorfor skulle han ellers blive inde i byen?” spurgte jeg.Hun trak på skulderen. “Måske køber han stoffer,” sagde hun

spøgefuldt. “Eller han kan være vindueskigger.”Jeg lo, og det samme gjorde hun. Tanken om, at vores søn

skulle stå og lure i mørket, mens han gloede ind ad folks vinduer,forekom os urkomisk. Det var en af mange ting, vi bare slet ikkekunne forestille os om vores søn.

“Jeg gav ham besked på at være hjemme seneste ved midnat,”sagde jeg.

Hun rakte hånden frem. “Kom, lad os gå op i seng,” sagde hun.Meredith lå ofte og vendte og drejede sig længe, inden hun til

sidst slumrede ind, men ikke den aften. Hun faldt omgående isøvn, åbenbart totalt færdig efter en lang, udmarvende dag. Jeg lålidt og betragtede hende, mens jeg frydede mig over hendes bega-velse og ynde, og hvor glad hun var for vores fælles tilværelse. Pådet tidspunkt var mange af vores venner blevet skilt, og det stodikke meget bedre til hos dem, der stadig holdt sammen; entenbed de ad hinanden, eller også behandlede de deres ægtefællesom luft. Den glæde, de engang havde oplevet sammen, lå tilsy-neladende et godt stykke tilbage i fortiden.

Meredith og jeg havde truffet hinanden i vores sidste college-årog kom sammen i omkring seks måneder, inden vi giftede os. Viblev boende et stykke tid i Boston, hvor hun underviste på en lokalkommuneskole, mens jeg arbejdede i et firma, der fremstillede læ-gemidler. Vi hadede begge vore job, så nogle måneder efter Keithsankomst havde vi taget springet og var flyttet til Wesley, hvor detlykkedes os at få et banklån og købe fotoforretningen. Meredith gikhjemme hos Keith de første syv år og sagde derefter ja til et deltids-job som lærer på vores lokale junior college. Efterhånden somKeith voksede op, påtog hun sig stadig mere undervisning oghavde ubesværet vrikket sig ud af sin gamle husmorrolle som etstykke afstødt hud. Forandringen havde gjort hende yngre og merelevende, forekom det mig, og jeg var ikke spor forbavset over at seet lille smil kruse hendes læber i søvne.

25


Jeg lå netop og studerede dette smil, da jeg hørte lyden af enbil, der bremsede op i gruset nede for enden af indkørslen. Jegsatte mig op i sengen og stirrede ud ad vinduet. Bilen var alleredeved at bakke ud på vejen igen, lygternes to lange lyskegler fejedehen over den lave bevoksning med en glidende, spøgelsesagtigynde. Få sekunder senere fik jeg øje på Keith, der kom traskendeop ad den grusbelagte indkørsel, der buede hen mod vores ho-veddør. Han gik i et langsomt tempo, med hovedet bøjet somværn mod den bidende blæst.

Et øjeblik forsvandt han af syne. Så hørte jeg det metalliskeklik fra hoveddørens lås og derpå lyden af hans fødder på vej opad trappen, forbi vores soveværelse og videre hen ad den smallegang til sit eget værelse.

Han havde netop åbnet døren, da jeg trådte ud i korridoren.“Hej,” sagde jeg.Han vendte sig ikke om mod mig, men stod underligt stivnet

med front mod sin egen.“Nå, hyggede du dig sammen med vennerne?” spurgte jeg

henkastetHan nikkede, og noget af den lange, sammenfiltrede hår-

manke faldt ned i panden som et skævt gardin.“Det var da godt,” sagde jeg.Da han langsomt vendte sig om mod mig, lagde jeg mærke til,

at hans skjorte sad skævt forneden, som om han i al hast havdeproppet den ind under livremmen. “Er det okay, at jeg går i sengnu?” spurgte han en smule afsnuppet, men ikke mere, end at hanstadig lød som den typiske utålmodige teenager.

“Ja,” sagde jeg. “Jeg ville bare være sikker på, at alt var i orden.”Jeg vendte tilbage til min seng, lysvågen nu og ramt af en ufor-

klarlig uro, en fornemmelse af, at verden havde vendt sig modmig i al stilhed og undermineret min mangeårige følelse af tryg-hed. Det var, som om jeg fornemmede en svag skælven i jordenunder husets faste fundament.


TRE

Næste morgen var Meredith allerede oppe og i fuld gangmed at lave morgenmad, da jeg kom ned i køkkenet.

“Jamen, god morgen, sovetryne,” sagde hun henkastet.Luften var tyk af stegt, letsaltet bacon og nylavet kaffe, de

dufte, der kendetegner en mand i et solidt ægteskab lige så usvi-gelig sikkert som billig aftershave på en dørsælger.

“Sikke en energi fra morgenstunden,” sagde jeg.Meredith stak gaflen i en skive spruttende bacon og lagde den

over på et stykke køkkenrulle, der skulle opsuge det værste fedt.“Jeg vågnede op og var skrupsulten. Vågner du aldrig op og erskrupsulten?”

Af en eller anden grund fornemmede jeg en svag, anklagendeundertone i hendes spørgsmål, som om min egen appetitløshedom morgenen var tegn på mere alvorlige mangler hos mig.Havde jeg heller ingen ambitioner? syntes hun at spørge. Eller li-denskaber? Manglede jeg simpelthen en dybereliggende sult?

Hun fiskede baconskiven op fra køkkenrullen og tog en hurtigbid. “Mums.” Hun holdt resten op mellem to fingre og snappedesmåbidder af kødstykket med blottede tænder. Ulveagtigt. Jegforventede halvt om halvt at høre hende knurre veltilfreds.

Men var det virkelig sådan, hun havde opført sig? spekulererjeg på nu. Var det i virkeligheden kun noget, jeg troede, jeg så? Ogselvom det virkelig foregik på den måde, hvordan forholder mansig så til en sær forudanelse, en vag og uhåndgribelig fornem-melse af, at man i virkeligheden slet ikke kender den person, man

27


ellers er så fortrolig med – at ens kendskab til hende i virkelighe-den ikke er nået ned under overfladen?

Jeg satte mig ned ved køkkenbordet, løftede avisen og kastede etblik på forsidens største overskrift, noget om borgmesterens for-slag til næste års budget. “Keith kom sent hjem.” Jeg bladrede lang-somt om på side to, nu på jagt efter den annonce, jeg havde indte-lefoneret for tre dage siden. “Omkring midnat vil jeg skyde på.”

Meredith greb kanden fra kaffemaskinen og skænkede et dam-pende krus op til os begge to.

“Jeg hørte, at han lukkede sig ind,” tilføjede jeg. “Men du vargået ud som et lys.”

Hun satte sig ned og nippede til kruset. Så kastede hun håretbagud med en overkæk hovedbevægelse, som en kvinde på enlummer natklub. “Smuk morgen,” sagde hun. Helt uventet be-gyndte hun at le.

“Hvad er det, der er så morsomt?”“Åh, bare en dum vittighed, dr. Mays fortalte os til mødet.”“Og hvad gik den så ud på?”Hun vinkede afværgende med hånden. “Du vil slet ikke synes,

den er sjov.”“Hvad får dig til at tro det?”“Den er bare fjollet, Eric. Du ville ikke bryde dig om den.”“Prøv mig.”Hun trak på skulderen. “Okay,” sagde hun. “Det var egentlig

slet ikke nogen vittighed. Det var et citat. Fra Lenny Bruce.” Hunklukkede igen. “Han sagde engang, at forskellen på mænd ogkvinder er, at når en kvinde ryger igennem en glasrude, rejserhun sig ikke op med det samme og tænker på sex.”

“Sagde dr. Mays virkelig det?” spurgte jeg overrasket. “Dr.Mays med tweedjakken, de tykke brilleglas og den hvide mer-skumspibe?”

Meredith tog en ny slurk af sin kaffe. “Den selvsamme.”Jeg foldede avisen og lagde den fra mig på bordet. “Det forbav-

ser mig faktisk, at han overhovedet har hørt om Lenny Bruce.”

28


Meredith snuppede et nyt stykke bacon fra tallerkenen og togen lille bid. “Folk er nogle gange anderledes, end de virker påoverfladen,” sagde hun.

“Ikke mig.” Jeg bredte armene ud. “Jeg er nøjagtig, som jeg serud til at være.”

Hun skulle lige til at svare, men tog sig i det. Efter en lille pausesagde hun: “Ja, det er du, Eric. Du er nøjagtig den, du ser ud til atvære.”

Igen følte jeg denne svage undertone af noget anklagende, atjeg var flad, endimensional, let gennemskuelig og dødkedelig. Jegkom til at tænke på min far, denne mystiske mand, der jævnligtforsvandt på uforklarlig vis og dukkede lige så uventet op igen ifamiliens skød. Jeg huskede stadig synet af hans tomme stol vedmiddagsbordet, og min mors lige så tomme blik, når hun modsin vilje kom til at skæve hen mod den. Jeg stak mine hænder ilommen. “Og det er vel en god ting, ikke sandt?”

“Hvad er en god ting?” spurgte Meredith.“At jeg er den, jeg ser ud til at være,” svarede jeg. “For ellers var

du måske bange for mig.”“Hvad skulle jeg være bange for?”“At jeg måske pludselig forvandlede mig til en helt anden. En

morder eller noget. En af de fyre, der kommer hjem fra arbejdeen dag og hakker hele sin familie i småstykker.”

Meredith så med ét en smule ængstelig ud. “Sådan noget mådu ikke sige, Eric.” Hendes øjne flakkede lidt, men så mødte hunatter mit blik, nu med et mørkere udtryk, som om der var vendtop og ned på balancen mellem os, fordi hun havde opdaget dyreti mig.

“Jeg understreger bare min pointe,” meddelte jeg hende. “Hvisfolk slet ikke var det, de gav sig ud for at være, kunne vi jo aldrigstole på hinanden, og hvis dét skete, ville alting jo gå i opløsning.Giver du mig ikke ret i det?”

Hun grundede over mit spørgsmål og så ud til at nå frem til enkonklusion, men hun lod ikke skinne igennem, hvad denne kon-

29


klusion gik ud på. I stedet rejste hun sig, gik hen til køkkenvaskenog stirrede ud ad vinduet, mens hendes blik gled fra havebordethen mod grillen for til sidst at fæstne sig på foderbrættet, derhang ned fra en af granerne. “Vinteren er på vej,” sagde hun. “Jeghader vinteren.”

Det var ikke en holdning, hun nogensinde havde givet udtrykfor før. “Hader du vinteren? Jeg troede ellers, at du elskede denårstid. Den buldrende ild i pejsen. Den indendørs hygge.”

Hun drejede hovedet og så på mig. “Du har ret. Det er nokmere efteråret, jeg ikke kan fordrage.”

“Hvorfor?”Hun vendte atter blikket mod vinduet. Hendes højre hånd løf-

tede sig næsten som af egen vilje op mod halsen, hvor den fandthvile. Den mindede mig om en hvid, forskræmt fugl. “Jeg ved detikke,” sagde hun. “Måske er det bare alle de nedfaldne blade.”

Der var ganske rigtigt allerede faldet nogle stykker af de omtalteblade, bemærkede jeg, da jeg gik hen ad stien mod min bil. Bla-dene var store og gule med små brune pletter, der virkede ensmule uhyggelige og mindede mig om mikroskopiske kræftcelleri bladhuden.

Det var sikkert derfor, jeg kom til at tænke på Jenny, mens jegfortsatte ned ad indkørslen den morgen. Jeg kunne ikke sættemig ind i den iskolde frygt, der uden tvivl måtte være skyllet gen-nem mine forældre, da lægen første gang havde diagnosticeretden ondartede tumor. Måske havde de følt det som et sværd, derskar deres inderste håb over og lod det fosse ud på flisegulvet.Jenny, deres begavede barn, hende, de hængte alle deres forhåb-ninger op på, skulle snart dø. Der ville aldrig blive taget fotogra-fier til familiealbummet af hende i skoleuniform, ingen første dagi gymnasiet, ingen overrækkelse af eksamensbeviset, intet bryl-lup, ingen billeder af Jenny på fødestuen. De tanker måtte værefaret igennem deres hoveder i det øjeblik, var jeg sikker på. Denfremtid, de havde forventet for både Jenny og dem selv, var plud-

30


selig imploderet og havde ikke efterladt sig andet end en sur, gif-tig røg.

Jeg var nået hen til bilen og skulle lige til at stige ind, da jegså Meredith åbne hoveddøren og vinke mig ivrigt tilbage til hu-set.

“Hvad er der?” råbte jeg.Hun svarede ikke, men blev bare ved med at vinke energisk

med begge arme. Jeg smækkede bildøren i og begav mig tilbagemod huset.

“Det er Vince Giordano,” sagde hun og gjorde en hovedbevæ-gelse mod telefonen ude i køkkenet. “Han vil tale med dig.”

Jeg så spørgende på hende, inden jeg gik ud og greb røret.“Hej, Vince,” hilste jeg.

“Eric,” sagde han hurtigt. “Jeg ville ikke gøre Meredith urolig,men jeg er nødt til at vide, om du ... om du har set Keith her tilmorgen.”

“Nej, det har jeg ikke. Han sover som regel længe om lørda-gen.”

“Men er han i huset? Kom han hjem i går aftes?”“Ja, det gjorde han da.”“Ved du, hvad klokken var?”Jeg kunne pludselig mærke, at mit svar blev tillagt en uventet

vægt. “Omkring midnat vil jeg tro.”Der opstod en kort tavshed i den anden ende af røret, inden

det lød fra Vince: “Amy ... er forsvundet.”Jeg ventede på, at han skulle gøre sætningen færdig, fortælle

mig, hvad det var, der var forsvundet for Amy – en ring, et ur, no-get, som Keith kunne hjælpe hende med at finde.

“Hun var ikke på sit værelse i morges,” tilføjede Vince.“Vi ven-tede på, at hun selv skulle vågne og stå op og komme ned til os,men det gjorde hun ikke. Så vi gik ovenpå for at se til hende ... ogopdagede ... at hun var væk.”

Sidenhen har jeg tænkt på, at Vinces ord den morgen var langtmere end blot ord, de lød snarere som et alarmsignal fra et tåge-

31


horn i det fjerne. Samtidig blev luften mærkbart tungere om-kring mig.

“Vi har ledt overalt,” tilføjede Vince. “Vi har gennemsøgt husetfra kælder til kvist og været rundt i hele kvarteret. Men vi kanikke finde hende nogen steder, og så var det, jeg tænkte, at detkunne jo være ... at Keith måske ...”

“Jeg vækker ham med det samme,” sagde jeg hurtigt. “Og såringer jeg tilbage.”

“Tak,” sagde Vince stille. “Mange tak.”Jeg lagde på og sendte Meredith et sideblik. Hun læste udtryk-

ket i mit ansigt og så med ét bekymret ud.“Det er Amy,” fortalte jeg hende. “De kan ikke finde hende.

Hun var ikke på sit værelse i morges. De har ledt overalt, menindtil videre uden held.”

“Åh nej,” hviskede Meredith.“Vi må tale med Keith.”Vi gik ovenpå sammen. Jeg bankede let på Keiths dør. Ingen re-

aktion. Jeg bankede igen, en smule hårdere denne gang. “Keith?”Der kom stadig ikke noget svar derindefra, så jeg prøvede

håndtaget. Som sædvanlig var døren låst. Jeg bankede på igen, nurigtig hårdt og buldrende. “Keith, stå så op! Det er vigtigt.”

Jeg hørte en lavmælt stønnen og derpå lyden af Keiths barefødder på vej hen mod døren. “Hvad er der?” gryntede han udenat åbne den.

“Det drejer sig om Amy Giordano,” sagde jeg. “Hendes far harlige ringet. De kan ikke finde hende.”

Døren blev åbnet på klem, og et forsovet øje stirrede ud modmig gennem sprækken. Som en lille blå fisk, der dukker frem afakvariets mørke.

“Kan de ikke finde hende?” spurgte Keith.“Det var jo det, jeg sagde.”Meredith stak ansigtet tættere hen mod sprækken i døren. “Se

at få tøj på, og kom ned til os, Keith,” sagde hun. Hendes stemmelød bydende, som en irriteret skolelærers. “Og skynd dig.”

32


Vi gik nedenunder igen og tog plads ved køkkenbordet, mensvi ventede på, at Keith kom ned til os.

“Måske er hun bare gået sig en tur,” sagde jeg.Meredith sendte mig et bekymret blik. “Hvis der er sket noget

med Amy, vil mistanken straks falde på Keith.”“Meredith, der er ingen grund til at – ”“Måske skulle vi ringe til Leo.”“Leo? Nej. Keith har ikke brug for en advokat.”“Næ, men – ”“Meredith, vi skal bare stille Keith nogle få enkle spørgsmål.

Hvornår han så Amy sidste gang. Om hun så ud til at have detgodt. Bagefter ringer jeg til Vince og fortæller ham, hvad Keithsagde.” Jeg så bestemt på hende. “Enig?”

Hun nikkede sammenbidt. “Ja, fint.”Keith kom sjoskende ned ad trappen, stadig søvnig at se på.

Han kløede sig i det uglede hår. “Hvad ... hvad var det, I sagde omAmy?” spurgte han og sank ned på en ledig stol ved køkkenbor-det.

“Hun er forsvundet,” sagde jeg til ham.Keith gned sine øjne med hænderne. “Det lyder helt skørt,”

sagde han med et lille, affærdigende grynt.Meredith lænede sig fremad. “Det her er alvorligt, Keith,”

sagde hun med rolig stemme. “Hvor befandt Amy sig, da du for-lod Giordanos hus i går aftes?”

“På sit værelse,” svarede Keith. Han var stadig en smule søvn-drukken, men tilsyneladende ved at kvikke op. “Jeg læste en god-nathistorie for hende, og bagefter gik jeg ind i dagligstuen og såfjernsyn.”

“Hvad var klokken, da du læste den godnathistorie forhende?”

“Omkring halv ni vil jeg gætte på.”“Hold op med at gætte, Keith,” bed Meredith ham af. “Vi skal

ikke have gætterier om noget som helst her.”For første gang kunne man se på Keiths ansigt, at situationens

33


alvor var ved at gå op for ham. “Er hun virkelig blevet væk?”spurgte han med en mine, som om det hele indtil nu havde væreten slags joke.

“Er det ikke dét, vi har siddet og fortalt dig, Keith?” spurgteMeredith.

“Hør nu,” brød jeg ind. “Jeg vil gerne have, du tænker dig me-get grundigt om, for jeg har lovet mr. Giordano at ringe tilbageog fortælle ham nøjagtig det, du fortæller os. Så gør, som din morsiger, Keith. Hold op med at gætte.”

Han nikkede, og jeg kunne se, at det for alvor var trængt indnu. “Okay, fint,” sagde han.

“Godt,” begyndte jeg. “Du så ikke Amy mere den aften, vel?Ikke efter du havde læst den godnathistorie?”

“Nej.”“Er du helt sikker?”“Ja,” svarede Keith med eftertryk. Hans blik gled over mod

Meredith. “Jeg så hende ikke mere.”“Har du nogen anelse om, hvor hun kan være henne?” spurgte

jeg.Keith så pludselig krænket ud. “Selvfølgelig har jeg ikke det.”

Han så skiftevis på Meredith og mig. “Det passer altså,” råbte han.“Jeg så hende ikke mere.”

“Lagde du mærke til andre ting?” spurgte jeg.“Hvad mener du?”“Noget usædvanligt af en eller anden art.”“Om hun opførte sig mærkeligt ... eller – ”“Ja, virkede hun underlig, ked af det, mærkelig? Havde hun

lyst til at løbe hjemmefra? Var der nogen antydninger af den art?”“Nej.”“Okay, hvad så med andre ting,” sagde jeg. “Luskede der nogen

rundt ved huset? En lurer eller den slags?”Keith rystede på hovedet. “Jeg så slet ikke noget, far.” Hans blik

gled igen over mod Meredith, og for første gang sporede jeg ægtebekymring i det. “Er jeg i problemer?”

34


Meredith lænede sig en smule tilbage i stolen, en positur, hunaltid indtog, når hun ikke lige vidste, hvad hun skulle svare.

Keith fastholdt hendes blik. “Vil politiet tale med mig?”Meredith trak på skulderen. “Det kommer vel an på ...”“På hvad for eksempel?”Meredith svarede ikke.Keith så appellerende på mig. “På hvad, far?”Jeg gav ham det eneste svar, jeg kunne. “Vel på, hvad der er

sket med Amy.”

144mm 144mm31,5mm 90mm90mm

221m

m

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L A Y / I M P E R I E T

THOMAS H. COOK

KR IMI

THOMAS

H. COOK

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter.”

THE GUARDIAN

”Rødt efterår er et mesterværk.”RICHARD MONTANARI

”Rødt efterår er både hjerteskærende og rammer lige i mellemgulvet.”NEW YORK DAILY NEWS

”Thomas Cook skriver som en såret engel, og Rødt efterår er et af hans mesterværker.”

PETER STRAUB

Vinder af THE MARTIN BECK AWARD i Sverigefor bedste udenlandske krimi, uddelt af Svenska Deckarakademin

ERIK MOORE lever et fredeligt liv med sin familie i en lille amerikansk by. Men en aften skal hans teenagesøn Keith babysitte den otteårige Amy Giordano hos en af naboerne. Morgenen efter er Amy forsvundet, og Eric er ikke sikker på, at hans søn er uskyldig.

Fanget i en sump af tvivl og løgne skal Eric fi nde ud af, hvad der er sket med Amy Giordano, inden hans egen – og lokalsamfundets – mistanke mod Keith bliver fuldbyrdet.

RØDT EFTERÅR er en psykologisk krimi, der stikker kniven ind dér, hvor vi alle har ondt: I familiens hjerte. Begået af en af genrens store nule-vende mestre, Thomas H. Cook.

”En af de bedste romaner, du kommer til at læse i år. Gribende, utrolig smukt skrevet, besættende, overraskende og ødelæggende.”

HARLAN COBEN

”Denne foruroligende udforskning af menneskets sande motiver (...) er skrækindjagende og kulminerer i en hæsblæsende

og overrumplende fi nale.” NEWSWEEK

THOMAS H. COOK (f. 1947), prisbelønnet ame-rikansk krimiforfatter, bosiddende i Cape Cod og New York. Debuterede i 1980 og har udgivet mere end 25 værker. Vandt USA’s største krimi-pris, The Edgar Allan Poe Award, for romanen Affæren i Chatham (1996), som nærværende roman, Rødt efterår, ligeledes var nomineret til.

Rødt efterår er fra 2005 og nævnes af mange som Cooks bedste roman. Ud over The Edgar Award var den indstillet til de prestigefyldte priser The Duncan Lawrie Dagger og The Anthony Award og vandt The Barry Award samt The Martin Beck Award for bedste udenland-ske krimi i Sverige.

Thomas H. Cook er vidt og bredt regnet som en af suspense-genrens store nulevende mestre. I de senere år er han brudt igennem uden for USA. I Frankrig, Japan og England.

Læs mere om Thomas H. Cook på Facebook og følg ham på Twitter (@thomashcook).

”Thomas H. Cook er krimiforfatternes forfatter, han har været med i mange år, lovprist af sine proselytter, men aldrig fuldkommen omfavnet af det brede publikum. Hans seneste roman, der er indstillet til den amerikanske Edgar Award, må dog være nok til at få rettet op på dette vrangforhold. I en typisk amerikansk lilleby følger vi den gradvise og – efterhån-den – totale opløsning af en tilsyneladende almindelig familie, da en otteårig pige forsvin-der. Fortalt af en lokal forretningsdrivende, der i udgangspunktet er lykkeligt uvidende om, hvor usikker jorden er under hans fødder, udvikler Rødt efterår sig til en raffi neret, men også smertefuld undergangsfortælling om den amerikanske drøm, der undermineres af simpel hverdagsondskab. Resultatet er lige så bitterligt ondt, som det er stærkt. Giver med garanti én dårlig smag i munden, men man kan ikke lade være med at læse videre.”THE GUARDIAN

”De dilemmaer, som Cook stiller sin hoved-person i, er rædselsvækkende og bliver ikke mindre forfærdelige, efterhånden som nutiden begynder at spejle brudstykker af fortiden. Men han gør det i en så blændende prosa og med så udsøgt gestaltning af karakterer og mil-jøer (...) at resultatet er helt enestående. ”GÖTEBORGS-POSTEN

FOTO: RICHARD PERRY

Documents

Rødt efterår af Thomas H. Cook