Denne udgivelse er udarbejdet af : Redaktion: Kristoffer Hecquet Louise Buxbom Michael B Lauritsen Layout: Kristoffer Hecquet Foto: Jens Malling (forside, s. 2-3, 10, 26-35, 45

Brita Kvist Hansen (s. 22-24)

Sovjetiske fremtidsvisioner (s. 4, 8,)

Flickr (s. 7, 18-19, 36-37, 40-41)

ISSN: 2246-8048

2

Udgivelser af Magasinet rØST:

25 år med forandringer 4 Introduktion

Historien med stort H endte i ’89 6 Af professor Uffe Østergaard

”Der var faktisk nogen, der forudså kommunismens fald i Østeuropa” 10 Af professor Sabrina P. Ramet

Mere end bare sovjetnostalgi 15 Af Ph.D Katrine Bendtsen Gotfredsen

”Vi ønsker magten for at kunne uddele værdier til vennerne” 18 Af Hanne Severinsen, tidligere MF og Ukraine-rapporteur i Europarådet

Homopolitisk public service i Sovjet 22 Af journalist og radiovært Brita Kvist Hansen

Når en ideologi pludselig forsvinder 26 FORFALD I. Af fotojournalist Jens Malling

Transitionen til noget andet 30 FORFALD II. Af lektor emeritus Søren Riishøj

Det nye Ruslands storhed og forfald 32 FORFALD III. Af lektor Mette Skak

En omvej til demokratiet 36 Af cand.mag Anne Zachariassen

Transitionen til en grøn ø i et krisehærget Europa 40 Af lektor emeritus Kay Lundgren-Nielsen

Enden på transitionen 46 Af cand.mag Kristoffer Hecquet

Indhold

3

25 år med forandringer

4

5

VELKOMMEN | Hvordan forstår vi transitionen, og hvad er det for forandringer, den tidligere østblok har gået igennem? Magasinet rØST gør status, og evaluerer på 25 års udvikling i Østeuropa.

Murens fald og de efterfølgende demokratiske revolutioner i østblok-ken skabte for 25 år siden et funda-ment for en anden fremtid for en lang række lande end den autoritæ-re. Fremtiden havde forladt sit spor og var nu åben og uklar, selvom det var forventet at landene nu ville vende sig i vestlig retning. Siden har regionen oplevet vold-somme forandringer, der har berørt alle dele af samfundet. Men hvad er det for forandringer, og hvor har de båret landene hen? Denne udgivel-se går i dybden med at undersøge, hvad det er, der har forandret sig, og sætter spørgsmålstegn ved den lineære transition fra det lukkede og låste samfund til det åbne og frie. Forandringerne har været forskelli-ge fra land til land, fra befolknings-

gruppe til befolkningsgruppe, fra aldersgruppe til aldersgruppe, fra social klasse til socialklasse. Og det har forudsætningerne for forandrin-gerne også. Udgivelsen kommer med eksempler på, hvad landene kommer fra og hvad de har været igennem, og vi diskuterer konsekvenserne og ram-merne. Vores ambition er at skabe et mere nuanceret billede af proces-sen, men også af regionen som hel-hed. Udgivelsen er realiseret på bag-grund af en konference i november 2014 arrangeret af Magasinet rØST i forbindelse med 25-året for Mu-rens fald. Rigtig god læselyst.

ILLUSTRATION: I Sovjet forsøgte man også at forudsige fremtiden. Dette er filmplakaten til science fiction filmen Nebo Zovjet—eller Battle Beyond Sun (som blev den engelske titel) fra 1959.

5

6

Historien med stort H endte i ’89

Af Uffe Østergaard | 28. november 2014

REVOLUTION | Uffe Østergaard, Jean Monnet professor i europæisk histo-rie på Copenhagen Business School, tager os med op, og betragter debat-ten om årsagerne til, og betydningen af, Murens fald i fugleperspektiv. Hvorfor var der ingen, der havde forudset begivenhederne?

25 år efter afslutningen af den kolde krig er det klart, at året 1989, hvor de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa et efter et gav op og blev tvunget fra magten af demon-strationer i gaderne, var et af de helt afgørende i historien på linje med den franske revolution og verdens-krigene i det 20. århundrede. Men det var der ikke nogen, som havde forudset. Da George Bush (den æl-dre) blev indsat som præsident i USA den 20. januar, delte han ikke sin forgænger Ronald Reagans tro på, at Mikhail Gorbatjov virkelig mente, hvad han sagde, og ville demokratisere Sovjetunionen. I for-ordet til sine erindringer fra 1998 skrev han sammen med den natio-nale sikkerhedsrådgiver Brent Scowcroft: “Havde vi set, hvad der var i vente, da vi tiltrådte? Nej, vi havde ikke, og vi kunne heller ikke have planlagt det” (Gaddis, John Lewis (2005), Den Kolde Krig, Kbh., Gyldendal 2007, s. 304). Fornyet mistro, da Bush overta-ger efter Reagan Hverken Bush eller Scowcroft stole-de på Gorbatjovs motiver, og de var

bange for, at den erklærede leninist ville begrave sine modstandere i venlighed, så de ville ikke nedruste, uden at Sovjetunionen selv ændre-de sin militære struktur. Gorbatjov var på sin side ligeledes mistroisk over for Bush-administrationen, som han opfatte-de som koldkrigere. Det var ikke uden grund. George Bush havde ganske vist været vicepræsident under Ronald Reagan, da denne i sine sidste år mødtes med Gorba-tjov og besluttede at stole på ham og indlede en alvorligt ment ned-rustning. Men Bush repræsenterede den traditionelle tænkning i ameri-kansk udenrigspolitik. Han havde været chef for det CIA, der efter omvæltningerne i 1989-91 måtte erkende at have besiddet alle oplys-ningerne om Sovjetunionens økono-miske fallit pga. de lave oliepriser og befolkningens utilfredshed, men ikke have samlet dem til en anven-delig forudsigelse. Kennans profeti Det er i grunden mærkeligt, da Sov-jetunionens sammenbrud i konkur-rencen med de vestlige, kapitalisti-ske demokratier var hovedindholdet

i den strategi for den kolde krig, som blev formuleret af den langt-tænkende amerikanske diplomat George Kennan i 1946. Kennan var en ung, lovende diplomat i Moskva i 1946, men levede helt til 2005 og nåede således at se sin profeti gå i opfyldelse. Hans såkaldte “lange telegram” på 8.000 ord fra den 22. februar 1946 kom, sammen med en anonym arti-kel i tidsskriftet Foreign Affairs om ”inddæmning” (containment) af Sov-jetunionen, til at lægge grunden til den langsigtede amerikanske stra-tegi, der førte til Marshall-hjælpen til Europa for at forhindre en sejr for kommunismen i de udpinte lande. Satsningen på økonomisk vækst, demokrati og forbrug i stedet for militær oprustning blev ikke konse-kvent fulgt, efter at Kennan og hans meningsfæller blev udmanøvreret. Men kommunismens relativt ublodi-ge fald på grund af befolkningernes utilfredshed gav Kennan ret i, at en “langsigtet, tålmodig og årvå-gen inddæmning af de russiske ek-spansionstendenser” ville føre til sejr for den amerikanske eller vestli-ge model.

7

Artiklen blev bragt på Magasinet rØST 8. maj 2012 i sin oprindelige udgave.

Forgældet kommunisme USA holdt sig ikke til den fredelige kappestrid, men gik ind i et rust-ningskapløb med Sovjet, som det vandt pga. sin meget større og me-re produktive økonomi. Hvor mili-tærudgifterne højst udgjorde en ti-endedel af det amerikanske brutto-nationalprodukt, udgjorde de i det langt fattigere Sovjet omkring halv-delen, hvis vi ser på den lange peri-ode under den kolde krig under ét. Kommunismen gik fallit og gældsat-te sig i 1970’erne og 1980’erne i et forgæves forsøg på at levere de forbrugsgoder, befolkningen kræve-de. Forbrugsgoder som det var umuligt at skjule for befolkningen i det lange løb. Der er meget, som taler for, at den tiltrækning, Beatles udøvede på unge russere, betød mere for un-dergravningen af det kommunistiske styres legitimitet efter Khrusjtjovs fald i 1964 end den militære af-skrækkelse. Fornyet debat om årsagerne til Jerntæppets fald Hvad der er årsag til det heldige resultat af den kolde krig, føres der stadig intense debatter om. Mest i forskerkredse, men med fornyet aktualitet efter at Putins Rusland er begyndt at udvise en lang række af de træk, vi forbinder med Sovjetuni-

onen. I Danmark med den ekstra krølle at vi nu tør udkæmpe den kamp om sikkerhedspolitikken, som ikke blev ført til bunds i 1980’erne. Det har vist sig i de forbitrede kam-pe om den redegørelse i fire bind, Danmark under Den Kolde Krig, som Dansk Institut for Interna-tionale Studier udsendte i 2005. Og i den efterhånden parodiske retssag mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, der nu skal afgøres i Høje-steret. Den grundlæggende uenighed går på, om det var de fredelige forbin-delser og eksemplets magt, der blev mulig, især efter Helsinki-aftalen i 1975, eller oprustningen i 1980’er-ne, der knækkede kommunismen i Østeuropa. Svaret er nok, at det var en kombination. Men den præcise dosering og faktorernes orden her-sker der stadig uenighed om. Derfor er der så stor interesse for histori-kernes arbejde med de nu i stigen-de grad åbne arkiver. Den udløsende faktor for den øst-europæiske utilfredshed Hvordan det end forholder sig, og hvordan det vil gå med konfrontatio-nen med Putins Rusland, er der ingen tvivl om betydningen af Mu-rens fald, både muren i Berlin i no-vember 1989 og i mere generel for-

stand omkring de kommunistiske lande. Og der er heller ikke tvivl om den rolle, tilfældigheder spillede. Det var ikke kun inkompetence, der gjorde, at de vestlige efterretnings-tjenester ikke havde forudset kom-munismens fald, selvom de, som vi ved i dag, havde alle oplysningerne. Den udløsende faktor for utilfreds-heden var den ungarske regerings beslutning i sommeren 1989 om at rive det hegn ned, som adskilte lan-det fra det neutrale, men vestlige, Østrig. Den beslutning havde sin egen baggrund. Da Gorbatjov kom til magten i 1985, havde Ungarn den mest udviklede økonomi af alle de kommunistiske lande og eksperi-menterede med liberalisering. János Kádár, der havde fået mag-ten efter den sovjetiske undertryk-kelse af opstanden i 1956, præside-rede over den såkaldte ”gullasch-kommunisme”. Den var ganske vist finansieret ved vestlige lån, ved vi i dag, men bevirkede så megen åbenhed, at det i modsætning til i DDR lykkedes yngre reformkræfter i det kommunistiske parti at tvinge Kádár fra magten i 1988. Den nye premierminister Miklós Németh blev som kompetent tekno-krat chokeret over gældsætningens størrelse. Samtidig fik han ved et besøg i Moskva lov til at følge sin

8

egen vej. Det der siden blev kaldt Sinatra-doktrinen efter dennes be-rømte sang My way. For at få bud-gettet til at balancere slettede Németh udgifterne til modernisering af jerntæppet mod Østrig. Det skulle nemlig vedligeholdes med vestligt indkøbte materialer, der kostede styret dyrt i valuta. Og så rullede begivenhederne Og da hegnet ikke blev vedlige-holdt, besluttede regeringen i maj 1989 at nedlægge det med den be-grundelse, at det indebar en ulyk-kesrisiko. Og så rullede begivenhe-derne i ukontrollabel fart. Utilfredse østtyskere hørte om hullet og strømmede til i osende Trabier og til fods. Styret i Østtyskland proteste-rede til Moskva, men fik som svar, at “det kan vi ikke gøre noget ved.” (Gaddis, John Lewis (2005), Den Kolde Krig, Kbh., Gyldendal 2007, s. 307). Samtidig gav et valg i Polen en ufor-udset stor sejr til Solidarnosc (Solidaritet, red.). Det fik befolknin-gen i Leipzig og Dresden i DDR til at på gaden under råbet “wir sind das Volk”, siden “wir sind ein Volk”. Og så faldt muren den 9. november i Berlin. I Prag trådte regeringen tilbage i december og gav plads for en borgerkoalition ledet af Václav Havel. Året kulminerede i julen med

afsættelsen af diktatoren Nicolae Ceaușescu. Han blev henrettet efter en skueproces under ikke helt afkla-rede omstændigheder. Dermed var alle de kommunistiske regimer i Sovjetimperiet faldet, da Todor Zhivkov, der havde ledet Bulgarien enevældigt siden 1964, tidligere var trådt tilbage. Konsekvenserne er større end Europa Selv om det kinesiske styre reage-rede helt modsat og blodigt ned-kæmpede en stor studenterdemon-stration på Tiananmen-pladsen i Beijing den 3.-4. juni, var kommu-nismen færdig. I Kina bevarede det kommunistiske parti magten for at gennemføre sit statskapitalistiske program. Det har virket, og en halv milliard kinesere er nu løftet op i middelklassen som følge af den eksplosive økonomiske vækst. Gan-ske vist uden videre demokrati, men at modellen for en styret kapitalisme synes at virke hører med til vurde-ringen af 1989. Men sejr for kom-munismen kan den kinesiske udvik-ling dårligt kaldes. Hvor efterlader det os i 2015? Vi manglede et alternativ til den ustyrlige og selvødelæggende fi-nanskapitalisme under krisen i 2008. Og er kommet i tvivl om det gode ved demokratiske revolutioner

efter at have set de arabiske forår i 2011 blive til efterår, blodige borger-krige og islamistisk terror. Historien med lille h er ikke slut, men det var heller ikke hvad Francis Fukuyama proklamerede i 1992 med sin be-rømte tese om “Historiens afslut-ning”. Det var Historien med stort, mening og retning, der efter Fukuyamas mening sluttede i 1989 med sejren for markedskapitalisme, demokrati og retsstat. Historie med lille h vil der fortsat være masser af, på godt såvel som på ondt, som vi ser med Putins autoritære styre og islamis-mens aggressive terror. Men sy-stemkonflikt er der ikke tale om. George Kennan fik ret og levede længe nok til at se det. Uffe Østergaard er professor i Historie på Copenhagen Busi-ness School. Han er specialiseret i europæisk identitetshistorie.

9

10

”Der var faktisk nogen, der forudså kommunismens sammenbrud i Østeuropa”

Sabrina P. Ramet | 22. november 2014

FORUDSIGELSER | Også i akademiske kredse kom den østeuropæiske kom-munismes sammenbrud som et chok og udfordrede politiske teorier. Men ik-ke alle var overraskede. En af dem var professor Sabrina P. Ramet. Her brin-ger vi hendes oplæg fra Magasinet rØST’s konference ”Forandringer i Østeu-ropa – 25 år efter Muren”, som blev afholdt den 22. november i København. Oplægget er oversat fra engelsk af Louise Buxbom.

Der var faktisk

kommunismens

11

Mit oplæg er – som Julius Cæsar engang sagde om oldtidens Gallien – delt i tre. Først vil jeg diskutere nogle forudsigelser, som forskellige personer, herunder jeg selv, lavede i årene 1988-1995, og notere hvor vi havde ret, og hvor vi tog fejl. For det andet vil jeg undersøge en sær-ligt fejlagtig forudsigelse, som jeg lavede i 1995, og give en forklaring på hvorfor jeg tog fejl. Og for det tredje vil jeg foretage en begrænset vurdering af tingenes tilstand i de post-socialistiske lande i Central- og Østeuropa. For det første: Enhver forudsigelse af fremtiden må – i modsætning til en profeti – nødvendigvis involvere to ting: En begrebsramme, med hvilket jeg mener et sæt antagelser, herunder en afvejning af relevante fakta, og dokumentation. I 1980’er-ne (som nu) var politologer i Vesten delt i to lejre: de såkaldte realister, som udgjorde majoriteten, og ideali-ster, eller, som Andreas Hasencle-ver har karakteriseret os: tilhængere af en moral-sociologisk tilgang. (Hasenclever 2001). Særligt inden for komparativ politik er to generationer af politologer kommet under indflydelse af Samu-el P. Huntingtons bog fra 1968, Poli-tical Order in Changing Societies. Kernen i Huntingtons bog var på-standen om, at det, der havde be-tydning for et systems langsigtede stabilitet, var institutionaliserings-graden af et regimes magt. Huntington mente, at kommunis-men var stabil Når Huntington betragtede leninisti-ske systemer – som han kaldte de lande, der i tiden almindeligvis blev kaldt kommunistiske – så han insti-tutionaliseringsgrader, der var sam-menlignelige med blandt andet USA og Storbritannien. Han konkludere-de herudfra, at demokratiske syste-mer (eller mere præcist systemer med repræsentative regeringer) og leninistiske systemer var funktionelt ækvivalente for så vidt angik lang-sigtet stabilitet.

Han og hans tilhængere afviste en-hver idé om, at de socialistiske sy-stemer i Sovjetblokken kunne være skrøbelige og endda sårbare over for sammenbrud, som ønsketænk-ning. Og realisterne holdt fast i de-

res forvirring helt op til 1989, da det socialistiske (eller leninistiske) kort-hus begyndte at falde sammen.

Idealister, eller tilhængere af den moral-sociologiske tilgang, hævde-de derimod, at legitimitet, ikke insti-tutionaliseringsgraden, var den vigtigste faktor i bestemmelsen af et systems stabilitet eller ustabilitet, og at legitimitet på lang sigt afhang af et antal faktorer, herunder folke-lig accept af de metoder, der an-vendtes til at udvælge eller vælge regeringsmedlemmer; troen på at systemets moralsk-juridiske grund-lag var (i det mindste) acceptabelt; og endelig en given regerings evne til at levere ydelser til befolkningen, særligt arbejdspladser og en til-strækkelig indtægt. Fattigdoms- og arbejdsløshedstal er derfor blandt de faktorer, der kan svække et re-gimes legitimitet.

Kommunismens fald forudsås i 1980’erne Realister fremhævede Sovjets be-slutning om at knuse den ungarske revolution i 1956 og undertrykke det tjekkoslovakiske eksperiment med ”socialisme med et menne-skeligt ansigt” i 1968 og fremhæve-de den beslutsomhed, med hvilken Wojciech Jaruzelski, på sovjetisk opfordring, indførte militær undta-gelsestilstand i Polen i 1980 og således gjorde en ende på mere end et års politisk repluralisering (spredning af den politiske magt mellem flere grupper, red.) i landet. Idealister, derimod, fremhævede de vedvarende bestræbelser på at løsne eller endda undslippe sovje-tisk kontrol; de bemærkede op-blomstringen af politisk aktivisme, forlagsvirksomhed og kultur i un-dergrunden, ikke bare i Polen, men også i Tjekkoslovakiet og Ungarn efter 1980, og tog de forskellige former for opposition mere alvorligt end realisterne. Derfor forudså et antal forskere og journalister i 1980’erne med nøjag-tighed kommunismens forestående kollaps i regionen, inklusive Ernst Kux, Ivan Volgyes, Anneli Gabanyi og, mest berømt, Zbigniew Brze-zinski i hans Grand Failure, udgivet i 1989 på selve tærsklen til den store transformation.

Check-liste til revolution Min egen erfaring med at lave for-udsigelser var imidlertid nedslåen-de. Manuskriptet til min bog, Social Currents in Eastern Europe (1991), indgivet til Duke University Press i september 1988, begyndte oprinde-ligt med en klar tilkendegivelse af, at regionen lod til at være på randen af systemsammenbrud og transfor-mation.

Min begrebsramme stammede ikke fra Huntington’s Political Order, men fra Crane Brintons Anatomy of Re-volution (1965). Jeg havde læst Brintons bog halvandet årti tidligere, men genlæste den i begyndelsen af 1988, eftersom jeg allerede i april det år havde på fornemmelsen, at omvæltninger var blevet uundgåeli-ge. Hvad jeg fandt hos Brinton, var en check-liste over faktorer, der var afgørende for revolution, og da jeg undersøgte den østeuropæiske re-gion, fandt jeg, at disse faktorer – heriblandt økonomisk nedgang, tab af tillid til de herskende eliter og sta-dig stærkere organisering af opposi-tionsgrupper – var til stede i rigeligt omfang, særligt i DDR, Polen, Un-garn og Tjekkoslovakiet. Havel og Wałęsa politisk irrelevante De første peer-review bedømmere afviste dog min vurdering med det argument, at folk som Václav Havel og Lech Wałęsa, som jeg behandle-de, som om de var politisk relevan-te, var (efter deres mening) politisk irrelevante, og at kommunismen var kommet for at blive. Jeg formåede at overtale forlaget til at sende mit manuskript ud til to nye bedømmere, og mens det var til fornyet vurdering, kollapsede kom-munismen; Havel blev valgt til præ-sident i Tjekkoslovakiet; og min bog blev godkendt til udgivelse. Mens min bog var ved at blive trykt, blev Wałęsa valgt til præsident i Polen. Jeg havde en mere interessant op-levelse med at forudsige udbruddet af krig i Jugoslavien. I august og september 1989 tilbragte jeg fire uger i Beograd, Zagreb, Ljubljana, Sarajevo og Skopje med at tale med forskellige relevante personer,

12

inklusive journalister, politikere, præster og forskere. Jeg vendte tilbage til Seattle, overbevist om at landet allerede var under opløsning og på vej mod krig. ”Hvorfor skulle vi bekymre os?” Men da jeg deltog i en lille uformel konference uden for Washington D.C. – organiseret af et vist ”agency” – få uger senere, erfarede jeg, at ingen af de omkring to dusin andre deltagere var det mindste interesserede i min selvsikre på-stand om, at Jugoslavien var på vej mod krig. ”Hvorfor skulle vi bekymre os om det?” spurgte en af deltager-ne. Jeg bekymrede mig, fordi jeg ikke ønskede at se befolkningen i Jugo-slavien lide, men jeg forstod på spørgsmålet, at et sådant svar ikke ville være tilstrækkeligt. Så jeg sva-rede, at der ville komme flygtninge til en række vesteuropæiske lande; at tilstedeværelsen af flygtninge ville skabe problemer for deres værts-lande; og at NATO i sidste ende kunne blive trukket ind i konflikten. Mine bemærkninger blev ignoreret, som var de komplet ligegyldige. Ik-ke desto mindre kunne jeg i marts 1991 offentliggøre min forudsigelse om krig i forårsudgaven af Global Issues. Usandt at ingen forudså sammen-bruddet En forudsigelse, der blev fremsat på ovennævnte konference, slog mig dengang. Det var en forudsigelse, eller advarsel, af den prominente forsker Charles Gati, om at kommu-nismens sammenbrud ikke kunne garantere demokratiets succesfulde indførelse, og at det tværtimod kun-ne lede til fremkomsten af højreori-enterede illiberale regimer. Viktor Orbans regime i Ungarn bekræfter klarsynet af Gatis forudsigelse. I betragtning af alt dette ophører jeg aldrig med at forbløffes over, at nogle mennesker fortsat hævder, der ikke var nogen, der forudså kommunismens sammenbrud i Øst-europa; at så snart det skete, for-ventede alle angiveligt en demokra-tisk opblomstring i hele regionen; og, sjældnere, at ingen forudså krigsudbruddet i Jugoslavien. Enhver påstand om, at ingen vidste det, indebærer en implicit påstand

om, at man har læst alt, hvad der er publiceret om regionen på ethvert væsentligt europæisk sprog fra 1980’erne og frem, og at man har husket det hele uden fejl eller udela-delser. Faktisk er påstanden, at ”ingen vidste det”, ren uforfalsket hybris. Truslen fra højre Frarøvet min chance for at tilslutte mig koret af forskere, der forudsag-de kommunismens fald, besluttede jeg mig ikke desto mindre for at for-søge mig med et frisk sæt forudsi-gelser, som blev inkluderet i anden-udgaven af min bog Social Cur-rents, udgivet i 1995. Kapitel 19 bærer titlen Propositions about the Future og oplister 11 for-udsigelser. I den aktuelle situation er forudsigelserne 2, 8 og 11 de mest interessante. I den første for-udsigelse, og i overensstemmelse med Gati, skrev jeg, at: ”På kort sigt kommer den største trussel mod den politiske konsensus [om opbygningen af demokratiske systemer] fra højre. Dette gælder for Tyskland, Polen, Slovakiet, Un-garn og formodentlig Rumænien (skønt i Rumænien på en noget an-den måde).” Ikke desto mindre erklærede jeg i forudsigelse 8, at: ”Demokratiets bedste muligheder findes i Tjekkiet, Polen, Ungarn og Slovenien.” På den tid var Socialistpartiets le-der, Gyula Horn, premierminister i Ungarn. Og endelig i forudsigelse 11 forudså jeg, at: ”De to lande med de bedste lang-sigtede perspektiver for stabilitet synes at være Tjekkiet og Sloveni-en.” Jeg tror, jeg kan sige, at mine be-mærkninger om Tjekkiet, Polen og Slovenien var, i det store og hele, nøjagtige – på trods af en noget ustadig politik under Janez Janša i Slovenien (Janša er leder af det konservative parti SDS og var pre-mierminister i Slovenien fra 2004-2008 og igen fra 2012-2013, red.) – samt at mine forudsigelser om Slo-vakiet og Rumænien stort set var i overensstemmelse med realiteter-ne.

Men det var ikke klart for mig på den tid, præcis hvor stor en rolle korruption ville spille for landenes videre vej frem. Endelig tog jeg ty-deligvis fejl i min forudsigelse af en glat demokratisk transition i Ungarn. Hvad skete der? Øget fattigdom i Ungarn Svaret ligger i den stigende fattig-dom. I 2000 levede 3 millioner un-garer på et eksistensminimum. I 2005 var dette tal steget til 3,2 milli-oner; og i 2010 var det 3,7 millioner. Dette tal udgjorde 37 % af befolk-ningen – og det var året, hvor Viktor Orbán genvandt magten og aflagde ed om at opretholde forfatningen blot for hurtigt herefter at præsente-re landet for en ny forfatning. Dette medførte en dramatisk for-øgelse af fattigdommen i samfundet i forhold til midten af 1980’erne, hvor mellem 17 og 18 % af arbej-derklassen var registreret som be-findende sig under fattigdomsgræn-sen. Blandt landmænd og pensioni-ster, og måske i modsætning til vo-res forventninger, var fattigdomsra-terne endnu lavere i midt-1980’erne, helt nede på 14 % i 1985 og kun 11 % i 1987. (Milanović 1990). Når det handler om, hvordan folk lever, hvordan de bedømmer deres regeringer, og hvordan de kan for-ventes at stemme, tror jeg, at to af de vigtigste faktorer er fattigdom og arbejdsløshed – ja under visse om-stændigheder er de sikkert de vig-tigste faktorer. Fattigdom og arbejdsløshed Jeg ønsker ikke at benægte den rolle, som uddannelsesniveau, reli-giøse tilhørsforhold, alder eller sek-suel orientering – blandt andre fak-torer – spiller i påvirkningen af politi-ske valg. Men når en person er lud-fattig, arbejdsløs og uden håb under de givne forhold, er det, som denne person med størst sandsynlighed ønsker, at ændre netop disse for-hold radikalt. Hvis man ser på data fra Centraleu-ropa, Østbalkan og Albanien – hvil-ket vil sige de dele af det, vi rutine-mæssigt kalder Østeuropa, som ikke hørte til det socialistiske Jugo-slavien – ser man meget blandede resultater efter 1989/91. I Ungarn er andelen af registrerede arbejdsløse marginalt lavere i dag end i 1991

13

(8,5 % i 1991 og 7,8 % i 2014), mens fattigdommen har nået det højeste niveau i regionen (47 % i 2012). I Polen og Rumænien er arbejdsløs-heden lavere i dag end i 1991 (et fald fra henholdsvis 11,8 % til 8,8 % og 8,7 % til 7,1 %), og den er lavere i Tjekkiet og Slovakiet, end den var i 2005 (et fald fra henholdsvis 8,9 % til 6,3 % og 16,1 % til 13,3 %). Når det handler om fattigdom, er der sket håndgribelige fremskridt i Alba-nien, Slovakiet og Rumænien. Jugoslaviske efterfølgerstater Hvad angår de jugoslaviske efterføl-gerstater, og hvis vi først ser på fat-tigdom siden 2004, kan det konsta-teres, at der er sket håndgribelige forbedringer i Kroatien (fra 29,2 % til 21,1 % mellem 2004-2013), Bosni-en-Hercegovina (fra 25 % til 17,9 % mellem 2004-2013), Montenegro (fra 12,2 % til 11,3 % mellem 2004-2012) og – hvis man kan stole på tallene – Kosovo (fra 43,7 % til 30 % mellem 2004-2013). Ironisk, i betragtning af landets stærkere økonomi, havde Slovenien en høje-re fattigdomsrate i 2012 (13,5 %) end i 2004 (12,9 %). Arbejdsløsheden, derimod, er en anden sag, og her ser vi ganske blandede resultater med en forvær-ring af situationen i Slovenien og Kroatien (fra henholdsvis 6,4 % til 13,1 % og 13,8 % til 21,6 % mellem 2004-2013); vi ser en håndgribelig forbedring, ifølge officielle data, i Kosovo og Makedonien (fra hen-holdsvis 39,4 % til 30,9 % og 37,7 % til 28,6 % mellem 2004-2013); en lille forværring i Bosnien-Hercegovina (fra 42 % til 44,3 % mellem 2004-2013) samt en lille forbedring i Serbien og Montenegro (fra henholdsvis 21,5 % til 20,1 % og 22,6 % til 19,1 % mellem 2004-2013). Men både fattigdom og arbejdsløs-hed påvirkes, direkte eller indirekte, af korruption. Naturligvis er der nog-le, der tjener på korruption, men der er adskillige problemer forbundet hermed. For det første gør korrupti-on det muligt for personer med magt og indflydelse, hvad enten de har deres gang i regeringen eller privatsektoren, at tage sig betalt for varer, tjenester og tildeling af offent-lige hverv. Korruption omfordeler

velstand på en sådan måde, at den koncentreres i hænderne på de magtfulde og således fremmer og øger økonomisk ulighed. Angreb på demokratiets rødder Og jo mere økonomisk ulighed, des mere politisk ulighed, hvilket resul-terer i en ond spiral. Jo mere kor-rupt et land er, jo mere ulige er for-delingen af velstand, og jo flere mennesker lever under fattigdoms-grænsen. For det andet er korruption per de-finition ulovligt, idet det repræsen-terer en bevidst afvigelse fra ved-tagne regler. Selv i tilfælde, hvor der er lokal konsensus om, at afvi-gelsen er acceptabel, endda at foretrække frem for streng overhol-delse af reglerne – for eksempel i en virksomhed, hvor ansatte for-fremmes på basis af nepotisme frem for præstationer – kan man stadig tale om korruption. Nogle gange vil der måske være forvirring om reglerne eller endda om, hvad der reelt udgør korrupti-on. Som K. Balachandrudru har bemærket: ”Korruption trives i et miljø, hvor der ikke er konsensus om, hvad det er, fordi korruption har en ten-dens til at ændre karakter i respons til foranderlige socioøkonomiske, kulturelle og politiske faktorer” (Balachandrudru 2006). Og fordi korruption involverer afvi-gelse fra de vedtagne regler, un-derminerer den regeringsinstitutio-ner og retsvæsen, eroderer lig-hedsprincippet og gennemsigtig-hed og angriber på denne måde ”selve demokratiets rødder”. Korruption fremmer mistillid For det tredje, som David Bayley (blandt andre) har antydet, hæm-mer korruption økonomisk vækst og skader et lands økonomiske potentiale (Bayley 1996). Og ende-lig, som Jonas Lindberg og Camilla Orjuela har bemærket, kan korrup-tion – eftersom korrupt adfærd er designet til at tilgodese dem, der er involveret i den korrupte udveks-ling, på bekostning af samfundet og lighedsprincippet – fremme mis-tillid mellem forskellige etniske eller sociale grupper og er således ”særlig problematisk i samfund,

som har gennemlevet voldelig kon-flikt og kæmper for at genopbygge institutioner, social tillid og økonomi-en.” (Lindberg og Orjuela 2014). Siden 1960’erne har forskellige teo-rier været fremsat til at forklare ud-viklingen af korrupt adfærd. Disse teorier inkluderer kulturelle, marxi-stiske og strukturelle teorier samt udviklingsteorier. Blandt de sidste er en teori fremført af Gabriella Montinola og Robert Jackson, ifølge hvilken ”Korruption typisk er mindre udbredt i diktaturer end i lande, der er delvist demokra-tiserede. Men når man har nået et [vist] niveau, vil demokratiske prak-sisser hæmme korruption (Montinola og Jackson 2002). Målet for et givent samfund er at nå dette niveau. Forfatterne påpeger korrekt, at ”korruption falder med øget økonomisk udvikling, som af-spejlet i BNP per capita.” Men hvis vi ser mod de stater, som engang udgjorde den Socialistiske Folkerepublik Jugoslavien, finder vi, at krigsudbruddet i 1991 var forbun-det med en eksplosion af kriminali-tet og korruption. Krigene befordrede korruption For det første blev det let for hær-gende soldater, efterhånden som konflikten spredte sig til flere og fle-re byer, og lov og orden brød sam-men, at beslaglægge huse, stjæle værdier og efterfølgende tage del i korrupt virksomhed. Ikke overra-skende kom nogle af de ledende skikkelser i de respektive kampen-heder i besiddelse af flotte huse, som ikke havde tilhørt dem, da kamphandlingerne startede. For det andet stimulerede indførel-sen af en våbenembargo for hele eks-Jugoslavien i 1991 og, noget senere, en økonomisk embargo for Forbundsrepublikken Jugoslavien (Serbien og Montenegro) udviklin-gen af illegal smuglerhandel med våben, cigaretter og andre varer til priser, der blev fastsat at sælgeren. For det tredje gav det serbiske par-lament tidligt i krigen Slobodan Mi-lošević udstrakte skønsmæssige beføjelser over den økonomiske sektor, som han brugte til at omdiri-gere ressourcer til sine kumpaner

14

(Miljković og Hoare 2005); noget tilsvarende fandt sted i Kroatien. Korrupte ’moderate’ politikere For det fjerde tvang den græske embargo mod Makedonien landet til at bryde Vestens embargo mod Ju-goslavien, hvilket de facto fremme-de ulovlig handel mellem Makedoni-en og Jugoslavien. Og for det femte forsømte de inter-nationale organisationer i post-Dayton tidens Bosnien-Hercegovina at ”sikre retssikkerhed og gennem-sigtighed, før man udbetalte bistand og udviklingslån. Tværtimod,” som Boris Divjak og Michael Pugh be-mærker, ”for at begrænse den folke-lige opbakning til nationalistiske par-tier blev korrupte ’moderate’ politi-kere ofte begunstiget gennem en mere intensiv tilførsel af bistand, hvilket medførte yderligere omkost-ninger for landets institutioner og bæredygtige udvikling.” (Divjak og Pugh 2013). Korruption har afskrækket potentiel-le investorer fra at etablere virksom-heder i landet, blandt andet på grund af lokale forventninger om at udenlandske investorer skal betale bestikkelse for at opnå markedsad-gang. Alle jugoslaviske efterfølgerstater rangerer under 40. pladsen på Transparency Internationals indeks over opfattelsen af korruption fra 2013, med Kosovo på 111. pladsen, ud af 119 lande, sammen med Etio-pien og Tanzania. 2013-tal fra Free-dom House understøtter tallene fra Transparency International. Hvad kan vi konkludere? For det første synes det klart, i be-tragtning af eksemplet Ungarn, at det i bedste fald er vanskeligt for en forarmet befolkning at opretholde liberale demokratiske institutioner. I den udstrækning EU håber at se liberalt demokrati blive rodfæstet i Central- og Sydøsteuropa, burde unionen overveje, hvad den kan gøre for at bekæmpe fattigdom i regionen, udover det den allerede har gjort. For det andet er det tydeligt, at kor-ruption fremmer socio-økonomisk ulighed og dermed fattigdom. Fra et

politisk synspunkt peger dette på, at korruption må og skal bekæmpes. EU bør dele sin erfaring og eksperti-se, hvor bestikkelse afkræves for at kompensere for lave lønninger (for eksempel til dommere, læger, politi med flere), kan et hævet lønniveau måske gøre en forskel. Og hvor lo-kale politikere trodser nationale standarder for at opkræve ulovlige gebyrer fra potentielle investorer, og således driver dem væk, kunne løs-ningen være, at centralregeringen monitorerer og regulerer lokalrege-ringerne strengere. Andre typer af løsninger må skulle findes for andre typer af korruption. For det tredje har vi set, at ligesom korruption hæmmer økonomisk ud-vikling, så fremmer økonomisk stag-nation korruption, og der skabes således en ond cirkel. Og endelig burde det være klart, at der ikke er så meget, EU eller andre eksterne aktører kan gøre i regio-nen. Hvad EU naturligvis kan gøre af nytte, er at dele sin erfaring og ekspertise – som det blev gjort i 1990’erne, da American Bar Associ-ation (den amerikanske advokat-sammenslutning, red.) implemente-rede sit Central- og Østeuropæiske Lovinitiativ. Resten er op til lokale beslutningstagere og andre borge-re.

Sabrina P. Ramet er professor i statskundskab ved Norges Tek-nisk- Naturvitenskapelige Univer-sitet (NTNU) i Trondheim. Hun beskæftiger sig med østeuropæ-isk historie, politik og religion og er forfatter til 12 akademiske bø-ger samt redaktør eller medre-daktør til 31.

Litteratur Bayley, David H., “The Effects of Corruption in a Developing Nation”, i Western Political Quarterly, Vol. 19, No. 4 (December 1996).

Brinton, Crane, The Anatomy of Revolution, Rev. & expanded ed. (New York: Vintage Books, 1965).

Brzezinski, Zbigniew, The Grand Failure: Commu-nism’s terminal crisis (New York: Scribner, 1989).

Divjak, Boris og Michael Pugh, “The Political Econo-my of Corruption in BiH”, in Ola Listhaug and Sabri-na P. Ramet (eds.), Bosnia-Herzegovina since Dayton: Civic and uncivic values (Ravenna: Longo editore, 2013).

Hasenclever, Andreas, Die Macht der Moral in der internationalen Politik. Militärische Interventionen Westlicher Staaten in Somalia, Ruanda und Bosni-en-Herzegowina (Frankfurt-am-Main: Campus Verlag, 2001).

Huntington, Samuel P., Political Order in Changing Societies (New Haven, Conn.: Yale University Press, 1968).

Lindberg, Jonas og Camilla Orjuela, “Corruption in the aftermath of war: an introduction”, in Third World Quarterly, Vol. 35, No. 5 (2014).

Miljković, Maja og Marko Attila Hoare, “Crime and the Economy under Milošević and His Successors”, in Sabrina P. Ramet and Vjeran Pavlaković (eds.), Serbia since 1989: Politics and society under Mi-lošević and after (Seattle and London: University of Washington Press, 2005), pp. 192-226.

Montinola, Gabriella R. og Robert W. Jackson, “Sources of Corruption: A Cross-Country Study”, in British Journal of Political Science, Vol. 32, No. 1 (January 2002).

Ramet, Sabrina P., Social Currents in Eastern Euro-pe: The Sources and Meaning of the Great Trans-formation (Durham, N.C.: Duke University Press, 1991).

Ramet, Sabrina P., "The Breakup of Yugoslavia," in Global Affairs, Vol. 6, No. 2 (Spring 1991).

Ramet, Sabrina P., Social Currents in Eastern Euro-pe: The Sources and Consequences of the Great Transformation, 2nd ed. (Durham, N.C.: Duke University Press, 1995).

De i artiklen refererede tal for fattigdom og arbejds-løshed stammer fra Sabrina P. Ramets bog ”The Liberal Project and the Transformation of Democra-cy: The Case of East Central Europe” (2007); samt Verdensbanken; Budapest Business Journal; Roma-nia Insider; Independent Balkan News; index-mundi.com; countryeconomy.com; econo-mywatch.com; tradingeconomics.com Agency; FN; og CIA World Factbook.

En nat i sommeren 2010 blev en 15 meter høj bronzestatue af Josef Stalin fjernet fra sin plads foran råd-huset i den georgiske provinsby Gori, Stalins fødeby. Monumentet havde domineret byens centrale plads Stalinis Moedani siden 1950’-erne og var et af de sidste af sin slags. Efter Sovjetunionens sam-menbrud var nedrivningen af statuer af Lenin, Stalin og andre kommuni-stiske ledere en udbredt måde, hvorpå man på tværs af de tidligere østblok-lande kunne distancere sig fra den socialistiske fortid og sym-bolisere en ny fremtid. Dette gjorde sig også gældende i Georgien, men statuen i Gori gik fri i mange år. Saakashvilis utilfredshed med Stalin-statuen At Stalin-statuen i Gori havde fået lov at blive stående helt frem til 2010, skyldtes primært Stalins sær-lige status i byen. Det var en almin-delig forestilling, at de lokale nære-de så dybe følelser for ham, at en nedrivning af statuen kunne medfø-re omfattende protester og uro. For den daværende præsident Mikheil Saakashvili og hans regering var

både statuen og Gori som helhed imidlertid problematisk. Dels fordi det besværliggjorde repræsentatio-nen af Georgien som et eksempel på en vellykket demokratisk transiti-on over for omverden, og dels fordi byen kom til at stå som et nationalt eksempel på, at ikke alle delte rege-ringens fremtidsvisioner og den im-plicerede afstandtagen til sovjetti-den. Statuen stod kort sagt som et visuelt symbol på en ufuldstændig transition – på manglende tilpasning til en demokratisk og europæisk fremtid. Symbolet er nu væk, men der er ikke desto mindre til dato sta-dig lokale kræfter, der arbejder på at få monumentet genrejst. De stær-ke følelser for Stalin er ikke faldet med statuen. Er Gori fyldt med Stalin-nostalgikere? I resten af Georgien, såvel som blandt udlændinge der har besøgt byen, omtales Gori oftest som et lige dele skræmmende og grinagtigt sted. Der tegnes et billede af en by befolket af Stalin-nostalgikere, der desperat klynger sig til en politisk figur og historisk epoke, som alle

ved sine fulde fem har afskrevet som undertrykkende og forfærdelig. Hvordan kan man hylde en mand, der har så mange skæbner og liv på samvittigheden? Og hvordan er det logisk set muligt at længes efter en tid, hvor Georgien ikke var selv-stændigt, hvor det politiske styre var totalitært, og hvor den individuelle frihed var enten ikke-eksisterende eller stærkt begrænset? Det var nogle af de spørgsmål, der anspo-rede mit antropologiske feltarbejde i Gori i 2010 og 2011. Her fandt jeg gennem observationsstudier, sam-taler og interviews med de lokale frem til, at nostalgien nærmere er udtryk for ønsker om en anden form for 'transition' end om en tilbageven-den til forgangne tider. Til ugentlige møder med Stalin-selskabet Det kom især til udtryk til de ugentli-ge møder, jeg deltog i igennem for-året og sommeren 2011. Møderne blev afholdt af Gori’s lokale afdeling af det georgiske kommunistparti i samarbejde med det såkaldte 'Stalin-selskab'. Selvom Stalin-

Mere end bare sovjetnostalgi

Af Katrine Bendtsen Gotfredsen | 20. august 2014

MINDER | Helt frem til 2010 stod der en statue af Josef Stalin i den georgi-ske by Gori. Statuen var for mange et symbol på Sovjetnostalgi og en ufuld-stændig transition i Georgien. Men måske kan også forstås som et ønske om en anden demokratisk udvikling i landet.

15

16

STALIN

17

STALIN

Rejsebeskrivelse af Peter Zacho Søgaard

selskabet med formanden Archlis ord er et ”apolitisk selskab med det formål at udvikle og formidle viden om Stalins liv og bedrifter,” er de to organisationer i praksis én enhed. De deler de fleste medlemmer samt et lille lokale i en baggård i det cen-trale Gori, hvor de afholder deres møder. På møderne diskuterede deltagerne, der, med undtagelse af en enkelt yngre kvinde, alle bestod af midaldrende og ældre mænd og kvinder, de seneste politiske begi-venheder i landet. Ikke mange socialistiske eller kommunistiske argumenter Allerede på det første møde, jeg deltog i, undrede indholdet og ram-mesætningen af diskussionerne mig. I kraft af, at størstedelen af deltagerne var medlemmer af kom-munistpartiet, havde jeg forestillet mig, at kritiske kommentarer og dis-kussioner af regeringens politik ville trække på marxistisk lære og øn-sker om at genindføre et socialistisk styre. I realiteten bestod de fleste af diskussionerne imidlertid af, at del-tagerne udvekslede frustrationer over deres hverdagsproblemer. Disse personlige frustrationer blev italesat som eksempler på en gene-rel social deroute i landet: Stigende priser på fødevarer, gas og elektrici-tet, brugerbetaling i uddannelses- og sundhedsvæsen, stigende ar-bejdsløshed, manglende respekt for ældre generationers viden og sam-fundsmæssige duelighed, og et ge-nerelt moralsk forfald, som følger af regeringens politik. Hvor mange af disse problematikker kunne have været rammesat eksplicit sociali-stisk eller kommunistisk, trak delta-gerne imidlertid oftere på nationale og religiøse billeder og følelser. Man frygtede, at regeringens politik kontinuerligt ville underminere den georgiske nation og den georgiske ortodokse kirke. Stalin elskede hårdtarbejdende og veluddannede georgiere Et eksempel på dette ræsonnement kom til udtryk i en samtale med Nuno, en kvinde i tresserne. Da vi taler om fjernelsen af statuen udbry-der hun: ”De sagde, at det ikke er Stalins tid mere. Jeg hader dem… Jeg elsker mit land og min by. Jeg ville ønske,

at monumentet blev genrejst, og at Stalins navn var ligeså rent, som han fortjener. Jeg ville ønske, at vores regering gjorde bare halvde-len af, hvad han gjorde. Stalin el-skede hårdtarbejdende og velud-dannede mennesker.” Hun uddyber: ”Vores præsident burde være en dannet mand, som først og frem-mest tænker på sit land og sit folk. Jeg ønsker gratis uddannelse til vores børn. Nu skal du betale for uddannelse og medicin. Hvis du ikke har penge, dør du, fordi du ikke har råd til at tage på hospitalet. Jeg er sikker på, at enhver borger i et-hvert land ønsker fred og frihed. Regeringen er skyld i, at vi lever under dårlige forhold. Og vi forven-ter det værste. Snart vil de sikkert ikke lade os tale georgisk eller os gå i kirke.” Nuno’s udsagn illustrerer en generel tendens i de samtaler, jeg havde med medlemmerne af gruppen. Når Stalin blev inddraget som eksem-plarisk modsætning til eksempelvis Saakashvili og den siddende rege-ring, var det ikke i egenskab af at være sovjetkommunist, men i egen-skab af at være en verdenskendt, stærk og endda troende georgier. Det var med henvisning til hans kærlighed til Georgien og respekt for det georgiske folk specifikt, og flittige, dannede og lærde menne-sker generelt. Elementer af fortiden frembringer hyldest af Stalin De fleste vil naturligvis med rette hævde, at dette er en selektiv og i visse aspekter decideret urigtig læs-ning af historien. Men hvis vi kortva-rigt betragter denne læsning for sine betydningsmæssige associationer snarere end sit faktuelle indhold, træder et væsentligt aspekt ved Stalin-nostalgien frem. Når gruppen nostalgisk længtes tilbage til sovjet-tiden, var det ikke i et ønske om at vende tilbage til tiden som helhed. Længslen må snarere forstås som en kontrastering af nutidens erfarin-ger med deres oplevelser af ele-menter af fortiden. Nostalgien tager på den måde af-sæt i en længsel efter, hvad grup-pen føler de konkret har ’mistet’ i

transitionen, og Stalin gøres til et positivt symbol på disse goder. Hyl-desten af Stalin og sovjetnostalgien handler med andre ord ikke om et reaktionært ønske om at genskabe Sovjetunionen, men snarere om at frygte for fremtiden med udgangs-punkt i en længsel efter ting, man føler, er fraværende i nutiden: gratis uddannelse til alle, billige dagligva-rer, gas og elektricitet, at være i ar-bejde og kunne sørge for sin familie og at blive anerkendt for sit bidrag til samfundet. Kort sagt social frem-gang, sikkerhed og status. Ønsket om noget bedre Frem for at afskrive Goris beboere som irrationelle eller usympatiske kan man forstå de lokales forhold til Stalin som noget, der, i det mindste delvist, bunder i ønsker om en stærk og respektfuld leder, politisk stabilitet, social fremgang og natio-nal overlevelse. Ønsker, der i prak-sis peger fremad og fordrer kontinu-erlig udvikling, eller ’transition’, sna-rere end en tilbagevenden til for-gangne tider. Stalin og Sovjettiden symboliserer altså noget andet og mere end ty-ranni og national undertrykkelse. For transitionen mod et mere demo-kratisk og europæisk Georgien har ikke givet den forventede og ønske-de sociale fremgang og sikkerhed for alle. Heller ikke med den nye regering der kom til, efter jeg boede i Gori. De fleste af de mennesker, jeg beskriver ovenfor, var i begyn-delsen positive over for dette skifte, men der er nu en tydelig tendens til, at denne optimisme for manges vedkommende er ved at ebbe ud.

Katrine Bendtsen Gotfredsen er ekstern lektor i antropologi på Aarhus Universitet og i Kauka-susstudier på Malmö Universitet, og har skrevet ph.d.-afhandlingen ”Evasive Politics: Paradoxes of History, Nation and Everyday Communication in the Republic of Georgia” om hverdagens poli-tiske praksisser og logikker i Ge-orgien.

18

18

"Vi ønsker magten for at kunne uddele

værdier til vennerne"

VILKÅR FOR TRANSITION | Sovjetunionens efterfølgerstater havde meget forskellige vilkår for demokratisk udvikling efter unionens sammenbrud. Hanne Severinsen har oplevet transitionen i regionen på tæt hold lige fra

begyndelsen. Her beretter hun om sine erfaringer som folketingsmedlem og Europarådets repræsentant i Ukraine.

af Hanne Severinsen | 19. februar 2015

20. august 1991 var min clockradio sat til kl. 7 – jeg skulle pakke færdig og afsted via København til Tallinn for at deltage i interparlamentariske møder i de tre baltiske landes hovedstæder og afslutningsvis være med til at danne et bånd af bål ned gennem landene den 23. august – års-dagen for Hitler-Stalin pagten 1939. Halvt i søvne hørte jeg, at Gorbatjov blev nævnt en masse gange – og pludselig blev jeg klar over, at der var sket et kup i Sovjetunionen. Der var om eftermiddagen møde i Udenrigspoli-tisk Nævn, og Uffe (Ellemann Jensen, red.) men-te, at ”siden ånden allerede var sluppet ud af flasken, ville det nok blive svært for kupmagerne at proppe den tilbage”. Så vi var tre MF’ere, der tog afsted i et ellers tomt fly til Tallinn. Her var stemningen dyster med tanks overalt på vejene, og vi besøgte et barrikaderet parlament i gang med at vedtage deres selvstændighedserklæring og det nyopret-tede Udenrigsministerium, der fremviste en af de satellit-telefoner, som de havde fået af Dan-marks udenrigsminister (den anden befandt sig et hemmeligt sted i byen).

På hotelværelset kunne Sky Chanel vise Boris Jeltsin i Moskva på en kampvogn. Ånden lod sig ganske rigtigt ikke så nemt proppe tilbage… Som sendt fra Gud Via det ny-befriede Riga nåede vi frem til ”fjerde maj” – i Vilnius. Konferenceprogram-met blev afkortet, og vi blev i stedet kørt til pladsen, hvor Lenin var ved at blive skåret ned og transporteret væk under stort bifald. Jeg oplevede den 23. august om aftenen at stå øverst på trappen til det barrikaderede parlament bag ved Vytautas Landsbergis (en af lederne af den litauiske uafhængig-hedsbevægelse, Sajudis, og de facto stats-leder fra 1990-1992, red.), der talte til et jublende menneskemylder - mange hundre-de tusinde - og bagefter fik jeg på Dan-marks vegne lejlighed til at byde dem ”welcome back to a free Europe”. Tolken hviskede til mig, at Litauerne betrag-tede Landsbergis som sendt fra gud for at give dem friheden! Det hører med til historien, at samme Landsbergis året efter stod bag ved mig i en buffet-kø. For efter det første frie valg var han blevet oppositionspolitiker og medlem af Europarådets Parlamentariske Forsam-ling. I et demokrati risikerer man hurtigt at miste gudepositionen. Og godt det samme! Mindre end 25 år efter er de Baltiske lande nu fuldgyldige EU- og NATO-medlemmer. Og selvom der har været problemer under-vejs, er der ingen, der betvivler, at demokra-tiet her har vundet en varig sejr i Baltikum.

20

Europarådet (hvor jeg blev medlem året efter) blev alle østeuropæiske lande gæstemedlemmer og derefter i hurtig takt medlemmer, efterhån-den som de fik demokratiske forfat-ninger og frie valg. Der var gamle korrumperende va-ner fra kommandostaterne, der skulle overvindes, men euforien og fremtidstroen levede videre. Jeg var i hvert fald overbevist om, at det hurtigt ville ske – som det også var sket i Spanien og Portugal. Jeg sad i det udvalg, der skulle hjælpe de nye demokratier på vej med menneskerettigheder og rets-samfund. Vi opfandt monitorerings-mekanismer, og jeg fik i 1995 over-draget Ukraine-monitoreringen. Problembarnet Ukraine Det blev efterhånden klart, at Ukrai-ne hang fast i sin sovjetiske fortid. Frihedsrusen i 1991 blev afløst af rygende inflation, fattigdom og kor-ruption. ”Old boys-netværket” leve-de videre som nyrige oligarker, der tog for sig af retterne og for en slik overtog det gamle produktionsappa-rat uden gnist af evne til at forny det. Det, man i transitionsprocessen kaldte privatiseringer, var mest en deling af produktionsapparatet – ”rovet”. Udviklingen af små og mel-lemstore virksomheder – og dermed udviklingen af en ny middelklasse – blev hæmmet af den vilkårlighed, der følger med et manglende rets-samfund, som stopper udenlandske investorer og får initiativrige unge til at forlade landet. I stedet begunsti-gedes de gamle industrier med sub-sidierede energipriser. På papiret blev der gennemført rets-reformer, men i praksis gjorde man, som man plejede, og pressen – den fjerde statsmagt – skræmte man med attentater, der aldrig blev rets-forfulgt. Partierne blev dannet omkring per-soner og interesser. Politik blev ikke ”fordeling af (abstrakte) værdier

med gyldighed for et samfund” (politologen David Eastons klassi-ske definition af politik, red.), men mere bogstaveligt: ”Vi ønsker mag-ten for at kunne uddele værdier til vennerne”. Partierne blev – begun-stiget af valgsystemet – forskellige hære bag forskellige anførere, som vælgerne kunne vælge imellem. Gennem 20 år har jeg mødt mange af de ledende personer – jeg gen-kender ansigterne – men jeg er of-test i tvivl om, hvis interesser de varetager lige nu – for det skifter alt efter konjunkturerne. Orange revolution - og modrevolution En kort stjernestund fik Ukraine i 2004, da en hel verden kom til at beundre den ublodige Orange Re-volution, der lyste op i sne og kulde. Men den Orange Revolution endte i interne skænderier og banede vejen for, at de gamle industrikredse kun-ne genindsætte Viktor Janukovitj med en parole om at skabe stabili-tet. Allerede på et-årsdagen for den Orange Revolutionen havde apatien bredt sig. Og ved næste præsident-valg i 2010 fik Janukovitj og hans oligarker magten tilbage og var fast besluttede på, at denne gang skulle al magt samles og sikres. De manglende reformer af bl.a. retssystemet ramte den tidligere regering i nakken: Janukovitj og anklagemyndigheden hævnede sig i korruptionsbekæmpelsens navn på de tidligere ministre, der efter at være blevet væltet mistede immuni-teten og blev arresteret. I Den Danske Helsinki Komite moni-torerede vi fire af disse sager, som vi havde mistanke om var politisk motiverede. For mig blev disse sager en øjenåb-ner. Jeg havde i årevis kritiseret manglen på reformer af retssyste-met, anklagemyndighedens magt, domstolenes manglende uaf-hængighed mm. Jeg havde besøgt

Eufori og en vanskelige transition Årene efter Murens fald var eufori-ske. Alt syntes at kunne lade sig gøre. Da jeg deltog som parlamen-tariker i Commission on Security and Cooperation in Europe (CSCE) i Moskva måneden efter, var de bal-tiske lande allerede blevet forsynet med gæstestatus, og kort tid efter brød Sovjetunionen sammen. Et overvældende flertal i Ukraine – også på Krim – stemte for selvstæn-dighed. Men i årene efter viste det sig hur-tigt, at ét er en demokratisk omvælt-ning, et andet er at få demokratiet til at fungere bagefter. Demokrati er ikke noget, man bare kan deklarere og så sende valgobservatører af sted for at se, om det går rigtigt til. Læren er, at nok så mange valg og nok så mange love kun fungerer, hvis man kan stole på de grundlæg-gende institutioner. Hvis man i prin-cippet kan tage enhver fra et gade-hjørne og dømme efter anklage-myndigheden som magthavernes forlængede arm – og hvis man ikke har en fri presse til at kigge magtha-verne efter i sømmene – så er der naturligvis ikke forudsætning for demokrati. De baltiske lande klarede sig. De havde nogle traditioner fra før 2. verdenskrig. De havde desuden politisk vilje og europæiske og euro-atlantiske mål at gå efter – og nogle nordiske venner, der ønskede at hjælpe dem. Europarådet som demokrativærksted Europarådets Parlamentariske For-samling blev i 1990’erne et demo-krativærksted med teknisk og mo-ralsk støtte til reformer og med en parlamentarisk forsamling, hvor mange senere politiske ledere i Øst-europa trådte deres barnesko og fik politisk netværk og sparringspartne-re efter idebaserede skillelinjer. Efter Gorbatjovs berømte tale i 1989 om Europa som det fælles hus i den Parlamentariske Forsamling i

fængsler og kritiseret den måde, straffesystemet fungerede. Men nu, hvor vi fulgte med i de konkrete retssager, måtte jeg chokeret kon-statere, at virkeligheden i en ukra-insk retssal var langt værre, end jeg overhovedet kunne have forestillet mig, dengang jeg var Europaråds-undersøger. Udsigt til EU-aftale vagte håb Ved parlamentsvalget i 2012 fik Ja-nukovitj knap en tredjedel af stem-merne i proportionalvalgdelen – men fik alligevel flertal, fordi han havde ændret valgsystemet, så halvdelen blev valgt efter det engel-ske ”first past the post”-system, der bare kræver flere stemmer end de andre (flertalsvalg i enkeltmands-kredse, red.). Ukrainerne var ved at miste troen på, at der nogen sinde ville komme reformer, da Janukovitj i 2013 tilsy-neladende besluttede sig for at ind-gå den associeringsaftale med EU, der havde været forhandlet om si-den 2007. Nu begyndte de at håbe på, at de måske alligevel ville kunne komme i gang. Da det håb glippede forud for top-mødet i Vilnius, strømmede folk til Uafhængighedspladsen Maidan – som de døbte EuroMaidan. For ni år siden havde man samlet sig om en helt og heltinde (Jusjtjenko og Timosjenko) – denne gang var det uden helte, men med stor bevidsthed om de reformer, de ønskede sig. De voldsomme begivenheder fik Janukovitjs partifæller til at forlade den synkende skude – og ham til at stikke af til Rusland. Herefter har ”de grønne mænd” østfra overtaget Krim og Donbass. Trods krig og truende bankerot er det alligevel lykkedes for Ukrainerne at gennemføre et fredeligt præsi-dentvalg og et parlamentsvalg, der foreløbig ser ud til at have et re-formflertal. Foreløbig, fordi der i de fleste partier er sat folk ind, der bli-

ver betalt for at varetage oligarkinte-resser, så snart det virkelig gælder. ”Nåede ikke” at ændre valgsystemet Jeg har været valgobservatør ved alle Ukrainske valg siden 1998. Nor-malt observerer man alene om valg-handlingen overholder reglerne. Men hvordan omdannes vælgernes vilje til flertal i parlamentet? Bortset fra princippet om lige ad-gang til at stemme, så findes der ikke to lande med samme valglov. Mange lande har et proportionalt regionalt valgsystem, som fører til flere partier end det anglikanske flertalsvalg i enkeltmandskredse, der er blevet solgt til mange nye demokratier, fordi det lettere skulle føre til, at et enkelt parti kan danne regering (hvilket desværre i mange lande ophidser til stammestrid eller geografiske opdelinger). Men når man ser valgsystemerne i praksis, bliver man klar over, at det er vigtigt, at man sørger for, at valg-metoden sikrer en ”bottom up” mo-del, således at vælgerne har en reel indflydelse på, hvem de vælger. At de repræsenteres værdimæssigt og geografisk. Og at der er en direkte indflydelse for vælgerne ved opstil-linger og ved valget af personer på valgdagen. Det kan gøres på utallige måder, men spillereglerne skal ikke be-stemmes efter, hvad de aktuelle magthavere tror vil give dem bedst mulighed for at beholde magten, den dag vælgerne ønsker en anden regering. Men så længe man ikke ændrer Ukraines korrumperende valgsy-stem, så er den fornyelse, de håbe-fulde demonstranter på Maidan har set frem til, truet. Trods løfter før valget om at ville ændre valgloven kunne det ”desværre” ikke nås (det er svært at overbevise parlamentsmedlemmer om, at de skal save den gren af, som de selv sidder på). Derfor vil

man fortsat finde mange navne fra Regionernes Parti og sågar tidligere medlemmer af Janukovitjs korrupte regering gemt rundt om på listerne. De medbringer oligarkfinansiering og kender turen; de har tidligere skiftet med vindretningen. Det skrøbelige demokrati Den anden halvdel vælges i enkelt-mandskredse efter princippet: Vin-deren får det hele. Det kunne så måske være den lokale vælgers chance? Men i enkeltmandkredsene behøver man ikke at have et flertal bag sig. Med det virvar af partier, der stiller op, er det nok, bare man får relativt flest stemmer. Her er 10 % bedre end 9 %, og det betyder, at det stør-ste parti eller den rigeste oligark har den bedste mulighed – og så kan man jo altid senere beslutte, hvem man i sidste ende skal støtte med sit mandat, når man er blevet valgt.

Denne gang er der heldigvis også kommet mange nye ansigter i det ukrainske parlament og i den nye regering. Men når de mange økono-miske byrder skal bæres, hvor læn-ge rækker opportunisternes loyalitet så? Vil de være med til at støtte de vidtgående reformer, der skal fjerne grundlaget for deres magt og pen-ge? Man kan kun håbe på, at det lykkes at ændre valgsystemet næste gang.

FOTO: Billedet på foregående opslag forestiller den nu væltede ukrainske præsident Viktor Janu-kovitj’s residens, der vagte op-sigt verden over for sin overdå-dighed—skabt for ukrainske skat-tekroner.

Hanne Severinsen er projektleder for den danske Helsinki Kommité og tidligere medlem af Folketin-get for Venstre. Hun har desuden været medlem af den parlamenta-riske forsamling i Europarådet og var Europarådets Ukraine-rapporteur.

21

Homopolitisk public service i Sovjet

23

Nogle gange kunne man ønske no-get af den håbefulde, blåøjede nai-vitet fra Perestrojkatiden tilbage. For et system der åbner sig, og menne-sker der folder deres livsdrømme ud, ER bevægende.

Men spørgsmålet er, om det egent-lig var russerne, vi så, eller om vi spejlede vores egne værdier i dem, og blev betagede… Den hemmelige mission Jeg havde aldrig hørt om ungdoms-bevægelsen Next Stop eller tænkt, at jeg lige pludselig sådan skulle til Sovjetunionen. Men pludselig var muligheden der. En munter lyshåret fyr, jeg skulle komme til at kende rigtig godt, kom glad hoppende hen til mit cafebord, og solgte ”billetter” til Moskva. Altså for en 10’er kunne

Af Brita Kvist Hansen | 5. januar 2015

MENNESKER | Radiojournalist Brita Kvist Hansen tager os med tilbage til 1989. Tilbage til Perestroj-katiden, da hun rejste med Next Stop og for første gang stiftede bekendtskab med Sovjetunionen og Moskvas diskrete homomiljø.

man støtte 10 kilometer af hans rej-se. Meget charmerende. Hurtigt var jeg opgraderet fra mikro-sponsor til del af rejsegruppen. Det var en gruppe bøsser og gan-ske få lesbiske, der som en del af Next Stops mangfoldige trup var på vej. Ikke med alt for høj cigarføring, for homoseksualitet var stadig for-budt. Vi skulle finde på noget neu-tralt at kalde gruppen. Det blev til ”Køkkenrullerne”. Det fortaber sig hvorfor, måske fordi det lød ufarligt og hverdagsagtigt og først og frem-mest uforståeligt i russiske ører. Lovtekst og kondomer i bagagen Det var år 1989 og ikke bare året for Next Stop, Sovjet og murens fald. Det var også året for den danske lov om registreret partnerskab. Vi var meget stolte af den. Det føltes som at være verdensmester i noget vigtigt. Hele verden burde vide det, og da bestemt russerne. Vi fik den oversat til russisk og pak-kede desuden rygsækkene med Pan-blade, videofilm med AIDS-informationsspots og kondomer i store mængder. Så var vi klar til homopolitisk public service i Sovjet. Tolderne endevendte rygsækkenes indhold, vi svedte, men fik hele ba-duljen med ind. Vi forestillede os, at alle, vi mødte, ville være henrykte og taknemmelige over vores an-komst. Ismejeriet Der var imidlertid hverken flag-allé eller velkomst-komité, da vi ankom

til Pionerpaladset i Ismailova, som var hovedkvarteret for de mange små gruppers bidrag til Glasnost og Perestrojka. Det var sådan set ikke så mærkeligt, for vi havde ingen aftaler på forhånd. Den grå bygning med søjleindgangen var straks ble-vet døbt ”Ismejeriet” af de vittige aktivister i inderkredsen af Next Stop-bevægelsen. Det passede godt med temperaturen. Vi rullede skummadrasser og soveposer ud og sov på ismejeriets gulv et par dage, mens vi ventede på, at begej-strede ligesindede skulle opdage vores ankomst. Der foregik et væld af aktiviteter i bygningen, men hvor var de homo-seksuelle? Til sidst kom en af de dygtige komsomolskoje-tolke hen og prikkede til os og sagde, at hun vist godt kendte en, der kendte en, som kendte sådan nogle, som vi var på udkig efter. Rusland er et net-værkssamfund! Popsangeren og hans følge Så vi mødte Sergej Penkin, en kopi-hitparade-sanger. Han kom susen-de i lang, skinnende, lyseblå jakke ind i ismejeriet sammen med et lille følge af fans – unge, smilende, ge-nerte fyre. Han efterlod dem hos os og valsede af igen. Det var begyn-delsen på knap tre uger i stort set uafbrudt selskab med Dima, Jurij, Andrej, Viktor og forskellige andre, der sluttede sig til gruppen efterhån-den. Efter et par dage kom fyrene også og præsenterede to fnisende, me-

24

get unge piger arm i arm. Jo, de var da lesbiske, sagde de. Jeg tror nu snarere, det var et udslag af gæst-frihed. Fyrene syntes, det var synd, at jeg skulle trave byen rundt med dem og grine ad al deres flirt og fis. I stedet kom jeg i friluftsbassin med de to veninder, der hvor Frelserka-tedralen nu ligger. Åbnede dørene Russisk gæstfrihed er ingen kliché: Gruppen af fyre åbnede uden videre dørene og indkvarterede vores gruppe på omkring ti personer på tre-fire adresser. Vi lærte glæden ved hjemlig sovjetisk hygge, for hjemme var der altid te, marmelade og papfranskbrød. Ude i byen var man ikke sikker på, hvor der var rigtig mad bag de meget lange me-nukort. Penge havde de vist ikke mange af, så vores fælles store for-lystelse i vores næsten sprogløse fællesskab var uendelige gåture i Moskva. Vi lærte efterhånden at interviewe dem på forhånd: Hvor langt er der? Åh, det er ikke noget særligt, lige om hjørnet. Tyve minutter senere var vi stadig ikke halvvejs. Men det virkede, som om de var vant til at udsætte træthed, sult og sengetider. Vi var utålmodige, ville have besked og havde evigt rumlende maver, når vi ikke præcist vidste, hvornår næ-ste omgang te med gele og pap-brød med lyserød kødpølse stod på bordet. Politik? Nej hellere disko og sauna Vi havde nok forestillet os, at de ville sidde med åben mund og store ører, når vi fortalte om registreret partnerskab og demokrati i Dan-mark. Men de ville hellere vide, hvor man gik ud i København. Altså hvordan var der egentlig på Pan, hvad tid lukkede sådan et danse-sted, hvad var det med saunaer-ne…? Kun en i flokken af unge mænd talte engelsk. Han havde lært det af en amerikansk præst, der havde været på besøg og talte med en langsom, drævende accent. Tempoet stod i modsætning til vores store forvent-ninger til, at han skulle oversætte hvert et forvrøvlet indfald, vi udveks-lede. Om aftenen var den arme Andrej fuldstændig udmattet af at

oversætte alt det, der foregik om ørerne på ham for os. Hvoraf noget var bibliotekar Dimas lange foredrag om de spændende historiske gen-stande inden for og uden for Kremls mure, og en hel del andet var det rene pjat, fis og flirt. Paneldebatter om tabuer Om dagen var vi i Ismejeriet, hvor der var arrangementer. Blandt an-det et panel om seksualitet. I det sovjetiske system var der ikke sek-sualundervisning på skemaet, og mange emner og spørgsmål var fuldstændigt nye for folk. Hvad er homo-, trans- og transvestitter? I panelet sad bl.a. den danske sexo-log Gerd Winther fra Sexologisk Klinik i København. De fleste var for generte til selv at lægge ansigt og stemme til deres spørgsmål, så de vandrede på små sedler fra plys-sæderne i en spand op til de ind-kaldte eksperter. Hun svarede ven-ligt og efter bedste evne på spørgs-mål om SM og tantrisk sex. Jeg sy-nes, hun var sej. Public service to go, en flot dansk eksportvare! Vi tænkte meget over, hvad russer-ne egentlig tænkte. Vi prøvede at aflæse deres indbyrdes relationer. Gætte deres baggrund. Efter en del dage ser vi, at vores vært er afbille-det på et soldaterbillede, og det vi-ser sig også, at han har været gift, er skilt igen og far til en lille dreng. Det var anskuelighedsundervisning i den høje sovjetiske skilsmisserate, hvor folk ofte var helt unge, når de kastede sig ind i ægteskabet. Hvad der siden hændte De tre uger sammen med Jurij og co. blev til flere års venskab og ud-veksling i årene efter. De besøgte os i København, fik set både Pan, saunaer og den lille havfrue - og ikke mindst Daells Varehus' udbud af sportstøj og andre gode sager. Indimellem så jeg Andrej i Moskva. Det var i 1990’erne, og livet var ikke let. Han og kæresten havde fået et nyt job, hver gang jeg så dem. Så var han pedel på en skole, så solgte han boller ved en metro-station. Eller de var imellem jobs. En lejlig-hed havde de ikke udsigt til. De var kærester, når mor ikke var hjemme i lejligheden. Homoseksualitet blev afkriminaliseret, men deres liv gik

videre cirka som før, og de flashede aldrig deres forhold offentligt. Jeg prøvede at spørge dem om po-litik, demokrati og Putin, men fik ofte det svar, at de faktisk ikke orkede at holde øje med alt det, at de ikke gad at stemme, det gjorde jo ingen forskel. Til sidst blev det svært at finde noget at snakke om ind imel-lem de store huller i vores samtale, og kontakten døde ud. Alt var anderledes Jeg tænker ofte, hvor berusende eksotisk det var at besøge dem. Alt var nyt for os, fra kvasmaskinen på gaden hvor alle drak af det samme glas, til sproget og omgangsformer-ne. Og vi syntes selv, at vi, og det vi repræsenterede, måtte være den største gave, de kunne få, og nok lige det de gik og længtes efter. Nu skulle vi bare have åbnet dørene, besøge hinanden, så ville de blive som os – sådan cirka. Men hvad forandrede vi egentlig? Nok mest noget inden i os selv. Vi blev budt så varmt og uforbeholdent velkommen i en lukket, ukendt ver-den. Vores værter åbnede deres hjem og liv og bød os indenfor uden at kende os overhovedet. Fra den ene dag til den anden uden at have hørt et pip om, at vi var på vej. Ville vi gøre det? Men måske så vi mere vores egen begejstring end dem og deres virke-lighed. Det føltes stort og har gjort varigt indtryk. Nogle gange savner jeg den naivitet.

Brita Kvist Hansen, født 1964, radiojournalist. Opholdet med Next Stop i Moskva i 1989 blev starten på en intens interesse for Rusland. Brita Kvist Hansen har siden rejst mange gange i Rus-land, har rapporteret derfra de sidste 15 år og taler russisk. Hun arbejder i dag på Orienterings redaktion på P1.

25

NÅR EN IDEOLOGI PLUDSE-LIG FOR-SVINDER

IDEOLOGI PLUDSE-LIG FOR-SVINDER

Af Jens Malling | 3. februar 2014

FORFALD I | Fotojournalist Jens Malling dokumente-rer forfaldet efter Sovjets sammenbrud i sine billeder. Kommunismens fald har ikke medført demokrati i Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker, men i stedet diktatur og korruption.

28

Når jeg fotograferer, er det ofte for at prøve at indfange det dramatiske og uhyggelige i, at et højt udviklet industrisamfund bryder sammen nærmest fra den ene dag til den anden. Derfor er motiverne for ek-sempel fra spøgelsesbanegårde, forladte kemiske fabrikker, nedlagte sporvognsremisser og hullede svæ-vebanegondoler. Jeg interesserer mig for, hvad der sker, når en ideologi pludselig for-svinder, og alt det som mennesker tror på, og som giver mening, med et slag er væk. Det kan have vold-somt traumatiske konsekvenser, som den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj også beskriver det i sin seneste bog Second-hand Time. Jeg kan godt lide at rejse i de tidli-gere sovjetrepublikker, fordi det fa-scinerer mig, at der for relativ kort tid siden fandtes en hel civilisation bygget op omkring fuldstændig an-derledes værdier end dem, der si-denhen har fået monopol med glo-baliseringen. Det sætter fantasien i gang. Tankerne bevæger sig ud over min egen kulturs dogmer: øko-nomisk vækst, frit marked, uhæm-met forbrug osv. Positiv udvikling i Sovjet Der har længe været en meget idyl-lisk opfattelse i Vesten af, hvad overgangen fra kommunisme til ka-pitalisme betød. I lighed med alle andre former for social organisation i verdenshistori-en var Sovjetunionen ikke perfekt. Til gengæld var Sovjet i 1980'erne, trods vestlige politikere og journali-sters fordomme og dæmonisering, en industrination med en højtuddan-net befolkning, hvor der var arbejde til alle, og samfundet tog hånd om sine svageste. Der var tilmed en meget positiv udvikling i gang, idet Mikhail Gorbatjov var nået langt med at gennemføre omfattende de-mokratiske reformer.

Da unionen fik dødsstødet i 1991, gik alt dette tabt med katastrofale følger. Samfundet sank ned i en spiral af lovløshed, alkoholisme, fattigdom, kaos og borgerkrige. Jeltsins kup En ung fyr, jeg interviewede for ny-lig i Georgien, huskede, hvordan han som barn gennem syv år læste lektier i lyset fra en petroleumslam-pe. Ingen radio. Intet fjernsyn. Elfor-syningen kunne ikke opretholdes. Alt var brudt sammen, så om vinte-ren måtte de i hans familie strejfe rundt i oplandet på jagt efter bræn-de. Disse erfaringer deler millioner og atter millioner af indbyggere i de tidligere sovjetrepublikker. Derfor er det ærgerligt, at kommentatorer som Flemming Rose og Kasper El-bjørn i den danske debat uimodsagt får lov til at udråbe en af de hoved-ansvarlige for denne udvikling, nem-lig den tidligere russiske præsident Boris Jeltsin, til en stor demokrat, som om han overvejende har haft en positiv indflydelse. Blandt andet for at udmanøvrere Gorbatjov i spillet om magten un-derskrev Jeltsin i dyb hemmelighed sent i 1991 den traktat, der hen over hovedet på 293 millioner sovjetbor-gere opløste unionen. Det skete uden nogen form for demokratisk mandat under kup-lignende om-stændigheder, som ekspert i post-sovjetiske forhold, Stephen F. Co-hen, har gjort opmærksom på. Oligarker overtager ungt demo-krati Et par år senere opstod der i det nye Rusland forståeligt nok betyde-lig modstand mod Jeltsins økonomi-ske politik, fordi den indebar, at lan-dets enorme rigdomme var ved at overgå til en lille håndfuld oligarker, mens resten af befolkningen var på randen - og ude over randen - af at kunne opretholde et eksistensmini-mum. Jeltsin løste problemet ved i

oktober 1993 at give ordre til at bombe det demokratisk valgte par-lament. Hundredvis af mennesker døde. Alligevel fik han støtte og op-muntring i Vesten, herunder fra dan-ske politikere og journalister. Det er meget populært at pege fing-re af Putins styre i dag. Han er anti-demokratisk, autoritær osv. Men når man taler om den postkommunisti-ske udvikling i Rusland, så er det vigtigt at have in mente, at efter Gorbatjovs ambitiøse reformer, så blev demokratiet reelt afmonteret allerede i 1993. Af Jeltsin. Naiv opfattelse af Jeltsin Efter Jeltsin havde aflyst russernes korte eksperiment med folkestyre ved at forvandle parlamentsbygnin-gen i Moskva til en rygende ruinhob, gav den daværende danske uden-rigsminister Niels Helveg Petersen udtryk for, hvor dedikerede danske politikere var til demokratiet i Rus-land, ved at sige: ”Jeltsin kan regne med fortsat støtte fra Danmark, selv om han skulle opløse også de lokale parlamenter i den russiske føderation.” Præcis dette gjorde Jeltsin fire dage efter. Vestlige iagttagere har ofte svært ved at forstå, hvorfor Putin ”pludselig” førte Rusland i autoritær og antidemokratisk retning, men det skyldes deres naive opfattelse af Jeltsin. Voldsom korruption i Ukraine Det er ikke kun Rusland, der er endt i korruption i stedet for demokrati. Et særligt kendetegn ved Ukraine, som jeg har beskæftiget mig en del med journalistisk, er politikeres motivati-on for at få indflydelse: Den er snæ-versynet og egoistisk. Politikere er forretningsmænd, som kæmper for at beskytte deres private interesser og køre konkurrenter inden for sam-me branche ud på et sidespor ved hjælp af den magt, de har opnået. Korruption gennemsyrer alt og gør,

at grænserne mellem politik, er-hvervsliv og organiseret kriminalitet viskes ud. Det siger sig selv, at det ikke er til gavn for den ukrainske befolkning. Men problemet med massiv korrup-tion hjemsøger desværre en række tidligere sovjetrepublikker. Olie gør Alijev mindre ond Af de lande, jeg har været i, er den politiske situation værst i Aserbajd-sjan og Hviderusland. Graden af politisk undertrykkelse er mere eller mindre den samme, men det er sjovt at lægge mærke til, hvordan EU og NATO forholder sig forskel-ligt til de to lande. NATO’s tidligere generalsekretær Anders Fogh Rasmussen mødtes hellere end gerne med den aser-bajdsjanske præsident Ilham Alijev og fortalte ved de lejligheder om, hvordan Aserbajdsjan er en fast og pålidelig partner for NATO. På grund af landets forekomster af olie og gas er EU's kritik også meget lavmælt. Anderledes er det med Hviderus-land, hvis præsident Alexander Lu-kasjenko omtales som ”Europas sidste diktator”. Hans lands beliggenhed er ikke af stor strategisk betydning, og han har ikke meget at gøre godt med, når det gælder naturressourcer. Derfor tøver EU ikke med at indføre sanktioner, og kritikken af Hviderus-land er helt anderledes løssluppen .

Jens Malling er fotojournalist og østeuropaskribent hos bl.a. Infor-mation og Kristeligt Dagblad. Se flere fotos på hans hjemmeside jensmalling.dk

30

30

TRANSI-TIONEN TIL NOGET ANDET

Af Søren Riishøj | 10. februar 2014

FORFALD II | Overgangen fra kommunisme til demokrati i Øst- og Centraleuropa er ikke garan-teret. I mange af de tidligere kommunistiske lande har vi set en overgang til noget helt andet. Transitionsekspert Søren Riishøj forklarer.

Jeg er helt grundlæggende enig med Jens Malling i hans karakteri-stisk af demokratiets vilkår i Rus-land og andre stater i det opløste Sovjetunionen. Jeg er ligeledes enig i hans betragtninger over EU og vestlige landes dobbeltmoral, når det gælder udbredelse af demokrati og menneskerettigheder i SNG-landene – eller måske snarere man-gel på samme. Der er ingen lette veje eller genveje til liberalt demo-krati. Det gælder også uden for Eu-ropa, tænk blot på Thailand og Egypten. Valg er ikke ensbetydende med demokrati Blandt politologer, den gruppe jeg selv tilhører, er det ikke tabu, tværti-mod, at konstatere, at et autoritært systems undergang ikke nødvendig-vis er ensbetydende med overgang til liberalt demokrati og funktionel markedsøkonomi. De fleste eks-kommunistiske lande har godt nok bevæget sig over mod ”noget an-det” (”something else”) end det gamle system, men i de fleste tilfæl-de i retning af en eller anden form for ”hybridregime”, nok mere åbent og pluralistisk end det gamle kom-munistiske, men alligevel autoritært og, som vi ser tydeligt i Ukraine, yderst sårbart økonomisk og poli-tisk. Vi må ikke forfalde til vrangforestil-linger om valg (”electoral fallacy”), at tro at valg i sig selv er ensbety-dende med demokrati. I dybt kor-rupte lande med oligarkisk ”virtuel” økonomi, fravær af en demokratisk tradition og kultur og store mangler når det gælder retssystemet (”rule of law”), er valg til parlament og præsident som regel en facade, ja måske meningsløse. Regeringerne bruger typisk en valgsejr til at skaffe sig økonomiske fordele og begræn-se oppositionens muligheder. Og oppositionen optræder heller ikke altid demokratisk. Transition i den forkerte retning Rusland er i den henseende ikke den værste. Tager vi SNG-området, står det værre til i flere steder i Cen-tralasien. Ja, også i flere EU-lande kniber det. Rumænien og Bulgarien har alvorlige mangler på alle demo-kratiets arenaer, i Ungarn har Viktor Orbán ført landet i retning af et illi-beralt demokrati, og i Sydeuropa, måske allermest Grækenland, er udviklingen også gået i den forkerte retning. Det liberale demokrati har det ikke for godt.

Populisme og hård euroskepticisme er i vækst, især i ”det gamle Euro-pa”. EU-medlemskabet er, viser erfaringen, ikke i sig selv en garanti for mere demokrati. Kirkpatrick-doktrinen Uden for EU's grænser, mod øst og mod syd, føres den såkaldte nabo-skabspolitik, mod øst kaldet ”østpartnerskab”. Der ydes en del penge, men ressourcerne er be-grænsede og effekten indtil videre ligeså. Moldova er nævnt som et land, hvor indsatsen har haft en vis virkning. Georgien har også vist fremskridt på nogle områder, men ellers oplever vi status quo eller må-ske direkte tilbageskridt. Det kan ikke nægtes, at rent geopo-litiske hensyn spiller en rolle. For-skere har brugt betegnelsen ”Kirkpatrick-doktrinen”, opkaldt efter den afdøde amerikanske "koldkrigsambassadør” i FN, som betegnelse for, at geopolitikken kan gå forud for demokrati og menne-skerettigheder. Her er Aserbajdsjan et ganske godt eksempel og ikke enestående. Her tæller olie og gas og begrænsning af Ruslands indfly-delse rigtig meget, set fra Vest. Straffet for at tabe valget Vi har over de sidste par årtier ople-vet flere ”farvede revolutioner” i Ge-orgien, i Ukraine og i Kirgisistan fx, men effekten på demokratiet er svær at øjne. Orangerevolutionen i Ukraine skuffede og har skadet de politiske partiers omdømme. Et problem er, at magthaverne i til-fælde af valgnederlag ikke alene mister politisk magt, men også øko-nomisk, og det frister magteliten til at bruge udemokratiske metoder for at sikre sig valgsejren. For efter et valgnederlag risikerer de at blive straffet og fængslet på anklager om korruption, i det der kaldes selektiv justits. Timosjenko-sagen i Ukraine er ikke enestående, desværre. Ja, nu hvor vi har nået 25 året for murens fald, er der gode grunde også til selvkritik og selvransagelse. For demokratiets skyld.

Søren Riishøj er politolog og lek-tor emiritus ved Syddansk Uni-versitet. Han er specialiseret i transitionsprocesserne i Østeuro-pa.

DET NYE RUSLANDS STORHED OG FOR- FALD

Af Mette Skak | 17. marts 2014

FORFALD III | Chokreformerne, der skabte oligark-vældet i Rusland i årene efter Sovjets fald, var nød-vendige, og lagde grunden for Putins succes. Men nu er Rusland ved at forfalde, og Putin er desperat. Mette Skak, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, redegør for Ruslands op- og nedtur i transitionen.

34

At augustkuppet i 1991 slog fejl, og Sovjetunionen brød sammen, bør ingen begræde, selv om Putin i 2005 udlagde begivenheden som det 20. århundredes geopolitiske katastrofe. Lenins statsdannelse hvilede på massiv undertrykkelse og hypermilitarisme, så på plussi-den tæller kun uddannelsespolitik-ken. De første år som selvstændig stat brugte Rusland på en såkaldt øko-nomisk chokterapi, som mange yn-der at fremstille som den egentlige katastrofe, fordi det tilsyneladende var den, der skabte voldsom økono-misk ulighed og i det hele taget kao-tiske tilstande i landet. Men læser man den amerikanske Ruslands-sagkyndige Stephen Kotkins grundi-ge analyse Armageddon Averted. The Soviet Collapse 1970-2000 (2001: Oxford University Press) bli-ver det klart, at sammenhængene var meget mere komplekse. Korruption og kynisme Katastrofen var den sovjetiske sam-fundsmodel og den forbandelse af rustbælte-industrier, den skabte. Allerede under Leonid Bresjnev her-skede der en galopperende korrup-tion og kynisme, og Gorbatjovs nai-ve reformpolitik under henvisning til Lenin banede vejen for spontane privatiseringer af typen selskabs-tømning. Så der var ikke andet at stille op for efterfølgeren Boris Jel-tsin og reformøkonomen Jegor Gajdar end formelt at privatisere erhvervslivet. Kotkin peger dog på tre fatale fejl-trin: Dels turde man ikke åbne for, at udlandet kunne byde på de russi-ske økonomiske aktiver, men over-lod dem til russiske insidere, hvor-ved man typisk endte med at af-hænde virksomhederne til langt un-der markedsværdien. Dels havde Gajdar ikke sans for, at centralban-kens kommunistiske direktør, Viktor Gerasjenko, lod seddelpressen køre

for at holde liv i de urentable virk-somheder, som hans gamle venner stod i spidsen for, hvilket kastede Rusland ud i hyperinflation. Endelig indebar den såkaldte rubelzone, at de fjorten andre postsovjetiske selv-stændige stater, der sammen med Rusland havde udgjort Sovjetunio-nen, stadig kunne malke den russi-ske statskasse. Økonomisk chokterapi I årene 1995-98 kom den anden runde privatisering, som Gajdars reformkollega Anatolij Tjubajs hav-de ansvaret for; den var i endnu mere skamløs forstand købers mar-ked. Ikke desto mindre var det iføl-ge Kotkin en fiskal lettelse for den russiske stat at slippe fri af de store strategiske virksomheder, som nu kom i hænderne på de berygtede oligarker, altså finansfyrster. I 1998 blev den russiske økonomi sendt til tælling af eftervirkningerne af krisen i Asien i 1997. I de år var der ingen ende på misstemningen, og russerne selv foragtede og hade-de Jeltsin for hans uduelighed. Men krisen pustede faktisk liv i den russi-ske økonomi, ved at efterspørgslen flygtede væk fra de dyre importva-rer. Ja, sandheden om efterfølgeren Putins tilsyneladende bedre greb om den russiske økonomi er, at han levede højt på en Fætter Højben-effekt af Jeltsin-folkenes sure slid med den nødvendige omstilling til markedsøkonomi. Økonomisk succes i Putins første periode Hertil kommer, at oliepriserne røg i vejret fra år 2000 og frem, og at Pu-tins reformøkonom Andrej Illarionov indførte en flad skat, der viste sig yderligere at forbedre statens indtje-ning, ligesom han oprettede en olie-opsparingsfond i stil med Norges. Putin selv stod for en nødvendig centralisering af den russiske stat, hvorimod hans anslag mod medie-mogulerne Vladimir Gusinskij og

Boris Beresovskij allerede da blev tolket som et varsel om Putins auto-ritære tilbøjeligheder. Men Putins første præsidentperiode 2000-2004 var unægtelig en tid med fremgang for Rusland: stigende le-vestandard og en begyndende fremvækst af en købedygtig middel-klasse. USA og EU anerkendte så-ledes Rusland som en fungerende markedsøkonomi i 2002, selv om det på det tidspunkt havde lange udsigter med Ruslands optagelse i WTO. Det suveræne demokrati Putins anden præsidentperiode ind-ledtes med gidseldramaet i Beslan, som fik ham til at sløjfe valg af gu-vernører og foretage andre centrali-stiske tiltag; året efter kom så det første anslag mod Ruslands NGO’-er. Katalysatoren var den Orange Revolution i Ukraine, som fik Putin og hans spindoktor Vladislav Surkov til at slå en kridtcirkel om det mere og mere udemokratiske russi-ske politiske system med betegnel-sen ”det suveræne demokrati.” At Ruslands økonomiske genopret-ning var ledsaget af politisk forfald, gik for alvor op for omverdenen med mordet på den kritiske journalist Anna Politkovskaja i 2006. Derfor overraskede det mange, da Putin udpegede den reformvenlige men politisk svage Dimitrij Medvedev som sin efterfølger på præsidentpo-sten i årene 2008-2012, og ikke den stærke forsvarsminister Sergej Iva-nov, en typisk silovik – en person med en fortid i den sovjetiske og russiske udlandsspionage. Medvedev brugte pæne ord som retsstat, men kom til at præsidere over en militær afklapsning af Geor-gien og en økonomisk krise, der fik vækstkurven til at dykke brat. Rus-land kunne ganske vist sole sig i sin status som BRIK-land, finanshuset Goldman Sachs’ betegnelse for

særligt slagkraftige vækstøkonomi-er. Men Ruslands kombinerede rustbælte- og ressourceforbandelse gør landet til den mindst dynamiske BRIK-økonomi, som jeg har påpe-get i Fremtidens stormagter: BRIK’-erne i det globale spil. Brasilien, Rusland, Indien og Kina (Mette Skak (red.), Aarhus Universitetsfor-lag, 2010). Stormagtsdrømme Indenrigspolitisk lænede Putin og hans siloviki sig op ad en uhellig alliance med den ortodokse kirke i et ekko af zarismens motto pravo-slavie, samoderzjavie i narodnost (ortodoksi, autokrati og folkelighed). Putins tale i München 2007 knæsat-te en påfaldende USA-fjendsk stra-tegi gående ud på at genetablere Rusland som en frygtindgydende stormagt – en udvikling, som USA selv havde et medansvar for med krigen i Irak. Det hører med til historien, at Putin hele vejen igennem har nydt massiv folkelig opbakning, ergo må man besinde sig på, at gennemsnitsvæl-geren i Rusland identificerer sig med Putins nationalisme og stor-magtsbrynde. Dog skete der en be-tragtelig Putin-fjendsk mobilisering af vrede vælgere som optakt til hans genvalg til præsidentembedet i 2012. Desperat Putin og Ruslands for-fald Siden da har de mange indenrigs-politiske og udenrigspolitiske stram-ninger haft en undertone af despe-ration fra hans side; man fornem-mer en nagende tvivl om hans eget greb om magten. Putin har indført stalinistiske regler om, at NGO’er skal lade sig registrere som agenter for udlandet samt homofobiske love og så – få dage efter afslutningen af OL i Sotji i 2014 – iværksatte han en de facto annektering af Krim-halvøen i kølvandet på de blodige uroligheder på Majdan-pladsen i Kiev.

Selvom Ukraines nuværende rege-ring har et medansvar for denne eskalering, idet de yderligtgående folk fra Svoboda fik annulleret den tolerante ukrainske sproglov, vurde-rer selv besindige folk som Tysk-lands kansler Angela Merkel, at Pu-tin er helt ude på overdrevet. Så Ruslands postkommunistiske histo-rie er desværre en saga om demo-kratiets, nabopolitikkens og i virke-ligheden også økonomiens forfald, idet den kendetegnes af massiv korruption.

Mette Skak er lektor i Stats-kundskab på Aarhus Universi-tet og har specialiseret sovjeti-ske og russiske forhold.

En omvej til demo- kratiet

Af Anne Zachariassen | 10. februar 2015

SLOVAKIET | Slovakiet er en overset succeshi-storie i den europæiske integration. Særligt i be-tragtning af landets nyere historie. Anne Zacha-riassen ser tilbage på, hvordan Slovakiet var tæt på at blive et højre-nationalistisk diktatur under Vladimir Mečiar.

38

Slovakiet ligger i smørhullet mellem Østrig til vest, Tjekkiet og Polen i nord, Ukraine i øst og Ungarn i syd. På trods af befolkningens lange hi-storie i regionen, er landet ikke me-re end 23 år gammelt. Tidligere var landet en del af Tjekkoslovakiet. Her blev befolkningen og republik-ken ofte glemt, og i Vesten var det nemmere at tale om tjekken Alexan-der Dubček – selvom han faktisk var slovakisk. Da Warszawapagten invaderede Tjekkoslovakiet i 1968 for at stoppe den reformivrige Dubček og hans ”socialisme med et menneskeligt ansigt”, blev det døbt Foråret i Prag – selvom styrkerne også kørte gen-nem Bratislavas gader. Med folket og for folket Netop denne følelse af tilsidesættel-se formåede politikeren og dissiden-ten Vladimir Mečiar at appellere til, da der var valg i 1990. Her blev han valgt som premierminister for den Slovakiske Republik i den Tjekko-slovakiske Føderation. Mečiar førte en nationalistisk populi-stisk politik, hvilket gjorde ham po-pulær blandt slovakkerne, da han italesatte det uberettigede lillebror-forhold, Slovakiet havde med Tjek-kiet i Føderationen. Med en karis-matisk udstråling og sloganet ”med folket og for folket” var han den mest populære politiker i 1990’-ernes Slovakiet. Allerede et år efter at Mečiar blev valgt som premierminister i den Slo-vakiske Republik, blev han afsat af parlamentet. Han blev beskyldt for at have destrueret arkivmateriale fra det hemmelige politi, StB, som ope-rerede under kommunismen. Billeder viste, at Mečiar havde haft kontakt med StB i 1970’erne og 1980’erne, og kritikere mente, at arkivet kunne bevise et samarbejde. Beskyldningerne har dog aldrig kun-

net bevises, da arkivet mangler net-op de dokumenter, som kunne om-handle et eventuelt samarbejde. I 1992 blev Mečiar, trods beskydnin-ger om samarbejde med StB og destruering af arkivmateriale, gen-valgt til posten som premierminister. Mečiars nationalistiske valgkamp vandt stor opbakning i Slovakiet, hvor målet var et suverænt Slovaki-et blot med fælles forsvars- og øko-nomisk politik med Tjekkiet. Men tjekkerne ønskede ikke en sådan løsning. Efter uløselige uenigheder om Tjek-koslovakiets udvikling som kapitali-stisk demokrati mellem den neolibe-rale tjekkiske premierminister Vac-lav Klaus og Mečiar, besluttede de to politikere at dele landet i to selv-stændige stater. Undersøgelser vi-ser, at befolkningen i de to republik-ker aldrig støttede splittelsen af lan-det, og havde en folkeafstemning været afholdt, ville vi nok i dag sta-dig have et Tjekkoslovakiet i Euro-pa. Men realiteten var, at den 1. januar 1993 fik Europa to nye lande. Forestil dig, at Kronprins Frederik blev kidnappet Efter Slovakiets selvstændighed, blev Mečiars autoritære styreform tydeligere. Udenrigspolitisk ønskede han et Slovakiet, som kunne mægle mellem EU og Rusland. Han så der-for stort på EU’s krav om demokrati-sering og havde ej heller intentioner om et NATO-medlemskab. Landet isolerede sig mere og mere fra Vesteuropa, hvortil den ameri-kanske udenrigsminister Madeleine Albright advarende bemærkede, at Slovakiet politisk bevægede sig mod at blive et ”stort hul” i Central-europa. Indenrigspolitisk var situati-onen dog langt mere omfattende. Forstil dig, at Kronprins Frederik blev kidnappet og med en pistol for panden blev tvunget til at drikke en

flaske whisky, samtidig med at han fik elektrisk stød, og herefter blev smidt foran en politistation i Sverige. Og forestil dig, at manden mistænkt for at stå bag det hele var Poul Ny-rup Rasmussen. Det virker som plottet til en film. Ikke desto mindre var det situationen den 31. august 1995 i Slovakiet. Her blev sønnen af den daværende præsident Michal Kovac fundet for-an en politistation i Østrig udsat for netop en sådan kidnapning. Efterforskningen ledte hurtigt hen på sikkerhedspolitiet med indenrigs-minister Ivan Lexa i spidsen. Lexa var nært allieret med Mečiar, og derfor var mistanken også, at kid-napningen var bestilt. Forholdet mellem Præsident Kovac og Mečiar havde været særdeles anspændt, siden Kovac havde været med til at afsætte Mečiar i 1994, blot for at Mečiar kunne blive genvalgt af den slovakiske befolkning 6 måneder senere. Der blev aldrig rejst sigtelser i sa-gen. Sikkerhedstjenesten formåede at forhindre efterforskningen ved blandt andet at nægte adgang til sikkerhedstjenestens bygninger, hvor bilerne, som var brugt i kidnap-ningen, var gemt. Men politiet hav-de et vidne, Robert Remias. Remias blev dog på tragisk vis dræbt af en bilbombe i april 1996 og vidnede aldrig i sagen. Mordet på Remias er aldrig blevet opklaret, men politiets efterforskning ledte endnu en gang tilbage til sikker-hedstjenesten og indenrigsminister Lexa. I 1999 blev det besluttet at offentlig-gøre dokumenter fra sikkerhedstje-nesten angående kidnapningen i sensommeren 1995. Her fremgik sikkerhedstjenestens rolle tydeligt, sammen med de metoder der var brugt for at aflede og forhindre efter-

forskningen. Men det medførte in-gen sigtelser i sagen, da Mečiar som midlertidig præsident i 1998 havde givet de implicerede perso-ner immunitet. Ud over den makabre sag om Kovacs kidnapning og mordet på Remias indskrænkede Mečiar de demokratiske rettigheder såsom forsamlings- og ytringsfrihed. Op gennem 1990’erne opnåede Mečiar stor kontrol over medierne, hvor han var dygtig til at bruge sin populisti-ske retorik og udføre damage-control, når skandalerne rullede. Han indførte ligeledes love, som besværliggjorde arbejdet for NGO’-er, og da et medlem af hans parti Bevægelsen for et Demokratisk Slo-vakiet (HZDS) meldte sig ud for at blev løsgænger, blev han nægtet adgang til parlamentet. Mečiars manglende respekt for demokratiet og den nødvendige demokratiske udvikling i Slovakiet betød, at landet som det eneste af Visegrad-landene ikke blev inviteret til optagelsesfor-handlinger med EU i 1997. Europa-Parlamentet truede ligeledes med suspendering af aftaler, hvis situati-onen ikke blev forbedret. OK’98 Kampagnen og europæisk integration Ekskluderingen fra optagelsesfor-handlingerne og truslen fra det Eu-ropa-Parlamentet ændrede dog ikke Mečiars holdning til demokratiserin-gen af Slovakiet. Derimod var valget i 1998 afgørende for det kursskifte, Slovakiet foretog. Oppositionen havde i modsætning til ved valget i 1994 formået at sam-le sig imod Mečiar og hans parti HZDS. Kernen i den samlede oppo-sition var at få Slovakiet integreret i Europa og EU. Netop udsigten til integration i EU appellerede til den pro-europæiske befolkning. Det havde været slående for befolknin-gen at se Tjekkiet og Ungarn ved

EU-forhandlingerne i 1997, hvor Slovakiet var ekskluderet. Det er nemlig især Tjekkiet og Un-garn, som er betydningsfulde lande for Slovakiet. Efter splittelsen af Tjekkoslovakiet har der mellem Slo-vakiet og Tjekket været en konstant sammenligning og konkurrence lan-dene imellem. I Føderationen blev Slovakiet ofte set som den mindre udviklede, dårli-gere uddannede og fattigere del, og for slovakkernes selvopfattelse var det derfor vigtigt, at Slovakiet fulgte Tjekkiets integration i EU. De ville ikke længere være lillebror i forhol-det. Konkurrencen med Ungarn bunder i det historiske forhold mellem de to lande. Slovakiet var før etableringen af Tjekkoslovakiet i 1918 en del af det østrig-ungarske dobbeltmonarki, hvor slovakkernes nationale forstå-else og sprog i stor stil blev under-trykt af Ungarn. Ydermere har Slovakiet et ungarsk mindretal på 500.000, som Mečiar var særdeles kritisk over for, hvilket anspændte forholdet mellem de to nationer. Oppositionens klare ud-melding om, at Slovakiet skulle fort-sætte deres integration i EU sam-men med Tjekkiet og Ungarn, var derfor af helt særlig værdi for slo-vakkerne. Helt spektakulært ved valget i 1998 var OK’98 kampagnen. Kampagnen var udarbejdet af landets NGO’er og fokuserede på vælgeroplysning og valgdeltagelse. Den yngre befolk-ning var stærkt kritiske over for Mečiars politik og autoritære styre-form, men var ikke gået til stemme-urnerne ved tidligere valg. Unikt ved 1998-valget var, at OK’98 kampagnen formåede at få de unge op af sofaerne, og valget opnåede den højeste valgdeltagelse i landets

historie på 85 %. En sådan aktion fra NGO’erne var ikke set tidligere – og heller ikke siden. Vinder valget, men taber magten Mečiar og HZDS vandt faktisk val-get med 27 % af stemmerne, men da ingen partier ønskede at samar-bejde med partiet, kunne det ikke danne regering. I stedet blev det en koalition af otte partier, som danne-de regering. Deres fælles målsæt-ning om demokratisering og integra-tion i EU lykkedes ved den store udvidelse i 2004. I dag har Mečiar i teorien ikke læn-gere nogen politisk indflydelse, men Slovakiet oplever stadig eftervirknin-ger af hans politik. Indenrigspolitisk er det især i den private sektor, hvor Mečiar op gennem 1990’erne solgte ud af statsejede aktiver til venner og allierede. De sidder i dag stadig på poster med indflydelse på landets udvikling. Men Slovakiet er milevidt fra 1990’-erne. Landet har et rodfæstet demo-krati, er fuldbyrdet medlem af EU og NATO, og som det eneste blandt Visegrad-landene er det en del af Eurozonen. Slovakiet er derfor i sin egen klasse, da landet på blot seks år formåede at leve op til EU's med-lemskrav, indhente de tre andre Visegrad-lande, og i 2009 overhale dem med introduktionen af Euroen. Anne Zachariassen er cand.soc i Global Studies på Roskilde Uni-versitet med speciale i demokrati-seringsprocesser i Tjekkiet og Slovakiet.

39

40

POLENS VÆKST | Polens vej fra kommunisme til markedsøkonomi har været en overraskende succes sammenlignet med mange af de andre østeuropæiske lande. Lektor emeritus i historie Kay Lundgreen-Nielsen fra Syddansk Universitet giver her et indblik i Polens transiti-on siden 1989.

Polen var det første og det største af de mange østlande, der fra 1989 gik ind i en helt ny udvikling. Det har ikke været en helt smertefri omstil-ling. Men i dag kan man roligt sige, at det har været en overraskende succes. Selv under finanskrisen siden 2008 har de polske ledere længe, med god grund, kunnet kalde Polen ”den grønne ø” i et krisehærget Europa. En IMF-prognose fra april 2014 si-ger, at Polen er i spidsen for EU med hensyn til fremtidig økonomisk vækst. 2014 er det år, hvor Polen mindes flere vigtige begivenheder: Det er 100 år siden, at Første Verdenskrig begyndte. En krig hvis udfald mulig-gjorde gendannelsen af en polsk stat. Det er 25 år siden, at den kom-munistiske statsform blev afviklet i Polen. Det er 15 år siden, at Polen blev medlem af NATO, og det er 10 år siden, at Polen blev medlem af EU. Sommeren 2014 vil helt sikkert føre til en ny debat om Warszawa-opstanden i 1944, der militært var vendt mod tyskerne, politisk mod Sovjetunionen. Og så vil EU-parlamentsvalget i maj vil vise Po-lens fremtidige kurs over for det samlede EU. De mange delinger af Polen Polen har med sin beliggenhed mel-lem en række stormagter, især de sidste 200 år, været meget af-hængig af forholdet til disse. Fra 1772-95 blev den daværende gamle polske stat, der gik helt tilba-ge til 900-tallet, udsat for tre delin-ger ved stormagterne Preussen, Rusland og Østrig. Ved den sidste deling i 1795 forsvandt Polen som stat. Den genopstod først igen i 1919 med den nye stormagtskon-stellation, der var en følge af Første Verdenskrig: Østrig-Ungarn for-svandt som stat, Tyskland tabte krigen og måtte dermed afstå terri-torier bl.a. til det nye Polen. Tsarens Rusland blev afløst af voldsom bor-gerkrig, der endte med dannelsen af Sovjetunionen, hvis territorium var mindre end tsar-riget med tab af Finland, de baltiske lande og rus-sisk Polen.

Pludselig skulle befolkningen ikke bekæmpe statsmagten De ustabile perioder fra 1795-1918 og 1939-45, med tysk og sovjetisk besættelse (1939-41 af det østlige Polen), og den afgørende sovjetiske indflydelse 1944-89 betød, at polak-kerne efter 1989 havde svært ved at få et positivt forhold til staten, der i så lang tid havde været præget af udenlandske magter. Man var vant til at bekæmpe statsmagten, ikke adlyde den, som det blev tilfældet efter 1989. Den sovjetiske besættelse fra 1945 var præget af censur og hemmeligt politi, der sørgede for at det nye system ikke mødte modsigelse fra befolkningen. Men i modsætning til de fleste andre østeuropæiske lan-de havde der i Polen dannet sig en stærk opposition i det civile sam-fund. Det polske samfund viste med en række oprør, i 1956, 1968, 1970, 1976 og ikke mindst 1980-81, sin utilfredshed med magtløsningen fra 1945. Forskellige grupper i samfundet som bønderne, arbejderne, intelli-gentsiaen/studenterne og den katol-ske kirke var længe velartikulerede modstandere af det herskende sty-re. De var indbyrdes meget forskelli-ge. Men i 1980-81, samlet omkring den nye uafhængige fagforening 'Solidaritet', opstod et nøje samar-bejde mellem de meget forskellige grupper. Polen havde desuden, modsat de øvrige østlande, en stærk eksilkultur i Frankrig, England og USA. Der foregik, legalt eller ille-galt, en stor udveksling af ideer mel-lem polske intellektuelle i Polen og i Vesten. Fra Stalin-statuer til kronet ørn Med den nye sovjetiske leder, Mi-khail Gorbatjov, ved roret, blev det mere og mere tydeligt, at Sovjet ikke, som tidligere, med militær magt ville forhindre nye indre udvik-linger i Østeuropa. Dette førte med stor hast, og til manges overraskel-se, i 1989 til en række magtskifter i Østeuropa. Samme nye storpoliti-ske situation medførte i 1990 en ny overraskende udvikling, nemlig gen-foreningen af de to Tysklande. Et forhold der skabte uro hos den nye polske ledelse.

I Polen var det herskende kommu-nistparti svagt og splittet. Under be-sættelsen havde de kun beholdt magten med sovjetisk støtte. I for-året 1989 troede de polske, kommu-nistiske ledere som general Wojci-ech Jaruzelski og statsminister Mieczysław Rakowski, at de havde sikret deres greb om magten efter forhandlingerne med oppositionen. Men det delvis frie parlamentsvalg den 4. juni 1989 overraskede dem meget. I løbet af efteråret 1989 og året 1990 blev kommunisternes par-ti selvopløst og deres indflydelse i statsapparatet stærkt reduceret. Byerne fik de gamle plads- og gade-navne igen, statuer af kommunisti-ske helte blev fjernet, det nye stats-emblem blev en ørn med krone, selvom et monarki ikke blev opret-tet. Statuer blev nu rejst i Warszawa af statsmænd fra mellemkrigstiden, der 1944-89 var blevet behandlet som ikke eksisterende. Historikere begyndte at udforske ”hvide pletter” i historien såsom Polens forhold til Sovjetunionen (1920-1989), til jø-derne, til ukrainerne og til de tyske flygtninge efter 1945. Magtskiftet 1989-90 skete uden vold og uden et større retsopgør bagef-ter. Det var det samme som i Spani-en 1975-78, hvor man talte om ”glemslens pagt”. En lov om opgør med fortiden blev først vedtaget i år 2000 og er ikke blevet udført særlig strengt. Retssager mod den nu 90-årige, kræftsyge Jaruzelski og hans indenrigsminister Czeslaw Kiszczak foregår endnu i 2014 (Jaruzelski døde i maj 2014, red.). De vedrører brug af politi/ hær i 1970 og 1981.

På vej til at blive et normalt europæ-isk land Hvordan er det så gået siden æn-dringerne fra 1989? Selvom der er sket mange positive ændringer i landet, er Polen i 2014 ikke et land uden problemer. Det er ingen lande i Europa, så det er også en form for normalitet. Modsat før 1989 er der i dag en åben debat om løsninger. Det kan godt give indtryk af, at landet er i krise. For enigheden hos meget forskellige grupper frem til 1989

42

43

blev meget hurtigt fulgt af stor uenig-hed om vejen frem. Der var i Polen bred enighed om de udenrigspolitiske mål, nemlig at Po-len skulle være et normalt europæisk land, dvs. som Vesteuropa, der efter 1945 blev meget påvirket af USA. Den første ikke-kommunistiske stats-minister efter 1989, den kendte katol-ske oppositionspolitiker Tadeusz Ma-zowiecki, sagde i Europarådet i 1990, at Polen og andre lande i det område ville tilbage til Europa efter adskillelsen siden 1945. Derefter blev en række politiske, økonomiske og kulturelle reformer sat i gang. De politiske reformer lykkedes. Den politiske liberalisme, kendt fra Vest-europa og USA, sejrede med refor-mer, der sikrede frie parlamentsvalg, fri meningsdannelse uden censur, flere partier, ændringer i forfatningen, en ombudsmand og meget mere. Alt dette skulle sikre, at Polen ikke som før var en partistat med vilkårlighed, men en retsstat med transparente retsregler. Ud fra fagforeningen 'Solidaritet' sprang mange partier Siden 1989 har der været mange præsidentvalg og parlamentsvalg i Polen. Efter en overgangsfase med Jaruzel-ski som præsident 1989-90 (valgt af Senat og Sejm (over- og underhuset i det polske parlament, red.)), blev fagforeningen Solidaritets leder Lech Walesa en ikke særlig vellykket præ-sident 1990-95 (valgt af folket). Valg-kampen i 1990 viste den begynden-de splittelse i Solidaritet, og Lech Walesas stridbare facon fremmede ikke en forsoning, hverken inden for Solidaritet eller i forhold til de gamle magthavere. Helt anderledes glat og forsonlig var den tidligere ungkommunist Aleksan-der Kwasniewski som præsident i 1995-2005. Han tilhørte SLD, et soci-aldemokratisk parti, der i høj grad bestod af tidligere kommunister. Det var ikke unaturligt, at Solidaritet, der var en fagforening og ikke et par-ti, og som fra 1980 bestod af en bred gruppe af modstandere af kommu-nistsystemet rækkende fra liberale

vedrørende politiske reformer, over socialister om økonomiske reformer til katolikker vedrørende familievær-dier, med det nye partisystem dan-nede en række partier med forskel-ligt indhold. Indtil 2014 kan man konstatere, at de ledende personer i en række af de nuværende partier har rødderne i enten Solidaritet eller i kommunist-partiet. Partisystemet muliggjorde helt naturligt, at en bred opposition blev spredt ud på flere partier. Ved alle valg, undtagen det i 2011, blev den siddende regering væltet, og det ledende parti gik i opløsning, eller blev stærkt svækket. Men per-sonerne i de følgende nydannede partier var stort set de samme. Po-len har dermed til nu vist, at staten kan klare regeringsskift, men landet kan samtidig fremvise en betydelig kontinuitet angående personerne. Den katolske kirke fik en betydelig indflydelse på lovgivningen ved So-lidaritets flertal 1989-93. Den frie abortlov fra 1956 blev ændret til en meget restriktiv lov i 1993, katolske værdier fik en fremtrædende plads i undervisning, radio og TV. Den pol-ske pave 1978-2005, der netop i år (2014, red.) er blevet helgen, spille-de en stor rolle i modstanden først mod kommunismen, senere i kritik-ken af kapitalismen. Polske biskop-pers holdninger er meget synlige i TV, presse og i kirkerne. Økonomiske reformer efter 1989 De økonomiske reformer blev udført i ret stor enighed. Der var et erkendt behov for at opgive det stive kom-munistiske kommandoøkonomisy-stem, der ikke leverede varerne. Den største uenighed drejede sig om, hvor langt reformerne skulle gå. Oprindeligt, i 1980-81, var fagfor-eningen Solidaritets tanker gået i retning af arbejderselvstyre på fa-brikkerne, en slags socialisme. Men fra 1989 blev hovedtendensen i ste-det at privatisere og dermed i højere grad følge USA's og Englands møn-ster end det øvrige Vesteuropas. Arkitekten bag denne økonomiske kurs var økonomiprofessor og politi-ker Leszek Balcerowicz. Allerede i

1990, ved en såkaldt chokkur, gik Polen fra et stærkt statsdirigeret og statsbeskyttet system til et frit sy-stem – med fri prisdannelse, opgi-velse af megen statskontrol og salg til private af store statsfirmaer. Dette skabte i starten store problemer, men allerede fra 1992 og frem til i dag har Polens økonomi været i stadig vækst. Omformningen betød, at det hidtil store sorte marked blev synligt og legalt. Markedet begyndte at fungere. Der kom varer i butikker-ne, ikke under disken, men over, og servicesektoren begyndte at yde service. En valutareform i 1994 skabte en stærk og stabil valuta, og før finans-krisen i 2008 var Polen på vej til at blive en del af eurozonen. Nu er euromedlemskabet – uofficielt - stil-let i bero. En ydre anerkendelse af Polens politiske og økonomiske re-former var optagelsen i Europarådet 1991, i den liberale frihandelsorga-nisation WTO 1995, i OECD 1996, i NATO 1999 og i EU 2004. Polen var fra 1996 aktiv i sikring af freden i Bosnien, i NATO’s regi, via Partner-skab for Fred. Transitlandet mellem Vest og Øst Polen deltog, i lighed med Dan-mark, aktivt både i angrebet på ter-rorister i Afghanistan fra 2001 og i den USA-ledede krig i Irak i 2003. Polen var fra 1991/92 aktiv i et regi-onalt samarbejde i Centraleuropa mellem Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Polens udenrigshandel efter 1989 ændrede sig drastisk fra stor af-hængighed af østblokken, især af Sovjetunionen, til stor afhængighed af handel med EU, især med Tysk-land. Polen ser sin chance som transitland mellem Vesteuropa og landene øst for Polen – Ukraine, Hviderusland, Rusland m.fl. Forti-dens hære skal afløses af lastbiler med varer! Den nuværende situation med Rus-lands anneksion af Krim, og hermed en eventuel ny konfrontation mellem Rusland og EU/NATO-landene, har gjort den polske ledelse nervøs. Som sædvanligt påvirker en ny stor-magtskonstellation straks Polen.

Den polske statsminister Donald Tusk og udenrigsminister Radosław Sikorski (begge nu tidligere, red.), der begge i årevis har været mode-rate og mæglende i forholdet til bå-de Rusland og Tyskland, er nu ner-vøse over Ruslands næste skridt. Sikorski fik indkaldt til et NATO-topmøde, men fik ikke udstatione-ring af NATO-tropper til Polen, som han havde ønsket det. Krisen har bevirket, at opposition og regering, der siden 2005 har været uenige om en skarp eller en mild tone over for de to store magter, Rusland og Tyskland, i dag er mere enige om den skarpe kurs over for Putins Rusland. Polen var sammen med Sverige i EU ivrige for dannelsen af EU's Østpartnerskab, der skulle bru-ges til at indlede et nærmere samar-bejde med Hviderusland, Ukraine, Moldova og kaukasiske stater. Transitionens sociale følger De store omvæltninger skabte soci-al uro, især i 1990erne. Nogle – de ældre, pensionisterne, arbejderne på forfaldne statsvirksomheder og fattige landmænd – var tabere i denne proces. Der var mange strej-ker og vejblokader. Læger, sygeple-jersker og landmænd stod bag me-get af utilfredsheden. Et enkelt pro-testparti, kaldet Selvforsvar, brugte undertiden voldelige aktionsmeto-der. Som den liberale model forud-sætter, kom der også i Polen øgede klasseskel og dermed en ny form for utilfredshed. Der har ikke været uro blandt land-mændene siden vejen til EU blev klar, idet de har gavn af EU's land-brugsordninger. Polen er måske en undtagelse i det gamle Østeuropa, for tilfredsheden med EU er meget stor. En måling i maj 2013 viste, at 72 % af befolkningen var for EU. En opinionsmåling i maj 2013 viste, at 59 % af polakkerne var for foran-dringerne siden 1989. I 2009 var det hele 80 %. Mange unge og veluddannede har forladt Polen siden EU-medlemskabet i 2004 gjorde dette muligt. Især har England og Irland været populære steder at tage hen for at arbejde. Nogle bliver måske i de nye lande, medens andre ved hjemkomst til Polen kan videregive erfaringer om andre vesteuropæi-ske arbejdsformer og teknologi.

Oppositionskrig Siden 2005 har regering og opposi-tion stået stejlt over for hinanden. Det er to grupper fra det gamle Soli-daritet. Tvillingebrødrene Jaroslaw og Lech Kaczynski, med partiet Ret og Retfærdighed (PiS) dannede regering med andre partier fra 2005 til 2007. Lech Kaczynski blev valgt til præsident i 2005, og Jaroslaw Kaczynski blev statsminister 2005-07. Især Jaroslaw Kaczynski er ag-gressiv i sine taler, og hans regering skulle være et opgør med det, han kaldte den 3. republik (1989-2005), idet den første republik eksisterede indtil 1795, den anden i 1918-39 – den kommunistiske tid (1944-89) var ikke polsk og talte ikke med – og tvillingerne ville så indføre en 4. republik fra 2005. De kom ikke så langt, eftersom Ja-roslaw Kaczynski tabte parlaments-valgene i 2007 og 2011, men deres kritik af 1989-2005 var hård og ved-varende. Anklagen mod 1989-ordningen, som begge brødre del-tog i som forhandlere og kolleger til Lech Walesa, var, at det var en halv ordning. Der blev ikke lavet et klart brud med tiden før 1989. Mange tidligere kommunister fik topposter i det nye Polen eller gled ind som kapitalister i solgte statsfirmaer. De burde være straffet. Lech Kaczynski blev som præsi-dent, sammen med store dele af PiS-eliten, dræbt ved den tragiske flyulykke april 2010 i Smolensk. De skulle have været til en mindecere-moni ved det nærliggende Katyn, hvor over 4000 polske krigsfanger var blevet henrettet af Stalins NKVD i april-maj 1940. Denne triste begivenhed er siden af Jaroslaw Kaczynski blevet brugt til det yderste i kampen mod Tusk og den nye præsident Bronisław Ko-morowski, begge fra partiet Platfor-ma Obywatelska (PO). Som opposi-tionsleder har Jaroslaw Kaczynski ikke villet mødes med den nye præ-sident. Statsminister Tusk blev i Sejmen beskyldt for at have myrdet hans bror og resten fra PiS på grund af piloternes fejl og en dårligt arrangeret flyvetur. Hvilken vej vil Polen gå? PiS-vælgerne er især folk, der bor i det fattigere øst- og sydøstlige Po-len, med lavere uddannelse. Mange

bor på landet. PiS-lederne foretræk-ker højrefløjen af den katolske kirke, herunder folkene omkring den magtfulde katolske radio Radio Ma-ryja, der ofte er i konflikt med den polske kirkes ledelse og med Vati-kanet. Stærk katolicisme, stærk polsk patriotisme, stærk skepsis over for Rusland og Tyskland ken-detegner dette aggressive parti. Tonefaldet bliver med årene mere og mere skingert. I de sidste måne-der har PiS i meningsmålinger fået flere stemmer end det store rege-ringsparti, PO, ledet af den forsonli-ge Donald Tusk (indtil efteråret 2014, red.). Dette brede parti får især stemmer fra storbyerne, de unge, de velud-dannede og veltilpassede. Der er fløje inden for partiet, der spænder fra meget liberale og verdslige til meget katolske synspunkter. Tusk-regeringen har siddet siden 2007 og viser klare tegn på træthed. En del ministre har forladt regeringen, nog-le på grund af meningsforskelle, og disse har forsøgt at danne egne partier, andre på grund af korrupti-onsanklager eller uduelighed. Det store parti PO leder en koalitionsre-gering med Bondepartiet PSL. Polen står over for en række valg fra i år. Først valget til Europaparla-mentet i maj 2014 (afviklet, red.), og i 2015 både præsidentvalg og parla-mentsvalg. Det vil her blive afklaret, hvad vej Polen vil gå. Med sin belig-genhed og sin historie er Polen et vigtigt og stabiliserende medlem af NATO og EU.

Kay Lundgreen-Nielsen er Lektor emeritus i Historie ved Syddansk Universitet. Han specialiseret i Po-lens historie.

44

Enden på transitionen

Af Kristoffer Hecquet | 10. april 2015

FORANDRINGER | Den kommunistiske periode i EU’s østeuropæiske lan-des nyere historie har efterladt sig mange spor i både fysisk og kulturel form. Alligevel giver det mening at opgive tanken om, at disse lande befin-der sig i overgangsfasen imellem planøkonomisk diktatur og liberalt mar-kedsøkonomisk demokrati.

Bevæger man sig rundt i forstæder-ne i Riga, Prag og Budapest eller sågar i centrum af Warszawa, Buka-rest eller Sofia, mærkes fortidens fyrre år med autoritært styre stadig. Fortiden hænger fast i den monu-mentale og funktionelle arkitektur og de lange, brede boulevarder, selvom det allerede er 25 år siden, Berlinmu-ren faldt. Perioden som sovjetiske lydstater har også efterladt sig andre spor i form af udslidt infrastruktur, og produktionsapparat, højt uddannel-sesniveau, ringe tillid til myndighe-der, og øvrige karakteristika såsom korruption og bureaukrati, der ofte

relateres til landenes transitionspro-ces fra etpartistat til demokrati. Men sovjettiden har også skabt kulturelle særpræg som nøjsomhed, udhol-denhed, socialt familiært ansvar og mistro mod Rusland. Jerntæppets æra udgør et vigtigt kapitel i de øst- og centraleuropæi-ske landes historie, og derfor vil fortiden også blive hængende de næste 25 år både mentalt og fysisk, ligesom Franco-fascismen gør det i Spanien, 60’ernes og 70’ernes folk-hemspolitik gør det i Sverige og An-den Verdenskrigs ødelæggelser gør

det i Tyskland (og mange andre europæiske lande). Grundideen om transition er, at overgangen fra diktatur til demokrati er lineær med et klart udgangspunkt og mål. Der herskede efter 1989 en vis forventning om, at landene i den tidligere østblok, som nu er en del af EU, engang ville blive ”lige som os”, altså kopier af vores egne lyk-kelige nordeuropæiske statsstruktu-rer. Denne forventning var (og er) urealistisk, formynderisk og har en bismag af kulturel imperialisme eller

46

etnocentrisme. Selvom de nordiske lande er forbilleder på mange områ-der, vil de øst- og centraleuropæi-ske lande altid forblive sig selv. Det har den fælles fortid i Sovjetunio-nens bufferbælte været med til at forme, men det er langt fra hele for-klaringen på de østeuropæiske sær-præg. Dybere østeuropæiske fællestræk Ud over Sovjetlydstatsarven findes en række karakteristika, som er gældende for størstedelen af områ-det, og som i bund og grund ud-springer af den europæiske geogra-fi: Hvor Vesteuropa er præget af bugter, halvøer, floder og bjergkæ-der, er Østeuropa domineret af en samlet, primært flad landmasse. Vesteuropa er placeret yderst på kontinentet imod Atlanterhavet, mens Østeuropa nærmere er place-ret i midten af det eurasiske konti-nent med Asien mod øst. Disse for-hold har haft fundamental betydning for regionens historie og befolk-ningssammensætning. Uden naturlige grænser har det fla-de Østeuropa været meget følsomt for invasioner, særligt i betragtning af sin placering ”på vejen” mellem Vesteuropa og Asien. Landegræn-ser har konstant flyttet sig, imperier er vokset og kollapset, og konstante invasioner fra blandt andet folke-vandringer, bulgarer, hunner, ava-rer, magyarer, vikinger, mongoler, korsriddere, tyrkere, franskmænd, tyskere og russere har gang på gang ødelagt, plyndret, udsultet og opløst området. Grænser er flyttet frem og tilbage, nogle ophævet og nye etableret. Jerntæppet var i øvrigt heller ikke først til at dele Europa i øst og vest. Den endelige deling af kontinentets første supermagt, Romerriget, skete i 385 og delte Europa i et latinsk vest-rige og et græsk-domineret øst-rige. Dette lagde grunden til de-

lingen af kristendommen i en vestlig katolsk version og en østlige orto-doks under det store skisma i mid-delalderen – hyppigst dateret til 1054. I renæssancen var Europa domine-ret af to poler: Det Habsburgske rige i vest og det Osmanniske rige i øst – og i 1521 deltes det Habs-burgske Rige desuden i netop vest og øst. Og før Churchill og Stalin (og Roosevelt) delte Europa i et amerikansk domineret vest og et Sovjet-domineret øst i Jalta, nåede kontinentet at være delt imellem vesteuropæisk fascisme og østeu-ropæisk kommunisme i første del af 1940'erne. Bare for at nævne nogle eksempler. En af konsekvenserne af disse geo-grafiske omstændigheder har været en omfattende pluralisme inden for både sprog og religion. Sammenlig-net med Vesteuropa, som domine-res af den germanske og latinske sprogstamme (krydret med lidt ba-skisk og keltisk), præges Østeuropa af sprogstammerne slavisk, finsk-ugrisk, græsk, albansk, baltisk og tyrkisk – udover germansk og latin. Vesteuropa domineres af den katol-ske, protestantiske og calvinistiske kirke, mens Østeuropa præges af en stor mængde variationer af den ortodokse kirke, shia-, sunni- og sufi-islam, unierede (ortodokse, der tror på Paven), den armenske og georgiske kristne kirke og buddhis-me (jo, den er god nok: Europas eneste buddhistiske republik, Kal-mykien ligger i Rusland 50 km syd for Volgograd) foruden katolicisme og den protestantiske kirke. Pluralismen gælder ikke blot et klu-detæppe af lande med forskellige etniske og religiøse karakteristika. Landene i sig selv er hver især klu-detæpper med et væld af etniske og religiøse mindretal.

Helt kort kan Østeuropa således karakteriseres som en uhomogen blanding af uhomogene lande med relativt kort tradition for demokrati og markedsøkonomi. Transitionen er slut Det er ikke disse karakteristika, man skal måle på for at vurdere, om Øst- og Centraleuropa er nået igennem transitionen fra autoritært styre og planøkonomi til frit marked og de-mokrati. Som Søren Riishøj skrev i sin artikel Transitionen til ”noget andet”, er transitionsprocessen ikke lineær og kan bevæge sig i forskelli-ge retninger. De forskellige lande har haft forskellige forudsætninger for den politiske udvikling, der fulgte diktaturernes fald i 1989, hvilket har ført til forskellige typer af samfund. Flere argumenter peger på, at de østeuropæiske lande i EU allerede er nået igennem transitionen. De økonomiske parametre som BNP og levestandard ligger stadig under EU-gennemsnittet, men på demo-kratiske og andre samfundsområder er niveauet ved at være nået, selv-om der stadig er brug for reformer. Økonomisk set er der fortsat en væ-sentlig ulighed imellem øst og vest, men uligheden har udlignet sig mærkbart på ganske få år, og stor økonomisk vækst i flere af de nye EU-lande som Polen, Baltikum og Slovakiet er medårsag til, at EU ikke fortsat er i recession. Fire af disse lande er allerede en del af euro-samarbejdet. Den økonomiske inte-gration i EU er derfor ikke mindre hos de østeuropæiske lande end andre steder i EU, selvom gennem-snitsindkomst og andre økonomiske parametre fortsat ligger lavere. Dog findes der en anden arbejds-markedsstruktur end i det øvrige EU med få eller ringe rettigheder for arbejdstagere samt tilpasning og omfattende afhængighed af uden-landske investorer. Nogle argumen-

terer for, at der er behov for refor-mer bl.a. for at beskytte arbejdsta-gerne, men i bund og grund er det et politisk spørgsmål. Der er ingen arbejdsmarkedsmodel, der kan ka-rakterisere hele EU eller sætte én standard for, hvordan praksis skal være. Som forskerne Andreas Nöl-ke og Arjan Viegenthart forklarer i et studie, findes der den ”angelsaksiske”, den ”rhinske” (kontinentale) og nu også den øst-europæiske model. Argumentet er, at det ikke er en uudviklet model, men blot en anden model. Som den økonomiske er den politi-ske integration i EU ligeledes synlig. Både de baltiske lande og ikke mindst Polen har – deres størrelse taget i betragtning – ladet deres stemmer høre i europæisk politik, særligt i sikkerheds- og energipoliti-ske spørgsmål. Litauen fik for ek-sempel trumfet EU-sanktioner imod Rusland igennem, efter krisen i Ukraine eskalerede, og Polen har fået sit forslag om energiunion til at blive en reel europæisk strategi. Derudover har særligt Polen positio-neret sig tungt på politiske poster i hele EU-systemet, og til trods for sit konservative politiske ståsted bliver Polen betragtet som et progressivt EU-positivt land i det europæiske samarbejde. Dermed er de tidligere østblok-lande ikke længere obser-verende, forsigtige modtagerlande, men aktive europæiske politiske aktører. Nået langt på 25 år Mange vil pege på Ungarn som et land, hvor transitionen har taget en forkert drejning og er på vej tilbage mod autoritært styre. Der findes åbenlyse tilbageskridt inden for me-die- og valglovgivning, og korruption er fortsat et stort problem i landet. Men der er lang vej tilbage til stadiet i 1989, og den ungarske befolkning har også vist, at de ikke finder sig i hvad som helst. Dette blev tydeligt under protesterne imod forslaget

om internetskat i efteråret 2014. Forslaget blev trukket tilbage. Selvom der er meget, der kan blive bedre, er det vigtigt at huske, hvor meget regionen har ændret sig på 25 år: Regionen har fået stabile de-mokratier og markedsøkonomier, der er varer på hylderne i butikker-ne, og der er kritiske ord i aviserne. Den samfundsmæssige omvæltning har været fundamental siden Mu-rens fald. Men denne region vil aldrig blive til Vesteuropa, da dens karakteristika baserer sig på mere end en fortid i kommunisme. Det er meget svært at opnå og måle den totale og vel-lykkede transition. Visse elementer eller kvaliteter i samfundet kan - eller ønskes - ikke ændret. For at sætte det på spidsen kan man sige, at Danmark endnu ikke har gen-nemført transitionen fra enevælde til demokrati, da monarkiet stadig er grundlovssikret, og kongehuset fort-sat er på finansloven. Betingelserne for EU-medlemskab i Københavnerkriterierne var et effek-tivt redskab til at presse landene til reformer forud for deres optagelse. Udvidelsen i 2004 blev derfor en belønning for og anerkendelse af deres reformiver, men betød også, at Københavnerkriterierne som in-strument til demokratisering udløb. Herfra har den demokratiske udvik-ling været et nationalt anliggende, da det er svært at føre en egentlig vestlig transitionspolitik, efter lande-ne er blevet EU-medlemmer, ud-over at fordele flere penge til opbyg-ning af infrastruktur. At fratage østblokken transitions-prædikatet kan – udover at udligne den gamle forestilling om, at Europa er delt i et A- og et B-hold – mulig-gøre, at landene ikke længere kan gemme sig bag transitionen som undskyldning for manglende refor-mer samt ansvarlig økonomisk og

social politik. ”Vi vil gerne, men vi kommer jo fra en svær fortid”-diskursen vil ikke længere være anvendelig. Ansvaret for et sundt politisk miljø bør ligge alene hos de enkelte befolkninger og regeringer. Transitionen som overgangsperiode er således ovre, og i stedet har vi at gøre med en hel union af lande, der for bestandigt skal udvikle sig selv og holde hinanden op på det fælles værdigrundlag, de som EU-medlemmer har lovet at overholde. Dette uanset deres baggrund, hvad enten det er som diktatur, koloni-magt eller blot en provins i et andet land. Det er nu mere end ti år siden, at øst-udvidelsen af EU forseglede Jerntæppets fald. Der er fortsat eu-ropæiske lande uden for EU, der har brug for pres for at opnå samme succes som dem, øst-udvidelsen omfattede. Lande der har haft en anden retning i deres transitionspro-ces med større indflydelse fra øst og mindre fra vest. Her har Køben-havnerkriterierne mindre, hvis no-gen, effekt, og hvis EU skal påvirke udviklingen i disse lande, vil det væ-re nødvendigt med en helt anden strategi. Kristoffer Hecquet er cand.mag i Historie og Europastudier fra Aar-hus og Vilnius Universitet med speciale i moderne østeuropæisk historie. Kristoffer er medstifter af, og redaktionschef for, Magasi-net rØST.

47

Modtag gratis

Magasinet rØST Update

Ønsker du at holde dig orienteret i østeuropæiske forhold, kan tilmelde dig Update - Magasinet

rØST’s nyhedsbrev. Besøg www.magasinetroest.dk og tilmeld dig nu.