Journalen - Det er for tidligt at glemme Haiti

1

Mag

asin

fra

Læge

r ud

en G

ræns

er/M

SF i

Dan

mar

k N

r. 81

ap

ril 2

010

Journalen

TeMa:

DeT er ForTiDLiGT aTglemme Haiti

Tre kriserdu nok ikke har hørt om

Du er medtil at sikreakut hjælp

rejsebrev fra

indiensbagside

Journalen_april_2010.indd 1 06-04-2010 12:46:00

2

Tema: Haiti

3 leder: Det er for tidligt at glemme Haiti

4 Haiti: 38 sekunder der ændrede et land

5 Haitis sårede lades i stikken

6 Dagbog fra Haiti

10 ikke-øremærkede bidrag er afgørende for akut hjælp

11 tre kriser, du nok ikke har hørt om

12 Rejsebrev fra indiens bagside

16 Fem spørgsmål til læge Sidsel Lykke Nielsen, Sydsudan

iNDHoLD

Journalen udgives af Læger uden Grænser, Kristianiagade 8, 2100 København Ø, telefon 39 77 56 00, fax 39 77 56 01, [email protected], giro 008-1000. ansvarshavende redaktør: Michael G. Nielsen. redaktion og tekst: Christian Nørgaard, Maria Dohn og anne Larsen. Grafisk design og layout: Kommunikationsvirksomheden.dk. repro og tryk: arcografisk. redaktionen er afsluttet den 22. marts 2010. oplag: 48.500 stk. iSSN 1601-5061.Forside: en 27-årige kvinde, der pådrog sig alvorlige skader i ansigt og hoved, bliver behandlet af Læger uden Grænser i en midlertidig skadestue i en container i dagene efter, at jordskælvet ramte Haiti. Foto: © Frederic Sautereau.

12

11

10

Kære læser. Som du måske har bemærket, ser dette nummer af Læger uden Grænsers magasin anderledes ud i forhold til tidligere. Vi har forsøgt at gøre Journalen, som magasinet nu hedder, mere indbydende og læseværdigt, og vi har udvidet sideantallet. Det har vi gjort, fordi vi har så mange og vigtige historier at fortælle fra vores arbejde rundt om i verden. Det betyder meget for os, at du læser med og enga-gerer dig i nogle af de problemstillinger, vi er optaget af og arbejder med.

Vi håber, det nye Journalen vil falde i din smag, og at du vil opfordre andre til at læse det og støtte vores arbejde med at give medicinsk hjælp til nødlidende. Ændringerne medfører ikke, at magasinet bliver dyrere for os at producere – hvert eksemplar koster fortsat under 1,50 kr. + porto at fremstille.

Med venlig hilsenMichael G. Nielsen, direktør for Læger uden Grænser i Danmark.

Vi har lavet lidt om


3

Det er for tidligt at glemme Haiti

Jordskælvet i Haiti den 12. januar var den mest ødelæggende naturkatastrofe i nyere tid. et fatalt slag for en i forvejen fattig stat med et dårligt fungerende sundhedssystem og en udsat befolkning – årsagen til at Læger uden Grænser har arbejdet i østaten de sidste 19 år.

Mine første hektiske dage under presenninger og skyggenet uden for skadestuen i slum-kvarteret Martissant er noget, jeg aldrig glemmer. Vi arbejdede side om side med haitianske kolleger, hvoraf nogle havde mistet familie og hus. Som vores chauffør, der havde mistet sin kone, men dagen efter mødte op for at køre sin ambulance. opofrelsen og viljen til at hjælpe fortjener ydmyghed.

indsatsen forløb ikke uden komplikationer. at få de nødvendige forsyninger ind i Port-au-Prince var en enorm logistisk udfordring. Flere af vores fly med medicinske forsyninger blev nægtet landingstilladelse. Behandlingen af patienter med livstruende tilstande blev for-sinket. På trods af de svære betingelser var resultaterne af indsatsen imponerende. Lige så imponerende var den massive og spontane støtte fra vores donorer, der sikrede, at vi kunne fortsætte med at behandle de tusindvis af patienter.

i dag hører man ikke så meget om Haiti i medierne. Mange organisationer har trukket deres felthospitaler hjem. Men 1,3 millioner hjemløse i Port-au-Prince bor stadigt under dybt uværdige forhold i improviserede lejre. Mange uden tilstrækkelig beskyttelse mod vejr og vind, og størstedelen uden adgang til latriner. Vold og voldtægt er udbredt i lejrene. Den nært forestående regntid vil medføre risiko for yderligere lidelser for den hårdt prøvede befolkning, fra oversvømmelser til epidemier.

Læger uden Grænser uddeler telte og køkken- og hygiejnematerialer, driver mobilklinikker og etablerer vand og sanitet i lejrene. Men problemernes enorme omfang gør, at hjælpen stadig ikke er tilstrækkelig. Den haitianske befolknings fremtid vil afhænge af et intensiveret og vedholdende fokus fra verdenssamfundet. Det er for tidligt at glemme Haiti.

Jonas Torp ohlsenLæge og bestyrelsesmedlem i Læger uden Grænser

LeDerFo

to: ©

Julie

Rem

y


4

intet lands sundhedssystem er gearet til at kunne håndtere en katastrofe, der berører så mange mennesker. Men udgangs-punktet i Haiti var ekstremt dårligt. Landets sundhedssystem, som før jordskælvet fungerede meget dårligt, er smadret, og der vil være brug for international hjælp i mange år, hvis haitia-nernes sundhed og mulighed for få lægehjælp skal sikres.

Læger uden Grænser drev i forvejen flere projekter i hovedstaden Port-au-Prince og havde omkring 800 medarbejdere i landet, som begyndte at hjælpe ofrene umiddelbart efter, at jorden var faldet til ro igen. i de første to dage efter jordskælvet formåede Læger uden Grænsers personale i Haiti at behandle næsten 1.000 sårede. indsat-sen var fokuseret på akut kirurgisk hjælp til de mest alvorligt sårede.

i dagene efter jordskælvet sendte Læger uden Grænser fly med medicin, udstyr og personale, heraf seks fra Danmark, til

katastrofeområdet. Udover de medicinske og logistiske medar-bejdere blev der blandt andet også sendt psykologer af sted, der både tog sig af patienter og vores egne ansatte.

Den akutte, livreddende indsats er overstaået, men behove-ne er der endnu, og de mange, der er blevet opereret, har brug for opfølgende behandling, plastik- og mikrokirurgi, rehabilite-ring og fysioterapi. Uanset katastrofen skal kvinder stadig føde, børn bliver fortsat underernærede, og hiv-smittede og andre med kroniske sygdomme har brug for medicin.

Samtidig lever et meget stort antal mennesker under uvær-dige og usikre forhold i teltlejre. Læger uden Grænser fortsæt-ter med at uddele vand, telte og hygiejnesæt og overvåger situationen i lejrene og lægger pres på myndighederne for at få behovene dækket.

Mange medicinske hjælpeorganisationer har allerede forladt Haiti uden at sikre ordentlig opfølgning på de-res patienter, fortæller direktør i Læger uden Grænsers operative center i Bruxelles, Christopher Stokes.

38 sekunder derændrede et landDet tager et kort øjeblik, så ligger byer i ruiner og hundredetusinder er døde eller sårede. Behovene i Haiti er fortsat enorme og Læger uden Grænser kommer til at blive i landet længe endnu.

FaKtaTo måneder efter jordskælvet havde Læger uden Grænser 348 internationale og 3060 hai-tianske ansatte, der arbejdede på 26 steder og opsøgte patien-ter med fire mobile klinikker.

i løbet af de første to måneder havde Læger uden Grænser

• behandlet 54.789 patienter

• foretaget 3.781 kirurgiske indgreb

• haft 22.792 mennesker ipsykologbehandling

• uddelt 10.456 telte

• uddelt 17.900 sæt med bl.a. kogegrej, hygiejneartikler, tæpper og presenning

Haitis såredelades i stikken

I de første to dage efter jordskælvet formåede Læger uden Grænser at behandle næsten 1.000 sårede.

Indsatsen var fokuseret på akut kirurgisk hjælp til de mest alvorligt sårede. Foto: © Julie Remy

Hvordan var situationen, da du besøgte Haiti to måneder efter jordskælvet?”På trods af den enorme internationale opmærksomhed, bjergene af indsamlede penge og de hundreder af organisationer,

der er til stede, er hjælpen utilstrækkelig i for-hold til katastrofens omfang.

Der bliver gjort meget, men en stor del af haitianerne modtager ingen hjælp over-hovedet – den er ikke dér, hvor de er. især

HaiTi


5

mangler der stadig ordentlige midlertidige boliger og sanitet. Vores hovedfokus var fra starten på medicinsk hjælp, men det har taget overraskende meget af vores tid og energi at uddele telte og sikre ordentlige hygiejniske forhold i lejrene, hvor folk bor”.

Bliver de medicinske behov dækket?”Det haitianske sundhedssystem var svagt allerede inden kata-strofen, og mange hospitaler blev ødelagt eller beskadiget. Flere af de fungerende hospitaler er allerede begyndt at kræve, at patienterne betaler for at blive behandlet.

Meget af den statslige nødhjælp – organisationer og grupper med bånd til regeringer – der installerede felthospitaler umid-delbart efter jordskælvet, har allerede forladt Haiti igen. Deres patienter har stadig brug for opfølgende operationer og for pleje og rehabilitering i mange måneder endnu.

Mange medicinske organisationer har bedt os om at tage os af deres patienter, og det er problematisk, for vi har overvældende mange af vores egne patienter i forvejen. Haitis sundhedsvæsen har heller ikke kapacitet til dem, før hospitalerne bliver genop-bygget.

Det rejser spørgsmålet, om medicinske organisationer ikke har ansvar for deres patienter, efter at de har opereret dem? Jeg taler

ikke om, at de bør blive i landet de næste ti år, men blot seks til ni måneder ekstra ville være på sin plads, synes jeg”.

Hvor længe vil Læger uden Grænser blive i Haiti?”Det vil tage tid, inden sundhedsvæsenet er på et acceptabelt niveau. Der var ikke mange sundhedstilbud inden jordskælvet, og der er endnu færre nu. Det vil tage to-tre år at genopbygge hospitalerne i det offentlige sundhedssystem, så lige nu koncen-trerer vi os om at udfylde hullerne så længe og overvejer at stille midlertidige bygninger op i mellemtiden.

Læger uden Grænsers mål er at nå samme kapacitet, som vi havde inden katastrofen, og formentligt større, men lige nu kon-centrerer vi os om at udfylde hullerne, indtil sundhedssystemet er bygget op om et par år”.

”Mange medicinske organisationer har bedt os om at tage os af deres patienter, og det er problematisk, for vi har overvældende mange af vores egne patienter i forvejen.


6

HaiTi


7

”ingen tiDi mit liv

HaR væRetså intens”

Den svenske psykolog Monika oswaldsson var lige kommet hjem fra sin første udsendelse til Haiti få uger inden, jordskælvet ramte den 12. januar. et par dage efter var hun tilbage i Port-au-Prince - en helt anden by end den, hun huskede. På de næste

sider kan du læse uddrag fra hendes dagbog.

Foto: © Frederic Sautereau


8

18. januaRHusene er styrtet sammen, der er ingen biler på gaderne og alt for få mennesker. Det er alt for stille. Lugten er også anderle-des. en tung, sødlig lugt af forrådnelse. Det vender sig i maven, da jeg indser, at den kommer fra menneskene, som stadig lig-ger under de sammenstyrtede huse.

”Et kort øjeblik senere begynderpatienterne at synge for at fejre barnets an-komst. Der sker alligevel noget godt midt i al elendigheden.

Vel fremme ved koordinationskontoret studser jeg ved synet. Parkeringspladsen er fuld af patienter. Under briefingen hører jeg en, der skriger og skriger. Da jeg kommer ned ad trappen ser jeg en mor og hendes helt nyfødte barn. Det er noget, jeg genkender. et kort øjeblik senere begynder patienterne at synge for at fejre barnets ankomst.

Der sker alligevel noget godt midt i al elendigheden.

23. januaRen lille pige på omkring 12 år græder i sin seng. ”Jeg vil ikke amputeres...” Sengen står i området for henvisning til Choscal-hospitalet for kirurgi. Hendes far overvejer, om han skal give tilladelse til at sende hende til Choscal. Hun er bange for at blive opereret og miste sit ben. ”J’aime danser.” Jeg elsker at danse.

HaiTi


9

USa, så de kan få hjælp. Så vil han fylde flyet med mad, vand og medicin og flyve tilbage til Haiti.

Hans mor sidder ved siden af og græder stille. af glæde denne gang. ”Han er tilbage”.

12. FebRuaRJeg står ved siden af Julien, vores projektchef, midt i felthospi-talet og kigger ud over personale, besøgende og de patienter, som kan stå op. Blikkene er slået ned, og stemningen er tung. Læger uden Grænsers flag hænger foran apoteket med et sort bånd over. Vi skal holde et minuts stilhed for ofrene for jord-skælvet den 12. januar.

Katarine oversætter Juliens tale til kreolsk. Hun er lille og spinkel, og megafonen ser alt for stor ud i hendes hænder. ordene, som giver ekko over hospitalet, handler om tab, sorg og at alles tanker er vendt mod Haiti lige nu.

i morges fik Katarine at vide, at hendes søster var død. Hun lå begravet under et hus, og familien troede, at hun var død. efter flere dage fandt de hende i live. Hun blev amputeret, men koldbranden havde allerede spredt sig for meget. ”Det er så hårdt at miste hende to gange”, sagde Katarine, da jeg mødte hende foran akutafdelingen.

Tårerne stiger i øjnene, men hun fortsætter med at over-sætte. Så bliver der helt stille. et evighedslangt minut.

14. FebRuaRDen første, akutte fase er overstået. Vi er nået til fase to: at hjælpe de overlevende med at genopbygge krop og sjæl. Det kommer til at tage lang tid. Læger uden Grænser kommer til at blive længe i Haiti.

19. FebRuaRingen tid i mit liv har været så intens, så fyldt med indtryk, følelser og hårdt arbejde.

en varm følelse spreder sig i maven, når jeg ser, hvordan haitianerne arbejder for at rydde op i byen, hvor solidarisk de deler deres mad med naboen, som intet har, hvor tålmodigt de venter i vandkøen.

De bærer en uhørt tung byrde, men de holder aldrig op med at gå. De giver ikke op.

4. FebRuaRDer er en lille dreng på hospitalet, som ikke vil tale. Han lå i flere dage under et hus ved siden af sin døde fætter. Tilstrækkeligt tæt på til at kunne røre ham. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må have været: Lugten, mørket, fastklemt under murbrok-ker, rædslen, ensomheden. Han får mareridt, så snart han falder i søvn. Han er der stadig.

Vi ses hver dag, og han får blyanter og papir. Han tegner døde mennesker under sammenstyrtede huse. Jeg taler med ham og stiller ham spørgsmål for at hjælpe ham videre, men han svarer ikke.

Så en dag tegner han et fly, som flyver over de sammenstyrte-de huse og menneskene. Langsomt begynder ordene at komme.

Han vil fylde flyet med alle de sårede mennesker og flyve til

”Den første, akutte fase er overstået. Vi er nået til fase to: at hjælpe de overlevende med at genopbygge krop og sjæl. Det kommer til at tage lang tid. Læger uden Grænser kommer til at blive længe i Haiti.

Foto: © Julie Rem

y


10

15 minutter efter, at jordskælvet ramte Haiti, begyndte Læger uden Grænser at hjælpe ofrene. i dagene og ugerne efter fløj vi mandskab og udstyr ind i massivt omfang, og vi kommer til at blive i landet længe endnu. Haiti er Læger uden Grænsers største katastrofeindsats i vores snart 40-årige historie.

Grunden til, at vi kunne reagere så hurtigt, var, at vi ikke skulle ud og bede om penge først. alle bidrag nytter, også de øremærkede, men kun fordi vi i forvejen havde afsat midler til uforudsete og akut opståede kriser, kunne vi hjælpe så kort tid efter, at behovet opstod.

”Når Læger uden Grænser vælger at arbejde i et land, er det på baggrund af en medicinsk vurdering af behovene på stedet.

ofte handler det om, at der ellers ikke er nogen som helst lægehjælp at få det pågældende sted”, forklarer Michael G. Nielsen, direktør for Læger uden Grænser i Danmark.

”Når vi arbejder på den måde, betyder det også, at men-nesker i kriser og katastrofer, som ikke har mediernes opmærk-somhed, stadig kan få den hjælp, de har brug for. De ikke-øre-mærkede midler giver os frihed til at handle efter situationen og hjælpe mennesker i nød verden over”, siger Michael G. Nielsen.

Samtidig koster de ikke-øremærkede bidrag mindre at admi-nistrere. Det er vigtigt for Læger uden Grænser, at omkostnin-gerne til administration holdes så lave som muligt, så pengene kommer vores patienter til gode.

”Når vi får øremærkede midler til vores arbejde, er vi som organisation forpligtet til at sørge for, at pengene kommer der-hen, hvor de er tiltænkt. Kravene til dokumentation og revision er meget højere, og det betyder, at vi er nødt til at bruge flere ressourcer og dermed også udgifter på at sikre, at pengene havner det rette sted”, fortæller Michael G. Nielsen.

”Frie midler” koster mindre at admini-strere og sikrer en hurtig indsats, hvor behovet er størst.

er afgørende for akut hjælp

iKKe- øRemæRKeDe

biDRag

aKUT HJÆLP


11

Her er tre kriser, der foregik samtidigt med jordskælvet, som vimener også fortjener opmærksomhed:

RoHingya-Flygtninge uDen Hjælp i banglaDesHomkring 400.000 flygtninge fra det etniske mindretal rohin-gya’erne i Burma (Myanmar) lever i dag i Bangladesh. Kun omkring 28.000 har officiel status som flygtninge. resten må leve som illegale flygtninge under elendige forhold i den mid-lertidige Kutupalong-lejr. Fordi de ikke har flygtningestatus, har de ikke ret til at arbejde eller modtage fødevarehjælp, og de må leve uden beskyttelse mod overfald og forfølgelse.

i februar opfordrede Læger uden Grænser FN’s flygtninge-højkommissariat, UNHCr, og Bangladesh’ regering til at sørge for beskyttelse til rohingya-befolkningen, der adskillige gange har været udsat for voldelige overfald og chikane – blandt andet af Bangladesh’ grænsepoliti.

500.000 Flygtet i DR CongoDen østlige del af Den Demokratiske republik Congo har været

plaget af kampe i årevis, men i oktober 2009 opstod nye kampe i den ufremkommelige equateur-provins i den nordvestlige del af landet. omkring 1.500 mennesker mistede livet, og omkring 100.000 er flygtet til nabolandet Congo Brazzaville. Her lever de nu i spredte grupper på en over 500 km lang strækning langs Ubangi-floden.

efter fire måneder har ingen endnu fået status af flygtninge – en status som skal sikre flygtningenes basale menneskeret-tigheder.

oveRsvømmelseR og malaRia i buRunDii januar fik kraftig regn rusizi-floden til at gå over sine bredder, og oversvømmelserne gik blandt andet ud over Læger uden Grænsers fødeklinik i Kabezi, hvor 42 kvinder og ti nyfødte var indlagt. i det nordlige Burundi har regnen ført til alarmerende mange tilfælde af malaria. Der er langt mellem de sundheds-centre, hvor befolkningen kan blive testet. Læger uden Grænser yder gratis test og behandling via mobile klinikker og på den overfyldte børneafdeling på hospitalet i Kayanza.

tre kriser du nok ikke har hørt om

Rohingya-flygtninge uden hjælp i Bangladesh / Foto: © Javier Arcenillas

500.000 flygtet i DR Congo / Foto: © Clémentine Lacroix Oversvømmelser og malaria i Burundi / Foto: © Isabel Corthier

Mens verdens og mediernes øjne var rettet mod Haiti, hjalp Læger uden Grænser også mennesker i nød i mere end 60 andre lande i verden.

I den første, kaotiske tid efter jordskælvet den 12. januar drejede arbejdet sig om at redde så mange liv som muligt. Selv om flere af Læger uden Grænsers klinikker var intakte, foregik operationerne ofte udendørs under presenning af frygt for efterskælv. Foto: © Frederic Sautereau


12

langt udei skoven

Rejsebrev fra indiens bagside

Læge Niels Munksgaard Søndergaard arbej-dede ud fra byen Bhadrachalam i det cen-trale indien i ni måneder blandt ofre for en nærmest ukendt konflikt. Her er et uddrag fra et rejsebrev, han sendte hjem i januar.

reJSeBreV

WWWLæs hele rejsebrevet på www.msf.dk/niels

Foto

: © N

ikla

s Be

rgst

rand


13

Målet for dagens ekspedition er landsbyen Maitha, beliggende cirka to timers kørsel fra Bhadrachalam – få kilometer på den anden side af grænsen til nabodelstaten Chhattisgarh. at krydse denne grænse er mere end bare at køre fra en delstat til en an-den. Grænsen markerer også grænsen mellem to vidt forskellige verdener, fra det civiliserede kaos i Bhadrachalam til de enorme skove, der strækker sig mod nord fra det sydlige Chhattisgarh og dækker nogle af indiens mindst udviklede delstater.

realiteterne i denne del af indien er fjernt fra guidebøgernes dragende beskrivelser af en fremadstormende iT-industri, ma-giske templer, hellige køer og yoga for begyndere. Skovene be-bos af millioner af indiens stammefolk, og at træde ind i denne verden i det sydlige Chhattisgarh er en tidsrejse af dimensioner. Her er intet sundhedssystem, ingen skoler, ingen elektricitet. Her er landsbyer med små lerklinede hytter med adskillige beboere i hver, her er fattige bønder, der pløjer markerne med okser og plove af træ, her er de offentlige transportmidler oksekærrer eller en sjælden traktor-transport.

Maitha er sådan en landsby – en håndfuld lerhytter spredt over en idyllisk dal mellem de lave skovklædte bjerge. Stilheden er berusende. idyllen er til at få øje på. Det er som en scene fra Herredet i Tolkiens Hobbitten. Men bag roen og skønheden gemmer der sig en grusom virkelighed, der handler om en åre-lang væbnet konflikt, om flygtninge i tusindvis, om nedbrændte landsbyer, om mord og voldtægter. og om et forbløffende lille kendskab til, hvad der foregår her – internationalt som i indien.

sKaR tRe FingRe aF DRengens HånD”De kom for ti dage siden tidligt om morgenen. De var mindst hundrede. De dræbte min kone og min onkel samt fire andre personer fra landsbyen. Mange huse blev brændt ned. og da min dreng ikke ville holde op med at skrige, skar de tre af hans fingre af”.

Den unge mand foran mig fjerner tæppet over sin et-årige søn og viser den lille maltrakterede hånd frem. Han er bare et af utallige ofre for en blodig konflikt, som er dagligdagen for tusindvis af mennesker her - og i store dele af de fattigste områder af indien.

Siden 1970’erne har dele af det centrale indien været skueplads for en væbnet konflikt mellem myndighederne og en række radikale venstreorienterede grupper med inspiration fra Maos kinesiske revolution. De er kendt som ”maoister” eller ”naxals” og har med vekslende intensitet ført deres voldelige kamp mod de lokale myndigheder, politi og magthavere i nogle af indiens fattigste og mest underudviklede delstater.

Konflikten har indtil for få år tilbage været et ganske ukendt fænomen selv for den almene inder i den ”moderne” del af lan-

det, for kampene foregår primært i landets mest underudvik-lede områder – langt væk fra det indiske økonomiske mirakel.

Men konflikten intensiveredes markant i 2005 med dannelsen af Salwa Judum – en milits bestående af lokale indbyggere men angiveligt bevæbnet og støttet af det lokale politi, som i det sydlige Chhattisgarh gik til kamp mod maoisterne og deres stigende indfly-delse i området. resultatet har været en årelang blodig kamp mellem folk fra de samme stammer, landsby mod nabolandsby, nedbrændte byer, mord og voldtægter – og som konsekvens har op imod 70.000 personer været tvunget til at flygte fra kampområderne.

Den store mængde af internt fordrevne var hovedårsagen til, at Læger uden Grænser i 2006 åbnede et projekt på græn-sen mellem delstaterne andhra Pradesh og Chhattisgarh – og stadig er her i dag. og intensiveringen af konflikten i efteråret 2009 med indsættelsen af 70.000 specialtrænede politistyrker i området, med flere nedbrændte landsbyer og nye fordrivelser, gør vores fortsatte tilstedeværelse yderste relevant.

mobile KliniKKeR til tusinDvis aF patienteRVores daglige arbejde her består i at bringe lægehjælp ud til de tusindvis, der lever i randområderne af konflikten – i landsbyerne på grænsen og i lejrene for de fordrevne inde i Chhattisgarh. Folk i de enorme skovområder i det sydlige Chhattisgarh har ikke adgang til nogen form for lægehjælp – områderne har været under maoisternes kontrol i årevis, og myndighederne har ingen adgang her.

Læger uden Grænser tilser flere end 30.000 patienter i dette område om året. Patienterne dukker op til fods fra skovstierne, der binder det sydlige Chhattisgarh sammen. Veje og infra-struktur er stort set ikke-eksisterende. Folk vandrer langvejs fra for at komme til klinikkerne og må ofte sove undervejs.

Man ser tydeligt fraværet at et fungerende sundhedssystem. Sygdomme og skader, som ofte vil blive hurtigt behandlet i et vestligt sundhedssystem, får her lov til at udvikle sig til ofte groteske dimensioner. en ti-årig dreng med høj feber dukker op 14 dage efter at være væltet ind i et bål. Hans venstre arm er en ildelugtende klump af strittende knogler og sorte trævler. Vi overflytter ham til det kirurgiske hospital i Bhadrachalam, og 14 dage og en amputation senere kan han udskrives.

De fleste af patienterne bliver behandlet her i skovbunden, medicin bliver udleveret, sår og bylder bliver givet simpel kirur-gisk behandling, og information om sundhed og forebyggelse bliver givet, før patienterne til fods vender tilbage til deres ofte fjerne landsbyer.

”Den unge mand foran mig fjernertæppet over sin et-årige søn og viser den lille maltrakterede hånd frem. Han er bare et af utallige ofre for en blodig konflikt, som er dagligdagen for tusindvis af mennesker her.

”Realiteterne i denne del af Indien er fjernt fra guidebøgernes dragende beskrivelser af en fremadstormende IT-industri, magiske templer, hellige køer og yoga for begyndere.

Foto

: © N

ikla

s Be

rgst

rand


14

DiT TeSTaMeNTe KaNredde liv Med en testamentarisk gave til Læger uden Grænser kan du være med til at sikre en fremtid for nødlidende børn og voksne. Hvis du ønsker at betænke Læger uden Grænser i dit testamente, kan du få bistand hos advokatfirmaet DaNDerS & More uden beregning. Læger uden Grænser er fritaget for at betale boafgift til staten. Det betyder, at det beløb, der testamen-teres til Læger uden Grænser, går ubeskåret til vores arbejde for mennesker i nød. Kontakt DaNDerS & More på telefon 33 12 95 12 og henvis til aftale med Læger uden Grænser. Læs mere på www.msf.dk eller kontakt os på telefon 39 77 56 25 eller [email protected]

DonoRSerViCeHvis du har spørgsmål om donationer, PBS, gavebreve, støtteformer og skattefradrag, er du velkommen til at kontakte vores medarbej-dere i donorservice.e-mail: [email protected] 3977 5656 (man-fre 9.30-15.30)www.msf.dk/støtvoresarbejde

KiDS For KiDSVeNDer TiLBaGe

Den 13. juni optræder en række af kendte danske bands og solister – blandt andre Lis Sørensen, Basim og alien Beat Club - ved støttearrangementet Kids for Kids på Vedbæk Skole i Nordsjælland. Det er sjette år i træk, at børnetøjs-firmaet Ticket to Heaven a/S står bag arrangementet, der udover koncerterne indeholder masser af aktiviteter for hele familien. Siden 2005 har Kids for Kids givet over 1,1 million kroner til Læger uden Grænsers arbejde.

Læs mere på www.kidsforkids.dk

FoRåRssmyKKeFra PiLGriMPilgrim står igen i år bag et nyt Læger uden Grænser-smykke. Hals-kæden fra forårskollektionen 2010 består af to kæder i henholdsvis læ-der og sølvbelægning. Vedhænget er en lille sølvkugle med et diskret indgraveret verdenskort samt en sølvindkapslet sten. Smykket kan blandt andet købes på www.msf.dk for 249 kroner. Heraf går 75 kroner til Læger uden Grænser.

lis søRenseni CHriSTiaNS KirKei november 2009 gav sangeren Lis Sørensen to udsolgte koncerter i Christi-ans Kirke på Christianshavn. Sammen med sit band un-derholdt hun et begejstret publikum med et reper-toire af sange fra sin lange karriere. overskuddet fra koncerterne blev 177.390 kroner, som gik ubeskåret til Læger uden Grænser.

Lis Sørensen har i år valgt at gentage succesen og spiller to koncerter den 20. og 21. november i Christians Kirke. Billetterne er al-lerede sat til salg på www.billetnet.dk. alt overskud går til Læger uden Grænsers generelle nødhjælpsarbejde.

STØT

© PR-foto

© PR-foto


Alle var derPort-au-Prince, Haiti den 29 januar 2010

Foto

© k

adir

van

lohu

izen

/ N

OO

R

* Denne ti-årige dreng blev ramt af skud under et angreb på hans landsby Torkey i delstaten Upper Nile i Sydsudan. Drengens mor blev dræbt sammen med 56 andre. Han bor nu hos slægtninge i Hai Majak, hvor mange fra Torkey er flygtet til. Kampe mellem etniske grupper er steget dramatisk overalt i Sydsudan i løbet af 2009. Mindst 2000 blev dræbt sidste år.

Læger uden Grænser arbejder der, hvorbehovet er størst, uanset om medierne er der eller ej. Støt Læger uden Grænser med ikke-øremærkede midler. Så kan vi

andre er – der hvor mennesker lider i ubemærkethed. Sydsudan er sådan et sted.

Sms STØT til 1241 og giv 150 kronerTjenesten udbydes af Læger uden Grænser. Det koster 150 kr. + almindelig sms-takst.

Læger uden Grænser arbejder der, hvor

INGeN var Her*Hai Majak, Sydsudan den 26. november 2009

Foto © Jenn W

arren


også arbejde der, hvor ingen

16

Hvad har været din stør-ste oplevelse indtil nu?Det må være en 11-årig pige, der kom ind med kramper og stiv kæbe fra en af vores klinkker i oplandet. De kunne ikke finde ud af, hvad der var galt med hende, og det tog også ti minutter, inden tiøren faldt for mig, for stivkrampe er ikke noget, man ser derhjemme, hvor alle er vaccineret. Hun havde fået lavet hul i øret en uge inden og havde fået bakterier ind ad den vej.

På et tidspunkt holdt hun op med at trække vejret, men hun reagerede på behandlingen og kom sig. efter en uge kunne hun igen gå og spise og var glad og smilende, da vi udskrev hende. Det er en diagnose, der slår 80 pct. ihjel, så det var en dejlig oplevelse, at det lykkedes.

Hvad har været den sværeste situation, du har været i?Den morgen, hvor to børn døde, helt klart. Det ene barn var underernæret med lungebetændelse, og var kommet ind dagen før. Jeg havde set til barnet flere gange i løbet af natten, fordi det havde kramper. Det var først, da sygeplejersken kom med morgen-medicinen, at vi fandt ud af, at barnet var dødt. Moderen havde af

en eller anden grund ikke sagt noget. Da jeg bar barnet væk, kom faren til et andet barn med lungebetændelse og sagde, at hans barn var dødt. Jeg var ikke i stand til ret meget andet end at tude den dag. Det er ikke sjovt.

Forældrene kommer ofte ind med børnene ret sent, fordi de bor langt fra et sundhedscenter, og det tager lang tid at gå hertil, og så er det desværre svært at hjælpe. Når børnene har været her i 48 timer, og jeg har haft en chance for at gøre noget, er det hårdt alligevel at miste dem. Der er også masser af gode historier, men de drukner bare nogle gange.

Nytter det at hjælpe?Ja, helt klart! Det er jeg ikke i tvivl om. Det kunne også være sundhedsministeriets opgave, hvis det var et samfund, der funge-rede, men det er det bare ikke. Måske det kommer med tiden?

Hvad får du med dig? Lærer du noget?Jeg lærer rigtigt meget fagligt. Det er selvfølgelig især trope-sygdomme, men man bliver også god til at vurdere patientens generelle tilstand, fordi man ser så mange, der er rigtigt dårlige. Man bliver hurtig til at finde ud af, hvad det egentlige problem er. og så har jeg også lært at lave mindre amputationer.

Hvad savner du mest?Min kæreste! og venner og familie. Her er 44 grader i dag, så jeg kunne godt bruge, at det var lidt køligere ind i mellem. Må-ske en swimmingpool eller en tur i havet. Der måtte også godt komme en is-bil forbi, men det gør der bare ikke!

Fem spørgsmål til læge Sidsel Lykke Nielsen, der er ud-sendt til sundhedscenteret i Pibor i SydsudanUDSeNDT

• mohamed eltom Hamid, medicinsk koordinator, læge, Zimbabwe

• Himedan mohammed Himedan, projektkoordinator, Yemen

• edda schmidt-bambach, Hr-koordinator, Kenya

• Cheme andersen, læge, etiopien • assia amal bada, læge, Sydsudan • Heidi Christensen, læge, indien • jan Herzog, læge, Sydafrika • sidsel lykke nielsen, læge, Sydsudan

• birgit olsen, administrator, Burundi

• Ronald van beest, logistiker, Sydsudan • taus Hansen, logistiker, indien • palle mortensen, logistiker, etiopien • Carl johan af Rosenborg,

logistiker, Liberia

Danskere i felten

© P

rivat

foto

WWWSe også Sidsels video, hvor hun viser rundt på sundsheds-centeret på www.msf.dk/sidsel


Documents

Journalen - Det er for tidligt at glemme Haiti