Når du er mor til et for tidligt født barn

mor til for tidligt født_v1.indd 2 19/12/13 14.53

Katrine Wochner

NÅR DU ER MOR

til et for tidligt født barn

People’sPress



INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord 7

Sådan kan man også blive mor 11Katrine Wochner om vrede, usikkerhed og risikoen for at falde i offerrollen

Tæt på livet 23Sygeplejerske Lene Birkner Nielsen om dagligdagen på en neonatalafdeling

Når man fejler, skylder man 43Christina Kronborg Nielsen om skyldfølelse, selverkendelse og parforhold

Undgå ensomheden, del krisen med hinanden 69Psykolog Camilla Holst om relationer, kriser og rollefordeling

Ingenmandsland 85Maria Jensen om depression og angst

Vores byrder gør os til dem, vi er 111Præst Henning Nabe-Nielsen om undtagelsetilstande og kærligheden

Dengang jeg blev mor 127Camilla Lindemann om at føde for tidligt i en anden generation

Hvor går man hen, når man går hjem? 141Antropolog Helle Haslund-Thomsen om mødregrupper og forældreskab

Man gør, hvad man skal 161Kevin Joel Dau Fraser om at blive far, stå på sidelinjen og være splittet

Giv slip! 185Familievejleder Lola Jensen om børn, (u)vaner og forskellen på mødre og fædre

Bed om hjælp, for fanden 203Mette Holbæk om at være handlekraftig, række ud og tage imod


10 gode råd til den nye mor 223Sundhedsplejerske Sigrid Riise giver råd til hverdagen med en nyfødt

Ordforklaringer 229

Litteratur til inspiration 231

Hjælp & viden 235


201


202

MeTTe HOLBæk (f. 1973) bor i København. Hun er gift med Jonas og mor til

Sigurd (f. 2006), som er født tre uger for tidligt, og Saxe (f. 2009), som er født

tre måneder for tidligt. Mette er ansat som brandmanager på JP/Politikens

Forlag.


203

BED OM HJÆLP, FOR FANDEN

“Du skal handle og må ikke lade dig styre af, hvad andre tænker,” siger Mette Holbæk. Da hun fødte sin dreng tre må-neder før tiden, hyrede hun en barneplejerske fra england de første tre uger efter udskrivelsen. “Det reddede os fra det store sammenbrud og mig fra en fødselsdepression,” er-klærer Mette fire år senere.

“ Da vi fik Saxe, så jeg, at mennesker meget gerne vil hjælpe, og det

er jo uvurderligt at vide i forhold til venskaber og relationer. Jeg tror

også, at vores liv var faldet fra hinanden, og at jeg højst sandsynligt var endt med

en fødselsdepression, hvis ikke jeg havde fået massiv hjælp fra begyndelsen.

Selvfølgelig var det hårdt at føde for tidligt. Det var forfærdeligt, det

værste, jeg har oplevet. Men var Saxe ikke kommet til verden på den måde,

havde jeg aldrig set, hvor fantastisk, alle foldede sig ud foran os. Eller ople-

vet min mand opføre sig fucking overjordisk.”

Mette Holbæk var ikke vant til at bede sine nærmeste om hjælp. Hun kun-

ne bedre lide at klare tingene selv. Men Mette blev indlagt, da hun var tre-


204

ogtyve uger henne i sin anden graviditet, og da Saxe kom til verden en må-

ned senere, måtte hun indstille sig på, at nu handlede det kun om én ting:

at overleve tiden frem til Saxes udskrivelse bedst muligt. Det gjaldt Saxes’

storebror Sigurd, Mettes mand Jonas og ikke mindst Mette selv.

“ Da jeg pludselig blev indlagt, smed min svigermor, mine foræl-

dre og min søster deres eget liv midlertidigt til side og flyttede

ind i mit. En veninde bagte boller til mig og afleverede dem ved min seng

på Riget hver tredje dag, en anden kom med nyt, blødt tøj, jeg kunne have

på i stedet for det ækle hospitalstøj. Min søster badede mig som en gam-

mel dame to gange om ugen i den lange måned, jeg var tvunget til at ligge

ned, for jeg turde ikke stå op i bruseren længe nok til at blive ren.

Jeg bad ikke nogen om noget. De gjorde det bare. Uden at betænke sig

ét sekund. Så for at komme igennem den hårde tid tog vi med glæde og

taknemmelighed imod, selvom jeg aldrig har været typen, der ringer efter

veninderne, fordi jeg er lidt ked af det.”

Hos Mette og Jonas er væggene i huset langt ude på det flade, forblæste

Amager tæt dækket. Af malerier og collager. Æstetiske fotografier af to

forældre og deres børn, en familie bestående af fire smukke mennesker.

Utallige børnetegninger med tændstikmænd i klare farver.

Mellem de mange billeder stikker et enkelt ud. Et stort sort-hvidt fo-

tografi af et lille barn med de præmatures karakteristiske træk: en smal

hovedform, mørke øjne, rynket hud. Et udtryksfuldt ansigt. Han ser ikke

ufærdig ud, men ligner heller ikke et fuldbårent barn. Det er sjældent at

se et fotografi som dette hængt op i en stue. De fleste forældre gemmer

det væk bagerst i fotoalbummet og hænger i stedet de billeder op, hvor

børnene ligner andre børn.


205

Verdens længste natI 2009 var Mette gravid med sit andet barn. Hun og Jonas var forældre til

Sigurd på tre og et halvt år, som var født tre uger for tidligt på grund af

begyndende svangerskabsforgiftning. Mette havde aldrig tillagt det nogen

særlig betydning, at Sigurd var født før tiden. Han havde været lidt mindre

end de fleste med sin fødselsvægt på 2.400 gram, men der havde ingen

komplikationer været hverken under fødslen eller i tiden efter.

Denne gang var det anderledes. Graviditeten havde været ubehagelig

med utilpashed allerede fra tyvende uge. Der var ingen konkrete gener,

men det føltes ikke som første gang, uden at Mette kunne forklare hvorfor

eller hvordan.

Mette drev på det tidspunkt en rådgivningsvirksomhed, hvor hun

blandt andet afholdt workshops, og en tirsdag i september havde hun

et hold til undervisning på Christianshavn. Maven og underlivet havde

gjort ondt siden om morgenen, så hun sørgede for at holde sig i ro,

så vidt det kunne lade sig gøre, når man er i centrum for tyve ivrige

kursister.

En uge tidligere havde Mette også haft smerter. Hun havde ringet til

barselsgangen på Hvidovre Hospital, hvor en jordemoder slog det hen

med, at smerte er subjektiv, det hører med til at være gravid. Det samme

gjorde Mettes veninder, som mente, at hun arbejdede for meget og helle-

re burde lægge sig hjemme på sofaen og slappe af.

“ Men jeg var gravid og ikke så langt henne. Jeg var jo ikke syg, så jeg

lyttede ikke. Jeg synes, det var lidt latterligt og helt unødvendigt.

Men om eftermiddagen under workshoppen fik jeg en ubehagelig

overraskelse.

Da jeg i en pause skulle på toilettet, kunne jeg mærke, at der ligesom

“faldt” noget ud af mig. Først tænkte jeg, at det var blod, men da jeg så ned

i toilettet, var vandet mærkeligt grumset og uklart. Jeg anede ikke, hvad

det var, men var ikke i tvivl om, at det var skidt. Meget skidt endda. Så jeg


206

sendte straks en SMS til Jonas ude fra toilettet og bad ham om at komme

hurtigst muligt, jeg ville på hospitalet for at blive tjekket.

Jeg havde ikke nået at tisse, og nu turde jeg slet ikke at gøre det. Ganske

forsigtigt og med samlede ben listede jeg ind til min assistent og fik hende til

at pakke mine ting sammen. Jeg måtte forklare kursisterne, at jeg var nødt til

at tage på hospitalet, og at jeg ville sende resten af oplægget til dem.

Sagen var, at jeg aldrig havde hørt om, at vandet pludselig kunne gå.

Man hører jo så mange historier, når man er gravid, men at vandet kunne

gå uden varsel, anede jeg ikke. Havde jeg vidst det, havde jeg selvfølgelig

lagt mig ned med benene i vejret og ringet 112 allerede ude på toilettet.

Måske var det så ikke gået så galt.

Men tanken strejfede mig ikke ét sekund. At det var alvor, og at jeg kun-

ne risikere at føde lige der. Så jeg pakkede min lille rullekuffert og begyndte

at gå op ad Wildersgade for at vente på Jonas, der kom hastende i en taxa,

kridhvid i ansigtet. I taxaen ringede vi til hospitalet, hvor en jordemoder

forsøgte at tale os fra at komme, jeg kunne ikke bare sådan komme ansti-

gende uden en aftale, og de var lige midt i vagtskiftet, men jeg insisterede.

På vej ned ad gangen skete det. Pludselig strømmede vandet ned ad

mine ben i en varm, alarmerende kaskade. Jonas smed kufferten, løftede

mig op i armene og løb ind til personalet i personalerummet på barsels-

gangen. Jeg blev lagt ned på en briks i et undersøgelsesrum, og jordemo-

deren konstaterede alene ud fra lugten i mit tøj, at det var fostervandet,

der var gået, og at det var gået helt. Det var ikke blot en siven.

Jeg var gået i fødsel og havde veer. Det var dem, jeg havde mærket fra

morgenstunden.

En ærlig læge sagde til os: “Hvis fødslen for alvor går i gang nu, er det

mest sandsynligt, at barnet vil dø. Vi kan intet gøre for at stoppe den. Vi må

vente og se, om veerne går i sig selv igen.”

Hun tilføjede, at blev barnet født nu, ville de se på, om det udviste livs-

vilje, om det græd. Om det bevægede sig. I så fald ville de forsøge at redde

det, men var det slapt og uden farve, ville de ingenting gøre. De ville heller


207

ikke give lungemodnende medicin, da jeg ikke var langt nok henne.

Sagde hun virkelig til mig, at mit barn skulle dø? Jeg forstod det sim-

pelthen ikke. Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved: Ville de tage ham væk

med det samme? Ville han blive pakket ind? Ville han sige noget eller græ-

de? Eller kom der en lille, døende, våd blodklump?

Lægen forklarede os på en meget fin måde, at de ville svøbe ham i et

tæppe, og vi kunne ligge med ham. At det ville være det bedste for os, at vi

så ham. At de fleste børn siger en lyd eller skriger, før de dør.

Og så gentog hun ordene: Det er mest sandsynligt, at han dør hurtigt.

Jeg fik besked om, at jeg skulle overflyttes til Rigshospitalet næste

morgen, hvis ikke jeg havde født i løbet af natten. Der havde de den rette

ekspertise til at tage sig af de ekstremt for tidligt fødte børn. At flytte mig

nu var for risikofyldt, vi måtte se tiden an natten over.

Der lå vi så sammen i sengen i verdens længste nat på en østeuro-

pæisklignende stue og ventede uden hverken at kunne sove eller spise.

Ventede bare på, om vores barn ville leve eller dø.

Næste morgen blev jeg overflyttet i ambulance til Rigshospitalet.”

Soaps og Stieg Larsson

“ Havde jeg oplevet den ene nat på Hvidovre Hospital som lang,

var det intet at regne mod den næste måned i en seng på en

tosengsstue på Rigshospitalet isoleret fra omverdenen. Kun når jeg skulle

på toilettet eller tage et kort bad, måtte jeg rejse mig fra sengen.

Aldrig har jeg været så bange. Det værste var usikkerheden: Hvad havde

vi i vente? Det var som at få en liste i hånden med hundrede forskellige onder.

Jeg vidste, at vi ville blive udsat for nogle af dem, men ikke, hvilke det ville blive.

Jeg klarede mig ved at læse hvert eneste minut. Hver morgen våg-

nede jeg meget tidligt, og det første, jeg gjorde, var at række hånden ind

under min hovedpude efter min bog. Jeg pløjede mig gennem Stieg Lars-

sons Millennium-trilogi, som jeg heldigvis ikke havde læst, og en bunke an-


208

dre bøger. Hver dag klokken tolv så min sidekammerat og jeg Footballers’

Wives, en forfærdelig britisk soap, mens vi lavede vores venepumpeøvel-

ser. I samme øjeblik den sluttede, tog jeg min bog og læste videre, mens

jeg ventede på, at tiden skulle gå. Jeg gik fuldstændig ind i mig selv og hav-

de kun lyst til at få besøg af de allernærmeste.”

Mens Mette læste sig til Sverige i hospitalssengen, flyttede Jonas’ mor og

Mettes søster på skift ind i hjemmet i hverdagene for at give Sigurd en

så normal hverdag som muligt. I weekenderne kom Mettes forældre fra

Jylland og tog over.

Efter arbejde hentede Jonas Sigurd i børnehaven, og så besøgte de

Mette på hospitalet. Bagefter kørte Jonas hjem og puttede Sigurd for der-

efter at køre tilbage til hospitalet og sove på en madras på gulvet i jor-

demødrenes mødelokale. Når det blev morgen, serverede han morgen-

mad for Mette, før han atter kørte hjem og sneg sig op i Sigurds seng,

som dårligt opdagede, at hans far var væk hver nat. Sigurd blev vækket, fik

morgenmad og blev kørt i børnehave, mens Jonas tog på arbejde.

“ Fordi jeg var rædselsslagen for at være alene på hospitalet, var

Jonas hos mig næsten hele tiden. Jeg var meget bange for, at

jeg pludselig ville føde helt alene uden ham, og tanken om, at han ikke kun-

ne nå at komme i tide, kunne jeg ikke holde ud. Samtidig var Sigurd jo så

lille, at hans oplevelse af, at hans mor pludselig var væk, skulle håndteres

så nænsomt som muligt.

Selvom jeg ikke bad om hjælp, fik vi den alligevel tilbudt af vores fa-

milie, og det havde været meget egoistisk ikke at tage imod, for hvad så

med Sigurd? Han var alt for lille til at kunne være på hospitalet i mere end

en time eller to ad gangen, han kedede sig med det samme. Når pizzaen

var spist, og vi havde set en film, var der ikke mere for ham at foretage sig.

Eftersom Jonas ikke kunne være to steder på en gang, og hverken


209

hans kone eller barn kunne undvære ham, var det vores held, at vi fik den

store støtte.”

Anden milepælFostervandet sivede konstant den næste måned. Mette blev skannet en

gang om ugen, og hver uge talte de med en børnelæge fra neonatalafde-

lingen, som gav status på risici i den uge, Mette var nået til.

“ Vi opsatte vores egne pejlemærker ud fra afdelingens forældre-

brochurer, som var inddelt efter børnenes fødselsalder: op til

uge 24, uge 25-28, uge 29-32 og uge 33-37. Hver brochure, jeg nåede, ville

være en succes.

Jeg præsterede at klare mig til anden brochure.

Da jeg for tredje gang i løbet af en måned fik regelmæssige veer, måtte

lægerne foretage et akut kejsersnit. Da var jeg lige akkurat kommet ind i

otteogtyvende uge.

I det øjeblik, jeg blev kørt ind på operationsstuen, nåede Jonas frem

sammen med en fotografven, som skulle tage billeder for at dokumentere

vores barn, som vi ikke var sikre på kom med hjem.

Jeg blev meget lettet, da jeg hørte hans spinkle gråd: Han levede, han

græd. Han viste livsvilje. Og han havde ti fingre, selvom en skanning tidlige-

re havde vist, at han manglede fingrene på venstre hånd.

Lettelsen gjaldt ikke kun, at vores dreng Saxe på bare 925 gram levede.

Nu var jeg ikke længere alene om ansvaret.

En hel måned havde jeg ligget i en hospitalsseng og knap nok turdet

røre mig eller drikke og spise af skræk for, at det kunne give mig en infek-

tion, som kunne skade barnet i min mave. Angsten havde været forfær-

delig. Jeg var udmattet og havde længtes efter at få hjælp til at holde liv i

ham. Det var så hårdt at være alene om ansvaret, at det hele afhang af mig

og min krop, som jo havde forrådt mig, og som jeg ikke kunne stole på.


210

Næste dag så jeg Saxe for første gang, da han lå i kuvøsen på neona-

talafdelingen.

Min første tanke var: Hvordan i alverden skal vi klare det her?! Jonas

har filmet mig siddende i en kørestol, hvor jeg taler med en sygeplejerske;

mit eneste spørgsmål til hende lyder: Kan han dø? Jeg var udelukkende

interesseret i at vide: Har jeg et barn, eller har jeg ikke et barn? Det var li-

gegyldigt, om han var handicappet. Jeg ville kun vide, om han overlevede.”

I dagene efter gik det op for Mette, hvilke vilkår der herskede for afdelin-

gens mødre: seks børn på hver stue, en seng presset op mod vinduet,

en kuvøse og et mødrerum ude på gangen til at sove i sammen med en

ukendt kvinde. På ubestemt tid.

“ Da jeg stod og hængte mit tøj op i skabet i mødrerummet, efter

at jeg var udskrevet fra barselsgangen, begyndte jeg at stortu-

de. Nu kunne jeg ikke være på hospitalet et sekund mere. Jeg ville hjem

og sove i min seng, jeg havde ikke sovet hjemme i en hel måned. Jeg ville

ikke sove i et lille rum på størrelse med et skab sammen med en fremmed


211

kvinde på en gang på Riget, så jeg takkede nej og overlod mit barn i syge-

plejerskernes varetægt hver nat.

Jeg sov hjemme og oplevede den splittelse, som alle “neo-mødre”

med to børn nok oplever: Man er altid det forkerte sted. Når man er hjem-

me, er man væk fra sit barn, som ligger på hospitalet. Er man på hospitalet,

er man væk fra det andet barn, som er derhjemme og savner sin mor gan-

ske forfærdeligt. Jeg tog ind på afdelingen hver morgen, og heldigvis skrev

sygeplejerskerne udførlig rapport, så jeg kunne læse, hvordan natten var

forløbet. Om han havde grædt, om hans ilttryk og CPAP og så videre. De

var fantastisk dygtige til at dokumentere hver en lille bevægelse, han fore-

tog sig.

Efter tre uger blev vi flyttet til Hvidovre Hospital, hvor en ny besøgs-

kultur ventede. Jeg havde vænnet mig til Rigshospitalets mange akutsi-

tuationer, de meget syge børn og de strenge hygiejnekrav om konstant

afspritning af hænderne, ro og restriktive besøgsregler. Her var det helt

anderledes, børnene var mindre sarte og skrøbelige.

Jeg var ved at få et nervesammenbrud over den manglende ro og hy-

giejne. Alle havde fortalt mig, at det var langt bedre at være på Hvidovre,

og at Riget var det værste sted. Men vi kom ind på en stor seksmands-

stue uden senge og kun en lænestol ved siden af kuvøsen og en skærm,

som man demonstrativt kunne trække hen foran sig, og mange pårørende

med overtøj på, der lugtede af røg og parfume, og som uden videre stak

deres hænder ned til børnene.

Sygeplejerskerne var søde og forstående, men det var meget grænse-

overskridende at opleve. Desuden var jeg brugt og helt slået ud. Jeg hører

ikke blandt dem, som kræver særbehandling, men jeg havde det rigtig dår-

ligt og kunne ikke forstå, at ingen så det.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Saxe og et par tvil-

linger fik den frygtede MRSA-bakterie, den såkaldte “hospitalsbakterie”, og

måtte flyttes til en isolationsstue.

Her var ingen seng, vi skulle have særlige dragter på og sprittes kon-

stant, men vi fik roen tilbage, indtil vi skulle hjem.”


212

En engel træder ind ad dørenDa julen kom, og Saxe var blevet to måneder, kom familien på “tidligt hjem-

me-ophold”. Saxe fik stadig sondemad.

Tre måneder var i alt blevet tilbragt på hospitalet, og Mette var, midt i

glæden over endelig at komme hjem, fuldstændig afkræftet.

“ Den dag Saxe kom til verden, havde jeg allerede opbrugt alle

tænkelige ressourcer. Den lange måned i sengen med angsten

og frygten og den svære uvished havde tæret på mig. Det må være trau-

matisk at føde meget pludseligt, men en lang indlæggelse er også hård, for

når barnet bliver født, når kampen for alvor begynder, er man udmattet

på forhånd. Jeg havde det elendigt og holdt mig kun lige akkurat oprejst.

Jeg havde intet at give hverken til Saxe, Sigurd, Jonas eller mig selv. Intet

overhovedet.

En dag ringede en veninde, og jeg fortalte ligeud, hvor elendigt, jeg føl-

te mig. At jeg intet overskud havde, ingen kræfter. Dagene smuldrede væk

for mig, mens jeg forsøgte at holde sammen på mig selv og min familie.


213

En engel træder ind ad dørenDa julen kom, og Saxe var blevet to måneder, kom familien på “tidligt hjem-

me-ophold”. Saxe fik stadig sondemad.

Tre måneder var i alt blevet tilbragt på hospitalet, og Mette var, midt i

glæden over endelig at komme hjem, fuldstændig afkræftet.

“ Den dag Saxe kom til verden, havde jeg allerede opbrugt alle

tænkelige ressourcer. Den lange måned i sengen med angsten

og frygten og den svære uvished havde tæret på mig. Det må være trau-

matisk at føde meget pludseligt, men en lang indlæggelse er også hård, for

når barnet bliver født, når kampen for alvor begynder, er man udmattet

på forhånd. Jeg havde det elendigt og holdt mig kun lige akkurat oprejst.

Jeg havde intet at give hverken til Saxe, Sigurd, Jonas eller mig selv. Intet

overhovedet.

En dag ringede en veninde, og jeg fortalte ligeud, hvor elendigt, jeg føl-

te mig. At jeg intet overskud havde, ingen kræfter. Dagene smuldrede væk

for mig, mens jeg forsøgte at holde sammen på mig selv og min familie.

Nu magtede jeg ikke mere.

Allerede i begyndelsen af min graviditet havde hun opfordret mig til at

spare sammen til at få en “maternity nurse” efter fødslen. Nu opfordrede

hun mig igen til at prøve det af.”

En maternity nurse er en barneplejerske, der fungerer som en kombinati-

on af en sundhedsplejerske og en sygeplejerske og tager sig af nyfødte og

spædbørn, børn født til tiden såvel som præmature børn.

I England er det udbredt at ansætte barneplejersker i velstillede familier

i den første tid efter fødslen, når familien får et barn. Hun flytter ind i fami-

liens hjem i kortere eller længere tid – fra enkelte dage til mange måneder,

alt efter behov og økonomi. Hendes opgave er at sørge for, at barnet hurtigt

kommer ind i helt faste rytmer i forhold til mad og søvn.

Principperne er udviklet af den kendte britiske forfatter og tidligere

barneplejerske Gina Ford.


214

“ Først skal barnet have mad. Derefter leger man med det, og

bagefter lægges det til at sove i et fuldstændigt mørklagt rum.

Når man lægger barnet, skal det svøbes stramt ind i et elastisk tæppe for

ikke at ligge og baske med arme og ben, men føle sig tryg og omsluttet.

Når det bliver ældre, skal armene være fri.

Min veninde har selv haft en barneplejerske til at bo hos sig og levet

efter principperne med begge sine børn, som er født til tiden. De følger

stadig helt fastlagte rytmer i hverdagene, hvor de sover fra klokken syv om

aftenen til klokken syv næste morgen uden problemer. Så jeg vidste, at det

fungerede både for hende og andre familier. Jeg ville ikke få synderlig me-

get mere tid til mig selv, men jeg ville få et barn, som fik en fast dagsrytme,

og det lød trygt for mig midt i alt kaos.


215

Torsdag ringede jeg til bureauet og sagde: Jeg har et præmaturt barn

og er nødt til at have noget hjælp. Et kvarter efter ringede de tilbage med

navn og data på to kvinder, som var ledige, begge med meget gode refe-

rencer, som vi var velkomne til at ringe til.

Da vi havde været hjemme fra hospitalet i fjorten dage, og Saxe var en

måned gammel efter terminsdato, flyttede Jacqui ind. Hun var otteogfyrre

år gammel, havde tre børn og en fortid som jordemoderassistent gennem

ti år.

Hun trådte ind ad døren, satte sig i sofaen, talte med os i en rum tid,

og sagde så venligt: “Giv mig barnet”. Så fik hun Saxe og sad helt roligt med

ham, mens jeg fortalte alt om ham og vores forløb. Hans seng blev flyttet

ind på hendes værelse, og hun gav mig anvisninger om at malke ud, så hun

kunne give ham en flaske klokken to om natten med min mælk. Så ville

hun vække mig klokken fem, når han skulle ammes.

Næste dag hængte Jacqui et skema op i køkkenet med en oversigt

over Saxes fremtidige rutiner. Klokken syv skulle han have mad. Klokken

halv ni stod menuen på leg og bleskift, derefter var det sovetid. Klokken ti

startede det forfra igen.

Når han skulle sove middagslur, lagde hun ham på sit værelse, mens

hun så en film, eller hun puttede ham i barnevognen og gik i Amager Cen-

tret, hvor barnevognen kunne komme med helt op til kassen, hvis hun

skulle købe noget.

I samme øjeblik Jacqui trådte ind i vores hjem og lagde hånden på

Saxe, tænkte jeg: Hvor har du været hele mit liv?! Hun måtte lave kejsersnit

med en teske på mig, så tryg var jeg ved hende. Når hun var ude med Saxe,

slap hun ham aldrig et sekund af syne, som vi danskere jo ellers gør. Det

kunne hun slet ikke drømme om. Jeg var så tryg ved hende, at jeg havde

givet hende mit barn, hvis jeg skulle dø.

Og det er jo ikke svært at forestille sig, hvordan det var for mig på

dette tidspunkt at få en fuld nats søvn, og hvilket overskud det gav mig til

at klare tingene.”


216

Samme pris som en ny fladskærmEn barneplejerske som Jacqui koster omkring 1.400-1.500 kroner i døgnet.

Prisen afhænger af hendes erfaring, barnets alder, og om det er fuldtids-

hjælp eller kun om natten, hvor prisen er væsentligt lavere.

I England booker mange andengangsgravide en barneplejerske i det

øjeblik, de kender terminsdatoen, derfor kan de mest erfarne som Jacqui

være booket langt frem i tiden, men Mette og Jonas var heldige.

De næste tre uger boede Jacqui hos dem i hverdagene. Hun fløj til

England til sin egen familie fredag eftermiddag og kom tilbage mandag

morgen, så de kun skulle betale for hverdagene.

“ At ansætte Jacqui handlede ikke meget om Saxe, men snarere

om, at jeg havde mistet enhver tillid til, at jeg selv kunne håndtere

situationen. Jeg havde jo før prøvet at få et barn, så jeg var ikke usikker på sel-

ve det at være mor, men denne gang havde intet fungeret for mig. Mit vand

var gået for tidligt, og mit barn var røget ud før tiden. Jeg havde simpelthen

ikke tillid til, at jeg havde de ressourcer, som jeg var klar over, det ville kræve.

Jeg var bange for, at jeg ville gå i stykker. Det måtte for alt i verden ikke

ske, når jeg nu havde to børn at være mor for, og det hjalp at vide, at Saxe

fik de optimale forhold, som jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg selv kunne give

ham. Så måtte vi betale, hvad det kostede.

Nogle vil indvende, at det er mange penge, men efter min mening er

det billigt sluppet for at undgå en fødselsdepression, eller hvad der ellers

kan ske, når man bliver mor til et barn for tidligt. De penge kunne ikke

bruges bedre end på en støtteperson som Jacqui i en situation som vores.

For med Jacqui kom roen til mig og resten af familien. Den panik, jeg

havde følt siden indlæggelsen, forsvandt lige så stille.

Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering, om man køber sig

til hjælp eller ej. Prioriterer man sig selv, har de fleste råd til det. Vedkom-

mende behøver jo ikke at flytte ind i tre måneder, man kan nøjes med at

ansætte hende en uge eller endda et par dage.


217

Regn lige på det: Hyrer du en person til for eksempel 8.000 kroner om

ugen i tre uger, koster det i alt 24.000 kroner. De penge kan du desværre

ikke købe en ny fl adskærm eller en rejse til Malaga for, men til gengæld får

du ikke en fødselsdepression eller slår dig selv og dit barn ihjel. Dét er eft er

min mening hver en krone værd.”

Hvad de andre siger

“ De mødre, der synes, at jeg er alt for meget og en dårlig mor,

er jeg bedøvende ligeglad med. Hvis bare ti kvinder får gavn af

at læse om den her mulighed, er det nok for mig. Fordi det er så vigtigt for

alle de ramte familier at vide, at der er en mulighed for at blive afl astet,

også når man lige kommer hjem fra hospitalet med et lille barn og er fuld-

kommen slidt ned.

Der er naturligvis andre muligheder, at for eksempel svigermor eller

ens egen mor fl ytter ind. Men har man ikke nogen, som kan hjælpe, er det


218

vigtigt at vide, at muligheden findes. Overvejer man, om en kvinde som

Jacqui kan hjælpe én til at komme ovenpå igen, få sin nattesøvn eller red-

de et skrantende parforhold, skal man gøre det, inden man får kørt sig selv

og sin familie helt ned under brostenene.

Det kan godt være, andre synes, at det er overklasseagtigt, at man er

bange for, at andre tror, man ikke selv gider sit barn, eller man er den ene-

ste i omgangskredsen, der kunne finde på sådan noget, men tænk, hvis

professionel hjælp er det, der skal til, for at man ikke bukker under. Ikke

tolv psykologtimer efter et halvt år, når man ER brudt sammen. Men hjælp

her og nu, hvor en professionel kan holde dig i hånden, mens den hårdeste

tid står på, så du får tid til at finde fodfæste og kan være der for dig selv,

dine børn og din mand. Selvfølgelig er der nogle kvinder, som føder for

tidligt, hvor de og familien fungerer upåklageligt, men jeg har mødt langt

flere mødre med historier som min. Mødre, der ikke selv kunne magte den

store opgave.”

Det er Mettes erfaring, at mange mødre til præmature børn til stadighed

er angste for, om deres barn overlever, også når barnet har overkommet

en eventuel kritisk tid. Derfor understreger hun, at man ikke skal få hjælp

for sit barns skyld, men for sin egen. Tøver man, skal man granske årsagen

til sin tøven.

“ Man kan vende sin skepsis rundt og sige, at da jeg købte mig til

hjælp, vidnede det om en stor selvindsigt. Fordi jeg indså, at jeg

ikke magtede Saxe uden hjælp. Og det er jo ikke sådan, at man overlader

sit lille nyfødte til en fremmed. Jeg var der sammen med Jaqui næsten

hele tiden, men hun puttede ham og sov med ham eller lå og så en film i

samme rum som ham, mens han sov. Imens fik jeg overskud til arbejde lidt

og være sammen med mit andet barn og min mand, for jeg havde jo ikke

samme behov for at hvile mig, når hun tog ham om natten.


219

Ligesom jeg ikke er bange for at købe mig til hjælp, er jeg heller ikke

typen, der spekulerer særlig længe over, hvad andre mødre tænker. Fuck

det! Det var et spørgsmål om overlevelse, og her kom en engel ind ad dø-

ren. Det var som at have en sundhedsplejerske i sit eget hjem fireogtyve

timer i døgnet, og jeg overlæssede hende med spørgsmål dagen lang.

Blandt andet gylpede Saxe meget i en periode. Jeg var utroligt ner-

vøs for, om han kunne blive kvalt, fordi han en enkelt gang havde gylpet i

søvne. Så kunne Jaqui berolige mig med sin store erfaring. Var jeg blevet

efterladt alene med Saxe og alle de mange spørgsmål, var jeg blevet skør.

Mit kæmpestore held har været, at jeg kunne finde ud af at tage imod

hjælp og ansætte en, da jeg havde brug for det. Det kom mig og min fami-

lie til stor gavn i Saxes lange forløb. Havde jeg ikke fået den massive støtte


220

fra vores familier og venner og selv sørget for at købe mig til endnu mere

hjælp i form af Jacqui, var familien højst sandsynligt brudt sammen. Jeg

ville have haft det endnu mere elendigt, og hvad nu, hvis jeg skulle syge-

meldes efter tre måneder? Det ville jeg ikke byde hverken min mand eller

mine to børn, og det ville have haft meget store konsekvenser for min

forretning.

Det er mit ønske for andre med præmature børn, at de kan tage imod

al den hjælp, de overhovedet kan få.

Får du den ikke tilbudt, så bed selv om den.

Får du den stadig ikke, kan du jo overveje at købe dig til den.”


221


Documents

Når du er mor til et for tidligt født barn