6
Når Lykken forsvinder Amagers første højhus på Peder Lykkes Vej 61 er i dag så faldefærdigt, at boligselskabet har besluttet at det skal rives ned. Mange af beboerne lever alene med svære psykiske lidelser og alkohol problemer, men sammen har de i højhuset skabt en hverdag, som gør at de kan få livet til at hænge sammen. Nu frygter de, hvad der skal blive af dem, når bygningen forsvinder og de må sige farvel til et fælleskab, som for mange er det tætteste de kommer på en familie. Tekst og billeder: Jonathan Grevsen Fotoreportage: Side 1 Side 2

Når lykken forsvinder

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Amagers første højhus er i dag så faldefærdigt, at det skal rives ned. Beboerne lever alene med svære psykiske lidelser og alkohol problemer. Hvad der skal blive af dem, når bygningen forsvinder og de må sige farvel til et fælleskab, som for mange er det tætteste de kommer på en familie.

Citation preview

Page 1: Når lykken forsvinder

Når Lykken forsvinderAmagers første højhus på Peder Lykkes Vej 61 er i dag så faldefærdigt, at boligselskabet har besluttet at det skal rives ned. Mange af beboerne lever alene med svære psykiske lidelser og alkohol problemer, men sammen har de i højhuset skabt en hverdag, som gør at de kan få livet til at hænge sammen. Nu frygter de, hvad der skal blive af dem, når bygningen forsvinder og de må sige farvel til et fælleskab, som for mange er det tætteste de kommer på en familie.

Tekst og billeder: Jonathan Grevsen

Fotoreportage:

Side 1 Side 2

Page 2: Når lykken forsvinder

“Så er der øl,” råber en beboer, mens han kom-mer ind ad døren med en lille vogn, der er prop-pet med rammer af tyske dåseøl. Det er stadig tidligt, og højhusets fællesstue, Paraplyen, er fyldt godt op med beboere, som starter dagen med bajere, hvidvin og smøger. Her i den varme stue bliver der dagen igennem bliver drukket, spillet billard, danset på bordene og engang im-ellem råbt af hinanden, hvis nogen har drukket for meget.

“Mange af de mennesker, som bor her og bruger paraplyen som værested, ville sidde alene der-hjemme eller på en bænk et eller andet sted, hvis de ikke havde dette sted,” fortæller Sune Møn-nicke, mens han kridter sin billard kø og retter på sin sorte lædervest. Han forklarer, at Paraplyen er et værdsat frirum, som forener de mange for-

skellige beboere, og gennem årene har dannet rammen for det fællesskab, der præger stemnin-gen i højhuset. Men rummene bliver ikke kun brugt som mini værtshus. Hver weekend sørger en gruppe af beboere for at lave sociale arrange-menter med underholdning og mad.

Mens Vild Med Dans kørte på TV2, mødtes man hver fredag til fællesspisning og dansende stil-letter på storskærmen, og hver lørdag og søndag er der fællesbrunch om morgenen. De årlige højtider bliver også altid fejret sammen, og i det daglige hjælper beboerne hinanden med indkøb og penge til husleje, hvis en er på røven. Det er dette social samvær, som mange af beboerne udtrykker en oprigtig tristhed over at skulle miste, fordi at de med årenes løb er blevet hi-nandens familie og sikkerhedsnet.

Nye tiderHøjhuset blev indviet af Kong Christian IX, borgmester Urban Hansen og socialborgmester Børge Jensen, som datidens svar på moderne ældreboliger. Men i takt med de første tegn på betonskader blev de ældre beboere flyttet til an-dre boliger, fordi at myndighederne skønnede, at det i tilfælde af brand var for farligt at have så mange dårligt gående beboere boende i en så stor og høj bygning. De nye tider i højhuset betød, at man begyndte at leje boligerne ud på midlertidige lejekontrakter til de, der nu måtte stå og mangle en lille og billig lejlighed. I år 2000 oprettede man så det almennyttige bolig-selskab, som i dag hedder Domea København. I 2010 besluttede Domea endeligt, at højhuset ikke kunne reddes. Der kunne ikke skaffes midler til at finansiere renoveringen, og omfat-

tende betonskader betyder, at huset ifølge bolig-selskabet inden for fem år ikke længere vil være beboeligt.

Så dør jeg sgu nok“Der er dem, som går på arbejde, og som man aldrig ser. Og så er der os, der sidder hernede og hygger os med Led Zeppelin. Jeg gider ikke kapsle mig ind i mit eget lille hjem, jeg har sgu siddet nok i spjældet,” siger 45-årige Thomas Nielsen, som er førtidspensionist på grund af mange år med stof- og alkoholmisbrug. Thomas forlader sjældent bygningen og får i stedet sin dag til at gå med at rydde bordene i Paraply-en for dåseøl og besøge vennerne rundt om i højhuset. Det sociale netværk afholder ham fra, at falde tilbage i sit stofmisbrug, forklarer han. “Jeg tør ikke tænke på, hvad der sker, når vi

bliver smidt ud herfra. Så dør jeg sgu nok,” siger Thomas og trækker lidt på skuldrene, så hans lange slanke arme falder blødt langs hans krop. Thomas er ikke til fyre, men engang imellem kan han godt lide at gå med kjole og paryk. “En aften glemte jeg, at jeg havde taget det på, så de kiggede lidt, da jeg dukkede op nede i Paraplyen. Men det okay. Jeg tror sgu godt de kunne lide det,” siger han og griner.

Når jeg sidder her og forkullerEn af de beboere, som Thomas dagligt besøger, er 48-årige førtidspensionist Jane Dannerbugt. Hun bor alene i sin lejlighed på fjerde sal med sin papegøje Poppe, som ødelægger alt, hvad den kommer i nærheden af. Men hun elsker den alligevel. Papegøjen er hendes eneste familie, fortæller hun, alle andre er døde.

“Jeg ved ikke, om han er en dreng eller pige, men for mig er han min lille dreng.” Hendes fødder er opsvulmede fra den medicin, som hver tirsdag og torsdag bliver låst op til hende. “Jeg er diagnosticeret med angst, og derfor er det svært for mig at skulle væk herfra. Jeg er bange for, hvor jeg ryger hen. For hvor fanden ender jeg henne altså,” sukker Jane, mens Poppe flyver gennem stuen. “Kom til mor Poppe,” kalder hun kærligt på pa-pegøjen. Den sætter sig på hendes hoved, og et lille smil breder sig og lyser op i hendes ellers blege ansigt. “Nu skal du ikke ryge min smøg, Poppe.” Siger hun sødt til den grønne papegøje, som ikke svar-er, men i stedet hurtigt kravler ned på hendes skulder. Jane fortæller, at noget af det bedste ved at bo

48-årige førtidspentionist Jane Dannerbugt lider af angst og har svært ved at håndtere de usikre tider, som præger højhuset.

Ronny Holm og Belinda Andersen er kærester og kommer begge hver dag i Paraplyen. Jørgen Mannerengs bliver på sin dør budt velkommen hjem efter 14 dage i spjældet. Niels Lund hygger og drikker øl med sin nabo Connie Ort.

51-årige Nicolaj Hansen har et skånejob som havemand og glæder sig til at få lavet nye tænder.

- Fortsættes

Juletræet er blevet pynt af beboerne, som hvert år fejrer julen sammen.

Side 3 Side 4

Page 3: Når lykken forsvinder

i højhuset er fællesskabet og det store frivillige engagement, som udover det daglige samvær skaber en masse aktiviteter for beboerne. “Når jeg sidder her og forkuller, så kan jeg altid vaske mig lidt, tage noget tøj på og gå ned til de andre i stuen. Når jeg mister det, så bliver det hele meget ensomt tror jeg,” siger Jane og læg-ger sig ned i sofaen for at følge med i en tv-serie, som hun ikke kan huske navnet på.

Det sagde præsten i hvert fald I højhuset får Jane og Thomas hverdagen til at hænge sammen både socialt og praktisk, for-di de passer på hinanden. Det er den tryghed i hverdagen, de mange udsatte mennesker i højhuset mister, og det bekymrer også de mere ressourcestærke beboere.

“For helvede mand,” siger en af dem, Michael Clausen, og holder en lang kunstpause. “Konsekvensen af det her er, at måske 100 men-nesker reelt set kommer til at dø, når de bliver taget væk fra deres sociale netværk,” siger han. Michael Clausen er kommet på besøg hos Jane Dannerbugt efter at have fejret sin 50 års fød-selsdag hele natten. Hans blik falder hurtigt tilbage på den ældre dame, der sidder i sin slidte nylon morgenkåbe og ryger en smøg. “Jeg kommer til at klare mig, men det kan jeg love dig, at ikke alle gør,” når Michael at be-mærke, inden han farer ud af døren for at købe smøger i højhusets kiosk i stueetagen.

75 årige Niels Lund har boet i højhuset i 11 år på tiende sal og kender mange af de andre beboere. Han skønner, at op mod halvdelen enten lever med et misbrug eller en psykisk lidelse. “Mange af beboerne er jo kommet direkte fra behandlingssteder som Sundholm og Sct. Hans

og har fortsat deres misbrug herude,” fortæller Niels og udtrykker samtidigt, at han af ne-top samme grund fandt sin frihed ved at bo i højhuset. “Når man pludselig bliver skilt og dem, man så før, er venner med din ekskone, så står du plud-selig i en ny og ensom tilværelse. Jeg fandt trøst her i fælleskabet, hvor alle ter sig tosset og drik-ker sig ihjel, uden at nogen ser skævt til det,” siger Niels inden det banker på døren. “Det er min nabo Connie, som jeg har inviteret på øl.” Niels’ kæreste gennem otte år, som også boede i højhuset, døde for fire måneder siden af druk.“Det sagde præsten i hvert fald,” siger han med et smil på læben, inden han åbner døren og giver Connie et kram og lukker hende indenfor.

Fem etager højere oppe, på øverste etage i højhuset, bor 55-årige Gunnar Jacobsen, som også har det svært med at skulle forlade højhuset. “Det er et socialt sted at bo, hvor man kender hinanden, og det kommer jeg til at savne,” siger han. Væggene i Gunnars lejlighed er fyldt med billeder af Che Guevara, som han mener er den person, der sagt de klogeste ting. “Man må gøre sig hård, dog uden nogensinde at miste ømheden,” læser Gunnar op med tyk jysk accent fra et af de mange påklistrede tekstbid-der, som har fundet vej til Gunnars vægge og hjerte. “Livet er hårdt at gå igennem, og det går ikke altid som planlagt. Alle os, der bor her, har været igennem nogle ting, som man helst ville være foruden. Ellers ville vi ikke bo her,” siger han.

Omplaceret af kommunenBeboerne har i snart tre år vidst, at højhuset skulle rives ned. Tidligere var der snak om reno-vering, men det viste sig hurtigt, at blive en dyr

affære, fordi man udover den nødvendige reno-vering samtidig ville fremtidssikre boligerne ved at gøre dem større, bedre og mere ener-givenlige. Og den slags penge kunne der ikke findes hos Landsbyggefonden, som afviste at yde støtte. Boligselskabet udarbejdede derfor senere et nyt forslag, som kun fokuserede på den nødvendige renovering, som for 110 millioner kroner kunne sikre altaner og udbedre de mest presserende skader i bygningen. Men heller ikke her havde man held til at skaffe penge fra Landsbyggefonden, som er den eneste organisa-tion, hvor der kan søges penge til at renovere almene boliger. Begrundelsen for afslaget var, at man ved dannelses af Københavns Ældrebol-igselskab var bekendt med de tidligere skader i bygningen, og derfor ville fonden ikke støtte en renovering. Tværtimod ville den yde støtte til en nedrivning og genhusning.

Leif Behrentz fra Kuben Management, som er det eksterne firma, der står for at udarbejde gen-husningsplanen, er dagligt i kontakt med bebo-erne. Leif Behrentz fortæller, at langt de fleste udtrykker, at de glade for at bo i højhuset. Han forklarer også, hvorfor der bor så mange udsatte mennesker i højhuset.

“Kommunen har brugt højhuset som omplac-eringssted for alkoholikere, narkomaner og psykisk syge. Af de 194 beboere, som kommer til at blive genhuset, så vil 117 af dem gerne blive her på Amager, og det håber vi kan lade sig gøre. Vi forsøger også at skaffe yderligere hjælp til dem, som har brug for behandling af den ene eller anden art. Det er vigtig, at vi ikke taber disse mennesker på gulvet,” siger Leif Behrentz.

Julius Sørensen på to et halvt år bor jævnligt hos sin mormor i højhuset.

45-årige Thomas Nielsen i sit dametøj, som han til tider render rundt i.- Fortsættes

Side 5 Side 6

Page 4: Når lykken forsvinder

65-årige Solvej Ditte Baltzarsen har boet 12 år i højhuset, men de sidste par år har været fyldt med sorg efter, at hendes søn døde som 35-årig.

Pensionist Knud Sundahl har sin faste plads i fællesstuen Paraplyen, hvor kun han sidder.

Jane Dannerbugts papegøje Poppe er fløjet ud af lejligheden. Den er kendt for, at tage elevatoren selv.

Side 7 Side 8

Page 5: Når lykken forsvinder

Usikkerhed om genhusningenMen selvom Kuben Management gør et stort stykke arbejde for at informere beboerne om deres rettigheder og muligheder i forhold til gen-husningen, så har Domea, ifølge Leif Behrentz, skabt forvirring og usikkerhed omkring genhus-ningen. “Når man udmærket er klar over, at folk er nervøse, så er der ingen grund til at puste til il-den,” siger han. I et brev, som er sendt til alle beboerne, forklarer Domea, at genhusningen må stoppe, og at beboerne ikke vil blive hjulpet videre, hvis de ikke stemmer for en sammen-lægning med en anden afdeling i boligselskabet. Sammenlægningen er et krav fra Landsbygge-fonden, for at Domea kan modtage økonomisk støtte til nedrivningen. Selvom sammenlægnin-gen, ifølge boligselskabet, ikke vil have nogen indflydelse på dagligdagen i højhuset, så har brevet skabt ballade blandt beboerne, som føler sig presset til at stemme for.

“Det er afpresning, og det gør mig utryg ved hele genhusningsplanen. Det virker som om, at de tager os ved næsen, men vi bliver jo nødt til at stemme ja,” siger en af højhusets beboere, Niels Peter Müller, der med sine 69 år ikke er meget for selv at skulle ud og finde en ny bolig.

Sune Mønnicke, som tidligere har siddet i højhusets afdelingsbestyrelse, fortæller, at han har forsøgt at få de andre beboere til at stemme nej, fordi han ikke mener, at Domea bør presse dem. “Det generer mig, når “kloge” folk fratag-er svage mennesker deres grundlovssikrede ret til en ukrænkelig bolig på den her måde. De kan jo ikke rive huset ned, hvis de ikke vil genhuse os, og jeg har derfor opfordret til, at vi stemmer

nej. De skal ikke true os til noget som helst.”Hos Domea forstår man ikke kritikken. Mona Bojko, driftansvarlig for Peder Lykkes Vej 61 hos Domea, forklarer, at “sådan er virkeligheden nu engang”, når hun svarer på, hvorfor man skriver, som man gør i brevet. Hun uddyber. “Der er intet mistroisk i det her, men det kan være svært for beboerne at forstå, hvorfor man pludselig skal sammenlægges med en anden afdeling, og i det hele taget så er mange af be-boerne kede af at højhuset skal rives ned. Det kommer til udtryk på den her måde,” siger hun.

At beboerne reelt kunne ende med at stå uden hjælp, hvis de havde stemt nej til sammenlæg-ningen, er ifølge Claus Højte fra Lejernes Lands Organisation i København “slet ikke er utæn-keligt”. Men som han siger, “så er det at vride armene om på beboerne”, når man formulerer sig, som Domea har gjort i deres udmelding til beboerne.

Skide i bukserne af skræk I dag må beboere sande, at tiden er ved at rinde ud, og højhuset, der så fint og højtidligt blev in-dviet i fortiden, rækker ikke meget længere ud i fremtiden. Bygningens beton krakelerer, og det betyder, at alle beboere inden juni 2014 skal være flyttet ud. Selvom beboerne i sidste ende stemte for sammenlægningen, har episoden og den generelt usikre situation betydet, at beboere som Jane Dannerbugt i den sidste tid må leve i en tilstand af frygt.“Jeg stoler ikke på dem, og jeg synes ikke, de kan være det bekendt. De kunne ligeså godt have skrevet, at man skulle stå nede på gaden i morgen med alle sine ting. Så er der sgu ikke noget at sige til, at man bliver nervøs. Er de klar

over, at der render en masse mennesker rundt med dårlige nerver på grund af dem? Jeg er ved at skide i bukserne af skræk, og jeg får piller mod angst i forvejen, så det er ikke rart for mig,” siger hun og tilføjer:

“Jeg havde jo troet, at jeg skulle bo her indtil at jeg skulle bæres ud. ”

“Man må gøre sig hård, dog uden nogensinde at miste ømheden” er 55-årige Gunnar Jacobsens ynglings citat af Che Guevara. Udsigten over Amager fra 15 etage, som mange af beboerne fortæller, at de kommer til at savne.

En beboer er faldet i søvn på sjette sal.

Side 9 Side 10

Page 6: Når lykken forsvinder

10-årige Sonja Lillesoe viser sin stedfar Ronny Holm nogen ting, som hun har købt til sig selv i julegave fra sin far, som sidder i fængsel.

Nytilflytter Allan Andersen er pensionist og pibeentusiast. Ledige lejligheder bliver nu lejet ud på midlertidige kontrakter, som kan opsiges med kort varsel.

Jane Dannerbugt frygter, at hun måske ikke bliver genhuset.

Betonen er så dårlig, at beboerne inden juni 2014, skal være flyttet ud af den 55 meter høje bygning.

Side 11 Side 12