FORDJELSESSYSTEMET AF ASMA BASHIR, LGE www.asmabashir.com
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
2
PENSUM PENSUM FOR 3. SEMESTER, SDU NOTER FRA FORELSNINGER OG
HOLDTIMER DIVERSE ARTIKLER
OVERSIGT OVER FORDJELSESSYSTEMET Fordjelsessystemet srger for
optagelse af livsndvendige stoffer ssom nringsstoffer, vand,
vitaminer,
mineraler m.m. Fden bestr af komplekse molekyler, der bliver
bearbejdet gennem mange processer og
herefter kan de blive optaget i kroppen og resten kan blive
udskilt som fces.
ANATOMI, HISTOLOGI OG FYSIOLOGI Fordjelsessystemet bestr af en
rkke forskellige organer og strukturer, der udgr en funktionel
enhed.
Fordjelseskanalen er ca. 5 m lang og lber fra lberne, labia, til
endetarmsbningen, anus. Den bestr af
mundhulen (cavum oris), svlget (oro pharynx), spiserret
(esophagus), maveskken (ventriklen), tyndtarmen (enteron),
tyktarmen (colon) og endetarm (rectum).
MUNDHULEN Munden er indgangsporten til fordjelsessystemet og
indeholder:
Vestibulum oris, den ydre mundhule
Cavum oris, selve mundhulen
Dentes, tnderne
Lingua, tungen
Desuden indeholder mundhulen udfrselsgange fra 3
store dobbeltsidige spytkirtlerne.
Mundhulen begrnses fortil af lberne, labia, til siderne
af kinderne, buccae, og bagtil gr cavum oris over i
svlget, pharynx. Mellem cavum oris og pharynx ligger
svlgporten, fauces, som ogs kaldes ganebuerne. Her finder man
mandlerne, tonsillae.
Loftet i mundhulen udgres af ganen, der bestr af en hrd og en
bld del, palatum durum og palatum
molle. Palatum durum bestr af knogle og er en del af overkben,
maxilla, og af ganebenet, os palatinum,
mens palatum molle blot bestr af bindevv og slimhinde. Palatum
molle fortstter i et lille muskulrt
vedhng, drbelen, uvula. Mundhulens bind udgres af muskler og af
underkbeknoglen, mandibula.
Histologisk er mundhulen sammen med tungen dkket af et flerlaget
pladeepitel, hvor der findes et stort
antal sanseceller, som er flsomme for smerte, berring og
temperaturvariationer.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
3
Lberne forsynes af a. labialis superior og inferior, der afgr
fra a. facialis, og veneaflbes af v. facialis. Den sensitive
innervation varetages af 2. og 3. trigeminusgren ved grene rami
labiales superiores fra n.
infraorbitalis (n. maxillaris) og rami labialis inferiores fra
n. mentalis (n. mandibularis). N. buccalis nr
med sine endegrene frem til mundvinklen p hver side (n.
mandibularis). M. Orbicularis oris innerveres af
n. facialis.
Underlben udvikles fra underlbelapperne. Overlben udvikles dels
fra midtpandelappen, som danner
philtrum, dels fra overkbelapperne, som danner lbens sidedele.
Manglende sammenvoksning mellem
midtpandelap og overkbelap medfrer lbespalte, enkelt eller
dobbeltsidigt, der kan fortstte bagud som
en kbe- og ganespalte.
TNDERNE Fden tygges ved hjlp af tnderne i sm bidder. Tnderne
danner afgrnsning mellem vestibulum oris
og cavum oris, dvs. vestibulum kun er et spalte mellem lbernes
og kindernes indersider og tndernes
forside. Til siderne begrnses munden af kinderne, der indeholder
tyggemusklerne, m. masseter og m.
buccalis.
TUNGEN Tungen danner bund i mundhulen og deltager i 4
vsentlige
funktioner:
Placering og transport af fde tungen placerer fden
mellem tnderne og efter end tygning frer den fden
bagud til svlget.
Tale tungen deltager i talefunktionen og er en
forudstning for forstelig tale.
Smag tungen indeholder smagslg og er derfor et
vigtigt sanseorgan
Slikning mindre anvendt af mennesker end af andre
pattedyr.
Tungen er opbygget af tvrstribet muskulatur, bekldt med
flerlaget pladeepitel (papiller) og bestr af 3
dele:
Tungespidsen, apex linguae
Tungeryggen, dorsum linguae
Tungeroden, basis linguae
P tungens underside ses en lille streng, frenulum linguae, som
binder tungen til resten af mundhulen. P
overgangen mellem dorsum og basis kan man se en rkke sm knopper
det er smagslgene, circum-
vallate papillae bestende af von Ebnerske kirtler. Af andre
papiller er der fungiform papillae som er frre og
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
4
spredt, filiform papillae der er flest af, og foliate papillae
der er rudimentre. For hver smagslg finder der
ca. 50 epitheliale receptorceller.
Tungen innerveres af hjernenerverne V, VII, IX og XII. Fra
forreste del gr smagsbaner via n. facialis og
sensitive baner via n. trigeminus. Fra bageste del gr svel
smagsbaner som sensitive baner via n.
glossopharyngeus.
Primre smagskvaliteter:
Sd
Surt
Salt
Bittert
Umani
Smagslg (og evt. de enkelte smagsceller) reagerer p mere end en
smagskvalitet. Levetid p smagscelle
er ca. 10 dgn.
SVLGET, PHARYNX Pharynx bestr af 3 dele:
Rhinopharynx
Oropharynx
Hypopharynx
Rhinopharynx tilhrer respirationsvejene, oropharynx
fordjelsessystemet, mens hypopharynx er flles for de to
systemer.
I rhinopharynx findes respirationsvejsepitel, i oro- og
hypopharynx findes flerlaget pladeepitel.
Synkningsprocessen foregr i pharynx. Ved hjlp af lingua presses
fdebollen gennem fauces.
Rhinopharynx lukkes af ved at palatum molle og uvula presses mod
bageste pharynxvg. For at sikre frie
luftveje lukker epiglottis af for trachea. Herefter kan
fdebollen transporteres til esophagus.
SPISERRET, ESOPHAGUS Esophagus er ca. 25 cm langt muskelbekldt
rr og gr fra hypopharynx til maveskken, ventriculus,
gennem m. diaphragma. I hvile ligger vggene i esophagus op mod
hinanden dvs. at esophagus er lukket.
I frste del af sit forlb i mediastinum ligger esophagus
parallelt med og foran columna thoracalis, men
under tracheas delingssted svinger esophagus let mod venstre for
via en bning, hiatus esophagus, i
diaphragma at indmunde i ventriculus. Indmundingen kaldes
mavemunden, cardia.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
5
Tre snvre steder br nvnes:
1. Overgangen mellem strubesvlget og esophagus betinget
af cricophagyngeale sphincter og af cartilago cricoidea
der buler ind, dvs. 15 cm fra tandrkken.
2. Hvor arcus aortae krydser esophagus, ca. 22-25 cm fra
tandrkken.
3. Passagen gennem diaphragma (hiatus esophageus), ca.
40 cm fra tandrkken.
Histologi:
Tunica mucosa
- Lamina epithelialis i tunica mucosa bestr af
flerlaget pladeepitel, usdvanlig tykt, der ved
overgangen til ventriklens cardiaregion og videre i tarmen brat
ndres til enlaget cylindrisk
epitel.
- Lamina propria bestr af lst bindevv med f lymfefollikler samt
kirtler (mucosa/cardia) som
er tubulre, strkt forgrenede, mukse kirtler.
- Lamina muscularis mucosa er meget tykt, bestende af
longitudinelt lbende muskelfibre
glat muskulatur.
Tela submucosa moderat tt bindevv der tillader udvidelse af
lumen under synkning. Den
indeholder submucosa kirtler der er tubulo-acinse mukse
endestykker.
Tunica muskularis bestr af 2 muskellag. Det ydre lber langs med
esophagus, det indre lag er
cirkulrt. I verste 1/3-del af esophagus er muskulaturen
overvejende af tvrstribet type, i nedre 2/3-del
af glat type. Der er jvn overgang mellem de to muskeltyper.
Transport af fden foregr ved hjlp af
peristaltiske bevgelser, som kommer i stand ved et koordineret
samarbejde mellem det ydre og indre
glat muskellag.
Tunica adventitia bestr af lst bindevv (hftet til omgivende
strukturer). Sidste stykke af esophagus
er bekldt med serosa (bughinden).
Der findes to lukkemuskler:
vre p overgang mellem pharynx og esophagus holdes tonisk lukket
(forhindrer luft). bnes
reflektorisk ved synkning.
Nedre f cm over cardia. bnes reflektorisk ved synkning (samtidig
afslappes muskulaturen). Hindrer
reflux af surt maveindhold.
Transport af fden sker ved en peristaltisk bevgelse. Motorikken
kontrolleres nsten udelukkende af
reflekser, styret gennem afferente og efferente trde i n. vagus.
Nn. vagi danner plexus esophageus
opadtil med tilskud fra nn. recurrentes og der kommer mindre
grene fra sympatikus.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
6
Esophagus forsynes arterielt af mange sm grene, p halsen af aa.
thyroideae inferiores, i thorax fra rr. bronchiales og aorta
thoracica, i abdomen fra a. gastrica sinistra.
MAVESK, TYNDTARM OG TYKTARM Maveskken, ventriculus, tyndtarmen,
intestinum tenue, tyktarmen, intestinum crassum eller colon,
samt endetarmen, rectum, danner et langt rr, som er beliggende i
bughulen.
Opbygningen af vggen er principielt ens for alle delene i
mavetarmkanalen. Vggen bestr af 4 lag.
TUNICA MUCOSA Det inderste lag, tunica mucosa, er en slimhinde,
bestende af bindevv med
kar og nerver, dkket af lamina epithelialis bestende af et
flerlaget
pladeepitel, ved overgangen til maveskken cardiaregion ndres til
enlaget
cylindrisk. Epitelet har 2 funktioner:
Absorption af nringsstoffer
Sekretion af enzymer og hormoner
For at ge den absorptive overflade er slimhinden foldet p langs.
Folden
opretholdes af et tyndt lag glat muskulatur, lamina muscularis
mucosae, der
danner grnse mellem tunica mucosa og tunica submucosa. Visse
steder i
tarmen er tunica mucosa forsynet med trvleagtige udvkster,
villi
intestinales. P disse steder sender lamina muscularis mucosae
muskelstrg ud i villi, som derfor kan kontrahere sig.
TUNICA SUBMUCOSA Tunica submucosa bestr af moderat tt bindevv,
der indeholder blod- og lymfekar samt sammenlb af
autonome nervebaner, plexer, som styrer sekretionen fra
kirtlerne i mavetarmkanalen.
TUNICA MUSCULARIS Tunica muscularis er opbygget af to muskellag,
begge bestende af glat muskulatur (i esophagus er der
1/3 tvrstribet skeletmuskulatur). Det indre er cirkulrt
anordnet, det ydre forlber longitudinelt, dvs. i
tarmens lnderetning. Musklerne innerveres fra det autonome
nervesystem via nerveplexer mellem
muskellagene.
TUNICA SEROSA Det yderste lag, tunica serosa, er en tynd
bindevvshinde. Ind mod abdominalhulen er tunica serosa
bekldt med mesotel. De fleste steder i mavetarmkanalen er tunica
serosa identisk med bughinden,
peritoneum.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
7
To ganglionre autonome nerveplexer:
Plexus myentericus Auerbachi
Plexus submucosus Meissneri
BUGHINDEN, PERITONEUM Bughinden, peritoneum, bestr af to dele,
der gr over i hinanden:
Peritoneum parietale
Peritoneum viscerale
Det parietale blad beklder indersiden af bughulens vg, mens det
viscerale blad slr sig rundt om de
abdominale organer, viscera. Hvor peritoneum viscerale omgiver
f.eks. en tarm, samles det p den ene side af tarmen til et 2-laget
blad, som kaldes krset. Krset til et tarmafsnit betegnes med
forstavelsen mes,
sledes hedder tyndtarmens krs mesenterium og tyktarmens
mesocolon.
Peritoneums funktion er dels at holde de abdominale organer p
plads, dels at gre det lettere for organerne
at glide mod hinanden ved at der mellem peritoneums hinder
findes lidt vske, der er meget glat og
smrende.
MAVESKKEN, VENTRICULUS Ventriculus modtager fden fra esophagus,
opbevarer den en vis tid i ventriklen, hvor fden undergr en
mekanisk og kemisk pvirkning der omdanner den til en
tyktflydende vske, betegnet chymus. Efter
behandling i ventriklen udtmmes chymus i sm portioner i
tyndtarmen, hvor den videre fordjelse og
resorption finder sted. Der produceres ca. 2-3 L mavesaft i
dgnet.
Anatomisk er ventriculus delt op i 3 afsnit:
Fundus ventriculi
Corpus ventriculi
Antrum ventriculi eller pars pylorica
Fundus er den verste del af ventriklen og ligger fra cardia og
opefter. Den midterste, strre del er corpus, gende over i antrum
som er den nederste del, der gr over i et tykt bundt cirkulr
muskulatur, m. pylori.
Ventriklen er krum og har derfor to runde kanter: en strre nedad
mod venstre, curvatura major, og en
mindre opad mod hjre, curvatura minor.
Histologi:
Lamina mucosa - Tunica mucosa danner store, lngdegende folder,
plicae gastricae, nr ventriklen er tom under fyldning udslettes de
gradvist.
- Lamina epithelialis bestr af hjt enlaget cylinderepitel, der
slr sig ned i tunica mucosa i
lange, tubulre krypter, der funktionelt er kirtler.
Epitelcellerne er alle slimsecernende (farves
positivt med PAS-mucingranula). Det seje slim klber til
slimhinden og danner et lag unstirred
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
8
layer (flere hundrede m tykt). Epitelcellerne secernerer ogs
bikarbonat (HCO3-) som bindes til
mucinlaget (beskytter med HCl). Beskyttelsen er betinget af at
der konstant secerneres
bikarbonat det beskyttende lag kaldes den gastrisk
mucosa-barriere og omfatter ogs selve
overfladeepitelet. Beskytter ogs mod f.eks. alkohol og
acetylsalicylsyre samt mod
selvfordjelse fremkaldt af pepsin. i epitelet findes ogs
kirtler: cardia kirtler, corpus-fundus
kirtler eller pyloruskirtler.
- Lamina propria bestr af lst meget cellerigt bindevv
(retikulrt). Lymfoidt vv/celler.
- Lamina muscularis mucosae er kraftig, bestende af indre
cirkulrt og ydre longitodinelt lag.
Fra det indre strkker sig strg af glatte muskelceller op mellem
kirtlerne.
Tela submucosa lst bindevv med store blod og lymfekar.
Ganglieceller svarende til plexus
Meissneri.
Tunica muscularis kraftigt, bestende af 3 lag: et ydre
longitudinelt, et i midten cirkulrt og et indre
skrt forlbende lag. Det skrt forlbende lag findes hovedsageligt
p for- og bagfladen af ventriklen,
hvor det ydre longitudinelt kun findes som et ganske tyndt lag,
f steder ufuldstndigt p for- og
bagfladen. Det mellemste cirkulre lag bliver kraftigere i
retning af m. sphincter pylori. Imellem det
ydre longitudinelle og det midterske cirkulre muskellag
forekommer nerveceller tilhrende Auerbachs
plexus.
Tunica serosa/adventitia (peritoneum) bestr af mesotel og
submesothelialt bindevv og beklder
ventriklen p svel for- som bagside, der samler sig ved de to
kurvaturer i et dobbelt blad. Ved curvatura
minor slr det sig over leveren som lig. hepatogastricum sammen
med peritoneum fra den tilstdende del af duodenum, lig.
hepatoduodenale, tilsammen betegnet omentum minus. Ved curvatura
major
fortstter et lignende dobbeltblad, som opadtil til venstre
danner lig. gastrophrenicum og nedadtil lig.
gastrosplenicum; de resterende ca. 2/3 af curvatura major
fortstter peritoneum i omentum majus,
der gr som et forklde ned i abdominalhulen og dkker tarmene.
Polyrus er en ringmuskel, der har til opgave at dosere den mngde
fde, der transporteres videre til
duodenum. Den kan deles yderligere op i et mere udvidet, antrum
pyloricum, som fortstter i den snvre canalis pyloricus enden ved
duodenum. Polyrus modtager nerve- og hormonimpulser fra duodenum,
der
regulerer tmningen af ventriklen. Et hjt fedtindhold i fden
hmmer ventrikeltmningen, da fedt skal
fordjes i duodenum, der kun kan modtage sm portioner ad
gangen.
Glasdulae gastricae er forskellige i forskellige dele af
ventriklen:
Cardiakirtler findes i en snver zone omkring cardia
Corpus-fundus kirtler findes i corpus og fundus
Pyloruskirtler findes i den 1/3 af ventriklen som ligger nr
pylorus.
De tre zoner er ikke skarpt afgrnsede.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
9
Cardiakirtlerne er tubulre mukse kirtler (gr uden skarp grnse
over i de tilsvarende kirtler i esophagus distale del). De ligner
pyloruskirtler mht. kirteltype og indhold af mukse celler. Desuden
forekommer enkelte
entero-endokrine celler.
Som tidligere nvnt findes der corpus-funduskirtler bestende af
tubulre kirtler med overvejende serse
endestykker. De str vinkelret p slimhindeoverfladen. I kirtlerne
forekommer der 5 celletyper:
Hovedceller producerer enzymforstadiet pepsinogen, som bliver
til pepsin, der er et protein-spaltende proteolytisk enzym. Det
spalter proteiner til mindre forbindelser og er specielt vigtigt
ved
sin evne til at nedbryde kollagen, der ikke spaltes nvnevrdigt
af andre proteolytiske
fordjelsesenzymer.
Parietalceller disse er store og afrundede med runde, mrke
kerner lokaliseret centralt. De danner
dels saltsyre, HCI, som er med til at aktivere pepsinogen til
aktivt pepsin, at srge for det sure milj som
pepsin krver for at fungere optimalt, samt at drbe bakterier
(Helicobaktor pylori kan overleve i syren
og er derfor en patogenetisk faktor i udviklingen af mavesr); og
dels intrinsic factor, som er af stor betydning for optagelsen af
vitamin B12 i den distale del af ileum da den ellers bliver delagt
af syren.
Intrinsic faktor binder sig til vitamin B12 og menes at fremme
absorption ved at stimulere endocytose.
Cellerne udskiller ogs bikarbonat HCO3- der binder sig til
mucinlaget, der er med til at neutralisere
syren der trnger igennem mucin og beskytter epitelet. Ved
syresekretion sker der frigrelse af
brintioner H+ i lumen til forveksling med K af en H/K-pumpe
(familie med P-type ATPase i de apikale
membran i parietalcellerne). Sekretion af syre medfrer stigning
af pH i parietalceller pga. optagelse af
CO2 og H2O, der ved en reaktion danner kulsyre H2CO3. Ved et
enzym carbonisk anhydrase omdannes kulsyren til HCO3- og H+. HCO3-
der bliver dannet ved reaktion, forveksles med Cl- i det
interstitielle rum
gennem en antiporter, hvor Cl- passiv diffunderer ud i lumen.
K-kanaler findes ogs basolateralt og
stter et negativt membranpotentiale opretholdt af Na/K-ATPasens
aktivitet.
Mukse celler findes i alle dele af ventriklens slimhinde og
procedurer mucin, der er mere
tyndtflydende end det fra overfladeepitelet. Slimlaget fra disse
celler er med til at beskytte epitelets egne
celler mod syre og enzymer. Overfladeepitelet udskiller ogs
mucin samt HCO3- der binder sig til
mucinlaget og bliver under det og har derfor en pH p 7 i
modstning til i ventriklen, hvor pH er ca. 2.
Mucinet hindrer at pepsin spalter de proteiner der findes i
ventriklens epitelceller, og samtidig skal mucin
beskytte epitelcellerne mod i at blive tset af saltsyre.
Endokrine celler udgres af D- , G- og
ECL(enterokromaffin-lignende celler)-celler og findes frst og
fremmest i antrum-delen.
- G-celler secernerer hormonet gastrin. Gastrinfrigrelsen sker
ved at modtage stimuli fra fdens indhold af aminosyrer og
peptidmolekyler. Gastrin fres via blodbanen, binder sig til
cholecystokinin CCKB-receptorerne p hoved- og parietalcellerne i
fundus, som dermed ger
deres produktion af pepsinogen og HCI. Gastrin hmmes af syre og
somatostatin, dvs. den
regulerer sig selv ved et negativ feedback mekanisme.
- D-celler secernerer somatostatin, og har primr rolle i at hmme
gastrinfrigrelse og
sekretion af HCl og bliver udskilt pga. syreindholdet i chymus.
I corpus bliver den udskilt pga.
histamin; i antrum pga. gastrin og i duodenum pga. lav pH.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
10
- ECL-celler secernerer histamin, der stimulerer
parietalcellernes sekretion af HCl. Histamin binder sig til
G-protein, hvor den stimulerer adenylyl cyklase, der genererer
cAMP. Resultatet
bliver aktiveringen af protein kinase A, der fosforylerer
parietalcellernes proteiner inkl. H/K-
pumpen. Histaminsekretionen stimuleres af gastrin og acetylkolin
(frigivet fra nerveender) og
hmmes af somatostatin (som ellers vil forhindre udskillelse af
gastrin og histamin).
Stamceller udifferentierede celler. Lavt cylindriske eller
kubiske uden indhold af granula eller andre
specifikke bestanddele i cytoplasmet. Kun f forekommer men disse
kan underg mitose samt
differentierer til alle de andre celletyper i
ventrikelslimhinden.
Pylorus-kirtlerne er simple, tubulre forgrenede og strkt snoede
med mukse endestykker. De
indeholder entero-endokrine celler og mukse celler, der
secernerer et tyndtflydende mucin, der bidrager til
beskyttelsen af slimhinden. Har lyst cytoplasma og affladede
basalt-stillede kerner.
Ventriklen forsynes af grene fra truncus coeliacus. A. gastrica
dxt sammen med a. gastrica sin forsyner
ventriklen lang med curvatura minor. A. gastricoomentales dxt
sammen med a. gastricoomentales sin forsyner ventriklen langs
curvatura major. A. gastrica breves forsyner fundus.
Nerverne kommer dels n. vagus og dels fra sympathicus. Truncus
vagalis anterior sender rami hepatici
gennem omentum minus til leveren og fortstter som Latarjets
nerve til antrum pyloricum og canalis
pyloricus og afgiver rami gastrici til forsiden af fundus og
corpus. Truncus vagalis posterior afgiver grene
til bagsiden af fundus og corpus samt afgiver rr. coeliaci til
plexus coeliacus.
Muskeltonus (spnding) er ringe i corpus-delen ved fyldning
udvides denne som flge af reflektorisk
fremkaldt afslapning, receptiv relaksation (udlses ved bevgelse
af pharynx og esophagus).
Opblanding af fden sker ved peristaltiske bevgelser, der er
kraftigst i antrumdelen, og tmmes over i
pylorus og videre til duedenum.
Pernicis anmi
Vitamin-B12 absorberes i den nedre del af tyndtarmen under
medvirken af intrincis factor. Ved mangel af intrincis faktor
absorberes kun
sm mngder af vitaminet. Sygdommen pernicis anmi manifesterer sig
isr ved utilstrkkelig dannelse af rde blodlegemer som
er strre end normalt og ved forstyrrelser i nervesystemet.
Anmien svinder ved tilfrsel af vitaminet, hvorimod forstyrrelserne
i
nervesystemet ofte er permanente. Mangel p vitamin-B12 opstr
hyppigt ved kronisk gastritis, efter operativ fjernelse af store
del eller
hele maveskken samt ved sygdomme i den nedre del af
tyndtarmen.
Sult
Flelsen sult er forbundet med fornemmelser i maveskken der kan
minde om smerte, fremkaldt af sammentrkninger af den glatte
muskulatur. Den medieres af hormonet ghrelin, der afgives fra
maveskken til blodet og virker p CNS.
TYNDTARMEN, INTESTINUM TENUE Tyndtarmens opgave er at fortstte
den enzymatiske nedbrydning af fden, sledes at tarmepitelet kan
absorbere nringsstofferne. Desuden skal tyndtarmen transportere
det resterende tarmindhold videre til
tyktarmen.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
11
Tyndtarmen begynder ved pylorus og slutter ved overgangen til
tyktarmen, og den opdeles i 3 dele:
Duodenum
Jejunum
Ileum
TOLVFINGERTARMEN, DUODENUM Duodenum kaldes tolvfingertarmen,
idet lngden svarer nogenlunde til 12 fingerbredder, dvs. 25-30
cm.
Duodenum afgr fra pylorus og begynder med en lgformet udvidelse,
bulbus duodeni. Duodenum er
nrmest hesteskoformet, og i hesteskoens indre runding findes en
lille slimhindetap, hvori den flles
udfrselsgang fra bugspytkirtel (tilfrsel af bugspyt) og
galdeveje (tilfrsel af galde) udmunder. Denne tap
benvnes papilla duodeni major.
I omrdet nr papillen findes er af lymfatiske vv, folliculi
lymphatici aggregati, som udgr et fremskudt
lymfeforsvar. Folliklerne kaldtes tidligere de Peyerske
plaques.
Som den eneste del af tyndtarmen har duodenum ikke noget krs, da
den er lejret helt bagtil i abdomen og
sledes kun er bekldt med peritoneum p forsiden den ligger
retroperitonealt.
Duodenum deles i 4 dele:
1. Pars superior med bulbus duodeni 2. Pars descendens
(overgangen benvnes flexura duodeni superior)
3. Pars horizontalis (overgangen benvnes flexura duodeni
inferior)
4. Pars ascendens som ender ved flexura duodenojejunalis,
herefter gr over i jejunum
Srligt karakteristisk for duodenum er de brunnerske kirtler med
gastrinproducerende G-celler som ligger i
tela submucosa men kan ses gennem slimhinden sm grrde pletter af
meget varierende udstrkning.
Arterierne kommer hovedsageligt som a. pancreaticoduodenalis
superior fra a. gastroduodenalis og a. pancreaticoduodenalis
inferior fra a. mesenterica superior.
Innervationen kommer fra n. vagus og sympaticus via plexus
coeliacus og mesentericus superior.
Duodenum signalerer bl.a. en hmning af peristaltikken i
ventriklen og hermed hindrer ventriklen i at tmme
mere indhold over i tyndtarmen end denne er i stand til at
fordje. Det vil sige, at nr mavesyren er blevet
neutraliseret af HCO3- fra pancreas, vil m. sphincter pylori
igen blive afslappet og en del af chymus vil blive
presset ud i duodenum. M. sphincter pylori vil lukke af igen, nr
den sur chymus er kommet ud. Efterhnden
som chymus kommer over i duodenum, stimulerer den lave pH sammen
med indholdet af fedt og peptider
frigrelse af to hormoner i duodenum, sekretin og cholecystokinin
(CCK). Sekretin udskilt fra S-celler i
duodenum stimulerer frigrelse af HCO3- fra pancreas, som
neutraliserer HCI fra ventriklen. Den hmmer
sekretionen af gastrin og stimulerer sekretion af somatostatin.
CCK frigres fra duodenum og jejunum ved
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
12
indtagelse af et fedtholdigt mltid (>10 kulstof) og ved
tilstedevrelse af peptider og aminosyrer i
tyndtarmlumen. Normalt er sphincter Oddi lukket s galden lber
ned i galdeblren. CCK afslapper
sphincter Oddi og fr galdeblren til at kontrahere sig hvorved
galden tmmes ud i duodenum. CCK nr
galdeblren som et hormon via blodbanen. Samtidigt forstrker den
stimulation af sekretin og mere
udskillelse af HCO3-. Den forger ogs sekretion af enzymet
enterokinase der aktiverer trypsinogen.
Kulhydrater absorberes i duodenum og jejunum. Ca. 10% passerer
ufordjet til colon, hvor det
metaboliseres af bakteriefloraen. Glukose og galaktose optages
af Na-Glukose transportprotein 1
(SGLT1) (sekundr aktiv transport). Fruktose optages af GLUT5
(faciliteret transport). I den basolaterale
membran transporteres alle tre via GLUT2. Glukose-galaktose
malabsorption skyldes en missense mutation i SGLT1.
JEJUNUM OG ILEUM Disse to tarmafsnit, som udgr den egentlige
tyndtarm, er tilsammen ca. 3-4 meter lang. Jejunum begynder
ved flexura duodeno-jejunalis og fortstter over i ileum.
Kendetegn fra jejunum til ileum er at man i lamina
propria i ileum vil altid finde de peyerske plaques, klynger af
solitrfolliker. Det er det lymfoidt vv, samt
plicae circulares bliver mindre tt og lavere caudalt for. Ileum
slutter ved sit indlb i tyktarmen,
ileocoecalstedet, hvor en tolbet slimhindefold danner en art
ventil, valva ileocoecalis, der hindrer tarmindhold i at lbe retur
til ileum.
Jejunum og ileum adskiller sig fra duodenum ved at ligge
fuldstndig indlejret i peritoneum intraperitonealt
og har et rigeligt krs, mesenterium. Mesenteriet er hftet p
abdomens bagvg. Da mesenteriets rod er
ca. 15 cm bred, og tarmen er 3-4 meter lang, bliver selve
mesenteriet vifteformet. Tyndtarmen kommer
derfor til at hnge i fine slynger.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
13
Histologi:
Tunicae mucosa og submucosa adskiller sig ogs fra de vrige
afsnit i mavetarmkanalen. Disse er foldet
cirkulrt og semi-cirkulrt (halvmneformede folder), og benvnes
plicae circulares og plicae
semicirculares. Disse er med at ge overfladen med faktor 3. P
plicae sidder fine 0.5-1 mm lange trvler,
villi intestinales. Villi er ttstillede slimhindeudposninger
bestende af en kerne af lst bindevv (lamina
propria) bekldt med epitel p overfladen, 1 mm hje, og forger
overfladen med faktor 10. Imellem villi
findes Lieberkhnske krupter (400 m dybe simple tubulre kirtler).
De cylindrisk epitelceller p villi er
desuden forsynet med mikroskopiske trvler, microvilli (brstesm,
1 m) der forger overfladen med ca.
faktor 20. Sledes har tyndtarmsslimhinden en samlet overflade p
mellem 5 og 7 m2. De enzymer, tarmens
sekret indeholder, sidder mellem mikrovilli, og det er derfor
her, selve den enzymatiske nedbrydning af
nringsstoffer finder sted.
Lamina epithelialis bestr af et enlaget cylinderepitel og 6
celletyper:
1. Absorberende celler Overfladen med hjt cylindriske celler med
basalt stillet oval kerne og
brstesm (mikrovilli med glycocalyx), der ger overfladen med
faktor 20. Sde for en rkke
tarmenzymer peptidaser, disakkaridaser, tarmlipaser og
nukleinsyrespaltende enzymer, der kan transporteres med ind igennem
brstesmmen, hvor peptiderne spaltes i cytosolen og udskilles
som
aminosyrer basolateralt.
De enkelte absorptive celler er luminalt forbundne via zonulae
occludentes, som dog kun er moderat
ttte. Tyndtarmens absorptive funktion er at Na-ioner pumpes
aktivt ud i det basolaterale
intercellulrrum af Na/K-pumpen, hvorefter Na-ion koncentrationen
i den absorberende celle falder,
hvilket fremkalder faciliteret diffusion af Na-ioner fra lumen
ind i cellen som formidles af samporter.
Glukose og aminosyrer optages p samme mde, hvorefter glukosen
diffunderer faciliteret ud
basolateralt ved et ikke-Na-afhngig transporter.
2. Bgerceller findes imellem de absorptive celler og secernerer
mucin, som virker beskyttende og
smrende.
3. Paneth-celler forekommer i bunden af de Lieberkhnske krypter.
Cellerne er pyramideformede med
basal stillet kerne og lumen fyldt med acidofile sekretgranula.
De secernerer lysosom (antibakterielt) og
Zn+ og er fagocytotiske.
4. Entero-endokrine celler findes hyppigst i duodenums
Lieberkhnske krypter. Hormonproducerende.
De hyppigst forekommer celler er:
- EC-celler (enterokromaffine) indeholder serotonin, og et
sekretorisk peptid f.eks. motilin, der bliver udskilt under fasten.
Serotonin stimulerer gastrointestinal peristaltik idet det
fremkalder
kontraktion af glat muskulatur.
- D-celler findes i hele mavetarmkanalen. Secernerer
somatostatin. Virker parakrint med
hmning af peristaltik.
- G-celler findes i et lille antal i duodenum og i de Brunnerske
kirtler. Secernerer gastrin der
stimulerer parietalcellernes HCl-produktion og hovedcellernes
pepsinogen-produktion.
- S-celler forekommer overvejende i vre del af tyndtarmen.
Secernerer sekretin der stimulerer pancreas til sekretion af HCO3-
og H2O, samt galdevejene til sekretion af HCO3-. Sur chymus
samt nedbrydningsprodukter af protein stimulerer sekretion af
sekretion.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
14
- I-celler forekommer overvejende i vre del af tyndtarmen.
Secernerer cholecystokinin, der stimulerer pancreas til sekretion
af fordjelsesenzymer og forstrker virkning af sekretin. Den
hmmer tmning af ventriklen. Sekretion af cholecystokinin
stimuleres af peptider og
aminosyrer i tyndtarmslumen.
- K-celler forekommer i vre del af tyndtarmen, og secernerer
gastrisk inhibitorisk peptid. har
hmmende virkning p syresekretion og indirekte hmmende virkning p
antral sekretion af
gastrin. Den har ogs vist en betydning ved stimulation af
insulin.
5. Stamceller forekommer i de Lieberkuhnske krypter, og kan
differentiere til de andre celletyper.
6. M-celler udgr en funktionel del af det slimhinde-associerede
lymfoide vv (MALT)
Lamina propria bestr af lst meget cellerigt bindevv (lymfocytter
og plasmaceller). Den strkker sig op i
villi og danner bindevvskernen i disse samt udfylder rummet
mellem de Lieberkhnske krypter. Lymfocytter
danner isolerede lymfefolliler, solitre follikler, i duodenum og
jejunum, og Peyerske plaques i ileum.
Lamina muscularis submucosa bestr af et indre cirkulrt og et
ydre longitudinelt lag. Det indre lag sender
strg af glatte muskelceller op i villi og fremkalder kontraktion
heraf. Bevgelserne er styret af plexus
submucosa Meissneri.
Tela submucosa bestr af relativt lst bindevv, hvori de strre
blod- og lymfekar lber. Denne indeholder
grupper af ganglieceller (plexus Meissneri). Den indeholder kun
kirtler i duodenum (Brunnerske kirtler)
bestende af mukse celler med basale affladede kerner. Sekretet
er mukst med let basisk pH, det virker
beskyttende og danner unstirred layer og indeholder desuden
lysosym og IgA, hvorved det medvirker til
bekmpelse af patogene mekanismer.
Tunica muscularis bestr af indre cirkulrt og ydre longitudinelt
lag adskilt af bindevvslag af meget
varierende tykkelse. Det indeholder plexus myentericus. Den
opblander tarmindehold og videretransporterer
i anal retning. Ogs under faste (migrerende motorkomplekser MMC)
tyndtarmen renses for ufordjelige
tarmdele og ophobning af tarmindhold samt voldsom bakteriel vkst
forebygges. Dette betegnes den
intestinale husmor.
Tunica serosa er den yderste lag mesotel med underliggende
subserosa indeholdende elastiske fibre.
Blodforsynes af a. mesenterica superior hvor der dannes
arkaderkker, aa jejunalis og aa. ilealis.
Nerverne stammer fra n. vagus og sympatikus som udgr fra plexus
mesentericus superior. I tarmene
findes der desuden det enteriske nervesystem.
De rytmiske muskelbevgelser i tarmen, peristaltikken, stimuleres
af parasympaticus og hmmes af
sympaticus. Bevgelsen af tyndtarmen er karakteriseret af
segmenteringsbevgelser, hvor chymus
bliver opdelt, sledes det blandes effektivt med
fordjelsesvskerne, samtidigt med at nyt indhold bringes i
kontakt med de absorberende epitelceller af de peristaltiske
bevgelser. Tyndtarmens enzymer udskilles
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
15
ikke i tarmkanalen, men udver deres funktion i epitelcellernes
membran i forbindelse med absorption. Da
der hele tiden afstdes tarmepitel, findes disse enzymer ogs i
tarmindholdet.
TYKTARMEN, COLON Tyktarmen, benvnes intestinum crassum,
men bliver oftest i daglig talt kaldt colon.
Colon begynder ved ileocoecalstedet og
fortstter til endetarmsbningen, anus.
Colon bestr af flgende afsnit:
Coecum
Colon ascendens
Colon transversum
Colon descendens
Colon sigmoideum
Rectum
Flexura coli dexter og sinister ligger i hhv. det hjre
hypochondrium og det venstre hypochondrium.
Flexura coli dexter er i berring med leverens underside, derfor
benvnes den ogs flexura hepatica.
Flexura coli sinister er i berring med splen, derfor benvnes
flexura splenica og er fstet til bageste
bugvg med lig. phrenicocolicum.
Colons vgopbygning er ogs 4-laget. Lumen er langt strre end
tyndtarmens. Colon ligger skiftevis
intraretroperitonealt. Coecum, colon transversum og colon
signoideum er intraperitoneale; colon ascendens
og colon descendens er retroperitoneale. Rectum er kun
peritonealbekldt p forsiden verst, resten ligger
helt uden for det egentlige abdomen.
Histologi:
Tunica mucosa er foldet i cirkulre plicae, men knap s rigeligt
som tyndtarmens. Der er ingen villi,
men der er dybe, ttstillede og lige Lieberkhnske krypter med
panethceller.
- Lamina epitelialis bestr af et enlaget hjt cylinderepitel med
mange bgerceller og
absorptive celler med lave brstesm (mikrovilli). Desuden i
krypternes bund findes stamceller
og et mindre antal enteroendokrine celler.
- Lamina propria bestr af cellerigt retikulrt bindevv med
solitre lymfefollikler, der
gennemtrnger tela submucosa.
- Lamina muscularis mucosa bestr af indre cirkulrt og ydre
longitudinelt muskellag. Kraftigt
opbygget.
Tela submocusa lst bindevv, indeholdende meget fedtvv og mange
blodkar og nerver.
Gennembrud af solitre lymfefollikler fra lamina propria. I laget
ses plexus Meissneri.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
16
Tunica muscularis adskiller sig, pnr i rectum, fra den vrige
mavetarmkanal ved at det yderste,
longitudinelle lag er reduceret til 3 lngdeforlbende muskelbnd,
taeniae coli. Disse tnier er kortere
end selve tarmen, hvilket medfrer at den overskydende tarmvg
buler karakteristisk ud. Udbulingerne
kaldes haustra og man taler om at tyktarmen er haustreret. Tnier
forsvinder ved rectum og det
longitunelle lag bliver af samme tykkelse hele vejen omkring
lumen. Det indre lag er komplet cirkulrt
(kraftigt), hvorimod det mellemliggende longitudinelt muskellag
enten kan meget tyndt eller kan mangle
helt. Plexus myentericus (Auerbachi) er lokaliseret udenp det
indre cirkulre muskellag.
Tunica serosa er mesotel med et subserst bindevv. Tykt lag
fedtvv. Den danner de skaldte
appendices epiploicae (fedtfyldte peritonealduplikaturer) der
som stilkede vedhng hnger i rkke
langs tyktarmens overfalde.
Blodforsyningen foregr ved a. colica dexter et media fra a.
mesenterica superior og den anale 1/3 af
colon transversum foregr ved aa. colica sinister, a. sigmoideae
og a. rectalis superior fra a.
mesenterica inferior. Sympatisk neveforsyning bestr af
postganglionre sympatiske nervefibre fra plexus mesentericus
superior, og de prganglionre sympatiske fibre fra grnsestrengen
overvejende fres gennem nn.
splanchnici thoracici. For den bagtarmsderiverede del er det nn.
splanchnici lumbales og plexus
mesentericus inferior. For de parasympatisk nerveforsyning er
det n. vagus. Prganglionre
parasympatiske nervefibre som distribueres til colon transversum
via plexus mesentericus superior.
I colon absorberes elektrolytter (salte) og vske, men ikke
nringsstoffer. Under opholdet i colon undergr
tarmindholdet en bakteriel nedbrydning ved hjlp af colibakterier
og forrdnelsesbakterier. Bakterierne
nedbryder eventuelle fderester og bevirker dannelse af diverse
gasser: kvlstof, brint, ilt, kuldioxid,
ammoniak, metan og svovlbrinte.
Tarmindholdet bevger sig i retning mod anus ved hjlp af
peristaltiske bevgelser og kontraktioner.
Udover Auerbachs plexus findes cajals interstitialceller (glatte
muskelceller), der fungerer som pacemaker
der genererer spontane rytmiske impulser hvorved de styrer
frekvens og retning af de peristaltiske
kontraktioner.
Rectum fungerer som reservoir for affringen, faeces, indtil man
kan komme til at foretage udtmning, defkation. Der tabes lidt vand
gennem fces, ca. 200 ml.
COECUM Coecum er den egentlige blindtarm. Den afgr fra colon som
en
lille blindt endende udposning af varierende lngde, og
ligger
nedadtil til hjre i abdomen i fossa iliaca og har et kort krs.
I
daglig tale glder navnet blindtarmen coecums lille,
ormeformede vedhng, appendix vermiformis.
Appendix vermiformis har en tynd vg, lille lysning, ingen villi,
og f lave Lieberkhnske krypter og er
prget af lymfoidt vv (follikler) med kimcentre. Lamina
epithialis bestr af enlaget cylinderepitel med f
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
17
bgerceller og brstesm. Lamina propria er helt indfiltreret af
lymfoidt vv, der gennemtrnger lamina
muscularis mucosae (dette gr appendix til sekundrt lymfoidt
organ). Tela submocusa er lst bindevv
med mange fedtceller, kar og plexus submucosus. Tunica
muscularis bestr af en tyndt indre cirkulrt og et
tyndt ydre longitudinalt sammenhngende glat muskulatur med
nerveceller, ingen forekomst af tnier. Helt
yderst findes tunica serosa. Appendix har sit eget krs,
mesoappendix, mesenteriolum appendicis
vermiformis.
P coecums overgang til colon ascendens indmunder som tidligere
omtalt ileum, som p dette sted kaldes
terminale ileum.
COLON ASCENDENS Colon ascendens er den opadgende del af
tyktarmen. Den ligger retroperitonealt og gr langs abdomens
bagvg op bag leveren, hvor den sl et knk, flexura coli dextra,
hvorefter den fortstter i colon
transversum.
COLON TRANSVERSUM Den tvrgende del af tyktarmen forlber
intraperitonealt fra abdomens hjre til dets venstre side. Colon
transversum har et rigeligt krs, mesocolon transversum, som dels er
en fortsttelse af ventriklens krs,
dels fortstter i omentum majus efter at have indlejret colon
transversum.
COLON DESCENDENS Tyktarmens nedadgende afsnit ligger i venstre
side af abdomen og begynder anatomisk i et knk lige
under milten, flexura coli sinistra. Herfra lber colon
descendens ned til venstre fossa iliaca.
COLON SIGMOIDEUM Colon sigmoideum benvnes ofte blot sigmoideum.
Dette tarmafsnit er S-formet og er intraperitonealt lejret med et
kort krs.
RECTUM Rectum har til opgave at holde p fces og efter nske at
formidle defkation. Rectum er forsynet med tre
semi-cirkulre slimhindefolder samt to muskler til dette
forml.
I selve endetarmsbningen findes m. sphincter ani externus, der
bestr af et tykt lag af tvrstribet
skeletmuskulatur (voluntr), og lige inden for anus findes m.
sphincter ani internus, som er opbygget af glat muskulatur
(involuntr). Begge muskler har en konstant tonus, og tillige kan
den eksterne sphincter
kontraheres yderligere under viljens kontrol.
Omrdet lige over sphincterne kaldes ampulla recti. Dette er den
bredeste del af rectum, og den er normalt
tom. Fyldes den med fces, udspiles tarmvggen, og dette giver
anledning til defkationstrangen.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
18
Nederst i ampullen, lige over sphincter internus, findes tre
lngdegende slimhindefolder, der indeholder
veneplexer. Disse vener kan svimle og danne reknuder, nedre
kendt som hmorroider, tumores
haemorrhoidales. Diise kan blde kraftigt ved lsionen.
Histologisk forsvinder de Lieberkhnske krypter og epitelet ndrer
sig brat fra enlaget cylinder epitel til
flerlaget, uforhornet pladeepitel (kutan slimhinde). I submucosa
findes mukse kirtler, der kan have udlbere
der strkker sig gennem sphincter ani internus. De sekretoriske
endestykker af mukse kirtler er bekldt
med enlaget kubisk epitel og secernerer mucin, der smrer og
beskytter lumen ved transport af fces.
Udfrselsgangene er bekldt med flerlaget cylinderepitel, og hver
af dem bner i sinus analis.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
19
EKSTERNE ORGANER Disse organer ligger uden for selve
mavetarmkanalen, men har p grund af deres produkter afgrende
betydning for fordjelsen.
SPYTKIRTLERNE I nr tilknytning til munden findes der tre par
spytkirtler:
respytkirtlen, glandula parotis
Tungespytkirtlen, glandula sublingualis
Kbespytkirtlen, glandula submandibularis
Disse kirtler indeholder serse celler, der producerer et
tyndtflydende spyt, saliva, der har til opgave at oplse og
bldgre fden, at fugte slimhindeoverflader, at holde
tnderne rene og at pbegynde spaltning af fdens
kulhydrater ved hjlp af enzymet ptyalin. Den har ogs
antibakteriel effekt (IgA, lysosym, laktoferrin). Desuden findes
mukse celler, der afgiver et mere
tyktflydende spyt, indeholdende mucin (mere nedenunder).
Kirtlerne starter deres sekretion ved synet eller lugten af mad
eller blot ved tanken om mad (autonomt
innerveret). Herefter udlses reflektorisk yderligere sekretion,
nr maden kommer ind i munden. I alt
producerer spytkirtlerne per dgn mellem 1 og 1,2 liter spyt. pH
ca. 7-8 ved stor spytproduktion.
GLANDULA PAROTIS Den strste af spytkirtlerne. Glandula parotidea
er en forgrenet rent sers tubulo-acins kirtel. Den ligger i
kinden, umiddelbart foran ret. P overfladen findes en
veludviklet bindevvskapsel, hvorfra der udgr
bindevvssepta, der deler kirtlen op i mindre lobuli.
Endestykkerne er alveolre, serse med snver
lysning. Cellerne har rund central kerne. I cytoplasmaet ses
sekretgranula. Grnserne mellem cellerne er
utydelige. Basal basofili. Udenfor de secernerende celler findes
et lag af myoepiteliale celler, hvis funktion er
at medvirke til udtmning af sekret fra endestykker og
udfrselsgange. Gangsystemet starter med
indskudsstykker med lavt kubisk epitel, der er intralobulare og
fortstter i de ligeledes intralobulare spytrr,
der har et kraftigt eosinofilt epitel. Fra spytrrene nr sekretet
over i strre ekstralobulare udfrselsgange.
Disse har frst enlaget cylinderepitel, der overgr i
pseudolagdelt epitel for til slut at blive flerlaget.
Hovedudfrselsgangen via ductus parotideus (sternoni) udmunder i
vestibulum oris p papilla parotidea
ud for 2. overmundsmolar (kindtanden).
De sympatiske postganglionre nervefibre kommer fra ganglion
cervicale superius (truncus
sympaticus). Ved sympatisk stimulation bliver spytproduktionen
sparsom og tyktflydende. De
parasympatiske postganglionre nervefibre kommer fra n.
glossopharyngeus gennem n. petrosus
minor der afbrydes i ganglion oticum og fres til kirtlen via n.
auricolotemporalis.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
20
N. facialis ligger lateralt for v. retromandibularis og a.
carotis externa (deler sig til n. facialis og n. temporalis
superficialis) i gl. parotidea. Ud for midten af bagkanten af ramus
mandibulae deler nerven sig i
plexus parotideus. Det har betydning at kende til n. facialis
forlb gennem kirtlen, idet en svulst i eller en
operation af kirtlen kan beskadige n. facialis. Selve kirtlen
innerveres af n. glossopharyngeus.
GLANDULA SUBMANDIBULARIS Glandula submandibularis er en blandet
muko-sers tubulo-acins kirtel med von Ebnerske halvmner,
med overvejende serse celler. Den er beliggende p indersiden af
mandibula, helt bagtil i hjrnet, angulus
mandibulae, hvor mandibula drejer op mod kbeleddet. Nedadtil har
den kontakt med glandula parotideas
forkant. Den er dkket af platysma og krydses af v. facialis og
ramus marginalis mandibulare.
Bindevvskapslen er veludviklet, deriveret fra lamina
superficialis fasciae cervicalis. Kirtlen er mere
grovlobuleret end glandula parotidea. Glandula submandibularis
har en enkelt udfrselsgang, ductus
submandibularis (Whartoni), der lber fremad i spalten mellem m.
mylohyoideus og m. hyoglossus og
videre fremad p medialsiden af glandula sublingualis og bner sig
p spidsen af caruncula sublingualis i
mundhulen bund nr tungebndet.
Blodforsyningen kommer fra a. facialis, mens veneaflb fra v.
facialis. De parasympatiske nervetrde
kommer fra n. facialis lber frem i chorda tympani til n.
lingualis og afbrydes i ganglion submandibulare,
hvorefter de innerverer kirtlen. De sympatiske trde til kirtlen
stammer fra det sympatiske plexus omkring
a. facialis.
GLANDULA SUBLINGUALIS Glandula sublingualis indeholder svel
serse som mukse celler med overvejende mukse celler, hvor
de f serse celler danner hovedsageligt halvmner, von Ebnerske
celler. Den ligger i regio sublingualis,
hvor den danner en fremhvlving, plica sublingualis.
Bindevvskapslen er ringe udviklet, liggende frit, men
alligevel et fint lobuleret kirtel. Der findes ca. 10-12
udfrselsgange, ductus sublinguales, der bner sig p
plica sublingualis med hver sin bning. En srlig stor
udfrselsgang, ductus sublingualis major
(Bartholini), munder p caruncula sublingualis sammen med ductus
submandibulis, evt. flles med denne.
Den forsynes af a. sublingualis fra a. lingualis. De
sekretoriske trde forlber i n. sublingualis der
stammer fra n. facialis og har samme forlb som glandula
submandibularis.
MUCIN I SPYTTET Spyttet indeholder vigtigste organiske stoffer
f.eks.:
1. Mucin bestr af kulhydrat og protein. Det har srlig betydning
som smremiddel i forbindelse med
synkning.
2. -amylase (=ptyalin) er et enzym og spalter kulhydrater. Det
spalter stivelse til dextriner. Ptyalinets
virkning fortstter en kort tid i ventriklen, indtil ptyalinet
inaktiveres af mavesyren, derfor er fordjelsen af
kulhydrat kun delvis i ventriklen.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
21
3. Enzymer angriber bakterier (lysozymer). 4. Indeholder IgA,
der forebygger infektioner.
5. Lingual lipase, secerneret af de von Ebnerske kirtler, der
har betydning for spaltningen af mlkefedt.
Spyttet bestr af over 99% vand og indeholder meget HCO3-. Den
neutraliserer syrer, som produceres af
bakterier i mundhulen og hindrer derved, at syrerne oplser
tndernes emalje. Sekretionen stimuleres dels
reflektorisk ved pvirkning af smagslg og almindelige flenerver i
mundslimhinden, dels indirekte af visse
psykiske eller olfaktoriske stimuli.
LEVEREN, HEPAR Leveren er kroppens strste eksokrine kirtel og er
beliggende primrt under hjre diafragmakuppel, hvor
den holdes p plads af ligamenter. Den mler 8x16x24 cm hhv.
tykkelse, hjde og bredde.
Opadtil er den hvlvet, fortil har den en spids kant som under
normale omstndigheder ikke nr under
hjre ribbenskurvatur. Set forfra forlber kanten skrt opad
medialt. Undersiden af leveren vender nedad og
bagud.
Overfladen er bekldt med peritoneum undtagen et mindre trekantet
omrde p leverens fascia
diaphragmatica, benvnt area nuda og er sammenvokset med
diaphragmas underside. Peritoneal-
bekldningen p leveren tilhrer den store sk undtagen p lobus
caudatus som tilhrer den lille sk.
Lig. falciforme hepatis er en seglformet peritonealfold, som
forbinder forreste bugvg og fascia
diaphragmatica lidt til hjre for midtlinjen. Opadtil ved
impressio cardiaca deles de to blade og fortstter
som lig. coronarium hepatis.
Leveren er omgivet af en tynd bindevvskapsel, Glissons kapsel.
Fra kapslen strler septa, der deler leveren op i 4 lobuli:
Lobus hepatica dxt.
Lobus hepatica sin
Lobus caudatus
Lobus quadratus
Mellem lapperne p undersiden af leveren findes leverporten,
porta hepatis, hvor v. hepatica, a. hepatica
og ductus hepaticus communis trder ind i og forlader leveren. V.
hepatica lber til vena cava inferior og
herfra videre til hjertet. Lobus caudatus ligger bag porta
hepatis og mellem sulcus vena cava og fissura lig. venosi. Fortil
og til hjre fortstter lobus caudatus direkte i hjre leverlap via
processus caudatus, da sulcus
vena cava ikke nr helt frem. Lobus quadratus foran porta hepatis
og afgrnses af fissura lig. teretis (den
oblitererede ductus venosus, der i ftallivet frer det meste af
blodet fra v. umbilicalis uden om leveren til
vena cava inferior) og fossa vesicae biliaris.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
22
Levercellen (hepatocyt) udgr 80% af cellerne i leveren. Den er
ca. 20-35 m, polyhedral parenchymcelle. Kernen er stor, run dog
central placeret. Kernen er ret lys med en eller flere nucleoli.
Udseendet af
cytoplasmaet varierer med funktionstilstanden: veludviklet ru og
glat ER, talrige mitokondrier og golgi-
komplekser. Der kan forekomme flere kerner.
Den strukturelle enhed er den klassiske
leverlobulus, en 6-sidet prisme med en
centralvene i centrum og i hjrnerne ses
Glissonsske triader, som er en fortsttelse af den Glissonske
kapsel. Hver leverlobulus
afgrnses af interlobulrt bindevv i
hjrnerne ses Glissonsske triader omgivet af
periportalt bindevv. Leveracinus er
leverens mindste funktionelle enhed; den
bestr af det mngde leverparenchym som
er mellem 2 centralvener og har en terminal
forgrening af a. hepatica, v. porta og galdegangssystemet som
akse. I en acinus vil cellerne nrmest aksen
modtage blod der er mere iltmttet og rigt p nringsstoffer (zone
I) end cellerne mere perifert (zone III),
det vil sige tt ved centralvenen, hvilket afspejler sig i
regerationsevnen. I zone I foregr der oxidative
metabolisme med -oxidation, aminosyre metabolisme, ureagenese,
gluconeogenese, kolesterol syntese og
dannelse af galden. I zone III foregr der syntese af glykogen af
glukose, glykolyse, liponeogenase,
ketogenase, xenobiotisk metabolisme og afgiftning af lgemidler
og giftige stoffer. Sinusoider forbinder de
terminale forgreninger af a. hepatica og v. partae med
centralvenen. Sinusoidens vg er tynd bekldt med
fenestrerede endotelceller dvs. den er diskontinuerlig og har
ingen basallamina hvilket gr, at levercellerne
kan udveksle strre molekyler f.eks. proteiner med blodet. Mellem
endotelcellerne findes der residente
makrofager, Kupfferceller, der renser blodet. Endotelcellerne og
levercellerne er adskilt af en vskefyldt
spalte, det perisinusoidale rum.
Mellem to hepatocytlag i lobulus findes et hulrum,
galdekapillret. Galdekapillrer fra lobuli samler sig i
strre galdegange, der ender i to store galdegange, der forlader
leveren via porta hepatis. Umiddelbart
udenfor porta samles de to galdegange til en flles, ductus
hepaticus communis (mere nedenunder).
Parasympatiske og sympatiske nervetrde fra n. vagus og plexus
coeliacus omspindes som plexus
hepaticus. Porta hepatis indeholder bagtil vena portae fra de
tilfrende kar og fortil ligger a. hepatica
propria (25% af blodforsyning) til venstre og ductus hepaticus
communis til hjre. Vena portae deler sig i en
hjre og venstre gren, den videre forgrening svarer til grenene
fra galdegange og a. hepatica og ligger i
Glissonsske triader. De fine grene lber mellem lobuli som vv.
interlobulares, der ender i leverens
sinusoider. De frafrende kar begynder som vv. centrales i
leverlobuli, hvorfra blodet efterhnden samler
sig i strre grene, vv. hepaticae. Desuden findes flere sm
lymfeknuder, lymfekar og mange nerver. Forskel p v. portae- og v.
hepatica-grene er at vv. hepaticae ikke er omgivet af
bindevvsskeder, ikke ledsaget af
arterier og galdegange.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
23
Hepars funktioner omfatter:
Filtrering Leveren indgr i det retikuloendoteliale system, RES,
og har til opgave at frafiltrere f.eks.
bakterier og fremmede partikler, som fagocyteres af
makrofagerne, de Kupfferske celler.
Galdeproduktion primr galden produceres af hepatocytter. Galden
bestr af galdesyrer (65%),
fosfolipider (20%), protein (5%), kolesterol (4%) og bilirubin
(
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
24
GALDEBLREN, VESICA BILIARIS Vesica biliaris er langstrakt, let
preformet og er bundet op til fossa vesicae biliaris p leverens
underfalde. Den er et reservoir hvor galden opkoncenteres og
tilsttes slim. Galden produceres i en
mngde af ca. 1 liter pr. dgn.
Histologi af gladeblren:
Tunica mucosa strk foldet nr tom.
- Lamina epithelialis enlaget cylinderepitel, mikrovilli,
eosinofilt cytoplasma med ovale, basalt
stillede kerner.
- Lamina propria lst bindevv, mukse celler.
- Lamina muscularis mucosa mangler.
Tunica muscularis tynd, bundter af forskellige orienterede
glatte muskelceller.
Tunica serosa med underliggende tykt sebserst lag.
Galden bestr af galdesyrer (65%), fosfolipider (20%), protein
(5%), kolesterol (4%) og bilirubin (
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
25
Blodforsyningen foregr ved a. cystica fra a. hepatica propria og
aflb sker i v. cystica. Nerverne kommer fra plexus hepatica og
omfatter bde parasympatiske trde og n. vagus og sympatiske
trde.
GALDECIRKULATION Nr chymus nr terminal ileum er lipiderne
reabsorberet. Galdesyrerne bliver optaget i brstesm i svel
konjugeret som ukonjugeret form ved passiv diffusion. Kun 5% af
galdesyrerne slipper ud i colon. Her
dekonjugeret bakterier til frie galdesyrer der optages ved
Na-afhngige transportr homolog med NTCP.
Derved gr kun en meget lille del til spilde og udskilles i fces.
Galdesyrerne/saltene transporteres tilbage
med blodet og cleares af hepatocytter, hvor et nyt kredslb
starter. Typisk cirkulerer galdesyrerne 3-16
gange om dagen alt efter fdeindtagelse.
BUGSPYTKIRTEL, PANCREAS Pancreas vejer ca. 80-100 g og er ca.
15-20 cm lang. Den ligger retroperitonealt i det transpyloriske
plan i
hjde med lumbalhvivlerne 1-2.
Pancreas er opdelt i en bredere del, hovedet,
caput pancreatis, og en smallere, halen cauda pancreatis. Caput
er placeret i den C-
formede duodenalbue, mens cauda strkker
sig hen til miltens hilus. Til hjre har bagsiden
relation til v. cava inferior og karrene til hjre
nyre. Collum pancreatis ligger foran v. portae
og bag ved pylorus. Foran pancreas ligger
ventriklen adskilt af lille sk. A. pancreatico-
duodenalis superior fra a. gastroduodenalis lber ned mellem
duodenum og caput
pancreatis. A. pancreaticoduodenalis inferior fra a. mesenterica
superior lber til hjre og opad mellem
caput og duodenum og anastomoserer til sidst med a.
pancreaticoduodenalis superior. Rami pancreatici
fra a. splenica lber langs overkanten af pancreas.
Der er 2 udfrselsgange: ductus pancreaticus (Wirsungi)
gennemlber hele kirtlen fra cauda til caput og
munder p papilla duodeni major i pars descendens duodeni sammen
med ductus choledochus. En
accessorisk udfrselsgang, ductus pancreaticus accessoria
(santorini) munder ud i papilla duodeni minor, ca. 2 cm superior
for major.
Histologisk er den makroskopisk lobuleret. Der er tynd
bindevvskapsel hvorfra der strkker sig
bindevvssepta ind i kirtlen delende den op i lobuli. I lobuli
findes de secernerende endestykker, acini,
mindre udfrselsgange samt de Langerhanske er. Acini er afrundede
eller ovale, bestr af enkelt lag
pyramideformede epitelceller. De har runde basofile kerner, der
er lokaliseret basalt. De gr over i
indskudsstykke, der har kubisk eller lavt cylindrisk epitel.
Indskudsstykkerne tmmer sig i strre
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
26
interlobulre gange. Hovedudfrselsgangene er bekldt med enlaget
hjt cylindrisk epitel, bekldt med
bindevv. Der forekommer ikke sputrr i pancreas som
mundspytkirtlerne.
Arterieforsyningen kommer fra a. splenica og a.
pancreaticoduodenalis superior et inferior, mens
venedrnage fra de korresponderende vener, som munder i v.
portae.
Innervationen er fra plexus coeliacus og plexus mesentericus
superior og parasympatiske grene fra n.
vagus.
Pancreas har mange funktioner og er en bde eksokrin og endokrin
kirtel.
DEN EKSOKRINE PRODUKTION Pancreas frer sin eksokrine produktion
til tarmsystemet via ductus pancreaticus, der lber sammen med
ductus choledoches i papilla duodeni major. Produktion
stimuleres dels af n. vagus-pvirkning, dels af
gastrin-, sekretin- og
cholecystokinin-pancreozymin-pvirkning:
Sekretin secerneres til blodbanen fra de S-celler i duodenum ved
tilstedevrelse af sur chymus, hvor den pvirker de centroacinare
celler til at producere store mngder HCO3- som neutraliserer
duodenums
syreindhold. Sekretin-receptorer aktiverer adenylyl cyklase, der
danner cAMP, der aktiverer protein
kinase C der fosforylerer CFTR Cl-kanaler i de apikale membran
og basolaterale Na/HCO3-- cotransport,
der leder til sekretion af HCO3-. Sekretin er ligeledes med til
at frigre somatostatin fra D-cellerne pga.
syreindhold i chymus fra ventriklen og hmme udskillelse af
gastrin.
Cholecystokinin secerneres fra de I-celler i duodenum ved
forekomsten af chymus i lumen med indhold
af protein, syre og fedt, hvor den pvirker de acinre celler til
at producere enzymer. Den fr
galdeblren til at trkke sig sammen og udskille bilirubin s
fedtet kan blive optaget.
Per dgn dannes ca. 1,5 liter pancreassaft. Udover HCO3-
indeholder pancreassaften:
Trypsinogen
Chymotrypsinogen
Procarboxypeptidase
Amylase
Lipase
Ribonuklease og deoxyribonuklease
Trypsinogen, chymotrypsinogen og procarboxypeptidase er alle 3
proenzymer til proteaserne (trypsin,
chymotrypsin og carboxypeptidase). Disse secerneres som
proenzymer for at undg selvdigestion af
pancreas. Trypsinogen aktiveres af enterokinase til trypsin, der
selv aktiverer chymotrypsinogen til
chymotrypsin. Procarboxypeptidase aktiveres af trypsin til
carboxypeptidase. Alle 3 aktive enzymer spalter
proteiner trypsin og chymotrypsin spalter proteiner og
polypeptider til peptider, carboxypeptidase spalter
peptiderne videre til dipeptider. I brstesmmen findes yderligere
peptidaser der spalter peptider til
aminosyrer.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
27
Flgende er frdige enzymer, idet de ikke kan skade de kirtler,
der producerer dem:
Amylase er en parallel til spyttets ptyalin dvs. et
kulhydratspaltende enzym. Den nedbryder hurtigt de
resterende mngder stivelse til maltose, maltotriose og dextrin.
Derefter nedbrydes disse
oligosakkarider i tarmens brstesm i duenum og jejunum.
Lipase spalter de neurotrale fedtstoffer, triglycerider, til
glycerol og fedtsyrer, mens cholesterolesterase
spalter cholesterolestere. Den producerer ogs fosfolipase A2 der
fordjer fosfolipider til frie fedtsyrer og
lysofosfolipid. Produktionen af lipase stimuleres af
cholecystokinin-pancreozymin.
Ribonuklease og deoxyribonuklease spalter de tilsvarende
nukleoproteiner
DEN ENDOKRINE PRODUKTION Den endokrine produktion bestr af
insulin og glukagon, som bl.a. deltager i regulationen af
blodets
sukkerindhold.
Cellerne i pancreas er samlet i sm grupper, de Langerhanske er.
Ved immunfarvning kan 4 celletyper
skelnes:
-celler secernerer glykagon (udgr 20%)
-celler secernerer insulin (udgr 80%)
D-celler secernerer somatostatin (udgr 5-10%)
F-celler secernerer pancreatisk polypeptid (udgr ca. 2%)
Insulin er et lille proteinmolekyle, der bestr af to
polypeptidkder, A-kden og B-kden, som er forbundet
ved to disulfidbindinger. Insulin syntetiseres af -cellerne i
form af pr-proinsulin, som bestr af en enkelt
polypeptidkde. Herefter afspaltes en ledersekvens og senere en
C-peptid, hvor den bliver til aktiv insulin.
Omdannelsen sker i golgi-apparatet.
Insulin bliver frigjort ved hjt blodglukose. Det medfrer et fald
i frigrelsen af adrenalin og glykagon. Insulin
fremmer optagelsen af glukose isr i muskler og fedtvv og hmmer
glykogenolyse. Insulin ger lagring af
kulhydrat, protein og fedt. Insulin snker P-Kalium. Insulin
fremmer hypertrofi af celler og stimulerer vkst
dvs. virker anabolt.
Insulin hmmer glukoneogenase ved at hmme aktiviteten af
fosfoenolpuruvate carboxykinase, fruktose-
1,6-bifosfatase og som nvnt glukose-6-fosfatase. Den ger
samtidigt aktiviteten af acetyl CoA carboxylase
og fedtsyre syntase (dvs. hmmer b-oxidation). Til fedtdepoterne
metaboliseres glukosen til a-glycerol fosfat
som bliver brugt til at danne triglycerider. Disse bliver
transporteret af chylomikronerne og VLDL.
Postsynaptisk sympatiske neuroner frigr noradrenalin, stimulerer
mere end -cellerne, derfor sympatiske
stimulation fra plexus coeliacus hmmer insulin sekretion,
hvorimod parasympatisk stimulation fra n. vagus som frigr
acetylcholin, ger insulin sekretion.
Fordjelsessystemet Redigeret: Oktober 2015 Asma Bashir, lge
www.asmabashir.com
28
-celler danner glykagon. Glykagon findes som leverglykagon
(80-100 g) og muskelglykagon (400-500 g).
Glukagon virker katabolt. Glukagon spiller en vigtig rolle i
forbindelse med faste og proteinrige mltider. Den
ger glykogenolyse, glykoneonenase og b-oxidation og danner
ketonstoffer i leveren, der bliver udskilt i
blodbanen. Glukoseproduktion og ketogenase starter ved at
glykagon binder sig til bestemte receptorer p
leveren, der stimulerer adenylyl cyclase og via cAMP fremmer get
fosforylase-aktivitet. Dette medfrer
nedbrydning af glykagon til glukose, som herefter afgives til
blodet. cAMP stimulerer ogs lipolyse.
---------------------------------------------------------
