1

2

3

Som det fremgår af figuren består fordøjelsessystemet af et rørsystem

indeholdende:

mundhule (cavum oris), svælg (pharynx), spiserør (oesophagus), mavesæk

(ventriculum) og tyndtarm (intestinum tenue). Tyndtarmen underopdeles i

tolvfingertarmen (duodenum), jejunum og ileum. Tyktarm (intestinum crassus

eller colon), bestående af colon coecum med appendix vermiformis, colon

ascendens, colon transversum, colon descendens og colon sigmoideum og

endelig analkanalen (rectum/intestnium rectum) med endetarmsåbning

(anus).

Udover rørsystemet medregnet de to store kirtler, leveren (hepar) og

bugspytkirtlen (pancreas) til fordøjelsessystemet.

I mundhulen findeles føde ved tygning.

Spyt indeholdende enzymet amylase afgives fra spytkirtler og den første

spaltning af kulhydrat begynder. Efter synkning transporteres føden gennem

oesophagus. Oesophagus indeholder cirkulære muskler, der dels virker som

lukkeanordninger og dels, stimuleret af synkerefleksen, sørger for de

peristaltiske bevægelser, der fører føden gennem oesophagus til ventriklen.

Den nederste lukkemuskel ligger normalt under diagfragma, og hindrer

tilbageløb af sur mavesaft.

4

Ventriklen ligger under diagfragma (mellemgulvet). I mavesækken starter

fordøjelsen af protein. Tilstedeværelsen af føde i ventriklen stimulerer dels

parietalceller i ventriklen til produktion af saltsyre, og dels hovedceller til

produktion af enzymforstadiet pepsinogen. Pepsinogen omdannes ved den

lave pH-værdi til pepsin, som spalter proteiner til peptider. Disse første

fordøjelsesproduker, i form af peptider, stimulerer til yderligere produktion af

såvel saltsyre som pepsinogen. Overfladeepitelet beskyttes mod den sure

mavesaft ved dels at producere mucin og dels hydrogencarbonat, der binder

sig til mucinet. Dette slimlag ligger sig som et tykt tæppe henover

epiteloverfladen.

5

Leveren producerer galdesalte ud fra kolesterol. Galdesaltene opbevares og

opkoncentreres i galdeblæren. Når chymus (den halvt fordøjede føde fra

ventriklen) kommer over i duodenum stimuleres galdeblæren til

sammentrækning og galde udtømmes i duodenum. Galdesaltene virker som

emulgator på fedtet, hvorved dette omdannes til små miceller (små

fedtdråber). Miceldannelsen er nødvendig for at give en stor overflade som

enzymet lipase kan virke på. Tilstedeværelsen af chymus i duodenum

stimulerer også pancreas til udtømning af enzymer og hydrogencarbonat. I

pancreassaften (bugspyttet) er der enzymer, der spalter eller fortsætter

spaltningen af alle tre næringsstoffer, protein, kulhydrat og lipid.

Hydrogencarbonat er basisk og neutraliserer den syre, der er dannet i

ventriklen. En neutral pH-værdi er en forudsætning for at enzymerne fra

pancreas fungerer optimalt.

I intestinum tenue (tyndtarmen) sker den endelige omdannelse af

næringsstofferne til aminosyrer (fra protein), monosaccharider (fra kulhydrat)

og henholdsvis monoglycerider og fedtsyrer (fra fedt). Det er også i

tyndtarmen, at absorptionen af de spaltede næringsstoffer finder sted. Den

endelige spaltning af laktose (glukose og galaktose) sker ved hjælp af

enzymet laktase, som findes på tyndtarmepitelcellernes glykokalyx.

I den sidste del af tyndtarmen, det vil sige i ileum, sker der en reabsorption af

galdesalte, det såkaldte enterohepatiske kredsløb.

Tyktarmens funktion i forbindelse med fordøjelsen er primært at reabsorbere

vand og salte og at være depot for fæces. Epitelceller i tyktarmen producere

mucin, der får indholdet til at glide lettere. Der er mange bakterier i tyktarmen.

Bakterierne lever af de ufordøjede føderester, eksempelvis fibre. En god

normalflora er forebyggende for invasion af fremmede og

sygdomsfremkaldende bakterier, da der jo skal konkurreres om næringen.

Nogle af bakterierne i tyktarmen producerer K-vitamin (ca. halvdelen af vores

behov). Dette K-vitamin absorberes derfor også i tyktarmen.

Hepar er organismens største kirtel.

I forhold til fordøjelsen er det specielt leverens produktion af galdesalte, der er interessant.

Galdesaltene dannes ud fra kolesterol, men er forsynet med flere hydrofile grupper. Det er galdesaltenes egenskaber med både en hydrofil ende og en hydrofob ende, der dem velegende som emulgator i forbindelse med miceldannelse.

Leveren producerer også galdefarvestof. Som I vil lære i patofysiologi, er galdefarvestof det samme som konjugeret bilirubin.

I leveren foregår der konjugation af mange andre fedtopløselige stoffer, herunder lægemidler. Stofferne bliver koblet sammen med hydrofile grupper, hvorved de bliver vandopløselige. Vandopløselige stoffer transporters frit i plasma, og kan udskilles gennem nyrerne. Denne konjugation kaldes ofte ’afgiftning’.

Fra biokemi er leverens evne til at oplagre glycogen kendt. Oplagring sker i absorptionsfasen. I postabsorptionsfasen, hvor koncentrationen af glucose i blodet falder, sker der blandt andet en nedbrydning af det oplagrede glycogen, for at stabilisere koncentrationen af glucose.

En anden meget vigtig leverfunktion, er organets produktion af plasmaproteiner og koagulationsfaktorer. Det vigtigste plasmaprotein er albumin, og dettes hovedfunktion er at opretholde det kolloidosmotiske tryk og dermed sikre et passende blodvolumen. Leverens produktion af koagulationsfaktorer er selvfølgelig vigtig i forhold til at stoppe blødning, såvel ydre som indre blødninger.

Pancreas kender I fra histologi. Den er dels opbygget af mange eksokrine

kirtler, med acinære endestykker, der har en fælles udførselsgang i

duodenum. Og dels findes der spredt i det exokrine væv øer af endorkrine

kirtler, de Langerhanske øer. De Langerhanske øer secernerer deres

produkter insulin og glucagon til blodet.

Som det vil fremgå er pancreas et meget vigtigt organ i forbindelse med

fordøjelsen.

Protein i føden, som primært findes som muskelprotein og bindevævsfibre i

kød spaltes i ventriklen af pepsin til oligopeptider. Den halvt fordøjede føde,

der forlader ventriklen og kommer over i duodenum kaldes chymus. I

duodenum vil peptidaser, som er en del af enzymerne fra pancreas, spalte

oligopeptiderne til henholdsvis di- og tripeptider og aminosyrer, som

absorberes i tarmepitelcellerne. I tarmcellerne sker den endelige spaltning af

di- og tripeptider til aminosyrer. Aminosyrerne diffunderer fra tarmcellerne over

i blodbanen. Veneblodet fra tarmen kommer bekendt ud i portåren og dermed

til leveren, inden de kommer ud i det store kredsløb.

11

Spaltning af kulhydrat starter allerede i mundhulen, idet både synet af mad og tilstedeværelse af mad i mundhulen stimulerer spytkirtlerne til sekretion af spyt. I spyttet findes blandt andet spytamylase, som spalter større kulhydrater, som eksempelvis stivelse til oligosaccharider. Spytamylase har ikke nogen væsentlig betydning for fordøjelsen, da føden opholder sig meget kort tid i mundhulen. Når føden kommer ned i ventriklen inaktiveres spytamylasen af den lave pH-værdi, der findes her. Først når føden som chymus ankommer i duodenum sker der igen en spaltning af kulhydrat ved hjælp af pancreaslipase i bugspyttet. Neutral pH-værdi i duodenum opnås ved, at den syre, der følger med chymus fra ventriklen neutraliseres af hydrogencarbonat, som også er en del af bugspyttet. I forbindelse med tyndtarmepitelets glycocalyx findes også enzymer. Særligt kan her nævnes, at enzymet lactasespalter disaccharidet laktose (mælkesukker) som består af glucose og galactose. Tarmepitelcellerne optager monosaccharider, der afgives til blodbanen ved difussion.

Veneblodet kommer som nævnt til leveren via portåren, og leveren får derved mulighed for at oplagre glucose i form af glycogen, som er vigtigt i forbindelse med opretholdelse af et stabilt blodsukker.

Hvis man ser bort fra os Nordeuropæere vil de fleste mennesker nedregulere mængden af latase i duodenum, hvorved muligheden for at spalte laktose nedsættes drastisk. Nedregulering af laktase kaldes laktoseintolerans, og indtag af mælk og mælkeprodukter vil give gener i form af diare. Laktoseintolerans er ikke det samme som mælkeallergi; ved mælkeallergi er der tale om en immunologisk reaktion, hvor der dannes antistoffer mod dele af mælkeproteiner.

12

Spaltning af triglycerider starter først i duodenum. Fedt i føden vil findes som forholdsvis store partikler, da fedt jo ikke er blandbart med vandet i chymus. Lipase er det enzym, der spalter fedtsyrer fra glycerol i triglyceriderne. Lipaseer en del af bugspyttet. Da enzymet er hydrofilt vil det fungere på overfladen af fedtpartiklerne. For at få en effektiv udnyttelse af lipase, er det derfor nødvendigt, at fedtpartiklerne emulgeres og dermed gøres mindre, så de har en større samlet overflade. Galdesaltene fra leveren, der frigøres fra galdeblæren, når der er fedt i duodenum, har både en hydrofil ende og en hydrofob ende, og fungerer derfor som emulgator. Galdesalte binder sig til overfladen af fedtpartiklerne. Kontraktion af muskelvævet i tarmen sørger for, at fedtpartiklerne splittes op i mindre partikler, og galdesaltenes hydrofile del gør, at de mindre fedtpartikler ikke ’smelter’ sammen igen.

Herved har man fået dannet meget mindre fedtpartikler, som holdes opløselige ved at være omgivet af galdesalte. Lipasen spalter triglyceridernetil monoglycerider og fedtsyrer. De meget små fedtpartikler, som kaldes miceller indeholder efterhånden kun monoglycerider og fedtsyrer, og disse kan ved tæt kontakt med tarmepitelcellernes cellemembran diffundere over i epitelcellerne.

Inde i epitelcellerne omdannes monoglycerider og fedtsyrer igen til triglycerider, der sammen med kolesterol og en en proteindel pakkes sammen i chylomicroner, der er et lipoprotein. Chylomikronerne sendes ud af epitelcellerne ved exocytose, og opfanges af lymfe. De transporteres med lymfen, hvorefter de udtømmes i en vene på overgangen mellem halsen og brysthulen.

13

Den generelle ombygning af fordøjelessystemets rørsystem fremgår også af

fig. 18-1 side 479 i Histologi på molekylærbiologisk grundlag – Geneser.

Navnene på de forskellige lag, er henholdsvis Tunica mucosa, tela

submucosa, tunica muscularis og tunica serosa.

Ind mod lumen er et slimhindelag, tunica mucosa, som dels indeholder et

overfladeepitel (lamina epitelialis) og dels mere eller mindre løst bindevæv

(lamina propria), indeholdende små blod- og lymfekar, herunder kapillærer og

nerveender og endelig kan der være lidt muskelvæv (lamina muscularis) som

regel i form af glatte muskelceller.

Efter slimhinden kommer et lag af bindevæv (tela submucosa), der indeholder

større kar og større nerver. I submucosa ses også diffust lymfoidt væv.

14

Efter submucosa indeholder rørsystemet to til tre lag af glatte muskelceller.

Disse muskler har ansvaret for æltning, segmentering og peristaltik af føden.

Endelig er rørsystemet fra ventriklen og nedefter beklædt med bughinde og

afsluttet derfor med en serosa i form af mesotel. I subserosa kan der være

bindevæv og fedtvæv.

15

I cavum oris, pharynx og eosophagus er lamina epitelialis opbygget er et tykt

lag af flerlaget uforhornet pladeepitel. Det flerlagede epitel tåler både stræk og

mekanisk påvirkning. Lamina muscularis er et særligt tykt lag af lændegående

glatte muskelceller.

16

Eosophagus indeholder i submucosa slimproducerende kirter, der altså

afgiver slim og derved letter transporten af føde. Tunica muscularis adskiller

sig fra andre dele af fordøjelsessystemet ved at indeholde tværstribet

muskulatur i den første 1/3.

17

Ved overgangen fra eosophagus til ventrikel skifter overfladeepitelet brat

karakter. Fra flerlaget uforhornet pladeepitel, som det ses i eosophagus til

enlaget cylinderepitel i ventriklen. Overfladeepitelcellerne i ventriklen

producerer dels slim og dels hydrogencarbonat, der opløses i slimen, hvorved

cellerne beskyttes mod den stærke syre, der udgør mavesaften. Ved

tilbagevendende reflux, altså tilbageløb af mavesaft til eosophagus, må man

formode at pladeepitelets regenerationsfrekvens forøges, hvorved risikoen for

udvikling af cancer opstår.

Overfladeepitelet i ventriklen danner krypter, indeholdende forskellige typer af

kirtelceller, der dels producerer saltsyre (parietalceller), pepsionogen

(hovedceller) og gastrin (endokrine celler).

Parietalcellerne producerer også intrinsic factor, som er et glycoprotein, som

binder sig til B-12-vitamin, og som er nødvendigt for at B-12-vitamin kan

optages i tyndtarmen.

18

Tela submucosa i ventriklen indeholder ret løst bindevæv med kar og nerver.

Tunica muscularis adskiller sig i ventriklen fra den generelle opbygning, idet

der her også er et skråt forløbende muskellag. Man må formode, at det øger

mavesækkens æltningsmuligheder. En god æltning er en forudsætning for at

pepsin kan komme i forbindelse med fødens indhold af protein.

19

Da stort set al absorption foregår i tyndtarmen, er det vigtigt med en stor

overflade. Dette opnås dels ved at submucosa danner tarmfolder (plicae

circularis), der er særligt udtalt i jejunum, dels ved at der i mucosa dannes villi

og endelig ved, at der på de absorptive celler er mikrovilli.

Overfladeepitelet er enlaget cylinderepitel. I overfladeepitelet ses mange

absorptive celler, og derudover mucinproducerende bægerceller og

henholdsvis sekretin- og cholecystokininproducerende celler.

De sekretinproducerende celler stimuleres af henholdsvis surt chymus og

peptider i duodenum. Sekretin stimulerer de acinære kirtelceller i pancreas til

sekretion af specielt hydrogencarbonat.

De cholecystokinin (CKK) producerende celler stimuleres af forekomsten af

henholdsvis peptider, aminosyrer og fedtsyrer i duodenum. Cholecystokinin

stimulerer de acinære kirtelceller i pancreas til sekretion af specielt

fordøjelsesenzymer, altså forstadier til lipase, peptidaser og amylase.

20

Lamina propria er et meget cellerigt bindevæv, der indeholder små kar,

herunder blod- og lymfekapillærer. Lamina propria udgør bindevævskernen i

villi, og udfylder rummet mellem de Lieberkünske krypter.

På overgangen mellem tunica mucosa og tela submucosa finder der diffust

lymfoidt væv. Mængden af lymfoidt væv tiltager ned gennem instetinum

tenue, sådan, at der er mest i ileum.

I de Lieberkünske krypter findes stamceller, der ved deling sørger for

tyndtarmens hyppige udskiftning af overfladeepitel. Stamcellerne findes i

bunden af de Lieberkünske krypter og vandrer efter deling op i epitelet. Der

findes populationer af stamceller, der kan differentiere til alle de øvrige

celletyper.

21

Tela submucosa i tyndtarmen består af forholdsvis løst bindevæv med større

blod- og lymfekar. I den første del af duodenum ses Brunnerske kirtler i tela

submucosa. Disse kirtler producerer basisk slim, og er således med til at

danne et slimhindelag, der beskytter tarmcellerne mod det sure chymus fra

mavesækken.

Plicae cirkularis, altså folder af tela submucosa er mest udbredt i jejunum.

Tunica muscularis består af dels af et indre cirkulært og et ydre longitudinelt

lag af glatte muskelceller, der dels sørger for opblanding af tarmindholdet og

for en videre transport i retning mod endetarmen. Mellem muskellagene er der

nervefibre. Peristaltikken fremmes af parasympaticus og hæmmes af

sympaticus.

Tunica serosa afsluttes ud mod tarmkrøset af et mesotel, altså et enlaget

pladeepitel. I subserosa, mellem mesotelet og tunica muscularis er der

bindevæv, ofte med et vist indhold af fedt.

Tarmkrøset er en dobbeltfold af bughinden. Krøset indeholder karforsyningen

til tarmenes forskellige afsnit. Der forekommer også en del fedt i tarmkrøset.

22

Lumen i tyktarmen er meget større end i tyndtarmen.

I tyktarmen (colon) har cylinderepitelet ikke mikrovilli. Det danner lange

Lieberkünske krypter med mange slimproducerende bægerceller. Submucosa

består af bindevæv, der kan indeholde en betydelig mængde af fedtvæv.

Karakterisk for colon er tunica muscularis, som består af et komplet indre

cirkulært muskellag, men et ufuldstændigt longitudinelt lag, bestående af tre

bånd. Disse bånd er kortere end tarmen, hvorved tarmen får en karakteristisk

udbuling.

23

Fordøjelsen reguleres dels via nervesystemet, dels hormonelt. Det foregår i et

samspil, på den måde, at det ofte er sanseceller i nervesystemet, der

påvirkes og stimulerer de forskellige kirtelceller til sekretion.

På slidet er nævnt de hormoner, vi støder på i forbindelse med regulering af

fordøjelsen, hormonernes målceller og disses sekretionsprodukt. På de næste

slides vil der være en gennemgang af hvad der stimulerer de

hormonproducerende celler.

24

Som det fremgår af slidet, starter udskillelsen af hormoner allerede før vi

putter mad i munden, idet synet af mad stimulerer spytkirtlerne til sekretion af

spyt – vi får vand i munden.

I forbindelse med tygning af maden begynder de gastrinproducerende celler i

antrum-delen (den nederste del) af ventriklen at secernere gastrin. Som det

fremgår af det første slide, vil gastrin påvirke parietalcellerne i ventriklen til at

afgive saltsyre.

Når føden kommer ned i ventriklen vil dette stimulere hovedcellerne i

ventriklen til afgivelse af pepsinogen og parietalcellerne til afgivelse af mere

saltsyre, ligesom det vil stimulere de gastrinproducerende celler til at afgive

gastrin. Pepsinogen vil i saltsyre blive spaltet til pepsin. Pepsin virker

autokatalytisk, hvilket betyder, at pepsin vil katalyserer spaltningen af flere

pepsinogenmolekyler til pepsin.

Pepsin spalter protein i føden til peptider, og peptider stimulerer til yderligere

produktion af både saltsyre og pepsinogen. Så længe, der er protein i

mavesækken vil der altså afgives pepsin, som kan spalte det. Saltsyren

sørger for at mavesyren har en pH-værdi svarende til pepsins optimum.

Kontraktion af mavesækkens tre muskellag sørger for en god æltning, der gør

det muligt for pepsin at komme ind til fødens indhold af proteiner.

Mucosas indhold af basisk slim beskytter epitelcellerne i ventriklen mod

henholdsvis pepsins og saltsyrens skadelige virkning.

25

Tømning af ventrikelindhold styres primært af forholdene i duodenum.

Tilstedeværelsen af chymus med lav pH-værdi stimulerer epitelceller i

duodenum til udskillelse af hormonet sekretin, hvis hovedfunktion er, at

stimulerer acinære kirtelcelleri pancreas til udskillelse af hydrogencarbonat.

Tilstedeværelse af fedtsyrer og peptider i duodenum stimulerer epitelceller i

duodenum til udskillelse af hormonet cholecystokinin, hvis funktion dels er, at

stimulere acinære kirtelceller i pancreas til udskillelse af enzymer og dels at

stimulere galdeblæren til afgivelse af galde indeholdende galdesalte.

Som det fremgår af slidet, vil en høj koncentration af de ovennævnte stimuli

hindre ventrikeltømning. På den måde vil ventrikeltømning ske i et tempo,

hvor fordøjelsen i tyndtarmen kan følge med.

26

Fordøjelsesenzymerne afgives som proenzymer, der først aktiveres i lumen,

der hvor de skal virke. Dette er med til at sikre, at der ikke sker en

selvfordøjelse.

Pepsinogen aktiveres således til pepsin i lumen på ventriklen af saltsyre (det

første) og senere af allerede dannet pepsin.

Trypsinogen aktiveres i lumen på duodenum til trypsin af enzymet

enterokinase, som findes i tyndtarmsepitelet. Trypsin tilhører enzymgruppen

peptidase. Trypsin har en autokatalytisk funktion og aktiverer også andre

peptidaser i tyndtarmen.

Lipase formodes også at afgives som et proenzym, der først aktiveres i

duodenum.

27