APRIL 1990

TEMA: BØRNELITTERATUR - KLASSIKERE OG HISTORIE

-

Børne- og Ungdomskultursammenslutningen

Nr. 15 1990

Børnelitteratur - klassikere og historie

KONTAKTADRESSE:

REDAKTION:

Børne- og Ungdomskultursammenslutningen Århus Universitet Bygning 325 lokale 332 DK-8000 Århus C Telf. : 06 1 3 67 1 1 lokal 574

Jette Horn Hansen Esben Hulgaard Flemming Mouritsen Anne Pedersen Erik Stærfeldt

LOGO: Per Eskildsen

MEDLEMSSKAB AF BUKS: 1 30 kr. årligt for enkeltpersoner. 230 kr. årligt for institutioner.

BUKS nr. 1 5 er udgivet med støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd og Århus Universitets Forskningsfond.

Eftertryk med kildeangivelse tilladt

April 1 990

Tryk: AKA-print

ISSN: 0108-8963

2

Indhold:

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Flemming Mouritsen:

Det principielle kirsebær Analyse af et typeeksempel på en af børnelitteraturens hovedgenrer: Den moralske fortælling fra 1700-tallet . . . . . . . . . . . 7

Erik Stærfeldt: Myten Robinson Crusoe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Anette Bendixen og Henny Stouby: "Skiønheden og Bæstet" . Et eksemplarisk lærestykke i den borgerlige pigeopdragelse i slutningen af 1700-tallet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40

Dieter Richter: Til Bulenspiegel - den asociale helt og pædagogerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52

Bo Nake: Drengen som gentleman Kaptajn Marryat og Peter Simple . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71

Andre Wang Hansen: Sølvklar Tåge i spejlet Bag Spejlet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84

Jens Ager Hansen: Klosterjægeren Manden som dreng . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91

Esben Hulgård: "Vi vil flyve" Om Egon Mathiesens billedbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98

Bidragydere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . l 06

3

Forord

Det fortælles, at Vorherre engang fandt på, at han trods alt lige ville aflægge

Adam og Eva en visit for at se, hvordan det gik med dem efter, at de var drevet

ud af paradis, og han havde sat dem til at svede for føden og blive hugget i

hælen af slangerne.

Han sendte en engel i forvejen for at melde sin ankomst. Så kan det nok være,

de fik travlt med at få stapset op. Det skulle jo tage sig ordentligt ud, når nu

selveste Herren kom på besøg. Beværtes på det bedste skulle han også. Især Eva

gik der nærmest panik i. Hun skulle ikke risikere at få mere skam over sig . Det

havde været mere end nok, da hun blev hængt ud sidste gang. Hun hersede og

regerede. Både med mand og børn, og mest med sig selv.

Englen vendte imidlertid tilbage til himlen og aflagde rapport til Vorherre. Da

han hørte, at Adam og Eva havde fået en guds velsignelse af børn i mellemtiden,

sendte han englen ned igen for at sige, at han ville velsigne alle de børn, som et

tegn på sin velvilje. De skulle sørge for at få samling på dem, til han kom.

Havde Eva haft travlt før, så gik hun nærmest grassat nu. Hun samlede børn

ind, hun skrubbede og skurede på dem. Hun fik dem i pænt rent tøj, hun hersede

med dem og gav dem besked på, hvordan de skulle opføre sig. Men der var alt

for mange børn, og hun var knap halvvejs gennem flokken, før Vorherre og hans

følge var på vej . Nu var gode råd dyre. Hun stillede de pæne børn op. De andre,

dem, der var beskidte, syntes hun ikke, hun kunne være bekendt. Dem gemte hun

hurtigt rundt omkring i buskene og mellem bakker og dale.

Besøget gik fint. Vorherre syntes, de havde gjort det godt, og inden han skulle

af sted, ville han så lyse Herrens velsignelse over børnene. De blev stillet op.

Vorherre velsignede dem. Han spurgte, om de nu alle sammen var der? Jo, jo

det var de skam. Om de nu var helt sikre? Det var de. Vorherre og englene tog

af sted.

Men fra den dag var alle de beskidte børn væk. De var blevet vilde og levede

i vildnisset. Det fortælles, at fra dem nedstammer bjergfolk, huldrer, elverfolk,

nisser og alt muligt andet troldtøj . De kommer fra de børn, Eva ikke ville være

bekendt, alle hendes beskidte og forvildede børn.

Denne fortælling om troldtøjets herkomst kan på mange måder ses som et bil­

lede også på de nyere tiders opdragelsesværk, og på, hvad vi den dag i dag gør

ved børn omend på mere raffinerede måder. Opdragelse, dannelse, skoling, pæda­

gogik går ikke mindst ud på at skille skidt fra kanel. Det ligger som hvide snit

tværs gennem børnene og os selv med.

4

Det er en gammel historie, som også børnelitteraturen er delagtig i lige siden

dens gennembrud i 1700 tallet. Den har på flere måder fungeret som en af Evas

skurebørster. Og Adams. For han har spillet en langt større rolle i de senere

tiders historie.

Der skal skarp lud til skurvede hoveder, siger man. Barnehovederne var åben­

bart godt skurvede tilbage i 1700 tallet. I det mindste var luden dengang skarpere

end den siden blev. eller også er vi bare blevet mere vænnet til den.

Det er ikke bare børn, der kan være pæne eller beskidte. Det er også litteratur

og anden børnekultur. Også her går der et skel mellem det ordentlige og troldtø­

jet. I 1700 tallet gik det mellem den moralske litteratur og de saftigere eventyr. I

dag går det mellem det lødige og det kulørte. Mellem dannelseskultur og mas­

sekultur. Debatterne om børnekultur fra forskellige perioder ligner hinanden , hvad­

enten de har handlet om opdragelseslitteratur og eventyr eller om pæne bøger og

tegneserier eller video. Intense og lidenskabelige har debatterne været.

Flere af artiklerne i dette nummer belyser direkte eller indirekte disse temaer.

Vores hensigt har været at belyse børnelitteraturen historisk, og at gøre det gen­

nem analyser af tekster, der enten har fået status som klassikere for børn eller som på anden vis er repræsentative for en periode eller en genre. Analysen af

teksterne har været det primære ud fra den betragtning, at sådanne efterhånden er

en mangelvare, og at der er brug for en genoplivelse som baggrund for en mere

gennemgribende forståelse både af barndoms-og litteraturhistorien og af de lit­

terære teksters æstetik og funktioner.

Artiklerne her betegner en række punktnedslag på perioder og teksttyper. Med

en koncentration om den tidlige børnelitteratur spænder de fra 1700 tallet til mel­

lemkrigstiden. Det er vores agt at følge dette nummer op med nye analyser af specielt 1 800 tallets og dette århundredes børnelitterære klassikere.

Fire af dette nummers artikler beskæftiger sig med den tidligste børnelitteratur

og tegner indirekte nogle af denne periodes hovedtræk, som også er grundlæggen­

de for den senere børnelitteraturs udvikling.

Den første artikel "Det principielle kirsebær" analyserer en af de fortællinger fra

1700 tallet, der kan karakteriseres som en "skurebørste" , en af Adams vel at

mærke. Artiklen beskriver gennem analysen hovedtræk i 1 700 tallets opdragelse

og børnelitteratur.

Analysen af " Skønheden og bæstet" handler derudover også om renskuringen af

en folkelig fortælling, og hvordan den med rigelig brug af moralsk lud, selv

gøres til et brugeligt rensemiddel for de små pigers inderste organer.

Modsætningsvis behandles en af Evas vildfarne unger og et af børnelitteraturens

hittebørn i historien om "Til Eulenspiegel" , ligesom analysen af disse fortællinger

sætter opdrageisesværket i relief fra denne synsvinkel.

En fjerde artikel om den tidlige børnelitteratur behandler en af børnelitteraturens

superklassikere "Robinson Crusoe" , som har været udsat for utallige omskriv-

5

ninger, pædagogiseringer, såvel som kommercialiseringer, og som også har været

grundlag for en strøm af senere "robinsonader" . Skurebørsterne og den skarpe lud

har været brugt på denne fortælling i en målestok som sjældent ses. Ligesom den

selv er blevet brugt som rengøringsmiddel.

De øvrige fire artikler betegner mere punktvise nedslag på senere tiders børne­

litteratur. De to første analyserer engelske klassikere fra 1 800 tallet. De to sidste

behandler danske børnebøger fra første del af dette århundrede. Det er disse peri­

oder vi agter at udbygge i et følgende nummer.

Analysen af Marryats "Peter Simple" tematiserer bl.a. den pæne dannelses­

models brydning med den mere "beskidte" fortælling og skrøne. En af grundene

til Marryats sejglivethed som bømeklassiker er, at han overskrider børnelitteratu­

rens renskurethed og bornerte grænser.

Noget lignende gælder Carrolls "Alice i Eventyrland" . Den er ikke blot en bør­

neklassiker. Den er, omend lidt overset som sådan, en af både romantismens og

modemismens klassikere. Som for H.C.Andersen gælder det for Carroll, at nok

skriver de for børn, men deres bøger er centrale i verdenslitteraturhistorien. På

sæt og vis er de idealet af børnelitteratur netop ved, at de sprænger bømeghet­

toens grænser. Artiklen tematiserer et af de overskridende moderne træk i "Alice

i Eventyrland" - dens "fotografiske" æstetik.

"Klosterjægeren" af Torry Gredsted er måske ikke hans mest klassiske værk,

det er Paw, men til gengæld er den velegnet til at belyse opdragelseskonstruk­

tionens og den klassiske dannelses sammenbrud, som er et hovedtema hos Gred­

sted. I hans forfatterskab slår den moderne kulturkrise ud, bl.a. som en krise for

opdragerne og opdragelsen. I hans bøger skildres ikke blot Adams og Evas bøvl

med al den renskuring. Her er de kommet i tvivl om, hvorvidt det overhovedet er

umagen værd. Måske skulle ungerne hellere sendes ud i vildnisset for at blive til

noget ordentligt.

Ej heller er Egon Mathiesens "Vi vil flyve" hans mest oplagte klassiker, f.eks. i

forhold til "Mis med de blå øjne" . Den er til gengæld mere tydelig i mange træk

og et pionerværk i udviklingen af en moderne børnebogsæstetik og sam­

menhængende hermed et nyt bamdomssyn, der overskrider den gamle histories

ramme. I hans bøger handler det ikke om at skure ungerne rene eller hvidvaske

det kulørte. Det handler om betingelser for at få deres kulører til at blomstre.

På denne måde tegner teksterne og analyserne af dem alligevel indirekte en

historie, og forholder sig til en grundlæggende tematik i bømesyn, opdragel­

sesværk og børnelitteratur. Denne er også genrernes og den litterære æstetiks

historie.

Dette sidste aspekt er en grund mere til at gå vejen over konkrete analyser. Det

gør det muligt at aflæse betydningerne i den æstetiske praksis, som et centralt element i historien.

6

Det principielle kirsebær Analyse af et typeeksempel på en af børnelitteraturens hovedgenrer: Den moralske fortælling fra 1700-tallet.

af Flemming Mouritsen.

Fortællingen , "Pådømte sager" er et eksempel på de moralske småhistorier, der

udgjorde en hovedbestanddel af 1700 tallets børnelitteratur. Den er trykt i et af

de første danske skoleblade: "Adresse Avis for børn " ( 1779-82). Den indgår her

på linie med andet af tidens opdragende børnestof: Fortællinger, oplysende fag­

stof, nyheder, breve, annoncer osv.

Teksten udmærker sig således ved at indgå i, hvad man kunne kalde tidens

mainstream børnelitteratur. Den udmærker sig derimod ikke ved at være særlig

signifikant, hvad angår forfatter (en sådan opgives ikke}, pædagogisk syn eller

ved at være et nydannende eller særlig udviklet eksemplar af sin race.

Når den fremdrages her, er det fordi den dels repræsenterer den gængse type

moralske fortællinger, dels fordi den alligevel adskiller sig fra hovedmassen af

dem. Den rummer flere af genrens typetræk end almindeligt er. Der er flere

dimensioner i den, og de er der i koncentreret form. Historien er mere "typisk"

end de statistisk set mest almindelige. Den er ikke bare en banal afskrækkelses­

historie.Den har større udsagnskraft, og det er i denne forstand, den er repræsen­

tativ.

Historien er ikke længere, end at den her kan citeres i sin helhed:

PådØmte Sager Papa sad på Domstolen i sit Sovekammer, og kaldte den lille arresterede Peter for sig: Arrestanten mødte under Geleide af sin ældre broder, for den faderlige Ret.

Har du ikke taget Kirsebær i Haugen? Jo, min Fader! men jeg tog kun et. Er det ikke forbuden dig , at røre ved noget Træe. eller tage noget af frugten selv? Jo, men jeg tog kun bare et. Gav jeg dig lov at tage et og ikke flere? Nei! Hvad var mine Ord til dig?

7

At jeg ikke maatte røre nogen Frugt i Haugen. Nu har du jo rørt og spist et Kirsebær og altsaa overtraadt min Befaling. Ja min Fader. Og hvad Straf sadte jeg for dig om du gjorde det? Jeg skulle have Hug. Nu vel min Søn, du har dømt dig selv, og det er altsaa billigt jeg opfylder

mit Løfte. Dommen bliver altsaa denne: "Paa det lille Peter, ikke skal lære sig til paa Smaating at blive Tyv, og væn-

nes til ved Kirsebær og Æbler at stiæ/e Penge og Ting af stoer Værdie, og tilsidst blive greben og straffet offentligt, saa kiendnes for Ræt, at han bør have sine Hug uden Skaansel. "

Dommen blev Strax fuldbyrdet, og aldrig stial Peter siden! l)

Afskrækkelsens lærestykker

Tilsyneladende er historien en af de banale historier om, hvor galt det går, når

børn er ulydige. En banal afskrækkelseshistorie som alle de andre. De historier

siger også på deres vis noget om tidens opdragelse og samfund. De er udtryk for

et terroriseret og undertrykt barneliv. Sådan en historie er denne her også.

Den er som de fleste af disse historie er lærestykke , et eksempel - ikke til

efterfølgelse - men til afskrækkelse. Det er slående ud fra en nutidig synsvinkel,

hvor voluminøse kulisser, der stilles op i disse historier,hvor hårde sanktioner

(straffe), der tages i brug, og hvor stærke magter, der sættes i sving for at hånd­

hæve love, regler og påbud (både Gud, Fanden og Forsynet, samt sot, sult, for­

krøbling og død - fortabelse socialt, personligt og sjæleligt) .

Der spares ikke på krudtet, for at få ungerne til at makke ret - de prygles ,

udstødes, gøres fattige, lemlæstes, slås ihjel i historie efter historie. Man kan nok

sige, der bliver gjort noget for børnene, der sættes noget ind på sagen. Den man

elsker tugter man. J a, man kan sige, at der på sær vis gøres mere ud af børnene

end, hvad vanligt er i dag. Sagen, opdragelsen, tages mere alvorligt. Dette er

denne historie et særligt markant udtryk for, samtidig med, at den adskiller sig

fra andre historier ved at være yderst moderat. Tæsk er i sammenhængen et mildt

middel.

Det budskab, historien har, er kort og godt: du må ikke stjæle, og gør du det

lurer individuel og socialt fortabelse på dig. Tæsk får du også, vær du glad for

det. Du kan endnu redde dig. Som sådan kan historien let affærdiges som et

historisk kuriosum, endnu eet eksempel på, hvor alvorligt man til de nyeste tider tog børns smårapserier, og hvor fanatisk man straffede for det. Samme tema ville

i en af de gængse historier være fremstillet i et konsekvens-forløb, hvor kir-

8

sebærtyveriet førte til mere tyveri - som gik videre til faktisk dom og enten død i

fattigdom (eventuelt med forudgående anger og sjæleredning) eller henrettelse (der

blev hængt børn dengang for tyveri, men det var nu nok ikke børn fra familier,

hvor der blev læst historier).

Det er bl.a.i det stykke, at denne historie er moderat. Den vil mere end af­

skrække. Den vil mere end indterpe det s:srvende bud med tvang. Historien hand­

ler specielt om tyveri, men den handler i det generelle om børneopdragelse; den

ikke bare afskrækker, den indpreneter. Midlet hertil er dens gestaltning af et

dramatisk rum.

Den faderlige ret

På fremtrædelsesplanet er historiens sted familien, faderens soveværelse, der her

ikke er fremstillet som et særligt familiært sted,men tværtimod som det sted i

huset, hvor offentligheden og samfundet materialiserer sig i den ellers private

sfære. Den åbne fremstilling af forløbet som en rettergang med domstol, dommer

og fangevogter er ikke bare en forstærkning, ikke bare en ydre rolletilskrivning.

Den er udtryk for, at drengens handling er et brud på en højere lov end familiens

egen, at den er en sprængning af familiens intime rum, og at den er en trussel

mod familiens eksistens, mod dens karakter af at være beskyttelse mod omver­

denens hårdhed, af dens funktion som menneskelighedens, ømhedens sted. Dette

kommer til udtryk i den konsekvente gennemførelse af rettergangsformen og i

historiens alvor.

Disse to planer ligger åbent i teksten. Det primære handlingsplan er det famili­

ære rum, som også er børns livsrum. Dette organiseres her som model for og

som udtryk for det samfundsmæssige rum. Denne struktur, hvor ellers afsondrede

sfærer sammenføres, er usædvanligt, og også karakteristisk for det tidlige borger­

skabs situation og for opdragelsen (senere bliver børnene isoleret i familiens

særverden).

Gennem denne opbygning forstærkes handlingens perspektiv og faderens rolle.

Han er ikke blot "far", han er "Fader", familiens overhoved, ærkepatriarken i

egen høje person. Og han er dommer. Hans aura forstærkes, idet han fremtræder

som samfundsmagtens og retfærdighedens repræsentant.

Der ligger uudsagt endnu et tredie plan i historien, en yderligere forstærkning

af faderen. Det er ikke camoufleret. Ethvert barn på den tid ville øjeblikkelig

høre, at faderen ikke blot taler med patriarkens og samfundsautoritetens (dom­

merens)stemme. De ville høre selveste gudfaders røst gennem hans. Det er Vor­

herres ord til Adam, der lyder gennem ham:"Har du ikke taget Kirsebær i Ha­

gen?" eller: "Er det ikke forbuden dig at røre noget Træe eller tage noget af

frugten selv?" Teksten er næsten lige så gennemsivet af religiøs sprogbrug og

9

aura som af juridisk. Både Lov og Bibel taler i den. Der sidder han altså på sin stol i soveværelset, måske i slåbrok og tøfler og

med nathue, men allerede ved Peters ulydighed (synd), har faderen antaget sin

anden maske: Skummel og sort for bevidstheden sidder han som straffende patri­

ark, yderligere sort og streng gennem dommerrolle og retsrituaL Peter er allerede stødt ud i den vilde verden. Y deriigere runger så Gudfaders evige fordømmelse

gennem, hans ord. Stærke sager for en bette knægt, der fik lyst til et kirsebær -

forbuden frugt, forbuden lyst.

Det principielle kirsebær

Hvad er det da han har gjort? Det kan ikke bare være det ene kirsebær det hand­

ler om. Eller rettere hvordan kan sådan et kirsebærtyveri være en trussel for

familien? Hvorfor fremkalder det den voldsomme reaktion fra de tre stærke mag­

ter. Hvorfor er dette småtyveri ved at udløse udstødelse og fortabelse over dren­

gen? (Det lidt komiske skær, der er over historien for en nutidig læser har ikke været der for datidens "petere").

Historien handler ikke bare om et kirsebærtyveri. Den handler om principper.

Og om mere end tyveriet som princip, selvom det står centralt. Det vigtigste er

ikke, at drengen har overtrådt dette bestemte forbud, denne bestemte norm. Det

vigtigste er, at han overhovedet har overtrådt en norm, har været ulydig, har begået lovbrud.

Historiens tema er tyveriet. Lad os da se på det først. Også i senere tider har børns rapserier fremkaldt voldsomme reaktioner. Begrundelsen for at tage vold­somt fat har været den samme som i historien her: at forhindre senere udskrid­

ning i kriminalitet. Men i denne historie er det en pseudobegrundelse (omend

sikkert reelt ment). For det er jo ikke ligefreem borgerskabets "petere", der blive

tyve (ikke den slags tyve i det mindste). Det gør ikke princippet mindre vigtigt,

tværtimod. For så sandt som tyveri og privat ejendomsret hører sammen, så sandt som loven er udtryk for de besiddendes og magthavernes interesser, så sandt er

den besiddendes interesse i lovens opretholdelse fundamental. Den sikrer hans

eksistensgrundlag. Det er dette, det mest fundamentale princip, Peter har forbrudt sig imod. Hans klasses, hans families og hans egen eksistens beror på dets opret­holdelse. Hans handling er således udtryk for fatal mangel på bevidsthed herom.

Historien viser, at det ikke er nok bare at tæske princippet ind i drengen. Han

må overbevises. Derfor iscenesættes hele ritualet med afhøring, selvfordømmelse, begrundelse og straf. Og derfor må den sociale fortabelsesrisiko hales frem. Den

er reel nok. Det er vigtigt at gøre noget ud af det, at prente det ind i ham. Lige uden for døren ligger nød og elendighed i rendestenen og ude på galgebakken er konsekvenserne synlige også for børn. Ejendomsretten og lovens hellighed er

10

selve grundlaget for eksistensen. Det kan ikke siges direkte, men forankres i guddommelig indstiftelse og eviggjort retfærdighed gennem en omtolkning af syndefaldsmyten til en ideologisk historie om vorherres egen ejendomsret.

Det er således nok så meget ejendomsret, som det er tyveri, historien handler om. Men ejendomsretten er ikke så meget værd som et blot og bart indbanket princip. Den beror på lov og magt. Dvs. i denne sammenhæng på autoriteterne i samfundet og i familien. Autoriteterne undermineres også i Peters handling. De

kræver ubetinget lydighed. Faderen og hans bud repræsenterer loven i familien, og historien viser, hvor fundamentalt autoritetsprincippet og lydighedskravet er i familien i denne periode. Det er ikke et blot og bart tvangs og magtmiddeL Det er ikke blot et rigidt og hårdtslående krav om lydighed og underkastelse. Det er en eksistens-nødvendighed. Det er det både udadtil, som et middel til at oprethol­de samfundsordenen, og indadtil i opdragelsen, hvorigennem den borgerlige fami­lie reproducerer sig selv og sit eksistensgrundlag i børnene.

Den " principielle" opdragelse

Hævdelsen af dette princip bliver livsvigtig, også fordi børnene er afsondret fra samfundsmæssig praksis. De kan ikke tilegne sig normer, adfærd, sarn­fundsforståelse og ideologi gennem deltagelse. Opdragelsen er blevet abstrakt. Den bygger på for-domme, principper, der skal sættes ind i ungerne - abstrakte indsigter de ikke kan have et praksisforhold til. Historien og den procedure, den

fremstiller, er en af de anvendelige strategier. Den er altså også et udtryk for, at opdragelsen stiller sig som projekt og problem. Den må iscenesættes, konstrueres. Historien er i sig selv en sådsan eksemplarisk og konkret iscenesættelse i form af et rollespil. Heri er den ikke speciel. Den viser tværtimod, hvad der er tilfældet i opdragelsen i almindelighed.

Denne åbne iscenesættelse og ritualisering af børneliv og opdragelse er et afgø­rende træk i periodens hele pædagogiske og børnelitterære indsats. Det vrimler

med opskrifter og eksempler. Børns daglige liv iscenesættes fra påklædning, lege­tøj og spisemanerer til måder at være sammen på, tale sammen på og bede af­

tenbøn på. Det er ikke tilfældigt, at Vibeke Stybe har kaldt sin samling af tekster fra denne periode børnelitteratur for "Børnespejl", for det er, hvad teksterne er: lærestykker i adfærd, eksempler på hvordan børnelivet kan iscenesættes. Sympto­

matisk er det, at både pædagogik som fagområde og børnelittertur har deres ud­spring i denne periode.

Denne organisering af børneliv og opdragelse er et nødvendigt led i borgerska­bets kamp for etablering og udspringer af de særlige samfundsmæssige betingelser herfor. Den svarer til, hvad der sker på det økonomiske og politiske plan. I denne periode sætter en proces ind, der efterhånden omorganisereT samfundet og opdra-

1 1

gelsen.

I denne periode sker iscenesættelsen åbent, i nutiden gennemsiver den børneli­

vet,så vi opfatter den som en anden natur, en næsten uopdagelig selvfølgelighed.

Det gør den ikke mindre undertrykkende og abstrakt. De gamle tekster, som

f.eks. "Pådømte sager", kan ved deres tydelighed være redskaber for syn­

liggøreisen og forståelsen af, hvad der er på færde, også i dagens "usynlige"

opdragelsesdrama.

En epoke-gørende børne- og familiesituation er således til stede i historien her.

Opsplitningen af livs-sammenhængen i adskilte sfærer, offentlig og privat, social­

sfære og intimsfære, viser sig i historien netop ved, at det er adskilte planer, der

kobles sammen. Familierum, samfundsrum (lov og ret) og religion. Og netop

opretholdelsen af grænsen mellem privat og offentligt er en af historiens hovedan­

liggender. Risikoen for overskridelse er direkte tematiseret i slutningen (fra rapseri

til tyveri, fra frugt til penge, fra private "hug" til offentlig straf, fra faderlig ret til

samfundets domstol) .

Faderen er formidlingsfigur mellem intimsfære og offentlighed, mellem autori­

tetsprincippet i familien og i offentligheden. Det kan han være, fordi han ikke

som børn og kvinder kun har eksistens indenfor familien. Han har også en eksis­

tens udenfor den som den, der sikrer det materielle grundlag for familien, og som

samfundsborger. Han har de erfaringer, den praksisindsigt, som barnet er afskåret

fra, men som det samtidig skal oplæres i og tilpasses for at kunne fungere i det

som voksen. Faderen bliver også garant for, at det, der for barnet er fremmed,

uforståeligt og meningsløst som påbud og lærestof, har en mening, er nødvendigt

og rimeligt. Opretholdelsen af hans autoritet er derfor afgørende. Begrundelsen for

straffen ligger dels i opretholdelsen af autoriteten og dels i faderens funktion som

beskytter af barnet (det er for dets eget bedste, han straffer). Målet er indlæring

og accept af autoritetsbaseret opdragelse og anerkendelse af privatejendom og lov.

Lærestykke for børn - og voksne

Historien er et lærestykke, ikke bare for børn, men i mindst lige så høj grad for

voksne. Det er helt afgørende, at de voksne får lært, hvordan de kan iscenesætte den opdragelse, som ikke længere er selvfølgelig. Dette er nok vigtigere end, at

er par børn bliver skræmt fra at stjæle. Historien giver et helt partitur for, hvor­

dan tilsvarende situationer kan sættes op. Den siger indirekte til de voksne, at de

må gøre noget ordentligt ved det. For nok er den autoritetsbaserede afskrækkel­

sesopdragelse og børns lydighed alfa og omega også i denne historie, men his­

torien siger også at tvang og tæsk ikke gør det alene.

Her er et aspekt i historien som er essentielt. Drengen skal overbevises. Det

bliver han til dels gennem psykisk terror og fysisk straf, men det er ikke nok.

12

Underkastelsen under den ydre autoritet er utilstrækkelig. Det går ikke i længden,

at der skal stå en mand med en kæp ved siden af ham for at holde ham fra de

forskellige slags kirsebær her i verden.

Hvis opdragelsen tog den retning (og det er en reel risiko), kunne det let føre

til, at barnet ville flippe helt ud, når autoriteten var væk - om ikke før, så den dag han blev "sin egen herre" . Det gælder derfor at forhindre ham i at blive sin

egen herre i den forstand. Strategien går ud på at foregribe det netop ved at gøre

ham til sin egen herre. Dvs. ved at indlejre den ydre autoritet som en indre auto­

ritet, eller med andre ord, ved at han internaliserer faderens normer, som instanser

i sig selv. Det er det, historien lægger an på i modsætning til den type historier,

der bare løfter pegefingeren og kæppen eller dem, der lader det gå så grueligt

galt som en konsekvens. (Det er der ikke ændret så meget ved i tidens løb bort­

stel fra, at senere tiders historier og praksis i højere grad bruger belønninger end

afskrækkelse. Ulve i hælene og gulerødder for næsen. Det er nu som før grund­

princippet med den forskel, at det nu er gulerødderne lyset kastes på, hvor det

tidligere var ulvene).

Nødvendigheden, trodsen eller den principielle lyst

Rettergangen er en skinrationalisering og en camouflering af den rene vold: dren­

gen "dømmer sig selv" . Det er det, processen tjener til . Faderen opfylder ligefrem

sit løfte ved at give ham tæsk. Uudsagt betyder det, at det er på faderens præ­

misser og ubegrundede forbud, han dømmes. Der er ingen egentlig grund til, at

han ikke må spise kirsebær; udover den grund, at det må han altspå ikke. ("Ja­

men, hvorfor må jeg ikke tage kirsebær?" "Fordi det må du ikke!"- "Hvorfor skal

jeg gøre det du siger?" "Fordi jeg siger det!"osv).

I en anden livssammenhæng f.eks. hos fattigfolk kunne forbudet mod at rapse

frugt eller anden føde være begrundet med en eksistensnødvendighed og over­

trædelse af forbudet kunne resultere i de samme tæsk. Alligevel er der en verden

til forskel på et forbud, der udspringer af en også for barnet synlig og menings­

fuld nødvendighed, og så den principielle og abstrakte autoritetsbestemte. At det

er tilfældet, viser situationen. Drengen prøver jo netop at forsvare sig med den

logik:"Jamen jeg tog kun bare et"- "Gav jeg dig da lov til at tage et og ikke

flere?"

Heri ligger også, at drengen ikke har taget det kirsebær af opsætsighed, oprør

mod den faderlige autoritet, hvad der ville være en oplagt trussel mod den. Så­

danne trodsreaktioner er såre almindelige - autoritetsopdragelse har det med at slå

ud i agressioner og oprørskhed, trods, indtil den er vendt indad eller kanaliseret

ud i former for konkurrence, projektioner eller krigeriskhed.

Men dette er ikke på tale her. Faderen strejfer end ikke en sådan tolkning af

1 3

drenegens handling. Det er igen et tegn på, at historien her holder sig til hvad,

det drejer sig om. For der er noget endnu alvorligere på spil - oprørskhed er

hvad det er. Men den enkle ting at tage kirsebær, fordi man har lyst til det: Den er alvor. Denne periodes borgerlige opdragelse har sit fundament i drift- og be­hovsunder-trykkelse og beherskelse.

Driftsbeherskelsens princip

For at kunne varetage en familiebesiddelse og dermed eksistensgrundlag og inte­resser, er det nødvendigt at udvikle en karaktertype, som beror i evne til prin­cipiel og langsigtet driftsudskydelse. Konkrete drifts- og socialbehov må fornægtes

til fordel for økonomisk industriel, virksomhed. For den unge mand betyder dette at langvarig uddannelse og umyndighed må udholdes for en langsigtet fordel.

Peters handling er udtryk for en umiddelbar tilfredsstillelse af en driftsimpuls. Tæskene tjener også til at prente den historie inde i ham. De er udtryk' for en

umiddelbar startegi. Driftsundertrykkelsen antager senere mere raffinerede former,

f.eks. gennem en straf/belønnings-taktik, der sikrer beherskelsen og undertrykkel­sen som en internaliseret selvundertrykkelse og selvbeherskelse. Den historie

handler en god del af de følgende tiders børnelitteratur om. Men temaet er an­slået i hårdtslående form i de moralske fortællinger.

Det religiøse plan i historien er i denne forbindelse virksomt som andet end en autoritetsforstærkning. Det er ikke tilfældigt, at det er syndefaldsmyten og dens

æblespiseri, der inddrages. Den handler netop i denne forståelse om at give efter

for driften, og at dette er selve synden. Det forhold, at det er kirsebær, drengen

tager, er ikke ligegyldigt i denne sammenhæng (faderen taler om Træer og anden

Frugt). For den tids børn er disse allusioner og konnotationer noget, der umiddel­bart er virksomt. Syndefaldsmyten omtolkes til en børgerlig myte.

Sluttelig kan nævnes et aspekt i historien, der viser hen på historiens tematise­

ring af sammenhængen mellem samfundssitua-tion og børneopdragelse og viser dens klassernæssige baggrund. Faderen opfatter forholdet mellem sig og drengen

som et kontraktligt forhold, idet han taler om sit "løfte" til drengen. Det er ikke

en ren og skær dom og straf, det er en betaling. Kontrakter og kontraktforpligtel­ser er essentielt for borgerskabet. Det skal drenegen også lære. De menneskelige

relationer bliver til forhold mellem rolleindehavere - varebesiddere.

14

De moralske fortællingers efterfølgere.

"Pådømte Sager" er en repræsentant for den strøm af moralske og didaktiske

fortællinger, som er børnelitteraturens hovedgenre i dens første fase, hvor den

udvikles som et selvstændigt redskab for børneopdragelsen v .s.a. og nært knyttet

til skolen - en forbindelse, der har eksisteret lige siden. Den moralske fortælling har sin glansperiode i 1700-tallet, men den er så sej­

livet, at der endnu i 1950'erne stadig produceredes lignende fortællinger (fx. til julehefterne). Desuden er den ophav til den ene af børnelitteraturens hovedtyper: Den realistiske fortælling (roman). 1970'ernes problemrealistiske roman er således, hvad angår ungdomslitteratur, ligeså "pædagoigisk" orieneteret, på sin vis en sen efterkommer af den moralske fortælling. .

Derimod kan man ikke sige, at den moralske fortælling er ophav til sin an­

tipode, den anden hovedtype i børnelitteraturen: Den fantastiske fortælling og

eventyrdigtningen. Men de to typer er forbundne som yin med yang. Eventyrene

og fantastikken får deres gennembrud som børnelitteratur i første halvdel af 1800-tallet. I denne digtning kommer alt til udtryk, som den moralske fortællings be­

kæmper - og med den oplysningstidens opdragelsessyn: Fantasi, drift, spænding og underholdning. Tilsyneladende skyller alle de "pådømte sager" dermed ind i

barnekamre og barnesjæle. Under overfladen er der imidlertid et muligt fælles

omdrejningspunkt i disciplinering og tæmning af vilde lyster. Men det er en anden historie. 2)

Noter l. Fortællingen er hentet fra Vibeke Stybes fremragende samling af tidlig børnelit­teratur: "Børnespejl", Kbh. 1969. 2. Se herom Flemming Mouritsen: "Fra folkeeventyr til borgerlig børnelæsning" i Asger Albjerg (red): Folkboksagor och barnlitteratur, Biskops Arno 1982, "Danske

børnebogsforfattere" i Danske digtere i det 20.århundrede, Kbh. 1982, og "Børne­

litteraturens sociale funktion" i Sv. Møller Kristensen/Preben Ramløv:Børne- og

ungdomsbøger, Kbh. 1974. Også trykt i Fosseng/Jenssen/Risa: "Mellom boka og barnet". Stabekk,NKI-forlaget 1979.

15

Myten Robinson Crusoe

Af Erik Stærfeldt

Min hule lå omme bag ved laqen. I et krat. Det tog lang tid at bygge den. For det meste var jeg alene. Så legede jeg,at jeg var Robinson Crusoe. Alting lavede jeg selv, taget, bordet, bænken, krukken. Og brødet, det bagte jeg. Det legede jeg

i hvert fald, at jeg gjorde. Men skeerne, dem snuppede jeg i køkkenskuffen, uden at mor opdagede det. Vi havde så mange!

- Sådan fortalte en kvinde på 43 om sin barndom på landet. At Robinson var en mand, betød ikke noget.. Det var bare sjovt at prøve selv, undersøge, hvad man kunne , at finde på, uden hjælp fra andre, uden kommentarer, råd og retteri .

Ingen bedrevidende i nærheden. Det er frihed. Ka' selv! Vil selv! Her er det mig, der bestemmer/undersøger/fejler/finder ud af/prøver igen/lærer. Her finder jeg ud af, hvad JEG kan. Her prøver jeg mine opfindelser af i praksis.

Det gjorde Robinson på øen. Derfor elsker alle Robinson !

Robinson Crusoe, - 271 år

Så gammel er bogen. Men den udgives, - igen og igen. Gyldendals seneste oversættelse og bearbejdelse er fra 1 987. Den er placeret

ind som nr. 8 i rækken af "udødelige" . Altså en klassiker, en sværvægter, et mesterværk.

Robinson Crusoe tager omverdenens udfordringer op. Han handler, - og sejrer. Robinson bliver en helt for den vesterlandske læser. Som fiktiv figur svæver han mellem virkelighed og drøm. Romanen blander eventyrformen med biografisk og topografisk materiale, på en måde, der gør Robinson meget nærværende for læ­serne,

Robinson er fiktion, men romanen pirker til publikums muligheder. Bryd op,rejs ud, oplev, kæmp for alt hvad du har kært, - har du lyst, så gør det. Det er far­ligt. Du kan dø af det. Det har sin pris.

Men det er ikke kedeligt!

1 6

Familie, tradition og ungdomsoprør

Nu kan det være nok! Den ene storebroder blev dræbt som soldat ved Dunkirk i

kamp mod spanierne. Han var soldat, - oberstløjntnant. Den anden storebroder

forsvandt sporløst. Og hverken Robinson, faderen eller moderen fik nogensinde at

vide, hvad der blev af ham. To tragedier. To vilde sønner. Nu kan det være nok!

Robinson skal være jurist, - først i lære som kontorist eller i købmandslære, -

og så jurist.

"Den dreng kunne blive så lykkelig, hvis han blot ville blive hjemme; men hvis han rejser ud af landet, vil han blive den ulykkeligste skabning på jorden. Jeg kan ikke give mit sam­tykke hertil". s. 8-9.

Faderen beder indtrængende og kærligt på den ene side. Og syntes det ikke at

virke, så truer han med ulykker og at "Guds velsignelse ikke vil følge ham" s. 8. Og faderen græder, så "tårene strømmede ned over hans kinder" . s. 8

Robinson lover

"at slå sig til ro hjemme, som faderen ønskede. Men ak! på få dage var alt glemt, og efter nogle ugers forløb bestemte han sig til at stikke af hjemmefra. " s. 8

Robinson kan ikke falde til ro. Han har uro, lyst til at komme ud:

"Meget tidligt havde han hovedet fuldt af allehånde foifløjne planer om at se sig om i verden" s. 7

Forældrene bebrejder Robinson, - Robinson bebrejder forældrene. Hårdnakkethed

står over for stejlhed.

Robinson rejser, stikker af hjemmefra:

" . . og Gud skal vide, at det var i en ond stund, han gjorde det" s. 9

Da Robinson igen kommer hjem, er der gået 35 år. Og begge forældrene er

døde. Robinson er nu 54 år. Han gifter sig, får en søn og en datter, Robinson er

1 7

nu ved at blive gammel. Men så dør hans kone, Og uroen kommer igen op i den gamle. Han får "udlængsel" s. 1 8 1 og rejser endnu engang.

Med Robinsons ungdomsoprør går den patriarkalske slægtssammenhæng i opløs­

ning. Forældrene mister alle 3 sønner, altså en renlivet tragedie for en han­delsmand i økonomisk fremgang. Handelsmandens formue og succes i ar­

bejdslivet, og deri deraf følgende vækst i magt og indflydelse er altså ikke til­strækkeligt til at sikre den patriarkalske magt som fader over for sine sønner.

Robinson er udbryderen, der søger bort fra England, ud til civilisationens græn­se-egne, hvor staten endnu ikke har sat sit præg.

Robinsons uro skyldes netop en utilpassethed ved samfundet. Som ung kan

Robinson ikke analysere denne uro, men han kan føle dens baggrund. Faderens planer er gode, kloge, besindige, rolige, - men de er kedelige.

Og læserne er med. Læserne forstår udmærket kedsomhedssymbolikken i de

centrale signalord: " i købmandslære", "kontorist", "jurist", "sagførerkontor". (s.7-8).

Robinson stikker af. Han er en skidt knægt, der handler "i en ond stund". s. 9.

Robinson insisterer på sig selv, på sin egen individuelle ret til at handle efter

sin lyst. Han vil ikke indordne sig faderens autoritet.

Her ligger bogens moderne tematik, spændingen mellem pligt (familie, slægt, tradition, arbejde i samfundet) og på den anden side lyst (den unges, individets

ret til at gøre, som det selv vil, anti-autoritært). Og Robinson er anti-! Han ved ikke, hvad han vil, - men han ved, hvad han ikke vil.

Han stikker af, - hjemmefra! Til søs, bort, væk! han vil opleve, se sig om i verden. Han drives af nysgerrighed, og han drives ud over de grænser, som al­lerede er sat og formet af det engelske samfund.

Robinson kan her aflæses på to måder: a. han har et overskud af energi, en udadfarende kraft i sig, som han må følge

for at finde sin egen identitet. Identitet skal skabes gennem dynamiske søge - og

erfaringsprocesser. Og det er kernesundt og helt normalt. b. Robinson er neurotisk, uden evne til at koncentrere sig, han kan næppe mod­

tage en kollektiv besked (han adlyder i hvert fald ikke), han er grænsesøgende,

egocentrisk, asocial, uansvarlig, ved ikke hvad han vil, drømmer, mangler klare

målforestilinger osv. (et sådant skudsmål ville sikkert sende en dansk dreng til skolepsykolog allerede som 6-årig, - Robinson er 1 8 !) .

Med Robinson går traditionen, slægten og sågar den borgerlige kernefamilie i opløsning. Selve eneforsørgerfamilien bryder sammen til sidst. Da konen er død

får den gamle eventyrer atter udlængsel. Igen sætter han lyst over forsørgerpligt Han forlader sine to børn og gør endnu en gang honnør for sin længsel, - ud, ud, ud.

Farnilien omtales på 5 ud af 1 80 sider, - på de 3 første sider, og på de 2 sid­ste.

1 8

Familien er den ramme, som Robinson bryder op fra i romanens begyndelse, og

som han til sidst, forgæves, søger at genopbygge ved romanens slutning.

Romanens krop, dens tyngde ligger imidlertid et helt andet sted: Derude, uden­

for civilisationen. Men det er vigtigt at notere, at naturen kun tilsyneladende

ligger udenfor civilisationen. I virkeligheden er den, i kraft af synsvinkel og civilisationsforståelse hos Defoe allerede udset til at blive underlagt .den vestlige

verdens civilisationsforståelse.

Naturen er allerede i vesteuropæernes kikkert. Robinson er den udsendte spej­der. Han fungerer som kikkertens forreste og mest fremskudte linse. Han drager ud, undersøger, finder ud af mulighederne for at finde sig selv. Hvordan? Ved at

forvandle naturen til civilisation. - Sin egen civilisation. Robinson ved det ikke. Det er ikke en bevidst plan. Han handler bare for at overleve! Defoe lader Ro­binson få hele kulturbagagen med ud i naturen. Faderen og Guden, der er forladt

i det ydre rum, bliver genaktiveret som psykiske instanser i Robinsons indre. De

fungerer nu som indre dialog-partnere, som civilisatoriske redskaber, der nok er

1 9

svære at komme overens med. Men på den anden side er det netop i kraft af

disse kulturelle bearbejdningsprocesser, at Robinson, i egen selvforståelse, opnår

sin civilisatoriske kraft.

Den europæiske familie elimineres som spærrebom for det ekspansive civilisa­

tionsbehov, men den genaktualiseres som indre moralsk og kulturel kvalitet i

Robinsons selvforståelse.

Robinson bliver handlekraftig, men må arbejde hårdt på det indre psykiske plan,

for at udholde de indre modsætninger. Romanen handler derfor også om skyld og

straf i forhold til de patriarkalske autoriteter (Gud og faderen) . Rent geografisk

kan Robinson flygte. Men Gud og faderen flytter med. De er internaliserede og

langtidsholdbare i den civiliserede søn. Dem kan man ikke flygte fra. Det er

skæbne.

Set i denne dimension er Robinson Crusoe en eksistentialistisk roman, der

handler om valget og valgets psykiske pris.

- Men en ting er farnilieopgør, flugt, skyld- og syndsbevidsthed. Noget andet er

rejsen, oplevelserne, udfordringerne, farerne i det fremmede, - og hvordan Robin­

son klarer sig.

Fascinationen hos læserne ligger her. Først og fremmest. Men jeg er sikker på,

at romanen var havnet i glemsel for mange år siden, hvis den ikke havde haft en

understrøm af farlige, krydsende og dynamiske motiver, som igen og igen har

formået at oplade den mere direkte dramatik og give den dybde, dobbeltbun­

dethed, motivisk ambivalens og amoralitet. Kun ved sådanne gameringer når en

roman op på det mytologiske niveau, hvor den bliver "udødelig" . Og Robinson er sammensat, uhyre sammensat i a l sin naive enkelthed. I denne

sammensathed genkender den vestlige verdens læser stadig nye stumper af sin

egen psyko-sociale identitetsproblematik. Lønarbejder eller eventyrer? I det følgen­

de vil jeg fortsætte med at finde ud af, hvem denne Robinson egentlig er?

Det første vi har fundet ud af er, at Robinson er en vred ung mand. Han "fri­

sætter" sønnen i forhold til de patriarkalske krav om traditionsforlængelse på det

adfærdsmæssige plan. Han stikker af hjemmefra! Han gør op med plan, stat,

formel dannelse og hele den borgerlige familie. Men i sin egen selvfornemmelse

er det "drivende" motiv: uroen, kroppens og nervesystemets spontane svart på

udsigten til grænseløs, livslang kedsomhed. Robinson flygter fra udsigten til sen­

sorisk, oplevelsesmæssigt selvmord ! Kontorist og jurist! De ka' få fingeren. Jeg er

skredet.

Robinson følger fornemmelsen, følelsen, intuitionen. Han handler, men ved ikke

selv hvorfor, hvordan og hvorhen.

Herved synkroniseres Robinson og læserens bevidsthed. Robinson oplever, men

han ved ikke mere end læseren. Når Robinson står over for udfordringerne, står

læseren der også. Men Robinson rejser ikke ud i verden som en ung blandt man­

ge andre. Genren er ikke social-realistisk. I løbet af de første kapitler har Defoe

20

glidende og næsten umærkeligt løftet Robinson op i eventyrets mytologiske ver­

den, hvor læserne ved, at de står over for en helt.

Robinson Crusoe læses herefter med andre briller. Det drejer sig ikke om Ro­

binson overvinder farerne. Det ved vi, at han gør. Men hvordan?

Måden han overvinder farerne i det ukendte på, giver vor helt form og figur!

Og Robinsons måde er på samme tid helt speciel, og uhyre traditionel.

Flugt, forlis og en øde ø.

Efter et par forlis, med påfølgende bøn og anger, ned langs Englands-kysten

kommer Robinson endelig afsted. Han rejser til Guinea 2 gange, bliver fanget af

et tyrkisk sørøverskib. Robinson bliver kaptajnens personlige slave i 2 år. Flygter

sammen med en ung maurer, ned langs Afrikas vestkyst. Mod Senegal . Tåge,

sult, udmattelse, vilde dyr og vilde folkestammer truer:

"Hvis de vilde mænd kommer, dræber vi dem; de skal ikke komme til at æde nogen af os" s. 22

Robinson undslipper og samles op af en portugiser, "på vej til Guineakysten efter

negerslaver" s. 27. Robinson og Xury tilbyder kaptajnen alt, hvad han ejede. Men kaptajnen er

"ædelmodig" og "menneskekærlig", s. 28 mod Robinson.

Han lader ham beholde alle sine ejendele, og tager ham gratis med til Brasilien .

Robinson sælger Xury til kaptajnen for 60 spanske dollars. Xury havde jo hjul­

pet Robinson med at få sin egen frihed, så Robinson har et moralsk problem. Det

løses ved en aftale med kaptajnen, som Xury bifalder.

De blev enige om:

"at drengen om ti år skulle have sin frihed, hvis han blev kristen" s. 29.

Robinson sælger altså Xury og sine ejendele. For de 220 spanske dollars køber

han uopdyrket land. Robinson var nemlig en god iagttager:

"Han så snart, at plantageejerne levede godt, og at de hurtigt blev rige mænd. Det var derfor (min understregning), hans ønske, at han selv kunne nedsætte sig som planter. Han skaffede sig en slags indfødsret (min understregning), og købte så meget uopdyrket land, han kunne få for sine penge. " s. 29.

21

I Brasilien arbejder Robinson som farmer i 4 år. Hans plantage er begyndt "at

give ham en god indtægt", s. 30: Men:

"Alligevel var han ikke altid tilfreds med sin stilling. Han havde ingen stadighed ved sit arbejde og kunne ikke frigøre sig fra sin gamle længsel efter et omstrejfende rejseliv. "

Dette oprindelige oplevelsesorienterede eventyrmotiv blandes her i Brasilien med motiver af en helt anden natur:

"/ sit stille sind tænkte han ofte, at der måtte være en udvej til hastigere at svinge sig i vejret og til at erhverve sig rigdomme og anseelse ved andet end det daglige arbejde på plantagen". s. 30

Fire år blandt plantageejere i Brasilien modner den unge Robinson endnu mere.

Nu har Robinson ikke alene 2 mål: l. et spændende rejseliv, 2. hurtig rigdom og anseelse. Han er også blevet klar over, at arbejde ikke er metoden:

" . . . . . en udvej til hastigere (min under­stregning) at svinge sig i vejret . . . . . end det daglige arbejde" s. 30.

Robinson er ikke alene en skidt knægt, der stikker af hjemmefra. Han er også en

skidt voksen, der bevæger sig ud i det kriminelle for at erhverve sig hurtig rig­dom. Negerslaver, det er metoden.

"Under sine samtaler med købmændene i St. Salvador fortalte Robinson ofte om sine rejser til Guinea­kysten; om, hvorledes man der handlede med negre, og hvor let det var for rene småting som perler, lertøj, knive, sakse, økser, glasstumper og lignende at købe negre i hobetal til slavearbejde i Brasilien" s.30

Tre plantageejere tager initiativ til indsmugling af en skibsladning negerslaver til fordeling på deres egne plantager. Robinson bliver leder af den lyssky ekspedi­tion, og Defoe fastholder her Robinsons dobbelt-motivation:

"Og nu var de kommet for at spørge, om Robinson

22

ikke ville stille sig i spidsen for dette fore­tagende og forestå handelen på Guineakysten. Robinson kunne lige så lidt modstå deres tilbud, som han nogensinde kunne betvinge sin rejselyst. Han svarede, at han hellere end gerne ville rejse, hvis de blot ville love at passe hans plantage, medens han var borte" s. 31 .

Skibet forliser, alle mand drukner, - undtagen Robinson. Han skylles op på en øde ø.

"Tanken om at være frelst opfyldte Robinsons sind med uendelig glæde. " s. 33

"Medens han gik omkring i disse tanker, begyndte hans glæde at svinde; han forstod med et, at hans frelse måske var langt frygteligere end den skæbne, der havde ramt hans kammerater" s. 33 .

Disse to modsatrettede sindstilstande danner i de næste 28 år yderpunkterne i Robinsons selvforståelse. At overleve som eneboer kræver imidlertid så meget

energi, både bevidsthedsmæssigt og arbejdsmæssigt at livet på øen bliver en kamp for at producere de elementære livsfornødenheder, der kan sikre Robinsons over­

levelse.

Fra at være på vej til at svinge sig op som storplantageejer baseret på ulovlig slavedrift i Brasilien, kastes Robinson nu tilbage til en simpel produktion af brug­sværdier på jæger, bonde- og håndværkerstadiet

Årsagen til forliset forklares ikke direkte. For den oplevelsesorienterede bar­

nelæser skyldes forliset "det frygtelige uvejr" og "stormens rasen" og "en tårnhøj

bølge" s. 3 1-32. Vejret skifter nu engang. Storm og store bølger er altid en risiko

ved sejlads på åbent hav.

En anden forklaring ligger i dato-symbolikken:

"Da skibet var udrustet og ladningen i orden, gik Robinson om bord den l. september 1659, den samme dato, på hvilken han for otte år siden i egensindig trods havde forladt sine forældre i Hu/l. Efter en halv snes dages . sejlads kom de ved ækvator ind i en voldsom orkan" s. 31 (min understregning).

Forliset og 28 års ophold på øen fremstår, set i det perspektiv, som straf for at

23

sætte sig op mod den patriarkalske orden og gå ud over samfundets love (i casu

de brasilianske). Jagten på rigdom er i orden. Men Robinson er anarkistisk og

vildledt i sine metoder.

De 28 år på øen skal lære ham at handle i overensstemmelse med det civile,

engelske samfunds værdier.

Sådan ser verden imidlertid slet ikke ud i Robinsons perspektiv .

Held i uheld har smidt ham i land p å e n ød e ø, - u d for Orinocco flodens

udmunding. I det perspektiv handler bogen først og fremmest om at overleve.

Min analyse vil søge at fastholde begge dimensioner.

Den øde ø, Robinson og romanen.

Øen er romanens altdominerende centrum. Her ligger Defoes dybeste in­

vesteringer. Kompositionen taler sit eget tydelige sprog:

I. HJEMME: (Unge Robinson i familien) s. 7-9

II. UDE (heraf fylder 'øen' 147 sider) s. 1 0- 1 80

III. HJEMME igen (ægteskab, 2 børn og konens

død fylder 4 linier) s. 1 8 1

IV. UDE igen (den gamle udlængsel vågner) s. 1 8 1 - 1 82

Romanen ialt 176 sider.

91% af tekstmassen drejer sig om Robinson på den øde ø.

3 sider

170 sider

l side

2 sider

Situationen er på en gang såre enkel. Det handler om at overleve. Og uhyre

kompliceret. Det handler om hele den vestlige civilisation, dens reproduktion,

udvikling og ekspansion. Det handler om livskvalitet og legitimering.

Øen og Robinson er den symbolske krystal, der tillader erkendelsens lys at

brydes og skinne klart, - fra et utal af vinkler, det handler om civilisation.

Derfor er Robinson Crusoe i sandhed et storværk.

Derfor er det heller ikke underligt, at den franske opdragelses- og statsfilosof

Jean-Jacque Rousseau ( 1 7 1 2- 1778) valgte netop denne bog, som den eneste Emile

med fordel kunne læse. (Emile er hovedpersonen i Rousseaus opdragelsses-teore­tiske hovedværk af samme navn fra 1762. Og i en større sammenhæng bør det

nævnes at netop Emile er et hovedværk i europæisk opdragelseslitteratur samt at

Rousseaus tanker øvede en væsentlig indflydelse på den franske revolution

( 1 789) .

Robinsons liv på øen handler derfor om andet og mere end at lære at flette

kurve, bage brød og få en papegøje til at sige "Robin, Robin, Robin Crusoe,

stakkels Robin Crusoe" s . 108.

Men fascinationen, bogens kraft som fiktion var utænkelig uden det mangfol-

24

dige liv og den stoflige og dramatiske tæthed og det episke 'drive ' . Defoe formår at holde dampen oppe - fra først til sidst.

I det følgende vil jeg forsøge at vise bogens tematiske mangfoldighed, komplek­sitet og fascinationskraft

Da bogens handling er kendt, vil jeg postulere, og henvise summarisk.

Bogen læses identifikatorisk, uden distance. Robinson aktualiserer, som alle superhelte, indre motiver, ønsker, drømme og angstpunkter, som ligger dybt ind­skrevet i os. Civilisationen har på forhånd indskrevet sine spændinger i den vest­lige verdens massepublikum. Vi erfarer og reagerer med Robinson. Og Robinson går tæt på. Han ved det ikke. Defoe ved det ikke. Men det virker. Robinson er, som andre superhelte et menneske på godt og ondt. Netop på godt, - og ondt !

(Hvis ondskaben blev fjernet, ville bogen blive reduceret til ren positivitet. Den ville miste sit format, krystallen ville blegne. Tilbage ville være en gang ind­

læringspædagogisk tingeltangel som højst sandsynligt kun ville interessere op­timistiske spejderførere, folkeskolelærere og andre velmenende pædagoger) .

Ting og sager, vild ungdom og en øde ø. Den samfundsmæssige tilpasning af Robinson kikser i to hug. Det engelske hand­elsborgerskab (forældrene) kikser. De brasilianske love og myndigheder kikser.

Så ud på en øde ø med den vilde og utilpassede. 28 års Ø-pædagogik, værsgo ' . Hvordan går det så med Robinson? Hvorfor er han s å interessant? S å fas­cinerende, denne radikale, egensindige ungdomsoprører?

Han er 25 år, da han skyller op på stranden. Og begynder at lære, at finde ud af, at sanse, opleve, gå på opdagelse, prøve, fejle, gøre egne erfaringer, korrigere, prøve igen, tænke sig om, fortolke, forstå, finde sig til rette i verden, bygge op, kultivere, dyrke, - alt det som alle børnelæsere husker, resten af deres liv. Robin­son på øen, - den går rent ind. Hvad er det for drømmepunkter, bogen rammer hos os?

Hos læseren handler det om drømmen om/retten til at gøre egne erfaringer. Med udviklingen af det borgerlige samfund genskabes dette problem i stadig nye former. I 1700-tallets England som kampen mod formal-dannelsen, den kirkelige skolastik og problemerne med at overlevere kulturarven via boglig (formal) viden.

Med dynamiseringen af det borgerlige samfund i 1 660- og 1 700 tallet udvikles forestillingerne om den erfaringsbaserede dannelsesproces . De bliver koncentreret og filosofisk formuleret hos John Locke og David Hume, og i Frankrig Rousseau (hans bøger bliver brændt, han bliver landsforvist og flygter til Schweiz, herfra videre til England, hvor Hume giver ham husly. Årsagen var hans opdragelses­filosofiske hovedværk: Emile 1762.)

Empirismen er altså i fremmarch overalt i den vestlige verden. Robinsons uro

25

kan ses som en ikke erkendt, men følt protest mod formal-dannelsens kedsomhed. Ropbinson aktualiserer dermed et centralt civilisatorisk tilpasningsproblem.

På øen kommer Robinson ud over civilisationens og forældrenes fremmedsty­

ring.- Her kan han gøre sine egne erfaringer. Og så ude i naturen (Rousseau var

henrykt!).

Robinson opdrages af tingene og naturen. Eller rettere, han gen-opdrages, re­socialiseres fra grunden.

I Robinsons perspektiv handler det om at tænke konstruktivt for at overleve. Civilisationens personer er fjernet. Institutionerne er fjernet. Men via det forliste skib får Robinson stillet civilisationens materielle basis til rådighed. Som brugs­

værdier. Penge og dermed bytteværdi-aspektet, som Robinson havde fået mafio­

sisk næse for blandt plantageejerne i Brasilien (givetvis dårlig indflydelse fra

spanske og portugisiske kolonister!) (bogens perspektiv er helt igennem en­gelsk), - disse penge har ingen værdi på øen.

Det kunne jo pege på, at Robinson Crusoe er en regressiv bog, altså en bog,

hvor Robinson bliver helt, fordi han bevæger sig baglæns i verdenshistorien. Sådan ser det også ud, - på overfladen. Bogens 'krop' ligger i produktionen af

brugsværdier på et elementært håndværksmæssigt niveau. Her imødekommes læserens drøm om et mere helt liv (et liv uden arbejdsde­

ling). Her ligger drømmen om at være selvstændig, selvforsynende, selvforval­tende, uafhængig. Her ligger drømmen om at forene det konkret sansede, det

konkret erfarede med det intellektuelle. Mester for eget liv ! Det intense, auten­tiske liv, hvor man kun arbejder for at producere det nødvendige til sig selv. Og

hvor man er befriet for at knokle for at samle forråd, - for andre. Altså, i positiv forstand: drømmen om et sanse-konkret ego-centrisk liv.

Robinson er/udvikler sig alsidigt som elementær producent af brugsværdier. Han

er på en gang: l . hjemmegående husmor, jæger, slagter, bonde, fisker, keramiker,

kurvemager, tømrer, bådbygger, arkitekt, sømand, kok, læge, skrædder, dyretæm­

mer, papegøjeopdrætter. Robinson lærer efterhånden alt nyttigt.

Det havde han ikke lært hjemme:

"Som den yngste af sønnerne var Robinson aldrig blevet oplært til noget bestemt håndtering. Meget tidligt havde han hovedet fuldt af allehånde forfløjne planer om at se sig om verden" s. 7 (bogens første!)

Og da kan I selv se, kære forældre. Hvis ikke de som børn får en ordentlig

forankring i et håndværksmæssitgt arbejdsbegreb, så går det galt, og I ser dem aldrig mere.

26

Men bogen er netop ikke skrevet i forældrenes perspektiv, men i Robinsons.

Og det er godt, at det går galt. Her ligger oprøret, dynamikken, som på et under­

liggende, men langt mere offensivt og dynamisk plan forsvares i bogen. Det er det underliggende plan der bærer den fremadrettede heltefigur.

Fascinationen af Robinsons liv på øen har holdt sig næsten usvækket i snart 300 år. Her er grundformlen i original. Senere hen er der lavet mil�oner af slatne kopier, - robinsonader.

Egentlig er det underligt at Robinson har en så voldsom fascinationskraft For,

han er på mange måder en indtørret galning, sådan lidt ligesom de druer, han

hænger til tørre i grenene. De bliver til sådan nogle tørrede, rynkede, seje, lang­tidsholdbare rosiner. Sådan er han selv.

Måske ligger fascinationen bundet til sagligheden. Robinson går lige på ud­

fordringen, forholder sig sagligt, enkelt, søger at løse problemerne, uden alt for mange overvejelser og svinkærinder.

Det tror jeg er en fordel for læseren. Så er der nemlig god plads til læserens

visuelle improvisationer. Læseren kan deltage aktivt i visualiseringsprocessen.

Robinson opbruger ikke selv alle mulighederne, sådan som det ofte sker i moder­

ne fjernsyn, hvor apparatet som regel griner ad komikeren. Så behøver vi jo ikke.

Og successen er hjemme. Bingo! Men kedsommeligt!

På øen er Robinson sat i en utolket verden. Han må selv tolke den. Praksis peger tilbage på ham selv,-selvforvaltning. Erfarings-funderet identitet. Erfarings­

kontinuitet. Det ene lag af erfaringer lægges oven på det andet. Kon-centrisk. Robinson re-civiliseres idet han kultiverer naturen. Og det er han dygtig til.

Han ska' selv, vil selv, ka' selv, - når han nu er nødt til det, - for at overleve.

Nød lærer vildfaren ungdom at arte sig:

"Han begyndte nu for alvor at føle, hvor langt lykkeligere hans tilværelse var nu trods de elendige forhold, han levede under, end det letsindige liv han havde ført, før han led skibbrud. Både hans sorger og hans glæder var blevet forandrede, og også han selv var blevet en anden end den, han var, da han første gang satte sin fod på øen. " s. 85

"Somme tider kunne denne fortvivlelse også komme til ham midt under arbejdet, og han måtte smide alt, hvad han havde i hænderne, fra sig og i ørkesløse tanker sætte sig til hvile på jorden. Men nu havde han heldigt overvundet denne sjælstilstand og ligesom fået et nyt sind.

27

Han læste hver dag i Bibelen og tænkte ofte : "Hvad betyder det, at jeg er forladt af hele verden, når blot Gud ikke forlader mig?""s.86

"Alligevel vidste han godt, at han inderst inde stadig længtes efter at blive befriet fra sit fangenskab og sin ensomhed og se andre menne­sker igen". s. 87

Denne stadig pendulerende overvejelsesproces ligger helt åben i romanen, og

dermed fastholdes Robinson som en troværdig figur. En helt i en vanskelig situa­

tion skal fastholde vanskelighederne som følelsesmæssige og tankemæssige spæn­

dinger. Ellers forfladiges figuren. Robinson handler, gør erfaringer, handler, byg­

ger op, kultiverer. Hans eksistentielle overvejelser er, som de bør være for en

handlings-helt, korte, og formulerede i enkle modsætninger: Onder - glæder

(f.eks. s. 49). Balancen mellem handling og refleksion er karakteristisk for de

'optimistiske' helte i den tidlige borgerlige litteratur. At bevare hand­

lingsberedskabet ude i naturen er vigtig. Handling, erfaring, handling, reflektion,

handling. Sådan er fortællerytmen i Robinson Crusoe (og i al senere western­

litteratur. Robinson er en forløber! )

Klæder spiller en særlig rolle. Robinson er først nøgen (et af onderne s . 49) . Så

reder han sig noget tøj fra vraget. Men det slides op, og til sidst må han selv

lave sit tøj . Af dyreskind.

Her har vi ham så. Vildmanden, der kultiverer og civiliserer i ødemarken (øen).

Begge tendenser hos den unge Robinson er her bragt til fuld udfoldelse. Uroen,

trangen til at se og opleve, er her forvandlet til opbyggende, produktiv energi.

Fra at ville "se sig om i verden" (s.7) er Robinson nu blevet integreret i sig selv.

Hans vilde side, som var destruktiv utilpassethed i den engelske hjemme-civilisa­

tion, er her en konstruktiv kraft, der opbygger kultur i ødemarken.

Når Robinson kultiverer den ydre vilde natur, kultiverer han samtidig sin egen

indre vilde (utilpassede) natur. In den frstand er Robinson nu 'hjemme' .

(Kjeld Brandt' s forside-illustration fastholder denne indtørrede sammensathed i

figuren på fortrindelig vis ! )

Men: Selvom Robinson er elsket og lovprist til skyerne som kreativ håndvær­

ker, så er civilisationsprocessen langt mere omfattende og radikal. Kampen mod

den vilde natur er ikke kun et spørgsmål om håndværk og ting og sager. Flettede

kurve kan være stærke, men de kan ikke bære en mytologisk helt som Robinson.

Der skal mere til . Meget mere! Robinson kultiverer ikke kun vilde papegøjer.

Han kultiverer også de vilde. Både dem der gerne ville, og dem der ikke ville.

Robinson er kriger. Han ved det ikke. Hvis vi sagde det til ham, ville han

benægte det. Han forsvarer sig jo bare. Og det er læserne enige med ham i. De

28

vil nemlig heller ikke vide det. Kan heller ikke vide det. Jamen, Robinson forsva­

rer sig jo bare mod alle de onde mennesker, der truer ham. Og her går han bare

og dyrker kom,- og bager brød,- og snakker med sin papegøje. Og så kommer

sådan en analytiker og siger, at Robinson er kriger. Bevar mig vel. Det er for

skruet! Det er jo ikke ham, der begynder,-vel? Det er da de andre !

Det ka' godt være. Men, han er det lige godt. I praksis. Selv om han ikke ved

det, og selv om læseren heller ikke ved det.

Sådan fungerer en mytologiseret helt. Og Robinson har format, - han er essen­

sen/grundstoffet/grundformelen/ som alle ekspansive, mytologiske helte efter ham

har trukket kraft og gnister af. Robinson Crusoe er en western!

"Jamen, det er da de andre, de vilde, der begynder. De ka' da bare la' vær' ,

ik' ? Æde mennesker og så'n. Det du'r da bare ikke, vel? Det må da stoppes ! Det

ka' do' da vel se? Ik' ? Nej tænkt' jeg det ikke nok? Sådan en ski" venstreorien­

teret. Hva' ville du gøre, hvis sådan en vildmand kom farende og ville æde din

mor. Når han så satte tænderne i benet og bed til. Do ville vel bare stå og se på.

Ik' . Og prøv' å' forstå sådan en krabat, mens han æder din mor! Ik. Nej , nu ska'

jeg fortæl ' dig en ting: Hvis jeg nogensinde får fat i sådan en krabat, der er

igang med at æde min mor, så skal jeg de'unten' lyne mig gi' ham så'n omgang,

så han ik' ka' bide mere ! Er do' mæ' , do '? (Frit efter De Nattergale).

Fra håndværker til mytologisk helt

Som håndværker er Robinson kreativ, opfindsom, erfaringsop-byggende. Han er

sanse-konkret (svarende til Piagets 5- 10 år' stadie' ) . Robinson udfører konkret

operationelle handlinger, som resulterer i produktion af simple brugsværdier. Han

er initiativrig, arbejdsom og dygtig.

Hvis bogens pointe lå her ville Defoe lade Robinson indgå i en erfaringsud­

vekslende dialog med naturfolkene. De kunne sikkert have haft mange interes­

sante samtaler om produktion af simple brugsværdier. De kunne med andre ord

have udvekslet erfaringer. Til glæde for begge parter. Men bogens pointe ligger

langt fra spørgsmålet om elementær overlevelse. Derfor tvinges Defoe til at frem­

stille naturfolkene som onde. Kun hvis naturfolkene er onde, kan Robinson blive

mytologisk helt.

En mytologisk helt kommunikerer ikke 'på lige fod ' med andre. En mytologisk

helt bekæmper det onde, socialiserer de vilde ved at forvandle dem til ' or­

dentlige ' , dvs. 'hvide ' mennesker.

Inderst inde i ethvert ondt og vildt naturmenneske ligger der et ønske om at

komme deres egen onde natur til livs, - og blive forvandlet til ordentlige, civilise­

rede mennesker.

Denne proces gennemfører Robinson på øen, der her må forstås som grænselan-

29

det, den mest fremskudte forpost, for den vestlige civilisation. Som 'håndværker' forvandler og kultiverer Robinson den vilde natur på øen.

Som kriger, opdrager, guvernør, konge, og dommer 'kultiverer' Robinson de vilde

naturfolk.

Men for at legitimere denne proces, der i sin inderste kerne er en renlivet kolo­nisation (erobring), må årsag og virkning vendes om. Aggressoren må fremstilles som offer (selv papegøjen siger "stakkels Robinson") og offeret må fremstilles som aggressorer.

Denne omvending forudsætter at det fierive rum opbygges i overensstemmelse hermed. Og det gør det. Nu er det muligt for Robinson at blive mytologisk su­

perhelt, hvilket han ikke kunne blive på det fortidsorienterede håndværkerniveau.

En mytologisk superhelt må være dynamisk, og hans handlinger må være ekspan­

sive og frem for alt - fremadrettede.

De vilde

Verden ses gennem Robinsans øjne. Synsvinklen ligger ved ham. Oplevelse af trghed, og oplevelser af farer er Robinsons, og via ham bliver de læserens. Lan­

det udenfor, det ukendte rummer muligheder, men i høj grad også risici. På øen

får Robinson langsomt, og gennem hårdt arbejde, udvidet sin tryghedszone. Ro­binsons tryghed betinges af hans evne til at forvandle den vilde natur til kulturel orden. Gennem årerne udvider han langsomt og sikkert denne trygbedszone til at omfatte det meste af øen. Øen civiliseres. Via arbejde, regelmæssighed, lov og orden forvandler Robinson øen fra utryg naturlandskab til trygheds- og iden­titetsgivende kulturlandskab.

De vilde, uciviliserede mennesker findes i tre former i bogen:

l . Robinson selv (overlevelseskampen tvinger ham til selv kultivering)

2. spaniere, portugisere, tyrkere mm. De koloniserer, men på et lavere

juridisk og moralsk grundlag end englænderne. At bekæmpe dem legiti­

meres i nødvendigheden af at indføre en højere etisk og juridisk orden ( in casu: den engelske, som Robinson repræsenterer). 3. Naturfolkene, de uciviliserede, onde, som det er bydende nødvendigt at civilisere. At civilisere i Robinsans version vil sige at forsøge at forvandle

de onde vilde til gode. Og det gør Robinson ved l . at socialisere dem,

der han kommer i dialogisk kontakt med. 2. at dræbe dem, der ikke vil

kultivere. Og det er etisk forsvarligt, fordi: når de onde vilde ikke vil kultiveres, så er det samme som at insistere på retten til fortsat at være ond (typisk retten til fortsat at æde mennesker), - og det er etisk uaccep­tabelt.

Læseren godtager/er nødt til at godtage denne fremstilling, fordi læserens syns-

30

vinkel er synkron med Robinsons.

Sådan er Robinsons logik, sådan er bogens logik, sådan er mytens logik. Når Robinson sejrer over de vilde bliver han helt. Og når de vilde fremstilles som

rigtige vilde, grusomme og onde, farlige, listige,- ja så profilerer det kun Robin­son som helt.

Mytens omdrejningspunkt ligger altså ikke hos Robinson. Han er i det perspek­tiv kun en re-aktiv figur. Den aktive, bagvedliggende, for Robinson og læseren

skjulte konstruktør af det mytologiske univers er forfatteren, Daniel Defoe.

Det er ham der lægger værdierne ind i det fictive univers, som Robinson (og læseren) er prisgivet.

Ellers ville det ikke være muligt at Robinson i hans eget perspektiv er stakkels,

en fange,et offer, som skæbnen har ramt på det grusomste, alene, ensom, gang på gang truet, udsat for overfald, - altså et menneske, der bliver belastet og prøvet

til det yderste, - og samtidig er han i det dyberegående, bagvedliggende perspe k­tiv, - en kriger, en kolonisator, en erobrer, der påtvinger naturfolkene den en­

gelske civilisation samtidig med at han tager deres land og lægger det ind under den engelske (vestlige) form for ejendomsret: privatejendomsretten med dertil

hørende retsopfattelse.

Krumtappen for mytologiseringen af hele det fiktive univers er derfor fremstil­

lingen af naturfolkene i den 3. verden. (gad vide hvem der egentlig har uddelt

numre og bestemt rækkefølgen: 1., 2. og 3 verden?).

Billedet af naturfolkene bygges langsomt op igennem hele bogen. Hvad siger Defoe?

Om negrene i Afrika hedder det:

" De så ingen mennesker og brød sig heller ikke om at møde nogen" s. 21

" for tanken om at falde i · hænderne på vilde folkestammer forskrækkede dem lige så meget som løverne og tigrene" s. 22

" Nej Xury", svarede Robinson, " vi går i land begge to, og hvis de vilde mænd kommer, dræber vi dem; de skal ikke komme til at æde nogen af os" s. 22

Om naturfolkene i Sydamerika, altså dem der ikke er underlagt de spanske kolo­nister, hedder det:

"hvis ingen skibe viste sig, måtte det være den lange kyststrækning mellem de spanske besiddelser og Brasilien, der var beboet af grusomme folke-

3 1

racer, kannibaler og menneskeædere, som myrdede og lemlæstede alle menneskelige skæbninger, der faldt i deres kløer" s. 80

(Via metaforikken placerer Defoe naturfolkene som blandingsvæsener, halvt men­

nesker, halvt rovdyr (løver og tigre).

Om naturfolkene der kommer ind på øen hedder det:

" måske havde de alligevel fundet båden og regnet ud, at der var- mennesker på øen, og hvis det forholdt sig sådan, ville de sikkert komme igen i store skarer for at æde ham. Og selv om de ikke fandt ham selv, ville de sikkert finde hans indhegning, ødelægge hans korn og bort­føre hele hans hjord af tamme geder, så han til sidst måtte dø af sult" s. 114

Igennem hele bogen bekræftes, og nuanceres og konkretiseres disse billeder af

naturfolkene som ondsindede kannibaler.

Og videre:

"Da han fra højdedraget kom ned til stranden på øens sydvestlige spids, blev han forfærdet stående ved at se hele strandbredden oversået med hjerneskaller, hænder, fødder, og andre afspillede knogler af det menneskelige legeme" s. 1 16 " . . medens de holdt deres dyriske måltid" s. 1 16 " frelse de stakkels ofre fra deres kløer" 116

" Han (Robinson) ville i så fald have set, at de vilde ofte udkæmpede små søslag i deres kanoer, og at sejrherrene bragte de overvundne fanger ind til kysten, hvor de havde den frygtelige skik at slagte dem og holde festmåltid på dem" s. 1 16

Ikke nok med at de er kannibaler. De er også nogle rode-hovedet, der ikke en­

gang rydder op efter sig (jfr. ovenfor). Og mådehold kender de åbenbart heller

ikke til : " . . medens de var midt i deres kannibalske frådseri" (s . 1 17)

Robinson beder til Gud om at "fri sig for at falde i barbarernes hænder" s.

1 2 1 . Kampen, opgøret nærmer sig . 30 vilde går i land på øen:

32

" I kikkerten kunne han se, at der ikke var mindre end 30 i tallet, og at de havde stegt kød stående foran sig. Hvordan de havde tilberedt det , vidste han ikke, heller ikke hvad slags kød det var, men han så dem opføre en vild dans med mange barbariske krumspring og gebærder omkring bålet". s. 129

Kannibalisme-billederne detaljeres og udbygges, - helt ud i det kulinariske !

Fredag står som en overgangsfigur mellem de vilde barbarer og de civiliserede

hvide. Defoe er overordentlig præcis, når han tildeler en vild de egenskaber, der

kan gøre det rimeligt at forsøge at civilisere ham frem for at dræbe ham. Hør

blot:

"Han var en køn fyr, meget velskabt, med stærke slanke lemmer, ikke særlig høj eller svær, og, såvidt Robinson kunne regne ud, ikke over 26 år gammel. Hans ansigt var hverken vildt eller tvært i udtrykket, men mandigt og smukt, når han smilede . Håret var langt og sort, men ikke krøllet som uld. Panden var høj og bred, og der var et stærkt udtryk af liv og klogskab i hans øjne. Hans hudfarve var ikke helt sort,men meget brun - ikke den grimme, gulbrune farve, som feks. de indfødte i Brasilien og andre amerikanske stater har, men en smuk, mat

33

farve. Ansigtet var rundt og fyldigt, næsen ikke så flad som negrenes, og de stærke, regelmæssige tænder var hvide som elfenben" s. 135-36

Men opdragelsesarbejde er hårdt. Og Fredag har da også tilbagefald engang imel­lem:

"Da de kom forbi det sted, hvor Fredag havde begravet de to kannibaler, pegede han med stor nøjagtighed på stedet og viste Robinson de mærker, han havde sat for at finde graven igen, og gjorde tegn til ham, at de skulle grave dem op og æde dem". s. 136-37

Og hvis den ikke er gået ind i læserens inderste marv, så tager vi den lige en gang til:

"hele lejrpladsen var oversået med menne­skeknogler, jorden var farvet rød af blod, og overalt lå kØdstykker, halvt opædt, sønderrevne og forbrændte af ilden, kort sagt alle tegn på det store festmåltid, de havde fejret efter sejren over deres fjender. Robinson så 3 hjerneskaller, fem hænder, tre, fire ben og fødder og en mængde legemsdele imellem hinanden" s. 137

Altså, ' sikke noget gris ' som Jesper Klein ville sige. Og så kan disse vilde men­nesker ikke engang spise op. Jamen dog, hvad er det dog for noget. Det må vi (Robinson) sandelig se at få sat lidt skik på! ! ! Og så forslugne de er. 3 hjerne­skaller, - og fem hænder. Grovæderen har vel indhaleret en hånd med knogler og det hele ! Defoes satanisering af naturfolkene kender ingen grænser: " . . . de havde æde tyve

mænd, kvinder og et barn" s. 146. Her ligger Robinsons civilisatoriske legitimitet. I romanens univers, i mytens

rum, er Robinson frelseren og dermed legitimeres den ekspansive civilisering og kolonisering i den 3. verden.

Men hvad der i fiktionens og mytens verden er etisk forsvarligt og i orden, dækker over de faktiske forhold i den psyko-sociale verden, som er det læsende publikums real-verden.

Her forholder det sig lige omvendt. Her er det vest-europæerne, der drager ud i

34

den 3. verden, hærger, myrder, dræber, stjæler land og naturrigdomme. (I skriven­

de stund 1 0/2 90 meddeles i radioavisen at 1 500 yanomarni-indianere er blevet dræbt i Amazonas- området af hvide guldgravere fra 1 987- 1 990.)

Robinson ( og Fredag) vinder kampen. Resultatet gøres op helt matematisk. Der

skal være orden i sagerne:

"Tre dræbt ved den første salve fra træet. To dræbt ved den anden salve. To dræbt af Fredag i båden. To af de først sårede dræbt af Fredag. 'En dræbt af Fredag i skoven. Tre dræbt af spanieren, fire døde af deres sår eller dræbt af Fredag i forfølgende hede, og endelig de fire, der slap bort i båden, og hvoraf den ene såret, om ikke

død - altså en og tyve ialt" s. 157. (Stormen tager de sidste 3!)

Selve kampens organisationsform signaliserer civilisationens hierarki: Fredag som mest effektive front' soldat' , spanieren lidt længere tilbage og Robinson, som den mest tilbagetruken, - strategen, lederen, med det sikre overblik.

Endnu et offer befris . Fredags far. Så er de 4 voksne mænd på øen.

35

Robinsons civilisationsform

At Robinson opbygger (reproducerer) den engelske, 'koloniale civilisationsform i

de erobrede frontier-områder er der ingen tvivl om. Hør blot:

"Robinsons Ø var nu befolket, og den tanke morede ham, at han nu kunne betragte sig selv som konge med mange undersåtter. For det første var hele landet hans ejendom, og han havde uind­skrænket herskerret over alle dets provinser. For det andet var hele hans folk knyttet til ham i streng lydighedspligt, de skyldte ham alle livet, og de var alle rede til, om for-nødent, at ofre livet for hans skyld. " s. 164

At Robinson her kun fremstiller samfundsformen som en tanke, der morede ham,

skal man ikke tage fejl af. Han mener det. Det viser bogens slutning, der slår

den koloniale civilisationsform fast med syvtommersøm. Her tager Robinson den

fulde konsekvens som kolonisator. Han får kontakt med et forbisejlende engelsk

skib, hvor mandskabet, under ledelse af to slyngler har gjort oprør mod kaptaj­

nen. Mytteristerne besejres, og de får valget mellem at komme med tilbage til

England og blive stillet for retten og blive hængt, - eller blive på øen. 5 bliver

på øen, men de tilhører de utilpassede, vilde englændere, der ikke som Robinson,

havde været igennem en hård kultiveringsproces. De tilhører den engelske bærme,

og derfor ryger de i totterne på hinanden. Altså endnu et argument for det en­

gelske retssamfund som konfliktregulerende princip. Ikke så snart har Robinson

vendt ryggen til, før de engelske banditter farer i hovedet på hinanden.

To af dem kommer svømmende ud til skibet. De har fået nok, de er møre,­

altså parat til at lade sig civilisere ! De bliver taget til nåde,- og taget med om­

bord:

"og efter at de højtideligt havde lovet at forbedre sig i fremtiden, fik de en ordentlig omgang klø, og fra den tid var de meget skikkelige og fredelige fyre" s. 1 78

Robinson tager tilbage til England, sammen med Fredag.

Han vender tilbage til øen 8 år senere; - som koloniejer: Robinson har lært den

engelske lektie, både den hyggelige,kreative historie om det simple arbejdes nød­

vendighed og sande værdi, men Robinson har lært mere end det. Han er nu fuldt

civiliseret. Han har nu også til fulde lært bytteværdiens betydning at kende. Og

36

Robinson er blevet forvandlet fra en flipper med forfløjne ideer om, at turistvis, "

at se sig om i verden" s. 7,til en driftig engelsk borger der har formået at eks­

pandere sin produktive virksomhed ud i koloniale områder, som han oven i købet

selv har erobret.

Og videre:

Og videre:

"På dette togt besøgte Robinson sin ny koloni på øen " s. 181

"I de tyve dage Robinson var i land, udstykkede han øen i forskellige lodder, forbeholdt sig ejendomsretten til det hele, men gav dem hver især de lodder, de kunne blive enige om, og da han havde givet dem forskellige nødvendige ting og redskaber og forpligtet dem til ikke at forlade øen, rejste han bort igen" s. 182

" . .fik Robinson at vide, at hans kompagnon stadig var i live, og at hans plantage i de forløbne år var steget stærkt i værdi" s. I 81 " . . . . og et meget stort beløb i guld, som var Robinsons overskud fra alle de år, han havde været borte" s. 18I .

Vor helt, den tredje søn, eventyreren, der ikke rigtig havde lært noget, - han en­

der altså med 'det hal ve kongerige' .

Robinson overgår altså i materiel ekspansivitet faderen, handelsmanden, der dog

formåede " at tjene sig en formue ved handel" s. 7

Robinson er risiko-villig, tager chancen, tager initiativet, og som alle rigtige,

risiko-villige helte, har han heldet med sig på de rette tidspunkter. At være det

rigtige sted, på det rette tidspunkt. At tage en chance,- når tiden er moden.

Det er den social-liberalistiske samfundsfilosofi i offensiven. Robinson er dens

talerør i den ekspansive bevægelse fra handelskapitalisme til verden­

somspændende, produktiv investeringsøkonomi, hvor den vilde natur og de vilde

mennesker inddrages og underlægges.

For at legitimere denne proces, som i virkelighedens verden er en overordentl ig

blodig og grusom historie, er det nødvendigt at udvikle en mytologisk bevidsthed.

Mytologi træder i stedet for etnografi. Postulat og løgn træder i stedet for dia­

log og kommunikation.

Robinson er mytens talerør og komplekse repræsentant, - dens krystal . Robinson

er både god og grusom. Men han , og læserne, ved kun af, at han er god.

Men hvad med prinsessen, nu da han har fået ' det halve kongerige' ? Hende

får han nok, men kun for at miste hende igen:

37

"Robinson giftede sig, fik en søn og en datter, og den gamle eventyrers liv nærmede sig lidt efter lidt en fredelig alderdom. Men så døde hans kone . . "s . 181

Den ekspansive uro , udlængslen, har så godt fat i Robinson, så igen tog på rejse

, ud til " . . sin ny koloni" s. 1 8 1 . Som mytologisk helt er Robinson moderne,- man fristes til at kalde ham mo­

dernistisk, selv om han ligner en gammel indtørret rosin.

Den ægteskabelige lykke får han ikke. Og rigdommen

" . . . gav ham i virkeligheden anledning til større bekymringer, end han havde haft i sin ensomhed på øen, hvor han ikke trængte til andet, end hvad han lige akkurat behøvede, og aldrig havde ejet andet, end hvad han lige trængte til" s. 181

Som mytologisk krystal er Robinson ikke alene forløber for de altid uroligt eks­

pansive western-helte, han låner også figur og grundform til moderne mas­

semedie- 'helte ' , som vi finder dem i Dollars og den brasilianske 'Magt og kær­

lighed ' .

Her er det forholdet mellem handling og snak 'ævl' bare vendt om. Her snak­

kes der, her laves der 100 km psyko-snak for hver nok så lille handling.

I Robinson Crusoe og de andre western-historier er det omvendt. Derfor elsker

børn og andre endnu ikke helt tilpassede (alle?) Robinson. Han er som vi alle er

inderst inde: Høj st sammensatte, mangfoldige, både gode og onde.

I 'm good, I 'm bad.

PS: Daniel Defoe var selv en skidt person. Han var 60 år da han skrev Robinso

Crusoe. Den er skrevet som en bog for voksne. Ingen pædagogisefinger her. Der­

for elsker børn den.

Robinson er en kompleks krystal, et fortættet sindsbillede på grundlæggende

energier, modsætninger, spændinger, muligheder,- og fortrængninger i den vestlige

verden. Derfor er den overordentlig fascinerende som litteratur. Men: Ih Guder

dog for en moral !

PPS: Enzenberger har skrevet en kronik, som blev bragt i Information d. 21/1 2

1 989. Han tager udgangspunkt i at den vestlige civilisation efter mere end 300 år

uafbrudt ekspansion nu må besinde sig. Han peger på at det moderne samfund er

på vej til at udvikle nye heltetyper.

Den sammenfatter han under begrebet: Tilbagetogets helte (eks. Jarutzelsky i

38

Polen, Gorbatjov i Sovjet, Kadar i Ungarn mm). Og, - idag bliver Nelson Man­dela løsladt, - efter 27 år i fængsel ! De Klerk hører måske også til blandt de nye helte.

Tilbagetogets helte.

Et sidste slag på tasken: Hvorfor rammer Robinson Crusoe (stadigvæk) plet? Den rammer drømmen om selvforvaltning, om et helhedsorienteret og alsidigt

liv, hvor man er mester for eget liv, uden arbejdsdeling og den fremmedstyring, tilpasning og undertrykkelse der uvægerligt klæber til lønarbejdet Det er drøm­men om retten til at leve privat, selvstændig, uafhængig. Samtidig med at man har anbragt en kapital langt borte, der sikrer rigdom.

Just in case! ! !

Kilder: Daniel Defoe: "Robinson Crusoe" , Gyldendals Udødelige 1 987 "Tegneserier, En ekspansions historie" GMT 1 974 (et formidabelt værk, som jeg

kan anbefale på det varmeste) "Filosofiens hvem hvad hvor", Politiken 1964. Jean-Jacques Rousseau ( 1 7 1 2- 1 778): "Emile" , 1762 John Locke ( 1 632- 1704) (grundlægger af den klassiske engelske erfaringsfilosofi (empirismen)). David Hume ( 17 1 1 - 1 776) (renlivet empirist) Claude Levi-Strauss: - diverse skrifter om myter og mytologi skrevet i perioden 1 955- 1 970.

39

" Skiønheden og Bæstet" .

Et eksemplarisk lærestykke i den borgerlige pigeopdragelse slutningen af 1700-tallet.

Af Anette Bendixen og Henny Stouby.

"- ved at blive sig bevidst om, at man bringer historien med sig , at man har den i sig, at man færdes og handler i den, bringer man sig fri af den. At orientere sig tilbage, er at skabe sig handlemuligheder fremad. "

Johan Fjord Jensen udtrykker her i kort form vores historiske angrebsvinkel og

begrundelse for at søge tilbage og beskæftige os med et eventyr, der er skrevet

for over 200 år siden.

Netop 1 700-tallet og især slutningen, er kimen til den udvikling, som fort­

sætter århundreder frem og som vi alle er en del af i dag. Den borgerlige pigeop­

dragelse der blev stablet på benene dengang med bl.a. børnebøger som redskab,

er ikke et overstået stadium. Vi bringer den med os, vi lever i den og selv om

den i de forløbne 200 år har undergået forandringer, fortæller den om baggrunden

og karakteren af vores nutidige pigeopdragelse.

Eventyret"Skønheden og Bæstet" , er trykt i bogen " Le Magasin des Enfants " ,

skrevet af en fransk guvernante Marie le Prince de Beaumont i 1 757 til engelske

overklassepiger. Senere oversat til dansk af præsten Johan Christian Schønheider i

1 763-64.

Bogen tilhører den geme som senere herhjemme blev kaldt Skolemester-lit­

teraturen.

Myten

Myten om Skønheden og Udyret er gammel og har fascineret folk siden den

dukkede op i bogen "Det gyldne æsel" af Apuleius (ca. 1 50 år e.Kr.). Fortællin­

gen om Amor og Psyke har siden fået utallige udformninger. Den er indgået i

litterturen og filmkunsten som et yndet motiv for voksne. Men via "Magasin for

Børn" optrådte den for første gang i børnehøjde, skrevet specielt for piger.

Eventyret er et fremragende eksempel på den moralsk-didaktiske pigelitteratur,

40

der udkom i denne periode.Den viser i hvor høj grad den herskende opdragelses-

ideologi spiller ind i børnelitteraturen.

Oplysningstidens pigeideal

Pædagogik, skole og litteratur var vigtige elementer i borgerskabets opdragelse.

De gamle produktionsformer ændredes og skellet mellem privat- og offentligt blev

etableret i og med at arbejde og hjem blev adskilt. Hermed blev der for alvor sat

fokus, især på drengene - men også på pigerne. Selvbeherskelse var det karak­

tertræk, man ønskede at fremelske hos begge køn.

Mens der for drengenes vedkommende krævedes en alsidig uddannelse uden for

hjemmet, blev pigerne placeret i hjemmet. Det var her hun skulle lære sin nye

kvindelighed.

Han drager ud.Hun bestyrer det hjemmelige og bliver dermed det bindeled, der

skal holde familien sammen. Det kræver opdragelse af pigerne.En af på de mange

pædagogiske opdragelsesbøger, der udkom på dette tidpunkt hed ligefrem: "Den

Kunst at blive en god Pige, Hustru, Moder og Huusmoder" (oversat fra tysk af

J .Ewald 1 798. præst og lærer). Dette var hendes livsperspektiv.

Projektet blev defineret af mænd og handlede om pigers seksualitet, skønhed,

kundskabstilegnelse, moderskab og ikke mindst ægteskab. Ægteskabet blev for pi­

gebørnene deres eneste fremtidige levebrød og dermed mulighed for selvrealisa­

tion.Opdragelsen var et vigtigt middel for dette mål, som for de fleste pigers

vedkommende lå langt ude i fremtiden, da de blev gift i en relativ sen alder.

Barndoms- og ungdomsstadierne var derfor tidsmæssigt lange i borgerskabet,

hvor børnearbejde ikke eksisterede. Pigerne havde oceaner af tid til netop det

man frygtede allermest - lastefulde gerninger. Målet var at opnå den dydige kvin­

delige karakterfasthed ved at strukturere såvel hendes skolegang som hendes fri­

tid.

Her kommer litteraturen til at spille en væsentlig rolle og den fik en selvstæn­

dig status sammen med den moralske opdragelse. Men samtidig fik kundskabstil­

egnelsen nogle konsekvenser for pigen, som vanskeligt lod sig administrere, hver­

ken af faderen eller pigen selv.

Piger og kundskaber

"Magasin for Børn" indeholder 23 belærende dialoger, der spænder fra samtaler om religion, historie, geografi og eventyr til opskrifter på hvordan en pige bør

lege. De nye toner var, at kundskaberne skulle indlæres på en morsom og fornø-

4 1

jelig måde uden prygl og terperi, hvilket dog ikke i Danmark fik den tilsigtede virkning .

Når der var eventyr i bøgerne, blev det grundigt understreget, at det var det pure opspind. Den almene holdning hos forfattere og især skolefolk var, at det var underlødig og farlig læsning for børnene. Men i erkendelse af at børn elske­de, at høre og læse eventyr, blev eventyrene omformet og rettet til. Konkurrencen med ammers og tjenestefolks historier var hård og den bekymrede opdragerne. Disse historier var i borgerskabets forståelse løgnagtige og sanselige.

For pigerne havde kravet om kundskabstilegnelse dobbelthed i sig, som nok er levedygtig den dag i dag. Den nye kvindelighed nødvendiggjorde at borgerskabets døtre læste og tilegnede sig en vis viden, så de kunne konversere interesseret og danne, men også begrænset, således at deres videbegærlighed ikke truede mænde­nes intellektuelle overlegenhed.

I Schønheiders forord til den danske udgave gives der en meget præcis be­skrivelse af bogens funk­tion, og hvordan pigen skal forholde sig i selve læsesi­tuationen. Bl.a. siger han, at de naturligvis skal spørge uddybende, hvis de ikke får svar på deres "Begærlighed efter Kundskab" . . . . . "men de kedes ikke ved at spørge, indtil De får fuldkommen Undberetning". Dobbelt­heden er tydelig. Til en vis grænse er pigernes læselyst i orden, men nysgerrigheden og kundskabstørsten skal undertrykkes og internaliseres ved pigens egen hjælp.

Pigebarnet skal tæmme sin nysgerrighed og sine lyster for at udvikle den kvin­

delighed, som er er nødvendig for at leve op til rollen som kommende hustru og moder inden for borgerskabets mure.

Der udvikles en kulturel offentlighed og især i 1 800-tallet var der en del af borgerskabets kvinder som begyndte at skrive og blande sig i den offentlige de­bat. Afsættet skete i slutningen af 1 700-tallet. Md. Beumont repræsenterer denne "moderne" kvindetype, selvom hun skriver om den traditionelle.

Faderen og hans døtre

42

Historien om "Skønheden og Bæstet"er et didaktisk eventyr for piger. Skønhe­den er identifikationsfigur for tilhøreren. Det er historien om, hvordan det lykkes for Skønheden at etablere den ægteskabelige lykke.

Forløbsmæssigt kan eventyret læses som et paradigme på den tids forlovel­seshistorier. De vigtige personer i denne sammenhæng er faderen, "Bæstet" og de to søstre. Den handler om "Skønhedens" vej fra barndomshjemmet og faderen til hjemmet hos den kommende ægtemand. De kræfter der truer er repræsenteret ved de to onde søstre.

Moderen er fraværende som figur. Fraværet begrundes ikke,så man må antage, at hun er der. Hun er blot ikke nogen vigtig figur i forhold til historiens tematik. Der har måske ikke ligget så meget opdragelsesmæssigt konfliktstof i mor-datter forholdet, som i pigernes forhold til den faderlige almagt.

Den borgerlige families vigtigste eksistensgrundlag var pengene. Det er da også en pludselig opstået mangel på midler i købmandsfamilien, der giver afsættet for eventyrets handling.

Faderens skibe er forlist. Det bringer familien bort fra det dyre byliv og ud på landet. Her kan den nødvendige disciplinering foregå gennem arbejdet. Bon­detilværelsen er en hærdningsproces såvel fysisk som psykisk for Skønheden. Her inderliggøres hos hende en asketisk moral, som står i skarp kontrast til søstrenes. De er repræsentanter for adelens livsstil , forfaldne til lyster og nydelse, ødsle og konsumerende.

Faderen får underretning om, at hans skibe måske alligevel ikke er forlist. Han rejser til byen, men må nedslået begive sig tilbage. På tilbagevejen indgåes den kontrakt, som skal løse familiens situation. Faderen møder det mægtige Bæst, som har den magt og rigdom, der kan redde ham. Han får en kiste med penge med hjem, men må til gengæld bøde med enten sit eget (handels-)liv eller sin datter.

Skønheden tilbyder at dø (at udslette sin egen identitet) for at redde faderen og familien. Hendes socialisering træder således ind som en afgørende hjælper. Hun har den indstilling, det væsen, der skal til for at projektet kan lykkes. Faderens magt er internaliseret i pigen. Han er den gode fader. I forholdet til de to andre døtre er han utroværdigt svag. Men havde hans faderlige autoritet tæmmet de umådeholdne døtre, havde det ikke været muligt at etablere det nødvendige mod­stykke til Skønheden .

Forløbsmæssigt træder vi nu ind i en periode, hvor hun langsomt vænner sig til Bæstet. Det kan læses som forlovelsestiden. Her er Skønheden kvinden som for­løser. Skønhedens tid hos Bæstet har karakter af en proces, hvor hun formidler hans forløsning. Det er hendes sans for de indre kvaliteter, der gør det muligt for

hende at opnå kontakt med den gode mand indeni uhyret bag pansret. Skønheden fremtræder som den uskyldsrene kvinde. Hun bliver er slags madonnafigur for

43

Bæstet, men så sandelig også for pigen, der læste eventyret.

Drevet af misundelse forsøger søstrene at lokke Skønheden bort fra Bæstet.

(Pigerne, som lyttede til eventyret, bliver belært om at misundelse er en grim

ting. Konkurrencen var som sagt hård på ægteskabsmarkedet). Søstrenes mis­

undelse er grundet i deres egen ulykke. Det er lykkedes dem at blive gift på

trods af deres gyselige egenskaber. Men med hvilke mænd? De har fået løn som

forskyldt, de ligger som de har redt. Den ene gik udelukkende efter det ydre og

fik sig en selvglad, forfængelig mand. Den anden gik udelukkende efter en ydre

forstand og fik sig en hoverende, bedrevidende mand.De er ulykkelige på grund

af deres mangel på fornuft, og på grund af deres mangel på selvbeherskelse.

Et ægteskab udelukkende baseret på fornuft er imidlertid ikke sikker på succes.

Der skal følelser til . Skønheden er i første omgang styret af sin fornuft, og i

næste omgang af sine følelser. I 1700-tallet var det stadig det feudale kontraktsys­

tem, der styrede ægteskabsvalget, men det betød ikke at følelserne ikke ek­

sisterede. Faktisk var disse skrifter begyndelsen til den følelsesrevolution, som

når sit højdepunkt i 1 800-tallet. I starten af den borgerlige periode fungerer for­

nuften og følelserne som to adskilte størrelser. En forudsætning for at følelserne

kan lægges til grund for valg af partner er, at dette valg ikke fører til social

katastrofe. Først efter at det fornuftige valg har fundet sted, kan der skaffes rum

for følelserne.

Det faktum, at følelserne er til stede på denne udskilte facon, gør at de kom­

mer til udtryk på en effektfuld, oversvulmende måde. Da Skønheden og Bæstet til

sidst forenes, sker det i et lidenskabeligt oplyst tableau, hvor hun overstrømmende

erklærer ham sin hengivenhed og kærlighed. Først da den borgerlige dannel­

sesproces i 1 800-tallet er slået igennem, kan følelse og fornuft forenes i inklina­tionsægteskabet. Da er følelserne tæmmet i den borgerlige disciplineringsproces,

så de kan fungere sammen med fornuften i internaliseret form.

Seksualitet.

Seksualitet før ægteskabet var tabu hos borgerskabet. Den lutherske morallære

foreskrev, at seksualitet kun gjaldt i ægteskabet som et nødvendigt onde i for­plantningsøjemed.

De seksuelle lyster og drifter har selvfølgelig eksisteret hos de unge piger, og

det vidste man. Man bekymrede sig f.eks. om de såkaldte "eneglæder" - denne

frygtelige last, hvor de tilfredsstillede sig selv. Adskillige skrifter, som vi kunne

kalde datidens seksualopolysning, dukkede op i slutningen af 1 700-tallet. Om

årsagerne til den hemmelige synd siges der bl.a. i et af dem, at kælen opdragelse,

romanlæsning, følsomhed, kærtegn mellem gifte og andre personer, forførelse ved

ammer, piger og tjenestefolk - er vejen til selvsvækkelse både psykisk og fysisk.

44

Bliver det opdaget, skal man argumentere med den skade, det kan forvolde for

sundhed, kræfter og den fremtidige ægtestand. Endvidere skal man skaffe gode

bøger og omgang med moralske personer. Hvis dette ikke hjalp, kunne man i

yderste tilfælde gribe til infibulation - d.v.s . en operation, hvor der hos drengene

blev boret et hul og sat en ring gennem forhuden - hos pigerne gennem de små

kønslæber. De mange moralsk-didaktiske skrifter vidner om forsøg på tæmning af

disse drifter og påstande om, at drifterne først har deres naturlige udfoldelse i

ægteskabet. Men seksualfrygten gennemsyrer al litteratur på dette tidspunkt.

Religion.

Der er mange religiøse spændinger og stemninger i teksten. Da Skønheden har set

sit kors i øjnene, opofrer hun sig for familien og følger med Bæstet. Hun overgår

fra den jordiske til den himmelske

faders beskyttelse " . . . overlad ikkun

mig til Himlens Forsyn . . . " .

Sluttableauet, hvor Skønheden får

sin prins, minder om indtrædelse i

himmerige. Porten er lukket for søs­

trene - her er ingen syndernes for­

ladelse. Troldnymfen, alias Gud, luk­

ker kun dem ind, som er fortjent

dertil, og som lever efter det religiøse

regelsæt.

Især for pigen, blev det religiøse

element et vigtigt led i opdragelsen.

Det er sfæren, hvori hun kunne hen­

give sig med følelser, der ikke havde

noget aktivitetsrum i virkeligheden.

Beaumont er ingen undtagelse. Hun lader det religiøse komme til udtryk indirekte

som her i eventyret, og direkte i de talrige religiøse historier, som "Magasinet" er

forsynet med. Guds vilje hersker således over for både Skønhedens egne hand­

linger og som iscenesætter af et fremtidigt liv som kvinde af kød og blod.

Den ydre skønhed.

Den ydre skønhed, skønheden for øjet, er i historien fremstillet som overordent]jg

farlig. Søstrene er fascinerede af det udadvendte byliv . De går til baller og elsker

at vise sig frem i fine kjoler. De er eksponenter for den begærlige kvinde. De vil

45

ses, begæres, beundres. Det har været farligt af flere grunde. Dels var der faren for "fortabelsen" . Et

barn i utide var en social katastrofe for en ung borgerlig kvinde. Det forekom

naturligvis, at en pige blev gravid i utide, men det blev almindeligvis "tiet ihjel" .

Pigen blev deporteret til fjerntboende slægtninge og barnet født i hemmelighed.

Desuden var hendes værdi på ægteskabsmarkedet afhængig af et uplettet rygte.

Beaumont er ikke den eneste, som er ude efter denne klæden sig ud. Der gøres

generelt i tidens opdragelsesskrifter et nummer ud af at afholde de små piger fra

at forfalde til det forgængelige. Det kan undre, når men ved, hvordan det siden er

gået, at man dengang anså det for nødvendigt at bruge så mange kræfter på at

bekæmpe forfængeligheden. Men i denne pigeopdragelse fungerer sanseligheden

(den ydre skønhed) på linje med følelserne, kraftigt adskilt fra fornuften (den

indre skønhed), således at man indtil det borgerlige opdragelsesapparat fungerer,

må overreagere mod sanseligheden og overorientere sig mod fornuften.

Der sker et skift i 1 800-tallet, hvor fornuften og pyntesygen er forenet i den

kvindelige socialisering til "naturligheden" . Man begynder at betone vigtigheden

af, at kvinder gør noget ud af deres udseende for at være attraktive for manden,

omend det aldrig må overdrives. Det kunststykke den lille 1 800-tals pige skal

lære, er at investere en stor portion energi i at pynte sig for manden, men så det

ikke kan ses ! Hun skal fremtræde naturlig, det betyder blot ikke, at hun skal

være det. Hun skal med andre ord lære at forstille sig på en måde, så hun virker naturlig.

Den indre skønhed.

Den eksemplariske dannelse, som Skønheden er i besidØelse af, er eksplicit ud­

trykt i teksten i det tidligere omtalte efterord som Johan Christian Schønheider

skrev til de danske lærerinder.

Om hensigten med at stifte bekendtskab med disse tekster siger han: " . . . At

enhver af disse unge Fruentimmere søger at komme i Besiddelse af sådanne

Egenskaber, som tilvejebringer Dem en almindelig yndest, som gør Dem elskvær­

dige. Jeg ville ikke gierne mine artige Fruentimmere, at de alene skulle give dem

regning på sådan en Yndest, som et par spillende Øjne, en smuk Legemsbygning,

en utvungen Munterhed, en artig og vittig Opførsel aflokker os".- " . .Jeg har tillid

til dem, at de troer , at de kan besidde Fuldkommenheder, af en meget højere

Værd, end de er som pryder Legemet. . .det er Sjælens . . . og denne er det, som skal udarbejdes, at den ved virkelige og ædle Egenskaber skal skinne. De kender disse

Egenskaber. Religionen, den sunde Fornuft og Opdragelsens Undervisning lærer

os snart de Grundsætninger efter hvilke vores Hjerter bør dannes, og vores Hand­

lingsmåde indrettes, når vi skal behage. Man lærer snart at kende Dyderne, man

46

kan heller ikke andet end antage dem som sin Pligter og man skønner let at de gør elskværdige, og at man er lastværdig, når man handler imod dem" .

Det er sjælen, der skal udarbejdes. Den skal opdrages ind i pigerne ved hjælp af religion, sund fornuft og opdragelse. Pigerne skal arbejde på at gøre sig elsk­værdige, gøre sig værdige til at blive elsket og selv elske. Hun skal stedse spørge sig selv, om hun er god nok?

Det didaktiske eventyr som fascination og identifikation.

Beaumont stjæler virkernidler fra den folkelige tradition for at fange pigernes interesse. Og det må siges at være lykkedes hende vældig godt. Grunden til at netop dette eventyr har overlevet ud af hendes samling på over 70 pædagogiske værker, er at det faktisk er lykkes for hende at skrive en æstetisk set fængende historie.

Samtidig med at ind­holdet vil anspore de små piger til at holde sig på dydens lige vej , holdes pigerne fast i en sanselig spænding, der ind imel­lem når næsten op på siden af scenen med Rødhætte og ulven i bedstemors seng. Kon­trasten mellem det fine uskyldsrene pigevæsen og den kluntede buldrebasse taler til den lille pigetil­hørers ambivalente nys-gerrigheds-angstforhold til EcÅasber�: .. I<> qO:u11stnmns Døtrt•. 1 852.

"den farlige sanselighed" og "de farlige mænd" . Gys og kild på samme tid. Eventyret fungerer således som ventil for spænding. Den spænding pigerne blev udelukket fra, da de blev lukket inde på pigeværelserne med deres dukker og bøger.

Beaumont bruger folkeeventyrets virkernidler til sit eget formål. Folkeeventyrets episke struktur er fulgt, . men på en underlig bagvendt måde. Der er ikke noget oprør, ingen løsrivelse.Heltinden tilpasser s�g i stedet for de gældende magtfor­hold.

47

Hvor folkeeventyrets typer beskrives gennem deres handlinger, beskrives Skøn­

heden af en alvidende fortæller både udefra og indefra. Der knyttes et væld af

adjektiver til hende, og vi får indblik i hendes sind gennem drømme og indre

monologer. Hvor kongedatteren er en type, er Skønhehden et psykologiseret bor­

gerligt individ, der holdes op for børnene som et spejl.

I drømme kommer en troldnymfe til hende. Ifølge drømmeteorierne får vi kon­

takt med vores ubevidste, når vi drømmer, alt det vi til daglig fortrænger, det

som moralen, fornuften via vores over-jeg holdet på plads. I denne historie drøm­

mer Skiønheden moraler. Der overlades ikke noget til tilfældighederne. Trolden

plejer også at være det omvendte af fornuften. "Der er trold i mennesket" , siger

man. Trolden er det farlige, det irrationelle, de kræfter vi ikke kan styre.

Eventyret var på litterær mode i Frankrig i 1 700-tallet. I de mondæne saloner

begyndte damerne at skrive fe-eventyr, som de havde fra deres børns ammer.

Disse eventyr vendte via de franske folkebøger, "La Bibliotheque Bleu" , tilbage

til hvor de kom fra, hvor de så virkede ind på den mundtlige tradition, som

stadig fungerede. Sådan er der en bestandig udveksling mellem folkelig og finkul­

turel, mellem mundtlig og skriftlig tradition. Beaumont var i 17 år fransk guver­

nante i England, men vi ved at hun har fået inspiration til eventyret fra M. de

Villeneuve ( 1 695- 1755). I 1 740-41 udgav hun et værk kaldet "Les Contes Ma­

rins" , hvor en kommende brud bliver underholdt med "Skiønheden og Bæstet" .

Det er svært tilgængeligt stof den dag i dag. Derfor er Beaumonts udgave den

mest kendte. Hendes udgave fylder ca. 1n af Villeneuve's .

"Skønheden og Bæstet" handler om en løsrivelsessituation, som vel altid socialt

og psykologisk har været konfliktfyldt omend i forskellige historiske former. Der

er mange folkeeventyr der behandler det samme tema. Men hvor folkeeventyret

siger: Gå ud i verden, tro på dig selv og gør dig dine egne erfaringer, så skal

tingene nok lykkes, siger det didaktiske eventyr: Bliv hjemme, gør som fader

siger, så bliver du lykkelig.

Oprindelig var de folkelige fortællinger ikke for børn. De var ikke pædagogise­

rede og tilrettede specielt for børn, sådan som "Skønheden og Bæstet" blev det,

da barndommen skulle, iscenesættes.

Skønheden og hendes moderne søstre

Da Brødrene Grimm i 1 8 1 2 indsamlede og udgav de tyske folkeeventyr blev de

også bearbejdet og sorteret, så de kunne passe i barnekammeret. Da fik Skønhe­

den nogle søstre, som hed Snehvide, Askepot og Tornerose. Flere kunne . nævnes,

men disse er de mest kendte. Rammefortællingen er forsvundet i Grimms eventyr.

Den er ikke længere nødvendig. Opdragelsesapparatet er stablet på benene og kører.

48

Snehvide, Askepot og Tomerose er søstre på den måde, at de er udtryk for det

samme borgerlige pigebillede som Skønheden. The sleeping beauty, den ventende

pige, hvis mening i livet er prinsen på den hvide ganger. De er arketypiske kvin­

debilleder, d.v.s . kvindebilleder, som er gået hen og blevet gængse. De er trans­

formationer, krystalliseringer, stiliserede billeder på den lille piges liv . Lukket

inde i børneværelset, tilskuer til livet, ventende, drømmende om engang at blive

befriet via den eneste mulige udvej , kærligheden til en mand.

Ligesom folkeeventyrene er fortællinger, der kan bane vej for forandring, er

myterne fortællinger der forklarer magtens indretning, legitimerer de herskende

forhold. På denne måde fungerer Skønheden og hendes søstre som mytiske figu­

rer.

Men - det blev ikke ved at gå. Historien gik, industrihjulene drejede, mændenes

hænder var ikke nok til at betjene dem, og kvinderne blev trukket ud på ar­

bejdsmarkedet. En nystrukturering af hverdagslivet begyndte i 1 960'erne og ?O'er­

ne at tage form. Henrik Ibsens Nora gik knap hundrede år tidligere ud ad døren,

hjemmefra, og med hende mange andre kvinder. Hun er begyndelsen til et nyt

kvindebillede i den borgerlige offentlighed. Den stærke, udadvendte, handle­

kraftige kvinde.

I 70'eme fandt to engelske litteraturforskere Gilbert og Guber, ud af, at det slet

ikke var Snehvide, pigerne skulle identificere sig med. Det var stedmoderen,

heksen, den aggressive og utHpassede kvinde. Sådan måtte heltinden nødvendigvis

også se ud, hvis hun skulle have afsæt i den tids realerfaringer. I hvert fald set

med akademiske briller.

Samtidig med at man begyndte at fortolke de gamle eventyr anderledes, gjorde

nogle kvinder et stykke "arkæologisk" arbejde for at finde glemte eventyr om

stærke kvinder. I 1 980 udgav en gruppe danske kvinder en samling eventyr fra

hele verden, der har det til fælles, at de har aktive modige piger og kvinder i

hovedrollerne. K vinderne kritiserer samtidig den selektive, mandsdominerede ud­

vælgelse af eventyr som bl.a. Brd. Grimm er eksponenter for.

Andre begyndte selv at skrive nye eventyr for piger. Vor tids didaktiske even­

tyr. Produceret af voksne kvinder m.h.p. dannelsen af pigerne til tidens nye krav .

Opdrages skal de jo stadig, pigerne. Disse nye eventyr er omvendte. Hele det

gængse inventarium i de gamle eventyr vendes på hovedet. Et eksemplarisk ud­

tryk for denne genre er billedbogen "Prinsessen der ikke ville giftes" af Babette

Cole fra 1 986. Prinsessen i denne historie foretrækker, som så mange af pigernes

mødre, et liv alene uden prinsen, hvor vidunderlige kunster han end kan lave.

Den forvirring og rodløshed, som har bredt sig i de voksnes rækker, med hensyn

til hvilke kønsroller, det er værd at spille, afspejler sig naturligvis også i bøgerne

for børn.

Andre eksempler på denne genre er "Den hårdkogte prinsesse" og "Bryllup i

49

Marcipanien" . Disse eventyr giver pigerne nye muligheder for identifikation. De låser dem ikke fast og skal hilses velkommen som modvægt mod det ensidigt passive kvindebillede. Omend de kan forekomme noget propagandistiske i stilen.

Andre forsøger at få de forskellige pigebilleder til at forenes . "Snehvide, heksen og vampen - 80' ernes kvinde vil rumme dem alle" - proklamerer Tine Andersen og Hanne Møller (Inf. 26-27, marts 88 i anledning af deres nye bog "Råsilke"). Den passive Snehvide, der var for farlig i 70'erne, bliver nu tolket positivt. At kunne ligge i en glaskiste bliver nu taget som et tegn på, at hun hviler så meget i sig selv, at hun kan ligge der og stole på, at der på et eller andet tidspunkt sker noget, der kan forløse hende. "Og hvem kommer? Prinsen, selvfølgelig. Han forvandles i nye tolkninger til et symbol, på at kunne åbne sig . Snehvide har fået så meget fodfæste i sig selv, at hun er klar til at tage imod, hvad der kommer. Hun behøver ikke længere at afgrænse sig fra omverdenen for at kunne holde sammen på sig selv" .

Afsluttende om " Skiønheden" - og ·skønheden.

Hun lever hele tiden livet ved siden af sine søstre. Motiver og temaer fra "Skiøn­heden og Bæstet" dukker til stadighed op i kulturprodukter for både børn og voksne. Kendte eksempler er KingKong-filmene, Klokkeren fra Notre Dame, Nils Malmros' film "Skønheden og uhyret" .

Man taler om længslen efter skønhed, om skønheden som utopi. Men Skønhe­den som begreb er udemokratisk. Kan ikke fordeles efter afstemning. Den er både på det indre og ydre plan historisk blevet knyttet til kvindeligheden. Sådan er det stadig.

Litteratur:

Schønheider, J. C.: "Magasin for børn". Dansk udgave, oversat efter M.le Prince de Beaumonts 1763-64. Fjord Jensen, Johan: Artikel i den Den jyske Historiker 1 983-84, nr. 26. Stybe, Vibeke: "Børnespej1". Gyldendals pædagogiske bibliotek 1969 Winge, Mette: "Den Kunst at blive en god Pige, Hustru, Moder og Huusmoder". Gad 1 98 1 . Winge, Mette: "Pigespejlet" . Dansklærerforeningen 1982.

Jensen, A.M. og J.F. : "Fra ærbødighed til dyd 1720- 1 784" . Dansklærerforeningen. 1 982.

Svane, Marie Louise: "Interiør med dukkebørn". Barndommens historie. Tiderne Skifter 1 98 1 .

50

Rasmussen, Ole Wehner: "Børnebogen i Frankrig" . Arkona 1 982. Bixen. Nr. 4, 1 7. årg. 1 988. Mouritsen, Flemming: "Fra folkeeventyr til borgerlig læsning" . Folsager og

Bamliteratur l. 1 982. Simonsen, Inger: "Den danske børnebog i det 1 9. århundrede" . Nyt Nordisk For­

lag 1 966. Waddel og Benson: "Den hårdkogte prinsesse" . Gyldendal 1 987. Cole, Babette: "Prinsessen der ikke ville giftes" . Høst og Søn 1 986. Karlin og Edelfeldt: "Bryllup i Marcipanien" . Gyldendal 1 985.

5 1

Til Eulenspiegel - den asociale helt og pædagogerne.

Af Dieter Richter

" . . . han blev ikke afskrækket fra det grove og uhumske . " (Leksikalsk dom over Til Eulenspiegel, 1975) (l )

Læseren burde for et øjeblik prøve at huske hvilke historier af Til Eulenspiegel han kender fra sin barndom. Jeg er ret sikker på, at han kun husker historier som: "Hvordan Til Eulenspiegel sov i en bikube" eller "Hvordan Til Eulenspiegel

bagte ugler og abekatte. " . Jeg er ret sikker på, at det kun er få, der som barn har

læst historier som "Hvordan man ville hænge T.E. i Ltibeck" eller "Hvordan T.E. blev kirketjener i Blidenstedt og præsten sked i kirken. "

De private erindringer af det læste og ikke-læste, hvor tilfældigt disse end ser ud til at være, bliver, hvis man sammenligner dem med "Kinder- und Jugend­buchausgaben" og med Læsebogtekster fra det gamle"Volksbuch"(2) til et ret ensartet billede. Efter det er T.E., som vi kender ham i dag og som han har eksisteret i ca. 80 år - det forfalskede produkt af en litteraturpædagogik, som ikke

længere har mere til fælles med den virkelige" T.E., end en nisse med et levende menneske. Eulenspiegel er, litteraturteoretisk sagt, et eksempel på litteraturens konstitutionsproblematik: Litteratur bliver primært konstitueret ikke af sine værker, men af en proces af tradition og reception, hvor aktuelle betingelser og interesser er bestemmende.

Allerede den oprindelige Eulenspiegel er et problem. (3) Det er sikkert, at historierne ikke har været børnelitteratur da de opstod og blev mundtligt videre­givet (altså i det 14 . og 15 . århundrede) og i de tre århundreder af deres tidlige skriftlige tradition. Allerede begrebet "børnelitteratur" peger hen på det sene 1 8 .

århundrede. For først på dette tidspunkt opstod, og i starten endda kun for bor­gerbørn, dette litterære subsystem, som blev skabt af pædagogerne og derefter markedsført af forlæggerne. Siden er den blevet mere og mere bestemmende for børns læsetilbud og har i ikke ringe grad bidraget til infantiliseringen af børn og fremkomsten af "barndommen" som "social status" .

Når der i det sene middelalder og i den tidlige renæssance blev fortalt historier af T.E. hos livegne bønder eller i svendenes værtshuse var der naturligvis også børn til stede. De var der også, når der blev fortalt eventyr og ammestuehistorier

52

i daglejernes, landstrygernes og tiggernes kreds. For i det gamle samfund fandtes der ingen "barndom" : der var ingen rum, som var adskilt fra de "voksnes ver­den". (4) Børn arbejdede og levede sammen med de voksne, de var vidner til livets naturlige hændelser, (fødsel, sygdom, død), de deltog sammen med dem i det offentlige (politiske) liv (ved fester, krige, retsmøder, henrettelser etc.) på samme måde havde de også deres plads i de fælles kulturelle traditioner: når der blev fortalt historier, når der blev sunget sange, leget og spillet og opført teater­stykker. Først da barndommen opstod økonomisk og socialt, blev det også til et pædagogisk-kulturelt fristed. Krav blev undgået, som førhen havde været en in­tegreret del af samfundslivet og dermed en selvfølgelighed. Renselsen af Eulen­spiegel-stoffet fra netop disse "krav" afspejler processen af den voksende infan­tilisering af barndommen.

Den oprindelige Eulenspiegel var hverken børnelitteratur eller den morsomme fyr som vi normalt opfatter ham som idag og som han bliver fremstillet i en børnebogsudgave fra 1 968: "For mange hundrede år siden drog T.E. igennem de tyske lande. Han havde kun sjov og narrestreger i hovedet. . . "(5)

Eller følgende Eulenspiegel, som i læsebogen "Texte Deutsch" fra 1 975 står under overskriften "Skal ikke tages helt alvorligt"(6) sammen med tekster fra Jeremias Gotthelf og Jo Hanns Rosler.

Det historiske funktionstab i børnelitteraturen af det forfalskede gamle stof kunne ikke komme tydeligere til udtryk end i denne overskrift: "Skal ikke tages helt alvorligt"- i denne titel afspejles samtidig voksensamfundets holdning overfor børn og deres verden (børnebøger, legetøj, spil), som bliver mere og mere forvist til infantilitet. Den oprindelige Eulenspiegel skulle tages frygtelig alvorligt. Og netop de, som havde mest grund til at være bange for ham, havde også opfattet dette. I Nederlandene stod Eulenspiegel i det 16 . århundrede på listen over for­budte bøger. De, som trykte, solgte eller endda kun ejede bogen, blev forfulgt af inkvisitionen. Boghan�llerne var forpligtede til at hænge listerne med de forbudte bøger op i butikkerne. De som ejede disse bøger, skulle aflevere dem inden tre dage til afbrænding. Ved overtrædelse blev man anklaget af inkvisitionen (7).

Eulenspiegel var altså en farlig bog. Også de katolske og protestantiske folkepræ­dikanter i det 17 . århundrede havde den samme opfattelse: blandt de forbudte skrifter tilhørte også Eulenspiegel. (8) Ved siden af den officielle censur fandtes der også ret tidligt en selvcensur blandt forlæggere og redaktører. De lavede historierne om, dæmpede nogle passager eller slettede dem helt.

Et tidligt filosofisk rekonstrueret eksempel af sådan bagatellisering er den 58.

historie: "Da man ville hænge Eulenspiegel i Liibeck og hvordan han reddede sig med et snedigt kneb. "(9)

Her fortælles hvordan Eulenspiegel beder Liibecks rådsherrer om et sidste li lle ønske da han står under galgen: "Han ville hverken bede om sit liv eller om penge eller gods, men kun om en lille ting. Det højtansete råd fra Liibeck kunne

53

opfylde den uden besvær og uden at det ville koste dem en øre. "Rådsherrerne er blevet nysgerrige og tilstår ham efter megen omtanke det sidste ønske og besegler dette med et håndtryk. Ønsket i udgaven "Volksbuch" af 1 5 1 5 lyder på følgende måde: "Når jeg nu hænger, så skal vinskænken (hans anklager) og hans ågerkarl komme (til galgen) tidlig om morgenen i tre dage og skal kysse min røv .- Da spyttede rådsherrerne og sagde, at dette var et urimeligt ønske." De vægrer sig og der bliver intet anden valg end at benåde Eulenspiegel, fordi de med lovgyldigt håndtryk har forpligtet sig til at opfylde hans krav. " Da rejste Bulenspiegel vi­dere til Helmstedt og kom aldrig mere tilbage til Liibeck. "

Historien giver på denne måde ingen mening. Det at være ågerkarl var et for­agtet erhverv og det er derfor ikke forståeligt, hvorfor Liibecks rådsherrer ville undvære fornøjelsen af at tvinge netop ham til at opfylde Eulenspiegels ønske . . Nu findes der en nederlandsk overlevering, som tilsyneladende mere nøjagtigt har bevaret den gamle tekst, fordi kun den kan forklare, hvad der kunne anses for at være et urimeligt ønske for rådsherrerne. Der lyder Eulenspiegels sidste ønske nemlig" . . . at hver morgen i tre dage skal borgmesteren og derefter hver enkelt rådsherre komme og kysse mig i røven på fastende hjerte." ( lO).

Dvs. at allerede den første tyske udgave i 1 5 1 5 har en renset tekst. Forresten tager 5 af de 8 udgaver af ungdomsbøger, som for tiden er i handelen, slet ikke disse historier med i deres udvalg (i læsebøgerne: ingen, i de ældre udgaver: 4 ud af 6.). I de tre resterende udgaver "oversætter" Engelbert-forlag Bulenspiegel­ønsket med ordene: " . . . skal kysse mig", Ellerman-forlag: " .. skal kysse min bagdel" og kun i en enkelt udgave (Arena-forlag) er teksten korrekt.

Ikke engang navnet og dets betydning har Bulenspiegel beholdt i Eulenspiegel­traditionen. Læsebogen "Lesen - Darstellen - Begreifen" formulerer følgende arbejdsopgave til eleverne: "Undersøg, hvad navnet "Eulenspiegel" betyder. Benyt dertil billedet på side 60."( 1 1 ) Dette billede viser en reproduktion af et træsnit fra 1 5 15 , hvor Bulenspiegel sidder på en hest med en ugle i den højre hånd og et spejl i den venstre hånd. (tysk:ugle= Bule, Spejl= Spiegel). Naturligvis skal børn­ene aflede navnet af de viste rekvisitter. I virkelighed betyder navnet Bulenspiegel (Ulenspegel) noget helt andet: sammensat af middelnedertysk "ulen" (at tørre) og "spegel" (bagdel i jægersproget) betyder ul'n spegel ikke andet end: "tør (min) bagdel" dvs. "rend mig i røven" ! ( 1 2) (Efterskrifter af de nutidige udgaver taler, hvis det overhovedet bliver nævnt, skamfulde om "udråb af Gotz von Berlichin­gen" og om "svabisk hilsen" . Hvor fint at Goethe også på dette område har beri­get det kulturelle arv og de lærtes sprog!)

Allerede træsnittet fra 1 5 1 5 med ugle og spejl viste altså en renset udgave, hvis det ikke var ment som en vits (hvad man kan formode) fordi den samtidige be­skuer jo stadigvæk kendte den oprindelige betydning af navnet fra sit eget sprog­brug.

54

I forsøget på at tage Bulenspiegel "helt alvorligt" i modsætning til den tyske læsebog skal vi gå tilbage til historiernes oprindelsestid. Spørgsmålet om historier­nes sociale funktion stiller sig således: Hvilke folk havde fornøjelse ved at fortæl­le dem og af hvilke årsager? Og hvilke folk havde grund til at frygte historierne og deres fortællere og dermed anledning til at undertrykke dem?

De sociale realiteter i det tidlige borgerlige samfund viser sig f.eks. i begyndelsen af den 40. historie.

"Da Bulenspiegel havde forladt smeden begyndte det at blive vinter. Og vinte­ren blev meget kold. Der herskede hård frost og dyrtiden kom oveni. Derfor var mange karle arbejdsløse .. Bulenspiegel havde heller ingen penge til at leve for. Da vandrede han bort og kom til en landsby. Der levede også en smed og denne ansatte ham som medhjælper. Men Bulenspiegel havde ikke særlig lyst til at blive der, hvis ikke sulten og den hårde vinter havde tvunget ham til det. Og han tænkte: Udhold hvad du kan og gør som smeden siger, indtil tiden kommer hvor du igen kan stikke fingeren i den bløde jord (dvs. indtil det bliver forår igen). Men pga. dyrtiden ville smeden helst ikke fastansætte ham. Da bad Bulenspiegel ham: Hvis han bare ville give ham arbejde, ville han lave alt, hvad smeden øns­kede og også spise det som ingen anden ville have. Men smeden var en ond mand og tænkte: Jeg vil ansætte ham og afprøve ham i otte dage. I den tid kan han ikke spise mig fattig. Om morgenen startede de med arbejdet og smeden lod Bulenspiegel arbejde hårdt med hammer og blæsebalg indtil middagsmåltidet Smeden havde en latrin i gården og da de skulle gå til bords tager han Bulenspi­egel med sig i gården og fører ham til latrinen og siger: "Nåh, du har jo sagt, at du ville spise det, som ingen anden ville have, hvis jeg gav dig arbejde, dette her er der ingen anden som vil spise, så spis bare det". Og han gik ind i huset for at spise og lod Bulenspiegel stå ved latrinen" .

Med få rids karakteriserer fortælleren en situation som de samtidige tilhørere var fortrolige med. De vidste hvad "hård frost" og "dyrtid" var og de kendte skaren af håndværkssvende, som var sat på gaden af deres mestre og som vandrede omkring for at finde arbejde. Det er ikke vandre-svend-idyllen af Bichendorff, men barsk virkelighed. Med den tiltagende opkomst af vareøkonomiske produk­tionsformer (handel, pengeøkonomi, håndværk) i det 1 3 ., 1 4. og 1 5 .år- hundrede opstår der i byerne nye økonomiske magtcentre, Deres basis er markedet og i modsætning til agerbrugsøkonomien, som producerer til dækning af egen behov, bliver det nu produktion til byttehandel. Det er ikke længere rådigheden over jord (som i feudalismen), men over penge og kapital som afgør den sociale rang. Hvad der idag blever anset som fremskridt i den historieopfattelse, som tænker i et lineær opstignings-/nedstigningsskema (udviklingen af tidlige borgerlige produk­tionsformer) var kun fremskridt i forhold til forhøjelsen af den samlede økono-

55

miske produktivitet og den tendensielle befrielse af individerne fra at være strengt

bundne til grundejernes person i feudale afhængighedsforhold. De livegne bønder

og landarbejdere, som blev tiltrukket af de "friere" forhold i byerne forlod landet

(og Eulenspiegel tilhører dem, han blev født som søn af en bonde) og erfarede

hurtigt i byerne hvad denne frihed betød. Det var friheden til at sælge sin ar­

bejdskraft som lønarbejder (daglejere, svende). Efter borgeropstandene i det 14 .

århundrede opstod der nye barske afhængigheder og forskelle i byerne. Kun en

lille del af de "borgere" som boede indenfor bymurene var med i bystyret og

havde økonomisk, socialt og politisk indflydelse: ved siden af de adelige og køb­

mændene var det mest mestrene i de store lav. Majoriteten var udelukket fra

denne indflydelse og tilhørte byens laveste sociale lag. ( 1 3) Især håndværkssvend­

enes situation var hård. Gennem en rigid konkurrencepolitik sørgede lavene for at

holde de fleste svende væk fra mesteræren hele deres liv . Dermed havde de sta­tus som lønarbejdere med de dertil hørende sociale ulemper (feks. forbud mod

ægteskab,etableringsforbud.( 14)

Svendene satte sig imod det. Der fandtes subversive svendeorganisationer og

plebejiske opstande. Svendene kunne nemlig udnytte den "anden side" af deres

frihed: deres erhvervsmæssige og lokale mobilitet. De kunne flytte (Eulenspiegel

gør dette hele sit liv), hvad der ikke var muligt for de stavnsbundne bønder.

Deres herrers sanktionsmulighed var relativ indskrænket i modsætning til de feu­

dale jordejeres. (håndværksmesteren er ikke, som det var tilfældet med jordejeren, "født" øvrighedsperson i sit område.)

Som eventyrene indeholder de livegne bønders drømme om et bedre liv, (kun i

miraklet kunne de forstille sig en ændring af deres forhold) så er farcen den

litterære modstandsform for lønarbejderne fra de laveste sociale lag i byen og på

landet:håndværkssvende, daglejere, vagabonder og tiggere. Mange af fortællinger­

ne handler om herrer, der bliver snydt. Historierne handler om deres heltes rela­

tive magt eller afmagt: magten til at spille herren et puds (hvad der ville have

kostet den livegne bonde livet! ) og afmagten at snyd er den eneste måde at for­

svare sig på, i hvert fald som grundregel . De fleste Eulenspiegel-historierne

foregår i dette håndværks-og lønarbejdermiljø i byen. Eulenspiegel, som er en

bondesøn, tager arbejde først som kirketjener, bagefter som bager, tårnblæser,

maler, smed, skomager, skrædder. buntmager, garver, snedker, brillemager, kok, barberer og klosterportner. Eulenspiegels allestedsnærværelse (Eulenspiegel er

overalt og hvor han har været efterlader han sit tegn (ligesom Kilroy): hic fuit.-

40.historie) henviser samtidig til universaliteten i historiernes handlingsmodeL De

foregår overalt. Eulenspiegel er ikke den borgerlige romans individuelle helt, selvom tolderen fra Braunschweig, Hermann Bote, der har samlet mange af de

historier som var i omløb, har givet ham noget i retning af en borgerlig biografi(

(med fødsel, dåb, alderdom, sygdom, død og gravsten). Trods det at den senere

tradition holder sig meget til den historiske Eulenspiegel, så forsvinder han al-

56

ligevel bag figuren som den "opsætsige plebejer" og bag historiernes hand­lingsmodel, som beretter af listens triumf, når den lille vinder over den store og skaden bliver til spot.

Netop historiernes enkle struktur egner sig helt klart til gentagelser, nyskabelser,

udvidelser etc. Bulenspiegel kunne bruges af enhver fortæller i en lignende situa­

tion. Man kunne genfortælle dem, man kunne udskifte personerne i historierne,

man kunne bruge dem som model til at opfinde lignende fortællinger og meget

andet. Bulenspiegel-historierne var, sagt med et moderne litteraturteoretisk begreb,

en "operativ genre" . Det røbes forresten også igennem teksternes komplicerede overleveringshistorie med deres talrige overlappninger, huller, tilføjelser etc.

Bulenspiegels biografisering a la borgerlig romanhelt (som stadigvæk gør sig

gældende i nutidige udgaver ) river historiernes handlingsmodel ud af deres oprin­

delige operative funktionssammenhæng, selvom dette tilsyneladende kun er en

minimal forandring af traditionen. Den brugbare handlingsmodel forsvinder i den

individuelle helts biografi: "For mange hundrede år siden drog Til Bulenspiegel

gennem de tyske lande . . . "(Meyers børnebøger, s.5).

Handlingsmodellen skal i det

følgende beskrives mere nøjag­

tigt. Det sker tit, at Bulenspiegel

snyder mesteren, idet han tager

hans opfordringer bogstaveligt. I

historien om den "onde smed"

foregår det på følgende måde:

"Da nu Bulenspiegel ville gå til sengs, sagde smeden til ham:

"Stå tidlig op i morgen. Tjene­

stepigen skal betjene blæsebæl­

gen og smed sammen hvad du

kan finde og slå hesteskosøm af indtil jeg står op. " Da gik Bulen­

spiegel i seng og da han stod op

tænkte han: Jeg vil hævne mig,

selv hvis jeg skal gå igennem knæhøj sne. Og han puster til ilden sådan at det

flammer op og han tager tangen og svejser den sammen med sandskovlen og svejser dertil yderligere to hamre og ildrageren. Derefter tager han skålen med

hesteskosøm, tømmer den og slår sømhovederne af og lægger hovederne og stif­

terne sammen. Så tager han sit forklæde af og går, da han hører at smeden er stået op. På døren efterlader han sit "tegn" , en ugle og spejl og ordene hic fuit:

Eulenspiegel har været her. " Svenden hævner sig her (som i andre historier) ved at ødelægge herrens pro-

57

duktionsmidler. Det er afgørende at han ikke nægter at udføre arbejdsopgaven, men tværtimod udfører den bogstaveligt, ligesom mesteren tog ham bogstaveligt ved middagsmaden. Eulenspiegels revolte består altså ikke i at han nægter at overholde den borgerlige arbejdskontrakt som han indgik af økonomisk tvang (sult, dyrtiden), men at han fører den konsekvent og ødelæggende til ende fra lønmodtager-side ligesom arbejdsgiveren gør det fra sin side. Deri ligger også forskellen mellem Bulenspiegel-revolten og to andre samtidige modstandsformer: røverier (socialrebeller, Robin Hood) og strejker. Røveren sætter sig udenfor samfundsordnen for at kunne bekæmpe den eller for blot at berige sig selv . Den strejkende bliver indenfor samfundets rammer for at forbedre disse. Begge former for modstand forudsætter organisation og fælles handling, hvilket kun fandtes i begyndelsesstadiet i det tidlige borgerlige samfund. Eulenspiegels revolte er der­imod en individuel gerning af en som er overladt til sig selv . Han sætter den borgerlige arbejdskontrakt ud af kraft, idet han udfører arbejdet helt bogstaveligt. Han udfører ordrene. " Skal en karl ikke lave, hvad hans mester giver ham besked på?" (74. historie). Dermed fører Bulenspiegel karlens lydighedspligt ad absurdum. Den nødvendige følge er ophævelse af arbejdskontrakten: "han må vandre også selvom han skal gå igennem knæhøj sne."

Det er interessant at genfinde denne typologi af "de fattiges opsætsighed", den­ne " laden-som-om-man-er-dum" i moderne fremstillinger: i cirkusklovnens rolle, i Karl Valentins dialoger (tysk komiker, overs.), i Schweijk-rollen, i de "absurde" interviews, som Bob Dylan har givet journalisterne. Forresten ser man den også i børns næsvise eller provokerende opførsel. Noget der til en hver tid kan drive de voksne til vanvid.

Også i de historier, som ikke foregår i håndværksmiljø er det på grund af deres sociale funktion alligevel tydeligt at disse er fortællinger om folk fra laveste sociale lag i byen og på landet. Det er historier, som handler om hvordan man får en steg på kødmarkedet eller noget at drikke i en vinstue uden at betale (his­torierne kan endnu i dag anbefales til afprøvning), om hvordan man kan tjene til livets ophold, idet man udnytter de andres sensationslyst, overtro og dumhed eller hvordan man kan overleve i kirkens eller fyrstens tjenester uden at arbejde særlig meget.

Eulenspiegels sociale rolle er altså det at være ubemidlet plebejer, som hverken er afhængig af feudalherrer eller kapitalejendom og som lever af at sælge sin arbejdskraft. F.W.Haug har beskrevet den økonomiske definition af Eulenspiegels adfærd i en artikel (Argument Sonderband 3/1976): Han er "mester i byt­tekontrakter"(s. 1 3), Han lever i de nyopståede former for vare-penge-forhold. Her retter hans adfærd sig ikke kun mod autoriteter og herrer, men også mod de fattige. Når han snyder en bonde for noget stof, som denne lige har købt på markedet (68.historie) så forekommer denne adfærd måske "umoralsk" for den nutidige læser. Men bonden er i denne sammenhæng ikke en "fattig mand" , men

58

ejer af en vare. Bulenspiegel viser den ikke voldige tilegnelse af varer igennem et væddemål eller en kontrakt.

Eulenspiegels forhold til arbejdet er i det hele taget interessant: Fortællingerne stammer jo fra en tid, hvor overgangen fra den feudale til den borgerlige økono­mi giver sig udslag i en ny arbejdsmoral (høj værdsætning af arbejde som forud­sætning for økonomisk vækst og social opstigning). Dens samfundsstøtter findes for det meste i byens handel og håndværk.( 15). Allerede i den senmiddelalderlige moraldigtning og folkeprædikener (Berthold fra Regensburg) propaganderedes den nye arbejdsetik overfor feudalismens; igennem Luthers og Calvins protestantiske etik bliver dette så til drivkraften i den tidlige kapitalistiske udvikling. I modsæt­ning til det middelalderlige feudalsamfund, som kun opfattede arbejde som middel i produktionen af umiddelbar livsnødvendige brugsting og dermed kun som et nødvendig onde, er arbejde i det (tidlige) borgerlige samfund et middel i den udvidede bytteværdi-produktion. Den borgerlige handelskøbmand eller lavhåndvær­keren kan blive til noget igennem mere arbejde, fordi produktet af deres arbejde kan forvandles til penge og dermed akkumuleres. Dette er forskellen mellem dem og middelalderens bonde, som kun kunne producere brugsværdier til det umiddel­bare forbrug.Han ville derfor ikke have opnået et bedre resultat ved at arbejde mere. Derfra stammer den ejendommelige værdsættelse af arbejdet i den borger­lige bevidsthed og dens forklarelse som "dyd", eller endda som livets formål og dens fordømmelse af dovnskab som last. Max Weber skriver at denne indstilling forekommer "det prækapitalistiske menneske så ufatteligt og gådefuldt, så beskidt og foragtelig" og kan kun forklares "som produkt af perverse drifter" .( 1 6)

Dette kan også siges om Eulenspiegel. Hans praktiske adfærd er en radikal kritik af en arbejdsmoral, som idag forekommer os "normal" . Men de, som levede i overgangssamfundet i den tidlige renaissauce har anset den for pervers.

Med denne indstilling kan man selvfølgelig ikke opbygge kapitalisme og heller ikke vinde en borgerlig revolution. Derfor er alle politisk mente forsøg også mislykket, som prøver at fremstille Bulenspiegel som tidlig borgerlig helt. Hans adfærd kan ikke reduceres til en "kritik af den stadig eksisterende tvang fra de gamle forhold" .( 1 7) Det særlige og vigtige er derimod, at han allerede gen­nemskuer den tvang, som de nye, ikke længere feudale, men borgerlige forhold udøver. Han afviser den, idet han netop betjener sig af deres specifikke om­gangsformer, og dette på et tidspunkt, hvor disse forhold først begynder at ud­vikle sig. At denne kritik allerede kommer på så et tidlig tidspunkt kan ikke undre os. Netop i en historisk overgangsperiode er menneskenes sanser ikke så afstumpet af den tvang som de nye forhold udøvet, fordi spillereglerne endnu ikke er indoptaget

Mod den borgerlige arbejdsmoral er Eulenspiegels devise: "at han kommer

59

igennem livet med lediggang . . . Og han har været glad siden han var barn og har

fået penge ved alle former for gøgleri."(3 1 .historie) Alle forsøg på at redde hans ære er forgæves . Men netop i hans kritiks radika­

litet viser han den borgerlige arbejdsmorals beskaffenhed. Og deri ligger historier­

nes politiske og historiske mening. Eulenspiegel er ikke en revolutionær moralist,

ingen "forbedrer" af sociale forhold. Han er den asociale helt. Han er ligeså a­

social som de forhold, han lever under. Han kritiserer dem ikke med ord, men

han viser det i sine gerninger. Den asociale helts funktion er at skærpe sanserne

for den asociale tvang. At en som Eulenspiegel gerne vil leve godt, uden at ar­

bejde hårdt for det, er egentlig normalt. Unormalt er derimod et samfund, som

anser arbejde for vigtigere end lykke.

Den asociale helt Eulenspiegel er asocial, fordi han har gennemskuet forhol­dene. Den opadstræbendne borgerlige handelskapitalisme (som idag gerne bliver

betegnet med adjektivet "progressiv") er for ham i den store sammenhæng det

samme som hans egen adfærd er det i små: gavtyvestreger. Den 73 . historie

foregår i en af handelsstaderne ved floden Weser og den begyndner: "Snart efter

kom Eulenspiegel til en by ved Weser. Og han iagttog forretningslivet blandt borgerne og deres planer og han gennemskuede, hvordan handelen virkelig fore­

gik . . . Og borgerne var trætte af ham ligesom han var træt af dem."

Hans holdning bliver også tydeliggjort ved hans påklædning og hans adfærd.

Eulenspiegel spiller "skalken" . Dermed er han kendetegnet som outsider, en af

den slags outsidere, som ledsager den borgerlige samfunds historie indtil den dag

idag. Og han spiller den rolle, som samfundet har tiltænkt ham: "Når jeg er en

gøgler, så vil jeg også bruge dette. "(77.historie)

På denne måde tager han som outsider konfrontationen op med samfundet som har gjort ham til det.

Den 77.historie fortæller, at Eulenspiegel bor hos en mand, hvis rige nabo

plejer at invitere beboerne fra de omliggende huse samt deres gæster til en fest­

middag en gang om året. "Men Eulenspiegel bliver ikke inviteret. Naboen anså

ham for en gøgler og spillemand og den slags folk plejede han ikke at invitere . . .

Det passede Eulenspiegel godt og han tænkte:Er jeg er en gøgler, så vil jeg også

vise det; for han ærgrede sig over at manden foragtede ham sådan. Det var kort

efter Mortensdag, at denne fest fandt sted og værten sad sammen med sine gæs­ter ved middagen i hans kostbare gemakker. Men gemakkerne lå direkte ved

siden af det hus, hvor Eulenspiegel havde sit herbebrg. Da folk nu sad og nød

tilværelsen kom Eulenspiegel og borede et hul i væggen til det rum, hvor gæster­

ne sad. Så lavede han "en stor portion", tog en blæsebælg og med den blæste

han igennem det hul, som han havde boret ind til det andet rum. Og det stank så

slemt at ingen kunne være i værelset. Og den ene så på den anden og en anden på den tredje og enhver tænkte, at det var den anden som stank. Og Eulenspiegel

holdt ikke op med blæsebælgen. Så alle gæsterne rejste sig, fordi de ikke kunne

60

holde stanken ud. Gæsterne kiggede under bænkene og i alle kroge, men det hjalp ikke. Ingen vidste hvorfra stanken kom og til sidst gik alle hjem. Også Eulenspiegels vært kom hjem og fortalte om begivenheden. Og Eulenspiegel siger: "Mig ville den rige mand ikke invitere og unde mig noget af sin mad. Jeg er meget venligere overfor ham end han er overfor mig. Jeg under ham min mad. Hvis jeg havde været der, ville det ikke have lugtet så frygteligt."

Eulenspiegel hævner sig over deklasseringen idet han accepterer den: hvis de fine folk anser mig for at være et stinkdyr, så er jeg det også overfor dem. Men på en sådan måde, at de kan mærke hvor det egentlig er det stinker: i deres fine selskab.

Eulenspiegel accepterer altså sin rolle (ligesom han accepterer den borgerlige arbejdskontrakt). Hans handlemåde er ikke pædagogisk, men en gestus. Han viser ved sit adfærd hvordan de andre er.

Nogle Eulenspiegelhistorier er idag svære at forstå. Den historiske afstand, som skiller os fra deres sociale miljø er meget stor. Dette forårsager for­tolkningsspekulationer, som måske viser sig at være fejlagtige, hvis vi kendte mere og mere nøjagtigt til de reale livsforhold i de lave sociale lag i denne tid­lige borgerlige epoke.(På lignende måde bliver mange eventyr-fortolkninger til spekulation, når vi tager socialhistoriske facts med i betragtningen). En nutidig læsers forståelse, som er præget af civilisation og moral, kan stå i vejen for en socialhistorisk tekstforståelse. Det gælder f.eks. for den selvfølgelighed i fortællin­gen (som i eventyret)af det som vi idag opfatter som "voldeligt" "brutalt" og "grusomt" . Man skal huske, at "voldelighed", "brutalitetet" og "grusomhed" blev offentligt iscenesat i det gamle samfund. Idag sker dette på institutioner udenfor offentligheden: i opdragelse, i socialpleje og straf (skoler, sygehuse, plejehjem, sindsygehospitaler, fængsler).

Denne "institutionelle" vold i det "moderne" socialvæsen er en selvfølgelighed for os. Derimod dømmer vi det gamle samfund for at være voldeligt. Den nuti­dige læser har moralske betænkligheder, når han f.eks. læser det følgende: "Eu­lenspiegel truer de syge på et sygehus i Niimberg med at han vil brænde de svageste til aske. Det får de indlagte til at løbe om kap mod udgangen."( 1 7 . historie) Eller n år han snyder tolv blinde tiggere, s å at de får gæld. (7 1 .historie) Socialhistorisk kendskab kan hjælpe til at forstå dette: syge, blinde og tiggere var deklasserede i det gamle samfund. Men denne deklassering foregik offentligt med spot på gaderne. (også i det moderne samfund er syge og handicappede deklas­serede, men de er gemt væk fra offentligheden).

Eulenspiegelhistoriernes handlingsmodel er tilsyneladende årsag til at historierne stadigvæk er aktuelle for børn, også der hvor historiske detailler ikke længere er

forståelige, eller hvor de moderne udgivere har slettet den egentlige sociale me­ning,som minder om dens historiske oprindelses-tid.Det er jo netop de svages og

61

de undertryktes situation, som barnet smertefuldt oplever igen og igen i det bor­

gerlige voksensamfund. Dette forbinder barnets situation med Eulenspiegels situa­

tion. Snedighed, mod og frækhed hvormed han kan snyde autoriteterne er bro for

forståelsen mellem barnet og Eulenspiegel. Netop Eulenspiegels "præciviliserede"

og "asociale" adfærd, altså tilsyneladende en historisk levning, er årsagen til hi­

storiernes aktualitet. Opdragelsesprocessen til det borgerlige arbejde og tæmningen

af det individuelle lykkebehov bliver barnet påtvunget. Dette sker med den største

selvfølgelighed og der glemmes at det tog århundreder for det borgerlige samfund

at acceptere dette unormale som normalt.

Glæden ved Eulenspiegels "unormale" og "asociale" adfærd udspringer altså af

en drift, som opdrageisesinstitutio-nerne og den "pædagogisk værdifulde" børnelit­

teratur prøver at undertrykke og bekæmpe. Dette sker for at den lille vilde udvik­

ler sig til et borgerligt "pragtbarn", og at den bliver til en voksen, som styres af sit overjeg, som undertrykker sine anarkiske ønsker �g som har tæmmet sine

lykkekrav.

Risikoen for at det bare bliver til en kompensatorisk fornøjelse i stedet for at

frigøer social fantasi ved læsningen af historierne kan man i den aktuelle brug imødegå på to måder:

l) historierne skal ikke "afhistorieseres" , men derimod sættes i relation til deres

historiske oprindelse. Det er ikke den "sande ligefremme humors" (Bamberger)

arketyper, som går igennem verdenshistsorien, men vidnesbyrd om en historisk

bestemmelig opsætsighed.

2) historierne skal sættes i forbindelse med børnenes "praksiserfaring" (former

på deres undertrykkelse og modstand). Børnene skal se en afspejling af sig selv

og deres situation og deres muligheder i Eulenspiegel. ( 1 8) Men børne- og ung­

domsudgaver, som har bearbejdet det gamle stof viser derimod for det meste det

modsatte.

I det 1 8 . århundrede og sandsynligvis også i det 19 . århundrede fandtes der sta­

digvæk folkeudgaver af Eulenspiegel, som var trykt på uienset, billigt papir og

som blev solgt af gadehandlere. Denne tidlige form for masselitteratur er ikke

kommet ind på bibliotekernes hylder, men har været til fornøjelse for både gamle

og unge og blev konsumeret på samme måde som de nutidige masseproduktioner

(kulørtlitteratur, comics, etc .). Den gamle Goethe husker sin barndomslekture på

følgende måde: "Forlaget eller bedre fabrikken, som fremstillede disse bøger som

blev kaldt for folkeskrifter eller folkebøger, lå i Frankfurt (Goethes hjemby,

overs.) . De var på grund af den store efterspørgsel trykt på dårligt papir og næ­sten ulæselige. Vi børn var så heldige, at vi daglig kunne finde disse meget vær­

difulde levn fra middelalderen ved marskandiseren og købte dem for nogle få

kreuzer.Eulenspiegel, de fire Haimonsbørn, den skønne Melusine, Kaiseren Oc­

tavian, den skønne Magdelone, Fortunatus med hele sin familie på nær den evige

62

jøde - alle stod til rådighed når vi havde lyst til det. Den store fordel ved disse

hæfter var, at de kunne skaffes hurtigt igen, hvis de var slidt op ved læsningen. "­

( 1 9) I modsætning til Goethes venlige tilbageblik anser "folkeopdragerne" denne kol­

portagelitteratur som smuds og tarveligt stads.

Børne- og ungdomsudgaverne socialiserer den asociale helt især ved at skære

en betydelig del bort. Flertallet af historierne bliver slet ikke optaget i disse udga­

ver. Der blev allerede tidligere henvist til princippet at "biografisere" det gamle

folkestof (det er blevet gjort allerede i tidlige udgaver og bibeholdt til idag). Også iullustrationerne bidrager til at gøre det historisk fjerne ved Bulenspiegel

fortroligt, sjovt og hyggeligt. De gamle billeder bestræber sig på familiaritet og

idyl, alligevel fremstår de for mig som mere historisk nøjagtige end de moderne

illustrationer, som fjerne Bulenspiegel helt fra hans sociale miljø og som stiliserer

ham til et venligt eller et galt individ.

Socialiseringen af den asociale helt Bulenspiegel efterrationaliserer hans hand­

linger. F.eks. : Bulenspiegel forfølger hypolitiet i Ni.irnberg og lader dem falde i

floden igennem udsavede huller i Regnitzbroen, fordi de har sovet under tjene­sten. Selvfølgelig bliver de kun såret i ringe grad. (32.historie, Meyers børnebøg­

er, s.70). I det hele taget bliver kvæstelser eller drastiske følger af Eulenspiegels

handlinger reducerede eller slet ikke nævnt.

At hentydninger til noget seksuelt bliver slettet (som der i forvejen kun er lidt i

Eulenspiegelhistorier) eller forandret er nok ikke overraskende. I en sidebemærk­

ning i den 32. historie bliver der fortalt følgende: "det er ikke godt at gå over

Regnitzbroen i Ni.irnberg om natten. Der bliver lagt an på mange pæne piger,

som bare vil hente noget vin. " Hvis det ikke helt bliver slettet så bliver det

forandret til f.eks. : "Det er dårligt at gå der om natten, fordi der er mange som

drikker vin og laver ballade."(garnle Schaffstein-udgave. s.33). Også Eulenspiegels

forhold til religion og kirkelige honoratiores ligger under tabutærkselen.

Men endnu "værre" udfra bearbejdernes synspunkt er det "område" som i det

civiliserede tabusprog bliver benævnt som "uhumsk" og "groft" . Det er meget af

den slags i historierne som f.eks. : Bulenspiegel viser folk sin nøgne bagdel, han

spiser sit eget lort og giver det også til andre, han skider i en gæsts seng, fordi

værtinden har givet denne privilegier, han spytter i en fælles fad etc. (se også andre historier, der er citeret her). Begrebet "uhumskhed" skal herefter betragtes

mere nøjagtig udfra et civilisationshistorisk synspunkt.Norbert Elias har i sin fascinerende bog "Der Prozess der Zivilisation" (20) udførligt fremstillet menne­

skenes forhold til kroppen og dens behov i det gamle samfund. Især folk fra de

laveste sociale lag havde ikke den "affektmur" omkring sig, som idag er en selv­

følgelighed for folk fra de europæiske samfund. I udviklingen fra det feudale til

det borgerlige samfund er der sket en dybtgående forandring i de sidste 500 år i

indstillingen til kroppens behov. Dermed er "pinlighedstærskelen" også blevet flyt-

63

te t.

Hvilken adfærd der var "passende" eller "upassende" i det gamle samfund gav

talrige bøger anvisninger på. Afgørende for forståelsen er, at disse regler (moral,­

ordsprog, bud,anvisning) forudsætter at de ikke overholdes kollektivt.Ellers ville

reglerne jo være overflødige. Når f.eks. bøger om takt og tone fra det 1 6.århund­

rede krævede at nødtørft ikke skulle forettes i huset eller mens andre så på (2 1 ), så betyder det jo at denne regel, som for os idag er en selvfølgelighed, ikke blev

fulgt af alle dengang.

Sammenligner man det f.eks. med historien om Eulenspiegel som kirketjener, så

bliver det tydeligt at præstens adfærd i kirken højst sandsynligt kun er sjov for

den samtidige lytter, fordi han oplevede den forandrede holdning til affektreguler­

ing. Under ingen omstændigheder blev selve den offentlige forrettelse af nødtørf­

ten opfattet som grov, uhumsk og tarvelig. At det blev gjort af en præst og at

det foregik i en kirke var højst sandsynligt det, som fremkaldte latter.(22) Men

det afgørende var, at Eulenspiegel dermed havde snydt præsten.

Pointen ved Eulenspiegel-historierne lå for de samtidige lyttere i, at Eulenspie­

gel refererer til et historisk ældre trin af affektregulering i en situation hvor civili­

sationsprocessen lige er startet, dvs. man må stadigvæk lave bestemte ting, men

alligevel ikke længere på den måde som Eulenspiegel gør det. Imidlertid er pin­

lighedstærskelen så langt fremskredent, at det, som stadigvæk var anledning til fornøjelse for den samtidige læser, er blevet til tabu idag og bliver derfor slettet.

Det samme gælder for den 69. historie, som er udeladt i alle nutidige udgaver: "Da Eulenspiegel sked i badstuen

i Hanno v er." Han driller bade­

mesteren, som ikke ville kalde

sit etablissement for "badstue"

men "renlighedens hus" . Årsagen

til navneforandringen er for­

modentlig : "badestuerne" var

steder hvor hyggelig seksuel

fornøjelse trivedes og de havde

derfor et dårligt rygte hos myn­

dighederne.(23) Bademesteren

ville derfor med denne nav­

neforandring gøre det tydeligt, at

hans etablissement kun skulle

bruges til at tilfredsstille hygiej­

niske behov. Det har sikkert

ærgret mange: Eulenspiegel sag-

de: "At dette er renlighedens hus er klar, fordi urene går vi ind og rene ud igen' " .

64

Med disse ord lavede han en stor portion ved siden af vandtruget midt i badehu­set, så hele huset stank af det. Og han retfærdiggjorde det på følgende måde: "Er det ikke skidt fra den menneskelige krop? Skal man ikke renses både for det ydre og for det indre skidt?"

Uhumsk kan denne adfærd kun virke i en tid, hvor forettelsen af nødtørft er blevet fuldstændig tabu og hvor kun børn tillades en afvigende indstilling. Men for den samtidige læser består denne vittighed af ordspillet, Eulenspiegels hand­linger er ikke principielt upassende. Det viser bademesterens reaktion også. Han bliver gal og smider Eulenspiegel ud. !dag ville en sådan opførsel fremkalde endnu skarpere reaktioner og man ville udelukke sig fra det "kultiverede" selskab.

Undtagen, som sagt, hvis det var et barn. Dermed er jeg fra den anden side nået til det punkt, hvor jeg vil påstå at Eu­

lenspiegel-historier og især dem, som blev slettet af udgiverne har deres ak­tualitet, deres fascination og fornøjelse for børn netop på grund af at de er hi­storiske regressioner i driftreguleringens historie. Civilisationsprocessen, som det europæiske folk i tiden fra det 15 . til det 20. århundrede har været igennem, dvs. som det har brugt 500 år på, skal børnene gennemgå på 5- 10 år.

Mekanismerne som bliver brugt til at gennemføre processen er ofte hårde og ikke sjældent voldelige, fordi der kun er kort tid til at nå målet. Vejen fra " skam­løshed" til "uskyldighed" (24), eller rettere sagt: til den formodenlige uskyldighed (oktrojeret) er vejen, som det civiliserede samfund kræver af deres børn. Børn opfattes af samfundet som "ucivilisere-de" , som "små vilde" når socialisationspro­cessens mål endnu ikke er opnået. Det bliver ingen steder mere tydeligt end når der opstår en konflikt mellem den civiliserede voksenadfærd og børnenes "ucivili­serede" adfærd. (Enhver kender eksempler på dette, f.eks. pinligheden når børnene opfører sig "uanstændigt" offentligt). Jo mindre barnet er, jo mere tillader man det en affektadfærd, som ville diskvalificere den voksne socialt hvis vedkommen­de talte og handlede på denne måde.

(Det ville være interessant at undersøge, om denne affektregulering er forskellig i de forskellige sociale lag; dette mangler ved Norbert Elias).

Resultatet af det er ikke kun dannelse af den sociale status "barndom", som Philippe Aries har beskrevet det, men også samtidig opkomsten af den sociale status "at være voksen" . Det er den borgerlige socialkarakter som fremtvinger den "barnlige udskyld" som permanent socialisations-præstation. Når de som voksne f.eks. som turister møder folk fra andre civilisationstrin, så karakteriseres disse med klicheen: "Ligesom børn".

Denne socialiseringspræstation, som børn bliver tvunget til at yde af de voksne er samtidig med til at holde børnene ude fra (voksen-) samfundet. Dermed opstår en

konflikt mellem børn og voksne. "Netop ved eksemplet hygiejneopdragelse kan man let iagttage den historisk opståede kløft mellem de voksnes standard og

65

tilbageholdelse af driftsytringer og børnenes spontanitet. I det omfang, som pin­

lighedstærskelen flyttes, træder social angst frem i forholdet mellem de voksne og

børn. Den møjsommeligt opnåede adfærdsstandard bliver potientielt truet igennem

den uvilkårlige, driftsbestemte adfærd af barnet. "(25)

I denne forstand er Bulenspiegel idag i sine læsers forståelse noget i retning af

et "voksent barn" . Set ud fra alderen er han en "voksen" , set ud fra den "sociale

status" er han "et barn". På lignende måde, som i bømerim og- vers (samlet af

Peter Rtihmkorf og Ernest Bomemann) er der i Bulenspiegel-historier bevaret en

affektafledning, som lever videre "under" de civiliserede voksenstandards tabuer -

og vist ikke kun blandt børn. Da denne "regredente form" for affektbeherskelse

stadigvæk er anledning til " social angst" , bliver Bulenspiegel eftersocialiseret i de

nutidige udgaver. Den sociale angst opstår, fordi Eulenspsiegels adfærd minder de

voksne om deres store fortrængningsarbejde, som de selv blev tvunget til og som

de stadig foretager. Civilisationsprocessen, som historisk set kom efter historierne

bliver tilbagevirkende trukket ned over historierne. Den asociale helt bliver opdra­

get.

Heinrich Wolgast, en af de -moderne litteraturpædagogernes "stamfædre", har

retfærdiggjort dette med en bestemt kultur- og socialisationsteori. Hans ord viser,

at han meget vel erkender det historisk særegne, det præciviliserede ved de gamle

historier og deres sammenhæng med et udviklingstrin hos barnet, Men netop i fortrængningen af dette historiske ligger for ham den litterære opdragelsesopgave:

"da læsningen af disse bøger (altså sagn og folkebøger), hvori der hviler en at­

mosfære af oldgammel kulturtilstand med al dens særhed og råhed, udøver vold

over den naive læser og inspirerer ham til lignende gerninger . . .

Når der er en periode af trodsighed i barnet skal v i så igennem læsning for­

længe den og forøge sindsbevægelserne? Det er helt sikkert den humanistiske

opdrageises opgave at udviklingen af denne periode med atavistisk råhed bliver

afviklet hurtigst muligt og mest ubemærket. Folkebøgerne bør kun læses med stor

forsigtighed. "(26)

Man skal gøre sig klart, at flertallet af de gamle Bulenspiegel-historier slet ikke

dukker op i bøme- og ungdomsudgaver og at andre bliver rigoristisk forandret på de steder, som minder om det præciviliserede samfund.

I den 40. historie (Eulenspiegel og smeden) i en ældre udgave i "Hirts tyske

samling" går smeden med sin karl efter spisningen ikke til latrinen i gården, men

" til en svinesti"(s. 38) I "Meyers børnebøger" er det endnu mere humant: "kl. 12

gik mesteren til spisning o g sagde til Eulenspiegel: "Hvil dig n u e n time på den­

ne skammel. Når jeg kommer tilbage fortsætter vi" . (s . 75)

Her går det drastiske ved udbytningen af svenden tabt på grund af snerperiet,

(Også den sociale virkelighed i begyndelsen af historien - sult, dyrtid, ar-

66

bejdsløshed- bliver her svækket.) Selv bibemærkninger bliver slettet eller forandret. I den 39. historie går meste­

ren fra værkstedet ud i gården "for at lade vandet" . I Unions-forlagets udgave hedder det: "Herefter gik han ud i gården" (s.3 1 , på lignende måde i Engelbebrt­udgaven, s. 74, og i den gamle udgave fra JugendbHitter-forlag s.28). I den gamle Schaffstein-udgave læser man "Og han gik ud i gården for at foretage noget." (s.27) Og i Gottinger ungdomsbøger (Fischer-forlag): "Lige derefter blev han kaldt ud i gården af en kunde."(s.89)

Udgivernes snerperi-fænomenet overfor tisseriet findes ikke kun i Eulenspiegel. Her skal nævnes to eksempler på "renselser" af gam­melt stof : I Miinchhausens bjør­neeventyr er det en urinstrål, som gør det muligt for baronen at genfinde sin kniv,som var faldet ned i sneen. Urinstrålen bliver erstattet af en skylle fra en "gammel flaske tokajer-vin" . Og i "Gullivers rejser" slukker helten ikke branden på dronningens slot i Lilliput med sin naturlige vand, men med en hat fyldt med hav­vand. I dette tilfælde går ikke kun den sociale mening tabt(Swifts satire over kongehuset, som der er "tisset på"), men også en rød tråd i handlingen (Gullivers udvisning på grund af usømmelig adfærd). Derudover er det jo netop disse steder, som morer børnene meget, fordi de oplever det at tisse som meget nydelsesfyldt (27) Den 2. historie fortæller hvordan Bulenspiegel som barn vil vise sin far at det er uretfærdigt, når folk påstår at han er en fræk dreng. På en ridetur igennem landsbyen sidder han bagved sin far på hesten og er helt stille. Alligevel begynd­er bønderne at skælde ham ud. Det han gjorde for at forarge dem lyder således i den gamle udgave fra Appelhans: "Han rakte tunge af folk"(s.6) I Meyers børne­bogsudgave: "han lavede frygtelige grimasser,rakte tunge af dem og lavede alle de uforskammetheder han kunne kom i tanke om."(s . 1 2) Tydeligere bliver den gamle udgave fra Jugendblåtter-forlaget: "Da rejste Bulenspiegel sig i sadlen og trak skjorten op. "(s. 4) Endnu tættete på sandheden kommer udgaven fra Union­forlag: "Da rejste Bulenspiegel sig, viste folk sin bagdel og satte sig ned igen. "(s.6; lignende hos Engelbert, Fischer,Ellermann). Hele sandheden lyder ufor­blommet i den gamle tekst; "Da løftede Bulenspiegel sin bagdel, viste folket sin røv og satte sig igen. "De vidnesbyrd som Elias har samlet viser at synet af de nøgne bagdele ikke blev opfattet som pinligt, men som en selvfølge. Men det

67

blev mere og mere ilde set at blotte sig for nogle socialt højerestående.(28) Kun

derfor var Eulenspiegels adfærd "anstødelig" , fordi han som barn blottede sig for

nogle (socialt højerestående) voksne. "Pinlighedstærskelen" er imidlertid rykket

nærmere og Eulenspiegels opførsel bliver stemplet som uanstændig, også når det

kun gælder børn, og bliver sanktioneret. Også i børnelitteraturen ·er den nøgne

hud tabu, kærtegn ilde set (vold er derimod tilladt). Opdragere, som er bedrevid­

ende og som vil gøre det bedre eller som måske bare har fortrængt deres egen

barndom mindre grundigt, bliver hurtig anset for at være perverse. I 1 974 kritise­

rer Gerhard Holtz-Baumert, en af de førende ungdomsbogeksperter i DDR, i et

ondartet "opgør " med den antiautoritære børnelitteratur i Forbundsrepublikken, at

der forekommer en nøgen bagdel i Peter Weismanns børnebog "Polko im Schil­

derwald ". Dette skulle modsige kunstens væsen. (29)

At den asociale helt unddrager sig den totale domesticering på trods af bearbej­

delserne, at de gamle historier yder J.llOOStand mod moralisering og civilisering -

deri ligger nok årsagen til at historierne også i deres "tilpassede" og "rensede"

form fornøjer børnene. De, der ikke vil lade sig nøje med den form, må finde

årsagerne til fornøjelsen og i stedet for at slette, bevare de træk som gør, at det

gamle stof stadigvæk er aktuelt for børn. Bulenspiegel er den svage, som med list

snyder de stærke og Bulenspiegel er den asociale helt som endnu ikke har indop­

taget den borgerlige økonomis,civilisationens og moralens tvang.

Dermed er Bulenspiegel et barn. Og dermed er Bulenspiegel også barnet i den

voksne.

Artiklen er oversat af Christiane Lang fra "Asthetik und Kommunikation" nr. 2711977.

Noter l. Lexikon der Kinder - und Jugendliteratur, Bd. l, Weinheim 1 975, s. 363.

2. Til, emnet"grusomhed i folkeeventyret" se Dieter Richter/Johannes Merkel, Marchen, Phantasie und soziales Lernen; Berlin (Basis Verlag) 1 974, s. 76 ff.

3 . Materialegrundlaget for denne undersøgelse er: l . de otte Eulenspiegel-ung­

domsbogudgaver, som for tiden kan købes på følgende for­

lag:Ellermann/Biichergilde Gutenberg,1 97 1 (T: Gisela Geisler; B : Gerhard Ober­

llinder), W.Fischer, 1 97 1 Gattinger Jugendbiicher. T: Ernst August Roloff; B : Ute

Martin),Engelbert, 1 975(T: Ludwig Bernhard:B: Erika Klemme) Bibliographisches

Institut, 1 969(Meyers Kinderbiicher. T: Karl Rottmann; B : Kolorierte Holzschnitte

des 16 .Jh.), Loewes 1 965,(T: Georg Paysen-Petersen;B:Ulrike Schramm),

68

Union,1 968 (T:ungenannt; B :Nikolaus Plumb),Atrium/Otto Maier, 1 975 (Ravensbur­

ger Taschenbucher, T:Erich Kastner; B :Eberhard Binder) und Arena, 1 974 (T:

Walter Scherf;B: Gunter Lawrenz). 2.seks ældre Eulenspiegel-ung­

domsbogudgaver,fra 20eme til 50eme fra følgende forlag:Jugendblatter,Hirt,Loe­

wes,Stalling,Appelhans und Schaffstein. 3. Eulenspiegel-tekster fra syv for tiden

brugte læsebøger, nemlig: "Lesebuch 65" (5/6), "Auswahl" (5),"Texte fur die Pri­

marstufe"(5), "Lesen-Darstellen-Begreifen"(A5),"Texte Deutsch"(6),

"Lesestucke"(5).

4. Når jeg i det følgende taler om den "virkelige"Eulenspiegel, mener jeg dermed

ikke den individuelle historiske person fra det 14.årh. Om dens faktiske eksistens

eller ikke-eksistens er der skrevet meget. Eulenspiegel er ikke en individuel helt,

men et krystallisationspunkt i en række historier. Dens oprindelige sociale mening

bliver her stillet overfor dens forfalskede omformninger.

5. se Philippe Aries, Geschichte der Kindheit,Munchen 1 975

6. Meyers Kinderbucher, s . 5

7. Texte Deutsch, 6. Schuljahr, s. 1 3 1

8 . Peter Honegger, Ulenspiegel, Neumunster 1 973,s.57 ff; F.H.Reusch, Der Index der verbotenen Bucher,Bonn 1 883

9. Rudolf Schenda, Volk ohne Buch, Studien zur Sozialgeschichte der populliren

Lesestoffe 1 770- 1 9 10,Frankfurt 1 970, s. 94.

lO.Jeg oversætter teksten efter Hermann Knusts udgave (-Neudruck deutscher Literaturwerke des XVI und XVII Jahrhunderts, 55/56), Halle 1 884. Til grund

ligger teksten fra folkebogen i udgaven fra 1 5 1 5 med versionen fra trykket fra

1 5 19 . Peter Honegger (se note 9) har bevist at forfatteren er toldskriveren Her­

mann Bote fra Braunschweig. Honegger og Bernd Huckker har endda fundet en

endnu ældre tryk fra 1 5 10. Blandt de udgaver som for tiden kan købes er den fra

W olf Lindows Edition (Ein kurzweilig Lesen von Dil Ulenspiegel, Stuttgart, Re­

dam, 1 975) den, som kommer tættest på den gamle tekst. Reclam-udgaven blev

også brugt her.

ll.Ulenspiegel, kritische Textausgabe, udgivet af Willy Krogmann, Neumunster

1 952, s.34.

12.A5, s . 6 1 .

13 .Deutsche Volksbucher (-Bibliothek deutscher Klassisker) Band 2 , Ber­

lin/Weimar (Aufbau Verlag) 1 968, s.345 .

14.Vedrørende svendenes situation se Heinrich Bechte1, Wirtschafts und Sozia1ge­schichte Deutschlands, Munchen 1 967, s. 149- 157. Erich Maschke: Die Un­

terschichten der mittelalterlichen Stadte Deutschlands, In: E. Maschke/ J. Sydow,

Gesellschaftliche Unterschichten in den sudwestdeutschen Stadten, Stuttgart 1 967,

s. 1 -74; Leo Kofler: Zur Geschichte der burgerliehen Gesellschaft, Neuwied 1 966,

s.64 ff. (Demokratie und Oligarchie in der splitmitte1alterlichen Stadt) Erika En­ge1mann (Hg.) Stadtische Volksbewegungen im 14.Jahrhundert, Berlin 1 960.

69

1 5 . se Ernst Troeltsch, Die Soziallehren der chrisdiehen Kirchen und Gruppen,

Ttibingen 1 9 1 2 (Neudruck 1 965); Max Weber, Die protestantische Ethik und der

Geist des Kapitalismus. , 1 905; Karl Bosl, Die Grundlagen der modemen Gesen­

sehaft im Mittelalter, Stuttgart 1 972. Se også Irmela von der LilhelWerner Rocke,

Sandekritische Predigt des Mittelalters am Beispiel Bertholds von Regenburg, in:

D. Richter (hg.), Literatur im Feudalismus, Stuttgart 1 975, S .41 ff.

1 6.Max Weber, Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus, s .60.

17 .Hans-Hagen Hildebrandt, Sozialkritik in der List Till Eulenspiegels, Sozialges­

chichtliches zum Verstandnis der Historien von Till Eulenspiegel. In: Heinz Ide

(Hg.), Projekt Deutschunterricht l, Stuttgart 1 97 1 ,s . 1 1 1 .

1 8 . se analog til eventyrenes mulige funktion: Richter/Merkel, Marchen, Phantasie

und soziales Lernen,s. 1 1 3 ff.

1 9.Johann Wolfgang von Goethe, Aus meinem Leben, Dichtung und Wahrheit, l .Teil, l . Buch.

20.Norbert Elias: Uber den Prozess der Zivilisation, 2 Bande, Bern/Mtinchen

1 969.

2 l .Norbert Elias, Band l, s . 176 og 177.

22.Det samme gælder (i denne historie) for at fjærte højt, se Elias, Band I, s. 72

og 175 .

23 .Eduard Fuchs, Illustrierte Sittengeschichte vom Mittelalter bis zur Gegenwart,

Bd. I (Renaissance), Mtinchen 1 909, s.440 ff.

24.Aries, Geschichte der Kindheit, s. 1 75 ff.

25 .Donata Elschenbroich: "Kindheit" - Spielpiidagogik und Spielverhinderung.

Sozialgeschichtliche Untersuchungen zum sozialen Status "Kindheit" und seine

Auswirkungen auf Kinderspiet und Spielpiidagogik, Diss. Bremen 1 976, s.98 f; se

også Norbert Elias, Bd. l, s. 1 90.

26.Heinrich Wolgast, Das Elend unserer Jugendliteratur, Leipzig 1 905 , s .S l .

27.0m selvfølgeligheden ved at snakke om disse emner i det gamle samfund se

Elias, Band l, s. 1 85 f.

28. se Elias,Bd.l,s.72, 175 og 1 89.

29.Gerhard Holtz-Baumert: Bueher aus der Retorte, Zur Genesis der an­

tiautoritaren Kinderliteratur. In: Beitriige zur Kinder-und Jugendliteratur 28!1973 ,s­

.34.- Man burde også sammenligne dette med angrebene mod læsebogen "Druck­sachen" fra Pro-Sehule Verlag og de derind trykte udsnit af Kuppers "Worterbuch

der deutschen Umgangssprache" (med det blandt børn sædvanlige "analordforråd"

som "røvpuler" etc.)

70

Drengen som gentleman Kaptajn Marryat og Peter Simple

Af Bo Nake

Kan man læse kaptajn Marryats romaner i dag? Det engelske samfund i 1 830'er­

ne var trods alt så forskelligt fra det danske i dag, at man kan vente, at det Mar­ryat skriver om, enten er uforståeligt eller ligegyldigt for en nutidig læser? Hvis

man vil tale om forståelsesproblemer, kan man sagtens finde dem: den verden

Marryat ( 1792- 1 848) skriver om, var allerede ved at forsvinde mens han skrev ;

hans synspunkter vil umiddelbart forekomme antikverede og reaktionære, og ende­

lig vil den undrende læser sukke: jamen, man skriver simpelt hen ikke på den måde i dag! Men det er ikke sikkert, at en behandling af sådanne forståelsespro­

blemer vil besvare det spørgsmål, jeg begyndte med. For skønt han har disse

odds imod sig, er faktum dog, at han bliver læst. Stadigvæk. Hvor meget, af

hvem og i hvilken form er så andre spørgsmål, jeg ikke kan bevsvare, men jeg

ville gerne læse en undersøgelse, der tog fat på disse spørgsmål, også ud fra en

hensyntagen til de nævnte forbehold over for hans forfatterskab.

Nu er det jo heller ikke sådan, at man først rydder forståelsesproblemer af

vejen og så læser forfatteren. Man skal ikke læse langt i Marryats forfatterskab

førend man (gen)opdager dets læsværdighed, og den oplevelse vil nok forvirre

læseren i mild grad: at man kan nyde en forfatter, der skriver om krig som et

lystigt eventyr; der ser klassesarnfundet som menneskehedens redning; der patroni­

serer andre racer og nationer, når han ikke latterliggør dem; som er en glad mandchauvinist etc. etc. For man morer sig. Også selv om man hele tiden ,må se

bort fra de nævnte holdninger som lidt historisk støj . Marryat gør alt det, man

ifølge de folkelige fordommes pædagoger ikke må, men det generer ikke læseren

særligt meget, for han gør også noget andet.

En anekdote fra Marryats tidlige privatliv giver problemet en anskuelig form:

"Som barn var Marryat meget spinkelt bygget, så hans hovede virkede for stort til resten af kroppen. Da han gik i skole, blev forstanderen en dag overrasket over at finde ham med en bog i hånden i den ' ophøjede men yndefulde ' stilling, stående på hove­det, som ud fra det nævnte forhold udgjorde hans tyngdepunkt. Forstanderen blev endnu mere forbavset, da eleven svarede på

7 1

hans spørgsmål, om hvorfor han valgte at læse lektier på en så løjerlig måde: "Ser De! Jeg hari tre timer prøvet at lære lektien stående på mine fødder, men da jeg ikke kunne det, ville jeg prø­ve, om det ville være lettere at lære den på hovedet. " (Florence Marryat, Life and Letters o( Captain Marryat, vol. l , ss. 12f , London 1872).

Marryat gør tingene på sin egen måde, ellers kan han slet ikke. Men hans per­

sonlige charme skulle også være stor nok til at gøre det af med pædagogiske indvendinger.

Men inden man vurderer Marryat litterært, må man gøre sig det klart, hvad det

er, man taler om.

Tænker man på hans dedicerede børnebøger, dvs. de bøger han bevidst skrev henvendt til børn? Denne del af forfatter-skabet, der er den kronologisk sidste,

indledte han i 1 841 med Masterman Ready. Gruppen omfatter også Settiers in Canada (1844) og The Children of the New Forest (1847). De to sidste er stadig

gængse i danske bearbejdelser. Eller taler man om den ret lange række af romaner, som han skrev for voksne

læsere, og hvoraf en del kan fås i stærkt bearbejdede udgaver for børn og unge?

Denne serie indledtes i 1 829 med Adventures of a Naval Officer, or Frank Mild­may, et år før Marryat selv forlod flåden. ( Han var begyndt at kede sig .) Efter

et par romaner til fik Marryat sit store gennembrud med Peter Simple ( 1834 ) .

Marryat skrev meget. Både fordi han kunne lide det, og fordi han på den måde

kunne skaffe sig selv ret pæne indtægter. Ved at skrive kunne han dække de

finansielle underskud hans livlighed og ekstravagance skabte. Hans produktion bærer præg af denne nødvendighed, så det må være nok at nævne Jacob Faithful (1834), Mr. Midshipman Easy (1836) og Poor Jack (1840).

Når man placerer Marryat i forhold til hans litterære samtid, bemærker man, at

han var veletableret som populær forfatter, da den 24-årige Dickens brød igennem

med sin første succes, Sketches by Boz (1836-7), og at Marryat havde skrevet

sine bedste bøger, da Dickens anbragte sig i førerfeltet med The Pickwick pa­pers(l837) og Oliver Twist (1838).

Marryat omtalte gerne sin fremstormende kollega venskabeligt som Charlie Dickens, og de gik ikke hinanden i bedene. Læserne kunne jo se, at Dickens

koncentrerede sig om London, og at Marryat holdt sig til havet. Men ellers var

konkurrencen ganske hård det år, Marryat markerede sig med Peter Simple. I

1 834 var William Ainsworth en komet med debut-successen Rockwood, en ro­

mantiseret historie om forbryderen Dick Turpin. Hermed skabte Ainsworth New­

gatelitteraturen, opkaldt efter et berygtet fængsel i London. Det var en kommer­

ciel udnyttelse af interessen for sensationel kriminalistisk fiktion. Marryat gjorde sig som tidsskrifts-redaktør ulejlighed med at lægge afstand til denne form for

72

underholdning. Men man kan tage hans lejlighedsvise forsikringer om sit høje

moralske formål som romanforfatter med sindsro. Det er muligt, at det for Mar­

ryat ikke var nok at underholde, men det er nu først og fremmest, fordi han kan

det, at han har overlevet.

En anden stærk konkurrent på det litterære marked i 1 834 var Edward Bulwer Lytton.Han var allerede var godt kendt og kom med The Last Days of Pompeii netop det år. Lytton var et bedre bud end Ainsworth, som gassen gik for hurtigt

af. Lytton var leveringsdygtig i mange forskellige genrer udover historisk fiktion.

Han skrev også tidlig science ficiton og den form for high society litteratur, man dengang kaldte sølvskefiktion. Han solgte godt, og i en pæn årrække havde han

ry for at være rimeligt seriøs. Sandheden er snarere, at han tilbød en respektabel

form for eskapisme i et mediefattigt samfund.

Marryat hører hjemme et sted mellem Lytton og Dickens, og med Peter Simple er der ikke tvivl om, at nogle ting kan han gøre lige så godt som Dickens. Da

Peter Simple kom i 1 834, var der almindelig enighed om, at Marryat havde lavet

noget godt. Marryat var også selv ret godt tilfreds. I forbindelse med udgivelsen betroede han offentligheden, at når han fik tid til at skrive sin første roman om,

kunne de godt sætte den på hylden ved siden af Jane Austens bedste bøger. På

de præmisser kan han nu ikke klare sig, og kritikerne foretrak da også at an­

bringe ham i en anden sammenhæng. De sammenlignede ham med Tobias Smol­

lett ( 1 72 1 -7 1 ), der hører hjemme blandt den engelske romans fire-fem største fra

det 1 8 . århundrede.

Marryat fuldførte, sagde man, det som Smollett begyndte. To træk berettiger

sammenligningen. Da Smollett indledte den maritime fiktion med Roderick Ran­dom (1 748), fik han en god ide,som først Marryat så de fulde muligheder i. Des­

uden fortsætter Marryat på sin egen måde den picareske roman, som det er Smol­

lets særlige fortjeneste at give en central placering i klassisk engelsk litteratur.

Men der finder en særlig udvikling sted af picaresken, eller skælmeromanen, fra

Smollet til Marryat og Dickens, og da selve genren betyder en del for Marryats

måde at skrive på, er det værd at være opmærksom på dette.

Den oprindelige skælmeroman fra den spanske guldalder, bruger altid personer

fra samfundets nederste lag. En spansk picaro er en slyngel, heraf genrens navn.

Men slyngler og skælme lever bedst på landevejen og helst uden for mange hen­

visninger til tidligere begivenheder. Piearesken er typisk en serie enkeltstående

historier og anekdoter. Disse episoder knyttes så sammen af de personer, der har

oplevet eller beretter dem.Genren bliver således naturligt episodisk, og skønt

Smollett havde stor forkærlighed for det lave, er det ikke anløbne eller bortløbne

personer, der definerer genren, da den føres videre af Marryat og Dickens i det 19 . århundrede. Udviklingen væk fra slyngler og skælme ser man allerede i den

spanske litteratur med Cervantes 'Don Quixote (1605-15 ). Don Quixote er nok en

adelsmand på deroute og Sancho Panza en bondeknold, men ingen af dem slyng-

73

ler eller landevejsrøvere. Enkelte plattenslagere liver måske altid op i en lande­

vejshistorie (sml. The Pickwick Papers, Mark Twains Huckleberry Finn (1885) og

endnu John Wains Hurry On Down (1953)), men det 1 9.århundredes picaresk

lever dog ikke af slyngler som den spanske guldalders eller den elizabe-thanske i

England. Det vigtigste træk ved genren, når vi kommer op til omkring vic­

toriatidens begyndelse i 1 830'eme er, at den er episodisk og at den er ret realis­

tisk. Det første træk understøttes naturligvis af den udbredte brug af føjletonpubli­

kation. Hvad det realistiske angår er det muligt at skelne mellem snavs og virke­

lighed. Marryat falder ikke som Smollett i den fælde at forveksle de to. Marryats bøger kan læses som reportager fra skibenes hverdagsliv og har været brugt på

den måde i den engelske flåde. Men selv om Marryat har en åbenbar kærlighed

til tingene som de er, så dyrker han dog ikke snavset. Jeg ved ikke af, at der hos

Marryat er noget, der ligner Smolletts uhumskheder, som f.eks. dennes optagethed af fækalier. Og mens Smolletts fremstilling kan virke klodset eller ufærdig, giver

Marryats stil en anden oplevelse. Marryat dyrkede ikke skønskriveriet som f.eks.

Robert Louis Stevenson senere gorde det.Men man har en mistanke om, at det

var fordi Marryat som gentleman var for fin på den til at gøre sig umage. Han

gjorde da også ved lejlighed opmærksom på, at man ikke skulle regne ham som

en af forfatterlaugel ( ' the fratemity of authors ') . Marryats stil er snarere lykkeligt

skødesløs end direkte klodset.

I picareskens episodiske struktur ligger også en stor del af den marryatske ro­mans liv. Marryat udmærker sig som romanforfatter ved først og fremmest at

være fortæller. Det er ikke handlingen, som får hans romaner til at leve. Marryats

problemer med at skrue en handling sammen, kan han ikke skjule. Han var for­

mentlig også ligeglad. Den måde, hvorpå handlingen løses og afvikles på de sid­

ste sider i Peter Simple, er så vidt usandsynlig, at man virkelig føler, at Marryat

har romankunsten til bedste med fuldt overlæg. På et eller andet tidspunkt skal

historien jo afsluttes, og i en snæver vending tager Marryat så et par raske greb

og løser knuden.

Derimod har Marryat rige muligheder for at udfolde sit særlige fortællertalent

inden for den episodiske struktur. Strukturen - til forskel fra handlingen -er som

en linie, hvor de enkelte afsnit kan være længere eller kortere. Længden af et

afsnit i fortællerforløbet bestemmes ikke af dette afsnits indre sammenhæng med det øvrige fortælleforløb. Denne sammenhænng kan nemlig være ganske spinkel

eller helt fraværende. Afsnittenes længde bestemmes alene af, hvor meget Marryat

har lyst til at gøre ud af den historie, han er i gang med lige nu. (Noget lignende

kan ses hos Dickens, især i de tidlige romaner.) Nogle af de skrøner, søfolkene underholder hinanden og læseren med i Peter Simple, kan være ret lange uden

overhovedet at have betydning for handlingen, og grunden er især den, at Marryat

kan lide at skrive monologer og er god til det. (Joseph Conrad har lånt dette træk

fra Marryat. Den måde hvorpå han i lieart of Darkness ( 1 902) lader hoved-

74

handlingen være en historie fortalt af fortælleren Mariowe på en yacht i Themsen, står klart i gæld til Marryat).

I Peter Simple er fortælleren selv hovedperson. Hvem er Peter Simple? Han er

familiens dumrian. Han er som eventyrets yngste broder, der begynder med at

forstå så uendeligt lidt. Den stakkels dreng tilstår på bogens første side, at han

FlTriNG OUT Engravi11g by Cruikshank. ajler a sketch by Marryat

egentligt helst ville have været skrædder. Men det kan man naturligvis ikke, når

man er lord Frivileges barnebarn. Når den bekymrede familie sætter Peter til søs,

gør de det dog med sindsro, fordi sandsynligheden af, at han en dag arver

bedstefaderens titel og formue er ret lille. Alligevel viser det sig snart som en

fordel for en dreng alene ude i verdenn at have lord Frivilege til bedstefader.

Men når Peter til sidst får både titel, formue og historiens kønneste pige, er det

igen som i eventyret, fordi han er tro over for sig selv som den han er. Peter viser sig dog også at kunne følge ganske godt med, når Ma.rfyat en gang har sat ham til søs. Det hjælper også helt godt, da skibets næstkommanderende truende

fortæller Peter, at han i hvert fald ikke skal spille idiot over for ham. Den næst­

kommanderende mener at have gennem-skuet Peter som en ret snu rad. Det vil

måske være mere præcist at sige, at Peter er naiv eller godtroende. Han er bog­stavelig og tager folk for pålydende.

Det er især i begyndelsen af sin maritime karriere, at Peter kommer ud for en

75

del vanskeligheder p.gr .. a. sin godtroenhed. Men da det netop er godtroenhed,

kommer han også let ud af dem. En enkelt episode må være tilstrækkelig til

illustration. Netop som Peter er udstyret som kadet og i sin ny uniform, møder han i havnebyen en ung kvinde, der inviterer ham hjem. Hendes sprog og adfærd

fortæller læseren, hvem pigen er, men Peter ved ikke noget. (Man må undskylde

ham med at han er knap femten). Han promenerer med pigen, og da han møder

sin kaptajn med et par af admiralens døtre, hilser Peter omhyggeligt. Det gør

kaptajnen ikke, men giver senere Peter en kraftig udskældning for at vise sig

offentligt med en 'dolly mop' dvs. en pige der er godt på vej til at blive pro­

stitueret men endnu ikke er det helt. ( 'Dolly mops ' havde især smag for typer

som studenter og kadetter.)

Episoden karakteriserer romanen på en anden måde. Marryat kunne i 1 834

fortælle denne historie som en komisk episOde og lade det blive ved det. Men det

som en en forfatter kunne tillade sig i 1 830'erne, kunne han ikke nødvendigvis

gøre i 1 850'erne eller senere. Kun få år senere kunne en forfatter ikke bruge en

sådan historie uden at problematisere den socialt eller gøre den sentimental. Dette

var tit det samme for victorianerne. Allerede i Oliver Twist ser man, hvorledes

Dickens bruger gadepigen Nancy under foregivende af social harme. Men Marryat

er aldrig jomfrunalsk. Han går ud fra, at han og læseren er enige om, hvordan

verden er indrettet. Kunsten består så i at manøvrere i den uden at blive hverken

forløjet eller kynisk.

I øvrigt kan kaptajnen se, at Peter ikke er fordærvet men naiv og beslutter sig

da for at holde ham på skibet, indtil han ved nok om verden til, at han selv kan

færdes i den. Ganske vist kan Peter ikke undgå at dumme sig lidt endnu på skibet, men til alt held finder han en ven og beskytter i masters-maten O 'Brien.

Desuden har Peter også sin sociale selvbevidsthed at støtte sig til. Peter bliver i

en situation tvunget til at dække over de andre kadetter. Han må da hjælpe dem

ved at henvise til at en samtale, han har ført med kaptajnen, er ført i fortrolig­

hed:

"Fortrolighed, min herre", svarede kaptajnen: "hvem har nogen­sinde hørt om fortrolighed mellem en fregat kaptajn og en kadet? " "Nej, hr. ", svarede jeg: "ikke mellem en fregatkaptajn og en kadet, men mellem to herrer. " Den næstkommanderende, der stod ved siden af kaptajnen, holdt hånden for ansigtet for at skjule sin latter. "Han er måske en tåbe, hr. , " bemærkede han afsides til kaptajnen: "men jeg kan forsikre Dem for, at han er en meget redelig tåbe. " (Kap.7, s38. Alle henvisninger gælder til R. Brimley Johnsons udgave fra 1896 (1929).

76

Det meste af handlingen består af togter med forskellige skibe. Disse togter består

så af en række episoder med bataljer, raids, sightseeing med flådens rejsebureau,

og det som man engang kaldte folkelivsbilleder. De etnografiske indslag er ret

talrige. Det er i det hele tage oplagt, at bøger som denne har opfyldt et behov,

der i dag dækkes af andre medier.

Moderne læsere, der er forvænte med action-film, ser måske ikke så meget i

Marryats beskrivelser af bataljer og afskæringsmanøvrer, som man gjorde tid­

ligere, men inden for de givne rammer er han suveræn. Eksemplerne er legio.

Lad mig blot fremhæve beskrivelsen af kampen med de danske kanonbåde, da

Peter er med en konvoj gennem Øresund:

"Min vagt var næsten ovre, da kadetten, som overvågede køben­havnssiden med sin kikkert rapporterede tre kanonbåde, der strøg ud fra en pynt, de havde været skjult bag. Jeg så nøjere på dem og gik ned for at rapportere dem til kaptajnen. Da jeg kom til­bage på dækket, blev der meldt flere, indtil vi kunne tælle ti, to af dem store fartøjer kaldt pramme. Vi gjorde signal til Acasta, at der var fjendner i syne og signalet blev besvaret. Fjenden delte sig - seks af dem trak langs kysten mod konvojen til agter, og fire kom frem lige foran briggen. Nu signaliserede Acasta ' Bådene bemandes og væbnes til at holdes klar. ' Vi gjorde sluppen klar og sænkede de små både. De andre krigsskibe gjorde det samme. I

løbet af et kvarter åbnede kanonbådene ild med deres lange 32-punds kanoner og det første skud gik lige gennem briggens skrog. Heldigvis blev ingen såret. Jeg vendte mig for at se på kaptajn Hawkins. Han var bleg som et lagen. " (S.467)

Så er der gjort klar til en livlig kamp.

Tidligt i historien bliver Peter og O'Brien taget til fange af franskmændene.

Dette er under fastlandsblokaden. Men de undslipper fra fængslet i Givet. Dette

er et af bogens mest spændende afsnit. Beskrivelsen af de to forladtes vandring

gennem fjendeland kan minde om Sergent Bourgognes beskrivelse af den franske

armes tilbagetog fra Moskva. Marryat har ikke kendt Sergent Bourgognes erin­

dringer, men der er i begge beretninger en autenticitet, der må skyldes at forfat­

terne begge var soldater. (Hvis man har lyst til at udvikle denne synsvinkel, kun­

ne man også sammenligne Marryat og Ernst Junger. Blandt vor egen tids forfat­tere er Junger en af de få, der kommer tættest på Marryat i holdning. En ind­faldsvinkel kunne være gymnasieeleven Jungers springtur til Fremmedlegionen på

jagt efter eventyret i Afrikanische Spiele.) I Frankrig møder Peter pigen Celeste,

der dukker op igen mod slutningen og bliver han hustru, efter at Peter har fortalt

pigen, hvor meget han i mellemtiden har tænkt på hende. Til læserens forbav-

77

se l se.

Et andet spændende moment i det løse handlingsforløb er kampen om lord

Privileges titel. Beskrivelsen af aristokraten lord Privilege er et pragtstykke. Især

hans skiftende holdning til Peter i forhold til hvor tæt denne er på titlen: får

Peter en eller to fingre, når bedstefaderen hilser?- Peters onde onkel har ingen

drenge og må derfor ombytte en nyfødt pige med en dreng for at titlen ikke skal

tilfalde Peter. Hawkins får da også stablet en krigsret på benene mod ham. Men

efter yderligere forviklinger ender alt lykkeligt, og som i eventyret kan Peter

slutte med at konstatere. at det så blev familiens dumrian, der fik både arven og

pigen. At Peter ikke får fuld oprejsning ved krigsretten, men må forlade flåden,

er kun Marryats måde at fortælle på, at verden er virkelig.

En bog som Peter Simple kan dårligt refereres, for den er i virkeligheden et

500-siders show med et utal af personer og Marryat som studievært. Marryat har

en særlig styrke i karaktertegning�n, når han forbinder denne med sin evne til at

skrive replikker. Her kan han virke næsten dickensk.

Et lille mesterstykke blandt de mange søfolk er bådsmanden Chucks. Chucks

vil gerne være en dannet mand, men opgaverne på skibet gør det svært for ham. En skibsdreng passerer bådsmanden uden at hilse:

"Holdt min lille ven",sagde bådsmanden og trak ud i sine man­chetter og løftede op i sin krave: "Er I klar over min plads og rang i samfundet, min gode herre? " "Ja, hr", svarede drengen skælvende og gloede på bådsmandens rotting. "Nå, så det er du!", svarede Mr Chucks: "Havde du ikke været det, ville jeg have anset en mild irettesættelse for nødvendig, så du for fremtiden kunne have undgået en sådan fejl. Men da du � klar over det, ja så, din lede, så har du ingen undskyldning, så tag den her - og den her - dit vrælende, halvdøde misfoster. Jeg må virkeligt bede Dem undskylde Mr. Simple", sagde han til mig, mens drengen gik hylende videre, for jeg spadserede netop med ham, men i sandhed, tjenesten her gør os alle til udyr. Det

er svært, at vi må ofre vort helbred, vor nattero og vore bekvem­meligheder, men det er endnu værre, at jeg i den ansvarsfulde stilling, jeg har, endda er nødsaget til ofte at måtte ofre min for­nemhed. "( Kap./2 ,a.76 ).

Læseren, der måske ikke er så godtroende som Peter, kan så i den følgende handling konstarere, at Chucks virkeligt er et nobelt menneske. Men Chucks er

adelsgal, og hans vanskæbne er, at han aldrig kan blive adelig. Kun ved at spille

falsk, og det er uholdbart for en mand, hvis fornemhed kommer indefra. Chucks '

optagethed af adelen er ikke rent latterlig. Da Chucks går tabt under en operation,

78

belærer O'Brien Peter om, at Chucks ' stolthed fik ham til at handle mere nobelt end han ellers ville have gjort. (Kap. 34 ). Heldigvis er Chucks ikke død, som de sørgende venner tror, men dukker op netop efter kampen med de danske kanon­både, men nu som den svenske grev Shucksen, og han har nu en ny historie at fortælle, om hvordan det gik til, at en engelsk bådsmand blev svensk admiral.

Nødvendigheden af standsbebvidsthed og stolthed er et gennemgående tema i fortællingen. I det franske fængsel beklager en kadet fra en kutter sig over, at han bliver behandlet som en menig krigsfange af franskmændene:

"Jamen så", svarede O' Brien: "kender du også klædernes værdi for fremtiden. I kadetter fra kutterne og briggerne går jo så snav­sede omkring, at vi fra fregatterne dårligt nok kan anse jer for at være officerer og da endnu mindre gentlemen. I ser så snavsede og sjuskede ud, når vi passerer jer på værftet, at vi går langt uden om jer. Hvordan kan I da tro, at fremmede skulle kunne tage jer for enten officerer eller gentlemen! Min tro, jeg må frita­ge franskmændene for at nære nogen fordomme om dig, for hvad angår din fordring på at være officer, så har vi, der er englænde­re, ikke andet end dit ord for det. "(Kap.19 ,s .161)

Men naturligvis gælder de normer, Marryat skriver ud fra, for alle i flåden. Den målestok, han gang på gang bruger, er selve tjenesten (the Service), dvs. flådens ve og vel som helhed. Denne norm er absolut, men forstås også temmeligt kon­kret. Ethvert problem kan løses ud fra en henvisning til 'tjenesten ' . Men hertil kommer også nogle mere personligt prægede normer. En løjtnants myndighed over en kadet beror ikke kun på en rangsforskel, for løjtnanten kunne jo tilfæl­digvis være et dårligt menneske, og utilstrækkelige overordnede er der masser af hos Marryat. Men Marryat refererer hele tiden, direkte og indirekte, til nogle fælles, personlige værdier, som alle må anerkende. I hvert fald hvis de vil være en del af det gode selskab. I Peter Simple falder kaptajn Hawkins igennem, fordi han er fejg og upålidelig. Ganske vist muliggør hierakiet i flåden, at Hawkins kan gøre det af med Peter som officer gennem en krigsret. Men Hawkins ' sejr er rent formel. Reelt, dvs. personligt, taber han sagen. Krigsrettens dommere er nemlig både officerer og gentlemen. Som officerer lader de Hawkins vinde, men da dom­men er fældet, viser de ham alle den kolde skulder, fordi hans personlige under­lødighed har skinnet igennem. Jeg kan kun antyde denne problematik i Marryats romaner, som det ellers nok var værd at undersøge nærmere, da jeg også gerne vil bruge lidt plads på at afgrænse Peter Simple i forhold til den engelske dan­nelsesroman.

Det er med en vis undren at læseren konstaterer, at Peter er blevet 29, da vi

kommer til krigsretten.! løbet af de knap 500 sider er der gået 14- 1 5 år, og al-

79

ligevel er Peter i høj grad det samme menneske. Han er rigtig nok ikke en dum­rian længere, han har også fået en højere rang og kan løse flere opgaver, men

nogen markant udvikling i personligheden har man egentligt ikke kunnet mærke.

Nu skrev Marryat ganske vist i en periode, da den engelske dannelsesroman var

under udvikling. (Forarbejdet til en dannelsesroman i engelsk litteratur blev gjort

med Thomas Carlyles Sanor Resartus fra 1 833). Men sammenligner man Peter

Simple og Jack Easy fra Mr Midshipman Easy med f.eks. Charlotte Bronte Jane

Eyre fra romanen af samme navnn ( 1 847) eller Dickens ' Pip fra Great Expecta­tions ( 1 86 1 ) kan Marryals romaner ses kun at være dannelsesromaner i den mest

overfladiske forstand. Man kan vælge at forstå dette som et strukturelt problem.

Picareskens episodiske struktur så at sige forhindrer Marryals romaner i at blive

egentlige dannelsesromaner. Marryals personer bevæger sig ad en linie og bliver

ældre og kan derfor gøre mere og mere s�m sociale væsener. Men dette forhold beror nærmest på en social mekanik. Jack Easy og Peter Simple bliver som de

bliver i kraft af tidens gang og ved hjælp af et kraftigt tilskud af gode råd fra en

venligsindet omverden. Når de klarer sig gennem konflikterne med den fjendtlige

del af deres omgivelser er det, fordi de forvalter dannede menneskerss indsigt i

overensstemmelse med sund fornuft og en god portion medmenneskelighed. Såle­

des betragtet ligner Marryals personer snarere dem, man finder hos forfattere fra

det 1 8 . århundrede som f.eks. Henry Fieldings Tom Jones.

I modsætning hertil kræver den egentlige dannelsesroman et virkeligt samspil mellem hovedperson og miljø, som bringer hovedpersonen frem til en kvalitativt

ny tilstand, men som kun kan formidles gennem de tidligere afsnit i historien. Så

slår picaresken ikke til længere. Dannelsesromanen hævder, at en personlig helhed

kan udvikles gennem et særligt samspil mellem person og miljø. Formidlingen af denne helhed sker gennem selve fortællingen. Mest markant sker dette gennem

den reflekterende selvbiografiske fiktion. Både Pip og Jane Eyre må lægge af­

stand til de tidlige stadier i deres historier, mens deres fortælling skrider frem.

Disse stadier kan nemlig ikke længere rumme de personligheder, de er blevet.

Det er vigtigt at bemærke, at en udfoldelse af en personlighed på dannelses­

romanens præmisser ikke kan være autonom eller selvberoende, men kun kan ske

i en vekselvirkning med det omgivende samfund. En sådan vekselvirkning er

fraværende fra Marryats univers, der er langt mere statisk. Ganske vist er hans personer ikke noget uden det samfund, de vokser op i. Men en dreng som Peter

Simple vokser op til at fylde en rolle, der allerede er kendt og defineret på for­

hånd.

Marryals temmeligt statiske opfattelse af tilværelsen medfører nogle følelses­

mæssige gevinster og har måske været medvirkende til, at hans romaner efter en

vis bearbejdning har været velegnet som børne- og ungdomslitteratur, uanset hvor

realistisk og utilsløret hans beskrivelse af verden er. Tilværelsens statiske karakter betyder nemlig, at drengen eller den unge mand hos Marryat aldrig er helt over-

80

ladt sig selv, men at andre menneskers velvillige råd faktisk er gyldige. For ikke så lang tid siden var løjtnanterne selv kadetter. Matroser, bådsmænd, løjtnanter og kaptajner er alle enige om, hvordan de står i forhold til hinanden. De sociale rollers sikkerhed er så stor, at de kan hjælpe Peter gennem ellers uoverskuelige konflikter.

Den statiske og velkendte verden er tryg. Modsætningen til Charlotte Bronte og Dickens er slående. Hos disse oplever man for første gang i litteraturen barn som overladt til sig selv. Hos Bronte og Dickens er barnet langt mere udsat end tid­ligere, bl.a. fordi dets identitet beror på nogle sandheder, som det ikke selv ken­der endnu, og som forbryderiske kræfter måske endda vil prøve på at skjule for barnet. At det victorianske publikum så kunne læse sin egen voksenerfaring fra et samfund under hastig forandring ind i disse børns historier, gjorde ikke virkning­en mindre. (Det victorianske publikum var den industrielle revolutions første ofre. En af omkostningerne ved at leve i et samfund under vedvarende forandring var netop, at den personlige identitet blev sat på spil), I modsætning til dette er Pe­ters kamp for sin arv og titel mod romanens slutning slet ikke et spørgsmål om identitet. Peter har masser af kræfter til at slås for sin titel . Han ved nemlig hele tiden, hvem han selv er. Da han til sidst gennem den onde onkels rænker er ble­vet begravet levende på en sindsygeanstalt, kommer alt alligevel på sin rette plads efter en tid, fordi der er andre gode kræfter i samfundet, som er villige til at anerkende en tingenes rette orden.

Forholdet til faderen belyser Marryats forbindelse bagud til det 1 8 . århundrede og hans ret u-victorianske opofattelse af barn-forældre forhold. Både Peter Simp­

les og Jack Easys fædre bliver skøre til sidst. Peters far er en materialistisk præst. Han går til grunde i frustration over de farnilieintriger, der fratager ham den store arv, netop som den synes at være inden for rækkevidde. Heldigvis er Peter nu så gammel, at han kan træde hjælpende til og tage sit ansvar for famili­en. Jack Easys far er så uheldigt stillet, at han har penge nok til kun at be­skæftige sig med politisk filosofi og alternativ psykologi. (Han dyrker frenologien , dvs. studiet af karakteren på grundlag af kraniets form; en modestrømning som

Marryat var hurtig til at se de farceagtige muligheder i.) Denne mand, der betrag­ter sig selv som social velgører, dyrker sin ekcentricitet så meget, at huset går helt i opløsning. Jack må da træde hjælpende til og rette op på tingene. Til alles lettelse omkommer faderen netop i den maskine, hvor han 'arbejder med' sit kranium.

I begge romaner betragtes fædrenes forfald med skyldig beklagelse , men farcen får bestemt også hvad den skal have. Beskrivelsen er ganske usentimental. Der er ingen traumatiske oplevelser eller stormfulde opgør i den victorianske stil . Både Jack og Peter kan uden videre træde i deres fædres sted, når disse ikke kan fylde deres roller længere. Begge de unge mænd har nemlig et helt samfund i ryggen,

der siger dem, hvad der forventes af dem. Modsætningen til de senere fader- og

8 1

søn romaner kunne ikke være større. (Sml. Edmund Gosses Father and Son ( 1907) med en sigende undertitel A Study of Two Temperaments, og Samuel Butlers The Way of All Flesh ( 1 903).

Skønt Marryat dyrker det realistiske og det usentimentale, opleves hans verden mærkelig nok aldrig som uvenlig. Man kan sammenligne ham med en maler som William Hogarth, hvis barske verden fra det 1 8.århundredes London i sin hold­

ning er meget mere venlig og langt mindre truende end f.eks. Dores illustrationer fra industritidens dæmoniserede kaos.

Denne påstand kan belyses med et eksempel fra en dansk bearbejdning for børn af Peter Simple . Bogen foreligger på dansk i flere fuldstændige oversættelser og en del ret gennemgribende bearbejdninger. Hvor godt kommer Marryats særlige holdning igennem sådanne bearbejdninger? Lad �g indskrænke mig til Elise Norsbos bearbejdning. Denne tekst udgør højst en tiendedel af den engelske origi­naltekst, Alligevel er det Marryat, man læser. Det er ganske vist ikke den tekst, han sendte til trykkeren, men den danske tekst er alligevel tro mod ånden i origi­naludgaven. Det er ikke bare sådan, at hovedtrækkene i handlingen er overført, men en del af de mest karakteristiske portrætter og scener er bevaret. Hvis man ikke kendte Peter Simples originaltekst, men nok nogle andre af Marryats bøger, ville man ikke være i tvivl om, at den danske bearbejdning måtte have Marryat som ophav. Der er kun plads til et enkelt eksempel.

I originaltekstens kap. 10 beskrives en tvangshvervning af civile matroser. Mar­ryat var - som så mange andre - kritisk over for flådens tvangshvervninger og skrev en pjece imod systemet. ("Suggestions for the Abolition of the Present Sy­stem of lmpressment in the Naval Service" , 1 822). Det har vakt en del munterhed i England, at Marryat foreslog tvangshvervning erstattet af en slags værnepligt. Hans kritik var heller ikke særlig radikal eller explicit forarget. Det var en nøg­tern redegørelse for, hvordan en umenneskelig praksis kunne fjernes. Man må altså ikke forestille sig Marryat som hidsig agitator. Det er den samme nøgterne

· betragtningsmåde, der ligger bag kap. 10 - tvangshverv-ningskapitlet - i Peter Simple. Beskrivelsen er yderst realistisk samtidig med, at det ikke er uden en vis menneskelig varme, ja ligefrem munterhed. Måske især fordi hverve-bandens fremfærd beskrives af en naiv dreng. Man får fortalt, hvad der sker uden for mange vurderinger eller forargelselsudbrud.

Man kunne måske kalde dette for socialrealisme, men i så fald må det være noget så fremmed for os i dag som lystig socialrealisme. Det er en måde at skri­ve på, som ikke kan lalde sig gøre længere,og jeg er næppe den eneste nutidige læser, der har måttet læse kap. 10 en gang til for at være sikker på, at det var det der stod. Men Marryat både skriver som en 100% før-victoriansk herre og når læseren i dag. Det samme kapitel findes noget forkortet som kap. 6 i Elise Nors­bos bearbejdning (ss. 20-23), og selv om ikke alle detaljer er med, lykkes over­føringen udmærket. Man oplever også i den danske tekst den naive dreng midt i

82

forvirringen og slagsmålene fortælle om tingene sådan som de er. Det er med Marryat som med Dickens, at de begge videregiver noget meget

personligt i deres bøger, som de mest hårdhændede bearbejdninger ikke kan tage fra dem. En del af dette personlige er en typisk før-victoriansk og tidlig vic­toriansk robusthed og energi. Det er netop denne robusthed, der bliver ved med at bære dem igennem i dag, og som endnu smitter af på læserne. Dvs. de læsere der har kræfter til at læse deres store produktion. Man kan næppe finde en bedre karakteristik af Marryats forfatterpersonlighed, end den Joseph Conrad gav:

"Hans romaner er ikke et resultat af hans kunst, men af hans per­sonlighed, som de bedrifter hans indsats i flåden består af F o r kunstneren er hans værk interessant som et fuldstændigt gen­nemført udtryk for en ukunstnerisk natur. Det er ganske forunder­ligt for os som en blotlæggelse af den ånd, der bevægede den livlige tid, da det 19 . århundrede var nyt. " (Notes on Life and Letters, 192 1 . Her efter Oliver Warner, Captain Marryat. AA

Redixcoverv. London 1953. ss. 13f )

83

Sølvklar Tåge i spejlet Bag Spejlet

Af Andre Wang Hansen

Alice keder sig !

Hun har leget, tiden går trægt, rummets muligheder er for længst udtømt. Hun

døser. Og håber, at et eller andet uventet vil ske, der kan vende den negative

situation til en positiv.

Alice gaber!

Og som Benjamin lidt indadvendt har noteret sig,åbner mennesket sig i sin

gaben som en afgrund:det forsøger at ligne den kedsomhed, der omgiver det.

Alice falder hen!

I sin døs bliver hun klar over spejlets muligheder. Det sker i et ganske kort

glimt, der ligner det, Breton havde i øjnene, da den surrealistiske erkendelse å­

benbaredes for ham. Dog var det ikke et spejl,men et vindue som transparens og samtidig uigennemtrængelighed, der satte den Breton'ske tankeflugt i gang.

Det uventede sker!

Mens Alice falder hen, falder hun også ned og igennem sin egen afgrund. Hun

oplever pludseligt at være i en anden verden, hvor alt ikke bare kan ske, men

faktisk sker. Som Breton ' ser' hun på sin bevidsthed 'indefra' . Og som Benjamin

tager hun konsekvensen af det ændrede syn ved at gøre det til genstand for en

( øjeåbnende) undersøgelse.

Alice drømmerl

Det oplevede indgår i nye forbindelser, kaleidoskopisk og surrealistisk, endda

førend surrealismen var opfundet. Konkret tid og rum opløses i fragmenter, der

bestandigt kan danne nye mønstre af mening, ugidelighedens passitivitet for-van­

dler sig til fantasifuld aktivitet, mens Alice dematerialiserer sig og svæver igen­nem spejlets sølvklare tåge.

2

Scenen er indledningskapitlet fra en børnebog, klassikeren af Lewis Carroll: Bag

Spejlet (Through the Looking Glass) fra 1 872. Skønt ren fiktionsfigur er, eller

rettere var, Alice virkelig nok. Ingen Nadia, ganske vidst, men dog 'muse' og

objekt for huslæreren, matematikeren og amatørfotografen Lewis Carroll 's ustyr-

84

lige og umulige begær, der således i stærkt sublimeret form blev æstetkeret og formaliseret i fascinerende, fantastiske fortællinger. Og lidt ulækre Lolita-skildrin­ger i fotografiets medium.

Spejlinger foregår på uendelig mange planer i Bag Spejlet, hvor metafysik­ken imidlertid holdes i skak af en helt absurd matema­tisk logik, der kun kan tænkes i et mørkekammer.

3

Vi møder Alice i en tilstand mellem vågen og drøm. Der er sket noget, der sker noget og mere vil ske. Mens Alice langsomt falder hen rekapitulerer hun hvad der allerede er sket, i form af en tyst 'dialog 'med en umælende sort killing, der har samme funktion som en boksebold og en sparringspartner - og en bamse.

Alice har spillet skak med sin søster. Og tabt. Fordi hun overså springerens 'kvantespring' . Spillet aktiverer erindringen om en anderledes skakleg med søste­ren fra foregående dag, et rollespil, som søsteren forholdt sig alt for 'realistisk' til. Alice har kigget ud af vinduet og set en dreng, der var i færd med at lave et bål udenfor. Det sner, er koldt, men Alice noterer at sneen som dække kan være varm. Som bålet. Eller et kys, føjer Carroll til.

Alice har også kigget på katten Dina, der først har 'vasket' den sorte killing, Kitty, og som er i gang med den hvide killing, Snehvide, mens Alice 'kon­verserer' Kitty.

Den sorte killing bliver indirekte anledning til, at Alice bliver opmærksom på spejlet. Inspireret af killingens blødhed, forestiller hun sig at spejlet er blødt som et slør fremfor en hård, uigennemtrængelig flade. Hun løfter, i overført betyd­ning,sløret og træder simpelthen igennem spejlet og opdager der på den anden side, at spejlets stue er fuldstændig identisk med og akkurat lige så kedelig som den 'rigtige' stue, i hvert fald hvad angår det, hun tidligere har set i spejlet. Men heldigvis er der meget mere, og det er spændende - og anderledes: det skrevne ord er tgileåtsrofu, billederne på væggen virker levende og skakbrikkerne er vit-

85

terlig ' levende ' . I hvert fald spadserer de rundt, to og to, en del af dem, i den spejlede kamins aske.

Pludselig udspiller der sig et drama for øjnene af Alice. Det hun før ventede på: den kedsommelige passivitets håb om at der vil ske noget. Nu kan Alice ikke nøjes med at se på, hun griber bogstaveligt talt ind i dramaet eller historiens gang: en hvid skakbonde skriger og vælter omkuld oppe på bordet (hvor skakspil­let befandt sig førend Alice blev misfornøjet).

Den hvide dronning iler til undsætning, men vælter i sit hastværk sin husbond, den hvide konge, omkuld i asken. Da det imidlertid tager sin tid for dronningen at komme fra asken til ilden, griber Alice ind og løfter dronningen - til stor bestyrtelse - op , og lidt senere 'hjælper' hun - lidt mere forsigtigt, men med samme bestyrtelse til følge - den hvide konge op på bordet til den stakkels bon­de.

Dronningen og kongens bestyrtelse skyldes, at de ikke kan se Alice, som kan se og høre dem. Bestyrtelsen bevirker, at kongen må nedfælde sin oplevelse på skrift (for ikke at glemme den) i en stor notesbog. Også her kan Alice ikke dy sig for at gribe ind, hun fører hans pen og skriver i stedet for om kongens ' spring' om Springeren, der tidligere har irriteret hende.

Ved at skrive bliver hun opmærksom på en bog med en ganske mystisk skrift, som hun først efter grundige overvejelse finder ud af kun kan læses v .h.a. et

spejl. Selvom spejlet formår hende til at se skrifttegnene i rette sammenhæng, fremstår det skrevne umiddelbart mystisk. Hør blot:

Et stidigt gravben vridrede i brumingen på tidvis plent, og lappingen var vaklig, og det borte grøfgrin grent.

Efter at have funderet endnu en gang over sagens rette sammenhæng, begiver

Alice sig længere ind i spejlhuset Her forlader vi hende.

4

Af dette handlingsreferat er vel fremgået, at en relativ høj grad af symmetri præ­ger kapitlets tematiske univers. Dog er der tale om en ganske særlig form for symmetri, hvor etableringen af identiteter lige så hurtigt opløses i forskelle, der imidlertid medieres igen, o.s. v.

Glidninger er kodeordet og den paradigmatiske struktur for fortællingen. Tag f.eks. fortællingens rum:

Der er strengt taget tale om to rum, et indenfor og et udenfor, men forbundet

86

med hinanden igennem et vindue. Rummene spejler hinanden for så vidt som Alice indenfor kigger på en dreng udenfor;hans bål udenfor reflekterer hendes kaminild indenfor. Rumforholdet ændrer sig imidlertid i det øjeblik Alice geneta­ger sit blik ud af vinduet i spejlet, som hun derpå forcerer, hvorved det, der før var indenfor, altså stuen, nu bliver udenfor set fra Alice' s synsvinkel. Det her er svært at håndtere. For kan man ikke også sige, at det rent faktisk er Alice, der er udenfor? I drømmen har rum ingen grænser.

Og dog er den drømmende lokaliserbar.

s

Historiens aktører indgår i tilsvarende, ret komplicerede relationer af identiteter og forskelle, hvor skakspillet umiddelbart fremstår som planimetrisk ramme, i første omgang hvad angår den binære opposition sort/hvid, i anden omgang hvad angår aktørernes, altså 'brikkernes' rang eller dominans inden for en fikseret sfære.

Spørgsmålet er imidlertid, om der er så 'fladt' som så? Umiddelbart kan man , med Alice's optik, se kattene som brikker i et spil

skak. Vi har hvid (Snehvide, for at det ikke skal være løgn) versus sort (Kitty), begge killinger med status som 'bønder' i forhold til moderen Dina, der har en dronnings beføjelser. Det misforhold skulle egentlig være klart nok, hvis det ikke var fordi kattefamilien' s 'roller' blandede sig med Alice' s og søsterens 'roller ' samt ' skakfamiliens ' , hvorved det bliver som et spil skak, hvor blot en enkelt bevælgelse, et træk forvandler hele stillingen.

Dog kan man ikke sige, at spillets regler bliver fulgt særligt nøjeregnende. Det er trækkene i sig selv, bevægeligheden inden for en given ramme, det drejer sig om. Lad os se på et par eksempler på forandringer eller glidninger.

Indledningsvis 'vasker' katten Dina den hvide killing, ganske respektløst. Af­slutningsvis i første kapitel overtager mennesket Alice katten Dina's position som overordnet, da hun 'vasker' eller soignerer den hvide skakkonge, lige så respekt­løst. I begge tilfælde sættes 'den anden' ud af spillet. Forholdet: Dina (dronning) og Snehvide (bonde) gentages strukturelt hos Alice (dronning) og den sorte kil­ling (bonde), senere i hendes behandling af den hvide konge (nu: bonde), hvorved skakspillets højst rangerende brik bliver til den lavest rangerende.

Den 'rigtige' dronning falder ind i inversionstemaet Affabelt benævner hun den væltede hvide bonde for sin 'kejserlige killing ' , i øvrigt lige forinden hun kom­mer til at vælte den hvide konge omkuld, der også således kommer til at dele skæbne og status, med den stakkels bonde.

Stakkels mand, kunne man sige, med en vis gyldighed for hele historien, hvor forfatteren Lewis Carroll omfunktionerer sit faktiske begær i en sådan grad, at den 'mandlige' logik i skakspillet bliver helt usynlig.

87

Skakdronningen undergår også forvandling. Faktisk bliver hun til en kattekilling, hvor Alice løfter hende op mod hendnes vilje.De 'rigtige' killinger, Kitty og Snehvide, er nok brikker i et spil, de fungerer dog også som 'billeder' på Alice og søsteren, hvor katten Dina's rolle tilsvarer 'de voksne' , som vi ganske beteg­nende ikke hører videre til.

Det forudsigelige er kedeligt. Derfor gør Alice samtidig killingen Kitty til sin ' søster' og sit 'barn ' . Det er sjovt at spille.

I Alices dagdrøm bearbejdes dagresterne ganske effektivt og på en måde, hvor reale negative oplevelser vendes til - surrealistiske positive oplevelser. En lille fin pointe er her Alice' s afstrafning af springeren, der tidligere bevirkede at hun tabte et spil skak med søsteren: hun giver den en veritabel nedtur, og bekræfter straf­fen ved at formulere den på skrift. Sådan ! Som nævnt til den hvide konges for­virring, der ikke aner, hvad det drejer sig om.

Det gør vi, ikke sandt? Spring ud i det!

6

Skakspillet og dets mærkværdige logik i Bag spejlet kunne fratage opmærksomhe­den fra det andet sort/hvide spil, der spiller en lige så stor, men bogstavelig talt mere tåget rolle for det fantastiske univers, nemlig fotografen Lewis Carroll ' s egen fascination af den fotografiske teknik og omvendelsesproceduren fra negativ til positiv.Nu var det ikke et spejlreflekskamera, som Lewis Carroll benyttede til at udødeliggøre Alice, når han ikke skrev historier om hende. Den dengang mere primitive teknologi var imidlertid fuldt tilstrækkelig for fotografen Carroll til at reflektere fotografiets karakteristiske spejling af virkeligheden, hvor vrangen så at sige først måtte vendes ud (negativ) førend ret kunne blive ret og alt sat på plads

(positiv). Det er den proces som vi i litterær form oplever både Alice i eventyr­land og Bag spejlet.

For fotografen er negativet som bekendt 'positivt' , hvor alle andre opfatter det egentligt negativt. Uden ordentligt arbejde bliver positivet 'dårligt' , altså negativt!

Bag spejlet er et fotografisk eventyr. Det er dog ikke konstrueret over en simpel sort/hvid eller negativ/positiv op­

position (som historiens spejlvendinger umiddelbart kunne give anledning til at tro), det er snarere mellemrummet eller den forbindende instans mellem negativ og positiv, der står i centrum, i spejlingen, glidningerne eller i kort form, dialek­tikken i foretagenet

Når Lewis Carroll således beskriver forudsætningen for Alice' s overgang fra den' virkelige' til den fantastiske verden som spejlets opløsning i en "sølvklar tåge" , refererer han faktisk direkte til det fysisk/kemiske grundlag for dannelsen

88

af det fotografiske billede (sølvkorn i emulsion), indirekte foregriber han Kracau­er's bestemmelse af erindringsbilledets dæmoniske dobbelttydighed i dennes meta­for for det fotografiske spejlbillede: "mat som et mælkeglas" . Og netop Kracauer' s videre betragtning, at billedet først bliver gennemsigteligt efterhånden som erken­delsen oplyser sjælens vegeteren og begrænser naturtvangen, belyser på mere end en måde billedddannelsen bag spejlet, hvor læseren så at sige tager del i en er­kendelsesproces med Alice som guide.

7

En børnebogsfigur, en fotografiglad huslærer - og Kracauer, Benjamin og Breton, det er næsten ved at blive blæst for meget op! Måske. Se i spejlet!

Ikke desto mindre skal også Antonioni inddrages, eller rettere hans film Blow Up, der fra en helt anden vinkel oplyser billeddannelsen Bag Spejletved intensiv betragtning af det fotografiske spejlbillede af virkeligheden opstår muligheden for at opdage mere end hvad der rent faktisk blev set 'i virkeligheden' . Om det så er sandt eller falsk er af en mindre betydning.

I første del af indledningskapitlet til Bag Spejlet ' ser' vi Alice ganske 'nor­malt' , d.v.s. vi registrerer hende og hendes bevægelser , men i den proces overses faktisk samtidig en hel del, fordi øjeblikkenes hastighed uvægerligt kræver priori­teringer af væsentligt og uvæsentligt i situationen, hvor det mindre væsentlige simpelthen 'holdes ude' , fortrænges. I anden del af kapitlet, hvor vi tager del i Alice's fantasirejse, ' ser' vi på en anden måde: vi ser på begivenhederne som når vi intensivt betragter et fotografi af begivenhederne. Der er tale om en forlænget og intensiveret betragtning af det øjeblikkelige, hvor det bliver muligt at opdage de små detaljer og nuanceringer, der måtte 'holdes ude ' og fortrænges ' i virkelig­heden' . På fotografiet er det muligt at stoppe op og gå på opdagelse i det sete, da tiden her er sat ud af kraft.

Det er det, som Carroll, Antonioni, Breton, Benjamin og Kracauer hver på sin vis har opdaget: Carroll udnytter sine fotografiske erfaringer som litterært greb,

Breton omsætter erkendelsen i et helt surrealistisk manifest, som fototeoretikerne Benjamin og Kracauer vender yderligere en omgang i deres skarpsindige analyser af den moderne kultur og det fotografiske bliks dialektik af indsigt og udsigt.

89

8

Når spejlet på væggen kan blive til et tryllespejl, kan fotografiet i teorien vel

også blive til poesi. Under alle omstændigheder fungerer netop digtet, der afslut­

ter første kapitel i Bag Spejlet, som endnu en spejling; det ligner jo (og lyder

som ) et 'rigtigt' eller 'virkeligt' digt, lige som fotografiet ligner virkeligheden.

Formelt set er alt i orden: "Et slidigt gravben vridrede", men hvad er mening­

en?

Den er god nok fortæller Klumpe-Dumpe senere i beretningen om Alice. Men

for at se den, er det nødvendigt at tænke fotografisk, altså at opløse og sætte

sammen, fremkalde betyd­

ning ud af partikler, tænke

'pars pro toto' . Man skal

bare forestille sig en slimet

og smidig mellemting af en

gravhund og et .firben, der

bevæger sig som et vridbor,

altså vridrer, på pladsen og

plænen omkring soluret, der

jo viser tiden, når skumrin­

gen falder på, for så bruner

man jo middagsmaden og

ilden brummer under gry­

derne .. . ,så er det ingen sag

at forstd digtet!

Dog. Det handler egentlig

slet ikke om at forstd dig­

tet. Det fungerer som alt

andet i Bag Spejlet som

anledning til dannelsen af

nye fantasifulde tankemønstre, hvor processerne er langt vigtigere end resultaterne.

Og således også her.

Klik, sagde det, da Alice knaldede brikkerne i og fantasien fløj gennem spejlets

sølvklare tåge.

Lad os alle gabe.

90

Klosterjægeren Manden som dreng

Af Jens Ager Hansen

Torry Gredsteds ( 1 885 - 1 945) bog "Klosterjægeren" fra 1 928 står ikke længere fremme på bibliotekernes hylder. Den må hentes op fra magasinet i kælderen. Den skæbne deler Gredsted med mange andre af sin samtids forfattere. Bibliote­karen siger, at bøgerne ikke efterspørges mere.

Henlæggelsen er symbolsk. Nok indgår bøgerne ikke længere i det litterære

kredsløb blandt børn og unge. Men ikke alle problemstillinger i bøgerne er holdt op med at virke i samfundet, selv om de hos Gredsted viser sig i en gammeldags sprog dragt.

Vores moderne samfund har ikke skaffet sig af med de modsætninger i civilisa­tion og velfærd, der var Gredsteds begrundelse for at beskæftige sig med opdrag­else: Han nærede mistillid til, hvis ikke lige frem afsky for, de betingelser frem­skridtet i det moderne industrisamfund gav for dannelse af en identitet. For Gred­sted at se foregik den bedst i form af opdragelsesprocesser, der dannede små reservater for De Gode Gamle Dage. Gredsted ønskede at restaurere de værdier og institutioner - først og fremmest familien - som falder fra hinanden under modemiseringen af Danmark. Men han troede ikke rigtig selv på det projekt. Gredsteds tekster falder da også fra hinanden, hvad angår løsninger, mens (og fordi) de bedre hænger sammen, hvad angår skildringer af overfølsomhed over for den enkeltes undertrykkelse. Og en sådan sans er god at have på lager, ikke mindst i tider som vores, hvor frihed forveksles med velfærd, og alle indsigelser først høres, når de hviskes hen over midten.

Torry Gredsteds forfatterskab indgår i det, der er blevet kaldt skolelærerlittera­turen. Den grundlægges omkring århundredeskiftet og videreføres og konsolideres af folk som Gredsted og Gunnar Jørgensen (der skrev bøgerne om Flemming). Genren skolelærerlitteratur opstod af bondebevægelsens kamp for samfundsmæssig indflydelse af magt. Opdragelse og opdrageisesinstitutioner blev temaer - ofte i form af kritiske skildringer af den herskende ideologi og den sorte skole.

Mange af forfatterne virkede selv som opdragere. Det gjaldt f.eks. Gunnar Jørgensen, der var skolelærer, mens Gredsted gjorde militær karriere i Viborg og i sin fritid engagerede sig i spejderbevægelsen, der både gav liv til og hentede næring fra hans bøger. Tematisk drejer mange af skolelærerlitteraturens værker

9 1

sig direkte om opdragelse, og selv om værdigrundlaget som sagt virker altmo­disch, vil jeg mene, man kan trække en linje fra skolelærerlitteraturens samfunds­og opdragelseskritik over mellemkrigstidens kulturradikalisme til velfærdssamfun­dets socialistisk funderede samfunds- og socialisationskritik.

Som næsten alle Torry Gredsteds bøger (og helt udpræget Gunnar Jørgensens bøger) handler også Klosterjægeren om nogle drenge, der opdrages efter bestemte idealer og derigennem klarer sig bedre i samfundet. Netop disse idealer forlener Gredsteds bøger med noget gammeldags. Han dyrkede eneren, lige som hans verden synes forbeholdt mænd. Og den uforsonlighed, han lagde for dagen over for den moderne verden stammede måske fra hans eget udgangspunkt: han forstod alt i dualistiske begreber og modsætninger, hvoraf han fandt den vigtigste mellem natur og kultur. Hvor kulturen fejlede, hentede han de positive modbilleder fra (livet i) naturen.

Gredsteds historier bygger imidlertid også altid på et andet forhold end dren­genes opdragelse til voksne mænd: Hver gang berettede han om en voksen, der ved at opdrage andre selv blev et nyt og bedre menneske. Klosterjægeren er måske det tydeligste eksempel herpå. Alene titlen tyder på det. Klosterjægeren hentyder ikke til en af bogens drenge, men en voksen, som får et nyt liv igen­nem sin beskæftigelse med drengene Walther og Otto. Herved adskiller Torry Gredsted sig fra de fleste andre børnebogsforfattere, idet han lagde en dimension mere til børnelitteraturens samfundsforståelse og -kritik.

Bogens handling udspiller sig langt væk fra Torry Gredsteds Danmark. Både tidsmæssigt og geografisk: Vi følger en sydtysk(?) families kamp for at bevare

slægtens borg, Falkebjerget, engang i middelalderen. Fjenden residerer på det nærliggende kloster. Her pønser begærlige og onde

gejstlige på at slå kløerne i slægtens ejendom, godt hjulpet af et par profes­sionelle ballade-magere, hvoraf den ene er drengenes morbror. Venneme udgøres af egnens bønder, men dem skal borgherren ikke forvente sig alverden af. De er kuede af klosteret og har hverken kræfter eller mod til at rejse sig til modstand. I hvert fald ikke ved bogens start. Sløjt ser det også ud for borgherren selv . Han har mistet sin kone og må nu som alenefar tage sig af opdragelsen af sine to sønner. Den ene, Otto, er der krudt i; den anden, Walther, er ikke meget bevendt. Hans hud er som mælk og blod, står der på første side. Han er sært bleg og gennemsigtig, veg af temperament. Og så sidder han dagen lang og læser bøger -akkurat som den dreng, Torry Gredsted henvendte sig til med sin bog.

Da drengenes far dør, ser det sort ud. Otto må tage affære. Helt fortabt er drengene nu ikke. De får en ven. Nemlig klosterjægeren Henning, der bor et stykke oppe ad bjerget, hvor han fører tilsyn med klosteret revir. Han holder med den retmæssige borgherre, drengenes far. Og det bliver ikke ved sympati alene. Da det brænder på, handler han.

92

Otto dør som følge af den tortur han udsættes for i sine bestræbelser på at vinde Falkebjerget tilbage. Nu er Walther alene. Han har kun klosterjægeren -opdrager og far i en og samme person. Og han opdrager borgherrens lille duk­sedreng, Walther, til et mandfolk og organiserer bønderne til oprør mod det onde præstestyre.

Bogens nøgleord er kamp. Det er hovedingrediensen i den opdragelse, kloster­jægeren sætter i værk over for læsehesten. Han skal lære, at livet foregår som en kamp. Og han skal forberede sig hertil igennem kamp. Så han kæmper mod alt det, der bevæger sig på bjergert. Svendeprøven aflægger han ved at nedlægge en bjørn, alene og kun bevæbnet med en dolk. Nu er han klar til at gøre sin pligt: kaste sig ud i den endelige kamp, der skal bringe Falkebjerget tilbage til dets

retmæssige ejere. Og i en afsluttende, storslået scene gør han så det.

Man skal vare sig for at læse en bog som Klosterjægeren som en symbolsk for­tælling og lede efter forbilleder i Gredsteds samtid. Man kan ikke "oversætte" de forskellige medvirkende til samfundsgrupper i Danmark i 30erne, så man f.eks. udlagde præsterne som billede på kapitalisterne eller store gårdmænd og bogens bønder som billede på virkelighedens arbejdere eller daglejere. En sådan frem­gangsmåde i den litterære analyse ender som karikatur, dvs. forholder sig udven­digt til bogen, idet bogens eget univers kun bruges som et spejl for sociologiske teser.

Klosterjægerens aktualitet (eller en hvilken som helst anden bogs aktualitet) skal ikke opdrives ad den vej . Bogens modernitet skal søges i dens opfattelse af dren­ges virkelighed.

I og med den tiltagende industrialisering og omlægning af samfundet befandt de sig ved siden af livet i de voksnes verden. Fremtiden der lå ikke klar til dem i kraft af en tradition. Den måtte de tilkæmpe sig (lige som nutidens unge må) . Man kunne derfor være fristet til at se kampen som en metafor for den nødven­dige indsats i det daglige liv i Danmark umiddelbart efter 1 900-tallet, hvor in­dustri, vandring fra land til by (og Amerika), arbejdsløshed, bureaukrati, par­lamentarisk demokrati og arbejderbevægelse så småt tegner omridset af det kom­plekse samfund, vi kender i dag.

Men hvis det alene var den kamp, det drejede sig om, hvorfor så forskyde den både i tid (til middelalderen) og i rum (til Sydtyskland)? Meget taler for, at det ikke er realiteterne, Gredsted ville vænne læserne til med sin bog. Næsten tvært­imod. Han kritiserde sin samtid for at være for fiktionsagtig: ingenting gjaldt for alvor. Her mente han ikke alene, at moral og gamle værdier opløstes af pengene; og samfundet og familie faldt fra hinanden. Samfundslivet bar præg af noget uægte og forlorent. Man kunne her kun foretage sig " som-om"-handlinger, lege­værk uden betydning. Det sagde han ikke direkte; hans tekster røber det.

Sådan, f:tktionsagtigt, lever børn for det meste i barndommen: deres egne band-

93

linger og aktiviteter tages ikke alvorligt og har ikke vital betydning for de vok­sne. Ingen er afhængig af børn. Ingen har brug for dem. Og mange voksne defi­nerer børns fornemste opgave til at være øvelse i at blive voksne. Børn hensættes til barndommen, men den frakendes samtidig selvstændig værdi. Børn kan der foretage sig det ene eller det andet, "som-om" de var voksne, men alle børn ved, at det bare er noget, de voksne leger.

Set i den sammenhæng forekommer det mere meningsfyldt at leve i mid­delalderens Alper - i hvert fald sådan som Gredsted fremstillede en sådan tilvæ­relse. Der gjaldt det liv eller død for drengen. At kæ�pe mod en bjørn er ikke det rene barnepjat. Her bliver livet alvor, som vi ser i Klosterjægeren. For da det endelige slag om Falkebjergets fremtid skal slås, afgør Walthers indsats udfaldet, idet han dukker op med forstærkninger lige i rette øjeblik - akkurat lige som kavaleriet i de senere westerns altid indfandt sig sekundet før katastrofen. En drengs betydningsfuldhed i forhold til de voksnes verden og de voksnes afhæng­ighed af drengen kan ikke gives et tydeligere udtryk end det sker i sådanne sce­ner.

Lige så længe der har eksisteret børnebøger, har børns "uvirkelige" liv i barn­dommen været et tema - i skiftende udformning, ganske vist. Børns adskillelse fra resten af samfundslivet var og er begrundelsen for børnelitteraturens eksistens:

her præsenteres børn for den virkelighed, de ikke i det daglige har adgang til . Den virkelighed, vel at mærke, som de voksne mener er den virkelige virkelig­hed. Kun sjældent ses børns verden med deres egne øjne. I det stykke ligner Gredsteds forfatterskab så mange andres. Men hvor andre forfattere ikke havde stort besvær med at fremstille "lærebøger" til børnene og beskrive den virkelig­hed, de ønskede børnene indstillede sig på, der adskiller Gredsted sig ved en tiltagende mangel på fast grund under fødderne også i den henseende: skulle han have sine idealer til at virke, måtte han henlægge dem til stadigt mere eksotiske steder og tider. Hans forfatterskab udtrykker den tiltagende svindsot i børnenes

verden. Men hans mistillid til civilisationen standsede ikke her. Han tvivlede også på de voksnes verden. Opdragerens værdigrundlag var i dyb krise hos Gredsted.

Det var lige så svært at være voksen, som det var at være barn. Den sarn­fundsfornemmelse - jeg undgår begrebet samfundssyn, der antyder en bevidst

indsigt i samfundsforhold - gør ham beslægtet med de moderne skildrere af tradi­tionernes sammenbrud og farniliens opløsning.

I Klosterjægeren møder vi to voksne mænd, der har betydning for Walthers og Ottos liv. Den ene er deres far, den anden klosterjægeren. Begge er de begrænse­de personligheder: faderen sidder i fængsel og dør, og klosterjægeren lever som flygtning inkognito. Bogens handling går ikke kun ud på at fremskrive et rum -det være sig nok så eksotisk - hvor drengene kan blive mænd; den opdyrker også steder, hvor mænd kan blive rigtige mænd. Også til den voksne fandt Gredsted

94

det virkelige liv i et eksotisk miljø. Både faren og klosterjægeren lever ved for­tællingens begyndelse et forkert liv, et fordrejet liv. Ved at pege på deres ufrihed kritiserede Gredsted samfundet. Pladsen til at danne sig og fastholde en identitet også som voksen er blevet mindre. Næsten alle voksne personer i Gredsteds bøger befinder sig i krise, fordi de relationer de skulle virke i enten smadres (familien) eller gennemsyres af magt (arbejde og samfund). Så de voksne i Gred­steds bøger er enten onde, døende eller på anden måde lammede; og de gode er på kant med det samfund, som Gredsted foragter. Det gælder eksempelvis kloster­jægeren Henning og krybskytten Kluk-Anders (i Paw). Sidstnævnte viser tydeligt Gredsted dilemma: som krybskytte er Kluk-Anders i konflikt med loven; som opdrager er han i overensstemmelse med Gredsteds idealer. Han legemliggør det uudtalte spørgsmål i alle Gredsteds bøger: Hvem eller hvilken sammenhæng skal bestemme, hvem man kan få lov til at være? Hvis virkelighed skal gå for at være den virkelige virkelighed? Gredsted stillede sig i opposition til den herskende samfundsorden og dens organisering af det daglige liv . Men hans løsning gik ud på at skrue tiden tilbage og påtvinge drengene en virkelighed herfra. Altså erstatte den ene magt med den anden og ikke afskaffe magtens begreb som sådan.

Bøgernes gode voksne udstødes af samfundet eller flygter selv fra det. De bliver i stedet dybt afhængige af de drenge, de møder. De er opdragelses­narkomaner, kan kun finde en social identitet, hvis de får nogen at opdrage, for opdragelsesprocessen var for Gredsted at se Mønsteret for samvær mellem børn og voksne. At være pædagog blev derfor heller ikke i hans bøger kun et erhverv .

Det blev en identitet, hvorimod Gredsted ikke havde den store tiltro til tilværelsen som far, hvilket afspejles af alle de ødelagte familier og døde fædre, som erstat­

tes af "fremmede" Med et sådant udgangspunkt måtte han henlægge det, han forstod som et autentisk liv, til et fiktivt univers. Det var derfor ikke tilfældigt, at et væsentligt karaktertræk i Gredsted opdragelsesidealer bestod i evnen til at læse spor. Klosterjægeren lærer Walther at se på dyrenes aftryk i jorden og slutte sig til hvilket dyr, der havde gået der. Virkeligheden viser sig som spor, fragmen­tarisk og som regel i datid. Foruden jæger skal drengen være detektiv .

Kriminalromanen opstod samtidig med, at samfundet - og især storbyerne - blev så uoverskueligt, at den enkelte ikke længere satte sig synlige spor i det daglige

liv . Gredsteds bøger rummer samme erfaring. Kunne man ikke deltage i livet, kunne man indstille sine sanser på den pirring det gav at opsnuse sporene af det. En sådan livspraksis minder i øvrigt ikke så lidt om den, der gør folk til lit­terater, psykologer og pædagoger.

Kun i beskrivelserne af de fiktive rum får Gredsteds sprog saft og kraft: duel­len mellem drengen og bjørnen er det bedste eksempel herpå. Men ved således at have været tvunget til at forskubbe sin livskraft til en verden ved siden af den rigtige verden, viser Gredsteds (opdragelses)visioner deres afmægtighed i forhold til civilisationen. Men at han skrev og blev ved med at skrive viser samtidig hans

95

uforsonlighed med denne såkaldte realiteternes verden. De billeder han fremmanede præges tit af voldsomme kampscener. Men deres

voldsomhed peger imidlertid på reelle erfaringer af afmagt i det sociale liv. En slags nødværge. Da eksempelvis klosterjægeren på bogens sidste side skal afsløre sin sande identitet foregår det teatralsk. Han har igennem hele bogen båret en fåreskindspels. Men under den, viser det sig, bar han tillige sin ridderdragt Hvor­for har han ikke haft den i en kuffert under sengen? Fordi han så ikke kunne træde så demonstrativt frem i sin sande skikkelse: han skærer nemlig fåreskinds­

pelsen op med en dolk. Ikke noget med stille og roligt at tage den af ude i en­treen, lige som man tager arbejdstøjet af efter fyraften. Klosterjægeren venter til alle bogens personer er samlet i en blanding af korstog og kamp. Han skal på en gang vise og overbevise. Som en trodsig dreng, der stamper i gulvet og larmende

gør opmærksom på sig selv, fordi han godt ved, han er den bette. At komme til verden med en identitet er ikke nogen smertefri proces for Gredsteds voksne. De må forløse sig selv med noget, der ligner kejsersnit.

Torry Gredsteds bog er moderne i sin symptombeskrivelse. Han er derimod gam­meldags, når han tror, at han kan løse problemet ved hjælp af opdragelse. Men

man skal heller ikke lade sig narre af den sukkersøde afslutning på historien, hvor de onde har fået, hvad de fortjente (fængsel og død), og de gode også fik, hvad de fortjente (fast ejendom og magt). For selve hans forfatterskab og dets store popularitet, dementerede hans litterære visioner. Han fastholdt jo mange af Danmarks drenge i et jemgreb med sine spændende beretninger og sørgede for, at de blev ved med at stå ved livets sidelinje, som læsere og ikke som deltagere. Som litteraturjægere og detektiver af den anden verden. Hvis han virkelig med sine bøger stræbte efter at få drenge til at opføre sig anderledes i Danmark, skul­le han have gjort fortællingerne så kedelige, at ingen gad læse dem, men hellere kastede sig ud i livet.

Derfor er der også på en sær skæv måde overensstemmelse mellem de næsten altid eksotiske miljøer, Gredsted henlagde sin handling til, og hans opdragelses­

idealers umulighed i en moderne verden. Han har vidst, at karakteropdragelsens dage var talte. Måske ikke bevidst vidst det. Han kan såmænd godt have gået rundt og prøvet at overbevise andre om det modsatte i det daglige, når han kom i

diskussion om den slags emner. Men hans historie, hans skrift, vidste det. Den ville ikke fungere i et realistisk, samtidigt miljø. I historien om Paw flyttede Gredsted det eksotiske til samtidens Danmark. Men spaltningen mellem kultur og natur bevarede han. Paw slår sig ned i bøgeskoven og lever sit liv her. Bogens danske drenge optræder som spejdere. De virker i sammenligning med Paw triste og grå, selv om de ellers er rødkindede nok og synger af fuld hals. Ikke engang Gredsted, der selv brugte megen tid på spejderbevægelse og rettede sit forfat­terskab herimod, kunne få sin skildring af dem til at vibrere. Gredsted har af

96

egen erfaring vidst, at selv spejderlivet kun var et "som-om"-liv, et blodfattig mellemværende mellem autentisk liv og faktisk liv.

97

" Vi vil flyve" Om Egon Mathiesens billedbøger.

Af Esben Hu/gård.

"Vi vil flyve en tur I den her maskine ud I verden alle tre "

Sådan starter Egon Mathiesens første bil­ledbog "Vi vil flyve" , som udkommer i 1 939. Bogen er den første i en række af bil­ledbøger for mindre børn som Egon Ma­thiesen tegner og skri­ver i 1 940'erne og 50'erne : "Fredrik med Bilen", "Aben Osvald", "Drengen i Grøften", og "Mis med de blå øjne", for blot at næv­ne de mest kendte. Bøgerne hører til klas­sikerne indenfor billed­bogsgenren, de er ud­kommet i flere udga­ver, der kommer sta­dig nye oplag, og de er oversat til en række andre sprog.

"Vi vil flyve" er aldrig blevet genoptrykt og er derfor ikke særlig kendt. Når

jeg alligevel vælger denne bog, og nærmere bestemt bogens første opslag som udgangspunkt for og ramme om en beskrivelse af Egon Mathiesens billed-

98

bogsproduktion, har det flere grunde. Tekst og billede rummer mange af de fortællernæssige virkemidler som er

karakteristiske også for Egon Mathiesens senere bøger. I dette første opslag fremstilles så at sige essencen af det moderne børneliv, og

tekst og billede kan ses som et eksemplarisk udtryk for den moderne billedbog. En sidste begrundelse for at gøre et enkelt opslag i en enkelt bog centralt i en

analyse er at det kan være med til at skærpe opmærksomheden overfor bil­ledbøger for mindre børn og argumentere for væsentligheden i at beskæftige sig seriøst med dem. Altså:

"Vi vil flyve en Tur i den her Maskine ud i Verden alle Tre"

Det første man bemærker når man ser på teksten er at den er brudt op i korte linjer i en slags digtform. Der er endvidere tale om et rytmisk forløb. Denne korte, rytmiske og urimede prosa, hvor tekst og billede står på hver sin side af opslaget er karakteristisk også for Egon Mathiesens senere bøger. Den grafiske opsætning af teksten, det korte præcise sproglige udtryk, og det rytmiske forløb får ved oplæsningen af bogen den funktion at det giver en langsom og kon­centreret læserytme som giver plads for billederne.

Når jeg her og i det følgende refererer til oplæsningen er det fordi bil­

ledbøgerne er beregnet på at blive læst op. En billedbogsanalyse må tage sit udgangspunkt i dette forhold. Den ene del af analysen er så at se på de virke­rnidler billedbogskunstneren benytter sig af i henvendelsen til læseren, den anden del er den mere subjektive, hvor der trækkes på egne erfaringer om hvordan bogen fungerer når den læses op

Fortsætter vi med at se på hvordan teksten til det første opslag i "Vi vil flyve" forholder sig til læseren, er der en direkte henvendelse til læseren/de børn der læses op for. Tekstens "Vi" refererer dels til børnene på billedet, 'vi vil lege, at vi flyver en tur i den her maskine' . Når bogen læses op udtales "vi"et af oplæse­

ren og udvides til også at omfatte denne og de børn der læses op for. Med dette greb inddrages børnene aktivt i fortællingen, og bliver deltagere i legen/fiktionen, der er en rejse til : "Amerika, hvor husene går helt op i himlen, til Afrika, hvor elefanten tramper på flyvemaskinen, til Grønland, hvor vi ser en underlig slæde, der ligner en bil" osv. Egon Mathiesen lader fabulerende historien udvikle sig efter sin egen logik, og i bogens slutning appeleres der til læseren om selv at digte videre:

"Vi lander blødt på en Mark,

99

og i Morgen flyver vi ud igen og ser meget mer. "

Både i det første opslag og i resten af bogen præsenteres vi for forskellige ele­menter fra det moderne samfund, flyvemaskinen, skyskraberne osv.

Fokuseringen på det moderne, teknikken og storbyen er fælles for denne bog og andre af periodens billedbøger.

Forskellen til de øvrige billedbøger er imidlertid, at Egon Matbiesen taler di­rekte til børnene og tar' udgangspunkt i deres egne kulturelle udtryksformer, legen og det fabulerende.

Tre børn der leger i en sandkasse, det er ikke tilfældigt at den første billedbog starter med dette åbningsbillede. I 1936 skriver Egon Mathiesen, bl .a. på bag­grund af en udstilling af russiske børnebøger i København i 1934, om de moder­ne billedbøger:

"Alt, hvad børn til daglig ser, går ind i deres fantasi: lokomotiver, biler, flyvemaskiner, badekar, mekanismer etc . . . . Alt det indgår i billedbøgerne, og _med Rusland som forbillede, hvor alt er opdrag­else, vil man samtidig give bogen en dybere tanke, børnene skal gennem legen lære noget. De skal ikke forskrækkes for moderne ting - ikke røre - ,men gøres fortrolige med dem. Der skal ikke komme sorte mænd frem bag dørene, fordi man har slikket syl­tetøj. Det er udmærket. Men moderne sager og opdragelse er bare ikke alt. Mon ikke de fleste børn har en instinktiv lyst til at opleve og fantasere, ligegyldigt hvad retning det er. Legen udvikler sig spontant for dem, den ene situation fremkalder den anden, og det gdr ud i det usandsynlige uden hæmninger. Man må ikke glemme dette hyppige forløb i barneleg, når man laver børnebøger. " (Mo­derne Bogillustration, 1936 pp. 22-23)

Citatet kan læses som en slags programerklæring for Egon Mathiesens billed­bogsproduktion, nøglebegreber er: oplevelse, leg, spontanitet og fantaseren, der lægges her en distance til såvel den moralske børnelitteratur som til den gen­nempædagogiserede børnebog.

"Vi vil flyve" handler om tre børn i en sandkasse der med en legetøjsflyver leger en rejse ud i verden. Samtidig bliver de børn bogen læses op for inddraget i fortællingen, bliver så at sige medaktører i legen. På denne måde forbindes bogens tema med (op)læsningens praksis.

For med et andet eksempel at illustere Egon Mathiesens teknik, hvor bøgernes konstruktion og æstetiske udtryk træder i forbindelse med og formidler det tema-

100

tiske indhold, og hvor børnene inddrages aktivt i læsningen/oplæsningen vil jeg se på "Fredrik med Bilen" , inden jeg igen vender tilbage til de tre børn i sandkas­sen.

Med "Fredrik med Bilen" som udkommer i 1944, er der i forhold til "Vi vil flyve" , hvor hele billedsiden er farvelagt, og hvor der er en form for centralper­spektivisk miljøskildring, sket en forenkling og raffinering af hilledudtrykket

Det er først og fremmest farverne som er det billedmæssige virkemiddel. Bog­ens andet opslag er billedet af "Fredrik" ; han er karakteriseret ved den enorme røde kasket med runde bløde former, derudover ser vi et par blå øjne og et om­rids af et ansigt i en sort streg. Det er ikke et individualiseret billede vi får af Fredrik, men en antydning af en person, hvor farverne, hvidt og rødt er det væ­sentlige.

Bogen er i det hele taget en fortælling om farver. Fredrik foretager i fantasien en rejse ud i verden for at finde sorte børn, og møder undervejs børn i forskel­

lige farver, som alle kommer med på turen. Ligesom Fredrik ikke er fremstillet som en individualitet, er de børn han møder først og fremmest repræsentanter for farver, og de er fremstillede i en naivistisk, folkloristisk stil. Eskimoer i national­dragt, kinesere i kineserhatte, indianere med fjer, og sorte med store røde læber.

I bogens andetsidste opslag er der et markant brud i teksten:

"Der er gule, ja, det passer, der er brune, ja, det passer, " osv.

På billedsiden ser vi en malers palet, hvor farverne har fået øjne og mund. Bogens sidste billede viser så alle børnene som leger.

@ -

'

101

Malerens erkendelse af, at farverne ikke er egenskaber ved tingene, men lysets brydning i materialet, formidles til børnene som en påpegning af at alle børn, uanset hudfarve, kan forenes i legen.

Ligesom bogen i den billedmæssige fremstilling betoner det eksperimenterende: legen med farverne, er der i teksten en leg med det sproglige udtryk. Der er gentagelsesfiguren "Nej, det passer ikke", hvor børnene aktivt inddrages i oplæs­ningen. Når man læser bogen sammen med børn, kan man se hvordan denne gentagelsesfigur henter inspiration i bømeremsen.

Et andet træk ved tekstens fremstilling er en leg med forholdet mellem udsigel­sen og det udsagte. Det forkerte udsagn korrigeres enten gennem det vi kan se på billederne, og understreger her den tætte sammenkomponering af tekst og billede; eller det korrigeres gennem en pegen på fiktionen, det fabulerende, eller legen, i forhold 'virkeligheden' , sådan som vi normalt opfatter den og giver den sprogligt udtryk:

"Fredrik har en Rutebil, Nej det passer ikke, det er Fredriks far, der har den,

Fredrik, han kan køre bil, nej, det passer ikke, men han leger, han kan køre

Tilbage til udgangsbilledet af de tre børn i sandkassen. Den synsvinkel jeg i det foregående lagde ned over dette billede koncentrerede sig om billedets fremstil­ling af ' legen' som udgangspunkt for og som ramme om fremstillingen. En 'leg­et' fortælling om en flyvetur ud i verden. Det er imidlertid ikke børnenes lege­sprog som reproduceres, men en sproglig stilisering eller poetisering af dette.

På samme måde henter hilledudtrykket inspiration i bametegningen, men igen sker der en bearbejdning, fx. i billedets komposition, hvor den geometriske tre­kantfigur med flyvemaskinens placering i den ene spids gør denne til blikfang og centralt element i billedet og i fortællingen.

Hvor børnetegningen er en proces, en i princippet uafsluttet fortælling, bruger Egon Matbiesen det barnlige tegneudtryk som et virkerniddel sammen med andre virkemidler, komposition, farvesammensætning og rytme, og skaber et færdigt billedudtryk.

Ser man på den syvkantede røde sandkasse som med sin bastante og massive form er rammen om børnenes leg, er der tale om et billedudtryk som ikke citerer en barnlig tegnestil, men derimod et kubistisk billedsprog.

102

Med fokuseringen på sandkassen, sker der en forskydning af blikket fra børne­nes leg til rammerne omkring den. Hvor hovedinteressen indtil nu har været at se på bogens (billedets) måde at forholde sig til og involvere læseren (børnene) i fortællingen, bruger jeg i det følgende billedet til at give et signalement af det moderne børneliv. Billedet gøres til udgangspunkt for en kulturanalyse.

Sandkassen er placeret på et stort grønt areal med græs og et par træer, i bag­grunden en række etageejendomme som vender facaderne ud mod det grønne område. Det er her nærliggende at pege på forbindelsen til periodens funktionalis­tiske arkitektur.

Funktionalismen var en slags "renselse" . Alt det overflødige, ornamenter og udsmykning blev skåret væk, og bygningerne fremstod som det de var, bygninger slet og ret. Samtidig var "renselsen" også en sanering af byernes boligkvarterer, de mørke skumle baggårde skulle væk, og der skulle være lys og luft omkring boligerne.

Vi ser på billedet det enormt store grønne område foran boligkarreen. Børnene skulle væk fra de usunde baggårde og ud i lyset. På billedet er de placeret i den bastante syvkantede sandkasse, som tilsyneladende er støbt i beton, det moderne byggemateriale.

Sandkassebilledet er et billede af den moderne barndom. Børnenes verden er gennem den historiske proces blevet adskilt fra de voksnes

verden, og har fået sit særlige felt, barndommen, hvor afgrænsningen fra voksen­dommen med et citat fra billedet er ' støbt i beton' .

Ligesom de konkrete børn på billedet, er de børn jeg her generelt taler om, småbørnene. Det er i denne periode, 20'erne og 30'erne, småbørnene bliver sam­fundsmæssigt synlige. Mødrene begynder at blive udearbejdende og udbygningen af daginstitutionerne tager fart. Hvor småbørnene hidtil har været noget som kravlede rundt mellem benene på mødrene eller de større søskende, bliver de nu synlige som en afgrænset samfundsgruppe med bestemte sociale og kulturelle behov, fx billedbøger.

Samtidig er blikket også på en anden måde i mellemkrigsperioden blevet rettet mod gruppen af småbørn.

Efter I. verdenskrig sker der et omfattende værdisammenbrud, og opdragelsen af børnene bliver et vigtigt led i forestillingerne om et nyt samfund med nye vær­dier. Den autoritære opdragelse kritiseres af en række reformpædagoger og kul­turradikale. Markante skikkelser er Sofie Rifbjerg, Jens Sigsgård, Sven Møller Ch­ristensen og Bernhard Christensen.

Egon Matbiesen deltager i denne debat, og han fungerer i en periode som formningslærer ved de nyoprettede seminarier for småbørnspædagogik: Frøbel­seminariet og Kursus for Småbørnspædagoger, som er nogle af vækstcentrene i

103

dette nybrud. I en artikel fra 194 1 , "Børn kan selv" skriver han:

"Børn siger, at de kan selv, og nogen synes at det er uartige ung­er, der ikke vil høre paa de voksne. Men hos barnet er der en sund trang til at virke og være med, og den skal man værne om . . . .

Børn har lyst til a t tegne, modellere, danse og synge, og det maa være de voksnes opgave at give dem frit spillerum for deres naturlige produktive evner. Man skal ikke lægge tvang paa dem og sige, at de skal lave det og det, men skabe mulighed for at det de selv vil, kan komme til at udfolde sig. " (Maleriets Vej, 1946, p. 95)

Med citatet udtrykkes reformpædagogikkens afstandtagen fra den autoritære op­dragelse. I stedet skal der tages udgangspunkt i børnenes behov for at udtrykke sig og deres mulighed for selvudfoldelse.

Det anti-autoritære får hos Egon Matbiesen sit billedbogsudtryk i fablen om "Aben Osvald"( l947), hvor der fortælles om en flok aber, som kunne have det godt, hvis bare ikke den store han tyranniserede dem. Men en dag siger Osvald "NEJ", og de andre følger ham op i trætoppene, hvor den store ikke kan komme. Til slut lover den store abe at forbedre sig, og alle aberne holder en fest.

N EJ l Med udgangspunkt i "Vi vil flyve" og sandkassebilledet har jeg i det foregående udviklet tre synsvinkler som jeg her vil samle op.

Jeg har læst sandkassebilledet som et billede af den moderne barndom, som er udskilt som et særligt bamereservat og afgrænset fra den voksne verden.

For det andet har jeg vist hvordan Egon Matbiesen med sine billedbøger både i tema og funktion, forstået som den måde bøgerne forholder sig til læseren, har

104

' legen' som udgangspunkt. Legen som i bred forstand er børnenes egen kulturelle udtryksform.

For det tredje har jeg peget på Egon Mathiesens tilknytning til den reform­eller vækstpædagogiske tankegang.

Mit ærinde er, udover at gøre opmærksom på at Egon Mathiesens billedbøger stadig hører til de bedste af småbørnsbilledbøgerne, at føre det billede af sandkas­sen som blev tegnet i 30'erne frem til 90'erne.

Hvis jeg skal blive i billedsproget, kan det siges at sandkassen på mange måder i dag er ved at blive fyldt op med 'beton ' . Forstået på den måde at den moderne barndom, som vi i sandkassebilledet ser et af de første udtryk for, er under af­vikling, eller ihvertfald undergår voldsomme forandringer.

Jeg tænker her på bekymringerne for om børnene nu lærer tilstrækkeligt til at klare sig i konkurrencen på det frie europæiske marked, tankerne om at få dem i skole fra frre-årsalderen, det massive udbud af kommercielle kulturprodukter, fra legetøj til videounderholdning.

Slutordene her kunne være, som et modspil til ovennævnte tendenser, at pege på to væsentlige danske traditioner som Egon Matbiesen kan ses som eksponent for.

En pædagogisk tradition i småbørnspædagogikken som er en videreudvikling af reformpædagogikken i 20'erne og 30'erne, hvor børnenes kulturelle udfoldelse sættes i centrum.

Og en tradition for at tage udgangspunkt i børnene, stille sig på deres side og tale direkte til dem i billedbøger, og i børnekulturprodukter i det hele taget, af høj kvalitet.

Det kan nævnes at Egon Mathiesens "Mis med de blå øjne" ( 1 949) indtil nu er solgt i over l mio. eksemplarer i Japan, seneste oplag udkom i 1 988. En kul­tureksport som det nok er værd at lægge mærke til .

Mottoet for 90'erne kunne så passende være:

105

"Vi vil flyve en Tur i den her Maskine ud i Verden alle tre"

Bidragydere:

Flemming Mouritsen, mag.art., adjunkt ved Center for Bøme- og Ungdomskul­turstudier, Århus Universitet.

Erik Stærfeldt, cand.mag., seminarielærer, tilknyttet Bøme- og Ungdomskultursam­menslutningen.

Anette Bendixen, folkeskolelærere og studerende ved Center for Bøme- og Ung­domskulturstudier, Århus Universitet.

Henny Stouby, folkeskolelærer, studerende ved Center for Bøme- og Ung­domskulturstudier, Århus Universitet.

Dieter Richter, docent, Institut fur Populiirkultur und Kinderkultur, Universitet Bremen.

Bo Nake, Cand.mag.

Andre Wang Hansen, mag.art., lektor ved Institut for kunsthistorie, Århus Univer­sitet.

Jens Ager Hansen, mag.art., tilknyttet Bøme- og Ungdomskultursammenslutning­en.

Esben Hulgård, cand.mag., tilknyttet Bøme- og Ungdomskultursammenslutningen.

106

BUKS

Bøme- o g Ungdomskultursammenslutningen er en tværfaglig organisation med medlemmer fra mange fagggrupper i Danmark.

Som medlem af BUKS får du løbende tidsskriftet samt tilbud om deltagelse i forskellige møderækker, seminarer og andre aktiviteter indenfor bøme- og ung­domskulturområdet.

BUKS' tidsskrift indeholder: : NR 1 : Antologi om børn og unge og medier, musik, bøger, film m.m. (Udsolgt) NR 2: Artikler fra Internationalt ungdomskulturseminar. NR 3: Børns Kulturproduktion (Udsolgt) NR 4: Nutidens Unge (Udsolgt) NR 5: Unges Kulturproduktion (Udsolgt) NR 6: Skolestart - Skolefritid (udsolgt) NR 7: Pædagogik - Terapi (udsolgt) NR 8: Kys mit Knurhår. I samarbejde med forlaget Klim (Udsolgt) NR 9: Børns Humor (Udsolgt) NR 10: Leg (udsolgt) NR 1 1 : Børn, unge og nye medier. NR 1 2: Lyd/dias - et spændende medie i arbejdet med børn og unge (udsolgt) NR 13 : Tyrkiske �øm og unge i Danmark NR 14: Børn, kunst og kunstnere

Nyindmeldte kan få de nr af tidsskriftet, der er på lager for en pris af 50 kr. Medlemsskab af BUKS:

1 30 kr for enkeltpersoner 230 kr for institutioner.

107

Konference om børne- og ungdomskulturforskning

Center for Børne- og Ungdomskulturstudier (BUKS), Århus Universitet af­

holder konference om forskning og uddannelse indenfor børne- og ung­

domskulturområdet d. 3/5 - 1990.

Konferencen henvender sig til forskere og undervisere, producenter og formid­lere, politikere og ansatte i kommunale kulturforvaltninger.

Programmet omfatter forelæsninger om den danske og den nordiske børne- og ungdomskulturforskning og uddannelse. Workshops hvor konferencedeltagerne på baggrund af korte oplæg vil få lejlighed til at debattere forskellige områder indenfor børne- og ungdomskulturen: idræt, børnekulturpolitik, medierne, børns legekultur, legetøjsindustri mv.

Konferencen afsluttes med en høring hvor et panel bestående af politikere, forskere, og producenter skal debattere fremtidsperspektiverne for børne- og ung­domskultur forskning og uddannelse i Danmark.

Hensigten med konferencen er at sætte focus på, og danne et billede af børne- og ungdomskulturens mangfoldighed af udtryk, at synliggøre de forsknings- og ud­dannelsesmæssige behov indenfor børne- og ungdomskulturområdet, og at pege på nødvendigheden af et kontinuerligt og stabilt forankret forsknings- og uddannel­sesmiljø.

Programmet består af tre korte forelæsninger som på et generelt niveau vil give et billede af den danske og den nordiske børne- og ungdomskulturforskning. W orkshops hvor konferencedeltagerne vil få lejlighed til at debattere forskellige felter indenfor børne- og ungdomskulturområdet De enkelte workshops indledes med et debatoplæg.

De tre forelæsninger som indleder konferencen holdes af: Flemming Mouritsen, Center for børne- og ungdomskulturforskning, Århus Uni­versitet om: Forskning og uddannelse indenfor børne- og ungdomskulturområdet Per Egil Mjaavatn, Norsk senter for bameforskning, Universitetet i Trondheim om: Børnekulturforskningen indenfor Norsk senter for bameforskning. Jens Quortrup, Sydjysk Universitetscenter om: Kulturdimensionen i det europæiske forskningsprojekt om børns levevilkår.

Konferencedeltagerne kan tilmelde sig en af følgende workshops. Hensigten med workshoppene er at pege på de behov der er for forskning, uddannelse og efteruddannelse inden for de forskellige områder.

l . Uddannelse og efteruddannelse indenfor børne- og ungdomskulturområdet Workshoppen ledes af Jørn Langsted, professor i Dramaturgi ved Århus Univer­sitet, og Niels Mors, lærer ved Århus Børnehaveseminarium og konsulent ved SUM-programmet.

2. Idræt som kulturudøvelse. Workshoppen ledes af Claus Bøje, ldrætsforsk,

108

Gerlev. 3. Børnekulturpolitik, forvaltning, og projekter i lokalområdet. Workshoppen

ledes af Carsten Trornborg, chef for kulturforvaltningen i Jelling kommune og formand for Kulturministeriets arbejdsgruppe om børn og kultur, og Jan Helmer Petersen, sekretær i Kulturministeriet.

4. De elektroniske medier, TV, video, EDB. Workshoppen ledes af Magareta

Rønnberg, medierforsker, Uppsala. 5. De traditionelle børnekulturmedier og formidlingsinstanser, bøger, børnebib­

lioteker, børneteater mv. Workshoppen ledes af Torben Weinreich, Adjunkt, Dan­marks Lærerhøjskole.

6. Børns legekultur. Workshoppen ledes af Ivar Selmer Olsen, NAVF's senter for barnforskning, Trondheim.

7. Legetøjsindustri, kommerciel børnekultur. Workshoppen ledes af Jørgen Bruhn, LEGO Futura aps.

8 . Stil og livsformer. Workshoppen ledes af Bjarne Kildegaard, Inspektør ved Nationalmuseet.

Konferencen afsluttes med en høring om fremtidsperspektiverne for den danske børne- og ungdomskulturforskning. Ordstyrer: Søren Vinterberg, kulturredaktør ved Dagbladet Politiken.

109

l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l l

l l l l l l l l l l l l

l l l l l l

l l l

l l

l l l l l

Flemming Mouritsen: Det principielle kirsebær Analyse af et typeeksempel på en af børnelitteraturens hovedgenrer: Den moralske fortælling fra 1700-tallet . . . 7

Erik Stærfeldt: Myten Robinson Crusoe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Anette Bendixen og Henny Stouby: "Skiønheden og Bæstet". Et eksemplarisk lærestykke i den borgerlige pigeopdragelse i slutningen af 1700-tallet . . . . . . . . . . . . . . 40

Dieter Richter: Til Eulenspiegel - den asociale helt og pædagogerne . . . . . . . . . . . . . . • . . . 52

Bo Nake: Drengen som gentleman Kaptajn Marryat og Peter Simple . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71

Andre Wang Hansen: Sølvklar Tåge i spejlet Bag Spejlet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 84

Jens Ager Hansen: "Kiosteljægeren" Manden som dreng . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91

Esben Hulgård: "Vi vil flyve" Om Egon Mathiesens billedbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 98