ARBEJDERA

MEDDELELSER0M FORSKNINGIARBEJDEBBEVÆGELSENSHISTORIEAPIIIL1985

April 1985 - Udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, Rejsbygade 1,

1759 København V - Redaktion: Gerd Callesen, Teglgårdsvej341 st.tv., 3050 Humlebæk, (02) 19

15 94; Niels Ole Højstrup Jensen, Maglehøjen 2, 4320 Lejre (02) 38 12 48; Steen Bille Larsen,

Åbenrå 33 l.th., 1124 København K, (01) 15 04 61 - Sats: Werks Fotosats ApS - Tryk: Werks

Offset- ISSN 0107-8461. Articles appearing in this journal are annotated and indexed in HISTO-

RICAL ABSTRACTS

Indholdsfortegnelse

IntroduktiOn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .' . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2

Artikler

Jens Bjerre Danielsen: Den politiske og faglige organiseringblandt danske og skandinaviske immigranter i USA . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

BeretningerXX. Linzer Konference 1984 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27

Historiefest '84 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .- . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Afhandlingsfortegnelser . . . . . . . . . . 33

Registranter_

Utrykte protokoller på ABA . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .' . . . . . . . . . . . . . . 38

Dokumentation

Tyske emigranters fraktionsarbejde,ved Steen Bille Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

Anmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50

Forskningsmeddelelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97

Spørgeskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107

Index for nr. I-15 findes 1'nr. 16

Forsiden: Et SPD flyveblad fra et af rigsdagsvalgene 1932.

HISTORIE 24

Introduktion

Jens Bjerre Danielsens artikel går ind i en diskussion, som idet mindste i det

sydlige udland har fået en ikke uvæsentligplads: Arbejderimmigrationen tilUSA. Selvfølgelighar også den amerikanske forskning forsøgt at finde årsa-

gerne til socialismens stilling i USA. Det har været et væsentligt punkt i over-

vejelserne om årsagerne til den amerikanske arbejderklasses tilbageståen-hed, at den har været så uhyre sammensat, og at etniske konflikter og mod-

sætninger har skærpet modsætninger mellem dele af arbejderklassen:Nordvesteuropæiskefaglærtearbejdere overfor ufaglærte fra Syd- og Østeu-

ropa. Det er ej heller en uvigtig kendsgerning, at nogle arbejdere reemigre-rede og så formidlede deres amerikanske erfaringer i deres fødeland, i nogletilfælde kom de ovenikøbet til at spille en væsentlig rolle, f.eks. i Irland og

Norge. Mens den danske indvandrergruppe var ret lille og åbenbart integre-redes hurtigt, så udviklede den dog i lighed med andre indvandrergrupper en

selvstændig arbejderkultur, der hos andre grupper ganske vist kunne antagemere ,udprægedeformer. Det undersøges og analyseres bl.a. af det Labor

Newspaper Preservation Project i Bremen, som Jens B. Danielsen medarbej-der ved og præsenterer i dette nummer. Det kan være på sin plads her at

nævne at arbejdermigrationen vil«være et af emnerne på Linzer-konferenceni 1986.

I anledning af 40-årsdagen for sejren over den tyske fascisme vil Dansk

Typograf Forbund udgive en bog om den typografiske modstandskampmod fascismen. Torben Bjerg Clausen, som har redigeret bogen, giver i dettenr. et indblik i dens tilblivelsesproces. De eamoujlerede illegale tryk, som

Torben Bjerg Clausen her især beskæftiger sig med, havde en forhistorie,som i sig selv viser noget om arbejderklassens intemationalisme.

Vi trykker et abstract af Jens Bjerre Danielsens artikel i dette nummer. Vivil også i fremtiden trykke sådanne abstracts (omend de ikke nødvendigvisbehøver at være på engelsk), det skulle hjælpe med til at vores arbejde lidtlettere kan indgå i den internationale forskning. Ved udarbejdelsen har vi

fulgt de retningslinjer, som Dandok har udsendt i august 1984.Stof til næste nummer skal være hos redaktionen 1. maj.

ArbejderbevægëlaenëBibliotek en Arkiv

Jens Bjerre Danielsen

Den politiske og faglige organisering blandt danske

og skandinaviske immigranter i USA fra 1870”eme

til 1920'erne. En oversigt

1. IndledningFremstillingen omhandler et overset kapitel af den danske emigrationshisto-rie, nemlig hvorledes danske immigranter i USA, som regel i samarbejdemed arbejdere fra de øvrige skandinaviske lande, indgik i den amerikanske

socialisme og fagbevægelse før masseimmigrationens ophør omkring 1920.

Beskrivelsen af disse aktiviteter hviler på følgende forudsætninger:1. at skiftet i emigrationens sociale sammensætning, d.v.s. det stigende an-

tal håndværkersvende, faglærte og ufaglærte arbejdere, medførte tilstedevæ-relsen af en immigrant/arbejderkultur i de større byer i regioner med en til-

strækkelig stor skandinavisk tilstedeværelse.

2. at omfanget og karakteren af arbejdernes organisering gør det rimeligtat operere med en (midlertidigt eksisterende) politisk 'modkultur' som en del

af en større arbejderkultur inden for og i modsætning til den bredere etniske

kultur og dennes politiske institutionalisering og organisering.Beskrivelsen af de socialistiske immigranter kan som isoleret 'casestudy'

belyse f.eks. det komplicerede sammenspil mellem etnisk og klassebevidst-

hed, men kan desuden bidrage til en nuancering af karakteren af det danske

immigrantsamfund i USA i masseimmigrationens epoke.Den kronologiske afgrænsning er betinget af Socialistpartiets splittelse,

som generelt betød socialismens forsvinden som en faktor i amerikansk poli-tik, og mere specifikt for socialismen blandt danskere og skandinaver, at

denne ikke blot reduceredes, men også i mindre grad tog sigte på og var inte-

greret i det etniske samfund. Hovedvægten er lagt på den politiske organise-ring, hvilket er betinget af såvel det tilgængelige materiale som karakteren af

den faglige organisering blandt skandinaviske immigranter, der var af en ret

'diffus' karakter, idet den ikke primært tog form af rene etniske fagforenin-

ger. Endvidere er specielt de danske immigranter fremhævet, blandt andet

med henblik på at belyse forbindelserne til arbejderbevægelsen i moderlan-

det. Kildematerialet er primært aviser, suppleret med arkivmateriale i USA

og Danmark. Meget kildemateriale er formodentlig gået tabt; således er det

ikke til dato lykkedes at lokalisere organisationernes arkiver. For immi-

grantarbejderne som gruppe betragtet gælder det, at den primært er en

'mundtlig* kultur og derfor ganske enkelt ikke har efterladt så meget mate-

3

riale som de religiøse og 'borgerlige' etniske grupper og organisationer. En

systematisk indsamling af breve og lignende materiale kan måske med tiden

rette op herpå. Avismaterialet er det vigtigste materiale til belysning af de

socialistiske aktiviteter blandt immigranterne. Også for arbejderimmigran-terne som helhed er det bevarede/tilgængelig materiale sparsomt. Det for-

'

hold, at forskellen mellem læserne og producenterne af disse aviser bestod i

graden af deres politiske engagement, gør det naturligvis problematisk at

slutte fra avisernes indhold til en større gruppe (læserne, 'arbejderimmigran-ten', 'arbejderkulturen'). Heroverfor kan det anføres, at producenters og læ-seres umiddelbare sociale baggrund og erfaringer var meget lig, at aviserne i

høj grad var afhængige af frivillig arbejdskraft og bestod af læserbidrag. Om

ikke andet gør mangelen på kildemateriale dem værdifulde som kilde til leve-

vilkår, holdninger og erfaringsmønstre, der er repræsentative for en større

gruppe end den, der producerede og læste disse aviser.

I den her behandlede periode konstitueredes arbejderklassen som en 'ob-

jektiv' realitet i både USA og Danmark. I det danske samfund ledsagedesdette af en øget klassebevidsthed for denne gruppes vedkommende, hvilket

fandt sit organisatoriske udtryk ('subjektive' udtryk) i fagbevægelsens og So-

cialdemokratiets vækst, således at arbejderne ved periodens slutning havde

etableret og institutionaliseret sig vis-â-vis arbejdsgivere og inden for det po-litiske system. Den amerikanske arbejderklasse blev yderst heterogen og op-delt efter etniske, racemæssige og faglige skel inden for en hurtigt é'kspande-rende økonomi og ændret samfundsstruktur, hvor socialismen i 1920 havde

udspillet sin rolle som en udfordring til det etablerede politiske system. I

denne proces rummer immigrationens rolle et paradoks: mange immigrantervar aktive i den amerikanske faglige og politiske arbejderbevægelse, men

samtidig kan der næppe være tvivl om, at immigrationens strukturelle effekt

var at splitte den amerikanske arbejderbevægelse, og at den derved havde en

negativ indvirkning på dens faglige og politiske organisering.De danske og skandinaviske arbejdere i USA var en heterogen størrelse

socialt og ideologisk og under konstant forandring ligesom arbejderklassen i

Danmark og USA. Mange af dem deltog i de almindelige* etniske organisa-tioner og blev hverken socialister eller læste socialistiske aviser. Det turde

være umiddelbart indlysende, at et mere omfattende studie af denne gruppe,

end der i denne forbindelse lægges op til, må inkludere yderligere materiale.

Dette gælder primært de aviser, der trods en mere udtalt moderat og konser-

vativ holdning senere i deres 'levetid' i en periode nærede en vis sympati for

socialismens og arbejderbevægelsens hovedkrav.

2. PionergenerationenTo eksilimmigranter, Louis Pio og nordmanden Marcus Thrane, stod bagdet første initiativ til at etablere en klart socialistisk presse, der ikke blot hen-

vendte sig til dansk-norske immigranter, men til immigrant-arbejdere. Mar-

cus Thrane var blevet sendt i eksil allerede i slutningen af 1860'erne som en

direkte udløber af hans lederskab af de første forsøg på at organisere de nor-

4

Ferdinand Hurop. Dansk socialde-

mokrat som emigrerede til USA og

tog del i den tidlige socialistiske be-

vægelse.

ske arbejdere fagligt og politisk. Mødet mellem den danske og norske arbej-

derbevægelses grundlæggere skete på et tidspunkt, hvor den amerikanske ar-

bejderklasse for første gang manifesterede sig på nationalt plan, nemlig med

den Store Jembanestrejke i sommeren 1877. Grundlæggelsen af den første

socialistiske immigrantavis var et led i formuleringen af de politiske og fag-

lige konsekvenser, som erfaringerne fra strejken burde eller kunne have for

såvel den amerikanske arbejderbevægelsesom helhed som for den politiske

og faglige organisering af immigrantarbejdeme.Uden at fordybe sig i grundene og motiverne bag Pios emigration til USA,

kan det konstateres, at Pio betragtede emigrationen som én løsning på *ar-

bejderproblemet', mere specifikt den arbejsløshed, som satte ind med den

internationale krise fra slutningen af 1870'erne. Samtidig var etableringen

af socialistiske kolonier et forsøg på at omsætte socialistiske ideer til praksis,til hvilket formål USA med sin 'overflod' at billig jord måtte forekomme at

være det ideelle sted. Det er usikkert, hvorvidt Pio har fået inspiration til

denne idé fra de religiøst prægede kolonier, som dannedes af danske emi-

granter, eller fra den lange amerikanske tradition for utopiske kolonier af

radikalt og socialistisk tilsnit. Pio delte sidstnævntes synspunkt, at landbrug

var et erhverv, som 'enhver' uden synderlig forudgående erfaring kunne

starte på. På samme måde synes han at have forstået ideen om 'free soil' bog-

staveligt og overset, at der krævedes et betragteligt kapitalindskud, før en

farm ville give overskud. Endelig indicerer det faktum, at han slog sig ned i

5

Chicago før kolonieksperimentets endelige kollaps, at han forventede, at an-

dre tog det grove slæb, mens hans egen funktion nærmest kunne karakterise-res som koordinator og 'åndelig vejleder'

Der var flere gode grunde til, at Pio slog sig ned i Chicago, ud over den

enkle!forklaring, at det for en person med hans baggrund var lettere at skabesig et udkomme i en storby med et stort dansk-skandinavisk immigrantsam-fund. Med tilstedeværelsen af en rimelig stor skandinavisk arbejderklasse måudsigterne for at drive socialistisk agitation med held have synet ret så lyse.Hertil kom, at Chicago i netop disse år var blevet et centrum for arbejdernespolitiske og faglige organisering, hvor ikke mindst det store kontingent aftyske immigranter gjorde sig gældende.

Allerede i årtiet før Pios ankomst var skandinaviske faglærte arbejdere be-

gyndt at organisere sig i lav, som typisk nok forsøgte at varetage deres med-lemmers interesser ved at regulere adgangen til faget, men også udstraktederes aktiviteter til det (ud)dannelsesmæssigeog kulturelle områdez. Ligele-des var der rene skandinaviske sektioner inden for de større fagforeninger,samt organisationer, der satte sig for at udøve politisk indflydelse og'fremme arbejderklassens dannelse', f.eks. Scandinavian Laborers' Educa-tional Society. Den eneste 'rene' socialistiske organisation på dette tidspunktvar den Skandinaviske Internationale, som var en aflægger af I. Intematio-nale og primært bestod af nordmænd omkring Thrane3.Foranlediget af denStore Jernbanestrejke skrev Pio i efteråret 1877 en pamflet, 'Til de Skandin-aviske Arbejdere i Amerika', hvori han gjorde sig til talsmand for et brudmed den traditionelle lavslignende organisering af de skandinaviske arbej-dere4. Da strejkens udfald havde vist, at arbejderne ikke kunne regne med

hjælp fra hverken republikanerne eller demokraterne, måtte der skabes et

egentligt arbejderparti. I kølvandet på I. Internationales opløsning i juli 1876dannedes Working Men's Party of the United States, som i december 1877omdøbtes til Socialist Labor Party of America. Det er utvivlsomt dette parti,Pio refererer til i pamfletten. Partiet støttede ligesom Pio Lassalles syns-

punkt, at arbejderne fortsat ville tabe krigen, selvom de vandt nogle enkelte

slag, medmindre de dannede et uafhængigt parti og derigennem opnåedepo-litisk magt. Problemet var først og fremmest, at hverken de amerikanske ar-

bejdere eller immigranteme havde opdaget den potentielle magt, deres stem-

meret indeholdt, men samtidig konkluderer Pio ud fra sine iagttagelser af deamerikanske arbejdere, at et 'rent' socialistisk parti næppe var muligt pådette tidspunkt:

Ligesaalidt, altsaa, som Socialisteme maatte fordre, at deres mest yderliggaa-ende og mindst opnaaelige Forlangender skulde finde Plads deri, ligesaalidtmaatte de altfor Forsigtige blandt Arbejderne betinge sig, at der tages paa denuværende Magthavere med Fløjelshandsker. (s. 6)

Han indså altså klart nødvendighedenaf et kompromis mellem de klassebe-vidste, socialistiske immigranter og de amerikanske fagforeninger, der hyl-dede 'business-unionism' og foretrak at arbejde inden for det etablerede par-

6

tisystem. Samtidig indså han, at immigrantarbejderne nødvendigvismåtte

starte med at danne fagforeninger og klubber efter etniske skel, hvis man

skulle være i stand til at komme ud over de politiske og sociale konsekvenser,

der fulgte af de etniske skel på arbejdsmarkedet. I forlængelse heraf opfor-dredes de eksisterende arbejderforeninger til at etablere sig som politiskeklubber og tage kontakter til lignende klubber i andre byer med henblik på

'at danne et politisk organiseret Hele, dels for vedkommende By, dels for

hele Landet”. Som talerør og kontaktorgan for denne organisation, som

selvfølgelig skulle knytte sig til Socialist Labor Party, ville der udkomme et

arbejderblad, Den nye Tid6.

I Pios immigrantguide fra 1879, Den lille Amerikaner, annonceres der for

Den nye Tid. Annoncen indeholder en beskrivelse af bladets redaktionelle

politiske linie, som her skal gengives in extenso, idet det endnu ikke er lykke-

des at lokalisere et eneste ”overlevende' eksemplar af Den nye Tid:

Det eneste dansk-norske Arbeiderblad og Organ for de Skandinaviske Sociali-

ster i de Forenede Stater. Dets Øiemed er at varetage og virke for Arbeiderens

Interesser, samt at sprede den socialistiske Lære blandt vore Landsmænd. Det

vil stræbe hen til at samle alle Arbeidende i et Forbund for at opnaa en Sam-

fundsordning, der giver Arbeideren sin Ret. Det modarbeider Korruption,Raaddenskab, Udsugelse og Kapitalistisk Herredømme. Det kjæmper imod Mo-

nopol og Rovsystem og søger at opnaa Arbeidets Frigjørelse fra Kapitalens Aag.Det vil indeholde ledende Artikler over sociale, politiske og økonomiske

Spørgsmaal. Det vil meddele Efterretninger om Arbeideren og Arbeiderbevæ-

gelsen i de forskjellige Verdensdele, - et af alle andre herværende skandinaviske

Blade aldeles ringeagtet og tilsidesat Thema.

Det skrives ikke i et høittravende og opblæst Sprog, men i en Stil, der forstaaes

af Menigmand. :

Det udgives og redigeres af Arbeidere7.

Allerede tidligere, formodentlig i maj 1878, var Pio blevet afskediget som

redaktør, idet de andre medarbejdere anså hans position som redaktør på en

socialistisk avis som uforenelig med hans stilling som journalist ved en dansk

metodistisk-avis, Den Kristelige Talsmand. Ligesom andre redaktører ved

de senere socialistiske immigrantaviser måtte Pio sande, at en sådan stillingikke var tilstrækkelig til at skaffe et udkomme. Allerede i 1878 forsøgte han

at starte en anden socialistisk avis, Den nye Verden, men ideen blev formo-

dentlig aldrig omsat i praksis*.De følgende år arbejdede han for forskelligeikke-socialistiske aviser, der fortrinsvis var af 'liberaP observans og havde en

positiv holdning til visse af arbejderbevægelsenskrav, f .eks. 8 timers arbejds-

dage. De jobs han beklædte henvendte sig fortrinsvis til immigrantsamfun-

det, bl.a. som landagent og oversætter. Da Pio døde i 1894, var han midt i

bestræbelserne på at grundlægge en dansk koloni i Florida, White City, et

projekt, hvori der ikke indgik socialistiske ideer9.

Den nye Tid udkom endnu nogle år efter Pios 'afsked', videreført af

Thrane og efter ham af andre norske redaktører. Det er usikkert, om avisen

under den nye ledelse fortsat var tæt knyttet til Socialist Labor Party”. En

7

samtidig observatør hævdede, at avisen blev mindre socialistisk orienteretmed redaktørskiftet, således at det antiklerikale og ateistiske element blev

opprioriteretl 1. Dette skift skyldtes formodentlig både den norske dominansblandt de skandinaviske socialister i denne periode og det faktum, at immi-

grantkirken som den mest magtfulde og samlende politiske og kulturelle

magtfaktor i immigrantsamfundet blev defineret som den mest nærliggendeog umiddelbare 'hovedfjende'.Også i USA blev Pio og Thrane pionerer med henblik på at grundlægge en

socialistisk organisation og presse, som havde til formål at imødegå de reli-

giøse og borgerlige immigrantgruppers organisations- og pressemæssigemonopol. Som det også skete for Pios efterfølgere, blev han skuffet og desil-lusioneret over såvel immigranternes som de amerikanskearbejderes mang-lende respons på socialismens ideer. Men på dette tidspunkt var selv denamerikanske arbejderbevægelseikke så rodfæstet, at den kunne overleve deøkonomiske konjunkturers negative udsving. Som helhed var også gruppenaf immigrantarbejdere for lille og for ustabil socialt og kulturelt til at kunne

give grundlag for institutioner, der kunne overleve en periode med økono-misk tilbagegang.

3. Immigranteme og socialismen i 1890'erne

Fra midten af 1880°eme til midten af 1890'erne var der nærmest totalt død-vande med hensyn til socialistiske aktiviteter blandt danske og skandina-viske immigranter. Men fra 1890'erne var de nødvendige forudsætninger tilstede: l880'ernes store kontingentet af immigranter var blevet rimelig eta-

blerede, således at relativt stabile immigrantsamfund var vokset frem. Den

faglige aktivitet blandt amerikanske arbejdere gav sig udtryk i tilslutningentil Knights of Labor, der var fortaler for ”én stor fagforening' ('One BigUnion') omfattende alle arbejdere uanset fag, race og køn. Til forskel fra In-dustrial Workers of the World, der senere bekendte sig til den samme idé udfra et socialistisk, eller rettere sagt syndikalistisk, grundlag, definerede

Knights of Labor arbejderklassen som gruppen af 'producenter' i samfun-det. Med andre ord, dens grundlæggende filosofi var en sekulariseret versionaf den protestantiske arbejdsetik, arbejdet som et kald, og ikke overraskendevar det primært faglærte arbejdere, der udgjorde grundstammen i Knights ofLabor. Alene i Minnesota fandtes der tre skandinaviske lokalafdelinger af

Knights of Labor”, hvilket gav sig udtryk i udgivelsen af en ugeavis, Arbei-dets Ridder, som primært støttedes af og henvendte sig til norske arbejdere.Bladets politiske holdning kan karakteriseres som hørende hjemmepå orga-nisationens moderate fløj. Det nærede en vis sympati for Henry Georgesideer og undgik en klar tilknytning til noget politisk parti.

Samtidig med at Knights of Labors nedgang begyndte fra midten af

1880'erne, begyndte de faglærte arbejdere at organisere sig særskilt inden forAmerican Federation of Labor (AFL), dels for at kunne varetage netopdenne gruppes interesser inden for en, trods momentane recessioner, eks-pan'derende økonomi, dels af utilfredshed med Knights of Labors manglen-

8

de vilje til at bruge strejkevåbnet i konflikter og til at fungere som politisk

pressionsgruppe. I det følgende må to aspekter ved AF Ls faglige politik hol-

des in mente, ikke mindst for de implikationer, den havde for den socialis-

tiske organisering og agitation blandt skandinaviske immigranter. Til trods

for at der var mange socialistiske arbejdere involveret i AFL og megen ihær-

dig pression fra forskellige socialistiske partier og grupper, lykkedes det al-

drig disse at få AFL til at acceptere en socialistisk platform eller perspektive-

ring af dens faglige aktiviteter. Dette betød, at AFL betragtede en rimelig høj

position inden for det faglige arbejde som uforenelig med en tilsvarende po-

sition inden for den socialistiske bevægelse. En socialistisk arbejder måtte

med andre ord vælge mellem de to former for aktivitet”. Det andet vigtige

aspekt ved AFLs faglige politik var, at den overhovedet ikke var interesseret

i at organisere ufaglærte arbejdere, hvilket vil sige hovedparten af de 'nye'

immigranter fra Syd- og Østeuropa. AFLs rekrutteringsgrundlag var pri-mært faglærte arbejdere, hvad enten disse var amerikanere eller immigranterfra Nord- og Vesteuropa. Ikke overraskende var AFL langt mindre ambiva-

lent i dens holdning til begrænsninger af immigrationenxend de socialistiske

partier og en af hovedpressionsgrupperne bag gennemførelsen af Immigra-tion Quota Act i 1924. Begge disse aspekter var kilder til konflikter mellem

den politiske og faglige adfærd i den amerikanske arbejderbevægelse,hvori-

mod immigrationsproblemet isoleret betragtet fik den største splittelsesef-fekt inden for de socialistiske organisationer.

3.1. Skandinaviske immigranter i Socialist Labor Party”De danske og skandinaviske arbejderes politiske organisering før århun-

dredskiftet fandt som nævnt ovenfor sted inden for rammerne af Socialist

Labor Party. Partiet var grundlagt af tyske immigranter og domineret af

disse til op i 1890'erne, hvorefter også socialistiske arbejdere fra Østeuropa

tilsluttede sig partiet. Især jødiske arbejdere i New York prægedepartiet og

de af partiet oprettede og kontrollerede fagforeninger under Socialist Trade

and Labor Alliance, der var dannet som en socialistisk konkurrent til AFLi

1895. Under Daniel De Leons ledelse fra 1890 til hans død i 1914 blev partietmere disciplineret og antog en skarpere ideologisk profil, som dikterede

åben kamp mod AFL (for 'dual unionism*) og forkastede samarbejde med

de etablerede partier, dvs. den traditionelle rolle som tredieparti og pres-

sionsgruppe til fordel for et uafhængigt, socialistisk parti. De Leons ideologi,

strategi og ret så diktatoriske lederskab splittede partiet, således at det fra

1897 bestod af to fløje. Dette førte til, at AFL under Samuel Gompers ledelse

i 1900 endelig undsagde SLP og derefter klart fulgte en 'tilpasningsstrategi',der sigtede på at legitimere den faglige bevægelse og opnå politisk magt in-

den for 'systemets rammer'. Samtidig sluttede størstedelen af partiet sig til

det nydannede Socialist Party, hvorefter SLP blev forvist til den inferiøre

position på den amerikanske venstrefløj, som det har indtaget lige siden”.

SLPS støttepunkter var især på østkysten, hvor De Leons indflydelse

gjorde sig gældende. I Boston og New York dannede skandinaviske arbej-

9

dere klubber i 1890'erne, men i bestræbelsen på at 'amerikanisere' partiettillod De Leon ikke dannelsen af separate etniske organisationer, således at

der først efter De Leons død i 1914 oprettedes 'rene' etniske forbund. Detteforhindrede dog ikke, at de lokale partiafdelinger faktisk primært var rekrut-teret fra enkelte etniske grupper. I 1895 startede klubberne i Boston og NewYork en svensksproget avis, Skandinaviska Amerikanska Arbetaren (se-nere: Arbetaren). Ophavsmændene bag den var primært svenskere og dansk-ere. I begyndelsen var Arbetaren opdelt i en svensk og dansk-norsk sektionmed hver sin redaktion. Dette hverv varetoges af Hugo Ludwig, som havdeværet redaktør på Socialdemokraten (København), før han emigrerede i1885. I mere end én forstand fulgte han i Pios fodspor, idet hans emigrationvar en direkte følge af en retssag, der fulgte i kølvandet på nogle kritiske ar-

tikler, han havde skrevet om det danske militær”. I USA engagerede han sig ide følgende år i faglig og politisk organisering, blandt andet i nært samar-

bejde med en tidligere partifælle, Harald Neble. Som forspil til etableringenaf regulære partiafdelinger organiserede de en arbejdersygekasse og en 'Da-nish Socialist Club' i 1893. Det blev dog hurtigt klart, at antallet af dansk-norske arbejdere og deres organisationer i østkystbyerne ikke var tilstrække-

ligt til at oppebære en dansk-norsk socialistisk avis.

Disse betingelser var til gengæld til stede i Midtvesten, i Chicago, som

også lå anderledes centralt med hensyn til disse gruppers fordeling i det ame-

rikanske samfund som helhed. De dansk-norske klubber i Chicago dannedei juli 1896 et selskab, Arbejderen Publishing Association, med henblik på at

udgive en ugeavis, som både ejedes og kontrolleredes af klubberne”. Alle-

rede i december 1896 foretoges der en reorganisering ud fra både politiske ogøkonomiske overvejelser. De økonomiske problemer klaredes foreløbig ved

at udvide adgangen til aktietegning og etablering af støtteforeninger. Det po-litiske problem' opstod i forbindelse med valget i 1896, hvor medlemmerne af

SLF-klubberne og nogle af aktieejerne blev uenige om avisens linie i præsi-dentvalget. Det blotte faktum, at spørgsmålet om man skulle støtte demo-

kraterne eller SLP blev rejst i avisen, gav anledning til protester. Løsningenblev, at selskabet reorganiseredes under navnet Arbejderen Publishing Com-

pany, således at klubberne fremover via en redaktionskomité kunne sikre

sig, at partilinien blev fulgt. Konflikten stak dog ikke dybere, end at en af de

ledende 'afvigere', Chr. Bunck, fortsat var aktieejer i det 'nye' foretagende'g.Overraskende nok var der ingen angivelse af partitilhørsforhold i avisens

tidlige numre. Der anførtes blot, at Arbejderen udgaves af 'skandinaviske

socialdemokratiske arbejdere' og 'varetog arbejdernes interesser'. Den poli-tiske og ideologiske tilknytning til de hjemlige socialdemokratiske partiervar ret udtalt, samtidig med en skeptisk holdning over for SLPs forkastelseaf ethvert samarbejde med andre partier og entydigt negative holdning til deetablerede fagforeninger. Denne ambivalente holdning til De Leons poli-tiske linie blev henimod 1900 afløst af en mere direkte kritisk holdning. Par-tiet anerkendte på sin side Arbejderen som det officielle organ for de dansk-norske medlemmer, men var på 'grund af de store geografiske afstande ikkei

10

stand til at lægge direkte pres på hverken klubberne eller bladet. Den store

spredning blandt aktionærerne gjorde det også umuligt for Chicagoklub-beme at kontrollere avisens indhold, ligesom dens afhængighed af frivilligebidrag og arbejdskraft trak i samme retning. Uden at det blev til åben kon-

flikt, bevægede avisen og klubberne sig gradvist bort fra partilinien, især un-

der indflydelse af Eugene Debs' Social Democracy og de hjemlige Socialde-

mokratier. Sidstnævntes indflydelse var især klar i kritikken af De Leons

'dual unionism'-strategi, som blot bidrog til at splitte den fremvoksende ar-

bejderbevægelse i New York og Chicago. For de skandinaviske arbejdereblev nyhederne om fremskridtene i arbejderbevægelserne derhjemme, som

blev udførligt rapporteret i Arbejderen, direkte beviser på SLPs (d.v.s. De

Leons) politiske fallit. Løsningen måtte i stedet være at overtage den af par-

tiet uafhængige fagforeningsbevægelse 'indefra' ('boring from within'-

strategien) og derefter etablere et fast samarbejde mellem arbejderbevægel-sens faglige og politiske komponenter.

I denne interne konflikt stod de svenske klubber på Østkysten og Arbeta-

ren på De Leons side”, hvilket til dels skyldtes, at de i højere grad var under-

lagt partiledelsens kontrol. Ikke desto mindre er det påfaldende, at denne

deling fulgte etniske skillelinier, således at det var de dansk-norske klubber

og partimedlemmer, der forlod partiet i 1899/ 1900, mens de svenske klubber

i både Chicago og New York blev i folden. Således begrænsede tilstedeværel-

sen af svenske SLF-klubber i Chicago den succes, som Socialist Party havde

med at rekruttere svenskere i dets første årti. Svenskerne fortsatte med at

dominere de skandinaviske sektioner på Østkysten (New York og Boston),og i områder med mange svenske industriarbejdere bibeholdt SLP stærke

lokalafdelinger, f .eks. i J amestown, N. Y., Waltham og Worcester, Mass. Ef-

ter 1900 var der kun få danskere og nordmænd i SLP; en dansker, Arnold

Petersen, var partisekretær i næsten to årtier efter De Leons død (1914).Splittelsen i partiet førte til nedgang i antallet af læsere, og Arbejderen gikind i april 1900. De dansk-norske klubber forlod partiet for senere at slutte

sig til Socialist Party. Dette fulgtes senere på året op af ekskludering fra par-

tiet”, en skæbne, som samtidig overgik de polske og ungarske klubber og

deres aviser. Det skulle vare et årti, før den politiske organisering blandt

dansk-norske arbejdere havde nået et sådant omfang, at et nyt forsøg kunne

gøres på at starte en avis.

3.2 Arbejderen og immigrantsamfundetUd fra oplysninger i Arbejderen kan man tilnærmelsesvis konstruere omfan-

get og arten af aktiviteter inden for immigrantsamfundet (der primært søgteat varetage immigrantens interesser qua arbejder). Som nævnt var klubberne

allerede etableret lokalt, før de opnåede formel status inden for SLP. De

største klubber var i Chicago, Minneapolis, New York og Boston, medens en

række mindre klubber lå i stater med en rimelig tilstedeværelse af danske og

norske arbejderimmigranterz'. På listen over aktieindehavere hører det store

flertal hjemme i den midtvestlige region (Illinois og Minnesota), hvorimod

ll

der er betydelig større spredning i fordelingen af agenter for Arbejderen. An-

tallet af agenter og deres geografiske placering skiftede meget fra år til år, når

man ser bort fra de lokale styrkepunkter på østkysten og i Midtvesten, hvil-

ket igen indicerer, at der var en betydelig mobilitet blandt denne del af den

danske (og norske) immigration, hvilket igen har forhindret dannelsen af

stabile lokalsamfund, som er nødvendige for at opnå kontinuitet i en politiskorganiseringsbestræbelse. Der var altså tale om en politisk organisering med

kræfter inden for lokalsamfundene som den udfarende kraft imodsætning til

en organisering, der var et resultat af en politisk agitation, som kom ude-

eller ovenfra (fra SLP). Karakteristisk nok var de første skridt hen imod en

politisk organisering dannelsen af 'upolitiske' institutioner, så som sygekas-ser og sangforeninger, som igen blev initiativtagere til dannelsen af politiskeklubber og disses inkorporering i en politisk struktur. Således var den Socia-

listiske Bogklub i Chicago og den Socialistiske Sangforening i Boston blandt

de vigtigste aktieejere i Arbejderen. Disse organisationer, som primært var

etableret med henblik på varetagelsen af immigrantarbejderens interesser

uden for arbejdet og det politiske system for at yde økonomisk sikkerhed,oplysning og rammer for fritidsaktiviteter, dannede med andre ord infra-

strukturen i den lokale immigrantarbejderkultur og var forudsætningen for

den politiske organisering.

Arbejderens funktion var at sikre kommunikationen mellem de spredteklubber og de forskellige organisationsniveauer 'indadtil' og mellem disse ogen større læserskare 'udadtil'. Den begrænsede succes i så henseende kan af-

læses af det faktum, at Arbejderen kun udkom i fire år og ikke nåede over et

oplag på 2.800", hvilket var langt mindre end de største dansk-amerikanske

avisers oplag. Således var Den danske Pioneer, der blev udgivet i Omaha,Nebraska, den største dansk-amerikanske avis også i Chicago. Denne avis

var før århundredskiftet særdeles positiv i sin holdning til den amerikanske

fagbevægelses vigtigste krav (otte timers arbejdsdag, organisationsretten,etc.). Pioneer'ens redaktør, Sophus Neble, havde via sit giftermål med datte-

ren af *Sorte' Hansen, der havde ledsaget Pio til USA, nære forbindelser til

radikale og arbejdervenlige kredse inden for immigrantsamfundet og den

danske faglige bevægelse. Neble var således hovedkraften bag den store ind-

samling, der fandt sted til fordel for de danske arbejdere under Stor-

lockout'en i 1899. Det lykkedes tilsyneladende aldrig for kredsene bag de

socialistiske klubber og Arbejderen at etablere et så nært samarbejde med

partiet eller fagbevægelsen i Danmark. Arbejderens mest umiddelbare kon-

kurrent om arbejderne som læsere var, foruden Neble, Chr. Bøtker, som i

Chicago udgav en avis med en langt blødere socialistisk linie, Revyen”.Arbejderen var stort set afhængig af frivillig arbejdskraft. Den faste stab

udgjordes af redaktøren og to typografer. I størstedelen af dens udgivelses-periode var John Glambeck redaktør. Det er uklart, om redaktørskiftene

også skyldtes politiske uoverensstemmelser, men de havde sikkert en del at

gøre med lønforholdene".

12

SOCIAL- DEMOKRATENDANSSH'NORWWIAN WEEKLY

' ' ( Sl wSubscrlphon ( 50: (uyä'll'mmh

Room 7 & 8. 2757 W. North Ave., Cor. California Avenue.

. ,7

øámw ..... ..... 47/9/

/Zæo °⁄Wø7k' .⁄ 52% W

'

/77//Æ/tø/4'VW WâfW waf/MM 2á⁄7áu ”ZM/44111” 44⁄4«

Mum '

»W 'za/.X W

Mm' Ærø/4475 “mføá mMW-Æafán

/Zâ/øá MMMM ”Møn-:4714

Udsnit af brev fra Ferdinand Hurop ti Stauning om amerikanske socialistiske lederes deltagelsei fredsarbejdet under 1. verdenskrig

4. Socialist Party og de skandinaviske immigranter254.1 Interne konflikter

Socialistpartiet (Socialist Party) var det centrale politiske udtryk for den

amerikanske venstrefløjs politiske organisering de to første årtier af dette år-

hundrede. Det var en broget flok, der stod bag partiets skabelse i 1900: Debs'

American Railway Union og Social Democracy, populister, Kristne Sociali-

ster, tyske socialdemokratiske indvandrere og deres efterkommere, kultur-

radikale i byerne og det amerikanske arbejderaristokrati. Partiet voksede

støt frem til 1914, hvorefter Wilson-liberalismen tog vinden ud af sejlene på

partiet. Dets modstand mod USAs indtræden i 1. Verdenskrig fik medlems-

tallet til at gå op midlertidigt, men bidrog også til at 'delegitimere' partiet.Resultatet heraf var politisk forfølgelse fra den føderale regerings side, som

sammen med en opblussen af de latente konflikter inden for partiet førte til

den endelige splittelse i 1919.

Kildeme til konflikter var mange: reformpolitik eller revolutionær politik('immediatists' over for 'impossibilists'), forholdet til AFL og det amerikan-

ske arbejderaristokrati, forholdet til Industrial Workers of the World (syndi-kalisme og industrifagforeninger), holdningen til den faglige og politiske or-

ganisering af 'marginale' grupper som sorte, immigranter fra Syd- og Østeu-

13

ropa og mine- og farmarbejdere i Vesten, samarbejde med Wilson-progres-sivismen, holdningen til USAs krigsdeltagelse og endelig holdningen til den

russiske revolution og de politiske og strategiske konsekvenser, der skulle

drages herfra. Venstrefløjen inden for partiet havde ikke megen indflydelsefør 1917, og omend der fra 1914 og fremefter blev tale om en stærkere socia-listisk profilering i ideologisk henseende, som gav sig udtryk i en internatio-nalistisk holdning, var det partiets højrefløj og centrum som det amerikan-ske arbejderaristokratis politiske udtryk, der var dominerende: partiet sat-

sede på deltagelse inden for det politiske systems rammer og gradvisereformer og afholdt sig fra at angribe AFL, samtidig med at det negligeredeimmigranteme, der udgjorde størstedelen af den amerikanske industriarbej-derklasse.

'

4.2. SP og 'immigrantspørgsmâlet'Partiet valgte altså ikke at tage en konflikt med Gompers' linie inden for

AFL, selvom talrige valg inden for AFL havde vist, at der var et betydeligtantal socialister blandt AF Ls medlemmer. Således opnåede Max Hayes som

socialistisk modkandidat til Gompers en trediedel af stemmerne ved AF Ls

kongres i 1912. Fagforeningernes samarbejde med Wilson-administrationen

og arbejdsgiverne efter 1916 havde partiet ikke noget modtræk til. Allerede

omkring 1910 havde partiet valgt den 'parlamentariske vej' på bekostning af

bestræbelserne for at organisere industriarbejderne. Den kraftige uro, derherskede på det amerikanske arbejdsmarked blandt både amerikanske fag-lærte og de ufaglærte immigrantarbejdere, blev ikke forsøgt omsat i politiskhandlen. Tværtimod kom partiet med sin 'tien og samtykken' til at stå for en

holdning til immigranter og sorte, der ikke væsentligt adskilte sig fra AFLs.

Ganske vist var der mange tyske, jødiske, irske og skandinaviske immigran-ter i partiet, men støtten fra de øvrige etniske grupper var i høj grad fra immi-

granter, der allerede havde været involveret i socialistiske aktiviteter hjem-mefra og gik ind i partiet af egen drift. Det store flertal af immigranternesøgte man ikke at trække til partiet, der stiltiende gradvist støttede AFLs

ønske om at begrænse immigrationen.Disse synspunkter måtte nødvendigvis bringe partiet i konflikt med dets

etniske afdelinger. Modsat SLP havde SP fra starten indset nødvendighedenaf at organisere immigrantarbejderne indenfor separate underorganisatio-ner. I 1912 havde partiet syv etniske forbund (Foreign-Language Federa-

tions). Disse var relativt selvstændige organisationer med mange lokale un-

derafdelinger med tilhørende presse, sygekasser, bogklubber, etc. Kontak-ten til partiet varetoges af en repræsentant i partiets hovedkvarter. De

udgjorde i 1912 en sjettedel af partiets medlemmer, hvilketi 1919 var blevet

øget til over en trediedel, især på grund af de østeuropæiske afdelingersvækst. Deres uafhængighed af partiet øgedes ved, at de var økonomisk bedrekørende end moderpartiet med hensyn til indtægter fra pressen, kontingen-ter, forlagsvirksomhed, etc. Allerede i 1912 forlod Wobblierne (IWW) og detstore finske forbund partiet, uden at dette truede partiets enhed. Efter 1917

14

blev oppositionen mere eller mindre identisk med de etniske organisationerog bevægede sig i en klar bolschevistisk retning, især efter den russiske revo-

lution med den russiske afdeling som primus motor. Det er dog forkert at

fokusere udelukkende på revolutionen som den grundlæggende årsag til

splittelsen”.Den udløste blot de latente konflikter over den politiske og fag-

lige strategi, som højre- og centrumfraktionen hidtil havde negligeret eller

besvaret med udelukkelser. Venstrefløjen organiseredes derefter i to kom-

munistiske partier, Communist Party, hvor de østeuropæiske forbund og in-

spirationen fra Rusland var dominerende, og Communist Labor Party, der

var mere 'amerikansk' og præget af IWW. De skandinaviske socialister

havde mest sympati for sidstnævnte. SP kom sig aldrig over den 'hestekur',

som eksklusionen af de etniske forbund lagde op til. De samme konflikter

havde inden 1919 også udspillet sig inden for de skandinaviske og finske af-

delinger (sidstnævnte blev udsat for to eksklusioner, i 1912 og 1919)”.Det skandinaviske forbund blev dannet af svenske og danske klubber i

Chicago-området og rekrutterede i begyndelsen sine tilhængere især blandt

de håndværkersvende og faglærte arbejdere, der var kommet til USA i 1880-

1890'eme. Mange af dem havde været aktive i den faglige og politiske arbej-derbevægelse i hjemlandet, hvilket før 1900 både påvirkede dem til at gå ind i

SLP og forlade det senere på grund af De Leons politik. For disse socialde-

mokratiske arbejdere var SPs 'bløde' kurs over for fagforeningerne så langtat foretrække frem for De Leons politik med partikontrollerede fagforenin-ger, hvis primære effekt havde været at splitte den i forvejen svage bevægelse.Med deres erfaring hjemmefra må det amerikanske mønster med total ad-

skillelse mellem fagbevægelse og partipolitik have fremkommet kunstigt,men de håbede, som SP, gradvis at skubbe AFL i den rigtige retning, ikke

mindst ved at SP styrkedes og markerede sig politisk på lokalt og nationalt

plan. Denne opfattelse forekom underbygget af SPs vækst op til 1912 ogsåblandt'skandinaviske arbejdere, hvor det f.eks. lykkedes SP at få valgt en

dansker, Chr. Madsen, til den lovgivende forsamling i Illinois, og flere skan-

dinaviske socialister indvalgtes i byråd, f.eks. i Rockford, 111. og Racine,Wise.

Efter 1914 bevægede også den skandinaviske organisation sig mod ven-

strefløjen inden for SP. Dette kan delvis forklares ved, at flere af de nyan-

komne immigranter, der blev aktive i klubberne og pressen, kom til USA

med en erfaring som industriarbejdere og forblev industriarbejdere i USA.

Som nyankomne immigranter og industriarbejdere lagde de også mindre

vægt på vejen til socialismen via deltagelse i det politiske system. Dernæst

havde flere af dem, hvis man kan dømme ud fra deres artikler i pressen, til-

hørt venstrefløjen inden for bevægelsen i Danmark. Følgelig måtte deres

umiddelbare erfaringer i USA føre dem til at sympatisere med SP-

venstrefløjens *politiskestrategi, nemlig at mobilisere immigranteme både

politisk og fagligt. Fagligt var løsningen industrifagforeninger efter IWWS

model, men uden dens afstandtagen fra politisk virksomhed. Der var dogikke tale om en hård konfrontation med SPs ledelse indtil kort før det ende-

15

lige brud i 1919, men i perioden indtil da blev venstrefløjens synspunkter sta-

dig mere fremtrædende i indlæggene, og indirekte ytrede denne holdning sigogså ved hyppigere kritik af den socialdemokratiske politik derhjemme.

4.3. Det Skandinaviske Socialistforbund,

I løbet af det første årti efter århundredskiftet intensiveredes den socialis-

tiske agitation og virksomhed blandt de skandinaviske arbejderimmigran-ter, således at SP-perioden udgjorde højdepunktet for såvel eksistensen af en

arbejderkultur blandt immigranterne i byerne som for omfanget af en poli-tisk aktivitet formuleret ud fra denne gruppes interesser som arbejdere, ikke

blot som immigranter. Både Socialist Party og dets skandinaviske afdelinghavde deres hovedkvarter i Chicago, der var den amerikanske radikalismes

centrum op til begyndelsen af 1920*eme. Mange skandinaviske socialister

indgik direkte i SP og læste dens engelsksprogede presse. For disse må sprog-barrieren ikke have været noget problem, eller de har overvundet den hurtigtefter ankomsten til USA. Således var skandinaveme (og danskerne) meget

pænt repræsenterede blandt de agitatorer, der gjorde det socialistiske uge-bland Appeal to Reason til landets største ugeblad omkring 1911".

Forbundets primære funktioner var agitation og socialt samvær, til hvilke

formål der oprettedes forskellige organer og institutioner. Tilsammen ud-

gjorde disse i enkelte større byer, primært i Chicago, en politisk subkultur

inden for det skandinaviske immigrantsamfund og den institutionelle kerne

og det politiske udtryk for den immigrantarbejderkultur, der opstod i de sid-

ste årtier før masseimmigrationens ophør med kvotaloven i 1924. Forbundet

udgjorde med andre ord et 'netværk', inden for hvilket en række aktiviteter

organiseredes ud fra en socialistisk grundholdning, der som udgangspunktog mål havde en varetagelse af immigrantens interesser som arbejder vis-å-vis såvel det amerikanske som det dansk-amerikanske etniske samfund.

Som i l870*erne var det nordmændene, der startede den første socialistiske

klub, Skandinavisk socialistisk Klub for Chicago og Omegn, i september1904. Initiativtagerne, Adolph Bay, Claus Nicoll og Martin Tranmæl, havde

alle været aktive i arbejderbevægelsen i Norge (Bay og Tranmæl vendte til-

bage til Norge, hvor de kom til at indtage fremtrædende poster inden for fag-bevægelsen og Arbejderpartiet). Danskerne fulgte efter i 1907 med dannel-

sen af Socialistklubben Karl Marx, som (formodentlig) havde haft en uaf-

hængig status siden splittelsen fra SLP. Foruden disse var det klubberne i

Kenosha, Wisconsin (dansk-norsk), Duluth, Minnesota og Rockford, Illi-

nois (begge svenske), der sammenkaldte til den kongres i Chicago i juli 1910,hvor det Skandinaviske Socialistiske Forbund (SSF) blev dannet. Først efter

1910 blev de svenske SP-klubber i Chicago dominerende i forhold til de over-

levende SLP-klubber. Således startedes den svenske avis, Svenska Sociali-

sten, i Rockford, men flyttedes til Chicago efter forbundets dannelse.

De fleste og de største af forbundets afdelinger var koncentreret i Midtves-

t'en, i Illinois, Michigan, Wisconsin og Minnesota”. Således var deri 1911

kun én afdeling på Østkysten (Kearney, New Jersey) og på Vestkysten (Ta-

16

coma, Washington). I løbet af det næste årti blev der startet mange afdelin-

ger i disse regioner, men mange af dem fik kun en kort levetid, og det var

primært i disse områder, at frafaldet fandt sted i 1917-18, da partiet på grundaf dets modstand mod USAs indtræden i krigen blev genstand for repression.Fra ved stiftelsen at omfatte seks afdelinger voksede forbundet gradvist over

de følgende år, således at det i januar 1917 omfattede 69 afdelinger med 2.297

medlemmer. I løbet af 1917 stagnerede antallet af afdelinger, men medlems-

antallet steg fortsat til 3.735, hvilket primært må tilskrives modstanden mod

krigen”. Samme år var der tale om direkte tilbagegang på østkysten og vest-

kysten, især i de mindre byer, hvor socialisterne var mest sårbare over for

patriotiske aktivister. I de større byer må de have følt sig mindre isolerede.

Desuden var Midtvesten generelt mere paciñstisk indstillet end kystregio-nerne. For 1918 var der som helhed tale om yderligere tilbagegang, hvilket

igen synes at have vendt fra årsskiftet 1918/ 1919, men herefter satte den in-

terne splittelse for alvor ind.

Pressen

Pressen var naturligvis det vigtigste organ for den interne kommunikation

inden for 'netværket' og forbindelsen ridadtil til en større læserskare. For-

bundet forsøgte først at overtage allerede etablerede aviser, men dette lykke-des kun for Svenska Socialisten, Rockford. Den danske avis, Revyen, i Chi-

cago, der var rimeligt kørende rent økonomisk, forlangte en sum, som man

ikke var i stand til at betale. Som det havde været tilfældet med Arbejderen,blev redaktøren, Chr. Bøtker, i de kommende år en af de socialistiske avisers

yndlingsskydeskiver. Da der heller ikke kom noget positivt resultat ud af for-

handlingerne med den norske Gå På, besluttede forbundet i oktober 1911 at

starte den dansk-norske Socialdemokraten. Begge aviser startede under me-

get primitive forhold og var totalt afhængige af frivillig arbejdskraft. Social-

demokraten gav faktisk underskud frem til 1917, hvorimod Svenska Sociali-

sten kom økonomisk på fode fra 1914. Fra 1917 blev avisernes problemer af

såvel økonomisk som politisk art. Postvæsenet hævede taksteme kraftigt,hvilket gik ud over små aviser uden egen distribution og med en geografiskspredt læserskare. Da USA gik ind i krigen, blev den fremmedsprogede so-

cialistiske presse indbefattet under Espionage and Trade with the EnemyAct, således at de skulle indlevere oversættelse af alle artikler, der vedrørte

krigen, og hvor det blev overladt til den enkelte lokale, politisk udpegede'postmaster' som repræsentant for forbundsregeringen at skønne, hvorvidt

en beslaglæggelse skulle finde sted. Både Svenska Socialisten og Socialdemo-

kraten blev beslaglagt flere gange. De forøgede udgifter modsvaredes ikke af

stigende indtægter, samtidig med at dyrtid for arbejderne også kan have på-virket læsertallet i negativ retning.

Begge aviser var primært afhængige af deres salgsindtægter, idet deres

reklame- og annonceindtægter var ret beskedne. Midlerne til at drive pressen

stammede fra frivillige bidrag, som indgik i en pressefond, fra fester og ud-

flugter arrangeret til fordel for pressen, samt selvfølgelig fra forbundets

17

kasse. Efterhånden som aktiviteterne udvidedes med bogklubber, foredrag,etc. og ikke mindst med etableringen af eget trykkeri fra 1914, kunne over-

skuddet fra disse tilføres den konstant betrængte pressevirksomhed”.Hverken Svenska Socialisten .eller Socialdemokraten havde i den vanske-

lige startperiode råd til at lønne redaktører eller bidragydere. Med flytningentil Chicago blev Svenska Socialisten i stand til at ansætte en redaktør, mens

Socialdemokraten blev drevet af en komité bestående af Claus Nicoll, Otte

Swensen, N. Stenhill og K. Wittrock. Avisen var totalt afhængig af frivilligarbejdskraft og startede under meget primitive forhold. Allerede efter noglemåneders forløb var foretagendet dog så etableret, at man kunne ansætte

Frands (Ferdinand) Hurop som redaktør. Hurdp havde en mangeårig kar-riere bag sig i fagbevægelsen (Smedeforbundet) og Socialdemokratiet, før

han emigrerede i 1893”. Han arbejdede sig nærmest tværs over det ameri-

kanske kontinent for så at slå' sig ned som farmer i Washington. Inden sin

tiltræden som redaktør havde han været en flittig bidragyder til Socialdemo-

kraten og primus motor bag nogle forsøg på at etablere formelle forbindelsermellem De samvirkende Fagforbund i Danmark og immigrantorganisatio-nerne (jfr. nedenfor). Hans tiltræden gav avisen et mere professionelt tilsnit

og et kvalitativt løft.

Hurop var redaktør frem til november 1916, afbrudt af et års ophold i

Danmark 1913-14. Han fik en stilling inden for den socialdemokratiske

presse, men han kunne trods sine planer om at forblive i Danmark ikke rigtigi

affinde sig med de danske forhold og vendte tilbage til redaktørposten i Chi-cago. I senere breve og avisartikler begrundede Hurop den tiltagende split-telse med venstrefløjens vækst inden for forbundet, hvilket fik ham til at for-

lade posten for at lede oprettelsen af et landbrugskooperativ i Virginia. Her-

efter blev venstrefløjens synspunkter mere fremtrædende i avisen, men

samtidig blev der en mangel på stabilitet og kontinuitet med hyppige skifti

redaktørposten, primært fordilønnen ganske enkelt ikke var til at leve af

(Hurop havde ved sin fratræden adskillige måneders løn til gode).

Agitation og politikForbundets fremmeste opgave var at agitere for socialismen blandt de skan-

dinaviske arbejdere”.Dette fremgår klart af de mere programmatiske ind-

læg i aviserne, årsberetningeme, samt de oversigter over forbundets virke,der kom i forbindelse med forbundets 10 års jubilæum i 1920. Deltagelse i

valgkampene lokalt og nationalt overlod man stort set til moderpartiet. Ef-

ter Hurops afgang udviklede denne praktiske arbejdsdeling sig til en strid om

politisk og faglig strategi, hvilket i de følgende år blev afspejlet i en lavere

prioritering af det politiske stof og den mere kritiske holdning til partipolitikog positive holdning til faglig politisk organisering ('industrial unionism'). I

de tilfælde, hvor en skandinavisk socialist var spidskandidat og havde en rea-

listisk chance for at blive valgt, gik forbundet og dets presse dog aktivt ind i

valgkampen. Op til de store valg hver fjerde år udkom aviserne i ekstraordi-nære oplag, og valgkampen dækkedes omfattende, men forbundets aktivite-

18

ter koncentrerede sig på daglig basis om at skabe mulighed for immigranterfor at indgå i politisk arbejde på trods af sproglige forhindringer, med andre

ord at fremme assimilationsprocessen i socialistisk regi. Mindst et par gange

om året sendte man agitatorer ud på månedlange rejser til især øst- og vest-

kysten med henblik på at hverve medlemmer og være behjælpelig med orga-

nisering af lokalafdelinger. Inden for oplysnings- og fritidsarbejdet organise-rede forbundet selv aktiviteter eller samarbejdede med disse foreninger:

sangforeninger, foredragsforeninger, sygekasser, kvinde- og ungdomsfore-ninger, afholdsforeninger etc.

Af de enkelte afdelinger kan man især hæfte sig ved de dansk-norske i Chi-

cago. De to ovennævnte slog sig i 1914 sammen til 'Afdeling Nr. 1 Karl

Marx', hvilket blev fulgt op af et øget aktivitetsniveau. Denne var sammen

med afdelingerne i Rockford, Ill. og Duluth og St. Paul, Minnesota, blandt

de største afdelinger. Den beskrives både som den mest velorganiserede, ak-

tive og politisk bevidste af Chicago-afdelingeme”, hvilket ikke mindst

skyldtes indflydelse fra veteraneme fra SLF-dagene. Således oprettede den

sin egen (alternative, må man formode) søndagsskole, teaterklub og kvinde-

forening. Nogle år senere erhvervede klubben sin egen bygning, Folkets Hus,

som blev rammen om såvel afdelingens som mange af forbundets aktiviteter

de følgende år”. 'Karl Marx' overlevede splittelsen i SP og blev først opløst i

1941”.

Forbundets og pressens definition af deres opgaver bragte dem nødven-

digvis i modsætning til de 'borgerlige' immigrantorganisationer og hoved-

parten af den dansk-amerikanske presse. Sammenlignet med perioden før

århundredskiftet synes modsætningen mellem dem at være blevet accentue-

ret, således at der var tale om en mindre grad af samarbejde mellem socialis-

tiske og ”borgerlige'organisationer ledsaget af en skærpelse af tonen over for

modparten i pressen. Socialdemokraten var eksplicit i sin kritik af den

dansk-amerikanske presses billede af både det amerikanske og danske sam-

fund. Mere specifikt kritiseredes den dansk-amerikanske presses manglende

formidling af nyheder om arbejderbevægelseni Danmark, som især de immi-

granter, der havde været aktive inden for arbejderbevægelsen derhjemme,følte et behov for. Konflikten var ikke blot et resultat af en af socialisterne

selvvalgt separatistisk politik, men også et resultat af den socialistforskræk-

kelse, som de mere konservative organisationer og presse overtog fra det om-

givende samfund”. Socialismen var ikke blot 'u-amerikansk', men også 'u-

dansk/svensk/norsk'. Bag de heftige angreb på socialisterne aner man de

ledende dansk-amerikanske kredses frygt for, at den etniske gruppe som hel-

hed skulle blive identificeret med 'radikalisme' og miste dens status i det etni-

ske hierarkisystem, dens hårdtvundne respektabilitet som 'gode amerika-

nere'.i

Når denne intraetniske konflikt er nævnt, må det dog også nævnes, at kon-

flikter inden for socialisternes rækker undertiden kunne antage etnisk form.

Således nævner både Bengston, der i flere år var redaktør af Svenska Sociali-

sten, og Hurop, at etniske skel kunne accentuere forskelle i politisk hold-

19

ning. Bengston fortæller i sine memoirer, at de dansk-norske klubber havde

en tendens til at være mere radikale i deres synspunkter end de svenske, me-

dens Hurop flere år senere i den danske Socialdemokraten berettede, at det

faktum, at Socialdemokraten henvendte sig både til nordmænd og danskekunne give anledning til problemer”. Hverken i Socialdemokraten ellerSvenska Socialisten kom disse etnisk betingede konflikter op til overfladen.

Forbindelse til Danmark

Mange af de arbejdere, der var aktive i politik og fagforeninger, indgik dogogså i etniske organisationer, ligesom oplagstallene klart antyder, at hoved-

parten af immigrantarbejdeme primært må have været læsere af den liberaledansk-amerikanske presse. Den danske Pioneer (Omaha, Nebraska) var i

denne periode også den største danske avis i Chicago. Omkring 1910 ses der

dog bestræbelser på at kanalisere arbejdernes interesser via de etniske orga-nisationer. Frands Hurop var den drivende kraft bag et forslag om at eta-

blere et fast samarbejde imellem det Danske Brodersamfund som den største

dansk-amerikanske organisation og De samvirkende Fagforbund (DsF) i

Danmark. Ifølge forslaget skulle Brodersamfundet nedsætte en komité, der

på grundlag af rapporter fra dets ca. 300 afdelinger skulle orientere DsF

(d.v.s. potentielle immigranter blandt dets medlemmer) om jobmuligheder,lønforhold, etc. Ved forevisning af deres fagforeningsbog villeimmigran-terne i Amerika modtage hjælp og råd fra Brodersamfundet, ligesom DsF

forpligtede sig til at hjælpe Brodersamfundets medlemmer. Hurop anførerisin anbefaling til Brodersamfundets kongres i 1910”, at emigrationen fra

Danmark jo væsentligt bestod af arbejdere, og at tilgangen af disse ville

styrke Brodersamfundet og modvirke det billede, som den danske offentlig-hed havde af det dansk-amerikanske samfund, der primært tegnedes af det

mindre Dansk-amerikanske Selskab (Rebildfesteme, etc.). 1 brevene til DsF

for at opnå fuldmagt, siger han endvidere, at det er for at sikre den socialde-

mokratiske indflydelse på Brodersamfundet, hvor der allerede var et betyde-ligt antal socialdemokrater, og hindre de kirkelige organisationers indfly-delse på de nyankomne arbejdere”. Forslaget blev dog ikke vedtaget, idet

modstanderne krævede to trediedeles majoritet, og fordi der blev 'oparbej-det en hel Deel Socialist-Forskrækkelse i Anledning af Forslaget'”, som i

første omgang var blevet vedtaget med almindeligt flertal. Da Hurop senere

flyttede til Chicago, foranledigede han en lignende kontakt med det Skan-

dinaviske Socialistiske Forbund, således at en fortegnelse over dets afdelin-

ger og samarbejdende organisationer blev trykt i fagpressen”.Ved Broder-

samfundets årsmøde i 1915 fik dets bestyrelse endelig fuldmagt til at indlede

samarbejde med De samvirkende Fagforbund i Danmark”. Verdenskrigenog 'den derefter ændrede immigration hindrede formodentlig en yderligereudbyggelse af dette samarbejde.

Splittelsen og derefterDen interne splittelse, der førte til venstrefløjens udelukkelse fra SP i juni

20

'

Sha: ikke Kammerater. Denne ,er Eden 'allen Fjenderb,l” i “Amerimn Sorialill".

Anti-militarisktisk agitation i det dansk-amerikanske »Social-Demokraten«

1919, hvor det skandinaviske forbund blev udelukket sammen med flere af

de etniske forbund, var for det skandinaviske forbunds vedkommende ikke

forårsaget af den russiske revolution, men af partiets holdning til 'industrial

unionism'”. Samtidig hermed intensiveredes såvel den officielle som den

uofficielle undertrykkelse af socialister (og kommunister) for at kulminere i

de såkaldte Palmer Raids i januar 1920. Indenfor de skandinaviske immi-

grantsamfund modsvaredes dette af en heftig kampagne mod socialister og

kommunister.

Forbundet besluttede i januar 1920 efter afstemning med et stort flertal at

forblive uafhængig som en propagandaorganisation inden for det skandina-

viske immigrantsamfund tilknyttet den 3. Internationale. Flere af lederne

var dog involveret i Communist Labor Party, for hvilket de blev dømt til

fængselsstraf i maj 1920. Efter at forbundets kongres havde vedtaget den af

eksekutivkomiteen formulerede politik, tog udvandringen fra forbundet til,

og venstrefløjens overtagelse af pressen blev ledsaget af en faldende læser-

skare. Socialdemokraten gik ind i marts 1921, hvor man i stedet besluttede at

udgive en engelsksproget avis, eftersom de skandinaviske arbejdere allerede

var så assimilerede, at en dansk-norsk avis var overflødig”.Den udkom un-

der forskellige titler (New Age, New World, Voice of Labor) indtil 1924 og

blev inden dens ophør associeret med Workers Party. Det var dog et betyde-

ligt indskrænket Skandinavisk Forbund, der tilsluttede sig Workers Party”.

Fra 1920'erne og fremefter var det karakteristiske mønster, at skandina-

21

viske aktivister i det amerikanske kommunistparti ikke havde nogen umid-

delbar stærk tilknytning til det etniske samfund”. I 1930'erne flyttedes cen-

tret for de skandinaviske arbejderimmigranters aktiviteter til New York ved

at forbundet, dets propagandaorganisation Scandinavian Educational So-

ciety, og Svenska Socialistens efterfølger,Ny Tid, der udkom til 1936, flytte-des dertil. Samtidig gjordes endnu et par forgæves forsøg på at starte en

dansk-norsk avis. I slutningen af 1930'erne var den betydeligste aktivitet

blandt skandinaviske arbejdere organiseret efter etniske kriterier faktisk

blandt (især norske og danske) Sømænd (Scandinavian Seamen's Club)48.Ved krigens udbrud bestod Scandinavian Workers Federation af en hånd-

fuld klubber”. Den dansk-norske Karl Marx-klub i Chicago opløste sig selv i

1941, hvorefter Arbejdernes Sangforening sammesteds var det eneste spor af

den socialistiske tilstedeværelse i immigrantsamfundet før 1. Verdenskrig ogden arbejder/immigrantkultur, hvoraf den var udsprunget.

Det er altså primært i de to årtier før 1. Verdenskrig, at man kan tale om en

distinkt arbejderkultur med forskellige organisatoriske udtryk inden for den

dansk-amerikanske immigrantkultur. Der kan peges på strukturelle fakto-

rer bag dette forhold, som geografisk og social mobilitet og masseimmigra-tionens ophør, som indvirkede på den etniske gruppes assimilationsmønster.

Hertil kommer mere specifikke faktorer som politisk repression, det omgi-vende samfunds udtalt negative holdning til radikale aktiviteter, immigrant-arbejderens usikre retsstilling samt den interne splittelse. Til trods for nogen

personkontinuitet er det i højeregrad diskontinuiteten i den politiske organi-sering blandt danske og skandinaviske arbejdere, der er påfaldende.Dette er

især udtalt mellem perioden før og efter 1. Verdenskrig. Da Paul Rasmussen,en 2. generations dansk-amerikaner, startede på sin lange politiske løbebaneinden for den amerikanske venstrefløj og fagbevægelse i 1930'erne og

1940'erne, var erindringen om eksistensen af disse aktiviteter på det nærme-

ste forsvundet fra, hvad der stadig eksisterede af et dansk-amerikansk immi-

grantsamfund”.

Appendix

I. Skandinaviske afdelinger i SLP (og samarb. klubber)

Øst:

Skand. Socialist Klub af North N. Y.

Skand. Socialist Sektion af Greater N. Y.

Dansk Socialist Klub

Branch 2, BrooklynSLP Skandinavisk Sektion, Fordham

Boston Sektion No 7 ›

Skand. Socialist Klub, Cambridge, Mass.

Skand. Socialist Klub, Boston

Philadelphia

22

Midwest:

Skand. Branch l, 2, 3, Chicago17th Ward Skand. Sektion, ChicagoLemont, Ill.

Clinton, Iowa

Racine, Wisc.

Greenville, Wisc.

Brainerd, St. Paul, Minn.

Omaha, Nebraska

Vest:

Denver, Colorado

Kilde:

Arbejderen (kompilation)

II. Skandinavisk Socialistisk Forbund (SP)

Geografisk fordeling:

Region Stat/by 1910 1911 1917 (nov.)

Midtvest Illionois 4 18 31

Chicago 3 - 13

Rockford 1 - -

Wisconsin l (2?) 2 5

Minnesota 1s

- 7

Ohio - - 4

Iowa - - 1

Michigan - - l

Øst: New Jersey l -

New York - 5

Massachusetts - 9

Pennsylvania - 1

Rhode Island - 1

Vest: Washington l 5

North Dakota - 2

Utah - 1

Idaho - l

Oregon - 1

Montana - 1

Medlemstal:

År antal afd. Medlemmer Kilde

Jan. 1911 7 216

Jan. 1912 20 748 SSF Årsberetning1911-12

Jan. 1913 39 (5 opløst) 1012

Jan. 1917 69 2297

Dec. 1917 68 3735 Svenska Socialisten

Dec. 1918 65 2211_________________.._._____-__-_-_--_-_

23

Noter

l.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

24

Jfr. Pios artikelserie om Kansas, iFaIkeviljen nr. 3, 4, 6-8, jan.-febr. 1877. Om Pio i USA, se

i øvrigt J. Engberg, Til Arbejdet! Liv eller Dad! Louis Pia og Arbejderbevægelsen(Køben-havn, 1979), pp. 298 ff.

Jfr. Ulf Beijbom, Swedes in Chicago (Uppsala), pp. 330-32. Omfanget af aktiviteterne var

tilstrækkeligt til, at den Skandinaviske Arbejderforening i Chicago havde sit eget hus

('hall') over et par årtier. Nævnes i Arbejderen, 14.6.1898.

Den Skandinaviske Internationale forsøgte efter starten i 1872 at udgive en avis. Det er

fomodentlig denne, Pio refererer til i brev til Engels 24. marts 1872. Trykti B. Schmidt, 80Louis Pia Breve og en bibliograji (København, 1950), s. 33.

Louis Pio, Til de Skandinaviske Arbejdere i Amerika. En Paamindelse i Anledning af denved Jernbanestrejken vakte Arbejderbevægelse (Chicago, 1877).Pio, Til de Skandinaviske Arbejdere, s. 11.

Vedr. data om og beskrivelse af de nævnte aviser og tidsskrifter henvises der til forfatterensbidrag til Bibliography of Scandinavian Immigrant Labor and Radical Newspapers, udgi-ves af Foreign Language Labor Newspaper Preservation Project, ledet af D. Hoerder, Bre-men Universitet (under udgivelse).L. Pio, Den Lille Amerikaner. En Fører og Tolk for Skandinaverne i Amerika (Chicago1880 (1879)), s. xii.

Jfr. Schmidt, 80 Louis Pia Breve, s. 102.

Derimod nok visse utopiske ideer, der prægede den amerikanske 'progressive' middel-klasse (byplanlægning og 'social engineering'), som i Pios tilfælde blandedes med en

'frontier'-holdning ('væk fra civilisationen', “boom-town', etc.). Navnet på kolonien,White City (skal forstås bogstaveligt), var taget fra den modelby, der opbyggedes på ver-

densudstillingen i Chicago 1893, som Pio havde arbejdet på. Jfr. Pios breve fra kolonien i

Schmidt, 80 Louis Pia Breve, s. 68 ff.

SLP i Chicago bevægedesig de følgende år hen mod en holdning, derinkorporerede anar-

kistiske elementer i dets faglige og politiske strategi. P. Foner, History of the Labor Mave-ment (New York), Vol. 1, s. 496, 498.

.1. B. Wist, 'Pressen efter Borgerkrigen', i J. B. Wist, Norsk Amerikanernes Festskrift (De-corah, 1914), s. 93. Danskeren Marius Jantzen, der blev en af pionererne i den norske be-

vægelse, kom i begyndelsen af 1880'erne til Chicago, hvor han kom i kontakt med Thrane.Han 'kunne ikke li' Pio i Chicago'. Notat i Jantzen-mappe (B. Schmidt), ABA.

Foner, History of the Labor Movement. Vol. 2 (New York, 1977), s. 58. Pio skulle havesluttet sig til Knights of Labor, tiltrukket af deres frimurerkarakter (hemmelighedskræm-meri og hierarkiske opbygning). Han sympatiserede sikkert med deres overordnede mål,én stor fagforening, men næppe med deres holdning til strejker og politisk aktivitet. Wi-inblad og Andersen, Det danske Saeialdemakratis Historie, s. 353-54.

Henry Bengston, Skandinaver pâ vänsterflygeln i USA (Stockholm, 1955), s. 71.

Afsnittet baseret på J. B. Danielsen, 'Scandinavian lmmigrants and the Socialist Party of

America', upubliceret arbejdspapir, SUNY-Buffalo, 1978, og 'The Early Danish Immi-

grant Socialist Press', i D. Hoerder, red., Essays on the Scandinavian-North American Radi-cal Press, 1880s-l930s (Bremen, 1984).SLP splittedes igen i 1919/20, hvor udbryderne tilsluttede sig de nydannede kommunist-partier.

Wiinblad og Andersen, s. 356. En tredie redaktør af Socialdemokraten, Saxo Wigell, ledsamme skæbne. Ibid., s. 355.

Arbejderen. 11. marts 1897, 6. juli 1899. Ludwig fortsatte som redaktør af den store NewYork sektion, efterfulgt af Neble og Emil Olsen, Arbejderen, 16. og 23. nov. 1899.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

41.

42.

43.

45.

Ibid., 11. marts 1897.

Ibid., 11.jan. 1900.

Socialist Labor Party. Tenth National Convention of the SLP 1900. Report of the National

Executive Committee, s. 43-44.

Arbejderen. 11. marts 1897 (liste over aktiehavere). Lister over agenter bragtes løbende.

A yer's Directory of Newspapers (Philadelphia, 1899, 1900, 1903(1)).

Jfr. Arbejderen, 21. sept. 1899 (Neble), 5. og 19. jan. 1899 (Bøtker).

Glambeck blev senere storfarmer i Canada. Chr. Nielsen, '90 År iChicagos Danske Ko-

loni', Den danske Pioneer, V (avisudklip i Udvandrerarkivet, Ålborg).Afsnittet om SP og SSF er baseret på J. B. Danielsen, Scandinavian Immigrant: in Ameri-

can Socialism (SUNY-Buffalo, 1978; upubliceret MA-speciale). For SP, se især D. Shan-

non, Ilte Socialist Party of America (New York, 1955), James Weinstein, The Decline ofSocialism in America, 1912-1925 (New York, 1967), John H. M. Laslett og S. M. Lipset,Failure of a Dream (New York, 1974), samt for splittelsesperioden, T. Draper, Roots ofAmerican Communism (New York, 1957).

Jfr. Weinstein, Decline of Socialism, som især har fremhævet revolutionen som årsag til

splittelsen.Jfr. Danielsen, Scandinavian Immigrants, s. 31-39 (Finske SF).

Jfr. James R. Green, 'The Salesmen-Soldiers of the »Appeal«-Army', i Bruce M. Stave,Socialism and the Cities (New York, 1975).SSFs årsberetninger 1911 og 1912 melder ogsåom gode resultater i tegningen af abonnenter til den engelsksprogede presse. LOs arkiv,ABA.

Jfr. appendix over SSFs afdelinger, medlemstal og geografiske fordeling.

Monthly Reports of Membership of Foreign Language Federations, jan. 1917 - marts

1919, stillet til forfatterens rådighed af T. Draper. Theodore Draper Papers, Hoover Insti-tution, Stanford University.Ca. 40-45% af trykkeriets indtægter hidrøne fra kommercielle aktiviteter, jfr. Svenska So-

cialisten. 14. febr. 1919.

Vedr. Hurop: Oluf Bertolt i Dansk Biografisk Leksikon, Andersen og Wiinblad, s. 357-59.

Socialdemokraten og Svenska Socialisten havde talrige indlæg om immigrantens rettighe-der (og mangel på samme) med opfordringer til at 'løse borgerbrev', stemme ved valgeneog slutte sig til fagforeninger, samt direkte advarsler mod arbejdsgivere, der var kendt for

at udnytte nyankomne immigranter.

Bengston, Skandinaver på vänsterflygeln, s. 94.

Jfr. Socialdemokraten, 6. sept. 1918.

Iflg. Bengston sendtes dens arkiv til Stockholm, hvilket ikke har kunnet verificeres.

Bengston, Skandinaver på vänster/lygeln, s. 61.

Ibid., s. 72-73. Socialdemokraten (København), 1. dec. 1933.

Uglen, april 1910 (udklip i LOs arkiv, ABA: Dansk Brodersamfund).

Hurop til P. Knudsen 20. febr. 1909, til C. Gran 24. juli 1910. Ibid.

Hurop til Carl Madsen 16. okt. 1910. Ibid.

SSF (N. Juel Christensen) til De samvirkende Fagforbund 8. marts 1912, ibid. DSF udbad

sig yderligere oplysninger og praktiske forslag vedr. oprettelse af et oplysningsbureau for

immigrantarbejdere, hvorefter korrespondancen synes at være ophørt.

Hurop til Carl Gran 2. maj 1913, ibid.

For en mere detaljeret fremstilling af forløbet, se Danielsen, Scandinavian Immigrants, s.

60 ff.

Arne Swabeck til M. Brook, 12. jan. 1972 (stillet til forfatterens rådighed af M. Brook).

25

46.

47.

48.

49.

50.

1923: 243 medlemmer (1,6% af partiets medlemmer); WP var kommunistpartiets legale'overgrundsorganisation', etableret i 1921. Aivo Kostiainen, The Forging af Finnish-

American Communism. 1917-24 (Turku, 1978), s. 126.

Denne generalisering gælder ikke N. Juel Christensen, men derimod de andre fremtræ-

dende danske agitatorer i kommunistpartiet, D. V. Aagaard, Arne Swabeck, Niels Kjær,Anders Overgaard.Jfr. Chr. Tortzen, Søfolk og skibe 1939-45. Den danske handelsflådes historie under 2.

Verdenskrig. Vol. 1, s. 165 ff, 657 ff; Vol. III, s. 46 fl'.

Bengston, Skandinaver på vänsterfiygeln.s. 185.

Poul Rasmussen, interview med forfatteren 22. maj 1980 (København).

Abstract: Danielsen, Jens Bjerre. - Political Organization and Trade

Unionism among Danish and Scandinavian Immigrants in the USA

from the 1870's to the 1920's. Arbejderhistorie, 24 (1985)

The article presents a general discussion of the trends of Scandinavian

labor-organization in the US from the pioneer-generation of the

l870's to the Immigration Quota Act of 1924. The article is primarinbased on newspaper-material and centers on the internal conflicts in

the various socialist clubs; conflicts which often originated in the dif-

fering political views of the Socialist Party and the Socialist Labor

Party.

26

BERETNINGER

XX Linzer-konference 11.-15. sept. 1984

De to emner på denne jubilæums-konference blev henholdsvis 1. arbejderbe-

vægelsen og kolonispørgsmålet i mellemkrigstiden og 2. videre diskussion

om forskningen i februar 1934 i Paris og Østrig.Det første spørgsmål tog broderparten af tiden, men det var både forståe-

ligt og ønskeligt da konferencen modtog en lang række indlæg fra ikke- euro-

pæiske historikere. Fra Afrika, Asien Amerika og Ny Guinea kom syns-

punkter på det koloniale og det neokoloniale spørgsmål, således at konfe-

rencen antog en ægte international karakter. Dette brød delvis tidligerekonferencers præg af øst-vest møder.

Groft kunne man inddele indlæggene således: analyser af enkelte koloni-

landes nationale befrielseskamp, analyser af Komintems rolle i udviklingenaf den antikoloniale kamp, af enkelte kommunistiske partiers politik i mo-

derlande overfor kolonierne, Komintems forsøg på at skabe antikoloniale

enhedsorganisationer og endelig analyser af imperialismens videreudviklingi tiden efter 2. verdenskrig.Påfaldende lille var det antal bidrag, der beskæftigede sig med Socialistisk

Arbejder Internationales holdning og politik i disse spørgsmål.Men vægt-

ningen udspringer naturligt af de aktiviteter, de forskellige fløje af arbejder-bevægelsen har udviklet på dette felt, hvorfor opmærksomheden samledes

om den kommunistiske bevægelse, selvom dette skete ud fra ret forskelligesynspunkter.

Som det sker på sådanne store konferencer berører diskussionerne kun

delaspekter af det meget materiale, som er blevet fremlagt - hvoraf omkringhalvdelen blev udleveret på selve konferencen. Uundgåeligt blev det, at dis-

kussionerne ikke kunne gå i dybden, men kun præsentere hovedteser, og

nogle få replikskifter måtte så stille tilhørernes hunger efter mere. Oplægs-holderne fra 3. verdens-landene bidrog netop til at skærpe appetitten med

deres aktive og vidende indsats, som også understregede, at emnet er en an-

derledes brutal realitet i deres verdensdele. Særlig de afrikanske deltagere

gjorde et stærkt indtryk.Det andet emne fremstod som en fortsættelse af den diskussion, som har

været gennemgåendepå de sidste Linzer-konferencer. Større præcision men

mindre engagement ovenpå de første spændende dage. I denne runde frem-

kom der en lang række væsentlige metode betragtninger.Men Februar 1934, i Østrig især, er blevet udviklet til at blive langt mere

end en aktivt udforsket historisk begivenhed. Mod den udglattende sociale

forsoningstanke, som søges fremmet af konservative kredse, har histori-

27

kerne i den demokratiske og socialistiske fløj formået at skabe en ny bevidst-hed om arbejderbevægelsens klassemæssige rolle. Dette har påvirket fagbe-vægelsen og dele af det østrigske Socialdemokrati og har stillet spørgsmåls-tegn ved den dominerende social-partner-ideologi. Det er det indtryk jeg fik

på konferencen, hvilket blev bestyrket af en tur rundt i Linz' boghandler ogaf de møder med fagbevægelsen, konferencedeltageme oplevede. _

Linzer-konferencen er en virkelig god mulighed for at stifte kontakter medandre landes historikere, og materialerne derfra er ofte af høj kvalitet. Dissematerialer findes på ABA.

Emnerne for de næste Linzer konferencer er:

1985 (10.-14. sept.)1. Politische und soziale Probleme der Arbeiterklasse am Ende des 2. Welt-

krieges und in der unmittelbaren Nachkriegszeit;

2. Methodologische Probleme der Erforschung von Arbeiterbewusstseinund Klassenbewusstsein unter Berücksichtigung von Oral History, Me-

moiren, Tagebüchern u.a.

1986

1. Arbeitsmigration und Arbeiterbewegung als historisches Problem;

2. Methodologische Probleme bei der Erforschung der Geschichte des Ar-

beiteralltags.

1987

Der opfordres til at indsende forslag om relevante emner til ITH, dvs. tilSFAH's bestyrelse, der så vil videreekspedere dem.

Betingelserne for tilmelding er blevet strammet; det betyder, at tilmeldin-

ger som deltager og som forfatter af skriftlige oplæg skal ske snarest til

SFAH's bestyrelse, det gælder også for konferencen i 1986.

Til uddybning af det 1. emne i 1986 kan siges, at arbejdsmigrationen kan

behandles både nationalt og transnationalt, altså feks. udvandring og land

til by-vandring. Til konferencen i 1985 vil der blive udarbejdet et papir om

dette emne, så diskussionerne kan foregå indenfor en slags ramme. Arbej-derhverdagen (emne 2) foregår ikke kun i fabrikken eller familien, men skal

berøre alle dele, der hører med til arbejderhverdagen.Ole Jams

Historiefest '84

»Historiefest - jamen er der noget at fejre?«»J ada, et vældigt opsving for lokalhistorisk arbejde med arbejderbevægel-

ses- og socialhistoriske emner over hele Vesttysklandl«På Linzer-konferencen i september 1983 talte den schweiziske arbejderve-

teran Theo Pinkus varmt for, at ITH i forbindelse med fremtidige konferen-cer skulle organisere en erfaringsudveksling mellem folk, der var aktive i hi-storieværksteder o.lign. initiativer. Reaktionen var dog kølig. ITH er de eta-

28

blerede forskningsinstitutioners og fremfor alt organisationshistorikemesforum. Især fra østeuropæisk side ser man med betydelig skepsis på alle be-

stræbelser på at skrive historie »fra neden«. I Linz vil historieværkstedsinter-

esserede være henvist til at mødes på selvorganiseret vis udenfor program-met.

Pinkus' idé blev imidlertid realiseret hurtigere og formentlig i større om-

fang, end han havde turdet drømme om. Torsdag den 31. maj til søndag den

3. juni afholdtes i Vestberlin en storstilet Geschichtsfest med mere end 700

deltagere fra alle egne af Vesttyskland. De vesttyske historieværksteder og

beslægtede arbejdsgrupper har sluttet sig sammen i den landsdækkende fore-

ning Geschichtswerkstalt e. V. (e.V betyder, at støtte- og medlemsbidrag er

skattefradragsberettigede), der stod for arrangementet. Berliner Geschichts-

werkstatt (se præsentationen i Arbejderhistorie 21) lagde værtskab og ar-

bejdskraft til.

Det var et stort, noget uoverskueligt arrangement, men dynamisk og

sprudlende - levede op til den provokerende betegnelse historiefest. Det fæl-

les udgangspunkt lå i den holdning og det engagement, folk mødte frem med:

at ville lave historie »fra neden«, set fra »de ramtes« synsvinkel, »Betroffe-nengeschichte«. Arrangementet skulle netop vise »størst mulig metode-

mangfoldighed«, som Alfred G. Frei programmatisk formulerede det i ar-

rangementets store programhefte, et sæmummer af tidsskriftet Moderne Zei-

ten.

Fredag foregik der sideløbende en halv snes workshops, lørdag en række

nye. Spændvidden i form og indhold var stor. En workshop om socialpolitik-kens historie havde nærmest karakter af traditionelt universitetsseminar,mens workshops om den umiddelbare efterkrigstid og om ungdomskulturfungerede som tvangfri og formløs erfaringsudveksling mellem arbejdende

_ lokalhistoriegrupper. Industri/fabrikshistorie og håndværkshistorie var re-

præsenteret, ligesom rets- og ñlmhistorie. I forlængelse af en workshop om

»den tredie verdens« historie og en udstilling om den tyske kolonialisme i

Østafrika festede man lørdag aften til moderne afrikanske danserytmeriHighlife-stil.

Workshopen om Oral History måtte af indlysende grunde stå centralt ihele arrangementet. Den måtte dubleres p.g.a. overvældende tilstrømning.Et andet tilløbsstykke var lørdagens kvindetræf.

Relationen mellem teori og praksis er meget tæt i denne gren af historie-

forskningen. Overvejelser om formidling, dens mulige form og politiskebudskab, indgår ofte allerede i projekternes undfangelsesfase. Kritiske rø-

ster advarede imod, at græsrodshistorikerne kommer i underskud på teori,måske udvikler teoritjendtlighed. Gennem Oral History kan man trænge ind

til menneskene i og under de samfundsmæssige og organisatoriske struktu-

rer, gøre »almindelig« hverdagslivskultur historisk synlig. Men det, der

skulle være en åbning af nye forskningsfelter, rummer også risikoen for et

tilbagefald til ren empirisme: at græsrodshistorikeren reducerer sig selv til

mikrofonholder for gamle mennesker, der har lyst til at fortælle historier.

29

Det »nye venstres« historikere skal ikke gå ud fra, at de lokale socialhisto-

riestudier uden videre er mere politisk sprængfarligeend den oparbejdelse af

arbejderbevægelsens,især de revolutionære smågruppers, organisations- og

idéhistorie, der før var moderne. En ung kvindelig historiker vedstod åbent,

at lokalhistorie for hende var et middel til at slå rod og opbygge relationer,hver gang erhvervskarrieren eller arbejdsløshedstrykket drev hende et nytsted hen. Lokalhistorie som kur mod de højtuddannede »mellemlags«struk-

turelle rodløshed? Som Lutz Niethammer formulerede det: Historieværkste-

derne er de kriseramte universiteters forsøg på at stikke et ben udenfor uni-

versiteteme.

Men også kultur- og socialborgmestre af socialdemokratisk såvel som kri-

stelig observans har fået øje på, at lokalhistorien har nogle »identitetsska-bende« muligheder, at den kan være med til at fjerne noget af rodløsheden

hos de unge og tilbyde de gamle at spille en meningsfuld rolle. Hjemstavnshi-storikerne tager ofte godt imod historieværkstedernes unge, når de kommer

med den lindqvistske spade på nakken. På den anden side, uden penge gårdet ikke, så en vis afhængighed af offentlige tilskud kommer græsrodshisto-rien næppe uden om. Og der kan vitterligt - ganske .særlig i Tyskland -

komme foruroligende og farlige ting til syne, når man stikker spaden i jorden

og begynder at grave. Mange historieværksteder kredser om arbejderbevæ-

gelsens sammenbrud 1933 og fascismen. I en workshop: lokalhistoriske pro-

jekter om hverdagen under fascismen, gjordes status over de mange aktivite-

ter, der blev sat igang i 50-året for Hitlers magtovertagelse. Repræsentanterfor henved 30 forskellige projekter stod frem og berettede om erfaringerne.

I England er History Workshop i nogen grad knyttet til Labour Party. Det

sikrer en vis forbindelse til arbejderbevægelsen, ihvertfald til lokale arbejder-ledere. Den tyske bevægelse udspringer af »det nye venstre«: græsrodsbevæ-

gelser, beboerinitiativer, spontier, den autonome kvindebevægelse. Det be-

tyder, at man har problemer med kontakten til den organiserede arbejderbe-

vægelse.En gruppe fra Kiel berettede - sikkert typisk - at de havde ekstremt

svært ved at overvinde skepsis og modvilje hos arbejderveteraner fra beggede traditionelle partier, SPD og DKP. Ønsket om at bryde ud af den relative

isolation, som græsrodshistorikernedeler med den vesttyske venstrefløj som

helhed, fører så i nogle tilfælde til, at man tager mere kritikløst imod, end

godt er, når endelig organisationer fra den traditionelle arbejderbevægelse

henvender sig, det være sig afdelinger af det socialdemokratiske ungdoms-forbund eller af forbundet af ofre for nazi-tidens forfølgelser VVN.

Til grund for modellen »historie fra neden« ligger der bestemte præmisser,som sjældent diskuteres. En af dem er en forudsætning om solidaritet med

ofrene for den samfundsmæssige udvikling, for politisk magtudøvelse og for-

følgelse. En anden, at ikke alle de »ramte« falder indenfor interessefeltet. Hi-

storieværkstedemes idé om historie er i virkeligheden mere arbejderbevægel-

seshistorie, end de skilter med eller overhovedet er sig bevidst. Det ville i

sandhed være utraditionelt i historieværkstedssammenhæng, hvis man ville

skrive unge borgersønners hverdagslivshistorie - med borgerdøtre kunne det

30

endda gå an. Eller hvordan mon Oral-History-offentligheden ville reagere

på et projekt, hvor man interviewede nazister som ofre, ramt afindespærring

og afnaziñcering i den umiddelbare efterkrigstid? Mange historieværksteds-aktive er i grunden på jagt efter de revolutionære subjekter - stærke mænd og

kvinder, der kæmpede med åben pande - som de ikke mente at finde i de altid

indbyrdes kæmpende arbejderorganisationer. At der ligger en fare for, at en-

gagementet, som alle historikere har og som man derfor gør klogest i at ved-

kende sig, kommer til at foruddiktere undersøgelsens resultater eller trække

den skæv, er oplagt. En diskussionsdeltager formulerede det i forhold til den

på konferencen herskende konsensus provokerende spørgsmål: hvad stiller

vi op med vores søgen efter subjektiviteten, de handlende subjekter i histo-

rien, hvis det viser sig, at de jævne mennesker, vi spørger, følte sig som objek-ter, som - måske ulykkelige, måske tilfredse, måske ligeglade - medlemmer af

en stor diffus masse, »os hernede«, hvis situation de ikke kunne forestille sigat ændre eller se ændret? Kan historieværkstederne sige sig fri for at være på

jagt efter nye heltekvad og helgenlegender?Der var rig lejlighed til at diskutere historieværkstedsbevægelsens selvfor-

ståelse, teorigrundlag og samfundsmæssige funktion. Men også til at relatere

teori- og metodediskussionen til konkrete produkter af de mange gruppers

arbejde. Formidling indgik som et centralt tema i de fleste workshops. Ogsideløbende vistes en lang række udstillinger, lyd/diasforestillinger, video-

produktioner og dokumentarfilm. Også eksempler på teater og cabaret over

arbejderbevægelseshistoriske emner blev vist og diskuteret. I legestuen de-

monstreredes eksempler på praktisk formidling til børn.

Søndag sluttedes af med et antal arbejderbevægelses/socialhistoriske eks-

kursioner. Man kunne bl.a. vælge mellem en rundtur med dampskib ad Vest-

berlins kanaler og havne, besigtigelse af det ruinlandskab, hvor tidligereReichssicherheitshauptamts og Gestapos hovedkvarterer lå, og byvan-dringer i forskellige arbejderkvarterer. Byvandringer er tilsyneladende ble-

vet en 'populær formidlingsform. Kravene til økonomisk indsats er små (tilindholdsmæssig og pædagogisk forberedelse derimod store). Forskellige hi-

storieværksteder havde gode erfaringer med at sælge sådanne byvandringertil de lokale gymnasier og skoler. I Tyskland har denne formidlingsform en

særlig relevans. Mange, mange historiske lokaliteter og miljøer er blevet jæv-net med jorden, om ikke af krigens ødelæggelse, så af de senere års bulldozer-

saneringer. Det er vigtigt at insistere og konkret pege på, at stederne - og

samfundet - har en historie, også selvom den måske kan være ubehagelig el-

ler problematisk at erindre sig.Den næste store konference for historieværksteder og beslægtede grupper

afholdes formentlig i forsommeren 1985. Stedet bliver Hamburg. Man var

meget interesseret i, at der mødte flere danskere op. På lige fod med forenin-

ger i Østrig, Schweiz og Luxemburg har SFAH etableret en fast kontakt med

Geschichtswerkstatt e.V. Det indebærer, at vi fremover modtager forenin-

gens blad geschichtswerkstau-Info (nr. 4 1984 vil indeholde en fyldig rapportfra Berlin-konferencen). Vi vil såvidt muligt omtale relevante initiativer i Ar-

31

bejderhistorie. Da AH har temmelig lang produktionstid, opfordres interes-

serede til også at holde øje med ABAs tidsskrifthylde, hvor bladene vil blive

opstillet. Medlemmer, som kunne være interesseret i at deltage i næste konfe-

rence, bedes så tidlig som muligt give bestyrelsen besked herom. Så skal vi

sørge for, at I får de nødvendige informationer i rette tid.

Henvendelser til Geschichtswerkstatt e.V. kan ske til Alfred G. Frei, Am

Karlshof 8, D-6100 Darmstadt (tlf. 06151/71 17 24 eller ⁄ 16 20 44). Kontakt-

mand til Hamburg-konferencens arrangørgruppe er Dieter Thiele, Museum

der Arbeit, Preystrasse 5, D-2000 Hamburg 60 (040/27 42 10 eller ⁄291 813

63). Som led i konferencen gennemføres et kvindetræf - kontaktkvinde:

Heidi Reiling, Lindenallée 30, D-2000 Hamburg 19.

Therkel Stræde

Nyt bind i SFAHs skriftserie

“E

F (El mit "Stummann" ht: gin ,,êhtlltllljlft”

Den internationale Arbejderforening for Danmark. Aktstykker til belysning af statsmagtens

kamp mod den tidlige arbejderbevægelse i Danmark fra august 187] til Slaget på Fælleden i maj1872. Udgivet og kommenteret af Jens Engberg, ca. 500 s. Indb. Pris 275 kr. (for SFAH-med-

lemmer 230 kr.)

32

AF HANDLINGSF ORTEGN ELSER

Afsluttede afhandlingerOversigt over utrykte afhandlinger indgået i ABA

Ved Dorte Ellesøe Hansen

Almegaard, Jens

Det danske Socialdemokrati & kommunesocialismen ⁄ [udført af Jens Almegaard og

Jeff Klintø]. - Aalborg : Aalborg Universitetscenter, 1984. - XVII, 331 s. - ill.

Auring, Steffen

Chartismen som udtryk for den engelske arbejderklasses politiske, økonomiske og

kulturelle kamp ⁄ af: Steffen Auring, Jacob Eichler, Lars Wichmann Jørgensen. -

Roskilde, 1979. - 125, [12] spalter.Opgave fra Roskilde Universitetscenter, Engelsk, modul 2.

Arentzen, Peter

Tysk arbejdersports historie : en gennemgang og vurdering af øst- og vesttysk histo-

rieskrivning om arbejdersportsbevægelsen i Tyskland 1893-1933. - [Kbh.], 1981. - 23

s.

Opgave i Historie, Københavns Universitet.

Bøge Henriksen, Kirsten

Landarbejderklassen i Danmark ca. 1870-1900 : en lokalundersøgelse i Magleby

sogn, Sorø Amt, - [Kbh.], 1982. - 72, [27] s. : ill.

Speciale i Historie ved Københavns Universitet.

Geertsen, HenningVognmalerfaget i Kbh. indtil 1940 med særlig henblik på vognmalernes fagforeningiKøbenhavn 1915-40 : en lokalhistorisk fagforeningsundersøgelse. - [Kbh.], 1984.- 2

bd. (8, 180 s.).

Konferensopgave ved Historisk Institut, Københavns Universitet.

Hansen, Bo

En undersøgelseaf de danske landarbejderes løn- og indkomstforhold samt arbejds-

og boligforhold i perioden ca. 1945 til ca. 1960. - Århus, 1984. - 109 spalter.

Speciale ved Århus Universitet, Historisk Institut.

Højensgård,Niels Henrik

Ejerboligen i dansk boligpolitik : en analyse af boligsektoren og den boligpolitiske

udvikling 1945 til 1974, med særligt henblik på ejerboligsektorens økonomiske og

33

fordelingsmæssige virkninger ⁄ [af] Niels Henrik Højensgård, Morten Iversen. -

[Kbh., ]1983. - 4 bd. (620 spalter).Magisterkonferens ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.

Ipsen, Sanne

Kvinders deltidsarbejde 1945-1976 ⁄ [at] Sanne Ipsen, Mette Jensen. - Kbh., 1978. -

250 spalter.Magisterkonferens ved Københavns Universitet, Sociologisk Institut.

Jakobsen, Povl

Partipolitik i Århus byråd fra 1890'erne frem til ca. 1914 : i hvor høj grad skete der en

politisering af det kommunale arbejde, da socialdemokraterne kom ind i byrådet, oghvilken virkning havde dette på nogle områder af byrådets virke? - Aarhus, 1975. - 2bd. (III s.).Speciale i Historie, Aarhus Universitet.

Køber, Jan Henrik

Fransk kommunisme: den dyrebare venstreunion eller partiet fremfor alt : en analyseaf det franske kommunistiske partis politik 1969-1981 med særligt henblik på partietserfaringer med og uden venstreunionen. - Kbh., 1982. - 131 s.

Speciale i samfundsfag, Københavns Universitet.

Laursen, Lise

Lighed mellem kønnene i socialdemokratisk perspektiv i perioden 1960-83.- Århus,1984. - 3 bd. (194, [3] s.).Speciale ved Århus Universitet, Institut for Statskundskab.

Lidén, Åke

Vänstersocialismen i Sverige 1921-1923. - [Umeå], 1981. - 50 s.

Historieopgave ved Umeå Universitet, Institutionen för historia.

Lundager, B.

Teknologi- kvalifikation - fagbevægelsensstrategi ⁄ [af] B. Lundager, S. Enevoldsen

og F. Soustrup. - [Kbh.], 1984. - 79, [12] s.

Tværfagsopgave ved Institut for Samfundsfag og Forvaltning, Københavns Univer-

sitet.

Nielsen, Bente

Arbejdererindringer. - [Aalborg], 1983. - 77 s.

Hovedopgave i litteraturhistorie ved Danmarks Biblioteksskole, Aalborgafdelingen.

Nielsen, Janni

Kvinder på kontor - de to liv. - [Kbh.], cop. 1981. - VI, 174 spalter.Speciale i Psykologi, Københavns Universitet.

Nielsen, Lene

Familiedannelsen i Danmark i 1800-tallet og i 1970'erne. - Aarhus, 1980. - 2 bd. (137',[13] s.).Speciale ved Århus Universitet, Institut for Statskundskab.

34

Palm Nielsen, John

Socialdemokratisk Samfund 1875-1882. - [Odense], 1984. - 2 bd. (100, [23] s.).Speciale i Historie, Odense Universitet.

SF 2 den tredie vej ⁄ [af] Peer Bruun [et al.]. - [Roskilde], 1984. - 143 spalter.Speciale ved SAM-basis, Roskilde Universitetscenter.

Ung pige i provinsen : en teoretisk og empirisk analyse af ufaglærte kvinders ung-

domsliv i efterkrigstiden, belyst ved interviews med syersker i Hernings-omrâdet ⁄

[af] Lis Møller Bertelsen [et al.]. - [Aarhus], 1984. - 2 bd. - 393, XIII blade.

Speciale ved Århus Universitet, Historisk Institut.

Ungdomsarbejdsløshed og beskæftigelsesforanstaltninger : en analyse af udstødningfra arbejdsmarkedet, det offentliges rolle i selektionsprocesserne samt mulighedernefor konstruktive modforanstaltninger ⁄ [af] KirSth Marie Bruun [et al.]. - [Kbh.],[1982]. - 100, [8] s.

Hovedopgave ved De sociale Højskolers Årskursus,København.

Afhandlinger under udarbejdelseNedenstående er modtaget som svar på et spørgeskema, som fast bringes i hvert num-

mer af Arbejderhistorie. Numrene refererer til skemaets spørgsmål: 1. Navn, 2.

Adresse, 3. Projektets titel (arbejdstitel), 4. Nærmere beskrivelse af projektet, 5. Pro-

jektets art, 6. Hvornår påbegyndtes og forventes projektet afsluttet.

1. Andersen, Grethe & Kirsten Skov Jensen

GA: Rosenkrantzgade 20.4.tv., 8000 Århus C, KSJ: Falstergade 33A 3.tv.

Arbejdstitel: Kvindelige tobaksarbejdere i Horsens i mellemkrigstiden..APNMed udgangspunkt i de kvindelige arbejdere på Petersen & Sørensens tobaksfa-brik i Horsens er det hensigten at undersøge disses »totale« livssituation mhp.arbejdsforhold, hjemmeliv, bolig osv. Kildematerialet vil i høj grad blive inter-views fra en indsamling i Horsens.

5. Speciale

6. Forventes færdigt sommer 1985

l. Bloch Ravn, Thomas

2. Chr. Købkesgade 17, l.th., 8000 Århus C.

3. Oprør, spadseregange og lønstrejker i København før 1870 -træk af arbejderbe-vægelsens forhistorie.

4. En første kortlægning af de kollektive aktioner, somnavnlig de københavnske

håndværkersvende udførte eller deltog i, i tidsrummet ca. 1700-1870. Projektet

35

.APN36

bygger på studier i bl.a. lavsarkiveme, lovmaterialet, kommissionsarkiver samt

det københavnske politiarkiv.

Bidrag på ca. 50 sider til bog om »Protest og oprør. Kollektive aktioneri Dan-

mark 1700-1985« (udkommer 1985).

Forventes afsluttet juli 1984.

. Chrislensen, Keld Søgaard

Krusaagade l, st.tv., 1719 København V. Tlf. 01 - 31 16 49

»Rask tag fat. Det er min lyst«.

Erindringer om mellemkrigstiden fra bornholmske husmandsfamiljer.

Hvorledes oplevede »almindelige« husmandsfamiljer den omfattende arbejds-somhed og selvdisciplin, der var prisen for den sociale selvstændighed? Kilder:

Interviews med ældre husmandsfamiljer, erindringsoptegnelser, foreningspro-tokoller, en bornholmsk husmandsforfatter m.v.

Speciale i dansk ved Københavns Universitet.

Påbegyndt 1983 - afsluttes april 1985.

. Eklund, Anette og Henning Grelle

Kirkebjergalle 156, 2600 Glostrup; Olesvej 9, 2830 Virum

Arbejdsmandens historie bd. 4, Gartneri-land- og skovbrug »Det grønne Om-

råde«.

Fremstilling af arbejdsmændenes historie på landet fra 1850'erne til idag. Der

lægges vægt på at undersøge arbejdsmændenes arbejds- og livsvilkår, fagligekampe og kamp for organisation. Derudover lægges der vægt på at konkretisere

arbejdskraftens sammensætning på erhverv i landsektoren og herudfra analy-sere de enkelte arbejdergruppers situation. Kildematerialet er erindringer og fo-

tografier fra arbejdsmænd, SID's arkiv (fra 1945), LO's arbejdsretlige arkiv,

Landarbejdergruppens arkiv, Gartnerforbundets arkiv, samt bøger, fagblade og

trykte beretninger.

Monograñ

efteråret1985

Fluger, Lena

Teglgårdsvej 341 st.tv., 3050 Humlebæk

Arbejderbevægelsens oversættelsespolitik og praksis 1871-1940

Undersøgelse af oversættelser foretaget i arbejderbevægelsen/udkommet på ar-

bejderbevægelsens forlag.

PPP

999?.“

Disputats

1984 - 1991

Graugaard, Esben

Holstebro Museum, Museumsvej l, 7500 Holstebro

»R. Færch*s tobaksfabrik i Holstebro 1869-196l«.

Projektet er en virksomhedshistorie, hvor også den tidlige arbejderbevægelseshistorie i Holstebro søges belyst fra og med 1889 hvor Tobaksarbejderforbundetstartede en lokalafdeling. Samtidig er der en del stof om arbejds- og livsvilkår i

bredere forstand op til 1961. Kildematerialet er: forhandlingsprotokoller, in-

terne virksomhedspapirer, fagblade, aviser og for nyere tids vedkommende in-

terviews.

Projektet munder ud i en bog på ca. 250 sider.

Påbegyndt august 1983 - afsluttes oktober 1984.

. Øgendahl, Claus

Skibhusvej 81 1.tv.

Marx” og Engels' krigsopfattelse 1871 - 1895

Speciale

sommer 1984 - sommer 1986

37

REGISTRANTER

Henning GreIIe

Fortegnelse over utrykte protokoller fra arbejderbevægelsens faglige, poli-tiske og kulturelle organisationer i ABA. 6. tilvækstliste til Meddelelser nr.

11 A, særnummer. Tidligere lister i Meddelelser nr. 14, nr. 16, Arbejderhisto-rie nr. 18, nr. 20 og nr. 22.

Fagbevægelse

Dansk Beklædnings- og TextilarbejderforbundFagforeningen for Herrekonfektion (kvindelige Herreskræddere) i Kbh.'

Forhandlingsprotokol for generalforsamling . . . . . . . . . . . . . . . . 1938-1978

Forhandlingsprotokol for bestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1950-1978

Dansk Skotøjsarbejder Forbund2

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1887-1966

Forhandlingsprotokol for Aikassen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1914-1966

Dansk Skotøjsarbejder Forbund, Kbh.

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1883-1973

Håndskomagemes Fagforening, Kbh. af 1909

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 1909-1957

Kassebog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 1909-1957

Tekstilarbejdemes Fællesråd, Kbh.

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1944-1964

Tekstilarbejdemes Fagforening, KastrupForhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1919-1968

Tekstilarbejdemes Fagforening, HørsholmForhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1943-1975

Tilskæremes Fagforening, Kbh.

Forhandlingsprotokol for bestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1912-1926

1934-1978

Forhandlingsprotokol for generalforsamling . . . . . . . . . . . . . . . . 1948-1978

Forhandlingsprotokol for Tilskærernes klub, Kbh. . . . . . . . . . . 1936-1957

38

(3)4

19

13

25

(Ju

Konfektionssyerskemes Fagforening, Kbh.3

Forhandlingsprotokol for generalforsamlinger . . . . . . . . . . . . . . 1975-1978

Blik og Rørarbejderforbund i Danmark4

Blikkenslagemes Fagforening af 1873, Kbh.

Forhandlingsprotokol for generalforsamlinger . . . . . . . . . . . . . . 1883-1971

Forhandlingsprotokol for bestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1873-1950

Forhandlingsprotokol for »stående« udvalg . . . . . . . . . . . . . . . . 1897-1938

Forhandlingsprotokol for legatudvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1922-1973

Forhandlingsprotokol vedr. en opmåler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1931-1932

Medlems- og regnskabsbog for svendeforening . . . . . . . . . . . . . . 1862-1863

Medlems- og kontingentbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1879-1897

1944-1975

Regnskabsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1885-1951

Regnskabsbøger for Syge- og hjælpekasse . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1936-1971

Rørlzggemes Fagforening, Kbh. (tidligere DSMF afd. 9)

Forhandlingsprotokol 1912-1964

Regnskabsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1948-1967

Kvartalsregnskaber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1946-1969

Gas- og Vandarbejdemes Fagforening, Kbh.

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1886-1934

Handels- og kontorfunktionæremes Forbund5

Sæbe- og Parfumeriafdelingen, Kbh.

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1931-1943

Keramisk Forbund

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1897-1972

Forhandlingsprotokol for kongresser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1919-1942

Forhandlingsprotokol over afholdte møder . . . . . . . . . . . . . . . . . 1925-1970

Forhandlingsprotokol for fabrikken »Søholm« . . . . . . . . . . . . . . 1939-1957

Keramisk Fagforening, Kbh.

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 1956-1961

Forhandlingsprotokol for A-kassen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1917-1972

Protokol over ind- og udmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1920-1948

Medlemsbog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1956-1965

Keramisk Forbund, Sjælland, Lolland-Falster

Forhandlingsprotokol for üottemagemes afdeling . . . . . . . . . . . 1909-1947

Forhandlingsprotokol for pottemagemes afd. Kbh. . . . . . . . . . . 1947-1962

Forhandlingsprotokol for pottemageme Lolland-Falster . . . . . 1947-1951

Keramisk Fagforening, FynForhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1920-1939

11

11

WQNQ

thl-lw

39

Keramisk Forbund, NordjyllandForhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1920-1948

Nærings- og nyde]sesmiddelarbejderforbundet i Danmark

Dansk Slagteriarbejderforbund (Slagtergruppen)Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1917-1971

Forhandlingsprotokol for F U og A-kasse . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1959-1971

Forhandlingsprotokol for fællesudvalget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1925-1952

Medlemsprotokoller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . U.Å.

Tobaksarbejderforbundet (Tobaksgruppen)6Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1887-1980

Forhandlingsprotokol for FU .......................... .. 1963-1980

Forhandlingsprotokol for A-kasse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1908-1964

Forhandlingsprotokol for mæglingsmøder . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1927-1938

Sukkervare- og Chokoladearbejdemes Forbund (Sukkervare- og chokoladegruppen)Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1896-1961

Forhandlingsprotokol for A-kassen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1917-1961

Medlemsprotokoller for mænd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1895-1949

Medlemsprotokoller for kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1907-1949

Mælkeri-lndustriarbejdemes Forbund (Mejerigruppen)Forhandlingsprotokol for hovedbestyrelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . 1914-1982

Forhandlingsprotokol for PU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1923-1982

Forhandlingsprotokol for kongresser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1918-1981

Forhandlingsprotokol for A-kasse (bestyrelsen) . . . . . . . . . . . . . 1929-1977

Forhandlingsprotokol for A-kassen (kongres) . . . . . . . . . . . . . . . 1919-1982

Slagteriarbejdemes Fagforening, Kbh.

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1902-1974

Forhandlingsprotokol for FU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1936-1953

Medlemsprotokoller for kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1922-1947

Medlemsprotokoller for mænd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1922-1946

Medlemsbog for mænd og kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1898-1909

Kassebog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1898-1930

Protokoller over understøttelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1921-1924

Forhandlingsprotokol for lærlingeafd. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1945-1965

Forhandlingsprotokol for slagteriarbejdemes klub, P.S.P1um . 1952-1975

Dagbog for tillidsmanden hos Plum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1959-1964

Kvindernes Syge- og hjælpekasse hos Plum . . . . . . . . . . . . . . . . . 1950-1972

Forhandlingsprotokol for den socialdem. Klub . . . . . . . . . . . . . 1946-1954

Forhandlingsprotokol for klubben A.F. (Flæsketorvet) . . . . . . 1919-1944

Slagtersvendenes FagforeningForhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1904-1946

40

15

2

5

'--NNO\

i-F-NHAI-IA'-'_o\\l_\l

Sukkervare- og Chokoladearbejdemes Fagforening, Kbh.

Forhandlingsprotokol for Sukkervarearbejdernes fagforening . 1914-1964

Forhandlingsprotokol for Chokoladearbejdernes Fagforening . 1898-1910

Forhandlingsprotokol for Chokoladearbejdernes Brancheklub 1925-1957

1975-1980

Forhandlingsprotokol for Dropskogernes fagforening . . . . . . . . 1909-1914

Forhandlingsprotokol for den faglige klub . . . . . . . .' . . . . . . . . . 1928-1975

Specialarbejderforbundet i Danmark

Film- og Forlystelsesfunktionæremes Forbund, Kbh.

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1914-1974

Medlemsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1914-1916

1931

Forhandlingsprotokol for Tivolifunktionæremes afd. . . . . . . . . 1920-1930

1939-1950

Medlemsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1915-1917

Socialdemokratiet

Socialdemokratisk Vælgerforening, 14. kreds Vesterbro (Enghave)Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1920-1931

1946-1976

Forhandlingsprotokol for kvindeudvalget . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1976

Socialdemokratiet, FrederiksbergForhandlingsprotokol for 1. kreds . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1976-1982

Forhandlingsprotokol for fællesledelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1970-1983

Socialdemokratiet, Agedrup Sogn (Odense)Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1950-1968

Socialdemokratiet, Dalum-HjallelseForhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1908-1983

Kasse- og regnskabsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 1908-1971

Medlems- og kontingentbog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1928-1948

Forhandlingsprotokol for Aktivudvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1947-1965

Forhandlingsprotokol for kvindeudvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1937-1969

Regnskabsbog for kvindeudvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1962-1971

Socialdemokratiet i Gistrup (Nøvling-Visse)Forhandlingsprotokol for Gistrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1931-1973

Regnskabs- og medlemsbog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1946-1972

Forhandlingsprotokol for Visse-Nøvling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1948-1966

Kasse- og medlemsbog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1948-1965

b)

N

l-ID-DI-lI-lm\1NHNU)

41

Socialdemokratiet i Holbæk

Forhandlingsprotokol

Forhandlingsprotokol for diskussionsklubben . . . . . . . . .

Forhandlingsprotokol for arbejderbevægelsens Samråd .

Medlemsbogformændindtil 1927

Socialdemokratiet i Hammel-kredsen

Forhandlingsprotokol

Sekretæren i Arbejdernes Læseselskab fører protokollen (Foto. ABA)

42

1900-1937

1945-1959

1968-1977

1892-1907

1958-1964

1981-1984

._-._›--00

Socialdemokratiet, Odense l. kreds

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 1896-1969

Medlemsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1896-1928

Kassebog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 1896-1961

Socialdemokratiet, Odense 2. kreds

Medlemsprotokoller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1896-1972

Regnskabsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1896-1958

Fællesledelsen i Odense

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1981-1983

Forhandlingsprotokol for FU . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1975-1983

Forhandlingsprotokol for Ungdomshjem Fond . . . . . . . . . . . . . 1951-1955

Socialdemokratiet, Paarup (Odense amt)

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1910-1967

Forhandlingsprotokol for festudvalg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1939-1962

Medlems- og regnskabsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1936-1968

Socialdemokratiet i Vejen-Læborg (Vejen)

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1896-1969

Forhandlingsprotokol for kvindeudvalget . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1942-1970

Medlems- og regnskabsbøger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1932-1964

Socialdemokratiet i Sorø-Kredsen

Forhandlingsprotokol for kredsorganisationen . . . . . . . . . . . . . . 1912-1970

Regnskabsbog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1930-1948

Socialdemokratiet Seem-Høm (Ribe)Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1969-1983

Arbejderidræt

Dansk Arbejder Idrætsforbund

Forhandlingsprotokol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 1943-1977

Noter

se Med. 14 s. 43

se Med. 16 s. 32, AH 22 s. 56

se Med 14 s. 43, AH 20 s. 44

se Med 14 s. 43

se AH 22 s. 58

se Med 16 s. 3391*99*19:-

b)

då

NNO

13

43

DOKUMENTATION

Tyske emigranters fraktionsarbejde i Socialdemokra-

tiet, - en beretning fra 1933

ved Steen Bille Larsen

Efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 blev Hitlers politiske modstan-

dere, i første række socialdemokrater og kommunister, tvunget til at flygte. En del af

disse emigranter kom til Danmark, hvor de var med til at præge den politiske debat.

Blandt de socialdemokratiske emigranter var folk med holdninger og synspunkter,som var betydeligt mere yderliggående end hvad Socialdemokratiets ledelse kunne

acceptere. Disse emigranter mente, at fascismen skulle bekæmpes gennem aktiv op-

træden, fysiske manifestationer og enhedsfront med kommunisterne. Idet politisketomrum, som fulgte efter den tyske arbejderbevægelses nederlag vandt disse syns-

punkter gehør, specielt i DSU København, idet socialdemokratiske Ordensværn og i

Socialdemokratiske Studenter. Især virkede den tyske socialdemokratiske trepilebe-vægelse meget inspirerende, og trepileideens ophavsmand, den russisk-fødte profes-sor i psykologi Sergei Tschachotin, var nu emigrant i Danmark og fortsatte sit virke

som medlem af det danske Socialdemokrati'. De kredse indenfor ungdomsbevægel-

sen, som støttede trepilebevægelsen, omfattede efter egne -sikkert overdrevne - opgi-velser ca. 1.000 medlemmer. Det var ikke meget sammenlignet med DSUs ialt ca.

20.000 medlemmer, men de aktivistiske medlemmer udgjorde et politisk problem for

Socialdemokratiet, fordi de udfordrede den officielle partiliniez.Socialdemokratiets ledelse mente også, at fascismen skulle bekæmpes, men anså

det borgerlige demokrati for at være det mest effektive værn mod autoritære politiskestrømninger og allerede i april 1933 besluttedes det at gribe ind mod sådanne tenden-

ser. Den socialdemokratisk-radikale regering gennemførte et uniformsforbud mod

alle politiske korps, hvilket også ramte DSUs eget ordensvæm. I Socialdemokratiet

startede et opgør mellem partiledelsen og de aktivistiske kredse, som endte med, at

Tschachotin blev ekskluderet i april 1934. Samme måned forkastede DSUs kongresat benytte trepilemærket som symbol3.

Uroen i DSU fortsatte. I efteråret 1934 opløstes ordensvæmet helt, hvad der førte

til større udmeldelser i de københavnske afdelinger. De aktivistiske kredse gik under

fællesbetegnelsen DSU-oppositionen. Det endelige opgør med DSU-oppositionenblev taget i februar 1935 ved en større samlet eksklusion af DSU”ere, der havde del-

taget i en antifascistisk enhedsdemonstration med DKU'ere4. Oppositionen forsøgteherefter at opbygge en antifascistisk kamporganisation udenfor DSU, men efter et

halvt år var oppositionen gået i opløsning.Forhenværende statsminister J. O. Krag skriver i sine erindringer »Ung mand fra

trediverne« om, hvorledes han i sine første studieår blev draget ind i dette miljø af

emigranter, trepiletilhængere mm., og bl.a. traf Tschachotin, medens denne var i

gang med at opbygge en dansk trepilebevægelse.Det var dog ikke alene socialdemo-

kratiske emigranter, som arbejdede på at dreje det danske socialdemokrati mod ven-

stre. J. O. Krag nævner, at et fremtrædende medlem af Socialdemokratiske Studen-

ter, Bernhard Bøggild, havde forbindelse med tyske trotskistiske emigranter. J. O.

44

Krag fortæller i sine erindringer herom: »Hvor nær hans (dvs. Bøggilds) tilknytningtil trotskismen og dennes fjerde internationale var, ved jeg ikke. Men på det tidspunktvar det trotskistemes politik at aktivisere socialdemokraterne, dreje dem til venstre

og anvende dem som stødtropper mod den egentlige fjende: den røde bonaparte i

Moskva. Dette svarede til Bøggilds egen politik. Og gjorde vort gensidige forhold

temmelig speget ...«5

Hvad dette egentlig dækker over, er det nu muligt at svare på, efter at den lukkede

del af Leon Trotskijs arkiv er blevet åbnet. Arkivet blev i 1940 overdraget til Hough-ton Library ved Harvard University i USA og skulle være lukket i 40 år. Arkivet inde-

holder indberetninger, breve mm. til Trotskij selv, samt kopier af beretninger og

breve til den trotskistiske bevægelses internationale sekretariat, som i det meste af

1930-erne lå i Paris. Det er i sådanne indberetninger til det internationale sekretariat,at det er muligt at følge de trotskistiske emigranters arbejde i Danmark.

Når J. O. Krag kan omtale tyske trotskister skyldtes det, at ikke alene kommuni-

ster og socialdemokrater måtte flygte efter nazisternes magtovertagelse. Det samme

gjaldt medlemmer af de mindre politiske grupper, trotskister, brandlerianere, SAP-

ere osv., men de havde i modsætning til kommunister og socialdemokrater ingen me-

ningsfæller i Danmark, som kunne yde dem hjælp i de nye omgivelser. En af de første

trotskistiske emigranter, som kom til Danmark, var Georg Jungclas fra Hamborg.På Trotskijs anbefaling henvendte han sig til Bernhard Bøggild, der som medlem af

Socialdemokratiske Studenter havde været med til at arrangere Trotskijs københav-

nerbesøg i november 1932. Efter Trotskijs vurdering sympatiserede han med den

kommunistiske venstreopposition6. J ungclas fik lov at bo hos familien Bøggild. Efter

J ungclas fulgte andre trotskistiske emigranter, og de begyndte at opbygge en gruppe,

som kunne støtte det illegale arbejde i Tyskland og samtidig forsøgte de at skabe en

dansk trotskistisk gruppe. Bernhard Bøggild var venstresocialdemokrat, og det er

derfor let forklarligt, at de tyske trotskistiske emigranter først kom i berøring med

den begyndende DSU-opposition, og at de prøvede at rekruttere medlemmer herfra.

De tyske trotskistiske emigranters formål med samarbejdet med DSU'ere var ikke- som J. O. Krag skriver - at anvende dem som »stødtropper« mod »den røde bona-

parte i Moskva«, De opfattede samarbejdet med socialdemokraterne som et enheds-

arbejde. Trotskisteme kritiserede det kommunistiske parti for ikke på tilsvarende

måde at deltage i et sådant enhedsarbejde, men på dette tidspunkt opfattede kommu-

nisterne i overensstemmelse med Kominterns paroler socialdemokraterne som

»social-fascister« og venstresocialdemokrater som »venstresocial-fascister«. En op-

fattelse, som trotskisteme tog skarpt afstand fra.

Som nævnt lykkedes det ikke at »drejeSocialdemokratiet til venstre«, men de mere

erfarne tyske emigranter satte trods alt deres præg på unge socialdemokrater. Således

lå Socialdemokratiske Studenter klart til venstre for selve partiet 1930-erne igennem.Den anden opgave havde de trotskistiske emigranter lidt mere held med. I løbet af

1934 lykkedes det at etablere en dansk trotskistisk gruppe »Internationale Kommu-

nister (Bolschewiker-Leninister)« under ledelse af typograf Svend Johansen og to-

baksarbejder Agathon Dupont, og i 1935 rekrutteredes en snes DSU'ere under 1e-

delse af Poul Moth.

Nedenstående beretning om de tyske trotskistiske emigranters deltagelse i det op-

positionelle arbejde i DSU er fra december 1933. Den er sendt til det internationale

sekretariat i Paris og underskrevet af Albert (dæknavn for Georg Jungclas). Som det

fremgår gik de videre end traditionelt enhedsarbejde, idet de ikke blot støttede Bern-

hard Bøggild med råd i arbejdet for at styrke venstreoppositionen indenfor Socialde-

45

mokratiet, de deltog også aktivt i arbejdet og stillede vejledere og Oplægsholdere til

rådighed for det socialdemokratiske fraktionsarbejde.Beretningen er skrevet på et tidspunkt, hvor der var al mulig grund til optimisme.

Tschachotin og Bøggild syntes at have held med deres arbejde, de oppositionelle vari

offensiven, og Socialdemokratiets ledelse havde endnu ikke taget nogle alvorlige for-

holdsregler mod oppositionen. Bøggild spiller en helt central rolle i beretningen. Han

var bindeled til de oppositionelle i DSU, og han havde hjulpet de trotskistiske emi-

granter ved at styrke deres forbindelser til det illegale arbejde i Hamborg. Den om-

talte beretning fra Bøggild findes også i Trotskij-arkivet7. At beretningen er præget af

optimisme er ganske forklarligt, når man betænker, at det er resultater, som Jungclaskan opvise efter blot et halvt års ophold i Danmark - og uden at han kunne sproget.På den anden side er beretningens angivelser af oppositionens betydning og størrelse

overdrevne. Disse forhold ændrer dog ikke ved den realitet, at nogle af de DSU-

oppositionelle tik støtte af mere erfarne politiske kræfter udenfor partiet, og at rap-

porter om dette arbejde blev sendt til den trotskistiske bevægelses internationale se-

kretariat og til Trotskij.

Trotsky Archives. Closed Section, bMS Russ 13.1. No. 16958

Beretning om opbygningen af en venstrefløj i det danske SD*

Indenfor det danske Socialdemokrati, men frem for alt indenfor ungdoms-forbundet har der gennem længere tid været en stærk stemning mod Social-

demokratiets ledelse. Især partiets passivitet overfor fascisternes propa-

ganda har fremkaldt megen ærgrelse blandt unge socialister, der er indstillet

på aktiv kamp. Det tyske nederlag har fået diskussionen om fejlene i partipo-litikken i Tyskland til at blusse op. Blandt unge socialdemokrater opstod et

voldsomt behov for kendsgerninger om sammenbruddet. I dette bølgendehav fremtrådte »propagandachefen«for Eiserne Fronts, Tschachotin, med

sine propagandametoder. De unge socialdemokrater var begejstrede for

hans betragtninger om propagandateknik. De gamle socialdemokrater, især

det bureaukratiske apparat satte sig med alle tænkelige midler mod den nye

form for arbejde i ungdomsforbundet, på trods af, at propagandaen i sit poli-tiske indhold stemte helt og aldeles overens med Socialdemokratiets ideo-

logi. I vurderingen af den tyske arbejderklasses nederlag var Tschachotins

synspunkter, mildt sagt, lige så naive, som i alle andre politiske spørgsmål.Det må ganske vist siges, at Tschachotin med blindt had i fuld offentlighedtalte om »ligene fra Prag«9og udbredte sig om stanken af lig i »Neuer Vor-

wärts«.

Her fik de unge socialdemokrater for første gang noget at vide af en af

deres »egne« kammerater om Socialdemokratiet og om 2. Internationales

førere, som de ellers kun havde læst i den stalinistiske presse. Kampen mel-

lem apparatet og de unge kom til et punkt, hvor man kunne frygte, at den

samlede opposition ville blive slået tilbage på grund af særdeles latterligespørgsmål i propagandateknikken. På dette tidspunkt foretog apparatet en

drejning og erklærede Tschachotins propagandametoder for partiofñcielle.Men masserne i arbejderungdommen var kommet i bevægelse, var gledet ud

46

af hænderne på bureaukrateme. På dette tidspunkt begyndte B. Bøggild sin

virksomhed.

Ved sit samarbejde med vore emigranter, gennem stadige diskussioner

mellem de mest forskellige emigranter hjemme hos ham, havde B. B. udvik-

let sig til en venstresocialdemokrat, som åbent var begyndt at kritisere par-tiets politik og stille forslag i retning af Venstreopp.slo politik, naturligvisstadig som socialdemokrat. B.B. som var meget afholdt blandt arbejderung-dommen på grund af sine antireligiøse foredrag, satte nu kritik af partiet og

kampen for en aktiv modstand i centrum for sit arbejde. Han henviste altid

til det tyske Socialdemokratis fejl og kunne derfor fremsætte en temmeligåben kritik af Socialdemokratiets politik. De praktiske forslag, som B. B.

fremsatte var egentlig de ideer, som var sammenfattet i LD-artiklen” »Vore

nærmeste opgaver«: Aktivt forsvar for de demokratiske rettigheder, enheds-

front med alle proletarer, opbygningen af et arbejdervæm osv. B.B. blev med

tiden en meget populær oplægsholder hos ungdommen. I oktober tog B.B.

på en agitationstourné med sin bil gennem hele Danmark for at hverve med-

lemmer til det socialdemokratiske ungdomsforbund. På denne toumé knyt-tede han de mest forskellige forbindelser med oppositionelle socialdemokra-ter. I tilslutning hertil rejste B. også til Tyskland (se beretning)'2. Han brugteisær beretningsaflæggelsen til at udbrede kendskabet til Venstreopp. og til at

formulere klassekampens problemer meget skarpere end tidligere. Imidler-tid havde han også selv udviklet sig. Han indså, at man som enkeltpersonintet kan udrette mod det bureaukratiske apparat. Han kom til den erken-

delse, at man måtte opbygge en fraktion indenfor SD ved hjælp af emigran-terne. Af emigranterne kom imidlertid kun Venstreopp. eller SAP på tale.

Efter nogle få forhandlinger og diskussioner mødtes da for første gang en

lille stamme af SD-kammerater.

Søndag d. 3. december fandt det første møde sted med de kammerater,som bevidst ville arbejde indenfor SD. Disse kammerater er parate til at op-bygge en fraktion i SD med vores hjælp.De er endnu ikke kommunister, men

venstresocialdemokrater, som vil kæmpe for at reformere partiet. Deres

grundlag er foreløbig de i Trotskijs artikel opkastede opgaver. For disse kravvil de arbejde i partiet. På dette grundlag vil de opbygge en venstrefløj inden-for partiet

Men desuden er de parate til at diskutere alle klassekampensspørgsmålmed os. Der blev fastlagt 5 diskussionsemner:

l. Statsproblemet og magtproblemet. Opl. en SAP-kammerat

2. Det nationale og internationale spørgsmål i arbejderbevægelsen. Opl.mig

3. Revolutionær fagforeningspolitik. Opl. en dansk Venstreopp.-kammerat

4. Arbejdervæm. Opl. en dansk socialdemokrat

47

5. Det danske SDs politik og beslutningerne fra Paris og partiprogrammet.Opl. Bernh. Bøggild.

Alle aftener er vi til stede, og desuden en SAP-kamm. og tre fra vores danske

VenstreoppTil disse diskussionsaftener samles cirka 30 funktionærer13 fra partiet.

Men foruden disse aftener skal der være regelmæssige diskussioner i en snæv-

rere kreds, hvor kun de virkeligt indviede kammerater deltager, altså ledel-

sen af foretagendet. I de enkelte ungdomsgrupper skal der dannes oppositio-nelle femmandsgrupper. I januar holdes i B.B.s hjem en ugeskole for ungekammerater fra provinsen. Også her vil vi stille med størsteparten af lærerne.

Der skal desuden så hurtigt som muligt udsendes diskussionsmateriale til

kontaktpersoneme i provinsen.

Vores Venstreopp.-kammerater understreger til stadighed, at vi, som or-

ganisation intet har fælles med dem i disse opgaver. Vi taler også altid om

»dem« , når vi diskuterer. Vi vil hjælpe med at opbygge en venstrefløj,men vi

afgrænser os altid politisk fra disse folk. Vi er kommunister og ikke venstre-

socialdemokrater.

I januar kommer B. B. til Paris. Vi ønsker, at han rejser officielt på denne

oppositionsgruppes vegne med pålæg om at stille spørgsmål til Den Gamle

osv.“. Politisk set er det mere rigtigt, end hvis han rejser på egne vegne. Vi

forventer yderligere fremgang på grund af denne sag. I skal nok få nærmere

besked.

Hovedindsatsen vil blive ydet af os, men jeg tror, at SAP vil puste sig op i

Paris som de afgørende kræfter.

Albert

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv har erhvervet en mikrofilm af registranten til den luk-

kede del af Trotskijs arkiv, samt fotokopi af de breve og dokumenter, som umiddelbart ses at

have relation til Danmark.

"' By permission of the Houghton Library. Originaltitel: »Bericht über die Bildung eines lin-

ken Flügel in der SP Dänemark«.

Noter

1. Han udgav i Danmark bogen »Trepil mod hagekors«, Frem Forlag. 1933.

2. Jvnf. Steen Uhre Knudsen og Jørgen Munksgård: DSUi 1930'erne. Danmarks socialde-mokratiske Ungdoms opgør med de ungkonservative og kommunisterne samt de opposi-tionelle tendenser indenfor DSU. Århus Universitet. 1981. 208 s. Utrykt. ABA.

3. »En strålende fremgang for DsU«, i: Rød Ungdom, nr. 5. 1934. s. 54-55.

4. Til de socialdemokratiske partiorganisationeri København. Cirkulære udsendt af DSU.

19. februar 1935. (Socialdemokratiets arkiv. ks. 95. ABA).5. Jens Otto Krag: Ung mand fra trediverne. Gyldendal. 1969. s. 70.

6. Leon Trotskij til Georg Jungclas. 21. maj 1933. (Trotsky Archives. Closed Section. Nr.

8588).7. Bernhard Bøggild til Leon Trotskij. 10. november 1933. (Sst. Nr. 338).

8. Tysk socialdemokratisk værneorganisation, der inspireredes af Tschachotins trepileidé.

9. Den tyske socialdemokratiske partiledelse havde efter flugten fra Hitlevaskland fået

sæde i Prag.10. I den tyske tekst skriver Jungclas »LO«, som er en forkortelse for Linke Opposition der

KPD (Bolschewiki-Leninisten).

ll. LD er en forkortelse for Lev Davidovich, Trotskijs egentlige navn.

12. Jvnf. note 7. Beretningen er ikke optrykt her.

13. Hermed menes medlemmer, som helliger al deres tid til politisk arbejde.

14. Dvs. Trotskij.

49

ANNIELDELSER

Gustav Albeck: Universitet og Folk. Bidrag til den folkelige universitetsundervisningshistorie i Danmark med et udblik til Folkeuniversiteternei Norge og Sverige, Gyldendal,København 1984, 423 5., kr. 250,-

Det folkelige oplysningsarbejdes historie er - bortset fra højskolens - et lidet opdyrketemne herhjemme, så alene af den grund fortjener fhv. litteraturprofessor Gustav Al-

becks digre værk om Folkeuniversitetet (FU) opmærksomhed. Som mangeårig næst-formand ved FU, som Grundtvig-forsker og gennem sit arbejde med Aarhus Univer-

sitets historie har Albeck haft gode forudsætninger for at skrive bogen, og resultatet

er da også på mange måder givende og interessant. Som fremstilling betragtet er det

dog et noget uegalt værk, som ville have vundet ved en kraftig beskæring og en dispo-sitionsmæssig stramning. Uden en betragtelig forhåndsmotivation læser man det

næppe til ende. Men til gengæld åbner det i sine periodevis lange, detail- og citatmæt-

tede afsnit op for megen og ny viden, bl.a. om arbejderbevægelsens oplysningsvirk-somhed.

FUs grundlæggende og prisværdige intention har fra første færd været at gøre

forskningens resultater umiddelbart tilgængelige for folket, at demokratisere

dannelses- og uddannelsesmulighederne i samfundet. Det danske FU blev stiftet i

1898, men har en række forløbere - bl.a. i Studentersamfundets Arbejderundervis-ning -

og må i øvrigt ses som udslag af en almindelig tendens til »universityexten-

sion« i den vestlige verden i 2. halvdel af 1800-tallet. De nye økonomiske og politiskestrukturer rejste nye skole- og uddannelsesmæssige behov, og i optimistisk positivi-stisk ånd tog tidens progressive intellektuelle opgaven op i de fleste kapitalistiskelande.

I Danmark fik »university extension-bevægelsen«sit særegne forløb som følge af

den grundtvigianske højskoles stærke position - og grundtvigianismens traditionelle

antiakademiske ideologi. Så herhjemme blev det fra første færd byerne, der blev ar-

bejdsmarken. Og her er det i vores arbejderhistoriske sammenhæng interessant, at

FUs første konkrete og levedygtige initiativ, Folkeuniversitetsforeningen i Køben-

havn, udgik fra de socialistiske diskussionsklubber med Gerson Trier som den utræt-

telige forkæmper for sagen.

Dette er forsåvidt velkendt fra Roar Skovmands »Lys over landet« (AOFs jubilæ-umsskrift fra 1949), men i kraft af Albecks minutiøst refererende og flittigt citerende

fremstillingsform er der meget nyt at hente, ikke alene om Trier, men også om NicolajPetersen og Vilhelm Rasmussen og denne store, men sjældent særligt påagtede side af

deres virksomhed. Albeck har ikke den store sympati for deres socialistiske motiver

for arbejdet, men respekterer dog Gerson Triers »idealistiske, bredt sigtende og af-

fektbetonede syn på Folkeuniversitetets mission« (s. 139).Gustav Albeck er ikke arbejderbevægelseshistoriker, og hans hovedinteresse ligger

ved det udvalg, som nedsattes af lærerforsamlingenved Københavns Universitet til at

udvælge lærerkræfter og varetage samarbejdet med de lokale FU-foreninger (længe

50

med Kr. Erslev som formand). De mere markerede socialistiske tendenser i det kø-

benhavnske FU interesserer ham derfor kun for så vidt, som de besværliggjordedette

udvalgs arbejde i den vanskelige etableringsfase iårene op til 1. verdenskrig. Set fra et

arbejderhistorisk standpunkt er der således mange uudnyttede aspekter i hans frem-

stilling og givetvis endnu flere i det kildemateriale, han har fundet i FUs arkiv. Bl.a.

synes Protokol over Forhandlingerne i Udvalget for Universitetsudvidelse« (anlagt1897) at rumme spændende stof til belysning af de socialistiske diskussionsklubber,

og ligeså det følgende årtis forhandlingsprotokol for FU-København.

Bogens første 100 sider er helliget forløbet frem til FUs dannelse, og de følgende170 sider behandler etableringsfascn, men herefter går det pludseligt meget stærkt. På

38 s. føres udviklingen forbi 2. verdenskrig og broderparten af disse sider bruges til en

meget opremsende gennemgang af de lidet resultatgivende bestræbelser på at placereforedragsrækker ved Statsradiofonien.

Det fremgår, at der langtfra er tale om en glorværdig periode i FUs historie, med

dalende aktivitetsniveau og truende opløsningstendenser. Det er måske grunden til,at den ellers så minutiøst berettende forfatter gør det så kort. Men det må siges at

være en alvorlig skævhed ved bogen, og det er i vores sammenhæng dobbelt beklage-ligt, fordi der i denne periode etableredes et fast samarbejde med det i 1924 stiftede

Arbejdernes Oplysningsforbund. Og fordi netop dette samarbejde med mellemkrigs-tidens dynamiske AOF synes at være den eneste grund til, at FU overhovedet overle-

vede. Så her få vi kun en meget beskeden antydning af et arbejderhistorisk set spæn-

dende perspektiv.

Efterkrigstidens FU dækkes på 60 sider, der specielt anvendes til en grundig be-

handling af den meget ekspansive udvikling, det har gennemløbet efter Fritidslovens

ikrafttræden i 1968. Der er meget spændende at finde for den (aktuelt) uddannelses-

politisk interesserede på disse sider om det rekonstruerede FUs stærke ambitioner og

ihærdige arbejde for at opnå en (den?) centrale rolle i det danske efter- og videreud-

dannelsessystem. Ikke mindst i disse kapitler har den engagerede næstformand trods

alle gode intentioner om en objektiv fremstilling svært ved at tøjle sin harme overfor

alternative eller ligefrem konkurrerende bestræbelser, ligesom han er tydeligt skuffet

over bl.a. undervisningsminister Bjerregaards beherskede interesse for FUs initiati-

ver.

Bogen slutter med et kapitel om »Nordisk Folkeuniversitet«, hvori der dels redegø-res for den ret afvigende udvikling i Sverige og Norge dels for de nordiske samar-

bejdsbestræbelser.Også her vil der være inspiration at hente for de mere arbejderhi-storiske interesserede.

Generelt skal det bemærkes, at Albecks bog altovervejende behandler FU på det

centrale ledelsesniveau. Bortset fra dens københavnske afdeling er der meget lidt at

finde om arbejdet i de lokale afdelinger. Og kun undtagelsesvis hører vi om selve op-

levelsen og virkningen af de konkrete undervisningsforløb - hverken fra lærer- eller

elevside (vi får dog den gode historie om de socialistiske arbejderes kritik af national-

økonomiprofessor Harald Westergårds foredragsrække om Karl Marx). Men afslut-

ningsvis bør det gentages, at bogen trods den anførte kritik er et vigtigt bidrag til det

folkelige -

og herunder også arbejderbevægelsens - oplysningsarbejdes historie.

Erik Strange Petersen

51

Carl Erik Andresen: Arbejdsmandens historie i 100 år, 2. Bygge og Anlæg,Fremad, Kø-

benhavn 1984, 127 5., kr. 158,-

Efter en start, der bar præg af hastværk, synes der nu med det andet bind i SiD's

projekt om arbejdsmandens historie i 100 år at være fast grund under projektet. Bl.a.

synes man nu at have erkendt, at det ikke er nogen god idé at forcere udarbejdelsen af

de planlagte bind.

Det andet bind af de ialt fem planlagte handler om anlægs- og bygningsarbejdernesforhold gennem godt 100 år.

Bogen indledes med afsnit om de første jord- og betonarbejdere i slutningen af for-

rige århundrede: Hvor de kom fra, deres boligforhold i byerne, familiemes hverdagi

byen, arbejdsforholdene og den begyndende faglige organisering. Derefter er der af-

snit om arbejdernes forhold ved de store anlægs- og bygningsprojekter gennem tiden:

Børsterne, der byggede jernbanerne, arbejderne ved dige- og dæmningsarbejdernepå

vestkysten i mellemkrigstiden og ved bygningen af Lillebæltsbroen i 30'erne. Også de

mindre arbejdspladser inden for området - hovedsageligt på landet- beskrives: Vej-mandens stenslagning og de mere moderne vejarbejdere.

Afsnittene kædes sammen af arbejdsmænds erindringer af arbejdslivet og af livet

med kammerater, familie m.v. uden for arbejdstiden. Erindringeme udgør en meget

væsentlig del af fremstillingen, men erindringsmaterialet kædes dog i meget vid ud-

strækning sammen med meget andet kildemateriale: Forhandlingsprotokoller, stati-

stik, overenskomster, oplysninger om byggeprojekter m.v. Hermed har forfatteren i

langt højere grad end projektets første bind formået at skabe en helstøbt og særdeles

læseværdig bog, hvor et meget vigtigt stykke dansk social-, kultur- og årbejdslivshi-storie er blevet sat ind i en perspektivrig sammenhæng. Især har forfatteren haft mu-

lighed for at se dele af den generelle Danmarkshistoriske udvikling med udgangs-

punkt i anlægs- og bygningsarbejdernes historie. Netop inddragelsen af de generelle

udviklingstendenser i det danske samfund var et af de meget svage punkter ved pro-

jektets første bind. Dermed være ikke sagt, at dette bind kommer hele vejen rundt og

tilbunds med en Danmarkshistorie set ud fra anlægs- og bygningsarbejdere. Især ikke

når vi bevæger os op i tiden efter 2. Verdenskrig. F.eks. kommer man ikke ind på

betydningen for arbejdsmændene af den politiske anvendelse af hele anlægs- og byg-

gesektoren som økonomisk styringsmiddel.Til gengæld er arbejdernes historie på arbejdspladsniveau fantastisk godt og le-

vende belyst: Arbejdets udvikling, arbejdspladstraditioner, omgangstonen, forhol-

det til andre arbejdergrupper, skurvognslivet, sjakorganiseringen, de mere eller min-

dre formaliserede kampe for bedre løn- og arbejdsforhold, sejrene og nederlagene.

Bogen fortjener at blive en succes - selvfølgelig blandt SiD's medlemmer, men også

uden for dette forbund blandt undervisere i historie på de fleste niveauer vil bogen

eller dele af den være meget nyttig. Over halvdelen af de 127 sider er fyldt med illustra-

tioner, der fungerer fint som et supplement til teksten, og som man kan hente mange

informationer ud af.

I bogen slås det med en vis stolthed fast, at anlægs- og bygningsarbejdere gennem

generationer har ændret på danskernes fysiske omgivelser mere end nogen anden

gruppe. Efter at have læst denne bog opleves disse fysiske omgivelser sikkert af de

fleste ikke-anlægs- og bygningsarbejdere på en ny måde. Heller ikke d'herrer Mon-

berg og Thorsen har vidst, hvordan det f .eks. var at arbejde i arbejdskammeret i sæn-

kekasserne 35 meter under havoverfladen ved bygningen af Lillebæltsbroen i 30'erne.

Lars Stige]

52

AOF-Randers Aftenskole 1908-1983. Randers Aftenskole - hele byens aftenskole gen-

nem 75 år, Randers 1983, 68 5., ikke i boghandelen.

Mange af arbejdernes aftenskoler må have haft 75 års jubilæum i 1982 og 1983, men

det har ikke givet sig større udslag i f.eks. udgivelse af jubilæumsskrifter.Heldigvishar AOF-Randers Aftenskole sørget for en hæderlig undtagelse, idet de har udgiveten fin lille bog om Arbejdernes Aftenskole og AOF i Randers, hvor historien fortæl-

les i et ligefremt dansk og er fint illustreret.

Bogen er et jubilæumsskrift og ikke en videnskabelig afhandling, men alligevel

gives et godt indblik i oplysningsarbejdets indhold og udvikling inden for arbejderbe-

vægelsen i en stor dansk provinsby.Bogens emne er Arbejdernes Aftenskole fra 1908, AOF-Randers fra 1924 og deres

samarbejde og endelige sammenslutning i 1951. Oprettelsen af aftenskolen i 1908

skulle tjene to formål: dels være et supplement til den ringe skolegang, dels være oply-sende om samfundsforhold af interesse for arbejderne. Det viste sig dog snart, at ar-

bejderne hellere ville lære dansk og regning end gå til foredrag. AOFs oprettelse i

1924 bevirkede en modvægt til aftenskolens »hverdagsorientering«,idet AOFs virke

især bestod i foredrag og studiekredsarbejde. Indholdet af aftenskolens og AOFs ar-

bejde var påvirket af den historiske virkelighed og udvikling. Således udbydes deri

1930'erne undervisning i håndarbejde til arbejdsløses hustruer, hvorimod der i

1950'erne udbydes undervisning - i samarbejde med arbejdsgiverne - i samarbejdsaf-taler og tidsstudier. Med den øgede fritid i 1960'erne og 1970'erne har skolens tilbud

hovedsageligt været »fritids«-tilbud. Bogen igennem gives illustrative oversigter over

undervisningstilbudene i tidens løb.

Arbejdernes Aftenskole og AOF i Randers udsprang af arbejderbevægelsen,men

samtidig ønskede de at appellere til »hele byens« befolkning. Således skiftede aften-

skolen navn i 1946 til Randers Aftenskole. Titlen på jubilæumsskriftet viser, at dette

»image« ønsker man fortsat at understrege. Bogens almene værdi øges ved, at lovgiv-ningen iforbindelse med fritidsundervisningen hele tiden inddrages. Til slut præsen-

teres AOF-Randers Aftenskoles tilbud i dag.AOF-Randers Aftenskole kan være stolt af denne lille bog, som på udmærket vis

giver et indblik i et ellers forsømt område inden for arbejderbevægelsens historie, og

bogen har en standard, sá læsere uden for Randers kan få udbytte af den.

Keld Dalsgaard Larsen

Svend Bager: Svend Bagers hvidbog. Fra en brødløs tid. Ved Torben Bjerg Clausen, Ti-

den, København 1984, 220 5., kr. 150,-

Svend Bager, med det borgerlige navn Svend Alfred Nielsen, blev medlem af DKU

som 15-årig i 1922 og har siden som menigt medlem af det kommunistiske parti været

involveret i partiets historie. Det er især den omtumlede tilværelse i 30-erne og under

besættelsen, der berettes om, og Svend Bager fortæller engageret og med humor, hvil-

ket allerede fremgår af bogens titel. Forældrene ønskede, at Svend Nielsen skulle

blive bager, da han så i det mindste var sikker på at få brød! Men han kom til at gå

arbejdsløs i lange perioder og fik sit første virkeligt faste arbejde efter besættelsen. Så

de 25 år, bogen dækker, blev en brødløs tid, selv for en bager.Af titlen fremgår også, at det er en hvidbog, altså en samling dokumenter til belys-

ning af periodens historie. Meget af bogen bruges til at aftrykke artikler fra Plan,

53

Arbejderbladet, fra det illegale DKP, fra modstandsbevægelsen osv. Det er mest

kendte artikler, og de skal belyse dobbeltmoralen i den danske politik hvad angårdemokrati, nazisme og kommunisme. Desværre, må man sige, for Svend Bager har et

virkeligt fortælletalent, som kunne være brugt på at berette mere om DKPs interne

forhold og om tidens illegale og halvlegale aktiviteter. Den officielle partihistorie er

allerede fortalt af f.eks. Carl Madsen. Svend Bager gentager de samme bitre angrebpå socialdemokrater og borgerlige politikere. Han har naturligvis et politisk formålmed at lægge vægten her, men det er beklageligt, set ud fra ønsket om at vide mere om

DKP.

I stedet må vi nøjes med gode og underholdende brudstykker af et omflakkende

liv. Svend Bager var med i kampen mod fascismen og tog hyre på Richard Jensens

krudtbåde, der sejlede våben til republikanerne under den spanske borgerkrig. Svend

Bager var med på adskillige ture over Middelhavet på et skib, der skiftede navn, blev

overmalet, fik falske papirer osv. Under besættelsen deltog han i DKPs illegale ar-

bejde. Han var ikke fremtrædende panimedlem og blev derfor ikke arresteret i 1941.

Hans hus i Husum i København blev centrum for illegal bladvirksomhed mm., indtil

han blev arresteret i januar 1945. Han var blandt de heldige, idet han undgik deporta-tion til Tyskland, så han oplevede befrielsen i Frøslev.

Bogen slutter i 1947. Det år døde Svend Bagers hustru, og han stod pludselig alene

med to børn, det ene et spædbarn på ni måneder. Han afviste at bortadoptere, påtrods af at han blev tilbudt mange penge og besluttede i stedet at klare de to børn selv.

Det var en fantastisk beslutning for en arbejder i 1947, hvor kønsrollemønstret var

helt anderledes traditionelt og fasttømret. Det var i de samme år, hvor en anden -

mere kendt - DKP-er, Inger Merete Nordentoft tog et opgør med tidens moral. Svend

Bagers opgør var uden offentlig blæst. Desværre bliver det kun løseligt berørt, men

man kan gætte sig til, at det har været mødet med de kulturradikale, med Marie Niel-

sen, Leunbach og andre fra 30-erne, som gav ham det rygstød, der gjorde, at han satte

sig op mod tidens normer.

Det er en underholdende og sympatisk bog, uden fjendtlige angreb på gamle poli-tiske modstandere, tidligere partifæller mm. Som sagt kunne man godt have tænkt sigflere personlige oplevelser, og specielt gerne mere om partilivet, set fra et menigt med-

lems synspunkt. Det er derfor begrænset, hvor meget nyt der er at hente i bogen, men

som arbejdererindring, kombineret med politiske overvejelser, har den absolut sin

værdi.

Steen Bille Larsen

Kersti Blidberg: Splittrad gemenskap. Kontakter och samarbete inom nordisk socialde-

mokratisk arbetarrörelse 1931-1945, Stockholm Studies in History 32, Almqvist &

Wiksell International, Stockholm 1984, 284 5.

Det är mycket glädjande att det hittills förvånansvärt sporadiskt och bristfälligtun-

dersökta forskningskomplexet arbetarskandinavism, arbetarrörelsens skandina-

viska resp. nordiska samarbete, nu har behandlats i ytterligare en bearbetning. Kersti

Blidberg undersöker ett område inom detta nordiska samarbete: verksamheten av

den 1931 och definitivt 1932 konstituerade Kommittén för samarbete mellan de soci-

aldemokratiska arbetarrörelserna i de nordiska ländema, Nordiska samarbetskom-

mittén, som omfattade representanter från de socialdemokratiska partierna och de

fackliga landsorganisationerna i Danmark, Finland, Island, Norge och Sverige. Nor-

54

diska samarbetskommittén år den ena huvudaktören i avhandlingen. Den andra år

»den politiska och fackliga ledningen för den socialdemokratiska arbetarrörelsen« i

de nordiska länderna utom Island (s. ll). Den tredje aktören år de socialdemokrati-

ska regeringarna resp. den socialdemokratiska delen av regeringarna (i Danmark

från 1929, koalition; i Sverige från 1932, huvudsakligen i koalition; 'i Norge efter

1935; i Finland från 1937, koalition). Utifrån den gemensamma nämnaren: arbetar-

skandinavism, nordism, nordisk samverkan,_ärdärmed flera undersökningsnivåer

givna - de nationella socialdemokratiska/fackliga arbetarrörelserna med skillnaderi

uppfattning och agerande, arbetarrörelsen i förhållande till den socialdemokratiska

regeringspolitiken, regeringarnas mellanstatliga politik, arbetet inom och genom

Nordiska samarbetskommittén samt annan internationell socialdemokratisk och

facklig samverkan. Det är ingen lätt uppgift att »hålla isär« de olika nivåerna,exem-

pelvis när socialdemokratiska regeringsledamöter deltar i Samarbetskommitténs

verksamhed. Blidbergs oprecisa språkbruk - beteckningen arbetarrörelse - gör det

inte lättare för läsaren heller. Hon talar exempelvis om »motsatsförhållandet mellan

norsk och svensk arbetarrörelse« (s. 14) efter ockupationen av Norge trots att här

avses den svenska regeringen, SAP- och LO-ledningen, den norska London-

regeringen (inkl. socialdemokrater) och den geograñskt splittrade norska politiskaoch fackliga arbetarrörelsen - dessutom är»boven« den svenska regeringens under

socialdemokratisk ledning rigorösa neutralitetspolitik (om detta se kap. IV och V).När Blidberg diskuterar olika efterkrigsprogram (kap. VI) blir hennes slutsats bl.a.

efter en jämförelse av den norska London-regeringens och den norska emigrantgrup-

pens i Stockholm förslag att »den del av norsk arbetarrörelse som representerades av

(sic) Londonregeringen« intar en avvisande hållning (s. 201), och hon talar utifrån

detta om »motsättningarna inom den norska arbetarrörelsen« (s. 205). Åven den ge-

nomgående förklaringsgrunden - jag återkommer till den - bidrar till en viss förvir-

ring i det avseendet.

Utanför framställningen står andra former av organiserat nordiskt samarbete,Lex. från den socialdemokratiska ungdoms- och kvinnorörelsens sida. Däremot be-

handlas det särskilda fackliga samarbetet, om än kortfattat, och självfallet de av om-

ständigheterna framtvingade speciella kontaktformema under kriget. Utanför läm-nas också den isländska arbetarrörelsen eftersom den deltog »endast sporadiskt i

kommitténs möten« (s. 11). Det är förståligt, men samtidigt lämnas därmed vissa in-

tentioner i kommitténs internordiska arbete utanför - betecknande nog skulle jagvilja säga (se nedan), och det gäller exempelvis också kontakter med arbetarrörelsen i

de baltiska länderna'- och även konkreta kontakter såsom det besök på Island som en

delegation från Samarbetskommittén företog i juli 1932.

Avhandlingens tyngdpunkt ligger omfångsmässigt på krigsperioden även om Nor-

diska samarbetskommitténs verksamhet då enligt Blidberg »formellt upphörde«,men kontakt i olika former mellan kommittémedlemmarna upprätthölls (s. 122).

Sverige och den svenska arbetarrörelsen står i centrum. Ställningen till Finland,

hjälpaktionerna till Finland och till förmån för den finska arbetarrörelsen, utgör en

viktig del och i kontrast därtill förhållandet till Norge och norsk arbetarrörelse under

ockupationen och i emigrati'onen. Dessutom ingår i detta avsnitt en diskussion av

föreställningarna om det efterkrigstida nordiska samarbetet, huvudsakligen utifrån

de två tidigare nämnda norska förslagen. Det är bara synd att dessa linjer inte dras

vidare över den valda periodgränsen 1945, åtminstone fram till återupptagandet av

det organiserade samarbetet 1947 och de där formulerade intentionerna. Det hade

blivit en mycket naturligare avslutning än krigsslutet.

55

Det andre, rätt så kortfattade »blocket« omfattar Nordiska samarbetskommitténs

bildande och formering samt dess ställning till fascismen och kommunismen under

l930-talet (kap. II). Blidberg utgår här från ett tesartat påstående om Samarbets-

kommitténs funktion och uppgift som bör tillbakavisas. Hon påstår att »de interna-

tionella problemen« var »centrala« för kommittén (s. 11) och att »kommitténs cen-

trala uppgift skulle vara att samordna de enskilda arbetarrörelsernaspolitik i förhål-

lande till internationalerna« (s. 45, jfr. s. 71, 75, 93, 121). Den första

karakteriseringen har åtminstone ett visst fog för sig om man därmed vill uttrycka att

den »stora« politiken och de internationella frågorna kom att spela en stor och viktigroll vid kommitténs möten (lite spetsfundigt skulle man kunna anmärka att även de

interskandinaviska frågorna egentligen kan betecknas som internationella problem).Det gällde ju även för föregångaren, Skandinaviska samarbetskommittén, då den

tänkta tyngdpunkten i verksamheten, den interskandinaviska arbetarpolitiken, p. g.a

första världskriget kom att flyttas över till internationellt fredsarbete. Det andra på-ståendet är däremot helt obelagt och felaktigt. Stadgarna från 1932 och 1936 inriktar

sig, bortsett från de organisatoriska bestämmelsema, precis som föregångarens helt

på internordiska samarbetsfrämjande åtgärder, och även det enbart i mycket all-

männa ordalag. l protokollen kan jag inte heller hitta belägg som skulle kunna stödjaen sådan prononcerad uppfattning. Karl H. Wiik formulerade den 8. juni 1931 visser-

ligen försiktigt förhoppningen om att det förnyade organiserade samarbetet »maa-

ske« kunde »bevirke« att den nordiska arbetarrörelsen »ogsaa« skulle kunna spela»en noget mere fremtraedende Rolle i lnternationalen« (antydningsvis även om-

nämnt hos Blidberg, s. 43). Men det gav ingautslag för kommitténs konstruktion och

inriktning. Det är självfallet en helt annan sak att de nordiska representanterna inom

internationalen uppträdde gemensamt vid vissa tillfällen - och därefter informerade

Samarbetskommittén -, att exempelvis kommittén informerade SAI om kommitté-

mötens resultat och SAI-sekreteraren Friedrich Adler betecknade det nordiska sam-

arbetet som »för den internationella arbetarrörelsen av stort intresse« (brev till Wiik

4. dec. 1935), eller att kommittén diskuterade ställningen till intemationalerna och

deras beslut. Samarbetskommittén var inte konstruerad som och blev inte heller ett

aktionscentrum, även om man stadgade att de fattade besluten skulle vara »bindande

för de anslutna organisationerna«, men »endast om fullständig enighet uppnås«. De

nationella organisationernas intressen angav gränserna för kommitténs agerande,och kommitténs sekretariat hade heller inga medel för att pâverka genomförandet av

eventuella beslut. Samarbetskommittén var liksom föregångaren i första hand ett

forum för ömsesidig information och för debatt - det nämns också hos Blidberg - och

den fungerade samtidigt i viss mån som koordinationsorgan. Det gäller f.ö. påsamma sätt för SAI. Det krav på »bindande« beslut som ingår i stadgarna - det är en

viktig poäng hos Blidberg (s. 511) - ledde inte till att medlemsorganisationerna samti-

digt var beredda att inskränka sin autonomi genom att skapa de nödvändiga organi-satoriska förutsättningarna(a la Komintern skulle man kunna säga) för att garantera

genomförbarheten av besluten.

Blidbergs utgångspunkt har bl.a. två konsekvenser. Å ena sidan behandlar hon

inte de diskussionsämnen som utgör ett viktigt moment i arbetarskandinavismens

internordiska intentioner och samverkan, exempelvis arbetstid och semester, tredjemans rätt, nordisk arbetsmarknad, oorganiserade arbetare, gemensam lönestatistik,nordiskt ekonomiskt samarbete, nordisk lagstiftning, krispolitik, samarbete med

bondeförbunden, informationsbyrå för den socialdemokratiska pressen, talamtbyte,nordiska möten. Naturligtvis undersöks inte heller en eventuel] konkret omsättning

56

av de diskuterade åtgärderna och därmed eventuella påtagligaresultat av det nordi-

ska samarbetet. Här finns forskningsmässigt en stor vit fläck, och det gäller även för

det tidigare skandinaviska samarbetet. Å andra sidan faller förklaringen för Blid-

bergs periodisering vad kommitténs verksamhed beträffar. Hon hävdar att kommit-

téns »huvuduppgift« försvann i och med intemationalens sista möte i februari 1940

(s. 121 , jfr. s. 79), och hon anser det vara följdriktigt att Samarbetskommittén »for-

mellt upphörde« därefter (s. 122) - kommittémöten ägde dock rum även efter mars

1940 men de var p.g.a. krigsomständigheternainte fulltaliga - och ersattes av andra

kontaktformer, bl.a. de fackliga konferenserna. I det sammanhanget anför hon som

argument för denna överflyttning av kontaktema att Samarbetskommittén ju var

»den politiska grenen av arbetarrörelsens samarbete« (s. 122). Det är helt förfelat.

Det'speciella med samarbetet inom Skandinaviska och Nordiska samarbetskommit-

tén var just den gemensamma representationen från de politiskaoch fackliga huvud-

organisationernas sida, och det uppmärksammas exempelvis också av Friedrich Ad-

ler i det ovan nämnda brevet. Och som jag antydde hörde även arbetarpolitiken inkl.

fackliga frågor i stor utsträckning Samarbetskommitténs verksamhet till. En annan

sak är att denna verksamhet inte var tillräcklig utan kompletterades av fackliga och

andra nordiska kontaktfora och samarbetsformer. Vidare anser Blidberg att kom-

mitténs roll numera »inskränktes till information i de frågor som rörde inbördes rela-

tioner« (s. 102). Eftersom informationsverksamheten och den internordiska inrikt-

ningen utgjorde en konstituerande och viktig del av kommittéarbetet även före 1940

och eftersom diskussionerna nu fortfarande hängde samman med den internationella

»stora« politiken utifrån kriget och de krigsförande, så är denna »inskränkning« i

varje fall inte alls så anmärkningsvärd som Blidberg vill göra gällande. Jag spårarockså en viss nedvärdering av detta konkreta samarbete där »de kortsiktiga och då

framförallt de ekonomiska frågorna upptog en stor del av dialogen under kriget inom

nordisk arbetarrörelse« (s. 175). Pragmatisk arbetarpolitik var hörnstenen i det skan-

dinaviska och nordiska samarbetet, och lösningar av konkreta problem var anled-

ningen till de internationella och skandinaviska/nordiska sammanslutningarna -

kontrol! av strejkbrytarna för det organiserade skandinaviska samarbetet och den

ekonomiska krisen 1930/31, inkl. lockouten i Norge våren 1931, vid sidan av det fas-

cistiska hotet för konstitueringen av Nordiska samarbetskommittén. Blidberg fram-

håller också det senare (s.-43f, 501). Men även på den punkten skriver hon oklart - om

än i överensstämmelse med den egna utgångspunkten - att »det nordiska samarbetet i

sig, somett självändamål«,inte spelade någon »uttalad roll« vid initiativtagandet till

Nordiska samarbetskommittén 1931 (s. 43). Helt bortsett från den märkliga formule-

ringen »som självändamål«,visar en noggrann läsning av protokollen från den 8. juni1931 och från första kommittémötet den 10. augusti 1932 att vid sidan av den med-

vetna anknytningen till det tidigare skandinaviska samarbetet just de internordiska

och på praktisk nordisk politik inriktade förväntningarna och åtgärderna uigjordeen grundläggande och självklar del i Samarbetskommitténs planerade verksanihet.

I sin framställing använder Blidberg genomgående begreppen solidaritet och neu-

tralitet »som analytiska urvalsinstrument« för att frilägga »vissa handlingslinjer för

nordisk arbetarrörelse« och »generellaförklaringsfaktorer« för det nordiska samar-

betet (s. 15). Solidaritet deñnieras som »internationell solidaritet enligt Nationemas

Förbunds stadga eller- enligt internationalernas bestämmelser« samt innebär »ett

ställningstagande till förmån för den förfördelade parten. Neutralitet år den folk-

rättsliga positionen som icke-krigförande eller stående utanför en konflikt (resp. en

eventuell konflikt), men innebär samtidigt allmänt »ett icke-ståndpunktstagande« (s.

57

15). Blidberg konstaterar nu en motsättning mellan det kollektiva säkerhetssystemetsinom NF krav, »förbundspaktens solidaritetsprincip«, och de nordiska ländemas

traditionella neutralitetspolitik, som 1938 ledde till att »arbetarrörelsen (sie) påmellanstatlig och regeringsnivå«befäste neutralitetsprincipen och därmed tog av-

stånd från »solidaritetskravet«. En liknande motsättning förelåg då arbetarrepresen-tanterna anammade detta »solidaritetskrav« inom intemationalerna och proklame-rade det som konstituerande socialistisk princip i sina partiprogram, medan de sam-

tidigt förordade i regeringsställning en neutralitetspolitik (s. 111). »I valet mellansolidaritetens och neutralitetens krav kom hänsyn till det egna landets utrikespolitikatt bli bestämmande för de ställningstaganden som gjordes« (s. 12), det är Blidbergsgrundläggande tes. Jag måste erkänna att varken den första allmänna presentationenav dessa analys- och förklaringsinstrument eller den följande, påfallande ofta före-kommande (för att övertvga?)upprepningen i samband med den faktiska framställ-

ningen har kunnat övertyga mig om bärkraften av detta begreppspar. Det som stör

mig främst år den i begreppen »inbakade« dubbelsidigheten och den därav följandeoprecisa användningen av begreppen, förstärkt genom ytterligare begreppsförvir-rande formuleringar som t.ex. »solidariteten med den egna internationella organisa-tionen« (s. 60, jfr. s. 51, 58, 66). Jag tycker att frågestäliningenborde ha formulerats

annorlunda. Hur och hur fritt agerade eller kunde de nordiska socialdemokratiskaoch fackliga arbetarrörelserna agera, var för sig och i samarbete, internationellt och

internordiskt inom de gränser som var dragna eller efter omständigheterna fastställ-des genom den socialdemokratiska resp. socialdemokratiskt präglade regeringspoli-tiken och neutralitetspolitiken, inte minst för Sveriges del under kriget. Hur mani-

festerade sig detta i Nordiska samarbetskommitténs verksamhet och i det övriga nor-

diska samarbetet. Därmed skulle orimliga konsekvenser (som Blidberg dock inte

drar) av det valda begreppsliga motsatsparet falla, exempelvis att den högsta formen

av solidaritet för Sveriges del egentligen skulle ha varit ett ingripande i kriget på Nor-

ges sida. Nu stod »svensk arbetarrörelse« för »ett neutralt - icke-ståndpunktstagandealternativ« (s. 132), och i neutralitetspolitikens tecken fanns »endast utrymme för ett

svenskt nationellt perspektiv« (s. 128), vilket tycks sägas med ett visst beklagande(åtminstone är formuleringarna lite »förrädiska«). För det andra skulle en nedtoningav begreppsparet förmodligen ha givit möjlighet till ett mindre »idealistiskt« synsättbeträffande nordisk samverkan (och internationellt arbetarrörelsesamarbete). Blid-

berg tycks vara bunden av den uttryckligen accepterade föreställning som Per Albin

Hansson yttrade i ett tal 1934 om nordisk solidaritet: den innebär mottaglighet för

»gemenskapens idé«, beredvillighet »att taga hänsyn til] andras rätt och intressen«,mindre bundenhet av »nationell självtillräcklighet och egoism« (s. 9). Blidberg sägersig också utgå från »ett nordiskt och inte snävt nationellt perspektiv«(s. 17), vilket juockså bokens titel »splittradgemenskap« anger. En karakteristisk sammanfattande

, beskrivning lyder följande: »Undei' trettiotalet hade valet stått mellan solidaritet och

neutralitet, vilket kan ses som ett val mellan kamp för vissa idéer eller anpassning till

rádande politiska verklighet. Det valet hade för både dansk och svensk arbetarrörel-ses del inneburit att idéema hade fått stå tillbaka för realpolitiska bedömningar« (s.130). Som jag försökte antyda tidigare så år de »realpolitiska« nationella intressenakonstituerande för arbetarrörelsens nordiska och internationella samarbete och re-

sulterade i »gemenskap«trots splittring. Inom ramen för dessa står »valet« mellanolika alternativ, och de skiftar självfallet även p.g.a. ideologiska positioner, men än

mer betydelsefulla år de nationella säkerhetsintressena, den politiska positionen, vil-ken gren av arbetarrörelse det är fråga om, traditionen, personella konstellationer

58

m.m. - och naturligtvis också skillnaden mellan regeringsinnehav eller inte. Alla

dessa faktorer finns också antydda i Blidbergs avhandling och används även som

(del)förklaringar för att sedan tyvärr skymmas igen av den valda kategoriseringen.Hon tar därfor inte heller fasta på och undersöker den förändring av arbetarskandi-

navismens karaktär som Per Albin Hansson i det redan omnämnda talet framhåller:

»med socialdemokratins framryckning till en dominerande politisk ställning och

med fackföreningsrörelsens växt och stabilisering« »sammansmälter« arbetarskan-

dinavismen »alltmera med de allmänna strävandena för skandinavisk samverkan

och gemenskap«, men förblir samtidigt »en självständigtverkande kraft«, dock - för

att göra kopplingen till den andra frågeställningen - inom regerings- och neutralitets-

politikens ramar.

Dessa principiella invändningar till trots har Kersti Blidberg genom sin faktiska

framställning av diskussionerna inom Nordiska samarbetskommittén 1933- 1940 och

sedan genom den utförliga behandlingen av den svenska arbetarrörelsens och rege-

ringens ställning till i första hand Finland och i mindre utsträckning till Norge (och

Danmark), inkl. de olika hjälpaktionerna, lagt fram mycket värdefull information

om det nordiska samarbetet. Helt tydligt framgår den pådrivande roll som den nor-

ska arbetarrörelsens representanter i Samarbetskommittén spelade under l930-talet i

fråga orn bojkotten av tyska varor 1933 och hjälp för det demokratiska Spanien. Påsamma sätt framträder det internationella och nordiska (Finland) engagemang som

den svenska landsorganisationen visade. I det låget var det genomgående Per Albin

Hansson - partiledare från 1928 och statsminister 1932- 1946 - som med hänvisningtill organisationernas begränsade »manöverutrymne« inom regeringspolitikensgränser (s. 59) bromsade. Just i hans person manifesterades tydligast den dubbla rol-

len för arbetarrörelserepresentanten som statsminister och partiledare (jfr. s. 136).Inte minst i förhâllande till Norge anpassade sig LO till neutralitetspolitikens och av

Per Albin företrädda försiktighet och restriktivitet, tills omsvängningen av regerings-politiken efter 1943 tillät öppnare aktivitet igen. Men inom LO fanns dessförinnan

avvikande röster, och det existerade även lokala hjälpkommittéer (Blidberg nämnerden 1940 i Göteborg bildade, s. 156). Genom att gå ner på det lokala planet hade man

kunnat nyansera de ständigt (och oprecist) använda termerna fackföreningsrörelseeller arbetarrörelse även i det avseendet och samtidigt kunnat uppmärksamma andra

former av konkret nordiskt samarbefe. Mycket klart i'ramgår även i det avsnittet det

som Blidberg i sin sammanfattning i ett större perspektiv helt riktigt formulerar föl-

jande: »Att partiernas regeringsinnehav och därmed ansvar för utrikespolitiken spe-lade en mycket central roll för deras ställningstaganden inom Samarbetskommittén

är uppenbart. Detta förhållande förklarar också varför representanterna för fackför-

eningsrörelse och för parti hamnade på olika linjer« (s. 223). Varför då envisas med

att »upphöja«det hela med att använda oprecisa »analytiska urvalsinstrument«?Martin Grass

Claus Bryld: Historie og offentlighed. Kampen om arkivadgang i Danmark 1971-1982 -

Den Jyske Historiker særtryk 2 - Modtryk, Århus 1983, 209 s., kr. 95,-

,

For et års tid siden udsendte Den jyske Historiker særtrykket HISTORIE OG OF-

FENTLIGHED af Claus Bryld.Det handler dels om arkivvæsen og -lovgivning her og i udlandet, dels om offentlig-

59

hed og modoffentlighed under besættelsen og befrielsen. Desuden bringer den to

konkrete lærestykker foruden bilag.Claus Brylds bog er en særdeles veldokumenteret kritik af de »autoritære og diskri-

minerende mekanismer, der reelt har karakter af politisk censur af historieforsknin-

gen«, og som gør Danmark til et u-land sammenlignet med Vesttyskland og USA.

Det er disse mekanismer (regelsæt og administrativ praksis), der har reduceret histo-

rien om besættelse, befrielse og retsopgør til en politisk myte, fordi væsentlige dele af

kildematerialet ikke er alment tilgængeligt, ejheller tilgængeligt for forskning.- Brylds budskab er, at »historien tilhører os alle, og vi er selv en del af den. Slip den

løs!« Dette gælder i særdeleshed fsv. angår besættelsestiden:

»I forhold til den traditionelt fredelige udvikling af det danske samfund i moderne

tid, uden krige og uden de store åbne klassekampe - forfatningskampen og påskekri-sen forekom indtil da som en slags undtagelser - fremstod og fremstår besættelsesti-

den som en dramatisk og på mange måder afslørende periode, en tilspidsning af mod-

sætningerne i det danske samfund. Besættelsestiden er nok den vigtigste »periode« i

moderne dansk historie, og en forståelse af forhold og tendenser i den giver nogle'muligheder for at se interesser i samfundet manifesteret helt åbenlyst, hvad der er

utænkeligt under normale forhold, og til at følge en kamp på mange planer iet kom-

pliceret mønster, sammentrængt til nogle få år.«Men arkiverne er altså endnu lukkede. Først og fremmest justitsministeriets,

forsvars- og udenrigsministeriets m.fl. I justitsministeriets arkiver opbevares retsopv

gørets akter, der ikke kun er interessante i forbindelse med selve retsopgøret, men

tillige i studiet af besættelsestidens historie. Der er her tale om et »overvældende kil-

demateriale ..., (der) faktisk blev til efter besættelsen, omhandlende besættelsesti-

den« . Lukket er også Sikkerhedspolitiets arkiv, Rigspolitiets Efterretningstjenestes ar-

kiv, DNSAP's arkiver, Centralkartoteket (med oplysninger om »nationalt mistænke-

lige« i 1945) og »andre arkivalier afleveret af Rigspolitiets Efterretningstjeneste«,Forfatteren gør det klart, at konflikten drejer sig om hensynet til statens legitime-

ringsbehov på den ene side, og forskningens (og dermed offentlighedens) interesser påden anden, og at staten så at sige har vundet.

Konflikten er mao. også politisk, og kampen for arkivadgang drejer sig om æn-

dring af forholdene i demokratisk retning.- Claus Brylds bog er ikke mindst tankevækkende netop nu, hvor statsministeren i

sit oplæg til højtideligholdelse af 40-året for befrielsen opfordrer undervisningsinsti-tutioneme til overfor børnene og de unge at understrege dens betydning for frihed og

demokrati. Man bør i den sammenhæng erindre sig, at på samme måde som Ministe-

riet for Sandhed i »1984« beskæftigede sig med »tilpasning« af historien, således har

også de danske ministerier magt til at formidle sin version af hændelserne i vores fæl-

les fortid

HISTORIE OG OFFENTLIGHED er en meget vigtig bog for alle, der interesse-

rer sig for arbejderklassens og den socialistiske bevægelseshistorie, og for alle poli-tisk aktive. Jeg håber, den får stor udbredelse på trods af et grimt udstyr.

Harding Sonne

Robert Dahl: Med brede strøg. Brogede erindringsbilleder fra Aalborg. Med tegninger

af Sv. E. Jensen. Udg. af Lokalhistorisk Arkiv for Aalborg kommune, Ålborg1982, 216

5., kr. 59,50

Robert Dahls erindringsbog er. tænkt som den første af ialt tre bind. De to følgende

bind, der er på vej, skal fortælle om hans fangenskab i den tyske KZ-lejr Neuen-

gamme under besættelsen og om efterkrigstiden,hvor Dahl blev en af de ledende i

den ålborgensiske fagbevægelse og bl.a. også medstifter af SF efter at have forladt

DKP efter 20. partikongres.Som det yngste af 4 børn blev Dahl født i 1921 i Brønderslev, hvor faderen var

arbejdsmand. Forældrene stammede begge fra landarbejderklassen, og moderen var

stærkt religiøs. Familiens situation var i årene efter forældrenes giftermåli 1909 præ-

get af stor geografisk og erhvervsmæssig bevægelighed.Efter at have arbejdet nogleår på landet fik faderen omkr. 1926 arbejde på cementfabrikken Rørdal ved Ålborg,

og familien flyttede ind til byen. Ved denne flugt fra landet til byen blev familien ryk-

ket op af dens tilvante miljø og inddraget i et nyt industriarbejdermiljø, hvilket iflg.

Dahl ændrede familiemedlemmernes tilværelse totalt og »efterhånden også deres

holdning til tilværelsen«. ,

Robert Dahl fortæller om sin barndom og opvækst iet arbejdermiljø, der næsten

automatisk trak ham med ind i arbejderbevægelsen. I modsætning til landbohjem,

hvor al tale om fagforening og socialisme var bandlyst, blev der i Dahls hjem talt

meget om «betydningen af at være organiseret i en fagforening« og om »hvor meget

sammenhold betød for arbejderklassen« (37). Efter endt skolegang og mellemskole-

eksamen i Vejgård kom Dahl i malerlære i 1937 og blev svend i 1941. Snart var der

ikke mere arbejde hos læremesteren, og Dahl stillede op i køen af arbejdsløse foran

ÅlborgVærft, hvor han var så heldig at blive antaget. Han vari mellemtiden blevet

kommunist og blev under besættelsen indblandet i illegalt arbejde, og i 1944 blev han

arresteret af Gestapo og sendt til Neuengamme.

Beretningen er velfortalt, livlig og fuld af historier og anekdoter fra arbejdernes

hverdag. Først og fremmest udmærker den sig ved sin store ligefremhed og oprigtig-hed. Man føler sig i høj grad hensat til arbejdermiljøet, som det faktisk var. Og det

skyldes for en del, at Dahl så hæmningsløst har gengivet arbejdernes livs- og kommu-

nikationsformer uden smålig skelen til, hvad »fine folk« nu ville opfatte som pænt og

anstændigt. Den undertiden bramfri og noget mandschauvinistiske sprogtone kan

muligvis være med til at styrke gamle borgerlige fordomme om den rå og ukultiverede

arbejderklasse, men alle, der foretrækker en reel og ubesmykket information om ar-

bejdertilværelsen, vil være Dahl taknemmelig for hans ærlige og autentiske livsbe-

skrivelse.

Svend Aage Andersen

Dieter Dowe: Führer zu den Archiven, Bibliotheken und Forschungseinrichtungen zur

Geschichte der europäischenArbeiterbewegung - Archiv für Sozialgeschichte, Beiheft

ll - Verlag Neue Gesellschaft, Bonn 1984, 227 s., DM 48.-

Den foreliggende fortegnelse er et yderst nyttigt værktøj. Den beskriver de institutio-

ner, der samler materiale om den europæiske arbejderbevægelse, og deres bestand

kort men fyldestgørendefor en første orientering. Den kan ikke erstatte et besøg i

61

institutionerne, men den gør det muligt at koncentrere eftersøgningen til de sandsyn-ligvis relevante arkiver og biblioteker.

Fortegnelsen dækker institutioner i Øst- og Vesteuropa, Israel, Japan, Canada,Kina og USA. Derudover indeholder den oversigter over de internationale sammen-

slutninger, der er relevante for studiet af arbejderbevægelsen,adresserne på de vigtig-ste videnskabelige biblioteker og statsarkiver i Europa og endelig en alfabetisk for-

tegnelse over de registrerede institutter.

Medens der i de skandinaviske lande som regel kun findes en institution, der samler

dette materiale, er der for Italiens vedkommende registreret 123. Langt de fleste afdisse er i europæisk sammenhæng uden betydning, mens de formentlig pá lokal/re-

gional basis er relevante eller dog kan blive det (mange er først oprettet i det sidste

årti). Ialt er der i dette bind registreret 402 institutioner, deraf er der for 21 vedkom-

mende kun angivet adresserne, da de ikke svarede på spørgeskemaet eller var beskre-

vet andetsteds (det gælder feks. Albanien og de fleste bulgarske institutter).Spørgeskemaet, der danner grundlaget for oplysningerne, er optrykt i bindet på

tysk, engelsk og fransk; det må formodes, at også ikke-tyskkyndige således kan brugedenne fortegnelse.

De oplysninger, der gives udover adresser, oprettelsesår og ejerforhold, koncentre-

rer sig om institutionernes bestand og videnskabelige arbejde, herunder udgivelser.Oplysningerne er opstillet overskueligt og man kan således informere sig hurtigt. Det

er en stor hjælp og derudover til en rimelig pris.Gerd Callesen

Ida F. Ferdinand/ Bodil Thomsen: Byens børn - aspekter af arbejderbøms Iivsvilkår om-

kring år 1900 - belyst ved eksempler fra Vejle, Historisk Revy, Århus 1982, 176 5., kr.

85,-

Bogen, der er et omarbejdet speciale, er et eksempel på lokalhistorisk forskning i ar-

bejdernes levevis og kultur - i arbejderklassens indre struktur, som de kalder det og et

forsøg på at skrive andet end organisationshistorie.Bogens hovedemne er børnene, selvom undersøgelsen også beskæftiger sig med

børnenes totale sociale netværk. Bogen indeholder et afsnit om Vejle bys udvikling og

industrialisering, et om huse og boliger, om arbejderfamilien og om skolen og børne-

arbejdet.I det første kapitel redegøres for, hvordan byen ekspanderer, befolkningen vokser

og organiserer sig i fagforeninger og strejkerne topper sammen med indvandrerbøl-en.g

Forfatterne konkluderer, at meget tyder på et konjunkturelt opsving i slutningenaf 1890'erne, som markerer en strukturel omlægning af hele byen af rumlig, befolk-

ningsmæssig og erhvervsmæssigkarakter.

I kapitel 2 belyses, hvordan boligforholdene har været for 2 småkårsfamilier i to

forskellige kvarterer i Vejle. Udgangspunktet er et ønske om at belyse, om industriali-

seringen og befolkningsvæksten betød ændringer i boligmiljøernes udformning og

klassemæssige sammensætning. Undersøgelsen viser, at boligforholdene eller bosi-

tuationen ikke har haft samme livstruende karakter i disse kvarterer som f .eks. i Kø-

benhavn. \Det 3. kapitel behandler arbejderklassefamilien i dens konstitueringsfase udfra en

62

formodning om, at arbejderklassens familie i struktur, funktion og ideologisk ind-

hold på dette tidspunkt adskilte sig fundamentalt fra borgerskabets familie.

Undersøgelsen konkluderer, at underklassefamilieenheden er lille og har været det

længe i modsætning til borgerskabets familie, men næppe privat og en egentlig opdra-

gelse er der ikke tale om på dette tidspunkt. Den indflydelse, som familien tilskrives '

at have på individerne i vort århundrede udstrækker sig ikke til arbejderklassens fa-

milie omkring år 1900, især pga. de vidt forskellige eksistensbetingelser i kraft af ind-

dragelse af kvinder og børn i produktionen.I kapitlet om skolen gennemgås skolelovene og det beskrives hvordan skolens

funktion er blevet ændret i takt med industrialiseringen. Undervisningsplanen for-

søgte at tage udgangspunkt i elevernes egen situation, hvorved skolens fremmedgø-rende virkning overfor arbejderbørnene tendentielt blev mindsket. Der var en inter-

esse for skOlegang tilstede i arbejderklassen, men den blev hæmmet af materielle om-

stændigheder (feks. bømearbejdet). Skolen kunne derfor ikke blive lighedsskaben-de.

I afsnittet om børnearbejdet er lovgivningen omkring børns arbejde gennemgået.Det er belyst hvor mange børn, der har arbejde, deres alder, social rekruttering, ar-

bejdets art, arbejdstiden, løn og arbejdsstatus.I konklusionen kritiseres Socialdemokratiet for ikke at stille indholdsmæssige krav

til skolen og for ikke at have en politik overfor familien samt for en uklar holdning til

børnearbejdet. Det sidste mener de, var betinget af, at en radikal politik overfor bør-

nearbejdet - nemlig dets afskaffelse - ville komme i konflikt med de dårligste stillede

lag af arbejderklassen.Jeg vil ikke gå nærmere ind i en diskussion af bogen, som indenfor sit begrænsede

emne giver en udmærket skildring af forholdene i Vejle omkring år 1900, der er ind-

draget et utrolig stort kildemateriale, som til tider er ved at tage magten fra forfat-

terne, således at det bliver kildefremlæggelse snarere end analyse.Bogen rejser imidlertid nogle generelle spørgsmål, som jeg godt vil kommentere.

I indledningen fremhæver forfatterne, at fordi de har koncentreret sig om en enkelt

lokalitet, Vejle, har det været muligt at inddrage et stort kildemateriale, og det har

været muligt at nærme sig individerne og de sociale grupperinger.Samtidig har de set det som en vigtig opgave at imødegå tendenserne til centrisme,

hvorved de mener, at hovedparten af forskningen har været centreret om København

og københavnske arbejdere. Denne vægtning har iflg. forfatterne givet et skævt bil-

lede af forholdene, fordi udviklingen i København har været meget længere fremme

end i det øvrige Danmark.

Jeg er enig med forfatterne i, at studiet af et lokalhistorisk område som f.eks. Vejlekan være relevant fordi det kan belyse, hvordan industrialiseringen foregik i provin-sen. Men jeg synes, at der er foretaget mange lokalhistoriske studier, hvor det over-

ordnede mål med undersøgelsen er forsvundet, hvor det bliver lokalhistorie for det

lokales skyld. .

I denne undersøgelse synes jeg problemet er, at der ikke er en klar holdning til indi-

vidernes placering i historien og til brugen af erindringer som kilde. F.eks. finder jegdet ikke særlig interessant at læse et interview med en ældre arbejder, som alene er

udvalgt udfra det kriterie, at han er i live. Jeg er modstander af individhistorie og det

hvadenten det drejer sig om Chr. IV eller fru Jensen fra Vejle.

Jeg synes, det er vigtigt at studere og analysere de sociale klasser og de 'sociale

strukturer, sammenhængene i historien. Det kan personer, der har markeret sig i for-

tiden, haft en betydning i fortiden og dermed en vis indsigt yde et bidrag til, men ikke

63

enhver fru Jensen som TV-Avisens udsendte falder over, eller Hr. Hansen som en

historiker falder over på et plejehjem.Selvom erindringerne i bogen bruges som et supplement til statistiske undersøgelser

mv. så bruges de også til at generalisere omkring børns opfattelse af børnearbejdet,familiens betydning mv.

Det er positivt, at der kommer gang i den lokalhistoriske forskning, men hvornår

kommer der gang i debatten om, hvordan det skal gøres?Hanne Rasmussen

Brita Foged ⁄ Randi Marcussen: Det fleksible køn. Kvinder i butik og påkontor. Tiderne

Skifter, København 1984, 163 sider, kr. 115,-

Med denne bog foreligger et meget spændende stykke kvindeforskning. Bogen er et

forsøg på at belyse kvinders arbejdssituation i butik og på kontor, som er typiskekvindearbejdspladser. Et meget stort antal kvinder indenfor disse erhverv arbejderpå deltid, nemlig 50% af de kontoransatte og 60% af de deltidsansatte kvinder, og

bogen tager fat her med en undersøgelse og analyse af deltidsarbejdet. Den søger at

svare på, hvorfor deltidsarbejdet er så udbredt netop på disse arbejdspladser, og at

undersøge om deltidsarbejdende og fuldtidsarbejdende kvinder indenfor samme om-

råde oplever deres arbejde og hverdagssituation forskelligt.Bogens resultater bygger på interviews med 40 kvinder, 20 fra hvert af de to områ-

der. Forfatterne har interviewet både fuldtids- og deltidsarbejdende kvinder, og har

koncentreret sig om kvinder i 30-årsalderen, ud fra den antagelse at mange kvinder i

den alder har fået børn, og som følge deraf beñnder de sig i et særligt dilemma mellem

ønsket om tid til at passe børn og hjem og behovet for at have et arbejde.Et af de for mig overraskende og bemærkelsesværdige resultater bogen når frem til

er, at den skarpe grænse man normalt trækker mellem deltids- og fuldtidsarbejde slet

ikke holder. Blandt de 40 kvinder fandt forfatterne et utal af forskellige former for

arbejdstider, arbejdstider tilrettelagt individuelt med megen fantasi og fleksibilitet,mens »normalarbejdsdagen« stort set ikke findes. Dette får forfatterne til at konklu-

dere, at en opdeling af kvinderne i fuldtids- og deltidsarbejdende ikke passer med

virkeligheden. Uanset om en kvinde arbejder på fuldtid eller på deltid indenfor disse

områder, er hun det fleksible køn, og arbejdstidstilrettelæggelsen tager udgangs-

punkt i en balance hos den enkelte kvinde mellem hensyn til økonomi og tid til privat-liv, selvfølgelig indenfor de rammer, som arbejdsgiveren afstikker.

Undersøgelsen viser, at der indenfor disse områder er opstået en tradition for indi-

viduel arbejdstidsforhandling. Kvinderne er blevet dygtige til at udnytte denne tradi-

tion ved overfor arbejdsgiverne at stå stærkt på deres ønsker mht. arbejdstid.Kvinderne forhandler arbejdstid frem for løn med arbejdsgiverne, fordi arbejdsti-

dens fleksibilitet er nok så vigtig for dem, da de traditionelt har ansvaret for familiens

og børnenes trivsel, og skal have deres arbejdsliv og familiens hverdagsliv til at gåopien højere enhed.

I to store vægtige afsnit i bogen anskueliggøres kontorarbejdspladsen og butiksar-

bejdspladsen, og kvindernes funktion og placering her. Jeg finder det meget væsent-

ligt, at forfatternes analyse afliver en udbredt myte om, at deltidsarbejdende kvinder

har en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, og kun ser på deres arbejde som noget

midlertidigt og deres indtægt som supplement til mandens. Tværtimod viser undersø-

gelsen, at de deltidsarbejdende er fuldtud engagerede i deres arbejde, deres informa-

64

tionsniveau er på højde med de fuldtidsansattes, ligesom de også selv er initiativta-

gere i tilrettelæggelsen af arbejdet. Ingen af de interviewede kvinder ønsker at forlade

arbejdsmarkedet, arbejdet er en vigtig og uundværlig del af deres tilværelse, på trods

af at kvinderne, såvel deltids- som fuldtidsansatte, ofte befinder sig lavest i hierarkiet.

Disse resultater får forfatterne til i et sidste kapitel at argumentere imod fagbevæ-

gelsens holdning til deltidsarbejdet. HK er en fagforening, hvor 80% af medlem-

merne er kvinder. Undersøgelsen har vist, at kvinderne ønsker forbedringer og større

indflydelse på deres arbejdsvilkår og mange ønsker deltidsarbejde. Forfatterne kriti-

serer fagforeningens manglende stillingtagen til deltidsarbejdet, og forkaster tenden-

sen til at betragte deltidsarbejdende som mindre betydningsfulde lønmodtagere og

medlemmer af fagforeningen. De opstiller kravet om en overenskoms'tsikring af del-

tid, som en fast arbejdstid med ret til overarbejdsbetaling, når man arbejder ud over

den faste arbejdstid. Alt overenskomstarbejde i fagforeningen fokuserer for ensidigt

på at sikre de fuldtidsbeskæftigedes rettigheder, og man undlader helt at sikre de del-

tidsansattes. Fagbevægelsen satser på en generel nedsættelse af arbejdstiden, og en

sådan arbejdstidsnedsættelse vil overflødiggøre deltidsformen. Men her mener for-

fatterne, at deres undersøgelse har vist, at uanset hvad man nedsætter arbejdstiden til,vil der altid være individuelle behov, og disse vil kun en fleksibel arbejdstid på løn-

modtagernes præmisser kunne sikre.

Jeg er enig med forfatterne i, at fagbevægelsener for snæversynet i sin totale afvis-

ning af deltid, og bogen kommer med nogle udmærkede løsningsforslag til en bedre

overenskomstmæssig sikring af de deltidsarbejdende. Der er dog et indbygget para-

dox i på den ene side at få fagforeningen til at varetage fællesinteresser og dermed

nyde fordel af den kollektive styrke, og på den anden side at lægge vægten på de indi-

viduelle forhandlinger omkring tilrettelæggelsen af arbejdstiden. Bogen her gør for

lidt ud af at redegøre for det,der er fagbevægelsens hovedargument imod deltid, nem-

lig det at arbejdsgiveren kan udnytte deltiden og få kvinderne til at fungere som flek-

sibel arbejdskraftreserve. Man slår til lyd for, at der ved siden af de kollektive over-

enskomstforhandlinger skal være muligheder for individuelle arbejdstidsaftaler.Men vil sådanne individuelle aftaler ikke kunne bruges af arbejdsgiverne til at spillekvinderne ud mod hinanden, og vil en accept af deltidsarbejdet ikke i sidste ende være

en accept af det traditionelle kønsrollemønster, hvor kvinder har hovedansvaret for

hjem, børn og mand? Er deltidsarbejdet, og kvinder som fleksibelt køn ikke nogetman skal kæmpe imod i en strategi for kvindefrigørelse? Dette er væsentlige spørgs-mål, som bogen ikke diskuterer.

Alt i alt synes jeg, at bogen er et spændende og velskrevet stykke læsning. Den er

meget læservenlig i sin form, hvor citater fra interviews veksler med analyser og kon-

klusioner. Interviewmetoden har virket frugtbar, forfatterne har fået kvinderne til at

snakke frit fra leveren, hvilket illustreres overbevisende af de mange citater. På trods

af at resultaterne kun stammer fra 40 kvinder, er de gennemgående træk i deres erfa-

ringer så ens, at de må anses for fælles for en større gruppe. Dog kunne jeg have øns-

ket mig, at forfatterne udførligt havde redegjort for, hvordan de har udvalgt de 40

kvinder, således at læseren bedre blev i stand til at vurdere, hvilken population resul-

taterne kan generaliseres til.

Styrken i bogen ligger i dens troværdige og solidariske fremstilling af kvindernes

krav og ønsker til deres arbejdsvilkår,og denne empiriske baggrund er uundværlig i

en fortsat diskussion om kvinders placering på arbejdsmarkedet og i fagforenings-sammenhæng.

Bodil Redder

65

Bent Gravesen: Magt og afmagt i Polen. Til kritikken af den bureaukratiske planøko-nomi, Aalborg Universitetsforlag, Ålborg1984, 434 5., kr. 168,-

Lad det være sagt med det samme: denne bog handler ikke om Solidarnoâé eller om

Polen under den militære undtagelsestilstand. Bent Gravesen (B.G.) vil i stedet for

undersøge baggrunden for det polske samfunds krise.

Bogen skal læses som en polemik mod den »såkaldte udogmatiske venstrefløj«, der

hylder det dogme (ifølge B.G.), at magten i Polen ligger hos en statskapitalistisk her-

skende klasse, der udbytter de polske arbejdere. Denne venstrefløj, som nærværende

anmelder må henregne sig til, har derfor været ude af stand til at indtage et selvstæn-

digt standpunkt i forhold til den borgerlige propaganda, der henrykt giver »socialis-men« skylden for den polske misere. B.G. undersøger specifikt det polske samfund,men han mener, at hans konklusioner vil kunne anvendes på Sovjetunionen og de

øvrige østeuropæiske samfund. 4

Han karakteriserer det polske samfund som en »bureaukratisk planøkonomi«.Denne udgør en egen produktionsmåde, hvor der på en række afgørende områder er

sket et spring udover kapitalismen: Massearbejdsløsheden er afskaffet, produktionentilrettelægges ikke ud fra værdiloven og profitmaksimeringshensyn, men ud fra en

samfundsmæssig prioritering.Adjektivet »bureaukratisk« indebærer, at planøkonomien ikke styres ud fra prole-

tariatets langsigtede og umiddelbare interesser, men at planmålene formuleres af det

»centrale politiske bureaukrati«. Dette bureaukrati er imidlertid ifølge B.G. ikke no-

gen herskende klasse. Det disponerer ikke over produktionsmidleme, det udbytterikke arbejderklassen, sådan som kapitalistklassen gør det hos os. Dets mulighederfor at disponere over produktionsmidlerne indskrænkes dels af arbejderklassen, som

har en betydelig magt til at forhindre, at dens efter kapitalistiske forhold gode ar-

bejdsforhold forringes. Også virksomhedsledeme har selvstændige interesser og ma-

nøvremuligheder i forhold til det »centrale politiske bureaukrati«, der gør at dette er

afhængigt af informationer nedefra i sin definition af planmål og i sin kontrol af, at

disse opfyldes. Herudfra definerer B.G. det »centrale politiske bureaukrati« som »et

særligt socialt lag, der udgør den' klassemæssige bærer af den bureaukratiske plan-økonomis politisk-administrative magtudøvelse oppefra og nedefter« (s. 361).

B.G. gør udtrykkeligt opmærksom på, at han ikke i denne bog vil forsøge sig med

en egentlig klasseanalyse af det polske samfund - denne lover han i et kommende

arbejde - men ud fra det, som han skriver i denne bog, aftegner der sig følgende bil-

lede: Arbejderklassen er ikke den herskende klasse - Polen er altså ikke et proletaria-tets diktatur - på den anden side er der heller ikke nogen anden herskende klasse, selv

om den »bureaukratiske planøkonomi« defineres som en egen produktionsmåde.Polen er altså ikke noget kapitalistisk samfund, på den anden side er det heller ikke -

såvidt jeg kan læse ud af bogen - noget socialistisk samfund. Hvis læseren er forvirret,

ja så kan hun eller han trøste sig med, at anmelderen også er det!

Det »centrale politiske bureaukrati« vil ifølge forfatteren gerne etablere sig som en

herskende klasse, men hindres heri dels af en historisk betinget svaghed, dels af en

iboende tendens i planøkonomien til »at eliminere de bureaukratiske produktions-forhold«, Hvorfor nu det? Jo: »Planøkonomien indebærer logisk - efter sit begreb -

producenternes bevidste regulering af den samfundsmæssige arbejdsdeling efter en

fælles plan. De bureaukratiske produktionsforhold udgør skranker for produktiv-kræfternes udvikling« (5. 240). Herudfra søger B.G. så at forklare de bagvedliggendeårsager til den polske krise: det »centrale politiske bureaukrati« har ikke været i stand

66

til legitimere sine særlige interesser som almene samfundsinteresser, og det har gen-

nem sin politik isoleret sig i forhold til arbejderklassen og bønderne. Dets anvendelse

af åbne magtmidler er derfor ikke et udtryk for styrke, men for afmagt. Det er dette

forhold som bogens titel spiller på.Jeg har i det foregående forsøgt at antyde bogens hovedtese. På sine over400 sider

indeholder den naturligvis også meget andet. I sin gennemgang af den historiske ud-

vikling siden 2. verdenskrig og i beskrivelsen af det økonomiske system iPolen kom-

mer B.G. med en lang række gode og nyttige informationer, der viser, at han er endogsærdeles velbevandret i den relevante litteratur, som den 20 sider lange litteraturliste

sidst i bogen demonstrerer. Men med hensyn til hans grundlæggende teser, må jegtilstå,*at jeg ikke er overbevist.

For det første er det en stor mangel, at han ikke sætter sin analyse af det polskesamfund ind i en større østeuropæisk sammenhæng. Kan analysen f.eks. også overfø-

res til Sovjetunionen? B.G. antyder det, men argumenterer intetsteds for det. Han

koncentrerer sig om Polen, men lader forstå, at Polen ikke er noget særtilfælde påanden måde, end at krisen i den »bureaukratiske planøkonomi« her er mere akut end

andre steder.›

Måske er jeg forblændet af »dogmer«, men det forekommer mig ikke vanskeligt at

forklare udviklingen i Polen således, at en ny herskende statskapitalistisk klasse her

har haft vanskeligere ved at gennemtvinge sit klassehegemoni af en række historiske

årsager end i Sovjetunionen og nogle af de østeuropæiske lande.

For det andet forekommer det mig, at B.G. forfalder til dogmatisme isin afvisningaf, at den polske økonomi er kapitalistisk. Han lader den statsmonopolkapitalistiskeudvikling i de vestlige kapitalistiske samfund ude af betragtning med dens nationali-

seringer, statslige regulering af produktion og investeringer og dens muligheder for

delvist at sætte værdiloven ud af kraft.

Samtidig undlader B.G. som antydet ovenfor at diskutere, om det polske samfund

er socialistisk. Hans bestemmelse af den »bureaukratiske planøkonomi« som en sær-

lig produktionsmåde kommer efter min opfattelse til at svæve i luften.

Inden for rammerne af denne anmeldelse er der desværre ikke mulighed for at gåind i en dybere diskussion af B.G.s synspunkter; jeg har måttet nøjes med at antyde,hvorfor jeg ikke finder hans teser overbevisende.

Denne uenighed skal imidlertid ikke afholde mig fra at anbefale »Magt og afmagt«til læsere, der interesserer sig for udviklingen i Østeuropa og Sovjetunionen. Bogen er

præget af betydelig viden og indsigt ipolske forhold, og B.G.s teoretiske forklaringerfortjener en seriøs diskussion som et indlæg i den standende socialismedebat på den

danske venstrefløj.Til slut skal det bemærkes, at bogen ville have haft godt af en ekstra korrekturlæs-

ning. Der er desværre en del meningsforstyrrende trykfejl, nogle sætningskonstruk-tioner er gået i fisk, og især i begyndelsen af bogen er en del noter simpelthen faldet

ud, således at nummereringen i teksten ikke passer med notefortegnelsen bag i bogen.Andreas Nissen

Henning Grelle: Under de røde faner. En historie om arbejderbevægelsen.Udgivet i an-

ledning af ArbejderbevægelsensBibliotek og Arkivs 75 års jubilæum 12. juni 1984, Frem-

ad/ABA, København 1984, 215 s., kr. 350,-

Det var en god idé at benytte ABA's jubilæum til at udgive en bog med eksempler på

arbejderbevægelsensfaner og bannere. På samme måde, som når der bliver taget be-

67

slutning om at anskaffe en fane, blev der også for at hjælpe denne bog frem nedsat et

faneudvalg i 1982. Faneudvalget har forestået udvælgelsen af bogens faner, og med-

lem af faneudvalget, Henning Grelle, har stået for arbejdet med at indsamle og datere

fanerne og for udarbejdelsen af teksten. Denne tekst kaldes i forordet supplerende,og hermed markeres, at billedsiden er den vigtigste. Ud af dette arbejde er der kom-

met en virkelig flot bog med godt 200 eksempler på faner og bannere. Alle er ligesombogens øvrige illustrationer meget fint reproducerede i 4-farvetryk. Det er en fornø-

jelse at se.

Faner er symboler på bevægelsers idealer og mål. og den enkelte fane udgør en del

af den pågældendebevægelses historie og kultur. Fanen har stor betydning såvel ud-

adtil som indadtil. Udadtil viser den, at »her er vi«, indadtil er den et symbol på sam-

menhold. Siden begyndelsen af 1870'erne har de røde faner været arbejderbevægel-sens symbol og brugt som samlingsmærke ved arbejdskampe, demonstrationer ogfester.

Bogen lægger vægt på arbejdernes organisering, først og fremmest i fagforeninger,men også iparti, ungdomsorganisationer, sangforeninger, begravelseskasser osv. Be-

tydningen af organisation understreges hermed, og historien om arbejderbevægelvsens opståen fortælles i meget store træk. Det ligger tungt med den senere udvikling,selv om der trækkes linier frem til i dag.

Fanerne er samlet i temaer, der vedrører deres funktion i forbindelse med parti,arbejderungdom, begravelseskasser mv., i forbindelse med de enkelte fag, som sam-

les i større grupper, som f.eks. transport, stat og kommune, klæder og kost, og i for-

bindelse med emner som kvindernes organisering og 1. maj, herunder 8 timerskravet.

Fagforeningsfanerne tegner sig for langt den største del.

Umiddelbart virker bogens disposition lidt besynderlig. Dette afhjælpes ved en de-

taljeret indholdsfortegnelse. Men det er mærkeligt, at man skal finde de grafiske fagiafsnittet om arbejderkultur, som også omfatter kolonihavebevægelse,sangforenin-ger, Arbejdernes Læseselskab og AOF.

Da det bogen lægger vægt på er organiseringen, er det ikke overraskende, at bogenhar et afsnit om Socialdemokratiets opståen og dette partis faner. Men det virker un-

derligt, når andre partier kun lige nævnes i forbindelse med »konkurrencen om arbej-derstemmerne fra SF« og med, at der i »1973 kom to nye partier med i kampen« (s.168). Retfærdigvis må det medgiVes, at teksten er meget knap, og at SUF og bruddet

med Socialdemokratiet bliver behandlet selvstændigt (s. 172-75). Når jeg nævner det,

skyldes det også, at billedsideme er kedelige.Bogens karakter af billedbog gør, at den egner sig til spredt læsning. Det kan også

nemt lade sig gøre p.g.a. bogens detaljerede indholdsfortegnelse og et godt og over-

skueligt lay-out. Jeg tror, at mange vil have glæde af at læse indledningen, hvori der

gøres rede for fanernes funktion, farve- og symbolvalg, for en af fanemalerne, og for

faneindvielser. De fleste faner var røde, men andre farver forekommer også. Men

ligesom farvevalg kan være tvetydigt, så kan symbolvalget også være det. Det er jo i

allerhøjeste grad afhængigt af, hvilken værdi der er tillagt det. F.eks. bikuben, som

blandt andre tobakarbejderne anvendte, understreger fliden, betydningen af den fæl-

les indsats. I 1880'erne var det firmamærke for Wessel og Vett, som senere blev til

»Magasin«. En nål med bikuben blev i dette firma også brugt som belønningsnål for

en lang, tro tjeneste. De symboler og billeder, der er på faneme, er meget spændende,og billedteksten giver som hovedregel gode oplysninger hertil, enkelte spørgsmål bli-

ver tilbage.Umiddelbart fanges interessen af de mange spændende illustrationer, først og

68

fremmest af faneme, men også af samtidige billeder, der Viser nogle af bogens faneri

brug. Der er illustrationer fra arbejdspladser, demonstrationer, fester mv. Nogle af-

snit er supplerede med udsnit af erindringer, som kan have relation til arbejdet med

organisering, til arbejdsvilkår ogtil udviklingen inden for faget. Både billedteksten

og den supplerende tekst er meget oplysende, ligesom der er en god sammenhængmellem teksterne og billederne.

Det hører næppe til traditionen, at forfattere til festskrifter problematiserer. I

denne bog kommer så yderligere det aspekt ind, at teksten er så knap. Alligevel mener

jeg, at det kunne gøres uden at »skade nogen« i f .eks. afsnittet om tillidsmandssyste-

met, som indledes med den senere borgmester i Helsingør Peder Christensens erin-

dringer fra tillidsmandssystemets indførelse. Grelles tekst slutter: »Posten som til-

lidsmand viste sig imidlertid hurtigt at være et særdeles udsat hverv. Alle væsentlige

ændringer i tillidsmandsbestemmelserne er gået på at sikre denne post mod vilkår-

lig fyring. Det er sket med indførelse af erstatningspligt, forlængelse af opsigelsesvars-ler og et forstærket krav fra fagbevægelsen om mulighed for genansættelse efter fy-

ring« (s. 64). Javist. Men aktuelle eksempler viser, at det stadig er nemt og billigt for

arbejdsgiveren at komme af med en tillidsmand og -kvinde. Det understreger vel også

pointen i det sidste afsnits titel: Fortsat under de røde faner.

.Inger Marie Kromann Hansen

Hanne Nørregaard Hansen: Bibliografi over litteratur af og om Frederik Dreier (1827-

53), Hvad Skovsøen Gemte, Odense 1984, 44 sider, kr. 32,-

»Danmarks første socialist« har altid interesseret senere socialister og arbejderhisto-rikere. Derfor er det fortjenstfuldt, at Hanne Nørregaard Hansen og det ny forlagmed det lidt aparte navn har udsendt en bibliografi over alt, hvad Dreier skrev, og alt,hvad der er skrevet om ham. Den indledes med en kort skitse over Dreiers aktive,

men korte levnedsløb og afsluttes med en registrant over hans efterladte papirer i Det

kgl. Bibliotek samt én over de numre af »Corsaren«, der 1851-52 omtalte ham itekst

og streg. Ældre og nyere portrætter af ham illustrerer den lille pjece. Den er et glim-rende arbejdsredskab for alle, der beskæftiger sig med Dreier og hans samtid.

Frederik Dreier er af den tyske historiker Bernd Henningsen blevet opfattet som

»den danske variant af den tidlige socialisme (”Frühsozialismus')«. Men vigtigere er

det, at han var i stand til kritisk at sigte de utopiske socialisters tankegods og kritisere

uklarheder, religiøse fordomme og inkonsekvenser hos nogle af dem, simpelt hen

fordi han virkede og skrev senere end de. Selv var han ateist, men opfattede sig som

socialist, om end han følte større ideologisk slægtskab med ateistiske kommunister

som T. Dézamyend med Louis Blanc og Philippe Buchez.

Bibliografien tør være fuldstændig. Under dens andet afsnit om »Litteratur om

Frederik Dreier« er medtaget monografier, bogomtaler af ham, specialer, omtaleri

specialer samt tidsskrift- og avisartikler. Det eneste »hul«, jeg har fundet, er, at gen-

optrykket i H. N. Lahme (ed.): P. Knudsen - Bidrag til hans politiske biografi

(Odense 1983), s. 57-65, jvf. s. 7f., af P. Knudsens omtale i »Social-Demokraten« juli1883 af Dreiers virke (bibliografien no. 178) ikke er anført, hvilket bibliografen må-

ske ikke har nået at få med.

Stikord- og emneregister incl. titel- og personregister er udførligt og en stor hjælp.

Men man savner en fortegnelse over aviser og blade, der fra samtiden til i dag har

bragt stof om Dreier. Nu må avisartikler findes under resp. forfattere, hvis de da er

69

signeret (ellers under artikeloverskrift, hvis ikke - du under bladets navn). Et avis- og

bladregister ville have været nyttigt, da man gennem det straks ville kunne have set,hvilke aviser og blade, der i tidens løb havde omtalt Dreier. Savnet opvejes dog af, at

alle Dreiers arbejder og de fleste omtaler af ham er forsynet med korte, men oply-sende indholdsnoter. Det er også godt, at man straks kan se, hvilke personer Dreier

har omtalt i sine artikler i »Samfundets Reform« 1852-53. De mange krysdshenvis-ninger er også en stor hjælp. Alle artikler i »Samfundets Reform« er anført separat,her er der tale om et formeligt indholdsregister.

Der er tale om en helstøbt Dreier-bibliografi. Et fortrinligt arbejdsredskab.Ole Stender-Petersen

Kurt Hamer, Karl-Wemer Schunck, Rolf Schwarz et al. (ed.): Vergessen + Verdrängt.Eine andere Heimatgeschichte. Arbeiterbewegung und Nationalsozialismus in den Krei-

sen Rendsburg und Eckemfárde, Druckhaus Schwensen Eckemförde 1984, 245 sider,DM 15. (Kan bestilles hos SPD-Kreisverband, An der Marienkirche 5, Rendsburg.)

Værket er fremgået af et samarbejde mellem 30 forfattere (nogle afdøde inkluderet),hvoraf fem har skrevet to eller flere artikler. Resultatet er noget uegalt, med overlap-_ninger og krydshenvisninger her og der, korrigeringer og suppleringer ved redaktio-

nen, stramninger af teksten etc. Kun enkelte er faghistorikere, det ses straks.

Bindet er udkommet samtidig med en - i øvrigt hidtil velbesøgt- vandreudstillingilandsdelen.

Arbejdsgruppen, dannet 1982, har samlet samtidige breve, der jævnt hen »krydrer«

teksten, og fotos, tryksager, protokoller eller optegnelser og har gennemgået lokal-

pressen og mange arkivalier særlig i Landesarchiv Schleswig.Formålet har været at anskueliggøre betydningen af 30. jan. 1933 på lokalhistorisk

plan og derved animere til uddybet opgør med nazismen. Dette formål synes nået.

Ved nøje at gennemgå de mange bidrag kan man danne sig et helhedsbillede. Det

forhold bekræftes, at nazistpartiets (NSDAPs) valgresultater i hele landsdelen 1932

lå over rigsgennemsnittet. Schwarz finder årsagen til nazismens gennembrud og

styrke i Rendsburg i det lokale erhvervslivs sammenfletning med landbruget (stor-

godser) og parallelt dermed den kriseramte »middelstand«s (formentlig borgerskab-

ets) modtagelighed for NSDAPs lokketoner og dens hele »radikalisering«. Arbejder-klassen derimod var som i riget i øvrigt forholdsvis immun, flækken Büdelsdorf fx var

også efter 1933 en socialdemokratisk (SPD-) højborg, her overtog NSDAP sågar

SPD-borgmesteren, et absolut særsyn ifl. Herbert Schütt. Ud fra eksemplet Nortorf

viser Hamer, at borgerskab 0g forretningsverden ret hurtigt lod sig indordne, deres

foreninger ensrettede gelinde sig selv, arbejdernes blev som overalt opløst.

Det rige SPD-kultur- og sportsliv, »et demokratisk alternativ«, undertrykt foråret

1933, dækkes af fem forfattere, mens arbejdervelfærden behandles af Schütt foruden

kortelig i afsnittene om borgmester Rich. Vosgerau i Borby og kollegaen i Klausdorf,W. Busch. Man får indtryk af et -især under valgkampene - SPD-trofast, men tilligeikke synderlig militant, her og der fx i cyklistklubberne - sågar et a-politisk sportsliv.Det viste sig skæbnesvangert under det opmarcherede SAs storm 10. juli 1932 på fag-foreningshuset i Eckernförde/Vogelsang, der kostede to landarbejdere livet. Da var

den lokale arbejdersport, ja, de organiserede SPD'ere at finde »anderswo« , ved stran-

den eller sportskampe. Værkets »gennemgående« SPD-leder Vosgerau, 1917-22

medlem af Uafhængige socialdemokratiske Parti (USPD), - Eckernfördes SPD-

70

forening var i øvrigt 1917-20 ret militant og bekæmpede fx med væbnet modstand det

godsejerstøttede Kapp-kup, - og 1929-33 borgmester i Eckernförde-Borby, havde jo

udsendt parolen: »lad jer ikke provokere«, Selv befandt han sig sammen med en an-

den »gennemgående« leder, den militantere kredssekretær for Landarbejderfor-

bundet Anton Peters, i huset hin skæbnesvangre 10. juli 1932. Peters forsvarede en-

dog med held 1. etage med pistol.

Noget militantere end sportsklubberne synes det 1924 grundede »Reichsbanner«

(R.B.) - behandlet af 4 forfattere - at have været. 10. jan. 1932 udkæmpede det og

kommunister (KPD) et formeligt slag med SA/ SS i Rendsburg (belyst af Schwarz ud

fra officielle akter). Men SPD-ledelsen nægtede at væbne R.B., der da også både 20.

juli 1932 (Papenkuppet) og 30. jan. 1933 blev »taget' på sengen«,

Også kredsen var 1932 præget af borgerkrigslignende tilstande med NSDAP-

bombeterror mod SPD- og KPD-partilokaler og privathjem - især natten til 1. aug.

1932. Retssager for særdomstole fulgte efter disse begivenheder (belyst i to artikler af

Schwarz).På basis af opdukkede flyveblade søger Schunck at vise, at også Eckernförde var

præget af modsætningen mellem KPD og SPD. Han finder, at det var så som så med

det af nogle interviewede betonede gode forhold jævne partifæller imellem. Men gri-bende at læse SPD'eren Jonny Rohwers erindringer fra 0. 1934 om »Det tyske prole-tariats undergang«: lederne var det, der var med forbrødring, massen derimod

»havde gerne skullet lade vort demokrati fare og med KPD udråbt et tysk arbejder-

diktatur«, der dog havde kunnet hindre al elenden efter 30. jan. 1933.

Schunck behandler også både arrestationsbølge 6. april 1933 i Eckernförde, der

ramte mange SPD'ere på Torpedoforsøgsanstalten (T.V.A.), og arbejdermodstan-den. Området var hverken præget af åben SPD-modstand eller -tilpasning, men nok

af storstilet solidaritet. Privat aflyttedes forbudte stationer, Vosgerau var stadig en

agtet skikkelse. Men illegalt virke var SPD-fagarbejdermentaliteten væsensfremmed,

så sabotage på T.V.A. forekom ikke (modsat Kiel-værfterne under krigen).Selv om især Schuncks bidrag er præget af SPD-selvforståelse, skildrer han loyalt

KPDs modstandsarbejde på basis af overlevendes udsagn og bevarede domme 1934-

37, vigtige historiske kilder. En ledende KFD-skikkelse iEckernförde var Hermann

Ivers (1892-1942),hvis aktivitet også belyses af hans enkes gribende erindringer, der

omtaler hans fængsling 1936 og grufulde død i tugthus efter pseudo-medicinske for-

søg. Eckernförde-KPDS aktivitet bestod i fordeling af illegale ilyveblade og en sø-

værts kurérrute til Sønderborg: illegalt materiale ind- og folk i fare udsmugledes.Korrekt skildrer Schunck den danske KPD-emigrations struktur; en ledende skik-

kelse først i Eckernförde, siden i Danmark var Willi Grünert.

Hamburg-historikeren Ralf Deppe har også heroppe udforsket SPDs emigration

og redegørbl.a. for den anden flugtvej via Harrisleefeld ved Flensborg til det danske

Frøslev. I Harrislee ledede Wilh. Schmehl en SPD-modstandsgruppe, som indslu-

sede flygtningene til Padborg, hvor de blev modtaget af lokomotivfører Aage Lassen,

der så ekspederede dem videre til København. En anke mod Deppes fremstilling er, at

han desværre ikke bringer årstal for en slig gruppes eksistens eller dens numeriske

størrelse. Hans tal på den »faste« SPD-emigration 1933-40, 170 voksne, tør i al fald

ligge i underkanten. Men Deppe fortier ikke diskrimineringen af KFD-flygtninge el-

ler den i øvrigt dynamiske leder af SPDs »Grenzsekretariat Nord« Rich. Hansens

afvisning endog af kritiske SPD'ere. »Grænsesekretariatet« udsmuglede »camou-

flagetryk« til Nordtyskland og indsmuglede flygtninge. Deppes billede af hjælpeko-

miteerne er korrekt. Også Deppes linier om den socialdemokratisk-radikale rege-

71

rings illusoriske eftergivenhedspolitik - med virkning også for emigranterne - og om

udleveringen af arresterede emigranter til Tyskland efter 9. april 1940 gengiver reali-

teten.

Max Geissler, en ledende SPD-emigrant fra Lübeck, var en af de udleverede ogfortæller interessant om »emigrationens hverdag«.To andre, der også oplevede den

dog uden at blive udleveret, var Eckernförde-politiofñceren Karl Faden (1900-79) ognævnte Anton Peters (1885-1946), der begge emigrerede 1933. Faden døde her som

agtet Gentofteborger, hans erindringsskitse af 1979 kaster lys over nævnte »storm«

10. juli 1932 og over hans emigration. Schunck oplyser, at Faden 1943 blev indkaldt

til den tyske hær, men i Sæby blev den lokale modstandsleder F. Clausagers kontakt-

mand; han oplyste om tyske materiel-transporter. På basis af breve fra Peters' to dø-

tre oplyser Schunck, at Peters tilbragte det meste af besættelsen som tb-syg på Øre-

sundshospitalet. Her duplikerede han og overlægen illegaltmateriale. Anton Peters

jun. var med i »Korps Aagesen«, dannet 1943. En fætter sad i Gestapo på Shellhuset

og hjalp arresterede frihedskæmpere.To af bidragene belyser kirkelige forhold. Pastor emer. i Flemhude, Th. Pinn, be-

retter ikke uden galgenhumor om sine 7 arresteringer 1934-39 og giver et godt indblik

i »Bekendelseskirken«s indstilling'.Tre af artiklerne har jødiske emner, vigtigst er Schwarz' om Rendsburg-jødernes

og -synagogens skæbne. I to andre bidrag behandler han en krigsfangelejr i Büdels-

dorf med udbud af billig arbejdskraft samt områdets tvangsarbejder-»kolonier«,

mishandlingerne, men også tyskeres uselviske hjælp til de ulykkelige østarbejdere.Detlev Korte arbejder på en disputats om »Arbeitserziehungslager Nordmark«, og

hans artikel om denne tvangsarbejderlejr 1944 - under Kiel-Gestapo, der var kommet

i »pladsmangel«, - er meget givendez.Ligeså lidt som sin klassefælle Ivers overlevede Vosgerau krigen. Anklaget for »un-

derslæb« var han blandt dem, der 6. april 1933 anbragtes i »Schutzhaft« i nogle uger. I

forb. m. 20. juli 1944 slæbtes han til kz-lejren Neuengamme, hvor han drøftede frem-

tidsplaner med sin parti- og lidelsesfælle Herman Clausen. Maj 1945 gik det til sidst

op for Vosgeraus partifæller, at han måtte være blandt de 7.300 - ud af i alt 10.000 -

Neuengamme-fanger, der omkom, da RAFs »Birthday Squadron« 3. maj 1945 ved en

fejltagelse bombede to fangeskibe, der i hvert fald ikke bar Røde Kors-tegn, i Neu-

städter Bueht. Om de omkomne kz-fanger skrev H. Clausen, at de var »gode, oprig-tige mennesker og gode demokrater«.

Ole Stender-Petersen

1. Jvf. også referat i »Grenzfriedenshefte« V 1984, s. 52-57 af talerne på seminar i Evange-lische Akademie Nordelbingen jan. 1984: D. Stokes om formentlig gunstig prædispotionfor NSDAP og dets »Deutsche Christen« i overvejende evangeliske egne (ex. Eutin). (Dogmå det ikke glemmes, at fascismen/nazismen opstod i overvejende katolske egne); pastoremer. Wolfg. Prehn om »Bekendelseskirken«. 1 Flensborg hjalp Prehn jøder til Danmark.

Ca. 150 af landsdelens 350 præster tilsluttede sig mere eller mindre helhjertet »DeutscheChristen« og NSDAP.

2. Jvf. også Kortes foredrag om kz-lejre i Slesvig-Holsten på nævnte seminar (»Grenzfrie-

denshefte« 1/ 1984, s. 56f.).

72

Arno Herlig, Dieter Langewiesche, Arnold Sywottek (udg.): Arbeiter in Hamburg. Un-

terschichten, Arbeiter und Arbeiterbewegung seit dem ausgehenden 18. Jahrhundert,

Verlag Erziehung und Wissenschaft, Hamburg 1983, 606 s., DM. 29.-

Over 40 forskere gjorde ved en konference i februar 1982 status over forskningen i

arbejdernes og arbejderbevægelsens historie i Hamburgområdet. Konferencen var

det første større arrangement foranstaltet af den arbejdskreds for regionalhistorie,som blev stiftet ved universitetet i Hamburg i 1980. De 44 artikler i dette murstens-

bind på godt 600 tættrykte sider er så godt som alle udsprunget af oplæg på denne

konference.

Selv om der i bindet mangler bidrag om så vigtige aspekter som familieforhold,livet efter fyraften, social mobilitet og arbejderklassens sociale relationer til andre

samfundslag m.m., giver artiklerne tilsammen et godt indblik i forskningens øjeblik-kelige stade. Tendensen til regional socialhistorie-forskning, som har været domine-

rende de senere år, må ifølge udgiverne ikke forstås som en slags provinsialisering af

historieforskningen. Denne tilgang tillader tværtimod, at man nu forstår enkelte

menneskers og sociale gruppers levevis langt mere konkret end i undersøgelser, der er

rettet mod større områder. Lokal- og regionalundersøgelserne kan være med til at

teste, præcisere og eventuelt korrigere mere overregionale analyser.Den centrale problemstilling, der kan følges gennem bidragene, er spørgsmålet:

hvordan foregik den lange på ingen måde ligelinjede og aldrig alle arbejdere omfat-

tende udvikling fra de splittede underklasser frem mod den organiserede arbejderbe-vægelse? Hvordan forandrede arbejdernes adfærdsmønstre sig i dette udviklingsfor-løb, og hvilken betydning tik arbejderorganisationerne i denne proces? Bl.a. fordi der

i dele af den nyere socialhistoriske forskning har været en tendens til at tabe organisa-tionemes og institutionernes betydning af syne - til fordel for en undertiden noget

nostalgisk »genopdagelse« af hverdagen -, var det for udgiveme meget om at gøre, at

organisationerne blev inddraget mest muligt intensivt i de enkelte undersøgelser.Værket er efter en indledende forskningsoversigt og introduktion af artiklerne op-

delt kronologisk i tre store afsnit. Det første af disse dækker perioden fra udgangen af

det 18. årh. og frem til 1860'erne. De fleste af bidragene i dette afsnit grupperer sigomkring problemfeltet massearmod: hvordan reagerede stat og offentlighed på den

fattigdom, som samtiden benævnede som »pauperisme«.Det andet afsnit rummer en række bidrag, der belyser kejserrigets epoke. Blandt de

mange interessante artikler i denne afdeling kan nævnes Clemens Wischermanns

kvantitative analyse af boligkvarterer og livsforhold i urbaniseringen og Michael

Grüttners bydelsstudie af Gänge-kvarteret, der især var beboet af havnearbejdere.Det sidste store afsnit handler så om perioden fra 1. verdenskrig frem til nutiden.

Fremhæves fra denne del må især englænderen Anthony P. McElligotts erfaringshi-storiske analyse af den »åbne« livsform i et Altona-kvarter. Fremtidsdimensionen

kommer ind med Albrecht Lehmanns bidrag, der på basis af levnedsskildringer bely-ser Hamburg-arbejdernes fremtidsforventninger og -ønsker ved udgangen af

1970'erne.

Svend Aage Andersen

73

P. Knudsen - Bidrag til hans politiske biografi. Analyser og dokumenter. Redigeret af

Hans-Norbert Lahme. Med bidrag af Per Boje, Gerd Callesen og Hans-Norbert Lahme,Odense Universitetsforlag, Odense 1983, 134 5., kr. 97,60

Det kan siges straks, at der er tale om en prisværdigudgivelse. P. Knudsen, Socialde-

mokratiets formand fra 1882 til 1909, var en revolutionær arbejderleder af samme

format som Wilh. Liebknecht eller Bebel. Alligevel er hans »samlede skrifter« endnu

ikke blevet udgivet, ligesom hans indsats og værk langt fra har været gjort til genstandfor forskning og diskussion i det fortjente omfang. - Den foreliggende bog bidrager til

at råde bod herpå.

Bogen falder i to sektioner, idet den dels indeholder arbejder af P. Knudsen, dels

analyser af hans værk.

Af P. Knudsens skrifter optrykkes den lange artikelserie om »Socialismen i Dan-

mark« fra Social-Demokraten 1883-84. Der er tale om en vigtig kilde til indsigt i,hvorledes Socialdemokratiet på dette tidlige tidspunkt opfattede sin rolle og funk-

tionsmåde, ligesom der er tale om en klassisk fremstilling af den danske arbejderbe-vægelses første tid. I bogen publiceres desuden for første gang nogle mindre tekster,herunder P. Knudsens rundskrivelse til lederne af de førende socialdemokratiske par-

tier i Vesteuropa fra 1908 om kravet om folkebevæbning. I sit knappe bidrag om »P.

Knudsen og internationalismen« bedømmer Callesen denne rundskrivelse som »et

opsigtsvækkende dokument« (s. 54). Heri kan man kun give ham ret.

I rundskrivelsen afviser Knudsen pacifismen med den revolutionære argumenta-

tion, at »enhver politisk frihedsbevægelse må have et yderste middel til at gennemføresine krav og til at bevare en gang opnåede resultater«. Han henviser til,*at »ingenkan

vide om kapitalistklassen i sidste instans vil bøje sig for den af arbejderklassen ved sin

deltagelse i den parlamentariske virksomhed vundne magtstilling«, og slår fast, at

arbejderklassen »derfor også i politisk henseende (må) være i besiddelse af et yderste

magtmiddel«. Knudsen går videre endnu og henviser til, at der »sikkert også efter

kapitalistklassens detronisering« vil blive »gjort forsøg på under en eller anden form

at genrejse dettabte herredømme« , ligesom der vil kunne blive gjort forsøg på at »for-

falske eller forvrænge Socialdemokratiets grundsætninger på en sådan måde, at et

helt nyt klasseherredømme truer med at opstå. Over for sådanne kalamiteter«, sigerhan videre, »vil et bevæbnet folk altid kunne hævde og forsvare sine interesser«, og

han slutter: »Med andre ord: Folkets bevæbning er at gøre Revolutianen permanent«

s. 118 .(I runfdskñvelsenfra 1908 fremfører Knudsen altså klart og utvetydigt kvintessen-

sen af den marxistiske teori om proletariatets diktatur. Dette er så sandelig opsigts-vækkende! Knudsens standpunkt i spørgsmålet om proletariatets diktatur ligger her

på linje med Lenins samtidige standpunkt. Dokumentet bør diskuteres indgående,

også heri må man give Callesen ret, og det må - så meget kan siges umiddelbart -

aftvinge en betragtelig nuancering af billedet af Socialdemokratiets tidlige historie.

Det spørgsmål rejser sig naturligvis, om der var tale om en ny erkendelse hos Knud-

sen, opstået under indtryk af såvel den russiske revolution 1905-07 som den påføl-

gende (og altså samtidige) akkumulation af modsigelser i europæisk politik, natio-

nalt og internationalt? Eller har Knudsen (i det væsentlige) stået på dette standpunktsiden overgangen til marxismen, og har han blot undladt offentligt at give udtryk for

dem for simpelthen at undgå, at Socialdemokratiet blev ramt af den samme skæbne,

der overgik den danske sektion af IAA i 1873 eller det tyske søsterparti i 1878?

I sit bidrag til analysesektionen forsøger Lahme at placere P. Knudsen som »parti-

74

teoretiker«. Hans konklusion er, at Knudsen »påen eklekticistisk måde« forsøger at

»forene marxistiske elementer med 'førmarxistiske', d.v.s. lassalleanistiske og andre

elementer« (s. 33). Selv om Lahmes tese om, den »lassalleanistiske« indflydelse i

dansk arbejderbevægelse har været grundigt anfægtet, er bevisførelsen her både over-

fladisk og lemfældig. Vurderingen af Knudsen som »partiteoretiker«bygger alene påto skrifter, foruden »Socialismen i Danmark« foredraget om »Socialismen« fra no-

vember 1884 (trykt 1885). En vurdering af Knudsen som »partiteoretiker« kan imid-

lertid ikke bygge på de foreliggende alment-teoretiske skrifter, men må tillige byggepå en analyse af den af Knudsen anvendte metode i de konkrete økonomiske, sociale

og politiske analyser såvel som i de strategiske og taktiske konceptioner. Ved en så-

dan tilgang til vurderingen af Knudsen som partiteoretiker springer det i øjnene, at

han - sammenlignet med samtidige socialdemokratiske partiledere og -teoretikere i

andre lande - udmærker sig ved en endda meget afklaret opfattelse af arbejderklas-sens konstitueringsproces. I dette udtryk kan hans livsværk sammenfattes: hans or-

ganisatoriske indsats i den faglige og politiske gren af arbejderbevægelsen; hans vi-

denskabelige, publicistiske og praktisk-politiske indsats for sociale reformer, der

skulle begrænse trykket fra den industrielle reservearmé og dermed reducere den in-

terne konkurrence i arbejderbevægelsen; hans indsats for en jordreform og for en or-

ganisering af landarbejderne med det samme formål. Det, der springer i øjnene, er

billedet af en partileder og -teoretiker med sjældent solid forankring i den marxistiske

teori. Ved sin dogmehistoriske og dermed vilkårlige tilgang til vurderingen af Knud-

sen fortrænger Lahme dette billede af en arbejderleder, hos hvem evt. ligheder med

Lassalle kun kan være overfladiske, f.eks. retorisk tradition.

Når Lahme ikke desto mindre mener at kunne iagttage »restteoremer fra lassallea-

nismens ideologiske katalog« (s. 29) hos Knudsen, skyldes det alene dennes angive-lige »positive statsopfattelse« (s. 3l). Når P. Knudsen f.eks. i forbindelse med,at han

redegør for karakteren af den kommende socialistiske samfundsorden, taler om den

socialistiske stat som ejer af produktionsmidleme, udlægges det af Lahme som ud-

tryk for Knudsens »meget positive holdning over for staten«. Lahme hævder katego-risk, at Knudsens »syn på staten har intet med den marxistiske teori at gøre«, idet

Marx og Engels iflg. Lahme »i staten aldrig så andet end et værktøj i hænderne på de

herskende klassen. Lahmes »reception« af den marxistiske teori fremgår af fortsæt-

telsen: »Både i 'Manifestet' og i 'Statens, Familiens og Privatejendommens Oprin-delse' (sicl) siges det tydeligt, at de ikke er interesseret i, at proletariatet skulle erobre

staten. Til gengæld ønsker de staten destrueret af det sejrende proletariat« (s. 240.Med et sådant sammenligningsgrundlag vil man i undersøgelser af »marxisme-

receptionen« i arbejderbevægelsen uvægerligt nå frem til, at der aldrig har eksisteret

nogen marxisme. I så fald vil man se »lassalleanisme« overalt - hos Marx, Engels,Bebel, Kautsky, Luxemburg, Plekhanov, Lenin etc. Alle falder de for Lahmes bar-

berkniv: »positiv statsopfattelse«= »lassalleanisme«. Lige så bemærkelsesværdigt er

det, at en Proudhon eller Bakunin ikke falder for den!

Lahme synes ikke at kunne se forskel på marxisme og anarkisme. Lassalleanisme-

legenden er et resultat af denne forbytning. Til forskel fra anarkismen opererer marx-

ismen som bekendt med, at proletariatet må erobre den politiske magt, dvs. stats-

magten, og med denne som redskab omforme samfundet. Først efter en transforma-

tionsperiode, en hel historisk epoke, hvor staten kun kan være proletariatetsdiktatur, først når produktivkræfternes udvikling har nået et stade, hvor samfundet

kan overgå til det kommunistiske princip, at enhver yder efter evne og modtager efter

behov, først da har statsmagten mistet sin funktion og »dør bort«.

75

Lahme forveksler spørgsmålet om proletariatets erobring og anvendelse af politisk

magt overhovedet med spørgsmålet om, hvorvidt det uden videre kan overtage og

anvende det forhåndenværende statsapparat. Det sidste spørgsmål er et konkret

spørgsmål, et spørgsmål om den historisk specifikke kombination af fredelige og v01-

delige kampformer i den givne revolutionære situation.

Når P. Knudsen i sine skrifter fra 1883-85 ikke behandler spørgsmålet om statsap-

parat i den proletariske revolution, men derimod opererer med en i det væsentlige

fredelig erobring af den politiske magt under forudsætning af erobring af demokra-

tiet, er det ikke noget særligt »reformistisk« standpunkt på daværende tidspunkt. Det

var t et marxistiske standpunkt. Lenins analyse fra 1917 af forholdet mellem stat og

revolution i kapitalismens forfaldsepoke kan ikke anvendes som facitliste over for P.

Knudsens skrifter fra omk. 1884. Det er ahistorisk.

I det hele taget kan undersøgelser af »marxisme-receptionen«i arbejderbevægelsenkun bedrives i et konsekvent udviklingsperspektiv. Man må nøje have for øje, på hvil-

ket udviklingsstade den marxistiske teori på det givne tidspunkt befandt sig, og i hvil-

ken g. 1 de teoretiske resultater var offentligt tilgængeligeog således overhovedet

kunne ,'eciperes«.Da d '

*" Lahme undersøgte skrifter af P. Knudsen blev skrevet, havde f .eks.

spørgsmt. .t om »statens bortdøen« kun været berørt i nogle få sætninger i de den-

gang tifgængelige skrifter af Marx og Engels: f .eks. en bisætning i Manifestet fra 1848

og især nogle relativt forsigtige formuleringer i Anti-Dühring fra 1878 og i det uddrag

heraf, der blev offentliggjort under titlen Socialismens udvikling fra utapi til videnskab

(fransk 1880, tysk 1882, dansk 1885). I Marx' og Engels' polemiske skrifter mod anar-

kismen fra 1873 blev spørgsmålet ganske vist også behandlet, men disse skrifter fo-

relå på daværende tidspunkt kun på italiensk, først i 1913 blev de oversat til tysk. Det

marxistiske hovedværk om spørgsmålet - Familiens, privatejendommens og statens op-

rindelse -udkom først i Zürich i oktober 1884 og kan således ikke forudsættes læst af

P. Knudsen i november samme år.

Ligeledes bør man, hvad udviklingen af det marxistiske syn på staten angår, spe-

cielt kritikken af Lassalle og hans tilhængere, holde sig for øje, at Marx' kritik af Got-

haprogrammet fra maj 1875 først blev offentliggjort i 1891, og at Engels' brev til Be-

bel i samme anledning fra marts 1875 først blev offentliggjort i 1911.

Når man skal vurdere »receptionen« af den marxistiske teori om staten og revolu-

tionen hos P. Knudsen omk. 1884 må man altså sammenholde hans skrifter med Ma-

nifeslet og Sacialismens udvikling fra utopi til videnskab. Og gør man det, når man

uvægerligt frem til, at P. Knudsen - også i dette spørgsmål - er solidt funderet i den

marxistiske teori.

Man må konkludere, at Lahme ikke har et kendskab til den marxistiske teori og

dens udvikling, der sætter ham i stand til at undersøge marxisme-receptionen iarbej-

derbevægelsen, og at han ikke synes at have overvejet metodespørgsmålet.Ikke desto

mindre (også selv om man som undertegnede finder Per Bojes analyse af P. Knudsen

som social-økonomisk statistiker kuriøst akademisk) - ikke desto mindre er bogensærdeles anbefalelsesværdig - ikke alene i kraft af de skrifter af P. Knudsen, den gør

alment tilgængelige,men også i kraft af, at udgiveren og forfatterne med deres ar-

bejde bidrager til at placere P. Knudsen på en mere synlig plads i dansk arbejderbevæ-

gelses historie.

Kjeld Schmidt

76

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940, Ar-

bejdernes Fællesorganisation i Silkeborg i samarbejde med AOF-Silkeborg, Silkeborg1984, 171 5., kr. 120,-

Keld Dalsgaard Larsen er både flittig og heldig. I de sidste 5 år har han fået skrevet og

udgivet 4 bøger om - og i samarbejde med -den lokale arbejderbevægelse i Silkeborg.I denne 4. og seneste forsøger han at tegne et samlet billede af fagbevægelsen og

dens medlemmers levevilkår i Silkeborg i perioden 1840-1940, i modsætning til de

tidligere bøger, der har drejet sig om enkelte fagforeninger og kooperationen.Bogen har flg. struktur: En prolog, som første hovedafsnit, indeholdende bl.a.

korte omtaler af industrialiseringen i England og Danmark, refleksioner over begre-bet: en arbejder, og et avisreferat af det formodentlig første offentlige socialdemokra-

tiske arbejdermøde i Silkeborg 1884. Det andet hoved-afsnit omhandlende perioden1840-1890 med byens fødsel, på baggrund af anlæggelse af en papirfabrik og en han-

delsplads, samt levevilkårene for land- og papirarbejdeme. Dette hovedafsnit synes

at være det bedst gennemarbejdede, og rummer meget spændende og fyldigt socialhi-

storisk stof. Et par gode centrale kilder til afsnittet har været 1. Silkeborg-afsnittetiden landsomfattende »tælling«: Til oplysning om arbejderbefolkningens vilkår for så

vidt angår fabriksdrift og håndværksdrift 1872/73 (mikroñlm på Rigsarkivet) 2. læ-

gen C. Fibigers to socialmedicinske undersøgelser af Silkeborg i 1861-1865. Bogenstredie hovedafsnit omfattende perioden 1890-1920, og omhandlende starten på- og

udviklingen af den faglige organisering. Afsnittet er bogens længste og kedeligste: 80

sider med hovedsagelig opremsning af forhold i de forskellige lokale fagforeninger ogi fællesorganisationen, med baggrund i deres forhandlingsprotokoller. En anden be-

klagelig ting er, at venstreoppositionen får så sparsom og mangelfuld en omtale. Om

den lokale afd. af Fagoppositionens Sammenslutning savnes oplysninger om stør-

relse, varighed, samt indflydelse på- og forbindelse til den lokale DKP-afd. - som iøv-

rigt slet ikke nævnes i bogen. Ikke engang nogle få ord, er det blevet til, om (den i

mange år ledende og landskendte syndikalist) Christian Christensen, deri 1922 flyt-tede til Silkeborgegnen, og ind imellem efterhånden atter blev politisk aktiv - ikke

mindst i Silkeborg i 1930'erne. I en periode var han således aktiv i arbejdsmændenesfagforening, og bestyrelsesmedlem i samme omkring 1934. Endvidere var han i be-

gyndelsen af 1936 med til at genoprette en afd. af FS i Silkeborg. Den manglendeomtale kan ikke undskyldes med, at hovedafsnittet kun dækker perioden frem til

1920. Det ville være udtryk for en urimelig rigorisme - som iøvrigt heller ikke hånd-

hæves på andre felter. Endelig kunne stoffet om DKF-afdelingen og Christian Chri-

stensen havde været medtaget i det fjerde og sidste hovedafsnit - der tidsmæssigt gårfrem til 1940.

Dette afsnit, som er bogens næststørste, indeholder udpluk af arbejdererindringer.Det er særlig første del af afsnittet, der er spændende og velredigeret med sin temati-

ske opdeling. Men hvorfor mangler der erindringer fra venstreoppositionelle folk? -

En af dem kunne være Peter Hansen som citeres på 5. 155, hvor han fortæller, at han

sammen med andre arbejdsløse i 1933/34 besatte et kommunekontor. Men denne

beretning, som det ville være spændende at læse mere om, har fået 10 spaltelinier, og

står helt løsrevet og uformidlet. Det sidste er et generelt problem. Man savner at få sat

erindringsbillederne ind i den samfundsmæssige udvikling og sammenhæng.

Bogen som helhed er kvalitetsmæssigt højt hævet over traditionelle jubilæums-

77

skrifter fra de lokale arbejderbevægelser,men den formår ikke at undgå nogle af de

sædvanlige begrænsninger, der ligger i disse: nemlig fraværet af spørgsmål til det lo-

kale stof. Tingene sker bare. Hvorfor? Og hvilken sammenhæng med andre byer og

landet som helhed, der kan være, står hen i det uvisse.

Bogens lay-out er udmærket. Der er mange fine fotografier med arbejdspladsmoti-ver, og teksten er velopsat og letlæselig.Man må håbe,at andre lokale arbejderbevæ-

gelser bliver bekendt med det storartede initiativ, som man har taget i Silkeborg, og at

andre og arbejdsløse historikere får lejlighed til at lave et fornuftigt arbejde med at

samle brikkerne til provinsens arbejderhistorie.Erik Bartram Jensen

Albrecht Lehmann: Erzählstruktur und Lebenslauf. Autobiographische Unter-

suchungen, Campus Verlag, Frankfurt/M. 1983, 317 s., DM. 58.-

I et foreløbig upubliceret speciale fra Århus Universitet, »Arbejdererindringer som

kilde« (1983), skelner Anne Elisabeth Kaastrup Frederiksen mellem to hovedtenden-

ser indenfor forståelsen af, .hvilke emner arbejdererindringer kan være kilde til: En

socialhistarisk tilgang, hvor erindringerne primært betragtes som kilde til viden om

historiske sagsforhold og interessen derfor især er rettet mod, hvad der fortælles. Og

en bevidsthedshistorirk tilgang, der primært ser erindringerne som kilder til fortæller-

nes opfattelse af de historiske forhold og derfor er optaget af, hvad fortælleren vælger

at medtage eller undlader at medtage om fortiden, dvs. prioriterer analysen af hvor-

dan der fortælles. Eller man kunne sige: mens socialhistorikeren især bruger erindrin-

gerne som »beretninger«, så bruger bevidsthedshistorikeren dem først og fremmest

som »levninger«.Men som Kaastrup Frederiksen understreger, behøver de to retnin-

ger absolut ikke at stå i modsætning til hinanden.

Skal man imidlertid placere vesttyskeren Albrecht Lehmanns disputats (»Habilita-

tionsschrift«) inden for én af de to retninger, så tilhører den så afgjort den bevidst-

hedshistoriske retning. Udgangspunktet for Lehmann, der er nyudnævnt professor i

folkelivsforskning i Hamburg, er den folkloristiske tradition for fortælleforskning.

Og fortælleforskningen må nu ifølge Lehmann endelig gøres til bevidsthedsforsk-

ning. Fra fortælleindholdet kan der drages slutninger til fortællerens bevidsthed.

Men den selvbiografiske retrospektion og fortællen foregår hele tiden under indtryk

af den øjeblikkeligenutid og under indflydelse af den tid, der er forløbet mellem de

begivenheder, der fortælles om, og selve fortælletidspunktet. Lehmann ser således

ikke erindringerne som historiske kilder, hvor spørgsmålet om deres sandhedsind-

hold er et centralt problem. For Lehmann er erindringerne undersøgelsesværdige,

selv når deres »objektive« sandhedsindhold er tvivlsomt.

Bogen er en kvalitativ analyse af 86 erindringsberetninger, fortalt af Hamburg-

arbejdere til forfatteren i en række interview-samtaler. De enkelte erindringer opfat-tes som fortællinger med en bestemt fortællestruktur. Målet med analysen er da at

undersøge, hvordan fortællernes livshistorie inddeles og struktureres i erindringsbe-

retningeme. Da målet således har været at finde frem til fortællernes subjektive kro-

nologi i beretningerne, har alle de interviewede haft fuld frihed til selv at strukturere

deres beretning. Ikke noget med forhåndsstrukturerede spørgeskemaer eller lig-

nende. Men til struktursammenhængen i fortællemes livshistorie svarer ifølge analy-sen også en bestemt fortællestruktur. Denne overgribende fortællestruktur består så

igen af en række kæder af begivenheder, som relateres til hinanden, og som hver især

78

hjælper med til at strukturere et større afsnit af livshistorien tidsmæssigt. En sådan

fortalt begivenhedskæde, der udgør en del af helhedskronologien i en fortalt livshi-

storie, kalder Lehmann for en »ledetråd« for »den livshistoriske fortællen«, Hver en-

kelt erindring er i almindelighed sammensat af en fylde af sådanne ledetråde. Fortæl-

lestruktur definerer Lehmann som »totaliteten af de ledetråde, der strukturerer den

kronologiske livshistoriske fortællen« (19).Bogen er opdelt i to hoveddele. I den første behandles problemstilling, metode og

fortællere, i den anden analyseres de Iedetråde, der styrer vidnemes fortællen. Fortæl-

lerne tilhører alle en generation, der er født omkring 1920. Dvs. en generation, hvis

medlemmer har oplevet deres barndom i Weimar-republikken, deres ungdom under

hagekorset og deres tidlige voksenalder i krigen og i den første efterkrigstid. De fleste

af fortællerne stammer som nævnt fra arbejderklassen, og de er alle mænd. Hvbrvidt

denne begrænsning af undersøgelsen til det ene køn er rimelig, kan nok diskuteres.

Det gør Lehmann også. Hans argument er her, at en ligelig repræsentation af mænd

og kvinder ville have bevirket, at undersøgelsen havde fået en helt anden problemstil-ling.

I bogens anden del undersøger Lehmann først, hvordan de politisk-historiske be-

givenheder, som informanterne har gennemlevet, genspejles i den subjektive fortælle-struktur. Herefter undersøges informanternes »private« fortælleorienteringer, dvs.

deres struktureringer af beretningen ud fra rumslige tilhørsforhold (byen, boligen),tilhør til arbejde og erhverv samt ud fra lønninger, priser og forbrug. Endelig følges til

sidst de mere eller mindre givne livshistoriske orienteringer: barndom, ungdom, ind-

træden i erhvervslivet, familielivet, børnene i ægteskabet, sygdom og fremtiden.

I den aktuelle diskussion om »arbejderkultur« er undersøgelsen bemærkelsesvær-

dig ved det at den for første gang inddrager krigsoplevelsen heri. Analysen viser såle-

des, at fortællernes vigtigste livstema netop er de »spildteår«, deres soldatertid, kri-

gen og fangenskabet. De ledetråde, som styrer beretningerne, synes altså på en måde

snarere bestemt af fortællernes generationstilhørsforhold end af deres sociale status.

Helt frem til omkr. 1950 står alle livshistoriske (og private) begivenheder i fortæller-

nes bevidsthed i et uadskilleligt afhængighedsforhold til de politiske begivenheder i

perioden. Ingen kan eksempelvis fortælle om sin læretid uden tillige at berette om sit

samtidige positive eller negative forhold til Hitlerjugend. Først fra og med slutningenaf efterkrigsårene kan man med fuld berettigelse tale om subjektivt bestemte lede-

tråde for fortællingen. Indtil da er den private skæbne hele tiden bundet til de poli-tiske institutioner. Først 'under de nye forudsætninger i -50'erne forekommer der

altså beretninger om det private! (s. 93).Mange af de udspurgte ser sig selv som udleveret til »arbejderskæbnen«, til et livs-

forløb, der fra starten følger en udefra endegyldigt fastlagt plan. Samtidig mener Leh-

mann at kunne konstatere, at fortællernes særligesamfundsmæssige og politiske erfa-

ringssituation i barndommen - dvs. fattigdommen i arbejdermiljøet og oplevelsen af

langvarig politisk uro, af delvis borgerkrigslignende karakter -indtil idag har styret

generationens sociale tydning og politiske meninger. Dette viser sig bl.a. i tendenser

til at ville bevare det engang opnåede og til angst for politisk urolige tider.

Lehmanns undersøgelse er et overordentlig velskrevet og særdeles spændende bi-

drag til erindringsforskningen. Da den desuden uden tvivl vil kunne medvirke til en

øget problembevidsthed i beskæftigelsen med arbejdererindringer, fortjener den at

blive læst at' mange.

Svend Aage Andersen

79

Lenin: Udvalgte værker. Bind 13. Udvalgte værker juli 1919-oktober 1920, Forlaget Ti-

den, København 1984, 224 5., kr. 98,50

Det tidsrum, som dækkes af udvalget i bind 13, præges af afslutningen på borger- og

interventionskrigene, der- efterfulgte Oktoberrevolutionen. Det var naturligvis en

hektisk periode, hvori der ikke var alt for rigelig tid til produktion af teoretiske skrif-

ter af større omfang. Alligevel nåede Lenin i 1920 at skrive et længere skrift, som

hører til blandt de mest læste i eftertiden, nemlig »Venstre«-kommunismen, en Børne-

sygdom. Dette skrift er udgiveti bind 12 i denne nyudgivelse af Lenins udvalgte vær-

ker. Nærværende udvalg er præget af de militære kampe mod Denikin og Koltjak - og

den begyndende civile kamp for at organisere og udnytte den militære sejr over reak-

tionen. Indenfor revolutionens grænser er det fortrinsvis det nationale spørgsmål og

forholdet til landbruget, der presser på, men også kvindespørgsmålet, spørgsmålet

om proletarisk kultur og problemerne med at skaffe brændsel diskuteres i en række

kortere artikler fra Lenin. Internationale og udenrigspolitiske spørgsmål dækkes i

udvalget af betydeligt længere artikler og beretninger, der er knyttet til Kominterns 2.

kongres, der blev afholdt i juli-august 1920. Centralt står i denne sammenhæng Le-

nins Tale om den internationale situation og Kommunistisk Internationales hovedopga-

ver. der blev holdt på kongressens første dag, og som kan ses som optakt til den

stramning af Komintern, der medførte at der efter en del stridigheder kunne vedtages

en række teser, der blev grundlæggende for Kominterns program.

Niels Ole H. Jensen

Kurt Lund/Niels Rosendal Jensen: Brydningsår i arbejderbevægelsen.1900 til 1920 -

Studier i DKP's historie 1 - Tiden, København 1983, 144 5., kr. 90,-

Bogen er, som undertitlen angiver, første del af en række studieri DKPs historie, som

i følge forordet har til formål at udbygge Ib Nørlunds »Det knager i samfundets fuger

og bånd«.

Denne udgivelse dækker dansk arbejderbevægelse fra 1900-1920, men pointerer at

den ikke giver sig ud for at være den endelig version af, hvad der foregik i periodeneller for i alle henseender at dække det afgørende samspil mellem dansk og intematio-

nal arbejderbevægelse.

Bogens sigte er således begrænset.Den er centreret om de forskellige politiske

strømninger, partidannelser og splittelser, deri 1919 resulterede i dannelsen af Dan-

marks Venstresocialistiske Parti, tilsluttet 3. Internationale, som DKP regner som sit

»moderparti«.

Bogen indledes med nogle betragtninger over reformismen i dansk arbejderbevæ-

gelse, hvor forfatteme viderefører Ib Nørlunds tese om, at arbejderbevægelsen oprin-

delig var revolutionær, men at nogle få reformistiske ledere og pampere ledte hele den

danske arbejderbevægelse ind på en reformistisk kurs. Denne tese bliver ikke på

nogen måde underbygget, men bliver stående som et postulat.

Svagheden ved dette udgangspunkt er efter min mening, at forfatterne afskærer sigselv fra at forklare hvordan reformismen kan dominere hele arbejderbevægelsen og

det er uforståeligt, at det var så svært for den revolutionære bevægelse at bane sig vej,når det blot var nogle få ledere, der var forhindringen.

Det første egentlige kapitel behandler 1. verdenskrig; det fremføres, at der sker et

nyt spring i reformistisk retning mod den helt åbenlyse samarbejdspolitik, og at det

80

var de højredrejedereformistiske ledere af den internationale arbejderbevægelse,der

valgte »fædrelandsforsvar« fremfor proletarisk internationalisme. Desuden tages der

i dette afsnit hul på diskussionen af årsagen til bruddet mellem SUF og Socialdemo-

kratiet.

I det næste kapitel - Klassekamp eller borgfred? vendes tilbage til den indenrigspo-litiske udvikling i Danmark fra 1900-1919 for at få forudsætningerne for bruddet mel-

lem SUF og Socialdemokratiet.

Afsnittet indledes med en generel økonomisk snak om monopoler og magt og så

vendes der tilbage til de reformistiske ledere, som udfra en meget firkantet tolkning af

Lenins imperialismeteori betragtes som direkte købt og betalt af storkapitalen.Også syndikalisterne er behandlet, de kritiseres for deres teoretiske holdning eller

mangel på samme, men tilkendes en stor betydning, fordi de var udtryk for den gene-

relle utilfredshed med Dst langmodighed overfor arbejdsgiverne.Kap. 4 - 1918 - Revolution i Danmark? I dette kapitel vendes tilbage til en beskri-

velse af syndikalisterne og Foreningen af konsekvente antimilitarister (FKAM), isærde sidste er beskrevet grundigt og tilkendt en stor betydning.

FKAM er end ikke nævnt hos Nørlund, men det skyldes dels at der er kommet

meget materiale frem om foreningen i mellemtiden og dels at denne bog, som alle

andre fremstillinger, er et produkt af sin tid. Idag prioriterer DKP arbejdet i fredsbe-

vægelsen højt og derfor er FKAM vigtig. Det understreges også af, at det i fremstillin-

gen fremhæves, at den kommunistiske bevægelse er født i kampen for freden.

Desuden er situationen generelt på venstrefløjen trukket op i afsnittet, og der er

redegjort for de forskellige grupper som på en eller anden måde var i opposition til

den reformistiske arbejderbevægelse.

Syndikalisteme er betegnet som den mest slagkraftige oppositionsbevægelse, men

opfattelsen af syndikalisterne og af deres betydning er ikke særlig stringent bogenigennem. Nogle steder betegnes de som rene ballademagere andre steder fremhæves

deres anti-reformisme og den store betydning af, at de mobiliserede dele af arbejder-klassen.

Kap. 5 - DKP dannes. Til slut er der redegjort for, hvor de folk, der dannede

DKP(VSP) kom fra. Dannelsen af VSP karakteriseres på ilg. måde:Det var ikke et fuldt udbygget parti, der dannedes 9. nov. 1919. Det var et ufærdigt

parti, der fra denne dag at regne stillede sig på marxismens og Kominterns grund.Partiet var et produkt af dansk arbejderklasses kamp forusocialisme, hvorfor det ogsåbetegnede et opgør med Socialdemokratiets klassesamarbejde og borgfredspolitik.

I fremstillingen som helhed er der inddraget meget nyt og spændende materiale

bl.a. materiale fra DKUs nyopdukkede arkiv. Samtidig har forfatterne læst og brugtden nyere forskning på området, specialer, tidsskriftsartikler mv.

Men det er en mangel, at den revolutionære bevægelse i Danmark ikke - eller i for

ringe omfang - er sat i relation til den internationale udvikling.Strukturen i bogen er heller ikke særlig klar, nærmest lidt rodet og periodiseringen

er ikke gennemskuelig. Det lidt forvirrede præg skyldes delvist, at der er anvendt

lange uddrag af dokumenter og kilder som en del af fremstillingen. Vurderingemeidisse kilder fremstår ukommenterede og det gør til tider fremstillingen forvirrende.

Hvad mener forfatterne?, spørger man sig selv.

Der savnes en grundigere gennemarbejdning af materialet, og selvom formålet

med bogen er begrænset'ville det have været godt med en lidt dyberegåendeanalyse af

de kræfter, som den revolutionære bevægelse var oppe imod. Hermed mener jeg ikke

alene reformisterne, men i høj grad også borgerskabet.

81

Jeg kan desværre kun give forfatterne ret: det er ikke den endelige version af, hvad

der foregik i dansk arbejderbevægelse i perioden 1900-1920, men et bidrag.Hanne Rasmussen

Karl Marx og marxismen. Fortolkning eller forandring?, Vardøger14, Trondheim 1984,216 s.

Vardøger er et norsk »udogmatisk« marxistisk tidsskrift, der er udkommet uregel-mæssigt siden 1969. Dette nr. udkom med knap et års forsinkelse i anledning af 100-året for Marx' død. Artiklerne er alle læseværdige, to af dem beskæftiger sig med

marxismens betydning for den norske arbejderbevægelseog har dermed umiddelbar

interesse for danske forhold, idet der jo var en vis sammenhæng mellem udviklingen ide to lande, men som det bliver klart af de to artikler også betydelige forskelle.

Einar A. Terjesen skriver om »Marxismen og det norske-socialdemokratiet 1884-1910« (s. 119-159) og Hallvard Tjelmeland om »Marxismen og dei venstreintellektu-elle i norsk arbeidarrørsle 1930- 1968« (s. 160-210). Dvs. det er udførlige artikler, ogdet er rimeligt emnemes betydning taget i betragtning. Alligevel er det svært at vur-

dere Terjesens artikel hhv. hans konklusion; det kan skyldes, at det åbenbart er det

første norske forsøg på at undersøge forholdet mellem marxismen, som den var

kendt dengang, og Socialdemokratiet. Der mangler måske nogle data, eller også er

Terjesen ikke rigtig sikker på, hvordan alle de modstridende tendenser i partiet ogidets teoretiske udvikling kan/ skal samordnes. Men det er en artikel, hvis hovedkon-

klusion - at det politiske demokrati var af central betydning for arbejderbevægelsen,og at kampen for stemmeretten var det afgørende kampområde, som skulle resultere

i klassernes ophævelse - bør inddrages i den videre diskussion også i Danmark.

Hallvard Tjelmeland skriver beklageligvis på nynorsk/landsmål eller hvad det nu

hedder. Imidlertid er artiklen interessant nok til at blive læst alligevel. Og det afslut-

tende citat er virkelig morsomt. Tjelmeland behandler hovedsageligt marxisterne i

Norge i 1930'erne' og deres krise, dvs. deres vej ind i Socialdemokratiet. Dernæst dis-

kuterer han om dette også vil være udgangen på de såkaldte 68'eres krise i forhold til

marxismen.

Gerd Callesen

Klaus Misgeld: Sozialdemokratie und Aussenpolitik in Schweden. Sozialistische Inter-

nationale, Europapolitik und die Deutschlandfrage 1945-1955, Campus, Frankfurt

1984, 563 s., DM. 88,-

Misgelds bog udspringer egentlig af arbejdet med et mere omfattende projekt om ex-

ilerede socialister i Sverige 1933-45, men som det fremgår af titlen fokuserer dette

arbejde på Det svenske Arbejderpartis forhold til den internationale socialistiske be-

vægelse, den politiske udvikling i Europa og tysklandsspørgsmåleti efterkrigstiden.Det er det svenske parti i dobbeltrollen som »ansvarligt« regeringsparti og samtidigaktør i det socialistiske samarbejde i Europa, der er det erklærede problemområdefor Misgelds undersøgelse. 0g tidsrummet 1945-55 er interessant, fordi vi i denne pe-riode bevæger os fra den nære efterkrigstids uafklarethed til l950'emes polariseredeog dybtfrosne internationale situation. Problemerne afspejles i de svenske socialde-

mokraters holdninger i de interne diskussioner mellem de socialistiske partier over

for øst-vest-kontlikten, de forskellige europæiske integrationsbestræbelserog pro-

82

blemerne omkring Tysklands og Det tyske Socialdemokratis situation i efterkrigsti-den.

Med den valgte periode og problemstilling bliver der også tale om en gennemgang

af bestræbelserne på efter krigen at genskabe det internationale socialdemokratiske

samarbejde. Diskussioneme i slutningen af 1940'erne mellem partierne i Skandina-

vien og England på den ene side og Frankrig, Holland og Belgien på den anden dre-

jede sig om behovet for en hurtig rekonstruktion af en egentlig socialistisk intematio-

nale. I Nordeuropa havde man ikke hastværk, mens man i det centrale Europa ville

have en internationale skabt, der kunne give retningslinier og kraft til den nationale

kamp mod kommunismen. Man ønskede, at den nye internationale skulle markere

sig ideologisk og ved sine vedtagelser forpligte de enkelte partier. Dette blev kraftigtmodarbejdet af de nordeuropæiske partier, der ikke ønskede en internationale, der

kunne binde partierne, men snarere forestillede sig en slags informationscentral. So-

cialistisk Internationale, der kom til at hvile på de nordeuropæiske ideer, blev i første

del af 1950'erne forum for hidsige diskussioner om europæisk økonomisk og militært

samarbejde, hvor også tysklandsproblemet spillede en afgørende rolle. I Misgeldsepoke viste det sig fra begyndelsen, at opfattelser og interesser var så forskelligeblandt de europæiske socialister, at SI aldrig blev et kraftcenter. Tværtimod centrifu-

gerede den politiske udvikling i Europa partierne fra hinanden. Det viste sig endnu

engang, at nationale, økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser var vigtigere end

det socialistiske fællesskab. SI kunne være endt som en selskabelig diskussionsklub,hvis man ikke i stigende grad - måske netop af nød - var begyndt aktivt at beskæftige

sig med forholdene i den tredje verden. Her fandt man et område, hvor man i fælles-

skab kunne tale klart sprog uden at komme ud i nationale politiske vanskeligheder.Det svenske Arbejderpartis forhold til de ikke-nordiske socialistiske partier var

umiddelbart efter krigen lidt køligt, pga. den svenske neutralitetspolitik under ver-

denskrigen. Derimod var der via Den nordiske Samarbejdskomite glimrende relatio-

ner til Det norske Arbejderparti og Socialdemokratiet i Danmark. Man havde stort

set samme syn på udviklingen. Med Norges og Danmarks sikkerhedspolitiske nyo-

rientering i slutningen af 1940'erne viste der sig voksende interesseforskelle overfor

specielt de sikkerhedspolitiske problemer i Europa. Sverige vogtede sin neutralitet i

den voksende konfrontation mellem øst_og vest, og man mødte ikke megen forståelse

hos mange af partierne i SI, der i stigende grad så sig selv som en del af en vestlig front

mod Sovjet og kommunismen. Forsøgene på i SI at presse Sverige til formelt at tage

stilling til fordel for den politiske, økonomiske og militære mobilisering mod USSR

tvang Sverige ud i en isolation i forhold til de ikke-nordiske partier, en isolation som

SAP først kom ud af, efterhånden som man fra 1950'erne begyndte at drage fordel af

sin neutralitetspolitik. Dette gjaldt navnlig over for tysklandsproblemet, hvor Det

tyske Socialdemokrati, SPD, ikke kunne finde forståelse for sin holdning til geneta-

blering af en samlet tysk stat og dens placering i Europa hos SI-partier, der så det som

en primær sikkerhedspolitisk målsætning at få integreret et genoprustet Vesttysklandi bolværket mod USSR, selv om prisen var en permanent deling af Tyskland. Den

svenske forståelse for SPD's synspunkter bragte i en vis udstrækning de to partier pålinie i SI og fik svenskerne ind i en mere aktiv holdning til udviklingen i Europa.

Det er SAP i dobbeltfunktionen som regeringsbærende parti og aktør i SI der inter-

esserer Misgeld. Problemstillingen var fælles for de nordeuropæiske socialistiske par-

tier, men SAP's situation var speciel, fordi man stod som repræsentant for en neutra-

litetspolitik i en polariserende verden og i en Socialistisk Internationale, som mange

af medlemmerne mente åbent skulle knyttes til den amerikansk styrede anti-

83

sovjetiske opbygning i Europa. Og det er i netop denne skelnen mellem anti-

kommunisme og anti-sovjetisk holdning man skal finde årsagen til SAP's dualisme,

der i øvrigt også i en vis udstrækning var karakteristisk for de danske socialdemokra-

ter: Man ville bekæmpe kommunismen - først og fremmest den hjemlige - men man

ønskede ingen konfrontation med stormagten USSR. SAP skelnede altså klart mel-

lem nationale sikkerhedsinteresser og partipolitiske interesser. Dette forklarer, hvor-

for svenskerne i lange perioder kun halvhjertet kunne engagere sig i SI, og hvorfor

man åbent støttede de tyske socialdemokratiske synspunkter på tysklandsproblema-tikken, der bragte SPD i modsætning til hovedparten af de øvrige Sl-partier. At man

under overfladeenigheden havde forskellig målsætning er så en anden sag: SPD talte

for et neutralt Tyskland for at sikre en genforening, mens SAP primært ville undgå et

oprustet Vesttyskland som en del af NATO af hensyn til den sikkerhedspolitiske si-

tuation.

Misgeld viser ret overbevisende, at SAP-ledelsen var totalt desinteresseret i et

egentligt tæt samarbejde i S1, fordi det ofte ville krydse svenske sikkerhedsinteresser.

SAP's relationer til Sl blev varetaget af funktionærer, mens partiets ledende politiskepersonligheder holdt sig væk fra SI-mødeme, og det var en af årsagerne til at mani

mange SI-partier så med skepsis på SAP. Der manglede ganske enkelt nogle gange

forbindelse mellem synspunkterne man fremførte i SI og den svenske regerings fakti-

ske udenrigspolitik. I betragtning af at denne dualisme er et af de centrale problemer i

Misgelds undersøgelse, er det en svaghed, at han ikke har haft mulighed for at trænge

ind i svensk udenrigspolitiks beslutningsmekanismer i perioden. Den socialdemokra-

tiske regerings overvejelser om den sikkerhedspolitiske situation i Europa, har Mis-

geld ikke været i stand til at analysere, fordi han ganske enkelt ikke har haft mate-

riale. Det har han derimod, når det drejer sig om de synspunkter og overvejelser sven-

skerne gjorde sig med henblik på Sl's udvikling. Her har han kunnet trække påomfattende arkiver både i og uden for Sverige, ligesom han har gennemført en omfat-

tende indsamling af interviewer. Det organisatoriske materiale er frodigt, og det tyn-

ger fremstillingen, fordi Misgeld trækker læseren gennem mange og lange referater af

diskussionerne på de forskellige socialistiske konferencer. Det gør bogen til et anven-

deligt opslagsværk specielt med henblik på udviklingen i SI, men det er trættende,

hvis man interesserer sig for SAP-dualismen. En stramning havde gavnet overskue-

ligheden, og et materiale der kunne have sagt mere om SAP-ledelsen og dermed rege-

ringens politiske overvejelser ville have gavnet den aktuelle problemstilling om rege-

ringsbærende socialdemokratiers forhold til socialistisk internationalisme.

Mogens Nielsen

Anton Pannekoek: Herinneringen. Herinneringen uit de arbeidersbeweging. Sterren-

kundige herinneringen. Met bijdragen van B. A. Sijes en E. P. J. van den Heuvel. Samen-

gesteld en verzorgd door B. A. Sijes, J. M. Welcker en J. R. van der Leeuw - De Neder-

landse Arbeidersbeweging 9 - Van Gennep, Amsterdam 1982, 398 s., Hfl. 39,50

Bogen er sammensat af et forord af J. R. van der Leeuw, som omhandler den nyligtafdøde B. A. Sijes, forfatteren til den biografiske introduktion (60 5.) til Pannekoeks

(1873-1960) Erinderinger fra arbejderbevægelsen(148 5.). E. P. J. van den Heuvel in-

troducerer på 10 5. de Astronomiske erindringer (46 s.). Bogen afsluttes med et megetstort noteapparat (84 5.), en bibliografi (20 s.) og et udmærket register (16 s.). Intro-

duktionerne og det forbilledlige apparat indeholder en sand guldgrube af informatio-

84

ner om den hollandske og tyske arbejderbevægelsefra århundredskiftet og frem til

30'erne, hvilket gør bogen anvendelig langt udover kredsen af Pannekoek-fans.

Erindringerne er skrevet under 2. verdenskrig - en tid til eftertanke for den 71-årige

forfatter, der kun støtter sig til sin gode hukommelse.

Som astronom blev P. en internationalt anerkendt autoritet for sin pionerindsatsog sine resultaters høje kvalitet. Han var aktiv indenfor sit fag i næsten 70 år fra 1888

til 1957. Så sent som i 1966 udkom hans populær-videnskabeligeværk om astrono-

miens historie fra 1916 på russisk. Hans indsats som astronom er reelt langt større

end den politiske, selvom denne er stødt på ny interesse og hans politiske skrifter er

blevet genudgivet i 70'erne. Hans produktion indenfor astronomi fylder mere end

hans tre efterfølgere som ledere af Leidens astronomiske institut skrev tilsammen.

P. delte sit liv i to adskilte tilværelser: den astronomiske og den politiske. Det ene-

ste, som forbandt de to, var hans teoretiske og filosofiske studier. Fra astronomien

hentede han forståelsen for en videnskabelig metode og præcision, »der også tilfulde

tog højde for de fysiologiske og psykiske fænomener, som påvirker observationen

Iagttageren må ikke hvile fordi teori og observation synes at stemme overens med

hinanden. Det er hans opgave at øge nøjagtigheden så meget, at de uundgåelige afvi-

gelser fra den altid skematiserede teori træder frem i lyset, for derved at vise vejen for

yderligere indsigt« skriver van den Heuvel (s. 221).Marxismen anså han for at være samfundsvidenskaben - forskningsmetoden til

analyse af samfundets udvikling. Hans biograf B. A. Sijes mener, at hans marxisme

ikke byggede på indgående studier af Marx* skrifter, men mere på Kautsky. Men hans

lidenskab for arbejderbevægelsens kamp og ideologi holdtes helt ude fra det astrono-

miske institut i Leiden, han arbejdede ved, kun afbrudt af hans tid i Tyskland (1906-

1914). P. understreger selv i sine underholdende og klart formulerede erindringer,hvor gammeldags instituttet blev ledet, hvilket betød, at han aldrig fik alvorlige pro-

blemer i sin stilling som statsembedsmand p.g.a. sine radikale politiske holdninger:først medlemsskab af socialdemokratiet, derpå af dets venstre-udbryder parti SDP

og siden af det kommunistiske parti (CPN). En stiv og højtidelig gentleman-atmosfære og en fokusering på forskningsindsatsens kvalitet udelukkede enhver be-

smittelse fra en verden i stadig voldsommere oprør. »Ved at skulle skaffe mig udkom-

met udelukkende fra de borgerlige forhold, videnskabeligt arbejde og forelæsningeridet borgerlige samfunds tjeneste, stod jeg fuldstændig uafhængig og uhildet overfor

arbejderbevægelsen,uden pligter, kunne roligt nyorientere mig og således komme til

nye, bedre og mere almene synspunkter. Denne udkommets uafhængighed er betin-

gelsen for tænkningens uafhængighed« (s. 218). Således slutter P.s politiske erindrin-

ger, præget af den traditionelle intelligens' krav om ubundethed, der ofte modsvares

af solidaritet med arbejderklassen som abstraktion. Denne fristillelse i forhold til ar-

bejderbevægelsensorganisatoriske udtryk præger hans erindring. Han forsøger at

bringe overskuelighed i et kompliceret netværk ved at trække trådene fra nutiden og

tilbage, anderledes kan memoirer ikke tænkes, selvom erindringerne er skrevet kro-

nologisk. Slutpositionen perspektiverer og farver den tilbagelagte strækning.Han beskriver atmosfæren på SPD-partiskolen i Berlin ide første måneder af hans

tid som lærer (1906-1914), hvor de 20-30 årige elever enten har en lille konform parti-funktionær i maven eller er de oppositionslystne, som er blevet sat på skolebænken.

De efteraber studenternes opførsel - partiets »studenter«. P.s forbindelse til landflyg-

tige russiske socialdemokrater med deres alvorlige revolutionære begejstring får ham

til at irriteres over de tyske elevers og kollegaers noget selvgode borgerlighed (s. 1 17).

Erindringerne vrimler med små minder om denne eller hin, hverdagsproblemer og

85

stemninger, mens P.s debatter med Rosa Luxemburg og Kautsky om politiske masse-

strejker (1910-1911) og P.s debat med Kautsky om forholdet mellem masse og partiosv. kun berøres nødtørftigt for at belyse de indre kampe i SPD.

B. A. Sijes' introduktion råder bod på P.s huskefejl (han havde ikke sit arkiv inden-for rækkevidde, ej heller tidsskriftet Neue Zeit, hvor han skrev løbende), den er en

grundig Pannekoek-biografi og en indføring i den hollandske og tyske arbejderbevæ-gelses politiske historie fra slutningen af århundredet frem til 30*erne, med særligvægt på venstrefløjens udvikling. Sijes beskriver også udviklingen af P.s teoretiske

overvejelser og udvikling frem til rådskommunismens teoretiker, en bevægelse Sijesselv tilhørte.

P.s teoretiske arbejde udtrykte den socialdemokratiske venstrefløjs dybe bekym-ring over det teoretiske forfald i SPD. I årene, hvor han underviste på SPDs parti-skole skrev han over 300 artikler om marxistisk teori og strategiske spørgsmål. Hans

deltagelse i diskussionerne i 1910-11 med Kautsky og Luxemburg om den politiskemassestrejke - den første alvorlige modsætning mellem SPDs centrum og venstrefløjog hans kritik af Kautskys holdning til massernes rolle (1911-13) bringer ham nær

Lenins holdning i en række spørgsmål.Da 1. verdenskrig brød ud indtog P. en internationalistisk holdning og tog konse-

kvensen ved at distancere sig fra de socialdemokratiske ledere, der støttede de natio-

nale borgerskabers oprustning og krig. Han måtte tage tilbage til Holland i 1914

p.g.a. krigen og genoptog sit arbejde på instituttet.

»Den eneste, som har sagt arbejderne sandheden - selvom ikke fuldt ud og ikke

altid lige behændigt - det er Pannekoek Hans ord, at 'det har ingen betydning mere'

at 'føreme' af den af opportunisterne og Kautsky aflivede Internationale nu mødes

og søger at 'lime' bruddet- disse ord er de eneste socialistiske ord. Det er sandheden.

Bittert men sandt« (Lenin til Schljapnikow 27. okt.'1914, Lenin Werke bd. 35 s. 143).P. støttede Zimmerwald-bevægelsens venstrefløj og medvirkede ved dets blad Vor-

bote. Efter Oktoberrevolutionen og dannelsen af Komintem var P. aktiv i skabelsen

af CPN ogredaktør ved dets blad De Tribune.

Fra 1919 begyndte modsætningeme i det hollandske parti i stadig højere grad at

antage internationale dimensioner. Og fra 1920 ændrede P. holdning til spørgsmåletom proletariatets diktatur, dannelsen af og forsvaret for den første socialistiske stat

som problemkompleks der i stigende grad betinger Kominterns politiske linie. Dis-

kussionen om de russiske erfaringers internationale gyldighed eller værdi medførte

P.s gradvise afstandtagen fra den leninske politik i USSR ogi Komintern. I 1920 ud-

gav P. pjecen Verdensrevolutionen og den kommunistiske taktik som svar på Lenins

kritik i Venstrekommunismen - en børnesygdom fra samme år.

Den politiske strid medførte hans udmeldelse af CPN, hvorefter han engageredesig i den rådskommunistiske bevægelse i Tyskland og Holland. I løbet af 20'erne trak

han sig tilbage til sit studerekammer for at vie sig det teoretiske arbejde omkring sin

stadig mere abstrakte revolutionsmodel.

Dele af studenterbevægelsenbenyttede i slutningen af 60'erne hans tanker om ar-

bejderklassens selvorganisering i deres kritik af de traditionelle organisationer i ar-

bejderbevægelsen. Således udkom i 1976 P.s Arbejderrdd fra 1946-48 på dansk med

forord af Paul Mattick på forlaget Rhodos, samme år som DKP's forlag Tiden be-

gyndte en nyudgivelse af Lenins værker med Staten og revolutionen og »Venstre«-

kommunismen, en børnesygdom (bd. 9 og 12). Debatten om leninismen (partiteorien,demokrati-socialisme) afspejlede i Danmark et opbrud på venstrefløjen, men ikke

nogen varig teoretisk fornyelse. P.s tanker om rådskommunismen er ifølge hans dis-

86

cipel Paul Mattick ren utopi. Men de kunne underbygge påstanden om den antihu-

manistiske marxisme.

P.s skrifter fra århundredets begyndelse og frem til første verdenskrig er mere in-

teressante p.g.a. hans studier omkring forholdet mellem tænkning, klassebevidsthed

og dermed en del af grundlaget for arbejderklassens kamp for at befri sig selv. P. un-

derstreger selv sin gæld til arbejderñlosoffen Josef Dietzgen (1828-1888) og dennes

første erkendelsesteoretiske værk Das Wesen der menschlichen K opfarbeit ( 1869) »en

systematisk forklaring på erkendelsens væsen« - »Ved at læse det kom min opfattelseaf marxisme og erkendelsesteori, med hensyn til deres gensidige forhold, til en afslut-

ning og afklaring« (s. 94). Hos Dietzgen finder han svar på de spørgsmål Marx - ifølge

P. - ikke besvarer, da dennes skrifter kun beskæftiger sig med den politiske økonomi.

P. spørger: »Hvori adskiller ideen sig fra de sanseindtryk, viljen fra interesseme, som

skaber ideen og viljen? Hvori består den nydannelse, som ånden foretager, hvad er

dens aktivitets natur? På disse spørgsmål giver Marx' skrifter intet svar«, og videre

»hvad foregår der i proletaremes ånd, hvilke ideer lever og opstår i den, som vil

komme til at bestemme deres handlinger? Derfor må opmærksomheden i stadig høj-ere grad rettes mod den videnskab, som lader os forstå åndens væsen og derfor i rin-

gere grad beskriver læren om menneskene som produkt af de økonomiske forhold«,

skriver han i Dietzgenismus und Marxismus fra 1910 (s. 21). Løsningen er altså Marx +

Dietzgen, en senere påvist unødvendig komplettering af Marx og Engels.P.s kraftige understregning af det subjektive, det bevidsthedsmæssige og psykiske

element i arbejdernes bevægelse udtrykker hans overbevisning om de subjektive for-

holds afgørende betydning i en revolutionær situation i imperialismens epoke, hvor

de objektive forhold er modne til den socialistiske omvæltning. Efter den første russi-

ske revolution i 1905 syntes en international revolutionær situation under udvikling,og da mente P. at den teoretiske styrkelse af partiet var den mest presserende opgave,

»Plejen af teorien om socialismens videnskabelige grundlag vil bidrage mest til at givebevægelsen en rolig, sikker gang, til at forvandle den fra en ubevidst drift til indsigts-fulde menneskers bevidste handling«, (s. 21-22) skrev han i sit mest vellykkede poli-tiske skrift Die taktischen Dijferenzen in der Arbeiterbewegung fra 1908 (svensk ud-

gave fra'1909, flere senere genoptryk).P.s produktion fra ca. 1900 til 1914 er kommet til at stå i skyggen af hans senere

abstrakte kritik af og afstandtagen fra arbejderklassens konkrete politiske og faglige

organisationsformer, Periodens politiske og teoretiske diskussioner fortjener yderli-gere læsning for at præcisere hvori brudflademe i Il Internationale bestod, og dermed

fremme forståelsen af hvad nyt III Internationale udtrykte, og hvad der førtes videre

uden egentlige brud.

Ole Jorns

Børge Schmidt: Et arkiv bliver til. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv gennem 75 år

1909 - 12. juni - 1984, København 1984, Gratis

Da Louis Pio blev arresteret i 1872, beslaglagde politiet samtidig hans korrespon-dance. Da han siden blev løsladt og genoptog sin virksomhed, meddelte han i Social-

Demokraten, at han ville brænde al korrespondance tre dage efter modtagelsen.Dette princip synes at have været gældende i arbejderbevægelsen i resten af århundre-

det, men efterhånden vandt andre synspunkter frem. Arkivalierne blev opbevaret og

er nu for størstedelen samlet i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

87

»Arbejderbevægelsens Arkiv« (med tilhørende læsestue) blev stiftet af DsF i 1909

med det formål »at samle alle vigtigere tryksager og skrevne afhandlinger vedrørendeden politiske, faglige og kooperative virksomhed indenfor Arbejderpartiet i Dan-

mark«, således at partiets tillidsmænd og foredragsholdere »kan have et sted at hen-

vende sig for at få de nødvendige oplysninger«.Arkivet skulle altså samle materiale

omfattende:

1. Den politiske, faglige og kooperative bevægelse i Danmark

2. Vigtigere tryksager vedrørende den politiske og faglige arbejderbevægelse i ud-

landet

3. Socialpolitisk litteratur fra ind- og udlandet

I anledning af 75-året for oprettelsen har ABA udsendt denne bog, skrevet af BørgeSchmidt, der var dets leder gennem 27 år fra 1942-1970. BørgeSchmidt har lagt væg-ten på ABAs tilblivelseshistorie. Arkivet åbnede i lokaler i Kompagnistræde og har

siden flyttet adskillige gange. I 20-erne og 30-eme havde det til huse på RosenørnsAllé i Arbejdernes Forsamlingsbygning, fra l940-eme til 1971 i en villa på HjalmarBrantings Plads og herefter i Folkets Hus på Enghavevej. Udgifterne til ABA afhold-

tes af Socialdemokratiet og fagbevægelsen,men forståelsen for arkivet har ikke været

lige stor til alle tider. Den værste krise kom ABA ud i slutningen af (SO-erne, hvor der

var planer om at splitte samlingerne til andre biblioteker og indrette et museum og

bibliotek til resten på et LO-kursuscenter.

Krisen blev overvundet, bl.a. ved at ABA fik tilskud fra det offentlige. Siden 70-

ernes begyndelse har det haft rimelige betingelser og pladsforhold og er nu optaget i

den nye bibliotekslov, der sikrer økonomisk tilskud. Det er vanskeligt at forestille sig,at det i dag så velfungerende sted for blot 15 år siden stod foran lukning og opløsning,

og at det i tidligere perioder har ligget stille eller været lukket.

Børge Schmidt lægger vægten på den organisatoriske udvikling og dens problemer.Det betyder, at samlingerne - selve hovedsagen - glider noget i baggrunden. De næv-

nes naturligvis rundt om i bogen, men man savner en mere sammenhængende beskri-

velse af emner såsom arkivets indsamlingspolitik, gennemgang af de største bogga-ver, kassationspolitik osv. Som eksempel på et problem, der havde fortjent en nær-

mere behandling kan nævnes ABAs holdning til arbejderbevægelsens forskellige

politiske retninger. ABA stiftedes af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, men

det har udviklet sig til at være åbent for alle politiske retninger indenfor arbejderbe-vægelsen, hvad angår såvel indsamling som benyttelse. Børge Schmidt må have sin

store del af æren for denne politik. Da han var leder modtog ABA mange arkiver fra

ikke-socialdemokratisk side, Marie Nielsens arkiv, Alfred Kruses arkiv, SFs arkiv

osv. Dette er forhold, som nok kunne have fortjent nærmere omtale.

Flest oplysninger om samlingerne får man i bogens afsluttende del, hvor bøger,

periodica, arkivalier mm. præsenteres. Her savner man til gengæld det historiske per-

spektiv. Det vil altid være sådan, at et bibliotek eller et arkiv har sine stærke og svage

perioder. Forskellige ledere lægger forskellig vægt på anskaffelses- og indsamlings-politik. Det er vigtigt for benytterne at kende disse forhold, for derved kan samlin-

gerne udnyttes mest rationelt. Som historisk fremstilling af ABAs samlinger virker

bogen noget difus. Forklaringen er nok, at Børge Schmidt har skrevet den del af

bogen, der går optil hans afgang som leder i 1970, og at andre har skrevet den afslut-

tende præsentation af samlingerne.ABA er i dag en integreret del af biblioteksvæsenet og andre forskningsbiblioteker

drager nytte heraf. De retningslinier, der blev fastlagt i 1909, står sig stadig nu 75 år

senere. ABA har også fra moderne tid samlinger og publikationer, som de mere al-

88

ment orienterede biblioteker kun med stort besvær ville kunne erhverve. Det er netop

specialbibliotekers styrke. F.eks. har ABA en samling strejkeaviser og andre tids-

skrifter fra 1970-erne, som ikke findes så fuldstændig andre steder. ABA har således

demonstreret sin betydning som forskningsinstitution og de samlinger, der i gennem

årene er blevet opbygget under vanskelige betingelser bliver nu benyttet i rigt mål.Som noget særligt må nævnes den forståelse for udadvendthed, som kommer til ud-

tryk i det nære samarbejde mellem SFAH og ABA. Det giver sig bl.a. udtryk i gensi-dig repræsentation i bestyrelserne.

Som nævnt har det lille jubilæumsskrift sine svagheder, men det er velskrevet og

viser, at der i kriseperioderne heldigvis var folk i Socialdemokratiet og fagbevægel-sen, som sikrede institutionens fortsatte beståen. Bogen er gennemilliistreret med bil-

leder og fotos fra ABAs store billedarkiv. Til gengæld savner man et register til

bogen. Der er mange oplysninger at hente om arkivet og fagbevægelsens holdning til

arbejderoplysning mm. Man kunne godt tænke sig, at de havde været nemmere at

f remdrage.Steen Bille Larsen

Større private personarkiver i Rigsarkivets 4. afdeling. Ved Vello Helk - Rigsarkivet og

hjælpemidlernetil dets benyttelse IV,1 - Rigsarkivet/G. E. C. Gad, København 1984,280 s., kr. 91,50

I Rigsarkivet (RA) i København findes en meget omfangsrig og kvalitativ højtståendesamling af private personarkiver. Den består fortrinsvis af arkivalier efter politikere,betydelige embedsmænd, læger, jurister, præster, erhvervsfolk, højskoleforstanderem.fl..

Som helhed er der tale om personer af de højere lag - eller om personer, der har haft

indflydelse på det samtidige samfunds udvikling. Der er derfor tale om privatsamlin-ger af stor betydning for den historiske udforskning og det mærkes også på den efter-

spørgsel, som er dem til del.

Det gælder naturligvis kun for så vidt, som arkivernes indhold er andet og mere

end visit- og menukort. F.eks. har den afdøde socialdemokrat og radiorådsformand

Peder Nørgaard bl.a. betænkt RA med en enestående samling menukort. Da indhol-

det i et privatarkiv, som i alle andre former for arkivfonds, er af stor interesse, må detvurderes som særdeles anerkendelsesværdigt, at overarkivar ved 4. afdeling VelloHelk giver en kort indholdsbeskrivelse af hvert enkelt arkiv, som har et omfang af

mindst 1 pakke. Vi får således at vide om arkivet indeholder breve, dagbøger, erind-

ringer, sagsakter af forskelligt indhold mm.. Det er blevet til en fornem guide til RAs

privatarkiver og en betydelig hjælp for alle, der skal orientere sig i relevante kilde-

grupper til studieformål.

Finder man ikke det man ønskede, eller det man troede var til stede, skal man dogvære påpasselig. Det kan fortsat, trods omtalen af arkiverne i denne udgave, være

nødvendigt at gennemse de mere fyldige enkeltregistraturer, som er udarbejdet til en

stor del af arkiverne.

Med denne udgivelse er RAs oversigt fra 1971 over samme emne blevet forældet.

Denne nye oversigt- dens kvaliteter ufortalt - bør dog ikke overleve alt for længe. En

næste udgivelse kunne medtage landsarkivemes større privatarkiver, og hvis man

ønsker ABAs privatarkiver medtaget, skal det være velkomment. Fik vi samtidig en

89

oversigt fra Det kgl. Bibliotek (som har andet end forfatteres arkiver) ville Danmark

være førende på dette område. Mon ikke det var en opgave for Rigsarkivet?Henning Grelle

Th. Sørensen: Socialstatistiske undersøgelser i anden halvdel af det 19. århundrede.

Bind I-II, Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, København 1984, kr. 252,54

1.

Genoptrykket af lægen Th. Sørensens undersøgelser må uden forbehold hilses vel-

kommen. Det er en væsentlig kilde til forståelse af især arbejderklassens liv for om-

kring 100 år siden. Sammen med genoptrykket udsendes en biografi over Th. Søren-

sen og en bibliograñ over hans forfatterskab, begge udarbejdet af Erik Strange Peter-

sen (E. S. P.).I 1879 interviewede Th. Sørensen personligt 22 købstadsarbejdere om deres leve-

vilkår. Det er »den jævnt dygtige og nogenlunde stræbsomme gifte familiefar og hans

kone, med andre ord gennemsnitsarbejderens livsforhold, jeg har villet drage frem«,

siger Th. Sørensen (bind 1, s. 68). Ogi 1880 publicerede han så Købstadsarbejderes

vilkår, der meget detaljeret - ned til mindste skæppe kartofler - angiver arbejderfami-liens indtægter og udgifter. Spørgeskemaemes besvarelser, der gengives et for et, oser

stadig af liv. Vi får at vide: Arbejdsdagens længde med hvilepauser, lønnens højde,

boligens størrelse og indretning, møblemes udseende, hvad familien spiser og går

med af tøj året rundt, om hustruen har indtægter, om hun syr selv, om sygdomme og

sygekasser og meget andet. Det er således ingen overdrivelse, når E. S. P. karakterise-

rer denne og Th. Sørensens efterflgende replikering: Markarbejdernes vilkår, der ud-

kom i 1881 og omfattede interviewer med 53 landarbejdere om deres levekår, som en

både enestående og righoldig kilde til de sociale forhold omkring 1880« (bind 1, s. 39).

På grundlag af spørgeskemaer til 220 jyske læger, hvoraf 198 svarede, publiceredeTh. Sørensen i 1882 undersøgelsen om Ulykkeslilfældeunder arbejde. Mens Th. Sø-

rensen i sine første to arbejder gjorde en del ud af arbejderfamiliemes (mangel på)

sikring under sygdom og blandt -andet samlede oplysninger om syge- og alderdoms-

sikringens udbredelse, er sigtet med hans tredje undersøgelse at skaffe materiale af

interesse for en eventuel arbejderforsikring ved ulykkestilfælde (først vedtaget i

1898), idet han blandt andet påviser de begrænsninger,som var indeholdt i den første

arbejderbeskyttelseslov fra 1873 »om børns og unges arbejde« (bind I, s. 269). Th.

Sørensen forholder sig således både konkret og positivt til samtidens socialreformde-

bat, hvortil ovennævnte undersøgelse om ulykkestilfælde under arbejde udvides til at

omhandle en femårig periode (1880-84) og indgår som bilag til »Den yngre Arbejder-

kommissions« betænkning (1887). Th. Sørensens fremstillinger af arbejdsulykkerrummer meget der ikke findes andre steder. Men den grundige statistiske bearbej-delse i forbindelse med udeladelsen af grundmaterialet har dog pustet det meste af det

»liv« ud af fremstillingen, som vi fandt i hans to første arbejder.I 1883 publicerer Th. Sørensen Børnedødeligheden i forskellige samfundslag, der

dækker perioden 1820-74 og omfatter i alt 87.686 fødsler og 20.858 dødsfald. Mate-

rialet hidrører fra kirkebøger i København, provinsbyer og landdistrikter. Th. Søren-

sen deler befolkningen op i »lag efter velstand«, hvilket giver de samme besynderlig-heder som Socialforskningsinstituttets socialgruppeinddeling 100 år senere: Hos Th.

Sørensen placeres »studerende« og »kapitalister« side om side i den bedst stillede

gruppe (bind 11, s. 125); i Socialforskningsinstituttets inddeling rangerer den studie-

90

forgældede og arbejdsløse eand.mag. side om side med Mærsk McKinney Mølleriden højeste socialgruppe. I denne sammenhæng er P. Knudsens klasseanalyse fra

1888 langt mere imponerende, jf. hans »Sygeforsikring og alderdomsforsørgelse«.De økonomiske forholds og beskæftigelsens indflydelse på dødelighedenfra 1884 er

Th. Sørensens hovedværk og bygger på dødsattester fra Statistisk Bureau. Afhand-

lingen viser blandt andet dødeligheden i forskellige stillingsgrupper, sociale lag, køn

og aldersklasser. Specielt kvalificeret er analyserne af dødsårsageme i de enkelte stil-

lingsgrupper (og erhverv), hvor Th. Sørensen ikke alene afslører kendskab til stati-

stisk metode, men også under inddragelse af udenlandske iagttagelser lukker op for

diskussionen om årsager til forskellige dødshyppigheder (fysisk arbejdsmiljø, afløn-

ningens højde, rekruttering til faget etc.).

2.

Efter læsningen af Th. Sørensens betydelige produktion står man dog tilbage med

spørgsmålet: Hvad ville han med denne produktion? Hvem skrev han egentlig for?

I modsætning til Engels (»Die Lage der Arbeitenden Klasse in England«), der ca.

40 år før og med samme imponerende detaljeringsgrad i vid udstrækning behandlede

de samme spørgsmål, har Th. Sørensens bøger ingen hverken direkte adresse eller

social indignation. Th. Sørensens arbejder skal nok snarere ses som et bidrag til den

»almene forståelse« og måske til det reformvenlige Højres socialpolitik, som han til-

sluttede sig.I denne sammenhæng er E. S. P.'s karakteristik af Th. Sørensens »livslangesolida-

ritet med den økonomisk betrængte arbejderklasse« unægtelig noget malplaceret.Nok er det sandt, som E. S. P. anfører, at da Th. Sørensen døde i 1914, betalte A-

kasserne hans offentlige begravelse, og Stauning gik i spidsen for optoget (Th. Søren-sen var fra arbejdsløshedslovens start i 1907 og til sin død den statslige arbejdsløs-hedsinspektør). Men det er lige så ubestrideligt, at da Th. Sørensen i 1880'erne udgavsine social-statistiske undersøgelser, var han ledende i en af de såkaldte arbejderdan-nelsesforeninger, der var stærkt antisocialistiske, hvis ideologiske grundlag var

(hjælp til) selvhjælp, og hvis væsentligste opgave var at arrangere foredrag og under-

holdning for herigennem at udbrede den borgerlige ideologi iarbejderklassen. Hertil

bør lægges Th. Sørensens samtidige og aktive medvirken i landsygekassebevægelsen,hvis hovedfunktion var at flytte de økonomiske byrder ved sygdom fra gårdmændeneover på (land)arbejderklassen og byer-nes småborgere (se nærmere herom i min bog»Klassekamp og sociallovgivning 1850-1970«, København 1981). Th. Sørensen kom

fra borgerskabet og lagde mange kræfter i at tilføre arbejderklassen den borgerligeideologi!

Det kan dog ikke afvises, at Th. Sørensen i et vist omfang også har været drevet af

humane motiver både i sit videnskabelige arbejde og senere som administrator. Men

det bliver ikke klart, hverken i Th. Sørensens nu genoptrykte arbejder elleri E. S. P.'s

biografi, om disse motiver adskiller sig fra almindelig hattedamevelgørenhed. Og det

er beklageligt, fordi Th. Sørensen samtidig med afslutningen af sin videnskabeligekarriere bliver den centrale administrator af Estrups og dermed danmarkshistoriens

første socialreform: Som sygekasseinspektør, den øverste administrator af sygekasse-væsenet 1892-1907. Som arbejdsløshedsinspektør, den øverste administrator af A-

kasserne 1907- 14 og ved ulykkesforsikringslovens vedtagelse i 1892 indenrigsministe-riets tilforordnede i Arbejderforsikringsrådet.

1 det hele taget mangler E. S. P. i højeste grad at sætte Th. Sørensens selvhjælpstan-ker (opdragelse af arbejderklassen til at klare sig selv) i relation til de motiver og be-

91

væggrunde (skattesynspunkter, revolutionsforsikringsmotiver og reproduktion),som var drivende for storbønderne og gårdmændene, da de i slutningen af det 19.

århundrede gik sammen og skabte den første socialreform. Og som også var drivende

for de arbejderkommissioner, der gik forud for socialreformen, og hvortil Th. Søren-

sen både ydede bidrag, og hvoraf han blev inspireret.

Forklaringen herpå er nok, at E. S. P. som mange andre - også venstreorienterede -

historikere trods god vilje (se 5. 8) ikke rigtigt kan frigøre sig fra en personcentreret

historieskrivning. Th. Sørensens tanker, arbejder og gerninger mangler således (næ-

sten) ganske at sættes ind i den kontemporære ideologiske, politiske og økonomiske

sammenhæng, som er forudsætningen for helt at forstå dem (som et godt eksempel påden modsatte analysetilgang, se Niels Finn Christiansens artikel i New Left Review,

nr. 143, 1984).

Iver Hornemann Møller

Poul Thomsen: Jord og Beton gennem 100 år, 156 5., ikke i boghandelen. Udgivet af Jord

og betonarbejdemes fagforening 1984.

Jord og betonarbejdemes fagforening i København blev startet i 1884 og på hundred-

året for denne begivenhed, har fagforeningen udsendt en jubilæumsbog, som både i

form og indhold påkalder sig opmærksomhed.Bogen er et digert værk indbundet i A4 format og på 156 sider, rigt illusteret og

med en klar opsætning.Og heldigvis harmonerer den ydre pragt med et godt indhold.

Bogens indhold er kronologisk opbygget. Der startes med en ouverture om ar-

bejdsmændenes organisationsforsøg i 1870'ernei København. Herefter gennemgåes

de forskellige epoker i fagforeningens historie.

Fagforeningens historie indtil 1897 er for en stor del en fælleshistorie med det se-

nere Dansk Arbejdsmandsforbund (DAF). Det er en historie om megen modgang og

liden fremgang. Årsagentil elendigheden var oftest arbejdsmændenesmangel på or-

ganisationsforståelse.Perioden 1884-1891 var præget af evindelige ud- og indmeldel-

ser af medlemmer med det resultat, at fagforeningen ikke blev større. Den næste pe-

riode 1891-1896 var Lyngsies periode og her gik det fremad bl.a. med sejr i den legen-

dariske natmandsstrejke i 1892. Medlemmerne svingede i denne periode fra passivitettil rastløs radikalitet, så fremgangen fremkaldte lige så megen utilfredshed som begej-

string. Efter at Lyngsie forlader fagforeningen for at blive leder af det nystartedeDAF i 1897, fortsatte fagforeningen sin ivrige fremfærd, som dog blev bremset af

lock-outen i 1899. Selv om denne konflikt ikke knækkede kampviljen, så blev det

næste 10-år relativt roligt for foreningen.Poul Thomsens gennemgang af den første tid i fagforeningens liv viser med al tyde-

lighed, at solidariteten ikke er en een gang for alle given størrelse. Tværtimod. Det

kneb med solidariteten, som først blev indarbejdet efter mange års organisationsar-bejde. Poul Thomsens beskrivelse af den første tid følger iøvrigt nøje »Ved Arbejds-mændenes Forbunds 25-års stiftelsesfest 3. april 1909«, hvilket burde være angivet.

Axel Olsen blev formand for fagforeningen i 1909. Han var en mand uden nerver

og med »hår på brystet«, hvilket tilsyneladende var helt nødvendigt hos een, som ville

begå sig som formand i fagforeningen. Desværre for Axel Olsen og for fagforeningenvandt syndikalisterne stærkt frem i fagforeningen i 1910-1912. Syndikalisterne skan-

daliserede imidlertid sig selv så grundigt bl.a. ved at indgå den dårligste overens-

92

komst i mands minde, at medlemmerne hurtigt smed syndikalisteme ud af bestyrel-sen og genindsatte Axel Olsen og de øvrige garvede socialdemokrater i bestyrelsen.Poul Thomsens gennemgang af syndikalisterne i denne periode følger fuldstændigtden fremstilling, som er givet i tidligere forbundshistorier fra Arbejdsmandsfor-bundet f.eks. i Axel Olsen: Dansk Arbejdsmands Forbund gennem 50 år, 1897-1947

side 83ff.. Hvilket også burde være angivet.Mellemkrigstiden var præget af arbejdskampene i 1922 og 1925 og af den store ar-

bejdsløshed. Poul Thomsen giver en fin skildring af arbejdsløshedenskonsekvenser

ved at inddrage en lægeberetning om arbejderbørnenes sundhedstilstand for

1930'erne i København. Fagforeningen var i denne periode militant socialdemokra-

tisk. Først i slutningen af 1930'erne manifesterede en opposition sig med tilstrækkelig

styrke til at blive repræsenteret i bestyrelsen og til at få valgt mænd til lønnede tillids-

hverv.

Besættelsestiden var en dunkel periode for fagbevægelsen, og Poul Thomsen læg-

ger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af Dst og DAFs følgagtighed over for

værnemagten. En følgagtighed, som fagforeningens bestyrelse bakkede op. Der blev

brugt store ord af fagforeningens formand, men det var mod kommunister og ikke

mod tyskerne eller arbejdsgiverne. På den baggrund virker det logisk, at kommuni-

sten Svend Jensen i 1947 overtog formandsposten og beholdt den helt frem til 1970.

Denne periode er præget af rationalisering og mekanisering. Det er også en periodemed arbejdsløshed og en periode med fuld beskæftigelse. Der er også en periode med

koldkrig og en vedvarende kamp for freden. Alt dette beskrives indgående. Poul

Thomsen gennemgår for denne periode nøje statsmagtens indgreb i overenskom-

sterne, som bevirkede en passivitet blandt arbejderne. Poul Thomsen har ønsket at

understrege, at klassekampen absolut ikke er eller har været afskaffet selv i de så-

kaldte glade 60'ere. Derfor er fagforeningen i dag lige så nødvendig som førhen, ogdet vises også i gennemgangen af fagforeningens nyeste historie.

Udover denne kronologiske gennemgang af historien er der korte afsnit om de

mange forskellige klubber og et afsnit om værktøj.Poul Thomsen har skrevet en god og engagerende bog om jord- og betonarbejder-

nes fagforening gennem 100 år hele tiden sammenholdt med den generelle politiskeog faglige historie i Danmark. Det er et stykke klassehistorie, hvor fagforeningensnødvendighed og sammenholdets betydning gennem 100 år beskrives og understre-

ges. Det er en historisk bog med appel til nutiden og fremtiden, som givetvis vil »in-

spirere os alle i fagforeningen til fortsat og forstærket aktivitet i den faglige kamp ogikampen for fred i vor tid«, som den nuværende formand Svend Carlsson udtrykkerønske om i forordet.

Når der her alligevel kommer nogle kritiske bemærkninger, så er det mere ment

som et debatoplægend egentlig kritik.

Ovenfor er gennemgået, hvad bogen indeholder. Men det er også på sin plads at

nævne, hvad bogen ikke indeholder. Ovenfor er nævnt, at Poul Thomsen helt udela-

der sine ellers tydelige forlæg og ligeledes mangler en materialeoversigt over anvendt

materiale. Det er irriterende. Indholdsmæssig er bogen en solid organisationshisto-rie, men den inddrager ikke »medlemmernes« eller »jord og betonarbejdets,« historie.

Der er således ikke inddraget erindringer i bogen (udover Axel Olsens datters). Jegkunne godt savne et mere nært billede af f.eks. sjakkenes funktion med hensyn til at

lede og fordele arbejdet, til at få presset lønnen op og som kammeratskabsforum. Det

savner jeg især, fordi Poul Thomsen gør så meget ud af arbejdsgiverens generelle ret

til at lede og fordele arbejdet. Men er det hele sandheden? Næppe, og Poul Thomsen

93

kommer selv lidt ind på det i en sag om indførelse af kontrolure på arbejdspladserne i

1970'erne: Det afviste arbejderne med henvisning til »sjakkenestraditionelle og fuldt

anerkendte selvkontrol« (s. 116). Hvordan er forholdet mellem sjakkenes traditio-

nelle selvkontrol og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet? Hvordan ople-ves det i dagligdagen? Det skal nævnes, at arbejdsgiverens krav om kontrolure ikke

kunne gennemtvinges - selv ikke via arbejdsretten! I mit eget arbejde med arbejds-mændenes historie i provinsen har jeg ofte støt på det synspunkt fra jord- og betonar-

bejdere og fra murerarbejdsmænd, at sjakkene faktisk selv »leder og fordeler« arbej-det. Hvordan ser det ud i København?

Forholdet til arbejdsgiverne skildres meget abstrakt, idet de hele tiden fremstår

som arbejdernes absolutte modpol. Men hvordan har de enkelte sjak haft det med

deres entreprenør?Har det været lige så stejlt? Næppe. Det er da også bemærkelses-

værdigt, af Lyngsie havde et ganske godt forhold til entreprenørerne. Hvorfor det og

hvordan det? Det kunne også have været interessant at få belyst. Måske har begge

parter i perioder haft gavn af »samarbejdet«?Poul Thomsens engagerende historieskrivning springer en del nuancer over. År-

sagsammenhængenebliver til tider for forenklet. F.eks. bruger Poul Thomsen eet en-

kelt statsindgreb (det i 1961) til at forklare medlemspassiviteten i de følgende år(tier).

Efter min mening er der for meget organisationshistorie og for lidt medlemshisto-

ne.

Man kan således diskutere bogens indhold og form, og det er i sig selv fortræffeligt.

Også af den grund er bogen en god bog. Og på trods af alle indvendinger, så har Poul

Thomsen skrevet en god og engagerende bog, og det tjener fagforeningen til ros, at

den har bekostet udgivelsen.Keld Dalsgaard Larsen

Richard Willerslev: Den glemte indvandring. Den svenske indvandring til Danmark

1850-1914, Gyldendal, København 1983, 224 5. kr. 156,-

Når danskere tænker på immigranter, er det der først falder dem ind de danske immi-

granter i Amerika, ikke udenlandske immigranter i Danmark. Det at integrere immi-

granter i det danske samfund er ikke en del af den nationale ideologi; der eksisterer

ikke nogen dansk »smeltedigle«.Det er karakteristisk, at de senest tilkomne immi-

granter stadig betegnes som »fremmedarbejdere«.

Ikke desto mindre har Danmark gennem tiderne absorberet et betragteligt antal

immigranter selvom de fleste af dem er blevet glemt, således som Richard Willerslev

antyderi titlen på sin glimrende undersøgelse af svensk indvandring i Danmark gen-

nem det halve århundrede forud for den 1. Verdenskrig. Mellem 1860 og 1910 var der

omkring 1,2 millioner svenskere (ud af en befolkning på 5 millioner), der flygtede fra

»Det befásta fattighuset« - som Sverige blev kaldt i et socialdemokratisk skrift - for at

søge en bedre tilværelse andetsteds. Næsten en million drog til Amerika, og 200.000

tog til andre lande i Europa. Ifølge Willerslevs tal modtog Danmark 81.000 af dem (s.

25).'

Til forskel fra de svenskere, der tog til Amerika var der ikke mange af dem, der

kom til Danmark, der havde til hensigt at blive. De søgte midlertidigt eller sæsonar-

bejde, højere lønninger end dem, de kunne opnå hjemme, eller simpelthen bare ar-

bejde. Men svenskere kom også til Danmark af samme grund som andre svenskere

drog over Atlanterhavet: for at undgå den frygtelige fattigdom, som var almuens lod i

94

de svenske landdistrikter og for at søge arbejde i de voksende danske industribyer. Ogmange blev. Folketællingen i 1901 viste, at 1'⁄2%af den danske befolkning var svensk-

født, og i København udgjorde svenskerne 4% af befolkningen.Willerslev fokuserer på de ufaglærte indvandrere, der til forskel fra de rejsende

svendes internationale mobilitet var et nyt fænomen i sidste halvdel af det 19. århund-

rede. På landet erstattede svenske arbejdere de danske landarbejdere, der havde for-

ladt gårdene til fordel for byerne. I byerne udgjorde svenskere »en overordentlig mo-

bil arbejdskraftreserve, som danske entreprenører og industrifolk kunne trække på i

opgangstider og i pressede arbejdsmarkedssituationer« (s. 67), d.v.s. konflikter.

Mens de faglærte rejste, som de ville på deres svendebreve i tiden forud for visaer og

arbejdstilladelser, blev de ufaglærte ofte importeret på kontrakt af fæstemænd eller

andre mellemmænd, hvis evne til at give gyldne løfter kun overgikkes af deres forsig-tighed med ikke at nedfælde de lovede'betingelser i fæstebrevet. (Mellemmændenes

udbytning var så skandaløs, at den svenske regering i 1884 forsøgte at styre deres

aktivitet og oprettede standardkontrakter for svenskere, der gennem mellemmænd

søgte arbejde i udlandet). Svenske ufaglærte arbejdere - mænd og kvinder - fik gene-relt det værste arbejde: hårdt, dårligt betalt og midlertidigt. Willerslev giver en detal-

jeret beskrivelse af forholdene for løsarbejdere ved jernbanebygning, Københavns

befæstning, teglværkerne, de bornholmske stenbrud og ved sæsonarbejde på landet

specielt sukkerroedyrkning på Lolland-Falster. Men dårligt arbejde var bedre end

intet arbejde. Når de blev arbejdsløse blev svenskerne lynhurtigt deporteret. Willers-

lev følger en række deportationstilfælde herunder forbløffende eksempler på danske

bestræbelser på at deportere svenske enker, forældreløse og navnlig enlige mødremed små børn, når de søgte fattighjælp.

Medens de ufaglærtes vandring var noget nyt og for samtiden sommetider nogetforuroligende, så var de faglærtes internationale mobilitet en gammel tradition,selvom forskellen i løn og udbuddet af arbejde betød, at svenske svende udgjorde en

betydelig andel af svensk immigration. Ufuldstændige tal (tabel 4, s. 63) viser, at tre

fjerdedele af de svenske mandlige indvandrere i København var faglærte, ligesom til-fældet var for halvdelen af dem i de større provinsbyer. De faglærte, som spiller en

mindre rolle i Willerslevs undersøgelse, end de ufaglærte kunne lettere integreresisamfundet; de gik ind i tidens gryende fagbevægelse, havde fælles fagkultur med deresdanske kollegaer, og det var mindre sandsynligt, at de ville søge om fattighjælp end

tilfældet var for deres ufaglærte landsmænd. Danskernes fordomme mod svenskerne,som Willerslev beskriver (s. 184-198) rettede sig hovedsageligt mod de ufaglærte.Skønt denne bog 'beskæftiger sig med indvandrere fra arbejderklassen, diskuteres

arbejderbevægelsen kun perifert. Danske fagforeninger undsiger svenske strejkebry-dere (s. 107, 188), løntrykkere (s. 185-86) og gør nu og da forsøg på at begrænse ar-

bejdskraftens frie bevægelighed,som f.eks. Arbejdsmændenes Forbunds forsøg i1888 på at forhindre importen af nye udenlandske arbejdere til Københavns befæst-

ningsarbejder samtidig med, at der var betydelig arbejdsløshed blandt danskere (s.108-09). Selvom det er ubestrideligt, at danske fagforeninger gjorde, hvad de kunne

for at forsvare sig mod uorganiserede arbejdere uafhængigt af disses nationalitet, er

det indtryk som Willerslev giver af dansk fagforeningsijendtlighed mod svenskere

vildledende. Rent faktisk var de danske fagforeninger for faglærte meget dygtige til at

organisere svenske svende, og det var ganske almindeligt, at svenskere valgtes til fag-lige tillidshverv. (Willerslev nævner dette fænomen, men har vanskeligt ved at få det

til at passe med de danske arbejderes påståede fjendtlige holdning til svenskere (s.

194)). De danske fagforeninger bidrog til finansieringen af organiseringen af deres

95

landsmænd i Sverige. Willerslev omtaler hverken eksistensen af skandinaviske fag-

foreninger indenfor en række mindre fag eller den mere generelle gensidighed mellem

danske og svenske fagforeninger med hensyn til ydelser, herunder rejseydelser. Klas-

sesolidariteten mellem danske og svenske arbejdere var mere udbredt og mere kon-

kret end denne bog lader formode.

Men det er jo også en bog om indvandrere, ikke om klassebevidsthed og-

organisation. Som sådan er den veldokumenteret og velskreven. Willerslev har gra-

vet sig igennem arkiver, mundtlige historier, officielle høringer og aviseri sin bestræ-

belse på at spore denne ellers glemte historie om svensk indvandring i Danmark og

har undervejs afdækket et væld af fængslendemateriale. Sammenligningen med nuti-

dens indvandrere - en givet mere præcis betegnelse end »fremmedarbejdere« -

gør

denne bog mere aktuel. Willerslev har skrevet en læseværdig bog uden jargon, som

enhver, der er interesseret i dansk historie eller med svenske aner kan læse med for-

nøjelse. De mange illustrationer er velvalgte og forøger bogens værdi.John Logue

96

F ORSKNINGSMEDDELELSER

Typer & tryk

Nogle nattesene betragtninger over en ny bogs tilblivelse i anledning af 40-året for

Danmarks befrielse i 1985. Og en indføring i et af bogens emner: »Tarm-skrifterne -

de illegale tryksager i Tyskland efter Hitlers magtovertagelse.

En bog er undervejs. Manuskriptet ligger klart, tilføjet de sidste små justerin-ger. 189 kvartark har været gennem skrivemaskinen, efter et håndskrevet

forlæg, hvis mange overstregninger, tilføjelser og randbemærkninger gjordesit til, at den brydsomme ord-rebus nok gik op, men ikke uden det langsom-melighedens hovedbrud, der mere end én gang trak tiden ud på de små timer.

En selvtilfredshedens duftende pibe latakia over værkets gode fuldbrin-

gelse. Og en svag swingende midnatstone af Mills Brothers + Basie fra mit

foretrukne bånd,der fremmer skrivelystens arbejdsomhed. Og så denne

mærkelige indre tomhed ved brat at være færdig med noget, der har optaget

mig intenst gennem mere end et år.

Det er et inciterende hesteslid at skrive en bog - og en lammende frustra-

tion at slå dens sidste punktumHvor mange telefonsamtaler er gået gennem røret der henne for at nå så

vidt? Og i hvilket antal blev breve postet og modtaget i denne sag?Nu skal manuskriptet til sætning, før trykarkene omsider - når billedredi-

gering og korrekturlæsning er vel af vejen - glider gennem offsetmaskinen

for, i maj 1985, at fremstå som bogen Typer & Tryk til markering af 40-

årsdagen for befrielsen - og typografernes indsats ved produktionen af ille-

gale tryksager under den tyske besættelse af Danmark.

Således var i hvert fald intentionerne, da jeg på et styrelsesmøde i Dansk

Typograf-Forbunds Københavns Afdeling fik godkendt udgivelsen, væsent-ligt baseret på indkaldt materiale, nedskrevet af de efterhånden aldrende

kolleger, som selv var med ved sættekasse, vinkelhage, fluesmækker og fod-

digel under okkupationens modstandsår.

Et spændende og historisk værdifuldt materiale har set dagens lys. Illegaleblade, fotos og sågar originalmanuskripter fandt vej til min adresse. Gulnede

opråb om »To Minutters Stilhed«. Land og F oIk og Frit Danmark - omhygge-

ligt emballerede. Duplikataftryk af Information og Studenternes Efterret-

ningstjeneste. Slidte legitimationskort og skjoldede Ausweis og falskeligt ef-

tergjorte tyske våbentilladelser. Og gulnede rationeringsmærker på mel og

gryn og sukker og bleer fra dengang, alt var mangelvarerI en støt stigende mængde hobede sagerne sig op med krav til bordplads og

97

strukturering, indtil da gemt hen med stor veneration gennem flere end 40 år

- og kun fremsendt med bestemte (og selvfølgelige)ønsker om at få rarite-

terne retur efter brug.Der kom også et brev fra Børge Houmann. Han satte mig på sporet af noget

vigtigt og relevant, som jeg begyndte at snuse i. Et par tryksager på tysk, hvis

oprindelse Houmanns sans for detaljer kunne stedfæste til hhv. Brdr. Thøger-sens Bogtrykkeri i Knippelsbrogade og Petersens & Nielsens Bogtrykkeri i

Rådhusstræde. Begge trykt i slutningen af 30'erne. Den ene beregnet til ind-

smugling i det 3. rige. Den anden delt ud blandt tyske turister i Danmark.

»Tarnschriften« kaldtes de, den antinazistiske modstands organiseredetryksager. (Tam = sløre eller skjule).

Enkle og primitive var de første. Men de var der, få dage efter Hitlers

magtovertagelse. Som små grafiske funker tændte disse strøsedler lys i det

terrorens og undertrykkelsens middelaldermørke, som havde sænket sigover Tyskland januar 1933.

Livstegn fra den kuede - men ikke knuste - tyske arbejderklasse, hvis ind-

byrdes politiske splittelse var en del af den dystre baggrund for nazismens

vækst og placering i den rigsdagsbygning, Göring siden lod rasere af brand.

»Tam«skrifterne optog mig stadig mere, som den forløber til vore hjem-lige illegale tryksager, de jo vitterlig var. Og det stod mig pludselig klart, at en

beskrivelse af den danske typografiske modstandskamp ikke naturligt kunne

tage sin begyndelse med »de sorte fugle«, der fløj ind over landet 9. april1940. Jeg måtte længere tilbage i historien - og udenlands - for at knytte for-

bindelsen

Et besøg i Berlin-DDR, med yderst hjælpsom adgang til biblioteker og in-

stitutter, gav øget indsigt i emnet. Og på det ligeledes imødekommende

hjemlige ArbejderbevægelsensBibliotek og Arkiv i København dukkede sup-

plerende ting og. sager frem af skufferne, omhyggeligt registreret for den

granskende eftertid.'

Et repræsentativt udvalg af disse lidet kendte illegale tryksager - for en dels

vedkommende fremstillet i Danmark og smuglet over grænsen til nazi-Tysk-land - kom mig således i hænde. Forunderligt at sidde på bibliotekets kirke-

stille læsesal en regnfuld oktoberdag og med forsigtige fingre knitre i de ofte

lasede og bibelpapirtynde budskaber om modstand under de værst tænkeligeforhold

Hvad ligger der ikke af sitrende angst og betagende menneskemod bagdisse tryksagers livsfarlige virkeliggørelse?Hvilke konsekvenser fik dette il-

legale arbejde for hvor mange skribenter, typografer og kolportører?Dystre tanker om de bedste, der ofte dør ..

Dr. Heinz Gittig fra DDR, som har beskæftiget sig med denne side af den

tyske illegale modstandskamp, registrerer fra 1935 til 1945 580 sådanne for-

skellige »Tarm-titler.Af denne anselige mængde står det illegale tyske KPD og Den kommuni-

stiske Internationale (Komintem)_for de 460 udgivelser, 30 titler kan henfø-

98

res til det tyske kommunistiske ungdomsforbund og den kommunistiske

ungdomsinternationale. 9 udgivelser stammer fra det illegale tyske socialde-

mokrati. De resterende 90 titler fordeler sig på andre, især religiøse og jødi-ske organisationer.

Oplagstallene kan skønsvis anslås til ca. 1000 småbrochurer og pjecer om

måneden frem til 1936, hvad angår den socialdemokratiske illegale virksom-

hed. Mens hen imod 5 millioner af tilsvarende tryksager, ofte veritable bø-

ger, blev sat i cirkulation af illegale kommunister. Og her ses bort fra KPD-

partiavisen »Role Fahne«, som udkom illegalt i Tyskland under hele Hitler-

tiden, både duplikeret og trykt.Svøbt i politisk aldeles neutrale omslag, ofte trykt i flere farver hvad forsi-

den angår, gengivende tegninger eller fotos af de mest ordinære daglige for-

brugsvarer som sløring for tryksagemes reelle indhold, nåede denne illegalemodstandskamps organisatorer ud til stadig bredere lag af befolkningen.

Og det er betagende fabler i konspirativ opfindsomhed at registrere de ty-

pografiske produktionssteder, hvor tryksagerne blev til. Hos en værtshus-

holder i Berlin, med sættekasser og »Fluesmækker« (en lille hånddreven

trykmaskine) skjult bag opstablede vintønder. I en kirkekrypt, mens tryk-ningen bekvemt henlagdes til mellem 10 og 12 søndag formiddag, under me-

nighedens sang. Eller dybt i en sandstenshule ved Dresden, hvor der endnui

dag kan findes løse blytyper, tabt mellem stenbrud og brokker i krigens tid.

Basisarbejdet for denne omfattende illegale virksomhed skete primærtblandt de 13 millioner tidligere tyske socialdemokratiske og kommunistiske

vælgere, hvorved en opposition, der udgjorde en både reel og potentiel trus-

sel mod nazismens forbliven ved magten, var under udvikling.Om modstandsorganisationens opbygning røbede en anonym artikel i det

danske socialistiske tidsskrift Plan - som Hitler forbød indført i Det 3. Rige -

følgende i 1934:

Denne bevægelses kerne er de såkaldte femmandsgrupper - en helt nyform for antifascistisk organisation, som har afløst de tidligere partiorgani-sationer og afdelinger.

Disse femmandsgrupper findes overalt indenfor den tyske industri - i næ-

sten alle fabrikker og i de fleste større kontorer. De fem medlemmer af grup-

pen, der så vidt muligt skal være beskæftiget i samme bedrift, består afarbej-dere, funktionærer og kontorister og tilhørte tidligere de mangfoldige social-

demokratiske fagforeninger, Reichsbanner, kristelig sociale, R.F.O.

(Revolutionær Fag-Opposition) - eller var uorganiserede og partiløse.

Netop fordi hver gruppe er begrænset til nogle få personer, er den næsten

usynlig at få fat på. Det lader sig ikke gøre at opspore og kontrollere møder

af 4-5 personer, som holdes i hvilepauser på fabrikker, i et privat hjem, på en

søndagsskovtur osv.

I de større bedrifter arbejder snesevis af disse grupper uden at kende hin-

anden. Hvis een gruppe bliver opdaget og arresteret, fortsætter andre. Grup-perne ledes ovenfra

Over femmandsgrupperne står en langt mere kompliceret og specialiseret

99

Alle (mn NE'.u sung .

Melodie.. der blev væk

DANSKE TONER

16 Illlll Sug: ud Hull

EDInlleHu-v.lnhddulih- Win-W no. 51de

syng du' red lndn .I lan de..*tuningSmukke.Syng du' 1 Hjemmet I.. 4.. .I .N

DANSKE TONERI

VlhwmmtmndhlmmkNation. Alle-ion .nv unge Mik. Inden

PORLAOET .DANSKE TONER' Win-I H- D-uk -m-

nem-um! nu DANSK! TDNERI

Et dansk »tarm-skrift, udsendt september l94l. Tilsyneladende et uskyldigt sanghefte, men

reelt den første større illegale publikation under besættelsen, indeholdende den tale,

folketingsmand Aksel Larsen ville have holdt på rigsdagen, hvis ikke DKP var blevet forbudt-

og han selv nidkært eftersøgt af politiet. Børge Houmann har forfattet det her gengivne omslag

til tryksagen, der nok havde tyske aner, men som aktuelt knyttede an til den grasserende alsangi

det nationalt vakte Danmark.

organisation, som i det væsentlige er identisk med det gamle kommunistiske

partiapparat - det eneste parti, som har overlevet oprettelsen af det tredie

rige. Den revolutionære presse i Tyskland, som daglig distribuerer hundrede

tusinder af blade, og som allerede repræsenterer en betydelig magtfaktor, er

imidlertid vokset langt ud over partiets rammer. Om denne presse samler sigtusinder af tidligere socialdemokrater og Reichbannermænd, partiløse, jø-der og selv tidligere liberale og katolikker

Femmandsgrupperne oversvømmer bedrifterne med antifascistisk propa-

gandamateriale. De tyske naziblade omtaler stadig denne »pest« og melder

om drakoniske modforanstaltninger. Revolutionære bedriftaviser (små hek-

tograferede eller duplikerede blade), løbesedler, små papirlapper med paro-

ler eller nyheder fordeles hver dag i fabrikkerne, opklæbes på væggene, på

maskinerne, på WC.

De revolutionæres opfindsomhed er uhyre, når det gælder om at camou-

flere og fordele tryksager. En indpakker hos det store varehus »Karstadt«

lod i ugevis alle kunderne få et revolutionært flyveblad med i pakken. Man

har benyttet elektricitetsværkernes postkonto til forsendelse af revolutio-

nære skrifter. Der er fremstillet grammofonplader, som sælges for 1 mark.

De spiller først lidt af »Carmen« - derpåkommer en politisk tale - og de en-

der med 'Internationale' ...«.

Selvom artiklen i Plan måske nok var dækkende for tyske modstands-

kæmpere fra arbejderbevægelsen i illegalitetens første periode - og vel ogsåder nok havde et for optimistisk udsyn - så lykkedes det ikke at opretholde

kampen i det der beskrevne omfang. Terroren var for stærk - alligevel fand-

tes der under hele det 3. rige illegalt arbejdende modstandsgrupper.I 1936 oprettede det illegale KPD såkaldte afsnitsledelser i Prag, Brüssel,

100

Amsterdam, København og Zürich, bl.a. med det formål at »dække« hver sit

område af Tyskland med de illegale tryksager, som derefter i en stadig sti-

gende strøm fandt vej over grænsen til alle større tyske byer.København (Abschnittsleitung Nord) blev et vigtigt led i denne kæde. Og

her lagdes grunden til og indhøstedes de erfaringer for den illegale tryksags-

fremstilling, som få år senere - under besættelsen - skulle komme de første

danske modstandsfolk på dette felt til gode i deres underjordiske arbejde. 0gskare stadig flere i den front, som - gennem information og oplysning -

skabte holdningsændringen, der omsider - den 29. august 1943 - tvang rege-

ringens samarbejde med den tyske besættelsesmagt til ophør.Men mere herom i Typer & Tryk

Torben Bjerg Clausen

Litteratur:

Anonym: KPD illegalt i: Plan. Socialistisk Maanedsskrift for Økonomi, Politik og Kultur, 7.

årg 1934 nr. 2 s. 22-23

Heinz Gittig: Illegale antifaschistisehe Tamschriften 1933 bis 1945, Leipzig 1933

Helge Tønnesen: Camouflerede illegale tryk, i: Fund og Forskning 1959 nr. 5-6 s. 75-89

Labor Newspaper preservation project (LNPP)

Projektets fulde titel, Bibliography and Archival Preservation of Non-

English Language Labor and Radical Newspapers and Periodicals in North

America, 1845 to 1976, oplyser en del mere om dets målsætning og indhold

end arbejdstitlen i overskriften. På kortere sigt er målsætningen at udgive en

komplet bibliografi over den fremmedsprogede arbejderpresse i USA og Ca-

nada. På længere sigt er det hensigten at overføre dette materiale til mikro-

film og få disse deponeret på forskningsbiblioteker i Nordamerika og Eu-

ropa. Resultatet af projektets første fase er således at udgøre basis for den

fremtidige forskning i den amerikanske immigrantarbejderklasses historie,

projektes 'anden' fase.

,Som nævnt er hensigten med projektet ikke blot at gøre dette materiale

tilgængeligt, men også at bevare det. Mange immigrant/arbejderaviser er

gået eller er ved at gå tabt, dels fordi biblioteker og arkiver indtil de seneste

årtier ikke har udvist synderlig interesse for at indsamle og opbevare mate-

rialet, dels fordi materialet er ved at nå en sådan alder, at det er ved at 'gå i

opløsning' rent fysisk”.Projektets initiativtager og koordinator er Prof. Dirk Hoerder, Bremen

Universitet. Det er organiseret på international basis, således at der er en

medarbejder for hver nationalitet/ sproggruppe. Denne organisationsformhar selvfølgelig både fordele og ulemper. Afstande vanskeliggør koordine-

ring, men dette er søgt afbødet ved konferencer i relation til projektet (Bre-

men 1978 og 1981, Frankfurt februar 1985). Projektets skandinaviske med-

101

arbejdere er Michael Brook (Sverige), Robert Mikkelsen (Norge), Auvo Ko-

stiainen (Finland) og Jens Bjerre Danielsen (Danmark).Den historiografiske referenceramme for projektet er de ændringer, der er

sket inden for såvel amerikansk arbejder- som immigrantforskning (jvf. bib-

liografien nedenfor). Med hensyn til den første er der sket en forskydningiinteressen fra en organisatorisk til en social- og kulturhistorisk tilgangsvin-kel. I immigrationsforskningen har man bevæget sig væk fra opfattelsen af

det amerikanske samfund som en 'smeltedigel'. Den nyere forskning har

koncentreret sig om den 'nye' immigration, hvoraf flertallet blev arbejdere i

det amerikanske samfund, og immigrantemes etablering af en etnisk kultur

før de integreredes i den amerikanske arbejderklasse.Af flere grunde er avismateriale blevet en vigtig kilde for amerikanske ar-

bejder/ immigranthistorikere. Den relativt svage fagforeningsbevægelse,det

faktum, at et stærkt arbejderparti aldrig blev etableret i USA, samt immi-

grantemes geografiske mobilitet- alle disse faktorer gjorde, at der i USA, til

forskel fra andre lande, ikke tidligt blev etableret centrale arkiver og samlin-

ger med henblik på indsamling og opbevaring af kildemateriale til arbejder-bevægelsens og -klassens historie.

Ved projektets start blev antallet af relevante publikationer anslået til et

sted mellem 650 og 1500. De foreløbige resultater tyder på, at antallet bliver i

nærheden af, måske over, det højeste gæt. Som kronologisk afgrænsning er

valgt 1845, som var året for den første udgivelse af den første (tyske) arbej-derimmigrantavis, og 1976, hvor Wynars bibliograñ over etniske aviser i

USA i dag udkom. Aviser, der gik over til engelsk, vil dog også blive medta-

get for overgangsperioden (op til 10 år).Som arbejdsdefinition for ”arbejderavis'enedes man om følgende: en pu-

blikation produceret af og/ eller for arbejdere, af arbejderorganisationer(fagforeninger, klubber, foreninger), 'radikale' og 'reform'-publikationerpubliceret af individer, grupper og partier, der ud fra forskellige holdningergjorde sig til talsmand for arbejderklassens interesser, hvor det laveste ind-

lemmelseskriterium var, at publikationen opfattede dens læsere som ”lønar-

bejdere'.Af bevillingsmæssige årsager er mikrofilm-fasen udskudt, således at regio-

nalt inddelte bibliografier færdiggøres og udgives løbende. Den skandina-

viske bibliografi er klar til udgivelse, hvorefter følger den vesteuropæiske og

sydeuropæiske bibliografi. Den skandinaviske bibliografi (undtagen Fin-

land) gav specielle problemer med hensyn til opdeling, idet mange skandina-

viske aviser blev udgivet af organisationer, der var blevet etableret på 'tvær-skandinavisk' basis, og henvendte sig til mere end én nationalitet. Problemet

blev klaret ved at opføre sådanne publikationer under en særlig 'skandina-

visk' kategori, således at kun de aviser, der klart henvendte sig til enten sven-

skere, nordmænd eller danskere, blev registreret under den enkelte nationalic

tet. For hver nationalitet/ sproggruppe indeholder bibliografien en over-

sigtsartikel med en beskrivelse af vedkommende gruppes immigration med

særlig vægt på arbejderimmigranterne, samt kronologisk, geografisk og ti-

102

telindeks. Hvert opslag indeholder alle tilgængeligefakta om publikationen

plus arkivoplysninger (bevaringsgrad, lokalisering, etc.) samt en beskrivelse,

hvor yderligere informationer er inkluderet.

Artikler om LNNP:

International Labor and Working Class History (efterår 1979)

Proceedings of the 10th Annual Congress of the International Association af Labour History

Institutions (september 1979)

Projektets publikationer:Labor Newspaper Preservation Project: Scandinavian Bibliography (under udgivelse; Bremen,

1985),

D. Hoerder, ed., American Labor and Immigration History 1877-] 920's: Recent European C anm'-

butions, University of Illinois Press, Urbana, 1983 (konferenceindlæg, Bremen 1978)

Dirk Hoerder, ed., »A Preliminary List of European Scholars in American Labor and WorkingClass History«, Int. Labor and Working Class History, Vol.l7, 1980, pp. 29-37.

Dirk Hoerder, ed., »American Labor and Immigration History: Reports on the State of the

Historiography Since 1945 in the European Countries«, I og II, Labor History, Vol. 21, 1980, pp.

261-276, 392-419.

Dirk Hoerder, ed., Essays on the Scandinavian-North American Radical Press 1880-] 930s (Bre-

men, 1984)'

Jens Bjerre Danielsen

Har der været en dansk arbejderfotografbevægelsei 1920'erne og 30'erne?

Spørgsmålet udspringer aktuelt af et arbejde med pressefotograf (maler, re-

stauratør) Åge Fredslund Andersens fotoserie »Arbejdets mænd og kvin-

der« fra 1934. Der er tale om 3-400 fotografier fra århusianske arbejds-pladser. En lille del af dem blev offentliggjort iforbindelse med et salgsfrem-stød Demokraten lavede i 1934. Hver uge fra februar til september blev et nyt

fag præsenteret i en artikel om håndværkets udvikling.Fotograñeme er særegne, ikke alene fordi de konsekvent har arbejdet og

dets dertil hørende pauser som motiv, men også på grund af deres kunstne-

riske kvalitet. Måske er de enestående i Danmark? Vore undersøgelser i År-

hus har ikke bragt andre lignende fotografier for en dag, men måske andre

har andre steder? Ikke desto mindre har ÅgeFredslund Andersens fotogra-fier siden 1934 været gemt og glemt, indtil dei 1980 blev fundet i hans forhen-

værende atelier. I 1982-83 startede i Århus en indsamling af arbejdererin-

dringer. På baggrund af et sammenfald mellem fotograñemes motiver og

dele af de gamle arbejderes beretninger blev bogen »Arbejdets mænd og

103

kvinder« lavet (se anmeldelse i Arbejderhistorie nr. 23, 1984). Men før bogenblev til havde fotografier og tekster været udstillet på Århus Rådhus. Og i

den sammenhæng blev vi af en museumsleder spurgt, om vi kendte arbejder-fotografbevægelsen i Tyskland. Anledningen til spørgsmålet var ikke alene

fotografierne men nok så meget det sam- og modspil, der var skabt, mellem

billede og tekst.

Fotografierne er en vigtig kilde til belysning af både håndværksmæssige ogindustrialiserede arbejdsprocesser under den tids kapitalisme. De skildrer

fælles forhold i arbejdssituationer: arbejdere, redskaber, materialer og ar-

bejdsrum. Arbejdsstillinger, lys og selv lugte synes nærværende. Derimod er

der kun få antydninger om sikkerhedsforhold, fysisk nedslidning, ligesom\

skurforhold overhovedet ikke bliver synlige. De sociale relationer på ar-

bejdspladsen - f .eks. til arbejslederen - er nok med, men underspillet til fordel

.for skildringen af arbejdsprocesser med det skabende menneske i centrum.

Pauserne er medtaget som en del af arbejdet. Men hverdagen uden for ar-

bejdspladserne er ikke med som en del af »Arbejdets mænd og kvinder«.

ÅgeFredslund Andersen fotograferede ikke for at agitere socialt kritisk. I

Sovjetunionen og Tyskland derimod dannede både professionelle fotograferog amatører i 1920*erne en arbejderfotografbevægelse,der også bredte sig til

bl.a. Tjekoslovakiet, Holland og England.De fotograferede deres dagligdag: dårlige arbejds- og boligforhold, de ar-

bejdsløses nød, politiets indgreb mod faglig og politisk aktivitet, arbejder-sport m.v. Hensigten var på den ene side at gøre arbejderforholdene offent-

ligt kendt, på den anden side at fremkalde vrede over de nedværdigende og

uretfærdige forhold. Og det videste perspektiv var at medvirke til at forandre

disse forhold gennem en omvæltning af det kapitalistiske samfund. Således

forbandt arbejderfotograibevægelsens udvikling i Tyskland sig også med

den folkelige bevægelse og kamp mod fascismen.

For at illustrere modsætninger og sammenhænge i samfundsudviklingenvalgte arbejderfotografeme i bearbejdningen at lave montage af fotografiereller af fotografier og tekst. For netop gennem montageformen kunne de

modvirke det enkelte fotografis begrænsning, dets isolering af mennesker og

episoder. Deres arbejder blev formidlet i det tidsskrift, der dannede udgangs-punkt for bevægelsens opståen: Arbeiter-Illustrierte-Zeitung (A-I-Z). I BRD

er bevægelsen genoplivet i 1972 også med udgivelse af eget tidsskrift.

Dette er skrevet dels for at gøre opmærksom på et endnu ubelyst områdeinden for arbejderhistorien dels for at give stof til dem, der fotograferer hver-

dagen, men endnu ikke har sluttet sig sammen. I krisetider, hvor de arbej-dendes og især de arbejdsløses forhold forværres fra »forlig« til »forlig«,er

der brug for dokumentation af forholdene. De statslige medier ser det ikke

som deres opgave. Og det er ikke udelukkende USA, der har sin »anden na-

tion«, sådan som Jakob Holt skildrer den i »Amerikanske billeder«.

Ditte ScharnbergKirsten Folke Harrits

104

Projekter i Viborg

På Lokalhistorisk Arkiv for Viborg Kommune er der den 1. okt. 1984 påbe-

gyndt et 7 måneders forskningsprojekt om industrialisering og arbejdsvilkåri Viborgområdet ca. 1870-1920. Projektet skal munde ud i en artikel til Vi-

borg Leksikon. Jeg skal forestå arbejdet som langtidsledig på jobtilbud.At projektet er kommet istand hænger sammen med, at arkivet har fået en

historiker ansat som leder, og at arkivet endvidere er blevet integreret i Vi-

borg Stiftsmuseum.

Endvidere er dele af den lokale arbejderbevægelse i gang med forberedel-

ser til jubilæumsskrifter: 100 års jubilæer nærmer sig for Socialdemokratiet,SID og snedker- og tømreme, og jeg bliver lønnet for mit arbejde med disse

skrifter. ,

Endelig er jeg i gang med forarbejdet til en bog med arbejdererindringerfra Viborg. Arbejdet startede med en »Grav hvor du står«-studiekreds sidste

vinter i AOF, og et par af deltagerne har hjulpet med at foretage interview-

ene, der er baggrund for erindringsmaterialet, og som nu er i færd med at

blive afskrevet, med bistand fra museet. Bogen vil blive udgivet af AOF, og

Arbejdernes Landsbanks lokalafdeling har ydet rentefrit lån til trykningen.Et videoprojekt er det også blevet til. Se Morten Things anmeldelse andet

steds i dette nr. af Arbejderhistorie.Der er gået hul på hylden i Viborg.Eventuel henvendelse kan ske til Lokalhistorisk Arkiv for Viborg Kom-

mune, Hjultorvet 9-11, 8800 Viborg. Tlf. 06-62 30 66.

Erik Bartram Jensen

Anarkisten fra Viborg

Også Viborg. Carl Heinrich Petersen fortæller træk afarbejderbevægelsenshi-storie i Viborg ca. 1900-1935. Video af Allan Berg Nielsen, Marianne Bro Jør-

gensen og Erik Bartram Jensen. Spilletid: 53 min, pris: 30,- + porto, udlejer:Viborg Stiftsmuseum. Hjultorvet, 8800 Viborg.

Videoen er blevet til på den måde, at mani 1979 optog ca. 90 minutter med

Carl Heinrich Petersen. Disse 90 minutter blev så siden klippet ned til den

nuværende længde. På billedsiden blev i klipningen indlagt datidige billeder

og enkelte filmklip. Denne tilblivelsesproces præger videoen meget. Det har

den fordel, at den kører fuldstændig i fortællerens tempo, man får virkelig et

indtryk af den gamle anarkist som fortæller. Det har imidlertid også den bag-side, at det gør videoen meget langsom, ikke fordi Carl Heinrich Petersen er

specielt langsom, men fordi film og video er hurtigere medier end fortællin-

gen normalt er. Man når altså ikke så vidt omkring. Der følger en pjece med

videoen, hvor man så kan uddybe historien mere systematisk.Blandt de temaer der bliver taget op spiller tobaksarbejdeme og deres cen-

105

trale stilling i Viborg en vigtig rolle. Den 13-årigestrejke på Kroghs tobaks-

fabrik, som endte med en sejr, er her den vigtigste tildragelse.Ellers er fortællingen samlet omkring Carl Heinrich Petersens egen udvik-

ling fra kongetro socialdemokrat til anarkist., Han fortæller om hvilke im-

pulser han fik og ikke mindst den store betydning hans far fik for hans udvik-

ling.Han fortæller om talere han har hørt i sin barndom, og mennesker han har

mødt. Den gamle syndikalistleder Chr. Christensen mødte han første gang

som taler i Viborg og blev så betaget, at det har holdt sig siden. Også Thøger

Thøgersen, dette århundredes største folketaler fortæller han om, men især

om lillebroderen Marius Thøgersen, som Carl Heinrich Petersen kendte per-

sonligt gennem en del år.

Fortællestilen er som man kender den fra foredrag og artikler. Egentlig

bruger han fuldstændig samme stil ligegyldigt hvad han foretager sig. Han er

pertentlig og omhyggelig med sit sprog og samtidig meget lun. Hans hukom-

melse er utrolig detaljerig og det præger fortællingen, så man tit får små de-

taljer med, som andre måske ville have sprunget over.

Jeg tror videoen kan fungere til undervisning i de større klasser. Det kunne

have en pointe at se problemer i f .eks. historie fra Viborg i stedet for Køben-

havn. Og det indlagte billedstof er med til, at videoen når udover rammerne

for fortællingen. Eksempelvis er der indlagt filmklip, hvor man ser Stauning

og Borgbjerg tale.

Når man har set videoen tænker man: det er ærgerligt der ikke i tide blev

taget bånd eller film med Chr. Christensen og Thøger Thøgersen. Godt at vi i

det mindste har Carl Heinrich Petersen til at fortælle om dem.

Morten Thing

ASRA

Arbejderhistorisk Støttekreds i Ringkøbing Amt - ASRA - har udgivet andet

nummer af foreningens blad: ASRA-Nyt Nr. 2/1984. Bladet er på 24 sider og

indeholder bl.a. referat fra ASRA's generalforsamling i 1984 og et meget

gennemarbejdet og udførligt arbejdsprogram for tidsrummet 1983 - 1987.

Endelig rummer ASRA-Nyt nr. 2 en række kortere støtteudtalelser fra frem-

trædende socialdemokratiske tillidsmænd, bl.a. folketingsmedlem Robert

Pedersen, der benytter lejligheden til at slå fast, at »vor kendte digter og no-

belpristager, Johs. V. Jensen,« hele sit liv tilhørte arbejderbevægelsen!!!

Unægtelig en noget overraskende nyhed for de fleste, der kender lidt til J ohs.

V. Jensen. Sidst i bladet findes en udmærket oversigt over, hvad der er skre-

vet om ASRA gennem tiden fra foreningens stiftelse og frem til nu. En ud-

mærket idé.

N. 0.

106

SPØRGESKEMA

ArbejderhistorieArbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Rejsbygade l

1759 København V

»Arbejderhistorie« vil med dette spørgeskema søge at skabe et overblik over

den forskning i arbejderbevægelsens historie, som finder sted for øjeblikket.Derved muliggøres en kontakt mellem folk, der arbejder med beslægtedeemner, således at erfaringer kan udveksles og dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Arbejderhistories redaktion og skemaets oplys-ninger vil blive bragt i næste numer.

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET

(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monograti etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEKTETAFSLUTTET

107

ADRESSEFORTEGNELSE FOR BESTYRELSES-, REDAKTIONS-

OG FASTE UDVALGSMEDLEMMER I SFAH, februar 1985

BestyrelsesmedlemmerHenning Grelle (formand), Olesvej 9, 2830 Virum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 02 85 33 38

Erik Strange Petersen, Frederiksdal Allé 39,7800 Skive . . . . . . . . . . . . . . . . 07 52 60 40

Therke] Stræde, ›

Ulla Kleisdorff, Gammelmosevej 173 E, 2800 Lyngby . . . . . . . . . . . . . . . . . 02 98 18 15

Karen Jansson, Tyge Brahesvej 25 st. 9000 Aalborg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 08 13 52 23

Anette Eklund Hansen, Kirkebjergalle 156, 2600 Glostrup . . . . . . . . . . . . . 02 45 04 16

Peter Thorning, Paltholmterr. 81 E, 3520 Farum . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 02 95 52 06

Keld D. Larsen, Søndergade 14, 8560 Kolind . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 06 39 20 65

Steen Bille Larsen, Åbenrå 33,1 1124 Kbh. K . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 01 15 04 61

ÅrbogsredaktionSvend ÅgeAndersen, Hørmarks Allé 24, 8240 Risskov . . . . . . . . . . . . . . . . 06 17 57 50

Birthe Broch, (formand), Saabyesvej 4, 2. th., 2100 Ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . 01 42 32 70

Niels Finn Christiansen, Lindehøjen 5, 2720 Vanløse . . . . . . . . . . . . . . . . . . 01 74 63 33

Lars Torpe, Nørretrandersvej 38, 9000 Ålborg. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 08 13 95 07

Hannelene Toft Jensen, Dronningensvej 23, 2000 Kbh. F. . . . . . . . . . . . . . . 01 87 49 96

Hilda Rømer, Ny Munkegade 70,2, 8000 Århus C . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 06 12 89 07

ArbejderhistorieGerd Callesen, Teglgårdsvej341, st. tv., 3050 Humlebæk . . . . . . . . . . . . . . . 02 19 15 94

Niels Ole Højstrup Jensen, Maglehøjen 2, 4320 Lejre . . . . . . . . . . . . . . . . . . 02 38 1248›

Steen Bille Larsen, (s.o.) 01 15 04 61

FagforeningshistorieudvalgKeld D. Larsen (s.o.)Peter Thorning (s.o.)Lars Stigel, Østre Strandalle 17, 8240 Risskov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 06 11 44 86

Hilda Rømer, (s.o.)

Udvalget for international arbejderhistorieKnud Knudsen, Geskevej 28, 9000 Aalborg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 08 18 29 61

108