ARBEJ DERHISTORIE 21

Okt. 1983 - Udgivet af Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie, Rejsbygade l,

1759 København V - Redaktion: Gerd Callesen, Teglgårdsvej341 st.tv., 3050 Humlebæk, (02) 19

15 94; Niels Ole Højstrup Jensen, Bogholder Allé 7, 2720 Vanløse, (01) 71 18 91; Steen Bille

Larsen, Åbenrå 33 Lth., 1124 København K, (01) 15 04 61 - Sats: Werks Fotosats ApS - Tryk:Werks Offset - ISSN 0107-8461.

Indholdsfortegnelse

Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2

Artikler

Morten Thing: Historien om en provokatør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Søren Steensen: Forholdet mellem parti og klasse . . . ›. . . . . . . . . . . . . . 12

BeretningerSFAH's seminar 1982 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21

SFAH*s generalforsamling 1983 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 24

18. Linzer-konference sept. 1982 . .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 25

Marxisme og historievidenskab, Linz jan. 1983 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29

Amandlingsfortegnelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33

Anmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

Forskningsmeddelelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Spørgeskema . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 110

Index for nr. 1-15 findes 1' nr. 16

Forsidebillede:

Da »Bomben sprang: Karikatur fra Klassekampen 16. maj 1919.

Introduktion

Arbejderhistorie har nu existeret i 10 år, i de første 8 år med den nuværende

undertitel som hovedtitel. Adskillige af de tidsskrifter, der startede omtrent

samtidig er i mellemtiden ophørt; derfor er det glædeligt,at »Hæfter for histo-

rie« - som udgives af folk ved Aalborg universitetscenter - nu begynder at ud-

komme regelmæssigt. Der er brug for almene historiske tidsskrifter ligesåvelsom for mere specielle som Arbejderhistorie. Der er også stof nok, mere end

nok. Vi har et konstant problem med at kunne bringe alt det stof vi får - det

gør det samtidig vanskeligt at planlægge indholdet. Det er urimeligt, at forfat-

terne kan komme til at vente i ca. et år fra redaktionen får et bidrag til det

bliver bragt. Der er desværre for indeværendeikke rigtig nogen mulighed for

at ændre dette. Arbejderhistorie skal være et åbent tidsskrift, hvor ethvert rele-

vant bidrag skal kunne bringes; på den anden side kan redaktionen ikke ude-

lukkende stole på, at der kommer noget. Denne balancegang kan være be-

sværlig.Med den fornyede interesse for sin egen historie iarbejderbevægelsen - som

i dette nr. dokumenteres ved fhv. arbejdsmand Chr. Isens artikel om den orga-

niserede arbejderhistoriske aktivitet i Ringkøbing Amt - må også SF AH tagesin udgivelsespolitik op til overvejelse. Selskabet har i meget høj grad satset påat fremme grundforskningen. Det var og er nødvendigt for at kunne lave en

helhedsfremstilling, som bl.a. kan bruges i arbejderbevægelsen.Arbejderhisto-rie har søgt at opfylde dette krav. Men det har også haft andre funktioner: det

skulle i meget høj grad være et informativt tidsskrift, der med forskellige for-

tegnelser og oversigter skulle gøre opmærksom på relevant materiale, der

kunne udnyttes/bruges på forskellig vis.

I tidsskriftet har der været bragt artikler, der har vist sig at være vigtige ind-

læg i de teoretiske og metodiske overvejelser danske historikere i bredeste for-

stand har gjort sig om arbejderhistorien. Selvfølgelig har der ogsåi andre tids-

skrifter været sådanne debatindlæg, ligesom andre tidsskrifter bringer anmel-

delser. Men som det påstås i SFAH's folder er Arbejderhistorie det »eneste

danske tidsskrift, der systematisk anmelder den nye litteratur om arbejderbe-vægelsen, dansk som international«. Det væsentlige er her, at vi gør det syste-matisk: systematisk bringer vi artikler, debatindlæg,dokumentationer, bi-

bliografier, registranter, anmeldelser osv. om arbejderhistorien. Det kan de

almene historiske tidsskrifter ikke.

For at vende tilbage til anmeldelserne: det forsøges at anmelde al relevant

danske litteratur. Men der er flere grunde til, at det ikke lykkes: redaktionen

skal blive opmærksom på bogen, den skal tilsendes fra forlaget, en anmelder

skal findes og endelig skal vedkommende også aflevere en færdig anmeldelse.

2

Til gengæld anmeldes ind imellem bøger, der viser sig ikke at være relevante.

Det er jo ikke til at vide på forhånd. Men foruden danske anmelder vi ogsåudenlandske bøger. Og det er helt overvejende tysksprogede med en enkelt

svensk og lidt flere engelsksprogede imellem. Det kan forekomme urimeligt at

vi ikke anmelder svenske, norske og engelsksprogede bøger i lige så høj gradsom de tyske. Men det kan være svært at overskue, hvad der bør anmeldes.

Hvad angår engelsksprogede bøger, så er engelske (og især amerikanske) for-

lag ikke specielt villige til at udlevere anmeldelses-eksemplarer - imodsætningtil de tyske. Det er i det mindste redaktionens erfaring. Og så har den tyske

arbejderbevægelse jo været af langt større betydning for den danske og inter-

nationale bevægelse end den engelske. Fejlen ligger altså ikke i de anmeldte

tyske bøger, de har næsten alle været vigtige værker på det ene eller andet om-

råde, men i at vi ikke har plads og tid til på tilsvarende måde at tage os af andre

sprogområder.Stof til næste nummer skal være redaktionen i hænde senest 1. december.

Morten Thing

Historien om en provokatør

Det er muligt, at folk, som læste almindeligt udbredte aviser i foråret 1919, er

blevet dybt mystiñcerede af en sag, som optog sindene i maj måned og aldrigblev efterforsket af samme presse. Havde de samme mennesker i stedet læst

Socialistisk Arbejderpartis dagblad Klassekampen, var det ikke gået dem så-

dan. Men bladet havde ikke samme bevågenhed i offentligheden, som de al-

mindeligt anerkendte blade. Bladet betragtedes med skepsis, som tilhørende

en lille bombekastende sekt på den yderste venstrefløj.Den 15. maj 1919 bragte de velrenommerede blade den fantastiske nyhed:

Syndikalisterne havde planer om at sprænge Domhuset i København i luften'

med dynamit! Til al held havde politiet forpurret dette ved at arrestere de fem

bombemænd med samt deres bombe. Berlingske politiske og Avertissements

Tidende var helt utvetydig: »Et Attentat planlagt mod Domhuset. 5 af Den

røde Gardes Medlemmer anholdte. I den enes Hjem blev fundet en Helvedes-

maskine uden Ladning.« Politiken var lidt mere udførlig: »Fem syndikalisteranholdt i Anledning af Rygter om et planlagt Attentat paa Domhuset.⁄ Hos et

Medlem af »Den røde Garde« fandt Politiet i Gaar en Cigarkasse med et Ur-

værk og et elektrisk Batteri, som antages at være Model til en Helvedesma-

skine.« Politiken antyder, at sagen måske har nogle andre aspekter: »Har syn-

dikalisterne villet holde Politiet til bedste?«

Den 16. maj 1919 omtalte Berlingske igen sagen. Nu var bomben kommeti

anførselstegn ligesom attentatet. Og man kunne meddele, at »»Bombe«-

Mændene blev løsladte igaar«. Bortset fra anførselstegnenevar der ikke me-

get sandt i denne artikel - og da slet ikke at bombemændene var løsladt alle-

rede den 15. maj.Den almindelige avislæser får herefter ikke flere informationer om dette

mystiske ikke-attentat på én af landets centrale retsinstanser.

Læsere af Klassekampen for den 16. maj 1919 kunne have fået en helt anden

historie - historien om en provokation fra politiets side! Herfra stammer for-

mentlige også den version af historien, som i 1939 blev optaget i DKPs pjece

4

»IndenforMurene. Bag det politiske Politis K ulisser« 1og den som Carl Madsen

tog med i » V1' skrev loven«2

Vi skal i det følgende forsøge at rekonstruere historien - så godt som det nu

kan lade sig gøre. Kildematerialet har sine huller - og det er en del af historien.

1.

Hvornår der blev oprettet et politisk politi herhjemme - forløberen for Poli-

tiets Efterretningstjeneste - er ikke helt klart. Men i forbindelse med afhørin-

geme i den parlamentariske kommission efter 2. verdenskrig, blev lidt af slø-

ret hævet. Under afhøringen af Ivan Stamm, som var leder af det politiskepoliti fra 1933-1936 anfører Stamm, at oprettelsen af et politisk kartotek må

være sket som et samarbejde mellem den russiske kejsers detektiver 0g Køben-

havns opdagelsespoliti. Man begyndte her at summere folk op, af hvem der

kunne risikeres attentater o. lign. Det er antagelig begyndt i Henrik Madsens

tid. Så blev Andreas Hansen leder af afdelingen.3Om Henrik Madsen ved vi, at han i 1895 blev chef foi opdagelsespolitiet og

at han var det indtil 1919". Det politiske kartotek må altså være oprettet før

1919, formentlig under 1. verdenskrig, hvor der var et intenst samarbejde mel-

lem det russiske hemmelige politi Ochranaen og det danske politi.Om Andreas Christian Henry Hansen ved vi, at han blev født i 1883. Han

indtrådte i Københavns Politi som politibetjent i 1906, blev overbetjent 1916,

overgik til statspolitiet 1919, blev kriminalassistent af 2. grad 1921 og af 1.

grad 1930. Iøvrigt tog han translatøreksamen 1914 i russisk.s Fra afd. D's op-

rettelse i 1927 til 1939 var Andreas Hansen leder af dens. Efter sin afgang fra

politiet kastede han sig over studiet af kinesisk og var ansat ved Orientalsk

Samling, Det kgl. Bibliotek. Han døde 19507.

Af den parlamentariske kommissions betænkning fremgår det, at Køben-

havns Opdagelsespoliti i 1927 oprettede afd. D som en særlig politisk afde-

ling, der skulle tage sig af registreringen af politisk yderliggående.Fra 1931

pålagdes det politikredsene at indsende meddelelser om politiske organisatio-ner og deres medlemmers. Formentlig må man tolke Stamms udtalelser der-

hen, at et egentligt politisk kartotek blev oprettet under 1. verdenskrig med

bistand fra russiske politifolk. Muligvis stammer Andreas Hansens interesse

for det russiske herfra. Videre skulle altså Andreas Hansen have overtaget le-

delsen af den (uofficielle) politiske afdeling efter Henrik Madsens afgang i

1919. Naturligt nok blev han afdelingens første officielle leder i 1927. I de be-

varede politiske politikorrespondancesager fra 30'erne vedr. kommunister

indgår det som en fast bestanddel af koncepter, at der skal tilstilles Andreas

Hansen en kopi”.Om vi heraf kan slutte, at Henrik Madsen eller Andreas Hansen tog beslut-

ningen om at sende en agent provocateur ind i Socialistisk Arbejderparti, fårstå hen i det uvisse. Kilderne mangler slet og ret. I det materiale, der er afleve-

ret til Landsarkivet af Københavns Politi mangler afd. D. Muligvis er dets

arkiv overflyttet til Politiets Efterretningstjeneste og skal først senere, måske

aldrig og da i udtyndet form, afleveres.

2.

1918 var den revolutionære bevægelses blomstringsår. Og det var det år, hvor

statsmagten for alvor optrappede undertrykkelsen af venstrefløjen.Efter stor-

men på Børsen i februar 1918 kom det med jævnemellemrum til sammenstød

mellem demonstranter og politi. Politiet svarede igen ved hyppige arrestatio-

ner af de revolutionære gruppers ledere. Det havde siden slaget på Fælleden i

1872 været dogmatik i politiledelsen, at social uro altid skyldtes opviglere.Disse måtte følgelig uskadeliggøres. Karakteristisk nok hvilede de anklager,man siden byggede op mod de arresterede ledere, i høj grad på artikler, de

havde skrevet og taler, de havde holdt. En megen anvendt paragraf var »til-

skyndelse til forbrydelse«, Ved årsskiftet 1918-19 sad stort set hele det revolu-

tionære lederskab i fængsel. Chr. Christensen, Lauritz Hansen, Niels John-

sen, Paul Gissemann, Andreas Fritzner, ThøgerThøgersen,Marie Nielsen Og

mange andre. Flere af dem havde allerede fået deres domme, som gennemgå-ende var utroligt hårde, forseelsen taget i betragtning. Næsten alle fik forbe-

dringshus, hvad der dengang var en tak hårdere end fængsel, både hvad angår

arbejde og kost, men især hvad angår dagligdagen: forbedringshus indebar

total isolation hele straffen igennem. Ved ethvert muligt møde med en med-

fange skulle fangerne i Vridsløse forbedringshus bære maske, så de ikke

kunne genkende hinanden. Fra 1-11/2 års forbedringshus var ikke usædvan-

lige straffe til disse over-opviglere.Indtil dommen faldt sad arrestanteme i fængsel på Domhuset i Køben-

havn. Her blev deres sager undersøgt, og forhør blev afholdt i Kriminal- og

Politirettens 9. kammer under forsæde af assessor Edward Philip Ipsen. For

de sager, der udsprang af Grønttorvsdemonstrationeme i november 1918 va-

rede varetægtsfængslingenfra ca. 20. november til 20. maj 1919, dvs. 1⁄2 år.

Dette halve år blev lagt til straffen.

At dommene var hårde selv efter datidens målestok fremgår bl.a. af det fak-

tum, at da Marie Nielsen fik sin dom genoptaget ved højesteret i december

1919, blev straffen nedsat til det halve.

På den anden side er de hårde straffe nok et meget godt udtryk for den

ængstelse man nærede blandt politikere, i justitsministeriet og i politiet påbaggrund af isærden tyske revolutions udbrud inovember 1918. At få pålide-

lige meddelelser om, hvad der rørte sig i revolutionære kredse og måske

bringe den revolutionære bevægelse i en situation, hvor man kunne slå hårdt

ned på den, har givet været tanker, der har rørt sig i politiet og justitsministe-riet. Andre steder - på Balkan og i USA - førtes en sådan anti-revolutionær

politivirksomhed med stor konsekvens og set ud fra statsmagtens synspunktmed gode resultater.

3.

Socialistisk Arbejderparti led voldsomt under de mange politiovergreb, og

der er mange vidnesbyrd om, at disse overgreb bidrog til, at lederne af partietovervurderede situationen. Det var snarere politiets overgreb end massemes

6

ll

opslutning, deriñkdem til at se situationen i vinteren 1918-19 som revolutio-

nær.

Den 25. januar 1919 kunne Klassekampen meddele, at Den røde Garde var

dannet. Leder var Marius Thøgersen, Thøger Thøgersens lillebror. Et andet

fremtrædende medlem var Chr. Eilersen, arbejdsmand og tidligere løjtnant i

den amerikanske marine. Fra en anden kilde, som vi skal komme ind på om

lidt, ved vi, at disse to sammen med forfatteren Bertel Budtz Müller udgjorde»Det røde Udvalg«. Budtz Müller havde under 1. verdenskrig været løjtnant i

den danske hær.

Ifølge Den røde Gardes love, vedtaget på generalforsamlingen 1. marts

1919 er organisationens formål »ved systematisk Uddannelse af agitatoriskeKræfter i Skrift og Tale at støtte den revolutionære Bevægelseog dermed Pro-

letariatets Sag.« I §5 hedder det: »Organisationens Opgave er ved Medlem-

mernes agitatoriske Evner at forhindre, at Møder og Demonstrationer giversig andre Udslag end de tilsigtede.«

Den funktion, som omtales i §5 kom nok nærmere de tanker grundlæg-

gerne havde gjort sig. Således fungerede Den røde Garde som vagtvæm ved

en demonstration den 13. april 1919 ved at tlankere opdagerne (Klassekam-pen 14.4.19).

En af de vigtigste kilder til Den røde Gardes korte historie er politiet. Eller

formentlig politiet, skal man vist sige. Sagen er, at der i ArbejderbevægelsensInformations Centrals (AIC) arkiv ligger et aktstykke, som sandsynligvis måvære overflyttet' til AIC fra Socialdemokratiets arkiv. Det er på 6 folio-sider

og består af oplysninger om Socialistisk Arbejderparti, Den røde Garde, Fag-oppositionens Sammenslutning og herboende russere. Oplysningerne er date-

rede fra 8. november 1918 til 19. september 1919. Sammenskrivningen er altså

blevet til efter denne dag. Dens første side består af ekstraktudskrifter fra 9.

kriminalkammers forhør over Marius Thøgersen og Aage Jørgensen, hvilket

kan konstateres ved at sammenligne med Kriminalkammerets forhørsproto-koller i de pågældende sager. Andre af oplysningerne kan kun stamme fra me-

get centralt placerede meddelere, eksempelvis referat af et møde i Den røde

Gardes 5-mands udvalg 10. juli 1919.

Det er nærliggendeat slutte, at dette materiale stammer fra politiet og af én

eller anden grund er tilstillet Socialdemokratiets ledelse. En mulighed er, at

det stammer fra Stauning, som har fået det som medlem af regeringen. Doku-

mentet selv fortæller intet om sin oprindelse.9I en indførsel dateret 14. februar [1919] citeres Budtz Müller for, at [Denrøde Garde] skulle være »en Faktor ved Demonstrationer, idet den skulde be-

skytte mod Politiets Indgreb og Provokation/ opfordrede unge kraftigeFolk som havde Tid, og som ikke var bange for at kaste sig mod Politiet.....«.

Chr. Eilersen »foreslog at man skulle lære Jiu-Jitsu«. I en indførsel den 17.

juni citeres Marie N.[ielsen] for at Den røde Garde »skulde arbejde hen til at

blive en saadan Garde som i det givne Øjeblik ikke vilde svigte....«.De citerede udtalelser kan meget vel være autentiske. Men de kan også være

7

opdigtede af den pågældendemeddeler, som jo også havde sin interesse i at

komme med interessante meddelelser.

Men under alle omstændigheder kan sådanne meddelelser ikke have haft

anden effekt i politiets politiske afdeling end, at her var noget, man burde

have nøjere kontrol med.

4.

Man fandt en egnet mand tilat koordinere indsamlingen og selv indsamle op-

lysninger om Socialistisk Arbejderparti og Den røde Garde i statspolitibe-tjent Aksel Larsen. Manden var jyde og overflyttet til statspolitiet og Køben-

havn den 1. februar 1918. Han blev udstyret med en søfartsbog lydende pånavnet Poul Uferis. Han blev medlem af Socialistisk Arbejderpartis indre byafdeling, og siden fulgte han »de Bevægelser og Planer, der har været fremme

under dette Parti«.1° Her får han også kontakt med »agenten Leopold Bæk-

horst, der ikke hører til Arbejderklassen, men lever af sin Kapital og iøvrigtvistnok er utilregnelig.«Af Bækhorst fik Aksel Larsen fortrolige oplysningerbl.a. om udlændinge, som han indberettede i rapporter, sammen med alt det

andet han hørte og så.

Det var gennem Bækhorst, at Aksel Larsen, alias Poul Uferis blev medlem

af Den røde Garde.

Fra da af skiller forklaringerne sig ud fra hinanden. Da Aksel Larsen giverforklaring for Edward Philip Ipsen i9. kriminalkammer forklarer han, at par-

tiet både arbejdede for økonomisk fremgang og »paa det stadig tiltagendeSpørgsmaal at faa de arresterede Kammerater fri«. Dette blev debatteret tid-

lig og silde.

Der var folk, som havde kendskab til attentater, bl.a. svenskeren Gotfred

Nilsson. Ham talte Uferis med den 22. april. Samme aften tager Ludvig Lud-

vigsen ham til side og beder ham komme hjem til sig i Vølundsgade nogle dagesenere sammen med Gotfred Nilsson. På mødet foreslår Ludvigsen, at man

skal tage et gidsel for at få lederne fri, men det afviser Uferis. Herefter opstår

attentatplanen. Den bliver endelig konfirmeret på et møde den 13.5 hos Lud-

vigsen. Til stede var ud over Ludvigsen og Uferis, Einar Christiansen, Karl

Larsen, Chr. Eilersen og Ole Rasmussen. På mødet fremviser Ludvigsen hel-

vedesmaskinen og gennemgår planen. Han siger, at planen er Gotfred Nils-

sons og Uferis” »og heri er der det Sande, at Komparenten [Uferis] har omtalt

Gotfred Nilssons Plan for Ludvigsen.« Herefter blev der opsat et dokument,som har overlevet og som lyder: Vølundsgade 6 1919 13/ 5/ HjælpekassenSekstanten/ Vi undertegnede erklærer herved, at vi gensidig og solidarisk for-

pligter os til at understøtte hinanden under alle Tilfælde, hvor Vedkommende

sættes ude af Stand til at forsørge sin Familie/ L.H.Ludvigsen, Vølundsgade6', København L.⁄ C.Chr. Eilersen, Rosengade 103./ 0.S.Rasmussen, Allers-

gade 91,København L.⁄ Karl Larsen, Farimagsgade 483./ Poul Uferis, Dosse-

ringen 52 3th, København N./ Einar Christiansen, Gartnergade 25, Køben-

havn N.«“. Senere kom det frem, at bomben skulle bruges mod Domhuset.

8

»De sigtede forekom ej at spille Komedie og de optrådte fuldkomment natur-

ligt«,sluttede Uferis.

Alle de øvrige implicerede forklarer samstemmende, at idéen til bombeat-

tentatet kom fra Uferis. De fik mistanke til ham, fordi han spurgte så meget.

Der havde også længe været tale om, at der vist var en spion blandt dem, fordi

så mange udlændinge blev udvist, bl.a. Gotfred Nilsson. Ludvigsen indviede

sine kammerater i den mistanke, han havde til Uferis. Han forklarer til for-'

hørsprotokollen: »Det er udelukkende for at overbevise Myndigheder og Of-

fentligheden om at den fundne Provokation stammer fra Politiets Side, at det

fingerede Bombeattentat blev planlagt. Og Sigtede forklarer at Forslaget ej er

kommet fra de Sigtedes Side. Han forklarer siden, at alle, der var til Stede ved

mødet den 13/5 undtaget Uferis var indviede i Planen«.

Resten af historien er”, at den 14.5 bliver de 4 af de fem arresteret, den

femte lå syg. Uferis, derimod ikke. Og det har jo sin forklaring. De bliver arre-

steret sammen med deres helvedesmaskine. Da den bliver åbnet indeholder

den et vækkeur, et lommebatteri og- sand. Hermed blev sagen lidt komplice-

ret for politiet. Hvad skulle man nu stille op med disse mennesker, som pres-

sen allerede havde meddelt var bombemænd? Det simpleste var simpelthen at

beholde dem, sigte dem og så løslade dem efter en tid. Såvidt man kan forstå

forhørsprotokollen sker det først i juni måned, måske den 30. juni, hvor sagen

afsluttes.

5.

Man kan nu spørge: Hvorfor ender denne historie her? Hvorfor får vi intet at

vide om politiets overvejelser om at sende en agent provocateur ind i arbejder-bevægelsen?

Sagen er i al korthed: på grund af omstændigheder, arkivpraksis, kassation

og politik! Fra forhørsprotokollen og journalen, som findes i Landsarkivet

for Sjælland m.v. søgte jeg til sagens akter. Disse ligger ordnet efter domsda-

to, men da der ingen dom faldt i denne sag, kunne sagen ikke findes. Arkivets

personale var mest tilbøjelig til at tro, at sagen derfor var blevet kasseret alle-

rede inden kriminalrettens arkiv var blevet afleveret til landsarkivet.

Forhørsprotokollemeomtaler og henviser til Aksel Larsens rapporter ved-

rørende udlændinge, Socialistisk Arbejderparti og Den røde Garde. Retten

måtte jo have fået disse rapporter et sted fra. Jeg søgte derfor til Københavns

politis arkiv. Trods intens søgen fandt jeg ingen passende indgang. Jeg søgtederfor dels til de alfabetiske registre og til journalerne. I de alfabetiske registrefandt jeg intet, hvad der nok var rimeligt, eftersom de personer jeg søgte intet

ulovligt havde gjort. I en gennemgang af joumalerne fandt jeg ingen direkte

hentydning til den pågældende sag, men nok en del, som kunne have tilknyt-ning til sagen og dens efterforskning. De kortfattede beskrivelser i journalentillod ikke at afgøre, hvad sagerne præcist handlede om. Jeg mærkede migderfor årene 1918-1935 sager af interesse for udforskningen af den revolutio-

nære bevægelses historie. For 1918 og 1919 er der bevaret 1 pakke journalsa-ger for hvert år. De indeholdt ikke én eneste af disse 35 sager. De indeholdt

9

derimod en sag om eksport af en dansk politihund til det kinesiske hemmeligepoliti! Og iøvrigt kun sager om politiets forhold. Andre13 har tidligere taget til

genmæle mod den udtynding, landsarkivet i Harald Jørgensens tid har fore-

taget af politiarkiverne. Udtyndingen er foregåetpå den måde, at man forhvert år, der ender på 0, har gemt alt. For de øvrige år har man udtyndet, såisær politiets interne organisation kan udforskes.

Man kan sige, at der ikke kan hævdes argumenter for, at præcisde år, der

ender på nul er særligt vigtige i politiets historie. Man kan også sige, at en

sådan kassation er rent maskinel og kunne være foretaget af hvem som helst.

Sagen er, at den er foretaget af historikere, og man må derfor formode, at der

ligger en historisk vurdering af kildematerialet bag. Den eneste mulige er, at

politiets arkiv kun har betydning for politihistorisk forskning. Og endda en

helt særlig sådan. Man kan nemlig ikke gennem de bevarede journalsager se

noget afgørende om de menige betjentes funktion, deres rapportoptagen er

simpelthen kun bevaret for hvert 10. år!

Man kunne have anvendt andre kriterier for udtynding. F.eks. kunne man

have sagt, at år med mange journalsager var bevaringsværdigeuanset deres

endeciffer, fordi antallet af sager vidner om den lovoverskridende aktivitet i

befolkningen. Hvis man endelig skulle have maskinelle kriterier!“

Men politiets arkiv kunne have været en uvurderlig kildesamling til de ne-

derste befolkningslags historie. Herom vidner de udtagne journalsager, som

er bevaret. Eksempelvis er af ukendte grunde alle journalsager vedrørende 1.

maj demonstrationer bevaret. De vidner om det offentliges holdning til arbej-derbevægelsen og især om hvad der faktisk skete, ofte med pointering af træk,som ikke findes i andre kilder.

Det ligner en tanke, at det man har ønsket at bevare af journalsagerne for-

rykker politiarkivernes betydning fra studiet af de nederste sociale lags histo-

rie til politiledelsens historie. Det er ikke forskning og arkivpleje. Det er van-

dalisme og politik.Dertil kommer så den specielle ende, at landarkivet ikke er ene om at tynde

arkiverne ud. For joumalsageme efter 1920 har politiet selv foretaget denne

forinden aflevering. Sålængeman ikke kan kontrollere de kriterier, der her er

anvendt, tør man vel formode, at der er brugt to sådanne: 1. det som efterret-

ningsvæsnet kunne bruge og 2. det som kunne forringe politiets omdømme er

sorteret fra. Om begge kategorier stadig ligger på politigården kan ingen vide.

Det er vel næppe for meget forlangt, at politidirektøren offentligt redegjorde'

for disse forhold. Ved samme lejlighed kunne han så fortælle, hvorfor afd. D.

og dennes forgænger intet har afleveret til landsarkivet. Og om meningen er,

at efterretningsvæsnet også i fremtiden skal undtages. Konsekvensen for

forskningen af disse spørgsmåls besvarelse bør enhver kunne indse.

6.

Når oplysninger, sommed stor sandsynlighed stammer fra Aksel Larsen,alias Poul Uferis, optræder i det dokument, som findes i AIC-arkivet, så

10

kunne man formode, hvis hvis”eme holder, at oplysninger om politiets efter-

retningsvirksomhed i den revolutionære bevægelsemåtte findes i justitsmini-steriets arkiv. Og det gør de givetvis. En forespørgsel i denne konkrete sag til

rigsarkivet gav intet resultat. Hverken justitsministeriets 3. kontors journaleller statspolitiets journal indeholder hentydninger til helvedsmaskinen.

Det er selvfølgeligærgerligt at kildematerialet er så lille som det er. Politiets

og justitsministeriets vurdering af sagen havde været interessant og vigtig for

en helhedsvurdcring. Men så meget des vigtigere havde det været om man fak-

tisk kunne bruge politiets arkiv til det som det ville være mest egnet til.

Noter:1.

2.

P899??10.

11.

12.

13.

14.

Indenfor Murene. Bag det politiske Politis Kulisser. Kbh. 1939, s.8f.

Carl Madsen: Vi skrev loven. fire og tredive fortællinger affædrelandets historie, Kbh. 1968,s. 90f.

Den parlamentariske kommission: beretning, bd. V11, s. 906.

Juridisk Stat, Kbh. 1923.

Chr. Gjerløv (red.): Dansk Politistat, bd. II, Kbh. 1934.

Den parlamentariske kommission: beretning, bd. VII, 84ff.

P.R.Hvelplund: Translatører 19094964.

Se f.eks. Københavns Politi. Korrespondancesager vedr. kommunistiske møder 1932-34,Landsarkivet.

[Meddelelser om den revolutionære bevægelse, 1919], AIC-arkiv, ABA.

Sag nr. 99/ 1919, »Helvedesmaskinen«, 9. Kriminalkammers forhørsprotokoller nr. 21, 22

og 23. Sidetal er registreret i journalen. Forhørsprotokollerne er ført i hånden af en sekre-

tær, mens forhøret stod på. De er næsten ulæselige for andre end sekretæren og der blev da

som regel også udfærdiget hånd- eller maskinskrevne ekstraktudskrifter af forhørene som

bilag i akterne.

Marie Nielsens arkiv, ABA. Det er et foto af originalen.

Klassekampen 16.5.1919.

Jens Engberg og Torben Wanscher i Arkiv 6, 1976-77, 5. 86-98, Claus Bjørn i Fortid og Nu-

tid 27,' 1977, og Henrik Stevnsborg i Fortid og Nutid 29, 1982, s.448-456.

0m udtyndingen se: Københavnske Politi- og Domsmyndigheder I, Kbh. 1975, s. 110.

11

Søren Steensen

Forholdet mellem parti og klasse

Eksempliliceret ved en historisk undersøgelseaf DKP's svækkelse i arbejderklas-sen, 1947 til ca. 1953

Med denne artikel vil jeg kort fremlægge nogle nye vurderinger af DKP's af-

gørende svækkelse i perioden fra slutningen af 1940-eme til begyndelsen af

1950-ernel. Hermed være ikke lagt op til, at alle tidligere vurderinger skulle

være uanvendelige. Blot vil jeg hævde, at de ikke er tilstrækkelige i sig selv til at

kunne forklare DKP's tilbagegang i perioden”.Dette netop da de ikke har

baggrund i en konkret undersøgelse af forholdet mellem parti og klasse, og

specielt ikke af forholdets udvikling på den faglige scene.

D.v.s. det såkaldte »nye« er, at jeg har koncentreret undersøgelsesfeltet, i

analysen af parti-klasse forholdets udfoldelse, til at være den faglige scene.

Dette da jeg mener, at parti-klasse forholdets udvikling på denne scene er

fundamentalt vigtig for forståelsen af arbejderklassens forholden sig til

DKP. I forlængelse heraf vil jeg forsøge at påvise, hvor vigtig det er et fast-

holde en metodisk tilgang i »parti-klasse undersøgelser«, der rummer hele

komplexiteten i forholdet, for at kunne nå frem til mere holdbare forståelserz.

Metodiske overvejelserMed baggrund i den senere tids diskussioner af, hvorledes arbejderbevægel-sens historieskrivning skal gribes an, var det klart, at undersøgelsens metodi-

ske tilgang skulle tage højde herfor. Udgangspunktet var en afvisning af dels

de rent organisations- og strategipolitiske tilgange, og dels af de rent subjekti-vistiske tilgange. Dette da begge tilgange indeholder fundamentale svaghe-der, således at de hver især afskærer vigtige faktorer i forståelsen af parti-klasse forholdets udvikling. Således f .ex. h.h.v. betydningen af sociale og klas-

semæssige betingelser for partiets politikførelse, og betydningen af

organisationerne og partierne som opsamlere og bearbejdere af klassens erfa-

ringer3. På trods af, at flere af de nyere bidrag til forståelsen af DKP's udvik-

ling i perioden holder sig disse tilganges metodiske svagheder for øje,er der en

overvejende tendens til, at de alligevel blot anvender tilgange i et eller andet

mixet forhold. Herved er de ikke fundamentalt i stand til at hæve sig op over

12

de påpegede svagheder. Dette netop fordi de ikke stiller analysen af partietspraksis på dagsordenen, som metodisk indgangsvinkel til undersøgelsen af

forholdet mellem DKP og arbejderklassen'.Det er let tænkeligt, at der kan fremanalyseres en umiddelbar uoverens-

stemmelse mellem et oppositionelt partis revolutionære strategi og arbejder-klassens reformistiske traditioner og tendenser. Dette uden at det hermed er

muligt at forklare og forstå partiets eventuelle fortsatte styrke i arbejderklas-sen. Årsagenhertil er netop, at partiets dagsaktuelle politik, specielt den fag-lige profil og praksis konkret kan tænkes at imødekomme nogle af arbejder-klassens dagsaktuelle krav. Dette også på trods af forskelligheder mellem par-tiets strategi og arbejderklassens umiddelbare subjektive interesser iøvrigt.

Hvorvidt dette er tilfældet kan kun bestemmes gennem en undersøgelse af

den konkrete praksis. Derfor må en omfattende forståelse af et arbejderpartis(og dermed også DKP's) styrkemæssige udvikling forudsætte en undersøgelseaf både partiets politikformulering (partiets profil) og medlemmernes prak-sis, og disses forhold til klassens sociale og politiske baggrunde og betingelser.

Det betyder, at der i undersøgelsen vil være to tilgange til forståelsen af

DKP's svækkelse i perioden. På den ene side er det nødvendigt at kunne forstå

udviklingen i hhv. DKP's faglige profil og kommunisternes faglige praksis,og disses sammenhæng med DKP's generelle kapitalisme- og klasseforståelse.

På den anden side skal der på baggrund af en blotlæggelse af de objektive be-

tingelser for arbejderklassen, d.v.s. både klassens sociale og politiske virkelig-heds, nås til en forståelse af sammenhængene mellem DKP's faglige profilsamt kommunisternes faglige praksis, og arbejderklassens venden sig bort fra

DKP.

Denne metodiske tilgangsvinkel sammenkoblet med en forholdsvis

grundig undersøgelse af DKP's faglige profil6 og af kommunisternes fagligepraksis i perioden7, mener jeg har gjort mig istand til at kunne hævde noglemere holdbare forklaringer og forståelser af årsagerne til DKP's svækkelse i

perioden, end de eksisterende bidrag hidtil har kunnet.

DKP's utroværdigefaglige alternativ

Gennem min undersøgelse har jeg påvist, at den centrale årsag til DKP's

svækkelse på den faglige scene (og dermed i arbejderklassen) i perioden fra1947/48 og frem, netop. var at søge i det manglende samsvar mellem DKP*s

faglige profil og arbejderklassens socialøkonomiske betingelser. D.v.s., at

DKP”s faglige alternativ til den socialdemokratiske faglige (og politiske) linie

ikke blev vurderet som et realistisk og troværdigt alternativ af arbejderklas-sen; Vigtigst herfor var to forhold:

DKP ogkommunisteme fornægtede virkeligheden ved at fastholde, at ar-

bejderklassen (og folket) var udsat for en stigende forarmelse, den såkaldte

»reallønskritik«. Ved at fastholde denne vurdering, både i partiets faglige pro-

til og i kommunisternes faglige praksis, fremstod DKP og kommunisteme

som utroværdige, da arbejderklassen reelt så dens materielle situation forbed-

ret i perioden. Så hjalp det lige lidt, at DKP sidst i perioden forsøgte at redde i

13

land, ved at ændre udsagnet til, at der var tale om relativ forarmelse. Iforlæn-

gelse af denne fornægtelse af arbejderklassens socialøkonomiske virkelighed,,

fremstod DKP's og kommunistemes heftige angreb på den socialdemokrati-

ske linie, for at være forræderisk overfor arbejderklassen, ligeledes som væ-

rende utroværdig og splittende. Dette ydermere når den historiske baggrundfor disse angreb på den socialdemokratiske arbejderbevægelsevar, at DKP ogkommunisteme i 1945-47 havde fremholdt og fremhævet denne som samar-

bejdspartneren i etableringen af arbejderklassens enhed.

Denne baggrund betød, at DKP's og kommunistemes markante skifte i

forhold til vurderingen og placeringen af Socialdemokratiet i 1948/49 ikke

fremstod som helt »velovervejede«.Nok havde udviklingen i 1945-47 indike-

ret, at en enhed med SD var illusorisk, men derfra og til at placere partiet i

forrædernes rækker, var der trods alt for langt. Specielt når det faktisk var den

socialdemokratiske linie, der i disse år stod som eksponent for den materielle

fremgang, der trods alt fandt sted.

Dette var den, socialdemokratiske arbejderbevægelse heller ikke sen til at

anvende. Dels til en »udstilling«af DKP og kommunisteme for kun at Ville

splitte og føre urealistisk overbudspolitik, som ikke Ville gavne arbejderklas-sen. Dels til i endnu højere grad at fastslå SD og de faglige organisationersklassesamarbejdende genopbygningspolitik, som den eneste ansvarlige og

realistiske vej for fremgang for arbejderklassen og samfundet.

I fremførelsenaf henholdsvis »reallønskritikken« og kritikken af den soci-

aldemokratiske faglige linie, var der tale om et åbenlyst sammenfald mellem

partiets faglige profil og medlemmernes faglige praksis. Nok undlod kommu-

nisterne, ude ide faglige organisationer, direkte at anvende vendingen, at de-

res socialdemokratiske kammerater var forrædere. Men det principielle ind-

hold af kritikken mod den socialdemokratiske linie var essentielt den samme.

Og det var netoppå baggrund af fremførelsen af disse to rent faglige kritikker,at DKP og kommunisteme led de afgørende nederlag i arbejderklassen.

Hvad var de bagvedliggende årsager til, at DKP og kommunisteme fortsat

fastholdt synspunkterne omkring reallønnen og den socialdemokratiske linie,

på trods af, at reallønnen steg, og på trods af, at arbejderklassen i endnu større

udstrækning vendte ryggen til DKP? Her er det centralt, at DKP's strategiske

udgangspunkt var forfejlet. Partiets fastholdelse af forarmelsesstandpunktet,

og dermed reallønskritikken, var netop begrundet i partiets (og SUKP's) kapi-

talismeanalyse. Denne udtalte, at kapitalismen var inde i den endelige mono-

polkapitalistiske krise, hvorfor udbytningen generelt ville intensiveres. Dette

tolkede DKP i meget bastant form, hvorved der blev tale om absolut forar-

melse. En opgivelse af dette standpunkt ville i DKP's selvforståelse på dette

tidspunkt medføre en opgivelse af folkefrontsperspektivet, da kapitalisme-analysen også var den bagvedliggende teoretiske begrundelse for folkefronts-

teorien. Hvis folkefrontsteorien blev opgivet, ville det være det samme som en

opgivelse af det grundlæggende og fundamentale politiske perspektiv for

DKP.

At også SD blev omplaceret i dette folkefrontsskema, og dermed også i for-

14

hold til arbejderklassen, i løbet af 1948, var i høj grad begrundet i DKP's og

kommunisternes egne erfaringer med SD i den umiddelbare efterkrigstid. Her

havde både det politiske og faglige enhedsarbejde overfor SD vist sig helt

umuligt og urealistisk. Enhedsarbejdet havde ligeledes betydet, at DKP var

blevet klemt af det dilemma der opstod, når DKP på en gang implicit fast-

holdt enhedsperspektivet (programmatisk blev det først opgivet i efteråret

48), og samtidig tydeligere og tydeligere blev presset til at markere en selv-

stændig faglig linie overfor den socialdemokratiske (således allerede i løbet af

46-overensk0msten, og helt tydeligt ved typografkonflikten i 47).Men årsagen til, at SD (specielt højresocialdemokrateme) blev placeret helt

ude i forrædernes rækker i 1948/49, er vanskelig at forstå udelukkende på

baggrund af de danske erfaringer. Dette var også bestemt af de internationale

rammer og betingelser, der eksisterede for DKP's stillingtagen i den danske

klassekamp. Netop når DKP forstod sig som et internationalistisk parti, hvis

opgave også var at forsvare de sovjetiske og østeuropæiske interesser, udstak

det nogle bestemte betingelser, for hvilken stillingtagen DKP kunne tage i den

nationale klassekamp. I denne forbindelse var det, at DKP så at sige blev pres-set til en kraftig afstandtagen fra SD. Dels af SD's kraftige engagement i

Marshallhjælpen og Atlantpagten, der jo i høj grad var vendt direkte mod

Sovjets interesser. Og dels af SD's direkte hetz mod det sovjetiske og folkede-

mokratiske system. Dette specielt når DKP selv overfor offentligheden frem-

holdt, at var man imod Sovjet, var man pr. definition også imod fremskridt,fred og socialisme.

Politiske og ideologiske årsager til DKP's svækkelse

Udover foranstående hovedforklaring på DKP's svækkelse på den fagligescene var der tillige andre, politiske såvel som ideologiske forhold, der ogsåhavde betydning. Men disse forholds betydning, vil jeg fastholde, var sekun-

dære i den forstand, at de blot skubbede til en udvikling, der allerede var

igang, og som netop havde baggrund i DKP's og kommunisternes faglige pro-til.

Således stod DKP generelt i et odiøst skær fra 1947/48 dels p. g.a. koldkrigs-hetzen, men også pga., at DKP selv havde valgt en meget tæt politisk og ideo-

logisk tilknytning til Sovjet og SUKP. Dette forhold spillede imidlertid en se-

kundær rolle i kritikken af DKP's faglige profil og specielt i kritikken af korn-

munisternes faglige praksis, netop da koldkrigshetzen ikke på reel vis kunne

sammenkædes med DKP's og kommunisternes konkrete ageren på den fag-lige scene.

Da »fredskampen« fra omkring 1950 for alvor blev opprioriteret af DKP

som parti, også på den faglige scene, blev partiet mere sårbart overfor SD's og

DsF's forsøg på »5. kolonne-mistænkeliggørelse«af dets virksomhed. Her vi-

ser det sig imidlertid, at denne mistænkeliggørelse i hovedsagen kun ramte

DKP på de højere niveauer i det faglige hierarki (og på den politiske scene),hvor de partipolitiske konfrontationer spillede en væsentlig rolle. Hvorimod

15

kommunisterne på de lavere niveauer i det faglige hierarki ikke i særlig stor

udstrækning kunne klemmes af mistænkeliggørelsen,netop da de ikke indop-tog fredskampen og fredsperspektivet som centrale elementer i deres fagligepraksis.

Et lignende forhold var gældende i forhold til DKP's inddragelse af folke-

frontsperspektivet i den faglige profil. Specielt i tilspidsede situationer, som

f.ex. ved overenskomstsituationerne, blev folkefrontsperspektivet inddragetsom det politiske perspektiv for arbejderklassens kamp. Denne inddragelsefremstod imidlertid som mere og mere utroværdig og urealistisk, jo fjernerefolkefrontens realisering blev i forhold til den danske klassekamps virkelig-hed. Her viser det sig ligeledes, at kommunisterne på de lavere niveauer i det

faglige hierarki ikke indoptog dette perspektiv i særlig stor udstrækning. I ste-

det fastholdt de, i hvert tilfælde implicit, at arbejderklassens kamp var en

kamp for egne interesser.

Således var der på disse sekundære områder tale om, at der var tydelige for-

skelle i henholdsvis partiets profil og medlemmernes praksis. Derfor ramte

inddragelsen af disse politiske og ideologiske elementer i stor udstrækningkun DKP som parti. De kommunister, som havde vist sig som fagligt dygtigefolk, der kunne få resultater igennem på arbejdsplads- og fagforeningsniveau,blev derimod ikke i så stor udstrækning klemt heraf.

I denne forbindelse kan man ligeledes stille spørgsmålet: Hvad var den bag-vedliggende årsag til, at DKP fastholdt disse ideologiske og politiske syns-

punkter? Og især hvorfor DKP som parti fortsatte at inddrage disse forhold

på den faglige scene, når det var tydeligt, at de kommunister, der undlod det-

te, formåede at fastholde en større opbakning i de faglige organisationer?DKP's fastholdelse af folkefrontsperspektivet var ligeledes begrundet i par-

tiets nære intemationalistiske tilknytning til Sovjet. Den danske klassekamps-situation havde i hvert tilfælde, omend ikke under besættelsen, så kort tid der-

efter, vist, at folkefronten var urealistisk i Danmark. Specielt efter 1947-

valget, viste den politiske virkelighed, at der ikke var basis for »den

demokratiske antimonopolistiske folkefront« i Danmark. Baggrunden her-

for var, at SD”s regeringsdannelse bevirkede, at SD tog endnu kraftigere af-

stand fra DKP end tidligere. Set i internationalistisk perspektiv derimod (isærfra sovjetisk synsvinkel), havde folkefronten en funktion i forhold til forsva-

ret af sovjetiske interesser overfor USA-imperialismen. Det var bl.a. det der

sås tydeligt i formuleringen af »fredsfolkefronten« i 50-eme.

Denne selvvalgte tætte politiske og ideologiske tilknytning til Sovjet og

Østeuropa var ligeledes en medvirkende årsag til, at DKP overhovedet kunne

klemmes af koldkrigshetzen. Dels da partiet fremholdt sovjetsocialismen som

ledestjernen i meget bastant forstand, og dels da DKP utvetydigt var villig til

at forsvare de udemokratiske og frihedsberøvende overgreb, der reelt fandt

sted i disse lande. Denne tilknytning blev først en virkelig hæmsko for DKP

efter koldkrigens start. Tidligere, fra 1945-47 og under sidste del af besættel-

sen, havde den været medvirkende til at bære DKP frem til den kraftige popu-

laritet, netop p.g.a. Sovjets heroiske indsats under 2. verdenskrig. Det der fo-

16

regik for DKP efter koldkrigens udbrud var, at denne internationale binding

bevirkede, at det parti, der tidligere havde været den »danske ære«, udviklede

sig til at være »landsforrædere« i den brede offentlighed. Dette skubbede

DKP selv yderligere til, ved fra 1948 i endnu højere grad at fastslå partiets

binding østover.

DKP*s »historiske svagheder«Nu er det jo let at indvende, at DKP blot kunne have løsrevet sig fra disse

politiske og ideologiske bindinger? En sådan indvending mener jeg imidlertid

er udtryk for en efterrationaliseret historisk forståelse af DKP's betingelseriperioden, og dermed også for en efterrationaliseret politisk kritik. Dette af to

grunde:Hvis bindingen østover var blevet brudt, var der jo ikke længere tale om et

DKP, hvorfor det er historisk uinteressant alene at forklare partiets svækkelsei bindingen østover. Ydermere var DKP fra 1948 og frem i højere grad end de

store europæiske kommunistpartier, kun en politisk faktor i kraft af bindin-

gen østover. DKP var ikke, som de store kommunistpartier, også en politiskkraft som følge af opbakning fra en militant arbejderklasse. Derfor var det

»umuligt«for DKP at løsrive sig fra denne binding. Så kan man udfra et socia-

listisk synspunkt være nok så uenig i rimelighean af, at et nationalt venstre-

fløjs parti i så stor udstrækning lader sig styre af et moderparti. Og man kan

være nok så uenig idet politiske perspektiv denne »stalinsocialisme« stod som

eksponent for. - Det var fortsat betingelserne for DKP i denne periode.Disse ovenfor fremlagte præciseringerbetyder på ingen måde, at der ikke

historisk kan peges på svagheder i DKP's profil og praksis, der kan forklare

en del af partiets fortsatte tilbagegang på den faglige scene. Dette også selvom

de politiske og ideologiske betingelser »akcepteres« som grænsesættendefor

DKP's muligheder.I denne forbindelse er det vigtigt at undersøge, på hvilken måde, og i hvil-

ken udstrækning, den socialdemokratiske linie var udtryk for arbejderklas-sens interesser. Således var det rigtigt, at denne linie på det faglige område gav

en reallønsforbedring for arbejderklassen gennem hele perioden (med undta-

gelse af 1950/51). Det var ligeledes korrekt, at der under den socialdemokrati-

ske regering (1947-50) var tale om økonomiske lettelser for arbejderklassen.Men det var også klart, at denne fremgang havde indbygget en omkostnings-faktor, som blev mere og mere åbenbar mod periodens slutning. Fremgangenblev nemlig betalt af arbejderklassen med øgede effektiviseringer og rationali-

seringer i produktionsprocessen, der bevirkede en mærkbar intensivering af

arbejdsprocessen. Ligeledes blev fremgangen sidst i perioden i øget omfang

tillige betalt tilbage gennem en tiltagende reallønsudhuling som følge af stats-

lige tiltag. Disse tiltag var SD delvis medvirkende til, på trods af oppositions-rollen fra 1950-53.

Disse indbyggede modsætninger'i den socialdemokratiske genopbygnings-linie fremhævede DKP ikke, specielt ikke problemerne omkring rationalise-

ringerne. Partiet fastholdt blot den firkantede forarmelses- og forræderikri-

17

tik. Det var først, da arbejderklassen selv gennem kampe havde gjort op-mærksom på problemets eksistens, at DKP for alvor koblede sig pårationaliseringskritikken, og dermed gik imod et centralt element i den social-

demokratiske genopbygningslinie. Denne ændring i DKP's faglige profil gav

sig tillige udslag i en umiddelbar, omend midlertidig gevinst i form af øget

tilslutning fra arbejderklassen. Årsagentil DKP*s tilbageholdenhed i forholdtil dette problem var sandsynligvis sammenhængende med: Dels DKP's hæ-

gen om produktivkraftudviklingen som et gode, bl.a. med baggrund i den sov-

jetiske genopbygnings anvendelse af et meget forceret rationaliseringstempo.Dels at virkeligheden åbenbart først skulle vise svagheden ipartiets kapitalis-meforståelse, nemlig at kapitalismen ikke var det endelige sammenbrud nær,

før partiet fandt det påtvunget at beskæftige sig med kapitalismens konse-

kvenser i den konkrete arbejdsproces9.

Konkluderende overvejelserDisse »nye« vurderingers betydning i forhold til tidligere forklaringer og for-

ståelser af DKP's svækkelse i arbejderklassen, vil jeg afsluttende kort disku-

tere. Vigtigst er forståelsen af, at partiets svækkelse i arbejderklassen ikke fun-

damentalt kan forstås udfra overvejende politiske og ideologiske forhold.

D.v.s., at DKP's svækkelse i perioden ikke i hovedsagen var begrundet i kold-

krigshetzen og antikommunismen, som bl.a. DKP selv giver udtryk for”, ogsom iøvrigt er en noget udbredt opfattelse.

Ligeledes var DKP's svækkelse heller ikke i hovedsagen begrundet i par-tiets egen opprioritering af den politiske fredskamp i forhold til den fagligekamp, fra 1948/49 og frem, som bl.a. Steen Bille Larsen har tendenser til i

bogen »Kommunisterne og arbejderklassen«“.Begge forklaringer er kun sekundære delforklaringer, der undlader at frem-

hæve den fundamentale årsagssammenhæng mellem DKP's svækkelse og det

manglende samsvar mellem partiets faglige profil og praksis og arbejderklas-sens sociale og politiske virkelighed. Denne pointe kan de omtalte forklarin-

ger ikke udkrystallisere p.g.a. utilstrækkeligkonkretiseringsgrad i undersø-

gelsen af forholdet mellem parti og klasse, specifikt fraværet af (den faglige)praksis som undersøgelsesfelt.Undersøgelsen af DKP's faglige profil og praksis viser ligeledes, at DKP's

svækkelse heller ikke var begrundet i, at DKP ikke repræsenterede en fra SD

væsensforskellig faglig linie, som f.ex. hævdet i den strategipolitiske tilgang,som »Kritik af DKP« præsenterer (s.l74-82). Der var netop tale om megetmarkante forskelle i vurderingen af realløn og af hele genopbygningsspørgs-målet. Og det var netop her, at den rationelle og materialistiske forklaring fin-des på, hvorfor arbejderklassen valgte at acceptere den socialdemokratiske

faglige linie overfor den kommunistiske.

Denne forskellighed i faglige linier er ikke ensbetydende med, at DKP,s

svækkelse skal forklares i SD's klassebedrag. D.v.s., at den anden typiskeDKP-forklaring: at SD ideologisk og politisk var klasseforrædere overfor ar-

bejderklassen”, også afvises som forklaringen på DKP”s svækkelse, En sådan

18

forklaring er i bund og grund umaterialistisk og utroværdig, da den overho-

vedet afstår fra overvejelser omkring forholdet mellem DKP's faglige profil

og praksis, og arbejderklassens interesser. Disse bestemmes blot pr. definition

som værende i overensstemmelse med hinanden og dermed sammenfaldende.

Det skal bemærkes, at der i hævdelsen af denne rationelle sammenhæng

mellem arbejderklassens venden sig bort fra DKP, og utroværdigheden/util-

strækkeligheden i DKP's og kommunisternes faglige profil og praksis, ikke

implicit ligger, at det så var SD, der repræsenteredearbejderklassens interes-

ser fuldt ud. Der menes blot, at DKP i det mindste ikke stillede bedre fagligeog politiske alternativer op overfor det socialdemokratiske »tilbud«.

Disse »nye« vurderinger på DKP*s svækkelse i denne periode viser, hvor

nært sammenknyttede den metodiske tilgang og konklusionerne reelt er.

Hvor det er den faglige scene og specielt kommunisternes faglige praksis, der

bliver de centrale undersøgelsesfelter i blotlæggelsen af forholdet mellem

DKP og arbejderklassen, vil vurderingerne af årsagerne til DKPQS svækkelse

blive mere holdbare og nuancerede. 0g generelt vil jeg hævde, at en holdbar

og sammenhængende forståelse af et arbejderpartis udvikling må omfatte en

historisk konkret undersøgelse af partiets faglige profil og praksis, og disse

faktorers forhold til arbejderklassens interesser og behov.

Noter:

la. DKP's styrkemæssige svækkelse er blotlagt kvantitativt gennem en undersøgelse af kom-

munisternes stilling i de københavnske fagforeningers bestyrelser. Se. Steen Bille Larsen,»Kommunisterne og arbejderklassen 1945-1975« s.56.

l. Baggrunden for artiklen er et speciale i historie ved AUC, afsluttet august 1982: »Et studie

i nederlag - En undersøgelse af forholdet mellem DKP og arbejderklassen specielt belystgennem udvalgte faglige organisationer i perioden 1945-1953«, AUC 1982.

2. Da rammerne for artiklens omfang og underbyggelsesgrad er begrænsede, vil fremlæggel-sen af mine konklusioner og synspunkter i nogen grad fremstå som udokumenterede. Til

afhjælpelse heraf kan blot henvises til mit speciale, der bl.a. forefindes på ABA.

3. Dette er ligeledes påpeget af Gerd Callesen i Arbejderhistorie nr. l8: »Organisationshisto-rien og arbejderklassens historie er ikke modsætninger, de supplerer hinanden, forholder

sig dialektisk til hinanden« s. 73. Se ligeledes Steen Bille Larsen »Mellem partihistorie ogsocialhistorie« i 'Årbogfor arbejderbevægelsens historie 8.

4. Hverken Callesen eller Bille Larsen opstiller praksisfeltet som et konkret undersøgelses-felt. Men heller ikke f.ex. »Kritik af DKP« af KF( 1974) og »Kommunisteine og ...« op.citundersøger dette felt konkret. Sidstnævnte har dog den styrke, at han forsøger at inddrageDKP's faglige politik til underbyggelsen af forståelsen af DKP's svækkelse. Men resultatet

er noget magert, da det kun er den af partiet formulerede faglige profil og ikke kommuni-

sternes praksis, der ligger til grund for bestemmelsen. Dette hængerselvfølgeligogså sam-

men med det store tidsinterval bogen dækker.

5. I forbindelse med undersøgelsen af baggmndene for arbejderklassens forholden sig til

DKP, har jeg været tvunget til at foretage nogle afgrænsninger. Den fulde forståelse herfor

må kræve en omfattende undersøgelse af arbejderklassens totale erfaringsverden. En så-

dan så jeg mig ikke i stand til at foretage i specialesammenhæng.Jeg vil dog fastholde, at

jeg gennem den begrænsede undersøgelse kan udtale mig kvalificeret om, hvilke muligebetingelser arbejderklassens objektive virkelighed, såvel socialt som politisk, satte for

klassens opbakning bag DKP. Dette især når jeg gennem undersøgelsen af kommunister-

nes konkrete faglige praksis ude i arbejderklassen (de faglige organisationer) konkret for-

søgte at blotlægge hvorledes reaktionen var på denne i forhold til klassens historisk-

konkrete virkelighed.

19

10.

11.

12.

20

Bl.a. via gennemgang af Land og Folk for perioden, via læsning af Orientering (kontaktor-gan til medlemmerne), og via en gennemgang af diverse udsendte pjecer fra partiet. Derud-over har jeg anvendt Socialdemokratiske Noter, som kilde til hvorledes SD forsøgte at

profilereDKP og kommunisterne i politiske og specielt faglige spørgsmål.

Jeg har gennemgåetprotokoller for flg. faglige organisationer: ArbejdsmændenesFor-bund i Gentofte, Lyngby og Gladsakse sogne, Arbejdsmændenes Fællesledelse f. Kbh. ogomegn, Arbejdernes Fællesorganisation i Kbh, Bygningssnedkemes fagf. i Kbh, Dansk

Typograf Forbund (delegeretmøder og FU-møder), Fællesklubben på B. og W., Refshale-

øen, Fællesklubben på B. og W., Teglholmen, Gørtler.- og Metalarbejdemes fagf. i Kbh.,Specialarbejderforbundet af 1918 (kongresser) og Søfyrbødernes Forbund (kongresser).Således findes denne tendens i »Kritik af DKP« op.cit. »..bindingentil SUKP og sovjetsta-tens udenrigspolitik (nu formuleret gennem Kominform) var stadig et bærende element idet danske kommunistparti (...) Først når det lykkes for DK? (og KPeme generelt) at gen-nemføre denne løsrivelsesproces og dermed blive istand til at kæmpe for arbejderklassensegne interesser - først da vil partiet måske begynde at kunne kalde sig Det RevolutionæreParti« (s.174-75).Således havde Land og Folk næsten ikke berørt rationaliseringsproblematikken før slagte-riarbejderkonflikten i Nr. Sundby i maj/ juni 1953. Og det blev først et rigtigt centralt emne

i 1954 bl.a. i sammenhæng med Phillipskonflikten.Således tydeligt udtrykt i Ib Nørlunds værker »Det knager i samfundets fuger og bånd«bd.2 (1972) og »Internationalism« (1980).Steen Bille Larsen op.cit..F.ex. 5.75: »Fredspolitikken forringede DKPs muligheder for at

opstille et forsvar for arbejderklassens interesser i en periode, hvor den herskende klasse

søgte at »stabilisere konkurrenceevnen overfor udlandet«, i antikommunismens navn.«

Se f.ex. »Det knager...« op.cit. si 17-18.

BERETNINGER

Beretning fra SFAHs seminar den 12-14 november 1982 påAndebølle Ungdoms-højskole.

Temaet var igårÅrbejderungdommenog seminaret var opdelt i sektioner, såle-des at der efter en indledende sektion, der behandlede definition af og teorier

om ungdom, blev behandlet ungdommens faglige og politiske organiseringomkring århundredeskiftet og hvorledes der politisk blev reageret på ung-dommens problemer, specielti mellemkrigstiden. Seminarets sidste sektion

behandlede erfaringer og problemer i formidlingsarbejdet overfor unge.Cand. psych. Bente Nordtoft, AUC indledte med at holde oplæg om begre-

bet ungdom, opfattet som fase i arbejderens livshistorie. Hendes udgangs-punkt var et igangværende projekt om unge kvinder i den periode af deres liv,hvor de har forladt folkeskolen og inden voksenlivet sætter ind. Materialet til

projektet er interviews med unge i ungdomsklubber og med langtidsledigeunge. Bente Nordtoft valgte at definere ungdom som social kategori, hvor det

var den sociale placering, der var afgørende og ikke den biologiske alder. Der

blev lagt vægt på ungdommen opfattet som en overgangsperiode, hvor den

enkelte skal bevæge sig fra familieafhængighedentil en uafhængighed. I ung-

domsperioden skal det fremtidige voksenliv defineres, men voksenlivet er sta-

dig på .dette tidspunkt et ukendt felt for den unge. Bente Nordtoft berørte,hvor vanskeligt det var at definere arbejderungdom og gik derefter over til at

diskutere skiftende tiders forskellige aldersgrænser for ungdom. Ikke alene er

ungdom et begreb, der ændrer sig over tid, det er også en periode, der oplevesmeget forskelligt af unge mænd og af unge kvinder. Efter en konkret beskri-

velse af unge kvinders situation, specielt med hensyn til deres indtræden på

arbejdsmarkedet, fortsatte Bente Nordtoft med en gennemgang af nyere stu-

dier indenfor studiet af ungdomskulturer, her blev specielt Cultural Studies i

Birmingham fremhævet.

I den efterfølgende diskussion berørtes andre definitioner af ungdom, spe-

cielt blev de skiftende aldersgrænser i lovgivningen nævnt. Der blev desuden

stillet spørgsmål til og besvaret en del konkrete punkter omkring undersøgel-sen.

21

Cand. mag. Jørgen Steen Andersen talte om lærlingeorganisering, specieltmed henblik på Lærlingenes Landsforbund 1914-24. Oplæggets udgangs-punkt var specialet kombineret med interview-undersøgelserblandt arbej-dere i Horsens. Med baggrund i erfaringerne fra Horsens fik vi en levende be-

skrivelse af arbejderbørns opvækstvilkår, deres arbejdsforventninger og det

aktuelle forløb af en lærlingetid.Den første lærlingebevægelse er glemt historie, den nuværende bevægelse

regner ikke de første år med. Disse første år var perioden 1914-24 og i denne

periode havde bevægelsen sin største støtte i Jylland. Allerede 1914 dannedes

De samvirkende Lærlingeforeninger for Århus og omegn. Disse første fore-

ninger var en blanding af agitatoriske og selskabelige foreninger, men efter-

hånden som den politiske modstand fra Socialdemokratiet viste sig, blev de

mere direkte agitatoriske. Lærlingenes Landsforbund dannedes i 1917 og pådette tidspunkt ændrede SUF signaler. Samarbejdet varede dog kun frem til 4.

kongres, hvor enigheden forsvandt. Partiloyaliteten havde således fået split-tende virkning i lærlingebevægelsen og Lærlingenes Landsforbund nedlagdesig selv i 1924, hvorefter alt lærlingearbejdevar skrinlagt de næste 10 år.

Cand. phil. Tinne Vammen fortalte derefter om tjenestepigeme og deres or-

ganisering i begyndelsen af dette århundrede. Til en start blev der gennemgåethvilke synsvinkler, der ligger til grund for undersøgelsen af tjenestepigemesorganisation. Tinne Vammen ønskede at studere organisationen som en sær-

lig livsform og herved lægge luft til den almindelige bureaukratiske måde at

studere organisationer på. Der blev lagt vægt på at undersøge sammenhæn-

gen mellem foreningslivet og det ydre miljø samt at undersøge de følelser og

tanker, der lå bag anvendte symboler og aktiviteter i organisationen.Efter en grundig gennemgang af tjenestepigernes sociale profil, den klasse-

mæssige sammensætning,alderssammensætningen, arbejdssituationen og or-

ganisationens aktivitetsfelt, gik Tinne Vammen over til at skildre de tre typer

kvinder, som denne organisation fremelskede. Der var de kvinder, der brugteforeningen til individuel promovering, der var dem, der skabte de praktiskerammer i foreningen og endelig var der en stor gruppe, der udelukkende

brugte foreningen som anvisningskontor. Endelig skildredes det, hvorledes

der efterhånden skete 'en ydre radikalisering og at denne var medvirkende til

at arbejdet indadtil i foreningen forfaldt.

Mag. art. Jørgen Würtz Sørensen AUC fortsatte med et oplæg om politiskeungdomsorganisationer i arbejderklassen med specielt henblik på Socialde-

mokratisk/ Socialistisk Ungdomsforbund før og under 1. verdenskrig. Oplæg-get blev holdt på baggrund af speciale, skrevet i 1976, med henblik på at un-

dersøge radikaliseringen som et væsentligt element i ungdomsorganiseringen.I midten af 1880eme kom der en række organisationer eller forsøg derpå.

De socialistiske var små i forhold til andre, men i Jylland var der dog »Frem-skridtsklubber« i næsten alle byer. F remskridtsklubbeme blev betragtet som

forskole til Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor man lærte at føre pro-

tokoller, holde taler og agitere. Endvidere blev der afholdt almene foredrag

22

om alle mulige emner. Interessen for disse klubber ebbede ud omk. århundre-

deskiftet.

I 1900 stiftedes Socialdemokratisk Ungdomsforening, der havde til formål

at virke som oplysningsforening. Der opstod dog hurtigt et radikalt elementi

foreningen samt en voksende kritik af Socialdemokratiet. I 1904 dannedes So-

cialistisk Ungdomsforbund, et af formålene med dette var at holde partiet fast

på dets erklærede politik. Den russiske revolution, Bolotti-affæren og andre

internationale begivenheder var imidlertid medvirkende til en yderligere radi-

kalisering af forbundet og i 1908 kom det til et brud. Et af de spørgsmål man

kan stille er, om radikaliseringen blev en pind til ligkisten for organisationen.Svaret herpå må blive nej. De implicerede overgik til og fortsatte i andre orga-

nisationer.

I den efterfølgende diskussion blev det slået fast, at en af grundene til pro-

blemerne omkring generationsforholdet ved århundredeskiftet vedrørende

organisering var, at kapitalismen på dette tidspunkt var etableret og at arbej-derens livsforløb var fastlagt og ungdommen var blevet en fase med et fastlagtmønster for socialisering til lønarbejde.

Cand. mag. Hans Sode Madsen, Rigsarkivet, gennemgik Socialdemokra-

tiets politik overfor arbejdsløsheden blandt unge i l930eme og 1940eme med

særlig henblik på ungdomsarbejdsløshedslejrene.Hans Sode Madsens forsk-

ning var centreret omkring udviklingen af lovgivningen gennem ca. 20 år, ma-

terialet hertil forelå på Rigsarkivet, samt interview med personer, der havde

oplevet lejrene. Efter en gennemgang af lovgivningen og af arbejdet med at

finde frem til interviewpersoner, formede oplægget sig som afspilning af et

bånd, hvor en interviewperson berettede om oplevelser på en ungdomsar-bejdsløshedslejr og senere et ophold i Lübeck som tysklandsarbejder.

I den efterfølgende diskussion blev det belyst, hvad man fra statens side

havde gjort for de arbejdsløse unge kvinder. Det blev desuden diskuteret,hvorfor fagbevægelsen ikke havde vist nogen interesse for lejrene og hvad der

foregik der.

Bjøm Andersen og Per Christensen, fagkonsulenter i BFG-fællesfag, fortalte

om deres erfaringer med at undervise EPG-elever i arbejderbevægelsens histo-

rie. Der findes ikke lærebøger til fællesfag på EFG og en stor del af arbejdetbestår derfor i at stykke materiale sammen. Per Christensen eksempliñcerededette ved at fremlægge et hefte om arbejderbevægelsens historie, der dannede

det skriftlige grundlag for fire radioudsendelser, ligeledes uddelte Bjørn An-

dersen en materialesamling om samme emne, som han havde samlet til brugiundervisningen. Begge skildrede en tung undervisningssituation med meget

dårligt motiverede elever og forskellige pædagogiske metoder som kompara-tiv kronologisk metode, konfrontationsteknik og gruppearbejde blev nævnt

som brugbare metoder.

Som et modstykke til dette fik seminardeltageme til slut fortalt historien

om Ole fra Vissenbjergskovene. Denne fortælling tjente som udgangspunktfor en beskrivelse af historieundervisningen på Andebølle Ungdomshøjskole,

og som et eksempel på fortællingen brugt som redskab til at fange elevernes

23

opmærksomhed. En anden metode, der blev brugt for at fange elevernes op-

mærksomhed, var at tage udgangspunkt i det aktuelle og derved belyse den

historiske situation, eksempel: Bresjnevs død som udgangspunkt for historien

om den russiske revolution.

På det afsluttende plenum var der generel enighed om, at det havde været et

usædvanligt godt seminar og at formen uden gruppearbejde var værd at fort-sætte med. Bestyrelsen takker seminarudvalget for et stort og veludført ar-

bejde.

Hannelene 1be Jensen

SFAH's generalforsamling den 27. januar 1983

Dagsorden udsendt.

Forsamlingen valgte Vagn Oluf Nielsen til dirigent og Gerd Callesen til re-

ferent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var behørigt ind-kaldt og overgav derefter ordet til Henning Grelle, der aflagde bestyrelsensberetning (vil blive udsendt til medlemmerne).

Diskussionen drejede sig om udgivelsespolitikken og bogsalget. Der er

åbenbart ikke nogen videre utilfredshed med Årbogenog Arbejderhistorie.Skriftseriens bind har imidlertid ikke været nogen særlig succes. »Fremad og

aldrig glemme« er solgt i små 700 eksemplarer, de øvrige nye bind er solgt i

under 300 eksemplarer.Det tynger hårdt på SFAH's budget, så det er problematisk, hvorvidt vi

fortsat kan udgive bøger af denne karakter. Der fremkom forskellige godeforslag til at ændre situationen, b1.a. fremførtes, at SFAH måtte udvide sine

aktiviteter (film, foredrag, mere populære udgivelser), som evt. kunne bære

grundforskningen - b1.a. kunne man forsøge at gennemføre diskussioner pågrundlag af udgivelserne.

Andre muligheder for evt. at komme videre ud var at arbejde med festskrif-

ter til arbejderorganisationer - der vil komme mange 100 års jubilæet i de nær-

meste år.

Temaet for årbogen i 1984 bliver »Demokrati og socialisme«. Der forelig-ger en del aftaler om bidrag. Skolebogsprojektet var i årets løb beklageligvisafgået ved døden.

Beretningen godkendtes enstemmigt.

Kasserer Erik Strange Petersen gennemgik regnskabet. SFAH har p.t. en

temmelig stor gæld - det skyldes især en enkelt udgivelse, der skal afvikles i

løbet af 1983. SFAH's normale drift udviser et mindre underskud. Det skyl-des bl.a. at medlemstallet er gået lidt tilbage (ca. -2- 30). En del af disse restan-

ter skal dog kontaktes personligt, og man kan forvente, at nogle af dem kom-

mer tilbage. Men selv en stagnation er utilfredsstillende. Imidlertid var det

glædeligt, at SFAH via Copy Dan Skolebogskopiering 1982 havde fået et

24.

mindre beløb, som forhåbentligville vokse. Endvidere har Lager- og Handels-

arbejdemes Forbund støttet selskabet med et beløb. LO's kulturfond har gi-vet en støtte til Marx-bogen (indgår dog først på l983-regnskabet).

I debatten fremkom der ønsker om en mere specificeret opstilling over

SFAH's gæld og lagerbestand. Ligeledes ønskedes regnskabet udsendt sam-

men med indkaldelsen.

Regnskabet godkendtes enstemmigt.

Bestyrelsen foreslog, at kontingentet blev forhøjet til 150 kr. Forslaget blev

enstemmigt vedtaget.

Karsten Mathiasen havde fremsat et forslag til vedtagelse: »SFAH's besty-relse bør i løbet af det kommende år tage initiativ til at afholde en række of-

fentlige arrangementer med debat, film og foredrag. Emne og indhold be-

stemmes suverænt af bestyrelsen udfra ønsker og forslag fra medlemskred-

sen«. Efter nogen diskussion vedtoges forslaget i ovenstående form.

Problemet er bl.a., at over halvdelen af SFAH's medlemmer bor i det storkø-

benhavnske område, mens de andre tyngdepunkter er Århus og Aalborg. Om

muligt skal arrangementerne ikke kun gennemføres i København.

Bestyrelsen og revisorerne genvalgtes med akklamation. Under punkt 7

blev det foreslået, at man henvendte sig til flere fagforeninger om støtte. Ende-

lig aflagdes en kort beretning om aktiviteterne i Marx-året i 1983. Medlem-

merne opfordredes til at indsende alle oplysninger om sådanne aktiviteter til

Arbejderhistories redaktion (feks. avisudklip).

Til støtte for havnearbejdeme indsamledes 710 kr.

Gerd Callesen

ITH*s - Internationale Tagung der Historiker der Arbeiterbewegung - 18. Linzer-

konference d. 14.-18. september 1982.

ITH's 18. Linzer-konference havde samlet 122 deltagere fra 21 forskelligelande. Den danske delegation bestod af Niels Senius Clausen, Henning Grelle

og Erik Strange Petersen.

l.

Konferencens hovedtema var »Konfessionelle, liberale und untemehmerab-

hängige Arbeiterbewegung bis zum 2. Weltkrieg unter besonderer Berück-

sichtigung der Gewerkschaften«, hvortil der forelå udarbejdet 15 skriftlige»referate«. Udover forfatterne til disse fik adskillige andre (mod ITHs sæd-

vane) dog lejlighed til at fremkomme med forberedte mundtlige oplæg.

25/\

A

Den altovervejende del af oplæggene og debatindlæggenebeskæftigedesigmed konfessionelle fagforeninger, hvilket var en klar indsnævringaf temaet,da de liberale og gule fagforeninger kun undtagelsesvis blev berørt. Da det

stort set var konkrete detailundersøgelser,som blev fremlagt, blev debatten

både ustruktureret og diffus. Der savnedes helt klart mere overordnede og

systematiske overvejelser over, hvorledes man udfra et internationalt per-

spektiv skulle gribe studiet af den ikke-socialistiske arbejderbevægelse an.

Dette betyder imidlertid ikke, at konferencen var spildt. Der var mange væ-

sentlige bidrag, men forskningsfeltet er i sin verden, og der kan være grund til

at genoptage temaet om 5-10 år. I betragtning af den anseelige styrke, som

specielt de kristelige fagforeninger har indtaget i det meste af Europa (og i

USA), er det væsentligt at få dem udforsket langt mere systematisk, hvilket

givetvis også vil kunne kaste afgørende nyt lys over den socialistiske arbejder-bevægelses udvikling. Spændende og nyt var det - i det mindste for underteg-nede - at konstatere, at de fleste af de forelagte empiriske undersøgelser inde-

holdt en i hovedsagen positiv vurdering af de konfessionelle fagforeningersklassekarakter. Generelt set, synes de sjældent at have været »gule«,men må

med Dieter Fricke's (DDR) ord betragtes som et udslag af en elementær klas-

sebevidsthed hos medlemmerne.

Fra skandinavisk side var der ingen bidrag til dette tema, hvilket for så vidt

ikke kan overraske i betragtning af den socialistiske arbejderbevægelses tid-

ligt opnåede hegomoni i de nordiske arbejderklasser. Men faktisk er det be-

klageligt, så lidt den nyere danske forskning har interesseret sig for de altema-

tive arbejderorganisationer. Aktuelt ser vi herhjemme den kristelige (og ud-

præget »gule«) fagbevægelse i gang med en offensiv under de nye politiskekonjunkturer. Selv om denne organisation siden sin start i 1899 og til dato

numerisk har betydet forsvindende lidt, har den lokalt haft ganske stærk ind-

flydelse og er nok et nøjere studium værd. Og i endnu højere grad kan der

være grund til at undersøge de mange tidlige anti-socialistiske organiserings-forsøg som f.eks. Højres Arbejder- og Vælgerforening, der i slutningen af

1880'erne vel talte nok så mange arbejdermedlemmer som den socialdemo-

kratiske arbejderbevægelse. Der ligger ansatser til sådanne undersøgelser i

Henry Bruuns og Georg Nørregårds arbejder for Instituttet for Historie og

Samfundsøkonomi og i Vagn Dybdahls disputats, men det må være muligt at

komme betydeligt længere i afdækningen af disse foreninger og at vurdere

dem i sammenhæng med den fremvoksende socialistiske arbejderbevægelse

(som Henning Grelle har gjort det med Linderbergs Dansk Arbejdersamfundi sin bog om »Socialdemokratiet i det danske landbrugssamfund«).

2.

Til konferencens 2. tema »Lexikalische Hilfsmittel zur Geschichte der Arbei-

terbewegung (Geschichte, heutiger Zustand und Perspektiven)« forelå der 6

skriftlige »referate«, men også her var der flere forberedte indlæg fra salen.Det væsentligstebidrag gav polakken Felix Tych, som i sit referat gav en hi-

storisk og aktuel gennemgang af principielt alle leksikalske opslagsværker til

L26

den internationale arbejderbevægelseshistorie - samt af væsentlige nationale

leksika i Tyskland, England, Frankrig, Italien, Østrig, Polen, Sovjetunionen,Ungarn og tildels USA. Tych er hovedredaktør for et stort biografisk leksikon

om den polske arbejderbevægelse(under udgivelse), og han giver i sit 26 s.

store indlæg en både indsigtsfuld og fordomsfri vurdering, som også inddra-

ger behandlingen af arbejderbevægelseni de generelle nationale leksika (dvs.

universalencyklopædierog nationalbiograñer).Udvalget er naturligvis selek-

tivt, men herudover er der selvklart også sprogmæssigebegrænsningeri hans

viden. Således fik han først på konferencen kendskab til det norske »Arbei-

dernes Leksikon« (1931-36) gennem Einhardt Lorenz' gode og informative

referat om dette og det nye Pax-leksikon (1978-81). Dette var ikke kun udfra

et skandinavisk synspunkt en beklagelig lakune iTych's papir, for »Arbeider-

nes Leksikon« er med sit gennemførte internationale anlæg et ret enestående

projekt i mellemkrigstidens internationale arbejderbevægelse.

Tych har også måttet kæmpe med andre vanskeligheder end de sproglige.Der har således i de senere år været store forsinkelser i anskaffelsen af den

vestlige standardlitteretur ved de videnskablige biblioteker i Polen.

Felix Tych lod sin gennemgang munde ud i to forslag. For det første en

ambitiøs plan om at iværksætte en generel historisk encyklopædiom den in-

ternationale arbejderbevægelse.Han var naturligvis opmærksom på de forud-

sigelige ideologiske problemer ved et sådant projekt, men forestillede sig dem

løst ved i ITH-regi at nedsætte to parallelt arbejdende, internationale arbejds-

grupper. Reelt kan han dog næppe have haft stor tiltro til dette forslags mulig-heder, mens han derimod i sit referat forekommer ret optimistisk med hensyntil sin alternative plan om et internationalt biografisk leksikon.

Meget hurtigt under debatten stod det imidlertid klart, at der ikke var ret

meget at have denne optimisme i -i det mindste ikke under ITHs auspicier.Dette gjorde Herbert Steiner, ITHs effektive og charmerende kasserer, på et

tidligt tidspunkt klart (givetvis på den samlede ITH-ledelses vegne) med en

mesterlig beherskelse af den repressive tolerances kunst.

At også et biografisk projekt indebar ideologiske modsætninger, kom mere

direkte til udtryk i et hidsigt ordskifte om Dimitrov-forskningens stade og

muligheder mellem især bulgareren J ordanov og spanieren Elorza samt i den

russiske delegationsleder, professor Schirinjas eksempler på, hvor forsamlin-

gens manglende »metodiske enighed«ville rejse problemer. Vi kunne måske

nok blive enige om vurderingen af et så pænt og hæderligtmenneske som Otto

Bauer, men om folk som Kautsky og Bernstein, for slet ikke at tale om Tan-

ner, den finske socialdemokrat og fascistsamarbejderDet var en resigneret Felix Tych, som fik det afsluttende indlæg i debatten.

Han erkendte, at tanken om en generel international encyklopædivar ureali-

sabel, men fastholdt dog det ønskelige i, at interesserede medlemsinstitutter

arbejdede videre med biografiske projekter. Eventuelt kunne man tage fat på

nogle mindre ambitiøse delprojekter, f .eks. om 1. Internationale. Med objek-tive udvælgelseskriterier - f.eks. ved at holde sig til deltagere i internationale

;27

kongresser - ville det iøvrigt være muligt at eliminere en del ideologiske van-

skeligheder.Det må i høj grad beklages, at ITH så hastigt og definitivt lagde ideen på

hylden. Ganske vist var der kun tale om et løst skitseret forslag, og ganske vistindebærer det mange såvel ideologiske som ressourcemæssige problemer.Men disse burde nu ikke være uovervindelige. De »metodiske uenigheder«la-der sig naturligvis ikke redigere bort, men det kunne jo være en mulighed at

gøre plads til flere vurderinger af de biograferede personer. Og hvad det prak-tiske angår kunne arbejdet organiseres som en parallelt løbende serie natio-nale leksika, udgivet på et hovedsprog. Et sådant projekt er faktisk allerede

igangsat med den af Jean Maitron og Georges Haupt anlagte »Dictionnairebiographique du mouvement ouvrier international«, som imidlertid kun er

udkommet med to bind i 1970'erne - Østrig ( 1971) og Japan (Bd. l:A-K, 1978)-

og som må befrygtes at være gået helt i stå efter Haupts død. Selv om detsidste ikke skulle være tilfældet, kan der dog ikke være tvivl om, at det vilkræve en verdensomspændendeorganisation som ITHs initiativ og forplig-tende medvirken, hvis projektet nogensinde skal føres til ende.

Men selv om ITH i denne omgang ikke har villet forpligte sig, er det dogikke givet, at planerne om (en eller anden form for) et biografisk leksikon forden internationale arbejderbevægelsevil forblive på hylden. Franco Andre-ucci (som i parentes bemærket var drivkraften bag det forbilledlige italienske5-bindsleksikon »I movimente operaio italiano. Dizionario biografico 1853-1943 (1975-79)) bebudede i et meget velformuleret og problematiserende ind-

læg afholdelsen af et internationalt seminar herom i Milano.Hvis dette seminar bliver til noget, er det vigtigt at Danmark bliver repræ-

senteret. Dels er det væsentligt,at vi fra starten bliver placeret i et eventueltinternationalt projekt, dels vil vi under alle omstændigheder kunne hente in-

spiration og impulser til et dansk biografisk værk, som ville kunne fylde et

stort hul i den danske arbejderhistoriske litteratur. For hverken »Arbejderbe-vægelsens Hvem Hvad Hvor« eller »Dansk biografisk Leksikon« kan jo sigesat give en mere end nødtørftig dækning af de mest fremtrædende personer iden danske arbejderbevægelse.

3.

I forbindelse med konferencen afholdtes ITHs generalforsamling d. 15. sep-tember. Vigtigste punkt var fastlæggelsenaf de kommende års konferencete-maer.

For 1983 fastholdt man den allerede sidste år trufne beslutning om

1. Arbeitervewegung und Friedensfrage 1917-1939

2. Spontanität und Organisation in der Arbeiterbewegung als methodolo-gisches Problem.

I984-programmet skulle også lige fast (men skal dog formelt bekræftes pågeneralforsamlingen i 1983):

1. Koloniale Frage und Arbeiterbewegung 1917-39

28

2. Die Ereignisse in Frankreich und österreich im Februar 1934 und die in-

ternationale Arbeiterbewegung (Stand und Probleme der Forschung).

I 1985 planlagdes mindre forpligtende med

I. Probleme der Arbeiterklasse und Arbeiterbewegung am Ende des 2.

Weltkrieges und der unmittelbaren Nachkriegszeit.

2. Methodologische Probleme der Erforschung vor Arbeiterbew'usstsein

und Klassenkampfbewusstsein unter Berücksichtigung von oral history,Memoiren und Tagebüchern.

Og endelig bragtes følgende emner i forslag for 1986:\

- Arbeiteralltag i Fabrik, Familie und Bewegung (bis 1914)

- Arbeitslosigkeit und Arbeiterbewegung

- Vergleichende Streikforschung

- Arbeiterbewegung und ökologische Frage

- Arbeiterjugendbewegung.

Medlemmer af SFAH, der er interesserede i at deltage -

gerne med skriftligtreferat - i 1984 eller senere kan allerede nu kontakte bestyrelsen. Konferen-

cerne afholdes altid i Linz i september.Erik Strange Petersen

»Marxisme og historievidenskab« - Internationale Tagung der Historiker der Ar-

beiterbewegung, særkonference i Linz 6.-9. januar 1983

Man kan mene, at der er noget nekrofilt over at højtideligholde lOO-året for

Karl Marx' død. Men ingen lejlighed bør vel forsømmes til at gøre verden op-

mærksom på den enorme indflydelse, Karl Marx' værk har haft på tænknin-

gen, videnskaben og historiens gang.En lang række af bogudgivelser, udstillinger, konferencer o.a. foranstalt-

ninger vil i 1983 minde en verden, der i en tilstand af økonomisk krise og poli-tisk højredrejning nok synes at kunne have behov herfor, om, at Karl Marx,skønt han har været død i præcis et århundrede, har betydelig relevans for

dagens politiske kamp såvel som for historievidenskaben. Man må håbe, at

budskabet om en levende, kritisk marxisme ikke helt vil overskygges af det

præg af »Denkmalpflege«, som en del af disse foranstaltninger uvægerligt vil

få.

Internationale Tagung der Historiker der Arbeiterbewegung - ITH - åb-

nede Marx-året med en særkonference om »Marxismus und Geschichtswis-

senschaft« på den østrigske fagbevægelses kursusejendom J ägermeyrhof i

Linz fra d. 6 til 9. januar 1983. Særkonferencen faldt udenfor rækken af ordi-

nære ITH-konferencer, der ligger i september.Konferencen kom ved sin sammensætning til at afspejle den eurocentrisme,

som ifølge en række af indlæggene har karakteriseret marxismen indtil idag

;i29

og udgør en af dens store svagheder. Devca. 100 deltagere repræsenterede 18

europæiske lande samt USA, Japan, Israel og Madagascar.Danmark var repræsenteret ved en fuldtallig SFAH-delegation, bestående

af Thorleifur Friöriksson, Jens Rahbek Rasmussen, Ole Stender-Petersen ogTherkel Stræde. Jens Rahbek Rasmussen fremlagde på konferencen et papirmed titlen »Doomed to Stagnation? The Inadequacy of some Current Marx-ist Notions on Pre-capitalist History outside Europe«, og bakkede dette opmed en mundtlig fremlæggelse.Ole Stender-Petersen fremlagde mundtligt en

oversigt over »Marxismus und Geschichtswissenschaft in Dänemark«. Der-

udover fremlagdes mere end en snes papirer, de fleste dog desværre først påselve konferencen og i utilstrækkeligt oplag. Papirerne vil i noget forkortetform blive optrykt i den trykte rapport fra konferencen, som kan forventes at

foreligge om 2-3-4 år. En tilnærmelsesvis komplet samling af konferencens

materiale findes på ABA.

Arrangørerne havde bedt Eric Hobsbawm holde det indledende foredragom »Karl Marx und die Geschichtswissenschaft« Udfra ITH-konferencens

prekære placering som mødested for arbejderbevægelseshistorikerefra Vest-hhv. Østeuropa var dette en diplomatisk klog disposition. Hobsbawms ud-

bredte anseelse, den personlige autoritet, hvormed han optrådte, og det for-

hold, at han aldrig har brudt med den sovjetmarxistiske (stalinistiske) variantaf marxismen, som han tilegnede sig som ung i l930erne, gjorde ham velegneti rollen som formidler mellem Øst og Vest. Udfra en interesse i at initiere en

historieteoretisk og historiografisk diskussion af konferencens emne »marx-

isme og historievidenskab« må arrangørernes valg betegnes som mindre hel-

digt. Hobsbawm er ikke nogen stor marxistisk teoretiker.

»... Nogle af [Marx'] skrifter er af særlig interesse for historikere. Det er a)skrifter, i hvilke Marx formulerer den materialistiske historieopfattelses al-

mene, væsentlige metode i dennes grundtræk og den »model« for den histo-

riske udvikling, der giver sig herudfra; b) skitser over den almene udvikling i

menneskehedens historie og dennes hovedfaser og varianter fra urkommunis-

men til kapitalismen og hvad der følger efter, og c) forskellige beskrivelser og

analyser af konkrete problemer og emner i fortiden« (Hobsbawm: Karl Marx

und die Geschichtswissenschaft. Thesen (tyske udg.)s.l)Som eksempel på a) nævner Hobsbawm det berømte Forord til Zur Kritik

der politischen Oekonomie; dele af Die deutsche Ideologie og afsnittet om For-

men, die der kapitalistischen Produktion vorhergehn i Grundrisse gælder som

eksempler på b); mens kapitel 24 i Das Kapital I om den oprindelige akkumu-

lation og forskellige historiske artikler fra Marx' journalistiske produktion re-

præsenterer c). At Marx' store økonomikritiske projekt, som han viede de sid-ste 2/ 3 af sit voksne liv, og som resulterede iDas Kapital I-III, Theorien überden Mehrwert, Grundrisse samt de fornylig i den nye Marx-Engels Gesamtaus-

gabe udgivne manuskripter fra 1861-63, hans deri udviklede særligeforsknings- og fremstillingslogik skulle have historieteoretiske implikationer,fandt Hobsbawm ikke at burde forholde sig til - men altså nok til løsrevne

30

brokker fra det samlede værk og diverse småskriverier fra Marx' joumalisti-ske virke.

De følgende oplæg og diskussionen grupperede sig stort set om tre temaer:

1. En diskussion om det, som østtyske historikere betegner »formationsteo-rien« - at Marx igennem hele sit værk skulle have arbejdet med en forestillingom et bestemt antal produktionsmåder og en nødvendig sekvens mellem

disse. Det diskuteredes, hvorvidt Marx lå under for en unilineær, måske

social-darwinistisk historieopfattelse, endvidere om den »historiske materiali-

smes« status og om, hvordan man med Marx må forholde sig til ikke-

europæisk historie (euro-centrisme-problemet). Jens Rahbek Rasmussens op-

læg faldt indenfor denne gruppe og opnåede betydelig respons.

2. En række oplæg og diskussionsindlæg tjente primært til oplysning, idet

de gav en oversigt over specifikke-historiske eller historiografiske emner fra

de enkelte lande. Francê Klopêic, Jugoslavien, dokumenterede skånselsløst

Marx' og især Engels nedladende holdning til de »historieløse« slaviske folke-

slag på Balkan. Ole Stender-Petersens mundtlige oplæg føjede sig ind i denne

gruppe-

3. En diskussion med udgangspunkt i en ñlologisk studie over Karl Marx'

såkaldte Økonomisk-filosofiske manuskripter (Parisermanuskripterne) fra

1844 af Jürgen Rojahn, Amsterdam, hvori det påvises, at manuskriptemesrækkefølge og indre tekstlige sammenhæng er en anden end den, hvori de hid-

til har været trykt. En påvisning, der har konsekvenser for den diskussion om

fremmedgørelse, dialektik, forholdet Marx-Hegel mv., som startede med ma-

nuskriptemes første offentliggørelse på tysk i 1932 og stadig foregår, og som

forårsagede et kraftigt sammenstød mellem den sovjetiske partihistorikerAleksandr Malys og udgiveren af det ansete-vesttyske tidsskrift »Intematio-

nale Wissenschaftliche Korrespondenz« Henryk Skrzypczak.ITH-konferencemes diskussionsform er rigid og ikke fremmende for spon-

tane indlæg. Diskussionen styres ikke tematisk - de nævnte tre hovedlinier i

diskussionen løb altså bestandig ved siden af og ind imellem hinanden. Der

var mange interessante oplæg og også en del, der hævede sig betydeligt over

den standard, Hobsbawm havde sat med sit indledende foredrag. Til gengæld-lykkedes det Fritz Weber, Wien, i et oplæg om marxistisk kriseteori fuldstæn-

dig ukritisk at reproducere Paul Sweezy's empiristiske kritik af Marx' opfat-telse af profitratens tendens til fald, ganske som om der ingen diskussion af

marxistisk kriseteori havde fundet sted de sidste 15 år -

og minsandten få sit

oplæg karakteriseret som meget interessant og nyskabende af Hobsbawm.

ITH-konferenceme er tidligere refereret her iArbejderhistorie (Meddelel-ser...). Referenteme har ofte hæftet sig ved, at det er ved det »zwangloses Bei-

sammensein«, som konferencen også rummer mulighed for, at det egentligeudbytte i form af interessante internationale kontakter og diskussioner hen-

tes. Ved særkonferencen var der absolut meget af værdi at hente også i salen,dels konkret-historisk og teoretisk, dels oplysning om, hvordan marxistisk hi-

storievidenskab aktuelt har det i verden.

Det er med »marxismen« som med Inge og Sten Hegelers begreb om sexuel

31

normalitet: den har vide grænser. Indenfor dansk arbejderbevægelseshistoriehersker der, som Ole Stender-Petersen i tilslutning til SFAHs jubilæumsbogFremad og aldrig glemme (SFAH 1981) påpegededet, en »marxistisk plurali-sme«. Det samme er i udprægetgrad tilfældet med ITH. Og det er ikke det

ringeste, man kan sige om denne enestående organisation.Therkel Stræde

32

AF HANDLINGSFORTEGNELSER

Afsluttede afhandlingerOversigt over utrykte afhandlinger indgået i ABA.

Andresen, MargitAnarkisme/ (anarko)syndikalisme 1880-1980 : en bibliografi ⁄ udarbejdet af MargitAndresen og Erik Bennetzen. - [Kbh.], 1980. - 2. bd. (121 s.).

(Håndbog - ikke til udlån).

Hovedopgave ved Danmarks Biblioteksskole.

Bergfjord, Berit

»Social-Demokraten« og »Arbejderbladet« : rapportering og argumentation om-

kring den finsk-sovjetiske konflikt i efteråret 1939/ udarbejdet af Berit Bergljord og

Anne Eggen. - Roskilde, 1981. - 238 spalter.Speciale i historie og samfundsfag ved RUC

Bergstrøm Hansen, Poul

Carl Heinrich Petersen - antiautoritær socialist og arbejderhistoriker : biografi og

bibliograli. - [Kbh.], 1982. - 49 s.

(Håndbog - ikke til udlån)

Afløsningsopgave ved Danmarks Biblioteksskole.

Brinch-Fischer, Søren Mikkel

Pristalsreguleringen af lønnen på det private arbejdsmarked i dansk politik 1939-

1963. - Århus, 1981. - 2 Bd. (130 s.).Historisk Institut. Århus Universitet.

Clausen, Thomas

En analyse af modsætningerne mellem Socialdemokratiet og Danmarks kommuni-

stiske Parti på det udenrigs- og Sikkerhedspolitiske område under Danmarks over-

gang fra neutralitet til medlemskab af NATO i perioden fra februar 1948 til april1949. - Roskilde, 1980. - 107 spalter.Historiespeciale ved RUC

Geertsen, HenningDansk historieskrivning om arbejderbevægelsen/arbejderklassen1871-1981, histo-

33

riegrafisk, metodisk og teoretisk med særlig henblik på perioden efter studenteroprø-ret i 1968. - Kbh., 1982. - 97 s.

Konferens-opgave ved Historisk Institut, Københavns Universitet.

Larsen, Susanne

Lærerindeliv - kvindeliv : en undersøgelse af lærerindernes arbejds- og levevilkåriDanmark 1860-1900 ⁄ Susanne Larsen, Birte Maj Tønsberg. -[Roski1de], 1980. - 336s. : ill.

Speciale ved Roskilde Universitets Center.

Laursen, Leif

De kvindelige butiks- & kontorfunktionærer 1918- 1940 ⁄ Leif Laursen & Lise Skjøt-Pedersen. - Kbh., 1982. - 196, 17 s.

Speciale ved Historisk Institut, Københavns Universitet.

Majgaard Abrahamsen, Mona

De små i samfundet - arbejderbømene : en beskrivelse af arbejderbøms opvækstvil-kår i en stor dansk provinsby i perioden ca. 1870-1900, belyst ved emnerne: hjemmet ,

skolen, arbejdet og sundheden : specielt med henblik på forholdene i Randers ⁄ Mona

Majgaard Abrahamsen, Jette Toftdal Pedersen. - [Århus][1983] - 2 bd.

Speciale ved Historisk Institut, Århus Universitet.

Løfberg, Yvonne

Enlige kvinders sociale forhold i Odense i 1870. - Odense, 1982. - 2 bd. (118 s.) : ill.

Speciale ved Odense Universitet. Historisk Institut.

Nielsen, Steen Carl

Den frie forhandlingsret. Centralisering kontra decentralisering : en undersøgelse af

fagbevægelsensoverenskomstpolitik under krisen med særlig henblik på baggrundenfor samt forløbet af overenskomstsituationen 1980/81 og med overvægten lagt påSpecialarbejderforbundet i Danmark og Dansk Metalarbejderforbund. - [Odense],1982. - 2 bd. (218 s.).Speciale ved Odense Universitet. Institut for Samfundsvidenskab.

Ohlsson, Jens

Hvor der høvles, - falder der spåner : et speciale om teknologi og fagbevægelse⁄ afJens Ohlsson, Svend-Erik Povelsen, Erik Bo Sørensen. - [Roskilde], 1982. - 326 s.

Speciale ved Institut for Samfundsøkonomi og planlægning, 'RUC

Pedersen, Annelise

Deltid - mellem kvindeundertrykkelse og kvindefrigørelse : en analyse af kvinders

deltidsarbejde med udgangspunkt i kvinders samfundsmæssigestilling i Danmark i

dag. - Kbh., 1982. - 2 Bd. ([163]s.).Institut for Samfundsfag. Københavns Universitet.

Schultz Nielsen, Thorkil

Arbejdernes levevilkår og betydningen heraf for den faglige og politiske organiseringi England,ca. 1880-1900 : på baggrund af analyser af arbejdernes arbejds- og levevil-kår (herunder bolig-, og husholdnings-, emærings- og uddannelsesmæssigeforhold

34

0.1.), samt af aspekter af arbejdernes fritidsliv foretages en vurdering af sammen-

hængemellem levevilkårene og den faglige og politiske organisering i England fra ca.

1880 til 1900 ⁄ Thorkil Schultz Nielsen, Arne Sørensen. - [Århus],1981. - 2 bd. (151 s.)

Speciale ved Århus Universitet. Historisk Institut.

Søgaard, Vibeke _

Socialistisk Folkeparti 1968-73 med særligt henblik på det andet arbejderflertal, -

[Århus],1981. - 2 bd. (106 s.).

Speciale i historie, Århus Universitet.

Uhre Knudsen, Steen

DSU i 1930'erne : Danmarks socialdemokratiske Ungdoms opgør med de ungkon-

servative og kommunisteme samt de oppositionelle tendenser inden for DSU ⁄ udar-

bejdet af Steen Uhre Knudsen og Jørgen Munksgård.- Århus, 1981. - 208 sider.

Århus Universitet. Speciale ved Historisk Institut.

Afhandlinger under udarbejdelse

Nedenstående er modtaget som et svar på et spørgeskema, som fast bringes i

hvert nummer af Arbejderhistorie. Numrene refererer til skemaets spørgsmål

1. Navn, 2. Adresse, 3. Projektets titel (arbejdstitel), 4. Nærmere beskrivelse af

projektet, 5. Projektets art, 6. Hvornår påbegyndtesog forventes projektet af-

sluttet.

1. Larsen. Keld D.

2. Søndergade 14, 8560 Kolind, 06- 39 20 65

3. Kooperationens historiske udvikling, opgaver og position for og i den danske

arbejderbevægelsemed konkret udgangspunkt i en historisk analyse af koopera-tionen i Silkeborg.

4. Projektet er en fortsættelse af et større indsamlingsarbejde, som er blevet fore-

taget i perioden 1980 - 1982 om kooperationen i Silkeborg.

Projektet skal resultere i en videnskabelig afhandling på ca. 150 sider, som vil

henvende sig til kooperationsinteresserede, skoler, lokalinteresserede og stude-

rende.

5. Projektet foregåri samarbejde mellem Det kooperative Fællesråd i Silkeborg og

AOF's faglige skole i Silkeborg

6. Afsluttes i efteråret 1983

Naur, Maja

Projekt Nordafrika, Århus Universitet, Campusvej 55, 5230 Odense

Trade Union movement in the Arab World.

Arbejderbevægelsenog dens organisering, samt forholdet til statsmagten

1983 - 19859*?PNE"35

P'

.APNT'P'

36

SchiIler. Bernt

RUC, 4000 Roskilde

The Internationals. Studies in Labour Intemationalism from Karl Marx to Ge-org Meany.Intemationalisme og de faglige internationaler

'

MonograñAfsluttes måske i 1984

Westergaard, Lene

Klerkegade 10 A, 1308 K

Fagbevægelse og stat - belyst udfra fagbevægelsensstrukturdiskussion.

Fagbevægelsens strukturdiskussion er et forsøg på at gennemføre institutionelleændringer i fagbevægelsen, der forøger fagbevægelsens'politiske indflydelseoverfor statens centrale og decentrale niveauer.

Speciale1. sept. 82 - 1. juni 1983

ANMELDELSER

Udo Achten und Siegfried Krupkeak): An alle! Lesen! Weitergeben. Flugblätter der Ar-

beiterbewegung von 1848 bis 1933. Verlag J.H.W. Dietz Naehf., Berlin, Bonn, 1982,248s. DM 49.80

Flyveblade og løbesedler har alle dage spillet en vigtig rolle i arbejderbevægelsens

agitation. Industrialiseringen og arbejderbevægelsens opkomst var to sider af samme

sag. Billiggørelse af trykteknikken betød at flyveblade kunne anvendes i agitationenog derved mangedobledes mulighederne for at sprede det politiske budskab. I denne

bog gives en række eksempler på ilyvebladenes udbredelse og anvendelse i den tyske

arbejderbevægelse. I et fornemt udstyr og i stor størrelse gengives løbesedler og flyve-blade fra de 85 år som bogen dækker. De enkelte afsnit er bundet sammen med korte

indledninger, hvor den politiske udvikling i perioden kort omtales, men ellers får lø-

besedleme lov til at tale for sig selv. Den første er fra 1848 og er en republikanskkatekismus, hvad der indbragte bogtrykkeren 10 års fængsel. De sidste løbesedeler er

fra de dystre begivenheder i Hitler-Tyskland omkring 1. maj 1933, hvor fagforenin-gerne udtrykker sig om deres stilling til »den nye orden«. Man får glimt af de begiven-heder, som prægede den tyske arbejderbevægelse gennem tiden, og samtidig giverbogen et indtryk af agitationens udvikling. De første tryksager var meget kompakte,hvorimod man senere lagde stor vægt på den visuelt udformede agitation med anven-

delse af tegninger og symboler. De fleste tryksager er fra Weimarrepublikkens dageog giver et indtryk af mangfoldigheden og idé-rigdommen.

I slutningen af bogen bringes et noteapparat med oplysninger om de konkrete be-

givenheder, der knytter sig til den enkelte tryksag, samt oplysninger om hvor origina-len betinder sig. Det eneste man kunne savne er oplysninger om originalens størrelse,da man i bogen har været nødt til at bringe dem i et ensartet format.

Steen Bille Larsen

. Svend Aage Andersen: Dansk arbejderkultur. Grundtræk af dansk arbejderkultur og ar-

bejderlitteratur i perioden fra 1870 til 1930 - Skrifter fra Institut for Litteraturhistorie

'› Aarhus Universitet- Århus 1982, 442 s., kr. 80,- (indbetales på giro 5 71 26 02).

Denne bog er oprindeligt skrevet som besvarelse af en prisopgave påÅrhus Universi-

tet i 1978. Den er nu blevet udgivet, fordi Svend Aage Andersen (SAA) i årene siden

har fået en del henvendelser om undersøgelsen.Som titlen angiver har det været formålet at undersøge dansk arbejderkultur og

arbejderlitteratur i Danmark 1870-1930. Dette gøres ud fra et bredt kulturbegreb,

;37

idet SAA opfatter kultur som værende hele livssammenhængen,og betragter menne-

skenes produktive, materielle arbejde som det bærende underlag for enhver kultur-

form. Arbejderlitteraturen ses som et element indeholdt i arbejderkulturen, men af

analytiske grunde opdeler SAA bogen i en kulturdel og en litteraturdel. I den første

del, kulturdelen, bestræber SAA sig på at fremstille arbejderklassens livsvirkelighed,og i anden del bevidsthedsdannelsen. Det overordnede mål for undersøgelsen er at

redegøre for »det levede liv«. Arbejderkulturen opfattes som underordnet samfun-

dets dominerende kultur, nemlig hvad han kalder den kapitalistiske kulturform. I

forlængelse heraf inddeler han arbejderkulturen i to dele: et passivt element, hvor

arbejdernes levemåde er afhængig af de påtvungne arbejds- og livsbetingeler og et

aktivt element, der udgøres af arbejdernes kamp for at ændre disse vilkår.

Som en af undersøgelsens væsentligeproblemstillinger nævnes spørgsmålet om,

hvorvidt arbejderklassen i perioden 1870-1930 lader sig integrere i den borgerlige kul-

tur. SAA vil derfor undersøge brydningeme mellem disse to kulturformer. Konklu-

sionen bliver, at arbejderklassens traditionelle leveregler og socio-kulturelle identitet

i løbet af perioden går i opløsning. (s.6).I bogens første del behandles indledningsvis arbejderklassens dannelse og videre

udvikling op til 1930. Da SAA opererer med et to-delt klassebegreb, nemlig klassen-i-

sig-selv og klassen for-sig-selv, beskrives dernæst arbejderbevægelsen som et udtrykfor, at arbejderne erkender at have fælles interesser og viser viljen til at kæmpe herfor.

Resten af kulturdelen indeholder en omfattende beskrivelse af den proletariske livs-

sammenhæng for hhv. byarbejdemes og landarbejdernes vedkommende. I overens-

stemmelse med sit brede kulturbegreb søger SAA at dække hele livssammenhængen,dvs. arbejdsliv, familieliv og fritidsliv.

Arbejderlitteraturen bliver behandlet i bogens anden del. Hvilken litteratur, der

kan henregnes hertil afgøres ud fra følgende kriterier: 1) om forfatteren har baggrundi arbejderklassen, 2) om arbejderklassens erfaringer og ideologi tematiseres og 3) om

den pågældende litteratur skildrer den proletariske livssammenhæng.SAA tager af-

stand fra at benytte litterære kvalitetskriterier i denne afgrænsning, da en del littera-

tur produceret af arbejdere så ville falde udenfor.

Den litterære afdeling indledes med en omtale af arbejderlyrikken, dernæst analy-ser af arbejderprosa/ romaner (Staun, Søiberg, Nexø, Aakjær og Skjoldborg). Ende-

lig et afsnit om udvalgte arbejdererindringer og de få ansatser til et arbejderteater.Hovedvægten i anden del ligger på romananalyserne.

Som det er fremgået, kommer læseren vidt omkring i denne bog, og det er netop påsamme tid dens styrke og dens svaghed. På grund af det brede kulturbegreb tagerSAA en mængde områder op til behandling, og det siger sig selv, at det ikke kan blive

særlig præcise eller velfunderede analyser. Det ville rent arbejdsmæssigt være en

kæmpeopgave, ligesom forskningen på nogle områder endnu ikke var/er kommet

særlig langt. (feks. arbejdspladsens sange). Styrken liggeri bogens intention, iat på-

pege de mange sider af arbejderklassens samlede kultur. Man kan sige, at SAA med

bogen har lagt en ramme for et bredt kulturprojekt, men at det ikke er lykkedes at

udfylde rammerne. Det må i denne forbindelse huskes, at undersøgelsen er fra 1978,hvor et sådant bredt kulturbegreb ikke var slet så udbredt som i dag.

Som den foreligger, fremstår bogen som et uafsluttet arbejde. Der redegøres i

mange spændende delanalyser for udviklingen inden for en række områder, men der

mangler en sammenfatning og dermed en angivelse af, hvad analysen i sin helhed

siger om arbejderklassens kultur i perioden. Bogen kommer derfor til at falde fra hin-

anden uden nogen sammenhængende rød tråd og afsluttende konklusion.

38

En af grundene til denne manglende »opstramning«kan være, at der i bogen ikke

er nogen samlet diskussion af den anvendte teoretiske litteratur. Centrale teoretiske

begreber for hele bogens opbygning anvendes uden at være blevet defineret, herunder

offentlighedsbegrebet.Jeg savner også en behandling af begreberne borgerlig og proletarisk, hvilket må

være væsentligt, når en af hovedproblemstillingeme i bogen angives at være samspil-let/styrkeforholdet mellem borgerlig og proletarisk kultur. Som SAA selv nævner,

kan overtagelse af borgerlige normer godt kombineres med en følelse af klassestolt-

hed. Men i modsætning til SAA synes jeg ikke, det er så indlysende, hvad det vil sige at

overtage borgerlige normer. Er det at få pæne møbler og fint tøj i stedet for at gå i

hullet og lappet?Som et eksempel på den uklare begrebsanvendelse kan jeg nævne landarbejdemes

forhold til gymnastikforeningeme. SAA skriver herom, at disse foreningers rekrutte-

ringsgrundlag ikke er udforsket, men at de formodentlig blev domineret af gård-mandsklassen. Herefter konkluderer han, »Foreningerne var - skønt klasse-

uspecifikke - som helhed det agrare borgerskabs organisationsformer. Livet i disse

fik derfor også et borgerligt indhold, som var med til at fastholde arbejderne på det

borgerlige samfunds grundlag.« (5.226) Jeg tror, sagen er mere kompliceret end som

så. Mange tjenestepiger fra landarbejderklassen gik til gymnastik, og denne kropsligeudfoldelse betød for mange kvinder en øget selvbevidsthed, hvilket ikke er så dårligtet udgangspunkt, hvis man skal gøre oprør mod noget.

Som nævnt udmærker denne bog sig ved at behandle livet såvel inden for som uden

for organisationerne, herunder familiens og børnenes forhold. Som følge af denne

åbenhed over for ny veje kunne man forvente, at også det kvindelige element i arbej-derkulturen var repræsenteret, men der er jeg blevet meget skuffet. I afsnittet om by-

arbejderklassens opkomst taler SAA udelukkende om faglærte og ufaglærte mænd,

men kvinderne nævnes stort set ikke. Ligeledes er det mændenes verden, der domine-

rer beskrivelsen af arbejdslivet. Dette skyldes måske, at hovedparten af erindrings-skriverne i afsnittet om livssammenhængen er mænd, og det er deres synsvinkel, SAA

kommer til at videregive. Selv kvindernes selvopfattelse gengives via mænd, idet vi får

sønnernes beskrivelse af deres mødre. En anden disponering af bogen kunne have

rettet lidt op på denne skævhed, nemlig ved at flytte kvindeskæbnerne fra »Raske

Fjed« frem i del 1. Også i afsnittet om arbejderbevægelsenreproduceres den kendte

usynliggørelse af kvinderne. Det er da rigtigt nok, at de faglærte mænd dominerede i

arbejderbevægelsen,men der var bl.a. en kvindelig afdeling af Internationale, og der

blev dannet kvindelige fagforeninger i 1880'erne, f .eks. Kvindeligt Arbejderforbundsmoderafdeling. Der var kæmpende kvinder. Ved at tage dem med ville bogen have

fortalt om andre kvinder end de tålsomme, resignerede kvinder fra »Raske Fjed«.

Det er her ikke nogen undskyldning, at bogen er skrevet i 1977/78, for allerede den-

gang var der analyser af kvinders arbejdsforhold og organisationer.Ud fra et kvindeperspektiv må det endvidere påpeges, at eneforsørgerfamilienfår

en ret perifer behandling. Det bærende i bogens familieanalyse er kernefamilien be-

stående af far, mor og børn, mens familien med en (kvindelig) eneforsørger betragtes

som en afvigelse fra normen. Denne type var langt mere fremtrædende i arbejderklas-

sen, end det fremstilles her. Men det er måske blevet mere klart nu end dengang,

bogen blev skrevet.

Forsøget på at inddrage arbejdernes bevidsthedsudvikling og deres syn på deres

egen historie repræsenterer en ny tilgangsvinkel i forhold til meget af den arbejderhi-

39

storie, der var og er skrevet. Som følge af dette prisværdige forsøg anvender SAA i

stor udstrækning arbejderlitteratur, både erindringer og fiktion.

Han anser arbejdererindringen for at være den egentlige arbejderlitteratur, da den

»når nærmest på den anonyme proletarmasses måde at opleve og forstå deres virke-

lighed på.« (s.390, se også s.249). Dette gælder i særlig grad de ikke-professionellearbejderforfattere. På denne baggrund kan det undre, at bogens anden del i så højgrad er helliget arbejderprosaen.

Forholdet mellem romanformen og erindringsformen inden for arbejderlitteratu-ren er meget underbelyst i bogen, hvor SAA især i første del anvender disse to former i

flæng til at beskrive den proletariske livssammenhæng.Man kunne f.eks. stille det

spørgsmål, i hvor høj grad romaner leverer faktuelle oplysninger. Romanformen til.

lader, som SAA selv påpeger, forfatteren at forholde sig mere frit til sine egne erfarin-

ger og fremstille dem inden for rammerne af et bestemt budskab. Eksempelvis byggerde første bind af Pelle Erobreren meget på Nexøs eget liv, men der ikke tale om identi-tet. Han skrev jo også senere fire bind egentlige erindringer.

Som et andet eksempel kan nævnes Nils Nilssons roman »Dokken«, der i bogenbenyttes til at beskrive forholdene på Københavns Flydedok 0. 1925. Nils Nilsson har

ganske vist arbejdet på denne arbejdsplads og henter sit stof f. J. egne erfaringer, men

romanens hovedperson repræsenterer efter min opfattelse en idealarbejder, som skal

propagandere for en bestemt retning inden for arbejderbevægelsen.På trods af de nævnte kritiske bemærkninger har det været inspirerende at arbejde

med denne bog. Først og fremmest på grund af forsøget på at sammenkæde de for-

skellige dele af arbejdertilværelsen, men også på grund af de mange hypoteser om

større sammenhænge, der lægges frem til brug i det videre arbejde med udforskningenaf arbejderkulturen. Det er et stort område, og der er nok at tage fat på.

Birte Broch

Der Bund der Kommunisten. Dokumente und Materialien, Band 2 1849-1851, Dietz Ver-

lag, Berlin 1982, 785s., M 38.80

Den sosialistiska tyska arbetarörelsen räknar sitt ursprung från år 1836, då en revolu-

tionär grupp bröt sig ut ur den tyska exilorganisationen Bund der Geächteten iParisoch bildade Bund der Gerechtigkeit (snart kallad Bund der Gerechten). I samband

med att Marx och Engels 1847 anslöt sig till Bund der Gerechten och blev dess le-

dande ideologer bytte organisationen namn och kallade sig Bund der Kommunisten.

Marx och Engels var tidigt medvetna om den historiska betydelsen av sitt politiskaarbete, och de samlade systematiskt brev och andra handlingar som kunde dokumen-

tera rörelsen. Den första historiken över Bund der Kommunisten publicerades av po-lisdirektörerna Wilhelm Stieber i Berlin och K.G.L. Wermuth i Hannover i en för den

tyska polisen avsedd dokumentsamling om de revolutionära rörelsema: »Die

Communisten-Verschwörungen des 19. Jahrhunderts« (Berlin 1853-54), som grun-dade sig på spionrapponer, uppsnappade brev och bekännelser av anhállna medlem-mar i arbetarföreningarna. I olika sammanhang publicerade Marx och Engels notiserom förbundets historia, men först 1885 skrev Engels i det tyska socialdemokratiska

partiets tidning, »Der Sozialdemokrat«, som på grund av socialistlagarna gavs ut i

Zürich, en kort historik under titeln »Zur Geschichte des Bundes der Kommunisten«.Det är emellertid först med Franz Mehrings »Geschichte der deutschen Sozialde-mokratie« (Stuttgart 1897/98) och hans stora Marx-biografi (1918) som kommunist-förbundets historia skildras mera ingående.Mehring hade då tillgång till Marx' och

40

Engels efterlämnade papper, som av Engels testamenterats till det tyska socialdemo-

kratiska partiet. En mera djuplodande forskning började i och med att Carl Grün-

berg 1910 började utgivningen av »Archiv für die Geschichte des Sozialismus und der

Arbeiterbewegung«, som till 1930 utkom i 15 band. Efter första världskrigets slut ñck

denna forskning ett nytt centrum i Marx-Engels-Instituttet i Moskva, vars energiskeledare, David Rjazanov samlade alla tillgängliga dokument om arbetarrörelsens hi-

storia i original eller fotografiska kopior. Rjazanov startade 1924 »Marx-Engels-

Archiv«, som utkom i en rysk och en tysk upplaga, samt »Letopisi Marxisma«, en

kvartalsskrift på ryska, som ägnades marxismen som idé. Dessutom initierade han en

stort upplagd utgåva av Marx' och Engels' skrifter: »Marx/Engels Historisch-

kritische Gesamtausgabe (MEGA)«, som började ges ut 1927 men avbröts efter 11

band, sannolikt därför att Hitler-Tyskland 1933 stängdes för litteratur av judiska el-

ler socialistiska författare. Den ryskspråkiga utgåvan, som började utges 1928, full-

bordades emellertid 1946 med sitt 34zde band; en andra upplaga utgavs 1955-66 och

kom med de elva tilläggsbanden att omfatta 50 band.

Andra världskriget medförde stora förändringar i förutsättningen för den vidare

forskningen. Den tyska socialdemokratin sålde Marx' och Engels' litterära kvarlå-

tenskap till Internationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis i Amsterdam, som

byggde upp ett stort forskningsinstitut kring marxismen, och 1östberlin skapades ett

eget forskningscentrum efter mönster från Moskvainstitutet, vilket 1955 hade fått

namnet Institutet för Marxism-Leninism. De ryska och östtyska instituten, som var

för sig har stora staber specialister, arbetar numera tillsammans. Med utgángspunktfrån de ryska upplagorna har Berlininstitutet 1956-68 givit ut »Marx-Engels Werke

(MEW)« i 41 band, och tillsammans utger de båda instituten sedan 1977 »Marx-

Engels Gesamtausgabe (MEGA2)« , som är beräknad att omfatta 100 band och ifrågaom akribi och vetenskaplig stringens överträffar vad som hittills presterats.Jämsides med denna editionsverksamhet pågick i Moskva och östberlin förbere-

delser för en grundligare forskning om den socialistiska tyska arbetarrörelsens upp-

komst och åldsta historia. År 1964 utkom i Moskva »Sojuz kommunistov - predsjes-tvennik pervogo Internacionale« [Kommunistförbundet - föregångare till första in-

ternationalen ](ny upplaga 1977), som inneháller ett hundratal dokument om Bund

der Kommunisten. I samproduktion mellan de sovjetryska och östtyska forsknings-instituten utkom i östberlin 1970 första bandet av Bund der Kommunisten, Doku-

mente und Materialien med Herwig Förder (huvudredaktör), Martin Hundt, Jeñm

Kande] och Sofia Lewiowa som redaktörer. Det är en monumentalt upplagd källpu-blikation, och första bandet omfattar 1196 sidor med 334 dokument och 293 utför-

liga kommentarer, därjämte en omfångsrik inledande historik över Bund der Kom-

munisten, grundad på källmaterialet, samt därjämte ingresser till de olika avsnitten;

slutligen illustrationer. Det stora antalet dokument belyser förbundets utveckling til]

en vittförgrenadorganisation, som revolutionsåret 1848 hade närmare hundratalet

lokalavdelningar med ca. 500 medlemmar i Frankrike, Schweiz, England, Belgien,

Tyskland och Skandinavien (Stockholm). Höjdpunkten i förbundets politiska verk-

samhet inföll efter att centralkommittén 1846 hade förlagts till London. 1847 gickMarx' och Engels' kommunistiska korrespondenskommitté upp i förbundet, som

1848 fick Kommunistiska manifestet som politiskt program.

De över 300 dokumenten spånner över alla schatteringar inom den tidiga tyskasocialismen. Rörelsen fördes fram av de vandrande hantverksgesällema med Wil-

helm Weitling som portalfigur. Bland gesällerna märks en del skandinaver, bland

annat den danske bundtmakaren Lorentz Petersen och den svenske typografen Gu-

41

stav öbom (som är identisk med Napoleon Berger, vilken 1838 i Stockholm dömdes

til 6 års fástning för utgivandet av »Röda boken«). I den tyska arbetarbildningsföre-ningen i London fanns 1846 40 skandinaver som medlemmar, och föreningens statu-

ter trycktes också på danska. Viktiga upplysningar om den kommunistiska rörelsen i

Sverige på 1840-talet återñnns i ett medlemscirkulär av år 1847 från centralkommit-

tén i London, där man citerar uppgifter ur en rapport från en till Stockholm utsänd

emissarie, en tysk typograf vid namn Anders. Pär Götrek kallas egendomligt nog ge-

nomgående »Görtrek« i kommentarerna till stockholmsföreningens broschyr »Om

proletariatet och dess befrielse genom den sanna kommunismen« (1847).Vid senaste årsskifte utkom andra bandet av »Bund der Kommunisten«. Utgivnin-

gen har fördröjts genom Herwig Förders långvariga sjukdom och död, och Martin

Hundt har efterträtt honom som huvudredaktör. Den nya volymen omfattar 760 si-

dor med 240 dokument och 311 mycket omfattande kommentarer. Den täcker tiden

från april 1849 till maj 1851, en i förbundets historia mycket stormig tid med stor

oenighet bland medlemmama om den politiska taktiken, vilket främst tog sig uttrycki att Bund der Kommunisten i september 1850 splittrades i två fraktioner, som bekri-

gade varandra. Oenigheten gällde främst hur en ny revolution skulle organiseras, därMarx och Engels ville avvakta en kommande ekonomisk kris, medan det Willich-

Schapperska partiet var berett att vid första bästa tillf'álle gripa till vapen. De senare

stöddes främst av den stora flyktingskolonin i London, som levde under eländigaförhållanden och hade desperata förhoppningar om att snart få återkomma till Tysk-land. Bland annat spekulerades friskt om att revolutionsarmén i Schleswig-Holsteinefter en förväntad seger över danskarna skulle förmås att tåga mot Berlin och genom-

föra den nya revolutionen. Bland särskilt intressanta dokument i denna volym kan

nämnas utförlige förhörsprotokoll med tre viktiga medlemmar i Bund der Kommu-

nisten, Peter Röser, Heinrich Bürgers och Wilhelm Haupt, som lämnar utförliga och

detaljerade upplysningar om förbundets verksamhet.

Någon antydan om kontakter med radikala grupper i Skandinavien ñnns ej i

denna volym, och man får väl anta att de förbindelser som funnits brutits efter fe-

bruarirevolutionen 1848.

I denna andra volym har kommentarerna gjorts utförligare än i den första. Detta

gäller särskilt de biograñska uppgifterna. Här finns sålunda små biografier över nä-

stan alla mera betydande kommunister som förekommer i dokumenten, bl.a. Lo-

rentz Petersen och Gustav öbom. I Petersens biografi får man veta att en av Peter-

sens dagböcker, omfattande tiden från februari 1884 till maj 1894, finns i Institutet

för Marxism-Leninism i Moskva.

Denna dokumentedition kommer att avslutas med ett tredje band, vilket sålunda

kommer att omfatta handlingar ur och kring den beryktade Kölnprocessen 1852, vil-

ken förutom drakoniska fangelsestraff för de inblandade ledde til] at Bund der Kom-

munisten upplöstes i november 1852. Denna del kommer också att innehålla utför-

liga person-sak- och ortsregister, samt, får man hoppas, rättelser och tillägg till de

föregående delama.

Som helhetsomdöme kan man redan nu uttala att denna ovanligt utförliga och

med föredömlig akribi redigerade källpublikation inte bara ger viktiga inblickar i den

tidiga tyska arbetarrörelsen utan också belyser ett betydelsefullt skede i Europas po-

Iitiska historia.

Erik Gamby

42

Jørgen Burchardt: Arbejdsmandens historie i 100 år, bd. 1. Fabrik. Fremad, København,

1982, 112 s., kr. 129.-

Interessen for arbejderklassens og arbejderbevægelsenshistorie må i nogen grad sigesat være på retur på universiteterne efter den kraftige opblomstring fra starten af

1970'erne. I hvert fald i den form og med det indhold, som kendetegnede interesseni

70'erne. Det ser ud til, at fagbevægelsen nu selv søger at opprioritere arbejdet med

denne del af historien og også selv ønsker at komme med bud på, hvordan indholdet

og formen skal være.

Under højkonjunkturen var der øjensynlig ikke tid til at dvæle ved gårsdagens og

fortidens erfaringer. Her var det morgendagens resultater, der talte. Historiske skrif-

ter fra fagforbund og lokale fagforeninger var i den periode et særsyn.

Også i skolebøgeme til historie- og samfundsundervisningen var det svært at få øje

på arbejderne og deres bevægelse. Men det var ikke noget udpræget højkonjunktur-

fænomen. Sådan havde det altid været. Borgerskabet havde håndhævet monopolet

på dannelsens indhold. Det fremgik tydeligt af Specialarbejderforbundets skolebog-

:undersøgelse fra 1971/72. SiD benyttede undersøgelsen til at påpege overfor politi-kerne og underviserne, at der måtte ændres på folkeskolens indhold og målsætning.

En reform var påkrævet, mente forbundet. Desuden sendte forbundet en bogpakketil samtlige landets skoler med materiale til undervisningen, som forbundet fandt re-

levant. LO etablerede endvidere i 1975 på initiativ fra SiD ArbejderbevægelsensSkole-

kontaktudvalg med lokale afdelinger, der formidler gæstelærere og undervisningsma-teriale fra fagbevægelsen til folkeskolen.

Der var m.a.o. tale om en ideologisk oprustning fra fagbevægelsens side - især

SiD's - specielt rettet mod undervisningen i folkeskolen. Egentlige initiativer til selv-

stændig historieskrivning kom - når der ses bort fra enkelte lokale forsøg - først i

1981, da SiD søsatte projektet om arbejdsmandens historie i 100 år. I mellemtiden var

der sket to ting af betydning. For det første havde krisen rodfæstet sig og kastet sine

skygger langt ind i arbejderbevægelsen. For det andet havde den svenske grav-hvor-du-står-bevægelse vist sin grokraft i nabolandet.

Krisen har på sin side lagt en dæmper på arbejderbevægelsenspolitiske og fagligeresultater. Politisk er en stor del af velfærdssamfundet sat under afvikling og på ar-

bejdspladserne presses arbejderne på samme måde som de faglige organisationerpresses af arbejdsgiverne og deres organisationer. Internt slides arbejderbevægelsenaf modsætningsforhold mellem parti og fagbevægelse, og af modsætninger mellem

bl.a. SiD og Metal om hvad der skal være vejen frem, gennem og ud af krisen. I den

situation har arbejderbevægelsen -

og i særdeleshed fagbevægelsen - en væsentlig in-

teresse i en kulturpolitisk oprustning med historien som en væsentlig ingrediens. Hi-

storien kan bruges til at (gen)skabe en kulturel og politisk identitet og samhørigheds-

følelse indenfor arbejderklassen og arbejderbevægelsen,som udviklingen i efterkrigs-tiden har nedbrudt. Bl.a. i kraft af arbejderbevægelsensegen indsats. Fagbevægelsens

historieinteresse er m.a.o. langt fra kun et udtryk for et legitimationsbehov i en situa-

tion, hvor nederlag vejer tungere end sejre og hvor medlemmernes opbakning ser ud

til at være vigende. Historieinteressen er blevet et helt nødvendigt redskab til at sikre

en fortsat solidaritet i arbejderbevægelsen. Det er derfor ikke kun et fællesskab om

arbejderklassens og arbejderbevægelsens historiske sejre og resultater, der er sat på

dagsordenen i bl.a. SiD's historieprojekt. Det er i mindst lige så høj grad et fællesskab

om arbejdernes - de ganske almindelige meniges - historie i stort og småt.

Den svenske grav-hvor-du-står-bevægelsehar været den væsentligste inspirations-

43

kilde for de danske initiativer. I Sverige har der i nogen udstrækning været tale om et

græsrodsarbejde med arbejderhistorien, der har engageret et meget stort antal men-

nesker. I Danmark har der indtil nu været tale om primært centrale initiativer iformaf SiD's projekt og AOF's forsøg på at starte grav-hvor-du-stâr-studiekredse. Grav-

hvor-du-står ser på nuværende tidspunkt ikke ud til at blive den samme succes, som i

Sverige. Men der kommer efterhånden flere og flere eksempler på, at der tages lokaleinitiativer på arbejderhistoriefronten. Et eksempel er Arbejderhistorisk S tøttekredsi

Ringkøbing Amt, der blev oprettet i april 1983 mhp at etablere et arbejderbevægel-sens bibliotek, arkiv og museum i Ringkøbing Amt. Desuden er der kommet gangifestskriftskrivningen igen og i Silkeborg har arbejderbevægelsenmarkeret en solidhistorieinteresse. Der er således god grund til at tro, at de centrale initiativer vil blive

suppleret med stadig flere lokale initiativer over en bred front.SiD*s projekt om arbejdsmandens historie er et stort anlagt og meget ambitiøst

projekt. Det er planen at udsende 5 bøger: en for hver af forbundets4 hovedgrupper:fabrik (som anmeldes her), anlægs- og bygningsarbejdeme, transportarbejderne og

gartneri- land- og skovarbejderne. Den 5. bog bliver en generel bog, der skal dække

hele SiD og dermed arbejdsmændenes fælles sociale og politiske kamp.I bogens forord gør forbundsformanden og fabriksgruppens formand rede for

baggrunden for projektet: »Vi vil have den plads i historiebøgerne, som vort bidrag til

samfundsudviklingen berettiger til. Hverken mere eller mindre. Vi vil have en histo-

rieskrivning, der ikke fordrejer eller fortier -

og fordummer. Vi vil så tæt på den so-

ciale virkelighed som muligt og kæmpe for, at arbejdsmanden får sin plads i histori-

en.« (5. 5).

Der er her tale om en noget mindre offensiv politisk holdning til brugen af histo-

rien, end den svenske grav-hvor-du-står-fader Sven Lindqvist lægger op til: »De som

skall erövra företaget måste också erövra bilden af företaget.« (Gräv där du står

s.273). For SiD's vedkommende er det erobringen af historien, der er endemålet, så

arbejdsmanden får den plads i historiebøgerne, som, deres bidrag i samfundsudvik-

lingen berettiger til. Og det er mere end de 5 l/ 2% af sidetallet, som skolebogsunder-søgelsen viste. Lindqvist standser ikke ved bøgerne - her er det erobringen af magten i

samfundet, det gælder.Det er oplagt, at vi i SFAH må hilse SiD's projekt velkomment og støtte det så godt

vi kan. Det, at fagbevægelsen og arbejdsmændene selv begynder at skrive og forholde

sig til deres egen historie, har vel for mange af os stået som en drøm. Og det skulle

være nok til at se stort på den akademikerskepsis og lidt aggressive holdning overfor

SFAH, som projektet i opstartsfasen har lidt præg af. På SiD's konference den 6.-7.

maj 1983, hvor flere SFAH-medlemmer deltog, var der da heldigvis også en megetklar markering fra forbundet og de menige medlemmer, der tilkendegav, at projektethavde brug for hjælp fra professionelle historikere.

Det er Jørgen Burchardt, der står som forfatter til »Fabrik«, men han har fået

hjælp fra en mængde aktive arbejdsmændmed kildeindsamljng og først og fremmestmed billeder.

Bogen er på 112 sider. Den er opdelt i 2 hoveddele, en kronologisk og en tematisk

(efter de forskellige industrigrene). Den første hoveddel er opdelt i 7 underafsnit, der

dækker perioden fra slutningen af det 19. århundrede til 1982. Hvert af disse underaf-

snit indledes med en generel introduktion til den pågældendeperiodes økonomiske,politiske og industrielle udvikling, hvorefter arbejdsmandens historie beskrives. Ved

siden af disse tekstafsnit kører en stor billedside, der dækker forskellige temaer i ar-

44

bejdsmandens historie og som bør studeres som selvstændige afsnit. Billedside og

tekstside hænger m.a.o. ikke indholdsmæssigt sammen.

Netop bogens billedside forekommer meget spændende. F.eks. vises der (5. 36)med 3 billeder, hvordan arbejdsgiverens kontrol med arbejderens arbejdsdag har ud-

viklet sig. Fra lokumsvagten på B. og W. (vel omkring århundredeskiftet) over skibs-

værftarbejderne, der presser sig ind under en fabriksport i 1954 til nutidens EDB-

kontrollerede arbejder. Derimod kniber det andre steder med at skitsere udviklingeni arbejdsmændenes samvær (5.30 og 34) og fritid (s.42).Sådanne mangler forklares muligvis af, at bogen er blevet til under et meget stærkt

tidspres. Bogen skulle ud inden julen 1982 for at hele projektet kunne få fortsat op-

bakning. Det må have betydet, at store dele af manuskriptet skulle lige færdigtendnu inden projektets opstartsfase med konferencer for medlemmerne rundt om-

kring i landet var afsluttet.

Dette hastværk har sat sit kraftige præg på resultatet af anstrengelserne - især på

bogens tekst, der virker meget lidt gennemarbejdet og struktureret.

Især de kronologiske introduktionsafsnit er nok en fejlinvestering. Der er tale om

forholdsvis lange, indholdsmæssigt svage afsnit, der ikke ligefrem er pædagogisk lagttil rette. Det er mit gæt, at det er de afsnit ibogen, der vil sige forbundets medlemmer

og folkeskolens elever mindst. Hvis introduktioneme til den generelle økonomiske

og politiske udvikling i de enkelte perioder skulle have haft værdi i denne sammen-

hæng skulle de ikke blot have indeholdt bedre forklaringer på udviklingen, men ogsåhave inddraget erindringsmateriale, så arbejdsmændenes reaktion og syn på den hi-

storiske udvikling var blevet lidt mere synlige. Arbejdsmændene ser i afsnittene ud til

at være passive vedhæng til historien. På samme måde er det fatalt, at forfatteren kun

i meget begrænset omfang afdækker fagbevægelsens og især SiD's betydning i den

historiske udvikling. Godt nok har forfatteren haft uacceptable rammer for sit ar-

bejde, men selv med dette taget i betragtning, skulle det have været en overkommeligopgave at have fået SiD's og den øvrige fagbevægelses historiske betydning med.

Til gengæld må det siges, at underafsnittene er fyldt godt op med arbejdererindrin-ger. Det er vel nok i disse afsnit, at bogseriens intention skal indløses: »De historiske

begivenheder skal placeres i nyt perspektiv, arbejderfamiliens hverdag skal frem. De

personlige følelser, engagementet i samfundets omformning.«(s.5)Det lyder måske som en ganske ligetil sag, men er det selvfølgelig ikke, hvis der skal

laves ordentlig historieskrivning. Og med »Ordentlig« menes i denne forbindelse

noget der kan bruges til at få en større forståelse af samfundets udvikling og indret-

ning. SiD's forsøg dokumenterer til fulde, at det er svært at lave en dagliglivs- og

arbejdslivshistorie. Og at det ikke bliver lettere at lave den på et så bredt område som

dækkes af fabriksgruppen i SiD. Løsningen med først at beskrive de historiske begiv-enheder og derefter arbejderfamiliens hverdag hænger for dårligt sammen.

Alligevel er afsnittene med arbejdsmændenes erindringer nok de afsnit, der vil

vække størst begejstring hos de fleste læsere. Ikke fordi de siger så frygteligt meget om

den historiske udvikling, men fordi der her er en hel del morsomme anekdoter fra

arbejdsmændenes arbejdsliv. Erindringerne kan netop bruges til at give historien liv

og til at nå ind i de afkroge af historien, som andre kilder kun middelmådigt kan

belyse.Men som erindringerne anvendes i »Fabrik« hæver de sig kun sjældent over anek-

doteniveauet. Afsnittene bliver derfor tvivlsomme som historieskrivning, når der

lægges op til generaliseringer ud fra materialet. F.eks. lægger forfatteren ud fra en

enkelt arbejdsmandserindring fra tiden omkring århundredeskiftet op til en generali-

L45

sering om at arbejdsmændene kom lige ind fra landet, fik arbejde og var lykkelige,fordi de jo kunne få arbejde alle steder, da arbejdet endnu ikke var særligt specialise-ret (5.9). Et andet eksempel på en noget flot generalisering inden for samme periode er

afsnittet om fabrikanten som alles beskytter (s. 17) - i en periode, der vel om nogen var

kendetegnet af benhårde direkte konflikter mellem arbejdere og arbejdsgivere. I det

første tilfælde generaliserer forfatteren for vidt og rosenrødt og i det andet tilfælde

lader han generaliseringen ligge til læseren. Der skelnes m.a.o. ikke mellem underhol-

dende anekdoter og tidstypiske fænomener i disse og flere tilfælde. Andre steder fore-

kommer det at forfatteren har taget erindringernes anekdoter med udelukkende

pga. af deres underholdningsværdi.Enkelte steder er forfatteren dog lige ved at få fat i væsentligeelementer i fabriksar-

bejdernes arbejdslivs udvikling. Udviklingen i arbejdernes selvbestemmelse over de-

res arbejdsdag er en af de ting, der næsten kun kan beskrives gennem erindringer - og,

som nævnt, billeder. Men historien om tændstikfabrikken Gosch' udflytning (s.28-29) til et nyt fabriksanlæg, der netop siger noget om dette forhold, misbruger forfatte-

ren. En arbejdsmand fortæller her om den nye fabriks konsekvenser for kontrollen

med arbejdsdagen (småpauser osv.), men forfatteren læggermest vægt på de ordnede

kantine- og omklædningsforhold. Historien om lokumsvagteme på B. og W. (s. 35)og kontrolurenes indførelse ligger i forlængelse af den del arbejdsmændeneshistorie.

Det nævnes, at lokumsvagteme og kontrolurene blev mødt med modstand fra arbej-derne, men ikke noget om hvilken modstand. En antydning af arbejdernes modstand

anes mod samlebåndets indførelse i 20eme: »I tilspidsede situationer opstod særligmange uheld med transportbåndet. Arbejderne gav båndets tempo skylden, mens ar-

bejdsledeme henviste til sabotage« (5.43). Var der tale om atbejdermodstand i form af

sabotage? Et erindringsmateriale må kunne give et svar på hvordan denne del af klas-

sekampen ført af fabriksarbejdsmændene uden om alle de etablerede organisationer

og rammer har udviklet sig. Men svaret finder vi ikke andet end forkølede tilløb til

her.

I det hele taget er klassekampen eller de daglige kampe og modsætninger på ar-

bejdspladserne trængt kraftigt i baggrunden i disse afsnit. Jeg tror, at fremstillingenville have vundet gevaldigt ved at være blevet hængt op på en række temaer, der ud fra

de indsamlede erindringer på forhånd kunne siges at være væsentlige for fabriksar-

bejdsmændenes historie. Temaerne kunne samtidig fungere som den røde tråd i hi-

storien uden at de gode og sjove anekdoter blev skubbet i baggrunden.Et tema kunne være arbejdernes selvbestemmelse over arbejdsdagen. Et andet

kunne være arbejdernes forhold til indførelse af ny teknologi gennem tiden og den ny

teknologis konsekvenser for arbejdssituationen. Flere andre centrale temaer må

kunne uddrages af erindringsmaterialet; arbejderkulturen i og udenfor fabrikken er

f.eks. et meget forsømt område i bogen.Forfatterens brug af erindringsmaterialet må betegnes som noget løsagtig.Der an-

gives ikke kilde, det angives ikke hvorfra i landet erindringen stammer og i de fleste

tilfælde tidsfæstes erindringen heller ikke. Det gør det endnu sværere og endnu mere

omsonst at lave generaliseringer om den historiske udvikling ud fra de gengivne er-

indringer. Og det må være et problem uanset om læseren er arbejdsmand eller histori-

ker.

Det præciseres som nævnt i bogens forord, at arbejdsmandens hverdag skal frem i

lyset. Det lyder lige så fornuftigt som det forekommer uigennemførligt inden for de

afstukne rammer. Hverdagslivets'udvikling for arbejdsmændene er kommet til at stå

svagt i bogen - faktisk er det en overdrivelse, at sige, at arbejdsmændenes hverdag er

46

inddraget. Arbejdsmændenes koner, børn og hjemmeliv er ikke lukket ind i historien.

Min konklusion bliver, at forfatteren og forbundet har søgt at brede sig over forstort et spektrum af fabriksarbejdsmændenes historie med det resultat til følge, at det

er blevet svært at finde den linie, som forfatteren og forbundet måtte have ønsket

frem i historieskrivningen. Når forbundet - med rette - hævder at arbejdsmændene ogforbundet har en væsentlig plads i den historiske udvikling er det en skam, at der med

den foreliggende bog ikke er blevet leveret slagkraftig argumentation for denne på-stand. Læseren sidder tilbage med en fornemmelse af, at arbejdsmændenes historiske

betydning kan ligge på et meget lille sted.v

Det er en skam. For der er meget interessant stof i bogen, som med flere og bedre

forklaringer godt kunne være kædet sammen, så arbejdsmændene på fabrikkerne

havde fået en bedre historie. Jeg mener, at en mere bevidst arbejdsindsats ud fra noglecentrale temaer kunne have hjulpet forfatteren til en mere struktureret og læseværdigfremstilling. Men jeg erkender, at det ikke er noget, man laver alene og på et efteråri

huj og jast.Hvor stor og bred en opgave forfatteren har været pålagt får man et fint indtryk af

gennem bogens sidste del. Her gennemgås nemlig udviklingen i en lille snes af fabriks-

arbejdernes brancher (samt i en del underbrancher). Det er oplagt, at der skal et sær-

deles godt overblik over udviklingen i alle disse brancher for at kunne operere med

nogle bare nogenlunde håndtérligereog hæderligere generaliseringer på fabriksarbej-dernes historie. Og det samme overblik kræves for at kunne opridsc forskelle mellem

brancher, mellem land og by og mellem forholdene på en stor og en lille fabrik. Hen-

sigten med gennemgangen af de enkelte brancher har øjensynligt været at beskrive de

facetter, der ikke kunne indplaceres i de generelle og overordnede afsnit. Brancheaf-

snittene er gode kortfattede rids over de forskellige branchers udvikling. Men i alt-

overvejende grad er der tale om en fiksering på den teknologiske udvikling i bran-cherne. Arbejdsmændene og deres arbejdsforhold beskrives meget lidt og der er herstort set ikke anvendt erindringsmateriale. Teksten har primært værdi som udgangs-punkt for andre, der vil lave detailstudier af forholdene for arbejdsmændene indenfor de enkelte brancher. Billedsiden til disse afsnit i bogen er af væsentlig større værdisom arbejdsmandshistorie end selve teksten.

SiD's historieprojekt kører videre. Den næste udgivelse, der skal udkomme i au-

gust 1984, kommer til at handle om forbundets bygge- og anlægsarbejderes historie.Der er al mulig grund til at følge projektet med respekt. Den ovenstående kritik afden første udgivelse er et forsøg på at komme med konstruktive forslag til forbedrin-

ger, så der i højere grad kan stå respekt om projektets resultater.I selve bogen og i omtaler af projektet i Fagbladet (SiD's medlemsblad) samt på

forskellige konferencer lægger forbundet stor vægt på, at det er arbejdsmanden, dernu skriver sin egen historie. Når nu ingen andre ville! »En arbejdsmand kan alt det de

andre ikke kan, og med denne bog må vi tilføje:Han kan også skrive sin egen historie-

.« (s. 5). Som hos svenskeren Lindqvist er der næsten tale om slags »arbejder-åndshovmod«: »Det er sagt før, men det skal siges igen, at der er ingen andre, der vil

eller kan gøre det bedre end os selv« (Fagbladet 25.april 1983 5.19). I det konkrete

tilfælde er det Jørgen Burchardt, der har ført pennen. Om en »rigtig«arbejdsmandkunne have løst opgaven bedre, tvivler jeg på. Det betyder ikke, at jeg er modstander

af, at arbejdsmænd og andre indgydes al mulig selvtillid til at gå igang med at arbejdemed historien. Tværtimod. Men på den anden side er det at skrive historie et fag ak-

kurat som det er et fag at være papirarbejder, cementarbejder etc. Det er noget med at

lære metoder, teorier til behandling af et råmateriale og omsætte det til et brugbart

47

produkt. Vi har som historikere - og selvfølgelig især arbejderhistorikere - ikke så

forbandet meget at prale af, når det gælder om at levere et produkt, der er brugbartfor arbejdsmændene eller andre arbejdere. Jeg mener, at der på os som historikere

ligger et meget stort pres for i højeregrad end hidtil at vise, at vi kan bruge vores fag til

enten selv eller sammen med andre at producere en historieskrivning, der er spæn-

dende, engagerende, bevidstgørende og let forståelig for andre end en snæver cirkel af

fagfæller. Det er m.a.o. med at kaste sin hjælp ind i de lokale historieprojekter, som

forhåbentlig også bliver resultatet af SiD's historieprojekt og som er nok så væsent-

lige. Tænk bare på alt det arbejde, som f.eks. papirarbejdere og typografer gennem

tiden har gjort for at vi kunne få vores skriftlige udgydelser ud til hinanden.

Lars Stige!

Claus Bryld: Samarbejde eller modstand? Danmark under den tyske besættelse 1940-45

og eftertidens bevidsthed, Gyldendal, København 1982, 40 5., kr. 19.85

Henning Grelle: Dansk arbejderbevægelse1871-1900. Reform eller revolution?, Gylden-dal, København 1981, 40 s., kr. 19.85

Begge disse to hefter er skrevet til Gyldendals serie »Historiske Emnehæfter«, der har

til hensigt at indfri de krav til undervisningsmateriale om de »lange linjer« i historie-

undervisningen, som i de senere år er fremkommet som et side-/modstykke til de

mange udgivelser af kilder til mere afgrænsede temaer. Det kan diskuteres, om disse

to forholdsvis korte tidsrum egentlig svarer til de tanker, der oprindeligt blev udka-

stet om »lange linjer« i gymnasiet og HF. Men det er ubestrideligt, at begge forfattere

inden for de givne rammer (40 sider!) har formået at fremlægge hovedlinjerne i de to

temaer i en klar og alment tilgængelig form. Begge fremstillinger er bygget op om dels

en kort, koncentreret »historik« og dels et mere diskuterende afsnit.

Henning Grelle har skrevet en fin og overskuelig indføring i den socialdemokrati-

ske arbejderbevægelses første årtier set på baggrund af og som led i den almindeligesamfundsudvikling. For at det hele ikke skal fremstå som et uproblematisk forløb

har Grelle valgt at redegøre for synspunkterne i de sidste års reformismedebat. Når vi

betænker debattens mange niveauer, fra de mere almene teoretiske udledninger til de

platte forræderiteser er det en hasarderet opgave. Selv om der af og til er røget noglenuancer af i svinget, er der ikke tvivl om, at læserne vil få et godt diskussionsgrundlag

og en mulighed for at forstå, at det ikke blot er historie, men stadigt brændende

spørgsmål, der skiller debattøreme.

Claus Bryld har med sin store viden om besættelsestiden sat sig for at udrede, hvorle-

des bevidsthedsdannelsen om denne periode er blevet til i offentlighed og modoffent-

lighed. Det er blevet en fængende metodisk diskussion, der blotlægger klasse- og for-

fatterinteresser, den politiske kamp også i historieskrivningen samt de intrikate ar-

kivproblemer. Samtidig vises udviklingen i bevidsthedsdannelsen fra de første

efterkrigsårs forsøg på retfærdiggørelseaf den førte politik, over Hæstrups indsats,det ambitiøse DNH-projekts begrænsede og til tider noget »officielle« forskningsre-sultater frem til forsøgene på en kritisk afmytologisering af forestillingerne om en

national enhed under besættelsen.

Begge hefter må finde stor udbredelse i undervisningen og vil givetvis også kunne

anvendes i politisk skolingsarbejde og studiekredse.

Niels Finn Christiansen

48

Erik Christensen: Arbejderpartiers faglige politik i 1970'erne, Aalborg Universitetsfor-

lag, Ålborg,1981, 317 s., kr. 89.-

I denne bog tages et centralt problem op iden nyeste historie. Igennem l970-eme har

der eksisteret tre arbejderpartier til venstre for Socialdemokratiet. De har gjort sig

gældende i såvel parlamentariske som faglige sammenhænge, og formålet med denne

undersøgelse er at belyse, hvorledes denne situation har virket ind på det faglige om-

råde.

I tidligere perioder, hvor den partipolitiske kamp har været dominerende i fagbe-

vægelsen, stod striden alene mellem Socialdemokratiet og DKP, hvor DKP repræ-

senterede venstrefløjssynspunktet. Dette »monopol« på opposition ifagbevægelsener nu blevet brudt og i stedet findes nu tre partier, som arbejder til venstre for Social-

demokratiet, og som desuden indbyrdes markerer sig i forhold til hinanden. Dette

har givet et nyt politisk billede i fagbevægelsen og har betydet mange nye udviklings-linier.

Erik Christensen peger på en række af disse nye udviklingstræk. For det første er

der sket en øget partipolitisering af den faglige kamp i 1970-eme. Det kommer til

udtryk i at både Socialdemokratiet, SF, DKP og VS fører en klar partipolitisk profil i

deres arbejde i fagbevægelsen og at de gør det med et partilegitimerende element.

Dernæst er der sket afgørende ændringer i forholdet mellem Socialdemokratiet og

fagbevægelsen, idet fodslaget mellem parti og fagbevægelse er blevet mindre taktfast.

Fagbevægelsens ledere har stillet sig kritisk overfor dele af Socialdemokratiets ind-

komstpolitik og f .eks. overfor det socialdemokratiske regeringssamarbejde med par-

tiet Venstre. Endelig er der sket en række ændringer i venstrefløjspartiemes forhold

til fagbevægelsen. For DKP drejer det sig f.eks. om, at enhedsarbejet omkring for-

mandsinitiativer er tørret ind. For VSs vedkommende drejer det sig om, at fagforste-

ningsteorien er opgivet til fordel for et prioriteret arbejde i fagforeningerne.Bogen er en detaljeret og kompetent gennemgang af disse udviklingstræk. Den er

opdelt tidsmæssigt i tre afsnit, og indenfor disse er udviklingen i arbejderpaniemes

faglige politik analyseret og gennemgåetsærdeles konkret- dels iforhold til den poli-tiske og økonomiske udvikling, dels ide ofte indbyrdes komplicerede forhold. Ved at

kombinere brugen af internt partimateriale med interviews med de faglige sekretærer

i partierne, er det lykkedes Erik Christensen at komme meget tæt ind på udviklingen.

Bogen er præget af stor åbenhed overfor de mange problemer, der har været i perio-den og de mange situationer behandles på en nuanceret måde. Både politiske spørgs-mål og enkeltpersoners indsats er sat ind i deres sammenhæng. Der ligger så mange

oplysninger og så stor viden gemt i denne bog, at det er et stort savn, at der ikke er et

navneregister til den.

Erik Christensen er opmærksom på, at man ikke kan se den faglige politik isoleret.

For Socialdemokratiet og SF gælder det, at sammenkædningenaf parlamentarisk

politik og den faglige politik har været meget stor. Den faglige politik har i høj gradværet præget af den parlamentariske. I DKP har det faglige område været ret selv-

stændigt, hvilket i perioder har ført til indre stridigheder, bl.a. når konflikter på det

faglige område har forplantet sig til partiet. For VS gælder, at en samordning af det

faglige arbejde aldrig har fundet sted, men VS har i perioden bevæget sig i retning af

en mere traditionel opfattelse af det faglige arbejde.

Bogen er koncentreret om LO-fagforeningeme og om de fagforeninger, der er til-

sluttet Fællesorganisationerne. Det giver undersøgelsen en fast ramme, men også den

skævhed, at det offentlige område ikke er medtaget. De offentligt ansatte har for al-

49

vor markeret sig på det faglige område i l970-eme. Socialdemokratiet har ikke påforhånd haft greb om disse fagforeninger. Derfor har venstrefløjspartiernesmulighe-der indenfor dette område været store, og de har da også fået en betydelig indflydelse i

flere af disse fagforeninger, f.eks. pædagogerne. Uden at det ville forrykke bogenskonklusioner, må man dog alligevel efterlyse dette supplement til arbejderpartiernesfaglige politik. Især fordi der har været disse specielle forhold her.

I bogens slutning diskuteres nogle af de politiske hovedproblemer, hvor især split-telsen mellem SF, DKP og VS tages op. Erik Christensen mener, at det er nødvendigtmed en opblødning af splittelsen mellem de tre partier, hvis venstrefløjen samlet skalstå mere styrket overfor Socialdemokratiet. Blandt de konkrete forslag peger han påen eventuel sammenslutning af VS og SF kunne styrke dette perspektiv. At splittelsener et problem skal ikke nægtes, men Erik Christensen materiale giver dog grundlagfor en anden konklusion. På trods af, at der nu eksisterer tre partier til venstre for

Socialdemokratiet, har de tilsammen større politisk styrke og indflydelse, end DKP

tidligere har haft alene - selv da det var stærkest lige efter besættelsen. Fagligt hardette givet sig udtryk i, at fagbevægelsen ikke i samme omfang som tidligere har kun-net fungere som forlænget arm for Socialdemokratiets folketingspolitik. Dele af fag-bevægelsen har udtrykt modstand mod den førte krisepolitik. Som sådan ligger deraltså en styrke i den nuværende flerstrengede venstrefløj, som Erik Christensen noker tilbøjelig til at undervurdere. Det er et spørgsmål om den nuværende situation vi-

dereudvikles ved sammenslutninger af så forskellige opfattelser, som trods alt findes i

SF og VS. Det er nok mere realistisk at diskutere en enhedspolitik mellem de tre par-tier i fagbevægelsen.

Som det ses er det en bog af stor vægt. Den systematiserer et begivenhedsrigt ti-årsproblemer, og den inspirerer til politisk debat.

Steen Bille Larsen

Eberhard Fehrmann/Ulrike Metzner: Angestellte und Gewerkschaften. Ein historischer

Abriss, Bund Verlag, Köln 1981, 192 s., DM 16.80

Jürgen Koch: Die Angestellten in der deutschen Geschichte 1850-1980. Vom Privatbe-

amten zum angestellten Arbeitnehmer, Vandenhoeek und Ruprecht, Göttingen 1981, 230

s., DM 26.- (Kocka l)Jürgen Kocka (udg.): Angestellte im europäischen Vergleich. Die Herausbildung ange-

stellter Mittelschichten seit dem späten 19. Jahrhundert - Geschichte und Gesellschaft

Sonderheft l - Vandenhoeck und Ruprecht, Göttingen 1981, 378 s., DM.- (Kocka 2)

I de senere år har der - specielt inden for kvindeforskningen -i Danmark været en

stigende interesse for funktionæremes levevilkår og historie. Fokus har primært væ-

ret på de lavere funktionærgrupper og i kvindeforskningen har det drejet sig om en

nærmere analyse af den kønsspecifikke undertrykkelse af kvinderne i deres erhverv.

Aktuelt har den nye teknologis massive indtrængen i hele kontorsektoren skabt en

øget interesse i diskussionen om funktionæremes arbejdsforhold og særstillingeller

mangel på samme på arbejdsmarkedet. Hverken interessen idag eller tidligere perio-ders politiske interesse i funktionærgruppen har i øvrigt herhjemme resulteret i egent-lige omfattende historiske analyser.

Det er derfor med nysgerrighed og interesse vi gik til de tre ovennævnte nye bøgerfra Tyskland, alle fra l98l. De tager alle tre funktionærspørgsmålet op i deres histo-riske analyser. Kockas 2 bøger er skrevet ud fra en videnskabelig referenceramme.

50

Fehrmann og Metzners bog er skrevet af og for den tyske landsorganisation DGB

(Deutscher Gewerkschaftsbund). Vi omtaler her først Kockas bøger.Den ene af Kockas bøger (Kocka 1) er en artikelsamling om den (vest)tyske udvik-

ling for funktionærgruppen med ham selv som forfatter. Den anden (Kocka 2) er en

artikelsamling omfattende funktionærhistorie i England, Frankrig, Schweiz, Østrig

og Sverige og naturligvis også Tyskland. Kocka er her initiativtager og redaktør.

Kocka er kendt som en vidende socialhistoriker med interesse for historievidenska-

bens synteseetablerende sider. Han har i flere udgivelser behandlet funktionærhisto-

rie, f.eks. i den engelske oversættelse fra London 1980: »White-Collar Workers in

America 1890-1940.« Kocka forsøger i sit udgangspunkt at kombinere en socialhisto-

risk indfaldsvinkel med den politiske historie. Andetsteds beskriver de to engelskehistorikere Nield og Ely vanskelighederne ved netop at få integreret socialhistoriske

detaljeanalyser, ofte med en kulturalistisk inspiration, ind i en bredere samfundspoli-tisk kontekst. (Social History Vol. 5 nr.2, 1980: »Why does social history ignore poli-tics?«)

Det centrale omdrejningspunkt for Kocka er erfaringerne med funktionærerne i

Tyskland (se G. Crossicks artikel i Kocka 2). Funktionærgruppen kom iTyskland til

at indtage en position mellem borgerskab og arbejderklasse, som var medvirkende til

den nazistiske magtovertagelse. Med de komparative analyser er det Kockas hensigtat få afklaret, om funktionærgruppen generelt i andre lande kom til at indtage en

lignende position. Dvs. blev gruppen på den-ene side spillet muligheden for en særpo-

sition i hænde (f.eks. ved hjælp af sociallovgivning mv.) og på den anden side var

gruppen i stand til (ønskede den) at indtage denne særposition, fordi den politisk,kulturelt og organisatorisk adskilte sig fra arbejderklassen. Det er dette indhold som

ligger i Kockas spørgsmål i hans indledning til Kocka 2.

Betingelsen for det meningsfyldte i en komparationshistorie er, at de forskelligegrupper, der udgør funktionærerne, faktisk på det politiske niveau udvikler sig ten-

dentielt til en homogen gruppe. Det er samtidigt det homogene element som gør det

meningsfyldt at operere med et idealtypebegreb som funktionærer (og embeds-

mænd). Kocka 2: Angestellte im europäischen Vergleich.Ud fra artiklerne om de enkelte lande viser der sig et noget flimrende billede, der

ikke alene skyldes ovennævnte hovedproblemstilling, men som også skyldes forskel-

lige forskningsniveauer, og at selve begrebet funktionær ikke i et nationalt udvik-

lingsperspektiv er særlig entydigt. Der må således stilles kraftigt spørgsmålstegn ved

det, at ville operere med funktionærbegrebet som karakteriserende én gruppe.At der iperioder - specielt i begyndelsen af dette århundrede - fra enkelte funktio-

nærgrupper etableredes en »kravelinie« med distance til arbejderklassen i de fleste

lande er temmelig klart. Lige så klart er det imidlertid at denne linie modsvares af

andre grupper blandt funktionærerne, som følte sig nærmere knyttet til arbejderklas-sen og dennes organisationstradition. Der er en generel udviklingslinie, som egentligtikke kan overraske, hvor samlingspunktet for funktionærerne indenfor de forskelligegrupper i begyndelsen var selve erhvervet, en erhvervsstolthed. Der blev så efter 1.

Verdenskrig mere og mere fokuseret på en samling om en fagforeningsbevidsthed.Dette betyder, at der ikke i de andre lande, tilsvarende Tyskland, blev udviklet en

skillelinie på det generelle politiske niveau mellem funktionærerne og arbejderne.Tendensen til i artikelsamlingen at lægge vægt på det politiske niveau medfører en

tendens til at udelukke gruppen af kvinder, der allerede i mellemkrigstiden kom til at

indtage en stærkere og stærkere kvantitativ placering blandt de lavere funktionær-

grupper; vel fordi denne gruppes politiske vægt traditionelt anses for stor. Det er

51

symptomatisk at den eneste artikel i bogen, som omhandler kvinder, Ursula Nien-

haus »Von Töchtern und Schwestern. Zur vergessenen Geschichte der weiblichen

Angestellten im deutschen Kaiserreich« er kommet til efter det seminar, som ellers

ligger til grund for de andre bidrag i udgivelsen. Nienhaus artikel indtager iøvrigtnoget af en særstilling i sammenhængen, fordi den er meget konkret lagt an. Hun

bringer detaljer frem dels om organiseringsforsøg og strejkeformer og dels om de be-

tingelser af kulturel art, som ofte bestemte kvindernes eksistens på arbejdsmarkedetdengang: om vanskelighederne ved at bevare arbejdet efter giftemål; om hvordan

klassedelingen reproduceres via den måde de unge piger blev beskæftiget på, kvinder

fra mere velhavende familier ansættes i de finere stormagasiner, osv.

På grund af de forskellige nationale udgangspunkter vil vi ikke fremdrage resulta-

terne fra de enkelte lande, men fremhæve artikler, som vi mener kan give inspirationtil den hjemlige forskning i kraft af deres form og metodiske opbygning. Werner

Mangolds indledningsartikel om »Angestelltengeschichteund Angestelltensoziolo-gie« omhandler traditionerne i England, Frankrig og Tyskland diskuteret i relation

til den politiske sammenhæng, som funktionæreme har indgået i i de forskelligelande. König, Siegrist og Vetterlis artikel »Zur Sozialgeschichte der Angestellten in

der Schweiz« bør fremhæves, fordi den forsøger at forbinde arbejdssituation, organi-sationsformer og samfundsmæssig adfærd. Den har nogle overvejelser omkring for-

andringerne i magt og autoritetsudøvelse på arbejdspladserne, der er fraværende i de

andre artikler. Den nævnte artikel af Crossick »Angestelltezüberlegungenam eng-

lischen Beispiel« diskuterer i essayistisk form problemet med idealtyperne, og får

sagt meget klogt om vanskelighederne med at operere med kulturalistiske indfalds-

vinkler.

I Sprees artikel »Angestellte als Modemisierungsagenten« og i Hamiltons artikel

»Die soziale Basis des Nationalsozialismus« tages der ud fra forskellige synsvinklerfat på den gængse opfattelse af funktionæremes betydning for nazisternes magtover-

tagelse. Spree stiller ikke så meget spørgsmålved, om funktionæreme rent faktisk var

en væsentlig kraft for faseisterne, men han kritiserer de præmisser, der har været lagttil grund for vurderingen af funktionæremes motiver. I Koekas egne analyser indgårder således et stærkt kulturelt bestemt forklaringsmønster: Funktionærerne var præ-

get af en traditionalistisk og antimodemistisk livsstil. Det betød, at funktionæreme

fortolkede den kriseramte virkelighed ved at støtte sig til den gruppe, som de mente

kunne sikre deres livsverden. Heroverfor stiller Spree en stik modsat opfattelse:Funktionæreme var karakteriseret ved at være traditionsløse og ved at være en social

gruppe, som søgte efter en moderne identitet. Han fremdrager indikatorer på, at

funktionæreme var ved at etablere deres egen livsstil, f.eks. ved et lavere fødselstal

end gennemsnittet, og ud fra en analyse af deres konsummønster, som S.J.Coynerhar lavet (»The new middle Class during the Weimar Republic«in J oumal of Social

History, 10, 1977). Konsekvensen bliver, at funktionæremes tilslutning til nazismen i

højere grad skyldtes mangel på tradition end det lå i forlængelse af en bestemt tradi-

tion. Analyser på dette forklaringsniveau kan let kritiseres, hvad Kocka gør i Kocka

l, s. 156, note 31. Alligevel forekommer det os, at Koekas opfattelse er noget endi-

mensional, og at man ikke kan betragte funktionæreme som én gruppe. Netop diffe-

rentieringsproblemet er genstanden i Hamiltons analyse. Han kombinerer valgtalsa-nalyser med overvejelser om, hvordan funktionæreme økonomisk klarede krisen.

Han mener, at selvom nogle af funktionærorganisationeme iTyskland havde højre-nationale eller direkte fascistiske tendenser, så betød det ikke at medlemmerne accep-

terede denne retorik. Resultaterne er vanskelige at anvende til direkte positive forkla-

52

ringsmønstre i den foreliggende form. Men han har ret i det nødvendige i en differen-

tiering indenfor funktionærgruppen, såvel geografisk som stillingsmæssigt,når der

skal etableres en forbindelse mellem funktionær og nazisme.

Berger og Offe går i deres artikel »Das Rationalisierungsdilemma der Angestell-tenarbeit« ikke direkte ind i den historiske diskussion om funktionær-fascisme. Ud

fra en sociologisk synsvinkel diskuterer de arbejdsgivernes vanskeligheder med at ra-

tionalisere kontorarbejdet, set ud fra dette arbejdets karakter som tjenesteydelsesar-

bejde. Kocka l: Die Angestellten in der deutschen Geschiche 1850-1980. Selvom også

undertitlen er »Vom Privatbeamten zum angestellten Arbeitnehmer« er bogen ikke

en samlet fremstilling af funktionærernes historie i Tyskland. Den består af 6 enkelt-

studier, der er omarbejdninger af tidligere artikler. Bogen har et omfattende noteap-

parat med henvisninger til både tyske og andre landes historiske og sociologiske litte-

ratur om emnet.

Enkeltstudierne danner imidlertid en helhed både på grund af den konsekvent gen-

nemførte synsvinkel, der anlægges på stoffet, og på grund af den metodiske stringens,som Kocka er berømt for. Kocka gør indledningsvis rede for sit grundsynspunkt: Der

kan ikke gives et logisk og systematisk svar på, hvorfor der i de kapitalistiske lande

udvikles en skillelinie mellem funktionærer og arbejdere. Spørgsmålet kan alene be.

svares historisk og ses som et samspil mellem økonomiske, sociale og først og frem-

mest politiske processer. Det er hans hensigt at analysere, hvorfor denne forskel blev

en langt mere markant social, kulturel og politisk skillelinie i Tyskland end i andre

lande, og hvilken betydning det fik for nazismens magtovertagelse. Han vil skrive

funktionærernes historie som en del af den tyske samfundshistorie i et internationalt

perspektiv.For at forklare den tyske udvikling betoner han dannelsen af funktionærlaget i den

tidlige industrialiseringsfase fra 1850 til ca. 1900, dvs. perioden før funktionærememanifesterede sig som gruppe. Det handler bogens tre første kapitler om, og det dre-

jer sig her alene om funktionærerne i industrien, dvs. de tekniske og kontoransatte

funktionærer. Kocka lægger ud med et fremragende detaljstudie i funktionærlagets

dannelse på virksomhedsniveau baseret på materiale fra Siemens. Han analysererfunktionærernes status og funktion og oprindelsesgrundlaget for deres arbejde med

henblik på at give begrebet et historisk indhold. Han finder, at der fra begyndelsenvar forskel på arbejdernes og funktionærernes lønform (timeløn/akkordløn overfor

gage/ månedsløn), sikkerhed i ansættelse og arbejdstidslængde. Funktionærerne blev

ikke underlagt det specielt kapitalistiske princip med adskillelse mellem person og

arbejdskraft, men blev underlagt arbejdsgiverens personlige omsorg og dermed også

kontrol, idet deres privilegium ikke var rettigheder men gunstbevisninger.Kocka antyder, hvad denne forskel betyder for funktionærernes selvforståelse,

men standser ikke her. Han stiller det helt væsentlige spørgsmål, hvorfor arbejdsgi-verne anlagde så forskellige strategier overfor arbejdere og funktionærer? Han besva-

rer det først og fremmest med den vægt, arbejdsgiverne tillagde funktionærernes lo-

yalitet, og at der var mangel på funktionærarbejdskraft, idet et arbejdsmarked herfor

ikke var udviklet endnu. Undervejs får han på overbevisende måde gjort op med en

række gængse forestillinger og forklaringer på funktionærarbejdets opkomst.I kapitel 2 »Industriebürokratie und »neuer Mittelstand« im Kaiserreich« og kapi-

tel 3 »Bildung und soziale Ungleichheit«udvides perspektivet fra virksomhedsniveau

til samfund og uddannelsessystem. Kocka mener, at det omfattende statslige bureau-

krati i Tyskland spillede en afgørende rolle som forbillede for arbejdsgiverne i deres

videre organisering af det voksende funktionærarbejde. Det afspejles for eksempel

53

også i navnet »Privatbeamten«, private embedsmænd. Denne proces forringer en del

af funktionærernes arbejdsforhold. Bureaukrati kræver hierarki, klare arbejdsgange,punktlighed mv. Det medfører en differentiereing i funktionærgruppen, dannelse afet funktionærarbejdsmarked og en nivellering af lønforskellene mellem arbejdere ogen del af funktionæreme. Dette danner grundlag for funktionærernes begyndendeorganiseringer omkring århundredeskiftet. De afgrænsede sig som organiseretgruppe både »fra oven« og »fra neden« og repræsenterede i deres egen selvforståelseen middelstandsideologi, idet de så sig selv som formidlere af magtforholdet mellem

arbejdere og arbejdsgivere. Afgrænsningen »fra neden« fik størst vægt og dette blev

anvendt af arbejdsgiverne/borgerskabet i den tiltagende reaktionære udvikling.Kockas hovedargument, som er strukturerende for argumentationen i resten af

bogen, er, at på et tidspunkt, hvor det økonomiske grundlag og den enkelte arbejdsgi-vers umiddelbare interesse i funktionæremes særstilling begyndte at smuldre, fikfunktionæreme gennem lovgivning tildelt en særstilling i forhold til arbejderne, fordi

magthaverne havde en fordel og en politisk interesse heri. Det er også synsvinklenikapitel 3. På den ene side tillæggesuddannelsessystemet stor vægt for den tyske indu-stris fremgang. På den anden mener Kocka, at det i forhold til arbejdsprocesserneskrav blev unødigt hierarkisk og stift, og var med til at etablere social ulighed og diffe-

rentiering inden for gruppen og gennem uddannelse at producere forventninger om

fremtiden hos funktionæreme, som deres arbejde ikke længere kunne opfylde. Det er

en begrænsning, at Kocka kun behandler de tekniske uddannelser.

I kapitel 4 »Die Entstehung des Angestelltenbegriffs bis 1914: Begriffgeschichte als

Sozialgeschichte« analyseres den begrebslige udvikling fra privat tjenestemand til

funktionærstand (Angestelltenschaft) ud fra en socialhistorisk vinkel med vægt påden diffuse og grundlæggende politisk-ideologisk karakter, som begrebet fár. Her-

med skifter Kocka perspektiv. Fra udelukkende at have beskæftiget sig med funktio-

nærerne i industrien fokuserer han nu på funktionærstanden i samfundet, overve-

jende set ud fra den politiske offentlighed. Dette skift til makroniveau er konsekvent i

forhold til den vægt, som Kocka tillæggerde politiske processer for opretholdelsen af

funktionærernes særstillingpå trods af dekvaliñceringstendensen for store grupper af

funktionærerne.

Det er Kockas synsvinkel i de to sidste kapitler, hvor funktionærstandens sam-

fundsmæssige betydning analyseres overvejende ud fra deres placering i det politiskespektrum. Under 1. Verdenskrig var der en vis venstredrejning, under Weimarrepu-blikken en højredrejning, der resulterede i en overrepræsentation af funktionæreri

støtten til nazismen. Om efterkrigstiden konkluderer han, at skellet mellem arbejdereog funktionærer ikke længere er så markant en social og kulturel skillelinie i samfun-

det.

I betragtning af disse kapitlers ofte minutiøse gennemgang af begivenheder og em-

piriske belæg, forekommer det os at være en lidt tynd konklusion. Kocka er selv inde

på problemet på bogens sidste side, hvor han skriver, at den problemstilling, han har

undersøgt, i højere grad er historisk sat end nutidigt bestemt. Konklusionen, at funk-

tionærstanden idag ikke længere er den sociale enhed, den var under Weimarrepu-blikken, er i forhold hertil konsekvent. At ville undersøge funktionærstanden ud fra

fortsættelse, modifikationer og brud med ældre, specielt tyske strukturer og traditio-

ner er ikke særlig velegnet til en undersøgelse af andre problemstillinger indenfor

funktionærgruppenog af deres samfundsmæssigebetydning, som også i perioden ef-ter 1945 er et væsentligt spørgsmål.

Kockas metodiske stringens og evne til at fastholde sin egen problemstilling viser

54

sig samtidig som en svaghed. Det betyder, at mange modsætninger, som ikke kan

forklares ud fra hans egen konstruktion, og de udfordringer som andre forskeres på-

pegninger heraf kan giveafvises, jævnfør diskussionen om moderniteten i funktionæ-

remes livsstil i mellemkrigstiden.Det er desuden bemærkelsesværdigt, at han i be-

tragtning af den vægt han tillægger særlovgivningen, ikke diskuterer dens gennem-

slagskraft og reelle betydning for funktionærerne. Han nævner desuden som tendens

i hele dette århundrede differentieringen indenfor gruppen, men uden at gøre det til et

selvstændigt analytisk tema. Ud fra problemstillingen fastholdes de som én gruppe.

Det betyder f.eks. at så væsentligt et spørgsmål som kvindernes stigende dominans i

mange funktionærgrupper overhovedet ikke underkastes nogen analyse.Fehrmann og Metzner: Angestellte und Gewerkschaften.

Denne bog adskiller sig fra de to andre ved at have en klar målgruppe for fremstil-

lingen. Udgiveren er det tyske LO: DGB (Deutscher Gewerkschaftsbund). Målgrup-pen er medlemmer og potentielle medlemmer af fagbevægelsen. I forordet af Günter

Stephan, DGB's landsledelse, argumenteres med, at historiebøger ikke kun er for

eksperter. Funktionærernes historie er ikke kun død fortid. Datidens kolleger har

skabt et forarbejde, som vi videreudvikler idag. »Deres historie er vores historie«.

Bogen er en opfølgning af en historisk konference i DGB i 30-året for DGB's grund-læggelse i 1979. Bogen introduceres yderligere ud fra ønsket om at være et historisk

udgangspunkt for videre diskussion om grundlaget og hensigten med enhedsfagfore-

ningens funktionærpolitik. (s.10)Med ordet »enhedsfagforening« er samtidig givet kodeordet for det filter, som hi-

storien ses under. DGB er tysk LO, men DGB er mere end LO med hensyn til hvilke

grupper, der organiseres. Kernen i tysk fagbevægelse er industriforbundene, én ar-

bejdsplads én fælles organisation. Hos DGB er medlemmerne således organiseret ud

fra arbejdsgivertilknytning, samlet ud fra én produktionsart. F.eks. én gruppe er Me-

tal, én gruppe Kemi, Papir og Keramik og én tredie er f.eks. HBV (Handel, Banken

und Versicherungen). Forskellen i forhold til Danmark er, at alle inden for samme

slags industri er tilknyttet samme faglige organisation fra ingeniør til arbejder, altsåuanset den enkeltes hierarkiske placering på arbejdspladsen og uanset den enkeltes

uddannelsesbaggrund. Det er denne form for enhedsorganisering, som er det bæ-

rende princip for DGB, og som er vinklen hvorfra DAG kritiseres. DAG er Deutsche

Angestellten Gewerkschaft, og her organiseres reelt de samme funktionærgruppersom i DGB. Hos DAG betyder enhedsfagforening alle funktionærer samlet i et for-

bund.

Som det også nævnes i forordet kan en tysk funktionær organisere sig i DGB elleri

DAG. Hvor den enkelte organiserer sig kan være en tilfældighed, i forordet underfor-

stået, det bør det ikke være. Bogen er en fremstilling for DGB og imod DAG. Beggeforfattere præsenteres dels gennem deres medlemsskab i DGB og dels ved deres an-

sættelser, Fehrmann er ansat i DGB og Metzner ved Freie Universität Berlin.

Bogen er på 180 sider. De første 120 er en historisk fremstilling. Med udgangs-punkt i den samfundsmæssige udvikling ses på forandringer i funktionærgruppenbredt og herunder deres organiseringer. De sidste 60 sider er helliget de to organisa-tioners historie siden deres etableringer efter 2. Verdenskrig, hvor fagbevægelsen i

Tyskland reelt skulle begynde forfra, med vægt på DGB. Dertil kommer et interview

med formanden for HBV, som er en del af DGB. Sidste del af fremstillingen virker

ren legitimatorisk for DGB's organisationsprincip. Der er tale om skoling i argumen-

ter imod DAG.

Bogens historiske fremstilling op til 1940 er ud fra en snæver økonomisk synsvin-

55

kel. Fremstillingen veksler mellem faktuelle oplysninger om de økonomiske kon-

junkturer, arbejdsløshedsstatistikker og beskæftigelsestal og oplysninger om tidli-

gere funktionærorganiseringer. Den samfundsmæssige udvikling er den røde tråd ogfunktionærerne indplaceres i denne strukturelle udviklingshistorie. Overskrifter er

f.eks.: »Die »anderen« Arbeiter im Deutschen Kaiserreich«, »Der Sturz ins soziale

Blend« og »Die unvollkommene Demokratie«, hver for sig fulgt op med et funktio-

nærafsnit. Grundsynspunktet er fra bogens begyndelse, at funktionærerne er en del af

arbejderklassen. Funktionæreme opstår qua de store fabrikker giver behovet for

nogle ansatte til at administrere og for nogle ansatte, som har kendskab til det tek-

niske i mekaniseringen. Den sociale elendighed rammer ligeledes såvel funktionærersom arbejdere. Radikaliseringen i slutningen af 10'erne fandt også sted blandt funk-

tionærerne, hvor nogle også deltog i Novemberrevolutionen. »Ende der Schonzeit«

efter 60'ernes »Wirtschaftswunder« betyder, at rationaliseringer og økonomisk krise

rammer funktionærgruppen på linie med arbejderne.Vi får altså en materialistisk samfundsbeskrivelse, hvis hovedpointe er en ensliggø-

relse af vilkårene for alle lønmodtageme. Derfor bør funktionærerne organisere sigienhed med arbejderne. Hvis ikke funktionæremes egen bevidsthed kan indse nød-

vendigheden heraf, frembringer den kapitalistiske udvikling selv den materielle lig-hed. Snakken om en »Mittelstand« var et politisk røgslør, som udefra blev lagt over

en del af arbejderklassen, og som er historisk passé. De særrettigheder, som denne

gruppe i perioder har fået tildelt, er taget fra dem igen. Det fundamentale skel i sam-

fundet går mellem kapital og lønarbejde.Det er forfatterne om at vise, at funktionæreme har været med i de radikale bevæ-

gelser, og at de som gruppe er udsat for den samme elendighed som arbejderne. Med

hensyn til nazismen var det ikke funktionærer som sådan, det var med. Tilslutningentil Hitler lå primært hos en af datidens funktionærorganisationer DHV, hvis navn

næsten giver deres orientering: Deutsch-Nationaler Handlungsgehilfen Verband.

DHV beskrives fra sin vorden som racistisk.

Det er påfaldende, at kvinder er lidt af et skjult land i fremstillingen. De kommer

kun pletvis med i sammenhæng med beskæftigelsesudviklingen, og da som bevis på at

stigningen i funktionærgruppen ikke må forveksles med stigende kvaliñkationskrav

(s. 73). Så er kvinderne placeret, og samtidigt er det slået fast, at funktionærer ikke er

mere end arbejderne. Kvinderne udgjorde i mellemkrigstiden godt en trediedel af

funktionærerne og i efterkrigstidens over halvdelen, ibegge perioder med stigendetendenser.

Ikke bare DGB's organisationshistorie på små 30 sider, men også DAG's organi-sationshistorie på 15 sider er ekstremt præget af DGB's synspunkt om, at DAG ikke

burde eksistere. DAG behandles ud fra en diskussion af de dilemmaer, som ligger i

DAG's organisationsprincip overhovedet. Citater om enhed og solidaritet fra

DAG's side betragtes som »Lippenbekenntnis«(5.160). Ønskede DAG i virkelighe-den enhed ville organisationen opløse sig selv og gå ind i DGB. DAG kritiseres for at

skabe statslig afhængighed, idet de ønsker særlovgivning.Sidste trumf i DGB's argu-mentation er, at selve den samfundsmæssige udvikling fjerner DAG's grundlag. In-

dustrien gør ikke holdt ved »Standen«. (5.154). Et sidste argument imod DAG er de

to organisationers medlemsudvikling; illustrativt belyst gennem grafer: DAG er ligen lige linie med knap 500.000 medlemmer. DGB er en stejl opadgående kurve med

en funktionærmedlemsstigning fra 600.000 i 1951 til 1.600.000 i 1979. (5.143)Fremtidsperspektivet ligger klart: ingen forventninger om at DAG vil lade sig op-

løse, men udviklingen skal nok lade den sygne hen.

56

Interviewet til sidst har overskriften »Wir müssen lemen, wieder offene Diskussio-

nen zu führen...«. Indholdet her er en fortsat gymnastik i argumentationen for DGB.

Vi skal helt om til de sidste sider i bogen før vi får nogen konkret viden om DGB's

faglige politik: humanisering af arbejdsverdenen i lyset af den nye informationstek-

nologi, fortsat kortere arbejdstid i alle dens former (l) »Her bør en forkortelse af ar-

bejdsugen ikke tabuiseres« (s.180). Så er det sagt, med arbejdstidsforkortelse i alle

dens former tænkes på kortere arbejdsuge og ikke arbejdsdag, tænker kvindelæseren.Vi skal ikke her kritisere DGB's politik, faktisk kan DGB's medlemmer blive klogere

på fortiden gennem denne bog. Bemærkelsesværdigter det, som vi også kender det

herhjemme, at fagbevægelsens historieopfattelse ikke adskiller sig fra den herskende

måde at skrive historie på. DGB ligger under for samme idealtypebetragtning af

funktionærgruppen, som præger det videnskabelige arbejde. Det ideologiske begrebfunktionær, etableret af det politiske niveau, diskuteres også her som en helhed. Gan-

ske vist som en helhed, der forsvinder op i en anden helhed, arbejderklassen. Det er

ikke en helhed, som undersøges for sit konkrete indhold med dermed følgende diffe-

rentieringer. Et perspektiv, som nok ligger uden for bogens hensigt.Denne bog og Kockas 2 bøger giver ikke svar på de spørgsmål, som idag stilles i

funktionærforskningen, og specielt i kvindeforskningen herhjemme, først og frem-

mest på grund af den manglende analyse af differentieringen i funktionærgruppen i et

udviklingsperspektiv op igennem dette århundrede. Dette ville kræve flere konkrete

arbejdspladsanalyser og analyser af organisationemes politik i forhold til deres med-

lemsbasis. Bøgerne giver imidlertid mange ideer og inspirationer, især den første del

af Kocka 1 og flere af enkeltartikleme i Kocka 2.

Niels Christensen/Brita Foged/Randi Markussen

Kirsten Geertsen: Arbejderkvinder i Danmark. Vilkår og kamp 1924 - 1939 - SFAH

skriftserie 13 - København 1982, 398 s., kr. 150.- (medlemmer 120.-)

Hensigten med undersøgelserne i denne bog er iflg. forfatteren, at beskrive og analy-sere de ufaglærte kvinders vilkår under forskellige arbejdsmæssige, økonomiske, juri-diske og sociale forhold i 20emes og 30ernes danske samfund, at undersøge forholdet

mellem de af kapitalismen og de af patriarkatet satte kvindevilkår, at undersøge sam-

spillet mellem kvindernes 2 arbejdspladser i og uden for hjemmet (hvilket ligger i for-

længelse af forsøgene på at bestemme husarbejdet som værdiskabende) og at under-

søge arbejderkvindemes reaktion på de forhold, der blev budt dem.

Bogen er opdelt i 4 hovedafsnit: en indledning, hvor teorien om husarbejdet som

værdiskabende tages op, et afsnit om arbejderkvindemes vilkår indenfor håndværk

og industri og deres reaktion på.disse vilkår, et afsnit om arbejderkvindemes vilkåri

hjemmet og deres reaktion på disse vilkår samt endelig et afsnit om arbejderkvinder-nes vilkår i det partipolitiske og kulturelle liv og deres reaktion på disse vilkår.

Det indledende afsnit tager fat i og kritiserer dansk og udenlandsk debat om teo-

rien om husarbejdet som værdiskabende dvs. teorien om, at husarbejdet i arbejderfa-milieme i og med at det er en vareproduktion, produktion af arbejdskraft som vare,

er værdiskabende, men ikke merværdi-skabende. En teori, som Kirsten Geertsen

også fremlagde i bogen Arbejderkvinder 1914-24, SFAH 1977.

Efter min mening er denne debat ikke særlig væsentligog ret indforstået i sin form.

Jeg mener, at det at beskæftige sig specielt med arbejderkvindeme, at fremhæve at

kvinderne bliver hårdt ramt under kapitalismen og belyse det ved konkrete eksem-

pler er meget relevant, men jeg opfatter det som en konstruktion at hævde at husar-

bejdet er værdiskabende. En konstruktion som hverken gør husarbejdet mere eller

57

mindre betydningsfuldt og en konstruktion som ingen indflydelse har på beskrivelsenaf de konkrete forhold. Enten er man enig i teorien på forhånd eller også bliver man

ikke overbevist i løbet af fremstillingen.Kap. 2 og 3 er absolut de vigtigste og vægtigste. I disse afsnit behandles utrolig

mange aspekter og emner omkring kvindernes vilkår ude som hjemme og bogen fårnærmest karakter af håndbogpå en række områder. F.eks. er afsnittet om arbejdsløs-hed og arbejdsløshedslovgivningenmeget anvendeligt også i andre sammenhænge,hvor der er brug for en kort oversigt over lovgivningen på dette område i den pågæl-dende periode. I afsnittet om hjemmearbejdspladsen vil jeg især fremhæve afsnittetom seksualdebat og svangerskabslovgivning, mens forsøgene på under overskriftenoverenskomstforhold at inddrage ægteskabslovgivningen i forhold til hjemmear-bejdspladsen virker som om virkeligheden skal tilpasses teorien og ikke omvendt.

Det, at så mange områder af relevans for kvindernes situation er taget op og ind-

draget gør bogen meget inspirerende. Problemet er blot, at fordi der inddrages såmange aspekter og problemstillinger bliver emnerne behandlet overfladisk og ikke

særlig dybtgående. Der skøjtes hen over en række emner og problemstillinger, som

det kunne have været ret interessant at gå i dybden med.

Bogen bygger i det store og hele kun på brede fremstillinger, officielle udgivelser,festskrifter, lovgivningsmateriale, udvalgsbetænkninger,officiel statistik m.v., men

ikke på arkivmateriale. F.eks. er det helt åbenlyst, at en udnyttelse af Kvindeligt Ar-

bejderforbunds arkiv ville have betydet nye erkendelser på en række områder, isærvedrørende kvindernes reaktion på deres vilkår.

Der er imidlertid gjort et kæmpearbejdemed at sammenfatte og systematisere deteksisterende materiale og de officielle forklaringer, og det gør det betydelig lettere forforskere der vil gå i dybden med nogle af de inddragne emner.

Jeg vil også godt fremhæve de gode og illustrative billeder, som bogen er forsynetmed, hvorimod jeg finder de mange statistiske tabeller og oversigter lidt vel rigelige.

Bogen er efter min mening for tung -ikke alene kvantitativt men også indholds-

mæssigt. Jeg tvivler stærkt på, at de kvinder, hvis historie er omtalt, når længere end

til indledningen. Bogen har karakter af forskningsrapport og er som sådan traditio-nelt opbygget med en teoretisk indledning, en oversigt over kildematerialet osv.

KG burde være startet med slutningen, hvor de politiske konklusioner af teorien

påpeges og så - om overhovedet - medtage de teoretiske afsnit og den teoretiske dis-

kussion i et appendix for de meget interesserede.

Desuden mener jeg, at man fra SFAHs side burde have bedt forfatteren eller redak-tionen af skriftserien om at bearbejde teksten m.h.p. udgivelse, så man kunne være

nået ud over den universitære fremstillingsform og formidlet stoffet på en mere til-

gængelig måde, netop fordi bogen indeholder så mange gode konkrete beskrivelser,som man kan frygte, at læseren ikke når til pga. den halsbrækkende og den universi-

tære stil.

Hanne Rasmussen

Dietrich Geyer: Kautskys russisches Dossier. Deutsche Sozialdemokraten als Treuhän-der des russischen Parteivermögens,1910-1915. Campus Verlag, Frankfurt und NewYork 1981. (Quellen und Studien zur Sozialgeschichte, herausgegeben vom Intemationa-len Institut für Sozialgeschichte, Amsterdam, Band 2.) XXI + 668 s., DM 110.-

Fra 15. januar til 5. februar 1910 holdtes et centralkomitemøde i »Ruslands Socialde-mokratiske Arbejderparti« (RSDAP) i Paris. Emnet for mødet var angiveligt en mu-

58

lig genforening af det splittede parti, men substansen af mødet og de efterfølgendediskussioner herom var partiets og de enkelte fraktioners finansielle forhold, og først

og fremmest spørgsmålet om den såkaldte »schmitt'ske arv«. Den schmitt'ske arv var

en anselig sum penge (der foreligger forskellige oplysninger om hvor stor summen var

- Geyer vurderer at størrelsen var minimum 507.600 og maximum 608.400 Mark i

datidens priser) som den bolsjevikiske fraktion ad forskellige veje havde fået rådig-hed over. På mødet tilsluttede bolsjevikerne sig en beslutning om at denne pengesum

skulle overgå til det samlede parti under visse betingelser, først og fremmest at men-

sjevikeme ophørte med at fungere som fraktion. Mødet besluttede videre at overlade

kontrollen med disse betingelsers opfyldelse og udførelsen af pengetransaktionemetil tre tyske socialdemokrater - Franz Mehring, Clara Zetkin og Karl Kautsky - som

således skulle fungere som »tillidsmænd« eller »opmænd« (»Treuhänder«) for det

russiske socialdemokrati i disse finansielle anliggender. Denne begivenhed og ikke

mindst de senere udviklinger i sagen er den akse hvorom Geyers bog drejer sig.Bogen er for størstedelens vedkommende (ss. 264-669) en førstegangs offentliggø-

relse af en dokumentsamling, som hidindtil har befundet sigi IISG's (InternationaltInstitut for Socialhistorie i Amsterdam) Kautsky-arkiv. Dokumentsamlingen er såle-

des (bortset fra visse tilføjelser fra Geyers side, jf. nedenfor) identisk med de skrivel-

ser og breve som Kautsky selv har arkiveret i forbindelse med sit hverv som opmand(Kautsky omtalte selv denne samling som sit »russiske dossier« - heraf bogens titel).

Dokumentsamlingen har i sagens natur derfor en mangel: breve fra Kautsky til

andre implicerede parter har kun befundet sig i arkivet, forsåvidt som der er udarbej-det kopier af eller udkast til disse breve - hvilket kun gælder for et fåtals vedkom-

mende. Geyer har til en vis grad søgt at råde bod på dette, dels ved et fyldigt noteap-parat der ud fra andre kilder søger at rekonstruere indholdet i breve afsendt af Kaut-

sky, dels ved at have tilføjet Kautskys oprindelige »russiske dossier« en række

brewekslinger mellem Karl Kautsky og Louise Kautsky, der belyser dele af Kautskysstillingtagen. Geyer har herudover forsøgt at få udleveret breve fra Kautsky fra de

arkiver, der befinder sig ved »Institut für Marxismus-Leninismus« i Moskva, men

med det ringe resultat af ét brev fra Kautsky til Clara Zetkin (dokument 179). Den her

offentliggjorte dokumentsamling indeholder 253 dokumenter, der daterer sig fra pe-rioden januar 1910 til maj 1915. Dokumenteme er ordnet rent kronologisk, og detkan derfor være nyttigt med en kategorisering af disse efter oprindelse og art: Samlin-

gen kan således inddeles i : 1)dokumenter og brewekslinger mellem Mehring, Zetkin

og Kautsky på den ene side og officielle russiske socialdemokratiske instanser på denanden side, 2) brewekslinger mellem enkelte russiske socialdemokrater (heriblandtLenin, Trockij, Plechanov, Martov, Akselrod, Jogiches og Rjasanov) og de tre op-mænd, enten samlet eller enkeltvis, 3) brewekslinger mellem Mehring, Zetkin ogKautsky indbyrdes, 4) brewekslinger mellem Lenin og en række advokater, og brev-

vekslinger mellem disse advokater og Kautsky, og 5) brewekslinger mellem Karl og

Louise Kautsky.Dokumenteme åbenbarer en pnske særegen og besynderlig række af begivenhe-

der i arbejderbevægelsens historie, men bag kulisserne. Begivenhederne har således

ikke været kendt af en større offentlighed i samtiden - ud over de direkte impliceredevar det kun det tyske partis og II. Internationales øverste ledelse, der havde kendskab

til sagen. Sagen blev, af gode grunde, kategoriseret som et »konspirativt«anliggende,og trusler om offentliggørelse blev undertiden anvendt som pressionsmiddel. Forhi-

storien til begivenhederne er den »schmitt'ske arv«: N. P. Schmitt, fabrikant og aktie-

besidder, døde i 1907 i et fængsel i Moskva uden at efterlade sig noget testamente.

59

Schmitts to søstre herefter anerkendt som retsmæssige arvinger, og det lykkedesbolsjevikerne at få disse til at overføre arven (eller dele af den ) til bolsjevikemesbankforbindelse i Paris i 1909. Mensjevikeme gjorde imidlertid gældende, at arven

tilhørte det samlede parti, og kritiserede bolsjevikeme for deres egenmægtige tileg-nelse af pengene. Bolsjevikeme/Lenin så sig derfor nødsaget til at indgåden nævnte

aftale på centralkomitemødet i 1910, om at pengene skulle tilgå det samlede partiunder forudsætning af, at fraktionerne ophævedes. Sagens videre forløb skal her kort

opridses: Efter mødet i januar 1910 foretager Lenin ikke den aftalte overførelse af

pengene, under henvisning til at betingelserne ikke var Opfyldte, idet fraktioneme

fortsat eksisterede. I sommeren 191 l forsøger Lenin at få de tyske opmænd til at god-kende bolsjevikemes ret til at beholde pengene, men disse afviser overhovedet at for-

handle om sagen før pengene faktisk befinder sig i deres varetægt, og Lenin ser sigderfor nødsaget til at overføre pengene til dem - uden at det dog kan afgøres om det

drejer sig om alle pengene. Lenin fastholder, at han retmæssigt har krav på pengene,men Zetkin og Kautsky (Mehring er i mellemtiden trådt tilbage fra hvervet pga. syg-

dom) fastholder, at pengene kun kan udleveres til et samlet russisk parti. Heller ikke

efter partikonferencen i Prag i januar 1912,der vælger en ren bolsjevikisk centralko-

mite og vedtager en resolution om øjeblikkelig udlevering af pengene, kan Lenin

overtale Zetkin og Kautsky til at tilbagegive pengene. I perioden fra februar 1912 til

sommeren 1914 kontakter Lenin en række advokater - angiveligt for at forberede en

retssag mod Zetkin og Kautsky, men reelt snarere for at læggeyderligere pres på dem

da det faktisk aldrig kommer dertil, at en retssag føres. Med 1. verdenskrigs udbrud

fortaber den schmitt'ske arvs videre skæbne sig i det uvisse. Det sidste dokument i

samlingen er et brev forfattet af Zetkin, der fastslår at hun og Kautsky nu ikke ser

anden udvej end at træffe den endelige afgørelse om pengenes ejerskab. En sådan

afgørelse blev imidlertid aldrig truffet, endsige ført ud i livet. Derfor må - som Geyeranfører s. 246 - spørgsmålet »om Clara Zetkin efter krigsafslutningen overgav pen-

gene til sovjetregeringen, eller om pengene forsvandt som makulatur i den tyske infla-

tionstid, forblive åbent«.

Formålet med offentliggørelsen af denne dokumentsamling er angiveligt at for-

midle et anvendeligt materiale til undersøgelse af tysk-russiske partirelationer og de

russiske exilgruppers historie i perioden mellem de to russiske revolutioner - områder

der efter Geyers mening fortsat er mangelfuldt udforsket, og som er nødvendige ele-

menter i en fremstilling af »den russiske arbejderbevægelsessocialhistorie« (s. xi-xii).Anvendeligheden af dokumenterne fra Kautskys russiske dossier til dette formål vur-

derer Geyer som værende af »overordentlig vigtig betydning«, ja ligefrem en »første-

rangskilde« der muliggør en »tæt og differentieret dokumentation« (s. ix, xi og 26).Om hvorvidt denne vurdering holder stik skal jeg afslutningsvis vende tilbage til.

Man kan således sige at offentliggørelsen af Kautskys russiske dossier ligger i for-

længelse af Geyers hidtidige litterære produktion, der (ud over bidrag til Sovjetunio-nens udenrigspolitiske historie) omhandler det russiske socialdemokratis historie

indtil 1905, som han har behandlet i sin disputats fra 1962 og i flere artikler før ogsiden da. Tilsyneladende har udgivelsen af Kautskys russiske dossier da også længeligget Geyer på sinde - således skriver Lösche i en bog fra 1967 at »Dietrich Geyerplanlægger en udgivelse af disse kilder« (Peter Lösche: Der Bolschewismus im Urteil

der deutschen Sozialdemokratie 1903-1920, Berlin 1967, s. 62).I lyset af den nævnte forskningsmæssige mangel har Geyer ikke ment at kunne nø-

jes med noter og kommentarer til dokumenterne, og har derfor forsynet udgivelsenmed en længere »indledning«der rettere må karakteriseres som en monograñsk frem-

60

stilling af de tyske opmænds (forsøg på) forvaltning af den schmitt'ske arv set i sam-

menhæng med andre partihistoriske begivenheder i perioden 1910-1915.

Denne fremstilling (ss. 1-253) behandler tre emneområder: En fremstilling af situa-

tionen i RSDAP op til centralkomitemødet i januar 1910 og forhandlingerne og be-

slutningerne på dette møde, der grundigt belyser partiets splittethed i dens forskelligedimensioner: dels forholdet mellem exilgruppeme og partiet indenfor landets græn-

ser, dels forholdet mellem fraktioner, grupper og personer inden for partiet som hel-

hed - en fremstilling der viser at det langt fra er tilstrækkeligt at skelne mellem bolsje-

viker og mensjeviker: disse fraktioner var hver især underopdelt iflere grupperinger,hvortil kommer de såkaldte nationale medlemsorganisationer (det jødiske »Bund«

og det lettiske og polske socialdemokrati) der indgik skiftende alliancer med partietsfraktioner og grupperinger (kapitel 1, s. 1-63). En fremstilling af fraktioners, gruppers

og enkeltpersoners forsøg på at blande sig i den interne tyske strategi-debat mellem

Luxemburg og Kautsky med det formål at opnå gevinster i spørgsmålet om fordeling

af den schmitt'ske arv - en fremstilling der i øvrigt viser, at Kautsky på dette tidspunktikke kan tillægges »mensjevikiske«synspunkter, og at Lenin på dette tidspunkt ikke

(i hvert fald ikke offentligt) tog afstand fra Kautsky, men tværtimod direkte under-

stregede Kautskys ledende stilling som teoretiker (kapitel II, s. 64-150). Og endelig en

fremstilling af reaktioneme i SPD og II. Internationale på RSDAP's splittelse (kapit-lene II og IV, s. 151-237).

Fremstillingen som helhed er særdeles veldokumenteret og gennembearbejdet. K il-

degrundlaget er ikke blot Kautskys russiske dossier. Også den russiske 5. udgave af

Lenins værker, der er langt mere omfangsrig end den tyske/engelske oversættelse

(der bygger på 4. udgaven), udgør en væsentlig del af kildegrundlaget. Herudover

trækkes der på to i denne sammenhæng lidt mere utraditionelle kilder: Dels Rosa Lux-

emburg: korrespondance med Leo Jogiches - en korrespondance der, pga. et nært ven-

skab og fortrolighedsforhold mellem Luxemburg og Zetkin og fordi J ogiches var en

af de på russisk side involverede i spørgsmålet om den schmitt'ske arv, indeholder

unikke oplysninger om det indbyrdes forhold mellem Zetkin og Kautsky i udførelsen

af hvervet som opmænd. Dels dokumenter hidrørende fra Ochrana-arkiver (Ochranavar det zaristiske hemmelige politi, hvis arkivalier nu befinder sig på »Hoover Institu-

tion on War, Revolution and Peace« i Stanford), der indeholder unikke oplysningerom russiske partiforhold indsamlet via agenter i RSDAP og via kontrollering af

breve mellem russiske socialdemokrater.

På dette grundlag giver Geyer en særdeles grundig og detaljerig fremstilling af de

tysk-russiske partimæssige relationer og relationerne mellem de russiske exilgrupper,centreret omkring de implicerede personers relationer til hinanden. Den række af på-

virkningsforsøg, alliancer og intriger, der udspinder sig omkring kampen om den

schmitt'ske arv bliver samtidig fremstillet på en fængslende og spændendemåde -

undertiden spændende som en kriminalroman.

Men denne styrke ved fremstillingen synes samtidig at blive fremstillingens svag-

hed. Fokuseringen på det russiske partis finansielle forhold medfører at andre for-

hold underordnes dette aspekt. Bogen er fyldt med eksempler på dette - her skal blot

nævnes et par stykker: Geyer mener således, at grunden til at Lenin i 1910 overho-

vedet går med til at afholde et centralkomitemøde med repræsentanter for alle frak-

tioner alene er ønsket om at afværge kritikken af bolsjevikernes finanspraksis (s. 17-

18), og ikke et ønske om en nyorganisering af partiet. Videre mener Geyer, at

grunden til at Lenin ikke solidariserer sig med Luxemburgi debatten mellem hende

og Kautsky i 1910 skyldes, at han ikke ønsker at lægge sig ud med Kautsky, fordi

61

denne skal træffe' beslutning om det russiske partis finansielle forhold (5. 83-85), ogikke fordi Lenin på dette tidspunkt mener at være teoretisk og strategisk enig med

Kautsky. Ligeledes mener Geyer, at Lenin kun bekymrede sig om II. Internationales

vurdering af den russiske partisplittelse forsåvidt som dette kunne få betydning for

spørgsmålet om bolsjevikernes ret til den schmitt'ske arv (s.205 og 212-218). Lig-nende typer af vurderinger fremsætter Geyer mht. Martovs bidrag til den tyske strate-

gidebat (s. 76-77 og 178). Overhovedet synes Geyer at mene at uenighederne ikkevedrørte teoretiske og strategiske forskelle, men at de var et spørgsmål om person-konflikter. Der er således tale om en tendens til at reducere arbejderbevægelsenshi-storie til partihistorie, og reducere partihistorie til personrelationer, på bekostning afen inddragelse af de samfundsmæssigebetingelser for arbejderbevægelsenskamp.Forklaringen på denne tendens i fremstillingen skal søges dels i dens problemstillingog dels i kildematerialets karakter. Geyers formulerede formål med offentliggørelsenaf Kautskys »russiske dossier«, at skaffe grundlaget for »kommende undersøgelser afden russiske arbejderbevægelses socialhistorie« (s. xii), synes således at være udtrykfor en overvurdering af materialets anvendelighed. Men for undersøgelser af person-konflikter inden for de russiske exilgrupper og mellem det russiske og det tyske partier der meget stof at hente i bogen.

Uffe Jakobsen

Kirsten Folke Harrits: Arbejde: Liv og historie. Fire danske arbejdererindringer, Dansk-

lærerforeningen/Skov,Varde 1982, 212 5., kr. 128.-

Så vidt det er mig bekendt foreligger der med denne bog for første gang en antologi af

arbejdererindringer, som er udarbejdet specielt med henblik på undervisning i gym-nasieskolen og HF. Sikkert er det, at denne udgivelse opfylder et stort behov for ma-

teriale vedrørende arbejderbevægelsens historie og kultur.

Udvalget ersammensat af uddrag fra Oluf Bertolts »Tra danske Arbejderes Livser-

indringer« fra 1925, hvorfra der er udvalgt en tekst, der vedrører landarbejderen Pe-

ter Andersen. Martin Andersen Nexø er repræsenteret med fire tekster, nemlig ud-

drag af »Et lille Kræ« fra 1932, »Under aaben Himmel« fra 1935, »For Lud og koldt

Vand« fra 1937 og endelig »Vejs Ende« fra 1939. Fra lidt nyere publikationer er med-

taget uddrag fra Mikkel Christensens »Min lille Verden. Fra Hedebyen til Hovedsta-

den« fra 1967 og endelig to uddrag af Christian Christensen, nemlig fra »En rabarber-

dreng vokser op« og »Bondeknold og rabarberdreng« fra henholdsvis 1961 og 1962.

Endelig er antologien afsluttet med en kronik af Oluf Bertolt fra Social-Demokraten

d. 18. august 1924 med titlen »En Arbejders Livshistorie efterlyses«.Det kan naturligvis forekomme at være en form for hærværk at skære udvalgte

episoder ud af en helhed, som erindringer udgør. Det er klart, at »skaden«, som man

nødvendigvis må gøre derfor skal søges afhjulpet gennem en omhyggelig vurderingaf, hvilke temaer, der skal være afgørende for det tekstudvalg man besluttet sig for at

bringe. I det foreliggende tilfælde har man valgt at koncentrere sig om erindringer der

»leves« i tiden omkring århundredskiftet, ligesom man har vurderet, at bredden i

tekstudvalget skulle repræsentere vidt forskellige holdninger indenfor arbejderklas-sen; således rummer de udvalgte erindringer skitser og episoder, der viser arbejderemed vidt forskellige holdninger og klassebevidsthed. Erindringerne er fra arbejdere,som ikke på nogen måde er sig deres egen klassemæssige situation bevidst, men ogsåfra aktive arbejdere, der er klar over betydningen af fagforeningsarbejde og andreformer for organisationsarbejde indenfor deres egen klasse. Men fælles for disse me-

get forskellige skæbner er, at de alle formidler livssammenhængesom en del af arbej-

62

derklassens historie. Derfor bliver antologien også i stand til at give læseren andet og

mere end individuelle pudserløjerlige fortællinger om »gamle dage«. Antologienkommer til at virke samlende, således at de enkelte skæbner betragtet i en helhed

kommer til at repræsentere en væsentlig del af arbejderklassens kultur og historie.

Det er netop dette aspekt, der - i modsætning til en del andre nyere publikationer af

arbejdererindringer - giver bogen værdi og berettiger interesse for den.

Som undervisningsmiddel betragtet vil antologien kunne benyttes både i fagenedansk, historie og samfundsfag, ligesom den også vil være velegnet til tværfaglige ar-

bejdssituationer i undervisningen.Niels Ole H. Jensen

Jan Holm Ingemann og Mogens Ove Madsen: Krisens økonomi - økonomiens krise. En

historie om indkomstpolitikkens storhed og forfald, Aalborg Universitetsforlag, Aalborg1982, 130 s., 75 kr.

Nationaløkonomerne og den nationaløkonomiske videnskab står traditionelt ikke

ligefrem på arbejderklassens og arbejderbevægelsensside. De senere års debatter om

indkomstpolitik, betalingsbalanceproblemer og økonomisk afgrund har nok kunne

afdække visse uenigheder indenfor den økonomiske »sagkundskab«, men de fleste

nationaløkonomer, der har haft adgang til medierne, har været enige om at udråbe

fagbevægelsen, arbejderne og lønningerne som den økonomiske krises syndebuk.Selv økonomer med tilknytning til fagbevægelsen - rent ud sagt Steffen Møller - har

været ivrige i arbejdet med at støbe de »saglige« økonomiske kugler til den nuvæ-

rende indkomst- og nedskæringspolitik. Ingemann og Madsen har i deres bog sat sigfor at forklare den nationaløkonomiske videnskabs samfundsmæssige rolle i Dan-mark gennem de seneste 40 år. Udgangspunktet tages i l930eme, hvor nationaløko-

nomien i flg. forfatterne bliver interessant, idet den interventionistiske stat begynderat udvikle sig. Der blev derfor behov for en videnskab, der kunne stille diagnose ogordinere medicin til en syg økonomi. Et vigtigt medikament til økonomiens helbre-delse - eller overlevelse - fandt økonomerne i lønpolitik, samordningspolitik eller ind-

komstpolitik. Først fra Helhedsløsningen i 1963 er begrebet indkomstpolitik blevetet etableret begreb i såvel medierne som i den nationaløkonomiske videnskab.

Forfatterne viser hvorledes de toneangivende nationaløkonomer i vidt omfang har

fungeret som legitimatorer for den førte indkomstpolitik. Det er økonomerne, derhar leveret de videnskabelige argumenter for politikkens nødvendighed. Derimodhar det været meget småt med økonomernes rolle som innovatorer, d.v.s. som opfin-dere af nye midler for den interventionistiske stat. Der har været et politisk behov for

indkomstpolitik - derefter rettedes videnskaben og de nationaløkonomiske modeller.

Klassemodsætningerog aktive elementer-i samfundet som f.eks. fagbevægelsen har

der øjensynligtikke været plads til i disse modeller. Forfatterne giver flere eksemplerfra det nationaløkonomiske establishments udgydelser, hvor der stilles forslag om at

nedlægge fagbevægelsen eller krav om »at fagbevægelsn opfører sig ordentligt«.Un-

derforstået: Ellers bryder de fine modeller og indkomstpolitikken sammen. Dette

helt klare, men samtidigt camouflerede, klassestandpunkt og ideologiske udgangs-punkt kunne godt have været analyseret og forklaret yderligere i bogen. Hvorfor har

gruppen Socialistiske Økonomer og for den sags skyld økonomerne fra Arbejderbe-vægelsens Erhvervsråd kun i meget begrænsetomfang kunnet imødegå f.eks. de øko-

nomiske vismænds ideologiske og videnskabelige korstog mod lønstigninger, dyr-tidsregulering, løfteparagraf og arbejdsløshedsunderstøttelse? Er den nationaløko-

L63

nomiske videnskab per definition reaktionær? Og hvorfor gik studenteroprøret og

fagkritikken stort set - som forfatterne skriver - uden om denne videnskab?

Bogen handler m.a.o. primært om nationaløkonomien som legitimatorisk viden-

skab for en politik, der er vendt mod arbejderklassen. Den kan derfor anbefales som

et supplement til studier af indkomstpolitikkens konkrete udformning i Danmark.

Bogen er affattet i et let tilgængeligt sprog og indeholder en nyttig artikelliste over

indlæggene i den indkomstpolitiske debat i Danmark fra 1955 til 1982.

Lars Stige]

Ole Hyldtoft, Helle Askgaard og Niels Finn Christiansen: Det industrielle Danmark

1840-1914, Systime, Århus 1981, 374 5., kr. 110.-

Med udgivelsen af Det industrielle Danmark 1840 - 1914 er der blevet rådet bod på en

åbenlys mangel på materiale vedrørende den danske industrialiseringsproces, når det

drejer sig om det undervisningsområde, der hører ind under gymnasieskolen og HF.

Det kan undre, at der ikke tidligere er blevet produceret en udgivelse af samme store

og vidtfavnende karakter, det forløbne 10-års interesse for arbejderbevægelse og in-

dustrialisering taget i betragtning. Men nu er der altså en omfattende kildesamlingfor hånden, der er udarbejdet med særligt henblik på brug i undervisning for de 16-19

årige - og for så vidt også alle andre, der er interesserede i at arbejde med dette emne

og denne tid.

Kildesamlingen er disponeret i 12 hovedafsnit samt en indledning til perioden påca. 30 sider, hertil kommer et fyldigt teknisk apparat med register, biografier, forslagtil arbejdsspørgsmålog oversigt over forholdet mellem gamle og nye enheder for mål,

vægt og mønt.

De 12 hovedafsnit dækker meget forskellige aspekter af den samfundsudvikling,som almindeligvis kaldes industrialiseringen. Ud over de forventelige og traditionelle

temaer som infrastruktur, industriens kraftkilder, landbrugsindustrien, jemstøberier

og maskinfabrikker og organisationsdannelsen rummer kildesamlingen også en

række gode og spændende kapitler, deribehandler emner som børnearbejde, kvinde-

industrier, familiens reproduktion og datidens forestilling om fremtidens industri-

samfund. Når dette sammenholdes med, at bogens tidsmæssige ramme er blevet sat

til tiden mellem 1840 og 1914, i stedet for den traditionelle (og alt for snævre) tids-

ramme fra 1870 til 1890, bliver helhedsindtrykket af bogen, at der her er tale om et

meget smidigt og anvendeligt undervisningsmiddel. Kildeme er i alt væsentligtvel-

valgte og spændende, og bogen er velforsynet med gode illustrationer. Det eneste mi-

nus, som trænger sig på, er, at de politiske partiers holdninger til industrialiseringen

og hinanden ikke er medtaget. Bogens udgivere gør selv opmærksom på, at dette

aspekt ikke er medtaget, og selvfølgeligmå man ogsånødvendigvissætte en grænse et

sted for, hvad man skal medtage. Det kan så diskuteres, hvorvidt dette emne burde

have erstattet et medtaget emne eller ikke. Det korte af det lange er, at der stadigeksisterer et behov for undervisningsmateriale, der dækker de politiske bevægelsersholdninger til den industrielle udviklingsproces - og at nærværende bog på en række

områder opfylder behovet for en omfattende og alsidig dækning af kildemateriale

vedrørende den danske industrialiseringsproces.Niels Ole H. Jensen

64

Jeppe Aakjær Årbog1, Aakjær-selskabet 1982, 110 s.

Aakjær-årbogen er et af resultaterne af dannelsen af Aakjær-selskabet og Jenle-

fonden i l980. Herom handler da også den første artikel, skrevet af Hans Jørn Chri-

stensen.

Hertil kommer naturligt nok - ifølge Aakjærs og selskabets historie - en artikel af

Solvejg Bjerre, digterens datter og Jenles varetager. Hun beretter om Aakjær set fra

hjemmets og sekretærens synsvinkel. Et inspirerende og krævende liv har det været

med Jeppe Aakjær.Om digteren, agitatoren og taleren Jeppe Aakjær og om hans sammensatte forhold

til højskolen handler 2 artikler af henholdsvis Vagn Raahede og Finn Slumstrup.Derudover rummer årbogen 3 artikler, som i hovedsagen er koncentreret om over-

leveringen og aktualiteten af én side af Jeppe Aakjærs forfatterskab: den socialkriti-

ske. Hertil bidrager Jørgen Danlund: Jeppe Aakjær i danskundervisningen, Flem-

ming Harrits: Tradition og fornyelse, Finn Vadmand: Der er øvet vold mod Jeppe

Aakjær. Titlerne dækker på en tematiserende måde artiklernes indhold. Her er der

inspiration at hente for de SFAH-medlemmer, som er undervisere og gerne vil ar-

bejde tværfagligt, og for dem, der forsker i landarbejderes historie.

Som led i formidlingsbeskrivelserne indgår også en kort redegørelse fra journali-sten Ove Gibskov, der har været med til at lave et kasettebånd med Aakjær, som sel-

skabet har udgivet.Årbogenkan have interesse for faghistorikere og litteratur- og kulturhistorikere.

Årbogenkan bestilles hos Aakjær-selskabet, Vejsmarkvej 25, Grættrup, 7870 R0-

slev. Kontingentet er på 20.- kr årligt og medlemsprisen for årbogen er 50.- kr. Bind 2

er på trapperne.Kirsten Folke Harrits

Per Juul Larsen/Ole Ravn: Proletarliv. Tekster fra industriarbejdemes verden 1870-

1914, G. E. C. Gad, København 1982, 263 s., kr. 187.90

Marianne Barlyng/Lise Bostrup: Arbejderlitteraturen til debat, G. E. C. Gad, Køben-

havn 1982, 173 s., kr. 109.80

Arbejderliv i perioden fra 1870 til l9 14 og arbejderlitteratur fra 1970'erne er emnerne

i to nyligt udkomne bøger fra Gads forlag. De to bøger supplerer hidtidig forskningog bekræfter samtidig, at interessen for videnskabelig forskning i såvel fortidens som

nutidens arbejderkultur og arbejderlitteratur er udbredt blandt repræsentanter for

forskellige samfundsvidenskabelige områder. På baggrund af den kendsgerning, at

der i disse år bliver stadig længeremellem nye bøger, der kan betegnes som arbejder-litteratur, er det derfor meget vigtigt, at der henvises til dem, og at de diskuteres.

I det danske samfunds historie spiller tidsrummet mellem 1870 og 1914 en afgø-

rende rolle. Heri udformes det moderne samfund, og det kapitalistiske systems kon-

turer træder nu tydeligt frem. Det er derfor naturligt, at perioden stadigt undersøges

og diskuteres inden for samfundsvidenskabeme. Hertil kommer, at genoplivningenaf den såkaldte arbejderlitteratur i 1970'erne har skærpet interessen for den teoretiske

diskussion af de æstetiske kriterier for denne litteratur samtidig med, at den også har

ført til fornyet opmærksomhed omkring arbejderklassens leve- og kampbetingelserfra dens opståen til idag. Denne tendens bekræfter Per Juul Larsen og Ole Ravn med

deres bog, idet de beskriver tekstmaterialet deri som undervisningsmateriale, »der så

alsidigt som muligt belyser de tidlige industriarbejderes økonomiske, sociale, poli-tiske og ideologiske position i Danmark« (s. 263). Bogen er inddelt i fem afsnit: So-

65

ciale uligheder - Arbejdet - Boligforhold - Politiske forhold - Fattigdommens følger.Hvert afsnit er forsynet med en kort indledning og med litteraturhenvisninger til den,der eventuelt vil forske videre i emnet. Nyttigt er også det biografiske afsnit bag i

bogen, hvori man også kan finde oplysninger om mindre kendte navne fra perioden.Antologien indeholder forskelligartet materiale: dokumentariske tekster fra perio-den, sociologiske undersøgelser, statistikker, avisdebatter digte, arbejder- og kamp-sange, romanuddrag, illustrationer m. v. Forfatterne har lavet et bredt tekstudvalg,der på forskellig måde belyser den sociale uret og den nød og fortvivlelse, der fandtesblandt industriarbejderne og deres familier. Herunder er det interessant at konsta-

tere, at den sociale elendighed, der er temaet i bogen første kapitel (Sociale uligheder)ofte er gengivet i skildringer af proletarkvindens situation. På baggrund af de højearbejdsløshedstal i Danmark i dag vil teksterne i bogens kapitel 2 (Arbejdet), der be-

lyser arbejdsløsheden i forrige århundrede, uden tvivl vække interesse. Heraf frem-

går, at omend de økonomiske omstændigheder er ændrede, så er de psykiske og per-

sonlighedsmæssigefølger af arbejdsløshedssituationen de samme som for hundrede

år siden. Ud over tekster om arbejdsløshed, så er der i dette kapitel også anbragtteksteksempler, der fortæller om datidens tunge slid og om arbejderkvindens hårdelod. Dertil kommer nogle, der viser solidariteten og sammenholdet blandt arbejdere.Og atter andre, hvori man finder vidnesbyrd om den foragt, som skruebrækkere mø-

der hos deres klassefæller. - Industriarbejdemes ofte utilstrækkelige og menneskeu-

værdige boligforhold trækkes frem i det tredie kapitel (Boligforhold). Og følgerne af

disse forhold: prostitution, alkoholisme og kriminalitet, opregnes af forfatterne i det

sidste kapitel (Fattigdommens følger). I kapitel 4 (Politiske forhold) fraviger forfat-

terne deres princip - at bringe tekster fra industriarbejdernes verden -

og har heri

medtaget en polemik mellem de to aviser »Socialistiske blade« og »Fædrelandet«,således at der også fremstår et billede af de fjender, som Socialdemokratiet i sin dan-

nelsesperiode var omgivet af. I dette kapitel bliver alle de strømninger og tendenser,der var i den unge danske arbejderbevægelse, tydelige. Teksteksemplerne her rækker

fra marxistiske samfundsanalyser over vage appeller og uklare fremtidsvisioner til

anarkistiske proklamationer til arbejderklassen. Interessant er i dette kapitel også en

artikel fra 1889 om den moderne kvindebevægelse (Det moderne kvinderøre, s. 202

f.), hvori der ikke blot stilles krav om kvindens økonomiske og politiske ligeberetti-gelse, men også om indlemmelsen af den proletariske kvindebevægelse i Socialdemo-

kratiet.

Trods ovenstående virker det imidlertid påfaldende, at antologiens forfattere kun

har anvendt lidt plads til materiale, der belyser det vigtigste element i arbejderklas-sens kamp, nemlig den fremadrettede kamp for en ny samfundsorden. I 1983, hvor

arbejderklassen i alle lande markerer hundredeårsdagen for Karl Marx' død, kunne

man have ønsket sig flere oplysninger om arbejderklassens veje og mål i kampen mod

kapitalismen.Mens de skønlitterære teksteksempler hos Per Juul Larsen og Ole Ravn underbyg-

ger bogens øvrige tematiske emner, så fungerer hos Marianne Barlyng og Lise Bo-

strup i bogen »Arbejderlitteraturen til debat« de udvalgte litteraturtekster fra vor tidsom udgangspunkt for diskussionen af litteraturteoretiske problemstillinger. Sam-

menligner man de skønlitterære teksteksempler i de to bøger, så fremgår det, at arbej-derlitteraturen fra i dag har fået andre dimensioner. De er vidnesbyrd om en klasses

bevidsthedsmæssigeudviklingsproces, og de viser stoltheden over også at kunne til-

egne sig verden kunstnerisk. Arbejderklassen tager igen ordet efter at den i så lang tid- stort set hele efterkrigstiden - kun havde en beskeden plads i litteraturen.

66

Marianne Barlyngs og Lise Bostrups bog har en dobbelfunktion: På den ene side

præsenterer den karakteristiske og ivrigt diskuterede bøger. På den anden side for-

midler den indsigt i modtagelsen og kritikken af dem og viser, hvilke divergerende

meninger, der her findes, samtidig med, at problemer vedrørende distribuering og

popularisering af denne litteratur også inddrages. Diskussionerne omkring det om-

stridte begreb arbejderlitteratur er - hvad også teksteksempleme i bogen bekræfter -

nu som før aktuelle. Marianne Barlyng og Lise Bostrup forstår arbejderlitteratur som

en »litteratur, der er skrevet af arbejdere, handler om arbejdernes liv og skildrer dette

på en solidarisk måde« (s. 6). For dette snævre udvalgsprincip falder blandt andre

forfattere som Villy Karlsson og Ditte Cederstrand, der begge gennem inddragelse af

arbejderbevægelsens historie i deres værker har levendegiort arbejderklassens tilvæ-

relse i såvel fortid som nutid.

Hvad angår begrebet arbejderlitteratur, så er der endnu ikke i den danske littera-

turdebat opstillet fyldestgørende kriterier. Kun få forskere foretrækker det mere om-

fattende begreb: socialistisk litteratur, der også omfatter den del af arbejderlitteratu-ren, som peger udover levevilkårs- og elendighedsbeskrivelserne.

'

Forfattere, der skriver arbejderlitteratur, analyserer ud fra forskellige sociale og

ideologiske positioner deres egen samtid. Det, der forbinder dem, er ønsket om for-

bedring af arbejdernes levevilkår, hvilket dog ikke i hvert enkelt tilfælde indebærer, at

der peges på samfundsmæssige forandringer. Udformningen af et socialistisk per-

spektiv lykkes kun for de forfattere, der ikke bare skriver om arbejderklassen, men

som også erkender og litterært former denne klasse som en samfundsforandrende

kraft. Aktivisering af de historiebærende kræfter har altid været den socialistiske lit-

teraturbevægelses samfundsmæssige og praktiske opgave. Arbejderlitteratur må for

at tjene klassens interesser kunstnerisk vurderes ud fra det mål af realisme og aktiv

humanisme, som den bringer ind i litteraturen. Men denne position udgør - således

som bøgerne, der undersøges af Marianne Barlyng og Lise Bostrup, viser - undtagel-sen i den nuværende arbejderlitteratur. Det heroverfor negative kunstneriske princip,der har oprindelse i den borgerlige kritiske realisme, er derimod dominerende.

I de to første kapitler i deres bog præsenterer de to forfattere den danske arbejder-litteratur i et historisk overblik. Heri kommer de også ind på dannelsen af en

proletarisk-revolutionær og socialistisk litteratur i Sovjetunionen og i andre lande,uden at vekselvirkningen mellem de enkelte nationallitteraturer dog berøres. Største-delen af bogen består af uddrag af bøger fra 70'erne, og forfattere som Grete Stenbæk

Jensen, ÅgeHansen-Folehaven, Benthe Østrup Madsen, John Nehm, Per Larsen

o.a. er medtaget. Samtidig omtales også forsøg på kollektivt at skabe arbejderlittera-tur. De udvalgte tekstuddrag suppleres af anmeldelser, diskussioner og polemikker,hvori også indgår kontrære standpunkter fra forskellige litteraturforskeres og forfat-

teres side. 1 de litteraturteoretiske overvejelser kunne man have ønsket sig mere omhu

og nøjagtighed. Således svarer defmitioneme af realisme (s. 13 f.) og socialistisk realis-

me (s. 10) ikke til opfattelserne i den nuværende internationale litteraturforskning.

Væsentligt er det imidlertid, at udgiverne af denne bog argumenterer for, at arbejder-litteratur ikke udskilles som en særlig del af den samlede litteratur. Rigtigt er, at man

over for denne litteratur ikke først skal spørge efter forfatternes egne forestillingerom et givet værks virkning, men efter den samfundsmæssige og praktiske funktion,som denne litteratur besidder i nutidens klassekampe.Bøgerne »Proletarliv« og »Arbejderlitteraturen til debat«, som fortrinsvis henven-

der sig til skoleelever og studerende, præsenterer på delområder væsentligt stof, der

67

kan give anstød til nyvurdering af arbejderklassens problemer, af dens levevilkår ogdens kultur og litteratur.

GabrieIe Sokall

Søren Kolstrup: Vulcan - en fabrik i provinsen. Et bidrag til industrialismens og arbejder-bevægelsenshistorie, Forlaget SOC, København 1981, 140 5., kr. 68.-

SørenKolstrup, der bl.a. vil være kendt for sin afhandling om indførelsen af 8-timers

arbejdsdagen (i Erhvervshistorisk Årbog1972) og bogen »Nakskov 31«, behandler i

denne bog et bredere emne, nemlig industrialismen og arbejderbevægelsen i en min-

dre provinskøbstad. Udviklingen er eksempliñceret ved den mariboske maskinfabrik

Vulcan.

Søren Kolstrups udvikling som forsker kan siges at være typisk for flere i disse år,hvor den oprindelige hovedinteresse for arbejderbevægelsens politiske og organisa-toriske udvikling forskydes til fordel for undersøgelser af de økonomiske og/ellersociale betingelser for arbejderbevægelsensvirksomhed, dens miljø så at sige. Det er

således kun 30 af denne bogs 140 sider, der handler om arbejderbevægelsenselv, her-

under forholdet arbejder/arbejdsgiver på Vulcan.

Hovedformålet med bogen er at vise, at nok tilkæmpede lønarbejdeme sig fra

1890'erne og frem større indflydelse på arbejdsforhold og samfundsudvikling; men

samtidig blev det stadig vanskeligere at påvirke produktionsmidlemes placering og

udvikling. Parallelt til i dag ser forfatteren lønarbejdemes afmagt over for de funda-

mentale økonomiske beslutninger. Dette illustreres i bogen ved fabrikken Vulcans

udvikling.Maskinfabrikken Vulcan blev grundlagt i Maribo 1874, og det var landbrugets sti-

gende behov for maskiner, der var baggrunden. Fabrikken voksede frem på grund af

lokale behov, og det lokale marked var det væsentlige for afsætningen. I midten af

1890'erne blev den meget alsidige maskinproduktion forladt til fordel for en stigendespecialisering inden for området jembanemateriel. Snart procucerede Vulcan især til

aftagere uden for Lolland-Falster og blev i stigende grad afhængig af DSB som

kunde. Det betød nye muligheder, men også øget sårbarhed over for kunkurrence og

krav til at have kapital i ryggen. Vulcans opsving blev af kortfristet karakter. Der var

konkurrence på markedet fra tysk og engelsk kapital og fra Randersfabrikken Scan-

dia. Vulcan, der ikke havde givet udbytte til aktionærerne, blev i 1906 først opslugt og

så nedlagt af Scandia, et resultat, Landsmandsbanken i København havde haft sin

store indflydelse på. Det var ikke svigtende ordretilgang, der lukkede fabrikken.

»Landets stærke kapitalgrupper levnede ikke plads til Vulcan. Firmaets forsvinden

var således i nøje overensstemmelse med den dominerende samfundsudvikling«,

konkluderer Kolstrup (s. 131). Et nyt firma med navnet Vulcan overtog én af det

gamle firmas bygninger, hvor der igen kom til at finde en fabrikation sted af land-

brugsmaskiner med henblik på det mere begrænsede lollandske marked.

Det er en udførlig, velskrevet og pædagogiskfremstilling, Kolstrup har kunnet giveaf udviklingen. Det har været muligt at give mange gode og illustrerende detailoplys-ninger, fordi en del af fabrikkens arkiv er bevaret. Også ud fra en lokalhistorisk syns-

vinkel er der tale om et vigtigt arbejde, hvor det specifikke Vulcantilfælde og forhol-

dene i Maribo også bruges til at fortælle almen historie. Lægger man en helhedsbe-

tragtning til grund, kan det siges, at emnet kunne have været udtømt i en mindre

artikel; men det ville uundgåeligt have forringet undersøgelsens værdi pædagogisk og

lokalhistorisk. Kapitlet om lønarbejdeme og deres organisationer, hvori Vulcans ar-

68

bejdere spillede en dominerende rolle, illustrerer udmærket de tidstypiske træk under

fagbevægelsensudvikling. Sin store værdi har bogen imidlertid u uden at forklejnedens øvrige fortjenester - som et bidrag til den ældre industrialismes historie.

Dorrit Andersen

Hans-Norbert Lahme: Sozialdemokratie und Landarbeiter in Dänemark (1871-1900).Eine Studie zur Entwicklung von Theorie und Praxis in der frühen dänischen Soaldemo-

kratie. Gleichzeitig ein Beitrag zur Diskussion der Agrarfrage in der europäschenSozial-

demokratie vor dem Ersten Weltkrieg, Odense University Press, Odense 1982, 415 s., kr.

170.50

Landarbejdernes forhold er ikke et emne, der ret ofte giver anledning til forskningeller udgivelse af bøger. H.-N. Lahme anfører i sin bog næsten kun et værk, der har

indladt sig med samme emne som han selv, nemlig Henning Grelles: Socialdemokra-

tiet i det danske Landbrugssamfund 1891 - 1903, udgivet af Selskab til forskning af

arbejderbevægelsens historie 1978.

Nu frembyder emnet allerede på forhånd den vanskelighed, at det ikke er så klart,hvad man forstår ved en landarbejder. Omfatter det enhver arbejder, hvis erhverv

udøves i et landdistrikt? Almindeligt vil man kun medregne ufaglærte arbejdere, og er

der så tale om sådanne, der arbejder ved landbrug eller også dem, der arbejder i indu-

striforetagender, som ligger uden for købstædeme, i ældre tider således teglværket,cementfabn'kker, ikke at tale om hjemmeindustri. Og hvis man holder sig til landbru-

gets arbejdskraft, vil man så ikke skelne mellem dem, der har fast ansættelse ved en

herregård (herregårdsarbejdere) og dem, der udfører dagleje på bondegårde og al-

mindeligt arbejder skiftevis for forskellige arbejdsgivere.Dertil kommer, at landbrugets arbejdskraft deles i tyende (karle og piger), inder-

ster, jordløse husmænd og husmænd, der ejer en jordlod, som delvis skaffer dem ud-

kommet, men ikke er så stor, at ejeren ikke behøver nogen fortjeneste ved at gøre

arbejde for andre. Nogle har endog ment, at en del egentlige bønder var så fattige, at

de med rimelighed kunne anlægge socialistiske synspunkter og derfor lade sig organi-sere.

Endelig må det ikke glemmes, at faglærte landhåndværkere kunne henregnes til

landarbejdere og tit nok har været yderst fattige.For det meste omtales som landarbejdere alle ufaglærte arbejdsmænd på landet,

der arbejder i dagleje for andre, også selv om de ejer en mindre jordlod.Forfatteren er godt nok klar over disse afgrænsninger, men tager ikke standpunkt

til dem. Kun sporadisk indlader han sig med den danske officielle Statistiks årgange,finder altså heller ikke ud af, hvor mange der var af hver slags (se P. Engelstoft og H.

Jensens: Bidrag til Arbejderklassens og Arbejderspørgsmålets Historie i Danmark

1869 - 1900, 1931, s. 198).Når H.-N. Lahme nu studerer Socialdemokratiets forhold til disse mennesker, be-

skæftiger han sig i det væsentligemed partiets programmer, og hvorledes de pågæl-dende skulle organiseres, derimod meget lidt med landarbejdemes levekår og egen

opfattelse. Det bliver en nok så teoretisk bog. Det gøres meget udførligt og veldoku-

menteret, men samtidig omstændeligt og med mange gentagelser, tilmed på et om-

hyggeligt tysk i smag med tysk samfundsfilosofi. Lange besværlige sætninger gør læ-

sningen tung, og de sidste, der vil læse bogen, er danske landarbejdere.I flere henseender kommer H.-N. Lahme til klare resultater. Således, at Danmark

var det første land i Europa, hvor et program blev opstillet for løsning af landarbej-

69

dernes problemer, medens det danske parti ellers lod sine programmer følge tyskeforbilleder. Under P. Knudsens ledelse fulgte man reformistiske retningslinjer, og i

diskussionen om organiseringsformer lagde man først og fremmest vægten på at ind-

drage landarbejderne i politiske partiorganisationer - simpelt hen for at samle så

mange stemmer ved valgene som muligt. Kun i anden omgang anbefaledes fagfore-ningsdannelse med det direkte formål at fremskaffe bedre materielle levekår for med-lemmerne. Tidligst tænkte man lassalleansk på at få udstykket præstegårde og fidei-

kommisjord til de jordløse husmænd med staten som billig långiver. Dette fik betyd-ning inden for nordeuropæisk socialdemokrati. 90'emes revolutionære oppositionerindrede forgæves om marxistisk storbrug i landbruget.

En overgang kunne det danske Socialdemokrati politisk arbejde sammen med deliberalie venstrepartier. Vedrørende en agitation i landdistrikterne er kildematerialet

meget begrænset- en del kan dog nok fremskaffes ved lokalhistoriske undersøgelser,især i provinspressen. Forfatteren undervurderer nok i nogen grad betydningen af

Fernando Linderbergs »gule« landarbejderorganisation som en forberedelse tilvækst i de socialdemokratiske arbejderforeninger på landet. Til gengæld ser det ud til,at han overvurderer socialismens indflydelse på landet omkring år 1900. En god delaf de ca. 6.000 landarbejdere, der da var organiserede, arbejdede jo nok ved indu-strielle virksomheder. Den føleligste mangel ved H.-N. Lahmes store undersøgelsebliver dog nok, at den ikke beskæftiger sig med landarbejdernes reelle vilkår, men

kun med partiets teorier.

Det kan tilføjes, at nærværende anmelders farfar på Falster omkr. 1870 arbejdedefor bønderne for en dagløn af 2 mark (67 øre), senere 1 kr. Selv for den tid beskedne

beløb, der nok kan give noget at tænke over.

Georg Nørregárd

John Logue: Socialism and abundance. Radical socialism in the welfare state. A study of

the Danish Socialist People's Party, Akademisk Forlag, København 1982, 353 s., 200,- kr.

Den amerikanske politolog, John Logue, der det sidste tiár har opholdt sig i kortere

og længere perioder i Danmark, opnåede i 1976 den filosofiske doktorgrad ved Prin-

ceton University, USA, på en afhandling om socialisme og velstand. Dele af afhand-

lingen har tidligere været offentliggjort, bl.a. i Årbogfor arbejderbevægelsens histo-

rie - 1977, men i 1982 udkom afhandlingen i en lettere revideret udgave i Danmark og

USA.

At afhandlingen udgives i såvel Danmark som USA kan naturligt ikke undgå at

sætte sit præg på udgivelsen, hvilket John Logue selv er klar over. Et af de indledende

kapitler har således fået overskriften »Dansk økonomi og politik for begyndere«.Denne gennemgang samt dele af bogens øvrige kapitler har først og fremmest inter-

esse for amerikanske læsere, selvom de dog er med til at trække de historiske linier og

de samfundsmæssige rammer op for det, der er bogen hovedtema: tilpasningen af

radikal socialistisk teori og praksis til velstandssamfundet.

Som case har John Logue valgt Socialistisk Folkeparti, fordi dette parti som et af

de første i verden søgte at reformulere traditionel marxistisk teori til den økonomiske

og politiske udvikling, som visse af de kapitalistiske lande havde gennemlevet siden 2.

verdenskrig. Dertil kommer, at den radikale socialisme havde ringe fodfæste i den

danske befolkning forud for 2. verdenskrig, hvilket giver John Logue anledning til at

teste forskellige hypoteser om baggrunden for tilslutningen til de radikale socialis-

tiske partier i de højtindustrialiserede, kapitalistiske samfund.

70

John Logue's afhandling er præget af stor grundighed, og den vidner fra først til

sidst om forfatterens dybe viden om dansk økonomi og politik i almindelighed og SF

i særdeleshed.

Bogens mest interessante kapitler er kapitlerne om de socialistiske vælgere og om

SF's aktivister og medlemmer. Inden disse kapitler har John Logue bl.a. en gennem-

gang af SF's teori, politik og organisation. For de, der har et nært kendskab til SF,

bringer kapitlet måske ikke meget nyt, men der er i høj grad grund til at fremhæve

dette kapitel, fordi forfatteren her demonstrerer en loyal og saglig tilgang til sit case.

Den polemiske og politiserende tilgang, man andre steder alt for ofte støder på, er

fraværende. Modsætningerne og problemerne i SFs teori, politik og organisationblotlægges nuanceret.

I kapitlerne om de socialistiske vælgere og SF's aktivister og medlemmer gennem-

går John Logue bl.a. en række baggrundsvariable, herunder alder, køn og beskæfti-

gelse. Dertil kommer en række holdningsvariable såsom synet på udenlandske, socia-

listiske modeller og diverse strategiske spørgsmål. Analysen af vælgerne bygger først

og fremmest på Gallups Markedsanalyse, hvorimod analysen af SF's aktivister og

vælgere bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som John Logue foretog i 1974

blandt de delegerede på partiets landsmøde samt i 10 partiforeninger.Med analysen foreligger der et grundigt og omfattende materiale om de socialis-

tiske vælgere, aktivister og medlemmer. Det vil ligge langt uden for rammerne af en

anmeldelse at komme nærmere ind på resultaterne af analysen. Der henvises til

bogen. Det skal dog nævnes, at John Logue drager den konklusion, at SF's vælgere,aktivister og medlemmer minder meget om hinanden i henseende til sociale karakte-

ristika, baggrund og holdninger, selvom SF's aktivister er lidt mere radikale end væl-

gerne, hvilket dog ikke kan komme som nogen overraskelse.

John Logue viser også, at SF ikke i så stort omfang, som nogen ynder at fremstille

det, bygger sin tilslutning på de intellektuelle. Tilslutningen kommer dog fra de for-

holdsvis velstillede, nemlig faglærte arbejdere, funktionærer og intellektuelle.

Hvad angår testningen af forskellige hypoteser om baggrunden for tilslutningen til

de radikale socialistiske partier i de udviklede kapitalistiske samfund, konkluderer

John Logue, at den væsentligste forklaringsfaktor ikke er social nød, men en post-

velfærdsmålsætning om omfordeling af magten i samfundet.

John Logues saglighed og grundighed, der frembringer et væld af interessante op-

lysninger, gør, at bogen må betegnes som et af de væsentligste - om ikke det væsentlig-ste - bidrag til forståelse af SF, hvadenten det drejer sig om partiets vælgere, aktivister

og medlemmer, eller partiets teori, politik og organisation. Derfor anbefales bogenpå det varmeste. Den engelske tekst og prisen bør ikke hindre, at bogen finder vid

anvendelse i videnskabelige og politiske diskussioner om venstrefløjen i almindelig-hed og SF i særdeleshed.

Jens Kragh

Flemming Mikkelsen: Arbejderkultur. Skitse til en hvemdagslivets socialhistorie, Jysk Sel-

skab for Historie, Universitetsforlaget i Aarhus 1981, 120s., kr. 80,55.

Flemming Mikkelsens bog er et vigtigt, men ikke uproblematisk bidrag til den tvær-

faglige debat om arbejderkultur. Spændende er bogen først og fremmest, fordi den

forsøger at gøre rede for forskningens stade og fremlægger en række forskningsresul-tater om arbejdernes livsforhold i Norden i perioden fra ca. 1870 til 1930. Bogen drøf-ter endvidere teori, metode og kildemateriale og præsenterer kort en række socialhi-

71

storiske indfaldsvinkler og skoler i den internationale forskning i arbejderklassenssocialhistorie.

Arbejderkultur defineres i bogen som »en hverdagslivets socialhistorie« (s.9). I

denne opfattelse støtter forfatteren sig især på den nyere vesttyske socialhistorie, spe-

cielt forskerne omkring tidsskrifterne »Geschichte und Gesellschaft« og »Archiv für

Sozialgeschichte«.Med en sådan definition gøres der implicit op med den åndshisto-

riske indsnævring af kultur til det tinkulturelle. Flemming Mikkelsen går imidlertid

ikke ind i dette opgør, men lader tværtimod langt hen historiens kulturdimension

smelte sammen med den sociale dimension. Ganske vist lader kultur- og socialhisto-

rie sig i praksis kun vanskeligt skille, men dersom studiet af arbejderkultur ikke skal

udvandes til ren levevilkårs-forskning, er det dog formålstjenligt at have en kulturbe-

stemmelse for øje, som præciserer det specifikke ved kulturdimensionen.

En sådan præcisering kunne f. eks. have været foretaget ud fra begrebsparret »kul-tur og levevis«, som nu efterhånden har vundet almindeligt indpas i den tyske forsk-

ning. Jeg synes også godt Flemming Mikkelsen i højere grad kunne have trukket påden eksisterende danske forskningstradition: Man savner således en forholden sig til

det arbejde, der gennem flere år er blevet ydet af dansk- og litteraturfolk som Ib Bon-

debjerg, Anker Gemzøe m. fl. Folkloristen Fl. Hemmersam har fremlagt vigtige defi-

nitionsudkast, som ikke kan forbigås, når man vil diskutere, hvad der skal forstås ved

arbejderkultur. Men disse arbejder inddrages ikke! Som det ses af noteapparatet ken-

der forfatteren godt disse åndsvidenskabelige forskningstraditioner, men har åben-

han ikke følt sig foranlediget til at gøre rede for dem. I den tværfaglighed, som han

lægger op til (s. 96) savner man også helt disse fag, hvorimod et fag som biologi duk-

ker op på forfatterens liste! Det er en klar mangel ved et arbejde, der ellers fremholder

det som sit sigte at undersøge arbejdernes »totale livssituation« (s. 7).Formålet med bogen er iflg. Fl. Mikkelsen at »beskrive og forklare hvordan hver-

dagen formede sig for en stor del af arbejderbefolkningen i Norden i perioden ca.

1870 til 1930.« (s. 7). Der er dog ikke tale om en selvstændig empirisk undersøgelse,men en systematiseret gennemgang af henholdsvis den eksisterende danske, norske

og svenske forskning i arbejdernes hverdagsliv. Gennemgangen i disse kapitler har

således nærmest karakter af forskningsoversigt. Et omfattende noteapparat gør over-

sigteme til et konstruktivt arbejdsredskab for læseren. Men det er dog i alt væsentligtkun etnologiske og socialhistoriske forskningsresultater, der gennemgås - og oversig-ten er derfor langtfra fuldstændig. Fremstillingen er disponeret sådan, at forfatteren

efter t'ur gennemgår forskellige arbejdermiljøer i de tre lande. For Danmarks ved-

kommende storbyen, storbyens forstæder og de mindre byer. Da forfatteren primærtforbinder »arbejderkultur« med industrialisering og urbanisering, er landarbejder-klassen stort set gledet ud af synsfeltet. Denne udgrænsning af landarbejderkulturenforekommer mig dog hverken motiveret ud fra forfatterens kulturopfattelse eller en

grundlæggendeklasseopfattelse.Efter disse forskningsgennemgange fremlægger forfatteren i bogens to sidste kapit-

ler nogle mere generelle og overordnede fortolkninger af arbejderjulturen og indu-

strialiseringsprocessen. Disse kapitler, der også i højeregrad giver plads til forfatte-

rens egne vurderinger og synspunkter, rummer dog flere problematiske og inkonse-

kvente standpunkter.I det første af disse kapitler inddeler Fl. Mikkelsen arbejderbefolkningen i to for.

skellige grupper: dels »de udstødte«, der kun havde få ressourcer, og dels »de util-

fredse, de aktive, de protesterende«. Om der ikke her sker en lidt for hastig identifika-

tion mellem fattigdom og passivitet og mellem ressourcer og protest, får stå hen.

72

Mere betænkelig er forfatterens opfattelse af forholdet mellem hverdagskultur og or-

ganisationskultur. Han fremfører f.eks. den opfattelse, at man ved overgangen fra

klassens til bevægelsens kultur skulle bevæge sig over i et område af mindre relevans:

»Med det organisatorisk-kulturelle propagandaapparat forlades individ-, mikro- og

hverdagsplanet til fordel for de ideologiske, idebetonede og kunstneriske strømnin-

ger inden for arbejderbevægelsen i konfrontation med den borgerlige (individualisti-

ske) kulturopfattelse. Det er et spørgsmål om, hvorvidt denne side af arbejderkultu-ren ikke kun har relevans for en mindre gruppe af intellektuelle og enkelte organisa-tionsledere?« (s. 760. Sådanne opfattelser kan vel kun skyldes manglende viden om

arbejderbevægelsens faktiske betydning - også i hverdagen - for den store del af arbej-

derklassen, som indgik i bevægelsen og var med i det liv, der udfoldede sig i tilknyt-

ning til den. De »ideologiske, idebetonede og kunstneriske strømninger« var ikke

kun aktiviteter for de få - de var for mange arbejdere en vigtig del af hverdagen.I det sidste kapitel stiller Fl. Mikkelsen det klassiske spørgsmål, om industrialise-

ringen og urbaniseringen førte til et bedre liv for arbejderbefolkningen. Spørgsmåletbesvares uden vaklen bekræftende: industrialiseringen snarere løste end skabte pro-

blemet med et stadigt voksende proletariat (s. 81). Samfundsudviklingen betragtessom et utvetydigt fremskridt for arbejderklassen. Den fortsatte undertrykkelse og

udbytning af klassen gøres der ikke meget ud af, og arbejdernes elendige livsforhold

under den begyndende industrialisering bortforklares nærmest som forbigående

»startvanskeligheder« eller konsekvenser af før-industriel fattigdom. Når forfatteren

konkluderende hævder, at industrialiseringen og urbaniseringen ikke blot forbedre-

de arbejdernes materielle levevilkår, men tillige skabte »en demografisk og socio-

økonomisk stabilitet, der blev en nødvendig forudsætning for (som arbejdshypotese)større intensitet og følsomhed børn, forældre og bedsteforældre imellem, mand og

kvinde indbyrdes« (s. 90), er han godt på vej til at legitimere den kapitalistiske sam-

fundsudvikling og glemmer tilsyneladende totalt alle de dårligdomme, som kapitalis-men har skabt og fastholdt. I det hele taget synes fremstillingen i dette kapitel styret af

bestræbelser på at vise, at arbejderne i al almindelighed var normativt tilpassede og

ikke nærede ønsker om et anderledes samfund. - Et noget mærkværdigt standpunkt,hvis formålet er at finde ud af, hvad arbejderkultur var og er. Men i forlængelse heraf

afvises talen om, at arbejderkulturen blev overvundet af den dominerende borgerligekultur. Tværtimod blev den, iflg. Fl. Mikkelsen, via sin gennemslagskraft en del af

den dominerende kultur. Så enkelt kan udviklingen dog efter min mening ikke for-

klares -

og så enkel er Dieter Langewiesche, som forfatteren henviser til, heller ikke.

I bogen afviser Fl. Mikkelsen helt umotiveret og inkonsekvent Marx' menneskebil-

lede til fordel for Max Webers. Men når Webers menneskebillede foretrækkes, er det

angiveligt »ikke af holdningsmæssige årsager, men fordi det forekommer at være det

mest realistiske.« (93).

Bogens styrke og største fortjeneste er, at den søger at lancere og udmønte studiet

af arbejderkultur som en særskilt forskningsdiciplin, der kan udfylde nogle lakuner,

hvis udforskning ellers går tabt indenfor tilgrænsendediscipliner som økonomisk hi-

storie, socialhistorie, arbejderbevægelsens historie o.a. Samtidig kan den sociokultu-

relle forskningsdimension iflg. Fl. Mikkelsen give indsigt i »nogle formidlingsmeka-nismer mellem økonoi, socialstruktur og politik.« (11).

Svend Aage Andersen

73

Søren Mørch: Den ny Danmarkshistorie 1880-1960. Billedredaktion Knud Ryg Olsen.

Gyldendal, København 1982, 428 s., Gennemillustreret, kr. 295.-

Søren Mørchs danmarkshistorie vakte ved udgivelsen berettiget opsigt i offentlighe-den. Den blev faktisk gjort til lidt af en mediebegivenhed. Det kan der også være godegrunde til. Dels er bogen flot udstyret og forsynet med en spændende og rig billedside.

Dels foreligger der her en ny type danmarkshistorie.

Den ny Danmarkshistorie er i mere egentlig forstand en Danmarks historie end de

traditionelle be givenheds- og kongehistorier. Den har nemlig helt andre helte og helt-

inder, end dem vi ellers møder i historiebøgerne:almindelige mennesker. Hovedvæg-ten i fremstillingen er lagt på en undersøgelse af forandringerne i den danske befolk-

nings levevilkår og bevidsthedsliv. Denne forskydning fra kongehistorie og politiskbegivenhedshistorie til social- og kulturhistorie er i sig selv positiv - bl.a. fordi den

lader historien fremstå som det den også er, folkets historie. Ganske vist er det social-

historiske perspektiv ikke helt nyt. Men siden det socialhistoriske gennembrud i

1960'erne har interessen for denne betragtningsmåde været stadig stigende. Disse års

socialhistoriske bølge (som bl.a. er kommet til udtryk isyv-binds værket »Dansk So-

cialhistorie«) antyder, at der måske er et paradigmeskifte på vej i den historiske for-

skning. 0g Søren Mørchs bog bekræfter indtrykket af, at historisk antropologi kan

gå hen og blive en ny modebølge i de kommende års historieforskning.I forhold til den traditionelle borgerlige danmarkshistorieskrivning rummer ogsåMørchs bog spændende nye synsvinkler og aspekter. Der lægges i bogen stor vægt påat undersøge ændringerne i befolkningens dagligdag og livsmønster, privatliv, moral,mentalitet og selvforståelse. Dette betegner en geninddragelse af nogle af de mere

subjektive sider af den historiske proces - af de mentalitets- og dagliglivshistoriskeemner, der i de sidste ca. 100 år stort set har været udgrænset fra historiefaget og

overladt til f.eks. etnologer, folkeminde- og litteraturforskere. I den henseende er

bogen signifikant for nogle almene tendenser i disse års historieforskning. Forfatte-

ren er tydeligvis også inspireret af de senere års udvikling i en internationale socialhi-

storiske forskning. Han nævner f. eks. selv Edward Shorters bog »The Making of the

Modern Family« (1975) som en af sine inspirationskilder. Netop inddragelsen af el-

lers ignorerede forskningsfelter så som familiehistorie, barndomshistorie, kvindehi-

storie osv. er et særkende for den nyere socialhistorie.

Søren Mørch anlægger i bogen en helhedsbetragtning på danmarkshistorien og

lægger i fremstillingen stor vægt på at forklare den historiske udvikling. Alligevel er

bogen ikke kronologisk opbygget, men disponeret i tre emnemæssige hovedafsnit. I

første del behandles den demografiske udvikling og erhvervslivet med hovedvægt på

landbrug, håndværk og industri. I anden del gøres der først rede for transport, handel

og omsætning, dernæst for de offentlige væsener inden for stat og kommune. I tredjedel gennemgår Mørch endelig i fire afsnit det politiske liv, kulturlivet, privatlivet og

moralens forandring. Specielt afsnittet om privatlivets omdannelse rummer spæn-

dende analyser. Der leveres her bl.a. bidrag til »det legemliges historie«.Det er fremstillingens ledende synspunkt, at Danmark i perioden 1880-1960 udvik-

lede sig fra et landbrugsland til et industriland og dermed fra et mangelsamfund påu-landsstadet til et velfærdssamfund med komfort og bekvemmelighed. Hermed for-

svandt den absolutte fattigdom, og det var iflg. forfatteren det væsentligste,der skete

i tiden fra 1880 til 1960 (96). I sammenligning med al tidligere historie, hvor sult og

fattigdom havde været en realitet for størstedelen af befolkningen, var der opnået det

74

enestående, at der her i landet havde kunnet leve næsten to generationer efter hinan-

den uden i deres livsforløb at have oplevet sult- eller hungerperioder.' Denne enestående samfundstilstand kom iflg. Mørch til at præge livsudfoldelsen

inden for alle tilværelsens områder på afgørende måde og danner derfor også ud-

gangspunkt for bogens problemstilling: hvordan kunne det danske samfund ændres

så radikalt på mindre end 100 år? (22). Hovedforklaringen herpå finder Søren Mørch

i den kolossale produktionsforøgelse og næsten ufatteligt store vækst i de materielle

ressourcer. Overvindelsen af fattigdommen og den økonomiske vækst er tillige de

vigtigste enkeltfaktorer til forklaring af, hvorfor udviklingen forløb så fredeligt her i

landet. Her inddrages dog også andre faktorer så som tilliden til de danske embeds-

mænd og politikere (192).

Udviklingen fremstilles i alt væsentligt som et stadigt og ubrudt fremskridt for den

danske befolkning. Og denne opfattelse af historien, der i bogen er ført konsekvent

igennem, er nok det mest problematiske ved fremstillingen. Udviklingssynspunktetfastholdes nemlig så unuanceret, at det mange steder truer med at fortegne fremstil-

lingen. Ofte gengives virkeligheden i en sådan drejning, at forfatteren kan føre sine

synspunkter og vurderinger igennem. I flere tilfælde holder han sig til de udviklings-

træk, som bekræfter hans hovedtese, hvorimod andre træk, som forrykker eller kom-

plicerer tolkningen enten negligeres eller afvises. Dette sker ikke sjældent i direkte

eller indirekte polemik med en marxistisk historiefortolkning.Et eksempel på at udviklingen ikke bare gik fremad mod stadig bedre forhold er

krisen i 30'erne. Men heller ikke den anfægter Mørchs udviklingstro. I Mørchs for-

tolkning var krisen ikke meget andet end et oplevelsesfænomen i samtiden. Men sam-

tidens oplevelse har Søren Mørch ingen brug for. Den kan nemlig ikke »bruges til at

forklare, hvorfor samfundet udviklede sig, som det gjorde i 1930'erne og i tiden deref-

ter.« (133). Og det er det forfatteren vil. Ifølge ham fortsatte i 30'erne alle væsentlige

udviklingstendenser uanfægtet. - Dog næppe for de arbejdsløse, kunne man tilføje.For den sociale nød og elendighed var i 30'erne så evident, at alle påstande om »ople-velse« er ren og skær bortforklaring. I stedet for at køre frem med al sin arroganteskråsikkerhed havde det nok været rimeligere, om forfatteren havde stillet spørgs-

målstegn ved anvendeligheden af sine egne kvantitative målemetoder. Hans afvis-

ning af realiteten i 30'ernes krise er lige så usmagelig, som den er historisk uholdbar.

Hvad nytter det, at Mørch holder sig til de generelle udviklingstendenser og anfører

diverse statistiske gennemsnitstal, når forholdet er det, at krisen naturligvis primærtramte den dårligst stillede del af arbejderbefolkningen, specielt de arbejdsløse, mens

de bedrestillede med godt fast arbejde ganske rigtigt fik det bedre.

Den samfundsmæssige udviklingsdynamik lå ifølge Søren Mørchs forklaringsmo-del ikke i spændingenmellem samfundets klasser. Den klassemæssige,ideologiske og

politiske kamp foregik i Danmark meget stilfærdigt.Et (stedsiger Mørch oven i kø-

bet, at der ikke udviklede sig nogen klassekamp: samfundets omstilling indebar en

række »forhold, som man kunne have forventet ville have ført til en vis klassekampeller i det mindste til udbredt uro, men det har ikke været tilfældet.« (149). Og påsamme måde som Mørch benægter klassekampens eksistens, er han godt på vej til at

benægte arbejderbevægelsens betydning for forbedringen af arbejdernes levestan-

dard. Klassens organisering i 1880'erne var snarere et resultat af den forbedrede leve-

standard. Organiseringen og den dermed sammenhængende ideologi var ganske vist

ikke uden betydning - blot skal den ifølge Mørch »betragtes som et bevidsthedsfæno-

men som religion, kunst, videnskab og politik.« (99).

g75

Der fremlægges på få sider en stor mængde tvivlsomme påstande om arbejderklas-sen: Den moderne arbejderklasse opstod ikke som noget proletariat, der kun havde

sine lænker at miste. Den bestod derimod af folk, der var flyttet ind til byen, fordi de

der kunne få det bedre, end de havde haft det på landet. Ved at blive betragtet som en

vare, som arbejdskraft, blev de faktisk behandlet mere regulært,end de var blevet det

før. Arbejderklassen må ikke forveksles med paupeme, »de fattige«,og tyendet, som

havde omgang med arbejdskøberen. »Proletarisk bevidsthed« har aldrig haft nogenrealitet i den danske arbejderklasse. De forsøg, »der - karakteristisk nok som regel af

udenforstående -

gennem hele perioden er blevet gjort på radikalisering, er hver gangendt uden betydelige resultater.« (75). Forestillingen om arbejdernes »borgerliggø-relse« lader sig ikke opretholde, tværtimod forsvandt den borgerlige kultur i periodenfra 1880 til 1960 næsten sporløst. Og de spor borgerskabet efterlod sig indgår ikke

med nogen vægt i den måde, danskerne lever på i dag. Retningen af de ændringer,der

er foregået, har været fra de lavere sociale lag til de højere,og ikke omvendt. Ikke blot

blev arbejderklassens normer og værdisæt alment accepteret af samfundet, men oven

i købet blev byarbejdernes vilkår normsættende for den typiske dansker (90,100).Etc. Etc.

Der er i dette meget tendentiøse og misvisende billede af arbejderklassen højst en

række halve sandheder. Der er derfor næppe ét af de ovenstående udsagn, som holder- så unuanceret som Søren Mørch fremfører dem. Først og fremmest ser Mørch kon-

sekvent bort fra alt det, som litteraturforskere i Odense har kaldt »de civilisatoriske

modkræfter til kapitalens«. Men hvilke tolkningsinteresser kan Mørch have i at ned-

tone og fortie de faktiske klassekonflikter? Er det ikke en grov undervurdering af den

danske befolknings livsbestræbelser at indsnævre vurderingen af udviklingen til

spørgsmålet om opnåelse af velstand og velfærd? Burde vurderingskriteriet ikke sna-

rere have været, om danskerne blev friere, om de fik større muligheder for at be-

stemme over deres eget daglige liv? Hvorfor indeholder bogen ikke nogle mere gen-

nemgribende analyser af befolkningens ufrihed under det kapitalistiske system og

nogle forklaringer af, hvad det er for integrationsmetoder, der har afløst den direkte

vold som tvangsmiddel overfor befolkningen?

Når Søren Mørch kan vende op og ned på tingene og f.eks. forveksle industrikultur

med arbejderkultur, skyldes det bl.a. at han ikke når tilstrækkeligt dybt med forkla-

ringen af udviklingens drivkræfter og påvirkningsforhold. Den omstændighed at det

kapitalistiske system nødvendigvis måtte indrettes under hensyntagen til arbejdernesom arbejdskraft og central forbrugergruppe indebar jo ingenlunde, at arbejderneblev normgivende og bestemmende for samfundets indretning. Det er en for kort og

overfladisk slutning.Søren Mørch har lært meget af de seneste års marxistiske forskning - bl.a. har han

overtaget mange af dens begreber og betragtningsmåder -

, men han har ikke lært

nok. Fremstillingen er derfor skrevet ud fra en i sidste instans borgerlig og apologe-tisk tolkningsposition. Selv om det ikke altid er lige let at blive klar over Mørchs eget

ståsted, fremgår det dog, at han står solidarisk med det herskende økonomiske ogpolitiske system. Som regel bliver han stående på det borgerlige samfunds selvforstå-

else, men i andre tilfælde dækker han sig bag en ironisk-sarkastisk distance til sit

emne.

Svend Aage Andersen

76

Ib Nørlund: '70'erne. Rids al' dansk arbejderbevægelsesudvikling, Tiden, København 1982,

1445., kr. 70.-

Ib Nørlund er mangeårigt ledende medlem af DKP. Blandt arbejderbevægelsens hi-

storikere er han desuden kendt for sin meget omdiskuterede DKP-partihistorie »Det

knager i samfundets fuger og bånd«, som første gang udkom i 1959 og som siden er

blevet ført op til ca. 1970. Denne bog er en slags fortsættelse af partihistorien og, som

det siges i forordet, er den afpasset efter de hidtidige fremstillinger. Bogen er opdeltifire afsnit. Det første omhandler de internationale forhold. Dernæst følger et afsnit

om den økonomiske udvikling i 1970'erne (som ikke er skrevet af Nørlund, men ho-

vedsageligt af Peter Helby). Endelig følger det længste afsnit med en gennemgang af

DKPs politik og bogen slutter med et mindre afsnit om DKPs organisatoriske for-

hold, hvor citater fra programmatiske _udtalelser fylder godt.

Hovedmodsætningen i den internationale udvikling står iflg. Nørlund mellem de

socialistiske samfund (som er inde i et opsving) og den kriseramte kapitalisme, og

globalt er udviklingen bestemt af styrkeprøver mellem »krigensog fredens kræfter«.

Under denne synsvinkel er der ikke plads til mange nuancer, f.eks. om den indre ud-

vikling i de østeuropæiske lande. Nørlund kommenterer det dog indirekte ved at

fremhæve, at det indre sammenhold i den kommunistiske bevægelse er afgørende for

kampen for freden og for folkenes kamp. Afsnittet om de danske forhold er næsten

helt koncentreret om folketingspolitikken og de parlamentariskeproblemer. DKP

blev efter 13 års isolation repræsenteret i folketinget i årene 1973-1979 og udviklingeni det danske samfund er først og fremmest beskrevet ud fra dette. I sin sammenfatningaf denne udvikling skriver Nørlund, at det ikke lykkedes at gennemføre gennemgri-bende demokratiske ændringer i 70-erne, og at det ikke lykkedes at bryde monopoler-nes overherredømme. Til gengæld er der sket en udvikling i arbejderklassens kampe, i

såvel kampformer som ved at nye lønmodtagergrupper er blevet inddraget. Endvi-

dere mener Nørlund, at 70-erne må huskes fordi det lykkedes at tvinge Hartling-

regeringen bort, p.gr.a. EF-modstandens succes og p.gr.a. fredsbevægelsens frem-

march.

Som en kort gennemgang af DKPs folketingspolitik i 70-erne kan bogen have in-

teresse, men på den anden side knytter der sig en række problemer til Nørlunds frem-

stilling, som betyder at han kun bevæger sig på overfladen. Bogen savner en ordentliganalyse af de brydninger som arbejderklassen, arbejderpartierne og specielt DKP har

gennemløbet i dette årti. Kvindebevægelse, arbejdsløshedsbevægelse,økologibevæ-

gelse, boligbevægelse og oppositionsstrømninger i fagbevægelsen er ikke-

eksisterende i Nørlunds univers, på trods af at de har tegnet ganske godt i 70-ernes

politiske billede. Til gengæld overvurderes EF-bevægelsen og fredsbevægelsen, som

er de to områder, som DKP politisk har prioriteret. DKPs egen omtumlede udvikling

gåsder ikke i dybden med. Der gives f .eks. ingen nærmere forklaring på, hvad der har

været baggrunden for DKPs eksplosive udvikling i begyndelsen af 70-erne og det næ-

sten lige så kraftige tilbageslag i slutningen af samme årti.

Analysen af de politiske problemer er på samme niveau. Eurokommunismen af-

færdiges med, at det er et modefænomen, opfundet af borgerlige journalister (s. 35).

Iflg. Nørlund gled kommunisteme ud af folketinget fordi »man« skabte forvirringom, hvad kommunisteme virkeligt ville (s. 112). Hvem disse »man« er, oplyser Nør-

lund os ikke om. De indre brydninger i DKP ser Nørlund blot som en gentagelseaf,hvad DKP oplevede i SO-erne, hvor personer gik til den borgerlige presse for at rette

bagtaleriske angreb på partiet (s. 136), osv. osv.

77

Bogen er en overtladefremstilling i den forstand, at den bagatelliserer de vanskelig-heder, som DKP har mødt, og finder årsagsforklaringer for partiets udvikling, som

partiledelsen ikke har haft mulighed for at have indflydelse på. Det er en nem måde at

komme udenom problemerne på, men det betyder at de udfordringer og erfaringer,som kan uddrages af dette vigtige tiår, bidrager Nørlund ikke til at udrede.

Steen Bille Larsen

Overgangskvinden. Kvindeligheden som historisk kategori - kvindeligheden 1880 - 1920.

Redigeret af Mette Bryld et.al. - Skriftserie fra Arbejdsgruppen for kvindestudier,Odense Universitet, bd.1 - Odense Universitetsforlag, Odense 1982, 367 s., kr. 158.611

I efteråret 1981 afholdtes på Odense Universitet et seminar over Kvindeligheden som

historisk kategori - kvindeligheden 1880 - 1920. »Seminarets sigte var på bred, tvær-

faglig basis at afstikke rammerne til en begyndende begrebsliggørelse af »kvindelig-heden«, forstået som tilbleven og udformet i en historisk dannelsesproces«(s. 9). Pc-

rioden 1880 - 1920 var valgt af forskellige grunde, væsentligt var åbenbart, at der er en

del paralleller mellem stillingen dengang og nu. Seminaret - og som følge deraf boge'n- var opdelt i forskellige afsnit. I det 3. afsnit om kvindepølitiker der et par bidrag af

direkte relevans for dette tidsskrifts læsere. Der er i andre bidragi bogen ansatser og

overvejelser, der også kan bruges indenfor forskningen i arbejderbevægelsenshisto-

ne.

De tre bidrag er studier i forskellige alternative tidsskrifters udvikling - alternative i

forhold til den borgerlige presse. Det drejer sig om »Die Gleichheit«, det tyske Social-

demokratis tidsskrift for kvinder, der fra 1891 til 1917 blev redigeret af Clara Zetkin,

og derefter blev overtaget af SPD's højrefløj. Under efterkrigsinflationen i 1923 op-

hørte bladet med at komme. Artiklen, der er skrevet af Kirsten Gomard og Kirsten

Molly Søholm, analyserer tidsskriftet ud fra en almen forståelse af samtiden, det er -i

marxistisk forstand - en historisk undersøgelse. Det lykkes ikke helt på den beskedne

plads (5. 282 - 303). Men det er dog et væsentligt bidrag til forståelse af en bestemt

linjes udvikling i den tyske (og internationale) arbejderbevægelse.Det tilsvarende amerikanske tidsskrift »Socialist (hhv. Progressive) Woman«

havde langt sværere vilkår. Det afspejler sig også i dets ydre historie. Bladet udkom

kun fra 1907 til 1914, hvor det ophørte pga. intern uenighed om forskellige spørgsmålog økonomiske vanskeligheder. På sit højdepunkt havde månedsbladet et oplag mel-

lem 15 - 20.000 (5. 309), mens »Die Gleichheit« var et 14-dages blad og havde et oplag

på 125.000 (1914). Der var givetvis også en væsentlig forskel på Clara Zetkins redak-

tionsarbejde, politiske indsigt og miljø, kort sagt hendes betingelser og så »Socialist

Woman«s. Det blev trods dette et relevant tidsskrift, der så vidt man kan skønne af

Hanne Tang Grödals »Kvindeopfattelse og socialisme i USA, 1907 - 1914« (s. 304 -

320) har haft en væsentlig betydning i det amerikanske arbejderpartis korte liv.

Susanne Knudsen diskuterer »Kvindebilledet i nogle danske arbejdermagasiner«

(s. 321 - 344), d.v.s. en hel anden type tidsskrifter. Magasinerne bliver defineret som

»Et tillæg til hverdagen« (s. 322), hvor indholdet _imeget høj grad er præget af fiktivt

stof (det er litteratur af en eller anden art). Det er derfor ikke rigtigt forståeligt, at et

politisk ugeblad som »Arbejderen« (1889 - 93) [og »Den danske Lanteme« (1875)]blandes ind i denne sammenhæng. Det er to forskellige bladtyper, der hver henvender

sig til et helt forskelligt publikum. »Arbejderen«var bestemt ikke tænkt som et un-

derholdningsblad, og det litterære stof i det er af en anden kvalitet, end det der op-trådte i arbejdermagasineme. Imidlertid skal man ikke lade sig genere for meget af

78

dette; artiklen er en interessant analyse af, hvordan progressive kræfter i nærheden af

Socialdemokratiet forsøgte at henvende sig til især faglærte arbejdere for at opfyldederes behov for underholdning fra »venstre«. Åbenbart mislykkedes forsøgene - ma-

gasinerne blev ingen økonomisk succes. Om indholdet var medvirkende til, at forsø-

gene mislykkedes er en anden sag, som netop diskuteres i artiklen. Det kunne være

relevant, at sammenligne disse forsøg med dem man kender fra mellemkrigstiden.Der lykkedes det at få lavet tidsskrifter i masseoplag, der åbenbart var relevante nok

til også økonomisk at blive en succes (i Tyskland, Norge og USA). Det kan være, at

det skyldes disse tidsskrifters klare politiske profil.Her savnes - men det er kendt fra kvindeforskning i udlandet- en diskussion af

kvinders generelt mere konservative indstilling. Der kan gives gode forklaringer pådette fænomen, som jo næppe er naturbetinget, men en egentlig analyse mangler. Ogsom følge deraf også en analyse af hvordan dette forhold ændres.

Gerd Callesen

Carl Aage Redlich, 1 LOVENS NAVN - Københavns Politi gennem tiderne I-II, Udgivetaf Politihistorisk Selskab, Kbh. 1982, kr. 145,-

Forfatteren er pensioneret som kriminalassistent i 1980. Han har i 1945 udgivet »19.

september« om politiets deportation til tysk KZ-lejr. Var i en årrække redaktør af

POLITIBLADET, senere DANSK POLITI, der også af og til bringer politi-historiskstof.

Bogen er meget velskrevet og indeholder et væld af oplysninger, men mangler note-

apparat, præcise kildehenvisninger og Stikordsregister.Den er mere refererende end analyserende, og problematiserer ikke politikorpsets

karakter af statsapparat (hvilket man måske kunne forledes til at tro af titlen, der

netop er i lovens navn, - ikke i retfærdighedensl).'

Jeg har mhp. denne anmeldelse gennemgået tre hovedafsnit; det første handler om

arbejderbevægelsensoprindelige organisering (ca. 1871 til 1899/1901). Det andet om

den revolutionære periode i kølvandet på Første Verdenskrig, og det sidste om besæt-

telsen, »befrielsen« og »retsopgøret« (der er også relevante afsnit om »ungdomsop-rør«, Verdensbank etc.).

- Efter Fælledslaget i 1872 var borgerskabets mest reaktionære dele paniske ved

tanken om en københavnsk »commune« a la PariSerkommunen. Resultaterne af pa-nikken var jo bl.a. Socialist-loven fra 1873 og Pios, Brix's og Geleffs - senere ogsåPihls - ophold i Vridsløselille Forbedringshus. Men den medførte også afgørende æn-

dringer i Københavns Politi, der fik forhøjet sine lønninger (de var meget ringe) ogudvidet mandskabsstyrken meget betydeligt. De største udvidelser kom dog i perio-den med Estrups diktatur, hvorunder det berygtede gendarmeri, »Blåfrakkerne«, op-

rettedes. De opererede dog overvejende på landet (interesserede henvises til JørgenSmits artikel i det seneste årsskrift fra Politihistorisk Selskab).

Frem til århundredskiftet er de vigtigste tekniske nyskabelser i politiets udstyr tele-

fonen og cyklen. Desuden skal nævnes den stribe lokalstationer, der oprettedes over-

alt i København.

Den første faglige organisering camouileredes som sangforeningen »Rufinus«, op-

kaldt efter en obskur helgen, hvis navn stod i kalenderen på stiftelsesdagen.»Sangforeningen Ruñnus« var den første foreningsdannelse i Københavns politi,

hvor politifolk frit kunne komme sammen for at drøfte fælles problemer«, fortæller

Redlich. Først i august 1909 får den navnet Københavns Politiforening (s. 249 i bd. I).

79

Forfatteren gør sig iøvrigt megen umage for sideløbende med skildringen af poli-tiets vilkår og opgaver at referere til tidens økonomiske, sociale og politiske hovedbe-

givenheder. Således finder man glimrende afsnit om »Den sociale lagdeling«, »Fat-

tigvæsen og alderdomsunderstøttelse«, »Prostitution« og »Bestikkelse og kluntet op-

træden« for blot at nævne nogle af de mest tankevækkende.

- Fsv. angår den revolutionære periode ca. 1917-20 vil jeg først og fremmest kriti-

sere Redlich for overfladiskhed mht. den socialistiske venstrefløjs opfattelse og mål-

sætning dengang. Det kan selvfølgelighænge sammen med, at flere forskellige strøm-

ninger agiterede og aktionerede samtidig, og det er en kendsgerning, at myndighe-derne herunder domstolene så stort på nuanceme. Såvel de syndikalistiske ledere (bl.a. Christian Christensen) som lederne af Socialistisk Arbejder Parti (Thøger Thøger-sen, Marie Nielsen m. fl.) blev uden smålig skelen sat i spjældet. En overgang var der

op imod et dusin politiske fanger i Vridsløselille!

Redlich forklarer ikke baggrunden for Grønttorvsslaget (kravet om frigivelse af

fængslede kammerater), men skriver blot: »Inspireret af revolutionen i Tysklandkom der yderligere gang i urolighederne, som nåede sin kulmination i dagene 13. og

14. november 1918. Syndikalisterne havde i forvejen agiteret kraftigt for en general-strejke, hvorefter de ville overtage regeringsmagten - og indføre republik -« (s. 74 i bd.

II).

Men syndikalisteme ville vel næppe »overtage regeringsmagten«. Tværtimod

skulle deres »sociale generalstrejke«gøre en ende på al politik, dvs. »afskaffe« staten.

Det er væsentligt at pege på, at slaget på Grønttorvet gav anledning til »syndikali-stiske metoder« - direkte aktion - også i Københavns Politi: Betjentene var udstyretmed numre på hjelm og uniform. Men »flere blade og endnu flere kampskrifter og

løbeblade begyndte at omtale enkelte politifolk med navns og nummers nævnelse.

(...) allerede 13. november, da spektakleme på Grønttorvet var på højdepunktet,havde politifolkene på stationen i Nørregade, station l, hvorunder Grønttorvet

hørte, uden tilladelse selv fjernet numrene! Der blev senere rumlet en del om discipli-nære sager i denne anledning, men heldigvis sejrede fornuften,« som forfatteren ud-

trykker det (bd. II, 3. 77).- Besættelsestiden afdækkede efterhånden politiets karakter: Sålænge den danske

statsmagts øvrige »apparater«understøttede Herrefolkets krigsanstrengelser og ak-

tivt bekæmpede modstandsbevægelsen, ñk de lov at virke.

Men da krigslykken vendte og slutresultatet var åbenbart, skærpedes modsætnin-

gerne voldsomt. I første omgang opløstes regering, hær og flåde (og politiet afvæbne-des et døgns tid). Det var den 29. august 1943. Året efter, da de vestallierede havde

gjort landgang i Normandiet, gik den københavnske befolkning i offensiven med den

berømte »Folkestrejke«, der fuldstændigt lammede byen. Politiet opgav håndhævel-

sen af »ro og orden« og samarbejdede i et vist omfang med befolkningen. Derfor

skred tyskerne ind den 19. september 1944, hvor henved 2.000 politifolk deporteredestil KZ-lejr. Resten »gikunder jorden«og stillede sig under Frihedsrådets kommando.

Men inden politiet som følge af tyskernes overgreb blev frihedskæmpere,havde korp-set - og dette selvsagt særligt i besættelsens første fase - nidkært arbejdet på at opspore

og anholde modstandsfolk.

Specielt kommunist-jagten (der bagefter formelt »legaliseredes«med Kommunist-

loven) er et sort kapitel.Også Redlich tager utvetydigt afstand fra grundlovsbruddet, der som bekendt be-

grundedes med, at tyskerne selv ville tage affære, hvis ikke danske myndigheder fore-

80

tog intemeringeme. Men Redlich tager ikke stilling til de mest prekære spørgsmål i

denne sammenhæng:Hvordan var en tysk aktion muliggjort? Hvorfra vidste de, hvem der var kommu-

nister? Ja, det havde de jo fået at vide af deres kolleger i Afdeling D, der omhyggeligtførte kartotek...

Hertil kommer så, at det danske politi i sin iver gik langt videre end tyskerne havde

krævet og altså internerede flere end tyskerne ønskede!Desuden var der så vidt vides ikke én politimand, der nægtede at erterkomme den

klart grundlovsstridige ordre.

Måske var forklaringen, at alle (politifolk) ventede Frits Clausens snarlige magt-

overtagelse. I hvert fald skriver Carl Madsen et sted, at 49% af den københavnske

politistyrke var organiseret i nazistiske organisationer! Hans kilde er en artikel i

»Fædrelandet«, hvor føreren for nazipartiets politi-faggruppe gav denne opsigtsvæk-kende oplysning, der vel er overdreven, men som måske nok viser en tendens.

Afslutningsvis skal jeg understrege, at denne korte omtale selvfølgelig ikke yder et

værk på omkring 600 sider fuld retfærdighed.

Harding Sanne

J. William Saxtorph: Brechts politiske engagement, Hans Reitzel, København 1982, 202

s., kr. 146.50

Navnet Bertolt Brecht er for de fleste mennesker forbundet med bevidstheden om et

klart og utvetydigt politisk tilhørsforhold hos det tyske kommunistiske parti, bådefør og efter 2. verdenskrig. Dette er også i en vis -

og væsentlig - forstand rigtigt, men

der er alligevel tale om, at Brechts vej til en kommunistisk bevidsthed løb ad betyde-ligt mere snirklede og modsætningsfyldte veje end almindeligvis antaget.

Myten om Brecht, som den stålsatte, aldrig tvivlende og uforfærdede støtte af Sov-

jetunionen, KPD og den socialistiske revolution er i alt væsentligt blevet til gennem

en række østeuropæiske Brecht-biografier. Med fuld dækning i virkeligheden tagerdisse udgangspunkt i Brechts litterære produktion i især 30'erne og 40'erne og frem-

hæver med rette det klare politiske engagement, der lyser ud af denne produktion.Men med dette udgangspunkt prøver man så at tilbagedatere Brechts politiske enga-

gement, således at han fremstilles som en overbevist marxist og partitilhænger fra

sine ungdomsår - en kommunist, der uden tøven og vaklen fulgte det kommunistiske

partis lederskab i klassekampen og ydede sit bidrag hertil gennem sin litterære pro-duktion. Kort sagt er Brecht blevet kanoniseret til kommunistisk helgen og af propa-

gandamæssige grunde tilrettelægges Brechts liv og udvikling derfor i overensstem-

melse hermed.

Det er denne officielle helgenmyte, som Saxtorph gør op med i sin fremragende

bog om Brechts politiske engagement. Saxtorph er uden tvivl selv en meget stor beun-

drer af Bertolt Brecht og hans litterære produktion. Men der er tale om en kritisk

beundring og interesse for Brecht, både som kunstner og som socialist. Og det er gi-vetvis denne ægte interesse for Brecht, som har været drivende iSaxtorphs opgør med

den primært østtyske tilrettelægning af Brechts liv og levned som en »god« kommu-

nist.

Saxtorph indleder sin bog med at referere og citere den almindelig anerkendte præ-

sentation af Brecht. Han påpeger gennem udførlige citater fra både Hans Scherfig,den norske forfatter Jens Bjørneboe og en række ansete østtyske Brecht-forskere,hvorledes myten om Brecht som kommunist allerede fra hans ungdomsår er opbyg-

81

get, og påpeger en række forhold, som han som forfatter anser for usaglige og som

han senere vil tage op i sin bog.Resten af bogen er én stor gennemgang af Brechts politiske udvikling, baseret på

Brechts litterære produktion, erindringer om Brecht, samt en meget omfattende gen-

nemgang af saglitteratur om Brecht. Denne gennemgang er disponeret itre hovedaf-snit: 1. Den unge digter - der dækker tiden under 1. verdenskrig og årene frem til

midten af 20'erne. 2. Undervejs - der dækker tiden fra midten af 20'erne og frem til

omkring midten af 30'erne. Og 3. Bolsjevik uden partibog - som viser det politiske-

engagements endegyldige gennembrud i den litterære produktion og Brechts forholdtil Sovjetunionen og hvad dermed fulgte i tiden frem til hans død i midten af 50'erne.

Saxtorph demonstrerer i sin minutiøse og meget veldokumenterede undersøgelseet meget dybtgående kendskab til Brecht og den forskning, der har fundet sted i for-

bindelse med ham. Med logik og fin fornemmelse for både det litterære aspekt og med

skarpsindig kildekritisk metode gendriver Saxtorph skridt for skridt det stereotypeog velfriserede billede af Brecht, som- gennem en årrække er blevet fremlagt og gen-

taget fra især officiel østtysk side. I stedet fremtræder Brecht som en kunstner og et

menneske, der rummede en masse modsætninger, både i moral, temperament ogipolitiske synspunkter. En utålelig kværulant, en grov mandschauvinist, en selvopta-gen blæremås - men også et meget skarpsindigt menneske, der konstant var søgende i

en lang række forhold, et menneske der altid stillede spørgsmål til sine omgivelser, et

meget arbejdsomt menneske og først og fremmest en gudsbenådet digter, som aldriglod sine digte og værker publisere før de efter utallige gennemarbejdninger fremstod

»rigtige«for digteren selv. Brecht modtog sin politiske skoling gradvist gennem den

sidste del af 20'erne. Ikke med åben mund og polypper, men i evigt skænderi og kon-

stant diskussion med de mennesker, der senere - også af Brecht selv - er blevet kaldt

for hans lærere. Disse lærere var marxister, der bestemt ikke var i kridthuset hos det

kommunistiske parti i Tyskland. Navne som Sternberg og Karl Korsch var blandt de

mest fremtrædende, og det var mennesker -især Korsch - som Brecht trods uenighe-der bevarede nære personlige følelser for gennem resten af sit liv.

Trods utallige henvisninger til saglitteratur og skønlitteratur igennem hele bogenformår Saxtorph at gøre sin bog til ubesværet læsning. Det skyldes uden tvivl den

energi og interesse, der udstråler fra hans behandling af emnet, samt det forhold, at

bogen er usædvanlig velskrevet og oplagt. Bogen er propfuld af viden og skarpe iagt-tagelser - og er altså hermed varmt anbefalet til alle, der ønsker at stifte nærmere be-

kendtskab med en af den internationale arbejderklasses største kulturelle personlig-heder og hans produktion.

Niels Ole H. Jensen

Michael Schuler: Die Kommunistische Partei Frankreichs: ein Ahriss ihrer Geschichte

von der Gründung his zur Liberation, Verlag Arbeiterbewegung und Gesellschaftswrssen-

schaft, Marburg 1980, 242 s., DM 18.-

For ikke-franskkyndige foreligger der nu en solid vesttysk introduktion til Frankrigskommunistiske Partis, PCFs historie fra grundlæggelsen i 1920 til 1947. Den er skre-

vet af Michael Schuler, der på kun 145 sider formår at give en grundig oversigt over

partiets aktivitet i disse år. Dertil kommer et meget fyldigt noteapparat og en grundigoversigt over litteraturen om PCF, der også gør bogen til en glimrende håndbog.

Schulers bog udmærker sig især ved at diskutere vigtige »knudepunkter« i partietshistorie som bolcheviseringen, folkefronten, besættelsen, herunder også partiets

82

holdning i perioden september 1939 til juli 1941 , samt deltagelsen i befrielsesregerin-gerne og treparti regeringerne fra 1944 til 1947. Han præsenterer partiledelsens syns-

punkter og motiveringer for den førte politik uden at karikere eller forskønne, og

Schuler redegør for de diskussioner, der løbende var i og omkring partiet om den

førte politik. Han giver også en historiografisk introduktion til de klassiske proble-mer i PGF-forskningen. Trods bogens ringe omfang kommer han imponerende godtrundt om problemstillingerne, som de behandles iforskellige fremstillinger og analy-ser af partiets historie.

Det er tydeligt, at Schuler er bedst hjemme i perioden efter folkefronten. I sin be-

handling af partiets aktivitet under »la drole de guerre« fra krigsudbruddet i 1939 til

den tyske blitzkrieg mod Frankrig i 1940 og perioden efter til juli 1941 afviser Schuler

både den gængse kommunistiske tradition, der er et rent forsvar for linien i denne

periode, og den stærkt kritiske analyse af PCFs politik, der fremstilles som i bedste

fald rent passiv.Schuler gør rigtigt opmærksom på, at modstandsgrupper organiseres allerede i lø-

bet af 1940, at de første illegale blade i 1940 er kommunistiske osv. Han understregerde diskussioner, der fandt sted i de dele af partiledelsen og blandt partiets førende

kadrer, der stadig befandt sig på fri fod, og som i stigende grad i løbet af 1940 anfæg-tede den Kommunistiske Internationales, KIs, analyse af krigensom en ren imperia-listisk krig. Han fremhæver også, at partiet i denne situation stod helt isoleret. Fler-

tallet i socialistpartiet, SFIO, havde stemt for fuldmagten til marskal Petain. Dele af

det yderste venstre, ikke mindst paciñsterne, havde kastet sig i armene på den franske

fascisme, og i den borgerlige lejr var de Gaulle en ukendt fantast, der kun repræsente-rede sig selv.

Men det er også en kendsgerning, at modstanden mod KI-linien først og fremmest

var enkelte lederes værk, som sad isoleret iprovinsen og kunne føle utilfredsheden fra

partiets basis, der ventede på signaler til at gå i aktion. Vi skal helt frem til 1980, førkommunistiske historikere i Frankrig for alvor begynder at behandle denne periodeselvkritisk og analyserende, mens den afventende KI-linie hidtil nærmest var blevet

fortiet af den officielle partihistorieskrivning.Stærkest er bogens afsnit om perioden 1944 til 1947, præget af modsætningen mel-

lem vestlig dominans i Frankrig og stærke anti-kapitalistiske strømninger i landet,som Schuler udtrykker det. Partiets nye alliancepolitik og de dermed forbundne nye

strategiske overvejelser - herunder udviklingen af ideer om en national vej til socialis-

men, som ikke nødvendigvis går over proletariatets diktatur - behandles indgåendeog vil utvivlsomt forekomme mange danske overraskende. Schuler understreger ogsådisse diskussioners begrænsning. De blev overvejende ført på øverste niveau i partile-delsen og nåede aldrig at sætte sig spor hos lederne på mellemniveau, endsige ibasis.

Disse strategiske overvejelser stoppede brat i 1947 med partiets udelukkelse af rege-

ringen som følge af forværringenaf det internationale klima, og Schuler har ret i at

fremhæve, at vi skal helt hen til partiets 22. kongres i 1976 (og ikkei 1977, som han

skriver), før partiet igen gør sig dyberegående strategiske overvejelser.Der mangler måske en mere dybtgående analyse af perspektiverne og begrænsnin-

gerne i partiets regeringsdeltagelse frem til maj 1947, men også her får Schuler præ-

senteret de vigtigste problemstillinger. Som en kritisk introduktion til PCFs historie

er bogen som sagt udmærket, og den kan på mange måder sagtens stå sig i forhold til

mere omfattende og prætentiøse franske værker om PCFs historie.

Michael Seidelin Hansen

83

Dansk biografisk leksikon. Tredje udgave. Redaktør Sv. Cedergreen Beck, Gyldendal,København 197911. Niende bind: Levi-Maltesen, 6435., 1981. Tiende bind: Moltke-Olrik,700 s., 1982. Ellevte bind: Olsen-Rask, 666 s., 1982. Tolvte bind: Rasmussen-Scanning679 s., 1982.

Tredjeudgaven af Dansk biografisk Leksikon udkommer fortsat efter planen med tre

bind om året og har nu med 12. bind taget hul på bogstav S. Af de store »sen-navne«

resterer efterhånden kun Sørensen, og med Nielsen, Olsen, Pedersen/Petersen ogRasmussen i hus må det endnu engang fastslås, at dækningen af arbejderbevægelsensfolk er for svag (ij. de tidligere anmeldelser i Meddelelser 15 og Arbejderhistorie 18).

Af disse sidste fire binds henved 3000 biograferede personer kan mindre end 100

siges at have en placering i arbejderbevægelsen.I de første ñre bind var det betydeligfærre, og i bd. 5-8 var tallet af nogenlunde samme størrelsesorden.

Ganske vist har arbejderbevægelsen kun gjort sig gældende i de sidste 100 års

danske historie, men her må den til gengæld siges at have spillet en ret så fremtræ-

dende rolle, såvel på det lands- og kommunalpolitiske plan som på arbejdsmarkedet.Så i betragtning af, at vel tæt ved halvdelen af værkets biografier ligger i det 19. og 20.

århundrede, må en samlet andel på 3% siges at være meget lidt. Jeg skal dog gemmeen samlet vurdering af udvalgskriterierne til den afsluttende anmeldelse, og her blot

konstatere, at det især er fagbevægelen, som er for beskedent repræsenteret.Holder vi os til den personkreds, som faktisk er biograferet, er der imidlertid også

en del at kritisere. Udfra et praktisk-redaktionelt synspunkt er der givetvis mange

gode grunde til at basere et så stort anlagt værk på en fast kreds af hovedbidragsyderemed ekspertise indenfor bredere felter af Danmarkshistorien. Men set fra et SFAH-

standpunkt må det generelt bebrejdes redaktionen, at den ikke i højere grad har gjortbrug af de sidste 10-15 års mange aktive arbejderhistoriske forskere.

Også i disse fire bind er der adskillige artikler, hvor den nyeste forskning -

og her

naturligvis især den upublicerede - er utilstrækkeligt tilgodeset. Man glæder sig derfor

dobbelt, når man møder biografier som Karsten Thorbergs om Carl Michelsen og

Niels Finn Christiansens om Sophus Pihl, hvor der på grundlag af utrykte afhandlin-

ger i ABAs specialesamling (og egne primære studier) gives fundamentale nyfremstil-linger. Niels Finn Christiansen deltager med tre andre bidrag, Marie Nielsen,LoremsPetersen og en mesterlig Pia-biografi, hvor han med den fornødne plads (11 spalter)til rådighed til fulde kan udmønte resultaterne af sin egen og andres nyeste forskning.Men det er Vagn Dybdahl og Poul Dam, der sammen med Oluf Bertolts genoptrykteartikler tegner sig for den overvejende del af biograñeme.

Dybdahl er påny den største leverandør med 26 nyskrevne og 7 reviderede artikler

(foruden adskillige bidrag om erhvervsorganisationsledere). Han har bl.a. påtaget sigså godt som alle de socialdemokratiske ministre, der er kommet til siden 2. udgave.Udfra et redaktionelt princip skal alle ministre biograferes, og det er naturligvis ikke

altid lige let. Specielt nye og ubeskrevne navne som Tove Lindbo Larsen og PouINiel-

son kan ikke have fungeret i mange uger, da artiklerne blev skrevet, men også en

række mere erfarne, aktive personer lader sig vanskeligt karakterisere dækkende, ogdette burde redaktionen nok have forudset. Alternativet havde ikke nødvendigvisværet det engelske National Biography-princip om kun at medtage afdøde. Når

grundlaget for mere definitive vurderinger af et levned er utilstrækkeligt,kunne man

have holdt sig til at bringe nøgne data i stil med Kraks blå Bog. Som det er nu, givesvurderingeme tit i form af spredte og relativt indforståede stikord og uden egentligargumentation. (Dette gælder naturligvis ikke kun Dybdahls socialdemokrater, men

84

også mange andres bidrag om nulevende politikere, kunstnere, videnskabsmænd og

erhvervsfolk.)Eksempelvis kan nævnes den lille artikel om Mogens Lykketoft, om hvem vi får

vurderingen, at »han har utvivlsomt påvirket den økonomiske politik, men han har

dog aldrig været endelig udslagsgivende«. Det er eller var da muligvis rigtigt nok,men det siger intet om indholdet af Lykketofts politik. 1 et blivende værk som DBL

forekommer det iøvrigt uheldigt at give en sådan karakteristik af en ung person, hvis

karriere først lige akkurat er startet. Selve ministerudnævnelsen er det sidste, der bli-

ver berørt.

Eksemplet er ikke atypisk for Dybdahls fremstillingsform. Vi får ofte et for ringeindblik i grundlaget for hans vurderinger. Om K. Axel Nielsen oplyses, at debatten om

bagmandskriminaliteten offentligt havde afsløret betydende uoverensstemmelser

med regeringschefen; men intet om karakteren af disse uoverensstemmelser. Og til-

svarende får vi heller ikke noget egentligt indholdsmæssigt signalement af Thomas

Nielsens opgør med samme Anker Jørgensen.Helt ærgerligt er det at opdage, at Dybdahl ved revisionen af artiklen fra 2. udga-

ven om den siden afdøde arbejdsmandsformand Axel Olsen har strøget Oluf Bertolts

grundige karakteristik af hans principielle kritik af Staunin gs indgreb på arbejdsmar-kedet. Og når vi er ved denne artikel, må det også beklages, at Olsens imponerende og

monumentale 50-års festskrift fra 1947 ikke er blevet registreret.Dybdahls biografier synes i høj grad at bygge på hans personligt erhvervede indsigt

og viden som aktiv og centralt placeret socialdemokrat. Dette er i mange tilfælde en

klar kvalitet som i artiklerne om Gustav Pedersen og Henning Rasmussen, hvor den

virkelig omsættes i de afrundede og alsidigt informerende portrætter, som må være

sigtet i et værk som DBL. Men den kan altså også føre til vurderinger, som ikkei

tilstrækkelig grad redegør for og forholder sig til den biograferedes egne præmisser.Erik Rasmussen har i HISTORIE, Ny række XIV, 1982 s. 381-419 givet en analyse af

Dybdahls socialdemokratiske statsministerportrætter og specielt påvist, hvorledes

.I .0. Krag kan spores bag Dybdahls holdning til H.C.Hansen. En tilsvarende minu-

tiøs behandling skal ikke forsøges her, men der er grund til at påpege, at Dybdahlsegne holdninger også sætter deres præg på hans andre portrætter. Dette være ikke

sagt for at bebrejde ham, at han som alle andre historikere har holdninger, eller at

disse påvirker hans historieskrivning. Når der kan være grund til at nævne det, skyl-des det DBLs særlige karakter. Dels levner formen ikke plads til en egentlig doku-

mentation og - specielt i de kortere artikler - kun i ringe grad til en mere indgående

argumentation, og dels vil de færreste benyttere vel læse artiklerne komparativt. Fo-

retaget man en systematisk gennemlæsning af Dybdahls bidrag, vil man derimod

næppe undgå at bemærke, at »pragmatisme« og »realisme« er væsentlige kardinaldy-der på hans målestok, og at han interesserer sig mere for resultater end for intentio-

ner. Det træder feks. tydeligtfrem i de ret så forskellige vurderinger af forbundsfor-

mændene Alfred Petersen og Hans Rasmussen.

Tager vi nu den anden store gruppe arbejderportrætter, Oluf Bertolts genoptrykte(14 uændrede og 8 mere eller mindre reviderede) er den pragmatisk-reformistiske må-

lestok lige så umiskendelig. Der er stort set tale om gode og dækkende redegørelser,men sympatien ligger klart ved det resultatorienterede, af bevægelsen sanktionerede,

arbejde. Se således A.C. Meyer, hvis agitatoriske gennemslagskraft prises, men hvis

mere kontroversielle visioner ikke indrømmes megen plads.Den tredje »faste medarbejder«er Poul Dam, som hovedsagelig tager sig af dem til

venstre for Socialdemokratiet, heriblandt flere gamle folketingskolleger. På bag-

85

grund af hans ukritiske hagiograñer om Morten Lange og Aksel Larsen i bd. 8 er detmed en vis skepsis man går til artiklerne om Kai Moltke, Hanne Reintoft og især Gert

Petersen. Det må dog stort set siges at være rimelige karakteristikker med en tilstræbt

objektivitet, som dog kan krakelere lidt i visse formuleringer. Om Moltke tales der

om »den særlige kombination af skjult accept og åben protest, der har været hans

særkende«, og om SF-formanden hedder det, at han »har været i stand til at bevare en

central position, uanset hvor partiets centrum var«,

Udover Hanne Reintoft (som beskrives meget sympatisk) behandler Dam tre an-

dre kommunistiske folketingsmedlemmer, nemlig Ame Munch Petersen, Martin Niel-sen og Ib Nørlund. Om sidstnævnte må det med forbløffelse noteres, at forfatterskabetoverhovedet ikke nævnes - ikke engang den efterhånden klassiske skolingstekst »Detknager i samfundets fuger og bånd«. Munch Petersens korte biografi forekommer at

være en journalistisk kogen suppe på hans ukendte skæbne efter han forsvandt i Rus-

land. En indholdsmæssigkarakteristik af hans politiske virksomhed eller en proble-matisering af årsagerne til, at han forsvandt, forsøges derimod ikke.

Dam bidrager endvidere med et venskabeligt portræt af den socialdemokratiske

færingepræst Johan Nielsen og endelig med to mere historiske artikler. Om NikolajL.Petersen savnes en indholdsmæssig fremstilling af hans revolutionære socialisme

(samt anførsel af bl.a. Levy og Thing's og Østergaards kommenterede kildeudgaver),og ærkereformisten Anton Mundberg tillægges en efter undertegnedes mening helt

proportionsforvrænget stor betydning. Retfærdighedsvis skal det dog siges, at Dam

hvad Mundberg angår er ajour med den nyeste forskning i kraft af Engbergs Pio-bog,men ét er at gøre den flittigt skrivende Mundberg til eksemplarisk talsmand for de

reformistiske tendenser i 1870'emes arbejderbevægelse, et andet er at tillægge ham

den afgørende betydning for disse tendensers endelige sejr.Hvis det må være anmelderen forundt at hyppe en gammel kæphest lidt længere, vil

jeg tilføje, at vel er det rigtigt, at Mundberg d. 30. aug. 1877 fyldte to sider af Social-

Demokraten med sit så ofte (og også af Dam) citerede opgør med den radikale tradi-

tion, og at han konkluderede, at »fagforeningernemå blive et og det socialdemokrati-

ske parti noget andet«. Men dette gør ham ikke til drivkraften bag dannelsen af Soci-

aldemokratisk Forbund et halvt år senere. Faktisk var den umiddelbare konsekvens

af hans artikel, at hans arbejdsgivere (de kontraherende fagforeninger) fyrede ham

som redaktør få dage senere.

Bortset fra det, mener jeg afgjort, at Mundberg fortjener en plads iDBL, men jegkan dog ikke bare mig for at bemærke, at den gamle arbejderbevægelsesekspertOluf

Bertolt ikke tog ham med i 2. udgaven, hvor der ellers blev plads til folk fra både 2. og

3. geled (feks. Fr. A. Hertz).Men nok om Mundberg og de tre hovedbidragsydere. Resten af de knap 100 bio-

grafier, som jeg specielt har interesseret mig for i denne anmeldelse, er fordelt på

mange hænder. Som regel er det ikke indsatsen i arbejderbevægelsen, der har været

udgangspunktet for disse bidrag, men andre aspekter af personernes karriere, f.eks.

deres videnskabelige, kunstneriske, administrative eller kvindepolitiske løbebane.Dette indebærer til tider en vel svag vægtning af det arbejderpolitiske virke, men ge-nerelt synes jeg at de fleste forfattere slipper glædeligtgodt fra opgaven. Det gælderbl.a. Claus Bjørns husmænd, Niels Bankes nationaløkonomer og P.G. Lindhardts

præster. Som gode og givende enkeltbiografier kan endvidere nævnes LP. Nielsen (afHelge Larsen), Inger Merete Nordentoft (af Torben Gregersen) og Vilhelm Rasmussen

(af Ellen Nørgård) uden at jeg dermed har fået alle med.

Der er i det hele taget meget godt at hente i DBL for arbejderhistorikere, ogsåi

86

artiklerne om arbejderbevægelsens med- og medspillere. Specielt vil jeg fremhæve

Erik Rasmussens 14 spalter lange artikel om P. Munch, dels p. g.a. Munchs tætte for-

bindelse med Socialdemokratiet, dels som et eksempelpå den gennemført fremra-

gende leksikonartikel.

Sådanne store artikler kan man naturigvis ikke forvente om alle leksikonnets

12000 personer, men mindre kan også gøre det. Det, som specielt må kritiseres er de

sjuskede eller utilstrækkeligt funderede bidrag. Som et sådant skal til slut fremdragesKr. Hvidts om Georg Nørregaard. Af dennes omfattende arbejderhistoriske forfatter-

skab nævnes kun én titel eksplicit, nemlig det lille studiekredsbidrag til »Sociale Stu-

dier« om »Arbejderspørgsmålet i firserne« (fra 1931). Resten sammenfattes som »et

par mindre opfølgende afhandlinger om beslægtede emner«. En karakteristik, som

altså også skal rumme Nørregârds standardværk fra 1943 om »Arbejdsforhold in-

denfor dansk håndværk og industri 1857-1899« på 620 tættrykte sider!

Erik Strange Petersen

Geschichte der deutschen Sozialdemokratie 1917-1945 udg. af forfatterkollektiv under

ledelse af Heinz Niemann, Dietz Verlag, Berlin 1982, 550 s., 20.50 M.

Anderledes end det har været tilfældet i Forbundsrepublikken, hvor arbejderbevæ-

gelsens historie længe blev forsømt, har behandlingen af den tyske arbejderbevægel-ses historie altid haft en central plads i østtysk historieforskning. Det blev efter 1945

en prioriteret politisk og faglig opgave for historieforskningen at skildre dens udvik-

.ling og derigennem også baggrunden for den første tyske arbejder- og bondestat

DDR, der siges at have fuldendt den tyske arbejderbevægelses historie. I DDR fik

den tyske arbejderbevægelses historie sin normgivende fremstilling og politiske for-

tolkning med det store 8 binds værk Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung, udgi-vet i 1966 af et forfatterkollektiv under SED's centralkommitê og under ledelse af

SED's generalsekretær Walther UIbricht. I forordet til værket blev den tyske arbej-

derbevægelses historie lagt frem som først og fremmest »historien om et arbejderklas-sens eget, selvstændigt, revolutionært, marxistisk partis opståen og udvikling med sin

egen videnskabelige verdensanskuelse, historien om udviklingen af en videnskabelig

strategi og taktik svarende til de særlige betingelser iTyskland med det formål at ar-

bejderklassen skal erobre den politiske magt og at etablere det socialistiske samfund«

(I, s. 5x). Den revolutionære tradition rakte tilbage til Bund der Kommunisten i

1848/49 og den blev først og fremmest videreført af KPD og SED. Derfor endte vær-

ket om den tyske arbejderbevægelses historie med i realiteten at blive historien om

KPD og SED og deres revolutionære forløbere; det betød også at den socialdemokra-

tiske dels historie fik tildelt en underordnet plads, bortset fra de faser hvor det social-

demokratiske parti i den østtyske forståelse var revolutionært.

Behandlingen af det tyske socialdemokratis historie er i DDR især forsømt for pe-

rioden l917⁄ 18-1945, den periode hvor den tyske arbejderbevægelse var splittet og

hvor efter østtysk opfattelse det revolutionære KPD i overensstemmelse med den om-

talte tradition fightede med det opportunistiske SPD om den tyske arbejderklasse.Dette hul søges nu udfyldt med en grundig og omfangsrig fremstilling af det tyskesocialdemokratis historie fra 1917 til 1945. Den er skrevet af et historikerkollektiv

under ledelse af Heinz Niemann fra afdelingen for marxisme-leninisme ved Karl

Marx-Universitetet i Leipzig. Det er blevet en i omfang meget stor bog, østtyskemehar lavet. Den skildrer det tyske socialdemokratis historie i 7 kapitler, der følger det

kendte østtyske periodiseringsskema: Oktoberrevolutionens betydning, November-

87

revolutionen, den revolutionære efterkrigsfase, stabiliseringen, den økonomiske

krise, det fascistiske diktatur i Tyskland og II. Verdenskrig.'

Men hvorfor omhandler bogen præcist perioden 1917-1945? Overraskende nokdiskuteres selve bogens periodisering ikke, men ud fra den østtyske forståelse af ar-

bejderbevægelsens historie er det vel en logisk periodisering. Årene 1917-1945 ud-

gjorde rammen om den tyske arbejderbevægelsessplittelse: i 1917 spaltedes SPD op iMSPD og USPD (i 1918 spaltede KPD sig ud), og i 1945 startede sammenslutningenaf SPD og KPD i den sovjetiske okkupationszone, hvilket i 1946 resulterede i dannel-sen af enhedspartiet SED. I DDR er den tyske arbejderbevægelsealtså igen blevet en

enhed. M911_ibogen tages der ikke udgangspunkt i denne spaltning, der dog var en

væsentlig begivenhed i den tyske arbejderbevægelseshistorie, om end der sluttes meddens overvindelse i DDR i 1945. Bogens udgangspunkt er den bolchevikiske oktober-revolution 1917 i Rusland, der betød et kvalitativt spring i den historiske udvikling,og dens betydning i Tyskland. Men det betyder at SPD's historie ikke bliver analyse-ret ud fra forhold eller forudsætninger i SPD's historie, men ud fra det marxistisk-

leninistiske periodiseringsskema.Hvilke konsekvenser får det nu, at bogen tager sit udgangspunkt i den bolcheviki-

ske oktoberrevolution? Det får for mig at se to vigtige konsekvenser. Ved for det før-ste at gøre den bolchevikiske oktoberrevolution til udgangspunkt og omdrejnings-punkt og karakterisere SPD i forhold til denne får forfatterkollektivet til gengældfremhævet antibolchevismen og antikommunismen som det fremherskende træk ved

SPD (og dele af USPD). At SPD bl.a. som reaktion på oktoberrevolutionens videreforløb blev grundliggende antibolchevikisk og antikommunistisk er også en rimeligkarakteristik - bogen undlader dog ganske at diskutere om antibolchevismen ogsåkunne have materielle årsager, den diskuterer ikke anledningen til den socialdemo-

kratiske reaktion! Ved at fremstille og karakterisere SPD som antikommunistisk kan

forfatterne også hævde at SPD gik imod strømmen i den tyske arbejderbevægelsesrevolutionære historie. ›

For det andet betyder udgangspunktet i den russiske revolution at konflikten om

holdningen til krig og fred og dermed fredsspørgsmålet, der var en vigtig materiel

årsag til at det gamle SPD gik istykkeri april 1917, ikke tillæggesnogen betydning.0g SPD's holdning til krig og fred der især undergik ændringeri 1917, fortegnes - det

er derfor konsekvent at afvise SPD's fredsønsker og fredsvilje som »socialpacifrstiskdemagogi« (s. 14).

Disse to momenter bidrager til at SPD kan karakteriseres som et opportunistiskarbejderparti, et arbejderparti, der med og efter oktoberrevolutionen frk tildelt en ny

funktion: »Det nye i opportunismens funktion bestod nu i, at skærme den kapitalisti-ske statsmagt mod oktoberrevolutionens udstråling, at skræmme arbejderklassen og

andre arbejdende lag bort fra revolutionen, at opretholde splittelsen, at lamme

kampviljen og styrke reformistiske illusioner om en fredelig overgang fra kapitalis-men til socialismen« (s. 16). Konsekvent nok opfattes SPD derfor som et borgerligtarbejderparti, som et parti der underordnede arbejderklassens interesser under bor-

gerskabets og var løbet over til borgerskabet og instrumentelt udførte funktioner for

borgerskabet, først og fremmest den at forhindre arbejderklassens revolutionære ud-

vikling. Dette prægede den dominerende strømning i SPD: i SPD var den dog om-

kæmpet som følge af hvad bogen fremstiller som de to klasselinier i SPD, nemlig hhv.en borgerlig og en proletarisk. Den sidste defineres ved at ønske et samarbejde medKPD.

De to anførte synspunkter på SPD bliver bogens skabelon til at fremstille SPD's

88

historie. Det bærende helhedssyn på SPD som et borgerligt arbejderparti giver dels

anledning til en overmåde kritisk fremstilling af SPD's historie og gør det dels lettere

at fremlægge en meget positiv fremstilling af KPD og dets politik over for SPD i

denne periode. KPD indtager nemlig en lige så stor rolle i bogen. Og hvad der er vigti-

gere: KPD stod gennemgåendefor den rigtige politik, SPD for den forkerte. Bogenmå som helhed og trods sit omfang siges at bringe forskningsmæssigt meget lidt nyt

om SPD's historie i årene 1917-1945. Af størst forskningsmæssiginteresse er fremstil-

lingen af SPD efter 1933 og i eksil, hvor man bl.a. har kunnet benytte nyt materiale og

derfor give nye detaljer. Fremstillingen af SPD's historie op til 1933 bringer intet nyt;

det er med enkelte undtagelser mere et forsøg på en »videnskabeliggørelse« af KPD's

samtidige opfattelse og vurdering.Bogens værdi ligger derfor ikke i fremstillingen af SPD's historie, men primært på

det historiografiske felt, idet den må antages at reflektere det i DDR fremherskende

syn på SPD. Bogen formulerer sig klart inden for den marxistisk-leninistiske historie-

tradition, det gælder opfattelsen af forholdet mellem økonomi og politik, synet på

fascismen, det anvendte jargonsprog etc. Symptomatisk for et i form og formulerin-

ger nuanceret, men i selve substansen ikke synderlig ændret syn på det tyske socialde-

mokratis historie er den diskrete distancering til det omtalte standardværk om den

tyske arbejderbevægelseshistorie. Dette værk optræder kun i noterne, ikke som kilde

til formuleringer eller vurderinger af SPD, men alene til faktuelle oplysninger. Til

andre er der dog ikke samme distance: igen og igen hentes Lenin frem som målestok

for SPD's rolle og karakter - også uhistorisk -, f.eks. vurderingen af SPD som oppor-

tunistisk, SPD's rolle under novemberrevolutionen, og et andet Lenin-citat er nor-

men for karakteren af den politiske krise i begyndelsen af 1930'erne. Mere problema-tisk er det nok, at det tit er det historiske KPD's vurderinger af SPD, altså dagspoliti-ske vurderinger der gøres til målestok for vurderingen af SPD. Med i al fald én

iøjnefaldende undtagelse: KPD's socialfascismeopfattelse kritiseres som sekterisk.

Man kan dog spørge om forskellen er særlig stor derfra og til følgende vurdering af

bl.a. Breitscheids oplæg om fascismen på Leipzig-kongressen 1931: »Dette antikom-

munistiske hysteri fratog betydelige dele af den socialdemokratiske bevægelse forstå-

elsen af fascismens væsen og politiske mission og understøttede objektivt set udbre-

delsen af den fascistiske ideologi, hvis kerne i sidste instans var den militante anti-

kommunisme« (s. 259). Formen er forskellig, men det er indholdet vel ikke. Det

betyder at bogen også kan læses som en positiv bekræftelse - når der bortses fra soci-

alfascismeopfattelsen - af KPD's politik over for SPD: den politik og praksis som

SPD på sin side - med lån af et citat fra en borgerlig avis fra 1930 - opfattede som en

pæl i kødet på SPD! Det får også som konsekvens at SPD kan gøres medansvarlig for

fascismens sejr i Tyskland, KPD frikendes (s. 344ff).

Bogen skæmmes også af mange diskrete forvanskninger: jeg skal blot anføre to eks-

empler på hvorledes der diskret manipuleres med den historiske virkelighed. Eksem-

pelvis er bogen ikke i stand til ordentligt at forklare baggrunden for SPD's tolereringaf den autoritære regering under Brüning fra oktober 1930. Det forties nemlig i bogenat SPD fra Brüning-regeringens start i april 1930 stod i skarp opposition og med flere

mistillidsdagsordener forsøgte at vælte regeringen; og da man endelig nævner SPD's

nej til nogle forslag i juli 1930, der førte til opløsningen af rigsdagen i juli 1930, be-

grundes det med at SPD's ledelse var bange for at tabe ansigt (s. 234ff). SPD's tolere-

ringspolitik der sigtede på at hindre fascismen i at komme til magten, led nederlagmed Brünings fald i maj 1932, hvorfor den da også ophørte; alligevel kritiseres SPD

for ved årsskiftet l932⁄ 33 at føre tolereringspolitik (s. 312). Grovere er følgende citat-

89

forvanskning: Bogen nævner at med Ruslands udtræden af krigen i 1918 syntes chan-cen for en sejrrig afslutning på krigen gunstigere: »Derfor havde de socialdemokrati-ske ledere lige så vel som den herskende klasses repræsentanter vurderet oktoberre-volutionen som »en gave fra himlen« «, siges det med en henvisning til Friedrich

Stamp/er, chefredaktør for Vorwärts (s. 13). Men det står der ikke hos Stampfer, hantaler ikke om socialdemokraterne, men om det krigsførende Tyskland. Ved dennediskrete sammenblanding sidestilles SPD og imperialistisk borgerskab mht. iver efterat føre krig og SPD's fredsønsker kan fremstilles som demagogi.

Med denne omfangsrige bog er der fremlagt en fremstilling af SPD's historie dermå antages at udtrykke et officielt syn på denne historie. Bogen reflekterer det frem-herskende syn der b1.a. bæres af skabeloner i form af KPD's og Lenins samtidige vur-

deringer. Derimod kan bogen ikke siges at opfylde de krav der må stilles til en hel-

hedsfremstilling af SPD's historie. Dertil mener jeg at dens udgangspunkt og sigte er

åbenlyst for usagligt. Om end SPD's historie i den behandlede periode er en yderstkritisabel historie, så er det partikommunistiske kriterium for en sådan kritik dog for

usagligt: det er useriøst at gøre det samtidige KPD's dagspolitiske, polemiske vurder-

inger til norm for fremstillingen - eksempelvis bliver normen for vurderingen afSPD's fascismeforståelse KPD's instrumentale opfattelse af fascismen, som om deni

sig selv var en eviggyldig sandhed (s. 345). Dette politiske udgangspunkt betyder ogsåat bogen ikke kan siges at opfylde kravene til en materialistisk analyse af SPD påbaggrund af de historiske og samfundsmæssigebetingelser. Bogen er snarere norma-

tiv, ideologisk historieskrivning, og den udsiger faktisk mere om forfatterne og deres

forskningstradition end om det tyske socialdemokrati. Derfor fremstår den også som

partisk, legitimerende historieskrivning.K ar! Christian Lammers

Siegfried Mielke (udg.): [ntemationales Gewerksehafts-Handbuch, Leske + Budrich,Opladen 1983, 1263 s., DM 96.- (uindb.), DM 148.- (indb.)Der foreligger forskellige håndbøger som indeholder materiale om fagbevægelseniforskellige enkeltlande eller oplysninger, der er relevante for den internationale fag-lige udvikling. Men den sidste håndbog, der direkte kan sammenlignes med den nu

foreliggende, er »Internationales Handwörterbuch des Gewerkschaftswesens« udg.af Ludwig Heyde i 1931-32. Det er et omfangsrigt 2-bindsværk med et bredere sigteend denne nye håndbog. Det betyder, at Heydes Handwörterbuch langt fra er over-

flødigt, den har stadigvæk betydning for en lang række opslags vedkommende, det

gælder især de teoretiske afsnit. Men pga. den politiske udvikling med mange nye

selvstændige stater og den industrielle udvikling er der også opstået nye faglige orga-nisationer. Alene det, at få et overblik over fagbevægelsen i 170 lande - skrevet af ialt

130 lokale og tyske forfattere - ført op til foråret 1982, er af stor betydning. Håndbog-ens systematik muliggør en sammenligning mellem de forskellige nationale udviklin-

ger, og det har unægteligen væsentligbetydning for vurderingen af de fagligeorgani-sationers rolle og indflydelse. Der findes ingen artikler om fagbevægelseniAndorra,Bhutan og Maldiverne, da der dér ikke engang findes ansatser til en faglig bevægelse.Stater som San Marino derimod er beskrevet ligesom De Forenede Arabiske Emira-ter og Saudi-Arabien, hvor en fagbevægelseifølge regeringens overbevisning er over-

flødig, idet islam jo påbyder alle at være retfærdige.Det er med andre ord en meget omfattende håndbog og artiklerne er informative

og virker som regel tilforladelige; det skrives også i flere tilfælde, at oplysningerne

90

beror på vurderinger, er usikre eller yderst foranderlige. Det gælder for langt de fleste

lande, der jo først er blevet selvstændigei perioden efter 2. verdenskrig - mange af

dem er små eller har kun få indbyggere og kun lidt industri, f .eks. langt de fleste kari-

biske eller Stillehavs-øststater. Der er de mest stabile faglige sammenslutninger ofte

de offentligt ansattes hhv. lærernes - i en af artiklerne om disse stater, Jomfruøerne,

findes en af de få fejl i håndbogen. Det påstås (s. 1258), at de faglige organisationer

oprettedes for 30 år siden. Samtidig ses det dog, at St. Croix Labour Union består

som fagorganisation, den blev som bekendt oprettet i 1916 (Meddelelser nr. 16).

Men det er naturligt nok ikke disse mere eller mindre eksotiske småstaters faglige

bevægelser, der udgør tyngdepunktet i denne håndbog. Det er måske heller ikke så

meget fagbevægelserne i Europa, Australien/New Zealand og Nordamerika, som

man med en smule søgen kan finde materiale om - dermed være ikke sagt, at disse

bidrag er uvæsentlige: ud fra et sammenlignende synspunkt er de endog særdeles rele-

vante - men det er informationerne om og analyserne af faglige organisationer og

problemer i Latinamerika, Asien og Afrika, der udgør én af denne håndbogs mere

betydningsfulde bidrag.Håndbogen er inddelt i 3 store kapitler: 1) Faglige internationaler (s. 3 - 56), 2)

oversigtsartikler (s. 58 - 164) og 3) landestudier (s. 167 - 1259). Artiklerne om den Frie

Fagforenings Internationale (FFI), de Internationale fagsekretariater og den Euro-

pæiske faglige Sammenslutning er skrevet af Kurt P. Tudyka. Det er informative arti-

kler, der giver et kort historisk rids, som for FFI's vedkommende ikke er alt for præ-

cist, og så især koncentrerer sig om analysen af de senere års udvikling og problemer.Specielt hvad angår de Internationale fagsekretariaters virksomhed er det af interesse.

Fagsekretariatemes betydning (specielt i udviklingslandene) er nemlig normalt ble-

vet undervurderet. Det er således betegnende, at Tudyka ikke kan anføre et eneste

værk om fagsekretariateme i almindelighed (FFI har ganske vist udgivet en mindre

bog, men den er håbløst forældet). Der findes i dag 16 fagsekretariater, af hvilke det

Internationale Metalarbejderforbund er det største med 13,6 millioner medlemmer -

det mindste er diamantarbejdemes verdensforbund med omkring 10.000 medlem-

mer, adskillige af de andre har 5 - 6 millioner medlemmer. Specielt ien tid hvor kapi-talens multinationale sammenfletning skrider hurtigt frem, vokser fagsekretariater-nes betydning. Ligeledes udarbejder nogle fagsekretariater rapporter om bestemte

udviklingers betydning - rapporter som ikke er brugt særlig meget. Det er et arbejde,der formentlig i fremtiden vilfå større relevans.

Det, kan man formode, vil også ske for den Europæiske faglige Sammenslutning, i

hvilken 34 nationale forbund fra 19 lande med 43 millioner medlemmer er organise-ret. Sammenslutningen er bl.a. betydningsfuld, fordi den organiserer nationale orga-nisationer fra alle retninger: kristelige, kommunistiske og frie, dog er endnu ikke alle

kristelige og kommunistiske landsorganisationer i Vesteuropa blevet optaget.Otto R. Liess har skrevet om Verdensfagforeningsforbundet, den nu kommuni-

stisk dominerede organisation, som i 1945 blev oprettet som en virkelig verdenssam-

menslutning. Den blev imidlertid splittet i 1949 pga. USA's forsøg på totalt at domi-

nere den kapitalistiske verden. Både den italienske og den franske landsorganisationvar allerede blevet splittet få år forinden med CIA's hjælp og penge (5. 439, s. 600),men dog med opbakning af antikommunistiske kræfter i arbejderbevægelsen.Disse

splittelsesorganisationer forblev mindretal, men var med til at forberede FFI's opret-telse - også her findes mindre fejl i fremstillingerne. Verdensfagforeningsforbundet(VFF) er medlemsmæssigt langt den største organisation, ca. 190 millioner i 80 lande

er tilsluttet den, deraf kommer dog angiveligt 90% fra de statssocialistiske lande; i

91

Vesteuropa er det franske CGT et vigtigt medlem. Men VFF har ogsågode kontaktertil fagbevægelserne i mange udviklingslande.

Den kristelige verdensorganisation bliver analyseret af Tom Etty/Emst Piehl. Deanser den ikke for at være overlevelsesdygtig - den eneste betydningsfulde landsorga-nisation er den belgiske med ca. 1 million medlemmer. Desuden har den en vis indfly-delse i Latinamerika, men opløses der nærmest i græsrodsbevægelseruden egentligefagforeningsmæssigefunktioner. Selvom dette måske ikke rigtig holder, så er det kri-

stelige verdensforbund ude i store vanskeligheder.Oversigtsartikleme i kapitel 2 om fagbevægelsenide kapitalistiske industrilande,

de statssocialistiske, østeuropæiske lande, i Afrika, i Latmamerika, i de ikke-kommunistiske hhv. socialistiske lande i Asien og i det Nære Østen (uden Israel) er

forsøg på generaliseringer og sammenligninger, som kun i mindre grad er anvende-

lige. Der er dog bl.a. brugbare litteraturfortegnelser - noget der er gjort meget ud af ihele bindet.

3. kapitel er så landeoversigterne, der er på mellem 1/2 5. til ca. 50 sider; de flesteindustrilande har fået mellem 10 - 15 s. (USA ca. 35, Frankrig ca. 30), mens de størreulande behandles på op imod 10 5. Det forekommer alt sammen meget rimeligt og er

under alle omstændigheder informativt.

Så vidt muligt følger alle bidragene følgende skema:

l) historisk udvikling af landene og fagbevægelsen;2) Fagorganisationernes størrelseog struktur; 3) program og ideologi; 4) Fagorganisationeme og fabriksrepræsenta-tionen (tillidsmændene); 5) Forholdet mellem arbejdsgivere og fagbevægelsen; 6)F agbevægelsens forhold til partier(ne) og de statslige organer; 7) den faglige virksom-hed (herunder bl.a. oplysningsarbejde); 8) litteraturfortegnelser og 9) adresser.Denne ensartede opbygning gør det muligt hurtigt at finde rundt i de enkelte landeaf-snit (det danske bidrag er skrevet af Reinhard Lund s. 322 - 36) og det er da også et

udmærket skema, en ramme indenfor hvilken der er skrevet gode bidrag. Det har

naturligvis ikke været muligt i hvert kapitel at finde informationer om alle punkter,det har den politiske og/eller faglige struktur delvis forhindret.

Der er naturligvis en del divergerende og modstridende opfattelser blandt så

mange bidragydere, det kan ikke undgås og behøver heller ikke at være ufrugtbart.Her har det mindre betydning, idet det ser ud til, at bidragene er skrevet uafhængigtafhinanden. Håndbogen er et udmærket arbejdsredskab og ca. 350.- kr. er egentlig en

billig' pris for så mange informationer.

Gerd Callesen

Parti og by. Socialdemokratiet i Århus 1883-1983, udgivet af Socialdemokratiet i Århus,red. Ib Gejl og Finn Lauridsen, Universitetsforlaget, Århus 1983, 109 s., kr. 134,20.Som festskrift til en lOO-årigpartiorganisation betragtet er bogen om det århusianskeSocialdemokrati en positiv oplevelse - for en historiker, der ikke er socialdemokrat.Det er positivt, at overdreven rygklapning og skamrosning af fødselslaren og de lo-kale ledere ikke finder sted. Og det er positivt, at interne stridigheder kan få lov til atkomme lidt frem i lyset i den højtideligestund. Som historien om en stor lokal parti-organisations udvikling kan bogen derfor anbefales.

Bogen består af 5 kapitler, der beskriver partiafdelingens udvikling fra starten tilidag. Især de første af disse, der dækker perioden frem til 2. Verdenskrig, er interes-sante. Desuden indeholder bogen er par opremsende afsnit, der gennemgår de en-

kelte byrådsvalg og partiets organisatoriske udvikling.

92

De lokale modsætningeri toppen af det århusianske Socialdemokrati belyses især

til og med 1930'erne. Fra striden om deltagelsen i »prinsemiddagene«på Marselis-

borg Slot til vurderingen af, hvad der var en ordentlig socialhjælp efter socialrefor-

men i 1933. Ofte fremlægges modsætninger som personlige stridigheder, mens forfat-

terne ikke gør så meget ud af at komme med politiske forklaringer på de interne

spændinger. Efter 1930'erne er det småt med oplysninger om interne modsætningeriden lokale partiorganisation. Her kunne det have været interessant, hvis forfatterne

havde lukket lidt op for arkivmaterialets oplysninger om »Bevan-fraktionens« lokale

skærmydsler inden for partiafdelingen. Fraktionen omtales som »krusninger i begyn-delsen af 50'erne« (s. 66), men i følge oplysninger fra folk, der var aktive den gang, er

jeg efterhånden blevet ret sikker på, at der ikke kun var tale om krusninger. Lokalt

gjorde flertallet i partiafdelingen en kraftig indsats for at kule fraktionen, der bl.a. gikind for at samarbejde med bl.a. kommunister i afrustningsspørgsmålog mod NATO.

Og det var absolut ikke noget, der var velset i Socialdemokratiet, mens koldkrigenstod på sit højeste.

Man kunne nok ønske, at partiets historie var blevet sat ind i en noget bredere lo-

kal-historisk sammenhæng, hvilket kunne have bidraget læseren mulige forklaringerpå den partimæssige og politiske udvikling. Forholdet til partiets lokale basis er ikke

analyseret og der holdes selvfølgelig en del igen på vurderinger af partiets status lo-

kalpolitisk før og efter overtagelsen af det parlamentariske flertal. Dog fornemmer

man klart, at partihistorien indvæves kraftigt i kommunens/byrådets historie i efter-

krigstiden.Læseren får ikke meget at vide om årsager til kursskift i partiets lokalpolitik. F.eks.

begynder Socialdemokratiet omkring 1970 at interessere sig for bevaring af det by-miljø, som partiet igennem 50'erne og 60'erne orde en kraftig indsats for at øde-

lægge med saneringer, store gadegennembrud m.v. Og man får heller ikke noget at

vide om årsagerne til og de interne konsekvenser af de seneste 10 års vælger- og med-

lemstilbagegang. Forfatterne går her på kattepoter og overlader os en noget harm- og

tandløs fremstilling. Indtil videre er historien om perioden efter 1945 og den helt nye

historie åbenbart ikke noget, der skal helt frem i dagslyset.Lars Stige]

Røde Ras. En beretning om solidaritet - fortalt til Torben Bjerg Clausen, Tiden, Køben-havn 1983, 160 5. kr. 80,-

Røde Ras er Rasmus Bonde Larsen, født 1904 på Fyn i et landarbejderhjem, udlærtsom typograf 1923, fra 1926 deltids-arbejdsløs i København, gift og medlem af DK?

1930, aktiv i »Røde Hjælp«, hvis sekretær han blev i 1937. Han kom derfor højt pålisten over de 71 kommunister, som nazisterne forlangte arresteret efter 22. juni 1941 .

Mærkværdigvis blev der arresteret henved 400 ledende kommunister dengang, og det

kan vel ikke forklares ved, at politiet var nazistisk inficeret. Nå, Røde Ras fik hele

turen med: Horserød, flugten derfra i 1943, illegalt trykkeri-arbejde indtil fornyet ar-

restation, Horserød igen og siden transport til Tyskland med ophold i Sachsenhau-

sens helvede. Tilbage med de »hvide busser« iforåret 1945. Efter befrielsen aktiv igeni DKP og på sin arbejdsplads (Politiken) som tillidsmand og nu iSammenslutningenaf Erhvervshæmmede fra Frihedskampen.

Til så få linjer kan det presses sammen, men hvor er det godt, at det alligevel blev en

bog på 160 5. Den er levende fortalt, med humor og selvironi. Der er ingen hadske

opgør med forhenværende partimedlemmer, tværtimod en rimelig beklagelse over

93

DKP'eres optræden overfor de såkaldte »bombemænd« i Horserød og andre steder.Det er glædeligt,at kunne læse sådan noget. På den baggrund virker anklagerne mod

politiet for dets samarbejde med nazisterne og mod Socialdemokratiet for dets efter-

givende politik meget stærkere. Man har indtryk af, at her fortæller én, der nøje har

afvejet tingenes sammenhæng og kommer med en velovervejet vurdering, som man

må tage alvorlig.Der er iøvrigt ikke tale om nogle afsløringer,nogle opsigtsvækkende nye kendsger-

ninger (og man kan beklage, at der ikke idet mindste har været mere at fortælle om

Røde Hjælp. Andre burde gøre sig det til en opgave snarest muligt, at få indspilletbånd med alt R.B.L. kan huske. Politiarkiverne indeholder langt fra alt, og de er luk-ket mange år endnu). Men det er en god, underholdende »beretningom solidaritet«.Gid der var flere af den slags; Torben Bjerg Clausen har gjort en nyttig indsats, han er

at ligne med tolderen fra Brechts digt om Laotse. Bogen er illustreret og egentlig me-

get billig, det er længe siden, man har kunnet få en kvalitetsbog for 50 øre pr. side.

Gerd Callesen

94

FORSKNINGSMEDDELELSER

Organiseret aktivitet på foreningsbasis omkring arbejderhistorien i RingkøbingAmt

9. april 1983 stiftedes Arbejderhistorisk Støttekreds i Ringkøbing Amt

(ASRA). Som nærmeste markante mål stiler denne støttekreds mod at få op-

rettet ArbejderbevægelsensBibliotek, Arkiv og Museum (ABAM) i Ringkø-

bing Amt - en institution for samling og opbevaring af den enkelte arbejdersog arbejderorganisationemes billeder, arkivalier og mere bastante effekter så-

som faner, håndværktøj, redskaber, indbo og pyntegenstande o.s.v.

Både i amtet og videre ud hilses den nydannede organisation velkommen

og møder venlighed og tilsagn om støtte i arbejdet fremover - på én side. På en

anden side betragtes den nærmest som den grimme ælling, som bare fortjenerat blive kanøflet og udjaget af andegården. Hvilken af disse sider, der bliver

langsiden, vil tiden vise. At virke med historie på forskellig vis er jo ikke noget

monopol her i landet. Så hvem ved? Måske er eventyrets tid endnu ikke forbi!

I l880-eme voksede de folkelige bevægelserfrem i området og tog fat. Nyekirker rejste sig på krav fra hedeopdyrkeme for markering af nye lokalsam-

fund. Missionshuse og forsamlingshuse blev bygget om kap i skarp konkur-

rence imellem missionsfolk og grundtvigianere. Mejerier, brugser og mange-artede foreninger blomstrede frem. Et gennem mange århundreder båndlagtog indestængtfolkeligt initiativ boblede frem og manifesterede sig i en tilsyne-ladende ukuelig skaberkraft.

Det var bøndernes blus. Men der var en restgruppe i hele spillet: Arbejdernei byerne og daglejeme ude på landet. Men også det fandt man ud af og vidste

råd for. Rundt i sognene skænkede man korn, kartofler og rede penge til ar-

bejdsløse og nødlidende med forsikring om, at det sandelig ikke var for at

spare penge for offentlige kasser!_

I byerne dukkede allerede sidst i 1860-eme annoncer frem med indbydelsetil møder over emnet: Hvad kan der gøres for at forbedre arbejderklassenskår? Underskrevet med navn på en velbjerget håndværksmester. Samtidig sås

læserbreve, som fastslog, at socialismens vej ikke var danske arbejderes vej.De måtte gå helt andre veje i trit med dansk tradition og tankegang.

95

1870 gik en Arbejder- og Forbrugsforening i gang i en by i RingkøbingAmt. Ordet arbejder i dens navn sikrede den visse afgiftslempelser for velgø-rende foreninger. At denne forening afholdt sine generalforsamlinger på hver-

dage tæt efter veloverstået middagssøvnog havde en solid gårdmandsom for-mand fortæller vel, at dens virke ikke alene gjaldt arbejdernes indflydelse ogvelfærd. '

Endvidere var der svendeforeningeme, hvoraf én kendes for en grøn faneindviet af stedets herredsfoged. Desuden også foreningen til enlige kvinders

velfærd, hvor borgerkoneme hæklede og baldyrede sammen med tjenestepi-gerne. Verden var endnu gammel og tryg, styret af de bedste hænder og holdt ide vante folder.

Men frø af »ugræs« føg over Europa og blandede sig med »hveden«. Hellerikke Ringkøbing Amt undgik sin skæbne i så henseende. Socialistiske talere

og agitatorer drog omkring og udfoldede sig her. Og hvad værre var, nogletog den nye lære til sig og lod den gå fra mund til mund. Sagen kunne forsøgeslatterliggjort og bagatelliseres, men den kunne ikke afvises eller standses.

Langsomt, men sikkert, bredte klassebevidstheden baseret på et socialistisk

inspireret grundsyn sig ud i de yderste afkroge i det vidtstrakte RingkøbingAmt.

Daglejere, husmænd, småhåndværkere- og handlende oprettede afdelingeraf Dansk Arbejdsmands Forbund. Der blev stiftet politiske foreninger, oplys-ningsforeninger, spareforeninger, samaritterforeninger, radioklubber, idræts-

foreninger o.s.v. Et nyt element kom dermed ind i den sædvanlige orden i by-emes og sognenes liv. Det var ikke nogen omvæltende revolution, men en be-

tydelig forandring, som man fra anden side nødvendigvismåtte notere sig og

tage hensyn til.

Godt og vel hundrede år er gået, siden det hele begyndte. Meget er sket, og

meget har arbejderklassen opnået i denne, historisk set, korte periode. Så me-

get, at det nu er tiden at rette ryggen og se tilbage, at betragte denne periodesom historie - uden at tro, at alt er såre godt. Det sker da også i stigende om-

fang. Ikke få historikere og forskere beskæftigersig med arbejderhistorie, og

arbejderne og arbejderorganisationeme begynder at tage et nap med på for-

skellig vis.

I så henseende markerer Specialarbejderforbundets landsomfattende pro-

jekt Arbejdsmandens Historie sig som en betydelig, inspirerende og igangsæt-tende faktor. Dette projekt har bud til alle landets specialarbejdere og tilhø-

rende efterlønnere og pensionister om at være med. Et godt udgangspunkt for

og en god støtte i dette arbejde er bogen Grav hvor du står. Håndbogi atudforske et arbejde (SOC, København 1982);

Og så kører det da ellers derudad med Arbejdsmandens Historie og mangeandre større og mindre aktiviteter. Ude i marken er virket med Arbejdsman-dens Historie et decideret indsamlingsarbejde. Det gælder billeder og papireregnet for projektet, det gælder skrevne erindringer og erindringer indtalt påbånd. Materialet går derefter til vurdering og udvælgelse for projektet. Er så-

96

dant til rådighed i betydeligt omfang, må det antages, at kun en mindre del af

det finder anvendelse til de historiske bøger om arbejdsmanden.Hvad så med resten? Ifølge visse meddelelser kan det blive hos Specialarbej-

derforbundet eller indgå i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i Køben-

havn samt eventuelt i visse andre institutioner andre steder. Ude i marken

spørges der nemlig angående materialet: Hvad skal det bruges til? Hvor skal

det hen? Det er ligesom underforstået, at der er et ønske om at samle og be-

vare tingene indenfor rimelig geografisk rækkevidde. Spørgsmåletgiver selv-

følgelig anledning til visse overvejelser omkring disse spørgsmål,specielt an-

gående opbevaringen.Der lå rent faktisk et svar på bordet i Ringkøbing Amt. Allerede før Spe-

cialarbejderforbundets projekt Arbejdsmandens Historie var ret præsenteret

i dette amt, dukkede ideen om at Arbejderbevægelsens Arkiv i RingkøbingAmt frem i et lokalt dagblad med en arbejder som fortaler. Det skete helt præ-

cis midt i april 1982. Det viste sig, at ideen levede skjult også andet steds i

amtet. Man havde den uafvidende sådan hver for sig. Nu kom den så fremi

lyset og vakte en del opmærksomhed. Under et par AOF-konferencer i sep-

tember 1982 var ideen et punkt på programmerne, og på den sidste af disse

blev der sat et tremands-udvalg på sagen med dens nærmere vurdering som

opgave. Allerede på den første konference var der fremkommet tanker om et

Arbejderbevægelsens Arkiv og Museum i hvert af landets 14 amter med en

uddannet leder hvert sted. Nu var det både kort og langt sigt på ideen - et

lokalt og et på landsplan.Fømævnte tremands-udvalg begyndte sit arbejde. Det voksede hurtigt til et

ottemands-udvalg, der blev kaldt GRUPPEN. Denne fandt ret snart ud af, at

en forening måtte være sagen for arbejdets videre forløb. Forslag til vedtægterkom på bordet og blev diskuteret og pudset af under et par møder. Efter sam-

råd med GRUPPEN's konsulent, Flemming Hemmersam, var forslaget ende-

lig klar til forelæggelse for en stiftende generalforsamling.Denne generalforsamling afholdtes 9. april 1983 i Videbæk, hvor forenin-

gen kom til verden under det af GRUPPEN foreslåede navn: Arbejderhisto-risk Støttekreds i Ringkøbing Amt (ASRA). Støttekredsen har til formål i sit

arbejdsområde, Ringkøbing Amt, at formidle kendskab til og skabe større in-

teresse for arbejdernes og arbejderbevægelsens historie. Videre at virke for at

sammes arkivalier og effekter indsamles, registreres og opbevares forsvarligtog samlet i RingkøbingAmt til brug for forskning, undervisning, udgivelse af

bøger mm.

Med dette sigte har ASRA videre til formål at være aktiv i bestræbelser for

oprettelse af et Arbejderbevægelsens Bibliotek, Arkiv og Museum (ABAM) i

Ringkøbing Amt. Navnet figurerer som her skrevet i ASRA's vedtægter,hvori det videre hedder, at når denne institution er oprettet, vil ASRA i muligtomfang og efter bedste evne støtte dens opbygning, drift og videre udvikling.Det præciseresogså i vedtægterne, at der tilstræbes et samarbejde med Arbej-derbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) og Arbejdermuseet i København

samt arkiver, biblioteker og muséer i ASRA's virkeområde.

97

Særligt bør fremhæves en paragraf i ASRA's vedtægterbetegnet Gruppere-præsentantskab. Deri fastslås at fundamentet for ASRA er medlemmernes

aktive medleven og interesse for arbejderhistorien. Udfra denne kendsgerningbestemmes, at medlemmerne i de enkelte kommuner i RingkøbingAmt sam-

les i grupper. Disse gruppers primære opgave er at virke for sagens fremme i

deres hjemsted-kommune i henhold til ASRA's formåls- og virksomheds-

paragraffer. - Hver gruppe udpeger en gruppeleder, der også fungerer som

kontaktperson til ASRA”s bestyrelse, til ArbejderbevægelsensBibliotek, Ar-

kiv og Museum (ABAM) i Ringkøbing Amt og til gruppeledeme i de øvrigekommuner. Samlet udgør disse gruppeledere et grupperepræsentantskab,som holder møder efter behov, og mindst en gang om året, med henblik pådrøftelse af diverse anliggender. Grupperepræsentantskabet er repræsentereti ASRA's bestyrelse med to observatører.

Såvidt så godt. ASRA går til arbejdet præget af godt kammeratskab, virke-

lyst og tro på fremtiden. Der er nok at tage fat på over et bredt felt frem mod

det store mål: Oprettelse af ArbejderbevægelsensBibliotek, Arkiv og Mu-

seum (ABAM) i Ringkøbing Amt. Med bred tilslutning fra amtets arbejder-klasse vil også det kunne lykkes.

Chr. Isen

Man kan blive medlem i ASRA, kontingenteter på 50.- kr. årligt - adressen er:

Børge Johnsen, Snejbjerg Hovedgade l, 7400 Herning (tlf. 07 - 16 12 80).

Center for arbejderkulturstudierI 1982 blev der forsøgsvis oprettet et center for arbejderkulturstudier ved Kø-

benhavns Universitets humanistiske fakultet. Centret er tværfagligt,dvs. at en

række fag, som i forvejen driver forskning og undervisning om arbejderklas-sens organisation og levevis her er søgt sammen for at forene viden og arbejds-metoder og herved forhåbentlig styrke arbejderkulturforskningen ved Kø-

benhavns Universitet. De fag som indtil nu har været mest aktive er historie,dansk, folkelivsforskning, folkemindevidenskab og teatervidenskab.

Center for arbejderkulturstudier har følgende arbejdsområder:1) at sikre en gradvis udbygning af den tværfaglige undervisning påhovedfags-, konferens- og licentiatniveau, 2) at styrke en tværfagligvejledningmed henblik på speciale-, konferens- og licentiatafhandlinger - evt. iform af

fast institutionaliserede seminarer med flere lærere fra forskelligefag, 3) at

fremme et tværfagligtforskningsmiljø,dels som støtte for den eksisterende

forskning, dels gennem iværksættelsen af nye forskningsprojekter på ubearbej-dede eller ringe dækkede områder, 4) at udbygge og styrke de eksterne forsk-ningskontakter både nationalt og internationalt, 5) at fremme formidlingsop-gaver på området - både i forhold til arbejderbevægelsensegne organisationerog til offentligheden, samt 6) på både kortere og længeresigt at udvikle model-

98

ler. for efteruddannelsesaktiviteter både i forhold til de faglige foreninger og til

bredere og mere utraditionelle grupper på arbejdsmarkedet.Siden efteråret 1982 har centret haft en række tværfagligeundervisningsem-

ner i gang inden for områderne arbejderteater og arbejderfilm, hverdagskul-tur blandt land- og byarbejdere, arbejderbevægelse og arbejderkultur i Dan-

mark 1960-1980, arbejderklassen under fascismen og endelig omkring fremti-

dens arbejde, teknologi og arbejderkultur.Men centerets opgaver er ikke bare at varetage undervisning,men også at

fremme forskning, formidling og oplysning på området og at styrke kontak-

ter til relevante nationale og internationale forskningsmiljøer. For at opfyldeen del af dette formål har centeret siden efteråret haft en forelæsningsrække til

belysning af igangværende forskningsprojekter på området. De har b1.a.

handlet om den danske kommunisme og dens intellektuelle, den danske syn-

dikalisme, arbejderkulturen i etnologisk perspektiv, kulturformidling i lokal-

miljøer, alternative, folkelige teaterbevægelser i Danmark og det øvrige Eu-

ropa, Arbejderkultur og voksenuddannelsespædagogik og endelig i april må-ned sluttes af med en forelæsning om kvindeliv og kvindearbejde i

arbejderklassen.På initiativ fra F olkemindevidenskab løber der også i august måned en 3-

dages konference på nordisk plan om arbejderkultur og arbejderfolklore af

stabelen. Samtidig har centerstyrelsen i øjeblikket planer om et større offent-

ligt møde med titlen »Universitetet og arbejderbevægelsen«med deltagelse affolk både inden for og uden for murene og med henblik på at få diskuteretbehovet for kontakter, projekter og lignende mellem universitetsmiljøetog

fagbevægelsen.Der er mange årsager til at søge forskningen indenfor arbejderbevægelsens

historie og arbejderklassens levevis styrket. Den danske arbejderklasse og ar-

bejderbevægelsehar gennem de sidste næsten 150 år øvet en stadigt voksende

indflydelse i det danske samfund. Mens den kvantitativt største del af klassen,landarbejdeme, i en meget lang periode var uden organisationer og direkte

politisk indflydelse, skabte arbejderne i byerne tidligt organisationer til vare-

tagelse af deres interesser. Efter de første skrøbelige arbejderforeninger fra1840'erne til 1860°eme og de hektiske socialistiske organisationsforsøg i1870'erne skabte arbejderklassen fra 1880'erne gennem fagforeningerne ogSocialdemokratiet den organisationsstruktur, der indtil i dag har været det

ydre udtryk for arbejdernes socio-politiske praksis. Samtidig blev der skabt et

omfattende net af sociokulturelle organisationer, der tendentielt omfattede

arbejdernes liv fra vugge til grav. På alle samfundsmæssigeplaner har arbej-derne øvet deres indflydelse, social-økonomisk, politisk og ideologisk i sta-

digt modspil og samspil med andre klasser og deres organisationer.Den meget høje organisationsgrad har måske i en vis udstrækning skygget

for nogle af de problemer, der har optaget den internationale forskning. Det

gælder særlig forholdet mellem klasse og organisationer, hvor der har været

en tendens til at identificere de to begreber. Et af de sidste års vigtigste resulta-

ter har været (gen)opdagelsen af, at arbejderne havde/har et liv uden for orga-

99

nisationeme, at der til stadighed formes bevidsthedsmæssigemønstre og indi-

viduelle, familiære og kollektive praksisformer, der ikke umiddelbart kan ind-

fanges ved traditionelle organisationshistoriske eller idéhistoriske under-

søgelser.Det har i særlig grad været de bevidstheds- og kulturhistoriske fagsfortjeneste at fremdrage disse synsvinkler. Der er herved oparbejdet en bre-

dere og dybere forståelse af arbejderklassens tilslutning til og modstand mod

den politik der føres af faglige og politiske organisationer på både lokalt og

statsligt plan. Dertil kommer en klarere forståelse af de indre delinger i arbej-derklassen, mellem faglærte og ufaglærte, mellem mænd og kvinder, mellem

ledelse og medlemmer.

Forskningen i arbejderbevægelsenshistorie er forløbet temmelig ujævnt.Bevægelsen har fra den tidligste periode selv drevet en betydelig historieskriv-

ning og gør det fortsat. Der er fra bevægelsensside gjort et stort arbejde med

indsamling af materiale fra organisationer og institutioner. Kæmen idette ar-

bejde har siden 1909 været Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv, der fort-

sat må regnes som grundlaget for al forskning inden for emnet.

Det har været karakteristisk, at mange fag, både samfundsvidenskabeligeog humanistiske har taget emner op inden for et meget bredt spektrum af te-

maer, og at en mængde ny teoridannelse og nye metoder er taget i anvendelse.

Der har imidlertid været tale om en ret udstrakt specialisering med vægten påmetoder fra de enkelte forskeres eget fag, og først i de seneste år er egentligtværfaglige arbejdsprocesser blevet almindelige.

Inspirationen til tværfaglighedenhar i ret stor udstrækning kunnet hentes i

udlandet, hvor en række institutter og forskningsinstitutioner har søgt at

bringe metoder og teorier i anvendelse på dette felt.

Her kan vi særligpege på den engelske socialhistoriske tradition. Ved »Cen-

tre for Contemporary Cultural Studies« (Birmingham) praktiseres samar-

bejde mellem en lang række socialhistoriske, socialisations- og bevidstheds-

teoretiske retninger, og i bevægelsen omkring »History Workshop« forenes

den brede tværfaglige interesse med forsøg på dels at inddrage arbejdere som

medskabere af deres egen historie, dels omfattende bestræbelser på at for-

midle denne historie til arbejderklassen og beslægtede lag, altsammen i tæt

forbindelse med de eksisterende arbejderorganisationer og uformelle »Wor-

kers Communities«. Fra Tyskland er der i flere fag hentet inspiration i det

teoretisk-metodiske arbejde, f.eks. fra Hannoverskolens socialisationsteoreti-

ske arbejder, fra Bielefeld-Gruppens socialhistoriske og metodiske overvejel-ser samt fra »Institut für Geschichte der Arbeiterbewegung« i Bochum. Endeh

lig kan vi nævne de jævnlige internationale konferencer inden for de enkelte

fag og af tværfagligkarakter, feks. de årligeLinzer-konferencer om arbejder-bevægelsens historie, History Workshops årlige seminarer, samt nordiske se-

minarer, der afholdes hvert andet år. Herhjemme har Selskabet for forskningi arbejderbevægelsens historie i en årrække afholdt seminarer, hvor delta-

gerne har repræsenteret et bredt spektrum af fag.Poul Balle-Petersen

100

Grav hvor du står - i Vesthean

»Berlins historieværksted vil spørge efter aktiv og passiv oplevelse på forskel-

lige områder af samfundslivet. Udover politik, diplomati, de økonomiske

rammebetingelser osv. er det, der interesserer os fremfor alt, hvordan de, der

rammes af politikken, reagerer, og ogsåderes muligheder for at handle og øve

indflydelse. I en sådan foreløbig bredt forstået »historie fra neden« er det min-

dre de kendte personligheder, »de mænd, som skabte historien«, det kommer

an på, langt mere at undersøge livsbetingelser, holdninger og motivationer.«

(Projekt: Spurensichering s.6)Mon ikke de allerfleste arbejderhistorisk interesserede kender til den engel-

ske History Workshop bevægelse?En introduktion ved Kristof K. Kristian-

sen og Tinne Vammen findes i Fortid og Nutid 28/1980, hele fire artikler af

Knud Knudsen om bevægelsen og dens baggrund indenfor engelsk marxisme-

diskussion i AUC-tidsskriftet Hæfter for Historie 4/ 1983. At der i Vestberlin

findes et meget aktivt historieværksted, er det derimod nok de færreste, som

ved.

Berliner Geschichtswerkstatt blev oprettet for godt 2 1⁄2 år siden. Sven

Lindqvist, forfatteren til den berømte håndbog i arbejderhistorisk græsrods-forskning Grav, hvor du står (1978; stærkt omarbejdet dansk udgave ved et

forfatterkollektiv 1982), besøgte Freie Universität i Vestberlin og gav der

nogle forelæsninger og et seminar. Lindqvist inspirerede en gruppe histori-

kere og studerende til at gå igang med at etablere et historieværksted, også

stærkt tilskyndet af den schweiziske arbejderbevægelseshistoriker,boghand-ler m.m. Theo Pinkus.

Historieværkstedet holder hyppige plenumforsaminger, hvor metodiske,

teoretiske o.m.a. spørgsmål diskuteres, desuden ca. en gang om måneden en

byvandring, værkstedssamtale, foredrags- eller ñlmaften. Efterhånden er der

kommet folk fra mange fag med - heraf de fleste arbejdsløse. Blandt bidragy-deme til bogen Projekt: Spurensicherung optræder således folk fra sociologi,

politologi, germanistik, kunsthistorie, pædagogik, filmvidenskab og medicin.

Folkene omkring Berliner Geschichtswerkstatt føler, at den engelske Hi-

story Workshop bevægelse har noget umådelig konventionelt over sig, og at

der i den engelske bevægelse er et klart skel mellem »stjerner«og »vandbæ-

rere«. Det vil man gerne undgå i Berlin.

Metodisk hylder berlineme en pluralistisk holdning. Forskellige fag og for-

skellige indfaldsvinkler kan befrugte hinanden, således også »rigs-«og »lokal-

historie«. Der er plads til folk, der på »traditionel-akademisk« vis beskæftiger

sig med organisationshistorie.En fællesnævner for Berliner Geschichtswerkstatt er »Geschichte von un-

ten«. Man vil se historien nedefra gennem almindelige menneskers erfaringer

og livshistorier -

og med øje for de individuelle variations- og reaktionsmulig-

heder, som består i enhver historisk situation. »Selv når kilderne beskæftiger

sig med »den lille mand«, videregiver de for det meste kun det usædvanlige,

det påfaldende og det u»normale«. At bryde denne synsmådeop og, når det er

muligt, arbejde sammen med dem, som historien ramte, er målet for arbejdeti

101

historieværkstedet. »Historie fra neden« betyder således ikke kun en metodefor os, men er samtidig politisk praksis« (Projekt: Spurensicherung s.6). Mender er altså betydelig variation i, hvordan »Geschichte von unten« metodisk

og fremstillingsmæssigtkan gribes an.

Det største projekt, Berliner Geschichtswerkstatt indtil nu har engageretsig i, er Projekt: at sikre sporene. Hverdag og modstand i 30emes Berlin. Det er

jo i år 50 år siden, at Hitler-fascismen overtog magten i Tyskland og med næ-

sten ufattelig terror knuste et Socialdemokrati og et Kommunistparti, der reg-nedes for Europas stærkeste. Projekt: Spurensicherung skal hjælpemed til at

forstå, hvordan dette kunne ske og hvorfor det tyske folk - også ikke ubetyde-lige dele af arbejderklassen - ikke blot affandt sig med det, der skete, uden at

gøre modstand, men direkte positivt sluttede op om den fascistiske politik -

ogdet sker ved at spørge lokalt. Hvordan indvirkede de politiske processer pålivssammenhængene?Hvordan forløb »den lokale magtovertagelse« - debrune bataljoners erobring af gaden, hjemmene og i vidt omfang også sin-dene?

Folkene fra historieværkstedet er ikke mindst interesseret i, hvor vidtspæn-dende reaktionsmuligheder der faktisk forelå, og hvordan valgmulighedenmellem tilpasning og modstand konkret så ud. Det livshistoriske interviewmed mennesker, der oplevede fascismen, får hér en central metodisk place-ring. 0g herved åbenbares samtidig en metodisk svaghed, som efter min op-fattelse klæber ved al »oral history«: afhængighedenaf meddelere, der vil be-rette - og forsøge at berette sandt. Som opinionen er i Vesttyskland idag, er detnæsten umuligt at få gamle nazister til at berette. Og de hårdest ramte af nazis-mens ofre kan man heller ikke interviewe - de blev jo nemlig myrdet eller døde

tidligt som følge af ophold i KZ-lejre og fængsler.Projekt: Spurensicherung er forløbet i to faser.

1. Folk fra historieværkstedet lavede i samarbejde med lokale interesserede to

udstillinger om magtovertagelsen, som den forløb lokalt i bydelene Charlot-

tenburg og Schöneberg. I Charlottenburg arbejdede bl.a. den lokale afdelingaf det socialdemokratiske ungdomsforbund J uso'eme med i projektet og teg-nede sig for det helt traditionelt organisationshistoriske bidrag.2. En fase, hvor resultaterne af den lokalhistoriske forskning søgtes almen-

gjort, mundende ud i en overskuelig, men indholdsmæssigog museumspæda-gogisk fortrinlig udstilling i U-banestationen Schlesisches Tor.

En række arbejdsgrupper - ialt ca. 60 mennesker - havde arbejdet med em-

ner som arbejderbevægelsens presse omkring og efter magtovertagelsen, va-

rieté, cabaret og film mellem tilpasning og modstand, kvinders hverdag, en

families historie fortalt gennem familiealbummet, kolonihaver og hjemløse-teltlejre som tilflugtsteder og modstandsreder. En afdeling viste, hvordan na-

zisterne vandt herredømme over hverdagslivet i et stort socialdemokratisk

mønster-boligområde. Mest utraditionel var en afdeling om samleri, samler-

mani og indsamlinger. Indsamling af penge, gammelt metal, madrester o.m.a.

var en vigtig del af nazisternes »græsrodsarbejde«.De uafladelige indsamlin-

ger tjente et ressourcemæssigt formål og medvirkede samtidig til at etablere en

102

stadig strammere kontrol med befolkningen. Hvad husmoderen kom i mid-

dagsgryden om søndagen blev en sag for partiet. Børnene fik meningsfuldeopgaver at opfylde i de mange indsamlingskampagner, hvilket havde en

enorm betydning for deres identifikation med det fascistiske system. Den fas-

cistiske ideologi slog også igennem i de kulørte samlebilleder, som fandtes i

pakker med kaffeerstatning, suppeteminger og cigaretter. Nogle smukt vedli-

geholdte samlealbums med farvestrålende billeder og rørende tekster om Tysk-lands historiske mission, det lykkelige liv i Hitler-Jugend osv. gav en spæn-

dende synsvinkel på fascismen og dens uhyggelige fascinationsformer.

Mange andre institutioner, organisationer og grupper har på lignendemåde benyttet 50-året til at belyse forskellige sider af magtovertagelsen og fas-

cismen. På en tilfældigweek-end i juni var der henved en halv snes udstillingerog andre arrangementer at vælge imellem. Historieværkstedet vil udarbejdeen dokumentation af de mange aktiviteter, mundende ud i praktisk vejledningi at lave lokalhistorisk forskning og udstillingsvirksomhed.

Thomas Lindenberger, en af initiativtagerne til historieværkstedet, fandt

det også vigtigt, at der efter en hektisk fase med meget praktisk arbejde nu

måtte følge en række teoretiske diskussioner, som må munde ud i mere lang-sigtede projekter. En arbejdsgruppe er ved at forberede en udstilling om Ber-

lin i de første, meget turbulente efterkrigsår 1945-49. Man kredser af indly-sende grunde - 50-året for magtovertagelsen, ny konservative regeringer i Ber-

lin og Den tyske Forbundsrepublik - om fascismen og dens følger for

arbejderbevægelsen. Men man vil også gerne have et projekt igang om tidli-

gere tider. Her giver Berliner Geschichtswerkstatts stærke orientering mod

»oral history« imidlertid problemer: man er afhængig af, hvad nulevende

mennesker kan huske.

Berliner Geschichtswerkstatt påbegynder i indeværende år udgivelsen af et

Rundbrief, der skal udkomme hver 4.-6. uge. Man har egne lokaler i en butik,som nu skal indrettes til rådgivning for mennesker og grupper, der vil arbejdemed lokalhistorisk barfodsforskning. Man er interesseret i en åben udveks-

ling af erfaringer og synspunkter med ligesindede også fra andre lande.

Note:.

Udstillingen »Spurensicherung Alltag und Widerstand im Berlin der 30er Jahre« åbnede søn-

dag d. 12. juni i U-Bahn Sehlesisches Tor. SFAHs »udsendte« var tilstede og fik en snak med

udstillingens leder Andrealeudwig og en af historieværkstedets initiativtagere Thomas Linden-

berger, begge historikere. Berliner Geschichtswerkstatt e.V. har på forlaget Elefanten Press ud-

givet udstillingens katalog Projekt: Spurensieherung. Alltag und Widerstand im Berlin der 30er

Jahre (Westberlin 1983, 255 s., DM 14,-) og et hefte om den lokale udstilling Spurensicherung des

Widerstands und des Allmgs in Charlottenburg (Westberlin 1983, 63 s., DM 5,80). Et hefte, der

opsummerer erfaringerne fra den lokale udstilling i Schöneberg udkommer i indeværende år.

Der er åbent for interesserede i butikken Goltrstrasse 49, I Berlin 30 mandag-fredag kl. 15-19,tlf. 215 44 50. Her sælges de nævnte og kommende udgivelser samt historieværkstedets Rund-

brief. Den danske diskussion om anvendelse af arbejdererindringer i historisk forskning og de

mange problemer, der er forbundet hermed, findes bl.a. iArbejderhistorie og Meddelelser om

førsking i arbejderbevægelsens historie.

Therkel Stræde

103

Hæfter for historie, der fra 1983 vil udkomme med to årligenumre, udgives afen gruppe lærere og studerende fra historiefaget påAalborg Universitetscen-ter. Overgangen til abonnementstidsskrift med faste udgivelsesterminer sker

på baggrund af de erfaringer, man har høstet i perioden 1979-81, hvor der blevlavet tre numre af HÆFTER FOR HISTORIE. Dette være samtidig forkla-

ringen på, at 1983-årgangenstarter med nr.4 til udgivelse i april.Formålet med tidsskriftet er at skabe et forum for de nyeste tendenser ogforskningsområder indenfor dansk og udenlandsk historieforskning. I mod-

sætning til de »gamle«historiske tidsskrifter vil det være HÆFTER FOR HI-STORIEs opgave at pege på alternative indfaldsvinkler, nye kildegrupper,forskningsområder samt vise resultaterne af disse nybrud. _

Tidsskriftet vil således søge at fremme sammenhængen mellem teori, me-

tode og emperi, ligesom tidsskriftet tilstræber en tidsmæssig og tematiskbredde. Foruden sådanne artikler vil HÆFTER FOR HISTORIE indeholde

rapporter fra faglige konferencer, hvor alternative tilgange diskuteres (i nr. 4

således en rapport fra den engelske »History Workshops« seneste årskonfe-

renee). Desuden vil tidsskriftet indeholde væsentligeforskningsoversigter ogsamleanmeldelser, hvor det vil være muligt hurtigt at sætte sig ind i forsknin-

gen omkring centrale emner. Tidsskriftet vil således henvende sig bredt til hi-

storieinteresserede, herunder også undervisere på universiteter, seminarier,gymnasier og højskoler.

Med sin tidsmæssige og tematiske bredde adskiller HÆFTER FOR HI-

STORIE sig således også fra de »nyere« historiske tidsskrifter ved ikke at kon-

centrere sig om et enkelt tema, men netop åbne mulighed for formidling af

forskningsresultater indenfor en række felter, hvor det tidligere med de eksi-

sterende tidsskrifter har været umuligt at komme ud til et bredere publikum.Tidsskriftet har til hensigt at dække det historiske felt bredt; der vil således

også være artikler om arbejderbevægelsenshistorie, i nr. 5 (okt. 1983) en arti-

kel af Søren Steensen »DKP 1945-53« (se også Steensens artikel i dette nr. af

»Arbejderhistorie«).Abonnementsprisen for 1983 (nr. 4 og 5) er 100.- kr. ogkan indbetales på giro 8 36 81 04, Historiestudiet ved AUC, F ibigerstræde l,9220 ÅlborgØst.

I Archivmitteilungen, som er det officielle organ for arkiwæsenet i DDR, of-

fentliggøres i nr. V 1983 en artikel om »Der Bestand Marx-Engels-Archiv« i

Instituttet for marxismecleninisme i Berlin. Artiklen er hovedsagelig ideolo-

gisk snik-snak af typen »Bereits Karl Marx und Friedrich Engels hatten...«.Men det fremgår dog, at der i samlingen findes nogle få, nemlig 44, hånd-skrevne originaler af Marx og Engels. Endvidere henved 7400 andre doku-menter og akter, vistnok for en stor dels vedkommende kopier, som er regi-streret i flere kartoteker, som bestandig føres á jouri overensstemmelse med

arbejdet med den nye Marx-Engels-Gesamtausgabe.En del materiale skalendnu indarbejdes.

Bestanden er grundlaget for arbejdet med den nye MEGA og bliver først ogfremmest benyttet af forskerkollektiver i denne sammenhæng - der er flere af

104

dem i DDR. I løbet af 1984/ 85 skal der forøvrigt udkomme 10 nye bind, så

der til den tid ialt vil foreligge 30 bind. Men også andre forskere kan benyttematerialet - det bliver ikke tydeligt om det også gælderudenlandske interesse-

rede. Da originaleme jo hovedsageligt befinder sig i Amsterdam og nogle vel

også i Moskva, så er det mest interessante vel også kartotekerne, der under

forskellige synsvinkler koordinerer materialet.

Det er irriterende, at de reelle oplysninger er spredt ud over hele artiklen.

Det havde fremmet forståelsen, hvis de havde været samlet.

I samme hefte findes en artikel med dokumenter vedrørende Marx' doktor-

promotion i Jena 1841 (s. 6 - 12).

Marx-Engeb Gesamtausgabe (MEGA)I 1983 udkom det 20. bind i dette nye forsøg på at udgive en historisk-kritisk

udgave af Marx' og Engels' samlede skriftlige efterladenskaber. Udgavenkommer i 4 afdelinger, hvoraf den I omfatter alle værker undtagen Kapitalenog dens forarbejder. Disse kommer i II afdeling, mens den III indeholder kor-

respondencen med og mellem Marx og Engels. IV afdeling består af notesbø-

ger, uddrag af bøger foretaget af Marx og Engels, randbemærkninger, under-

stregninger etc. i bøger og andet materiale. Det er et yderst omfangsrigt mate-riale - der er beregnet 50 bind, dvs. ca. halvdelen af hele MEGA, til den

afdeling. Heraf er de 2 udkommet. 1 1983 skal der udkomme et prøvebind, ihvilket udgiveme vil fremlæggede forslag, de har udarbejdet, til udgivelsen af

randbemærkningeme i Marx' og Engels' bøger. Det er så udgivemes håb, at

andre Marx-forskere i tide kan tage stilling til deres overvejelser, således at en

evt. kritik kan indgå i den endelige udformning.I 1984 og 1985 skal der udkomme yderligere ialt 10 bind. Det betyder, at

udgivelsestakten bliver sat kraftigt op, hidtil er der kommet højst 3 bind pr.år. Disse 10 nye bind skal bl.a. indeholde Kapitalens 1. bind, Louis Bonapar-tes 18. Brumaire, Kritikken af Gothaprogrammet og Naturens dialektik.

Et af de sidst udkomne bind er 1⁄2, som indeholder Karl Marx' værker,artikler og udkast fra perioden 1843 - 1844, de såkaldte ungdomsskrifter.Sammen med bind III/ 1 og IV/ 2, dvs. brevene og excerpt-hefteme fra Kreuz-

nach og Paris foreligger der dermed alt bevaret fra Marx' hånd i tilgængeligform - med undtagelse af nogle af randbemærkningeme ibøgeme (de fleste af

dem findes i tillægget til I/2). Netop dette bind I/2 har været udsat for en

stærk kritik på den særkonference, som blev afholdt af I'I'H, i januar 1983. Et

indirekte svar på denne kritik kom så 12./ 13. februari »Neues Deutschland«,

hvor principperne forsvaredes. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at

teksterne nu foreligger, selvom der åbenlyst er uenighed om, hvordan de

egentlig bør udgives. At en sådan uenighed kan opstå, skyldes vel manuskrip-temes beskaffenhed: Parisermanuskripteme, som de også kaldes, har været

udkast/fragmenter, også de har været udsat for »musenes gnavende kritik«,og de »økonomisk-filosofiske manuskripter« er iøvrigt blevet gengivet på to

105

måder i dette bind. I flere af de andre tekster i bindet er der foretaget ændrin-ger i forhold til tidligere udgivelser.

I december 1982 udkom sidste delbind af »Zur Kritik der politischen öko-nomie«, nemlig bind II/3/6. Store dele af dette økonomiske manuskript fra1861 til 1863 har aldrig været trykt før, andre dele (Theorien über den Mehr-wert har været kendt siden Karl Kautsky udgav dem i 1905 og 1910) vil for-

mentlig få en anden betydning nu hvor hele manuskriptet foreligger, Til bindIII/3⁄6 hører også det sammenfattende registerbind til 3. binds 6 dele medbl.a. en udførlig beskrivelse af manuskriptets opståen og overlevering.

Det er væsentlige værker, der allerede nu foreligger i den nye MEGA. Re-sultaterne herfra vil blive overført til nye udgaver af bindene i den kendte blå

serie, Marx-Engels-Werke (MEW). Bindene her bliver bearbejdede og rettedeefter den nu foreliggende viden, men på en måde så de gamle udgaver kan

bruges videre side om side med de nye. Desuden vil MEW blive udvidet, i 1983udkommer således som bd. 42 »Grundrids«. Også den engelsksprogede ud-

gave i 50 bind, Collected Works, nyder godt af MEGA arbejdet.I forbindelse med MEGA udgives flere tidsskrifter (se Meddelelser nr.

"15). Der er nu kommet en ny serie i denne sammenhæng, nemlig »Marx-Engels-Forschungsberichte« fra arbejdsgruppen ved Karl-Marx-Universite-:tet i Leipzig. Der er foreløbig kun kommet et bind, men det er planlagt, at se-

'rien skal udkomme med flere bind.

Af MEGA er indtil nu udkommet:

1. afdeling bd.

1 Marx' værker indtil 1843

2 Marx' værker 1843 - 1844

10 Marx/Engels' værker juli 1849 - juni 1851

22 Marx/Engels' værker marts - november 1871

II. afdeling bd.

1 (i 2 halvbind) Økonomiske manuskripter 1857/58

2 Økonomiske skrifter og manuskripter 1858 - 61

3 (i 6 delbind) Zur Kritik der politischen ökonomie (Manuskript 1861 - 1863)5 skal udkomme i 1983. Das Kapital I, Hamburg 1867.

111. afdeling bd.

1 korrespondence til april 1846

2 korrespondence maj 1846 - december 1848

3 korrespondence januar 1849 - december 1850

IV. afdeling bd.

1 Excerpter til 1842

2 Excerpter 1843 til januar 1845

6 skal udkomme i 1983. Exzerpte und Notizen 1846 - 47.

7 skal udkomme i 1983. Exzerpte und Notizen 1849 - 1851.

Gerd Callesen

106

SFAHs l983-brochure

I ulvetider som disse, hvor arbejderbevægelsen udsættes for angreb over en

bred front, er det vigtigt, at vi fastholder og stYrker vort forskningsfelt: arbej-derbevægelsens og arbejderklassens historie. Vi opfordrer derfor medlem-

merne til at agitere for Selskabet overfor kolleger, venner, elever osv. Bruggerne opñndsomheden: foreslå, at din fagforening tegner medlemskab, fore-

slå dit lokale bibliotek at anskaffe de af vore titler, det ikke allerede har påhylderne, glem ikke at rekvirere en SFAH-brochure til uddeling ved møder,

faglige seminarer o.lign. Et voksende medlemstal kan hjælpemed til trods sti-

gende omkostninger at fastholde og helst også udbygge Selskabets udgivelses-og øvrige medlemsaktiviteter.

Til brug i agitationen har vi i foråret produceret en ny brochure med omtale

af Selskabets udgivelser samt de øvrige aktiviteter som foredragsformidlingog fagforeningshistorisk rådgivning. Vi håber, medlemmerne vil bruge den

ved personlig agitation. Ekstra eksemplarer kan hentes på ABA eller rekvire-res ved henvendelse til SFAH, Rejsbygade l, 1759 V, tlf. 01 - 24 15 22 (Hen-ning Grelle).

Brochuren er illustreret med et varieret billedmateriale. Forsiden viser et

udsnit af Socialdemokratiets grundlovsmøde 1956 - det år, der med storstrej-ker og socialdemokratisk regeringsindgreb i overenskomstsituationen samt

med opstanden i Ungarn blev et kriseår for arbejderbevægelsen.En opstillingpå side 3 viser nogle af arbejderbevægelseshistorikerensarbejdsgenstande:sammen med hammer og smedeklo ligger protokol over virksomheden i Hus-

assistenternes Fagforening i København 1914-19, en løbeseddel, hvormed de

ungsocialistiske foreninger i København indkalder til kæmpemøde i anled-

107

ning af frigivelsen af den sidste af de svenske Amalthea-attentatmænd 1917, et

fotografi, forestillende arbejderne på PC. Gamsts skibssmedeværksted 1905,samt deltagertegnet fra den internationale socialistkongres i København

1910, smukt forfærdiget på Den kgl. Porcelænsfabrik. Billedet side 5 er fra

1940-41 og forestiller kvindelige bryggeriarbejdere på Ringsted Bryggeri. Til

illustration af Årbogenbringes en frise af dennes forsidetegninger af Per Mar-

quard Otzen. Selskabets jubilæumsbog, forskningsoversigten »Fremad og al-

drig glemme« illustreres af et DSU-orkester. »Udgravningerne fortsættes om

et øjeblik« har den anonyme giver skrevet på bagsiden af billedet side 13 af

landarbejdere på Lørup hede 1939. Billedet side 5 og billedet side 14 fra mø-

belfabrikken Labofa i Skelskør tilhører Hannelene Toft Jensen, der sammen

med Therkel Stræde har redigeret brochuren. Opstillingen side 3 er lavet til

lejligheden med effekter fra Det kgl. Bibliotek, ABA og Kunstakademiets

smedeværksted. De øvrige fotografier findes på ABA.

Styrk Selskabet - brug brochuren!

Rettelse

I John Logues artikel i nr. 20 havde indsneget sig disse to fejl:

s. 11, lin 5: 1788 hovedpersoner og 2338 medhjælpere...læs: 1588 hovedpersoner

s. 16, tabel 6: I tabellens 6. linie (udlandet) er procenttallene faldet ud i de to

sidste kolonner. I kolonnen »uoplyst« tilføjes 58% over tallet 33. I kolonnen»alle« tilføjes 52% over tallet 69.

108

SFAHs Skriftserienr. 14

Marx i Danmarkhistoriske bidrag

Redigeret af Gerd Callesen, Steen Bille Larsen

og Niels Ole Højstrup Jensen

Hvor stor har marxismens indflydelse været i Danmark gennem

tiden? I hvor høj grad har man i arbejderbevægelsen beskæftiget

sig med Marx's teorier? I Karl Marx's levetid var der en betydeliginteresse for hans skrifter, og dansk var f.eks. et afde første sprog,

Das Kapital blev oversat til. Også sidenhen har marxismen været

en udfordring, man har taget stilling til og indarbejdet i de aktuelle

opfattelser.l denne bog er der i anledning af IOC-året for Karl Marx's død

samlet en række originale historiske bidrag. Den ene gruppe bidragomhandler marxismens indflydelse i den begyndende danske (ogskandinaviske) arbejderbevægelse til århundredskiftet, herunder

udgivelse af hidtil ukendte breve fra Friedrich Engels til danskere,samt en undersøgelse af internationalistiske bestræbelser i den soci-

aldemokratiske bevægelse (med'bidrag af Erik Gamby, Ole Sten-

der-Petersen, Hans-Norbert Lahme og Søren Federspiel). Den an-

den gruppe bidrag omhandler marxismens indflydelse på videnska-

ben, derunder den første akademiske diskussion af »socia-

listspørgsmålet«,og forudsætningerne for at beskæftige sig med

Marx's 0g Engels' produktion (med bidrag af Niels Finn Christian-

sen, Hans Kryger Larsen, Steen Bille Larsen og Erik Elken).

Bidragene er udarbejdet selvstændigt, men giver samlet det

svar, at man ofte har undervurderet den indflydelse, som marx-

ismen har haft i Danmark. Marxismen påberåbesstadig i arbejder-bevægelsen, omend med skiftende betoning, og arbejdernes egen

kamp for frigørelse har gang på gang aktualiseret Karl Marx's teo-

rier. Denne bog viser, at dette også gælder for Danmark.

Ordinær medlemspn'skr. 100,00,-

Bogladepriskr. 125,00,-

SPØRGESKEMA

_ ArbejderhistorieArbejderbevægelsensBibliotek og Arkiv

Rejsbygade l

1759 København V

»Arbejderhistorie« vil med dette spørgeskema søge at skabe et overblik over

den forskning i arbejderbevægelsenshistorie, som finder sted for øjeblikket.Derved muliggøres en kontakt mellem folk, der arbejder med beslægtedeem-

ner, således at erfaringer kan udveksles og dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Arbejderhistories redaktion og skemaets oplysnin-ger vil blive bragt i næste numer. I

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET

(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monograñ etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEKTET AFSLUT-TET

llO

ÅDRESSEFORTEGNELSE FOR BESTYRELSES-, REDAKTIONS-

OG FASTE UDVALGSMEDLEMMER I SFAH, februar 1983

BestyrelsesmedlemmerHenning Grelle (formand), Olesvej 9, 2830 Virum . . . . . . . . . . . . . . .. 02 8533 38

Erik Strange Petersen. Frederiksdal Allé 39, 7800 Skive . . . . . . . . .. 07 52 60 40

Therkel Stræde, Norgesgade 48, 3 th., 2300 S . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 01 541548

Erik Christensen, Kr0nosvej 59, Gug, 9210 Ålborg Øst . . . . . . . . . .. 08 1451 12

Kirsten Harrits. K0rshøjen 9, 8240 Risskov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 06 214637

Ulla Kleisdorff, Küchlersgade 35, 1774 Kbh. V . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 01 216681

Hannelene Toft Jensen, Dronningensvej 23, 2000 F. . . . . . . . . . . . .. 01 87 4996

Anette Eklund Hansen, Kirkebjergalle 156, 2600 Glostrup . . . . . . .. 02 450416

Peter Thorning, Paltholmterr. 81 E, 3520 Farum . . . . . . . . . . . . . . . .. 02 95 5206

ForretnlngsudvalgHenning Grelle (s.o.)Erik Strange Petersen (s.o.)Therkel Stræde (s.o.)

ÅrbogsredsktlonSvend Åge Andersen, Hørmarks Allé 24, 8240 Risskov . . . . . . . . . . . 06 1757 50

Birthe Broch, Saabyesvej 4, 2. th., 2100 Ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 01 4232 70Niels Senius Clausen. (formand), Livjægergade 19. 1. tv., 2100 Ø . 01 261258Lars Torpe, Nørretrandersvej 38. 9000 Ålborg . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 08 139507

Hannelene Toft Jensen. (s.o.)

ArbejderhlstorleGerd Callesen, Teglgårdsvej 341, st. tv., 3050 Humlebæk . . . . . . . .. 02 191594Niels Ole Højstrup Jensen. Bogholderallé 7, 2720 Vanløse . . . . . .. 01 71 1891Steen Bille Larsen, Åbenrå 33, 1.th., 1124 K . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. 01 150461

111

Vedtægter

Foreningens navn er: SELSKABET TIL FORSKNlNG | ARBEJDERBEVÆ-

GELSENS HISTORIE. Selskabet har hjemsted i København.

Selskabets formål er at inspirere til og befordre studiet af arbejderbevægel-sens historie.

Selskabets virksomhed er uafhængig i politisk og ideologisk henseende.

Som medlem af Selskabet kan optages enhver, der ønsker at fremme dets for-

mål. Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen.

Selskabet ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, som vælges på en årlig ge-

neralforsamling. Samtidig vælges 2 revisorer. Generalforsamlingen afholdes

januar/februar. Skriftlig indkaldelse fra bestyrelses side med forslag til dags-orden senest 14 dage før afholdelsen. Forslag indsendes til bestyrelsen se-

nest 8 dage før generalforsamlingen.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, kasserer og sekretær, og fordeler i

øvrigt opgaverne mellem sig.

Selskabets opløsning kan besluttes af en generalforsamling med 3/4flertal af

de fremmødte.

I tilfælde af selskabets opløsning overgår dets arkiver og aktiver til Arbejder-

bevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Vedtægterne kan ændres af generalforsamlingen med 3/4flertal af de frem-

mdte.

Vedtaget på generalforsamlingen den 22. november 1974.

112