HTH?

Arbejderbevæelsens'

Historie'

i

Nr. 14 maj 1980

ISSN 0106-5904

_

1. udgave 1980

Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie

Udgivet af SFAH

Redaktion:

Gerd Callesen, Teglgårdsvej 341 st. tv., 3050 Humlebæk

(03) 1915 94

Henning Grelle, Tranuinparken 17 st. th., 2660 Brøndby Strand

(02) 73 97 87

Steen Bille Larsen, Åbenrå 33, 1124 København K

(01) 15 04 61

Indholdsfortegnelse

Introduktion ....................................................................................... .. 3

Artikler -

Jens Topholm: Fyns Social-Demokrat 1896-1920 ............................... .. 5

Beretninger15. Linzer konference - ITH ............................................................... .. 23

DebatBetina Dybbroe: Økonomisk og politisk kamp i den social-

demokratiske arbejderbevægelses udvikling indtil 2. verdenskrig ....... .. 26

RegistranterHenning Grelle: Fortegnelse over utrykte protokoller ....................... .. 42

Tilvækstliste l

Peder Fuglsang/Poul Erik Kluge: Nogle oplysninger om DKP”s

centralkomité i perioden op til 1940 .................... .............................. .. 47

Afhandlingsfortegnelser...................................................... .. 51

Forskningsmeddelelser ........................................................ .. 56

Anmeldelser .............................................................................. .. 63

Spørgeskema ............................................................................. .. 111

Introduktion

Arbejderpressen er utvivlsom, især i den tidlige periode, den centrale

kilde til arbejderbevægelsens udvikling. Derfor er de ydre rammer for

dens udvikling af central betydning: Jens Topholm's undersøgelse af et af

disse blades på mange måder eksemplariske udvikling har også betydningpå denne måde. Den har desto mere interesse som Fyns Social-Demokrat

på flere områder var udtryk for et :højreñøjsstandpunkt i Socialdemokra-

tiet. Betina Dybbroe forsøger at diskutere nogle af de forskellige refor-

mismeteorier hhv. vurderinger af Socialdemokratiets udvikling i sammen-

hæng - det sidste større bidrag til denne diskussion i Kurasje 21 har des-

værre ikke kunnet inddrages. Vi mener alligevel, at artiklen er vigtig, ogsåfordi den i sin kritik af forskellige synspunkter er et selvstændigtbidragtil diskussionen. Det ville være glædeligt, hvis andre -' ikke kun de kritise-

rede forfattere - ville føre diskussionen videre; vi synes, at det er umagenværd.

Vi har nogle problemer med det seminar SFAH afholdt i slutningen af no-

vember 1979: der blev holdt et par gode oplæg, og vi mente at kunne få›

plads til nogle af dem. Men så blev det diskuteret om ikke alle oplæggeneplus de mundtlige diskussionsbidrag skulle trykkes: det foreløbige resultat

er, at vi *ikke engang har en beretning fra seminaret i dette nummer. Det

er endnu ikke afklaret, hvad der vil ske videre. Til gengæld kan vi denne

gang trykke det lovede tillægtil Meddelelser nr. 11 A (Fortegnelse over

utrykte protokoller i ABA) og også trykke nogle ufuldstændige oversigterover medlemmerne i DKP”s centralkomité i mellemkrigstiden. Vi har kunmed besvær fået dem af forfatterne: de mente, at det var for ufærdigt. Vi

mente, at materialet allerede på nuværende tidspunkt kunne være af værdifor mange andre. Det burde det kunne.

_

Der udkommer stadigvæk mange nye bøger inden for vore områder, ogdet afspejler sig også;i anmeldelsernes mængde i dette nr. -

og til næstenummer foreligger der faktisk allerede nu lige så mange. Det er megetgodt. Det ville have været normalt i dette nummer at anmelde nogle af for-

laget Gyldendals bøger. Det har vi imidlertid ikke villet gøre pga. den lø-bende konflikt (januar 1980). -

Jens Topholm:

Fyns Social-Demokrat 1896-1920

IndledningDenne artikel er udsprunget af et specialearbejde omkring Fyns Social-

Demokrats (F.S-D.), redaktør fra 1896-1920, Emil Marott'). Deraf den tids-

mæssige afgrænsning, der dog også har den reelle baggrund, at F.S-D. i

denne periode gennemløb to klare udviklingstendenser - et stærkt gen-

nembrud og en efterfølgende relativ tilbagegang, der standses 0. 1919/1920.Det er hensigten at gennemgå hovedpunkterne i avisens oplagsmæssige/'økonomiske udvikling, aflæggerblade og -politik, ledelsesforhold, redak-

tører og journalister samt bladets generelle linie. Formålet er at samle en

række oplysninger om F.S-D. - specielt under hensyntagen til de alment

forsømte socialdemokratiske aspekter -

og at give et indtryk af, hvad en so-

cialdemokratisk avis, og her særligt F.S.-D, er værd som kildez).Det væsentligste materiale har været de lokale protokoller fra henholdsvis

kontrolkomité og repræsentantskab, regnskaber, F.S.-D. selv, diverse af-

læggerblades jubilæumsnumre samt litteratur om emnet3).

Den socialdemokratiske presseDen socialdemokratiske presses udvikling frem til 1920 kan groft inddeles ifire faser. Under den første fase i begyndelsen af 1880ierne udviklede So-

cial-Demokraten sig til en magtfuld avis, og det første provinshovedbladblev oprettet i Århus. Under den anden fase i slutningen af 18901erne blevder oprettet hovedblade for den øvrige del af landet. Den tredie fase 0.

1906/07 bestod i en »intensivering af betjeningen«, idet der blev oprettet en

række nye, mindre aflæggerblade. Den socialdemokratiske presses frem-komst 0g udbygning var fundamentalt forbundet med selve arbejder-bevægelsens gennembrud. Den økonomiske baggrund var i første rækketilskud fra det gigantiske moderblad. 0. 1911 begyndte Social-Demokrate'n

og dele af den øvrige socialdemokratiske presse imidlertid at stagnere (denfjerde fase). Der er blevet peget på mange årsager til dette omslag - først ogfremmest den (nu) mindre kraft i arbejderbevægelsens frembrud og en

række pressemæssige fejldispositioner. Sikkert er det, at stagnationen blevaf afgørende betydning på længere sigt.Grundstrukturen i den socialdemokratiske presse blev lagt med centralise-

ringen i 1888, hvor det væsentligste princip' var, at private socialdemokra-tiske blade var i strid med partiets interesser. Alle socialdemokratiskeblade skulle have samme ejer og samme ledelse, nemlig Social-Demokratens

kontrahentforsamling, der repræsenterede den højeste magt i alle anlig-gender, og Social-Demokratens kontrolkomité, der førte opsyn med den

løbende forretning. Denne stærkt centraliserede ledelsesstruktur blev pågrund af pres fra provinsen til en vis grad ændret i 1913, da der blev opret-tet en landskontrahentforsamling, hvortil også provinsaviserne valgte re-

præsentanter.Det følger af en sådan centralisering, at et bærende princip for den social-

demokratiske presse blev en taktfast holdning, et urokkeligt fodslag. Social-

5

Demokratens generelle linie, såvel den politiske som den faglige, skulle føl-

ges. Det er klart, at der med en sådan ledelsesstruktur var rige mulighederfor konflikter4).

Agitatoren/Fyns ArbejderbladInden det nåede så vidt som til et dagblad, tog partiet i Odense sagen i egenhånd og udsendte fra 18. december 1895 et socialdemokratisk ugeblad, Agi-tatoren (fra nr. 6 Fyns Arbejderblad). Forud for dette usædvanlige skridt

var der blevet ført en lang og kraftig kampagne fra lokal side for at få et

partiorgan til Fyn. Bl.a. på foranledning af Odense Socialdemokrati blev

der på partikongressen i 1890 vedtaget et forslag om at oprette blade, hvor

bevægelsen økonomisk kunne bære et sådant foretagende, og man pegedespecielt på Odense og Kolding. Social-Demokratens kontrolkomité afviste

imidlertid dette med henvisning til den økonomiske stilling. I 1892 forsøgteOdense (og Svendborg) igen og skærpede kravet til at gælde et dagblad in-

den l.10.1893. Forslaget faldt, idet kongressen dog udtalte, at »Odense bør

være det første sted, hvor et socialdemokratisk dagblad oprettes«, I 1893

fik man tilbud om en aflægger fra Århus. Tilbudet blev afvist, og Odense

genfremsatte et forslag om et dagblad på kongressen i 1894, idet man pe-

gede på, at de fynske afdelinger havde opfyldt de betingelser, som hoved;

bestyrelsen havde stillet, »nemlig kontant 2500 kr.« Forslaget blev igen for-

kastet, dog med 14 stemmer imod! Social-Demokratens kontrahentforsam-

ling tog herefter principbeslutning om et blad i Odense, men valgte i første

omgang at åbne et kontor i byen for om muligt at hæve oplaget for Social-

Demokraten5). Derpå bristede tålmodigheden i Odense, der med ca. 30 fag-foreninger, Socialdemokratisk Forbund og fællesorganisation fra 1885 or-

›

ganisatorisk var fuldt på højde med f.eks. ÅrhusG).\Et godt folketingsvalg i

1895 satte yderligere skub i tingene, og man begyndte egenhændigt at ud-

sende Agitatoren.Bladets udgiver var Socialdemokratiet i Odense, redaktionens adresse var

Social-Demokratens ekspeditionskontor, og redaktøren var H. Honoré,

formand for Socialdemokratisk Forbund i Odense og leder af kontoret for

Social-Demokraten7). Det var således nok et »rent lokalt foretagende«,men jo ikke »uden forbindelse med den socialdemokratiske presse«5). Det

præsenterede sig også som et partiblad. »Agitatoren er organ for den sted-

lige arbejderbevægelse og bør derfor findes i ethvert arbejderhjem for

sammen med »Social-Demokraten« at kæmpe for arbejdets ret«, Denne

programerklæring i det første nummer blev fulgt op af et ugeblad, hvis ho-

vedindhold var referater fra partimøder, faglige meddelelser etc.

Fyns Social-Demokrats grundlæggelse

Agitatoren/Fyns Arbejderblad fik øjensynlig en vis udbredelseg). Men det

var et dagblad, man ønskede, og ugebladets »skæbne måtte blive krank.

Dels vedblev »Social-Demokraten« at stå som det egentlige partiorgan...på Fyn og dels manglede »Arbejderbladet« penge. Forbundet og de fagligeforeninger kunne ikke strække sig ret langt, deres midler var i forvejensmå«1°). Endvidere så man fra centralt hold næppe med milde øjne på dette

6

private initiativ, der brød med grundprincippet i den socialdemokratiske

presse. Det blev derfor endelig besluttet i Social-Demokratens kontrahent-

forsamling ijuni 1896 at lade Odense danne indledningen til den anden fase i

udvidelsen af den socialdemokratiske presse og således oprette F.S-D. fra

1.10.189611). - Beslutningen blev selvfølgelig modtaget med jubel i Odense,men fik dog også flg. bittersøde kommentar med på vejen i Fyns Arbejder-blad: »Der er jo også opgaver nok for et sådant blad, og vel kan der disku-

teres, om disse opgaver ikke har foreligget også i en meget tidligere pe-

riode og som følge heraf bladets startning burde have været foretaget på et

tidligere tidspunkt«'2).

Oplag, økonomi m.v.

F.S-D. fik et meget stærkt gennembrud i Etatsrådernes by. Den omtrent

uafbrudt stigende tendens holdt sig til 1909, hvor de første tegn på stag-nation viste sig. Den nedadgående tendens blev, som nævnt, først for alvor

vendt i 1919/1920.

A) 1896-1909

Frem til og med 1898 var F.S-D. i konstant fremgangn). Det lykkedes til sta-

dighed at nedbringe tilskuddet fra Social-Demokraten, så det i 2. halvår

1898 kun var på ca. 1800 kr., hvor det tidligere havde været oppe på ca.

4500 kr. Marott meddelte da også optimistisk med henblik på 1. halvår 1899,at bladet »tildels vil kunne balancere med indtægt og udgift, så tilskuddet fra

København kan bringes ned til det mindst mulige eller helt ophøre«. Stor-

lockouten i 1899 - særligt svigtende annonceindtægter - satte imidlertid for

en stund F.S-D. tilbage i væksttempo. Det blev igen nødvendigt med størretilskud fra Social-Demokraten - helt op til ca. 3700 i forbindelse med selve

lockouten. Allerede i 1900 var F.S-D. dog igen ijævn fremgang, og til-

skudene holdt sig under 2000 kr. pr. halvår. Oplagsmæssigt begyndte det

først at gå fremad igen fra 1902, idet 1900 og 1901 havde det samme - sta-

digvæk høje - oplagstall4). I 1903 ophørte tilskudene fra moderbladet, og de

flg. år var præget af såvel økonomisk som oplagsmæssig fremgang. Annon-

ceindtægten nåede 0. 1907 på niveau med abonnementsindtægten, og man

glædede sig ikke uberettiget over »den gode økonomiske stilling, bladet

havde i øjeblikket«. I 1. halvår 1909 viste de første stilstandstegn sig imid-lertid. F.S-D. havde en mindre tilbagegang i abonnentantallet, og udgifterneoversteg indtægternemed ca. 1000 kr.

På det tekniske område undergik F.S-D. store forandringer i denne første

periode. I 1896 blev bladet trykt på en enkeltpresse hos bogtrykker C.

Clausen, med hvem der eksisterede en 5-årig kontraktl5). I 1898 blev der

anskaffet en dobbeltpresse på tilbud fra Clausen for at få bladet til at »udgå

regelmæssig noget tidligere« og for at klare forsyningen af blade til især

Svendborg og Nyborg'G). I 1905 begyndte man at føre forhandlinger om

selvstændigt trykkeri, hvor de ivrige fynboer først efter pres fra Køben-

havn accepterede at lade den fornyede kontrakt med bogtrykkeren løbe

ud, således at F.S-D. etablerede selvstændigt trykkeri med samme kapacitetsom før, men med nye maskiner 1. oktober 190617). Endelig anskaffedes i

v

7

1 '1908en ny dobbelttryksmaskine (d.v.s. fra Fyns Tidende)15). - Den forøgedetrykkapacitet blev fulgt op af et stadigt større format, ligesom bladet i 1903

blev sat med nye og mere ensartede typer. Fra og med 1906 blev lederen af

og til skrevet med latinsk skrift, og tegninger og billeder begyndte for alvorat rykke ind i avisen”). - F.S-D.”s redaktion havde'i de første år til huse i

lejede lokaler Kongensgade 20. På grund af ejendommens salg flyttede man i

efteråret 1901 til Kongensgade 15. I 1903 blev der taget beslutning om at

*flytte ind i Arbejdernes Forsamlingsbygning Kongensgade 512°).F.S-D. og den fynske arbejderpresse (der blev i denne periode oprettet 7 af-

læggerblade og nedlagt 1, jvnf. nedenfor) fik således et voldsomt gennem-

brud, og man var da heller ikke sen til selv at påpege»den hurtige frem-

gang bladet har fået i forhold til de øvrige arbejderblade her i landet«2').Gennembruddets voldsomhed træder tydeligt frem, når man betragterF.S-D. i forhold til de øvrige centrale fynske aviser:

Tabel 1

F.Stift. F.Tid. F.Vbl. F.S-D. F.S-D.

(ialt) (alene)

1895 - 5.000 5.300 1.500 1.500 1.500

1901 : 4.500 81400i

650 4.400 3.700

1906 4.000 10.800 750 7.200 4.600

1910 4.800 12.000 2.000 10.000 3.300

Kilder: Thomsen s. 904 og Den fynske Arbejderpresses udvikling.Anm. l) 1895 - 1896 for F.S-D. v

'

Anm. Tallene er anvendt uden angivelse af usikkerhed, da det alene

drejer sig om hovedtendensen.

Fyns Stiftstidende (1772) løb fra århundredeskiftet ind i en nedgangs-periode._ Både politisk og avismæssigt blev Højre i denne periode trængtfra Venstre og Socialdemokratiet. Allerede i 1901 var F.S.-D. omtrent på

højde med Fyns Stiftstidende og havde langt overskredet det gamle højre-blad i 1906. Det moderate venstreblad Fyns Tidende (1872) - »provinsensstørste avis og økonomisk et meget solidt foretagende« - holdt igennem hele

perioden' sit forspring over for F.S-D., omend det blev formindsket. Det

tredie fynske hovedblad, det venstre-reform/radikale Fyns Venstreblad

(1892), var i det første årti efter århundredeskiftet inde i en næsten kata-

strofal nedgangsperiode, men holdt dog skansen og var i stærk fremgang 1

191022).'

Det blev omtrent ved enhver lejlighed påpeget både af F.S-D. og af de fag-lige og politiske organisationer, at pressens vækst var nøje forbundet med

8,

Odense." Bestyrelsen planlægger »Folkets Hus«, Siddende fra venstre: TømrermesterMadsen, Marott, Bageribestyrer C. Rasmussen. Stående fra venstre:

Bødker H. P. Andersen. Snedkermester L. C. Larsen. 'VæverR, Madsen

organisationernes vækst og omvendt, og der må også her peges på det sam-

tidige gennembrud for det fynske socialdemokrati som den væsentligsteårsag til F.S-D.'s gennembrud. Organisationernesgantal var gennem hele

perioden stærkt stigendeu). På det politisk-parlamentariske plan kom detførste positive resultat i 1898 i forbindelse med et valgmandsvalg i Odense 1.kreds. I 1900 havde socialdemokratiet i Odense og Middelfart et heldigtvalg til fattigkassen, ligesom der blev valgt socialdemokrater til byrådene i

Nyborg og Svendborg"). 1903 blev det egentlige gennembrudsår medMarott som den første socialdemokrat i Odense byråd og den første fynskesocialdemokratiske folketingsmand fra Odense l. kreds.

B) 1909-1920

Den mindre tilbagegang, der satte ind i 1. halvår 1909 fortsatte frem til 2.halvår 1910"). De begyndende vanskeligheder understreges af, at forskel-

lige krav (eks. om ansættelse af en politisk medarbejder/feriekrav fra typo-graferne i Svendborg) blev afvist med baggrund i »den fynske arbejder-presses vanskelige økonomiske stilling«26). I slutningen af 1910 vendte bil-

ledet for en tid, og bortset fra 1. halvår 1912, hvor oplaget gik lidt tilbage,holdt den mindre fremgang sig til og med 1913. Fra 1914 til 1918 var F.S-D.

›

imidlertid i store vanskeligheder. Indtægterne stod langt fra mål med de

stadigt stigende udgifter, og det samlede oplagstal viste generel tilbagegangmed periodiske tendenser til fremgang i enkelte områder. Først i 1919 var

der igen fremgang at spore over det hele, og denne bedring af såvel oplags-tallet som den økonomiske stilling holdt sig i 1920.

På det tekniske område undergik 'F.S-D. store forandringer i denne pe-riode. 1 1911 udvidedes bladets format, således at det nu rådede over 9 spal-

9

ter og 6200 linier imod 6 spalter og 3000 linier i 1896. De latinske typer blev

indført i 1914 og udskiftet i 1918 med større og bedre typer27). Den altaf-

gørende ændring kom i 1915, hvor F.S-D. fik eget bladhus og nyt trykkeri.Allerede i 1914 blev indkøbet af en ny trykkemaskine diskuteret, og derblev givet tilsagn fra København. Sagen blev dog »af hensyn til 'de peku-niære forhold« lagt i bero, indtil F.S-D. »kunne magte opgaven«"). I slut-

ningen af 1914 blev det imidlertid nødvendigt at overveje et nyt bladhus, da

De samvirkende Fagforeninger havde solgt Kongensgade 51, hvor F.S-D.

havde haft til huse siden 1903. Efter en række vanskelige forhandlinger om

forskellige muligheder, og efter at der var indløbet en anbefaling fra Kø-benhavn om køb af bladhus også, købte F.S-D. i begyndelsen af 1915 en

parcel af den gamle fattiggård i Odense Kongensgade 65 samt en rotations-

presse (fra Sydsvenska Dagbladet, Malmø) og to nye sættemaskinern). Der

var tale om en betragtelig og bekostelig udvidelse - F.S-D. talte om provin-sens største rotationsmaskine, og der blev tilmed bygget telegramhal med

en »efter provinsforhold ret pompøs facade«3°). Det er da også karakte-

ristisk, at F.S-D.”s ledelse var betænkelig, og at der samtidig med diskussio-

nerne om køb af nye maskiner og bladhus blev foretaget indskrænkninger i

bladets drift. Det blev besluttet ikke at udgive ekstra›blade, og det samlede

› personale gik på halv tid/løn. I 1916 tvang de stadigt stigende priser yder-ligere til indskrænkning af formatet med en spalte. Forinden var der dogsket en udvidelse af bladet, idet man i begyndelsen af 1916 vedtog at udsende

et fælles søndagsblad for hele Fyn3').'

Fra 1909 til 1920 var F.S-D. således præget af oplagsmæssig stagnation og

økonomiske vanskeligheder (aflæggervirksomheden var ligeledes stag-

nerende, idet der blev oprettet 2 og nedlagt 2 blade, jvnf. nedenfor). Bladets

situation kan igen illustreres ved at sammenholde F.S-D. med de øvrige

fynske hovedblade:

Tabel 2

F.Stift. F.Tid. F.Vbl. F.S-D. F.S-D.

(i alt) (alene)

1913 5.000 12.500 4.500 11.100 7.200

1916 8.000 14.000 12.000 10.400 6.300

1918 7300' 15000 15500 10100 5700

1920 9100 16400 14500 1 1400 6200

Kilde: Thomsen 5. 904.

Anm. Tallene er lige som for tabel 1 anvendt uden angivelse af usikkerhed.

10

Fyns Stiftstidende reagerede på sin stagnation med allerede i 1911/12 at

købe en rotationspresse og 3 sættemaskiner, hvilket betød, at »bladet udgiki moderne format og opsætning med et større og mere alsidigt format end

byens andre blade«, Krisen blev derved reelt overstået i 1914. Fyns Tiden-

des jævne fremgang svækkedes mærkbart fra 0. 1910, fordi bladet var

snævert og lidt gammeldags, og det fordi det politisk blev presset fra de

radikale. I 1915 skiftede man imidlertid over til at udkomme som morgen-

blad, og i 1916 moderniseredes såvel trykkeri (rotationspresse) som ind-

hold, hvorved »der lagdes mindre vægt på nyhedsformidling og selvstændigreportage fra den store verden og mere på det konventionelle fynske lokal-

stof«. Omvæltningen gav en behersket, men jævn stigning. Denne positiveudvikling for de borgerlige hovedblade blev af fundamental betydning for

den bladmæssige stilling i Odense på længere sigt. 0. 1925 var Fyns Stifts-tidendes og Fyns Tidendes overtag cementeret. Forinden havde det radi-

kale Fyns Venstreblad dog forbigående holdt positionen som Odenses

største avis. Det kolossale opsving baserede sig i stor udstrækning på det

radikale venstres fremgang. Den store modernisering kom i 1915, hvor

Fyns Venstreblad blev morgenblad, fik rotationspresse og 3 sættemaskiner,ligesom der blev ansat nye, yngre journalister. Fyns Venstreblad blev »et

førsterangs nyhedsblad«, Allerede i 1920 var bladet dog igen overhalet af

Fyns Tidende32). '

F.S-D.”s stagnation i forhold til de andre blade var til en vis grad forårsagetaf generelle faktorer: »Krigen og dyrtiden har jo hæmmet mangt og meget,og vort blad har selvfølgelig også haft store vanskeligheder at arbejdemed«33). Det er dog tvivlsomt i hvor høj grad den almindelige dyrtid spilledeen speciel rolle for F.S-D. Teknisk set var bladet, som det er fremgået,nogenlunde på niveau med de øvrige aviser. Derimod kan der være grundtil at pege på de mere specifikke socialdemokratiske forhold. Det vil i førsterække sige de mange aflæggeres negative rolle. Det kan næppe heller ude-

lukkes, at Marotts og de øvrige redaktører og journalisters mangegøremål betød en svækkelse af bladvirksomheden. Endvidere havde F.S-D.,som andre socialdemokratiske blade, specielle problemer m.h.t. annonce-

tegning (arbejdernes/middelstandens manglende købekraft) og abonne-

mentstegning (det forhold, at der ofte var flere om samme avis)34). Dethavde også sin betydning, at det relativt sene gennembrud for socialdemo-kratiet i Odense blev fulgt op i den forstand, at det borgerlige bystyre holdtskansen helt frem til midten af 30*erne”). Endelig peger Thomsen på det

forhold, at F.S-D. i lighed med den øvrige socialdemokratiske presse ikke

var udpræget orienteret mod den nyhedsjournalistik, der var blevet nød-

vendig efter den store pressereform i begyndelsen af århundredet36).

AflæggerbladeF.S-D. førte særligt i den første fase af sin udvikling en meget aktiv aflæg-gerpolitik. Hovedmotivet - fremsat i noget polemisk form - var, at F.S-D.

ikke var et blad, der skulle være »malkeko for en privat mund og støtte

private interesser«. I den socialistiske presse betalte man med glæde til

11

andre blade: »Vi er ikke fedtekræmmere... Vi siger: Ideen, socialismen,

organisationen' først«37).

Svendborg (1901)Allerede 1. oktober 1898 blev der på baggrund af en stærk lokal interesse

og på initiativ af Marott oprettet et kontor i Svendborg, således at F.S-D.

derefter udkom som lokaludgave, d.v.s. med en spalte lokalt stofis). 2.

december 1901 blev der efter forhandling med partifællerne i Svendborgetableret et egentligt aflæggerblad med selvstændig titel, Svendborg Amts

Social-Demokrat39). 1. december 1908 fik bladet eget hjælpetrykkeri, der

betød, at Sydfyns Social-Demokrat (navneforandring 1. oktober 1906) nu

delvist blev trykt i Svendborg, hvilket gav klare fordele m.h.t. det lokale-

stof og' den lokale annonceringw). Styrkelsen af Sydfyns'Social-Demokratførte i 1915 til køb af eget bladhus“). - Den altdominerende avis i Svendborggennem hele perioden var Svendborg Avis (V). Den indtog en førerstilling,der var langt større end »politisk rimelig«, og en vurdering af de poten-tielle muligheder førte til, at man i 1924 besluttede at gøre Sydfyns Social-

Demokrat til et selvstændigt hovedblad42).

Nyborg (1901)Udviklingsbilledet for Nyborg Social-Demokrat følger i store træk SydfynsSocial-Demokrats udvikling, idet der dog her først blev oprettet et kontor

med lokalredaktør i slutningen af 1900. Det må betragtes som sandsynligt,at en lokaludgave af F.S-D. først herefter så dagens lys i Nyborg”). 2. de-

cember 1901 udkom det første nummer af Nyborg Social-Demokrat som et

regulært afiæggerblad med selvstændigt hoved“). I forbindelse med den al-

mindelige udvidelse i 1906 fik Nyborg Social-Demokrat plads ,til mere lokalt

stof, og man blev stillet et hjælpetrykkeri i udsigt, forudsat at der kom flere

abonnenter, og at bladet fik eget bladhus45). Det sidste lykkedes i 1907, og

under indtryk af bladets exceptionelt gode stilling over for den lokale

presse, fik også Nyborg eget hjælpetrykkeri i 190846). - Nyborg Social-

Demokrat blev, som antydet, hurtigt det største blad i byen (modparten var

Nyborg Avis (K/V). Årsagen hertil var først og fremmest et stærkt lokalt

socialdemokrati, der baserede sig på et stort antal transportarbejdere og

småfunktionæreW).'

Middelfart (1906), Assens (1906) og Fåborg (1907)

Baggrunden for de 3 næste aflæggere var dels F.S-D.”s hastige og sunde

økonomiske udvikling og etableringen af eget trykkeri i 1906, dels den gene-

relle tredie ekspansionsfase' inden for den socialdemokratiske presse.Marott var dog betænkelig ved straks at oprette 3 aflæggerblade og talte

ved forelæggelsen af planerne om en aflægger i Middelfart og kontorer i

Assens og Fåborg. Resultatet blev dog en henstilling om at få aflæggere i

alle 3 byer48).Lokale partifæller i Middelfart havde allerede i 1905 presset på for at få en

aflægger til byen, men var blevet afvist med baggrund i F.S-D.'s trykke-faciliteter49). Der var dog allerede antaget en lokal korrespondent, således

12

at byen fra 0. 1. januar 1905 var forsynet med en lokaludgave af F,S-D.5°).vDet egentlige aflæggerblad, Middelfart Social-Demokrat kom 1. oktober1906. - Bladet fik ikke nogen blomstrende udvikling. Der var tale om et

klart radikalt område med Middelfart Venstreblad som den helt domine-

rende avis. Den udbredte lokale alliancepolitik til fordel for drradikalesvækkede bladets muligheder for en større udbredelse51).I Assens førte brugen af lokale korrespondenter ligeledes til oprettelsen af

en lokaludgave o. 1. januar 1905, der 1. oktober 1906 blev afløst af Assens

Social-Demokrat52). Bladet fik en bevæget start. Der var problemer med

besættelsen af redaktørposten, da der forelå forskellige kandidater fra

*henholdsvis Assens og Odense. Den gordiske knude blev hugget over ved at

vælge en partifælle fra Svendborg”). - I betragtning af Assensområdets

agrare struktur fik socialdemokratiet usædvanlig tidligt fat, og Assens

Social-Demokrat udnyttede de fordele, det gav at være et aflæggerblad i et

lille område (format, nyheder etc.). Partiet fik dog ikke i den aktuelle pe-riode reel politisk betydning, og bladet vedblev at være halvt så stort som

den førende lokale avis, Assens Amts Avis (V)54).Socialdemokraterne i Fåborg måtte vente et par måneder længere på at

få den rigtige aflægger. I marts 1905 havde man beskedent ansøgt kontrol-komiteen i Odense om at- få ansat en mand, »der kunne ofre noget af sin tid

på bladets udbredelse«, Dette blev dog afvist med baggrund i det ringe antalabonnenter F.S-D. havde i Fåborg55). Som følge heraf blev der 1. oktober1906 kun oprettet en lokaludgave af Sydfyns Social-Demokrat med kontoriFåborg56). Dette var selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og allerede i slut-

ningen af 1906 anmodede man om et aflæggerblad, hvilket blev bevilget, så _

Fåborg Social-Demokrat begyndte at udkomme 2. januar 1907 som af-

lægger af F.S-D.57). - Fåborg-området var et udpræget venstreområdemed et vist konservativt islæt. Fra 0. 1910 stabiliserede Fåborg Social-Demokrat sig over for de lokale konkurrenter Fåborg Folketidende (V) ogFåborg Avis (K) med et oplag på cirka halvdelen af de borgerlige blades58).

Langeland (1908) og Ærø (1908-1909)Initiativet til aflæggerne på Langeland og Ærø udgik fra Sydfyns Social-Demokrat. I første omgang blev en henvendelse herom henlagt til nærmere

overvejelse af kontrolkomiteen i Odense. Senere nåede man frem til, at etsådant foretagende burde udsættes, »da det formentlig ville kræve tilskudfra København«59).16. oktober 1908 kunne Marott imidlertid - »efter sam-

råd med kontrolkomiteen i København« - anbefale oprettelse af endnu 2 af-

læggerblade. Det var nu ikke den hellige ild, der brændte i F.S-D.,s kon-trolkomité: »Af hensyn til annoncerne vedtoges det, at de eksemplarer af

bladet, der uddeles på Langeland og Ærø, skal betegnes henholdsvis »Lan-

gelands« og »Ærøs Social-Demokrat««6°).Langeland Social-Demokrat begyndte at udkomme som aflægger af SydfynsSocial-Demokrat 1. december 190861). Bladet fik overordentlige svære ar-

bejdsbetingelser. Den faglige og politiske bevægelse var svag, og kommuni-kationsforbindelserne både mellem Rudkøbing og det øvrige Langeland ogmellem Rudkøbing og Svendborg var til tider umuligeü). - Bladet fik da

13

heller ikke noget stort oplag Sammenlignet med de 2 borgerlige aviser

(Langelands Avis (V) og Langeland Folkeblad (R), og i 1917 udnyttedeF.S-D. et nødvendigt redaktørskifte til at afskaffe en fast redaktørstilling63).

Ærø Social-Demokrat begyndte ligeledes at udkomme som aflægger af Syd-fyns Social-Demokrat 1. december 1908. Den led hurtigt en krank skæbne.

Allerede 17. juli 1909 henstillede F.S-Dfs Kontrolkomité til København om

hurtigst muligt at inddrage bladet, og repræsentantskabet fulgte efter 27.

august 1909 under henvisning til de meget vanskelige forhold på Ærø. 30.

. september 1909.blev Ærø Social-Demokrat inddragetM).

Kerteminde (1914-1915) og Bogense (1914-1915)De første skridt på vej mod et aflæggerblad i Kerteminde blev taget i for-

bindelse med udvidelsen i 1906, hvor der oprettedes et lokalt kontor og en

lokaludgave af F.S-D.'fra 1. oktober 190665). For Bogenses vedkommende

blev der først oprettet et lOkalkontor med efterfølgende lokaludgave 20.

oktober 190866). Herefter fulgtes de to byer imidlertid ad. Der blev flere

gange lagt stærkt pres på Odense fra de lokale partiforeninger for at få op-

rettet aflæggerblade, men de blev afvist, fordi F.S-D. simpelthen ikke

kunne bære flere aflæggerblade, og under henvisning til dårligt udført lo-

kalt arbejde”). I 1914 bøjede man sig imidlertid og oprettede 2. januar»efter ønske« aflæggerbladene Kerteminde Social-Demokrat og BogenseSocial-Demokrat68). - Begge blade fik en meget kort levetid, idet de under

stærke lokale protester blev bortrationaliseret til fordel for de mindre

bekostelige lokaludgaver i forbindelse med udvidelsen i Odense i 191569).

AflæggerpolitikF.S-D.”s mange aflæggere blev oprettet af hensyn til sagen, altså ud fra et

ikke-forretningsmæssigt synspunkt. Der var ofte tale om et stærkt lokalt

initiativ med det klare formål at stille partiet bedre.

På det oplagsmæssige område virkede aflæggerbladene - samtidig med at de

var en gevinst i og med, at det lokale blad stod sig bedre i konkurrencen på

lokalt plan - generelt som en bremseklods for F.S-D. ved at hindre dets eks-

pansion i randområderne. På det økonomiske område viser en opgørelse

fra 2. halvår 1906-1920 over tilskud til og indbetalinger fra aflæggerbladene

et samlet overskud på ca. 7000 kr. set ud fra F.S-D.”s synspunkt. Hertil er

der imidlertid for det første at bemærke, at der var særligt belastende år. I

1909 (jvnf. F.S-D.°s begyndende vanskeligheder) var der eksempelvis tale

om et minus på ca. 20.000 kr. Sammenlagt var der fra 2. halvår 1906-1918

tale om et underskud på ca. 15.000 kr. Det vil sige, at overskuddet på ca. .

7.000 kr. først blev skabt med meget store indbetalinger fra aflæggerbla-dene i 1919 og 1920. For det andet er billedet for de enkelte aflæggere

meget forskelligt. Svendborg, Nyborg, Middelfart, Assens og Fåborgsendte alle flere penge tilbage til F.S-D., end de modtog i tilskud, medens

Langeland, Ærø, Kerteminde og Bogense fik meget store tilskud uden at

yde nogen form for tilbagebetalingm). _

Aflæggerbladenes oplagsmæssige og økonomiske betydning kan ikke klar-

lægges fuldstændig her. Der er imidlertid ingen tvivl om, at man i Odense i

14

stigende grad satte spørgsmåltegn ved den førte politik. Allerede i l9il0fremhævede Marott »de store tilskud de forskellige blade krævede, og som

'således var årsag til den fynske arbejderpresses mindre gunstige økono-miske stilling«"). l 1914 udtalte han i forbindelse med en diskussion omkringde mange lokalredaktører, at han intet mere ønskede end et stort blad for

hele Fyn"). i de følgende år blev denne tanke ofte bragt på bane. Tilhæn-

gerne (de fleste) fremhævede de vanskelige tider og nødvendige besparel-ser. at de blade, der udgik i småbyerne, var »tarvelige og langt fra konkur-

rencedygtige over for de andre blade«, samt at det i det hele taget villevirke agitatorisk fremmende for såvel sagen som bladet at få et stort ogmere tidssvarende blad for hele Fyn. Modstanderne fremførte, at det - selvom man nedlagde aflæggerne - stadig ville være nødvendigt at holde lokalefolk af hensyn til det kommunale arbejde, og at planen ville støde på megetstærk modstand fra aflæggerbladene selv”). i forlængelse af denne diskus-sion blev der nedsat et kompetent udvalg bestående af redaktøren, forret-

ningsføreren, kontrolkomiteen og 5 medlemmer af repræsentantskabet.Udvalget kom frem til »enstemmigt at indstille til kontrahentforsamlingen at

der arbejdes videre... hertil at Fyns Social-Demokrat bliver det enestesocialdemokratiske blad på Fyn, at samtlige aflæggerblade inddrages oghjælpetrykkerierne Nyborg og Svendborg nedlægges«74). Denne revolutio-nerende plan blev aldrig ført ud i livet, idet den mødte modstand fra Social-Demokratens forretningsfører Hørdum, der stillede sig »om ikke just af-

visende, så dog meget reserveret«. i særlig grad stødte den, som forudsagt,på modstand fra Svendborg og Nyborg, og planen blev opgivet i 1919. Det

ikke-forretningsmæssige princip slog således stærkt igennem75).

Ledelsesforholdl kraft af ejendomsforholdet var de øverste organer for den fynske arbej-derpresse Social-Demokratens kontrolkomité og Social-Demokratens kon-

trahentforsamling/landskontrahentforsamlingen. På Fyn var der knyttet en

kontrolkomité og et repræsentantskab (kontrahentforsamling) til hvertblad. øjensynlig også til lokaludgaverne uden selvstændig titel76). Kontrol-komiteerne bestod af 3 mand valgt af repræsentantskabet. De holdt et

. ugentligt møde med revision af regnskabet som fast punkt. I øvrigt behand-ledes løbende spørgsmål omkring løn, agitationskampagner etc. Repræsen-tantskabet bestod af 2 mand fra hver faglig og politisk organisation i detenkelte bladområde. F.S-D.”s' repræsentantskab holdt frem til og med l899

kvartalsmøder, men ellers var det normale halvårlige møder, hvor der'

blev forelagt (og godkendt) beretning om bladets virke og regnskab samt

diskuteret aktuelle punkter vedrørende bladets redaktion mv

Det grundliggende kompetanceforhold mellem de forskellige organer var

klart det, at de ,københavnske stod over de odenseanske, der igen stod over

de lokale. Alle vigtige »ejerspørgsmål« om ansættelser, løn, udvidelser 0.

lign. blev truffet via København. Dette forhold blev ikke altid accepteretuden sværdslag. I l908 udtalte F.S-D.'s kontrolkomité sig, som nævnt, imod

oprettelsen af aflæggerbladene for Langeland og Ærø”). Endvidere komMarott i l9ll ud i en krise i forholdet til partiledelsen, hvor hans egen og

15

'

det lokale partis modstand mod »den afhængighed hvori den fynske presse

,stod til hovedbladet i København«, spillede en væsentlig rollen). Endeligkom en generel utilfredshed til udtryk i 1914 i forbindelse med et nyt regu-

'lativ for den fynske presse. I en enstemmigt vedtaget resolution udtalte'

F.S-D.”s repræsentantskab sin »misfornøjelse« med det udsendte regulativog fordrede, »at den i mange år fra det socialdemokratiske parti ,over for

offentligheden fremsatte påstand, vor presse er partiets, gennemføresi

praksis«79). - København blev dog ikke alene betragtet som et onde. Det

fremgår klart, at F.S-D.”s kontrolkomité også brugte de centrale organer

til at true med, hvis de lokale komiteer ikke ville makke ret, eller som en

art voldgift, når spørgsmål var gået i hårdknude8°).

M.h.p. redaktørens kompetance i forhold til F.S-D.'s ledelsesorganertyder ofte gentagne kritikpunkter (der altså ikke blev fulgt op) og eksempel-vis en udtalelse fra Marott, om at han »nødig« ville ansætte en mand imod

kontrolkomiteens indstilling, ikke på meget magt til kontrolkomiteen og re-

præsentantskabet. Redaktøren kunne sætte sig igennem, når han ville*').De lavest placerede organers væsentligste opgave i kompetancesam-menhæng var at følge komandovejen, d.v.s. gå gennem Odense til Køben-

havn. Dette voldte særligt Sydfyns Social-Demokrat besvær. Ved flere lej-ligheder gik det uden om Odense direkte til København med klager og

spørgsmål vedrørende redaktørbesættelse m.v. Dette fik F.S-D.'s kontrol-

komité til at udbede sig en »udtalelse om hvorvidt en sådan fremgangsmåde

billigedes af Københavns kontrolkomité«82). ,

Med baggrund i den centralistiske struktur i den socialdemokratiske

presse er der således god grund til at gå imod de forskellige jubilæums-numres tale om, at hvert blad havde et vidtgående selvstyre i kraft af de

lokale ledelsesorganer. Derimod er der ikke tvivl om, at særligt repræsen-tantskabet sikrede en kontinuerlig kontakt mellem pressen og de faglige og

politiske organisationer, hvor man gennem diskussionerne på de halvårlige

møder får et vist indtryk af forholdet mellem blad og bevægelse.

Redaktører og journalisterF.S-D.'s redaktør fra grundlæggelsen i 1896 og frem til 1920 var Emil

Marott. De vigtigste medarbejdere var J. P. Sundbo (1896-1898), I. P. Broch-

mann (1898-1902?), Hans Nielsen (1897-1904), Ehlert Nielsen (1902-1907),Åge Juul (1904-1908) og Lorents Petersen, der blev redaktionssekretær i

1908 og beholdt denne stilling efter ansættelsen af C. N. Hauge som ny re-

daktør i 1920. Aflæggerbladenes redaktører var: Svendborg, H. P. Hansen

(1898-1905), Jørn Larsen (1905-1907) og Peter Andersen fra 1907. Nyborg,

Ludvig Hansen fra 1901. Middelfart, H. P. Rasmussen (1906-1914) og Ehlert

Nielsen fra 1914. Assens, M. P. Sørensen fra 1906. Fåborg, Niels Nielsen

fra 1906. Langeland/Ærø, C. Madsen (1908-1917) og F. Madsen fra 1917

(den indskrænkede redaktørpost). Kerteminde, S. A. Petersen og endelig

Bogense, H. Christensen, der endnu i 1914 afløstes af H. P. Rasmussen.

Det vil føre for vidt her at komme nærmere ind på de enkelte medarbej-deres mange gøremål; de besad alle parti- og/eller fagforeningsposter, sad i

byråd og/eller på rigsdagen etc. etc. Den fynske arbejderpresse skabte en

16

,s

Odense: Robert Wiinblad på valgagitatl'on i bil.

central gruppe af »levebrødssocialdemokrater«, 0g bekræfter til fulde deteksisterende billede af den tidlige og typiske socialdemokratiske presse-mand, der var lige så travlt beskæftiget med alt muligt andet som med at re-

digere sit blad83). - Det er i denne forbindelse interessant, at dette forhold

meget tidligt blev erkendt og diskuteret som et problem i Odense”). 1 1910blev der i F.S-D.”s repræsentantskab stillet forslag om, at »mænd som an-

sættes ved bladet ikke må have andre tillidshverv, der kan forhindre dem iat varetage deres arbejde ved bladet«, Forslaget blev ikke vedtaget pga. afMarott85). Spørgsmålet kom op igen i 1912, og i 1916 blev aspektet udvidet,idet man nu generelt talte om, at »dette (problem) tyngede hårdt på den so-

cialdemokratiske presse«, Redaktørens indstilling var nu ændret. Marottudtalte sig denne gang »nærmest i tilknytning« herti186). I 1917 tog han kon-sekvensen og trådte ud af Odense byråd, hvilket førte til' enmarkant stig-ning af signerede artikler fra redaktøren selv. Endelig adstedkom ansættel-

sen af C. N. Hauge efter Marotts brud med partiet i 1920 en større diskus-

sion, hvori der - med henvisning -til erfaringerne med Marott - blev anket

over, at man begik en fejl ved igen at ansætte en folketingsmand som

redaktørm).

Fyns Social-Demokrat på »agitationens store arbejdsmark«F.S-D. definerede selv sin opgave som avis i klar overensstemmelse med

Social-Demokratens generelle linie. Den skulle være »et våben i den sociale

og politiske frigørelseskamp«, og bladets standpunkt var »givet i socialde-

17

*

mokratiets standpunkt«83). F.S-D. var således - i sagens natur - præget af

daglige referater om fagforeningsdannelser, lønspørgsmål, konkrete strej-

ker, en fast rubrik med faglige meddelelser etc. etc. Det politiske aspektblev tilgodeset i lederen, politiske artikler om bevægelsen i ind- og udland,referater fra møder. 1. maj etc. etc. Affærejournalistikken var særligt do-

minerende i de første år (på Fyn var der rig lejlighed til at besøge tyende og

daglejere på de mange herregårde), og den teoretiske udlægning af pro-

grammet blev givet i længere artikelserier (ofte af Gustav Bang). Den litte-

rære, kulturelle opbygning blev i første række tilgodeset med føljetoner,der - i alle tilfælde fra 1908 - blev-udvalgt fra centralt hold89). Til det nor-

male billede hører også, at F.S-D.°s redaktion i meget udpræget grad fun-

gerede som et sagførerkontor, ligesom bladet mange gange måtte træde til

rent økonomisk90).'

F.S-D. var imidlertid »ejheller ængstelig for at sige sin mening, selv om

denne ikke absolut var i overensstemmelse med loven og profeterne«91).Det kneb til tider med at holde det faglige fodslag. Bladet blevjævnligt kriti-

seret i det lokale repræsentantskab for manglende eller direkte skadelig

dækning af konkrete strejker, manglende faglige meddelelser og for - af

forretningsmæssige grunde - at optage annoncer fra konfliktramte virk-

somheder”). Denne spredte kritik voksede i 1919 til en mere grundlæggende

kritik, hvor F.S-D. i repræsentantskabet blev udsat for følgende svada:

»Flere talere... beklagede den moderate tone som 'gik igennem vores blad

og mangel på alsidige oplysninger fra den arbejderbevægelse som rørte sigi hele Europa og måden, hvorpå disse spørgsmål blev behandlet i den social-

demokratiske presse og pålagde bladets redaktion og kontrolkomité at

sørge for, at bladet fik mere rene socialdemokratiske artikler både med

hensyn til faglige og politiske oplysninger og spørgsmål, og man derved

troede at samle mere til socialismens ideer end at vende front mod den ra-

dikale fløj af arbejderne«93).Denne kritik er tydeligt bestemt af hele den

partimæssige situation i 1919 (men derfor ikke mindre interessant!), og

man skal nok være forsigtig med at drage for vidtgående slutninger m.h.p.en afvigende faglig kurs hos F.S-D. - Derimod er der ingen tvivl om, at

F.S-D. ikke fulgte det politiske fodslag. Redaktør Marott satte - især i pe-

rioden op til 1914 - sit umiskendelige præg på det politisk-ideologiske stof i

F.S-D. og gav avisen et klart højre-moderat præg, både m.h.t. fundamen-

tale ideologiske antagelser (det filosofiske grundlag, samfundsanalysen, stil-

lingen til revisionismen og specielt den nationale stillingtagen) og m.h.t. tak-

tiske spørgsmål (alliancepolitikken, stats- og ministersocialismen samt stil-

lingen til kongedømmet og forsvaret). Fra 1918-1920 var bladet desuden

talerør for Marotts Flensborgkurs i forbindelse med afstemningen i Nord-

slesvig94).Ligesom man kan tale om, at J. P. Sundbo prægede Vestjyllands Social-

Demokrat ud fra et venstresynspunkt, har F.S-D. en speciel kildemæssigværdi, når det drejer sig om den anden - også den gang eksisterende - fløj af

Socialdemokratiet.

l8

Kilder og litteratur

UtryktArbejderbevægelsens bibliotek og arkiv

Forhandlingsprotokoller for Kontrolkomiteen, Fyns Social-Demokrat 1896-1917

og 1917-1921.'

Forhandlingsprotokol for Repræsentantskabet, Fyns Social-Demokrat 1896-1921.

Forhandlingsprotokol for Socialdemokratisk Forbund, Odense 1894-1969.

TryktAgitatoren/Fyns Arbejderblad, 1895-1896.

Assens Social-Demokrat, 1. oktober 1956.

Fyns Social-Demokrat, 1896-1920, 1. oktober 1921 og 1. oktober 1946.

Faaborg Social-Demokrat, 1. oktober 1956.

Jacobsen, Johs.: Den socialdemokratiske presse i Danmark. En kortfattet historisk

oversigt. Rønne 1949.

Kaae, Hans: Socialdemokratiet i Århus 1882-1915. (Speciale, manuskript på Er-

hvervsarkivet, Århus) Århus 1972.

Langeland Social-Demokrat, 1. december 1958.

Markvard, Willy: Anmeldelse af Thomsen i Årbog for Arbejderbevægelsens Hi-

storie 3. Grenå 1973.

Markvad, Willy: Den socialdemokratiske presse fra Socialisten til Aktuelt, uden sted1974/75. -

Marott, Emil: Tidsbilleder. Livserindringer. København 1930.

Marott, Emil: Den fynske Arbejderpresses udvikling. Fra 1. oktober 1896 til 31. juni1907 (Arkivet, Statsbiblioteket). Odense 1907.

Nyborg Social-Demokrat, 2. december 1951.Protokoller for de socialdemokratiske partikongresser 1890, 1892 og 1894.

Regnskaber for Fyns Social-Demokrat. 1. april-31. september 1900 og 1. oktober1901-31. marts 1902 (Arkivet, Statsbiblioteket). 1902-1920 (ArbejderbevægelsensBibliotek og Arkiv).Rigsdags tidende, Folketingets forhandlinger, 1910/11 ll.

Thomsen, Niels: Dagbladskonkurrencen 1870-1970. København 1972.

Thorsen, Svend: Den danske dagspresse I del. København 1947.

Topholm,.Jens: Emil Marott, socialdemokrat med sociale og nationale særstand-

punkter. Århus 1980.

Forkortelser m.v.

F.S-D.: Fyns Social-Demokrat.

F.pr.: Forhandlingsprotokol.Repr.: Repræsentantskabet, Fyns Social-Demokrat.Kontr.: Kontrolkomiteen, Fyns Social-Demokrat.

Øvrige forkortelser er angivet i kilde- og litteraturlisten ved understregning. Ved

citater er der foretaget en modernisering af retskrivningen.

Noter

1) Specialet udkommer i begyndelsen af 1980 ved Jysk Selskab for Historie, Århus,(se litteraturlisten). En gennemgang af F.S-D. fra 1896-1920 udgør rygraden i

det anvendte kildemateriale.

2) Jvnf. Markvard og korrektionerne i forhold til Thomsen nedenfor.

3) F.S-D.”s regnskaber er ikke bevaret fuldstændigt. Regnskaberne fra 1902-1920

findes på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Derudover har Statsbiblio-

19

, ⁄ ,

tekets Arkiv regnskaberne fra 1. apr.-3l. sept. 1900 og 1. okt. 1901-31. marts

1902. Endvidere skal det nævnes, at Sydfyns Social-Demokrat øjensynlig ikke

har fundet det værd at lave et jubilæumsnummer. Se i øvrigt kilde- og littera-

turlisten.

4) Afsnittet er skrevet på basis af Kaae s. 65ff, Thorsen s. 54ff og 263ff og Thomsen

5. 195ff, 261ff, 297ff og 344ff.

5) Protokoller 1890 s. 16, 1892 s. 19, 1894 s. 21 og Thomsen s. 198.

6) Agitatoren/Fyns Arbejderblad 29. april 1896 og 15. juli 1896. i

7) Agitatoren/Fyns Arbejderblad 18. dec, 1895 og F.pr. for Socialdemokratisk

Forbund, Odense 28. jan. 1896.

8) Jvnf. Jacobsens karakteristik s. 32.

9) Jvnf. agitation for bladet i De samvirkende Fagforeninger i Nyborg, F.S-D. 1.

okt. 1946 s. 14 og udvidelsen af bladet allerede med det 2. nummer, F.S-D. 1.

okt. 1921.

10) F.S-D. 3. marts 1910.

11) Thomsen 5. 198.

12) Agitatoren/Fyns Arbejderblad 8. juli 1896.

13) Hvor intet andet oplyses, bygger flg. afsnit på F.pr. Repr.14) Se oplagstallene 1896-1907 i Den fynske Arbejderpresses udvikling.15) F.pr. Kontr. 7. okt. 1898.

16) F.pr. Repr. 28. nov. 1898 (citat) og F.S-D. 1. okt. 1921.

17) F.S-D. 19. sept. 1906 og F.pr. Repr. 13.juli 1905, 25.jan. 1906 og 13. juli 1906.

18) F.S-D. 9. okt. 1908 og 1. okt. 1946 s. 37.

19) F.S-D. 19. okt. 1903 og 19. sept. 1906.

20) F.S-D. 19. juni 1908 og 1. okt. 1921. F.pr. Repr. 21. maj 1901 og 25. maj 1903.

21) F.pr. Repr. 13. maj 1898. Jvnf. også påpegning af, at den fynske arbejderpresse i

1903 står alene modsat eks. Horsens, Esbjerg og Ålborg, F.S-D. 20. febr. 1903.

22) Jvnf. ThOmsen s. 644ff.

23) Se referater fra det fynske socialdemokratis delegeretmøder, F.S-D. 2. nov.

1898 og 5. juli 1909.

24) F.S-D. '2. nov. 1898, 21. juni 1900 og 6. juli 1900.

25) Dette afsnit bygger ligeledes på F.pr. Repr., hvis intet andet anføres.

26) F.pr. Kontr. 2. juni 1910. 4

27) F.S-D. 16. jan. 1911, 2. marts 1914 og 4. april 1918.

28) F.pr. Repr. 15. febr. 1914. F.pr. Kontr. 13. jan. 1915.

29) F.S-D.«10. sept. 1915. F.pr. Kontr. 5. jan. 1915, 13. jan. 1915 og 31. marts 1915.

F.pr. Repr. 14. febr. 1915. -

30) F.S-D. 10. sept. 1915. Marott s. 118. Den nødvendige låntagning måtte udvides i

1916, da overslagssummen var blevet væsentligt overskredet, F.pr. Kontr. 11.

febr. 1916 og 1. marts 1916. I 1917 og 1918 var F.S-D.”s økonomi så belastet, at

det ikke var muligt at betale afdrag til Landmandsbanken, F.pr. Repr. 17. febr.

1918 og 2. marts 1919.

31) F.pr. Kontr. 9. aug. 1914, 2. dec, 1914 og 21. sept. 1916. F.pr. Repr. 12. marts

1916. .

32) Thomsen 5. 644ff.

33) F.S-D. 13. aug. 1917, se også F.pr. Repr. 13. febr. 1916, 27. aug. 1916, 25. marts

1917 og 2. marts 1919. -

34) Se påpegning heraf, eks. F.S-D. 10. sept. 1915, se desuden note 90.

35) F.S-D. 1. okt. 1946 s. 46.

36) Thomsen 5. 646. Diskussionen af F.S-D.'s oplag/økonomi må nødvendigvis blive

skitseagtig her. Der vil dog i det flg. blive lejlighed til yderligere at kommentere

de mere specielle forhold. '

37) F.S-D. 9. nov. 1896 og 20. febr. 1903.

38) F.pr. Repr. 31. aug. 1898. Jacobsen 5. 34. Thomsen 8. 839.

20

39) F.pr. Repr. 26. nov. 1901.

40) Thomsen 5. 839. F.S-Dj26. sept, 1908. Jvnf. også, at Svendborg tidligere havde)

anmodet om bedre forhold m.h.t. det lokale stof; det var besværligt at sende

aktuelt stof til Odense med middagstoget og nå at få det med i samme dags aften-

udgave, F.pr. Kontr. 10. april 1907. M.h.t. navneforandringen anfører Mark-

vad i fra Socialisten til Aktuelt s. 138 fejlagtigt, at Sydfyns Social-Demokrat be-

gyndte at udkomme 29. sept. 1906.

41) Jacobsen 5. 34.A

42) Thomsen 5. 638 ff. Modsat Markvad, der i fra Socialisten til Aktuelt s. 25, 122 og138 regner med Sydfyns Social-Demokrat som et selvstændigt hovedblad fra

1908.'

43) F.pr. Repr. 8. nov. 1900. F.S-D. 1. okt. 1900 og 16. okt. 1900. Nyborg Social-

Demokrat 2. dec. 1951 s. 1. Modsat Thomsen (s. 657), der fejlagtigt anfører, at

der blev oprettet et lokalkontor med efterfølgende lokaludgave i 1898. Jvnf.

også Den fynske Arbejderpresses udvikling, hvor Sydfyns Social-Demokrat

figurerer selvstændigt fra 1898 og Nyborg Social-Demokrat fra 1900:

44) Thomsen 5. 839, anfører (igen fejlagtigt) 1. dec. 1901.

45) Nyborg Social-Demokrat 2. dec. 1951 s. 2.

46) F.S-D. 1. okt. 1946 s. 14 og Thomsen 5. 839.

47) Thomsen 5. 656ff. Nyborg Social-Demokrat 2. dec. 1951 s. 4.

48) F.pr. Repr. 13.juli 1906.

49) F.pr. Repr. 13.juli 1905. '

50) Middelfart Social-Demokrat 1. okt. 1956 s. 9. Thomsen 5. 838.

51) F.S-D. 1. okt. 1946 s. 14. Middelfart Social-Demokrat 1. okt. 1956 s. 10. Thom-

_

sen s. 662ff.

52) Thomsen 5. 837. F.S-D. 1. okt. 1946 s. 14. Assens Social-Demokrat 1. okt. 1956 s.

9.

53) F.pr. Kontr. 5. sept. 1906 og 10. okt. 1906.

54) Thomsen 5. 659ff. Assens Social-Demokrat 1. okt. 56 s. 9.

55) F.pr. Kontr. 12. marts 1905.

56) Faaborg Social-Demokrat 1. okt. 1956 s. 9.

57) Thomsen 5. 840. F.pr. Kontr. 12. dec. 1906.

58) Thomsen 5. 635ff.

59) F.pr. Kontr. 2. jan. 1908.

60) F.pr. Kontr. 16.okt. 1908.

61) Thomsen (5. 841) skriver, at Langeland' Social-Demokrat begyndte at

udkomme 30. nov. 1908. På denne dato udkom der imidlertid kun et prøve-nummer af avisen. Nummer 1 udkom 1. dec. 1908.

62) Langeland Social-Demokrat 1. dec. 1958 s. 15, 16 og 24.

63) F.pr. Kontrol 23. okt. 1917.

64) F.pr. Kontr. 17. juli 1909. F.pr. Repr. 27. aug. 1909. Thomsen anfører fejlagtigt,at Ærø Social-Demokrat gik ind 30. sept. 1910, s. 842.

65) F.pr. Repr. 13. juli 1906. F.S-D. 19. sept. 1906. Thomsen 5. 837.

66) F.pr. Kontr. 25. sept. 1908. Se også F.S-D. 9. okt. 1908 og Regnskaber 2. halvår

1908, hvor Bogense optræder for første gang. Modsat Thomsen, der angiver en

lokaludgave i Bogense fra 1. okt. 1906, s. 837.

_ 67) F.pr. Kontr. 23. aug. 1907, 25. sept. 1908 og 2. jan. 1908. F.pr. Repr. 21. juli1912. l 1908 (F.pr. Repr. 3. febr. 1908) omtales der udvidelser i nær fremtid

m.h.p. Kerteminde og Bogense. Det blev kun til Bogense-kontoret.68) Thomsen 5. 837. F.pr. Repr. 15. febr. 1914.

69) F.pr. Kontr. 2. juni 1915, 4. aug. 1915 og 8. sept. 1915.

70) Tallene er udregnet på basis af Regnskaber fra 2. halvår 1906-1920.

71) F.pr. Repr. 6. jan. 1910.

72) F.pr. Repr. 9. aug. 1914.

21

jr.li

73) F.pr. Kontr. 5. jan. 1915. F.pr. Repr. 24. maj 1917 og 12. aug. 1917.

74) F.pr. Repr. 17. febr. 1918. F.pr. Kontr. 12. aug. 1918.

75) F.pr. Kontr. 17. dec. 1918 og 25. febr. 1919. F.pr. Repr. 2. marts 1919. Det'

eneste jubilæumsnummer, der vover at nævne noget om disse planer, er beteg-nende nok Nyborg Social-Demokrat.

76) Jvnf. omtale af kontrolkomiteer i Svendborg og Kerteminde før oprettelsen af

egentlige aflæggerblade, F.pr. Kontr. 10. juli 1900 og 12. nov. 1907. Det er i alle

tilfælde urigtigt, når Thomsen (s. 233) mener, at de socialdemokratiske blades

aflæggere først generelt fik egne ledelsorganer i forbindelse med strukturæn-

dringen i 1913.

77) Se også F.pr. Repr. 6. jan. 1910, hvor en repræsentant pegede på »det forkaste-

lige i, at kontrolkomiteen i København på trods af kontrolkomiteen i Odensehavde oprettet »Langelands Social-Demokrat««.

78) F.pr. Repr. 6. jan. 1910. Topholm s. 23 og 27.

79) F.pr. Repr. 14. febr. 1915. Resolutionen var tænkt som et udspil såvel mod

landskontrahentforsamlingen som med partikongressen, ligesom den blev sendt

til samtlige partiblade. Der kom dog ikke noget ud af aktionen, F.pr. Repr. 8.

aug. 1915.

80) Eks. F.pr. Kontr. 14. sept. 1904, 28. juli 1909 og 15. april 1914.

81) Se F.pr. Kontr. 25. 'maj 1915 og 15. sept. 1909 - Se også F.pr. Repr. 15. febr.

1914, hvor Marott (sammen med kontrolkomiteen) nægtede repræsentant-skabet (der havde støtte fra fællesorganisationen) optagelse af en bestemt

artikel.

82) F.pr. Kontr. 28. nov. 1900, 22. okt. 1907, 6. jan. 1911 og 12. febr. 1918 (citat).83) Jvnf. Kaae s. 94 for det samme aspekt vedr. Demokraten i Århus.

84) Det var allerede fremme i 1908, hvor der i Odense gik rygter om, at Marott

ville trække sig tilbage fra byrådsarbejdet, F.S-D. 16. maj 1908. Se også Marott

i Rigsdags Tidende, Folketingets forhandlinger 1910/11 II spalte 2880, hvor han

gør opmærksom på, at han ikke - som medlem af finansudvalget - kunne forestå

enhver daglig redaktion af F.S-D.

85) F.pr. Repr. 6. jan. 1910.

86) F.pr. Repr. 21.juli 1912 og 12. marts 1916.

87) F.pr. Repr. 8. sept. 1920.

88) F.S-D. prøvenummer 22. sept. 1896.

89) F.S-D. 1. okt. 1946 s. 52.

90) Det normale billede bekræftes også af de punktanalyser, Thomsen har

foretaget af bladets indhold. Disse viser 1), at tyngdepunktet i læserskaren

var faglærte arbejdere, ufaglærte og middelstand (s. 147), 2) at langt den

overvejende del af oplaget var i byerne (s. 143) samt 3) at F.S-D. i forhold til .

de øvrige fynske hovedblade havde en klar overvægt af økonomisk/socialt

stof (s. 889).91) Marott s. 102.

92) F.pr. Repr. 3. febr. 1907, 24. aug. 1913, 15. febr. 1914, 13. febr. 1916 og 2. juni1918. Jvnf. også den tidligere omtalte konflikt i 1911, hvor det var et hoved-

angrebspunkt hos partiledelsen, at F.S-D. brød den faglige og politiske enhed

ved direkte at gå imod strejkende arbejdere, Topholm s. 19ff.

93) F.pr. Repr. 2. marts 1919. Se for lign. 26. juni 1919, 29. juni 1919 og 21. sept.1919.

94) Se eks. væsentlige artikler: Socialismen som den er! 25. jan. 1912. Socialdemo-

kratiet og sønderjyderne, 29. jan. 1912. Det store sammenbrud, 25. aug. 1914.

Se i øvrigt generelt Topholm.

22

Beretninger

Rapport fra 15. Linzer konference afholdt af Internationale Tagung der Histo-

riker der Arbeiterbewegung fra 11.-15. september 1979.

SFAH var i 1979 repræsenteret ved den årlige konference i Linz med to

repræsentanter, nemlig .lens Christensen fra Århus og Niels Ole HøjstrupJensen fra København. Konferencen samlede i 1979 i alt 130 historikere fra

24 forskellige lande omkring emnerne: »Soziale und politische Verände-

rungen in der Welt am Ende des Ersten Weltkrieges und der Arbeiter-

bewegung (ca. 1917-1920)« og som 2. tema »Quellenkritische Probleme bei

der Herausgabe wissenschaftlicher Gesamtausgaben von Persönlichkeiten

der Arbeiterbegung«.

Jeg skal i det følgende forsøge ganske kort at ridse de mest centrale diskus-

sionsemner op vedrørende de to ovennævnte temaer. Et egentligt indholds-

referat af diskussionerne er for det første for stor og for omstændelig en

opgave i denne sammenhæng og for det andet kan diskussionerne læses i

deres fulde udstrækning senere, idet lTH, i lighed med den sædvanlige

praksis, udsender rapport fra konferencen med gengivelse af alle diskus-

sionsindlæg og oplæg. Denne omfattende rapport er forfattet på tysk ogkan lånes på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

Konferencens første tema havde bl.a. indlederne Detlef Lehnert, BRD, .lan

Tomicki, Polen, Kirill Schirinja, USSR, og Susanne Miller, BRD. En langrække andre historikere holdt oplæg til diskussion i forbindelse med dette

tema, men det var ud fra ovennævntes indlæg, de mest centrale og omfat-

tende diskussioner udsprang.Jan Tomicki tog udgangspunkt i den afgørende rolle, som oktoberrevolu-

tionen fik for Europas udvikling og hævdede, at den vesteuropæiske arbej-'derklasse i det væsentlige var politisk bevidst og aktiv over for det borger-lige samfund. Som forskningsproblem opkastede han derfor en nærmere

undersøgelse af den præcise påvirkningsgrad fra oktoberrevolutionen

mod vest, herunder i særlig grad de forhold, der gjorde sig gældende inden

for 3. internationale, især i de nationale partiafdelinger. Den generelle si-

tuation efter 1. verdenskrig med modsætningerne mellem den kommunisti-

ske og den socialdemokratiske bevægelse ønskedes således analyseret i nær

tilknytning til oktoberrevolutionens rolle.

Kirill Schirinjas indlæg lå i nogen udstrækning på samme linie som det

ovenfor beskrevne. Professor Schirinja lagde hovedvægten på at slå fast, at

der med gennemførelsen af oktoberrevolutionen i Rusland reelt starter en

helt ny epoke i den verdenshistoriske udvikling, nemlig en socialistisk

epoke, der afløser den forgangne, den kapitalistiske epoke. Denne socia-

listiske epoke havde været under fødsel fra omkring århundredskiftet og

var altså blevet forløst via oktoberrevolutionen. Til denne epokes fødsel

knyttedes. naturligt og ud fra objektive materielle årsager fremvæksten af

kommunistiske partier over hele Europa og verden. Oktoberrevolutionens

indflydelse på udviklingen i Europa i tiden efter verdenskrigen havde såle-

des været betragtelig, men først og fremmest indirekte.

23

l

r,l

l

_

Detlef Lehnert adskilte sig fra de øvrige Oplægsholdere ved en mere polito-logisk præget tilgangsvinkel til emnet - et forhold, som han senere blev

skarpt kritiseret for pga. de metodiske komplikationer, som dette med-

førte - som han først og fremmest behandlede i et forsøg på at sammenligneden politiske og sociale situation i Tyskland med situationen i Rusland.Lehnert opererede med en politisk epoke, som han mente var domineret af

tre hovedproblemstillinger: 1) en legitimitetsproblematik, 2) en militær/bu-reaukratisk problemstilling og 3) en dybere social problemstilling prægetaf nationale mindretals problemer. ,

Susanne Miller vendte sig i sit indlæg klart og skarpt mod den opfattelse afen ny verdenshistorisk epokes fremkomst, som var fremsat af især profes-sor Schirinja. Hun holdt sig i sit oplæg forholdsvis snævert til situationen i

Tyskland, men mente her, at der ikke nødvendigvis måtte finde et brud sted

v

inden for den tyske arbejderbevægelse. Med andre ord havde opdelingen i

socialdemokratiske og kommunistiske bevægelser været ikke blot mulig at

undgå, men også ønskelig. Som en stærkt medvirkende årsag til striden i

den tyske arbejderbevægelse så Susanne Miller netop oktoberrevolutionen

og den kort tid senere nystiftede 3. internationale. Susanne Miller udvidede

sin 'analyse med en vurdering af den tyske rådsbevægelse, som hun betrag-tede som et importeret fænomen, der som revolutionært klasseorgan ikke

havde nogen reel mulighed for at fungere i et Tyskland med relativt langeog dybtgående parlamentariske traditioner. Netop denne modstilling af

rådsinstitutioner 0g parlamentariske institutioner blev drøftet meget påkonferencen, hvor der markerede sig klare modsætninger mellem hoved-

sageligt historikere fra Østeuropa og historikere fra BRD og Østrig.Generelt kan siges om den diskussion, der centrerede sig om de oven-

nævnte historikeres indlæg, at det gennemgående diskussionsemne var for-

holdet mellem politiske partier og organisationer over for arbejder-klassens masser -

og med hovedvægt på forholdet mellem subjektive og

objektive årsager forbundet hermed.

Konferencens andet tema - det mindste af de to - blev domineret af det

mammutagtige projekt, der er under udarbejdelse i samarbejde mellem hi-

storikere fra DDR og USSR, nemlig udgivelsen af Marx - Engels samtligeskrifter (MEGAZ). Professor Alexandr Malysch fra Moskva fortalte udfør-

ligt om dette kolossale projekt og de problemer, der havde knyttet sigdertil. Det fremgik, at disse samlede skrifter ville blive udgivet i over 100

bind, der ville blive opdelt i 4 hovedgrupper: l) historiske, politiske og filo-

sofiske skrifter, 2.) kapitalen, med samtlige manuskripter, udkast etc.,

hvilket alene ville optage mere end 20 bind, 3) korrespondencen mellem

Marx og Engels og mellem Marx/Engels og 3. personer - især den sidste delvil for en stor dels vedkommende indeholde nyt materiale, 4) uddrag af bø-

ger foretaget af Marx og Engels og tilsvarende materiale. Efterhånden som

udgaven skrider frem vil der blive udsendt registerbind. Indtil 1979 er der

udkommet 10 bind i de 4 afdelinger, og udgaven forventes foreløbig at blive

afsluttet omkring år 2000.

Der forelå derudover oplæg om 9-binds-udgaven af Otto Bauers værker

og en fremstilling af, hvad der var sket med Wilhelm Liebknechts arkiv. Det

24

formodes indtil nu, at det var forsvundet i nazitiden, men der er nu pludseålig dukket ca; 1200 breve op i Moskva. Det er muligt, at de udgør dele af

hans arkiv, men da de sovjetiske kolleger ikke har gjort rede for, hvordanbrevene er kommet til Moskva, kan man ikke sige det endeligt.I tilknytning til den årlige konference afholdes også ITH's generalforsam-ling. Denne forløb i år uden større dramatik. Om den økonomiske situationkunne det meddeles, at ITH, med sine i alt 40 medlemsinstitutioner, havde

det særdeles godt. Hvilket betød, at man de følgende år ville kunne accep-tere større deltagergrupper fra fortrinsvis de lande, der ikke var tysk-talende -

og således styrke den internationale sammensætning af konfe-

_

rencerne.

De faglige temaer for ITH's konference i 1980 blev fastsat til at være føl-

gende: l) »Die internationale Gewerkschaftsbewegung zwischen den beiden

Weltkriegen«. Til dette emne har SFAH foreløbig tilmeldt Søren Fe-

derspiel som oplægsholder med særligt henblik på danske forhold. 2)»Soziale Prozesse der Entwicklung der Arbeiterklasse im 19. Jahrhundert

(Bibliographie, Historiographie und Methodologie)«.*

Niels Ole Højstrup Jensen

P.S. SFAH er den eneste institution i Danmark, der er medlem af ITH.

Følgelig fordrer deltagelse i konferencen medlemskab af SFAH. Inter-'

esserede medlemmer af SFAH kan komme i betragtning til deltagelse i_

,

konferencen ved henvendelse til bestyrelsen til SFAH senest 1. juni"l980. Det skal for en god ordens skyld pointeres, at bestyrelsen fore-

tager udvælgelsen blandt evt. interesserede, at denne udvælgelseprimært følger faglige kriterier -

og at SFAH fremover vil kunnesende ialt 4 deltagere til konferencen plus evt. Oplægsholdere.

.25

Debat

Betina D ybbroe:

Økonomisk og politisk kampi den socialdemokratiskearbejderbevægelsesudvikling indtil 2. verdenskrig

.

I den diskussion der i dag føres om Socialdemokratiets politiske rolle og

historie, hævdes det ofte, at Socialdemokratiet har gennemgået et eller

flere strategiske brud i løbet af sin historie. Denne opfattelse har tradi-

tionelt været herskende i den kommunistiske bevægelse. I det følgende vil

jeg forsøge at inddrage en række centrale faktorer ved det danske Social-

demOkrati og se på, om der er belæg for opfattelsen af strategiske brud.

I denne vurdering lægger jeg størst vægt på partiets konkrete politik og

pragmatiske erfaringer med det borgerlige samfund, fordi reformismen

netop bygger sine må] pragmatisk op, hvorimod teori spiller en ringe rolle.

Kampen om, tilnærmelsen til og ansvaret for den borgerlige stat er det,der har stillet Socialdemokratiet over for dets afgørende handlinger; og

ændringer i partiets politik må vurderes i forhold hertil.

Jeg har valgt II verdenskrig som Skæringspunkt, idet der oplagt ikke rejser

sig spørgsmål om strategiske brud i efterkrigsudviklingen før vi når op

til 70'erne. At vurdere hvor Socialdemokratiet aktuelt bevæger sig hen,

er en problemstilling, der i sig selv kræver fordybning, og vil ikke blive

taget op her. Imidlertid betragter jeg diskussionen om Socialdemokratiets

strategiske udvikling før II verdenskrig som det afgørende grundlag for

at tage den næste problemstilling op, fordi det rejser det grundlæggendespørgsmål om, hvori Socialdemokratiets reformisme består, og hvordan

partiets forhold til arbejderklassen er.

Karakteristik af perioden - et politisk-økonomiskudgangspunktDet første spørgsmål der rejser sig er, hvorvidt den danske udvikling er

speciel, eller om der aftegner sig et særligt mønster for arbejderbevæ-

gelsens udvikling, som også sætter sig igennem i Danmark. Og hvorvidt

arbejderbevægelsens udvikling hænger sammen med de materielle og poli-tiske forholds udvikling. For Lenin var spørgsmålet om arbejderbevægel-

sens politiske og revolutionære muligheder og den internationale kapita-lismes udvikling uadskillige. Klarest kom det til udtryk i teorien om im-

perialismen fra 1915, der angav muligheden for verdensomspændende re-

volutionære brud fra omkring århundredeskiftet.

Ifølge teorien indeholdt imperialismen på det økonomiske plan monopo-

lisering, der udviklede sig internationalt til klodens totale opdeling, og ka-

pitalisering af de uudviklede dele af kloden. På det politiske plan affødtedet nødvendigheden af krige om nyopdelingen, undertrykkelse af nationer

og nationale mindretal og politisk refeudalisering af det borgerlige demo-

krati, til at varetage den aggressive og repressive kapitalismes interesser.

Faktorer der skabte »den mest fuldkomne materielle forberedelse til so-

cialismen«1) og pegede på, at det kapitalistiske system bevægede sig hen-

imod historisk overledede politiske styreformer. Historien bekræftede

26

denne analyse i Lenins samtid og i tiden frem til 11 verdenskrig, (men rejserproblemer i vurderingen af tiden efter).Lenins analyse nåede frem til en bestemmelse af epoken, de politiske mu-

ligheder for arbejderbevægelsen og dens opgaver i alle lande, en bestem-

melse som derfor også omfattede den danske udvikling, og som jeg vil gåud fra i det følgende. Der var ingen automatik i teorien i retning af me-

kaniske sammenbrud, fastsatte revolutioner eller fuldstændig samtidig-hed i den internationale udvikling, han operede tværtimod med en uens-

artet udvikling p.g.a. kapitalismens-ujævne udvikling. Som udslagsgivendeopridsede Lenin fire faktorer i kampen mod imperialismen »1. den kom-

promisløse, revolutionære arbejderbevægelse, 2. den nationale befrielses-

bevægelse i kolonierne, 3. de krige som uundgåeligt vil opstå som følge af

de uafladelige spændinger og kampe mellem monopolerne, og 4. den op-løsningsproces der rammer kapitalismen indefra.«2) Imperialismeteorienvar en teori om en epoke, som krævede bestemte udløsende faktorer, hvor-

for revolutionsteorien, der formedes under verdenskrigen, var affødt af,

krigens konkrete udtryk og arbejderbevægelsens stilling.Forsøger man at indplacere Danmark og den socialdemokratiske arbej-derbevægelse i den imperialistiske epoke fra omkring århundredeskiftet

og frem til 11 verdenskrig er det oplagt, at Lenins fire faktorer ikke var

virksomme i Danmark: 1. den revolutionære arbejderbevægelse eksiste-

rede kun i kimform, 2. landet havde ikke kolonistatus, 3. landet var perifert .

placeret i det kapitalistiske system og også i dets krige, som halehæng til de

imperialistiske monopoler (England og Tyskland), underordnet disses mar-

markedspolitik, og 4. kapitalismen var svagt udviklet, samfundsmæssiggø-relsen var ikke langt fremskredent, der eksisterede ikke en monopol-indu-stri-kapitalisme. Med udgangspunkt i Lenins sammenkædning af de økono-miske og politiske element ser vi netop hvorfor epokens revolutionære

karakter ikke slog igennem i Danmark. Den politiske og økonomiske krise,der slog igennem i kølvandet på verdenskrigen i Europa havde uendeligtsvage efterdønninger i Danmark, som et udslag både af de materielle for-\hold og af arbejderbevægelsens politik, som ikke blot var en afspejling afde eksisterende forhold, hvilket jeg vil argumentere og uddybe i det føl-gende.I en artikel fra 19133) havde Lenin allerede forsøgt en kort registreringaf den verdenshistoriske udvikling set udfra de politiske muligheder de

gav arbejderbevægelsen, den revolutionære drivkraft, og hvordan denne

udnyttede mulighederne. 1872-1904 var en fredelig periode, hvor prole-tariatet konstituerede sig langsomt og marxismen voksede, men som var

domineret af »den socialistiske opportunisme«4). Fra 1904-1905 og frem-

efter var freden derimod forbi, de økonmiske kampe skærpedes, den po'-litiske krise modnedes og revolutioner brød ud. Denne periodisering var

fuldt i overensstemmelse med de faktiske bevægelser. Det kan ikke opfattessåledes, at 1904 var et skelsættende or, hvor imperialismen slog igennem,(selv om der kan være formuleringer i dette skrift hos Lenin, der pegeri den retning, er det dog at misforstå Lenins teori), men monopoliserings-tendenserne var startet allerede i 70”erne og kampene om magten var også

27

påbegyndt før. Allerede kampene'i 90'erne i Rusland viser klare tilløb

til l905-begivenhederne, og ligeledes leder en række kampe i Italien op til

verdenshistoriens første nationale generalstrejke i 1904.5)Som ovenfor anført afspejles dette ikke direkte i Danmark gennem revo-

lutionære situationer eller lignende. Det brud i arbejderbevægelsen som

imperialismen affødte i de imperialistiske centre, blev faktisk kun gennem-

ført i Danmark, som afsmitning fra disse internationale tendenser, og i

meget ringe grad pga de nationale forhold (hermed mener jeg DKP's

dannelse).6) Derimod var i Danmark også perioden efter 1904 fredelig.Forklaringen på den fredelige periode er selvfølgelig i høj grad at finde

i de materielle forhold, jvf. Lenins imperialisme-bestemmelse. l næsten

alle lande var kapitalismen stadig inde i en ekspansion, i en del lande

endog med vældige industrielle fremstød. Danmark var f.eks. netop inde

i sit første store industielle fremstød, med få krisetegn. Der betød at sam-

fundet faktisk var'levedygtigt og langt fra vaklende. Den russiske udvik-

ling 1904-1905 blev heroverfor det ekstreme, et varsel om det, der ville

komme til resten af Europa efterhånden. Dels var arbejderklassen endnu

uudviklet og inde i sin første konstitueringsfase, og skulle først gøre er-'

faringer med de politiske strategier.Igennem denne organiseringsproces erfaredes det i første omgang at ind-

rømmelser var mulige. Det kunne skabe illusioner, og først mange års ef-

faringer, eller regimets brutalitet skabte bevidstheden om, hvordan sam-4fundet måtte væltes revolutionært. Karakteren af borgerskabets herre-

dømme var meget betydningsfuldt, hvor både Rusland, Tyskland og Italien

havde ufuldstændige borgerlige regimer med feudale træk, hvilket svæk-

kede arbejderklassens illusioner og styrkede dens kampånd. I Danmark

derimod var det borgerlige demokrati efter 1901 ved at udvikle sig frede-

ligt i fuldt flor.

Endvidere betød forholdene hvorunder klassen skabtes ret forskelligeudviklingstendenser, hvor meget hurtig industialisering med' storindustri

"

betød hurtig udvikling af klassebevidsthed (Rusland og Italien), mens me-

get langsom industrialisering med småproduktion, f.eks. Danmark betød

meget ringe klassebevidsthed.

Men afgørende var også, at marxismen ikke var en teori der sprang ud

af produktionsprocessen selv, men derimod krævede bevidst bearbejdningaf den menneskelige bevidsthed, hvorfor spørgsmålet om teoriens udbre-

delse var meget betydningsfuld: »Arbejderklassen drages spontant til so-

cialismen, men den borgerlige ideologi, som er mest udbredt (og stadiggenfødes i de mest varierede former) er alligevel den, ,der spontant og

først og fremmest påtvinges arbejderen.«7) I Socialdemokratiet i Danmark

sejrede netop den borgerlige teori over for den revolutionære marxisme.

Strategisk eller taktisk udviklingJeg vil her kort diskutere en artikel af Gerd Callesen: Det danske Social-

demokrati - et marxistisk masseparti, fra dokumentsamlingen: Den danske

arbejderbevægelses programmatis'ke dokumenter og love (1871-1913),udgivet af G. Callesen og Hans-Nobert LahmeJ') Callesen hører til den

28

l

tendens der opfatter Socialdemokratiet som marxistisk i den tidlige pe-7

riode. Callesen forsøger a't indplacere det danske parti i Lenins periodi-sering og finder, at det passer godt med partiets politiske udvikling. I den

tidlige periode var der ikke revolutionære muligheder, og selvfølgeligmener han ikke at partiet kan anklages for ikke at optræde revolutionært.Partiet, mener han derimod, udnyttede de muligheder der var, og kan de]-

vist derfor kaldes et marxistisk masseparti. Senere mener han derimod

ikke partiet udnyttede de muligheder der var, og blev delvist derfor et re-

formistisk parti. Men indtil ca. 1900 skulle partiet altså være marxistisk.

Callesen hæfter sig især ved, at partiets teoretiske overvejelser og udgivel-sespolitik, der bl.a. indeholdt oversættelser af Marx, og P. Knudsens (parti-formandens) egne skrifter, var Marx-ortodokse. I denne beskæftigelsemed teorien er Callesens før omtalte »udnyttelsen af mulighederne« i pe-rioden i Virkeligheden ikke taget særlig i betragtning. Callesen mener,

at P. Knudsen fremlægger en forståelse for den revolutionære teoris cen-

trale punkter, og kunne anvende denne teori. Men Callesen mener dogikke, at denne marxisme herskede alene, der var tale om teoretisk plura-lisme.9) Jeg mener derimod ikke, at teorien kan være den afgørende faktor,idet kun ved at holde teorien over for praksis, bliver det klart “omder be-

står et dialektisk forhold imellem de to, og d.v.s. om man vitterlig kan op-fatte teorien som rettesnor for det pågældende parti. Jeg vil samtidighævde, at der egentlig allerede fra starten ikke var en teoretisk plura-lisme i partiet, der strakte fra revolutionær teori til reformisme, men

derimod var partiet generelt domineret af Lassalles tanker, idet »erobrin-

gen af den politiske magt ved hjælp af valgretten, d.v.s. udnyttelsen af det

parlamentariske demokrati«1°) var strategien (som Callesen selv skriver).Allerede Pio mente, at »deltagelsen i statsstyrelsen er det sværd, hvormed

arbejderen kan og skal befri sig af sine bånd«“), hvilket indebar klasse-

samarbejdsperspektivet (omend intet klassesamarbejde var etableret ogbevægelsen stod i strid kamp med borgerskabet som opposition).

<

80'erne og 90'erne var præget af illusioner om staten, gennem forestillin-

ger om produktionsforeninger, fordelingspolitik og valgretten som vejentil socialismen. Kun en meget lille gruppe inden for det socialdemokrati-ske lederskab (P. Knudsen, Wiinblad *og Mundberg) havde forståelse for

marxismen, og endda i en amputeret form uden de centrale revolutionære

aspekter. Der var tale om den såkaldte »marxortodoksi«, som Kautsky i

Tyskland var anfører for. Til forskel fra den senere revisionisme fastholdtdenne tendens en revolution som nødvendighed. Men udfra en økonomisk

determinisme, idet man mente et uundgåeligt sammenbrud udfra produk-tionsforholdene selv. Socialismen skulle således »komme«, ikke på bag-grund af bevægelsens indsats, af menneskets vilje og handling, men »af sigselv«. Dermed var vejen banet for en reformistisk praksis, »indtil sammen-

bruddet«. Og når man taler om revolutionært endemål, er det vigtigtat sige hvilket - der var nemlig ikke tale om et opgør med den herskende

stat, men mere om at anarkiet i produktionen ville bryde sammen og nød-

vendiggøre en plan. Det var nærmest et statskapitalistisk perspektiv: af-

løsning af frikonkurrencesamundets planløshed med planmæssig økono-

29

misk orden. Den socialistiske stat blev sammenlignet med post og telegraf-væsenet, hvis statslige drift blev kaldt et stykke socialisme, d.v.s. der var

på intet punkt peget på virkelig samfundsmæssiggørelse og arbejderklas-sens frigørelse.'2) Socialdemokratiets praksis domineredes i perioden påden ene side af kampen for det borgerlige demokrati og parlamentariskrepræsentation, hvor man underordnede sig den borgerlige propagandaog bandt sig til et borgerligt parti, Venstre, i underordnet rolle.13) På den

anden side var perioden domineret af centraliseringsbestræbelser i fag-bevægelsen, og kamp for at få oprettet klassesamarbejde på arbejdsmarke-det, hvilket eksempelvis ses af, at det ene af de Skandinaviske Arbejder-

“

kongressers krav var: fast voldgiftsret.“)Modsat hvad der ofte hævdes, blev det fagretslige system ikke påtvunget

arbejderbevægelsen i Danmark af arbejdsgiverne, omend nok af kapita-lismen, men 'politisk var det et mål, bevægelsen selv opstillede allerede i

80°erne. Årsagen var en kombination af bestræbelserne for at opnå over-

enskomster og anerkendelse, og den danske arbejderbevægelses illusio-

ner i det mulige i »lige« kontakter med borgerskabet. Dette skandinavi-

ske fænomen var enestående i Europa, og illustrerer udmærket den danske

arbejderbevægelses tidlige reformisme. I hverken England, Italien, Fran-

krig eller Tyskland i datiden herskede de samme forestillinger. I en sam-

menligning til andre lande er det rigtignok bemærkelsesværdigt, at det

danske parti så tæt fulgte det tyske parti, dels i den tidlige dannelse, og dels

i teoretisk formulering. I Italien blev partiet først dannet i 1892 og marx-

ismen først kendt i bevægelsen efter århundredeskiftet. I England danne-

des partiet først i 1906, og marxismen måtte kæmpe mod mange andre

strømninger i engelsk arbejderbevægelse. Men det iøjnefaldende ved Dan-

mark er dog samtidig hvor lidt de marxistiske udgivelser havde indvirkning

på bevægelsen, som derfor mere må betragtes som en slags afsmitning, no-

'

get udvendigt for bevægelsen.Når Callesen når frem til, at Socialdemokratiet var et marxistisk parti kan

det kun være ved at undlade at se på enheden teori-praksis. Callesen miS›

forstår Lenins periodisering ved blot at kalde Socialdemokratiets praksisfor »reform praksis«, og ved at anerkende den som marxistisk, blot fordi

perioden ikke var revolutionær.'5) Vist skal revolutionære støtte refor-

mer, men i et revolutionært perspektiv, ikke som pragmatisme i et helt an-

det perspektiv, nemlig som før omtalt, et statskapitalistisk perspektiv.Den socialdemokratiske politik var reformistisk, idet reformerne var stra-

tegien, hvor den uforsonlige klassekamp kom til at stå i vejen for denne

strategi. So'm Luxemburg netop kritiserede Bernstein for, var det afgø-1

rende ikke om man arbejdede for reformer, men om man lagde hele væg-ten her og løsrev reformbevægelsen fra en uddybning af de antagonistiskemodsætningsforhold. Det ville kun kunne føre til at det antagonistiske»klassestandpunkt« efterhånden blev en hindring for at opnå reformerne,

som helt mekanisk skulle føre til socialisme udfra den tankegang', at man

øger appetitten men man spiser.”) Det der gør politikken revolutionær og

marxistisk, er ikke blot at endemålet fastholdes i teorien, men om det fast-

holdes i praksis, dvs. at det bevidst søges nået i de daglige kampe gennem

30

1

en stadig uddybning af de antagonistiske'modsætningsforholdudover re-"

-

formpolitikken.'

,

Reformernes indhold bliver simpelthen også forskellige fra en revolutio-

nær politik, hvor f.eks. det er afgørende for reformismen at regulere øko-nomien (kapitalismen), når den er statsbærende, mens det for en revolutio-

nær reformpolitik er vigtigt at reformerne underminerer det eksiste-

rende klasseherredømme, at »appetitten ikke øges mens man spiser«, men

kræver uddybede klassemodsætninger. Udfra denne betragtning hører

den revolutionære politik også de »fredelige perioder« til. Som Lenin

fremhævede hørte arbejderbevægelsens opportunistiske politik i denne pe-

riode med til en forklaring på periodens karakter, en hindring for over-

gangen til den »revolutionære periode«. Der er ingen automatik mellemrevolutionær periode og revolutionær situation. Derfor skal det danske

parti ikke anklages for ikke at stifte revolution efter 1900, men derimodmå partiet kritiseres for opportunisme over for det borgerlige samfund

allerede fra starten.

I den nyere diskussion om Socialdemokratiet, er der en hel »tendens« af

skrifter, hvor denne strategis brud-teori dominerer. Det drejer sig om

Torben Hviid Nielsen: Socialdemokratiet efter velfærdssocialdemokra-

tismen, i Politiske Arbejdertekster nr. 11-12, Torpe og Hansen: Socialde-

mokratiet og krisen i 30”erne, Berg, Finneman, Schanz og Torpe: Fuser i

den danske reformismes udvikling, ,efterskrift til Deutschmann: Venstre-

keynsianismen.”) Disse forestillinger om strategiske brud følger en anden

tidsmæssig opdeling, end den jeg lige har diskuteret hos Callesen. Disse

forfattere hævder en udvikling hos Socialdemokratiet som følger:1. fase er indtil 1914, hvor Socialdemokratiet er »oppositionsparti« til bor-

gerskabet, og den »klassiske reformisme« dominerer, 2. fase er 1914-45hvor Socialdemokratiet »satser på reformistisk klassesamarbejde«, er en

'

»kriseregulerende reformisme«. 4

Det er rigtigt at den klassiske reformistiske teori (Lassalle, Bernstein, Hil-

ferding og Kautsky) havde en betydning for Socialdemokratiet i starten,som det ikke havde i 30'erne. Men først og fremmest viste den klassiske re-

formisme sig utilstrækkelig som handlingsvejledning for de problemer den

,statsbærend'e reformisme blev stillet overfor. Forfatterne lægger imidler-tid en mere vidtgående bestemmelse ind i forskellen mellem de to faser. Påden ene side understreges det, at »det dominerende træk ved socialde-

mokratierne altid har været reformismen«,18) men man siger dernæst at

den klassiske reformistiske strategi bryder sammen, og der opstår et »teo-

retisk/strategisk tomrum«,'9) hvor Socialdemokratiet »skippede resterne

af politisk overgangsstrategi til fordel for løsningen af samfundets proble-mer...«.2°) Man bygger især konklusionerne på at forestillingerne om

den krisefri kapitalisme hos Hilferding, viser sig uanvendelige over for

30'ernes krise.

Heroverfor kan der anføres to ting. For det første viser Hilferdings øko-nomiske opfattelse og politiske ideer allerede deres fallit under Weimar-

republikkens tidlige periode, hvor han var finansminister. Allerede i 1923

måtte Hilferding vende sig til almindelig konjunkturpolitik, over for den

31

rivende inflation, og man måtte'læggestrukturpolitikken på hylden. Keyn-sianismen blev ikke en helt ny strategi, men netop en videreudvikling af de

erkendelser partiet var kommet til som statsbærende i begyndelsen af

20”erne.2') For det andet-adskiller Bernsteinismen og Marx-ortodokse, idette tilfælde Hilferding, sig ikke i opfattelsen af staten, men kun derved

'at de havde en opfattelse af en planstat, lige som vi også så det afspejlet i

Danmark hos f.eks. P. Knudsen.

I den klassiske reformisme var også den dagsaktuelle politik'det centrale,og ikke som forfatterne skriver kun kendetegnet for den kriseregulerendereformisme.

Hansen og Torpe taler endog Om en »revolutionær reformisme«, som påden ene side »fastholder socialismens nødvendighed og mulighed, men som

på den anden side baserer sin overgangsstrategi på en demokratisk udnyt-telse af det bestående statsapparat via et parlamentsflertal«.22) Overgangeni Danmark i 1914 skulle angiveligt være en overgang fra »revolutionær re-

formisme« til »parlamentarisk reformisme«.23) ,

I et svar på en kritik rejst af Hans Erik Avlund Frandsen i Historie-viden-

skab, forsøger de to dog at hale lidt i land på deres »brud« opfattelse. Dogfastholder de her stadig begrebet »revolutionær reformisme«, som domi-

nerende i Socialdemokratiet før krigen, og at »de antikapitalistiske træk

og den socialistiske målsætning forsvinder efterhånden som partiet orien-

terer sig mod et klassesamarbejde og det sker først i 20”erne og 30”erne«.?4)Torben Hviid taler om, at fra 1914 »satser SoeialdemOkratiet på klasse-

samarbejdet«. Uanset, at de præcise årstal varierer, er det samme opfattel-.se og faseinddeling, vi her har med at gøre. Ingen af opfattelserne er rig-tige. At tale om revolutionær reformisme går fejl af det danske Socialde-

mokratis reformpolitik, som ikke havde et revolutionært perspektiv, idet

stemmesedlen var sat i stedet for arbejderklassens revolutionære rolle.Socialdemokratiets reformpolitik stod i skarp modsætning til det marxisti-

ske dogme om, »at arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdigestatsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål«.25)Selve erklæringen om socialismen som endemål gjorde ikke reformpolitik-ken revolutionær i denne sammenhæng. Sagen drejer sig således ikke om

reformer eller ej, men om reformer underordnes en politik der uddyberantagonismen, som jeg lige har været inde på.Socialdemokratiet både »satser på klassesamarbejdet« og »orienterer sigmod klassesamarbejdet« i den tidlige periode, men p.g.a. borgerskabetskonfrontationspolitik ser vi .intet klassesamarbejde etableret. Det er væ-

sentligt at forstå netop den tidlige radikalitet og antikapitalisme, i forbin-

delse med kampen for overhovedet at overleve som organisationer. Herkunne man tale om en samlet kæmpende arbejderbevægelse, hvor lederne

ikke adskilte sig fra medlemmerne i og med de ikke kunne indtræde i rol-

len som forhandlere og ingen privilegier kunne opnå. Reformismen var mi-

litant, men ikkearevolutionær. I løbet af 90'erne forlades den militante re-

formisme efterhånden som borgerskabet på bedriftsplan åbner op for af-

taler og en parlamentarisk reform presser sig på. Septemberforliget og

systemskiftet lægger afgørende grundsten til klassesamarbejdet, hvilket

32'

Hviid og Hansen og Torpe ikke kommer ind på, mens reformismen førstbliver statsbærende i 20”erne og 30'erne, dog uden at der her skiftes strategi.Perioden op til 1915 er en indædt kamp fra Socialdemokratiets side for at

få etableret dette klassesamarbejde på samfundsmæssigt plan. 1914-16 be-

tegner et første gennembrud for Socialdemokratiet og betegner en taktisk

tilnærmelse til statsmagten. Allerede under 1. verdenskrig talte Socialde-mokratiet om, at det ville føre samfundspolitik og ikke klassepolitik, hvilket

imidlertid havde ligget i bevægelsen i kimform allerede fra l870”erne.“)Indholdet i samfundspolitikken uddybes i perioden 1920-24, hvor der taltesom positiv erhvervspolitik, som indebar lån og tilskud til industien og støttetil produktionen, over for også arbejdernes krav om højere løn.27)Regeringsperioden 1924-26 gav erfaringer, hvorudfra partiet kunne »fyldesin strategi ud«, og lavede sit kriseprogram, som lagde principperne for30'ernes målsætning. Man gik ikke blot ind for regulering af kapitalismen,men partiet forsøgte at anlægge en slags akkumulationsmodel, der, byggedepå monopolisering og rationalisering. Man opbyggede en kriseanalyse om

kriserne som underkonsumtionskriser, hvor beskæftigelsespolitik måtteblive central.23)30”erne satte snævre grænser for denne politik, idet det økonomiske

grundlag manglede og de mulige alliancer med borgerskabet umuliggjordeen udbygning af kapitalistisk stordrift i industrien eller planøkonomi. Detteaffødte dog ikke strategisk »krise« i Socialdemokratiet, som stadig byggedepå den Lassalleanske statsopfattelse, den parlamentariske vej til socialis-men, nødvendigheden af at afskaffe det kapitalistiske »anarki« o.s.v. Dettevar grundlaget for statsinterventionismen. Det skift der sker er derimod,at reformismen bliver statsbærende og klassesamarbejdet cementeres,

'

dvs at forholdet til den borgerlige stat og arbejderklassen har videre-udviklet sig.Derfor ser jeg en helt anden periodisering af den socialdemokratiske be-

›

vægelses udvikling bestemt af de nævnte taktiske skift i forhold til statsmag-ten, og afledt heraf, i forhold til klassen. Det er en proces fra militant re-

formisme som oppositionsparti, til statsbærende reformisme, hvor faserneer: 1. 1870 til 90'erne, 2. slutningen af 90'erne til ca. 1915, 3. 1915 til slut-

ningen af 20°erne og 4. selve 30”erne.Nu vil jeg se på, hvilke konsekvenser den. socialdemokratiske politiske kamphavde for arbejderklassens kamp.

Reformismen og klassekampenDet borgerlige samfund adskiller formelt økonomi og politik i to sfærer, i

og med parlamentarismen (til forskel fra feudalismen), men reelt hængerdisse sfærer dog sammen, idet staten varetager kapitalismens interesser ogikke kan løsrive sig fra valoriseringsprocessen. Produktionsprocessensulighed forvaltes af samfundets 0verbygning.29) Klassekampen er derforikke blot en økonomisk kamp i den udstrækning den ikke er revolutionær,men veksler imellem økonomiske og politiske aspekter, hvoraf parlamenta-risk arbejde blot er en del. Klassekampen er den motor der driver kapita-lismen fremad, og derfor ikke blot et økonomisk aspekt ved produktionen.

; V

33

Derimod har den altid et revolutionært moment og altid politiske konse-

kvenser, selv om de politiske aspekter kan være mere eller mindre frem-

herskende. Der er ikke et klart skel mellem økonomiske og politiske kampe,og ikke en ubrydelig mur mellem strejker, politiske massebevægelser ogrevolutionære opstande, hverkengenerelt eller i en bestemt historisk be-

vægelse i klassen. Som Lenin siger: »De daglige erfaringer fra ethvert ka-

pitalistisk land lærer os det samme (som i 1905 m.a.) Enhver »miniature«-

krise et sådant land oplever åbenbarer for os i miniatureform elemen-

terne, midlerne i de slag som uundgåeligt vil finde sted i stort omfang underen stor krise. Hvad er ellers, f.eks. en strejke om ikke en miniature-krisefor kapitalismen?«3°)Alle kampe drager næring af det revolutionære moment, det antagonisti-ske modsætningsforhold, og ofte indeholder politiske kampe samme temaer

som i de sektionelle kampe. Skal man tale om økonomiske kampe, så brugerMarx ordet om de sektionelle kampe, hvor klasse ikke står mod klasse, ikke

vurderet udfra hvilke krav der stilles, men udfra måden der kæmpes på.Marx nævner eksempelvis, at kampen for nedsat arbejdstid kan føres øko-nomisk eller politisk.31) De daglige kampe udvikler sig dog ikke automatisk

til revolutionær-kamp, men kræver skærpelse af modsætningsforholdet ogen subjektiv bevidsthed om, at man ønsker at nå ud over de umiddelbarekrav. Som Luxemburg fremførte, benægtede reformismen netop uddyb-ningen af modSætningsforholdetog forkastede spørgsmålet om den socia-

listiske bevidsthed i arbejderklassen.Dermed blev reformismens forhold til klassekamp i første omgang at redu-cere den til ren interessekamp for arbejderklassens forskellige sektorer,og efterhånden gik man overhovedet imod ideen om kamp i det faglige ar-

bejde, som måtte kunne løses ad samarbejdets vej.32) Reformismen redu-

cerer arbejderklassens kamp til intet politisk perspektiv at have, og øjnerikke her en revolutionær udnyttelse, hvadenten vi taler om Marx-orto-

dokse, Bernsteinianere eller den senere bevægelse. En revolutionær poli-tik må derimod tage sit udgangspunkt i de kampe der kan føres. Dette

gjorde Socialdemokratiet i den militante periode, men iperspektivet for at

løsningerne lå i stemmesedlen, og dermed måtte denne kamp blive stadigtmere underordnet. I 90”erne forlod den danske socialdemokratiske bevæ-

gelse sit klassestandpunkt, og begyndte aktivt at bekæmpe klassekampen.Socialdemokratiet videreførte den borgerlige ideologi om adskillelsen af

politik og økonomi, og postulerede at fagbevægelsen virkede på det økono-miske område og partiet på det politiske. Ved partiets stiftelse tales der om

»at adskille det faglige fra det politiske således at fagforeningerne ikke bli-

ver bærere af det socialpolitiske, men danner en, politisk forening«.”)Mendermed blev fagbevægelsen ikke upolitisk - sandheden er at den socialdemo-kratiske politik kom til at dominere fagbevægelsen. I realiteten kom øko-nomi og politik til at hænge sammen, ikke for arbejderklassen, men for

partiet, som underlagde arbejdernes bestræbelser klassesamarbejdet påsamfundsmæssigt plan og bedriftsplan. Socialdemokratiet prækede i stadigthøjere grad for at løse de økonomiske spørgsmål ad parlamentarisk vej, og

forsøge at dæmme op for klassens kamp i dens økonomiske og politiske ud-

34

tryk. EkSemplerpå at Socialdemokratiet gik imod arbejderklassens kampe'findes der sikkert længere tilbage i historien end jeg har fundet frem til,men jeg vil her blot fremkalde, at den socialdemokratiske bevægelse gikimod arbejdsmændenes strejke i 1892 med den begrundelse fra føromtalte»marxist« P. Knudsen, som 'var partiformand, at de strejkende burde gåind på at tage en voldgift, hvilket arbejdsmændene havde sagt nej til. Til

slut fik man stoppet arbejdsmændenel34)

Parti-klasse

Den socialistiske kraft for Socialdemokratiet lå derimod hos partiet. Alle-rede Lasselle havde ment, at »videnskabsmænd« måtte stille sig i spidsenfor arbejderklassen, som ikke selv kunne være bæreren af den socialistiskebevidsthed. Dette videreførtes af Kautsky, som stod i spidsen for SPD, idethan mente at den socialistiske bevidsthed kun kunne opnås gennem dyb vi-

denskabelig indsigt, og derfor var den borgerlige intelligens socialismens

bærere. der måtte lede proletariatet. Socialistisk bevidsthed var adskiltfra klassekampen, hvilket måtte reducere proletariatets politiske rolle tilat være opbakningfor de intellektuelle videnskabelige socialister.”)I det danske parti blev der aldrig gjort teoretiske vurderinger over de in-

tellektuelles rolle, som i Tyskland, men partiets forhold til klassen var akku-rat det samme, sådan som f.eks. Nicolaj Petersen beskriver i 1888: »jegkritiserede hensynsløst (partiet, m.a.) og det var for meget for de mænd,der mente at have monopol åø socialismen, der mente som P. Knudsen, at

det blot kom an på at samle arbejderne i et parti, da er det først muligt forførerne at udrette noget, det er således ikke arbejdermasserne, dem, der»er skolede og organiserede af kapitalen«, der er den bestemmende fak-tor, men det er partiførerne, der ved deres intelligens bestemmer sam-

fundets økonomiske og politiske organisation. Arbejdets frigørelse skalvære arbejdernes eget værk bliver således kun en frase.«3°) At dette var

tilfældet bekræftes først og fremmest af partiets bekæmpelse af klassens

kampe, fra den første gang i l892 til den tvungne voldgift i 1934. Endvidereformulerede partiet klart denne partiopfattelse i sine programmer. Ek-sempelvis programdiskussionen 19014337) viser, at oppositionen fastholdt,at arbejderklassen skulle erobre magten under partiets ledelse, hvilketblev nedstemt af ledelsen og flertallet, 'som holdt på at kun partiet skullevinde magten.Det er dog ikke en fuldstændiggiven tilstand, men noget som bekræfter sigselv af flere årsager i takt med partiet styrkelse og opgaver i forhold tildet borgerlige samfund. Borgerskabet så klart sin fordel i at selvstændig-gøre lederne fra klassen og få partiet og ikke klassen som forhandlingspart-ner, hvilket de forsøgte at lokke lederne til. »I stedet for at gøre proleta-riatet indrømmelser, forsøger man først at interessere dets ledere for re-

geringspolitikken. Man foretrækker med rigtigt politisk instinkt ledernes

indflydelse fremfor klassens indflydelse. Lykkes det bare hos arbejderle-deren at vække den forestilling, at han gennem sin politiske dygtighed, gen-nem overtalelseskunst, gennem personlig biindflydelse på borgerlige parti-ledere og -ministre kan opnå mere end hvad proletariatet kan opnå gennem

35

sin egen magtstilling i et givet øjeblik,så er han allerede fanget«.33)De so-

cialdemokratiske ledere kunne lokkes gennem opnåelse af magt og begun-stigede stillinger, hvor det ikke skal undervurderes, at det for disse ledere

faktisk blev en levevej, hvor de var materielt adskilt fra den klasse de skulle

repræsentere: »Partiets hovedbestyrelse bestod i overvejende grad af rigs-dagsmænd, redaktører og partifunktionærer, der var direkte afhængigeaf partiets eksistens og fortsatte fremgang«.39) Således blev lederne en delaf det lag Lenin kaldte arbejderaristokratiet,40) og det var dette lederskab,der skulle lægge politikken i partiet. Forsøget på at fremstille indrømmel-ser fra borgerskabet, som opnåedes af lederne, findes der mange af, man

behøver blot at nævne valgene i 30'erne, der førtes under parolen »Stau-

ning eller kaos«, som om Stauning kunne redde samfundet og arbejderklas-sen ud af krisen ved hjælp af sine evner. I hele diskussionen om urafstem-

ning ved overenskomsterne, i fagbevægelsen i 30”erne, fastholdt de fagligeledere, imod urafstemningsprincippet, at de ville kunne nå længere i for-

handlingerne, hvis al magt blev lagt i fagtoppen, fordi det var et spørgsmålom manøvrer.“)En af måderne hvorpå det var muligt for lederne at eksistere som særligtlag i partiet og bevægelsen, var mangelen på skoling af medlemmerne, d.v.s.

de havde ringe mulighed for at deltage i de politiske diskussioner og øve

indflydelse. Dette kom sig af at man ikke så det som en opgave at udvikle.

arbejdernes bevidsthed, idet lederne havde bevidstheden, og det var dem,der skulle føre slaget. Endvidere var der tale om en streng centralisering.Reelt var det rigsdagsgruppen der lagde politikken, med 3/4 af stemmerne

i forretningsudvalget. Partipressen censureredes og kongressen mødteskun hvert 4. år, hvilket betød at den'kun kunne bekræfte det allerede

skete.42 Jesper Jarmbæk har i sin organisationsanalyse: Reorganiseringenaf Socialdemokratiet. Socialdemokratisk Forbund l878-l890, beskæftigetsig med partiets udvikling i de tidlige år, især på organisatorisk plan. Heri

konkluderer han at centralisation, monopolisering af den politiske magt i

partiet og enig optræden udadtil, har været centrale for Socialdemokra-

tiet. Udadtil var partiet som »én mand, én karakter, én vilje«.43)Dette be-

tød bl.a. at fraktioner ikke tåltes, eller at uenigheder kom ud, hvilket ho-

vedbestyrelsen slog ned på gennem feks. eksklusionen af de revolutionære

i 1889, og ved at reglerne ikke indeholdt mindretalsbeskyttelse. Der blev

derfor tale om en bureaukratisering, som øgedes på partiets vej til stats-

magten, idet flere og flere beslutninger blev taget uden demokratisk dis-

kussion, dels p.g.a. statsmagtens krav om'hurtig handlen, og dels p.g.a.

forsøgene på at undgå modstand fra medlemmerne. Man kan f.eks. tænke

på natkongressen der besluttede Staunings indtræden som kontrolmini-ster/*4)Alt dette afhang i virkeligheden af strategien, idet målsætningen om en an-

den politisk fordeling af goderne opnået med den herskende klasses sam-

tykke (klassesamarbejde) kunne opnås af stedfortrædere for klassen, ja,faktisk kun lod sig gøre på den måde. Partiet træder i stedet for klassen i

denne strategi, som kæmperen for socialismen, som bæreren af bevidst-heden og grundlaget for det nye samfund. Målet er at partiet bliver stat.

36

Heroverfor står den revolutionære marxistiske opfattelse af, at klassenskal være den nye stat under socialismen, som derfor også i kapitalismen*sætter klassens aktion over partiets, og kun opfatter partiet som ledelse afden kamp. Dvs. at statsopfattelsen var den egentlige baggrund for parti-opfattelsen hos Socialdemokratiet og opfattelsen af klassens kamp,-der,gennem sin substitutionisme medfører den, at klassen ingen politisk rollefår overhovedet, udover som opbakning for partiet.»Reformistpartiet er i hovedsagen et apparat med det formål at trække

stemmer ved parlamentsvalg og andre afstemninger. Derfor behøver'detikke nogen virkelig aktiv medlemsskare. Et sådant partis tilhængere finder,det stort set hverken nødvendigt at tilslutte sig det aktivt eller læse dets

presse«.45) Helt ekstremt illustreres dette af det engelske eksempel, hvor

partiet end ikke finder det nødvendigt at have en presse, men støtter sigpå de borgerlige mediers videreformidling til vælgere og medlemmer, afhvad partiledelsen foretager sig.Et sådant parti ser det ikke som sin opgave at bevidstgøre medlemmerne ogklassen, men tværtimod undertrykker det og afpolitiserer sine egne med-lemmer og dernæst "klassen som helhed. Det er ikke bevidsthed der skal til,for at kampen kan føres, men derimod et organisatorisk stærkt parti,hvorfor de reformistiske partier altid har ønsket at blive de størst muligepartier. ldet klassekampen ikke blev måler for hvor nær socialismen var,blev det faktisk organisationsprocenten der kunne vise, hvor stor passivtilslutning der var til ledelsens indsats for socialismen, hvor langt man fre-

deligt var vokset ind i socialismen. I Danmark talte Socialdemokratiet såle-des meget om, at hele arbejderklassen måtte organiseres for at socialismenkunne nås i årene I900-l5, hvor partiet ventede på sit gennembrud.“)

Parti-fagbevægelseDe politiske konsekvenser for den danske fagbevægelse af denne substitu-tionisme var vidtrækkende. P. Knudsen sagde i l90l: at Socialdemokratietog arbejderklassen var blevet ét,47)hvilket ikke var en realitet, men klart

udtrykte målet for partiets stræben. Hele perioden igennem forsøgte So-cialdemokratiet ihærdigtat opnå fuldkommen politisk dominans i arbej-derbevægelsen og klassen, hvor fagbevægelsen reelt ikke levnedes nogensuverænitet.

Adskillelsen af fagbevægelse og parti i 1878 var ikke et udtryk for anerken-delsen af klassens selvstændighed,udtrykte ikke en revolutionær opfattelseaf forholdet mellem avantgarde og masse eller anerkendelse af klassensujævne sammensætning og udvikling. I og med at partiet havde en substi-

tutionistisk opfattelse, måtte alle organisationer i klassen underordnes par-tiet og dets politiske lederskab, ,og derfor var fagbevægelsen på ingen mådetænkt som en upolitisk organisation. Adskillelsen udtrykte snarere to ting:1. en taktisk indrømmelse over for klassen af, at klassen ikke automatiskville acceptere Socialdemokratiets organisatoriske monopolstilling, 2. at

partiet ønskede at markere sig som folkeparti og stille sig frit i forhold til

klassekampen med henblik på det parlamentariske mål: Som Mondbergskrev ved partistiftelsen: »...er der begået en hovedfejl, nemlig den, at

37

gøre socialismen til et blot og bart arbejderspørgsmål og at binde den ogden faglige arbejderbevægelse fast til hinanden. Socialismen er ikke alene

et arbejderspørgsmål, men et samfundsspørgsmål, og den faglige arbejder-* bevægelse har ikke, og kan ikke som sådan have noget med socialisme at

'

gøre...«48) Dette viste sig dog ikke at være nogen hindring for at partietreelt kunne undertvinge fagbevægelsen under partiet.Udviklingen i denne dominans fulgte i hovedtræk den' ovennævnte periodi-sering. Op til 90”erne var fagbevægelsen stærk, men partiet svagt, og selvom de faglige ledere var reformister, muliggjorde det større råderum for

klassekamp i fagbevægelsen. Derimod havde fagforeningerne alleredeklart politiske funktioner efter socialdemokratiske retningslinier, idet de

_ fungerede som vælgerforeninger igennem 80”erne.49) Samtidig indførteman fra starten et princip om gensidig repræsentation iparti og fagbe-styrelse, og indtil en sådan blev oprettet i fagbevægelsen fungerede partietsom fagligt lederskab. På de Skandinaviske Arbejderkongresser var op-

slutningen bag arbejderpartierne og parlamentarismen centralt placeretsom mål for fagbevægelsens »ønsker«. Man satte lid til at loven skulle be-

skytte arbejdernes liv.5°) Fagbevægelsen lod netop fra starten lovgivnings-arbejdet være afgørende i spørgsmålet om arbejdernes leveforhold, så-

'ledes stilledes feks. 8-timers kravet som et parlamentarisk krav til par-« tierne fra 1879 og frem, mens det blev arbejdernes kamp på trods af DsF

der i 1919 kæmpede det igennem.5') Arbejdsløshedsspørgsmålet var gene-relt et spørgsmål DsF aldrig mobiliserede for, men kun stillede parlamen-tariske krav til.

1 90”erne lagde de faglige ledere og partiet en stor indsats i at få etableret

klassesamarbejde på arbejdsmarkedet og dermed også forberede en rege-

ringsindtræden for partiet. Ved hjælp af centralisering fik fagtoppen 0g

partiet midler over for fagforeningerne og der udbrød de første modsæt-

ningsforhold mellem top og bund i fagbevægelsen, hvor de derfastholdt

klassekampen begyndte at blive trængt ud. Efter Septemberforliget og

centraliseringen kom magten over fagbevægelsen i årene 1900-15 reelt til.

at ligge i partiet, som kæmpede for parlamentarisk indflydelse. Men klas-

sen gjorde modstand, især mod forsøgene på at lamme strejker og standse

sympatikonflikter, dermed blev det en kamp om to politiske linier i fagbe-vægelsen, hvor syndikalismen udkrystaliseredes som samlingspunkt for de

arbejdere der fastholdt kamplinien. I perioden fik den reformistiske be-

vægelse stærke kort på hånden gennem det fagretslige system der svække-

de klassen, og centraliseringen i fagbevægelsen rykkede lederskabet tæt-

tere til partilederskabet. Det var fremfor alt i denne periode det særlige

lag af arbejderaristokrater udviklede sig.Perioden 1915-29 er præget af kamp fra partiets side om at få fagbevægel-sen til fortsat at identificere sig med partiet også som statsbærende, d.v.s.

acceptere en tilnærmelse mellem stat og fagbevægelse. P.g.a. borgerska-bets konfrontationspolitik blev det vanskeligt, og først i 30'erne lykkedesdet, idet krisens svækkelse, centralisering, skærpede fagretslige reglerkom partiet til hjælp.Arbejderklasse og fagbevægelse svækkedes ekstremt i 30,erne, og samtidig

38

kunne partiet spille på den parlamentariske kompension, i form af arbej--

derpartiet i spidsen for staten.'

Netop som statsbærende afslører reformismen sine ringe evner for stadigstørre dele af klassen (ikke automatisk, men dog over en årrække), og sam-

tidig viste 30'erne udpræget dårlige muligheder for at vise, hvilken gavn ar-

bejderklassen have af den statsbærende reformisme. Derfor blev spørgs-målet om politisk dominans for partiet og klassekampens eliminering, vitalt

for partiet. l fagbevægelsen rejste lederne krav om, at man opgav kravenetil fordel for en løsning af dem i parlamentet (de forlængede overenskom-

ster), og om at fagbevægelsen måtte gå sammen med partiet om en stats-

ansvarlig politik, f.eks. gennem oprettelsen af arbejderbevægelsens er-

hvervsråd. Kjærbøll, formanden for Smedeforbundet udtrykte bl.a.: »Det

er sandsynligt, at en mere dybtgående analysering af de muligheder, der i

fremtiden vil være for fagorganisationerne for at kunne gøre fremskridt,vil indskrænke overenskomstsituationerne og arbejdskampene, men heri

serjeg ikke nogen ulykke, når blot fagorganisationerne vil indstille sig på at

drive en smidig og bevægelig politik. Hvis man vil forsøge at fordybe sig i

arbejdskampenes historie vil man opdage, at de resultater, der er opnåedeigennem de åbne kampe, meget ofte står i omvendt forhold til de ofre derer bragt.«52)Selv om det ikke siges lige ud af hensyn til opbakningen, anes

det klart, hvad der almindeligt diskuteredes blandt lederne i 30'erne-, nem-

lig at fagbevægelsen måtte allicrc sig med staten imod klassekamp, og at

strejker under en socialdemokratisk ledet regering lige så godt kunne for-

bydes. Det, der bekymrede dem, var imidlertid, hvad det kunne betyde un-

der borgerlige regeringer. Det står imidlertid klart, at den socialdemo-kratiske reformisme hermed er nået til en helt ekstrem udstillelse af sin

egen klassefjendskhed, for at fastholde politisk dominans.

Konklusion

Jeg har forsøgt at koncentrere mig om nogle centrale elementer til for-ståelse af Socialdemokratiets udvikling. Som et væsentligt led i Socialde-mokratiets forhold til arbejderklassen kunne partiets reformpolitik være

nærmere undersøgt, og ligeledes arbejderklassens kampaktivitet og andre

politiske strømninger i arbejderbevægelsen og Socialdemokratiets forholdhertil. Disse forhold er her ikke taget med, men på baggrund af tidligerearbejde med Socialdemokratiets udvikling, mener jeg at den her skitserede

udvikling kun bekræftes ved inddragelse også af disse elementer.

Jeg har forsøgt at argumentere for at den reformistiske strategi var hoved-linien i den socialdemokratiske politiske kamp op igennem perioden. Denne

reformistiske strategi førte med sit syn på staten, arbejderklassens rolle

og fordelingspolitik i stedet for opgør med udbytning, til at det socialde-mokratiske lederskabs indsats trådte i stedet for klassen, både for opnåel-sen af politiske, sociale og økonomiske krav. Klassens kampaktivitet, i de

økonomiske som politiske kampe søgtes begrænset mest muligt og arbejder-klassen havde ingen politisk rolle i bevægelsen, udover som passiv opbak-ning til paritet og fagbevægelsen. Fagbevægelsen blev ikke respekteretsom suveræn organisation, men søgt underordnet som støtteorganisation

39

vi for partiet, og for statsmagten,timod klassekampen. Der er 'ikke generelttale om en adskillelse af økonomisk og politisk kamp, men om at politiskkamp' gøres til parlamentarisk indasts ført af partiet, som søges gjort til det

helt dominerende. D.v.s. at både fagbevægelse og parti 'lægger vægt på ind-sats i den borgerlige politiske sfære og ikke i produktionssfæren, idet man

mener at forholdene i produktionen skal ændres gennem den politiskesfære. Disse målsætninger kan dog aldrig helt lykkes for bevægelsen som

ustandselig møder på klassekamp, der modsætter sig substitutionisme ogklassesamarbejde.Spørgsmålet om brud i bevægelsens udvikling, som jeg her har beskæftigetmig med er således ikke et spørgsmål om at hævde, som partiet selv, at der

ingen forandring sker overhovedet. Partiet har konkret ændret sig i taktmed samfundsudviklingen, ikke som strategiske ændringer, men som en

række tilpasninger til de statslige opgaver som følge af at strategien er

reformistisk. Pointen er netop, at uden strategiskift må den militante re-

formisme nødvendigvis blive statsbærende og ophøre med at optræde an-'

tikapitalistisk, når den bliver det. Og jeg har forsøgt at pointere hvor tid-

ligt dette sker iDanmark, hvilket har stor betydning for det danske klasse-

samarbejdes udseende. Det danske klassesamarbejdes fremskridt fortolkesdesværre alt for ofte som et udslag af den danske arbejderbevægelsesstyrke, hvorimod man overser borgerskabets indstilling i Danmark, ogden pris bevægelsen var villig til at betale: fredspligt og et fagretsligt systemsom man næsten ikke har mage til i hele verden.

Noter:

1) Lenin: Den truende katastrofe og hvordan den bekæmpes, Udvalgte Værker,bind 7, Tiden, s. 167

2) Bryld'. Socialistiske teorier om imperialisme før 1917, i: Historievidenskabnr. 1, 1974, s. 21

3) Lenin: Marxismens historiske skæbne, Udvalgte Værker bind 1, s. 87-91. Denneartikel ligger før imperialismeteorien og formår ikke analytisk at forklare

› de forskellige perioder, men artiklens registreringer bliver en del af udgangs-. punktet for imperialismeteorien, som bekræfter denne første periodisering.4) ibid. s. 8

5) Se Luxemburg: Massestrejke, parti og fagorganisation, Pax s. 117-125, og NielsFinn Christiansen: Socialismens Historie, s. 171-171, Suenson, Carit Andersens

Forlag 1976

6) Se f.eks. Jens Christensen: Danmarks Kommunistiske Parti 1919-1930 i Histo-

rievidenskab nr. 8, 1976

7) Lenin: Hvad må der gøres?, Udvalgte Værker bind 2, s. 59

8/ Gerd Callesen: Socialdemokratiet - et marxistisk masseparti, i Callesen ogHans-Norbert Lahme (red.): Den danske arbejderbevægelsesprogramati-ske dokumenter og love, Odense 1978, s. 130-148. Her citeret efter duplikatudgave.

9) ibid. s. 3

10) ibid s. 1v

1_1) Pio: Hvad vi forlanger, i: Dansk Socialistisk Teori, Politisk Revy s. 71

12) C. Bryld: Det danske Socialdemokrati og revisionismen, GMT 1976, s. 101

13) Socialdemokratiet lod Venstre bestemme politisk over sig, både med hensyn til

opstilling, men også i rigsdagen, Jarmbæk: Reorganiseringen af Socialdemo-

40

kratiet, speciale, 1972, s. 44. EndVidere stillede partiet Venstres bondekrav 'opfse Dansk Socialistisk teori s, 199

'

'

14) Under Samvirkets flag, Dansk Andels Trykkeri, 1948, s. 75-76

15) Callesens udtryk s. 5 og 5. 11: »...ganske vist havde de revolutionære, for-

såvidt de fremmede en umiddelbar revolutionær taktik, misforstået situa-g'tionen«.

16) Luxemburg: Socialreform eller revolution, Politiske skrifter, Pax, s. 54-55_

i,

17) Torben Hviid her citeret efter en duplikatudgave, Torpe og Hansen, Modtryk1977, Berg, Finneman, Schanz og Torpe, Modtryk 1975

i "

18) Efterskriftet, op.cit. s. 179

19) ibid. s. 189

20.) ibid. s. 184_

21) Se f.eks. Rabehl: Den tyske arbejderbevægelse i Weimarrepublikken, 'i›

Særnummer af Politiske Arbejdstekster, 1975, s. 39

22) Hansen og Torpe, op.cit. s. 15

23) ibid. s. 38

24) Historievidenskab nr. 17, 1979, s. 183

25) Marx og Engels: Forord til det kommunistiske manifest, i Udvalgte Værker,bind 1, s. 20

'

._

26) Allerede Pio talte om, at i Danmark kunne en politik kun føres sammen medI

bønderne. Den jyske Historiker nr. 344, s. 109

27) C. Bryld, op.cit. s. 91

28) ibid. s. 94-95

29) Karl Korsch: Karl Marx - revolutionær videnskab, artiklen »Specifik anven-

.

i I

delse«, s. 132, Paludan 1974

30) Lenin: Lecture on the 1905 Revolution, Collected Works vol 23, s. 241, ProgressPublishers, Moscow 1964

31) Marx: Det kommunistiske manifest, Udvalgte Værker bind 1, s. 35

32) Luxemburg: Socialreform eller revolution, s. 55-56

33) LO: Under samvirkets flag s. 34-35

34) Hele det fagretslige systems opbygning udtrykker dette, men første gangpartiet klart går imod en strejke er i 1892, og allerede i 1900 ekskluderedes

blikkenslagernes forbund pga. af »ulovlig strejke« som følge af septem-berforliget. Det var den første eksklusion over for kæmpende arbejdere.

35) Transbøll: Gustav Bangs forfatterskab, H-istorievidenskab nr. 2, 1975, s. 8036) Dansk socialistisk teori s. 198

37) Protokoller for den Socialdemokratiske partikongres 1901, 1903 og 1913, Calle- »

sen red. op.cit., og Jens Christensen: Socialdemokratiet i Danmark 1910-30, iDen Jyske Historiker nr. 12

38) Citeret efter Christiansen og Erwig: Striden i socialdemokratiet, i Carl Hein-rich Petersen: Danske revolutionære, s. 143

.

39) Bryld: Revisionismen i Socialdemokratiets idéudvikling, opgave, 1967, s. 307

40) se f.eks. Lenin: Marxism and Revisionism, Collected Works vol. 15, op.cit. s. 36

41) Bryld: Det danske Socialdemokrati og revisionismen, s. 280

42) Striden i Socialdemokratiet, op.cit., s. 161-165

43) Citeret efter Jarmbæk, op.cit., s. 30

44) Cliff: Trotsky om substitutionismen, i: Proletar! nr. 6, s. 32

_ 45) Jarmbæk, op.sit., s. 29-49

46) Se f.eks. s. 308 i En bygning vi rejser, op.cit.47) ibid. s. 274

'

48) Citeret efter Jarmbæk, op.cit. s. 9

49) En bygning vi rejser, op. cit. s. 116

50) Citeret efter Bryld: Det danske..., op.cit. s. 251

51) ibid. s. 261-262

52) ibid. s. 279

41

'Registranteri Henning Grelle

'

« Fortegnelseover utrykte protokoller fra arbejderbevægelsensfaglige,'

i'politiske og kulturelle organisationer i ABA.

"71'Nedenståendeoversigt er tilværksliste nr. 1 til Meddelelser om forskning i arbej-, derbevægelsens historie nr. 11A, særnummer. Oversigten medtager protokoller,

i*

som er afleveret og registreret i året 1979.

Fællesorganisationer

Fællesorganisationen i Ålborgl)›

Forhandlingsprotokol for Arbejderpartiet ................................ ..

“

Forhandlingsprotokol for forsamlingsbygningen ...................... ..

'

Forhandlingsprotokol for Arbejderpartiets Haveselskabz) ....... ..

,

Danske Fagforbund, fagforeninger og klubber

Bageri-Konditori-og MølleriarbejdernesForbund3)

Bagernes Fagforening, KøbenhavnForhandlingsprotokol .............................................................. ..

Bisquitarbejdernes Fagforening, KøbenhavnForhandlingsprotokol .............................................................. ..

I

Beklædningsarbejderforbundet

Dansk Skrædderforbund')

Forhandlingsprotokol for kongresser i Det almindeligedanske Skrædderforbund ......................................................... ..

Forhandlingsprotokol for 16.-19. kongres .......... ..

Forhandlingsprotokol for 20.-21. kongres ................................. ..

Forhandlingsprotokol for 22.-25. kongres ................................. ..

Forhandlingsprotokol for bestyrelsesmøder ...... ..

Forhandlingsprotokol for hovedledelsen .................................. ..

Protokol over forhandlinger og mæglingsmøder imellem

Centralforeningen af Skræddermestre i Jylland-Fyn &

Østifterne og Dansk Skrædderforbund ..................................... ..

Protokol over Skrædderfagets fællesudvalgsmøder m.m. ......... ..

Forhandlingsprotokol for Skrædderfagetsarbejdsfordelingskasse ............................................................. ..

Kassebog for arbejdsfordelingskssen .............. ..

Kontingentbog for arbejdsfordelingskasse'n .............................. ..

Forhandlingsprotokol for Skræddernes '

Laane- og Pensionskasse .......................................................... ..

Protokol for Skræddersvendenes

Sygeunderstøttelsesforening af 1846 ......................................... ..

Skræddernes Fagforening, København af 18735)Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

42

1898-1919

1899-1901

1892-1914

1956- I 978

1970- 1978

1873- 1897

1916-1926

1930- 1934

1937- 1949

1889-1899

1956-1964

1916-1919

1937-1939

1940- 1942

1940- 1942

1940- 1942

1869-1897

1879-1914

1906-1919

._..c_,,›....._.__.

Skræddernes Fagforening,Aalborgaf '1873Forhandlingsprotokol for generalforsamlinger .....................

...

Forhandlingsprotokol for bestyrelsen ................................... ..

De kvindelige Herreskrædderes Fagforening, Københavná)Forhandlingsprotokol for generalforsamlinger ..................... ..

Forhandlingsprotokol for bestyrelsen ................................... ..

Konfektionssyerskernes Fagforening, Kbh. stiftet 1909

Forhandlingsprotokol .......................................................... ..

Tilskærernes Fagforening, Kbh. stiftet 1912

Forhandlingsprotokol for bestyrelse ..................................... ..

Forhandlingsprotokol for generalforsamling ........................ ..

Forhandlingsprotokol for tilskærernes aktieselskab ............. ..

Klubber under Dansk Skrædderforbund m.m.

Forhandlingsprotokol for Skræddernes Fællesklub 6,Kongensgadekvarter ............................................................ ..

Forhandlingsprotokol for SkræddernesFællesklub 7, Købmagerga'dekvarter .................................... ..

Forhandlingsprotokol for Skræddernes

Fællesklub på Nørrebro ....................................................... ..

Forhandlingsprotokol for Skræddernes

Fællesklub på Vesterbro og Frederiksberg ........................... ..

Forhandlingsprotokol for SkræddernesKlub P. T. (Peter Thomsen), Kbh. ........................................ ..

Forhandlingsprotokol for 1. B. 26 (I. Børresen)under Dansk Skrædderforbund ............................................ ..

Forhandlingsprotokol for Klubben W. V. 13 (Magasindu Nord) under Dansk Skrædderforbund ............................. ..

Forhandlingsprotokol for Ny Klub nr. 6hos Tafdrup og Co. Kbh. ...................................................... ..

Blikkenslager-, Sanitet- & Rørarbejderforbundet

Forhandlingsprotokol .......................................................... ..

Regnskabsbog ...................................................................... ..

Kassebog for Blikkenslagerforbundets A-kasse .................... ..

Medlemsprotokoller ............

..:...............

.._............................ ..

Forhandlingsprotokol for A/S Arhus Boligstål ..................... ..

Blikkenslagernes Fagforening af 1873

Forhandlingsprotokol for generalforsamling ........................ ..

,Forhandlingsprotokol for bestyrelsen ................................... ..

Medlemsbog ........................................................................ ..

Regnskabsbog ...................................................................... ..

BlikkenslagerlaugetProtokol for svendenes tidepenge ......................................... ..

1873-1903

1915-1922

1891-1915

1915-1938

1906-1950

1909- 1942

1912-1913

1934-1951

1912-1926

1932-1933

1928- 1946

1896- 1907

1930- 1946

1922- 1944

1930-1946

1916-1919

1930-1947

1885-1935

1889-1919

1906-1924

1897- 1969

1905- 1925

1909-1925

1873-1920

1955- 1973

1927- l 936

1936- 1941

1876

1876-1887

1848-1856

U)

CON

me-N._.._.._.._.

43

ijansk Metalarbejderforbundx 1

L. Riggernes og Sejlmagernes Forbund7)

I Forhandlingsprotokol .............................. .3. ............................. ..

\

Riggernes 0g Sejlmagernes Fagforening, Kbh.

Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

Å

SporrenserogTungereparatørernesKlub, Københavns Sporveje⁄ Forhandlingsprotokol .........................................................

L

Specialarbejderforbundet (SID)

'ArbejdsmændenesForbund for Jylland og FynKongres- og hovedbestyrelsesprotokol ..................................... ..

“ArbejdsmændenesFællesledelse, Københavns)

Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

Dansk Arbejdsmandsforbund, AalborgForhandlingsprotokol .............................................................. ..

Budenes Forbund

Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

Chaufførern'es Afdeling, København af 1966 under DASF

Forhandlingsprotokol .............................................................. ..-

Tilsynsprotokol ............................... ..

Revisionsprotokol .................................................................... ..

. Arbejdsmændenes Klub 37, Nordisk Kabel- 0g Trådvarefabrikker,Valseværket PalermovejForhandlingsprotokol .................................... ..; ....................... ..

Protokol over studiekredsen ...................................................... ..

Marmor- og Granitslibernes Fagforening, Kbh.

Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

Dansk BrolæggerforbundForhandlingsprotokol for kongresser'og HB-møder ................. ..

Forhandlingsprotokol for A-kassen .......................................... ..

Protokol for byggefond ............................................................ ...

Brolæggernes Fagforening, KøbenhavnForhandlingsprotokol .............................................................. ..

Dansk Typograf Forbund

Dansk Typograf Forbund, AalborgForhandlingsprotokol .............................................................. ..

Socialdemokratiske Vælgerforeninger

Københavnske Storkredse

Socialdemokratisk Vælgerforening 2. kreds9)Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

Forhandlingsprotokol for kvindeudvalget ................................ ..

44

1966-1971

1949-1971

1925-1971

1889-1894

1967- 1977

1897- 1906

1937-1955

1966-1978

1966-1976

1966-1969

1919-1939

1939-1940

1963- 1975

1907- 1938

1910- 1968

1898- 1906

1931-1939

1934-1954

1963-1975

1941-1959

1

1

3

ieiføreniñä« VesterV 65.'Forbandlingsprotokolfor kVindeudyálget.............................

'

Udenfor København

Socialdemokratisk Vælgerforening,Avedøre stiftet 1929

Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

Med1emsb0g ............................................................................ ..

Socialdemokratisk Vælgerforening,Nibe, stiftet 1909

Forhandlingsprotokol ............................................................. .2.

Kasse- og medlemsbog ............................................................. ..

Kassebog .................................................................................. ..

Regnskabsbog .......................................................................... ..

Medlemsbog ............................................................................ ..

Socialdemokratisk Vælgerforening,NyborgForhandlingsprotokol for kvindeudvalget ................................ ..

KredsorganisationerN yborgkredsenForhandlingsprotokol for kredskvindeudvalget stiftet 1946 ...... ..

Adressebog ................................................................ ..L........... ..

Nørresundby-kredsenForhandlingsprotokol .............................................................. ..

Danmarks Socialdemokratiske UngdomLandsforbundet

Forhandlingsprotokol for kongresser, sekretariatmøderog hovedbestyre1sesmøder ....................................................... ..

Kredsorganisationer m.m._

Forhandlingsprotokol for D.s.U. i hovedstaden ........................ ..

Lolland-Falster

Forhandlingsprotokol for D.s.U. 2. distrikt

(Maribo) i Lolland-Falster-kredsen .............. ..- .......................... ..

VendsysselkredsenForhandlingsprotokol .............................................................. ..

AfdelingerHadsund

Å

Forhandlingsprotokol .............................................................. ..

HunsebyForhandlingsprotokol .............................................................. ..

Forhandlingsprotokol for studiekredsen .................................. ..

Lendum r

Forhandlingsprotokol ........................................................... ..

1952-1971.',Å

1929-1969'

1929-1933

1909- 1972

1909- 1920 .

1921-1946

1946- 1970

1926-1952

1942-1968

1946-1970

1929-1949

1951-1955

- 1959-1965

1936- 1948

I 940- 1949

1948-1966

1934-1961

1947- 1950

1937-1949

.NN-“rw

45

rPPØHQMPPNF

'y-Vidstrup

i onskulbber rn.m.

ásáionqklubben»Pio«, Århus

andlingsprotokol .................................. .......................... ..

Æskasssiohsklubben.»Socialisten«, Aalborg .

'

'

'

dlingsprotokol .............................................................. ..

irhandlingsprotokol .............................................................. .L_

®ialistiskFolkepårti .

orhandlingsprotokol for Indre By .......................................... ..

ángforeninger,De samvirkende københavnske Arbejdersangkor stiftet 1907

*Förhandlingsprotokol.............................................................. ..,

'Hovedbog ................................................... ..

'Kassebog ....................................... ............ ..

estregnskaber ................ ............ ..

edlemsprotokol u.å. ..... .................................................. ..

angkatalog ................................... ............ ..

orhandlingsprotokol for Minikor ........................................... ..

;Noter_

i

. se ogsåMeddelelser 11A 5. 11

protokollen er ikke ført i årene 1900-1913

'se også 11A s.15 f.

"se også 11A 5. 18 1.

'se også 11A 5. 18

se også 11A 5.18

se også 11A 5.27

'se også 11A 5. 34.

se også 11A 5.55

En gruppe med tilknytning til D.s.U. - Københavnskredsen.

;mil gsiprotokiol ..... ......... ........ 19313.194hndlingsprotokol for agitationsudvalg

kreds ...................................... .f. ..... ..

ndlingsprotOkol........................ .................................... ..

socialistersKnlturkredsm):handlingsprotokol...' ........................................................... ..

:945-1947:1935-1950.

i

1937-1943

-_ 1946-1948

1929-1949

1918-1925'

1941-1945

1920-1931

1946-1967

1963- 1969'

1907-1965

1918-1954

1918-1963

1919-1950

1940

1955- 1963

Foreningen må ikke forveksles med Socialdemokratiets Kvindeudvalg. Å

' Peder Fuglsang/bgPoulErik Kluge" '\

Nogle oplysninger om personsammensætningen i DKP's centralkomitéi perioden fra 1926 til 1940.

'

På opfordring af redaktionen for »Meddelelser« skal vi her videregive nogle oplys-_

ninger om specielt personsammensætningen i DKP's ledelse i tiden fra 1926 til 1940. *

Når vi formulerer os på denne måde (på opfordring af...) skyldes det, at vi faktisk ;,

selv er noget utilfredse med at videregive nedenstående liste. Ikke fordi vi ikke vil <

give den fra os. Det vil vi særdeles gerne, men fordi listen er mangelfuld og på noglepunkter sandsynligvis direkte fejlagtig.Problemet er blot. at der os bekendt ikke eksisterer nogen anden egentlig opgørelseover personsammensætningen i DKP”s centralkomité. Og vi mener det er vigtigt, at a.

r

andre korrigerer og viderefører listen. så den i hvert fald med tiden kan blive mere

komplet end tilfældet er nu.

Og vi mener det faktisk er vigtigt for det videre studium i DKP's historie, at derkommer en vis klarhed over ledelsesforholdene i partiet, centralkomitémedlem-mernes klassetilhørsforholdm.m.

Det er vanskeligt at komme til bunds i det danske kommunistpartis interne struktur:arkiverne er ødelagte, Arbejderbladet (fra 1930 og fremefter) tavs omkring per-sonforhold, og endelig er der - for hvert år der går -stadigt færre, hvis hukom-melse kan være til gavn for opklaringsarbejdet. »Forfatterne« til denne artikel harfor nogle år siden begge skrevet speciale om DKP i mellemkrigstiden, og dengangfik vi indsamlet i hvert fald nogle af listens navne. Siden har vi fra tid til andenkunnet føre et nyt navn på listen, som imidlertid stadig glimrer ved sine mangler.Men arbejdet haster som sagt lidt. For mens græsset gror dør horsemor. Vi udsen-der derfor listen nu med det formål at modtage nogle reaktioner, og vi vil så om etår eller to, når nye oplysninger er indkommet, udsende en revideret liste. Hvis dualtså har noget at føje til eller rene, vil vi bede dig skrive til en af os på adressen: Med-delelser, ABA, Rejlt'lzvgade. [759 V.Vore kilder til de anførte navne er primært Arbejderbladet (A.B.) samt interviewseller brevveksling med følgende personer: Kai Moltke (K.M.), Carl Madsen (C.M.),Erik lb Schmidt (EIS.). Desuden er anvendt Jens Bønløkkes artikel i Ålborg nr. 5(1.8.) og ved en netop foretaget gennemlæsning af Morten Things og Jørgen Bloch-Poulsens nye bog om DKP, har der ikke vist sig at være uoverensstemmelser i for-hold til vores liste.De pågældende personer er anført på listen i den periode, hvor vi positivt har ud-sagn om, at de var medlemmer af Centralkomiteen (eller som den kaldtes i begyn-delsen af perioden: Centralstyrelsen).De anførte kan altså godt have været medlemmer i en tidligere eller senere pe-riode; kilderne melder blot intet derom.Med hensyn til periodiseringen skal det først anføres, at vi alene har behandlet pe-rioden 1926 til 1940. I denne sammenhæng kan afgrænsningen forekomme letterevilkårlig,men den henter sin forklaring i. at vi i sin tid skrev speciale om emner in-den for dette tidsrum. Og som følge heraf har vi oplysninger primært om denneperiode.lnden for tidsrummet 1926-1940 har vi periodiceret som; følger:

Perioden mellem DKP's 10. kongres 10-11/1 1926 og DKP”s 11. kongres 27/8 1927.Perioden mellem DKP's ll. kongres og Kominterns åbne brev, årsskiftet1929/30.Perioden mellem årsskiftet 1929/30 og DKP's 12. kongres 26-27/7 1930.Perioden mellem DKP's 12. kongres og DKP's 13. kongres 29-31/12 1932.Perioden mellem DKP's 13. kongres og DKP's 14. kongres 10-12/4 1936.Perioden mellem DKP's 14. kongres og udbruddet af 11 verdenskrig.

N

.-

gwew47

..

A. Munch-Petersen, stud. mag

.l [listen nedenfor er derefter navnetangivet'Såvelpartifunktioñsom stillingsbeteg:nelse idet omfang vi har viden herom. I parantesen er dernæst angivet kilden til op-

, ,_Llysningen,jvf. de tidligere angivne forkortelser.

(

1926-27›

;Sigvald Hellberg,partiformand, formand for typograferne (A.B. lS/l 26)Ernst Christiansen, typograf ogjournalist ................................ .. (A.B. l5⁄l 26)

: .Edward Jørgensen, sporvejsfunktionær ........................ .. (A.B. |5⁄l 26)Otto Wolf, maskinarbejder, formand for afd. 12 ........... ..

Emil Petersen, portør på Bispebjerg hospital ................ ..

(A.B. 15/1 26)(A.B. 15/1 26)

l.'P. lngleby,jernbanep0rtør, Nørreport .............................. (A.B. lS/l 26)(De hidtil nævnte med bopæl i København)G. Laursen ......................................................... ................... .. (A.B. lS/l 26)

-

.. (A.B. 15/1 26)(A.B. lS/I 26)(A.B. 15/1 26)(AB. l5/l 26)

Johs. Jørgensen, Lyngby ............ ..

Harry Petersen, VordingborgP. Lunde, Nyborg ................... ..

“ l. Jacobsen, Odense ................................................................. .. (A.B. lS/l 26), Honoré, Fredericia ................................................................. .. (A.B. I5⁄l 26)

Ths. Christensen, Århus ......... .. (A.B. lS/l 26)J. Bertelsen, Esbjerg .................................. .. (A.B. 15/1 26)Lynnerup-Nielsen, Nørre Sundby ............................................ .. (A.B. l5⁄l 26)Karl V. Jensen, partifunktionær, HK, København ................... .. (K.M.)

- Peter Thomsen, murer, København ................................. .. (K.M.)Niels Johnsen, kobbersmed, København ...... .. (K.M.)Villy Andersen, skotøjsarbejder, København ................... .. (K.M.)Martin Nielsen, arbejdsmand, Randers, partisekretær ............ .. (J.B.)

1927-30, januarEdward Jørgensen, formand ..: .............. .; ................................. .. (K.M.)Thøger Thøgersen, afløser Edward Jørgensen som formand

i perioden, tidl. formand for saddelmagerne .................... .._ ...... .. (K.M. +J.B.)Richard Jensen, søfyrbøder, mdl. af forbundsstyrelsen .... .. (K.M. +J.B.)Kai Moltke, org.sekretær, journalist, stud. polit .............. .. (K.M. +J.B.)Otto Melchior, stud. polit. ............................................... .. (K.M. +J.B.)Einar Nielsen, møbelsnedker, faglig sekretær .................. .. (K.M.+J.B.)

Mogens Fog, stud. med. .......................................................... .. (K.M.+J.B.)Robert Boonemand, tapetserer, partisekretær (afløstes

iperioden af stud. mag. A. Munch-Petersen ............................ .. (J.B. + K.M )lvan Schou, maskinarbejder, B&W ......................................... .. (K.M.)

Nicolaj Glass, skrædder .......................................................... .. (K.M.)

Januar 1930- juli 1930

I forlængelse af »det'åbne brev« suppleredes ck. med følgende:Heinrich Wolf, smed, medlem af bestyrelsen for afd. l7 .......... .. (J.B. + K.M.)Holger Jensen, specialarbejder, Refshalvøen .................. .. (J.B. + K.M.)

“

Svend Jensen, havnearbejder .................................................. .. (J.B. + K.M.)Holger Petersen, murerarbejdsmand .'...................................... .. (J.B. + K.M.)Inger Gamburg, metalarbejder, bestyrelsesmedlemi KAF, afd. 5 ................................

..,......................................... .. (J.B.)

Lauritz Rasmussen, arbejdsløs Iandarbejder ............................ .. (J.B. + K.M.)Nyt partisekretariat: Heinrich Wolf, Holger Jensen,

Holger Petersen og Kai Moltke (redaktør af (A.B.) ................. .. (K.M.)

48

'Julir93oldêcénibr1932. J

'

w

;*

›

KaiMoltke,redaktør.: ......... ..; ..... ..L................ ...... ...K ........... .. .M'.') .

Svend Jensen ................................................... ,.z ..................... .. (J.B.+K.M.)Holger Jensen,partisekretær .; ................................................ .. (J.B.+K.M.)Holger Petersen, kasserer .................. .. .M.)Lauritz Rasmussen, faglig sekretær ......................... .. . . .M.)A. Larsen, støberiarbejder, en tid agitationsleder .................... .. (J.B. + K.M.)Martin Nielsen ........................................................................ .. (K.M.)Chr. Larsen, maler ...... .. . .

Ragnhild Andersen ..... ..

lngerG'amburg .................................. ..

Valdemar leen,jord og beton ................................................ ..

Heinrich Wolfnedlagde senere sit mandat p.g.a. konflikt

med A. Larsen om fagforeningsproblemer ...................... ...... .. (K.M.)A. Munch Petersen, blev inddraget i selve ledelsen fra 193] (K.M.)Thorkild Holst, typograf, repræsentant for DKU .................... .. (G.L.)Viggo Lund, havnearbejder .................................................. .. (A.B. |_5/ll l932)Kai Hansen, snedker, medl. af DKU's centralkomité ....... .. (A.B. l5⁄ll 1932)K. M. Svendsen, maskinarbejder, Odense ............................... .. (A.B. l5⁄ll 1932)

1932-36

Ledelse: A. Larsen (formand), M. Nielsen og A. Munch-Petersen.

C K-medlemmer .

Johs.'Hansen,jord og beton.................................................... .. (E.S.+C.M.+G.L.)

Hartvig Sørensen,jord og beton ........................... .. (C.M. +G.L.)Thomas Pedersen. typograf ........................... .. (E.S. +G.L.)Georg Hegner, søfyrbøder ............................................... .. (G.L.)Eigil Larsen. skibsmed ............................................................. .. (G.L.)Børge Houmann, funktionæri DSB,journalist ....................... .. (G.L.)Ovenstående, eller nogle af dem kan have været medlemmer før 1932, og en del afde i perioden 1930-32 nævnte ck-medlemmer har også siddet i centralkomiteen i pe-rioden 1932-36. Centralkomiteens størrelse anslås af flere i denne periode til at

være ca. 25, idet dens størrelse udvides op gennem 30'erne.

I936-40

For nedenstående CK-medlemmer gælder det ligeledes, at nogle kan have været med-lemmer før I936, ligesom tidligere nævnte kan være genvalgt.Alfred Jensen, murerarbejdsmand ........................................... .. (G.L. mil.)Johs. Poulsen, tømrer,xrejsesekretær ............. .... ., .................. .. (G.L. +C.M.)Svend Nielsen, matros

...................................................... .. (E.S.,C.M.+G.L.)Karen Touborg Jensen,journalist, Gudum ....................... .. (G.L.)

'

Vagn Møller, gårdejer, Ramme ............................................ .. (G.L.)Jens Peter Sørensen, landarbejder .................................... .. (G.L'.)Petra Petersen, husmor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. (G.L.)Knud Åge Larsen, kunstmaler ................................................. .. (G.L.)Steffen Jensen, arbejdsmand, Køge ......................................... .. (C.M. + G.L.)Nikolaj Jensen, møbelsnedker, havde forretning i Roslev ........ .. (C.M. + G.L.)Ludvig Hansen, havnearbejder ................................................ .. (C.M. +G.L.)Martin Andersen Nexø, æresmedlem ................... .. (G.L.)Anders Andersen, tobaksarbejder ..................... .. (C.M.)Villy Fuglsang, Ålborg ................................... .. (C.M.)Lauritz Lynnerup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. (C.M.)Thomas Kristensen .................................................................. .. (C.M.)

49

AfhandlingsfortegnelserAfhandlinger under udarbejdelse

'Jl

O'JIL/JN-ëwlu'-

Ul

'

1. Andersen, Svend Aage.2.

3. Arbejderkultur i Århus i perioden fra 1900 til 1940 med udblik til perioden førHørmarks Allé 24, 8240 Risskov.

århundredskiftet.

. Projektet har som mål at undersøge og beskrive dagliglivet, som det formedesigfor de almindelige arbejdere og arbejderkvinder samt deres børn i ovennævnte

periode. Interessen gælder ikke blot arbejdslivet, men i høj grad også arbejder-familiens liv uden for arbejdspladsen: i hjemmet, boligkvarteret og forskelligeformer for fritidsaktivitet. Af speciel interesse er naturligvis arbejdernes (incl.arbejderkvindernes) deltagelse og virke inden for arbejderbevægelsens forskel-

lige organisationer og foreninger. Udgangspunkt for undersøgelsen er et bredtmaterialistisk kulturbegreb, som omfatter såvel den åndelige som den materiellekultur (levevis og tankesæt). Den tilstræbte synsvinkel er social- eller kultur-historie »nedefra«, således at organisationernes historie nok inddrages, men

ikke står i centrum for undersøgelsen. Det gør derimod arbejderklassens hele

livssummenhæng og dens historiske udvikling i perioden - sådan som den nu orga-niseres på de forskellige livs- og interesseområder. l arbejdet er det tankenudover mere traditionelt historisk kildemateriale i hovedsagen at benytte erin-

dringsmateriale og interviews med ældre arbejdere (stadig incl. -kvinder) som

hovedkilder.

. Kandidatstipendiat ved Institut for Litteraturhistorie, Århus Universitet.

. Påbegyndt 1. februar 1980 - afsluttes 1. februar 1982.

. Drukier, B.

Glænøgade 22, 2., 2100 København Ø, telf. 01 - 181906.Fra folkedemokrati til proletariatets diktatur, på polsk eksempel.Monografi.Afsluttes foråret 1980.

Ferdinand, lda Frederikke, Niels Juelsgade 15, 2., 8200 Århus N, telf. 06 - 103907.. Thomsen, Bodil, Frederiksgade 78, 3., 8000 Århus C, telf. 06- 19 1202.Børn og unges arbejde i industrien i Danmark fra 1870-1900.En undersøgelse af omfanget af børn og unges fabriksmæssige arbejde set i sam-

menhæng med den industrielle ekspansion. Specielt vil der blive lagt vægt på bør-nenes socio-økonomiske situation i samfundet og i arbejderfamilien.Speciale.

. Påbegyndt foråret 1980.

. Hansen, Morten Piil.

. Olaf Rudesvej 28, st. th., 8270 Højbjerg.. lndkomstpolitik og fagbevægelse. Legitimationsproblemer 1962-1979 (arbejds-

titel).'

. På baggrund af en senkapitalismemodel, karakteriseret ved en organiseretøkonomi (oligopoldannelse - centraliserede fagforeninger) er indkomstpolitik-ken placeret som en rationel styringsydelse. Effekterne på fagforeningerne (an-skuet som masseintegrative apparater) og deres funktionsvaretagelse er under-

søgt med specielt henblik på de legitimationsproblemer det giver for fagbevægel-sens ledere. Det empiriske afsnit omhandler LO, SlD og Metal og bygger på fag-blade og aviser.

. Speciale ved Institut for Statskundskab.

. Påbegyndt sommer 1978 - forventes afsluttet november 1979.

51

;mn

PPM?

5.

6.

.7Lauridsen,John T.'

i

. Torstilgårdsvej 96, l.›

. Austromarxisme 0g »austrofascisme«;, 8381 Mundelstrup. ,

Det østrigske socialdemokratis politikover for fascisme og højreradikalisme 1927-1934.

'

. Vil søge at bestemme det østrigske socialdemokratis andel i arbejderklassensnederlag 1934. På grundlag af partiets skrifter, partidagsprotokoller og teore-

tiske organ.Artikel.

Påbegyndt 1979 - afsluttes 1980.

Pedersen, Vibeke.

. ,Torveslipperne 5, 2620 Albertslund, telf. 02-64 3608.

Arbejderfilm i Danmark i mellemkrigstiden.Undersøgelse af filmorganisationer med tilknytning til den kommunistiske og den

socialdemokratiske arbejderbevægelse: Forsøgsscenens Filmafdeling, Folkefilm,

Foreningen for Filmskultur og AOF's Filmcentral, der især beskæftiger sig med

distribution og forevisning af udenlandske film. Forholdet til samtidens inter-

nationale filmorganisationer og den danske stat og filmbranche. På baggrund af

organisationernes eget materiale, avis og tidsskriftartikler 0.1.

Speciale i filmvidenskab.

Afsluttes i begyndelsen af 1980.

1.-2. Knudsen, Steen Uhre, Falstersgade 57, kld., 8000 Århus C.

3.

IO\LII

FPN:-P*

Munksgård, Jørgen, Lollandsgade 31, 2., 8000 Århus C. .

D.s.U. 1920-1940 med særlig henblik på D.s.U.'s opgør med KU og DKU i 1930'-

erne, og oppositionen indenfor og med udgangspunkt i bevægelsen i det samme

tiår (arbejdstitel).Utrykte protokoller, D.s.U.'s arkiv, tidsskrifter fra ABA og statsbiblioteket

_

m.m.

. Speciale i historie.

Forventes afsluttet til oktober 1980.'

Nielsen, Mogens.Vinhaven 17, st. tv., 2500 Valby, telf. 01 -46 7204.

Socialdemokratiets internationalisme 1945-1950 (arbejdstitel).En undersøgelse af Socialdemokratiets holdning til oprettelsen af de faglige og

politiske internationaler i perioden 1945-1950.

Påbegyndt juni 1979.

Afsluttede afhandlinger

Andersen, Svend Aage_ '

.

Grundtræk af 'dansk arbejderkultur og arbejderlitteratur 1 perioden fra 1870 til

1930. Institut for Litteraturhistorie, ÅU, 1979, 442 s.

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Bestandskatalog over engelsksprogedetidsskrifter og årbøger/(udsendt af) Annelise Savolainen, Danmarks Biblioteks-

skole, 1978, 61 s.

Bendtsen, Lisbeth

Kominterns kvindepolitik 1919-1928. Historisk Institut, KU, 1979, 99 + 10 s.

52

Biilmann,Bo 1 ,

v

I

Statslig indgriben i skibsfarts- og værftsbranchen: en analyse af ski'bsfartens og,værftsindustriens valoriseringsbetingelser i den nuværende krise og statens ind-

griben i de to brancher/(af) Bo Biilmann, Lisbeth Jakobsen. Institut for Samfunds-

fag, KU, 1979, 218 + 25 s.'

Buus Sørensen, Ellen Jane

Forudsætningerne for loven af 21.8.1908 om anvendelsen af udenlandsk arbejds- .

kraft i landbruget (»po|akloven«) og dens revision i 1912. Historisk Institut, AU,1977, 119 s.

Debatten om børnearbejde i Danmark i begyndelsen af 1870'erne: et studie i den

borgerlige offentlighed/af Jesper T. Hansen... (et al.), RUC, 1979, 160 s. ill.

Geisler, Birgitte,

Analyse af et forbunds varetagelse af kvinders interesser i produktion og repro-duktion fra århundredskiftet til 30”ernes krise - belyst gennem Dansk Tekstilarbej-derforbund/Birgitte Geisler, Jane Helverskov Larsen, Knud Sehested Nielsen,ÅAUC, 1979,3135.

*

›

Gilliam, John

Byarbejderklassens konstituering og reformisme i den tidlige arbejderbevægelse iDanmark 1870-1900. Institut for Kultursociologi, KU, 1978, 139 s.

Hedegård, Ruth

Index til Fremad: årgang l-l6, 1907-22. Danmarks Biblioteksskole, 1979, 308 5.

Holm Andersen, KajKorporativismen og fagbevægelsen: en analyse af aktuelle korporativistiske tenden-ser i Danmark, af centraliseringstendenser inden for dansk fagbevægelse og en ana-

lyse af sammenhængen mellem disse tendenser. Institut for Statskundskab, ÅU,1979, 143 S.

Holst, Nina

En undersøgelse af AOF's Bogkreds 1931-40 belyst i forhold til Socialdemokratiets

kulturpolitik og ideologi i mellemkrigstiden. Nordisk Filologi, KU, 1979, 202 s.

Iversen, Mette

Organisering, kvinder og hverdagsliv: træk af arbejderkvinders og tjenestepigerslevevilkår og organiseringsformer i tidsrummet 1900-1940: belyst ved tidsskrifterog litteratur fra perioden/Mette Iversen, Merete Pedersen, Inge Dorte Søgaard.Nordisk Filologi, KU, 1978,_288 s.

9'

Jensen, Anne Maria '

Index til Fri Ungdom 1948-1967. Danmarks Biblioteksskole, 1979, 192 s.

Jespersen, Karen

Strejkebevægelsen i Danmark marts 1969 til marts 1970: en analyse af strejke-bevægelsens indhold på baggrund af den økonomiske og socialstrukturelle udviklingi 1960'erne. Historisk Institut, KU, 1977, 120 s.

Juul Rasmussen, ErlingSocialdemokratiet og indkomstpolitik i 1960'erne og 1970'erne. Institut for Sam-

fundsvidenskab, OU, 1979, 216 s.'

53

(Jørgensen,Torben)'

Ib Nørlund: en bibliografi. Danmarks Biblioteksskole, 1979, 111 s. \

Klein, Hans-DieterDie Haltung der Jungsozialisten in der SPD zu Grundfragen der internationalen

Politik 1966-1976. Halle, 1979, 342 s.

Klol Rasmussen, Ann

En beskrivelse og sammenligning af Landsorganisationen i Danmark og Trades

Union Congress med henblik på deres praktiske funktioner. HandelshøjskolenKbh., 1979, 83 5. + bilag.

Kvindearbejde og kvindeorganisering 1870-1900: belyst ud fra kvinderne i tobaks-

industrien/(af) Sisse Johansen... (et al.). RUC, 1979, 232 5. + (10), 11 5.

Larsen, Allan

Arbejdsbetingelser i slagteribranchen 1945-78. RUC, 1979, 338 s. ill.

Larsen, Hans

Kravet om begrænsning af de arbejdsløses antal ved indskrænkning af udbuddet af

arbejdskraft i Danmark i 1930'erne. Historisk Institut, KU, 1974, 87 s.

Lauridsen, John T.

Fascisme og højreradikalisme i Østrig 1918-1934. Historisk Institut, ÅU, 1979, 296 +

43 s.

Lykkebo, Jens

Blikkenslagerfagets udvikling: fra omvandrende lygtemager til bygningshånd-værker/Jens Lykkebo, Thomas Rasmussen, Knud Røddik. RUC, 1979, 224 s.

Madsen, Børge i

1 skorpionens halespids: et speciale om mig og Christiania. Institut for Statskund-

skab. ÅU, 1979, 224 + bilag, 111.

Munck, Knud Erland

Socialdemokratiets kirkepolitik i 1930'ernes Danmark: en undersøgelseaf partietssyn på forholdet mellem stat og kirke. Institut for Kirkehistorie, AU, 1977, 107 + 4 s.

Møller, Svend Erik_

Anlægs- og bygningsarbejdernes fagforening i Arhus 1956-1979: en delrapport i et

projekt om S.1.D.'s historie. Historisk Institut, AU, 1979, 124 s.

1956: mellem afsavn og velfærd: en analyse af de ufaglærtes levevilkår, fagblade og

foretrukne ugeblade-0g dagblade/Birgit Moesby... (et al.), Nordisk Filologi, KU,

1979. 272 s.

Otte, Helle

Socialpolitikkens historie i Danmark 1890-1977: med specielt henblik på udviklingenefter 1960⁄He11e Otte, Lars Stigel. Historisk Institut, ÅU, 1978, 198 + 53 s.

Pedersen, MogensOm det analystiske og teoretiske grundlag for en vurdering af Socialdemokratiets

politikudvikling og forhold til arbejderklassen: Socialdemokratiet - et borgerligt ar-

bejderpurti: 1950-1957. Institut for Samfundsfag, KU, 1978, 259 s.

54

Scheuer; .Steen1

V

Bondebevægelser: bondebevægelsernes historiske betydning for arbejderrevolu-tioner, og bondespørgsmålet under Folkeenheden i Chile 1970-73. Institut for Kul-

tursociologi, KU, 1977, 119 s.

Skovgård Andersen, ErlingSocialdemokratiet og fagbevægelsen/ (af) Erling Skovgård Andersen & John Jessen.

lnstitut for Samfundsfag, KU, 1979, 228 s.

Stigel, Lars

Lager- og Pakhusarbejdernes Fagforening i Århus 1956-1979. Historisk Institut.ÅU, 1979, 122 s.

Sulbæk Petersen, Ebbe_

Den politiske fornyelse i socialdemokratiet 1969-71/73: en redegørelse for social-

demokratiets ideologiske udvikling med hovedvægten lagt på partiets politiske for-

nyelse 1969/71/73 og de udviklingslinier i 1960'erne. der forårsagede denne nyorien-tering. Specielt hvorfor ØD-forslagene indgik med så stor vægt i den. Institut for

Statskundskab, ÅU, 1978. 223 + 3 s.

Teilmann, Poul4

Arbejderbevægelsen i Odense i 1870'erne. Historisk Institut. OU, 1979, 98 s.

Trier, Else

Fagoppositionens Sammenslutning i Danmark: med særlig henblik på bevægelsensvirke og indflydelse i perioden 1917/18-20.Historisk Institut, KU, 112 s.

Wingender, Troels Balslev

Lærlingenes Landsforbund: en redegørelse for lærlingenes organisering1914-1924. Historisk Institut, ÅU. 1979, 99 s.

'

Worsøe, lngerDKPE* oprindelse: den politiske venstreopposition i Danmark 1914-20. Historisklnstitut, KU, 1979, 110 s.

Zeuner. Lilli

Kampen om demokratiet i Portugal: en analyse af Portugals revolutionære over-

gang fra fascisme til demokrati 1974/75, specielt med henblik på Kommunistpartietsrolle og strategi. Institut for Kultursociologi, KU, 1977, 123 s.

Henning Grel/e

55

'ForskningsmeddelelserKilder i landsarkivet af betydning for

- arbejderbevægelsenshistorie

\' Landsarkivet er et offentlighedens arkiv. Her arkiveres visse dele af de offentligeinstansers sager. F.eks. de forskellige retters sager (bortset højesteret), kirke-

bøger, fængselsarkiver, politiarkiver og den slags.Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm ligger Jagtvej 10 på Nør-rebro i København. Jeg skal henlede opmærksomheden på det, fordi man forment-

lig vil kunne finde adskilligt vigtigt kildemateriale her.

Eksempelvis i retsarkiverne. Det forudsætter selvfølgelig, at man har at gøre med

personer, der er blevet dømt. I domsakterne finder man bevismaterialet, hvad der i

politisk betonede sager kan være trykt eller utrykt materiale, som pietetsfuldt er

blevet opbevaret i landsarkivet. Man finder udskrifter af politiforhørerne. Man

finder 1- i tilfælde, hvor tiltalte er tidligere dømt - udskrifter af tidligere domme. Det

sidste kan være af stor betydning, fordi man herigennem (sagens nr.) kan finde tid-

ligere domsakter. Endelig finder man selve dommen.

Problemet er, hvordan man finder en sag. Har man navn og domfældelsesdato, er

sagen enkel. Har man det ikke, bliver det straks lidt mere kompliceret. Men her

kan man hente hjælp i den foreløbige arkivregistratur Landsarkivet har 'udsendt

Københavnske Politi- og Domsmyndigheder I, 1975. Heri står hvordan de enkelte ar-

kiver er ordnet.

Udover retsarkiverne har jeg selv prøvet politiarkivet, som omfatter Københavns

Politi ca. 1730-1945. Årstallet betyder ikke, at arkivet omfatter alt politimateriale i

denne periode. Dels kan man have sin mistanke om, at det ikke er alt, der er afleve-

ret til Landsarkivet, og dels har arkivet selv tyndet det ud for at skaffe plads. Oghvilke retningslinier, der er foretaget kassation, er ikke helt gennemskueligt.Men der er blevet gemt nogle pakker af interesse. F.eks. vedr. Politis/reforhold. Her

finder man f.eks. »Korrespondancesager vedr. l. maj-demonstrationen«. Pakken

indeholder politiets korrespondance og rapporter om 1. maj-demonstrationerne1890-1922. Det er et ret righoldigt kildemateriale. Der er bl.a. referater af visse

taler, da politiet jo skulle holde øje med om talerne sagde noget anstødeligt.Af lignende interesse er f.eks. pakker som »Korrespondancesager vedr. den ung-

socialistiske og syndikalistiske bevægelse 1903-19«, »Korrespondancesager vedr.

socialdemokratiske møder 1915-35«, »Korrespondancesager vedr. syndikalist-møder 1918-20«, »Korrespondancesager vedr. demonstrationer og møder af fag-foreninger, arbejdsløse m.m. 1919-27«, »Korrespondancesager vedr. kommu-

nistiske møder 1932-34«, og »korrespondancesager vedr. diverse politiske møderl934-35«.

En del af det her omtalte materiale er båndlagt. Båndlæggelsen går efter generelleåremálsbestemmelser og dispensationer til forskningsbrug kan søges hos lands-

arkivaren. Morten Thing

De lokalhistoriske arkiver i Vejle amt.

En introduktion, Vejle 1979, 31 5.

Bestyrelsen for amtskredsen Lokalhistoriske Arkiver i Vejle amt har udsendt en

lille pjece for at udbrede kendskabet til amtets lokalhistoriske arkiver. Pjecen om-

taler de 17 lokalarkiver i amtet enkeltvis, og der gives en kort generel introduktiontil de enkelte arkivers samlinger, virkeområde, medarbejdere mm. Der er ikke

optrykt fortegnelser over arkivernes samlinger, men initiativet er alligevel udmær-ket, idet interesserede kan få et indtryk af mulighederne og få kendskab til, hvor dekan henvende sig. HG

56

A Anne Maria Jensen: Index til Fri Ungdom 1948-1967,'Specialetil Danmarks Biblio-'i

'

teksskole 1979, l92 s. dupl.

Med dette speciale foreligger endnu et index til den socialdemokratiske ungdoms-bevægelses centrale tidsskrifter. Det er her for efterkrigstiden, hvor bladets navn

karakteristisk nok skiftede fra »Rød Ungdom« til »Fri Ungdom«. Det blev nærmest

indledningen til D.s.U.'s nedgang; da Fri Ungdom afløstes af »Blad« og det så igen af»SOC« i 1970, var organisationen faktisk kun en papirorganisation, der holdtes i liveaf tilskud fra arbejderbevægelsens hovedorganisationer og anden offentlig under-

støttelse. Først her i de allerseneste år er der igen kommet en vis opblomstring i

DSU. Denne nedgang har selvfølgelig også præget bladet og dets indhold. Den or-

ganisatoriske opløsning har nok været fælles for alle ungdomsorganisationerne, dekunne ikke finde passende udtryksformer for ungdommens problemer. Men for en

organisation som D.s.U., der engang havde et ganske klart ideologisk standpunkt,der havde forestillinger om socialisme, blev afideologiseringens ideologi katastrofal.Processen kan følges i bladet. lndexet gør bladet nemt tilgængeligt.Det omfatter 2062 numre på artikler underinddelt i artikler med forfattere og ar-

tikler uden forfattere. I dette index er det alfabetiske forfatterregister hhv. titel-

register altså det centrale, det er forøvrigt lykkedes Anne Maria Jensen at opløse'

de forskellige initialer, der blev brugt. Der følger en omfattende emneordsliste, derviser hen til numrene i det første register. Den ser meget tilforladelig ud. Derefterkommer en fortegnelse over de skønlitterære bidrag i bladet og til sidst anmel-delserne. Begge er meget velkomne.

.

l en tisiders indledning gør Anne Maria Jensen rede for indexets opbygning og forudeladelserne. Det lyder meget rimeligt. Og man kan glæde sig over, at dette ar-

bejde gør så meget stof bedre brugbart.Gerd Callesen

Ruth Hedegård: Index til Fremad. Årgang l-l6, 1907-1922. Med en indledning om

den socialdemokratiske ungdomsbevægelse. Speciale til Danmarks Biblioteksskole v

1979, 308 s., dupl.

Det er tidligere -

og med rette - blevet hævdet, at arbejderbevægelsens egne udgi-velser udgør de centrale kilder til forståelse af bevægelsen, dens opbygning, densegenopfattelse, dens forsøg på at påvirke omverdenen. Det er derfor glædeligt, atder i de senere år er udarbejdet indexer til flere af de vigtigste tidsskrifter, som

f.eks. Socialisten, Arbejderhøjskolen, Arbejderens/Fremads Almanak, til dele afstoffet i Socialisten/Social-Demokraten, og at flere er under udarbejdelse.Det nu afsluttede index til »Fremad«, som var organ for Socialdemokratisk Ung-domsforbund (SUF), i de seneste par år Kommunistisk Ungdomsforbund, er påmange måder forbilledlig i sin form ved siden af at være af største betydning, idetSUF”s betydning i nogle år var ganske betragtelig.Ruth Hedegård gør i sin indledning rede for den socialdemokratiske ungdoms-bevægelses udvikling fra begyndelsen i forrige århundrede, derunder specieltFremads udvikling. Indledningen afsluttes med en litteraturfortegnelse. Det er ikke

almindeligt, at bibliografier/indexer indledes med en historisk oversigt over deres

emne, og de historiske omstændigheder det virkede under. Men det er udmærket,og har her bl.af sin funktion ved at vise, at Ruth Hedegård har kunnet udføre sin op-gave på en ganske udmærket måde. Hun har nemlig overvejet, hvem dette index harinteresse for i dag, og hvordan det skal bruges. Derefter har hun indrettet/kon-strueret sin systematik specielt med henblik på Fremad. Og i den sammenhæng var

det væsentligt, at hun kendte organisationens historie. Artiklerne er altså opført sy-stematisk og ikke alfabetisk efter forfattere, for det »der interesserer i dag... er

SUF's holdninger og især udvikling i holdninger... Ved at opstille artiklerne syste-

57

matisk undgår man at miste mange af de sammenhænge, der går tabt ved en alfabe-

tisk opstilling«(s. 28). Der findes dog også et omhyggeligt navneregister, herunder

“en fortegnelse over initialerxog mærker, som blev brugt meget i Fremad. Ruth He-

degård har oplyst om, hvilke mærker hun har kunnet opløse med henvisning til den

relevante kilde. Det er virkelig udmærket. I øvrigt er der i den generelle indled-

ning nøje gjort rede for, hvad der er udeladt (smånotitser f.eks.), og hvordan arbej-det ellers er tilrettelagt. De enkelte systematiske afsnit har hver - på nær det skøn-

litterære - fået en speciel indledning.Det er alt i alt et meget brugbart arbejde, idet det gør et vigtigt tidsskrift nemt til-

_ gængeligt. Da der vist også findes mikrofilm af bladet på nogle universitets-biblio-

teker, skulle det være muligt, at dette blad nu er fuldt tilgængeligt og kan brugesmed udbytte.

-

G. C.

Jahrbuch für Geschichte bd. 10-18, 1974-1978. Udg. af Akademie der Wissenschaften

der DDR - Zentralinstitut für Geschichte, Akademie Verlag, Berlin.

Denne årbog begyndte at udkomme i 1967; siden da er der udkommet op til 3 bind

årligt med et sidetal på mellem ca. 270 s. og ca. 630 s. D.v.s. at der i dem er gemt et

meget omfangsrigt materiale: adskillige af de første bind er udsolgt, men der fore-

ligger en indholdsfortegnelse for de første 10 bind. Årbogen publicerer især to

typer afhandlinger: længere artikler og kildeudgivelser, som ikke har mulighed for

at kunne udkomme selvstændigt, men som på den anden side ikke kan skæres ned til

normale tidsskriftartiklers længde. D.v.s. at man i denne udgivelse ofte finder nye

forskningsresultater, som pga. deres nyhedsværdi kræver plads til diskussion og

argumentation.Den historiske forskning i DDR er meget omfattende (smlg. f.eks. særbindende

1960 og 1970 af Zeitschrift für Geschichtswissenschaft), og der findes mange udgivel-sesmuligheder, men der har åbenbart været et hul her, som Jahrbuch søger at ud-

fylde uden nogle tematiske begrænsninger i øvrigt. Man vil altså i de enkelte bind

kunne finde afhandlinger af meget forskelligt indhold; forholdsvis mange beskæf-

tiger sig med nyere og nyeste historie, bl.a. med de to verdenskriges historie, fascis-

men og arbejderbevægelsen (en enkelt artikel om danske forhold af Wolfgang Schu-

mann findes i bd. 9/1973 »Das Scheitern einer Zoll- und Währung-sunion zwischen

dem faschistischen Deutschland und Dänemark im Jahre 1940 (Dokumentation)«).Bd. 7 er i overvejende grad helliget revolutionen 1848/49, om hvilken der dog ogsåfindes artikler i andre bind; bd. 15/1977 indeholder udelukkende afhandlinger om

den tyske imperialisme 1900-1917. Endvidere er der mange bidrag til DDR's

historie.

Det er i overvejende grad DDR-historikere, der får offentliggjort deres arbejdeher. men Jahrbuch har også en del medarbejdere fra Sovjetunionen. Det er ud-

mærket, at sovjetiske bidrag på denne måde bliver lettere tilgængelige for ikke-

russiskkyndige - i DDR gør man en del ud af at oversætte sovjetiske undersøgelserog tidsskriftartikler, det centrale tidsskrift på dette område er nok »Sowjet-wissenschaft. Gesel1schaftswissenschaftliche Beiträge«, der er udkommet siden1948.

Jahrbuch tager som anført mange emner op; enkelte af artiklerne om arbejderbe-'

vægelsens/klassens historie skal kort omtales, for at give et indtryk af årbogensfunktion. 1 bind 13 skriver Helga Schultz om »Zur Herausbildung der Arbeiter-

klasse am Beispiel der mittleren ostelbischen Handelsstadt Rostock (1769 bis 1870)«

(s. 153-201). Den følges op af Hartmut Zwahr i samme bind med »Die Entwicklungproletarischer GemeinsChaftsbeziehungen im Prozess der sozialen Konstituierungder deutschen Arbeiterklasse« (s. 203-241). Diskussionen af arbejderklassens kon-

58

stitueringsproces, som man har arbejdet med især i nogle af de socialistiske lande ogi England, er meget frugtbar. Det drejer sig ikke kun om en social konstituering,men også om en økonomisk og politisk-teoretisk til klasse i sig selv og klasse for sigselv. Denne fremgangsmåde vil være af stor betydning, fordi den fører udover de

rene organisations- 0g teorihistoriske studier, men ikke falder i den anden grøft,der for tiden åbenbart gør sig gældende visse steder, og som er karakteriseret ved

manglende interesse for arbejderbevægelsen og dens handlinger til fordel for en

hidtil relativt ustruktureret begejstring for arbejderklassens familiestruktur, kul-

turelle adfærd, fritidsmønstre o.s.v. Konstitueringsdiskussionen er behandlet fore-

løbigt af N.O.H. Jensen i Meddelelser... 11. Zwahr - han må nok anses som den

førende forsker på området i DDR - har udvidet emnet i bd. 18' med en afhandlingom »Zur Klassenkonstituierung der deutschen Bourgeoisie« (s. 21-83) udfra en

erkendelse af at bourgeoisi og arbejderklasse gensidigt betinger hinanden under

kapitalismens fremvækst. r

,

1 bd. 10 har Jutta Seidel skrevet om »Zu einigen Schwerpunkten der Zusammen-

arbeit deutscher und französischer Marxisten in den 80”er Jahren des 19. Jahrhun-derts« (s. 223-252). Det er et emne Seidel har beskæftiget sig med i adskillige ar-

tikler andetsteds. Det er en traditionel undersøgelse af forbindelserne mellem de to

arbejderbevægelser, men den viser, at forbindelserne var intensive på bestemte

områder. Den sovjetiske forsker 1.A. Bach beskæftiger sig med »Das Programmder 1. Internationale und die Pariser Kommune. Die Verbreitung des Marxismus inden 60”er Jahren des 19. Jahrhunderts« (bd. 14. s. 199-233). Hun påpeger, at marxis-men i denne. periode især blev kendt via lnternationalens dokumenter, som blev

trykt på flere sprog. Disse to artikler er repræsentative for den vægt, man læggerpå den internationale arbejderbevægelsesudvikling. Ursula Herrmann udgiver 6 afde ca. 100 lokale socialdemokratiske flyveblade fra rigsdagsvalget i 1887, et af dem.var et valgopråb fra den fra Tønderegnen stammende Jens Lauritz Christensen,som en kort overgang spillede en vis rolle på Socialdemokratiets venstrefløj, indenhan blev tvunget til at emigrere til USA. Flyvebladene giver ifølge Herrmann et

godt indtryk af marxismens stilling i det tyske socialdemokrati på dette tidspunkt.Annelies Laschitzas »Sozialdemokratie und imperialistische deutsche Mitteleuropa-politik. Ein Beitrag zur Stellung der verschiedenen Strömungen der deutschenSozialdemokratie zur imperialistischen Aussenpolitik« i bd. 15 (s. 107-144) skal ses i

sammenhæng med dette binds emne om den tyske imperialisme. Hun analyserer de

forskellige tendenser i partiet og giver således et differentieret billede af det. Detsamme gør Brigitte Rieck i »Die Gründung der »Neuen Zeit« und ihre Entwicklungvon 1883 bis 1890. Ein Uberblick« (bd. 10 s. 253-294). Neue Zeit var uden tvivl det

vigtigste teoretiske tidsskrift i den internationale arbejderbevægelse før 1914, og en

analyse af det har en selvfølgelig interesse udover dets betydning for det tyske partisudvikling.Formentlig i anledning af 60 årsdagen for den Store Socialistiske Oktoberrevolu-tion (SSOR) indeholder bd. 17 (1977) i overvejende grad artikler om Lenin og om

Sovjetunionen. To af dem undersøger forskellige aspekter af arbejderbevægelsensforhold til nationale spørgsmål, som jo for tiden har fået en aktuel interesse i

Europa. Adolf Rüger skriver om »Nationale Frage und Partei des Proletariats im

multi-ethnischen Staat. Zu einem aktuellen Aspekt des Kampfes von W. 1. Lenin um

die Gründung der SDAPR und die wissenschaftliche Begründung ihres Programms(1895 bis 1903)« (s. 45-75) og Hartmut Kästner/Hartmut Lauenroth skriver om

»Sozialistische lndustrialisierung und nationale Frage in der UdSSR 1917-1936« (s.99-134). De kommer til den slutning, at det nationale spørgsmål er løst i Sovjet-unionen. Det er ikke sandsynligt, at en sådan påstand kan fremsættes så uforbe-

holdent, selvom visse fremskridt kan dokumenteres. Af interesse i dette bind er

derudover nogle historiografiske artikler og undersøgelser af arbejderklassensstruktur og rolle i Sovjetunionen. -

GC

59

⁄

'

Zeitschrift für Sozialistische Politik und Wirtschaft -

spw, Moltkestr. 21, D - 1 Berlin'

45, Årsabonnement 18 DM.

I nogle socialdemokratiske partier kan man. for tiden iagttage en tendens til større

teoretisk interesse, der også nogle steder - bl.a. i Danmark - har givet sig udtryk i

nye principprogrammer og i en del (nye) tidsskrifter. Et af disse er det ovenfor

nævnte, der foreløbig er udkommet med 4 numre (en årgang). Det bliver udgivet af

venstrefløjs-socialdemokrater og har især baggrund i de diskussioner, der er

blevet ført i »ungdomsorganisationen« JUSO i de senere år. Den gruppe, der ud-

giver spw, er blevet beskyldt for at være tilhænger af Stamokap-teorien. Om hhv.

hvor meget det har på sig er svært at sige, gruppen opfatter sig selv som marxistisk

inden for Socialdemokratiet og med en vis tilknytning til den austromarxistiske

teoridannelse (se feks. Detlev Albers' artikel i Argument Sonderband 44 »Euro-

kommunismus und Theorie der Politik«). Det, de især er interesseret i, er at føre_

en teoretisk diskussion, der ikke forbliver abstrakt, men kan bruges af socialdemo-

krater i parti og fagbevægelse i det praktiske arbejde. De foreliggende 4 hefter har

hver et hovedemne: 1) om socialistlovene i forrige århundrede (1978 var lOO-året

for deres indførelse) og aktuelle perspektiver, 2) faglig politik, 3) Socialdemokratiet

og Vesteuropa, 4) højrefløjens strategier. Men også udover disse emner, som unæg-

telig er relevante, findes væsentlige artikler, kommentarer og dokumenter; af for-

fattere, der også er kendte her i landet kan nævnes: W. Abendroth, R. Kühnl, A.

Klönne. Tidsskriftet er værd at iagttage.G. C'.

Hallesche Studien zur Geschichte der Sozialdemokratie l & 2 Martin Luther - Univer-

sität. Halle-Wittenberg. Forschungsgruppe »Sozialdemokratie«, Halle 1978. 197 &

184 s. Veröffentlicht durch die Abt. Wissenschaftspublizistik der Martin Luther-

Universität Halle - Wittenberg, DDR - 401 Halle, August Bebel Strasse 13.

Disse to første bind af en række studier foretaget af en arbejdsgruppe af histori-

kere og samfundsvidenskabsmænd fra forskellige universiteter i DDR af »Social-

demokratiets og dets internationale organisationers historie« er blot de første re-

sultater af denne forskning, som arbejdsgruppen i Halle har ønsket at udgive for at

gøre materialet kendt, inden det udgives i større sammenhængende værker. Alle-

rede på dette grundlag kan det slås fast, at der bliver tale om et særdeles grundigtog kompetent studie af Socialdemokratiets historie, som rejser en række problem-

stillinger af stor værdi for også helt nye analyser af Socialdemokratiet, dets rolle og

karakter. Dette DDR-arbejde kommer på et tidspunkt, hvor man også i de lande i

Vesteuropa, hvor Socialdemokratiet (SD) indtager en dominerende rolle i arbej-

derbevægelsen for alvor er begyndt at studere dette parti og dets historie på en vi-

denskabelig måde, som der har været tilløb til også i Danmark i de sidste år med

offentliggørelsen af flere artikler og værker om Socialdemokratiet og den refor-

mistiske strømning i arbejderbevægelsen.De to første bind har bidrag om den Socialistiske Arbejderinternationales (SAl)(1923-1940) programmatiskeigrundlag og praksis. I begge bind bringes oversigts-artikler, der beskæftiger sig med SAI i et mere bredt perspektiv, ligesom der brin-

ges analyser af SAI's praksis og programmatiske arbejde på en lang række enkelte

områder og endelig analyser af udviklingen i de enkelte medlemspartier. Der er så-

ledes analyser af de socialdemokratiske og socialistiske partier i Frankrig, Polen,

Ungarn, Bulgarien, Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien, Norge og Finland.

Disse analyser er samlet i bind to, mens bind et er helliget analyser af SAI. Artik-

lerne er ret korte og overskuelige og bygger på et omfattende primært og se-

60

kundært materiale. Diskussionen af socialdemokratiSke historikeres forskning ind-

går og giver således et indblik i, hvorledes man i DDR vurderer denne tradition.

Dette er især tilfældet med den største oversigtsartikel i de to bind, Johannes

Glasnecks »Zur Differenzierung innerhalb der Sozialistischen Arbeiter-Interna-

tionale und ihren Parteien«. Denne artikel og den indledende artikel i bind et af

Werner Kowalski bør læses først, da de giver en introduktion til SAI og dens virk-

somhed. De øvrige artikler uddyber flere af de problemer, der berøres i disse to

artikler, eller tager ubehandlede emner op.For Glasneck skal differentieringen i SAI måles udfra følgende faktorer: vurde-

ringen af Sovjetunionen og den russiske revolution, eksistensen af fascistiske masse-

bevægelser i de enkelte lande som en mulig løsning for borgerskabet, de enkelte

partiers nationale baggrund, herunder deres sociale basis og endelig på/styrkefor-holdet mellem centristiske og reformistiske strømninger i de enkelte partier.Glasneck fremhæver (og støttes i de øvrige artikler), at der var tale om en relativ

stor grad af homogenitet allerede ved grundlæggelsen i 1923. Relativ, for - som det

påpeges af Kowalski - undlod man på stiftelseskongressen i Hamburg overhovedet at

vedtage et fælles program, hvilket ifølge SAI-sekretæren Adlers åbningstale ganskeenkelt ikke var muligt de store forskelle partierne imellem taget i betragtning. Ti år

senere, på SAI”s kongres i 1933, måtte Adler erkende, at man ikke havde haft tid til

at udarbejde et program, da partierne havde været opslugt af »lauter Tagesauf-gaben«. For Kowalski ligger her hele essensen af SAI”s og'medlemspartiernes virk-

somhed, nemlig »Praktizismus«. Partierne og SAI forsøger ikke at udarbejde ,et

sammenhængende og konsekvent handlingsprogram.Det betyder dog ikke, hedder det videre, at de ikke har visse programmatiskerammer, og de følgende artikler forsøger at analysere ansatserne til teoretisk ar-

bejde og diskussion i SAI. Det drejer sig om Rolf Bauermanns artikel »Zu OttoBauers Interpretation des Marxschen Begriffs von der Diktatur des Proletariats«,

Afvisningen af proletariatets diktatur og bestemt afstandtagen fra de russiskebolchevikker præger SAl og de fleste medlemsorganisationer perioden igennem,og det vises i flere artikler, at folk som Kautsky ikke gik af vejen for at tale om mu-

ligheden af væbnet intervention i Sovjet, den yderste konsekvens af borgfredspoli-tikken og klassesamarbejdet. Otto Bauer, Vandervelde og det britiske Labour-partihavde dog en mere realistisk vurdering af dette spørgsmål, mens f.eks. de skandina-viske socialdemokratier i samtlige analyser fremstilles som de mest rabiate mod-jstandere af Sovjetunionen og på nationalt plan enhedsarbejde med kommunisterne.I en vigtig artikel gennemgår Jutta Seefeldt »Genesis der sozialreformistischen T0-

talitarismus-Doktrin«, der også bliver fælles tankegods i SAI. Seefeldt fremhæver,at Internationalen inspireret af Kautskys arbejde om proletariatets diktatur fra 1918totalt opgiver en klasseanalyse af den borgerlige stat og arbejder med begreber som

diktatur og demokrati uden at lægge et klasseindhold i disse begreber. Dermed åb-

nes vejen for en demokratiopfattelse, der er rent borgerlig, og som gør det borger-lige demokrati, arbejdet i parlamentet og eventuel deltagelse i regeringer, altså

"

klassesamarbejde i statsapparatet, til selve indbegrebet af demokrati. Følgelig er

vejen åben for en sidestilling af de fascistiske regimer 0g styret i Sovjetunionen.Jutta Seefeldt understreger, at den socialreformistiske opfattelse af staten som et

neutralt og over klasserne svævende organ giver de socialdemokratiske ledere mu-i

lighed for at retfærdiggøre klassesamarbejdet, selvom det ofte pakkes ind - som det

er tilfældet for Le'on Blum i Frankrig, som det vises i en artikel om folkefronten - i

en række subtile overvejelser om »erobring af magten« og »udøvelse af magten«.Resultatet bliver det samme.

En anden vigtig artikel, der beskæftiger sig med SAI's teoretiske arbejde på et andet

felt, er Otfried Dankelmanns »Aspekte der Theorie des Organisierten Kapitalismusin der Programmatik und Praxis der SAI«. Det er en af de længste og grundigsteartikler i de to bind og gennemgår især Hilferdings teser om en kapitalisme »in

61

'einer ganz neu organisierten Form«. Andre talere på stiftelseskongressen i Ham-

burg som Léon Blum og Sidney Webb behandlede denne nye kapitalisme, som grad-vis ville føre frem til en form for socialisme. Glasneck fremhæver i sin artikel, at

man i samme periode frem til ca. 1929, altså under kapitalismens relative stabilise-

ring, beskæftigede sig meget med »Wirtschaftsdemokratie«, økonomisk demokrati;som en overgangsform til socialisme. De danske socialdemokratiske ledere kan altså

glæde sig over at knytte an til en snart 50-årig tradition!!!

Kowalski og Glasneck skelner ligesom de enkelte bidragydere mellem perioden1923 til 1929, kapitalismens relative stabilisering og trediverne. Der kommer en vis

bevægelse i SAI og medlemsorganisationerne med krisen, og på Pariser-kongresseni 1933 er illusionerne om kapitalismen til en vis grad forsvundet, ligesom det er lyk-kedes venstrefløjen i en række partier som det franske og hele partier som det

spanske og italienske at få spørgsmålet om samarbejde mellem kommunister og so-

cialdemokrater på dagsordenen. Denne udvikling er yderst forskelligartet og kan

med størst udbytte studeres i bidragene om de enkelte partier. Denne proces gen-

nemgås for SPD's vedkommende i Hans Jürgen Friedericis artikel »Zum Differen-

Zierungsprozess in der deutschen Sozialdemokratie im Kampf gegen Faschismus

und Kriegsgefahr (l935/l937)«, der er et godt supplement til Ursula Langkau-Alexdisputats »Volksfront für Deutschland?«, som blev anmeldt i Meddelelser 9.

En anden grundig og instruktiv artikel skal fremhæves. Det drejer sig om den un-

garnske historiker Ivan Harsanyis artikel om udviklingen i det spanske socialist-

parti, PSOE, ›»Entwick1ung und Kampf der Tendenzen in der Spanischen Sozia-

listischen Arbeiterpartei während der 30”er Jahre«. Artiklen viser udviklingen i et

parti, der arbejdede på et bredere teoretisk grundlag end de fleste andre refor-

mistiske partier og som helt konkret måtte tage stilling til den fascistiske fare alle-

rede fra 1923.

Trods deres korthed viser de fleste af artiklerne afgørende træk i SAI's og de en-

kelte partiers udvikling, og ikke mindst som diskussionsgrundlag vil de være nyttige,indtil arbejdsgruppens arbejde foreligger i mere samlet og komplet form. Det er

også af en ubestridelig værdi, at vi nu råder over en samlet analyse af socialdemo-

kratiet i denne periode fra kommunistiske historikere i et socialistisk land som

modvægt til det monopol, socialdemokratiske eller socialistiske historikere som

Braunthal, Jacques Droz og Cole hidtil har haft, når det gjaldt brede værker om

Socialdemokratiet og Internationalen i denne periode.Michael Seidelin Hansen

62

ANMELDELSER,

Austro-Marxism. Texts translated and edited by Tom Bottomore and Patrick

Goode with an Introduction by Tom Bottomore, Clarendon Press, Oxford

1978, 308 s., 5 3,95.

1 |970 udsendtes et udvalg af tekster hentet fra den austromarxistiske skole med

en politisk opfordring til ikke at betragte udgivelsen som et bidrag til »marxolo-

gien«, men for at udelukke gentagelser af den austromarxistiske filosofiske revi-sionismes »tilbage til Kant« og praktiske opportunisme'). Det har været forgævesbedømt alene ud fra den engelske oversættelse af austromarxistiske tekster, som

sociologiprofessoren Tom Bottomore er hovedmanden bag. Han benytter en 44 si-der lang indledning til en rehabilitering og en »genopdagelse« af austromarxismenbåde som marxistisk teori, som samfundsvidenskabelig metode og som politisk prak-sis, idet det er ham magtpåliggende at fastslå, at austromarxisterne i vid udstræk-

ning var revolutionære marxister (s. 7). Hvordan nås der til en så markant nyvur-

dering af austromarxismen? '

For det første hvad angår austromarxismens bidrag til marxistisk teori. Her frem-

drager Bottomore Rudolf Hilferding og hans Das Finanzkapital, hvilket er ganskerimeligt, men han undlader at gå ind på begrænsningerne-i Hilferdings arbejde ogden senere kritik heraf, men lader Hilferdings arbejde stå, som om det også i dager derfra, der må arbejdes videre*. Ved siden af Hilferding nævnes Karl Renner

og Otto Bauer. Renner omtales for sit bidrag til udviklingen af analysen af det kapi-talistiske system, især for sin opmærksomhed på mellemlagsproblematikken ogfunktionærstandens vækst.

Ifølge Renner tilnærmedes arbejdernes og funktionærernes situation, og denne

omstrukturering af de sociale klasser åbnede nye muligheder for en demokratisksocial bevægelse og for en fredelig og gradvis overgang til socialismen (s. 28). Jegskal ikke her indlade mig på en kritik af dette »bidrag« til marxistisk teori, men

blot påpege, at Renner udviklede denne opfattelse efter den anden verdenskrigpå et tidspunkt, hvor austromarxismen både i teori og praksis var afgået ved dø-den, Renner var selv aktiv ved »begravelsen«, uagtet at Bottomore påstår, atRenner fortsat anså austromarxismen for vigtig (s. 5-6). Denne påstand og beteg-nelsen af Renners mellemlags-»teori« som en del af austromarxismen kan kunbero på Bottomores utilstrækkelige viden om udviklingen af det østrigske social-demokrati før og efter årene, hvor partiet var illegalt. Endelig er der at tilføje, atRenners opmærksomhed på mellemlagsproblematikken efter anden verdenskrigikke kan betragtes som ny eller original. Tyske historikere og sociologer havdeda i årtier været opmærksom på denne problematik, hvad også sociologen Botto-more burde vide. Hvad der er »originalt« hos Renner, er kun de politiske konse-kvenser han drager deraf- og som Bottomore tilsyneladende deler.Hidtil har man betragtet Renner som den pragmatiske politiker og Bauer som denaustromarxistiske teoretiker. Dette billede forsøger Bottomore at ændre ved i et

forbavsende lille omfang at beskæftige sig med Bauers indsats som teoretiker. Kun

meget kort og mangelfuldt omtales hans arbejde om nationalitetsspørgsmålet og'om fascismen (s. 30), og vi får ikke at vide, hvori hans bidrag til marxistisk teori

egentligt består.Også når austromarxismen som samfundsvidenskabelig metode tillægges aktuel

betydning, betones Karl Renners indsats på linie med Bauers og Max Adlers.Adler leverede det metodiske grundlag for en empirisk samfundsvidenskab, der

var i stand til at udvikle og korrigere sig og som tog hensyn til de ideologiske og

bevidsthedsmæssige forhold (5. 20 f.), mens det var Renner, der ud fra hans studieraf retsinstitutionens sociale funktion (1904) først udtrykte den austromarxistiske

tolkning af forholdet mellem basis og overbygning ved konkret at vise, at lovgiv-

63

⁄ ningenikke er en ren og skær afspejling af de økonomiske forhold, men aktivt kan

indvirke på disse (s. 18 f.). Tilsvarende viste Bauer, at det ikke kun var de økono-

miske forhold, der var afgørende i nationalitetsprobIematikken, men at også de

ideologiske faktorer var af betydning. Kort sagt, austromarxisternes samfunds-

videnskabelige metode har sin styrke i, at den ikke kun beskæftiger sig med økono-

miske faktorer eller betragtede politiske og ideologiske kampe som rene »afspej-

linger« af økonomiske kræfter, men prøver at skildre hele udviklingen af en social

proces, i hvilken økonomiske, politiske og ideologiske elementer er blandede, lige, meget hvor meget de økonomiske forandringer synes at være dominerende (s. 33

f.). Her er altså det andet af de budskaber, Bottomore mener, at austromarxismen

har til os ,i dag. Et budskab, der kun kan være af betydning for dem, der er totalt

uvidende om marxistisk teoriudvikling og i øvrigt kun kender den historiske ma-

terialisme gennem referater fra borgerlig litteratur. For alle andre må den øko-

nomiske reduktionisme, som austromarxismen bedømmes i forhold til og gøres

bedre end, være et overstået stadium.

Endelig vil Bottomore retfærdiggøre den austromarxistiske i praksis førte poli-tik i Østrig op til 1934, da Socialdemokratiet blev opløst og den autoritære stæn-

i

'

derstat etableretJ). Umiddelbart skulle man måske tro, at det ville være svært at

forsvare en politik, der endte med et katastrofalt nederlag over for de autori-

tære kræfter, men det lykkes let for Bottomore, da han simpelthen godtager og

gengiver de forklaringer og undskyldninger, som de socialdemokratiske ledere

selv fremkom med efter at være blevet fordrevet fra Østrig, nemlig at det var den

udenrigspolitiske situation med et fascistisk Italiens pres på den side og et nazistiskI

Tysklands på den anden, der gjorde et nederlag uundgåeligt,vuafhængigtaf den af

socialdemokratiet førte politik (s. 42, 288). Med andre ord har især Norbert Leser,

som Bottomore flere gange henviser til i andre sammenhænge, skrevet forgæves,

idet han flere steder har gentaget den opfattelse, at socialdemokratiet ikke kan

skyde hele ansvaret over på eksterne faktorer, men at også den førte politik var

en katastrofal fejltagelsef). Dette ser Bottomore for det første helt bort fra, og for

det andet mener han fortsat at den politiske opfattelse, som austromarxismen stod

for, også er den rigtige i dag, kapitalismen kan langsomt med folkeflertallets støtte

vokse ind i socialismen, selv om det kan støde på voldelig modstand fra de privilige-rede, en sådan situation må arbejderklassen blot være forberedt på. Den austro-

marxistiske opfattelse. behøver kun et supplement på et punkt, at også de autoritære

socialistiske samfund er forberedt på at bruge vold for at hindre frihedsbestræbel-

ser (s. 43). Årsagen til at Bottomore anser austromarxismen som relevant i dag er,

at den på den ene side udviklede en teori, der var åben for ændringer og ikke dog-matisk som den bolsjevistiske, og på den anden side modsat de andre europæiske re-

formistiske arbejderpartier havde en social teori, som påvirkede og ledte deres

politiske handlinger (s. 44). At denne sociale teori så ikke reddede de østrigske so-

cialdemokrater fra at lide den samme skæbne som broderpartiet i Tyskland, gårBottomore let udenom.

Med Bottomores noget egenartede opfattelse af austromarxismen, er udvalget af

tekster også blevet det, da de netop skal belyse/bevise rigtigheden af den i intro-

duktionen fremsatte opfattelse, og det nedsætter brugsværdien betydeligt for den,

der ønsker en kortere men'pålidelig introduktion til austromarxismen. På den ene

side er der medtaget helt overflødige tekster (b1.a. Hansensteins) og udeladt mere

centrale og repræsentative, b1.a. Bauers herostratisk berømte artikel om klasse-

kræfternes ligevægt fra Der Kampf 19241og hans knæfald for autoritære tendenser

i artikler i Arbeiter-Zeitung i marts 1933 og i det første hefte af Der Kampf 1934,

der viser austromarxismens underkastelses-politik. Da tekstudvalget netop har ka-

rakter af bevissteder for introduktionen, består det til dels af en mængde mindre

udklip fra både bøger, aviser og tidsskrifter, det vil sige, at der f.eks. fra Otto

Bauers Die ösrerreichische Revolution klippes fem forskelligesteder værket igen-

64

nem, hvorefter udklippene samles under ,en af Bottomore valgt overskrift som en

artikel på 12 sider, kun indbyrdes adskilt af nogle ekstra prikker. Det er en helt

uacceptabel form for komprimeret tekstsammenklipning, som hverken forfattereller læser kan være tjent med, og snyder læseren til at tro, at der er tale om en

sammenhængende artikel.

Bogens afsluttende bibliografi indeholder flere misforståelser og tekstsammen-

blandinger, lige som den sit omfang til trods ikke medtager standard- og nyereoversigtsværker om den østrigske arbejderbevægelses historie. Brugsværdiensvækkes yderligere ved, at der ikke henvises til den i 1975 påbegyndte udgivelse afOtto Bauer: Werkausgabe (hidtil 7 bd. udkommet), da det vil blive den, der henvisestil i fremtidige Bauer- og austromarxismestudier.Denne udgivelses introduktion og tekstudvalg taget i betragtning, kan jeg kun an-

befale, at man til en kortere indføring i austromarxismens teori fortsat holder sig tilden i 1970 udsendte tyske tekstudgave, der er. kritisk, men også loyal mod de gen-givne tekster og tilmed medtager det centrale Linzer-program fra 1926.

John T. Lauridsen

l) AustronIarxismus. Texre :u Idealogie und Klassenkampf Hrsg. von Hans-JörgSandkühler und Rafael de la Vega. Frankfurt a.M., Wien 1970.

2) Se den danske oversættelse af Hilferdings arbejde Finanskapitalen, Kbh. 1976.3) Se Nobert Flugers oversigt: Austromarxisterne 1904-1934 i Årbogfor arbejder-bevægelsens historie 3 , 1973.

4) N. Leser: Zwischen Reformismus und Bolschewismus. Der Ausrromarxisnms alsTheorie und Praxis. Wien 1968 og samme i I TH-Tagungsberichte 9, 1976.

Jens Bang-Hansen: Det første socialdemokratiske ministerium 1924-26. Enundersøgelse af baggrunden for dets dannelse og virke. Institut for Samtids-historie, Reitzel, København 1978, 95 s., kr. 25.-

*

Spørgsmålet om samarbejde med borgerlige partier og deltagelse i borgerlige .

regeringer var tidligt et væsentligt problemkompleks for de socialdemokratiskepartier i 11. Internationale. lnternationalens partier var vælgerpartier,-som base-rede deres strategi for erobringen af den politiske magt på at opnå majoritet i par-lamenterne. De nationale partiers betingelser var imidlertid vidt forskellige ligeså-vel som graden af tilslutningen til dem og især væksten i denne var det. Vel blevder udformet nogle retningslinjer for partiernes handlen i det borgerlige samfund,men de var yderst generelle og måtte nødvendigvis være det, idet de nationale par-tier suverænt selv udformede den politiske praksis. Hvad der skulle ske indtil par-tierne havde vundet majoritet i parlamenterne var i store dele af bevægelsen ikkenoget problem, da tidspunktet for opfyldelsen af dette-mål var forestående indenfor overskuelig tid. Når spørgsmålet inden for Internationales rammer blev aktueltog gjort til genstand for diskussion skyldtes det især, at den franske uafhængigesocialist, Alexandre Millerand, i 1899, uden at repræsentere sit parti, indtrådte idet radikale republikanske ministerium.Siden 1. kongres i 1889 havde lnternationalen haft en dør åben til partiernes mu-

lighed for at indgå valgforbund med andre (borgerlige) partier i begrænsede pe-rioder eller i undtagelsestilfælde. Denne mulighed blev bibeholdt på kongressen i1900. Kongressen i Amsterdam i 1904 vedtog imidlertid på foranledning af det tyskeparti (SPD), at samarbejde med borgerlige partier ikke kunne accepteres.Denne vending fik ikke videre praktisk betydning for det danske socialdemokrati.Socialdemokratiet i Danmark havde, som følge af de' politiske kampbetingelser,siden midten af 90'erne indgået valgforbund med de radikale dele af Venstrepartiet.

65

På kommunalt plan var indgåelsen af valgforbund af langt tidligere dato, og det var

nærmest blevet en institutionaliseret del'af den politiske praksis. I 1904 var partietikke, selv under ændrede betingelser og uden aktuel alliancepartner, indstillet påat efterfølge resolutionen fra 1904-kongressen i Amsterdam. Forretningsfører

Knudsen gav der kongressen sin varme tilslutning til spørgsmålet om indgåelse af

valgalliancer. Det danske parti ville heller ikke, ifølge Knudsen, tøve med at ind-

træde i en regering. Sidstnævnte var især et defensivt taktisk instrument, som man

kunne tvinges til at gøre brug af, hvis forholdene krævede det. Det afgørende var

partiets manøvredygtighed. Så længe partiet ikke opgav sin selvstændighed og ende-

målet, og sørgede for, at eventuelle regeringsrepræsentanter havde partiets sank-

tion , måtte partiet stå frit og vælge sin taktik afhængig af de politiske forhold.

De følgende år førte valgforbundet med Det radikale Venstre (indgået 1. gang 1906)til dybtgående uenighed i partiet. Derimod blev spørgsmålet om regeringsdannelseforeløbig skrinlagt på partikongressen i I908. I et tillæg til kongresmanifestet hed

det, at socialdemokratiet »afviser enhver Tanke om, at det kan deltage i Dannelsen

af et Ministerium, før Partiet har absolut Flertal i Folketinget«.

Bang-Hansen har stillet sig den opgave at forklare udviklingen mellem standpunk-tet i [908 og dannelsen af mindretalsregeringen i 1924. Han har endelig villet vise,

hvorfor partiet påtog sig regeringsmagten i 1924. Ang. det første problem har for-

fatteren især ønsket at finde frem til de kredse i partiet, der udgjorde drivkraften

i den succesrige udhuling af l908-beslutningen og især hvordan og med hvilke mid-

ler de gjorde det. Tyngdepunktet i sidstnævnte har imidlertid medført, at Bang-Hansens undersøgelse mere er blevet en udredning af den interne beslutningspro-ces i partiet og ændringerne i magtrelationerne mellem dets ledende organer, end

en egentlig realanalyse af baggrunden for l924-regeringens dannelse.

Det lykkes Bang-Hansen at fremlægge en række gode iagttagelser og detaljer i

sin besvarelse. Han konstaterer rigtigt, at magtforholdet i 1913 for alvor forskydesfra de ledende partiorganer til rigsdagsgruppen. Fra l9|3 forelagde denne altid

færdigforhandlede forslag først for forretningsudvalget og siden hovedbestyrel-sen. Kongressen kom sidst i rækken og denne reduceredes efter forfatterens me-

ning til et gummistempel. Inspireret af den tyske sociolog Michels konkluderer for-

fatteren... »Efterhånden som partiet konsoliderer sig, bliver rigsdagsgruppens

holdning det afgørende, et ”supreme lex” i mange spørgsmål. Dette kom også til at

gælde for det danske parti i stigende grad efter l913...kun rigsdagsgruppen var

tæt nok inde på de daglige forhandlinger til at kunne tage stilling til dem. ..« (s. 82).Denne konklusion ser tilforladelig ud, men er næppe særlig dækkende til forståel-

sen af udviklingen i Socialdemokratiet. Tilbage står en lang række ubesvarede

spørgsmål. Hvad var Staunings og dele af gruppens motiver til at omgå l908-resolu-

tionen? Hvad ville partiet opnå ved valgalliancer og indtræden i borgerlige rege-

ringer?Der mangler således først og fremmest en etablering af en indre sammenhæng i og

forståelse af udviklingen i Socialdemokratiets taktik og strategi i perioden, og en

understregning af parlamentets rolle i partiets idéopbygning. Man kan begynde

med, hvor forfatteren tager sit udgangspunkt, nemlig l908-beslutningen, og kon-

statere, at denne fremkom på et tidspunkt, hvor den socialdemokratiske taktik og

strategi var fastlagt. Kampen for socialismen skulle baseres på og tage sit udgangs-punkt i det borgerlige demokrati, og en reformpolitik skulle styrke arbejderklassenog bane vej for en senere samfundsændring. Demokratiet var imidlertid langt fra

færdigudbygget, f.eks. var store dele af arbejderklassen uden valgret. Midlet til

fortsat kamp for demokrati var parlamentarisk styrke og samarbejde med partier,- som tilsluttede sig kampen for fortsat udbygning af demokratiet. Set i forhold hertil

var I908-beslutningen interessant, idet den var på nippet til at forkaste en fortsat

alliance med det radikale parti. Flertallet af alliancemodstanderne var imidlertid

næppe i opposition til partiets taktiske og strategiske hovedlinje, men imod midlet.

66

For dem var Socialdemokratiet oppositionens d.v.s.' alle demokratisk indstillede

borgeres parti. Det radikale parti var en udvækst, som med tiden ville savne beret-› tigelse. For dele af partiledelsen var en fortsat alliance en borgen for en hurtigere

reformering af det borgerlige demokrati.

For Stauning og kredsen omkring ham blev l908-resolutionen hurtigt en kæp i

hjulet på den velsmurte reformpolitik som introduceredes fra 1910. Gang på ganghenholdt Stauning sig til P. Knudsens 1904-udtalelse. Det skete i 1913 hvor spørgs-målet om regeringsdeltagelse blev aktuel for at redde en grundlovsændring og i

1916, hvor Stauning indtrådte i det radikale ministerium som kontrolminister. Somforan skitseret var disse begivenheder enlogisk videreføring af partiets hovedlinje.Sat op imod denne var 1908-resolutionen en parantes, en ideel og uden tvivl ægte

forhåbning hos flertallet af socialdemokrater, som, skulle den være fastholdt, kræ-

vede en ændret strategi og især en anderledes kamptradition og politisk praksis.Derfor kan man ikke som Bang-Hansen anvende 1908-resolutionen moralsk som

målestok for den senere udvikling. En konfrontation af senere udtalelser og resolu-tioner med l908-beslutningen fører kun til brug af begreber som svigt, omgåelse,udhuling. ord som svæver frit, med mindre man velargumenteret har stillet sig pål908-resolutionens standpunkt.En konkret undersøgelse af Socialdemokratiets formål med valgalliáncer og ind-den i regeringen kan fås ved at se nærmere på samarbejdet med de radikale i 1918.

Bang-Hansen har ikke fået fat på den indre sammenhæng mellem vedtagelsen af

valgalliancen i februar 1918 og Staunings ændrede stilling i det radikale ministe-rium i slutningen af året (Stauning var indtrådt som kontrolminister i 1916). Den25.-26. februar skulle Socialdemokratiet afholde kongres for at drøfte taktikkenved folketingsvalget den 22. april, dagen efter den nye grundlovs ikrafttræden. Kon-

gressen i 1915 havde besluttet, at der skulle opstilles i alle kredse, dvs at partietskulle gå til valg uden alliance. Allerede den›6. februar vedtog folketingsgruppenimidlertid en ny valgalliance, som favoriserede de radikale mere end nogensindetidligere. De radikale havde fået gennemført deres krav om, at Socialdemokratietikke måtte gå frem på deres bekostning. Alliancen vakte harme i hovedbestyrelsen,og på kongressen blev den vedtaget, men med 156 stemmer imod. Bang-Hansen re-

fererer begivenhederne korrekt, men fremhæver, at gruppen havde forhandletalliance før afholdelse af kongres.l betragtning af, at kongressen førte til intern strid og åben splittelse med nye parti:dannelser i arbejderbevægelsen (hvad forfatteren forbigår), burde begivenhedernevære nærmere analyseret.

_

Stauning lagde åbent motiverne frem. Formålet med alliancen var en bevarelse af

regeringen og det demokratiske flertal. Et valg uden alliance ville som følge af 1914-

valglovens stærke begunstigelse af Venstre føre til, at regeringen mistede sit flertal.Tabet for Socialdemokratiet blev uden alliance opregnet til 5 mandater, for de ra-

dikale mellem 10 og 12. En alliance var nødvendig for at sikre fortsat flertal, neutra-

litet, videreføring af reformpolitikken og foranstaltningerne mod dyrtiden til gavnfor arbejderklassen. Aftalens stærkeste kritiker, den »nyopdukkede« alliancemod-stander K. M. Klausen så imidlertid sammen med andre en mulighed for at tilføredet radikale parti et alvorligt valgnederlag. Socialdemokratiet havde næsten dob-belt så mange vælgere som de radikale og en situation, hvor Socialdemokratiet

gjorde arbejdet, mens de radikale hævede lønnen kunne ikke vedblivende være hold-

bar, hævdede Klausen. Endelig ville en alliance uddybe splittelsen i partiet og føretil passivitet i mange foreninger, som nu ville få besked om at stemme radikalt i ste-

det for at stemme på egne kandidater.Flertallet sikredes ved valget, men uroen i partiet voksede. Socialdemokratiet'havde givet de radikale stor fremgang ved valget, men denne tjeneste svarede efter

manges mening ikke til Staunings indflydelse i ministeriet. Der opstod derfor et

voksende pres, især fra fagbevægelsen, om at se resultater. Det var derfor natur-

67

' ligt, at partiet greb chancen til at overtage dele af Ove Rodes indenrigsministeriumi slutningen af året. Dette førte til 11⁄2måneds intens diskussion i folketingsgruppen.En række gruppemedlemmer krævede ikke kun en ministerpost til Stauning, men

at op mod halvdelen af ministeriet burde overtages af socialdemokrater. Andre var

tilfredse med, at Stauning overtog de sociale sager i ministeriet, mens modstan-

derne argumenterede for, at 'øget indflydelse var lig med større ansvar for den ra-

dikale regerings politik og den førte ikke nogen form for socialistisk politik. Mod-

standerne krævede endelig kongressen indkaldt for at tage stilling til spørgsmålet.Den 13. november 1918 enedes gruppen om, at Stauning skulle overtage dele af in-

denrigsministeriets områder.'

Bang-Hansen har ikke undret sig over den pludselige enighed i gruppen den 13. no-

vember, og synes overrasket over at Stauning i slutningen af november kunne frem-

sætte lovforslag om 8-timers dag for arbejdere ansat i virksomheder med døgndriftiDer er imidlertid her tale om en regulær fejl i Bang-Hansens fremstilling. IfølgeBang-Hansen sagde de radikale nej til en udvidelse af regeringen, hvorefter sagen

sluttede. Det er ikke korrekt. Den 19. november blev Stauning udnævnt til arbejds-minister med ansvar for arbejderforhold, a-kasser, fabrikstilsyn m..m. Udviklingeni dagene mellem den 13. og 19. november havde ryddet problemerne af vejen i al

hast. Baggrunden for folketingsgruppens enighed den 13. og Staunings udnævnelse,var kort fortalt afslutningen på verdenskrigen og det efterfølgende revolutionære

røre, herhjemme b1.a. grønttorvsurolighederne.På gruppemødet havde Stauning støttet af fagbevægelsen forelagt et 18-punkts pro-

gram hvis krav skulle gennemføres hurtigst muligt. Programmet skabte enighed i

gruppen. For partiet gjaldt det på den ene side om at skabe ro i landet og på den

anden side at udnytte opbruddet i arbejderklassen til at få gennemført reformer'.

Staunings mere aktive rolle i ministeriet, de mange nationale og internationale

politiske og økonomiske problemer førte i den efterfølgende periode til en borger-lig offensiv, der som mål havde genoprettelse af liberalismen og en tilbagevenden til

førparlamentariske forhold. De parlamentariske kriser »Statslånskrisen« 1919 og

»Påskekrisen« 1920 var eksempler herpå. I betragtning af, at disse kriser dannede

grundlag for en ændret strategi i Socialdemokratiet, idet forsvaret for det parla-mentariske demokrati blev skudt frem som mål i sig selv, kunne man have forventet

disse kriser inddraget i undersøgelsen. Det var jo erfaringerne herfra, som var

baggrunden for, at Socialdemokratiet gnidningsfrit kunne forkaste de sidste rester

af regeringsvægring på papiret, og præsentere sig offentligt som regeringsalterna-tiv. Man må især forundre sig over, at Bang-Hansen ikke har interesseret sig for

»Statslånskrisen«, hvor den socialdemokratiske folketingsgruppe for første gang

diskuterede muligheden af at danne en ren socialdemokratisk mindretalsregeringog endnu engang spørgsmålet om at indtræde i en fællesregering. Der skal imidler-

tid ikke her redegøres nærmere for den politiske situation 1919-20. Istedet kan det

være relevant at se nøjere på Bang-Hansens syn på kongressen, som han omtaler

som et gummistempel.Karakteristikken forekommer at være noget uelastisk og generaliserende. Det er

rigtigt, at kongresserne i 1910 og 1916 og efter 1920 mere eller mindre ukritisk

satte deres stempel på hvad topledelsen i forvejen havde besluttet. Men det betyderikke, at kongressen var ude af stand til at påvirke den førte politik endsige ændrepå hvad ledelsen forelagde den. Bl.a. overser Bang-Hansen den nuance, at kongres-sen i 1908 fik skabt forbedringer i ledelsens oprindelige allianceforslag. Noget så-dant var også sket tidligere. Endelig opnåede alliancemodstanderne på kongresseni 1918 betydelige resultater, som fik videre betydning. Det kan nævnes, at spørgsmå-let om Staunings indtræden i regeringen i slutningen af 1918 var vanskeligt at gen-

nemføre_ p.g.a. kritikken fra folketingsgruppens alliancemodstandere. Det tog 1'⁄2måned at nå til enighed, og denne blev formentlig kun opnået som følge af krigsaf-'slutningen og de problemer denne medførte. Det blev også klargjort for partiledel-

68

1

sen, at et folketingsvalgmed endnu en' alliance med de radikale, ville være slet Ogret

umulig. Alliancemodstanderne havde også deres del i, at kongressen i oktober 1919

besluttede sig for socialdemokratisk opstilling i alle kredse ved de kommende valg.Selv om alliancemodstanderne ikke kunne hindre at Stauning blev minister i 1918,så var de på vagt over for en yderligere udvidelse af den radikale regering med so-

cialdemokratiske ministre. Under »statslånskrisen« i 1919 førtes den samme dis-kussion som i efteråret 1918, blot drejede det sig nu om dannelsen af et blandingsmi-nisterium med evt. socialdemokratisk deltagelse eller en socialdemokratisk mindre-

talsregering. Oppositionen var dog afgjort svagere og den ebbede ud kort efter. An-

slaget mod folketing og parlamentarismen førte til samling og kampgejst i partiet, ogder var total enighed om at tage alle midler i anvendelse for at forsvare erhver-

'

vede rettigheder.Undersøgelsens sidste del, dannelsen af den socialdemokratiske mindretalsregeringi 1924 og gennemgangen af dens lovforslag skal ikke nærmere omtales. Begivenhe-derne refereres og lovforslagene karakteriseres, men der fremdrages intet nyt iforhold til andre fremstillinger. Egentligt forekommer det mere givtigt selv at læseKr. Bordings referater af ministermøder 1924-26 (udg. 1976) fremfor at læse Bang-

'

Hansens referateriaf dem. Det er i det hele taget en grundlæggende svaghed i b0-gen. at Bang-Hansen i al for høj grad beskriver frem for at diskutere og analysere.Det kan derfor ikke overraske, at han ser regeringsdannelsen i 1924 som en kulmi-nation af en udvikling, hvis første skridt blev taget under ministerkrisen i 1913.Selv om første del af bogen er kritisabel på en række anførte punkter, så er detaltså først og fremmest denne del, som gør bogen anvendelig til belysning af enrække forhold. Man kunne have forventet, at spørgsmålet om udstrækningen af

folketingsgruppens mandat til at forhandle, afslutte forlig og indtræde i regeringervar blevet genstand for en række teoretiske overvejelser. Dette sprøgsmål er jofortsat aktuelt i en række arbejderpartier. Især kunne man have ønsket en stilling-tagen og inddragelse af de mange nye fremstillinger om denne periode. Det er hellerikke klogt at betegne socialdemokratiets partihistorie (1954) som værende af tvivl-som kildeværdi, når der i denne er oplysninger, som kunne have forbedret Bang-Hansens fremstilling af begivenhederne, m.h.t. at se disse i større sammenhængmed den politiske situation og politiske udvikling.

Henning Grelle '

Gerhard Botz, Hans Hautmann, Helmut Konrad, Josef Weidenholzer (udg.):Bewegung und Klasse, Studien zur österreichischen Arbeitergeschichte - 10Jahre Ludwig Boltzmann Institut für Geschichte der Arbeiterbewegung - Eu-

ropa Verlag, Wien 1978, 841 s.'

Boltzmann instituttets oprettelse i 1968 indledte en ny fase i historieskrivningenom arbejderbevægelseog arbejderklasse i Østrig. Mens den indtil da havde været

overladt til bevægelsen og enkeltpersoners interesse ved universiteterne,'begge ste-

der var der opnået store resultater, så fik den akademiske forskning nu et fast til-

holdssted ved universitetet i Linz. Det faldt sammen med det opsving i interessen for

arbejderhistorien, som kan konstateres generelt i en stor del af verden. Da insti-

tuttets leder bl.a. er den dygtig organisator, blev dets stilling meget hurtig central

og en udgivelsesvirksomhed sattes i gang, der indtil nu omfatter ca. 30 bøger. l an-

ledning af instituttets 10-årige beståen er dette meget omfangsrige værk blevet ud-.

givet.Man må formode, at det skal være en slags overblik oVer arbejderhistoriens emne-

mæssige omfang. Som sådant er det også vellykket, der er ca. 35 bidrag og'de har

fordelt sig over et stort område. Nogle af dem behandler væsentlige problemer ud-

%7769

mærket, andre ligeså væsentlige problemer behandles på en måde, at man ikke kan

se hvori det væsentlige består, adskillige behandler petitesser og et enkelt bidragom »Wissenschaft, Erziehung und Gesellschaft während der Englischen Revolution

1640-1660« må være kommet med ved en fejltagelse.Artiklerne er inddelt i 4 hovedgrupper: 1) biografiske bidrag, 2) regionale studier,

3) kultur- og åndshistorie, 4) socialhistorie. I alle hovedgrupper er der interessante

artikler enten p.g.a. deres indhold eller/og p.g.a. forfatterens metode. 1 1. afdelinghar G. Brandstetter således skrevet om den østrigske anarkist Rudolf Grossmann,som er bedre kendt under sit pseudonym Pierre Ramus (s. 89-118). Anarkismen har

jo aldrig spillet en stor rolle i de tysktalende lande, men de forskellige anarkistiske

retninger har dog været repræsenteret og Ramus har et stort forfatterskab bagsig. Det var åbenbart meget svingende og bragte ham i modsætning til andre anar-

kistiske forfattere som f. eks. Erich Mühsam. Omtrent lige så betydningsløst er den

trotzkistiske retning; Hans Schafranek bidrager til dens historie med en afhandlingom Kurt Landau (s. 193-216). De østrigske trotzkistiske grupper havde på deres

højdepunkt knap 200 medlemmer, men var ikke desto mindre splittet op i forskelligegrupper.Landau flyttede i 1929 til Tyskland, men der var situationen ikke bedre. Inden for

den trotzkistiske organisation arbejdede agenter for det officielle kommunistiske

parti, bl.a. en Roman Well (Robert Soblen), som Trotzki støttede. Det måtte således

komme til en splittelse (i 1931); Landau og hans gruppe var især kommet i modsæt-

ning til Trotzki p.g.a. af dennes bureaukratiske metoder, først senere blev disse

modsætninger politisk begrundede. 1 1934 blev Landaus gruppe optrævlet af Ge-

stapo og ophørte dermed faktisk at eksistere i Tyskland. Men Landau fortsatte ar-

bejdet ivParis, hvor han havde opholdt sig siden 1933. 1 1936 tog han til Spanien, hvor

han samarbejdede snævert med POUM. Det betød igen, at han (sandsynligvis) blev

myrdet af GPU, som så mange andre fra de mindre revolutionære grupper. Her-

bert Steiner har fundet et manuskript af Franz Koritschoner, en førende østrigskkommunist, som allerede under 1. verdenskrig stod på venstrefløjen. Dette handler

manuskriptet om og her udgives et kapitel. Koritschoner udleveredes i 1941 fra SU

til Gestapo h.h.v. Auschwitz.

Det østrigske socialdemokrati var i mellemkrigstiden et af de største socialdemo-

kratiske partier med over 40% af stemmerne. Men som regionalstudierne viser, så

var denne styrke meget ensidigt fordelt: i det røde Wien og i et par andre industri-

byer var socialdemokraterne absolut dominerende - alle andre områder havde

borgerlig overvægt. Og det borgerlige Østrig var i mellemkrigstiden en reaktio-

nens højborg. Det havde betydning for Socialdemokratiet i provinsen, for udform-

ningen af dets politik og det bragte det til en vis grad-også i modsætning til or-

ganisationen i Wien. Det analyseres i et par bidrag af Ernst Hanisch, Robert Hin-

teregger, Hans Haas og Gerhard Oberkofler. Kurt Greussing og Wolfgang Neuge-bauer bidrager med studier om den socialistiske modstandsbevægelse og endeligfindes i denne afdeling en artikel om en af de få østrigske guerillagrupper i 2. ver-

denskrig. Både guerillavirksomheden og artiklen forekommer at være mislykkede.Det østrigske socialdemokratis oplysningsarbejde var omfattende og opnåede især i

mellemkrigstiden betydning også i international sammenhæng. Det behandles af

Helge Zoitl og Josef Weidenholzer i to meget materialrige afhandlinger, hvis pro-

blemstillinger også kunne have interesse i forbindelse med tilsvarende danske af-

handlinger om f.eks. AOF. Begge behandler den organiserede arbejderbevægelsesforsøg på at formidle socialistisk viden og tankegang til arbejderklassen h.h.v. til

organisationernes medlemmer h.h.v. udvalgte grupper. Det betyder her en teore-

tisering af arbejderklassens erfaringer - ikke en vilkårlig formidling af »kultur«,

omend sådan noget selvfølgelig også forekom. Helmut Konrad har en ganske inter-

essant artikel om forholdet mellem arbejderbevægelsen og den akademiske intelli-

gens.

70

1 den socialhistoriske afdeling skriver Helene Maimann nogle »Bemerkungen zu

einer Geschichte des Arbeiteralltags« (s. 599-628). Hun forsøger her bl.a. at finde

frem til kilderne for analysen af arbejdernes hverdag, imidlertid er hendes forsøg

på en bestemmelse af, hvad der er hverdag også meget læseværdig. Andre bidragi afdelingen behandler boligforhold og antisemitisme; en enkelt afhandling handler

om faglig politik i perioden 1932-34, d.v.s. under verdenskrisen og før overgangentil det austrofascistiske diktatur og der findes en artikel om strejker i Østrig1918-1975, problemer og resultater af en kvantitativ analyse.Det er som sagt til dels vigtige afhandlinger om vigtige emner, man finder i dette

festskrift. Der er imidlertid ingen egentlig sammenhæng mellem artiklerne, det er

en meget løst struktureret samling afhandlinger, der ikke giver noget indtryk af den

østrigske akademiske forskning om arbejderbevægelsen, dens problemer og posi-tioner. Det må være et tilfælde, at der kun findes en artikel om fagforeningsmæs-sige problemer i bindet, som for øvrigt er skrevet af en tysker. Der findes en megetvægtig afhandling om den østrigske fagbevægelse af Fritz Klenner fra 1953, man

skulle tro, at der er sket noget siden da. Det er en fejl, at udgiverne ikke har været

opmærksom på dette. ,

Bolzmann instituttet har udover dette bind også publiceret Karl R. Stadler (udg.)»Rückblick und Ausschau. 10 Jahre Ludwig-Boltzmann-Institut für Geschichte der

Arbeiterbewegung«, Wien 1978, med rapporter om instituttets arbejde, udgivel-ser o.s.v. Det er meget nyttigt, bl.a. findes en artikel af Hans Hautmann om erfa-

ringer ved samarbejde ved fælles projekter (s. 49-60). Hautmann har deltaget i så-

danne fælles projekter med repræsentanter for andre fag.Gerd Callesen

Bo Blomkvist: International i miniatyr. Studier i skånsk arbetarrörelse före

1880 och dess internationella kontakter, Bibliotheca Historica Lundensis

XLIlI, Stockholm 1979, 182 5. Sv. kr. 50.-

Studier, der direkte sigter mod at undersøge arbejderbevægelsens internationaleforbindelser. har været forholdsvis sjældne i Skandinavien. Det synes nu som om.

der er ved at ske en ændring her. For nylig er der udkommet en afhandling 0m

norsk arbejderbevægelse og Komintern og nu foreligger en undersøgelse. hvisemneområder er arbejderbevægelsens opkomst i et lokalområde 0g bevægelsensinternationale forbindelser. Foruden disse i sig selv vigtige emneområder bidragerBlomkvists dissertation til belysning af det forsømte emne: arbejder-skandinavisme.Afhandlingen er tidsmæssig begrænset til perioden før 1880, hvilket i alt væsentligtvil sige 1870'erne med enkelte strejflys tilbage til 1860'erne og 50”erne, hvor for-fatteren søger at registrere de indtrufne strejker. De ses som en del af baggrundenfor den senere faglige organisering. Fremstillingens tyngdepunkt ligger i undersø-

gelsen af de tre fag: tobaksarbejder-, handskemager- 0g korkskærerfaget. hvor der

i perioden oprettedes fagforeninger i Skåne.

Indledningsvis (s. 4) har Blomkvist en række korte definitioner af de forenings-typer, han opererer med. Det fremgår her, at han forstår fagforeninger som rene

og skære interesseorganisationer. Det synes således, som om de senere års debat,der især har været marxistisk inspireret, om fagforeninger og deres funktion i det

kapitalistiske samfund, er gået hen over hovedet på forfatteren.

Blomkvist præsenterer en detaljeret empirisk undersøgelse, hvis indfaldsvinkeler præget af politologiske problemstillinger - intet under derfor, at fremstillingensom helhed bliver kedelig læsning. Hvad værre er. forfatteren formår ikke med

den forståelsesramme at få fat i det essentielle i de interessante emner han påtager

71

,Vrsigat undersøge. Det er således karakteristisk, at arbejderbevægelsens internatio-

'naliSme, som forfatteren ønsker at bidrage til belysning af, forsvinder ud af frem-

stillingen. Den opløses i en lang række detaljerede beskrivelser af internationale

kontakter, hvis sum øjensynlig formodes at udgøre internationalisme. Men inter-

nationalisme er andet og mere end en kvantitativ størrelse. Fremstillingens styrkeligger ikke desto mindre i de empiriske analyser.Hvor forfatteren kommer ind på danske/københavnske arbejdsmarkedsforhold,bygger han hovedsagelig på Bruun og Nørregaard - eller endnu ældre fremstillin-

ger. De tos arbejder er ganske vist stadig standardværker, men på en række punk-ter er de forældede. I betragtning af, at Blomkvist har benyttet ABA's arkiver

forekommer det noget skødesløst, at han ikke har frekventeret ABA's specialesam-ling. Mange af de misforståelser/forældede opfattelser, der videregives kunne der-

ved være undgået. Forfatteren demonstrerer dog også sin ringe fortrolighed med

den generelle Danmarks-historie. Således synes han at mene; at 1849- og 1866-

grundloven indeholdt samme valgretsbestemmelser (s. 97).Fremstillingens styrke ligger som sagt i den detaljerede empiriske undersøgelse af

de tre fag. For dem alle gælder, at de skånske fagforeninger blev til på initiativ af

de tilsvarende københavnske. Baggrunden herfor var, at tilstrømningen af billigsvensk arbejdskraft til det københavnske arbejdsmarked truede lønniveauet her.

Dertil kom, at jordbunden for de københavnske fagforeningers initiativer var for-

beredt derved, at en tilsvarende om end ikke så markant udvikling som i Køben-

havn af arbejdsmarkedsforholdene i kapitalistisk retning havde fundet sted i de

større skånske byer, især Malmö.\

Tidligst ude var de københavnske korkskærere, der allerede i 1865 fik etableret en

forening i Malmö. Den fik en kort levetid, hvilket også gjaldt for den i 1878 op-

rettede fagforening i samme by.De københavnske tobaksarbejderes organiseringsbestræbelser i Skåne synes at

have været af mere stabil karakter. 1 1875 oprettedes en afdeling af »Enigheden« i

Malmö. Afdelingen blev en overgang den største uden for København.

Den mest omfattende organisering fandt sted i handskemagerfaget. Her grundlagdeden københavnske fagforening, der var oprettet året før, i 1876 Det nordiske

Handskemagerforbund. Forbundet fik i Skåne afdelinger i Malmö, Lund, Hälsing-

borg og Kristianstad og udgav et blad, der udkom med 11 numre. Endvidere arbej-dede det nordiske forbund sammen med det tilsvarende tyske.Den markante forskel mellem handskemagerne - med deres nordiske forbund og

de to andre fag - med skånske afdelinger skal formentlig - forfatteren drager ikke

direkte denne parallel - ses i sammenhæng med, at handskemagerfaget var det af de

tre undersøgte, der stod Socialdemokratiet nærmest, hvilket ses i sammenhængmed den centrale position den senere socialdemokratiske forretningsfører P.

Knudsen indtog som initiativtager til og formand for både den københavnske hand-

skemagerfagforening og det nordiske forbund.

Blomkvist redegør grundigt og veldokumenteret for relationerne i de tre fag mel-

lem de københavnske og skånske arbejdere. Herved fremstår den københavnske

arbejderbevægelse, der i modsætning til den skånske/svenske fra starten havde

etableret sig også som socialistisk parti, som et kraftcentrum i det tidlige skandina-

viske samarbejde. Blomkvists afhandling giver således et væsentligt bidrag til for-

ståelsen af den tidlige fase i,arbejderskandinavismem Det er derfor ærgerligt, at

forfatteren ikke i egentlig forstand har medtaget dette perspektiv i fremstillingen.

Søren Federspiel

72

Christian Christensen og den danske syndikalisme. En antologi ved Carl' Hein-rich Petersen (red.), Marianne Aarhus, Birgit Bruun, Per Christensen, KjeldSteen Hansen, Kirsten Harrits 0g Terkel Stræde.

Modtryk, Århus 1979 - Udgivet med støtte fra Statens Humanistiske Forsk-i

ningsråd.T0 bind, 626 sider, pris: 120.- kr. - Illustreret.

l - de 626 sider

Chr. Christensen og den danske syndikalisme indeholder - den monografiagtige titeltil trods - hovedsageligt en samling tekster af den danske syndikalismes teoretiker ,

og agitator Christian Christensen (CC). .

Af de 626 sider udgør ca. 450 genoptryk af CC-tekster. Imidlertid står vi'ikke over

for et sæt »udvalgte værker«, thi de to bind mangler de nødvendige redskaber: en

bibliografi over CC”s litterære produktion, en biografisk oversigtskronologi ognogle i tekstudvalget indarbejdede noter'). '

›

Udover CC's arbejder indeholder bøgerne en biografisk-erindringspræget intro-duktion til CC ved Carl Heinrich Petersen'(CHP). Herefter følger en tematisk op-deling af CC”s tekster fra den syndikalistiske tid; hver samling har en egen mini-indledning: disse er forfattet af Terkel Stræde, der tydeligvis har villet placereCC-teksterne i et militant sammenhæng, hvor bestemte dele af deres radikalitet oghistorisk-politiske berettigelse understreges. .

Bind 2 begynder med en artikel af Marianne Aarhus og Birgit Bruun med titlen»F. S. som udtryk for en politisering af arbejderklassens livssammenhæng«, som

›

ligeledes indleder et stort udvalg CC-tekster, hvoraf flere er af decideret litterær-kreativ karakter. - Herefter kommer endnu en række mindre tekstsamlinger medminiindledninger omkring Socialdemokratiet, parlamentarismen og antimilitaris-men, hvilke afsluttes med en lille - meget factspræget - artikel om CC »som politiskpropagandist« ved Per Christensen og Kjeld Steen Hansen.

*

Side 520 begynder så - under redaktion af CHP - offentliggørelsen af CC's pro-Kemintern-redegørelse fra 1921, der sammen med Moskva 0g Syndikalismenz) ivirkeligheden udgør CC”s svanesang som offentlig kendt person. Samlingerne slut-ter med et par spredte arbejder fra 30'ernes anden halvdel, hvor CC efter en ca.

12-årig pause og et pro-Brandler-intermezzo3) vendte tilbage til den nu marginellesyndikalisme - med antistalinismen som bitter teoretisk »novum«.

_

Bogen slutter af med en artikel af Kirsten Harrits 0m CC's erindringer samt et partillæg med kommenterede lister over dansk syndikalisme-forskning og anarkosyn-dikalistisk litteratur i det hele taget.

'

Bortset fra CHP's indledning - som jeg vender tilbage til - er præsentationsartik-lerne uhyre kortfattede og kun sporadisk analytiske. - Der kommer således til at

mangle en gennemarbejdet teorihistorisk placering af CC's syndikalisme strukture-ret efter de retninger, der her findes (Sorel”s aktivisme, den angelsaxiske union-isme, de latinske landes anarkosyndikalisime osv.) og de radikale teorier i sam-

tidens'l revolutionære bevægelser, CC og F. S. blev påvirket af: den russiske le-ninisme og den vesteuropæiske rådskommunisme. Der gives naturligvis antydnin-ger: således hos CHP, der især understreger CC'S manglende kendskab til de lø-bende diskussioner i Komintern-regi4) samt Terkel Stræde, der har et par godepoints omkring dybden og begrænsningerne i CC”s politøkonomiske forståelse.Hos CHP får vi en beretning om CC's udvikling, men som Robert Musil skriver iManden uden egenskaber: udtales ordene »med antipati, stiger de op som tåge fraen isflage«. - Det er denne tåge, man mærker i CHP"s 605iders CC-biografi, der ind-leder de to bind. Antipatien er ingenlunde skjult, den er tværtimod søgt kommen-teret, forklaret og CCS »gode sider« er søgt fremhævet for at neutralisere kri-tikken: men CHP”s indledning er alligevel blevet en lidt nusset tekst på denne måde;- den er hverken en teoretisk analyse af CC”s udvikling eller en historisk biografi'.

73

den synes mere at være en »Chr. Christensen-som-jeg-husker-ham«. - En sådan

tekst er naturligvis værdifuld, men læsningen må blive en »debriefing«: når en

agent, der har opereret uden for moderlandet, vender hjem, aflægger han en rap-

port til sin Tjeneste; siden udspørges han imidlertid yderligere af ledelsen: spørgs-

målene går ikke blot på uddybninger af rapporten; de sigter på daglige småfæno-

mener, som agenten enten har glemt eller anset for uvæsentlige, men som måske

kan rumme betydelige oplysninger. - Sådan er tildels CHP's funktion: hans snakke-

salige stil giver altid kildehistorisk pote. Mellem de mange forsøg på vurderinger,

opgivelserne af facts (her er datering CHP”s værdifulde speciale) o.s.v., fremkom-

mer der utallige situationsbeskrivelser og næsten lige så mange gengivne replik-

skifts). - Dette materiale giver - naturligvis sammen med CC's nu mange trykteskrifter - mulighed for mere end at ane situationer, stemninger samt tendenser i

den danske syndikalisme og- især - i CC”s personlige-politiske udvikling.

Kirsten Harrits* slutartikel er dog langt mere prekær: den lægger nærmest op til

en ideologi om en »anden kultur«, en »modulkultur« byggende på CC”s to erin-

dringsbøgerG): - Hermed tabes den historiske specificitet (og den kildemæssige an-

vendelighed) i CC”s vidnesbyrd på gulvet: Erindringerne fortæller netop (og i øvrigt

ikke ideologiserende) om en tid med 1. lang arbejdstid (pga. den endnu afgørende

,

absolutte merværdiproduktion) og 2. meget lavt arbejderkonsum p.g.a.:

_a. rigelig med arbejdskraft, hvis kvalifikationsmæssige investeringer endnu var

ubetydelige,7)4

b. delvis arkaisk producerende landbrug (endog'med sikker udenlandsk aftager) og

c. konjunkturbestemt »reservearmé« af arbejdsløse, hvad der er karakteristisk

ved den branchemæssige overgang fra absolut til relativ merværdiproduktiong).Disse forhold sammenlænker på en helt afgørende måde arbejds- og ikke arbejds-tiden og dermed gives der et særligt indhold til datidens økonomiske arbejderkamp.- Den nævnte artikel farer rundt i en masse sociologiserende klassekampstermino-

logi og havner i fænomenresumerende spilfægterier: således typisk ved behandlin-

gen af CC's barndom, som ellers indeholder meget psykoanalytisk værdifuldt stof

til forståelsen af den oprørske personlighed9). Den ødipiale situation er slet ikke

forstået og CCS forhold til onani og kvinder i pubertets- og ungdomstiden er end

ikke nævnt: her var der ellers mulighed for at kæde den sociale determinisme til

jeg-konstitutionen, da CC er så udførlig i sin skildring af sit ubehag og af seksualite-

tens uadskillelighed fra den store børnefloks opkomst i barndomshjemmet.

II - syndikalismenDe to bind indeholder en meget rig og bred samling af CC”s arbejder i tiden op til

og under hans syndikalistiske engagement, - en samling, der placerer CC som en af

dansk arbejderbevægelses teoretisk og kreativt mest interessante personlighederm).Men at denne personlighed kunne slå igennem var knyttet til syndikalismens sær-

lige karakter af oprørsbevægelse i en opbrudstid; - den etablerede arbejderbevæ-

gelses spektakulære moderering i dette århundredes første årti havde lagt grun-

den, men afgørende blev krisen, der forberedte første verdenskrig (oprustning,det daværende verdensmarkeds mætning o.s.v.), selve krigen og efterkrigstidens

revolutionsbevægelser på tre kontinenter: mens krigen blev en skandale for den

socialdemokratiske arbejderbevægelse - så dyb at stalinismen kunne udvikle sigunder flere årtier i dens skygge, med bl.a. Noskeerne som alibi, - blev sovietterne

og de tyske arbejder- og soldaterråd kilden til sådanne håb i den industrialiserede

verdens arbejderklasser, at den russiske statskapitalismes arbejdslejrsamfund i

flere lande endnu i dag kan nyde godt af dette udgangspunkt.'

Men li-året 1910-20 blev først og fremmest en opbrudstid: massakrer, chauvinisme,

materiel elendighed den teknologiske udvikling til trods og især den socialdemo-

kratiske arbejderbevægelses accept af disse forhold som et årsagssammenhæng,

»realpolitikken« måtte udnytte og som den ikke kunne forkaste - f.eks. i den pro-

74

klamerede internationalismes navn. - For mange måtte politikken blive irrespek-“tabel efter disse blodbadstider; syndikalismen udtrykker denne reaktionll): med

sit opgør med parlamentsfixering og fagbevægelsens centralisme gav den afkald påden paternalistiske lederskikkelse til fordel for den bevidsthed og forståelse, den

,

enkelte arbejder kunne skabe sig i sin livssituation på og uden for arbejdet. Den

direkte aktion efter enkelte formler (obstruktion, sabotage, generalstrejke) viser

denne manglende respekt for politikkens kendte sprog.- Den danske syndikalisme

synes tillige pluralistisk: religion og stemmelyst overlades til den enkelte, hoved-

sagen ligger andetsteds: i dagligdagen, i økonomien. Får arbejderklassen magt over

denne er politikken ophævet, statsmagten overflødiggjort. Syndikalismens decen-

tralisme og tillid til industrien som anvendeligt udgangspunkt (fremfor faget) knyt-ter den til efterkrigstidens øvrige sociale opbrudsbevægelser: rådsbevægelsen i

Rusland, Tyskland og-ltalien (som da også indgår i CC”s eksempelmateriale). Selvom det utopiske fremtidsperspektiv er fraværende'z), er negationens nødvendighedklar: afskaffelsen af »lønslaveriet«'3). Her viser begrænsningerne sig imidlertid:

omendskønt syndikalismen forkaster alle former for statslig overtagelse af ejen-domsretten, som retteligt kaldes »statssocialisme« og »statskapitalisme«”), så'erlønformens ophævelse en uklar affære; - den danske syndikalisme ligger her helt pålinje med den tysk-hollandske rådskommunisme15): det er forvaltningen af kapital-forholdet, der sættes lid til; er den i arbejdermagtens suveræne hænder, så (måvi spørge) ophæves lønformen og dermed også pengeøkonomien? (dette eksplicite-res ikke af CC; også her er han en søn af sin tid: det er elendighedens afskaffelse,der igangsætter og ansporer bevægelsen, hvad der siden skal fortsætte den, for-nemmes ikke...).Den danske syndikalismes betydeligste gennemslagstid - årene umiddelbart op til1920 - svarer nøje til det internationale opbruds mest revolutionære periode (1917/1918-20): den blev dets danske udtryk, ligeså efemer som situationen var i et land,der ikke havde deltaget i krigen, og hvor økonomien og politikken ikke var brudtsammen. - Den danske syndikalisme forsvandt samtidigt med den tyske rådskommu-nisme, med likvideringen af sovietmagten i Rusland og med rådsbølgernes'ophør iItalien. 1921 var den begyndende restaurations år: undertrykkelsen af Kronstadti Rusland, den tyske marts-aktions nederlag (især takket være det Kominternpåvir-kede V.K.P.D.”s uberegnelige taktik), den fascistiske offensiv i Italien (som socia-listerne ikke ønskede at reagere på, hvorved PCdI blev isoleret).Den danske syndikalismes, denne åbne bevægelses tid var ligeledes forbi; parti-politikken blev atter dominerende.

III - Christian ChristensenDen biografiske analyse af CC skulle i dag kunne skriveslå). Resultatet kunne kunblive en sammensat figur: både vilje til radikalitet'7) og den moderates fjendtlighedover for vandalisme's), både redebon til at erklære kapitalismens tid for ovre ogtynget af mistillid til »underklassens« evner til dyb samfundsfornyelsew), og derforbåde accept af de konkrete omvæltninger,han mente at kunne skimte, og samtidigmegen skepsis. - I 1915 skrev CC om sin egen udvikling'.

»Jeg læste, hvad Marx og Engels mente - 1. og 2. bind af Kapitalen - læste

andre økonomer. Læste Krapotkin, Bakunin, Max Stirner, Henry George.Læste historie og filosofi. Læste Darwin og religionshistorie og kritik.Vendte mig bort fra alle dogmer - blev moderne tvivler, dog med tro på det

personlige, båret af dybere fysiske og sociale årsager. Jeg stivnede ikke i min

tvivl. Stillede mig hos Marx på klassekampens historiske grund -

og som ene-

ren - uden hensyn til bevidstheden om de dybere årsager - slog jeg løs, som

om al inspiration kom fra mit eget hjerte i glødende tro på revolutionen i

morgen«.

(CC's understregningm).

75'

Det er denne personlighed, der under mere end'ti års syndikalistisk engagement

gav liv og sjæl (samt ofte frihed) for sin sag og som - næsten fra den ene dag til den» anden - kunne trække sig tilbage, da opløsning og afmatning begyndte at vise sig. -

Man aner, at tvivlen hos »den ensomme« (som han for det meste underskrev sine

artikler) var blevet for stor”).' '

En sådan CC-biografi ville ikke kunne undgå et afsnit om hans stil. CC"s ungdoms-tekster ligger i stemning langt fra de kendte erindringsbøger: hvor de sidste tyngesaf alderdommens særlige blanding af gentagelser og minutiøst hukommelsesarbejde,indeholder den unge syndikalists artikler et anderledes tæt og intenst sprog: stilen

'

er patetisk men aldrig jamrende, bevidst (f.eks. i ord- og metaforvalgene) men sjæl--dent søgtuaggressiv over for samtlige fjender men aldrig triumferende på syndika-lismens vegne: tværtimod så accepteres de sparsomme resultater som netop... spar-somme. lroni og sarkasme er tit indarbejdet i billederne, som ligeså ofte indeholder

pludselige og voldsomme udbrud af ømhed for de elendige og undertrykte (ømhe-j den genfinder man i alderdommens erindringsbøger). - Didaktik, terapi eller anden

.manipulation møder læseren ganske sjældent: den pædagogiske inerti, der ligger i

al agitation, begrænses klædeligt til en flittig anvendelse af det maieutiske spørgs-

mål (især i indledende artikelafsnit). - Det er selvstændig tale, uden megen anden

appel til publikum end hvad argumenterne og stilen kan afstedkomme.

'

IV - konklusivt et par ord om integrationenLigeså sammensat som CC er i dag det samfund, hvis stat deltager i financieringenaf den revolutionære omstyrters tekster. - Dette siger noget om kritikkens funk-

tion, om bevidsthedernes ombyttelighed, om systemets behov for radikalismen

som katalysator: var der ingen ideologikritik, marxistiske universiteter og socia-

listiske ønsker om udskiftning af personalet i kapitalkommandoen, hvorfra skulle

vor tids protokapitalistiske samfund da få sine impulser til sociale forandringer og

retningslinjer for de interne opgør?Carxlen Juhl

NOTER:

l) Noter kunne være nyttige ved de mange internationale begivenheder og

indenrigspolitiske forhold, CC henviser til eller kommenterer. Dog er en

række af teksterne efterfulgt af en note, der almindeligvis især proble-matiserer et enkelt aspekt i indholdet.

2) I dag tilgængelig i CHP”s Danske revolutionære, Borgen 1970 p. 186-232.

3) CHP har en udmærket redegørelse herfor sammen med offentliggørelsen af

et mødereferat fra en sammenkomst mellem danske brandlerianere.

4) .Jvf. f.eks. p. 52] (og Danske revolutionære 0p.cit. p.233).5) Det må for en sikkerheds skyld understreges, at CHP er sig betydningen af

disse situationer og citater bevidst.

6) En rabarberdreng vokser op og Bondeknold 0g rabarberdreng begge udgivet post-humt i 196] resp. 1962 af Hans Reitzels Forlag.

7) Statens funktion bestod på dette tidspunkt ligeledes mere i repression af arbej-derklassen end i varetagelse af arbejdskraftens reproduktion.

8) Til forståelse af disse bemærkninger jfr. p.l32-53 i min »Marx og andre mellem

historiepolitik og kapitalanalyse« fra Bouchet/Juhl/Østergaard Til afviklingenaf den historiske materialisme, AUC 1979. To af indlederne strejfer problemetp.493, mens CC er klar over den absolutte merværdiproduktions kriSe, selv om

han ikke besidder dens begreb - jfr. artiklen »Den reelle værdi i majdagenskrav« fra 1916 (p.296-99). › i

9) CC i 1915: »den fattiges virkelige liv er oprøretl« (p.277) og »Jeg er teoretisk

socialist, men fremfor alt proletar og 0prører«. (p.78)

76

,_ 10) Jeg er her ganske enig med CHP”s slutord p.73'

w

'

11) Jvf. artiklerne »Politik«, »Valggalskaben« og »Valgets dag« fra resp. 1913, 1920

og 1921. *

12) Jvf. den ellers meget radikale artikel »Vi vill« fra 1911.

13)_Jvf. CC's utallige erklæringer i denne forbindelse, feks. p.244, 464, 479, 499.14) Jvf. den store tekst »Forhandling eller direkte aktion?« fra 1919 - p.188.15) Hvorved de fremstår som langt radikalere formuleret i deres autonomikrav

end de tyske uafhængige og det italienske Ordine Nuovo.

16) Modtryk annoncerer sin villighed til at udgive CC'S bog fra 1912 Arbejderne og

børneflokken.17) Jvf. citaterne i note 9.

18) Jvf. artiklen »Prøvelsens time« fra 1920. '

19) CC i 1914: »Men underklassen er konservativ og den må bøde derfor« (p.139)og i december 1920; »Den danske arbejderklasse er en dorsk klasse« (p.197),bl.a. ligger »Rådsrepublikken« over'dens »evner og magt« (p.159).

20) p. 78.

21) CHP citerer p.72 CC for følgende udtalelse i efteråret 1936: »Folk tror, at det

jeg skriver, er min mening; men de ville forfærdes, hvis jeg virkelig skrev min

mening« CHP tolker'dette som udtryk for »intensiv menneskeforagt«; det er

langt mere i overensstemmelse med hele udviklingen i CC's virke, at det forfær-dende - givetvis først og fremmest for CC selv - var tvivlens stadigt mere uund-

gåelige berettigelse. Allerede i 1916 havde CC følt sig nødsaget til at afslutte sinartikel »Kamp eller Fred« med ordene: »Der er endnu lidt at leve for«! (ar-tiklen er i øvrigt et af de sjældne eksempler på smuk agitation...) - Forholdetmellem utopi og skepsis er et af de mest komplekse, der gives i den menneskeligeerkendelse: som en fin introduktion til dette spørgsmål vil jeg anbefale TorbenDamsholts artikel »Utopi 0g skepsis« i Tidehverv nr. 9 - nov. 1978.

Jens Christensen: Kommenteret bibliografi til den danske arbejderklasses ogbevægelses historie i: Den jyske Historiker nr. 13, 1978, s. 139-236

1 et temanummer om »forskning i den danske arbejderklasses og arbejderbevægel-ses historie« har Jens Christensen fulgt sin snart gamle introduktionsoversigt 0m

»Historieskrivningenom dansk arbejderklasse og arbejderbevægelse« (Den jyskeHistoriker nr. 1, 1973-74, 5. 2-30) op med en næsten 100 sider stor kommenteretbibliografi. Det er et længe næret savn, han hermed forsøger at dække, for hi-storieskrivningen om arbejderklassen og dens organisationer er hidtil aldrig blevetregistreret "systematisk i en samlet bibliografi. Og selv om det foreliggende forsøgaf både indholdsmæssigeog tekniske grunde ikke kan siges at udfylde behovet for en

overskuelig og alsidig, retrospektiv håndbog, bør det med det samme understreges,at det er et vigtigt skridt på Vejen, For arbejderklassens vedkommende er der store

mangler, men hvad arbejderbevægelsenangår er der ubetinget tale om den bedste,'

nyeste og bredest dækkende indføring, der findes på markedet.Jens Christensens målsætning er at dække såvel den danske arbejderklasses livs-vilkår som dens organisationer fra 0. 1850 til 1978. Systematisk opdeler han disseto områder på forhold, der vedrører henholdsvis »arbejderklassens reproduk-tion« og »arbejdernes forskellige kollektive manifestationer«. Hvert af disse hoved-afsnit er sagligt opdelt i en halv snes underafsnit, og inden for disse præsentereslitteraturen i historisk-kronologisk rækkefølge. Kildeudgaver, opslagsbøger, bib-rliografier m.m. er opstillet for sig i et afsluttende afsnit.Der er, som det heddet i forordet, »metodisk en vis fornuft i denne opdeling«, oget sagindex letter indgangsmulighederne, men spørgsmålet er dog, om Jens Chri-

77

-_

mr."

v«,

v.

www-www_

stensen ikke burde have søgt en mere brugervenlig systematik. Det er prisværdigt,at han tilstræber at nævne en bredt dækkende bog under alle de saglige afsnit, den

berører, men han burde have holdt sig til én primær, samlet omtale suppleret med

-korte krydshenvisninger. Hans kommentarer veksler naturligvis med den sagligeplacering, men alligevel fører opdelingen til et væld af overlapninger og gentagel-ser. Rekorden bærer Anette Borchorst m.fl.: »Hvor gik kvinderne hen, da de gikud?«, som er nævnt under hele |0 forskellige numre med vekslende annoteringer.Det gør det vanskeligt at få et samlet overblik over en sådan bogs indhold, ogsåfordi der er en del smuttere - formodentlig korrekturmæssige - i krydshenvisnings-systemet.Værre for overskueligheden er dog en udbredt tendens til at anbringe en samlet

kommentar til et antal fortløbende numre efter det sidst anførte, f.eks. bliver nr.

367-373 samlet omtalt efter nr. 373. Sagligt set er der ikke noget at indvende mod

sammenstillingen, men opslagsmæssigt er det uheldigt, at brugeren efter at have

fundet sin titel ikke umiddelbart kan se, om der også foreligger en kommentar.

Her burde der have været ofret plads til en henvisning.En bibliografi er et praktisk hjælpemiddel, og det kan derfor næppe være urimeligtpedantisk at stille ret store krav til dens tekniske udformning, dens overskuelighed,præcision og indgangsmuligheder. Hvad sidstnævnte angår, savnes der et forfatter-

og titelindex som ekstra indgang ved siden af Jens Christensens sagsopdelte system,der næppe er lige hensigtsmæssigt til alle formål. F.eks. kan det undre, at »Sociale

Studier« er placeret under »Fagbevægelsen generelt« og ikke i reproduktionsaf-snittet.

Med hensyn til præcisionen er der sparet for meget ved anførelsen af de biblio-

grafiske data, hvis formål jo er at sikre brugeren en entydig bestemmelse af den

anførte titel med henblik på dens anskaffelse gennem lån eller køb. Lad gå med,at der sjældent anføres trykkersted eller forlag for de anførte bøger - selv om

det pga. de mange alternative udgivelseskanaler i 1970'erne nok kunne være øn-

skeligt, men det er en oplagt svaghed, at de senest publicerede udgaver ikke anføres

konsekvent. De nye reprografiske genoptryk af Henry Bruuns 0g Georg Nørre-

gaards standardværker anføres således ikke.

En væsentlig kvalitet ved bibliografien er, at den medtager så meget af den upublice-rede forskning, hvilket først og fremmest vil sige specialerne, men det er en mangelat disses instituttilhørsforhold normalt ikke anføres, hvis de findes på ABA.

Det er formodentlig ud fra et ønske om at begrænse bibliografiens omfang, at disse

udeladelser er sket, og det gælder vel også for den konsekvent gennemførte (b0rt-)forkortelse af forfatternes for- eller mellemnavne. For anmelderen, der med be-

svær identificerer bl.a. G(unnar) V(iby) Mogensen og C(arl) H(einrich) Petersen,

virker dette uheldigt anonymiserende, og det kan besværliggøre senere brug af

større bibliotekskataloger 0.1.

Som afslutning på ovenstående, håndbogtekniske del af kritikken skal det bemærkes,

at korrekturlæsningen af et værk af denne type bør være meget omhyggelig. Dels

for at undgå trykfejl og forglemmelser undervejs (som der i øvrigt ikke er urimeligt

mange af), dels for at undgå en inkonsekvenssom den, der findes på 5. 232, hvor 5

titler. som løbende burde have været indplaceret, er blevet rubriceret i et selv-

stændigt afsnit med »tilføjelser«.Ovenstående kritik udspringer af en række ideale, håndbogstekniske fordringer,og den må sammenholdes med den store lettelse, det er overhovedet at få en samlet

oversigt. Litteratursøgningsprocessen vedrørende arbejderbevægelsens historie

har hidtil været et langt og drøjt arbejde med kataloger, tilvækstlister, anmeldel-

ser. nationale og historiske bibliografier o.s.v. Det centrale spørgsmål bliver der-

for: kan brugeren føle sig rimeligt dækket ind efter en gennemgang af Jens Chri-

stensens bibliografi?Før dette søges besvaret, må det først påpeges, hvor stor en opgave det er, som

78

Jens Christensen' har taget op. I og med at han vil dække såvel arbejderklassens som ›' ›-bevægelsens historie, bliver jo så godt som alle aspekter af den samlede danske 'hi-storie i perioden efter 1850 af potentiel interesse. Og at'én mand med 100 sider til

rådighed skulle kunne løse den opgave til alles tilfredshed, kan man næppe forestille

srg.-

Den følgende kritik retter sig derfor i højere grad mod den alt for ambitiøse titelend mod manglerne i udvalget.I sin korte indledning anfører Jens Christensen, at han naturligvis ikke kan have alt

med, men at han har »lagt vægt på at tage al væsentlig forskning med samt det, jeg(JC) opfatter som det bedste inden for den omfattende litteratur, der stammer fra

organisationerne selv, oftest i form af festskrifter. Dele af den mindre gode fest-skriftlitteratur er også anført for at udfylde nogle af de mange huller i forsknin-

gen«, Nogen nærmere redegørelse for kriterierne for udvalget giver han ikke, ogdet svækker anvendeligheden for de brugere, der søger mere end en første orien-

tering om et emne.

Hvor meget inddrager han af den nye og omfattende forskning uden for de traditio-nelle historiske miljøer? Hvad kan man (udover festskriftlitteraturen) forvente at'

finde af trykte kilder? Hvorfor er Alfred Petersens erindringer medtaget, men

f.eks. ikke A. C. Meyers? Hvorfor registreres serien »Erhverv og Samfund, bd.1-17«, men ikke Falbe-Hansens og Scharlings mindst lige så uomgængelige 6-bindsstatistik fra 1878-91? Hvorfor indeholder arbejdsmiljøafsnittet kun helt aktuelle tit-ler, hvor er f.eks. Th. Sørensens socialmedicinske undersøgelser af bl.a. børne-dødelighed og arbejdsulykker fra 1880'erne?Der savnes alt i alt en mere præcis afgrænsning, både emnemæssigt og materiale-

mæssigt, og for afsnittet om arbejderklassens reproduktionsvilkår må det være

rimeligt at konstatere en vis forfordeling af de mere aktuelle historiske perioder.Så spørgsmålet om, hvorvidt bibliografien giver en dækkende litteraturindføring,kan ikke besvares udelt bekræftende. Den vil ikke fritage den mere avanceredestudent eller forsker for at arbejde videre med den besværlige 0g spredte littera-

tursøgningsproces. Men som den første introduktion vil den for de fleste, specielthvad arbejderbevægelsens historie angår, være fuldt tilstrækkelig. Og den vil indtilvidere være det naturlige udgangspunkt for alle, både læg og lærd, der vil arbejdemed emnet., Det skal endnu engang understreges, at fordelen ved på 100 samledesider at få samlet ca. 400-500 af de mest centrale titler, klart opvejer de anførteproblemer. Perfektionisme har forsinket mangt et nyttigt hjælpemiddel alt for

længe. 'Havde Jens Christensen ikke renonceret på de ideale fordringer, ville vi iendnu en årrække have stået ringere bibliografisk set, end nu. Men på den andenside må det også være rimeligt at påpege, at det både kan og bør gøres bedre.

Erik Strange Petersen

Jørgen Bloch-Poulsen/lVlorten Thing: Danmarks Kommunistiske Parti 1918-

1941, politisk revy, København 1979, 186 5., kr. 49.-

Jørgen Bloch-Poulsen/Hans Erik Avlund Frandsen/Morten Thing: Planøko-nomi og folkefront. Omkring Socialdemokratiet og DKP i mellemkrigstiden -

Studier i historie og tekstvidenskab fra Roskilde Universitetscenter 3 - DanskUniversitets Presse, København 1979, 216 5., kr. 98,50.

Udforskningen af arbejderklassens historie befinder sig stadig i sine indledendefaser. Dette mener forfatterne til to af de seneste udgivelser om den danske arbej-derklasses og -bevægelses historie at måtte konkludere efter flere års arbejde meddet spredte kildemateriale.

79

;__

i

,

De to udgivelser: Danmarks kommunistiske parti 1918-1941 af Jørgen Bloch-Poulsen

og Morten Thing og Planøkonomi og folkefront af Jørgen Bloch-Poulsen, Morten

Thing og Hans Erik Avlund Frandsen må således ses som det foreløbige, resultat

af et større forskningsarbejde.Trods den ret tætte såvel emne- som forskningsmæssige sammenhæng mellem frem-

stillingen af henholdsvis DKP”s og Socialdemokratiets historie op til II verdenskrigvil vi i det følgende kommentere dem hver for sig.Formålet med fremstillingen af DKP”s historie i mellemkrigstiden er iflg. forfat-

'

terne at bidrage til en mere præcis - og velfunderet - kritik af DKP. En kritik, de

finder vigtig for det »nye venstre«, der opstod efter 1968. »Med mindre det nyevenstre ligefrem ønsker at gentage nogen af DKP”s fejlagtige opfattelser af, hvad

politik er, eller hvad politik skal være i en bestemt fase, så er det nødvendigt at

kende partiets historie, herunder betingelserne for partiets udfoldelse«, (5.8)Det er imidlertid ikke den »hele og fulde« historie om DKP, forfatterne præten-

*

›

derer at give os. De begrænser fremstillingen til, hvad de selv kalder en »snæver

politisk-historisk« fremstilling med vægten lagt på partiets overordnede politik-udvikling. Partiets lokale praksis såvel som politikudviklingen på forskellige del-

,

områder er udeladt. Endvidere har forfatterne ikke set sig i stand til at behandle

DKP som »social organisme« - et aspekt ved DKP, de selv anser for vigtigt for for-'

ståelsen af DKP”s udvikling.Bogens hovedtese er, som det hedder i forordet »at Komintern (lII internationale)snarere end at være fødselshjælper var 'en hæmsko for udviklingen af en revolutio-

nær bevægelse i DK«.'

Denne tese dokumenteres grundigt fremstillingen igennem. Det gælder i forbin-

delse med de stadige fraktions- og eksklusionskampe i 20'erne - kampe som, i høj

grad sammenhængendemed Kominterns forholden sig til og indgriben i disse

kampe, blokerede for nogen egl. politikudvikling.Kominternafhængigheden sætter sig for alvor - ikke blot organisatorisk men ogsådirekte politisk - igennem i forbindelse med udformningen og gennemsættelsenaf den såkaldte »ultravenstrelinie«, der blev udformet på Kominterns 6. Kongres i

l928 og på det 10. Ekki-plenum 1929. Over flere års fornyede fraktionskampe, hvor

fløjen omkring »Leninstudenten« Aksel Larsen løber af med den endelige sejr og

overtager ledelsen af partiet, bliver ultravenstrepolitikken den politik, DKP søger

at komme igennem med under 30”ernes værste kriseår.

Var'DKP”s politik under 30”ernes krise uden bund i de danske arbejderes virke-

lighed, så bundede partiets selvkritik og omslaget til folkefrontpolitikken i midten

af 30'erne ej heller i en erfaringsopsamling og -bearbejdning af den danske klasse-

kampsvirkelighed. Påny blev politikken udformet af Komintern og overtaget af

DKP. Nærmest groteske former antager denne type »politikudvikling« med Hitler-

Stalin-pagten 1939 - en pagt der sætter en stopper for den konsekvente anti-na-

zistiske kamp, DKP havde kørt 30”erne igennem.Dette ofte groteske og bedrøvelige stykke venstrefløjshistorie om DKP”s udvik-

ling i mellemkrigstiden er af Morten Thing og J. Bloch-Poulsen behandlet og frem-

stillet med en uhyre -facts- og detailrigdom baseret på et omfattende og grundigtkildearbejde. Hertil kommer, at fremstillingen er let læst og fint illustreret. Frem-

stillinen giver således rig mulighed for en præcis - detailleret - DKP-kritik på et vel-

funderet grundlag.Alligevel mener vi, at fremstillingen lider af nogle afgørende svagheder eller be-

grænsninger - som fremstilling af et stykke dansk venstrefløjshistorie, der skal

kunne bruges af venstrefløjen i dag, hvilket som nævnt er forfatternes explicitte in-

tention.'

Snarere end en »politisk-historisk« fremstilling er der tale om snæver politisk-organisatorisk fremstilling af DKP”s udvikling - en fremstilling der sammenhæn-

gende med organisationens lidenhed ofte antager - og må antage - karakter af mere

80

eller mindre personhistorie i sin skildring af de forskellige fraktioner og fraktions- *

kampe. Det er primært DKP's »indre« organisatorisk-politiske liv, der skildres -

det er det, den store facts- og detailrigdom handler, om -

og ikke hvad man måskekunne kalde partiets »samfundsmæssige« liv. Fremstillingen inddrager således ikke- eller så godt som ikke - de historisk-konkrete samfundsmæssige og klassemæssigebetingelser for partiets virke og udvikling.I og med den manglende indplacering af DKP i, hvad der var de samfundsmæssigebetingelser for en evt. revolutionær udviklingsdynamik får man faktisk det indtryk,at hvis det bare ikke havde været for den stadige Komintern-indgriben, så .havdedet været muligt for DKP at sætte en sådan dynamik igang - i al fald at slå afgørendeigennem i den danske arbejderklasse. Og det er nok mere tvivlsomt end denne

fremstilling lader ane - de særlige danske klasseforhold og Socialdemokratiets so-

lide forankring heri taget i betragtning. Forfatterne kommer således til at overbe-tone Kominterns betydning for DKP”s manglende gennemslag. Ydermere synesden manglende inddragelse af de samfunds- og klassemæssige betingelser for DKP'svirke sine steder at føre til, at blikket for disse mistes - eller »proportionsfor-vrænges«. ›

Er det eks. rigtigt, at Socialdemokratiet i midten af 20'erne var ved at miste grebetom fagbevægelsen og at »Modsætningen mellem reformistisk kamp og militant

kamp til opnåelse af lønforbedring og styrkepositioner i forhold til kapitalisterne iden daglige klassekrig, åbnede muligheder for kommunisterne« (5.62). Mulighedersom DKP blot ikke formåede at udnytte, fordi partiet var for svagt?Kravet om historisk konkret materialisering må været et fundamentalt krav til en-

hver form for historiefremstilling, der vil_overskride den traditionelle historie-skrivnings kildefocuserede factsophobning. Dette krav må være så meget destovigtigere for en fremstilling, der prætenderer at formidle historiske erfaringer afcentral politisk betydning for venstrefløjen. Skal »det nye venstre« kunne brugeDKF-historien til andet end til at bokse DKP oven i hovedet med - skal det kunnelære af historien, så det ikke ;gentager »DKP”s fejlagtige opfattelser af hvad politiker«, men tværtimod udvikle en alternativ - udogmatisk - politikforståelse i overens-

stemmelse med den danske klassekampsvirkelighed, så må historien om DKP ogsåvære historien om denne klassekampsvirkelighed. .

»Planøkonomi og folkefront« skal, skriver forfatterne i indledningen ses som et.

forarbejde til et større projekt om arbejderklassen i Danmark i mellemkrigstiden.Den tager sigte på at udfylde nogle huller i den hidtidige forskning, men, gør for-fatterne opmærksom på, det er ikke noget færdigt arbejde og fremstillingen er

derfor ikke systematisk. Her er således først og fremmest tale om arbejdspapirer,hvis værdi primært ligger i det materiale, der drages frem i lyset, og bogen byggerda også på et stort kildemateriale, hvor vi navnlig synes, at de to sidste hovedafsniter givende. Alligevel kunne man godt have ønsket signogle overordnede problem-stillinger: Hvad er det.f0rfatterne vil undersøge og hvorfor? For læseren er detikke uden videre gennemskueligt, hvad det er for kriterier, der ligger til grundfor, at nogle områder af Socialdemokratiets politik behandles endog særdeles de-taljeret, medens andre dele næsten eller helt udelades. Ligeledes savner man en

konfrontation af de synsvinkler og resultater, der ligger i bOgen, med andre syns-vinkler og resultater på de samme problematikker i den samme periode. Noget så-dant kunne i højere grad end det nu er tilfældet have givet impulser til videre dis-kussion og flere undersøgelser.Bogen falder i tre hovedafsnit, der fremtræder som tre forholdsvis selvstændigedele. Det første hovedafsnit er helliget udviklingen i den socialdemokratiske poli-tik. Der tages udgangspunkt'i tiden omkring l. verdenskrig, men den afgørendevægt lægges på bevægelsens faglige og politiske udvikling i 30"erne. I det andet ho-vedafsnit gennemgås DKP”s udvikling fra 1935-40, og i det tredie hovedafsnit vendervi så tilbage til analysen af Socialdemokratiet - her af partiets dobbelte front mod

81

*'\ fascisme og kommunisme i 30”erne. Navnlig dette afsnit giver en række interessante;

oplysninger - ikke mindst vedrørende Socialdemokratiets forhold til de demokra-

tiske rettigheder, til flygtningene fra Tyskland, og til de Spaniens-frivillige i slut-

ningen af 30'erne.

Vi vil i det følgende kort gå ind på, forfatternes analyse af den socialdemokratiske

udvikling og give nogle kritiske kommentarer hertil._

Med arbejdsløsheds- og arbejdsanvisningslovgivningen fra l907 til l920 som eksem-

pel behandler forfatterne udformningen af den socialdemokratiske kIassesamar-

bejdspolitik over for borgerskabet. Hovedsynspunktet er det, at den socialdemo-

kratiske reformstrategi som en klassesamarbejdsstrategi indeholder et dobbelt-

aspekt: På den ene side opnås nogle kontante forbedringer i arbejderklassens leve-

vilkår, men disse må ,på den anden side betales i form af forringelser i arbejder-klassens kamppotentialer feks. via en indskrænkning af strejkevåbnet. Så-

danne forringelser er klart i borgerskabets interesse, men egentlig også i Social-

demokratiets, da partiet herved lettere kan udstrække sin kontrol over arbejder-klassen og herigennem styrke reformstrategien. Under denne synsvinkel - Social-

demokratiet som et borgerligt arbejderparti eller et borgerligt parti i arbejder-klassen - behandles socialiseringsprogrammet fra l9l9 og bedriftsrådsforslaget

i 20'erne. Det er forfatternes opfattelse, at Socialdemokratiet i løbet af 20'erne

søger at tilpasse sin politik til klassesamarbejdets vilkår med det resultat, at de pro-

gressive elementer i reformpolitikken efterhånden falder ud.

Klassesamarbejdsstrategien bliver i stedet indrettet på at gøre produktionen ef-

fektiv og hensigtsmæssig for herigennem at gøre den kage, der skal fordeles så stor

som mulig. I den socialdemokratiske ideologi kunne denne strategi ydermere ud-

lægges som et trin på vej til socialismen. Med verdenskrisen ændredes betingel-serne for reformstrategien imidlertid. For Socialdemokratiet blev den primære

; opgave nu at få den kriseramte kapitalisme på fode igen. I gennemgangen af 30'erne

behandles krisepolitikken og dens betydning for indkomstfordelingen og arbejder-klassens levestandard, men hovedvægten i gennemgangen ligger på fagbevægelsenunder den socialdemokratiske regeringspolitik via forligsmandsloven og de nye for-

handlingsregler samt på overenskomstafslutningerne fra 1935-40, som forfatterne

ser som korporativistiske.Sammenfatningen af den socialdemokratiske krisepolitik bliver, at partiet som et

statsbærende parti stadig mere tydeligt bliver underlagt den styringsfaktor, som

udgøres af den kapitalistiske produktion. Enheden af den kapitalistiske produk-tions lovmæssigheder og borgerskabets magtudøvelse sætter de grænser, som den

socialdemokratiske reformisme altid støder imod (omend i forskellige former).

Dette træk ved den socialdemokratiske reformisme medfører, »at socialdemokra-

terne - som besværgende hævder selv at have historiens vind i ryggen- bliver drevet

fremad af kapitalismens ubønhørlige logik, som Socialdemokratiet bliver tjener og

murbrækker for ved at udvikle den for det kapitalistiske system nødvendige ud-

bygning af statsapparatets økonomiske styringsbeføjelser«, (5.86-87).Af dette referat kunne man måske tro, at forfatterne mener, at Socialdemokra-

tiet successivt har ført arbejderklassen bag lyset. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Reformismen er det naturlige produkt af den danske arbejderklasses stilling. Det

er derfor heller ikke de socialdemokratiske kompromisser, som forfatterne finder

angribelige. men derimod de langsigtede konsekvenser for arbejderklassens strate-

tegiske interesser. Som de skriver. »Den socialdemokratiske politik er i en vis for-

stand en politik for arbejdernes interesser, men ikke arbejderklassens politik«. (5.21)Vi er enige med forfatterne i, at kIassesamarbejdspolitikken kommer til at stå cen-

tralt i Socialdemokratiet - i hvert fald fra midten af 20°erne. Men vi er ikke enigei den klassesamarbejdsmodel. som forfatterne tegner eller dens konsekvenser. For

det første kan man spørge: Var kriselovgivningen i 30”erne egentlig nødvendig for

det kapitalistiske system? Det var nok en diskussion værd, men den rejses ikke i

82

bogen. Og hvad er det, der får Socialdemokratiet til at handle adækvat i forhold tilv j;

den kapitalistiske udviklings nødvendighed? Igen bliver bogen svar skyldig. Når det“

*

kommer til stykket, var den socialdemokratiske politik i 30'erne måske nok så præ-get af pragmatik og balancering mellem forskellige klassers og klassefraktionersinteresser end af logik og rationalisering. Bønderne og småborgerskabet var idenne periode nok så vigtige klassesamarbejdspartnere end borgerskabet. Bogensmanglende relatering af den socialdemokratiske politik' til den økonomiske og

klassekampsmæssige baggrund og problematik springer her i øjnene. Gennem-

gangene af kriselovgivningen og overenskomstforholdene i 30'erne er da også tem-

meligt institutionelt prægede, og de erfaringer, som Socialdemokratiet og fagbe-vægelsen drog af 20'ernes arbejdsmarkedskonfrontationer, inddrages ikke i for-

klaringen af fagbevægelsens. »underordning« i 30'erne. I stedet for at opspore dematerielle betingelser og politiske forhold i 30'erne, og hvad de betød for partietsovervejelser, synes den socialdemokratiske politikudformning - i 30'erne som ihele mellemkrigstiden - at blive behandlet som nuancer af en invariabel grundsub-stans: Klassesamarbejde med borgerskabet - med det principielle »dobbelte« in'd-hold som blev fastlagt ud fra eksemplet med arbejdsløsheds- og arbejdsanvisnings-lovgivningen fra l907-20. Også Socialdemokratiets stilling til fascismen bliver ifølgeforfatterne bestemt af de grænser, borgerskabet sætter for den socialdemokrati-ske politik med den konsekvens, at Socialdemokratiet systematisk i bestræbelserne

på at undgå fascismen svækker arbejderklassen. Men kan det forhold. at borger-skabet altid med alle midler vil søge at forsvare den eksisterende sociale orden

bruges til at forklare den socialdemokratiske politik i 30'erne? Og blev arbejder-klassen egentlig systematisk svækket af den socialdemokratiske politik set på bag-grund af den trussel. som faktisk eksisterede?

Endelig til slut kan man undre sig over, hvordan et parti over en længere periodebåde kan være i overensstemmelse med »arbejdernes interesser« og samtidig ob-

jektivt fore borgerskabets politik -

og slippe godt fra det? Bogen er da heller ikkehelt modsigelsesfri på det punkt. Principielt fastholdes Socialdemokratiets overens-

stemmelse med arbejderklassens umiddelbare interesser, men bogen efterlader al-

ligevel det indtryk, at det nok så meget end borgerskabet var arbejderklassen, elleri hvert fald dele heraf, Socialdemokratiet var oppe imod. Større afklaring om op-bakningen bag reformismen bidrager bogen derfor ikke til.

'

Karin Hansen og Lars Torpe

Paul Elflein: lmmer noch Kommunist? Erinnerungen, hrsg. von Rolf Beckerund Claus Bremer, VSA-Verlag, Hamburg 1978, 139 s., DM 16.80.

Paul Elflein, pensioneret metalarbejder og bosat i Salzgitter i Niedersaschen, er ien alder af 76 år indgået i et samarbejde med Rolf Becker og Claus Bremer for atfortælle om sit liv som tysk kommunistisk arbejder i en epoke, som omspænder destore knudepunkter i tysk arbejderbevægelses historie i dette århundrede.Paul Elflein er født i Thüringen i l897 og er ud af en søskendellok på 11. Faderenvar tømrer og aktiv socialdemokrat, og enhver ny kollega på hans arbejdspladsblev stillet tre spørgsmål: er du fagligt organiseret, læser du »Tribüne« (den social-demokratiske avis), og er du medlem af brugsforeningen'? Kunne han ikke svare

bekræftende på disse spørgsmål, var han kun på arbejdspladsen til formiddags-pausen.Paul selv kom i skomagerlære i 1911. Da 1. verdenskrig udbrød oplevede han til

i

sin forbavselse, hvorledes mange aktive socialdemokrater meldte sig frivilligt tilhæren. Selv blev Paul Elflein først indkaldt i l916. l krigens slutning orienteredehan sig mod USPD og i [920 gik han med ind i det tyske kommunistparti, KPD. SomKFD-medlem oplevede han de mange politiske begivenheder, som skyllede hen over

den tyske arbejderklasse i l920”erne. l 1923 blev han formand for den lokale KPD-

83

,

'

afdeling, kom i bestyrelsen for den stedlige fagforening, og var formand for fabrik-

kens bedriftsråd.

Efter Kominterns 0msving til ultra-venstrelinien kom Elflein i opposition til KPD's

politik og ijuni ,1929 kunne han i partiavisen læse, at han var blevet ekskluderet.

Herefter tilsluttede han sig den kommunistiske opposition, KPO, Brandler-Thal-

heimer-oppositionen, og det var som medlem af KPO, at han oplevede den tyskearbejderklasses nederlag til nazismen. Selv blev han arresteret i april 1933 og sad

i kz-lejr resten af året. Efter sin løsladelse prøvede han at være med i noget ille-

galt arbejde, hvad der kunne være vanskeligt som tidligere kz-fange. 1 1943 blev han

indkaldt som marineartillerist. kom til Grækenland og endte i 1945 i engelsk fange-1ejr i Ægypten. Her sad han i to år og deltog i en lille politisk gruppe, bestående af

folk fra de forskellige arbejderpartier.Derefter vendte han tilbage til sin barndomsby Erfurt i den russiske zone, meldte

sig ind i SED og kom i den lokale ledelse af bondereformprogrammet. Kort efter

kom han dog i modsætning til den officielle politik, fordi han var modstander af

den russiske demontage af industrien, og fordi han mente, at de tidligere godserikke skulle udstykkes i småbrug, men opretholdes som kollektivbrug. Først senere

forstod han, at opdelingen i småbrug ville gøre det vanskeligere at genoprette god-serne. hvis Øst- og Vesttyskland blev genforenet. I 1948 blev nogle af hansimenings-fæller arresteret og idømt hårde fængselsstraffe. Derfor flyttede han til Vesten.

1 1952 hentede KPO (Gruppe Arbeiterpolitik) ham til Salzgitter, hvor der på de

tidligere Herman Göring-Werke var en kamp mod den amerikanske demontage-politik. Denne kamp var en succes for KPO, som var i stand til at trække KPD'ere

over til sig, idet KPD støttede Potsdam-aftalerne og dermed også demontagepoli-tikken. (Den samme holdning til Tysklands-spørgsmålet havde i øvrigt også den

KPO-orienterede Mogens Boserup her i Danmark givet udtryk for i sin bog »Tysk-land efter sammenbruddet« fra 1945, hvor han advarede mod, at de allierede i

hævntørst skruede udviklingen i Tyskland tilbage til før industrialismen).1 1961 blev Paul Elflein pensioneret og i bogens slutning ser han tilbage på udvik-

lingen i DDR og i Vesttyskland, hvor han mener, at DDR trods alle fejl er på vejmod socialismen, fordi planøkonomien er den vestlige kapitalisme overlegen. På

trods af at han selv har været på kanten af en fængslesstraf i DDR, har han en am-

bivalent holdning til den sovjetiske samfundsmodel. Dette er en del af KPO-tradi-

tionens grundproblem, idet den hæfter sig ved den økonomiske struktur og ikke

så meget ved de politiske betingelser, hvorunder arbejderklassen skulle bære sam-

fundet frem mod socialismen. Disse betingelser er bestemt ikke til stede i Østeu-

ropa og Sovjetunionen.Ovenstående referat gengiver bogens meget fortællende stil. Rolf Becker og Claus

Bremer, som har bearbejdet Elfleins mundtlige beretning, er ikke historikere men

teaterfolk. De har arbejdet med moderne arbejderteater og teaterformer, der

f.eks. kunne henvende sig til strejkende arbejdere. Disse erfaringer har de gjort

brug af i bogen, hvor Paul Elfleins beretning veksler med forskellige citater og

dokumenter. Alt er sammenføjet i en montageform med fotografier og faksimilie-

tryk. Det er en spændende og inspirerende bog, hvor arbejdererindringsmate-rialet benyttes for at give politisk inspiration. Sme” Bil/e Larsen

Henning Grelle: Socialdemokratiet i det danske landbrugssamfund 187l-ca.

1903. Teoretiske, taktiske og strategiske problemer med henblik på formule-

ringen af en jordpolitik og organisering af husmænd og Iandarbejdere, SF AB's

skriftserie nr. 7, København 1978, 212 sider, kr. 62.- (for medlemmer kr. 45.-)

Der har i de senere års beskæftigelse med arbejderklassens og -bevægelsens hi-

storie været en klar tendens til at bryde den hidtidige ret isolerede analyseform,

84

hvor klasse og bevægelse blev anskuet for sig selv. Berstræbelser-nepå mere om- _._Afattende forklaringer af kapitalismens, klassern'es 'og de politisk-ideologiske for-holds udvikling har gjort det påtrængende at opfatte arbejderklassen og -bevæ7gelsen i forhold til andre klasser, deres organisationer og politiske strategier. For

'

'

Danmarks vedkommende nødvendiggør denne opfattelse ikke blot en analyse afforholdet borgerskab - arbejderklasse, men i lige så høj grad en forståelse af rela- i

'i

tionerne mellem de agrare klasser indbyrdes og mellem disse og byarbejderklassen.Det blev første gang herhjemme på et mere alment plan forsøgt af Jørgen Falk ogAllan Madsen i »Bønder og klassekamp...« (Marxistisk antropologi 3-4, 1974).Henning Grelles bog er et forsøg på en empirisk funderet nyvurdering af hele den

“

tidlige arbejderbevægelses agrarpolitiske teori og praksis.Landbrugets økonomiske og politiske dominans i 2. halvdel af det l9. århundrede ogdet forhold, at husmands- og landarbejderklassen udgjorde den største del af den

,

samlede arbejderklasse lå som et ikke altid klart erkendt og gennemtænkt grund-vilkår for den tidlige arbejderbevægelses organisationsbestræbelser og strategiskeog taktiske Overvejelser. HG har sat sig for at undersøge denne store del af arbej-derklassen. dens sociale forhold, relationer til bondeklassen og dens placering'iSocialdemokratiets og fagbevægelsens politisk-organisatoriske udvikling. Hoved-temaet er, hvorfor den ikke blev inddraget massivt i organisationerne. hvorledesforestillede socialdemokraterne sig udviklingsperspektiverne i den agrare sektor,hvilken politik udstak Socialdemokratiet for arbejderklassen på dette felt og hvilken

betydning fik den poiitiske alliance mellem Venstre og Socialdemokratiet på land-

arbejderklassens forhold.'

Selv om HG anskuer problemerne ud fra den organiserede (by)arbejderbevægel-ses positioner er der alligevel gode ansatser til en forståelse af problemerne som

nogle klasseforhold under udvikling. Bogens styrke er, at den er konkret analy-tisk. Den teoretiske ramme og begrebsbrug er beskedent udfoldet, omend denspores bag mange af vurderingerne. ›

l bogens indledende afsnit redegøres for strukturen i det danske landbrug og for'

landarbejderklassens arbejdsmæssige og sociale stilling på grundlag af tilgænge-ligt socialhistorisk og statistisk materiale. Det giver anledning til endnu engangat fremhæve P. Knüdsens imponerende analytiske indsats og rolle som politik-udvikler.

Det må snart være på tide, at hans »Sygeforsikring og Alderdomsforsørgelse« fra1888 genoptrykkes. HG påpeger gang på gang den politiske og sociale undertryk-kelse som arbejderklassen på landet var udsat for. Ved siden af den her klart do-kumenterede elendighed ville det have været interessant og vigtigt med et forsøgpå at analysere de politiske undertrykkelsesmekanismer i landsbysamfundet. Dedanske gårdmænd var gennem de foregående årtier blevet en svært selvbevidstklasse, der næppe ville tolerere forsøg på politisk indflydelse fra underklassensside. De kunne alliere sig'med byarbejderklassen mod Højre, men det skulle ikkemedføre en underminering af deres magt i lokalsamfundet. Det var den (uudtalte)pris. som Socialdemokratiet og fagbevægelsenmåtte betale for alliancen og heromhandler en væsentlig del af HG”s bog.Efter en kort gennemgang af Marx/Engels' og den internationale arbejderbevæ-gelses (manglende) greb om de konkrete agrarforhold og deres udviklingstenden-ser undersøger HG fire faser i den danske arbejderbevægelses agrarpolitik: l87l-73, 1875-77, l882-83 og l888-l902. Inden for hver af disse perioder gennemgås den

teoretisk-programmatiske og politisk-praktiske udvikling. Det hele er baseret pået ganske omfattende trykt og utrykt materiale, og HG diskuterer løbende denhidtidige litteraturs (vrang)f0restillinger om emnet. Forløbet og diskussionerne er

hele tiden meget veldokumenterede.Hver fase er i sig selv spændende, når de som her bringes i sammenhæng med ar-

bejderbevægelsens og den almene politiske udvikling. De senere års positive ny-

85

v

”jvurderingeraf Pio som analytiker og politisk “leder får her et yderligere tilskud.

Formuleringen af en agrarpolitik' vanskeliggjordes af den ikke særlige veludvik-

lede socialistiske/marxistiske analysemetode for den type landbrug, der var udvik-

Å let i Danmark efter landboreformerne. Pios indsats på dette felt var ganske velud-

»bygget og set i international sammenhæng original, hvilket, som HG viser, aner-

kendtes af Engels ved flere lejligheder. Fra starten var den danske sektion af IAA

opmærksom på nødvendigheden af at forene landets og byernes arbejdere, et mål

som i øvrigt flere af de (små)borgerlige arbejderforeninger delte. Her som i anden

sammenhæng må det hele tiden holdes for øje, at den socialistiske bevægelse i

1870'erne ikke var ene om at ville organisere arbejderklassen.For Venstre derimod var arbejderspørgsmålet et byproblem. Bønderne erkendte

ikke/ville ikke erkende landarbejdernes forhold som et politisk-socialt problem.der rakte ud over det lokale samfund, og der skulle de nok vide at klare det selv.

Klassemæssigt var for dem hovedmodsætningen mellem godsejere og almuen, for-

stået som gårdmænd, husmænd og landarbejdere. l spændingsfeltet mellem disse

to opfattelser må forløbet af de politiske relationer mellem arbejderbevægelse og

venstrebevægelse ses indtil den demokratiske alliances foreløbige sejr i 1901. De

sporadiske forsøg på fra venstregruppers side (især bjørnbakkerne) at videreføreden gamle tanke om et demokratisk almueparti, der dækkede både land og by, løbud i sandet, fordi både det agrare småborgerskab og byernes arbejderklasse havde

markant selvstændige klasseinteresser, der kun lod sig forene om politiske del-

spørgsmål. Efter en del taktisk vaklen i 1870'ernes første halvdel slog erkendelsen

af dette grundforhold meget prægnant igennem i Pio's agrarpolitiske analyser i

1876, hvor han med et fint blik for bøndernes »sværmeri for selveje« afviste mu-

ligheden af langsigtede fællesinteresser mellem bønder og arbejdere, selv om han

idealistisk påpegede, at også bøndernes situation på langt sigt måtte føre til en inter-

esse for socialisme. I første omgang måtte arbejderpartiet udforme et agrarpro-

gram og en praksis, der kunne løsgøre husmænd og landarbejdere fra gårdmæn-denes forsøg på at monopolisere disses klasserepræsentation.

Henning Grelle- har som den første udnyttet og analyseret Pio's store artikler i

Social-Demokraten fra l876 om dette spørgsmål, og han kan på grundlag heraf

påvise en klar kontinuitet i Pio's agrarpolitiske opfattelse 'og i forlængelse heraf

overbevisende afvise tidligere tolkninger af Gimleprogrammets agrarpunkter som

et udstykningsprogram. Der var for Pio og partiet i hans periode en intim sammen-

hæng mellem agraranalyse, kortsigtede reformer og socialistisk målsætning.Pio's og Socialdemokratiets offensive agrarpolitik blev som så mange andre ele-

menter i arbejderbevægelsen demonteret under nedgangsperioden i årene efter

l877. Venstre fik overladt førerskabet i den politiske kamp mod Højre med So-

cialdemokratiet som støtteparti uden markeret selvstændig politik. Fagforeningersmuldrede for størstedelens vedkommende og partiet (nu Socialdemokratisk For-

bund) blev en årrække et rent københavnsk anliggende. Den formelle adskillelse

af parti og fagbevægelse fik måske i første omgang ingen større reel betydning,men i forhold til organiseringen af arbejderklassen på landet fik den, som HG un-

derstreger vidtgående konsekvenser.

l880'ernes reorganisering- af fagbevægelse og parti og udformningen af den »marx-

istiske« reformistiske strategi og taktik levnede ikke megen energi til at varetageagrarpolitikken. Den udvikling, der skete, blev her som i andre sager præget af P.

Knudsens faste hånd. Gennem HG's fremstilling bliver hans indsats som analytikerog politisk udviklende kraft atter understreget. Hans format synes - som Pio's - at

vokse med hver ny undersøgelse. Om den agrarpolitiske linje også var rigtig og pålængere sigt gavnlig for arbejderklassen er en anden sag. Hovedlinjen blev, at land-

arbejderne ikke skulle organiseres i umiddelbare klasseorganisationer, men til-

slutte sig politiske foreninger og i sidste instans Socialdemokratiet. En faglig orga-

nisering af de spredte og socialt afhængige landarbejdere til en økonomisk kamp

86

for bedre arbejds- og livsvilkår blev anset for uigennemførlig. Forbedringer måtte

tilkæmpes via en parlamentarisk reformpolitik. Samtidig var landarbejderklassensnumeriske styrke nødvendig for at partiet kunne vinde den politiske magt, forstået

som flertal i Folketinget. HG afviser, vistnok med rette, tidligere opfattelser af,at alliancen med Venstre var afgørende for denne linjes udformning. Men der er

næppe tvivl om, at den bidrog til at cementere den og dermed i realiteten til at

overlade underklassen på landet til deres egen skæbne eller til (små)borgerligereformatorer som Fernando Linderberg. Parallelt hermed virkede l880”ernes

ændringer i programmerne, hvor ansvaret for en socialistisk udvikling i landbru-

get blev lagt på Iandarbejderne med illusioner om muligheden for en statslig støttehertil. Yderligere kompliceret blev problemet af en usikker Vurdering af andels-

bevægelsen: rummede den mulige socialistiske kim eller var den blot et (utilstræk-keligt) middel til at klare gårdmændenes økonomiske vanskeligheder? Spørgsmåletblev egentlig aldrig helt afklaret i arbejderbevægelsen.Ved indgangen til I890'erne stod Socialdemokratiet med et ret fleksibelt agrar-

program, der søgte at forene kortsigtede reformkrav med en socialistisk målsæt-

ning for landbrugets udvikling. Men programmet var alligevel ikke tilstrækkeligfast til at hindre en udglidning henimod en smâborgerlig udstykningspolitik, da-

de agrare problemer blev akutte i l890'erne og taget op på Rigsdagen af Venstre.

l890'erne er et mærkeligt årti for den politiske arbejderbevægelse herhjemmeog årtiet er tilmed generelt dårligt undersøgt. Der var fart over feltet med den fag-lige organisering af byarbejderne, de ufaglærte begyndte at organisere sig også.Der skete en centralisering i fagforbund, udvikling af et overenskomstsystem medden velkendte foreløbige kulmination omkring DsF”s dannelse og september-forliget. Politikudviklingen syntes derimod at stå i stampe. Efter opgøret med »derevolutionære« synes partiet (ledelsen) at have ment, at den politiske linje lå fast.1880'ernes massive introduktion af og skoling i marxismen ebbede ud. Det teore-

tiske arbejde blev først genoptaget med Gustav og Nina Bangs indsats fra omkringårhundredskiftet. HG”s arbejde betyder, at vi i virkeligheden nu ved mere om den

landbrugspolitiske praksis end 0m partiets øvrige virke i denne periode, og selvom HG søger at placere emnet i en større sammenhæng, må vi stadig savne en dy-bere analyse af dette vigtige tiår, hvor grunden til den parlamentariske praksisblev lagt.Mens partiet i princippet fastholdt, at stor- og fællesdrift ville være fremtiden för

landbruget- beviset lå i andelsbevægelsen, blev den faktisk førte politik en ret passivstøtte til en udstykningspolitik af mindre jordlodder til landarbejderne, som skullefastholdes som arbejdskraft i landbruget. Godt nok ønskede partiet større lodderend Venstre, men en offensiv politik herfor førtes ikke. På længere sigt blev linjenen tilslutning til en ren udstykningspolitik. Det kunne der under de givne produk-tionsforhold være en vis rimelighed i. Men når partiet samtidig undlod at gå aktivtind i en klasseorganisering, måtte følgen blive, at de radikale senere løb med stør-stedelen af husmændene, og de besiddelsesløse landarbejdere enten blev uorganise-rede eller blev organiseret i Dansk Arbejderforbund under Fernando Linder-

bergs ledelse. HG's afsnit om forholdet mellem denne organisation og partiet 0g ,

fagbevægelsen er et af de mest interessante og bringer meget nyt for dagen om det

komplicerede spil og uenigheden mellem parti 0g fagbevægelse i denne sag. Der

er meget nyt også til belysning af Fernando Linderbergs personlige holdninger.Det forekommer, at partiets afvisning af en bred faglig organisering af landar-

bejderne i forbindelse med den øvrige fagbevægelse er en af dets største fejltagel-ser i denne periode. HG anfører de gode og mindre gode grunde hertil, uden at de

overbeviser om det rigtige i beslutningen. Derimod blev der givet grønt lys for

organisering af de ikke helt få landindustriarbejdere.Blandt bogens fortjenester er en interessant fremdragelse af materiale om den

sociale status for partiets landarbejderafdelinger, d.v.s. de relativt få det i denne

87

'ii'periodelykkedes at stable på benene. Der var en klar overvægt'for arbejdere,deri

'

'

producerede uden for landbruget og en overraskende stor tilslutning fra lag, derenten var selvstændige eller lærere o.|.

'

HG”s vurderinger er gennemgående meget nøgterne med et godt blik for bevæ-

gelsens problemer og agrarpolitikkens placering i den samlede politik. Derimodlerder en del sproglig uklarhed, hvor læseren må tænke sig godt om for at forstå me-

ningen i enkelte passager.Hvad der mest savnes er en større perspektivering omkring den særlige type kapi-talisme, der udvikledes i Danmark med dets økonomisk og politisk dominerende

agrarsektor og en vurdering af den socialistiske politiks muligheder i et sådantsamfund. Også en nøjere vurdering af den demokratiske bondebevægelse og dens

betydning for bevidsthedsudviklingen i arbejderklassen er påkrævet for en endeligforståelse af arbejderbevægelsens politik. Men bogens store stofmængde og nuan-

cerigdom og revisionen af tidligere fejlfortolkninger giver det nødvendige grundlagfor en placering af denne sektor i den stærkt tiltrængte samlede fremstilling af ar-

bejderbevægelsenskonstitueringsfase. Bogen vil være helt uomgængelig for 'frem-

tidige studier af perioden.Niels F inn Christiansen

Guldborg. Historien om en virksomhedslukning, red. af Ida Bruun, ForlagetSOC, København 1978, 127 5., kr. 20.-

124 år på Frichs, F agtryk 74.1, Århus u.å. 55 s.

Arbejds- og lønforhold på Frichs, Fagtryk 74.2, Århus u.å. 47 s.

, .Guldborg 0g Frichs - to efter provinsforholdstore fabrikker inden for den danske»sværindustri«. Jernstøberiet Guldborg, en virksomhed under B&W-koncernen,

beliggende i Nykøbing Falster. Frichs fabrikker i Århus, især kendt for produktionaf jernbanemateriel. Begge er nu lukkede og arbejderne kastet ud i arbejdsløshed

- Guldborg i august 1977, Frichs to år senere, efter i lang tid at have været prægetaf økonomiske vanskeligheder og personaleindskrænkningerDe to udgivelser er altså, hvad udgangspunktet angår, nært beslægtede. De hen-

. vender sig også begge til en bred (arbejder)læserkreds, og giver sig ikke ud for at

være »videnskabelige«. Trods det er de forskellige som nat og dag. Hvor Frichs-

pjecerne forsøger at formidle nogle typiske af de erfaringer, der ligger/lå hos

arbejderne på fabrikken, forsøgte at skrive arbejdspladsens historie set fra »man-

den på gulvets« synspunkt, er Guldborgbogen et forsøg på at mobilisere »alle godekræfter« - og det vil først og fremmest sige.notabiliteter uden for arbejdspladsen- til fordel for det synspunkt, at støberiet ikke burde være lukket. Frichs-pjecernessigte er at systematisere og formidle arbejdererfaringerne på en måde, der direkte

lægger op til, at'disse kan udnyttes. bl.a. i den fortsatte kamp for fabrikkens beva-

relse, som på det tidspunkt, pjecerne er skrevet, stadig syntes mulig. Guldborg-b0-gens hovedsigte er mere forsigtigt formuleret: at »inspirere medarbejderne rundt

på arbejdspladserne« til at tage debatten om virksomhedslukninger op. Bogen, der

er udgivet med støtte fra Metalarbejderforbundet og Nykøbing F. kommune påDSU-forlaget SOC, betragtes »som en del af debatmaterialet i forbindelse med LOs

og Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati«, (s.ll) Guldborg-bogensforfattere nærer nemlig det fromme håb, at virksomheden ikke var blevet lukket,hvis ØD-forslaget var blevet gennemført.Guldborg-bogen er blevet til som resultat af et studiekredsarbejde, som 13 af ar-

bejderne fra fabrikken - blandt hvilke tillidsmændene for de to store faggrupper,arbejdsmændene og smedene - satte igang, efter at de var blevet afskediget. Et pris-værdigt initiativ af de 13, der har lagt et stort arbejde i at samle materiale til bogen.

_88

Der er samlet avisudklip og indslag fra regionalradioen, som gør det muligt at følgeudviklingen, fra rygterne om B&Ws forestående lukning af Guldborg begyndte at'

svirre i 1975, til denne den 22. august 1977 var en realitet.

Presseklip udgør hovedparten af bogen. Det giver levende og letlæste historier.Til gengæld opstår der mellem artiklerne overlapninger og gentagelser, som man

godt kunne have undværet. Avisartiklerne trænger sjældent ret dybt ned i stoffet.Derfor får man ikke nogen samlet fremstilling af Iukningens forløb -

og da slet ikkeaf dens umiddelbare og samfundsmæssige årsager. ÅSvagheden ved avis- og radioklippene, har de 13 åbenbart været opmærksommepå. Derfor er der suppleret med en korrespondance mellem den lokale afdelingaf Metal og hovedforbundet, og med en række interviews. Nykøbing Falsters so-

cialdemokratiske borgmester udtaler sig. Forbundsformand Paulus Andersen

og det lokale socialdemokratiske MF Lysholt Hansen. Gruppen har også lavet tre

interviews med småkapitalistiske »underleverandører« til Guldborg, samt endeligét med Jytte Olsen, gift med den daværende fællestillidsmand.To af disse interviews skal fremhæves - de øvrige bringer ikke noget nyt af betyd-.ning i forhold til udklipsmaterialet. Jytte Olsen får i et meget fint interview perspek-tiveret arbejdsløshedsspørgsmålet og løftet det ud af det helt snævre »fabrikken

Guldborg-perspektiv«, der præger resten af bogen. Hun understreger, hvorledesarbejdsløsheden ikke bare er en personlig belastning for arbejderen og familien,men også virker Iøntrykkende og splittende på arbejderklassen. -

Og interviewet med Lysholt Hansen belyser dennes selvoptagne og åbenbart nogetsplittede natur. Lysholt Hansen gør en del ud af at bebrejde Guldborg-tillidsmæn-dene, at de ikke med det samme gik »til hovedet« - hvormed han mener LysholtHansen og gennem denne til div.'ministre! Han tør dog - klogeligt - ikke love, at

dét kunne have_afvendt Guldborgs lukning. Også i et mere generelt perspektiv er

interviewet med Lysholt Hansen interessant, nemlig som illustration af Socialde-mokratiet afmagt over for den kapitalistiske krise.

»Man må jo huske på,« siger han, »at en arbejdsplads som Guldborg er en lige så stor

arbejdsplads for NykøbingFalster, som B&W er for København. Men tillidsrepræ-sentanterne og medarbejderne på B&W har jo altid formået at placere sig og sikrederes arbejdsplads, som uden disse bevidste tillidsfolk ikke havd'e eksisteret i dag«.(5.105).

Med udgangspunkt i denne ytring kunne man disk'utere forskellen mellem hoved-stad og provins med hensyn til.de materielle betingelser for arbejdernes kamp.Det forsømmes dog i Guldborg-bogen. Men udtalelsen rummer samtidig et - sik-kert uforvarende -

opgør med Socialdemokratiets faglige linie: over for den mode-rate og klassesamarbejdende kurs, som Guldborg-arbejderne fulgte. og som mednødvendighed endte i total afmagt, sætter Lysholt Hansen altså den bevidste fagligelinie hos B&Ws arbejdere og tillidsfolk. Men denne linie var karakteristisk ved en

betydeligt mere militant reformisme, al den stund tillidsmandskorpset på B&W imange år var kommunistisk og nu SF-domineret. Den linie, Guldborg-arbejderneifølge Lysholt Hansen skulle have fulgt, er altså den, som han selv og Socialdemo-kratiet altid har bekæmpet det bedste, man havde lært!!!

Rundt om i bogens beskrivelser af lukningen ligger der faktisk en del elementer

gemt til en forklaring på Guldborgs skæbne. Guldborg gav overskud«, gentager ar-

bejderne gang på gang. Men man leder forgæves efter tal, der gør det muligt at«bedømme dette overskud (det røbes i bogen, at i hvert fald Metalarbejderforbundeter i besiddelse af regnskabsmæssige oplysninger, som kunne være udnyttet).Læseren mere end aner dog, at fabrikken trods et vist regnskabsoverskud villehave svært ved økonomisk at bære de gigantiske omkostninger, som var nødven-dige til opførelse af en helt ny fabrik, der kunne bringe produktiviteten op på et

kapitalistisk setforsvarllgt niveau og løse de alvorlige problemer med arbejdsmiljøetog forureningen af den omliggende by. Guldborgs lukning betragtes i bogen som et

89

\,

T

Wrç

;isoleretproblem. Men denne isolerede betragtning kommer til kort, når man har

at' gøre med en virksomhed, der er del af en stor koncern. Og ikke mindst gør det

over for den strukturrationali'sering, som hele den danske støberibranche tydeligvis

undergåri disse år. ,

Sammenhængen mellem Guldborgs skæbne og strukturudviklingen i branchen som

sådan havde det været oplagt at tage op i bogens »historiske tilbageblikrr. Dette har

arbejderne overladt til museumsleder Wilhelm Paamejer, hvis artikel er så ringe,at det trodser enhver beskrivelse. Det lykkes f.eks. Paamejer at glemme at fortælle,

hvornår Guldborg blev overtaget af B&W - en ellers ikke uvæsentlig detalje! Et

fuldstændig overflødigt afsnit.*

Guldborg-arbejderne kunne - i stedet for at overlade arbejdet til tvivlsom historisk

kompetence - sagtens have skrevet fabrikkens historie selv. Det beviser de i afsnit-

tet »Beskrivelse af arbejdsfunktioner på et støberi«, der så langt er bogens bedsre.

Her gør en række arbejdere i korte, meget intense stykker rede for deres arbejde,men også samværet og kammeratskabet på støberiet. Når man ved, at mange Guld-

borg-arbejdere havde været på arbejdspladsen i 20-30-40 år, kan det godt ærgre,at de ikke har valgt at lægge denne lange erfaring til grund for det historiske af-

'

snit og for hele bogen.1 det hele taget er jeg overbevist om, at der var kommet en langt bedre bog ud af

det, hvis de l3 arbejdere havde stolet mere på egne kræfter. Redaktionen af bo-

gen har de også overladt til en udenforstående, nemlig deres aftenskolelærer Ida

Bruun. Det er hun ikke sluppet godt fra.

For det første opstiller hun i sit forord det krav, »at bogen ikke måtte indeholde

for mange »frelste« meninger og officielle holdninger«; den skal belyse virksom-

hedslukningen »fra så mange sider som muligt« (s.l0). Dette »sagligheds-« og »al-

sidigheds-« eller »pluralismeprincip« er malplaceret i forbindelse med en bog som

denne, der jo egentlig handler om arbejdernes forsvar for en arbejdsplads, de op-

levede som deres. Og det modarbejder direkte den formulerede hensigt at være

debatskabende. For det andet har hun, såvidt jeg kan se, slet ikke redigeret.

Dispositionen virker fuldstændig tilfældig. Blot ét enkelt eksempel: Bogens første

80 sider handler om Guldborgs lukning og de spagfærdige forsøg på at forhindre

denne alene med argumenter. Først i bogens sidste trediedel får man den beskri-

velse af arbejdspladsen og kammeratskabet, der forklarer, hvorfor arbejderneoverhovedet nærede så stærke ønsker om at bevare Guldborg.

Noget bidrag til arbejderbevægelsens historie er Guldborgbogen egentlig ikke.

Men den vil kunne fungere som kilde for den, der undersøger bevidsthedsformer

og socialdemokratisk ideologi i vore dages arbejderbevægelse.Som Guldborg-arbejderne i historien om fabrikkens lukning ikke tiltog sig rollen

som handlende subjekter, men overlod denne til politiske og faglige repræsentan-ter, således spiller de heller ikke denne rolle i bogen 0m Guldborg. Helt anderledes

ser det derimod ud med de to pjecer om Frichs i Århus. Her er det arbejdernes

'egne erfaringer og handlinger, der bringes frem.

Frichs-pjecerne er skrevet af en gruppe historiestuderende fra Århus Universi-

tet i nært samarbejde med en gruppe arbejdere fra Frichs, og udgivet af Fagtryk.

Ifølge planen skulle der udkomme 6 pjecer om Frichs.

Nr. 1 hedder »124 år på Frichs« og giver et historisk rids af fabrikkens, arbejds-forholdenes og arbejderkollektivets historie. Vi ser, hvorledes Frichs fra at have

været en stor og kapitalistisk set blomstrende virksomhed efter besættelsen sakker

mere og mere bagud i teknologisk henseende. Ordrerne svigter, afdelinger lukkes

og mandskabet reduceres. I 1978 var der dog indtrådt en midlertidig stabiliseringmed en beskæftigelse på omkr. 260 arbejdere (tidligere var man i perioder oppe

på mere end 1000 ansatte). Pjece nr. 2: »Arbejds- og lønforhold pä Frichs« behandler

et af de temaer, der i den historiske oversigt viste sig centralt. Det er især den sta-

dige intensivering af arbejdet, samt spørgsmålet, hvorfor Frichs altid forblev en

90

udpræget lavtlønsfabrik, der gøres noget ud af. i de følgende 4 pjecer var det så[

meningen at tage andre centrale temaer, som den generelle historiske fremstilling'lægger op til, op til mere indgående behandling - nemlig fagopsplitning, lærlinge-forhold, arbejdsmiljø og fagforeningsarbejde.

_

Frichs-projektet er lavet i kontakt med fællesklubben på virksomheden. Derigen-nem har historikergruppen fået kontakt med arbejdere, der var eller havde været

på Frichs. Disse arbejderes skildringer og vurderinger har en helt central placeringi pjecerne. Fællesklubbens forhandlingsbøger er den anden centrale kilde.

Frichs-pjecerne er et forsøg på at skrive historie, så den er til direkte at læse oganvende af de arbejdere, hvis historie beskrives. De er skrevet ind i den (forbi-gående) stabiliseringsperiode, hvor det endnu så ud, som om fabrikken stod til at

redde, og de forholder sig klart »indgribende« til denne - på den måde, at en række

af årsagerne til arbejdernes svage stilling (splittende lønsystemer, modsætningermellem faggrupperne og især mellem faglærte-ufaglærte o.s.v.) trækkes frem.Derimod overlades det til læserne/arbejderne selv at drage de nødvendige følge-slutninger med henblik på en ændret faglig praksis.Pjecerne er, synes jeg, velskrevne og afvekslende at læse. Dog findes der hist ogher rester af akademisk jargon. Pjecerne er - som også Guldborg-bogen - rigt illu-streret med interessante billeder i god gengivelse. Efter at det umiddelbare fag-ligt-politiske formål med pjecerne efter fabrikkens lukning nu ikke længere er

aktuelt, ville jeg mene, at de må kunne bruges i studiekredse og i arbejderundervis-ningen, EFG og måske i folkeskolens ældste klasser. Også for historikere er pje-cerne værdifulde som et forsøg på at beskrive en enkelt fabrik og dens arbejdsfor-hold set indefra og med arbejdernes øjne.Frichs-projektet er i virkeligheden et sjældent og interessant forsøg på at lave»ekstern fagkritik« med udgangspunkt i historikerfaget. Det rejser naturligvis en

række problemer til videre diskussion. Teknikere, læger og jurister har, når deskal lave samarbejde arbejdere-akademikere, en konkret ekspertise, som arbej-derne umiddelbart har brug for. Desuden arbejder de inden for en tradition for»værdifrihed«. Når historikere skal forsøge at samarbejde konkret med dele af

arbejderbevægelsen, kommer spørgsmål om politisk holdning uvægerligt til at 'ståsom afgørende for et samarbejdes muligheder. Hvis historikeren er revolutionær

marxist, må hun/han sætte ind på at forklare, hvorfor arbejderklassen og -bevæ-

gelsen bestandigt er forblevet reformistisk og svag, objekt for kapitalens udvikling.Men en sådan historieskrivning vil støde an mod bevidstheden hos 9 ud af 10 danskearbejdere.Altså, for det første føler arbejderne nok Umiddelbart kun i begrænset omfangbehov for det, vi har at tilbyde i et arbejder-akademiker-samarbejde; for det andeter det nok let for historikeren - hvis ikke han/hun vil opfattes som provokerendeog dermed udelukke samarbejdet- at komme til at lægge bånd på sig selv, give afkaldpå kritik og materialistisk fundering, og dermed forfalde til en historieskrivning,hvis tendens er borgerlig, reformistisk.Den århusianske historikergruppe fortjener ros for det konkrete forsøg på ekstern

historie-fagkritik, den har leveret. Det har ifølge sagens natur ikke været muligt,i pjecerne at fremlægge de overvejelser, gruppen må have gjort sig om de dermed

sammenhængende problemer. Derfor ville det være meget værdifuldt for denfortsatte fagkritik-diskussion, om gruppen senere ville fremlægge en forløbsbeskri-velse og evaluering af projektet - f.eks. her i »Meddelelser...« Så meget mere, som

det forlyder, at gruppen eller i hvert fald samarbejdet mellem gruppen og Frichs-

arbejderne er blevet sprængt (og det allerede inden fabrikken lukkede), hvorforde 4 planlagte pjecer sandsynligvis aldrig vil fremkomme.

lndholdsmæssigt skal jeg indskrænke kritikken til to enkelte punkter.1. Pjecerne fortæller historien om arbejdsmænd, smede, maskinarbejdere og lær-

linge på Frichs. Men der arbejdede da også kvinder på Frichs - ikke?

91

i; Det at skrive arbejderbevægelseshistoriehelt nede på virksomhedsplangør det'

1muligt, at det bliver en historie af kød og blod. Men: det udpræget lokale synspunkthar også helt klare begrænsninger, Når den generelle økonomiske udvikling (kapita-

l

lens konjun'ktur- og strukturbevægelse) ikke medtænkes, bliver enkeltkapitalen,

. Frichs' udvikling -

og dermed arbejdernes kampbetingelser - umulige at forstå. Så

udpræget lokal er fremstillingen, at man på arbejder-siden ikke engang har dragetde lokale, århusianske fagforeninger, der havde folk på den store arbejdsplads,forhandlede deres overenskomster o.s.v., ind i billedet. »Fagforeningen« er for

historikergruppen alene klub- og fælleskluborganiseringenlUdviklingen i den frichske kapitalakkumulation er ikke behandlet, sammenhængenmed den generelle udvikling i den danske jern- og metalindustri heller ikke. Når

Frichs derfor efter 2. Verdenskrig sakker mere og mere bagud i konkurrencen,er forfatterne henvist til at søge årsagen internt i virksomheden'. ledelsen har ikke

haft evne og vilje (sicl) til at sikre, at fabrikken fulgte med i konkurrencen om pro-

duktudvikling, produktivitetsøgning 0.s.v. Frichs” fallit kommer »altså til at se ud

»som et resultat af dårlig, »konservativ« ledelse - som et resultat af »konservativ

kapitalisme«Jeg kan ikke se, at forfatterne ved at opfinde begrebet »konservativ kapitalisme«

befordrer nogen som helst forståelse af Frichs' fallit, så længe de ikke har forwgtat se denne i forhold til den tendens til centralisation af kapitalen og udrensning afuproduktive kapitaler, der er kapitalen iboende og sætter sig igennem i krisen.

Therkel S træde

Ina Hermes: Gegen Imperialismusund Krieg, Gewerkschaften in der 11. Inter-

nationale 1889-1914, Pahl-Rugenstein, Köln, 1979, 232 s. DM 14.80.

Historieskrivningen om den internationale arbejderbevægelse har hidtil i forbav-

sende grad været koncentreret om den politiske arbejderbevægelse, d.v.s. først

og fremmest lnternationalerne og disses ledende partier. De internationale kon-

gresser har her dannet et naturligt, men samtidigt snævert udgangspunkt. Ikke

mindst gennem den nylig afdøde kapacitet på området, Georges Haupt, og dennes

inspirerende arbejder er der så småt ved at ske en forskydning fra den snævert

kongresinstitutionaliserede historieskrivning til en historieskrivning, der med

Haupts udtryk ser arbejderbevægelsen som »sociologisk realitet«. Et ikke uvæsent-

ligt led i denne udvikling er inddragelsen af den internationale fagbevægelse i hi-

storieskrivningen om arbejderbevægelsens historie.

lna Hermes' afhandling repræsenterer et bidrag hertil - og som sådant et af de

første. Man kan således give forfatteren ret, når hun i indledningen fremhæver sit

arbejde som »den første omfattende undersøgelse af fagforeningernes funktion i

Socialistisk Internationale« (5.10). Rigtignok er vægtforskydninger fra det politisketil det faglige område ny, men fremgangsmåden er traditionel. Hovedvægten i frem-

stillingen ligger på en detaljeret gennemgang af de internationale kongressers stil-

lingtagen til og beslutninger om en række faglige problemstillinger.Fremstillingen er opbygget kronologisk/emnemæssigt og falder i fem afsnit. lnd-

ledningsvis præsenteres vi for de tre ledende europæiske fagbevægelser, hvorom

fremstillingen er koncentreret. Deres opkomst, historiske udvikling og egenartfølges i korte træk frem til l9l4. Hermed præsenteres samtidig de tre hovedtyperaf faglig organisering som forfatteren opererer med: den tradeunionistiske en-

gelske. den syndikalistiske franske og den socialdemokratisk-reformistiske tyskefagforeningstype.Det følgende afsnit redegør for de tre fagbevægelsers/fagforeningstypers holdningtil 2. Internationale. De engelske trade unions holdning karakteriseres som præget

92

af en stigende frémmedgørelSe.Denne kom især til udtryk efter udelu'kkelseni af 1

anarkisterne fra kongressen i Paris 1900, der samtidig betød, at internationalen i

voksende omfang koncentrerede sin virksomhed om politiske spørgsmål - i mod-

sætning til faglige, der for trade unions var de væsentlige. En lignende udviklingfandt sted i fransk fagbevægelse om end den nationale baggrund herfor var en gan-ske anden end i England. Ligesom TUC nærede den franske landsorganisation CGT

uvilje mod internationalens politisering. Men CGT”s holdning var i modsætning tilTUC's principiel, betinget af syndikalisternes afvisende holdning over for den re-

formistisk-socialdemokratiske politikforståelse, der stadig tydeligere, med tyskarbejderbevægelse som formidler, satte sig igennem i 2. Internationale. Heraf drogCGT den konsekvens fra og med kongressen' i 1900 ikke længere at tage del i de in-

ternationale kongresser. Den tyske fagbevægelse' havde fra 1890'erne opnået lige-berettigelse og en arbejdsdeling med socialdemokratiet, hvoraf fagbevægelsen var

udsprunget, og søgte denne opdeling mellem en faglig økonomisk og en partimæssigpolitisk sfære overført i international målestok.

l tredie afsnit behandles modsætningerne mellem de tre fagforeningstyper således

som de kom til udtryk i debatterne på internationalens kongresser frem til år 1900,hvor CGT trak sig ud af det internationale samarbejde. Den mest markante mod-

sætning stod mellem, hvad der kaldes en ren parlamentarisk strømning og en anti-

parlamentarisk strømning. De to strømninger sættes'i det store og hele lig med hen-«holdsvis den tyske landsorganisations og den franske CGT's positioner.Disse modsætninger førte bl.a. til forsøg på fra engelsk og især fransk fagbevæ-gelses side at skabe et selvstændigt internationalt forum for fagbevægelsen, hvilket

tages op i fjerde afsnit. Forsøgene herpå, der fandt sted i perioden frem til 1900,strandede alle - i sidste ende på modstand fra den tyske landsorganisation. Denneanså de nationale fagbevægelser for at være for ujævnt udviklede til at dannelsenaf en faglig internationale ved siden af den socialistiske ville være realistisk.Fra l90| lykkedes det - i øvrigt på initiativ af den danske landsorganisation, hvilketforfatteren ikke synes at være opmærksom på - at få organiseret ikke en fagliginternationale, men internationale faglige konferencer for landsorganisationernesledere, hvor også den tyske landsorganisation deltog. Disse ligesom de internatio-nale forbundssekretariater - internationale sammenslutninger inden for samme fageller industri - omtales kort og for så vidt lidet fyldestgørende.Sidste afsnit tager fagbevægelsens stillingtagen til en række centrale problemer afalmen betydning for arbejderbevægelsen op: I. maj spørgsmålet, generalstrejke-debatten og problemerne omkring militarisme, kolonialisme og krig.lna Hermes fremstilling er inspirerende læsning, der kaster nyt lys på en række

problemfelter i den internationale arbejderbevægelses historie. Men den er ikkeuproblematisk. Det problematiske kommer især til udtryk i forfatterens typologi-sering af fagbevægelsen. Der er her en tendens til dels at se de tre fagforenings-typer som uforanderlige størrelser igennem 'hele perioden, hvad de langt fra var,

og dels er der en tendens til at betragte de tre nationalt baserede faglige organi-seringer som prototyper, hvilket de næppe heller var. Disse tendenser får konse-kvenser for hele fremstillingen i retning af et syn på den internationale fagbevæ-gelse, der er lidet nuanceret, til tider præget af skematik.Til grund for fremstillingen ligger et særdeles omfangsrigt kildemateriale, ikkemindst hvad angår de tre behandlede fagbevægelser. På denne baggrund kunneman have forventet, at fremstillingen, i højere grad end tilfældet er, havde behand-let grundigt også de specifikt faglige internationale forbindelser og sat disse i sam-

menhæng med fagbevægelsernes aktivitet i 2. Internationale. Problemet her er

imidlertid, at der skal brydes nye veje, - en proces, der først kræver en kortlæg-ning af terrænet. Hermes” fremstilling kan ses som et væsentligt bidrag til denne

kortlægning.

Søren Federspiel

93

I

,Dolores Ibaruri: Den eneste vej. La Pasionaria's erindringer. Tiden, Køben-havn 1979,' 407 5., kr. 98,50

''

I sit selvbiografiske værk, »Autobiografia de Federico Sanchez« beskæftiger det

,tidligere medlem af Det spanske Kommunistpartis (PCE) Centralkomite', JorgeSemprun, sig indgående med den stalinistiske traditions mytologisering af det kom-

munistiske parti og dettes ledere.

Karakteren og indholdet af denne mytologisering demonstrerer Semprun, der er

forfatter 'og i øvrigt sammen med Fernando Claudin blev ekskluderet af PCE i

1965, ved selvkritisk at anføre nogle af de digte, han som ung kommunist skrev i

l940”erne. Genstanden for Sempruns litterære produktion såvel som for mangeandre spanske eksildigteres produktion i denne periode var ofte »La Pasionaria«,

PCE's legendariske Iederskikkelse fra midten af 1930'erne til i dag. Et af disse Semp-runs hyldestdigte til »La Pasionaria« lyder som følger:

Dit smil, Dolores

kan jeg huske \

Det var en lun marts-eftermiddag i landflygtighedenl nektaren sov støjen fra tusinder af grønne blade

'Og blomsterne i knoppenes dybdeforberedte deres luftige ophævelseModer Jord boblede af ældgamle genfødslerFra det gamle og det nye i strid,et skrøbeligt sejrsvarsel, et træ

udråbte frydefulde fremtider

over for den triste døende vinters dødsrallen

Og solen i glassene, mat

Døren åbner sig. Du kom ind. Vi rejser os

fra vores stole. Du trykkede hænder, smilende

Og så brød foråret frem.

Den forherligelse, eviggørelse og mytologisering af den kommunistiske lederskik-

kelse, der lyser ud af Sempruns digt, er også det ubevidste ledemotiv i Dolores lba-

ruri“s (»La Pasionaria«) erindringer, som nu 16 år efter førsteudgaven foreliggerpå dansk under originaltitlen »Den eneste Vej«. Det indtryk, man som læser sidder

tilbage med efter læsningen af dette godt 400 sider lange erindringsværk, er billedet

af en monumental, nærmest overnaturlig politisk skikkelse, hvis hele liv har været

præget af en dybfølt, ukorrumperet og livgivende kamp for Spaniens undertryktemasser; et billede, der præcist svarer til indholdet i Semprun-digtet. Det er be-

tegnende for »La Pasionaria«, at hun i sit værk udelukkende erindrer en endeløs

kæde af personlige politiske triumfer. erindringen er igennem den kommunistiske

ideologis filter effektivt renset for ethvert element af personlig utilstrækkelighedeller fejlbarhed, der kunne have ført til selvkritiske reflektioner. »La Pasionaria«

begår ganske simpelthen ikke fejl eller lider nederlag! Samtlige de dagligdags situa-

tioner, »La Pasionaria« placerer sig selv i (fængsler, minegange, valglokaler, ved

fronten o.s.v.), og som i starten er dunkle og forvirrede, oplyses og afklares pånærmest overnaturlig måde ved at hun selv træder ind på scenen (ivf. også Semp-

run-digtet). Den styrke og selvbevidsthed, som »La Pasionaria« besidder i disse si-

tuationer, stammer fra en bogstavelig talt religiøs tro på de kommunistiske dogmersabsolutte sandhedsværdi (dette kan belægges ud fra utallige formuleringer i vær-

ket). Som det også er tilfældet i de mest fanatiske og selvbekræftende dele af de

religiøse bevægelser, er tro og viden blot to sider af den samme mønt. »La Pasio-

naria's« tro smelter i begivenhedernes løb i virkeligheden om til en viden, hun ved,at den politik, som hun (og PCE) repræsenterer, er rigtig og sand, eller - udtryktmed bogens titel - den eneste vej.Forudsætningen for mytologiseringen af Det kommunistiske Parti og dettes ledere

94

fremgår meget klart af erindringsværket. »La Pasionaria« citerer meget' tidligt i'

bogen Lenin for at skulle have sagt, at »Marx's lære er almægtig, fordi den er sand«

(5.75). Meget betegnende står dette Lenin-citat.(?) som overskrift for det afsnit i bo-

gen, hvor »La Pasionaria« beskriver' PCE”s dannelse. PCE kommer således til at

være den jordiske repræsentant for denne »marxismens almægtighed«. Og de kom-

munistiske ledere er bærere af den almægtige sandhed, idet de betragter virkelig-hedens problemer »gennem dialektikkens prisme og i deres historiske udvikling. Ognår der overhovedet indsniger sig en fejl, så er den meget lille, selv om også de

politiske lidenskaber undertiden kan nedsætte den klare dømmekraft og lade os for-

falde til de samme fejl, som vi kritiserer hos andre«. (5.328). Kommunisterne begårkun virkelige fejl, når Iidenskaberne koger over!

Strukturen i erindringsværket er kronologisk tredelt: 1. del, der omhandler »LaPasionaria”s« barn- og ungdom, 2. del, der beskæftiger sig med hendes politiske ogsociale engagement under Spaniens 2. Republik 1931-36 og endelig 3. del, der om-

handler Den spanske Borgerkrig. Jeg mener dog, at man i teksten kan registrereen brudflade, der opdeler værket i to distinkte dele: før og efter forfatteren blev

politisk bevidst. »La Pasionaria's« beskrivelser af begivenheder og traditioner i

hendes barn- og ungdom er nemlig befriende frigjorte fra det ideologiske filter,som senere i teksten træder ind i forbindelse med hendes politiske organisering.Hendes skildringer af religiøs overtro, af miserable sociale vilkår, af militante

kampe og af enestående solidaritet i det fattige baskiske minearbejdermilj'ø, hunvoksede op i, er yderst spændende og givende læsning. I disse afsnit, som omfatterde første ca. 70 sider, og som byder på en omfattende detailrigdom, er »La Pasio-naria's« erindringer præget af den nuancerede sociale og politiske forståelse, som

så brat forsvinder ud af billedet med hendes politiske bevidsthedsgørelse, d.v.s.hendes opdagelse af »den absolutte sandhed«.

Resten af værket er præget af den oven for omtalte ideologisk funderede erin-_dringsfiltrering; »La Pasionaria« er nu blevet forvalter af »den absolutte sandhed«.En særlig graverende del af disse ca. 330 sider er afsnittet om den spanske borger-krig. Dette afsnit er enestående, fordi læseren her præsenteres for en sådan op-hobning af inkonsistente vurderinger, selvmodsigelser, fordrejelser, fortielser ogdirekte løgnagtigheder, at det næppe er muligt at finde noget tilsvarende i den øv-

rige meget omfattende litteratur om borgerkrigen. At tilbagevise blot en del afdisse uhyrligheder ville kræve et helt nummer af dette tidsskrift. Jeg vil i denne sam-

menhæng nøjes med at opremse nogle få eksempler: 1) Den horrible beskyldning,som selvfølgelig præsenteres som en absolut sandhed, om at det anarkistiske FAI ogdet venstresocialistiske POUM var styret af Franco (se 5.320-325). Dette er en

»sandhed«, som senere - efter eurokommunismens opkomst - er blevet klart afvistaf PCE selv (se S. Carillo: »Eurokommunismen« 5.151-156). 2) Myten om »den stor-stilede og uselviske hjælp, som Sovjetunionen gav (det spanske folk) i denne drama-tiske strid« (s.300). Hjælpen bestod i virkeligheden i den sovjetiske stats imødekom-menhed med hensyn til at sælge våben og andre varer til Den spanske Republik. Dereksisterer adskillige beviser for, at de sovjetiske leverancer blev beta/t med den

spanske stats guldreserver, som i 1937 blev transporteret til Moskva (se bl.a. Fer-

nando Schwarz:»›La internalizacion de la guerra civil espanola«, Barcelona 1971).3) Den kommunistiske myte om, at den radikale sociale revolution (omfattende kol-

lektiviseringer inden for landbrug og industri), der udløstes i kølvandet på borger-krigens udbrud, blev gennemført igennem terror og tvang og kun førte til økono-misk kaos (se 5.332 og 5.337). Det er muligt at tilbagevise disse løgnagtigheder blotved at se påomfanget af kollektiviseringerne. Der blev under borgerkrigen opret-tet over 1500 selvstyrende og demokratisk opbyggede landbrugskollektiver og over

70% af industrien blev kollektiviseret. En så omfattende social omvæltningsproceshavde aldrig under de betingelser, der eksisterede i Spanien, kunnet lade sig gøreuden bøndernes og arbejdernes aktive indsats.

95

Der eksisterer da også et .omfattende skriftligt materiale, der giverbelæg for denkonklusion, at den sociale revolution i Spanien - med alle dens problematiske sider

r_ :tog fejl - blev gennemført af en aktiv og bevidst massebevægelse med grundlag i de

"millioner af bønder 0g arbejdere, der var organiserede i de anarkosyndikalistiske'og socialistiske fagforeninger. 4) Fremstillingen af alle andre politiske kræfter ,end

lige kommunisterne som ,undergravende og'kontrarevolutionære (anarkister ogvenstresocialister, se s. 321, 368 og 375) og intrigante, uduelige eller kapitulatoriske(socialister, se 5. 309, 329 og 380). Over for disse menneskelige ynkeligheder var

kommunisternes arbejde konstant præget af »meget slid og sand heroisme« (s.380)og »overdreven hæderlighed« (s.38|). Man kan til den i værket endeløse række af

skildringer af anarkisternes og socialisternes terroristiske slibrigheder og bevidstforræderiske undergravning af Republikkens kampkraft i al ydmyghed spørge om,

hvorfor de spanske masser så ikke i højere grad end tilfældet var sluttede op om de, spanske kommunister. Det forekommer nemlig fuldstændigt fantastisk, at den ellers

meget militante og politiske bevidste spanske arbejderklasse igennem hele borger-krigen forblev loyal over for dens traditionelle organisationer, det anarkosyndika-

'

listiske CNT og det socialistiske UGT, hvis disse organisationer handlede som »La

Pasionaria« beskriver det.

Hele denne smøre kunne føre frem til den konklusion, at jeg mener, at »La Pasio-

naria's« erindringsværk er værdiløst. Men dette er ikke tilfældet, »Den eneste

Vej« er et tidsdokument, en utilsigtet, men præcis diagnose af tankebanerne hos en

hel generation af kommunister, der troede, at ubetinget lydighed og loyalitet over

for Partiet kombineret med »den korrekte linie« med nødvendighed ville føre til

revolutionens sejr. Forstået som sådan -

og læst i sammenhæng med andre mere

kritiske og mindre erindringsprægede værker om de samme problemstillinger,f.eks. F. Claudin: »Krisen i den kommunistiske verdensbevægelse« - er »La Pasio-

naria's« erindringer et interessant historisk dokument. Palle jørgensen

Internationale Tagung der Historiker der Arbeiterbewegung (»XII. LinzerKonferenz« 1976) - Geschichte der Arbeiterbewegung ITH-Tagungsberichte ll

,- Arbeiterparteien und Gewerkschaften vor -l9l7./Meth0d0l0gische Probleme

der Gewerkschaftsgeschichtsschreibung, bearbeitet von Helmut Konrad, Europa-verlag, Wien 1979, 440 s.

Problemet ved dette bind, som ved flere af de forudgående er, at langt over 800

sider indlæg og diskussionsbidrag skulle forkortes ned til det halve. Det betyder,at alle bidrag er forkortede. Og det er faktisk en skam. En af måderne, man kunnekomme frem til en bedre løsning på, er at undlade at optrykke de mundtlige diskus-

sioner; som regel er det bragesnak, der ikke er værd at blive trykt 3 år efter, at

det er blevet sagt. Det kunne sikkert også fremskynde udgivelsen af de langt vigti-gere skriftlige rapporter. Der er som regel meget gode bidrag af mere genereltart og ligeledes gode bidrag om udviklingen i forskellige lande. Det er materiale,der kan bruges, og det er urimeligt, at man skal vente ca. 3 år inden de foreliggeri en forkortet udgave. 1

'

En løsning er åbenbart blevet fundet på det ene problem - tidsfaktoren -, idet der iforordet loves, at alle de manglende protokoller til de indtil 1979 afholdte 15 kon-ferencer skal foreligge i begyndelsen af l98l - det kommer nok ikke til at holde.

Forhåbentlig bliver den tekniske kvalitet bedre denne-gang, hvor mange sider er

vanskelige at læse. Men glædeligt er det, at dette bind, der som hovedemne harforholdet mellem parti- og fagbevægelse, nu er udkommet. Det indeholder mange

vigtigebidrag. Gerd Callesen

96

Jean Lacouture: Léon Blum, Editions Le Seuil, Paris 1977, 595 s., 59\frc.'

I et af de seneste numre af det nye franske historiske magasin, l'histoire, handleren :af artiklerne om den katastrofale mangel på kvalificerede biografier hvad Fran-

'

krigs nyere historie angår. Dette gælder ikke mindst for arbejderbevægelsens hi-storie, selv om den historiske biografi - måske til dels på grund af denne mangelsi-tuation - i de seneste par år er blevet rehabiliteret, efter i lange tider at have væretbehandlet med en vis foragt. '

Det er derfor et paradoks, at en ny stor biografi handler om socialistlederen Le'onBlum, da Blum allerede har været genstand for flere historikeres opmærksomhed,sågar udenlandske, og et utal af værker og artikler handler om forskellige sider afhans virksomhed, enten direkte eller indirekte.Den nye biografi, udsendt i 1977, er skrevet af historikeren og journalisten JeanLacouture, der allerede har skrevet om Charles de Gaulle, André Malraux, HoChi Minh (oversat til dansk) samt et utal af artikler af meget forskellig karakter (ogkvalitet) om moderne fransk historie. Denne produktion har .nu fået en tilføjelsemed et arbejde om Léon Blum på næsten 600 sider.

Spørgsmålet er, hvad denne nye biografi bringer, som ikke allerede findes i denamerikanske historiker Joel Coltons Blum-biografi og især i den vesttyske histori-ker Gilbert Zieburas meget grundige og fundamentale arbejde om Le'on Blum ogsocialistpartiet, der desværre allerede stoppes med året l934. Lad det være sagtmed det samme, at der ikke bringes meget nyt og især, at Ziebura indtil 1934 forbli-ver det væsentligste arbejde om Blum og til en vis grad om det franske socialistparti.Dermed er ikke sagt, at Lacoutures bog om Blum ikke er læseværdig. Det er den ihøj grad. Og den giver ting, som den hidtidige litteratur har overset. F.eks. en glim-rende gennemgang af Blums opvækst, sociale forudsætninger, miljø o.s.v., der i et

par kapitler giver læseren en mængde oplysninger og et fint stemningsbillede af detjødiske småborgerskab i Paris, nærmere bestemt i Templekvarteret, i slutningen afdet l9. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det småborgerskab, der blev an-

grebet og forfulgt med Dreyfusaffæren, og som i høj grad kom til at udgøre klien-tellet i de forskellige socialistiske grupperinger og partier. Gennemgangen af Blumskarriere som embedsmand sideløbende med karrieren som feteret litterat er le-vende og skrevet med stor indsigt i dette miljø, og den også politiske betydning detudøvede.

Disse kvaliteter dukker op igennem hele bogen, ligesom det er første gang, man i en

biografi får et indtryk af Blums og hans medarbejderes personlighed. Bogen er des-uden velskrevet,,til at holde ud 'at læse, hvilket er en kvalitet, man møder stadigmere sjældent, og derfor fortjener at nævnes.Så vidt er'alt godt. Men går man ind i Lacoutures forsøg på at skildre og analyserepolitikeren, socialisten Blum dukker problemerne for alvor op. Det mærkes, somdet også ses i andre af Lacoutures arbejder, at han har det med at gøre sine »bio-grafiobjekter« til helte, der nok behandles med kritisk sans, men hvor der for en-

hver pris skal findes en forklaring i form af en god undskyldning, når virkeligheden(som indrømmes af Lacouture) ikke svarer til det idealbillede, Jean Lacouture er

gået til materialet med.,

Her skal blot nævnes få eksempler, centreret omkring væsentlige etaper i Blumskarriere og dermed tidspunkter, der burde have været akserne for fremstillingen.For det første kan nævnes Blums holdning til Dreyfus-affæren; Lacouture har reti at nævne, at sagen var mere kompliceret end den ser ud ved første øjekast. At so-

cialisterne var splittede og f.eks. Jules Guesde var langt fra at have sympati med

Dreyfus. Først Jaures indtræden i denne kamp giver den tøvende Blum det afgø-rende skub. Til gengæld gør Lacouture med rette dette møde til det afgørendevendepunkt i Blums udvikling.Det lykkes ikke Lacouture at give noget svar på Blums optræden, efter sammenslut-

97

l

ir

“

ningen af Guesdes og Jaures" to partier i 1905og oprettelsen af partibladetl*Huma-

.'nité, som han deltager aktivt i. Efter at have spillet en ikke ringe rolle i disse to

vigtige begivenheder trækker Blum sig tilbage fra offentlig politisk virksomhed, og

helliger sig sit arbejde som højtstående embedsmand i Conseil d”Etat. Lacouture an-

tyder - med henvisning til Madeleine Rebérioux forskning - at Blum som andre 50-

*cialistiske intellektuelle knyttet til Jaures allerede fra starten af det nye partis akti-

viteter frygter og føler, at det bliver guesdisterne, der lægger den politiske linje.Men der er ikke antydning af et selvstændigt forsøg på at forklare Blums optræden.Det samme gælder et spørgsmål, der også må kunne rejses, nemlig i forbindelse

med hans passivitet op til udbruddet af 1. verdenskrig. Lacouture fremstiller ham

som tæt knyttet til Jaures, men han glimrer totalt sit fravær i Jaures store antikrigs-kampagne, men deltager til gengæld fra første færd i union nationale politikken,frem til 1916 som direktør for den socialistiske minister Marcel Sembats kabinet.

Helt frem til 1918, også efter at SFIO”s flertal fra 1917 vender sig mod deltagelseni krigsindsatsen. På kongressen i oktober 1917 får Blum, der hidtil har spillet en

rolle i partiet som teknokrat, et politisk gennembrud ved at optræde som leder af

en midterfløj mellem union sacrée-folkene og Zimmerwald-tilhængerne. Denne

centrum-position bevarer han lige siden.

Med spørgsmålet om tilslutning til den nye 3. Internationale måtte Blum imidlertid

vælge side, og her forlod han centrums-gruppen omkring Marcel Cachin, der efter

sin rejse til Sovjetuinonen og deltagelse i Internationalens første forhandlingersom observatør gik ind for tilslutning. Blum blev talsmand for det mindretal i par-

tiet, der arbejdede mod tilslutning, og skabte sig hermed en position som leder af

mindretallet.

I gennemgangen af »genopbygningen« af socialistpartiet, »det gamle hus«, der i visse

dele af Frankrig skulle genopbygges fra bunden, bygger Lacouture overvejende påden britiske historiker Tony Judts grundige afhandling, The Reconstruction of the

French socialist Party. Afsnittene om Blums politiske tænkning bygger på Gilbert

Ziebura. Hermed dækker Lacouture sig godt ind, men der kommer til gengældikke noget nyt.

Også i gennemgangen af Blums rolle i partiet i tyverne holder Lacouture sig til TonyJudt og giver ham ret i, at Blums partimæssige rolle var sekundær i forhold til ge-

neralsekretæren, Paul Faure, der sad på apparatet. Men Blum var partiets parla-mentariske leder, og det var her, hovedvægten i dets aktivitet lå. Der mangler f.eks.

en analyse af Blums indsats under venstrekartellet fra 1924 til 1926, lige som en ana-

lyse af SFIO's indirekte støtte til Poincarés højreregeringer på trods af, at partietsammen med de radikale rådede over et parlamentarisk flertal. Kartellets nederlag

betød for Blum, at der i et kapitalistisk samfund ikke kan gennemføres dybtgående

demokratiske reformer, og atket socialistisk reformparti højst kan »udøve magten«,

men at erobringen af den, i en kort periode fulgt af proletariatets diktatur, er det

overordnede mål, der ikke må kompromitteres af udøvelsen af magten under ugun-

stige forhold.

Resultatet blev, at SFIO blokerede sig selv, og Lacouture har ret i at fremhæve, at

der ingen fornyelse skete i partiets politiske tænkning i perioden 1921 og 1933. Først

den fascistiske trussel, i Frankrig med de fascistiske ligaers aktivitet og begivenhe-derne i februar 1934 og Frankrigs kommunistiske Partis (PCF's) enhedsappeller,fik Blum til at ændre den hidtidige linje. Her mangler man - men det skal Lacouture

ikke bebrejdes alene - en analyse af den effekt, PCF's enhedsappeller har haft på

SFIO's medlemmer og sympatisører og det pres, der blev lagt på de lokale og natio-

inale ledere og som de følte og reagerede hurtigt nok overfor.

Der bringes dog visse nye ting i forbindelse med Lacoutures gennemgang af folke-

fronten og Blum som regeringschef for den første folkefrontregering fra juni1936 til juni 1937. I behandlingen af Spanien-politikken inddrager Lacouture en del

nyt materiale, blandt andet vidnesbyrd fra ministerkolleger som Pierre Cot, kabi-

98

netSsekretæren Vincent Auriol og den spanske republiks diplomater i Paris. Blandtandet kommer der nye ting frem om den såkaldte »non-intervention relachée«, den»løsnede ikke-intervention«, der gør det muligt for Lacouture at fremstille Blum

og hans indsats i denne sammenhæng i et noget mere flatterende lys, end det hidtilhar været muligt. Ellers bygger Lacouture disse afsnit på dokumenterne fra Fonda-tion nationale des Sciences Politiques kollokvium fra 1965 om Blum som regerings-chef: Le'on Blum. Chef de gouvernement (1936-1937). Paris 1967.For perioden 1938-40 lader Lacouture Blum træde i baggrunden hvad angår an-

svaret for SFIO's pacifistiske politik, der blev ført stærkt frem i disse år af kredsen

omkring partilederen Paul Faure. Hvorledes Blum reagerede, hvad han foretog sigo.s.v. hører man forbavsende lidt om, og heller ikke for denne periode kommer der

noget nyt. Her bygges på Nathanael Greenes afhandling 0m SFIO i trediverne,Crises and Decline.Til gengæld er der gode afsnit om Blums optræden under Vichy-regimets procesmod den tredie republik og dens ledere, Riom-processen, hvor Blum var hovedan-

klaget. Denne proces, som besættelsestidshistorikeren Henri Michel netop har ud-sendt en ny bog om, Le Proces de Riom (Paris 1979), er et af de vigtigste dokumen-ter om den tredie republik og Blums vidneudsagn om folkefronten og i det hele tagetfransk politik i 30”erne.

Endelig må det beklages, at der gøres relativt lidt ud af Blums hjemkomst fra de

tyske koncentrationslejre og den rolle, han spillede i udformningen af SFIO's po-litik. På trods af hans høje alder og det forhold, at hans og Daniel Mayers politiskelinje var kommet i, mindretal i partiet i 1946 over for Guy Mollets langt mere radi-kale linje (i hvert fald på det verbale plan) var Blum ikke uden indflydelse, og hans

forhandlinger i Washington om det kommende fransk-amerikanske samarbejde oghans korte mellemspil som regeringschef fortjener et mere dybtgående studie medhenblik på SFlO”s rolle fra 1947 som det atlantiske parti i Frankrig par excellence,end hvad disse begivenheder bliver til del i Lacoutures gennemgang.Bogens værdi er, at man for første gang råder over en stor og bredt anlagt Blum-

biografi, der ikke er uden kvaliteter, men som absolut bør suppleres med mere

grundig og kritisk litteratur, hvoraf noget er nævnt her, andet nævnes i Jean La-coutures ikke alt for omfattende litteraturfortegnelse. Michael sei-deli"

Bjørn Meidell, Niels Aagaard 0g Bjørn Elm: Fremtidens Danmark - et so-

cialdemokratisk kriseprojekt fra LO og Metal. Fagbevægelse 0g fagoppositoni 70”erne, bind 1, VS-Forlaget, København 1978, 292 5., kr. 58,-

Dette er det første af to bind med fællestitlen »Fagbevægelse og fagopposition i70'erne«, hvoraf dette første omhandler Socialdemokratiets, LO's og Metalforbun-dets svar på krisen. Det er meningen, at bind 2 (som endnu i skrivende stund ikkeer udkommet) skal omhandle den politiske og faglige venstrefløj, samt rejse spørgs-målet om den udgør et troværdigt alternativ til Socialdemokratiet.»Fremtidens Danmark« er som bekendt titlen på Socialdemokratiets efterkrigstids-program fra 1945 og var første gang, at den keynsianske økonomiske tænkningslog igennem i Socialdemokratiets programmatiske arbejder. Ved at benytte titlenher markerer forfatterne, at man i dag kan spørge om Socialdemokratiet medsine tanker om indkomstpolitik og ØD på samme måde står på tærskelen til en nypolitik med nye visioner om, hvorledes fremtidens Danmark skal forme sig. 1 hvil-ket perspektiv skal Socialdemokratiets politiske mærkesager ses?Forfatternes udgangspunkt er et spørgsmål, der kan formuleres nogenlunde så-ledes: hvori består Socialdemokratiets nuværende krise, og hvad er udviklingsten-densen i den nuværende politik? Bogens svar på første' del af spørgsmålet er, at

99

wii'den socialdemokratiske krise' er »et mangehoved uhyre« som også omfatter krisen

ilden borgerlige familieinstitution, miljøødelæggelsen, faldende realløn, arbejdsløs-hed osv. Men især peges der på to årsager: en krise for den socialdemokratiske

økonomiske politik og en svækkelse af partiets greb over arbejderklassen. Som

belæg herfor gennemgår forfatterne den generelle udvikling i Socialdemokratiet

siden forrige århundrede, hvorunder de afviser de forskellige moderne forsøg, der

er gjort på at vise, at Socialdemokratiet er gået fra en oprindelig halvrevolutionærpolitik, over et »strategisk tomrum«, til en mere rendyrket reformisme. Forfat-

,

terne hæfter sig i stedet ved, at det er den keynsianske reguleringsmodel for sam-

fundsøkonomien, som ikke længere virker, og heri består krisen for den økonomi-ske politik. På den anden side hæfter forfatterne sig ved det svindende medlemstal

(325.000 i 1949 til 122.000 i 1970'erne) og den svindende aktivitet i fagforeningerne.Dette sidste er dog kun en beskrivelse af et overfladefænomen og forklarer ikke,hvorfor arbejderklassen har mistet noget af sin sammenhængskraft i løbet af 1960”-

erne. Men alt i alt er disse indledningsafsnit vigtige, fordi der her rammes en pælgennem den føromtalte opfattelse af Socialdemokratiets oprindelse i en halv-revo-

lutionær politik. Følgelig vises det også, at Socialdemokratiet i dag ikke kan presses

strategisk af venstrefløjen.Herefter følger bogens bedste afsnit, hvor Socialdemokratiets modtræk gennem-

gås. Inden for fagbevægelsen drejer det sig om centraliseringstendenser henimod

industriforbund, sammenlægning af små fagforbund, samt en koncentrationa af

større magt hos LO. For at få mere kontrol med det lokale arbejde har LO genop-livet fællesorganisationerne, og til dem er knyttet amtskonsulenter. Endelig satser

LO på arbejdsmarkedsnævnene i de enkelte amter. På det politiske plan har So-

cialdemokratiets modtræk først og fremmest bestået i ØD. Forfatterne gennem-

går Socialdemokratiets ØD-diskussion siden Viggo Kampmann fremlagde det første

ØD-oplæg på Smedeforbundets kongres i l969. Efter denne gennemgang konklu-

derer forfatterne noget overraskende, at den nye socialdemokratiske strukturpo-litik vil kunne dæmme op for arbejdsløsheden og styrke de mere levedygtige indu-

strier (s. 139).Er det virkelig rigtigt? 1 så fald skulle reformismen have udviklet sig til et bæredyg-

tigt svar på krisen, hvad jeg ikke mener den har. Den internationle krise består selv

om Danmark skulle forbedre sin konkurrenceevne, og skulle det lykkes at øge eks-

porten, ville der være tale om, at arbejdsløsheden eksporteres til andre lande. Der

er nogle uklarheder i denne konklusion, som står i modsætning til, at borgerligekriseløsningsmodeller afvises andre steder i bogen.Uklarhederne løses dog i et stort tillæg, hvor det som en særlig dokumentation

gennemgås, hvorledes den socialdemokratiske politik fremføres af Metalarbejder-forbundet. Afsnittet er en omhyggelig gennemgang af Metals opbygning og udvik-

ling, samt de særlige problemer, som i dag rejser sig inden for denne branche. Det

fremgår klart, hvorledes indkomstpolitik og ØD er to sider af samme sag, og at det

internt i forbundet fører til centralisering, bureaukratisering og professionalise-ring. Efterhånden som der rejser sig en opposition inden for Metalarbejderforbun-det, er det nødvendigt for ledelsen at svare igen med udemokratiske midler. Resul-

tatet er - som det siges et sted i bogen - at Metal ender som et forbund, der er

»stærk over for medlemmerne, og svag over for arbejdsgiverne«.Metalarbejder-forbundets politik indeholder to perspektiver: en forringelse af lønforholdene for

medlemmerne og en styrkelse af fagforeningens magt.l Socialdemokratiets nuværende politik ser forfatterne tendenser til en korporativ

udvikling. Begrebet korporativ benyttes normalt i forbindelse med den fascistiske

stat, hvor fagforeningerne er underlagt staten. Denne brug af begrebet, hvor der

ikke ses noget skel mellem Socialdemokratiets fremtidige politik og en fascistisk ud-

vikling, tager bogen ganske vist afstand fra, men alligevel fastholdes begrebet. For-

fatterne mener ikke, at fagbevægelsen vil blive opslugt af staten, men at der vil ske

IOO

en udvidelse af klassesamarbejdet mellem staten, fagbevægelsen og arbejdsgiverorli

I

'

1

ganisationerne (5.63). Det skal være en human og kontrolleret udgave af kapitalis-men (s.68). Senere heddet det dog, at der er tendenser, der peger i retning afgen ,

korporativ stat, men i modsætning til .den fascistiske udgave vil fagbevægelsen have'

et afgørende ord at skulle have sagt (5.138). ›

"

Denne konklusion virker mere forvirrende end afklarende, idet den ikke svarer pådet centrale problem nemlig, om der er sket et afgørende brud på den traditionelle

klassesamarbejdslinje, eller ej. Det materiale som fremlægges i bogen dokumen-terer efter min mening, at Socialdemokratiet gennem en centralisering af fagbevæ-gelsen og en regulering af kapitalismen ønsker at styrke den hidtidige klassesamar-bejdslinje. Herved undgår man at bruge bogens definition af en »socialdemokratisk

korporativisme«, hvad der er en meningsløs udvanding af begreberne.i

Desværre er der ting, som man ikke kan hente i denne bog. Hvorfor er der f.eks.

stridigheder mellem Thomas Nielsen og Anker Jørgensen i dag? Om dette problemkan man ikke hente noget baggrundsstof i bogen. Alligevel står »Fremtidens Danemark«.blandt de bedste bøger der er skrevet i de seneste år, fordi den bygger på en

illusionsløs forståelse af Socialdemokratiet. Dertil kommer dens gode afsnituomLO's politik, om ØD-diskussionen og om udviklingen i Metal. Desværre hængerdisse afsnit ikke rigtig sammen med konklusionerne, men det fremlagte materialeer overbevisende og veldokumenteret. 5,99" Bil/e Larsen

Birger Mikkelsen: Helsingør forvandler sig. En by og en brugs. Billedredak-tion ved Elisabeth Bjørn-Petersen. Udgivet af Helsingør brugsforening, Hel-singør 1979, 155 s., i kommission hos Nordisk forlag for Videnskab og Teknik,kr. 60,-

Helsingør brugsforening blev 75 år i I979, og det var selvfølgelig en anledning tilet festskrift. Jubilæumsbøger plejer ikke at være særlig ophidsende, og hvad kanman mon finde på at sige om en brugsforening. Men bogen her er blevet noget an-

det, det er en historie om Helsingør, dens arbejderbevægelse og brugsforening,byens økonomiske, sociale og politiske historie i det sidste århundrede. Den er vel-skrevet og ualmindelig godt illustreret. Brugsforeningen har virkelig haft en godidé med udgivelsen af denne bog. At det så også er blevet en vedkommende bog,kan man takke Birger Mikkelsen for. Man kan kun håbe, at den bliver et eksempeltil efterfølgelse.Der er ikke skrevet så meget om arbejderbevægelsen i Helsingør, men med denforeliggende bog er man kommet et godt stykke videre. Desværre fremgår detikke, hvad Mikkelsen bygger på - det er nok for den ældre tids vedkommende isærde lokale dagblade og mundtlig overlevering. Styrken ligger også i sammenkæd-ningen af den økonomiske og, politiske historie, hvis sammenhæng tydeliggøres.Bogen giver tillige et godt indblik i arbejderbevægelsenssvaghed over for den bor-gerlige kulturs dominans, noget der skulle vise sig at styrke de reformistiske ten-denser i mellemkrigstidens arbejderbevægelse.

*

Gerd Callesen

Kai Moltke: Pengemagten og kongekuppet i 1920, Forlaget Skipper Klement',Ulfborg 1979, 282 5., kr. 25,-

For godt 25 år siden udgav Kai Moltke sin to-binds bog »Pengemagt og Ruslands-

politik«, hvori han på grundlag af datidens tilgængelige materiale søgte at udredede spegede tråde i det væv af intriger 0g modsætninger mellem forskellige finans-

lOl

, grupper, 'som'prægedeDanmarks politik over for Rusland i årene omkring og ef-'

ter den russiske revolution, og som også kom til at spille en afgørende rolle i Chri-

, stian den 10*s statskup i marts 1920.

Men som følge af det kolde politiske klima, der var herskende, da denne bog ud-

kom, vandt den ingen større omtale, og landets biblioteker har heller ikke været

særlig opsatte på at anskaffe den, beretter Kai Moltke.

I de senere år har professionelle universitetshistorikere imidlertid påbegyndt en

behandling af den pågældende så interessante periode i Danmarkshistorien.- l 1968 kom professor Tage Kaarsteds disputats »Påskekrisen 1920«, og for kort tid

siden forsvarede lektor Bent Jensen en disputats om den danske Ruslandspolitik i

samme periode.Disse to systemhistorikere er yderst kritiske over for Kai Moltkes fremstilling af

baggrunden for Påskekuppet, og det er Bent Jensens meget skarpe angreb både i

»Historisk Tidsskrift« og i avisartikler, der nu har fået Kai Moltke til at udsende

»Pengemagten og Kongekuppet i 1920« som et vægtigt supplement til »Pengemagt og

, Ruslandspolitik«, der i øvrigt af forlaget bebudes i nyt oplag.Systemhistorikerne (eller historiefrisørerne, som Carl Madsen yndede at kalde

dem) synes at være interesseret i fortrinsvis at betragte påskekuppet som udsprun-get af den danske højrefløjs nationalistiske ambitioner om at få flyttet grænsen læn-

gere mod syd - »Flensborg hjem« - end de sønderjyske afstemninger gav grundlagfor, dels ønsket om at blive af med den af reaktionen så forhadte radikale regering.At disse motiver har været medvirkende for en del af de mange konspiratorer ved

påskekuppet er naturligvis rigtigt, men derfra til ganske at se bort fra de økonomi-

ske interesser bag kuppet er uhyrligt. Kaarsted går så vidt, at han bl.a. skriver:

»Mest påfaldende forekommer det dog, at i intet tilfælde er der hos dem, der

agerede i 1920, påtruffet blot antydning af, at de havde økonomiske bagtankeri snævreste forstand, men derimod nok hos nogle et almindeligt ønske om at

komme det Rodeske regimente til livs, som Liebe udtrykte det«.

Betegnende er det da også, at Kaarsted 'overhovedet ikke i sin bog nævner profes-sor Bircks hemmelige beretning til bankkommissionen, der undersøgte den krak-

kede Landmandsbanks affærer. En beretning, som har været offentligheden be-

kendt siden 1923, hvis eksistens Bent Jensen i det mindste nu bekræfter,og som i

højeste grad viser, hvordan de rivaliserende finansgrupper drev deres spil i en for

Danmark så spændt periode.Hvordan »Det tredie Ting« greb ind i det politiske liv i 1920 uden om Folketing og

Landsting, må vi gå til Kai Moltke for at få rede på.

»Pengemagten og Kongekuppet i 1920« er spændende som en kriminalroman, der

handler om et lands politiske skæbne. Personerne er de glade gullashdages finans-

koryfæer: Plum-dynastiet med Transatlantisk Kompagni, H. N. Andersen med ØK.,

Glückstadt med Landmandsbanken og alle deres forbindelser inden for det poli-tiske liv, statsadministrationen og kongehuset - for ikke at forglemme trådene til

udlandet, her først og, fremmest de allierede sejrherrer samt den russiske kontra-

revolution.

Kai Moltkes nye bog er et uhyre vægtigt 0g nødvendigtsupplement til systemhisto-rikernes fremstilling af denne periode - men som Moltke skriver i det afsluttende

kapitel:

»I alle tilfælde er udforskningen af Påskekrisens mysterier sikkert på ingenmåde afsluttet endnu. Der er mange nye enkeltheder, der bør studeres til

bunds, og det er derfor godt, at en ny debat er blevet indledt efter nogle årsstilstand. Emnet er interessant og fortsat såre lærerigt. Det drejer sig jo om

en episode, hvor mægtige finansgrupper i en krisesituation uden maskering

102

midlertidigt forsøgte selv at overtage hele den politiske og udøvende magtdet lille Danmark. Efter denne krise'fik vi i tilgift hele den hidsige debat omi

»Det tredie Ting's« magt - destore industrikoncerners og finansgruppersindflydelse og magt udenom folkestyrets forfatningsmæssigeog valgte or-

ganer«. Villum Hansen

Bunny Ragnerstam: Innan dagen gryr. Dokumentärroman från hösten 1881.

Gidlunds, Avesta 1977, 401 s.

Uppbrottets timme. Dokumentärroman från 1883. - Gidlunds, Avesta 1977, 290 s.

Vredens dag. Dokumentärroman från 1884. - Gidlunds, Avesta 1978, 402 s.

Skall jorden bliva vår. Dokumentärroman från åren 1884-86. Gidlunds, Avesta

1978, 479 5.

De fire dokumentarromaner, hvis titler er angivet ovenfor, er skrevet i forlæn-

gelse og fortsættelse af hinanden. Dette forhindrer dog ikke at bøgerne kan læses

enkeltvis med stort udbytte, men da en del af personerne er gennemgående i alle

bind, må det anbefales at læse bøgerne begyndende med »lnnan dagen gryr« også fremdeles.

v

Dette romanværk er Bunny Ragnerstams første virkelig store litterære opgave.

Og med sine ca. l600 sider virker romanerne da også ved første øjekast nogetskrækindjagende. Men lad det være sagt med det samme: kvaliteten står i et nøje ogdirekte forhold til det vældige omfang. Det er intet mindre end en fantastisk godromanserie, der er kommet ud af Ragnerstams anstrengelser.De fire romaner er historien om den svenske arbejderklasses subjektive historie,forstået som den historiske udvikling af klassebevidsthed, anskueliggjort gennem en

nøjagtig og bevægende beskrivelse af en lang række personers familieliv, arbejds-Jforhold, forhold til arbejdskammerater og arbejdsgivere, og dagligliv i alle afskyg-ninger. Denne brogede mosaik af hverdagsscener samles sammen i en bred udvik-

ling, der bevæger sig fra en arbejderklasse uden organisation, foreninger eller

sammenhold frem over de alment kendte organisationstrin. De første socialistiskeaviser, diskussioner blandt arbejdskammerater og i familierne, arbejdsgivernesforskellige splittelsesforsøg med oplysende foredragsforeninger, etc., den første

strejke, den første socialdemokratiske partiforening, det første arbejderforbund,osv.

Der ligger således ikke i selve de konkrete begivenheder noget, som vil være hi-storikere med speciale i perioden ukendt - og det er heller ikke meningen med ro-

manerne. Disse konkrete objektive forhold er forlængst registreret af faghistori-kerne. Derimod tager romanserien et emne op, som faghistorikeren meget van-

skeligt kan beskrive p.g.a. det sparsomme kildemateriale, der eksisterer. Hvordanbeskriver man f.eks. som historiker, hvad det er der sker inden i hovedet på en

række arbejdere og deres familier i løbet af en kortere årrække, hvad angår viljentil at slås for forbedrede levevilkår, hvad angår udviklingen af klassesolidaritet, oghvad angår en begyndende forståelse af den undertrykkelse, som en del af en klasse- arbejderklassen - er udsat for? r

Dette fænomen kan forklares teoretisk - det gør bl.a. Marx -

og fænomenets kon-

krete resultater kan påvises gennem registrering af foreningers fremkomst ogmedlemsantal, gennem strejker, valgdeltagelse, etc. Men selve den subjektive del

af det nødvendige forspil til disse konkrete forhold savner i stort omfang relevant

kildemateriale. Kun få arbejdere har skrevet deres erindringer, færre af disse er

blevet bevaret, og kun de allerfærreste behandler denne problemstilling. Ligele-des er det særdeles sparsomt, hvad der overhovedet har eksisteret af korrespon-dance arbejderne imellem - og kun meget lidt heraf er bevaret i dag.

103

, ,Hermed være* ikke sagt, at 'den historiker, der interesserer 'sig for arbejderklas-'

sens sociale og bevidsthedsmæssige udvikling på forhånd lige så godt kan give op -

tværtimod. Dette emne er meget forsømt, og desuden lige så væsentligt, som det er“

ugleset. Men det er trods alt klart, at der i sagens natur nødvendigvis vil være for-

hold, der ikke kan rekonstrueres ud fra en rent faghistorisk synsvinkel. Og det er

dette forhold Bunny Ragnerstam tager op. Ikke i modsætning til faghistorikeren,men tværtimod i nært samarbejde hermed. Ragnerstam benytter sig af den fiktive

form, af romanen, men han bearbejder sit fiktive stof ud fra særdeles grundige hi-

storiske undersøgelser. Trods den fiktive form er det derfor langt fra tilfældighe-der, der kommer fra Ragnerstams side, men omhyggeligt afvejede skildringer, derstår i meget nøje sammenhæng med en dybtgående brug af dagspressen og i øvrigtalt, hvad der har været tilgængeligt af historisk kildemateriale.

i

Bunny Ragnerstam vælger i sine romaner at skildre den dengang lille Skånske byKristiansstad. Gennem alle romanværkets fire bind forlades denne by ikke på no-

get tidspunkt, den danner den faste ramme om romanernes mangfoldige personer

og hændelser. Ragnerstam har i hvert bind gengivet et samtidigt kort over Kri-

stiansstad, der indeholder ikke blot gadenavne, men også gadenumre, navne på for-

skellige bygninger og anlæg. Desuden findes der i hver roman en omfattende navne-

(

liste over alle personer, der omtales i bøgerne. Ikke blot med den enkeltes navn,

fødedato og erhverv, men desuden med alle data vedrørende familiemæssige for-

hold og boligforhold. Mens dette udstyr går igen i alle fire romaner går også Rag-nerstams måde at disponere bøgerne på igen. Hver roman er opdelt i et antal kapit-ler, der som regel handler om en bestemt person og hans dagligdag, familie, ar-

bejdsforhold, o.s.v. Disse overordnede kapitler har gennemgående en længde påca. 50 sider, og de indledes hver gang med to faste småkapitler som hedder »tid-

ningsläsning« og »dokument«. I afsnittet om avislæsningen har forfatteren klippetnotitser og uddrag af længere artikler fra den lokale presse, som illustrationsmate-

riale til den almene situation i byen. Ofte er der i et eller flere af de små klip med-

delelser, der direkte knytter sig til de personer, der beskrives i forbindelse med

det kapitel, som der lægges op til. Eksempelvis findes der i »Innan dagen gryr« en

lille notits i den lokale avis, der lakonisk omtaler en drukneulykke, hvor en beruset

arbejdsmand på en fisketur havde mistet livet. Denne lille meddelelse tagerRagner-Stam op på fremragende vis. Han fører læseren tilbage til tiden før drukneulykken,skildrer forholdene i hjemmet, alkoholismen som livsform iblandt pjalteproleta-riatet, de familiemæssige konsekvenser både af drikkeriet og af drukneulykken - ogvel at mærke formår Ragnerstam at skildre disse forhold uden at falde for fristel-

sen til elendighedspornografi. Ragnerstams holdning til denne episode, såvel som

til alle de mange andre der er beskrevet i bøgerne, er på en gang kølig og iagtta-gende, samtidig med at den er klart partisk. Ragnerstam undgår det vulgære, det

stupide og det forlorne - han falder aldrig i grøften til arbejderromantik eller

pseudo-revolutionære armsving. Og det er vel netop derfor, at læseren kan læse de

mange sider, .uden at man bliver træt af emnet og stilen. Tværtimod er Ragnerstamfængslende og medrivende til sidste linie.

Sammen med afsnittet om de lokale avisers skriverier står afsnittet om »doku-

ment«. Dette afsnit gengiver forskellige dokumenter fra samtiden. Det kan f.eks.

være et brev fra en lokal socialistisk arbejder til August Palm, vedtægterne for den

første arbejderforening i byen, menu*en til frimurerlogens indvielse, eller en pris-kurant for skrædderne i Göteborg, som tilsendes skrædderne i Kristiansstad.

Ragnerstam' vælger sine personer fra vidt forskellige miljøer og fag. Også borger-skabet beskrives som enkeltpersoner med deres sorger, kvaler, glæder, håb oginteresser. Men først og fremmest er det de faglærte arbejdere, der beskrivesaf forfatteren. Snedkere, murere, Skomagere, handskemagere, garvere og smede.Der er enkelte personer, der går igen gennem alle fire romaner. Andre er kun tilstede i et enkelt bind, mens atter andre er til stede gennem f.eks. de to første bind

104

for så at udeblive i det tredie bind, men atter dukke opi det sidste. Der er_mange,'fpersoner at holde styr på, hvorfor personlisten med navne på koner, børn, adres-' '7

ser etc. er til meget stor hjælp for læseren. Men er der mange personer i roma- '

nerne, er den kollektive mosaik til gengæld så meget mere nuanceret. Livet i byenfølges gennem døgnets 24 timer. Både i arbejderkvarterets små lejligheder, i går-

den, på værtshusene, hos luderne, på arbejdspladserne, på fortovene o.s.v. Ogsåher viser det sig værdifuldt for læseren at kunne følge med personerne rundt i ›

,,

Å

byen rent geografisk ved at benytte det tidligere omtalte bykort, der er optrykt ihvert bind. Det er umuligt at vide, hvor mange af personerne i bøgerne, der er

»virkelige«. Nogle af personerne er historisk set virkelige, idet deres navne dukker

op i de lokale aviser og i andet dokumentarisk materiale som aftrykkes i afsnittet»dokument«. Men i realiteten er dette uvæsentligt for læseren. Alle personernevirker meget »virkelige« og ægte og for læseren er grænsen mellem det fiktive ogdet historisk dokumenterbare usynlig og umærkelig.Bunny Ragnerstams skrivestil er hård og barsk socialrealisme, og alligevel fore-_kommer bogen behersket og afdæmpet i sin skrivemåde. Det svulstige og morali-serende er udeladt, ligesom det sentimentale og effektjagende.Romanerne dukker med deres fiktive form ind i den historiske hverdag og gørdet sparsomme historiske kildemateriale levende. En strejke får kød, blod, følelserog sanser -

og nok så vigtigt: bogen formår at beskrive f.eks. en strejke i den rette

proportion. Romanerne er nemlig ikke primært en beskrivelse af en strejkekamp,men derimod historieskrivning om arbejderklassen og med den arbejderbevægel?sen på det private og det personlige plan.

4

Bunny Ragnerstam har skrevet en mægtig og medrivende roman - den er velskre-vet og storslået - og man må håbe, at den snarest vil blive oversat til dansk, således,at den potentielle læserskare vil blive så stor som muligt. Den er det værd!

Niels Ole H. Jensen

Benito Scocozza: Danmark i den internationale klassekamp. Oktober, Køben-havn 1978, 320 s., 65,- kr.

En omtale må næsten nødvendigvis indledes med et citat fra konklusionen: »De

synspunkter, der er fremlagt i denne bog, er baseret på de analyser, som er sam-

menfattet i Kommunistisk Arbejderpartis (KAP”s) principprogram, der blev ved-taget på partiets stiftelseskongres, november 1976«. (s. 289). Det er med andre orden bog, der skal underbygge høvedsynspunkterne i KAP°s politik, og som sådan børden læses. '

Scocozza starter med en refererende gennemgang af Socialdemokratiets og DKP'sstilling til udenrigs- og sikkerhedspolitik helt tilbage i 1920'erne og 30”erne, hvorholdningen til Socialdemokratiet er overraskende lidt kritisk. Et egentligt skred ifremstillingen kommer først efter 1956. Begivenhederne på SUKPs 20. partikon-gres dette år ser Scocozza som en milepæl, hvor Sovjetunionen var ved at udviklesig til en »vaskeægte« imperialistisk magt med stormagtsrivalisering med USAhen over hovedet på folkenes kampe mod imperialismen. (s.63)._Resten af bogen beskriver verdensudviklingen »i lyset af den kinesiske kritik« - fornu at bruge Scocozzas egen formulering (s. 290). Om man så er enig eller uenig sågøres det temmelig overfladisk.F.eks. kunne man have tænkt sig, at der havde været en grundig gennemgang afKinas brud med Sovjetunionen i 1960'erne, en analyse af udviklingstrinenei dennestrid samt en gennemgang af de vigtigste dokumenter. Disse problemer klares imid-kertid på blot to sider.

105

Det fører for vidt at referere bogens gennemgang af den verdenspolitiske udvik-

ling i 1960'erne og 70”erne, samt Danmarks indplacering heri. Hovedsynspunkteter - i overensstemmelse med Kinas treverdensteori - at Sovjetunionen i dag har ud-

viklet sig til den farligste af de to supermagter, og at det er herfra, at risikoen for

en udløsning af en ny verdenskrig er størst. Det er en påstand som ikke dokumen-'

teres i bogen, og som i øvrigt heller ikke dokumenteres i treverdensteorien i dens

oprindelige form. Herom kan anbefales en artikel i Internationalt Forum nr. 3

(1978) »Kinas Udenrigspolitik, en støtte til verdensrevolutionen?«, der udmærket

viser, hvorledes treverdensteorien betyder, at man opgiver en konsekvent støtte

til kampen for socialisme i den tredie verden, for ikke at støde disse landes borger-skaber fra sig.Ind imellem rummer bogen dog også nogle gode afsnit med oplysninger om den anti-

imperialistiske bevægelse i Danmark i 1960'erne. Endelig slutter den med en gen-

nemgang af SF's, DKP”s og VS's udenrigspolitiske linie i 1970”erne. Den hårdeste

kritik/rettes mod VS, som kritiseres for at have en usammenhængende politisklinie, men Scocozza undlader at nævne, at det var VS,ere, som startede den første

kritiske debat om Kinas udenrigspolitik og om, hvorledes Kina støttede reaktio-

nære regimer i tredieverden.

Ifølge titlen skulle bogen handle om den internationale klassekamp, men den hører

man ikke meget til. Eksempelvis diskuteres Socialdemokratiets stilling til Nazitysk-land i nogle af bogens indledende kapitler og Scocozza kritiserer socialdemokra-

terne for, at de ikke arbejdede mere aktivt for et nordisk forsvarssamarbejde.Hvis man skulle tage spørgsmålet om international klassekamp alvorligt, havde det

været rimeligere om Scocozza havde diskuteret et alternativ, der var knyttet sam-

men med den internationale kamp mod fascismen, først og fremmest den spanskeborgerkrig, hvis udfald var af afgørende betydning for den internationale arbej-derbevægelses positioner. Tilsvarende eksempler på at klassekampen ikke inddra-

ges kan gives for tiden efter 2. verdenskrig. F.eks. spiller tredieverdenlandene en

stor rolle i Scocozzas analyser, men kampene internt i disse lande diskuteres ikke.

Det samme problem gør sig atter gældende i bogens slutning, hvor Scocozza profe-terer, at det danske folk en dag må gribe til våben mod en ny besættende magt.

Scocozzas begreb »folk« har i sig selv ikke meget med klassekamp at gøre, men

dertil kommer, at heller ikke den internationale klassekamp inddrages, f.eks. den

europæiske arbejderklasse.l 1961 skrev Ib Nørlund en bog, »Kommunismen og tidens spørgsmål«, der skulle

redegøre for Danmarks stilling under den fredelige sameksistens” politik, samt for

DKP's opgave. Den samme besynderlige trang til omsætning af en statslig udenrigs-

politisk maxime har i denne bog grebet Scocozza - nu blot ud fra en kinesisk syns-

vinkel. Så vidt jeg kan se, har Scocozza sat sig mellem to stole, idet bogen hverken

rummer en tilbundsgående analyse af dansk arbejderbevægelses stilling til udenrigs-

og forsvarspolitik, eller rummer en analyse af den danske arbejderklasses situation

i forhold til den internationale arbejderbevægelse.Steen Bille Larsen

Socialdemokratiet i Dragør og St. Magleby 1904-1979, Socialdemokratiet i

Dragør-St. Magleby 1979, 64 5., kr. 15,-

Dragør og St. Magleby var indtil 1974 to selvstændige kommuner, i 1904 oprettedesen socialdemokratisk vælgerforening i Dragør (1909 en i St. Magleby) og man har

valgt at fejre oprettelsen af den ældste forening (der er nu kun én forening i kom-

munen), ved udsendelsen af dette jubilæumsskrift på årsdagen for dens oprettelsefor 75 år siden.

106

Det er et smukt illustreret hæfte - i det hele taget er bogen teknisk meget vellykket. , år?Det er indholdet også - især hvad angår de første kapitler. Forfatterne har der medheld opridset de almene forhold, der var de dominerende i Danmark omkring år-hundredskiftet. Det er lykkedes kort at karakterisere de økonomiske og politiskeforhold i Danmark og i kommunerne, så man forstår sammenhængen mellem dem

og partiforeningernes oprettelse. I øvrigt er de forskellige afsnit godt samarbejdet,gentagelser og overlapninger er blevet undgået.I de senere kapitler er foreningens protokoller godt udnyttede (de befinder sig nu

åbenbart i det lokalhistoriske arkiv), man får virkelig noget at vide om de to for-

eningers virke. Men desværre har forfatterne ikke taget de almene omstændig-heder op, således som det er gjort for perioden op til 1914. Der er således ingen for-

klaring på, hvorfor Socialdemokratiets stemmetal ved folketingsvalgene i mellem-

krigstiden lå betydeligt over kommunalrådsvalgenes resultater. Formentlig harforfatterne kendt tiden for godt til, at de har kunnet skrive om den. Det er endnumere udpræget for perioden efter 1945. Men det er selvfølgeligt vigtigt i denne

sammenhæng, at »Skriftet skal ikke opfattes som en udtømmende historisk redegø-relse for foreningens virke - dette har vi ikke haft resourcer til -« (fra forordet),og det er under alle omstændigheder glædeligt, at foreningen har haft resourcer

til at lave denne smukke og indholdsrige bog; den overstiger langt, hvad man tidli-

gere har set af tilsvarende jubilæumsskrifter. Det ville være en god idé med dettehæfte som baggrund f.eks. at få skrevet et speciale om de to foreningers udvikling.Uddragene fra protokollerne tyder på, at der er meget at hente.

Bogen afsluttes med lister over formændene i partiforeningerne og resultaterne af

kommunalvalgene.Gerd Callesen

Torben Wanscher: Forsamlingsfriheden og »fælledslaget«.Studier til belysningaf statens fastlæggelse af grænserne for arbejderbevægelsens forsamlingsfrihed1872-1874, Modtryk, Århus 1979, 206 5., kr. 65,-.

Torben Wanschers bog om forsamlingsfriheden og »fælledslaget« behandler et vig«tigt udsnit af den tidlige arbejderbevægelses historie, men fra et andet udgangspunktend den traditionelle historieskrivning om arbejderbevægelsen. Udgangspunktet er

retshistorisk, og den teoretiske tilgangsvinkel er marxismens. Wanscher har, som

det siges i forordet, især beskæftiget sig med den marxistiske retsvidenskab, specieltretshistoriens, rent teoretiske problemer. Denne teoretiske viden har forfatterenher anvendt på et historisk materiale. Vi præsenteres for en konkret historisk ana-

lyse af statsmagtens holdning til den tidlige -arbejderbevægelses forsøg på at benyttede borgerlige frihedsrettigheder, grundloven af 1866 tilsikrede borgerne.Wanscher har opbygget fremstillingen i tre hovedafsnit, der behandler de tre stats-

magters - den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt - stillingtagen til

forsamlingsfriheden i en række konkrete situationer i begyndelsen af 1870'erne -

situationer, hvor forsamlingsfriheden som oftest blev forvandlet 'til forsamlings-forbud.

De tre afsnit behandler således det samme problem. Men afsnittene er forskellige afkarakter i overensstemmelse med de tre magtorganers forskellige funktion og or-

ganisatoriske adskillelse. Afsnittet om den udøvende magt og forsamlingsforbudetskildrer hovedsagelig arbejderbevægelsens forsamlingshistorie, mens afsnittet om

den lovgivende magt behandler den traditionelle politiske historie, endelig beskæf-tiger afsnittet om den dømmende magt sig med juridisk-dogmatiske problemer. Af-snittene supplerer hinanden udmærket, således at forfatteren i afslutningen kan

samle trådene til et hele, der overbevisende klarlægger, at den formelle adskillelse

107

g 'mellem de tre statsmagter i realiteten ophævedes af den politiske konsensus mellem'

disses ledende personer.'

Wanschers retshistoriske udgangspunkt er nyt både i forhold til den eksisterende*

forskning i den tidlige ar'bejderbevægelses historie og i forhold til den eksklusive

retshistoriske forskning. Det er tillige interessant på flere leder. For en traditionel

bredere anlagt historisk betragtningsmåde rejser forfatterens retshistoriske til-

gang en række inspirerende spørgsmål både af mere almen historisk art og af speci-fik art i forbindelse med arbejderbevægelsens historie. Inden for retshistorien for-mår Wanscher med sin marxistiske tilgangsvinkel, at revidere nogle gængse borger-

_ lige opfattelser, Men også for en mere aktuel politisk betragtning er Wanschers

i

undersøgelse interessant. De behandlede problemstillingers betydning er ikke alenehistorisk specifik. Problemstillingerne har tillige en aktuel, eller om man vil, sam-

tidshistorisk betydning. Som forfatteren selv formulerer det: »Selve forsamlings-forbudet er den mest betydningsfulde retlige norm i den tidlige arbejderbevægelses

-

historie, samtidig med at forsamlingsfriheden (f. eks. fysiske blokader og nye demon-

strationsformer) også i dag står i den juridiske og politiske kamps brændpunkter«(s IX).Hovedvægten i fremstillingen ligger på den udøvende magts holdning til socialister-

ne og deres forsøg på at benytte den grundlovssikrede forsamlingsfrihed. Som bag-grund opridses forsamlingsforbudets historie, der viser, at samfundets magthavereogså tidligere benyttede forsamlings- og andre forbud overfor politiske modstan-

dere. Således udstedte enevældens minister A. S. Ørsted forbud mod de af de natio-

nalliberale og bondevennerne bebudede grundlovsfester i 1854. I begyndelsen af

1870*erne, hvor den nydannede arbejderbevægelse ønskede at bruge forsamlings-friheden til at samles under åben himmel, var de nationalliberale blevet samfundets

magthavere. Fra deres egen tid i opposition kendte de nøje den agitatoriske betyd-ning af forsamlinger i det fri, hvor mange mennesker deltog. De nationalliberale

søgte derfor for enhver pris, at hindre arbejderbevægelsen i at benytte denne vig-tige kommunikationsmulighed. Bedst kendt og mest omfattende er forbudet mod

fælledmødet af 4. maj 1872 og arrestationen af Internationales tre ledere, Pio, Brix

og Geleff. Wanscher gennemgår detaljeret baggrunden, de juridiske krumspringmagthaverne gjorde for »på lovens grund« at kunne forhindre fælledmødet og sam-

tidig spærre førerne inde. Det var ikke kun den udøvende magt med Københavns

politidirektør Crone i spidsen, der var involveret. Crone arbejdede snævert sam-

men med den lovgivende magts repræsentanter, det nationalliberale/konservative

ministerium, hvor Krieger var justitsminister. Man regnede med, at et forbud alene

ikke effektivt ville kunne ramme arbejderbevægelsen, men blev lederne samtidigarresteret, var bevægelsen lammet. Problemet for magthaverne var, at Internatio-

nale og dets ledere intet ulovligt havde gjort. Med forbudet af 4. maj 1872 fik myn-

dighederne imidlertid konstrueret en ulovlighed for Internationales ledelse, idet de

regnede med, at ledelsen ville modsætte sig forbudet. Det kunne magthaverne regne

med som følge af forbudets tvivlsomme juridiske karakter -

og de regnede rigtigt.Internationales ledelse modsatte sig forbudet og blev fængslet. De arbejdere, der

trods forbudet mødte frem på fælleden, blev mødt af politi og husarer. Det berøm-

melige »fælledslag« blev resultatet.

Wanscher eksempliñcerer magthavernes politisk motiverede forfølgelse af arbej-derbevægelsen ved 'en lang række andre juridisk lyssky forbud og anklager - intetkneb blev forsmået. Politilovene, helligdagsforordningen, den almindelige borger-lige straffelov, grundloven, alt blev fortolket til den yderste grænse og lidt til, nårdet var nødvendigt.Forbudet af 4. maj var ikke blot rettet mod fælledmødet, men indehöldt også forbudmod fremtidige møder arrangeret af Internationale eller andre på dens vegne, som

det hed. Dette omfattende, ubegrænsede forbud, der juridisk var mere end tvivl-

somt, blev brugt i 1872 og 1873 overfor arbejderbevægelsen, ikke automatisk, men

108

efter en konkret vurdering fra .myndighedernes side i hvert enkelt tilfælde. Hermed søgte magthaverne øjensynligt at unddrage sig kritik fra folketinget, hvorVenstre havde fået flertal i 1872. I foråret 1873 blev dette flertal brugt til en voldsomi 3kritik af forbudet mod fremtidige møder. "

I august 1873 faldt dommen over førerne - også ved denne domfældelse spillede det

oprindelige forsamlin'gsforbud en væsentlig rolle. Senere på måneden blev Interna-tionale forbudt. Forsamlingsforbudet af 4. maj 1872 havde hermed udspillet sin-rolle. Magthaverne havde nået deres mål, førerne havde fået langvarige domme ogden farlige Internationale var blevet forbudt. Bevægelsen lod sig dog ikke standseselv om magthaverne herefter brugte foreningsforbudet i deres forsøg på at knæg-te arbejderbevægelsen. Som bekendt var det netop i årene efter forbudet modInternationale, at den store fagforeningsgrundlæggelsefandt sted. »

.

Wanscher redegør ligeledes for den udvikling, der skete i statsmagtens mOtiver, der "

først var organisationspolitisk og anti-socialistisk betingede for siden efter sociali-sternes alliance med Venstre at blive betinget af parlamentspolitiske 'og'anti-parla-mentariske overvejelser. Myndighedernes fremfærd mod arbejderbevægelsen giksåledes over til at blive et led i forfatningskampen. Denne udvikling behandles i af-snittet om den lovgivende magt og forsamlingsforbudet. Socialisternes sag udløsteen parlamentarisk konfrontation mellem regeringen og Venstre, efter at Venstrehavde bragt sagen op i folketinget. En konfrontation, der på den ene side klar-gjorde, i hvilket omfang Venstre var villig til at gå i brechen for socialisterne og påden anden side bidrog til at fastlægge grundlovens betydning.Det borgerlige demokrati, som grundloven hjemlede, var endnu nyt og uprøvet ibegyndelsen af l870°erne, og der var mange uafklarede punkter ikke mindst i for-holdet mellem de tre statsmagter. Den tidlige arbejderbevægelse blev således indi-rekte medvirkende til at udfylde rammerne for det borgerlige demokrati. Forfat-teren konkluderer: »Den juridiske fortolkning af grundloven bliver fremprovoke-ret af en social og politisk konflikt, og det viser sig, at det er styrkeforholdet mellemde involverede interesser, der er afgørende for fortolkningsfastlæggelsen«(s 126).I afsnittet om den dømmende magt og forsamlingsforbudet vises det, at den døm-mende magt bakkede op om politiets fremfærd mod socialisterne. Dommene over

arbejderlederne må ses som en understøttelse af den udøvende magts politisk be-grundede undertrykkelse af arbejderbevægelsen. Men domstolenes funktion harikke blot været legitimerende, de har også »bidraget selvstændigt til repressionengennem idømmelsen af meget hårde straffe« (s 166). '

Tager man de tre statsmagter under et, fremstår det endelige udfald af vekselvirk-ningen mellem dem som statslig repression overfor arbejderbevægelsens førsteorganiseringsforsøg.Men der var forskel på graden af repression, betinget af deunderliggende kræfters repræsentation i de tre statsmagter. Det konservative høj-sæde var den udøvende magt, der blev sekunderet af domstolene, især af højesteret,mindre entydigt af de lavere instanser i den dømmende magt. Mest nuanceret frem-står den lovgivende magt, hvor de underliggende kræfter var stærkest repræsen-teret - trods de begrænsedevalgretsbetingelser.Undersøgelsen er særdeles veldokumenteret og konsekvent gennemført. Ikke alenepå det juridiske område synes forfatteren at færdes hjemmevant. Han er også vel-orienteret i den historiske litteratur.

Bogen er forsynet med en udmærket sammenfatning på tysk, en litteratur- og kilde-fortegnelse, en gengivelse af de vigtigste lovsteder samt en biografisk oversigt istikordsform.

Søren Federspiel

109

SPØRGESKEMA

Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsenshistorie

Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Rejsbygade l›

1759 København V

»Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie« vil med dette spørge-skema søge at skabe et overblik over den forskning i arbejderbevægelsenshisto-

rie, som finder sted for øjeblikket. Derved muliggøres en kontakt mellem folk,der arbejder med beslægtede emner, således at erfaringer kan udveksles og

dobbeltarbejde undgås.Skemaerne bedes sendt til Meddelelsers redaktion, og skemaets oplysninger vil'

siden blive bragt i Meddelelser. -

NAVN

ADRESSE

PROJEKTETS TITEL (evt. arbejdstitel)

NÆRMERE BESKRIVELSE AF PROJEKTET

(problemstilling, kildemateriale etc.)

PROJEKTETS ART (speciale, artikel, monografi etc.)

HVORNÅR PÅBEGYNDTES OG FORVENTES PROJEKTET AF SLUTTET