Motorik

Hvis roden på et træ er vissen eller rådden,

vil hele træet visne!

Hvis grundmotorikken er dårlig,

vil barnets følgende udviklingstrin visne!

(Anne Brodersen og Bente Pedersen)

Børn og motorik i Stavtrup Dagtilbud. (Skrevet af motorikvejleder Dorte Windahl Hansen)

Et barn motoriske udvikling er stærkt påvirket af stimulation fra den kultur, barnet vokser op i. Det gælder både

betingelser hjemme, i de nære omgivelser og den stimulation, som barnet udsættes for i daginstitutioner og

skole. Ved tidligt at stimulere barnets sansemotoriske udvikling, giver vi barnet et godt fundament for ikke blot

dets motoriske udvikling, men også for dets leg, trivsel, sociale liv, sproglige udvikling, indlæring og

koncentrationsevne.

I Stavtrup Dagtilbud har vi en motorikvejleder ansat, hvilket betyder vi har mulighed for at hjælpe de børn som

har motoriske vanskeligheder gennem vejledning til forældre og ansatte samt træning af børnene. Vi vil i

Dagtilbuddet gerne være opmærksom på barnets motoriske udvikling så tidligt som muligt. Fornemmer du

eller vi at dit barn er motorisk usikkert for sin alder, er det vigtigt at gøre en indsats for at styrke udviklingen og

ikke blot slå sig til ro med "at det kommer nok hen af vejen", det er vigtigt vi har en gensidig kommunikation og

at både forældre og pædagoger snakker åbnet om barnets motorik

Gennem motorisk træning kan mange små problemer hjælpes til bedring og/eller fjernes helt, hvis vi sammen

gør en indsats.

Barnets motoriske udvikling har stor betydning for barnets generelle trivsel. En god motorik giver selvværd og

mod. Er barnet sikker i sine kropsbevægelser, har det let ved at lege, løbe, spille bold, cykle, og oplever at

have succes i legene. Succesen er med til at give barnet lyst til og mod på endnu flere udfoldelser og

udfordringer, som igen styrker motorikken. Motorikken har også indflydelse på barnets leg og læring. Mens

barnet med motoriske problemer må bruge energi og koncentration på f.eks. at holde kroppen i balance på

legepladsen eller at holde på blyanten og sidde på stolen, kan barnet med større motorisk sikkerhed

koncentrere sig om at være en del af legen på legepladsen eller at høre efter i timerne og dermed få størst

mulig udbytte af den aktivitet barnet deltager i.

For at et barn kan få sine bevægelser automatiseret og dermed kan bygge videre eller bygge ovenpå dem så

de bliver til en naturlig del af barnets bevægelsesmønster, skal barnets primære sanser være i orden.

Udvikling af sanserne er nødvendig for børnenes motoriske udvikling, for en god kropsforståelse og for deres

trivsel og sundhed. Sanser og motorik hører sammen idet ingen af delene kan klarer sig alene. Børns sanser

modnes naturligt og udvikles gennem lege og aktiviteter. Alle indtryk bliver samlet i hjernen, hvor de huskes og

samordnes, og det er her sanseintegrationen sker.

De primære sanser består af labyrintsansen, følesansen og kinæstesisansen. Er der problemer med de tre

sanser eller blot en af dem, kan det påvirke barnets trivsel og udvikling negativt. I det følgende er sanserne og

deres funktion beskrevet samt hvilke problemer der kan følge med hvis en sans ikke arbejder optimalt.

Labyrintsansen:

Labyrintsansen kaldes også for hovedbalancesansen eller vestibulærsansen. Sansen er placeret i de to

labyrint organer som ligger i forbindelse med det indre øre. Organet registrerer alle hoveds roterende

bevægelser og bevægelsens retning og hastighed og sender besked herom til hjernen som så skal samordne

dette sanse indtryk med resten af kroppen.

Børn - både stor og små – skal have denne sans stimuleret ekstra godt, idet de hele tiden vokser og dermed

skal forholde sig til et nyt tyngdepunkt. Samtidig med det er vores livsform og dagligdag ikke automatisk fyldt

med stimuli som giver denne sans den rette mængde af stimuli (Voksne skal også holde sansen ved lige,

ellers kan vi jo ikke svinge og tumle med børnene!).

Sansen stimuleres ved at bevæge hovedet i alle retninger f.eks.

Hoppe, trille og løbe på bakker, slå kolbøtter, lege i vand, gynge, vugge, snurre og danse.

Problemer med labyrintsansen kan ses ved:

Svimmelhed ved rotationer,

ulyst til at gynge, klatre og færdes på skråninger,

køresyge, søsyge eller flysyge,

hyper- eller hypoaktiv adfærd,

usikre øjenbevægelser,

pjevset og usikker adfærd, ringe lyst til at udforske og eksperimentere.

Følesansen:

Følesansen kaldes også for taktilsansen og den består af både en beskyttende og en undersøgende sans.

Sanseorganerne er placeret overalt på huden og i slimhinderne.

Den beskyttende følesans er den der gør at vi trækker os væk hvis f.eks. en berøring giver smerte eller varme,

eller den gør så vi søger hen imod f.eks. søge og sutterefleks.

Den undersøgende følesans sættes derimod i gang når barnet selv aktivt, føler sig frem og undersøger verden

omkring sig.

De to sanser hjælper hinanden med at fortælle barnet om sig selv og omverdenen.

Vi stimulere følesansen gennem berøring af huden, derfor skal vi lade barnet både mærke verden og give det

berøring da det er med til at give barnet kropsfornemmelse.

Problemer med følesansen kan ses ved:

ulyst til at røre ved naturen,

manglende kropsfornemmelse,

ulyst til at have andre mennesker for tæt på,

aggressiv adfærd som at bide, slå og sparke,

hyper- eller hypoaktiv adfærd,

pjevset og usikker adfærd,

ringe lyst til at udforske og eksperimentere.

Kinæsthesisansen:

Kinæsthesisansen kaldes også for stillingssansen eller muskel-/ledsansen og denne sans registrere hele tiden

i hvilken stilling leddene er, og i hvilken spændingstilstand musklerne er. Det er små tenformede følere som er

placeret i alle muskler, led og sener som giver hjernen disse informationer. Denne sans stimuleres ved alle

former for bevægelse, og når et barn har overindlært eller automatiseret en bevægelse kan hjernen huske

den.

Problemer med kinæsthesisansen kan se ved:

klodset adfærd,

ringe kropsbevidsthed,

ikke automatiserede grundbevægelser,

pjevset og usikker adfærd,

ringe evne og lyst til at udforske og eksperimentere.

Vi vil i Stavtrup Dagtilbud ikke bruge motorikken til at finde ”fejl og mangler” hos et barn, men vores viden om

motorik skal hjælpe os med at sikre at vi får stimuleret alle børnenes sanser, at vi giver børnene tid og plads til

at lege og bevæge sig, således de bruger deres sanser og får automatiseret bevægelsesmønstre.

Ligeledes vil vi, når vi møder et barn som ikke trives eller som har problemer i hverdage være opmærksomme

på om noget af barnets problem kan ligge i motorikken, og om vi ved at træne og stimulere barnet motorisk

kan hjælpe det.

Som motorikvejleder kommer jeg rundt i dagplejen og daginstitutionerne en mandag om måneden, ellers er

min daglige gang i Kælkebakken hvor jeg er ansat som pædagog. Møder jeg børn som har motoriske

problemer eller i kontakter mig med et problem vil jeg gerne have lov til at teste barnet, men inden dette sker,

vil i som forældre blive kontaktet og jeg vil stille jer nogle spørgsmål om barnets første år. Herefter vil jeg

udarbejde et træningsprogram til barnet, som skal bruges i henholdsvis hjemmet og institutionen og vi vil holde

et møde hvor jeg fortæller jer og barnets kontakt pædagog om hvad jeg har set og hvordan vi sammen kan

hjælpe barnet. En test af barnet betyder at jeg tester barnets primære sanser (labyrint-, taktil- og

kinæsthesisansen) ligesom jeg tester barnets rytme, rum/retning, den samlede balance, reflekser, reaktioner,

finmotorik, armens motorik, håndens motorik, benets motorik, fodens motorik, øjets motorik, mundens motorik

samt stemme og mimik.

Har i som forældre noget i ”undre” jer over omkring jeres barns trivsel og udvikling, og som i tænker kunne

have noget med motorikken at gøre, er i velkommen til at kontakte mig eller personalet.

Har du spørgsmål omkring dit barn og motorikken så kontakt dit barns kontakt voksen og han/hun vil formidle

en kontakt til undertegnet.

Med venlig hilsen

Dorte Windahl Hansen

(motorikvejleder i Stavtrup Dagtilbud)

Sanseintegration

Udvikling af sanserne er nødvendig for børnenes motoriske udvikling, for en

god kropsforståelse og for deres sundhed. Sanser og motorik hører sammen

idet ingen af delene kan klarer sig alene. Børns sanser modnes naturligt og

udvikles gennem lege og aktiviteter. Alle indtryk bliver samlet i hjernen, hvor

de huskes og samordnes, og det er her sanseintegrationen sker. Denne

bearbejdningsproces hvor hjernen tolker de sanseimpulser den får til

meningsfulde meddelelser, som kroppen kan agere ud fra, kaldes perception

(Ahlmann 2002, kap. 5). Jo bedre vores sanser integreres, jo bedre fungerer

vi. Hvis sanserne ikke samordnes rigtigt, vil det begrænse børnenes læring og

indlæring. En dårlig sanseintegration betyder at børnene får en dårlig motorisk

forståelse, og de vil derfor ofte reagerer uhensigtsmæssigt i mange forskellige

sammenhænge. For børnene kan det betyde, at de får et lavt selvværd, samt

sociale problemer. Jo bedre vores sanser fungere, jo bedre kan vi sortere i

dem og fungere med vores krop i hverdagen.

”Sansning aktiveres af forandring, det vil sige bevægelse og

ændringer i omver-denen eller i kroppen selv. Sanseindtryk

sætter gang i bevægelses-, følelses- og tankemæssige udtryk,

som igen skaber forandring og bevægelse.”

(Gjesing 2004, s. 20)

Vores sanser kan deles op i ydre og indre sanser:

De ydre sanser er:

høre-, lugte-, smags-, syns- og taktilsansen.

De indre sanser er:

den vestibulæresans, der også betegnes labyrintsansen, samt den

kinæstetiske sans der også betegnes som muskel-led sansen.

De ydre sanser registrerer påvirkning af kroppen og de indre sanser registrerer

påvirkning med kroppen. Når sansesystemerne samarbejder, medvirker de til

at give børnene en fornemmelse af deres krop. Derved udvikler de deres

kropsforståelse. Der er tale om kroppens tavse viden i form af børnenes krops-

lige erfaringer og automatiserede bevægelser der udføres ubevidst. Det er

børnenes fornemmelse af deres kropsdeles samspil og funktion. Den erfaring

gør, at børnenes krop kender kroppens bevægelser.

Børnene lærer gennem kroppen, både om sig selv og om den verden der er

omkring dem. F.eks. skal de bruge både den taktile-, vestibulære-,

kinæstetiske- og synssansen for at kunne holde balancen. Derfor er de af-

hængig af at sanserne kan samarbejde. Børnene skal kunne eksperimentere,

udforske og få gentagelser af bevægelsesmønstre ved forskellige aktiviteter.

Som pædagoger bør vi skabe rammer der stimulerer, udfordrer og vækker

børnenes nysgerrighed og bevægelseslyst.

Siden vil blive uddybet med en nærmere beskrivelse af de enkelte sanser og hvordan de hver især påvirker

børnene, samt hvorledes vi kan styrke dem gennem leg og bevægelse. Vi er to studerende på Jydsk Pædagog Seminarium, der har oprettet denne hjemmeside som en del af vores bachelor-projekt.

Bevægelse

Nedenstående vil være en gennemgang af børns motoriske ud-vikling fra 0-10 år og pædagogiske tanker i forhold til dette om-råde. Gennemgangen vil være opdelt i tre niveauer, vugestue 0-3

år, børnehave 3-6 år og skole/SFO 6-10 år.

Barnets motorik udvikles

oppefra og nedefter –

først lærer barnet at

Bevægelse i vuggestuen – børn 0-3 år

Udviklingen i denne periode går utrolig stærkt og barnet går fra at

være 100% afhængig af den voksne til at blive et selvhjulpent

individ der stille og roligt erobrer verden. I det pædagogiske

arbejde i vuggestuen er der bl.a. fokus på børnenes motoriske,

sproglige og sociale udvikling. Disse kompetencer hænger sam-

men og påvirker hinanden. F. eks stimulere motorikken børns

nysgerrighed, deres lyst til at udforske verden og deres leg og

dermed deres sociale relationer, omvendt kan det også være de

sociale relationer der påvirker barnets lyst til bevægelse og dermed

styrker dets motorik. De sproglige kompetencer stimuleres i sociale

relationer og også her gælder det omvendt, sociale relationer

stimulere sproget.

”Børn udvikler sig i forskellige tempo, men udviklingstrinene sker

typisk i en bestemt rækkefølge” (Bente Klarlund Pedersen, børn og

motion s. 27). Dette viser illustrationen af bevægelses-trappen.

Modellen kan bruges som en indikator for de af børn-

enes færdigheder vi som pædagoger skal

understøtte i vores praksis. Den skal ikke ses

som en facitliste, idet ikke alle børn

gennemlever den i samme rækkefølge, samt

at hvert barn gennemgår hvert niveau i sit

eget tempo. For at børnene kan få lov til at

udvikle deres egne kropserfaringer er det

vigtigt, at vi i den pædagogiske praksis giver

plads til det.

holde sit hoved, så får

det kontrol over armene

og til sidst maven og

benene. Barnet bevæger

sig og føler både fysisk

og psykisk velvære

derved.

Den motoriske udvikling

og den mentale sundhed

er forbundet. Barnets be-

vægelser har at gøre

med nu-og-her sundhed

og sundhed i de

nærmeste år.

Men det er også vigtigt,

at barnet i de tidlige år

udvikler de motoriske

færdigheder, som skal

danne grundlag for den

fysiske udvikling senere

– en udvikling der inde-

bærer sundhed på langt

sigt. (Bente Klarlund

Pedersen, børn og

motion s. 29)

Der skal være tid og rum til, at børnene selv får lov til at

eksperimentere og øve sig. Dette gør vi bl.a. ved at tage tiden til

at gøre børnene mere selvhjulpne. Det er en større udviklings

erfaring for et vuggestue barn, at det selv komme i tøjet, selv

kravle op i sin klapvogn og selv gå – end hvis vi klæder det på,

løfter det ud i klapvognen og kører af sted med det. Gør vi det sidst

nævnte stjæler vi børnenes egne kropserfaringer og dermed deres

udvikling. I stedet for skal vi give børnene støtte og

opmuntring undervejs i deres motoriske udvikling.

I udviklingsprocessen fra 0-3 år, vil barnets bevægelsesmønster

udvikle sig meget, og med tiden vil en funktion som f.eks. at gå,

blive et automatiseret bevægemønster. At en bevægelse er blevet

automatiseret betyder, at barnet nu kan fokusere på andet og mere

end selve bevægelsen og balancen.

Bevægelse i børnehaven – børn 3-6 år

Børnehavebørn er børn der motorisk er meget aktive. De hopper,

løber, danser, triller og afprøver deres kropsfærdigheder gennem

leg. I denne alder bliver børnenes grundlæggende motoriske

færdigheder fortsat etableret og integreret i deres kroppe. Det er

her de første grundsten til en aktiv livsstil, der kan gavne deres

sundhed skal dannes. Gudrun Gjesing skriver således: ”Gode

vaner, eksempelvis at kunne lide at være fysisk aktiv udendørs i al

slags vejr, skabes i familien og styrkes i børnehaven (Gjersin 2004

s. 26)”

Børnehavebørns bevægelser tager udgangspunkt i deres grundleg

og grundmotorik. Dette kræver at deres sanser er blevet godt

integreret i deres kroppe. Udvikling af sanserne er nødvendig for

den motoriske udvikling og sanserne modnes naturligt og udvikles

gennem lege og aktiviteter. Alle indtrykkene bliver samlet i hjernen

hvor de huskes og samordnes og det er her sanseintegrationen

sker.

Børnehavebørns grundleg er lege som kan leges i hele verden, det

kan være: trille, hoppe, løbe, kravle, spille bold. Børnene bruger

legen til at blive gode til at bevæge sig. De bliver bedre og bedre,

de forfiner deres kropslige fornemmelser og balance. Grundleg

forudsætter at vi giver børnene tid til at lege, tid til at fejle, tid til

at gentage og tid til at udfordre. Som pædagoger bør vi overveje

Kropsbrug og brug af san-ser gennem undersøgen, oplevelser og praktiske ak-tiviteter er hovedvejen til, at der bliver plads til at lære sig opmærk-somhed og koncentra-tion. Først når kroppen kan selv, får op-mærksomheden plads til at blive vendt udad – til læring om verden.... . Børn, der lever og leger i udeområder med krat, væl-tede træer, bakker, mulig-heder for at klatre og tum-le, får en mange gange bedre opmærk-somhed og evnen til at koncent-rere sig end børn, der kun får tilbud om at leve og lege på velplej-et, tromlet, nyslået og as-falteret underlag. Vandret og velplejet under-lag fører blandt andet til opdragelse til uop-mærksomhed. Bevidst og viljestyret op-mærksomhed læres bedst på ujævnt underlag. Slut-telig, for at berolige dem, der har beroligelse behov: Det (krops-brug og brug af sanser) giver faktisk bedre grundlæggende færdigheder i de bekendte kul-turteknikker: Læse- og regne-færdigheder”. (Mogens Hansen, Børn og opmærksomhed)

hvorfor vi stopper et barns leg, da hver gang vi gør det, stjæler vi

af dets erfaringer. Det er pædagogens opgave at kunne skabe

rammerne omkring børnenes leg i dag-institutionerne. De skal

skabe et miljø der stimulere, udfordre og vækker børnenes

nysgerrighed og bevægelseslyst.

Børnehavebørns grundmotorik, er den de har med sig fra dagpleje

eller vuggestue i form at kunne: løfte hovedet, trille, krybe/kravle,

sidde og stå. Det har stor betydning for børnenes videre indlæring

at disse motoriske egenskaber er på plads. Eksempelvis betyder

det når barnet kan løfte sit hoved når det ligger på maven, at det

har stabilitet i ryggen. At barnet kan trille styrker dets refleks

således at armen ikke følger hovedet, det skal forståes således, at

nå børnene krydskoordinerer forbindes hjerne halvdelene og

derved styrkes børnenes sanseintegration, motoriske udvikling og

indlæringsmuligheder. Hvis barnet har gang i grundmotorik-ken, så

kommer grundlegen automatisk.

Leg og bevægelse kræver at sanserne kan samarbejde. Når

børnenes hjerne fortolker sanseimpulserne og omsætter dem til

meningsfulde meddelelser er det en bearbejdningsproces som

kaldes perception. Al sansning er direkte knyttet til bevægelse på

den måde, at sanserne er bygget til at registrere forandringer (Lise Ahlmann, bevægelse og udvikling kap. 5).

Børnenes naturlige lyst til at bevæge sig, undersøge, udforske og

lære skal mødes af krav der matcher deres nærmeste udviklings-

zone, det vil sige det skal være krav som de kan håndtere. De må

gerne blive udfordret i deres udvikling, men vi må ikke overskride

deres grænser så de føler angst ved situationen. Samtidig med det

skal kravene også være så tilpas spændende, at de ikke bliver

kedelige, for så mister børnene interesse i aktiviteterne

(Vygotsky`s nærmeste udviklings zone). Bliver aktiviteterne

opstillet og udformet efter børnenes nærmeste udviklings zone

vil de få mange succesoplevelser og dermed lyst til at prøve mere.

I den pædagogiske praksis bør vi huske børnenes behov for at

skabe deres egne kropserfaringer. Det gør vi i børnehaven bl.a. ved

at inddrage dem i dagligdagen, lade dem hjælpe med

borddækning, feje fliser, vande blomster. Vi skal gøre dem

selvhjulpne i forhold til f.eks. påklædning ved at lade børnene

komme gennem den kognitive fase, fiksations fasen og

automatiske fase. Den første fase, guider vi børnene verbalt ved

hjælp af instruktion og praktiske forvisninger. Dernæst skal barnet

have både indre og ydre feed back. Det vil sige barnet skal mærke i

sin krop hvad det er den gør, se hvordan det gør, samtidig med at

vi guider hvis der er behov derfor. Til sidst skal barnet have tid og

lov til at lære det, det vil sige vi skal lade dem være i fred, således

at bevægelserne og erfaringerne bliver automatiseret. En

bevægelse er automatiseret når barnet f.eks. kan snakke med de

andre mens bevægelsen gøres. (kilde). Som pædagoger skal vi

vide hvilke fase barnet er i, således vi rammer barnets niveau.

Bevægelse i skole/SFO - børn 6-10 år

Børn i skolealderen og i de første skoleår har ofte en stor interesse i at lære, de suger

til sig og er næsten ikke til at stoppe. Børnenes motoriske færdigheder er under stadig

udvikling og deres bevægelsesmønstre består endnu meget af totalbevægelser løb,

hop, kast og spark. I vores pædagogiske praksis i indskolingen skal vi understøtte og

udvikle børnenes naturlige læringslyst , og derfor er det vigtigt at børnene får lov til

at være aktive i deres læreproces i såvel praktisk/musiske som boglige fag. Bente

Klarlund Pedersen skriver i sin bog Børn og Motion: ”Formålet med barnets fysiske

aktivitet i denne alder er også, at idræt og holdsport bidrager til udvikling af sociale

færdigheder, selvtillid og glæde. Samtidig er der en del, der tyder på, at børn, der er

regelmæssigt fysisk aktive, har bedre koncentrationsevne og hukommelse og klarer

sig bedre bogligt.” (Pedersen s. 39)

Bevægelse og motorik er læring med ”kroppen i centrum”. Kropslig bevidsthed har

stor betydning for børnenes læring i forhold til begreber som: rum, retning, størrelser,

over, under, foran, bagved m.m. Denne bevidsthed er vigtig for barnet at have når det

i skolen, når det skal lære bogstaver, tal, læse-, regne og skrive færdigheder. Derfor

er det også vigtigt at man i skolen inddrager kroppen når det gælder faglig indlæring.

Har vi med børn at gøre som er motorisk understimuleret eller svage kan man ofte

opleve, at de møder forskellige problemer i deres dagligdag. De kan have svært ved

at fungere socialt, lavt selvværd, svært ved at få tøj på, dårlig balance, koncentrations

problemer m.m. Disse ting går ud over deres faglige indlærings evne, da børnene ofte

bruger al deres energi på at få kroppen til at reagere mest hensigtsmæssigt, og derfor

må de fravælge den faglige del. For de børn er det vigtigt, at vi som pædagoger er

opmærksomme på, at stimulere børnene motorisk, evt. i samarbejde med andre

faggrupper, samt tilrettelægge under-visning og aktiviteter så børnene får positive

oplevelser af det at gå i skole og ikke kun skældud og nederlag.

Hvis man i institutioner og skoler opprioritere idræt, bevægelse og motorik i

børnenes hverdag, kan både de stærke og de svage børn få stor glæde af det. Dette er

ikke kun fagligt, men generelt for deres sundhed (se afsnit om sundhed). Har børnene

gennem deres opvækst opbygget en god fysisk sundhed, en god kropsbevidsthed og

sanseintegration har de også lyst til at lege og bevæge sig. Børnenes legekompetencer

og sociale færdigheder styrkes gennem bevægelsesaktiviteter. Med de sociale

færdigheder styrkes barnet sprog idet sprog udvikles gennem kommunikation. Idet

børnene har gode sociale færdigheder styrker det deres selvværd og trivsel, idet de

oplever at være en del af et fællesskab og at betyde noget for andre. Vi tror på at hvis

vi i indskolingen fortsat stimulere og udnytter børnenes legende forhold til at lære

nyt, så kan den boglige indlæring også blive til en leg.

Vi ved fra naturvidenskaben, lægevidenskaben og neuropæda-gogikken at ikke to

hjerner er ens og at skolens fag kan inddeles i hjernen. Således hører dansk, engelsk

og matematik til i venstre hjernehalvdel, mens musik, gymnastik og tegning hører til

i højre hjernehalvdel. (Bjørn Adler og Hanna Holmgren). Det betyder at vi bruger

forskellige dele i hjerne alt efter hvad vi skal lærer. Hjernen lever af informationer og

alt hvad vi oplever gennem vores sanser registreres i hjernen. Derfor har vi brug for

en god sanseintegration, for hvis ikke børnene har en alderssvarende sanseintegration

vil det påvirke mange andre områder end det tiltænkte i hjernen, hvilket betyder at

børnene må anstrenge sig mere, de bliver hurtigere trætte og oplever en mindre

fremgang og det kan være med til at påvirke børnenes motivation, indlæring og

selvværd.

I Mel Levine´s bog Hjernen bag lysten til at lære – neuropædagogik i teori og

praksis, skriver han ”Jeg sender en opfordring til forældre, lærere og politikere om

at gøre sig klart, hvor mange forskellige hjerner der findes hos vore børn, og

erkende, at vi er nødt til at opfylde deres undervisnings behov og styrke deres stærke

sider for på den måde bevare deres håb for fremtiden. (Levin 2003 s. 19)

Grunden til at neuropædagogikken bliver nævnt her er fordi det ikke er en viden som

den almene pædagog møder gennem seminariet. I pædagogfaget bruges den

hovedsaligt inden for specialområdet, men det er en relevant viden at have for

pædagoger i dagens Danmark, da de efterhånden har mange timer i indskolingen.