Danish University Colleges

Innovation med børn som udviklere

Erfaringsopsamling og evaluering

Andersen, Ulrich Storgaard

Publication date:2010

Document VersionPre-print: Det originale manuskript indsendt til udgiveren. Artiklen har endnu ikke gennemgået peer-review(fagfællebedømmelse) og redigering.

Link to publication

Citation for pulished version (APA):Andersen, U. S. (2010). Innovation med børn som udviklere: Erfaringsopsamling og evaluering.

General rightsCopyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright ownersand it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.

• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research. • You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal

Download policyIf you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediatelyand investigate your claim.

Download date: 16. Jun. 2020

Innovation med børn som udviklere

Erfaringsopsamling og evaluering

Jan Apollo, Pædagoguddannelsen i Odense og Ulrich Storgaard Andersen, Enheden for udvikling og viden – University College Lillebælt april 2010

2

Indhold

Konklusion ......................................................................................................................................................... 3

Erfaringer med GPS-spillet ................................................................................................................................ 5

Erfaringer med mangacafeen ............................................................................................................................ 8

Erfaringer med udarbejdelse af et svært flytbart legeredskab ....................................................................... 11

Erfaringer med kropslig udsmykning ............................................................................................................... 13

Erfaringer med formidling af viden fra projektet ............................................................................................ 15

Opfyldelse af projektets mål ........................................................................................................................... 17

Erfaringer med samarbejdet om projektet ..................................................................................................... 21

Evalueringens metode ..................................................................................................................................... 24

Bilag ................................................................................................................................................................. 25

3

Konklusion

Indledning

I 2007 arrangerede Odense Centralbibliotek sammen med blandt andet ”Ugebrevet mandag morgen” et

visionsseminar om koncepter for fremtidens børnebiblioteker. Tankerne fra seminaret resulterede i, at

biblioteket søgte Biblioteksstyrelsen om midler til et projekt, hvor målene handler om at afprøve:

Nye bibliotekarroller

Aktivt medborgerskab i børnehøjde

Nye arbejdsformer og rum hvor børn udvikler deres egne ideer

Nye partnerskaber

Odense Centralbibliotek aftalte i efteråret 2008, at Pædagoguddannelsen i Odense skulle stå for

projektledelsen og iværksættelsen af projektets aktiviteter. Bibliotekarer, undervisere og især studerende

fra uddannelsen har været drivkraften i alle aktiviteterne. Både biblioteket og uddannelsen var desuden

enige i, at et længerevarende samarbejde er ønskværdigt.

Projektet blev sat i gang i januar 2009 og afsluttet med et formidlingsarrangement i marts 2010. De fire

hovedaktiviteter blev udført i maj 2009. Evalueringen er foretaget af projektlederen i samarbejde med en

udviklingskonsulent fra UC Lillebælts ”Enhed for udvikling og viden”.

Resultater af projekter

Der er iværksat fire hovedaktiviteter. Børn fra skoler i Odense har deltaget. Studerende fra uddannelsen

har stået for afviklingen af de konkrete aktiviteter i samarbejde med bibliotekarer fra Odense

Centralbiblioteks Børn & Unge område og undervisere fra uddannelsen. Herunder opgøres de fire

aktiviteter med deres konkrete resultater:

GPS-spil. Børnene udviklede tre spilbaner, som kan lånes ud til andre børn

Mangacafe. Børnene indrettede et område af børnebiblioteket efter det såkaldte mangaunivers

Svært flytbart legeredskab. Børnene udarbejdede en prototype til et stort og svært flytbart

legeredskab. Odense Kommune ønsker desværre ikke at opføre legeredskabet

Kropslig udsmykning. Børnene afprøvede forskellige teknikker og producerede deres egen kropslige

udsmykning

Målopfyldelse

I praksis er de tre første overordnede mål blevet set som tæt sammenvævede. De voksne har opsat

rammer for aktiviteter, og indenfor dem har børnene udviklet deres egne ideer. På tværs af aktiviteterne

udtaler børnene, at de har haft en meget stor medindflydelse. Dette udgangspunkt for aktiviteterne har

automatisk betydet nye arbejdsmetoder og forandrede roller for bibliotekarerne.

Det har også været et mål at afprøve et tæt og længerevarende samarbejde mellem biblioteket og

uddannelsen. Bibliotekets medarbejdere ønsker at fortsætte samarbejdet. Der har været udfordringer

undervejs. Det er en vigtig erfaring fra projektet, at det kræver tid, resurser og god kommunikation, når to

store organisationer skal samarbejde. Samarbejdet i projektet har været en fælles læreproces.

4

Alle de fire overordnede målområder er blevet udviklet, så projektet har opnået sine mål. Der er forskel på,

hvor langt udviklingen er kommet på de forskellige områder. Der er især høstet erfaringer med aktiviteter,

hvor børn medinddrages eller får medindflydelse, så de kan udvikle deres egne ideer.

Endelig har det været et mål at afprøve at formidle projektet som en såkaldt masterclass. Det er i projektet

blevet forstået som en dialog mellem en ekstern resurseperson, lektor Herdis Toft fra Syddansk Universitet,

et panel af projektdeltagere og plenum, som kom fra hele landet. Formålet har været både at kvalificere og

formidle projektet. Deltagerne har evalueret formidlingsformen positivt, og hovedpointer fra

formidlingsarrangementet er sat ind i evalueringsrapporten, hvor de indholdsmæssigt hører til.

Anbefalinger til biblioteket og uddannelsens fortsatte samarbejde om aktiviteter for børn

Projektets deltagere har undervejs i forløbet fået ideer eller set muligheder, der kan forbedre projektets

aktiviteter. Forslagene opsamles her i en række anbefalinger, som kan benyttes, når Odense

Centralbibliotek og Pædagoguddannelsen i Odense fortsætter samarbejdet. Der er følgende anbefalinger:

Innovation. Både de deltagende børn og de voksne i projektet kan lære at arbejde innovativt.

Mange børn er i forvejen nysgerrige og afprøvende. Men der findes også en række værktøjer, som

kan få alle til at være innovative. Et eventuelt fremtidigt projekt om innovative aktiviteter for børn

kunne med fordel have en forberedende fase, hvor idemagerne tænker innovativt om de

kommende aktiviteter.

Samarbejde mellem biblioteket og uddannelsen. I eventuelle fælles aktiviteter for børn er der et

stort potentiale i, at der arbejdes tættere sammen i de forberedende faser. Her kan medarbejderne

lære hinanden at kende, få fælles forståelse af projektets mål, udvikle ideer, møde de studerende.

Fordelene er utallige, men det kræver resurser.

Medinddragelse. Der er opnået mange erfaringer med at inddrage børnene. Det fælles for

erfaringerne er, at børnenes ideer og ønsker er i centrum i projektets udførende fase. Men kan

børn ikke bidrage til de ideudviklende, planlæggende og evaluerende faser? Et fremtidigt fælles

projekt kunne forsøge at rykke de voksnes vanetænkning på dette område.

Studerende i projektarbejde. Alle parter roser de studerendes indsats i projektet. Det er tydeligt, at

de også fremover kan være hoveddrivkræft i aktiviteterne. Det kan være en udfordring at få

projektaktiviteter til at passe ind i de studerendes øvrige studieaktiviteter, og det må uddannelsen

forsøge at løse.

5

Erfaringer med GPS-spillet

GPS-spillet er en elektronisk skattejagt, hvor deltagerne bliver sendt rundt i lokalområdet for at løse en

opgave. 12 børn arbejdede på Odense Centralbibliotek i fem dage og udviklede tre spil. Teknikken drillede

undervejs, men det var børnene gode til at kapere. Spillene blev så gode, at biblioteket arbejder på at

udbyde lignende spil i samarbejde med kulturinstitutioner i Odense.

Kort fortalt er det grundideen i et GPS-spil, at man har en base med en computer og to – tre deltagere. De

har to – tre agenter ude i marken. Sammen løser de en række spørgsmål, som sender agenterne rundt til

poster i lokalområdet. Deltagerne ved computeren styrer agenterne via mobiltelefon. De kan se agenternes

bevægelser markeret i programmet Google Earth. Man konkurrerer med andre hold om at finde posterne.

En post er et GPS-punkt på tre gange tre meter. Når man har løst et spørgsmål fra en post bliver man sendt

videre til den næste post, hvor man sammen løser et spørgsmål mere. Spørgsmålet er knyttet til postens

placering. Spilplatformen udbydes af firmaet Djeeo, og den er stillet rådighed for Odense Centralbibliotek

af Odense Udviklingsforum.

Målet med aktiviteten var at give de deltagende børn et rum for at udvikle og skabe GPS-spil til andre børn.

Det er i tråd med projektets overordnede mål om at afprøve aktiviteter, som både slipper børnenes

innovative evner løs og samtidig giver dem medindflydelse på aktivitetens indhold. Der findes kun ganske få

GPS-spil, og de fokuserer på læring i skolen. Det er nyt, at biblioteker går ind i arbejdet med at udvikle den

slags spil.

Planlægning og praktisk udførelse

En gruppe på fem studerende fra Pædagoguddannelsen i Odense stod for aktiviteten, som et led i et af

deres fag. Deres opgave var at facilitere børnenes arbejdsproces på en måde, som understøttede deres

ideudvikling og medinddragelse. De studerende blev også sat ind i teknikken af en medarbejder fra DJEEO.

Projektlederen planlagde den praktiske side af aktiviteten med bibliotekets medarbejdere. Det drejede sig

om både om at afklare proces og roller i aktiviteten, men også mere logistiske forhold såsom reservation af

lokaler, bestilling af proviant og afslutningen af den sidste dag i forløbet. Projektlederen aftalte desuden

med Lilleskolen i Odense, at 12 elever fra 6. klasse kunne deltage i projektet. Eleverne bestemte selv, om de

ville være med.

6

Hovedparten af aktivitetens praktiske udførelse foregik på Odense Centralbiblioteks mødelokaler, hvor de

12 børn arbejdede hver formiddag i en uge. Forinden blev børnene inviteret ind på biblioteket for at få

præsenteret et af de få eksisterende GPS-spil.

I arbejdsugen blev børnene delt op i tre grupper, som udviklede hver sit spil. Den første dag gik med at lære

de voksne i aktiviteten at kende, få opgaven forklaret og arbejde med den tekniske side af GPS-spil. Den

næste dag gik børnene i gang med at udvikle plottet for hver af de tre spil. De hedder:

Anettes død

Specialteamet fra fremtiden

Rockbandet der spillede stumt

I de efterfølgende dage var børnene rundt i Odense for at finde ud af, hvor posterne i deres spil skulle

placeres. Den sidste dag blev den sidste hånd lagt på spillene, og der kom en journalist fra Fyns

Stiftstidende og interviewede børnene om projektet. Dette link viser hen til et filmklip fra aktiviteten: Se

Youtubevideo fra projektet .

Aktiviteterne i denne del af projektet blev understøttet af websitet www.innovationkids.dk. På

hjemmesiden kunne man få viden om projektet om. Der var en særlig blogg-funktion, hvor børnene fra

projektet fortalte andre børn om GPS-spillene.

Hvad virkede godt og mindre godt

Aktiviteten resulterede i, at der er blevet udviklet tre GPS-spil. De voksne havde på forhånd besluttet nogle

få ting som ramme for aktiviteten. For eksempel at det skulle være GPS-spil, og arbejdsprocessen skulle

være slut efter aktivitetsugen. Børnene fik i høj grad frie hænder til at udvikle spillene. Det virkede godt.

Børnene var både innovative og medbestemmende. Børnene gav udtryk for, at de var glade for at få meget

frie rammer. De oplevede, at de blev taget alvorligt. Nogen af børnene prøvede i starten rammerne af for at

finde ud af, om der var noget, der var for skørt. De fleste var fascinerede af, at andre børn bagefter ville

bruge deres spil. Et af børnene udtrykte det på denne måde:

”Er det så virkelig rigtigt? Kan andre børn så komme op og spille vores spil? Det er

supercool”.

Aktivitetsugen foregik på biblioteket og rundt i Odense. Det fungerede også godt. Børnene sagde, at det var

spændende at være på biblioteket, fordi de oplevede at være der på steder og på tidspunkter, hvor andre

ikke måtte komme. Børnene syntes især, det var spændende at komme ned i kælderen og se de mange

opmagasinerede bøger. Hernede oplevede de stemningen fra filmen ’Nat på museet’. En af de studerende

beskriver sin iagttagelse af børnene på denne måde:

”Børnene syntes, det var sjovt og cool at være i kælderen, inden det blev åbnet for andre –

det er kun noget, voksne får lov til.”

GPS-platformen angav den tekniske ramme, og den passede ikke altid børnene. Ifølge de studerende

oplevede børnene undervejs, at det var svært at få fleksibiliteten fra interaktive rollespil med. Teknikken

lagde op til skattejagt. Børnene kom med nogle forslag til forbedringer af teknikken, som blev leveret videre

7

til DJEEO. Projektet har til dels været testpilot på teknikken. Nogle af børnene blev påvirket af, at deres

ideer til rollespil ikke kunne lade sig gøre. Det påvirkede deres motivation.

Undervejs i aktivitetsugen var der problemer med teknikken bag GPS-spillet. Det var nødvendigt at

kontakte DJEEO, som i samarbejde med de studerende løste problemerne. De studerende vurderede i et

interview, at GPS-platformen har et stort potentiale, når teknikken virker. For eksempel en kæmpe

elektronisk gemmeleg i lokalområdet. Eller et spil hvor der er en vekselvirkning mellem spørgsmål, der

besvares rundt i byen, og spørgsmål som skal besvares på biblioteket.

Hjemmesiden innovationkids.dk kom ikke til at understøtte aktiviteten så godt som først antaget. Det var

bibliotekarernes oplevelse, at børnene var mere optagede af at udvikle deres innovationsprojekt end at

skrive om det. Desuden gav nogle af børnene udtryk for, at teknikken var svær at bruge. Men flere børn har

skrevet om projektet på hjemmesiden.

Endelig er det vigtig erfaring, at det kan være svært at få børn fra skolen til at være med i et projekt som

dette. Det ser ud til, at skolens hverdag i forvejen er fyldt op med mange aktiviteter. Det kræver derfor

meget velvilje fra lærerne og deres ledere at få passet projektdeltagelse ind.

8

Erfaringer med mangacafeen

Børnebiblioteket ville gerne have et område indrettet som en mangacafe. Opgaven blev overladt til 13 børn,

som gik til sagen med stor energi. Arbejdet foregik i bibliotekets åbningstid og skabte stor opmærksomhed.

Både voksne og andre børn gik over for at se: hvad foregår der her?

En cafe er et område af biblioteket, som er indrettet efter et bestemt tema. I denne aktivitet fik 13 elever

fra en 7. klasse fra Lilleskolen i Odense til at opgave at indrette et område af børnebiblioteket ud fra

mangatemaet. Det udspringer af et japansk tegneserieunivers. Det har de sidste 10 – 15 år udviklet sig til en

væsentlig bestanddel i ungdomskulturen med film, rolle, dukker og andet merchandise.

Det er en traditionel aktivitet for biblioteket at indrette cafeer, og manga er i forvejen en del af udlånet på

biblioteket. Det nye her var at lade en gruppe børn gøre det på den måde, som de kunne tænke sig det. Det

var børnenes ideer som skulle realiseres. Undervejs blev børnene indført i mangauniverset.

Planlægning og praktisk udførelse

To studerende fra Pædagoguddannelsen i Odense samarbejdede med to bibliotekarer om at planlægge og

gennemføre mangcafeen. De studerende kunne bruge en underviser fra uddannelsens danskfaglige gruppe

som resurseperson. Hele gruppen var som en del af forberedelsen sammen til et mangaarrangement i

Gentofte. Turen blev brugt til at lære hinanden at kende og begynde planlægningen af aktiviteten.

De studerende besøgte børnene på deres skole. De studerende forklarede, hvad aktiviteten gik ud på og

viste blandt andet en mangafilm som introduktion. Der var også praktiske forberedelser på biblioteket. Der

blev flyttet reoler og andet inventar for at give plads til mangacafeen. Der blev også indkøbt materiale og

lavet en aftale med en professionel mangategner - Jan Kjær - om at komme på besøg.

I aktivitetsugen arbejdede børnene hver dag fra kl. 8.30 til 12. Den første dag gik med at lære de voksne at

kende og især med at introducere børnene til manga. Nogle af dem kendte i forvejen godt til manga. De var

nærmest en del af kulturen. De fleste kendte det kun overfladisk. Den næste dag kom tegneren og gav

børnene et kursus på tre timer i at tegne mangafigurer. Bagefter øvede de sig selv. Det særlige ved at tegne

manga er, at man kopierer eksisterende figurer, så alle detaljer passer. Tegneren indførte på denne måde

børnene i en side af den japanske tegneserietradition og lærte dem blandt andet, at man i Japan ikke

tegner næser med på figurerne.

9

De næste to dage gik med at indrette et område af biblioteket, så det blev til en mangacafe. For eksempel

blev en computer beklædt med rødt plys og fik øjne i panden. Den femte dag i aktivtetsugen var der

fernisering på den nye cafe. Forældre og de andre elever fra børnenes klasse blev inviteret.

Se youtubevideo fra mangaværkstedet

Hvad virkede godt og mindre godt

Helt konkret resulterede aktiviteten i, at et område af biblioteket blev indrettet som en mangacafe. Den er

indrettet af børn til andre børn. Arbejdet med mangacafeen foregik i bibliotekets normale åbningstid. Den

metode virkede godt. Det tiltrak meget opmærksomhed, og det havde børnene ingen problemer med.

De voksne - de studerende, underviserne og bibliotekarerne - havde som en del af planlægningen truffet

nogle valg, som indsnævrede børnenes muligheder i udviklingen af cafeen. Det var bestemt, hvor cafeen

skulle være, hvilke materialer der skulle anvendes, og hvad man kunne gøre – og ikke gøre. De voksne

havde også på forhånd et billede af, hvordan en mangacafe kunne komme til at se ud. Undervejs i

aktivitetsugen oplevede de to studerende og underviseren, at de to bibliotekarer gerne ville hjælpe

børnene og komme med forslag. Bibliotekarerne fortalte, at de var nødt til at tage hensyn til den øvrige

indretning. De vurderede i øvrigt, at det i starten var nødvendigt at styre processen hen mod realistiske

mål. Det gav anledning til en spændende snak om, i hvilket omfang de voksne kunne træde et skridt tilbage

og give plads til børnenes egne ideer. I planlægningsfasen var det udfordring for alle de voksne ikke at

træffe for mange valg for børnene på forhånd. Der blev reflekteret over, at det er ok at slippe børnene løs.

Man faciliterer blot børnekulturen på en anden måde end normalt. Det var især de studerende, der var

fokuserede på at give børnene et frit spillerum.

På projektets formidlingsarrangement perspektiverede Herdis Toft fra Syddansk Universitet disse

udfordringer. Det skete ud fra begrebet territorialbevidsthed, som betyder, at dem, der bruger et rum i det

daglige, udvikler et ejerskab til rummet. Det gælder også for biblioteket. Man kan måle børnenes

territorialbevidsthed ved at undersøge, hvor meget de må gøre, forandre, præge eller efterlade i rummet.

Herdis Toft satte dette perspektiv på spidsen ved at starte en diskussion om, hvem der sætter

ordensreglerne på bibliotekerne. En deltager fra salen havde ofte oplevet, at de voksne, som kommer med

børn på biblioteket, sætter normer for, hvad børnene må – og ikke bibliotekarerne. Herdis Toft opfordrede

i denne situation til at opstille regler for, hvad man godt må på biblioteket. Man kan desuden inden besøg

fra skoler eller institutioner snakke med lærere eller pædagoger om, hvad man må i rummet.

Børnene virkede til at være meget begejstrede for aktiviteten. De arbejdede meget koncentreret. Gruppen

af børn bestod af 12 piger og en dreng. I den pædagogiske litteratur antages det normalt, at

mangauniverset især appellerer til børn, som har en indadvendt adfærd. Det vil sige, at det er børn som i

perioder godt kan lide at sidde for sig selv og fordybe sig i for eksempel at tegne eller falde hen i egne

tanker. Mangauniverset er normalt populært i den såkaldte emosubkultur. 1 Disse antagelser blev til dels

1 Emo står for emotional hardcore og er en musikalsk subgenre inden for punk, som kan beskrives som ’punk med

følelser’, i tekstskrivningen såvel som musik.

10

bekræftet. Gruppen af indeholdt børn, der klart var meget udadvendte i deres adfærd. Andre passede

tydeligt ind i billedet. Det var især dem, som i forvejen var meget involverede i mangauniverset.

11

Erfaringer med udarbejdelse af et svært flytbart legeredskab

En gruppe drenge fik til opgave at udvikle et stort og svært flytbart legeredskab. Ideen var, at det skal stå på

havnen i Odense. Det blev aftalt med Odense Kommune. Drengene arbejdede i en uge i Galschiøts værksted,

og de blev meget inspirerede af miljøet hos de voksne kunstnere. Resultatet blev en prototype til et

legeredskab.

Opgaven var klar for børnene: de skulle udvikle et svært flytbart legeredskab til andre børn, og det skulle

stå på Odense havn. Det gav meget frie hænder til børnene. Det var deres ideer, som blev realiseret.

Projektet gav mulighed for at børnene kunne arbejde på Galschiøts værksted. Opgaven kunne også have

været løst i pædagoguddannelsen lokaler. Men det travle kunstnermiljø hos Galschiøts blev valgt, da

børnene her kunne opleve at blive inddraget i en arbejdsplads for voksne. Aftalen med værkstedet indebar

også, at en kunstner skulle arbejde sammen med børnene.

Det er for så vidt ikke nyt, at biblioteker arrangerer værkstedsaktiviteter for børn. Det er prøvet mange

gange. Det nye er at give en gruppe børn frie hænder til at skabe et stort legeredskab – et helt nyt

legeunivers – for andre børn.

Planlægning og praktisk udførelse

Seks studerende fra pædagoguddannelsen i Odense og Skårup stod for denne aktivitet. En af

bibliotekarerne stod for kontakten til Søhus Skole. To klasser blev spurgt, om de havde lyst til at deltage i

denne aktivitet eller aktiviteten om kropslig udsmykning. Det var helt frivilligt. Seks drenge valgte at være

med til at lave legeredskabet.

De studerende fik en aftale med en kommunens arkitekter. Sammen så de inden aktivitetsugen på

forskellige steder på havnen, hvor legeredskabet kunne stå. De tog også ud til Galschiøts værksted for at få

et klart indtryk af rammerne og lave de sidste aftaler. Projektlederen besøgte børnene på deres skole for at

introducere dem til opgaverne.

Aktivitetsugen startede med, at børnene fik en rundvisning i det store værkstedsområde af kunstneren Jens

Galschiøt selv. Han viste dem nogle af hans egne teknikker – især støbning – og eksempler på egne

skulpturer. Her fik børnene en oplevelse af, at der er mange muligheder i kunst, og at kunst kan videregive

skarpe budskaber. Jens Galschiøt var meget interesseret i børnenes projekt og gjorde sit til at motivere

dem.

Efter rundvisningen tog børnene sammen med de studerende og en af bibliotekarerne ned til havnen. Det

gav børnene nogle klare billeder af mulighederne. Allerede denne dag udviklede børnene ideer til, hvordan

legeredskabet skulle se ud. Ideerne handlede om, at der både skulle være noget til små og store børn, at

det skulle ligne et skibsvrag, og at det ikke måtte være farligt. En af de studerende tegnede børnenes ideer.

Dagen efter arbejdede de videre med ideen, og kunstneren fra værkstedet viste dem, hvordan man kunne

lave en model i voks. De næste to dage arbejdede børnene med at bygge prototypen i træ og metal. Den

sidste dag blev der afholdt en fernisering, hvor legeredskabet blev vist frem.

12

Hvad virkede godt og mindre godt?

Det lykkedes børnene på en uge at få en ide til et stort legeredskab og producere en prototype. En

repræsentant fra Odense Kommune deltog i ferniseringen. Men hun var desværre meget kritisk overfor

resultatet. Hun havde forventet at legeredskabet ville være mindre. Det virkede naturligvis som spand kold

vand i hovedet på børnene. Situationen viser hvor let, der kan opstå vanskeligheder i en aktivitet med

mange samarbejdspartnere.

Aktiviteten gav heldigvis andre mere positive erfaringer. Børnenes innovative drivkraft blev sat i gang ved

besøget nede på havnen. Nogen af dem så et skib, som var halvt sunket. De kaldte på de andre, og ud fra

det skabte de faktisk ideen til legeredskabet. Drengene blev interviewet efter forløbet, og det viste sig, at

de i det hele taget var begejstrede. Det drejede sig blandt andet om, at det var spændende at bygge den

store model af legeredskabet. Drengene roste især, at de var blevet medinddraget. Der er her to temaer,

som går igen. Den ene er, at det var børnenes ideer, som der blev arbejdet med. En af dem sagde følgende:

”Det er noget helt andet end skole. Det er meget sjovere. Hvis vi får en ide, så bliver det til

noget.”

Det andet tema handler om den måde de voksne mødte børnene på. Her er det gennemgående, at

drengene oplevede at blive taget alvorligt. Det blev for eksempel sagt på denne måde: ”Rasmus og Kennard

[de to studerende] er seje. De behandler os ikke som børn”.

Det viste sig også, at det var en god ide at placere aktiviteten på Galschiøts værksted. Der blev stillet nogle

gode arbejdslokaler til rådighed. Her var god plads og mange muligheder. Det inspirerede desuden

børnene, at andre kunstnere og håndværkede arbejdede på livet løs i lokalerne lige ved siden af.

En af bibliotekarerne deltog i aktiviteten, og det virkede så godt, at børnene til sidst klappede af ham.

Bibliotekaren var både med til at spille fodbold i pauserne og i det konkrete arbejde i værkstedet. Her

stillede han sig til rådighed for børnene uden at forsøge at lede dem i en bestemt retning. For børnene var

det en ny og spændende bibliotekartype.

13

Erfaringer med kropslig udsmykning

En gruppe piger valgte at deltage i en aktivitet, hvor de kunne skabe deres egen kunst. Det foregik også på

Galschiøts værksted. Til slut præsenterede pigerne deres ringe, armbånd og grafisk bearbejdede billeder af

dem selv frem til ferniseringen.

Ideen med denne aktivitet var at give en gruppe børn mulighed for at designe deres egen kunst i et

inspirerende kunstnermiljø. Underviseren og de studerende arbejdede målrettet med at de studerende

skulle kunne lave et setup for børnene, der ikke var foreskrivende, men inspirerede til medindflydelse og

innovation.

Planlægning og praktisk udførelse

En del af planlægningen og den praktiske udførelse af denne aktivitet foregik i forbindelse med

planlægningen af aktiviteten med det svært flytbare legeredskab. Således kom de to grupper af børn fra

den samme skole. En af bibliotekarerne stod for kontakten til værkstedet og deltog efterfølgende i

aktivitetsugen.

I alt seks studerende fra Pædagoguddannelsen i Odense og Pædagoguddannelsen i Skårup stod for

aktiviteten. De kunne trække på en underviser, der selv arbejder som kunstner. De studerende besøgte

Søhusskolen, hvor de præsenterede sig selv og rammerne om projektet. De fik også mulighed for at lære

pigerne at kende og lytte til deres ideer og tanker om en uge med udvikling og leg med kropslig

udsmykning.

Børnene deltog den første dag i rundvisningen med Jens Galschiøt. Derefter viste en kunstner fra

værkstedet nogle forskellige teknikker og materialer, og så gik pigerne i gang med arbejdet. Alle lavede en

14

ring. Der var desuden mulighed for enten at knytte et armbånd af læder og sten eller lægge forskellige

former for grafik og andre typer billedbehandling ind over billeder af pigerne selv.

Den anden dag var der foredrag af en eksperimenterende billedkunstner, Gitte Bjørn, der i sit foredrag

lukkede pigerne ind i sit kreative univers. Der var konkrete eksempler på de tankerækker og inspirationer

der har udmøntet sig i hendes kunstværker. Gitte Bjørn arbejder med forskellige hovedsmykker bl.a.

hjelme. Foredraget inspirerede pigerne, og det påvirkede dem, at en voksen kunstner var så tæt på.

Undervejs i arbejdsprocessen havde pigerne både mulighed for at arbejde med nogle af deres egne ideer,

og samtidig prøvede de studerende og underviseren fra uddannelsen at udfordre deres forestillinger. Det

var nyt for pigerne at arbejde med billedmanipulation, og nogen af dem prøvede at skabe en corsage i

genbrugsblik. Den sidste dag viste børnene deres fabrikationer frem – igen sammen med gruppen som

havde arbejdet med det store legeredskab.

Hvad virkede godt og mindre godt?

Aktivitetsugen endte med, at børnene havde produceret forskellige smykker eller kunstgenstande. Pigerne

var oplagte og arbejdede godt hele ugen. De gik især meget op i at afholdelsen af ferniseringen. De klædte

sig pænt på, og var meget omhyggelige med dekorationen af lokalet. Denne delaktivitet virker godt som

afslutning på en proces, hvor børn har produceret noget, der har betydning for dem.

De voksne havde på forhånd bestemt, at pigerne skulle arbejde med ringe, armbånd og grafisk produktion.

Det gav dem et indsnævret spillerum, som bremsede udviklingen af nye ideer. Samtidig var pigerne meget

traditionelle i deres forestillinger om kropslig udsmykning – endda i en grad som overraskede de

studerende og underviseren fra uddannelsen. Pigerne blev interviewet efter aktiviteten. Flere havde

oplevet, at de havde stor medindflydelse. Hovedtendensen i svarene handler om begejstringen for at

arbejde i Galschiøts værksted. En af pigerne sagde for eksempel, at ”det er et vildt fedt sted”. En anden

sagde om kunstnerne, at ”det kunne være sjovt at have sådan et job”.

15

Erfaringer med formidling af viden fra projektet

Det har været en ambition i projektet at prøve at formidle erfaringer og resultater på en anden måde end

blot at skrive en rapport. Det er sket i en såkaldt masterclass, som blev afholdt i foråret 2010.

Arrangementet blev evalueret, og deltagerne var i høj grad positive.

En masterclass har i dette projekt handlet om at formidle viden, erfaringer med videre fra et projekt og

samtidig kvalificere disse erfaringer. Omdrejningspunktet i metoden er dialogen om en række centrale

temaer mellem projektdeltagerne, en resurseperson – typisk en forsker – og interesserede fra projektets

relevante professioner.

Masterclassen blev afholdt den 24. marts i Odense. Først beskrev projektlederen projektets aktiviteter og

resultater. Dernæst stillede resursepersonen, lektor Herdis Toft fra Syddansk Universitet, spørgsmål til et

panel af projektdeltagere og interessenter. Bagefter holdt Herdis Toft et perspektiverende oplæg. Både

undervejs og til slut var der plads til dialog med deltagerne fra salen. Panelet bestod af følgende personer:

Jytte Christensen (udviklingschef for Odense Centralbibliotek), Finn Wraae (områdeleder for Børn & Unge

på Odense Centralbibliotek), Jan Apollo (projektleder fra Pædagoguddannelsen i Odense), Anders Thiim

Hansen (studerende fra pædagoguddannelsen) og Jørgen Thorslund (prorektor for UC Lillebælt).

I dialogen blev projektresultaterne perspektiveret og analyseret af deltagerne. Derfor er de centrale pointer

fra masterclassen medtaget i den endelige version af evalueringsrapporten. Deltagerne indbydes altså i

denne formidlingsform til at reflektere videre over projektets centrale omdrejningspunkter. Det har været

antagelsen, at de tilstedeværende lærer mere, end hvis de blot læste en projektrapport.

Resultaterne af evalueringen

Der var 23, som svarede på evalueringen. Der var 43 tilmeldte deltagere, hvoraf seks fra Odense

Centralbibliotek og UC Lillebælt ikke deltog i evalueringen. Svarene fordeler sig således:

Det er formålet med arrangementet at formidle erfaringer fra projektet. Er det lykkes at beskrive projektets indhold og resultater? I meget høj grad I høj grad Hverken i høj eller

lav grad (midterkategori)

I lav grad Slet ikke Ved ikke

1 17

4 1 - -

Det er desuden målet, at deltagerne får ideer og konkrete tips, som kan bruges i egen praksis – altså at man lærer noget. Er det lykkes?

2 12

6 2 - -

Understøtter formen på arrangementet din læring? 2 12

6 2 1 -

Det ses, at svarene på alle tre spørgsmål er positive. Det har været muligt at kommentere spørgsmålene.

Det har især de mest positive og negative benyttet sig af. En deltager skriver om det indholdsmæssige, at

det har givet ”inspiration til fremtidig praksis”. En anden skriver, at ”især Herdis’ perspektivering var med til

16

at sætte spor for det videre arbejde”. Om formen skriver en tredje deltager, at den har været god, fordi den

var ”uformel” og ”ikke undervisende”. De negative kommentarer beklager, at formen ikke har en praktisk

side, hvor deltagerne kan gøre noget eller i højere grad opleve projektets resultater. Ifølge denne opfattelse

har masterclassen ikke adskilt sig fra en mere traditionel konference.

På baggrund af de positive svar kan det anbefales at anvende formen til formidling i andre projekter.

Projektlederens overvejelser om formen handler især om, hvilken balance der bør være mellem den

eksterne resurseperson, panelet og deltagerne fra salen: hvor meget tid skal de forskellige aktører fylde? På

baggrund af erfaringerne fra arrangementet er projektlederens vurdering, at resursepersonen skal fylde

meget – det ligger i konceptet – men der skal også være rum til panelet og deltagerne fra salen, da de skal

være med til at kvalificere analysen af projektets indhold.

17

Opfyldelse af projektets mål

Projektet har overordnet set opnået sine mål. Det gælder især for målet om at udvikle børnenes

medinddragelse i bibliotekets aktiviteter. Erfaringsopsamlingen viser også, at indenfor alle målene er der

rum for yderligere udvikling. Der er lagt op til, at det i et kommende projekt kan afprøves at opstille

processer, hvor børn kan være radikalt innovative.

Projektet har været styret af flere forskellige mål, som i det foregående er blevet nævnt i gennemgangen af

de fire aktiviteter. I det følgende analyseres opfyldelsen af målene mere systematisk. Projektets mål har

været at arbejde på følgende fire områder:

Nye arbejdsmetoder og indretninger/rum for aktiviteter

Aktiviteter hvor børnene udvikler egne ideer

Børnene medinddrages

Nye roller til bibliotekarerne

I praksis har målene været tænkt sammen i aktiviteterne. Det har især haft betydning, at målene, om at

børnene udvikler deres egne ideer, og at børnene medinddrages, er blevet set som tæt forbundne.

Grundideen har været, at de voksne sætter en ramme for aktiviteten, og indenfor den ramme får børnene

så frit spil som muligt: Indenfor rammen slippes børnenes innovation løs. Afprøvningen af nye

bibliotekarroller og nye arbejdsmetoder blev i planlægningen af aktiviteterne afledt af grundideen. Det

kræver netop nye metoder, og det forandrer de voksnes roller, når børnene slippes løs indenfor en ramme.

Medinddragelse

Det er i høj grad lykkedes, at medinddrage børnene. På tværs af aktiviteterne giver børnene klart udtryk

for, at de har oplevet at have indflydelse. Det afgørende for graden af børnenes indflydelse har været, hvor

meget de voksne på forhånd har planlagt. Erfaringerne fra de forskellige aktiviteter viser, at børnenes

spillerum har været størst i GPS-spillet og i det svært flytbare legeredskab.

Der er stadig rum for udvikling af børnenes medinddragelse. Således forklarede en af bibliotekarerne, at

det kunne være spændende at prøve at inddrage børnene i aktiviteternes planlægningsprocesser. Meget

tyder på, at det giver mening at tale om forskellige grader af medinddragelse af børn. Nedenstående model

viser mulige steder i projektforløbet, hvor børnene kunne få indflydelse:

Børns indflydelse i projektets proces

Inspireret af Roger A. Harts begreb om ”The ladder of participation” i ”Childrens participation”, Innocenti Essays . No. 4

Udviklings-

seminar

Projekt-

ansøgning

Aktiviteter

udvikles

Planlægning Praktisk

udførelse

Evaluering

Her fik børnene især

indflydelse Kunne børnene få indflydelse her? Kunne indflydelsen forøges

her?

18

Pointen i modellen er, at børnenes medinddragelse stiger, når man rykker fra udførelsesfasen og over i

faserne til venstre og til højre. I projektet fik børnene især medindflydelse på den praktiske udførelse. Men

kunne de have været mere inddraget i de andre projektfaser? Det prøvede de studerende, når de mødte

børnene inden selv aktivitetsugen. Her havde børnene mulighed for at påvirke, hvad der skulle foregå.

Et synspunkt kunne være, at børnene ikke er i stand til at være med andre faser end gennemførelse. Det

kunne komme an på en prøve i eventuelle kommende projekter. Det kunne også tænkes, at graden af

børnenes medinddragelse afhænger af, hvad de voksne kan rumme eller overskue.

På projektets formidlingsarrangement blev børnenes medinddragelse perspektiveret. Vinkelen i denne

diskussion var koblingen mellem begrebet medinddragelse og så biblioteksrapportens2 centrale budskab

om at øge brugerinddragelsen.

Herdis Toft fra Syddansk Universitet spurgte paneldeltagerne om, hvem bibliotekets brugere er? Finn

Wraae, leder af børneafdelingen på Odense Centralbibliotek, (TJEK) sagde, at projektet i høj grad har

handlet om at sætte rammer for børnene som brugere. Han så gerne, at børnene havde været inddraget i

projektets tidligste faser, men det ville kræve en længere proces.

Herdis Toft spurgte videre, om de professionelle – altså bibliotekarerne – ikke også er brugere? Jørgen

Thorslund, prorektor for UC Lillebælt, svarede, at børnebibliotekarerne er der for børnene og deres

forældre, som dermed er brugere. En deltager fra salen sagde, at brugerinddragelse er afgivelse af magt, og

denne interaktion er vigtig for at udvikle bibliotekerne.

Børnene udvikler egne ideer

Børnenes udsagn viser, at de som noget nyt oplevede, at deres ideer var i centrum. Blandt projektets

voksne er der på den ene side bred enighed om, at børnenes ideer klart har været betydningsfulde. En

medarbejder fra biblioteket udtrykker det således:

”Børnene har været meget innovative. Tag nu det halvt sunkne skib. Det havde vi jo ikke

tænkt, hvis vi skulle lave en legeplads.”

På den anden side er der også enighed om, at der på dette område er mulighed for at komme videre. En af

de voksne peger på, at der kunne have været fokus på, hvordan man opstiller innovative processer for

børn. Bibliotekets udviklingschef efterlyser mere radikal innovation. Hun forklarer det på denne måde:

”Hvad nu hvis vi … kastede os ud på åbent vand og udvidede rammen for det velkendte? I

projektet er vi kommet et eller to skridt videre. Vi kunne lade børnene møde nogle vanvittige

udviklere. Hvordan opdager de? Hvordan arbejder de med noget, de ikke ved hvordan

ender?”

Projektet har på dette område holdt sig indenfor ’zonen for nærmeste udvikling’. Det skal forstås på den

måde, at der er blevet afprøvet nye ideer indenfor de muligheder og rammer, de voksne umiddelbart har

kunnet se. Men grænserne for, hvad der kan lade sig gøre, er kun i mindre grad blevet afprøvet.3

2 Fremtidens biblioteksbetjening af børn. Biblioteksstyrelsen 2008.

19

Nye roller til bibliotekarerne

Det har været et fokuspunkt i projektet, om aktiviteterne vil give anledning til, at bibliotekarerne ville få nye

såkaldte connectorroller. Børnebibliotekarerne udfører deres connectorrolle, når de arrangerer diverse

arrangementer, hvor en resurseperson – en forfatter, en kunstner, en gøgler mv. – udfører aktiviteter med

en gruppe børn.

Ifølge bibliotekarerne har projektet ikke givet anledning til nye roller. De mener, at planlægningen og

afviklingen af aktiviteterne minder om den connectorfunktion, de plejer at varetage.

De fire aktiviteter har været bygget op ud fra ideen om at sætte nogle rammer og derefter give børnene frit

spil. I den metode kan de voksne forvalte deres rolle på forskellige måder. Medarbejderne og de

studerende fra uddannelsen har oplevet, at bibliotekarerne har ageret på tre delvist forskellige måder:

Bibliotekaren overlader aktiviteten helt til de studerende

Bibliotekaren vil gerne ind i aktivitetens proces og samarbejde med børnene om ideer, metoder og

resultater

Bibliotekaren er til stede i processen og står til rådighed, når børnene ønsker det

I hvilken grad er projektets mål nået?

Samlet er projektets mål opfyldt. De ovennævnte fire målområder er blevet udviklet. Men der er klart

forskel på hvor meget projektet har betydet for udviklingen af områderne. Der er i meget høj grad arbejdet

med børnenes medinddragelse – måske endda også mere end det oprindeligt var intentionen. Samtidig

viser erfaringsopsamlingen, at der er muligheder for at arbejde videre med at opstille processer, hvor børn

er eller lærer at være radikalt innovative. Disse processer vil sandsynlighed bevirke nye arbejdsmetoder og

roller for bibliotekarerne – på samme som medinddragelsesperspektivet i dette projekt har afstedkommet

nye metoder og roller.

Herdis Toft fra Syddansk Universitet perspektiverede projektets mål på projektets formidlingsarrangement.

Den overordnede kobling gik på, hvad meningen er med at udvikle børn og unges brug af biblioteker. Hun

forklarede, at pædagoger typisk interesserer sig for børnene som ’beings’. Det vil sige relationer her og nu.

Hvorimod lærere og skolebibliotekarer groft sagt fokuserer på børnene som ’becomings’, altså børnenes

dannelse. Udfordringen for børnebiblioteker er så at placere sig i forhold til de to begreber. Hun anbefalede

et dobbeltperspektiv:

”Biblioteket skal have et dobbeltsyn på børnene. De træder ind ad døren som beings i deres eget væsen med

de interesser og lyster, de har, og der skal de mødes. Men de træder også ind ad døren som becomings. De

kan påtage sig voksenrollen. De har også et billede af sig selv voksne, og de kan lide at blive behandlet som

voksne. Det er jeres – og også skolens og pædagogverdenens – udfordring.”

Herdis Toft fortsatte analysen ved at skelne mellem kultur for, med og af børn og unge, som drejer sig om

biblioteket som henholdsvis vækkelsessted, værksted og værested. Det første perspektiv er bibliotekets

3 Tolkningen er her inspireret af Lev Vygotski’s begreb om zonen for nærmeste udvikling og Jerome Bruners

scafoldingbegreb (stilladsering). Begreberne fokuserer på, hvad en person kan lære selv, og hvad personen kan lære med assistance.

20

traditionelle funktion. Det andet perspektiv har været projektets fokus. Det sidste perspektiv handler om

biblioteket som eventuel fremtidig ramme for børns legekultur eller unges festkultur.

21

Erfaringer med samarbejdet om projektet

For Odense Centralbibliotek har det også været et mål med projektet at afprøve et tæt og længerevarende

samarbejde med en ekstern strategisk partner. Begge parter ønsker at fortsætte samarbejdet, men der har

også været udfordringer undervejs. Det anbefales, at både biblioteket og uddannelsen ser projektet som et

lærerigt skridt på vejen til langvarigt og tæt samarbejde.

Odense Centralbibliotek er ejer af projektet, og Pædagoguddannelsen i Odense blev af bibliotekets

udviklingschef indkøbt til at iværksætte projektaktiviteterne og stå for projektledelsen. Der er seks

bibliotekarer i bibliotekets børneafdeling. De har alle været involveret. Det har drejet sig om udviklingen og

gennemførelsen af aktiviteterne. Der er en styregruppe, som har diskuteret projektets overordnede

udvikling. Samarbejdet har været meget lærerigt for både biblioteket og uddannelsen.

De konkrete aktiviteter er blevet udført af studerende fra uddannelsen i Odense og Pædagoguddannelsen i

Skårup. Arbejdet med aktiviteterne blev lagt ind i deres eksisterende fag. De fik supplerende pædagogiske

foredrag om unge, for eksempel problemstillinger om køn og identitet. Undervisere fra uddannelsen har

stået for at sætte de studerende ind i opgaverne. De har efterfølgende fungeret som resursepersoner, der

kunne spørges til råds.

Børnebiblioteket står normalt selv for at arrangere aktiviteter for børn. Der laves aftaler med en leverandør

af aktiviteter – en kunstner, en forfatter eller anden resurseperson – og afdelingens medarbejdere

koordinerer aktiviteterne selv. Bibliotekarerne opfatter dette arbejde som den praktiske side af bibliotekets

overordnede mission om at være en connector. Børnebibliotekets medarbejde forklarede i interviewene, at

iværksættelsen af aktiviteter normalt foregik på denne måde, og sådan ville man have løst opgaven, hvis

afdelingen selv skulle stå for projektet. Det ny i organiseringen af projektet har været, at flere connector-

aktiviteter er blevet set, planlagt og udført som en helhed med fælles mål, og at der har været en ekstern

projektleder. Der har været et nært og længerevarende samarbejde mellem biblioteket og en leverandør af

aktiviteter for børn.

Udviklingschefen forklarede i et interview, at der er to hovedforklaringer på valget af organiseringen. Den

ene er en strategisk betragtning om, at biblioteket er nødt til at samarbejde med eksterne for at kunne

udføre sin overordnede mission om at fungere som connector. Den anden forklaring er, at pædagoger har

kompetencer til at arbejde med børn, som kan understøtte den konkrete udførelse af aktiviteterne for

børnene. Pædagoguddannelsen deltager i mange projekter med uddannelsens meget brede

professionsfelt. Ifølge projektlederen har det været afgørende, at de studerende kunne spille en central

rolle. I et længere perspektiv ønsker man at gøre de studerende mere udviklingsorienterede ved at de

deltager i projekter.

Bibliotekets medarbejdere er på mange måder tilfredse med projektets resultater. Men ifølge

udviklingschefen har bibliotekarerne oplevet, at det var generende ikke at have kontrollen over projektet.

Bibliotekarerne siger selv, at de har oplevet, at for meget af planlægningen har været på uddannelsens

præmisser. For eksempel er aktiviteter blevet placeret der, hvor det har passet ind i de studerendes øvrige

studier.

22

Omvendt fortæller projektlederen, at han og de studerende havde forventet, at bibliotekarerne i højere

grad havde involveret sig i aktiviteterne med børnene. Det hører med til billedet af samarbejdet, at

indholdet af aktiviteterne har været komplekse. Det har presset samarbejdet. For eksempel har aktiviteten

med det svært flytbare legeredskab involveret flere parter end børnebiblioteket og en kunstner.

Aktivitetens succes var desuden afhængig af, at uddannelsen med flere undervisere og studerende og

Odense Kommune gjorde det rigtige på de rigtige tidspunkter.

I løbet af projektets formidlingsarrangement blev samarbejdet perspektiveret. Herdis Toft fra Syddansk

Universitet forklarede, at i projektet har forskellige kulturer for kulturformidling mødtes. Det er

bibliotekarerne, pædagogerne og skolelærerne (hvis elever deltog), der har henholdsvis et

dannelseskulturelt, legekulturelt og uddannelseskulturelt perspektiv. Når man vurderer projektet afhænger

det til dels af øjnene, der ser. Opstod der altid sød musik, når faglighederne mødte hinanden?

Finn Wraae, områdeleder for Børn & Unge, sagde, at de studerende fra pædagoguddannelsen var specielt

gode til at skabe kontakt eller relationer til børnene, og det kunne bibliotekarer måske lære af. En deltager

fra salen fortsatte ved at sige, at de skal turde at lære at arbejde med børn, selvom det er udfordrende.

Jørgen Thorslund, prorektor for UC Lillebælt, så bibliotekarerne og pædagogernes roller som

komplementære. Jytte Christensen, udviklingschef på Odense Centralbibliotek, sagde, at bibliotekarerne

ikke skal være pædagoger. Det er bibliotekarens rolle at være connector. Hun forklarede rollen på denne

måde:

”Hvem skal binde ting, tanker, følelser, kultur sammen på nye måder? Det er vores opgave.

Så mere en redaktør, en iscenesætter for børns liv, så vi oplever, at vi ikke kan få nok af gode

ting ind i børns hoveder, og det sker på en god måde…”

Herdis Toft afsluttede denne diskussion ved at anbefale de voksne at lade sig udfordre på to måder. Den

ene er ved at opstille situationer, hvor man ikke ved, hvordan det ender. Den handler om at prøve at bytte

roller rundt: for eksempel at bibliotekaren er pædagog eller at børnene er de voksne. Det kan skabe såkaldt

radikal innovation.

Det er en vigtig erfaring fra projektet, at der bagved de konkrete aktiviteter har været en praktisk øvelse i at

få to store organisationer til at samarbejde. Den øvelse kan med stor fordel betragtes som en læreproces

for begge parter, der kræver tid, resurser, opbygning af kommunikation, overbærenhed mv. Det anbefales,

at børnebiblioteket finder sine strategiske samarbejdspartnere og investerer de nødvendige kræfter i at

opbygge velfungerende samarbejdsrelationer. I den proces kan biblioteket overveje sin grundopfattelse af

partnerne. I projektet har uddannelsen set sig som mere end en leverandør af resursepersoner, for

billedkunstlærere, sløjdlærere eller dansklærere. Uddannelsens medarbejdere har set sig som med-

connectorer og ikke ’contractorer’.

Bibliotekets medarbejde vil gerne fortsætte samarbejdet med pædagoguddannelsen. Udviklingschefen

peger på, at pædagoger har vigtige kompetencer, som bibliotekarer kan lære noget af. Det er især

pædagogiske kompetencer til at opstille forskellige aktiviteter med brugerne, hvor aktiviteterne har

bestemte mål. Hun mener desuden, at pædagoger – og mange andre professioner såsom lærere og

socialrådgivere - ved for lidt om kultur. For eksempel var det bibliotekarerne som i mangacafeen

introducerede de studerende og underviseren fra uddannelsen til mangauniverset. Bibliotekarerne lægger

23

vægt på, at samarbejdet i et projekts forberedende faser fremover skal bliver bedre. De roser de

studerende. De er dygtige til at arbejde med børnene. De studerende har også noget andet, som en

generation af bibliotekarer ikke længere har. Det blev med et smil på læben forklaret på denne måde:

”Vi er nået en alder, hvor det kan være svært at sætte sig op til at være professor

Dumbledore. De studerende kommer med en gejst. Jeg kan spille fodbold, men jeg lærer

aldrig at rappe.”

De studerende og medarbejdere fra uddannelsen kan også se perspektivet i at samarbejde med

børnebibliotekarer. Gruppen fra Manga-cafeen fortæller, at det var spændende at samarbejde, og der i

aktiviteten ”opstod et fællesskab mellem børn, pædagoger og bibliotekarer”.

24

Evalueringens metode

Denne evaluering er formet som en opsamling af projektets erfaringer. Det hænger sammen med

evalueringens opdrag. Her hedder det, at det er ”målet med evalueringen at få analyseret, kvalificeret og

formidlet erfaringerne ...”. Derfor der i evalueringen fokus på at opsamle og perspektivere de erfaringer,

som andre kan bruge, hvis de selv vil iværksætte nogle projektets aktiviteter. Der er desuden referencer til

teoretisk litteratur. Evalueringen indeholder også en vurdering af projektets målopfyldelse – altså et mere

traditionelt evalueringsperspektiv.

Evalueringen er foretaget af projektlederen og en udviklingskonsulent fra UC Lillebælts udviklingsenhed,

U&V. Der er især indsamlet data ved hjælp af kvalitative interviews. Projektlederen har interviewet

studerende, undervisere fra uddannelsen og børn fra aktiviteterne. Konsulenten har interviewet

medarbejderne fra Odense Centralbibliotek.

I mange evalueringer – det gælder også denne – er respondenterne mest interesserede i at tale om det,

som ikke har virket optimalt. Det passer ikke sammen med evalueringens perspektiv om at opsamle og

formidle de gode erfaringer. Derfor har der i interviewene været lagt stor vægt på at finde ud af, hvad der

har virket – det der ikke har virket kommer af sig selv – og holde respondenterne fast på dette perspektiv.

Denne tilgang henter sine grundideer og teknikker fra faciliteringsmetoder såsom Edward de Bonos seks

tænkehatte og appreciative inquiry.

25

Bilag

Projektets bidragydere:

Djeeo

Forskningens døgn

Galschiøts værksted

Tegneren Jan Kjær

Lilleskolen i Odense

Odense Centralbibliotek

Odense Kommune

Odense Udviklingsforum

Pædagoguddannelsen i Odense – University College Lillebælt

Robotfestival 2009

Søhusskolen