Juni 1991

Danske daginstitutioner efter 1945 -Erindringsbilleder

Danske daginstitutioner efter 1945

Erindringsbilleder

Danske daginstitutioner efter 1945

Erindringsbilleder

Redigeret af

Erik Stærfeldt Karsten TI..Lft

BUKS NR. 20 1991: Danske daginstitutioner efter 1945 -

Erlndrbmgsb�eder © 199 1 by forfatterne og Bøme- og UngdomsKulturSammenslutningen Sats og txyk: AKA-Print ISSN: 0108-8963.

Tidsskriftet udgives med støtte fra: Statens Humanistiske Forskningsråd Undervisningsministeriets andel af Tipsmidlerne Aarhus Universitets Forskningsfond

Mekanisk, fotografisk eller anden mangfoldiggørelse af dette tidsskrift er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Distribution: Bøme- og UngdomsKulturSammenslutningen Aarhus Universitet, Bygning 325, Lokale 332 Ndr. Ringgade, DK-8000 Århus C. nr. 86 13 67 1 1 (lokal 574) .

Indhold

Forord ................................................................................................... 7

Ove Kiih.nel {red.): At finde ind til det gode i barnet - Interview med Margrethe Christiansen til DR, 1947 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

Gudrun Johnsen: .Ve' du klippe en stjeme til mig?« - Uddrag fra bogen, 1988; s. 8- 16 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 1

Lisbeth Saugmann: To Bømehaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1 7

Erik Stærfeldt og Karsten Tuft {red.): Portræt af en vuggestue, 1968 - Interview med Kirsten Juul og Elsebet Herborg Krogh . . . . . . . . . . . . 3 1

Erik Stærfeldt {red.): Integrerede institutioner - en nyhed - Interview med Inga Hågensen, forhenværende leder på

den integrerede institution ø Silkeborgvej 342« . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

Finn Kaels: Pædagogik anno 1 973 - et tidsbillede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

Hanne Henrlques, Jørgen Land Hansen og Erik Teglbjærg: Fritidshjemmet betragtes som fælles ejendom - Fritidshjemmet Baunegården i Albertslund

beskrevet af tre forældre 1987 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73

Birte &Jyødt: Børn spilder ikke tiden med at vente! - Udviklingen i en bømehave i perioden 1980-90 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 1

Efterskrift ........................................................................................... 99

Forord

Det er så sandt, som det er sagt. Om det er videnskab? Ja, det er det. Ellers noget? Jo, det er også spændende. De kunne fortæUe. De var ikke så lette atfå igang. Men de var slet ikke tU at stoppe. Hver deta.Ye fødte nye deta.Yer. Hvert bUlede fødte nye bUleder. Som sluser, der blev åbnet. FortæUeglæde. Det var nu godt med moderne teknik - båndoptagere og sådan noget. Så man kanfå slukket. FortæUeglæde - det var det, det var. Puha, hvor dejligt. . . Kan du huske dengang . . . ?

Med dette nummer af BUKS vil vi invitere læserne med på en vandring tilbage i den del af Danmarks-historien, som tegnes af livet i danske daginstitutioner efter 1945.

God historieforskning indsamler viden på flere forskellige niveauer. Et niveau er: Det oplevede hverdagsliv. Vi har ønsket beskrivelser (description) - tætte, detaljerige og sammenhængende beskrivelser af hverdagen. Som kilder har vi valgt nogle af de deltagende - pædagoger og forældre.

Vi har ikke sikret os på forhånd. Vi kan ikke garantere, at billederne er repræsentative. Vi kan ikke garantere, at billederne er tidstypiske. Men vi kan garantere, at de kredser omkring det tidstypiske. Udt over, lidt under, lidt foran, lidt bagved, lidt ved siden af - men alligevel i nærheden af tidsånden. Som en del af tidsånden. Vi er også overbeviste om, at erindringsbillederne vil give en del læsere lyst til at vide mere. Og vi håber, at andre læsere bliver tændte og får lyst til at fortælle med.

Metoden er biografisk, idet erindringens form og indhold i sit væsen er personlig. I første omgang er den gyldig på det subjektive niveau. Erindringsbillederne skal altså ikke ses i modsætning til, men gerne som en udfordring til sociologiske, ideologiske eller andre former for

7

teoretisk-historisk viden. Hverdagsbillederne er en slags grundmate­riale - en slags supplement - som den hæderlige teoretiker hele tiden må friske op, lade sig inspirere af og eventuelt bruge som grundlag for korrektion af sine teorier. Billeder af hverdagslivet er nødvendige for at opbygge en omfattende og solid historisk forståelse af en periode og dens udviklingstendenser. Vi har prøvet at komme om bagved og nedenunder det sociologiske og ideologi-historiske - vel vidende, at materialet ikke er værdifrit. For en stund har vi prøvet at holde lidt igen på vurderinger­ne - at indtage en lidt mere tilbagetrukket position. I stedet har vi lagt energi i at lytte, indsamle og redigere. Redigering er nødvendig, da der ofte er afstand mellem, hvad mennesker siger, og hvad de mener. Vi lader budskabet være fortællerens.

Erindringer er en del af folkloren, og i folklore-begrebet ligger en indbygget invitation til at fortælle med - fortælle mere eller variere. Folke-minde, at mindes, at huske, at fastholde historien og sine rødder.

Vi tror på, at detaljerne er væsentlige - at de er uundværlige - når det drejer sig om en formidling af historiebilleder. De sansede detaljer udløser ofte læserens »syn«, så man ser det for sig, så stoffet bliver levende, så man fornemmer, hvordan det også var dengang, da . . .

Dette nummer af BUKS er ikke reduceret. Det er ikke •tygget mad«. Det kræver en indsats af læseren. Til gengæld er der herlige oplevelser i vente for den, der gider. God fornøjelse og venlig hilsen.

Erik Stærjeld.t - lærer ved Jydsk Fritidspædagog-Seminarl.um, Risskov. Tif. 8621 0166.

Karsten Tuft- lærer ved Jydsk Fritidspædagog-Seminarium og Jydsk Børnehave-Seminarium, Risskov. Tif. 8621 0166 og 8621 2255.

8

At finde ind til det gode i barnet - Interview med Margrethe Christiansen til DR, 194 7

Af Ove Kilhnel (red.)

Et af de særprægede fag, man kan læse tU iArhus, er tU børnehavelærer­inde, og det foregår på Jydsk Børnehave-Seminari.um, hvor vi har aflagt et lynbesøg, og forstanderinden er frk. Margrethe Christiansen:

•Men selvom De er kommet herud, så anfægter detjo ikke Deres søde unger; frk. Christiansen?•

Nej, det rører ikke børnene, her er altid liv og glade dage.

»Ja, hvad er princippet i børnehaveseminariet?•

Ja, det er egentlig dette, at bagved legen, der ligger alvoren, fordi dette at opdrage børnene, det foregår jo i de første syvår-mest igennem legen. Hele barnets karakter, dets evne til at omgåes andre og samarbejdsevne udvikles i disse syv år, og derfor ligger der også en herlig opgave for de unge, som kan tænke sig at sætte alle deres evner og kræfter ind på at være med til at bygge op. Der er forfærdelig meget, der skal læres, når man skal være børnehavelærerinde. Man skallæse psykologi og pæda­gogik, og man skal lære sløjd og mange praktiske ting, men det er alligevel ikke nok, for først og fremmest skal eleverne gerne igennem uddannelsen modnes til, at det ikke er de materielle ting, der er det første. Det, det drejer sig om, er at finde ind til det gode i barnet og se, hvor dets udviklingsmuligheder ligger. Det er selvfølgelig ikke noget, vi går og underviser i i børnehaven; det er noget, der ligger ganske indirekte i hele ånden, der hviler over børnehaven. Men det, det drejer sig om, er, hvordan vi voksne er, hvilken indstilling vi har til børnene, den tone, der skabes. Enten så må vi formå at elske børnene så meget, at vi gennem kærlig myndighed når frem til at lære børnene selvopdragelse, eller også så bliver det blot til kold justits, der ganske ubarmhjertigt udvisker al godhed og alt, hvad der er af Gud i barnet.

Det er den kamp, der står i verden i øjeblikket, og den kamp - den kæmpes også i hjemmet og i børnehaven, og dertil er det, at vi kalder på al vågen, dansk ungdom til at tage den dejlige gerning med børnene op.

Margrethe Christiansen - seminarieforstander ved Jydsk Børnehave­Seminarium 1933-56.

9

,,Ve' du klippe en stjerne til mig?« - Uddrag fra bogen, 1988; s. 8-16

Af Gudrun Johnsen

For 31 år siden skrev jeg dette stykke:

»Børnehave«, hvad forstaas ved »Børnehave«. - Børnehaven er i Dag en levende Faktor, man ikke kan komme udenom. Børnehaven er det Sted, den Institution, det Hjem, eller hvad man nu kalder det, hvortil Mødre, der er optaget af Arbejde udenfor Hjemmet, kommer med deres Børn for at få dem passet. -Tidligere blev de passet i Hjemmet. Det var en naturlig og given Sag, at man levede trygt der fra Vugge til Grav, og Hjemmenes Form bød Børnene rige Lege- og Beskæftigelsesmuligheder.

Samfundets Udvikling har taget en Mængde Goder fra Børnene, som de bør have Erstatning for. Familier splittes. Byboliger er smaa og ofte upraktisk indrettet, saa de byder daarlig Mulighed for at tilfredsstille Familiemedlemmernes forskellige Behov. Kvinderne er ofte overbelaste­de med dobbelt Arbejde. Den almene usikre økonomiske Situation medfører et Nervepres paa os. Menneskeligt går det ud over alle, men mest skæbnesvangert bliver det sikkert for Børnene. Hjemmene har Krav paa at blive hjulpet, og det maa vel siges, at det er et Fremskridt, at næsten ingen Mødre nu behøver at gå forgæves, naar de kommer og banker paa Børnehavens Dør.

Af hvilke Grunde sendes Børnene nu i Børnehaven. Ja, der er flere forskellige. For de fleste Børns Vedkommende er Grunden den, at begge Forældre har Udearbejde. I næsten alle Tilfælde har Moderen Erhverv, fordi det er en Nødvendighed for Hjemmet. Men, som man har hørt flere Kvinder udtale: »en Nødvendighed for Kvinden selv!« - Dernæst kommer Børn af enlige Mødre, der er nødt til at have Arbejde. - Saa har man Enebørn, der trænger til Kontakt med Jævnaldrende. - Daarlige Bolig­forhold kan ogsaa være Grunden.

Og endelig kommer der Børn af andre forskellige Grunde - saasom den, at Moderen ikke tør sende Barnet i Gaarden, hvor store Drenge har en daarlig Indflydelse, Sygdom i Hjemmet og lign.

Under de givne Samfundsforhold er det nødvendigt at ty til den Udvej at anbringe Børnene udenfor hjemmet i Børnehave. Men hvem har da faaet Tanken eller Ideen til Børnehave?

Blandt flere store Pædagoger, der stærkest har taget sig af Barnets Sag, kan nævnes Tyskeren Friedrich Frøbel, der er blevet kaldt Børne-

1 1

havens Grundlægger. Frøbel blev født i 1 782 og døde i 1 852. Rundt om i den civiliserede Verden har Frøbels Tanker vundet Indpas og sat deres Præg paa Børneopdragelsen. Det var Frøbel, der sagde, at Førskole­alderen var den mest forsømte Alder, hvad Opdragelse angik- og som han siger »den vigtigste Alder, fordi Børn i den Alder er som Leret-man kan forme det som man vil!«

Uden Medvirken af Kvinderne var nu Opdragelsen af det lille Barn utænkelig for FrøbeL »Kvindeliv og Barnepleje maa igen forenes, et kvindeligt Sind og et klogt Syn paa Barnet maa igen blive eet, thi paa den guddommelige Klarhed, Dybde og den Fylde som paa Kvindens Virk­somhed som Barneplejerske beror hele den opvoksende Menneskeheds Vel. Alle Mødre skulle undervises i, hvorledes deres smaa Børn skal beskæftiges, og hvis en Moder savnes, eller hun ikke er i Stand dertil, burde Søstre eller Børnehaveleder træde til«.

Frøbel siger et Sted: »Opdragerens Maal er at føre Mennesket til Erkendelse af og Arbejde med sig selv: At opdrage Mennesket vil sige tidligt at lade det høre Guds Stemme i sig og ved Midler, Udveje og Kræfter at sætte det i Stand til at leve i Overensstemmelse med den«.­I 1820 grundlagde Frøbel Børnehaven. - Det fortælles, at mens Frøbel gik og tænkte paa, hvad han skulle kalde det Sted, hvor Opdragelsen af de smaa skulle foregaa, en Dag (samme Aar) vandrede med en af sine Venner fra Keilhau til Blankenburg og op i Steigers Højder, hvor de saa den solbeskinnede Dal, der laa udbredt som en stor smuk Have for deres øjne, udbrød: »Jeg har fimdet det! »Børnehave« skal Navnet være!«

Det var ikke et Hus med dets trange Vægge, ikke en Anstalt for smaa Børn, der foresvævede ham, men en drømt Idealtilstand, som han ville fremskaffe, en Idealtilstand med den mest harmoniske og fuldkomne Forening af ægte Kvindesind og lykkelige Barneliv. - Han ville opdrage alle Kvinder til deres høje Kald, ikke blot Mødrene, men alle, hvem Opdragelsen af smaa Børn er betroet.

Siden 1919, da det offentlige første Gang herhjemme ydede Støtte til Børneinstitutioner, har det været erkendt, at Hjemmene har Hjælp Behov.-Den ene Børnehave efter den anden skyder op, her i Aarhus har vi nu ca. 40 Børnehaver.

Hvordan er nu Dagens Gang i en Børnehave? Dagrytmen er næsten den samme i alle Børnehaver med faa Afvigel­

ser. Jeg tager nu Eksemplet fra vor egen Børnehave her i Sognet og enkelte Ting fra andre Børnehaver, hvor jeg har været som Assistent.

Børnehaven er aaben fra halv 7 til halv 6. Og fra de tidlige Morgen­timer strømmer Børn til Børnehaven. For det meste kommer de sammen med Moderen, det kan ogsaa være Faderen eller store Søskende, der bringer Børnene hen. Vældig oplagte, ivrigt snakkende og leende kommer de - i den her Tid dukker de frem af Mørket.

12

»Ka' du se, Mor, jeg gættede rigtig, det var Frk. det og det, der skulle lukke op i Dag!«-En siger: »Du skal se Frk., jeg fik nye Sko i Gaar, Mor og jeg var selv nede og købe dem!« -En anden: »Ha, jeg skal ikke sove i Dag, min Far har tidlig fri og kommer og henter mig!«-Og glad hopper hun hen til sit Garderoberum, faar Vanter, Hue, Frakke og Støvler af. Det sker jo nu ogsaa, at et Barn kommer grædende, er ked af at skilles fra Moderen, men man kan som Regel gaa ud fra, at det er en Nyankommen. Indtil Morgensangen kl. 9 leger Børnene frit; d.v.s. de leger, hvad de vil, hvor i Stuen de vil og med det Legetøj, de har lyst til. Det er ikke den kedeligste Tid paa Dagen, hverken for Børn eller Voksne. Børn har Fantasil Før man ved af det, sidder man midt mellem Biler, Tog,

Dampere eller Vejbaner, Togskinner, Broer, Bygninger med Taarne, som Børnene selv har lavet af Klodser og Brædder. Dukker, der bliver klædt af for at lægges i Seng -eller paa for at skulle i Børnehave eller i Skole! Et Sted leges med Puslespil, et andet Sted leger man Doktor og Sygehus, et tredie tegnes o.s.v. »Nu rydder vi op«, siger Frøkenen, » hvem vil hjælpe?« - »Aah, vi legede lige saa godt!« - »Ja, saa fortsætter I i Eftermiddag«.

Til Morgensangen sidder Børnene i Rundkreds paa de smaa Stole. Først synger vi forskellige Morgensange, der er skrevet, saa smaa Børn kan forstå dem. Her er for Eks. en sød lille Sang: »Du lyse Solskin, som titter ind« o.s.v. -Saa har vi et lille Vers, en Morgenbøn, som alle Børn fremsiger. De faar ind imellem Lov til selv at vælge. Fra de egentlige Morgensange gaar man over til at synge forskellige Børnesange, Finger­lege; d.v.s. Sang med Bevægelse af Arme og Hænder. En faar lov til at tælle Børnene, og vi tæller saa alle med Haandklap. Saa snakker Assistenten og Børnene sammen om smaa Oplevelser, Børnene har haft eller Frøkenen har haft. Disse smaa Samtaler har en overordentlig stor Betydning. Der sluttes en særlig Kontakt mellem Voksne og Børn. Et Venskab.

Saa tales der om, hvad Aarstid man har, hvad Maaneden og Dagen hedder, hvilken Dato, vi har o.s.v. Et eller flere af Børnene faar lov at synge en Sang selv, eller de laver et Rytmeorkester. Er der Fødselsdag, bliver det fejret med Flag, Lys paa Bordet og Fødselsdagssang. Engang imellem tager Frøkenen Børnene med en Tur gennem Jylland paa den Maade, at hun fortæller dem om de største Byer. (Det skal bemærkes, at det jo kun er med deStore-Børnene paa 5, 6 og 7 Aar). Børnene lærer paa den Maade lidt Geografi. En Dag til Morgensang ville jeg gennemgaa Byerne med dem og begyndte med at fortælle, at helt oppe ved Spidsen, hvor de to Vande, Skagerak og Kattegat, slog sammen, laa Skagen, længere nede Frederikshavn o.s.v. Og vi var kommet helt ned til Haderslev og Aabenraa, da en Pige pludselig afbryder ved at sige: »Saa maa vi heller ikke glemme Brabrand, Frøken!« Børn har en herlig Maade at faa en ned paaJorden igen. Hvad Nytte er det til at kende alt det store, der omgiver os, hvis vi over det glemmer det smaa, der ligger nærmest?

13

Naar Vejret tlllader det, kommer Børnene efter Morgensangen en Tur ud i det fri - om Sommeren paa Legepladsen - om Vinteren ud i Skoven, »Uniparken«, som nogle Børn siger, eller bare forskellige smaa Ture i Kvartererne, der omgiver os. Af og til kommer Børnene ogsaa med i Bu­tikker, det er altid saa interessant for dem, og det er saa sjældent, de sammen med Moderen faar Lejlighed til det. - Hvis det er Regnvejr og, nu Vinteren er paa Vej, er for koldt, eller man slet ikke har Lyst til at gaa ud og hellere vil hygge sig inde, tager vi Beskæftigelse. En dag modellerer man med rigtigt Ler. Det er noget af det bedste for Børn, dette »at skabe« noget selv, og her har Fantasien frit Spil. Af Leret kan der blive de herlig­ste Ting, lige fra Paddehatte, Kager, Brød eller Snebolde til Mennesker, Fugle og Træer. Saa har vi ogsaa Tegning, Maling, Syning og forskelligt Smaasløjd.

Kl. ca. 11 spiser Børnene varm Mad, en god kraftig Kost, der jo er saa vigtig for dem i deres Opvækst. I hver Stue har vi en Lillemor og en Lillefar. De bliver valgt på Omgang og er det l dag afGangen. De faar hver et lille Bomuldsforklæde for, Lillemor faar ogsaa Kappe paa, og det er saa deres Arbejde at dække Bord og hjælpe lidt ved SeiVeringen. Ja, og selvfølgelig hjælper de ogsaa at tage ud af Bordet. Vi har i Børnehaven en Madplan hængende paa Væggen, saa Mødrene kan gaa hen og læse, at ikke Børnene skal have lige den samme Ret, naar de kommer hjem.

- Men en Dag havde Peters Mor nu glemt at se efter, og Peter sagde fortørnet, da Moderen kom med Maden: »Du ku' nu ogsaa ha' set efter, saa man var blevet fri for »ReseiVesuppe« (Sago) to Gange paa en Dag!«

Fra 12 til2 har vi Sovetlmer. Hvert Barn har sin Seng med Lagenpose og Tæppe, og før de »putter« sig ned, synger de et lille Vers, f.eks. »Jeg er træt og gaar til Ro!«- Til en Børnehave, jeg engang var i, kom en Dag en Mor og sagde: »Hvad er det for nogle Sange De lærer Børnene! Forleden Aften, Kirsten skulle i Seng, sagde hun: »Nu kan jeg godt Sovesangen fra Børnehaven!« Og hun sang: »Jeg er træt«- o.s.v. »Fader se i Kærlighed til vor rene Lejlighed!«

Om Eftermiddagen spiser Børnene »Klemmer«, de har haft med hjemmefra, og faar hertil Mælk. - Og saa leges der, eller vi har Beskæftigelse. Noget meget vigtigt, vi faar paa forskellige Tider af Dagen, er Historier! - Saa har vi ogsaa engang imellem noget, der hedder: »Emnebehandling«. Vore 2-Aarselever har sammen med en halv Snes Børn ca. en Uge Emnebehandling, der betyder, at de uddyber et bestemt Emne. For Eks. »Skoven ved Efteraarstld, Bageren, Havnen, Postvæsen­et« o.s.v. Første Dag er man paa Besøg det paagældende sted, og de følgende Dage tales der om Emnet, læres Sange om det, der tegnes, males, modelleres. Barnet faar paa den Maade Kendskab til noget andet end lige netop det, de til daglig færdes i.

Sidst paa Eftermiddagen synges der Aftensange.

14

TilAftensangen er vi altid rykket sammen i en Stue. Vi er ikke saa mange nu. Børnene bliver hentet, eftersom Moderen eller Faderen er færdige paa Arbejdspladseme. Det sker ogsaa, at Forældrene har Halv- eller Hel Fridag, hvor de kommer og henter Bømene tidligt, og det er kun naturligt og godt, at de saa har Bømene hjemme. Med Sangen: »Nu vor leg er til Ende, og vi glade gaar hjem, lille Mor paa os venter, lad os skynde os hjem. Men det varer ikke længe, før vi ses her igen, saa Farvel da Smaapiger, Smaadrenge, Farvel«, tager vi saa Afsked med Bømene.

En Dag er gaaet. - De er hjemme nu, Bømene. Men i Morgen og i Morgen igen og i mange, mange Dage fremover vil

de komme fra Hjemmet til Bømehaven. Er det nu rigtigt eller er det forkert? Vi kan jo nu aldrig komme uden om andet, end at det er unaturligt,

at Bømene saa smaa skal fra Hjemmet i Vuggestuer og Bømehaver. Hjemmet er og bliver altid Nr. Il Fremmede Mennesker kan aldrig give Bamet det, som en Moder kan! En Bømehave skal ikke og kan aldrig erstatte et Hjeml Den skal være et Supplement til Hjemmet. Den skal i Samarbejde med Hjemmene opdrage Bømene til selvstændige, initiativ­rige Mennesker med Evne til at samarbejde med andre.

Der er mange positive Sider ved Anbringelse af Bøm i Bømehaven. Bømene bliver undertiden bedre beskæftiget med hensigtsmæssigt Legetøj, Klipning, Tegning, Maling o.s.v., som nogle Mødre ikke harTid til, andre ikke har Raad til at anskaffe. De er bettyggende anbragt! Det betyder meget for Moderen, at hun har Bamet anbragt, hvor det bliver plejet og passet, i Modsætning til de Bøm, der er overladt alene til Legepladser eller Gaden.

Leg. - Legen er et stort Spørgsmaal i Opdragelsen. I gamle Dage ansaas det for Tidsspilde. - Frøbel siger: »Legen er Menneskets reneste og mest aandelige Fremtrin. Paa en Gang Mønster for hele Menneske­livet. - Legen medfører Glæde, Frihedsfølelse, indre Ro og Fred med Omgivelseme. I Legen er Kilden til alt godt, og det Bam, der leger dygtigt, selvvirksomt, stille og udholdende indtil legemlig Udmattelse, bliver sikkert ogsaa et stille, dygtigt og udholdende Menneske«. Endvidere: »Barnets Leg er dets Arbejde«.

Og Bømene skal have:

a) Ret til Leg b) Mulighed for Leg c) Plads for Leg d) Materialer til Leg

I Bømehaven er der Plads til Leg, og der er Legetøj. Der er Gulvplads, hvor man frit kan tumle, og hvor man ikke behøver at være bange for, at en Vase el. lign. skal falde paa Gulvet. Og saa er der en stor Legeplads ude. Her kan Bømene rigtig faa Udløsning for alle de Kræfter, de har, ved Løb og Spring, 1 Klatrestativ eller 1 Sandkassen.

15

Børnenes Ernæring bliver passet. De faar god Mad. Det har meget at sige i den Alder, at de gennem Kosten faar, hvad de skal have af Jern, Fosfor, Kalk og de forskellige Vitaminer. Og saa faar de ogsaa Hvile og frisk Luft! Kendskab til Naturen er ogsaa noget meget væsentligt. De bedste Steder, Børnene kan komme til, naar de skal paa Tur, er Skoven eller Universi­tetsparken. Det er vigtigt, at Børnene ikke blot maa nøjes med at se det grønne, men at de kan komme ud at lege paa Græsbanker og mellem Træer.

Til det positive ved Livet i Børnehaven maa vi pege paa Fællesskabet. - Hvor alt Liv findes, hvor alt godt findes - der er det i Fællesskab. Og vi vil gerne i Børnehaven lære dem Glæden ved Samarbejde.

Børn har Krav paa Txyghed og Forstaaelse. De er smaa Mennesker og har Krav paa, at man respekterer dem som Mennesker. - Saa er der ogsaa en væsentlig Ting, der er værd at give dem, det er Ro! Nogen vil maaske synes »Nej, det kan der da ikke være i en Børnehave«. - Jo, der kan . Børnene leger jo ikke frit fra Morgen til Aften. Vi har ind imellem stille Stunder, og i dem lærer Børnene at lytte. Hvis Radioen i et Hjem staar for fuld Speed fra Morgen til Aften, sløves Hørelsen og hvad værre er: Børnene bliver nervøse og rastløse. - Opdragelsens Kunst er stor. En betydende Franskmand har sagt: »Man lærer ikke det fra sig, som man vil, eller som man ved, men det, som man er!« I Hjemmet vil Moderens og Faderens Liv altid præge Børnene. Derfor har det personlige hos den Voksne i Børnehaven saa uendelig meget at sige. Og vi haaber, at Livet i Børnehaven maa blive af Betydning, naar vi altid maa have dette Ansvar for øje: Ansvaret overfor de barnedøbte Smaabørnl Og som Grundtvig siger: »Ja, tal nu sandt om smaat og stort, og jævnt om alt det høje! Thi godt er alt, hvad Gud har gjort, og klart ser Barnets øje«.

Gudrun Johnsen er uddannet på Jydsk Børnehave-Seminarium 1946-48. Leder af Set. Johannes Sogns Menigheds Børnehave 1956-88.

16

To Børnehaver

Af Lisbeth Saugmann

I foråret 1960 fik jeg arbejde i en børnehave. Jeg var knap sytten år gammel. Kort tid før jeg begyndte, var jeg henne og snakke med dem, men det var ikke nogen egentlig ansættelsessamtale, sådan som man nu bruger det. Jeg havde heller ikke søgt ved at ringe eller skrive. Min mor havde halvvejs ordnet det, da jeg kom hjem efter at have været i huset i Norge. Hun var ellers ikke emsig, men min yngste søster gik i børnehaven, og min mor havde så spurgt, om de kunne bruge mig. Det var vist almindeligt dengang, at man ansatte folk man kendte lidt til.

Børnehaven lå i udkanten af et stort villakvarter ikke langt fra flere boligforeningskarreer og dækkede et geografisk og også socialt stort område. Der var tre grupper i børnehaven, og til hver gruppe var tilknyttet en uddannet børnehavelærer og en forpraktikant - hver på fuld tid, som var 45 timer. En halvtids børnehavelærer afløste på skift i de tre grupper, når den faste assistent havde tidligt fri. Forpraktikant­ernes arbejdstid var i to uger ad gangen fra kl. 10 til kl. 1 8. Hver tredje uge mødte man fra kl. 8 til kl. 12 , havde fri i to timer og var igen på arbejde fra kl. 1 4 til kl. 18. Børnehaven var åben fra kl. 6.30 til kl. 17 .00 , og når de sidste børn var hentet, gjorde forpraktikanterne rent i gruppe­rum, garderobe og badeværelse.

Lørdage mødte vi altid fra kl. 8 til kl. 13. Den dag var alle børn samlet på en stue sammen med assistenterne. Vi andre gav den en ordentlig skalle med rengøringen under ledelse af økonomaen, som stod for den praktiske husførelse, indkøb, madlavning og rengøring. Lønnen var 1 50 kroner om måneden. Selvom det var andre tider, og der vel sagtens var dem, som helt og holdent skulle klare sig for det beløb, så var det småt. Jeg var helt afhængig af at kunne bo hjemme.

I den ene ende af børnehaven lå køkkenet, og der regerede økonomaen, og kontoret i den anden ende var lederens. Jeg kom ikke på kontoret­bortset fra den første, hvor jeg skulle have løn. Omkring den dato var der altid travlt derinde, når alle forældrene betalte til lederen, og det var også hende, som snakkede med de forældre, der søgte plads til deres barn. Dengang var der ingen pladsanvisning, så det foregik ved direkte henvendelse til børnehaven, og dette tog lederen sig af, ligesom hun ordnede regnskab og udbetalte lønninger.

Mellem økonomaen og lederen var der klasseforskelle. Den var af økonomisk art, hvad man kunne se, når de mødte på arbejde, og inden

17

økonomaen var kommet i sving med det store forklæde over den blåtemede kittel, hvordan deres overtøj og sko var af forskellig kvalitet og prisklasse. Deres væremåde udstrålede også, at de hørte til forskel­lige grupper med forskellige vilkår og omgangsformer. Økonomaen var

- selvom hun var en pæn aldrende frøken- også lidt rå og upudset, og blev hun fortravlet, kunne hun godt blive hvas i sine antydningsvise irritationer over dem, som ikke selv skulle gøre det praktiske arbejde. Hendes irritation gik aldrig ud over forpraktikanterne; tværtimod var hun meget solidarisk med os og gav en hånd med til vores del af rengøringen, når hun havde tid. Lederen var mere formfuldendt i sprogtone og fremtoning. Hun var altid venlig og sikker som en, der er vant til at bestemme uden modstand. For mig var de lige betydnings­fulde personer, som med sikker og venlig autoritet fik deres del til at fungere.

Det var også lederen, som var ansvarlig for den pædagogiske del af arbejdet, og det var ikke noget, man diskuterede, eller også var det noget, som kun foregik mellem det uddannede personale. Lederen og as­sistenterne holdt som regel pause sammen, ligesom forpraktikanterne holdt den sammen- undtagen ved fødselsdage, og når en praktikant fra seminariet eller en forpraktikant holdt afsked. Da var vi blandet på tværs, og hovedpersonen var med i alle pauser sammen med alle. Det forekom, som om hele dagen så var en lang hyggesnak.

Personalemøder var der ingen af. Kun en gang i det halve år, jeg arbejdede der, mødtes vi uden for børnehavens åbningstid. Det var, da en af assistenterne var blevet gift, og vi alle var budt til kaffe hos hende i hendes nye hjem - en lillebitte lejlighed på førstesalen af en solid murermestervilla, hvor vi beundrede de mange gaver og så billeder af brudeparret.

Vi blev alle kaldt '!frøken• eller »fru• og efternavn. •Frøken• var en almindelig titel og tiltaleform; i børnehaver betød den, at man var en, der arbejdede der. Børnene sagde tit bare '!frøken• til en, og det gJorde de fleste forældre også, især når de ikke lige kunne huske ens navn, men der var også forældre, som irettesatte deres barn, når det ikke sagde navnet- f.eks. når de skulle hjem, hvor de gav hånd til voksne på stuen og sagde: •Farvel .frøken og tak for idag•.

Vi voksne var •De«'s indbyrdes undtagen forpraktikanterne og dem, som var venner privat. Børnene sagde •De« og •du• til os, som det faldt sig, og nogen blev også irettesat af deres forældre, når de kom med et •du•. Det var vist almindeligt i det miljø, som børnehavens personale overvejende tilhørte, at sige •De« og '!frøken• og lægge vægt på den slags former. Da jeg senere fik andet ufaglært arbejde og fejlagtigt startede ud med at sige •De« til dem, som var noget ældre end mig, lavede de øjne til hinanden, og 1 pausen greb den skrappeste fat 1 mig og sagde, at den slags pjat fandt de sig ikke 1 her, og hvis jeg fortsatte med den slags, var det ud.

18

Dagen var delt op i en fast rytme. De første halvanden time ved jeg ikke meget om, da jeg aldrig mødte før kl. 8.00, men ved ottetiden, når der var kommet en voksen fra hver gruppe, gik alle-efter at være samlet på en stue-ud til deres eget grupperum. Der legede børnene, og den voksne ordnede praktiske gøremål samtidig med, at hun passede børnene og tog imod dem, som kom.

Ved nitiden var en form for samling, hvor tit kun de to ældste grupper deltog. Derefter legede børnene igen indtil klokken var henad elleve. Da skulle alt legetøj ryddes på plads, og børnene skulle på badeværelset for efter tur at tisse, vaske hænder og have hagesmække på -klar til den varme mad, for det meste kartofler og sovs med lidt kød eller fisk eller grød af forskellig art. Efter maden skulle alle børn igen på badeværelset og have hagesmække af, vaskes om munden og tisse igen, inden de skulle sove til middag fra kl. 12 til kl. 14. Da skulle de op og i tøjet, igen tisse og have hagesmække på, for nu -når alle de sammenklappelige senge var sat på plads, og de forsovede børn var klare til det -var der eftermiddagsmad. Når børnene havde spist, slap de for endnu engang at komme på badeværelset, men blev bare tørret om munden med den brugte hagesmæk, og de legede så igen, indtil de blev hentet.

Jeg kunne bedre lide at arbejde i børnehaven end at være i huset eller gå i skole, men det var svært at vide, hvordan jeg skulle gebærde mig.

Der var klare retningslinjer for det praktiske arbejde, og hvornår og hvordan jeg skulle gøre det. Det øvrige -såsom at være sammen med børnene, forholde mig til deres forældre og samarbejde med det øvrige personale -var altsammen noget, jeg måtte fornemme mig til.

Der var nydeligt og hyggeligt i børnehaven. De voksne var venlige, talte aldrig højlydt, råbte eller grinede vildt; nej, med dæmpede, næsten altid venlige stemmer bestemte de suverænt, hvordan tingene skulle være, og børnene gjorde i vid udstrækning, hvad man bad dem om, og legede meget selv. Det hele var præget af, at børn såvel som voksne skulle opføre sig ordentligt. Man måtte ikke blive for ivrig og absolut ikke bande, man skulle sige •De• og >frøken•, hvor det var rigtigt, man skulle spise pænt med ske eller gaffel det, der blev serveret, og ikke levne, man måtte ikke løbe på gang eller stue, man skulle gøre det, man skulle på de rigtige tidspunkter -hvadenten det var at vente på en voksen til at hjælpe sig i tøjet, vaske hænder og ikke lege med vandet, tisse, sove eller i hvert fald ligge helt stille-og måtte lege med det, man havde, og ikke tage noget fra andre. Både samværet med de voksne og hvordan jeg skulle forholde mig til børnene, var svært at finde ud af-f.eks. når alle var på badeværelset, og der var tryk på. Det var bare om at lure de voksne af og tilegne sig deres former, selvom det ikke altid var sådan, jeg umiddelbart havde lyst til at reagere.

Børnene legede selv og bestemte over deres leg, men måtte holde op, når de voksne sagde det, og sætte det, de havde leget med, på plads. Det

19

var ikke så svært at finde ud af, for der var langt færre legesager end nu om dage. Mest solidt trælegetøj såsom biler, tog, klodser, dukkevogne og

-ikke at forglemme -de mange puslespil, som forskellige børnehave­lærerinder, forpraktikanter og praktikanter fra seminariet havde lavet i tidens løb. Dem måtte børnene tit have hjælp til, for de var lavet på mange komplicerede måder, som også var svære for de voksne, men med tiden blev de så indarbejdede, at jeg nærmest kunne klaske dem på plads i søvne.

Børnene var delt op i tre grupper- de små, de mellemstore og de store. Når der blev en ledig plads i de to ældste grupper, rykkede det barn op, der havde alderen dertil, og man ellers skønnede, at det kunne det nødvendige for uden større besvær for sig selv og andre at klare sig i en ny gruppe.

Jeg var hos de små. En gruppe 3-4 årige med ret forskellig baggrund. Ikke at det heller var noget, man snakkede om. Der var i det hele taget ikke megen snak eller sladder om forældrene - i hvert fald ikke noget, der kom mig for øre -bortset fra jævnlige irritationer over et lærerpar, om hvem der lidt foragteligt blev sagt, at folkeskolelærere troede, at børn blev født syv år gamle.

Trods de sociale forskelle var der ingen nævneværdige forskelle på børnenes væremåder. Måske blev de i stor stil opdraget efter samme mønster derhjemme, selvom der var forældre, som i langt højere grad end andre vægtede » gode manerer«, og der var ingen sølle eller forsømte børn til at sætte de andre i relief. Men de hed forskellige slags navne -også nogen jeg aldrig havde hørt før, såsom Nana, der lød som et dukkenavn, eller Charlotte, som jeg kendte fra I-fjemmets fortsatte romaner, men som jeg aldrig før havde mødt nogen, der hed. Andre havde bare helt almindelige navne som Inger og Jørgen og Kirsten.

Forskellene var tydeligere mellem forældrene. Jeg kan huske de overklasseagtige mødre i deres nydelige tøj og en måde at snakke til en på, der var venlig på en helt upersonlig måde, og så de andre mødre, som lignede dem jeg kendte fra gaden, og som jeg var langt tryggere ved, fordi de aldrig var neutrale, men som svingede alt efter, hvordan de havde det.

En dag kom en rigtig » frue« efter sit barnebarn. Uden at blinke beordrede hun mig til at klæde barnet på.

•Det skal De selv gøre•, svarede jeg. Men så nedstirrede hun mig sådan, at jeg-selvom jeg både var gal og flov- gav mig til at trække ungen i klunset.

Det var hovedsageligt mødrene, som kom i børnehaven. Mange af dem arbejdede halvtids. Det gjorde fædrene ikke, så dem så man sjældent. De få, som engang imellem viste sig, virkede kejtede-også overfor deres barn -og uvante med at komme i børnehaven, og de skyndte sig altid afsted igen. Kun en enkelt far kom regelmæssigt, og med den interesse, han viste sit barn og børnehaven, virkede han påfaldende anderledes -nærmest aparte.

20

Når mødrene kom med deres bøm, hjalp de dem af med overtøjet og hjemmeskoene på. Tit gik vi ud i garderoben og hilste, og ellers fulgte moderen sit barn til døråbningen til grupperummet og sagde farvel der Forældrene måtte godt komme ind på stuen, men det var som om, at der ved døren gik et usynligt skel, de fleste respekterede.

Der var ingen særlige afskedsritualer, men de børn, der ikke klarede afskeden uden tårer, kom på armen, og man vinkede sammen til moderen, der hastede ud af døren med de højt placerede håndtag.

Nye børn kom som regel på besøg, inden de begyndte, og blev vist rundt på stuen og i bømehaven sammen med deres mor. Måske prøvede de at være der en kort stund, mens moderen gik et ærinde, og de var der så vidt muligt kun få timer de første dage. Mødrene var ikke med bamet, sådan som nogen er det nu, men de gav sig som regel god tid, inden de -ret nervøse og beklemte -smuttede afsted og snart kom igen. Nogle bøm græd meget og blev båret rundt, trøstet og forsøgt afledt, indtil de faldt til ro. Andre affandt sig tilsyneladende lettere med den nye situation mellem fremmede.

Sommetider skyndte en mor sig ud af døren, når hendes bam var optaget af noget og vendte ryggen til, men det synes man ikke om, og gentog det sig, fortalte assistenten moderen, at det var bedre at sige farvel, så barnet vidste, at hun gik-også selv om det græd og ville med hende.

Ved nitiden samledes alle tre grupper. De yngste var dog ikke altid med, men de andre samledes i en rundkreds, sang nogle sange, og en voksen fortalte noget om Gud. Bømene sad ret stille de få gange, jeg var med­det var kun hver tredje uge, jeg var der på det tidspunkt, og tit skulle jeg lave noget praktisk eller passe de børn, som man vidste ikke kunne være stille så lang tid.

Gud var også med, når vi spiste, for så snart maden var øst op, foldede alle hændeme; d.v.s hos de små skulle mange have hjælp til at få fingrene ind i hinanden, men når vi havde været runden rundt og hjulpet adskillige med at sidde rigtigt med hænder og ryg, skubbet stole helt ind, så sang vi:

Nogle har mad men kan ikke spise andre kan spise men har ingen mad. Jeg takker dig Gud jeg er så glad for jeg kan spise og jeg har mad

Der blev så sagt •værsgO«, og man gik igang med maden. Denne sang havde jeg det skidt med. Det hellige var ikke noget for mig. Det havde jeg

21

fået så rigeligt af i skolen, hvor der var blevet prædiket om en Vorherre, der uophørligt vogtede, om alt gik helt rigtigt til, og som - når det ikke gjorde - nidkært straffede de formastelige ved hjælp af sin forlængede arm - den skrækindgydende inspektør.

Det var en anden Vorherre, som var i børnehaven. Han var mere fredsommelig - fulgte nok med i, hvad der skete, uden at blande sig unødigt, men var samtidigt en, man hele tiden skulle huske, var der. Det forekom mig klægt, og jeg følte mig som en fæl hykler, når jeg gik rundt der og hjalp børnene tilrette med hænderne smukt foldet og bagefter var med til at synge nogle ord, jeg fandt pinlige. Men alt det sagde jeg ikke noget om- ikke at jeg troede, at de andre ville blive vrede eller forargede på mig, men man gjorde bare ikke den slags. Jeg ville falde fuldstændigt ved siden af, så det ville være svært at være der, og der var jo heller intet forum for diskussioner om dagens forløb og dens indhold.

Der var også et andet dagligt ritual før middagsmåltidet: Når børnene havde vasket hænder og var blevet bænket om de små borde, blev det bestemt, hvem der den dag, skulle være Lillefar og Lillemor. De fik hver et forklæde på, og sammen med en voksen hentede de rullebordet. Det var det eneste tidspunkt, hvor de yngste kom i køkkenet.

Lillefar og Lillemor hjalp også med at dækket bord, og så øste de voksne maden op.

Der var travlt, når vi havde spist. Alle børn skulle på badeværelset og tisse, vaskes om munden, vaske hænder uden at blive sjasket til. Samtidig skulle der ryddes op efter maden, bordene vaskes af, gulvet fejes, de små sammenklappelige senge stllles op og sengene redes.

Alle i børnehaven sov til middag hver dag. Hos de yngste var der ikke svært at være, når de skulle sove. Der var kun et par stykker, man blev nødt til at sidde ved, indtil de sov.

Der var værre hos de store. En dag, hvor der manglede en voksen, skulle jeg passe dem. De var ikke til at styre for mig. De knevrede højt, skulle tisse, og de allermest dristige rendte fra deres senge. Jeg blev svedt af at forsøge at holde ro og orden. Give los og lade dem te stg- det turde jeg ikke. Uge ved siden af holdt assistenterne pause, og de kunne høre alt, hvad der foregik. Der var aldrig ballade, når de passede sove børn.

I godt vejr og nogen gange, når det var surt, var børnene på legepladsen. Men det gode regntøj fandtes ikke og heller ikke tørreskabe. Skiftetøj i stor stil var der ikke råd til dengang. Så man var nødt til at indrette sig efter vejret. Det synes jeg også, at assistenterne gjorde. Var vejret rigtig godt� arrangerede de sig på terrassen op af den lune mur, mens børnene legede nedenfor på græsset og i sandkassen. Det var ikke, fordi de ikke bestilte noget der. Der var en masse vedligeholdelsesarbejde, som blev lavet, når vejret var godt. Alt legetøjet var malet eller lakeret træ, som en

22

gang årligt blev slebet i bund og frisket op med ny maling og lak. Var stole og andre møbler nedslidte, fik de også en omgang med sandpapir og pensel. Endvidere skulle der strikkes dukketøj, og mere kreative og energiske børnehavelærere vovede sig også ud med at lave et spil af en art. Det kunne blandt andet være et puslespil, hvilket var et større arbejde. Motivet skulle tegnes op og males og derefter saves i småstykker med en fin løvsav og til slut lakeres. Det var sandelig ikke gjort på en formiddag.

Imens kunne man som forpraktikant ordne de praktiske gøremål indendøre og misundeligt glane efter de privilegerede i solskinnet. I gråvejr var det lettere at komme udendørs, da overtog assistenten det praktiske, og man måtte sjoske rundt på legepladsen med de andre unge piger.

Jeg mindes ikke, at de voksne legede med børnene ude eller inde andet end i sanglege eller lege, som havde en praktisk funktion - en måde at holde styr på børnene på - som for eksempel at lege tog, når børnene stod i række for at komme til i badeværelset.

Som tidligere nævnt legede børnene meget selv både om formiddagen og om eftermiddagen, men jeg ved ikke meget om, hvad de i grunden legede. Jeg var ikke opmærksom på det, og der var meget praktisk arbejde, som skulle ordnes, når der var fred og ro over forsamlingen.

Sommetider var der også praktikanter fra seminariet, men dem fik jeg ikke megen kontakt med. De forekom så fJerne med deres tykke mapper med opskrifter på alt det, man kunne lave med børnene. I pauserne viste de sommetider nye modeller frem og snakkede engageret om, hvad der ville være pænest at lave. Især hos de små var en praktikant, som gjorde indtryk, for altid var hun ivrigt i gang med at producere noget sammen med de umiddelbart mest tiltrækkende børn. De klippede og klistrede til den store guldmedalje, men det meste af det kunne børnene ikke selv, så hun hjalp dem med at holde om deres hånd og saks og førte dem gennem det fine karton, så kanten ikke blev for takket, og førte også deres hånd med limpenslen, så de ikke tværede ved siden af, og førte deres hånd med noget, som skulle lægges ovenpå, så det ikke blev skævt. Hun snakkede om sin uddannelse og fremtid og alt det, hun havde lyst til at lave, som en håndgerntngslærerinde, der skal afprøve alle raffine­menter. Børnene svarede ikke altid til praktikanternes forventninger om, hvad de gerne ville præstere, eller gav i hvert fald anledning til konfliktstof på dette område, hvilket man også kunne høre om i pauser­ne, hvor de sammen snakkede vurderende om enkelte børn og deres udviklingstrin. Altid udfra sakse. De talte detaljeret om, hvordan det og det barn holdt på en saks, om det gjorde det rigtigt, og om det kunne styre den så nogenlunde og i hvor lang tid. Sakse var et yderst vigtigt instrument i deres verden, og de brugte dem med flid, selvom jeg sommetider syntes, at de slap let om ved det - sådan bare at klippe og

23

klistre med nogle få stykker, rydde nødtørftigt op for så at overlade arenaen til os andre, når der blev tryk på.

Ind imellem kom lederen ind og iagttog venligt deres mange anstren­gelser, men blandede sig ikke. Senere- da nogle færdige resultater hang og dinglede i snore fra loftet - kommenterede hun en dag stilfærdigt overfor assistenten, at mange af de udfoldelser ikke havde megen værdi for børnene, men at praktikanterne måtte gøre deres egne erfaringer.

Efter at have været i børnehaven et par måneder fik vi en ny dreng i gruppen, og så fik vi nok at se til. Peter hed han- en bette splejs, i hvert fald at se på. Hovedet fejlede ikke noget og da slet ikke nysgerrigheden. Han var lige fyldt de tre og ikke særlig knøv til at snakke, men gesvindt. Alle vegne var han, eller også var han væk. Han var nærmest ekspert i at stikke af. Så let som ingenting fandt han brugbare småhuller i hækken, ingen andre bøm før ham var kravlet igennem, og et par gange var han- gudeme må vide hvordan- smuttet ud af hoveddøren, selvom håndtaget sad i samme højde som en granvoksen mand, og hømene altid - eller så godt som altid - var under opsyn.

Han stak også af hjemmefra. I nattens mulm og mørke luskede han engang ud af bagdøren og blev fundet på brandstationen i nærheden. Da han ikke kunne fortælle, hvem han var, og hvor han boede, måtte han tilbringe et par underholdende timer på politistationen, indtil hans forældre vågnede af nattens søde søvn og opdagede, at knægten endnu engang havde lavet et nummer.

Aldrig før havde man i bømehaven haft et bam, der i den grad og helt bogstaveligt gik sine egne veje. Han var som en kontrast til de andre, der i stor stil gjorde, hvad man sagde, men blev- trods de bekymringer han gav os, når han pludselig ikke var til at se - en meget populær fyr også blandt de voksne, der godt kunne se den kraft, han havde, og de historier, han gav stof til.

Det blev min opgave at passe på Peter, og jeg blev meget glad for ham og mit hverv, som jeg følte mig betydningsfuld ved, og samtidigt vidste jeg aldrig på forhånd, hvad der nu kunne ske.

En dag, hvor jeg begyndte på den daglige rengøring, inden de sidste par bøm- hvoraf den ene var Peter- var blevet hentet, stod jeg med en stor spand sæbevand på badeværelset og vred kluden op. Pludselig løb Peter hen mod spanden, og for at afværge, at han ramler ind i den, gjorde jeg en hurtig bevægelse, så han stod på hovedet i spanden og blev drivende våd, hvad han syntes var skægt. Rengøringen måtte droppes en stund og Peter skiftes fra top til tå. Jeg var lidt flov, men da de andre voksne - herunder hans mor - opdagede, hvad jeg lavede, og hørte hvorfor, grinede de og sagde, at det bare var, fordi jeg var så glad for ham og ville have endnu en lejlighed til at være sammen med ham.

24

Jeg var i børnehaven et halvt år og holdt så for at prøve noget andet. Det gjorde man som regel som forpraktikant - både i den børnehave og i mange andre.

Efter i en periode at have arbejdet på et vaskeri, et cafeteria og en kittelcentral, fik jeg igen job i en børnehave. Det var ikke svært. Jeg så en annonce i avisen, ringede og var samme dag henne og se børnehaven. Der var en anden, som også havde reageret, men hun ville være sygeplejerske, og da jeg sagde, at jeg ville på seminariet engang, så fik jeg jobbet. Faktisk mens jeg var der. Jeg var nu l8år. Lønnen var stadig 1 50 kr. om måneden, men efter nogle måneder steg den til 300 kr. Så kunne jeg klare mig selv.

Børnehaven lå i et gammelt arbejderkvarter, og de fleste af børnene boede i umiddelbar nærhed af børnehaven. Man sagde •du• og var på fornavn, og der var ingen bordbøn, samling først på dagen og snak om Vorherre, men dagsrytmen var i store træk ligesom i den foregående børnehave. Normeringen var det næsten også: en leder, en økonoma, en assistent og en forpraktikant til hver gruppe børn, men ingen halvtids­assistent til at afløse i grupperne - det gjorde lederen. Derimod var der ansat en til den grove rengøring. Så jeg skulle ikke gøre rent efter lukketid, men alligevel var der meget praktisk arbejde i løbet af dagen, som var forpraktikanternes opgave, og som der var klare retningslinjer for.

Først på dagen skulle man tørre støv af på alle hylder, karme, stole og borde. På faste ugedage blev legetøjet vasket af. Senere - inden middag med det daglige varme måltid - var der opxydningen. Børnene gjorde en del, men det skulle gøres grundigt, hvad de ikke kunne uden hjælp- f.eks. skulle alle dukker ligge pænt påklædt i dukkesenge og vogne med dyner og puder lagt ordentligt tilrette, andre ting skulle stå rigtigt på deres faste pladser på hylderne. Inden vi dækkede bord og spiste, skulle der fejes i stuen og garderoben, og bagefter, når borde og stole var tørret af og gulvet fejet igen, var det en tur på badeværelset. Når børnene havde vasket sig om munden og tisset, skulle kummer, wc og gulv have en hurtig omgang. Sidst på dagen skulle det hele ordnes igen - d.v.s. en ordentlig opxydning af alt legetøj, stole og kasser op på bordene, gulve fejes, måtter bankes o.s.v.

Børnene var delt op i to grupper- små og store. Kun de små sov til middag, og imens gik vi andre på tur, så der var ro i huset. I begyndelsen jeg var der, gik hele gruppen sammen - atten børn og to voksne, som i række og geled travede til byens parker og legepladser. Aldrig med bus eller på udflugt - det var der slet ikke penge til.

Efter en tid foretrakjeg at gå selv med en flok børn, for derved selv at kunne bestemme hvordanjeg ville forholde mig til dem, og for ikke være nødt til at irettesætte nogen, der blev ivrige, råbte eller bandede- sådan

25

somjeg synes, jeg var det, nårjegvar afsted med børnehavelæreren. Igen var jeg kommet i den klemme at skulle administrere normer og regler, jeg ikke havde været med til at vedtage eller havde særlig indflydelse på. Overhørte jeg børn, som råbte eller bandede - det sidste gjorde de faktisk sjældent - irettesatte børnehavelæreren dem, og det blev det tit værre af, for oven i den almindelige salut, blev de også bebrejdet, at de gjorde noget, de godt vidste, at de ikke måtte, men de benyttede sig af, at jeg var ny. Denne situation oplevede jeg flere gang - både på tur og i børnehaven. Også det at være alene med en gruppe børn, der legede larmende, hvorefter en af de uddannede kom og sagde, at jeg bare skulle hente hjælp, hvis jeg ikke kunne klare det, som om - når børnene larmede og ikke dyssedes ned - så var det, fordi det var svært for mig at holde styr på dem.

I pauserne var vi sammen på tværs - assistenter, leder og forpraktikant­erne sådan som det faldt sig. Der blev jævnligt diskuteret politik. En var medlem af SF, en socialdemokrat og en radikal, der foragtede alt socialdemokratisk, hvad hun ikke lagde slgul på. Hun lagde heller ikke slgul på, at hun ikke kunne lide hende, der var socialdemokrat - omend af andet end politiske grunde. Det kom bare ikke åbent frem i direkte konfrontationer, men blev luftet i småbemærkninger, når den anden ikke var der.

Der blev også givet udtryk for en social indsigt og forståelse - i hvert fald til en vis grænse. Det var tilgiveligt at være fattig, men ikke at være fræk. Den ene af assistenterne kunne ikke lide de mødre, der ikke ærbart holdt sig på måtten som enlige, men som havde skiftende kærester eller - endnu værre - supplerede deres sølle indtægt med prostitution. Jeg ved ikke, hvor hun vidste sådan noget fra, for det var kun fra hende, jeg hørte om det.

Hun blev også tosset, når børnene viste interesse for køn og krop. Stiv i kroppen og gal på ungerne. Igen var det noget, der ikke blev diskuteret. Heller ikke her var der forum og tradition for den slags. Hun kom bare med sin uforbeholdne mening om, hvor forkert det var, som om det var indiskutabelt. Engang overrumplede hun en pige og en dreng med bukserne nede om hælene og blev rasende på dem. Bagefter snakkede hun om de to 5-6 årige, som om de var afsporede, og hun var mest gal på drengen, men undrede sig ikke over ham, fordi hans mor var en af dem, som skejede ud. Hun bestemte med den slags sikkerhed, der lukker af for andre opfattelser. Jeg oplevede ikke den anden assistent og lederen som lige så skrappe i deres vurderinger og domme, men de protesterede ikke. Det gJorde jeg sandelig heller ikke. Jeg var bange for hende og tilpassede mig igen. Holdt mund med den smule, jeg vidste om børns seksuelle nysgerrighed, fortalte ikke om min barndoms seksuelle lege eller noget om den kæreste, jeg var forelsket i. Nej , jeg bad børnene

26

spise op og tyssede, når de blev højrøstede, men deres frække lege blandede jeg mig ikke i. lstedet udviklede jeg nogle former til at dække over dem. Jeg vidste, at de snød sig til det forbudte i en gammel trækasse fra en gymnastiksal, der stod på legepladsen, og når de skulle ind eller hjem, var jeg der hurtigt, kaldte højt på dem flere gange, bankede på kassen og ventede, til et par forpjuskede hoveder stak frem.

Den vrede, som den ene af assistenterne var så fyldt af, gjorde, at hun sommetider - men langtfra altid, hvilket forvirrede mig - var hård i sine udtalelser og domme.

En dreng skulle være storebror, hvad vi jævnligt snakkede om, når hans ligefremme og joviale mor med struttende mave hentede ham. Der skete så det ulykkelige, at barnet døde ved fødslen, og dagen efter - hvor drengen grinede, da han kom, og sagde: •Ha. den døde sgU« - blev hun fortørnet og snakkede om, at han var en afstumpet unge, og at det også var, hvad man kunne vente fra den familie.

Flere af børnene var lidt sølle. Der var en tydeligere fattigdom dengang. Nogen var dårligt og mangelfuldt klædt og frøs om vinteren. Nogen boede elendigt. Engang fulgte jeg et barn hjem, som ikkevar blevet hentet, fordi hans lillesøster var syg. Han boede sammen med sin søster og grøn­landske mor i en lillebitte baggårdslejlighed, der lugtede af fugt og fattigdom. Aldrig før havde jeg mødt nogen, der boede så sørgeligt.

En anden dreng sagde aldrig noget. Han havde vist et sprog, men brugte det ikke i børnehaven. Det var som om, at han altid var langt væk. Fjern og trist så han ud og var aldrig rigtig med i noget. Jeg forsøgte nogen gange at få kontakt med ham - tegnede for ham og forsøgte at få ham til at sætte ord på og være med - eller prøvede at inddrage ham i en leg. De lege, jeg var med til, var mest sanglege o .lign. Men der var ikke noget, der lykkedes. Da jeg overfor lederen, som var den af de uddanne­de, jeg havde mest tillid til, nævnte noget om, hvor skidt han havde det, var svaret - venligt, men kategorisk - at vi ikke var et behandlingssted.

Det var altid større søskende, som hentede ham. De så heller ikke ud til at have det godt, men der blev ikke gjort nogen foranstaltninger, sådan som man ville det idag. Måske var der ingen hjælp at hente til denne slags børn.

Også i denne børnehave legede børnene selv - som regel ret stilfærdigt - fordi de skulle, og der var trangt indendøre og ingen plads til vilde lege. De tegnede også, men jeg kan ikke huske, at de lavede så detaljerige billeder, som børn gør det i børnehaver nu om dage. Måske var det blot endnu en side, som jeg overså, men det kan også være, fordi deres tegnerier ikke fik samme opmærksomhed som nu, og materialerne var heller ikke nær så indbydende.

27

Der var jævnligt praktikanter i børnehaven. De kom fra et andet seminarium og var ikke slet så opslugte af at beskæftige børnene med en masse husflid, men gik mere ind i det daglige arbejde. For mig var det rart med dette indslag af nye mennesker 1 huset; det gav kolorit i en lidt ensformig hverdag med kolleger, der hovedsageligt var meget ældre. Praktikanterne var meget forskellige, og man vidste aldrig, hvordan den næste var. En var meget nærtagende og udlagde det, man sagde, på underlige måder, hvad der føltes ret foruroligende, og vedkommende kunne ifølge assistenten måske ikke fortsætte på seminariet. En anden var brændende kommunist-fra spæd opflasket med den overbevisning, der var som en urokkelig tro for hende.

Om sommeren var vi på koloni i vistnok ti dage. Alle børn var med-også en forholdsvis ny pige, hvis mor havde haft mange kvaler ved tanken om at sende sit barn afsted med andre -kvaler, hun ikke havde lagt slgul på, men som bag ryggen af hende blev omtalt som pyller, man ikke kunne tage højtideligt. En foragt jeg 1 min almindelige tilpasning annekterede, så da nogle af os en dag på kolonien fik øje på moderen, der halvt slgult bag nogle buske kiggede efter sit barn, var jeg med til uden barmhjertighed at grine højt over en bemærkning om, at der vist krøb et underligt væsen rundt bag hegnet.

Dagsrytmen på kolonien lå ret fast. Børnene var opdelt i grupper, der hver dag efter morgenmaden gik tur ved vandet eller 1 plantagen. Så var der frokost, som en økonoma sørgede for, og derefter skulle alle børn sove til middag eller i det mindste hvile sig. Imens havde halvdelen af os fri et par timer, indtil børnene skulle op. Så fik de hver nogle penge -sikkert 25 øre-som snart blev omsat ved det nærliggende slikhus, hvor vi i de faste grupper gik hen i hurtigt tempo og langsommere tilbage. Så legede børnene ude under opsyn af dem, der havde haft fri, mens de andre nu holdt en lang pause.

Efter aftensmaden blev alle børn klædt af og vasket-men ikke særligt grundigt bortset fra den sidste aften-og de børstede tænder, tissede og kom tidligt i seng. Hver voksen sørgede for sin gruppe børn. De yngste faldt hurtigt i søvn, mens det for mig kneb med at få de større til at falde til ro. Det gik nogen gange livligt til i det lille køjerum. De kravlede op og ned af køjerne, hang ud over kanten og råbte og grinede med skingre stemmer og blussende kinder til dem, der lå nedenunder. Det skete, at en af de uddannede-hidkaldt af larmen-kom ind og spurgte, hvad der foregik. Da blev der stille. Børnene lå pludselig pænt under dynen, mens de fik at vide, at de skulle høre efter mig og efter, hvad jeg sagde til dem. Der var ingen bebrejdelser til mig, men ydmygende var det. Også den sædvanlige afskedsbemærkning om, at jeg bare skulle hente hjælp, når det var nødvendigt, virkede ind, så jeg hektisk blev skrap, dæmpede og tyssede og skældte ud for at tækkes de andre.

28

Det var to forskellige børnehaver, jeg var i. De var placeret i to forskellige miljøer, og det uddannede personale kom fra forskellige seminarier.

Den ene bømehave var religiøs og påvirkede åbent i den retning. Den anden tog afstand fra en sådan opfattelse og havde ingen bevidste intentioner om at påvirke bømene i en bestemt retning. Men under overfladen - under de iøjnefaldende forskelle - lignede de to bømehaver hinanden.

De voksne bestemte suverænt ud fra faste mønstre, der i det væsentlige ikke afveg meget fra hinanden, og som man ikke snakkede om som noget, man kunne sætte spørgsmålstegn ved og eventuelt ændre. Det var en selvfølge, at bømene skulle gøre, som de voksne ville have det. Slog en enkelt eller to sig i tøjret, blev de hurtigt sat på plads. Det skete ved ret autoritært at give de formastelige klar besked. Begge steder hændte det, at nogen blev straffet korporligt. I den første børnehave oplevede jeg det ikke direkte, menjeg hørte om en dreng, der efter aftale med hans forældre og assistenten på stuen kom ind på lederens kontor, hvor han fik en endefuld og besked om at opføre sig mere manerligt overfor børn og voksne.

Det andet sted var det ikke sat i scene på samme måde, men engang imellem fik en unge en hurtig ørefigen. Så vidt jeg husker, blev der ikke givet nogen særlige begrundelser, og jeg ved ikke om forældrene fik det at vide.

Jeg mindes ikke nogen situation, hvor jeg har hørt nogen forklare og fortælle børnene, hvorfor de skulle gøre, som de skulle. Endnu mindre indrømme overfor nogle bøm, at man som voksne tog fejl eller f.eks. var for hurtig til at sige nej . De erindringer og erfaringer, vi hver især havde med os fra egen barndom, blev ikke brugt bevidst til f.eks. at minde os om, hvordan børn oplever og sanser. Ingen af stedeme var der over­vejelser - i hvert fald aldrig åbent og udtalt - om, at voksne kan tage fejl, gøre indrømmelser og ændre på faste rutiner.

Selvom jeg ikke kunne fordrage det hellige snak, måtte jeg i det stille indrømme, at bømehaven med den religiøse opfattelse var den blideste overfor børnene. Personalegruppen der var mere i balance, og jeg oplevede ikke, at voksnes personlige irritationer, vrede og skuffelse slog igennem i den daglige omgang med børn og voksne i samme grad som i den anden. Hvilket var uden sammenhæng med de to steders forskel­lige religiøse/pædagogiske opfattelse og uddannelsesbaggrund, og det kunne lige så godt have været omvendt, for ingen af stederne var det noget, man bevidst forholdt sig til.

Lisbeth Saugmann er uddannet på Socialpædagogisk Børnehave­Seminarium i 1 970. Lærer ved Jydsk Børnehave-Seminariwn.

29

Portræt af en vuggestue, 1968

Af Erik Stærfeldt og Karsten Tuft (red.)

Følgende artikel er en redigering af båndudskrifter fra interviews med Kirsten Juul og Elsebet Herborg Krogh, som arbfddede t sanune

vuggestue t Arhus t perioden 1966-70.

Indledning Bygningen er en kolos med børnehave i stueetagen, vuggestue på første sal og beboelse oppe på øverste etage. Endvidere en stor kælder, en stor liggehal og et lægeværelse. Vuggestuens personale - også forstander­inden (lederen) - boede der, og forpraktikanterne skulle bo to og to sammen på værelserne. Enkelte assistenter havde fået dispensation til at bo udenfor vuggestuen. Børnehavens personale boede der ikke, de måtte godt bo ude i byen.

Selve vuggestuen var indrettet sådan, at når man kom ind i institu­tionen, var der en modtagelse, som det jo hed- d.v.s. det, som vi kalder en garderobe idag - og fra modtagelsen kunne man komme ind på lederens kontor og videre derfra ind på en lang gang, hvor de tre stuer var placeret.

Den første stue, man kom til, hed storestuen (småbørnsstuen, legestuen) med 20 børn. Den næste stue hed kravlestuen med 16 børn, og den sidste stue hed spædstuen med 12 børn.

Forstanderinden var uddannet sygeplejerske, og hver stue havde en assistent (tre-årig barneplejerske), en et-årig barneplejerske og en forpraktikant. Det var sådan, at man havde tre måneders prøvetid- en måned på hver stue.

Ansættelse Første gang, jeg besøgte vuggestuen, var sammen med min mor. Det var meget typisk på det tidspunkt, at man ikke etablerede nogen kontakter eller nogen ansættelse, uden at man havde sin mor med i ansættelses­samtalen.

Samtalen foregik på den måde, at det var min mor, der talte med forstanderinden, og jeg sad som det tynde øl ved siden af hende og accepterede, at det var sådan.

Det blev så aftalt, at jeg kunne få et job som forpraktikant i vuggestuen.

Jeg skulle bo på et Ulle værelse oppe på anden sal. Jeg fik udleveret kitler, som jeg blev bedt om at sy navn i og lægge op i en passende længde;

3 1

d.v.s. at jeg jo fra starten fik det ind1:Iyk, at hun stolede på, at jeg nu også kunne lægge dem op i en længde, som var passende. Det gjorde jeg så og syntes, at det så rimeligt pænt ud, men efter at jeg havde været i vuggestuen to dage, blev jeg kaldt ind på lederens kontor, for hun syntes altså, at de kitler var alt for korte til mig, og at jeg så ret så upassende ud i dem. Jeg fik i stedet to postkasserøde kitler, der hang ned til midt på skinnebenet, og forstanderinden skulle se bagfra, om længden på kitlen nu var passende- også når man bukkede sig ned. Det var virkelig en nedtur, og jeg syntes, jeg så aldeles tåbelig ud, men de følelser kunne jeg have for mig selv, for det hjalp ikke noget.

Hverdagen - Morgen Når man mødte kl. 6. 1 5 om morgenen, stod førsteassistenten længst henne ad gangen, og så kom alle assistenterne i den rækkefølge, de nu selv fandt ud af, tror jeg. Efter dem stod så forpraktikanterne i den rækkefølge, de var ansat. Så gik man hen ad gangen, og der blev banket på den sidste dør, hvor lederen boede, og hun kom ud af sin dør og sagde ikke et ord til nogen. Vi gik bare ned ad alle trapperne, ind igennem vuggestuen, ind igennem modtagelsen, hen til hendes kontordør, og så stod hun der, og vi sagde allesammen "godmorgen, godmorgen• o. s. v. og defilerede forbi. Vi startede om morgenen med at mødes i dagligstuen til fælles morgensang og morgenbøn, eller der blev læst op fra Kristeligt Dagblad. Først derefter var vi klar til at gå på arbejde.

Børnene blev afleveret ude i modtagelsen- ikke på de stuer, de hørte til. Forældrene tog overtøjet af deres børn og 1:Iykkede på den knap, som ringede inde på barnets stue. Så gik man ud i modtagelsen og tog imod barnet. Der blev altid sagt til os, at afleveringssituationen skulle gå hurtigt: sige goddag, nærmest hive barnet ud af armene på forældrene, sige farvel og ind på stuen med barnet.

Det var meget nøje aftalt, når man startede med badeprocessen om morgenen, hvomår man skulle være færdig. På et ganske bestemt klokkeslet gik personalet ud på badeværelset og vaskede og skiftede børnene fra deres eget tøj til vuggestuens. Hvert barn havde sit eget lille skab, hvor vuggestuens tøj lå i den rækkefølge, børnene skulle have det på- d.v.s. undertøjet øverst o.s.v., det lå bare pinligt i rækker og presset sammen, så det så rigtig nydeligt ud.

Det var mange børn at vaske og klæde om. På spædstuen skulle børnene bades hver morgen, når de kom. Der var selvfølgelig ikke tid til at sidde og give børnene sutteflasker og have nær kontakt med dem, så det foregik på den måde, at man gik ud og varmede sutteflaskerne, hentede dem ind på stuen, og så blev der snurret en lang ble om dem. Den lange ende på bleen kunne nå ind under hovedet på barnet, som man vendte nede i sengen - det lå på siden - og den tykke snip gjorde så, at flasken kunne ligge af sig selv, og barnet kunne ligge alene og drikke af sin sutteflaske.

32

Når alle hømene samtidig skulle skiftes, have morgenmad, flaske eller havregrød, så var en stor del af formiddagen jo gået, før vi var færdige. Og da hømene ret hurtigt skulle igang med at spise middagsmaden, som blev serveret ved 1 1 -tiden, og derefter skulle nå at sove, så var der ikke forfærdelig megen tid til at lege med hømene eller beskæftige dem, og det var heller ikke noget, jeg husker som primært.

Enkelte bøm fra kravle- og storestuen skulle bades hver morgen. På badeværelset mellem kravlestuen og storestuen var der ialt ca. 36 bøm, der skulle vaskes og klædes om flere gange i løbet af dagen. Når jeg kigger tilbage og ser det badeværelse, så bestod det af et arrangement i midten, hvor der var to badekar og to pusleborde, som hang sammen, og bagved os hele vejen rundt på væggene var så det, vi kaldte børnenes skabe -brune træskabe, hvor der foroven var en låge, hvor børnenes private tøj lå, og når de var klædt om om aftenen, var det vuggestuens tøj, der lå der. Det var ikke sådan, at tøjet blev smidt til vask hver aften. Selvom vi gik højt op i renligheden, skulle der heller ikke frådses med tøjet. Vi skulle om aftenen, når vi klædte hømene om, lægge det meget nøjagtigt ind- den foldede kant skulle vende udad, bleeme og bukseme lå øverst, så blusen og trøjen- det havde sådan en bestemt rækkefølge på denne her lille hylde.

På hylden oven over skabet var der det, man kaldte hovedfadet og halefadet. Når hømene blev vasket, hørte den ene vaskeklud i en bestemt farve til hovedfadet, og den anden farve hørte til halefadet. Deres kam var fastgjort på indersiden, og nedenunder lå deres håndklæ­der, som også bestod af hovedhåndklæde og halehåndklæde. De hang på den måde, at der var en strop i hver ende, og håndklædet blev foldet på langs med den foldede kant udad, og for at håndklædet kunne være i det forholdsvis smalle rum, så skulle det have et ombuk mere, så det ikke rakte for langt ud.

Vi satte hømene på pottebænken, som var fastgjort langs den ene væg. De skulle bindes dertil- ikke med reb, men med vores bleer, som var nogle store, store størrelser. Når man skulle have et bam bundet til pottebænken, tog man bleen og holdt den udstrakt og snurrede den rundt. Så blev den ligesom længere og kunne bindes omkring livet på barnet og fastgøres til det bageste af potte bænken, og det var selvfølgelig for, at hømene var sat på potten for at besørge der. Der måtte de så stort set blive siddende, til de havde gjort det. Det kunne i hvert fald ikke nytte, at de ville rejse sig ind imellem og heller ikke før, vi igen havde tid til at give dem bukser på, så derfor bandt vi dem.

Ellers var der badedag en gang om ugen. På badedagene stod assistenterne og forpraktikanterne i badeværelset i røg og damp - ja, det var virkelig sådan. Vinduerne rimede som i en osteforretning, og der stod man så badede børnene til den helt store guldmedalje. For mange af børnene var det faktisk meget godt, at de fik bad. Mange af kvarterets

33

børn var i den grad dårligt stillet. Mange forældre havde ikke styr på at passe deres børn. Det er bl.a. derfra, jeg har lært at lave kogtvandsklude, for aldrig har jeg oplevet nogle numser, der så sådan ud. Der var store huller. Det er også nogle ting, som virkeligt har ændret sig, menjeg har lært - derude på min første praktik - hvordan man skal behandle sådan en numse. Faktisk var det mange gange nødvendigt, at de blev vasket, og det er der jo heller ikke noget galt i. Det, der måske var noget galt i, når man tænker over det bagefter, er den måde, det foregik på - nærmest på samlebånd. Detvar ikke sådan, at man gik ud og badede et barn, hvis det en dag havde behov for det; nej , man badede det på de dage, man havde planlagt, og sådan var det. Det kunne der ikke ændres ved.

Langt de fleste børn op til tre-års alderen brugte ble, og i vuggestuen lagde man ble på på en ganske bestemt måde. Jeg kan huske, at når vi var på kursus sammen med de andre vuggestueforpraktikanter - vi tog nogle aftenkurser - så snakkede vi meget om, hvilken måde man nu lagde ble på de forskellige steder. Det var tydeligt, at hver vuggestue havde sine egne bestemte systemer. Vi brugte to bleer ad gangen, og så blev der sat to sikkerhedsnåle på en ganske bestemt måde. Den inderste ble blev sat på børnene stort set, som man vel også gør idag; man folder den som en trekant og den ene spids op igennem benene og de to andre fra ryggen og ned imellem benene. Men den yderste skulle lægges på en bestemt måde udover og så fastgøres med de her sikkerhedsnåle, og derover skulle børnene så havde de her gummibukser på.

Gummibukserne var stive og ulækre, og det var væiDIJleligt for børnene at have dem på. Jeg husker også, at børnene havde sådan nogle tykke lår, og de havde altid røde rande omkring lårene, fordi gummi­bukserne snærede ad Pommeren til. Kvalitetsmæssigt blev der ikke ofret ret meget på vuggestuens tøj , så meget af det var jo meget, meget forvasket og tyndslidt. De gummibukser, børnene havde på, blev repareret med lærredstape. Dervar ikke noget, der gik til spilde - det var fint nok. Men trods de her to bleer tissede børnene tit igennem inde på stuerne, så på badeværelset stod altid, hvad vi kaldte tissekluden eller tissespanden. Det var en spand med noget, der hed Rodalon, som skulle kunne tage lugten. Men mange, mange gange i løbet af dagen tissede børnene inde på stuerne, og tissen løb hen ad gulvet. Så var det jo bare ud på badeværelset, hen at hente tissekluden og ind og tørre op og ud i spanden med den igen. Først om aftenen blev Rodalonen skiftet, så det var så som så med at tage lugten.

Under badningen var der på stuen måske en enkelt voksen, som sad oppe ved et bord. Hvis der var to voksne derinde, sad assistenten ved bordet og strikkede trøjer til børnene, og så kunne det godt være, at forpraktikanten sad nede på gulvet og forsøgte at sætte noget igang.

Der var epidemier med børnesygdomme på vuggestuen - de gammel­kendte børnesygdomme som mæslinger, skoldkopper, skarlagensfeber

34

og fåresyge. Jeg synes virkelig, at børnene smittede hinanden meget dengang trods al vores rengøring og trods det, at man jo ikke - hverken med personalet eller med børnene - måtte have tæt kontakt.

Formiddagspause Om formiddagen måtte assistenterne og lederen gå ned i vores spisestue og drikke formiddagskaffe. Alle vi andre måtte gå ud i mælkekøkkenet i fem eller ti minutter højst, og der måtte vi tage et glas mælk, og så kom der nede fra køkkenet en ostemad op til os, men vi måtte ikke drikke kaffe; det var kun , når man var assistent.

Lege Der var ca. en time om formiddagen, hvor vi ikke var igang med enten at vaske børnene eller give dem mad, og hvor man så kunne lave andre ting. Vuggestuen havde ikke særlig meget legetøj , og det meste af det var flyttet væk om morgenen, inden børnene kom. Det kunne nogen gange komme frem.

Jeg husker, at tiden for det meste gik med at synge med børnene -nogle af de gamle kendte sanglege - og også lidt historie eller højt­læsning.

I 1 968 kom melodien Jamaica, Jamaica frem, og der var Pfppt Langstrømpe og også noget musik, som virkede provokerende på mange af assistenterne, men det var noget, de yngste medarbejdere syntes var rigtigt lækkert, og som ungerne syntes var herligt. Jeg kan ellers ikke huske ret mange lege, man foretog sig med børnene, men specielt på den store stue - kan jeg huske - foregik der en ret så skæg dans, men kun når man ikke blev overvåget af assistenterne. På storestuen var der heller ikke ret meget legetøj .

Når man som forpraktikant skulle lege med børnene, så skete der tit det, at der stod nogle assistenter udenfor selve stuerne og kiggede ind. Der var nogle store glasruder ud til gangen, og der kunne de godt stå i halve timer og bare kigge på. Det virkede virkelig hæmmende. Mange ting blev slået i stykker på grund af overvågning. Ligesådan kan jeg huske, at der på kravlestuen simpelthen ikke var noget legetøj , der stod fremme. Det stod inde i skabene, og børnene skulle hen og stå og hamre på lågerne for at få noget legetøj , og så tog man lidt frem. Der var ikke noget særligt stort udvalg. De mindste børn, der sagtens kunne kravle rundt eller gå, sad ofte i deres senge og legede med noget legetøj . I hvert fald på kravlestuen foregik der ikke nogen specielle lege. Hvis der til dagligvar et barn på gangen, blev lederen meget, meget vred - altså man måtte ikke lege på gangen. Der var aldrig andet at se end voksne, der kom spænende fra den ene ende af huset til den anden, og der var i hvert .fald ikke nogen børn, der måtte være der, med mindre de var på vej enten ind eller ud af stuen. På spædstuen husker jeg ikke nogen lege.

35

Uclflugter Der hørte ikke nogen legeplads til vuggestuen, så det var ikke hver dag, børnene kom ud. Hvis man ville ud at gå en tur, skulle assistenten først ud og spørge lederen, om vejret nu var godt nok til det, og når hun så havde kigget ud ad vinduet og tænkt sig lidt om, så var det eventuelt i orden. Og så skulle man også have at vide, hvad overtøj børnene skulle have på. Så kom assistenten tilbage, og vi kunne gå igang med at få slæbt alle børnene ned ad trapperne, for vuggestuen lå jo på første sal.

Turene handlede om, at børnene skulle have frisk luft og ikke så meget om, hvad de kunne se og opleve på turen - det handlede altid om, at de skulle have frisk luft. Derfor havde forstanderinden bestemt den vej , der skulle gås. Men vi syntes jo også, at det engang imellem var ret spændende at komme ned gennem byen, og det gjorde vi så også, men hvis hun opdagede det, blev hun meget vred på os.

Hvis man gik tur med kravlestuens børn, foregik det på den måde, at man havde en stor vogn, hvor der kunne sidde 12 børn. Enkelte af de ældste kunne gå ved siden af. Vognen var i sig selv så tung, så tung og samtidig fyldt op med børn. Det var sådan, at forpraktikanten gik forrest og slæbte vognen, og så gik assistenten bagefter, og vi oplevede, at assistenten gik der bagved og tronede, mens vi andre sled og slæbte - så meget, at vi om sommeren var fuldstændig gennemblødt af sved af at trække vognen. Børnene sad fastspændt, og der var utrolig mange børn, der blev bidt. De hylede og skreg, og den, der sad nærmest, fik bidemærker, for børnene kommunikerede med hinanden på den måde. Bidning var i det hele taget et meget stort problem - meget større end jeg senere har oplevet det.

På storestuen foregik det på samme måde som på de andre stuer. Børnene blev vasket og klædt om om morgenen, og så var det måske på tur om formiddagen, men det foregik ikke i vogn. Man satte sele på to af børnene, som så gik yderst, og mellem dem gik tre eller fire, der skulle holde hinanden i hånden. Foruden selen havde den voksne et barn i hver hånd og kunne så gå med syv eller otte børn. Jeg var altid bange for, at de, der gik foran, skulle slippe hinanden og løbe ud i trafikken, for man havde som voksen ikke særlig hold over dem. Det skete ikke, men det skete ofte, at der var en, der faldt, og så faldt de alle.

Madlavning, spisning Kl. 1 1 skulle børnene have mad. Mælkeblanding til spædbørnene og til de større børn var der en fast madplan - ikke bare ugevis , for den gik igennem hele året. Hver mandag året rundt fik man den samme ret, og ligeledes tirsdag, onsdag, torsdag o.s.v.

På spædstuen var man to forpraktikanter samt en assistent. Herfra husker jeg kun noget med madning og skiftning, et ræs med at få børnene ud at sove og få dem ind fra liggehallen, pottetræning og

36

mælkeblandinger. Samtidig forbinder jeg spædstuen med det at have køkkentjansen (mælkekøkkenet) , for det hang nemlig sammen. Man havde til opgave i fjorten dage at lave mad til hele vuggestuen, og det er noget af det, jeg husker som det største mareridt ved at være der. Jeg var simpelthen hunderæd for den tjans. J eg havde dårlig mave af nervøsitet, inden jeg skulle have det job. Fra mine elevkolleger havde jeg også fået fortalt, at det var hårdt at komme demed. Dervar mange, der ikke havde kunnet klare spædstuen og mælkekøkkenet, så vi vidste i forvejen, at der skulle du virkelig være hurtig. Det blev hele tiden kontrolleret, at der var rent, så der skulle være gang i skurepulver og spritflasker.

Det med at klare mælkekøkkenet, det var at lave sutteflasker klar til de tolv børn nede på spædstuen, og derfor skulle man møde tidligt om morgenen inden det øvrige personale - d.v.s. kl. 6. 1 5- og starte med at få lavet alle de her flasker samt havregrød til de andre bøm på vuggestuen.

Der var helt klare retningslinier for maden. Kartofleme til de store børn skulle skæres i teminger. Og på kravlestuen fik de kartoffelmos -ofte med en vis mælkesovs over. Det var den forskel, der var på kosten de to stuer imellem.

Tilbehøret var en dag om ugen hakket lever, en anden dagvar det hvid sovs, og derudover havde vi most nogle tomater, som de fik et skvat af oveni. Næste dag var det kartofler og hvid sovs med lidt persille over. Der var en dag med kødboller og en med torskerogn.

Hele det ræs var virkelig krævende, og man blev hele tiden kontrol­leret. Det var ikke sådan, at bømene fik mad, når de var sultne. Der var meget bestemte klokkeslet for, hvornår maden var færdig, og så stod den der. Det var heller ikke sådan, at det øvrige personale bare kom ud og hentede maden, når bømene var klar. Man skulle give besked ud til forstanderinden, eller hun kom selv og spurgte, om man var klar. Så kom hun ud sammen med en assistent fra en af de tre stuer. Man startede altid med storestuen, og det foregik også efter et meget nøje system. Assistenterne eller forpraktikanteme fra de andre stuer stod på den ene side af lugen - det var et køkken, der var delt op i to med en luge imellem - parat med plastiktallerkener, og man rakte så plastiktallerkenerne ind gennem lugen. Assistenten forestod opøsningen af kartoffelmosen, og forstanderinden tog sig af sovsen. Der skulle være en kande med kartoffelvand til at fortynde sovsen, hvis hun syntes. Så blev plastik­tallerkenerne sat på bakker, og en forpraktikant bar det ind på stuen. Først kom storstuen, så kravlestuen og til sidst spædstuen. Vi var meget angste for, at mælkesovsen ikke var brændt på, for forstanderinden skulle hver dag ud og kontrollere og øse op.

Børnene fik æggemælk - mælkegrød som var pisket op med æg. Det brændte let på og smagte ofte helt forfærdeligt. En anden ret var tvebaksuppe. Det var afskyeligt. Tvebakker knust og blandet med mælk til en tyk grød. Der sad vi så og madede bømene.

37

Omkring spisetid oplevede jeg på kravlestuen og spædstuen, at hømene skreg som besatte, fordi de var sultne. De sad ved nogle store borde med stole påsat, og jeg kan huske, hvordan de sad der og hylede. Det står for mig som et mareridt - det der med spisningen.

Jeg lærte, hvordan man skulle holde barnet, når man madede det. Det var om at få børnene - også de store - op på skødet og en stor hagesmæk på. Man havde venstre arm bag om bamets ryg og fat i bamets venstre arm . Når man så havde bamets højre arm bag sin egen ryg, havde det ikke mulighed for at give udtryk for, om det ville have maden eller ej . De var helt fastspændt. Så kunne man skovle ind i bamet. Det var sådan, man skulle gøre, for det var det, jeg havde lært, og det var det, jeg troede var rigtigt.

Så skulle der laves mælke blandinger. Først blev flaskeme kogt i nogle store kar, og de forældre, der havde bøm på spædstuen, fik flasker med hjem om aftenen til resten af døgnet. Næste morgen kom de så med de snavsede flasker igen. Man vurderede, at forældrene ikke selvvar i stand til at sørge for, at deres bøm fik den rigtige mad. I nogle tilfælde var det faktisk udmærket, at man gjorde det. Men i andre tilfælde synes jeg, man fratog forældrene ansvaret.

Jeg kan huske den første gang, jeg var i mælkekøkkenet. Jeg tænkte, at her skal være rent, så det her kan blive godkendt, så jeg tog noget skurepulver og skurede stålbordene.

Imens jeg var i færd med det, kom forstanderinden. Hun blev dybt chokeret over, at jeg brugte skurepulver, men hun syntes alligevel, at det var flot og blankt. Jeg blev meget bange over hendes reaktion, men assistenten fra spædstuen reddede mig. Hun sagde, at hendes forældre, der havde en gård i Nordjylland, også havde sådan et bord, og at hendes mor også brugte skurepulver. Så trak jeg vejret lettet.

Sovnlng Så skulle børnene sove - alle bømene. De sov i en lukket liggehal - der var godt nok skydedøre ud til den friske luft, men en stor del af året var det for koldt. Så sov de inde i liggehallen - spændt fast i sele selvfølgelig. Der var fast sovetid for bømene.

Savning på den store stue foregik på den måde, at når hømene havde fået middagsmad, så blev de vasket og fik skiftet ble. Så skulle de sove. Det foregik på nogle små sengelejer eller bårer, som stod på hele storestuens gulv. Bømene blev lagt ned og spændt fast med nogle brede bændler. Specielt oppe på den store stue havde jeg nogle oplevelser, som jeg nok ikke satte spørgsmålstegn ved, fordi det blev der ikke gjort. Der blev ikke snakket om tingene.

Når alle var gjort klar til at sove, blev der givet besked til kontoret. Lederen kom ind, og assistenteme stod langs med skabene. Så beslut­tede man, hvad man skulle synge. Jeg lærte utroligt mange sange, for

38

der blev sunget et helt repertoire for børnene. Det var egentlig meget hyggeligt. Det, som jeg bagefter syntes var mærkeligt, var, at børnene ikke måtte synge med. Tit spurgte børnene, om de ikke måtte synge med. Men de fik besked på, at de skulle sove og tie stille - der sad altid en forpraktikant hos de urolige børn - og så stod vi allesammen der og sang. Der kunne godt være en ti stykker til at synge. Når man så havde sunget nogle sange, blev der sagt godnat, og så havde nogle af forpraktikanterne det job at sørge for, at børnene virkelig kom til at sove. Det blev i hvert fald også vist, at ingen børn måtte sætte sig op i sengen igen. Man skulle holde dem fysisk nede, for så faldt de lettere i søvn. Nogle af os havde fri og skulle ned og spise frokost, og andre skulle på spædstuen og gøre arbejdet færdigt der. Også på det tidspunkt var det helt specielle ting, der foregik.

Syntes man, at der var et tidspunkt på dagen, hvor vi ikke var i gang med at give børnene mad, skifte dem ellervaske dem, så kunne man godt sætte sig og reparere på vuggestuens tøj . Især assistenterne brugte en stor del af deres tid på stuerne med at reparere vuggestuens tøj eller lægge tøj sammen. For alt vuggestuens tøj blev vasket i et vaskerum nede i kælderen, og det skulle jo hentes op dernede fra og lægges sammen og lægges på plads. For tingene havde deres bestemte pladser i skabene og skulle ligge meget, meget korrekt. Ikke noget med at skynde sig at lægge bukser sammen og få dem ind på en hylde. Det var et bestemt sted på hylden, de skulle ligge. Det gik der en stor del af vores tid med. Og gummibukserne var meget tynde, og dem fik vi også meget tid til at gå med at reparere. Der gik meget hæfteplaster til at sidde og klippe dem sammen.

Køkkentjansen fortsatte ved, at når man var færdig i køkkenet, så styrtede man ind på spædstuen og hjalp med at tage børnene ind fra sovning. Der var ikke noget med, at hvis børnene vågnede efter en halv eller hel time, så havde de udsovet og kunne komme op. Nej , det afgjorde klokken - et præcist klokkeslet for, hvornår man måtte begynde at tage børnene op igen. Det foregik på den måde, at man faktisk ikke gik, men løb ud i liggehallen og så tog man, hvis man var rigtig dygtig, to børn på en gang. Så kunne man slæbe dem ind på spædstuen og tage alt overtøjet og tøjet af. Forinden havde man taget madrasserne ud af sengene, sat en potte ned i dem og rullet en ble på en ganske speciel måde, så den kunne bruges som et bælte til at binde barnet fast til hjørnet af sengen. Så placerede man de afklædte børn der, hvorefter man ventede på, at der skulle være gevinst i potterne. Først når der var det, blev børnene fri for at sidde fastspændt i sengene, og så fik de mad.

Når jeg fortæller om den situation, er det fordi, det står for mig som noget meget afgørende: at man kunne nå at tage børnene op af deres krybber, få dem klædt af og sat på pottebænken - bundet fast der - få dem skiftet igen og sat ind på stuen og afleveret der. Det var der kun afsat

39

en halv time til, men hvis man var rimelig gode venner med den assistent, der var der i middagspausen, så kunne man måske få lov til at begynde fem minutter før. Hvis man kunne klare at få alle de her børn hentet ind og skiftet og gjort klar inde på stuen, så var man en dygtig forpraktikant, og man kunne få lov at blive der, når de tre måneders prøvetid var ovre.

�enædddagsrugbrød Efter middagssøvnen skulle børnene have eftermiddagsrugbrød, og kort tid efter at børnene havde fået det, begyndte vi igen. De skulle vaskes og klædes om i deres private tøj igen.

Afhentning Det var meget bestemte tidspunkter, børnene blev hentet på om eftermiddagen. Mange var der hele dagen fra kl. 6.30 til kl. l 7 .30. Vi tog barnet med ud på badeværelset, friserede det og smurte fugtigheds­creme på kinderne. Jeg husker et par gange, hvor jeg nok har glemt det og kom ud i modtagelsen og afleverede barnet til moderen. Forstander­inden rejste sig inde fra sit kontor, kom ud og ville Uge hilse på eller snakke med moderen. Hun stak næsen hen for at kontrollere, om jeg nu havde husket at smøre fugtighedscreme på barnets kinder.

Afhentningssituationen var stort set, som når børnene kom om morgenen. Forældrene ringede på klokken ude i modtagelsen, og man gik ud og så, hvilke forældre der kom. Så gik man ind efter barnet og afleverede det til forældrene. Det var den eneste kontakt, vi havde med forældrene, med undtagelse af juletræsfesten på vuggestuen. Der kom forældrene ind på stuerne, men ellers var al anden forældrekontakt forbeholdt lederen.

Lukning De sidste børn skulle være hentet kl. 1 7.30. Så gik forpraktikanterne og de et-årige barneplejersker ned og spiste, og det måtte vare til kl. 1 7.45. Så gik vi op og gJorde færdig i vuggestuen, og så gik lederen og assistenterne ned og spiste. Vi havde en køkkendame, som var ansat til både at lave mad til vuggestuens personale og til børnehaven i stue­etagen. Ikke til børnehavens personale. De boede der jo ikke, som vi andre gjorde.

Der blev serveret to retter varm mad. Jeg husker maden som stort set udmærket og tilfredsstlllende.

Vi havde faste pladser i spisestuen, der lå tæt op ad køkkenet. Forstanderinden sad ved bordenden, og jeg sad på hendes venstre side ved langsiden. For første gang i mit liv fik jeg serveret kørvelsuppe. Vi øste ikke selv op. Det blev øst op ude i køkkenet og sat ind foran os, og jeg havde aldrig smagt kørvelsuppe før. Det kunne jeg bestemt ikke Ude.

40

Det lå mig f] emt -jeg turde slet ikke få tanken - at jeg kunne levne eller sige, at jeg ikke kunne lide det. Så jeg måtte spise al den her kørvelsuppe. Vi fik serveret vand til maden, og jeg tror, at jeg nåede at drikke ti eller femten glas vand for at få det her kørvelsuppe ned, og det er helt sikkert, at lederen udmærket godt kunne se på mig, hvad jeg følte for kørvel­suppen. Men hun sagde ikke et ord og sad bare og kiggede ud af øjenkrogene over på mig. Jeg fik heldigvis spist den kørvelsuppe, men jeg har ikke siden rørt kørvelsuppe, og jeg gør det heller aldrig.

Efter aftensmaden skulle vi så igang med rengøringen, og det skulle gøres godt og grundigt hver dag.

De store, grå linoleumsgulve på stuerne skulle vaskes hver dag og meget af legetøjet skulle også vaskes af hver eneste dag. En dag om måneden skulle alle gulvene skures; først i brun sæbe, så skulle de vaskes over med salmiak, og så skulle de smøres ind i bonevoks. Her var det vigtigt, at man i forvejen havde sørget for, at tingene nu var anbragt på stuen, som de skulle være. Det kunne bl.a. andet være persienneme for vindueme. De skulle hver aften trækkes ned, men kun nøjagtigt ned til et gitter, der var sat for det nederste af vindueme, så hømene ikke kunne kravle op og risikere at falde ud. Selve lamelleme i persiennen skulle stå vandrette, så der kom lys ind. Engang, hvor jeg havde ligget og skuret gulvet og smurt det ind i bonevoks, kom lederen og assistent­erne, som havde været nede og spise, op og kontrollerede, om alting var i orden. Det mente forstanderinden ikke. Hun mente, at der var en persienne, der ikke var helt vandret. På trods af at jeg havde ligget og smurt hele gulvet ind i bonevoks, gik hun ind over det, rettede persiennen og bad mig om at bone gulvet om.

På en af stuerne havde vi en fugl, som havde et bestemt tørklæde hen over buret. Når gulvet var bonet, var det mest smart, at fuglen havde fået tørklædet over sig inden, men hvis man havde glemt det, skulle man gå over gulvet, og så skulle det gnides efter en gang til.

Så man lærte hurtigt, at man ikke skulle snyde ret meget, for der var falkeøjne, der observerede mange, mange ting.

De aftener, hvor man kunne nøjes med at vaske gulvet og ikke skulle smøre det ind i bonevoks, skulle vi »stille an« - som vi kaldte det - når gulvet endelig var blevet tørt. Det var at tage alt legetøjet ud af skabene og anbringe det i vindueskarme og på skabe. Ikke mindst på gulvene havde vi en meget nøje opstilling. Jeg husker tydeligt den store, hvide træand med de tre små andeunger efter sig, som skulle stå på en bestemt måde. En klodsekasse havde et meget bestemt sted at stå, og det gjaldt stort set det hele. På det store tomme gulv skulle det have en bestemt placering. Ideen i det var, at hvis lederen eller assistenteme fik gæster om aftenen og skulle vise vuggestuen frem, så skulle den se indbydende og tiltalende ud. Det gjaldt ikke så meget vi andre, for vi fik at vide, at hvis vi fik gæster om aftenen, så skulle vi bede om lov til at vise vores

4 1

gæster, hvordan det så ud nede på vuggestuen. Dørene blev låst af hver aften.

Der blev gjort grundigt rent på stuerne, men endnu grundigere på badeværelserne. Alt skulle vaskes af hver aften. Børnenes håndklæder skulle rettes og hænge i snorlige rækker, inden vi forlod vuggestuen. Børnene havde et lille rum med deres tøj i og en kam. Tandbørster eksisterede ikke i vuggestuerne dengang. Hoved- og halehåndklædet skulle rettes meget nøje til hver aften, og det skulle efterses, om alle kammene nu var der. D.v.s. når sådan et badeværelse bestod af 70 håndklæder, der skulle rettes til hver eneste aften,

'så skulle al ting gå

hurtigt for at nå at blive færdig til tiden. Efterhånden sad det i fingrene, så det kunne blive godkendt.

Der var en dåse med sikkerhedsnåle til bleer med et bestemt antal, og det skulle passe hver aften. Ingen måtte forlade vuggestuen før antallet stemte; så kunne alle få lov at kravle rundt på gulvet efter sikkerheds­nåle, og arme den assistent eller forpraktikant, der havde ansvaret. Så skulle man rapportere til lederen, at der manglede den her sikkerheds­nål. Efterhånden fandt man ud af at tage et par stykker med i lommen. Så kunne man måske få løst problemet på den måde.

Ude på gangen blev der ryddet op og bonet gulv hele vejen ned. Og jeg kan specielt huske engang, hvor lederen ville ind ad den øverste gang ­der var to indgange til vuggestuen - men det var vi lidt kede af, for vi havde lige bonet gulvet. Det var hun ligeglad med; hun spankulerede bare ned ad gangen og vappede over det nybonede gulv, så vedkommen­de måtte gøre det hele om igen - og det blev hun bedt om. Ikke noget med, at det kunne vente, eller at man var tilfreds med den måde, det så ud på. Man blev simpelthen bedt om at gøre det om igen, for hun agtede bestemt ikke at tage hensyn til det bonede gulv og gå den anden vej ind.

Når alle var færdige, stillede vi os ud i modtagelsen. Og så stod vi der og ventede udenfor kontordøren, der var lukket, og kiggede på, hvor langt hun var i sine papirer. For vi skulle først have besked på, om vi måtte gå hjem eller gå op, eller hvad vi nu skulle. En af assistenterne gik så hen og bankede på ind til kontoret og sagde, at nu var vi færdige. Når det så passede hende, rejste hun sig op og kom ud i modtagelsen, og så var det, man måtte sige, hvis der manglede en sikkerhedsnål. Hvis der gjorde, blev hun edderspændt rasende. De fleste aftener fik vi selvfølgelig ingen skideballer - men der var klokken også ved at være så mange, at det ville være fuldstændigt urimeligt, at nogen skulle chikanere os mere - og så gik det ret hurtigt med, at forstanderinden rejste sig, kiggede over brlllerne og sagde »takjor idag• og ifarvel«.

Andre gange - hvis hun var igang med noget arbejde - så kunne hun godt lade som om, hun ikke hørte det og trække tiden ud, og det kunne vi ind imellem være lidt trætte af. For hvis klokken var blevet et sted

42

mellem seks og halvsyv, og vi havde en aftale for aftenen, så syntes vi, at nu var vi nået til det tidspunkt, vi godt ville skynde os ud af vuggestuen. Men der var i hvert fald ingen, der vovede at gå hen og sige, at nu var vi færdige, og om vi godt måtte gå. Endelig så rejste lederen sig og kiggede over brillerne og sagde •tak for idag•, og så kunne vi forlade vuggestuen, men først da. Nogen gange sagde hun •godnat• til os, for nu var hendes dag jo forbi, og det skulle den så også være for vores vedkommende.

I det hele taget var hun jaloux på os. Vi havde et liv udenfor vuggestuen, vi havde kærester og familie. Engang - det var lige inden vi skulle hjem og holde jul hos os selv sammen med vores familie og kærester - trak hun det simpelthen ud i det uendelige med at give os fri, fordi hun jo åbenbart selv syntes, at hendes jul var lidt kedelig og ikke så indholdsrig som den, hun troede, vi skulle have. Så det varede længe, inden hun gav os fri, og de fleste af os havde pakket vores kuffert, og den stod klar på værelset. Lige så snart hun havde sagt •godnat• til os, styrtede vi simpelthen op og hentede vores ting og var væk fra institu­tionen.

Selvom vi mange gange først fik fri kl. 18.30, var det jo ikke sådan, at vi først mødte kl. 9 om formiddagen. Vi mødte kl. 6. 1 5, og så fik vi fri på et tidspunkt midt på dagen - mellem kl. 12 og kl. 14. D.v.s. vi havde delt tjeneste, så vi blev kørt trætte. Udfra hendes synspunkt var det meget fornuftigt at sige godnat, for så kunne det være, at nogle af os tog hende på ordet og lod være med at farte for meget rundt ude om aftenen.

Det var heller ikke god kutyme, at man forlod vuggestuen straks efter arbejdstids ophør. Vi havde kun fri hver fjerde lørdag, og vuggestuen lukkede kl. 1 3. Jeg ville gerne på besøg hjemme hos mine forældre og skulle med en rutebil fra stationen kl. 1 3 . 30, så jeg var altid hurtig med at komme op og klæde om. Men jeg har mange gange fået påmindelser om, at forstanderinden ikke syntes, at det var fornuftigt, at man afsluttede sit arbejde og så styrtede ud af huset.

Lørdagsarbejde Vi arbejdede om lørdagen på det tidspunkt. Vi tog os af de børn, der skulle være der, fordi deres forældre arbejdede, men det var egentlig en meget lille del af det. Ellers foregik der lørdagsrengøring. Det var ikke bare overfladisk rengøring; det var, hvad jeg kalder en hovedrengøring. Det foregik hver lørdag på den måde, at specielt badeværelset blev endevendt. Alt blev vasket af i tredobbelt salmiakspiritus og brun sæbe. Det blev skuret og man blev lært til, hvordan sådan noget skulle foregå. Og man sled træværket op på grund af den teknik, man brugte. Alt blev endevendt: potter, skabe og alverdens ting blev skuret og skrubbet til det skinnede. Der blev lagt bleer frem til hele ugen, og der blev talt sikkerhedsnåle.

43

Lægen Vuggestuen havde regelmæssigt lægetilsyn på det tidspunkt. Flere gange blev lægen også tilkaldt til at vaccinere børnene. Det var ikke forældrene, der henvendte sig til deres egen læge. Det var vuggestuens læge, der kom og vaccinerede børnene. Det foregik i badeværelset, og man fik at vide: •Gå ind og hent det og det barn•, og alle fik gamma­globulin på tur. Dagen før lægen kom, gik der meddelelse rundt i vugge­stuen om, at •inwrgen er der lægebesøg•, og lægeværelset blev gjort fint i stand. Det var noget meget højtideligt, og de børn, der skulle bæres over i lægeværelset til lægeundersøgelse, skulle jo så om morgenen vaskes ekstra godt.

Den højtidelighed, der var, var måske forbundet med, at der ikke kom ret mange ind på vuggestuen - i hvert fald ikke længere end til modtagelsen. Jeg kan kun huske få andre mennesker end lægen, der kom ind i vuggestuen. Det kunne være kassereren, der kom på kontoret og skulle vises rundt, og det kunne være formanden for bestyrelsen.

Lægen var løvrigt meget sød og rar ved børnene, og det var egentlig fornuftigt nok. Det mærkelige var den stemning, der var omkring det.

Haven Institutionen havde også en have. Men det var en have med fine bede, og det var egentlig ikke særligt rart at komme derned. Havemanden havde meget kærlighed for sin have, og hvordan den skulle se ud. Så vi var der meget sjældent. Børnene måtte faktisk overhovedet ikke lege der. De kunne i hvert fald ikke lege på den måde, de havde lyst til. Så det blev meget styret af, at de voksne skulle sætte en sangleg igang, eller også skulle de konstant fortælle børnene, at de ikke måtte gå ind i bedene o. s. v.

løvrigt havde havemanden stor magt i institutionen. Han havde tit lange samtaler med lederen, og hvad de snakkede om, gættede vi jo på - vi var meget ondskabsfulde, også i vores tanker om, hvad det var for sammensværgelser, de nu lavede imod os andre.

Udover det at være havemand, følte vi, at han på mange måder trådte i forstanderindens sted i de situationer, hvor hun ikke var der. I hvert fald var alle klar over, at når havemanden var på vej , så fik alle samme følelse, som når det var lederen, der gik igennem vuggestuen.

Julen Vuggestuen var en selvejende institution, og jeg kan huske den særlige ophøjethed, hvormed bestyrelsen blev modtaget til julefesten. Det var jo gamle damer, der sad i bestyrelsen, og så var der bestyrelsesformanden. Han kom i høj , sort hat, stor cigar i munden og fin hvid skjorte og jakkesæt. Han blev modtaget helt fantastisk. Folk stod i lange rækker og hilste på ham og alle de gamle damer, der sad i bestyrelsen. De kom

44

ind i et lille lokale, hvor jeg blev bedt om hjælpe dem med at tage de uldne overtræksbukser af, og så var de ellers klar til julefesten.

Før julefesten fjernede man alle møbler fra stuerne og satte dem ud til opmagasinering på gangene, så man kunne holde julefesten stands­mæssigt.

På storestuen stod der et stort, flot juletræ, og så var der ellers dækket op i liggehallen med borde, hvor alle bestyrelsesmedlemmer og forældre, der også var indbudt, sad. Børnene var i strutskørter, sløjfer og flæser. Det var en meget, meget stor fest. Selve festen var hyggelig nok for børnene. Men hele det ræs, der gik før festen, gjorde, at der var mange begrænsninger for, hvad man måtte og ikke måtte. For detvar julefesten, man skulle se frem til; det var der, det hele foregik.

Jeg husker specielt den julefest, hvor formanden faldt ned af alle trapperne med sin høje hat og cigar. Det var så pænt, og så endte det sådan. Hvad der blev drukket, kan jeg ikke huske, men det var en lidt speciel oplevelse for os små forpraktikanter at se det.

Forældrene og kvarteret Vuggestuen lå i et område med en del enlige, som havde fået børn uden at være gift. De måtte på arbejde - oftest fabriksarbejde indenfor syning o.s.v. Der var også børn af forældre, hvor begge var igang med en uddannelse - f.eks. universitetet.

Mange af de forældre satte deres lid til, at der var nogen, der fratog dem - eller i hvert fald gik ind og hjalp dem med - det at være familie eller være mor og få lært, hvordan man skulle vaske et barn, og som sørgede for, at barnet fik det rigtige mad o.s.v.

Det var vigtigt for lederen at sikre, at børnene fik den rigtige pasning og pleje, og mange af de forældre, der hørte til vuggestuen, havde helt sikkert brug for, at der var nogen, der hjalp dem til at sørge for de helt basale behov. Det gjorde hun bl.a. på den måde, at hun opsøgte forældrene hjemme. Jeg har også været med nogle gange og oplevet, at hun var meget god til at snakke med forældrene. Hun var ikke fordomsfuld; hun vidste simpelthen, hvad hendes opgave var i forbin­delse med besøgene. Mange forældre havde stor tillid til hende, men de var også meget bange for hende. Det var helt tydeligt. Hun blev omgået med en vis respekt, hvilket også var naturligt nok, hvis man tænker på, hvilken situation de selv var i. Man levede under kummerlige forhold, og det kunne vi jo ikke gøre meget ved. Men det var en af grundene til, at lederen sørgede for, at forældrene fik mælkeblandinger med hjem, så man i hvert fald kunne sikre sig, at børnene fik noget mad. De kom mange gange efter weekenden og så forfærdelige ud. De havde ikke fået noget ordentligt at spise i løbet af weekenden. Så der var noget at tage fat på hver eneste mandag morgen. Det drejede sigjo kun om søndagen, for om lørdagen var de børn der, som virkelig trængte meget til det. Det sørgede hun faktisk for.

45

Jeg kan også huske, at de forældre, som havde en høj sociale status -dem havde vi måske fire forældrepar af - de blev simpelthen passet og plejet aflederen i en grad, som var det næsten bestikkelse, og det samme var også gældende for deres bøm. Det var meget sådan, at deres bøm var kæledægger.

På et tidspunkt i den sidste del af perioden, herskede der et lille oprør på institutionen. Mange forældre var meget bevidste omkring deres egen livssituation, og de begyndte også at lægge mærke til, hvad der foregik på institutionen - f.eks. hvor meget mad hømene fik. Det var sådan noget meget nært at tage fat på. Mange syntes, at hømene fik for lidt kød, og der blev så oprettet et forældreråd eller et eller andet tilsvarende. Det var faktisk på det tidspunkt, man begyndte at lave forældreråd på andre institutioner. Det blev opfattet som en trussel mod dagligdagen, som den foregik der. Jeg kan lige så tydeligt huske, at der skulle holdes et møde, hvor der var uro fra forældreside, fordi de krævede, at deres bøm skulle have en bedre kost i vuggestuen. De pågældende forældre fik medhold i deres beklagelser, og der kom plakater op, hvor der stod: •Nu får børnene mere kød i vores vuggestue• eller noget i den stil. Ellers husker jeg ikke nogen forældre, der gik særligt meget ind i selve dagligdagen.

Ledelse og samarbejde - stemning og atmosfære Alle var på eftemavn dengang, og alle var •De«'s. Forpraktikanteme blev tiltalt med eftemavnet og ikke med frk. det eller det. Lederen var meget streng over for os, men samtidig ville hun meget geme have, at der var en familiefølelse i gruppen. Hun havde ikke nogen familie selv andet end sine søskende selvfølgelig. Hun forsøgte at lave en familie for de voksne ved hjælp af de assistenter, som hun jo selv havde udpeget til at være de nærmeste. De var enlige piger eller damer med en enkelt undtagelse. Det var en underlig oplevelse for mig at komme fra et beskyttet familieliv, som jeg selv havde, og så ud i en familie på en arbejdsplads, for ligesom man troede, at man havde fået et godt kammeratskabsforhold til nogle af dem, så sladrede man pludselig, hvis jeg f.eks. havde fortalt et eller andet, somjeg var usikker på i forbindelse med hele arbejdsgangen. Jeg følte, de faldt mig i ryggen, og så blev jeg kaldt ind på forstanderindens kontor. Sådan havde alle det; man gik i en usikkerhed om, hvor man stod henne - om man var accepteret.

På et tidspunkt var jeg kommet lidt ind i varmen i den særlige familiefølelse, som lederen forsøgte at få skabt. Jeg fik den opgave at lave et vægophæng med nogle glade bøm, som jeg skulle male på noget stof. Hun havde fundet ud af, at det var noget, jeg kunne. Jeg blev fritaget for nogle af de praktiske opgaver og syntes det var enormt fedt, selvom der så var mange af de andre, som synes, at jegvar en morakker, for så skulle de måske rende hurtigere og skrælle kartofleme hurtigere eller sådan noget.

46

Den omgangsform, man havde, oplevede jeg som en overvågning, dervar til stede overalt - f.eks. i vores frokostpauser. Vi, der boede der, skulle spise der - d. v.s. vi skulle bruge vores sparsomme fritid på at spise. Den dame, der var ansat til at lave mad til de voksne, var en rigtig madmor - en kæmpestor kvinde - og hun lavede noget mad, som jeg slet ikke troede, nogen kunne spise. Jeg blev tvunget til at spise det og havde det nogen gange meget skidt med det. Det kom sig måske også af, at hvis man var sidst ankommet, skulle man sidde ved siden af lederen med hele den utryghed, der var omkring det.

Samtidig med at lederen forsøgte at skabe den familiefølelse hos os, så havde hun en enorm afstand til os - følelsesmæssigt i hvert fald. Hver eneste gang hun nærmede sig, blev der en helt anden stemning. Man signalerede til hinanden, at hun var på vej - ved hjælp af de vinduer, der var imellem de enkelte stuer - så man kunne være forberedt på, at hun kom. Det, hun forsøgte at gøre, lykkedes ikke for hende, og jeg har tit tænkt på, hvordan pokker det kan være. Men i hvert fald så skete der altså: det, at tonen imellem os blev meget hård. Forstanderinden og assistenterne brugte deres religiøsitet til at skabe en lukket kreds, der var en mystik omkring.

På det tidspunkt, jeg var ansat, var der en tre-årig barneplejerske, som det undrer mig, at man holdt hånden over. Det var ikke sådan at hun slog børnene, men hun nappede, hvis hun ikke syntes, de gjorde hvad hun sagde. Hun ignorerede børnene, og hvis de græd, lod hun dem græde. Hun viste ingen varme følelser overfor børnene, og når hun skulle give de mindste mad, lod hun dem ikke bøvse af eller få den tid, de skulle havde til at spise maden. Hun skovlede maden ind i dem, og hvis de kastede det op, fik de det ind igen o.s. v. Det var tit hende, derviste os vejen for, hvordan man skulle gøre. Det må hun åbenbart have haft lederens opbakning til, og det gjorde måske også, at vi var bange for hende. Det er jo forfærdeligt, at lederen lod hende være i den rolle, for hun havde i virkeligheden brug for, at der var en, der kunne sige stop og vise hende en anden vej . Mange af os var bange for at være sammen med hende, når vi skulle arbejde på vuggestuen. Vi følte, at vi havde en del af skylden for, at børnene blev behandlet på den måde, hun gjorde.

En morgen havde jeg det meget skidt. Da jeg kom ned ad trappen og skulle sige godmorgen til lederen, måttejeg sige til hende, at jeg var syg. Så spurgte hun mig, om jeg havde feber. Jeg sagde, at det regnede jeg med, at jeg havde, for jeg havde det virkelig dårligt. Hun bad mig om at gå op på mit værelse, og så ville hun komme op lidt senere. Følelsen af at stå foran lederen og fortælle, at man var syg, var simpelthen fiygtelig, for hun troede jo ikke på det, eller hun viste ikke nogen varme overfor en eller medfølelse eller noget som helst. Jeg lagde mig op i min seng, og det varede ikke længe, før hun kom ind på mit værelse. Hun bankede ikke på. I hånden havde hun en blikbakke med et termometer og en

47

træpind. Hun skulle kigge mig i halsen med pinden, og så skulle jeg selv tage min temperatur. Hun stod der så, mens det foregik. Det var altid frygtelig nedværdigende. Men det viste sig selvfølgelig, at jeg havde feber, så jeg fik lov til at blive liggende. Jeg ville meget gerne hjem til min mor at ligge og være syg. Hun var meget fornærmet over, at jeg ikke kunne ligge på institutionen. Det endte med, at jeg blev hentet og kom hjem til mine forældre.

Jeg kan i min erindring ikke finde noget billede af, at lederen har siddet og læst for børnene, eller at hun Ugesom har vist vejen for, hvordan man skulle være sammen med børnene. Hun stod altid ude på gangen og betragtede os. Når hun kom ind på stuerne, kravlede børnene ind under hendes kittel. Så blev de verfet væk. Det kunne hun ikke Ude. Hun kunne godt finde på at tage børnene op til sig, men det var så også det, hun kunne strække sig til.

Pædagogik Opfattelsen var, at det, børnene havde brug for - og det blev sagt mange gange - var ro og renlighed og regelmæssighed. Alt foregik på klokkeslet, og alle tingene var utrolig meget i systemer hele dagen. Det blev accepteret af alle.

Som jeg opfattede det, var det meget vigtigt, at man kunne magte de tidsrammer, som var sat på alle opgaver. Jeg fik ikke nogen introduktion til, at det vigtigste her i vores vuggestue er at sørge for, at børnene har det godt. Jeg lærte, at det handlede om at holde opsyn med børnene, sørge for, at de fik noget at spise og blev holdt rene. At det var et sted, hvor børnene skulle udvikle sig, kan jeg ikke huske, der var noget af.

Vi fik meget klar besked om, at maden skulle serveres på det tidspunkt, stuen skulle ryddes op på det tidspunkt, håndklæderne skulle hænge sådan og sådan, og sikkerhedsnåle o.s.v. skulle der være så og så mange af i æsken - fuldstændigt tåbeligt. Det var et præcisions­ræs i at kunne overholde de aftaler, som var lavet.

Jeg syntes, børnene var søde, og havde lyst til at røre ved dem. Jeg gav et barn et kys eller knus, og der blev jeg skarpt irettesat. Det måtte man ikke. For jeg kunne smitte barnet med alle mulige forkølelser og sygdomme. Det var forbudt at røre ved børnene for at give dem et kys eller et knus.

Dervar ikke noget personligt præg over de enkelte stuer. F.eks. foregik indkøb af legetøj udelukkende på lederens præmisser. Når der kom en legetøjsrepræsentant på besøg, var det ikke sådan, at assistenterne eller bare en gruppe af dem påtog sig den opgave at købe ind. Det gjorde lederen selv helt for egen regning. Når man syntes, der manglede en dukke på stuen, gik man til lederen, bankede pænt på og spurgte, om man ikke kunne få en dukke. Så blev en dukke taget ned fra skabet og pakket ud, og så gik man ind med den til børnene.

48

Personalemøde Der eksisterede ikke noget, der hed personalemøder. Der var morgen­møde mellem forstanderinden og en assistent fra hver stue med rapportering om de enkelte børn og personalet samt påklædningen på eventuelle ture. Det øvrige personale ftk ikke nogen information om møderne.

Men på et tidspunkt havde vuggestuen fået en studerende fra Skovtofte Børneforsorgsseminarium. Det var ikke noget, man tidligere havde haft. Hun var sådan en pige, der begyndte at stille nogle spørgsmål ved de ting, der skete på vuggestuen, og de ting, vi foretog os. Jeg husker en dag, hvor hun havde været til samtale på kontoret med forstanderinden og havde sagt, at hun følte, at grunden til, at den øvrige personalegruppe ikke diskuterede tingene på vuggestuen og ikke havde givet udtryk for utilfredshed, skyldtes udelukkende, at alle var bange for lederen. Efter den samtale, som fandt sted en formiddag kort før middag, gik forstanderinden rundt til alle og mødte til sidst op nede i spisestuen og stod ansigt til ansigt med hver enkelt personalemedlem og spurgte direkte: •Er De bangefor mig?• Jeg kan tydeligt huske, da hun kom til mig, og jeg sagde, at det var jeg i hvert fald ikke.

Efter den episode blev der så indkaldt til personalemøde, men jeg husker det ikke som noget konstruktivt møde på nogen måde. Det var kun en måde, hvorpå tingene igen blev dæmpet ned. Heller ikke på dette møde gav nogen udtryk for deres meninger. For det lå os - og det gjaldt hele den personalegruppe, der var der - så utroligt fj ernt.

I løbet af 1968 blev der afholdt enkelte personalemøder efter lederens bestemmelse. Jeg kan huske, at jeg engang sammen med et par andre var blevet bedt om at lave et oplæg omkring børns leg. Det var utroligt, at det blev muligt, men jeg kan ikke huske noget om en dialog eller om en diskussion; jeg kan bare huske, at det foregik.

På det tidspunkt skrev Hedvig Jacobi en artikel i fagbladet Social­pædagogen. Hun syntes, at vuggestueassistenter gik så kedeligt klædt. Bl. a. skrev hun, at børn ftk oplevelser igennem farver, og at hun syntes, det var så forfærdeligt, at vuggestueassistenter gik rundt i deres nylonkitler og de her brune ben, for det var benene, som børnene så. Hun foreslog, at man i stedet for at have brune nylonstrømper på skulle have måske en rød og en grøn strømpe på benene, så børnene igennem bl. a. strømperne ftk noget mere farve ind på vuggestuerne. Da den artikel udkom, blev vi bedt om at komme hen på lægeværelset, hvor der skulle holdes et lynhurtigt personalemøde midt i arbejdstiden. Hun var så fortørnet over artiklen; hun var virkelig vred, og det var lige før vi blev afstraffet allesammen; vi blev det i hvert fald åndeligt, og stemningen var frygtelig.

49

Personalet indbyrdes En del af dagligdagen foregik jo oppe på førstesalen, hvor vi boede. Vi skulle være i seng kl. 23 om aftenen, og en aften var jeg ikke nået længere end til badeværelset for at børste tænder, da rådhusuret slog 23. I det samme gik døren op ind til badeværelset, og forstanderinden kom ind iført morgenkåbe og papillotter og spurgte, hvad jeg bildte mig ind, at jeg ikke lå i min seng, for nu var klokken 23.

På den øverste gang, hvor vi boede, var der måske enkelte, der havde et tæt forhold til hinanden, men jeg tror det egentlig ikke. Vi var blevet opdraget til at være lidt på vagt overfor hinanden. Vi havde en stor dagligstue på anden sal, og det kunne have været meget hyggeligt, men det oplevede jeg ikke.

Den pige, jeg boede sammen med, var lederens sorte får. Hun blev chikaneret hele tiden. Hun var en lllle en, der ikke havde styr på noget som helst, men på en eller anden måde var hun herlig, fordi hun var så umiddelbar. Det var vi alt for dårlige til at værdsætte. Hun kom altid for sent hjem om aftenen og trippede op ad trapperne for ikke at blive hørt - for arme den, der kom for sent. Hun gjorde det så ofte, for der var liv og glade dage i hende. Solidaritet imellem os, synes jeg ikke, der var.

Besøg blev ikke anset for passende, og i og med at vi skulle være i seng kl. 23, så måtte vi jo heller ikke have besøg udover den tid. Engang var forstanderinden rejst på besøg udenbys, og det var på det tidspunkt, vi havde den studerende fra Skovtofte Børneforsorgsseminartum. Hun fik så arrangeret, at vi gik over på »Teknikum« for at invitere nogle at de studerende til fest ovre på vuggestuen. Da det ikke var hverdagskost for nogen af os, så blev det en gevaldig fest.

Uddannelsesforhold Personalet bestod af forstanderinden, assistenterne - som vi kaldte de tre-årige barneplejersker - og så var vi et antal forpraktikanter og nogle et-årige barneplejersker.

Forpraktikanterne skulle gå til kurser nogle aftener om ugen for at blive et-årig barneplejerske. Vi havde et kursus i førstehjælp og et kursus i børnesygdomme, hvor en læge underviste os. Vi var sammen med forpraktikanterne fra de andre vuggestuer i byen, og det var egentlig ret skægt. Der kom mange spændende beskrivelser af de andres arbejdssituationer.

Det var helt tydeligt at se, at lederne havde deres egen omgangskreds. De var en lille gruppe, der havde deres små sammenkomster, så det var sjovt at høre lidt sladder fra de forskellige grupper der.

Når man havde været forpraktikant et år, så blev man et-årig barneplejerske, og dervar en højtidelighed, hvor man fik overrakt sin et­årige barneplejerskenål, som var blå med et barn i en bestemt stilling. Assistenternes nål var rund med et barn i en anden stllling. Den gik de

50

med på deres kittel ligesom sygeplejersker, og de skulle selvfølgelig have den på hver dag - det skulle vi alle.

Det var altid usikkert, om man kunne få lov at blive i vuggestuen og være ansat der som et-årig barneplejerske, eller om man måtte rejse efter det år. Hvad der gJorde, at man eventuelt fik lov at blive, hang selvfølgelig noget sammen med selve normeringen, men også med om man var et vellidt personalemedlem. Jeg var selv kommet ind i varmen og fik lov til at være der et halvt år mere, end jeg skulle ifølge kontrakten. Inden jeg kunne komme ind på seminariet, gik der et halvt år, og i den tid fik jeg lov at være der som et-årig barneplejerske.

De forpraktikanter, der fik lov at fortsætte efter de tre måneders prøvetid, fik overrakt en nål med vuggestuens navn på, når de tre måneder var gået. Den eksisterede kun 1 denne vuggestue, hvorimod de to andre nåle var noget, der gJaldt for alle.

Også uniformen eller kitlen viste ens status. Forpraktikanternes var rød, de et -årige barneplejersker havde lysegrønne nylonkitler og as­sistenterne havde blå.

Man var meget nøje med, at kitlerne blev brugt et bestemt antal dage om ugen, og så skulle de til vask. Alle skiftede kitler på samme tid; den snavsede kom til vask, man tog den rene på, og sådan kørte det 1 faste intervaller.

Jeg husker det som en svedig tid, og når man svedte så meget, og nylonkitlerne ikke kunne optage sveden, så kunne man se det; både under armene og ned ad ryggen havde vi allesammen store, hvide slgolder, og de forsvandt jo ikke før kitlerne var blevet vasket næste gang igen.

Kirsten Juul er uddannet på Arhus Bømeforsorgsseminarlwn 1 970-73. Pladsanviser, Aby Områdekontor; Arhus Kommune.

Elsebet Herborg Krogh er uddannet på Arhus Børneforsorgsseminarium 1 970-73. Leder ved SFU •Hvepsebo«, Gammelgaardsskolen, Arhus.

5 1

Integrerede institutioner - en nyhed - Interview med Inga Hågensen, forhenværende leder på den integrerede institution ••Silkeborgvej 342cc

Af Erik Stærjeldt (red.)

Indledning Søndag d. 13 januar 1974 kunne man i den socialdemokratiske lokalavis Demokraten læse en artikel af journalisten Dorde Køhler om integrerede institutioner. En hel side var ikke nok; nej . der var halv­anden side med billeder og interview. Inga Hågensen udtalte:

•Dette hus er for børn og deres forældre. - Vi forsøger virkelig at afskaffe præstationsræset blandt børnene. At undgå den traditionelle konkurren­ce på alder og størrelse. At lære dem, at en rap kæft ikke er lig med magt. Og at det slet ikke er nødvendigt at spille roller for at •begå• sig . . .

Børn bliver mere afslappede, når de ikke evig og altid skal leve op til noget. Når det ikke hele tiden d.reyer sig om at •begå• sig blandt jævnal­drende. Selv om man måske er knap så udviklet. Her er det altid muligt atflruie en eller anden, man er på bølgelængde med. På den måde kan de større børn profitere på de mindre . . .

Mendetgårselvfølgelig ogsådenanden vej. Måske isærdenanden vey. De små lærer meget af at lytte og kigge. De lærer hurtigere at tale, at beskæftige sig og at tilpasse sig socialt. Og så bliver de frifor de mange institutionsskift . . . •

Heidi, 1 1 år: •De små er søde at gå og tumle med, synes jeg. Jeg 7yælper dem også, når de har brugfor det. Men nogen gange kniber det nok med at gide. For hvis de ikke får deres vilje, kan de godtfinde på at stikke op i et ordentligt hyl«.

Kenneth, 8 år: »Jeg har ingen søskende. Menjeg har nogle kammerater: Både her og 7yemme. Så jeg keder mig ikke. Ikke så meget. Næsten ikke. Det er egentlig meget skægt. Jeg gider godt lege med de små her i huset. Og de store gider også godt lege med mig. Så det med aldersforskellen betyder nok ikke så meget. Det hører man ellers tit. De små er kun irriterende, når man skal læse lektier: Hvis de vræler, altså. Eller driller: Hvis man sommetider ikke kanfinde på noget at lave her, kan man altid gå en tur rundt i huset. Det er mærkeligt, men på vejen giver man sig altid automatisk til at lave et eller andet•.

For at belyse livet i en integreret institution, som det blev oplevet, har vi interviewet lederen gennem 14 år - Inga Hågensen:

53

Ingen tvivl! Da vi startede, var der overhovedet ingen tvivl. Vi søgte job, fordi det var en integreret institution. De fleste kom fra traditionelle institutioner. Men tre kom direkte fra seminariet (Lotte, Ulla og Yrsa) . Det var forresten en pudsig historie! De sendte deres ansøgning ind sammen - altså en kollektiv ansøgning. Hvis ikke den ene blev ansat, så ville de andre heller ikke ansættes. Det var virkelig meget skægt. De var meget entusiastiske - sådan lige fra seminariet, ikke, med hovedet fuldt af tanker om fordelene ved integrerede institutioner. Selvfølgelig havde de også snakket om ulemperne, men det var nu mest fordelene.

Så det var et frisk hold at få ind.

•Kan du huske hvad man diskuterede dengang omkring integration?•

Ja, fordelene synes vi jo var helt klare - i hvert fald set ud fra et brugersynspunkt: Søskende kunne være sammen, man var fri for de hyppige institutionsskift, ungerne kunne jo rent faktisk gå der til de skulle i ungdomsklub. Og nogle af de integrerede institutioner havde ungdomsklub, så vi kunne jo blive ved med at følge dem.

Ude hos os var vi heldige. Vi havde mange søskende . . . Og så det, at de små lærte meget af de store.

Omkring skolestart så vi også nogle fordele. »Børnehavebørnene« var vant til det med skolen. De var vant til at se »fritidshjemsbørnene« komme fra skole. De blev sat ind i det af de større børn, der fortalte om deres oplevelser. Så det var ikke så fremmed for dem. »Fritterbørnene« sørgede for indslusningen. Det var noget, vi virkelig kunne mærke. De mindre børn var ikke så nervøse for at begynde i skolen. De store kom med deres skolebøger og viste dem frem. Og så legede de skole med dem. De var s'gu også skolemester og alt sådan noget.

Nogen gange var de små heldige. Så fik de lov til at komme med de store i skole. Og da de så selv skulle i skole, kunne de ofte følges med de store.

Her - i den integrerede institution - legede de ofte sammen. De lavede grupperummet om - de store var lærere, de små elever. Der blev undervist i lidt af hvert - dansk, historie, regning og så sådan noget om, hvordan man skulle sidde, når man kom i skole.

De fik mange skældud, de små. Men det er jo det der med at have de store i gruppen! De små, de så jo op til dem. Der var status i det der med at gå i skole. Og så fik de store mulighed for at få deres egne fortrængninger og angstreaktioner spillet ud, når de nu var lærerne.

Du må tænke på, at de kom fra vores system, som på mange måder var meget frit, og så skulle de ned i den der ramme, ikke? Når de så kom hjem - ja, vi siger hjem, det sagde vi jo altid - så fortalte de børnene, hvordan det var henne i skolen: •Nu må I heUere sidde stille«, og •sådan gør man henne i skolen•, og •l skal jo snart i skole•.

54

Det kunne de små godt finde ud af- sådan en tyve minutters tid - men så gad de s'gu heller ikke sidde stille mere. Så var det ikke sjovt længere. Så begyndte de at protestere vildt, eller også kunne de ikke sidde stille. Så ville de ikke være med, eller også skulle de bare noget andet.

Jo, de store kunne godt køre den en halv times tid. Det synes jeg s'gu er flot. Men så giver de små sig til at hyle eller slås, eller også siger de bare, at de ikke vil være med. Men det kan man jo ikke henne i skolen.

•Der er en del teoretikere, der anfægter integrationstanken, idet de siger, at børn har mest behov for at være sammen med deres egen alders­gruppe?•

Ja, den diskussion havde vi også dengang. De store guruer var meget imod integrationstanken. Det var især Brostrøm. De arbejdede med en model, som byggede på deres opfattelse af udviklingspsykologien. De påstod, at man satte de store børn tilbage i udvikling, hvis man ikke kørte specifikt ind i forhold til dem lige netop i den og den aldersgruppe og brugte lige netop de og de metoder. Det var især de der udviklings­psykologer, som var Sovjet-orienterede, der mente, at det var en borger­liggørelse, og at man satte børnenes udvikling i stå. Det havde vi mange diskussioner om. Sovjet-psykologien og Sovjet-pædagogikken var jo oppe i tiden - det var i B. U .P.L. -regi og på Vedersø-kurserne. Vedersø var jo lige blevet oprettet dengang - altså godt oppe i 70'erne. Da måtte vi, når vi kom fra Silkeborgvej . virkelig forsvare os.

•Men opfattede I jer ikke som en del af den strukturerede pædagogik?•

Jo, d.v.s. det gjorde vi så alligevel ikke, for vi blev på daværende tidspunkt også præget af det, der var oppe i tiden. Så, selvom Brostrøm sagde, at det ikke kunne lade sig gøre på en integreret institution, så kørte vi jo alligevel gruppeopdragelsen og gruppepædagogikken, ikke? Og vi havde da mange diskussioner om, hvor meget vi kunne integrere. Vi havde dem jo først fra 3 år og opefter. Nogle steder havde man dem fra O år og opefter.

Vi lavede en model med hjemmegrupper. Fire stk. Her blev de integreret på tværs af alder. Men om formiddagen, når de store var i skole, tog vi da fat i de mindre børn og lavede noget alderssvarende for dem. Men i hjemmegrupperne var de integrerede. Men så var det også nødvendigt at lave noget for de store. Det var en meget, meget svær balance, når man har en aldersspredning fra 3 til 14 - dengang i 70'erne. Der var ca. tre store i hver gruppe - altså tre ud af tyve.

Så lavede vi aktiviteter på tværs afhjemmegrupperne. Det var vi nødt til. Hjemmegrupperne var for små til at lave noget, der var tilfreds­stillende for de store. Derfor arbejdede vi på tværs.

Der er mange muligheder for at arbejde på tværs i integrerede institutioner. Du kan godt være ti år og så ikke være udviklet som en l 0-

55

årig. Men så var der altid nogen, du alligevel kunne være sammen med og lege med, hvor du er lige så god som dem, du leger med.

Det var ikke forbudt at lege. Det var heller ikke forbudt at lege i sandkassen, selvom man var 1 1 år. Tværtimod. Det var legalt for en 1 1 -årig at sidde og lege med en 7 -årig eller med en 4-årig. Der var ingen, der anfægtede, at denne store dreng sad i sandkassen og byggede og gjorde et eller andet, som egentlig var under vedkommendes alder. Der var slet ikke den reaktion, at •det gør man s'gu da ikke, når man er så og så gammel«. Det var helt legalt at sidde og lege. Det gjorde man altså hos os, fordi de små var der jo, og man legede med dem, og man gik ind på deres niveau, og i det hele taget gjorde man mange ting, som egentlig ikke var »alderssvarende« . Men det var ikke forbudt.

Og det tror jeg er vigtigt. Derfor tror jeg ikke, at børnene på vores integrerede institution fik så mange nederlag. De behøvede jo ikke at stræbe efter at komme op på det og det niveau, hvor man skal kunne det og det og det og det.

Og her er det så, at kritikken kommer ind, men det er en anden ting.

Vi havde diskussionerne på vores personalemøder. Vi var så heldige, at vi havde masser af ressourcer. Vi kunne bare det hele. Personalemøde hver mandag. Hver anden gang kørte vi forskellige former for teorier -forskellige former for pædagogisk praksis - for at fmde ud af, hvilket ben vi skulle stå på. Hvad skal vi med huset, med børnene, med forældrene? Og vi diskuterede meget menneskesyn, menneskeværd og menneske­normer. Det, vi ville, var, at give børnene en rimelig glad, tcyg opvækst. Ikke så meget det der med at fylde en eller anden specifik viden på. Det skulle vi nok på en eller anden måde. Men vores udgangspunkt var, at ungerne skulle føle sig glade og tcygge der, hvor de var.

Derfor havde vi en overskrift der hed: •Det er ikkeforbudt at lege. Det er ikke forbudt at lege, uanset hvor gammel du er/•

Det passer! Men det passede nu ikke helt! For vi stillede også mange krav til børnene. De var sådan set med i mange af tingene. Og det var måske sådan lige lidt for meget.

De var jo med til at bestemme - f.eks. hvad Johannes skulle lave til middag. På vores børnemøder. Vi holdt jo børnemøder en gang om ugen. Der skulle de være med til at bestemme, hvad vi skulle have at spise, hvor vi skulle hen på udflugt, hvad vi skulle have af legetøj o. s. v.

Men vi prøvede også at lære dem nogle traditioner. F.eks. hvis der var en anledning til at holde fest - hvis der var en anledning til at samle hele huset omkring et eller andet - så skulle vi gøre det - så skulle børnene være med til at tilrettelægge, forberede o.s.v.

Institutionens fødselsdag fik vi gjort til en meget markant dag. Den begyndte vi at arbejde på et halvt år før, det egentlig skulle løbe af stablen. Børnene var med til at pynte hele huset, til at lave teaterstykker.

56

De trænede, lavede kostumer, musik. Og børnene holdt selv møder. Selvfølgelig var der pædagoger med, men det var børnene, der sagde, at i år skal vi det og det og det. De bestemte, hvad grupperne skulle lave, og hvordan de skulle se ud. Og så fordelte børnene sig på de forskellige opgaver.

Men her skilte vi. Vi holdt deciderede børnemøder med de små for sig - på børnehaveplan fra 3 til 6 år - fordi deres begrebsverden ikke er så stor som skolebørnenes. Og så holdt vi møder med de store fra 6 til l4 år. Men når vi så skulle til at lave de ting, som vi var blevet enige om, så koblede vi dem sammen, fordi der altid var noget, de små kunne være med til, når det drejede sig om konkrete aktiviteter. I hvert fald når det drejede sig om festarrangementer: fastelavn, fødselsdag eller sommer­fest. Vi havde de tre fester plus lidt jule-markering. Men det gik vi nu ikke så meget op i.

Men børnene havde også en masse små pligter. De skulle være med til at dække bord. Og vi havde jo ikke det, der lignede en opvaske­maskine. De skulle rydde af, og de skulle hente maden oppe ved Johannes. Det var en del af deres hverdag - det gjorde de på skift.

Vi lavede ugeskema over alt det på børnemøderne. Altså leg på den ene side, pligter på den anden side. Det her skal godt

nok være et fristed, men ungerne skulle også vide, at alting ikke bare kommer ind ad døren. Hvis du vil have noget, så må du gøre noget selv. Hvis du vil have noget mad, så må du selv hjælpe til med at få det på bordet. Hvis du vil have en ren tallerken, så må du selv hjælpe til med at få en ren tallerken.

Det gjaldt alle børnene - også de små. Selvfølgelig skulle de ikke de store ting, men de kunne godt sætte en tallerken på bordet. De kunne også godt selv bære den op til vasken og skylle den af. Og de kunne godt - sammen med en pædagog - hjælpe med at vaske op. At det så tog tre timer, det var der ikke noget at gøre ved. Men de gjorde det!

Nogen af ungerne var vi nødt til at klæde helt af. For de for jo sata'me rundt i hele grupperummet med vand og skeer og gafler og jeg ved ikke hvad, og det synes de jo var sjovt. Især de små. Først når vi kom op i 8-10 års gruppen, så lød det: •Åh. detgider vi s 'gu ikke, det er ikke min tur idag . . . •, 9eg gjorde det også igår• og alt det der. For de små var det en leg, men for de store var det blevet til en sur pligt. De kan godt se nødvendigheden i det. Det har de jo fået at vide al den tid, de har været hos os. Og mange af vores forældre havde den indstilling, at gu' skal de da være med til at få huset til at fungere. De fik jo travlt med så mange andre ting. Og de synes jo heller ikke, at opvask var en leg mere. De vil godt nok hellere ud at spille fodbold.

Men samspillet mellem de store og de mindre er der alligevel hele tiden - f.eks. ude i sandkassen: De har sammen fundet ud af, at nu skal de

57

bygge en bane med tunneler, gange, tårne, borge o.s.v. Det er klart, at den store ofte siger tll den mindre: •Nu skal dugøre sådan og sådan,fordt du kan jo godt se, at hvis du gør sådan og sådan, så falder det lort sammen, ikke? Og hvis du kommer for meget vand ind, så skrider dæmningen der• o.s.v. Altså, det er virkelig belærendel Den store fortæller den mindre noget om, hvad der er smartest at gøre i den situation og udfra den erfaring, vedkommende nu har. Det er ren belæring. Og det er det, de elsker.

Men pointen - den er et andet sted. Neml1g, at hvis der kom en gruppe store drenge forbi sandkassen, så var der ikke en, der ville sige tll ham i sandkassen: •Hva' fanden, gider du virkelig sidde og lege med sådan nogle småunger?• Det er der bare ikke en, der siger! De er så vant tll at se det. Og det er afgørende - hvad man er vant tll.

Det hænger sammen med normeme. Vi kørte meget på det sociale. På brugsretten, ikke på ejendomsretten. Og vi prøvede at lære bømene at være sammen. Lidt banalt sagt: Som i en familie. Altså: Vi skal være her allesammen, ikke? Og de store var jo blevet helt vant tll at tage sig af de små. Ikke forstået på den måde, at de skulle passe dem eller opdrage dem eller pleje dem. De gik ikke ind i stedet for os.

Men alligevel oplevede vi meget ofte, at en af de store piger gik ind i en nurse-rolle i forhold tll de små - de allermindste, dem der lige var kommet. De små og utcygge. Så gik de store piger ind, og så lavede de en trygbedsramme for de små. Så de små glædede sig jo tll, at de store piger kom hjem fra skole: •Nu kommer der en, der vU holde mig t hånden - en, der va trøste mig, fortælle mig noget og vise mig noget/•

Vi var der. Men det var lidt noget andet, når det var de store piger, der gjorde det - sad med dem på skødet eller tog dem op, når de græd.

Det er lidt noget andet. Det er igen det der med status. De der skolebøm havde en fantastisk status i gruppe. Hvis de store gad - •åh. bare de gad . . . • - det var et eldorado, og de små unger havde julelys i øjnene.

Omsorg, det var en ting, men noget andet, det var deres påklædnings­dukker, deres glansbilleder, Cindy og Barbie. De små sad først og stirrede. Så ville de være med. Jo, de fik virkelig lært alle de ting, som store piger bare gør. Ikke bare ting, men også roller - rollespil. Her var de store meget gode tll at tage de små med ind. At lege far mor og bøm. Det gjorde de tit. På tværs af alder. De små var selvfølgelig bømene - små nussebøm - som pigeme behandlede næsten som dukker.

Det er lettere at lave rollespil i aldersdifferentierede grupper. Men de store drenge gad ikke spille faderen, for faderen var aldrig hjemme. Så det gad de ikke: »Jeg gider ikke være far, for så skaljeg bare sendes et eller andet sted hen - det er røvkedeligtl•

58

Engang imellem var det nu ret irriterende for de lidt større. De måtte jo også have deres rettigheder, når de sad med et eller andet mere eller mindre avanceret sptl som skak eller Stratego eller et avanceret pusle­spil, hvor der var en proces igang. Så var det selvfølgelig møgirriterend e, når de snotunger kom og forstyrrede dem. De ville være med, og de ville pille, og de skulle spørge om et eller andet. Det var for meget!

Så sagde de store, at de små skulle skruppe af: • Vi gider ikke lige nu. Vi skal lige have det her gjort færdig•. Men de sagde det ikke hårdt. De sagde det som regel ordentligt og pænt, men ok, engang imellem . . . Men så tog de store det selv op på mødet. De sagde: •Kan vi ikke godtfået rum, hvor vi kan gå ind og have vores egne ting - vores tegneserier, vores skak, Stratego m.m.•.

De oplevede gang på gang, at når de havde bygget et eller andet op -f.eks. et stort projekt i LEGO - og når de så kom fra skole, så var der noget, der var gået i stykker - noget, der var pillet fra hinanden. Det var de små, der havde været henne og pille. Det blev de sure over. Men ikke noget med møgunger og heller ikke noget med at slå! De tog det op på mødet og spurgte, om de ikke kunne få deres eget rum.

Vi diskuterede det så på personalemødet. Først sagde vi: •Ney, f1ld, meningenerjo, atdet hererjeres tyerrunegruppero o.s.v. Men efterhånden fik de store børn os overbeviste om, at det var rimeligt, at de havde deres eget rum. Vi bøjede os altså. Men der gik godt nok nogle år. Det var omkring 1980, at de store begyndte at sige det der med, at de små fylder for meget. Men vi skal helt hen til 1983-84, før de store faktisk fik deres eget rum.

Forældrene Jeg har aldrig nogensinde oplevet en forældregruppe så åben. Ogjegvar leder fra 1973-87. Jeg blev ansat som leder og ansatte så det øvrige personale. Det kan godt være, at vi var specielle på Stlkeborgvej . For vi havde jo en fantastisk progressiv, levende og åben forældregruppe - i hvert fald da vi startede. Jeg tror, at forældrene oplevede institutionen som en del af deres hus. De brugte huset meget; de kom og var sammen med deres unger. Så gik de ned i kælderen og spillede bordtennis og billard og hørte musik sammen med børnene. Og forældrene var altid med, når børnene lavede et eller andet teater o.s.v. Ja, selvom det var på meget, meget lille plan, så var forældrene altid med.

Forældrene var med på vores personalemøder og var aktive i forældre­rådet. Men det særlige var nok, at de var utrolig aktive i vores hverdag. De udtalte sig altid om, hvad der var godt og skidt.

De fleste forældre kom jo 1 starten kun med positive tilkendegivelser. De gik ind for integrerede institutioner. De havde mange søskende, og i hverdagen var de lettede over, at de ikke havde så mange institutions­skift. De kunne aflevere børnene på et sted. Og når de blev 6 eller 7 år,

59

så skulle de ikke skifte institution. Ikke noget med ny institution, nyt hus og nye mennesker at forholde sig til. Det var meget vigtigt for forældrene at sUppe for.

Menjeg tror også, at det var meget vigtigt med det brede og langvarige kendskab, som vi fik til forældrene. Mange forældre har vi jo kendt i fJorten år. Det giver fortrolighed. Vi kendte hinanden så godt.

Det drejer sig om tillid. Om den tillid, som forældeneviser os. Det tager tid. T1llid kan man ikke oparbejde på et par år. Det bliver på en anden måde, når forældrene er tilknyttet samme institution i så mange år. De kender institutionen - rammerne. De kender de store børn, de kender de andre børn, og de kender også de andre forældre. De har jo også været der i mange år. Så føler de sig mere trygge.

Vi lærte jo også forældrene at kende så godt, så vi ikke behøvede at gå hen og spørge, hvad der var i vejen. Vi kunne jo se på dem, hvordan de havde det. Så vi kunne forholde os til problemerne på en meget mere sikker og differentieret måde.

Forældrene gik ind for den integrerede institution af mange grunde. Men jeg tror, at den vigtigste var, at de kunne se, at det var et godt værested for børnene.

Men dengang var der også en slags bevægelse i forældrenes holdning. Integrerede institutioner - opfattede forældrene - som progressive. Og mange af vores forældre ønskede at få deres børn ind i netop sådan en institution. Og på Silkeborgvej havde vi rammer og en pædagogik, som forældrene kunne gå ind for. Jeg tror, at det var, fordi vores pædagogik egentlig lignede deres egen opdragelsesform og facon. Dengang var det jo meget med at have det godt, men også med gruppeopdragelse og ansvar, samt medmenneskelighed og social indstilllng.

Nu var der meget ideologisk debat om institutionspædagogikken i 70'erne. Men vi kaldte nu ikke vores pædagogik noget bestemt. Dengang var det meget populært at lave målsætninger. Vi fandt nu ud af, at vi ikke skulle have en målsætning. Vi skulle have et handlingsprogram. Vi fandt ud af, at målsætninger meget ofte var et stykke papir, som blev lagt hen i skuffen. Og så kunne man ikke gøre mere ved det. I vores handlings­program skulle der stå noget om mål og midler. Vi havde opstillet en masse mål, og nedenunder hver målformulering havde vi så en metode­beskrivelse til, hvordan man eventuelt kunne nå det mål.

På det tidspunkt sagde de andre institutioner, at vi arbejdede ud fra den strukturerede pædagogiks synspunkter. Det gJorde vi også - med det af den, som vi kunne bruge. Resten kasserede vi. Man kan netop ikke l 00 % overføre den strukturerede pædagogik på integrerede institution­er. Og det var jo også derfor, at vi engang imellem kom i clinch med den strukturerede pædagogiks forfattere. For vi puttede jo bare vores egen, hjemmelavede pædagogik ind der, hvor vi syntes, at det passede. Vi syntes jo, at det fik vi noget meget godt ud af. Altså, den strukturerede

60

pædagogik - den var bare for stram! Den gav ikke ungerne mulighed for bare at finde et lille fristed. Den var meget firkantet. Børnene fik næsten ikke tid til at være mennesker. Eller lov til det. Børn skal ikke hele tiden have et fast program: klokken det, så skal du det, og klokken det, så skal du det.

Ok, det var nu ikke kun den strukturerede pædagogik, der sagde det. Men vi fandt altså ud af - ved at arbejde med modellen fra den strukturerede pædagogik - at den altså var for stram, for snærende. Og så løste vi den op. Men selvfølgelig stillede vi krav forstået på den måde, at der skulle være en meningsfyldt hverdag for børnene. Det krævede forældrene jo. Det var deres krav. Det skulle ikke bare være et opbeva­ringssted. Børnene skulle også lære nogle færdigheder. De skulle lære de sociale mekanismer- at indgå i fællesskaber og at behandle hinanden ordentligt.

Det der med færdighedsindlæring er lidt svært. Det var jo ikke sådan, at forældrene stillede krav om, at børnene - når de havde gået på institutionen så og så længe - skulle producere noget, som var synligt. Sådan var det ikke. Forældrene var ikke på nogen måde produkt­orienterede. Men alligevel blandede forældrene sig meget i, hvad vi lavede med børnene til hverdag. Vores forældre stillede store krav om, at børnene skulle ud af huset. De skulle ud at se og opleve verden udenfor institutionen. Men hvad det var, de skulle opleve - det var sådan set op til os og børnene: fiskerihavnen, virksomheder, ud at bruge kroppen i skøjtehallen, svømmehallen, biografen eller teatret. Det var et krav fra forældrene om, at deres børn ikke skulle være isolerede på institutionen. Ud at se, hvad der sker omkring os. Kravet var generelt at åbne op - at åbne verden. Det var måske også derfor, at forældrene foretrak integrerede institutioner - noget med at børnene ikke skulle være spærret inde i deres egen aldersgruppe.

I skolesommerferien tog vi dem med. Her var de ikke delt op. Det var alle aldersgrupper, når vi tog på udflugt.

Sommerlejrene Dem har vi jo kørt i forskellige modeller. Men altid sådan, at store og små skulle være sammen.

Vi lavede altid natteløb for de større børn. Fra kl. 22 til ca. kl. l . Det var bælgravende mørkt ude på landet. Så blev de bange og utrygge. Men så var det jo godt, at de helt store børn var med i grupperne. Så havde man altid en hånd at holde i. Og det var legalt at holde i hånd - at vise at man var utryg og bange.

Så det der med at være på tværs af alder, det udvidede ligesom mulighederne for oplevelser - også følelsesmæssigt.

6 1

Efterskrift Jeg er stadigvæk overbevist om, at integrerede institutioner er den bedste institutionsform. De er værd at forsvare . De rummer kvaliteter, som det er svært at opbygge i aldersopdelte institutioner.

Ps. B.U.P.L. Århus har i maj 1990 udgivet et temanummer om de integrerede institutioner med titlen: Integrationsformer for 0-14 år.

Nummeret er som helhed den bedste beskrivelse og belysning af integrationsproblematikken, der foreligge på dansk. Specielt vil jeg henvise til Ejnar Dahl-Hansens artikel Præsentation af den integrerede institution SUkeborgvey 342 (s. 16-27) .

Temanummeret kan købes for kr. 15, - (+ forsendelse) ved henvendel­se til: B.U.P.L. , Mindegade 12 b, 8000 Århus C. Tif. 86 13 9288.

IngaHågensen var leder på den integrerede institution SUkeborgvej 342, Arhus, fra oprettelsen i 1973 og indtU 1987.

62

Pædagogik anno 1973

- et tidsbillede

Af Finn Kaels

Indledning Denne artikel er et blik tilbage i 70'erne. En sjov og dramatisk historie om 70'ernes massive politiske polarisering - både i gcyende pædagog­iske fag og i det socialdemokratiske danske velfærdssamfund.

Dengang pædagoger i den offentlige debat blev omtalt - og nogle steder tiltalt - som nogle af nutidens toner omtaler muhamedanere og modtagere af passive overførselsindkomster.

Fokus i artiklen er børn sammen med voksne - i et målrettet pædagogisk forløb. Baggrunden for forløbet er forestillingen om solidari­tet med de svage og undertrykte grupper i samfundet og forestillingen om udvikling af en ny bevidsthed om de politiske forhold i samfundet.

Begrebet pædagogik er - med den ny 3-årige uddannelse til pædagog fra 1970 - under konkret udvikling og dannelse til et selvstændigt fag. Det pædagogiske i historten indeholder elementer fra den fri pædagogik, socialpædagogikken, den marxistiske pædagogik og den strukturerede pædagogik.

••Målet er overfor hømene at anskueUggøre, hvad en kapitalist er for nogetcc • Vi vU anskueliggøre dette ved at lave rwgle små rollespa med børnene ­spil, der enkelt og klartfår fortalt, hvad meroærdi er for rwget, at det er kapitalisten der leder og fordeler arbejdet, at udbytningen af arbejderen

fremtræder ved at arbejdsprocessen bliver specialiseret og monoton«.

•RollespUlet begynder: Det er et strengt arbfdde. Børnene skal spUle arbejdere -jeg skal spUle kapitalisten. Børnene bliver anbragt ved borde (maskiner), der er sat i rummet på forskeUig måde. Jeg (kapitalisten) kommer med en arbejdsopgave, somjeg pålægger arbftiderne at lave. VU de ikke lave dette arbejde, fordi de synes det er et strengt arbejde, bliver de bare smidt ud af rummet - de bliver fyretfrafabrikken. Jeg leder og fordeler jo.

Jeg har hjemmefra klippet er cirkel, en trekant, en .firkant, en femkant o.s. v. ud i karton. Arbftidet består nu i at tegne figurerne over på papir og

. så klippe dem ud. Dette arbejde fortsætter, tU børnene (arbejderne) er godt trætte. Jeg forklarer så - ikke i min egenskab af kapitalist, men som

63

forståelsesforklaring for helt at anskueliggøre, hvad det er, vi gerne vU vise med stykket - at det arbejde, de har lavet, det er et arbfdde, der er blevet lavet af dem selv og ingen anden. At de ting - de værdier, de sidder med i hånden - er skabt af dem {arbeyderne). RollespUlet fortsætter: Men ru:J • • • haps!

I min egenskab af kapitalist taegner jeg mig så deres arbejde Oeg leder, jegfordeler,jeg eyer). Jeg går nu rundt og tager, hvad de har lavet. Derefter går jeg henfor at sælge deres arbejde. FYnn er en slags købmand og får nogle penge for det. {Forståelseskommentar fra mig tU børnene: det er deres arbejde - jeg sælger selvfølgelig så dermed deres penge, der kommer ind via arbeydet). Jeg giver nu i min egenskab af kapitalist arbejderne {børnene) pengene, og de rækker ud efter dem; det er jo klart, det er deres. Men nej . . . haps! Her stJælerjeg de .fleste penge og putterdem i lommen, og resten deles så ud blandt arbejderne. Det er arbeydslønnen.

Det skulle her klart og tydeligtfremgåfor børnene, at der er sket det helt store tyveri - den helt store svindeL De fik s'gu da ikke værdien af det, de havde frembragt, og hvorfor fik kapitalisten så så meget {merværdien)? ­han havde ingenting lavet.

For nu at illustrere det pengemæssige forhold mellem arbfdder og kapitalist og for at illustrere kapitalistens hensigt - nemlig at betale arbejderen så lidt som muligt - spUler vi nu et lUle rollespa med en købmandsbutik. Her skal de hver for sig købefor de penge, de har fået.

Købmandsbutik og merværdi De skal købe mad - mælk, rugbrød, franskbrød, kartajler o.s.v. - og betaler. Ved betalingen får de klippet en del af deres pengeseddel af. Kapitalisten går også hen og køber og betaler med en af sine mange pengesedler.

De skal betale husleje. Det samme somfør sker. De skal købe møbler, gulvtæpper tU at gå på og stole tU at sidde på

{udpenslingen for at illustrere, at det er behovsting). Arbejderne går hen og betaler, men nu sker der det, at arbejderne betaler med den sidste del af pengesedlen. Kapitalisten har stadigvæk.

De vU gerne ud at reyse i sommerferien. Arbfdderne kan ikke købe, men kapitalisten har stadigvæk råd. Her reagerer arbejderne kraftigt. Hvem lavede de ting {værdier), som kapitalisten har •stjålet• sine penge på?

Det var det, og vi kan så snakke med børnene - skal det være sådan, er det rimeligt og rigtigt og hvordan kan det ændres?- hvor børnene så har noget at snakke udfra, forhåbentlig•.

Sådan skrev min studerende ved årsskiftet 1973-7 4 som optakt til at emnearbejde. Jegvar ansat i bømehaven i et år. 1973 var det år, de første 3-årige pædagoger blev færdige og - udstyret med et stort ambitions­niveau - sendtes vi ud på arbejdsmarkedet. Faget sydede og boblede af

64

diskussioner om pædagogik, klassetilhørsforhold, revolutionsteorier. Overskriften var Marxistisk Pædagogik, og vores fagblad forsynede os med artikler om begrebet:

Børnehavefrøken eller pæclagoa Vi har lige dannet en rigtig fagforening og fået sat de gamle frøkener ud af spillet. Nu drejer det sig ikke bare om at passe børnene; det er måden at gøre det på, der betyder noget.

I børnehaven bruger vi det første halve år i min ansættelsestid til egen udvikling og afklaring. Vi skriver hver især artikler til hinanden og holder personaleweekends, hvor vi diskuterer og bearbejder materialet. Vi læser artikler om marxistisk pædagogik og socialistisk børneopdra­gelse og diskuterer dem på personalemøder. Vi sorterer i børnebøgerne og frasorterer dem vi ikke synes holder den rette linje. Den socialistiske børnebog er på markedet. Svend Wernstrøm har skrevet en børnebog om Jesus som sand revolutionær.

Vi trykker artikler om socialistisk børneopdragelse af Ebba Strange i vores forældreblad, så forældrene kan forberede sig på de nye tider for dem og deres børn.

Vi •bestræber os på at tilrettelægge et pædagogisk m4Jø, hvor vi udvikler, udfordrer; påvirker barnet maksimalt - og derigennem giver børnene JTUJl.ighed for at få så stort kendskab ta sig selv og deres muligheder som muligt•.

Vi forsøger at indkredse de områder, vi finder vigtige for børnenes udvikling, og vi lægger planer for pædagogikken. Børnene skal have rammer i det daglige og deltage i de praktiske gøremål. Vi arbejder i emnegrupper, så børnene får lejlighed til •at forberede, bearbeyde og afslutte et område«. Vi holder daglige fællesmøder med børnene for •at involvere og gøre hinanden ansvarlig for vores hverdag•.

Vi holder forældrekonsultationer og •uddyber kendskabet ta barnets tidlige udviklingstrin, mf.Yø og forældrenes holdning ta opdragelses­spørgsmål - sammenholdt med vores•. Vi arbejder ud fra forestillingen om, at den unge generation gennem den rigtige påvirkning og oplysning selvfølgeligt vil omforme og forandre samfundet i socialistisk retning.

Pi børnenes oa forældrenes side Jeg skriver i en artikel om sammenhængen mellem institution, hjem og samfund:

•Vi må tage udgangspunkt t de objektive sam.{undsforhold og analyse­re, hvorledes disse indvirker på den generelle pædagogik. Vi må altså vide, at en hvilken som helst pædagogik er 11fi!Je forbundet med det samjimd. hvor den praktiseres, og genspeyler dette sarrifunds struktur og histortske udviklingstrin. Vi kan konstatere, at begrebet demokrati mere har udseende af et skindemokrati med ret til et kryds hvert,Derde år og

65

ikke rummer en reel lT1lllighedfor det enkelte menneske for at påvirke deres egen situation og det samfund, vi lever i•.

• . . • Børnehavens han.dlemul.igheder er ikke de bedste: der mangler i hll!J grad en ideologi at a.rbfdde udfra og et mål at arbejde henimod - med fastlæggelse af etpædagogiskjundament og en pædagogisk praksis. En praksis, der tager udgangspunkt i, hvad vi ser som vores opgave at opdrage hentU. Ikke som nu, hvor vi ji..uuiarnentalt er underlagt den økonomiske magts interesser- at individerne skal blive til producenter og forbrugere. Børnehavens opgave er at skabe et m.tYø. hvor børneneføler og har et reelt medansvar og en reel medindflydelse på deres liv. Vi må gennem oplysning, krav, rettigheder og pligter lære barnet, at det at leve er mange ting, og at kravene til at klare sig bliver stadig større. Vi er individer, der indgår i en større sammenhæng: dette givernogle lT1lllighed­er og stiller nogle krav til vores bevidsthed om samfundet, og hvordan vi kan påvirke og forandre det.

Nogen vU måske påstå, at det ikke er børnehavens opgave at indok­trinere børnene til en ensidig livslwldntng. Svaret må være, at forskellen mellem indoktrinering og positiv påvirkning kwt kan blive et lwldnings­spørgsmål - ajhængig af livsanskuelse. Og atforældrene stadig vU være den primære påvirkningsfaktor. En fornuftig børnehave tager ikke bare udgangspunkt i sin egen lwldning, men praktiserer sin pædagogik i samarbeyde medforældrene. Dette er ogsåforudsætningen for, at pæda­gogikken kan lykkes•.

Artiklen slutter med: •Vi ønsker at stille os på børnenes ogforældrenes side i kampenfor et

ordentligt samfund, der ikke fungerer på kapitalens præmisser, men på menneskenes. Vi må ud på arbejdspladser, ud på landet og ud i forskel­lige boligområder og prøve at få vores oplevelser koblet på en helhed. Den verden vi er omgivet af, og den måde den udvikler sig på•.

Hvem ejer - hvem bestemmer - hvem tjener mest? Artiklen indgår i vores interne udvikling i børnehaven og danner grundlag for et emnearbejde i min gruppe med overskriften Arbt:dde.

Jeg har en studerende fra seminariet, og vi planlægger og udfører emnearbejdet som led i hans praktik.

Først har vi kontakt med nogle af forældrene og laver to aftaler om at komme ud og se deres arbejdsplads. Vi har seks børn med mellem 4 og 6 år.

Forældrene i gruppen får meddelelse om projektet på en seddel, hvor vi skriver:

•Vi skal i denne og næste uge - mandag, tirsdag, onsdag - køre en emnegruppe med overskrifl:en arbt:dde. Meningen er, at børnene skal have en forståelse af, hvad arbejde er for noget. Vi vU prøve at vise helt konkret, hvad f.eks. en tømrers arbt:dde kan bestå L Desuden skal vi ud på nogle

66

steder, hvor der arbejdes - på havnen og på en fabrik. Aspekter af mere kontroversiel art - hvem bestemmer, hvem tjener mest, akkordarbejde, hvem ejer- vU vi også komme ind på. Vi vU her bestræbe os på at forholde os objektivt tU emnet og altså ikke give børnene urigtige oplysninger. Vi håber børnene vU snakke om det, vi laver, dertyemme, og at det giver anledning tU en snak og et samarbejde -jer og os imellem•.

Min mor laver noget med hulkort Så går vi tgang. Den første dag har vi en snak om begrebet arbejde:

Vi startede med at snakke om, hvad arbejde egentlig er for noget. Her ligger en problematik i, at nogle børns forældre ikke arbejder. Den forklaring af begrebet, ungerne får, er bred. Arbejde kan være at stå ved en maskine. Arbejde kan også være at vaske gulv derhjemme. At gå i børnehave kan også kaldes en slags arbejde.

Alle ungerne vidste lidt om, hvad deres forældre laver, men ikke mere end: •Min far arbejder på en fabrik - det er noget med nogle ting tU maskiner•. Eller: »Min mor arbejder på et kontor•. Eller: •Min mor laver noget med hulkort•.

Det var dejligt at høre en pige, hvis forældre ikke arbejder, sige: •Min mor arbejder 7yemme t vores hus. Minfar er syg og kan ikke arbejde•.

Derefter snakkede vi om, hvad en fabrik er. Et sted hvor man laver nogle ting - den stol, vi sidder på, det tøj , vi har på o.s.v. Vi fortalte om udviklingen de sidste l 00 år. Før boede vi mest på landet. Far, mor, bedstefar, bedstemor. Så startede industrien, og mange mennesker flyttede til byen for at få arbejde. Vi flyttede i lejligheder og kunne ikke bo sammen med bedstefar og bedstemor mere. Det meste arbejde var hårdt, og mange mennesker fik det dårligt, boede dårligt og tjente ikke ret mange penge.

Alle ungerne undtagen en hørte efter. Vi snakkede om, at det var dengang, deres oldefar og oldemor blev født, og opfordrede dem til at snakke med deres far og mor om deres arbejde. Også med deres bedsteforældre, hvis de havde nogen.

Til sidst fortalte vi om, hvad for slags arbejde, der kan være på en fabrik, og hvad man tjener. At arbejderen er den, der f.eks. passer maskinerne, eller kører rundt med ting til maskinerne. Det er også dem, der tjener mindst, selvom arbejdet tit er det hårdeste. Og de kan ikke bestemme ret meget over det arbejde, de laver - det gør nogle andre.

Kapitalist er et svært ord Om vores gruppearbejde står der i bogen Sprog og Samfund:

•Hver dag er der på stuen et fællesmøde af ca. en halv times varighed. Formålet er ifølge pædagogerne at lære børnene at formulere sig over for hinanden om, hvad de laver. Man vU lære dem at optrædefor et forum, få dem tU at jungere t en stor gruppe. Børnene skal lære, at det kræver

67

disciplin at indgå i en større sammenhæng, og at man må organisere sig for at få noget ud af det. Fællesmøderne skulle gerne styrke gruppe­solidariteten. På fællesmøderne gives der referatfragrupperne om deres arbejde, og praktiske forhold diskuteres. I det følgende beskrives et sådantfællesmøde kort.

En gruppe, der denforegående dag var på havnebesøg, fortæller om deres oplevelser til de andre børn og voksne. Den voksne, der var med børnene på havnen.jorsøger at få alle til at formulere sig efter tur; hvilket også lykkes. Oplevelserne giver anledning til at begrebet •arbejder• diskuteres. Specielt diskuteres havnearbejdernes utrygge tilværelse, der er forbundet med ikke at have fast arbejde hver dag. Begrebet •havne­arbejder• stilles op over for begrebet •havnemester•. (Denne modstilling er ikke korrekt, hvilket må siges at være særdeles uheldigt. En havnemester er en kommunalt ansat funktionær. Modstillingen burde have været havnearbejder - stevedore). Modstillingen fører frem til modsætningen mellem direktør og arbfdder. Det diskuteres, om den skæve fordeling af penge og arbejdsbyrde er rimelig. Børnene synes ikke om den. TU sidst diskuteres begrebet kapitalist. Det forklares nøjere, og børnene og de voksne (inklusive os) øver sig på ordet.

Man kan om fællesmøderne sige, at den pædagogiske praksis i høj grad lever op til denformulerede målsætning. Manformår at få børnene til at formulere sig over for hinanden. De lærer at jungere i en stor gruppe, og de er i stand til at udvise den disciplin, det kræver.

De begreber; børnene indlærer; er hensigtsmæssige til at forstå deres og andres samfundsmæssige placering med. Børnenes egne erfaringer udnyttes på den måde, at de sættes ind i stadig større og mereomfattende sammenhænge {jvf. havnebesøget)•.

Msnittet er skrevet af to studerende fra Nordisk Institut, som er i børnehaven for at gøre iagttagelser til en kollektiv bog om deres fag: Det danske sprog.

Hømene vil ringe til politiet Om vores rollespil skriver de:

• . . . Kapitalisten giver nu arbejderne en del af pengene; resten stikker han selv i lommen. Børnene protesterer. Det var jo deres arbejde og dermed deres penge. De vil ringe til politiet. Kapitalisten forklarer; at politiet nok ikke va lyælpe dem, men ham.

Børnene og kapitalisten køber nu varerafkøbmanden; børnenes penge er hurtigt brugt op. For deres sidste penge køber de rigtige cornflakes; de får ikke ret mange. Kapitalisten køber corrifl.akes i flere omgange. Børne­ne protesterer højlydt og hugger cornflakes fra kapitalisten

Da spillet er slut, drages der en parallel til Århus: I de store dyre valaer udenfor byen bor kapitalisterne, mens arbejderne bor i de små lejlighed­er; idet de ikke har råd til så stor en husleje.

68

Som modsætning til Danmark nævnes Rusland og Kina, hvor arbejder­ne selv fder fabrikkerne. Børnene har lyst til at flytte og være arbejdere i en af de to nævnte stater•.

De danskstuderende konkluderer: •Det var tydeligt, at børnene fik meget ud af spUlet. De var selv i stand

til at formulere de modsætninger, der var lagt op til. Man beskriver de konkrete eifaringer, børnene får i deres •arbejdssituation•, hvorefter man sætter dem ind i en større sammenhæng, og endelig påpeger man alternativet- alt sammen på et for børneneforståeligt plan. Det opstillede begrebsapparat må siges at være nyttigt til at beskrive sam.fundsi'Tl.Ees­sige sammenhænge med•.

Denne opfattelse deles ikke af en far til en af bømene. Han reagerer hurtigt; få dage efter rollespillet modtager vi et indlæg til vores forældre­blad.

Arbejderoe må skyde alle kapitalisteme Han skriver blandt andet:

•I detfølgende vUjeg udfra Tiwmas ' beskrivelseforsøge at redegørefor forløbet af gruppens virke. Dette kan opdeles i.ftrefaser:

l . Børnene forsynes med et begrebsapparat. - Hvad er en kapitalist, hvad er en arbejder mv. Man besøgte bl.a. Arhus havn, hvor børnene kunne få �lighed til at følge nogle af havnearbejdernes arbejdsjimk­tioner.

2. Beskrivelse af eksisterende forhold. - Børnene fik information, dels ved at arbejde med cases, (altså simulere den virkelighed, pædagogerne ser}, og dels idirektefortællendeform.frapædagogerne. Manfastslog her: a) Politiet tyælper kun de rige; b) Direktøren på fabrikkenfår næsten alle pengene, og arbejderne får næsten ingenting, selvom det er dem, der udfører arbejdet; c) Der findes lande, hvor der ingen kapitalister er, og der

får arbejderne flere penge og er meget gladere. 3. Løsning på problemet. -Arbejderne bliver meget gladere og får flere

penge, hvis de fdede fabrikkerne. 4. Hvorledes genneTTiføre løsningen? - Arbejderne må føre krig mod

kapitalisterne ved at købe våben i deres fritid og skyde alle kapitalister­ne. Det er den eneste måde, de kan få det bedre på.

De tre første punkter er alle punkter, der kan diskuteres, idet den enkelte person må drage sine egne konklusioner. Det er derfor heller ikke disse punkter, der får mig til at reagere så skarpt. Det er derimod det .flerde punkt, hvor Finn og Sejer angiver deres løsning på at iværksætte løsningen og ændringen af det bestående samjimd.

Jeg har intet imod, at mit barn påvirkes af bestemte politiske opfattel­ser, selvom disse kun støttes af en minoritetsgruppe, menjeg forlanger, at påvirkningen sker på et sagligt grundlag.

69

Det jundamentale princip må være, at alle politiske ideer ktm kan gennemføres på parlamentarisk vis. En opfordring ta at anvende vold ta at gennemføre samftmdsændringer, der udtrykkes af voksne mennesker, der er ansat ta at arbfdde med børn, .finder jeg amoralsk, naiv og udtryk for manglende omtanke.

Såfremt en politisk minoritetsgruppe ikke kan .finde flertal i befolk­ningen, må den affinde sig med dette og forsøge at vinde gehør for sine ideer ad parlamentarismens vej, eller også må den bosætte sig i et samfund, hvis politiske system passer gruppen bedre•.

Til møde på formandens kontor Brevet satte sig hurtigt spor. Lederen og nogle af pædagogerne blev bange. •Hvad bliver det næste?•. spurgte de. Den afsluttende gang i emneforløbet blev aflyst. Min egen planlægning af arbejdet og mine referater af forløbene afbrydes.

Jeg følte mig under skarp overvågning og skulle ikke træde meget ved siden af, før det blev påtalt. Helt ned til mindste detalje, som hvis et stykke tøj i garderoben ikke var lagt på rette plads.

De næste uger var tunge at komme igennem. Min elev var færdig med sin praktik; de danskstuderende var ved at skrive deres bog. De andre pædagoger havde travlt med arbejdet. Jeg havde ansvaret for forløbet, og klimaet i børnehaven var ikke til, at vi forholdt os konkret til påstandene i brevet. Sagen blev dysset ned, og indlægget kom aldrig i vores forældreblad. Diskussionerne om socialistisk børneopdragelse forstummede; i stedet var min person i zenit og genstand for meget snak i krogene.

Jeg fik ikke svaret på voldsanklagen. Den blev hængende i luften. Ingen skulle have noget klinket. Demokrati, socialisme, forældrearbej­de, fælles fodslaw, børnehavefrøkener og pædagoger. Tankerne svirrede i mit hoved, og jeg mente alligevel ikke, vi havde fået sat de her frøkener ud af spillet.

Det var tydeligt, at man helst så mig forlade stedet. En af pædagoger­ne tog kontakt til formanden for Børnenes Kontors Børnehaver, som børnehaven hørte under. Hun gav formanden en redegørelse for sagen. ·

Jeg erfarede det først senere og blev ikke bedt om redegørelse. Ca. fem uger efter emnearbejdet indkaldtes jeg og pædagogen til møde

på formandens kontor. Formanden foreslog, at mit ansættelsesforhold ophørte: •Ikke fordijeg kanfyre dig på detforeliggende grundlag, men fordi du har overskredet nogle grænser for, hvad pædagoger kan talade sig•.

70

Stemningen skifter Da jeg et stykke henne i mødet accepterer at sige min stilling op, finder han resolut det første og bedste, der kan skrives på: Et stykke pap fra en skriveblok - et håndfast materiale til lejligheden.

Han skriver min opsigelse for mig, ogjeg behøver kun at skrive under for at se ham lyse op og smile.

Så skifter tonen og bliver venlig og imødekommende. Jeg er ellers en fin fyr og tilligemed dygtig. Mine ideer passer bare ikke så godt til børnehaven.

Efterskrift Idag vil de fleste måske sætte forløbet i bås med den strukturerede pædagogik. Jeg mener selv, forestillingen om en ny begrebsindlæring hos børnene var temmelig naiv - med den stærke kontrast, der blev anvendt i fremstillingen af modsætninger. Men modsætninger er også idag virkelige, og spørgsmålet omkring deres fremstilling for børn lige aktuel. Spørgsmålet er hvordan?

Jeg ville vælge at satse på udviklingen af børnenes sociale og solidariske færdigheder med satsning på de nære relationers betydning for deres udfoldelse og udvikling af personlige egenskaber. Med legen og fantasien som de bærende redskaber for aktiviteterne - dels for børnene, som har disse egenskaber selv, og også som grundlag for den voksnes planlægning af pædagogiske forløb.

Leg og fantasi kræver hinanden og er på samme tid både grænseløs og grænsesættende. Selve legen udvikler og stiller hele tiden nye krav til vores kreative fantasi om skabelse af nye tanker og handlemønstre, og den ophører at fungere solidarisk, hvis ikke den rummer iagttagelse og værdsættelse af vores individuelle og vidt forskellige grænser - grænser, som så nysættes og kan flytte sig i samsplllet med andre - i selve samleg en.

Måske derfor var dette forløb sprængstof for samtiden, for det overskred ingen grænser hos børnene i den leg, det også var. Kun hos vi voksne.

På den anden side er børnene sikkert - dengang som nu - grænseløst ligeglade med vi voksnes begrebsverden. Hvis bare de kan få lov til at lege.

Finn Kaels er uddannet 1973 på Social-Pædagogisk Bømehave­Sem.tnariwn og har arbeydet t børnehaver og på.ftitids11}em indtU 1989, hvor hanforlodfaget. Er nu under videreuddannelse.

7 1

Fritidshjemmet betragtes som fælles ejendom - Fritidshjemmet Baunegården i Albertslund beskrevet af tre forældre 1987

Af H. Henriques, J. Land Hansen og E. Teglbjærg

Indledning På baggrund af frygten for, hvad der er ved at ske på fritidshjemsområdet og dermed med vores børns fremtid, besluttede bestyrelsen i november at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle beskrive fritidshjemmet, de ting, der foregår på stedet, og hvorfor vi mener, det er nødvendigt at bevare sådanne institutioner.

Gruppen bestod af Hanne Henriques (Mikkels mor) , Jørgen Land Hansen (Signe L.' s far) og Erik Teglbjærg (Oles far) .

Arbejdspapiret blev fremlagt på et bestyrelsesmøde i januar, hvor der kom en del forslag til rettelser, der siden blev arbejdet ind i papiret. Papiret blev sendt til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer og indgik som et element i kampen mod forringelser (formiddagslukning, personalenedskæring med en femtedel m.m.) .

Der blev afholdt flere møder med kommunalbestyrelsesmedlemmer, og resultatet blev, at man midlertidigt undgik forringelserne ved, at kommunalbestyrelsen midlertidigt godkendte stedet som en social­pædagogisk forsøgsinstitution.

Om et fritidshjem! Mit Iyerte elsker alle de umuligste børn, de som ingen lwlder af og ingen kan forstå. Lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn, de børn som alle voksne folk er meget vrede på.

Mit Iyerte ynder ikke disse pyntehavebørn, der står i bed og intet ved om synd og bittert savn. De børn som voksne lwlder af og klipper pænt iform, og som med ren samvittighed tør nævne Gud ved navn.

Den kender mest til kærlighed som aldrig mødte den. Om dyden ved den lastefulde mer end nogen tror. Mit Iyerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks. Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.

(Tove Ditlevsen)

73

Hvorfor er fritidshjem vigtige - måske nødvendige i fremtidens Danmark? Flere og flere børn - selv i almindelige eller velstillede familier � lever en lidt kummerlig tilværelse med travle, foljagede forældre, der ikke har megen tid til dem, i splittede, små familier - følelsesmæssigt isolerede og uden den nødvendige voksenstøtte og voksenstimulering - men samti­dig med et bombardement af underholdning fra 1V, video, biograf, legetøj og spil. Flere og flere børn er i egentlig forstand ensomme - har jo forældre, men alligevel ikke, og måske mange, men overfladiske venskaber. Flere og flere børn er triste, deprimerede - ca. tolv børn og unge prøver hver uge at begå selvmord og'det lykkes for ca. en. Flere og flere børn synes at komme ud i større eller mindre kriminelle handlinger. I en af Københavns omegnskommuner har en ud af hver fem 14-årige været indblandet i mindst en alvorlig kriminel handling på et år. Ofte er det tilsyneladende for spændingens skyld. Flere og flere børn keder sig, er afhængige af underholdning og kan ikke beskæftige sig selv. Flere og flere børn er ængstelige, rodløse, usikre, selvnedvurderende. Også kropsligt vantrives flere og flere børn - f.eks. har børn i de ældste klasser mange ryggener - og undersøgelser har vist, at børns fysiske form i det hele taget er voldsomt forringet i de senere år.

Børn har meget at lære, og selvom de kan klare mange ting, kan de ikke klare sig uden voksne førend langt på den anden side af puberteten. Børn har brug for et fast holdepunkt dagligt -voksne, der har tid til dem, tid til at tage sig af dem, hjælpe dem med de små og store problemer, de render ind i, støtte dem i deres initiativer - brug for voksne, der kan skabe nogle rammer, hvor de kan bruge der fantasi og kræfter, hvor de som aktive deltagere i et fællesskab med andre kommer ud i udfordrende og spændende oplevelser, så de får en chance for at opleve, hvilke muligheder og begrænsninger, de selv rummer. Som regel opdager børn, at de rummer flere muligheder, end de troede.

Børn har ligeledes brug for rammer og voksenhjælp til at skabe nære, følelsesmæssigt forpligtende venskaber - noget, der er nødvendigt, hvis et barn skal trives. Venskaber kommer ikke - eller som regel ikke - af sig selv. Børn har brug for de voksnes viden og iderigdom i forbindelse med projekter. De har brug for de voksnes engagement i og accept af lege, pjat, skæg, fysisk anstrengende aktiviteter for at opleve, at disse ting er værd at leve op til - børn lever jo op til det, de voksne gør, ikke så meget til det, de siger.

Kan et fritidshjem tilbyde børn og unge sådanne rammer og mulig­heder? Vi mener, at et fritidshjem vil kunne det - dog afhængigt af, hvordan det fungerer. Hvis man kun satser på pasning og underhold­ning afbørnene, eller hvis det afbevillingsmæssige grunde kun er muligt at fungere sådan, vil børn fra l O- l l års alderen ikke søge derhen, og forældre vil have tendens til at melde dem ud, fordi betalingen er høj , og

74

fordi børn med denne alder tilsyneladende kan klare sig selv. Så netop denne aldersgruppe af bøm er det vigtigt at gøre en indsats for at få fat i.

I det følgende vil vi prøve at beskrive nogle af de krav, som vi synes, det er vigtigt at stille til et fritidshjem, hvis det skal kunne tiltrække hømene - også dem over l O år - og give dem det pust afliv, udfordringer og støtte, som de har brug for - og altså også yde noget, som forældrene vil betale for.

Fritidshjemmets fysiske rammer For et fritidshjem - der som Baunegården arbejder med projekter på sådan en måde, at opbygningen af de fysiske rammer for de aktiviteter, der indgår i et projekt (f.eks. cirkus) , er en vigtig del af processen - er det meget vigtigt at have de rigtige fysiske rammer. De kan i korthed siges at være følgende:

l . Et solidt og rummeligt hus med mulighed for fleksibel indretning eller ombygning.

2. Et stort lækkert udeområde kuperet og med høje træer til at klatre i og bygge huler i, en lille skov eller et krat, og evt. sø /hav /vandløb - det sidste mangler desværre på Baunegården.

3. En pæn stor stak tømmer til projekter, hvori indgår byggeri, f.eks. svævebane, stald, huler, fodboldbane.

4. Et passende antal bøml Det er således ikke sagen at have lækkert indrettede legerum, værksted­er eller legepladser med fabriksproducerede legeredskaber og legetøj . Baggrunden for denne negative holdning til meget færdigproduceret legetøj og legeredskaber er en opfattelse af, at det er vigtigt for hømenes fantasi og skabertrang at være med også i processen med at udforme de fysiske rammer, der er nødvendige for, at bestemte aktiviteter kan gennemføres - tænk igen på cirkus og rekvisitter hertil! Mange færdige legeredskaber og legetøj - f.eks. spil, vippe, karrusel - er rent beskæftig­ende, passiviserende, og giver slet ikke nok udfordringer til bøm. Noget legetøj har dog stor legeværdi - f.eks. etbjulede cykler, stylter, ski, skøjter, bolde, sjippetov o. s. v. - og de er ofte ikke lette at lave selv, uden at legeværdien går tabt.

Barmegården synes nok kun m. h. t. husets kvalitet at mangle noget. De forholdsvis få og simple rammer, der er omtalt her, kræver til gengæld, at der er en flok pædagoger på fritidshjemmet med energi, lyst og mod til at gå igang med også større projekter, der måske tilmed gør pædagogarbejdet til noget, der ligner håndværkerens. Det er der masser af eksempler på både ude og inde på Baunegården: svævebane, boldba­ne, cykel-crossbane, hønsehus, stald, skurvogn, skibe, møbler, musik­rum, bordtennisrum o.s.v. Det er meget vigtigt, at udeområdet er tilstrækkeligt stort og afvekslende til de forskellige aktiviteter. Projekter

75

med husdyr som høns, heste og kaniner kræver nemlig ekstra god plads til stald, fold m.m. Netop i en forstad som Albertslund er det vigtigt at sikre børns direkte, daglige oplevelse af naturen - både i forhold til dyr og til naturen med skov, krat, sø og vandløb. Et godt udeområde skal endvidere helst kunne rumme skiftende årstiders forskellige aktiviteter: boldspil, badning, skøjteløb, snebygning o.s.v. , således at børnene også i »dårligt vejr« kan udfolde sig udendørs med lyst til spændende aktiviteter. Det har afgørende betydning for deres udvikling og for deres holdning til naturen. Nogle af disse » naturelementen skal kunne findes i et omfang, som det f.eks. ses på Baunegården.

Gode udeområder skal også sikre, at børnene får de nødvendige muligheder for at udfolde sig kropsligt i stedet for hele tiden at bearbej­de alting mundtligt. Mange miljøer, hjem og arbejdspladser er krops­fjendske, da der ikke er nok af muligheder for fysiske aktiviteter. For børn i voksealderen er det meget vigtigt at lære sin krop at kende ved at kunne bruge den under tilstrækkeligt vide og fleksible rammer.

Fritidshjemmets placering tæt på skov, sø, hav og marker vil være af uvurderlig betydning for børnenes muligheder for at leve med i naturen og vU kunne nedbryde institutionshegnet for børn og voksne. Også her er Baunegården forbUledUgt placeret med rige muligheder for at bruge naturen. Placeringen indbyder til at opsøge naturen lidt længere væk. Det er så glædeligt, at en lidt stor afstand til sø og hav alligevel udmøntes i et eller flere større projekter med koloni, sejl- og fisketure.

Det ideelle antal børn, vi forestiller os vU kunne fungere godt sammen på et fritidshjem, er ca. fyrre børn, og det svarer dermed til Baune­gårdens nuværende størrelse. Det er ikke godt med flere end fyrre, hvis de store, der tidligere har gået på fritidshjemmet, skal kunne komme på besøg, hvilket især finder sted op til jul og ved koloni tid. Der må heller ikke være færre, hvis der med en jævn fordeling på årgange skal være tilstrækkelig med muligheder for at vælge venner. Nogle aktiviteter kræver endvidere et rimeligt antal, hvis f.eks. hold i fodbold og rundbold skal kunne etableres, og hvis store lege som dåseskjul og fangeleg skal kunne finde sted.

Årets gang Koloni: Bevillingsmæssigt og lønmæssigt er der i øjeblikket afsat penge til syv dages koloni. Vi mener ikke, at det er nok tid til, at der kan afvikles en ordentlig koloni. Det sagde vi, da nedskæringen fra ti til syv dage blev foretaget, og det mener vi fortsat, så derfor er vores koloni på mindst ti dage. Madudgifterne til de sidst tre dage betaler forældrene for, mens vi udligner den ekstra arbejdstid med afspadsering.

Ordentlige kolonier er af afgørende vigtighed for, at et fritidshjem som vores kan hænge sammen, og de er for det enkelte barn af uvurderlig betydning, fordi børnene på kolonier kommer ud for oplevelser og

76

udfordringer, som mange børn ellers aldrig ville få. Dette hænger sammen med den koloniform, vi efterhånden har arbejdet os hen til:

Teltlejr- fordi det er en form, hvor man både kan overleve - også hvis man er lille - og hvor man samtidig er i tæt kontakt med naturen -varme, regn, blæst, solskin, lys, nat o.s.v. Det er i sig selv en udfordring for bybørn, der tænder lyset, når det er mørkt, og som søger ind, når det er regnvejr, udtydder fluer /myg med gift o.s.v.

Mad på bål: Det er godt, at alle må være med for at holde bålet igang med brænde - hugge det i stykker, holde det tørt - lære ilden at kende. En kontrast til dagligdagen: sæt lige en kedel vand over på seks! Hvordan laver man mad? Vasker op? Henter vand?

Derudover søger vi at lave kolonier med så lidt tvungen tidsstruktur som muligt - igen en kontrast til dagligdagen - f.eks. ved at lad være med at bestemme sengetidspunkt. Det forhindrer selvfølgelig ikke, at nogle børn får det mere eller mindre bestemte råd om, at nu er det vist på tide at komme i seng. I almindelighed volder de ingen problemer, og sommernætter kan være fantastisk dejlige - også for børn.

Kolonien er placeret sidst i skolesommerferien af hensyn til allergi­børnene. Det giver et slip i forhold til tidligere, hvor kolonien lå i skoleferiens start. Umiddelbart op til var der koloniforberedelser, hvor børnene har arbejdet mere eller mindre struktureret med kolonivigtige aktiviteter - f.eks. lære at lave forskellige retter mad på bål, hugge med økse, ordne sin cykel (for at kunne cykle på kolonien) , bygning af katamaranen, trykning af koloni trøjer. Denne forberedelse er i de senere år blevet mindre, fordi børnefestugen har tappet mange af de kræfter, vi skulle bruge, og fordi der er et tidsmæssigt slip, som vi ikke rigtig kan gøre så meget ved.

Ejterårsferieprojekt: Det kan være meget forskelligt, men som regel er der tale om, at hver gruppe foretager sig et eller andet sammen i forbindelse med to til fire overnatninger. Eksempelvis mellemgruppens overnatninger i en hestestald ude i Risby i dette efterår (man skal ikke nødvendigvis så langt væk for at være væk ) . Eller de grupper, der har opholdt sig 1 København og søgt at tjene penge til dagen og vejen.

Juleforberedelser: Arbejdende værksteder, hvor der fremstilles gaver af kvalitet - afhængig af hvilket barn, det drejer sig om, så får de mere eller mindre hjælp.

Krybbespil er ved at blive en tradition. Opføres som totalteater i forbindelse med en slags juleafslutning, hvortil forældrene inviteres.

Fastelavn: Slå katten af tønden under en eller anden form. Nogle år kombineret med fremstilling af papmachemasker, afholdelse af karne­val el.lign. Også indsamling af penge 1 centret.

l . mqj: Ligesom vi holder jul med krybbespil, så holder vi også l . maj med en fest. Dette sker sammen med fritidshjemmene på Galgebakken og er en ca. 12 år gammel tradition. Nogle år har forberedelserne kørt

77

på tværs af institutionerne og andre år institutionsvis. Næsten altid en optræden/forestllllng.

Bømefestuge: I en uge i slutningen af maj etableres en teltlejr -hovedsageligt af fritidshjemsbørn og voksne. Der er musiktelt, cirkus­telt, spisetelt, sportsarrangementer, kondiløb, sæbekasseløb og rund­bold med hundredvis af deltagere. I 1986 overnattede op mod tusind deltagere i lejren. Om dagen, når skolebørnene er i skole, kommer vuggestuer og børnehaver på besøg i lejren, og endelig tiltrækker lejren også nogle ikke-institutionsbørn, der kommer med deres telte for at være med i fællesskabet. Som optakt til festugen er der udstllllnger i forretninger om, hvad der foregår i institutionerne.

Børnefestugen og optakten hertil planlægges i et samarbejde mellem repræsentanter fra så at sige alle vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

De nævnte tilbagevendende begivenheder strukturerer i høj grad, hvad der i hele året sker på fritidshjemmet. Der er næsten altid nogen, der er igang med forberedelser til et eller andet større projekt.

Desuden kan man sige, at heste- og hønseholdet jo er noget, der skal passes hele tiden, og der er vi stadig på vej , og vi har indimellem vanskeligheder med både at være et almindeligt fritidshjem og »en gård«. På den anden side har både heste- og hønseholdet betydet, at uanset vejret så er der altid børn udenfor.

Derudover prøver vi at fornemme, hvad der rører sig blandt børnene af forskellige interesser - det kunne være drageflyvning el.lign. I så tilfælde prøver de voksne på forskellig måde at støtte en sådan aktivitet. Eller det kan være mere direkte voksenigangsat, såsom følgende eksem­pel (som er et af dem, der lykkedes) :

Et barn i en gruppe - synes vi - er for isoleret kammeratskabsmæssigt Han kan godt lide at fiske, hvilket andre i hans gruppe også kan . For at bringe disse børn sammen arrangerer en voksen et »tilbud« om en fisketur på Øresund. Tilmeldingen er der; børnene skal selv betale halvdelen af prisen. De kommer afsted - forældrene er nødt til at bede deres børn fri fra skole i nogle timer, men det går det hele.

På fisketuren fanger de rigtigt mange sild, og de skal renses, da de kommer hjem lidt sent på eftermiddagen. Her kommer en anden voksen med den ide, at man kunne ryge sildene - eller nogle af dem - og nogle af børnene udbygger planerne med, at de så vil sælge dem, hvis de bliver gode. De vil så dele pengene, uanset hvor mange de hver især har fanget. Her melder den dreng, for hvem turen var arrangeret, i nogen grad fra, idet han - selv under lidt pres - insisterer på, at hans fisk skal hænge for sig selv til tørre i det døgn, de skal det.

Næste dag bliver et parti af silden røget. Det sker sammen med en voksen, der har prøvet det en gang før. Da det er koldt, kan resten af sildene godt vente til næste dag med røgningen, idet det tager ca. 3 timer

78

at ryge et parti. Efter rygningen vil drengen med de »private« sild have sine egne sild. Efter lidt diskussion accepteres det. Diskussionen er mellem en voksen og drengen. Derefter går tre drenge over og sælger varme, friskrøgede sild ved halvseks-tiden foran Galgebakkens butik og tjener hver ca. halvtreds kroner.

Næste dag sættes de igang med at ryge de sidste sild, da de kommer fra skole, og dem cyger de så selv uden voksenhjælp. Disse sild vil de gerne have med hjem til sig selv.

I forvejen var fisketuren forberedt ved, at deltagerne og andre havde fremstillet egne blink ved at støbe dem i bly i gipsforme.

Et sådan projekt var godt, fordi det - selvom det var igangsat af en voksen - var et projekt, der voksede. Fra at støbe blink, fange fiskene, rense dem (det er virkelig et arbejde) , tørre dem, ryge dem, organisere salget og den solidariske eller individuelle deling af fiskene, samt endelig, at nu ville de gerne afsted igen. Ønsket om endnu en fisketur har vi ikke kunnet støtte aktivt, selvom børnene selv ville, fordi der er grænser for, hvor mange initiativer vi skal tage, som medfører, at de må have fri fra skole.

Måder at arbejde på På fritidshjemmet består de voksnes arbejde i dels at tænke i og konkret skabe/ændre de fysiske rammer, således at børnenes fantasi til nye lege, selvaktivitet, afprøvning af grænser (hvor højt kan jeg klatre, hvor varm er ilden o.s.v.) kan udfolde sig og dermed udvikle sig. Fantasien eller kreativiteten er nemlig helt nødvendig, når man står i uvante situationer og skal handle, hvis man da ellers vil have indflydelse på sin egen fremtidige situation. (I disse betragtninger ligger der en grundlæg­gende opfattelse af, at de samfundsmæssige forhold som tendens vil medføre en undertrykkelse af fantasiens vilkår. Det giver sig udtryk i den tiltagende overvågning, tidsstrukturering og opsplitning af børns dag­ligdag, der nødvendigvis medfører en indsnævring af den friplads, som »træning« af fantasien/kreativiteten forudsætter) .

Den anden del af vores arbejde består i at skabe de sociale rammer med samme formål som før. Det har vi bl.a. gjort ved at opstille, gennemføre og håndhæve de regler om børns rettigheder, der er nævnt senere i artiklen (s. 82) .

Som voksen kan man være aktiv i forhold til fritidshjemmets aktivi­teter på mange niveauer:

l . En voksen, der er interesseret i at arbejde med noget ganske be­stemt, vil som regel - indenfor rimelige økonomiske rammer - kunne gå igang. Det kan f.eks. være at sy en eller anden ting. De børn, der gerne vil være med til denne aktivitet, er så på forhånd sikret, at de kommer i kontakt med en engageret voksen - en, der kan lide at arbejde med det han/hun er i færd med.

79

2. En leg er opstået i en børnegruppe - i dette tilfælde er det at lege skadestue (læge?) i et af de rum, det er muligt at aflåse. Er legen ved at smuldre, f.eks. fordi nogle af børnene mener, at de ikke rigtig har nogen rolle, og hvis børnegruppen ikke selv kan finde ud af at løse dette, da kan en voksen gå ind i legen ved at lave en båre på værkstedet (eller geværer, hvis der var tale om en cowboyleg) . I det konkrete tilfælde fik det legen til at fortsætte, fordi skadestuen blev udvidet med en »opsøgende patientfunktion«, der hentede patlenter rundt omkring i huset - også voksne.

Et andet eksempel: En bankleg er igang inde på kontoret, hvor børn har etableret sig med skrivemaskine, regnemaskine og pengeseddel­fremstilling og en ekspedition, hvor derydes store lån til de, der kommer, mens andre sparer op. En voksen beslutter at sætte lidt mere gang i legen ved at klæde sig ud som bankrøver og derefter begå røveri mod banken. Konsekvensen blev imidlertid, at en masse (drenge) kopierede ideen, så selvom banken blev genetableret, var den hele tiden så udsat for røverier, at legen holdt op. En anden følge kunne have været, at legen var blevet udvidet med politiroller el.lign. , der kunne tage sig af røveren, men sådan gik det ikke.

De to eksempler viser, at der er en hårfin balance mellem på den ene side at gribe ind i en leg på en sådan måde, at legen forlænges, udvides, gøres bedre, og på den anden side at gøre legen så god (med de voksnes øjne) , at børnene ikke gider at være med, melder sig ud, fordi de ikke kan se deres egen rolle. Hver gang man som voksen griber ind i en børneopstået leg, er der risiko for, at det kan gå galt.

3. De voksnes arbejde består også i at håndhæve den slags »regler« , vi har på stedet. Det sker, når man f.eks. holder forstyrrende børn væk fra en leg, der er igang, eller når man støtter, at der kun kan være et begrænset antal børn med i en bestemt leg. Det sidste er i klar modstrid til det princip, man ellers støder på i mange institutioner, at alle kan lege med alle. Den tror vi ikke på! Egentlig kan børn også have behov for støtte til at vælge andre børn fra. Sammenlign med voksnes hævdvund­ne ret til selvfølgelig selv at bestemme, hvem man vil omgåes, spise middag sammen med. Det er også de voksne, der i sidste instans må gribe ind, når der sker overskridelser af, hvad man for det enkelte barn kan forvente af en rimelig og ansvarsfuld opførsel. Det er vores håb, at børnene selv vil kunne klare sådanne situationer, men kan de ikke det, så griber vi ind. Eventuelt kan man opfordre de implicerede til at prøve en gang til, eller man kan reagere ved at sige, at det må de selv klare.

De her skitserede arbejdsmåder er ikke samlende for et hus. Tværtimod har vi oplevet - når der kommer nye mennesker i huset - at nogle har haft meget svært ved »at fmde deres plads«. Tilsyneladende er der også kaos og forvirring, men som en studerende udtrykte det: •Tingene lykkes jo alligevel!• Samlingen sker på andre måder:

80

1 . Børn, der starter i børnehaven, når de er 3 år, har udsigt til at skulle være på Barmegården i ti til elleve år. Det betyder i sig selv, at børnene får muligheder for - og det vil først og fremmest sige tid til - at etablere varige og holdbare venskaber. Dertil kommer, at stabiliteten i personale­gruppen har været meget stor. Det vil sige, at børn-voksenforholdene også har gode muligheder.

2. Personalestabiliteten indebærer, at man uden at tale så meget om det i stor udstrækning ved, hvad hinanden gør. Det medfører også en klar arbejdsdeling, som også er stabil - især går den imellem mænd og kvinder. Det er måske i virkeligheden ikke så dårligt, fordi børnene i disse familieopløsningstider og kønsligbedstider godt kan have behov for klare mandlige og kvindelige forbilleder. Noget andet er så, at vi internt i personalegruppen kan have en fornemmelse af at stivne - de samme gør altid det samme. Der kan man sige, at hestene og hønsene har rykket på tingene.

3. Personalegruppen beskæftiger sig samlet med at planlægge og udfylde de traditioner, der er nævnt i •årets gang« . Især må det fremhæves, at kolonien i denne sammenhæng er utrolig vigtig, fordi det er her, de største muligheder for fællesoplevelser er. Fællesoplevelser, der omfatter alle - børn, gamle børn og voksne. Og det er oplevelser af den karakter, man •lever• videre på, og som binder huset sammen.

Med traditioner mener vi ikke, at der skal ske det samme hvert år. Tværtimod er det - hovedsageligt - de ansattes ansvar, at traditionerne ikke stivner, men er levende - d. v.s. en fastholdelse af årets regelmæssigt tilbagevendende begivenheder, samtidig med at indholdet i disse be­givenheder til stadighed forandres.

Voksne og børns indbyrdes forhold pi. fritidshjemmet På fritidshjemmet skal der ikke som i skolen foregå en struktureret undervisning af børnene. Der er tale om et hjem sammen med flere og ofte andre børn og voksne end hjemme. De voksnes rolle kommer til at ligne forældrerollen: Bestemte børn og voksne knytter sig personligt tæt til hinanden, afhængigt afhvem de kan bedst med, og børnene skal have mulighed for at etablere tætte venskaber med andre børn. Dette kan kun ske, hvis man anerkender, at børnene er forskellige, og giver dem mulighed for at fungere på fritidshjemmet i overenstemmelse med disse forskelle. Ugesom børn kan og må forskellige ting hjemme, tager de voksne udgangspunkt heri på fritidshjemmet. Det kræver en tæt kontakt til forældrene, og det giver de voksne et tæt personligt forhold til børnene.

De voksnes rolle bliver endvidere at lave nogle fælles projekter sammen med børnene, men det er ligeså vigtigt, at de voksne forstår at holde sig i baggrunden og sikre, at børnene får tid, rum og ro til at leve deres eget sociale liv og opbygge venskaber.

8 1

De større projekter kan udmærket udspringe af nogle børns ideer- f.eks. fisketur, bondegårdstur - men den egentlige beslutning tages af de voksne, der jo har ansvaret udadtil, og hvis engagement i sagen er en afgørende forudsætning for, at det kan lykkes. Hvis det så lykkes at få børnene med på projektet, kan børnene med hele deres fantasi og iderigdom være med til at bygge projektet op og give det indhold. Når et projekt realiseres, er det vigtigt, at de enkelte børn støttes i at realisere ideerne. Målet er her at give det enkelte barn en ægte oplevelse af, at det kan mere, end det måske tror, det kan. Det kan de voksne gøre ved at hjælpe børnene på kritiske tidspunkter med at overvinde vanskelig­heder og komme videre. Dette er ofte helt individuelt bestemt. Men lykkes det, giver det børnene en værdifuld tilfredsstillelse og en lyst til nye grænseoverskridende aktiviteter. Ligeledes må også de sociale krav til børnene være forskellige - afhængigt af hvad det enkelte barn kan klare. En sådan individuel pædagogik - på linje med hvad der måske sker hjemme - må føre til, at der ikke bliver brug for generelle regler for børnenes liv og færden på fritidshjemmet. Tværtimod har man på Baunegården lavet nogle regler om børns rettigheder for at udvide børnenes muligheder for aktiviteter. Der er for tiden følgende regler:

l . Der er diskret kontrol af de mindre børn og deres fremmøde. Her tages hensyn til, at skole-fritidshjem-vejen gerne må tage tid for det enkelte barn. En vej , der ikke er for kort - som f.eks. fra Halsbjerg/Bir­kelundskolerne - byder barnet spændende oplevelser på egen hånd, som der skal gives tid til og tages hensyn til.

2. Man må have lov til forskellige ting - tage bussen, ride på hest, gå i butik/låse efter sig, låne lokaler i weekenden - afhængigt af, hvad de voksne skønner, man kan klare, og ved større tip.g efter aftale med forældrene til barnet. Det børnene kan klare hjemme, kan de også på fritidshjemmet.

3. Lege og aktiviteter tøvrigt kan fortsætte over flere dage uden på forhånd bestemte krav om oprydning hver dag.

4. Børnene kan efter eget behov bruge telefonen (ligesom toilettet!) . 5. Børnene skal kunne være sammen selv uden voksenindblanding

- f.eks. i huler, aflåselige rum, i skurvognen - for at få tid sammen til at udvikle venskaber. En større gruppe kan således ikke »majorisere« en mindre væk.

6. Penge, slik, legetøj og kammerater må gerne tages med og »bruges«, men det er forbudt at drille med dem eller at købe sig venner.

7. Pædagogernes egne børn må gerne være på institutionen. Egne børn skal kunne klare det, man »udsætter« andres for, og pædagogernes engagement sikres herved.

8. Gamle børn er velkomne - også på koloni.

82

Normerne for det sociale liv tøvrigt vil udspringe af konkrete problemer, hvor pædagogernes normer diskuteres løbende indbyrdes og med forældrene.

Da mulighederne for aktiviteter på fritidshjemmet er betydeligt større end hjemme, mindskes grundlaget for konflikter mellem børnene be­tydeligt og dermed også behovet for faste regler. Omvendt er det jo en almindelig erfaring, at for mange regler i allerhøjeste grad kan være unødvendigt konfliktskabende. Derfor: så få generelle regler som mu­ligt!

Visioner De forskellige ting og sager, der indtil nu har været foretaget på fritidshjemmet, har været med forholdsvis enkle midler, idet man -næsten - har holdt sig indenfor de rammer, et fritidshjem med fyrre børn udløser i kommunen.

Mange drømme er blevet realiseret, og det har været godt og også spændende og provokerende. Vi kan dog godt forestille os, at institu­tionen blev udgangspunkt for endnu mere liv. De visioner, vi i øjeblikket kan pege på, er følgende:

l . At der etableres en mere formel overbygning, der kan rumme de store børn - de 12- 1 4/ 1 5/ 1 6 årige. Vi har tidligere udarbejdet et oplæg, hvori det foreslås, at det kan ske i en eller to skurvogne, som de pågældende børn selv skal være med til at istandsætte/vedligeholde. Der skal være knyttet et par voksne til denne gruppe - voksne som samtidig er på fritidshjemmet, således at der f.eks .. er voksne på en eller to gange om ugen. I den øvrige tid er det op til børnene selv at udnytte mulighederne. Ved større fritidshjemsarrangementer (koloni, festuge) skal denne gruppe børn deltage sammen med de øvrige fritidshjems­børn.

2. Vi kunne forestille os, at betalingen for at gå på fritidshjem faldt til det halve i det år, børnene fyldte 1 1 eller 12 år. Det ville betyde en lettelse for forældrene, og det ville betyde, at de større børn ville blive, og det synes vi er vigtigt af en række årsager: Når børn er 1 1 til 12 år eller derover kan de en række ting selv; de kan være forbilleder for de mindre (eksempel: gruppen af 8-9 årige, der selv organiserer at gå rundt i Galgebakken og synge og optræde for at tjene penge til en fest, hvor forbilledet helt klart og formuleret er tre større piger, der gjorde noget lignende; disse piger havde igen inspiration fra de lejligheder, hvor de i fritidshjem har været med til at tjene penge - efterårskoloni inde i byen, Afrikaindsamling, indtjening af penge til efterårskoloni o.s.v.) .

De børn, der går på fritidshjemmet til de er omkring 12 år, orker ikke at starte 1 en fritidsklub, for så skal de til at involvere sig i nye voksne, nye børn, og de er på den anden side for unge til at komme i ungdoms­klubben på Galgebakken.

83

3. For at gøre institutionens område mere levende kunne man forestille sig, at dyrene og hestene- der jo også har en funktion, dels ved at de er der, og dels ved de ting, der sker omkring dem med halm, hø og foderstoffer, der kommer, smeden, der skor hestene, dyrlæge o.s.v. ­blev suppleret med f.eks. et arbejdsløshedsprojekt, der skulle istand­sætte en ældre større båd (ca. femten køjepladser). Fritidshjemmets værksted kunne være udgangspunktet sammen med en enkelt skur­vogn. Båden skulle kunne bruges af de unge, der havde arbejdet på den, og af fritidshjemmet. Eventuelt kunne man forestille sig, at Galge­bakkens beboere var involveret. Båden skulle kunne lejes ud til lejr­skoleskib o.s.v.

Man kunne også forestille sig et genbrugsprojekt med det formål at sætte kasserede ting i stand med henblik på videresalg- f.eks. møbler, cykler (eventuelt kunne der også være tale om cykelreparationer).

4. Institutionsarbejde i forhold til nærmiljø. - I stedet for at opfatte fritidshjemmet som institution for ganske bestemte fyrre børn, kunne man i stedet opfatte sig som institution i forhold til nærmiljøet. Fælles­arrangementet i forbindelse med l . maj mellem Barmegården og Galge­bakke-institutionerne har denne karakter. Man kunne forestille sig et yderligere samarbejde- f.eks. omkring etableringen af et børneorkester, teaterforestillinger eller forskellige former for sportsaktlviteter.

Aktiviteterne skulle være åbne for alle nærmiljøets børn og ikke kun for dem, der går på institutionerne. Gennemførelsen af aktiviteterne vil dog nok vanskeligt kunne ske inden for de nuværende økonomiske rammer.

5. Uddelegering af revisionen/kontrollen af institutionens regnskab. Idag bruges der centralt en del ressourcer til at kontrollere institutions­regnskabet. Problemet er, at den konkrete anvendelse af det indkøbte ikke kan kontrolleres trods grundig revision, uanmeldte kontrolbesøg m.v. Det eneste, der idag kontrolleres, er om regnskabet er ført korrekt. Forældrebestyrelsen har større mulighed for at have føling med den konkrete anvendelse af ressourcerne. Derfor var det mere rimeligt, at den forældrevalgte bestyrelse stod for kontrollen af regnskabet- even­tuelt i samarbejde med en regnskabskyndig fra forvaltningen. Dette ville give forældrebestyrelsen et mere direkte ansvar og dermed større berettigelse, end den har idag.

6. For at få mulighed for at ansætte eksperter til ganske bestemte, afgrænsede opgaver- f.eks. et hestekursus, en skuespiller til et teater­stykke o. s. v.- kunne man i stedet for det meget indviklede vikarsystem, der er i dag, foretage en generel opnormering. Langvarigt syge, barselsor­lov og anden orlov skulle selvfølgelig holdes udenfor.

7. Sikring af arbejdsvilkårene, der sikrer stabiliteten i medarbejder­gruppen og mulighederne for et vedvarende engagement. Disse forhold skal være til stede, hvis det med at have med børn at gøre skal foregå på

84

en forsvarlig måde. En institution er ikke en fabrik. Vores bøm skal ikke omgives af pædagogiske lønarbejdere, der egentlig er ligeglade med deres arbejde.

Man kunne forestille sig, at der kommunalt blev arrangeret jævnlige, kortvarige kurser for de daginstitutionsansatte. Og at disse kurser var et samarbejde indenfor kommunen mellem institutionskontoret, semi­nartet og praktikere. Et kursus kunne godt være at tilrettelægge årets bømefestuge, eller det kunne være forskellige former for organiseret erfaringsudveksling mellem daginstitutionsansatte i samarbejde med »mere videnskabelige eksperter«, der kunne sætte ord på alt det prak­tiske, der kunne generalisere - eventuelt teoridanne.

Forholdet mellem institution og hjem Som »ny forældre« til et barn i fritidshjemmet Baunegården har man store chancer for at blive udsat for overraskelser af enhver art - måske også lidt chokerende overraskelser: Når man kommer for at hente sit bam er et hyppigt omkvæd, at ingen ved, hvor det er- at ingen har set det fornyligt. Eller man kan finde det rundt om et stort blussende bål sammen med mange andre bøm- nogle med brændende grene, andre med økser - og ingen voksne i miles omkreds! Tilsyneladende da - for man fmder så senere ud af, at de voksne har styr på det, og at hømene faktisk godt kan omgås bål og økser på forsvarlig vis, og at de tit er »væk«, fordi de holder meget af at lege godt gemt væk fra de voksnes overblik og kontrol.

På Barmegården lægges vægt på, at der på forskellig måde skabes muligheder for et nært samarbejde og en god kontakt mellem pædagoger og forældre:

l . Der er de lovformelige forældremøder, hvor man i et større eller mindre forum kan drøfte pædagogiske holdninger, træffe beslutninger, give orientering m.v. Disse er nødvendige, men ikke tilstrækkelige.

2. Man er som forældre meget velkommen til at være på fritids­hjemmet-f.eks. i forbindelse med at man henter sit bam: slå sig ned, lave en kop kaffe, deltage i det, der sker. At gøre det engang imellem er en god måde at opleve miljøet på. Og så kan man få en uformel snak om sit eget bam og om eventuelle problemer- eller søndagsmiddagen eller regeringen.

3. Man prøver at udnytte forældrenes ressourcer: En far, der f.eks. har en lastbil, fungerer indimellem som vognmand. En far, der er arkitekt, tegner tegninger til bygning af hestestald og cirkus bygning. En mor, der er porcelænsmaler, hjælper til med dette speciale i forbindelse med børnenes produktion af julegaver o.s.v. Men også i en mere bred forstand ved, at forældre hjælper til med at passe hestene, bygge hestestalden, deltage i større eller mindre omfang i bømefestugen,

85

renovere legeområdet og bygge klatrestativer o.lign. Atvære sammen om praktiske ting er ofte en god måde at lære hinanden at kende på - og så er det hyggeligt! Derudover ville mange af disse projekter formodentlig ikke kunne lade sig gøre uden forældrehjælp.

4. Fritidshjemmet betragtes som fælles ejendom - d.v.s. at det frit kan lånes af forældre og store bøm til private fester, generalforsamling i foreningen af Citroenejere, øvelseslokale for metalblæsere o.lign. Og hømene kan låne ting med hjem - f.eks. ethjulede cykler, udklædnings­tøj m.m.

Det er vigtigt med et nært samarbejde mellem institution og hjem; det er t:J:ygt for bømene, at de voksne omkring dem kender hinanden godt, og det giver større mulighed for en vis sammenhæng mellem hømenes forskellige miljøer.

Forholdet mellem fritidshjemmet og skolen Indhold og rammer for arbejdet i skolen og fritidshjemmet er forskellige. Skolen har både en generel og faglige målsætninger for sit arbejde med børnene. Endvidere er skoledagen struktureret herefter i time- og fagblokke og efter alderstrin.

Bømene oplever i skolen, at der stilles krav til dem udefra, og de lærer at begynde og færdiggøre opgaver indenfor bestemte tidsrammer. Selv­om skolen i undervisningen søger at tilgodese individuelle hensyn til bømene, lægger de faglige krav og struktureringen af skolearbejdet visse grænser for hømenes muligheder for at arbejde lystbetonet og dyrke selvvalgte sociale relationer. Skolen forbereder herved hømene til at blive veluddannede og veltilpassede borgere i det senere voksenliv på arbejdsmarkedet.

Fritidshjemmets funktioner er helt andre. Her kan børnene i højere grad leve deres eget liv. De kan deltage i de aktiviteter, de har lyst til. De bestemmer selv omfanget og tiden, de vil bruge herpå. De kan selv dyrke deres sociale relationer, venskaber o. s. v. uden voksenindblanding eller dyrke deres voksenkontakter efter egen tilbøjelighed. Indholdet og rammeme for fritidshjemmets aktiviteter bestemmes i høj grad udfra de voksnes pædagogiske og aktivitetsmæssige initiativer og ideer, som hømene engageres i ud fra individuelle forudsætninger og ønsker. Herudover levnes der et rigt rum for at fungere uden de voksnes indblanding.

Med den rolle mellem skolen og hjemmet, som fritidshjemmet får for bømene, er det vigtigt, at pædagogeme på fritidshjemmet får mulighed for at samarbejde med skolen. Det drejer sig dels om at etablere samarbejde om det enkelte bam, og dels om at udnytte de muligheder, der ligger i at bruge hinanden ved gennemførelsen af bestemte projekter - f.eks. lejrskoler og kulturelle arrangementer som skolekomedie og

86

musik. Dette forudsætter, at begge parter har et indgående kendskab til hinandens ressourcer - i vid betydning - og arbejdsstil.

Forholdet mellem fritidshjemmet og socialforvaltningen I de tilfælde, hvor forældre kommer i kontakt med socialforvaltningen, og dette også involverer barn/børn på fritidshjemmet, da får fritids­hjemmet - eller rettere de ansatte - en central placering. Forældrene (forælderen) kan bruge de ansatte til at snakke med om de problemer, der måtte være - eventuelt sammen finde på forslag, løsninger m.m. Ved møder med forvaltningen, hvor forældre, en fritidshjemsansat, en sagsbehandler og eventuelt en institutionspsykolog deltager, er det ofte sådan, at den ansatte er den, der - udover forældrene naturligvis - ved mest om familiens situation, hvilket ofte er en støtte for forældrene.

Den grunellægende opfattelse af bøms Uvsbetlngelser Vi mener, at den samfundsmæssige udvikling i løbet af de sidste 30 år er gået meget hurtig, og at denne udvikling grundlæggende har cykket ved også børns livsbetingelser. At dette er r1gt:lgt. kommer klart til udtcyk i de situationer, hvor man oplever, at de erfaringer, man har fra ens egen barndom, ikke kan anvendes overfor ens egne børn, fordi den situation, som nutidens børn står i, er så anderledes. Derfor er det så forbasket nødvendigt, at børn kan selv og i fællesskab med andre.

Men de evner, fantasi og kreativitet, der skal bruges i denne sammen­hæng, har fået dårligere betingelser p.g.a. den samfundsmæssige udvikling.

Den samfundsmæssige udvikling er sammensat af mange •udvikling­er• indenfor forskellige områder, og det kan være godt med en nærmere

konkretisering af, hvad det er, vi mener, ved at fremhæve nogle af de vigtigste. Beskrivelsen er derved ikke fuldstændig dækkende - resten må man selv •regne ud•:

Fam.Uien får færre børn. Derfor er der flere enebørn. De har i reglen dårligere betingelser for naturligt f.eks. at lære at tage hensyn. De bliver også nogle gange •voksne• unaturligt tidligt, holder tidligt op at lege o. s. v.

Der er flere skilsmissebørn og børn, der har oplevet kortere eller længerevarende brud i forældrenes samliv. Det gør børn utcygge - også de børn, hvor forældrene ikke er skilt; de går nemlig og flygter for, at det også vil ske for deres forældre.

Familiens forhold til slægten er tyndere, fordi så mange flytter p.g.a. arbejdet, og fordi slægten p. g. a. det langvarige fødselstalsfald er blevet talmæssigt mindre. Der er heller ingen forsørgerpligt overfor hinanden.

87

En større og større del af en families voksentid lægges udenfor hjemmet på arbejdspladsen. Dexved bliver der mindre tid til rådighed for sam­været mellem børn og forældre. Mest fordi kvindemes lønarbejde er taget til i omfang, og fordi transporttiden mellem hjem og arbejde er blevet forøget. Det vigtigste resultat af dette har været daginstitutions­udbygningen, der i realiteten har vendt op og ned på ikke mindst de mindre bøms dagligdag.

Institutionerne får som konsekvens, at børn i større grad end tidligere af andre får bestemt, hvad de skal lave; mange griber ind i deres sociale relationer og de voksne bestemmer, hvornår man skal børste tænder, vaske hænder, lege, være ude, sidde stille, tage tøj på, tage tøj af, pudse næse, på tur. Hver for sig er der måske ikke noget galt i dette, men der er bare så meget af det så tidligt.

Børnene lukkes ude fra verden p.g.a. institutionernes hegn - både psykisk og socialt.

De .fysiske omgivelser: Trafikken er blevet farligere at færdes i - ikke mindst her med det fine stisystem. Det indebærer nemlig, at bømene, når de kommer udenfor kommunen i de mere underudviklede områder af landet, er farlige for sig selv. Arbejdet - de voksne indbyggeres hovedbeskæftigelse - er blevet skjult for bømene. Dels ved at arbejdets karakter har ændret sig, så det er blevet sværere umiddelbart at se, hvad en voksen laver. Og dels er børnene holdt udenfor, fordi arbejdspladser­ne er blevet for farlige. Det gælder f.eks. de enkelte landbobøm, der endnu er tilbage. Derudover er bømene som tidligere nævnt det meste af tiden, hvor de er vågne, spærret inde på dertil indrettede steder. Til gengæld har alle fået muligheder for at få selv de fJerneste begivenheder helt ind i stuen:

TV har medført, at børn idag utroligt tidligt bekymrer sig om f.eks. krig, sult og vold uden konkret at have nogen handlemuligheder i forhold til disse emner. Det er frustrerende og måske i virkeligheden handlings­lammende. Nogle børn får endda svært ved at skelne virkelige begiven­heder fra, hvad de ser f.eks. i en film. Er stjemekrigen 'IV-avisen?

Dertil kommer, at mængden af stimuli i det hele taget i sig selv er skadelig for bøms personlighedsdannelse - uanset hvor pædagogiske og gode disse stimuli er.

Legetøjet: Her er vareproducenterne virkelig trængt ind på bømene. Legetøjet får efterhånden et mere og mere færdigt præg; der skal ikke overlades noget til bømenes fantasi. Det skal være hurtigt at komme til at lege med; det er jo et faktum, at bøm ikke har så lange tidsrum at lege i. Reglerne for legen skal helst på forhånd være fastlagte, som de f.eks. er i spil, så slipper brugerne for at skulle bruge tid på at selv lave regler ved at snakke med hinanden. Derfor de mange spil! Legen udendørs er på det private plan i mindre grad kapitaliseret, men det kommer nok. Investeringerne er i reglen meget større, end hvad angår det indendørs

88

legetøj , så derfor er det især på institutioner og offentlige legepladser, man kan se, i hvad retning det går. Tænk f.eks. på de forskelligevippedyr på en kraftig fjeder, man kan se rundt omkring. Det er småt med legeudfordringeme i dem.

TU det ideologiske grundlag Børnene skal kunne lide at være på fritidshjemmet. I dette ligger ikke, at det er bømene, der bestemmer, hvad der skal ske på fritidshjemmet, men at det, der sker på fritidshjemmet, skal hømene - eller langt de fleste - have lyst til at være med til. Med til dette hører dog også, at alle ikke skal det samme. Som voksne prioriterer vi helt klart bestemte aktiviteter - og måske især de måder, disse aktiviteter kan foregå på -højere end andre. Denne prioritering prøver vi at lade foregå udfra den mere generelle holdning/ opfattelse, vi har af, hvad der løvrigt sker med børns liv. Vi ønsker at foretage os ting - bruge kræfter på at give hømene friheden, fantasien, tiden, venskabeme, tilliden, ansvaret, hemmelig­hederne og livsmodet, sådan at der kommer hele mennesker ud af det.

Forældrene skal have en ordentlig vare Det er forældrene, der som skatteydere og institutionsbetalere, betaler for deres barns fritidshjemsplads, og det er jo også forældrenes bøm.

Derfor skal børnene kunne lide at være på fritidshjemmet, og på den anden side skal der på fritidshjemmet foregå andet og noget, der er kvalitativt bedre, end det børnene kunne opleve ved eventuelt at gå derhjemme alene eller sammen med kammerater. Det er sådanne ting som kolonier, børnefestuge, fælles optræden (teater/musik) , julegave­produktion, heste, høns, julespil og legeudfordringer (bål, at bygge huler i træerne) . Det er derfor, der ikke er legetøj på institutionen; det har de jo derhjemme. Hvis de mangler det på institutionen, kan man tage det med.

Det er, når institutioner er andet end pasning, at institutioneme er nødvendige. Er der kun tale om pasning, er der - set fra forældreside ­blot tale om en i princippet unødig omkostning, der står til afvikling, så snart det er muligt.

Hanne Henriques, Jørgen Land Hansen og Erik Teglbjærg er forældre til børn påfti.tidslyemmet Bawtegården.

89

Børn spilder ikke tiden med at vente! - Udviklingen i en børnehave i perioden 1980-90

Af Birte Schjødt

l . Dagen efter at jeg startede som nyuddannet pædagog - det var i maj 1979 - blev jeg præsenteret for en stabel bøger om insekter. Der skulle den følgende dag fortælles om insekter på børnemødet, så jeg kunne passende forberede mig.

Hele institutionen var netop igang med et emnearbejde om »foråret« . Børnene blev belært om vejrforhold og planteliv i haven og i skoven, og de var nu kommet til dyrelivet og endda de mindste: småinsekterne.

Jeg tog ikke bøgerne med hjem, men funderede alligevel over, hvadjeg skulle stille op. Det endte med, at jeg forberedte nogle spørgsmål, så jeg kunne få en samtale igang med udgangspunkt i, hvad børnene fortalte.

Børnehaven, der var startet i 1969 som almindelig aldersopdelt institution med børn i alderen 2-6 år, havde på det tidspunkt, jeg startede, kørt i flere år som funktionsopdelt institution. De 2-3 årige kørte isoleret i egen gruppe, mens de 3-6 årige var delt i to hjemme­grupper. De to dertilhørende gruppeafdelinger var delt i funktioner. Vi havde en legeafdeling med legerum, hulerum, spillerum, bibliotek og en kreativ afdeling med male-, tegne-, klippe-, klistre- og sytilbud samt træværksted.

For at børnene ikke skulle være bundet til det ene eller det andet, måtte de skifte mellem de to afdelinger hver måned. Det skal også lige nævnes, at vi kørte efter et »�bent plan« system, hvor børnene frit kunne vælge, hvor de ville være, når der ikke var»hjemmegruppetid« .

I hjemmegruppetiden fra kl. 9.00 til kl. 14.30 var der hver dag planlagte aktiviteter. Her var emnearbejde meget betydningsfuldt, idet vi kunne knytte de forskellige aktiviteter - såsom at gå på tur, synge, dramatisere, tegne o. s. v. - til et emne, så det blev et spændende forløb.

Dervar dagligt børnemøder, hvor vi samledes for at fortælle hinanden, hvad vi havde lavet, eller hvad vi skulle til at lave.

Det var et krav, at alle børn skulle deltage i alle de planlagte aktiviteter. Så hverdagen kunne for det enkelte barn gå efter et skole­skemalignende forløb:

9 1

Kl. 9.00 - 9.30 : gymnastik i en mindre gruppe Kl. 9.30 - 1 0.30 : emnearbejde Kl. 10.30 - 1 1 .00 : bømemøde Kl. 1 1 .00 - 1 1 . 1 5 : arbejdshold Kl. 1 1 . 1 5 - 1 1 .45 : spisning Kl. 1 1 .45 - 1 2.00 : arbejdshold Kl. 12.00 - 14.00 : legeplads Kl. 14.00 - 14.30 : frugtmåltid. Derefter »åben plan«.

Alle bømene var delt i små arbejdshold, som på skift havde ansvaret for borddækning, afrydning, bordvask og fejning en uge af gangen. Når arbejdsholdet var i funktion, var de andre børn beskæftiget med sang eller historie.

Gymnastikken var også en vigtig aktivitet. Alle 3-6 årige var delt på tværs afhjemmegrupperne i små aldersopdelte gymnastikhold og havde en fast tid en gang om ugen med en fast tilknyttet medarbejder.

For at få placeret de mange gymnastikhold i planlægningen kom det oftest til at gå ud over den begrænsede tid, bømene havde til »fri leg« -f.eks. tidligt om morgenen, eller når de andre skulle på legepladsen.

»Fri leg« kunne sammenlignes med frikvarter. Her hørte vores funk­tion som pædagoger op. Vi skulle selvfølgelig lære dem at overholde regleme og løse konflikter, men en egentlig målsætning på dette område havde vi ikke.

Det havde vi til gengæld på alle de andre områder. Og vi var dygtige til det. Som ny medarbejder kunne man hurtigt få et indblik i institu­tionens målsætning og arbejdsmetode. Børnehavens arbejdspapirer be­skrev ned til mindste detalje, hvordan vi arbejdede. Vi havde en overordnet målsætning med langsigtede mål og en række delmål, der beskrev helt konkret, hvordan og hvorfor vi arbejdede med f.eks. emnearbejde, sang/musik, bømemøde, arbejdshold o.s.v.

Vi havde ikke svært ved at formidle vores pædagogik til forældrene, for pædagogikken var i høj grad synlig.

På opslagstavlen havde vi et 14-dages planlægningsskema, hvor der stod, hvad der skulle ske hver dag. Derudover havde vi store plakater, hvor vi beskrev mål, midler og metode i det aktuelle emnearbejde, vi var igang med. Vi brugte også forældremøderne til at formidle vores pædagogiske arbejde.

Børnene kom dagligt hjem med produkter af dagens arbejde. Enten i form af ny viden eller i form af ting, de havde tegnet, modelleret o.s.v. Forældrenes reaktioner var oftest positive. Og vi fik mange reaktioner, for der var konstant noget at forholde sig til.

Selvfølgelig kom der også negative reaktioner. Børn, der ikke ville have emnearbejde. Bøm, der ikke ville til gymnastik. Bøm, der ikke selv kunne tage initiativ til noget i weekenden o. s. v. Det var en kritik, der ikke

92

blev taget alvorligt, for alle kunne jo se, at det kørte derudad som på skinner.

Engagementet var stort, og det var mødeaktiviteten også. Der blev sat megen tid af til personale- og forældresamarbejde. På et tidspunkt var vi oppe på at have to personalemøder om måneden å 4 timer plus et ugentligt stuemøde å l time, og vi havde ca. fire forældremøder om året plus en årlig personale- og forældrefest.

Der var god tid til at evaluere vores arbejdsmetoder og komme med nye ideer. Emnearbejde f.eks. var i starten baseret på vilkårligt valgte emner, men jo mere vi arbejdede med det, des mere relevant blev det at tage emner op med direkte tilknytning til barnets virkelighed. Denne holdning fik tøvrigt også indflydelse på de materialer, vi valgte - lige fra legetøjet til de historier, vi læste. Det var i denne tid, vi overså eventyrets betydning til fordel for den socialrealistiske fortælling.

Vi så barnet som en del af gruppen og ikke som et selvstændigt individ. Barnet skulle først og fremmest lære at fungere i gruppen. Derfor gjaldt de krav, vi stillede, hver og en. Der blev ikke taget individuelle hensyn. Var vi på legepladsen, skulle alle børn være der. Havde vi børnemøde, skulle alle være med. Skulle de have regnbukser på, gjaldt det alle.

Derforvar det også vigtigt, at alle medarbejdere kendte reglerne og gik ind for dem. Men de mange møder og en effektiv mødeteknik gjorde, at vi havde et ukompliceret personalesamarbejde, hvor alle var med i beslutningerne. Måske handlede det også om, at de emner, vi diskute­rede, var meget konkrete emner, som vi alle direkte kunne forholde os til.

Det var let at holde hinanden fast i de beslutninger, vi tog. Vi blev gode til at evaluere vores arbejde i forhold til de mål, vi havde sat, og gode til at give ros/kritik. Vi troede på vores ideer og trivedes fmt med det.

2. Hvad var det så, der gjorde, at systemet alligevel blev opløst?

Idag er funktionerne væk, og vi kører gruppeopdelt. I første omgang beholdt vi småbørnsgruppen - det var i 1984 - men den er nu efter 1987 fuldt integreret, så vi har tre grupper med 2-6 årige.

Vi, der ikke havde været med til at starte det funktionsopdelte system, begyndte lige så langsomt at nedbryde det indefra. Vi oplevede for ofte at være i konflikt med os selv, når vi ikke havde mulighed for at tage hensyn til det enkelte barn. Hvis lille Peter havde lavet en bil på værkstedet, så måtte han gå op i legeafdelingen og lege med bilen der. Hvis lille Peter kun var 3 år, havde han mest lyst til at blive i sin hjemmegruppe - hos de børn og de voksne, han kendte bedst. Så bilen havnede i garderoben med besked om, at han kunne lege med den, når han kom hjem.

93

Sådan var det, hvis man skulle køre konsekvent efter det system. Det vil sige, at hømene faktisk var tvungne til at klippe og klistre en hel måned for så den næste måned at skulle spille teater, synge og lege. Dørene var åbne udenfor hjemmegruppetiden, men oftestvar det kun de ældste, der benyttede sig af det.

Vi begyndte i begge afdelinger lige så langsomt at hente materialer l legetøj fra den anden afdeling, og vi lod hømene lege, hvor de var, og som de havde lyst til.

Vi blev mere bevidste om det enkelte bams behov. Vi kunne godt se, at vi for ofte afbrød dem i de lege, der var igang. Hvem siger, at det var så vigtigt med de aktiviteter, vi havde planlagt?

Arbejdspapirerne blev hentet frem, og et nyt afsnit om legens betyd­ning blev føjet til, men det hang ikke rigtig sammen med det system, vi havde af delmål, der gik på ren indlæring. Så det endte med, at arbejdspapireme blev arkiveret som et historisk dokument.

En helt ny og spændende periode begyndte. Vi skippede alt det gamle, så vi kunne starte fra bunden. Vi gav os selv og hinanden lov til at eksperimentere. Det var vores egne personlige grænser og holdninger, der i første omgang skulle danne rammerne for hømenes udfoldelses­muligheder.

Gamle regler blev taget op til revision ligesom de krav, vi stillede ­krav, der ikke længere gJaldt gruppen, men det enkelte bam. Det var hele vores pædagogiske grundsyn, der ændrede sig: Fra at vi så bamet som en del af en gruppe, blev det nu det enkelte bam og dets behov, der kom i fokus.

Det ændrede totalt hverdagen i børnehaven. Væk var »skoleskemaet« . Nu skulle hømene have mulighed for at lege uden konstant at blive afbrudt.

Det var vigtigt for os at give dem nogle gode fysiske rammer. Noget af det kolde og stive institutionspræg blev afløst af hjemlig hygge: sofakrog, grønne planter, fed rock. Spil og pædagogisk legetøj blev gemt væk. Men det var ikke det afgørende. Det vigtigste var nok, at vi lod hømene bruge tingene, som de havde lyst til. Det var deres egen fantasi, der satte grænserne i legen.

Hvor man før kunne komme ind og se hømene placeret ved bordene med perler, maling o.s.v. , kunne man nu se sofaen stå på højkant i en sørøverleg - larm og postyr.

Det krævede en ny bevidsthed. Man skulle lære at skelne positiv larm - larm, der opstår, når børn leger godt - fra negativ larm - når legen ikke fungerer. Iagttage hvor det enkelte bam var i spillet, om der var behov for hjælp fra den voksne.

Det blev meget aktuelt at tale om kaosangst - angsten for at miste overblikket. Det følte vi stærkt, netop fordi vi overskred hinandens grænser. Man måtte konstant spørge sig selv: Må de det? Kan de det? Bør de det?

94

Forældrenes reaktionervar da også blandede. Ikke alle kunne se fidusen i, at sofaen nu skulle stå på højkant, for hvis det var det, børnene kom hjem med, ville det jo give problemer. »Laissez faire« kunne det ses som, men det var i dyb respekt for barnet.

Nu var det vanskeligere at formidle pædagogikken. Den var ikke synlig som tidligere. Det, vi nu kunne berette om, var vores iagttagelser: Hvordan barnet havde haft det, hvem det havde leget med o.s.v. Vores budskab var, at børnene først og fremmest kom for at lege med andre børn.

Venskaber blev knyttet, og hvor vi før kunne finde på at dele børnene i grupper på tværs af venskaber, var det nu vores fornemste opgave at støtte og bidrage til, at disse venskaber kunne udvikles. Endda opfordre forældrene til at give børnene mulighed for at lege sammen i fritiden.

Vores selvforståelse ændredes, fordi vi kom i konflikt med os selv som mennesker med følelser og det, vi jo egentligt var ansat som: profession­elle pædagoger. Det gjaldt her som i alle andre forhold, at vi måtte finde vores egne grænser.

Det var nok i denne ekspertmenterende periode, at vi kom tættere på nogle familier, der havde brug for os som fortrolige venner. Man kan sige, at vores arbejdsfelt blev udvidet og mere flydende.

Det var svært for en nyansat at falde ind i husets pædagogik. Det krævede stor selvstændighed, mod og initiativ, da det jo handlede om ens egne grænser. Da der ikke længere var så megen tid til personale­samarbejde og dermed til at få vendt problemerne, var man egentlig overladt til sig selv og sin egen dømmekraft.

3. Hvis vi skulle have fortsat, som vi startede, ville vi alle have været nedslidte i dag. Det var utroligt anstrengende hele tiden at skulle tage stilling - men også spændende. I starten gav vi børnene lov til mange ting i misforstået hensyn til, hvad der var deres behov. Det er klart, at børnene kunne benytte dette spillerum. Egentligt prøvede de nok vores grænser af ved hele tiden at gå et skridt længere.

Idag har vi fundet et niveau, der passer os alle hver især. Ikke sådan at vi igen har indført massevis af regler, for det har vi ikke. Det er stadigvæk den enkelte situations præmisser, der er afgørende for, hvad man kan og ikke kan. Men vi har i større grad tilpasset os hinandens grænser udfra mere realistiske vurderinger.

Vi har lært noget meget vigtigt, nemlig at »turde« . I starten gav det at ændre på tingene anledning til mange konflikter. Nu springer vi ud i det, prøver det af og bruger det, vi kan .

Vi har også lært, hvorvigtig kommunikationen er. Vi skal være ærlige, give hinanden ros/kritik, give hinanden direkte meldinger. Vores rolle som voksne i forhold til børnene er jo netop at være den mur, de kan

95

spUle bolden op ad. Børnene prøver hele tiden grænser af. Vi skal søge at give dem de grænser ved at være synlige som mennesker og bruge os selv. Det er klart, at vi fungerer som forbilleder for børnene, så jo bedre en personalegruppe fungerer, og jo mere inspirerende vi er, des bedre har børnene det også.

Hvis vi ser på deres leg i dag, har de aldrig i børnehavens historie været så gode til selv at organisere en leg. Børn spilder ikke tiden med at vente! Står vi ved et stoppested og skal med en bus, er de straks igang med at udforske stedet. Går vi tur i skoven, skal vi bare stå stille et minut, så er de allerede i færd med at organisere en leg. Det viser os, at børn ikke behøver at bevæge sig så langt væk for at få en oplevelse, medmindre det er for at se/opleve noget særligt, eller at målet for turen er at røre sig og lære at gå.

Tidligere - når vi havde emnearbejde - skulle børnene tegne, model­lere o. s. v. det, de f.eks. havde oplevet på en brandstation. Nu ser vi det bearbejdet i legen.

Vores vigtigste mål var dengang at lære dem at fungere i gruppen ved at stille en masse krav til dem. Vi regulerede hele tiden deres adfærd. Nu finder de selv sammen i grupper. Man kan sige, at de fmder deres egen plads i systemet. Der fmder en selvregulering sted. Egentlig mobning findes ikke; der er snarere tale om en socialiseringsproces, hvor børnene slibes til i forhold til hinanden. Her er vores vigtigste opgave at støtte det svage barn, så det også fmder en plads i gruppen.

Legen er den dominerende virksomhed i børnehaven. Hver en krog både ude og inde bliver brugt til leg, og der er brug for stor plads, når 52 børn skal lege. Vi kan godt opleve institutionen som meget trang, så derfor tager vi ofte på tur til skov, strand og by med en gruppe børn.

Legepladsen er også et herligt sted. Her kan man eksperimentere med jord, sand og vand, kravle i træer o.s.v. Her er fred, ro og langt imellem konflikterne, som vi jo oplever, når pladsen er trang.

Børnene spiser ofte på legepladsen - nogle gange alene i en lille gruppe, andre gange dem alle sammen. Spisesituationen er noget af det mest ressourcekrævende. Det er selvfølgelig udmærket at lære dem gode spisevaner og bordskik, men en gulerod og et grovbrød i hånden kan også gøre det.

Vi afbryder kun sjældent børnenes leg. De vælger selv, om de vil være med til de aktiviteter, der foregår. Oftest ser vi, at de fleste gerne vil deltage, når der foregår noget spændende. Vi undgår på den måde mange af de konflikter, som vi tidligere oplevede, når vi stillede krav om, at de alle skulle være med. Det betyder ikke, at vi overhovedet ikke må stille krav, for selvfølgelig skal vi det - både af praktiske og pædagogiske grunde. Det gælder blot om at stille relevante og velbegrundede krav, der svarer til aldersgruppen.

96

Ved at lytte til børnene - give dem plads og spillerum - oplever vi, at de trives og bliver selvstændige individer, der selv kan stille krav til omgivelserne, selv kan udtrykke følelser og selv kan handle.

4. Det er ikke blevet lettere at være pædagog idag, for der er langt flere ting at forholde sig til. Vi kan ikke som tidligere hente arbejdsmappen frem og læse, hvordan vi skal takle den og den situation. Men vi er faste i troen på, at vores pædagogiske grundholdning idag er et stort plus for børnene.

At samfundet konstant bomber os med modsatrettede krav, er en anden sag. På den ene side opfordres vi til at åbne os mod lokalsam­fundet, højne sundhed og hygiejne, deltage i kulturlivet o.s. v. , og på den anden side oplever vi nedskæringer som aldrig før, overbelægning af børn o.s.v. Det hænger ikke sammen.

Alt for mange af vores energier bliver brugt til at diskutere disse problemstillinger. Det er med til at hæmme udviklingen, men samtidig tvinges vi til at bruge vores fantasi og finde nye løsninger. Der er ingen, der siger, at det er den rigtige måde, vi gør det på idag.

Birte ScJyødt er uddannet på Jydsk Børnehave-Seminarium 1 978. Leder af Børnehaven Ry haven i Århus.

97

Efterskrift

Vores tilgang til artiklerne er de akademiske sider i pædagog­uddannelsen. Indenfor fagene almen pædagogik og psykologi har aka­demiske fagtraditioner haft stærk indflydelse siden den 3-årtge uddan­nelse startede i 1972. De fag er stadig teenagere her, men de er det altså på sidste år.

Megen undervisning har været præget .af at trække perspektiver, analysere klasser og lag, se sammenhænge mellem økonomiske idealer, opdragelsesidealer og kulturelle bevægelser. Men også brug af egne erfaringer, iagttagelser af enkelte børn og unge, beskrivelser afbestemte lokalmil j øer.

Aktuelt har vi et stærkt behov for biografisk forankring af det efterhån­den omfangsrige historiske stof. Psykologiske begreber kan forholdsvis let konfronteres med rigtige mennesker og deres hverdag. Det er vanskeligere med de pædagogiske. De bliver let til pædagogiske •retninger•, som ingen forbinder med virkelighed. Eller som forbindes med en ureflekteret pseudo-virkelig­hed.

Formålet med at samle ideologisk, økonomisk og pædagogisk viden i histortske rammer er at berige oplevelsen af vort eget, nutidige liv - gøre den mere facetteret og flertydig, mere forvirrende og fascinerende. Hertil er det biografiske materiale guld værd.

Et samfundssyn kan hedde: • Verden er broget«. Et andet kan hedde: •Verden er ond•. Anna Wulff, som med Folkebørnehaven på Christianshavn for alvor

gJorde daginstitutionen til den selvstændige institution, den er idag, skrev på 10-års dagen - l . september 1925:

»Selv om Børnehaven aldrig kan eller skal erstatte I-f} emmet, skal den dog saa vidt muligt ligne det gode ffjem•.

Her er verden broget. Godt og ondt blander sig med hinanden. Børne­haven knytter sig til familien - •supplerer hjemmet« , som det senere kom til at hedde. Børnehavelærerinden bliver langsomt til pædagog.

Denne opfattelse kommer til udbyk i artiklerne. Men vi møder også den anden opfattelse, som betyder, at børnehaven skal erstatte, pæda­gogen skal redde. Mellem disse to opfattelser går skellet mellem ligevær­dighed og formynderi. Begge opfattelser fandtes dengang; begge findes i dag.

99

Spørgsmålet om kald løber gennem mange af artiklerne. Betyder kald, at man ofrer sig, tilsidesætter egne ønsker og drømme, giver afkald på sig selv og sit eget? Eller betyder kald, at man lever helt, udnytter alle sine evner, giver sig hen, undgår at visne og stivne?

De forskellige pædagogiske retninger eller grundsyn indgår ikke i hverdagen som rene strukturer. De indgår ofte i overraskende kombina­tioner. Og med det biografiske stof søger vi overraskelsen.

Erindringer - ikke mindst fra de første møder- er med til at synliggøre de virkelige begivenheder, pædagogikkens historie er. Pædagogiske forfatteres bøger får tiltrængt modspil.

De forenklede billeder vælter og nye mosaikker og alliancer mellem værdier og interesser toner frem. Det gælder ikke mindst, når man vil vurdere progressivitet.

De progressive træk findes efter vores mening indenfor de humanist­iske og demokratiske traditioner, der:

- opfatter barndommen som et livsafsnit med egne værdier, ikke kun som en forberedelse til næste fase,

- giver gode muligheder for venskaber og fri leg, - anser forældre for kompetente opdragere.

Der er tydelige inspirationer og værdimæssig alliance mellem f.eks. dele af kristendommen og de human-demokratiske socialister. Og mellem andelsbøndernes selvrådighed og statens respekt for familien. Og mange andre alliancer. De progressive træk må som ægte kulturværdier bæres på flere skuldre.

Adsklllige spørgsmål rejser sig: Hvor kommer viljen til tilpasning - lydigheden - fra? Hvorfor bøjer

man sig? Hvad er man bange for? Hvor kommer oprøret - viljen til forandring - fra? Ugger den som

tradition i vores kultur og venter på det rette tidspunkt? Eller er det rette tidspunkt der hele tiden - og venter på det rigtige initiativ?

Hvordan skal vi opfatte den uniformerede kvindekultur omkring f.eks. sygeplejen i forbindelse med børneopdragelse? Hvordan er sam­menhængen mellem den og kærlig omsorg for truede børn og unge? Hvordan er sammenhængen mellem den og strukturpædagogikkens beundring for den østtyske børneopdragelse i begyndelsen af 1970'eme? Videre kan spørges: Hvordan er forbindelsen mellem den østtyske socialisme og l 700-tallets pietistiske institutioner i Halle, hvor leg ideelt set var uklogt og forbudt?

Hvordan er den danske tradition for vægtning af fri. leg opstået? Hvomår kom den ikke-fri. leg ind i billedet? Det ligger jo i udt:Iykket •fri lege, at der samtidig findes en anden leg, som bliver styret af andre.

100

Når akademikere går efter hverdagen, er det ikke noget nyt. Det er kernen i akademisk tradition at afsøge dagligdagen for almindeligheder og særheder. Livets kvaliteter omsættes i hverdagens tummel og trum­merum, og derfor er studier af forandringer i hverdagsformerne nødven­dig forskning.

Realiteterne, venner. Hvad er brydningerne i realiteterne? Vi kommer så også til at opprioritere paratviden, årstal, navne, steder,

begivenheder. Det er ikke nok at lære at lære eller at have en mening; man må også kunne noget.

Syn på børn, barndom, pædagoger, forældre, institutioner og hjem er flertydige led i kulturtraditioner, som trækker lange tråde bagud i historien.

Erik Stærfeldt og Karsten Th.ft

- Juni 1991.

1 0 1

Børne- og Ungdoms­KulturSammenslutningen

Børne- og UngdomsKulturSammenslutningen er en tværfaglig organi­sation med medlemmer fra mange faggrupper i Danmark.

Som medlem af Bøme- og UngdomsKulturSammenslutningen mod­tager man 4 gange årligt et nummer af tidsskriftet BUKS. Derudover arrangerer Bøme- og UngdomsKulturSammenslutningen løbende for­skellige møderækker, seminarer og andre aktiviteter indenfor børne- og ungdomskulturområdet for sine medlemmer.

Oversigt over tidligere uclglveløer af BUKS Nr. l : Antologi om Børn og Unge og Medier Nr. 2 : Artikler fra Internationalt Ungdomskulturseminar Nr. 3 : Børns KulturprOduktion Nr. 4 : Nutidens Unge Nr. 5 : Unges Kulturproduktion Nr. 6 : Skolestart - Skolefritid. Nr. 7 : Pædagogik - Terapi Nr. 8 : Kys mit Knurhår. (I samarbejde med forlaget Klim) Nr. 9 : Børns Humor Nr. 10 : Leg Nr. 1 1 : Børn, Unge og Nye Medier Nr. 1 2 : Lyd/Dias Nr. 13 : Tyrkiske Børn og Unge i Danmark Nr. 14 : Børn, Kunst og Kunstnere Nr. 1 5 : Børnelitteratur - Klassikere og Historie Nr. 16 : Lege som Kulturfaktor Nr. 1 7 : Forskning. Uddannelse. Børne- og Ungdomskultur Nr. 1 8 : Ekstrapost (særnummer) Nr. 1 9 : Børn og Teater

lledleiD88k.ab (1991) Enkeltpersoner: kr. 140,­Institutioner: kr. 240,-

Benvendelse IlDilende medlemøsk.ab og køb af enkeltnumre:

Børne- og UngdomsKulturSammenslutningen Aarhus Universitet, Bygning 325, lokale 332 Ndr. Ringgade, 8000 Aarhus C. nr. : 86 13 67 1 1 (lokal 574)

Forskning. Uddannelse. Børne- og Ungdomskultur. - Rapport fra en konference.

Af Carsten Jessen m.fl. (red.)

Med bidrag af:

Jørgen Bruhn (LEGO Futura), Claus Bøje (Idrætsforsk, Gerlev}, Bjarne

Kildegaard (Nationalmuseet}, Jørn Langsted (Aarhus Universitet}, Per Egil Mjaavatn {Universitetet i Trondheim}, Niels Mors (Århus Børnehave­seminarium}, Flemming Mouritsen (Aarhus Universitet}, Ivar Selmer­Olsen (Dronning Mauds Minne, Trondheim}, Jan Helmer-Petersen (Kultur­ministeriets Arbejdsgruppe om Børn og Kultur}, Jens Qvortrup (Syqjysk Universitetscenter}, Margareta Ronnberg (Stockholms Universitet}, Car­sten Tromborg (Kulturministeriets ArlJ€ddsgruppe om Børn og Kultur}, Torben Weinreich (Danmarks Lærerhøjskole}

Forskning. Uddannelse. Bøme- og Ungdomskultur er forelæsnin­ger, aynapunkter og referater fra en konference om bøm, unge og kultur i Arhua i maj 1990.

•Det er let at pege på mangler i dansk børne- og Wlgdomskultwforsk­ning, men det er ikke ta at overse, at kulturbegrebet spUler en stadig større rolle, når der tales om børn og unge. Det ajsætter et stigende behov for viden, for forskning og for uddannelse«.

Bogen kan bestilles hos boghandleren er købes direkte hos Børne- og UngdomsKulturSammenslutningen - tlf. 86 13 67 1 1 Ookal 574) , mandag til fredag kl. 10- 16.

Pris: Kr. 100,- + forsendelse

Børn og Teater

Af Bodil Alling m.fl. (red.)

Med bidrag af:

Kate Bryrup, Anette Eggert, Kirsten Dahl. Pia Gredal., Viveka HagneU. Helle Hauger; Bent Jacobsen, Beth JW1Cker; Gitte Kath, Torunn Igølner; M e Michelsen, Ray Nusselein, Michael Ramløse, Anne Rothlin, Per Schultz, Biba Schwoon og Henriette Wettemeyer

Bogen består af en række artikler skrevet af skuespillere, teaterforske­re og andre med tilknytning til teater eller bøme- og ungdomskulturom­rådet.

Bogens artikler bidrager til en afsøgning af grænser i synet på teater, traditioner, bøm og barndom. Bømeteatersituationen, som den ser ud idag, opridses, og man søger at nærme sig nogle hovedtendenser, bl.a. i repetoirevalg. Hvad kan eller skal man egentlig spUle på scenen, når vores hverdagsliv er præget af iscenesættelser, der ofte overgår teatrets?

Bogen bidrager til den igangværende bømeteaterdebat med indholds­mæssige og kunstneriske aspekter, og den stiller spørgsmålet om, hvad teater for og med bøm egentlig er og er godt for.

Bogen kan bestilles hos boghandleren er købes direkte hos Bøme- og UngdomsKulturSammenslutningen - tlf. 86 1 3 67 1 1 (lokal 574) , mandag til fredag kl. I0- 16.

Pris: Kr. 50,- + forsendelse

Indhold:

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Ove Kiihnel (red.) At finde ind til det gode i barnet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

Gudrun Johnsen "Ve' du klippe en s�erne til mig?"........................ 11

Lisbeth Saugmann To Børnehaver . ...... .. .... .... ..... .... .... ... . .. ...... .. .. .. 17

Erik Stærfeldt og Karsten Tuft (red.) Portræt af en vuggestue, 1968 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

Erik Stærfeldt (red.) Integrerede institutioner- en nyhed..................... 53

Finn Kaels Pædagogik anno 1973 - et tidsbillede . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

H. Henriques, J. Land Hansen og E. Teglbjerg Fritidshjemmet betragtes som fælles ejendom . . . . . . 73

Birte Schjødt Børn spilder ikke tiden med at vente! . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91

Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99

Børne-og UngdomsKulturSammenslutningen Nr. 20

ISSN: 0108-8963