AG

173 mm

SOCIALT ARBEJDE

teorier og perspektiver

Redigeret af

Jens Guldager og Marianne Skytte

AKADEMISK FORLAG

Socialt arbejde – teorier og perspektiverJens Guldager, Marianne Skytte (red.) og bidragyderne© 2013 Akademisk Forlag, København– et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler.

Forlagsredaktion: Hanne Lyng FrandsenOmslag: Ida Balslev-OlesenGrafisk tilrettelægning og sats: Bjørn OrtmannTryk: Livonia Print

1. udgave, 1. oplag, 2013

ISBN: 978-87-500-4332-4

www.akademisk.dk

Akademisk Forlag

Redigeret af Jens Guldager og Marianne Skytte

— teorier og perspektiver

Socialt arbejde

Forord

overordnede perspektiver for socialt arbejde

1. Socialt arbejdeAf Marianne Skytte

2. Teorier om sociale problemerAf Morten Ejrnæs og Merete Monrad

3. Medborgerskab under presAf Jørgen Goul Andersen

4. Udvikling i dansk socialretlig reguleringAf Jannie Dyring

5. Kundskabsformer og metodeforståelseAf Jens Guldager

det sociale arbejdes kerneområder

6. Fattigdom, marginalisering og social eksklusionAf Jørgen Elm Larsen og John Andersen

7. Socialt arbejde på beskæftigelsesområdet – arbejdsløse, aktive tilbud og sanktionerAf Dorte Caswell

8. Rammer for socialt arbejde på arbejdsmarkedsområdet – et eksempelAf Vibeke Schreiner Munk

9. Den sociale indsats for udsatte børn og unge – lever den op til målene?Af Per Schultz Jørgensen

6

8

10

50

86

128

162

190

192

222

250

262

del i

del ii

Indhold

10. Socialt arbejde på børne-, unge- og familieområdetAf Lisbeth Rask

11. Hjemløshed i udviklingAf Robert Olsen

12. Indvandringens udfordring af socialpolitikken og socialt arbejdeAf Marianne Skytte

13. MindSpring – gruppeforløb for nyankomne flygtninge Af Mette Blauenfeldt og Vibeke Hallas

14. Psykisk lidelse i diagnosesamfundet Af Svend Brinkmann

15. Psykiske lidelser og psykologiske afvigelser Af Simo Køppe

16. Det problematiske stofbrug Af Peter Ege

17. Det problematiske alkoholbrugAf Anette Søgaard Nielsen

18. Boligsocialt arbejde Af Mia Arp Fallov

19. Aktuelle fællestræk og udfordringer for socialt arbejdeAf Jens Guldager og Marianne Skytte

Epilog ved Jens Guldager med hjælp fra Villy Sørensen

Om forfatterne

Register

294

306

328

358

372

394

422

456

484

510

522

532

536

6Xx

Forord

7 Oplægget til denne antologi var, at den skulle give oversigt over det meget brede og sammensatte felt, det sociale arbejde udgør – en oversigt, der indeholdt det sociale arbejdes historiske traditioner, men med hovedvægt på en form for aktuel status med inddragelse af de vigtigste problemstillinger, teorier og perspektiver, der gør sig gældende på feltet samt dets kerneområder.

Initiativet kom fra nu pensioneret forlagsredaktør Dorte Ipsen. Da hun henvendte sig til os med sine ideer, blev vi på den ene side noget betænkelige, idet opgaven forekom både omfattende og van-skelig. På den anden side var vi via vores kendskab til praksis samt vore undersøgelses- og undervisningserfaringer overbeviste om, at der var behov for en sådan antologi i forhold til at kvalificere kund-skabsgrundlaget for og diskussionerne om og i det sociale arbejde.

I de tidlige diskussioner om antologiens indhold bidrog Lise Færch, nu stabschef i Kommuneqarfik Sermersooq (Nuuk kommu-ne), med væsentlige og inspirerende input. Tusinde tak for dem.

Antologien er opdelt i to hoveddele. Første del indeholder for-skellige overordnede perspektiver på socialt arbejde: præsentation og diskussion af det sociale arbejdes felt, teorier om sociale problemer, medborgeropfattelser i socialpolitikken, udviklingen i den retlige re-gulering samt kundskabsformer og metodeopfattelser i socialt arbejde.

I anden del præsenteres, hvad vi opfatter som det sociale arbej-des kerneområder: fattigdom, marginalisering og social eksklusion, beskæftigelsesområdet, børne-, unge- og familieområdet, hjem-løshed, migration, psykisk lidelse, alkohol- og stofmisbrug og det boligsociale område. Inden for disse kerneområder har vi desuden valgt at præsentere tre praksisnedslag for at illustrere den for alle praktikerfag væsentlige pointe, at lige så vigtigt det er at have et kva-lificeret teoretisk overblik på det givne område, lige så klart er det, at den konkrete praksis indeholder en række dilemmaer og udfordrin-ger, der hænger sammen med den konkrete, komplekse og særegne kontekst, som den givne praksis indgår i, og som i sagens natur ikke kan belyses i et overblik.

Antologiens målgruppe er alle, der måtte være interesseret i en bredere oversigt over det sociale arbejdes felt lige fra politikere og embedsmænd til almindelige borgere. Særligt har vi dog tænkt på engagerede praktikere samt på studerende på diplom- og master-uddannelser inden for socialt arbejde samt kandidatuddannelsen i socialt arbejde.

God læselyst! Jens Guldager & Marianne SkytteSeptember 2013

8Xx

I

9Xx

Overordnede perspektiver for socialt arbejde

10Xx

Af Marianne Skytte

Socialt arbejde

1

11 Hvad er socialt arbejde? Det er et uhyre vanskeligt spørgsmål at besvare – til trods for at mange tusinde danskere, hvis de blev spurgt om deres arbejdsfelt, ville sige, at de er socialarbejdere. Der findes også uddannelser i socialt arbejde og mennesker, der forsker i socialt arbejde. Alligevel er forskellige forsøg på at definere so-cialt arbejde (Bergmark, 1998; Meuwisse & Swärd, 2006 m.fl.) endt uden at kunne give et enkelt svar. Tine Egelund angiver, at ”socialt arbejde er mangefacetteret, modsætningsfyldt og foranderligt i tid og rum. Det praktiske sociale arbejde er – måske i højere grad end andre menneskebehandlende fag – så snævert knyttet til omgivel-sesforventninger og samfunds- og politiske strømninger, at det ikke giver nogen mening at forsøge at indhegne det definitoriske ude af sammenhæng med den kontekst, det indgår i” (Egelund, 2011a: 438).

Man kan dog meget overordnet sige, at socialt arbejde er ka-rakteriseret ved indsatser, som sigter mod at muliggøre alles delta-gelse i samfundet. Socialt arbejde balancerer mellem samfundskrav til borgerne om at arbejde, deltage og opføre sig lovlydigt og normalt m.m. og borgernes krav om sikkerhed, tryghed og autonomi (Ege-lund, 2011a: 441). I overensstemmelse hermed kan man opfatte so-cialt arbejde som noget, der både skal tjene den enkelte og samfun-det. Socialt arbejde er desuden kendetegnet ved en dobbelthed, idet det på samme tid giver klienterne noget og stiller krav til dem: Når samfundet betaler, er det, fordi flertallet ønsker, at aktiviteten skal udføres. Men der er varierende grader af krav i de forskellige typer af sociale indsatser. Nogle bliver stort set oplevet som goder, andre oftere som krav til de berørte borgere (Bengtsson, 1997: 43).

I kapitlet vil jeg diskutere forskellige træk og udfordringer, der gælder for en stor del af det, der i det daglige omtales som socialt arbejde. Mit værdimæssige udgangspunkt for denne diskussion er, at menneskerettigheder og bekæmpelse af ulighed, fattigdom og diskrimination bør være grundlæggende principper bag alt socialt arbejde. Udgangspunktet er således også en opmærksomhed på, at socialt arbejde i sit udgangspunkt er og i stadig stigende grad bliver genstand for planlægning og administration på en sådan måde, at centraliserede metodevalg og manualisering får frit spil og fortrænger nærværets og situationens fortrolighedskundskab. Altså en bekymring for, at socialt arbejde alene bliver præget af social in-geniørkunst, hvor sociale relationer neutraliseres til fordel for rati-onalisering og perfektionering af teknikker, hvilket ifølge Bauman (2001) kan øge risikoen for produktionen af umenneskelighed. Med dette udgangspunkt vil jeg i kapitlet fokusere på kompleksiteten og

Copyright © Akademisk Forlag

12Socialt arbejde

dilemmaerne i det arbejde, vi dagligt italesætter som socialt arbejde, og de mange samspillende faktorer, der påvirker udviklingen af dette arbejde.

Lad os starte med et ganske kort historisk tilbageblik.

Et ultrakort historisk tilbageblik

Fra gammel tid har fattige og syge for deres overlevelse alene kunnet forlade sig på slægtens nåde. Omkring 1232 kom franciskanerne til Danmark og med dem en ideologisk-social bevægelse, der betegnes pauperisme – fattigdomssøgen. Denne ideologi fik også i Danmark stor betydning i konkret samfundsmæssig forstand. Tiggermunkene refererede til den såkaldte ”Verdensdomsberetning” i Matthæus- evangeliets 25. kapitel, hvor de fattige blev fremstillet som et billede på Kristus selv:

Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig … Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de [uretfærdi-ge] skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.

Øvede man en god gerning imod de fattige, var det altså en god gerning imod Kristus selv! Tiggermunkenes initiering af omsorg for fattige og syge afspejler sig i, at man fremover i mange år skal finde regulering af fattigforsorg i de gejstlige love.

Mængden af tiggere var dog i begyndelsen af 1500-tallet blevet så stor, at der med Christian II’s gejstlige lov fra 1521 i kapitel 112, “Hvem almisse skal gives”, fastsattes regler om tiggertegn.

Ligeledes erfarer Vi, at mange fattige mennesker, som intet har, går og samler Guds almisse af gode mennesker, og det skønt de er stærke, raske karle, kvinder, drenge og piger; ej heller vil de tjene og tage arbejde, så de kan tjene til deres livs opretholdel-se. Hvor sådanne findes i købstæderne eller andre steder, da skal de udvises deraf, med mindre de vil arbejde og tjene. Kun fattige og syge og vanføre mennesker, som ikke på anden måde kan bjerge til livets opretholdelse, skal gives Guds almisse. Borgmestrene i købstæderne skal ansætte en svoren bardskæ-rer, som en gang om ugen skal undersøge de vanføre og syge mennesker, som tigger Guds almisse. De skal forsynes med et stort tegn, som de skal bære synligt på deres klæder. (Citeret fra Krog, 1973: 11-12)

13Et ultrakort historisk tilbageblik

I middelalderen var det barbererne, bartskærerne, der på baggrund af deres erfaringer med åreladning og kopsætning, behandling af sår, knoglebrud og læsioner samt fremstilling af plastre og salver havde autoritet til at skelne mellem de reelt og de forstilt syge og vanføre mennesker.

Middelalderens sondring mellem ærlige og uærlige fattige – og dermed en moralsk skelnen mellem værdigt og uværdigt træn-gende – samt opfattelsen af pligten til at hjælpe sit medmenneske udgør væsentlige idémæssige forudsætninger for udviklingen af den danske velfærdsmodel ( Jensen, 2003). En del af grundlaget for sondringen mellem de værdigt og uværdigt trængende i middelalde-ren var på den ene side ”egne” fattige, altså tiggere, der var født og altid havde boet i lokalsamfundet, og på den anden side ”fremmede” tiggere, der ikke havde noget tilhørsforhold til lokalsamfundet. De ”fremmede” tiggere var i middelaldersamfundet helt uden for den gruppe af tiggere, der kunne vurderes som værdige – de var slet og ret ”herreløse” i middelalderens terminologi ( Jensen, 2003: 20). Sondringen mellem ”egne” og ”fremmede” fattige udgør endnu en grundlæggende tankefigur i udviklingen af den danske velfærds-stat – blot ændrer afgrænsningen af gruppen af fremmede sig fra middelalderens udenbys folk til 1700-tallets folk fra andre landsdele over udlændinge generelt til udlændinge fra ikke nordiske lande og udlændinge fra lande uden for EU.

Ofte angives socialpolitikkens fødsel i Danmark til etablerin-gen af den landsdækkende fattiglovgivning, der blev en realitet med Enevældens 1. fattigreform 1708. Med denne reform forlod man det tilladte betleri og gik over til en offentligt organiseret fattigforsør-gelse. Argumentet var, at betleri havde vist sig at føre til skævhed, idet de stærke og frække modtog almisser på de svages bekostning. Kort sagt: Der blev givet for meget – og til de forkerte (Seip, 1994). En bedre ordning krævede også nye administrative retningslinjer. De fattige skulle nu vurderes i forhold til tre klasser af ”almisse- værdighed”. Fordeling efter værdighed krævede registrering og klas-sifikation. Behovet skulle måles og fastslås. “Man kan betragte det som en Rationalisering, man kan ogsaa kalde det en Socialisering af Betleriet; i alle Tilfælde er det Begyndelsen til den moderne Social-lovgivning” (Philip, 1947: 22).

Fattigforordningen af 1799 for København er historisk inte-ressant for udviklingen af socialpolitik og socialt arbejde i Danmark, fordi den knæsatte tre principper, der siden har været karakteristi-ske for udviklingen af den danske velfærdsstat: forsørgelsesprincip-pet, retsprincippet og out-door-relief-systemet. Forsørgelsesprin-

14Socialt arbejde

cippet fastslog, at der fremover skulle ydes den nødvendige – om end absolut kun nødtørftige – hjælp til føde, klæder, husly og varme. Hjælpen skulle ydes efter et retsprincip, det vil sige med faste beløb i stedet for efter et skøn i hvert enkelt tilfælde (Philip, 1947: 30). Og endelig blev det fastslået, at hovedformen for fattigforsørgelse skul-le være kontantforsorg eller out-door-relief, altså at de fattige ikke skulle indespærres, men så vidt muligt med fattigvæsenets forsør-gelse kunne blive boende i deres egne hjem.

Alle fattige, som havde opholdt sig i København i tre på hin-anden følgende år, fik adgang til Fattigvæsenets forsorg. Men ingen fattig kunne modtage ydelser fra fattigvæsnet, uden at vedkommen-des trang i forvejen var undersøgt af distriktets fattigforstander. Og ingen kunne få understøttelse uden at være under vedvarende tilsyn for at sikre understøttelsens rigtige anvendelse (Lützen, 1998: 158). Fattigforstanderne skulle foretage:

• Undersøgelsesarbejde – i forbindelse med understøttelses-udbetaling fx interviewe den fattige som søger støtte, samt checke oplysningerne blandt andet ved at udspørge dem, der kender den fattige om hans/hendes/familiens tilstand, alder, trang, levemåde, arbejdsduelighed, indtægter og lignende.

• Forebyggende arbejde – gribe ind, allerede inden en familie går fallit, med fx forskud, gældsbetaling samt anskaffelse og ind-løsning af pantsat værktøj.

• Behandling – opmuntre og holde de fattige til arbejdsomhed, huslighed, orden og renlighed.

• Arbejde med syge – besøge den syge og holde øje med, at lægens forskrifter overholdes, samt gøre den syge opmærksom på, i hvilken grad sundhed og styrke beror på veltillavet mad samt orden, renlighed og arbejdsomhed, og endelig hvordan svaghed og sygdom foranlediges af ”slet føde, uorden, skidenhed, doven-skab samt stærk brændevins- og kaffedrik!” (Lützen, 1998: 159)

Etableringen af fattigvæsnets fattigforstandere i København i 1799 fremhæves her, fordi fattigforstanderne er model for de senere of-fentlige ansættelser af uddannede socialarbejdere i de kommunale socialforvaltninger.

Op gennem det 19. århundrede udvikledes den socialpolitiske tænkning, og i grundloven fra 1849 stadfæstes det i § 89, at “den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene herom påbyde”. I

15Et ultrakort historisk tilbageblik

sidste halvdel af århundredet sker der en omfattende udvikling af det sociale arbejde både i de kommunale fattigvæsener og i de filantropi-ske foreninger. Begge steder fokuseres på menneskers vilje i forhold til at opnå ”det gode liv” (Lützen, 2003; Villadsen, 2004) – et fokus der er en af grundstenene også i udviklingen af det senere professi-onelle sociale arbejde. Omkring århundredeskiftet blev der vedtaget en mængde nye sociale love, blandt andet love om anerkendte syge-kasser i 1892, ulykkesforsikring i 1898, arbejdsløshedskasser i 1907 samt Lov om Behandling af forbryderiske og forsømte Børn og unge Personer, der trådte i kraft i 1905 og foreskrev, hvordan det offentli-ge skulle behandle anbringelser af børn og unge

Ved socialreformen i 1933 blev det kommunale fattigvæsen, hjælpekasserne og værgeråd lagt sammen under ét udvalg under kommunalbestyrelsen, det sociale udvalg. De principper, Steincke ønskede at lægge vægt på, var forenkling og rationalisering (Social-reformkommissionen, 1969: 14). Steinckes socialreform omtales ofte som værende af stor betydning for den senere udvikling af vel-færdsstaten og det sociale arbejde. Men Steinckes socialreform er snarere social ingeniørkunst, en administrativ reform snarere end en egentlig socialreform. 1930’ernes socialreform var nemlig pri-mært karakteriseret ved at bygge på et rationaliseringsprincip, idet den samordnede lovudviklingerne fra de forudgående fire årtier. Det enestående ved denne socialreform er, at den hang sammen, at der var en logisk forbindelse mellem alle dens bestemmelser, og at der lå en helhedstanke bag den (Christiansen & Petersen, 2003: 139). Filosofien var da også, at man med den sociale ingeniørkunst kunne lægge livet til rette for folk og således gennem staten realisere det gode samfund baseret på videnskabelige beregninger af menneskers generelle adfærd (Banke, 2003: 114). Forståelsen er, at sociale pro-blemer som fx kriminalitet og arbejdsløshed kan løses, hvis man blot indretter samfundet rationelt. En sådan social ingeniørtænkning tog for alvor fart i 1930’erne og frem – og er, som vi skal komme tilbage til sidst i kapitlet, igen stærkt fremme i dagens fokus på centralt sty-ret, evidensbaseret og manualiseret socialt arbejde.

At socialreformen i 1933 ikke kun var et gennemført socialt in-geniørprojekt, men i høj grad også genlød af tidligere århundreders talen om de værdigt og uværdigt trængende, viser følgende udsnit af socialminister Steinckes præsentation af socialreformen i et inter-view. Steincke præsenterede det nye system, som:

mere humant over for de virkelig trængende, for så vidt disse i øvrigt kæmper tilværelseskampen som normale borgere, og

16Socialt arbejde

det byder alle disse en bedre og mere forstående håndsræk-ning end måske noget andet land; men det er omvendt i sine virkninger strengere, end man andre steder er, over for de ansvarsløse, de selvopgivende døgenigte, de bevidst samfunds-fjendske elementer, kort sagt over for dem, der ikke har vilje til eller ønsker om at forsøge at leve et ordentligt samfundsliv, de i deres livsførelse udpræget asociale eller antisociale. (Steincke citeret i Knudsen, 1990: 10)

Formålet med det ultrakorte historiske tilbageblik er at fremhæve, at meget af det, der bliver fremstillet som aktuelle udfordringer for socialpolitikken og det sociale arbejde – nemlig diskussionen af, om de sociale ydelser går til de rette – har været forsørgelsesdebattens fokus fra middelalderen til i dag. Gatekeeper-aktiviteter med kontrol af døgenigte og dovnes adgang til det sociale arbejde og dets ydel-ser har været lige så centrale for middelalderens bartskærer og 19. århundredes fattigforstandere, som de er det for dagens socialarbej-dere. Kompetence og vilje til at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende samt egne og fremmede fattige er forsat væsentlige for det sociale arbejdes legitimitet.

Udviklingen i uddannelsen af socialarbejdere

Steinckes socialreform stillede krav om nedsættelser af et social-udvalg og et socialkontor med daglig ekspeditionstid i alle sogne-kommuner med over 3000 indbyggere. Man begyndte derfor fra 1930’erne at ansætte egentligt forvaltningspersonale også uden for de største byer. En undersøgelse fra 1949 viste dog, at cirka 800 af de i alt 1300 daværende sognekommuner slet ikke havde nogle an-satte. Den daglige administration fulgte med hvervet som folkevalgt. Og helt frem til 1970 havde kun to tredjedele af sognekommunerne et separat administrationslokale (til en kæmner eller kommune-kasserer), ofte på alderdomshjemmet eller i en anden kommunal institution (Bogason, 1992: 94-96). Alligevel betød Steinckes social-reform, at der blev behov for faguddannede socialarbejdere til at koordinere og udføre det sociale arbejde i de sociale institutioner, som reformen skabte større regulering af også gennem offentlig fi-nansiering.

Socialarbejdere har i dag mange forskellige uddannelsesbag-grunde. Her skal jeg blot ganske kort omtale nogle af de største fag-grupper i det offentlige sociale arbejde: socialrådgivere, diplomso-cialformidlere og socialpædagoger.

17Udviklingen i uddannelsen af socialarbejdere

Allerede i det 19. århundrede organiserede man både inden for de filantropiske foreninger og den kommunale fattigforsorg kurser og udviklede manualer for det sociale arbejde. Et eksempel er den københavnske borgmester Harald Knudsen, der i 1872 udgav Instrux og Vejledning for Distriktsforstandere i Kjøbenhavn – en bog, der har mange lighedstræk med dagens lærebøger i socialt arbejde. Men først fra 1930’erne blev der udbudt længere kurser i socialt arbejde. I 1933 startede Folkekirkeligt Filantropisk Forum et tre måneders teoretisk kursus rettet til mænd og kvinder, der havde nogen uddan-nelse og ansættelse inden for det filantropiske arbejde. Kurset blev udbudt frem til 1949 og uddannede i alt 282 sociale hjælpere. I 1937 startede uddannelse af de første socialhjælpere som en privat ud-dannelse på Den sociale Skole i København. Fra 1940 tog man navnet socialrådgiver, og uddannelsen fik statsstøtte fra 1941. I perioden 1957-1971 åbnedes sociale højskoler i Århus, Aalborg og Esbjerg, og i perioden 1972-83 uddannede RUC socionomer. Først fra 1980 blev de sociale højskoler statslige institutioner under undervisningsmi-nisteriet. I dag er socialrådgiveruddannelsen en professionsbache-lor-uddannelse af 3½ års varighed, og den udbydes ni forskellige steder i landet.

Sideløbende med socialrådgiveruddannelsen uddannede Danmarks Forvaltningshøjskole fra 1977 socialformidlere efter en betænkning, der i detaljer beskrev socialrådgiver- og formidlerud-dannelsernes fælles indhold og evalueringskrav. Dog skiltes de to uddannelsers veje i 2001, da Forvaltningshøjskolen kom under Un-dervisningsministeriet, mens socialrådgiveruddannelsen kom under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Man har dog bibeholdt fælles censorkorps. Socialformidleruddan-nelsen, som tidligere var et 3-årigt forløb, blev med ændringerne i 2001 skåret ned til et 2-årigt uddannelsesforløb. Uddannelsen udgør forsat en ”alternativ” rekrutteringsvej til sagsbehandlerfaget fra praksis, navnlig for kommunomer, men også for andre faggrupper.

Diplomsocialformidlere arbejder i kommunerne side om side med de socialrådgiveruddannede professionsbachelorer og vareta-ger ofte samme arbejdsfunktioner. Kommunerne beskæftiger i dag cirka 1055 socialformidlere og cirka 8000 socialrådgivere.

Forløberne for socialpædagoguddannelsen var et ti-måneders kursus med støtte fra Børnesagens Fællesråd fra 1927 samt et privat fem-måneders kursus med fokus på arbejdet på døgninstitutioner for børn og unge på Hindholm Højskole fra 1934. Først i 1960’erne etableredes seminarier med uddannelse af børneforsorgspædago-ger og omsorgspædagoger. Fra 1986 til 1992 eksisterede en formel

18Socialt arbejde

socialpædagoguddannelse, men i 1992 blev den lagt ind under den fælles pædagoguddannelse. I dag er pædagoguddannelsen også en professionsbacheloruddannelse af 3½ års varighed, der udbydes flere steder i landet.

Socialrådgivere, diplomsocialformidlere og socialpædagoger er organiseret i henholdsvis Dansk Socialrådgiverforening med cirka 14.300 medlemmer, HK-Kommunal med cirka 48.000 erhvervsak-tive medlemmer og SL, Socialpædagogiske Landsforbund, med cirka 38.500 medlemmer (desuden er socialpædagoger ansat i Køben-havns kommunes special- og døgninstitutioner organiserede i LFS, Landsforeningen for socialpædagoger). De tre fagforeninger var i fle-re år alle medlemmer af International Federation of Social Workers, IFSW, og International Association of Schools of Social Work, IASSW. I 2010 vedtog de to internationale organisationer følgende definition på socialt arbejde:

Det sociale arbejde som profession fremmer social foran-dring, løsningen af problemer i forholdet mellem mennesker, myndiggørelse og frigørelse af mennesker for at forøge deres velvære og trivsel. Gennem brug af teorier om menneskelig adfærd og sociale systemer træder socialt arbejde til der, hvor mennesker spiller sammen med deres omgivelser. Principper om menneskerettigheder og social retfærdighed er fundamen-tale for det sociale arbejde.

Det her citerede er SL’s oversættelse af definitionen. Interessant nok har Dansk Socialrådgiverforening og HK-Kommunal en anden over-sættelse af definitionen. Man kunne givet lave interessante teksta-nalytiske udredninger af fagforeningernes forskellige ordvalg i over-sættelserne, men her gør jeg blot opmærksom på, at disse forskelle findes for at illustrere, at socialt arbejde er et meget bredt felt, hvor flere forskellige aktører har hver deres faglige profileringsinteresser og derfor også anvender hver deres buzzwords. Fx anvender SL i deres oversættelse udtrykket ”træde til”, mens DS og HK-Kommunal ”griber ind” i samspillet mellem mennesker og deres miljø. Og SL anvender ”myndiggørelse og frigørelse” om målet for socialt arbej-de, mens DS og HK-Kommunal i deres oversættelse alene taler om ”at frigøre”.

I dag er der ud over de nævnte tre største faggrupper på feltet også socialarbejdere med mange andre uddannelsesbaggrunde. Desuden kan socialarbejdere have meget forskellige efter- og vide-reuddannelser på diplom- og masterniveau. Herudover har Aalborg

19Har socialt arbejde en egen fælles kernefaglighed?

Universitet siden 1992 udbudt en kandidatuddannelse i socialt arbej-de både i Aalborg og København.

Denne korte skitsering af uddannelser til socialt arbejde skal primært tjene som indgang til en diskussion af karakteristika ved faglighed i det sociale arbejde.

Har socialt arbejde en egen fælles kernefaglighed?Arbejder socialarbejdere på grundlag af en fælles faglig kernekund-skab? Dette spørgsmål er bredt diskuteret i faglitteraturen. Når spørgsmålet stilles, skyldes det i høj grad de forestillinger, der tradi-tionelt har præget professionstænkningen, nemlig at en profession blandt andet er karakteriseret ved medlemmer, som er uddannede, trænede og eksaminerede i og anvender færdigheder baseret på teoretiske kundskaber, der har en følelse af fælles identitet, idet de deler fælles faglige vurderinger, og kan dele deres faglige refleksio-ner og vurderinger ved hjælp af et fælles sprog, som kun delvist kan forstås af udenforstående (Brante, 1987a: 128).

Skal socialt arbejdes forskellige faggrupper vinde anerkendelse og status som profession, er det ud fra denne professionsforståelse væsentligt, at de kan redegøre for faggruppens specifikke faglige kerne og teoretiske grundlag. Et specifikt socialrådgiverfagligt teo-rigrundlag kan fx give adgang til faglig autonomi og monopolisering af særlige arbejdsfelter gennem regulering af, at jobbet kun kan be-strides, såfremt man har en socialrådgiveruddannelse. Dermed er vi fremme ved det sidste trin i den funktionalistiske professionsforstå-else, nemlig relationen til samfundets belønningssystem. Hvis alene socialrådgivere har mulighed for at udfylde ansvarsfyldte, tunge og svære samfundsmæssige funktioner i det velfærdsstatslige sociale apparat, kan det også kræves, at de lønnes højt såvel materielt som med hensyn til status og prestige. Ud fra en sådan professionsfor-ståelse er der altså ikke tvivl om, at det er væsentligt for socialrådgi-veres fremtidige magtposition og prestige at få defineret en specifik socialrådgiverfaglig kernefaglighed.

Men er det realistisk at definere en sådan kernefaglighed? Og er det ønskeligt, at enkelte faggrupper inden for socialt arbejde op-når en sådan professionel magtposition? Vil det styrke kampen mod sociale eksklusionsmekanismer? Det er spørgsmål, som jeg gennem dette kapitel kortfattet vil søge at give nogle bud på.

20Socialt arbejde

Drømmen om kernefaglighedenDe forskellige faggrupper inden for socialt arbejde i Danmark har udviklet sig i denne specifikke sociale, kulturelle og historiske vel-færdsstatslige kontekst. I Danmark er der sket en opdeling i job-funktionerne inden for det sociale arbejde, sådan at det fx ofte er en socialrådgiver, der står for det administrative og koordinerende i den sociale indsats omkring en vanskeligt stillet børnefamilie, hvor-imod det er en pædagog, der arbejder i familien med udvikling af relationerne mellem familiemedlemmerne. En sådan opgavedeling forekommer indlysende for mange danske socialarbejdere, mens den virker underlig for en fx engelsk socialarbejder. I Danmark de-finerer vi arbejdet med at sende klienter i aktiveringsarbejde som socialt arbejde, hvilket en del udenlandske kolleger også kan være dybt forundrede over, da de ville opfatte det som en rent administra-tiv funktion.

Man kan da også oftere finde en lokalhistorisk og måske endda alene en institutionsspecifik end en seriøs faglig begrundelse for, at fx administrativt uddannet personale, socialrådgivere, socialpæda-goger og sundhedsfagligt personale i nogle sammenhænge har gan-ske adskilte funktioner, mens det i andre sammenhænge kan være vilkårligt, hvilken grunduddannelse den, der varetager funktionen, har. Årsagen hertil er tiere resultat af jurisdiktionskampe mellem forskellige faggrupper end begrundet i forskellige faglige kernekom-petencer.

Socialarbejdere er karakteriseret ved at agere i forhold til et meget uhomogent genstandsfelt, nemlig praktisk socialt arbejde i forhold til de aktuelt socialpolitisk italesatte og anerkendte sociale problemer. Genstandsfeltet er også uhomogent, fordi faggrupperne arbejder med meget forskelligartede sociale problemer på forskellige niveauer: samfunds-, lokalsamfunds-, gruppe-, familie- og individ-niveau. Det er derfor umuligt at angive en præcis ”målgruppekund-skab” som grundlag for alt socialt arbejde, da kundskabsfeltet oftest også indgår i andre fags vidensgrundlag. En mulig tilgang er dog at afgrænse socialt arbejde til arbejde, der er rettet mod at forebygge, løse, bekæmpe og kontrollere sociale problemers indflydelse på menneskers hverdagsliv. Denne tilgang er imidlertid heller ikke en-tydig, men indeholder, som det fremgår af kapitel 2, meget forskelli-ge forståelser af, hvad sociale problemer er.

Det er derfor vanskeligt at angive en specifik kernefaglighed for de enkelte faggrupper i socialt arbejde. Og et forsøg på at konkreti-sere en sådan kan, som jeg ser det, kun føre til helt generelle og der-med lidet konkretiserende udsagn. Men socialarbejdere kan uanset

21Men har socialt arbejde så en egen teoretisk kerne?

uddannelsesbaggrund have som fælles mål at styrke deres analytiske kompetencer i forhold til sociale problemer, socialpolitiske indsat-ser, udvikling af teoretisk og metodisk kyndighed samt praktiske færdigheder inden for de praksisfelter, hvor de hver især indgår sammen med andre fagpersoner, fx socialt arbejde med socialt ud-satte børn og deres familier, integration af marginaliserede borgere på arbejdsmarkedet eller socialt arbejde i forhold til meget stof- og alkoholbrugende borgere.

Men har socialt arbejde så en egen teoretisk kerne? Problemstillingen angående en teoretisk kerne løses ikke ved at flytte fokus fra fx socialrådgiverfaget til socialt arbejde som sådan. Det er ikke noget specielt ved socialt arbejde, at det har en tværfaglig karakter, uklare grænser i forhold til andre fag samt mangel på egne specifikke teorier og indfaldsvinkler. Det er snarere typisk for sam-fundsvidenskabelige fag, der ofte mangler et substantielt felt, hvor det enkelte fag har monopol eller hegemoni (Tøssebo, 2001). Der er dog i den internationale forskning forskellige positioner vedrørende muligheden for og nytten af at søge efter eller forsøge at udvikle en specifik teoretisk kerne for socialt arbejde. Kort kan man skitsere følgende positioner i diskussionen af, hvordan feltet kan iagttages og søges teoretiseret:

1. Socialt arbejde er endnu på et præparadigmatisk niveau. Men med øget forskning og teoriudvikling vil socialt arbejde kunne udvikle en egen teoretisk kerne; det er blot et spørgsmål om øgede ressourcer, styrket debatniveau og tid (fx Soydan, 1993).

2. Socialt arbejde er en altid foranderlig og kompleks blanding af teori, erfaring og visdom. Fokus må derfor være på en teoreti-sering om det sociale arbejdes praksis. Positionens fokus er på dialektikken mellem teori og praktisk sans (fx Bourdieu, 1997; Callewaert, 2001; Schön, 2001).

3. Socialt arbejde er intuitiv og erfaringsbaseret kunst. Denne position adskiller sig fra den ovenstående ved alene at fokuse-re på praksiserfaringer, intuition og tavs viden (Gray & Webb, 2008).

4. Det er ikke konstruktivt for enhver pris at ville formulere en egen teoretisk kerne i socialt arbejde. Fokus skal være på udvikling af normativitet snarere end egen teori. Forskning i socialt arbejde må rettes mod undersøgelser af magt, løsning af

22Socialt arbejde

væsentlige samfundsproblemer og øgning af kundskabsniveau-et. Kritik, nytte og dannelse bliver da samlingsbegreber for alle, der arbejder under betegnelsen socialt arbejde (fx Swed-ner, 1983; Nygren, 2000; Tøssebo, 2001).

5. Forskning i socialt arbejde må væsentligst omhandle det, som forskellige interessenter kalder socialt arbejde. Hvordan gør man i socialt arbejde? Hvilke organisationer, hvilken praksis, hvilke virksomhedsformer, hvilke magtforhold, hvilke hånd-teringer af faget forekommer? (fx Sunesson citeret i Brante, 1987b).

Ambitionen i positionen om at udvikle en generel teori, der er gyldig for at beskrive, forklare og forudsige alt socialt arbejde, sammenlig-ner Lennart Nygren (2007) med en ørkenvandring, der sandsynlig-vis leder til alt for abstrakte og fortænkte teorikonstruktioner.

Position 3 risikerer at have socialt uacceptable konsekvenser: Det, der i dagligdagen omtales som sociale problemer, er oftest for-hold, der er defineret i en kompleks blanding af lokale værdier, nor-mer og magtrelationer. At argumentere for en ensidig erfaringsbase-ret udvikling af socialt arbejde risikerer at føre til en legitimering af et privatpraktiserende og dermed arbitrært socialt arbejde, hvilket må anses som uacceptabelt i et demokratisk samfund.

Udviklingen af socialt arbejde må derfor ske inden for og i gen-sidig udfordring mellem position 2, 4 og 5. For en sådan udvikling er det også afgørende, at der udvikles en dialog og et udfordrende sam-spil mellem praksis og forskning. Forskning i socialt arbejde kan bi-drage til udviklingen af socialt arbejde, men socialt arbejde vil aldrig kunne nøjes med at betjene sig af et videnskabeligt eller forsknings-baseret kundskabsgrundlag. Det praktiske sociale arbejde vil, som Jens Guldager også argumenterer for i kapitel 5, altid bygge på og ud-vikles på baggrund af et stadigt samspil mellem teoretiske kundska-ber, empiriske undersøgelser, erfaringsbaseret viden, socialarbejde-res refleksion og praktiske sans samt en god del empati og prøven sig frem. Udfordringen for både forskere og praktikere inden for socialt arbejde er at modstå fristelsen til at forenkle eller begrænse dette komplekse arbejdsgrundlag ved at fremstille én af disse faktorer som drivkraften i udviklingen af socialt arbejdes praksis. Det tjener ikke udviklingen af det komplekse og varierede felt, som socialt arbejde udgør, generelt at indsnævre udviklingsfaktorerne til effektmålinger og søgen efter den rigtige metode, sådan som der p.t. synes at være tendens til. Et sådant – ofte ministerielt genereret – fokus på socialt arbejde risikerer at legitimere et fragmenteret kundskabssyn, hvilket

23Det tilpassende og det omgestaltende arbejde

ikke kan føre til en kvalitetsudvikling i socialt arbejde. Ikke mindst er et indsnævret syn på socialt arbejde problematisk, da udviklingen i det sociale arbejde som helhed ifølge Lennart Nygren (2007) er karakteriseret ved følgende:

Praksis differentieres: Der kommer stadig flere tiltag med speci-fikke opgaver eller fokus på specifikke målgrupper. Hver differentie-ring kræver et særligt fokus – det vil sige, det er mindre relevant med et generelt kerneområde med hensyn til personalets kompetence.

Differentieringen medfører specialisering. Socialt arbejde forventes at arbejde med et helhedssyn, men i praksis deler man op i specialistfunktioner, der hver især har behov for at udvikle – og afkræves udvikling af – egne teoretiske dybdeindsigter.

Rangordning: Når faggrupperne specialiserer sig, opstår der også processer, hvor nogen opgaver tilskrives højere status – og dermed forventes at blive bedre betalt. Socialt arbejde rangordnes i mere eller mindre kvalificeret socialt arbejde uden forventninger om fælles teoretisk kundskab.

Der tales desuden en del om af-professionalisering af det so-ciale arbejde i kraft af, at frivillige tager over. Men der er snarere tale om differentiering og rangordning (Nygren, 2007: 316). Og måske vil udfordringen ikke være af-professionalisering, men – set ud fra et empowermentperspektiv – snarere professionaliseringen af alle ak-tører i socialt arbejde? Det skal jeg vende tilbage til senere i kapitlet.

Hovedindtrykket er, at socialt arbejde i disse år bliver mere og mere mangfoldigt. Socialt arbejde kendetegnes ved en stor fleksi-bilitet og meget uklare grænser mellem faggrupper på feltet og fag udenfor. Om dette så er et problem eller ej, er der, som vi skal kom-me tilbage til i antologiens øvrige kapitler, flere forskellige syn på.

Det tilpassende og det omgestaltende arbejde

Som nævnt udgør socialt arbejde et bredt felt, der rummer meget forskelligartede arbejdsopgaver. Morén (1996) skelner mellem to væsensforskellige arbejdsopgaver med meget forskellige vilkår for deres gennemførsel, nemlig:

• Tilpasninger mellem borgerens livssituation og ydre sociale vilkår, fx støtteindsatser, økonomiske ydelser eller andre ind-satser af servicepræget karakter – indsatser, der ofte er be-grænsede i tid.

• Medvirken til omgestaltninger af borgerens livssituation. Dette arbejde udføres i forhold til mennesker i svært destruerede

24Socialt arbejde

livssituationer, hvor en kaotisk ydre virkelighed går hånd i hånd med en lige så kaotisk indre virkelighed.

Denne teoretiske skelnen er velegnet til en nærmere analyse af ka-rakteristika ved de to idealtyper i socialt arbejde; i praksis er disse idealtyper dog ofte sammenvævede og samtidige aspekter af meget socialt arbejde.

Moréns argument for at skelne er, at omgestaltningsaspek-tet er det sociale arbejdes blinde punkt. Omgestaltningsaspektet rummes nemlig kun dårligt af den problemløsningstankegang, der ofte er fremherskende i den socialpolitiske debat. Problemløsnings-tankegangen indebærer, at man anvender en bestemt metode: pro-blembeskrivelse – udredning – vurdering – handleplan – resultat. Denne arbejdsmetode udtrykker også et bestemt verdensbillede: det objektiverede menneske, det rationelle og planlægningsbare sam-fund og den instrumentelle kundskab (Morén, 1996: 11). Denne type social ingeniørkunst er velafprøvet og sikkert gyldig, når det gælder tilpassende opgaver som serviceydelser og økonomisk bistand, fx sygedagpenge, hjemmehjælp og hjælpemidler.

Tankegangen indebærer en normativ og moraliserende vægt-ning. En angivelse af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Pro-blemløsningstankegangen indebærer også en distancens imperativ: Afgræns dig fra den bistandssøgende, og kom ikke for nær (Morén, 1996: 11).

Men socialt arbejde formuleres også ofte som et samfunds-mæssigt tilbud om menneskelig bistand til at synliggøre nye tolk-nings- og handlemuligheder i en utilfredsstillende eller destruktiv livssituation. I et sådant perspektiv, hvor det omgestaltende arbejde er i fokus, præges relationen mellem socialarbejder og borger af en gensidig udfordring af selvbilleder og verdensopfattelser. Indsat-serne har i dette arbejde ikke til formål at løse sociale problemer ud fra en generel normativ tilgang (ret og pligt), men at synliggøre for-andringsmuligheder ud fra det enkelte menneskes unikke livssitua-tion og livsperspektiv. Sådanne forandringsmuligheder er i vigtige henseender ikke-planlægningsbare, og socialarbejderen afkræves en forholden sig, som indebærer, at socialarbejderen er respektfuld, når det gælder menneskers valg af livssituation (Morén, 1996: 24). I dette arbejde er det vigtigere, at socialarbejderen støtter borgeren i arbejdet med at formulere gåden om hans eller hendes livssituation, end at socialarbejderen søger at diagnostisere og foranstalte for at løse den (Morén, 1996: 33).

25Den evige dilemmafyldte konflikt mellem obejkt- og subjektsynet

I praksis udføres det sociale arbejde i det dobbelte grænseland mellem tilpasning og omgestaltning og mellem individ og samfund. Karakteren af og styrken i relationen mellem socialarbejder og bor-ger kan blive afgørende for mulighederne for at orientere sig i dette grænseland og for muligheden for at skabe den nødvendige udfor-dring af de destruktive livsforhold (Morén, 1996: 32).

I det sociale arbejde, hvor fokus er tilpasning mellem livssitua-tion og ydre, sociale vilkår gennem tilpassende eller kompensatori-ske indsatser, er det derimod væsentligt, at kriterierne er entydige, og at alle behandles lige. Her er det legitimt at blive i rollerne som bistandssøgende og embedsmand.

Andre gange bliver fokus i det sociale arbejde medvirkende til omgestaltning af borgerens livssituation. I sådanne opgaver må socialarbejderen udføre sit arbejde i en direkte og personlig relation til borgeren. Her er grundvilkårene for støtten anderledes, her må rollerne som bistandssøgende og embedsmand forlades – grænserne ændres på godt og ondt. I dette arbejde kan socialarbejderen opleve, at det, som sker for den anden, også sker for ham eller hende. Sam-arbejdet omkring den bistandssøgendes livssituation kommer der-med også til at indebære en udfordring af socialarbejderens verdens-billede (Morén, 1996: 34).

Socialt arbejde indebærer at beherske overgangen mellem til-pasning og omgestaltning, at findes og udfordres, at blive afvist, men blive stående, siger Stefan Morén. Indsatserne balancerer mellem to måder at løbe risici på: at trænge sig på og at krænke, når man burde lade være, eller at opgive, når man burde være blevet ved. At stå til rådighed med sit tilbud om menneskelig bistand, men uden at kræn-ke og uden at trænge sig på, er en central udfordring i socialt arbej-de. At vurdere, udholde og beherske denne balancegang er – ideelt set – socialarbejderens vigtigste kompetence (Morén, 1996: 37).

Den evige dilemmafyldte konflikt mellem objekt- og subjektsynet Disse overvejelser går igen i Rosmari Eliassons (1995: 60) refleksio-ner over det evige dilemma i socialt arbejde, nemlig at et helhedssyn på mennesket kræver, at vi kan håndtere de to ”hellige” principper i socialt arbejde: opfattelsen af det enkelte menneske som et aktivt, selvbestemmende subjekt og dermed respekten for den enkelte, det unikke menneske samt hans eller hendes selvbestemmelse og inte-gritet. Og på den anden side opfattelsen af den enkelte som afhængig af andre og af sine omgivelser og dermed hensynet til det kollektive

26Socialt arbejde

og individuelle ansvar, vi mennesker har for hinanden. De to princip-per skaber en evig og levende konflikt mellem modstridende hensyn i det praktiske sociale arbejde. En konflikt, der kan være så overvæl-dende, at den fører til en flugt til enten-eller-ideologier og halverede menneskesyn: på den ene side et objektsyn, hvor en flugt til alene at fokusere på vort medmenneskelige ansvar for hinanden kan føre til overgreb på den enkelte gennem ansvarsovertagelse, formynderskab og ekspertvælde, eller på den anden side et subjektsyn, hvor fokus på respekten for den enkelte kan føre til undladelsessynder gennem ensidig vægtning af, at den enkelte er sin egen lykkes smed, og af rational-choice-filosofi og neoliberal politik.

At vurdere andres liv og forsøge at ændre dem skaber oftest undertrykkelse; at lade hver og en passe sig selv fører oftest til, at den stærkeste vinder, siger Rosmari Eliasson og tilføjer: ”Gud forby-de en løsning på dette dilemma” (Eliasson, 1995: 60).

Socialt arbejde indebærer altid en risiko for et objektsyn, der tager udgangspunkt i, at borgeren ikke ved, hvad der er bedst for ham eller hende, og at det spørgsmål afgøres bedst af ”os eksperter”. I dagens socialpolitik er der en stærk tendens til paternalisme. Der lægges større vægt på tvang og modydelser end tidligere sammen med myndigheders ret til at afgøre, hvad der er i individets interesse. Hvor man fx tidligere bekæmpede fattigdom med kompensatoriske indsatser, er idéen i dagens neoliberale politik, at unge arbejdsløse har brug for en fast struktur og træning i jobsøgningsadfærd gennem sanktioneringer. På den anden side kan det være en undladelsessynd ikke at gøre noget, ikke at stille rimelige krav til de unge og ikke at have tiltro til deres evne til at frigøre ressourcer og tage magten over eget liv.

Uffe Juul Jensen fremhæver, at vort ansvar for de svage er en grundlæggende værdi i al moral og etik. Svag må her forstås i betyd-ningen: at være i en svag position og derfor have svært ved at blive hørt med egne erfaringer, kundskaber og problemdefinitioner – ikke et svagt menneske!

Hensynet til de svage er en grundlæggende værdi i al hver-dagspraksis, også når socialarbejdere skal foretage vurderinger af moralsk karakter. Det er i de konkrete handlingsmønstre, at værdier kommer til udtryk. Værdier er altså noget konkret: forbilledlige handlinger i praksis. I denne forbindelse skelner Rosmari Elias-son (1995: 71) mellem indlevelse i betydningen forståelse og/eller medfølelse i forsøget på at hjælpe det enkelte udsatte menneske og solidaritet, der handler om at analysere årsagerne til den udsattes udsathed og den svages svaghed og om en stræben efter at bidrage til

27Magt i socialt arbejde

forandring af vilkår, som rammer nogle hårdere end andre. Solida-ritet indebærer altså erkendelsen af, at menneskers nød, svaghed og udsathed kan være et resultat af menneskeskabte vilkår – og at men-neskeskabte vilkår kan ændres. Det moralske princip om vort ansvar for de svage kræver således ifølge Rosmari Eliasson noget kvalitativt anderledes end medfølelse og indlevelse – nemlig solidaritet.

Udfordringen i det sociale arbejde i dagens politiske vinde er at fastholde dilemmaet mellem menneskers ansvar for hinanden og re-spekten for det enkelte individ som aktivt selvbestemmende subjekt. Samt i refleksioner over handlemuligheder i forhold til dette dilem-ma i konkrete situationer at analysere den pågældende situation på et solidarisk grundlag.

Magt i socialt arbejde

Dilemmaet mellem subjekt- og objektsynet på mennesker kan i dansk socialt arbejde let blive skjult på grund af de særlige former for retlig regulering, der karakteriserer den skandinaviske velfærdsstat, samt de opfattelser af forholdet mellem den socialt udsatte borger og det sociale arbejde, der ligger indlejret heri. Dette afsnit fokuserer på dette og de magtforhold, der opstår i den forbindelse.

Socialt arbejdes retligt definerede magt Den danske sociallovgivning indeholder lovgivning af to forskellige typer, nemlig retsstatslig og velfærdsstatslig. Retsstatslig lovgivning er karakteriseret ved, at den enkelte borger tildeles rettigheder, som denne borger kan gøre gældende over for myndighederne. Velfærds-statslig lovgivning er derimod kendetegnet ved en forståelse af, at der er grupper i samfundet, der er så svage, at de har brug for støtte i forhold til at få opfyldt sine rettigheder. Da den velfærdsstatslige ret-lige regulering sker til fordel for sådanne svage grupper i samfundet, gives rettigheder ikke som i den retsstatslige lovgivningstype direkte til de berørte individer. Rettighederne gives derfor i stedet til vel-færdsstatslige myndigheder, der så skal varetage den enkelte svage borgers rettigheder. Rettigheder og forpligtelser for svage borgere gives altså via disse offentlige myndigheder som repræsentanter for borgerne. Vi får dermed en af myndighederne administreret respon-siv ret (Hydén, 1998: 69).

Myndighederne – i praksis kommunerne - tildeles således ret-ten til at optræde på vegne af de svagest stillede borgere, definere og fortolke deres rettigheder og forpligtelser. I denne rolle fremstår de offentlige myndigheder per definition som gode. I praksis er det dog

28Socialt arbejde

ikke ’kommunen’, der står for at varetage den enkelte svage borgers rettigheder, men derimod en socialarbejder. På grund af den særlige velfærdsstatslige lovgivningslogik kan den enkelte socialarbejder derfor komme til at fremstå som – og opfatte sig selv som – god. Som en svag borgers gode rettighedsforvalter kan socialarbejderen derfor opfatte det som sin legitime ret at varetage borgerens behov ud fra socialarbejderens egen opfattelse af borgeres situation. Borgerens eventuelle modstand mod socialarbejderens definition af borgerens sociale situation kan dermed komme til at fremstå alene som en mo-tivationsproblematik i forhold til den ’gode’ indsats.

Med den velfærdsstatslige ret får myndighederne retten til at bestemme regeludfyldningens form, hvilket i praksis muliggør, at det ikke alene er de sociale myndigheders magtinteresser men også den enkelte socialarbejders definitionsmagt, der kan slå igennem. Den enkelte socialarbejder får med denne type velfærdsstatslig lov-givning en autonomi, som er svær at styre og kontrollere.

Undersøgelser af socialt arbejde viser, at socialarbejdere stil-let over for enslydende cases, har meget forskellige vurderinger og handletendenser, og at der er tale om store individuelle forskelle (fx Projekt Socialforvaltning, 1998: 89; Egelund & Sundell, 2001: 200; Skytte, 2002: 199-201; Ejrnæs, 2004). Diagnosticering af en borgers sociale problem kan derfor i socialt arbejdes organisationer ske på baggrund af personafhængige vurderinger. Dette er et alvorligt de-mokratisk problem: Klienter risikerer at blive prøveklude for social-politiske døgnfluer eller for individuelle socialarbejderes forgodt-befindende, og skatteborgerne risikerer at komme til at finansiere sådanne mere eller mindre vilkårlig indsatser i forhold til sociale problemer.

Der er derfor behov for, at socialarbejdere generelt kvalificeres i analyser af de magtforhold socialt udsatte borgere er underlagt, snarere end et behov for yderligere magtmobilisering af enkelte fag-grupper gennem kanonisering af fx socialrådgiveres særlige kerne-faglighed. Derfor vil der også igennem denne antologi være fokus på sociale problemer som resultatet af sociale eksklusionsmekanismer, herunder også de magt-, stigmatiserings- og eksklusionsprocesser, der ligger indbygget i det sociale arbejdes egen praksis.

Det magtfulde gode sociale arbejdeKommunerne – og i praksis socialarbejderne – tildeles, som tidligere nævnt, ved den velfærdsstatslige form for retlig regulering retten til at optræde på vegne af svage grupper af individer, og i denne rolle er de professionelle organisationer gode. Problemet er, at myndighe-

29Magt i socialt arbejde

derne derved let kommer til at fremstå som per definition gode, og at behovet for at beskytte individer mod disse myndigheder derfor ikke ses (Hydén, 1998: 73).

Denne form for velfærdsstatslig retlig regulering kan bidrage til at øge myndighedernes diskretionære magt (magt baseret på skønsudøvelse). Og denne magt kan blive vendt mod enkeltindivider. I stedet for at beskytte den svage kan myndighederne komme til at fungere som de stærkes værn mod forandringer i de eksisterende magtforhold. Problemet forstærkes af fraværet af rettigheder, hvor-med enkeltpersoner kan sætte myndighederne stolen for døren og påberåbe sig sin ret.

Problemet med velfærdsstatens retlige styringsmodeller er således, at de forudsætter en bureaukratisk organisation, der er velvilligt indstillet og engageret i forhold til de svage borgere, hvis rettigheder den administrerer. Dette problem kommer især frem i forhold til de borgere, sociallovgivningen relaterer sig til. Med den velfærdsstatslige ret får myndighederne retten til selv at bestemme regeludfyldningens form, hvilket muliggør, at de sociale myndighe-ders egne magtinteresser kan slå igennem. De sociale myndigheder får en autonomi, som er svær at styre og kontrollere. I situationen med fx anbringelse af børn med minoritetsetnisk baggrund kan myndighederne således prioritere hensyntagen til egen normali-serings- og assimilationsideologi samt administrativ behagelighed over det hensyn til kontinuitet, hvad angår kultur, sprog og religion, som myndighederne i henhold til FN’s Konvention om Barnets Ret-tigheder skal varetage i forhold til barnet (Skytte, 2002). Ulempen ved den velfærdsstatslige ret er nemlig, at der ikke findes nogen garantier i systemet for, at sociale myndigheder virkelig varetager og effektuerer borgernes rettigheder.

I praksis er det konkrete socialarbejdere, der skal varetage konkrete svage borgeres rettigheder. Socialarbejdere kan derfor alene på grund af den retlige regulerings karakter blive tillagt og/el-ler selv opfatte sig i rollen som professionelle, der kan og vil varetage borgernes behov på bedste vis. Altså professionelle, der ikke alene arbejder i gode institutioner, men også selv er gode.

Den retlige regulerings særlige karakter og den velfærdsstatsli-ge forståelse, der ligger til grund for denne type regulering, kommer i samspil med socialarbejdernes professionsinteresser let til at legi-timere:

både fraværet af direkte brugermedvirken og fraværet af retlig kontrol, idet ansvaret og kompetencen for valget af den løs-

30Socialt arbejde

ning, der er bedst for borgeren, ligger i hænderne på professi-onelle socialarbejdere, som netop ønsker disse vide fuldmagter for at kunne udøve deres faglige skøn uden generende kontrol fra (usagkyndige) jurister. (Koch, 1997: 177)

I en af publikationerne fra Socialministeriets Projekt Socialforvalt-ning skrives da også: ”Sagsbehandlerne føler, at de kender deres bru-gere, deres problemer og behov, og er derfor overbeviste om, hvor-dan sagsbehandlingen skal køre – det behøver man ikke indblanding ”udefra” til at finde ud af ” (Projekt Socialforvaltning, 1998: 96). Jeg har ovenfor argumenteret for, at socialarbejderes selvforståelse kan opfattes som et resultat af deres forvaltning af den velfærdsstatsli-ge lovgivning og den definitionsmagt, der følger med denne. Med definitionsmagt menes retten til at fortolke og retten til at forklare, hvilket også indebærer retten til at bestemme, hvordan ting og hæn-delser ’i virkeligheden’ forholder sig (Svensson et al., 2009: 64).

The International Federation of Social Workers IFSW og The International Association of Schools of Social Work IASSW er, som nævnt, enedes om en definition af socialt arbejde. I den medfølgende tekst angives følgende (i Socialrådgiverforeningens oversættelse) om socialt arbejdes værdier:

Grundlaget for socialt arbejde er humanitære og demokratiske idealer, og dets værdier bygger på respekt for lighed, menne-skeværd og værdighed hos alle mennesker. Siden starten for mere end hundrede år siden har udøvelsen af socialt arbejde fokuseret på at tilfredsstille menneskelige behov og udvikle menneskeligt potentiale.

Menneskerettigheder og social retfærdighed ligger til grund for og retfærdiggør socialt arbejde. I solidaritet med de marginaliserede kæmper faget for at afbøde fattigdom og frigø-re sårbare og undertrykte mennesker med henblik på at frem-me social integration. De værdier, socialt arbejde er baseret på, indgår i fagets nationale og internationale etiske kodeks. (http://socialrdg.dk/Default.aspx?ID=4905)

Bemærk, at der ikke er tale om en beskrivelse af målsætninger for socialt arbejdes udvikling, men om det, som socialt arbejdes interna-tionale organisationer selv opfatter som det hundredårige grundlag for udøvelsen af socialt arbejde. Citatet kan ses som eksempel på so-cialarbejderorganiseringers forståelse af, at socialarbejderes praksis

31Magt i socialt arbejde

er udøvelsen af ”det gode” for vanskeligt stillede borgere. Peter Gun-delach understreger dette, når han siger, at professionsbegrebet ikke kan indfange de særlige karakteristika ved socialt arbejde. Inspireret af Benedict Andersons analyse af nationer foreslår han (Gundelach, 2000), at socialt arbejde bedst kan forstås som et imaginært fælles-skab, der er kendetegnet ”ved en vis form for fællesskab, der i for-hold til klienten siger noget om, [at] vi ved, hvem du er; vi ved hvad der er bedst for dig, [og] vi har (i hvert fald delvist) magt til at give dig det, du har brug for” (Gundelach, 2000: 8).

Og faktisk er det også ”sandt”, at det vil gå klienten bedre, hvis han eller hun gør, som socialarbejderen siger, for det er nemlig socialarbejderen, der inden for de givne socialpolitiske og økono-misk udstukne rammer har rådighed over ressourcerne, og det er socialarbejderen, der på grund af den velfærdsstatslige lovgivning afgør, hvad der er godt for klienten. Det sociale arbejde indebærer på denne måde en omsorgsmagt, der er defineret ved at være en magt, der udgår fra, at den, der yder omsorgen, eller den, der udfører det sociale arbejde, ved bedst (Svensson et al., 2009: 174).

Socialarbejderens magt indebærer også magt til at få ting til at ske. Magt til at skabe muligheder – også sammen med klienten. Men socialarbejderens magt er ikke kun begrundet i hans eller hendes rolle i forhold til den retlige skønsudøvelse. Meget socialt arbejde drejer sig om normaliserende indsatser, kontrol og myndighedsud-øvelse i forhold til forskellige former for afvigelser, der socialpolitisk defineres som socialt uacceptable. Socialarbejderens definitions-magt i sådanne situationer indebærer også magt til at foretage ind-greb, der tilsidesætter klientens ønsker.

Sammenhængen mellem socialt arbejde og normalisering kan af og til være skjult, men den er sjældent fraværende i arbejdet. Den kan være skjult, fordi man sjældent hører socialarbejdere beskrive deres arbejde som normalisering, de vil med større sandsynlighed tale om at ’hjælpe’ eller at ’støtte’. Det forhindrer imidlertid ikke, at det overordnede begreb for hjælp, støtte og socialt arbejde som helhed er normalisering: forsøg på at inte-grere mennesker i deres rolle og samfundslivet på en så normal måde som muligt. (Egelund, 2011a: 443)

32Socialt arbejde

Borgerpositioner i forhold til socialt arbejde

Socialarbejderes begrænsede fokus på magt kan til dels forklares med udviklingen i den socialpolitiske italesættelse af arbejdet. Med bistandsloven i 1976 blev den enkeltes behov og ikke trangsårsagen afgørende for, hvilken bistand der skulle ydes. Kompetencen blev samlet i den kommunale forvaltning, hvilket skulle give bedre mu-lighed for at skønne over, hvilken af flere foranstaltninger der mest hensigtsmæssigt kunne afhjælpe behovet hos den enkelte og hans eller hendes eventuelle familie. Det var en tid med stor optimisme, tilstrækkelige ressourcer samt rum og vilje til udviklende initiati-ver også inden for socialt arbejde. Myndighedsfunktionerne blev neddæmpet, og dette forstærkedes, da man i 1980’erne begyndte at fremhæve det offentliges rolle som yder af service. Den private service blev på mange måder taget som forbillede, og i den forbin-delse introduceredes begrebet ”kunde” som afløser for det tidligere anvendte ”klient”. Modtageren af offentlige ydelser skulle i højere grad betragtes som en aftager på et marked, hvor magtfordelingen mellem producent og aftager var i sidstnævntes favør, som det ligger i udtrykket ”kunden har altid ret”. Selv om der ikke er tale om noget egentligt marked, og selv om der på det tidspunkt heller ikke var mulighed for at vælge mellem forskellige leverandører af service, prøvede man at finde måder, hvorpå brugernes oplevelser og hold-ninger alligevel kunne præge det offentlige tilbud, først og fremmest brugerundersøgelser (Bengtsson, 1997: 36).

I 1990’erne blev ”kunde” ofte udskiftet med ”bruger” som be-tegnelse for modtagere af offentlige ydelser. Det var der givetvis flere grunde til, og én kan være den simple, at det kunne forekomme no-get kunstigt at insistere på at bruge begrebet ”kunde” i det velfærds-statslige arbejde, hvor man er meget langt fra det ideelle frie marked. I dag ser man ”bruger” og ”kunde” benyttet nærmest synonymt i en afstandtagen til ”klient”-begrebet, og begreberne bruges om stort set alle borgere, der er i kontakt med socialt arbejde – uanset kon-taktens karakter. Da begreberne klient, kunde og bruger hver især har mange normative konnotationer, har Tapio Salonen (1998) søgt at give begreberne en analytisk stringens ved at tydeliggøre borge-rens forskellige positioner i kontakten med det sociale arbejde ud fra Albert Hirschmans opdeling mellem sortie (exit), protest (voice) og tilpasning. Jeg gengiver Salonens argumentation her, da en analytisk stringens angående begreberne er væsentlig for analysen af magtpo-sitioner i socialt arbejde.

33Borgerpositioner i forhold til socialt arbejde

Positionen som kunde indebærer den valgmulighed, at man kan acceptere eller forkaste et tilbud. Som kunde kan man vurdere, om man bryder sig om de offentlige tilbud inden for et givent område og vælge mellem disse tilbud og andre mulige alternativer. I kundeposi-tionen er sortien det stærkeste kort; herudover er borgernes eneste ressourcer deres betaling og måske deres sladder, for de kan jo med mund til mund-information skabe sanktioner mod det konkrete tilbud. Borgeren bliver stærkere i sin kunderolle, jo flere ressourcer borgeren har i form af penge, viden og handlekraft.

Brugerpositionen indebærer muligheden for at gøre sin stem-me gældende fra et internt perspektiv. Brugeren har protesten eller sit eget engagement som sin primære strategi. Salonen (1999) un-derstreger, at brugeren og de professionelle, der udfører tjeneste-ydelsen, ofte har en gensidig interesse i fælles løsninger. Brugerens medvirken og indflydelse kan være mere eller mindre formalise-ret. I Danmark har der været en tiltagende formalisering af denne indflydelse gennem lovfæstelse af forældrerepræsentationer i skoler og daginstitutioner, brugerorganiseringer inden for ældreomsorg og blandt borgere med funktionsnedsættende handicap m.v. Brugerens styrke afgøres af brugerens afhængighed inden for det givne område. Børnefamilier er fx ofte stærkere som brugere af daginstitutioner, end ældre er det inden for ældreplejen. Og psykisk syge er oftest meget svage brugere, da de i reglen fx kun har et enkelt opholds-stedstilbud i kommunen. Dette viser sig også i brugerundersøgelser på det socialpsykiatriske felt: Brugerne er i reglen tilfredse – de har ikke mulighed for at være andet.

Borgere i en klientposition mangler mulighed for at påvirke udformningen af den service og de tjenester, der står til rådighed. Der er ingen frit valgs-regler for klienter. En klient kan ikke gå til en anden kommunes udbetalingsafdeling, hvis hun er utilfreds med be-handlingen. Og uanset hvor meget den enkelte socialarbejder prøver at inddrage borgeren, er det til syvende og sidst socialarbejderen, der har definitionsmagten og tolkningsforetræde og dermed magten til at bestemme, hvordan klientens situation skal forstås, og hvordan

Kunde

Bruger

Klient

Sortie Protest Tilpasning

Tabel 1.1 BorgerrollerKilde: Efter Salonen, 1998

34Socialt arbejde

der mest relevant kan interveneres i forhold hertil. Klienten har helt principielt kun tilpasningsstrategien som handlemulighed – en tilpas-ning, der dog kan rumme et bredt spektrum af modmagtstrategier, attituder og handlemåder: overfladisk spil, identifikation med rollen, den professionelle klient m.v. Fx giver Tobias Børner Stax (2005) i sit studie af samtaler mellem hjemløse og socialarbejdere en righoldig illustration af, hvordan sådanne modstrategier kan udfolde sig.

Den socialt udsatte borgers position i forhold til socialt arbejdeMen hvilken borgerposition er den socialt udsatte borger i, når han eller hun er i kontakt med kommunen omkring støtte?

I 1998 trådte den ”lille socialreform” bestående af service-loven, retssikkerhedsloven og aktivloven i kraft. Den ”lille social-reform” indebærer en stærk betoning af en række individ- og ret-tighedsorienterede begrundelser for borgerinddragelse. Tydeligst fremgår dette af retssikkerhedslovens § 4: ”Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunalbe-styrelsen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.”

Men skal en borger også være medbestemmende om, hvorvidt hans eller hendes sag udmunder i pension eller revalidering, eller om borgerens børn skal fjernes? ”Når man taler om brugermedvir-ken eller brugerindflydelse inden for områder præget af myndig-hedsudøvelse, er det naturligvis ikke sådanne spørgsmål, man fore-stiller sig, der skal være indflydelse på …” skriver seniorforsker ved SFI, Steen Bengtsson, og forsætter:

En forudsætning for brugermedvirken på disse områder er, at brugerne forstår og accepterer myndighedernes rolle og forpligtelser til at forvalte loven på disse områder. En sådan forståelse fra brugerens side er forudsætning for, at der kan etableres en fælles forståelse mellem borger og myndighed, hvis også myndigheden viser en positiv vilje til at gå ud af den ”sikre” rolle som ren myndighedsudøver. Levinsen (1994) fore-slår derfor, at man på disse områder nøjes med at tale om ”bru-geraccept”. (Bengtsson, 1997: 47)

Hos Bengtsson (og Levinsen) ses altså en tydelig accept af, at borge-ren i områder præget af myndighedsudøvelse ikke er i en brugerpo-sition, men i en klientposition i forhold til det sociale arbejde.

35Den socialt udsatte borgers position i forhold til socialt arbejde

I Socialministeriets vejledning om retssikkerhed og admini-stration på det sociale område fra 2006 hedder det i Kapitel 6, ”Borgeren skal medvirke”, punkt 30 under overskriften ”Borgerens eget ansvar”, at:

Borgeren har det primære ansvar for sin egen situation, og i mange tilfælde er det også vigtigt, at borgeren selv sætter sig nogle mål og træffer sine egne beslutninger, som skal støtte målet og hensigten med hjælpen. Hvis borgeren ikke bliver ind-draget i og får medindflydelse på sin egen sag, er det naturlig-vis vanskeligt for borgeren at påtage sig dette ansvar, herunder at sætte sig mål. Samtidig vil der være en betydelig risiko for, at myndigheden overtager ansvaret, og derved oplever borgeren, at der handles hen over hovedet på ham eller hende.

I direkte forlængelse heraf hedder det i punkt 31 under overskriften ”God dialog øger forståelsen”:

Medindflydelse i form af en god dialog og en åben og gennem-skuelig beslutningsproces har betydning for, at borgeren kan føle sig tryg ved resultatet. Når borgeren ved, at hans eller hen-des synspunkter har været taget i betragtning, og når borgeren kender myndighedens begrundelse for afgørelsen, er afgørel-sen lettere at forstå og acceptere for borgeren. Det gælder især, hvis myndigheden og borgeren vurderer forholdene forskelligt. I sådanne situationer kan der ofte opstå forvirring og uklarhed. Omhyggeligt begrundede og dokumenterede faglige vurderin-ger kan her være et godt middel til at undgå yderligere uklar-hed og usikkerhed.

Borgeren har, ifølge punkt 30, det primære ansvar for sin egen situ-ation. Men i punkt 31 angives så, at borgeren bedst kan føle sig tryg, hvis vedkommende ved, at hans eller hendes synspunkt har været taget i betragtning. Her er tydeligvis tale om helt forskellige niveauer for inddragelse.

Sherry Arnstein (1969) har opstillet en meget anvendt ”delta-gelsesstige”, hvor hun angiver forskellige niveauer for inddragelse. Arnsteins deltagelsesstige er selvfølgelig en simplificering, men re-fereres her, da den illustrerer vigtige pointer i forhold til forskellige niveauer i brugerinddragelse i socialt arbejde.

36Socialt arbejde

Arnstein skelner overordnet mellem ikke-deltagelse, symbolsk ind-dragelse og borgermagt.

De nederste trin af stigen, manipulation og terapi, beskriver former for ikke-deltagelse, som af og til angives som erstatninger for reel inddragelse. Målet med manipulation og terapi er ifølge Arn-stein ofte primært at uddanne eller helbrede borgere.

Trin 3 og 4, information og konsultation, kategoriserer Arn-stein som symbolsk inddragelse, da det er former, der alene tillader borgerne at lytte og at blive hørt. På disse trin er borgerne uden magt til at sikre, at deres synspunkter bringes videre, eller at der føl-ges op på deres synspunkter. De har derfor ingen reel indflydelse på ændring af status quo. Formidling (trin 5) udgør blot et højere niveau af symbolsk inddragelse, da borgeren igen alene kan rådgive, mens det stadig er andre, der har magt til at træffe beslutningerne.

Når man ser ovennævnte angivelser af borgerinddragelse i Retssikkerhedslovens § 4 og i vejledningens punkt 30, kan man for-ledes til at tro, at hensigten er, at borgeren skal være inddraget på niveauet borgermagt. Men af punkt 31 i vejledningen fremgår det tydeligt, at hensigten højst kan karakteriseres om symbolsk inddra-gelse. Myndighederne skal sikre sig, at borgeren kender myndighe-dens begrundelse for afgørelsen, således at denne er lettere at forstå og acceptere for borgeren. I forhold til socialt arbejde er den udsatte borger ikke i en bruger-, men i en klientposition.

På det 6. niveau af inddragelsesstigen finder vi partnerskab, en position, der gør det muligt for borgeren at forhandle og deltage i forpligtende samarbejde med de traditionelle magthavere, mens borgeren på de højeste trin på stigen enten har opnået at være del af de beslutningstagende organer (delegeret magt) eller på det øverste trin (borgerkontrol) har den fulde kontrol med den givne situation.

8. Borgerkontrol7. Delegeret magt6. Partnerskab

5. Formidling4. Konsultation 3. Information

2. Terapi1. Manipulation

Borgermagt

Symbolsk inddragelse

Ikke-inddragelse

Tabel 1.2 Arnsteins deltagerstigeKilde: Efter Arnstein, 1969

37Empowerment

Empowerment

De øverste trin af Arnsteins deltagelsestrappe leder tankerne hen på empowerment-begrebet. Empowerment er gennem de seneste årtier blevet et socialpolitisk buzz-word, som alle går ind for. Den officielle hensigt med megen lovgivning har det seneste årti været at give bor-geren ansvaret for sit eget liv; gennem en kontraktlig tilgang orien-teres velfærdsstatslige ydelser til borgeren med henblik på dennes bekræftelse af sig selv som et ansvarligt individ (se mere herom i ka-pitel 3). Vanskeligheden med empowerment-begrebet i dag er, at alle går ind for det – men med meget forskellige opfattelser og hensigter. Der kan skelnes mellem tre forskellige tilgange til empowerment: en neoliberal, en socialliberal og en samfundskritisk, transformativ variant (Andersen & Larsen, 2011: 475).

I den neoliberale minimalstatsagtige variant handler empower-ment alene om individer og familiers evne og vilje til ”at tage ansvar for eget liv”, uden at der stilles spørgsmålstegn ved samfundets ulig-hedsskabende mekanismer og strukturer (Andersen & Larsen, 2011).

I den socialliberale variant er hensigten, at velfærdsinstitutio-nerne skal reformeres, og klienterne i højere grad inddrages. I denne variant stilles der ”grundlæggende ikke spørgsmål til eller ønskes pillet ved de strukturer og levevilkår i samfundet, der producerer ulighed, disintegration, social eksklusion og manglende social rum-melighed” (Andersen & Larsen, 2011: 476).

I den samfundskritiske, transformative variant fokuseres der på bevidstgørelse og opbygning af handlingskapacitet i forhold til ændring af livsbetingelser for underprivilegerede grupper. Denne variant ”sætter direkte fokus på dialektikken mellem levevilkår og rettigheder (de objektive livsbetingelser og mulighedsstrukturerne) og ændringer i menneskers subjektive bevidsthed, selvopfattelse og handlingskapacitet” (Andersen & Larsen, 2011). Empowerment handler således om at facilitere både mægtiggørelse gennem æn-dringer i det objektive mulighedsrum og myndiggørelse gennem udvikling af borgerens subjektive kapacitet, således at grupper og individer støttes i både at blive bedre i stand til at ”håndtere” deres livssituation og at påvirke de vilkår, som de lever under.

Fokus i udviklingen af socialpolitikken og det sociale arbejde gennem det seneste årti har i høj grad haft en neoliberal vægtning. Det har været (og er?) et mål, at den offentlige løsning af sociale problemer primært skal være for de allerfattigste og mest udsatte i samfundet. Og det sociale arbejde skal i forhold til disse borgere gennem en kontraktlig relation fokusere på at fremme deres evne

38Socialt arbejde

til selv at løse egne sociale problemer. Dette kaldes i den neoliberale tankeramme for empowerment. I denne tankefigur skal borgeren altså inddrages på så højt et niveau på Arnsteins inddragelsesstige som muligt med henblik på individuelt at overtage ansvaret for egne sociale problemer.

Ud fra den kritiske transformative variants tankeramme er det utopisk og usolidarisk i forhold til de socialt mest udsatte borgere at overlade ansvaret for at kæmpe sig ud af denne udsathed til deres eget individuelle initiativ. Inden for kritisk empowerment vil man fo-kusere på et fælles solidarisk ansvar for på samfundsniveau at styrke de mest udsattes mægtiggørelsesbetingelser gennem ændringer i det objektive mulighedsrum og en skattefinansieret velfærdspolitik for alle borgere. Samtidig vil man på individniveau facilitere udsatte borgeres kapacitetsopbygning i hverdagslivet gennem styrkelse af netværk og sociale fællesskaber samt socialt arbejdes tilgængelighed (Andersen & Larsen, 2011: 479).

Der er således stor forskel på det konkrete sociale arbejde, der lægges op til med de forskellige empowerment-strategier. Men for-skellene overskygges i den daglige debat af den fælles brug af ordet empowerment. Borgernes meget forskellige positioner i forhold til velfærdsstaten negligeres også i den daglige brug af betegnelser som kunde og bruger for borgere, der reelt er uden forhandlingsposition – og derfor er i en klientposition i forhold til det sociale arbejde. Når der så samtidig tales om inddragelse i flæng uden skelen til, hvorvidt der reelt er tale om ikke-inddragelse, symbolsk inddragelse eller egentlig borgermagt, bliver det meget vanskeligt for mange socialar-bejdere at forholde sig til egen magtposition i forhold de borgere, so-cialarbejderen er i kontakt med. Og socialarbejderen risikerer derfor lettere ikke at forholde sig nøgternt analyserende til egen jobfunk-tion og de muligheder, den giver for reelt at bidrage til ændringer i klienternes udsatte situation. Dermed kan det komme til at fremstå, som om det alene er klientens manglende kompetencer og vilje, der er årsag til eventuelle manglende eller mindre vellykkede resultater af den sociale indsats.

Evidensbasering og manualisering

Blandt politikere, administratorer, borgere og socialarbejdere er der generelt enighed om fornuften i og den moralske forpligtelse til at søge at identificere resultatgivende metoder i socialt arbejde. Et argument herfor er, at det i et demokratisk samfund er uholdbart, at socialt udsatte borgere risikerer at blive prøveklude for sociale

39Evidensbasring og manualisering

tiltag, hvis effekter er ganske udokumenterede. Det kan også ud fra et klasseperspektiv påpeges, at socialt arbejde har kunnet udføre ukontrollerede eksperimenter med klienterne, fordi de fattige og afvigende ikke danner nogen samfundsmæssigt betydningsfuld opinion. Det må på den baggrund hilses velkomment, at der fra be-gyndelsen af dette århundrede også i Danmark er kommet fokus på at frembringe verificeret viden om effekterne af forskellige metoder i socialt arbejde.

Kerneelementet i evidens er at etablere videnskabelig sikker-hed om interventioners positive, negative eller neutrale virkninger (Rieper & Hansen, 2007). Der er dog stor uenighed i forsknings-verdenen om, hvilken type forskning der tæller som evidens. Nogle forskere mener, at det alene er lodtrækningsforsøg (randomiserede kontrollerede forsøg), der kan danne grundlag for evidens. Andre mener, at man ikke mindst inden for områder som socialt arbejde også må inddrage resultater af andre klinisk relevante forsknings-metoder i evidensdiskussionen. Blandt forskere er der derfor også uenighed om, hvad der skal tælle som god nok evidens for, at forsk-ningen kan støtte udarbejdelsen af retningslinjer for praksis, og man kan derfor på globalt plan finde forskellige guidelines for samme metode (Sundell et al., 2010: 720).

Evidensbaseret viden i socialt arbejde er meget omdebatte-ret, da det indebærer mange vanskeligheder og dilemmaer både at producere og anvende den. Det særegne ved evidensdiskussionen i socialt arbejde er, at den primært vedrører ”arbejdets løsningskate-gorier og ikke diagnosekategorierne. ’What works’ er et spørgsmål om at videnskabsfundere interventionerne, men ikke problembe-dømmelsen og heller ikke den såkaldte ’middle game’ i professionelt arbejde, der består i at sammenknytte den rette diagnose med den rette behandling” (Egelund, 2011b: 39). Egelunds påpegning af evi-densforskningens manglende fokus på problembedømmelserne og matchning af problem og indsats fører til utallige udfordringer og dilemmaer vedrørende en evidensbaseret udvikling af socialt arbej-de. Den følgende præsentation af nogle af disse udfordringer inde-bærer ikke en kritik af, at man søger at udvikle evidens for socialt arbejdes metoder; mit fokus er primært på en diskussion af betyd-ningen og de socialpolitiske konsekvenser af evidensfokusering.

Den ofte fremførte tillid til, at man gennem randomiserede forsøg og forskningsoversigter kan skabe et sikkert vidensgrundlag for udviklingen af socialt arbejde, synes at basere sig på en forståelse af sociale problemer som empiriske fænomener, der kan iagttages, måles og vejes ganske som indsatserne i forhold til disse problemer.

40Socialt arbejde

I det moderne projekt satte man i forrige århundrede sin lid til, at sandheden kunne nås gennem videnskab. Man havde en stærk tro på muligheden for rationalitetsskabte fremskridt. Siden Steinckes socialreform i 1930’erne har denne tillid til videnskaben da også været et af de vigtigste grundlag for udviklingen af professionelt socialt arbejde. Med den sociale ingeniør-tankegang forventede man gennem videnskab og rationalitet at kunne skabe indsatser, der var så effektive i forhold til sociale problemer, at socialt arbejde virkelig kunne yde et væsentligt bidrag til udviklingen af samfundet. Denne tankegang genfindes også i dag i argumenterne bag mange satsnin-ger inden for socialt arbejde.

Den sociale ingeniør-tankegangs forståelse af sociale proble-mer som empiriske fænomener, der kan iagttages, måles og vejes, modsiges, som det vil fremgår af kapitel 2 i denne bog, af flere teo-rier om sociale problemer. Ligeledes gør forskning i socialt arbejde generelt opmærksom på en kompleksitet i udsatte borgeres proble-matiske situation, som det kan være uhyre vanskeligt at indfange i et lodtræknings-effektstudie. Egelund refererer Ferrell, Hayward & Young for i Cultural Criminology: An Invitation at gå så vidt som til at kalde evidensbaseret forskning for ’’’fundamentalistisk’ og ’dehu-maniserende’, fordi komplekse sociale fænomener bliver reduceret til abstrakt empiricisme, tabeller og fodnoter” (citeret i Egelund, 2011b: 37). Det er således en udfordring for forskningen at udvikle metoder, der kan medinddrage definition og bedømmelse af kom-plekse sociale problemer i udgangspunktet for effektmålingen af det efterfølgende sociale arbejde.

En anden udfordring for udviklingen af evidensbaseret socialt arbejde er overførslen af evidensbaserede interventioner fra et land til et andet. I dag er hovedparten af de evidensbaserede programmer udviklet i USA, som på flere måder adskiller sig fra Europa, hvor der igen er forskelle landene imellem. Forskellen i sociale forhold og systemer kan betyde, at effekterne af et givent program ikke vil være de samme i forskellige lande (Sundell et al., 2010: 720). Lundström (2011) nævner således, at effekten af MST (multisystemisk terapi) har vist sig gavnlig i studier i USA og Norge, men negativ i canadiske og svenske studier. Igen er forskningen udfordret.

En tredje udfordring i evidensbasering af socialt arbejde er det principielle værdivalg, der altid indgår i socialt arbejdes prak-sis. At en forskningsoversigt kan vise, at en bestemt indsats har positive effekter, er ikke i sig selv tilstrækkelig grund til, at denne type indsats bør foretrækkes, vælges eller iværksættes. Der kan både være økonomiske, politiske og/eller etiske grunde til at lade

41Evidensbasring og manualisering

være. For eksempel kan man i arbejdet med stofmisbrugere væl-ge mellem strategier for at mindske de negative konsekvenser og smerten forbundet med misbruget på den ene side og på den anden side strategier for nul-tolerance og narko- eller alkoholfrit miljø. En dokumentation for, at den sidste strategi er mere virkningsfuld end den første, kan for nogle tænkes at være tilstrækkelig grund til at foretrække denne strategi, mens en sådan dokumentation for andre ikke vil spille afgørende ind på det principielle værdivalg, der også er knyttet til beslutningen. Søren Peter Olesen (2004) nævner dette eksempel som illustration af argumentet om, at evidensbasering ikke reducerer socialpolitik og socialt arbejde til et felt for ekspertise og dokumentation. Det er i et demokratisk samfund vigtigt med politisk og folkelig indsigt i socialt arbejdes strategier og metoder i forhold til borgere i socialt udsatte situationer samt en offentlig debat om valget af én metode frem for andre mulige.

Sikker viden er eftertragtet i et felt, der beskæftiger sig med komplekse sociale problemstillinger. Men en fjerde udfordring i forhold til at evidensbasere socialt arbejde er det vilkår, at forskning aldrig kan levere sikre prognostiske udsagn om enkeltindividers fremtid. Empirisk forskning kan bidrage med generel viden og viden på gruppeniveau, men i det praktiske sociale arbejde sidder socialar-bejdere over for unikke individer, og over for det aktivt handlende individ er teorier og empiriske forskningsresultater uden sikker prognostisk værdi. Forskning kan på et mere generelt plan bidrage til kvalificering af det sociale arbejde, men forskning alene kan ikke gøre det. Socialarbejdere skal således besidde både generel kyndig-hed samt kompetence til at handle i forhold til unikke individer, og de skal trænes i at mestre denne vanskelige dialektik (Skytte, 1997: 49; se desuden kapitel 5 og 19 her i antologien). Socialarbejderen skal kunne arbejde fleksibelt, levende og dialogisk i forhold til den enkelte klient. Interventioner hverken opererer eller får effekt gen-nem en simpel form for mekanik, men i kraft af at mennesker i sam-arbejde vælger, at de skal fungere og føre til noget.

Dette vilkår skaber også udfordringer i forhold til socialar-bejderuddannelserne samt til den lokale træning og supervision af socialarbejdere, således at de vil kunne nyttiggøre evidensforsk-ningens resultater. Implementeringen af evidensbaserede metoder i socialt arbejde kræver ifølge Sundell et al. (2010: 720) et stærkt samarbejde mellem de politikere, der udvikler socialpolitikken, mi-nisterielle og kommunale administratorer, forskere, der har (videre)udviklet det givne evidensbaserede vidensgrundlag, ledelsen af det konkrete sociale arbejde og de socialarbejdere, der reflekterende

42Socialt arbejde

skal implementere den evidensbaserede viden i deres specifikke hverdagspraksis.

Men det er ikke kun praktikerne, der skal efteruddannes. Der er også behov for at styrke forskningen i socialt arbejde gennem etablering af forskeruddannelse(r) i socialt arbejde i Danmark. På dette område halter udviklingen i Danmark langt bagefter an-dre europæiske lande, alene i vort naboland Sverige er der i dag ph.d.-uddannelser i socialt arbejde på 11 universiteter. Der er stort behov for mere forskning i socialt arbejdes praksis. Sundell et al. (2010: 720) påpeger, at manglen på valide undersøgelser af kvalite-ten af det lokale sociale arbejde på længere sigt kan udgøre en hin-dring for udviklingen af et mere vidensbaseret socialt arbejde. Det kan være demotiverende for praktikeres engagement i forhold til at implementere nye metoder, at de fleste af de i dag anvendte metoder i socialt arbejde ikke er evalueret. Det kunne jo være, at de allerede anvendte metoder var effektive og værd at arbejde videre med i ste-det for at starte det udfordrende arbejde med implementering af nye metoder (Sundell et al., 2010: 720). En styrket satsning på forskning i socialt arbejde kan således blive en motiverende faktor generelt for en øget vidensbasering af socialt arbejde.

Gennem det seneste årti har det været en fremherskende tanke også i Danmark, at socialt arbejde bør udvikles gennem evidensba-seret udpegning af den bedste metode og efterfølgende udvikling af manualer med henblik på, at socialarbejdere kan arbejde korrekt efter den udvalgte metode. Det må, som nævnt, hilses velkomment, at der er en vis kontrol med, hvilke metoder der anvendes i socialt arbejde. Men der er en risiko for, at evidensbasering bliver en be-grebsmæssig magnet, der får socialarbejdere til at ændre fokus fra processer og relationer i det praktiske arbejde til arbejdets effekter og resultater (Lundström, 2011). Samtidig er der en risiko for, at et intenderet mål om at integrere individuel klinisk ekspertise med den bedst eksisterende kundskab fra systematisk forskning i praksis udvikler sig til en centralt styret standardisering og manualisering af socialt arbejde (Lundström, 2011).

En ensidig fokusering på forsknings-reviews, metodeveje og metodemanualer vil betyde, at der alene fokuseres på, hvad der vir-ker. Men socialt arbejde kan ikke videreudvikles alene ud fra et snæ-vert metode- og effektfokus. Udviklingen af socialt arbejde kræver fokus på både socialarbejderes diagnosekategorier – altså socialar-bejderes forståelser af, hvad det er for sociale og menneskelige pro-blemstillinger, man har med at gøre; på socialarbejderes handlings-teorier – socialarbejderes forståelser af, hvilke forandringer man

43Evidensbasring og manualisering

forventer, at indsatsen skal medføre, altså: hvad man vil opnå med at iværksætte dette eller hint; samt på socialarbejderes løsningskatego-rier – hvad vil man konkret gøre hvordan.

For at kunne udvikle kundskaber inden for alle disse felter er der behov for fortsat begrebsudvikling i det sociale arbejde. Udvik-lingen i socialt arbejde hæmmes blandt andet af, at der på mange felter kun i ringe grad er udviklet specifikke faglige begreber, der kan støtte akkumulering og kommunikation af praksiserfaringer. Uden sådanne begreber er det vanskeligt at iværksætte, diskutere og formidle udviklingsarbejde. Og risikoen er, at det sociale arbejde i stedet foregår efter try and error-princippet, hvor man efterfølgende ikke ved, hvorfor det gik, som det gik, med indsatsen og heller ikke har mulighed for at indgå i en faglig debat herom. Også udvikling af evidensbaseret socialt arbejde kræver, at praktikere har et udviklet begrebsapparat til at kunne reflektere over implementeringsmulig-heder og -dilemmaer, kunne formidle disse til de øvrige aktører i metodeudviklingsarbejdet samt indgå i faglige drøftelser heraf.

Forskning kan bidrage til udviklingen af socialt arbejde, men socialt arbejde vil aldrig kunne nøjes med at betjene sig af et viden-skabeligt eller forskningsbaseret kundskabsgrundlag. Det praktiske sociale arbejde vil altid bygge på og udvikles på baggrund af et sta-digt samspil mellem teoretiske kundskaber, empiriske undersøgel-ser, erfaringsbaseret viden, socialarbejderes refleksion og praktiske sans samt en god del empati og prøven sig frem. Udfordringen for både forskere og praktikere inden for socialt arbejde er at modstå fristelsen til at forenkle og begrænse dette komplekse arbejdsgrund-lag ved at fremstille én af disse faktorer som drivkraften i udviklin-gen af socialt arbejdes praksis. Det tjener ikke udviklingen af et så komplekst og varieret felt som socialt arbejde generelt at indsnævre udviklingsfaktorerne til effektmålinger og søgen efter enkelte givne metodeveje, sådan som der de seneste årtier har været tendens til både internationalt og her i landet. Et sådant indsnævret fokus på socialt arbejde er helt utilstrækkeligt og risikerer at legitimere et fragmenteret kundskabssyn både hos lokalpolitikere, socialarbejde-re og forskere, hvilket ikke vil føre til en kvalitetsudvikling i socialt arbejde.

Den grundlæggende hensigt om, at forskning skal kunne støtte socialt arbejdes praksis, er ganske ukontroversiel, om end der forsat mangler en mere udviklet strategi for, hvordan relationerne mellem praksis og forskning kan blive konstruktiv for alle parter. Der må selvfølgelig også være en løbende debat om, hvorvidt forskning i socialt arbejde skal være reformvidenskab, eller om forskningen

44Socialt arbejde

– måske især – skal have en kritisk dimension med analyser af årsa-gerne til udsatte borgeres udsathed og de svages svaghed. Og hvis det samfundskritiske element skal styrkes, er der behov for, at so-cialt arbejdes kundskaber og forskning diskuteres ud fra en eksplicit målsætning om at levere viden, der stræber efter at belyse mulighe-derne for forandring af de sociale vilkår, som rammer nogle borgere hårdere end andre.

Kompetenceudvikling gennem faglig revision

Jeg har indledt denne antologi om socialt arbejde med at understre-ge, at socialt arbejde er så snævert knyttet til omgivelsesforvent-ninger og samfunds- og politiske strømninger, at det er umuligt at definere socialt arbejde ude af sammenhæng med den kontekst, det indgår i. Socialt arbejde er mangefacetteret, modsætningsfyldt og foranderligt i tid og rum. Jeg har derfor igennem kapitlet valgt at fo-kusere på forskellige forhold angående hensigter med, vidensgrund-lag for og magt i socialt arbejde. Hensigten med antologiens øvrige kapitler er også, at de gennem illustration af forskellige perspektiver på og teorier om og i socialt arbejde tydeliggør det sociale arbejdes kompleksitet. Her skal jeg blot afrunde dette kapitel med en opsum-mering af et par aktuelle udfordringer i socialt arbejde.

I det korte historiske tilbageblik har jeg fremhævet, at meget af det, der bliver fremstillet som aktuelle fordelings- og normalise-ringspolitiske udfordringer for socialpolitikken og det sociale arbej-de, er udfordringer, der har været diskuteret og søgt håndteret siden middelalderens fattigforsorg. Socialarbejdere har i forskellig klæde-dragt altid haft en funktion som gatekeepere i forhold til de uværdige og fremmedes angiveligt uberettigede forsøg på at skaffe sig adgang til offentlige ydelser. Og velfærdsstatens efterspørgsel på socialarbej-deres kompetencer og vilje til at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende samt egne og fremmede fattige har vel aldrig været større end i dagens globaliserede samfund. Denne samfundsmæssige situ-ation gør, at socialarbejdere i dag bliver særlig udfordret i forhold til deres evige dilemma mellem ønsket om at agere advokat for de mest udsatte borgere og rollen som systemets kontrollant af de samme borgere.

I flere årtier i slutningen af forrige århundrede var der kon-sensus om det skandinaviske velfærdsstatslige paradigme, hvilket gjorde, at det ikke var vanskeligt for socialarbejdere at vinde gen-klang for drøftelserne af det evige dilemma i socialt arbejde, nemlig at et helhedssyn på mennesket kræver samtidig håndtering af de to

45Kompetence-udvikling gennem faglig revision

modstridende ”hellige” principper i socialt arbejde: respekten for den enkelte, det unikke menneske, hans eller hendes selvbestem-melse og integritet på den ene side og det kollektive og individuelle ansvar, vi mennesker har for hinanden, på den anden side. De se-neste årtier har fokus i udviklingen af det sociale arbejde været på evidensbasering, centraliseret metodeudvikling og manualisering af tilgangen til klienterne. Denne udvikling risikerer at udvirke en så-dan instrumentalisering af det sociale arbejde, at socialarbejderens blik for og samarbejde med den enkelte unikke klient samt hans eller hendes faglige bevidsthed om udfordringerne i dilemmaet mellem vort ansvar for hinanden og respekten for det enkelte individ afløses af en faglig kynisme med fokus på de ”rigtige”, ensrettede og effekti-ve valg i tilgangen til klienterne.

Denne risiko kan forstærkes af, at der på det sociale arbejdes felt alene er tradition for økonomisk og retlig revision. Der er ingen tradition for revision af socialarbejderes faglige dømmekraft. Måske er det her, der skal sættes ind. Hvis der blev indført faglig revision i det sociale arbejde, sådan at socialarbejdere skulle kigges i kortene i forhold til deres faglige skøn og handlen, ville det tvinge den enkelte socialarbejder til refleksion over, hvilke skønstemaer der indgår i hans eller hendes beslutningsgrundlag. Faglig revision på en arbejds-plads ville uundgåeligt synliggøre kompleksiteten, dilemmaerne og de modstridende hensyn i det sociale arbejde. Det ville blive tydeligt, at der ud fra forskellige perspektiver, teorier, erfaringer og menne-skesyn kan træffes forskellige beslutninger i forhold til den enkelte socialt udsatte borger. Synliggørelsen af mulige faglige uenigheder ville netop give mulighed for – og ligefrem fremtvinge – faglige drøf-telser blandt kolleger og fælles undersøgelser af mulige perspektiver på en given problematik. Den faglige revision kunne således også føre til øget bevidsthed om de utallige dilemmaer og dermed styrke-de kompetencer til at håndtere kompleksiteten i det sociale arbejde.

46Socialt arbejde

Andersen, J. (2006). Handlingsorienteret socialforskning – om empowermentperspektivet. http://www.kreativ-metapol.net/PDF/praesentationer/socialkritik.Empowermemt%5B1%5D.pdf.

Andersen, J. & J.E. Larsen (2011). Socialpolitik set i et empowermentperspektiv. I: I.H. Møller & J.E. Larsen (red.). Socialpolitik. København: Hans Reitzels Forlag.

Arnstein, S. (1969). A Ladder of Citizen Participation. Journal of the American Planning Association, 35/4, July, s. 216-224.

Banke, C.F.S. (2003). Manden som kom cyklende med velfærdsstaten. I: K. Petersen (red.). 13 historier om den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag, s. 113-125.

Bauman, Z. (2001). Modernitet og Holocaust. København: Hans Reitzels Forlag.Bengtsson, S. (1997). Kvalitet gennem brugerindflydelse. Et forsøg med styring af

indhold i stedet for form. København: Socialforskningsinstituttet.Bergmark, Å. (1998). Nyckelbegrepp i socialt arbete. Lund: Studentlitteratur.Bogason, P. (1992). Forvaltning og stat. Herning: Forlaget Systime.Bourdieu, P. (1997). Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen.

København: Hans Reitzels Forlag.Brante, T (1987a). Sociologiska föreställningar om professioner. I: U. Bergryd (red.).

Den sociologiska fantasin: teorier om samhället. Stockholm: Rabén & Sjögren, s. 124-156.

Brante, T. (1987b). Om konstitueringen av nya vetenskapliga fält: Exemplet forskning i socialt arbete. Sociologisk Forskning, nr. 4, s. 30-60.

Burrage, M., K. Jarausch & H. Siegrist (1990). An actor-based frame work for the study of the professions. I: M. Burrage & R. Torstendahl (red.). Professions in Theory and History: Rethinking the Study of the Professions. London: Sage Publications Ltd, s. 203-226.

Callewaert, S. (2001). På vej mod en generel teori om professionel viden og handlen. I: K.A. Petersen (red.). Praktikker i uddannelse og erhverv – om pædagogiske og sundhedsfaglige praktikker. København: Akademisk Forlag.

Christiansen, N.F. & K. Petersen (2003). Socialdemokratiet og den danske velfærdsstat. I: K. Petersen (red.). 13 historier om den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag, s. 137-149.

Egelund, T. (2011a). Socialt arbejde. I: I.H. Møller & J.E. Larsen (red.). Socialpolitik. København: Hans Reitzels Forlag.

Egelund, T. (2011b). Evidens – mod et nyt kvalitetsparadigme i socialt arbejde med udsatte familier og børn? Samfundsøkonomen, nr. 1, s. 36-42.

Egelund, T. & K. Sundell (2001). Til barnets bedste. Undersøgelser af børn og familier – En forskningsoversigt. København: Hans Reitzels Forlag.

Ejrnæs, M. (2004). Faglighed og tværfaglighed: Vilkårene for samarbejdet mellem pædagoger, sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere. København: Akademisk Forlag.

Eliasson, R. (1995). Forskningsetik och perspektivval. Lund: Studentlitteratur. Flyvbjerg, B. (1991). Rationalitet og magt. København: Akademisk Forlag.Gray, M. & S.A. Webb (2008). Social work as art revisited. International Journal of

Social Welfare, 17, s. 182-193.Gundelach, P. (2000). Nærhed og distance. I: 3. nordiske symposium. Samspil

mellem praksis for forskning i socialt arbejde. November 1999. Århus: Den Sociale Højskole i Århus.

Hydén, H. (1998). Rättssociologi som rättsvetenskap. I: Lund Studies in Sociology of Law, 3. Lund: Sociologiske institutionen, Lunds Universitet.

Litteratur

47Litteratur

Høgsbro, K., P. Brandt, F. Ebsen, O. Thomsen & M. Nordentoft (2003). Brugerne, de professionelle og forvaltningen – En diskussion af sammenhængen mellem brugernes livsverden, den professionelle og frivillige indsats og den samlede organisering af tilbuddene til mennesker med hjemløshed, misbrug eller sindslidelse som problem. København: AKF Forlaget.

Knudsen, H. (1990). Opbevaring til bedre tider. Social Kritik, nr. 7, s. 7-16.Koch, I.E. (1997). Sikring af sociale (menneske)rettigheder under kommunalt

selvstyre. I: M. Kjærum, K. Slavensky & J. Vedsted-Hansen (red.). Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk perspektiv. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Krog, O.V. (1973). Fra tiggerstav til samfundspligt. København: Dansk Historielærerforening, Gyldendal.

Lundström, T. (2011). Evidence based social work: Actors and institutions. The Swedish case.

http://www.soc.aau.dk/fileadmin/user_upload/kbm/VoF/Kurser/2011/evidence/Tommy-L-Evidence-based-social-work.pdf.

Lützen, K. (1998). Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København. København: Hans Reitzels Forlag.

Meuwisse, A. & H. Swärd (2007). Hvad er socialt arbejde? I: A. Meuwisse, S. Sunesson & H. Swärd (red.). Socialt arbejde – en grundbog. København: Hans Reitzels Forlag, s. 19-46.

Morén, S. (1996). Förändringens gestalt. Om villkoren för mänskligt bistånd. Stockholm: Publica.

Nygren, L. (2000). Har socialt arbejde en teoretisk kerne? I: A. Meeuwisse, S. Sunesson & H. Swärd (red.). Socialt arbejde - En grundbog. København: Hans Reitzels Forlag, s. 221-239.

Nygren, L. (2007). Socialt arbejde som felt. I: A. Meuwisse, S. Sunesson & H. Swärd (red.). Socialt arbejde – En grundbog. København: Hans Reitzels Forlag, s. 301-318.

Olesen, S.P. (2004). En kommentar vedrørende evidensbaseret socialt arbejde. Forsa information, nr. 10, juni.

Philip, K. (1947). Staten og Fattigdommen. Fem Kapitler af dansk Kulturpolitik. København: Jul. Gjellerups Forlag.

Projekt Socialforvaltning (1998). Den gode balance: Samspillet mellem borger og forvaltning. København: Socialministeriets sociallovskontor.

Rieper, O. & H.F. Hansen (2007). Metodedebatten om evidens. København: AKF Forlaget.

Salonen, T. (1999). Klienter. I: V. Denvall & T. Jacobson (red.). Hverdagsbegreber i socialt arbejde. København: Hans Reitzels Forlag, s. 25-38.

Schön, D.A. (2001). Den reflekterende praktiker – hvordan professionelle tænker, når de arbejder. Århus: Forlaget Klim

Seip, A.-L. (1984). Sosialstaten blir til. Norsk sosialpolitikk 1740-1920. Oslo: Gyldedal Norsk Forlag.

Selch Jensen, C. (2003). Hvad nyt? En velfærdsstat med middelalderlige rødder. I: K. Petersen (red.). 13 historier om den danske velfærdsstat. Odense: Syddansk Universitetsforlag, s. 15-27.

Skytte, M. (1997). Fælleselementerne – støtte eller bremse. I: T. Egelund & M. Skytte (red.). Om undervisning og fælleselementer i socialt arbejde. Socialt arbejde, Skriftserie, nr. 1. København: Den Sociale Højskole, s. 36-68.

Skytte, M. (2002). Anbringelse af etniske minoritetsbørn – om socialarbejderes vurderinger og handlinger. Lund: Lund Dissertations in Social Work.

Slettebø, T. (2000). Empowerment som tilnærmning i socialt arbejde. Nordisk Sosialt Arbeid, nr. 2.

48Socialt arbejde

Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3/10 2006. Vejledning om retssikkerhed og administration på det sociale område (Regler om anvendelsesområdet for lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, behandling af klager, praksiskoordinering, handicapråd, Det Centrale Handicapråd, statistik m.v.).

Socialreformkommissionens 1. Betænkning nr. 543 (1969). Det sociale tryghedssystem. Struktur og Dagpenge.

Soydan, H. (1993). Det sociala arbetets idéhistorie. Lund: Studentlitteratur.Stax, T.B. (2005). Duetter fra anden sal på Slottet: et interaktionelt perspektiv

på samtaler mellem hjemløse og socialarbejdere. København: Københavns Universitet, Sociologisk Institut.

Sundell, K., H. Soydan, K. Tengvald & S. Anttila (2010). From Opinion-Based to Evidence-Based Social Work: The Swedish Case. Research on Social Work Practice, 20/6, s. 714-722.

Svensson, K., E. Johnsson & L. Laanemets (2009). Handlingsmæssigt råderum i socialt arbejde. København: Akademisk Forlag.

Swedner, H. (1983). Socialt arbete – en tankeram. Lund: Liber.Tøssebo, J. (2001). Metarefleksjoner omkring sosialt arbeid. I: M. Tronvoll & E.

Marthinsen (red.). Sosialt arbeid – Refleksjoner og nyere forskning. Trondheim: Tapir Akademisk Forlag, s. 23-28.

Villadsen, K. (2004). Det sociale arbejdes genealogi. Om kampen for at gøre fattige og udstødte til frie mennesker. København: Hans Reitzels Forlag.

AK

Socialt arbejde – teorier og perspektiver giver en oversigt over det meget brede og sammensatte felt, som socialt arbejde udgør.

Bogen er opdelt i to dele. Del I indeholder forskel- lige overordnede perspektiver på socialt arbejde:præsentation og diskussion af det sociale arbejdes felt, teorier om sociale problemer, medborgeropfattelser i socialpolitikken, udviklingen i den retlige regulering samt kundskabsformer og metodeopfattelser i socialt arbejde.

I Del II introduceres det sociale arbejdes kerneområder: fattigdom, marginalisering og social eksklusion, beskæftigelsesområdet, børne-, unge- og familieområdet, hjemløshed, migration, psykiske lidelser, alkohol- og stofmisbrug og det boligsociale område. Del II indeholder endvidere tre cases fra praksis, som illustrerer nogle af de dilemmaer og udfordringer, praktikeren møder i den konkrete, komplekse sammenhæng, som sociale problemer udspiller sig i.

Socialt arbejde – teorier og perspektiver har bidrag af 20 forskere og praktikere med specialviden inden for hvert deres område. Bogen hen-vender sig til praktikere samt til studerende på diplom- og masterud-dannelser inden for socialt arbejde samt kandidatuddannelsen i socialt arbejde og kan ligeledes læses af alle med interesse for det sociale arbej- des felt lige fra politikere over embedsmænd til almindelige borgere.

0433247887509

www.akademisk.dk

173 mmg

Jg

gy