1

Overgrunden- Et anderledes bogkatalog

#05

|

Som

mer

200

8

GRATISKatalog-magasin

Med præsentation af nye spændende bøger

Tolkien

Immigrantlitteratur

Apokalypsen

Og meget mere...

2 3

Hurra, hurra og tillykke med os.

Første nummer af Overgrunden kom på gaden i maj 2007, så med nummeret her har vi 1 års fødselsdag. Det er vi selvfølgelig glade for på redaktionen. Vi er også glade for, at så mange glæ-der sig med os. Læserne får fat i Overgrunden via deres lokale boghandler. Stadig flere biblioteker tilbyder Overgrunden til deres lånere. Selv om andre medier tiltrækker sig opmærksom-hed, vækker tilbudet om inspiration og information om bøger og bogkultur interesse. Ikke mindst hos bibliotekerne, hvor vi nu har fået en aftale med Litteratursiden. Bibliotekernes web-initiativ vil nu også være at finde her på siderne i Overgrunden. Vi er fundet sammen i det oplagte interessefællesskab om bø-gerne, og også hurra for det.

Ellers er nummeret præget af myter. Tolkien mente, at myter-ne hører med til at være menneske. Der tegnes et portræt af denne myternes mester. Mytologien omkring apokalypsen har de et specielt forhold til i USA. Det viser sig i deres litteratur. Sort humor optræder med vid og med bid både hid og did. Det ser vi nærmere på, men også på det myte-stof, der faktisk uom-gængeligt har rod i virkeligheden. Den russiske zarina Dagmar kom fra Danmark. Nu er hun her igen i Maria Hellebergs roman. Modbydelighederne under 2. Verdenskrig har Morten Brask forsøgt at skildre i Havet i Theresienstadt. I interviewet spørges den unge debutant om sin fascination af en heldigvis svunden fortid. Vi må alle sammen forholde os til nutiden i mikset af den historiske fortids fakta og den mytologi, der er et andet ord for kultur. Når folk flytter til et andet land, bliver den slags spørgs-mål endnu mere nærværende, som det beskrives i artiklen om jødisk-amerikansk immigrantlitteratur.

God læselyst

Anbefaling |

Noget du skal videLeder

Af Pernille Lisborg, Bibliotekar, Frederikshavn BibliotekAf Brian Stevn Hansen

og om ensomhed og kynisk brug af andre mennesker til opfyldelse af egne behov. Forfatteren leger selv lidt med identiteten, idet de afsnit, der handler om Jakob, er fortalt i jeg-form, mens de afsnit, der handler om Elisa, er fortalt i 3. person. Og så synes jeg altså, det er ret modigt af en kvinde at kaste sig ud i vilde beskrivelser af sex mellem to mænd! Romanen foregår i Aalborg, og det er bestemt ikke fordi, jeg har noget imod københavnerromaner, men for en nordjyde som mig er det altså lidt sjovt, når personerne går forbi Karolinelund, Nordkraft og Nordjyllands Kunstmuseum. Noget du skal vide er en rigtig god roman. Janni Olesen er en virkelig dygtig fortæller. Hendes sprog er frækt og selvsikkert, og persontegning og handling er troværdig og vedkommende. Jeg ser frem til næste roman fra hendes hånd!

Det er på mange måder en grusom roman, Janni Olesen har skrevet. Grusom, fordi kærlighed i den grad kan ødelægge et menneske. I hvert fald hvis den kærlighed er iblandet smerte, fornedrelse og en kronisk angst for ensomhed. Noget du skal vide har to hovedpersoner, Elisa og Jakob. Og så selvfølgelig Thomas, som er målet for både Elisas og Jakobs kærlighed, og som er den person, der ændrer begges liv radikalt. Jakob er et par og tyve, går på VUC og bor i begyndelsen af romanen sammen med smukke, rige, usikre Maria. Men Jakobs drømme og seksuelle fantasier bliver af mere og mere homoseksuel karakter. Han forlader Maria og begynder at mødes med Thomas. Thomas er gift med norske Sissel, underviser på VUC og er en meget erfaren og kynisk forfører – og forbruger af både kvinder og mænd. Elisa underviser også på VUC. Hun er lærer for Jakob og meget betaget af ham. Men hun forføres ligeledes af Thomas og overrumpler en dag Jakob og Thomas i skolens kælder. Dette kunne udløse et trekantsdrama, men det gør det ikke. Romanen handler nok om jalousi, men den handler i højere grad om identitet og seksualitet,

Sex, kærlighed og grusomhed. Stærk romandebut fra Aalborg.

Janni Olesen

Udgiver:

Overgrunden

Strandgade 6, 3. th.

9400 Nørresundby

CVR#: 30 31 19 73

Redaktion:

Brian Stevn Hansen

Janni Iben Stevn Hansen

Christian Brandt

Kontakt: info@overgrunden.dk

Web: w

ww

.overgrunden.dk

Oplag: 10.000

ISSN#: 1902 - 3413

Overgrunden tager forbehold

for trykfejl og annoncernes

indhold.

Indhold må citeres, hvis kilde

tydeligt angives

Forsidemaleri:

Per Strande

Tlf: 50115511 / 98164856

Mail: thybo@

galleri-deco.dk

Kolofon:

| Artikel

4 5

Immigrantlitteraturens renæssance

Af Susanne Bernstein, cand.mag.

universalitet ved at være lige så aktuelle herhjemme.

Forskellige kulturerMen den nyere jødisk-amerikanske litteratur er ikke vokset ud af ingenting; den har haft et solidt fundament at bygge på. I midten af 1700-tallet emigrerede sefardiske jøder fra Spanien og Portugal til Amerika, og den litteratur, de skrev, var primært bønskrifter og erindringer. I årene fremover udviklede den sig til også at omfatte skønlitteratur, digte og drama. Der er almindelig enighed om, at den havde sin blomstringstid i midten af 1900-tallet, hvor forfattere som fx Saul Bellow, Philip Roth og Bernard Malamud satte dagsordenen. I deres forfatterskab beskæftigede de sig med at finde balancen i livet og med at håndtere de to kulturer, de

Jødisk-amerikansk litteratur oplever for tiden en renæssance. De danske forlag har på det seneste udgivet en strøm af oversættelser derfra, fx Paul Austers Illusionernes Bog (2002), ægteparret Jonathan Safran Foers Ekstremt højt & utrolig tæt på (2005), Nicole Krauss’ Kærlighedens historie (2006) og Michael Chabons Det Jiddische Politiforbund (2007) for blot at nævne et lille udpluk.

Vækker genklangDer er selvfølgelig mange grunde til, at den type litteratur er populær og vækker genklang hos danske læsere. De nævnte forfattere er efterkommere af jødiske Immigranter, og som følge deraf prægede af deres opvækst, selvom de ikke nødvendigvis selv er praktiserende jøder. I en artikel i magasinet Goldberg (# 5, december 2007) skriver Fran Hopenwasser i forbindelse med erkendelsen af, at en ny generation af amerikansk-jødiske forfattere er på vej frem: ”... Blandt de nye strømninger inden for litteraturen er der forfattere, som beskæftiger sig med spørgsmål om tro og tvivl, og som – måske i frygt for at miste ’den jødiske arv’ – fordyber sig i Holocaust og lidelseshistorier...”. Også i Danmark er disse strømninger mærkbare, ikke mindst fordi vores samfund efterhånden er blevet multikulturelt, så derfor har vi i høj grad brug for en litteratur, der kan afspejle dette. Tro, tvivl, tradition, fornyelse, håb og frygt for fremtiden – disse emner, som er genstand for betragtning hos den ”nye” generation af forfattere i USA, bekræfter deres

billig arbejdskraft, som væltede ind i landet. Derfor fik de ad lovgivningens vej forhindret flere i at komme. Fremover, indtil 1965 hvor loven blev helt ophævet, kom der kun et symbolsk antal.

Legendarisk forfatter og journalistEn af dem – der ankom til Amerika i 1882 - var den legendariske forfatter og journalist Abraham Cahan. Han er nok mest kendt for at have grundlagt og redigeret den jiddischsprogede avis Forverts (Fremad) i 1897 med bl.a. nobelpristagere som Isaac B. Singer og

to kulturer, de befandt sig i krydsfeltet af. Forfatterne udforskede konflikten mellem det sekulære samfund og jødisk tradition. De var børn af østeuropæiske, jødiske indvandrere, der var kommet til landet i den store indvandringsbølge i perioden 1880’erne-1924. De fleste slog sig ned i New Yorks Lower East Side, medbringende deres Shtetl-kultur. I 1924 satte en stramning af emigrationslovgivningen en stopper for tilstrømningen. Ikke mindst de vesteuropæiske indvandrere, der allerede opholdt sig i USA, var skræmte over de store mængder af

Artikel, || Artikel

6 7 Artikel, Aalborg universitets forlag |

nogensinde, og er i 2007 udkommet for første gang på dansk med titlen YEKL – en fortælling fra New Yorks ghetto.Mange har fremhævet Cahans roman The Rise of David Levinsky fra 1917 som værende den vigtigste roman skrevet af en jødisk immigrant, og i The Cambridge History of English and American Literature, bd. 18 § 49 står der, at den er den bedste jiddishe roman skrevet på engelsk. Der tilføjes at den: ”... er en bedre refleksion af jødisk liv i amerikanske omgivelser end al amerikansk-jiddisch skønlitteratur tilsammen.” Romanen udkom på dansk i 2006 med titlen David Levinskys

Elie Wiesel i redaktionen. Denne avis fik en læserskare på 250.000, og det siger sig selv, at dens indflydelse var enorm, når den kunne nå ud til så mange. Den var et bindeled mellem Amerika og læsernes oprindelige hjemland; den var en kilde til underholdning og information. Der er ingen tvivl om, at Forverts, som stadig eksisterer og bliver udgivet en gang om ugen i New York, var et værdifuldt redskab til at assimilere læserne, de jiddischtalende ”greenhorns,” ind i den amerikanske kultur.Cahan blev samlingspunkt for sine landsmænd, dels fordi han var en karismatisk personlighed, dels fordi han lynhurtigt formåede at tilegne sig sit nye hjemlands sprog og kultur og formidle det videre. Hans debutroman, YEKL – A Tale of the New York Ghetto, fra 1896 er et udmærket eksempel på denne formidling. Romanen er her godt 100 år senere mere relevant end

Nye Verden, og Samuel Rachlin nævner i sin introduktion at ”... det lykkes Cahan at fortælle en historie, der fænger og holder fast.” Det er jo nok fordi temaerne, identitet og integration, er lige så aktuelle i dag som dengang, og så er det vel ikke så mærkeligt at den type litteratur i øjeblikket oplever en renæssance.

| Artikel, Proskrift

8 9| Artikel Artikel |

Den amerikanske apokalypse

Af Steen Christiansen, Ph.d.

Et af de tidligste eksempler på, hvordan puritanismen kom til udtryk, finder vi hos Jonathan Edwards (1703-1758), præst, teolog og missionær. Han er mest kendt for sin prædiken ”Sinners in the Hands of an Angry God” (”Syndere i hænderne på en vred Gud”, første gang afholdt 1741), som netop stiller skarpt på apokalypse, konvertering af jøder og menneskets synd. Der lægges ikke fingre imellem, når Edwards fortæller, hvordan syndere skal kastes i helvede og brænde for evigt. Her bliver det tydeligt, hvordan ”altings afklaring” måske nok er en god ting, men bestemt også en trussel mod de syndere, som ikke har fulgt troens snævre sti. USA’s overlevelse bliver altså et spørgsmål om at være rettroende og sørge for at

er fortættet af symboler, og mange af dem har helt klart apokalyptiske undertoner. Skibet Ishmael og Ahab sejler på kaldes Pequod, hvilket næppe er et helt tilfældigt navn. Navnet er nemlig opkaldt efter indianer-stammen Pequot, som blev udslettet af puritanerne. Uden at afsløre for meget om dette klassiske værk, kan man nævne, at der er et vist skæbnefællesskab mellem indianer-stammen og skibet.

Men det vigtigste i romanen, er naturligvis jagten på hvalen. Her er det ganske åbenlyst, at hvalen læses som Leviathan, det søuhyre, som optræder i Biblen, og Ahab er den prædikant, som får sine mænd til at jagte hvalen til den bitre ende. Den apokalyptiske tone følges igennem med et mandskab, som har repræsentanter fra alle de folkeslag, som var i USA på det tidspunkt: sorte, hvide og ikke mindst indianere. Skibet bliver et symbol på USA; et USA, som stirrer sig blindt på bæstet i Åbenbaringen og hovedkulds forfølger det. Dermed er Melvilles roman en sarkastisk udlevering af samtiden, fordi han udstiller den fanatisme og en-øjethed, som ligger så dybt i det amerikanske samfund, ifølge Melville. Apokalypsens metafor bruges altså her til at gøre grin med dem, som ser apokalypsen som noget positivt, noget at se frem til. Melville fastholder derimod, at apokalypsen ikke er en afklaring men blot tåbeligt blændværk.

Selvfølgelig findes der andre, knap så skjulte, apokalypser i den amerikanske litteratur. Jack London skrev for eksempel The Scarlet Plague, som foregik langt ude i fremtiden, efter verden var gået under på grund af den frygtede pest, titlen refererer til. Her er apokalypsen indtruffet, og det er mere den omvæltning som er sket, der er historiens fokus. USA går fra at

Den er ikke til at undgå, den lurer lige om hjørnet, hvor end vi kigger: Apokalypsen er nær, og det har den altid været. I disse tider får vi de fleste apokalyptiske indtryk gennem amerikansk populærkultur; tænk bare på film som The Day After Tomorrow, I Am Legend, Cloverfield og mange flere. Intet er så populært, som at se Jorden gå under for øjnene af os, destruktion på enorm, ufattelig skala. Filmmediet er naturligvis velegnet til disse spektakulære billeder, men apokalypsen har længe været en del af det amerikanske samfund.

Kimen til apokalypsen ligger i Biblen, og apokalypse betyder oprindeligt ”altings afklaring”, og er dermed en glædelig begivenhed - hvis man altså står på den rigtige side af skellet. Apokalypsens afklaring er nemlig af religiøs karakter, så de rettroende bliver skånet og de vantro slået ned. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at apokalypsen har så stor genklang i den amerikanske kultur, for USA er kendetegnet ved at være grundlagt af puritanere, som så det som deres fineste hverv at omvende nok til den rette tro, inden dommedag. Det er denne oprindelse, som har sat sig tydelige spor i den amerikanske kultur og ikke mindst i den amerikanske litteratur, som er det, dette essay kort stiller ind på. Her skal det retfærdigvis nævnes, at der findes mange dommedagsvisioner, også uden for det amerikanske samfund, men USA har altid haft et særligt forhold til apokalypsen og dens væsen.

samfundet er kristent - på den rigtige måde, forståes.

Denne grundlæggende tankegang om samfundet delt i to - os, de rigtigt troende kontrasteret med de andre, de forkert troende - finder sit udtryk i mange forskellige former, men det mest interessante er vel at kigge lidt nærmere på en af de mest kendte amerikanske romaner: Moby-Dick.

Apokalypsen i amerikansk litteraturHerman Melvilles roman fra 1851 handler om Kaptajn Ahab, som er på jagt efter hvalen Moby-Dick; et særdeles bestialsk bekendtskab. Romanen fortælles af sømanden Ishmael, som fortæller om sine oplevelser for lang tid siden. Romanen

10 11| Artikel Artikel, Ravnerock |

land) beskriver en verden, hvor ordene forsvinder fra sproget og tager tingene med i faldet. Hovedpersonen Anna Blume går rundt i byen og oplever hvordan verden falder fra hinanden omkring hende; alting udtømmes, og intet nyt kommer til.

Det interessante ved Paul Austers apokalypse er, hvordan altings forfald kædes sammen med altings afklaring: På sin vis er bogen en opsummering af det tyvende århundredes forfald og en anklage af forventningen om, at afklaringen kommer. Her er altså tale om et fællesskab med Melvilles anklage i Moby-Dick.

Polarisering og kritikHer, hvor det lakker mod enden, kan vi altså skelne mellem to måder at bruge apokalypsen på i den amerikanske litteratur. Den ene er, hvor man bruger ødelæggelsen som et spektakulært skue, hvor tingene skelnes i sort og hvidt, mellem os, de retfærdige, og de andre, de fordømte, og hvor man er sikker på at blive retfærdiggjort, hvis man har stået på den rigtige side. Den anden er en kritik af forventningen om, at der kommer nogen afklaring, en kritik af forestillingen om en klar

det dog også fremgår, er denne særlige forståelse dog ikke ensbetydende med en enig forståelse af apokalypsen. Mange forholder sig kritisk til apokalypsen som løsningsmodel, hvilket også er tydeligt i nye romaner som David Mitchells Cloud Atlas og ikke mindst Cormac McCarthy The Road. Apokalypsens tid er på ingen måde forbi.

være et hyperkapitalistisk samfund, hvor enkelte rige kontrollerer hele samfundet, og almindelige mennesker arbejder som slaver, til at blive et barbarisk sted efter pesten. Pludselig lever mennesker i stammer, og har kun svage minder om tiden før.

Her er apokalypsen ikke nogen egentlig frelse, og der er ikke nogen åndelighed, som kan redde folk - det er tilfældigheder, der afgør, om man overlever pesten. Det er nok også denne type af apokalypse, som er den almindelige opfattelse: Verden går under, og nogle enkelte overlever og må klare sig videre. Et uendeligt antal af science fiction-romaner og -film har slået denne forståelse af apokalypsen fast. To verdenskrige og en kold krig gav da også rigelig lejlighed til at forestille sig en verden ødelagt af krig og ikke mindst atomvåben.

Men her sniger den oprindelige forståelse af apokalypsen sig næsten umærkeligt ind igen, for pludselig dukker en klar skillelinje op: os og dem - USA og Sovjetunionen. USA’s selvforståelse kan lige pludselig igen være funderet på at være det rettroende samfund, som står i frelst modsætning til ondskaben. Populærlitteraturen pressede denne symbolik for alt, hvad den var værd, med værker som Russel Hobans Riddley Walker, John Wyndhams Day of the Triffids (Da trifitterne kom) og Walter M. Millers A Canticle for Leibowitz (En messe for Leibowitz).

Der findes dog også andre værker, som er mindre prægede af kold krigs tænkning, men som stadig har en apokalyptisk understrøm. Mere litterære eksperimenter som Thomas Pynchons Gravity’s Rainbow vælter sig i absurde billeder på en verden på vej mod kollaps, mens Paul Austers In the Country of Last Things (I det sidstes

skillelinje mellem de rigtige og de forkerte.

I en tid, hvor verden bliver polariseret igen i en krig mod terrorisme, er det næppe så sært, at den amerikanske populærkultur igen er begyndt at flyde over med apokalyptiske visioner. Dermed bliver det klart, at apokalypsetanken ikke kun handler om ødelæggelse, men i lige så høj grad om magt og forandring. Magten til at kunne skelne mellem hvad der er rigtigt og forkert, men samtidig på en måde, som lader dommen komme fra et højere sted end en selv. Forandring af samfundet til det man ønsker. Den amerikanske apokalypse er altså netop amerikansk - en særlig forståelse af verden, som er dybt forankret i kulturen og markant afspejlet i litteraturen. Som

Claus HøxbroeBeatpoeten på turog med SOLSORTEN ER EN SKRIGENDE LORT VED DAGGRY 150.-

Michael Søbygge Ferm-PedersenEVIGHEDSSTUDENTER som bruger og misbruger mere end de læser 199.-

Vibeke TrokmarErindringerne fra et hus HUSET MED DE GRØNNE ØJENBRYN 180.-

nyheder i maj

FORLAGET RAVNEROCKwww.ravnerockforlaget.dkpost@ravnerockforlaget.dk

12 13| Interview Interview, Peter og Ping |

Som chili, der eksploderer i munden, BANG!

Af Karin Hedemand, Viborg Bibliotekerne

en kort forelskelsesperiode før Nixa dør. Giftermålet bliver grebet praktisk an; hun bliver gift med broderen, Sasja, i stedet. Med ham får hun 6 børn, den ældste Nicki, bliver Ruslands sidste Zar, Nikolaj den Anden. Dagbogen er både rodet og springende, men hvor passer det dog godt til ’en Dagmar’, som beskrives som bedrevidende, arrogant, og aldrende. Og så giver dagbogsformen mulighed for, at læseren kan få Dagmar i små bidder. Og det er fint, for hun er en stærk dame! Maria Helleberg uddyber her, hvad Dagmar var for en person. Du fremstiller Dagmar som en ikke helt igennem sød kvinde. Hvad var hendes bedste egenskab? Personlig styrke! Jeg kender ingen mennesker, som er ’helt igennem søde’ - det er noget, man kan dø af... Hun er en javertus!!!! Jeg havde problemer med hende lige til jeg læste hendes brev til Nicki efter mordet på Stolypin, hun håbede at folk sønderrev morderne, og Nicki blev rystet. Men det var min nøgle! Jeg begyndte at forstå hende. Var hun begavet og politisk bevidst, eller var hun en pyntedukke? Begge dele. Hun vågner op lukket inde i et overdådigt skrin uden luft og uden udgange. Og så tager hun de glæder, som følger med. Dagmar var ikke en perfekt mor, blandt andet holdt hun mere af nogle af sine børn end af andre. Hvad er årsagen til det?

kørende overalt! Og hun formår jo at holde Chabka ’skjult’ - som hofchef etc. Hun overholder sine egne regler! Dagbogsformen med en udvalgt 10 års periode fungerer fint. Hvorfor valgte du perioden og formen? Åh, det skete sent i forløbet! Jeg var ved at miste overblikket, og ville så gerne have hendes bror Georg i Grækenland ind, plus svigerinden Ella. Louise på Rosinante foreslog, at Dagmar fik sin egen stemme, og at vi startede på Krim. Det virkede! Men bogen blev 200 sider kortere. Jeg synes, den er meget bedre i sin nye form, der er faktisk ikke noget, jeg savner bittert. Og jeg er så glad for, at hun fik sin egen stemme, for hun er en skrap lille sag, en af de små chilier, der ser så harmløse ud, men inde i munden, BANG!

Maria Helleberg har gjort det igen! Endnu engang har Maria Helleberg været i stand til at give en dronning nyt liv. Atter har hun skildret en dansk prinsesses forvandling. Og denne gang er det skabelsen af en Zarina, det gælder. I romanen Dagmar Maria Feodorovna skildrer Maria Helleberg i dagbogs-form Dagmars dramatiske liv. Dagbogen er skrevet i Dagmars 10 sidste år fra 1918 til 1928. En periode, der på alle måder var skelsættende i Ruslands og verdens historie. Dagmar blev kejserinde i Rusland, og hun levede et liv i den vildeste luksus. Men hendes liv var voldsomt og tragisk. Som 16 årig forelsker hun sig i Nixa, søn af den russiske Zar. Forelskelsen er gensidig, men de to når kun at opleve

Hun forstår det ikke selv: samtiden var fuld af store børneflokke, og man vidste, at der var favoritter og det modsatte. Fjernheden i forholdet mellem forældre og børn gjorde forholdene sære. Hendes far elskede sine døtre og foragtede sin ældste søn Freddy (der var en begavet, sjov og flot fyr) men altså sin fars arving og modsætning... Hun glemmer sin syge søn George. De skal larme for at komme ind i hendes liv. Min bedstemor havde 11 børn. Min mor spurgte hende, hvem hun holdt mest af? Den som har mest brug for mig, var svaret. Det blev så min nøgle til Dagmars moderskab. Dagmar havde selv en gift elsker. Alligevel forbød hun sine børn skilsmisse og utroskab, hvordan kunne hun se sig selv i øjnene? Jamen hun har dobbelt bogholderi

Maria Helleberg

14 15| Artikel Artikel |

Myter er det stof, vi er gjort af

Portræt af J.R.R. Tolkien

Af Lars-Terje Lysemose, journalist og studielektor

begyndte han at udvikle en række selvopfundne fantasisprog, og faktisk udvikledes hans elversprog quenya så udførligt, at man i dag kan studere det på universitetsniveau!

Livet igennem syslede den lidt excentriske engelske gentleman med sagn, myter, eventyr og de sprog, de var gjort af – en passion han i øvrigt delte med en række gode venner og kolleger i kritikerklubben The Inklings, der ofte mødtes på en pub i det centrale Oxford, og som forfatteren C.S. Lewis, skaber af fantasy-universet Narnia, også var medlem af.

sine læsere. Tolkiens træ-lignende væsner, enterne, som passer skovens træer og siges at være de ældste skabninger i fantasyuniverset Middle-earth (Midgård), er fx et direkte svar på Shakespeares Macbeth, hvor vi får at vide, at skoven rejser sig, fordi Macbeth bryder naturens orden, men i virkeligheden er det forklædte soldater, som blot har kamufleret sig i skovens løv. Hos Tolkien rejser enterne sig derimod faktisk, og går til angreb på Orthanc, troldmanden Sarumans fæstning, fordi han bryder naturens orden ved at brænde og fælde de træer, enterne er sat til at beskytte.

Myter for myternes skyldTil sin død i 1973 hævdede Tolkien, at romanen The Lord of the Rings (1953-54, Ringenes Herre) ikke havde noget hverken politisk eller religiøst budskab. Han anså The Lord of the Rings som ét samlet værk, der blot af trykketekniske grunde blev til tre udgivelser. Faktisk opdelte han romanen i seks bind plus appendikser. Denne roman skulle ikke ses i lyset af hverken 2. Verdenskrig eller den efterfølgende Kolde Krig.

Nej, myter, sagn og eventyr skulle efter Tolkiens mening læses for underholdningens skyld, for deres egne heroiske og episke kvaliteters skyld, akkurat som skjalden, der underholdt hof og krofolk i middelalderen. Og det var vigtigt for ham, at eventyrets univers blev troværdigt for læserne – derfor tegnede han udførlige kort over landskabet, udfærdigede stamtræer over hobbitternes indviklede familieforhold, opfandt forskellige sprog til hver race, og skabte dermed en ikke bare troværdig, alternativ virkelighed, men et helt univers, man som læser kan leve sig ind i og lade sig fascinere af.

Tolkien blev da heller aldrig færdig med at udvikle sit univers – hans

Som opsøgende reporter og medstifter af Imladris – Danmarks Tolkienforening - har Lars-Terje Lysemose mødt to af J.R.R. Tolkiens børn og ligesindede fans på flere kontinenter, bladret i flere af Tolkiens originale manuskripter, som opbevares i en kælderhvælvning under et universitetsbibliotek i Milwaukee i USA, og været on location under Peter Jacksons filmatisering af The Lord of the Rings i New Zealand. Han har desuden stået for en dansk oversættelse af de dele af appendikserne til Ringenes Herre, som mangler i den danske udgave fra Gyldendal, i tidsskriftet Athelas.

“Hvorfor hedder det en stor, grøn drage? Hvorfor ikke: en grøn, stor drage? Det bliver jeg nødt til at finde ud af!”

Det siges om John Ronald Reuel Tolkien, der senere blev berømmet som hobbitternes fader og grundlægger af fantasy som en litterær genre, at barndommens undren over sproget blev kimen til hans senere virke som Oxford-professor i engelsk sprog og litteratur.

For barndommens fortællinger om drager og eventyr tryllebandt i en sådan grad, at Tolkien som 10-årig satte sig for at lære de sprog, de fortællinger, som fascinerede ham så meget, var skrevet på, så han kunne læse de islandske sagaer om Ragnarok og kvadene om Beowulf og Grendel – på deres originalsprog, vel at mærke; oldislandsk og oldengelsk! Samtidig

Kritiker af ShakespeareI pubben blev de første kapitler af både Narnia-fortællingerne og Tolkiens The Hobbit or There and Back Again (1937, Hobbitten eller Ud og hjem igen) læst op, og meningsudvekslingerne kunne gå højt – Tolkien brød sig fx ikke om Narnia-fortællingerne, fordi han kategorisk var modstander af allegorien som et litterært virkemiddel (løven Aslan er fx et billede på Gud).

Han var også en arg kritiker af Shakespeare, som han faktisk afskyede, fordi han mente, at Shakespeare snød

16 17| Artikel

diskussionen bl.a. på et ønske om en ny dansk oversættelse af mesterværket The Lord of the Rings, så danskerne omsider, her mere end 50 år efter værkets første udgivelse, kan læse en korrekt gengivelse af det store epos.

Men ellers kender de fleste jo i dag historien om Frodo, Sam og de andre hobbitters eventyr til Mordors mørke land, på den selvopofrende quest (mission) at ødelægge den ene ring, som Mordors fyrste har lagt al sin kraft i – Peter Jacksons fantastiske filmatisering fra 2001-3 har om noget gjort Tolkien og hans hobbitter til en levende del af den nutidige mytologi.

Nu venter vi så blot på, at forhistorien, The Hobbit, også skal lade sig transformere til det store lærred, og rygterne vil vide, at filmselskabet New Line allerede er godt i gang – hobbithullerne i New Zealand genbefolkes snart af Peter Jackson og hans hold af filmmagikere.

Mytologien

John Ronald Reuel Tolkien (1892-1973) blev født i Sydafrika af engelske forældre. Da faderen døde, da Tolkien var blot tre år gammel, flyttede han med sin mor og yngre bror tilbage til England, hvor han voksede op i Birmingham. Da moren få år senere blev alvorligt syg og døde, tog en katolsk præst sig af Tolkien og hans bror. Tolkien giftede sig tidligt med kæresten Edith Bratt, og lagde grunden til en akademisk karriere med studier i Oxford, hvor han også senere virkede som professor det meste af sin karriere. Historierne om hobbitterne og deres eventyr blev til som mundtlige fortællinger for Tolkien-familiens børn John, Christopher, Michael og Priscilla, og blev først siden skrevet ned. På dansk er udgivet Hobbitten eller Ud og hjem igen, Ringenes Herre (Eventyret om Ringen, De to Tårne, og Kongen vender tilbage), Niels Bonde fra Bol, Tom Bombadils Eventyr, Træer og Blade,

Smeden fra Store Wootton, Silmarillion, Efterladte historier, og Húrins børn.

Et link til hjemmesiden for foreningen af danske hobbitomaner, Danmarks Tolkienforening, finder du via Overgrunden.dk

hjertensbarn, The Silmarillion, med fortællinger fra de ældste tider, som han havde skrevet på siden 1. Verdenskrig, blev først udgivet posthumt i 1977.

At The Lord of the Rings ikke skulle læses allegorisk betyder dog ikke, at romanen ikke indeholder en række moralske budskaber, ligesom Tolkiens egne oplevelser fra tiden som soldat under 1. Verdenskrig tydeligt fremgår i beskrivelserne af fx Dødemandsmarsken.

Tolkien i DanmarkDanske Tolkien-fans har siden 1992 organiseret sig i foreningen Imladris – Danmarks Tolkienforening, der udspringer af det engelske The Tolkien Society, hvor illustratoren Ingahild Grathmer, alias Dronning Margrethe, bl.a. er æresmedlem. I Imladris – elvernavnet for Kløvedal – mødes ligesindede Tolkien-entusiaster og drøfter alt om hobbitter, dværge, orker og elverfolk. I øjeblikket går

Artikel |

18 19| Artikel Artikel, Wisby & Wilkens |

Psykofagernes invasion

Om sort humor i litteraturen

Af Thomas Strømsholt

sig over, hvorfor Gud skabte noget så utroværdigt som mennesket: “God had His opportunity; He could have made a reputation. But no, He must commit this grotesque folly - a lark which must have cost Him a regret or two when He came to think it over & observe effects.” (”Gud havde sin chance; Han kunne have skabt sig et renommé. Men nej, Han måtte begå denne groteske dårskab - en narrestreg, som må have kostet Ham en fortrydelse eller to, da Han tænkte det igennem & observerede følgerne.”)

Konsekvent misantropisk er Patricia Highsmiths novellesamling The Animal Lover’s Book of Beastly Murders, hvori kæle- og husdyr tager livet af deres ejere på de mest fantasifulde måder, ikke uden en vis frydefuldhed i beskrivelsen. Shirley Jackson skrev i samme åre, især novellen ”One Ordinary Day with Peanuts” bør fremhæves som en af den sorte humors sorteste perler. Mindre kendt, men ligeså grum, er Mark Cliftons ”What Have I Done?”, hvor fortælleren afværger en invasion fra rummet ved at oplære de invasive væsner i altruisme - så har de nemlig ikke en chance mod os!

Sort humor findes naturligvis også i satiren, fx hos Lucian og Voltaire, men hvor Wessels, Heibergs eller Neutzsky-Wulffs satire både kan spide og såre, er deres grundsyn ikke ligefrem præget af sortsyn. Den sorte humor kan anskues som en reaktion og en understregning af altings meningsløshed, det absurde, som i Becketts Waiting for Godot:

Det er en slutning, som enten bringer læseren ud i sort fortvivlelse eller aftvinger hende et smerteligt smil; eller måske går det læseren som lægen og den gale patient i Michail Artsybàsjefs ”Latter”, der gennemrystes af en onskabsfuld og triumferende latter, indtil de begge bliver lagt i spændetrøje.

Der er gift i blækhuset, en gift der ligesom den sardoniske urt fremkalder ansigtstrækninger - vi smiler, fordi det gør ondt. Psykofagerne døde af sult, men skulle det endelig lykkes os at undslippe de levende dødes rækker, som professor Rubek og Irene i Ibsens Når vi døde vågner, da står dramaturgen i selvsamme øjeblik parat til at udslette os.

Verden er en gigantisk vittighed, filosoferede Dickens’ dr. Jeddler, og Erasmus sammenlignede livet med en komedie - en tragikomedie, ville nogle måske sige, men den egentlige tragedie rammer os først, når vi ikke længere møder eksistensen med sort humor og glemmer W.C. Fields’ maksime: ”Never cry over spilt milk, because it may have been poisoned.” (”Græd aldrig over spildt mælk, den kunne have været forgiftet.”)

... Et je ris ... parce que ça me fait un peu mal. … Og jeg ler ... fordi det gør en smule ondt.Tristan Corbière.

Hvad skete der dengang psykofagerne, også kaldet sjælespisere, fra Mars invaderede Jorden? Ingenting - de døde af sult. Sort humor adskiller sig fra al anden humor ved at være sort; sort som i sort humør og sort som i sortsyn - et andet ord for klarsyn, som det hedder et sted i Gjørups Egoland. Som følgende eksempler fra nogle af litteraturens mest giftige blækhuse vil vise, befinder den sorte humor sig milevidt fra slapstick og vittigheder.

Ambrose Bierce, forfatter til den sorthumoristiske The Devil’s Dictionary, foretrak vid frem for humor: “Wit stabs, begs pardon - and turns the weapon in the wound. Humor is a sweet wine, wit a dry; we know which one is preferred by the connoisseur.” (”Vid sårer, beder om forladelse - og vender våbenet i såret. Humor er en sød vin, vid en tør; vi ved hvilken kenderen foretrækker.”) Og sort humor er netop karakteriseret ved at være skarp og tør, jævnfør Nicolas Chamforts kyniske sammenfatning af den franske revolution i maksimen “Sois mon frère, on je te tue.” (”Vær min broder, eller jeg dræber dig.”)

Kynisme går hånd i hånd med misantropi, og begge kan udmønte sig i sort humor. Mark Twain undrede

-What do we do now?-Wait.-Yes, but while waiting.-What about hanging ourselves?-Hmm. It’d give us an erection!

(-Hvad gør vi nu?-Venter.-Ja, men mens vi venter.-Hvad med at hænge os selv?-Hmm. Det ville give os en erektion!)

Med en parafrase af Seneca: Hellere en leende Demokrit end en grædende Camus.

Den sorte humor kommer ikke kun til udtryk gennem maksimer, noveller og lignende korte former, men også i romaner. Absurde klassikere som Hellers Catch 22 og Pynchons V er gennemsyret af sort humor. Men den måske sorteste roman er Victor Hugos Notre-Dame Kirken i Paris, der ender med den onde præsts død, Quasimodos død, heltinden og hendes moders død; og mindre tragisk går det ikke den smukke, overfladiske og hjerteløse helt, han bliver nemlig gift; men den skeptiske filosof og digter lever lykkeligt videre sammen med sin elskede ged!

20 21| Interview Interview |

Skæbnedrama fra Theresienstadt

Af Kathrine Sørensen, Viborg Bibliotekerne

at blive konfronterede med rædslerne i en kz-lejr. Nogle læsere har skrevet til mig, at de følte, det var hårdt at læse om de grusomme begivenheder, at bogen fik dem til at drømme om Theresienstadt om natten. Men de skrev også, at de kom ud på den anden side med en følelse af at have ’oplevet’ Theresienstadt. At bogen på den måde har bragt Theresienstadt tilbage i bevidstheden.

Hvad har inspireret og drevet dig til at skrive et skæbnedrama om en dansk jødisk læge i udryddelseslejren Theresienstadt? Det hele begyndte, da jeg i forbindelse med 50-året for jødeaktionen i Danmark i 1943 skulle skrive en artikel om Theresienstadt. I den forbindelse interviewede jeg den tidligere fange i lejren, Ralph Oppenhejm. Mens jeg sad i hans stue og lyttede til de ubegribelige ting, han havde oplevet som ung mand, fik jeg ideen om, at jeg ikke bare ville skrive en artikel om Theresienstadt. Jeg ville skrive en roman om lejren. Ikke som en traditionel historisk roman, men forsøge, som et litterært eksperiment, at ’ny-konstruere’ livet i kz-lejren. Jeg ville se, om jeg kunne lave en overbevisende skildring af en ung mand, som ender i en lejr, der kunne være taget ud af Hieronymus Boschs helvedesmalerier og gøre det så denne uforståelige rædsomme verden blev lyslevende for læseren. Jeg blev mere og mere grebet af universet, arbejdede hele tiden på at destillere den sproglige fremstilling af den virkelighed og de mennesker, der lever på randen af død og angst og håbløshed, i håbet om at jeg netop kunne skabe en ’ny-konstruktion’ af Theresienstadt.

Midt i elendigheden, uhyrlighederne og

for hovedpersonen, Daniel, men også en besegling af hans skæbne. Jeg har forsøgt at beskrive Daniels kærlighed til Ludmilla som en genfødsel af Daniel. Netop den dag, han møder Ludmilla første gang, fødes der således et barn på hospitalet, hvor han arbejder. Det er naturligvis en metafor for, at Daniel også er genfødt, at kærligheden er kommet ind i hans liv. Men kendetegnende nok, er barnet dødt fra fødslen. På den måde bliver Daniels og Ludmillas ’lovestory’ og den tragiske måde den udvikler sig på også understøttende for den overordnede tematik i bogen: At alle håb, selv kærlighedens, kan knuses af skæbnen.

I bogen bruges det metaforisk: Vi alle er for små til havet, at uanset hvad vi gør og uanset hvor meget vi kæmper, uanset hvor højt vi elsker, er vi alle skabt som alt for spinkle fugle på det alt for store hav. Det er også derfor, at hovedpersonerne har fuglenavne (Daniel Faigel (fugl på jiddisch) og Ludmilla Zippora (spurv på hebræisk)).

Hvad vil du fortælle med de mange klip mellem livet i Theresienstadt og Daniels opvækst i en sjællandsk overklassefamilie, hvor scenerne er præget af skam og angst? De mange scener fra barndommens hus ved havet, som Daniel tænker tilbage på gennem hele bogen, er tænkt som en slags spejlende fortælling til hans ophold i Theresienstadt. Barndomsscenerne er blandt andet med for at vise, at livet i et overklassehjem også kan være knusende for et menneske, ganske som opholdet i en koncentrationslejr. Hvad der sker i Daniels barndomshjem og den hemmelighed, han har måttet bære i sig, siden han var dreng, er ødelæggende for ham, og i Theresienstadt vender det tilbage til ham. Han genfinder moderens sødme i kærligheden til Ludmilla, men også faderen, højesteretsdommer Faigel følger med i form af den dæmoniske SS’er Haindl.

Er Havet i Theresienstadt en historie som vil interessere læserne i dag?

Jeg tænkte af og til over det, mens jeg skrev på bogen. Er der nogen i dag som vil læse om en ung, dansk jødisk læge i den bizarre koncentrationslejr Theresienstadt? Vi er jo stopfodrede med dokumentarfilm og artikler om krigen og udryddelsen af jøderne. Mange har sikkert en følelse af, at krigen og holocaust er noget fortidigt, noget der langsomt er ved at støve til, ligesom Dannevirke og 1864 er støvet til. Men jeg blev overrasket over den positive reaktion. Jeg tror, der er en øget interesse for igen at søge tilbage i historien, både blandt forfatterne og mange danske læsere. Og selv en bog, der fører læseren tilbage til snavset i gaderne i lejren, til hospitalerne, sygdommene, ydmygelserne, overgrebene og de døde, har appel til moderne læsere. Også selvom mange læsere har givet udtryk for, at de var bange for, at de ville føle ubehag ved

Velkommen til helvede! Morten Brask debuterer med noget så sjældent som en skønlitterær roman om livet - og døden - i den tyske kz-lejr Theresienstadt under 2. verdenskrig.

I disse grusomme og inhumane omgivelser følger vi den danske jøde Daniel Faigels kamp for både at overleve og samtidig bevare et strøg af menneskelighed.

Men hvad er det dog, der inspirerer en ung mand til at skrive sin debutfortælling ind i denne barske og historiske ramme?

gruen møder hovedpersonen Daniel den tjekkiske Ludmilla og forelsker sig. Er kærlighedsromancen en kommentar til menneskets overlevelsesinstinkt og evne til at tilpasse sig ekstreme levevilkår? Eller bare dit behov for et lys i mørket?

Noget af det, der overraskede mig mest, da Ralph Oppenhejm fortalte om sin tid i Theresienstadt, var, at kærligheden blomstrede i lejren. Jeg havde en forestilling om, at man slet ikke havde overskud til at forelske sig, når man sulter og fryser og hver dag frygter for sit liv. Men der skete utallige forelskelser, og mange blev gift i lejren, og det synes jeg siger ufatteligt meget om det at være menneske: Men størst af alt er kærligheden. Derfor besluttede jeg, at jeg også ville have denne dimension med i romanen.

Kærligheden mellem Daniel og Ludmilla er ikke blot en mental flugt fra trængslerne. Det er en fundamental søgen efter den højeste mening i en absurd verden. Kærligheden er det, som nærer hovedpersonerne, giver dem livsmod i en verden af håbløshed. Men den rene idyl og lykke er det naturligvis ikke. Kærligheden er nemlig en slags forløsning

22 23| Interview

roman, og der forekommer derfor mange scener og situationer, der er frit opfundne. Hvorfor tror du, vi ser et skifte fra romaner med et mere privat udgangspunkt, fx opvækst, hjem og familie, til fortællinger med mere politisk og historisk fokus?

Jeg tror, det hænger sammen med, at den snævre psykologiske navlepillen i længden bliver utilstrækkelig. Jeg gider sjældent selv læse den slags bøger. Jeg har foretrukket fx Thorkild Hansens og Henrik Stangerups historiske romaner. De har mindst lige så meget psykologisk intimitet, men de er samtidig sprængfyldt med fortælling og kaster os som læsere ud i verden og ind i historien. Det er dét, læsere i dag længes efter: De store fortællinger, der er med til at give os en forståelse af, hvorfor verden er, som den er, i dag, og hvorfor vi tænker, som vi gør.

I tilfældet med Havet i Theresienstadt tror jeg, at den kan være en lille brik i opfyldelsen af vores grundlæggende behov for at forstå, eller i det mindste komme tættere på at forstå, de lidelser, som millioner af mennesker gennemlevede for blot 65 år siden.

Er det en balancegang at skrive en skønlitterær roman, hvori der optræder historiske fakta?

Det er både en forbandelse og en befrielse at tage udgangspunkt i en historisk virkelighed. Det er et enormt arbejde researchmæssigt, og det har krævet mange samtaler med overlevende, og folk, der har levet under krigen, for at kunne ny-konstruere tiden og begivenhederne. Og det gør, at man føler sig bundet. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg følte klaustrofobi over at være bundet af de historiske facts. Jeg havde mange gange lyst til at sprænge universet, og i tidlige versioner af bogen inddrog jeg også magiske elementer bare for at slippe for facts-tyranniet. Jeg valgte dog at fjerne dem i den endelige version af bogen. Men det er også et fantastisk virkemiddel at arbejde med en historisk sammenhæng, for man får meget forærende. Ens fortælling får en slags autencitet netop i kraft af de historiske omgivelser og personer. Jeg har dog en del steder valgt at bryde ud af det historiske korrekte, for fortællingen, fiktionen er og bliver det vigtigste i en

Billede: P. Strande |

24

BØGER FRA UNDERGRUNDENRÆVENS SORTE BIBLIOTEK

25 år 1983-2008

Køb bøger i boghandelen – eller direkte fra forlaget

Her de seneste nyheder:

Nansensgade 70 - DK-1366 København K - Tlf +45 33 91 41 41 - politiskrevy@forlagene.dkwww.forlagene.dk/politiskrevy

Walter BenjaminPASSAGEVÆRKET 1-2Rævens Sorte Bib-liotek Nr. 70Ialt 1.264 sider, med ill., kr. 748

Mette SandbyeKEDELIGE BILLEDER- FOTOGRAFIETS SNAPSHOTÆSTETIKRævens Sorte Bib-liotek Nr. 71272 sider, illustreret i farver, kr. 268

Merete Sander-hoffSORTE BILLEDER - KUNST OG KANONRævens Sorte Bib-liotek Nr. 74208 sider, indbun-det, gennemillustre-ret i farver, kr. 268

Elias CanettiSTEMMERNE FRA MARRAKESHRævens Sorte Bib-liotek Nr. 23160 sider, kr. 228

Asger SchnackTABU TUBARomanRævens Sorte Bib-liotek Nr. 72256 sider, kr. 268

Elias CanettiØRENVIDNETill. af Michael KviumRævens Sorte Bib-liotek Nr. 3112 sider, kr. 198