1

Overgrunden- Et anderledes bogmagasin

#13

| S

omm

er 2

010

GRATISMagasin om bøger og bogkultur

Krimi under forhør

Naja Marie Aidt

Tegneserier

Leonora Christina Skovs bogreol

Og meget mere...

2 3

Leder

Af Brian Stevn Hansen

Udgiver:

Overgrunden

CVR#: 31 14 02 42

Redaktion:

Brian Stevn Hansen

Janni Iben Stevn Hansen

Christian Brandt

Kontakt: info@overgrunden.dk

Web: w

ww

.overgrunden.dk

Oplag: -

ISSN#: 1902 - 3413

Overgrunden tager forbehold

for trykfejl og annoncernes

indhold.

Indhold må citeres, hvis kilde

tydeligt angives

Forsidemaleri:

Andreas H

jertholm

ww

w.andreashjertholm

.dk

Kolofon:

| Leder Skriveforlaget |

Så blev det sommer. Det betyder sommerferie, og det betyder tid til læsning. Vi graver os ned i boghistoriens fortællinger, vi tager et kig i Leonora Christina Skovs bogreol og åbner øjne for tegneserie-mediet. Både tegneserier og kriminallitteratur kan stikke dybere end den overfladiske populærkultur, de ofte sættes i forbindelse med. Teg-neserietegneren Ina Korneliussen fortæller om sit forhold til mediet. Kim Toft Hansen er universitetsansat forsker, og er i den sammen-hæng trængt dybt ned i krimigenren. Han er en af redaktørerne bag antologien Fingeraftryk. Vi retter kontorlampens skarpe lys mod ham og forhører om, hvad krimifænomenet egentlig er for noget. Fra ude i verden hører vi et par hjemlige røster. Så forskellige stem-mer som Bjørn Lomborg og Naja Marie Aidt var med på årets PEN-festival i New York. Aidt fortæller om sit forhold til PEN, til sin nye bopæl i New York, og vi prøver at finde ud af, hvorfor klimaet er på dagsordenen til en litteraturfestival.Uanset, hvordan klimaet arter sig hen over din sommer, ønsker vi både held, lykke og frydefuld spænding med de fingeraftryk, som bøgerne får lov at sætte derpå.

God Læselyst

4 5 Reportage || Reportage

Med 9000 ORD på tungenAf Louise Theilmann Christensen

Foto Lea Raunslund Nilsson Christensen

i Aalborgs nye kulturmekka, Nord-kraft. I Kedelhallen, Nordkrafts for-hal, er forundringen først stor. En skolegård med kridt overalt. Men ved nærmere eftersyn er betongulvene i den grå fabrikshal skrevet til med ord og digtfragmenter. De frække ord er forvist til Skammekrogen. Men de er der. Og euforien stråler ud af de unge gymnasieforfattere på denne solrige eftermiddag. Gæsterne går op ad de udsmykkede trin, og passerer på ve-jen en lyrisk lasertagging-udstilling. Grafitti på Nordkrafts rå mure. Som i barndommens malebøger tegner man fra punkt til punkt. Lasertegningen belønnes med et oplæst digt, forfattet af en af festivalens digtere. Idéen fra de kommende oplevelsesdesignere fra Aalborg Universitet er inciterende. Og den sælger lyrikken på en ny måde. På næste etage er Kunsthal Nord. Flere gæster benytter lejligheden til at se nærmere på museets udstilling. Samlet i småsnakkende klynger om de kølige vinglas. Som tiden nærmer sig kl. 14.30, støder flere til. Og gulvene i den gamle fabrikshal runger opstemt ved lyden af de stole, der findes frem til de ekstra gæster. Lene Høg, initia-tivtager og formand for Foreningen Lyrikfestival i Aalborg, griber nu for-ventningsfuldt mikrofonen. Hun opli-ster de mange tal, der ligger til grund for festivalen. At idéen opstod for 455 dage siden, at 30 frivillige har været i sving for at realisere planerne, og at festivalen nu kan byde på 17 forskel-lige programsatte arrangementer. Ef-ter den officielle indvielse ved Erik

Ravn, direktør for Aalborg Kommunes Skole- og Kulturforvaltning, går ord-taxameteret i gang. Fem gymnasieele-ver leverer et poetisk skænderi over børneremser, indstuderet ved en for-udgående lyrikworkshop på Aalborg Katedralskole. En dag, hvor rapper Per Vers og Peter Adolphsen havde kigget forbi. Gnisten er kæk og umiddelbar, og latteren falder prompte blandt de 50-60 publikummer. De efterfølges af digter Mikkel Grøn, der viser en anden af lyrikkens facetter: samspil-let imellem lyrik og musik. Denne re-porter sender her en stille tanke til sin egen gymnasietids engelsktimer, hvor læreren netop fremhævede symbio-sen mellem lyrik og musik i ”lyrics”. Resten af dagen lægger de forfatter-skolede digtere Martin Glaz Serup, Dy Plambeck og Chresten Forsom vejen forbi. Martin Glaz Serup læser hen ved 1½ digtsamling højt, og han lemmer publikum ind i sin seneste digtsam-ling, til udelt og selvironiserende mor-skab for salen. Ved det følgende dob-

beltarrangement med Dy Plambeck og Chresten Forsom er fokus på den smal-le digtning og den intime oplæsning. Afspejlet i publikumsskaren på blot 16 personer. Dy Plambeck – med den kraftige lyse manke og leopardgama-cher - beretter med sødme og dramatik om den guldsprayede rotte på væggen i forældrenes køkken. Chresten For-som, i sort jakkesæt og smalt slips, ge-stikulerer fattet. Og fra digtsamlingen, der tidligere på året blev præmieret af Statens Kunstfond, svinges der mosa-ikker af sted om golfbolde, ubenyttede ikoner på skrivebordet og en barndom i Sunds.

Lyrik i linsen, blandt agurker og i orange skoOm fredagen tager Aalborgs lokale poetforening, 57 grader Nord, teten. I dagene op til festivalen har digterne skjult små kuverter med digte. Blandt agurkerne i supermarkedet. Inde mel-lem gratisaviserne. I kuverten er et digt og samtidig en invitation til at kigge

Snakken summer livligt på Café Penny Lane denne torsdag eftermiddag. Imel-lem de mørke reoler kurer en hvid tal-lerken hurtigt ind blandt de øvrige. Gæ-sterne skænker vand op fra patentfla-skerne. Bestikket løsnes fra servietten. - Vi har i dag et særligt indslag. Vi har besøg af digter Kasper Anthoni. Han vil læse nogle digte højt som start på Aalborgs nye lyrikfestival, lyder det. I næste nu rejser 9000 ORD’s tyvstarter sig fra et af cafébordene, retter på bril-lerne, og smiler gelinde ud til forsam-lingen. Rundt omkring lægges bestik-ket, mens Anthoni bladrer op på den første post-it i sin debutsamling, # dig-te. Og med ét afvæbner han oplæsnin-gen med de ord, der skal blive festiva-lens mantra: Tænk ikke så meget over digtene. Oplev dem, her og nu. Bestik-ket gribes nu forsigtigt på ny, alt imens der lyttes opmærksomt. Til ord om himlens sorte filt. Og om morgenkatte. Alt imens det sidste digt belønnes med klapsalver, er tonen til Aalborgs første lyrikfestival slået an.

Lyrics i NordkraftSamme eftermiddag er scenen for-skudt til Kunsthal Nord, et museum

I april skrev Aalborg et litterært tiltag ind i historien: lyrikfestivalen 9000 ORD. På byens scener. I bussen. Ved cafébordet. Og på Aalborgs gågader var der pludselig digte på klos hold. Denne reporter fulgte begivenhederne på tæt hold.

6 7| Reportage Reportage, Jentas |

musikfotograf Jonas Bang og digter Kasper Anthoni. Efter en kort intro-duktion fremfører Anthoni egne digte, der indkapsler nuet som i kameraets shutter-linse. Og til svag underlæg-ningsmusik både ser og hører publi-kum digtene og de tilhørende fotogra-fier fra det danske rockmiljø. Simon Kvamm, The Raveonettes og Spleen United er blandt motiverne. Sidst-nævnte foto vandt Jonas Bang Årets Musik Foto for i 2008. Ved den efter-følgende udstilling snakkes der lystigt, og der langes Shutter-bøger og colaer over ungdomskulturhusets disk.

Galionsfigurer og en landskamp på ordProfessor i moderne dansk lyrik, Pe-ter Stein Larsen, tager hul på festiva-lens sidste dag. Med udsigt til Lim-fjorden danner Utzon Centret ram-men om et oplagt foredrag om lyrik. Hovedstrømninger i moderne dansk lyrik, for at være eksakt. Og Stein Larsen går scenevant og sædvanligt afmystificerende til digtekunsten. Og han bekræfter, hvad der efter-hånden dæmrer for én under denne festival. At lyrikken i den grad lever. Efter PUBLISH THIS-arrangementet, hvor en række endnu upublicerede poeter får chancen for at læse op, hol-der lyrikbussen ind foran Nordkraft. Herfra går turen til museet KUNSTEN, hvor en af dansk lyriks koryfæer, Hen-rik Nordbrandt, er inviteret. Adjunkt

Louise Mønster laver et nuanceret og anprisende oplæg til digteren, der der-efter overtager pulten. Nu med let røde ører. Nordbrandt serverer sine digte med nerve og overskud for det modne publikum. Let krydret med anekdo-ter og et musikalsk indslag over højt-talerne i museets hvidmalede mure. Studenterhuset er igen fyldt til briste-punktet. Det summer lystigt blandt de unge ålborgensere denne lørdag aften. Der provianteres til en festlig aften, og konferencier og tidligere danmarksmester i Poetry Slam, Peter Dyreborg, rigger mikrofonen til. Her i Studenterhuset skal 9000 ORDs sid-ste arrangement udspille sig: Poetry Slam Landskamp imellem Danmark og Sverige. Alle sejl sættes til, og efter skønsang fra Peter Dyreborg optræder to svenskere, to danskere og vinderen

fra eftermiddagens Poetry Slam for nybegyndere, SLAM Frø. Publikums-skaren øges snart med en herre, hvis ansigt var knap så genkendt af det yngre publikum som på KUNSTEN. Som alle andre må Henrik Nordbrandt give sig hen til de fire slammeres leg på ord. Hvor svenske Oskar Hanska vælger at battle på svensk og engelsk, må danske Peter Dyreborg digte vers på stedet ud fra ord fra salen, såsom ”pink” og ”vulkan”. I dette ”forsam-lingshus” mødes elfenbenstårnet og poetry slam over stjernekastere og en eufori over ordenes mangfoldighed. Og i disse rammer toner Aalborgs før-ste lyrikfestival ud i en sjældent lys forårsaften; ”Så længe bøgen spejler / sin top i bøøøøl-gen blååå / sin top i bøøl-gen blåå”.

forbi arrangementet Lyrik i Lommen. Om eftermiddagen møder et halvt hundrede nysgerrige op i Biffen og får chancen for at høre ”deres” digt blive læst højt af debuterende såvel som mere erfarne digtere, heriblandt Mo-gens Bynkou Nielsen og Poul Høllund. Og lyrikken fylder midtbyen denne dag. Der er oplæsninger i bybusser og på caféer. Boghandlerne sætter digt-samlingerne forrest i vinduerne. Børn fremsiger digte i gågaderne. Og afte-nen byder på hele tre arrangementer, der alle trækker fulde huse. På Huset emmer salen af nærvær og lydhørhed. De fremmødte nyder først godt af Lone Hørslevs digte. I andet ”set” er det sam-spillet mellem digtene og Mads Mou-ritz’ musik fra guitar og rytmeboks. Længere inde i byen må mange afvises i døren på Studenterhuset, mens et par hundrede unge som ældre indtager en plads for deres tidligt reserverede bil-let. Fadøl skænkes op i plastickrusene, og salens forventning eskalerer, da af-tenens star – Jørgen Leth – betræder lokalet i sine orange sko. I bedste sto-ryteller-stil sætter han sig på barstolen, ved en blå-hvid olietønde med en stak af egne værker og en gul, altmodisch lampe. Og da hans umiskendeligt sprø-de stemmebånd begynder at smage på ordene, har han salen i sin hule hånd. I KUL Nordkrafts intime, sortmalede lokaler indfinder der sig hen ved 80 publikummer for at opleve lyrik-foto-projektet Shutter. Ophavsmændene er Hent læseprøven på

www.jentas.dk/flynn

”Jeg har en ondskab i mig, så levende som et organ... Hvis man tegnede et billede af min sjæl, ville det være nogle kruseduller med hugtænder.”

J E N TA S

UDKOMMER 7. JUNI

kr . 69 95

8 9 Byen i bogen, Forlaget Ravnerock || Byen i bogen

Sussi Bechs CairoAf Maria Beisheim

”opkøbte” ægyptiske antikviteter til europæiske og amerikanske museer. Danserinden Aida Nur arbejder på en flot moderne kabaret i Cairo, men det er ikke her, vi møder hende første gang. Vi begynder i stedet i nærheden af Luxor på en regnvejrsdag. Regnen har altid været antikvitetsjæ-gerens ven i Ægypten. Den afslører sprækker og river endda nogle gange små ting med sig fra gravkamrene og skyller dem ud. Præcis sådan lægges kimen til krimihistorien. Antikviteter bliver fundet af en fattig lokal dreng, og Aida Nur får til opgave at sælge dem i storbyen. Her er efterspørgslen på ægte antikviteter nemlig enorm blandt de engelske besøgende. Det første, vi bemærker i Sussi Bechs tegninger, er, hvorledes hun har ud-trykt forskellen mellem land og by. Mellem rig og fattig. I landsbyen, hvor historien starter, bor man simpelt i ler-klinede huse, i skarp kontrast til den rigere og langt mere europæiske til-værelse i byen. Ved seriens begyndelse kunne man sagtens forledes til at tro, at vi stadig befinder os i Nofrets univers på Tu-tankhamons tid, men allerede et par sider inde er det klart, at vi her har at gøre med et meget anderledes Ægyp-ten, som faraonerne ved første øjekast nok ville have haft svært ved at gen-kende. Antikviteterne havner hurtigt mellem hænderne på Lord Cnarvorn og hans ansatte Alistair, der tydeligt er inspi-rerede af Lord Carnarvon og Howard Carter. Mændene bag opdagelsen af Tutankhamons grav. De bor på et af Cairos paladsagtige luksushoteller, som igen står i skarp kontrast til de små krogede gader nær den bygning, der huser Aida Nurs kabaret. Sussi Bech giver os også et glimt af den gamle bydel, i en sekvens hvor vi ser Alistair slentre ned ad gaden, væk fra det europæiske gadebillede, og fra et billede til et andet hopper han ind i

Tegneserier eller illustrerede romaner har ofte mindst lige så meget historie og baggrund som en roman. De funge-rer blot på en anden mere visuel måde. Det gør på sin vis tegneserier til det ideelle medium for en ”Byen i bogen”-artikel. I en tegneserie er der selvfølge-lig ikke mange lange beskrivelser, hvor landskabet har en symbolsk mening; i stedet fungerer billederne på samme måde, og tegnerens research og talent for detaljer har den samme effekt som i en roman. Sussi Bech er berømt for at skrive om oldtidens verden. I hendes mest kend-te serie Nofret når hun nærmest fra den ene ende af det antikke mellemøsten til den anden, og hendes tegninger er godt researchede, flotte og fulde af ar-kæologiske detaljer. I tobindsværket Aida Nur holder handlingen sig dog i 1920’ernes Cairo, Luxor og periferien. Det er et forholdsvis lille område, så i denne udgave af ”Byen i bogen” er der altså fokus på Cairo. Første bind, Døden i Cairo ud-kom i 1991 og efterfulgtes i 1992 af I Anubis’ skygge, og serien har nydt stor popularitet lige siden.

HistorienPlottet er en krimi, der handler om de vestlige historikere, som i 1920’erne

en verden, der egentlig hører hjemme i middelalderen. Ganske som man oplever det i det moderne Cairo. Her passerer han tæppehandlere og tesæl-gere på vej hen til en af de noget tvivl-somme lokale antikvitetsbutikker.

ByenCairo, eller al-Qāhira på arabisk, blev formodentlig grundlagt omkring det fjerde århundrede efter vor tid, så man kan, på en vandretur gennem byen, føle sig hensat til en næsten hvilken som helst tidsperiode mellem dengang og nu. At handlingen i serien er sat i 1920’er-ne afspejles i tøjet, i hestekøretøjerne og i sporvognene, der dukker op i baggrunden. Med på vejen får vi en hentydning til den vanvittige trafik og det intense gadeliv, der i dag er så karakteristisk for Cairo, i en sekvens hvor Aida Nur er ved at blive kørt ned. Sussi Bechs Cairo er et studie i kontra-ster og vekslende tidsperioder, ganske som det rigtige Cairo er, men hun er aldrig langt fra sin første kærlighed, nemlig oldtiden. Selvom vi aldrig ser det i serien, huser Cairo det berømte museum for Ægyptens antikviteter, og byen ligger ikke langt fra Memphis, Giza og pyramiderne, så det antikke Ægypten er aldrig ret langt væk og flyder næsten som baggrundsmusik gennem tegningerne.

Sussi Bechs figurer er alt andet end perfekte. Vi er her meget langt fra kappeklædte superhelte. Personerne her er grådige, lystne og amoralske, men samtidig elskelige og frem for alt menneskelige. Aida Nur er en hårdt-arbejdende pige, der altid har øje for, hvad hun kan få ud af en situation, men samtidig er hun hverken ond el-ler følelsesløs. Alistair er fuldstændigt optaget af antikviteter og hvordan han skal få fingre i dem, men samtidig er han ikke derfor immun over for Aida

og hendes charme. Enhver, der måtte have fordomme om, at tegneserier er noget med urealistiske historier om superhelte, bør læse et af Sussi Bechs værker.

I seriens andet bind er vi tilbage i pe-riferien og bevæger os til Luxor, hvor vi får flere gode billeder af de maleri-ske tempelruiner. Derefter begynder krimihistorien for alvor at tage fart. Graven bliver opdaget, der er mord og mordforsøg, kobraslanger, pistolskud og mumier. Der er dømt spænding for alle pengene.Billederne af graven er fulde af detaljer der alle er tegnet, mere eller mindre, efter rigtige fund fra samme tidsperio-de og sted. De smukke træstatuetter er specielt værd at lægge mærke til. Det mærkes gennem hele serien, at Sussi Bech har en glødende interesse for oldtiden, mellemøsten, mavedans og menneskesindet i alle dets afskyg-ninger. Hun har i Aida Nur skabt et billede af Cairo, der er utroligt reali-stisk og utroligt præcist. En by fuld af modsætninger med en lang historisk tradition og befolket af rigtige men-nesker.

Byen i bogen:

Ikke alle gode historier behøver at være lange nedskrevne romaner. Nogle gange siger et billede virkelig tusind ord. Derfor handler ”Byen i bogen” denne gang om en tegneserie. Den siger nemlig en masse om Cairo.

www.ravnerockforlaget.dk

Bøllevinger - Bjarne Kim PedersenLærken Den Gulgrå - Kenneth Skipper

Umoderne Digte - Inga Mollerup117 zoologiske senryu - Pia Valentin LorentzenNogle Ting om Inventar.. - Irmelin H.C. Prehm

Pilgrim - Michael O. JørgensenGrib Glæden I Grinet - Mariane Bech

Begær, Mord og Gud - 10 litterære.. til Nick Cave

10 11| Interview Interview |

En krimiforsker under forhørAf Brian Stevn Hansen

terære scene. Krimien er sågar blevet kaldt for vor tids tragedie, og det er i hvert fald en interessant sammenlig-ning i forhold til de underlødige ele-menter: Tragedierne har også masser af blod, sex og vold, så der er – måske i de bedste fald – noget om snakken. Krimien er i hvert fald på godt og ondt samtidsaktuel.

Hvad er en rigtig krimi for dig, og hvad kan den, som andre typer bøger ikke kan? Krimien beskæftiger sig, når den fun-gerer allerbedst, med de helt klassiske grundpiller i filosofihistorien: godt, sandt og skønt. Den er skøn, når den er velkomponeret, overraskende, medri-vende og velskrevet. Den handler om det sande, idet en efterforsker – af en el-ler anden art – søger efter en opklaring af en forbrydelse. Og den handler om det gode, idet forbrydelsen fordømmes som netop det modsatte. På den måde holder den fast i, at vi kan vide noget med rimelig sikkerhed, og at vi kan an-klage andre for at gøre noget, vi ikke vil have. Derved udsætter krimien sig også for den fare, at den bliver moralsk konservativ, og det ser vi også mange eksempler på. Men når en krimi fun-gerer bedst, formår den at tage fat i det sande og det gode ud fra nogle ram-mer, der gør, at vi – som læsere – også selv kommer til at diskutere de ting, der sker i romanen. Det hænger på den måde også sammen med krimiens aktualitet, mens det samtidig også er et udtryk for, at krimien kan diskutere nogle eksistentielle og interessante em-ner. Krimien er dermed et tilflugtssted, hvor vi kan gemme os for hverdagen, men det er også et diskussionsrum, hvor vi kan endevende den hverdag, vi gerne vil stikke af fra – og gør den

ser, som vores bog Fingeraftryk viser: at krimien har sat sit præg på – ud over litteratur, tv og film – oplevelser af hi-storisk eller mere underholdende art. Spændingselementet kan være med til at motivere personer – herunder især børn – til at ville vide mere. Lidt som vi læser en krimi for at finde frem til sagens sande sammenhæng, så kan denne type plotopbygning også bru-ges til at lære børn, unge og alle andre aldre noget om fx samfundet og histo-rien. Museer har taget modellen til sig, og etablerer nu udstillinger, hvor del-tageren selv skal finde frem til viden om de historiske temaer, der er udstil-let. På den måde er det interessant at se, hvordan krimien og beskæftigelsen med det kriminelle ikke længere bare er lænestolslitteratur i sommerhuset, men rent faktisk formår at sætte nye standarder for oplevelser. Desuden har krimien også vist, at den kan være med til at sætte samfundsdebatten – tænk her bare på, hvordan flere bøger, dokumentarprogrammer, film og tv-serier sammen har været med til igen at sætte sagen om Blekingegadeban-den på dagsordenen.

Hvordan adskiller de aktuelle krimier sig fra tidligere tiders krimier, og hvad ser du af tendenser?Krimien har udviklet sig over tid fra at være en relativt konservativ genre, hvor godt og ondt var pænt opdelt i letgenkendelige bunker, til at beskæf-tige sig mere med de sociale vilkår for, hvorfor den enkelte begår kriminalitet. Krimien har også fra starten været en relativt realistisk genre, der ikke vil inddrage overnaturlige elementer. Det interessante er dog, at krimien – inden for de seneste par årtier – er begyndt at beskæftige sig med de spørgsmål, som den selv tidligere har udelukket. Den britiske såkaldte Detection Club – en loge for engagerede krimiforfattere i mellemkrigstiden – afviste sågar, at krimien kunne inddrage hjælpemidler

Kan vi for det første slå fast, at krimien er en underlødig genre på niveau med lægero-manen og tegneserien? spørger intervie-weren med et glimt i øjet:Blod, sex, vold og voldtægter, druk og andre mere eller mindre livsbekræf-tende elementer er en indbygget del af genren – det er ofte i de forbindelser, kriminaliteten opstår. På den måde be-skæftiger genren sig i høj grad med un-derlødige tematikker, men ikke mere end kulturhistorien altid har gjort. En vis skyggetilværelse i forhold til finkul-turen har krimien skullet leve, og det er sågar påstået, at krimier per defini-tion skal være dårligt skrevne – og der er også mange, der er formuleret i et skidt og monotont sprog. Jeg aner også på din måde at spørge på, at du sig-ter til de kulturelitære fordomme, som i visse henseender stadig eksisterer ’derude’. Der er heller ingen tvivl om, at krimien byder på underlødige litte-rære indspark, men det gør alle andre genrer også – det er også en tvivlsom fordom, at der ikke eksisterer dårlig kunst. Selvfølgelig gør der det! Derfor findes der selvfølgelig også både gode og dårlige krimier, men krimien har – gentagne gange – vist, at den godt kan stå alene over for den såkaldte finlit-

På Aalborg Universitetsforlag er for nyligt udkommet et festskrift til Professor Gun-hild Agger i anledning af hendes 65 års fødselsdag. Festskriftet Fingeraftryk er en antologi på godt 400 siders akademisk lærdom om krimi. Overgrunden har grebet lejligheden til at få kastet lys over krimien, som nogle kalder den sidste gode genre, ved at interviewe Kim Toft Hansen, den ene af festsskriftets redaktører.

begge dele, har du en god krimi.

Antologien Fingeraftryk er, ud over at være et festskrift, et dokument for en ind-sats på et humanistisk forskningsområde. For mange vil det nok være en drøm lige-frem at få løn for at læse en masse krimier, men der er vel mere i det end som så. Hvor-dan er forskningsmiljøet omkring emnet, og hvilke nye indsigter og spændende pointer finder man for tiden på krimistu-diernes frontlinje?I udgangspunktet er det nok en drøm at få lov at sidde i sin lænestol med den seneste krimi i skødet – og kalde det arbejde. Omvendt har det forsknings-mæssige dissekerende syn det også med at spolere netop den oplevelse, som en krimi kan være. Sammenlign det med at være til rockkoncert el-ler fodboldkamp, hvor du pludselig kommer til at tænke over, hvor tosset du opfører dig – så mister du lidt gej-sten. Forskning i krimi handler derfor om at holde fast i krimiens dragende effekter, mens du også tænker over samme – det er en pudsig position at stå i. Det betyder ikke, at begejstringen forsvinder – den etablerer sig bare på en anden måde. Det betyder også, at det pludselig bliver nemmere at få øje på krimiens elementer alle vegne. Det er måske netop også en af de erkendel-

12 13| Interview, Forlaget Nautilus, Aalborg Universitetsforlag Artikel |

mig at se, at krimien ikke kun udvikler sig lineært væk fra fortidens temaer og ind i nutidens – men at den også etab-lerer nogle cirkulære paralleller til de ældste krimifortællinger på den ver-denslitterære scene.En af de sørgelige erkendelser, som forskeren i krimi nu må nå frem til er, at materialet er uoverstigeligt – der udkommer så meget. På seneste kri-mimesse i Horsens opgjorde krimien-tusiasten og stifteren af Det Danske Krimiakademi Anton Koch-Nielsen sidste års antal af krimiudgivelser bare på dansk, og listen betød, at man næ-sten skal læse en krimi om dagen for at kunne følge med. På den måde kan vi forhåbentligt sige, at forskningen i krimi kun lige er begyndt – der er nok at tage fat på.

fra mere metafysisk art. Her har krimi-en – ligesom samtiden – åbnet op for en mere moderat holdning til metafy-siske spørgsmål. Forfatterskaber cite-rer vidt og bredt Bibelen, og inddrager gerne alternative måder at komme til indsigt på (tænkt bare på La Cour i tv-serien Rejseholdet). På den måde er det faktisk interessant, at krimien åbner for disse tendenser, der – i den vestlige tradition – har været nærmest fravæ-rende i de tidligere tiders krimier. Det interessante er dog, hvilket jeg selv har forsket en smule i, at den kobling mel-lem det realistiske og det overnatur-lige fandtes i bedste velgående i den kinesiske krimi, som er verdens ældre tradition for kriminalfortællinger (den kan med sikkerhed spores helt tilbage til omkring år 1.000). På den måde er tidens mest interessante drejning for

gammel, og derfor var der ikke råd til at rejse med alle fire børn. I 2008 bød muligheden sig: Børnene var efterhån-den voksne, hendes mand arbejdede i forvejen i New York, og de fik mulig-hed for at bytte lejlighed med nogle i Brooklyn. Hun havde altid drømt om New York på grund af dens multikul-tur og mangfoldighed:I flere år havde jeg ønsket at komme væk fra Danmark, og komme ud i verden, og det har noget at gøre med det at skrive og opleve noget andet, og se Danmark udefra. Men også fordi, at jeg var blevet træt af Danmark, blandt andet på grund af den politiske situation, Pia Kjærsgaard og hele den der dyrkelse af en monokultur, som slet ikke findes her, fordi der er så mange forskellige mennesker.

National vs. InternationalNaja har klaret sig rigtig godt på skan-dinavisk og europæisk grund. Hun har vundet Nordisk Råds Litteraturpris, og er lige blevet inkluderet i Best Europe-an Fiction 2010, som er en ny antologi. Hun har dog ikke haft en forventning om at slå igennem som forfatter i New York. En forventning, hun indrøm-mer, hun nok ville have haft, hvis hun havde været yngre. Naja blev en del af den verdensomspændende festival, da PEN kontaktede hende og inviterede hende til at deltage:Min litteratur har været international i mange år. Ikke her, men i Tyskland og Frankrig og alle mulige andre steder, så jeg har i mange år rejst rundt til festivaler i udlandet. Men det er klart, at det er noget helt andet end at være i Europa, hvor man på en måde er på hjemmebane. Der snakker alle lidt dårligt engelsk, når man kommer til festival i Berlin. Det er lidt mere mas-sivt her på en eller anden måde.Sproget har været en af de største ud-fordringer for Naja, når hun har be-væget sig fra at være dansk forfatter til at være international. New Yorks litterære miljø er ved at få øjnene op for Naja og hendes litteratur, og med

PEN World Voices Festival of Inter-national Literature i New York blev oprettet i 2005 af forfatteren Salman Rushdie og tiltrækker hvert år diverse skribenter og litteraturelskere fra hele verden. Festivalen består af readings, debatter, forelæsninger og andre live events, der udtrykker PENs mærkesa-ger.PEN American Center, som produce-rer festivalen, er en del af PEN Inter-national. Non-profit-organisationen blev oprettet i 1921 og har siden orga-nisationens oprindelse kæmpet imod censur og forsvaret udsatte forfattere. Et kerneprojekt er at oversætte inter-national litteratur og dermed sprede etnisk variation. Et andet kerneprojekt består af kampen for friheden til at skrive, lokalt så vel som nationalt og internationalt.Naja Marie Aidt flyttede fra Danmark til New York i 2008. Overgrunden mødte hende på en lille café i Brooklyn til en snak om den danske litteratur i udlandet, at gå fra national til interna-tional forfatter og hvordan klimaet har bevæget sig ind i litteraturen.

Fra Danmark til New YorkNaja fik allerede børn da hun var 18 år

En tom stol er placeret på scenen til hvert arrangement. Den repræsenterer alle de forfattere, der bliver undertrykt, dræbt eller på anden måde får frataget deres ret til at ytre sig gennem ord. PEN-festivalen fandt sted i foråret for 6. år i træk, og pro-grammet var fyldt med prominente forfat-tere og temaer, der skulle fange verdens es-sens. Blandt dem var Naja Marie Aidt og Bjørn Lomborg.

Af Sabina Eklund

Verdens Stemmer

14 15| Artikel Artikel, Billigtryksag.dk |

lidt anden betydning end de lande, hvor censur rent faktisk er pålagt. Naja har heller aldrig mærket noget til cen-sur, men mener, at et hvert menneske yder en form for selvcensur, fordi det er en del af det at være et ordentligt menneske. Dog mener hun, at som for-fatter og kunster er det klart, at man må have fuldstændig frihed til at ud-trykke sig:På en måde kan man sige, at man ikke kan skille de to ting ad, fordi ens egen moral som menneske selvfølgelig spiller ind, når man skriver. Men for mig er det alfa omega at opleve fuldstændig frihed.Selvom Naja aldrig selv har følt sig censureret, kan hun forestille sig, at den næste generation af etniske dan-skere måske vil føle sig censureret på grund af det skarpe skel mellem det at være dansk og ikke at være dansk. I Europa handler temaerne ofte om na-tional identitet, hvorimod det i New York handler meget mere om flere kul-turer og det at være immigrant. Naja bebrejder dog ikke Danmark eller de andre europæiske lande:Det har med mange ting at gøre. Man skal ikke bare ubetinget skælde Danmark ud. Det har noget at gøre med at være et meget lille land, og beskytte sit sprog og sin identitet. Og det skal vi også, ellers for-svinder det jo. Det er angsten for at blive oversvømmet af det store, og det er jo klart, at sådan er det ikke i USA, eller Rusland, eller Kina.

Naja deltog blandt andet i The Big Poetry Reading sammen med andre internationale poeter. Danmark, USA, Portugal og Rusland var repræsente-rede. Der herskede en følsomhed over for det, at deltagerne forsøgte sig med et andet sprog end deres modersmål. Kun Rusland benyttede sig af en over-sætter, men det er essensen af PEN. Når man lytter til det uforståelige russiske sprog og den amerikanske oversættel-se, forstår man godt, at det er svært at oversætte nogle digte til andre sprog,

om noget, der ikke er specielt litterært.

FremtidenNaja føler, hun klarer sig godt i Europa, og vil imødekomme de ting, der kom-mer ved at bo i en by som New York, men hun vil ikke forcere det ved at tage den kendte, ambitiøse New York-stil til sig:Det bliver mere og mere naturligt. Nu har jeg snart været her i to år, og nu har jeg fået lavet nogle helt vildt gode oversættel-ser, og så lærer jeg alligevel nogle at kende, og bliver inviteret til en masse ting.Mens hun har boet i New York har hun skrevet digtsamlingen Alting Blinker, som handler om at høre til og ikke at høre til, og det at være bundet til et sted. Efter at have været væk fra Danmark har hendes litteratur fået et nyt fokus, der handler om, hvad Dan-mark er, og hvad Danmarks historie egentlig er. Temaet om Danmark som kolonimagt er et, der gør sig gældende i USA, og hun udforsker blandt andet Danmarks forhold til sine kolonier, da hun selv er fra Grønland.Lige for tiden arbejder Naja på et pro-jekt med andre forfattere i New York, men hun kan ikke helt fortælle, hvad fremtiden bringer endnu. Planen er bare at skrive.

hendes nye amerikanske oversættel-ser, som hun selv er rigtig godt tilfreds med, vil hun gerne have sin litteratur ud i USA. Oversættelserne har været vigtige, da det kan være svært at oversætte et sprog til et andet, og mest af alt at få oversat en kultur til en anden. Selvom det er to vestlige kulturer, kan der være en verden til forskel:Skandinavisk litteratur er noget helt andet end amerikansk litteratur, og en bog som Bavian for eksempel, synes de herovre er virkelig grænseoverskridende og brutal. Der er alligevel en anden håndskyhed over for at gå planken ud, hvilket vi har en tra-dition for at gøre især i Vesteuropa, Norden og især i Danmark. Derfor er det også in-teressant, når nogle fra et andet land læser ens litteratur med nogle helt andre briller på. Der er en hel masse temaer, de ikke for-står, fordi de ikke forstår dem i den rigtige kontekst. De har ikke været i Danmark i de år, hvor der har været den kæmpestore økonomiske opgang, og Pia Kjærsgaard, og Muhammed-tegninger og det der sinds-syge forbrug.Ud over at USA og Danmark er vidt forskellige samfund med forskellig økonomi og politik, føler Naja gene-relt, at der bare er en helt anden an-svarsfølelse som borger i USA, og New York, som er anderledes fra Danmark. Hun fortæller, at Bavian i virkelighe-den handler om borgerens ansvarsfø-lelse. Frustrationen over ikke at føle noget ansvar, men forvente en hel masse igen. Nogen amerikanere finder det interessant, og andre finder det for meget, men alt i alt er hendes litteratur blevet modtaget positivt.

Forholdet til PENNaja har været medlem af PEN i Dan-mark i mange år, men har ikke været så aktiv omkring organisationen, som hun forventer at blive her i New York. En af PENs vigtigste mærkesager er censur og retten til at udtrykke sig frit. Censur i de vestlige lande har fået en

end det de blev til i. I Najas digte kom-mer alle hendes tanker til udtryk, og man kan se danskeren i hende. Dan-skeren, der reflekterer over sit land, og danskeren, der er blevet påvirket af det store udland.

Litteraturen og KlimaetUd over censur, som altid er en stor del af PEN-festivalen, har klimaet bevæget sig ind på festivalen. Man kan undre sig over, hvad en kli-maekspert som Bjørn Lomborg laver til en litteraturfestival, og hvordan kli-madebatten i det hele taget har fundet vej til litteraturen. Bjørn Lomborg ”op-trådte” til en paneldebat kaldet ”The Weather Report: What Can We Do?” på The Metropolitan Museum of Arts, hvor han diskuterede de forskellige bud og ideer til at bekæmpe det globa-le problem. Temaer som dommedag, kosmisk ansvar, realisme, globalisme og dermed en udvaskning af nationale grænser dukkede op af debatten, og det blev pludseligt klart, hvorfor kli-maet skal repræsenteres til en interna-tional litteraturfestival. Bjørn Lomborg har også gjort sig sine tanker om, hvorfor klimaet har bevæ-get sig ind i litteraturen: Jamen, det viser jo på en vis måde, at alle snakker om det, men det viser jo også på en vis måde, at vi bare snakker om det, og det er derfor, jeg tror, det kunne være fantastisk godt, hvis vi kunne prøve at få noget realisme ind i dis-kussionen. Det handler enormt meget om at finde de rigtige politikker, og ikke bare gen-bekræfte, at vi er gode mennesker.Litteraturen reflekterer den verden, vi lever i, og derfor må store globale pro-blemer også nødvendigvis være en del af PEN. Naja pointerer, at klimaet, som et politisk emne, selvfølgelig hører til på PEN-festivalen, for det er det, PEN handler om:Den her festival er litterær, men den er også meget andet. Politiske emner er et stort is-sue her. På den måde kan man ikke undgå, at mange af emnerne kommer til at handle ✓

✓✓

- FOR DIG OG MILJØET!

Offsettryk Puljetryk Online prislisteDigitaltryk Neutral forsendelse ✓✓✓

A6 Postkort1000 stk. 4+4 CMYK 1+1 mat vandlak

1.095,-Puljetryk 300 g silk

4-sidet A51000 stk. 4+4 CMYK

1.855,-Puljetryk 150 g gloss

Svanemærkede tryksager

Foto til baggrund: Zach Gross

16 17 Interview, Forlag1, Peter & Ping || Interview

Billedsprog med og uden ordAf Kasper Eiset-Andersen

på den måde kommer panelerne helt automatisk til at indgå i serier.

Så tegneserier behøver altså ikke bestå af tegninger?Det er rigtigt, at det danske ord læg-ger op til, at der er tegninger i en tegneserie, ligesom det engelske ord ‘comic’ lægger op til, at indholdet af den skal være morsomt. Men en teg-neserie behøver ikke være sjov, der er mange eksempler på alvorlige eller triste tegneserier. Den behøver heller ikke nødvendigvis bestå af tegninger. Bedemandens Datter, som er lavet af Ali-son Bechdels, er baseret på fotografier; Bayeux-tapetet og hulemalerierne er på en måde også en slags tegneserier. Til gengæld ville man ikke kunne tale om tegneserier, hvis der ikke var en narrativ struktur; men strukturen kan udnyttes på mange forskellige måder.

Ud over at en tegneserie indeholder bil-leder, minder den jo på mange måder om skreven litteratur. Hvad er de væsentligste lighedspunkter? Ja, både med hensyn til strukturerin-gen af det narrative forløb, som vi har været inde på, og helt oplagt ved, at de fleste tegneserier også indeholder tekst. Det mest oplagte lighedspunkt er, at de fleste – men ikke alle – tegne-

symboliserer meget konkret en afvi-gelse fra det normale og forventede, men derudover giver det også mulig-hed for, at barnet kan lide den grumme skæbne at blive spist af en sulten kat!

Hvad bliver dit næste tegneserieprojekt?Jeg sagde før, at de fleste tegneserier ud over billeder også indeholder tekst, men sådan er det ikke altid; lige nu er jeg i gang med en pantomime-tegne-serie, som fortæller flere små historier, alle sammen uden ord. Det varer nok noget, inden den bliver færdig, nu har jeg jo masser af andet at se til. Det er en sjov udfordring at begrænse sine virkemidler på den måde. Det kræver mere omtanke, og jeg føler, jeg kom-mer tættere på mediets grundstruktur.

Med god fornemmelse for hvornår in-terviewet er blevet langt nok, gør Bjørn kærligt men bestemt opmærksom på, at intervieweren har taget rigeligt af mors tid og opmærksomhed. Vi run-der samtalen af og vender tilbage til en virkelighed med eller uden narrative strukturer.

Hvis man har lyst til at tage et kig på nogle af Ina Korneliussens tegnin-ger, kan man lægge vejen forbi www.inakorneliussen.com, hvor man blandt andet kan se Inas tegneserie Hygge-hund og læse hendes speciale Tegnese-riens Narrative Virkemidler.

Ud over at være udøvende kunstner på området er Ina cand.mag. i Dansk og Kunsthistorie med speciale i tegne-serier. For nyligt er hun desuden ble-vet mor til Bjørn, som er godt i gang med nysgerrigt at udforske verden fra frøperspektiv.

Lad os begynde med at få på plads, hvad det er vi snakker om, når vi snakker om tegneserier. Ordet ’tegneserie’ lægger op til at vi har at gøre med tegninger og serier. Hvad er en tegning, og hvad er en serie i tegneseriesammenhæng?Det er ikke så nemt at komme med en god definition, en tegning kan være mange forskellige ting. Grundlæg-gende kan man sige, at en tegning er et billede, der er skabt med et redskab, fx en blyant eller en pensel, der afsæt-ter en streg på papiret – eller hvad man nu sætter streger på. Med en lidt tek-nisk betegnelse kan man bruge ordet ’panel’ om en tegneserietegning. Et pa-nel i en tegneserie er forskellig fra en tegning i andre sammenhænge, fx ved at det er narrativt, altså at det fortæller noget. Men et panel er også altid om-givet af andre paneler og forstås kun i den sammenhæng. En tegneserieside er jo ordnet i en ret konventionel git-terstruktur, hvor man læser fra ven-stre mod højre og oppefra og ned, og

På en smuk, solbeskinnet forårsdag er Overgrundens udsendte cyklet til Syd-havnen for at mødes med tegneserietegner, freelanceillustrator og meget mere, Ina Korneliussen, til en snak om et medium, som får stigende opmærksomhed, også in-den for traditionelle litterære miljøer: teg-neserien.

serier indeholder tekst. Desuden er der struktureringen af det narrative forløb, som vi har været inde på. Her er den afgørende forskel, at mens man i fx en roman læser én sætning ad gangen, og altså er ét sted i teksten til ét tidspunkt, så eksisterer alle billeder i tegneserien side om side på samme tid. Læseren kan se det hele på en gang, selvom billedernes skal afkodes et ad gangen. Tegneserier har også meget til fælles med film, som jo også består af billeder og ord i form af tale; her er en af for-skellene, at beskueren altid følger fil-mens tidslige struktur, mens man som tegneserielæser følger sin egen tid.

Har tegneserien et unikt udtryk, som ad-skiller den fra andre kunstformer?Formen rummer en masse potentiale, som bliver udnyttet forskelligt af for-skellige tegneserieskabere. Ud over den tidslige og rumlige strukturering, som gør tegneserien forskellig fra an-dre kunstformer, den ligner, arbejder jeg selv for tiden med den virkning billedsproget kan have. I en alminde-lig litterær tekst er billedsprog noget abstrakt, som kun kan forstås i over-ført betydning; i en tegneserie bliver billedsproget meget konkret og får betydning for historiens handling. En af mine historier handler om en kvin-de, som bliver mor til en fisk, hvilket kan fungere i en tegneserie på grund af mediets konventioner; fiske-barnet

En krimi novelle samling

Personlig udvikling

En roman om hvordan en �ygtning bliver til

Udgiv din egen bog ...

18 19| Boghistorier Boghistorier |

Læseheste, bogorme og eskapisterAf Thomas Strømsholt

tede sig selv for bøgernes skyld; og kejser Gordian II samlede på bøger og konkubiner, idet han samtidig fik skrevet ikke så lidt. Disse og mange andre eksempler viser med al ønske-lig tydelighed, at lyst og kraft ikke står i modsætning til lexofili - læselyst.

En mere oplagt zoologisk association ville derfor være bien, man skal blot ud-skifte blomsterne med bøger og nektar med ord, så har man et perfekt billede på den hungrende og utrættelige læser. Som digteren Henry Vaughan skrev om bøger: “By sucking you, the wise like bees do grow.” Der er også andet, der så at sige vokser under læsningen. Vi fødes alle med et astronomisk antal neuroner, som imidlertid ikke er meget bevendt, hvis de ikke forbindes. Denne proces er mest markant i de formative år men fortsætter indtil døden, forud-sat selvfølgelig at vi bruger hjernen – og hjernen i almindelighed, den venstre halvdel i særdeleshed, elsker at læse. Hjernescanninger af læsere viser en be-tydelig aktivitet i den venstre hemisfæ-re, hvor neuronerne er tætpakkede og intimt forbundne, og derfor bedre til at arbejde intenst. Og jo mere vi læser, des flere neuronforbindelser dannes der. Men som alle tobaksnydere ved; når først neuronerne har smagt på varen, kræver de mere. Om det er ligeså svært

sprænger tiden og bliver nutidige el-ler rettere tidsløse. Der er virkelig noget magisk over bøger; de kan, som Vilhelm Grønbech skrev, løfte det moderne menneske ud af hans ensomhedsfængsel og give ham et samfund med sjæle. Det sidste kan de fleste læsere nok genkende, tænk blot på Shakespeare, Balzac og Dick-ens fra hvis værker sprællevende menneskesjæle nærmest vælter ud, bare man slår op på en tilfældig side. Bogen er som et skib, og læseren som en opdagelsesrejsende; utallige verde-ner venter på at blive udforsket. Paris er ikke længere væk end Victor Hugo, og Mars finder du under Ray Brad-bury. Man kan kalde det for eskapis-me, blot er det ikke verdensflugt, men en rejse ind i andre, nye og fremmede virkeligheder. Læsehesten vender (som regel) altid tilbage til lænestolen. Men i mellemtiden har noget forandret sig; der er sket det, at vores virkelighed er udvidet, og vi ser ting, som vi før var blinde over for – forudsat at det var en god bog og (ikke mindst) at vi forstår at læse den. Fysikeren Peter Kapitza pånødede engang sin ven og kollega Paul Dirac, som modtog Nobelprisen i 1933, at læse Dostojefskis Rodion Raskolnikof. ”Nå, hvad synes du så?” spurgte Kapitza, da Dirac returnerede romanen. ”Den er fin,” svarede Dirac, ”men i et af kapitlerne har forfatte-ren lavet en fejl. Han beskriver solens opgang to gange på samme dag.”. Læsning kan give et sus, der ikke har sin lige blandt de mange stimulanser, som kulturen stiller til rådighed. Bog-ormen er bedøvende ligeglad med nyt-teværdien (”hvad skal jeg bruge det til?”), for når først læsning er blevet en lidenskab, er det begrundelse nok. Lyt til den gamle vezir og general, Shmuel ha-Nagid (993-1056):”Gør bogen til en ven på din vej,lad bogen blive dit hjems fundament.Læs! og gør din nat til dagog din dag til en fredsfyldt oase.”

De fleste begynder allerede i barndom-men. Man får tilbudt en tilsyneladende uskyldig smagsprøve, og ved indtagel-sen af den første dosis, den være sig nok så lille, oplever man en hidtil ukendt rus. En slumrende sult er blevet vakt, og snart begynder man selv at opsøge stoffet. Men jo mere man indtager, des større bliver sulten, dosis stiger, og før man ved af det, er man hooked. Jeg taler om læsestof, dette stærkt va-nedannende semantiske narkotikum, der får ellers sunde og normale men-nesker til at lukke sig inde mellem reoler, fortabe sig i tykke værker og hænge ud på biblioteker eller opsøge skumle antikvariater. Populært kaldes disse bogmennesker for læseheste, for ligesom hesten har de en tilsynela-dende umættelig appetit. Samme asso-ciation ligger bag betegnelsen bogorm, om end denne lille larve i bogverde-nen er kendt og frygtet under nav-net pestis chartarum - papirets pest. Begge betegnelser er mere eller min-dre nedsættende, f.eks. bruges læse-hest om pedanter. Ifølge Nietzsche er bogmennesket ”ohne Lust und Kraft,” men de historiske eksempler modsi-ger hans negative karakteristik: Ale-xander den Store havde næsten altid havde en bog på sig; Erasmus ville hellere bruge sine sparsomme midler til bøger end tøj; Rasmus Rask sul-

”Bøgernes Verden er som stille Gemmer, rummer tit Undere, Øjeblikket glemmer; mangen en Skat, maaske fra Dragen vunden, ligger paa Bunden.”

Thøger Larsen

at afvænne en læser, vides ikke, men svært er det i hvert fald at lade være, når man først er kommet i gang. For ligesom med Amaltheas horn, romer-nes Cornucopia, er der ingen ende på bøgernes antal. Hver gang jeg har læst en roman, er jeg stødt på enten direkte eller indirekte referencer til andre bø-ger og forfatterskaber, som så natur-ligvis må skrives på den efterhånden lange liste over bøger, som skal læses, inden jeg mister synet eller dør. Der er rigeligt med læsestof til en bogjunkie.

Apropos døden: Virginia Woolf fore-stillede sig, at når alle de store ero-brere og statsmænd har fået deres belønning i Himlen på Den yderste Dag, og turen kommer til bogelskerne, vil Gud vende sig mod Sankt Peter, og (med en vis misundelse i stem-men) sige: ”Look, these need no re-ward. We have nothing to give them here. They have loved reading.”. Efterliv eller ej, der er mange årsager til, at ellers normale mennesker for-vandles til læseheste eller bogorme. Litteraten Thomas Carlyle talte bege-jstret om bøger som mirakuløse runer, hvori fortidens sjæl kunne genfindes og genhøres: “All that Mankind has done, thought, gained, or been: it is lying as in magic preservation in the pages of Books.”. For den, der ønsker at vide mere om sig selv, sine medmen-nesker og omverden, er bøgerne en uomgængelig kilde. Dog er læsning, som Lukianos skrev, ingen garant for lærdom: ”Skønt du har en bog i hån-den og læser konstant, forstår du ikke en smule af, hvad du læser, men er og bliver som æslet, der lytter til lyren og vifter med ørerne.”. Men det utvivl-somt en af de risici, som er forbundet med læsning – at vi bliver lidt klogere. Om ikke andet kan man af bøgerne lære, at ens uvidenhed altid er bund-løs, endnu en grund til at læse en mere. Bøger er andet og mere end Carlyles konserverende beholdere; de bedste

Boghistorier – fortællinger om bøger og bogmennesker

20 21| Vis os din bogreol Vis os din bogreol |

Så det er faktisk ikke tematisk men æste-tisk, de er ordnede?Det er faktisk æstetisk ordnet, ja; det er meget smukt... Det er det jo lidt. Her kommenterer Overgrundens udsendte, at der jo også er en del bøger, der står og læ-ner sig op af hyldernes rækker med forsiden udad: Det er fordi, jeg synes, at nogle af bøgerne er så smukke, at det er synd, hvis de bare står med ryggen udad. Jeg har et meget æstetisk forhold til bøger, må jeg jo sige. Der er mange af de bø-ger, jeg beholder, som er dem, der er smukke. Enten er de meget gode, eller også er de meget smukke. Dem der er midt imellem og grimme, dem skiller jeg mig af med.

er så spektakulært dårlige, at man fø-ler, man bliver nødt til at gemme dem. Så det har jeg så gjort. Leonora springer op og finder en bunke på seks bøger. De her er simpelthen de dårligste bøger, jeg har. De er så ringe, at jeg ikke kan skille mig af med dem. Her er fx Mads Hol-gers Alle går rundt og forelsker sig, som er så dårlig, at man ikke kan komme igennem den ever. Altså, det kan man ikke. Den er så forfærdelig. Og her er en eller anden vampyrroman; den er helt vildt ringe. Og Paula Larrain Uden for citat. Dyrets tal, en eller anden sa-tireroman, der overhovedet ikke er sjov. Og så Alt er godt, en chicklit for kvinder på 50, hvor der ikke står noget om, hvordan hun har det. Det er sådan noget (Leonora tager oplæsningsstem-men på og læser et stykke): ”Går rundt og nipper visne blade af blomsterne og sætter friske stearinlys i stagerne...” og så videre! Altså sådan er hele bogen! Jamen, for h....., det er virkelig godt, altså. Så det er simpelthen dem. Dem kan jeg aldrig skille mig af med; de er lige så gode som de gode bøger, jeg har. Der er nogle gange, at det er så spektakulært uvellykket. Det her, det er cremen af dårligdom.

Hvilke bøger har inspireret din egen skriv-ning?Til min seneste bog inspirerede den gotiske The Thirteenth Tale af Diane Set-terfield mig rigtig meget. Derudover er jeg inspireret af Agathe Christie, Karen Blixen, Daphne du Maurier, Siri Hustvedt, og rigtig mange af de der gotiske. Sådan en som Wilkie Collins, ja og Diane Setterfield og Sara Waters, men altså, det er forskelligt alt efter, hvilken bog jeg skriver på. Lige nu er det mest det gotiske, vil jeg sige. Det er mest det, jeg har læst de sidste par år. Men altså, jeg kan også godt lide noget af det danske. Jeg vil ikke sige, jeg er inspireret af Helle Helle, men jeg sy-nes, Rødby-Puttgarden er en meget god bog inden for sin genre. Det er meget

Hvilken bog er den bedste i samlingen?Altså, jeg har flere ”den bedste bog”, tror jeg, jeg må sige. En af dem er Re-becca af Daphne du Maurier. Ellers... Altså, jeg har jo mange bedste bøger. Øhm. Goddamn. Altså, så tror jeg næ-sten, det må være Siri Hustvedts The Blindfold, som hun har signeret. Det bliver man jo glad for. Det, synes jeg, er en fantastisk bog.

Har du også en ”dårligste bog”?Ja, det har jeg! Jeg har faktisk en hel hylde med bøger, som, jeg synes, er så dårlige, at jeg ikke kan skille mig af med dem. Når man anmelder får man jo faktisk indimellem nogle bøger, der

Er der nogen større overvejelser bag din bog-indretning?Jeg kan enormt godt lide at have dem omkring mig, og jeg kan godt lide or-den, så de er sådan ordnede, at de ser pæne ud og jeg kan finde dem, og så-dan at de også står lidt tematisk.

Så de står ikke i alfabetisk orden?Nej, det gør de ikke. Også fordi, som man kan se, der er en vis højdeting involveret her. Jeg har prøvet at finde nogle, der har samme størrelse og sæt-te dem ved siden af hinanden, så ikke det er sådan... Leonora Christina Skov bryder i grin og det samme gør Overgrun-dens udsendte:

Den bog-aktuelle forfatter, kritiker og debattør Leonora Christina Skov har en udpræget æstetisk sans, som også gør sig gældende, når det gælder opbevaringen af hendes bogsamling. Bogsamlingen står fint ordnet til skue i en hvid bogreol, der er bygget efter ejerens ønsker af en tømrer fundet på Facebook. I bogreolen findes en overvægt at engelsksproget litteratur, og samlingen spænder over feministiske og litteraturteoretiske værker, psykologibøger, danske og udenlandske klassikere, en masse kuriøse bøger hjembragt fra fx Rusland og Afrika som en slags souvenirs samt en del gotisk litteratur, der har fungeret som inspiration til Leonora Christina Skovs nyligt udkomne Silhuet af en synder.

Af Janni Iben Stevn Hansen

Leonora Christina Skov

Vis os din bogreol:

22 23| Vis os din bogreol Samfundslitteratur, Aarhus Teater |

Er det fordi, du bruger dem i din egen skrivning?Ja, det er derfor. Jeg plejer ikke at læse dem flere gange ellers. Men det hand-ler også om, at jeg ikke har tid. Jeg an-melder jo en bog om ugen, så det be-står ret meget i, at jeg skriver mit eget, og så læser jeg en eller anden, som jeg anmelder, så det er kun, når jeg har fe-rie, at jeg ligesom læser, hvad jeg har lyst til.

Har du læst alle bøgerne i din samling?Nej, det har jeg ikke. Der er bøger, jeg får købt hjem, som jeg helt vildt gerne vil læse, som jeg bare aldrig får læst. Det må jeg sige. Jeg har ret mange bø-ger, jeg køber til, når jeg engang får ferie. Jeg kunne lave ret mange høje bunker med de der feriebøger. Men det kan også godt være, at når man så endelig kommer på ferie, så går man bare ned og køber en krimi.

Men alle bøgerne bliver købt for at blive læst, der er ikke nogen, der bliver købt, fordi de skal se smarte ud? Nej, nej, nej. Altså, min reol er så usmart i forvejen. Der er jo alt for me-get feminisme på den. Der er jo ikke andet end sådan noget kvindehalløj herovre, så jeg har ligesom ødelagt det for mig selv i forvejen.

spændende at læse noget, der sådan er virkelig langt fra det, jeg selv skriver, og se hvad det er, hun gør, og hvorfor det fungerer – for det synes jeg, det gør. Jeg har også været meget glad for Sissel-Jo Gazans Dinosaurens fjer, fordi hun på en eller anden måde bruger sin universitetsuddannelse til noget; altså når nu man har den, så er det jo lidt åndssvagt, at det tæller meget mere, at man har gået to år på Forfatterskolen end at man har læst 10 år på universi-tetet, synes jeg.

Hvilken bog har du læst flest gange?Rebecca af Daphne du Maurier. Men det er også fordi, jeg var meget inspire-ret af den, da jeg skrev Silhuet af en syn-der, så der læste jeg den igen. Jeg tror, jeg har læst den fire gange. Men ellers, er der sgu ret mange, jeg har læst flere gange. På øverste hylde her står alle Agathe Christie-bøgerne, og der har jeg læst Hvem af os er morderen en mil-liard gange. Det er sådan en bog, der er god, selvom jeg ved, hvem morderen er. Jeg har også læst Gengældelsens veje af Blixen (under pseudonymet Pierre Andrézel, red.) rigtig mange gange. Og den Siri Hustvedt-bog, The Blind-fold, har jeg læst rigtig mange gange.

HANS HENRIK MØLLER, HENRIK POULSEN OG BO STEFFENSEN

LITTERATURUNDERVISNING – MELLEM ANALYSE OG OPLEVELSELitteraturpædagogikken i folkeskolen står i dag i et vadested. Undervisningen væg-ter stadig de analytiske færdigheder, som i årtier har stået centralt i faget, men sam-tidig gives der plads for elevernes umid-delbare og spontane oplevelse af teksten. Bogen forsøger at bygge bro mellem de to pædagogiske tilgange, og giver desuden et historisk rids over litteraturpædagogik-kens udvikling og teoretiske fundament.

NIELS MØLLER NIELSEN:

ARGUMENTER I KONTEKST – INTRODUKTION TIL PRAGMATISKARGUMENTATIONSANALYSEEn bog til alle, der vil lære at analysere argumentation og ønsker at forstå, hvor-dan man kan afgøre, om argumentation er god eller dårlig, rimelig eller urimelig, etisk eller uetisk. Der er noget at hente både for den læser, der ønsker et hurtigt og effektivt værktøj til at åbne den argumen-terende tekst, og den læser, der ønsker en mere dybtgående indsigt i argumentation og pragmatisk sprogbeskrivelse.

LARS OLE BONDE:

MUSIK OG MENNESKE– INTRODUKTION TIL MUSIKPSYKOLOGIMusik bevæger os. Rytmen sætter gang i kroppen. Klange, melodier og harmonier fremkalder følelser. Musik vækker min-der og trøster eller opmuntrer os, når vi er alene, og den knytter os sammen med andre, når vi synger, spiller eller lytter i fællesskab. Vi fødes med evnen til at kom-munikere musikalsk, og høresansen er den sidste, der slukkes, når vi dør.

240 m

m

170 mm170 mm 22,7 mm 90 mm90 mm

er cand.mag. i musikviden-skab og nordisk litteratur, ph.d. i musikterapi samt uddannet musikterapeut med speciale i psykoterapi baseret på musiklytning. Har arbejdet som gymna-sielærer, som lektor i musikvidenskab ved Aalborg Universitet, som musikproducer i Danmarks Radio og som freelance koncert- og operaproducent, før han i 1995 blev fast knyttet til musikterapiuddan-nelsen ved Aalborg universitet. Fra 2008 desuden professor II ved Senter for musikk og helse, Norges Musikkhøgskole. Har skrevet flere bøger og talrige artikler om emner inden for musikhistorie, opera, musikpædagogik, musikpsykologi og musikterapi.

Musik bevæger os. Rytmen sætter gang i kroppen. Klange, melodier og har-monier fremkalder følelser. Musik vækker minder og trøster eller opmuntrer os, når vi er alene, og den knytter os sammen med andre, når vi synger, spiller eller lytter i fællesskab. Vi fødes med evnen til at kommunikere mu-sikalsk, og høresansen er den sidste, der slukkes, når vi dør. Musikken har været en del af menneskets liv siden urtiden, og vores omgang med musik vil blive ved med at udvikle sig, så længe der er mennesker til.

Men hvordan kan det være, at musikken kan alle disse ting? Hvorfor og hvordan påvirker musik os fysisk, psykisk, eksistentielt og socialt? Er musik virkelig et ordløst, æstetisk og symbolsk sprog, der kan forstås af alle?

diskuterer disse spørgsmål og formidler den nyeste viden og de nyeste teorier om musikken i menneskers liv. Den aktive omgang med musik – i bogen kaldet ’musicering’ – beskrives som den indgår i hverdagslivets opbygning af identitet og livskvalitet og i etableringen af sociale og kulturelle fællesskaber.

er den første introduktion til musikpsykologi på et nordisk sprog. Bogen er bygget op ud fra en teoretisk model, der be-skriver musikken som en fysisk kraft, som et sprog med æstetisk betydning og eksistentiel mening – og som en social og kulturel aktivitet.

ISBN 978-87-593-1400-5

ARGUMENTER I KONTEKST

15,5mm156,5mm 156,5mm90mm 90mm

230m

m

Litteraturpædagogikken i folkeskolen står i dag i et vadested. Undervisningen vægter stadig de

analytiske færdigheder som i årtier har stået centralt i faget, men samtidig gives større plads

for elevernes umiddelbare og spontane oplevelse af teksten.

Litteraturundervisning – mellem analyse og oplevelse belyser dette skisma og forsøger at bygge

bro mellem de to pædagogiske tilgange som udspringer af nykritikken og receptionsteorien.

Bogen giver desuden et historisk rids over litteraturpædagogikkens udvikling og teoretiske

fundament, og den kommer med en række konkrete forslag til litteraturundervisningen

i indskolingen, på mellemtrinet og i udskolingen.

Bogen henvender sig til undervisere og studerende på landets lærerseminarier samt til lærere i

folkeskolen, men den kan læses og anvendes af alle med interesse for hvordan og med hvilket

formål man underviser i litteratur.

ISBN 978-87-593-1444-9

HANS HENRIK MØLLER (1956) er mag.art. og ph.d. i nordisk litte ratur og ansat som lektor i dansk i læreruddannelsen på professionshøjskolen UCC. Han har skrevet artikler og essays om litteraturteori og børne- og ungdomslitteratur i forskellige danske og internationale tidsskrifter. Seneste udgivelse er Litteraturhistorie i en kanontid (red. sammen med Mette Siersted) fra 2008.

HENRIK POULSEN (1953) er cand.mag. i dansk og film- og medie-videnskab, tidligere gymnasielærer, uddannelseskonsulent i DR, redaktør i A-Pressen og Lynx Media, nu freelance lærebogsforfatter, konsulent og foredragsholder. Fagligt beskæftiger Henrik sig især med integrationen af litteratur, sprog og medier. Han har tidligere skrevet bl.a. Ryd forsiden, Mediebogen for folkeskolen, Den korte film og Vild med dansk (sammen med Lise Ammitzbøll, Dorte Østergren Olsen) samt adskillige artikler i bl.a. KvaN og Dansk Noter.

BO STEFFENSEN (1945) er læreruddannet, cand.mag. i dansk og kultursociologi og dr.pæd. Bo er lektor ved professionshøjskolen UCC og har i mange år forsket i bl.a. litteraturteori, børns læsning, fagdidaktik og pædagogisk neurovidenskab, ligesom han stod bag oprettelsen af Nationalt Videncenter for læsning. Han har skrevet en lang række artikler og bøger, bl.a. Når børn læser fiktion, Det fagdidaktiske projekt, Medier og læring og Nervepirrende pædagogik (sammen med Theresa Schilhab).

OMSLAG: ANNETTE BORSBØL / IMPERIET

Annonce 170 x 118,75. Farve. MAJ 2010.indd 1 07/05/10 13.28

24