Dansk, læsning og retskrivning FP9

Folkeskolens prøver

Læsning TEKSTER

Mandag den 3. december 2018kl. 14.00-14.30

Ved prøven må der anvendes trykte og elektroniske ordbøger, der er i overensstemmelse med gældende retskrivning, som den er fastsat af Dansk Sprognævn. Ordbøger, som ikke kan medbringes eller opbevares lokalt, kan efter skolelederens nærmere anvisninger tilgås via internettet.

Opgaven findes som:1. Digital selvrettende prøve2. Papirhæfte3. PDF til elever, der aflægger

prøve på særlige vilkår

Elevens UNI•Login:

Skolens navn:

Tilsynsførendes underskrift:

Tekst 1

FOTOS:MICH

AELPALDANJulen er kvindernes fest

Kvinder trækker det største læs i december. Det afspejler vores generelle arbejdsfordeling, mener kønsforsker. Kvinder skal give slip på ansvaret, opfordrer parterapeut.

Manden pynter træet, kvinden planlægger gaverne

Maria Beck, QA professional, og Harald Peen, jurist, begge 30 år og fra Frederiksberg

Maria: »Jeg står mest for planlægningen. Det er også primært mig,der tager initiativ til, at vi skal købe julegaver – og hvad vi skal købe.Også til Haralds familie. Jeg er mere struktureret og ser julegavernesom en opgave, der skal planlægges og klares. Og jeg kan godtlide at være i god tid, så det hele ikke bliver så stresset i den sidsteuge op til jul. Hvis det stod til Harald, blev gaverne nok købt 23.december, ha, ha.«

Harald: »Det er der nok noget om. Det er sket før, at jeg har væretude 23. december for at købe julegaver. Men selvom Maria er godtil at komme med forslag til gaver, kan vi godt købe dem sammen.Og lige nu er vi ude for at købe juletræ sammen.«

Maria: »Det er Harald, der pynter træet, for det gider jeg ikke. Hanpynter også op med nogle uroer. Men hvis vi skulle have juleser-vietter og andet pynt, ville det være mig, der købte det. Vi har ikkeadventskrans og kalenderlys og bager ikke julesmåkager. Vi tagerhjem til vores forældre juleaften, så vi har ikke nogen arbejdsforde-ling med julemaden og julebordet.«

Fælles om det meste – undtagen pynt og organisering

Pia Nielsen, 61 år, kontoransat, og Heinrich Nielsen, 64 år, på efterløn, begge fra Brønd-byøster

Pia: »Vi er gode til at gøre tingene sammen – købe julegaver, plukkeænder, finde juletræ og så videre. Men det er mest mig, der pynterop. Og så er det mig, der organiserer tingene. Yngre kvinder villemåske tænke: 'Hvorfor skal det være mig, der gør det'. Men det erefterhånden blevet naturligt hos os.«

Heinrich: »Jeg tror, at kvinder generelt har et større behov for, atder skal være styr på tingene. De er bedre til at huske de ting, derskal gøres, og tænke frem. Men når opgaverne skal udføres, er vifælles om det og tager for eksempel nogle dage fri til at gå ud atkøbe gaver sammen.«

Pia: »Jeg tror også, at kvinder har et omsorgsgen og sørger for, atder er styr på tingene.«

HVORDAN FORDELERI OPGAVERNE?

38%

Hvem i jeres forhold er ansvarlig for følgende?

50%44% 2%

11%

Louise A. Poulsenlap sondagsavisen.dk

Det kan godt være, at Dan-mark er nået langt i ligestillin-gens tegn. Men når vi rammer december, og der skal pakkes gaver ind, pyntes op, bages brunkager, skrives julekort og købes kalenderlys, er det kvin-derne, der trækker læsset.

Det viser en undersøgelse fra YouGov, hvor danske par har svaret på, hvem der har ansva-ret for 14 opgaver i forbindelse med julen. Kun juletræet er det oftest manden, der køber og henter.

Kvinder sørger for trivselVores ansvarsfordeling i julen overrasker hverken partera-peuten eller kønsforskeren.

»Kvinden tænker fremad og kan derfor se de opgaver, der skal udføres, længe før man-den er begyndt at tænke på jul. Noget af det, kvinder føler sig allermest forpligtede til at sør-ge for, er trivsel i privatlivet. Og da julen handler om fami-lie, og hvordan vi har det med hinanden, er kvinderne længst fremme i julesokken på næsten alle julens arbejdsområder, « siger parterapeut Martin Østergaard.

Kønsforsker, sociolog og postdoc på Syddansk Universi-tet Anna Sofie Bach påpeger, at undersøgelsen afspejler vores arbejdsfordeling generelt.

Vi hjælpes mere om maden»I løbet af året er det også typisk kvinden, der køber gave til svigermor, børn og andre. Kvinder har overblikket og skaber strukturen, husker på opgaver og tager ansvar,« siger hun og hæfter sig ved, at undersøgelsen viser områder, hvor mænd og kvinder hjælpes mere end andre.

»Julemaden er et eksempel på en opgave, hvor manden er mere på banen. I løbet af året er mange mænd også i køkke-net for at lave mad – især når det er hyggemad i weekender-ne, hvor der er bedre tid. Mad er også blevet maskulint, og vi ser masser af mænd i kokke-programmer på tv,« siger Anna Sofie Bach.

Slap lige af med det pladevatHun suppleres af Martin Østergaard: »Jeg tror, at mæn-dene hygger sig lige så meget som kvinderne. Men de kan synes, at det bliver lige tutte-nuttet nok at ligge og rode med 15 meter pladevat og små spej-le til et nisselandskab. Der læner mange sig nok tilbage i stolen med en juleøl og tænker: ’Ho, ho, ho, slap nu lige af’.«

Anna Sofie Bach hæfter sig ved, at tallene i - under

søgelsen viser, at kvinder stresser mere over julen end mænd.

»Det er selvfølgelig et pro-blem, hvis kvinden føler, at hun skal performe og har ansvar for, at alt er fint og hyg-geligt og godt. Julen er en familiefest, så man skulle ger-ne hjælpes. Men hvis kvinden hygger sig med det, er det jo ikke noget problem,« siger hun.

Forskel på generationerneFor de par, der er over 60 år, er ansvarsfordelingen mellem kønnene mere skæv, end den er hos parrene i alderen 18-29, hvor man deles mere om jule-syslerne, viser tallene fra undersøgelsen.

»Julen er traditionel, og vi falder ind i nogle roller, vi er vokset op med. Det tager tid at ændre. Men det rykker sig lidt fra generation til generation, og yngre i dag gør tingene lidt anderledes,« siger Anna Sofie Bach.

Og mænd kan sagtens jule, fortæller Martin Østergaard, der ser et uforløst potentiale hos mænd som arbejdsheste og ansvarstagere i julen.

»Fraskilte fædre kan – til deres egen overraskelse – gå helt amok i juleforberedelser, når de først kommer i gang. Så ligesom mænd kan være lige så effektive og fintfølende omsorgsgivere over for børn som kvinder, kan mænd altså også være lige så julede,« siger han.

DET VISER UNDERSØGELSENUndersøgelsen viser, at kvin-derne er ansvarlige for de fleste ting i forbindelse med julen – bortset fra at købe og vælge juletræet og klare julerengørin-gen, som er opgaver, der oftest udføres i fællesskab.

Kvinder og mænd er i de fleste tilfælde enige om, at man den ikke overvejende tager sig af opgaverne. Men hvor mange kvinder synes, at de overvejende løser opgaven, sva-rer mange mænd, at opgaven deles ligeligt mellem kønnene.

Der er forskel på, hvordan unge og ældre fordeler pligter-ne mellem sig. Hos parrene over 60 år er det mere udtalt, at kvinden tager sig af juleopga-verne. Til sammenligning forde-ler parrene på 18-29 år pligter-ne mere ligeligt imellem sig.

Flere unge end ældre svarer, at de ikke skriver julekort, hen-ter juletræ, dækker julebord og laver julemad. Det skyldes for-mentlig, at jo yngre man er, desto mindre er sandsynlighe-den for, at man lægger hus til juleaften.

Kilde: YouGov for Søndagsavisen. 610 personer, der er i et forhold med en person af det modsatte køn og bor sammen med vedkommende, har sva-ret. Af dem er 301 kvinder og 309 mænd. Svarmulighederne var ’overve-jende kvinden’, ’overvejende manden’ og ’begge cirka lige meget’. Øvrige svarmuligheder, der ikke er medtaget her, var ’ingen af os’ og ’ved ikke/ikke relevant’.”Julen er en familiefest,

så man skulle gerne hjælpes.

37%

37%

38%

10%

27%

30%

29%

34%50%

51%

59%

51%

67%

71%

31%

22%

23%

11%

17%

18%

19%

20%

8%

9%

8%

5%

5%

4%

4%

3%

2%

6%

6%

KVINDEN BEGGE

MANDEN

38 %

39 %

43 %

52 %

Hvem gør hvad til jul?

Hvem i jeres forhold er ansvarlig for følgende?

50 %Finder på og køber

julegaverne 44 % 2 %

59 %Pakker julegaverne ind 5 % 31 %

51 %

Sørger for at købe julekalendere/

pakkekalendere/adventskalendere 22 %5 %

67 %Pynter hjemmet

op til jul4 % 23 %

38 %Skriver julekort 11 %

8 %

Arrangerer at holde julefrokost /klippe-

klistre-dag/gløgg-komsammen 3 %27 %

71 %Køber kalenderlys, juleservietter,

mistelten, adventskrans

og andet julepynt

17 % 2 %

Bager julesmåkager/laver konfekt 18 %6 %

50 %

Vælger/køber juletræet 19 %10 %

37 %Pynter juletræet 9 % 34 %

51 %Dækker julebordet 30 % 4 %

Laver julemad 20 % 29 %

37 %Stresser mest over julen 11 %

6 %

Klarer julerengøringen8 % 38 %

vb

j

j

j

v

V

HVORDAN FORDELERI OPGAVERNE?

Manden pynter træet, kvinden planlægger gaverne

Maria Beck, QA professional, og Harald Peen, jurist, begge 30 år og fra Frederiksberg

Maria: »Jeg står mest for planlægningen. Det er også primært mig, der tager initiativ til, at vi skal købe julegaver – og hvad vi skal købe. Også til Haralds familie. Jeg er mere struktureret og ser julegaverne som en opgave, der skal planlægges og klares. Og jeg kan godt lide at være i god tid, så det hele ikke bliver så stresset i den sidste uge op til jul. Hvis det stod til Harald, blev gaverne nok købt 23. december, ha, ha.«

Harald: »Det er der nok noget om. Det er sket før, at jeg har været ude 23. december for at købe julegaver. Men selvom Maria er god til at komme med forslag til gaver, kan vi godt købe dem sammen. Og lige nu er vi ude for at købe juletræ sammen.«

Maria: »Det er Harald, der pynter træet, for det gider jeg ikke. Han pynter også op med nogle uroer. Men hvis vi skulle have juleser-vietter og andet pynt, ville det være mig, der købte det. Vi har ikke adventskrans og kalenderlys og bager ikke julesmåkager. Vi tager hjem til vores forældre juleaften, så vi har ikke nogen arbejdsfordelingmed julemaden og julebordet.«

Fælles om det meste – undtagen pynt og organisering

Pia Nielsen, 61 år, kontoransat, og Heinrich Nielsen, 64 år, på efterløn, begge fra -Brøndbyøster

Pia: »Vi er gode til at gøre tingene sammen – købe julegaver, plukke ænder, finde juletræ og så videre. Men det er mest mig, der pynter op. Og så er det mig, der organiserer tingene. Yngre kvinder ville måske tænke: 'Hvorfor skal det være mig, der gør det'. Men det er efterhånden blevet naturligt hos os.«

Heinrich: »Jeg tror, at kvinder generelt har et større behov for, at der skal være styr på tingene. De er bedre til at huske de ting, der skal gøres, og tænke frem. Men når opgaverne skal udføres, er vi fælles om det og tager for eksempel nogle dage fri til at gå ud at købe gaver sammen.«

Pia: »Jeg tror også, at kvinder har et omsorgsgen og sørger for, at der er styr på tingene.«

Lørdagsavisen, 14. december 2017

Tekst 2

Herremandsbruden

Der var engang en rig bonde, der ejede en stor herregård, og sølv havde han på kistebunden og penge på rente. Men alligevel var der noget, der manglede, for han var enkemand. En dag var dat-teren fra nabogården på arbejde hos ham. Hende syntes herre-manden godt om, og da hun var barn af fattigfolk, troede han, at bare han talte om giftermål, ville hun slå til med det samme. Så sagde han til hende, at han tænkte på at gifte sig igen.

„Ja, ja, man kan finde på så meget,” sagde pigen. Hun stod og smålo og tænkte, at den gamle grimrian kunne have fundet på noget, der passede sig bedre for ham end at gifte sig.

„Ja, det var jo meningen, at du skulle være min kone,” sagde herremanden.

„Nej, ellers tak! Det kan jeg ikke være tjent med,” sagde hun.Herremanden var ikke vant til at få nej, og jo nødigere hun

ville have ham, des ivrigere blev han efter at få hende. Men da han ikke kom nogen vegne med pigen, sendte han bud efter hendes far og sagde til ham, at hvis han kunne sørge for, at han fik hende, så skulle han eftergive ham de penge, han havde lånt, og ovenikøbet give ham det stykke jord, der stødte op til hans eng.

Jo, han skulle nok få overtalt datteren, mente faderen. Hun var kun et barn og kendte ikke sit eget bedste. Men lige meget hvad han sagde til datteren, og han prøvede både med det gode og med det onde, så ville hun ikke have herremanden, om så han sad i guld til op over begge ører, sagde hun.

Herremanden ventede dag efter dag, men til sidst blev han vred og mistede tålmodigheden, og så sagde han til pigens far, at hvis han ville stå ved sit løfte, så måtte der gøres noget nu, for han ville i hvert fald ikke vente længere.

Manden vidste ikke andet råd, sagde han, end at herremanden gjorde alt klar til brylluppet, og når præsten og bryllupsgæsterne

var kommet, måtte han sende bud efter pigen, som om hun skulle på arbejde hos ham. Når hun så kom, måtte han se at blive gift med hende i en håndevending, så hun ikke fik tid til at betænke sig.

Dette syntes herremanden var en god idé, og så lod han brygge og bage og gøre klar til brylluppet. Da gæsterne var kommet, kald-te herremanden på en af sine karle og sagde, at han skulle skynde sig ned til naboen i Søndergården og bede ham sende det, han havde lovet.

„Men hvis du ikke er tilbage i løbet af nul komma fem,” sagde han og truede med knytnæven, „så skal — !” Mere fik han ikke sagt, for karlen for af sted, som om han havde ild i halen.

„Jeg skulle hilse fra husbond og bede om det, du har lovet ham,” sagde karlen til manden i Søndergården. „Men det skulle være lige på minutten, for det er farligt, som han har travlt i dag,” sagde han.

„Ja, ja, spring ned på engen, og tag hende med dig, for der går hun,” sagde naboen. Og karlen for af sted. Da han kom ned på engen, gik datteren og rev hø. „Jeg skulle hente det, din far har lovet husbond,” sagde karlen.

Nå, så I tror, I kan narre mig! tænkte hun. „Nej, skal du det?” sagde hun. „Det er vel vores lille, blakkede hoppe? Du må selv gå hen og hente hende, hun står tøjret på den anden side af ærtemar-ken.”

Karlen kastede sig på ryggen af den lille, blakkede hest og red hjem i fuldt firspring.

„Fik du hende med dig?” spurgte herremanden.„Hun står nede ved døren,” sagde karlen.„Så før hende op i det værelse, vor mor havde før,” sagde her-

remanden.„Jamen, du godeste, hvordan skal det gå til?” sagde karlen.„Du gør bare, som jeg siger,” sagde herremanden. „Og kan du

ikke klare hende alene, så må du tage folk til hjælp,” sagde han. Han tænkte, at pigen måske ville gøre modstand.

Da karlen så herremandens ansigt, vidste han, at det ikke nyt-

4

tede noget at sige imod der i gården. Og så styrtede han ned og fik fat i alle de husmænd, der var. Nogle trak, og andre skubbede bagpå, og endelig fik de da hesten op ad trappen og ind i værelset. Der lå brudestadsen parat.

„Nå, nu har jeg gjort det med, husbond,” sagde karlen. „Men det var et farligt slæb, det værste, jeg har været med til her på går-den.“

„Ja, ja, du skal ikke have gjort det for ingenting,” sagde herre-manden. „Send så kvindfolkene op for at pynte hende.”

„Jamen, du almægtige!” sagde karlen.„Ikke noget vrøvl! De skal pynte hende og hverken glemme

krans eller krone,” sagde herremanden. Og så gik det af sted ned i køkkenet.

„Hør her, piger,” sagde karlen. „Nu skal I op og pynte den lille blakkede til brud. Husbond vil nok give gæsterne noget at more sig over.” Ja, pigerne hængte alt, hvad der var, på den lille, blak-kede hest og sagde, at nu var hun færdig, og det både med krans og krone.

„Nå, det var godt. Kom så med hende,” sagde herremanden. „Jeg skal selv tage imod hende i døren.” Det bragede svært i trap-pen, for den brud trådte ikke ligefrem med silkesko. Men da døren gik op, og herremanden trådte ind i storstuen, var det ikke frit for, at der blev munterhed og fnisen.

Og herremanden var så godt tilfreds med den brud, at de sag-de, han aldrig friede mere.

Fra: P. Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moe: 20 eventyr, Gyldendal, 1993

5

Tekst 3

Talevanskeligheder

Af Cecilie Cronwald

»Hvem er Bedderdick Hubblebatch?« spørger en femårig dreng med lange mørke afrokrøller, mens han læner sig ind mod en lille hvid højt-taler på bordet foran sig.

»Den kender jeg ikke,« svarer en svagt robot-agtig kvindestemme.

»Pumbleback Pubberbatch?« prøver han igen. »... Pennedict Cumberpatch?«

Tredje gang lykkes det. »Benedict Cumber-batch er en skuespiller,« svarer stemmen og går i gang med at opremse fakta om Hollywood-skuespilleren.

Den lille scene er hentet fra en YouTube-video, hvor to journalister fra teknologimagasinet Wired tester, hvor gode stemmestyrede digitale assistenter er til at forstå børn.

Assistenterne, som nogle gange refereres til som »kunstig intelligens«, tager i disse år deres første spæde skridt mod at overtage verden. De mest populære versioner tæller Apples Siri, som følger med alle nyere iPhones, Google Assistant og Amazons Alexa, som blev udviklet til den interaktive højttaler Amazon Echo. Fælles for dem er, at de gør det muligt at samtale med den teknologi, vi omgiver os med, uden at røre en finger. Vi behøver ikke længere fumle med små skærme og upraktiske keyboards, men kan pludselig købe ind, når vi kører i bil, eller tjekke en opskrift på nettet, mens vi hakker løg.

Teknologien som hjælperSamtidig kan teknologien give grupper af men-nesker, der ellers har stået uden for de seneste

års teknologifest, mulighed for at være med. Blinde og ordblinde kan have gavn af at tale og lytte i stedet for at læse og skrive, og de digitale assistenter kan på længere sigt bruges til at undervise børn i dele af verden, hvor uddan-nelse ellers kun er for de heldige få.

Teknologien kan også vise sig at hjælpe men-nesker, som har det svært med menneskelig kon-takt; allerede nu vrimler det med historier om autistiske børn, der har knyttet sig til Siri.

Potentialet er stort. Men inden Siri, Google Assistant og Alexa for alvor kan forandre ver-den, må de lære at forstå, hvad vi siger ‒ eller rettere, hvad vi mener. Og det er ikke nogen nem opgave, forklarer Anders Søgaard, som er pro-fessor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet, hvor han arbejder med at løse for-skellige problemer inden for sprogteknologi. »Sprog er sindssygt tvetydigt. Især når vi taler,« siger han. »Når vi snakker sammen, giver lydene kun mening, fordi hjernen har en masse forvent-ninger til, hvad den anden siger,« forklarer han. »Klipper man et enkelt ord ud af en samtale, er det næsten umuligt at afkode. Hvis man ikke har en fornemmelse af konteksten eller en idé om, hvad det næste ord i en sætning er, så er det rigtig svært at forstå sprog. Det er det også for computere.«

Anders Søgaard har selv en baggrund i sprog-videnskaben, og sammen med sine kolleger, som tæller både dataloger, psykologer og lingvi-ster, forsøger han at udvikle bedre modeller for, hvordan sprog fungerer: modeller, som kan bruges

6

til at lære de digitale assistenter at forstå og tale til mennesker.

En af de ting, Søgaard og andre forskere undersøger, er, hvordan man kan få teknologien til at oversætte mellem og tale forskellige sprog. De har for eksempel vist i et studie fra 2015, at man kan bruge Bibelens mange oversættelser som en slags bro mellem forskellige sprog. Men det handler ikke kun om at lære modellerne om grammatiske regler og betydninger af ord. De skal også vide, hvordan folk bruger sproget i praksis. For at lære dem det fodrer forskere og udviklere dem med enorme mængder tekst fra sociale medier som Twitter og Facebook eller debatfora som Reddit.

De digitale assistenterMens forskere som Anders Søgaard er interes-serede i, hvad teknologien kan fortælle os om sproget, er andre mere interesserede i de digitale assistenters enorme økonomiske potentiale. Dels kan de puttes ind i smartphones, højttalere eller biler og på den måde give produkterne nye egenskaber. Dels kan de blive et vigtigt bindeled mellem os og vores teknologi og dermed bruges til at styre, hvordan brugerne bevæger sig rundt på internettet.

Firmaer som Amazon, Apple og Google bru-ger derfor milliarder af kroner på at gøre de digi-tale assistenter så nemme og behagelige at tale med som muligt.

»Maskiner er nødt til at forstå mennesker, ikke omvendt. Det skal være naturligt og intui-tivt,« siger Julien Simon, som er computeringe-niør og såkaldt »tech evangelist« hos Amazon Web Services, der har udviklet den virtuelle assistent Alexa. Hende arbejder man nu på at forfine, blandt andet ved at gøre hende bedre til at læse mellem linjerne.

»Hvis jeg eksempelvis siger, at jeg gerne vil til London, så betyder det måske, at jeg gerne vil søge efter den billigste flybillet til Heathrow lufthavn. Men hvis Alexa skal forstå dét, så skal hun ikke bare forstå ordene, hun skal forstå en masse skjulte betydninger og koncepter og kon-tekster,« forklarer Simon.

Hun skal med andre ord gøre det, vi menne-sker gør hele tiden, og for at gøre det skal hun bruge store mængder information om, hvordan folk generelt bruger sproget, men også om det specifikke menneske, hun taler med. Det kan hun eksempelvis få via brugerens telefon, som i

princippet har adgang til, hvor han er, hvad der står i hans tekstbeskeder og e-mails, og hvad han lige har søgt på i sin Momondo-app.

Sprogets nuancerHvis de digitale hjælpere virkelig skal forstå os, skal de ikke bare have kendskab til en masse fakta. De skal også lære at aflæse, hvordan vi har det.

»Ofte er det sådan, at vi mennesker siger noget, men mener noget helt andet. Hvis vi skal gå endnu længere og dybere, så er de her tekno-logier nødt til at kunne aflæse følelserne hos den, der taler. Måske kan man aflæse noget i personens ansigt eller afkode små nuancer i stemmen,« siger Julien Simon.

Det er stadig et nyt felt, og indtil videre har man hovedsageligt arbejdet med at lave model-ler for, hvordan selve sproget afspejler vores mentale tilstand.

»Hvis jeg siger: ’Det er noget lort’ eller ’Det er da noget lort’ eller ’Det er jo også noget lort’, så er betydningen umiddelbart den samme, men det kan være, der er forskel på den følelsesmæs-sige tilstand, der ligger bag,« forklarer Anders Søgaard.

For at kortlægge den slags sammenhænge kan man eksempelvis se på, hvilke emojis vi typisk bruger sammen med forskellige formule-ringer.

»Selvfølgelig kan man bruge emojis på man-ge forskellige kreative måder, men de fungerer grundlæggende som en mærkning af de følelser, der ligger bag et udsagn. Og fordi vi har adgang til millioner af sætninger fra Twitter og Face-book, kan vi opbygge nogle ret gode modeller for, hvad det er for nogle følelser, der er forbun-det med en bestemt sætning.« Den viden kan de digitale assistenter så bruge til at aflæse bruge-rens følelser og måske også selv simulere følel-ser, hvis det er nødvendigt ‒ ligesom vi menne-sker gør, når vi taler med hinanden.

Anders Søgaard håber, at teknologien vil nå ud til dem, der har mest brug for den. »Meget af den teknologi, der udvikles, henvender sig til de samme ti procent af befolkningen, som ligger i kø uden for Macbutikkerne for at få den nye iPhone. Men der er rigtig mange mennesker her i verden, som har mere brug for ny teknologi,« siger han.

Weekendavisen, 8. december 2017

7

Tekst 4

FarmorAf Stine Pilgaard

Første søndag i adventDa jeg kommer ind ad døren til min farmors plejehjem, er hun ved at få støttestrømper på. Når de bærer min kiste ud, skal en flok hvide duer sendes mod himlen og måske nogle lanterner, siger min farmor til sosu-assistenten og vinker til mig. På gulvet stiller jeg en kurv med fireogtyve gaver til hendes pakkekalender. Min farmor ser glad ud, griber sine briller på bordet og begynder at røre ved sløjferne. Hvor er du heldig, siger plejeren til min farmor. Hans voldsomme mimik og måden, han artikulerer på, minder mig om Nyhederne på tegn-sprog. Min farmor siger, at jeg er hendes yndlingsbarnebarn, og at jeg skal arve alt, hvad hun ejer. Sølvbestikket, mågestellet, kakkelbordet. Min farmors testamente er mundtligt og ændrer sig i takt med hen-des humør. Hun har ikke været særlig gavmild i sit liv, men det er, som om døden giver hende en fornyet generøsitet, tanken om at give noget væk med en klokkeklar garanti for, at hun aldrig vil mangle det. Du er ikke død endnu, siger jeg og tænker, at det er en underlig sætning at sige til et andet menneske. Jeg er under afvikling, siger min farmor, kroppens funktioner hører stille og roligt op en efter en. Mine knæ bøjer sig langsommere hver morgen, mine tanker går i stå, de holder pauser i fortiden, lader sig forstyrre af minderne. Tiden holder op med at gå ligeud, siger min farmor, det er det første tegn, pludselig begynder den at bevæge sig i cirkler, og man kan ende hvor som helst. Erindringen er en usynlig tidsmaskine, og man møder gamle venner, der for længst er gået bort, man forstår, at døden ikke er noget endeligt, men bare noget praktisk, der skal overstås, så vi ikke ligger og lugter. Min farmor løfter sin kost og slukker brandalar-men i loftet, inden hun tænder en cigaret med en lighter, der er formet som Eiffeltårnet. Ikke herinde, siger jeg og hænger den sidste gave op. Min farmor sender en røgring i min retning.

Anden søndag i advent Min farmor sidder og kigger ud ad vinduet. Hun hælder Bailey i en kaffekop og nipper til den. Hendes lyserøde læbestift sidder i små mønstre på koppens kanter. Godt, jeg har min udsigt, siger min far-mor. Hun er ufatteligt stolt af sin udsigt og praler af den, som om hun selv har malet den. På den anden side af ruden rejser nogle beton-blokke sig i mit synsfelt, tre børn løber rundt på en fodboldbane, imens det langsomt begynder at regne. Jeg tænker på min farmor, hver gang jeg ser en udsigt, den behøver ikke engang at være smuk. Min farmor har talt om udsigter hele sit liv, forskellige udsnit af ver-den, som den udfolder sig på den anden side af hendes brilleglas. I modsætning til de fleste, jeg kender, har min farmor altid drømt om at bo i boligblok, allerøverst oppe. Selv da hun fik sin rollator, kunne trapperne ikke standse hende, hun ville højere og højere op og se, hvad der ventede af udsyn. Gennem hele deres ægteskab plagede hun min farfar om en etageejendom, et højhus med udsigt til alle sider. Undertiden bøjede han sig midlertidigt, og min farmor nyn-nede og smurte madpakker, og de tog bussen ind til byen for at kom-me til åbent hus på de øverste etager. Min farmor trådte ind ad døren, skubbede lidt til ejendomsmægleren og styrtede hen til vinduet. Her kunne vi godt bo, sagde hun, og så fortrød min farfar. Jeg havde ind-tryk af, at han dybest set bare ville give min farmor denne korte glæ-de, en hurtig tro på, at hendes drøm kunne blive virkelighed. Min farmor rækker mig et katalog med forskellige billeder af kister. Hun har sat en rød cirkel omkring en, der er lavet af bøgetræ med orna-menter, der forestiller blomsterranker, på siderne. Bliver det for vul-gært, spørger min farmor. En regnbue opløses langsomt over en af blokkene, og nede på plænen er der lige blevet scoret.

Tredje søndag i advent Min farmor smiler, da hun ser mig i døråbningen og trykker på nød-knappen i sit gummiarmbånd. Du må kun bruge den, hvis du falder, siger jeg, husk at plejepersonalet ikke er dine tjenere. Her på faldere-bet kan man vel få en kop kaffe, siger min farmor, jeg er træt af at vente, jeg har ventet hele mit liv, ventet og ventet. Som barn ventede

8

jeg på juleaften, senere ventede jeg på at komme i skole, siger min farmor, jeg forestillede mig, at det var i klasseværelset, livet begynd-te, de indsigter, der ventede mig, strålede som solen i mine tanker. Jeg kunne godt lide at gå i skole, siger min farmor, det var udmærket, men fremtiden begyndte hurtigt at røre på sig. Jeg troede, at virke-ligheden lå på lur udenfor skolen, alle de muligheder, der ventede. Jeg forestillede mig, at de stod i kø, skubbede til hinanden, de var præmier, der skulle indfries, gaver, der skulle pakkes op, det var sådan, jeg forestillede mig fremtiden. Jeg kom i lære hos en urmager, siger min farmor, og hver dag ventede jeg på at få fri. Min venten blev akkompagneret af bornholmerurenes tunge slag, de uophørlige taktfaste bevægelser af tid. Da din farfar en dag trådte ud fra baglo-kalet, var det, som om alle urene gik i stå. Jeg havde danset med ham, urmagerens søn, til et bal i forsamlingshuset, mere var der ikke i det. Nu stod han med en buket franske anemoner i hånden og stammede. Jeg ventede og ventede på vores bryllup, siger min far-mor. Det var en dejlig dag, helt bestemt, så vidt jeg husker, sneede det. Solen ramte det hvidklædte græs og fik det til at ligne lysende diamanter, men dagen efter var alt, som det plejede. Først på foråret blev jeg gravid, siger min farmor, i ni måneder voksede min mave i takt med min venten. Da jeg lå med din far i armene, har jeg sjældent været gladere, men det var ikke noget festfyrværkeri. Det var en stille lykke, der sneg sig gennem dagene som en lille kat, man stry-ger over pelsen og andre gange falder over i nattens mørke. Mens viserne tikkede, og kukuret kukkede, gik ugerne. Nogle var triste, de fleste var gode, i hvert fald var det halv-halv, så meget kan jeg sige uden at overdrive. Det mærkelige var, at alting blev ved med at være så almindeligt, siger min farmor. Jeg ved ikke helt, hvad det er, vi forventer, om det er rester fra vores barndoms blik, om vi hele livet kæmper for at genvinde fornemmelsen af, at verden er et under. Alt bliver mere normalt hver eneste dag, fordi vi har set de fleste ting før. Vi bliver sværere at overraske, umulige at imponere, men vi lærer at håndtere livet med en naturlighed, der er behagelig. Jeg ven-tede på, at mine børn blev store, siger min farmor, jeg ventede på, at de lærte at kravle, gå, tale, cykle, ventede på, at de skulle konfirme-

res, giftes, stifte familie. Farfar og jeg blev langsomt trætte, siger min farmor, vi drømte om mere tid, talte om solferier i Syden. Vi ventede på at sælge butikken, håbede, at din far ville overtage den, inden vi havde ventet for længe. Vi ventede på børnebørnenes besøg, ventede på deres konfirmationer, deres bryllupper, ventede på vores olde-børn. Der blev langsomt færre ting at vente på, og vi forstod, at det er sådan, man genkender alderdommen. Da din farfar blev syg, ven-tede vi på lægernes dom. Først ventede vi på, at han skulle blive rask, og senere ventede vi på, at han skulle dø. Det blev aldrig storslået, siger min farmor, men det var da ventetiden værd.

Fjerde søndag i adventMin farmor har bestilt en gravsten i skinnende granit. Den er blevet leveret til plejehjemmets hovedindgang. Jeg blev ringet op af pleje-hjemmets leder, der sagde, at den slags skabte dårlig stemning og utryghed blandt de andre beboere. Dem om det, siger min farmor og ruller med øjnene. Du og din far har ikke sans for planlægning, så I bliver sandsynligvis handlingslammede, hvis I også er ramt af sorg. Min farmor taler lidt om, at hun nægter at ligge i kølerummet i ugevis med en seddel på storetåen, mens hendes langsomme pårørende skal stable en ceremoni på benene. Det eneste, der ikke er ridset ind, er dødsdatoen. Det virker, som om gravstenen betragter os. Elsket og savnet står der med guldskrift og store svungne bogstaver. Jeg føler mig som et sommerhus, siger min farmor. Nogen skubber støvsuge-ren på plads i et skab, tørrer krummer af bordene, stiller havemøb-lerne ind i skuret og folder dem sammen. Skodderne smækkes i, per-siennerne rulles ned, en eller anden tager en sidste runde. Kaster et blik rundt i værelserne, lukker døren til hvert enkelt rum, ser en rest af et spindelvæv, men gider ikke fjerne det. Jeg er et sommerhus, der kaster skygge i sen efterårssol. Et klik fra låsen, en glemt trehjulet cykel bag hybenbusken, lyden af hjul i grus, og en bil, der kører lang-somt væk, et gammelt sommerhus, der forstår, at vinteren er på vej.

9