EN FLAMME I NATTEN

Roman

Torsten Svensson

Borgergade 144 st. tv.

1300 København K

tlf.: 33 93 24 05

1

1

6. juni 1812. Til køkkenet. Otte pund sukker. Fyrre kopek.

Elena Nikolajevna Djakova, der sad ved et skrivebord i en

af sidefløjene på godset Beleiskoje, skrev omhyggeligt det

hele ind i den store, tunge bog med husholdningsregnskabet.

Hun var sidst i tyverne. Høj og slank. Hun havde lyst, glat hår

og et fint formet ansigt med en lang, lige næse og store, gråblå

øjne.

Hun kunne se, at fjerpennen var ved at løbe tør, så hun

dyppede den hastigt i blækhuset, før hun gik videre.

Til linnedskabet. Fire damaskduge. Otteogtyve rubler.

Elena så kortvarigt op fra bogen og skævede hen mod det

store standur i hjørnet af rummet. Var klokken allerede halv

elleve? Hun have ellers været tidligt oppe. Men der havde

været så meget at gøre, før hun kunne gå i gang med

regnskabet. Sølvtøjet skulle tælles, og hun havde også været

henne i mejeriet for at fortælle, hvad de skulle bruge i

husholdningen af smør, fløde og ost...

- Nå, dér er du, Elena Nikolajevna!

Elena lagde ærgerlig pennen til side og vendte sig mod

den, der havde tiltalt hende.

- Ja, Vera! Ville du mig noget?

Vera, som var en rank, rødhåret kvinde, var nogle år ældre

end Elena. Hun var gift med Elenas bror, Mihael. Og det var

ham, der ejede Beleiskoje.

- Du må få fat i en, der kan ordne klædeskabet i drengenes

værelse, sagde Vera og så bydende på Elena. - Lågen hænger

og kan slet ikke lukkes. Og der er også en af stolene, der er

gået i stykker. Vi kan virkelig ikke være bekendt, at der ser

sådan ud.

Elena bed sig harmfuld i læben. Hun var født og opvokset

på godset. Ligesom Mihael. Og alligevel kommanderede Vera

rundt med hende næsten på samme måde, som hun gjorde

med tjenestefolkene!

- Jeg har allerede sendt bud efter snedkeren, oplyste Elena

i et tonefald, der ikke afslørede, hvad hun tænkte. - Jeg regner

med, at han kommer i eftermiddag.

2

Hun havde lyst til at tilføje, at møblerne dårligt kunne

undgå at gå i stykker, når Veras uregerlige sønner legede så

vildt, som de gjorde - og at hun i øvrigt snart var træt af at få

repareret alt det, de ødelagde. Men endnu en gang holdt hun

sine tanker for sig selv.

- Nu sørger du vel for, at det bliver lavet ordentligt?

spurgte Vera myndigt. - Man må have et øje på hver finger,

når det gælder disse håndværkere.

- Det ved jeg, svarede Elena pligtskyldigt.

- Godt! sagde Vera og gik videre. - Så var der ikke mere.

Elena kneb øjnene sammen og så fortørnet efter hende. Så

greb hun med en rask bevægelse ud efter pennen og førte den

hen over bladet i bogen. Men hun kom til at trykke så hårdt, at

spidsen knækkede. Og med et irriteret suk rakte hun ud efter

pennekniven for at skære en ny spids på fjeren.

***

- Mor!

Elena drejede sig smilende i stolen. - Hvad er der?

Nadesjda, som glædestrålende kom løbende hen mod

hende, var 6 år. Hun var en køn, lyslokket pige med runde

kinder og klare, grønne øjne.

- Se, hvad jeg har fået! sagde hun og viste Elena en

udskåret trædukke. Den forestillede en dreng, der var klædt i

en af de kofter, bønderne gik med. Og den var skåret så

omhyggeligt, at man kunne se hver enkelt fold i stoffet.

- Hvor er den fin! Hvem har du fået den af?

- Ilja Petrovitsj. Han har selv lavet den til mig.

- Det må jeg nok sige!

Ilja var en af karlene, og han havde været på Beleiskoje al

den tid, Elena kunne huske.

Hun betragtede bevæget træfiguren. Mihael og Vera

behandlede knap nok Nadesjda som et medlem af familien, og

der skulle ingenting til, før de blev sure på hende. Kan du ikke

få pigen til at være stille? sagde de til Elena, bare datteren

gjorde den mindste støj. Men folkene var alle sammen utrolig

søde ved hende. Pigerne i køkkenet fandt altid en godbid, når

hun kom derned, og hvis hun spurgte staldkarlene, om hun

måtte få en tur på en af hestene, trak de tålmodigt rundt med

hende ovre i indhegningen.

3

Det var udelukkende for Nadesjdas skyld, Elena blev på

Beleiskoje. For hun anede ikke, hvordan hun skulle forsørge

hende, hvis de rejste. Som kvinde havde hun uendelig få

muligheder for at ernære sig selv - og når hun tilmed var alene

med et barn, var det nærmest umuligt. Hver gang hun kørte

gennem en af landsbyerne, kunne hun med sine egne øjne se,

hvordan det var at være fattig. Bøndernes huse havde store

revner i trævæggene, og børnene, der stod i deres lasede tøj og

kiggede efter hendes vogn, havde knap nok sul på kroppen.

Sådan et liv kunne hun ikke byde Nadesjda! Her på godset fik

pigen i det mindste mad hver dag. Hun havde pænt og rent tøj,

og uanset hvor koldt, der var om vinteren, behøvede hun

aldrig at fryse.

- Jeg løber ned i køkkenet og viser dem dukken, sagde

Nadesjda ivrigt.

- Ja, gør du det, lille skat.

Elena sendte sin datter et varmt smil, og Nadesjda smilede

glad tilbage, før hun skyndte sig af sted.

Det var næsten som at se pigens far! Når Sergej havde

været rigtig glad, nåede smilet også helt op til øjnene og fik

dem til at funkle på samme måde...

Mens Nadesjda strøg over mod døren, gled Elenas tanker

tilbage. Til sommeren 1805. Sergej var løjtnant, og de traf

hinanden til et bal på et af nabogodserne. De forelskede sig

næsten med det samme, og i den følgende tid mødtes de i

smug og spadserede i skoven eller sad i græsset og nød det

lune vejr. Snart gik de også i seng med hinanden. Det syntes

Elena ikke, der var noget galt i. De var enige om, at de ville

giftes, og så skete der vel ikke noget ved at tage en smule

forskud på ægteskabet. Men inden de nåede at forlove sig,

kom Rusland i krig med franskmændene, og Sergej og hans

deling fik ordre om at begive sig mod Böhmen, hvor de skulle

møde fjenden. Elena var ulykkelig, men Sergej forsikrede

hende om, at hun ikke behøvede at være urolig. De skulle

snart få gjort kål på Napoleons tropper, sagde han, før han

drog af sted.

Hun så ham aldrig mere. Han faldt i det forfærdelige slag

ved Austerlitz, hvor tusinder og atter tusinder af unge russere

blev dræbt af de franske styrker.

4

På det tidspunkt var Elena allerede klar over, at hun

ventede sig. Så ud over sorgen over Sergejs død måtte hun

også leve med en tiltagende angst for, hvad der ville ske, når

hendes tilstand blev opdaget. Da hendes far, som var gammel

og syg, fandt ud af det, blev han da også ude af sig selv af

raseri. Han forsøgte at få Elena til at tage på diskret ophold,

som han kaldte det, og give barnet fra sig, så snart det blev

født. Men det nægtede Elena! Hun kunne ikke drømme om at

overlade Sergejs barn til andre. Kort efter døde hendes far, og

Mihael overtog godset. Han og Vera prøvede at få Elena giftet

bort. Men de enkemænd, som de fandt til hende, ville hun

hverken eje eller have. Omsider gav Mihael op og lod hende

blive på Beleiskoje. Her måtte hun til gengæld tage det

daglige slæb med husførelsen, så Vera slap for at bruge tid på

det. Uden at hun nogensinde fik så meget som et ord til tak...

Sergej.

Elena hviskede stille hans navn ud i den tomme luft.

Nogle få måneder havde de fået sammen. Det var den smule

kærlighedslykke, skæbnen havde undt hende. En enkelt

sommer. Mindre end en hundrededel af et helt, langt liv.

***

En dag sidst i juli meddelte Mihael pludselig, at han, Vera

og deres to sønner ville tage til Sankt Petersborg og tilbringe

resten af sommeren i familiens store lejlighed dér. Og han bad

Elena sørge for, at deres ting blev pakket med det samme. Han

kom ikke med nogen begrundelse for, hvorfor de havde så

travlt, og han gav heller ingen forklaring på, at de tog til

hovedstaden på denne årstid. Almindeligvis tog de ikke til

Sankt Petersborg før sidst på efteråret, når selskabslivet i byen

begyndte.

Elena var dog ikke det mindste i tvivl om, hvad grunden

til den overraskende afrejse var. Der gik nemlig rygter om, at

der måske ville blive krig. Det blev sagt, at Napoleon og den

russiske zar, Alexander, som ellers havde sluttet fred, nu var

raget uklar igen, og at Napoleon havde truet med at angribe

Rusland. I så fald kunne franskmændene meget vel tænkes at

trænge ind i Smolensk regionen, hvor Beleiskoje lå. Så Mihael

ønskede givetvis at bringe sig selv og sine nærmeste i

sikkerhed forinden.

5

Deres bratte afrejse satte hele huset på den anden ende.

Tjenestepigerne måtte være oppe den halve nat for at pakke

familiens tøj. Og Elena turde ikke gå til ro, før kufferterne var

klar og hun var sikker på, at der ikke manglede noget.

Om morgenen blev det hele læsset på to store karosser, og

først på formiddagen steg Mihael, Vera og drengene op i den

forreste vogn og gjorde sig klar til at køre.

Elena var sammen med Nadesjda gået ud på stentrappen

foran den hvidkalkede hovedbygning for at tage afsked med

dem. Hun var dødtræt, fordi hun ikke havde fået søvn nok, og

de fleste af tjenestefolkene, der stod opstillet neden for

trappen, så også noget klatøjede ud.

- Nu passer du ordentligt på det hele! formanede Mihael

Elena, inden køretøjets dør blev lukket. Og straks efter

svingede kuskene deres piske i luften og satte vognene i gang.

Elena betragtede foragteligt karosserne, der hastigt rullede

ud fra gårdspladsen. Under andre omstændigheder ville hun

have været henrykt for at slippe af med Mihael og Vera. Og

tanken om, at de måske ville være væk indtil engang i foråret,

ville have kaldt et bredt smil frem på hendes læber. Men nu

havde hun svært ved at finde smilet frem. Mihael havde haft

utrolig travlt med selv at komme væk sammen med sin

familie, men han var åbenbart ligeglad med, om hun og

Nadesjda skulle komme i fare, hvis krigen nåede til

Beleiskoje.

***

En formiddag et par uger efter sad Elena i havestuen og

kiggede i en bog. Når Mihael og Vera var væk, havde de ikke

så travlt i huset, og så kunne hun godt slappe lidt af

indimellem.

Måske havde hendes bror slet ikke behøvet at tage til

Sankt Petersborg. For indtil videre havde der ikke været tegn

på, at krigen skulle være på vej. Men nu var han heldigvis

rejst, og Elena håbede, at det ville vare længe, før han turde

vende tilbage.

Hun satte sig lidt mageligere til rette i sofaen, vendte et

blad og læste videre...

6

Med ét lød der løbende trin bag en af de store fløjdøre.

Øjeblikket efter blev den slået op, og to af stuepigerne kom

styrtende ind.

- Frøken Djakova!

Elena rejste sig med et sæt. - Hvad er der galt?

- Frøkenen husker nok, at hun gav Pavel Ivanovitsj lov til

at tage til sin søsters bryllup i Polotsk, ikke?

- Jo.

- Han er lige kommet tilbage, og han siger, at de sætter ild

til alting.

- Og det er vores egne soldater, der gør det...

Pigerne fortalte usammenhængende og i munden på

hinanden. Men Elena forstod i store træk, hvad de mente. Hun

kunne regne ud, at franskmændene alligevel måtte være på

vej. For længere vestpå havde russiske soldater brændt alt det

ned, som fjenden kunne tænkes at få gavn af. Marker og lader.

Huse og gårde. Og godserne var heller ikke gået ram forbi.

- Det kan ikke vare længe, før de kommer hertil, sluttede

pigerne uroligt. - Og så brænder de både vores landsbyer og

Beleiskoje ned til grunden!

Elena lyttede forskrækket til dem. Hun kunne næsten se

for sig, hvordan ilden bredte sig gennem huset. Den greb fat i

gardinerne, åd sig gennem loftet og satte etagerne ovenover i

brand. Der var ild i hendes soveværelse, og inde i Nadesjdas

kammer var sengen omgivet af flammer...

Hun prøvede at mane de skrækindjagende billeder væk.

Men de blev ved med at komme tilbage.

Samtidig voksede en stigende bitterhed mod Mihael op i

hende. Hvor var det usselt af ham, at han ikke havde taget

Nadesjda og hende med til Sankt Petersborg, mens tid var.

Men måske var det ikke for sent! Hvis de tog af sted med

det samme, kunne de sikkert godt nå at være væk, før de

russiske soldater kom. Vera og Mihael ville givetvis ikke

bryde sig om, at de pludselig dukkede op i hovedstaden. Men

det var der ikke noget at gøre ved. Og hvis de først var der,

ville Mihael dårligt kunne nægte dem husly.

Hun vendte sig med et sæt og strøg hen mod døren. Hun

måtte have fat i Nadesjda, så de kunne få pakket deres ting.

Der var ingen tid at spilde.

7

***

En times tid senere fik Elena en karet kørt frem, og da den

rullede op foran hovedtrappen, gik hun ud for at tale med

kusken, Dmitrij. Han var den dygtigste kusk, de havde. Men

Mihael tog ham aldrig med til Sankt Petersborg, fordi han

med sit lange skæg og grå, vildtflagrende hår ikke rigtig

passede ind i det fornemme bybillede.

- Hold dig bare klar, sagde Elena. - Vi kører, så snart vi

har pakket det sidste.

- Som frøkenen ønsker, svarede Dmitrij kort.

I det samme fik Elena øje på en stor gruppe bønder, som

var på vej op mod hovedbygningen. Hun rynkede overrasket

øjenbrynene. For det var ikke kun de sædvanlige karle og

piger, som kom for at hjælpe til på godset. Der var også gamle

mænd og koner. Og adskillige kvinder med børn.

Da bønderne fik øje på Elena, satte de tempoet op, og

snart var de første af dem henne ved hende.

- Frøkenen må undskylde, vi trænger os på, sagde en

kvinde med et barn på armen. - Men soldaterne er på vej!

- Oppe fra bakken bag skoven kan man se røgsøjler fra

Volkovo og Dryagili, fortalte en anden. - Og derfra er der ikke

længere, end at de vil kunne være her i aften.

- Hvad skal vi gøre? lød det rundt omkring.

Elena fik en klump i halsen. De arme mennesker håbede

tydeligvis, at hun på en eller anden måde kunne hjælpe dem.

Og hun følte sig med ét utrolig flov over, at hun bare havde

tænkt sig at stikke af og overlade dem til sig selv.

Mens hun talte med bønderne, var nogle af folkene fra

selve godset også kommet ud på gårdspladsen for at se, hvad

der foregik. Der var nogle piger fra køkkenet, et par karle og

nogle stuepiger. Og Ilja Petrovitsj, som havde givet Nadesjda

den fine træfigur, var der også.

Hun skævede skamfuld hen mod kareten. Hvad måtte de

dog ikke tænke om hende!

- Du må hellere køre vognen tilbage, sagde hun lavmælt

til Dmitrij. - Det varer nok lidt endnu, før jeg skal bruge den.

- Det skal ske straks! svarede Dmitrij oplivet. Og med et

par faste ryk i tømmen drev han hestene fremad og forsvandt

over mod vognstalden.

8

Elena så bevæget ud over de bange og rådvilde ansigter,

der omgav hende. Der var intet hun heller ville end at hjælpe

disse folk. Men hvad skulle hun gøre? Hun kunne jo ikke

stille noget op mod zarens tropper.

Ud ad øjenkrogen kunne hun se taget af den store lade.

Dér havde de samlet et stort kornlager, som de kunne tage af,

hvis høsten til efteråret slog fejl. Men når soldaterne kom,

ville det hele gå op i røg...

En idé slog brat ned i hende. Måske var den helt vanvittig.

Og hvis hun fortalte om den, ville man muligvis tro, hun var

blevet tosset. Men hvis der bare var den mindste mulighed for,

at hun kunne frelse Beleiskoje og de tilhørende landsbyer fra

flammerne, var det vel et forsøg værd.

- Hør engang, alle sammen! sagde hun og hævede

stemmen. - Jeg har et forslag til, hvad vi kan gøre.

***

Først på aftenen stod Elena henne ved laden sammen med

nogle af sine folk. Gennem hele eftermiddagen havde

bønderkarlene og mændene fra godset slæbt hundredvis af

sække med korn væk. Nogle var blevet bragt ud til læskurene

på de fjernest beliggende marker, og andre var blevet fragtet

ud til de skure, skovhuggerne af og til overnattede i.

Nu var laden tom, og om lidt ville de stikke ild til den.

Det ville give et kolossalt bål, som kunne ses milevidt fra, og

Elena regnede med, at det kunne narre de russiske soldater.

Når de så ilden, ville de forhåbentlig tro, at en anden gruppe

var kommet dem i forkøbet, og at der ikke var mere for dem at

gøre her.

Bålet fra laden ville også være tegn til, at der skulle sættes

ild til de bygninger ude i landsbyerne, som Elena og bønderne

havde udvalgt. Det var mest skure og faldefærdige udlænger.

Men de gårde, der lå oppe ved landevejen, og som soldaterne

ville komme lige forbi, blev de nødt til at ofre helt. Det

smertede Elena, men hvis hendes plan skulle lykkes, var der

ingen vej udenom. Og hun trøstede sig med, at hun i det

mindste havde kunnet give de mennesker, der boede der, husly

i folkelængen på godset, indtil deres gårde engang blev bygget

op igen.

9

Henne ved de bygninger, der lå tættest på laden, var nogle

karle ved at hælde vand på murværket og på det nederste af

taget for at forhindre, at ilden fik fat dér, hvis et vindstød

sendte flammerne i den retning.

Så snart den sidste vandspand var tømt, bad Elena de

mænd, der skulle starte ilden, om at gøre sig klar. Og kort

efter stod de med hver sin brændende fakkel og ventede på, at

hun sendte dem ind i bygningen for at antænde de tønder med

beg, som var anbragt dér.

Pludselig blev Elena grebet af usikkerhed. For hvad nu,

hvis soldaterne ikke lod sig narre? Hvis de fandt ud af, at hun

havde prøvet at snyde dem, ville de formodentlig betragte

hende som en gemen forræder. En der gik fjendens ærinde. Og

hvad ville de så gøre ved hende?

Hun tog et hårdt greb i sig selv. Folkene havde slidt og

slæbt for at føre hendes idéer ud i livet. Og de stolede alle

sammen på hende. Så nyttede det ikke noget, at hun rystede på

hånden, når det gjaldt.

- Gør det! sagde hun og gjorde sin stemme så fast, hun

kunne. - Sæt ild på nu.

10

2

Ildskæret fra brandene lyste hele den nordlige del af

horisonten op. Nede, hvor den store lade lå, slog de rødgule

flammer op mod den lyse aftenhimmel, og ovenover steg en

tyk, sort røgsøjle til vejrs.

Elena, hvis karet var på vej op ad alléen ved Beleiskoje,

lænede sig frem mod ruden i vogndøren og kiggede rundt.

Bålene, som var tændt rundt omkring i landsbyerne, bredte sig

så langt til begge sider, at hun knap kunne se dem alle

sammen. Og når hun trykkede kinden helt ind mod glasset,

kunne hun skimte branden på den store hvedemark oppe ved

landevejen.

- Hvorfor har I sat ild til det hele, mor? spurgte Nadesjda,

der sad ved siden af hende, ængsteligt.

- Det har vi heller ikke, svarede Elena og klemte datteren

beroligende om skuldrene. - Det skal bare se sådan ud. Du så

da selv, at det kun var laden, som brændte nede hos os, ikke?

Nadesjda nikkede modstræbende. - Men det er uhyggeligt

alligevel, synes jeg!

Elena trak hende beskyttende ind til sig. Hun kunne godt

forstå, pigen var bange. For det syn, der bredte sig uden for

ruden, var virkelig skræmmende. Men det måtte det jo være,

hvis de skulle gøre sig nogen forhåbninger om at narre de

soldater, der var på vej.

- Det er ikke nær så slemt, som det ser ud til, sagde Elena

trøstende.

- Hvorfor skal vi så op til Mihael og Vera i Sankt

Petersborg? lød det forurettet fra Nadesjda. - Det har jeg ikke

lyst til.

- Fordi det er bedst sådan, svarede Elena stille. - Måske

kommer Napoleons hær forbi Beleiskoje. Og så ved man

aldrig, hvad der kan ske...

Et stykke tid efter svingede kareten ud på landevejen. Og

her bad Elena kusken, Dmitrij om at standse.

- Jeg regner med, at soldaterne snart kommer, sagde hun

til ham. - Så snart du får øje på dem, må du give mig besked.

Indtil da bliver vi holdende her.

11

***

En halv times tid senere lød der et par små, korte bank på

karetens tag.

- De kommer vist nu, sagde Dmitrij. - Jeg synes, jeg kan

se nogen på den anden side af svinget.

- Så kør bare!

Vognen satte sig i bevægelse, og Elena mærkede, hvordan

uroen greb hende. Måske var soldaterne ikke så nemme at

snyde, som hun havde håbet. Og hvad skulle hun gøre, hvis de

fik mistanke til hende?

Et stykke tid efter nærmede kareten sig de gårde, som man

havde været nødt til at brænde ned, fordi de lå så tæt ved

vejen, at soldaterne ville komme lige forbi dem. Elena

skævede utilpas hen mod de forkullede rester af murværk og

stolper. Her havde folk boet og haft deres hverdag. Og nu var

det hele væk...

Pludselig var der en dyb mandsstemme, der skar sig

gennem stilheden. Stop.

Det gav et gib i Elena. Dmitrij standsede kareten med et

ryk, og straks efter var de omgivet af en flok hærdebrede

soldater i russiske uniformer. Der var et truende og bistert

udtryk i mændenes ansigter, og flere af dem lagde

demonstrativt hånden på skæftet af den pistol, de bar i bæltet.

En høj, sortskægget mand, hvis uniformsjakke var kantet

med guldsnore, gik målrettet hen til kareten, rev døren op og

stak hovedet indenfor.

- Hvem er I? spurgte han og rynkede mistroisk

øjenbrynene. - Og hvor skal I hen?

Elena rykkede skræmt tilbage i sædet. Det var, som om

hendes hjerte sprang et par slag over, og det var kun med nød

og næppe, at det lykkedes hende at undertrykke et forskrækket

skrig.

Så knyttede hun fingrene hårdt om kanten på sit rejseslag.

Bed læberne sammen. Det var afgørende, at hun spillede sin

rolle så godt som muligt. Og så måtte hun ikke lade sig gribe

af panik.

Hun en dyb indånding, rettede sig op og så manden lige

øjnene.

12

- Jeg er Elena Djakova, meddelte hun med al den

værdighed, hun formåede at lægge i sin stemme. - Min datter

og jeg er på vej til Sankt Petersborg. Og jeg behøver vel

næppe at fortælle, hvorfor vi rejser!

Hun pegede med en sigende bevægelse i retning mod

Beleiskoje, hvor flammerne stadig slikkede op fra laden.

- Jeg prøvede at få soldaterne, der kom i eftermiddags, til

at skåne mit gods, hævdede hun i et påtaget mørkt og

opgivende tonefald. - Men de ville ikke høre på mig.

Mens hun talte, sad Nadesjda musestille og trykkede sig

ind til hende. Så der var vist ingen fare for, at pigen skulle

komme til at afsløre, at Elenas historie ikke var sand.

- De soldater fulgte bare Zarens ordre, svarede den

sorthårede skarpt. - En krig har sine omkostninger. Det kan

ikke være anderledes. Og det vigtigste er vel at frelse Rusland

fra fjenden, ikke?

Elena tvang sig selv til at svare med et lille, kort nik. Men

inde i hende blussede vreden op. Tænkte han og hans mænd

slet ikke på, hvordan skulle folk klare sig, når deres gårde var

brændt ned, og afgrøderne var ødelagt?

Uden et ord vendte manden sig fra vognen og gik tilbage

mod sine mænd.

- Det lader ikke til, at der er noget for os at gøre her, sagde

han myndigt. - Så lad os se at komme videre! Hvis vi skynder

os, kan vi godt nå at få ordnet et par landsbyer mere i aften.

Elena udstødte et dybt suk af lettelse. Det lod til, at

Beleiskoje var reddet. Og så havde alle deres ofre ikke været

forgæves!

Hun kastede endnu et blik hen mod de afbrændte gårde,

hvor de afsvedne rester af tagspærene stod som sorte, dystre

skygger mod ildskæret i baggrunden.

- Kør! sagde hun mørkt til Dmitrij. - Lad os komme væk

herfra.

Kareten satte sig atter i bevægelse. Men synet af de mørke

brandtomter ville ikke forsvinde. Og det var også, som om

noget af det, soldaternes leder havde sagt, blev ved med at

runge i hendes ører. En krig har sine omkostninger... det kan

ikke være anderledes...

13

Hun sukkede vredt. Det var muligt, at Zar Alexanders

ordre om at ødelægge alt det, fjenden kunne bruge, var et

klogt militært træk. Men det viste også, at han var akkurat lige

så hensynsløs som Napoleon, og at han var fuldkommen

ligeglad med, hvor mange lidelser han påførte sit folk.

***

Kareten skrumplede hen ad den ujævne landevej. Når de

kørte over et særlig stort hul, krængede den så kraftigt, at

Elena måtte lægge en arm om Nadesjda for at forhindre, at

pigen røg på gulvet, og hun havde også selv svært ved at

holde sig fast. Men det var ikke noget, der generede hende

synderligt. Vejen til Gusino, hvor hun af og til var inde for at

handle, var endnu værre. Så hun var vant til den slags.

Derimod gjorde det ondt helt ind til benet på hende at se

alle de brandtomter og afsvedne marker, de kørte forbi. Og det

skar hende i hjertet, hver gang hun så en gruppe bønder gå

fortvivlet gik rundt og rode i askedyngerne.

Lidt efter kørte de gennem endnu en landsby, hvor ilden

havde raseret. En lille pige sad på jorden og græd, mens

hendes forældre stod med tomme udtryk i øjnene og

betragtede det, der tidligere havde været deres hjem. På

nabogrunden havde et ældre ægtepar fundet hvile på en

nedfalden stolpe. Og en ung pige, der stod ved vejsiden, kneb

forbitret sine mørke øjne sammen, da Elenas vogn kørte forbi.

Som om det harmede hende, at de rige bare kunne stikke af og

overlade al elendigheden til sådan nogle som hende.

Elena mærkede et hårdt stik af samvittighedsnag. Men

hun prøvede at sige til sig selv, at hun ikke havde noget at

skamme sig over. Hun havde jo gjort alt, hvad hun kunne.

Eller havde hun...?

Tvivlen ramte hende som et knytnæveslag. For måske var

det ikke sandt, at der ikke var mere, hun kunne gøre.

Indtil nu havde hun været så optaget af at forhindre, at

russernes egne soldater brændte godset og bøndergårdene af,

at hun dårligt havde haft sans for den næste fare, der truede:

Napoleons tropper. Og de par gange, hun havde tænkt på

franskmændene, havde hun slået det hen med, at hun alligevel

ingenting ville kunne stille op over for dem.

14

Men måske var det ikke rigtigt! Måske var det langtfra

ligegyldig, om hun var på Beleiskoje, hvis de kom. Hun var

adelig. Så hun burde kunne forvente, at Napoleons officerer

behandlede hende med en vis respekt. Derudover kunne hun

tale fransk - ligesom de fleste andre af hendes stand. Det var

der ingen af folkene, der kunne...

Pludselig var det, som kunne se den unge pige ved

vejsiden lyslevende for sig igen. De sorte øjne borede sig ind i

hende. Fulde af bebrejdelse og foragt.

- Dmitrij! råbte hun. - Kan vi standse et øjeblik?

- Naturligvis.

- Hvad er der galt, mor? spurgte Nadesjda overrasket.

Elena svarede ikke. For hun havde svært ved at finde ud

at, hvad hun ville. Det mest fornuftige ville ubetinget være at

fortsætte til Sankt Petersborg. Og selvom Mihael næppe ville

blive begejstret over at skulle have hende og Nadesjda

boende, ville han sikkert give hende ret i, at det var det eneste

rigtige at gøre.

Men hun var ikke som Mihael! Og hun havde det

forfærdelig med at overlade folkene på Beleiskoje til fjendens

nåde. De havde slidt og slæbt i generation efter generation for

hendes slægt. Så det mindste, de kunne forvente til gengæld,

var vel, at Djakov-familien gjorde sit bedste for at beskytte

dem, når de var i fare...

- Mor! sagde Nadesjda og trak hende utålmodigt i ærmet.

- Hvad skal vi?

- Vi skal hjem! svarede Elena beslutsomt. - Tilbage til

Beleiskoje.

***

Et par dage senere sad Elena ved et bord og ordnede nogle

papirer. Udenfor var himlen fuldkommen klar, og

eftermiddagssolen sendte lange, gyldne stråler ind gennem de

høje vinduer. Små, fine støvfnug dansede i lyset, og dér, hvor

solstrålerne ramte den blankpolerede bordplade, var

genskinnet så kraftigt, at det næsten blændede.

Hvor var det godt, hun var taget tilbage! Selvom ingen af

folkene havde sagt det direkte, havde hun tydeligt kunnet

mærke, hvor meget det betød for dem, at hun var her. Jeg tror,

frøkenen er kommet hjem igen! havde hun hørt en af karlene

15

råbe, da Dmitrij rullede kareten op foran hovedbygningens

trappe. Hans råb kaldte et mylder af andre karle frem på

gårdspladsen. Og da Elena og Nadesjda lidt efter satte sig ind i

den lille salon for at sunde sig efter køreturen, kom den ene

tjenestepige efter den anden ind til dem i et eller andet

ligegyldigt ærinde. Som om de ved selvsyn ville sikre sig, at

de ikke havde hørt forkert, og at Elena rent faktisk var tilbage

på Beleiskoje...

Elena greb ud efter det næste ark i bunken, der lå foran

hende. Det var endnu en regning, som Mihael og Vera havde

efterladt. Den skulle naturligvis betales. Men det måtte vente,

for lige nu var der vigtigere ting at tage sig af.

I det samme blev der banket forsigtigt på døren, og straks

efter kom en af stuepigerne ind med den karaffel vand, som

Elena havde sendt bud efter lidt tidligere.

- Tak, smilede Elena. - Bare sæt den her.

Pigen anbragte karaflen, som stod på en lille sølvbakke,

på bordet og skænkede op i et glas. Men hendes hænder

rystede svagt, og hun kom til at spilde nogle dråber.

- Undskyld, stammede hun og tørrede febrilsk det spildte

vand bort med kanten af sit forklæde.

- Det gør ikke spor! forsikrede Elena. - Vi er alle sammen

lidt ude af os selv for tiden. Og så sker der let sådan noget.

Pigen nikkede taknemmelig og skyndte sig af sted igen.

Elena kiggede tankefuld efter hende. Der var ingen af

folkene, som var helt sig selv. Det var, som om angsten lå som

en tung dyne over hele godset. Der var rynkede pander og

urolige blikke. Og der var adskillige, der rystede endnu mere

på hænderne end pigen dér.

Der var ingen tvivl om, at det var frygten for

franskmændene, der gjorde dem alle sammen så urolige. Og

når man tænkte på den brutalitet, som russernes egne soldater

var faret frem med, var der heller ikke noget mærkeligt i, at de

var rædselsslagne over, at fjenden kunne komme når som

helst.

Selv var Elena også bekymret. Men hun viste det ikke, for

det ville sikkert være endnu sværere for folkene at holde

modet oppe, hvis de kunne mærke, at hun var bange.

16

Hun lænede sig tilbage i stolen for at slappe af et øjeblik,

før hun gik videre med papirerne. En lysstråle ramte hendes

kind, og hun lukkede øjnene et øjeblik for bedre at kunne

fornemme varmen, der bagte på huden. Hun mærkede,

hvordan en behagelig sløvhed bredte sig i hende. Og for en

stund glemte hun alt om krig og ødelæggelse.

Mens hun sad og nød solskinnet, blev døren pludselig

flået op. Elena rettede sig op med et sæt og stirrede forbløffet

derhen. Det var en af tjenerne. Hans øjne var vildt opspilede,

og angsten stod malet i hans ansigt.

- Det er franskmændene..., stammede han. - De kommer!

- Hvad siger du? udbrød Elena forskrækket.

- Frøkenen kan selv se...! fortsatte tjeneren og pegede hen

mod vinduet med en finger, der dirrede af ophidselse.

Elena styrtede hen til vinduet og kiggede ud. Oppe i alleen

kom en stor gruppe ryttere ridende. Det var svært at se dem

tydeligt på grund af træerne. Men indimellem dukkede der et

glimt op af en blå uniformsjakke, et hvidt skråbånd eller en

høj hjelm med fejende fjerduske i toppen.

- Ja, nikkede hun utilpas. - Det er dem!

Synes af uniformerne gav hende nærmest kvalme. Hun

vidste, at det var soldater i disse blå og hvide farver, som

havde dræbt Sergej. Siden hans død havde hun følt et

voldsomt ubehag, bare hun så et lillebitte billede af Napoleon.

Og nu kom hans tropper ridende lyslevende lige deroppe...

- Hvad skal vi gøre...? spurgte tjeneren skrækslagen.

Elena vendte sig fra vinduet. Så beslutsomt på ham.

- Bed folk om at forholde sig i ro, sagde hun myndigt. - Så

går jeg ned og tager imod de franskmænd!

***

De første ryttere red ind på gårdspladsen. Lyden af

hestenes hove, der taktfast slog mod jorden, gav genlyd

mellem bygningerne. For hver soldat, der red ind i gården,

voksende hovslagene i styrke. Og da pladsen til sidst var fyldt

med over hundrede heste, var lyden så voldsom, at det næsten

smertede i ørerne.

Med ét standsede alle hestene. Der var et kort øjebliks

stilhed. Så red en gruppe på tre officerer frem mod

hovedtrappen, hvor Elena stod og ventede.

17

En stor del af folkene havde taget opstilling rundt om

trappen. Men da officererne nærmede sig, trak de skyndsomt

ud til siderne, så hestene kunne passere. Et par af karlene stak

hovederne sammen og sendte tavse, misbilligende blikke mod

rytterne. Nogle af pigerne stod og klamrede sig skræmt til

hinanden.

Kort efter standsede officererne foran Elena. Manden i

midten var tydeligvis den højest rangerende af dem. De

guldbroderede puder på hans skuldre var større end de andres,

og fjerdusken på hans hjelm var mere farvestrålende.

Det var dog officeren til højre, som fangede Elenas

opmærksomhed. Han var højere end de andre. Det halvlange,

mørke hår, der bølgede frem under hjelmen, indrammede et

solbrændt ansigt med en let kroget næse og en fast, firkantet

hage. Elena måtte modstræbende indrømme over for sig selv,

at han så ganske godt ud. Men hun noterede sig også, at hans

træk skæmmedes af et hårdt og afvisende drag om munden.

Hun rettede sig op i sin fulde højde, skød hagen lidt

fremad og henvendte sig til rytteren i midten.

- Jeg er Elena Nikolajevna Djakova, meddelte hun.

- Mit navn er oberst Pontac, oplyste officeren og gjorde let

honnør. - Det er løjtnant Bergerat, fortsatte han og nikkede

hen mod officeren til venstre. - Og herren her er kaptajn de

Lavalle, tilføjede han og pegede på den mørkhårede rytter med

det hårde udtryk i ansigtet.

Løjtnanten hilste formelt på Elena, og kaptajn de Lavalle

bøjede også hovedet til hilsen. Elena nikkede tilbage, og i et

kort øjeblik så hun direkte ind i hans mørkebrune øjne. Hun

skyndte sig at se den anden vej. Men det var, som om hun

blev ved med at kunne mærke hans blik, der hvilede på hende.

Så vendte hun sig igen mod obersten. - Må jeg spørge,

hvad Deres ærinde er på Beleiskoje? spurgte hun værdigt.

- Vi agter at slå lejr henne på engdraget, svarede han kort.

- Jaså, sagde Elena uden at fortrække en mine. - Men så

tør jeg vel i det mindste bede Dem sørge for, at Deres mænd

lader mine folk være i fred? De arme mennesker har allerede

lidt mere end nok.

Obersten trak affejende på skuldrene. - Mine soldater er

alle sammen mænd af ære. Så hvad skulle der ske?

18

Elena bed sig fortørnet i læben. Han kunne i det mindste

have ladet, som om han forstod hendes bekymring!

I det samme vendte obersten omkring på sin hest. De to

officerer ved hans side gjorde sig også klar til at ride bort.

Men pludselig standsede kaptajn de Lavalle op og stirrede hen

mod hoveddøren bag Elena.

Hun så sig overrasket tilbage for at finde ud af, hvad han

kiggede på, og så opdagede hun, at Nadesjda havde stukket

hovedet frem bag en af dørfløjene.

Da Elena igen vendte blikket mod de Lavalle, var han slet

ikke til at kende. Det sammenbidte udtryk var fuldkommen

forsvundet fra hans ansigt. Et lille, forpint smil strøg

kortvarigt over hans læber, og i nogle sekunder syntes hans

tanker at være langt, langt borte.

Straks efter genvandt han dog kontrollen over sig selv,

snurrede hastigt omkring på hesten og satte efter obersten.

Elena fulgte ham forbløffet med øjnene. Måske var han i

virkeligheden slet ikke var så barsk og afvisende, som han

prøvede at give indtryk af! Men hvad gemte der sig så bag den

følelseskolde maske, han dækkede sig bag?

Mens Elena talt med obersten, var mange af folkene igen

gået frem mod trappen. Nu sprang de hastigt tilbage til deres

pladser for ikke at stå i vejen for officerernes heste. En ældre

staldkarl var ikke så hurtig til at komme væk som de andre, og

det fik omgående løjtnant Bergerat til at gribe ud efter sin

ridepisk og give den formastelige et par hårde slag over

ryggen.

Der gik et sus af vrede gennem mængden, og et øjeblik

frygtede Elena, at nogle af karlene skulle tabe besindelsen og

gå løs på franskmanden. De forholdt sig dog alle i ro. Men

folks skulende blikke og knyttede hænder fortalte med al

tydelighed, hvad de mente.

Med ét løb Nadesjda ud fra sit skjul og kastede sig

ængstelig ind til Elena. - Jeg er bange, mor! stammede hun.

Elena lagde beskyttende armene om hende.

- Det behøver du ikke at være, lille skat!

Men hendes stemme dirrede af uro. Og samtidig strøg der

en afslørende skælven gennem hende. Så selvom hun prøvede,

kunne hun dårligt skjule, at hun også var bange.

19

3

Rytternes lejr fyldte hele den del af engdraget, der lå

tættest ved Beleiskoje. Den bestod af omkring tyve store telte,

der stod i fire snorlige rækker. De gulbrune sejl blafrede let i

vinden, og når aftensolens stråler spillede i dem, var det

næsten som at se et stort, bølgende tæppe af ild.

Elena havde lukket et gavlvindue på første salen op og

stod og kiggede urolig ud over lejren. Der summede af

aktivitet dernede. En smed hamrede løs på sin ambolt, et par

mænd stod ude på engen og striglede deres heste, og inde

mellem teltene var soldaterne travlt beskæftiget med at pudse

støvler, polere bajonetter og rense geværløb...

I det samme kom et par franskmænd til syne bag den

række af telte, der var nærmest ved hovedbygningen. De var

så tæt på, at Elena tydeligt kunne se deres ansigter, og hun

trak sig uvilkårligt en smule tilbage.

- Det er også pokkers! brummede en af soldaterne. - Der

er vist ikke et eneste pigebarn på det her forbandede sted.

- Næ, svarede hans kammerat ærgerlig. - Da vi kom i

formiddags, så jeg nogle rigtig kønne tøser ude i gården. Men

siden har jeg ikke set så meget som skyggen af et skørt.

Elena satte et lille, veltilfreds smil op. Efter at hun ikke

havde kunnet få oberst Pontac til at love, at hans mænd ville

lade folkene være i fred, havde hun skyndt sig at sende alle

pigerne ud til de landsbyer, der lå længst væk fra godset. Så

mens franskmændene var optaget af at indrette deres lejr, sneg

pigerne sig væk en efter en.

- De må da være et sted! sukkede den første soldat.

- Ja, nikkede den anden. - Men hvad hjælper det os? Når

vi har fået ordre på ikke at begive os længere væk fra lejren,

end at vi kan se den, finder vi dem jo aldrig!

Elena trak sig skyndsomt helt væk fra vinduet. Ganske

vist burde hun ikke have grund til at være bekymret. For mens

obersten næppe ville løfte en finger, hvis hans soldater forgreb

sig på en tjenestepige, ville han formodentlig se langt

alvorligere på det, hvis de generede en adelskvinde som

hende. Men hun gjorde nok klogt i at passe lidt på alligevel!

20

Nu begyndte en af soldaterne at synge. Elena kunne ikke

høre alle ordene. Men de par brokker, der trængte op til hende,

var mere en rigeligt til, at hun forstod, hvad sangen på den

vuggende melodi handlede om.

Kinder så bløde... læber så røde...

Der lød et højt, sjofelt grin. Og så fortsatte sangen.

Vi ses, min skat... vi ses i nat.

Elena mærkede et let kuldegys. Måske havde det været

fornuftigst, hvis hun var taget væk sammen med pigerne. Men

hun havde jo ingen familie eller bekendte ude i landsbyerne,

som hun kunne bo hos. Og hvis hun ville have mulighed for at

holde øje med det hele, var hun jo også nødt til at være her.

Hun stod lidt og lyttede. Og da hun ikke længere kunne

høre de to soldater, listede hun tilbage til vinduet, trak ruden

til og lukkede hasperne omhyggeligt.

Så skyndte hun sig ud af rummet. Strøg hen til trappen og

hastede op mod etagen ovenover. Hun skulle gøre Nadesjdas

seng klar til natten. Den slags plejede stuepigerne at tage sig

af, men når de ikke var her, blev hun nødt til at gøre det selv.

Det havde hun dog ikke noget imod, og det generede hende

heller ikke, at hun selv havde måttet lave mad, da de skulle

spise. Tværtimod kunne hun mærke, at det dulmede hendes

uro at have noget mellem hænderne. Og hun havde ligefrem

nydt at stå nede i køkkenet og samle alle sine tanker om at

snitte grøntsager, skære brød og ordne kød.

***

Næste eftermiddag sad Elena inde i spisestuen og pudsede

sølvtøj. Hun havde måttet lede lidt for at finde pudsekludene

og æsken med benaske, og hun havde også haft svært ved at få

de første ting helt blanke. Men nu var hun ved at få taget på

det. Et dusin skeer og gafler lå på bordet foran hende og

skinnede, og det store fad, hun var i gang med, skulle også

nok blive flot!

Da hun var næsten færdig med fadet, kom en tjener

halsende ind i spisestuen og meddelte, at oberst Pontac stod

ude i forhallen, og at han ønskede at tale med hende.

Elena lagde ængstelig fadet fra sig. Hvad mon obersten

ville? Var der en af karlene, der var gået amok og havde

overfaldet nogle af soldaterne? Eller...

21

Med ét kom hun til at se ned ad sig selv. Hun havde et

stort forklæde om livet, hendes ærmer var smøget op til lidt

over albuerne, og hun havde benaske på hænderne.

- Bed obersten om at vente inde i havestuen, sagde hun til

tjeneren. - Sig til ham, at jeg kommer så hurtigt, jeg kan.

Tjeneren bukkede og trak sig tilbage.

Elena sprang op af stolen. Hun flåede hastigt forklædet af,

tørrede asken af hænderne og rullede ærmerne ned. Derpå

skyndte hun sig ud af spisestuen, og kort efter stod hun foran

en dør, der førte ind til havestuen.

Hun stod et øjeblik med hånden på dørgrebet og tog mod

til sig. Så slog hun døren op og trådte indenfor.

Obersten, der stod med ryggen til og kiggede ud i parken,

vendte sig mod hende. Nikkede kort til hilsen.

- Hr. Oberst! hilste Elena tilbage. - Hvad skylder jeg æren

af Deres besøg?

- Jeg er kommet for at meddele Dem, at den franske hær

agter at lægge beslag på huset her i nogle dage, svarede

Pontac. - Så jeg bliver nødt til at bede Dem om at flytte ud så

længe.

Hans svar kom fuldkommen bag på Elena. - Flytte ud!

gentog hun fortørnet. - Hvorfor dog det?

- Det kan jeg ikke oplyse Dem om. Men vi overtager

bygningen klokken ti i morgen formiddag. Så De må sørge for

at være ude inden da.

- Og hvor havde De så tænkt, at jeg skulle tage hen?

spurgte Elena trodsigt.

Obersten trak udeltagende på skuldrene. - Det finder De

nok en løsning på. Men jeg håber, at De gør, som De bliver

bedt om. Ellers bliver vi nemlig nødt til at hjælpe Dem på vej.

Og det ville være yderst beklageligt, ikke?

Den sidste sætning blev fremført med et lille, spottende

smil. Så Elena kunne dårlig være i tvivl om, at han ikke ville

have nogen som helst betænkeligheder ved at bruge magt over

for hende, hvis det var nødvendigt.

Hun skulle til at give ham et syrligt svar. Men før hun

nåede at åbne munden, førte Pontac hånden til skyggen af sin

hjelm, snurrede om på hælen og marcherede ud ad havestuen.

***

22

Elena og Nadesjda var rykket over i en af udlængerne.

Her havde en del af tjenestepigerne deres kamre, og så længe

de var væk, var her plads nok. Elena havde båret et par kurve

med noget af hendes og Nadesjdas tøj herover, og hun havde

også taget et par bøger og nogle af de vigtigste papirer med.

Først på eftermiddagen var hun næsten færdig med at indrette

sig i de fire kamre, hun havde valgt. Et af dem havde hun

brugt til at anbringe tøjet i, hun og Nadesjda havde hver sit

rum, hvor de kunne sove, og det største af kamrene skulle

fungere som en slags dagligstue for dem.

Nu, hvor tingene var ved at være på plads, var her egentlig

ikke så slemt. Gulvbrædderne var slidte, væggene var ikke

andet end rå, kalkede stenmure, og her var så lavt til loftet, at

Elena til at begynde med havde været bange for, at hun ville

støde hovedet mod de tykke bjælker, der bar det. Men på sin

vis var her hyggeligere end ovre i de højloftede saloner i

hovedbygningen...

- Hvad er det for en lyd, mor? spurgte Nadesjda pludselig.

Elena rynkede spørgende øjenbrynene. - Hvad mener du,

lille skat?

- Kan du ikke høre det?

- Næ, jeg...

Elena standsede midt i sætningen. For nu, hvor hun

lyttede efter, kunne hun godt høre noget. En fjern rummel.

Ligesom, når der var et tordenvejr under optræk.

Hun åbnede vinduet, og nu hørtes lyden tydeligere. Det

var ikke torden! Rummelen var alt for jævn og vedholdende.

Det lød lidt som hjulene fra en vogn - bare dybere. Og

samtidig var der en ligeså dyb, taktfast gungren, der næsten

kunne mærkes som små slag i maven.

Så gik det op for hende, hvad det var, og hun slog

forskrækket armene om Nadesjda og trak hende beskyttende

ind til sig.

Det, hun kunne høre, var tusinder og atter tusinder at

mænd, der kom marcherende. Hestehove, der slog mod jorden

og tunge vogne, som kom rullende. De hundrede ryttere havde

selvfølgelig kun været en fortrop. Det, som var på vej nu, var

den egentlige armé. Hele Napoleons hær.

23

Den gungrende lyd tog til, og samtidig begyndte karlene

at myldre ud på gårdspladsen. Et par af dem pegede ophidset i

retning mod alléen. De øvrige karle løb hen for at kigge med,

og et par skovhuggere, som var ved at læsse brænde af en

kærre, slap omgående deres vogn og fulgte efter dem.

Elena greb Nadesjdas hånd. - Kom, sagde hun og hev

hende med sig.

De strøg ud i den smalle, mørke gang, der løb bag

kamrene. Famlede sig hen til yderdøren for at komme ud på

gårdspladsen.

Da de nåede derud, var der kommet endnu flere karle til.

De fyldte så meget, at Elena blev nødt til at stille sig på tæer

for at kunne se. Det første, hun fik øje på, var et hav af

fremadskridende, blå prikker oppe på landevejen. En

flodbølge af soldater, der skyllede frem.

Lidt efter var der nogle karle, der fik øje på Elena. De

gjorde straks plads, så hun og Nadesjda kunne komme frem.

Og først nu opdagede hun, hvad det var, de stod og stirrede

på. Det var en deling ryttere, der bevægede sig ned gennem

alléen. Men ikke samme slags som dem, der allerede var her.

Fjerduskene, som kom til syne mellem træerne, var større og

mere farverige, og uniformerne var prydet med så meget guld

og sølv, at det skar i øjnene, når solen ramte noget af det.

Nu kom en snes soldater henne fra lejren galopperende ud

på gårdspladsen. Her red de truende rundt og gennede folk

tilbage, indtil et stort stykke jord foran hovedbygningen var

frit. Så dannede de krans om arealet og standsede op.

En dødlignende stilhed bredte sig. Soldaterne sad tavse og

vagtsomme på deres heste, karlene bag ved dem mælede ikke

et ord, og selv svalerne, der kredsede højt oppe i luften, lod til

at have mistet lysten til at give lyd fra sig.

Elena syntes, at der gik en evighed, uden at der skete

noget. Men så kom de første ryttere ud fra alléen, og snart var

hele området foran hovedbygningen fyldt med heste.

Kort efter kom en lille mand ridende lidt for sig selv på en

hvid hingst. Han var klædt i en forholdsvis enkel, blå

militærfrakke, han havde et bredt, rødt ordensbånd om

skulderen, og hans hovedbeklædning bestod af en

halvbueformet, sort hat med en kokarde i de franske farver.

24

Rytterne, der dannede vagt om pladsen, trak deres sabler

og holdt dem op foran sig som hilsen, og oberst Pontac, der

stod oppe på hovedtrappen og ventede, gjorde stram honnør

for den nyankomne.

Nadesjda trak forsigtigt Elena i ærmet.

- Hvem er ham dér? hviskede hun.

Elena tøvede med at svare. Hun kunne næsten ikke få

mandens navn over sine læber. Det var ene og alene på grund

af ham, at Sergej var død, og det var hans skyld, at ulykkerne

regnede ned over Rusland. Nu var han her på Beleiskoje!

Hun bøjede sig ned, lagde munden mod Nadesjdas øre.

- Napoleon, hvislede hun næsten uhørligt.

***

Mørket havde sænket sig, og Elena var så småt ved at

gøre sig klar til at gå i seng. Nadesjda havde allerede sovet i et

par timer, og selvom Elena var alt for oprevet til at føle sig

træt, vidste hun, at hun blev nødt til at få sin nattesøvn.

Hæren havde slået lejr bag rytternes telte på engen. Det

store græsstykke var fyldt til bristepunktet, og hele aftenen

havde man kunnet høre en konstant hamren og banken. Nu lod

de omsider til at være færdige derhenne, for det eneste, der

hørtes, var en hest, der vrinskede i ny og næ.

Elena gik hen til vinduet i det kammer, hun brugte som

soveværelse, trak det ternede gardin til side og kiggede ud.

Folkefløjene lå omkring en gårdsplads, hvor bagsiden af

herskabsstalden udgjorde den ene længe. I den modstående

fløj havde karlene deres boliger, men der var ikke lys bag et

eneste af deres vinduer, så de måtte være gået til ro alle

sammen.

Bag gavlen på stalden var der et lille åbent stykke ud til

den store gård foran hovedbygningen. Her kunne man ane et

dæmpet, gyldent skær på jorden, så nogle af prismekronerne

derhenne måtte være tændt.

Mon det var Napoleon, der var oppe endnu?

Elena kneb harmfuld øjnene sammen. Det var næsten ikke

til at bære, at den lille, magtsyge mand gik rundt oppe i

familiens saloner. Og det var slet ikke til at holde ud at tænke

på, at han sad i deres møbler og brugte det sølvtøj, som hun

møjsommeligt havde stået og pudset.

25

Med et vredt suk trak hun gardinet for igen og gik hen til

sengen. Hun tog det hæklede tæppe af, foldede det sammen og

lagde det på en stol. Løftede dynen til side og rettede lidt på

hovedpuden.

Pludselig lød der skridt ude på gårdspladsen. Elena slap

forskrækket puden. Lyttede. Den knasende lyd af støvler, der

trådte hen over gruset, syntes at komme nærmere. Til sidst lød

det, som om skridtene var lige uden for hendes vindue. Men

så stoppede de brat op.

Hun turde næsten ikke trække vejret. Var der nogen

derude?

Så blev der banket hårdt på ruden. De skarpe bump skar

sig ind i hende som små, kolde stik i mellemgulvet. For hvem

var det, som ville have fat i hende?

Hun tog et par dybe indåndinger. Og da den værste angst

havde lagt sig, skød hun beslutsomt hagen frem og gik hen

mod vinduet. Der var ingen grund til at gå i panik! Det var

sikkert bare et par af karlene, som var kommet galt af sted og

ville spørge hende, hvad de skulle gøre.

Med et fast greb tog hun fat i det ternede stof og hev det

til side.

Et stumt skrig pressede sig mod hendes strube. For de

ansigter, der kom til syne bag ruden, tilhørte ikke nogen af

hendes karle. Det var franske soldater, og der var mindst en

fem seks stykker. De enkle, blå uniformsjakker med

almindelige skulderstropper tydede på, at det var jævne

infanterisoldater, og mændenes rødmossede kinder og blanke

øjne efterlod ingen tvivl om, at de var stærkt berusede.

- Luk os ind, din dejlige tøs! råbte en af soldaterne.

- Ja, vær nu lidt sød! fortsatte en af hans kammerater.

Elena trak febrilsk gardinet for igen. Hun havde troet, hun

var nogenlunde sikker, fordi hun var adelig. Men mændene

regnede sikkert med, at hun var tjenestepige, fordi hun holdt

til i folkefløjen. Og selvom hun fortalte dem, hvem hun var,

ville det næppe hjælpe. Soldaterne ville aldrig tro hende, og

derudover var de tydeligvis så fulde, at de ikke kunne tales til

fornuft.

- Kom nu! råbte de. - Vi gør dig ikke noget.

- Nej, Vi vil bare hygge os lidt.

26

Den sidste sætning blev efterfulgt af et sjofelt grin. Og der

lød også et højt klask. Som om der var en, der fik et

anerkendende klap på ryggen.

Elena trak sig baglæns væk fra vinduet. Trykkede sig

skræmt ind mod muren længst borte.

- Luk så op! lød det utålmodigt. Og samtidig blev der

banket så hårdt på ruden, at Elena frygtede, at den kunne give

efter hvert øjeblik, det skulle være.

- Vi tæller til tre. Og hvis du ikke har åbnet inden da,

smadrer vi vinduet.

- Ja! lød det bifaldende. - Sådan skal hun have det.

- En! begyndte de at tælle.

Elena så sig fortvivlet omkring. Men den eneste vej ud var

gennem gangen. Og den førte direkte ud til soldaterne i

gården.

- To!

Hun var fanget. Som et hjælpeløst dyr, der var gået i en

fælde. Ude af stand til at undslippe.

***

- Hvad gør I her? smældede en kommanderende stemme

gennem luften. - Kan I se at komme af sted!

Elena kunne høre, at soldaterne strøg af sted. Og hun

opfattede også et par brudstykker af nogle ynkelige

bortforklaringer. Vi ville bare snakke med hende... vi kunne da

aldrig drømme om...

I det samme blev der banket forsigtigt på ruden. - Er der

sket noget? lød det fra den stemme, der havde jaget de fulde

soldater væk.

Elena skyndte sig hen til vinduet og slog det op.

Så udstødte hun et overrasket gisp. For hun genkendte

omgående sin redningsmand som kaptajn de Lavalle.

Udtrykket i hans ansigt var hårdt og vredt, sådan som det også

havde været, da hun så ham første gang. Men den bekymrede

måde, han rynkede øjenbrynene på, fik hans træk til at virke

mildere. Ligesom da han fik øje på Nadesjda bag døren.

- Nej, svarede Elena stammende. - Der er ingenting sket.

Kaptajnen rynkede øjenbrynene yderligere. - De er jo

ligbleg. Skal jeg ikke komme ind og hjælpe Dem?

27

Elena nikkede taknemmelig. Hun havde det faktisk

dårligt. Det var, som om hun ikke kunne få luft. Og hun ville

være mest tryg ved at have en hos sig, indtil hun fik det lidt

bedre.

- Jeg går ud og lukker op, sagde hun stakåndet.

Hun vaklede ud i gangen. Hendes ben ville dårligt bære

hende, og hun måtte støtte sig til væggen. Men endelig nåede

hun frem til døren, slog slåen fra og lukkede op.

I det samme begyndte hun at ryste over hele kroppen. Hun

var ude af stand til at holde skuldrene i ro, og hun frøs

forfærdeligt.

Så mærkede hun, at de Lavalle lagde armene om hende.

Hun lod sig uden modstand glide ind i hans favn. Men da han

straks efter førte hende ind i den smalle gang, blev hun med ét

grebet af usikkerhed. Selvom han havde reddet hende fra

soldaterne, var han stadig franskmand. En fjende og en

fremmed, som hun ingenting vidste om. Men nu var det for

sent at fortryde. Og der var ikke andet at gøre andet end at

følge med ham tilbage mod det lille kammer.

28

4

Kaptajn de Lavalle førte Elena hen til den simple

pindestol af fyrretræ, som var det eneste siddemøbel i det lille

kammer, hvor hun sov. Han rykkede stolen lidt, så den stod

bedre, hjalp hende forsigtigt ned på sædet.

- Sikken et held, De kom! gispede Elena, da hun havde

fået vejret. - Det var i sidste øjeblik.

Kaptajnen smilede svagt. - Det var nu ikke rent og skær

held, kan jeg betro Dem.

- Ikke det...?

Han rystede på hovedet. - Sagt i al fortrolighed, så syntes

jeg, at det var forkert af obersten at lade Dem flytte herover

uden at sætte så meget som en enkelt vagt til at passe på Dem.

Derfor tillod jeg mig selv at kigge forbi indimellem. Og jeg er

glad for, at jeg nåede at opdage de fulderikker i tide.

- Jeg er Dem i hvert fald dybt taknemmelig, sagde Elena

lettet. Hun havde det allerede meget bedre. Hun var næsten

holdt op med ryste. Og den hårde, kolde klump inde i hendes

mave var knap nok til at mærke mere.

Til gengæld var hun på en eller anden måde skræmt ved at

have de Lavalle stående lige ved siden af. Det var ikke fordi,

hun troede, at han ville gøre hende noget. Det var noget andet.

Noget, som hun ikke helt vidste, hvad var...

Hun skævede usikkert hen mod ham. Et kort øjeblik så

hun ind i hans mørke øjne, men så skyndte hun sig at flytte

blikket nedad. Hun dvælede lidt ved den fornemme, forgyldte

skulderpude, lod blikket fortsætte ned over ærmet.

Med ét følte hun en ubændig trang til at mærke hans arme

holde om hende. Ligesom han havde gjort, da han hjalp hende

ind i kammeret.

Hun vendte forskrækket blikket væk. Hvad i alverden gik

der dog af hende? Siden Sergej døde, havde hun aldrig haft

den mindste lyst til at blive holdt om af en mand. Hvorfor

havde hun det så nu?

- Hvordan går det? spurgte de Lavalle deltagende.

- Meget bedre, svarede Elena uden at se på ham. - Så jeg

tror sagtens, jeg kan klare mig selv nu.

29

***

- Mor!

Elena vendte sig overrasket mod Nadesjda, som pludselig

var dukket op i døråbningen. Og de Lavalle snurrede brat

omkring på hælen og fulgte hendes blik.

- Hvad er der, lille skat?

- Jeg vågnede, fordi der var nogen, der råbte, sagde pigen

søvndrukken. - Og så blev jeg bange.

I det samme kom Elena til at se på kaptajnen. Det var,

som om der var gledet en tung skygge over hans ansigt. Han

rynkede smertefuldt panden, og der var et fjernt og forpint

udtryk i hans øjne. Nøjagtig som den dag, han fik øje på

Nadesjda henne på hovedtrappen.

Hvorfor reagerede han sådan? Mindede pigen ham om en,

han kendte? Havde han mon selv havde en datter, som han

savnede?

- Det var bare nogle fulde soldater, forklarede Elena

beroligende. - Men kaptajn de Lavalle her har jaget dem væk.

Så du behøver ikke at være bange mere.

Datteren gned sine øjne, mens hun nysgerrigt studerede

kaptajnen i den flotte, blå uniform.

- Det er min datter, Nadesjda, sagde Elena.

De Lavalle bukkede let. - Mademoiselle Nadesjda,

forsøgte han.

Men han fik lagt trykket forkert, og pigen rystede

overbærende på hovedet. - Nadesjda, rettede hun ham.

Han gentog hendes navn. Denne gang var det næsten

rigtigt, og Nadesjda kvitterede med et lille, veltilfreds smil.

Elena kunne ikke lade være med også at smile. For det var

tydeligt, at datteren følte sig godt tilpas. Egentlig var det

underligt. Alle folkene på Beleiskoje var angst for

franskmændene. Og det mest naturlige ville have været, at

Nadesjda var blevet skræmt fra vid og sans, da hun opdagede,

at der stod en fransk officer herinde.

Hun vendte blikket mod de Lavalle og betragtede ham

stjålent. Der var ingen tvivl om, at det klædte ham, at det

barske og sammenbidte var forsvundet fra hans ansigt. Og

samtidig fremhævede det lille, sørgmodige smil, der spillede

om hans mund, det fine og velformede ved hans træk.

30

- Kom! sagde Elena til Nadesjda. - Nu skal du i seng.

Pigen nikkede, kastede et sidste blik på kaptajnen og

fulgte med ind i kammeret ved siden af. Hun kravlede ned i

sin seng, og Elena pakkede dynen om hende og kyssede hende

godnat.

Derpå hastede Elena tilbage til sit eget sovekammer, hvor

kaptajnen stod nøjagtig, som da hun forlod ham.

- Undskyld, det tog lidt tid, sagde hun. - Men jeg skulle

lige sige ordentligt godnat til Nadesjda.

- Selvfølgelig! svarede de Lavalle forstående. - Det skulle

jeg være den sidste til at bebrejde Dem.

Elena tøvede et øjeblik. Hun havde lyst til at spørge ham

om noget. Men hun ville nødigt virke påtrængende.

- De har måske selv børn? forsøgte hun så.

Det gav et gib i kaptajnen. Han vendte ansigtet bort, og

det var også, som om han sank en smule sammen.

- Ikke mere, svarede han tomt, mens han stadig så væk.

Elena kunne se på hans profil, at han havde bidt læberne

sammen og fået det hårde drag om munden igen. Men hun lod

sig ikke længere narre. Alene den krampagtige måde, han

knugede fingrene om hinanden på, afslørede ham.

- Hvad mener De? spurgte hun stille.

Han svarede ikke. Stod bare og kiggede tomt frem for sig.

- Jeg havde en lille pige, sagde han lidt efter. - Men hun

døde. Ligesom sin mor...

Han vendte sig tøvende mod Elena. - Min kone døde i

barselsseng. Men barnet levede, og jeg kastede al den

kærlighed, jeg havde, på den lille.

Elena fik en klump i halsen. De Lavalles øjne var blevet

blanke. Og hans stemme rystede.

- Men min datter var ikke stærk. Jeg gjorde alt, hvad jeg

kunne for hende. Skaffede de bedste læger. Men hun

overlevede kun nogle få måneder.

- Hvor længe siden er det? spurgte Elena medfølende.

- Det er godt og vel seks år siden. Da min kone skulle

føde, var jeg lige vendt hjem fra slaget ved Austerlitz. Så min

datter ville have været på alder med Deres, hvis hun stadig...

Han tav brat midt i et ord.

- Har jeg sagt noget forkert? spurgte han usikkert.

31

Elena hev tungt efter vejret. Hun troede ikke, man kunne

se det på hende. Men da han nævnte ordet Austerlitz, var det,

som om der var et sår dybt inde i hende, der blev flået op.

- Nadesjdas far var også med i det slag, svarede hun

tonløst. - Men han kom ikke hjem.

De Lavalle kiggede utilpas ned i gulvet. Nikkede tungt.

- Jeg må hellere gå, sagde han beskæmmet.

- Men De behøver ikke at være urolig, tilføjede han, før

han forlod sovekammeret. - Jeg bliver ude og holder vagt så

længe, det er nødvendigt.

***

Elena kunne ikke falde i søvn. Hun kunne ikke lade være

med at tænke på kaptajnen, som travede rundt udenfor.

Indimellem var det, som om hun kunne ane en skygge på

gardinet, der dækkede hendes vindue. Måske var det ham, der

gik forbi. Men det kunne også bare være en sky, der strøg hen

over himlen og kortvarigt dækkede for månen.

Hun rullede sig om på siden, så hun ikke kunne se

vinduet, lå lidt og kiggede ind i den hvide væg bag sengen.

Der var ingen grund til, at hun skulle ligge søvnløs på grund

af de Lavalle! Vel havde han reddet hende, og det var hun

naturligvis taknemmelig for. Men det ændrede ikke ved, at

han havde kæmpet mod russerne og Sergej i det ulyksalige

slag ved Austerlitz. Så hun havde stadig al mulig grund til at

hade ham.

Da hun havde ligget lidt og set ind i væggen, gled øjnene

endelig i. Men så greb hun sig selv i at fantasere om, at den

tunge dyne var de Lavalles arme, der holdt om hende. Og hun

slog forskrækket øjnene op igen.

Efter at have ligget en halv times tid mere og vendt og

drejet sig, stod hun op. Hun tændte en kærte, og med den i

hånden gik hun ind i det kammer, de brugte som dagligstue.

Her havde hun de papirer, hun havde taget med over i

folkefløjen, og mellem de forskellige breve og dokumenter

fandt hun en lille, aflang kuvert.

Det var det sidste brev, hun havde fået fra Sergej. Han

havde skrevet det lige før, han drog til fronten. Og når hun

læste det, blev hun altid fyldt af et voldsomt had til

franskmændene og alt, hvad der havde med Frankrig at gøre.

32

Hun trak beslutsomt brevet op af kuverten, foldede det ud

og begyndte at læse.

Kæreste Elena. Du ved, hvor meget det smerter mig at

skulle skilles fra dig, selvom det kun er for en tid. Men du

forstår vel, hvor vigtigt det er for Rusland og for os alle

sammen, at jeg tager af sted! De franske horder er som en

svøbe, der skyller ind over Europa. Indtil nu synes intet at

kunne standse dem. Men når vores hær forener sig med

østrigerne, skal piben snart få en anden lyd...

Elena lod opgivende brevet synke. Hun kunne mærke, at

den vrede, som det plejede at kalde frem i hende, ikke kom.

Det med svøben og de franske horder passede måske meget

godt på de soldater, der havde prøvet at komme ind til hende.

Men hvad med kaptajnen?

Hun tog brevet op igen, læste videre.

Så skal Napoleon få, hvad han har fortjent...

Napoleon gentog Elena foragteligt. Og endelig mærkede

hun harmen bruse op i sig - lige så indædt som førhen. For var

det ikke den franske kejser, der var årsag til alle ulykkerne?

Tøvende foldede hun brevet sammen, stod lidt og vejede

det i hånden, mens hun skævede tvivlrådigt hen mod vinduet.

Var der overhovedet nogen grund til, at de Lavalle skulle

gå rundt derude og have skyldfølelse, fordi han havde været

med i det slag? Han var jo bare en brik i Napoleons spil -

ligesom Sergej havde været det for Zaren. Og derudover var

der så mange soldater med ved Austerlitz, at sandsynligheden

for, at han og Sergej overhovedet havde været i nærheden af

hinanden, nærmest var lig nul.

Efter at have stået lidt med det sammenfoldede papir

lagde Elena det fra sig, gik hen til vinduet og åbnede ud til

gården. Hun måtte sige til de Lavalle, at hun ikke bebrejdede

ham noget, og at det, der var sket, ikke var hans skyld.

Hun kunne imidlertid ikke se ham derude. Først håbede

hun, at det bare skyldtes, at hendes øjne ikke havde vænnet sig

til mørket. Og hun lænede overkroppen helt ud af

vinduesåbningen og kiggede en ekstra gang rundt i gården.

Men der var ikke andet end den bare jord og de tomme mure,

og nedslået trak hun sig tilbage fra vinduet og lukkede det i.

33

Mens hun gik tilbage til sovekammeret, prøvede hun at

fortælle sig selv, at der ikke var noget underligt i, at han ikke

var der længere. Alt åndede fred og ro udenfor, og faren for, at

nogen skulle prøve at forulempe hende igen, måtte for længst

være drevet over. Men skuffelsen havde bidt sig fast. Selvom

hun gjorde, hvad hun kunne, for at tænke på noget andet, ville

den ikke slippe hende. Og da hun lidt efter krøb ned i sin seng,

sad den stadig som en lille, hård klump inde bag hendes bryst.

***

Næste formiddag gik Elena hen til lejren, hvor kaptajn de

Lavalle havde sit logi. Hun regnede med, at hun kunne finde

ham derhenne, så hun kunne få fortalt ham det, hun ikke

nåede at få sagt om aftenen.

Hun turde ikke nærme sig den del af engen, hvor hærens

hovedstyrke havde slået sig ned, så hun holdt sig til det lille

stykke mellem hovedbygningen og det område, hvor oberst

Pontacs ryttere boede. Her gik hun søgende frem og tilbage og

kiggede ind mellem teltene. På et tidspunkt fik hun øje på den

bryske løjtnant Bergerat, og hun fik også et glimt af obersten.

Men hun kunne ikke se de Lavalle nogen steder.

Efter et kvarters tid standsede hun rådvild op. Hun kunne

ikke blive ved med at gå rundt her. Der var måske allerede

nogle, der var begyndt at undre sig over, hvad hun lavede.

Hun stod lidt i vildrede, men besluttede så at tage en

enkelt tur mere op langs teltene.

Med ét var der en, der råbte hendes navn.

- Frøken Djakova! Der er noget, jeg vil tale med Dem om.

Elena vendte sig med et sæt. Der var en infanteriofficer på

vej hen mod hende. I modsætning til rytterne bar han ikke

hjelm, men en høj kasket med en smal, rød fjerkost i toppen.

- Jeg er oberstløjtnant Griveaux, sagde han og gjorde

honnør. - Det er mig, der er ansvarlig for vores

fødevareforsyninger.

Elena snappede uroligt efter vejret. For det var ikke svært

at gætte, hvad han ville hende.

- Vi har en lang række ting, vi står og mangler, fortalte

oberstløjtnanten. - Først og fremmest mel. Men også kød,

grøntsager og en masse andet. Og jeg går ud fra, at godset her

er i stand til at levere nogle af disse varer.

34

Elena slog beklagende ud med hænderne. - Vi har næsten

ingenting, hævdede hun. - Det brændte alt sammen med laden.

- Pokkers også! bandede officeren. - Det er det samme alle

vegne. I har brændt det hele af.

- Det er jo ikke min skyld, påpegede Elena. - Det var

nogle soldater, der kom, og...

- Jeg ved det! afbrød Griveaux hende. - De har været

overalt, lader det til. Og de har gjort deres arbejde grundigt.

Han stod et øjeblik i tavshed. Så rynkede han panden og

så mistroisk på Elena.

- Når man ser nøjere efter, er det nu ikke så galt her. Jeg

kan godt se, at laden er brændt. Men alt det andet står her

endnu. Hvordan kan det være?

- Det var et rent held, påstod Elena. - Soldaterne havde

travlt, så de satte kun ild til laden. Men de regnede sikkert

med, at flammerne ville brede sig og lægge alting i aske. Og

det var et rent mirakel, at det ikke gik sådan.

- Det må man sige, svarede oberstløjtnanten i et tonefald,

der ikke afslørede, om han troede på hendes forklaring.

- Men for at vende tilbage til fødevarerne, fortsatte han

lidt efter. - Så prøv at se på sådan nogle som dem dér...

Han pegede over mod et par af godsets karle, som kom

trækkende med et læs birkegrene. - De ser da ikke ud til at

sulte, gør de?

- Næ, indrømmede Elena nølende. - Det gør de vel ikke.

- Men det kommer de meget snart til! skyndte hun sig at

tilføje. - For vi har næsten ikke mere mad tilbage.

- Slet ikke noget? spurgte han skarpt. - Hvad med mælk?

Elena rystede på hovedet. - Soldaterne jog vores kvæg

væk, løj hun så overbevisende, hun kunne. Han skulle jo

nødigt finde ud af, at de selv havde drevet køerne over på den

anden side af skoven, før de russiske soldater kom.

- Ost?

- Nå, jo, indrømmede Elena. - Der er vist stadig lidt

tilbage ovre i mejeriet.

Det havde hun måske ikke behøvet at fortælle ham. Men

hun tænkte, at det ville være bedst ikke at lade ham gå helt

tomhændet bort. Og desuden var størstedelen af deres oste

gemt af vejen i iskælderen omme bag bakken.

35

- Jamen, så må jeg jo nøjes med det, sagde

oberstløjtnanten slukøret og tog afsked med hende.

Elena åndede lettet op, begyndte at gå.

Efter et par skridt drejede hun hovedet og kastede et sidste

blik ind mellem teltene for at se, om de Lavalle var derinde.

Men hun kunne stadig ikke se ham. Og med et lille, skuffet

suk begav hun sig tilbage mod folkefløjen.

***

Sidst på eftermiddagen sad Elena og bladede i en bog.

Hun havde rigelig tid til at læse, for herovre i de små kamre

var der ikke meget at tage sig til. Hun havde for længst redt

deres senge. Gulvene var blevet fejet, og hun havde også

tørret støv af. Det hele havde ikke taget mere end en halv

time, og selvom hun også skulle lave mad, havde hun stadig

masser af tid tilovers. Det var noget helt andet til daglig oppe i

hovedbygningen. Dér var der altid noget, der skulle klares. Og

nogle gange kunne hun slet ikke få døgnets timer til at slå til.

Hun læste lidt videre, men hun havde svært ved at samle

sig om teksten. Og efter et par sider lagde hun bogen væk,

rejste sig og kaldte på Nadesjda.

- Skal vi ikke gå en tur? spurgte hun.

- Joh! svarede pigen oplivet. - Hvor skal vi hen?

- Det ved jeg såmænd ikke. Over i skoven, måske?

Det ville Nadesjda gerne. Og kort efter var de på vej hen

over gårdspladsen.

Da de havde gået et lille stykke, fik Elena øje på kaptajn

de Lavalle. Han opdagede også hende og Nadesjda, og han gik

dem straks i møde.

- Hvordan går det? spurgte han.

- Udmærket, forsikrede Elena. - Og det kan jeg takke Dem

for.

Kaptajnen så ud, som om han skulle til at sige noget. Men

Nadesjda kom ham i forkøbet.

- Vi skal i skoven! oplyste hun ivrigt.

- Det lyder dejligt, smilede de Lavalle.

- De kunne jo gå med! foreslog Elena. Ordene fløj

nærmest ud af munden på hende. Uden at hun tænkte over det.

- Jo, tak! Jeg har alligevel fri de næste par timer.

36

Pludselig blev Elena grebet af panik. Hvad i alverden var

der dog gået af hende? Hun kunne da ikke invitere en

vildfremmed mand med i skoven! Og så tilmed en

franskmand. En fjende, der var trængt ind i hendes land.

- Skal vi gå? spurgte de Lavalle.

Elena bed sig uroligt i læben. Hun måtte finde på en

undskyldning, så de kunne blive hjemme. Hun kunne bare

sige, hun havde glemt, at der var noget, hun skulle ordne.

Eller at hun var ved at få det dårligt.

- Jeg er bange for..., begyndte hun tøvende.

De Lavalle så spørgende på hende.

Hun skulle til at fortsætte sætningen. Men da hun så ind i

hans mørke øjne, var hun ude af stand til at få ordene frem.

- Der var ikke noget alligevel, mumlede hun næsten

uhørligt.

- Jamen, så lad os komme af sted!

Elena nikkede viljeløst. Og med en på samme tid

ængstelig og forventningsfuld kildren i maven fulgte hun med

de Lavalle over mod skoven.

37

5

Skoven bag Beleiskoje bestod mest af høje, mørke graner,

men der var også områder med græs og birketræer. En række

vandløb skar sig gennem skovbunden, og for at komme frem

måtte man med jævne mellemrum springe over en bæk eller

krydse en å på en primitiv træbro.

En af broerne bestod kun af en flækket træstamme.

Nadesjda balancerede rutineret over den, og Elena skulle til at

følge efter. Men før hun nåede så langt, sprang kaptajn de

Lavalle derud og rakte en hånd frem for at hjælpe hende over.

Elena lagde tøvende sin hånd i hans, gik ud på broen.

Hans faste greb sendte en kraftig sitren gennem hendes krop,

og hun mærkede, at benene rystede let under hende.

Da hun var ovre på den anden side, slap de Lavalle ikke

hånden med det samme. Elena stivnede, og hun holdt næsten

op med at trække vejret.

Så løsnede han endelig sit greb, og hun åndede lettet op.

Men straks efter tog hun sig selv i at spejde søgende efter den

næste bro, hvor han kunne tænkes at ville hjælpe hende over.

Efter et stykke tid kom de til en sø, der lå omkranset af

birke. Det lyse løv og de hvide stammer spejlede sig flimrende

i overfladen, og ude på søen ramte et par solstråler vandet og

fik det til at funkle som ild.

- Hvor er her smukt! udbrød kaptajnen drømmende.

Elena skulle til at svare ham. Men så trak Nadesjda i

hendes ærme.

- Må jeg godt gå ned til søen og lege?

- Ja. Bare du bliver, hvor vi kan se dig.

- Det skal jeg nok, lovede Nadesjda og løb af sted.

Elena kunne se, at de Lavalle fulgte pigen med øjnene,

mens han sørgmodigt rynkede øjenbrynene. Hun var ikke i

tvivl om, hvad det var, han tænkte på. Og pludselig var det,

som om hendes uro ved at have ham så tæt på forsvandt.

- Der er noget, jeg gerne vil have, De skal vide, sagde hun

medfølende. - Noget, som jeg ikke nåede at få sagt i går aftes.

Kaptajnen vendte sig mod hende. - Ja?

38

- Jeg vil bare sige, at jeg ikke bebrejder Dem noget i

forbindelse med Nadesjdas fars død. Det, der skete, var ikke

Deres skyld.

Han fortrak ansigtet i en forpint grimasse. - Det var det

måske ikke, medgav han. - Men jeg var der! Jeg var med ved

Austerlitz. Det kan jeg aldrig løbe fra.

***

De stod lidt i tavshed. Det eneste, der hørtes, var en fjern

rislen fra en bæk og et par insekter, der summede forbi.

- Der var så mange døde, begyndte de Lavalle med ét. - Så

mange liv, der gik tabt. Hans stemme klang mørkt og dystert i

stilheden. Som tunge slag fra en begravelsesklokke.

- Da kampen begyndte, sendte jeg mine mænd af sted,

fortalte han. - Flanke efter flanke. Jeg tør slet ikke tænke på,

hvor mange, de fik slået ihjel, og hvor mange børn, der

mistede deres fædre...

Han standsede brat midt i en sætning. Kiggede utilpas ned

i jorden.

- Men jeg fik min straf, fortsatte han. - Jeg fik selv lov at

mærke, hvordan det er at miste dem, man holder af.

Han vendte hovedet bort. Men Elena kunne tydeligt se,

hvordan han kæmpede med sine følelser. Hans nakke var

bøjet, skuldrene var trukket sammen, og han knyttede

hænderne så krampagtig, at knoerne blev helt hvide.

Elena forstod fuldkommen, hvordan han havde det. Hun

bar jo også selv på en stor sorg. Men hun havde i det mindste

Nadesjda!

Hun havde en ubændig trang til at lægge armene trøstende

om hans skuldre. Og hun måtte lægge bånd på sig selv for

ikke at række ud efter ham.

- Hvor i Frankrig er det, De kommer fra, kaptajn de

Lavalle? spurgte hun i stedet. For måske ville det være en

hjælp for ham, hvis de begyndte at tale om noget andet.

- Jeg stammer fra Loire dalen, svarede han tonløst, mens

han stadig kiggede væk. - Jeg har et gods dér.

- Et gods! gentog Elena. - Ligesom Beleiskoje?

- De Lavalle drejede kortvarigt hovedet og så hen mod

hende. - Det kan man godt sige. Det er bare ikke helt så stort.

39

- Men det ligger sikkert kønt, fortsatte Elena

opmuntrende. - Jeg har engang set et billede fra Loire, og der

lod til at være meget smukt.

Kaptajnen nikkede. - Ja. Det er der skam også.

- Så glæder De Dem vel til at se det igen?

Kaptajnen trak på skuldrene. - Det er jo ikke sikkert, jeg

kommer hjem. Og det er måske også godt det samme.

Hans ord sendte et kuldegys gennem Elena. Og hun trak

utilpas sin bluse tættere om sig.

I det samme var der en lys pigestemme, der rungede op

mod dem. Se mig!

Nede ved søen var Nadesjda kravlet op på en stor sten, og

nu stod hun deroppe og fægtede triumferende med armene.

- Hvor er du dygtig! råbte Elena. Og de Lavalle, som

havde stået som naglet til jorden, hævede en hånd og vinkede

anerkendende til den lille bjergbestiger.

Lidt efter kravlede Nadesjda ned fra stenen, og Elena

vendte sig atter mod de Lavalle. Den dybe rynke, der havde

været i hans pande før, var næsten forsvundet, og udtrykket i

hans øjne var ikke længere så mørkt og dystert.

- Hun lader til at være en sød pige, sagde han.

- Det er hun også!

- Og hun skal måske overtage alt dette her en dag?

Elena rystede på hovedet. - Obersten og alle de andre tror,

at det er mig, der ejer Beleiskoje. Og lad dem endelig blive i

troen. Men det er faktisk min brors.

De Lavalle så overrasket på hende. - Virkelig! Hvor er

han henne?

- Han sørgede for at komme væk, så snart han hørte, at

krigen kunne være på vej hertil.

- Og så lod han Dem stå med hele ansvaret?

- Ja. Men heldigvis tog han sin hustru og deres drenge

med sig.

- Det lyder ikke, som om De savner dem?

- Nej! indrømmede Elena. - Det gør jeg ikke.

Hun forklarede, at Mihael og Vera kun lod hende bo her,

fordi hun passede husførelsen, og at de aldrig havde brudt sig

om Nadesjda, fordi hun var født uden for ægteskabet. Og hun

40

beskrev, hvor meget arbejde, der blev lagt på hendes skuldre,

og hvordan Vera altid kommanderede rundt med hende.

Mens hun talte, var de Lavalle blevet mere og mere

oprevet at se på. Men da hun fortalte, hvad hun indimellem

havde lyst til gøre ved sin svigerinde, kunne han ikke lade

være med at trække på smilebåndet.

Elena smilede varmt tilbage. Det var pludselig gået op for

hende, at hun aldrig havde talt med nogen om disse ting. Hun

snakkede med masser af mennesker hver dag. Men det var

mest om praktiske forhold. Det var første gang, der var nogen,

som lagde øre til alt det, der rørte sig inde i hende.

Hun betragtede tankefuld de Lavalle. Det var slet ikke til

at forstå, at det var den samme mand, hun havde set komme

ridende ved siden af oberst Pontac den dag, rytterne kom. Hun

huskede stadig det hårde og følelseskolde udtryk, der havde

været i hans ansigt. Og hvis nogen dengang havde fortalt

hende, at den mørkhårede officer i virkeligheden var både

venlig, galant og forstående, ville hun aldrig have troet dem.

***

Lidt efter gik Elena og de Lavalle ned til søen, hvor

Nadesjda legede. Pigen sad helt ude ved bredden og prøvede

at fange en stor gren, der flød rundt på vandoverfladen. Men

selvom hun lænede sig frem og strakte armen så langt ud, hun

kunne, manglede hun stadig et par håndsbredder i at kunne nå.

- Pas nu på! formanede Elena. - Hvad vil du dog med den

gren? Du risikerer at falde i vandet.

- Jeg skal bruge den som spadserestok, svarede Nadesjda

og lænede sig yderligere frem.

- Nu skal jeg hjælpe dig! sagde de Lavalle.

Han stillede sig med skrævende ben ude i vandkanten,

trak sin ryttersabel og brugte den til at fange træstykket og

hive det ind mod land.

Nadesjda fulgte spændt operationen, og så snart grenen

var tæt nok på, rakte hun ivrigt ud efter den.

- Tak, sagde hun og løftede glad den våde gren op i luften.

- Tror De ikke, det kan blive en god stok?

De Lavalle nikkede. Han forstod ikke et ord russisk. Men

det lod alligevel til, at han sagtens kunne forstå, hvad hun

mente.

41

Elena kunne slet ikke få øjnene fra dem. Det var

ejendommeligt at se dem sammen. Det var tydeligt, at

Nadesjda følte sig fuldkommen tryg ved kaptajnen. Næsten,

som om hun havde kendt ham altid.

Hun kunne ikke lade være med at prøve at forestille sig,

hvordan det ville have været, hvis han ikke var franskmand.

Så ville der ikke have været noget til hinder for, at han kunne

være sammen med hende og Nadesjda hver eneste dag. De

kunne gå ture her i skoven. Eller sidde derhjemme og...

Med et opgivende suk skubbede hun fantasierne fra sig.

Hun vidste jo, at de aldrig kunne blive til virkelighed.

Kort efter fortsatte de ind i skoven. Nadesjda gik forrest

med sin nyerhvervede vandrestav, og Elena og de Lavalle

fulgte et lille stykke bagefter.

- De skal for resten ikke være bekymret for i aften, sagde

kaptajnen på et tidspunkt. - Jeg skal nok komme og holde vagt

igen.

- Det er da alt for stor ulejlighed, protesterede Elena.

Men de Lavalle holdt fast i sit. Det var det mindste, han

kunne gøre, sagde han, og han var kun glad for at kunne

hjælpe. Så Elena kunne være helt rolig.

Hun takkede ham. Men hun følte sig langtfra rolig. Nu

behøvede hun ganske vist ikke at være bange for, at der var

nogle soldater, der ville ind til hende. Men tanken om den

forestående aften sendte alligevel en foruroligende skælven

gennem hende. For en ting var at spadsere i skoven med de

Lavalle nu. Det ville være noget helt andet at have ham

gående lige uden for vinduerne i nat, når Nadesjda var lagt i

seng og alle andre på godset sov.

***

Sidst på aftenen sad Elena i det kammer, hun brugte som

dagligstue og læste ved skæret af en kærte. Men hun havde

svært ved at samle sig om bogen, og hun måtte ustandselig gå

tilbage og læse det, hun lige havde været igennem, en gang

mere, fordi hun ikke kunne huske, hvad der stod.

Hun rykkede stagen, så lyset faldt lidt klarere på papiret.

Forsøgte at læse videre.

42

Lidt efter hørte hun de Lavalles støvler slå mod

brostenene udenfor. De taktfaste skridt kom nærmere, og snart

lød det, som om de var lige uden for vinduet.

Elena skævede stjålent over mod det lille vægskab, hvor

hun havde stillet en af de flasker med gylden, sød hvidvin,

hun havde taget med herover. Der stod også et par af deres

fine krystalglas og en proptrækker. Gennem hele aftenen

havde hun haft lyst til at invitere kaptajnen ind og byde ham

på et glas. Men hun vidste, det ikke var passende. Og hver

gang, idéen var dukket op, havde hun skudt den fra sig igen.

Nu blev skridtene svagere, og snart var de knap til at høre.

Elena rettede sig uroligt op. Han var vel ikke ved at gå?

Hun rejste sig hastigt, gik hen til vinduet og lettede på

gardinet. Nej, han var der heldigvis endnu! Man kunne se ham

som en skygge mod den månebelyste mur på herskabsstalden.

Hun skulle til at trække gardinet for igen. Men hun kunne

ikke få øjnene fra den enlige skikkelse derude. Hun stod lidt i

vildrede med hånden på stoffet. Så hev hun det helt til side.

Tog fat om hasperne og lukkede vinduet op.

- Kaptajn de Lavalle! kaldte hun dæmpet.

Han ilede straks hen til hende. Og da hun spurgte, om han

ville ind og have et glas at styrke sig på, svarede han oplivet

ja, tak. Men han tilføjede, at han ikke kunne blive ret længe.

Han skulle snart tilbage til lejren, for næste morgen skulle

hæren drage af sted, og alle skulle tidligt op.

Skuffelsen ramte Elena som et dumpt slag i brystet. Hun

var godt klar over, at franskmændene skulle videre. Men hun

havde regnet med, at de Lavalle ville være her lidt endnu...

Snart efter var han inde i kammeret hos hende. Hun

skænkede vin op, og de løftede højtideligt deres glas.

- Vi kan jo skåle på, at Beleiskoje slipper af med sine

ubudne gæster, foreslog de Lavalle med et skævt smil.

Elena gengældte han smil med en tavs, lidt anstrengt

grimasse. For hvad skulle hun svare?

Tøvende mødte hun hans blik. Synet af de varme, mørke

øjne slog næsten benene væk under hende. Hun prøvede at

kigge væk. Men hendes muskler ville ikke lystre. Tværtimod

var det, som om hans blik ubønhørligt trak hende nærmere.

Og før hun vidste af det, mødtes de i et kort, prøvende kys.

43

***

Elena slog armene om de Lavalles hals og kyssede ham en

gang mere. Siden Sergej døde, havde hun ikke været sammen

med en mand. Nu var det, som om hele hendes krop var sat i

brand, og hver eneste fiber sitrede af uforløst længsel. Hun var

ligeglad med, at han var franskmand. Hun ville have ham! Og

denne nat var den sidste mulighed, hun havde.

- Måske var det bedre, jeg gik! sagde de Lavalle med

grødet stemme og trak sig en smule væk. - Jeg vil ikke have,

at De kommer til at gøre noget, De vil fortryde. Det sætter jeg

Dem alt for højt til.

Men Elena havde ikke tænkt sig at lade ham gå. Og hun

kunne høre på hans korte, hurtige vejrtrækning, at han var lige

så optændt, som hun selv var.

Hun tog hans hånd. Førte ham hen mod døren. Ud i den

smalle gang og hen til hendes sovekammer.

Så snart de var kommet indenfor her, og Elena havde

tændt kærten på sengebordet, faldt de atter i armene på

hinanden. Og det varede ikke længe, før de Lavalle lod sine

hænder gå på opdagelse på hendes krop. Hans fingre søgte ned

over hendes hofter, tog om dem og gled igen opad, indtil de

standsede ved hendes bryster og begyndt at kæle med dem.

Med ét lagde han munden mod hendes øre. - Må jeg godt

kalde Dem Elena? spurgte han hviskende.

Elena nikkede ivrigt. Det var så dejligt at høre ham sige

hendes fornavn.

Hun drejede ansigtet, kiggede spørgende op på ham.

- Jeg hedder Francois, svarede han lidt forlegent.

Francois! Elena gentog uhørligt navnet for sig selv. Hun

glædede sig til at tage det i munden. Men hun ville vente til

det helt rigtige tidspunkt.

Han skubbede hende blidt over mod sengen, hvor hun

villigt lod sig glide ned på dynen. Så krængede han sin

uniformsjakke af og kastede den til side, løsnede sit bælte og

tog resten af tøjet af.

Lyset fra stagen fik musklerne på hans krop til at stå

fuldkommen skarpt. Stærke og markerede på brystkassen,

runde og fyldige på overarmene og stramme og faste på

maven.

44

Han lagde sig ned til Elena. Trak hendes skørt til side og

anbragte en række små, æggende kys på hendes lår.

Hun stønnede stille af fryd, mens han fortsatte sit kæleri.

Men efter et kort stykke tid, kunne hun ikke vente længere.

- Kom! bad hun. - Kom, Francois!

Han pressede hendes ben fra hinanden, lagde sig mellem

dem. Og hun tog imod ham med et højt, frydefuldt gisp.

De vuggede frem og tilbage. Hurtigere og hurtigere og i

stadig dybere bevægelser, indtil de mødtes i et højt,

lidenskabeligt støn.

Elena lagde fingrene om hans ryg og holdt ham ind mod

sig som tegn til, at han skulle blive liggende. Og først da hun

slap ham, trak han sig tilbage og gled ned ved siden af hende.

Pludselig var det, som om der jog en kold vind gennem

det lille rum. For selvom Elena hele tiden havde vidst, at

Francois skulle af sted med hæren dagen efter, var det først

nu, det for alvor gik op for hende, hvor forfærdeligt, det var.

- Vil du ikke nok love at passe på dig selv? spurgte hun

ængstelig.

Han greb hendes hånd. Klemte indtrængende om den. Ja

betød det vist. Elena satte sig halvvejs op, bøjede sig frem og

strøg ham sørgmodigt over kinden. Og uden at hun tænkte

over det, begyndte hun at nynne et par strofer af en gammel,

russisk kærlighedssang.

Du vil altid være hos mig, min elskede. Som en ild, der

brænder i mit hjerte. En flamme i natten.

Francois vendte sig overrasket mod hende. - Hvor lyder

det smukt, sagde han stille. - Hvad betyder det, du sang?

Elena satte et lille, undseeligt smil op og oversatte ordene

for ham. Og efter at have hørt det, lagde han bevæget en arm

om hendes skulder og krammede hende ind til sig.

En ild, der brænder i mit hjerte, gentog Elena, mens en

enlig tåre løb ned ad hendes kind. En flamme i natten.

***

Næste morgen stod Elena sammen med Nadesjda og alle

karlene og de mandlige tjenestefolk og fulgte den franske hærs

afrejse. Flere tusinde mand fra infanteriet var allerede

marcheret væk. For lidt siden var Napoleon redet bort. Og nu

var det oberst Pontacs ryttere, der var ved at begive sig af sted.

45

- Man siger, at de vil prøve at indtage Smolensk, hørte

Elena en af karlene sige til sin sidemand.

- Ja, det har jeg også hørt, blev der svaret. - Og det skal

nok passe. De er i hvert fald på vej i den retning.

Elena lyttede foruroliget til dem. Hun kendte Smolensk,

fordi den store by ikke lå så langt fra Beleiskoje. Med sine

mange pragtfulde bygninger var den hele områdets stolthed.

Hun kunne ikke forestille sig andet, end at russerne ville

kæmpe med næb og klør for at forsvare den. Og hvor mange

ville der så blive dræbt?

I det samme fik hun øje på Francois, der var ved at stige

op på sin hest. Der gik et koldt sug gennem hende. For måske

var dette her det sidste glimt, hun nogensinde fik af ham.

Hun vendte foruroliget blikket væk. Husk nu, han er

franskmand! mumlede hun lydløst og prøvede at gøre sig

hård. I virkeligheden burde du være glad for, at han

forsvinder, før det ender galt.

Men hun kunne ikke narre sig selv. Og da hun kiggede op

og så Francois ride bort, var det, som om der var noget inde i

hende, der blev revet midt over. Hun huskede kun alt for godt

den gang, Sergej red af sted for at tage til Austerlitz. Nu var

det så Francois’ tur!

Hun stillede sig på tæer for at få de sidste glimt af ham.

Men snart var han uigenkaldeligt borte. På vej ud i en grusom

og meningsløs krig.

46

6

En lun eftermiddag i august stod Elena ved et åbent

vindue i en af salonerne og kiggede ud over engdraget, hvor

franskmændene havde haft deres lejr. Lige da de var taget af

sted, havde man tydeligt kunnet se, hvor hvert eneste af deres

telte havde stået, fordi græsset var falmet og nedtrådt. Nu

havde det rejst sig og var vokset til, og de eneste spor, der var

tilbage af den tusindtallige hær, var nogle steder, hvor jorden

var slidt helt bar.

Da hun havde stået lidt, kom et par tjenestepiger gående

derude med hver sin kurv under armen. De skulle sikkert over

og plukke blåbær henne i tykningen bag engen, for

kokkepigen havde snakket om, at hun ville lave en tærte til

aftensmaden.

Efter at soldaterne var væk, var alle pigerne kommet

tilbage til godset, så nu var folkene igen fuldtallige både i

stuerne og i køkkenet.

Når Mihael og Vera ikke var hjemme, var der egentlig slet

ikke brug for så mange mennesker, så der var ingen, der

behøvede at skynde sig med deres arbejde. De to piger så da

heller ikke ud til at have travlt. De gik og småsnakkede, og

indimellem stoppede de op og slikkede solskin.

Elena lænede sig halvvejs ud ad vinduet for bedre at

kunne se ud over landskabet. Der lå en let varmedis over

engen, som fik det store græsstykke til at minde om et

bølgende, grønt hav. Og ude i horisonten smeltede de mange

farver sammen til et sitrende flimmer af gyldne og blå farver.

Hun havde imidlertid svært ved at glæde sig over det

smukke syn. Hun kunne ikke lade være med at spekulere på,

hvordan Francois havde det. Hvad lavede han lige nu? Sad

han på sin hest og skuede fredeligt ud over et landskab, der

var lige så smukt og sommerligt som dette her? Eller red han

rundt i et blodigt slag, hvor røgen fra kanonerne lå som en tyk

tåge over det hele? Var han såret og lå på lazarettet? Eller var

han faldet - ligesom Sergej?

***

47

En uges tid senere kom postvognen til Beleiskoje. Så snart

Elena hørte, at den var på vej, styrtede hun ned på

gårdspladsen for at tage imod den. Måske havde Francois på

en eller anden måde været i stand til at skrive til hende. Og

hvis der var brev fra ham, ville hun ikke vente så meget som

et sekund med at se det.

Kort efter standsede den store, sorte vogn med trojka

forspandet foran hovedtrappen. De tre heste så både svedige

og udmattede ud, så Elena bad et par karle om at hente vand

og foder til dem. Kusken takkede, bankede det værste støv af

sin kappe og steg ned fra bukken.

- Jeg har nogle breve til frøkenen, sagde han og stak

hånden ned i sin taske og begyndte at lede.

Elena syntes, det tog en evighed, før han fandt, hvad han

søgte efter. Men endelig trak han en håndfuld kuverter frem

og rakte dem til hende.

Hun bladede hastigt brevene igennem. Men ingen af dem

var til hende personligt. De var alle sammen stilet til

godskontoret, så det måtte være nogle af de sædvanlige,

ligegyldige forretningsskrivelser.

Nedslået lod hun kuverterne synke. Men så kom hun i

tanke om, at postvognen måtte være kommet gennem

Smolensk på vej hertil. Så kusken måtte vide, om der havde

været kampe ved byen.

- Ved du, om Napoleon har prøvet at indtage Smolensk?

spurgte hun anspændt.

Kusken fortrak ansigtet i en forpint grimasse.

- Byen er faldet, svarede han. - Jeg har hørt, at der blev

kæmpet i tre dage. Og at der var mange, mange tusinde døde.

Hans ord skar sig ind i Elena. Som en kold dolk, der blev

stukket i hendes mave. Det var, som om hun ikke kunne få

luft, og hun bøjede sig uvilkårligt en smule sammen.

Lidt efter kom karlene med vandet og foderet. Elena

rettede sig brat op, tog et par dybe indåndinger og henvendte

sig på ny til kusken.

- Gå ned i køkkenet og få lidt mad, mens mine folk tager

sig af hestene! sagde hun og prøvede at få sin stemme til at

lyde fast og myndig.

48

Kusken takkede hende og begav sig straks over mod

køkkentrappen.

Elena kunne mærke, at hendes hænder var begyndt at

ryste. Men hun knugede fingrene hårdt om brevene og

prøvede at mane sin uro bort. Napoleons hær bestod jo af flere

hundrede tusinde soldater. Så selvom der var faldet mange,

ville det være højst usandsynligt, hvis Francois var en af dem.

Alligevel var det, som om hun blev ved med at kunne

høre kuskens ord for sig. Mange tusinde rungede det som et

ekko inde i hende. Døde... døde.

***

Kirken lå i en landsby nogle få minutters kørsel fra

Beleiskoje. Elena og Nadesjda ville sagtens kunne gå derover

selv. Men der var tradition for, at herskabet på godset kørte til

kirke, og Elena kunne mærke på kusken, Dmitrij, at han ikke

syntes, der skulle laves om på det, selvom Mihael og Vera

ikke var her. Hver søndag kørte han deres fineste karet frem,

og han sørgede altid for, at den var skinnende ren.

Søndagen efter at posten havde været der, gik Elena som

sædvanlig ud til vognen sammen med Nadesjda. Hun kunne

næsten spejle sig i det blankpolerede, sorte metal på dørene,

og inde i kabinen var der ikke så meget som et støvfnug at se

på det røde fløjlsbetræk.

Så snart de havde sat sig til rette, lod Dmitrij sin pisk

smælde i luften. De rullede i god fart ud fra gårdspladsen, og

efter en kort tur hen ad et par ujævne veje kørte de ind i

landsbyen og standsede.

Kirken var bygget af træ og bestod af et højt, firkantet

skib med en række lave tilbygninger rundt om. De tykke

bjælker var mørke og frønnede, og træspånerne, der dækkede

tagene og den store løgkuppel, var grå og udtørrede af ælde.

Før hun trådte ind i kirkerummet, dækkede Elena sit hår

med et tørklæde, sådan som kvinderne altid gjorde det. Og

sammen med Nadesjda nejede hun ærbødigt foran ikonen med

Jomfru Maria, som var kirkens fornemste helligdom.

Straks efter begyndte fader Gregorij at forrette messen.

Hans dybe, klangfulde stemme gav genlyd i det højloftede

rum, og samtidig bredte der sig en mild, krydret duft fra

røgelseskarret, som han svingede frem og tilbage.

49

Elena betragtede tankefuld den ærværdige, gamle mand

med det store, gråhvide skæg. Fader Gregorij havde været

præst i landsbyen, siden hun var lille. Og hun huskede stadig,

hvor glad hun havde været for ham, da hun var barn. Men hun

huskede også, hvor hård og fordømmende han havde været, da

hun blev gravid med Nadesjda uden at være hverken gift eller

forlovet.

Præsten fordømmende ord havde næsten været det, der

var sværest for hende at klare. Det var endnu værre end

hendes fars vrede og tusind gange så slemt som Mihael og

Veras hadefulde udfald mod hende.

Elena skævede hurtigt ned mod Nadesjda, der stod ved

siden af hende. Hun vidste, at pigen nærmest tilbad fader

Gregorij. Hendes øjne veg da heller ikke fra ham, og hun lod

til at være helt opslugt at hans svingende bevægelser med

røgelseskarret. Nøjagtig som Elena selv havde været det, da

hun var barn.

Hun rakte en hånd ud og strøg Nadesjda kærtegnende på

skulderen. Heldigvis havde præsten aldrig havde ladet sin

misbilligelse gå ud over datteren. Han var præcis lige så

venlig og alfaderlig over for hende, som han var over for de

andre børn. Og det var i det mindste en trøst.

På et tidspunkt mærkede Elena, at fader Gregorij så ned

mod hende. Og hun skyndte sig beskæmmet at slå blikket ned.

Tænk, hvis han vidste, at hun havde været i seng med

Francois! Så var det ikke godt at vide, hvad han ville sige...

Med ét skyllede en kvalmende frygt ind over hende. Den

jog som et koldt sug gennem kroppen og satte sig som en hård

og tung klump inde bag hendes bryst.

Hvad nu, hvis hun var blevet gravid igen!

Det var næsten det forfærdeligste, der kunne ske. Hun

turde slet ikke tænke på, hvad fader Gregorij ville gøre. Og

hvad med Mihael? Han og Vera ville aldrig tolerere, at hun fik

endnu et barn uden at være gift. De ville sende hende væk, og

hvad skulle hun så leve af?

Hun havde det, som om hun var ved at blive kvalt. Duften

af røgelse virkede tung og trykkende, og varmen fra de mange

levende lys var gjorde det ikke bedre.

50

Så snart messen var forbi, tog hun Nadesjdas hånd og trak

hende over mod udgangen. Men pigen satte stædigt hælene i.

- Jeg har jo ikke sagt farvel til fader Gregorij endnu!

mindede hun Elena om.

- Jamen, så skynd dig!

Nadesjda løb hen til præsten, og da han fik øje på hende,

bøjede han sig lidt ned i knæ og strakte armene frem. - Kan du

have det godt! sagde han og klappede hende mildt på hovedet.

Elena fik en klump i halsen. For hvis de blev tvunget til at

forlade Beleiskoje, ville Nadesjda snart have set fader

Gregorij for sidste gang. Men det arme barn stod intetanende

og nikkede til ham. Uden at vide det mindste om de ulykker,

der måske ventede forude.

***

En uges tid senere vågnede Elena en morgen og opdagede,

at der var en lille blodplet på hendes lagen. Hun satte sig op

med et sæt, kiggede ned ad sig selv. Jo, hun var også blødt en

smule igennem på sin natkjole. Så det var rigtigt nok! Hun var

ikke gravid.

Hun udstødte et dybt, lettet suk. Hun havde været så

forfærdelig bange. Men nu var det overstået, og hun kunne

endelig slappe af igen.

Hurtigt greb hun ud efter klokkestrengen bag sengen og

trak i den. Hun kunne svagt høre, at det ringede nede i

stueetagen, og det varede ikke længe, før en af stuepigerne

dukkede op.

- Vil du sørge for, at jeg får en balje og noget varmt vand

herop? bad Elena. - Og mens jeg er i bad, må I meget gerne

skifte sengetøjet.

- Det skal jeg nok klare, lovede pigen og skyndte sig ud ad

døren igen.

Elena strakte sig veltilpas. Om lidt ville baljen stå parat til

hende. Og i dag havde hun tænkt sig at sidde rigtig længe og

nyde det varme vand.

Hun så endnu engang ned ad sig selv. Og pludselig var

det, som om de mørkerøde pletter, der havde gjort hende så

glad, virkede helt anderledes end før. Nu syntes hun, at der var

noget koldt og skræmmende ved det halvstørknede blod, og

hun kunne næsten ikke holde ud at se på det.

51

Tøvende lagde hun en hånd på sin mave og mærkede på

det sted, hvor barnet ville have været.

Det var underligt at tænke på, at hun kunne have haft

noget af Francois til at vokse derinde. Nu var det væk. Og

selvfølgelig var det bedst sådan! Det kunne enhver sige sig

selv. Men alligevel var det en sær, tom fornemmelse.

Hun fjernede hurtigt hånden. Forstod ikke, hvad der gik af

hende. Hun kunne da ikke for alvor mene, at hun kunne have

ønsket at bære Francois’ barn. Hun kendte ham jo dårligt nok,

og de havde ikke været sammen mere end en enkelt nat...

Før hun vidste af det, gled hendes tanker tilbage til det

lille kammer ovre i folkefløjen, hvor de havde ligget. Og når

hun lukkede øjnene var det næsten, som om hun kunne mærke

hans hud, der gned mod hendes, og fornemme den spændte

sitren, der jog gennem hende ved hver eneste af hans

bevægelser.

Hun slog brat øjnene op, prøvede at mane billederne væk.

Men de ville ikke forsvinde. Og lidt efter var hun i fuld gang

med at drømme videre.

Snart var det ikke længere sengen i det lille kammer, hun

fantaserede om. Det var skoven, hvor hun havde stået sammen

med Francois og kigget på Nadesjda, der legede nede ved

søen. Hun mindedes, hvordan hun havde haft lyst til at række

trøstende ud efter ham, da han fortalte om sin familie, og hun

genkaldt sig, hvordan han havde lyttet forstående til alle

hendes sorger og bekymringer.

Nej! Han var ikke bare en tilfældig officer, som hun var

faldet kortvarigt for. Han var både varm, stærk og følsom. Og

de passede så godt til hinanden, at det slet ikke var til at forstå,

at hun måske aldrig fik ham at se igen.

Hun gik hen til vinduet, kiggede længselsfuld ud mod

horisonten. Et eller andet sted derude var han, og måske stod

han netop nu og tænkte på hende.

Stille og næsten uhørligt begyndte hun at nynne et par

strofer af den sang, hun havde sunget for ham, da han lå i

hendes seng.

Du vil altid være hos mig. Som en ild, der brænder i mit

hjerte...

52

I det samme kom stuepigen tilbage sammen med to af de

andre piger. De anbragte en stor træbalje midt på gulvet og

begyndte at fylde den med dampende varmt vand fra de

spande, de også have med.

- Så er badet klar til frøkenen! meddelte de kort efter.

- Tak skal I have, svarede Elena og prøvede at lægge lidt

begejstring i sin stemme. Og efter at have kastet et sidste,

vemodsfyldt blik ud mod det fjerne gik hun over til baljen,

trak kjolen af og steg ned i vandet.

***

Det var blevet efterår. Blæsten rev i birketræernes

gyldenbrune løv, og Elena, som stod ved et af de store vinduer

i havestuen, kunne se, hvordan bladene føg rundt i luften.

Mihael og Vera var stadig ikke kommet, og nu var det ved

at være ved den tid, hvor de plejede at tage til Sankt

Petersborg for at tilbringe vinteren dér. Så Elena regnede med,

at hun tidligst ville se dem til foråret. Og hvis krigen ikke var

slut inden da, blev de måske væk endnu længere.

Hun vendte sig fra vinduet og gik hen til bogskabet på den

modstående væg for at finde en bog, hun kunne sætte sig med.

Hun åbnede den store glaslåge, kiggede søgende hen over de

læderindbundne rygge.

Med ét blev der banket på døren, og en af tjenerne stak

hovedet ind. - Undskyld, sagde han. - Men der er noget, vi

ville spørge frøkenen om.

- Ja, hvad er det?

- Der er kommet nogle bønder fra Volkovo. De er...

Han standsede midt i en sætning, slog usikkert ud med

armene. - Frøkenen må hellere selv komme og se, sagde han.

Elena fulgte med ham ud i forhallen, hvorfra de kunne

kigge ud på gårdspladsen. Og da hun så de tre mænd, der stod

derude og skuttede sig i kulden, slog hun sig forskrækket for

munden. De var så radmagre, at deres ansigter næsten lignede

dødningehoveder. Det lasede tøj hang på dem, og deres

hænder var ikke andet end skind og ben.

- De var på vej til Gusino, forklarede tjeneren. - De ville

forsøge at købe noget mad dér, fordi de ingenting har. Men de

var så udmattede, at de dårligt kunne kravle. Og da en af vores

53

karle så dem oppe på landevejen, kunne han ikke lade være

med at tage dem med herned.

- Det kan jeg sandelig godt forstå! sagde Elena

medfølende.

- Og nu var det så, vi ville spørge, om vi måtte give dem

lidt at spise.

- Selvfølgelig må I det! Det kunne lige mangle andet.

- Tusind tak, sagde tjeneren og skyndte sig ud til de tre

mænd, der stod og ventede. Han pegede over mod køkkenet,

og de fulgte humpende med ham derhenad.

Elena betragtede dem foruroliget. På Beleiskoje havde de

fået reddet lagrene af mad og korn i sikkerhed i tide. Men

andre steder var det hele brændt af. Og nu var folk altså

begyndt at sulte for alvor.

Hun gik tilbage til havestuen. Men hun havde mistet

lysten til at læse. Så hun lukkede bogskabet og gik atter over

til vinduet, hvor hun mismodig stod og studerede de

hvirvlende efterårsblade, der et efter et faldt til jorden.

***

I slutningen af oktober satte det ind med kraftig frost.

Søerne frøs til, og der hang lange istapper under husenes tage.

Elena og Nadesjda havde endnu en gang været til messe,

og nu var de på vej hjem til Beleiskoje. Kareten var skiftet ud

med en kane, for hestene var ude af stand til at trække et

køretøj med hjul gennem det tykke lag sne, der lå på vejen.

Vinden bed i deres ansigter. Nadesjda havde trukket sit

halstørklæde helt op under næsen for at beskytte sig mod

kulden, og Elena havde slået et stort, uldent sjal om hovedet.

Henne i kirken havde hun hørt folk snakke om, hvor galt

det stod til rundtomkring. På et af nabogodserne skulle der

være adskillige, der var bukket under for kulden, fordi deres

huse var ødelagt. Og efter sigende var der også mange, der var

døde af sult.

Da de havde kørt lidt, kom de forbi de gårde, som de

havde været nødt til at brænde ned i sin tid. Nogle af de

forkullede ruiner stak op gennem sneen, og de sortsværtede

stolper og rester af murværk stod som dystre, mørke silhuetter

mod alt det hvide.

54

Det var her, Elena havde mødt de russiske soldater, der

hærgende drog frem og satte ild til alting. Og hun havde aldrig

glemt, hvad deres leder havde svaret, da hun spurgte, hvordan

folk skulle klare sig, når deres huse var ødelagt og markerne

svedet af.

En krig har sine omkostninger havde han sagt med et

ligegyldigt skuldertræk. Det kan ikke være anderledes.

Hun knyttede harmfuld hænderne. Hun kunne stadig blive

rasende, når hun tænkte på det. Vreden sted op i hendes

kinder, og for en stund mærkede hun næsten ikke kulden, der

slog mod hende.

Lidt efter fik hun øje på to mænd, der kom vaklende i den

modsatte retning, og da kanen kom tættere på, kunne hun se,

at det var franske soldater. De rystede af kulde i deres tynde

uniformer, og de havde tydelige forfrysninger med store,

hvide pletter i ansigtet.

Hun bad forskrækket Dmitrij om at stoppe, så hun kunne

høre, hvad der var sket.

- Vi har fået ordre på at trække os tilbage, forklarede en af

soldaterne med svag stemme. - Men vi har ikke noget

ordentligt tøj, og vores forsyninger er for længst brugt op.

- Det er kun os to der er tilbage af hele vores deling,

tilføjede hans kammerat. - Vi var over hundrede. Men alle de

andre er døde af kulde.

Elena lyttede forfærdet til deres beretning. Og pludselig

tonede et skrækindjagende syn op for hendes indre blik. Det

var Francois, hun så for sig. Han lå bleg og livløs og halvt

begravet af is. Et eller andet sted ude i de store, øde

snemasser.

55

7

Vinden peb udenfor, og sneen piskede mod vinduerne.

Oppe i Elenas sovekammer var der isblomster på ruderne, og

rammerne var ikke tætte nok til at forhindre, at der føg lidt sne

ind og lagde sig i vindueskarmen.

Heldigvis var der tændt godt op i hendes kakkelovn.

Gløderne lyste inde bag de små firkantede stykker marieglas i

lågen, og hun kunne høre en svag knitren fra træet, der

brændte.

Når hun samtidig pakkede sin tykke dyne om sig,

mærkede hun næsten ikke kulden. Men selvom hun ikke frøs,

kunne hun ikke falde i søvn. Hun kom hele tiden til at tænke

på Francois.

Hvis han stadig var i live, var han et sted ude i

stormvejret. Men han havde ingen kakkelovn at lune sig ved

og ingen dyne til at skærme mod kulden. Det eneste, han

havde som beskyttelse mod sneen og den tudende vind, var

hans tynde uniformsjakke.

Elena ville ønske, hun kunne gøre noget for at hjælpe

ham. Men hun kunne jo hverken få vinden til at lægge sig

eller sneen til at tage af...

Hun rettede sig op i sengen med et sæt. For selvom hun

ikke kunne gøre noget ved den bidende kulde, betød det jo

ikke, at hun var helt magtesløs. Alle franskmændene tog

formodentlig samme vej på tilbagetoget. Så hvis hun kørte

østpå ad landevejen, hvor hun havde truffet de to soldater,

måtte hun før eller siden støde på alle dem, der var på vej i

den modsatte retning.

Så lod hun opgivende skuldrene synke. Ingen ved sin

fornufts fulde fem ville begive sig ud på sådan en tur, og

muligheden for at finde Francois på den måde var

sandsynligvis forsvindende lille.

Hun lagde sig ned igen, lukkede øjnene og forsøgte at

falde i søvn. Men uanset hvor meget, hun prøvede, kunne hun

ikke sove. Hun blev ved med at forestille sig, hvordan

Francois kæmpede sig frem gennem snemasserne, mens han

blev mere og mere forkommen og udmattet.

56

Efter at have ligget lidt og vendt og drejet sig, slog hun

øjnene op og skævede hen mod vinduet, hvor sneen stadig

slog mod ruderne.

Hun blev nødt til at prøve at finde ham! Uanset, hvor

vanvittigt det var. Hvis der bare var den mindste mulighed for,

at han var et sted på landevejen, måtte hun tage ud og lede

efter ham. Det kunne godt være, at hun ikke fik noget ud af

det. Men så havde hun i det mindste gjort, hvad hun kunne.

Og så skulle hun ikke leve resten af sit liv med tanken om, at

hun måske kunne have reddet ham, hvis bare hun havde villet.

***

Næste morgen gik Elena ned til køkkenet for at tale med

kokkepigen, Zoja. Hun kunne umuligt have Nadesjda med på

den tur, hun skulle ud på. Så hun blev nødt til at få hende

passet, mens hun var væk. Og da Nadesjda tit legede med

Zojas børn, Jurij og Tania, var det oplagt at spørge, om hun

kunne være hos dem.

Elena havde allerede spurgt Nadesjda, om hun havde lyst

til at sove hos sine legekammerater et par nætter. Og det

kunne hun godt, havde hun sagt. Så nu håbede Elena bare, at

Zoja også var med på idéen.

Køkkenet var et stort rum med kalkede hvælvinger.

Engang havde det været helt hvidt, men nu var der et tykt lag

sod på murværket rundt om den åbne brændeovn, og på flere

af hvælvingerne var noget af kalken skallet af.

Da Elena trådte ind ad døren, stod kokkepigen og æltede

dej. Men så snart hun fik øje på Elena, lagde hun dejen fra sig

og slog imødekommende ud med armene.

- Hvad kan jeg hjælpe frøkenen med?

Elena forklarede, hvorfor hun var kommet. Hun sagde dog

ikke noget om, hvor hun skulle hen. Hun forklarede bare, at

hun skulle ud at køre, og at hun ville være glad, hvis Zoja

kunne tage sig af Nadesjda imens.

- Jamen, der er da ikke noget, jeg hellere vil! svarede Zoja

oplivet. - Og Jurij og Tania bliver slet ikke til at styre, når de

hører det. De er altid så glade, når Nadesjda er her.

Elena smilede taknemmeligt. Det var rart at vide, at

Nadesjda ville være i gode hænder.

57

Alligevel gnavede den dårlige samvittighed i hende, da

hun forlod køkkenet og begav sig ovenpå. For selvom

Nadesjda ikke havde noget imod at blive passet af

kokkepigen, ville hun utvivlsomt komme til at savne sin mor

før eller siden. Og Elena vidste, at hun sagtens kunne risikere

at være væk i længere tid, end hun havde antydet. Da hun

snakkede med Nadesjda, havde hun talt om et par nætter. Hun

havde sagt noget lignende til Zoja, men havde dog tilføjet, at

der måske kunne gå en uges tid. Sandheden var bare, at hun

ikke anede hvor længe, det varede, før hun kom tilbage.

Derudover havde hverken Nadesjda eller Zoja nogen idé

om, hvor farlig en opgave, det var, hun havde foran sig. Hun

kunne køre galt i det barske føre, og der kunne også være

nogle af de franske soldater, som ville prøve at stjæle hendes

kane. Selvom dem, hun havde mødt, virkede mere døde end

levende, kunne hun jo ikke være sikker på, at de alle sammen

var så medtagne.

Hun var næsten nået op til enden af køkkentrappen, men

før hun tog de sidste trin, standsede hun usikker op. Hvad nu,

hvis det gik galt, og hun ikke kom tilbage? Hvordan skulle

Nadesjda så klare sig?

Måske skulle hun hellere opgive det hele og gå ned i

køkkenet og sige til Zoja, at hun ikke skulle nogen steder hen

alligevel.

Hun stod lidt og så skiftevis ned ad trappen og op mod

toppen. En del af hende ville den ene vej, og en del af hende

ville i den anden retning.

Så tog hun et fast tag i sig selv. Hvis hun bare sørgede for

at være forsigtig, skete der sikkert ikke noget! Og med et par

beslutsomme skridt sprang hun op ad de sidste trappetrin.

***

Næste morgen tog Elena af sted. Dmitrij sad på bukken og

styrede de tre stærke heste, som var spændt for kanen, og

Elena sad på det polstrede sæde bagest i køretøjet. Pladsen

bag kuskesædet var tæt pakket med alt det, de kunne tænkes at

få brug for undervejs. Der var tykke tæpper, en tønde med

vodka og forskellige former for saltede madvarer. Derudover

lå var der en pose med noget af Mihaels tøj, som Elena havde

taget. Det var til Francois, hvis hun fandt ham.

58

Da de kørte ud fra gårdspladsen, havde Nadesjda stået og

vinket sammen med Zoja og hendes børn. Men pigen havde

ikke set ud til at være særlig stolt ved situationen. Hun stod og

kløede sig med den ene hånd på næsen, sådan som hun

plejede at gøre, når hun var ked af noget. Og hendes mundvige

havde sitret, som om hun var lige ved at græde.

Elena var sikker på, at Nadesjda snart blev i bedre humør.

Men hun blev alligevel ved med at kunne se hendes betuttede

ansigt for sig længe efter, at kanen var svinget ud af

Beleiskojes allé og drejet ind på landevejen.

Hun skævede usikkert op mod Dmitrijs sæde. Inde under

det lå der en pistol, som hun havde fundet i herreværelset. Det

var rart at vide, at den var der. Og Dmitrij, der engang havde

været soldat, skulle nok forstå at bruge den, hvis det blev

nødvendigt. Men Elena kunne ikke lide at tænke på, at de

måske blev nødt til at forsvare sig.

Tøvende lod hun blikket vandre op over kuskens brede

ryg og videre op til det viltre, grå hår, der kun var halvvejs

dækket af hans skindhue. Dmitrij havde ikke spurgt, hvad hun

skulle, da hun bad ham gøre kanen klar, og bortset fra at de

skulle østpå, vidste han ikke noget om, hvor de skulle hen.

Men før eller siden blev hun nødt til at fortælle ham det. Og

måske burde hun hellere se at få det overstået.

Hun lænede sig fremad, så hun ikke skulle råbe så højt for

at overdøve vinden.

- Du undrer dig måske over, hvad vi skal, Dmitrij,

begyndte hun. Og så fortalte hun uden omsvøb, at hun var

taget ud for at prøve at finde en fransk officer, som hun var

kommet til at sætte stor pris på.

Bagefter ventede hun spændt på at finde ud af, hvordan

kusken reagerede. Hun vidste, at han aldrig ville sige noget

direkte. Men hun kendte ham så godt, at hun ville kunne

mærke på ham, hvis han ikke brød sig om det, han havde hørt.

Dmitrij vendte sig kortvarigt mod hende. - Frøkenen skal

bare sige, hvad hun ønsker, sagde han, uden at der var den

mindste antydning af mishag at spore hverken i hans blik eller

i hans stemme. - Så skal jeg nok gøre, hvad jeg kan for at

hjælpe hende.

59

Elena drog et lettet suk. Hun havde slet ikke behøvet at

bekymre sig om, hvad kusken ville tænke. Om hun så havde

fortalt, at hun var taget ud for at møde djævelen selv, ville han

formodentlig ikke have løftet et øjenbryn af den grund.

***

De havde kun kørt et par minutter, da de mødte de første

franske soldater. Det var tre mand fra infanteriet, der halvt

foroverbøjede kæmpede sig fremad. En af dem brugte sit

gevær som stok, og en anden havde bundet et laset klæde om

hovedet for at beskytte sig mod vinden.

Da kanen strøg forbi dem, kunne Elena se, hvordan de

rystede af kulde. Ham med det lasede klæde løftede blikket og

kiggede op med et livløst udtryk i øjnene, men de to andre lod

slet ikke til at ænse noget.

Snart efter mødte de den næste gruppe soldater. Og de

havde knap nok nået at passere dem, før de fik øje på et par

stykker mere. Der lå også døde soldater rundt om i vejsiden.

Nogle måtte have ligger der et stykke tid, for deres kroppe var

næsten dækket af sne, andre lå i forvredne stillinger og så ud

til at være faldet om for nylig.

Enkelte af de døde franskmænd stod stadig oprejst og

hang ind over deres geværer. Eller sad på jorden med våbenet

ved skulderen. Når man så deres stivfrosne legemer på

afstand, kunne man næsten tro, de stadig var levende. Men så

snart man kom tæt nok på til at kunne se ansigterne med de

åbentstående munde, var man ikke i tvivl om, at de var døde.

Elena kunne næsten ikke holde ud at se på det uhyggelige

sceneri. Men der var i det mindste ingen tvivl om, at var på

rette vej. Og så var der gudskelov ingen af de døde soldater,

hun havde set, der havde en uniform med den slags gyldne

skulderpuder, som der var på Francois’ jakke.

Pludselig vrinskede hestene, og den i midten løftede

hovedet, som om den skulle til at stejle. Dmitrij rejste sig

halvt op i sædet, flåede i tømmerne, og straks efter holdt

kanen stille.

Elena rejste sig også, kiggede undrende frem.

Så udstødte hun et forskrækket gisp. For vejen var spærret

af nogle franske soldater, og en af dem stod med et hævet

gevær og sigtede på Dmitrij.

60

- Giv os den kane! snerrede han på fransk. - Og det skal

være nu.

Elena slog sig angst for munden.

I det samme kunne hun se ud af øjenkrogen, at Dmitrij

stak hånden ned under sit sæde. Lynsnart hev han pistolen

frem, og sekundet efter bragede et skud gennem luften.

Geværet fløj ud af hånden på soldaten, der havde sigtet,

og med et forbløffet udbrud trådte han et skridt baglæns og

rakte hænderne i vejret.

Dmitrij tog fat om tømmen, kommanderede hestene i

gang. Kanen satte af med et hårdt ryk, og soldaterne på vejen

sprang febrilsk til side for ikke at blive rendt over ende.

Det hele var gået så stærkt, at Elena knap havde nået at

opfatte, hvad der foregik. Og først da de var et godt stykke

væk fra soldaterne, opdagede hun, at hun rystede af skræk.

Hun foldede krampagtigt armene om hinanden, men hun

kunne ikke holde dem i ro, og skuldrene blev også ved med at

trække sig sammen i små, hårde ryk.

Lidt efter lidt faldt hun til ro. Men hver gang hun fik øje

på nogle franske soldater, mærkede hun igen et koldt stik af

frygt i maven. For der var ingen tvivl om, at kanen var et

fristende bytte. Hvis soldaterne havde fået fat i den, havde de

kunnet komme langt hurtigere af sted. De havde haft tæpper

til at varme sig med. Og med alt det, der lå bag kuskesædet,

havde de hverken behøvet at sulte eller tørste.

***

Dagen efter var vinden løjet en smule af, men det var

stadig bidende koldt. Når Elena kiggede sig omkring, var der

ikke andet at se end endeløse, snedækkede marker. Tidligere

på dagen var de kommet forbi en mørk granskov, og de havde

også passeret et par faldefærdige, forladte huse. Men nu var

der kun sne og atter sne.

Med ét sagtnede Dmitrij farten, trak ud i siden af vejen og

standsede. Elena rettede sig overrasket op. Siden episoden

med soldaterne dagen forinden var det sket et par gange, at

kusken havde sluppet tøjlerne og grebet ud efter pistolen, fordi

der kom en gruppe franske soldater, der var stor nok til at

kunne udgøre en trussel. Men han havde hele tiden sørget for

at holde kanen i fart. Hvorfor stoppede han så nu?

61

Hun lænede sig ud til siden og kiggede hen ad landevejen.

Så udstødte hun et gisp af forbløffelse.

Et stykke forude kom nogle ryttere i de blå og hvide

uniformer, franskmændene brugte, ridende imod dem. Indtil

nu havde hun ikke set en eneste soldat, der red. Så hun var

gået ud fra, at alle de franske heste var omkommet.

Hun fulgte spændt rytterne med øjnene. Francois var jo

rytterofficer. Tænk, hvis han var en af dem derhenne! Blodet

bankede varmt og oprømt mod hendes tinding, og hun strakte

sig så langt ud af kanen, at hun var lige ved at miste balancen.

Da rytterne kom tættere på, kunne hun imidlertid se, at det

ikke var nogen fra Francois’ deling. Disse her havde større

fjerduske på deres hjelme, og deres heste havde mørkeblå

sadeldækkener med guldkanter.

Skuffet lod hun sig synke ned i sædet igen, mens hun

modløs betragtede franskmændene, der hastigt kom nærmere.

Så opdagede hun Napoleon. Han sad i en kane næsten

magen til hendes, og hun genkendte ham med det samme på

den halvbueformede, sorte hat med kokarden i de rød, hvide

og blå farver.

På dette sted var der også omkomne soldater. En af dem

sad i en akavet stilling bøjet ind over en kammerat, og der lå

to mere i vejkanten.

Lidt efter drønede kejseren forbi, og tilsyneladende

ænsede han overhovedet ikke de døde.

Elena kneb harmfuld øjnene sammen. De mænd havde

kæmpet for Napoleon. Ofret deres liv for ham. Og alligevel

værdigede han dem ikke så meget som et blik.

***

To dage senere var Elena og Dmitrij nået så langt østpå, at

der ikke var mere end et halvt hundrede kilometer til Moskva.

De havde forsyninger nok til at kunne fortsætte et pænt stykke

endnu, men for hver time, der gik, blev Elena mere og mere i

tvivl om, hvorvidt der nyttede at køre videre. Der var

efterhånden langt mellem de overlevende franskmænd. De

kørte forbi utallige døde soldater, men der kunne gå flere

kilometer, før de stødte på nogen, der var i live. Derudover var

vejret blevet værre. Blæsten var taget til, og sneen føg om

ørerne af dem.

62

Elena strakte hals og kiggede søgende hen ad vejen. Men

der var ikke et menneske at se.

Måske var det ved at være på tide at køre tilbage til

Beleiskoje. De kunne jo ikke fortsætte i al evighed.

Et kvarters tid efter tog hen endnu et kig hen ad vejen.

Men der var fortsat ikke en sjæl. Så nu blev hun nok nødt til at

bede Dmitrij om at vende om.

Hun bøjede sig frem mod kuskesædet.

- Dmitirj! Jeg tror, vi...

Hun standsede midt i et ord. Pludselig fik hun øje på en

ensom skikkelse, der kom gående i det fjerne.

Kusken drejede ansigtet og så spørgende på hende. Men

hun holdt afværgende en hånd op og rystede på hovedet. For

selvom det sandsynligvis var spild af tid, ville hun lige se

denne sidste soldat an, før de gav op.

Da de havde kørt lidt, kunne Elena se, at manden, der kom

gående, bar en hjelm med en fjerdusk. Og selvom hans

skuldre var dækket af sne, kunne hun fornemme omridset af

de store, gyldne skulderpuder, som officererne brugte.

Hun holdt næsten op med at trække vejret. Selvfølgelig

var der masser af andre officerer i den franske hær end ham,

hun ledte efter, og der var mange andre, der brugte hjelme

med fjerdusk. Men hun kunne ikke lade være med at synes, at

der var noget bekendt ved den silhuetlignende figur, der stred

sig frem gennem sneen.

Snart var de ud for soldaten. Men han gik med hovedet

nedad, så hans ansigt var skjult af hjelmen.

Med ét kiggede han op og så hen mod vognen med et

tomt, træt blik.

- Stop! skreg Elena ude af sig selv. For nu var der ikke

længere nogen tvivl. Det var Francois.

Han stirrede målløs på hende. Rakte en rystende hånd op

mod hendes kind. Som om han ville være sikker på, at hans

øjne ikke spillede ham et puds.

Elena bøjede sig frem mod ham. Men da hans hånd lagde

sig på kinden, gav det et sæt af forskrækkelse i hende. Hans

fingre var så kolde, at man ikke skulle tro, de tilhørte et

levende menneske. Og nu, hvor han var tæt på, kunne hun se,

at hans ansigt var fyldt med hvide forfrysningspletter.

63

***

En halv times tid efter var det blevet så mørkt, at de blev

nødt til at standse og gøre holdt for natten, så de kørte ind i en

birketykning, hvor de kunne holde i skjul.

Dmitrij slog et tæppe om sig og lagde sig på fodstykket

under bukken. Det var også dér, han havde pistolen. Så den

var lige ved hånden, hvis der skulle komme nogen.

Francois lå på sædet ved siden af Elena og sov. Hans

uniform var blevet skiftet ud med det sæt tøj, de havde haft

med fra Beleiskoje for at få ham til at ligne en fin, russisk

herre. Han havde imidlertid været for afkræftet til at kunne

skifte selv, så Elena og Dmitrij havde måttet hjælpe til. De

havde nær aldrig fået hans lange støvler af. Det var, som om

de var frosset fast til fødderne, og det var kun med nød og

næppe, det var lykkedes.

Elena tog sine vanter af. Der var noget, hun skulle have

gjort, mens der stadig var en smule dagslys.

Forsigtigt gav hun sig til at massere forfrysningerne i

Francois’ ansigt. Indimellem måtte hun holde pause og lune

fingrene under sin kappe, men støt og roligt begyndte

pletterne at tage farve.

Oplivet lagde hun sig ned ved siden af ham. Men da hun

mærkede hans krop, strøg der et sug af uro gennem hende.

Den var lige så kold, som hans fingre havde været, og hans

arme virkede helt stive.

- Francois! kaldte hun. Men hun kunne ikke få liv i ham.

Hun slog forskrækket armene om ham og trykkede sig tæt

ind til hans ryg i et fortvivlet forsøg på at give ham lidt af sin

varme.

Han kunne da ikke dø, vel? Ikke nu, hvor hun lige havde

fundet ham!

64

8

Francois lå ved siden af Elena med hovedet på hendes

skød, mens kanen strøg hen ad den snedækkede landevej. Han

var pakket ind i et par tykke tæpper, men hans krop var stadig

stiv af kulde, og han sov så dybt, at han næsten ikke bevægede

sig. Nogle gange syntes Elena, at han virkede fuldkommen

livløs, men hun kunne se, at der stod lidt frosthvid ånde ud fra

hans mund.

Det var heller ikke lykkedes at få noget mad i ham endnu.

Elena havde ganske vist både givet ham et stykke brød og et

par skiver tørret skinke. Men han havde kastet det op igen

næsten med det samme.

Med ét slog han øjnene halvt op. Kiggede søvnigt på

hende.

Elena bøjede sig oplivet ned over ham, kyssede hans

pande. Og da han mærkede hendes læber mod sin hud, strøg

der et lille, afklaret smil over hans læber.

Hun smilede varmt tilbage. - Hvordan går det?

- Udmærket..., svarede han mat. - Jeg er bare lidt træt.

Hans øjne gled i igen. Men Elena ville gerne holde ham

vågen lidt længere.

- Hvor langt havde du gået, da vi fandt dig? spurgte hun.

Han hævede øjenlågene, men kun så meget, at der kom en

tynd sprække af øjet til syne under dem.

- Fra Moskva. Det var dér, vi nåede til... før det gik galt.

- Hvad skete der?

- Vi indtog byen... men russerne havde brændt den af.

- Brændt den af! gentog Elena vantro. - Moskva?

Francois måtte ligge lidt og samle kræfter, før han

svarede. Og da ordene kom, var de så svage, at Elena måtte

lægge øret mod hans mund for at høre dem.

- Det eneste, der stod tilbage, var Kreml. Alt det andet...

var et rygende ildhav.

Elena fortrak ansigtet i en forbitret grimasse. Det var

ufatteligt, at landets gamle hovedstad var blevet ødelagt på

den måde. Og hun kunne ikke lade være med at tænke på,

hvad der var sket med alle de mennesker, der havde boet der.

65

- Vi havde håbet, vi kunne finde mad dér... og foder til

hestene... og alt det andet, vi manglede, fortsatte Francois

udmattet. - Men det hele... var blevet til aske.

- Og så begyndte I på tilbagetoget?

Han nikkede forpint. - Men det var for sent. Vinteren satte

ind, og det blev så... koldt...

Nu faldt hans øjne i igen. Men denne gang kunne Elena

ikke nænne at vække ham. Så hun pakkede tæpperne tættere

om ham og lagde ham så godt til rette på sædet, hun kunne.

***

Næste dag var Francois kommet sig en smule. Han sov

ganske vist fortsat det meste af tiden, men hans vejrtrækning

var rolig og regelmæssig, og hans kinder var ikke længere så

isnende kolde at mærke på.

Dér, hvor de kørte, dannede vejen en blød kurve. Og

Elena kunne se, at der var tre franske soldater lidt længere

fremme. De gik foroverbøjede for at beskytte sig mod vinden,

men deres gang var vaklende og usikker, og de så ud, som om

de kunne falde om hvert øjeblik, det skulle være.

I det samme sprang en gruppe mænd frem fra en tykning

og løb hen mod soldaterne. De var klædt i tykke skindjakker

og havde store pelshuer på. En af dem havde en pistol stukket

i bæltet, og de var alle sammen bevæbnet med krumsabler.

Dmitrij trak omgående ud i vejsiden og standsede under et

par høje graner med tunge, snedækkede grene.

- Partisaner! hviskede han og vendte sig mod Elena.

De skindklædte mænd begyndte at slå og sparke. Og da

soldaterne var for udmattede til at kunne gøre modstand,

varede det ikke længe, før de sank om i sneen.

Elena betragtede skræmt den voldsomme scene. Og hun

tænkte med gru på, at Francois kunne have risikeret at få

samme behandling.

Nu trak mændene deres sabler og begyndte at hugge løs

på franskmændene. Elena lukkede rædselsslagen øjnene og

satte hænderne for ørerne, så hun ikke behøvede at høre de

skrig, der skar sig gennem luften. Et kvalmende ubehag

bølgede gennem hende, og hun havde det, som om hun skulle

kaste op.

66

Efter et stykke tid mærkede hun, at Dmitrij satte kanen i

gang. Hun tog prøvende hænderne væk fra ørerne, men der

var ikke andet at høre end vindens evindelige tuden, så nu

turde hun også godt åbne øjnene igen.

Da de nærmede sig det sted, hvor soldaterne var blevet

overfaldet, vendte hun utilpas ansigtet væk. Men hun kunne

ikke lade være med at kaste et enkelt, hurtigt blik ud til siden.

Derude i sneen lå de lemlæstede lig. Indsmurt i blod og

med store, åbne sår alle vegne.

Elena trak febrilsk blikket til sig. Men selvom det kun

havde været et kort glimt, havde det gruopvækkende syn ætset

sig uhjælpeligt fast til hendes nethinde. Hun prøvede fortvivlet

at mane billedet væk, men uanset hvad, hun gjorde, blev hun

ved med at kunne se de mishandlede franskmænd for sig. Lige

så tydeligt, som hvis de havde ligget for fødderne af hende.

***

Det var ved at mørkne. Himlen var tung og gråsort, men

den smule lys, der stadig var, gav genskin i den hvide sne, så

det stadig var muligt at se, hvor man kørte.

Efter et stykke tid kørte de gennem en lille granskov. Inde

mellem de høje træer var der næsten helt mørkt, men man

kunne se det sted, hvor skoven endte, som en lille, lys plet et

stykke fremme. Så det ville ikke vare længe, før de var ude på

markerne igen.

Pludselig udstødte Dmitrij en høj ed, rev hårdt i tømmerne

og standsede. De stoppede med sådan et ryk, at det var et helt

under, at Francois ikke vågnede. Men han sov bare videre.

Elena strakte hals for at se, hvad der var galt.

Så fik hun øje på nogle sorte silhuetter, der spærrede

vejen for dem. Hun udstødte et forskrækket gisp. For

silhuetterne havde form som mænd med pelshuer og store

jakker, og det, der stak ud fra deres sider, lignede sabler.

En af mændene tændte en fakkel, og i det flakkende skær

fra ilden kunne Elena se, at det var partisaner! De var mindst

dobbelt så mange som den gruppe, der havde gjort det af med

de franske soldater. Og disse her havde næsten alle sammen

pistoler. To af skydevåbnene var rettet direkte mod Dmitrij,

og et tredje pegede hen mod hende selv.

67

Et skrig af angst pressede sig mod hendes strube. Men den

eneste lyd, der undslap hende, var en svag, skærende jamren.

- Hvem er I? spurgte en mand, der lod til at være

mændenes leder. - Og hvad bestiller en kvinde ude i denne her

ødemark?

Elenas hals snørede sig sammen, så hun dårligt kunne få

luft. Hvis partisanerne fandt ud af, hvem Francois var, ville de

dræbe ham på stedet. Og de ville sikkert også gøre det af med

hende og Dmitrij.

Så tog hun et hårdt tag i sig selv, knugede fingrene om

kanten på sin kappe og rettede sig beslutsomt op. Hvis de

skulle have den mindste chance for at slippe levede fra dette

her, måtte mændene ikke kunne mærke på hende, hvor bange

hun var.

- Jeg er Elena Djakova! svarede hun og prøvede at få sin

stemme til at lade være med at ryste. - Og det er min trofaste

kusk, Dmitrij.

- Og hvad så med ham ved siden af dig.

Elena tøvede et kort øjeblik.

- Det er min mand, Aleksej Djakov, svarede hun så. - Han

red østpå i et ærinde for en snes dage siden. Han sagde, at han

senest ville være tilbage en uge efter. Men han kom ikke

hjem. Jeg var ude af mig selv af bekymring, og til sidst

besluttede jeg at køre ud og lede efter ham.

Partisanlederen rynkede mistroisk øjenbrynene. Men

Elena lod, som om hun ikke bemærkede det.

- Vi fandt ham i hans vogn, hævdede hun. - Den var

væltet og lå halvvejs begravet i sne. Og det var i sidste

øjeblik. For hvis han havde ligget der så meget som en dag

mere, er jeg sikker på, han ville være død af kulde.

Manden nikkede et par gange med hovedet. Og Elena var

lige ved at tro, at det var lykkedes at narre ham. Men straks

efter rakte han en hånd bagud og bad om faklen, og så snart

han havde fået den, gik han målrettet over til kanen.

Han tog fat om Francois’ med sin frie hånd, ruskede ham

hårdt i skulderen.

- Vågn op! Jeg skal snakke med dig.

***

68

Francois slog øjnene op, kiggede sig forvirret omkring.

Hans blik strejfede Elena. Og hun satte tyssende en finger for

munden for at advare ham mod at sige noget. For hvis han

begyndte at tale fransk, ville det være sket med dem.

Partisanlederen holdt faklen ind over Francois’ hoved og

lænede sig frem mod ham.

- Nå, sagde han bistert. - Lad os høre, hvad du har at sige!

Francois forholdt sig tavs.

- Er du stum? snerrede manden hårdt.

Elena kunne se, at Francois’ læber begyndte at bevæge

sig. Og hun slog sig panikslagen for brystet.

- En flamme..., begyndte Francois på russisk, mens han

stirrede ind i faklen. - En flamme i natten...

Manden slog en rungende latter op. - Han er helt fra

snøvsen! grinede han og vendte sig mod sine folk. - Eller også

er han plørefuld.

De andre mænd begyndte også at le. Men den rå og

hånlige latter generede ikke Elena. Det vigtigste var, at

partisanlederen lod til at have mistet enhver interesse for

Francois. Han var allerede på vej over til de andre.

- Kom! sagde han til dem. - Lad os komme videre. Det

vrimler med franskmænd derude. Og vi kunne have nået at

gøre det af med en masse af dem, mens vi har spildt tiden her.

Han og hans mænd forsvandt uden et ord. Elena kunne

høre, at nogle af dem grinede endnu. Men snart var den sidste

latter døet bort, og bortset fra vinden, der ruskede i træernes

grene, var der ikke en lyd at høre.

Elena hev lettet efter vejret. Hun havde været sikker på, at

de ville blive dræbt. Og det var næsten ikke til at begribe, at

de var sluppet med livet i behold.

Hun slog glad armene om Francois. Knugede ham

taknemmelig ind til sig

- Hvordan kunne du dog huske de ord? spurgte hun.

- Fordi jeg aldrig nogensinde vil kunne glemme dem,

svarede han, mens et drømmende udtryk bredte sig over hans

ansigt.

Du vil altid være hos mig, min elskede, citerede han. Som

en ild, der brænder i mit hjerte. En flamme i natten.

69

- Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har gentaget det

for mig selv! sagde han stille. - Når det så allermest sort ud,

var det de ord, der gav mig kræfter til at fortsætte. For når jeg

hørte dem... var det næsten... som om jeg kunne se dig...

Han standsede sin tale. Lå lidt og sundede sig oven på

anstrengelsen ved at sige så meget. Snart blev hans øjenlåg

tunge, og det varede ikke længe, før han gled ind i søvnen

igen.

Elena betragtede ham bevæget. Tænk, at det var sangen

fra deres elskovsnat, der havde frelst dem!

Hun rakte hengivent en hånd ud og strøg ham på kinden.

Hun kunne ikke glemme, at han havde haft hende i sine tanker

hele tiden. Ligesom han havde været i hendes.

- Er frøkenen kommet sig over forskrækkelsen? spurgte

Dmitrij bekymret oppe fra bukken. - Eller skal vi vente lidt

med at køre videre?

- Jeg har det fint, smilede Elena. - Det har jeg virkelig. Så

lad os bare komme af sted.

***

Et par uger senere sad Elena ved et bord i en af salonerne

på Beleiskoje med en bunke bilag foran sig. De skulle føres

ind i godsets regnskabsbog, for de brugte aldrig så meget som

en kopek, uden at det omhyggeligt blev noteret ned.

Efter at have skrevet et par regninger ind i bogen, lagde

hun kortvarigt papirerne fra sig og kiggede kærligt over mod

Francois, der stod henne ved et af de høje vinduer og så ud

over den snedækkede park med de høje, nøgne træer.

Han havde det meget bedre i dag. Siden de kom hjem, var

det langsomt gået fremad. Men det var først nu, der rigtig var

kommet farve i hans kinder, og det matte udtryk, der havde

været i hans øjne, var også helt væk.

Elena havde fundet noget mere af Mihaels tøj til ham. Et

par stramme hvide bukser og en lang, mørkeblå jakke. Selvom

det var en anelse for stort, sad det udmærket. Så han kunne

såmænd godt ligne en russisk godsejer.

Hun kastede sig atter over arbejdet. Dyppede pennen i

blækhuset og førte den næste post ind.

22. november 1812. Til køkkenet. Tolv pund sukker. En

halv rubel og ti kopek.

70

- Elena, kaldte Francois med ét. - Der er noget, jeg har

tænkt over.

- Hvad er det? spurgte Elena og så op fra papirerne.

Francois havde vendt sig fra vinduet og var på vej over til

hende. Og nu opdagede hun, at der var en dyb fure i hans

pande, som hun ikke havde kunnet se, mens han stod med

ryggen til.

- Er der noget galt? udbrød hun urolig.

Francois rystede på hovedet. Men furen i panden var der

stadig.

- Jeg tror ikke, tjenestefolkene føler sig godt tilpas ved at

have mig her, sagde han så. - De er høflige nok. Men jeg har

lagt mærke til, at de altid kigger væk, når jeg kommer. Og da

jeg gik ned ad trappen her til morgen, kunne jeg se, at to af

pigerne stod ovenpå og stak hovederne sammen, mens de

skævede ængsteligt efter mig.

- Det er sikker bare noget, du bilder dig ind.

- Nej! Men der er heller ikke noget at sige til, at de er

urolige. Landet er jo i krig. Og jeg er en af fjenderne.

- Derfor var det nok bedst, jeg rejste, fortsatte han. - Også

for din skyld! Hvad tror du, der ville ske, hvis der kom nogle

russiske soldater, og de opdagede, at jeg var her?

- Du er ikke rask nok til at tage af sted endnu!

protesterede Elena.

- Det mener jeg nu, at jeg er.

Elena ville sig noget, men ordene klumpede sig

uhjælpeligt sammen i hendes hals. Francois havde jo ret. Det

var hun ikke i tvivl om. Hun kunne bare ikke holde ud at

tænke på, at han skulle forlade hende.

- Du må i hvert fald vente nogle dage endnu! fik hun

fremstammet. - Så vi kan være sikre på, at du er helt rask.

I det samme kom Nadesjda løbende ind til dem. Hun

sprang straks hen til Francois. Og selvom pigen efterhånden

var så stor, at Elena havde svært ved at bære hende, løftede

han hende op på sin arm i et snuptag.

Francois og Nadesjda kom utrolig godt ud af det med

hinanden. Nadesjda kunne ikke et ord fransk, og bortset fra

nogle få brokker talte Francois ikke russisk. Men på en eller

anden måde lod de alligevel til at forstå hinanden. De første

71

dage efter hjemkomsten, hvor Francois havde været for svag

til at stå ud af sengen, havde Nadesjda siddet hos ham og vist

ham billeder fra sine bøger. Og da han kom på benene, havde

hun trukket ham rundt på godset, så han kunne se det hele.

Nu sad Nadesjda dér på hans arm og puttede sig

tillidsfuldt ind til ham.

Elena blev helt varm indeni ved at se dem. Hvor ville hun

dog ønske, at Francois kunne blive hos dem altid! Så de kunne

være sammen alle tre.

Hun vendte ulykkelig ansigtet bort. For hun vidste godt, at

det var umuligt. Og det var ikke til at holde ud at tænke på, at

Francois snart ville være væk, og at hverken hun eller

Nadesjda nogensinde ville se ham igen.

***

Om aftenen gjorde Elena sig klar til natten, som hun

plejede. Men da hun skulle til at gå til ro, var det, som om der

var noget, der trak i hende.

De foregående aftener havde Francois måttet gå tidligt til

ro, fordi han var træt. Men her til aften havde han holdt sig

oppe. Da han sagde godnat, havde han taget hende om livet og

klemt om hende på sådan en dejlig måde, og hun syntes

næsten, hun kunne mærke hans fingre endnu.

Hun skævede tøvende hen mod døren, vendte blikket og

betragtede sengen, der ventede på hende.

Så slog hun sin natkåbe om sig, tog stagen med kærten i

hånden og gik ud i gangen. Hun havde ikke lyst til at tilbringe

endnu en nat alene. Og derudover vidste hun jo, at Francois

ikke kunne være her ret meget længere.

Hun listede forbi kammeret, hvor Nadesjda sov, fortsatte

forbi et par døre, indtil hun kom til det gæsteværelse, hvor

Francois boede. Her stod hun lidt og tog mod til sig, før hun

ganske forsigtigt bankede på. To små slag, der næsten ikke

kunne høres.

Straks efter hørte hun hastige fodtrin inde fra rummet, og

så blev døren åbnet.

- Jeg, øh..., begyndte Elena.

Mere nåede hun ikke at sige. For Francois slog omgående

armene om hende og trykkede sine læber mod hendes.

72

Uden at slippe hinanden trådte de ind i værelset og

lukkede døren bag sig.

Elena kastede kåben af sig, så hun kun stod i sin tynde

natkjole. Og Francois lod straks sine hænder glide

undersøgende ned over hende.

Snart fandt han hendes bryster, begyndte at kæle med

dem. Elena kunne ikke lade være med at stønne svagt, og da

han kort efter trak ned i den brede halsudskæring, så brysterne

blev halvvejs frigjort, var det, som om hele hendes krop blev

sat i brand.

Francois førte hende hen mod sin seng, og hun lod sig

villigt falde ned på dynen.

Han lagde sig hos hende. Kyssede hende på ny, mens han

kærtegnede hendes lår og hofter med sine fingre.

Lidt efter trak han op i hendes kjole, skubbede hendes ben

fra hinanden og lagde sig mellem dem.

Hun tog imod ham med et stille, frydefuldt gisp. Lukkede

øjnene, så hun bedre kunne mærke ham

De vuggede frem og tilbage, først i langsomme, rytmiske

bevægelser, så hurtigere og mere hektisk.

Elena kastede henført hovedet fra side til side. Sengen

knagede højt under dem, men hun var for længst nået forbi det

punkt, hvor hun kunne interessere sig for, om der var nogen,

der kunne høre det.

Kort efter mødtes de i et højt, langstrakt støn. Elena slog

armene om Francois og holdt ham fast for at få ham til at blive

liggende lidt endnu oven på hende.

Til sidst slap hun ham, og han gled udmattet ned på

dynen.

Elena satte sig halvt op, bøjede sig ind over ham og

anbragte en række små, hengivne kys på hans brystkasse.

Pludselig hørte hun en vogn, der rumlede hen over

gårdspladsen nedenfor - og hestehove, der slog mod jorden.

Hun sprang overrasket op af sengen og løb hen til vinduet

for at se, hvad det var.

Så udstødte hun et højt, forskrækket skrig. For netop nu

stod Mihael ud af en karet. Og gårdspladsen var fyldt med

beredne, russiske soldater.

73

9

- Skynd dig at komme væk! råbte Elena forskrækket til

Francois. - Min bror er dernede. Og der er også fyldt med

soldater.

Francois sprang op af sengen og løb hen til klædeskabet

efter noget tøj og et par støvler. Lynhurtigt hoppede han i de

stramme, hvide benklæder, slog skjorten og jakken om sig og

trak de slange, sorte støvler på.

Så hev han et slag over sig, slog armene om Elena,

trykkede hende ind til sig og kyssede hende.

- Jeg løber! sagde han stakåndet. - Pas godt på dig selv.

- Tag trappen for enden af gangen! foreslog Elena. - Så

kan du komme ud gennem køkkenet.

Francois nikkede kort og strøg hen mod døren.

- Hvor tager du hen? spurgte Elena uroligt.

Han standsede. Vendte sig mod hende. - Over i skoven.

Dér må jeg kunne holde mig skjult.

- Så tager jeg derover i morgen, lovede Elena. - Jeg

prøver at komme ved middagstid. Hvor mødes vi?

- Hvad med nede ved søen, hvor vi stod sammen med

Nadesjda?

- Fint.

Francois sprang tilbage til hende. Pressede sine læber mod

hendes i et sidste afskedskys, før han atter løb over til døren,

flåede den op og forsvandt ud i den mørke gang.

Elena stirrede forstenet på den sorte døråbning. Det hele

var gået så hurtigt, og det var først nu, det for alvor gik op for

hende, at han var væk.

Mon det lykkedes ham at slippe over i skoven? Eller...

Nej, hun ville ikke tænke tanken til ende! Og for resten

havde hun slet ikke tid til at stå her.

Hun hastede hen til sengen. Glattede dynen ud, så man

ikke kunne se, der havde ligget nogen i den. Derefter tog hun

en hurtig runde i gæsteværelset. Der hang noget mere af det

tøj, Francois havde brugt, inde i skabet, og der lå et par bøger

på fransk ved siden af sengen.

74

Hun samlede det hele sammen i en stor bylt. Tøjet måtte

hun stuve af vejen henne hos sig selv, og bøgerne, som hørte

hjemme i bogskabet nede i herreværelset, kunne hun også

godt have liggende indtil videre.

Hurtigt slog hun sin natkåbe om sig, og med stagen i

hånden og bylten under armen løb hun hen til sit eget

soveværelse.

Efter at have gemt Francois’ ting betragtede hun hastigt

sig selv i spejlet på toiletbordet. Hun rettede på sit hår, så det

ikke virkede så uglet og trak lidt i kåben for at få den til at

sidde rigtigt.

Så skyndte hun sig nedenunder.

***

- Det var sandelig en overraskelse, Mihael Nikolajevitsj!

sagde Elena, da hun kom ned i den store salon, hvor hendes

bror stod henne ved kakkelovnen og lunede sine fingre.

- Ja, svarede han uden at vende sig. - Det kan jeg tænke

mig.

Der var en kold og truende klang i hans stemme. Og Elena

trak utilpas kåben tættere om sig, mens hun ængstelig spurgte

sig selv, hvad grunden var.

I det samme kom nogle af de russiske soldater, hun havde

set ude på gårdspladsen, marcherende ind i salonen ude fra

vestibulen. Deres støvletramp gav genlyd mellem væggene, og

da officeren, som ledede dem, gav ordre til at standse, råbte

han så højt, at det smertede i ørerne.

Da der var blevet stille, vendte Mihael sig mod hende.

- Der går et rygte i Sankt Petersborg, sagde han

anklagende.

- Et rygte...? gentog Elena uroligt.

- Det siger, at Napoleon har opholdt sig her på godset.

Elena drog et lettet suk. Et kort sekund havde hun troet, at

der var nogen, der havde fortalt om Francois, og at det var det

rygte, der var nået til hovedstaden.

- Jeg kan naturligvis ikke forestille mig, at det er sandt,

fortsatte Mihael og slog afvisende ud med hånden. - Men da

jeg fandt ud af, at løjtnant Serov og hans mænd skulle herned

for at hjælpe med at rydde området for franskmænd,

besluttede jeg at tage med for at undersøge sagen nærmere.

75

Elena skævede usikkert hen mod løjtnanten, der var en

høj, bistert udseende mand med sort fuldskæg. Hun havde

mest lyst til at lyve og påstå, at den franske kejser aldrig havde

været her. Men hun var bange for, at det ikke nyttede noget,

for Mihael måtte være temmelig sikker i sin sag, når han

havde trodset snevejret og var rejst herned.

- Det er rigtigt nok, sagde hun og skød hagen frem. - Men

han var kun nogle få dage.

- Få dage! vrængede Mihael. - Bare det, at han har boet

her, er en skam og en skændsel. Jeg begriber ikke, at du bare

lod det ske.

- Jeg skulle aldrig have overladt styret af godset til dig!

fortsatte han, mens han nærmest spyttede ordene ud af

munden. - Kvinder duer ikke til den slags. En mand, derimod,

ville have vidst, hvad der skulle gøres. Han ville have haft en

fastere hånd.

Elena glippede overrumplet med øjnene. Hvad i alverden

bildte han sig ind?

- Det er sandelig ærgerligt, at du ikke var her selv! røg det

ud af hende. - Så kunne du have vist os, hvordan man holder

en hær på over hundrede tusind mand væk!

Hun blev helt forskrækket over at høre sin egen stemme.

Hun plejede altid at bide harmen i sig, når Mihael eller Vera

talte nedladende til hende, og det havde givetvis også været

klogere, hvis hun havde holdt sin mund denne gang.

Mihael kneb øjnene sammen, så de ikke var andet end to

smalle sprækker. - Hvis jeg var dig, ville jeg passe lidt på

med, hvad jeg siger, snerrede han. - For der er noget andet, jeg

også godt kunne tænke mig at høre lidt om.

Elena stivnede. Nu ville det komme! Det, hun var så

bange for.

Mihael ventede lidt med at gå videre. Som om han nød at

holde hende på pinebænken.

- Det er besynderligt, at godset her er så uskadt, som det

er? sagde han så. - Løjtnant Serov har fortalt, at alt, hvad

franskmændene kunne tænkes at ville bruge, var brændt ned.

Men ikke Beleiskoje. Det har han svært ved at forstå. Og det

har jeg også.

76

Elena åndede endnu en gang lettet op. Så længe han ikke

vidste noget om Francois, skulle hun nok klare frisag.

- Det var et rent og skært held, løj hun. - Soldaterne, som

kom for at brænde stedet af, havde travlt. Og de regnede

sikkert med, at det var nok at sætte ild til laden, fordi

flammerne hurtigt ville brede sig til de andre bygninger. Hvis

vinden ikke var skiftet lige efter, de tog af sted, var det da

også gået sådan. Men heldigvis vendte den i tide.

Mihael hævede mistroisk det ene øjenbryn, og ud ad

øjenkrogen kunne Elena se, at løjtnanten fortrak ansigtet i et

hånligt smil.

Straks efter forsvandt smilet, og Serov trådte et skridt

fremad og henvendte sig til Mihael.

- Med Deres tilladelse vil jeg lade mine mænd kigge huset

igennem, sagde han. - Måske har den franske tyran efterladt

nogle notater, der afslører noget om hans planer eller viser,

hvem han har samarbejdet med.

Den sidste sætning måtte være møntet på Elena. For da

han sagde den, vendte han kortvarigt hovedet og skulede

anklagende hen mod hende.

Uden at vente på den tilladelse, han lige havde bedt om,

sendte han med en fejende håndbevægelse sine soldater af

sted. Nogle af dem gik ud i vestibulen, hvor trappen op til

første salen var, og andre begav sig hen mod de rum, der lå i

forlængelse af salonen.

Løjtnant Serov selv blev derimod stående, hvor han var.

- Måske burde vi høre, om tjenestefolkene ved noget,

foreslog han. - De har muligvis et og andet at fortælle.

Mihael nikkede. Han klappede hurtigt i hænderne, og

straks kom en af tjenerne ind til ham.

- Hent folkene! kommanderede han. - Dem alle sammen.

Og sig til dem, de skal skynde sig.

Elena havde det, som om der var noget tungt og hårdt, der

havde ramt hende i mellemgulvet, og hun bøjede sig

uvilkårligt en anelse forover.

Nu, hvor Mihael var kommet tilbage, var det ham, der

bestemte på Beleiskoje, så folkene ville næppe turde andet

end at sige sandheden. Og gjorde de det, var det ude med

hende.

77

***

Snart efter begyndte stuepigerne, kokkepigerne og alle de

andre tjenestefolk at myldre ind i salonen. Det var let at se, at

de lige var blevet revet ud af sengen. De fleste af dem var i

nattøj og havde blot trukket et tæppe om sig, og pigerne havde

håret slået ud, sådan som de plejede at have det om natten.

Da de sidste var på plads, rømmede Mihael sig et par

gange, og øjeblikkelig forstummede den lette mumlen, der

havde kunnet høres, mens folkene kom ind.

- Jeg har kaldt jer sammen, fordi der er noget, jeg vil

spørge jer om, kundgjorde han.

Hans stemme rungede højt og myndigt. Og Elena kunne

se, at et par af pigerne frygtsomt dukkede nakken, mens de

skævede skiftevis på Mihael og hende.

- Er der sket noget, mens jeg har været væk, som I synes,

jeg bør vide? fortsatte hendes bror og kiggede spørgende rundt

i forsamlingen.

Elena holdt næsten op med at trække vejret, og hun

mærkede, at hendes hænder begyndte at ryste. Hun vidste, at

et enkelt ord fra en af tjenerne eller pigerne kunne udløse en

katastrofe, og der var nærmest uudholdeligt at stå her og vente

på, at det skete.

Men det var ingen, der sagde noget.

- Tænk jer nu godt om! lød det truende fra Mihael. - Hvis

jeg finder ud af, at I holder noget skjult for mig, bliver det

værst for jer selv.

Han blev stadig mødt med en mur af tavshed.

Løjtnant Serov begyndte at tromme med fingrene på

skæftet af sin sabel. Klunk... klunk lød det, når de små,

utålmodige bankelyde skar sig gennem stilheden.

- Så kan I vel i det mindste forklare mig, hvorfor der

næsten ikke er noget, der er brændt her, fortsatte Mihael. - På

de andre godser er det jo meget værre.

- Er I blevet stumme alle sammen? råbte han, da der ikke

var nogen, der svarede.

Så trådte Ilja Petrovitsj frem.

Elena betragtede ham forskrækket. Det var Ilja, der havde

skåret den fine trædukke til Nadesjda. Og hun havde aldrig

drømt om, at han ville forråde hende.

78

- Når herren nu spørger, sagde Ilja med klar røst. - Så tror

jeg, at der en engel, der har passet på os og sørget for, at ingen

af os døde kulde, sådan som det er sket så mange andre steder.

Der lød et mumlende bifald fra forsamlingen, og der blev

nikket samtykkende rundt omkring.

Elena fik en klump i halsen. Hun var dybt rørt over at

opleve, hvordan tjenestefolkene prøvede at forsvare hende. Og

hun skammede sig forfærdeligt over, at hun havde kunnet tro,

at Ilja havde haft ondt i sinde.

- En engel! fnøs løjtnanten foragteligt. - Pladder.

Elena satte et lille, triumferende smil op. Løjtnanten ville

aldrig få et ord ud af de mennesker. Det var hun sikker på nu.

Og så kunne han for hendes skyld fnyse så meget, han ville.

Med ét kom en af soldaterne løbende inde fra et af de

tilstødende rum, mens han viftede med et brev i hånden.

- Jeg fandt dette her i en skuffe i et chatol, sagde han og

gav Serov brevet.

Løjtnanten kiggede hurtigt ned over papiret. Så rakte han

det videre til Mihael.

- Det er vist på fransk, sagde han. - Kan De fortælle mig,

hvad der står.

Mihael begyndte at læse, og Elena lænede sig umærkeligt

lidt fremover, så hun også kunne se brevet.

Efter et enkelt blik trak hun sig rædselsslagen tilbage.

Derfra, hvor hun stod, havde teksten vendt på hovedet. Men

hun kunne se med det samme, at skriften med de svungne

kurver til forveksling lignede Francois’.

***

- Hvad er dette her for noget? spurgte Mihael med is på

stemmen.

- Det er vel et brev, som Napoleon eller nogle af hans

mænd har glemt at tage med, forsøgte Elena.

- Så prøv lige at se, hvad der står! skreg han og holdt arket

anklagende op foran hende.

Beleiskoje, november 1812 stod der oppe i det højre

hjørne. Min elskede Elena læste hun på linjen nedenunder.

Det stod hurtigt klart for hende, at teksten var et udkast til

et afskedsbrev, som Francois havde planlagt at efterlade, når

den dag kom, hvor han følte sig nødsaget til at forlade godset.

79

Du ved, hvor meget det smerter mig at skulle forlade dig

og Nadesjda, stod der lidt nede i brevet. Men du ved også, at

jeg er nødt til at rejse.

Elena syntes næsten, hun kunne høre hans stemme bag

ordene. Og i nogle sekunder glemte hun helt at være bange,

mens hun bevæget lod øjnene vandre ned over siden.

Hvor vil jeg dog savne dig! Bare tanken om ikke at være

sammen med dig gør mig så tung om hjertet...

Mere nåede hun ikke at læse, før Mihael arrigt flåede

brevet til sig.

- Forræder! hvæsede han og langede hårdt ud efter hende.

- Skøge!

Elena sprang til side. Men hvis hun ikke havde været så

hurtig, ville hans hånd være landet med et hårdt klask på

hendes kind.

Der gik et vredt sug gennem tjenestefolkene, og der bredte

sig en lavmælt, oprørsk brummen blandt dem. Men da løjtnant

Serov tog fat om sin sabel, som om han ville trække blank, tav

de modstræbende stille igen.

- Du kan kalde mig, hvad du vil, hvislede Elena til sin

bror. - Men jeg er i det mindste ikke en kujon ligesom dig, der

bare stikker af, så snart der er fare på færde.

- Ti stille! skreg Mihael, der var blevet ildrød i kinderne af

ophidselse. - Du er en skamplet på familiens ære, og jeg vil

ikke have mere med dig at gøre.

Han vendte sig mod løjtnanten og forklarede i få ord,

hvad der var sket, og derpå spurgte han Serov, om han ville

tage hånd om Elena. Så kunne han bringe hende for en

militærdomstol eller hvad han nu måtte finde passende.

- Det skal være mig en fornøjelse! svarede Serov og

smilede ondskabsfuldt over i retning mod Elena.

Han råbte på sine mænd, der straks kom springende fra de

andre rum.

- Kvinden dér er i husarrest fra dette øjeblik, kundgjorde

han.

To af soldaterne gik omgående hen til Elena og tog fat om

hendes arme.

- Hvor ligger hendes værelse? bjæffede Serov. - Vil det

være sikkert at holde hende indespærret dér.

80

- Det er ovenpå, svarede Mihael. - Og hvis bare der er låst,

skulle det være sikkert nok.

- Godt! sagde løjtnanten. - Men jeg sætter to mand foran

døren. Bare for alle tilfældes skyld.

Derpå gav han tegn til soldaterne om at begive sig af sted.

Og med et fast greb om begge sine arme blev Elena brutalt

trukket hen mod trappen og op mod sit værelse.

***

Elena lå grådkvalt på sin seng med ansigtet presset ned

mod hovedpuden. Mens hun blev ført ovenpå, var det

lykkedes hende at holde tårerne tilbage. Soldaterne skulle ikke

have den fornøjelse at se hende bryde sammen. Men nu lod

gråden sig ikke længere standse.

I morgen eller en af de nærmeste dage ville løjtnanten og

hans mænd føre hende bort, og hvis de fik hende stillet for en

militærdomstol, sådan som Mihael havde foreslået, var der

ikke megen tvivl om, hvad der ville ske. Hun han givet husly

til en fransk officer og passet ham, mens han var syg, så hun

ville uden tvivl blive betragtet som landsforræder. Og straffen

for den slags var hængning. Det vidste hun.

Hun syntes næsten, hun kunne mærke løkken, der

strammede sig om hendes hals, og hun trak febrilsk ansigtet

væk fra puden, hev gispende efter vejret.

Hvordan skulle Nadesjda klare sig, når hendes mor ikke

længere var her? Og hvem skulle trøste hende, når hun fik at

vide, hvad der var sket?

Det værste for Elena var næsten tanken om at skulle tage

afsked med sin datter. Når soldaterne drog af med hende, blev

hun nødt til at bede Nadesjda om at være tapper. Men hun

ville umuligt kunne fortælle hende, at hun aldrig kom tilbage.

Hun kastede ulykkelig hovedet ned i puden igen. Hendes

skuldre trak sig sammen i små, hårde ryk, og hun begyndte at

ryste over hele kroppen.

Efter at have ligget sådan et stykke tid, satte hun sig op og

stirrede tomt over mod vinduet og ud mod træernes nøgne

silhuetter i parken. Der var så langt ned, at ingen kunne

overleve et fald heroppefra. Men var det ikke bedre, at hun

døde nu, end at hun skulle ende sit liv i galgen?

81

Det ville også gøre det lettere for Nadesjda. Hun ville tro,

at der var sket en ulykke. Og selvom hun ville blive fortvivlet,

måtte det trods alt være lettere for hende at bære, end hvis hun

fandt ud at, at hendes mor var blevet henrettet som forræder.

Pludselig mærkede Elena, at der sænkede sig en

forunderlig form for ro over hende. Hun holdt op med at

græde, og rystelserne i kroppen forsvandt næsten helt.

Da hun var barn, havde hun holdt så meget af at sidde i

parken og læse, og hun havde tit leget med sne dernede om

vinteren. Så hvis hendes liv skule slutte nu, var det vel ikke

det værste sted, det kunne ske.

Hun rejste sig fra sengen og begyndte med langsomme,

søvngængeragtige skridt at bevæge sig over mod vinduet.

Et enkelt spring og nogle få sekunders flugt gennem den

kolde luft. Mere skulle der ikke til. Så ville alt være forbi. Og

hun ville ikke længere mærke den bidende smerte, der sad og

trykkede inde bag hendes bryst.

82

10

Pludselig opdagede Elena en mørk skygge, der dukkede

op bag en af ruderne. Den havde form som hovedet og

skuldrene af et menneske. Men bortset fra fuglene var der

ingen levende væsener, der kunne komme op til hendes

vinduer. Så hvad var det for et væsen, der var derude?

Hun stirrede foruroliget på skyggen. Og da der straks efter

lød en let banken på glasset, var det, som om hendes hjerte

sprang et slag over.

Så trykkede hovedet sig helt ind mod ruden, og nu kunne

hun genkende ansigtet derude. Det var en af gårdskarlene.

Hun sprang overrasket hen til vinduet og åbnede det.

Karlen stod på toppen af en høj, smal stige, og da hun lænede

sig ud, kunne hun se en anden af karlene, som stod nedenfor

og holdt om stigen.

- Vi er kommet for at hjælpe frøkenen væk herfra! fortalte

gårdskarlen med hviskende stemme.

Elena stirrede lamslået på ham. Som om hun ikke kunne

forstå, at hun havde hørt rigtigt.

- Hvis frøkenen altså vil, tilføjede karlen usikkert.

Endelig kom Elena til sig selv. Og hun skyndte sig at

hviske tilbage, at hun var dybt taknemmelig, og at hun

naturligvis hellere end gerne ville væk. Men hvad med

Nadesjda? Kunne hun ikke komme med?

- Bare rolig! svarede gårdskarlen. - Hun er allerede bragt

ud af huset, og hun sidder bare og venter på, at frøkenen

kommer.

- Jamen, så lad os komme af sted! sagde Elena og

begyndte at kante sig ud gennem vinduet.

Da hun mærkede den kolde vind udenfor, gik det

imidlertid op for hende, at hun blev nødt til at have noget

andet på end sin natkjole. Så hun trak sig tilbage og fór hen til

klædeskabet. Her hev hun så lydløst, hun kunne, en kjole frem

og trak den over sig, og hun fandt også et tykt rejseslag, som

hun hurtigt slog om skuldrene.

Så løb hun på tåspidserne tilbage til vinduet og svingede

sig ud på stigens øverste trin.

83

Karlen var allerede på vej nedad, og Elena fulgte hastigt

efter. Men hun syntes, stigen gyngede faretruende under

hende, og da hun på et tidspunkt kiggede bagud, blev hun

næsten svimmel over at se, hvor langt der var ned.

For mindre end fem minutter siden havde hun i fuldt alvor

overvejet at kaste sig ud heroppefra. Nu var tanken om at

styrte til jorden det forfærdeligste, hun kunne forestille sig.

Hun fortsatte ned ad trinnene. Vinden rev i hendes klæder,

og hun måtte holde godt fat om stigen for at holde sig fast.

Endelig nåede hun jorden, og med et lettet suk satte hun

fødderne i det tykke lag sne, der dækkede græsset.

Karlene trak hurtigt stigen væk, lagde den ned og tog fat i

hver sin ende af den, og sammen med Elena begav de sig hen

langs hovedbygningens havefacade. Der var ikke lys bag

nogen af vinduerne, men de holdt sig alligevel helt inde ved

muren, så de ikke kunne ses oppe fra huset.

Henne ved gavlen stod et par staldknægte klar til at

overtage stigen, og da de var forsvundet med den, førte de to

karle Elena ud på en markvej.

Her holdt der en primitiv kane af den slags, folkene brugte

til at fragte varer på, og ventede. En stor dreng stod og holdt

fast i tøjret på hestene, som var spændt for, og oppe på ladet

sad der en lille pige med et tykt tæppe pakket om sig.

- Nadesjda! udbrød Elena og sprang op til hende.

- Hvad skal vi, mor? spurgte pigen søvnigt.

- Vi er nødt til at tage væk, forklarede Elena og knugede

hende beroligende ind til sig. - Onkel Mihael er kommet

tilbage. Og han er meget vred på mig.

- Hvorfor det?

- Det har jeg ikke tid til at forklare nu, lille skat.

Karlene hoppede op på bukken. De satte af sted, og

selvom hestene havde svært ved at trave i den høje sne,

bevægede kanen sig støt og roligt væk fra Beleiskoje.

***

En snes minutter senere standsede de foran den gamle

landsbykirke, hvor Elena plejede at gå til messe. Her fulgte en

af karlene hende og Nadesjda hen til kirkedøren, hvor han

forsigtigt bankede på. Og da der lidt efter hørtes trin indenfor,

tog han afsked med dem og løb tilbage til kanen.

84

Kort efter blev den tunge dør slået op, og fader Gregoijs

karakteristiske silhuet med den høje, sorte hat og det lange

skæg kom til syne i døråbningen.

- Så lykkedes det altså, sagde præsten lettet, da han så

dem. - Herren være lovet! Skynd jer indenfor.

Elena og Nadesjda fulgte med ham ind i bygningen. Det

forreste, smalle rum var kun oplyst af en enkelt kærte, men da

de gik gennem endnu en dør og kom ind i selve kirkesalen,

var der en halv snes lys, der brændte.

- Vent her! sagde fader Gregorij.

Elena og Nadesjda standsede lydigt op.

Præsten gik han hen til døren, som førte ind til sakristiet,

lukkede den op og viftede et par gange med hånden. Som om

han vinkede nogen hen til sig.

Elena rynkede undrende øjenbrynene. Var der nogen

derinde? Og hvem kunne det i så fald være?

Med ét trådte Francois ud ad døren.

Elena udstødte et jubelskrig. Styrtede hen og slog armene

om ham.

Så kom hun i tanke om, at præsten havde bedt hende om

at blive stående. Men da hun skævede undskyldende hen mod

fader Gregorij, stod han bare med et overbærende smil og

rystede let på hovedet.

- Hvordan fandt I ham? spurgte hun overvældet præsten.

- Han var på vej ud i skoven, da nogle af folkene på

godset fik øje på ham, forklarede fader Gregorij. - Og de

vidste jo, hvor glad du er for ham. Så selvom han er

franskmand, syntes de ikke, at de kunne overlade ham til sig

selv. Derfor fik de ham herover. De spurgte, om han kunne

være i kirken, indtil de fik befriet dig. Og med alt det, du har

gjort for os, kunne jeg jo dårligt sige nej, vel?

Elena sendte ham et taknemmeligt smil.

- Vil du ikke nok hilse dem alle sammen fra mig? bad hun

bevæget. - Alle folkene på Beleiskoje. Fortæl dem, hvor rørt

jeg er over alt det, de har gjort for mig.

Præsten lagde en hånd på hendes skulder. Klemte

bekræftende om den. - Det skal jeg nok, Elena Nikolajevna!

lovede han.

85

Hun mærkede, hvordan der strøg en bølge af varme

gennem hende. Det var så dejligt at mærke, at fader Gregorij

ikke længere så skævt til hende, fordi hun havde fået Nadesjda

uden at være gift. Og det lunede helt ind i hjertet at se den

anerkendelse, der lyste ud af hans blik, når han så på hende.

***

Elena havde været så beruset af glæde, at hun helt havde

glemt at være bange. Men nu meldte frygten sig igen. Før eller

siden ville Mihael og løjtnant Serov opdage, at hun var væk.

Og så ville de uden tvivl sætte alt ind på at opspore hende.

- Vi bliver nødt til at skynde os at komme videre! sagde

hun ængsteligt til Francois. - Før de begynder at lede efter os.

- Det er sikkert rigtigt, svarede han med et gådefuldt smil.

- Men det må nu vente lidt, for der er noget, jeg gerne vil have

dig til at bede præsten om først.

Elena rynkede undrende panden.

Francois tog fat med begge hænder om hendes arme og

kiggede hende ind i øjnene.

- Vi du spørge ham, om han vil vie os?

Hun spærrede overrumplet munden op. - Vie os? gentog

hun. - Her? Nu?

- Ja. Hvis du vil.

Selvfølgelig ville hun det! Hun kunne dårligt forestille sig

noget mere vidunderligt end at blive gift med Francois her i

den gamle kirke.

Hun vendte sig hastigt mod præsten og forklarede ham,

hvad det var, Francois ønskede.

Fader Gregorij slog overgivende ud med armene. - Du ved

jo, at jeg ikke kan sige nej til dig, sagde han med et varmt

glimt i øjet.

I det samme mærkede hun, at Nadesjda trak i hendes

ærme.

- Skal I giftes? spurgte pigen, der pludselig lod til at være

lysvågen.

Elena skulle til at svare. Men ordene sad fast i halsen, så

det blev kun til et par ivrige nik med hovedet.

- Vil du hjælpe mig med lysene? spurgte fader Gregorij og

bøjede sig ned mod pigen. - Vi skal have tændt dem alle

sammen.

86

Det ville Nadesjda hellere end gerne. Præsten rakte hende

en af de brændende kærter og formanede hende om at være

forsigtig med ilden. Det lovede hun. Og så begav hun sig

ivrigt hen mod den første af de store messingstager, der stod

og ventede på at blive tændt.

***

Da alle de næsten hundrede lys brændte, kunne vielsen gå

i gang.

Elena og Francois knælede foran alteret, hvor fader

Gregorij messede med sin dybe, klangfulde stemme, og

Nadesjda stod ved siden af og slugte det hele med øjnene.

Det varme skær fra de mange lys fik væggene med de

mørke, ældede bjælker til at gløde i et væld af gule og rødlige

nuancer. Forgyldningerne på den store ikon med Jomfru Maria

funklede, så det næsten skar i øjnene, og oven over de tændte,

mangearmede stager flimrede den varme luft, så det, der var

bagved, flød sammen i en farvestrålende sitren.

Indimellem drejede præsten den hånd, han holdt kæden til

røgelseskaret i, lidt frem og tilbage. Bevægelserne forplantede

sig ned gennem den tynde kæde og fik den runde

metalbeholder til at gynge fra side til side. Den krydrede duft

af brændt bark bølgede ud i rummet, og der steg en fin, hvid

røg op gennem de små, udskårne huller i beholderens låg.

Da de var et stykke inde i ceremonien, satte fader Gregorij

røgelseskarret fra sig og tog de to gamle bryllupskroner, som

altid blev brugt, når der var vielse i kirken.

Han holdt dem højtideligt op over Elenas og Francois’

hoveder. Af og til krydsede han hænderne, så kronerne byttede

plads, og da det havde gentaget sig nogle gange, lagde han

dem på plads igen, løftede sine hænder og velsignede

brudeparret.

- Er I gift nu? spurgte Nadesjda oplivet.

- Ja, svarede Elena, mens en glædeståre løb ned ad hendes

kind. - Det er vi.

Francois trak hende blidt ind til sig og kyssede hende. Her

foran præsten kunne det kun blive til at lille, kort kys på

munden. Men uanset, hvor ærbart det var, sendte det lille kys

en dyb og varm skælven gennem Elena.

87

Hun mødte Francois’ blik, og da så ind i hans mørke øjne,

der var blanke af bevægelse ligesom hendes egne, var det,

som om alt omkring hende med ét blev så underlig fjernt og

uvirkeligt. Kærterne, guldet og præstens sorte tøj flød sammen

til en tåget masse af lys og skygge. Og alle de små lyde i

rummet syntes at komme fra et sted langt, langt borte...

- Hvad er det? hørte hun svagt fader Gregorij spørge. Men

hun var alt for optaget af Francois til at hæfte sig ved det.

- Hør!

Lyden af et par heste, der vrinskede, rev brat Elena tilbage

til virkeligheden. Hun spidsede ører, og nu kunne hun også

høre en ridepisk, der smældede. Hun håbede, det bare var

nogle ryttere, der red forbi. Men så lød der et vrinsk mere, og

umiddelbart efter kunne hun høre stemmer lige uden for

kirken.

Hun greb forskrækket ud efter Francois’ hånd. Trykkede

ængsteligt sine fingre om den.

- Jeg går ud og ser, hvem det er, sagde fader Gregorij med

en bekymret panderynken.

- Men I bliver her, tilføjede han og holdt bydende en hånd

op foran dem. - Sørg for, at man ikke kan se jer fra døren. Og

lad være med at sige så meget som en lyd!

***

Elena løb omgående ned i et hjørne af kirkerummet, hvor

de kunne være nogenlunde i skjul, og Francois slog

beskyttende en arm om Nadesjda og fulgte efter hende.

Straks efter lød der en kraftig banken på yderdøren.

- Luk op, præst! blev der råbt.

Elena fór sammen. For det var Mihaels stemme.

Francois lagde sin frie arm om hende, knugede hende fast

ind til sig.

Så kunne hun høre, at fader Gregorij åbnede døren. Der

lød en voldsom tumult ude i det rum, hvor man kom ind, og

straks efter så hun, at præsten trådte baglæns ind i

døråbningen, der førte ind til selve kirken, mens han

afværgende bredte sine hænder ud til siderne.

- Hertil! tordnede han. - Og ikke længere! Ved I ikke, at

det er en helligbrøde at begive sig ind I Guds hus med våben i

hånd?

88

Våben! Ordet rungede mørkt og ildevarslende inde i

Elenas hoved. Så måtte det være nogle af løjtnantens soldater,

der var sammen med hendes bror!

- Vi skal bare se, om min søster er her, sagde Mihael

utålmodigt.

- Hvorfor skulle hun være det?

- Fordi vi har set et spor, der fører hen til landsbyen her.

Vi har allerede kigget rundt omkring på gårdene, men der er

hun ikke. Og så kunne det jo tænkes, at hun skjulte sig i

kirken.

- Jamen, det gør hun ikke!

- Det lader ellers til, at her har foregået noget, påpegede

Mihael. - Jeg kan se, at der er tændt op over det hele. Er det

ikke lidt usædvanligt på dette her tidspunkt?

- Muligvis, indrømmede fader Gregorij. - Men jeg tænder

op, når jeg vil. Også selvom det kun er for mig selv. Og her i

nat følte jeg en voldsom trang til at bede Herren om hjælp

mod al den ondskab, der er omkring os.

- Det kan godt være, lød det irriteret fra Mihael. - Men jeg

vil altså stadig se, om min søster er her.

- Tror du ikke på mit ord? spurgte præsten vredt.

- Flyt dig, snerrede Mihael bare. - Ellers bliver vi nødt til

at bruge magt.

- Vent! bad fader Gregorij med al den myndighed, han

magtede at lægge i sin stemme. - Lad ikke Guds vrede ramme

jer uden grund!

Han sprang hurtigt ind i kirkerummet, greb ikonen med

Jomfru Maria og holdt den op foran sig, mens han gik tilbage

mod døren.

- Jeg sværger ved Den Hellige Jomfru, ved alle himlens

engle og ved min sjæls frelse, at Elena Nikolajevna Djakova

ikke er her i kirken! sagde han med høj røst.

Bagefter var der helt stille. Så mumlede Mihael et eller

andet til soldaterne. Elena kunne ikke opfatte ordene, men lidt

efter hørte hun, at de trampede ud ad døren.

Hun gispede lettet. Hun havde været skræmt fra vid og

sans, og det var næsten ikke til at begribe, at faren var drevet

over.

89

Men midt i glæden var der noget, der nagede hende. Fader

Gregorij havde sværget falsk! Oven i købet med den store

ikon mellem hænderne. Selvom det var gjort i en god mening,

var det en utilgivelig synd, som betød, at præsten ikke ville

komme i himlen, når han døde. Og det var ikke til at holde ud

at tænke på, at han have betalt så høj en pris for hendes skyld.

Så vendte fader Gregorij sig og gik hen for at stille ikonen

tilbage på sin plads. Og der var ikke det mindste tegn på, at

han følte sig tynget af det, der var sket. Hans bevægelser var

hurtige og livfulde, og der var et nærmest triumferende udtryk

i hans ansigt.

I et nu gik det op for Elena, at det, præsten havde sværget

på, var den rene og skære sandhed. Han havde sagt, at Elena

Nikolajevna Djakova ikke var her. Men sådan hed hun heller

ikke mere! Hun hed stadig Nikolajevna efter sin far, men efter

at hun var blevet gift med Francois, havde hun kastet

slægtsnavnet Djakova bort. Nu hed hun de Lavalle - ligesom

sin mand.

- Er de væk nu? spurgte Nadesjda uroligt.

- Ja, svarede Elena glad. - Det er de.

- Behøver jeg så ikke at være bange mere?

- Nej! sagde Elena og klappede hende kærligt på hovedet.

- Nu er der ikke mere at være bange for.

***

Et par dage senere kørte Elena, Francois og Nadesjda ned

ad en lille, snedækket vej i den vestlige del af den

hvidrussiske provins. Bag dem lå den skovklædte højderyg, de

lige havde passeret, og foran dem bredte der sig et fladt

landskab med tilfrosne søer og store, åbne marker.

Fader Gregorij havde skaffet dem en lille kane. Der var

kun et enkelt sæde, som akkurat var bredt nok til dem alle tre.

Francois sad i midten og holdt tømmen, og Elena og Nadesjda

måtte læne sig tæt ind til hans skuldre for at kunne være der.

Den lille kane blev kun trukket af en enkelt hest. Derfor

gik det ikke så hurtigt med at komme frem. Til gengæld vakte

slæden med det enlige trækdyr mindre opsigt, end hvis de

havde kørt med tre heste i troika forspand, sådan som Elena

var vant til. Nu lignede de en almindelig bondefamilie på

farten.

90

Det havde været utrolig svært for Elena at tage afsked

med fader Greorij. Hun vidste jo, at når hun forlod kirken og

kørte bort, ville hun aldrig se ham igen, og det samme gjaldt

Beleiskoje og alle de folk, som boede der.

Hun havde ikke kunne lade være med at fælde en tåre, da

præsten tog hendes hænder og sagde farvel. Og det var, som

om hans afskedsord blev ved med at klinge i hendes ører.

Vi vil aldrig glemme dig, Elena Nikolajevna!

Hun havde svaret, at hun heller aldrig ville glemme de

mennesker, som var kommet til at betyde så meget for hende.

Men hun havde dårligt kunnet få ordene frem, fordi hun var

lige ved at græde...

De kørte over en tiliset flod, og da de var kommet op på

den anden side, vendte Francois sig mod hende.

- Nu er vi ude af Rusland, sagde han. - Vi er kommet ind i

Polen.

Elena vendte sig og stirrede op mod de skovdækkede

højdedrag. Det var altså det sidste, hun fik at se af sit gamle

fædreland.

Hun mærkede, at tårerne var på vej igen, men hun skyndte

sig at kigge væk, så Francois ikke opdagede det.

- Er der langt til Loire? spurgte Nadesjda i det samme.

- Ja, nikkede Elena og tørrede øjnene med sit ærme. - Vi

skal køre længe endnu.

Hun smilede opmuntret for sig selv. Nadesjda kunne slet

ikke vente med at komme frem. Francois havde beskrevet sit

gods for dem. Og pigen havde allerede fundet ud af, hvilket af

de mange værelser i hovedbygningen, der skulle være hendes.

De ville få det godt i Frankrig. Det var Elena sikker på.

Og det allervigtigste var, at de var sammen alle tre.

Hun tørrede de sidste spor af tårerne væk og lænede sig

tillidsfuldt ind mod Francois, mens hun ganske stille nynnede

lidt af den gamle kærlighedssang, hun havde sunget for ham

den første nat, de var sammen.

Du vil altid være hos mig, sang hun, mens hun drejede

hovedet og kastede et sidste blik tilbage mod Rusland. Som en

ild, der brænder i mit hjerte. En flamme i natten.