Nattens gerning læseprøve

JOBNAME: 2. korrektur PAGE: 4 SESS: 27 OUTPUT: Thu Dec 20 15:08:40 2012/first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/148134_Nattens_gerning_151x226_elektra/Materie

Nattens gerningCopyright © Steen Bille & Lisbeth A. Bille og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2013

Omslag: Kenneth SchultzOmslagsfoto: © Iair Arcavi og Nordic Optical Telescope Scientific Association,

gengivet med tilladelse.Bogen er sat med Electra LH

Hos Rosendahls − BookPartnerMediaTrykt hos Scandbook

ISBN: 978-87-11-38457-21. udgave, 1. oplag

Trykt i Sverige, 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted påinstitutioner, der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/Ser et selskab i Egmont


B I LL E & B I LL E

Nattens gerning

lindhardt og ringhof


* 1 *

En frafalden. Han smagte på ordet, vænnede sig til det. Var det så-dan, de andre så ham? Gammaglimtenes første refusenik. En van-tro?

De kunne rende ham.Solen havde passeret horisonten, men smed stadig tykke bundter

af lys fra sig som en torvesælger før fyraften. Ti for to. Det hele for dethalve.

Han trak en af de store metalporte til side og puffede en trækassehen foran åbningen. Kassen var for lav til at være behagelig for enmand af hans højde. Til gengæld var hans udsyn over landskabetperfekt. Han satte sig på kassens hårde træ og foldede armene overknæene.

Altid samme sted. Altid samme tidspunkt. Efter solnedgang.Lige før natten.

Han klappede sig på lommen for at sikre sig, at han havde husketcigaretterne.

Et par hundrede meter nede lå skyerne som et jævnt tæppe ogglødede i rødt og orange. “De lækre bølgelængder” som hans datterkaldte dem. Rutineret tog han bestik af skydækkets dunede totter afvanddamp. Vindens opdrift mod vanddampens tyngde. Tryk ogmodtryk. Skyerne ville blive, hvor de var.

9


Han tjekkede tiden. Nogle få sekunder endnu. Så ville denrunde bygning langsomt begynde at dreje om sin egen akse, præcissom han havde indstillet den til, og han ville få verdens mest fanta-stiske karruseltur. I roligt tempo ville de andre observatorier glideforbi. Verdens smukkeste bygninger. Hvide eller sølvskinnende,runde eller firkantede. Alle ville de ligge og lyse under ham påbjergryggen i solnedgangens bløde lys.

Han strøg en hånd gennem sit korte, grå hår og tændte den førstecigaret.

Tre minutter for hver omgang. I ni lange minutter ville han føle,at tiden kunne skrues tilbage. At intet var for sent.

Han vidste godt, at det var naivt. Han kunne bare ikke lade være.Et ryk i bygningen sendte et stød af forventning gennem hans

krop. Metal skurrede mod metal.Nu skete det. Under ham begyndte landskabet langsomt at

glide forbi. Det samme panorama som altid og alligevel fuldstæn-digt nyt.

Han kendte hvert lille fremspring, hver strittende busk på dettefuldendte bjerg to tusind fire hundrede meter over havets overflade,jordens tredjebedste sted for astronomer. Der var Atacama-ørkeneni Chile, der var Mount Mauna Kea på Hawaii, og så var der her. Enbjergtop på Kanarieøen La Palma. Højt oppe, så skyerne sjældentblokerede for udsynet. Rolig luft uden for meget turbulens, derkunne forstyrre observationerne. Mørke nætter.

Selvfølgelig var der også ulemper. Af og til blæste sand fra Saharaind over øen, hvirvlede op ad bjerget og lagde sig til hvile på spejlet.De fine sandkorn gjorde det sværere at se lyset fra stjerner og galak-ser. Mørket var heller ikke så tæt, som det havde været. Byerne varvokset.

Og så var der spanierne.Han smilede skævt. Det problem havde de fundet en løsning på.

Indtil videre. Men deres spanske værter gik til vaflerne nu. Prisen

10


var skruet op. Dem og deres forbandede stolthed. Stort spejl, små re-sultater. En grim kombination for spansk forfængelighed.

På den anden side. Uden spansk machismo ville han ikke siddeher.

Han gjorde sig ingen illusioner. Spanierne var hans mindste pro-blem.

Udsigten var skiftet fra det flammende skyhav, hvor bjergsidenfaldt brat ned mod havet, til et kuperet landskab, badet i rødgyldnefarver. Hvide og blanke bygninger drejede sig ind i hans synsfelt.

Hans danske kolleger derimod. Han vidste, at de vidste. Det hårdeglimt i deres øjne. De stive nik. Tidsspilde var den ene synd, de aldrigtilgav. Og det var lige præcis, hvad han gjorde heroppe. Spildte tiden.

En gang om måneden sad han på et af verdens fineste observato-rier med udstyr for mange millioner og brugte kostbare timer på in-genting. Eller næsten ingenting.

Han udførte nattens bundne opgave med et minimum af omhu.To minutter og nogle få høflige bemærkninger. Det var alt, hvadhans lyssky forehavende krævede af ham.

Resten af tiden drømte han. Eller kiggede på Venus. Ikke påMars, der trak overskrifter og bevillinger. Ikke på fjerne galakser,hvor stjerner blev født i tiden før tiden. Men på Venus. Jordens nær-meste nabo. Så tæt på.

Netop dette teleskop var ideelt til formålet. Spejlet kunne vippestil næsten lodret. Derfor kunne det fange lyset fra Venus, selv når Ve-nus kun stod nogle få grader over horisonten. Aftenstjerne. Morgen-stjerne.

Navne uden mening. Venus var ikke en stjerne. Venus var en pla-net. Alligevel kaldte også han hende for stjerne i sit hjerte.

Morgenstjerne. Aftenstjerne.Bygningen var nu roteret en halv omgang. Tyve tons metal, ce-

ment, kikkert, spejl og computere drejede med. Alt sammen kun forhans fornøjelses skyld.

11


Under ham svævede en rovfugl. Han vidste, at nådesløse magt-kampe udspillede sig i tusmørket mellem hårde klipper og tørre bu-ske. I disse minutter afgav dagens konger al magt til nattens despoter.Om lidt ville musvåger og tårnfalke intet kunne se, og deres bytteville i stedet tilhøre uglerne. Flagermus ville erobre rummet, menskrager og sangfugle søgte ned mod nåletræerne længere nede adbjerget. Cikader ville tie. Firben søge skjul.

Imens ville han bare dreje rundt. Rundt og rundt i en verden, dersitrede af forandring. Gik fra dag til nat. Fra lys til mørke. Fra varmetil kulde.

Tre omgange havde han bevilliget sig selv. Drejetid. Drømme-tid.

De andre havde opgivet ham. De vidste bare ikke, hvad de skullestille op. Ikke så længe, han løste sin særlige opgave. Den, de ikkeselv ville røre ved.

Hvide og blanke bygninger gled igen ind i hans synsfelt. Inden-for var englændere, italienere, belgiere og hollændere ved at gøresig klar til nattens opgaver. Han kendte deres rutiner. Om lidt villede åbne for kuplerne og indstille kikkerter og spejle. Inden da havdede fyldt flydende kvælstof på instrumenterne for at holde tempera-turen nede. De havde tjekket filtre, kontrolleret linser, repeteret po-sitioner på stjerner og galakser og lagt de førte kommandoer ind påderes computere.

Nu sad de og ventede. På mørket.De fleste ville sidde med en uforløst spænding i kroppen. Var det

mon i nat, de ville se noget uventet? En overraskende variation i endobbeltstjerne. En lille skævhed i en fjern galakses beregnede bane.Noget, der ville tegne et helt nyt mønster? Nervøst ville de rykkefrem og tilbage i deres kontorstole, mens de småsludrede uden atsige noget. Som han selv havde gjort det engang. For længe siden.

Han var tilbage ved den stejle side af bjerget. Laget af skyer un-der ham var nu Anton Berg-farvet. I det skrå lys var alle totter og bøl-

12


ger tydelige. De fik skydækket til at virke solidt, som om man kunnegå på det. Han smilede. Endnu en illusion om fasthed. Han vidstepræcis, hvornår hans karriere var endt. Hvornår ilden i ham var gåetud. Han opdagede det ikke, mens det skete. Men bagefter vidste handet, på dato.

De havde jagtet gammaglimt. Danske astrofysikere og så restenaf verden. Sådan følte han det. Sådan følte de det.

I uger og måneder var der ikke sket en bønne. Og så var de kom-met på stribe. Tre gammaglimt i streg. 23. marts, 24. marts, 28.marts.

Nat efter nat havde de knoklet som sindssyge, været svimle aftræthed, spændt ud mellem håb om gennembrud og frygt for atbegå fejl. De havde observeret, samlet data, analyseret, samlet nyedata. Omsider var det blevet weekend, og alle tog hjem for at hvileud. Troede de.

Så var alarmen gået igen. Signalet kom fra HETE-2-satellitten,deres aldrig sovende spejder i rummet. De var styrtet tilbage til deresinstrumenter. Og de havde nået det. Søvndrukne, overspændte ogfebrile. De havde nået det.

De følgende timer fandt de eftergløden fra et gammaglimt, dervar tættere på Jorden end noget andet gammaglimt, de nogensindehavde oplevet. En enestående chance. Med rødsprængte øjne ogtyndslidte nerver var de fortsat med at måle og tænke og beregne ogfodre nogle af verdens stærkeste computere med helt nye data. Enuge havde det taget dem. Så var de i mål.

Da havde de knækket koden til universets mest voldsomme begi-venheder siden Big Bang.

Hans hold beviste, at meget store stjerners indre kan kollapse ogslynge deres ydre lag ud i rummet i en gigantisk eksplosion, et sidstelydløst skrig.

Hans gruppe påviste forbindelsen mellem supernovaer og gam-maglimt.

13


Hans forskere hentede ny viden om universet ned til menne-skene. Han huskede stadig følelsen. Triumfen. Sejren. Ilden.

Og så var det slut. For ham.Senere havde de gjort nye opdagelser. Fanget nye gammaglimt.

Større gammaglimt. De havde stirret så langt ud i rummet og sålangt tilbage i tiden, at de nærmede sig universets fødsel.

Han var ligeglad.En dag havde han vidst det. At hans liv var delt i et før og et efter.

At han selv var en døende stjerne, bortset fra, at han ikke eksplode-rede, men sygnede hen. Og at han var indforstået med sin skæbne.

Kun hans intelligens og erfaring og et højt forbrug af ph.d.-stude-rendes arbejdskraft havde holdt ham oppe. Han havde produceretsine artikler. Han havde fået sine bevillinger. Men de andre vidstedet. Og snart ville det være slut.

Så snart det spanske problem var løst, ville han trække sig tilbage.Han ville bruge tiden sammen med sin familie. Hellige sig detnære. Sit eget kosmos. Mærke sin kones hår og sit barnebarns fingre.Måske skulle han købe en amatørkikkert og give sig til at stirre påmånen?

Han smilede ved tanken, tog et sidste sug af cigaretten, det var,som om de smagte bedre heroppe i den tynde luft. Som en andenbebumset skoledreng ville han beundre månens kratere og stirreforgabt på dens forrevne overflade.

Solen og skyerne var nu nået til det sidste favntag, en overdådigfinale i guld og purpur.

En lyd fik ham til at dreje hovedet.Uventede skridt trængte gennem bygningens raslen og kølean-

læggenes brummen.“Nå. Det er dig!” sagde han og vendte sig hurtigt igen for at skjule

sin irritation. Hvorfor kunne man aldrig få fred? Han var optaget.Var det virkelig så svært at se?

Slaget i baghovedet nåede han knap nok at registrere. Han var

14


bevidstløs, da han blev skubbet ud gennem åbningen. Han mær-kede det ikke, da han landede nogle meter nede på det smalle me-talgitter, der sad som en svalegang rundt om observatoriet. Hanhørte ikke lyden af bygningen, der blev ved med at dreje. Eller afjerntrappen, der kom tættere på.

Havde han været ved bevidsthed, ville han nu have sendt en bøntil Venus om, at trappens sensorer fungerede. Mindet hende om, atbygningen og svalegangen hvilede på to forskellige fundamenter. Atsvalegangen altid stod fast, også når bygningen drejede. Og at trap-pen var svejset fast til bygningen og ville knuse alt på sin vej.

Venus Aftenstjerne ville forstå. Venus Morgenstjerne ville reddeham.

Han elskede dette nordiske observatorium på toppen af et frem-med bjerg. Han havde passet på det. Beundret det og beskyttet det.Derfor skreg det til himlen, hvis netop denne bygning skulle blivehans død.

Han ville have tryglet Venus om at gribe ind. Standse bygningen.Standse trappen.

Men han var ikke ved bevidsthed. Derfor sendte han ikke en sid-ste bøn om hjælp, da trappen nåede hans fod. Og Venus kunne ikkehjælpe ham.

15


* 2 *

Thea Vind løftede hovedet med et sæt. Hun så sig diskret omkring.Alles øjne var rettet mod redaktør Erik Johnsen, ligesom hendesegne havde været det, indtil de var gledet i. Bare et lille øjeblik. In-gen havde vist bemærket noget.

Officielt hed det redaktionsmøde. Reelt bestod det af, at redaktø-ren placerede sig selv for bordenden med en bunke papirer foran sigog sine tre medarbejdere forsamlet omkring sig. Redaktørens bunkeblev mindre og mindre, efterhånden som invitationer, pressemed-delelser og forslag fra læserne blev fordelt med nogenlunde ensly-dende bemærkninger om opgavens hastende karakter. Dag efterdag. Det utrænede øje ville se kedsommelig rutine. Kendere villevide, at hvert eneste papir kunne vise vej til en ægte nyhed. Et viden-skabeligt gennembrud, regnskabsrod i millionklassen eller venne-tjenester for offentlige midler på kanten af korruption. Selvfølgeligvar de sjældne, disse perler af afslørende journalistik. Sådan var detpå alle medier. Hendes problem var, at de blev sjældnere. I stedetvoksede mængden af ligegyldigt rygklapperi over for forsk.nu’s bevil-lingsgivere.

Statistisk set burde hendes kollega Lasses bunke nu være på stør-relse med hendes egen. Så meget for statistik.

“Nå, Thea. Du er med os igen?”

16


Fandens også. Hun undlod at svare.Med og med. Hvor meget med behøvede man egentlig at være

for at forstå opfordringerne fra redaktørens velplejede forbindelser?Hun skævede til Mia, redaktionens sekretær. Mias bunke bestod afadministrative opgaver. Som altid sad hendes lyse hår perfekt, menunder pandehårets lige linje var hendes blik på langfart. De skulletil Bornholm, hun og manden. Om tre uger.

Johnsen tog endnu et stykke papir frem. Thea undertrykte et gab.Ti mod en på, at det havde kurs mod hende.

Over for hende sad Lasse med rank ryg på sin stol med et årvå-gent udtryk i sit brede ansigt. Hænderne lå foldet på hans lille sam-ling papirer. Han gik altid i mørke bukser og blå skjorter. I dag havdehan valgt en lys karriereblå. Ærmerne havde fået et dobbelt opsmøg.En mand med ansvar. En mand, der var parat til at tage fat. Hunkunne se på hans hænder, at han stadig cyklede lange træningsturemed Johnsen og en gruppe embedsmænd fra ministeriet. Brunhåndryg, hvide fingre. De lignede hinanden, Johnsen og Lasse, tæt-byggede, kompakte.

Ligheden stoppede ved deres ansigter. Lasse så konstant frisk ud,høj pande, lyst hår og klare blå øjne, der så ud, som om de havde fåetfor meget Photoshop. Johnsens ansigt var et knoldet landskab. Håretvar gået fra mellemblondt til gråsprængt i de to år, han havde værethendes redaktør. Hans grå øjne havde et eftertænksomt udtryk. Detskulle man ikke lægge for meget i.

Nu tog han et nyt stykke papir op fra bunken og læste højt. Nogetom et jubilæum. Københavns Universitet. Thea tvang sig til atspærre øjnene op. Her var alt for varmt. Hun fokuserede på en pla-kat på væggen over Johnsens hoved og forsøgte at tælle linjerne i detabstrakte motiv.

Gad vide, om hendes træthed virkelig skyldtes posttraumatiskstress, som hendes krisepsykolog mente. Hun var holdt op for etpar uger siden. Det førte jo ikke til noget. Hun kunne ikke stille

17


noget op med hans bekymring og gode råd. “Vær opmærksom på,om du reagerer aggressivt, og om du får humørsvingninger.” Hansneutrale tonefald var nøje afstemt med hans hovedbudskab. Altkan kureres. “Læg mærke til, om du trækker dig væk fra venner ogfamilie.” Hun havde nikket. Gid det var så vel. Som om hun havdevenner. Som om hun kunne trække sig fra sin familie. Lige nu bo-ede både nevøen og niecen i hendes soveværelse. Hun havde nik-ket igen. Mest, fordi hun ikke kunne holde sig vågen i den time,det tog, mens hun for 117. gang berettede om begivenhederne i Sy-rien. Og om, hvad hun havde tænkt. Og følt. Og frygtet. Måske ledhun ikke af posttraumatisk stress, men snarere af postdramatiskkedsomhed.

Thea spændte mavemusklerne og hævede diskret sine frem-strakte ben nogle centimeter over gulvet. Og ned. Og op. Alle knebvar gode kneb nu. Inden mødet havde hun pjasket vand i ansigtetude på toilettet. Spejlet over håndvasken havde ikke været nådigt.Hendes smalle ansigt virkede magert. Hendes korte, brune hår le-vede normalt et muntert liv med frodig vækst og egensindige hvirv-ler. Nu så det slapt og fedtet ud. Hendes øjne ... Nåja, de var stadiggrønne. Og så var det da positivt, at hun kunne se dem. Sådan da. Såsøvnig som hun var i disse dage, var det ingen selvfølge.

“Thea!”Hun rømmede sig, nev sig i hånden under bordet.“Ja?”“Vil du ikke være så elskværdig at holde dig vågen, mens du er på

arbejde?”Johnsens grå blik mønstrede hende, mere bekymret end uven-

ligt.“Jo,” sagde hun hurtigt, “naturligvis. Jeg sov ikke så godt i nat.”Løgn i hendes hals. Hun havde sovet som en sten. Hun havde

været døden nær i Syrien. Tre gange havde hun troet, at nu var detslut. Livet. Hendes liv. Alligevel sov hun som et ubekymret barn. Ti

18


timer hver nat. Plus det løse. Alligevel var hun hver dag døden næraf træthed.

Johnsen lod papiret falde ned på bordet ved siden af sin numagre bunke og sendte det med et lille skub hen mod Lasse.

“Den tager du. Tag en fotograf med. Husk at få billeder af rektorog dekanerne. Og så selvfølgelig institutlederen på ...” Han ledte ef-ter navnet, men måtte opgive uden invitationen.

“Og Thea, du får en særlig opgave.”“Ja?” Hun forsøgte at se kvik ud. Sagen i Syrien havde indbragt

masser af hæder og omtale til forsk.nu. Hun selv havde høstet tilsva-rende stor anerkendelse hos Johnsen. Men det var snart to månedersiden. Kontoen var ved at være tom, kunne hun se på hans blik.

Johnsen rejste sig og gik hen til døren. Mødelokalet var en del afKøbenhavns gamle universitet med vinduer ud mod Købmager-gade. Trægulve, fyldingsdøre, træpaneler op til hoftehøjde. Mes-singhåndtag på dørene.

Udenfor kunne hun høre den velkendte lydkulisse af menneskeri bevægelse blandet med råb fra kåde børn. Henne ved Rundetårnkonkurrerede to mørklødede spillemænd på harmonika og violinmed grønthandleren om at erobre den lille plads. De ville tabe stort,vidste hun. Trods spillemændenes forstærker ville deres følsommewienervalse snart være jaget langt ned ad Die Schöne Blaue Donau.Også i dag gjaldede grønthandlerens stemme sejrsikkert i anpris-ning af årets første danske jordbær. “Røde og søde, spis dem medfløde.” Hans stemme slog op ad murene på Trinitatis Kirke. “Storeog større. To bakker for fyrre.”

Thea lukkede øjnene, mens forestillingen om saftige bær trakmundvand. Juni var nyopgravede kartofler og pæoner i store bund-ter og hvide lys på kastanjetræerne. Juni var løfter om blide dage i solog lette briser, der strøg om ens bare ben. Hun burde rejse sig nu, idette øjeblik, og gå ud i verden. Væk fra forsk.nu. Væk fra arbejde ogpligter. Hun burde ...

19


“Ja, det er så Kaspar.”Johnsens stemme klippede drømmen over.Thea åbnede øjnene igen og så en ung mand stå i døråbningen.

Johnsen trak ham ind i rummet. Fyren var høj som et udråbstegn oglige så smal. På fødderne bar han et par tunge, sorte støvler medblanke beslag på snuderne. En lang, sort skindfrakke nåede næstenned til støvlerne. Hans hår sad stramt ind til ansigtet, samlet i en he-stehale. Også det var sort. Om halsen sad et par høretelefoner, hvor-fra der strømmede svag musik. Det lød som et symfoniorkester, hvorstrygerne havde kuppet sig til magten.

“Kaspar Krøjrup kommer frisk fra Journalisthøjskolen. Vi fik be-villiget en praktikant, husker I nok, og vi er så heldige, at Kaspar skalvære hos os i et år. Og du, Thea, bliver Kaspars vejleder.”

Tavsheden i rummet blev stående lige så ubevægelig som man-den, der hed Kaspar.

Lasse rejste sig som den første med fremstrakt hånd efter et lystigtsideblik til Thea.

“Goddag. Jeg hedder Lasse.” Lasses hånd blev hængende i luf-ten, indtil Kaspar tøvende tog den.

Praktikant? Bevilling? Thea ransagede sin hukommelse. Detmåtte være sket, mens hun var væk. Hvorfor havde Johnsen ikkespurgt, om hun havde lyst til at være vejleder? Svaret gav sig selv.Fordi det var lige meget, om hun havde lyst eller ej. Fandens også.

Omsider kom hun på benene og bekæmpede den svage kvalme,der fulgte med. Sikkert også noget post-et-eller-andet. Hun satte sigigen med et nik til udråbstegnet, der stadig stod ret op og ned.

“Hej Kaspar,” sagde hun mat. “Glæder mig.”Mia løsrev sig fra Bornholmeroverfarten og mumlede noget om

et skrivebord, der kunne stå over for Theas.Thea så på Johnsen. Han havde rejst sig og så ud, som om han

var tilfreds med sig selv.“Ja, vi skulle jo holde et møde,” sagde han henvendt til Kaspar,

20


der stadig ikke havde rokket sig en millimeter. Hvad mon der var ivejen med manden? Hun studerede hans ansigt. Han var vinterblegmed tøvende træk, som om hans ansigt ikke kunne beslutte sig foren endelig form. Pæn, sådan set, grønne øjne, høje kindben, smalnæse, kun munden var helt speciel og sad som en vandret streg. Ttreogtyve år, vurderede hun, måske fireogtyve. Gad vide, hvad derstak ham? Han stod jo og rystede.

Johnsen greb Kaspar om skulderen, vendte ham rundt og førteham ud af rummet. Kaspars støvler lød tungt på trægulvet.

Thea skævede til Mia og Lasse. De stirrede skiftevis på hinandenog på døren, som Johnsen havde lukket efter sig uden at se sig til-bage.

“Øh, hvad skete der lige der?” spurgte Mia.Thea rystede på hovedet. Det var ikke hendes bord. Men så gik

det op for hende, at det var lige præcis, hvad Kaspar var. Hendesbord. Dag efter dag ville han sidde og stirre på hende med sin blegenervøsitet.

Thea mærkede rummet lukke sig sammen om hende. Hunhavde brug for at være alene. Føle sig usynlig. Nu røg den sidstebastion. Hun trak vejret dybt. Ro på. Hun kunne vel sende ham udpå nogle reportager. “Et døgn med rektor”. Så skulle han afspad-sere i mindst to dage. Måske en serie? Et døgn med prorektor, etdøgn med dekanen for jura, for naturvidenskab, for humaniora,for biovidenskab. Og alle deres prodekaner. Der var nok at tage af.Universiteterne manglede ikke høvdinge. Alle hovedområderskulle selvfølgelig dækkes. Hvis det kneb med de store fjerbuske,kunne hun altid falde tilbage på næsten halvtreds institutledere.Og hvorfor egentlig begrænse sig til København? Havde forsk.numåske ikke pligt til at dække bredt? Fynboer havde vel også krav påat blive hørt. Og jyder. Og grønlændere. Forsk.nu’s udsendte med-arbejder Kaspar Krøjrup, Ilisimatusarfik. Når han nu havde sågode støvler.

21


Resolut kom hun på benene og skubbede resten af Johnsens pa-pirer over til Lasse.

“Dem må du hellere tage dig af. Jeg er bagud med mit vejleder-forløb.”

Uden at vente på Lasses reaktion gik hun ind på det kontor, derville være hendes helt eget i nogle få minutter endnu. Hun sank nedpå sin kontorstol, drejede den og lagde benene op i vindueskarmen.Udsigten var begrænset. Hendes kontor vendte ud mod en smalgård og et gult hus med bindingsværk med andre skrivebordsrytterebag ruderne. Intet nyt der.

Modstræbende tog hun benene ned igen, vendte sig mod com-puteren og gik ind på Facebook. Hun sendte et par spørgsmål af stedog brugte ventetiden på nye søgninger.

Et kvarter senere var hun sikker i sin sag. Hun lænede sig tilbagei stolen og foldede hænderne bag nakken. Okay, det var sådan, detvar fat med Kaspar Krøjrup. Thea smilede.

For første gang den dag følte hun sig helt vågen.

22


* 3 *

Thea stak til maden. Kvalmen stod hende i halsen. Hun havde brugfor at høre hans stemme. Brug for at vide, at Saïd stadig var i live.Hun havde brug for et svar.

“Er du dårlig?”Fra den anden side af spisebordet mønstrede femårige Anna-

Sophie hende med et kritisk blik.“Jeg kan heller ikke lide dem,” fortsatte pigen og stak en straf-

fende gaffel i et stykke broccoli. Det havnede på bordet.“Taber,” sagde hendes storebror.“De er så grønne,” forsvarede hendes niece sig.“Grønne?” Thea forsøgte at afkode Anna-Sophies logik. Kartof-

ler stirrede på en med deres små, sorte øjne, tomater var splattede,kød var ulækkert, porrer var uhyggelige, fisk lugtede af bvadr, men“grønne”?

“Taber,” gentog Alexander. Brillerne fik hans øjne til at se una-turligt store ud.

“Vi får pizza i morgen,” sagde Thea.Hun rejste sig og samlede deres tallerkener sammen. Alexander

satte sig hen til computeren. Anna-Sophie blev siddende. Ligesomsin storebror var hun lyshåret. I modsætning til ham var hun et

23


tænksomt barn. Lige nu var hendes mund krøllet sammen og gavhende et udtryk af dyb koncentration.

“Hvor var vi egentlig, hvis vi ikke var her?”Thea gik i stå midt i en bevægelse. Nu måtte hun gøre sig umage.

Hun havde ventet på det spørgsmål, lige siden hun landede i Kø-benhavns Lufthavn for et par måneder siden.

Hendes mor havde taget imod hende sammen med Camillasbørn. Lettelsen i morens ansigt havde været tydelig. “Du ved jo, atjeg ryger. Det har sådan nogle små størrelser ikke godt af.”

Det havde været en af den slags samtaler, der efterlod hendemed lige dele skyldfølelse og forvirring. Mor: “Det var aldrig sket,hvis du var gået med.” Thea, overrasket: “I fængsel?” Mor, teatralsksuk: ‘Nej, Thea, ikke i fængsel, op på kommunen.’ Og så var bør-nene kommet tilbage med deres is. Theas mor havde kørt dem hjemtil Theas lejlighed. Det manglede da bare, som hun sagde.

Anna-Sophie stirrede intenst på broccolien, mens hun langsomttrak sin gaffel ned under bordkanten.

Kun langsomt og ved hjælp af lange telefonsamtaler havde Theafået et omtrentligt indtryk af begivenhederne. Theas lillesøster, somaltid var mellem job, studerede eller var i en afklaring af en art, varomsider blevet indhentet af arbejdsmarkedet i form af et løntil-skudsjob. Jobbet var selvfølgelig helt uden faglige udfordringer, somderes mor betonede. Camillas drøm var at få sit eget galleri. Hendeskvalifikationer var halvandet års studier på kunsthistorie. Men påkommunen er kultur jo en by i Rusland, havde mor forklaret. Thea:“Og hvad så?” Mor: “Ja, og så var hun blevet uforskammet.” Thea:“Hvem? Camilla?” Mor: “Nej, Thea, ikke Camilla, hende skranke-paven.” Thea: “Og hvad skete der så?” På det tidspunkt var hendesmor som regel blevet afbrudt. Af en anden telefon, som om hunhavde flere end den ene, som de allerede talte i. Eller af nogen veddøren. Eller af akutte smerter.

Først femte gang de talte sammen, måtte hendes mor kapitu-

24


lere, måske tilskyndet af Theas trussel om at aflevere børnene påmåtten foran morens hus uden returret. Mor: “Ja, og så kom hunaltså til at tjatte lidt.” Thea: “Chatte? Camilla? Med socialrådgive-ren?” Mor: “Nej, tjatte, du ved, altså skubbe en lille smule, og så-dan ... Men hvordan kunne hun dog også forlange, at vores Ca-milla skulle i jobtilbud som pædagogmedhjælper?” Thea havdeundladt at svare. Næste samtale. Mor, forurettet: “Hun havdeovenikøbet været flabet, da Camilla havde nævnt sine ...” Hendesmor tog tilløb: “... kunsthistoriske kompetencer.” Thea: “Ja? Hvor-dan det?” Mor: “Hun sagde, at Camilla ville være god til at tegneog male med børnene. Hvad giver du?” Thea: “Og hvad så?” Mor:“Ja, så havde Camilla jo tjattet lidt til hende heksen ... og så-dan ...”

Resultatet af ‘og sådan’ havde været en sygemelding til socialråd-giveren på en uge og en straksdom til Camilla på ti uger.

“Så skulle I nok have været hos mormor,” svarede Thea omsidersin niece. Gaflen gik i stå midt i et bagholdsangreb, mens Anna-Sophie tænkte sig om.

“Hvorfor kan mor ikke se på billeder her?”Thea reddede broccolien op på en tallerken og krøllede deres

servietter sammen.“Fordi de billeder, hun skal kigge på, hænger i et andet land.

Kom nu, Anna-Sophie, I skal snart i seng.”“Jeg vil se fjernsyn.”“Fint,” sagde Thea. “Det gør du bare.”Anna-Sophie hoppede ned fra stolen og satte kurs mod sovevæ-

relset, hvor Thea havde flyttet fjernsynet ind. Også sin seng havdehun med underboens hjælp fået bakset fra stuen ind i soveværelset,som de to børn havde overtaget.

Selv sov hun på Den Blå Sofa. Hun havde opgivet at smide denud, selv om det havde været det eneste rigtige at gøre. Hun virredemed hovedet for at slette billedet af ekskæreste Martin og eksven-

25


inde Tanja på Den Blå Sofa. Hun havde større problemer lige nu.Var han overhovedet i live?

Hun stillede sig hen til vinduet og kiggede ud på Peblingesøen.Og hvordan skulle hun få spurgt på den rigtige måde?

Chokket sad stadig i hende. To blå streger. Så uventet.Havde hun overhovedet lyst? Lyst til at være mor. Lyst til at

danne familie. Lyst til på godt og ondt at stå til rådighed for et andetmenneskes behov. Og havde hun evnerne? Kærligheden. Tålmo-digheden. Og var Saïd parat til hende og barnet i en rask pakkeløs-ning? Hvor skulle de bo? Damaskus var udelukket, hele Syrien forden sags skyld. Hvorfor kunne hun ikke komme igennem til ham? Ito uger nu havde hans telefon været død.

Thea satte døren til den franske altan på klem for at få frisk luftind i lejligheden. Duften af blomstrende kastanjetræer gav hende nytmod. Alting ville ordne sig. En nattergal slog en trille. Eller måskevardetensolsort.Hunhavdealdrig lært athøre forskel.Det lød, somomden sad på en gren lige udenfor. Hun kunne stadig se søens blankeoverflade i det rosa aftenlys. Næste år ville træet være for højt. Næste år.

Klokken var over ni nu. Damaskus var en time forud. Hvis hunikke snart tog sig sammen, ville det være for sent, selv for syrere.

“Alexander, sengetid.”Alexander rejste sig modvilligt fra computeren. Hun kunne se på

skærmen, at han havde nedkæmpet et højt antal fjendtlige mærk-værdlinger fra en fremmed verden.

En halv time senere havde hun stadig ikke ringet. Børnene varfor længst faldet i søvn.

Hvorfor fik hun det ikke overstået? Så svært var det vel hellerikke. Hun og Saïd havde mailet og skypet jævnligt, siden en unifor-meret betjent havde eskorteret hende ud til lufthavnen i Damaskus.Kort tid efter var protesterne mod landets diktator brudt ud, og styrethavde svaret igen med tortur og flyangreb mod sin egen befolkning.Nettet var selvfølgelig blevet mere ustabilt. Alligevel havde hun en

26


gnavende fornemmelse af, at det ikke var hele forklaringen på de se-neste ugers tavshed.

Måske var det hende, der havde været mest ivrig efter at holdekontakten? Han havde sikkert travlt. I sin seneste mail havde hanskrevet, at han og familien ville forlade Damaskus.

Hun fiskede telefonen op af baglommen og tastede hans num-mer. Om lidt ville han tage den, og hun ville blive rakt rundt i fami-lien, indtil hun havde talt med hans altid venlige mor, hans bramfrifar, hans lillebror med de buttede kinder og smilehullerne og tilsidst deres evigt drillende lillesøster, der kun modvilligt ville rækkehende videre til Saïd.

Ikke i aften. Åbenbart.“Hi Thea. Hang on a sec.” Hun hørte en dør blive lukket.“Hvor er I henne? Er I stadig i Damaskus?”“Nej,” svarede han. “Min mor og far er taget til Jordan. De har

taget min lillesøster med. De er i Amman nu.”Thea ventede på fortsættelsen, men der kom ikke nogen. Hun

pressede telefonen tættere mod øret. Græd han? Luften omkringhende føltes kold. Hvorfor sagde han ikke noget?

“Og din lillebror?”Sig det nu, bad hun stille. Sig, at han har det godt, og at han pas-

ser butikken i souk’en, og at han spiser for meget, og at han har femtusinde damaskduge og elsker hver og en.

“Der var kampe i souk’en.” Hun kunne næste ikke høre Saïdsstemme. “Han blev i butikken om natten for at undgå, at den blevplyndret. Om morgenen gik han ud på gaden, han ville sikkerttrække lidt frisk luft ...”

Hun ønskede, at tiden ville gå i stå, at hans fortælling villestoppe, inden den trak dem begge ned i den fortvivlelse, der vibre-rede under hans stemme.

“Han blev ramt. Vi ved ikke, hvem der skød, det var sandsynligvistilfældigt. Han er død.”

27


Tavsheden sugede hende nedad.“Hvor forfærdeligt.” Hun forsøgte at holde sig flydende. “Hvor

helt igennem meningsløst og rædselsfuldt.”Saïd rømmede sig.“Vi begravede ham og rejste dagen efter.”Hun kæmpede sig op til overfladen.“Hvordan klarer I jer så i Amman? Kender I nogen?”“Min mor har noget fjern familie. De har det så godt, som man

kan forvente. Men jeg er ikke i Amman, sagde jeg ikke det? Jeg er til-bage i Cambridge på mit gamle universitet.”

Thea holdt håbet ude af sin stemme.“Så kunne jeg jo komme over og besøge dig?”Hans tavshed varede for længe.“Thea, det er lidt vanskeligt ... forstår du.”Hun sank ned på den blå sofa og krummede sig sammen. Rolig

nu. Træk vejret. Måske misforstår du ham.Allermest havde hun lyst til at slukke telefonen og sætte sig til at

tude. Over en død mand, som havde elsket duge, over hans levendebror, som ikke elskede hende, ikke mere.

“Er der en anden?” spurgte hun og krympede sig over sin egenbanalitet.

“Thea ...” Hans tonefald bad om tilgivelse.Hun sank en ekstra gang. Forsøgte at tvinge tempoet på sine tan-

ker ned. Selvfølgelig var der en anden. Signe Holm Hansen. Detmåtte være hende. Den unge arkæolog, som Saïd og Thea havdeopsøgt, da hendes vejleder var blevet myrdet. Den smukke arkæo-log, der havde grædt og trykket sig ind til Saïd. For at få trøst. Nuhavde hun åbenbart fået mere end det. Hun havde fået lov til selv attrøste.

Thea så på sine knoer, der var kridhvide. Hun løsnede grebet omarmlænet.

“Jeg ville have ringet til dig noget før ...” sagde han lavmælt.

28


Skulle hun fortælle ham det? Lægge noget af ansvaret over påhans skuldre. I stedet for at bære det hele selv?

Nej. Hun havde været et fjols. Tre romantiske nætter for to må-neder siden gav hende ikke ret til at forvente noget som helst. Hunburde have været klogere. Hendes fejl. Ikke hans. Hun havde byggetsit håb på Skype, dårlige mobilforbindelser og ønsketænkning.

“Det er okay, Saïd,” sagde Thea og kæmpede for at holde sinstemme i ro.

Saïd havde bevæget sig tættere på og længere væk på samme bil-let. Afstanden mellem dem var kun en time i fly, alligevel havde hanaldrig været længere væk.

Da de havde sagt farvel, sad hun længe og stirrede på sin telefon.Så slettede hun hans nummer. Mennesker på rejse skal man ikkeopholde. Man skal heller ikke proppe et spædbarn ned i deres ryg-sæk. Hun havde hørt hans stemme. Hun havde fået sit svar. Et enty-digt svar.

Hun måtte klare sig selv.

29

Documents

Nattens gerning læseprøve