08/04/11 13.07Simona trommer videre efter fire forlovelser og to skilsmisser - Politiken.dk

Side 1 af 3http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1247911/simona-trommer-videre-efter-fire-forlovelser-og-to-skilsmisser/?service=print

Simona trommer videre efter fire forlovelser ogto skilsmisserKombinationen perkussionist og mellemøstlig kvinde er ikke set før Simona.Familien i Gellerup så hende hellere som arabisk husmor.

AF DITTE GIESE

Hun har solgt sin bil.

Solgt sin lejlighed. Solgt sine møbler. Afmeldt alt og stoppet strømmen af rudekuverter. Kufferten er pakket. Hun erklar.

Simona Abdallah står på tærsklen til sit gennembrud som musiker. Man kan mærke det på hende. Hun kan ogsåmærke det selv. At det er nu, det sker, at det er nu, der skal rykkes. Hun har ventet længe på dette øjeblik.

»Der er nogen, der elsker at eje deres eget hus og en masse flotte ting. Og så er der sådan nogen som mig, derhelst vil have en rygsæk stående klar til at rykke. Jeg har været låst fast i så mange år og er evigt taknemmelighver eneste dag for at kunne træffe mine egne beslutninger. Det er ikke en selvfølge, for mig er det et kæmpeprivilegium«, siger den 31-årige dansk-palæstinenser.

Forbudt og ildeset i familienSimona Abdallah taler aarhusiansk på den syngende, lidt skæve måde som folk, der er opvokset i ghettoer gør.

Hvis alt var gået efter planen, boede hun også i en treethalvtværelses i Gellerupparken med en passendepalæstinensisk mand og en masse børn. Men det gør hun ikke.

Hun drømmer om at rejse verden rundt med sin tromme, lære af de gamle tyrkiske perkussionistmestre og en dagspille tromme til popstjernen Shakiras mavedans.

Der er bare lige det problem, at det i hendes miljø bliver betragtet som haram – forbudt og ildeset – for en kvinde atspille musik. Simona Abdallah kastede allerede som barn sin kærlighed på den smukke vaseformededarbukatromme.

Det var til et af de mange bryllupper i Gellerupparken, hvor hun sad på første række og så sin bror optræde med sitorientalske bryllupsband.

»Jeg kunne se, hvor meget liv det skaber i et rum, når der kommer en ordentlig trommesolo. Musik gør, at manmærker livet og pulsen og danser. Det synes jeg er helt fantastisk smukt, så det faldt jeg for. Og tænkte, at det viljeg også«.

I starten var det okay med familien, at Simona sad inde på sit værelse og tampede løs på storebrorens aflagtetromme. Hun viste sig ret hurtigt at være dygtig og have musikalsk gehør, og kvinderne i kvarteret begyndte at hyrehende, når der var polterabender eller andre kvindefester.

Så kom Simona trommende ind ad døren med de hurtige små stærke hænder, mens kvinderne jublede ogdansede.

Men efterhånden som Simona Abdallah voksede fra pige til kvinde og blev giftemoden, var det ikke så okaylængere. Især hendes mor var imod. Det var ikke pænt for en kvinde. Og sådan var det bare, det kunne ikkeforklares nærmere.

Den sociale kontrol»Jeg forstod det ikke. Der var ingen problemer med, at min bror er musiker. Og vi har hørt musik hele vores livderhjemme. Jeg måtte bare ikke lave musik, fordi jeg er kvinde«, siger hun.

»Det er en del af den udbredte sociale kontrol af piger. Hvis jeg havde været en tur i centret og hilst på enkammerat, så var det sikkert, at inden jeg kom hjem, havde nogen ringet til min mor og fortalt, at de havde set mig

08/04/11 13.07Simona trommer videre efter fire forlovelser og to skilsmisser - Politiken.dk

Side 2 af 3http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1247911/simona-trommer-videre-efter-fire-forlovelser-og-to-skilsmisser/?service=print

stå og tale med en mand i City Vest. Og så skulle jeg forklare«.

’Hvad vil folk ikke sige’ er en sætning, Simona Abdallah har hørt meget gennem sin opvækst. For hun var ikketilfreds med ikke at kunne blive musiker, når nu det var det, hun brændte for.

Hun havde ikke lyst til at være husmor og arabisk mama, men ville have de samme rettigheder som hendes trebrødre, der måtte alt.

»Jeg så, hvor frie mine brødre og fætre og de andre mænd var. Hvordan de kunne komme og gå, som det passededem. Jeg har nok altid været lidt fandenivoldsk og mere drenget end andre piger ... Jeg forstår bare ikke den derekstreme forsigtighed, der er med døtre og søstre. Hvorfor viser man os ikke bare noget tillid?«.

Simona Abdallah var som en fange i sit teenageværelse, hvor det var trommen, hun afreagerede på. Som så mangeandre piger med mellemøstlig baggrund stod den på daglige forhør.

Derfor kom hendes liv til udelukkende at være skole, arbejde og hjem. Det var nemmere bare at sidde på værelsetog øve sig på trommen end at skulle kæmpe for at komme til fødselsdag hos en fra klassen eller på lejrskole.

»Det er dybt problematisk at placere alle indvandrere i et område, for så begynder snakken. Alle holder øje medalle. Man flytter jo fra en flygtningelejr til en anden ... Når de fleste sidder hjemme og ikke har noget at lave,begynder kvinderne at besøge hinanden og sladre. Og det er, som om man i vores kultur har vedtaget, at alle skalhave det samme liv. Vi skal alle sammen giftes og have børn and that’s it«, siger hun.

Frieri fra hun var 15 årAllerede fra hun var 15 år, begyndte kvarterets unge mænd at fri. Kæresteri er helt forbudt i hendes miljø, derformøder man hinanden til bryllups- og forlovelsesfester.

Man taler ikke sammen, men kigger måske lidt. Eller en mand kunne have set hende stå på altanen og så besluttetsig for at fri. Simona Abdallah prøver at forklare den avancerede proces, mens hun griner lidt ad det:

»Først ringer vores mødre samme. Så kommer hans mor til kaffe og beder om min hånd på sin søns vegne. Såkommer ’brudgommen’ og hans familie til kaffe, og jeg skal så rende rundt og se fin ud og servere for dem medrøde kinder og måske lige kigge ham i øjnene for at se, om der er sådan ... klik, connection, ikke? Og jeg skal heletiden rydde af og vise, at min mor har opdraget mig godt«.

»Man har som regel to ugers betænkningstid. Man må ALDRIG sige ja med det samme, men skal spille kostbar. Tilsidst spørger min far, om jeg vil have ham? Og jeg skal så vurdere det ud fra, hvad andre har sagt om ham og denene gang, vi har set hinanden. Hvis jeg siger ja, går forhandlingerne i gang om det officielle«.

Ingen ligestilling herDet koster mange penge at blive gift med en arabisk pige, typisk 25.000-35.000 kroner til køb af ny garderobe. Ogen lejlighed med nye møbler. Og et komplet sæt guldsmykker. Og naturligvis en overdådig forlovelsesfest ogmåske senere bryllupsfest. Heller ikke her er der nogen ligestilling, manden betaler.

Den proces har Simona Abdallah været igennem mange gange. Fire af gangene sagde hun ja. To af gangene blevhun gift. Og skilt igen.

»Jeg blev gift for at få min frihed. Fordi jeg tænkte, at det var bedre kun at blive kontrolleret af en mand i stedet foren hel familie. Der er ikke noget, der hedder at flytte hjemmefra. Du bor hos din mand eller dine forældre, om du såer 40 år gammel«.

08/04/11 13.07Simona trommer videre efter fire forlovelser og to skilsmisser - Politiken.dk

Side 3 af 3http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1247911/simona-trommer-videre-efter-fire-forlovelser-og-to-skilsmisser/?service=print

Foto: Klaus HolstingHun var kun 17 år, da hun blev gift første gang.Med en fyr fra den samme boligblok. Manden var der ikke noget i vejen med, hun var bare ikke forelsket.

Efter et lille halvt års tid blev hun til forældrenes store fortrydelse skilt. Da hun ikke var jomfru længere, blevkontrollen intensiveret, og Simona skulle ikke bare hjem og bo på ungpigeværelset igen.

Hun måtte ikke gå nogen steder uden et familiemedlem, måtte ikke have en mobiltelefon, måtte ikke gå påinternettet, og hvis hun ville se fjernsyn, var der Al-Jazeera eller arabiske soaps i stuen.

»Jeg fortæller det her, fordi der er så mange kvinder, der lever sådan. Jeg har gudskelov haft frihed til to vigtigeting: Vælge hvem jeg ville giftes med, og om jeg ville gå med tørklæde. Så der er andre, der har det værre endmig!«.

Det store opgør med familienSimona Abdallah blev gift igen som 23-årig. Igen stod den på flere hundrede gæster, en stor hvid kjole, hundredvisaf plastikblomster i alverdens farver og vaser med påfugle indkøbt i Bazar Vest. Men heller ikke denne gang varfølelserne der.

Derefter tog hun det store opgør med familien. Forklarede, at hun ikke kom hjem til Gellerup. At hun ville bo iKøbenhavn, alene, uden mand, uden kontrol og leve sin drøm om at være musiker ud.

»’Hvad vil folk sige’ var reaktionen. Habibi, skal vi leve et liv baseret på ’folk’? Stol for fanden da på mig, ha’ tillid tilat jeg kan klare mig. For mig er en god opdragelse at lære kvinder, nu siger jeg kvinder, fordi det er os, der bliverundertrykt, at stå på egne ben. Opdrage os til at være stærke. En fugl bliver jo også ved med at skubbe sin ungeud af reden, for at den skal lære at flyve«.

Nu flyver hun så, Simona Abdallah. Det er tre år siden, hun endegyldigt brød med familiens vilje og kontrol.Forholdet er stadig anspændt, men har fundet et leje, hvor de kan få det til at fungere.

LÆS OGSÅ Sort Sol opruster med en mur af guitarister

Hun besøger dem ikke så tit. De spørger ikke så meget. Til gengæld bliver der spurgt meget til Simona ude iverden. Hun er på vej på eventyr. Klar til at tromme løs.

Ressource: http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1247911/simona-trommer-videre-efter-fire-forlovelser-og-to-skilsmisser/Offentliggjort: Apr 7, 2011 8:50 AM© POLITIKEN.dk