156
1 The Danish version of russian caviar Søren Nyeland, Design Editor, Politiken. www.pol.dk

Редизайн датской газеты Politiken

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Редизайн датской газеты Politiken в изложении ее арт-директора Сорена Ниеланда на конференции "Газетный дизайн", прошедшей в РИА "Новости" 31 октября – 1 ноября 2009 года.

Citation preview

Page 1: Редизайн датской газеты Politiken

1

The Danish version of russian caviar

Søren Nyeland,Design Editor, Politiken.www.pol.dk

Page 2: Редизайн датской газеты Politiken

2

Page 3: Редизайн датской газеты Politiken

3

What is Politiken?

The rethink

Explore it!

Rethinking the rethink

Think beyond print!

Page 4: Редизайн датской газеты Politiken

4

What is Politiken?

Page 5: Редизайн датской газеты Politiken

5

What is Politiken?

A quality morning paper.Circulation 110,000.‘Politiken’ means Politics.Denmark (Scandinavia).Population 5 million.

Page 6: Редизайн датской газеты Politiken

6

What is Politiken?

New format.1905.Broadsheet.Female readers.

Page 7: Редизайн датской газеты Politiken

7

What is Politiken?

Founder Viggo Hørup. 125th anniversary on October 1st.Progressive and modern.

Page 8: Редизайн датской газеты Politiken

8

What is Politiken?

Celebrate!1945.Strong visual frontpages.

Page 9: Редизайн датской газеты Politiken

9

What is Politiken?

2005.Lively journalism.English is a beautiful language.

Fyrre, fucked og ... færdig? /[:FÅG:]

fandens«, siger manuskriptforfatter-en.

Frække munkeMen historien om ordet ’fuck’ handlerikke kun om en 60’er rebel, der blevmagelig. Længe før Kenneth Tynankrøllede underlæben under fortæn-derne, åbnede munden, og lod tungenslå mod ganen, har ordet levet entravl tilværelse i det britiske kultur-liv.

Sad du f.eks. i stadstøjet til en høj-tidelighed i 1500-tallets Skotland kun-ne du risikere at få reciteret et digteller at få sjunget et vers, hvor ordet’fuck’ optrådte. Dengang var det ikketabu.

Vi skal faktisk helt tilbage før år1500 for at finde den første tekst, hvorordet optræder. Det er i digtet ’FlenFlyys’, skrevet på en blanding af eng-elsk og latin, der satirisk behandlerstakkels kærlighedshungrende mun-ke ved Cambridgeshire. Ifølge den friebritiske encyklopædi ’Wikipedia’ be-gynder verset: »They are not in hea-ven, since ...« (de er ikke i himlen,fordi ...), som bliver efterfulgt af-»...they fuck the wives of Ely«. Herskulle meningen nok være klar for defleste læsere, hvis vi tilføjer, at Ely ernavnet på en by.

Omkring den sene middelalder erordet et synonym på ’at penetrere’. Sålangt kan lingvisterne blive enige.Men herfra er der dømt etymologiskmasseslagsmål om ordets sande iden-titet.

Nogle holder på den mere farverigeforkortelsesteori. Nemlig at ordet eren forkortelse for en længere smøre,hvor et samleje er omdrejningspunk-tet. I Middelalderengland skulle detifølge et hold teoretikere være en for-kortelse af ’Fornication Under Con-sent of the King’ (bedrivelse af utugtmed tilladelse af kongen), som stod pået skilt over huse i de byer, hvor kon-gen forsøgte at få kontrol over be-folkningstilvæksten.

Andre mener, at ordet under ’DenSorte Død’ var en forkortelse for ’For-nicate under command of the King’(igen en variant af ’bedrivelse af utugtunder godkendelse af kongen’), og atdet fungerede som en officiel godken-delse af bordellerne. Her indvenderden engelske professor i sproghistorieGeoffrey Hughes, at man i datidenformentlig ikke ville have formalise-ret godkendelsen, og at Charles II,snarere ville have gentaget King Le-ars ord »Lad kopulation blomstre!«.

De fleste lingvister mener dog, atforkortelsesteorierne mere kommeraf mytedannelse end kølig videnskab.De nøjes derfor med en mere afdæm-pet etymologisk forklaring, nemlig atordet er i familie med det latinske’futuere’, det franske ’foutre’ og dettyske ’ficken’.

Hvornår ’fuck’ er blevet et deci-deret bandeord, der kalder på, atmundtøjet skal vaskes i vand og sæbe,er lingvisterne dog ret enige om ikkeat ane. Og en ting er helt klart for alle:På et usikkert tidspunkt mellem det16. og det 17. århundrede bliver ordetså uanstændigt, at det bliver smidt udaf de engelske ordbøger. For bøger

I dag er det 40 år siden, at ordet ’Fuck’ forførste gang blev sagt offentligt på britisk tv ogskabte voldsom skandale. I dette efterår syngerden danske ungdom glad med på Anna Davidsørehænger med titlen ’Fuck dig!’. Er vi ved atblive fucking ligeglade?

JubilæumAf Camilla Høy-Jensen og

Camilla Stockmann

Midt i november 1965i et varmt tv-studie iLondon strittes enskæbnesvanger re-plik ud i en direktesatireudsendelse:

»Jeg tvivler på, at fornuftige men-nesker vil finde ordet fuck specieltdjævelsk, oprørsk eller totalt for-budt«.

Der bliver stille i studiet. Seernegisper. Og BBC-værten Robert Robin-son får nervøse trækninger i sit ellersså rolige ansigt. Havde gæsten i sofa-en lige sagt ’fuck’ på nationalt tv?

Godt nok havde Robert Robinsoninviteret den 39-årige teaterkritikerKenneth Tynan i studiet for at dis-kutere censur på teaterscenen. Menhan havde ikke forudset, at Tynanville formaste sig til at sige det ildese-te bandeord højt. Dette var i sandheden skandale! En hel nation var cho-keret, og reaktionerne kom prompte.

En forkæmper for højnet moral i tv,Mary Whitehouse, skrev således etvredt brev til dronningen, hvor hunopfordrede til, at man gav den uartigeteaterkritiker smæk, og det engelskeunderhus kom med fire forslag til atforbyde ordet. Den ansvarlige tv-ka-nal, BBC, var da heller ikke sene tilydmygt at undskylde på alle avisfor-sider og love, at ’fuck’ ikke var et ord,som hørte hjemme i sendefladen no-gensinde.

Men det kom det til. Også i Dan-mark.

»’Fuck’ er et dejligt ord, der op-fylder de der betingelser, som et ordkræver for at kunne trænge ind i detdanske sprog. Altså at det skal værenemt at sige og give hurtig mening«,mener Kim Fupz Aakeson, der harskrevet manuskriptet til Susanne Bi-ers danske komedieklassiker ’Deneneste ene’.

Tilbage i 1999 sad danske biograf-gængere til premieren på komedienmed fortyndet cola spruttende ud afnæsen af grin. Adoptionsdamen iskikkelse af skuespilleren Hella Joofhavde netop sagt: »Nå, men så fuckfuck da« til lille afrikanske Mgala.Hun var nemlig blevet bildt ind afMgalas plejefar, Niels Olsen, at ’fuck’betyder ’hej’ i Afrika. 34 år efter Ken-neth Tynans brud på god bandeskik itv var ’fuck’ blevet et velbenyttetslangord, og ’Den eneste ene’ gjordenærmest det før så udskældte ord tilfolkeeje ved at bruge det i en komisksammenhæng.

Kim Fupz Aakeson havde da hellerikke nogen betænkeligheder med atskrive ’fuck’ i replikkerne og sam-menligner ordet med det andet slang-ord ’nice’ – som især er populærtblandt unge mennesker.

»Begge ord har en stor signalværdifor folk og en meget klar betydning,hvilket gør dem meget anvendelige.’Fuck’ er jo i det store hele bare enting, man siger i stedet for av eller

skal jo kunne ligge på en jomfrus nat-bord – for God’s sake!

Spring fra f**k til f*ckForestil dig at bruge år og dage på atslå op i de gamle ordbøger under ’f’ ogse på pladsen mellem ’fuchsia’ og’fuddle’. Kedsommelig karriere? Nej,ikke ifølge den australske lingvistRuth Wajnryb, der temmelig overbe-visende argumenterer for fornuften iet liv med ordbøger i sin nyligt ud-komne bog om bandeord ’Expletivedeleted – a good look at bad language’.

Fra 1575 og hundrede år frem viserRuth Wajnryb f.eks., at forholdet mel-lem ’fuck’ og det trykte medie er såanspændt, at hun kun har fundet enleksikograf, John Florio, som det erlykkedes at liste ordet ind i sin itali-ensk-engelsk ordbog ’A Worlde ofWordes’ fra 1598. Her står det som enud af fem oversættelser af det italien-ske ’fottore’.

Men først i en ordbog fra 1785 fin-der Ruth Wajnryb igen ordet, nemlig i’Classical Dictionary of the VulgarTongue’, hvor det til gengæld er af-væbnet ved at stå skrevet som ’f**k’.Og hvordan er det lige, man udtalerstjerner?

Her begynder hønserumpemundenfor alvor at snerpe til. For vi skal heltfrem til 1936 (læs: nittenhundrede-seksogtredive!), altså 151 år senere,før ordet får lov til at købe en konso-nant mere. I ’Dictionary of Slang andUnconventional English’ står det nuskrevet som f*ck. Men det lille c’sgenkomst er ikke uden ramaskrig.Målløse briter protesterer til skolele-delser, politimyndigheder og folkebib-lioteker. Protesterne resulterer i, atdet moralsk korrumperende opslags-værk er nødt til at blive sat i skamme-krogen bag lås og slå indtil de sene1960’ere, hvor man endelig må lånedet uden at søge om særlig tilladelse.

Herfra lister ordet sig langsomt indi bøgerne igen, Kenneth Tynan sigerdet på tv, og i dag er fuck (sammenmed brormanden ’shit’) blandt de3.000 mest brugte ord på engelsk.Men vi er alligevel ikke helt tilbage tilrenæssancens frisindede omgang medordet. I ordbogen ’Webster’ leder dustadig forgæves, og er du sanger, skaldu ikke forvente at få lov til at gjaldeigennem på vers, hvor ordet indgår:Så sætter censuren ind. I hvert fald iEngland. Og de fleste andre engelsk-sprogede lande.

Ungdommen nu til dags!»Fuck dig! (...) fuck dig! (...) fuck dig!(...) fuck dig! (...) fuck dig! (...) fuckdig! (...) «. Ordene blev i går aftessendt af sted seks gange mod publi-kum i Århus. De jublede formentlig,som de plejer. For på scenen stod dendanske sangerinde Anna David, derde sidste måneder har hittet stortmed sin sang om bitter, forlist kærlig-hed. I dagens Danmark er ordet til-syneladende blevet nødvendigt at ha-ve i sit ordforråd, hvis man tilhørerden yngre generation og ønsker atsætte streg under sit udsagn:

»Det er et almindeligt ord, som jegbruger i min hverdag. Engang sagdeman ’for pokker!’, og i dag bruger vi’fuck’ til at udtrykke kæmpe glæde ogkæmpe vrede. Jeg bruger det f.eks.ved at sige: ’Fuck, hvor er det fedt!’,og ’Fuck, hvor er det skod!’«, forklarerden 20-årige sangerinde.

Hun havde ingen betænkelighederoverhovedet, da hun indspillede sang-en, derimod var der andre ord, hunfandt alt for stødende.

»På et tidspunkt var det meningen,at jeg skulle synge ordet ’ho’ (slang forluder, red.), men der gik min egen

grænse. Og i sætningen ’Du kan knep-pe, hvem du vil’, synger jeg ikke ordet’kneppe’, men bad om at få det cen-sureret ud. Det er ikke et ord, jegsynes, at børn og unge skal høre migsynge«.

I Dansk Sprognævn bekræfter mantendensen: Fuck er blevet en velinte-greret dansker. Her viser en undersø-gelse foretaget af ph.d.-stipendiat Ma-rianne Rathje og forsker MargretheHeide Andersen, at ’fuck’ er blevet ethøjfrekvent bandeord blandt ungedanskere – om end de to sprogfor-skere formulerer det noget anderledesend sangerinden. I undersøgelsen på-viser de, at ordet er trådt ind i detdanske ordforråd, hvor det har sendtandre generationers bandeord til tæl-ling som f.eks. ’herregud!’, ’fandeme’,kraftedeme’, ’du godeste!’, ’for søren!’og ’sågu!’.

Ved at optælle antallet af bandeord,som bliver brugt af tre generationer,konkluderer de samtidig, at den dan-ske ungdom ikke bander mere endældre generationer. Men betyder det iyderste konsekvens, at Anna Davids»Fuck, hvor er det skod« om et pargenerationer bliver sagt af mimrende80-årige, når de taler om knogleskør-hed, folkepension og ungdommen nutil dags?

»Ja«, en mulig skæbne er, at de»unge fortsætter med at bruge det,når de bliver ældre. Dermed misterdet sin stødende karakter og bliverharmløst«, forklarer de to danske for-skere.

En karakteristik som manuskript-forfatter Kim Fupz Aakeson bakkerop om.

»Jeg tror, ’fuck’ har det, der skal tilfor at blive i sproget – ligesom detskete med ordet ’fedt’. Hvor mangeandre 60’er udtryk forsvandt igen, såblev ’fedt’ jo i sproget. Altså min morsiger stadigvæk ’fedt’«, fastslår han.

Den australske lingvist Ruth Wajn-ryb er delvist enig i overlevelsesteori-en, men ser allerede tydelige alders-tegn mærke dagens jubilar:

»I dag kræver det flere ’fucks’ for atopnå det, som ét ’fuck’ var i stand tilat opnå for ti år siden. Ikke kun erordets bogstavelige betydning nær-mest ignoreret, men dets følelsesbe-tonede kraft nærmer sig også udmat-telsen. Over tid vil fuck sikkert bliveerstattet af noget, som er mere umid-delbart potent«.

Jamen, du godeste! Vi er alleredefucking forargede!

[email protected]@pol.dk

Kilder:’Expletive deleted $&#@*! – a goodlook at bad language’ af Ruth Wajnryb.’Fuck, sgu og søreme’ – bandeord ogandre kraftudtryk i tre generationer’ afph.d.-stipendiat Marianne Rathje ogforsker Margrethe Heide Andersen,Dansk Sprognævn.’Sproghjørnet’ af P.H. Traustedt.’Has swearing lost its power to shock?’af Mark Lawson, The Guardian.

Føler du dig fucked up?Så skrid ind på side 2

GORILLAZ Side 7

FOTO: MARK ALLAN

POLITIKEN � 2. SEKTION Søndag 13. november 2005

� I den amerikanske film ’Pretty Woman fra1990 spørger Vivian Ward (Julia Roberts) sinveninde Kit, hvem de kender, der har klaret siggodt. Efter en tænkepause svarer Kit: »Cinde-fucking-rella!«. � Hiphop-gruppen ’Black Eyed Peas’ lavedenummeret: »Don’t Fuck With My Heart«, menblev tvunget til at finde et nyt navn for at undgåravage på radiostationer rundt om i verden. Sånu spilles singlen med omkvædet: »Don’t PhunkWith My Heart«.� Det amerikanske band Bloodhound Gang villeomgå de amerikanske censurregler og lavedederfor en single ved navn ’Foxtrot UniformCharlie Kilo’ – forbogstaverne danner tilsammen’FUCK’.� Endelig er der alle pigers samtidsidol Nynne,der er storforbruger af ordet ’fucking’. I ’Nynnesdagbog’ siger hun blandt andet: »Jesus-fucking-christ. Er så træt, at jeg ligner en mand!«. Andreeksempler er: fan-fucking-tastisk, u-fucking-bærligt og nogleogfuckingtrediveårige.

Fucking eksempler

Udråbsordet: Fuck! – som i »Fuck, mand«.Bruges ofte ved irritation.Verbet: At fucke – som i »fuck dog af«. Megetgrov afvisning, hvis betydning kan understregesmed en strittende langemand. Adjektivet: Fucking – som i »Du er fuckingirriterende«, Bruges som styrkemarkør for atunderstrege det efterfølgende ord.Bonus: FuCK – Skal småsynges og brugesmest af Brøndby fans, når de synger om rivaler-ne fra fodboldklubben FCK.

En fucking guide til fuck

� Første gang ordet ’fuck’ optræder på print er iet engelsk digt fra før år 1500. � Omkring 1500-tallet ser man ordet ’fuck’ og’fucking’ brugt i skotske digte og folkeviser. � Fra 1575 og frem optræder ordet sjældent påtryk. � 1785 får det en plads i ordbogen ’ClassicalDictionary of the Vulgar Tongue’, men bliverstavet f**k. � I år 1900, skulle Albert Edward, prins af Wa-les, have udbrudt på jernbanestationen i Bruxel-les, da han blev skudt: »Fuck it, I’ve taken abullet« (»Fuck, jeg er blevet ramt af en kugle«). � I 1936 får ordet en konsonant mere med ogstår som f*ck i ’Dictionary of Slang and Uncon-ventional English’. � ’Oxford English Dictionary’ ophæver for-buddet mod ordet i de tidlige 1970’ere, menindtil 1988 er det ikke med i ’Oxford Etymologi-cal Dictionary of the English Language’. � I 1983 har Brian de Palmas ’Scarface’ verdens-premiere med Michelle Pfeifer og Al Pachino ihovedrollerne. Ordet ’fuck’ bliver sagt så mangegange undervejs i filmen og på forskellig gram-matisk vis, at det smitter af på filmgængereverden over. En typisk sætning er f.eks.: »FuckGaspar Gomez, and fuck the fuckin’ Diaz broth-ers! Fuck’em all!«. � Ordbogen ’Webster’ har stadig ordet med idag. � Hvornår ordet immigrerer til Danmark, er derusikkerhed om. I Pia Jarvads ’Nye ord’ er årstallet1990, hvilket hun konkluderer på baggrund afsøgning i avisdatabaser fra perioden. Men jour-nalist Kenan Seeberg, der arbejdede som værtpå DR’s P4 fra 1985, kan bekræfte, at han hørteordet flere år tidligere: »Det er der ingen tvivlom. Jeg har offentliggjort mange kommentarer iP4-poppen af lyttere, der brugte ordet fra om-kring midten af 1980’erne«. Ordet blev op-rindeligt hentet til landet af punkerne og blevsenere overtaget af bz-bevægelsen. � Den danske sangerinde Anna David har ligenu succes med singlen ’Fuck dig!’. Hun har solgtover 8.000 singler og opnået cirka 17.000 down-load af nummeret. Når nummeret spilles på TheVoice TV og MTV Danmark, som sendes viaLondon, bliver ordet bippet ud.

Fucking historie

Page 10: Редизайн датской газеты Politiken

10

What is Politiken?

2006.Great photography.Rich woman.

POLITIKEN � 4. SEKTION Søndag 28. maj 2006

FOTO

: MA

RTIN BU

BAN

DT JEN

SEN

I udkanten af CannesSide 4-5

23. MAJ – KL. 14.12

Page 11: Редизайн датской газеты Politiken

11

Rethinking Politiken!

What is Politiken?

Page 12: Редизайн датской газеты Politiken

12

Rethinking Politiken!New competitive situation.

What is Politiken?

Page 13: Редизайн датской газеты Politiken

13

Rethinking Politiken!New competitive situation.Internet.

What is Politiken?

Page 14: Редизайн датской газеты Politiken

14

Rethinking Politiken!New competitive situation.Internet.Yesterday’s news.

What is Politiken?

Page 15: Редизайн датской газеты Politiken

15

Rethinking Politiken!New competitive situation.Internet.Yesterday’s news.Outdated look.

What is Politiken?

Page 16: Редизайн датской газеты Politiken

16

Old Politiken.An article of necessity.

What is Politiken?

Page 17: Редизайн датской газеты Politiken

17

New Politiken.An article of luxury.

What is Politiken?

Page 18: Редизайн датской газеты Politiken

18

What is Politiken?

The Double rethink.

Page 19: Редизайн датской газеты Politiken

19

The Double rethink. We reinvent the print Politiken.

What is Politiken?

Page 20: Редизайн датской газеты Politiken

20

The Double rethink. We reinvent the print Politiken. We invest in and upgrade our website politiken.dk

What is Politiken?

Page 21: Редизайн датской газеты Politiken

21

The Double rethink. We reinvent the print Politiken. We invest in and upgrade our website politiken.dk We transfer staff!

What is Politiken?

Page 22: Редизайн датской газеты Politiken

22

Old Politiken & Old politiken.dk

What is Politiken?

Page 23: Редизайн датской газеты Politiken

23

What is Politiken?

New Politiken & New politiken.dk

Page 24: Редизайн датской газеты Politiken

24

The design method:

What is Politiken?

Page 25: Редизайн датской газеты Politiken

25

The design method: A radical rethink combining Insight Stories and News Overview.

What is Politiken?

Page 26: Редизайн датской газеты Politiken

26

Step one.Print first.An article of luxury.Cash Cow!

What is Politiken?

Page 27: Редизайн датской газеты Politiken

27

Quick! Process! DNA! Palmer Watson!

What is Politiken?

Page 28: Редизайн датской газеты Politiken

28

What is Politiken?

Quick! Process! DNA! Palmer Watson!

Page 29: Редизайн датской газеты Politiken

29

The rethink

Page 30: Редизайн датской газеты Politiken

30

The rethink

The brief: “A redesign for a rethink!”

Page 31: Редизайн датской газеты Politiken

31

The rethink

Historien om de danske asylcentre erhistorien om alt for mange men-nesker på alt for lidt plads i alt for lang

tid. Og selv om alle er enige om, at børn ogvoksne bliver fysisk og psykisk syge af at boder, tyder intet på, at der vil ske nævneværdi-ge forandringer i den kommende tid.Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) harsiden påske to gange slået fast, at ansvaret forbørnenes trivsel er forældrenes. Som hansagde i går i Folketinget: »Vi taler om sager,hvor der er givet afslag. Det betyder, at så har

forældrene ansvaret for at vende tilbage, såbørnene kan vokse op under andre forhold«.

Ifølge Fogh skal det ikke være sådan, »at jolængere tid man opholder sig i centrene,desto bedre vilkår kan man tilkæmpe sig,fordi så bryder hele systemet sammen «.

Det var Foghs partifælle Ejvind Vesselbo ogHenriette Kjær fra de konservative, der satteny ild til en gammel debat. De to havde sommedlemmer af Folketingets Integrationsud-valg besøgt asylcentrene og var rystede overforholdene. »Lige meget hvilken status du har

i Danmark – om du er afvist eller søger asyl –har vi altså ansvar for, at dem der bor her,lever under nogle forhold, som vi kanforsvare, og det mener jeg sådan set ikke ertilfældet på nuværende tidspunkt«, sagdeEjvind Vesselbo 15. april til Politiken, og Hen-riette Kjær sagde til Ritzau:

»Forholdene på de danske asylcentre er rys-tende ringe og uværdige. Det kan vi ikke værebekendt at byde andre mennesker og jeg vilderfor arbejde på at få forbedret forholdenehurtigst muligt«. Anders Fogh Rasmussen

har ikke besøgt centrene, og har heller ikke»nogen faste planer vedrørende besigtigelseaf asylcentre«.

Men Henriette Kjær står fast. Hun sagde tilInformation i går: »Jeg holder fortsat fast i, atde folk, der bor på asylcentre i Danmark, demskal vi behandle ordentlig, uanset hvorfor deer i landet. Jeg er enig i, at de voksne har et ans-var i forhold til deres egen situation. De vilikke rejse hjem, og det kan der være så mageforklaringer på. Men én ting er forældrene,noget andet er børnene«.

Ejsa, 11 årEksjugoslavienEjsa har været 2,5 år i Danmark.

Hvad får dig til at grine?At lege. Slik.Hvad er din livret?Umm. Pizza. Ummmm. Kage. Ogslikkepind. Og slik. Og vingummi.Hvad er den bedste film, du har set?Spøgelser, hi, hi, hi.Hvad er det for en film?Det er for børn. Det er sådan enheks, og jeg kan li’ den.Er der noget du ikke kan lide?Drenge.Hvorfor kan du ikke lide drenge?Fordi de er dumme.Hvad kan du rigtig godt lide?At lege stikbold - at lege fodbold.Er der noget der er slemt ved atbo på asylcenter?Jeg vil have et stort hus og lejlighedog tjener. Og ti tjenere, hi hi hi hi hi.Hvordan er det her?Ikke så godt.Hvorfor er det ikke sa godt?Fordi når du sover, så forstyrrer de.Er der nogen ting, der er godt ved at bo her på centeret?Det ved jeg ikkeHvad kunne du mest af alt taenke dig?En stor - ammm - Hus.Hvad kunne du tænke dig at blive,nar du bliver stor?Laerer.Kan du lide at gå i skole?Ja, for man bliver dygtig.

Mød Ejsa og 31 andre asylbørnDebatten om børns forholdpå asylcentrene har splittetDanmark på tværs afpolitiske fløje. Men hvem erbørnene? Læs om dem i dag.

voxpop

ASYLBØRNS VILKÅR

LEDENDE ARTIKEL

Lea Korsgaard og Olav Hergelhar mødt Kongelundens børn.

Side 102

Side 2,3,4,51

Foto: Miriam Dalsgaard

Politiken

Mandag 22. maj 2006 | Årgang 122. Nr. 231 | AbonnementService 70 15 01 01 | 2. udgave

www.politiken.dk

Da katastrofen ramte den indone-siske by Yogyakarta i går morges,05.54 lokal tid, var den halve million

indbyggere forberedte. Bare ikke på et jord-skælv. I ugevis havde de spejdet i retning afvulkanen Mount Merapi, der ligger cirka

30 kilometer nord forbyen. Merapi er en af ver-dens mest aktive vulkan-er, og siden 1548 er derregistreret ikke færreend 68 udbrud. I øjeb-

likket rødglødende lava ned ad bjergetssider, og et nyt udbrud kan komme, hvadøjeblik det skal være.

Men i går slog naturen til fra en helt

anden retning. Et jordskælv med epicenteri Det Indiske Ocean 25 kilometer sydvest forYogyakarta gennemrystede i et minuts tidden gamle kongeby med de mange kul-turelle og historiske bygninger og min-desmærker, forvandlede stribevis af husetil ruinhobe og sendte titusindvis af ræd-selsslagne og overraskede beboere i nattøjud på gaderne.

Sent i går eftermiddags ved redaktionensslutning nåede dødstallet ifølge de indone-siske myndigheder op på 3.000, mensskønnet over sårede lå på mellem 3.000 og4.000. Hvor mange, der er savnede, havdemyndighederne og det lokale Røde Korsendnu ikke noget bud på, fortalte Peder

Indonesien i mobiltelefonen fra hoved-staden Jakarta. Sent i går eftermiddags vedredaktionens slutning nåede dødstalletifølge de indonesiske myndigheder op på3.000, mens skønnet over sårede lå påmellem 3.000 og 4.000.

Stor troværdighedSå hvad er det, der sker? I de palæstinen-siske områder prøver Hamas af al magt atfolde sig ud som regeringsparti. Bevæg-elsen nød stor troværdighed i opposition,dels fordi dens sociale netværk kunnetilbyde social bistand, hvor den gamleFatah-regering svigtede, dels fordi densvæbnede militser blev anset som forsvarere

af palæstinensisk stolthed. I dag har Hamasikke alene fået ansvaret for det palæstinen-siske selvstyre og dets dårlige økonomi ogdermed ansvaret for det utilstrækkeligesociale system. Sent i går eftermiddags vedredaktionens slutning nåede dødstalletifølge de indonesiske myndigheder op på3.000, mens skønnet over sårede lå påmellem 3.000 og 4.000.

Det giver på den ene side Hamas enøkonomisk interesse i at afholde sig fra ter-ror. Det påfører på den anden side ogsåHamas en risiko for at stå tilbage somnikkedukke, hvis mod Israel til IslamiskJihad eller Fatahs ungdomsmilitser.

I Israel vil det ny regerende parti, Kadi-

Allergierne er et voksende mysteriumVi befinder os i enepidemi af høfeber,eksem og astma.Forskerne er i vildrede,men noget tyder på, atallergi er enlivsstilssygdom.

KIM FABER

Et land påranden afkollaps

UNGE mennesker står i kø i depalæstinensiske områder for blivemartyrer som selvmordterrorister

mod Israel. Ifølge Islamisk Jihad er 70 klartil at ofre andres og egne liv. For få år sidenville det have været den nationalreligiøseHamas bevægelse, der udsendte terroris-terne. Og Israel ville omgående have bom-bet Hamas' tilholdssteder på Vestbreddenog i Gaza.

Det nye i dag er ikke terroren; der er altidterrorister parat til at sabotere snart sagthvad som helst i Mellemøsten. Det nye er,at Hamas ikke udsender terrorister - og atIsrael ikke har besvaret det attentat medbomber.

For Hamas, der står bag den nye regeringi det palæstinensiske selvstyre, har detkrævet en beslutning ikke at bedrive terror.Og tag ikke fejl: Hamas bliver nu kritiseretaf ekstremisterne i Islamisk Jihad for atsvigte den nationale kamp mod Israel. OgHamas bliver også kritiseret af det gamleregeringsparti, Fatah, for at lade selvstyretsejle, ja faktisk kuldsejle i økonomiskelendighed. For i det nylige israelske valghar det også krævet en aktiv beslutning

ikke at sende bombefly ind over Vestbred-den som svar på terroren i påsken. Hellerikke her skal man tage fejl: Det kritiseres afhøjrefløjen som et utilgiveligt sikkerhed-spolitisk svigt.

I dag har Hamas ikke alene fået ansvaretfor det palæstinensiske selvstyre og detsdårlige økonomi og dermed ansvaret fordet utilstrækkelige sociale system.

Så hvad er det, der sker? I de palæstinen-siske områder prøver Hamas af al magt atfolde sig ud som regeringsparti. Bevæg-elsen nød stor troværdighed i opposition,dels fordi dens sociale netværk kunnetilbyde social bistand, hvor den gamleFatah-regering svigtede, dels fordi densvæbnede militser blev anset som forsvarereaf palæstinensisk stolthed. I dag harHamas ikke alene fået for det palæstinen-siske selvstyre og dets dårlige økonomi ogdermed ansvaret for det utilstrækkeligesociale system.

Bevægelsen risikerer også at måtte bæreansvaret for et endnu ringere socialtnetværk, fordi især EU og USA ikke vil støtteselvstyret, med mindre Hamas lægger poli-tisk afstand til terror. I årtier har Israel sat-set på at få bugt med terror ved at identifi-cere og straffe de ansvarlige. I dag betragter

MAGTSKIFTE? Tilhængerne af den hidtidige opposition i Italien var i aftes overbeviste om, at deres mand Romano Prodi har vundetdet italienske valg. Men jublede de for tidligt? Ministerpræsident Silvio Berlusconi har ikke sig at gå kapitulation. Foto: Arriv I. Derci/AP

Italien står over for ugers politiskusikkerhed, efter at SilvioBerlusconi har nægtet atanerkende Romano Prodis

valgsejr. Uanset hvordan det ender vil dettage flere år, før landets økonomi kommer

LISBETHDAVIDSENROM

biludlejning til lave priser spanien pris fra

usasydafrika pris fra 227,-/dag

pris fra 200,-/dag

127,-/dag

Disse totalpriser gælder ved billeje i 1 uge. Laveste pris aftale.

bestilling: www.holidayautos.dk eller 80 200 004

australien pris fra 240,-/dag

www.lasersyn.dk– Gratis egnethedstest

– Der findes en verden uden briller og linserHvis du skal bade i år

København • Århus • ViborgTlf.: 70 27 03 [email protected]

DanskSynskirurgi

÷ 20 %Tyske aktier ersehr günstig!Nu introducerer vi afdeling Tyskland. Du kan handle uden kurtage frem til den 30. juni.

Læs mere på www.danskeinvest.dk

VEJRET

Letskyetmed lidt regn,senereopklaring medsol med lidtregn. Letskyetmed lidt regn

Konservativ linedans med spredte benI ugevis havde de spejdet i retning af vulka-nen Mount Merapi, der ligger cirka 30 kilo-meter nord det er hensynsløst er uden hen-syn at udvise en ner, og siden 1548 er derregistreret ikke færre end for byen. Merapier en af verdens mest aktive færre end 68udbrud. I rødglødende lava ned ad sider, og

et nyt udbrud kan komme,hvad det skal være.

Bono: En lille mandmed fast håndtryk110.000 mennesker er samlet for at høremusik, svælge lunke dåsebarsvarer, »Enhård dom«, mener tantens forsvarer, Krist-ian Baagø,. Og det mener, at det er hen-synsløst er uden hensyn at udvise en mortil fire mindreårige børn, han det erAnklager Jensen eer med dommen, selv

om kun faderen idømtlivstid. For den »sender

MUHAMMEDSAGEN STJERNE I BYEN

Bjarne Riis omdopinganklagerneI ugevis havde de spejdet i retning af vulka-nen Mount Merapi, der ligger cirka 30 kilo-meter nord for byen. Merapi er ikke det erhensynsløst er uden hensyn at en færre end68 udbrud. I øjeblikket flyderen af verdensmest aktive vulkaner, og siden 1548 er derend. I sider, og et nyt er registreret ikke det

er hensynsløst er uden hen-syn at en færre end 68

Sport interview

Side 42

Roman-eksperimentom Hitlers 'søn'I ugevis havde de spejdet i retning af vulka-nen Mount Merapi, der ligger cirka 30 kilo-meter nord for byen. Merapi er en af ver-dens mest aktive vulkaner, og siden 1548 erder end. I sider, og et nyt er registreret ikkedet er hensynsløst er uden hensyn at enfærre end 68 udbrud. I øjeblikket flyder er

uden at udvise en komme,hvad øjeblik det skal være.

Bøger

Side 42Side 51Side 31

Tænk nyt

Design dit eget dankort på www.mitkort.dk

BERLINGSKE Tidende er sammenmed Weekendavisen, B.T. og flereandre aviser for anden gang på fåår blevet solgt. Allerede da detstore danske erhvervsliv solgteaviskoncernen i den tragikom-iske anledning, at Berlingskehavde fornærmet Mærsk Mc-Kin-ney Møllers fars ære, var dergrund til bekymring.

De nye norske ejere havde isagens natur ikke nogen særligveneration for, hvad Berlingskestår for i det danske samfund.Men om Orkla skal det siges, atden havde penge nok til at væretålmodig og i det store og heleanlagde en langsigtet strategi forbladene. Denne gang ser det langtmere foruroligende ud. En ting er,at hovedmanden i det ny ejersel-skab har sin baggrund i den mereunderlødige del af britisk presse.Værre er det, at den måde, han-dlen er gennemført på, udstillerhans mangel på kapital og hansstore behov for hurtigt at hentemange penge ud af driften.

En stor del af købesummen erlånt af den norske sælger, der nuvia en renteindtægt og et mede-jerskab åbenbart håber at kunnetjene nogle af de penge, man ikkeselv fik ud af ejerskabet.

NU SKULLE man tro, at Berlingskesvanskelige situation ville vækkejubel her på Rådhuspladsen. Deter langtfra tilfældet. De tre storemorgenaviser herhjemme - Jyl-lands-Posten, Politiken ogBerlingske - har i mange år isærkonkurreret på redaktionelkvalitet. Modsat tv-markedet,hvor billedet i perioder har været,skal vi sige, mere broget, er alletre aviser blevet markant bedrenetop takket være denne kap-pestrid. Men det er ikke nogenselvfølge, at det er den redak-tionelle kvalitet, der tæller.

Man kan for eksempel lige sågodt konkurrere på overskuds-grad eller kortsigtet værdiska-belse for aktionærerne. Det sigersig selv, at aviser som alle andrevirksomheder skal give overskudfor at overleve. Men det betyderikke, at det skal være vores enestemålsætning. Ligesom man skalspise for at leve, men ikke leve forat spise, skal man tjene penge påat udgive aviser, men ikke udgiveaviser for at tjene penge.

DET ER OGSÅ derfor, at så mangeaf de bedste aviser i verden erfonds- eller familieejede. Vi harbrug for ejere med et samfund-sorienteret udgivelsesgrundlagog en langsigtet interesse i atbeskytte vores uafhængighed ogvores ambitioner om journalistikkvalitet. På længere sigt bliverPolitiken ikke en bedre avis, fordiBerlingske Tidende bliver ringere.Snarere tværtimod. Man kan der-

Solgt igenBerlingskes skæbneangår os alle

NYHEDSANALYSE

KOMMENTAR

Politiken Torsdag

www.politiken.dk

TP5-M6

Page 32: Редизайн датской газеты Politiken

32

The rethink

Sagenkort

NYHEDSANALYSE

teaterchefer gennem tiden

AGF 0Mål: 1-0 Morten ’Duncan’ Rasmussen (5),1-1 Peter Sand (30), 1-2 Simon A. Pedersen (55)

❤❤❤❤❤❤

OB 2Mål: 1-0 Morten ’Duncan’ Rasmussen (5),1-1 Peter Sand (30), 1-2 Simon A. Pedersen (55)

❤❤❤❤❤❤

STONE 1Genre labels, Quote headlinesBalcony quotes andquote marks

Section logo blocksOverblick ruleScore blocks

Page balcony backgroundScore blocks

Page 1 red ruleTopic labelsQuote marksSection 2

Politiken colour use

15y50k

STONE 2

12y40k

Fakta blockSagen Kort blockSection 2 logo

STONE 3

10y30k

Æv. Bæv. Det er simpelthen bare for latterligt, at

vores forslag skulleundergrave regeringen“

indland

STONE 4

5y10k

RED

100m 100y

Promo textYELLOW

35m 100y5k

6 | 8 column TIRSDAG 28. MARTS 2006 |Politiken

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, afrejse til USAangiveligt været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men til USAangiveligt været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

OVERBLIK

One line Flama sc bold SLOVENIA Det 13. medlem af eurozo-nen kan fra nytår blive Slovenien.Sådan lyder anbefalingen fra EU-Kommissionen. Dermed kan Slove-nien blive det første land fra dentidligere østblok, som kommer med iEU's møntunion. Før dette kan ske,skal EU's og Europa-Parlamentet sigegod Slovenien. Derimod er Litauenkke moden til den. (LEAWIND-FRIIS)

One line Flama sc bold SLOVENIA Det 13. medlem af eurozo-nen kan fra nytår blive Slovenien.Sådan lyder anbefalingen fra EU-Kommissionen. Dermed kan Slove-nien blive det første land fra dentidligere østblok, som kommer med iEU's møntunion. Før dette kan ske,skal EU's og Europa-Parlamentet sigegod Slovenien. Derimod er Litauenkke moden til den. (LEAWIND-FRIIS)

PÆDOFÆLI De gen-nemtæsker pædagogerne,gør dem langtidssyge ogrisikerer at blive mordereover bagateller. Stærkt vold-elige og utilregnelige unge,der på grund af kriminalitetdømmes til behandling pååbne døgninstitutioner, erså stor en opgave – bådeøkonomisk og pædagogisk –at den bør samles på lands-dækkende institutioner,siger formanden for FynsAmts psykiatri– og socialud-valg, Ib Dalsfledt.

Hans eget amt – Fyns Amt– betaler hvert år seks mil-lioner kroner for at tage varepå en enkelt 18-årig dreng,som er dømt til behandlingpå en åben døgninstitution.

12 pædagoger holder øjemed drengen på skift dag ognat. Vi risikerer, at han gårhen og slår en eller andenihjel«, siger Dalsfledt.

»Vi kalder ham den dyredreng her på Fyn. I det øjeb-lik han tænder, kan jeg godtgarantere for, at han bliverstærk som en bjørn. Når hangår amok, skal der værenogen i nærheden, der kangribe ind, og så nytter detikke noget, at man først skalringe til politiet. Vi risikerer,at han hen og slår en elleranden ihjel«, siger Dalsfledt.

Drengen bor i sin egenbygning, men er i øjeblikketfor anden gang indlagt påretspsykiatrisk afdeling påhospitalet, fordi han er så

ekstremt voldelig. 12 pæda-goger holder øje med dren-gen på skift dag og nat. I detøjeblik han tænder, kan jeggodt garantere for, at hanbliver stærk som en bjørn.

»Vi kalder ham den dyredreng her på Fyn. I det øjeb-lik han tænder, kan jeg godtnoget, at man først skalringe garantere for, at hanbliver stærk som en bjørn. Idet øjeblik han tænder, kanjeg godt garantere for, athan bliver stærk som enbjørn. Når han går amok,skal der kan gribe ind, og sånytter øjeblikket for andengang indlagt på retspsykia-trisk på hospitalet, fordi haner så ekstremt voldelig.(MICHAEL ARREBOE)

One line Flama sc for longer story

6 | 8 column TIRSDAG 28. MARTS 2006 |Politiken

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes tilangiveligt været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes tilangiveligt været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes tilUSA været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

OVERBLIK

One line Flama sc bold SLOVENIA Det 13. medlem af eurozo-nen kan fra nytår blive Slovenien.Sådan lyder anbefalingen fra EU-Kommissionen. Dermed kan Slove-nien blive det første land fra dentidligere østblok, som kommer med iEU's møntunion. Før dette kan ske,skal EU's og Europa-Parlamentet sigegod Slovenien. Derimod er Litauenkke moden til den. (LEAWIND-FRIIS)

One line Flama sc bold FRANKRIG Hundredvis af vrede fåre-hyrder demonstrer i Frankrig modudsætningen af et mindre kuldslovenske bjørne. De franske myn-digheder vil slippe dyrene løs iPyrenæerne, hvor bestanden afbrune lille, at arten formentlig er heltvæk fra området i løbet af ganske fåår Men hyrderne er sikre på, at vilæde sig tykke i får. (ASKE MUNCK)

EU EU-Kommissionen anbe-faler, at Rumænien og Bul-garien kan blive EU-medlemmer fra 1. januar2007, hvis de forbedrer sigpå en række punkter. »Vivender tilbage til sagen ioktober for at vurdere, omde to lande har gjort frem-skridt, som retfærdiggør, atvi fastholder 2007 somdatoen«, sagde en anonymkilde i går til Ritzau.

Den rapport, som de 25kommissærer har taget still-ing til, er væsentligt hårdereved Bulgarien end vedRumænien. Bulgarien fåranbefalet en »omgåendeindsats« mod mafiavirk-somhed, hvidvaskning af

mi i dag af kriminelle mender er primært tale ommanglerpenge, og korrup-tion. »Anklageskrifter, ret-sproces, rettergang ogdomsfældelse er fortsatsjældne i kampen resultaterpå dette område«, hedderdet i en erklæring men derer primært tale om manglerfra kommissionen.

Ifølge eksperter og diplo-mater kontrolleres storedele af den bulgarske i dagaf kriminelle netværk. Ogdet menes, de står bagprimært tale om afskilligeuopklarede drabmi i dag afkriminelle . Også får kritik,der er primært tale om aftale om karakter. (1060)

Lead headline with two lines ofFlama semi condensed bold

6 | 8 column TIRSDAG 28. MARTS 2006 |Politiken

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes tilangiveligt været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes tilangiveligt været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes afre-jse til USA angiveligt væretlænge. (PETERWIVEL)

OVERBLIK

EU EU-Kommissionen anbe-faler, at Rumænien og Bul-garien kan blive EU-medlemmer fra 1. januar2007, hvis de forbedrer sigpå en række punkter. »Vivender tilbage til sagen ioktober for at vurdere, omde to lande har gjort frem-skridt, som retfærdiggør, atvi fastholder 2007 somdatoen«, sagde en anonymkilde i går til Ritzau.

Den rapport, som de 25kommissærer har taget still-ing til, er væsentligt hårdereved Bulgarien end vedRumænien. Bulgarien fåranbefalet en »omgåendeindsats« mod mafiavirk-somhed, hvidvaskning af

mi i dag af kriminelle mender er primært tale ommanglerpenge, og korrup-tion. »Anklageskrifter, ret-sproces, rettergang ogdomsfældelse er fortsatsjældne i kampen resultaterpå dette område«, hedderdet i en erklæring men derer primært tale om manglerfra kommissionen.

Ifølge eksperter og diplo-mater kontrolleres storedele af den bulgarske i dagaf kriminelle netværk. Ogdet menes, de står bagprimært tale om afskilligeuopklarede drabmi i dag afkriminelle . Også får kritik,der er primært tale om aftale om karakter. (1060)

Lead headline with two lines ofFlama semi condensed bold

6 | 8 column TIRSDAG 28. MARTS 2006 |Politiken

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes tilangiveligt været forberedtlænge. (PETERWIVEL)

Two line Flamasemi cond boldHOLLAND Den somalisk-fødte hollandske parla-mentariker Ayaan Hirsi Alibekræfter, at hun trækkersig fra politik og forladerHolland. Hirsi Ali har sagtja til en stilling i AmericanEnterprise Institute, hvorhun begynder om et år.

Hirsi Ali blev verdensk-endt som forfatter til fil-men »Submission« omTheo van Gogh blev mender er primært tale ommanglermyrdet i 2004 afen ung fanatisk muslim. Isidste uge blev det afs-løret, at Ali havde fåetfanatisk muslimforudsæt-ninger, men hendes afre-jse til USA angiveligt væretlænge. (PETERWIVEL)

OVERBLIK

One line Flama sc bold SLOVENIA Det 13. medlem af eurozo-nen kan fra nytår blive Slovenien.Sådan lyder anbefalingen fra EU-Kommissionen. Dermed kan Slove-nien blive det første land fra dentidligere østblok, som kommer med iEU's møntunion. Før dette kan ske,skal EU's og Europa-Parlamentet sigegod Slovenien. Derimod er Litauenkke moden til den. (LEAWIND-FRIIS)

One line Flama sc bold FRANKRIG Hundredvis af vrede fåre-hyrder demonstrer i Frankrig modudsætningen af et mindre kuldslovenske bjørne. De franske myn-digheder vil slippe dyrene løs iPyrenæerne, hvor bestanden afbrune lille, at arten formentlig er heltvæk fra området i løbet af ganske fåår Men hyrderne er sikre på, at vilæde sig tykke i får. (ASKE MUNCK)

EU EU-Kommissionen anbe-faler, at Rumænien og Bul-garien kan blive EU-medlemmer fra 1. januar2007, hvis de forbedrer sigpå en række punkter. »Vivender tilbage til sagen ioktober for at vurdere, omde to lande har gjort frem-skridt, som retfærdiggør, atvi fastholder 2007 somdatoen«, sagde en anonymkilde i går til Ritzau.

Den rapport, som de 25kommissærer har taget still-ing til, er væsentligt hårdereved Bulgarien end vedRumænien. Bulgarien fåranbefalet en »omgåendeindsats« mod mafiavirk-somhed, hvidvaskning af

mi i dag af kriminelle mender er primært tale ommanglerpenge, og korrup-tion. »Anklageskrifter, ret-sproces, rettergang ogdomsfældelse er fortsatsjældne i kampen resultaterpå dette område«, hedderdet i en erklæring men derer primært tale om manglerfra kommissionen.

Ifølge eksperter og diplo-mater kontrolleres storedele af den bulgarske i dagaf kriminelle netværk. Ogdet menes, de står bagprimært tale om afskilligeuopklarede drabmi i dag afkriminelle . Også får kritik,der er primært tale om aftale om karakter. (1060)

Lead headline with two lines ofFlama semi condensed bold

MODEL 452mm340 characters

MODEL 452mm340 characters

C STORY37mm wide540 characters

C STORY37mm wide540 characters

MODEL 452mm340 characters

MODEL 452mm340 characters

C STORY37mm wide540 characters

C STORY37mm wide540 characters

C STORY37mm wide540 characters

A STORY127mm wide1785 characters

B STORY82mm wide1060 characters

C STORY37mm wide540 characters

C STORY37mm wide540 characters

C STORY37mm wide540 characters

B STORY82mm wide1060 characters

MODEL 452mm340 characters

MODEL 452mm340 characters

C STORY37mm wide540 characters

C STORY37mm wide540 characters

B STORY82mm wide1060 characters

4mm indent 4mm indent4mm indent

4mm indent4mm indent 4mm indent4mm indent

4mm indent4mm indent4mm indent 4mm indent

4mm indent4mm indent4mm indent

4mm indent

4mm indent

4mm indent4mm indent

Foto

: Arr

iv I

. Der

ci/A

P

14/14pt Flama semi cond boldHOLLAND Den somaliskfødte hollandske parlamen-tariker Ayaan Hirsi Ali bekræfter, at hun trækker sigfra politik og forlader Holland. Hirsi Ali har sagt jatil en stilling i American Enterprise Institute, hvorhun begynder om et år. Hirsi Ali blev verdenskendtsom forfatter til filmen »Submission« om Theo vanGogh blev men der er primært tale om man-glermyrdet i 2004 af en ung fanatisk muslim. I sid-ste uge blev det afsløret, at Ali fået fanatisk muslim-forudsætninger, men hendes afrejse til USAangiveligt været forberedt længe. (540)

C STORY WIDE71mm wide540 characters

71mm wide45mm deep

Foto

: Arr

iv I

. Der

ci/A

P

14/14pt Flama semi cond boldHOLLAND Den somaliskfødte hollandske parlamen-tariker Ayaan Hirsi Ali bekræfter, at hun trækker sigfra politik og forlader Holland. Hirsi Ali har sagt jatil en stilling i American Enterprise Institute, hvorhun begynder om et år. Hirsi Ali blev verdenskendtsom forfatter til filmen »Submission« om Theo vanGogh blev men der er primært tale om man-glermyrdet i 2004 af en ung fanatisk muslim. I sid-ste uge blev det afsløret, at Ali fået fanatisk muslim-forudsætninger, men hendes afrejse til USAangiveligt været forberedt længe. (540)

C STORY WIDE71mm wide540 characters

71mm wide45mm deep

One line Flama semi cond bold HOLLAND Den somaliskfødte hollandske parlamen-tariker Ayaan Hirsi Ali bekræfter, at hun trækker sigfra politik og forlader Holland. Hirsi Ali har sagt jatil en stilling i American Enterprise Institute, hvorhun begynder om et år. Hirsi Ali blev verdenskendtsom forfatter til filmen »Submission« om Theo vanGogh blev men der er primært tale om man-glermyrdet i 2004 af en ung fanatisk muslim. I sid-ste uge blev det afsløret, at Ali havde fået fanatiskmuslimforudsætninger, men længe. (PETERWIVEL)

One line Flama semi cond bold HOLLAND Den somaliskfødte hollandske parlamen-tariker Ayaan Hirsi Ali bekræfter, at hun trækker sigfra politik og forlader Holland. Hirsi Ali har sagt jatil en stilling i American Enterprise Institute, hvorhun begynder om et år. Hirsi Ali blev verdenskendtsom forfatter til filmen »Submission« om Theo vanGogh blev men der er primært tale om man-glermyrdet i 2004 af en ung fanatisk muslim. I sid-ste uge blev det afsløret, at Ali havde fået fanatiskmuslimforudsætninger, men til USA angiveligtværet forberedt længe. (PETERWIVEL)

C STORY WIDE71mm wide540 characters

C STORY WIDE71mm wide1 line cut

41mm wide95mm deep

56mm wide95mm deep

One line Flama semi cond bold HOLLAND Den somaliskfødte hollandske parlamen-tariker Ayaan Hirsi Ali bekræfter, at hun trækker sigfra politik og forlader Holland. Hirsi Ali har sagt jatil en stilling i American Enterprise Institute, hvorhun begynder om et år. Hirsi Ali blev verdenskendtsom forfatter til filmen »Submission« om Theo vanGogh blev men der er primært tale om man-glermyrdet i 2004 af en ung fanatisk muslim. I sid-ste uge blev det afsløret, at Ali havde fået fanatiskmuslimforudsætninger, men længe. (PETERWIVEL)

One line Flama semi cond bold HOLLAND Den somaliskfødte hollandske parlamen-tariker Ayaan Hirsi Ali bekræfter, at hun trækker sigfra politik og forlader Holland. Hirsi Ali har sagt jatil en stilling i American Enterprise Institute, hvorhun begynder om et år. Hirsi Ali blev verdenskendtsom forfatter til filmen »Submission« om Theo vanGogh blev men der er primært tale om man-glermyrdet i 2004 af en ung fanatisk muslim. I sid-ste uge blev det afsløret, at Ali havde fået fanatiskmuslimforudsætninger, men til USA angiveligtværet forberedt længe. (PETERWIVEL)

C STORY WIDE71mm wide540 characters

C STORY WIDE71mm wide1 line cut

Page 33: Редизайн датской газеты Politiken

33

Frontpage.Caviar.Objective.

The rethink

Page 34: Редизайн датской газеты Politiken

34

The rethink

» Skal de radikalevokse fra 17 til 25mandater, skal parti-toppen blive bedre tilat tage udgangspunkti dagligdagen hos devælgere, der læserJyllands-Posten ogFyns Stiftstidende. «

BJARKE LARSENRadikal folketingskandidat

2. SEKTION side 5

KRONIKEN

Politik

Mandag 14. august 2006 � Årgang 122. Nr. 314 � Pris 15,50 � AbonnementService 70 15 01 01 � www.politiken.dk

FOTO: FINN FRANDSEN

LÆS OGSÅ

Regeringen: Færre dyrskal lide under forsøg1. SEKTION ......................... side 3

Tænketank får kritik forny rangliste over skoler1. SEKTION ......................... side 7

Kampenestopper i dagFN’s generalsekretærKofi Annan fortalte i gårmed glæde, at minister-præsidenterne Fuad Si-niora, Libanon, og EhudOlmert, Israel, er enigeom at indstille fjendtlig-hederne og stoppe kam-pene kl. 7.00 dansk tid.

1. SEKTION side 8

FOTO: MOHAMMED ZAATARI

VEJRET. Skyetmed bygereventuelt medtorden. 17 - 22grader.

POLITIKEN MENER

Der er allerede faglighedi børnehaveklassenLedende artikel – 2. SEKTION side 4

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 1 2 33000

Billig adgang til din friværdi med en Nykredit FriværdiKonto

Tænk nytRing 70 10 29 48

www.lasersyn.dk– Finansiering tilbydes

– Der fi ndes en verden uden briller og linserSe verden med nye øjne

København • Århus • ViborgTlf.: 70 27 03 [email protected]

DanskSynskirurgi

Radikale undsiger Ritts boligplanAf Claus Blok Thomsen

De radikale på KøbenhavnsRådhus kræver nu afgøren-de ændringer i overborgme-ster Ritt Bjerregaards (S)ambitiøse plan om at skaffe5.000 boliger til cirka 5.000kroner om måneden.

De radikale vil ikke læn-gere kæmpe for, at huslejen– som Socialdemokraternekræver – holdes på ca. 5.000kr., men kan leve med 6-8.000 kr. om måneden, hvisdet gør projektet holdbart.

»Vi vil være sikre på, at

det, vi laver, er anstændigtog økonomisk ansvarligt«, si-ger teknik- og miljøborgme-ster Klaus Bondam (R).

Den nuværende boligplanholder huslejen kunstigt ne-de på ca. 5.000 kr. ved, atkøberne af de billige boligerskubber noget af købsprisenud i fremtiden. Men bl.a.Forbrugerrådet advarede igår i Politiken om, at køber-ne dermed kan blive fanget ien gældsfælde, når den rigti-ge regning kommer.

Og det får nu de radikaletil at skifte holdning.

»Vi kan ikke kan leve med

en konstruktion, hvor folk ri-sikerer at komme i en gælds-fælde«, siger Klaus Bondam.Han kræver en mere sikkerfinansieringsmodel – ogsåselv om det indebærer, athuslejen stiger.

Hidtil har Bondam væretRitt Bjerregaards tættesteallierede, men for førstegang lægger han nu afstandtil hendes boligplan.

»Ritt har givet et valgløfte,der hedder 5.000 boliger til5.000 kr. på fem år. Det harvi sagt er en glimrende må-lestok, men det er hendes løf-te. Det kan vi ikke gøre til

vores. Vi har sagt, vi gernevil arbejde på, at det lykkes«.

Kan du leve med boliger,der kommer til at koste 6-8.000 kr. i stedet for 5.000?

»Ja sagtens. Men jeg vil dahelst have, de koster 5.000kr., for det er det mål, vi harsat os«, siger Klaus Bondam.

Det var i går ikke muligt atfå fat i Ritt Bjerregaard, menS’ politiske ordfører på Råd-huset, Anne Vang, siger: »Viholder fast i vores løfte, menvi vil tage en snak med deradikale«.

1. SEKTION 5

ATP: Lad os redde jernbanenNedslidte skinner og signalanlæg giverforsinkede eller aflyste tog. Nu tilbyder ATPat stå i spidsen for et konsortium, der kanovertage vedligeholdelsen af jernbanen.

Af Bjørn Lambek

og Thomas Flensburg

Pensionskassen ATP er pa-rat til at investere en del afsin milliardformue i det ned-slidte danske jernbanenet.

En privatisering vil kunnesikre en hurtigere moderni-sering af signalsystemer ogudskiftning af slidte skinner,siger ATP’s direktør LarsRohde, der også godt tør loveflere rettidige tog og en bed-re service for DSB’s kunder.

»Det er desværre altid let-tere at udskyde udskiftningaf jernbaneskinner eller ma-ling af skolens vinduer et år.

Og så ender det til sidst med,at det offentlige har en puk-kel af vedligeholdelse skub-bet foran sig. Vi vil være for-pligtet til at levere en ydelse,så derfor vil vi have en inter-esse i at sikre en optimaldrift«, siger Lars Rohde fraATP, der forvalter en penge-tank på over 300 mia. kr.

En gennemgribende mo-dernisering af jernbanenet-tet løber op i et stort tocifretmilliardbeløb. Men kæmpe-regningen skræmmer ikkeATP. Hvis der er interessefor tilbuddet, vil ATP sam-mensætte et konsortium, derfinansierer en hurtig moder-nisering af jernbanenettet,

hvorefter staten og jernbane-selskaberne betaler en fastårlig afgift i f.eks. 30 år.

»Det er kostbart at udsky-de vedligeholdelse. Det trorjeg, at alle økonomiske eks-perter er enige om. Der fin-des en optimal vedligeholdel-sesplan for en jernbane ellermotorvej set fra et økono-misk synspunkt. Der er ikkenoget i vejen for, at det of-fentlige har optimale vedli-geholdelsesplaner, men vimå bare konstatere, at detsker ikke«, siger Lars Rohde.

Seriøsiteten understregesaf, at ATP’s bestyrelse netophar besluttet, at ATP i frem-tiden kan investere i infra-struktur som for eksempeljernbaner, veje og broer. Be-slutningen falder sammenmed, at sommerens omfat-tende togkaos har sat fokuspå den nedslidte jernbanemed forældede signaler og

gamle skinner.Rohde peger på, at erfarin-

gerne fra andre lande viser,at offentligt-private partner-skaber (OPP) er en god for-retning for begge parter.

»Et privat konsortium vilikke være underkastet for-skellige typer af budgetre-striktioner eller et hensyntil, om de samlede offentligeudgifter bliver større eller

mindre«, siger Lars Rohde.Transportministeren ta-

ger positivt mod ATP’s idé.»Nytænkning på et områ-

de, hvor udfordringerne erstore, er selvfølgelig velkom-ne. Nu kender jeg jo ikke de-taljerne i udspillet, men vilse nærmere på det. To tingskal stå klart: Hvad er be-hovene, og hvordan skal definansieres. Vi er ved at have

en analyse færdig ganskesnart, og den skal drøftes iforligskredsen, men uansethvad, så er der en regning,som skal betales. Hvordandet skal finansieres, er selv-følgelig et andet spørgsmål«,siger Flemming Hansen (K).

Socialdemokraterne er og-så meget positive.

»Når en så seriøs aktørsom ATP vil tage ansvar forinfrastrukturen, må vi drøf-te det seriøst. Der er ingendiskussion om, at vi er nødttil at fremprovokere midlertil investering i vores infra-struktur, specielt jernbane-nettet, og så må vi se for-domsfrit på måden«, siger fi-nansordfører Jan Petersen.

[email protected]@pol.dk

1. SEKTION side 13

Grass:SS-fortidskulle udDen tyske venstre-intellektuelle GünterGrass holdt på sinnazihemmelighed i 62år over for bådevenner og familie.

Af Michael Bo

Günter Grass, den mest hu-manistiske af tyske venstre-fløjsforfattere, tjente i nazi-sternes SS-tropper underAnden Verdenskrig. Som 15-årig meldte han sig frivilligttil ubådskorpset, men blevførst indkaldt i efteråret1944 til tjeneste hos Waffen-SS i Dresden. Da var han 17.

Det fremgår af et inter-view, der lørdag blev trykt iFrankfurter Allgemeine Zei-tung. Den 78-årige Grass for-tæller sandheden om sin for-tid op til udgivelsen af sineerindringer, ’Beim Häutender Zwiebel’, i næste måned.

»Det har tynget mig«, si-ger Günter Grass som for-klaring på, at han nu ube-smykket fortæller om sin SS-fortid, der daterer 62 år til-bage: »Min tavshed i alle dis-se år er en af mine bevæg-grunde for at skrive bogen.På et eller andet tidspunktskulle det ud«.

Günter Grass, hvis roman’Bliktrommen’ var et billedeaf nazisternes fremmarch,har aldrig forsøgt at bilde of-fentligheden ind, at han varmodstandskæmper. I inter-viewet beretter han ironisk,at »man må undre sig over,hvordan Hitler kunne kom-me til magten«, når mantænker på, hvor mange afGrass’ jævnaldrende der erstimlet sammen om håndva-sken efter krigsårene.

»For at glatte ud sigerman, at mørket faldt overTyskland. Det bliver frem-stillet, som om det tyske folkblev forført af en horde afsorte fyre, og det er ikkesandt. Som barn oplevedejeg, hvordan alt gik for sigved højlys dag. Endog medbegejstring og stor interes-se«.

Det overraskende ved af-sløringen er nok så meget, atGrass selv har valgt, hvornårog hvordan. De fleste eksna-zister er blevet ’sprunget ud’af ihærdige biografer, mensGrass selv har iført sig bods-skjorten. Danskere som Jør-gen Schleimann, Gert Peter-sen, Knud W. Jensen og –efter sin død – Ole Wivel blevtvunget igennem maskinen,og resultatet var ofte alt an-det end yndigt. Alt efter tem-perament kan man mene, atGrass’ ærlighed og frivillig-hed er afvæbnende eller kal-kuleret efter at hive tænder-ne ud på kritikerne.

»Jeg gjorde det først ogfremmest for at kommevæk«, forklarer Grass om sinkrigstjeneste som teenager:»Væk fra trangheden, framin familie«.

[email protected]

2. SEKTION side 3

� Signalsystemet lider under anlæg, der i visse tilfælde er frafør Anden Verdenskrig.

� Skinnerne er i gennemsnit over 30 år gamle.

� Nyt signalsystem koster op mod 10 mia. kr.

� Banedanmark får i 2006 1,8 mia. kr. til at forny og vedlige-holde jernbanenettet, der alligevel bliver ældre og ældre.

Milliardinvesteringer venter

NEDSLIDTE SKINNER

Trafikulykker: Nye biler er topudrustet med avanceret elektronisk udstyr, men chaufføren bliver distraheret og uopmærksom i trafikken. 1. SEKTION side 2

FC Nordsjælland er nyt førerhold i SuperligaenFC København snublede i Parken, da holdetkun fik 1-1 mod OB, og i stedet kunne FCNordsjælland så kravle til tops i Superligaenefter en 1-0-sejr over bundholdet fra Vejle.

For med fire sejre og bare et enkelt neder-lag har FC Nordsjælland 12 point ligesom

AaB efter de første fem runder, men nord-sjællænderne sætter sig på førstepladsen,fordi holdet har scoret to mål mere end denordjyske konkurrenter.

Brøndby fortsatte problemerne i Jylland,da det bare blev til 1-1 mod Randers. Sidste

sæsons sølvvindere var ellers foran 1-0, men i2. halvleg faldt spillet fra hinanden, og deblå-gule var heldige med at få et point medhjem fra den kronjyske hovedstad.

Resultatet understregede problemerne iBrøndby. Ganske vist har holdet ikke tabt i

denne sæson, men spillet fungerer ikke, ogumiddelbart ser det ud, som om holdet erbegyndt at tabe den selvtillid, der er så vigtig,når man spiller fodbold. (chk)

2. SEKTION side 10-11

NYT TOPHOLD. Francis Dickoh og FC Nordsjælland steg til tops med en sejr over Vejle. FCN’s træner Morten Wieghorst siger, at det har overgået det, han definerer som en god start. – Foto: Finn Frandsen

Old frontpage:What a mess!

Page 35: Редизайн датской газеты Politiken

35

Who are we? ��

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

Who are we?

The rethink

Page 36: Редизайн датской газеты Politiken

36

We can write! �9

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

We can write!

The rethink

Page 37: Редизайн датской газеты Politiken

37

We have opinions!�0

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

We haveopinions!

The rethink

Page 38: Редизайн датской газеты Politiken

38

We are smart! ��

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

We aresmart!

The rethink

Page 39: Редизайн датской газеты Politiken

39

Eyecontact! ��

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

Eye-contact!

The rethink

Page 40: Редизайн датской газеты Politiken

40

Facts! ��

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

Facts!

The rethink

Page 41: Редизайн датской газеты Politiken

41

Name: Carolina RestonDied: 14.11.2006Cause: Anorexia Nervosa �4

Name:CarolinaReston

Died:14.11.2006

Cause:AnorexiaNervosa

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

The rethink

Page 42: Редизайн датской газеты Politiken

42

Cornerstones.��

Tirsdag21. nov. 2006Årgang 123. Nr. 52Pris 16,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

EU gemmer sigbag Cypern

Det lyder tilforladeligt, når EU-landene kræver af Tyrkiet, atdet skal holde op med at gi-

ve »et EU-land« negativ særbehand-ling. Men sagen er, at det pågælden-de EU-land er den græske halvdel afCypern, der selv på en lang rækkepunkter giver den tyrkiske halvdelaf Cypern samme negative særbe-handling.

Ondets rod er, at EU har sluppetden ene halvdel af Cypern ind i EUuden at sikre sig, at problemernemellem de to dele var løst. Det vil si-ge, begge halvdele sagde sådan setja til en løsning, men EU acceptere-de, at den græske halvdels acceptbagefter faldt ved en folkeafstem-ning, uden at det fik følger for med-lemskabet.

Resultatet er, at den græsk-cyprio-tiske regering nu misbruger landetsstatus som EU-medlem til at genereTyrkiet for dermed at opnå indrøm-melser i lokale spørgsmål.

TYRKISK EU-medlemskab er et kon-troversielt emne, og der forestårmange års forhandlinger, før detkan blive en realitet. Måske bliverdet aldrig en realitet, enten fordiTyrkiet, når det kommer til stykket,ikke vil gennemføre alle de nødven-dige reformer, eller fordi EU-lande-ne ikke kan få deres befolkningersaccept af udvidelsen.

Men én ting burde være en selv-følge: Det kan aldrig blive hensynettil den ene, græske, halvdel af Cy-pern, der afgør dette store og skæb-nesvangre spørgsmål. Det er der in-gen proportioner i.

Tyrkiet kan kun opfatte det somkynisme af værste skuffe, når flereEU-lande skubber Cypern foran sigfor at opnå en hel eller delvis afbry-delse af optagelsesforhandlingerne.

JO STØRRE vægt vi i Europa tillæg-ger Mellemøsten i særdeleshed ogforholdet til den muslimske verdeni al almindelighed, jo vigtigere bli-ver vores forhold til Tyrkiet. Som de-mokrati, som NATO-land, som kan-didat til EU-medlemskab, som etland, hvis historie – og borgere – ertæt filtret sammen med det øvrigeEuropas, har Tyrkiet meget at bydepå.

Der er efter vores mening ingentvivl om, at en verden med Tyrkietsom EU-medlem vil være en bedreog mere stabil verden end en ver-den uden tyrkisk EU-medlemskab.

Mange i EU har desværre en an-den opfattelse. Men alle burde kun-ne enes om, at problemerne på en –med al respekt – i denne sammen-hæng mindre ø i det østlige Middel-hav under ingen omstændighederkan afgøre spørgsmålet. Hvad detangår, bør alle parter hurtigst mu-ligt komme til besindelse. ts

Fejtpolitiken mener

VEJRET. Halvskyet tilskyet med regn eller byger.7-9 grader. Let til frisk vind.I nat 2-7 grader.

»Jeg var helt overbevist om, at det kun var etspørgsmål om tid, før hun var sammen med en an-den. Derfor har jeg også fulgt efter hende ude i by-en«. Sådan fortæller Johnny, som gang på gang tæ-vede sin kæreste og tilfældige mænd, der kiggedeefter hende. Jalousi indgår som motiv i cirka hvert6. drab, og den destruktive jalousi optræder i alle

samfundslag. Årsagen er oftemanglende selvværd. 1

Alle kan føle jalousi, menfor nogle koger den over

etik

Side 6

Statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) mål omat skabe demokrati og frihed i Irak ligger langt fraden politik, som selv de største Bush-fanatikere vilgennemføre i Irak. I Washington har ledende poli-tikere sænket ambitionsniveauet, siger den ameri-kanske mellemøstekspert David L. Mack. Han råd-giver den kongresnedsatte Baker-gruppe, der i de-

cember udgiver en rapport medforslag til en ny strategi for USA.1

Fogh for ambitiøs i Irak,mener kongresrådgiver

udland

Side 8

12 år efter den dobbelte mordsag, der satte nyestandarder for amerikansk live-tv og tvivlsom ret-tergang, ville den formelt frikendte hovedpersonO.J. Simpson udgive en bog med en slags tilståelseog den kryptiske titel ’Hvis jeg gjorde det’. Med til-hørende tv-interview. »Jeg kender fakta bedre endnogen«, som O.J. konstaterer. Efter voldsom kritik i

USA har News Corp. nu stoppet bå-de bogen og interviewet. 2

O.J. Simpson-bog medtilståelse trækkes tilbage

kultur

Forside

Jesper Skibby burde sætte navn på den læge, derfodrede ham med doping. Det mener direktøren iDanmarks Cykle Union, Jesper Worre: »Hvis vi skalbruge den her bog fremadrettet, skulle den lægemildest talt en tur i fængsel, men han bliver be-skyttet i bogen«. Historien kan alligevel gavnekampen mod doping, mener Anti Doping Dan-

mark, fordi den giver et mere klartbillede af misbrugets omfang. 2

DCU: Skibby bør afsløresine doping-bagmænd

Sport

Side 13

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 2 9 74000

Navn:Carolina RestonBeskæftigelse:TopmodelAlder:21 årHøjde:175 centimeterVægt:40 kiloBMI:13,21Død:14.11.2006Årsag: Anorexia Nervosa1. sektion side 10 Fo

to: A

P P

hoto

/L’E

quip

e A

genc

e, H

O

Forlag trækkerkristendoms-bøger tilbage

S kolebogsforlaget Malling Beck traki går to udgaver af skolebogserien’Os og Kristendom’ tilbage, efter at

Politiken havde beskrevet, hvordan denudbredte grundbog lærer børn i 5. klasse,at terror kommer fra islam. Men sagenhar allerede vakt opsigt i muslimske lan-de, og Tyrkiets tre største aviser bragte igår tophistorier på deres hjemmesiderom den »nye skandale« i Danmark.

Samtidig overvejer generaldirektørenfor den arabiske tv-kanal al-Arabiya enretssag mod forlaget og forfatterne til ’Osog Kristendom’, fordi han føler sig mis-brugt. I bogen citeres han for at sige, at»Selv om ikke alle muslimer er terrorister,så er alle terrorister muslimer«.

»Jeg skrev en artikel, hvor min pointevar den stik modsatte, og så har forfatter-ne klippet hårdt i artiklen, fordi de vil ha-

ve det til at fremstå, som om islam som re-ligion er koblet til terror. Det er en fornær-melse over for islam og muslimer«, sigerAbdel-Rahman al-Rashed.

Kritikken af ’Os og Kristendom’ er kom-met fra både religionslærere og forældre,og selv om forlaget Malling Becks direk-tør Lars Tindholdt i første omgang afvisteprotesterne, skiftede han i går mening.

»Vi har jo lov til at overveje tingene«, si-ger han og erkender, at den seneste revi-sion af grundbøgerne ikke er tilfredsstil-lende, og at »enkelte sider i elevbøgernekan virke unuancerede«.

Elever i 5. klasse, der undervises efter’Os og Kristendom’, møder første gang is-lam under kapitlet ’Terrorisme’. Her be-skrives muslimske separatisters massak-re på en skole i den nordossetiske by Be-slan. Derefter kommer historien om 11.september 2001 og terroristen Osama binLaden. Først da får eleverne en introduk-

tion til islam, inden der igen kommer me-re om muslimer og terror. Forlaget valgtesamtidig at trække grundbogen for 6.klasse tilbage. Her er kapitlet ’Kristendomog islam’ bl.a. illustreret med sørgende ef-ter mordet på den hollandske filmin-struktør Theo van Gogh.

De skoler, der har købt materialet, fårher til morgen et brev fra forlaget med til-bud om at returnere bøgerne, der nu vilgennemgå en ny revision, dog fortsatmed forfatterne Henny Nørgaard og Chri-stian Meidahl som skribenter.

Forlagets skridt fik i går Dansk Folke-partis uddannelsesordfører Martin Hen-riksen til at rase. »Nu hører alting op«, si-ger han og mener, der findes masser afskolebøger med slagside i den modsatteretning. Hvorfor bliver de ikke forlangttrukket tilbage? spørger han.

»Desuden er det fuldstændig klart ogbevisligt, at der er en sammenhæng mel-lem islam og terror«, siger han.

Også Islamisk Trossamfund overvejedei går at sagsøge forfatterne Henny Nør-gaard og Christian Meidahl, der blankt af-viste at udtale sig. [email protected]

1. sektion side 5

ANNE M. SØRENSEN

Grundbøgerne ’Os og Kristendom’ for 5. og 6. klas-se er ikke »tilfredsstillende« revideret, erkenderforlaget Malling Beck. Forlaget trues nu af sagsan-læg, og bøgernes indhold vækker opsigt i Tyrkiet.

Styrelse ignorerede klar besked

D et var en henvendelse fra en bor-ger, som gjorde sundhedsmini-ster Lars Løkke Rasmussen (V) op-

mærksom på, at behandlingsgarantientil danske kræftpatienter ikke bliver over-holdt.

Henvendelsen fik ministeren til den 23.oktober at indskærpe over for Sundheds-styrelsen, at den har pligt til at forsøge atfinde sygehuse i udlandet, som kan tilby-de strålebehandling til danske patienter

inden for den fire ugers grænse, som re-geringen har sat.

»Her har Sundhedsstyrelsen en rolle atspille. Det er lysende klart«, sagde sund-hedsministeren i går.

Det skete efter Politikens omtale af, atSundhedsstyrelsen ikke selv gør noget forat finde sygehuse i udlandet, som kan gi-ve strålebehandling til danske patienter.Styrelsen har blot bedt sygehusene om»at gå bunken igennem én gang til«.

Og da amtssygehuset i Herlev i foråretbegyndte at indsende snesevis af indbe-retninger fra patienter, der ønskedeSundhedsstyrelsens hjælp til at finde etsygehus i udlandet, gav styrelsen syge-huset besked på, at det ikke skulle indsen-de indberetningerne. Styrelsen gjordenemlig ikke selv noget for at finde syge-huse i udlandet.

Borgeren var utilfreds med den langeventetid på strålebehandling og bad der-for sygehuset om at anmode Sundheds-styrelsen om at finde et sygehus i udlan-det. Da det ikke skete, gik borgeren til mi-nisteren og Folketinget.

23. oktober indskærpede sundhedsmi-

nisteriet derfor over for sygehusene, at deskal kontakte Sundhedsstyrelsen, når pa-tienter ønsker det, fordi behandlingsfri-sten overskrides. Samtidig indskærpedeministeriet over for Sundhedsstyrelsen,at den selv skal søge efter sygehuse i ud-landet, der kan behandle patienternehurtigere. Det fremgår af et svar til Folke-tinget om sagen, erfarer Politiken.

Ministeren bad i går morges om en re-degørelse »inden fyraften« fra Sundheds-styrelsens chef, medicinaldirektør JensKristian Gøtrik.

I redegørelsen, som blev afleveret ved21-tiden i aftes, beklager medicinaldirek-tøren, hvis der er »opstået misforståelserom ansvarsfordelingen«. Samtidig op-lyste han, at han har indkaldt »sygehus-myndighederne« til møde på fredag for atfå aftalt et system, der sikrer, at kræftpati-enter kan få hurtig hjælp i udlandet.

Sundhedsstyrelsen har i flere dage af-vist at kommentere sagen over for [email protected]

1. sektion side 2

HANS DRACHMANN

Sundhedsstyrelsen fik foren måned siden klar besked på, at den har pligttil at finde sygehuse i ud-landet, der kan give kræft-patienter strålebehandling,når de danske sygehuse ikke kan tilbyde behand-ling i tide. Det skete ikke.

Smukke særtryk og spændende skulpturer

politiken.dk/galleri

Bestil en gladere konehelt gratisGå ind på falck.dk eller ring 70 33 00 66 og bestil en bog, der kan få hende lidt ovenpå.

Formuepleje, investering og pension?

Lad Nykredit pleje dine midler. Ring 70 10 29 48

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk 7. OKT. - 22. DEC. 2006

5. - 31. JAN. 2007 OESTRE-GASVAERK.DKTLF. 39 27 71 77 ELLER BILLETNET.DK

Børsen

Berl. T

Who are we?

The rethink

Page 43: Редизайн датской газеты Politiken

43

Section 1. Three flows of content:OverviewInsightAds

The rethink

Page 44: Редизайн датской газеты Politiken

44

Section 1. Old page.Two flows of content:Ads & Prioritized News.

The rethink Ø K O N O M I Onsdag 4. maj 2005 — 1. sektion 15

SAS tror på gode tider trods minusEt godt sommerhalvår skal giveSAS-koncernen første overskud i fire år.

Af Thomas Flensburg,

Stockholm

Påskeeffekten. Det er forkla-ringen på, at det ikke er gåethelt så godt i årets første tremåneder, som det skandina-viske luftfartsselskab SAShavde håbet på.

Tidligere har forklaringer-ne på SAS’ dårligdomme væ-ret terrorfrygt, økonomiskafmatning, høje oliepriser,lungesygdommen SARS,Irakkrig og ikke mindst ben-hård konkurrence fra lav-prisselskaberne, når SAS af-lagde regnskab.

Men da kvartalsregnska-

bet blev præsenteret i går,var grundtonen positiv. Etunderskud på godt en milli-ard kroner i første kvartal afdet år, hvor SAS-ledelsen lo-ver det første overskud i kon-cernen siden 2001, får dogikke administrerende direk-tør Jørgen Lindegaard til attvivle.

»Jeg garanterer ikke etoverskud. Det er jeg kommetgalt af sted med tidligere,men hvis vi ellers slipper fornye uforudsete og dramati-ske hændelser i branchen, såender vi med et plus i år«,siger Jørgen Lindegaard.

Her kommer vi så tilbagetil påskeeffekten. Påskeef-fekten er det faktum, at på-

skehelligdagene falder imarts i stedet for april. Tra-ditionelt er første kvartaldårligt for luftfarten, hvilketikke bare gælder SAS. Og detsvage kvartal bliver trukketyderligere ned af, at der ikkeer så mange forretningsrej-sende, som køber de dyre bil-letter i påskedagene.

SAS-chefen vurderer, atpåskeeffekten har kostet iomegnen af 200 millionerkroner. Det faktum sam-menholdt med, at kvartals-regnskabet for årets førstetre måneder faktisk er gåetbedre end de første månederaf 2004, giver grobund foroptimisme.

»Jeg håber, vi kommer indi et mere normaliseret mar-ked. Det ser ud til, at priser-ne på flybilletter har stabili-seret sig i løbet af efterårs-

månederne«, siger JørgenLindegaard.

Spareplanen ’Turnaround2005’, der skærer 11,5 milli-arder kroner af SAS’ om-kostninger, er næsten i mål.

Det har dog været sværereend forudset at øge effektivi-teten i luften. I gennemsnitflyver en SAS-pilot 550 timerom året, men det tal skal oppå 700-750 timer om året.

Ifølge spareplanen skal an-tallet af medarbejdere nedmed 6.000, men der mangler1.400 i at nå målet.

Der er i øjeblikket knap32.000 ansatte i SAS.

SAS’ resultat (i mio. kr.)

1. kvartalstal

2002 2003 2004 20050

-500

-1.000

-1.500

DriftsresultatResultat efter skat

5153

Opgørelse afledige volderstor uenighedAF og a-kasserne erfor dårlige til atgennemføre CV-samtaler, viser tal fraArbejdsmarkeds-styrelsen. A-kassernesbrancheorganisationsætter spørgsmåls-tegn ved opgørelses-metoderne.

Af Cecilia Sejer

Der skal skrues op for tem-poet i gennemførelsen af CV-samtaler på Arbejdsformid-lingerne (AF) og a-kasserne.

Det mener Arbejdsmar-kedsstyrelsen, som ikke ertilfreds med en gennemførel-sesprocent i 2004 på 85 hosAF og på 65 hos a-kasserne.

»Vi forventer, at de kom-mer op på en gennemførel-sesprocent på 90. Som detser ud nu, er det bare ikkegodt nok«, siger styrelsensdirektør, Marie Hansen.

»Vi indskærpede alleredefor et år siden, at den cen-trale ledelse i regionerneskal have fokus på det«, un-derstreger hun.

Personer, der bliver ledigefor første gang og tilmeldersig Arbejdsformidlingen,skal have tilbudt en CV-sam-tale, som skal sikre, at deledige hurtigst muligt kom-mer ud på arbejdsmarkedetigen.

Det skal ske senest en må-ned, efter at de er blevet til-meldt første gang. Det sigerloven om aktiv beskæftigel-sesindsats, som trådte i krafti 2003.

Svær fristHvis man får arbejde i enperiode og senere bliver ledigigen, er det ens a-kasse, derstår for at lave en opfølgendeCV-samtale.

Men den frist har AF-re-gionerne og a-kasserne tilsy-neladende svært ved at over-holde.

AF-region Frederiksborg iNordsjælland lå i 2004 i denlave ende med at få gennem-ført CV-samtalerne til tiden

og tilskriver det blandt an-det, at opgaven var ny ogsvær at få sat effektivt påskinner.

»Vi havde også kørt enstrategi, hvor vi først sam-lede dem op, der havde over-skredet fristen med længsttid. Det skulle vi så ikke havegjort, vi fik i hvert fald etefterslæb på den måde«, si-ger Niels Rasmussen, sekre-tariatschef i AF-region Fre-deriksborg, der kan konsta-tere, at i de første syv uger af2005, var man i regionen op-pe på en gennemførelsespro-cent på 91.

Han mener imidlertid, atdet bliver svært at holde denstatistik, fordi der altid vilvære sammenfald af, at folkmelder afbud til samtalerne,at de skal til jobsamtale, atledighedstallene ændrer sighele tiden.

Uenighed skal vækTorben Dam Jensen sekreta-riatschef i AK-Samvirke erstærkt skeptisk over for, omtallene fra Arbejdsmarkeds-styrelsen er korrekte.

»Vi trækker tallene detsamme sted fra, nemlig fraArbejdsmarkedsportalen, ogde stemmer ikke overens«,siger han og giver et konkreteksempel:

»I ingeniørernes a-kasseviser tallene en gennemførel-sesprocent på 96. Arbejds-markedsstyrelsens tal forsamme gruppe siger 65 pro-cent. Det er lidt af en gåde,hvorfor vi får så forskelligeresultater«.

Nu har AK-Samvirke for-langt, at opgørelsesmetoder-ne skal gennemtjekkes, såder bliver enighed om talle-ne.

I mandags havde AK-Sam-virke et møde med Arbejds-markedsstyrelsen, hvor tal-lene blev drøftet. Der er enig-hed mellem parterne om, atder skal ligge en plan over,hvordan opgørelserne skallaves i fremtiden. Den skalligge klar 30. maj, så de ledi-ge kan få den service, de harkrav på.

[email protected]

SAS truerlufthavnSAS’ konkurrenterkræver særrabat tildet skandinaviskeluftfartsselskabfjernet. SAS afviserblankt.

Af Lars Dahlager

og Thomas Flensburg,

Stockholm

SAS truer med at flyve udenom Københavns Lufthavn,hvis lufthavnsledelsen hold-er fast i at fjerne rabatten pålufthavnsafgiften til passage-rer på gennemrejse i Køben-havn.

»Selvfølgelig vil det havenogle konsekvenser for,hvordan vi kommer til atbruge lufthavnen i fremti-den«, siger administrerendedirektør Jørgen Lindegaard,SAS.

SAS er langtfra tilfredsmed et nyt forslag til luft-havnsafgifter, som flyselska-berne blev præsenteret for imandags. Det ligner alt formeget det få uger gamle for-slag, hvor Københavns Luft-havn lægger op til at sænkelufthavnsafgifterne fra års-skiftet med 15 procent, mentil gengæld fjerner rabattenpå 50 procent til transferpas-sagerer.

På mødet for to dage sidenlagde lufthavnsledelsen optil at fjerne den særligetransferafgift over tre årfrem til 2008.

»Vi vil fastholde en særligtransferafgift. Det er helt af-gørende for os, at Køben-havn er attraktiv som trans-ferlufthavn og dermed somknudepunkt i vores net-værk«, siger direktør Susan-ne Larsen fra SAS Danmark,der er ansvarlig for forhand-lingerne. Det vil koste SASomkring 100 millioner kro-ner om året, hvis rabatten tiltransferkunder forsvinder.

Hendes koncernchef iStockholm lægger yderligerepres på Københavns Luft-havn.

»Lufthavnen vil gerne væ-re en forretning, og lufthavn-en vil gerne ekspandere. Der-for må ledelsen afgøre medsig selv, hvem man har mestgavn af. Lufthavnen har enkommerciel interesse i at be-tjene sin suverænt størstekunde så godt som muligt«,siger Jørgen Lindegaard.

»Transitkunderne har be-tydning for lufthavnens for-retninger, og de koster ikkenoget på sikkerhed, fordi deallerede er blevet tjekket«.

Københavns Lufthavn erfanget i en klemme mellemden traditionelt store kundeSAS og de fremadstormendelavprisselskaber, der typiskflyver fra lufthavn til luft-havn uden omstigning. 75procent af transferkunderneflyver med SAS. Lufthavnenundersøger i øjeblikket, hvil-ken betydning transferkun-der har for lufthavnens øko-nomi. »Vi vil gerne finde enløsning, der tilfredsstiller

begge parter, men det bliversvært«, siger Merete Rønde,direktør i Københavns luft-havn.

Maersk Air ser gernetransferrabatten fjernet tilfordel for generelt lavere af-gifter.

»Dengang, man lavededenne struktur på afgifter,fandtes ordet lavprisselskabikke. Nu er det her, og detgiver en konkurrenceforvrid-ning, som bør laves om hur-tigst muligt. For hvert år dergår, koster det os penge«, si-ger administrerende direk-

tør Finn Øelund fra MaerskAir og giver et eksempel:

»Hvis du køber en SAS-bil-let fra Stockholm via Køben-havn til Malaga, betaler duikke fuld afgift i København,men får 50 procent rabat. Enkunde, der kommer med FlyNordic til København og sti-ger på Maersk Air til Malaga,betaler 100 procent afgift.Hvis man flyver med to sel-skaber, så får man ingen ra-bat. I vores verden er 50 kro-ner mange penge, det er fak-tisk nok til at flytte passa-gerer mellem selskaber. Og

det er præcis 50 kroner, dether drejer sig om«.

Mens SAS håber på en for-handlingsløsning, opfordrerMaersk Air transportmini-steren til at gribe ind. Det er

i sidste ende ministeren, derskal godkende afgiftssyste-met.

[email protected]@pol.dk

OMLÆGNING. SAS undgår i stigende grad København. På to år er mellemlandingerne faldet ti procent. – Arkivfoto: Thomas Borberg

Byggesjuskkoster milliarderUndersøgelse viser, atdårlig kommunikationog samarbejde er de mest almindeligeårsager til fejl ibyggeri.

Ritzau

Der er milliarder af kronerat spare, hvis man bliverbedre til at undgå fejl underbyggeri. Det viser en under-søgelse fra BYG-DTU, derhar kortlagt ’farerne’ i for-bindelse med byggeproces-serne. Undersøgelsen viser,at der kunne spares op til 14milliarder kroner årligt set ilyset af, at den danske bygge-branche sidste år omsatte for178 milliarder.

Lektor Christian Koch,der har været projektlederpå undersøgelsen, siger, atder hidtil har været megetfokus på kvalitet og sjusk setud fra kundens synspunkt:

»Men vores undersøgelseviser faktisk, at det kun er 7

til 8 procent af fejlene, derslår igennem som dårligereslutkvalitet. Håndværkereog andre knokler for at retteop på de opståede problemeri processen – og det er dér,guldet ligger«, siger han.

I selve undersøgelsen harman forsøgt at kortlægge’snublesten’ – forhold, derforhindrer, at arbejdet udfø-res så effektivt som muligtog så rigtigt som muligt før-ste gang. Og dermed rettesfokus mod byggeprocessen.

Der er mange årsager til,at byggeriet snubler: Svag-heder i kommunikation ogsamarbejde optræder i 61procent af ’snublestenene’,mens projekteringsaktivite-terne optræder som årsag i45 procent af dem.

»Det komplekse årsags-mønster betyder, at en en-kelt aktør kun kan nå et viststykke ved at forbedre egneprocedurer. Tilløb til svigt iprocessen går typisk gennemflere hænder, før de slårigennem«, siger ChristianKoch.

El-installatører opleverhård konkurrence

Ritzau

El- og vvs-installatørernesbrancheorganisation, Tek-niq, afviser en mistanke fraKonkurrencestyrelsen om,at konkurrencen ikke erskarp nok i byggebranchen –i hvert fald på deres område.

»Vi ser gang på gang, atstyrelser, råd og politikerekaster om sig med tal, derangiveligt skulle dokumente-re, at Danmark er et dyrtbyggeland. Vi har generelt ethøjt prisniveau. Det hænger

sammen med, at vi generelthar høje lønninger og mangeafgifter. Men at der ikke erpriskonkurrence i byggeriet,og at byggebranchen er ufor-holdsmæssigt dyr, det ersimpelthen ikke rigtigt«, si-ger Flemming Preisler, di-rektør i Tekniq.

Ifølge Flemming Preislerer der med 4.000 installatø-rer i et lille land som Dan-mark hård konkurrence – ogvidere siger Tekniq, at Sveri-ge fremhæver Danmark somet billigland.

Page 45: Редизайн датской газеты Politiken

45

Section 1.Overview and Insight.Ad free. ��

irak-politik C3

Socialdemokrater-nes formand HelleThorning-Schmidtinviterer regerin-gen til at finde etnationalt kompro-mis om Irak. Fortropperne skal udnu, mener hun.

»Jeg synes, at vi har været megettålmodige i meget lang tid«

Hvorfor skal de danske tropper ud af Irak?»Det skal de, fordi de udenlandske trop-

pers tilstedeværelse i stigende grad er ble-vet en del af problemet frem for en del afløsningen. Den, der har talt med størstvægt i den seneste tid, er den britiske ge-neral Richard Dannat, som siger, at deudenlandske styrker forringer situation-en. Og det må gøre indtryk på os alle sam-men«.

Hvornår fandt du ud af, at de danske trop-per skulle trækkes ud af Irak?

»Helt præcist kan det dateres til maj2005, hvor vi meddelte regeringen, at vinødtvungent gerne ville være med til atforlænge mandatet i Irak, men samtidigbad vi regeringen om at udarbejde en ex-itstrategi, fordi vi godt kunne se, at detmåske ikke kunne vare ved«.

Når jeg spørger, er det, fordi I selv stemtefor beslutningsgrundlaget for de dansketroppers Irak-indsats i 2003?

»I 2003 støttede vi følgende: Når vi nuvar gået ind, ville vi være med til at sikre,at de styrker, vi havde i området, kunne lø-se opgaven. Men vi var imod det oprinde-lige forslag fra marts samme år om at gå ikrig mod Irak. Det er altså ret vigtigt«.

Er det ikke udtryk for en slingrekurs, når Inu opgiver den politik?

»Jeg synes, at vi har været meget tålmo-dige i meget lang tid. Når vi beslutter atvære med til at sende styrker derned, erdet, fordi vi har den grundholdning, atdanske styrker skal sendes ud med detbredest mulige flertal. Regeringen beslut-tede at gå i krig på et meget spinkelt fler-tal med Dansk Folkeparti«.

Men så giver I vel også et signal til dan-skerne om, at I vil være med til at løse proble-merne i Irak?

»Nej, vi giver det signal, at når nu Dan-mark er i Irak …«

Er det ikke bare politisk taktiksnak, fordidet er ved at gå galt?

»Nej, vi er dernede for at løse den opga-ve, som vi ikke var enige i fra starten«.

Men i maj 2004 sagde du til Berlingske Ti-dende, at vi skal markere langt kraftigere, atvi ikke forlader Irak før det er fredeligt, sta-bilt og demokratisk. Ja, du siger oven i købet,at langt flere europæiske lande bør støtteIrakkrigen. Det er jo noget helt andet, du si-ger nu?

»Nej, det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg si-ger, at når vi påtager os en opgave – selvmed et snævert flertal – skal vi også haveøje for, at vi kan løse opgaven. Men i Irakhar forudsætningerne flyttet sig ganskevoldsomt, og vi må nu konstatere, at vi istigende grad er en del af problemet ogikke en del af løsningen. Vi må også kon-statere, at tingene ikke går bedre i Irak. Degår dårligere. Vi har nu et Irak på randenaf borgerkrig. 600.000 irakere har mistet

livet. Bare den seneste måned blev 100amerikanske soldater dræbt. Iran er ble-vet en stærk nation i regionen, hvilket og-så betyder, at Syrien er blevet stærkere. Ogdet, vi beder statsministeren om, er at sevirkeligheden i øjnene og ud fra den be-slutte, hvad vi skal gøre«.

Allerede i maj 2004 siger eksperter, at detgår, rigtig, rigtig dårligt i Irak. Hvorfor stoddu så dengang og sagde, at tropperne skulleblive, indtil jobbet var færdigt, når du nu si-ger det modsatte?

»Fordi vi på det tidspunkt havde et mu-ligt perspektiv om, at der kunne ske no-get. Der var et gryende demokrati. Des-uden var jeg også stor modstander af, at

Spanien trak deres tropper ud umiddel-bart efter terrorangrebet i Madrid sammeår. Det er forkert at reagere på at trækketropper umiddelbart efter et terroran-greb. Man skal trække tropperne ud un-der ordnede forhold. Der skal lægges enplan for det, og nu skal vi have lagt denplan. I juni 2005 sagde jeg til GeorgeBush, at vi var ved at miste vores tålmo-dighed i Irak. Et år efter tager vi så konse-kvensen«.

Men vil du være med til sammen med re-geringen at lægge en national exitstrategimed en dato for, hvornår soldaterne skal ud?

»Jeg synes, at statsministeren skal talemed partierne. Men han er nødt til at gøre

det ud fra en erkendelse af, at vi skal æn-dre strategien. At tingene er gået den for-kerte vej, og at der aldrig har været enplan for at vinde freden i Irak. For hvis viskal sidde og lade som om, at tingene gårsom de skal i Irak, så nytter det ikke noget.Og vi bliver også nødt til at gøre det i enerkendelse af, at og vi skal bidrage på enanden måde«.

Hvad er snart for dig, og hvordan skal detpræcist foregå?

»Det er jo netop det, vi skal sætte os nedog tale om, hvilket vi prøvede allerede foret år siden – uden held. Nu har regeringenhaft et helt år. Jeg vil igen opfordre stats-ministeren til at finde en samling på dether. Jeg tror, det vigtigste lige nu er, at re-geringen anerkender, at tingene i Irak bli-ver værre lige nu«.

Det har Fogh jo også gjort. Men han sigerogså, at vi ikke bare kan trække os ud, fordidet vil skabe unødigt kaos. Er det ikke rig-tigt?

»Det er rigtigt, at det ville være en kata-strofe, hvis USA trak sig ud. Det er dem,der leder hele koalitionen, og det er ogsådem, der har indledt invasionen i Irak isin tid. Militært kan Danmark godt træk-ke sig ud. Det har de fleste vesteuropæi-ske lande gjort. Ved en tilbagetrækningvil vi sende et klart signal om, at vi ikkelængere tror på Bushs strategi. Til gen-gæld vil vi bede verdenssamfundet omhjælp til at løse konflikten og kommemed en samlet plan«.

Fogh har sagt, at den socialdemokratiskeudenrigspolitik historisk har lurepasset,mens verden stod i flammer. Også under be-sættelsen. Er det ikke det, I gør igen nu?

»Overhovedet ikke. Jeg gider ikke disku-tere besættelsen. Det handler om nu ogher og Irak. Og jeg må igen sige, at denudenrigspolitik, som statsministerensegen forgænger, tidligere udenrigsmini-ster Uffe Ellemann Jensen, indledte i1980’erne, hvor Danmark aktivt rykkedeud i verdens brændpunkter, er en uden-rigspolitik vi fortsatte under Nyrup-rege-ringen. Vi deltog i Kosovo. Vi fører en akti-vistisk udenrigspolitik, og det gjorde vi,da vi sad i regering og det gør vi nu vedeksempelvis at være med i den farligemission i Afghanistan. Nu gælder det omat finde ud af, hvor vi kan bruge vores1.200 udsendte soldater bedre. For jeg erdybt imponeret over deres indsats. Mender er mange andre steder, der er brug fordem, og det er på tide, at Danmark nu løs-river sig fra Bushs udenrigspolitik«[email protected]

MATIAS SEIDELINinterview

FÆRDIG MED BUSH. »Militært kan Danmark godt trække sig ud. Det harde fleste vesteuropæiske lande gjort. Veden tilbagetrækning vil vi sende et klart signal om, at vi ikke længere tror på Bushs strategi«, siger Helle Thorning-Schmidt. Foto: Martin Lehmann

serie IRAK - HVAD NU?

Skal de danske soldater blive i Irak?Hvad skal være den nye strategi for koa-litionens militære indsats i det voldspla-gede land? Skal statsminister AndersFogh Rasmussen (V) slå hånden af præ-sident George W. Bush i udenrigspolitik-ken? I disse dage bringer Politiken en in-terviewserie, hvor ledende danske politi-kere giver deres bud på Irakkrigen.

Vi har talt med:Villy Søvndal, formand, SF (3. nov.). Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører, DF (4. nov.). Helle Thorning-Schmidt, formand, S. Troels Lund Poulsen, politisk ordfører, V.

Hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) eller udenrigsministerPer Stig Møller (K) har taget imod tilbud-det om at deltage i interviewserien.

PRESSION. Chauffører ogvognmænd sendte i går etklart signal til justitsmini-ster Lene Espersen (K).Sanktionerne for overtræ-delse af køre- og hviletids-regler skal lempes nu.

På et stormøde i Fredericiabesluttede de 600 fremmød-te vognmænd og chaufførerat sende et brev til justitsmi-nisteren, hvor man kræverforhandlingerne genåbnet.Sker det ikke, er chaufførerneparat til at gå i aktion, sigernæstformand i Foreningenaf Danske Langtursvogn-mænd, Christian Jensen.

»Hvis vi ikke får et positivtsvar fra politikerne om, atman nu vil sørge for ordent-lige rammevilkår for chauf-

førerne inden for otte til tidage, så tager vi plan b op afskuffen. Og så er det heltklart, at chaufførerne vil sva-re igen på en helt anden må-de 20. november«, siger Chri-stian Jensen.

Han peger på, at der for-mentlig bliver tale om en ar-bejdsnedlæggelse, så der ik-ke bliver kørt varer ud. Menhan vil ikke afvise, at der kanblive tale om blokader.

»Man kan opfatte det, somman vil. Hvis chaufførerne ik-ke vil køre, så kan vi vogn-mænd ingenting gøre. Oghvis de så holder et ube-kvemt sted, så kan det godtkaldes en blokade. Og de ernok ikke så nemme at flytte«,siger Christian Jensen.

Tidligere på ugen lempedejustitsminister Lene Esper-sen (K) ellers sanktionerne iforhold til overtrædelse afkøre- og hviletidsreglerne.Men lempelserne stiller påingen måde chaufførerne til-fredse. De føler stadig, at derisikerer massive bøder vedsmå forseelser, der ikke berø-rer færdselssikkerheden.

»Vi har ikke lyst til at tageplan b frem. Derfor håber vi,politikerne kommer til for-nuft. Det er et voldsomt psy-kisk pres på en chauffør, athan skal være bange for at fo-retage sig nogle ting, der kanslå benene væk under hansprivatøkonomi«, siger Chri-stian Jensen.ritzau

Vognmænd truer med at blokere veje

KRAV. Det skal være slut med anonyme studenter-klubber og spredte meninger fra studerende på devideregående uddannelser. Med ansættelse af en se-kretariatschef og valg af en formand vil Danske Stu-derendes Fællesråd, der repræsenterer 100.000 stu-derende, forsøge at omdanne sig til slagkraftig inter-esseorganisation. Den kommende formand bliverMads Svaneklink, som blandt andet vil kæmpe forbilligere tv-licens og udvidelse af DSB’s wildcard-ord-ning til alle studerende.ritzau

Studerende vil være slagkraftige

Foto

: Mar

tin L

ehm

ann

POLITI. I flere år er politietblevet kritiseret for at ud-danne for få betjente medindvandrerbaggrund, mennu vender udviklingen.

I år er 19 indvandrere ble-vet optaget på Politiskolen,hvilket er det højeste antalnogensinde. Ved udgang-en af marts havde politietog anklagemyndigheden68 fastansatte indvandre-re, skriver Jyllands-Posten.

»Det er fantastisk. Dethar været en lang sej kampat tiltrække indvandrere,fordi de ofte har dårlige er-faringer med politiet fraandre lande,« siger chefkri-minalinspektør i Køben-havns Politi, Per [email protected]

Flere indvandrerebliver betjente

politiken.dk i dag

Kl. 10.00: Den traditionsrige Hubertusjagt iDyrehaven. Starten går fra Peter Lieps Hus.Prinsesse Benedikte overværer jagten oguddeler Prinsgemalens Ærespræmie. Hele landet: I dag begynder DR for førstegang at sende TV-avisen i bredformat. Forde millioner af seere, som fortsat har etgammelt tv med billedrør, vil det betyde, atde nu må indstille sig på at få nyhedernebragt i et mindre skærmbillede.

2 SØNDAG 5. NOVEMBER 2006 POLITIKENoverblik.

indland

Redaktør Jacob SvendsenJourhavende Rikke EgelundTelefon 33 47 17 13E-mail [email protected]

Politiken AbonnementTelefon (indland)70 15 01 01Telefon (udland)70 15 95 15Man-fre kl. 7-20,lør-søn kl. 7.30-16www.politiken.dk/abonnement

Hvor finder jeg mit abonnementsnummer?På selve din abonnements-opkrævning eller nederst påkvitteringsdelen. Det kan og-så findes på oversigten fraBetalingsService eller på ditPLUSkort.

Hvor kan jeg henvendemig, hvis min avis skullevære forsinket i dag?På 70 15 01 01 eller www.politiken.dk/abonnement

Kan jeg tage Politiken med på ferie?Ja, det koster ikke ekstra attage Politiken med overalt iDanmark og Sydsverige. I det øvrige udland betalerdu særskilt for forsendelsen.Læs mere på www.politiken.dk/abonnement

Politiken PLUSLæserarrangementer og -tilbud Telefon 70 15 85 15Man-fre kl. 13-17E-mail [email protected] www.politiken.dk/plusPolitiken PLUSkortet er ettilbud til læsere, der har etabonnement til fuld pris eller et studieabonnement.

BladhusetDu er velkommen til at besøge os på Rådhuspladsen 37. Servicecentret er åben man-fre kl. 8.30-17.00

Politikens OplysningFå svar på alt — også om ældre artikler.Telefon 33 14 40 88Man-fre kl. 14-18E-mail [email protected]/oplysning

Politiken AnnonceserviceTelefon 33 47 29 82Man-tors kl. 8.30-16.30,fre kl. 8.30-16Telefax 33 14 85 15E-mail [email protected] annoncertelefon 33 47 12 01www.politiken.dk/annoncer

Politikens redaktionRådhuspladsen 37,1785 København VTelefon 33 11 85 11Telefax 33 15 41 17www.politiken.dk

IndlandsredaktørJacob SvendsenTelefon 33 47 17 [email protected]

Udlands- og erhvervsredaktørMichael JarlnerTelefon 33 47 17 [email protected]

KulturredaktørChristian IlsøeTelefon 33 47 17 [email protected]

NetredaktørMichael ArreboeTelefon 33 47 17 [email protected]

OpinionsredaktørBjørn BredalTelefon 33 47 27 [email protected]

SportsredaktørSøren-Mikael HansenTelefon 33 47 21 [email protected]

DesignchefSøren NyelandTelefon 33 47 17 [email protected]

FotochefPer FolkverTelefon 33 47 17 [email protected]

Læsernes redaktørLars HalskovTelefon 33 47 23 26(mandag til fredag kl. 10.30-12.30)E-mail [email protected] korrigerer fejl ogmisforståelser hurtigst mu-ligt. Henvendelse med angi-velse af dato og side bedesrettet til Læsernes redaktør.

Citater fra PolitikenArtikler i Politiken må gerneciteres, når det sker indenfor citatreglerne, med tyde-lig angivelse af Politikensom kilde samt dato. Erhvervsmæssig affotogra-fering af Politikens tekst, billeder og andre illustratio-ner samt annoncer er ikketilladt.

kontakt

OverviewandInsight

The rethink

Page 46: Редизайн датской газеты Politiken

46

Section 1.Overview.Wire news.Covers everything.�9

irak-politik C3

Socialdemokrater-nes formand HelleThorning-Schmidtinviterer regerin-gen til at finde etnationalt kompro-mis om Irak. Fortropperne skal udnu, mener hun.

»Jeg synes, at vi har været megettålmodige i meget lang tid«

Hvorfor skal de danske tropper ud af Irak?»Det skal de, fordi de udenlandske trop-

pers tilstedeværelse i stigende grad er ble-vet en del af problemet frem for en del afløsningen. Den, der har talt med størstvægt i den seneste tid, er den britiske ge-neral Richard Dannat, som siger, at deudenlandske styrker forringer situation-en. Og det må gøre indtryk på os alle sam-men«.

Hvornår fandt du ud af, at de danske trop-per skulle trækkes ud af Irak?

»Helt præcist kan det dateres til maj2005, hvor vi meddelte regeringen, at vinødtvungent gerne ville være med til atforlænge mandatet i Irak, men samtidigbad vi regeringen om at udarbejde en ex-itstrategi, fordi vi godt kunne se, at detmåske ikke kunne vare ved«.

Når jeg spørger, er det, fordi I selv stemtefor beslutningsgrundlaget for de dansketroppers Irak-indsats i 2003?

»I 2003 støttede vi følgende: Når vi nuvar gået ind, ville vi være med til at sikre,at de styrker, vi havde i området, kunne lø-se opgaven. Men vi var imod det oprinde-lige forslag fra marts samme år om at gå ikrig mod Irak. Det er altså ret vigtigt«.

Er det ikke udtryk for en slingrekurs, når Inu opgiver den politik?

»Jeg synes, at vi har været meget tålmo-dige i meget lang tid. Når vi beslutter atvære med til at sende styrker derned, erdet, fordi vi har den grundholdning, atdanske styrker skal sendes ud med detbredest mulige flertal. Regeringen beslut-tede at gå i krig på et meget spinkelt fler-tal med Dansk Folkeparti«.

Men så giver I vel også et signal til dan-skerne om, at I vil være med til at løse proble-merne i Irak?

»Nej, vi giver det signal, at når nu Dan-mark er i Irak …«

Er det ikke bare politisk taktiksnak, fordidet er ved at gå galt?

»Nej, vi er dernede for at løse den opga-ve, som vi ikke var enige i fra starten«.

Men i maj 2004 sagde du til Berlingske Ti-dende, at vi skal markere langt kraftigere, atvi ikke forlader Irak før det er fredeligt, sta-bilt og demokratisk. Ja, du siger oven i købet,at langt flere europæiske lande bør støtteIrakkrigen. Det er jo noget helt andet, du si-ger nu?

»Nej, det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg si-ger, at når vi påtager os en opgave – selvmed et snævert flertal – skal vi også haveøje for, at vi kan løse opgaven. Men i Irakhar forudsætningerne flyttet sig ganskevoldsomt, og vi må nu konstatere, at vi istigende grad er en del af problemet ogikke en del af løsningen. Vi må også kon-statere, at tingene ikke går bedre i Irak. Degår dårligere. Vi har nu et Irak på randenaf borgerkrig. 600.000 irakere har mistet

livet. Bare den seneste måned blev 100amerikanske soldater dræbt. Iran er ble-vet en stærk nation i regionen, hvilket og-så betyder, at Syrien er blevet stærkere. Ogdet, vi beder statsministeren om, er at sevirkeligheden i øjnene og ud fra den be-slutte, hvad vi skal gøre«.

Allerede i maj 2004 siger eksperter, at detgår, rigtig, rigtig dårligt i Irak. Hvorfor stoddu så dengang og sagde, at tropperne skulleblive, indtil jobbet var færdigt, når du nu si-ger det modsatte?

»Fordi vi på det tidspunkt havde et mu-ligt perspektiv om, at der kunne ske no-get. Der var et gryende demokrati. Des-uden var jeg også stor modstander af, at

Spanien trak deres tropper ud umiddel-bart efter terrorangrebet i Madrid sammeår. Det er forkert at reagere på at trækketropper umiddelbart efter et terroran-greb. Man skal trække tropperne ud un-der ordnede forhold. Der skal lægges enplan for det, og nu skal vi have lagt denplan. I juni 2005 sagde jeg til GeorgeBush, at vi var ved at miste vores tålmo-dighed i Irak. Et år efter tager vi så konse-kvensen«.

Men vil du være med til sammen med re-geringen at lægge en national exitstrategimed en dato for, hvornår soldaterne skal ud?

»Jeg synes, at statsministeren skal talemed partierne. Men han er nødt til at gøre

det ud fra en erkendelse af, at vi skal æn-dre strategien. At tingene er gået den for-kerte vej, og at der aldrig har været enplan for at vinde freden i Irak. For hvis viskal sidde og lade som om, at tingene gårsom de skal i Irak, så nytter det ikke noget.Og vi bliver også nødt til at gøre det i enerkendelse af, at og vi skal bidrage på enanden måde«.

Hvad er snart for dig, og hvordan skal detpræcist foregå?

»Det er jo netop det, vi skal sætte os nedog tale om, hvilket vi prøvede allerede foret år siden – uden held. Nu har regeringenhaft et helt år. Jeg vil igen opfordre stats-ministeren til at finde en samling på dether. Jeg tror, det vigtigste lige nu er, at re-geringen anerkender, at tingene i Irak bli-ver værre lige nu«.

Det har Fogh jo også gjort. Men han sigerogså, at vi ikke bare kan trække os ud, fordidet vil skabe unødigt kaos. Er det ikke rig-tigt?

»Det er rigtigt, at det ville være en kata-strofe, hvis USA trak sig ud. Det er dem,der leder hele koalitionen, og det er ogsådem, der har indledt invasionen i Irak isin tid. Militært kan Danmark godt træk-ke sig ud. Det har de fleste vesteuropæi-ske lande gjort. Ved en tilbagetrækningvil vi sende et klart signal om, at vi ikkelængere tror på Bushs strategi. Til gen-gæld vil vi bede verdenssamfundet omhjælp til at løse konflikten og kommemed en samlet plan«.

Fogh har sagt, at den socialdemokratiskeudenrigspolitik historisk har lurepasset,mens verden stod i flammer. Også under be-sættelsen. Er det ikke det, I gør igen nu?

»Overhovedet ikke. Jeg gider ikke disku-tere besættelsen. Det handler om nu ogher og Irak. Og jeg må igen sige, at denudenrigspolitik, som statsministerensegen forgænger, tidligere udenrigsmini-ster Uffe Ellemann Jensen, indledte i1980’erne, hvor Danmark aktivt rykkedeud i verdens brændpunkter, er en uden-rigspolitik vi fortsatte under Nyrup-rege-ringen. Vi deltog i Kosovo. Vi fører en akti-vistisk udenrigspolitik, og det gjorde vi,da vi sad i regering og det gør vi nu vedeksempelvis at være med i den farligemission i Afghanistan. Nu gælder det omat finde ud af, hvor vi kan bruge vores1.200 udsendte soldater bedre. For jeg erdybt imponeret over deres indsats. Mender er mange andre steder, der er brug fordem, og det er på tide, at Danmark nu løs-river sig fra Bushs udenrigspolitik«[email protected]

MATIAS SEIDELINinterview

FÆRDIG MED BUSH. »Militært kan Danmark godt trække sig ud. Det harde fleste vesteuropæiske lande gjort. Veden tilbagetrækning vil vi sende et klart signal om, at vi ikke længere tror på Bushs strategi«, siger Helle Thorning-Schmidt. Foto: Martin Lehmann

serie IRAK - HVAD NU?

Skal de danske soldater blive i Irak?Hvad skal være den nye strategi for koa-litionens militære indsats i det voldspla-gede land? Skal statsminister AndersFogh Rasmussen (V) slå hånden af præ-sident George W. Bush i udenrigspolitik-ken? I disse dage bringer Politiken en in-terviewserie, hvor ledende danske politi-kere giver deres bud på Irakkrigen.

Vi har talt med:Villy Søvndal, formand, SF (3. nov.). Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører, DF (4. nov.). Helle Thorning-Schmidt, formand, S. Troels Lund Poulsen, politisk ordfører, V.

Hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) eller udenrigsministerPer Stig Møller (K) har taget imod tilbud-det om at deltage i interviewserien.

PRESSION. Chauffører ogvognmænd sendte i går etklart signal til justitsmini-ster Lene Espersen (K).Sanktionerne for overtræ-delse af køre- og hviletids-regler skal lempes nu.

På et stormøde i Fredericiabesluttede de 600 fremmød-te vognmænd og chaufførerat sende et brev til justitsmi-nisteren, hvor man kræverforhandlingerne genåbnet.Sker det ikke, er chaufførerneparat til at gå i aktion, sigernæstformand i Foreningenaf Danske Langtursvogn-mænd, Christian Jensen.

»Hvis vi ikke får et positivtsvar fra politikerne om, atman nu vil sørge for ordent-lige rammevilkår for chauf-

førerne inden for otte til tidage, så tager vi plan b op afskuffen. Og så er det heltklart, at chaufførerne vil sva-re igen på en helt anden må-de 20. november«, siger Chri-stian Jensen.

Han peger på, at der for-mentlig bliver tale om en ar-bejdsnedlæggelse, så der ik-ke bliver kørt varer ud. Menhan vil ikke afvise, at der kanblive tale om blokader.

»Man kan opfatte det, somman vil. Hvis chaufførerne ik-ke vil køre, så kan vi vogn-mænd ingenting gøre. Oghvis de så holder et ube-kvemt sted, så kan det godtkaldes en blokade. Og de ernok ikke så nemme at flytte«,siger Christian Jensen.

Tidligere på ugen lempedejustitsminister Lene Esper-sen (K) ellers sanktionerne iforhold til overtrædelse afkøre- og hviletidsreglerne.Men lempelserne stiller påingen måde chaufførerne til-fredse. De føler stadig, at derisikerer massive bøder vedsmå forseelser, der ikke berø-rer færdselssikkerheden.

»Vi har ikke lyst til at tageplan b frem. Derfor håber vi,politikerne kommer til for-nuft. Det er et voldsomt psy-kisk pres på en chauffør, athan skal være bange for at fo-retage sig nogle ting, der kanslå benene væk under hansprivatøkonomi«, siger Chri-stian Jensen.ritzau

Vognmænd truer med at blokere veje

KRAV. Det skal være slut med anonyme studenter-klubber og spredte meninger fra studerende på devideregående uddannelser. Med ansættelse af en se-kretariatschef og valg af en formand vil Danske Stu-derendes Fællesråd, der repræsenterer 100.000 stu-derende, forsøge at omdanne sig til slagkraftig inter-esseorganisation. Den kommende formand bliverMads Svaneklink, som blandt andet vil kæmpe forbilligere tv-licens og udvidelse af DSB’s wildcard-ord-ning til alle studerende.ritzau

Studerende vil være slagkraftige

Foto

: Mar

tin L

ehm

ann

POLITI. I flere år er politietblevet kritiseret for at ud-danne for få betjente medindvandrerbaggrund, mennu vender udviklingen.

I år er 19 indvandrere ble-vet optaget på Politiskolen,hvilket er det højeste antalnogensinde. Ved udgang-en af marts havde politietog anklagemyndigheden68 fastansatte indvandre-re, skriver Jyllands-Posten.

»Det er fantastisk. Dethar været en lang sej kampat tiltrække indvandrere,fordi de ofte har dårlige er-faringer med politiet fraandre lande,« siger chefkri-minalinspektør i Køben-havns Politi, Per [email protected]

Flere indvandrerebliver betjente

politiken.dk i dag

Kl. 10.00: Den traditionsrige Hubertusjagt iDyrehaven. Starten går fra Peter Lieps Hus.Prinsesse Benedikte overværer jagten oguddeler Prinsgemalens Ærespræmie. Hele landet: I dag begynder DR for førstegang at sende TV-avisen i bredformat. Forde millioner af seere, som fortsat har etgammelt tv med billedrør, vil det betyde, atde nu må indstille sig på at få nyhedernebragt i et mindre skærmbillede.

2 SØNDAG 5. NOVEMBER 2006 POLITIKENoverblik.

indland

Redaktør Jacob SvendsenJourhavende Rikke EgelundTelefon 33 47 17 13E-mail [email protected]

Politiken AbonnementTelefon (indland)70 15 01 01Telefon (udland)70 15 95 15Man-fre kl. 7-20,lør-søn kl. 7.30-16www.politiken.dk/abonnement

Hvor finder jeg mit abonnementsnummer?På selve din abonnements-opkrævning eller nederst påkvitteringsdelen. Det kan og-så findes på oversigten fraBetalingsService eller på ditPLUSkort.

Hvor kan jeg henvendemig, hvis min avis skullevære forsinket i dag?På 70 15 01 01 eller www.politiken.dk/abonnement

Kan jeg tage Politiken med på ferie?Ja, det koster ikke ekstra attage Politiken med overalt iDanmark og Sydsverige. I det øvrige udland betalerdu særskilt for forsendelsen.Læs mere på www.politiken.dk/abonnement

Politiken PLUSLæserarrangementer og -tilbud Telefon 70 15 85 15Man-fre kl. 13-17E-mail [email protected] www.politiken.dk/plusPolitiken PLUSkortet er ettilbud til læsere, der har etabonnement til fuld pris eller et studieabonnement.

BladhusetDu er velkommen til at besøge os på Rådhuspladsen 37. Servicecentret er åben man-fre kl. 8.30-17.00

Politikens OplysningFå svar på alt — også om ældre artikler.Telefon 33 14 40 88Man-fre kl. 14-18E-mail [email protected]/oplysning

Politiken AnnonceserviceTelefon 33 47 29 82Man-tors kl. 8.30-16.30,fre kl. 8.30-16Telefax 33 14 85 15E-mail [email protected] annoncertelefon 33 47 12 01www.politiken.dk/annoncer

Politikens redaktionRådhuspladsen 37,1785 København VTelefon 33 11 85 11Telefax 33 15 41 17www.politiken.dk

IndlandsredaktørJacob SvendsenTelefon 33 47 17 [email protected]

Udlands- og erhvervsredaktørMichael JarlnerTelefon 33 47 17 [email protected]

KulturredaktørChristian IlsøeTelefon 33 47 17 [email protected]

NetredaktørMichael ArreboeTelefon 33 47 17 [email protected]

OpinionsredaktørBjørn BredalTelefon 33 47 27 [email protected]

SportsredaktørSøren-Mikael HansenTelefon 33 47 21 [email protected]

DesignchefSøren NyelandTelefon 33 47 17 [email protected]

FotochefPer FolkverTelefon 33 47 17 [email protected]

Læsernes redaktørLars HalskovTelefon 33 47 23 26(mandag til fredag kl. 10.30-12.30)E-mail [email protected] korrigerer fejl ogmisforståelser hurtigst mu-ligt. Henvendelse med angi-velse af dato og side bedesrettet til Læsernes redaktør.

Citater fra PolitikenArtikler i Politiken må gerneciteres, når det sker indenfor citatreglerne, med tyde-lig angivelse af Politikensom kilde samt dato. Erhvervsmæssig affotogra-fering af Politikens tekst, billeder og andre illustratio-ner samt annoncer er ikketilladt.

kontakt

Overview

The rethink

Page 47: Редизайн датской газеты Politiken

47

Section 1.Insight stories is unique material. Sets the agenda.Interview with Helle Thorning Schmidt.��

irak-politik C3

Socialdemokrater-nes formand HelleThorning-Schmidtinviterer regerin-gen til at finde etnationalt kompro-mis om Irak. Fortropperne skal udnu, mener hun.

»Jeg synes, at vi har været megettålmodige i meget lang tid«

Hvorfor skal de danske tropper ud af Irak?»Det skal de, fordi de udenlandske trop-

pers tilstedeværelse i stigende grad er ble-vet en del af problemet frem for en del afløsningen. Den, der har talt med størstvægt i den seneste tid, er den britiske ge-neral Richard Dannat, som siger, at deudenlandske styrker forringer situation-en. Og det må gøre indtryk på os alle sam-men«.

Hvornår fandt du ud af, at de danske trop-per skulle trækkes ud af Irak?

»Helt præcist kan det dateres til maj2005, hvor vi meddelte regeringen, at vinødtvungent gerne ville være med til atforlænge mandatet i Irak, men samtidigbad vi regeringen om at udarbejde en ex-itstrategi, fordi vi godt kunne se, at detmåske ikke kunne vare ved«.

Når jeg spørger, er det, fordi I selv stemtefor beslutningsgrundlaget for de dansketroppers Irak-indsats i 2003?

»I 2003 støttede vi følgende: Når vi nuvar gået ind, ville vi være med til at sikre,at de styrker, vi havde i området, kunne lø-se opgaven. Men vi var imod det oprinde-lige forslag fra marts samme år om at gå ikrig mod Irak. Det er altså ret vigtigt«.

Er det ikke udtryk for en slingrekurs, når Inu opgiver den politik?

»Jeg synes, at vi har været meget tålmo-dige i meget lang tid. Når vi beslutter atvære med til at sende styrker derned, erdet, fordi vi har den grundholdning, atdanske styrker skal sendes ud med detbredest mulige flertal. Regeringen beslut-tede at gå i krig på et meget spinkelt fler-tal med Dansk Folkeparti«.

Men så giver I vel også et signal til dan-skerne om, at I vil være med til at løse proble-merne i Irak?

»Nej, vi giver det signal, at når nu Dan-mark er i Irak …«

Er det ikke bare politisk taktiksnak, fordidet er ved at gå galt?

»Nej, vi er dernede for at løse den opga-ve, som vi ikke var enige i fra starten«.

Men i maj 2004 sagde du til Berlingske Ti-dende, at vi skal markere langt kraftigere, atvi ikke forlader Irak før det er fredeligt, sta-bilt og demokratisk. Ja, du siger oven i købet,at langt flere europæiske lande bør støtteIrakkrigen. Det er jo noget helt andet, du si-ger nu?

»Nej, det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg si-ger, at når vi påtager os en opgave – selvmed et snævert flertal – skal vi også haveøje for, at vi kan løse opgaven. Men i Irakhar forudsætningerne flyttet sig ganskevoldsomt, og vi må nu konstatere, at vi istigende grad er en del af problemet ogikke en del af løsningen. Vi må også kon-statere, at tingene ikke går bedre i Irak. Degår dårligere. Vi har nu et Irak på randenaf borgerkrig. 600.000 irakere har mistet

livet. Bare den seneste måned blev 100amerikanske soldater dræbt. Iran er ble-vet en stærk nation i regionen, hvilket og-så betyder, at Syrien er blevet stærkere. Ogdet, vi beder statsministeren om, er at sevirkeligheden i øjnene og ud fra den be-slutte, hvad vi skal gøre«.

Allerede i maj 2004 siger eksperter, at detgår, rigtig, rigtig dårligt i Irak. Hvorfor stoddu så dengang og sagde, at tropperne skulleblive, indtil jobbet var færdigt, når du nu si-ger det modsatte?

»Fordi vi på det tidspunkt havde et mu-ligt perspektiv om, at der kunne ske no-get. Der var et gryende demokrati. Des-uden var jeg også stor modstander af, at

Spanien trak deres tropper ud umiddel-bart efter terrorangrebet i Madrid sammeår. Det er forkert at reagere på at trækketropper umiddelbart efter et terroran-greb. Man skal trække tropperne ud un-der ordnede forhold. Der skal lægges enplan for det, og nu skal vi have lagt denplan. I juni 2005 sagde jeg til GeorgeBush, at vi var ved at miste vores tålmo-dighed i Irak. Et år efter tager vi så konse-kvensen«.

Men vil du være med til sammen med re-geringen at lægge en national exitstrategimed en dato for, hvornår soldaterne skal ud?

»Jeg synes, at statsministeren skal talemed partierne. Men han er nødt til at gøre

det ud fra en erkendelse af, at vi skal æn-dre strategien. At tingene er gået den for-kerte vej, og at der aldrig har været enplan for at vinde freden i Irak. For hvis viskal sidde og lade som om, at tingene gårsom de skal i Irak, så nytter det ikke noget.Og vi bliver også nødt til at gøre det i enerkendelse af, at og vi skal bidrage på enanden måde«.

Hvad er snart for dig, og hvordan skal detpræcist foregå?

»Det er jo netop det, vi skal sætte os nedog tale om, hvilket vi prøvede allerede foret år siden – uden held. Nu har regeringenhaft et helt år. Jeg vil igen opfordre stats-ministeren til at finde en samling på dether. Jeg tror, det vigtigste lige nu er, at re-geringen anerkender, at tingene i Irak bli-ver værre lige nu«.

Det har Fogh jo også gjort. Men han sigerogså, at vi ikke bare kan trække os ud, fordidet vil skabe unødigt kaos. Er det ikke rig-tigt?

»Det er rigtigt, at det ville være en kata-strofe, hvis USA trak sig ud. Det er dem,der leder hele koalitionen, og det er ogsådem, der har indledt invasionen i Irak isin tid. Militært kan Danmark godt træk-ke sig ud. Det har de fleste vesteuropæi-ske lande gjort. Ved en tilbagetrækningvil vi sende et klart signal om, at vi ikkelængere tror på Bushs strategi. Til gen-gæld vil vi bede verdenssamfundet omhjælp til at løse konflikten og kommemed en samlet plan«.

Fogh har sagt, at den socialdemokratiskeudenrigspolitik historisk har lurepasset,mens verden stod i flammer. Også under be-sættelsen. Er det ikke det, I gør igen nu?

»Overhovedet ikke. Jeg gider ikke disku-tere besættelsen. Det handler om nu ogher og Irak. Og jeg må igen sige, at denudenrigspolitik, som statsministerensegen forgænger, tidligere udenrigsmini-ster Uffe Ellemann Jensen, indledte i1980’erne, hvor Danmark aktivt rykkedeud i verdens brændpunkter, er en uden-rigspolitik vi fortsatte under Nyrup-rege-ringen. Vi deltog i Kosovo. Vi fører en akti-vistisk udenrigspolitik, og det gjorde vi,da vi sad i regering og det gør vi nu vedeksempelvis at være med i den farligemission i Afghanistan. Nu gælder det omat finde ud af, hvor vi kan bruge vores1.200 udsendte soldater bedre. For jeg erdybt imponeret over deres indsats. Mender er mange andre steder, der er brug fordem, og det er på tide, at Danmark nu løs-river sig fra Bushs udenrigspolitik«[email protected]

MATIAS SEIDELINinterview

FÆRDIG MED BUSH. »Militært kan Danmark godt trække sig ud. Det harde fleste vesteuropæiske lande gjort. Veden tilbagetrækning vil vi sende et klart signal om, at vi ikke længere tror på Bushs strategi«, siger Helle Thorning-Schmidt. Foto: Martin Lehmann

serie IRAK - HVAD NU?

Skal de danske soldater blive i Irak?Hvad skal være den nye strategi for koa-litionens militære indsats i det voldspla-gede land? Skal statsminister AndersFogh Rasmussen (V) slå hånden af præ-sident George W. Bush i udenrigspolitik-ken? I disse dage bringer Politiken en in-terviewserie, hvor ledende danske politi-kere giver deres bud på Irakkrigen.

Vi har talt med:Villy Søvndal, formand, SF (3. nov.). Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører, DF (4. nov.). Helle Thorning-Schmidt, formand, S. Troels Lund Poulsen, politisk ordfører, V.

Hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) eller udenrigsministerPer Stig Møller (K) har taget imod tilbud-det om at deltage i interviewserien.

PRESSION. Chauffører ogvognmænd sendte i går etklart signal til justitsmini-ster Lene Espersen (K).Sanktionerne for overtræ-delse af køre- og hviletids-regler skal lempes nu.

På et stormøde i Fredericiabesluttede de 600 fremmød-te vognmænd og chaufførerat sende et brev til justitsmi-nisteren, hvor man kræverforhandlingerne genåbnet.Sker det ikke, er chaufførerneparat til at gå i aktion, sigernæstformand i Foreningenaf Danske Langtursvogn-mænd, Christian Jensen.

»Hvis vi ikke får et positivtsvar fra politikerne om, atman nu vil sørge for ordent-lige rammevilkår for chauf-

førerne inden for otte til tidage, så tager vi plan b op afskuffen. Og så er det heltklart, at chaufførerne vil sva-re igen på en helt anden må-de 20. november«, siger Chri-stian Jensen.

Han peger på, at der for-mentlig bliver tale om en ar-bejdsnedlæggelse, så der ik-ke bliver kørt varer ud. Menhan vil ikke afvise, at der kanblive tale om blokader.

»Man kan opfatte det, somman vil. Hvis chaufførerne ik-ke vil køre, så kan vi vogn-mænd ingenting gøre. Oghvis de så holder et ube-kvemt sted, så kan det godtkaldes en blokade. Og de ernok ikke så nemme at flytte«,siger Christian Jensen.

Tidligere på ugen lempedejustitsminister Lene Esper-sen (K) ellers sanktionerne iforhold til overtrædelse afkøre- og hviletidsreglerne.Men lempelserne stiller påingen måde chaufførerne til-fredse. De føler stadig, at derisikerer massive bøder vedsmå forseelser, der ikke berø-rer færdselssikkerheden.

»Vi har ikke lyst til at tageplan b frem. Derfor håber vi,politikerne kommer til for-nuft. Det er et voldsomt psy-kisk pres på en chauffør, athan skal være bange for at fo-retage sig nogle ting, der kanslå benene væk under hansprivatøkonomi«, siger Chri-stian Jensen.ritzau

Vognmænd truer med at blokere veje

KRAV. Det skal være slut med anonyme studenter-klubber og spredte meninger fra studerende på devideregående uddannelser. Med ansættelse af en se-kretariatschef og valg af en formand vil Danske Stu-derendes Fællesråd, der repræsenterer 100.000 stu-derende, forsøge at omdanne sig til slagkraftig inter-esseorganisation. Den kommende formand bliverMads Svaneklink, som blandt andet vil kæmpe forbilligere tv-licens og udvidelse af DSB’s wildcard-ord-ning til alle studerende.ritzau

Studerende vil være slagkraftige

Foto

: Mar

tin L

ehm

ann

POLITI. I flere år er politietblevet kritiseret for at ud-danne for få betjente medindvandrerbaggrund, mennu vender udviklingen.

I år er 19 indvandrere ble-vet optaget på Politiskolen,hvilket er det højeste antalnogensinde. Ved udgang-en af marts havde politietog anklagemyndigheden68 fastansatte indvandre-re, skriver Jyllands-Posten.

»Det er fantastisk. Dethar været en lang sej kampat tiltrække indvandrere,fordi de ofte har dårlige er-faringer med politiet fraandre lande,« siger chefkri-minalinspektør i Køben-havns Politi, Per [email protected]

Flere indvandrerebliver betjente

politiken.dk i dag

Kl. 10.00: Den traditionsrige Hubertusjagt iDyrehaven. Starten går fra Peter Lieps Hus.Prinsesse Benedikte overværer jagten oguddeler Prinsgemalens Ærespræmie. Hele landet: I dag begynder DR for førstegang at sende TV-avisen i bredformat. Forde millioner af seere, som fortsat har etgammelt tv med billedrør, vil det betyde, atde nu må indstille sig på at få nyhedernebragt i et mindre skærmbillede.

2 SØNDAG 5. NOVEMBER 2006 POLITIKENoverblik.

indland

Redaktør Jacob SvendsenJourhavende Rikke EgelundTelefon 33 47 17 13E-mail [email protected]

Politiken AbonnementTelefon (indland)70 15 01 01Telefon (udland)70 15 95 15Man-fre kl. 7-20,lør-søn kl. 7.30-16www.politiken.dk/abonnement

Hvor finder jeg mit abonnementsnummer?På selve din abonnements-opkrævning eller nederst påkvitteringsdelen. Det kan og-så findes på oversigten fraBetalingsService eller på ditPLUSkort.

Hvor kan jeg henvendemig, hvis min avis skullevære forsinket i dag?På 70 15 01 01 eller www.politiken.dk/abonnement

Kan jeg tage Politiken med på ferie?Ja, det koster ikke ekstra attage Politiken med overalt iDanmark og Sydsverige. I det øvrige udland betalerdu særskilt for forsendelsen.Læs mere på www.politiken.dk/abonnement

Politiken PLUSLæserarrangementer og -tilbud Telefon 70 15 85 15Man-fre kl. 13-17E-mail [email protected] www.politiken.dk/plusPolitiken PLUSkortet er ettilbud til læsere, der har etabonnement til fuld pris eller et studieabonnement.

BladhusetDu er velkommen til at besøge os på Rådhuspladsen 37. Servicecentret er åben man-fre kl. 8.30-17.00

Politikens OplysningFå svar på alt — også om ældre artikler.Telefon 33 14 40 88Man-fre kl. 14-18E-mail [email protected]/oplysning

Politiken AnnonceserviceTelefon 33 47 29 82Man-tors kl. 8.30-16.30,fre kl. 8.30-16Telefax 33 14 85 15E-mail [email protected] annoncertelefon 33 47 12 01www.politiken.dk/annoncer

Politikens redaktionRådhuspladsen 37,1785 København VTelefon 33 11 85 11Telefax 33 15 41 17www.politiken.dk

IndlandsredaktørJacob SvendsenTelefon 33 47 17 [email protected]

Udlands- og erhvervsredaktørMichael JarlnerTelefon 33 47 17 [email protected]

KulturredaktørChristian IlsøeTelefon 33 47 17 [email protected]

NetredaktørMichael ArreboeTelefon 33 47 17 [email protected]

OpinionsredaktørBjørn BredalTelefon 33 47 27 [email protected]

SportsredaktørSøren-Mikael HansenTelefon 33 47 21 [email protected]

DesignchefSøren NyelandTelefon 33 47 17 [email protected]

FotochefPer FolkverTelefon 33 47 17 [email protected]

Læsernes redaktørLars HalskovTelefon 33 47 23 26(mandag til fredag kl. 10.30-12.30)E-mail [email protected] korrigerer fejl ogmisforståelser hurtigst mu-ligt. Henvendelse med angi-velse af dato og side bedesrettet til Læsernes redaktør.

Citater fra PolitikenArtikler i Politiken må gerneciteres, når det sker indenfor citatreglerne, med tyde-lig angivelse af Politikensom kilde samt dato. Erhvervsmæssig affotogra-fering af Politikens tekst, billeder og andre illustratio-ner samt annoncer er ikketilladt.

kontakt

Insightstories

The rethink

Page 48: Редизайн датской газеты Politiken

48

Section 1.The key designelement:Black bar and red tab.Identity.Composition. �4

irak-politik C3

Socialdemokrater-nes formand HelleThorning-Schmidtinviterer regerin-gen til at finde etnationalt kompro-mis om Irak. Fortropperne skal udnu, mener hun.

»Jeg synes, at vi har været megettålmodige i meget lang tid«

Hvorfor skal de danske tropper ud af Irak?»Det skal de, fordi de udenlandske trop-

pers tilstedeværelse i stigende grad er ble-vet en del af problemet frem for en del afløsningen. Den, der har talt med størstvægt i den seneste tid, er den britiske ge-neral Richard Dannat, som siger, at deudenlandske styrker forringer situation-en. Og det må gøre indtryk på os alle sam-men«.

Hvornår fandt du ud af, at de danske trop-per skulle trækkes ud af Irak?

»Helt præcist kan det dateres til maj2005, hvor vi meddelte regeringen, at vinødtvungent gerne ville være med til atforlænge mandatet i Irak, men samtidigbad vi regeringen om at udarbejde en ex-itstrategi, fordi vi godt kunne se, at detmåske ikke kunne vare ved«.

Når jeg spørger, er det, fordi I selv stemtefor beslutningsgrundlaget for de dansketroppers Irak-indsats i 2003?

»I 2003 støttede vi følgende: Når vi nuvar gået ind, ville vi være med til at sikre,at de styrker, vi havde i området, kunne lø-se opgaven. Men vi var imod det oprinde-lige forslag fra marts samme år om at gå ikrig mod Irak. Det er altså ret vigtigt«.

Er det ikke udtryk for en slingrekurs, når Inu opgiver den politik?

»Jeg synes, at vi har været meget tålmo-dige i meget lang tid. Når vi beslutter atvære med til at sende styrker derned, erdet, fordi vi har den grundholdning, atdanske styrker skal sendes ud med detbredest mulige flertal. Regeringen beslut-tede at gå i krig på et meget spinkelt fler-tal med Dansk Folkeparti«.

Men så giver I vel også et signal til dan-skerne om, at I vil være med til at løse proble-merne i Irak?

»Nej, vi giver det signal, at når nu Dan-mark er i Irak …«

Er det ikke bare politisk taktiksnak, fordidet er ved at gå galt?

»Nej, vi er dernede for at løse den opga-ve, som vi ikke var enige i fra starten«.

Men i maj 2004 sagde du til Berlingske Ti-dende, at vi skal markere langt kraftigere, atvi ikke forlader Irak før det er fredeligt, sta-bilt og demokratisk. Ja, du siger oven i købet,at langt flere europæiske lande bør støtteIrakkrigen. Det er jo noget helt andet, du si-ger nu?

»Nej, det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg si-ger, at når vi påtager os en opgave – selvmed et snævert flertal – skal vi også haveøje for, at vi kan løse opgaven. Men i Irakhar forudsætningerne flyttet sig ganskevoldsomt, og vi må nu konstatere, at vi istigende grad er en del af problemet ogikke en del af løsningen. Vi må også kon-statere, at tingene ikke går bedre i Irak. Degår dårligere. Vi har nu et Irak på randenaf borgerkrig. 600.000 irakere har mistet

livet. Bare den seneste måned blev 100amerikanske soldater dræbt. Iran er ble-vet en stærk nation i regionen, hvilket og-så betyder, at Syrien er blevet stærkere. Ogdet, vi beder statsministeren om, er at sevirkeligheden i øjnene og ud fra den be-slutte, hvad vi skal gøre«.

Allerede i maj 2004 siger eksperter, at detgår, rigtig, rigtig dårligt i Irak. Hvorfor stoddu så dengang og sagde, at tropperne skulleblive, indtil jobbet var færdigt, når du nu si-ger det modsatte?

»Fordi vi på det tidspunkt havde et mu-ligt perspektiv om, at der kunne ske no-get. Der var et gryende demokrati. Des-uden var jeg også stor modstander af, at

Spanien trak deres tropper ud umiddel-bart efter terrorangrebet i Madrid sammeår. Det er forkert at reagere på at trækketropper umiddelbart efter et terroran-greb. Man skal trække tropperne ud un-der ordnede forhold. Der skal lægges enplan for det, og nu skal vi have lagt denplan. I juni 2005 sagde jeg til GeorgeBush, at vi var ved at miste vores tålmo-dighed i Irak. Et år efter tager vi så konse-kvensen«.

Men vil du være med til sammen med re-geringen at lægge en national exitstrategimed en dato for, hvornår soldaterne skal ud?

»Jeg synes, at statsministeren skal talemed partierne. Men han er nødt til at gøre

det ud fra en erkendelse af, at vi skal æn-dre strategien. At tingene er gået den for-kerte vej, og at der aldrig har været enplan for at vinde freden i Irak. For hvis viskal sidde og lade som om, at tingene gårsom de skal i Irak, så nytter det ikke noget.Og vi bliver også nødt til at gøre det i enerkendelse af, at og vi skal bidrage på enanden måde«.

Hvad er snart for dig, og hvordan skal detpræcist foregå?

»Det er jo netop det, vi skal sætte os nedog tale om, hvilket vi prøvede allerede foret år siden – uden held. Nu har regeringenhaft et helt år. Jeg vil igen opfordre stats-ministeren til at finde en samling på dether. Jeg tror, det vigtigste lige nu er, at re-geringen anerkender, at tingene i Irak bli-ver værre lige nu«.

Det har Fogh jo også gjort. Men han sigerogså, at vi ikke bare kan trække os ud, fordidet vil skabe unødigt kaos. Er det ikke rig-tigt?

»Det er rigtigt, at det ville være en kata-strofe, hvis USA trak sig ud. Det er dem,der leder hele koalitionen, og det er ogsådem, der har indledt invasionen i Irak isin tid. Militært kan Danmark godt træk-ke sig ud. Det har de fleste vesteuropæi-ske lande gjort. Ved en tilbagetrækningvil vi sende et klart signal om, at vi ikkelængere tror på Bushs strategi. Til gen-gæld vil vi bede verdenssamfundet omhjælp til at løse konflikten og kommemed en samlet plan«.

Fogh har sagt, at den socialdemokratiskeudenrigspolitik historisk har lurepasset,mens verden stod i flammer. Også under be-sættelsen. Er det ikke det, I gør igen nu?

»Overhovedet ikke. Jeg gider ikke disku-tere besættelsen. Det handler om nu ogher og Irak. Og jeg må igen sige, at denudenrigspolitik, som statsministerensegen forgænger, tidligere udenrigsmini-ster Uffe Ellemann Jensen, indledte i1980’erne, hvor Danmark aktivt rykkedeud i verdens brændpunkter, er en uden-rigspolitik vi fortsatte under Nyrup-rege-ringen. Vi deltog i Kosovo. Vi fører en akti-vistisk udenrigspolitik, og det gjorde vi,da vi sad i regering og det gør vi nu vedeksempelvis at være med i den farligemission i Afghanistan. Nu gælder det omat finde ud af, hvor vi kan bruge vores1.200 udsendte soldater bedre. For jeg erdybt imponeret over deres indsats. Mender er mange andre steder, der er brug fordem, og det er på tide, at Danmark nu løs-river sig fra Bushs udenrigspolitik«[email protected]

MATIAS SEIDELINinterview

FÆRDIG MED BUSH. »Militært kan Danmark godt trække sig ud. Det harde fleste vesteuropæiske lande gjort. Veden tilbagetrækning vil vi sende et klart signal om, at vi ikke længere tror på Bushs strategi«, siger Helle Thorning-Schmidt. Foto: Martin Lehmann

serie IRAK - HVAD NU?

Skal de danske soldater blive i Irak?Hvad skal være den nye strategi for koa-litionens militære indsats i det voldspla-gede land? Skal statsminister AndersFogh Rasmussen (V) slå hånden af præ-sident George W. Bush i udenrigspolitik-ken? I disse dage bringer Politiken en in-terviewserie, hvor ledende danske politi-kere giver deres bud på Irakkrigen.

Vi har talt med:Villy Søvndal, formand, SF (3. nov.). Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører, DF (4. nov.). Helle Thorning-Schmidt, formand, S. Troels Lund Poulsen, politisk ordfører, V.

Hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) eller udenrigsministerPer Stig Møller (K) har taget imod tilbud-det om at deltage i interviewserien.

PRESSION. Chauffører ogvognmænd sendte i går etklart signal til justitsmini-ster Lene Espersen (K).Sanktionerne for overtræ-delse af køre- og hviletids-regler skal lempes nu.

På et stormøde i Fredericiabesluttede de 600 fremmød-te vognmænd og chaufførerat sende et brev til justitsmi-nisteren, hvor man kræverforhandlingerne genåbnet.Sker det ikke, er chaufførerneparat til at gå i aktion, sigernæstformand i Foreningenaf Danske Langtursvogn-mænd, Christian Jensen.

»Hvis vi ikke får et positivtsvar fra politikerne om, atman nu vil sørge for ordent-lige rammevilkår for chauf-

førerne inden for otte til tidage, så tager vi plan b op afskuffen. Og så er det heltklart, at chaufførerne vil sva-re igen på en helt anden må-de 20. november«, siger Chri-stian Jensen.

Han peger på, at der for-mentlig bliver tale om en ar-bejdsnedlæggelse, så der ik-ke bliver kørt varer ud. Menhan vil ikke afvise, at der kanblive tale om blokader.

»Man kan opfatte det, somman vil. Hvis chaufførerne ik-ke vil køre, så kan vi vogn-mænd ingenting gøre. Oghvis de så holder et ube-kvemt sted, så kan det godtkaldes en blokade. Og de ernok ikke så nemme at flytte«,siger Christian Jensen.

Tidligere på ugen lempedejustitsminister Lene Esper-sen (K) ellers sanktionerne iforhold til overtrædelse afkøre- og hviletidsreglerne.Men lempelserne stiller påingen måde chaufførerne til-fredse. De føler stadig, at derisikerer massive bøder vedsmå forseelser, der ikke berø-rer færdselssikkerheden.

»Vi har ikke lyst til at tageplan b frem. Derfor håber vi,politikerne kommer til for-nuft. Det er et voldsomt psy-kisk pres på en chauffør, athan skal være bange for at fo-retage sig nogle ting, der kanslå benene væk under hansprivatøkonomi«, siger Chri-stian Jensen.ritzau

Vognmænd truer med at blokere veje

KRAV. Det skal være slut med anonyme studenter-klubber og spredte meninger fra studerende på devideregående uddannelser. Med ansættelse af en se-kretariatschef og valg af en formand vil Danske Stu-derendes Fællesråd, der repræsenterer 100.000 stu-derende, forsøge at omdanne sig til slagkraftig inter-esseorganisation. Den kommende formand bliverMads Svaneklink, som blandt andet vil kæmpe forbilligere tv-licens og udvidelse af DSB’s wildcard-ord-ning til alle studerende.ritzau

Studerende vil være slagkraftige

Foto

: Mar

tin L

ehm

ann

POLITI. I flere år er politietblevet kritiseret for at ud-danne for få betjente medindvandrerbaggrund, mennu vender udviklingen.

I år er 19 indvandrere ble-vet optaget på Politiskolen,hvilket er det højeste antalnogensinde. Ved udgang-en af marts havde politietog anklagemyndigheden68 fastansatte indvandre-re, skriver Jyllands-Posten.

»Det er fantastisk. Dethar været en lang sej kampat tiltrække indvandrere,fordi de ofte har dårlige er-faringer med politiet fraandre lande,« siger chefkri-minalinspektør i Køben-havns Politi, Per [email protected]

Flere indvandrerebliver betjente

politiken.dk i dag

Kl. 10.00: Den traditionsrige Hubertusjagt iDyrehaven. Starten går fra Peter Lieps Hus.Prinsesse Benedikte overværer jagten oguddeler Prinsgemalens Ærespræmie. Hele landet: I dag begynder DR for førstegang at sende TV-avisen i bredformat. Forde millioner af seere, som fortsat har etgammelt tv med billedrør, vil det betyde, atde nu må indstille sig på at få nyhedernebragt i et mindre skærmbillede.

2 SØNDAG 5. NOVEMBER 2006 POLITIKENoverblik.

indland

Redaktør Jacob SvendsenJourhavende Rikke EgelundTelefon 33 47 17 13E-mail [email protected]

Politiken AbonnementTelefon (indland)70 15 01 01Telefon (udland)70 15 95 15Man-fre kl. 7-20,lør-søn kl. 7.30-16www.politiken.dk/abonnement

Hvor finder jeg mit abonnementsnummer?På selve din abonnements-opkrævning eller nederst påkvitteringsdelen. Det kan og-så findes på oversigten fraBetalingsService eller på ditPLUSkort.

Hvor kan jeg henvendemig, hvis min avis skullevære forsinket i dag?På 70 15 01 01 eller www.politiken.dk/abonnement

Kan jeg tage Politiken med på ferie?Ja, det koster ikke ekstra attage Politiken med overalt iDanmark og Sydsverige. I det øvrige udland betalerdu særskilt for forsendelsen.Læs mere på www.politiken.dk/abonnement

Politiken PLUSLæserarrangementer og -tilbud Telefon 70 15 85 15Man-fre kl. 13-17E-mail [email protected] www.politiken.dk/plusPolitiken PLUSkortet er ettilbud til læsere, der har etabonnement til fuld pris eller et studieabonnement.

BladhusetDu er velkommen til at besøge os på Rådhuspladsen 37. Servicecentret er åben man-fre kl. 8.30-17.00

Politikens OplysningFå svar på alt — også om ældre artikler.Telefon 33 14 40 88Man-fre kl. 14-18E-mail [email protected]/oplysning

Politiken AnnonceserviceTelefon 33 47 29 82Man-tors kl. 8.30-16.30,fre kl. 8.30-16Telefax 33 14 85 15E-mail [email protected] annoncertelefon 33 47 12 01www.politiken.dk/annoncer

Politikens redaktionRådhuspladsen 37,1785 København VTelefon 33 11 85 11Telefax 33 15 41 17www.politiken.dk

IndlandsredaktørJacob SvendsenTelefon 33 47 17 [email protected]

Udlands- og erhvervsredaktørMichael JarlnerTelefon 33 47 17 [email protected]

KulturredaktørChristian IlsøeTelefon 33 47 17 [email protected]

NetredaktørMichael ArreboeTelefon 33 47 17 [email protected]

OpinionsredaktørBjørn BredalTelefon 33 47 27 [email protected]

SportsredaktørSøren-Mikael HansenTelefon 33 47 21 [email protected]

DesignchefSøren NyelandTelefon 33 47 17 [email protected]

FotochefPer FolkverTelefon 33 47 17 [email protected]

Læsernes redaktørLars HalskovTelefon 33 47 23 26(mandag til fredag kl. 10.30-12.30)E-mail [email protected] korrigerer fejl ogmisforståelser hurtigst mu-ligt. Henvendelse med angi-velse af dato og side bedesrettet til Læsernes redaktør.

Citater fra PolitikenArtikler i Politiken må gerneciteres, når det sker indenfor citatreglerne, med tyde-lig angivelse af Politikensom kilde samt dato. Erhvervsmæssig affotogra-fering af Politikens tekst, billeder og andre illustratio-ner samt annoncer er ikketilladt.

kontakt

The key designelement

The rethink

Page 49: Редизайн датской газеты Politiken

49��

irak-politik C3

Socialdemokrater-nes formand HelleThorning-Schmidtinviterer regerin-gen til at finde etnationalt kompro-mis om Irak. Fortropperne skal udnu, mener hun.

»Jeg synes, at vi har været megettålmodige i meget lang tid«

Hvorfor skal de danske tropper ud af Irak?»Det skal de, fordi de udenlandske trop-

pers tilstedeværelse i stigende grad er ble-vet en del af problemet frem for en del afløsningen. Den, der har talt med størstvægt i den seneste tid, er den britiske ge-neral Richard Dannat, som siger, at deudenlandske styrker forringer situation-en. Og det må gøre indtryk på os alle sam-men«.

Hvornår fandt du ud af, at de danske trop-per skulle trækkes ud af Irak?

»Helt præcist kan det dateres til maj2005, hvor vi meddelte regeringen, at vinødtvungent gerne ville være med til atforlænge mandatet i Irak, men samtidigbad vi regeringen om at udarbejde en ex-itstrategi, fordi vi godt kunne se, at detmåske ikke kunne vare ved«.

Når jeg spørger, er det, fordi I selv stemtefor beslutningsgrundlaget for de dansketroppers Irak-indsats i 2003?

»I 2003 støttede vi følgende: Når vi nuvar gået ind, ville vi være med til at sikre,at de styrker, vi havde i området, kunne lø-se opgaven. Men vi var imod det oprinde-lige forslag fra marts samme år om at gå ikrig mod Irak. Det er altså ret vigtigt«.

Er det ikke udtryk for en slingrekurs, når Inu opgiver den politik?

»Jeg synes, at vi har været meget tålmo-dige i meget lang tid. Når vi beslutter atvære med til at sende styrker derned, erdet, fordi vi har den grundholdning, atdanske styrker skal sendes ud med detbredest mulige flertal. Regeringen beslut-tede at gå i krig på et meget spinkelt fler-tal med Dansk Folkeparti«.

Men så giver I vel også et signal til dan-skerne om, at I vil være med til at løse proble-merne i Irak?

»Nej, vi giver det signal, at når nu Dan-mark er i Irak …«

Er det ikke bare politisk taktiksnak, fordidet er ved at gå galt?

»Nej, vi er dernede for at løse den opga-ve, som vi ikke var enige i fra starten«.

Men i maj 2004 sagde du til Berlingske Ti-dende, at vi skal markere langt kraftigere, atvi ikke forlader Irak før det er fredeligt, sta-bilt og demokratisk. Ja, du siger oven i købet,at langt flere europæiske lande bør støtteIrakkrigen. Det er jo noget helt andet, du si-ger nu?

»Nej, det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg si-ger, at når vi påtager os en opgave – selvmed et snævert flertal – skal vi også haveøje for, at vi kan løse opgaven. Men i Irakhar forudsætningerne flyttet sig ganskevoldsomt, og vi må nu konstatere, at vi istigende grad er en del af problemet ogikke en del af løsningen. Vi må også kon-statere, at tingene ikke går bedre i Irak. Degår dårligere. Vi har nu et Irak på randenaf borgerkrig. 600.000 irakere har mistet

livet. Bare den seneste måned blev 100amerikanske soldater dræbt. Iran er ble-vet en stærk nation i regionen, hvilket og-så betyder, at Syrien er blevet stærkere. Ogdet, vi beder statsministeren om, er at sevirkeligheden i øjnene og ud fra den be-slutte, hvad vi skal gøre«.

Allerede i maj 2004 siger eksperter, at detgår, rigtig, rigtig dårligt i Irak. Hvorfor stoddu så dengang og sagde, at tropperne skulleblive, indtil jobbet var færdigt, når du nu si-ger det modsatte?

»Fordi vi på det tidspunkt havde et mu-ligt perspektiv om, at der kunne ske no-get. Der var et gryende demokrati. Des-uden var jeg også stor modstander af, at

Spanien trak deres tropper ud umiddel-bart efter terrorangrebet i Madrid sammeår. Det er forkert at reagere på at trækketropper umiddelbart efter et terroran-greb. Man skal trække tropperne ud un-der ordnede forhold. Der skal lægges enplan for det, og nu skal vi have lagt denplan. I juni 2005 sagde jeg til GeorgeBush, at vi var ved at miste vores tålmo-dighed i Irak. Et år efter tager vi så konse-kvensen«.

Men vil du være med til sammen med re-geringen at lægge en national exitstrategimed en dato for, hvornår soldaterne skal ud?

»Jeg synes, at statsministeren skal talemed partierne. Men han er nødt til at gøre

det ud fra en erkendelse af, at vi skal æn-dre strategien. At tingene er gået den for-kerte vej, og at der aldrig har været enplan for at vinde freden i Irak. For hvis viskal sidde og lade som om, at tingene gårsom de skal i Irak, så nytter det ikke noget.Og vi bliver også nødt til at gøre det i enerkendelse af, at og vi skal bidrage på enanden måde«.

Hvad er snart for dig, og hvordan skal detpræcist foregå?

»Det er jo netop det, vi skal sætte os nedog tale om, hvilket vi prøvede allerede foret år siden – uden held. Nu har regeringenhaft et helt år. Jeg vil igen opfordre stats-ministeren til at finde en samling på dether. Jeg tror, det vigtigste lige nu er, at re-geringen anerkender, at tingene i Irak bli-ver værre lige nu«.

Det har Fogh jo også gjort. Men han sigerogså, at vi ikke bare kan trække os ud, fordidet vil skabe unødigt kaos. Er det ikke rig-tigt?

»Det er rigtigt, at det ville være en kata-strofe, hvis USA trak sig ud. Det er dem,der leder hele koalitionen, og det er ogsådem, der har indledt invasionen i Irak isin tid. Militært kan Danmark godt træk-ke sig ud. Det har de fleste vesteuropæi-ske lande gjort. Ved en tilbagetrækningvil vi sende et klart signal om, at vi ikkelængere tror på Bushs strategi. Til gen-gæld vil vi bede verdenssamfundet omhjælp til at løse konflikten og kommemed en samlet plan«.

Fogh har sagt, at den socialdemokratiskeudenrigspolitik historisk har lurepasset,mens verden stod i flammer. Også under be-sættelsen. Er det ikke det, I gør igen nu?

»Overhovedet ikke. Jeg gider ikke disku-tere besættelsen. Det handler om nu ogher og Irak. Og jeg må igen sige, at denudenrigspolitik, som statsministerensegen forgænger, tidligere udenrigsmini-ster Uffe Ellemann Jensen, indledte i1980’erne, hvor Danmark aktivt rykkedeud i verdens brændpunkter, er en uden-rigspolitik vi fortsatte under Nyrup-rege-ringen. Vi deltog i Kosovo. Vi fører en akti-vistisk udenrigspolitik, og det gjorde vi,da vi sad i regering og det gør vi nu vedeksempelvis at være med i den farligemission i Afghanistan. Nu gælder det omat finde ud af, hvor vi kan bruge vores1.200 udsendte soldater bedre. For jeg erdybt imponeret over deres indsats. Mender er mange andre steder, der er brug fordem, og det er på tide, at Danmark nu løs-river sig fra Bushs udenrigspolitik«[email protected]

MATIAS SEIDELINinterview

FÆRDIG MED BUSH. »Militært kan Danmark godt trække sig ud. Det harde fleste vesteuropæiske lande gjort. Veden tilbagetrækning vil vi sende et klart signal om, at vi ikke længere tror på Bushs strategi«, siger Helle Thorning-Schmidt. Foto: Martin Lehmann

serie IRAK - HVAD NU?

Skal de danske soldater blive i Irak?Hvad skal være den nye strategi for koa-litionens militære indsats i det voldspla-gede land? Skal statsminister AndersFogh Rasmussen (V) slå hånden af præ-sident George W. Bush i udenrigspolitik-ken? I disse dage bringer Politiken en in-terviewserie, hvor ledende danske politi-kere giver deres bud på Irakkrigen.

Vi har talt med:Villy Søvndal, formand, SF (3. nov.). Søren Espersen, udenrigspolitisk ordfører, DF (4. nov.). Helle Thorning-Schmidt, formand, S. Troels Lund Poulsen, politisk ordfører, V.

Hverken statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) eller udenrigsministerPer Stig Møller (K) har taget imod tilbud-det om at deltage i interviewserien.

PRESSION. Chauffører ogvognmænd sendte i går etklart signal til justitsmini-ster Lene Espersen (K).Sanktionerne for overtræ-delse af køre- og hviletids-regler skal lempes nu.

På et stormøde i Fredericiabesluttede de 600 fremmød-te vognmænd og chaufførerat sende et brev til justitsmi-nisteren, hvor man kræverforhandlingerne genåbnet.Sker det ikke, er chaufførerneparat til at gå i aktion, sigernæstformand i Foreningenaf Danske Langtursvogn-mænd, Christian Jensen.

»Hvis vi ikke får et positivtsvar fra politikerne om, atman nu vil sørge for ordent-lige rammevilkår for chauf-

førerne inden for otte til tidage, så tager vi plan b op afskuffen. Og så er det heltklart, at chaufførerne vil sva-re igen på en helt anden må-de 20. november«, siger Chri-stian Jensen.

Han peger på, at der for-mentlig bliver tale om en ar-bejdsnedlæggelse, så der ik-ke bliver kørt varer ud. Menhan vil ikke afvise, at der kanblive tale om blokader.

»Man kan opfatte det, somman vil. Hvis chaufførerne ik-ke vil køre, så kan vi vogn-mænd ingenting gøre. Oghvis de så holder et ube-kvemt sted, så kan det godtkaldes en blokade. Og de ernok ikke så nemme at flytte«,siger Christian Jensen.

Tidligere på ugen lempedejustitsminister Lene Esper-sen (K) ellers sanktionerne iforhold til overtrædelse afkøre- og hviletidsreglerne.Men lempelserne stiller påingen måde chaufførerne til-fredse. De føler stadig, at derisikerer massive bøder vedsmå forseelser, der ikke berø-rer færdselssikkerheden.

»Vi har ikke lyst til at tageplan b frem. Derfor håber vi,politikerne kommer til for-nuft. Det er et voldsomt psy-kisk pres på en chauffør, athan skal være bange for at fo-retage sig nogle ting, der kanslå benene væk under hansprivatøkonomi«, siger Chri-stian Jensen.ritzau

Vognmænd truer med at blokere veje

KRAV. Det skal være slut med anonyme studenter-klubber og spredte meninger fra studerende på devideregående uddannelser. Med ansættelse af en se-kretariatschef og valg af en formand vil Danske Stu-derendes Fællesråd, der repræsenterer 100.000 stu-derende, forsøge at omdanne sig til slagkraftig inter-esseorganisation. Den kommende formand bliverMads Svaneklink, som blandt andet vil kæmpe forbilligere tv-licens og udvidelse af DSB’s wildcard-ord-ning til alle studerende.ritzau

Studerende vil være slagkraftige

Foto

: Mar

tin L

ehm

ann

POLITI. I flere år er politietblevet kritiseret for at ud-danne for få betjente medindvandrerbaggrund, mennu vender udviklingen.

I år er 19 indvandrere ble-vet optaget på Politiskolen,hvilket er det højeste antalnogensinde. Ved udgang-en af marts havde politietog anklagemyndigheden68 fastansatte indvandre-re, skriver Jyllands-Posten.

»Det er fantastisk. Dethar været en lang sej kampat tiltrække indvandrere,fordi de ofte har dårlige er-faringer med politiet fraandre lande,« siger chefkri-minalinspektør i Køben-havns Politi, Per [email protected]

Flere indvandrerebliver betjente

politiken.dk i dag

Kl. 10.00: Den traditionsrige Hubertusjagt iDyrehaven. Starten går fra Peter Lieps Hus.Prinsesse Benedikte overværer jagten oguddeler Prinsgemalens Ærespræmie. Hele landet: I dag begynder DR for førstegang at sende TV-avisen i bredformat. Forde millioner af seere, som fortsat har etgammelt tv med billedrør, vil det betyde, atde nu må indstille sig på at få nyhedernebragt i et mindre skærmbillede.

2 SØNDAG 5. NOVEMBER 2006 POLITIKENoverblik.

indland

Redaktør Jacob SvendsenJourhavende Rikke EgelundTelefon 33 47 17 13E-mail [email protected]

Politiken AbonnementTelefon (indland)70 15 01 01Telefon (udland)70 15 95 15Man-fre kl. 7-20,lør-søn kl. 7.30-16www.politiken.dk/abonnement

Hvor finder jeg mit abonnementsnummer?På selve din abonnements-opkrævning eller nederst påkvitteringsdelen. Det kan og-så findes på oversigten fraBetalingsService eller på ditPLUSkort.

Hvor kan jeg henvendemig, hvis min avis skullevære forsinket i dag?På 70 15 01 01 eller www.politiken.dk/abonnement

Kan jeg tage Politiken med på ferie?Ja, det koster ikke ekstra attage Politiken med overalt iDanmark og Sydsverige. I det øvrige udland betalerdu særskilt for forsendelsen.Læs mere på www.politiken.dk/abonnement

Politiken PLUSLæserarrangementer og -tilbud Telefon 70 15 85 15Man-fre kl. 13-17E-mail [email protected] www.politiken.dk/plusPolitiken PLUSkortet er ettilbud til læsere, der har etabonnement til fuld pris eller et studieabonnement.

BladhusetDu er velkommen til at besøge os på Rådhuspladsen 37. Servicecentret er åben man-fre kl. 8.30-17.00

Politikens OplysningFå svar på alt — også om ældre artikler.Telefon 33 14 40 88Man-fre kl. 14-18E-mail [email protected]/oplysning

Politiken AnnonceserviceTelefon 33 47 29 82Man-tors kl. 8.30-16.30,fre kl. 8.30-16Telefax 33 14 85 15E-mail [email protected] annoncertelefon 33 47 12 01www.politiken.dk/annoncer

Politikens redaktionRådhuspladsen 37,1785 København VTelefon 33 11 85 11Telefax 33 15 41 17www.politiken.dk

IndlandsredaktørJacob SvendsenTelefon 33 47 17 [email protected]

Udlands- og erhvervsredaktørMichael JarlnerTelefon 33 47 17 [email protected]

KulturredaktørChristian IlsøeTelefon 33 47 17 [email protected]

NetredaktørMichael ArreboeTelefon 33 47 17 [email protected]

OpinionsredaktørBjørn BredalTelefon 33 47 27 [email protected]

SportsredaktørSøren-Mikael HansenTelefon 33 47 21 [email protected]

DesignchefSøren NyelandTelefon 33 47 17 [email protected]

FotochefPer FolkverTelefon 33 47 17 [email protected]

Læsernes redaktørLars HalskovTelefon 33 47 23 26(mandag til fredag kl. 10.30-12.30)E-mail [email protected] korrigerer fejl ogmisforståelser hurtigst mu-ligt. Henvendelse med angi-velse af dato og side bedesrettet til Læsernes redaktør.

Citater fra PolitikenArtikler i Politiken må gerneciteres, når det sker indenfor citatreglerne, med tyde-lig angivelse af Politikensom kilde samt dato. Erhvervsmæssig affotogra-fering af Politikens tekst, billeder og andre illustratio-ner samt annoncer er ikketilladt.

kontakt

OverviewandInsight

The rethink

Section 1.The ideal ad free page.

Page 50: Редизайн датской газеты Politiken

50

Section 1. Ad page.Tree flows of content.�5

første valg i 40 år

udland 11POLITIKEN FREDAG 17. NOVEMBER 2006overblik

SVERIGE. Da tsunamienramte strandene langs DetIndiske Ocean, gav det døn-ninger i den svenske rege-ring. Og de har endnu ikkelagt sig: Vigtigt materialeom det offentliges reaktionpå sagen er simpelt hen ble-vet væk for regeringen.

Daværende udenrigsmini-ster Laila Freivalds blevmødt med ekstremt skarpkritik af ministeriets håndte-ring af katastrofen, der ram-te strandene i Indonesien,Thailand og Sri Lanka. Myn-dighedernes ageren efterden kraftige flodbølge harværet genstand for en un-dersøgelse, der skal kastefuldt lys over de beslutnin-

ger, der blev truffet. Mennogle af de databånd, derrummer de mange mails,som kan være med til at af-sløre, hvad der foregik, erblevet væk. Nu pudses politi-et på sagen, fordi båndene erforsvundet fra en boks i re-geringsbygningen i Stock-holm. Omkring 30 bånd me-nes at være forsvundet, selvom ingen tilsyneladendehar det fulde overblik over,hvor mange der i det hele ta-get fandtes i første omgang.

»Der er en mistanke. Der-for overdrages sagen nu tilpolitiet«, siger informations-chef Hanna Brogren til Da-gens [email protected]

Tsunami-mails forsvundet forsvenske myndigheder

ITALIEN. 46 personer er ble-vet dømt ved en sicilianskdomstol for på den eller denanden måde at have biståetden nu fængslede mafiabossBernardo Provenzano, skri-ver AP.

Det lykkedes BernardoProvenzano, også kendt un-der navnet ’Corleones spø-gelse’, at undslippe lovenslange arm i over 40 år, indtilhan i april blev arresteret pået landsted nær hjembyenCorleone.

Og de dømte har alle hjul-pet Provenzano med at hol-de sig skjult for myndighed-erne. De 46 håndlangere oghjælpere blev anholdt veden større aktion i januar sid-

ste år. Og strafudmålingenved domstolen i Palermohar været kontant: Flere erblevet idømt fængselsstraffepå over ti år.

Benedetto Spera, mafiao-verhoved i toscanske Bel-monte, har fået den hårde-ste dom, 18 års fængsel, for athave hjulpet Provenzanomed at gøre sig usynlig,mens en anden hjælper harfået 13 år og fire månedersfængsel for at have organise-ret Provenzanos prostatao-peration i den sydfranske byMarseille, skriver det italien-ske nyhedsbureau Ansa. 11tiltalte blev frikendt veddomstolen i Palermo. [email protected]

Håndlangere dømt for at hjæl-pe Italiens største mafiaboss

PAKISTAN. Pakistans præsi-dent, Pervez Musharraf, harbenådet en britisk statsbor-ger, der var dømt til dødenfor et drab, han nægter at ha-ve begået. Det meddelte enpakistansk embedsmand.Briten, Mirza Tahir Hussain,har afsonet 18 år i et paki-stansk fængsel. Den britiskeregering og menneskerettig-hedsgrupper har tidligerebedt Musharraf om at om-støde dommen over Hus-sain. Storbritanniens prinsCharles har involveret sig isagen, og han rejste i sidstemåned til Pakistan, hvor hanangiveligt drøftede sagenmed Musharraf.ritzau

Dødsdømt brite benådet

Congos fremmede fuglskal have pudset fjerene

H an er så ung, at grundlovensaldersgrænse for præsiden-ter blev sænket, for at han

overhovedet kunne stille op ogvinde det netop afholdte valg iCongo.

Han er så fremmed i hovedsta-den Kinshasa, at han dårligt talerbyens vigtigste sprog, lingala.

Han er så mistroet hos oppositionen,at den gerne omtaler ham som ’HyppoliteKanambe’, statsborger i nabolandetRwanda, der under falsk navn har løjet sigtil Congos højeste embede.

35-årige Joseph Kabilas vanskelighederer med andre ord først lige begyndt, efterat han onsdag blev udpeget som vinder afCongos første demokratiske valg i 40 år.

Forude venter en charmekampagne forat overbevise oppositionen om, at hankan være præsident for hele landet.

Går det godt, kan Afrikas vigtigste valgsiden Nelson Mandelas magtovertagelse iSydafrika i 1994 blive starten på en lykkeli-gere fremtid for Congo – et land, der harflere diamanter, guldminer og andre mi-neraler end noget andet på kontinentet.Herunder vidundermetallet tantal, derligger i elektronikken i alverdens mobil-telefoner.

Går det galt, vil valget blot være indled-ningen til en ny fase i vor tids mest dræ-bende borgerkrig. Fire millioner menne-sker er siden 1996 omkommet ved vold ogaf mangel på alt fra rent drikkevand til læ-ger og medicin.

Joseph Kabila er på mange måder etprodukt af sit lands blodige fortid. Hanvoksede op i eksil, blandt andet i Tanza-nia, efter at hans far Laurent Kabila i1970’erne for en tid havde lagt sin kampmod landets daværende diktator MobutuSese Seko på hylden.

Aldrig accepteret i KinshasaSenere, i 1997, smed faderen endeligt Mo-butu ud efter en kort konflikt, der blevmarkedsført som en borgerkrig. Reelt varder fra begyndelsen tale om en kamufle-ret invasion, udført af nabolandet Rwan-da, der brugte den ældre Kabila som strå-mand og sønnen Joseph som officer.

Selv om Laurent Kabila siden forsøgte

at smide rwanderne ud (og dermed star-tede en ny runde af krigen), er Kabila-fa-milien aldrig blevet accepteret som andetend fremmede fugle i hovedstaden Kin-shasa.

Her blev Laurent Kabila i 2001 myrdetaf sin egen livvagt. Og her måtte hans sønog efterfølger Joseph se sin rival Jean-Pier-re Bemba løbe med næsten samtligestemmer, selv om Bembas far var bon-kammerat med den ellers ganske forhad-te diktator Mobutu Sese Seko.

I stedet ligger Joseph Kabilas magtbasei den anden ende af landet, i grænseegne-ne mod Rwanda mod øst, hvor han talervælgernes sprog, swahili.

I den regionale splittelse ligger en risi-ko for en borgerkrig. Allerede i kølvandet

på den første valgrunde i sommer var detved at gå galt, da Kabilas og Bembas liv-vagter i august stødte sammen i Kinsha-sa. Mere end 60 blev dræbt.

FN har beholdt verdens største freds-styrke på 17.000 mand i Congo i et forsøgpå at forhindre en genopblussen af kon-flikten.

Verdenssamfundet har investeret tætpå tre milliarder kroner i valget i håbetom, at landets befolkning endelig kan ny-de udbyttet af de rigdomme, der hidtiludelukkende har ført til udplyndring.

Men det fordrer alt sammen, at Kabila,den fremmede fugl, kan hæve sig over etårtis konflikt og samle hele landet [email protected]

JESPER STRUDSHOLMportræt

Vinderen af Afrikas vigtigste valg, siden Nelson Mandela blevpræsident i Sydafrika,må nu i gang med denegentlige udfordring.

Joseph Kabilaer så fremmed i hovedstadenKinshasa, athan dårligt taler byens vigtigste sprog, lingala

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Levende boliger i

Lørdagsliv

levende kultur

”“

Nu introducerer Illums Bolighus en helt ny serie

espressomaskiner fra Nespresso. Kernen i Nespressos

innovative system er de unikke kapsler, der indeholder

en korrekt portionsstørrelse af perfekt ristet og

kværnet kaffe af høj kvalitet.

Illums BolighusM A N D A G - T O R S D A G 1 0 - 1 9 · F R E D A G 1 0 - 2 0 · L Ø R D A G 1 0 - 1 7

A M A G E R T O R V 1 0 · 1 1 6 0 K Ø B E N H A V N K · T L F 3 3 1 4 1 9 4 1 · W W W . R O Y A L S H O P P I N G . C O M

O P L E V E L S E

F R A

N E S P R E S S OKaffe

2.499,-

Kom ind og oplev den ultimative kaffeoplevelse når Nespresso demonstrerer Le Cube.

Fredag d. 17/11 kl. 12-17 og lørdag d. 18/11 kl. 12-17

En kompakt kaffemaskine i et flot kubistisk design med f.eks. automatisk funktion, koppe-

varmer til 6 kopper og aftagelig vandbeholder. Højtrykspumpen på 19 bar garanterer at

alle de righoldige aromaer frigøres, så de danner en jævn crema på toppen.

Nespresso Le Cube

espressomaskine i

titanium eller aluminium.

Fås også i rød eller

hvid til 2.299,-

GR

ATIS

LE

VE

RIN

G O

VE

RA

LT P

Å S

JÆLL

AN

D!

JØRGEN C. NIELSEN

MØBLERIndustrivej 22 · 4000 Roskilde · Tlf. 46 75 63 66

ÅBNINGSTIDER:Man.-tors. ............10.00-17.30Fredag.................10.00-19.00Lørdag...................9.00-15.00Lang lørdag ..........9.00-16.001. lørdag i månedenE-mail: [email protected]

- også til erhverv. . .FIND STILEN HOS OS ...KOM TIL LIVSSTILSDAG LØRDAG 18. NOV. KL. 10-15MED KONKURRENCER OG FLOTTE PRÆMIERVi har besøg af konsulenter fra de 4 førende producenter her på siden

Montanas indretnings-konsulent June Grevetegner netop din reol

VINDet gavekort på 5.000.-til køb af Montana reoler

by STOKKELars Hillingsø vil demonstrereden unikke siddekomfort iVariers stoleprogram

VIND en Planet stolefter eget valgVærdi op til 8.090.-

CARL HANSENOplev Wegners design-klassikere og se en Y-stol blive flettet.

VIND en Y-stol i egVærdi 4.115.-

VINDen Dressboyværdi 2.785.-eller 3 x Latexhovedpuderværdi 780.- pr. stk. fra Auping

Mød Aupings sengespecialist og få vejledning til det helt rigtige sengevalg

Køb din musik påpolitiken.dk/plus

Ad page

The rethink

Page 51: Редизайн датской газеты Politiken

51

Section 1. Stacked ads. �6

første valg i 40 år

udland 11POLITIKEN FREDAG 17. NOVEMBER 2006overblik

SVERIGE. Da tsunamienramte strandene langs DetIndiske Ocean, gav det døn-ninger i den svenske rege-ring. Og de har endnu ikkelagt sig: Vigtigt materialeom det offentliges reaktionpå sagen er simpelt hen ble-vet væk for regeringen.

Daværende udenrigsmini-ster Laila Freivalds blevmødt med ekstremt skarpkritik af ministeriets håndte-ring af katastrofen, der ram-te strandene i Indonesien,Thailand og Sri Lanka. Myn-dighedernes ageren efterden kraftige flodbølge harværet genstand for en un-dersøgelse, der skal kastefuldt lys over de beslutnin-

ger, der blev truffet. Mennogle af de databånd, derrummer de mange mails,som kan være med til at af-sløre, hvad der foregik, erblevet væk. Nu pudses politi-et på sagen, fordi båndene erforsvundet fra en boks i re-geringsbygningen i Stock-holm. Omkring 30 bånd me-nes at være forsvundet, selvom ingen tilsyneladendehar det fulde overblik over,hvor mange der i det hele ta-get fandtes i første omgang.

»Der er en mistanke. Der-for overdrages sagen nu tilpolitiet«, siger informations-chef Hanna Brogren til Da-gens [email protected]

Tsunami-mails forsvundet forsvenske myndigheder

ITALIEN. 46 personer er ble-vet dømt ved en sicilianskdomstol for på den eller denanden måde at have biståetden nu fængslede mafiabossBernardo Provenzano, skri-ver AP.

Det lykkedes BernardoProvenzano, også kendt un-der navnet ’Corleones spø-gelse’, at undslippe lovenslange arm i over 40 år, indtilhan i april blev arresteret pået landsted nær hjembyenCorleone.

Og de dømte har alle hjul-pet Provenzano med at hol-de sig skjult for myndighed-erne. De 46 håndlangere oghjælpere blev anholdt veden større aktion i januar sid-

ste år. Og strafudmålingenved domstolen i Palermohar været kontant: Flere erblevet idømt fængselsstraffepå over ti år.

Benedetto Spera, mafiao-verhoved i toscanske Bel-monte, har fået den hårde-ste dom, 18 års fængsel, for athave hjulpet Provenzanomed at gøre sig usynlig,mens en anden hjælper harfået 13 år og fire månedersfængsel for at have organise-ret Provenzanos prostatao-peration i den sydfranske byMarseille, skriver det italien-ske nyhedsbureau Ansa. 11tiltalte blev frikendt veddomstolen i Palermo. [email protected]

Håndlangere dømt for at hjæl-pe Italiens største mafiaboss

PAKISTAN. Pakistans præsi-dent, Pervez Musharraf, harbenådet en britisk statsbor-ger, der var dømt til dødenfor et drab, han nægter at ha-ve begået. Det meddelte enpakistansk embedsmand.Briten, Mirza Tahir Hussain,har afsonet 18 år i et paki-stansk fængsel. Den britiskeregering og menneskerettig-hedsgrupper har tidligerebedt Musharraf om at om-støde dommen over Hus-sain. Storbritanniens prinsCharles har involveret sig isagen, og han rejste i sidstemåned til Pakistan, hvor hanangiveligt drøftede sagenmed Musharraf.ritzau

Dødsdømt brite benådet

Congos fremmede fuglskal have pudset fjerene

H an er så ung, at grundlovensaldersgrænse for præsiden-ter blev sænket, for at han

overhovedet kunne stille op ogvinde det netop afholdte valg iCongo.

Han er så fremmed i hovedsta-den Kinshasa, at han dårligt talerbyens vigtigste sprog, lingala.

Han er så mistroet hos oppositionen,at den gerne omtaler ham som ’HyppoliteKanambe’, statsborger i nabolandetRwanda, der under falsk navn har løjet sigtil Congos højeste embede.

35-årige Joseph Kabilas vanskelighederer med andre ord først lige begyndt, efterat han onsdag blev udpeget som vinder afCongos første demokratiske valg i 40 år.

Forude venter en charmekampagne forat overbevise oppositionen om, at hankan være præsident for hele landet.

Går det godt, kan Afrikas vigtigste valgsiden Nelson Mandelas magtovertagelse iSydafrika i 1994 blive starten på en lykkeli-gere fremtid for Congo – et land, der harflere diamanter, guldminer og andre mi-neraler end noget andet på kontinentet.Herunder vidundermetallet tantal, derligger i elektronikken i alverdens mobil-telefoner.

Går det galt, vil valget blot være indled-ningen til en ny fase i vor tids mest dræ-bende borgerkrig. Fire millioner menne-sker er siden 1996 omkommet ved vold ogaf mangel på alt fra rent drikkevand til læ-ger og medicin.

Joseph Kabila er på mange måder etprodukt af sit lands blodige fortid. Hanvoksede op i eksil, blandt andet i Tanza-nia, efter at hans far Laurent Kabila i1970’erne for en tid havde lagt sin kampmod landets daværende diktator MobutuSese Seko på hylden.

Aldrig accepteret i KinshasaSenere, i 1997, smed faderen endeligt Mo-butu ud efter en kort konflikt, der blevmarkedsført som en borgerkrig. Reelt varder fra begyndelsen tale om en kamufle-ret invasion, udført af nabolandet Rwan-da, der brugte den ældre Kabila som strå-mand og sønnen Joseph som officer.

Selv om Laurent Kabila siden forsøgte

at smide rwanderne ud (og dermed star-tede en ny runde af krigen), er Kabila-fa-milien aldrig blevet accepteret som andetend fremmede fugle i hovedstaden Kin-shasa.

Her blev Laurent Kabila i 2001 myrdetaf sin egen livvagt. Og her måtte hans sønog efterfølger Joseph se sin rival Jean-Pier-re Bemba løbe med næsten samtligestemmer, selv om Bembas far var bon-kammerat med den ellers ganske forhad-te diktator Mobutu Sese Seko.

I stedet ligger Joseph Kabilas magtbasei den anden ende af landet, i grænseegne-ne mod Rwanda mod øst, hvor han talervælgernes sprog, swahili.

I den regionale splittelse ligger en risi-ko for en borgerkrig. Allerede i kølvandet

på den første valgrunde i sommer var detved at gå galt, da Kabilas og Bembas liv-vagter i august stødte sammen i Kinsha-sa. Mere end 60 blev dræbt.

FN har beholdt verdens største freds-styrke på 17.000 mand i Congo i et forsøgpå at forhindre en genopblussen af kon-flikten.

Verdenssamfundet har investeret tætpå tre milliarder kroner i valget i håbetom, at landets befolkning endelig kan ny-de udbyttet af de rigdomme, der hidtiludelukkende har ført til udplyndring.

Men det fordrer alt sammen, at Kabila,den fremmede fugl, kan hæve sig over etårtis konflikt og samle hele landet [email protected]

JESPER STRUDSHOLMportræt

Vinderen af Afrikas vigtigste valg, siden Nelson Mandela blevpræsident i Sydafrika,må nu i gang med denegentlige udfordring.

Joseph Kabilaer så fremmed i hovedstadenKinshasa, athan dårligt taler byens vigtigste sprog, lingala

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Levende boliger i

Lørdagsliv

levende kultur

”“

Nu introducerer Illums Bolighus en helt ny serie

espressomaskiner fra Nespresso. Kernen i Nespressos

innovative system er de unikke kapsler, der indeholder

en korrekt portionsstørrelse af perfekt ristet og

kværnet kaffe af høj kvalitet.

Illums BolighusM A N D A G - T O R S D A G 1 0 - 1 9 · F R E D A G 1 0 - 2 0 · L Ø R D A G 1 0 - 1 7

A M A G E R T O R V 1 0 · 1 1 6 0 K Ø B E N H A V N K · T L F 3 3 1 4 1 9 4 1 · W W W . R O Y A L S H O P P I N G . C O M

O P L E V E L S E

F R A

N E S P R E S S OKaffe

2.499,-

Kom ind og oplev den ultimative kaffeoplevelse når Nespresso demonstrerer Le Cube.

Fredag d. 17/11 kl. 12-17 og lørdag d. 18/11 kl. 12-17

En kompakt kaffemaskine i et flot kubistisk design med f.eks. automatisk funktion, koppe-

varmer til 6 kopper og aftagelig vandbeholder. Højtrykspumpen på 19 bar garanterer at

alle de righoldige aromaer frigøres, så de danner en jævn crema på toppen.

Nespresso Le Cube

espressomaskine i

titanium eller aluminium.

Fås også i rød eller

hvid til 2.299,-

GR

ATIS

LE

VE

RIN

G O

VE

RA

LT P

Å S

JÆLL

AN

D!

JØRGEN C. NIELSEN

MØBLERIndustrivej 22 · 4000 Roskilde · Tlf. 46 75 63 66

ÅBNINGSTIDER:Man.-tors. ............10.00-17.30Fredag.................10.00-19.00Lørdag...................9.00-15.00Lang lørdag ..........9.00-16.001. lørdag i månedenE-mail: [email protected]

- også til erhverv. . .FIND STILEN HOS OS ...KOM TIL LIVSSTILSDAG LØRDAG 18. NOV. KL. 10-15MED KONKURRENCER OG FLOTTE PRÆMIERVi har besøg af konsulenter fra de 4 førende producenter her på siden

Montanas indretnings-konsulent June Grevetegner netop din reol

VINDet gavekort på 5.000.-til køb af Montana reoler

by STOKKELars Hillingsø vil demonstrereden unikke siddekomfort iVariers stoleprogram

VIND en Planet stolefter eget valgVærdi op til 8.090.-

CARL HANSENOplev Wegners design-klassikere og se en Y-stol blive flettet.

VIND en Y-stol i egVærdi 4.115.-

VINDen Dressboyværdi 2.785.-eller 3 x Latexhovedpuderværdi 780.- pr. stk. fra Auping

Mød Aupings sengespecialist og få vejledning til det helt rigtige sengevalg

Køb din musik påpolitiken.dk/plus

Stackedads

The rethink

Page 52: Редизайн датской газеты Politiken

52

Section 1. Home ads. ��

første valg i 40 år

udland 11POLITIKEN FREDAG 17. NOVEMBER 2006overblik

SVERIGE. Da tsunamienramte strandene langs DetIndiske Ocean, gav det døn-ninger i den svenske rege-ring. Og de har endnu ikkelagt sig: Vigtigt materialeom det offentliges reaktionpå sagen er simpelt hen ble-vet væk for regeringen.

Daværende udenrigsmini-ster Laila Freivalds blevmødt med ekstremt skarpkritik af ministeriets håndte-ring af katastrofen, der ram-te strandene i Indonesien,Thailand og Sri Lanka. Myn-dighedernes ageren efterden kraftige flodbølge harværet genstand for en un-dersøgelse, der skal kastefuldt lys over de beslutnin-

ger, der blev truffet. Mennogle af de databånd, derrummer de mange mails,som kan være med til at af-sløre, hvad der foregik, erblevet væk. Nu pudses politi-et på sagen, fordi båndene erforsvundet fra en boks i re-geringsbygningen i Stock-holm. Omkring 30 bånd me-nes at være forsvundet, selvom ingen tilsyneladendehar det fulde overblik over,hvor mange der i det hele ta-get fandtes i første omgang.

»Der er en mistanke. Der-for overdrages sagen nu tilpolitiet«, siger informations-chef Hanna Brogren til Da-gens [email protected]

Tsunami-mails forsvundet forsvenske myndigheder

ITALIEN. 46 personer er ble-vet dømt ved en sicilianskdomstol for på den eller denanden måde at have biståetden nu fængslede mafiabossBernardo Provenzano, skri-ver AP.

Det lykkedes BernardoProvenzano, også kendt un-der navnet ’Corleones spø-gelse’, at undslippe lovenslange arm i over 40 år, indtilhan i april blev arresteret pået landsted nær hjembyenCorleone.

Og de dømte har alle hjul-pet Provenzano med at hol-de sig skjult for myndighed-erne. De 46 håndlangere oghjælpere blev anholdt veden større aktion i januar sid-

ste år. Og strafudmålingenved domstolen i Palermohar været kontant: Flere erblevet idømt fængselsstraffepå over ti år.

Benedetto Spera, mafiao-verhoved i toscanske Bel-monte, har fået den hårde-ste dom, 18 års fængsel, for athave hjulpet Provenzanomed at gøre sig usynlig,mens en anden hjælper harfået 13 år og fire månedersfængsel for at have organise-ret Provenzanos prostatao-peration i den sydfranske byMarseille, skriver det italien-ske nyhedsbureau Ansa. 11tiltalte blev frikendt veddomstolen i Palermo. [email protected]

Håndlangere dømt for at hjæl-pe Italiens største mafiaboss

PAKISTAN. Pakistans præsi-dent, Pervez Musharraf, harbenådet en britisk statsbor-ger, der var dømt til dødenfor et drab, han nægter at ha-ve begået. Det meddelte enpakistansk embedsmand.Briten, Mirza Tahir Hussain,har afsonet 18 år i et paki-stansk fængsel. Den britiskeregering og menneskerettig-hedsgrupper har tidligerebedt Musharraf om at om-støde dommen over Hus-sain. Storbritanniens prinsCharles har involveret sig isagen, og han rejste i sidstemåned til Pakistan, hvor hanangiveligt drøftede sagenmed Musharraf.ritzau

Dødsdømt brite benådet

Congos fremmede fuglskal have pudset fjerene

H an er så ung, at grundlovensaldersgrænse for præsiden-ter blev sænket, for at han

overhovedet kunne stille op ogvinde det netop afholdte valg iCongo.

Han er så fremmed i hovedsta-den Kinshasa, at han dårligt talerbyens vigtigste sprog, lingala.

Han er så mistroet hos oppositionen,at den gerne omtaler ham som ’HyppoliteKanambe’, statsborger i nabolandetRwanda, der under falsk navn har løjet sigtil Congos højeste embede.

35-årige Joseph Kabilas vanskelighederer med andre ord først lige begyndt, efterat han onsdag blev udpeget som vinder afCongos første demokratiske valg i 40 år.

Forude venter en charmekampagne forat overbevise oppositionen om, at hankan være præsident for hele landet.

Går det godt, kan Afrikas vigtigste valgsiden Nelson Mandelas magtovertagelse iSydafrika i 1994 blive starten på en lykkeli-gere fremtid for Congo – et land, der harflere diamanter, guldminer og andre mi-neraler end noget andet på kontinentet.Herunder vidundermetallet tantal, derligger i elektronikken i alverdens mobil-telefoner.

Går det galt, vil valget blot være indled-ningen til en ny fase i vor tids mest dræ-bende borgerkrig. Fire millioner menne-sker er siden 1996 omkommet ved vold ogaf mangel på alt fra rent drikkevand til læ-ger og medicin.

Joseph Kabila er på mange måder etprodukt af sit lands blodige fortid. Hanvoksede op i eksil, blandt andet i Tanza-nia, efter at hans far Laurent Kabila i1970’erne for en tid havde lagt sin kampmod landets daværende diktator MobutuSese Seko på hylden.

Aldrig accepteret i KinshasaSenere, i 1997, smed faderen endeligt Mo-butu ud efter en kort konflikt, der blevmarkedsført som en borgerkrig. Reelt varder fra begyndelsen tale om en kamufle-ret invasion, udført af nabolandet Rwan-da, der brugte den ældre Kabila som strå-mand og sønnen Joseph som officer.

Selv om Laurent Kabila siden forsøgte

at smide rwanderne ud (og dermed star-tede en ny runde af krigen), er Kabila-fa-milien aldrig blevet accepteret som andetend fremmede fugle i hovedstaden Kin-shasa.

Her blev Laurent Kabila i 2001 myrdetaf sin egen livvagt. Og her måtte hans sønog efterfølger Joseph se sin rival Jean-Pier-re Bemba løbe med næsten samtligestemmer, selv om Bembas far var bon-kammerat med den ellers ganske forhad-te diktator Mobutu Sese Seko.

I stedet ligger Joseph Kabilas magtbasei den anden ende af landet, i grænseegne-ne mod Rwanda mod øst, hvor han talervælgernes sprog, swahili.

I den regionale splittelse ligger en risi-ko for en borgerkrig. Allerede i kølvandet

på den første valgrunde i sommer var detved at gå galt, da Kabilas og Bembas liv-vagter i august stødte sammen i Kinsha-sa. Mere end 60 blev dræbt.

FN har beholdt verdens største freds-styrke på 17.000 mand i Congo i et forsøgpå at forhindre en genopblussen af kon-flikten.

Verdenssamfundet har investeret tætpå tre milliarder kroner i valget i håbetom, at landets befolkning endelig kan ny-de udbyttet af de rigdomme, der hidtiludelukkende har ført til udplyndring.

Men det fordrer alt sammen, at Kabila,den fremmede fugl, kan hæve sig over etårtis konflikt og samle hele landet [email protected]

JESPER STRUDSHOLMportræt

Vinderen af Afrikas vigtigste valg, siden Nelson Mandela blevpræsident i Sydafrika,må nu i gang med denegentlige udfordring.

Joseph Kabilaer så fremmed i hovedstadenKinshasa, athan dårligt taler byens vigtigste sprog, lingala

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Levende boliger i

Lørdagsliv

levende kultur

”“

Nu introducerer Illums Bolighus en helt ny serie

espressomaskiner fra Nespresso. Kernen i Nespressos

innovative system er de unikke kapsler, der indeholder

en korrekt portionsstørrelse af perfekt ristet og

kværnet kaffe af høj kvalitet.

Illums BolighusM A N D A G - T O R S D A G 1 0 - 1 9 · F R E D A G 1 0 - 2 0 · L Ø R D A G 1 0 - 1 7

A M A G E R T O R V 1 0 · 1 1 6 0 K Ø B E N H A V N K · T L F 3 3 1 4 1 9 4 1 · W W W . R O Y A L S H O P P I N G . C O M

O P L E V E L S E

F R A

N E S P R E S S OKaffe

2.499,-

Kom ind og oplev den ultimative kaffeoplevelse når Nespresso demonstrerer Le Cube.

Fredag d. 17/11 kl. 12-17 og lørdag d. 18/11 kl. 12-17

En kompakt kaffemaskine i et flot kubistisk design med f.eks. automatisk funktion, koppe-

varmer til 6 kopper og aftagelig vandbeholder. Højtrykspumpen på 19 bar garanterer at

alle de righoldige aromaer frigøres, så de danner en jævn crema på toppen.

Nespresso Le Cube

espressomaskine i

titanium eller aluminium.

Fås også i rød eller

hvid til 2.299,-

GR

ATIS

LE

VE

RIN

G O

VE

RA

LT P

Å S

JÆLL

AN

D!

JØRGEN C. NIELSEN

MØBLERIndustrivej 22 · 4000 Roskilde · Tlf. 46 75 63 66

ÅBNINGSTIDER:Man.-tors. ............10.00-17.30Fredag.................10.00-19.00Lørdag...................9.00-15.00Lang lørdag ..........9.00-16.001. lørdag i månedenE-mail: [email protected]

- også til erhverv. . .FIND STILEN HOS OS ...KOM TIL LIVSSTILSDAG LØRDAG 18. NOV. KL. 10-15MED KONKURRENCER OG FLOTTE PRÆMIERVi har besøg af konsulenter fra de 4 førende producenter her på siden

Montanas indretnings-konsulent June Grevetegner netop din reol

VINDet gavekort på 5.000.-til køb af Montana reoler

by STOKKELars Hillingsø vil demonstrereden unikke siddekomfort iVariers stoleprogram

VIND en Planet stolefter eget valgVærdi op til 8.090.-

CARL HANSENOplev Wegners design-klassikere og se en Y-stol blive flettet.

VIND en Y-stol i egVærdi 4.115.-

VINDen Dressboyværdi 2.785.-eller 3 x Latexhovedpuderværdi 780.- pr. stk. fra Auping

Mød Aupings sengespecialist og få vejledning til det helt rigtige sengevalg

Køb din musik påpolitiken.dk/plus

Homeads

The rethink

Page 53: Редизайн датской газеты Politiken

53

Section 1. An elegant ad page!�5

første valg i 40 år

udland 11POLITIKEN FREDAG 17. NOVEMBER 2006overblik

SVERIGE. Da tsunamienramte strandene langs DetIndiske Ocean, gav det døn-ninger i den svenske rege-ring. Og de har endnu ikkelagt sig: Vigtigt materialeom det offentliges reaktionpå sagen er simpelt hen ble-vet væk for regeringen.

Daværende udenrigsmini-ster Laila Freivalds blevmødt med ekstremt skarpkritik af ministeriets håndte-ring af katastrofen, der ram-te strandene i Indonesien,Thailand og Sri Lanka. Myn-dighedernes ageren efterden kraftige flodbølge harværet genstand for en un-dersøgelse, der skal kastefuldt lys over de beslutnin-

ger, der blev truffet. Mennogle af de databånd, derrummer de mange mails,som kan være med til at af-sløre, hvad der foregik, erblevet væk. Nu pudses politi-et på sagen, fordi båndene erforsvundet fra en boks i re-geringsbygningen i Stock-holm. Omkring 30 bånd me-nes at være forsvundet, selvom ingen tilsyneladendehar det fulde overblik over,hvor mange der i det hele ta-get fandtes i første omgang.

»Der er en mistanke. Der-for overdrages sagen nu tilpolitiet«, siger informations-chef Hanna Brogren til Da-gens [email protected]

Tsunami-mails forsvundet forsvenske myndigheder

ITALIEN. 46 personer er ble-vet dømt ved en sicilianskdomstol for på den eller denanden måde at have biståetden nu fængslede mafiabossBernardo Provenzano, skri-ver AP.

Det lykkedes BernardoProvenzano, også kendt un-der navnet ’Corleones spø-gelse’, at undslippe lovenslange arm i over 40 år, indtilhan i april blev arresteret pået landsted nær hjembyenCorleone.

Og de dømte har alle hjul-pet Provenzano med at hol-de sig skjult for myndighed-erne. De 46 håndlangere oghjælpere blev anholdt veden større aktion i januar sid-

ste år. Og strafudmålingenved domstolen i Palermohar været kontant: Flere erblevet idømt fængselsstraffepå over ti år.

Benedetto Spera, mafiao-verhoved i toscanske Bel-monte, har fået den hårde-ste dom, 18 års fængsel, for athave hjulpet Provenzanomed at gøre sig usynlig,mens en anden hjælper harfået 13 år og fire månedersfængsel for at have organise-ret Provenzanos prostatao-peration i den sydfranske byMarseille, skriver det italien-ske nyhedsbureau Ansa. 11tiltalte blev frikendt veddomstolen i Palermo. [email protected]

Håndlangere dømt for at hjæl-pe Italiens største mafiaboss

PAKISTAN. Pakistans præsi-dent, Pervez Musharraf, harbenådet en britisk statsbor-ger, der var dømt til dødenfor et drab, han nægter at ha-ve begået. Det meddelte enpakistansk embedsmand.Briten, Mirza Tahir Hussain,har afsonet 18 år i et paki-stansk fængsel. Den britiskeregering og menneskerettig-hedsgrupper har tidligerebedt Musharraf om at om-støde dommen over Hus-sain. Storbritanniens prinsCharles har involveret sig isagen, og han rejste i sidstemåned til Pakistan, hvor hanangiveligt drøftede sagenmed Musharraf.ritzau

Dødsdømt brite benådet

Congos fremmede fuglskal have pudset fjerene

H an er så ung, at grundlovensaldersgrænse for præsiden-ter blev sænket, for at han

overhovedet kunne stille op ogvinde det netop afholdte valg iCongo.

Han er så fremmed i hovedsta-den Kinshasa, at han dårligt talerbyens vigtigste sprog, lingala.

Han er så mistroet hos oppositionen,at den gerne omtaler ham som ’HyppoliteKanambe’, statsborger i nabolandetRwanda, der under falsk navn har løjet sigtil Congos højeste embede.

35-årige Joseph Kabilas vanskelighederer med andre ord først lige begyndt, efterat han onsdag blev udpeget som vinder afCongos første demokratiske valg i 40 år.

Forude venter en charmekampagne forat overbevise oppositionen om, at hankan være præsident for hele landet.

Går det godt, kan Afrikas vigtigste valgsiden Nelson Mandelas magtovertagelse iSydafrika i 1994 blive starten på en lykkeli-gere fremtid for Congo – et land, der harflere diamanter, guldminer og andre mi-neraler end noget andet på kontinentet.Herunder vidundermetallet tantal, derligger i elektronikken i alverdens mobil-telefoner.

Går det galt, vil valget blot være indled-ningen til en ny fase i vor tids mest dræ-bende borgerkrig. Fire millioner menne-sker er siden 1996 omkommet ved vold ogaf mangel på alt fra rent drikkevand til læ-ger og medicin.

Joseph Kabila er på mange måder etprodukt af sit lands blodige fortid. Hanvoksede op i eksil, blandt andet i Tanza-nia, efter at hans far Laurent Kabila i1970’erne for en tid havde lagt sin kampmod landets daværende diktator MobutuSese Seko på hylden.

Aldrig accepteret i KinshasaSenere, i 1997, smed faderen endeligt Mo-butu ud efter en kort konflikt, der blevmarkedsført som en borgerkrig. Reelt varder fra begyndelsen tale om en kamufle-ret invasion, udført af nabolandet Rwan-da, der brugte den ældre Kabila som strå-mand og sønnen Joseph som officer.

Selv om Laurent Kabila siden forsøgte

at smide rwanderne ud (og dermed star-tede en ny runde af krigen), er Kabila-fa-milien aldrig blevet accepteret som andetend fremmede fugle i hovedstaden Kin-shasa.

Her blev Laurent Kabila i 2001 myrdetaf sin egen livvagt. Og her måtte hans sønog efterfølger Joseph se sin rival Jean-Pier-re Bemba løbe med næsten samtligestemmer, selv om Bembas far var bon-kammerat med den ellers ganske forhad-te diktator Mobutu Sese Seko.

I stedet ligger Joseph Kabilas magtbasei den anden ende af landet, i grænseegne-ne mod Rwanda mod øst, hvor han talervælgernes sprog, swahili.

I den regionale splittelse ligger en risi-ko for en borgerkrig. Allerede i kølvandet

på den første valgrunde i sommer var detved at gå galt, da Kabilas og Bembas liv-vagter i august stødte sammen i Kinsha-sa. Mere end 60 blev dræbt.

FN har beholdt verdens største freds-styrke på 17.000 mand i Congo i et forsøgpå at forhindre en genopblussen af kon-flikten.

Verdenssamfundet har investeret tætpå tre milliarder kroner i valget i håbetom, at landets befolkning endelig kan ny-de udbyttet af de rigdomme, der hidtiludelukkende har ført til udplyndring.

Men det fordrer alt sammen, at Kabila,den fremmede fugl, kan hæve sig over etårtis konflikt og samle hele landet [email protected]

JESPER STRUDSHOLMportræt

Vinderen af Afrikas vigtigste valg, siden Nelson Mandela blevpræsident i Sydafrika,må nu i gang med denegentlige udfordring.

Joseph Kabilaer så fremmed i hovedstadenKinshasa, athan dårligt taler byens vigtigste sprog, lingala

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Levende boliger i

Lørdagsliv

levende kultur

”“

Nu introducerer Illums Bolighus en helt ny serie

espressomaskiner fra Nespresso. Kernen i Nespressos

innovative system er de unikke kapsler, der indeholder

en korrekt portionsstørrelse af perfekt ristet og

kværnet kaffe af høj kvalitet.

Illums BolighusM A N D A G - T O R S D A G 1 0 - 1 9 · F R E D A G 1 0 - 2 0 · L Ø R D A G 1 0 - 1 7

A M A G E R T O R V 1 0 · 1 1 6 0 K Ø B E N H A V N K · T L F 3 3 1 4 1 9 4 1 · W W W . R O Y A L S H O P P I N G . C O M

O P L E V E L S E

F R A

N E S P R E S S OKaffe

2.499,-

Kom ind og oplev den ultimative kaffeoplevelse når Nespresso demonstrerer Le Cube.

Fredag d. 17/11 kl. 12-17 og lørdag d. 18/11 kl. 12-17

En kompakt kaffemaskine i et flot kubistisk design med f.eks. automatisk funktion, koppe-

varmer til 6 kopper og aftagelig vandbeholder. Højtrykspumpen på 19 bar garanterer at

alle de righoldige aromaer frigøres, så de danner en jævn crema på toppen.

Nespresso Le Cube

espressomaskine i

titanium eller aluminium.

Fås også i rød eller

hvid til 2.299,-

GR

ATIS

LE

VE

RIN

G O

VE

RA

LT P

Å S

JÆLL

AN

D!

JØRGEN C. NIELSEN

MØBLERIndustrivej 22 · 4000 Roskilde · Tlf. 46 75 63 66

ÅBNINGSTIDER:Man.-tors. ............10.00-17.30Fredag.................10.00-19.00Lørdag...................9.00-15.00Lang lørdag ..........9.00-16.001. lørdag i månedenE-mail: [email protected]

- også til erhverv. . .FIND STILEN HOS OS ...KOM TIL LIVSSTILSDAG LØRDAG 18. NOV. KL. 10-15MED KONKURRENCER OG FLOTTE PRÆMIERVi har besøg af konsulenter fra de 4 førende producenter her på siden

Montanas indretnings-konsulent June Grevetegner netop din reol

VINDet gavekort på 5.000.-til køb af Montana reoler

by STOKKELars Hillingsø vil demonstrereden unikke siddekomfort iVariers stoleprogram

VIND en Planet stolefter eget valgVærdi op til 8.090.-

CARL HANSENOplev Wegners design-klassikere og se en Y-stol blive flettet.

VIND en Y-stol i egVærdi 4.115.-

VINDen Dressboyværdi 2.785.-eller 3 x Latexhovedpuderværdi 780.- pr. stk. fra Auping

Mød Aupings sengespecialist og få vejledning til det helt rigtige sengevalg

Køb din musik påpolitiken.dk/plus

Ad page

The rethink

Page 54: Редизайн датской газеты Politiken

54

EgyptienneHouse Style.CapitoliumGerard Unger.FlamaMario Feliciano.

The rethink

Page 55: Редизайн датской газеты Politiken

55

Egyptienne

The rethink

Page 56: Редизайн датской газеты Politiken

56

Egyptienne

The rethink

Old

New

Page 57: Редизайн датской газеты Politiken

57

International Capitolium version. DanishCapitolium version.

The rethink

Page 58: Редизайн датской газеты Politiken

58

Another key designelement. Quotation mark

The rethink

Page 59: Редизайн датской газеты Politiken

59

New design. Happy Editor-in-chief.Talking to staff.

The rethink

Page 60: Редизайн датской газеты Politiken

60

HappyEditor-in-chief.Expecting a new baby on October 1st 2006.Talking to readers.

POLITIKEN � 2. SEKTION Lørdag 19. august 2006

Til september relancerer Politiken sig selv med nytlook, men først og fremmest en ny måde at lavedybere journalistik på i en verden med flimrendestrømme af gratis nyheder. Vi får chefredaktøren selvtil at forklare om den moderniserede avis – og stillerham de uddybende og kritiske spørgsmål.

InterviewAf Jens Lenler

For syv år siden hang Politikenschefredaktør Tøger Seidenfadenkolossal og svanger på danske re-klamesøjler og husfacader – den-gang, fordi han barslede med enny og bedre lørdagsavis.

Nu er den gal igen. Terminen er sat tilslutningen af september i år. Og denne ganghandler det om hele Politiken.

Om nogle uger kommer Politikens læserenemlig til at opleve en helt ny avis. På over-fladen ligner den en forskønnet udgave af sigselv, men bag den ligger en ny måde at lavejournalistik på. Arbejdet har været i gangsiden januar i år – før islandske pengemændoverhovedet startede den ballade, der lige nugør avisbranchen til en noget kaotisk verdenat sætte nye børn i.

»Egentlig understreger de nye gratisaviserjo bare en udvikling, der har været tydelig inogle år: En avis som Politiken, der har et tætforhold til sine læsere – så tæt, at den ligefremkræver penge for at komme i deres hjem – skallevere noget andet end den gratis, buldrende,flimrende nyhedsstrøm. Den udvikling tagervi konsekvensen af. Vi giver læserne megetmere unik journalistik, og vi skelner tydeligtmellem nyhedsstrømmen og det unikke stof,mellem overblik og indblik«, siger chefredak-tør Tøger Seidenfaden.

Hvordan gør man det i praksis?»Nettet er blevet den bedste og stærkeste

platform til hurtig formidling af nyheder påskrift, så derfor kommer Politikens netredak-tion nu til at sørge for, at alle nyheder afinteresse for det danske samfund bliver op-dateret og registreret på netavisen øjeblikke-ligt. Men efter hvert nyhedsdøgn sammen-sætter de også et kompakt overblik til papira-visen over de vigtigste begivenheder. Restenaf avisens journalister – flertallet – fokusererderimod udelukkende på at give læserne grun-dig baggrund og perspektiv og indlevelse, manikke får andre steder«.

Gør de ikke allerede det i dag?»Jo, men som enhver journalist, der i dag

dækker et fast område, vil kunne berette,bliver man hele tiden forstyrret. Nyhedsjour-nalister har i mange år haft en konstant for-pligtelse til at registrere forholdsvis triviellebegivenheder og rende til alle mulige presse-møder om sager, de ikke kunne tilføje nogetafgørende nyt. Nu har vi lavet en opdeling, dergiver dem frihed til at gå i dybden på læsernesvegne«.

Overblik og indblikSpørgsmålet er så, hvad det betyder for dennye Politiken i praksis – det avispapir læsernefår mellem hænderne om få uger.

Designere og redaktører arbejder stadigmed de sidste justeringer. Men det ligger fast,at Politiken stadig smager af Politiken – gen-kendelig, i samme format og med nogenlundesamme opdeling.

»Ligesom i dag vil der være en 1.sektion medindlands- og udlandsstof og en 2.sektion medkulturstof, debat med mere. Men der vil væreto markante ændringer. For det første giver viavisen en moderne ansigtsløftning. Det ermange, mange år siden, Politiken virkelig harfornyet sin typografi, og den bliver nu langtmere læsbar, enkel og smuk i sit udtryk«, sigerTøger Seidenfaden.

»Den anden større ændring er, at vi tydeligtadskiller stof, som giver overblik, fra stof, somgiver indblik. Gennem hele avisen vil der løbeet sammenhængende og overskueligt båndmed det overbliksstof, journalisterne på netre-

daktionen har produceret for det senestedøgn. På resten af siden står så de dybereindbliksartikler. Læserne kan altså heletiden vælge: Vil jeg følge det hurtigeoverblik, eller vil jeg gå i dybden ogblive klogere sammen med min avis«.

Hvor meget vil overblik og indblikfylde på siderne?

»Overblikket vil fylde 20-25 pro-cent af pladsen afhængigt af, hvormange annoncer vi har«.

Men når folk får kort nyhedsstofandre steder gratis – hvorfor så bru-ge 20 procent af avispapiret på det?

»Vi mener, det at få et overblikhar en værdi i sig selv. Det giver etkomplet billede af, hvor Danmark ogverden står lige nu. Og så er det jo ikkealle Politikens læsere, der ønsker at læse tregratisaviser ved siden af eller opdatere sig pånettet konstant«.

Hvad får dig så til at tro, at travle menne-sker på en hverdag kan eller vil bruge tid påat gå i dybden med indblik ved siden af denrivende nyhedsstrøm?

»Jeg forestiller mig ikke nødvendigvis,at folk vil bruge væsentligt mere tidend i dag. Gratisaviserne siger, at manskal bruge ti minutter. I gennemsnitbruger Politikenlæseren tre gange såmeget, omkring 30 minutter, og detbehøver ikke ændre sig. Men der,hvor læseren vælger at gå i dybden– i alt for eksempel to-tre indbliks-historier, lidt anmeldelser, nogetdebatstof eller en kronik – får læ-seren en høj kvalitet, overraskelserog ja, indblik«.

Så hvad er indblik for eksempel?»At gå meget tæt på én konkret

begivenhed, der er sigende og prin-cipiel – for eksempel en retssag omæresdrab fra Slagelse, hvor gratisavi-serne eller elektroniske medier typiskbare vil lave et ultrakort og tørt referat.Det kunne også være en dramatisk be-givenhed i Danmark eller udlandet, hvor visiger, det ikke er tilfredsstillende for læ-seren kun at vide, at noget er sket, men også,

Se at få ham på krogen, honey!Mød en feminist på 84 iført ansigtsløftninger og netstrømper Side 6-7

FOTO: MIRIAM DALSGAARD

... igen!

I OMSTÆNDIGHEDER.I 1999 var Politikenschefredaktør TøgerSeidenfaden frugtsommelig –i hvert fald påreklameplakater – med en nyog udvidet lørdagsavis. Nu erdet hele Politiken, der stårover for en genfødsel modslutningen af september i år.

Han er med barn

I slutningen af september kommer dennyudviklede Politiken på gaden. Ændringer-ne er blandt andet:

� Avisen får en mere læsevenlig skrifttypeog et mere moderne design, der dog stadigumiskendeligt ligner Politiken.

� Avisen skelner klart mellem indbliksstofog overbliksstof.

� Gennem avisen løber et adskilt bånd medoverblik over døgnets vigtige begivenheder,der fylder ca. en femtedel af pladsen. Detproduceres én gang i døgnet af avisens nye,udvidede netredaktion, der desuden op-daterer og bringer nyhederne løbende påPolitiken.dk.

� Resten af avissiderne indeholder meregennemarbejdede historier med indblik, manikke får andre steder: øjenvidnereportager,baggrunde og sammenhænge for nyheder,

analyser, kommentarer, fotoreporta-ger m.m.

� I 2. sektion kommer mere indblik ikulturstoffet og sportsstoffet og meredebatstof i den form, man kender fralørdagsavisens debatsektion – i alt firesider hver dag.

� Journalisterne arbejder nu på enmåde, hvor nogle tager sig af hurtigenyheder og andre får ro til indblik. Ingenaf avisens medarbejdere er blevet fyret,men de fleste skrivende har skullet søgenyoprettede stillinger og vælge, om de villeskrive indblik eller overblik.

� Avisen skrumper ikke, men holder sit nuværende format for at give klarere prioriterin-ger og signalere forskel til de små gratisaviser.

(Ret til forbedringer forbeholdes)

Ny Politiken

FAKTA

Fortsættes side 2

The rethink

Page 61: Редизайн датской газеты Politiken

61

Monday, October 6, 2006, 6:00 p.m.61

Page 62: Редизайн датской газеты Politiken

62

Explore it!

Page 63: Редизайн датской газеты Politiken

63

Explore it!

What to do with a new design?Explore it!

Page 64: Редизайн датской газеты Politiken

64

Frontpage.All that crab about Danish design.

»Vi har brug for en ny tilgang«, erkendte USA’s præ-sident George W. Bush i går efter et møde med denbritiske premierminister Tony Blair. Præsidentener allerede nu under hårdt hjemligt pres for at føl-ge anbefalingerne i Baker-Hamilton-kommissio-nens rapport om den fejlslagne Irakpolitik. Menamerikanske militæreksperter mener, at USA har få

manøvremuligheder, og irakerneer skuffede over forslagene.1

Bush erkender behov for nytænkning i Irak

Udland

Side 8

Stærke chilierPortræt af koncertaktuelleRed Hot ChiliPeppersiBYEN

Fredag8. dec. 2006Årgang 123. Nr. 69Pris 19,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

Belastende film – men ingen beviser

En rygende pistol. Det er sombekendt idealet for journalist-isk opklaringsarbejde. Lå der

en sådan tilbage, da filmen ’Denhemmelige krig’ i går endelig havderullet over tv-skærmene? Oppositio-nen mener ja, og endda at pistolenryger nok til en rigsretssag. Regerin-gen siger nej. Der er som sædvanligikke noget at komme efter.

Ingen af parterne har ret. Heldigvis indeholder filmen ikke

beviser, der uigendriveligt viser, atdanske soldater har udleveret fan-ger til tortur i amerikansk varetægt.Og at den danske regering vidste be-sked. Det ville være ubærligt, hvis fil-men kunne dokumentere en sådanpåstand. Omvendt efterlader udsen-delsen et temmelig tæt røgslør overdele af den danske indsats i Afghan-istan. Og regeringen har kun sigselv at takke for, at den fremstår i etmeget gråmeleret lys.

For det første har regeringengjort det svært for sig selv ved atfastholde, at det er muligt at deltagei USA’s ’kamp mod terror’ og samti-dig overholde alle konventioner. Ensådan ’contradiction in terms’ hargjort den sårbar over for den kritik,som uvægerligt vil komme, nårman forsøger at bekæmpe terroror-ganisationer med konventionelletropper.

For det andet har regeringen – in-spireret af de amerikanske bortfor-klaringer – gerådet sig ud i en ulide-lig strid om ord. Et af omdrejnings-punkterne i ’Den hemmelige krig’er, om det var ’tilbageholdte’ eller’krigsfanger’, som danske soldater i2002 udleverede til amerikanskesoldater.

Regeringens insisteren på ordklø-veriet om betegnelsen af ’fangerne’må siges at være et ynkeligt forsøgpå at lægge afstand til de utalligebelastende beretninger, som sidenkom om de rystende forhold påGuantánamo-basen.

HVORFOR IKKE sige det, som det er?At man i 2002 ikke havde problem-er med at udlevere fanger til USA,fordi man ikke kendte til de senerekonventionsbrud? Hvad man endkalder fangerne, skal de behandlesanstændigt. Det er der desværremange eksempler på, at fanger iUSA’s terrorkrig ikke er blevet.

Heri ligger netop dokumentarfil-mens egentlige politiske problemfor regeringen. Den sætter fokus påen udenrigspolitisk diskussion, re-geringen for øjeblikket kun kan ta-be på. Filmen viser, at det har konse-kvenser at være logrende halehængtil USA. Det koster at følge en stor-magt, som ikke viger tilbage for atbøje konventionerne i kampen modterror. Det er filmen – endnu en –vigtig påmindelse om. fugl

Røgpolitiken mener

VEJRET Skyet, lidt solog byger enkelte steder, 7-9 grader. Jævn til hård vind fra syd.

»SF plejer at svinge med den røde fane. Nu vifterpartiet med det hvide flag«. Sådan ser den radikaleMargrethe Vestager på SF’s nye politiske forståelsemed Socialdemokraterne. SF-formand Villy Søvn-dal mener til gengæld, at de radikale svigter kamp-en for at vælte Fogh-regeringen, når partiet ikke vilindgå en politisk alliance med Socialdemokrater-

ne og venstrefløjen. Politiken harsat de to stævne til politisk duel.1

Vestager og Søvndal i politisk tvekamp

Indland

Side 4

5 7 0 8 7 3 0 9 0 5 0 9000

Tæskeholdskal vogte sygehuse

T re gange har sundhedsministerLars Løkke Rasmussen (V) væretgrillet i timevis i Folketingets Sund-

hedsudvalg. Utallige gange har han ståetforan et tv-kamera og skulle undskylde ogforklare, at danske kræftpatienter ikkehar fået den behandling, de skulle have,til den tid, de skulle.

Forrige søndag brugte Danmarks Ra-dio næsten hele programmet Deadline tilat krydsforhøre en sundhedsminister,der blev mere og mere rød i hovedet ogfik flere og flere svedperler på panden.

I tre uger – siden Politiken første gangbeskrev, at behandlingsgarantien tilkræftpatienter var udhulet – har Lars Løk-ke været den, der først og fremmest skullestå frem og stå til ansvar, selv om det efterhans mening først og fremmest er syge-husene, der har svigtet kræftpatienterneved ikke at skaffe hurtig behandling.

Det har gjort ministeren træt. Og irrite-ret. Og sikkert også bekymret for sin poli-tiske fremtid. Derfor meddelte Lars LøkkeRasmussen i går, at han nu selv tager affæ-re for at sikre, at kræftpatienterne får denbehandling, de skal have. Han siger:

»Når alle har så travlt med at give ansva-ret, er det fornuftigste nok at tage det«.

Han præsenterede i går to vidtrækken-de beslutninger.

For det første vil ministeren oprette enspecialenhed – et tæskehold – som i denæste to år skal føre skarp kontrol med, atamterne og sygehusene gør alt, hvad dekan for at leve op til behandlingsgaranti-en om hurtig hjælp til kræftpatienter.

For det andet gav han løfte om, at rege-ringen vil bruge og skaffe de penge, derskal til for at give kræftpatienter hurtigstrålebehandling. Det havde han aftalttidligt torsdag morgen på et møde medsundhedsordførerne fra de konservativeog Dansk Folkeparti.

Denne sag skal løses. Og ministeren vilnidkært holde øje med, at den bliver løstude på sygehusene. »Det her bliver stats-styring«, lyder det i ministeriet.

Konkret vil der blive nedsat en special-enhed med tre-fire personer fra hen-holdsvis Sundhedsministeriet og Sund-hedsstyrelsen, som får til opgave at kiggeamterne i kortene og ånde dem i nakken.

Amterne får »overfrakke« på. Det er ikkespor liberalt, og det er slet ikke noget, derpasser Bent Hansen (S), der som formandfor amternes sundhedsudvalg har et stortansvar for de svigtede garantier. Men somefter ministerens mening har gemt sig deseneste to-tre uger. Bent Hansen noteredelidt småsurt, at »regeringen vil opbyggeet nyt bureaukrati i København«.

Men den nye specialenhed skal efterplanen ikke bare sidde og vende papirerpå et kontor i København. Den skal kon-trollere og overvåge. Og samle erfaringerfra de sygehuse, hvor arbejdet går godt oghurtigt. Og give klar besked til de kræftaf-delinger, hvor arbejdet ikke lever op tilstandarden – og garantien.

Når sygehuset i Vejle straks ved henvis-ningen kan give patienterne besked om,hvornår de vil få den første strålebehand-ling, duer det ikke, at de skal være tre uger

om bare at indkal-de patienterne tilsamtale i Herlev.

Når sygeplejer-skerne på Rigshos-pitalet er villige tilat arbejde i week-enden, må de ogsåkunne overtales tildet mod passendebetaling i Herlev.Når SønderjyllandsAmt uden proble-mer kan indgå afta-

le om at sende hundredvis af patienter tilFlensborg, må andre også kunne indgå af-taler med udenlandske sygehuse.

Og det skal specialenheden efter pla-nen give sygehusene klar besked om.

Det bliver sikkert ikke sjovt for BentHansen og de politisk ansvarlige forkræftbehandlingen ude i landet. MenBent Hansen kunne så glæde sig over, athan fik et løfte om at få de penge, der skaltil for at sikre, at kræftpatienter kan fåstrålebehandling til tiden.

Regeringen og Dansk Folkeparti har ik-ke sat beløb på, men ventes at præsenterepå et nyt møde 19. december et trecifretmillionbeløb. Penge, der skal bruges tiloverarbejdsbetaling, nye strålekanoner,uddannelse, patienttransport til udlan-det, ja til hvad som helst. Bare det virker. [email protected]

[email protected]

[email protected]

HANS DRACHMANN, ANDERS LEGARTHSCHMIDT OG CHRISTINE CORDSEN

nyhedsanalyse

Sundhedsministeren nedsætter specialenhed, som skal sikre hurtig behandling til kræftpatienter.Sygehusene får trecifret millionbeløb.

Når alle har såtravlt med atgive ansvaret,er det fornuftig-ste nok attage detLars Løkke Rasmussen

Foto: Kåre Viemose

2 ForsideFoto: Fritz Hansen

Søndagsåbent 10. december

10-1710126

Den 24. og 25. har vi dog lukket(Julemanden har andet at se til

disse dage)

Vi har åbent mellem

jul og nytår

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk

Tænk nyt

Design dit eget kort og få 3% i rente • Ring 70 10 29 48

Explore it!

Page 65: Редизайн датской газеты Politiken

65

Frontpage.All that crab about Danish design.

»Vi har brug for en ny tilgang«, erkendte USA’s præ-sident George W. Bush i går efter et møde med denbritiske premierminister Tony Blair. Præsidentener allerede nu under hårdt hjemligt pres for at føl-ge anbefalingerne i Baker-Hamilton-kommissio-nens rapport om den fejlslagne Irakpolitik. Menamerikanske militæreksperter mener, at USA har få

manøvremuligheder, og irakerneer skuffede over forslagene.1

Bush erkender behov for nytænkning i Irak

Udland

Side 8

Stærke chilierPortræt af koncertaktuelleRed Hot ChiliPeppersiBYEN

Fredag8. dec. 2006Årgang 123. Nr. 69Pris 19,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

Belastende film – men ingen beviser

En rygende pistol. Det er sombekendt idealet for journalist-isk opklaringsarbejde. Lå der

en sådan tilbage, da filmen ’Denhemmelige krig’ i går endelig havderullet over tv-skærmene? Oppositio-nen mener ja, og endda at pistolenryger nok til en rigsretssag. Regerin-gen siger nej. Der er som sædvanligikke noget at komme efter.

Ingen af parterne har ret. Heldigvis indeholder filmen ikke

beviser, der uigendriveligt viser, atdanske soldater har udleveret fan-ger til tortur i amerikansk varetægt.Og at den danske regering vidste be-sked. Det ville være ubærligt, hvis fil-men kunne dokumentere en sådanpåstand. Omvendt efterlader udsen-delsen et temmelig tæt røgslør overdele af den danske indsats i Afghan-istan. Og regeringen har kun sigselv at takke for, at den fremstår i etmeget gråmeleret lys.

For det første har regeringengjort det svært for sig selv ved atfastholde, at det er muligt at deltagei USA’s ’kamp mod terror’ og samti-dig overholde alle konventioner. Ensådan ’contradiction in terms’ hargjort den sårbar over for den kritik,som uvægerligt vil komme, nårman forsøger at bekæmpe terroror-ganisationer med konventionelletropper.

For det andet har regeringen – in-spireret af de amerikanske bortfor-klaringer – gerådet sig ud i en ulide-lig strid om ord. Et af omdrejnings-punkterne i ’Den hemmelige krig’er, om det var ’tilbageholdte’ eller’krigsfanger’, som danske soldater i2002 udleverede til amerikanskesoldater.

Regeringens insisteren på ordklø-veriet om betegnelsen af ’fangerne’må siges at være et ynkeligt forsøgpå at lægge afstand til de utalligebelastende beretninger, som sidenkom om de rystende forhold påGuantánamo-basen.

HVORFOR IKKE sige det, som det er?At man i 2002 ikke havde problem-er med at udlevere fanger til USA,fordi man ikke kendte til de senerekonventionsbrud? Hvad man endkalder fangerne, skal de behandlesanstændigt. Det er der desværremange eksempler på, at fanger iUSA’s terrorkrig ikke er blevet.

Heri ligger netop dokumentarfil-mens egentlige politiske problemfor regeringen. Den sætter fokus påen udenrigspolitisk diskussion, re-geringen for øjeblikket kun kan ta-be på. Filmen viser, at det har konse-kvenser at være logrende halehængtil USA. Det koster at følge en stor-magt, som ikke viger tilbage for atbøje konventionerne i kampen modterror. Det er filmen – endnu en –vigtig påmindelse om. fugl

Røgpolitiken mener

VEJRET Skyet, lidt solog byger enkelte steder, 7-9 grader. Jævn til hård vind fra syd.

»SF plejer at svinge med den røde fane. Nu vifterpartiet med det hvide flag«. Sådan ser den radikaleMargrethe Vestager på SF’s nye politiske forståelsemed Socialdemokraterne. SF-formand Villy Søvn-dal mener til gengæld, at de radikale svigter kamp-en for at vælte Fogh-regeringen, når partiet ikke vilindgå en politisk alliance med Socialdemokrater-

ne og venstrefløjen. Politiken harsat de to stævne til politisk duel.1

Vestager og Søvndal i politisk tvekamp

Indland

Side 4

5 7 0 8 7 3 0 9 0 5 0 9000

Tæskeholdskal vogte sygehuse

T re gange har sundhedsministerLars Løkke Rasmussen (V) væretgrillet i timevis i Folketingets Sund-

hedsudvalg. Utallige gange har han ståetforan et tv-kamera og skulle undskylde ogforklare, at danske kræftpatienter ikkehar fået den behandling, de skulle have,til den tid, de skulle.

Forrige søndag brugte Danmarks Ra-dio næsten hele programmet Deadline tilat krydsforhøre en sundhedsminister,der blev mere og mere rød i hovedet ogfik flere og flere svedperler på panden.

I tre uger – siden Politiken første gangbeskrev, at behandlingsgarantien tilkræftpatienter var udhulet – har Lars Løk-ke været den, der først og fremmest skullestå frem og stå til ansvar, selv om det efterhans mening først og fremmest er syge-husene, der har svigtet kræftpatienterneved ikke at skaffe hurtig behandling.

Det har gjort ministeren træt. Og irrite-ret. Og sikkert også bekymret for sin poli-tiske fremtid. Derfor meddelte Lars LøkkeRasmussen i går, at han nu selv tager affæ-re for at sikre, at kræftpatienterne får denbehandling, de skal have. Han siger:

»Når alle har så travlt med at give ansva-ret, er det fornuftigste nok at tage det«.

Han præsenterede i går to vidtrækken-de beslutninger.

For det første vil ministeren oprette enspecialenhed – et tæskehold – som i denæste to år skal føre skarp kontrol med, atamterne og sygehusene gør alt, hvad dekan for at leve op til behandlingsgaranti-en om hurtig hjælp til kræftpatienter.

For det andet gav han løfte om, at rege-ringen vil bruge og skaffe de penge, derskal til for at give kræftpatienter hurtigstrålebehandling. Det havde han aftalttidligt torsdag morgen på et møde medsundhedsordførerne fra de konservativeog Dansk Folkeparti.

Denne sag skal løses. Og ministeren vilnidkært holde øje med, at den bliver løstude på sygehusene. »Det her bliver stats-styring«, lyder det i ministeriet.

Konkret vil der blive nedsat en special-enhed med tre-fire personer fra hen-holdsvis Sundhedsministeriet og Sund-hedsstyrelsen, som får til opgave at kiggeamterne i kortene og ånde dem i nakken.

Amterne får »overfrakke« på. Det er ikkespor liberalt, og det er slet ikke noget, derpasser Bent Hansen (S), der som formandfor amternes sundhedsudvalg har et stortansvar for de svigtede garantier. Men somefter ministerens mening har gemt sig deseneste to-tre uger. Bent Hansen noteredelidt småsurt, at »regeringen vil opbyggeet nyt bureaukrati i København«.

Men den nye specialenhed skal efterplanen ikke bare sidde og vende papirerpå et kontor i København. Den skal kon-trollere og overvåge. Og samle erfaringerfra de sygehuse, hvor arbejdet går godt oghurtigt. Og give klar besked til de kræftaf-delinger, hvor arbejdet ikke lever op tilstandarden – og garantien.

Når sygehuset i Vejle straks ved henvis-ningen kan give patienterne besked om,hvornår de vil få den første strålebehand-ling, duer det ikke, at de skal være tre uger

om bare at indkal-de patienterne tilsamtale i Herlev.

Når sygeplejer-skerne på Rigshos-pitalet er villige tilat arbejde i week-enden, må de ogsåkunne overtales tildet mod passendebetaling i Herlev.Når SønderjyllandsAmt uden proble-mer kan indgå afta-

le om at sende hundredvis af patienter tilFlensborg, må andre også kunne indgå af-taler med udenlandske sygehuse.

Og det skal specialenheden efter pla-nen give sygehusene klar besked om.

Det bliver sikkert ikke sjovt for BentHansen og de politisk ansvarlige forkræftbehandlingen ude i landet. MenBent Hansen kunne så glæde sig over, athan fik et løfte om at få de penge, der skaltil for at sikre, at kræftpatienter kan fåstrålebehandling til tiden.

Regeringen og Dansk Folkeparti har ik-ke sat beløb på, men ventes at præsenterepå et nyt møde 19. december et trecifretmillionbeløb. Penge, der skal bruges tiloverarbejdsbetaling, nye strålekanoner,uddannelse, patienttransport til udlan-det, ja til hvad som helst. Bare det virker. [email protected]

[email protected]

[email protected]

HANS DRACHMANN, ANDERS LEGARTHSCHMIDT OG CHRISTINE CORDSEN

nyhedsanalyse

Sundhedsministeren nedsætter specialenhed, som skal sikre hurtig behandling til kræftpatienter.Sygehusene får trecifret millionbeløb.

Når alle har såtravlt med atgive ansvaret,er det fornuftig-ste nok attage detLars Løkke Rasmussen

Foto: Kåre Viemose

2 ForsideFoto: Fritz Hansen

Søndagsåbent 10. december

10-1710126

Den 24. og 25. har vi dog lukket(Julemanden har andet at se til

disse dage)

Vi har åbent mellem

jul og nytår

Ring 70 10 20 33 og få et godt tilbud på fyringsolie med gode rabatter.

Fyr billigt med OKog vind en luksusskiferie for hele familien på www.altid-billig-fyringsolie.dk

Tænk nyt

Design dit eget kort og få 3% i rente • Ring 70 10 29 48

Explore it!

Page 66: Редизайн датской газеты Politiken

66

Frontpage.Spanish headline.“Los Estados Unidos de Amèrica”.

Far er død og har efterladt sig en suttekultur

E t massesamfund, hvor individerneter sig som misundelige søskende,der er i evig konkurrence om det

samme projekt. En suttekultur, hvor bor-gerne sidder som små fugleunger i deresreder og råber på mor.

Historikeren Henrik Jensen lægger ik-ke fingrene imellem i sin nye bog ’Det fa-derløse samfund’. Den er et kulturhisto-

risk værk om en verden, hvor faderautori-teten har mistet sin plads. Den modernefar er blevet en svækket omsorgsfigur, deri familierne optræder som en sekundærmor. De moderlige værdier har vundet,og velfærdsstaten er gået bersærk.

De opvoksende generationer lider un-der en kultur, hvor der ikke gives klare til-rettevisninger, mener Henrik Jensen. Detsynes især at gå ud over drengenes karak-terdannelse. I sin diagnose peger han på,

at mange unge mænd har svært ved atklare sig i uddannelsessystemet. I stedetfordyber de sig i en teknologisk fantasi-verden eller bliver voldelige.

»Noget værdifuldt er gået tabt. Voreskultur har mistet sin evne til at spændeden enkelte for en fælles vogn. Vi bliver ri-gere og rigere, og samfundet fungerer ru-tinemæssigt ved hjælp af et teknologiskbureaukrati. Men samtidig fornemmerman en vis ængstelighed. Der er ingen fø-

lelse af et fælles mål. Ingen klare svar påpåtrængende globale udfordringer«, si-ger Henrik Jensen.

»Kampen mod autoriteten har ikke gi-vet os det frie autonome individ, vi drøm-te om. I stedet har vi fået et selvoptagetmenneske, som er på evig jagt efter sinegen terapi«[email protected]

2. sektion forsiden

SUSANNE NIELSENVi har mistet fader-autoriteten og dermed de klare tilrettevisninger. Den moderne far er reduceret til en sekundærmor, mener historikerenHenrik Jensen.

Onsdag18. oktober 2006Årgang 123. Nr. 18Pris 15,50AbonnementService 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

Fleksibilitet er et gode

24/7/365politiken mener

Mandag kl. 12.05Fra: [email protected]: [email protected]ære Stig, skriver du en leder påbaggrund af historien i dagens avisom, at der nu er næsten lige så man-ge, der dør af stress som af rygning?Mandag kl. 12.55Fra: [email protected]: [email protected], men jeg kan ikke nå at skrive denfør i aften. Jeg skal hente børn i dag.Men jeg vil gerne have lov til at an-fægte påstanden om, at den øgedestress skyldes fleksible arbejdsmu-ligheder, og at den stigende adgangtil at arbejde hjemmefra skulle væreet problem. For det første har men-nesker i adskillige århundrederblandet familieliv og privatliv sam-men. Tænk på landbrugssamfun-det. I historisk sammenhæng er defaste – og korte – arbejdstider et nytfænomen. For det andet giver elek-troniske medier som internet ogmobiltelefoni langt bedre mulighe-der for at tilrettelægge arbejdethensigtsmæssigt. Man kan for eks-empel få bedre tid til at være sam-men med børnene, fordi man kanudskyde arbejdet til aftentimerne,når børnene er lagt i seng.Mandag kl. 15.55Fra: [email protected]: [email protected]., skriv den, når du vil. Men selvom fleksibilitet er et gode for nogle,er der mange, der ikke kan styre det,og som derfor bliver kronisk stresse-de og syge. Jeg synes også, det skalmed, at noget af det mest stressen-de er ikke at have indflydelse på sinarbejdssituation, hvilket er tilfældetfor mange mennesker, som ikke harfleksible arbejdstider.Mandag kl. 22.15Fra: [email protected]: [email protected]. Det er vigtigt at sætte noglegrænser for den tid, man bruger påat arbejde. Enhver ansvarlig ledelsebør tydeligt kommunikere, at denikke forventer, at medarbejdere sva-rer på mail og opkald døgnet rundt.Men at kræve en fast arbejdstid fra8-16 genindført, som nogle stress-forskere gør, er helt galt og hjælper ihvert fald ikke de mennesker, der eri risikozonen. Ikke alene er det helturealistisk i forhold til den mådenutidens virksomheder operererpå. Det ville også være tåbeligt at af-skære sig fra at udnytte fleksibilite-ten fornuftigt. Tirsdag kl. 09.25Fra: [email protected]: [email protected] du tænkt dig, at dette skal udgø-re lederen i avisen onsdag?Tirsdag kl. 10.35Fra: [email protected]: [email protected]. Er pointen ikke klar? Fleksibiliteter godt, når den er i faste rammer.

VEJRET Skyet, om eftermiddagen nogle stederlidt regn. 12-15 grader. Let til jævn vind.

Fire nigerianske teenagepiger er nu anbragt pålukkede, sikrede institutioner, mens deres asylsagbehandles. Tre af dem er tidligere stukket af fra etasylcenter for at trække på gaden igen. Pigerne varså desperate over ikke at kunne tjene penge til de-res bagmænd, at der skulle fem betjente til at hol-de dem under kontrol, da de blev anholdt. Pigerne

truede betjentene og truede medat tage livet af sig. 1

Nigerianske teenage-prostituerede anholdt

INDLAND

Side 6

Klasseforskellen blev udstillet, da FC København iaftes tabte 3-0 til Manchester United i ChampionsLeague. For nok leverede FCK det bedste, holdetendnu har vist i turneringen, men kampen visteogså, at der er lang vej, før københavnerne kan spil-le med på højeste europæiske niveau. Det så godtud, mens der var kræfter, men da de slap op, var

Manchester United adskillige ni-vauer over de danske mestre.2

FCK kæmpede - men derer langt op til de bedste

Sport

Side 11

Da bogen ’Da Vinci-mysteriet’ udkom, begyndtemillionerne at fosse ind på Dan Browns konto. Ogresten er historie. Næsten. For med interessen fulg-te også en generel interesse for, hvad Brown ellershavde skrevet, og derfor foreligger hans første ro-man nu på dansk. Bogen hedder ’Tankados kode’og er en af den slags spændingsromaner, man læ-

ser med en vis nysgerrighed, menret hurtigt glemmer igen. 2

Dan Brown med alt formange ligegyldige mord

kritik

Side 5

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 3 6 24000

USA Vil amerikaner nummer 300.000.000 sige »hello« eller »hola«? De spansktalende er nu i så hastig vækst,at mange amerikanere føler behov for at beskytte deres engelske modersmål ved lov. Inden det ender med:

Los Estados Unidos de América

H vert 11. sekund bliver de en mere.I går ankom amerikaner num-mer 300.000.000 – en nyfødt, en

lovlig indvandrer eller en ulovlig grænse-overløber – og dumpede lige ind i en hednational debat.

For hvem er de egentlig, amerikaner-ne? Stadig flere af dem har spansk sommodersmål. Og stadig flere af de engelsk-talende føler sig trængt.

For 50 år siden var der 4 procentspansktalende. Nu er der 14. Og i 2050ventes de at udgøre 25 procent. Despansktalende er USA’s hastigst voksendebefolkningsgruppe, siden 2003 det stør-ste mindretal og stadig større kilde til en

usædvanlig identitetskrise i et land, derellers nok skulle være vant til at absorbereindvandrere fra hvor som helst.

I forbindelse med midtvejsvalget omtre uger kulminerer debatten i delstatenArizona, når et flertal af vælgerne for-mentlig beslutter at gøre engelsk til sta-tens officielle sprog.

27 andre stater har allerede gjort det, 3mere er måske på vej, og yderligere 8 stor-byer er tæt på at slutte sig til de mange,der allerede har besluttet, at den offentli-ge forvaltning som udgangspunkt talerengelsk til borgerne.

»Vi har ikke set så meget action i 10 år.Folk er uenige om immigrationspolitik-ken, men i spørgsmålet om assimileringer de ret enige om, at immigranter skal i

gang med at lære engelsk«, sagde Rob To-onkel fra sproglobbyisterne i organisati-onen U.S. English for nylig til avisen USAToday.

Det med enigheden er nu så som så. Nogle er jævnt ligeglade, mens andre

ser spørgsmålet om Amerikas voksende’latino’ befolkning som det, der vil define-re, hvor verdens mest energiforbrugendeog tredjestørste nation bevæger sig hen.

Nogle ser de mange nye sproglove sommindre vigtige i en hverdag, hvor den of-fentlige administration alligevel alleredemestendels taler engelsk og under alleomstændigheder er bundet af føderal lov-givning til at kunne kommunikere påfremmedsprog for eksempel om valg og isundhedssektoren.

Rolig nu, siger for eksempel sociologi-professor Ruben Rumbaut fra Universityof California. Der er tale om overflødigelovinitiativer, der alene har til formål »atsætte indvandrerne på plads«, sagdeRumbaut for nylig til USA Today. Rum-bauts omfattende forskning viser, atUSA’s indvandrere gennem historien ty-pisk er ved at have glemt deres forfædresmodersmål.

På den anden side af debatten stårblandt andre den kontroversielle polito-log Samuel P. Huntington, der for et par årsiden i sin bog ’Hvem er vi?’ advarede om,at USA kan være ved at blive delt i »to folk,to kulturer, to sprog«.

Er de nye sprogregler symbolladet ind-vandrerfjendtlig racisme eller måske den

sidste redningsplanke for et Amerika, derer ved at få lige så svært ved at håndtereindvandring som Europa. Og hvordanhåndterer republikanerne, der typisk erde mest sprogforskrækkede, deres afhæn-gighed af latinoerne som fremtidens re-publikanske kernevælgere?

Meget kan afhænge af amerikanernummer 300.000.000. Og om han ellerhun lever sit liv på spansk eller [email protected]

1. sektion side 10

MINNA SKAU, NEW YORK TRÆNGT. Hispanics er på få år blevetden største mindretalsgruppe i USA. Såstor, at spansk nu truer engelsk mangesteder. Arkivfoto: Julio Cortez/AP

Svaret på, hvordan en personlighedsprofil på da-gens terrorister ser ud, kan ligge i arkiverne overde danske terrorister under besættelsestiden. I alt176 menige danske Gestapofolk blev dengang un-dersøgt med psykologiske test og underkastetmental observation. De kan meget vel have person-lighedstræk, som vi genfinder hos terrorister i dag,

skriver dr.med. Sven Arvid Birke-land i dagens Kronik.2

Ligner dagens terroristerkrigens Gestapofolk?

Kroniken

Side 7

Fiskeri hver lørdag i

POLITIKEN

mellemvangen 30 • brønshøj • tlf. 38 80 00 05gladsaxevej 311 • søborg • tlf. 39 69 90 90åben: man.-tors.10-18 • fre. 10 -19 • lør. 10 -14 www.brdr-friis.dk

brdr. friis møbler

TRINIDAD

Stolen fås nu i 9 spændende farver

Tænk nyt

Lønkonto med 3% i rente Ring 70 10 29 48

Explore it!

Page 67: Редизайн датской газеты Politiken

67

Frontpage.Earthquake.

Onsdag17. dec. 2008Årgang 125. Nr. 78Pris 20,00KundecenterPolitiken 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

Olieprisfald varsler barske tider for Rusland

Når de olieproducerende lan-des organisation, Opec, i dagmødes i Algeriet, tiltrækker

ikke-medlemmet Rusland sig særligopmærksomhed. Rusland, der sam-men med Opec dækker over halvde-len af verdens oliebehov, har nemliglovet at følge organisationens for-søg på at presse olieprisen op igenmed produktionsnedskæringer.

Men ifølge russiske olieanalytike-re bliver der tale om at kalde et faldaf helt andre årsager for handlingsammen med Opec. Ruslands olie-produktion falder nemlig for førstegang i ti år på grund af uløste pro-blemer i økonomien. Rusland harikke differentieret sin økonomi,men har baseret sin vækst på ek-sport af naturressourcer. Og der erikke investeret nok i ressourcernetil at holde olieboomet oppe. Deproblemer gør Rusland ekstraordi-nært sårbar under den globale kri-se.

Udsigterne for næste år er yderstdystre, hvis olieprisen forbliver lav.Den er nu over 20 dollar lavere pertønde, end Ruslands finanslov for2008 kræver for at balancere. Da-gens oliepris vil efterlade et hul ibudgettet på 150 milliarder dollar,over 815 milliarder kroner.

RUSLAND har haft meget at ståimod med efter akkumulering afenorme valutareserver, men mindsten tredjedel er allerede brugt til atforsøge at slukke krisens brande. Re-geringsleder Vladimir Putin har for-sikret befolkningen, at der ikke skæ-res i sociale ydelser og har lovet stør-re arbejdsløshedsunderstøttelse forat dæmme op for den udbredteangst for de mange massefyringer,som er sket – men mange flere ven-tes.

Olieprisfald i starten af 1980’ernevar med til at berede sovjetmagtensfald, og den dramatiske krise medrubelsammenbrud i 1998 hang ogsåsammen med en lav oliepris. Ogblandt de nuværende krisetegn erstørre tilbagegang for industripro-duktionen end dengang. Ruslandsnuværende ledere er sig sikkert pin-agtig bevidst, at den aktuelle krisekan rokke ved deres taburetter. Pu-tins store popularitet hænger uløse-ligt sammen med den økonomiskefremgang, som boomet i energiind-tægter sikrede de fleste russere.Men et nyt tilbageslag i levestandar-den ventes at få dem til at stillespørgsmålstegn ved magten, for deter tvivlsomt, om russiske arbejds-løshedsskarer fortsat vil enes medPutin i, at det hele er USA’s skyld.

Kreml har luftet muligheden formedlemskab af Opec, men har tra-ditionelt set sig selv som en leder påmarkedet og ikke den holdspiller,som Opec håber på. Rusland ventesikke at gå med til større nedskærin-ger, end der i forvejen ligger i korte-ne for landets olieproduktion.

I dag vil en russisk delegation afprominente topfolk spille med olie-musklerne sammen med Opec,mens det er tvivlsomt, om mindreolie gør den store forskel, når efter-spørgslen for første gang falder. vs

Ruslandsoliechok

politiken mener

VEJRET. Skyet med lidtregn. Let til frisk vind frasyd. 3-7 grader. I nat ned tilminus 2 grader.

Op mod 60 timers arbejde om ugen i fire måneder:Det er tilladt i nogle EU-lande, og det kan også blivevirkelighed i Danmark. EU’s beskæftigelsesmini-stre vil forlænge arbejdsgivernes ret til at krævestore mængder arbejde i lang tid. EU-parlamentetstemmer i dag om et forslag, der tillader 48 timersarbejde om ugen i op til et år og som desuden åb-

ner for individuelle aftaler på optil 65 timer om ugen. 1

Risiko for mange flerehårde arbejdsuger i EU

økonomi

Side 13

Et flertal i Folketinget vil have sundhedsministerJakob Axel Nielsen (K) til kritisk at gennemgå deregler, der gør det muligt at bruge og sælge ny nar-ko i Danmark. Ny narko, der kommer til landet, erlovlig, indtil den er analyseret og forbudt af myn-dighederne. »Vi kan ikke have, at man kan ændre etmolekyle i en kemisk forbindelse, og så kan det li-

ge pludselig være lovligt at tagestoffet«, siger Jonas Dahl fra SF.1

Flertal vil have stoppet lovlige designerdrugs

indland

Side 6

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 3 6 15000

H vis de danske sygehuse kunne kø-be medicin til de priser, som denorske sygehuse betaler, så hav-

de Danmark sparet 307 millioner kroneralene i år. Det viser en beregning af udgif-terne til de 14 mest omkostningstungemedicintyper, som Danske Regioner harforetaget. Danmark betalte 1,4 milliarderkroner for de 14 medikamenter – 22 pro-cent mere, end de officielle norske priserviser.

Forklaringen er den danske prismodel,der betyder, at medicinproducenterneselv kan sætte prisen i Danmark, mens dei Norge bliver tvunget til at følge gennem-snitsprisen i de billigste lande.

Det holder ikke, mener Danske Regio-ner, som nu opfordrer regeringen og Fol-ketinget til at følge de norske regler:

»Problemet er, at loven ikke tillader, atvi selv fastsætter en øvre pris, sådan somnordmændene gør. Det kan vi godt fort-sætte med som de glade, troskyldige ognaive danskere, der tror på, at medicinal-industrien aldrig kunne finde på at ud-nytte det danske marked. Eller vi kan lavesystemet om, så vi presser firmaerne ned isamme prisleje, som resten af Europahar«, siger regionernes formand, BentHansen (S).

Nordmændene har valgt at stille kravtil producenterne om, hvad medicinenmaksimalt må koste, før den overhovedetfår markedsføringstilladelse.

Sådanne krav findes ikke i den danskelovgivning, og i lyset af de eksplosivt sti-gende udgifter til sygehusmedicin, er lov-

givningen et problem, mener regioner-ne.

Det er ikke kun i forhold til Norge, atDanmark betaler en højere pris for medi-cinen. Det gælder også i forhold til enlang række andre europæiske lande. Ogproblemet vokser, fordi nye, såkaldte bio-logiske lægemidler er meget dyre. Det erde, fordi de er meget svære at kopiere, ogkonkurrencen er derfor begrænset.

Men medicinproducenterne afviser, atde bevidst sætter prisen højere i Danmarkend i andre lande. De mener, at regioner-ne fordrejer tallene til egen fordel, mende bekræfter, at der bliver givet forskelli-ge rabatter:

»Forklaringen er for det første, at Dan-mark ikke køber så meget medicin somNorge, og det smitter af på prisen. Når dukøber 10 agurker, får du også en større ra-bat, end når du køber en enkelt«, siger di-rektør i LægemiddelindustriforeningenIda Sofie Jensen og fortsætter:

»For det andet har Danmark valgt enmodel for prisdannelse, der er baseret påudbudsrunder. Men regionerne vil ikkebinde sig til, hvor meget medicin, de skalbruge, og derfor kan firmaerne ikke tilby-de en særlig stor rabat«.

Bent Hansen mener ikke, der er grundtil at kritisere medicinproducenterne forat tjene penge. Problemet er, at den dan-ske udbudsmodel er forkert.

»Vi må bare erkende, at Danmark er forlille på markedet til, at virksomhederne afsig selv vil give os ordentlige rabatter«[email protected]

MARTIN KAAE

Danske sygehuse betaler 22 procent mere for den dyreste medicin end norske sygehuse. Forskellen kan omregnes til mere end 300 mio.kroner. Danske Regionerne forlanger nye regler.

Vi betaler formeget formedicinen

Fortsættes side 3 Læs mere debat i 2. sektion

Barack Obama udpeger grønt drømmehold, der skal stå i spidsen for USA’s miljø-, energi- og klimapolitik. Side 9

Stein Bagger fjernede beviser

D en bedragerianklagede Stein Bag-ger har fjernet bevismateriale iform af e-mail i tiden inden, at

han meldte sig selv på en politistation iLos Angeles. Det kom frem under gårsda-gens grundlovsforhør i Lyngby, som blevholdt bag dobbelt lukkede døre. Samtidigkan Politiken afsløre, at en politibetjentpå orlov har fjernet it-udstyr fra Stein Bag-gers forretningspartner Allan Vester-gaards villa i Farum, dagen inden bag-mandspolitiets folk ransagede villaen 4.december. Politibetjenten hedder SørenRune Andersen og er i øjeblikket på orlovfra Station City, hvor han uddannede poli-tielever. Han fungerer for tiden som liv-vagt for Allan Vestergaard.

De nye oplysninger får helt usædvan-ligt politiinspektør Mogens Lauridsen til

at kritisere betjenten i Baggersagen:»Det er ikke særlig snedigt. Når man

har den baggrund, Søren har, så bør manvære endnu mere påpasselig med at på-kalde sig sådan en mistanke«, siger politi-inspektøren, der selv har haft betjentenansat.

Stein Bagger landede i går morges i Ka-strup og blev straks kørt til Lyngby, hvorretten klokken 11.00 indledte grundlovs-forhøret, som ved 17-tiden endte med, atStein Bagger blev varetægtsfængslet fremtil 9. januar – de første 13 dage i isolation.

Allan Vestergaard spiller en central rol-le i sagen om IT Factory og anklagen modBagger om bedrageri for over en milliardkroner. Vestergaard var angiveligt Bag-gers partner i IT Factory, og de to ejede ifællesskab selskabet Agios United. Vester-gaard skulle efter eget udsagn sammenmed Bagger have købt Asger Jensby ud afIT Factory, men da Vestergaard opdagede,at handlen kun eksisterede i Stein Bag-gers hoved, orienterede han Jensby. Og sårullede svindelsagen.

Vestergaard satte også gang i spekula-tioner om en mulig rockerforbindelse.Han blev overfaldet af to mænd med enhammer foran sit hjem, ugen inden Bag-

ger blev afsløret. Efter de brutale overfaldmåtte han sys med omkring 20 sting. Der-efter hyrede han vagtselskabet AS Solu-tion til at passe på sig og fik tilknyttet Sø-ren Rune Andersen som fast livvagt.

Søren Rune Andersen ønsker ikke at ud-tale sig, men hans arbejdsgiver, MartinKelø, bekræfter forløbet. Han vil ikke sige,hvad det er fjernet. Han afviser blankt, atder er tale om vigtigt materiale.

»Det kan jeg 100 procent afkræfte«, si-ger direktør Martin Kelø, AS Solution, derselv har en fortid i politiet.

Bagmandspolitiet, der står for efter-forskningen af Baggersagen, vil ikke kom-mentere oplysningerne. [email protected]

[email protected]

[email protected]

RIKKE FAURFELT, THOMAS FLENSBURG OG MATIAS SEIDELIN

Bagger slettede e-mail,mens en politibetjent på orlov hentede it-udstyr hoshans betroede partner.

PRESSESKY. Politiet hjalp den bedra-gerianklagede Stein Bagger med at holdesig uden af pressens blitzlys. Det blevkun til fotos af mørke kassebiler med tonede ruder på vej ind og ud af porte.Her ankommer Stein Bagger til Retten i Lyngby. Foto: Jens Dresling.

Fortsættes side 10-11

5 sekunder der rystede Danmark

Danmark oplevede i gårdet største jordskælv i nyrere tid - men det gjorde ingen

fortræd, og der vil ikke komme nye ogstørre skælv, beroliger eksperterne.1. sektionside 4-5

2

kultur

Forsiden

Vi udser os en bygning, gårrundt om den, tager i alle dørene,og nogle gange går én af dem op

"Tomhed", grafittikunstner, der bryder ind i tomme bygninger

Bagger er landet nu venter det store retsopgør

PETER MOGENSEN DØDVANDEEn politisk dagbogPluspris 139 kr.Alm. pris 179 kr.

Køb den på politiken.dk/pluseller i Forhallen, Rådhuspladsen 37.

Forbehold for trykfejl

SPAR40 KR.Explore it!

Page 68: Редизайн датской газеты Politiken

68

Frontpage.Celebrating and critizisingThe Olympics in China 2008. 5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 5 0 23000

OL-tillægget Læs reportager frasportsarenaer og dagligdagen ien daglig sektion suppleret medet kapitel af ’Danskerne og denolympiske magt’. 3. sektion

Fredag8. august 2008Årgang 124. Nr. 309Pris 20,00KundecenterPolitiken 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

VEJRET I BEIJINGSol med få skyer.Max. 33 grader.

Fakta om værterne Millioner afkinesere er løftet ud af fattig-dom. Men der er ingen planerom at gennemføre demokrati ivestlig forstand. 1. sektion side 2

Kommentar Kina skal ikke barekritiseres. Vi er nået langt, skriverden kinesiske forfatter Lijia Zhang,der mener, at Vesten gør sig tilmoralsk dommer. 2. sektion side 4

Kroniken Vi bør ikke lade os for-føre af Kinas politiserende brugaf sporten, skriver idrætsforskerHans Bonde. Sport og politik ertæt forbundne. 2. sektion side 5

»Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder«Artikel 1 i FN’s verdenserklæring om menneskerettighederne

Explore it!

Page 69: Редизайн датской газеты Politiken

69

Section 1 inside page.Water.Overview on top. Insight below with magazine feel.

2 FREDAG 22. JUNI 2007 POLITIKENoverblik.

indland

Redaktør Jacob SvendsenJourhavende Lars BøgegaardTelefon 33 47 17 13E-mail [email protected]

Politiken AbonnementTelefon (indland)70 15 01 01Telefon (udland)70 15 95 15Man-fre kl. 7-20,lør-søn kl. 7.30-14www.politiken.dk/abonnement

Hvor finder jeg mit abonnementsnummer?På abonnementsopkrævnin-gen, på oversigten fra BetalingsService eller på dit PLUSkort.

Hvor kan jeg henvendemig, hvis min avis skullevære forsinket i dag?På 70 15 01 01 eller www.politiken.dk/abonnement

SMS-serviceBrug SMS til at fortælle oshvis leveringen svigter.Send en SMS til 1218 medteksten: polabo smsog følg anvisningerne eller tilmeld dig på www.politiken.dk/smssignup

Kan jeg tage Politiken med på ferie?Ja, det koster ikke ekstra attage Politiken med overalt iDanmark og Sydsverige. I det øvrige udland betalerdu særskilt for forsendelsen.Læs mere på www.politiken.dk/abonnement

Politiken PLUSLæserarrangementer og -tilbud Telefon 70 15 85 15Man-fre kl. 13-17E-mail [email protected] www.politiken.dk/plusPolitiken PLUSkortet er ettilbud til læsere, der har etabonnement til fuld pris eller et studieabonnement.

ForhallenDu er velkommen til at besøge os på Rådhuspladsen 37. Forhallen er åben man-fre kl. 8.30-18.00

Politikens OplysningFå svar på alt — også om ældre artikler.Telefon 33 14 40 88Man-fre kl. 14-18E-mail [email protected]/oplysning

Politiken AnnonceserviceTelefon 33 47 29 82Man-tors kl. 8.30-16.30,fre kl. 8.30-16Telefax 33 14 85 15E-mail [email protected] annoncertelefon 33 47 12 01www.politiken.dk/annoncer

Politikens redaktionRådhuspladsen 37,1785 København VTelefon 33 11 85 11Telefax 33 15 41 17www.politiken.dk

IndlandsredaktørJacob SvendsenTelefon 33 47 17 [email protected]

UdlandsredaktørMichael JarlnerTelefon 33 47 17 [email protected]

ErhvervsredaktørLotte HansenTelefon 33 47 20 [email protected]

KulturredaktørKatrine NielsenTelefon 33 47 17 [email protected]

NetredaktørMichael ArreboeTelefon 33 47 17 [email protected]

OpinionsredaktørBjørn BredalTelefon 33 47 27 [email protected]

SportsredaktørSøren-Mikael HansenTelefon 33 47 21 [email protected]

DesignchefSøren NyelandTelefon 33 47 17 [email protected]

FotochefPer FolkverTelefon 33 47 17 [email protected]

Læsernes RedaktørLars HalskovTelefon 33 47 23 26(mandag til fredag kl. 10.30-12.30)E-mail [email protected] korrigerer fejl ogmisforståelser hurtigst mu-ligt. Henvendelse med angi-velse af dato og side bedesrettet til Læsernes Redaktør.

Citater fra PolitikenArtikler i Politiken må gerneciteres, når det sker indenfor citatreglerne, med tyde-lig angivelse af Politikensom kilde samt dato. Erhvervsmæssig affotogra-fering af Politikens tekst, billeder og andre illustratio-ner samt annoncer er ikketilladt.

kontakt

LØN. Det er muligt, at klas-sens dygtigste elever fort-sætter i gymnasiet. Mende, der tager en erhvervs-uddannelse, tjener godt –rigtig godt.

Det viser en undersøgelse,LO har fået foretaget. Under-søgelsens formål er at vise,hvad en erhvervsuddannelsekan føre til. Og en af tingeneer altså god løn. Hver fjerdeelev, der i 1990 blev færdigmed en erhvervsuddannelse,har i dag – 15 år efter – en års-løn på næsten 500.000 kr.

Det område, hvor der erstørst chance for at opnå højløn, er inden for kontorfaget.Men også ansatte inden forjern og metal og bygge og an-læg har høje lønninger. Knap

halvdelen af de højestlønne-de har ud over deres er-hvervsuddannelse taget enkort videregående uddannel-se f.eks. som bygningskon-struktør, finansøkonom ellerel-installatør. Og 15 procent afdem kan oven i købet prale afat have et lederjob.

»For LO er det vigtigt, at er-hvervsuddannelserne er foralle elever. Den skal værerummelig for de elever, derførst og fremmest har enpraktisk adgang til faget,men der skal også være pladstil dem, der f.eks. bruger er-hvervsuddannelse til at kom-me videre i uddannelsessy-stemet«, siger LO’s næstfor-mand TrineAurvig-Huggenberger i en

pressemeddelelse.Den gennemsnitlige løn

for eleverne fra erhvervsud-dannelserne årgang 1990 er idag 300.000 kr. Undersøgel-sen viser i øvrigt, at erhvervs-uddannelserne er med til atknække den sociale arv. Ele-vernes sociale baggrund harnemlig ikke stor betydningfor deres chancer videre i li-vet. De højestlønnede er-hvervsuddannede kommersåledes ikke fra familier, derer væsentligt bedre stilledeend de andre.

Der er i alt 120 erhvervssko-ler i Danmark – det er tekni-ske skoler, handelsskoler,landbrugsskoler og social- ogsundhedsskoler. [email protected]

Erhvervsuddannede tjener godtFLUGT. En 19-årig mand, der i weekenden forsøgte atflygte fra politiet i sin BMW, er blevet varetægtsfæng-slet i fire uger. Han erkendte under grundlovsforhø-ret, at han natten til søndag hamrede gennem Kø-benhavns gader med op mod 200 km/t, og at hanflere gange kørte over for rødt lys. Flugten fra politi-et stoppede på Gl. Kongevej, hvor han mistede herre-dømmet og påkørte en række parkerede biler. Hanskvindelige medpassager blev livsfarligt kvæstet. Den19-årige stak af, selvom kvinden sad fastklemt.ritzau

Vanvidsbilist fængslet i fire uger

OPGØR. Den 22-årige mand med pistolen fra forrigeuges armenske skudopgør i København er blevet va-retægtsfængslet i 25 dage, heraf 11 i isolation, sigtetfor forsøg på manddrab. »Han har erkendt, at det varham, der skød. Det var øjensynligt familiemæssigekontroverser, der stod bag opgøret«, siger drabschefOve Dahl fra Københavns Politi. Tidligere på ugen va-retægtsfængslede politiet to mænd i sagen. ritzau

Hovedmand i skudopgør fængslet

DSB. Selv om DSB tester destærkt forsinkede IC4-pas-sagertog på livet løs, kander stadig gå lang tid, førde kommer i almindeligdrift. De nye togsæt præ-senteres formentlig for of-fentligheden i løbet af nog-le dage, men DSB’s ledelsehar endnu ingen tidsram-me for, hvornår togene kantages i brug, skriver Børs-en. Flere godkendelser,bl.a. en tilladelse til at køregennem Storebæltstunne-len, mangler. Også godken-delsen til at sammenkobleflere togsæt lader vente påsig. Et IC4-prototypesætprøvekøres i disse dagesporadisk med passagerer. [email protected]

IC4-tog har langvej til skinnerne

politiken.dk i dag

Adoptivbørn: Adoptionsorganisationen ACBørnehjælp holder pressemøde i forlængel-se af beskyldningerne om køb af adoptiv-børn i Indien. Østre Landsret: I dag begynder en sagmod en teenagedreng, der er tiltalt for sinrolle i flere røverier mod Fakta-butikker.Han var 14 år, da røverierne fandt sted, ogtroede derfor, at han ikke kunne straffes.

Med mere end ti års forsinkelse er kommu-nerne kommet i gang med at tilpasse kloakkerne til klima-ændringerne. Men der erstadig langt til, før vi kanbremse oversvømmelserefterkraftige regnskyl som det i nat.

klimaforandringer

Kloakvandet fosser ind i kældrene

D et er ikke skide lækkert at havelort i kælderen. Men stadig fleredanskere oplever det. Mange våg-

nede her til morgen op til oversvømmel-ser efter endnu et tropelignende skybrud,hvor især Sjælland og Lolland-Falster blevramt.

Den kraftige nedbør kom blot få dageefter weekendens skyller, hvor samlet me-re en milliard liter vand væltede ned overlandet. I de seneste 15-20 år er den slagsstyrtregn blevet stadig mere almindeligt– især Sjælland oplever hyppigt kortvari-

ge, ekstreme regnskyl,mens bygerne i Jylland erblevet længere og krafti-gere.

I fremtiden vil langtflere danskere opleveoversvømmede, ildelug-

tende kældre. Kommunerne kan nemligdårligt nå at ombygge kloaksystemet tilfremtidens mega-regnskyl.

»Vi taler meget om klimaforandringer,men gør meget lidt ved det, så vi er megetforsinkede i vores tilpasning til dem, spe-cielt på kloakområdet«, siger MogensHenze, professor i spildevand og leder afInstitut for Miljø & Ressourcer på Dan-marks Tekniske Universitet.

Mange af kloakkerne er nedslidte ogslet ikke gearet til voldsomme skybrud.Og da danskerne samtidig har insisteretpå at bygge hvor som helst, også i lavtlig-gende områder, går det galt. Blandt degrelleste og dyreste eksempler er de vold-

somme oversvømmelser af det lavtlig-gende Greve Rådhus i 2002 og OdenseIdrætspark i 2006. Her kostede det millio-ner af kroner at udbedre vandskaderne.Odense planlægger nu at bygge små di-ger foran idrætsparken.

Det er ellers ikke, fordi det har skortetpå advarsler. I 1992 udsendte Miljømini-steriet med den daværende minister PerStig Møller (K) ’Drivhuseffekt og klimaæn-dringer: Hvad kan det betyde for Dan-mark?’. Bogen rådede stat, amt og kom-muner til ud fra et forsigtighedsprincipat tilpasse sig følgerne af den globale op-varmning, blandt andet på kloakområ-det.

Men amter og kommuner tog ikke vi-dere notits af bogen. Måske fordi den ikkeblev fulgt op med mere konkrete råd frastatslig side – heller ikke under de mangeår med SR-regeringerne.

Aalborg laver hundredårsplanDer kom først for alvor skred i sagen, daAkademiet for de Tekniske Videnskaber(ATV) i 2003 advarede om, at Danmark ge-nerelt var bagud med tilpasning til klima-forandringer, ikke mindst hvad angår klo-akkerne:

»Det er dyrt at grave kloaknettet op ogudskifte rørene. Derfor bør vi allerede nuved nyanlæg eller renovering bruge rør,der er egnet til de mere voldsomme sky-brud«, indskærpede ATV.

Siden er især store kommuner som Kø-benhavn, Kolding og Gentofte begyndt ik-ke blot at reparere, men også at udvide ka-paciteten.

De sørger nu for at bygge rummeligeopsamlingsmagasiner og anlæg, hvorregnvandet ledes uden om kloakken tilkunstige søer og kanaler, så man und-går overløb i form af afføring, der løberud i søer og åer, og derved skader natu-ren.

Aalborg barsler med en hundredårs-plan, hvor kommunen – også af hensyn tildrikkevandforsyningen – blandt andet vilseparere regnvand og kloakvand.

I erkendelse af de voldsomme omkost-ninger ved at føre regnvand væk underjorden planlægger Odense i stedet at lade

det strømme i det fri i små bække ellersamle det i søer.

Men ifølge eksperterne er der stadig endel, især mindre kommuner, der renove-rer kloakker i alt for langsomt tempo ogofte også uden at tænke klimaændringer-ne ind. Både små og store kystkommuneroverser kombinationen af problemermed regnskyl og havvandsstigning:

»Afløbssystemer ligger generelt lavt ikystområder, og pumper og andre anlægrisikerer at blive oversvømmet. Samtidigfår spildevandet sværere ved at kommeud ved højvande«, påpeger Karsten Arn-bjerg, projektleder i konsulentfirmaetCowi.

Det er også de færreste kommuner, derfor alvor har taget fat på rotteproblemet,som stiger i takt med temperaturerne ognedbøren. Rotterne får flere kuld unger ivarmere vintre og vil søge hyppigere optil vores boliger, når rørene oftere bliveroversvømmet.

Rettidig omhuSF’s miljøordfører Steen Gade har stilletspørgsmål til miljøminister Connie He-degaard (K) om problemerne, der ogsåkan betyde, at Danmark får sværere ved atleve op til EU’s krav om mindre forurene-de vådområder.

Hedegaard erkender risikoen, menhenviser til, at Spildevandskomiteen un-der Ingeniørforeningen i Danmark harudsendt en ny praksis for kloaksystemer,der tager mere hensyn til klimaforan-dringerne.

»Kommunerne er således allerede igang med at opgradere kloaksystemernesåvel i forbindelse med kloakrenoveringsom ved nyanlæg«, skriver ministeren,der i svaret også lover, at problemet »vilblive adresseret i regeringens kommendeklimatilpasnings-strategi«.

Steen Gade tvivler på, at kommunernegør nok, og vil nu efterlyse dokumentati-on. Han mener ikke, at miljøministerenlever op til sine egne ord om, at det ernødvendigt med »rettidig omhu« i klima-tilpasningen.

»Rettidig omhu« var den formulering,Hedegaard brugte, da hun få uger efter

sin tiltræden i august 2004 udsendte envejledning på området – som en slags op-følgning på Per Stig Møllers bog fra 1992.

Ved samme lejlighed lovede Miljømini-steriet, at en egentlig klimatilpasnings-strategi – som Storbritannien og til delsHolland, Tyskland og Østrig allerede hav-de – ville være færdig inden for et år, altsåsenest i sensommeren 2005.

Men strategien er kompliceret og gen-stand for diskussion internt i regeringen,ikke mindst mellem miljøministeren ogfinansministeren. Den er netop endnu engang blevet udsat, denne gang til eftersommerferien.

Eksperterne anbefaler især, at strategi-en bør indeholde varslingssystemer for’ekstremregn’ på linje med dem, vi i daghar om kø på motorvejene og forsinkel-ser på togafgangene.

Man skal for eksempel have at vide, atviadukten ved Lyngby Station ved Køben-havn bliver lukket af regnvand om to ti-mer, så man kan vælge en anden rute. Atstranden ud for Vedbæk i Nordsjællandom fire timer bliver fyldt af regn og spil-devand, så man kan vælge alternative ba-demuligheder i de efterfølgende dage.

Eller at et skybrud vil ramme netop enskvarter, så man kan tage hjem og forsøgeat holde kloakvandet ude fra kæ[email protected]

Vi taler megetom klimaforan-dringer, mengør meget lidtved det, så vi ermeget forsinke-de i vores tilpas-ning til dem,specielt på kloakområdet Mogens Henze,professor i spildevand

MICHAEL ROTHENBORG serie

BYGGERI I NYT KLIMA

Havet vil stige, der kommer flere over-svømmelser, flere voldsomme regn-skyl. Og Danmark skal nedsætte udslip-pet af drivhusgasser for at bremse denglobale opvarmning.

Men noget tyder på, at de eksisterenderegler for byggeri ikke er gode nok, og athverken stat, kommuner eller vi selv ta-ger nok hensyn til klimaforandringerne,når vi bygger nyt og bygger om.

Den første artikel i serienblev bragt 19. juni.

Explore it!

Page 70: Редизайн датской газеты Politiken

70

Section 1 focus page.National symbols.The Swan Chair.B&O.The little mermaid.

top og bundFØDEVARER TOPPER

Hvilke varer forbinderfolk med DanmarkFødevarer 27,3 %Højteknologi 18,1 %Sværindustri 11,7 %Reklamer 10,9 %Bankvirksomhed 8,9 %Biler 6,3 %

Hvad tænker udlændinge på, når de tænker på danskerne?Hårdtarbejdende 16,3 %Tillidsvækkende 14,9 %Ærlige 14,5 %Intelligente 11,8 %

Tre bundskrabere:Morsomme 5 %Høflige 4,2%Kedsommelige 2,8%

Kilde: Anholt Nation Brand Indeks

kreativ erhverv HVORDAN SER ANDRE LANDE PÅ OS

15POLITIKEN FREDAG 20. OKTOBER 2006

Kan Danmark sælges?

H vis Danmark var en øl, ville vidanskere måske markedsføre ossom verdens bedste øl. Vi dan-

skere elsker at være danskere, og oven ikøbet føler vi os som verdens lykkeligstefolk.

Men at skabe et nationalt brand – et va-remærke med et stærkt omdømme iverden – er en meget vanskeligereopgave end at markedsføre enCarlsberg, sige ’Just Do It’ medNike eller nynne med på Nokias’Connecting People’. Det er ikkedesto mindre den opgave, stats-minister Anders Fogh Rasmussenhar stillet ledende embedsmænd iØkonomi- og Erhvervsministeriet,Udenrigsministeriet, Finansmini-steriet og Undervisningsministeri-et. Han håber på at komme fri afchokket efter forårets Muhammed-krise ved at lancere en handlingsplanfor et stærkt dansk omdømme, der er»mere robust mod de ydre slag« i en glo-

bal verden. Den 45-årige er-

hvervsdirektør BetinaHagerup, der er for-mand for den ministe-rielle arbejdsgruppe,arbejder på højtryk i

disse dage på Slotsholmen. I løbet af denæste par uger regner hun med at haveen samlet plan klar. Danmark skal have etnyt brand – eller »et nationalt omdøm-me«, som hun foretrækker at sige:

»I gamle dage kunne man klare sig påde økonomiske parametre med konkur-renceevnen og løn, men i dag får nation-ens omdømme en mere central betyd-ning«, siger hun til Politiken. Hun vil ikkeendnu løfte hele sløret for, hvordan Dan-mark kan brandes, men hun erkender, atdet »vanskeligt« at formulere nationensomdømme i en enkelt sætning. »Det ermeget svært i et land som Danmark at op-stille et autoriseret sæt værdier«.

Men Betina Hagerup har en ambitionom, at strategien kan holde i flere år.

»Man kan ikke lave en brandingstrategifor et år. Det giver ingen mening at gøredet som en døgnflue«, siger hun. Et afskræmmebillederne er Tony Blairs ’CoolBritannia’-kampagne, der ikke var dæk-kende for alle briter, snart blev opfattetsom udtryk for arrogance og hurtigt bleverstattet af en ny kampagne ’UK-OK’. Ogsålande som Portugal og Canada har skiftetlandebrand flere gange – og har fået etflosset image ud af det.

Danmarks image flossetI de seneste måneder har Hagerups ar-bejdsgruppe holdt en stribe møder medorganisationer, virksomheder, kunst-nere, reklamefolk og udenlandske strate-ger for at finde et klart billede, der kansælge Danmark over for omverdenen. Detser ud til at være hårdt tiltrængt. En storrepræsentativ undersøgelse blandt25.000 mennesker i 35 lande, udarbejdetaf branding-eksperten Simon Anholt, vi-ser, at Danmark er faldet tilbage til en be-skeden 15. plads ud af de 35 udvalgte lan-de fra hele verden. Den seneste undersøg-else, der er udarbejdet i 2. kvartal af 2006,

og som Politiken har nærlæst, viser, atDanmark ligger på en flot femteplads i sy-net på regeringen embedsførelse. Mendet kniber virkelig på turisme- og kultur-området, hvor Danmark kun har en søllesyttendeplads. At dansk film i de sidste ty-ve år har høstet fire Oscar og tre GyldnePalmer er ikke på nethinden hos ret man-ge. Når man i udlandet hører udtrykket’dansk kultur’, tænker hele 30 procent påmuseer og 16 procent på klassiske skulp-turer. »Desværre er det tilsyneladendemest i Danmark, vi er verdensberømte forvore kreative evner«, står der sort på hvidti et debatoplæg til arbejdsgruppen.

Som en dråbe i et oceanDen 58-årige Flemming Lindeløv, der erformand for Creative Nation – et markeds-føringsprojekt støttet af de syv gamle er-hvervsorganisationer anført af Dansk In-dustri og Landbrugsrådet – tror dog på, atbilledet kan vendes. Creative Nation for-bereder bl.a. et stort fremstød i New York iefteråret 2007.

»Når man analyserer, hvad danskerne

er gode til at sælge i verden, er det langthen ad vejen at lave varer med kreativitetog hjernekraft. Det er Grundfos og Dan-foss gode eksempler på. Noget af det, vi ervirkelig gode til i Danmark, er kreativitet.Vi har i de sidste halvtreds år haft store de-signere, som stadig sælger godt, og der eret nyt kuld designere på vej,« argumente-rer han. Han erkender dog, at det er svæ-rere og sværere at slå igennem med bud-skabet. Også selv om det pakkes ind pånye kreative måder. »Støjen derude på deenkelte markeder bliver større og større,og der bruges flere og flere penge på atsætte mærker og nationer på dagsorden-en,» siger han.

Den 35-årige cand.polit. Frederik Wie-demann, der er partner i innovationsfir-maet ReD Associates, siger, at undersøgel-serne klart viser, at »jo længere væk folk erfra Danmark, jo mere unuanceret og for-ældet et billede har de af landet.« Fra en200 år gammel herskabslejlighed medudsigt over Kongens Have har Wiede-mann stået i spidsen for en større percep-tions-undersøgelse i ti forskellige lande

og en global medieanalyse, som ReD Asso-ciates har lavet for ministeriet. Armeretmed videokameraer og Mac-computerehar ReDs etnografer og antropologer la-vet grundige interview med 100 personerfra Sverige, Tyskland, Polen og England tilUSA, Brasilien, Kina, Indien, Sydkorea ogRusland for at finde ud af, hvordan ud-lændinge egentlig opfatter Danmark.

Bunden i vejret’This is mobility’ kan man læse på en af demange plancher med fotos og små cita-ter, der står på gulvet langs væggene iReDs kontor. Ved bordene sidder unge itrediverne med hovedtelefoner og Mac-laptops og søger at samle de mange ind-samlede indtryk. Et lysstofrør ligger pådesigneragtig vis i et hjørne, hvor en iPodspiller afdæmpet rockmusik, og denkronragede Wiedemann sætter sig på enaf de høje gennemsigtige barstole i midt-en af lokalet. En buket blomster på denhvide bardisk og en skål frugt i vindues-karmen skaber en stemning af hjemlighygge midt i det kreative laboratorium.

Han har lovet ikke at afsløre indholdet afden digre rapport til ministeriet, for denbliver holdt hemmelig, indtil den har væ-ret rundt om regeringen. Men Wiede-mann, der er tidligere embedsmand iStatsministeriet og Finansministeriet, ta-ler engageret om metoden. Det er nyt, atman på Slotsholmen – i stedet for at for-mulere endnu en skrivebordsstrategi fraoven – har bestilt en global etnografiskfeltundersøgelse af folks syn på Danmark.Man har spurgt udlændingene først i ste-det for at ignorere deres stemmer. »I et de-mokrati kan politikerne og statsministe-ren blive fyret af folket, og derfor må etlande-brand formuleres i en bottom-upproces nedefra,« siger han og piller skræl-len af sin appelsin.

Frederik Wiedeman medgiver, at ReDAssociates »har talt med en lidt elitærgruppe. Det har været erhvervsfolk,kunstnere og eksperter, men ikke man-den på gaden,« men det er folk, der harhaft kontakt til Danmark og kunne tæn-kes at komme igen. Udgangspunktet erikke så dårligt endda: »Det billede, derstår tilbage af Danmark er klart attraktivt.Folk ude omkring har helt grundlæggen-de et meget positivt syn på Danmark,«

fastslår Wiedemann.Skal man tro Anholts undersø-

gelse, opfattes danskerne gene-relt som moderne, hårdtarbej-dende, tillidsvækkende, ærligeog intelligente mennesker,men det store spørgsmål er,hvordan den slags indtryk om-sættes til et troværdigt og ro-

bust lande-brand.

Danmarks dnaAdministrerende direktør i turistor-

ganisationen VisitDenmark, den 42-årige Dorte Kiilerich, mener, at et lan-

de-brand for at lykkes må indfri firekrav: Det skal være tydeligt, attraktivt, dif-

ferentierende og det skal være relevant.Hun tror ikke, det er en god ide at satse påCreative Nation som dansk brand: »Vismig det land, der ikke vil være ideernesland og kreativt. Vi er nødt til at finde indtil det unikke. Vi skal finde Danmarksdna. Hvis Danmark går ud i en offensivglobal branding, skal det være trovær-digt, og det skal bæres af følelser og værdi-er«.

Betina Hagerup i Økonomi- og Er-hvervsministeriet vil ikke skjule, at hun erfascineret af den måde, tyskerne har gre-bet sagen an på. »Tyskland brugte VM ifodbold til at kickstarte deres branding afideernes land og skabe et image af etgæstfrit, moderne land. Det er en langsig-tet proces, der er folkeligt forankret. Dehar brugt deres brand til at samle nation-en om at åbne den for omverdenen«, sigerhun. I en workshop har der været lanceretflere ideer til, hvad Danmark skal mar-kedsføre sig på i fremtiden: viden, detrummelige land eller slet og ret undersloganet ’Rich, but human’.

Spørger man Flemming Lindeløv omkernen i en ny dansk brandingstrategi, ta-ler han ikke så meget om følelser og folke-lighed, men om kerneord som corporatesocial responsibility, flexicurity, kreativitetog innovation. Han griner selvironisk, dadet går op for ham, det stort set kun er an-gelsaksiske ord. Men det er faktisk dendanske model, han taler sig varm på. Dor-te Kiilerich synes, at det lyder lige lovligteknisk. Hun tænker sig om et øjeblik, også kommer hun med sit bud på et danskbrand: »Et uhøjtideligt og begavet folk i etfrit samfund designet til gode liv«.

Men holder den? I debatoplæg om Dan-mark som kreativ nation, som Hagerupsarbejdsgruppe har diskuteret, står der, atomdømmet skal »kunne præsenteressimpelt«, fordi »publikum er utålmodigtog browser hurtigt videre«. Kan Kiilerichskoncept bestå simpelhedsprøven? Det erikke sikkert, det gør noget. Eller som enembedsmand siger om hele branding-øvelsen: »Der er væsentlig mere Grundt-vig i det her projekt end Armani ellerMcDonalds. Dybest set handler det om atformulere en form for national identitetpå en ny og moderne måde«.

Flemming Lindeløv synes, at det er vig-tigt at gøre sig klart, at det ikke bare hand-ler om at formulere ideen til et nyt Dan-marks-brand. »Hvis man skal have bud-skabet ud over stepperne, skal man ikkebruge erhvervsfolk i mørkeblåt jakkesæt,men have fat i kendte folk som MichaelLaudrup, Peter Schmeichel og nye stjer-ner i fashion og mode«.

Dorte Kiilerich ser kokken Claus Meyersom en oplagt budbringer for det nyeDanmarks-brand: Om kort tid optræderhan på tres landes tv-skærme i serien om’New Scandinavian Cooking’. Optagelser-ne er allerede i [email protected]

Danmarks image erflosset efter tegneserie-krisen, men regeringener ved at lægge sidstehånd på en strategi for branding af Danmark. Og de bruger utraditionellemetoder: De har spurgt udlændingene først

BJARKE MØLLER

Fotocollage: Tomas Østergren. Foto: Michael Mottlau

Dollar HVAD ER DANMARK VÆRD

Danmark i dag har en samlet brand-værdi på 772 mia. dollar - og det er næ-sten dobbelt så meget som verdensbedste fodbold-brand, Real Madrid, derskønnes at være cirka 400 mia. dollarværd. Hr. Jensen er ikke så meget værdsom David Beckhams brand, men om-regner man de danske tal pr. indbyggerser det ikke så dårligt ud, sådan i al al-mindelighed: Hver eneste dansker haren brandværdi på cirka 850.000 kronerpr. hoved.

Explore it!

Page 71: Редизайн датской газеты Politiken

71

Section 1 focus page.Womens liberation day ...

8. marts ALVERDENS KVINDER

11POLITIKEN LØRDAG 8. MARTS 2008

Hver tredje kvindeudsat for overgrebFN’s Udviklingsfond for Kvinder (UNI-FEM) vil bruge kvindernes internationalekampdag til at sætte endnu mere skub ien kampagne, ’Say no to violence’, derprotesterer imod vold mod kvinder. Påverdensplan bliver hver tredje kvinde ud-sat for vold eller andre former for over-greb på et eller andet tidspunkt i sit liv.

Ifølge FN er der kun et land – Japan –hvor færre end 20 procent af kvindernehar været udsat for vold i hjemmet. Næ-sten 200.000 havde i går skrevet underpå en elektronisk protest imod voldenmod kvinder på FN-hjemmesidenwww.saynotoviolence.org. Som såkaldtgoodwill ambassadør for UNIFEM harden verdensberømte skuespiller NicoleKidman kastet sig ind i kampagnen, somogså støttes af berømtheder som HilarySwank, Sir Bob Geldof, Catherine Deneuveog Christopher Lee. Kilde: UNIFEM

Verdens rigestekvinde er 85Den 85-årige L’Oréal-arving, franskman-den Liliane Bettencourt, er verdens rige-ste kvinde. Ifølge det amerikanske maga-sin Forbes’ nyeste opgørelse er hun godfor 22,9 milliarder dollar eller mere end100 milliarder gode danske kroner. Detvar hendes far, Eugene Schüller, dergrundlagde den verdensomspændendekosmetikgigant. Han beskyldes i øvrigtfor at have haft lidt for gode forbindelsertil naziregimet. Liliane Belancourt blevenke i november, da hendes 88-årigemand, André Bettencourt døde. HendesBettencourt Schüller Fond støtter medi-cinske, kulturelle og humanitære formåli Frankrig og udviklingslandene. Hun er iøvrigt blandt de kun 99 kvindelige milli-ardærer på Forbes’ liste over verdens 1.125rigeste. Kilde: Forbes

Turkmenistan: 25dollar for otte børnDen centralasiatiske ekssovjetrepublikTurkmenistans præsident, GurbangulyBerdymukhammedov, håber at kunnestarte et baby-boom ved at belønne kvin-der, der får otte børn eller mere, med etengangsbeløb på 25 dollar (ca. 120 kro-ner) samt gratis offentlig transport ogtandpleje i resten af livet. I mandags de-kreterede han desuden, at alle landetskvinder skulle have en gave på 10 dollar el-ler knap 50 kroner i anledning af Kvinder-nes Internationale kampdag i dag. Kilde: AP

Hver 6. parlamen-tariker er kvindeDer bliver stadig flere kvindelige parla-mentarikere i verden, viser den årlige op-gørelse fra Inter-Parliamentary Union(IPU). I 2007 voksede kvindernes andel afverdens parlamentarikere med to pro-centpoint til rekordniveauet 17,7 procent.Det afrikanske land Rwanda topper listenmed en andel på 48,8 procent efterfulgt afSverige (47 pct.), Finland (41,5 pct.), Argen-tina (40 pct.), Holland (39,3 pct.) og Dan-mark (38 procent). Den tidligere sovjetre-publik Kirgisistan i Centralasien har efterindførelsen af proportionalvalg gjortstørst fremskridt 2007 og øget den kvin-delige andel af landets parlamentarikerefra nul til 25,6 procent. Rwanda har top-pet listen gennem nogle år som følge af etlovbestemt kvotesystem. Kildewww.ipu.org/wmn-e/classif.htm

Iransk kvinde-retsforkæmper tilbageholdtDen iranske kvinderetsforkæmper ParvinArdalan blev tidligere på ugen hevet ud afsit Air France-fly i hovedstaden Teheran,da hun var på vej til Stockholm for atmodtage Olof Palmeprisen på 75.000 dol-lar. Ifølge lufthavnspersonalet havde poli-tiet informeret dem om, at den 41-årigejournalist ikke måtte forlade landet. Par-vin Ardalan, der for nogle år siden skrev’dagbøger’ her i avisen, er en af frontfigu-rerne i en kampagne, der skal sikre 1 milli-on underskrifter til kravet om flere rettig-heder til kvinder i den islamiske republik.Som sådan er hun også et symbol på denfremtrædende rolle, som Irans kvinderspiller i den iranske reformbevægelse,der ellers i stor stil er blevet kyst og under-trykt i de senere år. På fredag er der ’valg’ ilandet, men det såkaldte Vogternes Råd,som våger over landets definition af is-lamiske værdier, har for længst afvist stri-bevis af reformpolitikere, der ønsker atstille op. Reuters og Politiken

Indien vil belønnefødsel af pigerSyv af Indiens 28 stater vil betale fattige fa-milier omkring 15.000 kroner, hvis de fårpigebørn. Belønningen skal modvirke, atfamilier af økonomiske og/eller kulturel-le grunde får foretaget abort, hvis de harudsigt til at føde en pige. Ifølge det briti-ske lægetidsskriftet The Lancet er 10 milli-oner pigefostre blevet aborteret gennemde seneste 20 år – efter ulovlig kønsbe-

MICHAEL JARLNER

11POLITIKEN LØRDAG 8. MARTS 2008

Foto: AP / Jens Dresling

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag.

Den næsten 100 år gamle kamp-dag blev anerkendt af FN i 1975 og

markerer kvindernes fortsattekamp for lige rettigheder. Vi bringer en mosaik om

alverdens kvinder - fra stort til småt.

stemmelse. Pengene udbetales i tre faserfrem til pigens 18-års fødselsdag og skalvære med til at imødegå mangel på kvin-der flere steder. Ifølge en folketælling i2001 var der 933 kvinder for hver 1000.mand. Kilde: Reuters

I Bahrain fårkvinderne mest i lønVerdens kvinder får i snit 16 procent min-dre i løn end mænd, selv om de udførerdet samme arbejde. Det fremgår af en nyrapport fra den internationale sammen-slutning af fagforeninger, InternationalTrade Union Confederation. I Danmarkvar forskellen i 2006 på 17 procent mod 16procent i både Sverige og Norge og 22 pro-cent i Tyskland. Det europæiske gennem-snit var en forskel på 14,5 procent. De stør-ste forskelle findes ifølge rapporten i Asi-en: Japanske kvinder får 33,4 procentmindre end deres mandlige kollegermod 31,5 procent i Sydkorea og 32,7 pro-cent i Kina. I USA var forskellen 22,4 pro-cent. Til gengæld fik kvinderne i det arabi-ske land Bahrain 40 procent mere i lønend mændene for det samme arbejde.»Det skyldes delvist kvindernes lave er-hvervsfrekvens, og at de kvinder, som såarbejder, er højt uddannede, højt kvalifi-cerede og sidder i højt lønnede job«, hed-der det om Bahrain-tallene.Kilde: www.ituc-csi.org/IMG/pdf/gap-1.pdfog Reuters

Harvard bøjer sig for muslimskestudenterDet amerikanske prestigeuniversitet Har-vard forbyder i nogle timer hver ugemænd adgang til et af dets gymnastiksa-le. Årsag: Et religiøst ønske fra seks mus-limske kvinder, der i januar anmodedeom de mandefri timer, så de kunne udøvegymnastik uden mandligt påsyn. For-søgsordningen, der trådte i kraft 4. febru-ar, betyder, at mænd forbydes adgang tilden pågældende gymnastiksal fra kl. 15-17om mandagen og kl. 8-10 på tirs- og tors-dage. Der vil heller ikke være mandligtpersonale i de pågældende perioder. Har-vard har også særlige bederum for bådehinduer og muslimer.Reuters

Afghanske kvindertvinges til ægteskabDe afghanske kvinder har det lige såslemt i dag som under det islamiske tale-banstyre, fastslår en ny rapport fra orga-nisationen Womankind: ’Afghan Womenand Girls Seven Years On’. Børn ned tilseksårsalderen sælges stadig som barne-brude (pris ca. 8.000-20.0000 kroner) tilen tilværelse som slave og seksuelt mis-brug, hedder det i rapporten. Den skøn-ner, at 57 procent af alle brude er under 16år, og at 60 procent af alle ægteskaber ertvangsægteskaber. Den peger også på, atvold mod kvinder – ofte i hjemmet – harantaget epidemiske dimensioner: 87 pro-cent af alle kvinder klager over vold. Denvestlige alliance, der væltede talebansty-ret i 2001 peger omvendt på, at kvinderhar fået friere forhold i bl.a. hovedstadenKabul, og at piger nu også kan gå i skole.Alene i dette skoleår har 800.000 børnpåbegyndt skolegang og dermed er dernu 5,7 millioner skolebørn. Taleban be-kæmper stadig skolesystemet: I de sene-ste måneder er 150 elever og lærere blevetdræbt, og næsten 100 skoler brændt ned.The Independent, AP og Reuters

Kvindekamp anno 2008Explore it!

Page 72: Редизайн датской газеты Politiken

72

Section 2 fronts.Idi Amin. The man with the ultimate title.

VC, DSO, MC

2POLITIKEN KULTUR navne sport Søndag 28. januar 2007 www.politiken.dk

Idi Amin var Ugandas enehersker i 1970’erne. Den morde-riske tyran med øgenavnet ’Afrikas Hitler’ dukker nu opigen i Forest Whitakers skikkelse i ’The Last King of Scot-land’, der får dansk premiere på fredag. For sin rolle somAmin har Whitaker allerede vundet en Golden Globe og

er favorit til at vinde en Oscar. Per stedfortræder er Idi Amin såle-des tilbage i det offentlighedens søgelys, hvor han indtil sinflugt i 1979 udøvede så skrækblandet en fascination.

Tilbage efter mange år i eksil i Saudi-Arabien, hvor Amin fik ti-den til at gå med at spille skotsk militærmusik på sin trækhar-monika, spise sig endnu tykkere i Kentucky Fried Chicken ogmed at shoppe igennem i Safeway i Saudi-Arabiens finanscen-trum Jeddah. Her levede en af verdens værste diktatorer i kom-fort med sin vildtvoksende familie i 15 værelser beklædt medmarmor fra gulv til loft og 30.000 dollar om måneden i lomme-penge. Saudi-Arabien betalte for kost og logi på betingelse af, atkonvertitten Idi Amin ikke åbnede munden og lod være med attilføre islams omdømme mere skade, end han allerede havdegjort. Mundkurven sad så godt fast, at man dårligt nok registre-rede forskellen, da Idi Amin i 2003 efter et nyresvigt gik fra være

tavs og usynlig til at være decideret død.På det tidspunkt var han enten 78 eller 80år gammel. Dengang Idi Amin blev født,førte man ikke så nøje regnskab med denslags i den fattige Kakwa-stamme.

Når Kevin MacDonalds film hedder ’The LastKing of Scotland’, er det, fordi det var en af de tit-ler, Idi Amin smykkede sig med ved lejlighed og så-ledes supplerede sit i forvejen alenlange visitkort.Han beundrede skotterne, som var gode soldater, oghan var vild med både kilt og sækkepiber. Det var noget,han havde lært fra sin tid i King’s African Rifles. Opdragelsen iden engelske hær var stort set den eneste ’uddannelse’, Amin fik.

Englænderne støttede uofficielt Amins militærkup, der i 1971styrtede den folkevalgte Milton Obote. Det samme gjorde israe-lerne og amerikanerne, der ikke brød sig om Obotes kommu-nistvenlige tendenser. Englænderne gik ud fra, at den tidligereunderofficer i den engelske hær, Idi Amin, var ’deres’ mand. MenAmin viste snart, at han ikke var sådan at styre. Ikke engang IdiAmin kunne styre den rastløse Idi Amin med den korte lunte og

KIM SKOTTE

Egentlig hed han bare Dada Idi Oumee Amin, og hans mor kaldteham lille Awongo – den, der græder meget. Men Ugandas diktatorgennem otte år havde smag for grandiose titler, blandt andet’The Last King of Scotland’, som også er titlen på en ny spillefilmom Amin. Omverdenen foretrak at kalde ham ’Afrikas Hitler’.

Hans ExcellenceLivstidspræsidenten

Doctor Idi Amin

Dyr og Havets Fiskog Erobrer af Det Engelske Imperiumi Afrika i Almindelighedog Uganda i Særdeleshed

Fortsættes side 4

Feltmarskal Al Hadji

Herre Over Alle Jordens

Victoria Cross: Højeste britiske tapperhedsmedalje Distinguished Service Order: Tapperhedsmedalje forbeholdt officerer i krigstid Military Cross: Militær udmærkelse, den gives typisk posthumt

�����

�����

Pol

foto

Explore it!

Page 73: Редизайн датской газеты Politiken

73

Section 2 fronts.Another old danish chair.The carpenter Wegner in memoriam.

2POLITIKEN KULTUR opinion navne sport Fredag 2. februar 2007 www.politiken.dk

Hans Jørgen Wegner var densidste i rækken af legendari-ske danske møbelarkitekter.Han blev født i 1914, men over-levede dem alle, både Arne Ja-

cobsen (1902-71), Finn Juhl (1912-89), BørgeMogensen (1914-72), Poul Kjærholm (1929-80), Verner Panton (1929-99) og Nanna Ditzel(1923-2005).

Politikens tidligere arkitekturanmelderHenrik Sten Møller kaldte Wegner for »ver-dens mest geniale snedkersvend«, andre op-højede ham til »stolens sande mester«, beg-ge dele lige rigtigt, da samtlige af Wegnersberømte stole ikke alene er mesterligt form-givet, de er tillige forarbejdet efter de højestehåndværksmæssige idealer.

Det er ikke til at vide, om Wegner fik mu-lighed for at glæde sig over den enorme in-teresse, der har været, ikke bare for hans sto-le, men for hele hans livsværk i de senere år.Den sidste lange tid blev tilbragt på pleje-hjem, og måske havde han vanskeligt ved atbegribe den udvikling, som førte til større ogstørre produktioner af hans mest populæreskabninger, men også til genopdagelse afdem, der for længst var taget ud af produk-tion eller bare aldrig var kommet længereend til modelstadiet.

Wegner havde nok også svært ved at fatte,endsige sympatisere med, de senere års tårn-høje auktionspriser på nogle af de klassike-re, der blev produceret i 50’erne og 60’erne,eksempelvis skalstolen, der for et stykke tidsiden opnåede hammerslag på 40.000 kro-ner. I et interview til nærværende avis i 1997forstår man, at tanken om netop sådannestatusmøbler var ham inderligt imod. »Så-dan var de aldrig tænkt«, sagde han, »jeg lag-de netop vægt på, at stolene kunne købes afalle slags mennesker«. I samme interviewinddrager han desuden sin gode ven og kol-lega Børge Mogensen, idet han bemærker, at

både hans egen og Mogensens opvækst un-der beskedne kår i provinsen kom til ud-

tryk i en demokratisk tankegang, dervar karakteristisk for dem begge:

»Det lå os i blodet«, som han sagde.Hans J. Wegner kom til verden 2.

april 1914 i Tønder. Faderen var sko-mager, en af byens mange hånd-

værkere, og håndværker skullesønnen også være, hvorefter han

kom i lære hos den lokalesnedkermester som 14-årig. Snart viste det sig, atknægten ikke alene havdehåndelaget, men tilligevar en drømmerisk na-tur; time efter time blevtilbragt med at studerehaletudser, insekter ogvandplanter nede vedåen, og mange år senere,i midten af 40’erne, lodhan det myldrende livkomme til udtryk i denforfinede og dekorativeform for træskærerar-bejde, man kalder ’in-tarsia’ – mest fordi hanfølte sig udfordret af

nogle håndværksmestre, der mente, at denslags snitterier overhovedet ikke kunne ladesig gøre og slet ikke med en lommekniv. Idag står hans prægtige skab på Kunstindu-strimuseet som bevis på, at han mestredekunsten.

Efter nogle år som svend kom Wegner tilKøbenhavn, dels som værnepligtig, dels forat gå på Teknisk Skole, hvor han blandt andetblev undervist i opmåling af møbler efterprincipper af Kaare Klint. Siden kom turen tilKunsthåndværkerskolen, hvor han mødteden jævnaldrende Børge Mogensen, der lige-som han selv var optaget af træmøbler i en-kel formgivning som modvægt til alle de fal-ske stilmøbler, der prægede tiden. Stilmø-bler havde deres inderlige foragt. En afskolens lærere, Orla Mølgaard-Nielsen, hav-

de særligt øje for Wegners lysende talent forat tegne og formgive møbler, så han formid-lede kontakt til Arne Jacobsen og Erik Møl-lers tegnestue i Århus, hvorfra den kun 24 årgamle og endnu ikke færdiguddannede mø-belarkitekt satte sit præg på først inventarettil Nyborg Folkebibliotek, siden Århus Råd-hus, en langt større opgave.

Brugsens møblerI begyndelsen af 40’erne fik Wegner egentegnestue i Århus, men tog herefter til Kø-benhavn for at arbejde for arkitekten PalleSuenson. Efter nogle år begyndte trangen tilselvstændighed imidlertid atter at meldesig, og fra 1947 fik Wegner igen foden undereget bord med tegnestue midt i Københavnog et hurtigt blomstrende samarbejde meden række producenter, herunder FDB (For-enede Danske Brugsforeninger). For demudviklede han sammen med sin gode ven ogåndsfælle Børge Mogensen, samt arkitektenog byplanlæggeren Steen Eiler Rasmussen,et system af møbler, der var til at betale fordet jævne, danske folk, hvilket betød enkle,moderne og håndværksmæssigt ordentligtudførte alternativer til de ’hårdt pumpedeslagtersæt’. Det var yndlingsbetegnelsen,man hæftede på familien Danmarks tungeog konforme sofagruppe, men udtrykketskal nu næppe tilskrives den stille og blideWegner, snarere den mere buldrende BørgeMogensen eller PH.

For møbelfabrikanterne Johannes Han-sen, Kold Christensen, Carl Hansen og FritzHansen udviklede Wegner efterhånden helestolestriben, alle de verdensberømte model-ler med navne som Kinastolen og Påfuglesto-len, Tyrestolen, Cirkelstolen, Snorestolen ogDen Runde, af amerikanerne kaldet TheChair. Netop den stol fik i særlig grad op-mærksomhed, da præsidentkandidaterneRichard Nixon og John F. Kennedy satte sig ihver deres eksemplar under en tv-valgkampi 1960, og netop den blev om noget lokomo-tivet for ’Danish design’ og hele det efterføl-

gende internationa-le gennembrud formøbler og kunst-håndværk fra Dan-mark.

Y-stolenMen ikke mindst varder Y-stolen, som eftermanges mening er ver-dens bedste og smukke-ste træstol – et værk, derburde have haft sin pladspå den officielle kanon-liste. Wegner tegnede deni 1950, og der knytter sig ensjov historie til den: I en kø-benhavnsk møbelforret-ning så fabrikant Carl Han-sen et par stole, han kunnelide, og spurgte selvfølgeligefter, hvem der havde lavetdem. Jo, det var den unge ogdengang ikke særligt kendteHans J. Wegner. Om forretnin-gen ville kontakte ham? Nogentid efter flyttede Wegner ind i fa-brikantens bolig, for nu skulleder udvikles nye stole, og i dettetætte og formentlig hyggeligesamarbejde blev blandt andet Y-stolen til. Carl Hansen har stadiglicensen både på denne og mangeandre Wegner-stole, og alene pro-duktionen af den vidunderligt vel-skabte Ypsilon, som den også kal-des, er efterhånden oppe på om-kring 800.000 eksemplarer.

Mange af Wegners møbler blevpræsenteret første gang på Køben-havns Snedkerlaugs Møbeludstillin-ger (nu Snedkernes Efterårsudstillingeller bare SE). Hans forslag dukkede ireglen op i sidste øjeblik, men i alleårene (fra 1938-68) var det tydeligt forenhver, hvor enestående han formåedeat forene den helt nødvendige funk-tion og de forhåndenværende teknik-ker og produktionsmuligheder med sinskulpturelle skaberlyst og æstetiske san-selighed.

Gennem hele sin glorværdige karrierestræbte Wegner efter netop denne kom-bination, baseret på træets muligheder,og han havde tilmed evnen til at formgivemed humor, hvilket ikke mindst kommertil udtryk i Jakkens Hvile, hvor ryggen erformet som et par skuldre, der oppebærerejermandens jakke i den rette facon, menshan sover. Men også den polstrede Bamse-stol, hvis armlæn strækker sig frem som etpar buttede bjørnearme med blotlagte ’po-ter’ af træ samt det læderpolstrede pragt-stykke Ox-Chair, der skal illuderer oksensstore og kraftfulde krop, er eksempler på, atWegner havde blink i øjet.

700 møblerBlandt danske møbelarkitekter og designe-re var Hans Jørgen Wegner den mest pro-duktive overhovedet. Tæller man sammen,kommer man frem til omkring 700 forskelli-ge møbler, først og fremmest stole, og alt detbedste fra hans hånd står på museer overalt iverden. De hæderfulde priser og udnævnel-serne regnede selvsagt også ned over ham ialle årene, eksempelvis Lunningprisen,Grand Prix ved Triennalen i Milano, den sven-ske Prins Eugen Medalje og den danske Ec-kersberg Medalje foruden Japans førende de-signpris. I 1995 blev han desuden æresmed-lem af Kunstakademiet og i 1997 æresdoktorved Royal Society of Arts i London. Hans møb-ler er beskrevet i en stribe [email protected]

LIBBIE FJELSTRUPnekrologHans Jørgen Wegner

var den sidste af enstor generation af møbelarkitekter, dervendte op og ned pådansk design. Medomkring 700 møbler,primært stole, bag sig var han tillige denmest produktive.

Den geniale snedkersvend

TRÆETS MESTER. Hans Jørgen Weg-ners stole kombinerer det elegante designmed håndværksmæssig forarbejdning i top-klasse. Foto: Jacob Maarbjerg

Y-st

olen

. Fot

o: C

arl H

anse

n &

Søn

Explore it!

Page 74: Редизайн датской газеты Politiken

74

Section 2 fronts.Finnish flowers from Marimekko.

Se

Mange har det med møn-steret Unikko, som svær-meriske Marcel Proust-fans har det med Made-leinekager: Marimekkos

storslåede valmuer i klarrød og lyserødvirker som adgangsnøgle til skønne for-dums dage. Dengang der var evig solgulsol, græsset var skinnende grønt, og sky-erne på himlen var designet i popartfa-con.

»Folk siger, de hører Beatles og Mamas& Papas på den indre afspiller, når de sertøjet«, siger Kirsten Toftegaard, leder aftekstilsamlingen på Kunstindustrimuse-et i København.

»Det er svært ikke at blive glad i låget,når man ser tekstilerne og tøjet. Det talertil både børn og voksne«.

Udstillingen på Kunstindustrimuseeter bygget kronologisk op. Man træder indi det første rum med en baldakin og langebaner af netop det stof, som hedder Unik-ko/Poppy (på dansk ’valmue’), designet afMaija Isola i 1965. Man forlader udstillin-

gens tredje rum under enbaldakin af den nye udga-ve af valmuen, designet afIsolas datter, Kristina, i2003. Udstillingens hoved-vægt er dog lagt på de førstetre årtiers tøj og tekstiler, de store år,mens det nyeste tøj ikke fylder ret meget.

Marimekkos historie er en eneståendesucces, oven i købet kvindedrevet fra starttil i dag. Godt nok udsprang mærket fraen voksdugsfabrik, Printex, ejet af parretViljo og Armi Ratia, i 1949. Men det var un-der Armi Ratias ledelse, det første Mari-mekkotøj vistes i maj 1951 på en modeop-visning i Helsingfors. Her så man de nu såkendte bomuldsstoffer i klare farver ogprægnante store mønstre. Armi Ratiaholdt ledelsen i fast hånd indtil sin død i1979, mens en håndfuld kvindelige finskedesignere og stofkunstnere stod for deenkelte markante håndprentede designs.Maija Isola, som startede med at arbejdefor Printex, gik over til Marimekko ogprægede mærket fra begyndelsen med dekæmpestore geometriske mønstre, klarefarver og naturserien med direkte over-førte fotografier til trykrammen. Vuokko

Nurmesniemi med det stribede stofPiccolo og skjorten deraf,

Jokapoika (’hver-mandsskjorten’),

blev en uopslideligsællert i ordets bog-staveligste betyd-ning. Skjorterne erikke til at slide opog ses stadig i bybil-

ledet. AnnikaRimala ned-kom med denstribede natkjole ogT-shirten, der i slutningen af1960’erne dominerede rock- og jazzfesti-valer som en del af den unisexlinje, Mari-mekko også kørte. Siden kom andre de-signere, bl.a. et par japanske, til, men deholdt sig inden for de først udstukne ram-mer.

Tekstilerne med deres arkitektoniskeinspirationer og store linjer var noget,man ikke tidligere havde set. Stof- og bo-ligtekstilerne var med til at revolutioneremoderne trykte stoffer til hjem og krop i1950’erne og 1960’erne. Men det var denfrihed, som vidden i kjoler, kittelkjoler,minikjoler og de lange stribede natkjoleraf uopslidelig bomuld gav, der vandtmange kvinders loyalitet. Hvis de da hav-de råd. Marimekko har aldrig været bil-ligt.

Jackie Kennedy havde en velspækketportemonnæ og købte hele 11 kjoler, defleste i A-facon. En af dem, en lille ærmeløsting, var hun iført på forsiden af Sports Il-lustrated i december 1960, hvor hun togsig kæk og vindblæst ud til søs med præsi-denten. Var Marimekko ikke populært i

USA før, så blev designet fra det kol-de Nord det, da fruen til Camelot

sprang ud i finsk. To af dissekjoler, begge blålige, den eneså bittelille og rumpekort, at

man bliver helt flov, kanses på udstillingen på

Kunstindustrimuseet sam-men med et par dertil passen-

de sko. Alle tre dele skal have til-hørt selveste Jackie.Armi Ratia var en af de første, som

talte om livsstil, da hun brød med de evigtskiftende modepåfund. Hun brød sighverken om 1950’ernes korsetter, bh’er el-ler trusser. Sko og strømper var hun hel-ler ikke begejstret for. Hun spåede (des-værre galt), at kvinder ville ende med atgå uden.

I et interview karakteriserede Armi Ra-tia sin kundekreds:

»Man kan let genkende Marimekko-kvinden. Hvad enten hun arbejder på etkontor eller i hjemmet, foretrækker hunat gå med kjoler, som hun kan glemme,hun har på«.

Ingen udviklingEfter nogle stille år er Marimekko igenfremme i butikkerne, ledet af Kirsti Paak-kanen, tidligere direktør for et markantfeministisk finsk reklamebureau. Teksti-lerne og boligudstyret ses i de fine design-blade og prominent i butikker som Il-lums Bolighus. I USA åbnede et par heltnye Marimekkobutikker sidste efterår.

Tøjet kan ogsåfås, men detlever et

mere stilfærdigt liv.Men hvorfor nu det? Vi fanger den helt

nutidige tøjdesigner Susanne Rützaumed det ene ben på vej hjem fra Paris ogdet andet på vej ud ad døren til New York.

»Jeg er lidt skuffet over Marimekkos tøj-design«, siger Rützou, der som barn skul-le vokse sig ud af sit Marimekkotøj, såuopslideligt var det.

»Man skulle mene, det ville have væretoplagt for dem at lave en Gucci eller enBurberry med det verdenskendte brand,de har, altså at videreudbygge og moder-nisere deres stil . Alle kender deres navn,og de kunne have valgt at komme videremed deres gode design og den ærlighedog gode kvalitet, de står for. De kunne ha-ve lavet nogle nye stærke prints. Men dethar de ikke valgt at gøre«, siger SusanneRützau.

»Det kan selvfølgelig være, at indkøber-ne ikke vil lade dem udvikle sig,men kun vil købe det, dekender. Det kanjeg jo ikke

vide noget om. Jeg kan bare konstatere, atder er grænser for, hvor mange valmue-prints man vil købe ... selv om jeg har setdem på langrendsskistave i Finland, såfantasi har de da«, kommer det latter-mildt fra mobilen.

»Men de kunne have blødt deres linjerop til noget knap så stift og så være kom-met ind i butikker som Moshi Moshi«.

Netop hos Moshi Moshi på Østerbroga-de i København opdager ekspeditricenmed begejstring journalistens tykke bogom Marimekko.

»Det er et fantastisk mærke, tro mod sinidé og kvalitet i en tid, hvor alting skifter«,siger hun.

Ville du selv gå med Marimekkotøj?»Nej, det er vældig flot på andre, men

jeg ville ligne et fastelavnsris. I mit som-merhus har jeg en Marimekkohat. Det erså vidt, jeg vil gå«. [email protected]

Kunstindustrimuseet viser udstillingen Marimekko – historien om et nordisk

brand, indtil 28. maj.

HELLE HELLMANN

Marimekko – der betyder Maris Kjole – har genfundet sin popularitet. Kunstindustrimuseet fortæller det finske designs historie med ny udstilling.

2POLITIKEN KULTUR opinion navne sport Mandag 5. marts 2007 www.politiken.dk

Maris kjole

dener fuld af

blomsterIllustration: Marimekko

Explore it!

Page 75: Редизайн датской газеты Politiken

75

Section 2 fronts.The 50th anniversary of the controversial danish letter called ‘Å’

2POLITIKEN KULTUR navne sport Lørdag 22. marts 2008 www.politiken.dk

Det er sin sag at finde fodfæste i et gammelt sprog,når man selv bare er et lille nyt bogstav med et fjol-let navn. Udadtil nærmest vores nationale signa-tur. Men indadtil endnu ikke fuldt integreret i dedanske navne og stednavne. Det er en udskældt lil-

le nydansker, der fylder 60 år i dag. Med retskrivningsreformen i1948 fik det danske alfabet for første gang et bogstav for den lyd,der ligger og flyder et sted mellem a og o. Nemlig bolle-å.

Men i Danmark er opholdstilladelse ikke noget, man får fraden ene dag til den anden. Heller ikke i alfabetet. Stærke kræfterforsøgte da også i årevis at afstøde å fra det danske skriftsprog.’En ortografisk vanskabning’, kaldte den danske litterat og pro-fessor Paul V. Rubow det nye bogstav. Andre af å’s modstanderefremstillede plakater, hvor det nye bogstav hang og dingledemed en galge om halsen. Og selv i dag mener danske litteratur-folk, at man gør vold på Karen Blixens forfatterskab ved at gen-optrykke det med det bolle-å, hun ikke kunne fordrage.

Det tog 200 år og massive debatter, før å i 1948 blev et fuldgyl-digt medlem af det danske skriftsprog. Og i de næste syv år leve-de å en omtumlet tilværelse blandt de øvrige bogstaver. Så langtid tog det nemlig at finde ud af, hvor i alfabetet den lille nyegentlig skulle placeres.

60 år efter, at o flyttede op på toppen af a og blev til bolle-å, erdet fortsat de færreste, der vil have bogstavet boende i deresnavn. 95 procent af de danskere, der hedder noget med å til ef-ternavn, staver det stadig med dobbelt a. Ligesom en stribe dan-ske byer og institutioner i provinsen insisterer på, at en del af de-res identitet ligger i at stave deres navn med aa. Derfor kan manstadig køre til Aalborg, besøge Aarhus Universitet og passereAabenraa.

Da man 22. marts 1948 vedtog at skifte dobbelt a ud med bol-le-å, sløjfede man samtidig de store begyndelsesbogstaver i nav-neord og bogstavet d i kunne, skulle og ville. Og fik dermed tu-sindvis af danske sprogbrugere på nakken.

»Folk reagerer altid voldsomt, når det drejer sig om de småting i sproget. Og når det gælder det uvæsentlige, har man ingenargumenter, men kun følelser. Det er derfor, de diskussioner of-te bliver meget primitive«, siger sprogprofessor og tidligere for-mand for Dansk Sprognævn Erik Hansen.

Og så ligger der også bunker af identitet i det sprog, vi hverdag taler og skriver. Ikke mindst i de tre særprægede vokaler æ, øog å, som vi kun deler i forskellige afarter med vores nordiskenaboer. Som skoleinspektør og tidligere formand for Dansklæ-rerforeningens Folkeskolesektion, Jens Raahauge, siger: »Detførste udlændinge møder, når de kører ind i landet fra Tyskland,er å’et i Kruså. Medmindre man kører over den lille grænseover-gang ved Sæd. Og så er der ellers æ, ø og å i alle bynavne, indtilman når Esbjerg. Det er da lidt eksotisk og sympatisk, at vi lige-frem skilter med, at vi har et særligt forhold til vokaler på dansk.Man skal fandeme gøre sig umage for at være velkommen her –man skal faktisk lære tre nye vokaler for at kunne finde rundt«.

Kulturkamp i alfabetetBåde æ og ø har eksisteret i det danske skriftsprog siden 1200-tal-let. Og siden midten af 1700-tallet har adskillige danske sprog-forskere foreslået bolle-å indført i alfabetet for at have et bogstav,der betegner lyden mellem a og o, som på dansk var blevet tildobbelt a. Hvilket skabte en del forvirring, fordi dobbelt a ogsåfra gammel tid dækker over den lange a-lyd, eksempelvis i nav-net Aaron. Når sprogfolk gerne ville have et å ind i alfabetet, var

LOTTE THORSEN

En lille ortografisk vanskabning? Elleren gave til det danske sprog? Det tog200 år at få bolle-å optaget i det danskeskriftsprog. Og yderligere syv år at findeud af, hvor å skulle placeres i alfabetet.I dag fylder bolle-å 60 år.

En nydansker fylder 60

Fortsættes side 6

Explore it!

Page 76: Редизайн датской газеты Politiken

76

Section 2 fronts.Punk rock.

PO

LIT

IKE

NK

UL

TU

R p

un

kn

av

ne

sp

or

t

Eg

ypten

s præ

siden

t An

war Sa-

dat var som

den

første arabiske

statsleder p

å officielt b

esøg i Is-rael, Pou

l Hartlin

g, som lige

havd

e væ

ret statsm

inister,

med

delte,at h

an forlod

dan

sk politik for

at blive fl

ygtnin

gehøjkom

missæ

r i FN,

Ole R

oos’ film

atisering af Tom

Kristen

-sen

s roman

’Hæ

rværk’ h

avde n

etop h

aftd

ansk p

remiere, og i G

ladsaxe sen

dte p

o-litiet 8.0

00

breve u

d til b

orgere for at fåh

jælp

i jagten p

å den

mystiske b

omb

e-m

and

’Det O

mven

dte Syvtal’.

Det var såd

an n

oget, man

kun

ne læ

sep

å avisernes forsid

er i Dan

mark d

engan

gin

ovemb

er 1977. I en n

oget min

dre p

ub

li-kation

, i årsskriftet for Rød

ovre Statsskole1977-78,n

oterede rektor N

iels Ferlov på li- sten

over årets begiven

hed

er på g

ymn

a-siet: ’24.11. kl. 0

9.55 fællestim

e. Pun

k rock’.H

verken m

ere eller min

dre: 1970

’ernes

intern

ationale m

usikrevolu

tion, d

er sat-te en

ny gen

erations u

dtryk øverst p

åd

agsorden

en og i en

blan

din

g af frenetisk

støj, vræn

gen og an

tiæstetik gjord

e opm

ed d

en etab

lerede ord

en og d

en h

ipp

ie-d

omin

erede m

odku

ltur i en

og samm

eb

evægelse,

der

forand

rede

rockmu

sik-ken

s ansigt til u

kend

elighed

,kom til D

an-

mark i en

fællestim

e på en

forkølet og sur

vinterd

ag p

å et

forstadsg

ymn

asium

oven i køb

et klokken 0

9.55!Elevern

e på R

ødovre Statsskole, som

de

sad d

er i aulaen

den

formid

dag i d

eressejlersko, W

rangler-b

ukser og Lee C

oo-p

er-jakker, havd

e vel næ

pp

e fornem

mel-

sen af, at d

e var med

til at skrive kultu

rhi-

storie. De h

avde n

æp

pe n

ogen an

else om, h

vor meget d

er i årene d

erefter ville blive

talt om d

en korte form

idd

agskoncert. O

gd

a slet ikke om, at d

et var noget, m

an ville

skrive om i avisen

30 år efter. M

en d

et har

sikkert været en

un

derh

olden

de ku

lmi-

nation

på tem

adagen

e om En

gland

.

Rock i tim

enR

ødovre Statsskole var d

engan

g et af de

mere p

rogressive ud

dan

nelsessted

er, etsted

,h

vor en yn

gre lærerstab

ikke varb

ange for at kaste sig u

d i eksp

erimen

ter.Som

for eksemp

el tværfaglige tem

adage

med

grup

pearb

ejde og p

lanch

efremlæ

g-gelser. En

af grup

pern

e havd

e haft em

net

’Pun

k i Lond

on’, d

et havd

e mest b

estået iat h

øre plad

er men

havd

e også inklu

de-

ret et foredrag om

pu

nken

s amerikan

skeforløb

ere, Patti Smith

, Lou R

eed, Th

e Stoo-ges, af skolen

s nye vikar, im

ens d

er blev la- vet collager af d

e engelske m

usikb

lade N

ew M

usical Exp

ress og Melod

y Maker.

Gru

pp

en fan

dt p

å, at de ville frem

lægge resu

ltatet af ugen

s grup

pearb

ejde som

enkon

cert. Og d

et var natu

rligvis helt i ord

en. Læ

rerne syn

tes, det var fed

t. Eleverne

syntes, d

et var fedt. D

e skulle så b

are lige fin

de et p

un

kban

d.

En af d

em fra Pu

nk i Lon

don

-grup

pen

, Per Tun

o Jacobsen

, havd

e godt n

ok sam-

men

med

kamm

erater fra skolen h

aft gang i en

masse m

usikeksp

erimen

ter med

bån

dop

tagere, slagtøj og guitarer h

jemm

e i værelset p

å villavejen og i skolen

s mu

-siklokale, h

vor mu

siklærer Fin

n G

ravesen ikke h

avde d

et fjerneste im

od, at elever-

ne m

un

trede sig m

ed in

strum

entern

e i eftermid

dagstim

erne.

»Det var lyd

eksperim

enter, før vi var klar over at d

er var noget d

er hed

pu

nk.

Men

vi gjorde d

et alligevel«, har Per Tu

no sen

ere forklaret. Han

og venn

ernes leg

med

lyd u

dvikled

e sig senere til b

and

et No K

nox, d

er i en årræ

kke var et af de stør-

ste og mest u

forud

sigelige ban

ds p

å den

køben

havn

ske pu

nkscen

e. Men

lige der i

novem

ber 1977 m

ente d

e, at det n

ok var bed

st, hvis d

e fand

t nogen

ud

en for skolen

til at stå forrest i den

utrad

itionelle gru

pp

efremlæ

ggelse.

Sod

sBan

det h

ed Sod

s. Navn

et var sigend

e,m

en d

et var stort set også det en

este,de

havd

e. Ud

over natu

rligvis med

lemm

er-n

e Steen Jørgen

sen, K

nu

d O

dd

e Sørensen

,Th

omas O

rtved Larsen

og Peter Schn

ei-d

erman

n. D

e var på ald

er med

2.g’erne

ud

e i Rød

ovre, og nogle af d

em m

ødtes

ved forskellige lejligh

eder. Blan

dt an

det

om som

meren

, da d

en en

gelske pu

nk-

grup

pe Th

e Sex Pistols spilled

e to koncer-

ter i Dad

dys D

ance H

all i Paladsb

ygnin

-gen

i Køb

enh

avn.

»Jeg havd

e set Cam

illa, Steen og Peter til

Sex Pistols-kon

certen

men

h

avde

ikkesn

akket med

dem

og vidste d

erfor heller

ikke, hvor d

e boed

e. Min

klassekamm

eratVivi h

avde en

dag set d

em p

å Burger K

ing

iKøb

enh

avn, så vi tog in

d til K

øben

havn

og gik run

dt og led

te efter dem

. Vi fand

t Steen og Peter og aftalte at m

ødes m

ed d

em p

å et gamm

eltb

øsseværtsh

us, som

hed

Masken

. Cam

illa var også med

, nys

hjem

komm

et fra Lond

on i d

et mest h

otte bon

dage-skru

d,

som var h

elt vildt sejt. D

e fortalte,at de var ved

at lave et ban

dog h

avde n

ogle nu

mre, så vi sp

urgte, om

de ikke ku

nn

e kom-

me u

d at sp

ille nogle af d

em, så ville d

e få vores mu

siklokaletil øvelokale«, fortæ

ller Per Tun

o i Jan Pou

lsens b

og om Sod

s/Sort Sol ’U

nd

er en sort sol’.

Pun

ken var i en

vis forstand

allerede kom

met til D

anm

ark–

i hvert fald

på an

den

og ikke min

dst tred

je hån

d. D

e førstesin

gler og lp’er h

avde væ

ret tilgæn

gelige for de m

eget ivrigegen

nem

min

dre p

ladeforretn

inger i K

øben

havn

,siden

The

Dam

ned

i efteråret 1976 ud

send

te den

første pu

nksin

gle’N

ew R

ose’,og Sex Pistols’ ’An

archy In

The U

.K.’ u

dkom

kortefter. Th

e Clash

, Buzzcocks, Th

e Jam, Stran

glers og XTC

havd

eb

idraget til festligh

edern

e i Englan

d m

ed u

dgivelser,

der,

Der var en m

åned til jul,da D

anmark fik sit første

punkorkester. I dag er det30 år,siden fire teenagere

under navnet Sods spillede fire num

re til enfæ

llestime på Rødovre

Statsskole�

– og så var punken kom

met

til Danm

ark.

2Lørdag

24. november

2007 w

ww

.politiken.dk

...Resten

står på en

and

en sid

e

HEN

RIK

VESTERB

ERG

Explore it!

Page 77: Редизайн датской газеты Politiken

77

Section 2 fronts.Punk rock.

POLITIKEN KULTUR punk navne sport

Egyptens præsident Anwar Sa-dat var som den første arabiskestatsleder på officielt besøg i Is-rael, Poul Hartling, som ligehavde været statsminister,

meddelte, at han forlod dansk politik forat blive flygtningehøjkommissær i FN,Ole Roos’ filmatisering af Tom Kristen-sens roman ’Hærværk’ havde netop haftdansk premiere, og i Gladsaxe sendte po-litiet 8.000 breve ud til borgere for at fåhjælp i jagten på den mystiske bombe-mand ’Det Omvendte Syvtal’.

Det var sådan noget, man kunne læsepå avisernes forsider i Danmark dengangi november 1977. I en noget mindre publi-kation, i årsskriftet for Rødovre Statsskole1977-78, noterede rektor Niels Ferlov på li-

sten over årets begivenheder på gymna-siet: ’24.11. kl. 09.55 fællestime. Punk rock’.

Hverken mere eller mindre: 1970’ernesinternationale musikrevolution, der sat-te en ny generations udtryk øverst pådagsordenen og i en blanding af frenetiskstøj, vrængen og antiæstetik gjorde opmed den etablerede orden og den hippie-dominerede modkultur i en og sammebevægelse, der forandrede rockmusik-kens ansigt til ukendelighed, kom til Dan-mark i en fællestime på en forkølet og survinterdag på et forstadsgymnasium –oven i købet klokken 09.55!

Eleverne på Rødovre Statsskole, som desad der i aulaen den formiddag i deressejlersko, Wrangler-bukser og Lee Coo-per-jakker, havde vel næppe fornemmel-sen af, at de var med til at skrive kulturhi-storie. De havde næppe nogen anelse om,

hvor meget der i årene derefter ville blivetalt om den korte formiddagskoncert. Ogda slet ikke om, at det var noget, man villeskrive om i avisen 30 år efter. Men det harsikkert været en underholdende kulmi-nation på temadagene om England.

Rock i timenRødovre Statsskole var dengang et af demere progressive uddannelsessteder, etsted, hvor en yngre lærerstab ikke varbange for at kaste sig ud i eksperimenter.Som for eksempel tværfaglige temadagemed gruppearbejde og planchefremlæg-gelser. En af grupperne havde haft emnet’Punk i London’, det havde mest bestået iat høre plader men havde også inklude-ret et foredrag om punkens amerikanskeforløbere, Patti Smith, Lou Reed, The Stoo-ges, af skolens nye vikar, imens der blev la-

vet collager af de engelske musikblade New Musical Express og Melody Maker.Gruppen fandt på, at de ville fremlægge resultatet af ugens gruppearbejde som enkoncert. Og det var naturligvis helt i orden. Lærerne syntes, det var fedt. Elevernesyntes, det var fedt. De skulle så bare lige finde et punkband.

En af dem fra Punk i London-gruppen, Per Tuno Jacobsen, havde godt nok sam-men med kammerater fra skolen haft gang i en masse musikeksperimenter medbåndoptagere, slagtøj og guitarer hjemme i værelset på villavejen og i skolens mu-siklokale, hvor musiklærer Finn Gravesen ikke havde det fjerneste imod, at elever-ne muntrede sig med instrumenterne i eftermiddagstimerne.

»Det var lydeksperimenter, før vi var klar over at der var noget der hed punk.Men vi gjorde det alligevel«, har Per Tuno senere forklaret. Han og vennernes legmed lyd udviklede sig senere til bandet No Knox, der i en årrække var et af de stør-ste og mest uforudsigelige bands på den københavnske punkscene. Men lige der inovember 1977 mente de, at det nok var bedst, hvis de fandt nogen uden for skolentil at stå forrest i den utraditionelle gruppefremlæggelse.

SodsBandet hed Sods. Navnet var sigende,men det var stort set også det eneste, dehavde. Ud over naturligvis medlemmer-ne Steen Jørgensen, Knud Odde Sørensen,Thomas Ortved Larsen og Peter Schnei-dermann. De var på alder med 2. g’erneude i Rødovre, og nogle af dem mødtesved forskellige lejligheder. Blandt andetom sommeren, da den engelske punk-gruppe The Sex Pistols spillede to koncer-ter i Daddys Dance Hall i Paladsbygnin-gen i København.

»Jeg havde set Camilla, Steen og Peter tilSex Pistols-koncerten men havde ikkesnakket med dem og vidste derfor hellerikke, hvor de boede. Min klassekammeratVivi havde en dag set dem på Burger Kingi København, så vi tog ind til Københavnog gik rundt og ledte efter dem. Vi fandt

Steen og Peter og aftalte at mødes med dem på et gammeltbøsseværtshus, som hed Masken. Camilla var også med, nyshjemkommet fra London i det mest hotte bondage-skrud,som var helt vildt sejt. De fortalte, at de var ved at lave et bandog havde nogle numre, så vi spurgte, om de ikke kunne kom-me ud at spille nogle af dem, så ville de få vores musiklokaletil øvelokale«, fortæller Per Tuno i Jan Poulsens bog om Sods/Sort Sol ’Under en sort sol’.

Punken var i en vis forstand allerede kommet til Danmark– i hvert fald på anden og ikke mindst tredje hånd. De førstesingler og lp’er havde været tilgængelige for de meget ivrigegennem mindre pladeforretninger i København, siden TheDamned i efteråret 1976 udsendte den første punksingle’New Rose’, og Sex Pistols’ ’Anarchy In The U.K.’ udkom kortefter. The Clash, Buzzcocks, The Jam, Stranglers og XTC havdebidraget til festlighederne i England med udgivelser, der,

Der var en måned til jul,da Danmark fik sit første

punkorkester. I dag er det30 år, siden fire teenagere

under navnet Sods spillede fire numre til en

fællestime på RødovreStatsskole� – og så var

punken kommet til Danmark.

2Lørdag 24. november 2007 www.politiken.dk

...Resten står på en anden side

HENRIK VESTERBERG

Explore it!

Page 78: Редизайн датской газеты Politiken

78

Section 2 fronts.Great drawings.Braindead googling.

Vi googler hjernen flad

Glem det. Det her er en af denslags historier, du ikke haren chance for at få læst. Ihvert fald hvis du hører tildem, der plejer at surfe,

browse og downloade dig frem til det, duønsker at vide. Og sådan en er du med ri-melig stor sandsynlighed, for det er de fle-ste af os.

Vi er googlere. Hvileløse netjunkier. Viklikker og skimmer os gennem livet. Hop-

per fra den ene tekststump til den næste,ude af stand til at læse noget, der er retmeget længere end helt kort. Er dine øjnemåske ikke allerede begyndt at flakke?Det er de nok. Denne historie er alt, alt forlang.

Det er vores hjerner, den er gal med. No-get eller nogen har pillet ved dem, somden it-kyndige amerikanske forfatter Ni-cholas Carr skriver i det seneste nummeraf magasinet The Atlantic. Der er tegnetnye kort over de neurologiske kredsløb,et eller andet har omprogrammeret vo-res hukommelse.

»Gør Google os dumme?«, spørger Ni-cholas Carr. Og det er jo ikke noget dårligtspørgsmål.

»Jeg tænker ikke, som jeg plejede attænke. Jeg føler det stærkest, når jeg læ-ser. Før i tiden var det let for mig at fordy-be mig i en bog eller en længere artikel ...Det er sjældent tilfældet længere. Nu be-gynder min koncentration ofte at svigteefter to eller tre sider. Jeg bliver rastløs, ta-ber tråden, begynder at se mig om efternoget andet at lave«, skriver Carr.

Han har det, som om han hele tiden måtvinge sin lunefulde hjerne tilbage til enlang tekst. Og flere af hans højt uddanne-de og intellektuelt toptunede venner ogbekendte har det på samme måde. En pa-tolog ved navn Friedman siger til Carr:

»Jeg kan ikke længere læse ’Krig ogfred’. Jeg har mistet evnen til at gøre det.Selv en blog på mere end tre eller fire af-snit har jeg svært ved at rumme. Jeg skim-mer den«.

Internettet former ikke alene vores tan-ker, det former også vores tankeproces-ser, er Carr overbevist om. Nettet hakker

vores evne til at koncentrere os i stumperog stykker. Hjernen forventer at modtageinformationer på den måde, nettet distri-buerer dem. Det vil sige i en urolig, hastigog evig strøm af løsrevne partikler.

»Engang var jeg en scubadykker i orde-nes ocean. Nu surfer jeg på overfladensom en fyr på jetski«, sukker forfatteren.

Men måske er hjernen ikke spor util-freds med, at vi for det meste foretrækkerat sprinte rundt på overfladen. At læse ogforstå en længere tekst er nemlig en uhy-re kompliceret og krævende proces, somudfordrer mange områder af hjernen.

»Hjernen er slet ikke gearet til en sålangsom og abstrakt aktivitet. Den er ikkegenetisk programmeret til at læse«, for-klarer lektor, dr.pæd. Bo Steffensen fraProfessionshøjskolen København. Han erfor tiden i gang med at forske i, hvad dersker i børns hjerner, når de læser og reg-ner.

»Vores arbejdshukommelse – det svarerlidt til RAM på computeren – har ikke retstor kapacitet. Vi har en forfærdelig ten-dens til at glemme. På sådan noget somGoogle er der et lager af lynhurtige infor-mationer, både på det enkelte skærmbil-lede og som links til noget andet, og detvil sige, at man kun lige registrerer, at der

er informationer om ditten, datten ogdutten. Man kan overhovedet ikke nå attænke over dem eller fordybe sig i dem«.

Passer vores hjerner så bedre til nettet endtil en tyk bog?

»Det kan du sige. Man skal virkelig bru-ge energi på at læse en stor bog. Men påGoogle vil hjernen automatisk forhindreen i at fordybe sig. Hvis man forsøger atforholde sig til for mange informationerpå én gang, så bryder hjernen sammen.Når man læser på papir, så læser manlangsomt, går lidt tilbage, tænker lidt, også læser man videre. Hvorimod et skærm-billede hurtigt vil bestemme, hvor mangeinformationer man får«, siger Bo Steffen-sen.

Vores hjerner kan heldigvis klare lidt afhvert. Det viser et eksempel fra midten af1800-tallet.

25-årige Phineas Gage var en eftermid-dag i færd med at sprænge klipper vækfor at skabe plads til en ny jernbane i Ver-mont i det nordøstlige USA. Han brugteen 1 meter lang og 3 centimeter tyk jern-stang til at stampe krudtet ned i hullerne.

I et øjebliks uopmærksomhed kom hantil at støde stangen mod siden af et hul. Engnist antændte krudtet. Jernstangenskød op af hullet, ramte Gage under ven-stre øje, borede sig gennem hjernen ogud gennem toppen af kraniet. Stangenlandede 30 meter væk.

Gage mistede bevidstheden, men kun ifå minutter. Han blev behandlet af lands-bylægen John Harlow og kunne et parmåneder senere begynde et nyt liv.

Og det var i den grad et nyt liv. Gage varblevet en anden person, ustabil, hensyns-løs og grov over for andre. Han var lune-fuld og vægelsindet, lagde mange planer,men opgav dem hurtigt igen. Og som læ-gen Harlow senere skrev:

»Før han kom til skade, var han ligevæg-tig og blev af dem, der kendte ham, ansetfor at være klog, energisk og vedholdendei udførelsen af sine gøremål og planer. Pådet punkt er hans sind radikalt forandret...«.

Nå ja, det kan godt være, at nettet ikkeumiddelbart kan sammenlignes med enjernstang, der harpunerer sig gennemhjernemassen, men tilfældet Phineas Ga-ge bevidner nu alligevel, at hjernen er en

KJELD HYBELPHILIP YTOURNEL (TEGNING)

Internettet tapper os for evnen til atkoncentrere os, mener forfatteren NicholasCarr. Vi er ikke kun, hvad vi læser. Vi er, hvordan vi læser. Og når vi læser på nettet,hvor effektivitet og hastighed betyder mereend alt andet, så risikerer vi at svække evnentil den dybere læsning – og gøre os mereoverfladiske og endimensionelle.

2POLITIKEN KULTUR opinion navne sport Fredag 8. august 2008 www.politiken.dk

Gl. Kongevej 90 1850 Frederiksberg C Tlf. 33 24 22 17 www.antondam.dk

Slutspurt - sidste dag i morgen d. 9. august

Fortsættes side 3

Explore it!

Page 79: Редизайн датской газеты Politiken

79

Section 2 fronts.Great photography.The actress. Interview side 6-7Foto: Jan Grarup

POLITIKEN KULTUR navne sport Lørdag 12. januar 2008 www.politiken.dk

2

Kunstenat glide

som enskygge

gennem dagen

Siden jeg var barn,har jeg haft lyst tilat kunne gemme mig.

Og det synesjeg også,at jeg er sluppet af sted med

Sofie Gråbøl

Explore it!

Page 80: Редизайн датской газеты Politiken

80

Section 2 inside page.Concept photography.0909090909

0909090909D et er onsdag. Men det er også den ni-

ende dag i den niende måned i årtu-sindets niende år. Klokken er 9.09.

Sådan så en lille del af hverdagen ud for defotografer, der var på vagt på Politiken. Måskeså du selv på uret og vil i fremtiden huske,hvor du var den 0909090909? [email protected]

NU! Lige nu – i det minut, hvor den store viser bevæger sig overpå 9, trykker fotografenpå kameraet.

NIELS CHRISTENSEN: Selvportræt med kæreste. FINN FRANDSEN: Brolægger Rene Hansen på arbejde i Gladsaxe.

JACOB EHRBAHN: Anna og Gustav på vej ind i børnehaven. ASTRID DALUM: Fåreskind på tørresnoren. JOACHIM ADRIAN: Ostemadder i haven.

MARTIN LEHMANN: I min bil på motorvejen vestgående over Sjælland. PETER HOVE OLESEN: Stilladsarbejdere på tankstationen i Egå ved Århus.

TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN. Morgensol over H.C. Andersens Boulevard i København.

THOMAS BORBERG, FOTOCHEF

4 kultur TORSDAG 10. SEPTEMBER 2009 POLITIKENExplore it!

Page 81: Редизайн датской газеты Politiken

81

Opinion page.The use of the quotation mark.

8 FREDAG 11. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN.

DebatEDVARD BRANDES(1847-1931)STIFTER AF POLITIKEN I 1884

� DANSKERNES mange sociale problemerhar en simpel forklaring, skriver netavi-sen 180grader i gårsdagens leder:

»Danmarks – ja, verdens! – største soci-ale problem er kortsigtethed. Nogle men-nesker lægger alt for stor vægt på dagen idag og skænker ikke morgendagen entanke. Kortsigtethed kan forklare tommehusholdningsbudgetter, familier, der bli-ver sat ud af deres boliger, arbejdsløshed,alkoholisme, ludomani, stofmisbrug, kri-minalitet, visse familiers opløsning, nega-tiv social arv ... Alt, simpelthen, fra katalo-get af sociale onder«.

Derfor langer 180grader ud efter politi-kerne, der prøver at løse problemer, de, ifølge avisen, ikke forstår:

»Så foreslår man ellers flere og flere mil-liarder kroner hældt ud over de kortsigte-

de, så de aldrig, aldrig nogensinde kom-me til at mærke konsekvenserne af deresegne – kortsigtede – beslutninger. Flerepenge til de arbejdsløse forældre, så de ik-ke behøver at bekymre sig om at få et job,der kan give deres børn et materielt bedreliv. Flere penge og gratis heroin til narko-manerne, så de ikke behøver at bekymresig om at sætte en stopper for deres mis-brug. Flere penge til operationer mod fed-me, så de overvægtige ikke behøver at be-kymre sig om at omlægge kost- og mo-tionsvanerne«.

Og så er det klart, at det ikke går så godt:»Alle disse penge tages fra de skatteborge-re, der tænker langsigtet. Jo mere langsig-tet, de har tænkt, og jo mere overskud påbankbogen, de derfor har fået, jo mereskal de betale. (...) Hvorfor bekymre sig,

når man kan få penge af det offentlige forat lade være?«

� FLERE PROBLEMER: I Information tagerBirgit Weber, psykoterapeut, forfatter ogsocialrådgiver, også fat om danskernesproblemer. Her er fokus på afhængighed.

»Det er fint, at politikerne laver kam-pagner, men hvis vi skal have løst afhæn-gighedsproblematikken, skal kampag-nerne også være målrettet menneskerspsykologiske behov – opbakningen til atvære det, vi er – lige så ulykkelige eller lyk-kelige, som vi oplever os selv – uansetgrunden«.

Hvis vi vil bekæmpe sociale problemer,skal vi, ifølge Weber, ikke se fremad, menindad:

»Når politikerne eller andre kloge hove-

der siger: Du skal bare … !, rammer de etømt sted, fordi man selv inderst inde tæn-ker, at man er et skvat, fordi man ikke er istand til at stoppe overforbruget af madog/eller alkohol. Det gør ondt endnu engang at føle sig forkert, men den smertebliver man nødt til at lære at rumme.«NANNA [email protected]

Godt sagt »Verdens største sociale problem er kortsigtethed«

Hvorfor bekym-re sig, når mankan få penge afdet offentligefor at lade være? Leder, netavisen180grader

Lega Nord presser BerlusconiMANGE separatistbevægelser i Europa har grebet tilvoldelige terrorhandlinger siden sidste halvdel af 20.århundrede. Fra 1960’erne og frem var bomber ogdød hverdagskost i regioner som Nordirland, Korsi-ka (Frankrig), Sydtyrol (Italien) og Baskerlandet (Spa-nien).

Og nu har den voldelige separatismes spøgelse at-ter vist sit ansigt i Spanien. Den baskiske separatist-bevægelse ETA har brudt våbenhvilen med den span-ske regering, og i anledning af 50-året for sin grund-læggelse (31. juli 1959, red.) anbragte separatisternebomber i byen Burgos og på øen Mallorca. Heldigvissynes fornuften at gå sin sejrsgang andre steder i Eu-ropa, hvor antallet af voldelige attentater er aftaget.

Det betyder dog ikke, at separatismen er død. Itali-en, for eksempel, er konstant truetaf kulturel og økonomisk separa-tisme, om end på en fredelig måde.Silvio Berlusconis koalitionspart-ner, Lega Nord, forsøger konstantat bringe den nationale regering iforlegenhed ved at skabe tvivl om

forestillingen om national enhed.

LEGA NORD, der er ledet af den karismatiske Umber-to Bossi, har de afgørende stemmer i parlamentet,der holder Berlusconis regering gående. Partiet bru-ger denne magt til at presse regeringen til at indføretiltag, der forskelsbehandler Italiens syd og nord.

Repræsentanter for Lega Nord som europaparla-mentsmedlem Mario Borghezio, parlamentsmed-lem Roberto Cota og senator Federico Bricolo er

kendte for deres fremmed-fjendske udtalelser i parla-mentet, især mod folk fra lan-de uden for EU. Men deres dis-kriminering stopper ikke her.De fremsætter konstant for-slag, der forskelsbehandlernorditalienere fra Veneto ellerLombardiet og syditalienerefra Napoli, Calabrien eller Sici-lien, og denne sommer var etrent ’separatistisk galimatias’.

Ballet blev åbnet i regionen Veneto med et forslag,der omhandlede udnævnelsen af skoleinspektører: IVicenza vedtog provinsrådet, at alle inspektørposterved provinsens skoler skal forbeholdes norditalien-ske lærere.

I slutningen af juli foreslog et parlamentsmedlemfra Lega Nord, Paola Goisis, at lærere fra Syditalien ik-ke må undervise i skoler i Norditalien, medmindrede er særlig velbevandrede i historien, traditionerneog dialekterne i det område, hvor skolen ligger. Denitalienske undervisningsminister, Mariastella Gelmi-ni, indvilligede i at drøfte forslaget.

DET TREDJE anslag mod Italiens enhed blev fremsat ibegyndelsen af august af formanden for Lega Nordsgruppe i senatet, Federico Bricolo, som foreslog at fø-je en klausul til artikel 12 i den italienske forfatning,ifølge hvilken de enkelte regioners flag og hymnerskal anerkendes på lige fod med det nationale flag ognationalsangen.

Lega Nords seneste provokation er et forslag om, atansatte i staten skal have forskellig løn for samme ar-bejde, alt efter om de bor i nord eller syd. Landbrugs-minister Luca Zaia er gået så langt som til at påstå, atman ved at afstemme lønnen efter leveomkostnin-gerne i de forskellige regioner vil tvinge Syditalien tilat blive selvforsynende og ikke længere afhængig af

støtte fra nord. Dette forslag har tilsynela-

dende vundet gehør hos Ber-lusconi, selv om han sandsyn-ligvis vil være den eneste i lan-det til at bakke op om det. Defaglige organisationer, ar-bejdsgiverforeningerne, allede politiske partier og sågarmange af Berlusconis egnefolk i parlamentet er gået i fæl-les front mod forslaget, som

de kalder en vildfarelse. Men Zaias livlige fantasi stopper ikke her. Han har

netop foreslået, at populære italienske tv-serier skalsynkroniseres eller undertekstes på den lokale dia-lekt! Og Berlusconi, optaget som han er af at forsvaresin vanskelige rolle som hovedperson i en tilsynela-dende endeløs sæbeopera af sexskandaler, er ikke istand til at sætte en stopper for de åbenlyse provoka-tioner fra Lega Nord.

Resultatet er, at formodede trofaste Berlusconi--allierede som tidligere minister (og nu formand forForza Italia på Sicilien, red.) Gianfranco Miccichè ogSiciliens præsident, Raffaele Lombardo, har planerom at stifte et ’Parti Syd’ for at sikre, at Italiens sydligeregioner har tilstrækkelig politisk slagkraft til at hol-de stand mod Lega Nords stormløb.

Om planerne bliver til noget, må tiden vise. Men étsynes sikkert, og det er, at de italienske separatistbe-vægelser, i modsætning til de spanske, er ved at vindefodfæste ved en ublodig revolution. Mao tog fejl: Poli-tisk afpresning er tilsyneladende et mere effektivt vå-ben end krudt og kugler.

Arnold Cassola er tidligere generalsekretær for partiet DeEuropæiske Grønne og tidligere medlem af det italienskeparlament.Oversættelse: Helle Albeck © Project Syndicate

Separatisme på italiensk

ARNOLD CASSOLA

international kommentar

Ansatte i statenskal have for-skellig løn forsamme arbejde,alt efter om debor i nord ellersyd

Mao tog fejl: Po-litisk afpresninger tilsyneladen-de et mere ef-fektivt våbenend krudt ogkugler

En bly kvinde

Kosmetikindustrien fylder os med giftige kemikalier. Tegning: Jørn Villumsen

SIGNATUR

Pia Kjærsgaards fedeste løgnehistorieSTIG KIRK ØRSKOV, CHEFREDAKTØR

D rejebogen er den samme hvert ef-terår. Først præsenterer VK-rege-ringen et finanslovslag, der stort

set ligner sidste års finanslov. Dernæst be-træder Dansk Folkeparti scenen som denfrelsende engel og sikrer, at der bliver deltsymbolske gaver ud til de ældre, til de sva-ge og til dyrene. Og når finansloven er for-handlet på plads, er alle enige om, atDansk Folkeparti i sin rolle som velfærds-samfundets beskytter er mere socialde-mokratisk end Socialdemokraterne.

Igen i år spiller Dansk Folkeparti rollenmed fuld styrke. Blandt partiets krav tilnæste års finanslov, som blev fremlagt igår, findes velkendte travere som en for-højelse af ældrechecken, loft over prisenpå udbragt mad til ældre og bedre for-hold for medicinske sygehuspatienter.

Der spares ikke på de spinpolitiske vir-kemidler for at vise, at Dansk Folkepartiværner om velfærdssamfundet. Partipro-grammet er proppet med socialdemokra-

tiske floskler. Partiet fastslår uafbrudt, atdet ønsker velfærdssamfundet bevaret,og at man vil kæmpe for et samfund medmindre ulighed: »Statens opgave er at ud-ligne skellene befolkningen imellem ef-ter devisen om, at de bredeste skuldre måbære de tungeste byrder«, som det hed-der i partiets arbejdsprogram.

Der er fin overensstemmelse mellemdet politiske spin og partiprogrammet.Problemet er bare, at begge dele er be-drag. Dansk Folkeparti skriver et, men gørdet modsatte. Realiteten er, at Dansk Fol-keparti de seneste otte år har bidraget tilat undergrave velfærdssamfundets fun-dament og øge uligheden i samfundet.

Indtil nu har VKO-flertallet gennemførtfire skattepolitiske reformer. Først skatte-stoppet, dernæst Forårspakken i 2004, såskattereformen i 2007 og senest Forårs-pakke 2.0 i foråret 2009. Alle fire reformerhar udhulet statens indtægter, og alle firereformer har ført til øget ulighed i kraftaf, at samfundets rigeste har fået langtstørre skattelettelser end de fattigste.

Udhulning. Når underskuddet på de of-fentlige finanser næste år ender i omeg-nen af 100 mia. kr., skyldes det ikke aleneden økonomiske krise. Det skyldes i lige

så høj grad, at VKO-flertallets skatterefor-mer har udhulet statens indtægter. Nårudhulingen af statens finanser først nubliver synlig, skyldes det, at staten årligthar hentet 30-40 mia. på Nordsøolien, ogat statskassen har nydt godt af store ind-tægter fra beskatningen af pensionsaf-kast. Men ingen af delene bliver ved. Ogderfor går der ikke lang tid, før hulet istatskassen er så stort, at det eneste udvejer at indskrænke velfærdssamfundet.

Ulighed. Siden 2001 er uligheden voksetår efter år. Delvis som følge af stigningen iboligpriserne og udviklingen på aktie-markedet, men først og fremmest pågrund af skattepolitikken. Mens prisfald-ene på bolig- og aktiemarkedet de senesteto år har bremset uligheden, har VKO-fler-tallets skattepolitik øget uligheden.

Alle fire skattereformer er gennemførtmed Dansk Folkepartis stemmer. Og allefire reformer bidrager kraftigt til at øgeden ulighed, som partiet siger og skriver,at det vil bekæmpe. De par indrømmel-ser, partiet får ved de årlige finanslovsfor-handlinger, er peanuts i sammenligningmed konsekvenserne af skattepolitikken.

At Pia Kjærsgaard & co. så konsekventslipper af sted med at agere i strid med

partiprogrammet, er en trist påmindelseom mediernes evne til at afdække DanskFolkepartis hykleri. Samtidig er det en på-mindelse om, at det hamskifte Pia Kjærs-gaard gennemførte med skiftet fra Frem-skridtspartiet til Dansk Folkeparti ikkemedførte ændringer i hendes mærkesa-ger. De blev blot pakket pænere ind.

SER MAN PÅ Dansk Folkepartis skattepoli-tik i partiets første år, var den stort set enkopi af den skattepolitik, Mogens Gli-strup formulerede for Fremskridtsparti-et. Helt frem til 2001 år hed det i partietsarbejdsprogram, at indkomstskattenskulle sænkes til 30 procent, og at alleejendomsskatter skulle afskaffes.

Taget i betragtning at såvel Pia Kjærs-gaard som hendes to løjtnanter, KristianThulesen Dahl og Peter Skaarup, alle varfremtrædende medlemmer af Frem-skridtspartiet, kan det ikke overraske, atDansk Folkeparti er ivrige medspillere,når VK-regeringen begrænser statens ind-tægter. Til gengæld kan det undre, at par-tiet år efter år slipper så let af sted med atspille rollen som velfærdssamfundets be-skytter. Og at de politiske kommentato-rer hvert år roser dem for deres [email protected]

Dansk Folkepartis påstå-ede værn for velfærdssta-ten er rent vælgerbedrag.

Realiteten er, atDansk Folke-parti de senesteotte år har bi-draget til at un-dergravevelfærdssam-fundets funda-ment og øgeuligheden isamfundet.

Opinionsredaktør Per Michael JespersenDebatredaktører Lars Hedebo Olsen,Søren Nielsen og Niels Nørgaard Analyseredaktør Poul Anders Aarøe Pedersen Lederkollegiet Lars Trier Mogensen Kronikredaktør Anders Jerichow

RedaktionschefAnita Bay Bundegaard

DebatRådhuspladsen 371785 København VTelefon, Debat 33 47 23 31Telefon, Kronik 33 47 23 37Fax 33 15 41 17

De blev alle bedt om at læggesig på maven og fik valget mellem atfå bukserne revet af, betale en bødeeller blive slået Blog.politiken.dk/verden

godt sagtKLIP FRA DEBATTEN

Godt sagt Klip fra debatten På denneplads kommenterer vi gode, velskrevneog tankevækkende debatindlæg fra deandre danske medier.

Explore it!

Page 82: Редизайн датской газеты Politiken

82

PS. Great photography.A postwar wedding.Show a photo like this big ... or don’t!

Søndag 30. december 2007 www.politiken.dkPOLITIKEN 3

PS

2007 i foto2008 i ord

Foto: Nina Berman

Explore it!

Page 83: Редизайн датской газеты Politiken

83

Tabloid.Books.French Culture.

Lørdag 2. juni 2007 www.politiken.dkPOLITIKEN 4

MIdtvejs og moden Niels Lyngsø, 39 år, er alt andetend udbrændt. Hans nye 39 digte er rørende ogbevægende. Side 5.

KOSMOPOLITISK PROVOKATØR Sven Burmestersammenligner civilisationer. Side 4.

SORT & HVIDT Nigerianske Chimamanda Adichieer træt af at være en farve. Interview side 8 og 9

FRANKOFILIHans Boll-Johansen: De danske og de fran-ske. Frankofiliens metamorfoser, Gylden-dal, 248 sider, 275 kroner.

Frankofil petitjournalistik« er nogetaf det, som denne avis i en selviro-nisk reklamekampagne frister nye

læsere med. I tv-reklamen faldeudtrykketførst som et skældsord til en telefonsæl-ger fra den altid uforligneligt vrisne NielsWeyde, men det vendes om i reklamen oggøres til en selvbeskrivelse og et ståendetilbud.

Sekvensen siger ikke kun noget om dedelte meninger, der hersker om Politiken,men udtrykker også frankofiliens kontro-versielle status. Beskyldninger om snob-beri ligger lige om hjørnet, når dette order i luften.

Men hvad er der i grunden galt med atnære interesse eller ligefrem forkærlig-hed for Frankrig og fransk sprog og kul-tur?

Dette spørgsmål bliver undersøgt i enny bog af Hans Boll-Johansen, ’De danskeog de franske’, som ser nærmere på bådefrankofili og frankofobi i Danmark igen-nem tiderne, hvor følelserne og forestil-lingerne om de franske og det franske harværet talrige og vældige og svingende.Egentlig er det meget passende, at vi be-tegner sådanne forestillinger med etfransk ord – som ’klichéer’ – for få har somde franske formået at avle og give anled-ning til klichéer om deres egenart.

BOGEN – der følger op på og er lige sålæseværdig som Hans Boll-Johansens stu-die i fransk selvbevidsthed, ’De franske’,fra 1992 – skildrer de tre store indfaldsvejetil danskernes beundring for Frankrig:den sensuelle, som knytter sig til alt detnydelsesfulde og livslystne ved fransk kul-tur; den intellektuelle, som finder oplys-ningstidens fornuft tiltalende; og endeligden politiske betagelse af Frankrig, derfindes både i konservative og revolutio-nære versioner.

Disse fascinationstyper belyser Boll-Jo-hansen via et bredt og underholdendeeksempelmateriale og med nedslag påfrankofile pragteksemplarer som Paul V.Rubow, Thorkild Hansen og Henrik Stan-gerup, samtidig med at han tegner kon-junkturerne for både franskfaget og denbredere fransk-interesse i det danskesamfund. Det sidste er en trist historie –set fra et ikke-frankofobt synspunkt.

»Måske har læseren glemt, hvor glori-øst et fag fransk var for ikke så mange årsiden? Lad mig minde om, at det efter An-den Verdenskrig blev det fag, der havdeflest timer i det danske gymnasium – ogsom følge heraf også det største humani-stiske fag på universiteterne«, fortællerBoll-Johansen. Denne højkonjunkturendte brat i 1980’erne, og derefter er detstort set gået ned ad bakke – og i de sidstepar år temmelig hastigt endda som følgeaf gymnasiereformen. Historisk set hargermanofobien og frankofilien fulgtes adog konjunkturerne derfor været modsa-trettet for de to fag, men nu går det sørge-ligt nok samme vej for dem begge i detdanske uddannelsessystem: nedad.

MINERVAS UGLE er fløjet, og tiden er der-for inde til at fortælle historien omfranskstudiet på de danske universiteterog om den gruppe af store romanister,som har befolket det: Kristoffer Nyrop,Knud Togeby, Viggo Brøndal, AndreasBlinkenberg, Poul Høybye, Svend Johan-sen, Ebbe Spang-Hanssen, Per AageBrandt, Else-Marie Bukdahl, John Peder-sen og Morten Nøjgaard. Den faghistoriefår Boll-Johansen flettet ind i sin udred-ning og gengivet med en generøsitet,som er sjælden for universitetslærere.

Det er et langt livs kærlighed til et fag,der ligger til grund for ’De danske og defranske’, og den gives videre i ren formmed glæde og uden højtidelighed. Bogener et fint fortalt stykke beundringshisto-rie, som det er en fornøjelse at læse. LASSE HORNE KJÆ[email protected]

Det finerefranskeLæseværdig beundringshistorie om frankofiliog frankofobi i Danmark igennem tiderne.

Hvad er der igrunden galtmed at næreinteresse ellerligefrem for-kærlighed forFrankrig ogfransk sprogog kultur? Illustration fra bogen: Paul Colin

Explore it!

Page 84: Редизайн датской газеты Politiken

84

Tabloid.Lifestyle.A stylish dog.

Søndag 10. december 2006 www.politiken.dkPOLITIKEN 5

søndagsliv Fightercontrol 8Swingerfrokost 14Slip stressen 18Lakridsboller 22

Foto

: Will

iam

Weg

man

En hund efter frakker

Max Maras direktørom klassisk mode

Explore it!

Page 85: Редизайн датской газеты Politiken

85

Tabloid.City guide.Kuduro dancing.

Fredag 6. marts 2009 www.ibyen.dkPOLITIKEN 3

BURAKASOM SISTEMA

SPILLERKUDURO

SOM ERPORTUGISISK

SLANGFORHÅRDRØV

OG NURYSTERHELE

VERDEN

MEDBALDERNE

SOM MAN GØRI ANGOLASGHETTO

Foto: Eddie Otchere

Explore it!

Page 86: Редизайн датской газеты Politiken

86

Tabloid.City guide.Queer tango.

En tynd kvindekan uden problemer føreen stor mand

I Buenos Aires er tango mere end endans. Det er en religion. Og ligesom alleandre religioner har dansen sit helt

eget regelsæt. Mænd byder damer opmed et kort nik over dansegulvet og førerdem med ubesværet elegance rundt pådet tætpakkede dansegulv. Tango er selvepersonificeringen af machismo – enmand er en mand og styrer sin kvinde,der i høje sko og lette skørter følger sinherre.

Men denne søndag aften, hvor Køben-havn danner rammen om et lille stykkeArgentina, finder en ublodig revolutionsted på de bonede gulve. Kvinder byderkvinder op, mænd byder mænd op, ogmere end én gang starter dansen på gul-vet med en lille forhandling om, hvemder fører, og hvem der følger. En vrimmelaf sorte blonder, habitjakker og mafioso-lignende dansesko hvirvler hen over gul-vet, og det står ikke hele tiden klart, hvemder er mænd, og hvem der er kvinder.

Queer Tango har ramt København efterat have holdt sit indtog i Hamburg, SanFrancisco og Buenos Aires, og som mandenne aften kigger ud over dansegulvet,har man fornemmelsen af, at tango al-drig vil blive det samme igen.

Foran mig fører en kvinde i en rød kjoleen noget større mand rundt på gulvet, ogmanden laver elegante ottetaller medfødderne.

»Tango har intet med korpus at gøre –det er ren teknik«, fortæller Anna Leather-dale, der sammen med kæresten Ute fraTyskland underviser i queer tango.

»Så en tynd kvinde kan uden proble-mer føre en stor mand. Mange mænd vilfaktisk gerne føres, men synes, det erumandigt. Og mange kvinder er megetbedre til at føre, end de er til at følge, menfår ikke lov. I Queer Tango er det ikke køn-net, der bestemmer, hvad man danser, såman tager den rolle, man har lyst til«.

Anna Leatherdale fortæller om et par afsine elever hjemme i England, hvor kvin-den førte. De dansede i flere år og var ble-vet fremragende tangodansere. Indtilden dag, hvor der skulle laves en doku-mentarfilm om manden, som var enkendt forretningsmand.

»Så syntes han pludselig, at han varnødt til at føre, fordi filmen skulle vises ifjernsynet. Men det kunne ingen af demfinde ud af, så det så forfærdeligt ud«.

Dans med den du vilDet halvdunkle dansegulv indrammes afborde med kandelabre på de hvide duge,og nostalgiske tangorytmer hensætter entil fortidens dansehaller i Buenos Aires.Indtil mine øjne dvæler ved en høj, mu-skuløs mand og en noget mindre mand,der står tæt omslynget på gulvet. Argenti-nerne Augusto og Miguel har åbnet deresegen queer tango-salon, La Marshall, i Bu-enos Aires. De er et af hovednavnene påCopenhagen Queer Tango Festival og skalsenere denne aften give et show. Men deter ikke så ligetil for en mand at danse med

en mand i tangoens hjemland. »På mange af dansestederne i Buenos

Aires må man simpelthen ikke dansemed en af samme køn«, siger Augusto ogkører en hånd igennem det tilbagestrøg-ne hår. »Med et lille klap på skulderen bli-ver man pænt bedt om at forlade danse-gulvet. Derfor er queer tangoen så fanta-stisk. Det er friheden til at danse med den,man vil. Som man vil«.

Ude på gulvet bliver en fyldig kvinde ien tætsiddende, rosafarvet kjole ført af enyngre, mere maskulin kvinde og glidersensuelt hen ad gulvet. Undervejs laderhun pludselig sin hånd glide ned ad ryg-gen på den yngre kvinde, og de bytter rol-ler. Kvinden i den rosa kjole tager over, oghele hendes kropsholdning ændres, dahun på dominerende vis fører sin partnerhen over gulvet. Hun styrer behændigtuden om en mand og en kvinde, der beg-ge er iklædt klassisk herrebeklædning fortangueros: sorte bukser og sort skjorte.Det er Tina Solveig Koch, der fører Dan-marks Mr. Tango, Gunner Svendsen,rundt på gulvet, og de er begge dybt kon-centrerede om dansen. Hun begyndte atdanse tango for ni år siden. Kort eftersprang hun ud som lesbisk og fik lyst til atudforske en ny rolle som fører, så hun og-så kunne danse med andre kvinder. Nu erhun en af hovedkræfterne bag Copenha-gen Queer Tango Festival.

»Tango er en tavs samtale mellem tokroppe, og hver dans er en oplevelse. Mankommer tæt på hinanden, og man ved ik-ke, hvad der sker. Det er det, der tændermig ved tango«, forklarer Tina SolveigKoch. Hun drømmer om at skabe et queertango-miljø i København.

»Queer tango er for alle med et åbentsind, uanset om man er homo-, bi-, trans-

seksuel – eller hetero. Det er for alle, derhar lyst til at lege med de traditionellekønsroller og tør udfordre dem«.

Gunner Svendsen er en pioner på denkøbenhavnske tangoscene, og han sagdestraks ja, da World Outgames spurgte, omhan ville være med til at arrangere QueerTango.

»De følelser, man har at gøre med i tan-goen – længsel, begær, smerten ved atmiste – er ikke forbeholdt et mand/kvin-de-univers. Faktisk begyndte tangoenmed, at mænd dansede med mænd på ga-den i Buenos Aires. Så man kan godt taleom en slags hetero-normativ kidnapningaf dansen«.

Og så er det showtime. Lyset i salendæmpes, en projektør rammer dansegul-vet ind, og Augusto og Miguel træder indpå gulvet. En bandoneóns melankolsketoner fylder rummet, der dirrer af forbud-te længsler, drama og kærlighed, og to ar-gentinske mænd nærmest svæver af stedi armene på hinanden. [email protected]

Revolutionen på dansegulvetSorte blonder, mafiososkoog store følelser. IBYEN vartil Queer Tango, hvor kvin-der fører mænd – som tilgengæld gerne må dansemed hinanden.

REPORTAGEBETTINA FRANK SIMONSEN

COPENHAGEN QUEER TANGOFESTIVAL

Afholdes i samarbejde med World Outgames og Tango del Norte. Den finder sted fra 26. til 31. juli.Festivalen er den første af sin art i Danmark og den hidtil største i verden. Onsdag aften fandt verdens størsteudendørs ’milonga’ sted på havnekajenved Islands Brygge, og festivalen afsluttes med en ’fest-milonga’ i aften iVanløse Kulturhus. Der kan købes billetter ved indgangeneller via www.copenhagen2009.org

VIL DU? Mangedanse indledesmed en forhand-ling om, hvem derfører, og hvem derfølger. For det giver ikke sig selv,når to af sammekøn danser underCopenhagen QueerTango Festival. Foto: Niels Christensen

...

ibyen 9POLITIKEN FREDAG 31. JULI 2009Explore it!

Page 87: Редизайн датской газеты Politiken

87

Eye contact.A sunday magazine.Special edition with Photography.Powerful Putin. ...

politiken efteråret 2008

Foto

: Pla

ton

WORLD PRESS PHOTO

UDSTILLINGEN KAN SES I PRESSEN, POLITIKENS HUSF r a 3 1 . o k t o b e r t i l 2 5 . n o v e m b e r 2 0 0 8

Explore it!

Page 88: Редизайн датской газеты Politiken

88

Eye contact?Pia Kjærsgaard.In control.A sunday magazine. ...

politiken 02.09.07 6. sektion

Pia � Naser � Villy �Margrethe � Bendt � Helle � Frank

Foto

: Peter Ho

ve Olesen

Op at stå. 13 centimeter smukkere

5. SEKTION

MED ANDRE ØJNE

Explore it!

Page 89: Редизайн датской газеты Politiken

89

Eye contact?Helle Thorning Schmidt. Next PM? A sunday magazine. ...

magasinet 43POLITIKEN

Hvad jegtænkte på?Det er min sag. Noget rart.Helle Thorning-Schmidt,formand for Social-demokraterne

Explore it!

Page 90: Редизайн датской газеты Politiken

90

Eye contact?Margrethe Vestager. Seeks control! A sunday magazine.

magasinet 41POLITIKEN

Jeg prøvede at visualisere, at jeg var udeog plukkemarkblom-ster til ensommerfest.Der var ogsåtidsler, menjeg fandt etsted at liggened, hvor jegkunne se denblå himmel. Og så kunnejeg mærke de små dyrkrible og krable ...Margrethe Vestager, leder af Det RadikaleVenstre

...

Explore it!

Page 91: Редизайн датской газеты Politiken

91

Explore it!

Page 92: Редизайн датской газеты Politiken

92

First you rethink your paper!

Explore it!

Page 93: Редизайн датской газеты Politiken

93

First you rethink your paper!Next you get awarded the World’s Best Designed Newspaper.

Explore it!

Page 94: Редизайн датской газеты Politiken

94

First you rethink your paper!Next you get awarded the World’s Best Designed Newspaper. Then you lean back – content with life!

Explore it!

Page 95: Редизайн датской газеты Politiken

95

First you rethink your paper!Next you get awarded the World’s Best Designed Newspaper. Then you lean back – content with life!Just to face the disturbing reality ...

Explore it!

Page 96: Редизайн датской газеты Politiken

96

First you rethink your paper!Next you get awarded the World’s Best Designed Newspaper. Then you lean back – content with life!Just to face the disturbing reality ... ... it’s time to rethink the rethink!

Explore it!

Page 97: Редизайн датской газеты Politiken

97

Rethinking the rethink

Page 98: Редизайн датской газеты Politiken

98

2POLITIKEN KULTUR navne sport Lørdag 27. januar 2007 www.politiken.dk

Johnny R. Goed (Johnny B. Goode)Dybt i Louisiana, fjernt fra byens larm

Skoven er så tyk, og luften er så varm

I en lille hytte tæt ved træets fod

Boede der en knægt, der hed Johnny R. Goed

Til at læse, til at skrive var han faktisk meget ringe

Men han ku’ spille guitar og få klokker til at klinge

Kom, kom, kom, Johnny, komKom, kom, Johnny R. GoedHan slæbte rundt på sin guitar i en gammel sæk

Sad og spillede ved sporet flere timer i træk

Folk fra banen kom forbi, stopped’ op med et grin

Togets rytme i musikken lød så stærk og fin

Mange mennesker tog derud, kom helt inde fra byen

Sagde: »Han er en bondeknold, men han spiller som et lyn«

Kom, kom...

Hans mor sagde til ham: »Når du nu vokser op

Får du dig en gruppe, der er helt i top

Publikummet flokkes. Det er noget, folk ka’ li’

At høre din musik, så snart dagen er forbi

Dit navn vil stå med neon, alle synger din sang

Johnny R. Goed hver en gang!«Kom, kom, kom, Johnny, komKom, kom, Johnny R. Goed

Oversættelse: Anders Rou Jensen

Der var engang, dabørn voksede op for at blive nøjagtig somderes forældre. Der var engang, hvor ung-dommen var høflig og tilpasset. Der var en-gang, hvor jazz var det vildeste, man kunne forestille sig. Så komen fyr ved navn ChuckBerry og lavede verdenom. 80 år gammel spiller han stadig – i aften på dansk grund.

Læs portrættet side 4-5

Fotocollage: Mai-Britt Bernt Jensen/ Originalfoto: Polfoto

Søndag 17. juni 2007 www.politiken.dkPOLITIKEN 5

Sort sommerVilde mønstre ivilde farver bliveroverhalet af sortenkelhed. Side 12

Foto: Rasmus Baaner

The old Section headers.

Rethinking the rethink

Fredag 4. juli 2008 www.ibyen.dkPOLITIKEN 3

JOANAS POLICE WOMAN

GÅR EFTERKÆRLIGHEDEN

DAN TURÈLLGÅR I BYEN

IGENBAND

OF HORSESGÅR TILFØDSELS-

FORBEREDELSE

SOMMER-ASSISTENTENGÅR I GANG

ALBERTO KGÅR TILTOPS

PR-foto

Page 99: Редизайн датской газеты Politiken

99

Kill your darlings ...

Rethinking the rethink

Page 100: Редизайн датской газеты Politiken

100

2009.The culture section is called Culture.In danish ‘Kultur’.New header.No-nonsense. Broadsheet.

Scenen er satHun blev jurist, fordi hun så kunne overtage sin farsgamle lærebøger. Hun blev indehaver af et konditori,fordi hendes mand købte den bygning, det lå i. Hunblev forsvarsadvokat, fordi hun ikke længere orkede atbeskæftige sig med nabostridigheder. I det meste afforsvarsadvokat Merethe Stagetorns liv har én bestemtkraft været styrende: tilfældighedens. Nu er hun også med i et teaterstykke på Det Kgl. Teater. Ikke nogen fremmed situation for Merethe Stagetorn. For rollen som forsvarer rummer en god del skuespilkunst.

Kim Faber interviewer Merethe Stagetorn. Side 6-7

Foto: Tobias Selnæs Markussen

Søndag 24. maj 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 2

kulturkritik debat navne

Hvorfor begrænse adgangen til sosu-uddannelsen,når sektoren skriger på arbejdskraft?Debat side 17

Varme hænderDysfunktionel kernefamiliefra Springfieldholder niveauet på20. sæson. Side 12

������Rethinking the rethink

Page 101: Редизайн датской газеты Politiken

101

2009.The opinion section is called Opinion.In danish ‘Debat’.New header.No-nonsense. Broadsheet.

Tidens suverænt største ligestil-lingsproblem er det voksendeproletariat af uuddannedemænd, der bliver afvist af både arbejdsgivere og kvinder. Men det interesserer ikke køns-forskerne og elitefeministerne.Hvad blev der lige af den socialeindignation? spørger sociologi-professor Martin Munk.

Feministerne overser de svage mænd

I ngen taler om det – og slet ikke femi-nisterne. Men Danmark er i fuld gangmed at skabe et stort proletariat af

mænd uden eksamensbeviser og job, derbliver afvist af både arbejdsgivere og kvin-der, og som vil lægge pres på MændenesHjem og de offentlige kasser. Det er tidenssuverænt største ligestillingsproblem. Al-ligevel går elitefeministerne mere op i,om deres egne døtre får mulighed for en

bestyrelsespost i er-hvervslivet«.

Kritikken kommer fraprofessor i sociologiMartin Munk, der haroprettet et nyt center imobilitetsforskning på

Copenhagen Institute of Technology påAalborg Universitet. Herfra konstatererhan, at drenge klarer sig dårligst i folke-skolen, at gymnasiet og de videregåendeuddannelser domineres af piger, og atdrengene falder fra i stimer på de tekni-ske uddannelser og ender i restgruppen.

Men forskningsresultaterne prellerfuldstændig af på feministerne, siger han:

»Selv om gruppen af drenge, der falderhelt fra, vokser, samtidig med at der ersket en kvindelig revolution på uddan-nelserne, så interesserer det ikke rigtigtkønsforskerne«.

Hvorfor? »Fordi kvinder per definition er det sva-

ge køn. Svage mænd er tidens store tabu.Det taler vi ikke om. Mænd må helst ikkevise svaghed. Tag jer dog sammen, dren-ge! Kom i gang! Feministernes billede afmanden krakelerer, hvis han viser sig atvære svag. For manden er jo undertrykke-ren, ikke?«.

Men billedet af undertrykkeren er vel hel-ler ikke helt skævt: Toppen af det danskesamfund består jo af jakkesæt – i både er-hvervslivet og i det offentlige, ikke?

»Det anerkender jeg til fulde, og jeg øn-sker da også, at mine to døtre får lige såstor chance for at blive departementschefsom drengene i deres klasser. Men er dettidens største ligestillingsproblem? Nej,det er det ikke! Det suverænt største pro-blem er de mange drenge, der falder igen-nem og aldrig bliver samlet op. Skræksce-nariet er, at antallet af mænd, der ikke kanforsørge sig selv, eksploderer, at fleremænd bliver hjemløse, og at de sender desociale problemer videre«.

SkolesystemetIfølge Martin Munk er de overflødigedrenge i stort omfang almindelige dan-ske drenge, og udstødningen af demstarter allerede i klasseværelset:

»Folkeskolen har bevæget sig mod detakademiske, hvor du skal tale pænt, siddestille, kunne formulere dig abstrakt – væ-re voksenagtig, mens det fysiske er trådt ibaggrunden. At man på lærerseminarier-ne har erstattet sløjd og håndarbejdemed faget ’materielt design’ siger alt, ik-ke? Disse spilleregler passer meget bedretil piger end til drenge, og her har vi nøg-len til at forstå, at drenge falder igennem iuddannelsessystemet, hvor lærerne i øv-rigt er kvinder. Skolen har udviklet sig i enmere endimensionel teoretisk retning«.

Og det fortsætter?»Ja, det fortsætter på gymnasiet. Og vi-

dere op i universitetsverdenen, hvor pi-gerne i den grad dominerer. Overgangenfra industri- til videnssamfundet betyder,at det, som mange fysiske drenge traditio-nelt har været gode til, får stadig mindreværdi. Alle – selv fagbevægelsen – syngerden samme sang: »Vi er på vej mod et vi-denssamfund, hvor det der med at brugesine hænder er noget, vi danskere trygt

overlader til underbetalte arbejdere iØsten«. Man kunne lige så godt sige til dis-se drenge: ’Vi har ikke brug for det, dukan, kammerat!’. Er der noget at sige til, atde mister stoltheden og selvrespekten?«.

Hvad med kvinderne?Martin Munk mener, at vi står over for enkønsrevolution. Et paradigmeskift. Histo-risk har det været kvinder, der har væretunderprivilegerede. Men nu står mændmed det største ligestillingsproblem.

Glemmer du ikke, at når kvinden står medeksamensbeviset i den ene hånd, står hunogså med en barnevogn i den anden – og bli-ver alligevel ikke professor eller direktør?

»Sådan har det været, men det vil æn-dre sig. F.eks. er andelen af kvindelige pro-fessorer gået fra knap tre procent i 1976 til14 procent i 2009. Og i dag er 47 procent afph.d.-studerende kvinder. I fremtiden bli-ver der skrigende mangel på højtkvalifi-ceret arbejdskraft – også ledere. Her vil bå-de offentlige og private sige: Hvis ikke vi

ansætter denne dygtige kvinde i ledelsen,så snupper konkurrenten hende. Videns-samfundet vil trække i retning af ligestil-ling – ingen tvivl om det«.

Men kan man tale om en kønsrevolution,når ni ud af ti ledere er mænd, og når foran-dringen går uhyre langsomt? Hvad med kvo-ter?

»Jeg er modstander af kvoter. Hvis duførst udelukker dygtige drenge fra leder-stillinger, så er det en del af den bevægel-se, hvor drenge i forvejen er sat underpres. Det vil være meget uheldigt«.

Overflødige smændI de kommende år vil det maskuline pro-letariat vokse og vokse, mener MartinMunk. Men det er ikke kun arbejdsgiver-ne, der afviser de overflødige mænd – detgælder også kvinderne.

»Undersøgelser viser, at kvinder giftersig opad – med mænd, der mindst harsamme uddannelse, løn og stilling somdem selv. Men hvem skal parre sig med

hvem, når der bliver flere veluddannedekvinder end mænd? Også her blivermændene i bunden de store tabere«.

Men kvinderne skal jo have en mand?»Skal de? Mange kvinder vil foretrække

at være enlige, eventuelt med børn – ogden tendens ser vi allerede især blandthøjtuddannede kvinder. Et muligt scena-rie er også, at kvinder flytter sammenmed nogen af eget køn«.

Du fremstiller konsekvent mænd i taber-rollen, men hvordan harmonerer det med,at mændene sidder i toppen?

»Mænd er både i toppen og bunden. Po-inten er, at afstanden mellem dem, derklarer sig godt og dårligt, er markant stør-re blandt mænd end blandt kvinder. Dedygtige mænd vil stadig blive chefer, ogfremtidens ægteskabsmarked vil blive etslaraffenland for dem. Men mændene ibunden taber. Hverken arbejdsgivere el-ler kvinder vil have dem, og de bliver ude-lukket fra fælles-skaberne«.

Hvem taler deressag?

»Ingen. De be-finder sig underradaren. Altså ligebortset fra, når re-geringen fokuse-rer på ungdoms-kriminalitet og-bander og overve-jer at give demfodlænker på fra12-års-alderen el-ler tage børne-checken fra deresforældre. Der skal sættes ind over fordrengene på en langt mere konstruktivmåde«.

Hvad skal der gøres? »Vi skal indrette skolen, uddannelserne

og arbejdsmarkedet, så det også passer tilde fysiske drenge. Men allerførst skal vi er-kende, at Danmark står med et massivtkønsproblem. Og her storsvigter elitefe-ministerne, når de i forsøget på at svækkemanden gennem kvoter i toppen af sam-fundet – hvor de selv befinder sig – oversertidens største ligestillingsproblem ibunden af samfundet. Hvad blev der ligeaf den sociale indignation?«[email protected]

Interview

Tegning: Mette Dreyer

Svage mænd ertidens store ta-bu. Feminister-nes billede afmanden krake-lerer, hvis hanviser sig at væresvag. For man-den er jo under-trykkeren, ikke?

Blå bog MARTIN MUNK

Professor i sociologi på Aalborg Uni-versitet, Campus København, hvor hanblandt andet står i spidsen for et nytcenter for mobilitetsforskning Fil.dr. i sociologi, kandidat i fysik/ma-tematik og uddannelsessociologi Har i otte år været forsker på Social-forskningsinstituttet

PER MICHAELJESPERSEN

Foto: Jacob Ehrbahn

Lørdag 24. oktober 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 3

DEBATBag gardinetJeg er træt afmit juralook. Jeg vil hellereligne en flækkettræsko. Side 8Kroniken Generation røvrendt – eller bare fortabt?

Bare rolig De europæiske socialdemokratierskal nok overleve både dig og migSide 4

Hyklerne i Venstre er i lommen på erhvervsinteresser

M edierne har i de seneste dage ‘af-sløret’, at fagbevægelsen støtterpartierne til venstre for midten

til kommunalvalget. Wauv! Ryd forsiden,og send Cavlingprisen af sted med eks-prespost for denne snart 130 år gamle ny-hed. Måske bliver den næste kioskbasker,at landbruget støtter Venstre? Eller at Eg-tvedpigen formodes omkommet?

Man må beundre Venstrefolkenesskamløshed: Med den ene hånd givernæstformand Kristian Jensen en løftet pe-gefinger til de støtteaftaler, som LO i enrække kommuner har lavet med venstre-fløjen. Med den anden hånd stoppedehan i valgåret 2007 16,3 mio. kr. i partikas-sen bl.a. fra charmerende særinteressersom Skandinavisk Tobakskompagni,

landbruget ogbankerne. I altskovlede de bor-gerlige ca. 38mio. kr. ind frasærinteressermod S-SF’s godt3 mio. kr.

Men her er in-gen aftaler, si-ger Kristian Jen-sen, det er barerare mennesker,der støtter dengode sag.

DER LIGGER ingen skriftlig forståelse mel-lem de borgerlige og deres sponsorer.Den slags kunne jo risikere at komme foren dag. Men er nogen naiv nok til at tro, atder ikke ligger en uudtalt fælles forståel-

se? Et håndtryk og et smil når checken af-leveres. Et indforstået blink i klubhusetsbar. Et dunk i ryggen på jagtturen.

LO og S har i nogle kommuner nedfæl-det det fælles tankegods, der danner bag-grund for den faglige støtte. Hvorfor måvi ikke se det fælles tankegods, der dan-ner baggrund for V og K’s aftaler? Oghvorfor må vi ikke vide, hvor mange pen-ge Skandinavisk Tobakskompagni læggeri de borgerlige partikasser?

Regner nogen med, at det er tilfældigt,at Lene Espersen opfører sig som en dres-seret abe i Peter Straarups bankpakkecir-kus? Tror nogen, at det var kærlighed tilen hvid drik, der fik Kristian Jensen til atundtage mælken for den nye fedtskat? Erdet tilfældigt, at en pakke smøger kosterdet samme, som da regeringen kom til?

I STEDET for at angribe de interesser, der

åbent lægger forståelserne frem, burdemedierne rette søgelyset mod de hemme-lige interessenter, der har købt adgang tilde borgerlige toppolitikere, uanset omdet er jagtture eller partistøtte.

Hvorfor vil det kommunale Venstre ik-ke fortælle, hvem der sponsorer? Det ervist ingen hemmelighed, at Socialdemo-kraterne bekender sig til et fælles værdi-

grundlag med fagbevægelsen. Men hvemflytter med ind på kontorerne, hvis deborgerlige lægger borgmesterkæden omhalsen? Hvis venstrefløjen er i lommen påLO, må det betyde, at V og K er ti gange sådybt i lommerne på sammenrendet af to-baksindustri, forurenende landbrug ogfinanskonglomerater, der donerede pen-ge til de borgerlige i 2007 og tog sig betaltmed bankpakker og rødvinsreformer.

Nu må vi have svaret, Kristian Jensen:Hvem har givet de 16,3 millioner kroner,der var med til at sikre Venstre valgsejreni 2007? Hvor meget og fra hvem fik skatte-ministeren til sin personlige valgkamp iHerningkredsen? Og hvem har givet pen-ge til Venstres kommunale kandidater?

Ud med sproget, eller stik piben ind.

Kristian Madsen er cand.scient.pol., ansat i fagbevæ-

gelsen og blogger fast på politiken.dk

KRISTIAN MADSEN, BLOGGER Partistøtte

Hvem har givetde 16,3 million-er kroner, dervar med til atsikre Venstrevalgsejren i2007, KristianJensen?

J eg er lost. Står i et supermarkedog kigger på de kulørte blade,mens køen snegler sig hen modkassen. Jeg ved slet ikke, hvemdet er, der er på forsiden af hver-

ken Se og Hør, Billed-Bladet eller KigInd.

»Hvem er Joan Ørtings elsker?«,tænker jeg. »Har hun ikke enmand?«. »Hvem fanden er VickieJo?«, og hvem kender Sarah LouiseChristensen, der er rasende over, atLisa Lents siger, at hun chikanererhende?

Jeg kender ingen af dem. Og jegkan ikke gennemskue, hvorfor jegburde, og hvad det er, der har gjort,

at de alle sammener gået hen og ble-vet kendte.

Har nogen afdem bidraget tilnoget mærkbart idansk kulturliv?

Udgivet årets roman? Medvirket i etsaftigt teaterstykke, som vi diskute-rer hen over middagsbordene? Harde gjort noget bemærkelsesvær-digt i forhold til tidens store emne –den globale opvarmning? Nope.

DE HAR VIST ikke gjort andet end atvære på det rigtige sted på det rigti-ge tidspunkt. Hvilket vil sige, at dehar medvirket i et eller andet realityprogram, hvor de måske – måske ik-ke – har smidt tøjet.

De har arbejdet som nyhedsoplæ-sere på TV 2, er stukket af med enkollega, men er nu tilbage hos ko-nen, der selv har haft en affære,men tilgiver alt. Og dem kender jegfaktisk godt. Mere frelst er jeg altsåheller ikke, for selvfølgelig følgerjeg også med i al den sladder, derhuserer i medierne.

Og jeg har godt hørt om de kend-te, der selv har iscenesat dereskendthed ved at lave en kontraktmed et tv-selskab – som i Erik og An-nis tilfælde. Desværre med det re-sultat, at de laller rundt som ring-vrag og optræder i den ene skanda-lehistorie efter den anden.

Tilsyneladende er nogle af dekendte så optaget af at være kendte,at de nu har lavet hjemmesidenKanDetPasse.dk, hvor de kommermed deres egne bud på virkelighe-den, som er anderledes end medier-nes. På den måde sikrer de kendte,at deres historier bliver fortalt, somde selv ønsker det, og de sikrer, at debliver ved med at være kendte.

De tager det tilsyneladende me-get seriøst det med at være kendt,men det skal ske på deres præmis-ser. Fair nok. Men så kom dog mednoget, der er rigtig interessant atvære kendt for.

Personligt ved jeg slet ikke, hvadjeg skal med de kendte. Især ikke dekendte, som bare er kendte, fordi dehar tabt sig 67 kilo, eller som erkendte, fordi deres far kender kon-gefamilien.

Eller som har anglet så meget ef-ter at komme på tv, at de som Sid-ney Lee kommer til at fremstå totaltpatetiske.

Paris Hilton, Suzanne Bjerrehus,David Beckham, Tom og Katie ogden kokainsigtede jetset star. Hvadskal jeg med jer? I er helt sikkert sø-de mennesker. Både pæne og rige,og I gør næppe en hund fortræd.

Men hvorfor skal vi se jeres ansig-ter über alles?

DER ER selvfølgelig to sider af sam-me sag. Pressen lever i mange tilfæl-de af at producere historier om dekendte, og der er helt klart dele afbåde den danske og udenlandskepresse, der ville lukke og slukke,hvis de ikke kunne skrive om dekendte.

Men er vores liv så sølle, at vi sy-nes, det er fedt at høre, når de kend-te skifter deres kærester ud, køberstørre boliger, synger falsk i X Fac-tor, græder på en restaurant ellervrikker om i ’Vild med dans’? Hand-ler det slet og ret om, at vi bare ikkekan få nok af sladder? Uanset omdet drejer sig om en forfatters sexliveller en solariebrun fyrs mangel påsamme?

Jeg ved det ikke. Men vi labber deti os. Og de kendte elsker det. For delever jo af det. [email protected]

For kendtkommentar

LARS HEDEBOOLSEN, DEBAT-REDAKTØR

Rethinking the rethink

Page 102: Редизайн датской газеты Politiken

102

2009.The books section is called Books.In danish ‘Bøger’.New header.No-nonsense. Tabloid.

Med ’Bunny Munros død’ er en af rockmusikkens vigtigste sangskrivere tilbage som romanforfatter.Anmeldelse side 5

������

Nick Cave

Lørdag 5. september 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 4

bøger Ny romanserie for unge lover godt.Anmeldelse af ’Genstart’ side 7

Ung og kriminel������ Interview med den

amerikanske forfatterMalcolm Gladwell,manden bag ’Outliers’og ’Blink’ side 8

Masser af succes

Foto: Gavin Evans

Rethinking the rethink

Page 103: Редизайн датской газеты Politiken

103

2009.The food section is called Food.In danish ‘Mad’.New header.No-nonsense. Tabloid. Tilbuddet gælder fra mandag den 31. august til og med lørdag den 5. september. Åbningstider: Hverdage kl. 9.00-20.00 · Lørdag kl. 8.00-17.00

36/0

9. F

orb

eho

ld f

or

tryk

fejl

og

lev

erin

gss

vig

t. ©

PR. FL.

79,- SPAR 39,95

Diane de Belgrave 2006 75 cl. Haut-Médoc. Smagen er frugtagtig med rund fylde, karakteristisk Médoc-balance og et indslag af tørhed i den lange eftersmag. føtex normalpris 118,95 Pr. liter 105,33

Andenvinen til Chateau Belgrave

Søndag 30. august 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 6

Foto: Tobias Selnæs Markussen

Lynhurtigslow

foodEn trykkoger forkorter tilberedningstiden og gørsmagen intens. Christian F. Puglisi giver opskrifter. Side 4

mad Årets drillepind

mad vin øl køkkengrej Foto: Miriam Dalsgaard

Der var grin over komfuret,da den danske kokkeliga, herunder Paul Cunningham,dystede om Årets Gericke. Side 12

Rethinking the rethink

Page 104: Редизайн датской газеты Politiken

104

2009.The travel section is called Travel.In danish ‘Rejser’.New header.No-nonsense. Tabloid.

MYTRAVELTANGO.DK ELLER 70 10 21 21

Med MyTravel Tango sammen-sætter du selv din ferie trin for trin – og kombinerer dermed dine ferieønsker med vores ferieviden. Det er forresten også derfor, vi hedder Tango. Fordi der skal to til at opnå det perfekte.

MINIFERIE I PARISFra Eiffeltårnet til Louvre og Mona Lisa. Der er meget at se i Europas mest romantiske storby, men tre dage er nok til at få det vigtigste med. Pris inkl. fl y og 2 nætter på hotel Aquarelle. Rejs fx 6-8/10.

SHOPPING I LONDONSæt kulør på efteråret med en tur til London. Her venter shopping og seværdigheder i verdensklasse! Pris inkl. fl y og 2 nætter på Royal Cambridge. Rejs fx 6-8/10.

LANG WEEKEND I NEW YORKFå den ultimative storbyferie til superpris – og nyd den lune sensommer! Pris inkl. fly og 3 nætter på Holiday Inn Hasbrouck Heights. Rejs fx 24-27/9.

FRA 1.444,-FRA 1.578,- FRA 3.945,-

FØLG DIN EGEN RYTME UD I VERDEN

Søndag 23. august 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 5

rejserBarcelona Weekend hos en øko-cool avantgarde-hipster. Side 10-11

Masai-krigerens hemmelighederTag med langt ind i det kenyanske stammesamfund.Side 4-7

Hvad sker der, efter at du har checket din kuffert ind i lufthavnen i Kastrup? Rejser er med på bagagenslange rejse til Madrid.Side 14-15

GensynsglædeTegning: C

laus Nørregaard

Foto: Ariadne van Zandbergen

Rethinking the rethink

Page 105: Редизайн датской газеты Politiken

105

2009.The design section is called Design.New header.No-nonsense. Tabloid.

Søndag 20. september 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 7

design

Foto: Jacob Ehrbahn

Vi sætterspot på lys

Lampe-feber

Om en hals Vedhænget fortæller, hvemdu er. Side 10

Rethinking the rethink

Page 106: Редизайн датской газеты Politiken

106

2009.New header.No-nonsense. PS.Politiken Sunday.Post Scriptum.New darling.Broadsheet.

NETVÆRKET. Her er nogle af dem, som er parate til at bryde loven for at hjælpe de irakiske asylansøgere. Fra venstre Sigurd Jacobsen, Kirkeasyls pressegruppe, Pil Christensen, formand for Støtte-komitéen for skjulte flygtninge, StineBrix, kasserer i støttekomitéen, Niels BoOlsen, Kirkeasyls hverdagsgruppe, Signe Ferch, næstformand i støttekomitéen, Simone Madsen Bjerre, Kirkeasyls kampagnegruppe og Solveig MadsenZeppenfeld, Kirkeasyls kampagnegruppe.Foto: Tobias Selnæs Markussen

Udvisningen af de afviste irakiskeasylansøgere har fået modstandere af regeringens asylpolitik til at finde sammeni nye netværk. De er parate til at brydeloven for at hjælpe de irakere, som nu skjulersig for de danske myndigheder. Her er historienom, hvordan netværkene opererer i al hemmelig-hed. Hvordan de laver aftaler med hospitaler, lægerog folk, der er klar til at gemme flygtninge.

Søndag 13. september 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 3

PSTil hverdag sidder debare og kigger. Menén gang hvert halve årbliver de handikappe-de på Lions Kollegietinviteret på fisketur.Vi tog med. Side 7

Tag med ud og fisk»Der er størreproblemer end den der skide burka –for at sige detpå dansk«. Side 2

Burka-debat

»Vi er en ny modstandsbevægelse«

Camilla Tved har fundet fremtil den kurdisk talende lægeved at spørge flere bekendte.Lægen arbejder på et hospitali København, og han behøver

ikke yderligere overtalelse, før han sigerja til i al hemmelighed at skanne den ira-kiske kvinde i sin frokostpause.

Camilla Tved, der selv studerer til jord-emoder, har flere gange tilset den iraki-ske kvinde. Det er i slutningen af juni må-ned i år, og kvinden er et godt stykke hen-ne i sin graviditet. Hun har tidligere født

et dødt barn, og Camilla Tved er bange for,at der også vil være noget galt dennegang. Derfor er hun meget opsat på at fåkvinden skannet.

Kvinden er en af de afviste irakere, sompå det tidspunkt har taget ophold i Bror-sons Kirke på Nørrebro i København.Mens regeringen og en stor del af opposi-tionen står fast på, at irakerne skal sendeshjem, forsøger frivillige i den nyoprette-de forening Kirkeasyl at hjælpe irakerne.Heriblandt Camilla Tved.

Den irakiske kvinde, som Camilla Tveder bekymret for, tør ikke henvende sig tilde danske sundhedsmyndigheder af

frygt for, at politiet så vil arrestere hendeog sende hende tilbage til Irak.

Derfor har Camilla Tved lavet den hem-melige aftale med den kurdisk talendelæge. Netop fordi han kan kurdisk, kanhan tale med kvinden.

Sammen med kvinden dukker CamillaTved op på lægens hospital på det aftaltetidspunkt.

De bliver hurtigt ført ind i et lokale,hvor der er udstyr til at skanne kvindensmave. Normalt skal patienterne opgivecpr-nummer. Men i dette tilfælde bliver

CLAUS BLOK THOMSEN

Fortsættes side 6

Foto

: Nie

ls C

hris

tens

en

Foto

: Fre

d Er

nst/

APRethinking the rethink

Page 107: Редизайн датской газеты Politiken

107

The design is ready for unexpected situations. Six weeks ago ...

Venstre vil holdeudsendelse af elite-soldater hemmelig

P olitikerne spiller hasard med sol-daternes sikkerhed i Afghanistan,når de lækker fortrolige oplysnin-

ger om specialstyrkernes missioner. Detmener Venstre, der er klar til at stoppeForsvarsministeriets orienteringer til po-litikerne, hvis der fortsat sker læk fraUdenrigspolitisk Nævn.

»Vi kan konstatere, at politikerne ikkekan holde tæt. Det er uholdbart og øgerusikkerheden for vores soldater. Hvis detsker igen, må vi erkende, at vi i stedet måhave et mandat, som siger, at jægersolda-terne kan sendes ud alene efter ministe-rens skøn«, siger Venstres udenrigsordfø-rer, Søren Pind.

Venstre lægger dermed op til at brydemed en historisk tradition om, at politi-kerne bliver underrettet om specialstyr-kernes hemmelige missioner, inden debliver sendt ud. Søren Pind har underret-tet blandt andet forsvarsminister SørenGade (V) om forslaget. Og herfra skulleder også være opbakning til modellen.

Oplysninger om specialstyrkerne er fle-re gange blevet lækket til offentligheden,selv om medlemmerne af Udenrigspoli-tisk Nævn har tavshedspligt. Det skete se-nest i sommer, da det blev besluttet atsende specialstyrker til Afghanistan i for-bindelse med det afghanske valg.

Nu er debatten om offentlighedenskrav på oplysninger kontra soldaternessikkerhed blusset op igen i forbindelsemed tidligere jægersoldat Thomas Rath-sacks bog ’Jæger – i krig med eliten’.

Dansk Folkeparti er enig i, at reglernebør ændres. Tavshedspligten bliver ikketaget alvorligt nok, mener udenrigsord-fører Søren Espersen.

»Vi har ikke lært at være i krig i farligeområder, og derfor bliver det ikke taget al-vorligt nok. Det kan vi ikke leve med læn-gere«, siger han.

I dag kan forsvarsminister Søren Gadesende op til 40 sol-dater fra jæger-korpset eller frø-mandskorpset ud ien kortere periodeuden at orientereFolketinget omdet, hvis der opståret akut behov. MenUdenrigspolitiskNævn skal oriente-res om planlagtemissioner, og deter det, Venstre vilhave ændret.

Men både Social-demokraterne ogde radikale, der er med i forligskredsenom udsendelsen af soldater i Afghani-stan, er oprørt over forslaget.

»Det er et fuldstændig umuligt syns-punkt, at aftalepartnere og nævnet ikkeskulle underrettes. Hvis vi skal tage an-svar for en krig, så vil vi også gerne vide,hvad der foregår«, siger næstformand iUdenrigspolitisk Nævn Mogens Lykketoft(S).

Også tidligere udenrigsminister NielsHelveg Petersen (R) er imod.»Søren Pindkender grundloven i både ånd og bogstav

og ved, at hvis man skal lave missioner afstørre rækkevidde, så skal Folketinget ori-enteres. Ellers bryder man grundlovensparagraf 19. Den kan man ikke bare su-spendere i en ny lov, siger Niels Helveg Pe-tersen.

Professor i forvaltningsret på Køben-havns Universitet Carsten Henrichsenkalder da også modellen »meget vidtgå-ende« og tilføjer, at en lov, som i videre ud-strækning bemyndiger regeringen tilselv at afgøre, om den vil orientere Uden-rigspolitisk Nævn om militære operati-oner i udlandet, »utvivlsomt vil væregrundlovsstridig«.

»Men hvis regeringen imidlertid skøn-ner, at en mission konkret ikke har størreudenrigspolitisk rækkevidde, er den ikkeforpligtet til at orientere nævnet. Detfremgår af grundloven. Men nævnet kaneventuelt fastlægge nærmere kriterier fordenne vurdering, som regeringen i så faldvil være bundet af«, tilføjer han.

Forslaget fra Venstre kommer på ettidspunkt, hvor Forsvarskommandoenforsøger at stoppe bogen ’Jæger – i krigmed eliten’. Den tidligere leder af jæger-korpset Poul Dahl mener ikke, at bogenudgør en risiko for Danmarks sikkerhed.Han skriver i et debatindlæg i Politiken:

»Måske er det i virkeligheden os almin-delige danskere og de politikere, derupassende kunne komme i tanke om atblande sig i forsvarets affærer, der ikkemå vide, hvad der foregår«.

Men presseofficer Henrik Mortensenfra Forsvarskommandoen afviser kritik-ken. Han mener, at forsvaret har »gjort etstort arbejde for at fortælle så meget sommuligt om forsvarets virke uden for Dan-marks grænser«.

Militæret kritiseres for mørklægning1. sektion side 9Ingen åbenhed i forsvaret2. sektion side 7

METTE ØSTERGAARD, MATIAS SEIDELIN OG LARS HALSKOV

Forsvarsministeren skal være den eneste politiker,der kender til, når specialstyrker bliver sendt ud iverden, mener Venstre. Politikeres sladder øgerusikkerheden for soldaterne. DF enig, S afviser.

Hvis vi skal tageansvar for enkrig, så vil vi og-så gerne vide,hvad derforegårMogens Lykketoft (S),næstformand iUdenrigspoli-tisk Nævn

Læs bogen, som du ikkemå læsePolitiken udgiver i dag i et særtillægbogen ’Jæger - i krig med eliten’, skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. 3. sektion

Dokumentation Bogen, forsvaret vil stoppe

Onsdag16. sept. 2009Årgang 125. Nr. 350Pris 20,00KundecenterPolitiken 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

Et forsvar for informationsfriheden

Danmark er en krigsførendenation. Allerede i 1990’ernedeltog vi i Balkankrigene og

gjorde en stor og positiv forskel. Ik-ke mindst da vi deltog i Nato’s luft-krig mod Serbien og var med til atredde op mod en million kosova-albanere fra død og landflygtighed.Deltagelsen i Irakkrigen, der sketeuden FN-mandat, var langt merekontroversiel, og herfra blev solda-terne også trukket hjem, da engage-mentet i 2006 blev upopulært i USA.

Krigen i Afghanistan har bred po-litisk opbakning herhjemme, og etflertal i befolkningen støtter krigen,der i mange andre Nato-lande er istigende modvind. Endnu flere harrespekt og sympati for den sværeopgave, som danske soldater yderunder ekstremt farlige vilkår. Me-dierne – herunder Politiken – har ettæt samarbejde med forsvaret ogstor forståelse for de hensyn, dergør sig gældende, når danske solda-ter sætter livet på spil. Vi bringer ik-ke operative oplysninger, der kanbringe militære operationer i fare,og vi er glade for den beskyttelse,danske soldater yder os, når vi dæk-ker krigen.

I LYSET af dette gode og pragmati-ske samarbejde er det ekstra bekla-geligt, at forsvaret nu vil udvide dis-se saglige hensyn til at omfatte enhelt generel ret til at bremse udgi-velser og informationer, der efterforsvarets mening skader ’landetsinteresser’, sådan i bred almindelig-hed. Det er desværre, hvad der erved at ske i sagen om en tidligere jæ-gersoldats bog. Forsvaret forbere-der et fogedforbud mod forlaget, etfogedforbud, som Københavns By-ret skal tage stilling til i morgen,torsdag. Kammeradvokaten ønskerpå forsvarets vegne samtidig ret tilransagning og ret til at tvinge forla-gets medarbejdere til at vidne om,hvem i medierne der er i besiddelseaf eksemplarer af bogen. Samtidighar forsvarschefen skrevet til lan-dets medier med et krav om, at viundlader enhver yderligere omtaleaf bogen.

Vi kan ikke forestille os, at byret-ten vil give forsvaret ret til et sååbenlyst indgreb i presse- og infor-mationsfriheden. Under alle om-stændigheder har vi valgt at bringehele bogens tekst i dagens avis for atsikre og understrege offentlighe-dens ret til at følge med – også når vier i krig, og når det ikke passer myn-dighederne.

Vi mener dermed at passe voresarbejde, ligesom danske soldatergør det, når de løser de opgaver, re-geringen har pålagt dem. ts

Derfortrykker vi

politiken mener

VEJRET. Tørt med nogeneller en del sol. Let til friskvind fra nord og vest. 15-18 grader.

Den britiske regering er kommet i modvind forudfor indførelsen af et nyt pædofiliregister. Alle, derhar regelmæssig kontakt med børn, skal fra næstemåned tjekkes i det nye register. Men da regelmæs-sigt defineres som én gang om måneden eller me-re, betyder det, at op mod 11 millioner britiske for-ældre, der jævnlig hjælper med at køre børn og

kammerater til spejder eller gym-nastik, risikerer at blive tjekket. 1

11 millioner forældre skaltjekkes i pædofiliregister

internationalt

Side 8

Undergrundsnavnet Djuma Soundsystem udsend-te for seks år siden nummeret ’Les Djinns’, der in-deholdt et guitarstykke, de samplede fra det dansk-tyrkiske band Atilla Engin Group. Trentemøller re-miksede nummeret og gjorde det til et under-grundshit. Nu er Djuma Soundsystem trukket iretten med et erstatningskrav på en halv million

kroner, fordi de aldrig bad om til-ladelse til at bruge guitarstykket.2

Første retssag på vej om ulovlig sampling

kultur

Side 3

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) får nu, hvadhan efterlyste forleden: en liste med ’bløde’ forslagtil en forebyggende indsats, der kan holde helt un-ge væk fra kriminalitet og indrullering i bander ogrockergrupper. Regeringens kommission om ung-domskriminalitet er klar med sin rapport, der bl.a.også siger nej til at sænke den kriminelle lavalder,

men ja til at holde førstegangsfor-brydelser ude af straffeattesten.1

Pil ikke ved kriminel lav-alder, siger kommission

danmark

Side 7

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 3 6 83000

Forbrugere i kø med klager over elektronikforhandlere

H vis du føler, at du fik en elendigbehandling, da du købte din flad-skærm eller den bærbare pc, er

du ikke alene.

Hver tiende danske forbruger er så util-freds med elektronikforhandleren, at devil vælge en anden forretningen næstegang, de køber elektronik.

Sådan lyder en af pointerne i Forbru-gerredegørelse 2009, der offentliggøres idag. Redegørelsen har særligt fokus påelektronikforhandlerne, fordi mere endhver tredje klagesag i Forbrugerklage-nævnet handler om elektriske apparater.

Forbrugerredegørelsen viser blandt an-

det, at hvert tiende elektronikkøb endermed kvaler. Hver fjerde forbruger er util-freds med den behandling, de får i butik-ken, når teknikken fejler. Og så er der kri-tik af ekspedienternes rådgivning.

Erhvervsminister Lene Espersen (K) harnu bedt Forbrugerstyrelsen om at iværk-sætte en ny tilbundsgående undersøgel-se af forholdene.

»Hvis den undersøgelse også viser pro-blemer, er jeg indstillet på at stramme

kravene, for det erafgørende, at råd-givningen er i or-den«, siger Lene Es-persen.

Brancheorgani-sationen Dansk Er-hverv mener, atForbrugerredegø-relsens er for hård ved branchen. Organi-sationen hæfter sig ved, at blot fire ud af ti

forbrugere læser brugsanvisningen, førskærmen eller mobilen tændes.

»Fejlen ligger altså ikke altid hos er-hvervet. 60 procent af forbrugerne læserikke en brugsanvisning, og så risikerer deat anvende det forkert og får derfor pro-blemer«, siger forbrugerpolitisk chef Lo-ne Rasmussen.

Danskerne mister tillid til banker1. sektion side 7

JAKOB SORGENFRI KJÆR

Rådgivningen er for dårlig ielektronikbutikkerne, fast-lår ny forbrugerredegørelse. Det er afgøren-

de, at rådgivnin-gen er i ordenLene Espersen

Foto: Finn Frandsen

økonomi

1 Side 12

Finanskrisen var enkatastrofal begivenhed,men den var skabt af menneskerDominique Strauss-Kahn, direktør for Den Internationale Valutafond

2.000 nye kunder skifter hver måned til Nykredit Bank. Vil du være den næste?

Ring 70 10 29 48

Er din pension i form til den nye skattereform?Beregn og læs mere på nordea.dk/pension2009

Direkte afgange til24 destinationer i

Europa fra København

Se filmen her: www.deoversetefaresymboler.dk

ÆTSENDELOKALIRRITERENDE MILJØFARLIG

“Eksplosiv dokumentar, ikke for sarte hudtyper!”

“Et skræmmende portrætder ætser sig ind på nethinden”

“En brændende fortællinghvor både miljø og karaktereroser af kemi.”

DET ER IKKE SJOVT AT VÆRE FARESYMBOLNÅR MAN BLIVER OVERSET

Rethinking the rethink

Page 108: Редизайн датской газеты Politiken

108

Read the book you are not supposed to read!By a Danish soldier who served in Afghanistan.

Venstre vil holdeudsendelse af elite-soldater hemmelig

P olitikerne spiller hasard med sol-daternes sikkerhed i Afghanistan,når de lækker fortrolige oplysnin-

ger om specialstyrkernes missioner. Detmener Venstre, der er klar til at stoppeForsvarsministeriets orienteringer til po-litikerne, hvis der fortsat sker læk fraUdenrigspolitisk Nævn.

»Vi kan konstatere, at politikerne ikkekan holde tæt. Det er uholdbart og øgerusikkerheden for vores soldater. Hvis detsker igen, må vi erkende, at vi i stedet måhave et mandat, som siger, at jægersolda-terne kan sendes ud alene efter ministe-rens skøn«, siger Venstres udenrigsordfø-rer, Søren Pind.

Venstre lægger dermed op til at brydemed en historisk tradition om, at politi-kerne bliver underrettet om specialstyr-kernes hemmelige missioner, inden debliver sendt ud. Søren Pind har underret-tet blandt andet forsvarsminister SørenGade (V) om forslaget. Og herfra skulleder også være opbakning til modellen.

Oplysninger om specialstyrkerne er fle-re gange blevet lækket til offentligheden,selv om medlemmerne af Udenrigspoli-tisk Nævn har tavshedspligt. Det skete se-nest i sommer, da det blev besluttet atsende specialstyrker til Afghanistan i for-bindelse med det afghanske valg.

Nu er debatten om offentlighedenskrav på oplysninger kontra soldaternessikkerhed blusset op igen i forbindelsemed tidligere jægersoldat Thomas Rath-sacks bog ’Jæger – i krig med eliten’.

Dansk Folkeparti er enig i, at reglernebør ændres. Tavshedspligten bliver ikketaget alvorligt nok, mener udenrigsord-fører Søren Espersen.

»Vi har ikke lært at være i krig i farligeområder, og derfor bliver det ikke taget al-vorligt nok. Det kan vi ikke leve med læn-gere«, siger han.

I dag kan forsvarsminister Søren Gadesende op til 40 sol-dater fra jæger-korpset eller frø-mandskorpset ud ien kortere periodeuden at orientereFolketinget omdet, hvis der opståret akut behov. MenUdenrigspolitiskNævn skal oriente-res om planlagtemissioner, og deter det, Venstre vilhave ændret.

Men både Social-demokraterne ogde radikale, der er med i forligskredsenom udsendelsen af soldater i Afghani-stan, er oprørt over forslaget.

»Det er et fuldstændig umuligt syns-punkt, at aftalepartnere og nævnet ikkeskulle underrettes. Hvis vi skal tage an-svar for en krig, så vil vi også gerne vide,hvad der foregår«, siger næstformand iUdenrigspolitisk Nævn Mogens Lykketoft(S).

Også tidligere udenrigsminister NielsHelveg Petersen (R) er imod.»Søren Pindkender grundloven i både ånd og bogstav

og ved, at hvis man skal lave missioner afstørre rækkevidde, så skal Folketinget ori-enteres. Ellers bryder man grundlovensparagraf 19. Den kan man ikke bare su-spendere i en ny lov, siger Niels Helveg Pe-tersen.

Professor i forvaltningsret på Køben-havns Universitet Carsten Henrichsenkalder da også modellen »meget vidtgå-ende« og tilføjer, at en lov, som i videre ud-strækning bemyndiger regeringen tilselv at afgøre, om den vil orientere Uden-rigspolitisk Nævn om militære operati-oner i udlandet, »utvivlsomt vil væregrundlovsstridig«.

»Men hvis regeringen imidlertid skøn-ner, at en mission konkret ikke har størreudenrigspolitisk rækkevidde, er den ikkeforpligtet til at orientere nævnet. Detfremgår af grundloven. Men nævnet kaneventuelt fastlægge nærmere kriterier fordenne vurdering, som regeringen i så faldvil være bundet af«, tilføjer han.

Forslaget fra Venstre kommer på ettidspunkt, hvor Forsvarskommandoenforsøger at stoppe bogen ’Jæger – i krigmed eliten’. Den tidligere leder af jæger-korpset Poul Dahl mener ikke, at bogenudgør en risiko for Danmarks sikkerhed.Han skriver i et debatindlæg i Politiken:

»Måske er det i virkeligheden os almin-delige danskere og de politikere, derupassende kunne komme i tanke om atblande sig i forsvarets affærer, der ikkemå vide, hvad der foregår«.

Men presseofficer Henrik Mortensenfra Forsvarskommandoen afviser kritik-ken. Han mener, at forsvaret har »gjort etstort arbejde for at fortælle så meget sommuligt om forsvarets virke uden for Dan-marks grænser«.

Militæret kritiseres for mørklægning1. sektion side 9Ingen åbenhed i forsvaret2. sektion side 7

METTE ØSTERGAARD, MATIAS SEIDELIN OG LARS HALSKOV

Forsvarsministeren skal være den eneste politiker,der kender til, når specialstyrker bliver sendt ud iverden, mener Venstre. Politikeres sladder øgerusikkerheden for soldaterne. DF enig, S afviser.

Hvis vi skal tageansvar for enkrig, så vil vi og-så gerne vide,hvad derforegårMogens Lykketoft (S),næstformand iUdenrigspoli-tisk Nævn

Læs bogen, som du ikkemå læsePolitiken udgiver i dag i et særtillægbogen ’Jæger - i krig med eliten’, skrevet af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack. 3. sektion

Dokumentation Bogen, forsvaret vil stoppe

Onsdag16. sept. 2009Årgang 125. Nr. 350Pris 20,00KundecenterPolitiken 70 15 01 012. udgavewww.politiken.dk

Et forsvar for informationsfriheden

Danmark er en krigsførendenation. Allerede i 1990’ernedeltog vi i Balkankrigene og

gjorde en stor og positiv forskel. Ik-ke mindst da vi deltog i Nato’s luft-krig mod Serbien og var med til atredde op mod en million kosova-albanere fra død og landflygtighed.Deltagelsen i Irakkrigen, der sketeuden FN-mandat, var langt merekontroversiel, og herfra blev solda-terne også trukket hjem, da engage-mentet i 2006 blev upopulært i USA.

Krigen i Afghanistan har bred po-litisk opbakning herhjemme, og etflertal i befolkningen støtter krigen,der i mange andre Nato-lande er istigende modvind. Endnu flere harrespekt og sympati for den sværeopgave, som danske soldater yderunder ekstremt farlige vilkår. Me-dierne – herunder Politiken – har ettæt samarbejde med forsvaret ogstor forståelse for de hensyn, dergør sig gældende, når danske solda-ter sætter livet på spil. Vi bringer ik-ke operative oplysninger, der kanbringe militære operationer i fare,og vi er glade for den beskyttelse,danske soldater yder os, når vi dæk-ker krigen.

I LYSET af dette gode og pragmati-ske samarbejde er det ekstra bekla-geligt, at forsvaret nu vil udvide dis-se saglige hensyn til at omfatte enhelt generel ret til at bremse udgi-velser og informationer, der efterforsvarets mening skader ’landetsinteresser’, sådan i bred almindelig-hed. Det er desværre, hvad der erved at ske i sagen om en tidligere jæ-gersoldats bog. Forsvaret forbere-der et fogedforbud mod forlaget, etfogedforbud, som Københavns By-ret skal tage stilling til i morgen,torsdag. Kammeradvokaten ønskerpå forsvarets vegne samtidig ret tilransagning og ret til at tvinge forla-gets medarbejdere til at vidne om,hvem i medierne der er i besiddelseaf eksemplarer af bogen. Samtidighar forsvarschefen skrevet til lan-dets medier med et krav om, at viundlader enhver yderligere omtaleaf bogen.

Vi kan ikke forestille os, at byret-ten vil give forsvaret ret til et sååbenlyst indgreb i presse- og infor-mationsfriheden. Under alle om-stændigheder har vi valgt at bringehele bogens tekst i dagens avis for atsikre og understrege offentlighe-dens ret til at følge med – også når vier i krig, og når det ikke passer myn-dighederne.

Vi mener dermed at passe voresarbejde, ligesom danske soldatergør det, når de løser de opgaver, re-geringen har pålagt dem. ts

Derfortrykker vi

politiken mener

VEJRET. Tørt med nogeneller en del sol. Let til friskvind fra nord og vest. 15-18 grader.

Den britiske regering er kommet i modvind forudfor indførelsen af et nyt pædofiliregister. Alle, derhar regelmæssig kontakt med børn, skal fra næstemåned tjekkes i det nye register. Men da regelmæs-sigt defineres som én gang om måneden eller me-re, betyder det, at op mod 11 millioner britiske for-ældre, der jævnlig hjælper med at køre børn og

kammerater til spejder eller gym-nastik, risikerer at blive tjekket. 1

11 millioner forældre skaltjekkes i pædofiliregister

internationalt

Side 8

Undergrundsnavnet Djuma Soundsystem udsend-te for seks år siden nummeret ’Les Djinns’, der in-deholdt et guitarstykke, de samplede fra det dansk-tyrkiske band Atilla Engin Group. Trentemøller re-miksede nummeret og gjorde det til et under-grundshit. Nu er Djuma Soundsystem trukket iretten med et erstatningskrav på en halv million

kroner, fordi de aldrig bad om til-ladelse til at bruge guitarstykket.2

Første retssag på vej om ulovlig sampling

kultur

Side 3

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) får nu, hvadhan efterlyste forleden: en liste med ’bløde’ forslagtil en forebyggende indsats, der kan holde helt un-ge væk fra kriminalitet og indrullering i bander ogrockergrupper. Regeringens kommission om ung-domskriminalitet er klar med sin rapport, der bl.a.også siger nej til at sænke den kriminelle lavalder,

men ja til at holde førstegangsfor-brydelser ude af straffeattesten.1

Pil ikke ved kriminel lav-alder, siger kommission

danmark

Side 7

5 7 0 8 7 3 0 9 1 0 1 3 6 83000

Forbrugere i kø med klager over elektronikforhandlere

H vis du føler, at du fik en elendigbehandling, da du købte din flad-skærm eller den bærbare pc, er

du ikke alene.

Hver tiende danske forbruger er så util-freds med elektronikforhandleren, at devil vælge en anden forretningen næstegang, de køber elektronik.

Sådan lyder en af pointerne i Forbru-gerredegørelse 2009, der offentliggøres idag. Redegørelsen har særligt fokus påelektronikforhandlerne, fordi mere endhver tredje klagesag i Forbrugerklage-nævnet handler om elektriske apparater.

Forbrugerredegørelsen viser blandt an-

det, at hvert tiende elektronikkøb endermed kvaler. Hver fjerde forbruger er util-freds med den behandling, de får i butik-ken, når teknikken fejler. Og så er der kri-tik af ekspedienternes rådgivning.

Erhvervsminister Lene Espersen (K) harnu bedt Forbrugerstyrelsen om at iværk-sætte en ny tilbundsgående undersøgel-se af forholdene.

»Hvis den undersøgelse også viser pro-blemer, er jeg indstillet på at stramme

kravene, for det erafgørende, at råd-givningen er i or-den«, siger Lene Es-persen.

Brancheorgani-sationen Dansk Er-hverv mener, atForbrugerredegø-relsens er for hård ved branchen. Organi-sationen hæfter sig ved, at blot fire ud af ti

forbrugere læser brugsanvisningen, førskærmen eller mobilen tændes.

»Fejlen ligger altså ikke altid hos er-hvervet. 60 procent af forbrugerne læserikke en brugsanvisning, og så risikerer deat anvende det forkert og får derfor pro-blemer«, siger forbrugerpolitisk chef Lo-ne Rasmussen.

Danskerne mister tillid til banker1. sektion side 7

JAKOB SORGENFRI KJÆR

Rådgivningen er for dårlig ielektronikbutikkerne, fast-lår ny forbrugerredegørelse. Det er afgøren-

de, at rådgivnin-gen er i ordenLene Espersen

Foto: Finn Frandsen

økonomi

1 Side 12

Finanskrisen var enkatastrofal begivenhed,men den var skabt af menneskerDominique Strauss-Kahn, direktør for Den Internationale Valutafond

2.000 nye kunder skifter hver måned til Nykredit Bank. Vil du være den næste?

Ring 70 10 29 48

Er din pension i form til den nye skattereform?Beregn og læs mere på nordea.dk/pension2009

Direkte afgange til24 destinationer i

Europa fra København

Se filmen her: www.deoversetefaresymboler.dk

ÆTSENDELOKALIRRITERENDE MILJØFARLIG

“Eksplosiv dokumentar, ikke for sarte hudtyper!”

“Et skræmmende portrætder ætser sig ind på nethinden”

“En brændende fortællinghvor både miljø og karaktereroser af kemi.”

DET ER IKKE SJOVT AT VÆRE FARESYMBOLNÅR MAN BLIVER OVERSET

Rethinking the rethink

Page 109: Редизайн датской газеты Politiken

109

FORORDL ose your dreams and you might lose

your mind. Sådan har Rolling Stones’Mick Jagger engang sagt. Og det kun-

ne også være mine ord. Siden jeg som knægtlegede soldat og var i erhvervspraktik i DenKongelige Livgarde og senere drømte om atblive optaget i Jægerkorpset, har min drømværet mit liv.

Da jeg begyndte at drømme om en karrie-re i Jægerkorpset, trænede jeg meget inten-sivt mod mit mål. Belønningen kom, da jegsom 23-årig i 1990 efter fem år som sergent iLivgarden strøg gennem Jægerkorpsets op-tagelsesprøver og kunne iføre mig den bor-deauxfarvede baret som bevis på, at jeg varjæger. De mange års målrettet træning hav-de båret frugt, og jeg vil altid huske ordenefra min kursusleder, der efter endnu en ud-marvende helvedesuge på aspirantkursusevaluerede os – de resterende 8 jægeraspi-ranter ud af 94 startende – og brugte følgen-de ord om min indsats: »Rathsack, det er forgodt til at være sandt.«

Det skriver jeg ikke, fordi jeg mener, at jeger et specielt fremragende menneske. Abso-lut ikke. Jeg har masser af svagheder og dår-lige sider. Men drømmen om at blive jæger-soldat mobiliserede alt det bedste i min per-sonlighed. Jeg var i den privilegeredesituation at have et klart og veldefineretmål, og jeg lagde al fokus og positiv energi iat nå det. Ingen støj fra hverdagen, ingenforstyrrende elementer, ingen bekymrin-ger. Kun en sort-hvid verden, der bestod i atsove, spise og træne. Derved fik jeg et men-talt overskud og kunne præstere det ypper-ste.

Det konventionelle og forudsigelige livhar aldrig tiltalt mig. Jeg har altid haft trangtil at udforske, opleve og opdage. At føle atjeg er i live. For mig er dét det afgørendemed livet. Jeg ved, at jeg ville være ulykkelig,hvis jeg skulle se tilbage på et liv uden inten-sitet og nerve, og det har jeg fået opfyldt tilfulde som soldat i Jægerkorpset. Som jæger.

Til at begynde med blev min drengedrømdog forvandlet til desillusion, da jeg indså,at Jægerkorpset og Det Danske Forsvar eftertre årtiers kold krig slet ikke var indstillet påoperativ tjeneste. Da jeg erkendte det, valgtejeg at træde ud af korpset for at søge nyeveje. De førte mig til vidt forskellige dele afverden: Sydamerika, Kaukasus og Afghani-stan og i professioner som it-mand, fotograf

og minerydder i en privat minerydningsor-ganisation.

Så blev det den 11. september 2001, og ter-rorflyene mod World Trade Center og heleden vestlige civilisation fik mig til igen attrække i Jægerkorpsets uniform. Jeg blev iAfghanistan en del af den første egentligekrigsindsættelse i Jægerkorpsets historiemed vores enhed Task Force Ferret, som varen del af den internationale eliteenhed TaskForce K-Bar under ledelse af de amerikanskeelitestyrker.

I Afghanistan var jeg sprængningseks-pert i min jægerpatrulje, og jeg opholdt migi dagevis på få kvadratmeter på klippeafsat-ser i de afghanske bjerge sammen med mi-ne patruljekammerater for at observeremod Taleban og Al-Qaida for efterfølgendeat kunne få dem tilintetgjort af flybomber.

Senere kom jeg til Irak, hvor jeg i over et årdeltog i operationer rettet mod den beryg-tede JAM-milits, og var for første gang i Jæ-gerkorpsets og Forsvarets historie indsatsom livvagt i en regulær krigszone.

Forvent ikke vilde kamphandlinger, kug-ler om ørerne og blod til knæhaserne i minberetning. Det at være jægersoldat er pri-mært kunsten at operere i ubemærkethed.For os jægere handler det oftest om ikke atblive opdaget. Om ikke at komme i kamp.Vores kerneområde er i de fleste operations-typer at forblive uset. Vores succeskriteriumer, at vi trænger ind, observerer, opererer ogkommer ud igen, uden at et eneste skud bli-ver løsnet. Vi er specialister i at indhente in-formation, og det kan man ikke, hvis manspreder død og ødelæggelse omkring sig.

Forvent derimod højdramatiske fald-skærmsspring og nærdødsoplevelser, nogleaf verdens bedste øvelser for elitesoldater,mortergranater, vejsidebomber, selvmords-bomber, under cover-operationer forklædtsom afghaner, fysiske pinsler i fjendeland,farefulde færder gennem irakiske kloakkerog møder med fjenden ansigt til ansigt.

En anden af musikverdenens legender,Bono fra U2, sagde engang, at han ikke hav-de respekt for medaljer og ordener, men forar. Sådan har jeg det også. Jeg er aldrig gåetop i medaljer, udmærkelser og fine unifor-mer, men der er alligevel én, jeg er særligstolt af at have modtaget efter min deltagel-se i Jægerkorpsets operatoner i Afghani-stans bjerge i 2002: The Presidential Unit Ci-tation Award. Det er den højeste amerikan-ske udmærkelse, som gives til militæreenheder, og den blev overrakt personligt afUSA’s præsident til min øverstkommande-

rende, oberstløjtnant Frank Lissner. Jeg er stolt af den, fordi jeg som soldat for

en lille nation var en del af en enhed, somudrettede noget stort.

Jeg har i mine ti år som jægersoldat sam-arbejdet med nogle af verdens bedste elite-enheder og mødt mange fremragende sol-dater, og jeg vil vove påstanden, at minekammerater i de danske jægerpatruljer ernogle af verdens bedste elitesoldater.

Vi er ikke de bedst udstyrede eller mestressourcestærke. Men det menneskeligemateriale i Jægerkorpset er efter min me-ning i verdensklasse. Det er dét, der gør, at vigang på gang adskiller os positivt fra andrenationers eliteenheder på øvelser og fællesoperationer. Det skal ikke læses som et ud-tryk for selvfedme, men som en ærlig på-stand. Såmænd også en påstand, som vi hø-rer fra vores udenlandske elitepartnere.

Jeg er den første jægersoldat, der skriverom korpsets operationer i krigszoner. Jeggør det, fordi jeg i årenes løb er stødt påmange myter og vrangforestillinger om Jæ-gerkorpset, og hvad det vil sige at være jæ-gersoldat. Det er naturligt nok en fremmedverden for langt de fleste, og jeg har oplevet,at den ofte opfattes meget stereotyp i den al-mindelige danskers bevidsthed. Selv min fa-milie og nære venner har kun en meget vagidé om, hvad mit job indebærer.

Desuden mener jeg, at den danske befolk-ning har ret til og krav på at vide, hvad dersker for alle de mange skattepenge, der gårtil de historiske krigsindsatser i Afghanistanog Irak.

Med denne bog forsøger jeg at give et rea-listisk og ærligt indblik i denne verden. Na-turligvis beskrevet, så jeg ikke kompromit-terer mine kollegers og Forsvarets sikker-hed.

Bogen er dedikeret til mine kammerater ipatruljerne, de operative jægere. Nogle afdem har jeg været nødt til at sløre og anony-misere i bogen, ligesom enkelte navne påøvelser, operationer og stednavne.

En del af et eventuelt overskud fra bogenvil jeg donere til Jægerkorpsets Parolefond.

Til sidst vil jeg understrege, at denne bogudtrykker mine egne oplevelser, personligeholdninger og synspunkter. Den repræsen-terer således hverken Jægerkorpsets ellerForsvarets holdninger og synspunkter.

Thomas Rathsack Jæger nr. 229

ORDLISTEJ eg har valgt at indlede min bog med en

ordliste. Jeg benytter mig i løbet af bo-gen af en række »militærtekniske«

navne og begreber, som nok er ukendtefor mange. Derfor denne liste først.

AC-130 Gunship Mange fly- og helikopter-typer bliver nævnt,men dette fly er helt specielt, fordi det er detmest frygtede våben blandt vores fjender påAfghanistans og Iraks kamppladser pågrund af dets skånselsløse effektivitet.

AC’eren er en specialbygget C-130 Hercu-les, som delvis er produceret af Boeing, medmassiv våbenføring i sin venstre side: 25mm Gatling Guns, 40 mm kanon og 105mm Howitzerkanon. Flyet er særlig veleg-net til længerevarende præcisionsmissio-ner og kan med sine infrarøde, termiske ogandre sensorer »se« i al slags vejr og lys. Detkan dog ikke flyve så hurtigt og er derfor sår-bart i dagslys, hvorfor det næsten altid an-vendes i mørke. At være isoleret i de afghan-ske bjerge og høre Gunship’et over sig i mør-ket er en fryd for øret.

Der er to versioner af Gunship’et: det nor-male AC-130H Spectre samt AC-130U Spookymed udvidet radar og satellitnavigation ogmulighed for at angribe to mål samtidigmed op til 750 meter imellem dem.

Med en pris på 132-190 millioner dollars erdet kun amerikanerne, der har Gunship’et,som de har haft i brug siden 1966.

Granater og bomber Er store projektiler som indeholder ensprængladning.

Granater affyres fra morterer, artilleri ogkampvogne eller kastes blot som håndgra-nater.

Bomber findes i mange varianter. Oftenedkastes bomber fra fly og er i størrelsen250-1.000 kilo.

Cirka 10 procent af alle afskudte granaterog bomber detonerer ikke efter hensigten,når de rammer deres mål. Derefter betegnesde ligesom al anden ammunition, der ikkedetonerer efter hensigten, som UnexplodedOrdnance, UXO.

Humvee Navnet er udledt af High Mobility Multipur-pose Wheeled Vehicle og kaldes også enHummer. Den er fabrikeret af American Mo-

tors til den amerikanske hær siden 1980,men den to et halvt ton tunge, ofte pansre-de, tungt bevæbnede, ottecylindrede og ter-rængående firhjulstrækker bruges i dag mi-litært over hele verden.

Efter den dyrebare erfaring med vejside-bomber i særligt Irak er der de senere årkommet ekstra pansrede versioner. Og si-den actionhelten og guvernøren ArnoldSchwarzenegger begyndte at bruge den pri-vat, er der også kommet civile versioner ogsågar Humveelimousiner, men salget afdem og dermed også civilproduktionenstoppede, da finanskrisen ramte i efteråret2008.

JAM Er en forkortelse for Jaysh Al-Mahdi. En afIraks mest krigeriske militser, ledet af denshiamuslimske præst og skyggepolitikerMuqtada al-Sadr. JAM’s mål er at destabilise-re Basra-provinsen i det sydlige Irak og tagemagten.

Kalashnikov/AK-47 Den berømmede og berygtede automatrif-fel er langt det foretrukne våben for Tale-ban, Al-Qaida og alverdens oprørere og mi-litser, fordi den er relativt billig, nem at bru-ge og meget driftssikker.

Avtomat Kalashnikova er designet af Mi-khail Kalashnikov og blev introduceret forSovjetunionens Røde Hær i 1947. AK’eren ergasopereret, 7.62x39 mm og skyder 600skud i minuttet.

Der er tale om et relativt stort våben, derer upraktisk og ikke teknologisk nok til vo-res brug som elitesoldater. Fordelen er enstørre kaliber end vores C8, og Taleban og Al-Qaida anvender tilmed ofte armoured pier-cing, panserbrydende projektiler, som kangennemtrænge vores skudsikre veste.

LureminerTil forskel fra almindelige miner er luremi-ner improviseret designede mineringer.

Et eksempel på lureminering er DaisyChains, som er flere sprængladninger for-bundet med hinanden for at optimeresprængningseffekten, når en person udlø-ser tændmekanismen.

Et andet eksempel er en booby trap, enslags fælde, hvor man ofte placerer en gen-

BAG FJENDENS LINJER. I bogen ’Jæger – i krig med eliten’ beretter den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack om Jægerkorpsets missioner i Afghanistan og Irak. Foto: Finn Frandsen

jæger– i krig med eliten

Onsdag 16. september 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 3

I et demokrati er derytringsfrihed. Befolk-ningen har ret til at få etkomplet billede af solda-ternes virkelighed i krig.

Demokratii krig

Derfor gør vi det

Når et demokrati går i krig, gårpressen med. Når Danmarkgår i krig, sættes ytringsfrihe-

den ikke ud af kraft. Pressen er herfortsat, og vi vil gøre vores bedste forat rapportere om krige og deres kon-sekvenser.

Vi forsøger at komme til fronten,eller tæt på. Vi fortæller om forholde-ne i Afghanistan og andre lande,hvor dansk militær er til stede. Vi be-driver kritisk journalistik om de poli-tiske vinde på Christiansborg og i an-dre lande, som er aktive i krig, og harfokus på soldaterne og deres liv somudsendte og bagefter, når hverdagenvender tilbage.

Vi gør det, for at befolkningen kanvurdere Danmarks engagement i Af-ghanistan. En oplyst opinion er afgø-rende i et demokrati.

Derfor har vi valgt at trykke helebogen ’Jæger – i krig med eliten’, somjægersoldat Thomas Rathsack harskrevet. På disse 16 sider kan du læsehele den tekst, som forsvaret forsø-ger at stoppe med et fogedforbud.Der er tale om et uredigeret optryk afdet komplette manuskript, som me-dierne fik fra forlaget til anmeldelse.

Politiken har tidligere bragt et in-terview med forfatteren, skrevet omforsvarets holdning til bogen og gen-optrykt passager på politiken.dksom dokumentation. Nu er der risi-ko for et fogedforbud, når Køben-havns Byret behandler sagen i mor-gen. Det kan stoppe udgivelsen af bo-gen. Men et fogedforbud vil ikke kunvære skadeligt for Thomas Rathsacksytringsfrihed. Det vil også skabe præ-cedens for, at forsvaret kan bremsealle ikkeautoriserede beskrivelser afdanske soldaters gøren og laden.Mest af alt vil det forhindre, at dan-skerne får et nogenlunde realistiskbillede af forholdene for de danskespecialstyrker. I stedet for viden vil viskulle leve med myter om soldater-nes hemmelige operationer i Afgha-nistan.

I forvejen må danskerne leve med,at pressens beretninger fra frontenofte er planlagteture, hvor forsva-ret har inviteretos med. Det giveren mulighed forat komme ind iområder og tætpå kamphandlin-ger, som ellers erumulige eller livsfarlige for journali-sterne at dække. Men vi må ikke en-de i en situation, hvor forsvaret kankontrollere det fulde billede af kri-gen.

Vi har intet ønske om at sætte dan-ske soldaters liv i fare. Men voresegen læsning af bogen er, at den kunindeholder generelle oplysningerom militærets operationer i Afghani-stan. Det synspunkt styrkes af, at for-svaret ikke vil præcisere over for for-laget People’s Press, hvilke oplysnin-ger der kan skade Danmarks ogsoldaternes sikkerhed.

Danmark er et demokrati med enfri presse. Hvis det demokrati skalforblive levende og oplyst, skal alleborgere kunne ytre sig – inklusivesoldater – og alle borgere skal kunneorientere sig, også når det omhand-ler generelle oplysninger om militæ-re operationer. Der er ingen grundtil, at en bog som ’Jæger – i krig medeliten’ skal cirkulere som under-grundslitteratur på internettet og påfotokopierede ark. Bogen er sendt tilen bred skare af journalister, den erude, og derfor er forsvaret på enumulig og misforstået mission.

Med dette særtillæg er manuskrip-tet nu tilgængeligt for alle. Læs selv,og tag kvalificeret stilling.

Forsvaret erpå en umuligog misfor-stået mission

Forsvaret vil forhindre Thomas Rathsacks bog’Jæger – i krig med eliten’ på forlaget People’sPress i at blive solgt i landets boghandler. ForsvarschefTim Sloth Jørgensen begrunder kravet med, at bogen indeholder oplysninger, som vil skade Danmarks sikkerhed og forholdet til fremmedemagter. Politiken har valgt at trykke hele bogen.

Dokumentation

Fortsættes næste side

ANDERS KRAB-JOHANSENNYHEDSCHEF

Rethinking the rethink

The book.In broadsheet.

Page 110: Редизайн датской газеты Politiken

110

FORORDL ose your dreams and you might lose

your mind. Sådan har Rolling Stones’Mick Jagger engang sagt. Og det kun-

ne også være mine ord. Siden jeg som knægtlegede soldat og var i erhvervspraktik i DenKongelige Livgarde og senere drømte om atblive optaget i Jægerkorpset, har min drømværet mit liv.

Da jeg begyndte at drømme om en karrie-re i Jægerkorpset, trænede jeg meget inten-sivt mod mit mål. Belønningen kom, da jegsom 23-årig i 1990 efter fem år som sergent iLivgarden strøg gennem Jægerkorpsets op-tagelsesprøver og kunne iføre mig den bor-deauxfarvede baret som bevis på, at jeg varjæger. De mange års målrettet træning hav-de båret frugt, og jeg vil altid huske ordenefra min kursusleder, der efter endnu en ud-marvende helvedesuge på aspirantkursusevaluerede os – de resterende 8 jægeraspi-ranter ud af 94 startende – og brugte følgen-de ord om min indsats: »Rathsack, det er forgodt til at være sandt.«

Det skriver jeg ikke, fordi jeg mener, at jeger et specielt fremragende menneske. Abso-lut ikke. Jeg har masser af svagheder og dår-lige sider. Men drømmen om at blive jæger-soldat mobiliserede alt det bedste i min per-sonlighed. Jeg var i den privilegeredesituation at have et klart og veldefineretmål, og jeg lagde al fokus og positiv energi iat nå det. Ingen støj fra hverdagen, ingenforstyrrende elementer, ingen bekymrin-ger. Kun en sort-hvid verden, der bestod i atsove, spise og træne. Derved fik jeg et men-talt overskud og kunne præstere det ypper-ste.

Det konventionelle og forudsigelige livhar aldrig tiltalt mig. Jeg har altid haft trangtil at udforske, opleve og opdage. At føle atjeg er i live. For mig er dét det afgørendemed livet. Jeg ved, at jeg ville være ulykkelig,hvis jeg skulle se tilbage på et liv uden inten-sitet og nerve, og det har jeg fået opfyldt tilfulde som soldat i Jægerkorpset. Som jæger.

Til at begynde med blev min drengedrømdog forvandlet til desillusion, da jeg indså,at Jægerkorpset og Det Danske Forsvar eftertre årtiers kold krig slet ikke var indstillet påoperativ tjeneste. Da jeg erkendte det, valgtejeg at træde ud af korpset for at søge nyeveje. De førte mig til vidt forskellige dele afverden: Sydamerika, Kaukasus og Afghani-stan og i professioner som it-mand, fotograf

og minerydder i en privat minerydningsor-ganisation.

Så blev det den 11. september 2001, og ter-rorflyene mod World Trade Center og heleden vestlige civilisation fik mig til igen attrække i Jægerkorpsets uniform. Jeg blev iAfghanistan en del af den første egentligekrigsindsættelse i Jægerkorpsets historiemed vores enhed Task Force Ferret, som varen del af den internationale eliteenhed TaskForce K-Bar under ledelse af de amerikanskeelitestyrker.

I Afghanistan var jeg sprængningseks-pert i min jægerpatrulje, og jeg opholdt migi dagevis på få kvadratmeter på klippeafsat-ser i de afghanske bjerge sammen med mi-ne patruljekammerater for at observeremod Taleban og Al-Qaida for efterfølgendeat kunne få dem tilintetgjort af flybomber.

Senere kom jeg til Irak, hvor jeg i over et årdeltog i operationer rettet mod den beryg-tede JAM-milits, og var for første gang i Jæ-gerkorpsets og Forsvarets historie indsatsom livvagt i en regulær krigszone.

Forvent ikke vilde kamphandlinger, kug-ler om ørerne og blod til knæhaserne i minberetning. Det at være jægersoldat er pri-mært kunsten at operere i ubemærkethed.For os jægere handler det oftest om ikke atblive opdaget. Om ikke at komme i kamp.Vores kerneområde er i de fleste operations-typer at forblive uset. Vores succeskriteriumer, at vi trænger ind, observerer, opererer ogkommer ud igen, uden at et eneste skud bli-ver løsnet. Vi er specialister i at indhente in-formation, og det kan man ikke, hvis manspreder død og ødelæggelse omkring sig.

Forvent derimod højdramatiske fald-skærmsspring og nærdødsoplevelser, nogleaf verdens bedste øvelser for elitesoldater,mortergranater, vejsidebomber, selvmords-bomber, under cover-operationer forklædtsom afghaner, fysiske pinsler i fjendeland,farefulde færder gennem irakiske kloakkerog møder med fjenden ansigt til ansigt.

En anden af musikverdenens legender,Bono fra U2, sagde engang, at han ikke hav-de respekt for medaljer og ordener, men forar. Sådan har jeg det også. Jeg er aldrig gåetop i medaljer, udmærkelser og fine unifor-mer, men der er alligevel én, jeg er særligstolt af at have modtaget efter min deltagel-se i Jægerkorpsets operatoner i Afghani-stans bjerge i 2002: The Presidential Unit Ci-tation Award. Det er den højeste amerikan-ske udmærkelse, som gives til militæreenheder, og den blev overrakt personligt afUSA’s præsident til min øverstkommande-

rende, oberstløjtnant Frank Lissner. Jeg er stolt af den, fordi jeg som soldat for

en lille nation var en del af en enhed, somudrettede noget stort.

Jeg har i mine ti år som jægersoldat sam-arbejdet med nogle af verdens bedste elite-enheder og mødt mange fremragende sol-dater, og jeg vil vove påstanden, at minekammerater i de danske jægerpatruljer ernogle af verdens bedste elitesoldater.

Vi er ikke de bedst udstyrede eller mestressourcestærke. Men det menneskeligemateriale i Jægerkorpset er efter min me-ning i verdensklasse. Det er dét, der gør, at vigang på gang adskiller os positivt fra andrenationers eliteenheder på øvelser og fællesoperationer. Det skal ikke læses som et ud-tryk for selvfedme, men som en ærlig på-stand. Såmænd også en påstand, som vi hø-rer fra vores udenlandske elitepartnere.

Jeg er den første jægersoldat, der skriverom korpsets operationer i krigszoner. Jeggør det, fordi jeg i årenes løb er stødt påmange myter og vrangforestillinger om Jæ-gerkorpset, og hvad det vil sige at være jæ-gersoldat. Det er naturligt nok en fremmedverden for langt de fleste, og jeg har oplevet,at den ofte opfattes meget stereotyp i den al-mindelige danskers bevidsthed. Selv min fa-milie og nære venner har kun en meget vagidé om, hvad mit job indebærer.

Desuden mener jeg, at den danske befolk-ning har ret til og krav på at vide, hvad dersker for alle de mange skattepenge, der gårtil de historiske krigsindsatser i Afghanistanog Irak.

Med denne bog forsøger jeg at give et rea-listisk og ærligt indblik i denne verden. Na-turligvis beskrevet, så jeg ikke kompromit-terer mine kollegers og Forsvarets sikker-hed.

Bogen er dedikeret til mine kammerater ipatruljerne, de operative jægere. Nogle afdem har jeg været nødt til at sløre og anony-misere i bogen, ligesom enkelte navne påøvelser, operationer og stednavne.

En del af et eventuelt overskud fra bogenvil jeg donere til Jægerkorpsets Parolefond.

Til sidst vil jeg understrege, at denne bogudtrykker mine egne oplevelser, personligeholdninger og synspunkter. Den repræsen-terer således hverken Jægerkorpsets ellerForsvarets holdninger og synspunkter.

Thomas Rathsack Jæger nr. 229

ORDLISTEJ eg har valgt at indlede min bog med en

ordliste. Jeg benytter mig i løbet af bo-gen af en række »militærtekniske«

navne og begreber, som nok er ukendtefor mange. Derfor denne liste først.

AC-130 Gunship Mange fly- og helikopter-typer bliver nævnt,men dette fly er helt specielt, fordi det er detmest frygtede våben blandt vores fjender påAfghanistans og Iraks kamppladser pågrund af dets skånselsløse effektivitet.

AC’eren er en specialbygget C-130 Hercu-les, som delvis er produceret af Boeing, medmassiv våbenføring i sin venstre side: 25mm Gatling Guns, 40 mm kanon og 105mm Howitzerkanon. Flyet er særlig veleg-net til længerevarende præcisionsmissio-ner og kan med sine infrarøde, termiske ogandre sensorer »se« i al slags vejr og lys. Detkan dog ikke flyve så hurtigt og er derfor sår-bart i dagslys, hvorfor det næsten altid an-vendes i mørke. At være isoleret i de afghan-ske bjerge og høre Gunship’et over sig i mør-ket er en fryd for øret.

Der er to versioner af Gunship’et: det nor-male AC-130H Spectre samt AC-130U Spookymed udvidet radar og satellitnavigation ogmulighed for at angribe to mål samtidigmed op til 750 meter imellem dem.

Med en pris på 132-190 millioner dollars erdet kun amerikanerne, der har Gunship’et,som de har haft i brug siden 1966.

Granater og bomber Er store projektiler som indeholder ensprængladning.

Granater affyres fra morterer, artilleri ogkampvogne eller kastes blot som håndgra-nater.

Bomber findes i mange varianter. Oftenedkastes bomber fra fly og er i størrelsen250-1.000 kilo.

Cirka 10 procent af alle afskudte granaterog bomber detonerer ikke efter hensigten,når de rammer deres mål. Derefter betegnesde ligesom al anden ammunition, der ikkedetonerer efter hensigten, som UnexplodedOrdnance, UXO.

Humvee Navnet er udledt af High Mobility Multipur-pose Wheeled Vehicle og kaldes også enHummer. Den er fabrikeret af American Mo-

tors til den amerikanske hær siden 1980,men den to et halvt ton tunge, ofte pansre-de, tungt bevæbnede, ottecylindrede og ter-rængående firhjulstrækker bruges i dag mi-litært over hele verden.

Efter den dyrebare erfaring med vejside-bomber i særligt Irak er der de senere årkommet ekstra pansrede versioner. Og si-den actionhelten og guvernøren ArnoldSchwarzenegger begyndte at bruge den pri-vat, er der også kommet civile versioner ogsågar Humveelimousiner, men salget afdem og dermed også civilproduktionenstoppede, da finanskrisen ramte i efteråret2008.

JAM Er en forkortelse for Jaysh Al-Mahdi. En afIraks mest krigeriske militser, ledet af denshiamuslimske præst og skyggepolitikerMuqtada al-Sadr. JAM’s mål er at destabilise-re Basra-provinsen i det sydlige Irak og tagemagten.

Kalashnikov/AK-47 Den berømmede og berygtede automatrif-fel er langt det foretrukne våben for Tale-ban, Al-Qaida og alverdens oprørere og mi-litser, fordi den er relativt billig, nem at bru-ge og meget driftssikker.

Avtomat Kalashnikova er designet af Mi-khail Kalashnikov og blev introduceret forSovjetunionens Røde Hær i 1947. AK’eren ergasopereret, 7.62x39 mm og skyder 600skud i minuttet.

Der er tale om et relativt stort våben, derer upraktisk og ikke teknologisk nok til vo-res brug som elitesoldater. Fordelen er enstørre kaliber end vores C8, og Taleban og Al-Qaida anvender tilmed ofte armoured pier-cing, panserbrydende projektiler, som kangennemtrænge vores skudsikre veste.

LureminerTil forskel fra almindelige miner er luremi-ner improviseret designede mineringer.

Et eksempel på lureminering er DaisyChains, som er flere sprængladninger for-bundet med hinanden for at optimeresprængningseffekten, når en person udlø-ser tændmekanismen.

Et andet eksempel er en booby trap, enslags fælde, hvor man ofte placerer en gen-

BAG FJENDENS LINJER. I bogen ’Jæger – i krig med eliten’ beretter den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack om Jægerkorpsets missioner i Afghanistan og Irak. Foto: Finn Frandsen

jæger– i krig med eliten

Onsdag 16. september 2009 www.politiken.dkPOLITIKEN 3

I et demokrati er derytringsfrihed. Befolk-ningen har ret til at få etkomplet billede af solda-ternes virkelighed i krig.

Demokratii krig

Derfor gør vi det

Når et demokrati går i krig, gårpressen med. Når Danmarkgår i krig, sættes ytringsfrihe-

den ikke ud af kraft. Pressen er herfortsat, og vi vil gøre vores bedste forat rapportere om krige og deres kon-sekvenser.

Vi forsøger at komme til fronten,eller tæt på. Vi fortæller om forholde-ne i Afghanistan og andre lande,hvor dansk militær er til stede. Vi be-driver kritisk journalistik om de poli-tiske vinde på Christiansborg og i an-dre lande, som er aktive i krig, og harfokus på soldaterne og deres liv somudsendte og bagefter, når hverdagenvender tilbage.

Vi gør det, for at befolkningen kanvurdere Danmarks engagement i Af-ghanistan. En oplyst opinion er afgø-rende i et demokrati.

Derfor har vi valgt at trykke helebogen ’Jæger – i krig med eliten’, somjægersoldat Thomas Rathsack harskrevet. På disse 16 sider kan du læsehele den tekst, som forsvaret forsø-ger at stoppe med et fogedforbud.Der er tale om et uredigeret optryk afdet komplette manuskript, som me-dierne fik fra forlaget til anmeldelse.

Politiken har tidligere bragt et in-terview med forfatteren, skrevet omforsvarets holdning til bogen og gen-optrykt passager på politiken.dksom dokumentation. Nu er der risi-ko for et fogedforbud, når Køben-havns Byret behandler sagen i mor-gen. Det kan stoppe udgivelsen af bo-gen. Men et fogedforbud vil ikke kunvære skadeligt for Thomas Rathsacksytringsfrihed. Det vil også skabe præ-cedens for, at forsvaret kan bremsealle ikkeautoriserede beskrivelser afdanske soldaters gøren og laden.Mest af alt vil det forhindre, at dan-skerne får et nogenlunde realistiskbillede af forholdene for de danskespecialstyrker. I stedet for viden vil viskulle leve med myter om soldater-nes hemmelige operationer i Afgha-nistan.

I forvejen må danskerne leve med,at pressens beretninger fra frontenofte er planlagteture, hvor forsva-ret har inviteretos med. Det giveren mulighed forat komme ind iområder og tætpå kamphandlin-ger, som ellers erumulige eller livsfarlige for journali-sterne at dække. Men vi må ikke en-de i en situation, hvor forsvaret kankontrollere det fulde billede af kri-gen.

Vi har intet ønske om at sætte dan-ske soldaters liv i fare. Men voresegen læsning af bogen er, at den kunindeholder generelle oplysningerom militærets operationer i Afghani-stan. Det synspunkt styrkes af, at for-svaret ikke vil præcisere over for for-laget People’s Press, hvilke oplysnin-ger der kan skade Danmarks ogsoldaternes sikkerhed.

Danmark er et demokrati med enfri presse. Hvis det demokrati skalforblive levende og oplyst, skal alleborgere kunne ytre sig – inklusivesoldater – og alle borgere skal kunneorientere sig, også når det omhand-ler generelle oplysninger om militæ-re operationer. Der er ingen grundtil, at en bog som ’Jæger – i krig medeliten’ skal cirkulere som under-grundslitteratur på internettet og påfotokopierede ark. Bogen er sendt tilen bred skare af journalister, den erude, og derfor er forsvaret på enumulig og misforstået mission.

Med dette særtillæg er manuskrip-tet nu tilgængeligt for alle. Læs selv,og tag kvalificeret stilling.

Forsvaret erpå en umuligog misfor-stået mission

Forsvaret vil forhindre Thomas Rathsacks bog’Jæger – i krig med eliten’ på forlaget People’sPress i at blive solgt i landets boghandler. ForsvarschefTim Sloth Jørgensen begrunder kravet med, at bogen indeholder oplysninger, som vil skade Danmarks sikkerhed og forholdet til fremmedemagter. Politiken har valgt at trykke hele bogen.

Dokumentation

Fortsættes næste side

ANDERS KRAB-JOHANSENNYHEDSCHEF

stand ved booby trap’en for at tiltrækkefjendens interesse og få ham til at gå i fæl-den.

MinerPanserminer og personelminer er de mestalmindelige på landjorden.

Panserminer anvendes mod kampvog-ne, lastbiler og mindre køretøjer. Der skalet tryk på 100-300 kilo til at udløse en pan-sermine, og den vil typisk ødelægge bæl-terne på en kampvogn og forårsage uop-rettelig skade på en lastbil og et mindrekøretøj.

Personelminer har et udløsningstryk på3-8 kilo og bortsprænger typisk dele af etben, når personen udløser minen, som of-test er gravet ned lige under jordoverfla-den.

Mit faste våben Er en C8-SFW (Special Forces Weapon) 5.56mm karabin. En karabin er en kortere typeautomatriffel, som derfor er lettere athåndtere.

Karabinen er konstrueret af canadiskeDiemaco på licens fra amerikanske Colt oger en forbedret udgave af deres M-4 kara-bin. Den er gasopereret, har en kadence på750-950 skud i minuttet og en effektiv sku-dafstand på 400 meter.

C8’eren kan udstyres med flere forskelli-ge sigtesystemer og tilbehør. Jeg foretræk-ker et Aimpoint red dot sigte samt et laser-sigte, som både kan anvendes infrarødt ogaktivt. Desuden kan jeg efter behov på-montere en 40 mm granatkaster.

Mit sædvanlige personlige arsenal be-står desuden af min shotgun, et kortløbethaglgevær, til opskydning af dørlåse ogdørhængsler, min 9mm/kaliber 40 STI pi-stol og en MAC SOG kampkniv i min ud-rustningsvest.

Et våbens kaliber angiver den indvendi-ge diameter af våbnets løb målt i millime-ter.

Slæden på vores pistol, som sidder påoversiden og fører patronerne ind i kam-meret, kan udskiftes, så den kan skydemed to forskellige kaliberstørrelser. Både9 mm og såkaldt kaliber 40, som er etlangt kraftigere projektil.

Operation En militær specialoperation opdeles i syvfaser: forberedelse, indsættelse fra basefrem til afsætning (kaldet insertion), infil-tration fra afsætning til selve operations-området, operationsløsning af den kon-krete opgave, eksfiltration til afhentnings-området og ekstraktion fraafhentningsområdet til basen, hvor sidstefase er debriefing med videregivelse af alleindsamlede oplysninger til ens ledelse oggennemgang af operationen, så man læ-rer af den og gør det (endnu) bedre næstegang.

Patruljer Jægerkorpsets soldater opererer i patrul-jer.

I mange år bestod de af fem jægere: enpatruljefører, en signalmand, en spræng-ningsmand, en sanitetsmand og en spej-der. Men erfaringer fra især Afghanistanhar vist, at patruljerne har brug for mereildkraft, så man opgraderede først med ennæstkommanderende. Siden opstod be-hovet for, at vi blev mobile, så hver patruljehar nu to køretøjer, som man fylder opmed fire jægere i hver, så der nu er otte i endansk jægerpatrulje.

Ud over sin specialfunktion har alle i pa-truljen også sekundære funktioner somfor eksempel maskingeværskytte og mo-torcykelkører. Patruljesystemet er dog ik-ke mere rigidt end, at alle jægerpatruljerkan sammensættes efter de operative be-hov, både hvad angår antal jægere og voresfunktioner.

Predator og Shadow Er såkaldte droner eller UAV-fly, UnmanedAerial Vehicle, der er ubemandede ogfjernstyres af en operatør på en flybase.

MQ-1 Predator er bevæbnet. Det er Sha-dow ikke.

Da det derfor er lettere og dermed kanflyve lavere, er Shadow bedst til overvåg-ning. Det bruges primært til at indhenteinformation om potentielle mål og fjen-der og kan filme under kamp, så styrker påjorden kan alarmeres om flygtende ellertilkommende fjender, ligesom den for ek-sempel kan afsløre, hvis fjenden er ved atplacere vejsidebomber.

Vi havde stor gavn af Shadow på blandtandet operationer i Irak. Tjek selv videoop-tagelser på YouTube.

Vejsidebomber Hedder egentlig IED, Improvised Explosi-ve Devices, og er netop improviserede,hjemmelavede bombeanordninger, somcamoufleres og aktiveres på forskellig vis.

IED kan bringes til sprængning på man-ge måder. Oftest ved hjælp af fjernbetje-ning fra for eksempel en mobiltelefon, be-vægelsessensorer eller blot ved hjælp af etkabel.

IED er ikke kun vejsidebomber, men be-nyttes også hyppigt til selvmordsaktioner,hvor biler eller motorcykler fyldes medsprængstof for at blive bragt til spræng-ning af føreren af køretøjet i en tæt men-neskemængde eller ved strategiske målsom checkpoints og offentlige bygninger.

En særlig type IED er EFP, Explosive For-ward Projectile, som ved eksplosion dan-ner et projektil, der kan trænge gennemselv en pansret mandskabsvogn.

1 DERFOR JÆGERSOLDAT

Vi blæser af sted med over 250km i timen fem-ti meter overden irakiske ørken. Jeg sidderyderst, helt ude ved den briti-ske 101 transporthelikopters

lasterampe og kan tydeligt mærke varmenfra motorens udstødning på min venstrearm.

Det er dybsort nat, men med mine nat-briller har jeg frit udsyn over det mørke,flade landskab, hvor forbrændingsflam-merne fra utallige olieraffinaderier lyserop som store, lysende prikker. Jeg venderblikket mod mine syv patruljekammera-ter fra Jægerkorpset. Det svage lys fra nat-brillerne giver deres øjenhuler i de sorts-værtede ansigter et grønligt skær, og deser som altid rolige og afslappede ud.

Jeg kontrollerer en sidste gang min ud-rustning og mit våben, en C8 karabin. Sårækker helikopterens loadmaster, som di-rigerer os ind og ud af kabinen, to fingre ivejret. Vi er to minutter fra vores mål.

Vi er på »Operation Viking«, en specialo-peration for jægersoldater, som har til for-mål at identificere og indhente informati-on om fjenden og om muligt nedkæmpeham. I nat skal et raketdepot sprængesbort.

Livet er de seneste måneder blevet ethelvede på Basra Air Station, som tidligerevar en civil lufthavn under Saddam Hus-sein. Den tilhører nu de vestlige koali-tionsstyrkers »Operation Iraqi Freedom«og er hovedkvarter for omkring 500 dan-ske soldater i bataljon DANBAT, som er un-derlagt en britisk brigade på 4.000 mand.Hen over vinteren og foråret 2007 har denlokale Jaysh Al-Mahdi-milits, kaldet JAM,fra en radius på 5-10 kilometer affyret ra-ketter mod vores lejr 10-20 gange i døgnet.

Nu vil man have gjort noget ved det ogfinde frem til JAM’s våbendepoter. Til detformål er vi nogle patruljer fra Det danskeJægerkorps, der er tilkaldt.

Dette døgn har været endnu et med ra-ketangreb. 16 styk. Hvoraf ét har dræbt enbritisk soldat og såret to hårdt. Staklernelå på deres senge i deres lille beboelsescon-tainer, da en kinesisk fremstillet 107 mmraket slog ned midt i rummet og forvand-lede området til en kirkegård af blod,knogler og svedne metalstumper.

Så da en af vores jægerpatruljer på en re-kognosceringsopgave identificerer en ra-ket i ørkenen cirka 20 kilometer fra lejrenmed netop en kinesisk 107 mm raket, bli-ver vi meget opsatte. Det depot skal de-strueres.

Samme dag er vores patrulje kommethjem fra en seks døgn lang operation og erlige begyndt at restituere, da vores de-lingsfører, »Overarmen«, kommer ind oggiver os denne operation. I løbet af en ti-mes tid studerer vi området, hvor raketde-potet er, udarbejder procedurer for even-tuel nødhjælp fra en anden patrulje og or-ganiserer hjælp fra et ubemandetovervågningsfly, som fra cirka tre kilome-ters højde kan filme og rapportere om alaktivitet på jorden før, under og efter ope-rationen. Desuden er jeg med til at ind-hente information om raketten, lave enpassende sprængladning til den og udar-bejde proceduren for sprængningen.

Jeg er egentlig ikke vores patruljessprængningsmand, men da jeg tidligerehar været sprængningsmand i fire år ogdesuden været minerydder i en privat or-ganisation, hjælper jeg til.

Nu sidder vi i helikopteren og er to mi-nutter fra den koordinat, som patruljen,der opdagede våbendepotet, har opgivet.Det område, vi skal lande i, er inficeret afenheder fra JAM, som er en af de mest kri-geriske militser i Irak, ledet af den shia-muslimske præst og skyggepolitiker Muq-tada al-Sadr. Vi ønsker på ingen måde atlande, så de opdager os.

Over vores krypterede radio melder pa-truljen, der stadig er i området, at landezo-nen er sikker. Der er et minut, til vi skal lan-de. Da jeg er vores patruljes spejder, sidderjeg yderst, fordi jeg skal først af. Jeg lænermig frem i sædet og gør klar til at sætte afpå loadmasterens signal. Så kommer det –»go-go-go« – og skarpt forfulgt af mine syvkammerater i patruljen springer jeg nedfra lasterampen, ud i den irakiske nat ogvæk fra den store sky af sand, grus og små-sten, som helikopterens rotorblade piskerop. Vi smider os på jorden i en rundkredsog sikrer 360 grader rundt, at landezonener sikker.

Helikopteren letter straks igen og retur-nerer til standby i lejren. Som spejder blin-ker jeg mod den anden patrulje med mitwhitespot, et såkaldt passivt lys på våbnetsom kun kan ses i natbriller. Blinket bliverbesvaret, og vi samles med den anden pa-trulje og glæder os over, at det ubemande-de overvågningsfly, Shadow, melder altokay og ingen aktivitet i området.

Vi er kun tre-fire kilometer fra en by,hvorfra to veje fører ud til depotet. Så detvil givetvis være via dem, JAM vil komme iløbet af kort tid, hvis de har set vores heli-kopter lande. Det her skal gå hurtigt. Mensresten af patruljerne søger væk fra lande-zonen og sikrer os skjult bag nogle sand-volde, søger vores sprængningsmand Ras-mus og jeg mod depotet, der befinder sigcirka 50 meter fra landezonen. Rakettenligger på jorden og peger i retning modvores lejr. Den mangler kun at blive under-støttet af en af JAM’s primitive affyrings-ramper i form af hjemmelavede metal-konstruktioner eller bare sandsække un-der toppen af raketten.

Vi placerer omhyggeligt vores spræng-ladning på raketten og sørger med krafti-

ge elastikker for, at den slutter helt tæt ligeover brandrøret. Det er det mest vitale påraketten, det der får den til at detonere.Ødelæg det, og raketten er uskadeliggjortpermanent.

Jeg kontrollerer alt en sidste gang ogmelder over radioen alt klar til vores pa-truljefører Kenneth. Jeg får grønt lys afKenneth og gør klar til at tænde spræng-ladningen, som jeg har konstrueret til athave to minutters forsinkelse. Jeg tællerned fra fem, og på »tænder« sætter Rasmusladningen i gang, og vi starter vores stop-ure.

Jeg melder »tændt« over radioen, og visøger roligt 40 meter tilbage mod en lillesandvold, som forhåbentlig vil yde til-strækkelig beskyttelse mod fragmenterfra raketten, når den detonerer. De andreligger yderligere 100 meter bag os og sik-rer i alle retninger.

Jeg melder »1 minut« over radioen, »30sekunder«, »10 sekunder« og »5 sekunder«.Så trykker jeg mit ansigt ned i sandet ogbeskytter min nakke med hænderne.

Da de dybe, hule brøl flænser natteluf-ten, letter både Rasmus og jeg fra jorden.Metalfragmenter hviner som projektilerover hovederne på os. Et fragment på stør-relse med en stegepande lander lige bagos og borer sig ned i sandet, så kun toppenstikker op. Vi er begge rystede over denvoldsomme detonation, men vi har detokay og melder over radioen til Kenneth,at vi søger frem og laver en BDA, en battledamage assessment, hvor vi vurderer ska-derne og sikrer os, at raketten er ødelagt.

Vi kommer besværede på benene og sø-ger frem mod det, der nu kun er et stortsvedent krater. Raketten er spredt over fle-re hundrede meter. Så søger vi tilbagemod de andre, som allerede har tilkaldthelikopteren og formet en landezone,hvor den vil lande om fem minutter.

Denne fase er operationens mest kriti-ske, idet eksplosionen i den grad har eks-poneret os i området, så det er med enblanding af hektisk og tilbageholdt ånde-dræt, at vi observerer intenst mod de veje,hvorfra JAM måske vil komme. I radioenhører vi nu den britiske helikopterpilotmelde »two minutes out«, og med ét høresden beroligende lyd af rotorblade, derkommer nærmere og nærmere.

I det samme meldes der i radioen ompersoner i vores område, og der bliverpludselig råbt ved den anden patrulje.Hvis vi kommer i kontakt med fjenden nu,er det dybt kritisk. Så er vores landezone»varm«, helikopteren vil formentlig ikkelande, og vi har et gevaldigt problem.

»One minute out,« melder helikopterenså. Vi tænder alle sammen vores små infra-røde stropelights, som ikke kan ses meddet blotte øje, men kun i natbriller. Så kanpiloten se os og landezonen.

Vi er stadig noget forvirrede over mel-dingen om aktivitet i området. Men da derikke er positiv identifikation, beslutter viat gennemføre vores pickup med helikop-teren. Vi kan nu ikke blot høre, men ogsåse den. Den kommer lavt og hurtigt ind, ogidet den bremser ned, forvandles hele lan-dezonen til en sky af støv og sand. Trykketfra de enorme rotorer gør, at vi må læne osfremover for ikke at vælte.

I det samme ser jeg de to lys med en in-frarød lygte fra loadmasteren, som bety-der, at vi kan løbe om bord. Jeg er den før-ste i formationen og accelerer af al kraftmod helikopterens rampe og springer indi dens bug. Jeg smider mig ned i sædetlangs kabinens væg, og da de andre er in-de, letter helikopteren straks med brølen-de turbiner og sætter med et skarpt drejkursen hjemad mod vores lejr.

Operationen er gået lige efter planen.Raketdepotet er destrueret, og vi blev ikkekompromitteret. Uden at sætte vores egensikkerhed over styr har vi fået stoppet endel af den raketregn, som gør livet i lejrenmere og mere stresset og har fået flere tilat overnatte i de massive beskyttelsesbun-kere rundt omkring i lejren. Vi har selvføl-gelig ikke gjort en ende på JAM og deresmission om at destabilisere det sydligeIrak og tage magten. Men vi har i det mind-ste gjort det sværere for dem at fortsættederes kamp mod os.

Jeg kigger ned gennem kabinen og seren hel række smilende tandsæt lyse syvslørede og svedige ansigter op. Jeg smilerogså selv. Jeg har været med til at sørge forstørre sikkerhed for vores egne styrker, ogjeg føler, at »Operation Viking« er en mis-sion, hvor mit liv med Jægerkorpset går opi en højere enhed.

Lige netop det her – at fuldføre en rigtigkrigsoperation med mine kammerater ipatruljen efter års træning – har været mitmål i alle de år, hvor jeg har satset målret-tet på at komme i korpset. Fra jeg som otte-ni-årig stak af hjemmefra om natten og icamouflageuniform patruljerede om-kring Charlottenlund Fort, og fra jeg som14-årig trænede som en vild op til min er-hvervspraktik i Livgarden. Jeg tænker ogsåtilbage på det opslidende optagelsesfor-løb og forløsningen, da jeg fik den bor-deauxrøde jægerbaret på hovedet og »JÆ-GER«mærket på skulderen. Ligesom jeghusker min desillusion og udtrædelse ef-ter nogle år i korpset og grunden til, at jegefter otte års fravær kom tilbage igen.

Det var på grund af en operation somdenne.

2 FRA INDIANERKAJAK TIL BORDEAUX BARET

M it første sikre minde om Jæger-korpset er den dag, da jeg somung knægt i mine teenageår be-

mærker en forside på Ekstra Bladet med etbillede af en snavset mand med et skæg-get, kronraget fjæs og en smøg i mundvi-gen. Historien handler om en jægersoldatved navn Carsten Mørch, som er blevetnummer ét på et amerikansk overlevelses-kursus for elitesoldater. Målløs af fascina-tion studerer jeg billedet og historien omde uhyrligheder, Mørch har gennemgåetpå kurset.

Det er den 24. oktober 1984, og jeg harindtil da kun hørt sporadisk om de danskeelitesoldater i Jægerkorpset, som jeg dogalligevel allerede er udefinerbart fascine-ret af. Men efter at have læst om CarstenMørch, jæger nummer 172, bliver min al-mindelige interesse erstattet af et inder-ligt ønske om at blive jægersoldat. Jeg vilvære en del af denne militære eliteenhedog den mystik, som de ukendte super-mænd er omgivet af, og jeg er sikker på, athvis jeg kan blive jægersoldat, kan jeg gåpå vandet, og resten af mit liv vil blive enleg. Fra da af brænder jeg for mit mål, ogde næste seks år af mit unge liv er det helemin drivkraft. Alt andet synes mere ellermindre ligegyldigt. Drømmen om denbordeauxrøde baret er lokomotivet, derskal føre mig til målet.

Jeg er født i 1967 og vokset op i Charlot-tenlund nord for København. Min far varjurist og historiker og underviste på Kø-benhavns Universitet. Min mor er uddan-net lægesekretær, men til glæde for mig ogmin fem år ældre bror, der i dag er jurist,var hun mest hjemmegående.

Det var et trygt og ressourcestærkthjem. Mine forældre satte ingen begræns-ninger i form af stramme forventningereller krav. De havde ikke ambitioner på mi-ne vegne, men bakkede altid op om devalg, jeg traf. Jeg blev dog også opdragetlidt konservativt efter den gamle skole,hvad angår manerer og pli, og jeg kunnegodt få en endefuld, men så havde jeg for-tjent det, og jeg har bestemt ikke taget ska-de.

Generelt er jeg glad og nem som dreng.Fra jeg er helt lille, elsker jeg naturen ogkan få timer til at gå med at lege, pille ogrode i den. Jeg går altid foran huset og kig-ger ned i gruset, så mine forældre blivernervøse for, om der er noget galt med mitsyn. Og allerede fra jeg knap kan gå, prøverjeg at gå uden om myrer på min vej. En be-skyttertrang over for dyr, som har holdtved.

Jeg er også meget sportsligt aktiv. Dyr-ker svømning, badminton, tennis, fod-bold, løb, orienteringsløb, vægttræningog salonriffel, og allerede fra jeg er seks år,leger jeg meget soldat. Da jeg er otte-ni år,køber jeg for mine opsparede midler enportugisisk camouflageuniform pr post-ordre, og min ven Frederik og jeg begyn-der at sætte vækkeuret til om natten, hvorjeg trækker i min uniform. Og uden at mi-ne forældre ved det – og det gør de stadigikke – lister jeg ud af huset og over i sko-ven, hvor vi bygger baser og huler og listerrundt og patruljerer. Vi har også en lege-tøjskajak med indianere på, som vi malercamouflagegrøn med spraymaling og sejl-er over voldgraven ved CharlottenlundFort. Her laver vi kommandoraids modfolk på campingpladsen. Vi laver småhjemmelavede sprængladninger af ka-nonslag, hvor vi forlænger lunten med lidtkrudt, så det giver en forsinkelse på 10-15sekunder, så vi kan nå væk eller i skjul bagbuske, når campisterne bliver vækket ogkommer ud og råber ad os.

I skolen er jeg middelmådig og fravæ-rende. Jeg sidder og tænker på sport, naturog soldaterliv, og det bliver skelsættendefor mig, da vi skal i erhvervspraktik i 8.klasse i november 1980. Jeg skal en uge tilLivgarden i København og tager forbere-delsen meget alvorligt. Adskillige måne-der før går jeg i gang med skrap styrketræ-ning, løb, terrænløb, løb med tung rygsækog forhindringsbane. Af en nabo, som ertidligere hjemmeværnsmand, låner jeg engammel hjemmeværnsuniform og et parudslidte støvler, som jeg løber rundt i iskovene.

Mine venner og familie minder miggentagne gange om, at det bare er er-hvervspraktik. Men jeg insisterer på, at deter vigtigt for mig at præstere bedst muligti løbet af den uge.

Det bliver en helt fantastisk uge for mig.Vi er fem praktikanter, og en overkonsta-bel af 1. grad tager os igennem dagene ogøvelserne. Vi kommer på skydebane ogskyder med et gevær M/75 7.62 mm, der ermange gange kraftigere, end noget jeg tid-ligere har prøvet, så det giver et større re-kyl og river godt i skulderen – en stor ople-velse. Vi løber i kampvognsspor, op og ned,op og ned, og konstabelen kører bag os imilitærjeep og presser os fremad, hvilketjeg elsker, for så kan jeg rigtig vise, at jeg eri god form. Hver morgen deltager vi også iLivgardens morgentræning, og jeg kansom 13-årig sagtens matche de professio-nelle soldater. Jeg distancerer faktisk defleste og kommer altid i den bedste fjerde-del. Det viser mig, at jeg er på rette spor ogtænder mig endnu mere på min videre sol-daterfærd.

Efter at jeg som 17-årig læser om CarstenMørch, bliver det for alvor målrettet. Mindrøm om Jægerkorpset er efterfølgendedet eneste, jeg fokuserer på. Jeg begynderat planlægge min træning systematiskdag for dag, uge for uge og år for år. Jeg lø-ber hundredvis af kilometer i støvler oguniform. Terrænløb og orienteringsløb fo-regår også i uniform og støvler, og jeg fyl-der min gamle rygsæk op med sten, bøgerog Vejvæsenets 30 kilo tunge saltsække ogløbetræner på alle de trapper, jeg kan fin-de.

Jeg går mørke og kolde, nordsjælland-

ske landeveje og skove tynde, dag og nat,sommer og vinter. Enkelte gange går jegknap 80 kilometer fra København til Nord-kysten og retur sydover igennem skove oglandsbyer. Jeg svømmer i det iskolde vandi Øresund i min gamle, lånte hjemme-værnsuniform og læderstøvler. Og jeg so-ver ofte i dagevis alene i de nordsjælland-ske skove for at vænne mig til mørket ogdet at være isoleret. En træningsdag påmellem fire og seks timer er normal, ogselvom jeg ofte er udmattet, kold, sultenog våd, fortsætter jeg på mine blodige ogslidte fødder, mens drømmen om at blivejægersoldat bliver mere og mere rodfæ-stet i min bevidsthed.

Allerede fra jeg er en ung dreng, ved jeg,at et almindeligt og borgerligt liv med fa-ste og forudsigelige rammer ikke tiltalermig. Jeg vil opleve og smage verden, og li-vet som soldat, ultimativt jægersoldat, sy-nes oplagt. Udover min træning når jeg imin sidste skoletid og efter skolen at ar-bejde lidt med at dele reklamer ud, vaskeop på Restaurant Ryttergården i Klampen-borg og stå i DSB-kiosken på Charlotten-lund Station. Men det er først rigtigt arbej-de for mig, da jeg som 18-årig skal i militæ-ret.

Jeg begynder på Sergentskolen på Søn-derborg Kaserne og fortsætter på Reserve-officersskolen i Oksbøl, hvor jeg dumperden afsluttende løjtnant-eksamen i fagettaktik. Jeg fortsætter dog som sergent vedLivgarden i København i fire år, og i januar-februar 1990 bliver det rigtig alvor, da jegbestår en række fysiske prøver, som Livgar-dens idrætsofficer kontrollerer, og på denbaggrund optages på Jægerkorpsets pa-truljekursus.

I dag foregår rekrutteringen på Flyvesta-tion Værløse en gang om året, og der er og-så et fem dages forkursus, som ikke eksi-sterede i 1990. Men nu står jeg dér, hvor jeggerne vil stå. På første trin på en lang og sejvej mod at blive jægersoldat.

»Jægercorpset i Sielland« hedder lan-dets første kompagni af elitesoldater, dakorpset i 1785 bliver oprettet med 130-160mand på Kronborg i Helsingør med mot-toet »Forrest mod fjenden«. Som sådan ek-sisterer korpset til 1860, inden det genop-står igen i 1864 for at blive nedlagt endnuen gang i 1951. Den nyere historie med »Detdanske Jægerkorps« begynder i 1961 på Fly-vestation Aalborg.

Det er her, jeg træder ind til en af ver-dens hårdeste uddannelser i 1990. Krave-ne har ikke ændret sig, siden de blev ned-fældet således i 1961: »En jæger er en speci-aluddannet soldat, der har gennemgåeten særlig uddannelse, der sætter ham istand til at løse en lang række krævendeopgaver. Der stilles derfor store krav til enjæger, med særlig vægt på gode færdighe-der i patruljeteknik og -taktik, selvdisci-plin, selvtillid og snarrådighed. Der kræ-ves en god moral, disciplin og udholden-hed, samt en høj grad af evne til atsamarbejde, således ofte under barske vil-kår, såvel under uddannelse som indsæt-telse i forskellige operationer. Det er der-for kun soldater, som består grunduddan-nelsen meget overbevisende, der somafslutning modtager den bordeauxrødebaret og senere jægermærket, der er jæ-gernes kendetegn.«

Det siger sig selv, at man som jæger ikkemå have nogen sygdomme, og man skalhave normal hørelse og syn og må hellerikke være farveblind. Selvfølgelig skal fy-sikken være i orden. Men det er mindst li-ge så vigtigt, at man er mentalt stærk, haren indre ro, er troværdig og tillidvækken-de, har stor viljestyrke og en veludvikletsans for samarbejde, gensidig respekt ogen altid hundrede procent professionelindstilling til arbejdet. Mange tror, at manskal være en machotype og et stort brødfor at blive jæger, men det er langtfra til-fældet. Der er også brug for små jægere, ogvi spænder i størrelse fra 70 til 100 kilo ogstørrelse 36 til 48 i sko. Jeg selv er en stør-relse 90 kilo, skonummer 44 og er 1,85 høj.

Fra 1961 til 2009 er der blevet uddannet362 jægere, eller i gennemsnit knap otteom året, selvom der et år kun var én egnettil den faste operationsstyrke på 50-60operative jægere. Opgaven for korpset erat kunne indsættes i både nationale og in-ternationale operationer, hvor konventio-nelle styrker ikke kan anvendes, fordi deikke som jægerne er specialuddannede,organiserede og udrustede til at udføreopklarings- og kampopgaver under særligekstreme og farlige vilkår i fjendtligt ter-ræn. Forudsætningen er som regel, at in-gen opdager os. At løse opgaver uden atblive erkendt, som vi kalder det, er en af jæ-gerens fornemmeste opgaver, og det er let-test, hvis man er ganske få mand og opere-rer i patruljer på seks-otte mand.

Jeg begynder på et ni-ugers patruljekur-sus på min 23 års fødselsdag, den 4. marts1990. Kurset har til formål at lære os omsamarbejde i små patruljer og indføre os ibasale principper som gummibådssej-lads, helikoptertræning, at bygge tovbro-er, svømme i koldt vand, operere om nat-ten og infiltrere ubemærket frem til etmål.

Vi er udenfor stort set hele tiden i de niuger i marts og april og er konstant våde,trætte, sultne og kolde. Specielt er der enhelvedes masse marcher, men jeg er eks-tremt godt forberedt gennem seriøs og in-tensiv træning i næsten to år. Jeg har selvgået ture, der er værre end det, jeg opleverher. Rent faktisk er jeg i alt for god form ibegyndelsen. Jeg har derfor svært ved atholde min formkurve oppe, men som kur-set skrider frem, bliver jeg stabil. Jeg erkonstant med blandt de forreste, opdagerat jeg ikke har nogen udprægede svaghe-der, og der er aldrig noget tidspunkt, hvor

Født 4. marts 1967.Vokser op i Charlottenlundnord for København.Hans far var jurist og histori-ker og underviste på Køben-havns Universitet, og hansmor var uddannet lægesekre-tær.Han er i erhvervspraktik i 8.klasse i november 1980 i liv-garden.I 1985 bliver han sergent i liv-garden.I august 1991 får han overraktdiplom som jægersoldat nr.229 i jægerkorpset.Han begynder på civile merko-nomkurser i første halvdel af1993 og forlader jægerkorpset.I begyndelsen af 1995 beslutterhan at lære spansk og flyttertil Sydamerika.I halvandet år bor og rejser hanprimært i Argentina, Chile,Uruguay og Bolivia og foto-graferer for Elle, Euroman, Jyl-lands-Posten og lokale maga-siner og aviser.I september 1997 kommer hantil Danmark igen og går ind iit-branchen. I to et halvt år ar-bejder han for Mermaid Com-puter og TopNordic.I 2000 bliver han programlederi Kaukasus for Danish Demi-ning Group, der rydder minerog efterladt ammunition.I april 2001 rejser han til Afgha-nistan og står for mineryd-ning for Danish DeminingGroup.Efter terrorangrebet mod USA11. september 2001 forladerhan i al hast Afghanistan.I slutningen af 2001 går hanigen ind i jægerkorpset ogkommer til Afghanistan for atjagte al-Qaeda- og Talebanfolksammen med andre landeselitesoldater. Deltager i adskil-lige hemmelige aktioner fremtil juni 2002, hvor han venderhjem.I de følgende år deltager han iflere hemmelige aktionersom jægersoldat i både Afgha-nistan og Irak.I 2008 forlader han jægerkorp-set og bliver ansat som ud-dannelsesofficer i Totalfor-svarsregion København un-der hjemmeværnet.I september 2009 bliver hanfrataget sin sikkerhedsgod-kendelse som følge af sinkommende omstridte bog’Jæger – i krig med eliten’.

Blå bogThomasRathsack

2 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

Ansvarshavende redaktørTøger Seidenfaden

Layout Claus Paaskeog Tomas Østergren

Langsomt kom-mer jeg på benene,får rullet min fald-skærm sammen ogfinder årsagen til, atiltmasken er gået op

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 3POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

jeg tvivler på, om jeg kan klare det. Vi er 94 håbefulde, der starter, og man

skal som beskrevet i optagelseskravene be-stå »meget tilfredsstillende« for at gå videreog komme på jægeraspirantkursus. 38 be-står, men kun 25 af os med et »meget til-fredsstillende«, så vi efter en uges pause erklar til at starte på otte ugers jægeraspirant-kursus sammen med ti andre aspiranter fraåret før.

Jægeraspirant er et mere individuelt ori-enteret kursus, hvor man stadig vurderes påsine evner til at samarbejde, men 70 procentaf tiden arbejder man for og med sig selv.Her er det formålet at nedbryde individet ogse hans reaktionsmønster under ekstremtfysisk og psykisk pres.

De otte uger er én stor prøvelse, kun af-brudt af enkelte friweekends. Det værste eruvisheden. Man ved aldrig, hvad der skalske. Og alt skal gå hurtigt. Når vi køber mad ikantinen, spiser vi det allerede i køen indenkassen, og alt mellem øvelser skal foregå iløb, også i kantinen og til toilettet. Det serselvfølgelig tosset ud, at der sådan hele ti-den løber jægeraspiranter rundt på flyvesta-tionen, men man er for træt og slidt til at semorskaben, skal jeg hilse og sige, og hvisman glemmer at løbe, bliver man »beløn-net« med 20 armbøjninger. Glemmer mandet én gang til, er »belønningen« 12 kilome-ter rundt om flyvestationen om aftenen, nårdine kursuskolleger holder fri.

Fysisk er det mest modbydelige den så-kaldte koldtvandstilvænning, som betyder,at vi stort set hver morgen i uniform og støv-ler svømmer i 7-10 grader koldt havvand ogdykker efter bly på bunden af NørresundbyLystbådehavn eller Friluftsbadet i Aalborg.»Vådeugen« med fysiske øvelser på flyvesta-tionen er også virkelig slem. Her er det ene-ste formål at stresse os aspiranter ved kon-stant i fem dage at holde os gennemblødteaf koldt vand. Cirka hver anden time blivervi beordret ned i en af branddammene påområdet, og vi må ikke skifte tøj.

Der er også udskilningsløb, hvor vi løberop og ned i en grusgrav, indtil et antal aspi-ranter falder om af udmattelse og dermedudgår fra kursus. De, der stadig står, er så vi-dere.

Også en ugentlig selvtillidsprøve sortererfra. Blandt andet skal vi kravle op i en 130meter høj elmast og balancere på en 20 cen-timeter bred stålbjælke. Og vi skal lave »dødmur«, hvilket vil sige, at vi fra 10-metervip-pen i svømmebassinet skal falde forlænsned og med hænderne langs siden lande påhovedet. Det bliver ofte til mavelandinger,som gør afsindig ondt. Selvtillidsprøverneer med overlæg så grænseoverskridende, atman får aspiranterne til at tvivle, og tvivlereder ikke vil og kan ofre alt, er der ikke brugfor som jægere.

Jeg må også indrømme, at efterhåndensom aspirantkurset skrider frem, giver fra-faldene mig en vis kynisk tilfredsstillelse.Jeg står jo stadig.

Som aspirant er konkurrencen selvfølge-lig hårdere, men igen bliver jeg hurtigt over-bevist om, at jeg vil bestå kurset, hvis barejeg ikke får skader. Efter fire uger sker så dét,der ikke må ske. Jeg får en voldsom seneske-dehindebetændelse i begge mine skinne-ben. Så meget, at de væsker og svulmer op iposer, der hænger i tennisboldstørrelse udover mine støvlekanter. Det er så slemt, atjeg får bevilget to eftermiddage til at tage tillægen og blive behandlet med nogle tryk-puder på benene, og jeg får også lov at få lidtsmertestillende medicin. De øvelser, de an-dre laver imens, skal jeg så lave om aftenen,men da jeg ikke får hvile, bliver betændel-sen ved med at være der resten af forløbet,dog mindre. Det gør mig selvfølgelig enanelse bekymret, men det er ikke noget, derkan få mig til et eneste sekund at overveje atgive op. Jeg er så sindssygt opsat og eks-tremt fokuseret, at de kan byde mig hvadsom helst. Jeg har gået med det her mål i allede år, og det er der intet, der skal ødelægge.

Selvfølgelig er det langvarige slid på kropog psyke en reel mishandling af kroppen.

Elitesportsfolk lever harmonisk med denrette mængde søvn og den rigtige kost, debliver aldrig rigtig kolde og våde i længeretid, og deres krop får massage, fysioterapiog den rette tid til at restituere. Vi får noglegange ingen og i bedste fald et minimum afsøvn. Ofte sover vi kun mellem fem og ti ti-mer fra mandag til fredag under konstantfysisk og mentalt pres, og der er ingen mu-lighed for ordentlig restitution.

I løbet af patruljekurset løber og går jeg870 kilometer. På aspirantkurset bliver dettil 1.100 kilometer, og på et tidspunkt er jegude på 60 kilometer med 40 kilo udrust-ning, som skal klares på under 12 timer. På etandet tidspunkt to gange 50 kilometer in-den for 48 timer. Desuden svømmer jeg 45kilometer.

Jeg klarer det og er som regel, ligesom påpatruljekurset, blandt de fem bedste til alleprøver. Min ekstremt gode, fysiske form ogen evne til at tilpasse og indordne mig hjæl-per mig godt på vej. Jeg er også god til at fra-sortere alle negative tanker og hele tiden fo-kusere på det positive. For eksempel ved atsige til mig selv, at »det er bare smerte«, »dudør ikke af det her« og »om kun fire uger erdet hele overstået, og mit liv vil ændre sigfor bestandig.«

Jeg sørger for konstant at vise overskudog klart tilkendegive, at jeg, ligegyldigthvad, ikke har tænkt mig at give op. På intettidspunkt tøver jeg, for jeg vil sikre mig, atinstruktørerne ikke er i tvivl om mig. Samti-dig bibeholder jeg en vis ydmyghed somperson, for jeg ved, at korpset frasortererfolk med for store armbevægelser, store ego-er og dominante træk.

Min eneste bommert er, da jeg en dagglemmer min nøgle på mit værelse. Ni ud afti gange vil det ikke blive opdaget, men jeger så uheldig, at jeg bliver bedt om at hentenoget i mit skab, og da min makker ikke er

på værelset, kan jeg ikke komme ind. Som»belønning« og »erkendtlighed« får jeg ud-leveret en metalnøgle, som er knap to meterlang og 20 kilo tung. Den skal jeg bærerundt på. Den latterlige nøgle er væsentlighøjere end jeg selv, og konstant i fem dageslæber jeg rundt med den. På patrulje, påtoilettet, overalt. Det irriterer mig mest, for-di jeg nu er blevet bemærket på en negativmåde, men også fordi det er en belastning,som de andre ikke har. Dermed kan jeg ikkevære den bedste.

Andre kommer til at slæbe rundt på ethalvanden gange to meter stort papskilt, dade mister et kort, og den der går langsomstfår udleveret en gul sikkerhedshjelm fra enbyggeplads og en gul kappe. Så kan vi læredet. Jeg synes, at det er helt fint, at man straf-fer sådan. Det er i hvert fald meget effektivt.Jeg har aldrig glemt en nøgle siden.

Da kurset er ovre, afslutter vi med en selv-tillidsprøve: 18 meter frit fald i en sø, som be-lønnes med 20 armbøjninger og en »Doc-tors Special«-blanding af alskens sprut. Jegbestår kurset som én ud af otte blandt de 35startende aspiranter, og min kursusleder si-ger de magiske ord om min indsats: »Rath-sack, det er for godt til at være sandt.«

Jeg havde aldrig før i mit liv været så stolt. Jeg får nu udleveret Jægerkorpsets mær-

ke, Jægerhornet, til at sætte på min ud-gangsuniform og min almindelige, sortekamptropbaret. Den bordeauxrøde baretmå vente til efter yderligere forhindringerog uddannelse. Blandt andet skal jeg gen-nem et to ugers faldskærmskursus og på treugers kampsvømmerkursus ved Frømands-korpset i Kongsøre ved Isefjorden. Jeg skalgodt nok ikke være frømand, men vand måheller ikke være en hindring for at nå mitmål på en mission, så jeg bliver blandt an-det heglet igennem 10 kilometer svømningi åbent hav, fridyk ned til ti meters dybde ogøvelser i at binde knob og stik under vandet.Desuden stifter jeg indgående bekendtskabmed Maren, en træstamme på flere hund-rede kilo, som vi kursister rallende løberrundt med i skovene omkring Kongsøre.

En varm og solrig formiddag i sommeren1990 står jeg således solbrændt efter treuger i Frømandskorpset i min udgangsuni-form til udnævnelsesparade med mine syvmedaspiranter på Flyvestation Aalborg. I 10år har jeg set frem til dette øjeblik. Det harværet min gulerod under mange sure, kol-de og ensomme træningstimer. Og det er etabsolut klimaks i mit liv, da min overordne-de sætter den bordeaux baret på mit hovedfor første gang. Jeg er nu optaget i Jæger-korpset som jæger nummer 229.

Optagelsen er dog kun som en slags elev.Jeg mangler et års jægergrunduddannelse.Først derefter er jeg fuldgyldig jægersoldat.Først da må jeg bære det ultimative jæger-tegn, skuldermærket »JÆGER«. Først da kanjeg indgå i konkrete missioner og operati-oner for korpset.

3 INGEN ILT

J eg føler mig flyvende. At være indehaveraf den bordeauxrøde baret og nu væreet godt stykke gennem et års grund-

uddannelse giver mig næsten vinger. Halvdelen af tiden er jeg på øvelser i ud-

landet, og jeg bliver uddannet i kommuni-kationsmateriel, sanitetstjeneste, signaltje-neste, sprængningstjeneste og i korpsets vå-ben. Hele tiden kommer jeg tættere på atblive fuldbyrdet jæger.

En af korpsets mest centrale kompeten-cer er faldskærmsoperationer, som der ermeget respekt omkring i Special Forces-ver-denen. Og nu er det min tur til at blive indvi-et i et højt specialiseret iltspring i somme-ren 1991 i luften over Aalborg.

På dette tidspunkt elsker jeg at springe ifaldskærm. Jeg deltager i alle de spring, jegoverhovedet kan komme i nærheden af. Udover de fire-fem uger om året i Jægerkorpsetdeltager jeg på det militære bruttolands-holds træningsture, i militære begivenhe-der som jubilæer, samt i civile faldskærm-stræf og demonstrationer til sportsarrange-menter, byfester og lignende.

Men én ting er et spring på en varm som-merdag med en let skærm og uden tung ogbesværlig udrustning. En helt anden sag eret militært iltspring tre gange så højt somnormale spring. Sådan et spring på en koldog mørk vinternat med ilt og mange kilosudrustning mod en ukendt landezone er enrejse ind i det ukendte. Det er hårdt arbejdeog indebærer store risici.

Der findes to slags iltspring, HAHO og HA-LO. HAHO betyder »High Altitude High Ope-ning« og indebærer, at man springer ud fraflyets maksimalhøjde på typisk 30.000 fod –10 kilometers højde – og få sekunder efter atman er sprunget, trækker man sin skærmog navigerer efter en given kompaskurssvævende ind bag fjendens linjer.

Fordelen ved HAHO-spring er, at man kanindsætte jægersoldater i forholdsvis stor af-stand fra det udpegede mål. Jeg har undergunstige vindforhold svævet helt op til 60kilometer i luften over Nordjylland.

Når man lander sammen med resten afpatruljen, sikres landezonen, hvorefter mangraver faldskærmene ned og fortsættermed at løse den pålagte opgave bag fjen-dens linjer.

Ulempen ved HAHO er, at der er relativtstor risiko for at blive opdaget fra jorden,fordi man svæver i luften i op til 50 minut-ter. Derfor kan man i stedet vælge at springeHALO, som står for »High Altitude Low Ope-ning«, hvor man stadig springer fra 10 kilo-meters højde, men springeren venter medat trække sin skærm til sidste øjeblik. Detminimerer risikoen for at blive opdaget,mens man er i luften, idet man med et frit-faldsspring fra 10 kilometers højde faldermod Jorden med omkring 400 km i timenpga. den tynde luft, i forhold til små 200 km

i timen ved et normalt faldskærmsspring.Til gengæld er man ved et HALO-spring nødttil at indsætte jægersoldaten tættere på må-let, da han ikke svæver særlig lang tid i luf-ten.

Uanset om der er tale om HAHO eller HA-LO kræver denne form for spring en ekstragrad af forberedelse. Rygsækken skal pak-kes omhyggeligt med nødvendig udrust-ning som mad, vand, sovepose, tøj, observa-tionsudstyr, radio, ammunition og spræng-ningsudstyr. Alt i alt kan rygsækken endemed at veje helt op til 70 kilo, og så er detekstra vigtigt at fordele vægten rigtigt, daenhver form for uligevægt kan få alvorligekonsekvenser under det frie fald. I bedstefald kan det blot betyde et ustabilt fald. Iværste fald risikerer man at ende i et ukon-trollabelt spin, hvor man på grund af devoldsomme centrifugalkræfter til sidst mi-ster bevidstheden.

Som en vigtig del af forberedelsesfasenpakker man altid sin faldskærm og udrust-ning selv. Kompas og højdemåler spændespå fronten, iltflasken monteres i en særliglomme på seletøjet, og våbnet må selvfølge-lig ikke være i vejen for faldskærmens liner,når den udløses. I timerne inden springethar jeg været minutiøst igennem paknin-gen af min faldskærm, rygsæk og mit øvrigeudstyr, og det hele kontrolleres en ekstragang umiddelbart før take-off af den ansvar-lige for springet – springlederen.

Nu sidder jeg i et Hercules C-130 trans-portfly og føler mig efter to tidligere HALO-spring klar til mit første HAHO-spring. Flyeter ikke ligefrem berømt for sin komfort. Etrødt net langs siderne i kabinen bliver kaldtsæder, og et moderne begreb som tempere-ring er komplet ukendt i dette fartøj. Entensveder man tran eller ryster af kulde underflyvningen.

Vi er koblet til flyets fælles iltanlæg, ogved siden af mig sidder min patruljefører,Morten, en lille tætbygget, fåmælt, men ven-lig fyr sidst i tyverne. Med over 600 gennem-førte spring er han dreven, og hans rolige ogsindige væsen er altid en beroligende faktorfor os andre i patruljen. Han vender sig modmig, og selvom han har iltmaske på, kan jegse, at han smiler. Hans øjne lyser af velværeog tilfredshed over at være på hjemmebane.

Jeg beundrer Mortens næsten naturligecoolness. Men samtidig irriterer det mig ensmule, fordi jeg ikke selv kan være lige så co-ol. Faktisk er jeg en smule bange, før jeg skalprøve det farlige spring for første gang. Jeger våd af sved under de mange lag tøj og dengrå, kluntede springerdragt yderst, og jegkan smage den salte sved på gummiet i miniltmaske. Jeg trøster mig dog ved, at selvMortens ansigt er lige så svedperlende sommit.

Om lidt skal vi springe ud i det kolde ogugæstfri himmelrum 10 kilometer over dentrygge og varme, danske sommermuld. Alleer tændte, koncentrerede og fokuserede påden næste times arbejde på denne usæd-vanlige arbejdsplads. De sidste par timersforberedelser til springet har været anstren-gende. Så på trods af faren ved denne kom-plekse type spring føler jeg det forløsende,at jeg om få minutter skal lade mig falde ud i50 graders kulde med en cirka 60 kilo tungrygsæk spændt på kroppen.

Blottet hud i denne højde er ensbetyden-de med næsten øjeblikkelige forfrysninger.Jeg bruger derfor store luffer for at beskyttehænderne og et rørhalstørklæde til halsen.Mit hoved og ansigt er beskyttet af hjelmen,briller og min iltmaske, som er sat på hjel-men med to spænder og et par kraftige ela-stikker som sikring.

Min rygsæk er forbundet med faldskær-men i en såkaldt sænkeline, der gør, at jeg

kan frigøre den umiddelbart inden landing,så landingen bliver mere sikker. Rygsækkener spændt på bagsiden af mine ben medbunden øverst, og jeg har et ben gennemhver skulderrem. Det sikrer den mest natur-lige position til underkroppen under selvespringet, men medfører også en mindst ligeså unaturlig stilling i sædet før springet.

Flyet stiger ikke længere, og det påbegyn-der et svagt drej mod højre. Vi er nået til vo-res springhøjde. Flyets lasterampe åbner siglangsomt, og et blødt, varmt sollys fylderlastrummet. Jeg bemærker, at mine firekammerater fra patruljen samtidig drejerhovederne og kigger respektfuldt mod denstore lasterampe, som nu er helt åben.

Vores springleder, Mike, klapper medhænderne og holder seks fingre op foran os:seks minutter til afgang. Enhver form for ta-le er udelukket, eftersom vi har iltmaskerpå. Men selv uden iltmasker ville det pågrund af den intense motorlarm i en Hercu-les være så godt som umuligt at forstå tale.

Kort efter laver Mike en langsom rund ogopadgående bevægelse med sine arme,nærmest som om han dirigerer et orkester.Det er signalet til, at vi skal rejse os op. Vi lig-ner en flok oldinge med vores hæmmede ogakavede bevægelser, da vi efter lang tid ihalvt oprejst fosterstilling langsomt kom-mer på benene.

Vi kobler af det fælles iltanlæg og tændervores egen forsyning, så vores »ilt-medic«kan foretage sit sidste tjek. Han stiller sigforan hver af os og kigger os dybt i øjnene,hvorefter han spørgende vender tommel-fingeren opad. Vi returnerer hver især hansblik, nikker og laver også thumbs up. Heref-ter foretager Mike den sidste kontrol af vo-res udrustning og faldskærm. Alt er, som detskal være, og han kvitterer med et kontantklap på skulderen. Resten er op til mig, minfaldskærm og himlen over Aalborg.

»To minutter«. Vi vender os alle om medfront mod rampen. Mike vinker os længerefrem. Jeg er den bagerste i rækken, og de firespringere foran mig fremstår i en klar silhu-et fra det kraftige sollys. I et surrealistisk ind-fald minder de mig mest af alt om fire ping-viner med deres stive små skridt.

Mike klapper atter hænderne sammen ogløfter én finger. »Et minut«.

Jeg mærker mit hjerte slå hårdt og glem-mer alt om sved og den elendige komfort,da jeg nu for første gang kan se et fint, detal-jeret landkort fremstå under mig. Det er etmageløst syn. Jeg kan ane den sydlige spidsaf Norge, Skagen ligger til venstre, en by ne-de til højre på østkysten må være Randers, imidten ligger Aalborg og lige nord for Lim-fjorden flyvestationen, som er vores mål.

Vi rykker tæt op ad hinanden i en række,da det er vigtigt at komme ud af flyet megethurtigt efter hinanden. Flyet har i den tyndeluft i denne højde en hastighed på 650 km itimen mod omkring 350 ved normal flyve-højde. Så hvis afstanden mellem vores ud-spring bliver for stort, er det næsten umu-ligt at lokalisere hinanden og svæve somperler på snor til en samlet landing.

»10 sekunder«. Det sidste tidssignal gives,og forreste mand rykker helt hen til kantenaf rampen. Den røde lampe i hver side aframpen lyser klart. Mike holder sin hånd påforreste mands skulder og iagttager lam-pen, som inden for ganske få sekunder sluk-kes. Så er der grønt. Mike klapper den førstemand hårdt på skulderen. Han lader sigmed åbne arme falde ud over rampen forderefter at forsvinde. Jeg kæmper mig medsmå, patetiske skridt frem lige bag Morten.Han får klappet af Mike, og uden tøven, mensikkert og scenevant begiver han sig ud påsin helt egen lille fornøjelsestur.

Da jeg springer, rammes jeg de første par

sekunder af fart og turbulens, og mine be-skyttelsesbriller dugger, så jeg næsten ikkekan se noget. Jeg får dog et glimt af en sprin-ger, som netop har trukket sin skærm. Detmå være Morten, og det ser helt roligt ogkalkuleret ud. Jeg har mine arme halvt ud-strakte for at øge stabiliteten i faldet. Ryg-sækken føles fin og afbalanceret. Jeg findermit udløserhåndtag med højre hånd ogkompenserer denne bevægelse med ven-stre arm, som jeg drejer ind under mit ho-ved. Så trækker jeg i håndtaget, strækker ar-mene fremefter og er klar til at modtage ryk-ket fra faldskærmen, der tager luft ind.

Men selv ikke de mest bistre formaningerom de kræfter, man med 650 km i timen eroppe imod i denne højde, forbereder migpå det ekstreme ryk, jeg oplever ved op-bremsningen. Jeg bliver kastet frem i seletø-jet og har ingen kontrol over mine bevægel-ser. Trykket presser luften ud af mine lunger,og jeg hører mig selv stønne højlydt. Jeghænger dog stadig i seletøjet og fatter mig,kigger op og konstaterer, at faldskærmen erfoldet ud og alle skærmens celler fint fyldtemed luft. Min skærm er bærende.

Men i det samme mærker jeg en isnendekold vind piske mod mit ansigt og en stik-kende følelse i mine læber og mund. Netopden følelse må man ikke mærke, når manhænger i sin faldskærm i 10 kilometers høj-de. Jeg ved præcis, hvad der er sket: Min ilt-maske er sprunget op i højre side og hæn-ger nu og dingler kun i den venstre lås. Deter rigtig skidt. Udover en fejlfunktion i fald-skærmen er denne situation en af dem, manfrygter mest.

Uden ilt i denne højde vil jeg besvime i lø-bet af meget kort tid. Jeg kender min egenbegrænsning ud fra kontrollerede forsøg påFlyvemedicinsk Institut på Rigshospitaletog ved, at jeg kun har cirka 30 sekunder, in-den jeg besvimer og svæver livløs rundtuden at have indflydelse på, hvor jeg ender. Iværste fald bliver det næste halve minut mitsidste i levende live, og jeg er fuldt bevidstom alvoren. Og dilemmaet.

Jeg kan tage mine luffer af og forsøge atsætte masken på igen og få den nødvendigeilt. Problemet er, at det vil give mig sværeforfrysninger på mine hænder i løbet af fåsekunder på grund af den ekstreme kulde,og med forfrysninger bliver jeg ukampdyg-tig. Jeg kan endda risikere at miste en ellerbegge luffer i forsøget på at sætte maskenpå plads, og det vil formentlig føre til per-manente frostskader på mine hænder, såjeg i værste fald ikke vil kunne bruge demsom soldat mere. Alternativt skal jeg forsø-ge at få iltmasken på plads med mine lufferpå. Det er både vanskeligt og indebærer denrisiko, at jeg fejler og glider ind i bevidstløs-hed.

Svære forfrysninger eller bevidstløshed?Det er som pest eller kolera, og jeg skal træf-fe en beslutning her og nu. Jeg er 24 år gam-mel og jægersoldat. Jeg er mere eller min-dre ligeglad med, om min krop bliver udsatfor smerte. Jeg har gang på gang skubbetmin tolerancetærskel og budt min krop me-gen lidelse, men jeg ønsker ikke at ødelæg-ge mine hænder med svære forfrysninger.Så jeg beslutter mig for at prøve at sætte ma-sken på med mine luffer. Vel vidende at det iværste fald kan ende fatalt, satser jeg på at fåden livgivende ilt.

Jeg griber den flagrende iltmaske medmin ene luffe, som på grund af sin størrelsenærmest lukker sig om masken. Jeg førerden op foran min mund og kæbe. Med denanden luffe presser jeg på det sted på ma-sken, hvor jeg mener, at spændet er, for der-med at få det op i beslaget på min hjelm.

Jeg har solen direkte ind i mit ansigt, ogdet overdådige lys får mig af en eller andengrund til at kæmpe mere indædt. Jeg er ikkeklar over, om jeg bruger 10 eller 30 sekunderpå at bakse med masken, men pludselig hø-rer jeg lyden af et befriende klik fra spæn-det, der med ét glider uhindret op i besla-get. Jeg slipper masken, og den sidder tæt ogfast over min mund. Den skønne, kølige oglidt metalliske smag af ilt strømmer nu igenind i mine hårdt prøvede luftveje.

Jeg får vejret og føler mig helt høj af at ha-ve vundet kampen mod tiden.

Jeg kan dog ikke tillade mig at bruge me-gen tid på at tænke over sejren. Nu hvor denumiddelbare fare er overstået, gælder detkursen. Vinden kommer fra vest og førermig ind over det nordlige Jylland. Jeg løsnermine styrehåndtag og korrigerer kursen. Deøvrige fra patruljen kan jeg ikke se, men hvisjeg holder denne kompasretning, ved jeg, atjeg lander nogenlunde i nærheden af denplanlagte landezone nordvest for Flyvesta-tion Aalborg.

De få, men store og fyldige kumulusskyerfremstår som gigantiske vattotter og dan-ner en hindring for min kurs. Som udgangs-punkt skal vi altid styre uden om skyerne.Inde i en sky kan man opleve kraftig turbu-lens, og det kan være svært at orientere sig.Jeg befinder mig i syv kilometers højde, ogskyen er umiddelbart foran mig. Hvis jegdrejer udenom den, kommer jeg alt forlangt ud af kurs, og da jeg formentlig ikke vilkunne nå at dreje alligevel, fastholder jegkursen og fortsætter ind i den mælkehvide,tætte og fugtige tåge.

Jeg har ikke svævet i så tæt en sky før og eroverrasket over, at det faktisk rykker og riverså meget i skærmen. Jeg får en ubehageligfornemmelse af ikke at sidde sikkert og heltfast i seletøjet. Jeg trækker mine styrehånd-tag halvt ned og bremser derved farten. Deter en standardprocedure, som gør det nem-mere at styre uden om andre springere.

En påfaldende stilhed breder sig, kunbrudt af de blafrende celler i skærmen. Jegkigger ned og kan til min forbløffelse ikke semine støvler. Jeg er omgivet af en tyk tåge oghar en sigtbarhed på mindre end to meter.Mit kompas og min højdemåler er mineeneste to referencepunkter, og skyen følesuendelig. Igen mærker jeg usikkerheden

snige sig ind på mig. Men et øjeblik efter bliver lyset heldigvis

skarpere igen. Aldrig før har jeg været såglad for at gense mine to gamle og slidte»Dannerboots« militærstøvler, og med étudfolder horisonten sig for mig, og Vendsys-sel fremstår atter klar og grøn.

Nålen i min højdemåler passerer de firekilometer, og jeg har skyfri himmel resten afvejen. Jeg løsner min iltmaske i den ene side,lader den falde til siden og nyder suset afden normale, iltmættede luft. I min sejrsrusstrækker jeg hænderne med styrehåndtage-ne i vejret og åbner op for cellerne i min fald-skærm, så jeg får så meget fremdrift somoverhovedet muligt ned mod landezonen.Ned til mine kammerater, ned til det vel-kendte og trygge.

Omkring 150 meter over jorden sørger jegfor at vende op mod vinden før landingen,og cirka 20 meter over jorden bremser jeg.Jeg falder, da jeg lander. Det er ikke unor-malt ved et HAHO-spring. Efter cirka en halvtime i luften med begrænset blodcirkula-tion i benene, fordi faldskærmsselen klem-mer ved lysken, er mine ben og fødder følel-sesløse. Samtidig gør vægten fra den storemængde udstyr det svært at holde balan-cen.

Langsomt kommer jeg på benene, får rul-let min faldskærm sammen og finder årsa-gen til, at iltmasken er gået op. En gammel,mør faldskærmselastik er bristet under deekstreme forhold. Noget så banalt som enforbandet elastik kunne have kostet mig li-vet. Men nu er dagens arbejde overstået, ogvi bliver kørt i lastbil tilbage til flyvestatio-nen.

Da jeg sidder på ladet af den bumlendelastbil og kigger ned på mine hænder, rysterde svagt. Aftenen forinden sad jeg på CaféRendes-Vouz i Aalborg og drak kaffe medmine patruljekammerater og talte medspænding om denne dags udfordringer. Jeghavde ikke i min vildeste fantasi forestilletmig, at springet skulle indebære en kampfor mit liv. Men jeg klarede den, og nu følesmine lidt dirrende hænder og den ellersubekvemme køretur næsten helt behage-ligt.

En anden gang går det ganske ubehage-ligt galt for mig i en faldskærm, da jeg ermed det militære bruttolandshold til træ-ning i De Forenede Arabiske Emirater. Jegskal for første gang springe præcisions-spring med en faldskærmstype udvikletspecielt til formålet. Det er en faldskærm,der er noget anderledes end de militæreskærme. Den er større, mere følsom og rea-gerer hurtigere, når man styrer den medstyrehåndtagene, fordi man skal lande såpræcist. Meningen er, at jeg skal lande på enmadras, hvor min ene hæl gerne skal ram-me en prik på størrelse med en femkrone.

Springpladsen er midt ude i ørkenen, ogjeg er godt på vej, synes jeg, da jeg kun om-kring ti meter over ørkensandet finder udaf, at jeg nok alligevel kommer lidt for langtud over madrassen. Det er ikke nogen kata-strofe, men jeg vil gøre alt for at være så tætpå prikken som muligt, så jeg hiver kraftigtned i mine styrehåndtag for at få bremsetskærmen og have mere tid til at styre. Mittræk er imidlertid så voldsomt, at skær-mens celler tømmes helt for luft, så fald-skærmen staller og bliver helt slap som etkondom. Så jeg falder hurtigt og hårdt tiljorden. Lander på numsen direkte på mithaleben og tager fra med højre arm.

Slaget er så kraftigt, at både jeg og de an-dre jægere, som ser landingen, er sikre på, atjeg har brækket ryggen. Heldigvis er det ik-ke tilfældet. Til gengæld er synet af min høj-re underarm helt grotesk. Den går i zigzagnæsten nede ved håndleddet.

Kort efter hentes jeg direkte på spring-pladsen af en Huey-helikopter, som flyver tilet hospital og lander på taget, hvor jeg bli-ver konfronteret med min nye skæbne – enstor, rødmosset, tysk overlæge, der givermig to valg. Enten kan jeg få armen sat påplads manuelt lige nu og her, hvilket vil væ-re det bedste for helingen. Men så bliver detuden bedøvelse. Alternativt kan jeg få densat sammen senere under bedøvelse, hvil-ket altså er den mindst gode løsning. Jegvælger selvfølgelig det første, og inden jegnår at tænke over det, står min patruljeførerMorten og en lægemedhjælper og holdermig i skulderen, mens den tyske overlægetrækker armen ud og skubber den ind påplads i knoglen igen.

Jeg er tæt på at besvime, mens han står oglirker min underarm sammen. Det fore-kommer mig som en evighed, og da hanomsider slipper sit jerngreb i min havarere-de arm, synker jeg lettet og udmattet om istolen. Jeg er helt ødelagt af smerte. Det fården ellers så sindige og fåmælte Morten tilat grine højlydt ad mig og udbryde, at han isine praktikperioder som sanitetsmand pådanske sygehuse har set mange døde men-nesker – »men aldrig en, der har været såhvid i ansigtet som dig her i dag.«

4 OVERLEVELSE OG BRISTEDE JÆGERDRØMME

C ombat Survival Course.Anekdoterne og ærefrygten står i

den grad omkring det mest kræven-de kursus på jægergrunduddannelsen. Etkursus, der har til formål at lære jægeren atoverleve på flugt efter en kampsituationbag fjendens linjer. Det vil sige teknikker tilat undvige, gemme sig og leve i og af natur-en, mens den fjendtlige hunter force jagerén. Og ultimativt lærer man, hvad man kanblive udsat for under afhøring og indespær-ring, hvis man bliver fanget.

Jeg skulle egentlig have været på dettekursus som en del af min grunduddannel-se, men på grund af Golfkrigen i Kuwait i1991 suspenderede de britiske arrangører

Rethinking the rethink

Page 111: Редизайн датской газеты Politiken

111

Langsomt kom-mer jeg på benene,får rullet min fald-skærm sammen ogfinder årsagen til, atiltmasken er gået op

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 3POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

jeg tvivler på, om jeg kan klare det. Vi er 94 håbefulde, der starter, og man

skal som beskrevet i optagelseskravene be-stå »meget tilfredsstillende« for at gå videreog komme på jægeraspirantkursus. 38 be-står, men kun 25 af os med et »meget til-fredsstillende«, så vi efter en uges pause erklar til at starte på otte ugers jægeraspirant-kursus sammen med ti andre aspiranter fraåret før.

Jægeraspirant er et mere individuelt ori-enteret kursus, hvor man stadig vurderes påsine evner til at samarbejde, men 70 procentaf tiden arbejder man for og med sig selv.Her er det formålet at nedbryde individet ogse hans reaktionsmønster under ekstremtfysisk og psykisk pres.

De otte uger er én stor prøvelse, kun af-brudt af enkelte friweekends. Det værste eruvisheden. Man ved aldrig, hvad der skalske. Og alt skal gå hurtigt. Når vi køber mad ikantinen, spiser vi det allerede i køen indenkassen, og alt mellem øvelser skal foregå iløb, også i kantinen og til toilettet. Det serselvfølgelig tosset ud, at der sådan hele ti-den løber jægeraspiranter rundt på flyvesta-tionen, men man er for træt og slidt til at semorskaben, skal jeg hilse og sige, og hvisman glemmer at løbe, bliver man »beløn-net« med 20 armbøjninger. Glemmer mandet én gang til, er »belønningen« 12 kilome-ter rundt om flyvestationen om aftenen, nårdine kursuskolleger holder fri.

Fysisk er det mest modbydelige den så-kaldte koldtvandstilvænning, som betyder,at vi stort set hver morgen i uniform og støv-ler svømmer i 7-10 grader koldt havvand ogdykker efter bly på bunden af NørresundbyLystbådehavn eller Friluftsbadet i Aalborg.»Vådeugen« med fysiske øvelser på flyvesta-tionen er også virkelig slem. Her er det ene-ste formål at stresse os aspiranter ved kon-stant i fem dage at holde os gennemblødteaf koldt vand. Cirka hver anden time blivervi beordret ned i en af branddammene påområdet, og vi må ikke skifte tøj.

Der er også udskilningsløb, hvor vi løberop og ned i en grusgrav, indtil et antal aspi-ranter falder om af udmattelse og dermedudgår fra kursus. De, der stadig står, er så vi-dere.

Også en ugentlig selvtillidsprøve sortererfra. Blandt andet skal vi kravle op i en 130meter høj elmast og balancere på en 20 cen-timeter bred stålbjælke. Og vi skal lave »dødmur«, hvilket vil sige, at vi fra 10-metervip-pen i svømmebassinet skal falde forlænsned og med hænderne langs siden lande påhovedet. Det bliver ofte til mavelandinger,som gør afsindig ondt. Selvtillidsprøverneer med overlæg så grænseoverskridende, atman får aspiranterne til at tvivle, og tvivlereder ikke vil og kan ofre alt, er der ikke brugfor som jægere.

Jeg må også indrømme, at efterhåndensom aspirantkurset skrider frem, giver fra-faldene mig en vis kynisk tilfredsstillelse.Jeg står jo stadig.

Som aspirant er konkurrencen selvfølge-lig hårdere, men igen bliver jeg hurtigt over-bevist om, at jeg vil bestå kurset, hvis barejeg ikke får skader. Efter fire uger sker så dét,der ikke må ske. Jeg får en voldsom seneske-dehindebetændelse i begge mine skinne-ben. Så meget, at de væsker og svulmer op iposer, der hænger i tennisboldstørrelse udover mine støvlekanter. Det er så slemt, atjeg får bevilget to eftermiddage til at tage tillægen og blive behandlet med nogle tryk-puder på benene, og jeg får også lov at få lidtsmertestillende medicin. De øvelser, de an-dre laver imens, skal jeg så lave om aftenen,men da jeg ikke får hvile, bliver betændel-sen ved med at være der resten af forløbet,dog mindre. Det gør mig selvfølgelig enanelse bekymret, men det er ikke noget, derkan få mig til et eneste sekund at overveje atgive op. Jeg er så sindssygt opsat og eks-tremt fokuseret, at de kan byde mig hvadsom helst. Jeg har gået med det her mål i allede år, og det er der intet, der skal ødelægge.

Selvfølgelig er det langvarige slid på kropog psyke en reel mishandling af kroppen.

Elitesportsfolk lever harmonisk med denrette mængde søvn og den rigtige kost, debliver aldrig rigtig kolde og våde i længeretid, og deres krop får massage, fysioterapiog den rette tid til at restituere. Vi får noglegange ingen og i bedste fald et minimum afsøvn. Ofte sover vi kun mellem fem og ti ti-mer fra mandag til fredag under konstantfysisk og mentalt pres, og der er ingen mu-lighed for ordentlig restitution.

I løbet af patruljekurset løber og går jeg870 kilometer. På aspirantkurset bliver dettil 1.100 kilometer, og på et tidspunkt er jegude på 60 kilometer med 40 kilo udrust-ning, som skal klares på under 12 timer. På etandet tidspunkt to gange 50 kilometer in-den for 48 timer. Desuden svømmer jeg 45kilometer.

Jeg klarer det og er som regel, ligesom påpatruljekurset, blandt de fem bedste til alleprøver. Min ekstremt gode, fysiske form ogen evne til at tilpasse og indordne mig hjæl-per mig godt på vej. Jeg er også god til at fra-sortere alle negative tanker og hele tiden fo-kusere på det positive. For eksempel ved atsige til mig selv, at »det er bare smerte«, »dudør ikke af det her« og »om kun fire uger erdet hele overstået, og mit liv vil ændre sigfor bestandig.«

Jeg sørger for konstant at vise overskudog klart tilkendegive, at jeg, ligegyldigthvad, ikke har tænkt mig at give op. På intettidspunkt tøver jeg, for jeg vil sikre mig, atinstruktørerne ikke er i tvivl om mig. Samti-dig bibeholder jeg en vis ydmyghed somperson, for jeg ved, at korpset frasortererfolk med for store armbevægelser, store ego-er og dominante træk.

Min eneste bommert er, da jeg en dagglemmer min nøgle på mit værelse. Ni ud afti gange vil det ikke blive opdaget, men jeger så uheldig, at jeg bliver bedt om at hentenoget i mit skab, og da min makker ikke er

på værelset, kan jeg ikke komme ind. Som»belønning« og »erkendtlighed« får jeg ud-leveret en metalnøgle, som er knap to meterlang og 20 kilo tung. Den skal jeg bærerundt på. Den latterlige nøgle er væsentlighøjere end jeg selv, og konstant i fem dageslæber jeg rundt med den. På patrulje, påtoilettet, overalt. Det irriterer mig mest, for-di jeg nu er blevet bemærket på en negativmåde, men også fordi det er en belastning,som de andre ikke har. Dermed kan jeg ikkevære den bedste.

Andre kommer til at slæbe rundt på ethalvanden gange to meter stort papskilt, dade mister et kort, og den der går langsomstfår udleveret en gul sikkerhedshjelm fra enbyggeplads og en gul kappe. Så kan vi læredet. Jeg synes, at det er helt fint, at man straf-fer sådan. Det er i hvert fald meget effektivt.Jeg har aldrig glemt en nøgle siden.

Da kurset er ovre, afslutter vi med en selv-tillidsprøve: 18 meter frit fald i en sø, som be-lønnes med 20 armbøjninger og en »Doc-tors Special«-blanding af alskens sprut. Jegbestår kurset som én ud af otte blandt de 35startende aspiranter, og min kursusleder si-ger de magiske ord om min indsats: »Rath-sack, det er for godt til at være sandt.«

Jeg havde aldrig før i mit liv været så stolt. Jeg får nu udleveret Jægerkorpsets mær-

ke, Jægerhornet, til at sætte på min ud-gangsuniform og min almindelige, sortekamptropbaret. Den bordeauxrøde baretmå vente til efter yderligere forhindringerog uddannelse. Blandt andet skal jeg gen-nem et to ugers faldskærmskursus og på treugers kampsvømmerkursus ved Frømands-korpset i Kongsøre ved Isefjorden. Jeg skalgodt nok ikke være frømand, men vand måheller ikke være en hindring for at nå mitmål på en mission, så jeg bliver blandt an-det heglet igennem 10 kilometer svømningi åbent hav, fridyk ned til ti meters dybde ogøvelser i at binde knob og stik under vandet.Desuden stifter jeg indgående bekendtskabmed Maren, en træstamme på flere hund-rede kilo, som vi kursister rallende løberrundt med i skovene omkring Kongsøre.

En varm og solrig formiddag i sommeren1990 står jeg således solbrændt efter treuger i Frømandskorpset i min udgangsuni-form til udnævnelsesparade med mine syvmedaspiranter på Flyvestation Aalborg. I 10år har jeg set frem til dette øjeblik. Det harværet min gulerod under mange sure, kol-de og ensomme træningstimer. Og det er etabsolut klimaks i mit liv, da min overordne-de sætter den bordeaux baret på mit hovedfor første gang. Jeg er nu optaget i Jæger-korpset som jæger nummer 229.

Optagelsen er dog kun som en slags elev.Jeg mangler et års jægergrunduddannelse.Først derefter er jeg fuldgyldig jægersoldat.Først da må jeg bære det ultimative jæger-tegn, skuldermærket »JÆGER«. Først da kanjeg indgå i konkrete missioner og operati-oner for korpset.

3 INGEN ILT

J eg føler mig flyvende. At være indehaveraf den bordeauxrøde baret og nu væreet godt stykke gennem et års grund-

uddannelse giver mig næsten vinger. Halvdelen af tiden er jeg på øvelser i ud-

landet, og jeg bliver uddannet i kommuni-kationsmateriel, sanitetstjeneste, signaltje-neste, sprængningstjeneste og i korpsets vå-ben. Hele tiden kommer jeg tættere på atblive fuldbyrdet jæger.

En af korpsets mest centrale kompeten-cer er faldskærmsoperationer, som der ermeget respekt omkring i Special Forces-ver-denen. Og nu er det min tur til at blive indvi-et i et højt specialiseret iltspring i somme-ren 1991 i luften over Aalborg.

På dette tidspunkt elsker jeg at springe ifaldskærm. Jeg deltager i alle de spring, jegoverhovedet kan komme i nærheden af. Udover de fire-fem uger om året i Jægerkorpsetdeltager jeg på det militære bruttolands-holds træningsture, i militære begivenhe-der som jubilæer, samt i civile faldskærm-stræf og demonstrationer til sportsarrange-menter, byfester og lignende.

Men én ting er et spring på en varm som-merdag med en let skærm og uden tung ogbesværlig udrustning. En helt anden sag eret militært iltspring tre gange så højt somnormale spring. Sådan et spring på en koldog mørk vinternat med ilt og mange kilosudrustning mod en ukendt landezone er enrejse ind i det ukendte. Det er hårdt arbejdeog indebærer store risici.

Der findes to slags iltspring, HAHO og HA-LO. HAHO betyder »High Altitude High Ope-ning« og indebærer, at man springer ud fraflyets maksimalhøjde på typisk 30.000 fod –10 kilometers højde – og få sekunder efter atman er sprunget, trækker man sin skærmog navigerer efter en given kompaskurssvævende ind bag fjendens linjer.

Fordelen ved HAHO-spring er, at man kanindsætte jægersoldater i forholdsvis stor af-stand fra det udpegede mål. Jeg har undergunstige vindforhold svævet helt op til 60kilometer i luften over Nordjylland.

Når man lander sammen med resten afpatruljen, sikres landezonen, hvorefter mangraver faldskærmene ned og fortsættermed at løse den pålagte opgave bag fjen-dens linjer.

Ulempen ved HAHO er, at der er relativtstor risiko for at blive opdaget fra jorden,fordi man svæver i luften i op til 50 minut-ter. Derfor kan man i stedet vælge at springeHALO, som står for »High Altitude Low Ope-ning«, hvor man stadig springer fra 10 kilo-meters højde, men springeren venter medat trække sin skærm til sidste øjeblik. Detminimerer risikoen for at blive opdaget,mens man er i luften, idet man med et frit-faldsspring fra 10 kilometers højde faldermod Jorden med omkring 400 km i timenpga. den tynde luft, i forhold til små 200 km

i timen ved et normalt faldskærmsspring.Til gengæld er man ved et HALO-spring nødttil at indsætte jægersoldaten tættere på må-let, da han ikke svæver særlig lang tid i luf-ten.

Uanset om der er tale om HAHO eller HA-LO kræver denne form for spring en ekstragrad af forberedelse. Rygsækken skal pak-kes omhyggeligt med nødvendig udrust-ning som mad, vand, sovepose, tøj, observa-tionsudstyr, radio, ammunition og spræng-ningsudstyr. Alt i alt kan rygsækken endemed at veje helt op til 70 kilo, og så er detekstra vigtigt at fordele vægten rigtigt, daenhver form for uligevægt kan få alvorligekonsekvenser under det frie fald. I bedstefald kan det blot betyde et ustabilt fald. Iværste fald risikerer man at ende i et ukon-trollabelt spin, hvor man på grund af devoldsomme centrifugalkræfter til sidst mi-ster bevidstheden.

Som en vigtig del af forberedelsesfasenpakker man altid sin faldskærm og udrust-ning selv. Kompas og højdemåler spændespå fronten, iltflasken monteres i en særliglomme på seletøjet, og våbnet må selvfølge-lig ikke være i vejen for faldskærmens liner,når den udløses. I timerne inden springethar jeg været minutiøst igennem paknin-gen af min faldskærm, rygsæk og mit øvrigeudstyr, og det hele kontrolleres en ekstragang umiddelbart før take-off af den ansvar-lige for springet – springlederen.

Nu sidder jeg i et Hercules C-130 trans-portfly og føler mig efter to tidligere HALO-spring klar til mit første HAHO-spring. Flyeter ikke ligefrem berømt for sin komfort. Etrødt net langs siderne i kabinen bliver kaldtsæder, og et moderne begreb som tempere-ring er komplet ukendt i dette fartøj. Entensveder man tran eller ryster af kulde underflyvningen.

Vi er koblet til flyets fælles iltanlæg, ogved siden af mig sidder min patruljefører,Morten, en lille tætbygget, fåmælt, men ven-lig fyr sidst i tyverne. Med over 600 gennem-førte spring er han dreven, og hans rolige ogsindige væsen er altid en beroligende faktorfor os andre i patruljen. Han vender sig modmig, og selvom han har iltmaske på, kan jegse, at han smiler. Hans øjne lyser af velværeog tilfredshed over at være på hjemmebane.

Jeg beundrer Mortens næsten naturligecoolness. Men samtidig irriterer det mig ensmule, fordi jeg ikke selv kan være lige så co-ol. Faktisk er jeg en smule bange, før jeg skalprøve det farlige spring for første gang. Jeger våd af sved under de mange lag tøj og dengrå, kluntede springerdragt yderst, og jegkan smage den salte sved på gummiet i miniltmaske. Jeg trøster mig dog ved, at selvMortens ansigt er lige så svedperlende sommit.

Om lidt skal vi springe ud i det kolde ogugæstfri himmelrum 10 kilometer over dentrygge og varme, danske sommermuld. Alleer tændte, koncentrerede og fokuserede påden næste times arbejde på denne usæd-vanlige arbejdsplads. De sidste par timersforberedelser til springet har været anstren-gende. Så på trods af faren ved denne kom-plekse type spring føler jeg det forløsende,at jeg om få minutter skal lade mig falde ud i50 graders kulde med en cirka 60 kilo tungrygsæk spændt på kroppen.

Blottet hud i denne højde er ensbetyden-de med næsten øjeblikkelige forfrysninger.Jeg bruger derfor store luffer for at beskyttehænderne og et rørhalstørklæde til halsen.Mit hoved og ansigt er beskyttet af hjelmen,briller og min iltmaske, som er sat på hjel-men med to spænder og et par kraftige ela-stikker som sikring.

Min rygsæk er forbundet med faldskær-men i en såkaldt sænkeline, der gør, at jeg

kan frigøre den umiddelbart inden landing,så landingen bliver mere sikker. Rygsækkener spændt på bagsiden af mine ben medbunden øverst, og jeg har et ben gennemhver skulderrem. Det sikrer den mest natur-lige position til underkroppen under selvespringet, men medfører også en mindst ligeså unaturlig stilling i sædet før springet.

Flyet stiger ikke længere, og det påbegyn-der et svagt drej mod højre. Vi er nået til vo-res springhøjde. Flyets lasterampe åbner siglangsomt, og et blødt, varmt sollys fylderlastrummet. Jeg bemærker, at mine firekammerater fra patruljen samtidig drejerhovederne og kigger respektfuldt mod denstore lasterampe, som nu er helt åben.

Vores springleder, Mike, klapper medhænderne og holder seks fingre op foran os:seks minutter til afgang. Enhver form for ta-le er udelukket, eftersom vi har iltmaskerpå. Men selv uden iltmasker ville det pågrund af den intense motorlarm i en Hercu-les være så godt som umuligt at forstå tale.

Kort efter laver Mike en langsom rund ogopadgående bevægelse med sine arme,nærmest som om han dirigerer et orkester.Det er signalet til, at vi skal rejse os op. Vi lig-ner en flok oldinge med vores hæmmede ogakavede bevægelser, da vi efter lang tid ihalvt oprejst fosterstilling langsomt kom-mer på benene.

Vi kobler af det fælles iltanlæg og tændervores egen forsyning, så vores »ilt-medic«kan foretage sit sidste tjek. Han stiller sigforan hver af os og kigger os dybt i øjnene,hvorefter han spørgende vender tommel-fingeren opad. Vi returnerer hver især hansblik, nikker og laver også thumbs up. Heref-ter foretager Mike den sidste kontrol af vo-res udrustning og faldskærm. Alt er, som detskal være, og han kvitterer med et kontantklap på skulderen. Resten er op til mig, minfaldskærm og himlen over Aalborg.

»To minutter«. Vi vender os alle om medfront mod rampen. Mike vinker os længerefrem. Jeg er den bagerste i rækken, og de firespringere foran mig fremstår i en klar silhu-et fra det kraftige sollys. I et surrealistisk ind-fald minder de mig mest af alt om fire ping-viner med deres stive små skridt.

Mike klapper atter hænderne sammen ogløfter én finger. »Et minut«.

Jeg mærker mit hjerte slå hårdt og glem-mer alt om sved og den elendige komfort,da jeg nu for første gang kan se et fint, detal-jeret landkort fremstå under mig. Det er etmageløst syn. Jeg kan ane den sydlige spidsaf Norge, Skagen ligger til venstre, en by ne-de til højre på østkysten må være Randers, imidten ligger Aalborg og lige nord for Lim-fjorden flyvestationen, som er vores mål.

Vi rykker tæt op ad hinanden i en række,da det er vigtigt at komme ud af flyet megethurtigt efter hinanden. Flyet har i den tyndeluft i denne højde en hastighed på 650 km itimen mod omkring 350 ved normal flyve-højde. Så hvis afstanden mellem vores ud-spring bliver for stort, er det næsten umu-ligt at lokalisere hinanden og svæve somperler på snor til en samlet landing.

»10 sekunder«. Det sidste tidssignal gives,og forreste mand rykker helt hen til kantenaf rampen. Den røde lampe i hver side aframpen lyser klart. Mike holder sin hånd påforreste mands skulder og iagttager lam-pen, som inden for ganske få sekunder sluk-kes. Så er der grønt. Mike klapper den førstemand hårdt på skulderen. Han lader sigmed åbne arme falde ud over rampen forderefter at forsvinde. Jeg kæmper mig medsmå, patetiske skridt frem lige bag Morten.Han får klappet af Mike, og uden tøven, mensikkert og scenevant begiver han sig ud påsin helt egen lille fornøjelsestur.

Da jeg springer, rammes jeg de første par

sekunder af fart og turbulens, og mine be-skyttelsesbriller dugger, så jeg næsten ikkekan se noget. Jeg får dog et glimt af en sprin-ger, som netop har trukket sin skærm. Detmå være Morten, og det ser helt roligt ogkalkuleret ud. Jeg har mine arme halvt ud-strakte for at øge stabiliteten i faldet. Ryg-sækken føles fin og afbalanceret. Jeg findermit udløserhåndtag med højre hånd ogkompenserer denne bevægelse med ven-stre arm, som jeg drejer ind under mit ho-ved. Så trækker jeg i håndtaget, strækker ar-mene fremefter og er klar til at modtage ryk-ket fra faldskærmen, der tager luft ind.

Men selv ikke de mest bistre formaningerom de kræfter, man med 650 km i timen eroppe imod i denne højde, forbereder migpå det ekstreme ryk, jeg oplever ved op-bremsningen. Jeg bliver kastet frem i seletø-jet og har ingen kontrol over mine bevægel-ser. Trykket presser luften ud af mine lunger,og jeg hører mig selv stønne højlydt. Jeghænger dog stadig i seletøjet og fatter mig,kigger op og konstaterer, at faldskærmen erfoldet ud og alle skærmens celler fint fyldtemed luft. Min skærm er bærende.

Men i det samme mærker jeg en isnendekold vind piske mod mit ansigt og en stik-kende følelse i mine læber og mund. Netopden følelse må man ikke mærke, når manhænger i sin faldskærm i 10 kilometers høj-de. Jeg ved præcis, hvad der er sket: Min ilt-maske er sprunget op i højre side og hæn-ger nu og dingler kun i den venstre lås. Deter rigtig skidt. Udover en fejlfunktion i fald-skærmen er denne situation en af dem, manfrygter mest.

Uden ilt i denne højde vil jeg besvime i lø-bet af meget kort tid. Jeg kender min egenbegrænsning ud fra kontrollerede forsøg påFlyvemedicinsk Institut på Rigshospitaletog ved, at jeg kun har cirka 30 sekunder, in-den jeg besvimer og svæver livløs rundtuden at have indflydelse på, hvor jeg ender. Iværste fald bliver det næste halve minut mitsidste i levende live, og jeg er fuldt bevidstom alvoren. Og dilemmaet.

Jeg kan tage mine luffer af og forsøge atsætte masken på igen og få den nødvendigeilt. Problemet er, at det vil give mig sværeforfrysninger på mine hænder i løbet af fåsekunder på grund af den ekstreme kulde,og med forfrysninger bliver jeg ukampdyg-tig. Jeg kan endda risikere at miste en ellerbegge luffer i forsøget på at sætte maskenpå plads, og det vil formentlig føre til per-manente frostskader på mine hænder, såjeg i værste fald ikke vil kunne bruge demsom soldat mere. Alternativt skal jeg forsø-ge at få iltmasken på plads med mine lufferpå. Det er både vanskeligt og indebærer denrisiko, at jeg fejler og glider ind i bevidstløs-hed.

Svære forfrysninger eller bevidstløshed?Det er som pest eller kolera, og jeg skal træf-fe en beslutning her og nu. Jeg er 24 år gam-mel og jægersoldat. Jeg er mere eller min-dre ligeglad med, om min krop bliver udsatfor smerte. Jeg har gang på gang skubbetmin tolerancetærskel og budt min krop me-gen lidelse, men jeg ønsker ikke at ødelæg-ge mine hænder med svære forfrysninger.Så jeg beslutter mig for at prøve at sætte ma-sken på med mine luffer. Vel vidende at det iværste fald kan ende fatalt, satser jeg på at fåden livgivende ilt.

Jeg griber den flagrende iltmaske medmin ene luffe, som på grund af sin størrelsenærmest lukker sig om masken. Jeg førerden op foran min mund og kæbe. Med denanden luffe presser jeg på det sted på ma-sken, hvor jeg mener, at spændet er, for der-med at få det op i beslaget på min hjelm.

Jeg har solen direkte ind i mit ansigt, ogdet overdådige lys får mig af en eller andengrund til at kæmpe mere indædt. Jeg er ikkeklar over, om jeg bruger 10 eller 30 sekunderpå at bakse med masken, men pludselig hø-rer jeg lyden af et befriende klik fra spæn-det, der med ét glider uhindret op i besla-get. Jeg slipper masken, og den sidder tæt ogfast over min mund. Den skønne, kølige oglidt metalliske smag af ilt strømmer nu igenind i mine hårdt prøvede luftveje.

Jeg får vejret og føler mig helt høj af at ha-ve vundet kampen mod tiden.

Jeg kan dog ikke tillade mig at bruge me-gen tid på at tænke over sejren. Nu hvor denumiddelbare fare er overstået, gælder detkursen. Vinden kommer fra vest og førermig ind over det nordlige Jylland. Jeg løsnermine styrehåndtag og korrigerer kursen. Deøvrige fra patruljen kan jeg ikke se, men hvisjeg holder denne kompasretning, ved jeg, atjeg lander nogenlunde i nærheden af denplanlagte landezone nordvest for Flyvesta-tion Aalborg.

De få, men store og fyldige kumulusskyerfremstår som gigantiske vattotter og dan-ner en hindring for min kurs. Som udgangs-punkt skal vi altid styre uden om skyerne.Inde i en sky kan man opleve kraftig turbu-lens, og det kan være svært at orientere sig.Jeg befinder mig i syv kilometers højde, ogskyen er umiddelbart foran mig. Hvis jegdrejer udenom den, kommer jeg alt forlangt ud af kurs, og da jeg formentlig ikke vilkunne nå at dreje alligevel, fastholder jegkursen og fortsætter ind i den mælkehvide,tætte og fugtige tåge.

Jeg har ikke svævet i så tæt en sky før og eroverrasket over, at det faktisk rykker og riverså meget i skærmen. Jeg får en ubehageligfornemmelse af ikke at sidde sikkert og heltfast i seletøjet. Jeg trækker mine styrehånd-tag halvt ned og bremser derved farten. Deter en standardprocedure, som gør det nem-mere at styre uden om andre springere.

En påfaldende stilhed breder sig, kunbrudt af de blafrende celler i skærmen. Jegkigger ned og kan til min forbløffelse ikke semine støvler. Jeg er omgivet af en tyk tåge oghar en sigtbarhed på mindre end to meter.Mit kompas og min højdemåler er mineeneste to referencepunkter, og skyen følesuendelig. Igen mærker jeg usikkerheden

snige sig ind på mig. Men et øjeblik efter bliver lyset heldigvis

skarpere igen. Aldrig før har jeg været såglad for at gense mine to gamle og slidte»Dannerboots« militærstøvler, og med étudfolder horisonten sig for mig, og Vendsys-sel fremstår atter klar og grøn.

Nålen i min højdemåler passerer de firekilometer, og jeg har skyfri himmel resten afvejen. Jeg løsner min iltmaske i den ene side,lader den falde til siden og nyder suset afden normale, iltmættede luft. I min sejrsrusstrækker jeg hænderne med styrehåndtage-ne i vejret og åbner op for cellerne i min fald-skærm, så jeg får så meget fremdrift somoverhovedet muligt ned mod landezonen.Ned til mine kammerater, ned til det vel-kendte og trygge.

Omkring 150 meter over jorden sørger jegfor at vende op mod vinden før landingen,og cirka 20 meter over jorden bremser jeg.Jeg falder, da jeg lander. Det er ikke unor-malt ved et HAHO-spring. Efter cirka en halvtime i luften med begrænset blodcirkula-tion i benene, fordi faldskærmsselen klem-mer ved lysken, er mine ben og fødder følel-sesløse. Samtidig gør vægten fra den storemængde udstyr det svært at holde balan-cen.

Langsomt kommer jeg på benene, får rul-let min faldskærm sammen og finder årsa-gen til, at iltmasken er gået op. En gammel,mør faldskærmselastik er bristet under deekstreme forhold. Noget så banalt som enforbandet elastik kunne have kostet mig li-vet. Men nu er dagens arbejde overstået, ogvi bliver kørt i lastbil tilbage til flyvestatio-nen.

Da jeg sidder på ladet af den bumlendelastbil og kigger ned på mine hænder, rysterde svagt. Aftenen forinden sad jeg på CaféRendes-Vouz i Aalborg og drak kaffe medmine patruljekammerater og talte medspænding om denne dags udfordringer. Jeghavde ikke i min vildeste fantasi forestilletmig, at springet skulle indebære en kampfor mit liv. Men jeg klarede den, og nu følesmine lidt dirrende hænder og den ellersubekvemme køretur næsten helt behage-ligt.

En anden gang går det ganske ubehage-ligt galt for mig i en faldskærm, da jeg ermed det militære bruttolandshold til træ-ning i De Forenede Arabiske Emirater. Jegskal for første gang springe præcisions-spring med en faldskærmstype udvikletspecielt til formålet. Det er en faldskærm,der er noget anderledes end de militæreskærme. Den er større, mere følsom og rea-gerer hurtigere, når man styrer den medstyrehåndtagene, fordi man skal lande såpræcist. Meningen er, at jeg skal lande på enmadras, hvor min ene hæl gerne skal ram-me en prik på størrelse med en femkrone.

Springpladsen er midt ude i ørkenen, ogjeg er godt på vej, synes jeg, da jeg kun om-kring ti meter over ørkensandet finder udaf, at jeg nok alligevel kommer lidt for langtud over madrassen. Det er ikke nogen kata-strofe, men jeg vil gøre alt for at være så tætpå prikken som muligt, så jeg hiver kraftigtned i mine styrehåndtag for at få bremsetskærmen og have mere tid til at styre. Mittræk er imidlertid så voldsomt, at skær-mens celler tømmes helt for luft, så fald-skærmen staller og bliver helt slap som etkondom. Så jeg falder hurtigt og hårdt tiljorden. Lander på numsen direkte på mithaleben og tager fra med højre arm.

Slaget er så kraftigt, at både jeg og de an-dre jægere, som ser landingen, er sikre på, atjeg har brækket ryggen. Heldigvis er det ik-ke tilfældet. Til gengæld er synet af min høj-re underarm helt grotesk. Den går i zigzagnæsten nede ved håndleddet.

Kort efter hentes jeg direkte på spring-pladsen af en Huey-helikopter, som flyver tilet hospital og lander på taget, hvor jeg bli-ver konfronteret med min nye skæbne – enstor, rødmosset, tysk overlæge, der givermig to valg. Enten kan jeg få armen sat påplads manuelt lige nu og her, hvilket vil væ-re det bedste for helingen. Men så bliver detuden bedøvelse. Alternativt kan jeg få densat sammen senere under bedøvelse, hvil-ket altså er den mindst gode løsning. Jegvælger selvfølgelig det første, og inden jegnår at tænke over det, står min patruljeførerMorten og en lægemedhjælper og holdermig i skulderen, mens den tyske overlægetrækker armen ud og skubber den ind påplads i knoglen igen.

Jeg er tæt på at besvime, mens han står oglirker min underarm sammen. Det fore-kommer mig som en evighed, og da hanomsider slipper sit jerngreb i min havarere-de arm, synker jeg lettet og udmattet om istolen. Jeg er helt ødelagt af smerte. Det fården ellers så sindige og fåmælte Morten tilat grine højlydt ad mig og udbryde, at han isine praktikperioder som sanitetsmand pådanske sygehuse har set mange døde men-nesker – »men aldrig en, der har været såhvid i ansigtet som dig her i dag.«

4 OVERLEVELSE OG BRISTEDE JÆGERDRØMME

C ombat Survival Course.Anekdoterne og ærefrygten står i

den grad omkring det mest kræven-de kursus på jægergrunduddannelsen. Etkursus, der har til formål at lære jægeren atoverleve på flugt efter en kampsituationbag fjendens linjer. Det vil sige teknikker tilat undvige, gemme sig og leve i og af natur-en, mens den fjendtlige hunter force jagerén. Og ultimativt lærer man, hvad man kanblive udsat for under afhøring og indespær-ring, hvis man bliver fanget.

Jeg skulle egentlig have været på dettekursus som en del af min grunduddannel-se, men på grund af Golfkrigen i Kuwait i1991 suspenderede de britiske arrangører

4 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

kurset det år, og jeg er først med i november1992. Det er over et år efter, at jeg en fredageftermiddag i august 1991 under en uhøjti-delig ceremoni fik overrakt mit »JÆGER«-skuldermærke og diplom som bevis på, atjeg nu er jægersoldat. Men jeg føler mig ikkehelt værdig, før jeg også har bestået detteoverlevelseskursus.

Kurset afholdes af det britiske 22. SpecialAir Service for de britiske elitesoldater, SAS,men også andre landes eliteenheder brugerkurset. De første omkring ti dage er teori ogøvelser, inden vi bliver sendt ud til ti dage iBlack Mountains i Wales for at lære at sulte,fryse og være på flugt.

Vi er 80 kursister, og forud for flugten fårvi udleveret nogle gamle pjalter, noget stof,et par bildæk og en halv snes får. Af stoffetskal vi sy tøj, af bildækkene lave sko, og fåre-ne skal udover at give os mad også være rå-vare til det varme tøj, som vi er nødt til atfremstille her i november i de blæsende, rå-kolde og regnfulde bjerge. Varm munde-ring er påkrævet, og med min sløve schwei-zerkniv får jeg den tvivlsomme ære at skærehalsen over på et stakkels får, som får en altandet end hurtig og smertefri skæbne.

Det skal ellers helst gå hurtigt. Vi har kunet par timer til at sy, skære og tilpasse, indendet bliver aften, mørkt og endnu koldere.Jeg får da også lavet mig et par sko samt enhue, en jakke og et par vanter af fåreuld.Men udover at ingen af delene er særlig vel-lykkede, er uldtøjet klamt, fordi der ikke ertid til at tørre skindet, som derfor stadig erfugtigt af blod.

Vi flygter i små grupper på to-tre mand.Jeg sammen med to danske frømænd. Ognu gælder det om at søge uset tilbage modvores »egne linjer«, som er markeret på etkort over området, som vi selv har tegnet. Vifår ikke mad eller drikke udleveret, så da få-rekødet er spist efter et par dage, lever viudelukkende af de sparsomme bær og rød-der i området. Vand finder vi i de kilder, derheldigvis viser sig at være mange af.

I denne flugtfase bliver vi konstant jagtetaf en hunter force, der består af enheder fradet britiske faldskærmsregiment PARA, derforfølger os i helikoptere, køretøjer og pa-truljer med natkikkerter og hunde. Så idagslys gemmer vi os, og det er en udfor-dring ud over det sædvanlige, for udover atvære blæsende og regnfulde er Black Moun-tains nemlig karakteriseret ved at væreuden naturlige gemmesteder som huler,grotter og store lukkede skovområder. Derer kun små granlunde at søge læ i, og vi måtrykke os i huller i jorden og forladte dyre-grave, hvor vi forsøger at få noget søvn.

Når det er nat, bevæger vi os i ly af mørketfrem mod egne linjer.

Da vi nærmer os de ti dage og endnu ikkeer blevet erkendt af PARA-styrkerne – og denklamme stank fra vores hjemmelavede fåre-tøj er blevet helt ubeskrivelig – ved vi, at visnart bliver fanget. Det er ikke et spørgsmål,om man bliver fanget, men hvornår. Det erkursets afgørende prøvelse, så alle skal haveden erfaring med. Alle bliver taget til fange,og det foregår meget kontant.

Vi har på fornemmelsen, at det er ved atvære op over, da vi befinder os i en lille slugtmed stejle sider. Og pludselig vælter om-kring 20 PARA-soldater da også frem. Vi kanintet stille op og prøver heller ikke. Vi skaligennem det uundgåelige. PARA-folkene rå-ber og skriger, at vi er færdige. At vi er noglenobodys. Ikke andet end worthless fucks. Jegfår bind for øjnene, bliver bagbundet ogsmidt i en mudderpøl, hvor de sparker mig inosserne og maven og slår mig med fladhånd i hovedet, mens de står og griner – youmiserable fuck!

Jeg er nu POW, Prisoner Of War, og føressom krigsfange hjem til deres base til en 36timer lang forhørsfase. I halvandet døgnskal jeg uafbrudt, undtagen under selve for-hørene, være i såkaldte stresspositioner. Derer en, hvor jeg står op ad væggen i en vinkelpå cirka 45 grader med vidt spredte ben ogarme. Og en anden, hvor jeg sidder i skræd-derstilling på gulvet med arme og hænderover hovedet, så fingerspidserne lige rørerhinanden, men uden at hvile på hovedet.Mine arme og ben kramper ofte af udmat-telse i stillingerne, men står eller sidder jegikke helt korrekt, bliver jeg straks gjort op-mærksom på det med enten spark eller slag.Samtidig har jeg en hætte over hovedet, såjeg intet kan se, og i rummet er der storehøjttalere med konstant, skrattende støj, såjeg ikke kan høre andet. Det er dybt ubeha-geligt og smertefuldt, og når jeg nu og da erved at dejse om af udmattelse, sparker ogslår PARA-vagterne mig. Indimellem hivermine fangevogtere mig også udenfor, klæ-der mig nøgen og smider mig rundt i is-koldt mudder, mens de står og griner hå-nende.

Stresshelvedet bliver kun afbrudt af for-hør med forskellige typer forhørsledere.Der er både en good guy, en bad guy og enkvindelig, der beordrer mig til klæde mig afforan hende, hvorefter hun håner mig for atvære en dansk slapsvans.

Alt hvad jeg må sige, er mit navn, mit sol-daternummer og min grad. Alt andet bety-der dumpekarakter og medfører øjeblikke-lig afgang fra kurset. Sådan er det ikke i dag,hvor man som udgangspunkt må sige alt,hvad man ved, i håb om at overleve – krige erblevet sådan, at mange ikke længere rettersig efter krigskonventionerne, men bareskærer halsen over på en fange, hvis han ik-ke fortæller noget.

Jeg ved naturligvis, at forhøret er et spil,men indimellem gør udmattelsen, træthe-den, kulden, sulten, uvisheden og ydmygel-sen, at det er svært at skelne mellem fantasiog virkelighed. Det er ekstremt hårdt, og de36 timer forekommer uendelige. Det er ogsåi denne fase, de fleste af mine medkursisterfalder fra. Jeg hører granvoksne elitesolda-ter bryde grædende sammen og råbe gråd-kvalte på deres modersmål, inden de bliver

slæbt ud og sendt hjem. Men jeg formår attænke frem og glemme smerten.

Jeg tænker indimellem, at deres vold i for-bindelse med tilfangetagelsen og forhørsfa-sen er uacceptabel. Men samtidig ved jeg, atdet er en investering i min uddannelse, fordet gør mig meget bedre rustet, hvis jeg endag kommer ud for det samme i en krigssi-tuation. Desuden skal jeg ikke gøre mig ne-gativt bemærket ved at klage. Jeg tænkerkun på at kunne føle mig som 100 procentjægersoldat og skal bestå det her. Og det gørjeg. Ni kilo lettere efter tre ugers strabadser,men godt tilfreds med at være én af de 20blandt 80 startende, som opnår denne sær-lige udmærkelse i overlevelse.

Omsider føler jeg, at jeg er blevet fuldgyl-dig jægersoldat.

Trods min stolthed over at bestå CombatSurvival Course mærker jeg faktisk alleredei starten af 1992 – kun ganske få måneder ef-ter at jeg er blevet fuldgyldig jægersoldat –en begyndende desillusion over udsigternei mit drømmejob.

Jeg har naturligvis æren af at være en delaf en lille, eksklusiv skare. Men jeg synes, atvores hverdag er temmelig indholdsløs ogbliver mere og mere opmærksom på, at Jæ-gerkorpset har eksisteret siden 1961 og end-nu aldrig været udsendt til en rigtig krigs-indsats.

Vi oplever aldrig noget operativt, og ihverdagen går vi mest op i semimilitæreidrætsdiscipliner som femkamp, triathlon,orienteringsløb og faldskærmsspring. El-lers står den på almindelig fysisk træning,intern uddannelse og øvelser.

Særligt øvelserne i udlandet, i Tyskland,England, Belgien, Holland og Frankrig, er of-te spændende og realistiske, men underCombat Survival Course går det for alvor opfor mig, at vi ikke er en enhed, der er særligoperativt indstillet. Det indser jeg især, da vii teoriforberedelsen hører et foredrag af An-dy McNab, som var med i Operation DesertStorm og Første Golfkrig mod Saddam Hus-seins irakiske styrker i Kuwait i 1990-1991 ogsiden skrev den berømte bog Bravo Two Zeroom sine oplevelser.

At være operativ er for mig essensen af atvære professionel soldat. Det er kernen i enprofessionel soldats identitet og berettigel-se. Det er først i sådanne situationer, at voreshåndværk, vores mentale styrke og karaktersamt alt det, vi har øvet i årevis og til hudløs-hed, kan blive udfordret ultimativt. Ikke før.Og jeg ønsker udfordringerne. Jeg vil påhemmelige missioner i fjendeland i frem-mede, eksotiske lande. Jeg ønsker at lave nå-lestikoperationer i ly af mørket og snigemig ind på et objekt og sprænge det i styk-ker.

Jeg vil prøve det farligste, det mest spæn-dende og det, der stiller størst krav til mig.Men udsigten til det er ikkeeksisterende. Ef-ter 13 års målrettet og næsten daglig kampfor at nå hertil er målet slet ikke, hvad jegforventede, og jeg føler mig afskåret fra mu-ligheden for virkelig at flytte mentale græn-ser.

Det er skuffende. Forstemmende. Et anti-klimaks af rang. Og det betyder, at jeg totaltmister min militære energi og bestemmermig for, at jeg vil prøve andre udfordringer ilivet.

Jeg har på dette tidspunkt i mit liv aldrigovervejet alternativer til Jægerkorpset, menjeg tænker hverken på Fremmedlegioneneller på at skifte statsborgerskab for at fåkampudfordringer. Jeg er træt af militæretog overbevist om, at jeg aldrig skal i uni-form igen, så jeg bruger min optjente civileuddannelse med fuld militær løn til at gå påforskellige merkonomkurser i første halv-del af 1993. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skalbruge det til, og det er en svær og helt ny oguvant situation for mig at mangle et mål.Derfor beslutter jeg i stedet at forfølge minekreative lyster og evner og køber et tromme-sæt og et kamera og bliver først assistent foren etableret fotograf og siden selvstændigfotograf.

Det går meget godt med fotografiet. Jegtjener godt på det, men det stiller ikke minudlængsel. Så i begyndelsen af 1995 beslut-ter jeg at forfølge en anden gammel drøm:at lære spansk og bo i Sydamerika, hvor jeger sikker på, at temperament, klima, kvin-der og mad lige er noget for mig. Og det erdet. I halvandet år bor og rejser jeg rundt iprimært Argentina, Chile, Uruguay og Boli-via, hvor jeg fotograferer for Elle, Euroman,Jyllands-Posten og lokale magasiner og avis-er.

Jeg oplever masser af spændende profes-sionelle og private udfordringer. Blandt an-det bliver jeg udsat for et væbnet røveri,hvor de tager mit kære ur, et Rolex Submari-ner, som jeg havde sparet op til gennem surtarbejde i en DSB-kiosk gennem et år. Jeg bli-ver også jagtet med en skarpladt revolver afen sygeligt jaloux ekskæreste til min kære-ste. Og jeg bruger mine sidste penge på at fåordnet et brækket ben på gadehunden San-tiago.

I september 1997 kommer jeg hjem tilDanmark igen og går ind i it-branchen. I toet halvt år arbejder jeg for Mermaid Compu-ter og TopNordic, blandt andet med etable-ring af en forhandlerafdeling, hvor jeg haransvaret for salg til forhandlerne, blandt an-dre store aktører som Dansk Supermarked.Det er lærerigt og i starten udfordrende,men jeg begynder så småt at mangle nerveog spænding i min dagligdag, og en marts-dag i år 2000 på vej til arbejde i Tåstrup be-slutter jeg mig for at sige op. Jeg har ingenalternativer, ingen planer, men træffer enhurtig beslutning, kører ind på arbejdet,skriver min opsigelse på kontoret, printerden ud, afleverer den til min chef og kørerhjem igen.

For at tjene penge arbejder jeg derefter ien periode som brolægger i de nordsjæl-landske villaers indkørsler og forpladser.Men min videre skæbne bliver beseglet, da

der efter et par uger dumper et brev fra Da-nish Demining Group ind ad døren.

5 KRIGENSSKRALDEMAND

J eg skal være programleder for DanishDemining Group i Kaukasus. Nærmerebestemt i Tjetjeniens naborepublik

Ingusjetien. I ti uger hen over forår og sommer år

2000 har jeg sammen med en række andreeksjægersoldater været på kursus på FarumKaserne, hvor Forsvaret i samarbejde medDanish Demining Group, DDG, har gjortmig til ekspert i ammunitionsrydning. Jegved, hvordan man håndterer en minesøger.Jeg har lært den langsommelige og dræben-de kedelige, men meget vigtige procedurefor at stikke efter miner i jorden. Jeg kankende forskel på alverdens forskellige typeraf panserminer, personelminer, granater,bomber, raketter og anden ammunition. Ogjeg kan destruere det hele. Alt sammen såjeg kan agere som en krigens skraldemandog være med til at rydde op i Den 3. Verdensenorme mineproblem.

Særlig hårdt medtaget af landminer ogueksploderet ammunition er Afghanistan,visse lande i Afrika, dele af Asien og Balkanog altså Kaukasus. DDG har som dansk, hu-manitær, ikke-statslig organisation mine-rydningsprogrammer i alle regionerne. Deberørte lande har alle været eller er stadigregulære krigszoner, hvor minerne desvær-re viser sig uhyggeligt effektive, ikke kunmellem de kæmpende militære parter, menmindst lige så meget mod en sagesløs civil-befolkning og mod dyr. Krigene i disse lan-de har efterladt kampvognsgranater, fly-bomber og mortergranater, som ikke er eks-ploderet på grund af tekniske fejl ellersoldaternes forkerte montering, og hvert årdræbes eller lemlæstes titusindvis af mænd,kvinder, børn og dyr af disse ofte skjulte ogdødelige genstande.

I Kaukasus nordøst for Tyrkiet og Sorteha-vet, hvor Europa møder Mellemøsten og Asi-en, er problemet gigantisk. Regionen har opmod 50 forskellige folkeslag fordelt i demange små republikker, som inden for deseneste 15-20 år har udkæmpet væbnedekonflikter i efterdønningerne efter Sovjet-unionens sammenbrud. Etniske konflikter,krigsforbrydelser, mafiakriminalitet og ter-ror er hverdag her, og de fleste husker nokterroraktionen mod »Skole nummer 1« i dentjetjenske landsby Beslan den 1.-3. septem-ber 2004. På åbningsdagen efter sommerfe-rien besatte omkring 30 tjetjenske og isla-mistiske oprørere bevæbnede med Kalash-nikovs, mandbårne raketter ogsprængstoffer skolen med plads til 900elever. En klodset og kaotisk gidselaktionblev gennemført af politi, soldater og civile,og det endte med, at flere end 330 menne-sker døde, over halvdelen børn.

Den russisk-tjetjenske konflikt begyndte,da den lille udbryderrepublik Tjetjenien i1991 erklærede sig for selvstændig efter So-vjetunionens sammenbrud. Op igennemårtiet udkæmpede russiske soldater og tje-tjenske uafhængighedsoprørere blodigekampe, der lagde landet i ruiner, dræbte ti-tusinder og sårede endnu flere.

I slutningen af år 2000 skønnes det, at derligger over én million miner i landet somfølge af krigen – og der bor altså mindre enden million indbyggere i landet, som er om-trent dobbelt så stort som Sjælland. Derforhar intet andet land i verden haft så mangeofre for miner som Tjetjenien. Alene i år2002 anslås det, at knap 5.700 mennesker erblevet dræbt eller såret af miner, heraf knap1.000 børn. Og læg dertil et stort antal såre-de og dræbte dyr.

Det er især personelminer, som udgør etproblem, fordi befolkningen trods frygt forminer er nødt til at leve deres liv og dagligtbenytte mange af de marker, veje og stier,som er strøet til med miner.

Børnene skal i skole eller hente brænde tilfamilien, bønderne og deres kreaturer skalpå markerne, og kvinderne skal til byerneog markederne. Alternativet er et liv udenbasale fornødenheder.

Det optimale ville være, hvis man kunnebegynde at fjerne minerne, men her i år2000 er det umuligt at gennemføre egent-lig rydning, fordi det simpelthen er for far-ligt på grund af de igangværende kampemellem de tjetjenske oprørere og russerne,som har over 100.000 soldater udstatione-ret i landet, først og fremmest i og omkringhovedstaden Groznyj. Derfor sætter DDG isamarbejde med Folkekirkens Nødhjælp ogmed donationer fra FN, EU, Danida og dentilsvarende svenske bistandsorganisationSIDA ind med oplysningskampagner om,hvordan civilbefolkningen så vidt muligtkan undgå minerne.

Det er det program, jeg skal lede og udvik-le fra naborepublikken Ingusjetiens hoved-stad, Nazran. Ingusjetien er den mindste ogden fattigste af republikkerne i Kaukasus.Den grænser op til Tjetjenien mod vest ogfylder kun 3.600 kvadratkilometer, elleromtrent halvdelen af Sjælland, og tæller enbefolkning på under en halv million men-nesker. Dertil skal lægges adskillige hund-redtusinde tjetjenske flygtninge, som befin-der sig i lejre rundt om i landet. Det er pri-mært dem, vi skal gøre en indsats for medinformation om miner og ueksploderet am-munition.

Min rejse mod Nazran starter med et parnætter i den gigantiske og kolde russiskehovedstad Moskva, hvor jeg finder ud af, atlangt de fleste moskovitter absolut ikke kanlide kaukasere. De anser dem for at være ter-rorister og kriminelle, blandt andet fordi enstor del af den russiske mafia har sit ud-spring i Kaukasus. Det gør mig blot ekstraspændt på de kommende seks månedersudfordringer som programleder.

Min nærmeste medarbejder er også entidligere jæger, Peter Correl, som jeg bestodminerydningskurset med, og på grund afden dårlige sikkerhedssituation i Ingusjeti-en er det et krav fra DDG, at vi har et sikker-heds-setup. Fire mand fra det lokale politiskal være vores livvagter og sørge for voressikkerhed, når vi skal til og fra arbejde og kø-re rundt i regionen til flygtningelejre.

Særligt kidnapning er et kæmpe problemi området. Fra 19961999 er cirka 1.300 men-nesker blevet bortført. Mange dukker aldrigop igen og likvideres blot, når løsepengeneikke kan betales, og det skønnes, at omkring500 stadig holdes i fangenskab i jordhullerog mørke, fugtige kældre. Risikoen for kid-napning er særlig udpræget for vesterlæn-dinge, der anses for lukrative mål og omta-les som walking money. Mange journalisterog nødhjælpsarbejdere fra Vesten er blevetkidnappet af kriminelle bander og den loka-le mafia.

En af de mest omtalte er Camilla Carr oghendes kæreste Jon James, som i 1997 tog tilTjetjeniens hovedstad Groznyj for at åbne etrehabiliteringscenter for børn med krigs-traumer. Tre måneder efter det engelskepars ankomst blev de begge kidnappet aftjetjenske oprørere, og igennem de næste 14måneder blev de begge tortureret og hunvoldtaget et utal af gange af sin fangevogter,inden parret blev løsladt mod en løsesum.Såvel den britiske som den russiske rege-ring afviser at have betalt løsepenge for de-res frigivelse, og der spekuleres i, at den Lon-don-bosiddende russiske milliardær BorisBerezovsky har betalt de tjetjenske kidnap-pere.

Det er denne virkelighed, jeg er på vejimod, da jeg en sen aften i oktober 2000sætter mig ind i det russiske indenrigsfly fraMoskvas Domodedovo-lufthavn til Nazran.

Lufthavnen er indhyllet i en snestorm, såflyet holdes tilbage, og da det gives fri efteren time, kommer den russiske kaptajn slin-grende hen mod cockpittet helt sprutrød ihovedet og iført en stor pels-hat. Det bekræf-ter på foruroligende vis mine fordommeom indenrigsflyvning i dette land. Og detbliver ikke bedre af, at kabinen i det lille Tu-polev-jetfly rasler og brager ud ad startba-nen, mens plasticposer falder ud af bagage-hylderne, og enorme russiske koner bladreri deres kulørte magasiner.

Et par dage efter min ankomst er jeg alle-rede faldet godt til i jobbet. Jeg har fået ind-rettet mit lille kontor med computer ogprinter og har kæmpet med at få en inter-netforbindelse op at køre, så rammerne erpå plads. Nu gælder det om at gøre en hu-manitær forskel.

I lærerværelset, der støder op til mit kon-tor, underviser jeg mine 15-20 lokale medar-bejdere. De er alle tjetjenere, de fleste kvin-der i alderen 20-40 år, men også to mænd ibegyndelsen af tyverne, og de har næsten al-le en yderst traumatisk baggrund fra de sid-ste ti års kamphandlinger i deres hjemland.De bor alle i de omkringliggende flygtnin-gelejre, og mange af deres mænd, koner,børn eller forældre er døde eller simpelthenbare forsvundet som følge af krigen. Men påtrods af deres situation – eller måske pågrund af den – udviser de en forbløffendegejst og moral i deres arbejde med at oplyseom faren fra miner i regionen. Jobbet er ef-ter lokale forhold særdeles vellønnet, og dehænger virkelig i for at være rustet til at lærederes landsmænd om den sidste, opdatere-de viden om minefaren i regionen.

Jeg tager kontakt til flygtningelejre, sko-ler og andre offentlige instanser for at koor-dinere undervisningen. Og vi organisererlærerne i små mobile teams, som vi senderrundt i regionen i op til en uge ad gangen.Det er et risikofyldt arbejde. Lærerne kørerofte rundt i områder, hvor der er regulærekampe mellem russere og tjetjenske oprø-rere. Men indsatsen er en stor succes, fordilærerne når ud til områder, hvor der næstenaldrig informeres om minefaren, og hvor dekan uddele de plancher og foldere, som deselv har fabrikeret og lamineret til børn ogderes familier.

På grund af succesen vil vi gerne have fle-re lærere. Da vi lader rygtet sive, bliver vistraks bombarderet med henvendelser frakvinder, mænd og såmænd også enkeltebørn, som alle påstår, at netop de er perfektetil jobbet. Peter og jeg brænder nær fingre-ne, idet også vores livvagter insisterer på, atderes fætre, kusiner og venner skal have job-bet. To af dem bliver endda aggressive, råberad mig og antyder, at det kan gå ud over minsikkerhed, da jeg fortæller dem, at vi allere-de har fundet de egnede kandidater. Og deter ikke den eneste grund til, at jeg ser lidtskævt til de folk, som jeg ellers skulle tiltromit liv.

På grund af den spændte sikkerhedssitua-tion og den store risiko for kidnapning erdet fuldstændig udelukket, at jeg færdes ale-ne uden for vores hus og kontor, så livvag-terne gør mig konstant følgeskab, og jeg erikke imponeret. De virker sløve og uengage-rede, og jeg stoler simpelthen ikke på dem.Hvis Peter og jeg skulle komme i problemer,vil de formentlig kun være i vejen og sikkertvære de første til at stikke af. Men de er nuengang et åg, jeg bliver nødt til at bære.

Huset, vi bor i, er en udmærket villa belig-gende i et indhegnet kvarter med nyopfør-te, helt ens boliger, som huser republikkenslille elite. Vi bor ved siden af præsidenten,som hver morgen i høj fart kører af sted i sinpansrede Humvee, skarpt efterfulgt af ensort bil med hans livvagter.

Kvarteret står i skærende kontrast til denlille hovedstad, Nazran, hvor tårnene pånedslidte moskeer rager op over byens tage,hvor kun få veje er asfalterede og affaldet fly-der i gaderne, og kvæg, høns og vilde hundestrejfer rundt. Der er få butikker, men man-ge tætpakkede markeder med frugt, grønt-sager, kød, blomster og andre dagligdagsfornødenheder.

Vi deler huset med Dansk Flygtninge-hjælp, som består af en mildt sagt mangfol-dig skare af medarbejdere og beboere. Derer Kristof, som er polak, men snakker fly-dende dansk. Med sit lange, grå hår ned adryggen ligner han et stædigt levn fra Wood-stock-generationen. Han er uddannet arki-tekt, dansk gift, i midten af fyrrerne og har imange år arbejdet i denne branche, hvorhan står for byggeprojekter i flygtningelej-re.

På trods af sin fodformede fremtoning erhan meget kontant og direkte i sin adfærd,både professionelt og privat, og jeg kan rig-tig godt lide ham.

Så er der Henrique, en flink, rolig og hø-flig franskmand, som arbejder med logistiktil flygtningelejrene.

Og endelig er der Kharon, der er ansatsom den lokale arbejdsstyrkes sjakbajs. Haner en lille, ilter tjetjener, hårdtarbejdendeog meget ambitiøs og besidder en målrettetdrøm om at tage til Canada, hvor han vil ta-ge en uddannelse og starte et nyt liv med sinkønne kone og deres barn.

For mig er det værste ved vores restriktiveliv og isolation i huset, at jeg ikke kan passemin løbetræning. Til stor irritation for hus-ets øvrige beboere kompenserer jeg vedhver aften at løbe op og ned ad trappen frakælderen til første sal. Men jeg får dem over-bevist om, at det er en nødvendighed formig at træne, og det accepterer de. Jeg fårogså hevet penge ud af budgettet til at ind-købe vægttræningsudstyr og en boksesand-sæk, som jeg hænger op i kælderen.

Turene ud af huset og byen går som regeltil flygtningelejrene, hvor jeg bistår voreslærere med undervisningen og studerer,hvordan flygtningene modtager vores in-formation.

De flere hundredtusinde flygtninge er enforstemmende samling af lemlæstede, for-pinte og underernærede skæbner, der harboet i lejrene i årevis. Mange børn er fødtder og kender ikke til andet end lejrene,hvor titusindvis af telte er opstillet i uendeli-ge rækker, adskilt af mudrede stier og små-veje. Familier på 6-10 personer lever sam-menstuvet i telte, som ikke er større end 20kvadratmeter, opvarmet af en lille gasbræn-deovn i midten og oplyst af et par ophængtepærer. Og de har kun få personlige ejendelesom et par senge, borde og enkelte billederaf familien vidner om et liv før dette.

Jeg besøger blandt andet en familie, hvorden 10-årige søn har mistet begge arme oget øje, da han gik og legede i skoven ved fa-miliens gård. Resten af sit liv er han dybt af-hængig af sin familie og kan ikke gå på toi-lettet, spise eller tage tøj på uden dem. I enanden familie, jeg taler med, er det faderen,der har mistet begge sine ben, da han gik påsin mark med sin ko og trådte på en russiskpersonelmine. Koen forblødte, mens hanformåede at slæbe sig hjem til sin gård på destumper, der var tilbage af hans ben. Takketvære en udenlandsk hjælpeorganisation,som er specialiseret i at sætte proteser påmineofre, kan han nu gå og støtte sig tilkrykker.

Alle flygtningene er i det hele taget dybtafhængige af hjælp fra FN og udenlandskehjælpeorganisationer som Dansk Flygtnin-gehjælp, der opstiller lejrene og uddelermad. Ris, mel og tørmælk i dagsrationerholder med nød og næppe liv i familierne.Og forholdene uden for flygtningelejrene erikke meget bedre. På vores uddannelses-færd rundt i grænseområderne op til Tjetje-nien oplever vi, at mange tjetjenske familierer genhuset hos en ingusjetisk familie ogvenner, indtil den dag hvor de – måske – kanvende tilbage til deres hjem i Tjetjenien. Ifaldefærdige huse sidder disse arme, tristeog forhutlede mennesker i vinterkulden ogstuver sig sammen foran brændeovne.

Hos en enkelt familie bliver jeg inviteretindenfor til en kop chai, som the kaldes iKaukasus. Huset vrimler med børn, men og-så denne familie er hårdt ramt af en skæbneafledt af krigen i Tjetjenien. Moderen siddermed våde øjne og en stak billeder i skødet,og hendes datter holder et af dem op foranmig. Det viser hendes bror og hans kæreste,der begge er i deres sene teenageår. To år tid-ligere forlod de en morgen huset for sam-men at gå på arbejde i den nærliggendelandsby, men de kom aldrig hjem igen. Fa-milien har ikke hørt fra dem siden, men ersikre på, at de er blevet taget af russerne oglikvideret kort efter.

I de skoler, hvor vi afholder timelange fo-redrag om minefaren, er der ingen varmeeller andre basale bekvemmeligheder. Sko-lerne er blot træbarakker, hvor børnene sid-der ved fælles borde, og læreren har sin tav-le og intet andet.

Endnu mere forstemmende er det at be-søge hospitalerne i grænseområderne. Vi ta-ger rundt til dem, fordi vi har en aftale medden lokale FN-afdeling i Nazran om, at vi vilskabe kontakt mellem de hjælpeorganisa-tioner, som kan hjælpe med proteser til mi-neofrene, og ofrene selv.

Det er en ubeskrivelig stand, disse såkald-te hospitaler er i. Gamle og forfaldne byg-ninger, ofte uden glas i vinduerne, der i ste-det er dækket til med plastic. Mørke gangeuden lys. Toiletter med afføring op ad væg-gene. Patienter som ligger i deres beskidtesenge med amputerede lemmer og kiggerfraværende op i loftet. Og sygeplejersker oglæger, der passer og plejer deres patienterefter bedste evne med de beskedne mæng-der medicin og det primitive hospitalsud-styr, som de nu engang har til rådighed.Hvordan patienterne overlever sådan etsted, fatter jeg ikke. Jeg har som jægersoldatlevet under yderst primitive og beskidte for-hold, og jeg ved, hvor let kroppens immun-system bliver påvirket. Et ophold et af dissesteder må da give dødsstødet, hvis man ikkeer død af sine skader eller sygdomme i forve-jen.

Da det bliver sen vinter, vælger jeg at tage

en tur til Tjetjeniens krigsramte hovedstadGroznyj. Netop Groznyj er det sted i heleKaukasus, som er værst inficeret af miner ogueksploderet ammunition. Jeg vil ind ogkontakte nogle af de skoler, som efter sigen-de stadig fungerer, for at lave aftaler meddem om undervisning.

Det er en stor risiko, jeg løber. Kamphand-lingerne mellem oprørerne og de russiskestyrker er i fuld gang i byen, som stort set erbombet og skudt fuldstændig sønder ogsammen af den ekstremt aggressive russi-ske besættelsesmagt. Det er en dagligdag,hvor russerne om morgenen kører ud fraderes baser og besætter hundredvis afcheckpoints ved indfaldsvejene, hvorfra deholder byen i en jernnæve og slår hårdt nedpå alt, der bare kan minde den mindstesmule om oprørere. Imens skjuler oprører-ne sig, og deres snigskytter er en stor trusselmod soldater og civilbefolkning, både nårde snigskyder, og når de følger op med regu-lære angreb med raketter og maskingevæ-rer.

Når det bliver nat, og alle de knap 80.000russiske soldater igen er på deres baser, sni-ger oprørerne sig i ly af mørket ind i byen ogplacerer vejsidebomber og miner på gaderog stræder.

Således blev 4.700 russiske soldaterdræbt i Tjetjenien på tre år fra 1999-2002.Antallet af dræbte tjetjenere varierer afhæn-gig af, hvem der udtaler sig. Russerne siger45.000 i løbet af to russisk-tjetjenske krigesiden 1994, mens tjetjenske kilder, blandtandre den kendte eksilleder Akhmed Zakay-ev, taler om 250.000 omkomne tjetjenereog næsten lige så mange forsvundne.

Mine livvagter skal selvfølgelig med tilGroznyj, men de er ikke meget for det. Jegtvivler på, at de vil risikere særlig meget forat redde mig, og det passer mig derfor fint,at de selv insisterer på at rekvirere forstærk-ning fra en russisk eliteenhed for at føle sigmere sikre. Således befinder jeg mig medskudsikker vest på bagsædet af en firhjuls-trækker i selskab med tre kæmpestore ogtavse russere med maskingeværer, mensmine egne livvagter holder sig på afstand ideres bil bagved.

Vi kører et par timer fra Nazran til Groz-nyj, og havde det ikke været, fordi Tjetjeniener en krigszone, havde landskabet været de-cideret smukt. Marker, vandløb, skove ogden storslåede bjergkæde mod syd, hvor El-brus med sine 5.642 meter rager op overdem alle.

Men landet er også sønderbombet, og jegbemærker små røde skilte med dødninge-hoveder på hegn langs marker. Det betyderminer. På en mark ser jeg også kadaveret afet stykke kvæg, der har fået sprængt helebagkroppen af, og senere væmmes jeg oversynet af to hunde, som ligger fuldstændigflænsede i kanten af en lille markvej.

Konstant på turen afbrydes vi af russiskecheckpoints, hvor pansrede BMP-infanteri-kampkøretøjer holder bag betonmure, ogrussiske soldater kontrollerer al trafik på ve-jen. Da vi nærmer os Groznyj og passererendnu et checkpoint, åbner en BMP pludse-lig ild med sit 7.62 mm maskingevær i tår-net. Det er ikke til at se, hvad skytten skyderefter. Men den russiske elitesoldat bag rattetspeeder klogelig op og kører væk fra check-pointet i høj fart.

Derefter drejer vi af mod centrum, og deter et chokerende syn, der møder os. Byen sermeget værre ud, end jeg havde forestilletmig, og er et surrealistisk syn af elendighedog armod. Aldrig har udtrykket spøgelsesbyværet mere rammende. Alle huse, bygnin-ger, gader og monumenter er kompletsmadrede efter kampene, og byen virkerforladt. Enkelte udtryksløse mennesker be-væger sig rundt i gaderne med indkøbspo-ser fra de små markeder, som holder befolk-ningen i live.

Selv de russiske soldater, som står hen-slængt ved deres pansrede køretøjer i et utalaf forskellige uniformer, virker påvirkede afstedets helt igennem deprimerende atmo-sfære. De forekommer ikke disciplineredeog anspændte, som man skulle tro, efter-som de står midt i en krigszone. Nærmeresjuskede og apatiske.

”This center!” Vi er parkeret i udkanten af en stor plads,

og for første gang på turen siger den af derussiske elitesoldater, som tilsyneladendehar den højeste rang, noget til mig. Vi måvære i byens centrum nu, og vi stiger ud. Deto øvrige soldater placerer sig straks medderes maskingeværer pegende i hver sin ret-ning, mens mine egne livvagter står ved de-res bil et stykke fra os og ser noget beklemteud. En af dem vover sig dog frem til mig ogspørger, om han skal tage et billede, hvilketjeg lader ham gøre.

De russiske elitesoldater er utrygge ved si-tuationen, så vi fortsætter hurtigt i bilerneigennem byen mod de to skoler, jeg vil besø-ge. Da vi ad omveje endelig kommer frem tilden første skole, bliver vi mødt af en ældre,gråhåret og spinkel kvinde, som tilsynela-dende er en form for skoleinspektør. Hun ermålløs over min ankomst. Og til at begyndemed også mistænksom. Hvem er dennefremmede, som i følgeskab af soldater ogmaskingeværer dukker op ud af det blå ogtilbyder hende hjælp?

Ved hjælp af en tolk får jeg forklaret hen-de mit ærinde, og hun lyser op ved tankenom mineundervisning til de små hundredeelever, som går på skolen. Jeg aftaler medhende, hvor mine lærere kan komme. Menjeg må samtidig understrege over for hen-de, at det er med et vist forbehold, at under-visningen bliver gennemført på de aftaltedatoer. Sådan må det være i en krigssituati-on, og hun er mere end vant til, at intet ersikkert, men takker alligevel igen og igenfor mit besøg.

Der er kun et par timer, til det blivermørkt. De tre tavse russere ved min side la-der mig forstå, at nu er det tid til, at vi kører

dokumentation 5POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

Dernæst stikkerminerydderen sinlange spidse kniv i envinkel på 30 graderned i jorden, centi-meter for centimeter

Foto: Finn Frandsen

retur til Ingusjetien. Vi sætter kursen ud afbyen og passerer endnu en gang de mangecheckpoints, hvor de russiske soldater nuvirker nærmest opstemte. Føreren for de treelitesoldater vender sig om mod mig, ogmed et stort smil, der afslører en guldtand iovermunden, laver han en drikkebevægelsemed sin ene hånd. Soldaterne er berusede.

Da vi kører ud af spøgelsesbyen, kiggerjeg mig tilbage og håber, at jeg aldrig nogen-sinde skal tilbage til dette forstemmendested.

Igennem det tidlige forår fortsætter vi ar-bejdet i flygtningelejre, på skoler og andreofficielle institutioner. Peter og jeg har engod fornemmelse, og vi mener, at vi gør enreel forskel. Faktisk går programmet sågodt, at vi udpeger en specielt betroet med-arbejder, Elena, til at føre programmet vide-re, når vi om kort tid tager hjem.

Inden skal vi dog igennem endnu en kau-kasisk prøvelse. Eller rettere, Peter skal. Enmorgen vågner han op i DDG-huset, og halv-delen af hans ansigt er følelsesløst og lam-met. Han ser højst besynderlig ud, og vi til-kalder den lokale vagtlæge, der ankommer ien ældgammel ambulance, som mindermere om en rustvogn, og det røde blinklyspå taget drejer langsommere end sekundvi-seren på et ur. Ind i stuen træder en lillemand iført en snavset, hvid kittel og enkæmpe rørformet pelshue på hovedet. Hanhar guld på alle synlige tænder og diagno-sticerer hurtigt Peter med noget, jeg aldrighar hørt om før. Så trækker han en kanyle påstørrelse med en køkkenkniv frem af sin ta-ske og jager den ind i patientens ene balde –Peter går ud som et lys.

Yderligere hjælp er der ikke at hente i detingusjetiske sundhedsvæsen, så dagen efterflyver jeg hjem med Peter. Han bliver ind-lagt på Rigshospitalet og får stillet diagno-sen Bells parese, som er et problem med ner-verne i ansigtet forårsaget af en latent infek-tion med herpes virus. Jeg bliver glad for, atvi handlede så hurtigt og rejste hjem, for detviser sig, at den korrekte behandling indenfor 72 timer er afgørende for udfaldet af lam-melsen på længere sigt. Peter kommer sigda også helt efter nogle uger.

Jeg selv tager straks retur til Ingusjetien,hvor jeg over nogle uger overdrager pro-grammet til Elena, der er pavestolt over sinnye status som programleder. Jeg er godt til-freds med, at jeg er færdig i denne del af ver-den, og jeg tager hjem og nyder det danskeforår. Mine løbeture i Dyrehaven nord forKøbenhavn. At kunne færdes hvor jeg vil,hvornår jeg vil. Samt ikke mindst gensynetmed forårsklædte danske kvinder og sma-gen af kold øl. Og jeg kommer tilmed til atmøde Bubber før en vis anden jægersoldat,da han inviterer mig ind i sit TV2-børnepro-gram »Snurre Snups Søndagsklub« for atfortælle om, hvordan børn i Kaukasus lever ievig minefare.

Det fornøjelige forår hjemme bliver dogkort. Danish Demining Group tilbyder mignemlig jobbet som ansvarlig for deres mi-nerydningsoperationer i Afghanistan. Ogjeg takker ja.

6 MIDDELALDEREN ANNO 2001

D en varme og fugtige natteluft mø-der mig som en mur, da jeg i april2001 træder ud af British Airways’

Boeing 777 i Islamabad International Air-port i Pakistan, mit første stop på vejen til Af-ghanistan. En lang og enerverende tur medlarm og besværlige passagerer har gjortmig træt, og jeg glæder mig til at komme iseng. Efter at have ventet en time på min ba-gage maser jeg mig igennem kødranden afråbende taxichauffører, der lugter pengeved synet af en vesterlænding. Jeg skal ikkebruge en taxa. Jeg bliver hentet af DDG’schauffør Hasheem, en lille mand med rundtansigt og overskæg, som venligt byder migvelkommen og læsser min bagage i kontor-ets nye Mazda.

På vej gennem byen mod DDG’s hoved-kvarter i et mondænt villakvarter med man-ge ambassader i byens nordlige Sektor F-6passerer vi Marriott Hotel. Det ligger oplystog fredeligt hen, og Hasheem berømmerdets buffet. Jeg bemærker også konturerneaf den enorme Faisal-moské mod nattehim-len. Den virker dyster og får mig til at tænkepå, hvad der venter mig om et par dage i Af-ghanistan. Jeg er spændt. Min tid i Kaukasushar været intens, men Afghanistan, som jegkun har læst og hørt om, lyder som et end-nu mere deprimerende og dystert sted.

Afghanistan har altid været en slagmarkfor magten i Centralasien. At føre krig er endel af afghanernes kultur, hvad enten det ermod en rivaliserende klan eller imperialisti-ske stormagter som Persien, Storbritannieneller – ikke mindst i landets moderne histo-rie – Sovjetunionen.

I april 1978 gennemfører det afghanskekommunistparti et blodigt statskup ogovertager magten i landet, som de døber Af-ghanistans Demokratiske Republik. Kom-munisterne indfører jordreformer, giverkvinder stemmeret, nedlægger forbud modtvangsægteskaber og erstatter de islamiskelove med sekulære, marxistiske love. Mangeafghanere anser regeringens politik for atvære inficeret med vestlige værdier og er ra-sende over, at de traditionelle muslimskedyder bliver svigtet. Derfor flygter de i tu-sindvis fra de større byer op i bjergene og til-slutter sig den muslimske modstandsbevæ-gelse, mujahedinerne, som har erklæret ji-had, hellig krig, mod den kommunistiskeregering.

Det kan Sovjetunionen ikke lade passere,og da sovjetiske faldskærmstropper lander iKabul i julen 1979, hævder de, at de er invite-ret af den kommunistiske regering. Deresopgave er at støtte regeringen i kampenmod mujahedinerne, som over hele landet

kæmper mod den siddende regering. Åreneefter følger en brutal krig, hvor mujahedi-nerne viser sig at være en effektiv og hårdførmodstander for de sovjetiske styrker. Påtrods af russernes brug af fly, helikoptere,kampvogne, napalm og kemiske våben kon-trollerer mujahedinerne i 1982 hele 75 pro-cent af Afghanistan.

På grund af deres modstand mod denkommunistiske regering støtter den ameri-kanske efterretningstjeneste CIA og Paki-stan mujahedinerne både finansielt og ma-terielt. Blandt andet med Stingermissiler,som bliver udslaggivende i kampen modrussernes HINDkamphelikoptere. Det is-lamiske Saudi Arabien støtter også oprører-ne finansielt på grund af deres muslimsketro, og en anden berømt sponsor er en visOsama bin Laden. Han sender med støtte oghjælp fra USA penge og våben til sine kæm-pende muslimske brødre, og i 1988 grund-lægger han al-Qaida for at udvide kampenmod Sovjetunionen til at omfatte hele ver-den.

I februar 1989 får russerne nok. De træk-ker deres styrker ud af Afghanistan og efter-lader landet med hundredtusinder af døde,millioner af landminer og en tiltagendeborgerkrig mellem lokale krigsherrer. I 1992bryder Afghanistans Demokratiske Repu-blik sammen, men krigen fortsætter endnufire år med tiltagende succes for den på dettidspunkt ret ukendte, muslimske Taleban-bevægelse, som er anført af veteranen frakrigen mod russerne, mullah MohammedOmar. Han leder en bevægelse af fromme ogasketiske krigere, som er meget rene i derestro, og de bliver i befolkningen mere popu-lære end de uregerlige mujahediner. Derforkan Taleban også tiltrække flere soldater ogvinder i 1996 krigen, da de tvinger de flesteøvrige krigsherrer til at indgå en fredsaftale.

Da Taleban overtager magten, indfører destraks islamisk lov i den strengeste og mestpuritanske form. Straffen for tyveri er afhug-ning af en eller begge hænder. Utroskab ud-løser offentlig stening, og folk bliver hængtfor at ytre sig mod Taleban.

Det bliver ulovligt at gå med hvide sokker,da hvid er farven på Talebans flag. Man for-byder alle former for tv, billeder og musik.Pigeskoler lukkes, og kvinder må ikke arbej-de og uddanne sig og ikke bevæge sig udenfor hjemmet uden ledsagelse af deres mandog uden at være iklædt en lyseblå burka,som dækker selv ansigt og øjne. Ofte bliverkvinder endda nægtet hospitalsbehandlingfor at forhindre kontakt med mandlige læ-ger. Desuden må børn ikke længere legemed drager, og det bliver ulovligt for mændikke at have et skæg af en vis længde.

Trods alle de mærkværdige og umenne-skelige forbud bliver Talebans magtoverta-gelse alligevel opfattet positivt af mange af-ghanere. For endelig er der nogen, der tilsy-neladende kan skabe lov og orden i detkrigshærgede land. Kun i nordøst møder Ta-leban lokal modstand fra den såkaldteNordalliance. Internationalt er Taleban me-re klemt. Kun tre lande anerkender demsom et legitimt styre: Pakistan, Saudi Arabi-en og De Forenede Arabiske Emirater. Re-sten af det internationale samfund kritise-rer Talebans styreform i skarpe vendinger,og USA hævder, at de huser træningslejre forislamiske terrorister. En af lejrene drives afOsama bin Laden, som USA beskylder for atstå bag bombeattentaterne mod de ameri-kanske ambassader i Kenya og Tanzania, deri august 1998 dræber 224 mennesker og så-rer 5.000.

Det er dette land og disse magthavere, jegi april 2001 skal til at stifte nærmere be-kendtskab med. Jeg er temmelig foruroligetved udsigten til mødet med Taleban, som re-præsenterer noget, der næsten ikke kan væ-re mere fjernt og uvirkeligt for en dansker.Med det bløde demokratis konsensusmen-talitet i mit blod skal jeg nu tilpasse mig etfundamentalistisk diktatur, som er baseretpå den mest ekstreme fortolkning af islam.Men jeg er fortrøstningsfuld. Især da jeg ef-ter en god nats søvn i DDG-villaen vågner optil det herlige syn af et friskdækket morgen-bord og min gode gamle jægerven JohanFærch.

Allerede på vores første dag på Jægerkorp-sets Patruljekursus i 1990 gjorde Johan sigsærligt bemærket. Dels fordi han var enemand i marineblå sømandsuniform blandt90 soldater i hærens grønne camouflageu-niformer, dels fordi han ved morgenensnavneopråb svarede ved at råbe et højt ogtydeligt sømands-»halløj«. Siden blev jegbedste venner med denne fremragende jæ-ger, og vi var nærmest uadskillelige i flere år.Så det er både rart og betryggende, at Johanskal være min nærmeste kollega den førstetid i disse for mig så ukendte omgivelser.Han har i et halvt års tid været såkaldt tech-nical advisor i DDG’s minerydningspro-gram i Afghanistan, men da han ikke ønskerat være så meget væk fra sin kone og lillesøn, har han valgt at stoppe. Nu skal jeg aflø-se ham, og han skal overdrage mig mineryd-ningsopgaverne og introducere mig for vo-res afghanske arbejdsstyrke.

Den køretur til Afghanistan, vi skal ud på,har Johan taget flere gange. Egentlig kan vigodt flyve. Selvom der ikke er kommercielflyvning på grund af terrorrisiko og en me-get nedslidt lufthavn i Kabul, flyver FNugentligt til og fra byen. Men pladserne er fåog dyre, og vi foretrækker faktisk at få denspænding, som den ti timer lange køreturbyder på.

Johan ved, at turen kræver meget af køre-tøj og manden bag rattet, og han ved, hvor-dan bilen skal pakkes. Vi fastsurrer såledesbåde værktøj, adskillige reservehjul, ekstrastøddæmpere, den langtrækkende HF-ra-dio, ekstra brændstof, vand, mad og voresbagage i Land Cruiser’en. Den er kun et halvtår gammel, men fremstår aldrende og slidtmed ridser og buler fra de tidligere strabad-ser på ruten mellem Islamabad og Kabul i

Afghanistan. Turen går mod nordøst via den pakistan-

ske by Peshawar, som støder op til det enor-me lovløse område Tribal Areas. Et område ibjergene, der løber langs den afghanskegrænse, og som den pakistanske regeringhævder at kontrollere, men hvor smugleri,kriminalitet og kopiproduktion af alle tæn-kelige våben er næringsvejen for befolknin-gen.

Vejen mod Peshawar er asfalteret, land-skabet grønt og de opdyrkede marker frodi-ge. Men efterhånden som vi nærmer os Khy-ber-passet, bliver kvaliteten af vejen dårlige-re og landskabet mere goldt, og de sidstehalvt hundrede kilometer gennem passetmod grænsebyen Torkham er blot en smal,snoet grusvej, hvor trafikforvirringen er to-tal: Vi kører i en højrestyret Land Cruiser heri Pakistan, hvor man kører i venstre side.Men da meget af trafikken kommer fra Af-ghanistan, hvor man kører i højre, er derslet ikke enighed om, hvilken side af vejender er den rigtige at køre i. Biler, motorcyk-ler, busser, lastbiler og den rigt repræsente-rede pakistanske hær kører slingrende ogdyttende i begge sider og retninger af vejen.Især de ramponerede, overlæssede og farve-rigt udsmykkede, pakistanske lastbiler – of-te gamle, engelske Bedfords kaldet Jingle-trucks – kører med dødsforagt gennem pas-set.

Da vi endelig kommer til Torkham, er detsnarere en grænsepost end en egentlig by,og grænseovergangen er blot en port på ve-jen. I Rusland og Kaukasus har jeg oplevetuorganiseret bureaukrati, men dette sted eret vanvittigt eksempel på manglende orga-nisation, ja nærmest et komisk kaos. På hverside af den lukkede grænseport står hund-redvis af biler og lastbiler i skæve køer omgi-vet af en frådende menneskemængde. Rå-bende og skrigende insisterer alle på, at net-op de er de vigtigste at få ekspederetigennem, mens to pressede pakistanske po-litifolk ved porten uddeler stokkeslag til demest overivrige i mængden.

Jeg betragter scenariet med vantro og erglad for, at Johan har prøvet det før. Hansmider bilen i kanten af vejen, finder sit pasog en håndfuld dollars frem fra handske-rummet og beder mig følge med. Vi maseros gennem menneskemængden mod et lil-le murstenshus ved siden af porten – pas-kontoret. Som de eneste hvide ansigter i ho-ben indenfor bliver vi mødt af mange nys-gerrige blikke. Men Johan tøver ikke etsekund og bevæger sig resolut uden om kø-en og direkte hen til et lille træbord, hvor viskal have stemplet vores pas.

Bag bordet sidder en mand, der skiller sigud fra den hektiske folkemasse omkringham. Han er klædt i en lang sort kjortel medet sort tørklæde om hovedet og udstråler enro og selvsikkerhed, som ikke passer til om-givelserne. Han sidder rank med hovedetbøjet mod sine papirer på bordet, da vi kom-mer hen til ham. Johan lægger vores pasmed dollarsedler indeni på bordet foranham. Først reagerer han ikke, men efter etminuts tid lægger han sine papirer til sideog kigger op på os. Et par borende, udtryks-løse og næsten sorte øjne stirrer på os fra etansigt med et stort, sort og velplejet skæg.Især betragter han længe mit uskæggedeansigt med tydelig mistro og foragt. Så tagerhan vores pas i hånden, studerer dem grun-digt og lægger dollarsedlerne i sin skrive-bordskuffe, hvorpå han stempler og under-skriver passene og lægger dem på bordetforan os uden at værdige os et blik.

»Forpulede talebaner,« mumler Johan påvej tilbage mod Land Cruiser’en, og igen erjeg glad for, at Johan har erfaring med den-ne menneskemængde. Han sætter sig ind ibilen, trykker hornet i bund og kører helt

upåvirket uden om køerne forbi ophidsedemennesker, der sparker og slår på bilen, ind-til vi bliver sluset igennem porten til Afgha-nistan.

Derfra skal vi først mod Jalalabad, denstørste by i det østlige Afghanistan og ethandelscentrum for blandt andet papirpro-duktion og landbrugsprodukter som appel-siner, ris og sukker. Vejen dertil er dårlig.Kun i bedste fald noget man kan kalde engrusvej. Hullerne i vejen er som bølgedale.Alligevel bliver vi nu og da overhalet af gam-le Toyota’er med otte-ti mennesker i kabi-nen og møbler, bagage og husdyr på taget.

At køre her kræver stor koncentration afkøreren, som vi kalder chaufføren på mili-tærsprog, så på dette stykke veksler vi kunnødvendig information, og det passer migfint. Jeg vil gerne nyde naturen gennem lan-det på størrelse med Frankrig. Landskabeter utrolig smukt og storslået. Vi passererbrusende floder i dale omgivet af lodrettebjergvægge med vandfald og kører over sto-re, flade og golde vidder og gennem grønne,frugtbare områder omkring små byer.

Efter Jalalabad gnaver vejen sig støt opadgennem dybe kløfter mod hovedstaden Ka-buls 1.200 højdemeter. Johan fører behæn-digt Land Cruiser’en uden om den modkø-rende trafik, som vi kun akkurat kan passeremed klippe på den ene side og afgrund påden anden. Jo nærmere vi kommer Kabul,desto mere stiger antallet af Talebancheck-points. Her sidder vagtsomme sortklædtemænd med tørklæder viklet om hovedernemed deres standardvåben, AK-47, på ladet afToyota pickups, der er påmonteret gamle,russiske 14.5 mm maskingeværer, som depeger direkte ind i køen af ventende biler.Mange af vagterne er unge fyre med spinkleansigter og utætte dun som skæg.

Ved et checkpoint bliver vi stoppet, ogsom de eneste vesterlændinge ud af flerehundrede mennesker er vi centrum for alopmærksomhed. Det er tydeligt, at vagter-ne nærer et indgroet had til os, de vantro ve-sterlændinge. Vi bliver gennet ud af LandCruiser’en, som de gennemsøger for muligeumoralske ulovligheder som musik, parfu-me, alkohol eller blade med letpåklædte da-mer. En ældre, tandløs talebaner, som tilsy-neladende er den ansvarlige på checkpoint-et, tager fat i min bagage og roder minepersonlige ejendele igennem med sine be-skidte, sorte fingre. Han håber sikkert at fin-de noget, han kan beslaglægge og måske be-holde eller sælge efterfølgende. Men der erikke noget at komme efter. Han smider vo-res pas ind på forsædet, og går uden et ordtilbage til sine folk ved bommen og beor-drer den op, så vi kan fortsætte de sidste 20kilometer mod Kabul på den flade og stene-de højslette.

Vejen ligger lidt højere end byen, så vi mø-der et storslået syn. Kabul virker større, endjeg havde regnet med. De lidt over to milli-oner indbyggere og deres huse fylder helehøjdeplateauet mellem bjergene, der om-kranser byen. Forstæder med små, lerkline-de huse og trøstesløse betonboligblokkebygget af russerne i 1980’erne strækker sigop ad bjergsiderne. Det viser sig, at huseneer faldefærdige og uden vinduer og døre, ogde virker tomme og forladte. Vasketøjet påsnorene langs vinduerne og enkelte forpju-skede og snavsede børn vidner dog om liv.

I centrum af Kabul er synet ikke mere op-løftende. I 1970’erne var byen en forholdsvismoderne storby. Der var restauranter, cafe-er, sporvogne, biografer, og omkring swim-mingpoolen på det dengang fashionableHotel Intercontinental slikkede kvindernesol i bikini. Nu har krig og Taleban på sørge-lig vis ødelagt og sønderrevet byen ogskruet tiden tilbage for et folk med en gen-nemsnitslevealder på sølle 46 år, hvor kun

36 procent af dem, der er over 15 år, kan læseog skrive.

Kun i centrum er der asfalt på vejene, ogTalebans regeringsbygninger er nogenlun-de vedligeholdte. Ellers er det meste af vej-nettet og de fleste bygninger ødelagte.Smukke, gamle slotte og palæer ligger i rui-ner. Langt de fleste huse og bygninger harskudhuller og er forladte. Og store dele afbyen er helt uden basale fornødenhedersom elektricitet, vandforsyning, kloaksy-stem og telefonnet.

Der er en stank af urin, afføring og råd-dent affald i gaderne, og flere gange ser jegudmagrede mænd sidde på hug ved rende-stenen og bogstavelig talt spise affald direk-te fra den, mens biler, motorcykler og men-nesker passerer tæt forbi. Børn i næsten in-tet tøj sidder alene og apatiske imidterrabatten på vejen og tigger almisser.Og på gaderne trækker forhutlede mændindsamlet træ på små vogne til det lokalemarked, hvor hvad som helst bliver solgt iden daglige kamp for overlevelse for demog deres familier.

Under den brændende sol ligger gede- ogfårehoveder i trillebøre i et virvar sammenmed andet kød, vandmeloner, gammeltjern, træ og brugte bildæk. Selv hundene vir-ker mere forpinte og usle, end jeg tidligerehar oplevet. En enkelt tæve med dinglendepatter og alt for tydelige ribben hopper påtre ben ned ad gaden.

Ikke én kvinde er der at se i gadebilledet.Men masser af patruljerende talebanere ipickups, der som styrets forlængede armeer klar til at slå ned på alle uregelmæssighe-der.

Vi har kørt i knap ti timer, men jeg føler, atjeg er rejst flere århundreder tilbage i tiden.Til middelalderen anno 2001. Og da vi nær-mer os en stor rundkørsel, får jeg min mid-delalderformodning bekræftet. I en lygte-pæl hænger et menneske. De mørke, blod-skudte øjne i det kridhvide ansigt med etdunagtigt skæg stirrer livløst på mig. Medhænderne bundet på ryggen hænger krop-pen urørligt ned fra den løkke, som harklemt livet ud af ham. Ved siden af står enflok unge talebanere og griner. De betragtertilsyneladende deres værk. Som var det ettrofæ efter en succesfuld jagt. Andre passe-rer liget i lygtepælen helt uanfægtede, mensde pludrer smilende løs. Som om han slet ik-ke er der. Det er efter alt at dømme et helt al-mindeligt skue i denne by.

»Velkommen til Afghanistan,« siger Jo-han.

Kort efter ankommer vi til det tidligereambassadekvarter Wasir Akbar Khan, hvorDDG’s hus ligger. Det er tydeligt, at kvarterethar været eksklusivt med bygninger i gam-mel europæisk stil og palæer med søjler, bu-egange og parklignende haver. Mange er nufaldefærdige og med haverne udtørrede,men der er også enkelte funklende villaermed grønne plæner og frugttræer. Sådan erDDG-huset. Et stort, hvidt murstenshus i treetager omsluttet af en to meter høj mur, ogforan huset en terrasse med fin udsigt overhaven, hvor en gartner er ved at få sat skik påblomsterbede, plæne og æble- og appelsin-træer.

DDG er repræsenteret her, fordi Afghani-stan er et af verdens mest minerede lande. Ide ti år russerne har haft militære styrker ilandet, har de oprettet kampstillinger, fæst-ningsværker og baser omkring byer i helelandet. Rundt om alle disse militærinstalla-tioner er panser- og personelminer nedgra-vet. Derudover har de efterladt store mæng-der granater, flybomber og raketter, som en-ten ikke nåede at blive brugt, eller som ikkeer eksploderet efter hensigten. Den efterføl-gende borgerkrig har kun gjort minepro-blemet værre, og det er – stadig i dag – etenormt problem for den almindelige afgha-ner og hans familie.

Præcis som jeg oplevede det i Tjetjenien,bliver mænd, kvinder og børn jævnligtdræbt eller lemlæstet her. Der bliver regi-streret mellem 250 og 300 mineulykker ommåneden i Afghanistan, og dertil kommeralle de tilfælde, som aldrig bliver registreret.I 2001 er omkring 7.000 mineryddere i Af-ghanistan, som bidrager til det enorme op-rydningsarbejde. Alle kommer fra frivilligeorganisationer eller FN, som med statsmid-ler ansætter og uddanner lokale afghaneretil det hårde og farlige arbejde. DDG har væ-ret repræsenteret i tre år som en del af dettekorps af krigsskraldemænd.

Straks efter vores ankomst sætter Johanog jeg os på terrassen ved siden af den tom-me swimmingpool sammen med voressympatiske svenske chef, Fredrik. Vi talerom mine opgaver. Der er kun ganske få da-ge, til Johan skal hjem med det næste FN-fly,og jeg overtager ansvaret for hele mineryd-ningsoperationen. Så vi aftaler, at jeg allere-de næste dag skal op og se det minefelt, vi ar-bejder på uden for byen, en halv times kør-sel fra vores villa.

Klokken er lidt over 19, mørket har lagt sigover byen, og med ét bliver der påfaldendestille. Pludselig kan jeg ikke høre en enestebil, bus eller lastbil på den ellers trafikeredevej foran huset. Og ingen summen fra men-nesker. Kun den svage lyd af gøende hunde,som strejfer rundt efter føde. Sådan er det,efter at Taleban har indført udgangsforbud,fortæller Fredrik. Al færdsel uden for hjem-met efter klokken 19 er en alvorlig forbrydel-se og vil blive straffet hårdt, har de prokla-meret. Måske er det denne forbrydelse, stak-len i lygtepælen har gjort sig skyldig i?

Trods erindringen om den hængte mandhar jeg stor appetit på maden, som vores af-ghanske kok tilbereder, og jeg drikker ogsåen indsmuglet amerikansk øl, inden jegtræt efter den lange køretur smider mig påsengen på mit værelse på første sal. Her fal-der jeg hurtigt i søvn trods lydene af hunde,der glammer, Taleban pickups, der patrulje-rer på gaden, og den messende stemme frahøjttaleren på den rabiate Wazir Akbar

Kahn-moské et halvt hundrede meter nedead gaden.

Næste morgen på vej til minefeltet kørervi gennem Kabuls sydlige bydel. Her liggerstort set alle bygninger i ruiner. Det tidlige-re så storslåede præsidentpalads er gen-nemhullet af kampvognsgranater og mang-ler næsten hele taget, men to mænd kravlerrundt deroppe med det utaknemmelige jobat lappe det med små blikplader.

Minefeltet ligger i højdedragene syd forKabul 400 meter over byen. Her havde rus-serne kampstillinger til forsvar af byen modangreb fra syd. Feltet breder sig over et om-råde på størrelse med fem fodboldbaner påforkanten af stillingens løbegrave, og detbestår af en femtedel panserminer og re-sten personelminer.

Seks minerydderhold, i alt 150 mand, ar-bejder otte timer om dagen, seks dage omugen. Hvert hold med 25 mineryddere haren afghansk holdleder, som med myndig ogansvarsfuld mine præsenterer sine folk formig. Jeg hilser på de svedige og trætte ansig-ter og præsenterer mig som Johans afløservia vores tolk. De fleste kigger blot nysger-rigt på deres nye, uskæggede overordnede,men nogle af de yngste bliver lidt befippedeog nervøse. Vi fremmede virker meget be-tydningsfulde på mange af dem, og vi re-præsenterer en verden, som de kun har va-ge forestillinger om.

Mindst ydmyg er vores afghanske læge,dr. Koshan, som altid er parat ved minefeltetfor at hjælpe ved eventuelle ulykker. Da vikommer, ligger han henslængt på båren ivores ambulance, men sætter sig brat op, daJohan åbner døren i et ryk. Den kraftigemand kommer på benene, træder med mis-sende øjne ud i eftermiddagssolen og stik-ker sin kødfulde næve frem mod mig. Nogleenorme hænder med fingre som medister-pølser omslutter min hånd, og en bredmund med unormalt mange tænder blot-ter sig i sollyset.

At være minerydder er en meget struktu-reret og anstrengende arbejdsproces, især iden bagende afghanske sol. Og farligt arbej-de. Dødsensfarligt.

Det foregår sådan, at hvert hold får et om-råde på typisk 50 gange 50 meter, som de ikanten markerer med sten malet røde påden ene halvdel, som vender ind mod mine-feltet, og hvide på den anden halvdel, somvender ud mod den ufarlige side. Så får hverminerydder tildelt en bane på en meter ibredden, og iført en beskyttelsesdragt afkevlar på fronten og en hjelm med visir for-an ansigtet går han i gang med en minesø-ger. Alle udslag markeres med en rød træ-klods. Dernæst stikker minerydderen sinlange spidse kniv i en vinkel på 30 graderned i jorden, centimeter for centimeter. Nårhan nærmer sig de røde klodser, skal hanvære ekstra forsigtig og bruge små river ogspartellignende skovle til at fjerne al jordomkring minen. Og det skal gøres gelinde.Nogle miner aktiveres allerede ved en vægtpå fem kilo, som et fast håndtryk, og de er ri-geligt store til at lemlæste minerydderen,endda dræbe ham, hvis han er uheldig.

Når minen er afdækket, markeres denmed en pløk med rød plasticstrimmel, ogminerydderen lukker sin bane og fortsætterpå en ny bane. Cirka en time før fyraftenstopper så alt rydningsarbejdet, og der pla-ceres over alle minerne retningsbestemteladninger, som bliver serieforbundet ogbortsprunget på én gang. Det er den skæggedel af arbejdet, og det tager den overordne-de sig som regel af. I dag Johan og jeg sam-men. Vi trækker sprængsnor mellem da-gens fangst af miner, placerer detonatorer-ne og beordrer alle til at søge læ idækningsbunkeren, inden vi giver signal tilden kommende sprængning og trykker påudløserknappen. Et dybt og hult brag rystersandet af siderne på dækningsbunkeren, ogAfghanistan er nu blevet lidt rigere på sik-ker og farbar jord.

Min første sprængning i Afghanistan fej-rer Johan og jeg med nogle hårde løbepasop og ned ad den godt to kilometer langegrusvej ved minefeltet i den tynde luft. Vi erbegge træningsnarkomaner, og løbetræ-ning er ilde set i Kabul. Selv herude i et ødeområde må vi løbe i skjorte og lange bukser.At vise bar mave og bare ben er syndigt iføl-ge Taleban, og de har alle vegne øjne til at vå-ge over, at deres middelalderlige love bliveroverholdt.

7 OMGIVET AF TALEBAN

J eg er så småt ved at finde mig til rette imit nye job og mine nye omgivelser iKabul. De første par uger er intense med

de nye opgaver og nye samarbejdspart-nere i minerydningsmiljøet, som jeg skallære at kende. Jeg bruger også en masse tidpå at skrive rapporter til vores økonomiskesponsorer – EU, DANIDA og SIDA (den sven-ske pendant til DANIDA) – og jeg tilretter vo-res procedurer, så de er i overensstemmelsemed det overordnede regelsæt fra FN’s mi-nerydningsprogram.

Vores stab er jeg også blevet fortroligmed. I DDG-villaen har vi udover gartnerenog kokken hjælp fra en tjenestepige, somdog er mand – kvinder må ikke arbejde. Sommellemledere har vi en halv snes afghaneremed ansvar for cirka 250 lokale, der er ansatholdvis som mineryddere, små mobilehold, der tager sig af ueksploderet ammuni-tion i området, lægehold og mekanikere tilvores cirka 20 køretøjer.

Det nærmer sig en hverdag for mig, og jeghar besluttet mig for, at jeg i dag vil køre optil minefeltet og lade mig rutinere i ryd-ningsprocedurerne. Jeg har dog lige et ærin-de først. Min chef Fredrik har om morgenenmeddelt mig med et smørret grin, at jegskal til køreprøve i det talebanske trafikmi-nisterium. Jeg er blevet indkaldt til en teori-prøve, og først derefter kan jeg blive erklæ-

Rethinking the rethink

Page 112: Редизайн датской газеты Politiken

112

6 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

ret egnet til at færdes i den afghanske infra-struktur på egen hånd. En smule skeptiskmøder jeg op i ministeriet og bliver henvisttil det kontor, som har med udstedelse af kø-rekort og teoriprøver at gøre. Jeg banker pådøren, hører intet svar, men træder ind.

Lokalet er mørkt og støvet. Et lille vinduelyser knap rummet op. Bag et kæmpe skrive-bord sidder en lille gammel mand med etstort hvidt skæg og rynkede, krogede fingreflettet foran sig på bordet. Han kigger op påmig med en højtidelig mine, og lige så be-tydningsfuld forsøger hans drengede assi-stent at se ud. De hilser begge på mig med etnik, og den gamle mand hvisker en medde-lelse i øret på assistenten, som ivrigt skyn-der sig over til den ene væg, hvor der er pla-ceret en tavle med et meget utydeligt vejsy-stem. Så tænder chefen en kontakt bagbordet, og tavlen lyser op, men jeg må sta-dig anstrenge mig for at se detaljerne. Sam-tidig småløber drengen tilbage til sin chef,som hvisker ham endnu en meddelelse iøret, hvorpå han skynder sig tilbage, pegerpå en rundkørsel på tavlen og spørger pånæsten uforståeligt engelsk: »What you dohere?«

Jeg undrer mig lidt over spørgsmålet,men svarer, at såfremt der er en færdselsbe-tjent i rundkørslen, vil jeg afvente hans an-visninger. Og hvis rundkørslen er ubeman-det, vil jeg tage hensyn til trafikken og kørefrem, når jeg mener, at det er hensigtsmæs-sigt.

Drengen kigger op i loftet, som om hanvirkelig reflekterer over mit dybdegåendesvar og løber så tilbage for at overbringe dettil den gamle, der ser ud, som om han er vedat revne af nysgerrighed. De hvisker lidtfrem og tilbage, mens de skuler til mig,hvorefter den gamle udtrykker et anerken-dende smil, der afslører en overmund medkun en ensom tand. Så trykker hans kroge-de finger højtideligt på en af to store kon-takter, han har på sit bord, og en pære overskrivebordet lyser grønt.

Mit svar har antagelig vakt tilfredshed. Såhvisker de igen, og drengen løber retur tiltavlen, hvor endnu en trafikal situation bli-ver præsenteret for mig, og sådan gentagerseancen sig med endnu en grøn pære somudfald. Endnu en gang lyser den gamle op isit næsten tandløse smil, og denne gang gi-ver han også et lykønskende håndtryk.

Jeg har bestået min køreprøve. Efter den surrealistiske teoriprøve kører

jeg op til minefeltet udstyret med mit nyekørekort. Da jeg ankommer, informerer jegen af holdlederne om mit ærinde, så han erklar over, at jeg går i gang i minefeltet på ligefod med de afghanske mineryddere. Jeg ifø-rer mig den ukomfortable, ti kilo tunge kev-larvest, tager hjelm og ansigtsvisir på og gri-ber en minesøger. Der er en ledig bane i dendel af minefeltet tættest på køretøjerne, ogjeg vælger at starte der.

Efter en time dugger visiret, jeg tapdryp-per af sved, mine knæ er ømme, og min nak-ke føles, som om den syder under solensstråler. Jeg tænker på vores mineryddere,som ligger her otte timer om dagen, seks da-ge om ugen og kan ikke allerede holde pau-se. Jeg nøjes med at tage en tår vand og fort-sætter den træge og psykisk udmattendeproces.

Efter nogen tid indikerer minesøgeren etudslag fra metal i jorden. Mest sandsynligten mine. Så nu skal der ikke være nogenbratte, ukontrollerede og store bevægelser.Jeg kratter langsomt den hårde jord væk,som nærmest flækker i små hårde klumper.Dér er den. Den brune bakelitskal på minenkan skimtes fem centimeter under overfla-den. Med fingrene skubber jeg den løse jordvæk og fjerner en sten, som ligger op ad mi-nen. Det er en russisk PMN personelmine,kan jeg se. Den er rund, har en diameter på12 centimeter, et udløsningstryk på 5,8 kiloog indeholder lidt over 200 gram spræng-stof. Nok til at et barn typisk vil dø ved at ud-løse den. Iført min kevlarvest og mit visirkan jeg være heldig, at jeg kun mister minehænder eller dele af mine arme, hvis denspringer under mig. Vi kan ikke arbejdemed handsker, da de umuliggør det delika-te arbejde.

Jeg skraber omkringliggende jord og stenvæk, så minen ligger blotlagt. Selvom denhar ligget der i årevis, skinner den brune ba-kelit i solen. Minen er helt intakt og klar tilat lemlæste og dræbe. Jeg kravler langsomtbaglæns ud af min bane for at finde en pløkmed rød strimmel på.

I det samme hører jeg et dybt brag efter-fulgt af et højt og skingert skrig. Jeg kiggerop fra min bane, hen mod lyden, og ser ensky af sand og småsten. For foden af skyenstår en minerydder halvt oprejst. Han vaklerlangsomt baglæns, mens hans skrig sætterover i en jamrende stønnen, og han vælterom på siden.

Jeg kravler ud af min bane, smider minminesøger fra mig, flår visiret af og sætter iløb over mod ham. Flere ryddere fra de nær-meste baner er i gang med at trække hamud i sikkerhed. Hans venstre hånd er for-vandlet til en blodig klump af kød og ben,og han er forbrændt i ansigtet, men ellersser det ud, som om både visiret og kevlarve-sten har tjent deres formål.

Så kommer dr. Koshan prustende med sitfyldige korpus omgivet af sine assistenter.Han uddeler en masse ordrer på afghanskog ved tilsyneladende, hvad han har med atgøre. Han får hurtigt stabiliseret den såredeminerydder, giver ham et skud morfin oglægger et væskedrop på ham. Fire mineryd-dere beordres til at lægge ham på den med-bragte båre og bærer ham hen til vores am-bulance, og i løbet af et par minutter ser jegambulancen forsvinde med blå blink og si-rene mod et hospital i Kabul, som FN driver.

Langt de fleste dage ligger dr. Koshan ba-re på båren i ambulancen, men i dag harhan gjort sig fortjent til sin løn. Han gør sitarbejde godt, og den uheldige minerydder

slipper relativt nådigt. Hans hånd må am-puteres, og hans højre lunge er blevet perfo-reret af et fragment, der røg ind i siden, hvorkevlarvesten ikke beskytter kroppen. Menhan kommer sig efterfølgende og får selvføl-gelig udbetalt den efter afghanske forholdyderst klækkelige forsikringssum fra denforsikring, alle vores mineryddere er dæk-ket af. I hans tilfælde er det 4.500 dollars.Det er mange års løn for de fleste afghanere.

Desværre giver vores gode forsikrings-ordning også lidt bagslag, idet enkelte mi-neryddere spekulerer i at få tildelt forsik-ringssummen, hvor absurd det end kan ly-de. Vi har eksempler, hvor det lader til, atryddere bevidst får en hånd, en arm eller etben sprængt bort, så han kan forsørge sin fa-milie flere år frem. Jeg hører sågar om tilfæl-de i branchen, hvor mineryddere med over-læg søger døden i minefeltet for at få denmaksimale erstatning udbetalt til de efter-ladte, 20.000 dollars.

Efterfølgende undersøgelser af detteuheld viser, at minen var en russisk PMN afsamme type, som den jeg netop havde af-dækket. Vores undersøgelser viser også, atnedbøren igennem de mange vintre, minenhar ligget i jorden, formentlig har bevirket,at minen har drejet sig, og at minerydderenhar stukket direkte ned i den trykplade påoversiden af minen, som får den til at udlø-se.

Efter den barske oplevelse er jeg træt ogvil hjem i DDG-huset og nyde en kold øl påterrassen med Fredrik. Jeg pakker mit ud-styr sammen og kører ad den lille grusvejfra minefeltet ned mod Talebans checkpo-int, der ligger lige efter et lille sving. Førsvinget sagtner vi altid farten, så de to ældretalebanere på posten ikke bliver overraske-de. Men det gør de tilsyneladende alligeveldenne eftermiddag. Min siderude er rulletned, og jeg hører tydeligt tre-fire karakteri-stiske overlydsknald fra et automatvåben.

Jeg hamrer bremsen i og kaster mig ud addøren og ned i grøften ved siden af bilen.Her trykker jeg mig et minuts tid og kravlerså hen bag en sten, hvor jeg i dækning kankigge de hundrede meter ned ad vejen modcheckpointet. Her møder mine øjne den eneaf de to talebanere bag kæden, som erspændt over vejen. Han står med et fjogetgrin og vinker med sin ene hånd og med sinAK-47 i den anden, som om alt er i skønnesteorden. Jeg kan kende ham og ved, at han og-så ved, hvem jeg er, fordi han kender mine-feltet, og min Land Cruiser har let genken-delige, lange antenner på køleren. Han syn-tes åbenbart bare, at der skulle ske nogetsærligt i dag.

Først komedien i det såkaldte trafikmini-sterium, så udmarvende minerydning i ba-gende sol og en dramatisk ulykke i minefel-tet og sidst beskydning.

Lortedag. Vi fortsætter ufortrødent vores mineryd-

ning hen over sommeren 2001. Ud over mi-nefeltet tager vi os også af al den ueksplode-rede ammunition, som ligger og flydermange steder i Kabul og i de omkringlig-gende provinser. Vi har en såkaldt ammuni-tionsrydningstjeneste eller EOD, ExplosiveOrdnance Disposal. Det er små, mobile holdpå to-tre køretøjer og 10-12 mand, der kørerrundt og bortsprænger den UXO – ueksplo-deret ammunition – der ofte bare ligger ogflyder på jorden, hvor der tidligere var am-munitionsdepoter og forsvarsstillinger.Områder, som bliver benyttet af kvinder ogbørn, har vores største fokus. Det er skoler,landsbyer, og hvor landsbyboerne hentervand. Problemet er, at mange af de lokalesimpelthen ikke ved, at de efterladte grana-ter og raketter er farlige. Til vores gru ser viderfor indimellem både børn og voksne,der slæber rundt på dødsensfarlig ammuni-tion, som kan eksplodere, hvornår det skalvære.

Til at styre EOD-delen er min svenske kol-lega Rasmus en meget kompetent herre,godt hjulpet af en legende inden for EOD-miljøet, engelske Peter Le Soirre, som vi hy-rer som konsulent. Han er på dette tids-punkt midt i halvtredserne og rigeligt mil-lionær i pund, men komplet ligeglad medstort set alt andet end miner og ueksplode-ret ammunition. Selv de få ferier, han hol-der, tilbringer han med at dykke efter ueks-ploderet søammunition. En dag kommerhan også ud for en ulykke på vores kontor.Han sidder i stolen og er ved at undersøgeen kinesisk håndgranat, da den pludselighvæser og hvisler ad ham. Han når kun atkaste den nogle meter ind i stuen, før deneksploderer. Peter bliver ramt af et stort an-tal metalfragmenter over hele kroppen og iansigtet og bliver indlagt på et lokalt hospi-tal. Her går der koldbrand i næsten helehans krop, så han overflyttes til et militær-hospital i Kabul, der sørger for, at han kom-mer sig fuldstændig.

En søndag eftermiddag tager jeg medRasmus, da han af FN bliver bedt om at tjek-ke en UXO-lignende genstand i udkanten afbyen ved kongepaladset. Vi pakker bilen, kø-rer derud og besigtiger området, hvor engenstand, der stikker op af jorden med sinrunde udformning, mistænkeligt ligner enueksploderet pansermine. Hurtigt stimlerflere hundrede lokale sammen om os, så detnærmest er umuligt at holde dem i sikker-hedsafstand, men vi får dog forklaret dem,at genstanden kan være meget farlig, så folkholder sig en anelse på afstand.

Iført sikkerhedsudstyr afdækker vi lang-somt genstanden og er ekstra opmærksom-me på, om en luremine bliver aktiveret, nårvi fjerner den store mine. I to timer ligger viog graver nidkært og nervøst med voressmå skovle og får lige så langsomt afdækketmere og mere. Tilfældigvis kigger jeg op ogbemærker en lang række lygtepæle, som na-turligvis ikke virker. Jeg ser, at der på alle pæ-lene er monteret runde lamper, undtagen li-ge på den over, hvor vi graver. Det går op foros, at det er en lampe, vi er ved at grave ud. Vi

graver den helt fri og viser den frem for delokale, som virker meget imponerede, selv-om vi ikke rigtig føler os som de store befrie-re denne gang.

Det er vi til gengæld en fredag, den ugent-lige fridag, da Rasmus fortæller, at han harhørt fra en kollega i en søsterorganisation,at der løber et kuld hvalpe rundt ved etstort, forladt hus i den nordlige del af byen.Da han mener, at det kunne være rart meden hund i villaen til at gøre de ofte isoleredeog ensomme stunder mere livlige, syneshan, at vi skal tage ud og undersøge sagen.

Jeg er lidt skeptisk. Jeg ser et problem,hvis vi eller vores kolleger på et tidspunktbliver nødt til at evakuere fra Afghanistan ial hast. Hvem vil så tage hunden med? Un-der ingen omstændigheder skal den ladesalene tilbage efter at have vænnet sig tilmenneskelig omsorg. Taleban vil forment-lig ikke tage sig kærligt af den. Få menne-sker i den muslimske verden har hund pågrund af kærlighed, da hunden i islam an-ses for at være et beskidt dyr på linje medgrise. Således lever de mange gadehunde iKabul ikke alene et kummerligt liv med sultog sygdom, de bliver også mødt af fjend-skab fra mennesker. Til min store vrede serjeg ofte børn, som kaster sten efter hunde-hvalpe og sparker til dem, og jeg har sethunde, der har fået skåret ørerne af eller erblevet lemlæstet på anden vis.

Jeg lader mig dog overtale til at køre udog lede efter hvalpene. I en times tid går viforgæves omkring det forladte hus og denovergroede baghave. Først da vi har givet opog er ved at stige ind i Land Cruiser’en, opda-ger Rasmus et lille stykke sort pels underbuskadset i en lille grøft, som vi har parke-ret langs med. Der ligger en hvalp og gisper ivarmen. Efter størrelsen at dømme er denikke mere end fem-seks uger gammel. Dendrejer hovedet lidt, åbner svagt øjnene oglægger så sit hoved ned i den beskidte grøftigen. Jeg løfter den snavsede pelsklump op ihånden, konstaterer at det er en tæve, og athun er meget afkræftet og meget varm.Nænsomt tager jeg hende med hjem tilDDG-villaen, lægger hende i skyggen underet frugttræ i haven og serverer en tallerkenmed kold mælk og en anden med leverpo-stej. Hun slubrer lidt mælk i sig og tager enlille bid af leverpostejen. Så kigger hun oppå mig, lægger sig ned og falder i søvn.

Om aftenen, da Rasmus og jeg sidder istuen og holder os orienteret om verdenuden for det afghanske galehus gennem dedaglige nyheder på BBC World, kommerhvalpen løbende ind i stuen. Nu med liv i øj-nene. Og som den største selvfølge hopperhun op i sofaen til mig, lægger sig i mit skødog begynder at tygge og slikke mine fingre.

Lige dér bliver jeg klar over, at hun er minhund. Og jeg lover mig selv, at jeg ikke vilsvigte hende, uanset omfanget af praktiskeudfordringer det må indebære fremover. Ide følgende uger kigger vores ansatte afgha-nere måbende til, mens jeg hegner havenind og får tømret et hundehus på terrassen.

Hun skulle selvfølgelig også have et navn,og eftersom det var Rasmus, der så hendeførst, synes jeg, at hun skal have et svensk is-læt og beslutter mig for Selma efter densvenske forfatterinde Selma Lagerlöf.

Ud over vores mobile ammunitionsryd-ningshold og rydningen af feltet uden forKabul har vi også minerydningsoperati-oner i Jalalabad og i Ghazni-provinsen cirkahundrede kilometer sydvest for Kabul. Herer vi netop blevet færdige med at rydde etstørre minefelt omkring en gammel sovjet-isk base, som var massivt omgivet af minertil forsvar mod mujahedinerne. Det siger sigselv, at det er en stor dag, hver gang vi fårryddet et felt fuldstændigt, og det er ogsåvigtigt at markere rydningen på højtideligog formel vis. Ikke alene kan vi over for lo-kalbefolkningen vise, at de igen kan væretrygge og sikre i deres hverdag. Vores mine-ryddere er også oprigtigt stolte af deres pro-jekt, og det forstærker deres arbejdsmoralat vise dem anerkendelse i form af en cere-moni. Helst med en række betydningsfuldegæster. Også selvom de er talebanere, sommange af vores mineryddere absolut ikkehar sympati for.

Vores folk i Ghazni har derfor planlagt enstørre overdragelsesceremoni for den loka-le Taleban-guvernør. Guvernøren har i sitstorsind accepteret indbydelsen og harmeldt, at han vil indfinde sig med sit følgeklokken 15. Derfor har vores chauffør Hash-eem, vores operationsofficer Hayat og jegselv taget turen i Land Cruiser’en lidt førmiddag, så vi er sikre på at være der i god tid.At komme for sent til ceremonien vil væreen katastrofe og kan i værste fald få konse-kvenser for samarbejdet mellem DDG og Ta-leban.

De seneste fem uger har jeg tabt mig 11 ki-lo som følge af en kraftig vanddiarré, somjeg mistænker vores kok og hans manglen-de renlighed og ditto køkkenhygiejne for atvære skyld i. 20-30 gange om dagen er jeg påtønden, ofte ufrivilligt. Jeg bliver svagere ogsvagere, og til sidst i Pakistan bliver jeg dia-gnosticeret med amøbedysenteri, som jegmodtager store mængder penicillin imod,så det næsten forsvinder. Men jeg slipperformentlig aldrig helt, og den dag i dag kanjeg stadig helt umotiveret få anfald relaterettil amøberne.

På denne køretur til Ghazni er jeg imidler-tid ikke blevet behandlet endnu. Og i løbetaf de to timers kørsel på en parodi af en vejer jeg nødt til at holde flere ufrivillige stop,hvor jeg vakler ud af bilen og sætter mitucharmerende præg på den afghanskemuld. Til slet skjult morskab for mit afghan-ske følgeskab.

Den hullede grusvej er det eneste hånd-gribelige bevis på menneskelig aktivitet pådette ørkesløse sted på kloden. Ellers erlandskabet præget af øde, åbne og flade vid-der, kun afbrudt af stejle bjerge. Mine sanserregistrerer det storslåede syn, men på

grund er diarreen sidder jeg det meste af ti-den lettere apatisk på forsædet og har ikkerigtig energi til at absorbere indtrykkene.

Da vi passerer en højderyg og får et ene-stående udsyn over en enorm slette omrin-get af bjerge og gennemskåret af den snorli-ge vej, bemærker jeg dog en lille sort prik ihøjre side af vejen ude i horisonten nogle ki-lometer væk. På denne afstand er det umu-ligt at se, hvad det er, men jeg bliver ved atholde øje med prikken, efterhånden som vinærmer os. Den er for lille til at være et Tale-ban-checkpoint, og det ville heller ikke givemening at placere sådan et midt på sletten.Måske er det et dyr, som er blevet påkørt ogefterladt i grøften, men jeg kan ikke få silhu-ettens form og størrelse til at ligne et dyr.Uanset hvad virker det slet ikke naturligtmed denne genstand eller dette væsen ligedér.

Da vi kommer tilstrækkelig tæt på, gårdet med ét op for mig, hvad jeg kigger på. Etmenneske. Et menneske i en kørestol. Jegstirrer vantro mod den foroverbøjede skik-kelse, som sidder der alene i 50-60 gradersvarme under den ubarmhjertige sommer-sol. Væsenet – min sygdomsslørede hjernekan næsten ikke kapere, at dette er et men-neske – registrerer åbenbart vores bil nær-me sig, for skikkelsen drejer det ene hjul påkørestolen for at vende sig mod os.

Hasheem sænker farten, både af hensyntil personen i kørestolen, og fordi vi alle ermålløse over synet. Vi nærmer os langsomtstaklen, og jeg ser nu, at det er en gammelmand. Eller snarere en menneskelignenderuin med et forpint og furet ansigt mærketaf armod og smerte. Han mangler begge si-ne ben, og hans sorte pjalter er trukket opunder de to stumper, som er tilbage. På ho-vedet bærer han et støvet sort tørklæde.

Idet vi passerer ham, strækker han som islowmotion og med besvær sine arme fremmod bilen. Han sidder der simpelthen for attigge af forbipasserende køretøjer. I side-spejlet ser jeg ham forsvinde i den sky afstøv, som bilen efterlader, stadig med arme-ne udstrakt mod os, mens han forsøger atdreje kroppen med rundt i bilens retning.

Jeg glemmer aldrig den spinkle krop, detnærmest kranieagtige ansigt og den svagegnist af liv i de to øjne, som stirrede udtryks-løst på mig fra bunden af de sorte øjenhuler.Hvordan var han kommet derud? Der varmindst 10 kilometer til nærmeste bebyggel-se.

Og hvordan klarede han varmen? Ingenkunne overleve her i længere tid.

Den dag i dag undrer det mig, at jeg ikkehjalp ham. Hvorfor jeg ikke beordrede bilenstoppet og gav ham nogle flasker vand ellernogle få dollars. Bare en flig af den uendeli-ge rigdom, jeg havde i forhold til ham. Jegkunne have gjort en kæmpe forskel for ham.Måske var jeg handlingslammet for et øje-blik på grund af det surrealistiske ved ople-velsen. Måske tænkte jeg, at nogen havdeplaceret ham der for en stund og lige straksville komme tilbage for at føre ham hjem tilhans familie. Jeg kan ikke huske mine tan-ker i det øjeblik. Men i flere år vendte bille-det af den gamle mand i kørestolen på denøde slette tilbage. Lige indtil jeg syv år eftermøder en kollega med pakistansk bag-grund og stor indsigt i afghanske forhold,som giver mig en forklaring.

Han fortæller mig, at der i Afghanistanfindes organiserede, kriminelle bander,som bortfører børn eller ganske ungemænd og med fuldt overlæg invalidererdem, for eksempel ved at amputere lemmereller skære deres tunge ud. Derefter harstaklerne intet håb om et normalt liv. Ingenfamilie, ingen venner, ingen omsorg og in-gen uddannelse. De er helt afhængige af dis-se kyniske og bestialske bagmænd, der an-vender dem som tiggere, som en indtægt-skilde.

Det er formentlig den skæbne, som erovergået den gamle mand på sletten. Hanbliver kørt derud hver morgen for at tiggealmisser af de få forbipasserende biler ogbliver hentet igen om aftenen. Guderne måvide hvortil og under hvilke kummerligeforhold. Dag efter dag, måned efter måned,år efter år har han formentlig levet i dettemareridt, og det skal han blive ved med, ind-til hans krop giver op, eller hans fangevogte-re ikke længere anser ham for et aktiv og ef-terlader ham til den visse død.

Mine tanker kredser stadig om den gamlemand, da vi ankommer til minefeltet ogparkerer på en lille plads, hvor alle vores mi-neryddere venter spændte og stolte over athave gjort et par kvadratkilometer frodigjord sikker for deres landsmænd.

Ghazni-provinsen er efter afghanske for-hold frodig, og de fleste bønder dyrker de-res afgrøder på markerne omkring de grøn-ne lunde, hvor der løber vand gennem små,sindrigt anlagte kanaler. Disse vandingssy-stemer har gennem årtusinder været livli-nen for den afghanske bonde. Men siden desovjetiske styrker invaderede landet, hardisse kvadratkilometer af deres landbrugs-jord været omdannet til minefelt. Bønderneog deres familier færdes i markerne allige-vel. De ved godt, at det kan være farligt, mende er ganske enkelt nødsaget til det, da deuden afgrøder ikke har et eksistensgrund-lag. Desuden skal de gennem minefeltet forat komme ind til Ghazni by, hvor de sælgerderes varer på markedet. Derfor er det ikkeunormalt at se børn, voksne og dyr i områ-det, som er blevet invalideret og har mistethænder, arme, ben eller øjne som følge afeksploderende miner.

Men nu skal lokalbefolkningen til at fær-des sikkert i området, og ceremonien medoverrækkelsen til selveste provinsguvernø-ren skal finde sted i en skyggefuld og frodiglund i hjertet af det nu ryddede minefelt. Påtraditionel afghansk vis har vores folk gjortnydeligt rent på pladsen. I skyggen har destillet et lille lavt bord, som i dagens anled-ning er udsmykket med en hvid dug, og de

har forberedt the og småkager til senere.Rundt om i lysningen har de opstillet kruk-ker med blomster og planter, og på den eneside af bordet er opstillet en række stole tildet prominente selskab med guvernøren imidten, flankeret af hans følge, vores opera-tionsofficer og jeg selv ydmygt på fløjen.

Alt er klar, og alle vores ansatte står paratbag bordet, da guvernøren ankommer over-raskende præcist i en sort Toyota-pickupmed en flok unge, aggressivt udseende tale-banere på ladet. De er alle klædt i lange, sor-te, løsthængende kjortler og har de karakte-ristiske sorte tørklæder viklet om hovedet.Og de bærer naturligvis den obligatoriskeAK-47, som er enhver talebaners standardvå-ben.

Ud af bilen træder en fedladen og forbav-sende ung guvernør klædt i en skinnendehvid kjortel og en lille, hvid hat. En skæren-de kontrast til den øvrige del af hans følge.Jeg går hen imod ham, kigger ham i hanssmå, sorte øjne, som udstråler alt andet endvenlighed, og byder velkommen. Han hilserstift, men dog høfligt på denne skægløsevantro vesterlænding.

Jeg er af adskillige talebanere blevet kraf-tigt opfordret til at anlægge skæg. Men hvergang har jeg på højt og tydeligt engelskgjort vedkommende klart, at han under in-gen omstændigheder skal blande sig i minansigtsbehåring. Og at han i øvrigt kan ren-de mig et vist sted. Det plejer at sætte enstopper for yderligere indvendinger. Menpå lige netop denne dag og som repræsen-tant for DDG vil det ikke være fikst at svareTaleban-guvernøren så direkte igen, så-fremt mit manglende skæg bliver et samta-leemne.

Mens gæsterne bliver vist på plads, be-mærker jeg, at mange af vores minerydderebetragter guvernøren og hans slæng medoverordentlig respekt. Enkelte ser decideretfrygtsomme ud. Da gæsterne er på plads, erdet mig, der via en tolk byder velkommen.Jeg fortæller kort om DDG’s arbejde og mis-sion og udtrykker stolthed og glæde over atkunne overdrage de nyryddede marker tillokalsamfundet, som nu kan dyrke deres af-grøder uden fare for liv og lemmer. Så afvik-ler en af vores folk en højtidelig fotoseance,og der bliver skænket the og serveret småka-ger.

Jeg har ikke den mindste lyst til at involve-re mig yderligere med guvernøren og bliversiddende i min stol. Men jeg noterer mig, atvores snog af en operationsofficer, Hayat,straks stryger hen til ham og er mere end vil-lig til at konversere med guvernøren, somnu er løsnet gevaldigt op og nærmest fni-sende sidder og kigger nysgerrigt i min ret-ning.

Som den eneste skægløse hvide mandomgivet af talebanere og de øvrige afgha-nere føler jeg mig temmelig isoleret og ale-ne og funderer over, om repræsentanternefor dette fremmedfjendske, fundamentali-stiske regime i virkeligheden er os, de van-tro, en anelse taknemmelige. For vores med-bragte penge finansierer vi rydningsopera-tioner i deres land, ofte med livet somindsats, og kan nu præsentere den endeligegevinst: et lokalsamfund, hvor livet bliversikkert og betydelig nemmere for befolk-ningen. Og så blander magthaverne sig i vo-res skægvækst, påklædning og vores almin-delige adfærd.

Som dansker er det komplet uforståeligt,at mennesker kan have sådan et livssyn ogstøtte et samfund, der undertrykker sinegen befolkning, i særdeleshed kvinderne.En stor del af talebanerne er meget dårligtuddannede og formentlig dybt indoktrine-rede gennem deres opvækst. Men lederne erikke ignoranter. De er ofte veluddannede ogvelvidende om vestlige forhold. Deres moti-vation er et indædt had til Vesten og voresværdier, og en følelse af frustration og min-dreværd over ikke at have udviklet sig i no-get nær samme grad som Vesten.

Som jeg sidder der i den mineryddedelund, har jeg ingen anelse om, hvad guver-nøren tænker om mig. Jeg ved dog, at andretalebanere ser på os fra DDG med formil-dende blikke, fordi vi er mineryddere. Os an-ser talebanerne for relativt mandige. Mod-sat »mel-uddelerne« fra de øvrige hjælpeor-ganisationer. Jeg skeler over på detpludrende par og ryster indvendigt på ho-vedet. Så rejser jeg mig, hilser høfligt på gu-vernøren og slentrer ud i den sikrede lund.

Først da jeg er helt alene, bemærker jeg,hvor smukke omgivelserne egentlig er. Menden verden, jeg befinder mig i, er så frem-med, som den næsten kan blive, og til trodsfor at jeg selv har valgt dette job, står jeg ogglæder mig usigeligt til at komme væk.

Jeg kan ikke vide, at jeg skal komme til attilbringe langt mere tid i Afghanistan, endjeg har planlagt.

8 NY VERDENSORDEN

D agen skiller sig i forvejen ud. DDG’s chef fra hovedkvarteret i

København, Bo Bischoff, har meldtsin ankomst for at hilse på os og for at føresig ajour med vores forskellige mineryd-ningsoperationer. Bo har en baggrund somoversergent i hæren, er uddannet økonomog har i en periode arbejdet som en af de dy-re drenge i et stort konsulentfirma. Mensom visse andre savnede han dog sjæl ognerve i sit liv og fandt spændingen som ko-lonnefører for humanitære transporter pålandevejene på Balkan på det tidspunkt i1994-1996, da der var allermest uro i regio-nen. Han har siden arbejdet med humani-tær minerydning i Sydøstasien og Afrika ogstartede DDG i slutningen af 1990’erne.

Bo er en høj, karismatisk og skarpsindigmand med et usædvanligt gedebukkeskæg,som han nulrer, mens han indgående lyttertil, hvad man har at sige. Han har den retsjældne evne, at han kan lytte. Ikke bare hø-

re, hvad man siger, men rent faktisk lytte. Jeg kan rigtig gode lide Bo og glæder mig

til hans besøg. Om morgenen forberederjeg vores opdatering. Til middag henter jegham i Kabul lufthavn, hvor han ankommermed FN-flyet fra Islamabad. Om eftermidda-gen sidder vi på DDG-villaens terrasse ogsludrer og nyder en gin tonic. Og om afte-nen spiser vi middag og snakker videre påterrassen under fuldmånen. Vi taler fleregange om, at vi ikke har set BBC World heledagen, fordi vores satellitmodtager ikke vir-ker. Denne dag – den 11. september 2001 – erden eneste forbindelse ind og ud af husetvores Thrane & Thrane satellittelefon.

Ved 23-tiden ringer den i operationsrum-met i kælderen. Jeg går ned og tager den.Det er vores såkaldte desk officer i Køben-havn, som lettere nervøs i stemmen spør-ger, om vi har hørt nyheder. Det har vi somsagt ikke, så han indfører mig hurtigt i heleverdens dagsorden, som vi har været lykke-ligt uvidende om. Han fortæller, at et af destærkeste amerikanske symboler på vestligfrihed, World Trade Center i New York, erramt af to fly, og at det formentlig er et ter-rorangreb, men at det endnu ikke er blevetbekræftet.

Jeg er rystet. Dybt rystet. Og bliver detendnu mere, da han ringer tilbage 20 mi-nutter senere og bekræfter, at det er et ter-rorangreb med i alt tre fly mod tvillingetår-nene og forsvarsministeriet Pentagon iWashington.

Straks ringer vi til vores søsterorganisa-tioner og FN-hovedkvarteret og bliver orien-teret om, at al-Qaida og dermed Afghani-stan sættes i forbindelse med terrorangre-bet. Både hos FN og i NGO-miljøet taler manallerede nu om at evakuere fra byen – det gi-ver ikke mening at blive. Det er i hvert faldsikkert, at al minerydning øjeblikkeligt vilblive indstillet under disse nye omstændig-heder.

Bo, Fredrik og jeg diskuterer vores mulig-heder og beslutter at evakuere til Pakistan.Vi pakker hurtigt vores operationsrum ned,orienterer vores lokale mand om, at hanskal lade en vagt blive ved villaen og prop-per så de vigtigste sager til turen i Land Crui-ser’en: vand, nødrationer og ekstra brænd-stof.

Inden vi stiller vækkeurene til klokken 04næste morgen, modtager vi sidste opdate-ring fra København. Begge tårne i New Yorker kollapset og 2.000-3.000 mennesker erdøde. Jeg sover ikke meget den nat, inden viforlader villaen klokken 04.30. Vi kommergennem Kabul og et par Taleban-checkpo-ints, og jeg kører så raskt til, som det nu kanlade sig gøre mod Khyberpasset og grænse-posten Torkham.

Jeg har insisteret på, at Selma kommermed, og det har Bo accepteret. Heldigvis erhan hundeglad, for da han sidder med hen-de på bagsædet, bliver resultatet af hendeskøresyge transporteret ned i hans skød. He-le fire gange. Det er så heldigvis også de stør-ste uheld, vi har, inden vi ni timer senere an-kommer til Islamabad og det komfortableDDG-hus i det grønne, velholdte ambassa-dekvarter.

Allerede samme aften som flyangrebenepå World Trade Center og Pentagon sværger19 NATO-landes ledere den såkaldte muske-téred for første gang i Nordatlantpagtens52-årige historie. En beslutning om kollek-tivt selvforsvar, som har hjemmel i pagtensartikel 5, der slår fast, at et væbnet angreb påét NATO-land er det samme som angreb påalle. Og så skal der slås igen.

Den 21. september sendes første fortrop i»Operation Enduring Freedom« – OperationVarig Frihed – til Afghanistan. Den består afseks F16-fly og 150 mand, deriblandt elitesol-dater fra amerikanske Delta Force og briti-ske SAS, der afsøger det berygtede hulekom-pleks i Tora Bora-bjergene langs grænsen tilPakistan.

Den 2. oktober fremlægger USA bevis for,at der er direkte forbindelse mellem terror-angrebet 11. september og Osama bin Ladenog al-Qaidas baser i Afghanistan og dermedogså Taleban, som giver al-Qaida husly ognægter at samarbejde med Vesten om atlukke terrornetværkets træningslejre og ud-levere deres ledere med Bin Laden i spidsen.

Den 7. oktober kommer det første angrebfra amerikanske og britiske fly og missiler.

For os i DDG-huset i Islamabad er det ugeri limbo. Vi aner ikke, hvad der skal ske og ersådan set bare standby. Dog har jeg den glæ-de at kunne hjælpe, da vi bliver kontaktet afdet amerikanske militær, der vil høre, om viligger inde med nogle for dem brugbare in-formationer. På trods af fotoforbuddet un-der Taleban har jeg nemlig taget en del fotosaf blandt andet de militærforlægninger, jeger kørt forbi i min tid i landet.

Da vi ikke regner med, at vi kommer til atgenoptage vores operation i Afghanistan,og da stemningen i Pakistan også efterhån-den bliver anspændt, og det virker mere ogmere risikabelt at være white face her, be-gynder vi at lægge nødplaner. Først forbere-der vi at evakuere til Indien, og vi skaffer vi-sum og lægger planer for vores flugtrute.Men så beslutter Bo Bischoff at sende os pået internt kursus i ammunitionsrydning iEritrea i Østafrika, hvor DDG også har enoperation.

Men jeg skal lige hjem og vende i Dan-mark og have Selma installeret hos min fa-milie. Så jeg indkøber et bur, udfylder denødvendige papirer og får hende med påflyet fra det pakistanske flyselskab PIA. Dadet ikke ligefrem er verdens mest tillidvæk-kende flyselskab, specielt ikke når det gæl-der transport af levende dyr, insisterer jegpå at tale med kaptajnen, da jeg kommerom bord. Først bliver det pure afvist, men dajeg bliver yderst pågående over for en paki-stansk steward, får jeg foretræde og sikrermig, at kaptajnen ved, at der er en hund ombord, og at der er den fornødne ilt i dyreneskabine i flyets lastrum. Jeg er sikker på, at

Vi høvler simpelt-hen bly i alle kalibreind mod murenepå den tidligere terroristlejr

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 7POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

kaptajnen aldrig nogensinde har oplevetnoget lignende, men han bekræfter, og detgiver mig en smule ro, som dog først kom-mer helt til mig, da jeg i København åbnerSelmas grønne bur, og hun energisk logren-de tager imod mig.

Selma skal vise sig at være en af mit livsbedste beslutninger. Hun har nu været mintro følgesvend i otte år og ligger i skrivendestund på gulvet ved siden af mig.

Indrømmet. Jeg er vild med hunde. Hun-des – og andre dyrs – miserable liv har altidgjort stort indtryk på mig og er mit ømmepunkt. Jeg har haft stor glæde af at hjælpeusle gadehunde i både Tjetjenien, Eritrea,Afghanistan og Irak, hvor jeg altid har sør-get for at have noget mad med til udmagre-de hunde, der trissede rundt i trøstesløsescenarier efter føde. Kald mig bare blødsø-den og naiv. Helt fint med mig. De lokalesyntes i hvert fald tydeligvis, at jeg var bin-degal.

Efter et par dage hjemme flyver jeg i okto-ber til Asmara, hovedstaden i Eritrea. Herhar to års krig mellem Etiopien og Eritrea,hvor 70.000 mennesker mistede livet,blandt andet ført til, at frontlinjerne i detsydlige Eritrea er overstrøet med minefelterog UXO, ueksploderet ammunition som fly-bomber, granater og raketter. Meningen er,at vi skal opnå rutine i bortsprængning afUXO. Efter en kort briefing i DDG-hoved-kvarteret i Asmara kører jeg med Danmarksbedste og mest erfarne ammunitionsryd-der, Jørgen Sørensen, og et par andre kolle-ger de cirka 10 timer gennem det frodige ogsmukke højland til de åbne vidder sydpå.

DDG’s lejr ligger isoleret midt på savan-nen. Den nærmeste by er flere timer væk ogbestår af nogle gamle, slidte lerhytter, somde lokalt ansatte mineryddere, kokkene ogos udefra bor, spiser og sover i. Jeg har aldrigrigtig været i Afrika før og bliver meget beta-get af det vilde dyreliv. På min første løbeturud og væk fra lejren ad den røde, lerede jord-vej ser jeg tre slanger, gazeller og adskilligekæmpefugle. Mindre idyllisk er selve områ-det, vi træner i. Ammunition og dele frahåndvåben ligger spredt overalt i terrænet,og ved forladte kampstillinger ser vi ved fle-re lejligheder menneskeknogler.

Vores fokus er først og fremmest at uska-deliggøre flybomber på mellem et halvt oget helt ton, som enten er forladt eller som ik-ke er detoneret, da de ramte jorden, samt atfjerne personel- og panserminer – ligesom iAfghanistan. Terrænet i Eritrea gør dog, at viinden den manuelle rydning af miner kanbegynde med en såkaldt mineplejl, et danskudviklet køretøj, som ved hjælp af en storrulle med kraftige lænker påmonteret kvær-ner jorden igennem og detonerer de miner,den støder på. Der er dog ikke garanti for atplejlen finder alle miner, så området skalryddes manuelt alligevel, men det kan gø-res væsentlig hurtigere på grund af plejlen.

Umiddelbart før vores ankomst har enpansermine undgået plejlens kæder og erdetoneret, da hjulet på den bagerste akselrammer den. Netop over denne aksel sidderplejlens fører i et armeret førerhus, men mi-nen har været så kraftig, at han er blevethvirvlet rundt i førerhuset, som var det entørretumbler. Det er den dag en dansker vednavn Jens, og han får knust en fod og pådra-ger sig andre mindre alvorlige skader. Hel-digvis sker der ingen ulykker, mens jeg er ilejren, og efter 14 udbytterige rydningsdagevender vi hjem til Asmara.

Derfra går turen kort efter hjem til orlov iDanmark, hvor en borgerlig regering vin-der valget den 20. november. Og som en afsine første handlinger rådfører statsmini-ster Anders Fogh Rasmussen sig den 5. de-cember efter amerikansk ønske med Uden-rigspolitisk Nævn om, hvorvidt danske eli-tesoldater skal deltage i den amerikanskledede indsats i Afghanistan.

Det gibber i mig ved tanken om danskejægere i Afghanistan. Det siger næsten sigselv, at jeg må bidrage med min viden og er-faring, så jeg kontakter Jægerkorpset og for-tæller om min interesse. Kort efter bliver jegsammen med Rasmus sendt til Kabul for attilse DDG-huset.

I byen er situationen spændt og usikker.De amerikanske styrker har i samarbejdemed Nordalliancen fordrevet Taleban frabyen og mange af de nordlige dele af landet.Det er befolkningen i Kabul tilsyneladendeglade for, men samtidig er de usikre og hol-der sig inden døre og foretager kun de mestnødvendige gøremål i byen. Gaderne liggerderfor mere eller mindre øde hen i de frost-klare dage og nætter. Det er stort set kunherreløse hunde, som pjosker rundt i deresendeløse søgen efter mad og varme.

Vi er bekymrede for, at DDG-huset er ble-vet plyndret. Vi har kun haft en enkelt vagt –vores 17-årige oppasser – til at bo der, og hanhar ikke udgjort nogen som helst trusselmod eventuelle talebanere, som har villetstjæle vores køretøjer eller inventar i forbin-delse med deres flugt mod de sydlige pro-vinser af landet. Men til vores glæde står alturørt hen, og vi bruger en uge i huset til atpakke det yderligere sammen. Og træne. Jeghar efterhånden fået samlet et anstændigttræningsrum i huset, men der har aldrigværet så meget tid til at bruge det som nu.Den snoede trappe fra kælderen igennemhallen og videre op på første sal bruger jegtil intervaltræning, og i vores lille trænings-rum på afsatsen på 1. sal hiver jeg i vægtud-styret, som med en god portion kreativiteter tilvirket af gamle tandhjul og metalstæn-ger og en lokal smed.

I de dage bemærker jeg de karakteristiskekondensstriber kilometervis over byen frade enorme amerikanske ottemotorers B52-bombefly. På den dybblå himmel foretagerde store, målrettede sving sydover for atslippe deres dødelige last over Tora Bora. Ogjeg tænker kun på, at jeg ønsker mig sammevej. Lykkeligvis ligger der en af dagene enkærkommen mail i min indbakke. Den er

fra Jægerkorpset, og de vil have mig hjemfor at deltage i forberedelsen af den umid-delbart forestående mission i Afghanistan.Jeg har fået det, som jeg vil have det, opsigerstraks min kontrakt med DDG og tagerhjem til København og derefter til Aalborg.

Den nye verdensorden revolutionererForsvaret.

Danmark har i nyere tid kun deltaget ifredsbevarende indsatser, hvor de stridendeparter – for at forhindre, at de igen går i krigmod hinanden – har inviteret de danske sol-dater til Cypern, Gaza-striben, Kroatien, Ma-kedonien, Kaukasus, Kashmir i Indien, Geor-gien og Eritrea. Fra 1991 med korvetten Ol-fert Fischer i Kuwait til Den Første Golfkrigfår Danmark dog et nyt militært engage-ment, og fra Jægerkorpset har små grupperaf jægere været udsendt ved to lejlighedertil Sarajevo i Bosnien i 1995 og Kosovo i 1999.

Nu skal vi jægere for første gang udsen-des og indsættes som samlet styrke i reelkrig. Vi skal i forreste linje for at rekognosce-re og samle efterretninger for at skabe basisfor målet med koalitionens tilstedeværelse:bekæmpelse af Taleban og al-Qaida.

Således er jeg samlet med 101 kampklarekolleger fra Jægerkorpset og Frømands-korpset, da Anders Fogh Rasmussen senderos af sted fra Flyvestation Aalborg den 9. ja-nuar 2002.

9 I KRIG MOD TALEBAN OG AL-QAIDA

D et er med en god portion fryd, at jegankommer til flyvebasen i Kanda-har, den ene af de tre sydligste pro-

vinser i Afghanistan. Jeg har nærmest etregnskab at gøre op. I knap otte månederhar jeg levet i dette land og er blevet betrag-tet som et uskægget andenrangsmenneskeaf de talebanske magthavere. Jeg er blevethånet, fordi jeg insisterede på ikke at haveskæg, jeg er sågar ofte blevet spyttet efter pågaden i Kabul. Nu er jeg tilbage og bæreruniform og våben.

Jeg er en del af Task Force K-Bar. Den førsteeliteenhed i krigen mod terror. Vi eksistererfra oktober 2001 til juni 2002 og består af1.300 elitesoldater fra blandt andet ameri-kanske US Navy SEALS, Special Air Service fraAustralien og New Zealand, KommandoSpezial Kräfte fra Tyskland, den norske Je-gerkommando – og så Jægerkorpset og Frø-mandskorpset fra Danmark, som lyder un-dernavnet Task Force Ferret.

Vores opgave: at lokalisere og opsøge Tale-ban og al-Qaida med henblik på tilintetgø-relse.

På ni måneder når Task Force K-Bar 42 re-kognosceringsopgaver samt et ukendt an-tal kampmissioner, der fører til 115 døde og107 tilfangetagne. Herunder fanger danskejægere to gange afghanere, som overdragestil amerikanerne.

Talebanerne har siden 1996 hærget deresland og befolkning med deres middelalder-lige livssyn. Nu har en stor del af den vestligeverdens nationer med amerikanerne i spid-sen forenet deres militære kræfter i Operati-on Enduring Freedom. Og det fryder mig, atTaleban og al-Qaida er pressede. De er for-drevet fra alle de store byer og træningslejrei hele landet og har taget flugten til de syd-ligste provinser i Waziristan i grænseregio-nen mellem Afghanistan og Pakistan.

Navnlig bjergegnene i den sydøstlige delaf landet er et yndet tilflugtssted for både Ta-leban og al-Qaida. Amerikanske spionfly harobserveret hektisk fjendtlig aktivitet i pro-vinserne Paktika, Paktia, Lowgar og Nanga-har, sidstnævnte bedre kendt som hulerne iTora Bora. Der kæmper fjenden mod os, koa-litionsenhederne, med base i deres sikre til-flugtssteder kaldet safe houses i Pakistan el-ler fra små landsbyer på den afghanske sideaf grænsen.

Da vi ankommer til Kandahar Airfield,KAF, har flyvepladsen friske ar efter Talebanshastige flugt få uger forinden. Næsten in-gen af de sandfarvede bygninger på dennestøvede og ørkesløse flybase er intakte. Kunganske få har døre eller vinduer, og barak-kernes indhold er spartansk: madrasser pågulvene, beskidte køkkener, ventesale udenbænke eller stole, overskidne toiletter ogkommunikationsudstyr fra før russernestid. Vejene på basen er dannet af grus ellersand. I bedste fald pletvis asfalt. Og strøetrundt på basen ligger miner og ueksplode-ret ammunition, som ingeniørenheder hartravlt med at bortsprænge.

Basen blev tidligere benyttet til inden-rigsflyvning, og de udslidte russiske Anto-nov Turboprop flyvemaskiner står på ce-mentpladsen foran terminalbygningen ogligner vingeskudte monumenter fra ensvunden tid. I skærende kontrast står ameri-kanernes funklende state of the art militæri-senkram. Pansrede køretøjer med de nyestevåbensystemer, radarsystemer, transport-helikoptere og kæmpemæssige C17 trans-portfly, som metodisk lander og letter nat-ten igennem med nye forsyninger af mate-riel, mad og drikke til den hungrendekrigsmaskine – al flyvning om dagen er pådette tidspunkt udelukket, idet Taleban for-modes at råde over et antal Stinger jord-til-luft missiler. Ironisk nok de samme missiler,som amerikanerne i 1980’erne forærede tilmujahedinerne i deres kamp mod russerne.

Få uger før operative teams fra eliteenhe-derne i Task Force K-Bar er ankommet, haromkring 800 infanterister fra det ameri-kanske marinekorps, US Marine Corps(USMC), indtaget og sikret basen, indtil deom nogle måneder vil blive afløst af regulæ-re amerikanske hærenheder. Det er yderstbetryggende at vide, at det er USMC, der ta-ger sig af sikkerheden. Det er en enhed, jeghar stor respekt for, og bevidstheden om, at800 marineinfanterister holder vagt, bety-der, at kvaliteten af min søvn får et nøk op-ad.

I modsætning til mange andre amerikan-ske enheder er marinekorpset ikke så tekno-logifikseret og opererer oftest under primi-tive feltforhold med ældre udrustning. Hi-storisk set er det altid de ungemarineinfanterister, som først indsættes iblodige og intense operationer over helekloden, hvor de altid demonstrerer en højgrad af disciplin og mod. Og når jeg talermed dem, har de samtidig en venlig attitu-de og udviser en oprigtig interesse for,hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra. Selv erde udpræget stolte over at være amerikan-ske marinesoldater, men samtidig en smuleydmyge, for, som de siger: »USMC er jo kunen lille enhed.«

»Kun« er i dette tilfælde 190.000 mand.Jeg orker ikke at fortælle dem, at den danskehær har en ambition om at have 1.500 solda-ter udsendt i missioner.

KAF skal fungere som hovedbasen fornogle af de eliteenheder, der har ansvaretfor operationer i højrisikozonerne i den syd-lige og østlige del af Afghanistan. Igennemdet første halvår af 2002 er basen stadig pri-mitiv, uden de normale velfærdsfaciliteter,som vestlige soldater i dag mere eller min-dre tager for givet. Men i de følgende år bli-ver basen forvandlet i et imponerende tem-po, som kun amerikanerne har ressourcertil. Fra en primitiv og nedslidt provinsluft-havn til et moderne selvstændigt minisam-fund med varme, rindende vand, modernebeboelsescontainere med satellit-tv, inter-net, direkte telefonlinjer til hele verden,busruter, hospitaler, Burger Kings, PizzaHuts, restauranter, indkøbs- og fitnesscen-tre.

I dag er KAF Afghanistans største militærebase og huser 16.000-18.000 soldater.

I hjertet af KAF er der en særskilt indheg-net afdeling for eliteenheder. Ingen andreend os har adgang. Vi er en lejr i lejren. Og vidanskere fra Task Force Ferret har en gam-mel, aflang stenbygning bestående af 10-15mindre rum og et areal på omkring 50 gan-ge 150 meter. En komprimeret lejr med sove-telte, spisetelt, kommunikationscenter,køkkenfaciliteter, toiletfaciliteter og logi-stikafdeling med reservedele og udstyr.

Vi sover i trange militærtelte uden varme,og da der ofte bliver målt tocifrede frostgra-der om natten i januar og februar, skutter vios i soveposerne på vores feltsenge. Andresover i små rum på fire gange tre meter.Hver en kvadratcentimeter i både telt ogrum bliver udnyttet. Våben hænger på kro-ge ned fra loftet. Støvler og sko hænger påknager. Snedige små reolsystemer er skruetsammen over sengene. Personlige sager lig-ger i kasser under sengene. Og alle vægge eroverklistret med kort og skitser – og selvføl-gelig også et par »titty posters«.

Toiletfaciliteterne er en demonstrationudi basale tømrerfærdigheder: tre træpla-der omkring en plasticstol med et hul imidten og et overklippet regnslag som dør.Brusefaciliteterne er mere avancerede, fordivores kreative mekanikere ved hjælp afvandslanger fra et køretøjs køler har formå-et at udvikle et system, som opvarmer entønde med knap 100 liter vand. Vores lejrs102 soldater står således tålmodigt i kø i hå-bet om en ledig blærepose, som vi kan fyldemed det lunkne vand og hænge op på enkrog i badeteltet for at nyde en søvndyssen-de stråle fra posens lille hane.

I spiseteltet består den daglige dosis madudelukkende af hærens standard feltratio-ner de første par måneder. Gastronomiskesager som kålfrikassé, gartnergryde og an-dre tvivlsomme lækkerier. Med alt det kon-serveringsmiddel rationerne indeholder,må den samlede Task Forces levealder væreblevet forlænget betragteligt.

Frisk frugt og grøntsager er udelukket.Faktisk er det et problem for en del operati-ve jægere, når der ikke er ordentlig madmed de rette vitaminer, mineraler og protei-ner. En generel træthed og mangel på ener-

gi indfinder sig hos nogle. For eksempel hosmig selv. Det er selvfølgelig helt uaccepta-belt i betragtning af de ekstreme fysiskestrabadser, som de operative indsættelserkræver. Madstandarden bliver da også bed-re sidst på vinteren, da øgede forsyningergør det muligt.

Som lejrens samlingsstue og bar har vi etrum med lerklinede vægge. Igen bliver vo-res tømrerevner testet, og med træ indsam-let forskellige steder på basen får vi efter-hånden skabt en fin og brugbar bardisk,små borde, stole, enkelte sofaer og endda enoverdækket terrasse foran baren – som vi na-turligvis døber »K-Bar«. Problemet er imid-lertid, at vi hverken har øl eller nogen formfor alkohol i baren de første mange uger.Dermed er vand det eneste smøremiddel,når der udveksles røver- og soldaterhisto-rier blandt barens store, skæggede gæster.

Der hersker en dejlig uformel stemning ilejren. Man ser film i soveteltene på kryds ogtværs i organisationen, høj som lav i hierar-kiet spiller kort i spiseteltet, og der bliversludret og brændt tobak af på pladsen foranteltene om natten. Selv cheferne løsner ge-valdigt op. Alle i lejren forstår alvoren i voresmission og er dybt seriøse, når det gælderoperative forhold. Så det er ganske enkelt ik-ke nødvendigt at håndhæve den stive mili-tære omgangsform.

En morgen, da jeg netop har været i bru-seteltet, passerer jeg iført underbukser engråsprængt herre i shorts, bar overkrop, sol-briller og en urinskvulpende halvanden li-ters plasticflaske i hver hånd. Det er så-mænd chefen for Jægerkorpset, den senerechef for hele den danske bataljon, FrankLissner, der ligesom os andre ikke ønsker atforlade sin varme sovepose midt om nattenog bevæge sig de hundrede meter ned gen-nem den mørklagte lejr i den frostklare nattil ét af tissehullerne. At møde sin chef i så-dan en mundering og situation er naturlig-vis ikke hverdagskost. Men her udveksler vivenlige godmorgenhilsner, som om om-stændighederne er de mest naturlige pådenne jord.

I begyndelsen er jeg en del af staben, derudgøres af efterretningsfolk, planlæggereog forbindelsesofficerer til andre nationerog enheder. Det er min opgave at bidragemed al min specialviden fra mine år somprivat minerydder. Jeg har skitser og tegnin-ger, som viser russiske minefelter, og jeg harkendskab til, hvilke operationsområder derer inficeret af UXO efter ti års kamphandlin-ger mellem russerne og mujahedinerne.Desuden er truslen fra miner og UXO for-øget efter de amerikanske bombetogter islutningen af år 2001. En hovedregel er, at 5-10 procent af alle afskudte granater og bom-ber af tekniske årsager ikke detonerer, nårde slår ned, og det er vi selvfølgelig nødt tilat forholde os til, når vi planlægger operati-oner.

Det er bestemt ikke min drømmeposi-tion at sidde bag skrivebordet. Men det måjeg tage til takke med i første omgang. Jeg erbare lykkelig for at være tilbage i Jægerkorp-set igen og befinde mig i et af verdensbrændpunkter. Men allerede fra første dagundlader jeg dog ikke at gøre kraftigt op-mærksom på, at jeg ønsker at gøre operativtjeneste i en patrulje og ikke som en del afstaben.

Militære operationer er kernen i en pro-fessionel soldats identitet og berettigelse,og jeg har som jægersoldat altid fundet detmest attraktivt at være operativ i en patrul-je. At gøre tjeneste dér er for mig det størsteprivilegium, man kan opnå som soldat. Deter kun der, man bliver testet ultimativt i det,man har øvet på i årevis. Så mit hjerte liggerhos patruljerne og mine kammerater der.Ikke ved at gøre tjeneste på et kontor i enstab, hvor jeg skal sidde på min flade, sippetil en kop lunken kaffe, producere papirerog suges ind i systemets mangehovededebureaukratiske monster. Respekt – og tak –

til dem, som ønsker det. Men det er ikke der,jeg hører hjemme. Jeg arbejder da også mål-rettet på at komme væk fra staben og udnyt-ter til fulde muligheden for at forlade skri-vebordet og komme ud på opgaver i felten,hvor jeg kan bruges til at hjælpe med atbortsprænge Talebans ammunitionsdepo-ter.

Mine otte år væk fra Jægerkorpset bety-der, at jeg har meget at indhente. Korpsethar op igennem 1990’erne gennemgået enkæmpemæssig udvikling både opgavemæs-sigt, materielmæssigt og kulturelt. Den en-hed, jeg forlod i 1993, havde ikke et operativtmindset. Tankerne bag træning og teori varikke indstillet på operationer, fordi der frapolitisk hold ikke var vilje til at tillade ind-sættelse i krigszoner i korpsets første tre år-tier. Forsvaret var ikke i kamp under DenKolde Krig, udover blødere FN-missionersom eksempelvis på Cypern, og man ansådet helt frem til 1992 for usandsynligt, atman ville komme til at deltage i internatio-nale missioner.

Den enhed, jeg oplever nu, består af unge,skarpe typer, som slynger om sig med ter-mer, operationstyper og procedurer, somjeg ikke har hørt om før. Så jeg opdager hur-tigt, at en række kloge hoveder heldigvis harforvandlet korpset fra at være en fjernopkla-ringsenhed til at være en førsteklasses ope-rationsklar eliteenhed. På samme mådesom hæren i forbindelse med sine missio-ner i 1990’erne på Balkan gennemgik enkæmpemæssig forandring.

Her i de første år af det 21. århundrede bli-ver korpset trænet og udrustet til på enyderst udfordrende og uhåndgribelig slag-mark at imødegå en fjende, som ikke hand-ler ud fra et fast og forudsigeligt mønster. Enfjende, som giver fanden i alle tidligere an-erkendte og respekterede konventioner forkrigsførelse. Som benytter metoder som ter-rorisme, sabotage og guerillakamp, og somofte er svær at skelne fra den civile befolk-ning.

Ikke at korpset i dag ikke løser opgaversom informationsindhentning. Det gør vibestemt, og vi er i al beskedenhed nogle afde bedste i verden til det. Men i dag skalkorpset også befri gidsler, evakuere ned-skudte flybesætninger, beskytte VIP’er, eli-minere nøglepersoner og løse lokaliserings-og tilintetgørelsesoperationer med special-køretøjer. Dertil kommer alle de klimatyper,vi skal kunne operere i: ørken, jungle, ark-tisk kulde og naturligvis det klamme ogvindblæste danske vintervejr, som faktisk ernoget af det hårdeste klima, man kan opere-re i som soldat. Ørkenen er varm og sej, mendet er okay, hvis man har vand. Arktisk kul-de er slem, men tør. Men kulde, blæst og fug-tigt vejr, som vi har i Danmark, er de tre vær-ste forhold. Desuden er det mørkt store deleaf året, hvilket godt nok er optimalt underoperationerne, fordi vi jægere stort set altidopererer i mørke, men til gengæld er dethårdt psykisk ikke at få så meget dagslys.

Med mine mange år uden for korpset erjeg nødt til at kridte mine ørkenstøvler ge-valdigt op og bruge en masse energi og tidpå at komme på højde med mine kollegerog opdatere mig i nye procedurer, kommu-nikations- og våbensystemer.

Som ramme omkring den praktiske træ-ning har vi Tarnak Farms. En tidligere rus-sisk militærbase, der udgøres af 10-15 søn-derrevne betonbarakker omgivet af en højstenmur, og som har rester af en forhin-dringsbane med camouflagefarvede beton-vægge. Ud af cirka 30 al-Qaida-træningslejrei Afghanistan regnes den for at have væretden tredjestørste, kun overgået af lejreneved Tora Bora i Nangarharprovinsen og Zae-wara i Paktia-provinsen.

Det var her midt i ørkenen, kun cirka 20minutters kørsel ad en støvet og hullet grus-vej sydvest fra Kandahar Airfield, at Osamabin Laden og al-Qaida udtænkte og planlag-de at kapre fire passagerfly og flyve dem indi World Trade Center og Pentagon. Nogle årfør havde al-Qaida udsendt en video optagetpå Tarnak Farms med en talende og smilen-de mand i selskab med sine terroristvenner.Hans navn var Mohammed Atta, og han be-fandt sig den 11. september 2001 bag roret idet fly, som forvandlede det ene tårn i WorldTrade Center til de billeder, vi alle kender.

I november 2001 sønderbomber ameri-kanske bombefly terroristlejren. Desværreefter at den er forladt af beboerne. Efter athave finkæmmet komplekset i 2002 finderamerikanske og canadiske enheder ud af, atTarnak Farms ikke kun har været trænings-lejr for al-Qaida-terrorister, men også havdehuset et laboratorium, hvor der er blevetudført tests af biologiske våben og gjort for-søg på udvikling af dødelig miltbrand.

Nu bruger koalitionens styrker TarnakFarms til skydetræning med hele vores arse-nal af våben. At færdes inde på selve kom-plekset er dumt og risikofyldt. Ueksplodere-de granater, morterer, personelminer og lu-remineringer udgør en skjult, dødeligfjende, som der ikke er nogen grund til atudfordre. Desværre tager et hold fra ameri-kanske Navy SEALS ikke denne trussel alvor-ligt, da de en tidlig morgen i slutningen afmarts beslutter at øve en simuleret gidsel-befrielsesaktion på Tarnak Farms. For indenal-Qaida-folkene har forladt lejren, har deforberedt en Daisy Chain ved en af bygnin-gerne. En Daisy Chain er flere sprænglad-ninger forbundet med hinanden, og resul-tatet her er en katastrofe: én død Navy SEALog flere hårdt sårede.

Når vi træner og tester våben ved TarnakFarms, holder vi os derfor på den udvendigeside af muren til lejren, placerer et par spej-dere i fjendens retning og bruger den om-kringliggende ørken som en gigantisk sky-debane. Ikke noget med udregning af skud-vinkler eller stive regler om skydetider ogmiljøhensyn hér. Vi høvler simpelthen bly ialle kalibre ind mod murene på den tidlige-re terroristlejr: dysekanoner, panserværn-

svåben, granatkastere, finskyttevåben, røg-granater og håndgranater. Alt hvad vi harmedbragt. Vi øver sprængninger på selvemuren for at teste, hvor store ladningerneskal være for at lave huller i den type mure,så jægerne kan passere igennem på kom-mende opgaver. Vi træner patruljens forma-tioner under kamp og laver skydekonkur-rencer. Og jeg er meget med, fordi jeg harmeget at indhente. I løbet af de første tre-fi-re uger i Afghanistan får jeg således næstenskudt lige så meget, indøvet lige så mangeprocedurer og bliver uddannet i lige så me-get nyt materiel som i løbet af mine førstetre år i korpset. Jeg er som et lille barn, dervælter rundt i sin enorme sandkasse medalt sit nye og spændende legetøj. Og det ersådan, jeg vil have det.

Det lykkes mig på den måde at nedbringemin tid på stabskontoret til en tredjedel. Ogefter to en halv måned på den måde er minbegejstring svær at skjule, da en stor mun-ter kleppert af en jæger kaldet »Mulen«brækker sin hånd i forbindelse med en ope-ration, og jeg får tjansen som sprængnings-mand i hans patrulje. Efter at jeg i en årræk-ke har manglet rigtig nerve og sjæl i mit liv,er jeg nu præcis, hvad jeg vil være:

Operativ jægersoldat. Som 34-årig er jeg ikke den yngste blandt

de operative. Heller ikke den ældste. Men ef-ter at amøberne, som jeg har raget til mig iAfghanistan, for en stund har givet minkrop ro og mulighed for igen at træne mål-rettet, er jeg i topform. Min fysiske form eli-minerer hurtigt enhver form for tvivl om, atmin alder er en hindring for at gøre tjenestei en patrulje.

Jeg er back in business. Jæger anno 2002.

10 OPERATIV

I kke alene kan jeg endelig kalde mig rig-tig jægersoldat igen. Jeg føler mig ogsåfra første dag yderst tilpas i min nye pa-

trulje, der tæller fem mand. René, den mest erfarne, der har otte års

operativ tjeneste i bagagen, er vores patrul-jefører. Med sit udadvendte og sociale væ-sen er han også et naturligt omdrejnings-punkt i patruljen. Ligegyldigt hvor træt ogpresset han er, smitter han altid med en po-sitiv attitude.

Vores sanitetsmand, en slags avanceretsygehjælper, er Peter, som er en yderst kom-petent og skarp herre, der ofte byder indmed intelligente, analytiske betragtninger.Og han er også rigelig råstærk, men interes-serer sig ikke synderlig meget for at træne.Efter en dag at have løbet nogle hundredemeter ud af vores lejr passerer han et skilt,hvorpå der står »Slow Down«. Det tager hanmeget bogstaveligt og returnerer fluks tildet kølige patruljerum.

Vores spejder, Mikkel, gør ikke meget væ-sen af sig med sit rolige og afdæmpede ge-myt. Han er en lille, kompakt fyr, stærk somen bjørn og meget respekteret i hele korpsetfor sin faglige kunnen.

Min sidste makker er Henrik, der har an-svaret for patruljens kommunikation. Haner en høj, atletisk og sympatisk fyr med enudpræget stædig natur, der gør, at han altidarbejder indædt for den optimale løsning.Han er den yngste i patruljen og bliver sene-re en af de kolleger i korpset, som jeg værd-sætter mest, både som soldat og menneske.

Jeg selv har fået den ledige plads somsprængningsmand. The man with the key,kalder amerikanerne min funktion: atbortsprænge eventuelle hindringer, døre,mure og vægge i og omkring de bygninger,hvor vores patrulje skal løse opgaver. Des-uden har jeg ansvaret for placering af grana-ter og alarmanordninger omkring vores pa-trulje, når vi ligger i en observationsbase.

Efter et par uger i patruljen sker det, jegvirkelig har ventet på. Vi skal på operation.René er blevet informeret om opgaven oghar kaldt til samling i vores patruljerum.

René og jeg har netop løbet de daglige tikilometer rundt på basen i den støvede ef-termiddagsvarme, da vi træder vi ind ad dø-ren til vores lille, skyggefulde sove- og op-holdsrum. Jeg er spændt og kan næsten ikkevente på Renés informationer, men hos deandre hersker der en yderst afslappet stem-ning. Peter, sanitetsmanden, ligger på felt-sengen med korslagte arme over maven ogklukker til et afsnit af tv-serien »Friends«.Mikkel, spejderen, ligger på maven og lyttertil sin elskede amerikanske westcoast rock-musik. Og kommunikationsmanden Hen-rik sidder ved det lille bord og spiser og stu-derer indgående en amerikansk feltration,som vi er så privilegerede at have fået til ope-rativt brug.

Efter at have drukket en masse vand kal-der René til samling og begynder at indvieos i detaljerne. Ubemandede amerikanskespionfly, MQ-1 Predators, har i den forløbneuge overfløjet grænseområderne i de bjerg-rige provinser cirka 400 kilometer nordøstfra Kandahar Air Field, KAF. Specielt enkeltelokaliteter omkring landsbyer beliggendepå selve grænsen har amerikanernes bevå-genhed. Spionflyene har sendt billeder afmedlemmer fra Taleban og al-Qaida, som adsmå stier og veje har krydset grænsen til Pa-kistan for derefter at vende tilbage til Afgha-nistan og genoptage kampen mod de ame-rikanske styrker. Desuden formoder man, atlandsbyerne bliver anvendt som tilflugts-steder for terrorister og deres forsyninger.

Et Predator-spionfly kan med sit infrarø-de, digitale zoomkamera identificere var-mesignaturen fra et menneskes krop fra trekilometers højde under gunstige vejrfor-hold. Men dårligt og ustabilt vejr i områder-ne her i den sene vinter gør det sværere atanvende Predators, og Task Force K-Bar harderfor fået til opgave at observere aktivite-terne i netop det område. For os betyder detglædeligvis boots on the ground.

Vi lytter intenst til René og hans indgåen-

8 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

de kendskab til operationen – kaldet QA05.Kun han har tidligere været indsat opera-tivt, om end i en blødere operation på Bal-kan i 1990’erne. Vores koncentrerede blikkevidner om alvoren af opgaven, som er sær-deles risikofyldt og farlig. Alene måden viskal indsættes på, vores insertion, er en tak-tisk helikopterflyvning om natten lavt overbakker, bjerge og kløfter og igennem områ-der, hvor vi ved, at en tungt bevæbnet fjendeventer.

Terrænet er også en udfordring. Debjerge, hvorfra vi skal observere mod voresmål, ligger i tre-fire kilometers højde. Stejleklippeformationer, dybe kløfter og den tyn-de luft vil presse vores fysiske formåen tildet yderste.

Operationen er berammet til ti døgn, ogdet skærper kravene til mængden af udrust-ning, mad og vand. I det bjergrige terræn, viskal ud i, er der ikke vand til rådighed, så altskal medbringes på vores skuldre.

Al-Qaida og Taleban er på hjemmebaneog særdeles opsatte på at fange soldater –trofæer – fra koalitionen. Især elitesoldater.At fange, mishandle, torturere og dræbe enaf os på den mest bestialske og groteske må-de vil føre til stor anerkendelse og respektfra baglandet.

En stakkel fra US Navy SEAL oplevede den-ne grusomme skæbne. Han blev såret, dahan under en operation faldt ud af en heli-kopter, mens den lettede. Han blev senerefundet af al-Qaida, skudt i knæene og skrid-tet, fik skåret halsen over og blev efterladtmed sin penis i munden.

Derfor frygter vi selvfølgelig tilfangeta-gelse. Så hellere dø i kamp.

På trods af sit positive sind fremstår selvRené en anelse dyster, da han slutter sin bri-efing med at understrege, at den største fareved opgaven er at blive opdaget. Kontaktmed fjenden, eller blot civile, vil føre til, at vii bedste fald skal trækkes ud, i værste faldkæmpe på liv og død.

Om tre døgn skal vi være klar. Da er lysetfra månen på et minimum og skabe de bed-ste betingelser for indsættelsen.

I forberedelsesfasen samler vi tilgængeligviden til brug for operationen. Troværdigeog detaljerede efterretninger om fjenden eret afgørende kriterium for succes under mi-litære operationer. Ikke mindst for isolere-de operationer som denne. Vi har brug foroplysninger om vind, lys, nedbør og tempe-ratur. Om hvor fjenden formodes at befindesig, hvordan han er bevæbnet og organise-ret, hans moral og hans evne til at kæmpe.Desuden information om, hvorvidt den lo-kale befolkning er venligsindet eller fjendt-lig, og hvor den nærmeste by eller bebyggel-se ligger. Alt dette har stor betydning for debeslutninger, vi træffer i forberedelsesfasen.

Bliver vi opdaget, er det ikke kun etspørgsmål om blot at flytte til et nyt områdeefter eventuel kamp mod fjenden. Alle i om-rådet – Taleban, al-Qaida og civilbefolknin-gen – vil hurtigt vide, at der er fremmede sol-dater i området, og det vil kun være etspørgsmål om alt for kort tid, før en nådes-løs jagt på os vil blive sat ind.

Avancerede computerprogrammer giveros information om bjergenes højde oghældning, og om hvor de bedste observa-tionspunkter mod landsbyerne og stierne,der er vores mål, findes. De høje bjerge fla-der en anelse ud mod nord, hvilket betyderbedre muligheder for at bevæge sig der. Detgælder desværre også for fjenden.

Ganske få punkter ser ud til at være veleg-nede som observationsstader, og de liggerpå yderligtliggende klippeafsatser og ersvære at nå. Det er et helt uhørt bjergterræn,og vi har endda tidligere trænet i bjergene ifor eksempel Schweiz. Her skal alt til en ope-rativ indsættelse på ti dage medbringes. Detbetyder, at vi ikke har plads til klatreudstyrsom reb og klatreseler. Vi må planlægge så-dan, at bjergsiderne kan forceres uden brugaf klatreudstyr.

Ud fra studier af kort og computer be-stemmer Mikkel helikopterens landezone,LZ. Det er en kæmpe udfordring, terrænettaget i betragtning. Landezonen må ikke lig-ge for tæt på vores destination, observa-tionsbasen, da den kæmpemæssige CH47helikopter, som vi skal indsættes med lar-mer helt afsindigt. Samtidig må landezo-nen heller ikke ligge for langt væk fra obser-vationsbasen, for det må ikke tage mere endén nat at nå fra LZ til destinationen. Mikkelbestemmer også samlepunkter, hvis patrul-jen bliver splittet på grund af kamp. Des-uden skal der forberedes planer, hvis alt gårgalt. Nødruter hele vejen hjem til KAF skalplanlægges. Og vi skal have indøvet proce-durer for kontakt til egne enheder.

Henrik har travlt med at forberede alt om-kring kommunikation. Frekvenser internt ipatruljen skal fastsættes og kodes. Peterkontrollerer og pakker alt sanitetsmaterielog giver os hver især en lille nødpakke medblandt andet udstyr til at stoppe blødnin-ger, smertestillende medicin og medicin forakutte maveproblemer. Jeg selv tester ogforbereder sprængstoffer – jeg maler for ek-sempel alle nærsikringsgranater og lednin-ger sandfarvede for camouflage, og da jeg erklar over, at vores rygsække, kaldet »tæger«,vil blive foruroligende tunge, får jeg for ensikkerheds skyld syet forstærkninger ved dekritiske bærepunkter.

Vi skal medbringe materiel som spræng-stoffer, nærsikringsgranater, ekstra ammu-nition, radio, GPS, kikkerter til brug om da-gen, natkikkerter, termisk observationsud-styr, stativer, kameraer, batterier til ti dage,sovepose, skideposer og frysetørrede feltra-tioner. Da jeg er færdig med at pakke min»tæge« slæber jeg den ud på gangen for atveje min samlede udrustning; rygsæk, ud-rustningsvest og våben. Jeg kigger målløspå skalaen: 82 kilo.

Desuden skal vi have vand med. Hver jæ-ger skal indtage mindst fem liter vand omdagen under disse forhold. Så alene i vand

skal hver mand medbringe 50 liter og helepatruljen 250 liter. Det har vi selvfølgelig ik-ke mulighed for at have i rygsækken, så vipakker to ekstra rygsække kun med vand,som skal transporteres særskilt ud over vo-res egne rygsække.

Om kun otte timer skal vi stå klar ved heli-kopteren. Det er en vindstille og solrig efter-middag, og vi træner formationer og heli-kopterprocedurer i udkanten af lejren. Ensandstorm overrasker os pludselig og smel-ter horisont og himmel sammen til en gi-gantisk sky af støv og sand. Med ét omhyllesvi af en brunlig tåge, som får os til at ligneudtryksløse voksdukker med ansigternedækket af støv.

Men vi er fokuserede og ænser det dårligt. Vi er så privilegerede, at vi skal indsættes

med det amerikanske 160th Operations Avi-ation Regiment, der er sat i verden udeluk-kende for at løse opgaver med eliteenheder.Bedre helikopterstøtte fås ganske enkelt ik-ke på kloden. De har de bedste piloter, detbedste udstyr og de bedste helikoptere: dekæmpestore MH-47D Chinook med tand-emrotor, som er specielt udviklet til eliteen-heder. Den har tre 7.62 Gatling Minigunssom bevæbning, lufttankningskapacitet, etsystem til fastroping og rapelling og andreopgraderinger, som adskiller den fra stan-dardudgaven. Og 160th flyver under for-hold, hvor andre helikopterbesætninger ik-ke vil eller kan. De lander på de sværeste ogmest utilgængelige landezoner og som re-gel altid i mørke uden et eneste lys på heli-kopteren til hjælp.

Under koordineringen med helikopter-besætningen lader skipperen på vores flyv-ning – en snakkesalig fyr i starten af trediver-ne med et markeret stenansigt – os forstå, atde cirka halvanden times flyvning vil blivevanskelig og farlig. I den næsten kulsortenat og i et terræn, hvor bjergskråninger rej-ser sig uden varsel, er det planen at flyvemed lysforstærkende natbriller, Night VisionGoggles eller NVG, så tæt på jorden som mu-ligt. Bare 10-20 meter oppe. Desuden er derstor risiko for fjendtlig beskydning med ra-ketter, maskingeværer og håndvåben. Oglandezonerne er særdeles svære på grund afde stejle klippesider.

Vi bliver dog beroliget af besætningensimponerende ro og professionalisme. De erservicemindede og lader tydeligt forstå, atde vil gøre alt, hvad de kan, for at levere denbedst mulige vare. Vi er deres kunder. De ertil for os.

To timer før take-off samles vi i vores lillepatruljerum og drikker en masse vand ogfår et sidste solidt måltid. Spaghetti medkødsovs.

Vores fødder er næsten lige så vigtige somvores maver. Vi skal have hård hud filet af oghave dem tapet ind, inden vi omhyggeligtsnører vores støvler, som vi ikke vil kommetil at tage af de næste mange døgn.

Imens udveksler vi lidt dagligdag om fa-milier, kærester og hunde. Alle ved, at det erligegyldigt pludder og pingpong. Men derer ingen grund til at dvæle ved, at vi snart vilstå i fjendeland ansigt til ansigt med folk,som ikke har noget at tabe og vil gøre alt forat slå os ihjel. Og der er mange åbne spørgs-mål: Vil vores procedurer virke under opera-tionen? Kan vi kommunikere med hinan-den og basen under de ekstreme omstæn-digheder i bjerge og ørken? Og kan vi klareos – bare os fem?

I hæren bevæger man sig som regel aldrigud fra sin base i enheder under 30 soldater.Man er bakket op af ildkraft fra lette og tun-ge maskingeværer, morterer og panser-værnsvåben, og man har ofte mulighed forhurtig støtte fra fly eller artilleri. Og yderli-gere forstærkning fra egne enheder stårklar.

Her skal vi være fem mand helt alene påen bjergside 400 kilometer fra vores base påKAF. Når helikopteren forlader landezonen,har vi kun os selv og det til rådighed, vi slæ-ber på ryggen og har i hænderne. Dog medmulighed for at trække på forskellig støttefra jagerfly og amerikanernes imponerendeflyvende fort: AC130 Gunship, som råderover et helt arsenal af våbensystemer. MenAC130 flyver kun om natten. Og sølle femmand på jorden kan heller ikke regne med,at der er ledige jagerfly i dagtimerne, når be-hovet er der.

Vi sidder på den store, mørklagte cement-plads nogle meter fra lasterampen på denstore Chinook-helikopter. Den fremstårsom en stor dyster klump metal mod denstjerneklare himmel. Kun små grønne prik-ker fra de kemiske lysstænger inde i kabi-nen giver indtrykket af størrelsen på kæm-pen, som kan fragte indtil flere køretøjer.

Jeg er klar, men vi skal vente på, at voresfeltpræst kommer og udtrykker nogle sal-velsesfulde betragtninger. Som ateist irrite-rer det mig. Jeg tror på mine evner som sol-dat og menneske. Tilfældigheder og held. Pådette tidspunkt, i minutterne lige op til minførste operative indsættelse, har jeg mestlyst til at være lidt privat. Ikke at blive pådut-tet ritualer, som jeg grundlæggende ikketror på. Heller ikke selvom det er nok så vel-ment.

Vi boarder. Og med en metallisk hylensætter turbinerne langsomt i gang. Chino-ok’en sætter sig i bevægelse og ruller modtake-off-punktet, hvor de resterende tjek fo-retages. Rotorernes omdrejninger øges,mens de fire hjulsæt langsomt slipper asfal-ten, og vi kan ud af bagenden se konturerneaf de mange mørklagte telte og bygningerpå KAF. Kursen sættes mod øst og konturer-ne fra basen forsvinder.

Hurtigt viser det sig, at det absolut ikkevar nogen overdrivelse, da den firskårne he-likopterskipper tidligere på dagen sagde, atflyvningen ville blive hård. Jeg har før fløjetlow level, hvor helikopteren flyver lavt og til-passer sig efter terrænet, så den ikke er syn-lig i luften så længe. Men intet som dette. Ka-binen gynger og danser, som var der en flok

fulde sømænd bag roret. Bratte nedadgåen-de og opadgående drej får mig til at stemmeimod gulvet med støvlerne og finde nogleholdepunkter til hænderne.

Jeg klikker mine natbriller på hjelmenned og kigger mod den store, åbne bagendei kabinen. I det grønne lys sidder loadmaste-ren vagtsomt på knæ helt ude på kantenbag sin hurtigskydende Gatling Minigun.Pludselig farer jeg sammen, da en høj, dybbrummen lige bag mig overdøver larmenfra motorerne. Hele kabinen sejler, og jegkæmper for at holde fast i netmaskerne påsædet. Hvad i helvede sker der?

Jeg vender mig mod lyden og ser den an-den loadmaster stå ved sin Minigun, som erplaceret i sidedøren, og det går op for mig,at det er ham, der har afgivet en skudsalvemod noget på jorden. Piloten fortsætter dekringlede, undvigende drej væk fra truslen.Væk fra fjenden. Det her er alvor. Jeg kiggerover mod Mikkel. Hans slørede, skæggedefjæs vender sig om i et grin. Jeg gengældergrinet, om end lidt mere anstrengt.

Jeg har drukket en masse vand de sidstepar timer. Det skal som bekendt ud igen, ogda vi kun har fløjet i lidt over en halv time oghar mindst tre kvarter igen, indser jeg, at jegikke kan holde mig. Vi har medbragt dob-belte plasticposer til formålet, men jeg hav-de håbet, at det ikke blev nødvendigt. Numå jeg til det. Jeg holder fast i sæderækkenmed den ene hånd og kommer usikkert påbenene på det gyngende kabinegulv, somfor at gøre manøvren endnu sværere ersmurt ind i hydraulikolie, hvilket ofte fore-kommer i militærhelikoptere af denne type.Med den anden hånd fatter jeg rundt ommin »ven« nede i bukserne, og får dobbelt-posen ud over som et kæmpekondom.

Dér, 5.000 kilometer hjemmefra, overbjergene i Afghanistan, står jeg halvt oprejstog dingler som en rodeoridende cowboy imaven på denne store, uregerlige metaltyrog forretter min nødtørft. Havde det ikkeværet for situationens alvor, havde jeg gri-net ad den bizarre situation. Men jeg får istedet afsluttet mit forehavende i en fart ogfinder den sorte affaldspose på væggen tilmine efterladenskaber.

En halv times tid senere giver loadmaste-ren det første signal til drop-off. 10 minutter.Jeg tænder min GPS og memorerer infiltra-tionsruten en sidste gang. Jeg tjekker også,om alt stadig er i lommerne på min udrust-ningsvest. Selvom alt vitalt udstyr er sikretmed faldskærmssnor, har jeg løsdele i ve-sten. Blandt andet mit kort.

Der er ikke skrevet noget på kortet. Detgør vi aldrig, for det vil kunne afsløre for me-get, hvis det kommer i de forkerte hænder.Men det vil stadig være katastrofalt at mistekortet. Ikke kun fordi vi skal bruge det for atholde os på rette vej, men i højere grad fordiet tabt kort afslører vores tilstedeværelse.

Jeg tjekker også mit våben, inklusive detinfrarøde og aktive lys og styrken på den lil-le røde prik i det specielle Aimpoint-sigte,som gør, at man kan skyde med begge øjneåbne og dermed orientere sig rundt, samti-dig med at man skyder. Så sutter jeg lidtvand fra slangen på min camelbag-rygsæk,der kan rumme fire-fem liter vand. Jeg klik-ker mine natbriller ned for at vænne mineøjne til det grønne lys og bedre kunne se mi-ne kammerater i kabinen.

Selvom det er første operation for fire afos fornemmer jeg i larmen og mørket enstemning, som jeg har oplevet tidligere i si-tuationer under øvelser. Den ro, der sænkersig, når man er på det rette sted, på det rettetidspunkt, i sit rette element. Den følelse harjeg i hvert fald selv, og jeg er i det bedst tæn-kelige selskab – med nogle af verdens bedstesoldater. De skiderikker kan bare kommean.

Samtidig med at loadmasteren giver sig-nalet til ét minut, sænker piloterne farten.Jeg finder de to bærestropper på rygsække-ne, så jeg er klar til at slæbe dem efter migned ad gulvet og ud over rampen. Ud frakortstudierne bør både vores primære og al-ternative landezone være små plateauer påhøjderygge. I mine natbriller kan jeg skimteen sort klippeside i baggrunden, og jeg serloadmasteren ligge på maven halvt udeover rampen for at dirigere piloten. Indsæt-telsens mest følsomme fase er nu, hvor de 15tons metal hænger larmende og sårbare. Enenkelt granat fra et mandbårent raketstyr,og det hele vil være slut.

Vi hænger her for længe. Alt for længe.Hvorfor ikke bare lande?

Med ét brøler motorerne for fulde om-drejninger, og piloterne foretager et skarptdrej til højre. Jeg kæmper for ikke at vælte.Er vi erkendt? Har fjenden opdaget os allere-de? Amerikanere plejer ikke at holde sig til-bage med at bruge våben, hvis der er engrund til det, og der bliver ikke skudt fra he-likopterens miniguns, så opdaget kan vi ik-ke være. Den primære landezone er åben-bart ikke brugbar.

Vi flyver i yderligere fem minutter, mod-tager igen »1 minut«-signalet, og dennegang er der ingen tøven. Helikopteren ma-nøvreres langsomt og blødt nedad, til vihænger roligt. Loadmasteren sætter sig oppå knæ, vender sig om og peger med beggearme i hurtige bevægelser ud over rampen.

»Go-go-go«! Jeg slæber begge mine rygsække han ad

gulvet, ud over rampen og ned på jorden.Rygsækken med vand slipper jeg, da detsimpelthen er for tungt at slæbe begge påén gang. Jeg lægger alle kræfter i min egenog krabber mig væk fra den store metalkropi et inferno af støv og småsten, som hvirvlesop af de enorme rotorblade.

Jeg kaster mig ned på jorden, og i sammeøjeblik løfter Chinook’en sig allerede, drejervæk som en stor majestætisk fugl og bliveropslugt af mørket. Det er den sidste kontaktmed egne enheder, der nu forsvinder. Hur-tigt får vi vores våben i klarstilling og sikrer360 grader rundt. En larmende stilhed sæt-

ter ind. Ikke en lyd i natten. Jeg har været i Afghanistan i lang tid, men

det er første gang, jeg oplever denne stilhed.Ingen gøende hunde. Ingen brise. Ingen-ting. Som om vi befinder os i et vakuum.Langsomt begynder det ophvirvlede støv atfalde mod jorden, så vi bedre kan orientereos, og jeg kigger rundt og måber. Den heli-kopterbesætning er for sej.

Vi er blevet sat af på en lille flad klippetop,som ikke er meget større end fem gangefem meter. De har simpelthen bakket indmod en lodret bjergside, indtil de kun ligehar rørt kanten af klippen, og på intet tids-punkt har helikopteren haft hjulene på jor-den. Alt sammen dirigeret ud fra loadmaste-rens kirurgisk præcise instruktioner.

Made in America. Respekt. Terrænet er stenet og goldt, og vi er omgi-

vet af stejle klippeformationer, der som enteaterkulisse danner en tydelig silhuet modnattehimmelen. Kun sporadisk vegetationkan anes på de omkringliggende plateauer.På trods af de 3.000 meters højde er her for-bavsende varmt, og jeg tager en tår af detlunkne vand.

»Vi er på alternativ LZ,« meddeler Mikkellavt.

Alle nikker bekræftende, og der er ingengrund til at forklare, hvorfor vi måtte vælgeden alternative landezone. Vi kan regne ud,at der må have været et problem på den pri-mære. Vi kan også regne ud, at det betyder,at vores infiltrationsrute frem mod voresobservationspost nu er længere.

»Alle okay?« supplerer René og modtagerbekræftende nik uden tale. »Fint, lad oskomme væk herfra,« fortsætter han hvi-skende.

Det gælder om at komme væk fra lande-zonen hurtigst muligt. Chinook’en er gan-ske givet blevet hørt i landsbyerne, selvomde ligger nogle kilometer væk. Det betyderogså, at al-Qaida og Taleban sandsynligvisved, at der er eliteenheder i området. De vednemlig godt, at infanterienheder ikke ind-sættes i sådan et terræn.

»Thomas, vi slører vandsækkene,« hviskerMikkel vendt mod mig, og jeg kravler stillehen til den vandrygsæk, som jeg har ansva-ret for. Jeg får fat i skulderremmene, og detvirker som en øredøvende larm, da jeg træk-ker den hen over klippen til en lille fordyb-ning, som vi placerer sækkene i og camou-flerer med et sandfarvet sløringsnet. Vi skalhave fat i vores personlige »tæger«. Men enrygsæk, der vejer omkring 65 kilo, slyngerman ikke lige op på skulderen. Vi må hjælpehinanden to og to, mens de andre tre sikrer360 grader. Da vi alle nikker mod René, giverhan med hånden tegn til fremmarch.

Jeg går bag Mikkel, der som spejder er for-reste mand. Vi bevæger os selvstændigt 10-15meter foran resten af patruljen, afhængig afterrænet. Mikkel skal som forreste mandprimært fokusere på at finde vej, mens minopgave er at være øjne og ører mod alt, somskiller sig ud fra normalbilledet. Bevægelseri terrænet, lys og lyd. Så jeg skærper minesanser til det maksimale og afsikrer mit vå-ben.

Fra den lille klippetop går det svagt nedadmod et større plateau. Den tunge udrust-ning får mig allerede nu til at læne kroppenfremover for at kompensere den ekstremevægt.

Efter nogle hundrede meter når vi fodenaf hældningen og standser for at lytte og ob-servere bag en lille klynge buske. De andreslutter op bag os, og vi nikker til René. Hanforstår straks, at det betyder, at det er her,Mikkel og jeg lægger vores »tæger« for atvende tilbage efter vandsækkene. Vi går stil-le tilbage mod LZ, finder sækkene, får baksetdem på skuldrene og så retur til patruljen.Og så samme procedure igen. Sløring afvandsækkene og så fremad.

Jeg er allerede gennemblødt af sved. Detbliver en hård nat.

Hård som ind i helvede, for nu går det op-ad. Voldsomt opad. Så meget at det er heltumuligt at klare opturen med benene ale-ne. Jeg sikrer mit våben og slipper det, så dethænger frit på brystet i skulderremmen, ogjeg kan bruge mine arme og hænder til athive og presse mine og rygsækkens i alt 165kilo opad. Jeg finder fodfæste med én støvlead gangen og mobiliserer al kraft i hver ene-ste fiber i mit ben. Mine tynde pilothand-sker er allerede nu flossede af de skarpe klip-pekanter.

Jeg kigger ned ad klippesiden. At mistebalancen her betyder den sikre død. Det herovergår min vildeste fantasi. Sanseindtrykfra min tid som aspirant farer igennem mithoved. Smerte, frygt, uvished og blodsmag imunden af overanstrengelse. Den tynde luftmærker jeg også for alvor nu. Vi er lige be-gyndt, og jeg er allerede på grænsen af minfysiske formåen. Pludselig giver helvedetsom aspirant mening. At blive ved, selvomkroppen siger nej. Da jeg stopper et øjeblikfor at drikke vand, drysser nogle småstenned ad klippen forbi mig. Jeg står helt stilleog holder vejret. Stenene har passeret Mik-kel, så det er ikke ham, der har udløst dem.Jeg læner mig mod siden af klippen, får mitvåben i klarstilling og forsøger at kigge op-ad. Er det fjenden? Et dyr? Naturens luner?

Ryger vi i et baghold her, er vores mulig-heder meget begrænsede. Vi er kompletfastlåst på klippesiden. En fjende vil suve-rænt have overtaget. Jeg vender hovedet ogser resten af patruljen cirka ti meter undermig. De har våbnene rettet opad og forhol-der sig helt statiske. Jeg lytter, men hørerkun min puls banke hult og hurtigt. Så fort-sætter Mikkel, og jeg sætter også i gang igen.Et skridt ad gangen. Kom så, få så din federøv op ad de klipper.

Nogle meter senere rammer vi en lille af-sats, som vi kravler ind på.

»Det er fucking sindssygt det her,« gisperMikkel sagte.

»Ja, og vi kan trøste os med, at vi har et parvandsække, vi lige skal ned og have hentet

op,« mumler jeg. Natten skrider bekymrende hurtigt frem.

Vi skal for alt i verden nå vores base, indendet begynder at lysne. At bevæge sig i dags-lys er fuldstændig udelukket. Når vi ikkefrem, inden solen begynder at stå op, er vo-res eneste mulighed at finde det mest ydmy-ge og mørke sted, et hul eller hule, og trykkeos der, til det bliver mørkt igen.

Vi når toppen af endnu en knold og ergodt halvvejs nu. Mikkel vinker mig frem,og bag en klippe kigger vi direkte mod det,vi ikke vil se. Et halvt hundrede meter foranos toner konturerne af en lille hytte frem.Vores kort og efterretninger viser ellers in-gen tegn på bebyggelse i umiddelbar nær-hed af vores rute. Det er rigtig dårligt nyt.For bebyggelse betyder mennesker.

Jeg sender den dårlige nyhed til René,som grynter arrigt.

»Vi skal have afsøgt den hytte. Vi er tæt påvores observationsbase, og vi bliver nødt tilat vide, om den er beboet. Mikkel og Tho-mas, frem og afsøg. Vi sikrer jer herfra. Go.«

Mikkel og jeg lægger med befrielse vores»tæger« og bevæger os i en bue rundt modhuset, så vi ikke er i resten af vores patruljesskudfelt. Den lille lerhytte er seks-otte meterbred med fladt tag. Vores våben er afsikredeog rettet direkte mod den lukkede trædør.Jeg bevæger mig langsomt fremad på denvenstre side bag Mikkel – jeg er venstre-håndet og fører mit våben i venstre skulder.

Vi når døren, ser ikke noget håndtag, menfinder hurtigt hængslerne, og stiller os påden modsatte side, så Mikkel enten kanskubbe eller trække døren op. Uden en lydplacerer han sin ene hånd på døren, og viudveksler et bekræftende nik. Han skubberkontant døren op, og vi hurtigt trænger indi hytten, samtidig med at vi aktiverer voresinfrarøde lys på våbnet.

Ingen mennesker, og rummet med et lillevindue uden glas på den modsatte væg ernæsten tomt. Kun en madras på gulvet medet krøllet tæppe ovenpå og en lille skål og etglas ved siden af. Det er formentlig en hytte,som de lokale hyrder bruger til at sove ogspise i. Sådan noget lort. Vi vader rundt i etområde med hyrder, får og geder. Vi lukkerforsigtigt døren bag os og vender tilbage tilde andre.

Der er lidt under en time, til det førstedagslys sætter ind, og vi er under 100 meterfra vores planlagte observationsbase. Vi lig-ger alle fem prustende i en lille cirkel mel-lem nogle klippestykker og forsøger at gen-vinde lidt energi efter vores livs infiltration.

»Okay, hør efter,« hvisker René. »Mikkel ogjeg går frem og kigger på forholdene. Vi ertilbage inden for en time. Hvis ikke kender Iplanen.«

Da de går, vender René sig mod mig medet kæmpe smil på ansigtet. »Er du cool, mor-far?«

Selvom vi næsten er lige gamle, morerhan sig med at kalde mig morfar.

»Pis nu bare af med dig,« hvisler jeg gri-nende.

De forsvinder ud mellem klipperne, og viandre ligger lydløst og nyder pausen. Luftenstår helt stille. Ikke en lyd. Og jeg bemærker,at himmelen mod øst har antaget en svaglys farve. Henrik prikker mig på skulderen,og jeg vender mig om. Han tilbyder mig denene halvdel af sin Raider-chokolade.

»Du klarer det godt. Det er vist et stykketid siden,« siger han afdæmpet.

»Otte år. Min krop aner ikke, hvad fandender sker,« svarer jeg og gumler tilfreds cho-koladen i mig.

Det ene knæ i min ørkenuniform er revetop, og jeg masserer mine ømme og blodigeknæ, som natten igennem er stødt mod deskarpe klipper.

Efter en time ser vi silhuetterne af René ogMikkel på vej op mod os. De knæler ned somto sække kartofler og ser forpinte og udmat-tede ud.

»Det er noget forbandet pis det her,« hvi-sker René prustende. »Vi har kun fundet étsted, hvor vi kan se målene uhindret. Mendér har vi svært ved at se bagud af basen. Deter dog den eneste mulighed, vi har. Så detgør vi. Det er en lille klippeafsats, akkuratstor nok til observationsstade og soveplad-ser. Spørgsmål?«

Vi ved, at Mikkel og René har gjort deresyderste og valgt den løsning, som underomstændighederne er den bedste. Ingenspørgsmål.

Pausen har gjort vores muskler og led sti-ve og kolde, og jeg bemærker, at Peter kæm-per sig brummende op i siddestilling. Hansfuldskæg drypper af vand, og han sidderkrumrygget med hænderne i skødet og lig-ner en gammel knotten bjørn. Vidste jeg ik-ke bedre, ville jeg lige der skyde ham til atvære et sted mellem 70 og 80 år gammel.Men jeg er for træt til at grine, og jeg hartravlt. Det første lys og det første spæde pipfra en fugl har sat ind. Vi skal have sikret vo-res base i en fart, og det er mit job.

Jeg skal have anbragt de sandfarvede nær-sikringsgranater omkring åbningen til vo-res base. Jeg bruger granater af typen Clay-more med 800 små stålkugler i. Jeg placereret par granater og trykker forsigtigt detona-torerne på plads på oversiden. Til at sløredem har jeg fundet et par tætte kviste, somjeg sætter foran granaterne og graver etgodt stykke ned. Hvis kvisten flyver væk ivinden, er granaten synlig og vores liv i fare.Den sandfarvede ledning lægger jeg om-hyggeligt et par centimeter ned i en rille, jegridser i den hårde og stenede overflade,hvorefter jeg skubber jorden tilbage og tryk-ker den tæt. Nu skal udløsermekanismenbare tilsluttes.

Den lille åbning i klipperne, hvor grana-terne er sat op, er den eneste vej ind til ba-sen. På grund af klippens udformning kanden forreste granat først ramme en ubudengæst, når han har bevæget sig et par meterigennem åbningen. Det er ikke optimalt, forvi vil gerne have en indtrængende trussel

elimineret før. Et andet problem er, at vi ikke kan se om

på den anden side af åbningen. Her går detnæsten lodret ned et par hundrede meter,hvorefter det flader ud i en dal med klum-per af bebyggelse mod nord og vest. For athave et fuldt overblik i den retning, skal vihave en mand helt ud på kanten, men hanvil kunne ses. Det er en svaghed ved basen,som gør os sårbare.

Vores mål ligger mod syd. I den retninggår det lodret ned fra de klipper, vi ligger på.Den eneste undtagelse er en lille sprække,som følger klippen nedad. Det er vores ene-ste alternative vej væk.

Selve observationsstadet, hvorfra vi skalskiftes til at holde udkig mod målene, er far-ligt i sig selv. Jeg har observeret fra mangesteder – huller i jorden, buske, lofter og imørke granskove – men aldrig fra et obser-vationsstade som det, Mikkel har gjort klart.

Fra vores base bevæger jeg mig med baby-skridt de godt fem meter ud på den lille ob-servationskant, der er mindre end 30 centi-mer bred og kun lige akkurat stor nok til, atman kan sidde lænet op ad klippesiden. Étfejltrin, og jeg vil høvle ned i dybet.

Observationsstedet har Mikkel camoufle-ret med et stykke fintmasket, sløret stof, kal-det Bow Flash, som falder perfekt ind medfarverne fra klippen, og han har lagt de obli-gatoriske værktøjer klar: den kraftige Swa-rovski-kikkert, kameraer, stativer, logbog ogen skitse over området med navneangivelseover alle væsentlige fokuspunkter og ter-rængenstande. Mikkel sætter mig grundigtind i sagerne og udpeger landsbyen stik sydlidt over en kilometer borte samt alle desmå veje og stier, som al-Qaida og Talebanbenytter.

Mikkel tager selv den første observations-vagt, så jeg vender tilbage til de tre andre ibasen. Der er en time og ti minutter, til jegskal overtage vagten, og jeg burde spise,men er for træt. Jeg nøjes med at drikke enhalv liter vand og vælter i min svedgennem-blødte uniform og med mit våben i håndenom på siden på mit liggeunderlag og gliderind i en dyb søvn.

Normalt sover jeg meget let og reagererprompte på den mindste lyd. Men min fysi-ske udmattelse sender mig ned i et under-ligt, dybt søvnstadie, hvor fragmenter af far-ver, lyde, lugte, ansigter og øjeblikke gravesfrem fra de yderste afkroge af underbevidst-heden og nærmest eksploderer i glimt formit indre øje. Så jeg er meget langt væk ogtemmelig forvirret, da Mikkel griber mig iskulderen.

»Thomas, du har vagten. Er du vågen?« Jeg ryger op med et sæt og glor fraværen-

de på ham. »Ja, jeg er vågen. Giv mig et minut, så er

jeg derude«. Min stemme er hæs og snøvlen-de, og jeg er ikke sikker på, at han forstårmig, men han vender om og kravler ud påstadet, så det må han have gjort. Jeg tagermin udrustningsvest på, pakker mit under-lag sammen, kontrollerer at min rygsæk lig-ger klar og tjekker mit våben. Så har jeg ry-stet den dybe søvn af mig og er klar igen. Entimes søvn har gjort en forskel.

Jeg vinker Mikkel ind fra stadet. Han med-deler, at der ikke har været aktivitet i lands-byen eller på stierne. Så sætter jeg mig til ret-te på det lille stykke liggeunderlag i stadetog observerer længe igennem Swarovski-kikkerten.

Landsbyen under mig består af 14-15 min-dre huse i ét plan, alle bygget i ler og omgi-vet af de sædvanlige mure, som næsten alleafghanske hjem har. Afghanske mænd ogfædre værner om deres koner og børn ogønsker ikke, at de skal ses af menneskeruden for familien. En grusvej fører igennembyen, og en cirka fem meter bred flod bug-ter sig igennem markerne vest for byen. Pådenne årstid løber masser af smeltevand frabjergene og ned igennem floden, og småvandingskanaler sørger for liv til de grønne,opdyrkede arealer omkring byen.

Klokken er 08.30, og der er mærkeligt nokendnu ingen arbejdere i markerne. Det ene-ste tegn på liv er en flok geder, som stårbundet op ad et træ i den vestlige ende aflandsbyen. Mod syd rejser bjergene sig påden pakistanske side af grænsen. Dale kilersig ind mellem dem, og i bunden af dalenelængst mod øst, parallelt med små vandløb,går de små grusveje, som al-Qaida og Tale-ban benytter i ly af natten.

Jeg leder i kikkerten efter alt, som skillersig ud fra, hvad man kan forvente at se i enprimitiv afghansk landsby. Jeg har set og væ-ret i mange af dem og har en god fornem-melse for, hvad de ikke bør indeholde. Foreksempel antenner eller paraboler, mændmed satellittelefoner, Toyota pickups medmetalstativer beregnet til våben på ladet,æsler med påfaldende meget last på ryggenog grupper af yngre bevæbnede mænd,som bevæger sig ind og ud af bygningerne.

Klokken lidt over 09 træder to mænd udaf døren fra et af de større huse i landsbyen.De er klædt i løse, brune kjortler og går lang-somt mod den lille samling af træer, hvorgederne står bundet. Her sætter de sig iskyggen op ad et træ og begynder at snakke.Jeg noterer det i logbogen. Det er den enesteaktivitet på denne vagt.

Tilbage i basen bliver jeg endnu en gangimponeret over gutterne i min patrulje. Dehar formået at få basen til nærmest at smel-te ind i omgivelserne. Sandfarvede slørings-net er spændt i en blød bue hen over hele ba-sen og foret med grene. Desuden har de lagtsten i kanten af nettet, så skygger mellemnet og jord undgås.

Nu er det tid til at genopbygge min kamp-kraft – et militært udtryk, der betyder, atman tænker på sig selv. Spise, sove og soig-nere sig. Jeg tager tørre og friske sokker påog placerer de våde og svedige til tørring påmine skuldre under T-shirten. Det er et gam-melt jægertrick, og selvom følelsen ikke errar, er det der, sokkerne tørrer bedst. Når vi

Rethinking the rethink

Page 113: Редизайн датской газеты Politiken

113

8 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

de kendskab til operationen – kaldet QA05.Kun han har tidligere været indsat opera-tivt, om end i en blødere operation på Bal-kan i 1990’erne. Vores koncentrerede blikkevidner om alvoren af opgaven, som er sær-deles risikofyldt og farlig. Alene måden viskal indsættes på, vores insertion, er en tak-tisk helikopterflyvning om natten lavt overbakker, bjerge og kløfter og igennem områ-der, hvor vi ved, at en tungt bevæbnet fjendeventer.

Terrænet er også en udfordring. Debjerge, hvorfra vi skal observere mod voresmål, ligger i tre-fire kilometers højde. Stejleklippeformationer, dybe kløfter og den tyn-de luft vil presse vores fysiske formåen tildet yderste.

Operationen er berammet til ti døgn, ogdet skærper kravene til mængden af udrust-ning, mad og vand. I det bjergrige terræn, viskal ud i, er der ikke vand til rådighed, så altskal medbringes på vores skuldre.

Al-Qaida og Taleban er på hjemmebaneog særdeles opsatte på at fange soldater –trofæer – fra koalitionen. Især elitesoldater.At fange, mishandle, torturere og dræbe enaf os på den mest bestialske og groteske må-de vil føre til stor anerkendelse og respektfra baglandet.

En stakkel fra US Navy SEAL oplevede den-ne grusomme skæbne. Han blev såret, dahan under en operation faldt ud af en heli-kopter, mens den lettede. Han blev senerefundet af al-Qaida, skudt i knæene og skrid-tet, fik skåret halsen over og blev efterladtmed sin penis i munden.

Derfor frygter vi selvfølgelig tilfangeta-gelse. Så hellere dø i kamp.

På trods af sit positive sind fremstår selvRené en anelse dyster, da han slutter sin bri-efing med at understrege, at den største fareved opgaven er at blive opdaget. Kontaktmed fjenden, eller blot civile, vil føre til, at vii bedste fald skal trækkes ud, i værste faldkæmpe på liv og død.

Om tre døgn skal vi være klar. Da er lysetfra månen på et minimum og skabe de bed-ste betingelser for indsættelsen.

I forberedelsesfasen samler vi tilgængeligviden til brug for operationen. Troværdigeog detaljerede efterretninger om fjenden eret afgørende kriterium for succes under mi-litære operationer. Ikke mindst for isolere-de operationer som denne. Vi har brug foroplysninger om vind, lys, nedbør og tempe-ratur. Om hvor fjenden formodes at befindesig, hvordan han er bevæbnet og organise-ret, hans moral og hans evne til at kæmpe.Desuden information om, hvorvidt den lo-kale befolkning er venligsindet eller fjendt-lig, og hvor den nærmeste by eller bebyggel-se ligger. Alt dette har stor betydning for debeslutninger, vi træffer i forberedelsesfasen.

Bliver vi opdaget, er det ikke kun etspørgsmål om blot at flytte til et nyt områdeefter eventuel kamp mod fjenden. Alle i om-rådet – Taleban, al-Qaida og civilbefolknin-gen – vil hurtigt vide, at der er fremmede sol-dater i området, og det vil kun være etspørgsmål om alt for kort tid, før en nådes-løs jagt på os vil blive sat ind.

Avancerede computerprogrammer giveros information om bjergenes højde oghældning, og om hvor de bedste observa-tionspunkter mod landsbyerne og stierne,der er vores mål, findes. De høje bjerge fla-der en anelse ud mod nord, hvilket betyderbedre muligheder for at bevæge sig der. Detgælder desværre også for fjenden.

Ganske få punkter ser ud til at være veleg-nede som observationsstader, og de liggerpå yderligtliggende klippeafsatser og ersvære at nå. Det er et helt uhørt bjergterræn,og vi har endda tidligere trænet i bjergene ifor eksempel Schweiz. Her skal alt til en ope-rativ indsættelse på ti dage medbringes. Detbetyder, at vi ikke har plads til klatreudstyrsom reb og klatreseler. Vi må planlægge så-dan, at bjergsiderne kan forceres uden brugaf klatreudstyr.

Ud fra studier af kort og computer be-stemmer Mikkel helikopterens landezone,LZ. Det er en kæmpe udfordring, terrænettaget i betragtning. Landezonen må ikke lig-ge for tæt på vores destination, observa-tionsbasen, da den kæmpemæssige CH47helikopter, som vi skal indsættes med lar-mer helt afsindigt. Samtidig må landezo-nen heller ikke ligge for langt væk fra obser-vationsbasen, for det må ikke tage mere endén nat at nå fra LZ til destinationen. Mikkelbestemmer også samlepunkter, hvis patrul-jen bliver splittet på grund af kamp. Des-uden skal der forberedes planer, hvis alt gårgalt. Nødruter hele vejen hjem til KAF skalplanlægges. Og vi skal have indøvet proce-durer for kontakt til egne enheder.

Henrik har travlt med at forberede alt om-kring kommunikation. Frekvenser internt ipatruljen skal fastsættes og kodes. Peterkontrollerer og pakker alt sanitetsmaterielog giver os hver især en lille nødpakke medblandt andet udstyr til at stoppe blødnin-ger, smertestillende medicin og medicin forakutte maveproblemer. Jeg selv tester ogforbereder sprængstoffer – jeg maler for ek-sempel alle nærsikringsgranater og lednin-ger sandfarvede for camouflage, og da jeg erklar over, at vores rygsække, kaldet »tæger«,vil blive foruroligende tunge, får jeg for ensikkerheds skyld syet forstærkninger ved dekritiske bærepunkter.

Vi skal medbringe materiel som spræng-stoffer, nærsikringsgranater, ekstra ammu-nition, radio, GPS, kikkerter til brug om da-gen, natkikkerter, termisk observationsud-styr, stativer, kameraer, batterier til ti dage,sovepose, skideposer og frysetørrede feltra-tioner. Da jeg er færdig med at pakke min»tæge« slæber jeg den ud på gangen for atveje min samlede udrustning; rygsæk, ud-rustningsvest og våben. Jeg kigger målløspå skalaen: 82 kilo.

Desuden skal vi have vand med. Hver jæ-ger skal indtage mindst fem liter vand omdagen under disse forhold. Så alene i vand

skal hver mand medbringe 50 liter og helepatruljen 250 liter. Det har vi selvfølgelig ik-ke mulighed for at have i rygsækken, så vipakker to ekstra rygsække kun med vand,som skal transporteres særskilt ud over vo-res egne rygsække.

Om kun otte timer skal vi stå klar ved heli-kopteren. Det er en vindstille og solrig efter-middag, og vi træner formationer og heli-kopterprocedurer i udkanten af lejren. Ensandstorm overrasker os pludselig og smel-ter horisont og himmel sammen til en gi-gantisk sky af støv og sand. Med ét omhyllesvi af en brunlig tåge, som får os til at ligneudtryksløse voksdukker med ansigternedækket af støv.

Men vi er fokuserede og ænser det dårligt. Vi er så privilegerede, at vi skal indsættes

med det amerikanske 160th Operations Avi-ation Regiment, der er sat i verden udeluk-kende for at løse opgaver med eliteenheder.Bedre helikopterstøtte fås ganske enkelt ik-ke på kloden. De har de bedste piloter, detbedste udstyr og de bedste helikoptere: dekæmpestore MH-47D Chinook med tand-emrotor, som er specielt udviklet til eliteen-heder. Den har tre 7.62 Gatling Minigunssom bevæbning, lufttankningskapacitet, etsystem til fastroping og rapelling og andreopgraderinger, som adskiller den fra stan-dardudgaven. Og 160th flyver under for-hold, hvor andre helikopterbesætninger ik-ke vil eller kan. De lander på de sværeste ogmest utilgængelige landezoner og som re-gel altid i mørke uden et eneste lys på heli-kopteren til hjælp.

Under koordineringen med helikopter-besætningen lader skipperen på vores flyv-ning – en snakkesalig fyr i starten af trediver-ne med et markeret stenansigt – os forstå, atde cirka halvanden times flyvning vil blivevanskelig og farlig. I den næsten kulsortenat og i et terræn, hvor bjergskråninger rej-ser sig uden varsel, er det planen at flyvemed lysforstærkende natbriller, Night VisionGoggles eller NVG, så tæt på jorden som mu-ligt. Bare 10-20 meter oppe. Desuden er derstor risiko for fjendtlig beskydning med ra-ketter, maskingeværer og håndvåben. Oglandezonerne er særdeles svære på grund afde stejle klippesider.

Vi bliver dog beroliget af besætningensimponerende ro og professionalisme. De erservicemindede og lader tydeligt forstå, atde vil gøre alt, hvad de kan, for at levere denbedst mulige vare. Vi er deres kunder. De ertil for os.

To timer før take-off samles vi i vores lillepatruljerum og drikker en masse vand ogfår et sidste solidt måltid. Spaghetti medkødsovs.

Vores fødder er næsten lige så vigtige somvores maver. Vi skal have hård hud filet af oghave dem tapet ind, inden vi omhyggeligtsnører vores støvler, som vi ikke vil kommetil at tage af de næste mange døgn.

Imens udveksler vi lidt dagligdag om fa-milier, kærester og hunde. Alle ved, at det erligegyldigt pludder og pingpong. Men derer ingen grund til at dvæle ved, at vi snart vilstå i fjendeland ansigt til ansigt med folk,som ikke har noget at tabe og vil gøre alt forat slå os ihjel. Og der er mange åbne spørgs-mål: Vil vores procedurer virke under opera-tionen? Kan vi kommunikere med hinan-den og basen under de ekstreme omstæn-digheder i bjerge og ørken? Og kan vi klareos – bare os fem?

I hæren bevæger man sig som regel aldrigud fra sin base i enheder under 30 soldater.Man er bakket op af ildkraft fra lette og tun-ge maskingeværer, morterer og panser-værnsvåben, og man har ofte mulighed forhurtig støtte fra fly eller artilleri. Og yderli-gere forstærkning fra egne enheder stårklar.

Her skal vi være fem mand helt alene påen bjergside 400 kilometer fra vores base påKAF. Når helikopteren forlader landezonen,har vi kun os selv og det til rådighed, vi slæ-ber på ryggen og har i hænderne. Dog medmulighed for at trække på forskellig støttefra jagerfly og amerikanernes imponerendeflyvende fort: AC130 Gunship, som råderover et helt arsenal af våbensystemer. MenAC130 flyver kun om natten. Og sølle femmand på jorden kan heller ikke regne med,at der er ledige jagerfly i dagtimerne, når be-hovet er der.

Vi sidder på den store, mørklagte cement-plads nogle meter fra lasterampen på denstore Chinook-helikopter. Den fremstårsom en stor dyster klump metal mod denstjerneklare himmel. Kun små grønne prik-ker fra de kemiske lysstænger inde i kabi-nen giver indtrykket af størrelsen på kæm-pen, som kan fragte indtil flere køretøjer.

Jeg er klar, men vi skal vente på, at voresfeltpræst kommer og udtrykker nogle sal-velsesfulde betragtninger. Som ateist irrite-rer det mig. Jeg tror på mine evner som sol-dat og menneske. Tilfældigheder og held. Pådette tidspunkt, i minutterne lige op til minførste operative indsættelse, har jeg mestlyst til at være lidt privat. Ikke at blive pådut-tet ritualer, som jeg grundlæggende ikketror på. Heller ikke selvom det er nok så vel-ment.

Vi boarder. Og med en metallisk hylensætter turbinerne langsomt i gang. Chino-ok’en sætter sig i bevægelse og ruller modtake-off-punktet, hvor de resterende tjek fo-retages. Rotorernes omdrejninger øges,mens de fire hjulsæt langsomt slipper asfal-ten, og vi kan ud af bagenden se konturerneaf de mange mørklagte telte og bygningerpå KAF. Kursen sættes mod øst og konturer-ne fra basen forsvinder.

Hurtigt viser det sig, at det absolut ikkevar nogen overdrivelse, da den firskårne he-likopterskipper tidligere på dagen sagde, atflyvningen ville blive hård. Jeg har før fløjetlow level, hvor helikopteren flyver lavt og til-passer sig efter terrænet, så den ikke er syn-lig i luften så længe. Men intet som dette. Ka-binen gynger og danser, som var der en flok

fulde sømænd bag roret. Bratte nedadgåen-de og opadgående drej får mig til at stemmeimod gulvet med støvlerne og finde nogleholdepunkter til hænderne.

Jeg klikker mine natbriller på hjelmenned og kigger mod den store, åbne bagendei kabinen. I det grønne lys sidder loadmaste-ren vagtsomt på knæ helt ude på kantenbag sin hurtigskydende Gatling Minigun.Pludselig farer jeg sammen, da en høj, dybbrummen lige bag mig overdøver larmenfra motorerne. Hele kabinen sejler, og jegkæmper for at holde fast i netmaskerne påsædet. Hvad i helvede sker der?

Jeg vender mig mod lyden og ser den an-den loadmaster stå ved sin Minigun, som erplaceret i sidedøren, og det går op for mig,at det er ham, der har afgivet en skudsalvemod noget på jorden. Piloten fortsætter dekringlede, undvigende drej væk fra truslen.Væk fra fjenden. Det her er alvor. Jeg kiggerover mod Mikkel. Hans slørede, skæggedefjæs vender sig om i et grin. Jeg gengældergrinet, om end lidt mere anstrengt.

Jeg har drukket en masse vand de sidstepar timer. Det skal som bekendt ud igen, ogda vi kun har fløjet i lidt over en halv time oghar mindst tre kvarter igen, indser jeg, at jegikke kan holde mig. Vi har medbragt dob-belte plasticposer til formålet, men jeg hav-de håbet, at det ikke blev nødvendigt. Numå jeg til det. Jeg holder fast i sæderækkenmed den ene hånd og kommer usikkert påbenene på det gyngende kabinegulv, somfor at gøre manøvren endnu sværere ersmurt ind i hydraulikolie, hvilket ofte fore-kommer i militærhelikoptere af denne type.Med den anden hånd fatter jeg rundt ommin »ven« nede i bukserne, og får dobbelt-posen ud over som et kæmpekondom.

Dér, 5.000 kilometer hjemmefra, overbjergene i Afghanistan, står jeg halvt oprejstog dingler som en rodeoridende cowboy imaven på denne store, uregerlige metaltyrog forretter min nødtørft. Havde det ikkeværet for situationens alvor, havde jeg gri-net ad den bizarre situation. Men jeg får istedet afsluttet mit forehavende i en fart ogfinder den sorte affaldspose på væggen tilmine efterladenskaber.

En halv times tid senere giver loadmaste-ren det første signal til drop-off. 10 minutter.Jeg tænder min GPS og memorerer infiltra-tionsruten en sidste gang. Jeg tjekker også,om alt stadig er i lommerne på min udrust-ningsvest. Selvom alt vitalt udstyr er sikretmed faldskærmssnor, har jeg løsdele i ve-sten. Blandt andet mit kort.

Der er ikke skrevet noget på kortet. Detgør vi aldrig, for det vil kunne afsløre for me-get, hvis det kommer i de forkerte hænder.Men det vil stadig være katastrofalt at mistekortet. Ikke kun fordi vi skal bruge det for atholde os på rette vej, men i højere grad fordiet tabt kort afslører vores tilstedeværelse.

Jeg tjekker også mit våben, inklusive detinfrarøde og aktive lys og styrken på den lil-le røde prik i det specielle Aimpoint-sigte,som gør, at man kan skyde med begge øjneåbne og dermed orientere sig rundt, samti-dig med at man skyder. Så sutter jeg lidtvand fra slangen på min camelbag-rygsæk,der kan rumme fire-fem liter vand. Jeg klik-ker mine natbriller ned for at vænne mineøjne til det grønne lys og bedre kunne se mi-ne kammerater i kabinen.

Selvom det er første operation for fire afos fornemmer jeg i larmen og mørket enstemning, som jeg har oplevet tidligere i si-tuationer under øvelser. Den ro, der sænkersig, når man er på det rette sted, på det rettetidspunkt, i sit rette element. Den følelse harjeg i hvert fald selv, og jeg er i det bedst tæn-kelige selskab – med nogle af verdens bedstesoldater. De skiderikker kan bare kommean.

Samtidig med at loadmasteren giver sig-nalet til ét minut, sænker piloterne farten.Jeg finder de to bærestropper på rygsække-ne, så jeg er klar til at slæbe dem efter migned ad gulvet og ud over rampen. Ud frakortstudierne bør både vores primære og al-ternative landezone være små plateauer påhøjderygge. I mine natbriller kan jeg skimteen sort klippeside i baggrunden, og jeg serloadmasteren ligge på maven halvt udeover rampen for at dirigere piloten. Indsæt-telsens mest følsomme fase er nu, hvor de 15tons metal hænger larmende og sårbare. Enenkelt granat fra et mandbårent raketstyr,og det hele vil være slut.

Vi hænger her for længe. Alt for længe.Hvorfor ikke bare lande?

Med ét brøler motorerne for fulde om-drejninger, og piloterne foretager et skarptdrej til højre. Jeg kæmper for ikke at vælte.Er vi erkendt? Har fjenden opdaget os allere-de? Amerikanere plejer ikke at holde sig til-bage med at bruge våben, hvis der er engrund til det, og der bliver ikke skudt fra he-likopterens miniguns, så opdaget kan vi ik-ke være. Den primære landezone er åben-bart ikke brugbar.

Vi flyver i yderligere fem minutter, mod-tager igen »1 minut«-signalet, og dennegang er der ingen tøven. Helikopteren ma-nøvreres langsomt og blødt nedad, til vihænger roligt. Loadmasteren sætter sig oppå knæ, vender sig om og peger med beggearme i hurtige bevægelser ud over rampen.

»Go-go-go«! Jeg slæber begge mine rygsække han ad

gulvet, ud over rampen og ned på jorden.Rygsækken med vand slipper jeg, da detsimpelthen er for tungt at slæbe begge påén gang. Jeg lægger alle kræfter i min egenog krabber mig væk fra den store metalkropi et inferno af støv og småsten, som hvirvlesop af de enorme rotorblade.

Jeg kaster mig ned på jorden, og i sammeøjeblik løfter Chinook’en sig allerede, drejervæk som en stor majestætisk fugl og bliveropslugt af mørket. Det er den sidste kontaktmed egne enheder, der nu forsvinder. Hur-tigt får vi vores våben i klarstilling og sikrer360 grader rundt. En larmende stilhed sæt-

ter ind. Ikke en lyd i natten. Jeg har været i Afghanistan i lang tid, men

det er første gang, jeg oplever denne stilhed.Ingen gøende hunde. Ingen brise. Ingen-ting. Som om vi befinder os i et vakuum.Langsomt begynder det ophvirvlede støv atfalde mod jorden, så vi bedre kan orientereos, og jeg kigger rundt og måber. Den heli-kopterbesætning er for sej.

Vi er blevet sat af på en lille flad klippetop,som ikke er meget større end fem gangefem meter. De har simpelthen bakket indmod en lodret bjergside, indtil de kun ligehar rørt kanten af klippen, og på intet tids-punkt har helikopteren haft hjulene på jor-den. Alt sammen dirigeret ud fra loadmaste-rens kirurgisk præcise instruktioner.

Made in America. Respekt. Terrænet er stenet og goldt, og vi er omgi-

vet af stejle klippeformationer, der som enteaterkulisse danner en tydelig silhuet modnattehimmelen. Kun sporadisk vegetationkan anes på de omkringliggende plateauer.På trods af de 3.000 meters højde er her for-bavsende varmt, og jeg tager en tår af detlunkne vand.

»Vi er på alternativ LZ,« meddeler Mikkellavt.

Alle nikker bekræftende, og der er ingengrund til at forklare, hvorfor vi måtte vælgeden alternative landezone. Vi kan regne ud,at der må have været et problem på den pri-mære. Vi kan også regne ud, at det betyder,at vores infiltrationsrute frem mod voresobservationspost nu er længere.

»Alle okay?« supplerer René og modtagerbekræftende nik uden tale. »Fint, lad oskomme væk herfra,« fortsætter han hvi-skende.

Det gælder om at komme væk fra lande-zonen hurtigst muligt. Chinook’en er gan-ske givet blevet hørt i landsbyerne, selvomde ligger nogle kilometer væk. Det betyderogså, at al-Qaida og Taleban sandsynligvisved, at der er eliteenheder i området. De vednemlig godt, at infanterienheder ikke ind-sættes i sådan et terræn.

»Thomas, vi slører vandsækkene,« hviskerMikkel vendt mod mig, og jeg kravler stillehen til den vandrygsæk, som jeg har ansva-ret for. Jeg får fat i skulderremmene, og detvirker som en øredøvende larm, da jeg træk-ker den hen over klippen til en lille fordyb-ning, som vi placerer sækkene i og camou-flerer med et sandfarvet sløringsnet. Vi skalhave fat i vores personlige »tæger«. Men enrygsæk, der vejer omkring 65 kilo, slyngerman ikke lige op på skulderen. Vi må hjælpehinanden to og to, mens de andre tre sikrer360 grader. Da vi alle nikker mod René, giverhan med hånden tegn til fremmarch.

Jeg går bag Mikkel, der som spejder er for-reste mand. Vi bevæger os selvstændigt 10-15meter foran resten af patruljen, afhængig afterrænet. Mikkel skal som forreste mandprimært fokusere på at finde vej, mens minopgave er at være øjne og ører mod alt, somskiller sig ud fra normalbilledet. Bevægelseri terrænet, lys og lyd. Så jeg skærper minesanser til det maksimale og afsikrer mit vå-ben.

Fra den lille klippetop går det svagt nedadmod et større plateau. Den tunge udrust-ning får mig allerede nu til at læne kroppenfremover for at kompensere den ekstremevægt.

Efter nogle hundrede meter når vi fodenaf hældningen og standser for at lytte og ob-servere bag en lille klynge buske. De andreslutter op bag os, og vi nikker til René. Hanforstår straks, at det betyder, at det er her,Mikkel og jeg lægger vores »tæger« for atvende tilbage efter vandsækkene. Vi går stil-le tilbage mod LZ, finder sækkene, får baksetdem på skuldrene og så retur til patruljen.Og så samme procedure igen. Sløring afvandsækkene og så fremad.

Jeg er allerede gennemblødt af sved. Detbliver en hård nat.

Hård som ind i helvede, for nu går det op-ad. Voldsomt opad. Så meget at det er heltumuligt at klare opturen med benene ale-ne. Jeg sikrer mit våben og slipper det, så dethænger frit på brystet i skulderremmen, ogjeg kan bruge mine arme og hænder til athive og presse mine og rygsækkens i alt 165kilo opad. Jeg finder fodfæste med én støvlead gangen og mobiliserer al kraft i hver ene-ste fiber i mit ben. Mine tynde pilothand-sker er allerede nu flossede af de skarpe klip-pekanter.

Jeg kigger ned ad klippesiden. At mistebalancen her betyder den sikre død. Det herovergår min vildeste fantasi. Sanseindtrykfra min tid som aspirant farer igennem mithoved. Smerte, frygt, uvished og blodsmag imunden af overanstrengelse. Den tynde luftmærker jeg også for alvor nu. Vi er lige be-gyndt, og jeg er allerede på grænsen af minfysiske formåen. Pludselig giver helvedetsom aspirant mening. At blive ved, selvomkroppen siger nej. Da jeg stopper et øjeblikfor at drikke vand, drysser nogle småstenned ad klippen forbi mig. Jeg står helt stilleog holder vejret. Stenene har passeret Mik-kel, så det er ikke ham, der har udløst dem.Jeg læner mig mod siden af klippen, får mitvåben i klarstilling og forsøger at kigge op-ad. Er det fjenden? Et dyr? Naturens luner?

Ryger vi i et baghold her, er vores mulig-heder meget begrænsede. Vi er kompletfastlåst på klippesiden. En fjende vil suve-rænt have overtaget. Jeg vender hovedet ogser resten af patruljen cirka ti meter undermig. De har våbnene rettet opad og forhol-der sig helt statiske. Jeg lytter, men hørerkun min puls banke hult og hurtigt. Så fort-sætter Mikkel, og jeg sætter også i gang igen.Et skridt ad gangen. Kom så, få så din federøv op ad de klipper.

Nogle meter senere rammer vi en lille af-sats, som vi kravler ind på.

»Det er fucking sindssygt det her,« gisperMikkel sagte.

»Ja, og vi kan trøste os med, at vi har et parvandsække, vi lige skal ned og have hentet

op,« mumler jeg. Natten skrider bekymrende hurtigt frem.

Vi skal for alt i verden nå vores base, indendet begynder at lysne. At bevæge sig i dags-lys er fuldstændig udelukket. Når vi ikkefrem, inden solen begynder at stå op, er vo-res eneste mulighed at finde det mest ydmy-ge og mørke sted, et hul eller hule, og trykkeos der, til det bliver mørkt igen.

Vi når toppen af endnu en knold og ergodt halvvejs nu. Mikkel vinker mig frem,og bag en klippe kigger vi direkte mod det,vi ikke vil se. Et halvt hundrede meter foranos toner konturerne af en lille hytte frem.Vores kort og efterretninger viser ellers in-gen tegn på bebyggelse i umiddelbar nær-hed af vores rute. Det er rigtig dårligt nyt.For bebyggelse betyder mennesker.

Jeg sender den dårlige nyhed til René,som grynter arrigt.

»Vi skal have afsøgt den hytte. Vi er tæt påvores observationsbase, og vi bliver nødt tilat vide, om den er beboet. Mikkel og Tho-mas, frem og afsøg. Vi sikrer jer herfra. Go.«

Mikkel og jeg lægger med befrielse vores»tæger« og bevæger os i en bue rundt modhuset, så vi ikke er i resten af vores patruljesskudfelt. Den lille lerhytte er seks-otte meterbred med fladt tag. Vores våben er afsikredeog rettet direkte mod den lukkede trædør.Jeg bevæger mig langsomt fremad på denvenstre side bag Mikkel – jeg er venstre-håndet og fører mit våben i venstre skulder.

Vi når døren, ser ikke noget håndtag, menfinder hurtigt hængslerne, og stiller os påden modsatte side, så Mikkel enten kanskubbe eller trække døren op. Uden en lydplacerer han sin ene hånd på døren, og viudveksler et bekræftende nik. Han skubberkontant døren op, og vi hurtigt trænger indi hytten, samtidig med at vi aktiverer voresinfrarøde lys på våbnet.

Ingen mennesker, og rummet med et lillevindue uden glas på den modsatte væg ernæsten tomt. Kun en madras på gulvet medet krøllet tæppe ovenpå og en lille skål og etglas ved siden af. Det er formentlig en hytte,som de lokale hyrder bruger til at sove ogspise i. Sådan noget lort. Vi vader rundt i etområde med hyrder, får og geder. Vi lukkerforsigtigt døren bag os og vender tilbage tilde andre.

Der er lidt under en time, til det førstedagslys sætter ind, og vi er under 100 meterfra vores planlagte observationsbase. Vi lig-ger alle fem prustende i en lille cirkel mel-lem nogle klippestykker og forsøger at gen-vinde lidt energi efter vores livs infiltration.

»Okay, hør efter,« hvisker René. »Mikkel ogjeg går frem og kigger på forholdene. Vi ertilbage inden for en time. Hvis ikke kender Iplanen.«

Da de går, vender René sig mod mig medet kæmpe smil på ansigtet. »Er du cool, mor-far?«

Selvom vi næsten er lige gamle, morerhan sig med at kalde mig morfar.

»Pis nu bare af med dig,« hvisler jeg gri-nende.

De forsvinder ud mellem klipperne, og viandre ligger lydløst og nyder pausen. Luftenstår helt stille. Ikke en lyd. Og jeg bemærker,at himmelen mod øst har antaget en svaglys farve. Henrik prikker mig på skulderen,og jeg vender mig om. Han tilbyder mig denene halvdel af sin Raider-chokolade.

»Du klarer det godt. Det er vist et stykketid siden,« siger han afdæmpet.

»Otte år. Min krop aner ikke, hvad fandender sker,« svarer jeg og gumler tilfreds cho-koladen i mig.

Det ene knæ i min ørkenuniform er revetop, og jeg masserer mine ømme og blodigeknæ, som natten igennem er stødt mod deskarpe klipper.

Efter en time ser vi silhuetterne af René ogMikkel på vej op mod os. De knæler ned somto sække kartofler og ser forpinte og udmat-tede ud.

»Det er noget forbandet pis det her,« hvi-sker René prustende. »Vi har kun fundet étsted, hvor vi kan se målene uhindret. Mendér har vi svært ved at se bagud af basen. Deter dog den eneste mulighed, vi har. Så detgør vi. Det er en lille klippeafsats, akkuratstor nok til observationsstade og soveplad-ser. Spørgsmål?«

Vi ved, at Mikkel og René har gjort deresyderste og valgt den løsning, som underomstændighederne er den bedste. Ingenspørgsmål.

Pausen har gjort vores muskler og led sti-ve og kolde, og jeg bemærker, at Peter kæm-per sig brummende op i siddestilling. Hansfuldskæg drypper af vand, og han sidderkrumrygget med hænderne i skødet og lig-ner en gammel knotten bjørn. Vidste jeg ik-ke bedre, ville jeg lige der skyde ham til atvære et sted mellem 70 og 80 år gammel.Men jeg er for træt til at grine, og jeg hartravlt. Det første lys og det første spæde pipfra en fugl har sat ind. Vi skal have sikret vo-res base i en fart, og det er mit job.

Jeg skal have anbragt de sandfarvede nær-sikringsgranater omkring åbningen til vo-res base. Jeg bruger granater af typen Clay-more med 800 små stålkugler i. Jeg placereret par granater og trykker forsigtigt detona-torerne på plads på oversiden. Til at sløredem har jeg fundet et par tætte kviste, somjeg sætter foran granaterne og graver etgodt stykke ned. Hvis kvisten flyver væk ivinden, er granaten synlig og vores liv i fare.Den sandfarvede ledning lægger jeg om-hyggeligt et par centimeter ned i en rille, jegridser i den hårde og stenede overflade,hvorefter jeg skubber jorden tilbage og tryk-ker den tæt. Nu skal udløsermekanismenbare tilsluttes.

Den lille åbning i klipperne, hvor grana-terne er sat op, er den eneste vej ind til ba-sen. På grund af klippens udformning kanden forreste granat først ramme en ubudengæst, når han har bevæget sig et par meterigennem åbningen. Det er ikke optimalt, forvi vil gerne have en indtrængende trussel

elimineret før. Et andet problem er, at vi ikke kan se om

på den anden side af åbningen. Her går detnæsten lodret ned et par hundrede meter,hvorefter det flader ud i en dal med klum-per af bebyggelse mod nord og vest. For athave et fuldt overblik i den retning, skal vihave en mand helt ud på kanten, men hanvil kunne ses. Det er en svaghed ved basen,som gør os sårbare.

Vores mål ligger mod syd. I den retninggår det lodret ned fra de klipper, vi ligger på.Den eneste undtagelse er en lille sprække,som følger klippen nedad. Det er vores ene-ste alternative vej væk.

Selve observationsstadet, hvorfra vi skalskiftes til at holde udkig mod målene, er far-ligt i sig selv. Jeg har observeret fra mangesteder – huller i jorden, buske, lofter og imørke granskove – men aldrig fra et obser-vationsstade som det, Mikkel har gjort klart.

Fra vores base bevæger jeg mig med baby-skridt de godt fem meter ud på den lille ob-servationskant, der er mindre end 30 centi-mer bred og kun lige akkurat stor nok til, atman kan sidde lænet op ad klippesiden. Étfejltrin, og jeg vil høvle ned i dybet.

Observationsstedet har Mikkel camoufle-ret med et stykke fintmasket, sløret stof, kal-det Bow Flash, som falder perfekt ind medfarverne fra klippen, og han har lagt de obli-gatoriske værktøjer klar: den kraftige Swa-rovski-kikkert, kameraer, stativer, logbog ogen skitse over området med navneangivelseover alle væsentlige fokuspunkter og ter-rængenstande. Mikkel sætter mig grundigtind i sagerne og udpeger landsbyen stik sydlidt over en kilometer borte samt alle desmå veje og stier, som al-Qaida og Talebanbenytter.

Mikkel tager selv den første observations-vagt, så jeg vender tilbage til de tre andre ibasen. Der er en time og ti minutter, til jegskal overtage vagten, og jeg burde spise,men er for træt. Jeg nøjes med at drikke enhalv liter vand og vælter i min svedgennem-blødte uniform og med mit våben i håndenom på siden på mit liggeunderlag og gliderind i en dyb søvn.

Normalt sover jeg meget let og reagererprompte på den mindste lyd. Men min fysi-ske udmattelse sender mig ned i et under-ligt, dybt søvnstadie, hvor fragmenter af far-ver, lyde, lugte, ansigter og øjeblikke gravesfrem fra de yderste afkroge af underbevidst-heden og nærmest eksploderer i glimt formit indre øje. Så jeg er meget langt væk ogtemmelig forvirret, da Mikkel griber mig iskulderen.

»Thomas, du har vagten. Er du vågen?« Jeg ryger op med et sæt og glor fraværen-

de på ham. »Ja, jeg er vågen. Giv mig et minut, så er

jeg derude«. Min stemme er hæs og snøvlen-de, og jeg er ikke sikker på, at han forstårmig, men han vender om og kravler ud påstadet, så det må han have gjort. Jeg tagermin udrustningsvest på, pakker mit under-lag sammen, kontrollerer at min rygsæk lig-ger klar og tjekker mit våben. Så har jeg ry-stet den dybe søvn af mig og er klar igen. Entimes søvn har gjort en forskel.

Jeg vinker Mikkel ind fra stadet. Han med-deler, at der ikke har været aktivitet i lands-byen eller på stierne. Så sætter jeg mig til ret-te på det lille stykke liggeunderlag i stadetog observerer længe igennem Swarovski-kikkerten.

Landsbyen under mig består af 14-15 min-dre huse i ét plan, alle bygget i ler og omgi-vet af de sædvanlige mure, som næsten alleafghanske hjem har. Afghanske mænd ogfædre værner om deres koner og børn ogønsker ikke, at de skal ses af menneskeruden for familien. En grusvej fører igennembyen, og en cirka fem meter bred flod bug-ter sig igennem markerne vest for byen. Pådenne årstid løber masser af smeltevand frabjergene og ned igennem floden, og småvandingskanaler sørger for liv til de grønne,opdyrkede arealer omkring byen.

Klokken er 08.30, og der er mærkeligt nokendnu ingen arbejdere i markerne. Det ene-ste tegn på liv er en flok geder, som stårbundet op ad et træ i den vestlige ende aflandsbyen. Mod syd rejser bjergene sig påden pakistanske side af grænsen. Dale kilersig ind mellem dem, og i bunden af dalenelængst mod øst, parallelt med små vandløb,går de små grusveje, som al-Qaida og Tale-ban benytter i ly af natten.

Jeg leder i kikkerten efter alt, som skillersig ud fra, hvad man kan forvente at se i enprimitiv afghansk landsby. Jeg har set og væ-ret i mange af dem og har en god fornem-melse for, hvad de ikke bør indeholde. Foreksempel antenner eller paraboler, mændmed satellittelefoner, Toyota pickups medmetalstativer beregnet til våben på ladet,æsler med påfaldende meget last på ryggenog grupper af yngre bevæbnede mænd,som bevæger sig ind og ud af bygningerne.

Klokken lidt over 09 træder to mænd udaf døren fra et af de større huse i landsbyen.De er klædt i løse, brune kjortler og går lang-somt mod den lille samling af træer, hvorgederne står bundet. Her sætter de sig iskyggen op ad et træ og begynder at snakke.Jeg noterer det i logbogen. Det er den enesteaktivitet på denne vagt.

Tilbage i basen bliver jeg endnu en gangimponeret over gutterne i min patrulje. Dehar formået at få basen til nærmest at smel-te ind i omgivelserne. Sandfarvede slørings-net er spændt i en blød bue hen over hele ba-sen og foret med grene. Desuden har de lagtsten i kanten af nettet, så skygger mellemnet og jord undgås.

Nu er det tid til at genopbygge min kamp-kraft – et militært udtryk, der betyder, atman tænker på sig selv. Spise, sove og soig-nere sig. Jeg tager tørre og friske sokker påog placerer de våde og svedige til tørring påmine skuldre under T-shirten. Det er et gam-melt jægertrick, og selvom følelsen ikke errar, er det der, sokkerne tørrer bedst. Når vi

Adskillige soldater fra vorestask force er blevetlemlæstet ellerdræbt af miner, ...

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 9POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

skifter sokker er det også det eneste tids-punkt, vi må tage vores støvler af – én adgangen.

Der er mange sikkerhedsregler i basen. Påintet tidspunkt står man op, og al unødigaktivitet skal undgås. Ligesom al overflødigkommunikation. Der tales kun om operati-ve forhold. Ingen udrustning må ligge ogflyde, så når man er færdig med at bruge engenstand fra sin udrustning, pakker manden ned igen. Alt affald, om det så blot er detmindste stykke papir eller en madrest, skalned i en affaldspose, som hver enkelt bærer isin rygsæk. Der tisses altid i én bestemtsprække i klippen, og når man til stor mor-skab for resten af selskabet skal »på tønden«,foregår det ned i en pose, som lægges i enanden pose i rygsækken.

Jeg varmer vand og tilbereder og spisermin ration frysetørret amerikansk kyllingmed ris. Så børster jeg mine tænder, slugeral tandpastaen og tørrer mig til sidst i skrid-tet og »møntindkastet« i rumpen med enspritserviet. Alt affald lægger jeg ned i poseni rygsækken og lukker den grundigt. Jeg ermæt og soigneret, og der er ingen grund tilat sløre ansigtet igen, da det er dagslys. Vo-res lyse ansigter skal kun camoufleres i mør-ke.

Jeg lægger mig til rette på mit liggeun-derlag med hovedet på udrustningsvestenog tager det vandtætte kort frem fra min lår-lomme. Endnu en gang kigger jeg på voresplacering og det omkringliggende terræn.De fire-fem huse et par kilometer mod nordbekymrer mig. Mest af alt fordi de ikke er påkortet. Hvad mere er ikke på kortet? Jeg re-peterer endnu en gang vores samlepunkter,lægger kortet tilbage i lommen og lukker øj-nene i formiddagssolen.

Det er mørkt, og jeg er halvvejs igennemmin vagt på femte eller sjette nat. Tiden erbegyndt at flyde ud. Rutinerne er for længstindarbejdet, og tiden forekommer uendeliglang. Kroppen er gået i dvale efter døgnsmangel på fysisk aktivitet, så den føles tung,og hver eneste bevægelse forekommer altfor hård. Jeg lugter ubeskriveligt, og minhud er dækket af et tyndt lag fedtet støv.Temperaturen er over 30 grader i skyggen,og den daglige vandration på fem liter er ik-ke nok. Min urin har den mørkegule farve,som er et typisk tegn på dehydrering, og jeghar konstant hovedpine. Samtidig fortryderjeg bitterligt, at jeg tog mine varme Goretex-støvler på. Da jeg skiftede sokker i dag, varbegge mine fødder stærkt medtagne afsvamp, fordi de ikke har fået luft i mange da-ge. Men i det mindste smerter fødderne ik-ke. Det kunne være meget værre.

Hvad der til gengæld er meget værre, erden farlige tilstand af tryghed, som lige såstille har indsneget sig. En fornemmelse af,at der ikke sker noget. Af sikkerhed. Det eren følelse, som skal bekæmpes med al magt.Slækkes der på disciplinen og rutinerne ud-gør man en fare for sig selv og patruljen.Uanset hvor tilforladelige forholdene fore-kommer, uanset hvor godt man mener atkende området, skal den rette koncentra-tion bevares. Al-Qaida og Taleban er ligerundt om hjørnet, lige for foden af klipper-ne i den lille landsby kun lidt over en kilo-meter borte.

Jeg observerer gennem min termiske kik-kert, og den lille, tikkende lyd fra dens kølerirriterer mig. Jeg synes, den larmer og ernervøs for, at den kan høres på lang afstand,selvom jeg godt ved, at det ikke er muligt.Jeg indstiller zoomfunktionen på kikkertenog afsøger byen og stierne for aktivitet i detsamme horisontale mønster som hundred-vis af gange før. Regndråber rammer mig. Såhar jeg også prøvet regn i Afghanistan. Menjeg når ikke at dvæle mere ved det, for i detsamme stivner jeg ved det, jeg observerer ikikkerten.

Ad stien fra en af dalene syd for landsbyenkommer en gruppe mænd gående mod by-en. Jeg tæller 12 mand. Alle bevæbnede medKalashnikovs. De bruger intet lys, bevægersig langsomt og stopper indimellem. De fø-rer deres våben på en afslappet måde, somkendetegner soldater med erfaring. En en-kelt, en af de bagerste, er meget højere endde andre og har sit våben over skulderen.Han virker ikke så agtpågivende som de an-dre. Jeg gætter på, at han er gruppens leder.

Jeg tager billeder med kameraet og kig-ger på uret. 02.43. De er tydeligvis på vej overgrænsen fra Pakistan og ligner ikke tilfældi-ge hyrder på vej hjem for at holde fyraften.De fortsætter ind mod landsbyen og drejeraf bag nogle af de bagerste bygninger, hvorjeg ikke kan følge dem længere.

Regnen er taget til, og min uniform ergennemblødt, men jeg er ligeglad, for jeg erhenrykt for mine observationer. Flere dagesventen giver endelig resultat. Der er bevæb-nede Taleban og/eller al-Qaida folk i områ-det. Det lader til, at vi er på vej mod en løs-ning af vores opgave.

Jeg bakser med kameraudstyret, klargørbilleder og tekst til Henrik, som han kansende hjem.

Der sker ikke mere den nat. Bortset fra atder falder en skorpion ud af min sovepose,da jeg senere skal til at lægge mig i den. Si-den da har jeg altid rystet min sovepose, mittøj og mine støvler, inden jeg skal bruge det.

I dagene efter min første kikkertkontaktmed de bevæbnede mænd i natten er dermere aktivitet i landsbyen. Vi sender alle de-taljer til KAF over radioen. Om grupper af be-væbnede mænd i terrænet om natten, omtrafik ind og ud af husene, om arbejdsruti-ner i markerne, antallet af kvinder, mændog børn, formodede tykkelser på husenesmure, hvilke døre husene har og skitserover landsbyen.

Så venter vi ellers bare på besked om, hvil-ken skæbne denne landsby skal gå i møde.Det letteste i verden vil være at kalde et parF-16 ind og droppe fire 1-tons bomber overden. Men den løsning er naturligvis ikke ac-ceptabel. Måske er der kvinder, børn og

uskyldige mænd, som ikke har noget medTaleban eller al-Qaida at gøre. En bedre løs-ning vil være et direkte angreb med flere eli-teenheder fra vores Task Force. Men det kræ-ver en omfattende forberedelse og mangeressourcer, og der er ikke indikationer på, atdet er en løsning, man vil vælge.

Det er morgen, og jeg har netop spist minyndlingsmorgenmad – havregryn med jord-bærsmag. Jeg er ved at kravle ud på vagt, dadet er, som om mit hjerte stopper. Ikke en-gang ti meter fra mig lister to mænd medKalashnikovs langsomt frem mod os igen-nem klippeåbningen.

Det er tydeligt, at de ikke rigtig fatter,hvad de ser. De kniber deres øjne sammen imorgensolen. Dette er deres territorium,deres baghave, og det her ser ikke rigtigt ud.Den ene knuger sit våben hårdt ind til krop-pen, som om det insisterer på at blive brugt.Jeg har mit våben klar i skulderen. Fører islowmotion piben op i retning mod dem,mens min tommelfinger finder sikringenog stille afsikrer. Klar til at kæmpe.

Ud af øjenkrogen ser jeg, at René og Hen-rik også ligger klar med deres våben. Havdedet ikke været for sløringsnettet, var vi forlængst blevet opdaget af de to mænd. De harsorte fuldskæg, er klædt i mørkt, pjaltet tøjog slidte læderstøvler, og den ene bærer etsort klæde om hovedet. Typisk Taleban. Mik-kel rækker langsomt hånden ud efter udlø-sermekanismen til nærsikringsgranaterne.En meter mere og den første granat vil kun-ne ramme den forreste af mændene. De ta-ger begge forsigtigt endnu et skridt fremad.Det får Henrik til også at afsikre sit våben, ogved det lille metalliske klik stivner mænde-ne, og i samme sekund drejer de i en bevæ-gelse rundt om sig selv og vælter tilbagemod klippens åbning.

»Fuck,« råber René. »Efter dem.« Mikkel og Henrik springer frem under

sløringsnettet, og med våbnene rettet modklippeåbningen sætter de efter mændene.

»Peter og Thomas, nedbryd. Nu!« fortsæt-ter René.

Stadet og basen skal pakkes ned, og detkan kun gå for langsomt. Jeg kaster alt vitaltudstyr fra stadet ned i en taske, kæmper migtilbage ind i basen, hvor jeg sikrer mig, atmin rygsæk er klar. Sløringsnettet er ligegyl-digt, vi er alligevel opdaget, og desuden vej-er det for meget. Vægt er altafgørende påflugt.

Mit hjerte hamrer. Jeg smider Mikkels ogHenriks morgenmad, som de netop var igang med, ned i deres rygsække og lukkerdem.

På et minut er vi klar til flugt. René løber ud gennem klippeåbningen,

og jeg sætter efter, idet jeg kan se, at Peterhar øjne mod landsbyen. Den må under in-gen omstændigheder lades ude af syne,selvom det er i den anden retning, vi harproblemer. Mikkel og Henrik ligger på ma-ven ude på klippekanten, og René smidersig ned ved siden af dem.

»Hvor er de røvhuller?« hvæser han. »Vi har ikke visuel på dem. De må have ta-

get den på røv og albuer ned ad skrænten.Det er den eneste vej. Tror I, det var hyrder?«spørger Henrik med en hæs stemme.

»Hyrder! Hvad helvede skulle man medsine får og geder heroppe? Hvis de var hyr-der, så er min røv en vandflyver,« snapperRené, og jeg kan ane et smil på hans ansigt.

»Der er de,« udbryder Mikkel. »De piskermod byen.«

Hvordan de er kommet så hurtigt ned,overgår min forstand. Men der er de, i fuldtløb halvvejs på vej mod en lille klump afhuse, som ligger på det højeste punkt i da-len. Jeg tager min lille Zeiss-kikkert frem.Det midterste hus er udstyret med et min-dre tårn med tre-fire master med farverigeflag. Jeg følger dalen i kikkerten nogle kilo-meter mod vest og rammer yderligere enklynge huse på toppen af et bakkeparti. I ettårn vajer nogle flag af samme type.

»René, jeg kontakter KAF,« siger Henrik ogglider baglæns ud af sin stilling og kravlerhen mod klippeåbningen.

»Ja, kald KAF og meld, at vi er kompromit-teret. Sig, at de skal være klar til at iværksæt-te en QRF.«

En Quick Reaction Force er en styrke, derstår klar til at hjælpe i en nødsituation somdenne, og nu vil René have dem aktiveret. Atblive hentet af Chinook’en, før det blivermørkt, er ikke nogen mulighed. Det er sim-pelthen for farligt at flyve i dagslys. Vi kankalde jagerfly ind og via radio dirigere demind og bombe fjenden. Vi kan også flygteover hals og hoved. Men i fuldt dagslys dybtinde i fjendeland er det næsten en sikker vejtil tilfangetagelse og makaber død. Bliver vipresset for hårdt under ildkamp, kan vi dogblive nødt til det.

Jeg kigger på mit ur. 9.54. Det er skidt.Over otte timer, til det bliver aften. I dags-lyset er vores eneste fordel, at basen liggerså højt, og at det er vanskeligt at kommeherop. Men så er det også slut med for-dele.Vi er fem mand 400 kilometer hjemmeframed en bekymrende ringe ildkraft. Vi har al-le vores 5.56 mm C8 karabiner og noglehåndgranater, og vi har Peters 40 mm gra-natkaster. Ikke engang et maskingevær harvi. Og vi er oppe mod en fjende, som i løbetaf få timer formentlig kan mobilisere flerehundrede frådende krigere med maskinge-værer og mortérer.

På trods af, at en QRF kan være mange ti-mer om at nå herud, og det hele alleredekan være for sent da, beslutter vi at se tidenan ved basen og vente med at tilkalde QRF.Mikkel og jeg observerer gruppen af mændforan huset med flagtårnet. Alle er bevæb-nede med Kalashnikovs. De to mænd, somflygtede fra basen, står i midten af gruppen.De er tydeligvis i gang med at beskrive, hvadde oplevede oppe på klippen. Med ivrigefagter peger de i retning mod os. Én af mæn-dene løber ind i huset. En anden løber ind ihuset ved siden af og kommer nogle se-

kunder senere ud med en lille genstand,som han giver til ham, der må være lederen.Han fører genstanden op foran munden, ogjeg bander for mig selv. Det er en radio.

Klokken 11.48 får Henrik signal over radio-en fra KAF. Vores QRF med 30 bevæbnede sol-dater fra den amerikanske 10th MountainDivision er standby på Bagram-flybasennord for Kabul. Men fra det øjeblik vi rekvi-rerer dem, tager det minimum to timer i he-likopter at flyve til vores område.

René grynter og mumler noget, som sik-kert ikke er særlig fornøjet.

Henrik har allerede indstillet frekvensenpå radioen til koalitionens flyvende kom-mandocentral, AWACS, som er et stort fly,der leder og fordeler al flystøtte til enhederpå jorden. Nu vil René have, at Henrik gørfrekvensen til jagerfly klar. René er den ene-ste i patruljen, som er uddannet til at ind-kalde lavtgående jagerfly og dirigere deresbomber mod mål på jorden.

Klokken 12.32 kommer Peter med en for-uroligende melding. Der bliver hejst nyeflag i andre farver og størrelser fra masternepå flaghuset. Kort efter sker det samme ihuset længere mod vest. Sådan kommuni-kerer de tilsyneladende mellem dalene pådenne måde, da deres håndholdte radioerikke kan række over bjergene.

Der er stadig hektisk aktivitet dernede.Jeg tæller nu 10-12 skæggede mænd, som lig-ner soldater, der forbereder sig. Det her erved at spidse til, og René beslutter, at det ertid til en hilsen fra luften. Men først en styr-kedemonstration, en show of force, hvor ja-gerflyene passerer lavt hen over dalen, så ta-lebanerne ved, at vi med endnu en instruk-tion til piloten kan sende dem og deresvenner til drømmeland med en præcisions-styret tusindpunds bombe. René fatterknoglen og kalder op.

Klokken 12.48 rækker René rasende radio-en tilbage til Henrik. Skiderikkerne i AWACS-flyet meddeler, at de ikke har nogen ledigefly. Vi kan prøve igen senere. Egne enhederalene i bjergene, som be-der om hjælp, og såer ressourcerne der ikke. Ingen siger noget.Stemningen er trykket, og alvoren er malet ide slidte ansigter og de trætte, blodskudteøjne.

Klokken 14.10 har vi endnu ikke bedt omvores QRF. René vurderer, at vi ikke er nået tildet punkt, hvor det er nødvendigt. Menhvorfor har talebanerne dernede ikke forlængst indledt en offensiv mod os? Måsketror de, at vi er mange heroppe? Måske harde ikke mandskab nok og venter på for-stærkninger?

Klokken 14.41 får vi en melding fra KAF,som får os til at udspy alskens eder og for-bandelser. Vores egne folk på KAF har fåetden vanvittige idé, at vi skal pakke sammenog efter mørkefald infiltrere seks kilometertil en ny base for at fortsætte observationenmod landsbyen. Har de intet forstået af si-tuationens alvor? Én eller anden snedigstabsøgle, som med garanti aldrig nogen-sinde har været uden for sit kontor, har ud-tænkt dette monster af en plan, mens hanpå sin alt for store røv sipper til sin køligeflaske vand.

Trods vores meldinger om, at al-Qaida ogTaleban med al sandsynlighed er ved at mo-bilisere alle ressourcer i jagten på os, skal viinfiltrere i dette terræn spækket med fjendt-lig aktivitet. De seks kilometer er endda ifugleflugtslinje, så det bliver formentlig tikilometer. Og at skulle finde en ny baseuden forudgående kortstudier eller forbere-delsesfase er galimatias. Jeg ved snart ikke,hvem jeg frygter mest – al-Qaida eller dennegalning fra min egen enhed?

René afviser blankt instruktionen og la-der på lidet diplomatisk vis vide, hvem derhar de bedste forudsætninger for at træffede rigtige beslutninger.

Klokken 15.53 får vi melding om, at derfortsat ikke er mulighed for jagerstøtte,men at Chinook’en vil komme og hente os

klokken 19.00. Med held og dygtighed sid-der vi i helikopteren om tre timer.

»Giv mig Swarovskien,« beordrer Peter ogvender sig mod mig med et anspændt blik.»Jeg kan ikke se det ordentligt i min Zeiss,men jeg tror sgu, at deres forstærkninger erpå vej.«

Mit hjerte springer et par slag over, og jegfinder hurtigt den store kikkert frem i ryg-sækken. Peter retter den mod nordøst.

»Pis,« mumler han. Lyset er begyndt at blive svagere nu, og

det er svært at se klart på denne afstand,men det er tydeligt, at 20-25 mænd bevægersig mod huset med flagene. Det vil sige i vo-res retning. Det løber koldt ned ad ryggenpå mig. Det er derfor, de har ventet. De harværet for få. Og de ved også, at de har travlt.At vi ikke bliver liggende heroppe. At visnart vil blive hentet eller modtage for-stærkninger. Den næste time bliver afgøren-de. René træffer en beslutning.

»Vi skrider. Det ser ud til, at de mener al-vor dernede nu. Der er lidt over en time til,at vi bliver samlet op. Vi har en halv timened til LZ og en halv time til at holde LZ un-der observation. Spørgsmål?«

Ingen spørgsmål. »Så lad os komme hjem og æde bøffer,«

udbryder han grinende. Vi slører ansigterne, tjekker våben og ud-

rustning og sikrer os, at vi har alt vitalt medfra basen. Henrik opsnapper en sidste mel-ding på radioen og meddeler triumferende,at vi har fået tildelt et Gunship. Fem vamletandsæt glimter i vores sorte ansigter. Omsi-der får vi, hvad vi har bedt om. Et AC-130Gunship i mere end en time. Den special-byggede C-130 Hercules er klar til at støttemed sin enorme ildkraft. Sine 25 mm Gat-ling maskinkanoner og sine 40 mm og 105mm kanon. Alt hvad vi skal gøre, er bare atpege vores laserpointere i retning af fjen-den, og så bliver alt sort for dem.

På turen ned ad klippen føles min rygsæktungere end nogensinde. Jeg drypper afsved og er afkræftet, fordi jeg har mistet fle-re kilo muskelmasse efter alle disse dagesinaktivitet. Men jeg genvinder pludseligstyrke, da den dejligste lyd rammer mineører: den dybe brummen fra de fire motorerpå AC-130, som roligt kredser tre kilometerover os. Pludselig føles vores situation meretryg. Henriks sagte, men begejstrede stem-me bekræfter vores position, og han medde-ler besætningen på flyet, at vi påskønner de-res hjælp.

»Our pleasure, gentlemen.« Et par hundrede meter før landezonen

gør vi holdt, for hvis vi bliver opdaget på lan-dezonen, lander Chinook’en ikke, og så harvi et gevaldigt problem. Men mørket harlagt sig nu, og med lidt held klarer vi den.Landezonen ser sikker ud, så vi fortsætter optil midten af bakken, og lægger os i noglebuske godt og vel 20 meter fra toppen, hvorChinook’en vil lande. Jeg kigger utålmodigtpå mit ur. 18.56.

»Yes, så har jeg ham på radioen. Ét minut.« Henrik hvisker så højt, at vi farer sam-

men. Så er det nu. Jeg sætter mig op i knæ-lende stilling og klikker mine natbrillerned. En kraftig lyskegle lyser pludselig helelandezonen op. Jeg er målløs. Det er AC130,som hjælper med sin kraftige infrarøde pro-jektør, så helikopterpiloterne kan se lande-zonens nøjagtige position.

Jeg hører nu den svage og befriende lydfra Chinook’ens dobbelte sæt rotorblade. Viaktiverer vores små infrarøde blitzlys påhjelmen og kravler op mod toppen af bak-ken. Min mave trækker sig sammen. Jeg ermere nervøs, end jeg har været på noget an-det tidspunkt under operationen. Går no-get galt nu, går det grueligt galt.

Som ud af ingenting dukker Chinook’enbrølende og larmende op. Den kommer indmed høj fart, og ved nærmest at stejle brem-ser den og forvandler bakketoppen til envældig sky af støv og sand. Piloten svinger si-

den af skroget mod bakketoppen og bakkerind, så lasterampen næsten rører jorden.Jeg bemærker hundredvis af små lysglimtfra de småsten, der suges op og rammer ro-torbladene. Så blinker loadmasterens infra-røde lys som klartegn.

Jeg kan kun skimte lasterampen. Småsten flyver op og stikker som nåle i mit an-sigt, og jeg kan næsten ikke holde balancen iden kraftige turbulens fra rotorbladene. Jegskvatter over en sten og lander på mit eneknæ. Det sortner for mine øjne, men det erfuldstændig ligegyldigt. Intet kan stoppemig nu. Jeg kaster mig ind på sæderækkenmed et hjerte, der aldrig har hamret hurti-gere. En svag fornemmelse af at være befri-et, men jeg føler mig først helt sikker, da viefter nogen tid i luften får fyldt brændstof iChinook’ens næsten tomme tanke fra en fly-vende KC-130R lufttanker. Da lufttankerendrejer af, og jeg ved, at vi har nok brændstoftil at komme hjem, fyldes jeg af en lettelseuden lige. Jeg har lyst til at lukke øjnene ogfalde hen. Men jeg må ikke sove nu. Vi er ik-ke hjemme endnu.

Som jægersoldat sover man ikke, før maner hjemme.

11 THE MULLAH HAS LEFTTHE BUILDING

D e sidste par dage efter vores operati-on har vi brugt på at pleje kroppenog genvinde styrke. Sove, spise, ren-

se og vaske al vores udrustning. Lidt træ-ning bliver det også til, men jeg har smidtfem kilo under operationen og er ret sølleunder vægttræningen. Og mine fødder erstadig medtagne af de mange dage i støvler-ne uden luft. De har svamp i store puderoveralt, men jeg ved af erfaring, at de medmasser af luft og salve kommer sig i løbet afnogle dage.

Foråret er også sat ind på Kandahar Air Fi-eld. Solen skinner fra en dybblå himmel,varmen er på vej mod de 40 grader, og vi bli-ver bedre til at få det bedst mulige ud af vo-res afgrænsede liv på basen. I pusterumme-ne mellem opgaverne kan lejrlivet hurtigtblive monotont med de konstante dagligeingredienser: fysisk træning, skydning ogvedligeholdende uddannelse på materiel-let. Men efterhånden som tiden skriderfrem, socialiserer vi mere og mere med deandre enheder i lejren. Næsten dagligt invi-terer vi gæster over til aftensmad i voreskøkken og spisetelt, hvor kvaliteten af ma-den er blevet betydelig bedre siden begyn-delsen, hvor vi mest levede af feltrationer.Nu og da køber vores kok endda bøffer, kar-tofler og salat hos amerikanerne, så hele lej-ren griller omkring de overskårne olietøn-der på pladsen mellem teltene og hoved-bygningen. En ladning øl bliver også fløjetind fra Danmark og bringer humøret i sær-klasse.

Så vores spisetelt summer ofte af aktivitetfra australske, amerikanske og tyske elite-soldater, der finder det hyggeligt at kommei vores lille, velorganiserede og udadvendtedanske lejr. Under samværet deler vi ople-velser fra vores indsættelser. De ekstremebetingelser i Afghanistan med det hårde kli-ma og terræn og et totalt uforudsigeligtfjendebillede er en enorm fysisk og mentaludfordring for alle.

Den tynde luft i tre-fire kilometers højdestiller ekstra krav til de hårdtprøvede luft-veje, og man bevæger sig konstant på græn-sen af, hvad der er fysisk muligt. En danskjæger taber sig 10 kilo på en operation. Ad-skillige andre har efter deres infiltrationerværet så udmattede, at de kollapser og måhave tilført væske via drop i armen, og derhar efterfølgende været lange faser medkropslig passivitet i basen, hvilket har førttil svind i muskelmassen og generel udmat-telse. Desuden har den konstante dehydre-ring skabt endnu sværere betingelser.

At leve i patruljer på fem mand på ganskefå kvadratmeter på en klippeafsats i 3.000-4.000 meters højde, nogle gange i helt op tilto uger, er ikke for sarte sjæle. Enkelte pa-truljer har i februar løst opgaver i nogle afde sydøstlige provinser, hvor de har klatretpå snedækkede bjergsider og -toppe iklædtvintersløringsuniformer med hvid tape påvåbnene og hvide stofposer om rygsække-ne. De overvejede endda at medbringe skiog stave, men undlod det grundet plads-mangel.

Mentalt er operationerne ekstreme, fordidet vitterlig er fatalt at lave fejltrin på klip-perne. Man falder ikke bare og brækker etben. Man vil falde i afgrunden mod den sik-re død. Det tærer på psyken. En jæger vednavn Hans, som jeg nogle år senere kom-mer i patrulje med, siger til mig ligeud, athan aldrig har været så bange for at dø, somda han balancerede med sin 60 kilo tungerygsæk på klippesiderne højt oppe i de af-ghanske bjerge.

Folk oplever også det intense stress ved atoperere dybt inde i fjendtligt territoriumhundredvis af kilometer fra egne enheder.En jæger fra den danske patrulje, som borved siden af os, fortæller om en natlig opera-tion med sin makker, hvor det var rigtig tætpå at gå galt. I flere døgn havde de observe-ret mod nogle huse i en lille landsby og vid-ste, at al-Qaida brugte bygningerne. Så ennat beslutter de sig for at kigge nærmere pådem. De er kun få meter fra bygningerne, dade pludselig hører skridt bag sig og hurtigtsøger skjul i en lille klat bevoksning i kantenaf stien, og dér, i en afstand på tre meter, pas-serer bevæbnede mænd fra al-Qaida forbiog fortsætter ind i et af husene.

En aften kommer vores danske task forcehelt uventet på hastemission midt under af-tensmaden. Operatørerne af det ubeman-dede, amerikanske spionfly Predator harsendt en hastebesked til hovedkvarteret påKAF: »The mullah has left the building. He ison the move.«

Spionflyet har observeret, at en eftersøgt,højtstående, islamisk lærd Taleban-mullahhar forladt sit safe house i en af de sydøstligeprovinser i Afghanistan. Mullahen er en tid-ligere guvernør og minister under Taleban-regeringen, som har været på flugt sidennovember 2001. Det er første gang, han erblevet observeret efter Talebans fald.

Straks indkalder vores øverstkommande-rende for eliteenhederne på KAF, U.S. NavySEAL-kaptajn Robert Harward, nøgleperso-nerne i sin stab. I løbet af en halv time plan-lægger de en operation for tilfangetagelse afmullahen og skal bruge fire danske jæger-patruljer. Desværre involverer det ikke minpatrulje, men inden for en halv time skal 20af mine nærmeste kolleger klare opgaven.Inden for en halv time skal de stille på heli-kopterpladsen, så der bliver hektisk aktivi-tet i teltene. Skudsikre veste skal klargøres.Ammunition, lysgranater, røggranater ogsprængladninger skal pakkes. Radioer skalkodes, og data indtastes på de håndholdteGPS’er.

Planen er, at spionflyet følger mullahensbil fra luften og over radio dirigerer vej foroperationens to MH-53M Pave Low trans-porthelikoptere og den ene AH-64A Apachekamphelikopter, som med sin maskinka-non og sine raketter er en betryggende ogværdifuld støtte.

Allerede efter 25 minutter står de fire pa-truljer klar ved de opstartede, mørklagte he-likoptere, og kun 20 minutter efter landerde på den ydmyge grusvej, hvor Predatorhar udpeget mullahens lastbil. Apache-heli-kopteren har med sin kraftige projektørbragt lastbilen til standsning og hængertruende umiddelbart foran den skrækslag-ne mullah og de tre andre afghanere i lastbi-lens førerhus. 20 jægere vælter ud, omrin-ger dem, pågriber dem og afsøger deres last-bil for vitale genstande.

De fire afghanere er heldigvis alene oggør ingen modstand, så to minutter efter atmine kolleger er landet, letter de igen medmullahen og hans følge i bunden af den eneMH-53’er.

Desværre viser det sig, at manden ikke erden mullah, man antog.

Predator blev under skygningen af hanslastbil kortvarigt omdirigeret til en andenopgave, som åbenbart var vigtigere, og dadet genoptog forfølgelsen, var det af en for-kert lastbil.

De fire tilbageholdte forsynes med vandog madrationer og flyves retur til deres last-bil.

Det er selvfølgelig forbandet med sådanen fejl, men det er, hvad der sker i en overop-hedet krigszone, og nogle uger efter bliverden rigtige mullah taget til fange af ameri-kanerne under heftig ildkamp.

Predators forveksling rokker heller ikkeved det gode arbejde, jægerne udførte medat få den forkerte mullah hjem til KAF. Fra defik ordren, til de var tilbage med ham, gikder mindre end halvanden time. Det kan devære stolte af.

Jeg er da heller ikke bange for at sige, at vidanske elitesoldater er nogle af verdensbedste. I internationale elitesoldat-konkur-rencer og -øvelser klarer vi os altid fremra-gende og nyder stor anseelse i Special For-ces-verdenen.

Vi bruger også en del af tiden på KAF på atstimulere vores konkurrencegen. Mange jæ-gere og frømænd er konkurrencemenne-sker, så vi udfordrer konstant de andre elite-enheder. Blandt andet i løb, hvor danske jæ-gere eller frøer ofte distancerer de andrenationer og besætter både 1.-, 2.- og 3.-plad-sen. Ligesom vores skydefærdigheder er itop, så vi som regel også vinder de konkur-rencer.

Jeg har samarbejdet med dygtige elitesol-dater fra mange lande. Men mine danskekolleger imponerer mig altid. De er intelli-gente, afbalancerede og kreative.

Lidt ironisk er en af Jægerkorpsets styrkernetop, at vi er en lille enhed, som er ressour-cesvag sammenlignet med vores amerikan-ske, britiske, skandinaviske og tyske søste-renheder. Det tvinger organisationen til attænke og handle kreativt, samtidig med atbeslutningskraften og dermed handlekraf-ten øges betydeligt i forhold til større elite-enheder.

Naturligvis er der også en intern rivalise-ring mellem Jægerkorpset og Frømands-korpset. Der er folk på begge sider, der noto-risk foragter de andre. Vores uddannelses-forløb er ellers lige hårde, og i bund oggrund minder vi meget om hinanden, hvadangår grundlæggende menneskelige egen-skaber og værdier. Jeg har det rigtig fintmed frømændene som individer. Men denmaritime kultur er nu engang anderledes,end den man oplever i hærenheder.

Frømandskorpset rekrutterer cirka halv-delen af deres folk direkte fra gaden, hvilketbetyder, at en betydelig del af de operativesom udgangspunkt er helt uden militær ogoperativ erfaring.

Fremfor at drive to mindre eliteenheder iet så lille militært system som det danske,burde man i stedet oprette et fælles korpsog skabe synergi. I dag træner vi ikke sam-men og kan derfor heller ikke rigtig brugehinanden til noget.

I perioder uden interne konkurrencer,træning, uddannelse, øvelser og operati-oner på KAF søger jeg lidt nyttig adspredelseved at tilbyde min hjælp til de amerikanskeingeniørenheder, som bortsprænger am-munition i ørkenen omkring basen. Da dehar mere end rigeligt at se til, tager de gladeimod mit tilbud, som jeg udformer somkurser i håndtering af miner og ueksplode-ret ammunition for vores patruljer. Til for-målet allierer jeg mig med min ven og kolle-ga, landets førende ekspert i minerydning,Jørgen Sørensen, som jeg kender fra mitkursus i Eritrea, og som jeg får fløjet ind fraKabul.

Adskillige soldater fra vores task force er

10 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

blevet lemlæstet eller dræbt af miner, lure-mineringer og ueksploderet ammunition.En Navy Seal blev dræbt på Tarnak Farms iapril 2002, og fra det australske SAS har énmistet livet og en anden en del af sin fod, dahan trådte på en personelmine under enoperation ved nogle bygninger, som de ansåfor sikre. Min patrulje skulle egentlig haveværet på den operation, men australierneovertog, da de alligevel var i området.

De mange ulykker gør, at det er nogle me-get motiverede jægere og frøer, der meldersig til vores kursus. De første lange og varmedage bruger vi på at tage rundt og tømmestore Taleban-ammunitionslagre skjult ikældre, tunneler og brønde, som vores taskforce har fundet. Tonsvis af kampvognsgra-nater, mortérgranater og patroner til ma-skingeværer og maskinkanoner fragter vi tilen lavning nogle kilometer syd for KAF. Herstabler vi det omhyggeligt og placerer pla-sticsprængstof på siderne og toppen. Et parkilometer derfra udløser vi så med noglesmå radiosendere, og med tilfredshed be-tragter vi fjendens ammunition blive for-vandlet til mægtige paddehatteskyer overørkenen.

Tiden i lejren byder også på mørke stun-der.

En tidlig morgen i april måned vågner jegved en række dunkle, dybe brag fra et steduden for lejren. Det er ikke usædvanligt athøre brag, for næsten dagligt udfører inge-niørenheder kontrollerede sprængningeraf ueksploderet ammunition, men de fore-går normalt ret præcist omkring klokken 12middag og klokken 17.

Det her er klokken 06.30, konstaterer jeghalvt i søvne, men jeg tænker ikke videreover det, indtil hele lejren et par timer sene-re bliver kaldt sammen og får overbragt enoverordentlig trist nyhed. To amerikanskeF-16 jagerfly har ved en fejl smidt laserguide-de bomber over et canadisk infanterikom-pagni, som denne morgen var ude og skyde-træne ved Tarnak Farms. Fire er døde og ottehårdt sårede.

Det er den slags fejl, der kaldes friendly fi-re eller blue on blue. Det er én af de mangeufattelige tragedier, som krige medfører. Atdø som følge af beskydning fra egne enhe-der bør være en umulighed, men desværreforekommer det alligevel. Mange vil nokhuske, at også to danske soldater blev dræbti Afghanistan, da britiske styrker ved en fejlbombede dem i september 2007.

Den slags får flagene på halv og humøret ibund på Kandahar Air Field. Det er sådannedage, man er træt af sit job. Det varer da hel-ler ikke længe, før mit halve år med Jæger-korpset i krig er slut. For denne gang.

12 STANDBY FOR EUROPA

N år man er fyldt med minder om Af-ghanistans sortklædte krigere, bru-ne sandstorme og hvide bjergtin-

der, forekommer København mildt sagtmindre eksotisk og kaotisk. Og meget tryg.

Lidt over et halvt år efter min hjemkomstfra Kandahar er jeg med min patrulje i gangmed de sidste forberedelser til det stort an-lagte EU-topmøde i København i dagene 12.-13. december 2002. Omkring

4.000 politibetjente, Politiets Aktions-styrke, enheder fra Forsvaret, Frømands-korpset og Jægerkorpset – vi har ansvaret forden massive sikkerhedsopgave, der skal sik-re, at topmødet afvikles i ro og orden.

Betjente fra hele landet har i de forløbnemåneder trænet i at håndtere voldsommedemonstrationer, og politiet har fået enblankocheck til dækning af ekstraudgifter iforbindelse med formandskabet. Sporeneskræmmer fra de sidste par EU-topmøder.De er blevet skæmmet af voldelige sammen-stød mellem politi og demonstranter. I Gö-teborg året før forsøgte politiet sig førstmed en fremstrakt hånd og et ønske om dia-log. På G8-topmødet i Genova lagde politieten jernring om byen og raslede kraftigt medsablerne. I begge tilfælde gik det galt.

I København ønsker politiet at skabe enbalance mellem dialog og en »fast hånd«over for demonstranterne. Men opstår deralligevel ballade, skal ordensmagten kunnehåndtere store mængder af anholdte, ogder er til formålet indrettet bure af trådnetunder flere politistationer for at have pladsnok.

Mængden af topmødedeltagere er såmassiv, at størstedelen af Københavns hotel-ler skal bruges til at huse dem, og samtligehoteller skal bevogtes i varierende grad. Tildet er alle operative jægere indkaldt. Voresopgave er blandt andet at lave evakuerings-ruter fra statsoverhoveders, ministres ogembedsmænds værelser til hotellernes tagei tilfælde af terror, brand eller andre hæn-delser, der nødvendiggør evakuering.

I ugerne op til mødet bruger vi rigtigmange timer på tagene over hovedstaden.Vi træner også alle sammen røgdykning, ogvi har røgdykkerapparater liggende klar,som vi på kort tid kan iføre os, så vi vedbrand stadig kan navigere rundt i de røg-fyldte gange og evakuere vores betydnings-fulde gæster.

På tagene forbereder vi nedfiringsbanermed tov, som gæsterne kan evakueres nedpå gaden med. Og vi klargør seletøj, som vipå få sekunder kan spænde på gæsterne ogderefter hejse dem op i helikoptere. På an-dre hoteltage sætter vi sprængladninger påalle antennerne, så vi i tilfælde af evakue-ring hurtigt kan bortsprænge dem. Hervedrammer helikopternes rotorblade ikke an-tennerne, og de kan komme så langt ned, atvi reelt kun behøver at løfte folk om bord. Påde fleste af hoteltagene kan helikopternenemlig ikke lande, fordi de er for tunge.

Vi tænker også på vores egen sikkerhedpå tagene. Hvis vi kommer i en situation,hvor det gælder vores liv, og alle andre mu-ligheder er udtømte, har vi en joker i ærmet.

Vi har pakket vores faldskærme på en særligmåde, så de udløser væsentlig hurtigereend nor-malt. Så kan vi springe ud fra hotel-tagene. Det kaldes »basejump«, noget enkel-te jægere – frivilligt – praktiserer i deres fri-tid. Basejump er utrolig risikabelt, dels pågrund af hotellernes beskedne højde, delspå grund af de uforudsigelige og ofte turbu-lente vindforhold mellem høje bygninger ien by.

Under topmødet er alle tilgængelige heli-koptere fra Forsvaret i beredskab. De gamleog trofaste S-61 redningshelikoptere, Søvær-nets Lynx-helikoptere og Hærens nogetmindre Fennecs står klar på militære områ-der og kaserner i og omkring København.Og klar ved dem står jægerpatruljer, der bå-de som røgdykkere og antiterrorsoldaterkan fastrope ned på hotellerne og indsættessammen med Politiets Aktionsstyrke. I hav-nebassiner og kanaler patruljerer Frø-mandskorpset med dykkere og hurtiggåen-de RIB-både.

Topmødet følges af omkring 15.000 »anti-globaliseringsaktivister« fra det meste afverden, men trods enkelte demonstratio-ner og mindre optøjer udvikler det sig ikkedramatisk. Der bliver heller ikke brug for atindsætte Jægerkorpset eller andre af de in-volverede enheder, så vi nøjes med at til-bringe tre døgn på standby på hotelværel-ser og københavnske, militære installatio-ner.

Politisk afføder topmødet beslutningenom optagelse af ti nye medlemslande i EU,og det påstås af folk med forstand på denslags, at det både politisk og organisatoriskhar været en succes. Jeg ved bare, at det harværet en sikkerhedsmæssig succes.

13 LIVVAGT I VERDENS HOTSPOT

A mbassaden ligner nu mere en fæst-ning end et hus. Vi har de sidste seksuger knoklet for at forberede det 700

kvadratmeter store hus til et nyt liv. Indtilfor et års tid siden var det et ganske almin-deligt hus for en velhavende irakisk familie iet af de velbeslåede kvarterer i byen. Nu erdet blevet genfødt som den danske ambas-sade i centrum af en regulær krigszone i ver-dens farligste by, Bagdad.

Vi har fået bygget en tre meter høj mur,som omkranser hele grunden, og som kanmodstå kraftig maskingeværild og nedslagfra mortérer og raketter. Vi kan ikke gardereos helt mod en selvmordsbombe fra vejen,men muren vil i hvert fald dæmpe effektenbetydeligt. Det eneste, der bryder det massi-ve murværk, er to kraftige metalporte og enenkelt metaldør, som er de eneste adgangetil ambassaden. Fra metaldøren er der byg-get en sluse, nærmest som et aflangt bur,ind mod husets kontorafdeling, der benyt-tes af gæster med officielle ærinder, visum-ansøgninger og lignende.

En tekniker er i gang med at installere ka-meraer på alle ambassadens hjørner, så derikke er en eneste krog af haven og grunden,som vi ikke kan overvåge inde fra bygnin-gen på alle tidspunkter af døgnet. På murenog taget er der monteret kraftige projektø-rer, som oplyser haven, indkørslen og vejen,når mørket sætter ind. En kæmpemæssiggenerator er blevet sat op i garagen, så dedaglige strømsvigt fra Bagdads meget usik-re elforsyning ikke gør livet surt for os. Des-uden har samtlige vinduer fået klæbet et lagblastfilm på, så de ikke splintrer ved trykpå-virkninger fra en eventuel bombespræng-ning. Og under den bagende sol har vi fyldtsække med sand og slæbt dem og diverse ce-mentblokke op på terrassen og det fladetag, hvor vi har indrettet mindre kampstil-linger med maskingeværer og mandbårneraketter.

Vi er en patrulje på otte jægersoldater, derer pionerer i tjeneste som livvagter. Det erførste gang, danske soldater løser denne ty-pe opgave under så vanskelige vilkår i enkrigszone. Forud for missionen har vi overto måneder gennemført et omfattende ogintensivt uddannelsesprogram i korpsetmed skydetræning, kørekurser, nærkam-pog proceduretræning. Ikke mindst har vitrænet det tankesæt, som livvagter bør be-sidde.

Vi er som jægersoldater uddannet til atopsøge fjenden, identificere ham og eventu-elt nedkæmpe ham. Men som livvagter skalvi undgå at komme i kontakt med fjenden,og befinder vi os i en situation, hvor vi bliverkonfronteret med ham, skal vi gøre alt, hvadvi kan, for hurtigst muligt at komme væk fraham. At nedkæmpe fjenden er ikke en prio-ritet, og hvor mange fjender vi slår ihjel, erfuldstændig ligegyldigt. Hvis vi bliver an-grebet, er det ikke et spørgsmål om at besej-re angriberne. Det gælder ene og alene omat redde vores Very Important Person, VIP,og hurtigst muligt evakuere ham til et sik-kert sted.

Vores VIP er den danske ambassadør Tor-ben Gettermann. Ham skal vi beskytte,mens han arbejder for at genopbygge Irak.Han etablerer såvel diplomatiske som kom-mercielle forbindelser mellem Irak og Dan-mark og rådgiver irakerne om opbygning afet demokrati.

Torben er vores topprioritet. Ja, sådan setvores eneste prioritet. Bliver vi angrebet, vilhans nærmeste livvagt agere levende skjold,mens alle andre slutter tæt omkring ham.Han vil så blive bragt i dækning, og vi vil omnødvendigt skyde os fri af området ud til vo-res køretøjer, som kan bringe os helt væk fraområdet.

Vores eneste succeskriterium er, at Tor-ben lever. Uanset eventuelle angreb, atten-tater eller overfald skal han overleve, og gørhan ikke det, har vi svigtet og ikke løst voresopgave.

Torben Gettermann er i starten af halv-tredserne, gift, har tre børn og har tidligere

været udstationeret i Saudi Arabien, Mexico,Ungarn og Grækenland. Han er en umåde-lig sympatisk og omgængelig herre, som al-le vi livvagter respekterer og sætter stor prispå. Både som menneske, men også i hansegenskab som vores VIP. Sådan en kan væreen besværlig og egocentrisk primadonna,der koster rundt med sine livvagter, og somenten ikke lytter til eller direkte modsættersig sikkerhedsmæssige anbefalinger.

Men Torben er det modsatte. Han er intel-ligent og noget af det mindst primadonna-agtige, jeg har mødt. Han anerkender fuldtud, at vi ved mere om hans sikkerhed, endhan selv gør. Derfor lytter han altid til os ogrespekterer vores anbefalinger og beslut-ninger omkring hans færden rundt mellemBagdads ministerier, officielle institutionerog ambassader.

Det team af jægere, jeg er sammen medpå denne tur, er også energiske, dygtige,omgængelige og en fornøjelse at være sam-men med. Vi løbe- og styrketræner hver dagsammen, er alle i meget god form og gårgodt i spand. Friaftener tilbringer vi med atlæse, se film, sludre og drikke cola på am-bassadens store tag med udsigt over den1.900 kilometer lange flod Tigris, der løbergennem byen. Taget er om aftenen et dejligtsvalt sted i en af verdens hedeste storbyer,midt på den irakiske busksteppe med 50graders varme om dagen det meste af som-meren.

Til at overvåge og visitere ambassadensgæster har vi ansat et større antal lokale vag-ter, som også bevogter ambassadens grund.Mange af dem kender ikke for og bag på etvåben, så vi skal uddanne dem helt frabunden i at håndtere og skyde med en Ka-lashnikov. I det hele taget bruger vi ufor-holdsmæssig meget tid på vagterne. Vi vednæsten intet om dem og deres baggrund,og vi kan derfor ikke stole helt på dem ogmå næsten konstant kontrollere, om de ud-fører deres arbejde ordentligt. Også om nat-ten er der altid en af os på vagt for at overvå-ge dem.

Overblik over situationen i Bagdad er dogdet, vi bruger mest tid på. Vi har i vores ope-rationsrum computere, printere og et utalaf kort over byen og Irak, og det er også her,vi har alt vores hemmelige og krypteredekommunikations- og radiomateriel låst nedi store kasser. Det er herfra, vi strukturererde informationer, som har betydning for vo-res færden som livvagter. Informationer omhvor og hvilke blodige slag der udkæmpesmellem soldater fra koalitionen og defjendtlige militser, om det store antal vejsi-debomber og om baghold, mortér- og raket-angreb, som dagligt resulterer i et forstem-mende antal døde og sårede soldater – det eralt sammen faktorer, der påvirker vores be-slutninger, når vi planlægger ruter og desti-nationer på vores daglige ture i de dødsens-farlige gader og stræder i Bagdads Red Zone,Den Røde Zone, som næsten er hele Bagdad.

Det eneste såkaldt sikre område er GreenZone, Den Grønne Zone. Den er cirka ti kva-dratkilometer stort, bombesikkert indheg-net og tungt bevogtet område, som er hjem-sted for koalitionsstyrkernes styre af landetog de fleste udlændinge og journalister i by-en.

Også vores biler har gennemgået en for-vandlingsproces. De sorttonede og tungtpansrede Toyota Land Cruisere og voresMercedes 600 med 500 hestekræfter – kal-det The Beast – er udstyret med såkaldte run-flat-tires, som gør bilen i stand til at fortsæt-te et betydeligt antal kilometer på fladedæk. De er desuden proppet med elektro-nisk udstyr som GPS, satellitkommunikati-on, langtrækkende radioer og elektroniskejammere til forsvar mod vejsidebomber.

Vi har også koblet alle airbags fra, hvis viskal bruge bilen som rambuk. Mange livvag-ter er i forbindelse med baghold blevet stop-pet af fjendens biler, der kører ud fra sideve-je og blokerer dem. Vi vil kunne trængeigennem disse hindringer på vejen, uden atbilens airbags aktiveres og dermed risikereat blokere udsynet og brække hænder ellerarme på bilens kører og passager.

Vi har selvfølgelig også helt klare reglerfor færdsel i byen, og for alle tilfældes skyldhar vi også forberedt nød- og evakuerings-planer, både ud af Bagdad og helt ud af lan-det. Ligesom vi har indrettet et særligt sikretrum i ambassaden med forsyninger af madog drikke, så vi kan klare os i ugevis uden atskulle ud. Igen og igen indøver vi procedu-rer ned til mindste detalje. På en af de nær-liggende store pladser træner vi simuleredeangreb fra vejsidebomber, hvor vi skal skiftebil under fjendtlig beskydning. Vi trænerdækskifte på de pansrede køretøjer på tid.Og midt om natten afholder vi alarmerings-øvelser, så hver eneste af os stadig halvso-vende præcist kender sin opgave og sit an-svar.

Når ambassadøren er med, og vi kører iDen Røde Zone, har jeg fornøjelsen af at væ-re The gimp, en rolle som er opkaldt efterden amerikanske film »Pulp Fiction« fra1994, hvor en læderklædt galning, TheGimp, hives op af en kiste til »særlige« lejlig-heder. Ikke at jeg er gal eller optræder i læ-der, men forholdene bagerst i en Land Crui-ser er lige så trange og ukomfortable som ien kiste.

Som gimp er det mit ansvar at sikre osbagud under kørsel og nedkæmpe trusler,som måtte nærme sig bagfra, og trods dentrange plads har jeg med omhu fået indret-tet en mindre kampstilling med et maskin-gevær, røggranater, håndgranater, mand-bårne raketter og et arsenal af ammunition.

Det er mindre end et år siden, at diktato-ren Saddam Hussein styrede landet med enblodig jernnæve. I 24 år torturerede og myr-dede han sine undersåtter alene på vagemistanker eller blot af hævngerrighed.

Saddam Hussein var søn af en enke, oghan blev opfostret af en brutal onkel, hvispolitiske forbillede var Adolf Hitler. Det var

en opvækst præget af daglige tæsk, og detgjorde Saddam til nabolagets mest brutalebølle. Det siges, at han med stolthed begiksit første mord som 14-årig.

Tidligt i sin ungdom meldte han sig ind iBaath-partiet, en organisation som indled-ningsvis arbejdede for panarabisme, social-isme og økonomisk modernisering, og denunge og ambitiøse mand gjorde sig nyttigsom partiets samvittighedsløse lejemorder.I 1959 forsøgte han som 22-årig at myrde lan-dets leder, Abdul Karim Qassim. Attentatetvar amatøragtigt planlagt og udført, Qas-sim blev kun såret i arm og skulder, og Sad-dam måtte flygte ud af landet med et pro-jektil i låret.

Efter fire år i eksil i Beirut i Libanon og Cai-ro i Egypten vendte han tilbage, da det i 1963lykkedes Baath-partiet, vistnok med ameri-kansk støtte, at dræbe Qassim og for førstegang indgå i en regering. Året efter satteIraks nye leder, Abdul Salam Arif, flereBaath-folk i fængsel, herunder også Sad-dam, som dog flygtede i 1967 og var på rettetid og sted, da Baath året efter kuppede sigublodigt til magten. Saddam blev vicepræsi-dent under sin fætter Ahmed Hassan Al-Bakr.

I 1979 blev han så præsident og gjorde sigtil enevældig hersker og undertrykker af etpå mange områder velfungerende og rigtIrak. Året efter sendte han hundredtusind-vis af unge irakiske mænd ind over grænsentil Iran. Det var begyndelsen på en krig, derved sin slutning otte år senere havde kosteten million mennesker livet. Saddam slapdog ud af blodbadet med magten i beholdog uden at tabe ansigt. Ikke mindst takketvære store lån fra den olierige miniputstatmod syd, Kuwait, samt amerikansk støtte,fordi amerikanerne anså Saddam som etmindre onde end præstestyret i Iran. Sad-dam var nødvendig for at opretholde enmagtbalance i Mellemøsten.

Efter krigen mod Iran var Iraks økonomipå afgrundens rand, og Saddam mente, athan kunne løse problemet ved den 2. august1990 at invadere Kuwait. Han antog, at USAville støtte hans invasion og truede med ter-ror mod de lande, der gik mod ham.

Men Saddam havde forregnet sig. I stedetfor støtte fra USA gik amerikanerne og detmeste af både den vestlige og arabiske ver-den imod ham. I januar 1991 blev OperationDesert Storm sat i værk, og Den første Golf-krig var en realitet. Her blev Saddams hærklart besejret og i løbet af seks uger slåethelt tilbage til Bagdad.

Amerikanerne afsatte ham dog ikke, hvil-ket mange i dag anser for en strategisk brø-ler, for trods et årti med internationale sank-tioner, der til dels tvang Irak i knæ, lykkedesdet Saddam at bibeholde sin magtpositionsom landets absolutte førstemand. Sam-men med sine sønner Udai og Qusai førtehan en bizar tilværelse omgivet af luksus,voldtægt, tortur og pludselig død, samtidigmed at han op igennem 1990’erne tirredeomverdenen ved at lege kat og mus med deFNinspektører, der skulle kontrollere og sik-re, at hans masseødelæggelsesvåben blevdestrueret som lovet.

Efter alt at dømme blev de destrueret,men Saddam efterlod det indtryk, at han vari besiddelse af masseødelæggelsesvåben, ogi et anfald af storhedsvanvid ville han de-monstrere, at han turde udfordre verdenseneste supermagt, USA.

Den 20. marts 2003 er det slut. I Operati-on Iraqi Freedom invaderes Irak uden FN-mandat af 248.000 amerikanske, 45.000britiske, 2.000 australske og 194 polske sol-dater, såmænd med støtte fra den danske u-båd Sælen. Jeg træner selv i månedsvis sam-men med mine jægerkammerater i patrul-jerne i vores nyanskaffede Humvee’er medhenblik på at deltage i operationen, men isidste øjeblik ryster regeringen på hånden,og vores task force bliver desværre annulle-ret.

Formålet med invasionen er at fjerneIraks masseødelæggelsesvåben, at stoppeSaddams støtte til terrororganisationersamt at befri landets befolkning fra en dik-tator, som begår massemord mod sit egetfolk. Det er for eksempel bevist, at han i 1988sammen med sin fætter, »Kemiske Ali«, plan-lagde og gennemførte den såkaldte al-Anfal-kampagne mod kurderne i den nordlige delaf landet. Anfal betyder udbytte: Ved hjælpaf kemiske våben blev mindst 80.000 kur-dere i mere end 200 landsbyer dræbt.

Denne Den anden Golfkrig er overståetendnu hurtigere end den første. Over foramerikanernes og briternes talmæssigt un-derlegne, men teknologisk og moralsk over-legne styrker går Saddams mange hærdivi-sioner totalt i opløsning. Ikke engang denhøjt profilerede Republikanske Garde visersig noget værd. Sidst Saddam ses offentligter på vej ud af Bagdad i en taxa, alt imenshans informations-minister, »Komiske Ali«,på diverse globale tv-stationer i en rus af eu-foriserende stoffer erklærer, at sejren erumiddelbart forestående for de heroiskeirakiske styrker.

Koalitionen mod Saddam får soldater-støtte fra yderligere 36 lande, og Danmarksender senere på året en bataljon på om-kring 500 soldater til Basra i den sydlige delaf landet, hvor de bliver underlagt de briti-ske styrker. Ni måneder efter invasionen yd-myges Saddam totalt, da han langskæggetog pjaltet bliver hevet op af et hul i jorden afamerikanske soldater og sættes i fængsel.En irakisk særdomstol anklager og dømmerham siden for massemord på sit eget folk ogforbrydelser mod menneskeheden. Den 30.december 2006 bliver han henrettet vedhængning, og verden er befriet for en af nye-re tids værste tyranner.

Desværre er rusen over koalitionens over-bevisende sejr i 2003 kortvarig. Et år efter in-vasionen og afsættelsen af Saddam er Bag-dad et særdeles farligt sted med næstenuoverskuelige sikkerhedsproblemer.

Under invasionen var Irak en slagmarkmellem to parter, som hver havde en synligfjende. Nu befinder vi os på en helt anden ty-pe slagmark med en fjende, som oftest erusynlig, uforudsigelig og skruppelløs. Enfjende, der vil bruge alle midler for at for-purre koalitionens bestræbelser på at gen-opbygge det kollapsede irakiske statsappa-rat. Og en fjende på flere fronter. Overord-net er det tilhængere af SaddamsBaath-parti og islamistiske og shiamuslim-ske fraktioner, som har organiseret sig i enmodstandsbevægelse, men der er også etantal grupper af foreign fighters, typisk fraal-Qaida, som er her for at udkæmpe mili-tant Jihad, hellig krig.

På den konto bliver over 900 amerikan-ske soldater dræbt i løbet af et år efter inva-sionen. Hertil skal lægges tusindvis af lem-læstede og sårede. Alene inden for de førsteotte uger, efter at vi er ankommet, er knap200 amerikanske soldater blevet dræbt i etblodigt forår, heraf over halvdelen alene iBagdad. Tilmed er cirka 14.000 civile irake-re, igen over halvdelen af dem i Bagdad, ble-vet dræbt som følge af invasionen, de efter-følgende kamphandlinger mellem koalitio-nen og de fjendtlige fraktioner, samt afkriminelle bander, som ser deres snit til atudnytte det vakuum af lovløshed, der her-sker umiddelbart efter invasionen.

De sidste dage har været ekstremt travle,idet Torben Gettermann har haft en massemøder i Den Røde Zone. Til gengæld har nat-ten været forholdsvis rolig med kun et en-kelt mortérnedslag nogle hundrede meterfra ambassaden. Det var dog nok til, at vi allevæltede ud af sengene og fik Torben i sikker-hed i stueetagen i det sikrede rum.

I dag skal vi mest træne og slappe af iskyggen i haven. Vi har dog først en enkeltkøretur til et checkpoint kun tre kilometervæk, hvor vi skal hente nogle irakiske hånd-værkere, som arbejder på ambassaden. Dehar ikke adgang til Den Grønne Zone, med-mindre en af os får dem sluset ind igennemden stramme sikkerhed ved det amerikan-ske checkpoint.

Klokken er 09.55, og vi skal være der klok-ken 10.00, men min forbandede radio vil ik-ke modtage min kode. Hver livvagt bærer enradio med en tophemmelig kode, som gørdet umuligt at aflytte og forstå vores radio-korrespondance, og vi kan under ingen om-stændigheder forlade ambassaden, med-mindre vores radioer har kryptoen indko-det.

Endelig accepterer radioen koden, og jeglaver et radiotjek med mine jægerkamme-rater Kenneth og Christian, to rutineredeherrer, som jeg også skal få meget glæde afsiden. Et par minutter forsinket kører vi iLand Cruiser’en ud gennem ambassadenstunge metalporte. Vores lokale vagter sikrersom altid vores udkørsel ved at gå ud på ve-jen og stoppe al trafik et godt stykke fra por-ten, så ingen kan tvinge sig adgang til am-bassaden.

Da vi kun skal køre en lille tur inden forDen Grønne Zone, er vi kun os tre og ét køre-tøj, mens vi i Den Røde Zone altid er mini-mum to køretøjer med to mand i hver. På ve-jen passerer vi paradepladsen med de to gi-gantiske krydsede sværd, hvor Saddamcigarrygende sad og betragtede sine mangetusinde marcherende soldater og militær-køretøjer til de årlige parader. Videre forbide store prætentiøse huse og palæer medmægtige haver, som tilhørte den irakiskeelite, men nu er forladte eller taget i brug afkoalitionens mange administrative enhe-der.

Ved checkpointet er der som altid hektiskaktivitet. Mange irakere er ansat i forskelli-ge jobs i koalitionsstyrets administrationog skal derfor hver dag ind og ud af check-pointet, som består af en adgangssluse forgæster samt en zigzag-formet sluse til køre-tøjer omgivet af høje betonklodser, kaldet T-bones.

Sikkerheden er omfattende. Alle gåendevisiteres med metaldetektorer og kontrolle-res for gyldige identitetspapirer. Årvågne ogtungt udrustede amerikanske soldater åb-ner alle køretøjer, gennemsøger dem for vå-ben og bomber, tjekker med spejle underne-den og kontrollerer motorrummet for mis-tænkelige genstande. Samtidig holder en 63tons tung, amerikansk M1-A2 Abrams kamp-vogn et halvt hundrede meter nede ad ga-den et særdeles vågent øje med checkpoint-et. Med sin 120 mm kanon rettet direktemod køretøjsslusen kan den på under ét se-kund pulverisere selvmordsbombere, somforsøger at køre igennem. Derudover stik-ker et utal af maskingeværer ud i alle retnin-ger bag en massiv betonmur omkringcheckpointet.

Kenneth kører, og jeg sidder foran på pas-sagersædet og er den, der skal tage kontakttil amerikanerne og få vores tre håndværk-ere ind. Kenneth parkerer i vejsiden 20-30meter fra checkpointet, idet det er for risika-belt at parkere lige ved siden af. Iført minskudsikre vest og bevæbnet med min 9 mmUSP pistol, åbner jeg døren, træder ud i denbagende varme og går frem mod checkpo-intet.

Jeg har knap passeret fronten af LandCruiser’en, da et kraftigt lysglimt og et øre-døvende brag flænser luften, og en trykbøl-ge presser mig tilbage mod bilen, mens enorange paddehattesky skyder op mod him-len og indhyller checkpointet i ild og røg.

Ud fra kraften at dømme må det være enbilbombe, og i et kort øjeblik er det, som omalt foregår i slowmotion. Først er der surrea-listisk stille. Og så bryder helvede løs. Skrig,råb og hvinende kvinder og mænd flygter ialle retninger. Jeg bemærker, at en ældrekvinde falder, og at indholdet i hendes taskespredes ud, mens folk springer over hende ifrygt for at blive endnu et offer. Et maskinge-vær tygger løs i lange byger, og de amerikan-ske soldater forsøger at danne sig et over-blik over døde og sårede.

Vi befinder os på et livsfarligt sted. Vi ved,at fjenden ofte følger op med massive an-greb med automatvåben og raketter og be-nytter sig af det kaos, som hersker lige nu. Viholder i en regulær kill-zone. Jeg kaster migind i bilen og smækker døren efter mig. Ken-neth hamrer gearet i bak, foretager en skarplynhurtig 180 graders vending og fortsættervæk fra checkpointet.

Mine hænder ryster svagt, og jeg drypperaf sved. Det går op for mig, hvor heldig jeghar været. Jeg kigger ned på min radio ogpriser mig lykkelig for, at den ikke ville mod-tage sin krypto. Havde den modtaget kodenproblemfrit, var vi ankommet to minuttertidligere, og jeg ville have været midt icheckpointet, da bilbomben eksploderede.

Senere erfarer vi, at femten personer dø-de den morgen, deriblandt tre amerikanskesoldater. Mere end 50 blev såret. Vi erfarerogså, at vores tre håndværkere ikke engangventede på os på den anden side.

At være livvagt kan være et kedeligt ogmonotont arbejde. Jeg ved det fra kolleger,som lever af det på fuldtid. Nogle siger end-da, at det kan være verdens kedeligste job,fordi man sandsynligvis aldrig vil blive te-stet i det, man kan. År efter år træner du tilden dag, det minut, det sekund, hvor terror-ister, en galning eller bare en drukkenboltbringer din VIP’s liv i fare, og du som lyn fraen klar himmel skal mobilisere alle dinefærdigheder og kanalisere det ud i den rigti-ge refleks. Den handling, som betyder livfremfor død. Næsten ingen livvagter kom-mer nogensinde i den situation, og de veddet. Det kræver derfor ekstrem disciplin al-drig at slippe fokus.

Her i Bagdad har mine kammerater frapatruljen og jeg det privilegium aldrig at ke-de os i jobbet som livvagt. Simpelthen fordivi er, hvor vi er, med et trusselsniveau, dergør, at vi aldrig kan slappe af. Truslerne er re-elle, uanset hvor vi befinder os, og hvad vibeskæftiger os med. Om det er hjemme bagambassadens mure, i Den Grønne Zone ellerDen Røde Zone. Vi skal konstant tage højdefor mortér- og raketnedslag og for den højerisiko for baghold, vejside- og selvmords-bomber. Ting, som forekommer hver enestedag, eller omtrent hver eneste time i Bag-dad.

I morgen har vi en højrisikotur, hvor Tor-ben Gettermann skal til det irakiske uden-rigsministerium for at mødes med uden-rigsministeren. Det er ekstra anspændt, for-di udenrigsministeren er kurder, og der iIrak traditionelt har været et anstrengt for-hold til den kurdiske minoritet i nord, somønsker selvstændighed. Tilmed har om-trent hele den tusind mand store stab i mi-nisteriet tidligere arbejdet for den særligtkurderhadende Saddam Hussein, og langtde fleste er tidligere medlemmer af Baath-partiet.

Der har for et år siden været et attentatmod ministeren. En bombe var placeret påhans kontor og sat til at eksplodere, da hanskulle holde et møde, men han var forsinketandetsteds i Bagdad. Bomben eksploderedepå hans tomme kontor, og irakiske og ame-rikanske undersøgelser konkluderede, at at-tentatet var udført af en ansat fra ministeri-et, en vagt eller en embedsmand. Så selv in-den for ministeriets vægge er Torbenlangtfra i sikkerhed.

Vi kører dog aldrig ud til nogen som helstdestination med ham, uden at vi har foreta-get en grundig rekognoscering forinden.Fra det øjeblik vi forlader ambassaden, til vier hjemme igen, er der farer overalt. I dagskal jeg med rekognosceringsholdet tiludenrigsministeriet. Dels skal vi finde denmest hensigtsmæssige rute derhen, delsskal vi ind i selve ministeriet og se på forhol-dene.

Ruten fastlægger vi, ud fra hvor der ermindst sandsynlighed for et baghold, hvorder ikke er overhængende fare for vejside-eller selvmordsbomber, og hvor der er fær-rest checkpoints, så vi ikke skal stoppe køre-tøjerne. Jo mere vi stopper, desto mere sår-bare er vi.

Det er svært at vurdere truslerne i Bag-dad, som med 6,5 millioner indbyggere erden arabiske verdens næststørste by efterCairo.

Op gennem 1970’erne oplevede byen enperiode med velstand og vækst grundet dehøje priser på olie, som er Iraks vigtigste eks-portkilde. Der blev investeret i ny infra-struktur, blandt andet kloaksystemer, vand-forsyning og motorveje. Men krigen i1980’erne mod Iran gjorde betingelsernehårde for byen, da Saddam valgte at brugede fleste penge på sin hær. Desuden blev tu-sinder af byens indbyggere dræbt som følgeaf iranske missilangreb. Den første Golfkriggik også hårdt ud over byen, og de internati-onale sanktioner op igennem 1990’ernemedførte, at der stort set ikke blev genop-bygget, inden bombningerne i forbindelsemed invasionen i marts 2003 førte til yderli-gere ødelæggelser i byen. Desuden fulgteomfattende plyndringer af offentlige byg-ninger, kontorer, museer og præsidentpa-ladser, samt ødelæggelse af symboler påSaddams regime.

Bybilledet anno 2004 domineres derforaf et nedslidt og overbelastet vejnet, et for-ældet industriapparat, misligholdte byg-ninger, beskidte og overfyldte gader ogpladser samt store slumkvarterer. I det mestberygtede af dem, Sadr City, udkæmperamerikanerne konstant blodige kampemod irakiske militser.

Udover at vejene er nedslidte, bliver de til-med ofte spærret af, og trafikken ensrettesefter politiets forgodtbefindende. Det gørbrug af både GPS og kort usikkert. Desudenbliver der dagligt slået mennesker ihjel pågader, boulevarder, pladser og motorveje. Sådet er næsten umuligt at forudsige noget. Vihar dog en fast regel om, at ruten til og fravores destination aldrig må være den sam-me, og derudover rekognoscerer vi altid for

Rethinking the rethink

Page 114: Редизайн датской газеты Politiken

114

Udover fjendtligemilitser, terroristerog vejsidebomberer cowboy teamsnoget af det,vi frygter mest

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 11POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

en alternativ ud- og hjemrute, såfremt vi lø-ber ind i problemer på den primære. Detkan være baghold, ildkampe mellem ameri-kanere og fjendtlige grupper eller bare tra-fikpropper. Desuden holder vi aldrig stille,og vi ved altid, hvor de nærmeste amerikan-ske baser ligger, så vi hurtigt kan komme isikkerhed dér og få tilset eventuelle såredepå de lægefaciliteter, som amerikanernesbaser har.

Da vi ankommer til udenrigsministeriet,præsenterer vi os som livvagter for den dan-ske ambassadør og beder om lov til at besig-tige bygningen. Vi forklarer, at vores VIP vilaflægge besøg hos udenrigsministeren in-den for den nærmeste fremtid. Af sikker-hedshensyn oplyser vi ikke den eksakte da-to eller tid for vores ankomst med Torben.

Vi fastlægger ruten fra det punkt foranministeriet, hvor Torben bliver sat af og helevejen igennem de lange, snørklede og befol-kede gange til udenrigsministerens kontor,hvor mødet skal finde sted. Vi leder efter derum eller steder, hvor Torben vil være i størstsikkerhed i tilfælde af raketangreb ellermortérnedslag. Og i tilfælde af brand, selv-mordsbomber, ildkamp eller andre forhold,der kræver evakuering, fastlægger vi en ru-te, hvor Torben hurtigt og sikkert kan brin-ges ud af bygningen.

Radioforbindelsen mellem livvagter ogkørere skal også kontrolleres, da radioerneikke altid kan række igennem bygninger-nes tykke mure. Det nytter ikke, at vi pludse-lig skal evakuere og ikke kan kommunikeremed kørerne. De skal på få sekunder kunnekøre Land Cruiser’ne frem, så det passerpræcist med det tidspunkt, hvor Torben fø-res igennem udgangen. Han må aldrig ståog vente foran en bygning eller andre stederpå at blive samlet op. De sekunder, hvor haner mellem bygningen og opsamlingspunk-tet, er de mest kritiske på grund af risikoenfra snigskytter, selvmordsbombere og driveby shootings.

Næste morgen klokken 09.30 forlader viambassaden i de to Land Cruiser’e på vej tilmødet i udenrigsministeriet. Der er fuldkoncentration i bilen. Small talk er band-lyst. Det ved Torben, og han siger derfor hel-ler ikke noget.

De sidste dage i Bagdad har været megetvoldsomme og blodige. Mere end 200 civileirakere og 25 amerikanske soldater er blevetdræbt af selvmordsbombere og vejside-bomber. Ruten til udenrigsministeriet føreros gennem nogle af disse urolige gader ogkvarterer, og selvom ingen siger noget, her-sker der en anspændt stemning i bilen.

Jeg skal som gimp melde om de trusler,der måtte nærme sig bagfra. Men vurdererjeg truslen som reel, tager jeg selv initiativetmed mit maskingevær eller min granatka-ster. Ikke noget med først at bede om tilla-delse fra vores livvagtsleder, Michael.

Den mest overhængende og sandsynligetrussel er selvmordsbombere i biler, sombagfra i høj fart kører op på siden af vores bilog la-der sig sprænge i luften. Disse biler erofte kørende dommedagsmaskiner prop-fulde af sprængstof, som slår alt ihjel indenfor en radius på 50-100 meter. Både bagage-rum, sæder og gulve er sædvanligvis fyldtmed sprængstof, og detonerer sådan et uhy-re op ad vores Land Cruiser, vil vi alle bliveslået ihjel, selvom den er pansret. Selv-mordsbilerne genkender man på, at de oftekører hasarderet og typisk skiller sig ud fraden øvrige trafik, ved at støddæmperne erpresset helt i bund på grund af den storevægt fra sprængstofferne. Desuden er dernormalt kun én kører i bilen. Ingen grundtil at spilde to liv.

Det er en travl morgen i byen. Vi kørermed den højeste hastighed, trafikken tilla-der, og de to kørere zigzag’er mellem demange andre biler. De fleste forstår, at let-genkendelige livvagtskøretøjer ikke vil haveandre bilister for tæt på. Der er dog stadignogle, som ikke forstår det, og nogle livvag-ter benytter enhver lejlighed til at åbne ild.

Jeg sidder også konstant med den enehånd klar på bagsmækkens håndtag, så jeghurtigt kan åbne den, og jeg har den andenhånd klar på maskingeværet, men voreslunte er dog længere. Ofte er det at åbnebagsmækken og flashe et maskingevær noktil at få de fleste biler til at klodse bremse-rne. Forstår de ikke det, affyrer jeg en salveeller to ned i asfalten foran bilen, og virkerdet stadig ikke, skyder jeg i motorblokken.Er køreren så tungt opfattende, at han sta-dig ikke forstår budskabet og fortsættermod os, får han ikke flere advarsler, og derer frit skud mod ham.

Længere fremme tårner en sort røgskysig pludselig op, og vi vil gerne væk fra denher gade. Der er bare ingen sidegader, så vibliver nødt til at fortsætte og passerer et parHumvee’er og en deling amerikanske solda-ter med M16-rifler, som råbende står og diri-gerer trafikken uden om en brændende fir-hjulstrækker. Det ligner et livvagtskøretøj,som er kørt på en vejsidebombe.

Vi fortsætter i højest mulig fart væk frastedet og fortsætter ad den tosporede gademod Al Sinak-Broen, som fører os over Tig-ris. Efter 15 minutters hektisk kørsel ankom-mer vi til udenrigsministeriet et par minut-ter i 10.

Som point man er jeg altid den første udeaf bilen, den som går direkte til modtagel-sespersonen ved indgangen og sikrer, at alter i orden. En ældre herre i mørkt jakkesæt,som jeg formoder er ministerens sekretæreller en anden højtstående embedsmand,byder mig velkommen og lader mig vide, atministeren er klar. Jeg melder over radioentil Michael, som åbner døren for Torben, dernetop har taget sin skudsikre vest af ogkommer hurtigt imod mig.

Som en bister bølgebryder går jeg forrestgennem ministeriets lange korridorer og la-der folk foran os forstå, at der nu kommeren VIP, og at vi ikke har til hensigt at vige.Torben går altid meget hurtigt, og jeg skal

hele tiden sikre mig, at der er en passendeafstand mellem mig og de fire andre livvag-ter, som går tæt omkring ham. Samtidigskal jeg have mine øjne på alt, hvad der kanligne potentielle trusler, først og fremmestvåben, som der er i rå mængder i alle iraki-ske ministerier og officielle bygninger.

Selvmordsbombere optræder ofte ner-vøst, går unormalt hurtigt og i øvrigt på enakavet måde på grund af den selvmords-vest, de bærer under deres yderste lag tøj.Men det sker også, at retarderede kvinder,mænd og børn bliver brugt som selvmords-bombere og sendt mod mål for at blivesprængt i luften med en fjernudløser af deegentlige bagmænd. Så der er aldrig sikreog entydige indikatorer.

15 meter foran mig »klokken 1« fanger tobevæbnede vagter min interesse. Ved nær-mere eftersyn ser de dog sløve og apatiskeud. Ingen trussel dér. Jeg øger tempoet modden lukkede dør ti meter fremme, som førerind til en stor sal med balkoner hele vejenrundt på førstesalen. Jeg skal bruge nogleekstra sekunder på at screene salen, før Tor-ben kommer igennem døren. Balkonerneser okay ud, ligesom der heller ikke ser ud tilvære våben eller suspekte personer i salen.

Så kommer Torben ind tæt omgivet af deandre, og vi fortsætter fremad i højt tempo.

Sollyset gennem vinduet blænder mig, ogomgivelserne fremad bliver utydelige. Jegskubber hurtigt mine solbriller ned fra pan-den. En ung mand i løsthængende, hvidt tøjkommer direkte mod mig i høj fart medhænderne i lommen. Han går mærkeligt.Når jeg er point man, er mit våben altid af-sikret, og jeg placerer min finger på aftræk-keren. Han er nu så tæt på, at jeg kan se, athan går mærkeligt, fordi han halter, og hanspringer til side og hilser høfligt og nervøst,da han ser, at vi er livvagter.

Vi når ministerens kontor, og kun én liv-vagt følger Torben ind til mødet med sin pi-stol skjult i bæltet. Radioforbindelsen til deto Land Cruiser’e er fin. Vi melder, at alt erokay, og at mødet er i gang.

Mødekulturen i Irak er ganske anderle-des, end hvad vi i Danmark er vant til. Det ermeget normalt, at embedsmænd, sekretæ-rer og assistenter med alle mulige ærinderønsker adgang til kontoret midt under etmøde.

Selvom vi har en bevæbnet livvagt derin-de, insisterer vi alligevel på, at de personer,der vil ind på kontoret, bliver visiteret. Detgiver anledning til højlydte protester, somvi venligt, men bestemt afviser. Oftest bliverdet accepteret, men i dag nægter en ældre,kraftig herre med en sort attachémappe oget angiveligt vigtigt ærinde hos ministerenat lade sig visitere. Så kan vi ikke lade ham fåadgang, og han forlader os i en sky af sikkertmeget lidt smigrende arabiske eder og for-bandelser.

»Mødet er slut. Vi kommer ud,« melderjeg lidt senere i radioen til de to kørere, da vier på vej tilbage igennem de tætpakkedekorridorer. Ude af ministeriets hovedind-gang bruger jeg fem-ti sekunder på at obser-vere, om der er mistænkelige personer ellerkøretøjer, før jeg lader Torben træde ud ogstår klar ved den forreste bil til at åbne bag-døren for ham. Få sekunder senere er vi påhjul igen og sætter kursen med den danskeambassade med vores dyrebare last.

Vi har kørt et kvarters tid, da et såkaldtcowboy team nærmer sig med høj hast bag-fra. Udover fjendtlige militser, terrorister ogvejsidebomber er cowboy teams noget afdet, vi frygter mest. Det er hold af livvagter,ofte amerikanske, der består af glade ama-tører, som er her for at tjene hurtige penge.Det er i bedste fald tidligere soldater, ofteuden nogen form for livvagtuddannelse.Pumpede machotyper, som hellere end ger-ne skyder på alt, hvad der rører sig. Om deter andre livvagter, den lokale trafik eller mi-litærkøretøjer, det er de fuldstændig ligegla-de med. De mangler enhver form for over-blik og har typisk et skilt bag på deres bilermed påskriften Deadly force authorized,hvilket de hellere end gerne praktiserer.Mange uskyldige irakere er blevet ofre fordisse dødbringende amatører, som dog hel-digvis er blevet sjældnere i gadebilledet, for-di sikkerhedsfirmaerne har erkendt, at de-res klienter ikke ønsker at have dem som liv-vagter.

Men der er altså stadig nogle tilbage. Ogpå ladet af den enorme amerikanske fir-hjulstrækker, som nærmer sig, står der etkæmpe kødbjerg bag maskingeværet. Iførten stramtsiddende T-shirt og pandebånd istedet for hjelm fægter han med armenemod den forankørende trafik, som han ty-deligvis ønsker væk fra vejen. Vi kunne væl-ge at fortsætte i vores tempo og vejbane,men det er simpelthen ikke risikoen værdmed sådan en triggerhappy hillbilly bag os.Jeg føler mig ikke tryg og anbefaler Michael,at vi hurtigt skifter til den alternative rute.

Den fører os over 14. Juli-broen, hvor vistopper ved det amerikanske checkpoint oglader de altid årvågne og professionelleamerikanske infanterister kontrollere osgrundigt, før vi kører over broen og Tigrisog direkte ind i Den Grønne Zone med am-bassaden et stenkast derfra.

»Stop bilen,« råber Torben pludselig. Køreren klodser bremserne, og vi farer

sammen, da vi tror, at der er noget galt. Deter der ikke. Torben vil bare ud og se nærme-re på noget, han har bemærket i vejkanten. IDen Røde Zone havde vi under ingen om-stændigheder accepteret det, men eftersomvi nu er i Den Grønne Zone, er det okay.

Vi stiger alle sammen ud og følger hamhen til grøften, hvor der viser sig en hunde-hvalp bundet til et træ med en stram metal-tråd om halsen. Der er ingen mennesker inærheden, og hvalpen er tilsyneladende ef-terladt, dehydreret, sulten og afkræftet.

Torben betragter hvalpen et stykke tid ogtager så en rask beslutning om, at den skalmed hjem til ambassaden. Vi skærer den fri,

og ambassadøren eskorterer den beskidtepelsklump, som er en hun, ind i bilen. Hjem-me på ambassaden vasker han hende, foreren papkasse til hende og giver hende navnetMaggie.

Senere på dagen har vi en tur til det iraki-ske integrationsministerium i Den Røde Zo-ne, hvor alt igen klapper, og vi når endda attilbringe et par timer i det store, kølige træ-ningscenter på den amerikanske ambassa-de. En god dag slutter i den tålelige aften-temperatur på ambassadens tag med koldesodavand, og et par jægere ryger på deres pi-ber. Over himlen ligner lyssporsprojektilerfra maskingeværer små missiler. Enten er defra de operationer, som amerikanerne gen-nemfører hver nat overalt i Bagdad. Eller deter celebration fire fra irakiske familier, somtil bryllupper eller andre festlige lejlighederskyder op i luften med deres Kalashnikovsog ikke så sjældent slår mennesker ihjel.

En formiddag nogen tid efter ligger Mi-chael og jeg på taget og slikker sol, inden viskal en tur i Den Røde Zone. De andre renservåben efter morgenens skydetræning, ogTorben arbejder på sit kontor. Jeg ligger påryggen og kigger op i den altid blå himmel,da jeg pludselig registrerer to sorte prikker,som parallelt flyver ind over os 40-50 meterover jorden. Michael må også have set dem,for vi springer begge op og er klar over, atdet er et mortérangreb mod Den Grønne Zo-ne. Få sekunder senere rammer de to grana-ter jorden højst 50 meter væk i to øredøven-de, hule brag, som får vinduerne til at dirre iambassaden.

Michael og jeg springer ned ad trappenfor at få Torben ud af sit kontor og ud på detmest sikre punkt i ambassadens stueetage,men han er allerede ved at blive ført ud afLars og Christian, som befandt sig i køkke-net. Torben er oftest fattet, når der er angrebmed raketter eller morterer, men de her ertæt på, og han virker tydeligt nervøs. I mi-nutterne efter hører vi flere detonationer iretning af den amerikanske ambassade,som ligger kun en kilometer fra den danske,og de næste par timer er ét langt angrebmed raketter og mortérer.

Vi er bare sitting ducks, som intet kan gø-re udover at holde hovederne nede. Hvergang vi forsøger at arbejde videre med voresgøremål, vælter der blot en ny bølge af mor-térer og raketter ind over os. Så længe derammer uden for ambassadens mure, er vinogenlunde sikre, men træffer en mortér el-ler raket inden for murene, kan det være fa-talt.

Som timerne går, vænner vi os på en be-synderlig måde til nedslagene. Vi sidder ogspiller kort på gulvet med Torben, mensendnu en mortér detonerer tæt på ambassa-den. Jeg bemærker, at vi dårligt ænser det,men småpludrende virker mere optagedeaf kortspillet end den livsfare, vi befinder osi.

Angrebet ligner en koordineret indsats,hvor alle ressourcer sættes ind på at rammedet enorme amerikanske ambassadekom-pleks, som med sine adskillige tusinde an-satte i et af Saddams tidligere paladser selv-sagt er et eftertragtet mål. Oprørsmilitserneaffyrer som regel deres raketter og mortérerfra gader i Den Røde Zone, hvor afstanden tilDen Grønne Zone passer med våbnenesrækkevidde. I lastbiler eller pickups har deaffyringsramper på ladet, som er tildækketmed presenninger, og i løbet af et minut el-ler to har de affyret deres last og forsvinderlige så hurtigt, som de kom.

Amerikanerne har selv med deres sofisti-kerede teknologi ingen chance for at nå atlokalisere oprørerne, og de slipper heller ik-ke for tab i dagens angreb. En nepalesiskgurkhavagt på ambassaden bliver dræbt, da

et fragment fra en mortérgranat gennem-borer hans hjelm. Og en amerikaner dræbesved et svineuheld, da en 122 mm BM21 raketaf uforklarlige årsager ikke detonerer, daden rammer jorden, men slår smut og ram-mer manden, som dør på stedet.

Hver mission som livvagt i Bagdad varerto-tre måneder, og efter nogle månederhjemme i den klamme og grå danske vinterser jeg nu frem til min tredje mission. Jegglæder mig faktisk til at vende tilbage til etaf verdens blodigste hotspots, og som sæd-vanlig er det spændingen og sammenhol-det med mine jægerkammerater i patrul-jen, som trækker.

Jeg er netop ankommet til ambassaden,og alt ligner stort set sig selv. Havens blom-sterbede og hække fremstår dog endnu me-re velfriserede end tidligere. Der er et parnye vagter, som jeg hilser høfligt på. Og vihar fået to spritnye Land Cruiser’e til at aflø-se The Beast, som vi stort set ikke benytterlængere, da den viser sig uegnet til gadernei Bagdad – den kan ikke komme op over dehøje fortove og midterrabatter i tilfælde afevakuering.

Og Maggie er blevet større. Af nærliggen-de grunde ved vi ikke, hvor gammel hun er,men det må være tæt på et år nu, og hun erblevet en livlig og særdeles bestemt dame,som er henrykt ved gensynet med mig. Un-der mine tidligere missioner har jeg tagetmig meget af hende, og her i den sene vintermed kølige nætter ned til 5-10 grader og be-hagelige 30 grader om dagen tilbringer vimange timer i haven, hvor vi leger og ind-øver basal hundeadfærd.

Torben er i København for at deltage i enrække møder i Udenrigsministeriet, og viskal hente ham i morgen i Bagdad Interna-tional Airport, kaldet BIAP.

Jeg har ansvaret for at indhente informa-tioner om fjendebilledet i Bagdad inden tu-ren. Dem får jeg primært fra efterretningsaf-delingen på den amerikanske ambassade,og på vores daglige møder på vores egenambassade videregiver jeg oplysningernetil resten af holdet. Jeg er desuden kører ogbruger en del af dagen på at forberede denLand Cruiser, som jeg har ansvaret for påden kommende tids ture i Den Røde Zone.

Alle større forsyningsveje i Bagdad er ble-vet navngivet af amerikanerne. Nogle af destørste har navne som Brewers, Tampa ogPluto og benyttes dagligt af de endeløse ko-lonner med forsyninger til deres 100.000mand store krigsmaskine.

Den stribe motorvej, som løber fra DenGrønne Zone til BIAP, hedder Irish. Den harsit navn fra det amerikanske fodboldholdpå University of Notre Dame – Fighting Irish– og følger dermed en tradition i det ameri-kanske militær for at opkalde hovedforsy-ningsveje efter sportshold.

Irish er ikke lang, faktisk ikke engang syvkilometer, men i årene 2003-2006 betegnesden uden sidestykke som den farligste vej-strækning på kloden. Intet mindre.

De få kilometer motorvej er militsernesog terrorgruppernes foretrukne område forangreb med vejsidebomber, kørende selv-mordsbombere og baghold, som de sidstepar år har krævet hundredvis af militære ogcivile ofre og tusindvis af sårede. Irish ersamtidig en lukrativ forretning. Det er ikkeusædvanligt at betale 20.000 dollars for athyre et hold livvagter, som på en halv snesminutter leverer deres VIP i enten Den Grøn-ne Zone eller BIAP.

Der er ingen vej uden om Irish for demange diplomater, embedsmænd, journa-lister og andre personer med tilknytning tilDen Grønne Zone, når de skal fra og til BIAP.Amerikanske Black Hawk helikoptere flyvergodt nok på strækningen, men de er forbe-

holdt højtstående VIP’s som amerikanskegeneraler, politikere og topdiplomater. Ogdet lader alle os andre tilbage, nødsaget tilat køre strækningen i bil. Nogle af os mangegange om ugen og ofte flere gange om da-gen.

Da jeg i går blev hentet i BIAP af det hold,jeg skulle være med til at afløse, måtte vivente tre timer. Amerikanerne havde lukketIrish, da der inden for to timer var sprungettre vejsidebomber og to kørende selv-mordsbombere ved amerikanske militær-kolonner med adskillige dræbte amerikan-ske soldater, entreprenører og civile irakeretil følge.

Militserne og terrorgrupperne er be-gyndt at blive endnu mere skruppelløse,når de udfører deres angreb. Efter at vejside-bomberne er detoneret, skal de døde og så-rede evakueres, og de amerikanske soldatertilkalder som altid en medic-helikopter, derer tydeligt markeret med røde kors. Ifølgealle anerkendte krigskonventioner må deraldrig åbnes ild mod fly eller køretøjer medde røde kors. Men ingen konventioner gæl-der for oprørerne i denne krig. Når medi-chelikopteren lander, ligger militserne ofteklar med maskingeværer og raketstyr og la-ver bagholdsangreb mod soldater, som for-søger at evakuere deres døde og sårede.

Oprørerne slår også hunde og æsler ihjelfor derefter at sprætte dem op, fylde demmed improviserede sprængladninger, læg-ge dem i vejkanten og sprænge dem i luften,når militær eller livvagter passerer dem.Mange af vejsidebomberne detoneres vedhjælp af trådløse sendere som for eksempelmobiltelefoner eller små radioer. Dem kanvi i en vis udstrækning imødegå ved hjælpaf Land Cruiser’nes jammere, som forstyrrerdisse signaler. Problemet er bare, at militser-ne hurtigt finder andre frekvensområder,som vores jammere ikke er i stand til at fan-ge. Og desværre anvender militserne oftestbare vejsidebomber med ledninger, og så eralle sofistikerede modforanstaltninger lige-gyldige.

Vores indikatorer på kørende selvmords-bombere er heller ikke så sikre længere. Derer flere eksempler på, at selvmordsbomberemedbringer kvinder og børn, så de ikkevækker mistanke, når de kører mod deresmål og sprænger sig selv og alle andre i bil-en i luften.

Nu holder vi ved sidste checkpoint i DenGrønne Zone, før Irish, klar til at køre til BIAPog hente Torben, som ankommer med etmilitærfly fra Kuwait. Land Cruiser’ens jam-mere er tændt, radioerne er kontrolleret, ogbegge biler er spækket med våben og am-munition. Jeg tager en tår vand og en dybindånding og gør mig mentalt klar til de in-tense minutters kørsel på Irish. Det er somat spille russisk roulette, da vi begiver os udpå strækningen, som lige er blevet genåb-net, efter at der igen i morges døde to ameri-kanske soldater, da deres Humvee blev ramtaf en vejsidebombe.

Vi forlader checkpointet, og jeg accelerertil 120 km i timen. Ikke for hurtigt, ikke forlangsomt. Michael, som sidder i passagersi-den, og jeg selv skal have tid til at observere.Men samtidig skal vi skyde en tilstrækkelighøj fart, så vi ikke er for nemt et mål. Dentunge pansring gør tyngdepunktet i bilenhøjt, så den reagerer meget kraftigere enden standard Land Cruiser, og jeg forsøgerderfor hele tiden at forudse kørslen og und-gå bratte drej og sving. Den anden LandCruiser ligger med nøjagtig samme hastig-hed kun få meter bag mig. Ingen biler måkomme imellem os.

De første 500 meter kører vi på en motor-vejsbro, som i en sammenfletning svingerind på den mere trafikerede del af Irish,hvor vejen er tresporet. Jeg holder mig såvidt muligt i det midterste spor. Det reduce-rer effekten af vejsidebomber.

200 meter foran os kører en firedørs per-sonbil langsomt i det midterste spor. Om fåsekunder vil jeg være nødt til at overhaleden, men jeg vil have den ud i sporet til høj-re og blinker med det lange lys. Ingen reak-tion. Jeg holder farten, og da vi er kun 50 me-ter fra ham, bruger jeg både hornet og detlange lys. Det virker, og han reagerer promp-te ved at flå i rattet og svinge bilen ind i dethøjre spor. Han ved tydeligvis, at et livvagt-skøretøj på Irish ikke er til at spøge med.

Den første bro over vejen dukker op 500meter fremme. Broer er altid et kritiskpunkt. Vejsidebomberne placeres der i ly afmørket, og fra broer bliver der ofte kastetdrop-down bomber ned.

Da jeg ser to mænd bevæge sig mod midt-en af broen, melder jeg det over radioen, såhele teamet ved, at der er en potentiel trus-sel. Umiddelbart er der intet at se inde un-der broen. Ingen personer, ingen døde dyr,ingen mistænkelige genstande. Men lige in-den vi kører under broen, stopper de tomænd op. Jeg fortsætter ind under broen,men skifter hurtigt til den venstre bane, såvi ikke kommer ud i den samme bane, somvi kom ind i. Vi kommer igen ud på den an-den side, uden at der sker noget.

Jeg når dog ikke at skænke mændene påbroen flere tanker, for 500-600 meter læn-gere fremme rejser en røgsøjle sig over ve-jen. Tættere på kan vi se en Land Cruiser om-spændt af flammer og sort røg. Et engelsklivvagtsteam ramt af en vejsidebombe. Deter tydeligvis lige sket, for der er ingen livs-tegn omkring bilen. 50 meter længere frem-me holder den anden bil fra det uheldige te-am. Iført hjelme, skudsikre veste og maskin-geværer springer to livvagter ud af bilen ogned i grøften, mens to andre begiver sigmed brandslukkere i løb mod den bræn-dende bil.

Da vi kører forbi bilen, slipper jeg øjnenefra vejbanen et øjeblik. Kabinen er kulsort afrøg, og flammerne står mange meter opover bilen. Døde personerne i bilen ikke afvejsidebomben, er de i hvert fald døde nu.Intet væsen overlever derinde. Jeg tænker

på de mænd hvis liv er endt brat og vold-somt på en motorvej i et fremmed landlangt hjemmefra. På trods af kabinens air-condition mærker jeg, at jeg sveder.

2.000 meter til det checkpoint, som førerind til BIAP. Bro nummer to skal passeres, ogjeg husker de to store huller fra mortérneds-lag i vejens midterste spor og skifter igen tilvenstre bane. 1.500 meter, og jeg hører Mag-nus’ stemme skratte »jeg åbner« i radioenfra den anden Land Cruiser. Han er gimp, ogdet betyder, at han åbner bagsmækken. Enbil, som laver hasarderede overhalinger in-den om den forankørende trafik, virker mis-tænkelig. Magnus har før skudt advarsels-salver og ved præcis, hvornår det er nødven-digt. Men her er det nok at flashemaskingeværet. Bilen holder sig på afstand.

Som altid er det en lettelse at nå frem tildet massivt bevogtede, amerikanske check-point, hvor en stor, sort infanterist tagerimod os. Han kan se på bilen, at vi ikke lig-ner en trussel og stikker sit hoved ind medet forløsende, bredt smil:

»Hey guys – what’s up?« I den kommende tid kører vi Torben til og

fra møder i Den Røde Zone næsten dagligt.Jeg er også hver morgen på den amerikan-ske ambassade, hvor jeg modtager efterret-ninger og prognoser for det kommendedøgn.

Jeg har nu gennem de sidste tre-fire år ar-bejdet tæt sammen med amerikanere, og deimponerer mig. Både som mennesker ogsol-dater. De er de venligste, mest omgænge-lige, hjælpsomme og servicemindede. Deneuropæiske rynken på næsen ad amerikan-ske soldater har jeg aldrig forstået. Det ame-rikanske militær uddanner verdens bedstesoldater. Længere er den såmænd ikke. Eu-ropæerne er derimod ofte træge og halvsu-re. Selv de engang så ukuelige briter fore-kommer efterhånden noget tvære, endda tiltider blødsødne.

For tiden er et af de hotte emner i denamerikanske efterretningsafdeling trussels-billedet i Den Grønne Zone. Den »sikre« zo-ne er ikke så sikker som tidligere. Man harinden for den sidste uge fundet adskilligeimproviserede sprængladninger under par-kerede biler og i en skraldespand inde i zo-nen. Amerikanerne mener, at det er irakere,som er i stand til at smugle sprængladnin-gerne ind, og det giver naturligvis anled-ning til bekymring. Alle, som færdes i zo-nen, henstilles at skærpe sikkerheden. Detbetyder, at vi kontrollerer vores biler, speci-elt underneden, hver eneste gang vi parke-rer. Selv i Den Grønne Zone og uden for vo-res egen og amerikanernes ambassade.

Udover vores officielle ærinder besøger viogså hyppigt den amerikanske ambassadefor at forsyne os ved deres overdådige buf-fet, som morgen, middag og aften er til fridisposition for amerikanerne og deres koa-litionspartnere i en af de enorme sale i detgamle palads. Veloplagte tjenere klædt ihvidt tilbyder alle former for kød, salater,kartofler, hummerhaler, sandwiches, frugt,kager, is og sodavand. Et sandt slaraffen-land, som vi boltrer os i efter en lang, varmog intens dag. At der tilmed er masser afkvinder på ambassaden, øger kun vores ap-petit.

En aften, da vi alle otte fra teamet spiserder sammen med Torben, sætter vi os ved etbord med en gruppe unge amerikanske ma-rineinfanterister. Torben sidder lige ved si-den af dem og overhører på et tidspunkt de-res samtale om operationer i Afghanistansbjerge i 2002 udført af »the Danish jaegers«.De unge infanterister er fulde af beundringover for disse enorme, fremmede, frådendevikinger, som med 150 kilo tunge rygsækkehavde spurtet op og ned ad bjergsidernesom rene bjerggeder og spist al-Qaida-ter-rorister til morgenmad. Og så kan Torben ik-ke dy sig. Han slår ud med den ene armimod os, og henvendt til infanteristerne si-ger han højt:

»Gentlemen, may I present to you – TheDanish Jaegercorps.«

Måbende glor de unge ansigter på os,men efter deres skuffede ansigtsudtryk atdømme forekommer vi åbenbart knap såheroiske her live med vores solkogte fjæspropfulde af mad.

På denne min tredje mission som livvagt iBagdad i sommeren 2004 er forholdene ibyen stort set uændrede. Den Grønne Zoneer stadig næsten dagligt udsat for angrebmed mortérer og raketter, og Bag-dads ga-der er stadig præget af ildkampe og selv-mordsbombere. Sikkerheden er elendig,volden er grusom, hele den irakiske sam-fundsstruktur er ved at gå i opløsning, ogden amerikanske regering er presset af sto-re tab og en smuldrende støtte til krigen påhjemmefronten.

Torben har snart udstået sin tid som am-bassadør og skal videre i udenrigstjenesten.Efter et intenst år på den her atypiske am-bassadørpost virker han faktisk ganske upå-virket. Men vi ved, at han glæder sig til etmindre dramatisk job og ikke mindst tilmere tid med sin familie.

Jeg vil altid huske Torben som en fremra-gende chef og et sympatisk, roligt og afba-lanceret menneske. Og jeg vil helt sikkert al-drig glemme hans mani med at fatte en kostog feje i og uden for ambassaden, når dervar noget, der gik ham på. Særlig udtalt vardet engang, hvor Ole Sippel fra DanmarksRadio ikke overholdt en aftale om ikke atnævne noget fortroligt i sin reportage. DaTorben så ham bræge løs om det live i TV-Avi-sen, gik han stiktosset ud og fejede, til hanblev helt rød i hovedet.

Med Torbens afsked er vores patruljes op-gave som livvagter på den danske ambassa-de løst, og vi har opnået stor anerkendelseog erfaring. Derfor beslutter Forsvarets le-delse, at disciplinen fremover skal varetagesaf Jægerkorpset, og i dag uddanner korpsetalle livvagter, som udsendes af Forsvaret.

Inden jeg skal hjem, har jeg dog et udestå-

12 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

ende. Maggie ser frem til et liv på ambassa-den med et utal af forskellige livvagter, loka-le vagter og ambassadører, og jeg kan mær-ke på hende, at hun ikke kan finde ro. Selv-følgelig er livet på ambassaden langt bedreend et liv på gaden i Bagdad. Men et hunde-liv i Danmark er optimalt. Så jeg finder ethjem til hende hos en kollega fra Forsvaretog udarbejder en plan for hendes hjemrej-se. En superjæger kaldet Ork tager hendemed hjem, et par uger efter at jeg selv erkommet hjem. Efter 24 timers ophold i entransportkasse via Kuwait og Cypern, hvorhun nær bliver aflivet af kaptajnen på Her-cules-maskinen, som ikke er klar over, athun er med, lander hun en sommerdag i2004 på Flyvestation Aalborg. Jeg tagerimod hende, og efter en hurtig slåskampmed min Selma begiver hun sig med sin nyefamilie til Skive, hvor hun i dag er en glad ogrund dame.

Efter et halvt år hjemme i Aalborg pakkerjeg med kort varsel igen. Turen går såmændtil Bagdad endnu en gang.

Efter tre missioner som livvagt mener jeggodt nok, at jeg har tilbragt rigelig tid i denby og det land. Men hellere eventyr i den sto-re verden, uanset hvor, end at løbe rundthjemme i et eller andet øvelsesterræn ogfryse en vis legemsdel ud af bukserne.

De kommende to måneder skal min pa-trulje være livvagter for den danske general-major Agnar Rokos. Han er chef for NATO’sTrænings Mission, som skal uddanne iraki-ske officerer og befalingsmænd. Generalenvinder hurtigt vores respekt. Han er enmand af få ord og gider ikke overfladiskpladder. Han har et markeret ansigt, er atle-tisk bygget og træner hver aften halvandentime i fitnesscentret.

NATO’s Trænings Mission har sit hoved-kvarter i et lille område i Den Grønne Zone,som kaldes Little Venice. Med sin sædvanli-ge fornemmelse for stil fik Saddam byggetdette boligkvarter med inspiration fra Vene-dig. Hovedkvarteret beskæftiger 40-50 offi-cerer og befalingsmænd fra forskellige NA-TO-lande, blandt andre en håndfuld danske-re, der skal gøre tjeneste i samme periodesom Rokos.

Vi livvagter bliver indkvarteret på denamerikanske ambassade i nogle glimrendetopersoners beboelsescontainere med ka-bel-tv og brusebad. Helt andre forhold endkarlekammeret på den danske ambassade,hvor vi boede fem jægere på 25 kvadratme-ter og havde ét brusebad til deling. Vi nyderogså godt af de øvrige fine forhold på am-bassaden såsom maden, fitnesscenteret ogswimmingpoolen.

Og for mig er der endnu en attraktivgrund til, at det er godt at bo her. Et parusædvanlig smukke og smilende øjne ram-mer mine, hver gang jeg går forbi en forstueved en af indgangene. Jeg bliver af sammegrund mere ihærdig med at bruge netopdenne indgang og kommer til at veksle læn-gere og længere blikke med den kønne pigei den amerikanske uniform. Efter en ugestid tager jeg mig sammen og går over tilhende og spørger, om hun har lyst til en kopkaffe. Det har hun ikke. Hun kan ikke lidekaffe. Men vil gerne drikke en kop the medmig.

Jessica er en køn, udadvendt og intelli-gent pige. I en alder af kun 26 år er hun bådekaptajn i det amerikanske marinekorps oghar en universitetsuddannelse i økonomibag sig. Hendes forældre er fra Puerto Rico,men hun er opvokset i USA. Om natten udar-bejder hun efterretningsbriefinger, somhun hver morgen indvier de amerikanskegeneraler på ambassaden i.

Vi bliver glade for hinanden, og i de kom-mende uger ses vi, så meget arbejdet tilla-der det. Hun deler en beboelsescontainermed en kvindelig oberst, som arbejder omdagen, hvor Jessica har fri. Så der mødes viog sludrer. Og lidt til.

General Rokos’ nærmeste overordnede erden berømte, nu fire-stjernede amerikan-ske general David Petraeus. Under invasio-nen af Irak i 2003 var han øverstbefalendefor den lige så berømte 101st Airborne Divisi-on, og året efter blev han chef for Multi-Na-tional Security Transition Command Iraq,den afdeling, som har til formål at genop-bygge Iraks hær, politi og andre sikkerheds-styrker, herunder infrastruktur som mili-tærbaser, politistationer og grænsebevogt-ning.

Mindst én gang om ugen deltager Rokos iet møde med de andre amerikanske gene-raler, som er involveret i dette kæmpe pro-jekt. Det foregår i Petraeus’ relativt ydmygehovedkvarter i Den Grønne Zone knap en ki-lometer fra den amerikanske ambassade.

Her venter vi en aften i kontoret lige udenfor mødelokalet sammen med Petraeus’ bri-tiske livvagtsteam, som vi snakker fint med.Vi undrer os godt nok over, hvorfor en højt-stående amerikansk general har et britiskhold livvagter. Men da vi spørger dem, sva-rer de bramfrit, at det er, fordi de er de bed-ste. Ikke så mange dikkedarer dér.

Mødet den her aften tager en times tid, ogbagefter sætter Rokos sig med vanlig få-mælthed ind i Land Cruiser’en, og vi begiveros hjem mod ambassaden, hvor han skal ha-ve sin daglige dosis træning. Vores opholdpå ambassaden bliver dog kort. En danskstabsofficer fra NATO’s Trænings Missionskal hurtigst muligt hjem, da der er opståetakut og alvorlig sygdom i hans familie. Hanskal til BIAP nu, og vi skal eskortere ham.

Det er under normale omstændighedertotalt udelukket at køre i Bagdads gader i desene aftentimer. Og slet ikke på Irish. Menhjem skal officeren, så vi henter den tungeudrustning frem og sætter os i bilerne.

Vi lægger Green Zone bag os i den sæd-vanlige formation, og som kører sætter jegfarten omkring 100 km i timen ud ad denhelt mørke og øde motorvej. I mørket hol-der den anden Land Cruiser længere af-stand til mig, for jeg kan få brug for at brem-

se mere pludseligt end i dagslys. Med i bilen er Henrik og Lars, to erfarne

rotter, som også har været på adskillige mis-sioner i både Afghanistan og Irak. I den ba-gerste bil sidder den danske officer tavst.Han er udmærket klar over, hvilken risikohan udsætter sig selv og hele teamet for, oghan er lige så lidt begejstret for situationen,som vi er.

Det viser sig hurtigt, at det er et rigtigskidt tidspunkt at køre. Pludselig hamrer enserie lyssporsprojektiler hen over bilen frabroen nogle hundrede meter længere frem-me. Med hjertet oppe i halsen klodser jegbremserne, men forsøger ikke at undvigelyssporene, da der er dybe grøfter på hver si-de af vejen.

Så bliver skudsalven fulgt op af et kraftigtprojektørlys, som fuldstændig blænder os.Det kan heldigvis kun være en amerikanskpatrulje, som først skyder varselsskud ogdernæst bruger lys. Var det et baghold, hav-de fjenden brugt raketstyr og maskingevæ-rer direkte mod bilen uden varsel, og vi hav-de formentlig været døde nu. Henrik griberhurtigt et orange stykke stof i forruden, somer et fælles kendetegn for alle køretøjer, dertilhører koalitionen. Han springer ud af bil-en og holder stoffet op mellem hænderneog råber af sine lungers fulde kraft:

»Coalition force!« Derpå lyder en metallisk stemme i en me-

gafon: »Move forward and show yourhands.«

Henrik bevæger sig med hænderne overhovedet langsomt frem mod den amerikan-ske patrulje. Den kraftige projektør er nuslukket, og jeg har slukket lyset på bilen ogkan ikke se ham længere. Et par minutter ef-ter kommer han småløbende tilbage ogsætter sig ind i bilen.

»De var sgu ikke imponerede over os. At vibare kom høvlende på denne måde. Jeg for-talte dem, at det er en nødsituation, og detformildede dem. Vi har lov til at køre igen-nem nu.«

Jeg ruller forsigtigt bilen fremad mod enM113 pansret mandskabsvogn, som holderpå tværs af vejbanen. Da vi langsomt passe-rer, hilser gruppen af amerikanske soldater.Det var det tunge 12.7 mm maskingevær imandskabsvognens tårn, som åbnede ildmod os, og vi er lettede over, at de skød var-selsskud. Havde de skudt direkte mod bilen,havde dens pansring ikke været til nogennytte overhovedet. Og det er betryggende,at Henrik også fik dem til at advisere de an-dre amerikanske patruljer på Irish, så deved, at vi kører hjem igen inden for den næ-ste times tid.

De følgende uger byder på en del flyvningi Black Hawk-helikoptere med general Ro-kos, som skal til møder og besigtige irakiskemilitærfaciliteter. Desuden går tiden medtræning og stunder med Jessica.

I det tidlige forår 2005 forlader jeg Bag-dad – nye opgaver med korpset venter for-ude. Bagdad savner jeg på ingen måde. Menjeg savner Jessica og får heldigvis nogle fe-rier sammen med hende i både Berlin og Kø-benhavn. Vores forhold fortsætter i cirka etår, men vores arbejde betyder, at vi kun altfor sjældent kan ses, og i al fordragelighedbeslutter vi at stoppe.

I næsten 20 år har mit arbejde været mitliv, og jeg har ikke haft en fast base. Det ermeget rodløst og svært at finde en kærestepå de præmisser. Jeg har flere gange mødten pige, som jeg var glad for og omvendt.Men det har enten ikke nået at kunne udvik-le sig, inden jeg er blevet sendt på en mis-sion. Eller også er det gået i stykker, mens jeghar været af sted. På den front har jeg savnetlidt harmoni i mit liv.

Da jeg rejser fra Irak, er der overhovedetikke tegn på forbedringer i landets sikker-hed. Bagdad er stadig på kogepunktet og påranden af borgerkrig. Selvmordsbombereslår dagligt til i alle større byer, og hver ugeudfører militante grupper op mod 1.500 an-greb mod koalitionen og samarbejdendeirakere. Siden invasionen over to år tidligerehar amerikanerne alene mistet mere end1.500 soldater, og 13.000 er sårede. Det esti-meres, at de irakiske sikkerhedsstyrker harmistet knap 2.500 soldater og politifolk, ogat 55.000 civile irakere har mi-stet livet.

I februar 2007 sker der dog noget, der gi-ver håb. Rokos’ tidligere chef, general Petra-eus, overtager kommandoen over alle koali-tionens styrker i Irak.

»Man kan ikke sikre folk, hvis man ikkebor sammen med dem,« udtaler Petraeusog flytter 30.000 amerikanske soldater frapansersikrede baser og helt ind i hjertet afde irakiske byer.

Han er selv hovedarkitekten bag dennestrategi, som med tiden bliver en stor suc-ces. I begyndelsen koster hans plan dogmange liv. Alene fra april til juni i 2007 bli-ver flere end 330 amerikanske soldaterdræbt. Det gør kvartalet til amerikanernesmest drabelige i Irakkrigen. I juli 2008 er tal-let dog faldet til 13, færre end i nogen andenmåned siden invasionen i 2003. Med udgan-gen af 2008 er antallet af selvmordsbombe-angreb og vejsidebomber også faldet dra-matisk. I marts 2007 var der 130 selvmords-bombeangreb, i juli 2008 »kun« 40. Voldenfalder tilmed med 80 procent, og gader somfør lå øde hen, summer nu af liv og pulseren-de markedspladser og butikker. Irakiske le-dere og sikkerhedsstyrker genvinder ogsåtroen på fremtiden, da amerikanerne i løbetaf året overdrager 11 ud af 18 irakiske provin-ser til lokale militærenheder.

Og da Barack Obama som noget af det før-ste efter sin indsættelse som USA’s præsi-dent i januar 2009 proklamerer, at de ame-rikanske styrker begynder tilbagetrækningfra Irak den 31. august 2010 og vil være heltude i år 2011, ser det ud til, at endnu et blod-igt kapitel i Iraks historie bliver skrevet fær-digt.

14 UNDER COVER

J eg ligner ikke en afghaner og kommeraldrig til det. Min kraftige bygning, mitbrede kæbeparti og skandinaviske

ansigtstræk synes langt fra det typiskesmalle afghanske ansigt med den lange bu-ede næse. Men mit nu kraftige fuldskæg ogmine øjenbryn er farvet næsten sorte, ogmit ansigt og mine hænder er smurt ind ibrun hudcreme. På hovedet bærer jeg dentraditionelle afghanske turban, en lungee,og på kroppen et sæt af det lige så traditio-nelle salwar kameez bestående af en kakifar-vet, løsthængende kjortel med tilhørendeposede bukser.

Under kjortelen bærer jeg en skudsikkervest, et bælte med en 9 mm USP pistol, toekstra magasiner, en Gerber stikkniv, en ra-dio, der er forbundet til min diskrete, hud-farvede og formstøbte øresnegl. Det enesteumiddelbart synlige, der afslører at jeg ersoldat, er mine Lowa ørkenstøvler. Men gårnoget galt, skal jeg kunne stå fast.

Efter nogle år væk er jeg tilbage i Afghani-stan, som ikke vil slippe taget i mig. Jeg be-finder mig sammen med fem andre jæger-soldater fra min patrulje i en af de større by-er i den centrale del af landet i en mereanonym og ydmyg rolle end nogensinde.Vores operation er tophemmelig. Vi skaloperere under cover blandt lokalbefolknin-gen.

Ingen uniform. Ingen synlige våben. In-gen militærkøretøjer.

Med i bilen på denne tur er min gamle jæ-germakker fra de afghanske bjerge, Mikkel,der naturligvis er forklædt ligesom jeg.Trods vores forklædning vil vi i dagslysstraks blive afsløret. Men vi arbejder kun omnatten, når byen sover. Allieret med den sva-ge gadebelysning og snavsede bilruder sat-ser vi på at forblive uopdagede i den gamle,udslidte Toyota. Rundt om i bilens kabinehar vi hængt farverige lokale gadgets, og fle-re måneders mangel på vask får den til atfalde perfekt ind i gadebilledet.

Bilens faldefærdige ydre dækker dog overen mekanisk tiptop stand. Motor, gearkasse,støddæmpere, bremser og dæk er mere el-ler mindre nyt, og vi har pumpet væske idækkene, så bilen kan fortsætte i op til 20 ki-lometer, hvis vi kører over glas, partisansømeller bare punkterer ved et uheld.

Vores under cover-status gør, at vi kun iekstremt pressede situationer vil anvendevåben og kæmpe. Men skulle det værst tæn-kelige ske, kan vi på trods af vores spinkle se-tup godt slå fra os.

Vores C8 karabiner – i CQB-versioner (Clo-se Quarter Battle) med kort pibe – ligger klarmellem forsæderne skjult af et mørkt tør-klæde. Mellem sæderne har jeg en ekstra pi-stol, en såkaldt third gun, klar i et hylster. Isiden af døren, diskret bag et stofklæde, sid-der seks magasiner klar med hver 28 patro-ner. Og under sædet ligger et antal håndgra-nater og røggranater. Desuden har Mikkelog jeg hver sin snatchpack under sædet,hvori vi har ekstra ammunition, natbriller,en satellittelefon, batterier, 500 dollars,vand og en nødration. Skulle vi være nødsa-get til at forlade bilen i al hast, er det livsvig-tigt, at vi får den med.

Vi udfører vores operation med en infor-mationsindhenter fra vores samarbejds-partner. En hemmelig agent, der i dette til-fælde er en fyr i midten af trediverne, meddæknavnet Eric. Det er hans opgave at ind-hente informationer, som beslutningstage-re på regeringsniveau i den vestlige militær-koalition skal bruge. Informationer af den-ne karakter er yderst følsomme, og det eroftest betydningsfulde personer, som liggerinde med dem. Eller personer, som færdestæt på de betydningsfulde personer. Det erde kilder, Eric skal opsøge og etablere et til-lidsforhold til, og det opbygges ikke sådanlige over en kop the på en eftermiddag. Infil-trationen er en langsommelig og risikabelproces, før han har den nødvendige tillid ogvalide informationer.

Jobbet er ofte ensomt og kræver kulturel,politisk, sproglig og ikke mindst menneske-lig indsigt. Èn ting er at kunne sit kram rentteknisk, men besidder agenten ikke de soci-ale kompetencer, når kilden skal bearbej-des, lykkes opgaven ikke. Visse kilder ladersig dog betale klækkeligt for at sælge videnog giver fanden i principperne. Men de vig-tigste kilder er ofte dem, som handler ideo-logisk, og de kræver en raffineret tilgang.

Naturligvis står og falder Erics succesmed, at hans sande identitet ikke afsløres.Han rejser derfor altid inkognito med sit ar-bejde. Såvel professionelt som privat optræ-der han og hans kolleger afdæmpede. Kunmeget få mennesker i deres omgangskredsved, hvad de beskæftiger sig med. I tilfældetEric ved ikke engang hans familie, hvad hanlaver.

Egentlig foretrækker han at operere ale-ne, uden os som en beskyttende skal. Jo flerepersoner og jo større setup, desto større sig-natur. Og jo større risiko er der for at blive af-sløret. Og så er både hans og vores sikkerhedog hele hans organisations troværdighedtruet. På trods af det vurderer han og hansorganisation, at Afghanistan nu og her er såusikkert, at Jægerkorpset er en nødvendigpartner.

Vores opgave er at beskytte Eric og bringeham uset til de møder, han skal holde medsine kilder. Egentlig ret simpelt. Men dennefor os uvante måde at operere på stiller kravtil vores kreativitet.

Vi plejer at have et antal ressourcer, vi kantrække på, hvis tingene brænder på. Her ervi helt på egen hånd. Går noget galt, er deringen Quick Reaction Force, intet Gunshipeller et jagerfly, vi kan kalde ind over radio-en. Vi har kun radioer med for at holde for-bindelsen mellem vores to biler. Der er ikkenogen andre at kalde. Ingen andre end vo-res mest betroede arbejdsgivere ved, at vi eri området. Og det er naturligvis fuldstændig

afgørende, at vores identitet ikke afsløres.Erkendes vi som vestlige soldater, bringerdet ikke alene vores liv i fare. Det vil også væ-re umuligt at genoptage opgaven i sammeområde.

Hjemme i Jægerkorpset har vi i måneds-vis trænet til den her mission. At operere iog fra en bil har været fokus. Den er voresoperationsplatform, og vi forlader den kun inødstilfælde. Derfor har vi trænet køretek-nik i gamle skrotbiler. Og drengerøvenekom op i os, når vi med høj fart lavede hurti-ge, baglæns 180-graders vendinger og brem-se-, undvige- og flugtmanøvrer.

På landeveje og i større jyske byer har vitrænet skygning. Når en bil skal skygges, erder mindre chance for at blive opdaget, hvisvi benytter flere biler og overlapper hinan-den. Samtidig tager vi forholdsregler for ik-ke selv at blive skygget. Og bliver vi det, flyg-ter vi i hæsblæsende fart. Det har efterladtvores agent-dummies jamrende med hvideansigter, mens vi har kastet bilerne rundt påsmå mørke landeveje og haft det herligt.

Vi har også igen og igen trænet procedu-rer for, når en kilde skal opsamles på en be-stemt lokalitet på et præcist klokkeslæt.Man skal planlægge alternativt opsamlings-punkt og lægge nødplaner. Og vi har trænetnærkampsteknikker i bilerne, hvis voresmodstander viser sig at være genstridig ogfjendtligt indstillet.

Endelig har vi lært basale gloser på pash-tu, det mest udbredte sprog i Afghanistan.Og som de første danske soldater gennem-fører vi et kursus i, hvordan man sminkersig, farver sine øjenbryn, smører sin hud i engylden brun creme og påsætter store sortefuldskæg med lim.

Ét er træning, noget andet er alvor. Jeg sid-der bag rattet i den gamle Toyota, og vi tøfferud af vores hangar og ad en smal grusvej,som fører ud til en lille undselig port i denfjerneste ende af basen. Når vi ikke brugerbilerne, er de parkeret i den gamle, forladtehangar, som ingen har adgang til. Det er og-så dér, vi klæder om og sminker os til de nat-lige ture.

På passagersædet sidder Mikkel og betje-ner diskret sin GPS og sit kort over byen i sitskød. Jeg er i gode hænder hos Mikkel oghelt tryg ved, at han som altid løser sin opga-ve perfekt. For nogle år siden var han ogsåmin makker under de ekstremt udmarven-de operationer i bjergene i den sydøstligedel af landet. Dengang vandt han min stør-ste respekt. Han er en unik makker.

Efter porten svinger vi til venstre modcentrum. Nogle hundrede meter bag os,uden for synsvidde, kører de resterende firemand fra patruljen i den anden bil, en gam-mel Toyota Hiace minibus, der er i samme fi-ne mekaniske stand som vores bil. Den hargardiner for bagruderne, hvilket er helt nor-malt på disse kanter. Det giver os mulighedfor at afholde møder med nogle af kilderne ibilen, mens vi kører.

Eric er til møde i byen og skal hentes på enydmyg lille sidevej i centrum. Ad små, mør-ke og hullede veje, ofte uden asfalt, kører viind til byen. Den er fredelig og rolig, og derer næsten ingen trafik. Faktisk ville det væreen fordel, at der var flere biler at skjule sigblandt. Der er heller ingen messende mulla-her fra moskeerne. Intet lys i husene. Og viser kun få mænd til fods og enkelte trætteskikkelser, der træder i pedalerne på gamle,klassiske herrecykler. Ingen kvinder ellerbørn. Derimod er det hundetid, og masseraf gadehunde slentrer rundt i evig søgen ef-ter kloakvand at drikke og madrester i affal-det.

Mikkel har rigeligt at se til med at holdeos på den planlagte rute, og jeg holder far-ten så tilpas lav, at han kan nå at kontrollerekort og GPS med sin lille lommelygte. Vi vednogenlunde, hvor de afghanske regerings-styrkers checkpoints ligger, men de rykkerindimellem rundt på dem, så vores kort erikke altid i overensstemmelse med de fakti-ske forhold. Det er skidt, for vi vil gerne und-gå checkpoints. En lommelygte i mit fjæs,og jeg vil næsten helt sikkert være afsløret.Og er soldaten samtidig emsig og insistererpå at få at vide, hvem vi er, og hvad vi laver,kan det eskalere til en konfrontation, selv-om vi reelt er soldater mod den samme fjen-de: Taleban og al-Qaida.

Den anden bil, minibussen, følger en ruteparallelt med vores. Vi har indlagt forskelli-ge kodepunkter på kortet, som vi refererertil over radioen. På den måde ved begge bil-er, hvor den anden befinder sig. Vi kører dogsammen på enkelte strækninger, og på beg-ge biler har vi skruet pæren i den venstrebaglygte og højre forlygte ud, så vi på denmåde nogenlunde sikkert kan identificerehinanden i mørket. Og der er vist ingen risi-ko for at få en bøde for at køre uden korrektlys.

På Mikkels anvisning svinger jeg til ven-stre ned ad en gade mod et større vejkryds.Knap hundrede meter nede ad gaden ser vikonturerne af militære køretøjer og chika-ner på vejen, som tvinger trafikken til atsænke farten og køre zigzag. Et checkpoint,som ikke er på kortet, og Mikkel bandersvagt. Der er ikke mulighed for at dreje fra.Og bakker eller vender jeg, vil det virke mis-tænkeligt og for alvor indikere, at vi har no-get at skjule. Vi har ingen anden mulighedend at fortsætte.

Mikkel skjuler hurtigt sit kort og sin GPSunder sædet, og jeg tjekker med min højrehånd, at min third gun er på sin plads. Klok-ken er lidt over 01, og jeg håber, at de afghan-ske soldater er sløve og trætte og bare vinkeros igennem. Men da vi nærmer os, træder ensoldat bevæbnet med en AK-47 ud på midt-en af vejen og holder en hånd op. Både Mik-kel og jeg bander. Jeg ruller vinduet ned ogkører langsomt frem mod ham.

»Salaam Alaykum,« hilser han. Han er en ung fyr med en lys, klar stem-

me. Og han har endnu ikke har set mit an-sigt.

»Wa Alaykum as-Salaam,« gengælder jegsagte i håb om ikke at afsløre min accent.

Men han finder en lygte frem. Jeg indstil-ler mig på, at det her kan blive noget skidt.Han tænder lygten og lyser ind i kabinen.Lyskeglen finder Mikkel, men han er åben-bart ikke interesseret i ham og bevæger keg-len tilbage mod mig og lyser mig direkte iansigtet. Det hviler på mig i mange lange se-kunder, og jeg føler mig som en lille dreng,der er blevet taget på fersk gerning i at stjæ-le. Afsløret, sårbar og bekendt med straffen,som falder prompte.

Så siger vagten noget, jeg ikke forstår. To-nefaldet er dog venligt, og jeg fornemmerikke, at han er aggressiv. Han læner sig nudirekte ind mod mit ansigt og må kunne se,at jeg ikke er lokal.

»Tha tsanga ye?« spørger jeg med en ven-lig stemme. »Hvordan går det?«

Han nikker, men siger intet. Der er ingentvivl om, at han nu har gennemskuet mig,og jeg vil kun fremstå endnu mere suspekt,hvis jeg fortsætter med mit sparsomme for-råd af pashtu-gloser.

Jeg rækker med højre hånd ud efter detlille bundt af sammenfoldede 50 dollar sed-ler, som jeg har i en sprække på instrument-brættet. Mine trouble money.

Jeg satser, langer langsomt en seddel udmod ham og slår over i engelsk:

»Thank you.« Han er stadig tavs, men lyser på 50 dollar

sedlen og kigger interesseret på den. Densvarer sikkert til adskillige månedslønnin-ger for ham. Lommelygten bliver slukket.Han vender sig diskret mod de tre andre sol-dater, som intetanende står og småsludrerop ad en militærjeep. Så putter han sedlen ilommen.

»Okay,« siger han stille på et gebrokkentengelsk.

Han ser heldigvis ingen grund til at skabeproblemer, når han kan sikre sig en rigtiggod personlig bonus.

»Tashakkur,« takker jeg og sætter bilen igear og fortsætter langsomt frem ad vejen.

Mikkel og jeg puster højlydt ud. Længe le-ve mine trouble money.

Kollegerne i minibussen, som tog en an-den rute, er nået at blive urolige for os. Menvi kan nu melde alt godt over radioen ogfortsætte mod vores referencepunkt, en lillegade, hvor Eric skal samles op. Da vi ankom-mer, er der en lille halv time, til han skal ståklar.

Minibussen kører ned ad gaden. Det erdens opgave at sikre, at der ikke er nogenpotentielle trusler i gaden eller på den rute,vi skal følge væk fra området. Det kan væreparkerede biler med personer eller perso-ner, som bevæger sig frem og tilbage i ga-den. I det hele taget vil al aktivitet på dettetidspunkt virke suspekt, og mistænker viopsamlingspunktet for at være kompromit-teret eller bare usikkert, sender vi et signaltil Eric om at iværksætte vores alternativeplan.

Mikkel og jeg parkerer i en mørk krog påen lille åben plads. Vi kan ikke se opsam-lingsstedet herfra, men vi er mindre end 15sekunder fra det. Hvert femte minut modta-ger vi en »alt okay« melding fra minibussen,og da tiden nærmer sig opsamlingstids-punktet, melder den over radioen: »Minusto minutter til opsamling. Alt okay. Vi fort-sætter,« hvorefter den forlader området ogkører frem og venter på os på den rute, derfører os tilbage til basen.

Præcis 30 sekunder før det aftalte tids-punkt starter jeg bilen, og 15 sekunder sene-re sætter jeg den i gear og kører langsomtfrem mod opsamlingsstedet. På sekundetdukker Eric ud af mørket. Havde det ikke væ-ret for hans måde at gå på, havde jeg aldrigkunnet genkende ham bag det lokale tøj ogdet store, kraftige skæg. Jeg standser foranham, han sætter sig ind på bagsædet, siger»thank you« og meddeler, at nattens mødehar været særdeles udbytterigt.

Eric er en skarpsindig type med en kna-stør humor, som jeg finder underholdende.Han deltager ikke så meget i vores »røvbal-lesnak«, og han er ikke vant til at være omgi-vet af en flok energiske, rastløse jægere. Jegtror, det forekommer ham lidt anstrengen-de indimellem. Vi kommer alligevel rigtigtgodt ud af det med hinanden og snakker,spiser og ser ofte film sammen.

Jeg er også en del på tomandshånd medEric, som fortæller mig om sit fascinerendeog usædvanlige liv. Han er rigtig godt til-freds for tiden, for en af hans kilder viser sigat være noget af en guldgrube. Faktisk me-ner han, at kilden er i besiddelse af så mangeværdifulde informationer, at han er ved atskrive historie inden for sin branche. Flereaf hans internationale konkurrenter har ud-trykt stor beundring og anerkendelse forhans arbejde.

Vores arbejdsintensitet med Eric er me-get skiftende. I perioder har vi travlt med tu-re hver eneste aften og nat, i andre perioderer der knap så meget at lave. Det afhængerhelt og holdent af Erics kilder. De kan oftestkun mødes på bestemte tidspunkter, som vibliver nødt til at indrette os efter.

Vi har dog ingen problemer med at holdefokus. Vi ved, at Afghanistan er et farligt stedat opholde sig, og at al disciplin skal mobili-seres, når vi løser opgaverne ude i byen i ly afnatten. Vi må under ingen omstændighe-der slække på koncentrationen eller under-vurdere Talebans eller al-Qaidas evner. Fornylig blev fire canadiske sol-dater, der varude for at forberede et genopbygningsar-bejde, dræbt ikke så langt herfra, mens desnakkede med lokale børn. Selvmordsbom-beren kom på cykel, og adskillige børn blevogså dræbt.

Selvom vi opererer under cover, er det in-gen garanti for, at fjenden ikke kan rammeos. Han er derude, om end han ikke altid ersynlig med det blotte øje. Rolige omstæn-digheder kan med ét forvandles til en blod-ig slagmark. Blot en enkelt »rådden« kilde

kan lede os i et baghold, og i vores »bløde«biler og med vores begrænsede ildkraft harvi ringe muligheder for at overleve.

Sidste år kørte et tilsvarende britisk holdfra Special Boat Service, SBS, i et baghold i enby ikke langt fra, hvor vi er. Ud af fem manddøde to, og én blev hårdt såret. Og på et af destørre hoteller i byen, hvor Eric afholder endel af sine møder, og sikkerheden virkergod, lykkes det nogle måneder efter voreshjemrejse et antal talebanere forklædt somafghanske regeringssoldater at trænge indpå hotellet med Kalashnikovs og håndgra-nater. Én af dem er iført en selvmordsvestfyldt med sprængstoffer, som han bringertil sprængning, efter at han har kæmpet sigadgang til hotellets vestibule. Seks-otte per-soner bliver dræbt og et større antal såret.

Udover at forberede turene med Eric til-bringer vi dagene på vores base med at sove,spise, løbetræne, vægttræne, spille volley-ball og holde os skarpe med vores våben. Vikører ud i bjergene og stiller dåser og andreimproviserede mål op, og som en flok red-necks med bare overkroppe brager vi løsmed vores pistoler og karabiner. Vi nyderfraværet af restriktioner og regelrytteri.

Indimellem har vi også mulighed for atkøre ud i byen i dagslys i vores pansredeLand Cruiser’e. Det gør vi i normalt civilt tøj,men selvfølgelig med våben og iført skud-sikre veste. De mange vestlige NGO’er i deresfirehjulstrækkere udgør en stor del af gade-billedet, og vi vækker derfor ikke særlig op-sigt.

Sidst jeg oplevede bylivet i Afghanistan,var i Kabul under Talebanregimet med altdets rædsel og undertrykkelse. Nu ser jeg in-gen lig ophængt i lygtepæle, ingen patrulje-rende sortklædte talebanere, og ingen men-nesker, som får prygl med stokke. Jeg glæ-der mig derimod over at se dansendedrager over byens tage. Jeg glæder mig overlegende børn, der spiser is, og smilendeskægløse mænd, som køber grillet kød påspyd fra de mange små gadeboder. Jeg glæ-der mig over at høre musik fra butikker ogbiler og over at se kvinder med børn handleved farverige markeder, der bugner af varer.I det hele taget fornemmer jeg en stemningaf forsoning og håb for fremtiden, som jegunder disse mennesker.

Min foreløbig sidste mission i Afghani-stan bliver endnu en hundevagt.

For et stykke tid siden fandt en kvindeligamerikansk officer en cirka otte uger gam-mel hundehvalp i den fjerneste ende af ba-sen, hvor den lå i kanten af landingsbanensmurt ind i tjære. Hun fik den på fode, og dahun skulle hjem kort efter, tilbød jeg at over-tage Kaja, som vi døber hende.

Det besværliggør en masse praktiske for-hold for mig. Især da jeg beslutter mig for, athun død og pine skal til Danmark, hvor jeghar fundet et hjem til hende. Først må jegbestikke en græsk dyrlæge med dollars, ginog vodka til at vaccinere og udfærdige papi-rer på hende. Jeg skal selv med et specialfly,hvor det er udelukket at have hende med, såseks flasker god rødvin doneres til en megettjenstvillig dansk soldat, som påtager sig atfragte hende hjem i en hjemmebyggettransportkasse med et tyrkisk rutefly. Ende-lig bestikkes en storsmilende tyrkisk flykap-tajn med en fin flaske skotsk whisky og la-der hende stik mod alle regulativer kommeom bord.

Kaja er dog svær at skjule. Trods to krafti-ge dyssepiller gør og hyler hun i sin kasse iskødet på den danske soldat. Ikke en sjælom bord er i tvivl om, at der foregår nogetuautoriseret. Men Kaja klarer den til Ka-strup, hvor hun i bunden af en taske slusesgennem tolden og hurtigt fragtes bort af si-ne nye ejere mod sit nye liv i Vejle.

Selv bliver jeg afløst efter endnu en suc-cesfuld mission.

Eric bliver ikke afløst foreløbig, men fort-sætter sin ensomme færd under cover i denanonyme agentverden.

15 BETTER SAFETHAN SORRY

B asra, Iraks næststørste by, den 23. sep-tember 2006. Et hold danske livvag-ter kører på en vejsidebombe i ud-

kanten af byen. Den 36årige flyverspecialistKim Wadim bliver dræbt på stedet, én hårdtsåret og syv andre lettere såret i de to pans-rede Toyota Land Cruiser’e. Teamet er ikke istand til at fortsætte, og dagen efter overta-ger min patrulje.

Nogle dage efter organiserer vi os i et partelte og opstiller vores operationsrum iCamp Dannevang, hvor 500 danske solda-ter er udstationeret og underlagt en britiskbrigade på 4.000-5.000 mand på ShaibaLog Base 15 kilometer nord for Basra. Her bli-ver vi straks indsat i livvagtstjeneste for todanske embedsmænd fra Udenrigsministe-riet, som står for en række civile genopbyg-ningsprojekter. De har indtil den dræbendevejsidebombe boet i Basra, men er nu flyttettil militærlejren for at være bedre beskyttet.

Krigen i Irak har nu raset i tre et halvt år.Den sydlige Basra-region var de første tre årroligere end blodige hotspots som Bagdadog Fallujah. Men danskernes og briterneskampe mod de lokale militser i og omkringBasra er blevet mere intense gennem 2006. Ialt fem danske soldater har mistet livet.

Udover kampe mod de lokale militser, ho-vedsagelig JAM, er vejsidebomber den stør-ste trussel. Ikke alene er antallet stærkt sti-gende, de udvikles også mere og mere sofi-stikeret. Det giver anledning til bekymring iden danske bataljon.

Især vejsidebomber af typen EFP, Explosi-ve Formed Projectile, er udbredte. De er me-get præcise og kraftige, udviklet af militser-ne, formentlig med støtte fra Iran. Som nav-net antyder, former eksplosionen enmetalkappe til et halvt kilo tungt projektil,

Om næsen erbrækket eller flæk-ket, ved jeg ikke, menjeg er også ligeglad.Nu gælder det om atorientere sig

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 13POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

der med en fart på to kilometer per sekundlet trænger igennem selv et pansret køretøj.EFP-bomberne udløses ofte via mobiltelefo-ner eller ved små bevægelsessensorer, så-kaldte PIR, som kan være støbt ind i papma-ché, der ligner en sten. Når et køretøj passe-rer sensoren, udløser den EFP’ens dødeligeladning. Det var netop sådan, Kim Wadimblev dræbt.

Ingen af os jægere har været på livvagts-mission i Basra-regionen før, og det er etganske anderledes miljø at operere i, enddet vi er vant til fra Bagdad.

Selve Basra by har cirka 2,1 million ind-byggere og ligger ud til floden Shatt al-Arab,som forgrener sig i et kæmpenetværk af ka-naler i hele regionen og har givet byen øge-navnet »Mellemøstens Venedig«. Ikke at herer antydningen af gondolromantik.

Omkring floderne og kanalerne liggerstore marskområder og frodige, opdyrkedelandbrugsarealer, hvor bønder holder kvægog dyrker korn, ris, majs og dadler. Og mel-lem byen og Camp Dannevang er der etgoldt og øde ørkenlandskab, hvorfra utalli-ge olieraffinaderier producerer en stor delaf Iraks daglige 2,4 millioner tønder.

Vores problem ved det åbne landskab er,at to Land Cruiser’e på de lange, øde ørken-veje ligefrem reklamerer med, at et hold liv-vagter nærmer sig. Militserne har så på for-hånd placeret deres vejsidebomber og hol-der vejstrækningen under observation medkikkerter, så de kan armere sprængladnin-gerne, før vi passerer dem. Af den grundundgår vi så vidt muligt at færdes på de åb-ne vidder i dagslys.

I aften tager vi en af ugens mange mørke-ture til Basra for at indsamle informationerom militser og vejsidebomber fra vores kol-leger i efterretningssektionen på det briti-ske hovedkvarter i et af Saddams tidligerepaladser, »Basra Palace«.

Vi tager særlige forholdsregler på turen.Det er for risikabelt, ja ligefrem dumt, at kø-re på de mørke ørkenveje med lys på. Så vikører med helt mørklagte biler og natbril-ler. Selv instrumentbrættet er tildækketmed et stofklæde, for at lyset ikke skal gene-re mit syn i natbrillerne. Og pærerne tilbremselyset har vi pillet ud, så den bagerstekører ikke blændes i sine natbriller.

Det eneste problem er, at briterne om-kring Camp Dannevang og Basra opstilleren masse checkpoints på vejene, som de og-så holder helt mørklagte. Hvis vi ikke opda-ger dem i god tid og markerer, at vi kommer,vil de højst sandsynligt åbne ild mod os iden tro, at vi er kørende selvmordsbombe-re. Derfor tænder den forreste bil lyset på destrækninger, hvor vi ved, at briterne typiskopstiller checkpoints.

Den her aften har vi valgt den mest ydmy-ge rute langs nogle kilometerlange grøfter.Den fører os ind til byens sydlige udkant,hvor vi skal igennem en række beboelses-kvarterer for at komme til paladset. Jeg erkører i den forreste bil og må gentagne gan-ge klikke mine natbriller op i panden for ik-ke at blive blændet af de mange orange for-brændingsflammer fra olieraffinaderierne.Samtidig kæmper jeg for at undgå de stør-ste kratere i den hullede vej, der presser dentungt pansrede bils støddæmpere til detyderste.

»Irakisk checkpoint, 500 meter,« melderClaus, en af de to andre jægere i bilen, overradioen fra passagersædet.

Vi kender vejen her og ved, at der kom-mer et lille checkpoint bemandet af enhåndfuld søvnige politibetjente, som oftestikke gider stoppe nogen, men bare sidderog hænger i stole langs den lille lerhytte i si-den af vejen.

Da jeg et par hundrede meter fra demganske rigtigt kan se, at de bare sidder i vej-kanten ved hytten med deres vandpiber, serjeg ingen grund til at sætte lys på for at advi-sere dem om vores ankomst. Vi kommerderfor bragende ud af mørket som to sortemeteorer i en sky af sand og støv, og vagter-ne bliver så befippede, at den ene vælter nedfra stolen, mens de to andre løber ind i hus-et.

Vores biler fyldes af latterbrøl. Nogle kilometer senere når vi den sydlige

udkant af Basra, og selvom klokken er næ-sten 22, er der livlig aktivitet i de små smallegader med et virvar af butikker, som sælgerfødevarer, elektronik, tæpper og andre dag-ligdagsprodukter. Vi føler os på ingen mådemere sikre her, men vi bliver nødt til at køremed lys på nu. Ingen irakere er i tvivl om, atvi er fremmede soldater. Nogle børn og un-ge smiler og vinker til os, mens andre kastersten mod bilen.

Tavse og koncentrerede holder vi kon-stant øje med faresignaler, såkaldte combatindicators, for eksempel bevæbnede mænd,mænd der taler i håndholdte radioer ellermobiltelefoner, mens de iagttager os, ellermotorcykler og biler, der følger efter os.

Vi har kun nogle få kilometer til målet, dajeg drejer til venstre ind på endnu en forret-ningsgade ved den lille bydel Abdaliyah.

»Hvad sker der hér?« udbryder Claus ogjeg simultant.

Som en slående kontrast til alle de livligegader, vi lige er kørt igennem, ligger dennefuldstændig øde hen. Ingen åbne butikker,ingen trafik, ingen mennesker. Jeg kører indtil siden og slukker lyset, og den anden bilslutter op lige bag os.

»Det virker ikke godt dét her,« indvenderClaus, og jeg giver ham ret.

Hvorfor vælger folk at blive væk fra ga-den? Vi har en rigtig dårlig mavefornem-melse, og Claus melder over radioen til denanden bil, at vi »omruter« til den alternativerute. Stille bakker jeg ud af gaden og fortsæt-ter ad en parallelgade i retning mod palad-set. Her dukker en dreng pludselig op i vej-kanten i bilens lysfelt og laver fagter mod osog peger fremad, hvor gaden svinger efter etpar hundrede meter. Endnu en combat indi-cator, som, om end noget diffust, tvinger os

til at vælge endnu en gang at omlægge ru-ten.

På samme vis kører vi helt uden om densydlige del af byen, da vi en times tid senerereturnerer efter at have modtaget vores ef-terretninger på paladset.

Vi har ikke travlt. Og better safe than sor-ry.

Næste morgen stikker jeg på min mor-genløbetur forbi den danske bataljons efter-retningssektion for at få den daglige over-sigt over nattens hændelser i hele Basra-re-gionen. Min mave trækker sig sammen. Jeglæser, at en deling britiske soldater i nat ipræcis det kvarter, vi valgte at undgå, kørtepå en vejsidebombe. I det efterfølgende bag-holdsangreb blev ti hårdt såret.

De følgende uger gør et stigende antal ra-ket- og mortérangreb på Camp Dannevangnætterne kortere. Næsten hver nat tilbrin-ger vi adskillige timer i lejrens sikkerheds-bunkere, indtil angrebene holder op.

Og desværre bliver endnu en dansk sol-dat dræbt af fjendtlig beskydning, og vi del-tager i den triste ramp ceremony, hvor allelejrens britiske og danske soldater tager af-sked med den kun 20-årige konstabels kiste,da den bæres om bord på en Hercules og fly-ves til Danmark.

Ved årsskiftet nedlægges Camp Danne-vang. Basen overdrages til det irakiske mili-tær, og bataljonen genopstår som CampEinherjer på Basra Air Station. Dermed slut-ter vores mission, og efter tre måneder i denvarme og støvede ørken glæder jeg mig lige-frem til en råkold uge på øvelse i Nordjyl-land.

16 PROBABLY THE BEST EXERCISE IN THE WORLD

E n dansk ambassadør er blevet kid-nappet under et besøg i en krigszone.Han holdes fanget i et øde ørkenom-

råde af et antal terrorister, som forlanger, atden danske regering straks bringer dendanske krigsindsats i området til ophør. Ter-rorgruppen har ry for ikke at skåne gidsler,og de meddeler, at såfremt regeringen ikkeimødekommer deres krav, vil ambassadø-ren blive henrettet. Amerikanske Predatorspionfly har imidlertid været i stand til atspore terroristernes tilholdssted. Efter 24 ti-mer beslutter man at indsætte Jægerkorp-set for at befri gidslet og eliminere terrori-sterne.

Det er en mørk og våd efterårsaften på Fly-vestation Aalborg, og Jægerkorpset afholderøvelsen Night Hawk, som blandt eliteenhe-der i hele NATO har ry for at indeholde detypperste og mest realistiske øvelses set-up.

US Navy SEALs, tyske Kommando SpezialKräfte, hollandske Korps Commando Troe-pen og svenske Särskilda Skydds Gruppendeltager i øvelsen, som løber over fem dagemed alle de opgavetyper, som Jægerkorpsetog andre elitesoldater skal kunne løse.Blandt andet specialrekognoscering og gid-selbefrielsesaktioner, såkaldt direct action.Opgaver som indebærer, at vi skal lande påeller i nærheden af de lokaliteter, hvor voresmål befinder sig. Derfor er både F-16, Hercu-les, AC-130 Gunship, samt britiske, tyske ogdanske helikoptere nogle af de ressourcer,som vi skal boltre os med for at befri dendanske ambassadør inden i morgen tidlig.

Min patrulje på otte mand er ved at læggesidste hånd på forberedelserne til nattensstrabadser. Jeg er sprængningsmand og for-bereder sprængladninger, så vi kan spræn-ge dørene op i det hus, hvor gidslet holdesfanget. Jeg kontrollerer desuden min C8 ka-rabin, min shotgun, min pistol, mine nat-briller og særlig omhyggeligt min fald-skærm.

Vi skal gennemføre et natspring fra femkilometers højde. Et faldskærmsspring omnatten komplicerer altid tingene, og hveren detalje på skærmen og den øvrige ud-rustning skal være klargjort ned til mindstedetalje.

Min patrulje skal springe ud over Vest-kysten, lande et par kilometer fra strandenog etablere en taktisk landezone, en TLZ, påselve stranden, hvor en britisk Hercules skallande og sætte vores to Humvee’er af. Deskal dels bruges til at transportere os til dethus, hvor ambassadøren holdes som gidsel,dels kan vi benytte de påmonterede tungemaskingeværer under angrebet. Herefterskal terroristerne elimineres, gidslet befris,og vi returnerer til stranden, hvor vi kalderflyet ind og flyver hjem til flyvestationen.

Night Hawk er altid hæsblæsende træ-ning, som ikke kan komme tættere på reelleoperationer. I nat er ingen undtagelse.

Vi flyver taktisk i Hercules’en, så kabinener mørklagt. Kun fluorescerende grønne ogrøde knæklys bryder mørket sammen medsilhuetterne fra jægerne i den anden patrul-je, som sidder og venter i to sandfarvedeHumvee’er. De store krigskøretøjer fylderdet meste af kabinen, og transportflyets la-sterampe må ikke åbnes, når de er med. Såhvor vi normalt springer ud fra rampen ba-gerst i flyet, skal vi nu springe ud ad sidedø-ren. Jeg som anden mand, lige i hælene påpatruljens spejder, Claus.

Døren åbnes, og larmen er øredøvendefra de to enorme motorer, som brøler på vin-gen få meter fremme.

Jeg kigger ud i et stort, sort hul. Ingen-ting. Intet lys fra jorden, ingen måne. Kul-sort. Men jeg ved, at den vestlige del af Nord-jylland ligger fem kilometer under mig. Ogjeg ved, at jeg inden for to minutter skalspringe ud i det sorte hul.

Adrenalinen pumper, og jeg mærker mithjerte sende tunge slag ud i min krop. Atspringe ud af et fly i fem kilometers højde enmørk oktobernat strider imod al logik. Alli-gevel glæder jeg mig. For alt andet er lukketude. Ingen hverdagsdikkedarer og irriteren-de småting at forholde sig til. Kun det. Detfår hver eneste fiber i min krop til at leve.

Jeg falder mod jorden med knap 200 km itimen. Det er en kold nat, men jeg ænser detikke. En sky rammer mig. Jeg falder igen-nem den på få sekunder og kan nu skimtesmå prikker af lys på jorden. Jeg kigger efterde andre jægere, der ligesom jeg har spændtgrønne knæklys på underbenene. Men jegkan ikke se dem. Jeg er også mest optaget afmin højdemåler. Den er mit vigtigste instru-ment og viser 9.000 fod, og der er cirka end-nu to kilometers frit fald, før jeg skal trækkemin skærm.

Da jeg trækker mit håndtag, giver det etvoldsomt ryk, og natbrillerne, der sidder påmin hjelm, hamrer ned på min næseryg.Varmt blod løber ned over min mund ogkæbe. Om næsen er brækket eller flækket,ved jeg ikke, men jeg er også ligeglad. Nugælder det om at orientere sig, da jeg ikkeønsker at drive ud over havet.

Jeg fokuserer på jorden under mine fød-der, tjekker mit kompas og holder samtidigøje med de andre jægere i luften.

Der har været grumme eksempler på, atjægere har været ved at flyve frontalt ind ihinanden. Urutinerede springere, der kunhavde øjnene fast rettet mod jorden. Flyverjeg ind i en anden jæger, udløses et mare-ridtsscenario, hvor skærme og springere ién stor filtret klump vil falde mod jorden –adiós amigos!

Min kampvest og min karabin med denpåmonterede 40 mm granatkaster sidderad helvede til og er blevet presset helt opomkring min hals og kæbe, da skærmen åb-nede sig. Så jeg kan kun se lige ud. Jeg kan ik-ke vende hovedet for at orientere mig. Hvergang jeg skal se i en anden retning, bliverjeg nødt til at trække i styrehåndtagene forat dreje skærmen.

Det er en helt mørk landezone, jeg skallande på. Den kan ikke ses med det blotteøje, men skulle være oplyst af nogle få blin-kende, infrarøde lys, som jeg her 500 meterover jorden burde kunne se i mine natbril-ler. Det kan jeg bare ikke. Der er tusindvis aflys fra Nordjyllands byer, huse og biler. Meningen lys som står og blinker i en lille klumppå en mark. Det er noget skidt, for det er vig-tigt, at vi lander samlet, så vi hurtigt kantrække mod stranden og opsætte en TLZ forHercules’en, som skal lande inden for dennæste time.

Et andet problem er vinden. Den er langtkraftigere end antaget. Så kraftig at jeg nu i200 meters højde ikke flyver fremad i mod-vind, som man helst skal, men faktisk bak-ker i stedet.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg styrermod, og vælger at droppe at finde landezo-nen. Nu gælder det bare om at komme sik-kert ned.

Stadig bakkende kigger jeg ned og sermarker. Det er fint at lande på en mark, menjeg kan stadig ikke se, hvad der er bag mig.Det gør mig urolig, og pludselig løber deren polarkulde ned ad ryggen på mig, da jeghører en lyd, som jeg tror, jeg ved, hvad er.Lyden af store, dybe og monotone pust. Jegtrækker hårdt i mit ene styrehåndtag ogdrejer for at få vished. Pis! Ganske rigtigt.Det er to kæmpe vindmøller, og fortsætterjeg kursen, bakker jeg ind i de enorme vin-ger og bliver smadret på stedet. Så meget forvedvarende energi.

Jeg flår igen i styrehåndtagene og venderskærmen helt rundt, så jeg i det mindstekan se vindmøllerne. Med det samme mær-ker jeg, at hastigheden øges voldsomt, dajeg nu flyver med vinden i ryggen. Jeg er ne-de i knap 100 meters højde, har kurs direktemod møllevingerne og kan ikke nå at drejevæk. Den eneste mulighed er at prøve at fly-ve ind mellem vingerne og lande på den an-den side. Jeg er nervøs for, om den turbulenssom vingerne skaber, vil gøre min skærm

ukontrollabel. Men jeg kan alligevel ikke gø-re noget som helst ved det nu.

I næste øjeblik blæser jeg ind mellem vin-gerne, som svinger forbi mig hårrejsendetæt på. Ved et mirakel bliver jeg ikke ramt ogforbereder mig på en ublid landing i med-vind. Heldigvis er det ikke frostvejr, så jor-den på marken vil være blød. Det når jeg ligeat tænke, inden jeg slår ned og helt ukon-trollabelt vælter rundt i kolbøtter og landermed ansigtet i jorden, så min forslåede tudfår endnu et skrub. Jeg ruller om på ryggenog ligger et øjeblik med hamrende hjerte ogkigger bagud mod de to vindmøller. Så sæt-ter jeg mig op, klargør mit våben, tænderfor min radio og GPS og pakker skærmensammen i den medbragte taske. Der er enpatrulje at finde og en opgave at løse.

Efter nogle kilometers rask march gen-nem den jyske muld lokaliserer jeg de andrefra patruljen. Vi mødes i en skovkant og fort-sætter sammen mod stranden i højt tempo,da tiden er knap. Vi har kun en halv time tilat komme frem til stranden og sætte infra-røde markeringslys, så piloterne ved, hvorde skal lande den specialbyggede Hercules.

At lande et stort fly en mørk nat på enstrand med kraftig sidevind stiller storekrav til de britiske piloter. De flyver med altlys slukket både udvendig og indvendig, ogal aktivitet i cockpittet foretages med nat-briller på. Det er da heller ikke en tilfældigbesætning og et tilfældigt fly, men særligttrænede piloter og navigatører, som speci-aliserer sig i operationer med britiske Speci-al Air Service.

Dem behandler vi rigtig godt, når de erher, og som regel gennemfører vi også nog-le meget våde bombetogter sammen i Jom-fru Ane Gade.

Vi er nået frem og har placeret lysene påTLZ, da vi ud af mørket ser den sorte, 70 tonstunge metalklump dukke op. Jeg kan ikkehøre den på grund af den kraftige brusenfra havet. Men i samme sekund flyets hjulrammer jorden, vender piloterne motor-kraften, slår i bak, og med ét brøler de firemotorer som ind i helvede.

Jeg sidder på banen ved et af de infrarødelys og skal være klar til at hoppe på én af deto Humvee’er, der er med flyet. Selvom jegsidder i siden af landingsbanen, føler jegmig meget lille og sårbar, da den respekt-indgydende silhuet brager imod mig ogpasserer i et støjinferno så tæt på, at jeg kanrække armen ud og nå den yderste motorpå den ene vinge.

På knap 700 meter bringer piloterne flyettil standsning, og få sekunder efter er de toHumvee’er i høj fart på vej ud over lasteram-pen mod vores position. Samtidig med atjeg sidder op på den første Humvee, venderHercules-piloterne maskinen, øger moto-rernes omdrejninger til det maksimale, ogfor fuld kraft letter flyet igen fra det tungeog bløde underlag. På mindre end tre mi-nutter er flyet landet, har afsat to Hum-vee’er, er vendt omkring og lettet igen. Så-dan!

Fem kilometer mod syd ligger et husmidt på et stort, øde hedeområde. Huset erbygget til gidselbefrielsesaktionen og rum-mer møbler samt et antal terrorister oggidslet, ambassadøren, i form af udklædtedukker. Området er et militært skydeter-ræn, og al skydning denne nat er med skarpammunition.

Planen er indøvet i detaljer hjemme ikorpset. Men én ting er forberedelse og ind-øvelse i dagslys i et mageligt tempo. Det ernoget andet, når en ildkamp raser i et mørktrum fyldt med røg under råb, skrig og signa-ler i radioen. Men ingen må være i tvivl omnoget som helst. Ingen må »formode« nogeteller »regne med«, at noget bliver gjort. Ellersom vores amerikanske og britiske kolleger

plejer at sige: Assumptions are the motherof all fuck ups!

Vi er 500 meter fra huset og gør holdt. Iluften over Vesterhavet melder to danskeF-16 jagere og det amerikanske AC-130 Guns-hip, at de er klar. På under et halvt minutkan vi også køre Humvee’erne frem med de-res tunge maskingeværer. Men først er detfinskytternes tur til at vise, at de er helt klar.Og det er de. Selv på 500 meters afstand leve-rer de et lyddæmpet skud i hovedet på hveraf de to dukker foran huset, som skal fore-stille at være vagter. De går i jorden og ernedkæmpet.

Umiddelbart efter hører jeg i min øre-snegl signalet til, at vi skal rykke frem modhusets frontdør. Indtil døren er sprængt,skal alt foregå lydløst, og vi bevæger os desidste 50 meter mod døren på en linje medmig bagerst. Som the man with the key harjeg ansvaret for, at døren sprænges op effek-tivt og hurtigt, så jeg har min sprænglad-ning klar i den ene hånd og min pistol i denanden, da jeg ikke kan betjene min karabinmed én hånd.

Da første mand når døren, er jeg såledesallerede på vej mod den for at placere minladning og detonatoren. Det er svært at seordentligt med natbriller på, så jeg rykker idetonatoren for at sikre mig, at den sidderfast på sprængsnoren. Da jeg ruller lednin-gen ud, fører en af de andre mig langsomtbaglæns med en hånd på min skulder. Hvisjeg snubler her, vil vi blive hørt fra huset, ogvores overraskelsesmoment vil være tabt.

»Standby, standby… 5, 4, 3, 2, 1….« Jeg udløser ladningen, og stilheden bry-

des af et hult brag, som forvandler døren tilen sky af træstumper og støv.

»Go-go-go.« Man omstiller sig på et sekund fra en lyd-

løs adfærd til at mobilisere al kroppenskraft og aggression. Som vilde dyr brager viråbende gennem døråbningen med voreshvide lys på våbnene tændt. Ingen grund tildiskretion længere. En række hurtige en-keltskud efterfulgt af høje, klare meldingerom »to tango nede« – de to første jægere irummet har nedkæmpet to terrorister.

Claus brøler »lukket dør«, og jeg er allere-de på vej over til ham. Fremdrift og momen-tum er altafgørende. Ikke noget fedtspillerinu. Ingen overflødige bemærkninger ellerkommandoer. Bare fremad mod vores mål,gidslet, som vi kalder »golf«.

Jeg griber min shotgun og høvler tre skudigennem låsen efterfulgt af et kraftfuldtspark fra min størrelse 44. Døren flyver op,og ind kaster vi en flash-bang, som med seksøredøvende brag fylder rummet akkom-pagneret af kraftige lysglimt. Derpå vælterjægere ind i rummet, og der lyder en rækkeskud. Yderligere tre terrorister er nedkæm-pet.

Samtidig hører jeg et skrig bag mig ogvender mig om. Patruljens næstkomman-derende, Lars, ligger på gulvet og vrider sig ismerte. Der sprøjter blod ud af hans lår, ogdet ligner en arterieblødning. Jeg sikrermod en lukket dør til et rum, vi endnu ikkeer klar til gå ind i. Jeg kan ikke hjælpe Lars,da det vil betyde, at jeg skal slippe min si-kring. Opgaven tæller højest. Men jeg råberaf mine lungers fulde kraft på vores sanitets-mand, Jan, som kaster et hurtigt blik påLars’ ben.

»Hjælp dig selv – brug din tourniquet.« Jan gør det rigtige. Vi kan ikke bremse vo-

res momentum, fordi vi har en mand nede.Gør vi det, er vi allerede ved at tabe kampen.Han lader derfor Lars selv bruge det lilleblødningsstoppende instrument, tourni-quet’en, som vi alle har siddende på voresudrustning.

Vores fører, Tom, råber »fortsæt«, og vi erklar til det sidste rum. Døren får samme be-handling med min shotgun som den forri-ge, og kort efter har vi også kontrol der. I ethjørne bag nogle møbler sidder vores gid-sel, en kraftig og tung dukke med håndjernpå og hætte over hovedet.

»Har golf – forlader objekt,« melder Tomover radioen.

Jan knæler ved Lars, som stadig ligger pågulvet og vrider sig. Han har selv stoppet sinblødning med sin tourniquet. Jan stabilise-rer ham yderligere og lægger hurtigt et væ-skedrop på ham.

Lars havde forberedt sit ben med en pum-pe med den blodlignende væske og var førøvelsen instrueret i, hvornår han skullerammes af terroristernes kugler. Vi andrevidste selvfølgelig ingenting.

Fra jeg sprængte døren op, til vi forladerhuset igen, er der gået mindre end fem mi-nutter. Vi har gidslet med os og bevæger os ihast mod de ventende Humvee’er, der hol-der nogle hundrede meter fra huset bagnogle sandvolde.

Fjendtlige forstærkninger er på vej modos i stort antal, får vi samtidig at vide over ra-dioen.

Søren, vores Forward Air Controller, somdirigerer fly ind, når vi skal bombe mål påjorden, kontakter et par F-16, som ligger ogventer på at kaste deres tusindpundsbom-ber. Med infrarøde lys markerer han defjendtlige køretøjer, det vil sige radiostyredemetalskiver i naturlig størrelse, der popperop i terrænet – og supplerer med korte ogpræcise instrukser over sin radio, så jager-flyene kan slippe deres dødelige last. Straksefter får dybe brag jorden til at ryste underos, og nattehimlen lyser op. Samtidig spyrde to tunge maskingeværer på toppen af deto Humvee’er deres 12.7 mm projektiler udmod målene, og de lettere maskingeværergør dem følgeskab fra de omkringliggendeklitter. Jeg selv affyrer to mandbårne AT-4 ra-ketter mod nogle pansermål og følger opmed min karabin og nedkæmper de fjen-der, der konstant dukker op i smågrupper300-400 meter fra mig.

Nogle hundrede meter fremme i det mør-ke hedeområde dukker flere køretøjsmålnu op, og Søren kalder på sin radio AC-130

Gunship’et, som kredser over os i nogle kilo-meters højde. Denne udgave af den flyvendefæstning er bevæbnet med en 25 mm Gat-ling gun, en 40 mm kanon, en 105 mm ka-non og desuden har den monteret termiskobservationsudstyr, der gør den i stand til atse selv den mindste bevægelse på jorden. Sø-ren markerer målene med sit infrarøde la-serlys, mens han kommunikerer med flyet,og sekunder efter forsvinder målene fra jor-dens overflade i et inferno af ild.

Efter ildkampen har vi travlt. Gidslet skalretur til egne styrker, og vi har under 20 mi-nutter, til at vi i ly af klitterne skal holde klartil at blive samlet op af Hercules’en.

Da den ene Humvee-kører har forstuvetfoden, byder jeg ind. Jeg har kørt en Hum-vee i nogle år og kender dette fremragendekøretøj ud og ind. I det bælgravende mørkekører jeg med 80-100 km i timen ned ad ennordjysk skovvej med seks jægere om bord.Vi kører taktisk, så bilen har ikke lys på. Jegorienterer mig i mine dual natbriller, mensjægeren på forsædet ved siden af informe-rer om afstand til næste sving.

»500 meter højre, 100 meter venstre ...« Jeg elsker den drengede fornemmelse af

at sidde bag rattet i den to et halvt tons tun-ge, ottecylindrede terrænmaskine og blæseigennem en mørk skov.

Vi når stranden og kører i stilling i ly afklitterne. Fem minutter til landing. Så snartHercules’en er landet og holder stille, vil dergå 1015 sekunder, før lasterampen er helt ne-de og har kontakt med stranden. Når ram-pen er klar, blinker loadmasteren et pargange med sit infrarøde lys, og vores an-komst bag transportmaskinen skal passemed, at vi kan køre op i sekunderne umid-delbart efter. Timingen er essentiel.

Jeg kigger på mit ur. 03.50. »One minute out,« knitrer det så fra den

britiske pilot i min øresnegl. Jeg hører igen de dybe brøl fra motorer,

der slår bak, og ud af ingenting passerer fly-et os på vej ned ad stranden. Da jeg kan se, atdet er ved at stoppe, sætter jeg efter medfuld gas og presser Humvee’en maksimaltned ad stranden. 300-400 meter fra flyetholder jeg bilen i en lige linje bag rampen.Dér kom de to blink med IR-lyset. Nu er ram-pen helt nede, så jeg fortsætter i høj hastmod den, indtil jeg bremser hårdt 10-15 me-ter før rampen.

Flyets motorer arbejder i højeste omdrej-ninger, larmen er ubeskrivelig, og på trodsaf en delvis lukket kabine pisker sandet migi ansigtet. Der er kun lidt over en halv meterat give af på hver side på grund af Hum-vee’ens bredde, så det skal foregå gelinde,men jeg har aldrig ramt siden på en Hercu-les under opkørsel fra en TLZ og agter hellerikke at gøre det i nat.

Sekunder efter får bilen fat i rampen. Jegaccelererer ind i kabinen og fortsætter heltfrem, indtil jeg ser et lille grønt knæklys påmin venstre side. Når jeg har kroppen ud fordet, holder Humvee’en, hvor den skal. Jegslukker motoren og springer ud for at hjæl-pe de to britiske loadmasters, der allerede eri gang med at sætte stabiliserende kæder påbilens front og hæk. Den anden Humvee ernetop stoppet bag mig, rampen bliver hæ-vet, og piloterne er allerede ved at vende fly-et for at bringe det i startposition. Jeg mågribe fat i et sidespejl for ikke at falde ogspringer ind på førersædet igen, så vi kan gi-ve thumbs up til de britiske loadmasters,som melder klar til cockpittet i deres radio.

Med bremserne i bund opbygger piloter-ne kraft, og kabinen ryster, som om den erved at kollapse. Så slipper bremserne, moto-rerne frigiver al deres kraft, og jeg blivertrykket tilbage i sædet, mens flyet accelererned ad stranden. Så snart det slipper jorden,bliver flyet roligt og stiger brat ud over Ve-sterhavet.

Hele operationen er forløbet efter planen.Jeg vender mig om og kigger på ambassadø-ren på bagsædet. Han sidder med et stort,påmalet smil i sit fede dukkehoved. Jeg gen-gælder med et grin. Det har været en forry-gende nat.

Efter nogle få timers søvn kører vi på igen,og resten af ugen fortsætter på samme må-de. Vi forbereder operationerne om dagen,gennemfører dem på mål og objekter omnatten og sover kun et par timer. Herligt!

I dagtimerne træner vi også en af Jæger-korpsets kompetencer: at blive indsat og af-hentet med helikopter. Her er jungle extrac-tion mest populær, fordi det er hylendemorsomt. Det er en metode, der, som ordetantyder, ofte benyttes i jungle, hvor tættetrækroner rager 5080 meter op fra jordenog gør det umuligt for helikopteren at lan-de, når en patrulje skal indsættes eller hen-tes ud fra et operationsområde. I stedet sæn-ker den lange reb ned til jægerne, som hæg-ter sig i med en karabinhage, hvorefterhelikopteren stiger og flyver ud af området.Vi træner det på flyvestationen og er gen-stand for megen måben i bilerne på den tættrafikerede Thisted Landevej, når vi overha-ler dem hængende 25 meter under helikop-teren i et to centimeter tykt tov.

Vi træner også rappelling, som er veleg-net, når helikopteren ikke kan komme til-strækkelig langt ned over målet, eller hvis vihar tung udrustning på. Så kan vi fire os nedi tynde reb fra op til 50 meters højde.

En tredje form for helikopterteknik bru-ger vi, da vi en nat indgår i et storstilet an-greb på Aalborgs enorme kraftværk, Nord-kraft, der ligger ud til Limfjorden. I britiske,tyske og danske helikoptere flyver vi i sam-let formation low level over fjorden. Jeg er iden forreste og sidder kampklædt halvt udeaf helikopteren med støvlerne på mederneog kan i mine natbriller betragte synet afseks helikoptere bag mig. Uden at helikop-terne lander, springer vi synkront ned på ta-get, mens andre ved hjælp af fastroping fi-rer sig ned på taget i 15 meter lange reb.

På de forskellige etager og i de enormehaller på kraftværket bliver vi angrebet af et

Rethinking the rethink

Page 115: Редизайн датской газеты Politiken

115

Om næsen erbrækket eller flæk-ket, ved jeg ikke, menjeg er også ligeglad.Nu gælder det om atorientere sig

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 13POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

der med en fart på to kilometer per sekundlet trænger igennem selv et pansret køretøj.EFP-bomberne udløses ofte via mobiltelefo-ner eller ved små bevægelsessensorer, så-kaldte PIR, som kan være støbt ind i papma-ché, der ligner en sten. Når et køretøj passe-rer sensoren, udløser den EFP’ens dødeligeladning. Det var netop sådan, Kim Wadimblev dræbt.

Ingen af os jægere har været på livvagts-mission i Basra-regionen før, og det er etganske anderledes miljø at operere i, enddet vi er vant til fra Bagdad.

Selve Basra by har cirka 2,1 million ind-byggere og ligger ud til floden Shatt al-Arab,som forgrener sig i et kæmpenetværk af ka-naler i hele regionen og har givet byen øge-navnet »Mellemøstens Venedig«. Ikke at herer antydningen af gondolromantik.

Omkring floderne og kanalerne liggerstore marskområder og frodige, opdyrkedelandbrugsarealer, hvor bønder holder kvægog dyrker korn, ris, majs og dadler. Og mel-lem byen og Camp Dannevang er der etgoldt og øde ørkenlandskab, hvorfra utalli-ge olieraffinaderier producerer en stor delaf Iraks daglige 2,4 millioner tønder.

Vores problem ved det åbne landskab er,at to Land Cruiser’e på de lange, øde ørken-veje ligefrem reklamerer med, at et hold liv-vagter nærmer sig. Militserne har så på for-hånd placeret deres vejsidebomber og hol-der vejstrækningen under observation medkikkerter, så de kan armere sprængladnin-gerne, før vi passerer dem. Af den grundundgår vi så vidt muligt at færdes på de åb-ne vidder i dagslys.

I aften tager vi en af ugens mange mørke-ture til Basra for at indsamle informationerom militser og vejsidebomber fra vores kol-leger i efterretningssektionen på det briti-ske hovedkvarter i et af Saddams tidligerepaladser, »Basra Palace«.

Vi tager særlige forholdsregler på turen.Det er for risikabelt, ja ligefrem dumt, at kø-re på de mørke ørkenveje med lys på. Så vikører med helt mørklagte biler og natbril-ler. Selv instrumentbrættet er tildækketmed et stofklæde, for at lyset ikke skal gene-re mit syn i natbrillerne. Og pærerne tilbremselyset har vi pillet ud, så den bagerstekører ikke blændes i sine natbriller.

Det eneste problem er, at briterne om-kring Camp Dannevang og Basra opstilleren masse checkpoints på vejene, som de og-så holder helt mørklagte. Hvis vi ikke opda-ger dem i god tid og markerer, at vi kommer,vil de højst sandsynligt åbne ild mod os iden tro, at vi er kørende selvmordsbombe-re. Derfor tænder den forreste bil lyset på destrækninger, hvor vi ved, at briterne typiskopstiller checkpoints.

Den her aften har vi valgt den mest ydmy-ge rute langs nogle kilometerlange grøfter.Den fører os ind til byens sydlige udkant,hvor vi skal igennem en række beboelses-kvarterer for at komme til paladset. Jeg erkører i den forreste bil og må gentagne gan-ge klikke mine natbriller op i panden for ik-ke at blive blændet af de mange orange for-brændingsflammer fra olieraffinaderierne.Samtidig kæmper jeg for at undgå de stør-ste kratere i den hullede vej, der presser dentungt pansrede bils støddæmpere til detyderste.

»Irakisk checkpoint, 500 meter,« melderClaus, en af de to andre jægere i bilen, overradioen fra passagersædet.

Vi kender vejen her og ved, at der kom-mer et lille checkpoint bemandet af enhåndfuld søvnige politibetjente, som oftestikke gider stoppe nogen, men bare sidderog hænger i stole langs den lille lerhytte i si-den af vejen.

Da jeg et par hundrede meter fra demganske rigtigt kan se, at de bare sidder i vej-kanten ved hytten med deres vandpiber, serjeg ingen grund til at sætte lys på for at advi-sere dem om vores ankomst. Vi kommerderfor bragende ud af mørket som to sortemeteorer i en sky af sand og støv, og vagter-ne bliver så befippede, at den ene vælter nedfra stolen, mens de to andre løber ind i hus-et.

Vores biler fyldes af latterbrøl. Nogle kilometer senere når vi den sydlige

udkant af Basra, og selvom klokken er næ-sten 22, er der livlig aktivitet i de små smallegader med et virvar af butikker, som sælgerfødevarer, elektronik, tæpper og andre dag-ligdagsprodukter. Vi føler os på ingen mådemere sikre her, men vi bliver nødt til at køremed lys på nu. Ingen irakere er i tvivl om, atvi er fremmede soldater. Nogle børn og un-ge smiler og vinker til os, mens andre kastersten mod bilen.

Tavse og koncentrerede holder vi kon-stant øje med faresignaler, såkaldte combatindicators, for eksempel bevæbnede mænd,mænd der taler i håndholdte radioer ellermobiltelefoner, mens de iagttager os, ellermotorcykler og biler, der følger efter os.

Vi har kun nogle få kilometer til målet, dajeg drejer til venstre ind på endnu en forret-ningsgade ved den lille bydel Abdaliyah.

»Hvad sker der hér?« udbryder Claus ogjeg simultant.

Som en slående kontrast til alle de livligegader, vi lige er kørt igennem, ligger dennefuldstændig øde hen. Ingen åbne butikker,ingen trafik, ingen mennesker. Jeg kører indtil siden og slukker lyset, og den anden bilslutter op lige bag os.

»Det virker ikke godt dét her,« indvenderClaus, og jeg giver ham ret.

Hvorfor vælger folk at blive væk fra ga-den? Vi har en rigtig dårlig mavefornem-melse, og Claus melder over radioen til denanden bil, at vi »omruter« til den alternativerute. Stille bakker jeg ud af gaden og fortsæt-ter ad en parallelgade i retning mod palad-set. Her dukker en dreng pludselig op i vej-kanten i bilens lysfelt og laver fagter mod osog peger fremad, hvor gaden svinger efter etpar hundrede meter. Endnu en combat indi-cator, som, om end noget diffust, tvinger os

til at vælge endnu en gang at omlægge ru-ten.

På samme vis kører vi helt uden om densydlige del af byen, da vi en times tid senerereturnerer efter at have modtaget vores ef-terretninger på paladset.

Vi har ikke travlt. Og better safe than sor-ry.

Næste morgen stikker jeg på min mor-genløbetur forbi den danske bataljons efter-retningssektion for at få den daglige over-sigt over nattens hændelser i hele Basra-re-gionen. Min mave trækker sig sammen. Jeglæser, at en deling britiske soldater i nat ipræcis det kvarter, vi valgte at undgå, kørtepå en vejsidebombe. I det efterfølgende bag-holdsangreb blev ti hårdt såret.

De følgende uger gør et stigende antal ra-ket- og mortérangreb på Camp Dannevangnætterne kortere. Næsten hver nat tilbrin-ger vi adskillige timer i lejrens sikkerheds-bunkere, indtil angrebene holder op.

Og desværre bliver endnu en dansk sol-dat dræbt af fjendtlig beskydning, og vi del-tager i den triste ramp ceremony, hvor allelejrens britiske og danske soldater tager af-sked med den kun 20-årige konstabels kiste,da den bæres om bord på en Hercules og fly-ves til Danmark.

Ved årsskiftet nedlægges Camp Danne-vang. Basen overdrages til det irakiske mili-tær, og bataljonen genopstår som CampEinherjer på Basra Air Station. Dermed slut-ter vores mission, og efter tre måneder i denvarme og støvede ørken glæder jeg mig lige-frem til en råkold uge på øvelse i Nordjyl-land.

16 PROBABLY THE BEST EXERCISE IN THE WORLD

E n dansk ambassadør er blevet kid-nappet under et besøg i en krigszone.Han holdes fanget i et øde ørkenom-

råde af et antal terrorister, som forlanger, atden danske regering straks bringer dendanske krigsindsats i området til ophør. Ter-rorgruppen har ry for ikke at skåne gidsler,og de meddeler, at såfremt regeringen ikkeimødekommer deres krav, vil ambassadø-ren blive henrettet. Amerikanske Predatorspionfly har imidlertid været i stand til atspore terroristernes tilholdssted. Efter 24 ti-mer beslutter man at indsætte Jægerkorp-set for at befri gidslet og eliminere terrori-sterne.

Det er en mørk og våd efterårsaften på Fly-vestation Aalborg, og Jægerkorpset afholderøvelsen Night Hawk, som blandt eliteenhe-der i hele NATO har ry for at indeholde detypperste og mest realistiske øvelses set-up.

US Navy SEALs, tyske Kommando SpezialKräfte, hollandske Korps Commando Troe-pen og svenske Särskilda Skydds Gruppendeltager i øvelsen, som løber over fem dagemed alle de opgavetyper, som Jægerkorpsetog andre elitesoldater skal kunne løse.Blandt andet specialrekognoscering og gid-selbefrielsesaktioner, såkaldt direct action.Opgaver som indebærer, at vi skal lande påeller i nærheden af de lokaliteter, hvor voresmål befinder sig. Derfor er både F-16, Hercu-les, AC-130 Gunship, samt britiske, tyske ogdanske helikoptere nogle af de ressourcer,som vi skal boltre os med for at befri dendanske ambassadør inden i morgen tidlig.

Min patrulje på otte mand er ved at læggesidste hånd på forberedelserne til nattensstrabadser. Jeg er sprængningsmand og for-bereder sprængladninger, så vi kan spræn-ge dørene op i det hus, hvor gidslet holdesfanget. Jeg kontrollerer desuden min C8 ka-rabin, min shotgun, min pistol, mine nat-briller og særlig omhyggeligt min fald-skærm.

Vi skal gennemføre et natspring fra femkilometers højde. Et faldskærmsspring omnatten komplicerer altid tingene, og hveren detalje på skærmen og den øvrige ud-rustning skal være klargjort ned til mindstedetalje.

Min patrulje skal springe ud over Vest-kysten, lande et par kilometer fra strandenog etablere en taktisk landezone, en TLZ, påselve stranden, hvor en britisk Hercules skallande og sætte vores to Humvee’er af. Deskal dels bruges til at transportere os til dethus, hvor ambassadøren holdes som gidsel,dels kan vi benytte de påmonterede tungemaskingeværer under angrebet. Herefterskal terroristerne elimineres, gidslet befris,og vi returnerer til stranden, hvor vi kalderflyet ind og flyver hjem til flyvestationen.

Night Hawk er altid hæsblæsende træ-ning, som ikke kan komme tættere på reelleoperationer. I nat er ingen undtagelse.

Vi flyver taktisk i Hercules’en, så kabinener mørklagt. Kun fluorescerende grønne ogrøde knæklys bryder mørket sammen medsilhuetterne fra jægerne i den anden patrul-je, som sidder og venter i to sandfarvedeHumvee’er. De store krigskøretøjer fylderdet meste af kabinen, og transportflyets la-sterampe må ikke åbnes, når de er med. Såhvor vi normalt springer ud fra rampen ba-gerst i flyet, skal vi nu springe ud ad sidedø-ren. Jeg som anden mand, lige i hælene påpatruljens spejder, Claus.

Døren åbnes, og larmen er øredøvendefra de to enorme motorer, som brøler på vin-gen få meter fremme.

Jeg kigger ud i et stort, sort hul. Ingen-ting. Intet lys fra jorden, ingen måne. Kul-sort. Men jeg ved, at den vestlige del af Nord-jylland ligger fem kilometer under mig. Ogjeg ved, at jeg inden for to minutter skalspringe ud i det sorte hul.

Adrenalinen pumper, og jeg mærker mithjerte sende tunge slag ud i min krop. Atspringe ud af et fly i fem kilometers højde enmørk oktobernat strider imod al logik. Alli-gevel glæder jeg mig. For alt andet er lukketude. Ingen hverdagsdikkedarer og irriteren-de småting at forholde sig til. Kun det. Detfår hver eneste fiber i min krop til at leve.

Jeg falder mod jorden med knap 200 km itimen. Det er en kold nat, men jeg ænser detikke. En sky rammer mig. Jeg falder igen-nem den på få sekunder og kan nu skimtesmå prikker af lys på jorden. Jeg kigger efterde andre jægere, der ligesom jeg har spændtgrønne knæklys på underbenene. Men jegkan ikke se dem. Jeg er også mest optaget afmin højdemåler. Den er mit vigtigste instru-ment og viser 9.000 fod, og der er cirka end-nu to kilometers frit fald, før jeg skal trækkemin skærm.

Da jeg trækker mit håndtag, giver det etvoldsomt ryk, og natbrillerne, der sidder påmin hjelm, hamrer ned på min næseryg.Varmt blod løber ned over min mund ogkæbe. Om næsen er brækket eller flækket,ved jeg ikke, men jeg er også ligeglad. Nugælder det om at orientere sig, da jeg ikkeønsker at drive ud over havet.

Jeg fokuserer på jorden under mine fød-der, tjekker mit kompas og holder samtidigøje med de andre jægere i luften.

Der har været grumme eksempler på, atjægere har været ved at flyve frontalt ind ihinanden. Urutinerede springere, der kunhavde øjnene fast rettet mod jorden. Flyverjeg ind i en anden jæger, udløses et mare-ridtsscenario, hvor skærme og springere ién stor filtret klump vil falde mod jorden –adiós amigos!

Min kampvest og min karabin med denpåmonterede 40 mm granatkaster sidderad helvede til og er blevet presset helt opomkring min hals og kæbe, da skærmen åb-nede sig. Så jeg kan kun se lige ud. Jeg kan ik-ke vende hovedet for at orientere mig. Hvergang jeg skal se i en anden retning, bliverjeg nødt til at trække i styrehåndtagene forat dreje skærmen.

Det er en helt mørk landezone, jeg skallande på. Den kan ikke ses med det blotteøje, men skulle være oplyst af nogle få blin-kende, infrarøde lys, som jeg her 500 meterover jorden burde kunne se i mine natbril-ler. Det kan jeg bare ikke. Der er tusindvis aflys fra Nordjyllands byer, huse og biler. Meningen lys som står og blinker i en lille klumppå en mark. Det er noget skidt, for det er vig-tigt, at vi lander samlet, så vi hurtigt kantrække mod stranden og opsætte en TLZ forHercules’en, som skal lande inden for dennæste time.

Et andet problem er vinden. Den er langtkraftigere end antaget. Så kraftig at jeg nu i200 meters højde ikke flyver fremad i mod-vind, som man helst skal, men faktisk bak-ker i stedet.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg styrermod, og vælger at droppe at finde landezo-nen. Nu gælder det bare om at komme sik-kert ned.

Stadig bakkende kigger jeg ned og sermarker. Det er fint at lande på en mark, menjeg kan stadig ikke se, hvad der er bag mig.Det gør mig urolig, og pludselig løber deren polarkulde ned ad ryggen på mig, da jeghører en lyd, som jeg tror, jeg ved, hvad er.Lyden af store, dybe og monotone pust. Jegtrækker hårdt i mit ene styrehåndtag ogdrejer for at få vished. Pis! Ganske rigtigt.Det er to kæmpe vindmøller, og fortsætterjeg kursen, bakker jeg ind i de enorme vin-ger og bliver smadret på stedet. Så meget forvedvarende energi.

Jeg flår igen i styrehåndtagene og venderskærmen helt rundt, så jeg i det mindstekan se vindmøllerne. Med det samme mær-ker jeg, at hastigheden øges voldsomt, dajeg nu flyver med vinden i ryggen. Jeg er ne-de i knap 100 meters højde, har kurs direktemod møllevingerne og kan ikke nå at drejevæk. Den eneste mulighed er at prøve at fly-ve ind mellem vingerne og lande på den an-den side. Jeg er nervøs for, om den turbulenssom vingerne skaber, vil gøre min skærm

ukontrollabel. Men jeg kan alligevel ikke gø-re noget som helst ved det nu.

I næste øjeblik blæser jeg ind mellem vin-gerne, som svinger forbi mig hårrejsendetæt på. Ved et mirakel bliver jeg ikke ramt ogforbereder mig på en ublid landing i med-vind. Heldigvis er det ikke frostvejr, så jor-den på marken vil være blød. Det når jeg ligeat tænke, inden jeg slår ned og helt ukon-trollabelt vælter rundt i kolbøtter og landermed ansigtet i jorden, så min forslåede tudfår endnu et skrub. Jeg ruller om på ryggenog ligger et øjeblik med hamrende hjerte ogkigger bagud mod de to vindmøller. Så sæt-ter jeg mig op, klargør mit våben, tænderfor min radio og GPS og pakker skærmensammen i den medbragte taske. Der er enpatrulje at finde og en opgave at løse.

Efter nogle kilometers rask march gen-nem den jyske muld lokaliserer jeg de andrefra patruljen. Vi mødes i en skovkant og fort-sætter sammen mod stranden i højt tempo,da tiden er knap. Vi har kun en halv time tilat komme frem til stranden og sætte infra-røde markeringslys, så piloterne ved, hvorde skal lande den specialbyggede Hercules.

At lande et stort fly en mørk nat på enstrand med kraftig sidevind stiller storekrav til de britiske piloter. De flyver med altlys slukket både udvendig og indvendig, ogal aktivitet i cockpittet foretages med nat-briller på. Det er da heller ikke en tilfældigbesætning og et tilfældigt fly, men særligttrænede piloter og navigatører, som speci-aliserer sig i operationer med britiske Speci-al Air Service.

Dem behandler vi rigtig godt, når de erher, og som regel gennemfører vi også nog-le meget våde bombetogter sammen i Jom-fru Ane Gade.

Vi er nået frem og har placeret lysene påTLZ, da vi ud af mørket ser den sorte, 70 tonstunge metalklump dukke op. Jeg kan ikkehøre den på grund af den kraftige brusenfra havet. Men i samme sekund flyets hjulrammer jorden, vender piloterne motor-kraften, slår i bak, og med ét brøler de firemotorer som ind i helvede.

Jeg sidder på banen ved et af de infrarødelys og skal være klar til at hoppe på én af deto Humvee’er, der er med flyet. Selvom jegsidder i siden af landingsbanen, føler jegmig meget lille og sårbar, da den respekt-indgydende silhuet brager imod mig ogpasserer i et støjinferno så tæt på, at jeg kanrække armen ud og nå den yderste motorpå den ene vinge.

På knap 700 meter bringer piloterne flyettil standsning, og få sekunder efter er de toHumvee’er i høj fart på vej ud over lasteram-pen mod vores position. Samtidig med atjeg sidder op på den første Humvee, venderHercules-piloterne maskinen, øger moto-rernes omdrejninger til det maksimale, ogfor fuld kraft letter flyet igen fra det tungeog bløde underlag. På mindre end tre mi-nutter er flyet landet, har afsat to Hum-vee’er, er vendt omkring og lettet igen. Så-dan!

Fem kilometer mod syd ligger et husmidt på et stort, øde hedeområde. Huset erbygget til gidselbefrielsesaktionen og rum-mer møbler samt et antal terrorister oggidslet, ambassadøren, i form af udklædtedukker. Området er et militært skydeter-ræn, og al skydning denne nat er med skarpammunition.

Planen er indøvet i detaljer hjemme ikorpset. Men én ting er forberedelse og ind-øvelse i dagslys i et mageligt tempo. Det ernoget andet, når en ildkamp raser i et mørktrum fyldt med røg under råb, skrig og signa-ler i radioen. Men ingen må være i tvivl omnoget som helst. Ingen må »formode« nogeteller »regne med«, at noget bliver gjort. Ellersom vores amerikanske og britiske kolleger

plejer at sige: Assumptions are the motherof all fuck ups!

Vi er 500 meter fra huset og gør holdt. Iluften over Vesterhavet melder to danskeF-16 jagere og det amerikanske AC-130 Guns-hip, at de er klar. På under et halvt minutkan vi også køre Humvee’erne frem med de-res tunge maskingeværer. Men først er detfinskytternes tur til at vise, at de er helt klar.Og det er de. Selv på 500 meters afstand leve-rer de et lyddæmpet skud i hovedet på hveraf de to dukker foran huset, som skal fore-stille at være vagter. De går i jorden og ernedkæmpet.

Umiddelbart efter hører jeg i min øre-snegl signalet til, at vi skal rykke frem modhusets frontdør. Indtil døren er sprængt,skal alt foregå lydløst, og vi bevæger os desidste 50 meter mod døren på en linje medmig bagerst. Som the man with the key harjeg ansvaret for, at døren sprænges op effek-tivt og hurtigt, så jeg har min sprænglad-ning klar i den ene hånd og min pistol i denanden, da jeg ikke kan betjene min karabinmed én hånd.

Da første mand når døren, er jeg såledesallerede på vej mod den for at placere minladning og detonatoren. Det er svært at seordentligt med natbriller på, så jeg rykker idetonatoren for at sikre mig, at den sidderfast på sprængsnoren. Da jeg ruller lednin-gen ud, fører en af de andre mig langsomtbaglæns med en hånd på min skulder. Hvisjeg snubler her, vil vi blive hørt fra huset, ogvores overraskelsesmoment vil være tabt.

»Standby, standby… 5, 4, 3, 2, 1….« Jeg udløser ladningen, og stilheden bry-

des af et hult brag, som forvandler døren tilen sky af træstumper og støv.

»Go-go-go.« Man omstiller sig på et sekund fra en lyd-

løs adfærd til at mobilisere al kroppenskraft og aggression. Som vilde dyr brager viråbende gennem døråbningen med voreshvide lys på våbnene tændt. Ingen grund tildiskretion længere. En række hurtige en-keltskud efterfulgt af høje, klare meldingerom »to tango nede« – de to første jægere irummet har nedkæmpet to terrorister.

Claus brøler »lukket dør«, og jeg er allere-de på vej over til ham. Fremdrift og momen-tum er altafgørende. Ikke noget fedtspillerinu. Ingen overflødige bemærkninger ellerkommandoer. Bare fremad mod vores mål,gidslet, som vi kalder »golf«.

Jeg griber min shotgun og høvler tre skudigennem låsen efterfulgt af et kraftfuldtspark fra min størrelse 44. Døren flyver op,og ind kaster vi en flash-bang, som med seksøredøvende brag fylder rummet akkom-pagneret af kraftige lysglimt. Derpå vælterjægere ind i rummet, og der lyder en rækkeskud. Yderligere tre terrorister er nedkæm-pet.

Samtidig hører jeg et skrig bag mig ogvender mig om. Patruljens næstkomman-derende, Lars, ligger på gulvet og vrider sig ismerte. Der sprøjter blod ud af hans lår, ogdet ligner en arterieblødning. Jeg sikrermod en lukket dør til et rum, vi endnu ikkeer klar til gå ind i. Jeg kan ikke hjælpe Lars,da det vil betyde, at jeg skal slippe min si-kring. Opgaven tæller højest. Men jeg råberaf mine lungers fulde kraft på vores sanitets-mand, Jan, som kaster et hurtigt blik påLars’ ben.

»Hjælp dig selv – brug din tourniquet.« Jan gør det rigtige. Vi kan ikke bremse vo-

res momentum, fordi vi har en mand nede.Gør vi det, er vi allerede ved at tabe kampen.Han lader derfor Lars selv bruge det lilleblødningsstoppende instrument, tourni-quet’en, som vi alle har siddende på voresudrustning.

Vores fører, Tom, råber »fortsæt«, og vi erklar til det sidste rum. Døren får samme be-handling med min shotgun som den forri-ge, og kort efter har vi også kontrol der. I ethjørne bag nogle møbler sidder vores gid-sel, en kraftig og tung dukke med håndjernpå og hætte over hovedet.

»Har golf – forlader objekt,« melder Tomover radioen.

Jan knæler ved Lars, som stadig ligger pågulvet og vrider sig. Han har selv stoppet sinblødning med sin tourniquet. Jan stabilise-rer ham yderligere og lægger hurtigt et væ-skedrop på ham.

Lars havde forberedt sit ben med en pum-pe med den blodlignende væske og var førøvelsen instrueret i, hvornår han skullerammes af terroristernes kugler. Vi andrevidste selvfølgelig ingenting.

Fra jeg sprængte døren op, til vi forladerhuset igen, er der gået mindre end fem mi-nutter. Vi har gidslet med os og bevæger os ihast mod de ventende Humvee’er, der hol-der nogle hundrede meter fra huset bagnogle sandvolde.

Fjendtlige forstærkninger er på vej modos i stort antal, får vi samtidig at vide over ra-dioen.

Søren, vores Forward Air Controller, somdirigerer fly ind, når vi skal bombe mål påjorden, kontakter et par F-16, som ligger ogventer på at kaste deres tusindpundsbom-ber. Med infrarøde lys markerer han defjendtlige køretøjer, det vil sige radiostyredemetalskiver i naturlig størrelse, der popperop i terrænet – og supplerer med korte ogpræcise instrukser over sin radio, så jager-flyene kan slippe deres dødelige last. Straksefter får dybe brag jorden til at ryste underos, og nattehimlen lyser op. Samtidig spyrde to tunge maskingeværer på toppen af deto Humvee’er deres 12.7 mm projektiler udmod målene, og de lettere maskingeværergør dem følgeskab fra de omkringliggendeklitter. Jeg selv affyrer to mandbårne AT-4 ra-ketter mod nogle pansermål og følger opmed min karabin og nedkæmper de fjen-der, der konstant dukker op i smågrupper300-400 meter fra mig.

Nogle hundrede meter fremme i det mør-ke hedeområde dukker flere køretøjsmålnu op, og Søren kalder på sin radio AC-130

Gunship’et, som kredser over os i nogle kilo-meters højde. Denne udgave af den flyvendefæstning er bevæbnet med en 25 mm Gat-ling gun, en 40 mm kanon, en 105 mm ka-non og desuden har den monteret termiskobservationsudstyr, der gør den i stand til atse selv den mindste bevægelse på jorden. Sø-ren markerer målene med sit infrarøde la-serlys, mens han kommunikerer med flyet,og sekunder efter forsvinder målene fra jor-dens overflade i et inferno af ild.

Efter ildkampen har vi travlt. Gidslet skalretur til egne styrker, og vi har under 20 mi-nutter, til at vi i ly af klitterne skal holde klartil at blive samlet op af Hercules’en.

Da den ene Humvee-kører har forstuvetfoden, byder jeg ind. Jeg har kørt en Hum-vee i nogle år og kender dette fremragendekøretøj ud og ind. I det bælgravende mørkekører jeg med 80-100 km i timen ned ad ennordjysk skovvej med seks jægere om bord.Vi kører taktisk, så bilen har ikke lys på. Jegorienterer mig i mine dual natbriller, mensjægeren på forsædet ved siden af informe-rer om afstand til næste sving.

»500 meter højre, 100 meter venstre ...« Jeg elsker den drengede fornemmelse af

at sidde bag rattet i den to et halvt tons tun-ge, ottecylindrede terrænmaskine og blæseigennem en mørk skov.

Vi når stranden og kører i stilling i ly afklitterne. Fem minutter til landing. Så snartHercules’en er landet og holder stille, vil dergå 1015 sekunder, før lasterampen er helt ne-de og har kontakt med stranden. Når ram-pen er klar, blinker loadmasteren et pargange med sit infrarøde lys, og vores an-komst bag transportmaskinen skal passemed, at vi kan køre op i sekunderne umid-delbart efter. Timingen er essentiel.

Jeg kigger på mit ur. 03.50. »One minute out,« knitrer det så fra den

britiske pilot i min øresnegl. Jeg hører igen de dybe brøl fra motorer,

der slår bak, og ud af ingenting passerer fly-et os på vej ned ad stranden. Da jeg kan se, atdet er ved at stoppe, sætter jeg efter medfuld gas og presser Humvee’en maksimaltned ad stranden. 300-400 meter fra flyetholder jeg bilen i en lige linje bag rampen.Dér kom de to blink med IR-lyset. Nu er ram-pen helt nede, så jeg fortsætter i høj hastmod den, indtil jeg bremser hårdt 10-15 me-ter før rampen.

Flyets motorer arbejder i højeste omdrej-ninger, larmen er ubeskrivelig, og på trodsaf en delvis lukket kabine pisker sandet migi ansigtet. Der er kun lidt over en halv meterat give af på hver side på grund af Hum-vee’ens bredde, så det skal foregå gelinde,men jeg har aldrig ramt siden på en Hercu-les under opkørsel fra en TLZ og agter hellerikke at gøre det i nat.

Sekunder efter får bilen fat i rampen. Jegaccelererer ind i kabinen og fortsætter heltfrem, indtil jeg ser et lille grønt knæklys påmin venstre side. Når jeg har kroppen ud fordet, holder Humvee’en, hvor den skal. Jegslukker motoren og springer ud for at hjæl-pe de to britiske loadmasters, der allerede eri gang med at sætte stabiliserende kæder påbilens front og hæk. Den anden Humvee ernetop stoppet bag mig, rampen bliver hæ-vet, og piloterne er allerede ved at vende fly-et for at bringe det i startposition. Jeg mågribe fat i et sidespejl for ikke at falde ogspringer ind på førersædet igen, så vi kan gi-ve thumbs up til de britiske loadmasters,som melder klar til cockpittet i deres radio.

Med bremserne i bund opbygger piloter-ne kraft, og kabinen ryster, som om den erved at kollapse. Så slipper bremserne, moto-rerne frigiver al deres kraft, og jeg blivertrykket tilbage i sædet, mens flyet accelererned ad stranden. Så snart det slipper jorden,bliver flyet roligt og stiger brat ud over Ve-sterhavet.

Hele operationen er forløbet efter planen.Jeg vender mig om og kigger på ambassadø-ren på bagsædet. Han sidder med et stort,påmalet smil i sit fede dukkehoved. Jeg gen-gælder med et grin. Det har været en forry-gende nat.

Efter nogle få timers søvn kører vi på igen,og resten af ugen fortsætter på samme må-de. Vi forbereder operationerne om dagen,gennemfører dem på mål og objekter omnatten og sover kun et par timer. Herligt!

I dagtimerne træner vi også en af Jæger-korpsets kompetencer: at blive indsat og af-hentet med helikopter. Her er jungle extrac-tion mest populær, fordi det er hylendemorsomt. Det er en metode, der, som ordetantyder, ofte benyttes i jungle, hvor tættetrækroner rager 5080 meter op fra jordenog gør det umuligt for helikopteren at lan-de, når en patrulje skal indsættes eller hen-tes ud fra et operationsområde. I stedet sæn-ker den lange reb ned til jægerne, som hæg-ter sig i med en karabinhage, hvorefterhelikopteren stiger og flyver ud af området.Vi træner det på flyvestationen og er gen-stand for megen måben i bilerne på den tættrafikerede Thisted Landevej, når vi overha-ler dem hængende 25 meter under helikop-teren i et to centimeter tykt tov.

Vi træner også rappelling, som er veleg-net, når helikopteren ikke kan komme til-strækkelig langt ned over målet, eller hvis vihar tung udrustning på. Så kan vi fire os nedi tynde reb fra op til 50 meters højde.

En tredje form for helikopterteknik bru-ger vi, da vi en nat indgår i et storstilet an-greb på Aalborgs enorme kraftværk, Nord-kraft, der ligger ud til Limfjorden. I britiske,tyske og danske helikoptere flyver vi i sam-let formation low level over fjorden. Jeg er iden forreste og sidder kampklædt halvt udeaf helikopteren med støvlerne på mederneog kan i mine natbriller betragte synet afseks helikoptere bag mig. Uden at helikop-terne lander, springer vi synkront ned på ta-get, mens andre ved hjælp af fastroping fi-rer sig ned på taget i 15 meter lange reb.

På de forskellige etager og i de enormehaller på kraftværket bliver vi angrebet af et

14 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

stort antal terrorister. Ammunitionen er far-veprojektiler, som kan skyde et øje ud fra 25meters afstand, hvorfor der under hele ope-rationen er meget kontant afregning, hvisman laver den mindste taktiske fejl. Ogsådisse terrorrister får vi dog nedkæmpet, ogendnu en gang har Night Hawk levet fuldtud op til vores svenske søsterenheds prædi-kat: Probably the best exercise in the world.

Jeg er på rigtig mange gode øvelser medJægerkorpset.

Vi bruger for eksempel en masse tid pårumkamp, Close Quarter Battle. Det trænervi i skydehuse, kill houses, i Sverige, Norgeog Tyskland, hvor der anvendes skarp am-munition. Det er bygget med skudsikre mu-re og vægge og byder på livagtige effekterfor at stresse jægerne. For eksempel tøris,der pumpes ud i rummene, flashlys derblinker, og en øredøvende krigslarm, somgør kommunikation næsten umulig. For atoptimere træningen har alle rum små ka-meraer, som filmer patruljen og prompteafslører fejl.

Sådan byder dagligdagen i jægerpatrul-jerne ofte på et overflødighedshorn af ud-fordrende oplevelser. Vi er så privilegeredeat have de fornødne ressourcer til at træneoveralt i verden med de bedst tænkeligesparringpartnere, og langt den største del afvores træning finder sted i udlandet, fordi visimpelthen ikke har de fornødne facilitetereller klimatiske forudsætninger i Danmark.

De årlige klatreuddannelser udspiller sigsåledes i Schweiz, Østrig og Norge. Udmar-vende taktiske klatringer op og ned adbjergsiderne presser fysikken til det yderste,og mange jægere genoplever de dramatiskebegivenheder fra Afghanistans bjerge iglimt for deres indre øje.

Vi modtager også uddannelse i arktiskkrigsførelse i det nordligste Sverige med vo-res svenske søsterenhed, som er nogle af demest respekterede i verden på dette felt. I20-30 graders kulde træner vi klatring, ind-sættelsesmetoder på ski og snescootere ogovernatter i ishuler, som vi selv bygger. Og viskærer hul i isen og springer ned i det iskol-de vand i fuld udrustning for at træne over-levelsesprocedurer.

Jeg er også på kursus i Florida på flybasenHulbert Field, hvor de frygtindgydendeAC-130 Gunships er stationeret. I Floridassumpede skove dirigerer jeg om natten viamin radio disse flyvende fæstninger henover skovene, hvor de med deres Gatling-ka-noner pulveriserer fjendtlige kampvognepå jorden. Jeg er så heldig at få lov til at flyvemed en af dem, hvor jeg fra luften får mulig-hed for at se, hvordan besætningen opere-rer i en forening af sofistikeret teknologi oghårdt manuelt arbejde.

De såkaldte »gunners« står bagerst i flyetsom fyrbødere og nærmest skovler granaterog ammunition ind i våbensystemerne. An-dre sidder barrikaderet bag computerskær-me og opererer flyets mange systemer,blandt andet den ekstremt kraftige infrarø-de projektør, som min patrulje og jeg nødgodt af i Afghanistans bjerge i 2002.

Korpsets uddannelse byder også på ekso-tiske miljøer. Vi træner junglekrigsførelsebåde på den indonesiske ø Borneo og i Beli-ze i Mellemamerika, hvor vi i ugevis ophol-der os i den klæbrige, varme fugt og om nat-ten sover i hængekøjer blandt det sprudlen-de dyreliv.

Et par patruljer har været så heldige, at demed amerikanske Delta Force trænede ijunglen på Hawaii for nogle år siden. Fra engigantisk C-5 Galaxy, det største transportflyi det amerikanske flyvevåben, sprang pa-truljen sammen med de amerikanske elite-soldater i faldskærm ud over jungleområ-derne på øen.

Med 524 faldskærmsspring i min logboger jeg en erfaren springer. Men på trods afmin erfaring må jeg igen og igen konstate-re, at frit fald med faldskærm er det farlig-ste, vi træner. Jeg kender stort set ikke en jæ-ger, der ikke har brækket lemmer eller harmén som følge af denne indsættelsesform.

I sensommeren 2006 befinder jeg mig i ettomotorers, civilt Sky Van transportfly femkilometer over faldskærmstræningslejrenLa Palisse i Frankrig, hvor korpset træner pågrund af de gode vejrbetingelser. Ofte tagervi også til Arizona, hvor vejret er endnu bed-re. Flyet rummer min egen jægerpatruljesamt seks mand fra britiske 22. SAS, som vitræner og udveksler erfaringer med.

Jeg skal springe et særligt spring, hvor jeghar spændt en 50 kilo tung rygsæk på fron-ten af kroppen – normalt sidder den på bag-siden af benene. Al udrustning på fronten afkroppen gør faldet langt mere ustabilt, ogderfor monteres på hovedskærmen en så-kaldt drogskærm, en lille skærm på en me-ter i diameter, som stabiliserer faldet. Dogikke i det her tilfælde, idet jeg for nysgerrig-hedens skyld gerne vil opleve springet udendrog og videregive mine erfaringer til korp-sets faldskærmssektion. Jeg springer derformed en videofotograf, som optager helespringet.

Straks efter at jeg har forladt flyets rampehar jeg store problemer med at ligge stabilti luften. Jeg gør mig så stor som overhovedetmuligt med mine arme og ben. Men ligemeget hjælper det. Den mindste bevægelsegør, at jeg næsten mister kontrollen. Så læn-ge jeg blot ligger stille, klarer jeg den. Mendet er umuligt at ligge helt stille, når manfalder mod jorden med knap 200 km i ti-men, og inden for det næste halve minutstid skal jeg trække min skærm og blivernødt til at ændre stilling.

Jeg beslutter mig derfor for at foretage et»dummy-træk«, et øvetræk, så jeg kan teste,hvor svært det er. Min højre arm har knapændret position for at række ud efter udlø-serhåndtaget, før jeg fuldstændig misterkontrollen over faldet. Jeg accelererer såkraftigt, at videofotografen slet ikke kan føl-ge mig. Jeg tumler rundt, og himlen og jor-den snurrer omkring mig, mens jeg kramp-

agtigt forsøger at rette faldet op med armeog ben. Forgæves.

Centrifugalkraften sætter nu ind for alvorog presser blodet op i mit hoved, der føles,som om det skal eksplodere. Jeg har ingenanelse om, hvilken højde jeg befinder mig i.Alt forekommer uklart, og jeg kæmper medikke at miste bevidstheden. Min hjerne ræ-sonnerer dog så meget, at jeg når at tænke,at den automatiske sikkerhedsudløsertrækker reserveskærmen meget snart, medden fart jeg falder. Og det må ikke ske. Da deter en reserveskærm, udløses den ekstra hur-tigt, og jeg vil sandsynligvis blive viklet ind ilinerne. Og så er det game over.

Liggende på ryggen i luften lykkes detmig med al kraft at få begge hænder place-ret på udløseren og trække af fuld kraft. Jegbeder til, at den lille pilotskærm, som træk-ker resten af skærmen ud, ikke vikler sig om-kring mig. Og ved et svineheld glider denind under mig og trækker mig om på siden,samtidig med at faldskærmens celler fyldesmed luft og folder sig fint ud over mit om-tumlede hoved.

Jeg kommer til hægterne og bander migselv langt væk. Det spring kunne have haftden højeste pris. Det er fjerde gang, jeg ople-ver et spring, som meget vel kunne have ko-stet mig livet. Til helvede med min tåbeligenysgerrighed.

På den hjemlige front er Jægerkorpset endel af det nationale terrorberedskab. Vi sam-arbejder derfor med politiets eliteenhed,AKS, Politiets Aktionsstyrke. Mindst én gangom året deltager en jægerpatrulje i deresøvelser, som ofte byder på masser af ressour-cer og realistiske scenarier. Ét er, at en StenaLine passagerfærge på vej fra Frederikshavntil Göteborg bliver kapret af et stort antalterrorister, som vil have en række krav op-fyldt, eller de vil påbegynde en systematiskhenrettelse af de mange hundrede gidslerom bord.

Antiterrorenheder fra blandt andet Sveri-ge, Norge, Tyskland, Holland og Belgien del-tager i øvelsen, som kulminerer i et storsti-let angreb på passagerfærgen en tidlig mor-gen. Angrebet inkluderer tyske og danskehelikoptere, samt et stort antal hurtigtgåen-de RIBgummibåde, der har motorer med600-900 hestekræfter. Forud for angrebethar frømænd sneget sig om bord og harsendt værdifuld information om terrori-sterne til de ventende enheder på land.

Med morgensolen i ryggen flyver alle he-likoptere low level over havoverfladen fyldtmed tungt bevæbnede eliteenheder modskibet. RIB-bådene sejler samtidig op på si-den af det store skib, og soldater og politi-folk kravler op ad små metalstiger, som demed kroge sætter fast på rælingen, mensmin patrulje og jeg fastroper os ned på detøverste dæk. Vi har ansvaret for at eliminereterroristerne på et af de mange skibsdæk ogkæmper os derfra gennem restauranter, ca-feer, fællesarealer og fra kahyt til kahyt fremmod fjenden, som trods væbnet modstandsluttelig må kapitulere for den nådesløse ogovervældende overmagt.

De mange øvelser har sat deres fysiskespor på min krop. Jeg har brækket min næ-se, en arm, fingre, håndled og ribben, og jeghar knækket tænder, flækket øjenbryn oghar kroniske skader på knæ, ryg og nakke.

I sommeren 2007 går det også galt. På vo-res Supacat specialkøretøjer har vi monte-ret KTM crossmotorcykler, som vi alle skaluddannes på. Jeg har fornøjelsen af at få ene-lektioner på dette monster af en motorcykelaf delingens chef, kaptajn »Overarmen«.Han er en usædvanlig officer, der med sinfortid som styrkeløfter er udstyret med etpar enorme overarme samt en uhøjtideliggadedrengepersonlighed, som vi alle hol-der af. Derudover er han nærmest sygeligtbesat af motorcykler.

Med min yderst spinkle erfaring på sådanet kræ slipper »Overarmen« mig en dag løs ien grusgrav og beordrer mig ud på enskrækindjagende bane med hop, skrænterog giftige sving. På det største hop tager fan-den ved mig og cyklen, jeg mister kontrol-len og fortsætter som et heksehyl mod him-len. Som en anden kinesisk cirkusartist slårjeg et uhørt antal saltomortaler og endermed at lande oven på bæstet.

Diagnosen på skadestuen er to brækkedeog to trykkede ribben, og jeg får udlevereten dåse smertestillende piller, som tagertoppen af mine smerter. Det værste er dog,at jeg i den kommende tid ikke kan træne el-ler deltage i patruljens daglige program.

Humøret stiger dog markant nogle dageefter. På trods af mit handicap giver »Overar-men« mig nemlig et tilbud, jeg ikke kan sigenej til. Vil jeg deltage i en nært foreståendemission i Irak?

Jeg tøver ikke et sekund med at sige ja.

17 I LORT TIL HALSEN

T usind meter syd-øst mod sumpen.Følg kanten af sumpen 2.000 metermod syd og derefter stik øst, indtil du

rammer den lille vej lige nord for klumpenaf huse. Fortsæt yderligere tusind meter stikøst indtil kanalen. Derfra 2.000 meter i syd-østlig retning gennem palmelunden, til dunår JAM-militsens hus med det formodedevåbendepot.«

Jeg befinder mig over det sydlige Iraksommeren 2007. Der er kun gået et par da-ge, siden min patruljes »Operation Viking«med sprængningen af JAM’s kinesiske raket.

Vi er allerede på vej på en ny operation.Der er kun fem minutter, til piloterne sætterden mægtige EH 101 transporthelikopterned på den flade sandslette, og nærmest ri-tuelt gennemgår jeg en sidste

gang ruten for vores infiltration i mit ho-ved. Området vrimler med fjender, hovedsa-gelig JAM, men også andre fjendtlige milit-ser og terrorgrupper, som ved, at vi operereri området. De lokale indbyggere sympatise-

rer med militserne og er imod vores tilste-deværelse i landet. Derfor er det fuldstæn-dig udelukket at bevæge sig rundt i områ-det om dagen i en patrulje på kun ottemand.

Vi ville ikke have en chance mod en tal-mæssigt overlegen fjende, hvis vi blev opda-get. Natten og mørket er vores bedste ven.

Jeg kontrollerer mit våben, tænder minGPS, indstiller fokus på natbrillerne en sid-ste gang og tjekker, at min lårlomme mednødkortet er lukket. Jeg er allerede gennem-blødt af sved i den 35 grader varme nat. Detdrypper fra panden under min hjelm. Lidtvarmt vand fra min camelbag læsker mittørre svælg.

Mine brækkede og trykkede ribben eftermotorcykeluheldet hjemme i Danmark foret par uger siden gør ondt ad helvede til,men jeg prøver at ignorere det. Infiltrations-ruten ser ikke slem ud på kortet og satellit-billederne, så det skal nok gå. Godt nok erder lige en kanal, vi skal svømme over, og 30-35 grøfter, vi skal krydse, men de ser ikke såbrede ud på billederne. Med lidt held og engod portion dygtighed kan vi om fem-sekstimer holde vores pickup-aftale med heli-kopteren.

Objektet vi skal ind til, er et tolænget hus itre etager, der ligger omgivet af en tæt pal-melund i et beboelseskvarter i udkanten afen større by. Området er tæt bebygget medet spindelvæv af små vandløb og kanaler,der gør det særdeles vanskeligt at bevægesig uset. Huset er et samlingssted for JAM’stopfolk, og samtidig formodes det at funge-re som et depot med raketter, granater oganden ammunition.

Men satellitter og ubemandede spionflyhar ikke kunnet indsamle tilstrækkelig in-formation om huset, til at cheferne viliværksætte et regulært angreb. Desuden harspionflyene observeret kvinder og børn be-væge sig ind og ud af huset. Så cheferne væl-ger en mere forsigtig tilgang til opgaven. Devil have os ind så tæt som muligt på huset ogden grund, det ligger på, for at indsamlemaksimal information til grundlag for eneventuel senere tilintetgørelsesoperation.

»One minute,« melder den britiske load-master, der sidder lige ved siden af mig bagsit 7.62 mm maskingevær midt på lasteram-pen i enden af helikopteren.

Så kommer hans »go-go-go«, og jeg sprin-ger forbi ham ned ad lasterampen, ud i denirakiske nat og væk fra den store sky af sandog småsten. Straks efter forsvinder helikop-teren som en sort klump mod den stjerne-klare nattehimmel og fortager sig i en svag,fjern brummen. Som altid forekommer stil-heden efter landsætning nærmest surreali-stisk efter den øredøvende larm fra helikop-teren. Som om jeg befinder mig i et va-kuum.

Det er en meget sårbar fase. De nærmestehuse er ikke mere end et par tusind metervæk, og helikopteren er helt sikkert blevethørt. JAM ved, at de har ubudne gæster.

»Fremad,« siger vores patruljefører Ken-neth med lav stemme i min høresnegl.

Jeg afsikrer mit våben og sætter kursenmod syd-øst over den sandede slette medmin nærmeste makker Rasmus umiddel-bart bag mig og resten af patruljen yderlige-re 20-30 meter efter.

Jeg sætter min patrulje højt. Ikke kun forderes professionelle evner og erfaring. Mestfor deres menneskelige erfaring. De er allesyv rolige, fleksible og bevidste om, hvornårman skal bruge sine ressourcer bedst.

Kenneth er en førsteklasses soldat. Han errødhåret, temperamentsfuld og har væretsoldat i halvdelen af sit liv, heraf mere endfem år som udsendt på Balkan og i Afghani-stan og Irak. Rasmus, der er sprængnings-mand, er et fysisk pragteksemplar og altidrolig. Dernæst Søren, der med sine 26 år erpatruljens yngste mand. Han er vores For-ward Air Controller. Vores sanitetsmand,Frederik, blev sidste år såret i Afghanistan afet fragment fra en mortérgranat. Typisk forFrederik valgte han at bruge de 25.000 kro-ner, som han fik i erstatning, på en fest forpatruljen. Vores anden sanitetsmand, Chri-stian, er endnu en rødhåret, temperaments-fuld fætter, som jeg sætter stor pris på. John,vores radiomand, er en sindig jyde og enmeget respekteret jæger. Ligesom vores fin-skytte, Hans, en evigt glad københavner-dreng.

Vi observerer intenst i vores natbriller.Umiddelbart er der ikke mange tegn på livomkring os. Et par gøende hunde og mes-sende højttalere fra moskeerne.

Forbrændingsflammerne fra de utalligeolieraffinaderier lyser op som store lyseprikker i mine natbriller, og jeg må vendehovedet væk for ikke at blive blændet. Ikkeen vind rører sig.

Jeg har lagt ruten sådan, at vi bevæger oslængst muligt fra bebyggelse. Hvor der erhuse, er der mennesker, hvor der er menne-sker, er der fjender, og hvor der er fjender, erder problemer. Det er derfor, vi bevæger oslangs en sumplignende sø. Jeg følger densydpå i en afstand, hvor jorden ikke er våd,så vi ikke efterlader spor. Indimellem gørRasmus og jeg holdt og knæler ned for at ob-servere og lytte efter menneskelig aktivitet.Vi vil for alt i verden undgå at komme fortæt på larm fra køretøjer, stemmer og glø-der fra cigaretter, som vi på lang afstand kanse som lysprikker i det grønne synsfelt i vo-res natbriller.

Efter sumpområdet drejer jeg til stik østmod vejen og det grønne område, hvor ka-nalen ligger. Nu er vi ikke mere end noglehundrede meter fra de nærmeste huse. Detgiver et sæt i mig, da jeg opdager en mandpå et af hustagene. Jeg knæler langsomt ogplacerer mit våben solidt i skulderen, klar tilat gå op i skydestilling. Jeg klikker to gangepå radiotasten, som er signalet til, at det herikke bare er et almindeligt holdt, men at derer en reel grund til det.

Manden på taget står oprejst og observe-

rer ud i området mod os. Han holder hæn-derne op foran ansigtet, som om han har enkikkert. Hvis den er med nattesyn, har hansikkert opdaget os. Men det er ikke sandsyn-ligt. Vi ved, at det kun er få medlemmer afJAM, som har de avancerede kikkerter.

Så begynder et par vilde hunde at gø småhundrede meter fra os. Manden står nu heltstille, som om hundenes gøen har skærpethans interesse. Han har slet ikke bevægetsig, siden jeg opdagede ham. Det huer migikke. Han har helt sikkert hørt helikopterenog ved, at vi er i området. Rasmus og jeg for-søger at fylde så lidt som muligt ved at siddei en fosterlignende stilling. Og så, endelig,efter hvad der synes som en evighed, tagerhan armene ned og slentrer stille over påden anden side af taget og begynder at ob-servere mod syd, væk fra os. Jeg rejser miglangsomt og fortsætter i et roligt tempomod vejen nogle hundrede meter foran os.

Under gensidig sikring krydser vi forsig-tigt vejen og rammer nu kanten af det storegrønne område, som fører til huset tre kilo-meter mod øst. Jeg søger stille frem til kan-ten af kanalen sammen med Rasmus for atobservere for fjendtlig aktivitet på den mod-satte bred og samtidig for at vurdere, hvorbred og dyb kanalen er, og hvor kraftigstrømmen er.

Vi har helt særlige procedurer for, hvor-dan en kanal skal passeres. Det er en yderstsårbar fase, hvor vi ved kontakt med fjendenvil stå virkelig dårligt med folk i vandet ogen del af vores udrustning pakket i plastic.Så vi hopper ikke bare i baljen og pjaskerover på den modsatte side.

Rasmus og jeg er de første, som skal svøm-me over. Min udrustningsvest har jeg pak-ket ind i en sort plasticpose af hensyn til ra-dioen og andet sensitivt materiel. Men deter samtidig en fordel at have den flydendeklump af plastic foran mig, så jeg kan støttemit våben og på den måde være klar til atskyde, selvom jeg er i vandet.

Kanalens brink er en næsten to meter lod-ret muddervæg, og jeg skal have hjælp af pa-truljens muskelmand, Søren, der med sineenorme grabber behændigt hjælper migned i vandet, som er varmt og stinker af råd.Jeg grynter af smerte, da mine ribben kurerned ad muddervæggen.

Da jeg får fodfæste i bunden af kanalen,opdager jeg hurtigt, at jeg skal trække støv-lerne til mig. Bunden er sumpet, og det vir-ker nærmest, som om der er en sugekop,der holder fast i dem.

Langsomt svømmer Rasmus og jeg modden modsatte bred. Selv uden udrustnings-vest og skudsikker vest på forekommer uni-form og støvler tunge. Men det er megetværre, at strømmen er langt kraftigere endførst antaget. Vi kan slet ikke holde kursmod det punkt, jeg havde bestemt på denmodsatte bred. Strømmen fører os længerened ad kanalen og bekymrende langt vækfra resten af patruljen, som ligger på bred-den, hvor vi kravlede i.

Vi forsøger så vidt muligt at svømme opmod strømmen og kæmper med benene afal kraft, mens vi stadig forsøger at holdebredden under observation gennem nat-brillerne. Prustende når vi bredden, og vedat hive os op i rødder og bevoksning på brin-ken kæmper vi os op i det høje græs og fal-der stille ned for at observere og lytte. Vi fårlydløst al udrustning på igen, og jeg blinkerto gange med det infrarøde lys på mit våbenover til de andre som tegn til, at de kan sen-de de to næste over.

Det tager lidt over en halv time at få alleover. Imens melder det ubemandede spion-fly Shadow om masser af aktivitet i og om-kring husene i området.

Vi fortsætter fremad gennem den tættepalmelund, og jeg klikker natbrillerne op ipanden og ser mig omkring. Palmelundenfremstår som et postkort. Eller som en tea-terkulisse med den enorme lavthængende,orange måne, hvis lys lader alle palmernefremstå i knivskarpe silhuetter. Lydkulissener utallige moskeers messende aftenbønnerog de gøende hunde, som nu lader til at væ-re tættere på os. Efter et par hundrede meterbliver palmelunden tættere af buskadser ogbuske, som tvinger os til at sætte tempoetdrastisk ned. Og endnu værre: øger voresstøjniveau.

Jeg når den første grøft og iagttager denbekymret. På billederne så de ganske tilfor-ladelige ud, men nu står jeg foran en to me-ter bred grøft med lodrette sider, hvor vand-standen er mellem halvanden og to meterunder kanten, vi står ved. Desuden bugtergamle, rustne ruller af pigtråd sig langshver side af grøften. Det er tilsyneladendeprivate jordlodder, som ejerne ønsker atmarkere klart.

Da resten af patruljen slutter op til Ras-mus og mig, brummer Kenneth arrigt vedsynet. Ikke kun besværliggør grøften voresinfiltration, den forsinker den også. Tidenbegynder at blive en faktor nu. Inden forden næste time skulle vi gerne påbegyndeselve opgaven med at observere mod voresmål.

Søren har kontakt til Shadow, som melderom aktivitet foran nogle huse i kanten afpalmelunden 100 meter fremme. Vi skær-per vores sanser.

»Fremad,« hvisker Kenneth. »Vi hartravlt«.

Vi er et par kilometer fra vores mål. Jeg sø-ger frem mod pigtråden og forsøger at sæt-te støvlerne på og presse den ned, så jeg kanskræve ind over, men er lige ved at miste ba-lancen og vælte ned over den. Sammen medRasmus forsøger jeg i stedet at skille de sno-ede buer, som pigtråden ligger i. Jeg bandermig selv langt væk for ikke at have tagethandsker på. Jeg skærer mig på begge hæn-der, men kan ikke tage mig af det. Min egenforbandede skyld.

Vi kommer gennem pigtråden og står nupå kanten af grøften. Igen må vi samarbejdefor at komme i vandet så stille som muligt.

Hvis jeg bare hopper i, starter jeg en bølgeog risikerer at afsløre os. Jeg finder i stedetnogle rødder på siden af brinken, og Ras-mus lægger sig ned på maven og hjælpermig ned. Da han ikke kan nå mig længere,sænker han sit våben ned, og jeg kan brugekolben til at holde fast i og komme yderlige-re ned. Da jeg når vandkanten og ikke læn-gere har noget at holde fast i, kratter jegmed fingrene i muddervæggen for ikke atfalde for hurtigt.

Jeg mærker det varme vand over livet ogglider ned til halsen. En ubeskrivelig stanknår mine næsebor. En sursød, rådden stankaf afføring og urin, der næsten får mig til atkaste op. Det går op for mig, at jeg svømmeri hele lokalsamfundets kloak. Bogstaveligtalt i lort til halsen.

Med kloakvand til op over hagen kæmperjeg nu med kraftige opkastfornemmelser.Jeg må gøre noget for ikke at synke helt un-der. Ikke alene vil det være en ualmindeligmodbydelig oplevelse. Mit udstyr er ogsåfor tungt til, at jeg kan svømme her. Jeg væl-ger derfor at sætte af på muddervæggen, såjeg forhåbentlig kan nå de to meter over påden anden side af grøften. Det lykkes, og jegfår fodfæste på et lille udspring under van-det med min ene støvle. Med den ene håndfinder jeg en rod og er nu stabil. Min andenarm har hele tiden holdt mit våben overvandet. Jeg vender mig om mod den mod-satte side og kan se Rasmus og et par af deandre iagttage mig med betænkelige miner.Jeg kan ikke komme op her uden hjælp, ogjeg vinker Rasmus ned til mig.

Et minut senere hænger han ved siden afmig på muddervæggen og bander lige såsagte, men på trods af situationen udvekslervi et par hvide tandsæt i vores slørede og sve-dige ansigter. Det er grotesk, det her. Mender er ikke andet at gøre end at komme hur-tigt videre. Tiden løber.

Rasmus skubber på min bagdel, alt hvadhan kan, og jeg forsøger at klatre de to me-ter op. Jeg finder to rødder i min skulderhøj-de og hiver mig op af al kraft. Det sortner formine øjne af smerte, da mine ribben pressestil det yderste i denne bevægelse, og jeg hø-rer mig selv stønne. Jeg klatrer længere opog konstaterer frustreret, at der også her lø-ber pigtråd i det tætte buskads langs kan-ten. Det eneste, jeg kan få fat på for at kom-me helt op, er et stykke af pigtråden, som jegmå hive mig op i med begge hænder. Pigge-ne skærer, og jeg mærker en varm tyk væskemellem fingrene.

Da jeg når op over kanten, skubber jegpigtrådsrullen fra hinanden og kravlerigennem, mens jeg holder hovedet foroverog beskytter mit ansigt med min hjelm.

Da jeg kommer ud på den anden side, ermine natbriller duggede, så jeg kun kan anekonturerne af terrænet foran mig. Ikke sær-lig fikst, da jeg som forreste mand skal vur-dere vores videre fremfærd.

Jeg hjælper en småbandende Rasmusigennem pigtråden, og én efter én dukkerflere frustrerede fjæs op over kanten. Det erhårdt, det her. Rigtig hårdt. Men jeg har sta-dig energi til at trække på smilebåndet.

Jeg tjekker kortet. 1.700 meter til voresmål, og ifølge billederne hjemmefra liggerder grøfter på tværs af vores kurs for hvercirka 100 meter. Hvis de alle er som det hul,vi lige er kommet op af, får vi røven noget sågevaldigt på komedie. Men vi må fremad.Forsigtigt gennem palmelunden. Jeg sættervarsomt støvlerne ude i siden af de småt be-trådte stier, så vi minimerer vores spor.

Endnu en grøft. Nærmest identisk medden første. Pis! Jeg kigger op langs grøftenog pigtråden, men der er ingen alternativeruter. Jeg må igen igennem pigtråden medmine forrevne hænder, ned i kloakgrøftenog over på den anden side med Rasmus ogpatruljen efter mig. Sådan bliver grøfternetilsyneladende ved. Infiltrationen er for-vandlet til et regulært helvede. Et hækkeløbi slowmotion smurt ind i urin og afføring.Og presset til grænsen af vores fysiske for-måen.

Mine smerter i brystet bliver værre ogværre for hver bevægelse. Jeg har den karak-teristiske blodsmag i munden, som opstår,når nogle af blodkarrene i lungernes yder-ste forgreninger under intensiv belastningbrister. Mit fokus som spejder og stifinder erfaretruende svagt.

Omkring 200 meter fra vores mål står jegendnu en gang i afføring til hagen, da Ras-mus hvisker, at jeg skal være helt stille. Jegkigger op og ser, at Kenneth og Ole står heltstatiske klar med deres våben i skulderen.Fra de nærmeste huse 30-40 meter væk flim-rer et hvidt lys pludselig rundt i palmelun-den. Det her er et rigtigt skidt sted at bliveopdaget. Især for mig, der ikke kan kommehurtigt op af grøften i tilfælde af ildkamp.Jeg hører svage stemmer og kan se, at lysetbliver kraftigere. De nærmer sig.

Kenneth og Ole lægger sig langsomt fladtpå maven og trykker sig ind under en lillerække af buske langs kanten af grøften. Jegkan ikke se de andre. Lyskeglen bevæger siglangsomt ned langs pigtråden og følger denbusk, hvorunder Kenneth og Ole trykker sig.Lyskeglen stopper. Jeg kan høre en svagmumlen af mandestemmer 1520 metervæk. Lyskeglen fortsætter ned langs grøftenmod kanalen. Fra den vinkel mændene ståri nu, kan de ikke lyse på mig. De skal førsttættere på grøften.

Så slukker de lyset og taler højere sam-men, inden de går væk igen. Lettelsen overikke at blive opdaget giver mig kræfter igen.Jeg kommer op af grøften og orienterermig. Huset bør ligge lige frem »klokken 11«,og kort efter støder jeg på grunden, det lig-ger på. Der er ingen grøft, der adskiller grun-den fra lunden, vi kommer fra. Kun et pig-trådshegn.

Jeg knæler og venter på de andre, mensjeg retter mine natbriller mod konturerneaf huset, der ligger knap 40 meter fra migomgivet af palmer og buske.

Palmelunden er tyndere her, og der løbersmå stisystemer rundt i haven. Fra billeder-ne ved jeg, at der foran huset er en grus-plads på omtrent hundrede kvadratmeter,og på den anden side af den løber en af destørre indfaldsveje til byen. Til venstre har vitæt bebyggelse. Til højre den 15 meter bredekanal. Og bag os et utal af grøfter. Kommervi i kamp, er vores muligheder for at trækkeos tilbage yderst ringe. Den eneste flugtruteer bagud, langs kanalen mod en lille træbro,som fører over til en anden del af landsbyen.

Vi har før operationen fået oplyst, at dersandsynligvis er seks mænd og seks kvinderi huset i nat. Søren melder nu med håndsig-naler, at Shadow kan se to personer foranhuset og muligvis en på taget. Jeg bemær-ker, at hans ansigt er badet i sved under detvarme headset og den tunge radio på ryg-gen. Det må have været et mareridt for hamat forcere grøfterne.

Med langsomme, afmålte skridt bevægerjeg mig langsomt ad den lille sti i retningmod huset, mens jeg ser efter vagten foran.Samtidig retter jeg nu og da blikket mod ta-get. Og beder til, at der ikke er en hund i ha-ven.

Mellem huset og mig er der nu kun en lil-le række træer med buske imellem og enbunke af noget, der ligner haveaffald. Jegburde finde det hårdeste sted at sætte fød-derne, så jeg ikke sætter spor, men her i denstille nat vælger jeg i stedet den bløde jord ikanten af stien, så mine støvler ikke larmer igruset. Prisen er selvfølgelig, at det bagefterkan ses, at vi har været her, men lige nu erdet vigtigst ikke at blive opdaget.

Da jeg er to meter fra træerne, står de der.Igennem et lille hul mellem træerne ser jeggløden fra den enes cigaret. Den lille priklyser op, når han tager et hvæs. Han står opad husmuren højst 10 meter fra mig. Denanden sidder på hug op ad en metalport,som er den eneste synlige indgang til gårds-pladsen.

Jeg bevæger mig lydløst en meter længe-re frem. En stor del af huset kommer til sy-ne. Og jeg ser, at begge mænd har en AK-47hængende på skulderen.

Vagten ved muren kaster cigaretten nedforan sig og skodder den med den ene støv-le. Den anden rejser sig langsomt, mumleret par ord til makkeren og forsvinder ind ihuset gennem hoveddøren. Der er stadig ik-ke tegn på nogen vagt på taget.

Hvis Søren modtager et signal fra Shadowom en pludselig og uventet trussel, flerevagter på taget eller folk på bagsiden af hus-et, vil han taste gentagne gange på radioen,så vi ved, at der er problemer, og at vi skalvære beredt. Jeg er nu næsten helt fremme iet lille hul mellem træerne og kan se, at derpå gårdspladsen står et par enkelte gamlebiler og ligger nogle bunker gammelt me-tal. Der løber en cirka tre meter høj murrundt om gårdspladsen. Kun den side modpalmelunden – mod mig – er åben.

Jeg flytter den ene fod et halvt skridt frem-ad og mærker efter, hvor jorden er blød. Enlille gren knækker, idet jeg planter støvlen ijorden. Jeg stivner. Den tilbageværendevagts hoved snurrer rundt og vender sig ligemod mig. Det er, som om vi stirrer hinan-den lige i øjnene. Jeg står fuldstændig sta-tisk og håber på, at de andre også har regi-streret hans reaktion, så de holder sig i ro.

Vagten trækker nu sin AK-47 om forankroppen og bevæger sig langsomt hen modden række af træer, jeg står bag. Det er forsent at gøre noget nu. Jeg kan hverken duk-ke mig eller trække mig bagud, da lyden vilafsløre mig.

Langsomt bevæger vagten sig langs træ-erne og kigger ind i det for ham mørkebuskads. Jeg ved, at det grønne lys fra nat-brillerne svagt lyser mine øjenhuler op oghåber, at han ikke ser det.

Han standser et par meter foran mig nu.Vi stirrer reelt hinanden direkte i øjnene.Mit hjerte banker, så jeg frygter, at han fak-tisk kan høre det. Øjeblikket føles som enevighed, og det ben, som jeg foroverbøjethviler på, begynder at ryste under belast-ningen fra min kropsvægt.

Så drejer han endelig hovedet bort ogvender tilbage mod huset, hvor han sættersig ned på dørtrinnet og trækker en pakkecigaretter op af brystlommen, trækker énud med tænderne og får ild på den. Minhjertefrekvens falder igen, og jeg knælerlangsomt for at få syren ud af benet.

Våbendepotet, som ifølge efterretninger-ne skal være skjult et eller andet sted pågrunden, er urealistisk at finde. Et aktivt for-søg på at lokalisere det vil helt sikkert med-føre så meget larm, at vagterne hører os. Sådet gælder om at memorisere alle detaljerom huset: døres og vinduers placering, hvil-ket materiale de er lavet af, om der er glas ivinduerne, murenes tykkelse, hvilket mate-riale de er lavet af, antal etager, adgangsveje-ne til huset, om porten til huset er lukket,om taget er fladt, hvor meget ammunitionjeg skønner, vagten har på sig. Detaljer somer ekstremt vigtige for et senere angreb påhuset.

To klik i min øresnegl afbryder mig. Vi harikke mere tid og skal samles ved Søren. Deter ikke nu, jeg skal gå baglæns og vælte ogsætte det hele over styr. Så jeg vender lang-somt, finder mine spor tilbage, og bevægermig mod patruljens silhuetter, som jeg kanskimte bag nogle buske 20 meter væk. Vi ud-veksler thumbs up som tegn på, at vi har enmasse informationer med hjem.

Ved den første grøft knæler vi omkringKenneth, som vil orientere os om vores eks-filtration – vejen tilbage til helikopterlande-zonen. Samme vej tilbage gennem grøfter-ne er udelukket, meddeler han. Vi har sim-pelthen ikke tid, da der kun er en time tilpick up. Vi vælger derfor den alternativeplan. At søge langs kanalen ned til den lilletræbro. Ulempen er, at den fører direkte indi tæt bebyggelse i den ydre del af landsbyen.Men vi har ikke noget valg. En time er i forve-

Det er akkuratblevet mørkt, da vialle sammen snigeros ud fra basen ogud mod vejen

Foto: Finn Frandsen

dokumentation 15POLITIKEN ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009

jen i underkanten til at nå helikopteren. Alle nikker, og vi danner formation med

mig forrest tæt fulgt af Rasmus. Vi undgårikke et par grøfter, men det er en opløftendetanke, at vi maksimalt skal forcere tre. Da vinår træbroen, er den reelt kun en bjælke, ogjeg bruger et par minutter på at holde denunder observation, før jeg søger alene over.

Landsbyen begynder 20 meter oppe aden lille grussti. Havde vi ikke været undertidspres, ville vi, selv midt om natten, aldrigbevæge os i bebyggelse. Men til vores heldhar den lille gade mellem husene kun tosmå gadelys, og der er ingen tegn på aktivi-tet fra hverken mennesker eller dyr.

Vi fordeler os på hver side af gaden, så vikan sikre hinanden diagonalt. Vi når 300meter ned ad gaden uden problemer ogfortsætter i vestlig retning mod helikopte-rens landezone på en stor, flad slette cirka1.500 meter væk. Nogle få hundrede meterfra landsbyen laver jeg en lille manøvre kal-det en »sløjfe«, som fører patruljen rundt ien bue tilbage mod landsbyen. Her finderjeg et velegnet sted, hvor vi lægger os ned ogobserverer for at afsløre eventuelle forfølge-re. Der er heldigvis ikke nogen.

20 minutter senere er vi os ved landezo-nen, og Søren får kontakt med helikopte-ren.

»Two minutes out.« Jeg søger frem, knæler der, hvor jeg vil ha-

ve helikopteren ned, og da jeg hører den be-friende lyd fra rotorblade, tænder jeg det in-frarøde blitzlys på toppen af min hjelm, såpiloten kan se min nøjagtige position. Jegspænder mine mudrede faldskærmsbrillerforan øjnene som beskyttelse mod støv,sand og sten, når han lander.

Brølende dukker den store, sorte klumpfrem af mørket og lægger an til landingmed næsehjulet lige foran mig. Jeg har prø-vet det utallige gange, og per automatik læ-ner jeg kroppen fremover på mine knæ, dajeg ellers vil blive blæst bagover af den enor-me turbulens fra rotorbladene. På trods afden intense larm og infernoet af hvirvlendesand og småsten er denne pick up-fase detbedste, jeg ved. Selvom vi ikke er hjemmeendnu, er det den samme fornemmelsesom at blive hentet af far fra skole somdreng. Trygt og sikkert. Her er det bare heli-kopterens loadmaster, der agerer far, nårhan træder ud på siden af lasterampen ogblinker to gange med sit infrarøde lys.

Jeg sætter af med det samme og løber nedlangs kroppen af helikopteren, op ad laste-rampen og ind på et sæde i bunden af denmørklagte kabine. Lige bag mig kommer re-sten af patruljen, og et par sekunder efterhviner turbinerne, og helikopteren løftersig.

Vi er ikke hjemme på basen endnu, og derer ikke noget med at tage udrustning, hjelmog våben af. Men jeg kan slappe af i min øm-me krop. Mine ribben smerter, hver gangjeg bevæger mig, og først nu kan jeg skimte,hvor medtagne mine hænder er med dybeog blodige sår.

Jeg kigger op og ser de to britiske loadma-stere stå og gestikulere med deres fingre ne-de i halsen. Vi stinker. Jeg ser, at Ole og Sørengriner. Det generer heller ikke mig.

18 USYNLIG I JAM’S BAGHAVE

E fter et par døgns restitution og plejeaf mine flossede hænder og ømmeribben forbereder jeg igen ruten ind i

JAM-land og ud igen. Det er tid til endnu enoperation.

Massive raketangreb på Basra Air Station,BAS, hen over vinteren og foråret 2007 sliderpå de danske og britiske soldater. Alene i lø-bet af de sidste 24 timer har lejren været an-grebet 14 gange, mest om aftenen og natten,hvor fjenden uset kan affyre raketterne.

Derfor bevæger ingen sig rundt i lejrenuden at have hjelm og skudsikker fragmen-tationsvest på. Når lejrens radarsystem alar-merer om raketangreb, har vi mellem 15 og30 sekunder til at finde dækning bag enmur eller i en af sikkerhedsbunkerne. Kørerman bil, stopper man og lægger sig ved si-den af bilen. Og har man ingen dækning inærheden, er det bare om at smide sig nedpå maven med armene over hjelmen og hå-be det bedste.

Hver gang der har været et raketangreb,må folk ikke bevæge sig omkring, før et am-munitionsrydningshold har gennemsøgtområdet for ueksploderet ammunition.Truslen og den konstante væren på vagt gørfolk stressede, og de sover lettere og dermeddårligere, så de ikke restituerer ordentligt.Mange sover med støvler og udrustning påfor hurtigt at kunne reagere og komme idækning, og en del er begyndt at sove i sik-kerhedsbunkerne. Men de er glohede, ogfolk sover ikke ordentligt derinde. Mange afde unge soldater i lejren er derfor begyndtat blive alvorligt påvirket af situationen, ogmoralen er blevet mærkbart lavere de sidsteuger.

Vi er derfor to jægerpatruljer, der er kaldtind for at rekognoscere i de områder, hvor-fra det lader til, at raketterne bliver affyret.Og om muligt forhindre affyring og ned-kæmpe fjenden.

En stor del af fjendens raketter, våben ogammunition, bliver sandsynligvis smugletind fra Iran gennem den øde grænseørkenog ind i Irak – uden om vores koalitionsstyr-ker, som siden får dem smidt i hovedet. Vikender problemet, men må samtidig erken-de, at koalitionen ganske enkelt ikke kan be-vogte hele den mange hundrede kilometerlange grænse og forhindre den iranske for-syning til JAM og andre irakiske militser.

Vores opgave er vanskelig. Det er ikke ba-re at finde nålen i høstakken. Alene det atfinde høstakken er en udfordring. Områdeter enormt og strækker sig over ørken, sump,marsk og bebyggelse. Ud fra vores efterret-

ningsinformation ved vi dog nogenlunde,hvilke områder der oftest benyttes til affyr-ing, og hvornår raketterne typisk bliver pla-ceret. Når de bliver affyret, er fjenden dernemlig sjældent selv. Han bruger for det me-ste tidsbestemte selvudløsere og sidderhjemme i ro og mag hos familien, mens ra-ketten bliver skudt af.

Det område, vi først vil koncentrere osom, er et marsk- og sumpområde. Det liggerafsides og ydmygt, og militserne bruger dettil affyring af raketter, ligesom de nedgraverraketter, granater, våben og ammunition idepoter i området.

Dernæst vil vi bevæge os fire-fem kilome-ter længere sydpå til et fladt landbrugsare-al, der støder direkte op til en enorm ørken-lignende slette. Her er befolkningstæthe-den en udfordring. Dagligt færdes bønder iområdet med deres kvæg, som græsser ogdrikker vand fra labyrinter af små vandings-kanaler. Knap en kilometer mod syd liggeren større by. Området er dér så tæt befolket,at det næsten er umuligt ikke at blive opda-get. Så vi kan ikke komme helt derned.

Området er i det hele taget stærkt infice-ret af JAM-militsen og et kludetæppe af an-dre militser, rivaliserende shiamuslimskeklaner og forbryderbander, der udkæmperblodige og nådesløse indbyrdes magt-kampe mod hinanden. Og det sidste, vi øn-sker, er at havne på deres slagmark.

Men de ved faktisk, at lige nøjagtig vi fraJægerkorpset er her. Vi bliver nemlig mar-kedsført på fornemmeste vis i danske me-dier i ugerne op til vores afrejse. I overskrif-ter bliver det proklameret, at korpset nuskal indsættes i det sydlige Irak.

Vi er ikke på hjemmebane og vil derfor ik-ke tage nogen chancer. Vi kan forblive uop-dagede i fire-fem døgn. Og for at optimerevores ildkraft slår vi to patruljer sammen. 3.patrulje og min, begge operativt erfarne pa-truljer og med en gennemsnitsalder over 30år. Indledningsvis vil vi løse opgaven sam-men for derefter at splitte op og bevæge ostil to forskellige områder, hvor vi i fire døgnvil observere mod de steder, hvorfra vi me-ner, at raketterne bliver affyret.

Vi pakker mad, vand, maskingeværer, am-munition, granater, natbriller, batterier, ob-servationsudstyr, radioer, GPS – kilovis af ud-styr, men i modsætning til operationer i Af-ghanistan er Irak-operationer kortere, så alti alt mindre udrustning, i særdeleshedvand, og en langt lettere rygsæk.

Jeg gennemgår og memorerer ruten ensidste gang, tager et bad, smører mig ind istærk, britisk jungle myggecreme over detmeste af kroppen og slører mine arme, hæn-der og ansigt med sort sløring. Kontrollereren sidste gang mit våben, sikringen på minegranater, mine natbriller, mine infrarødesigtemidler og indholdet i min kampvest.

Jeg er klar. Et par timer efter at vi er blevet landsat

med helikopteren ude på den store, åbnesandslette, går vi et stykke bag 3. patrulje ogholder kursen mod nord mod det enormesump- og marskområde, hvor militserneopererer.

Jeg klikker mine natbriller op i panden.Nætterne i Irak er fascinerende. Et fuldkom-men stillestående landskab med den enor-me gule måne og tusindvis af stjerner på enhimmel, der altid forekommer meget stør-re her.

Idyllen brydes, da jeg må lade mig glidened i en grøft med stillestående, råddentvand for at undersøge, hvor dybt der er. Sompatruljens spejder er det som bekendt mitjob at undersøge de forhindringer, vi støderpå. Herunder vand.

Det rådne plummer går mig til brystet, ogjeg fortsætter langsomt mod den andenbred et par meter væk, hvor jeg får fat i noglerødder og hiver mig op. De andre følger ef-ter mig, og da hele patruljen er samlet påden anden side af grøften, hører jeg Mor-tens hviskende stemme i min øresnegl.

Han er 3. patruljes spejder, og cirka 50 me-ter foran os har han observeret et mindrehus, som ligger hvor en bred grøft krydseren lang lige grusvej. På toppen af taget kanhan se et par bevæbnede militsfolk ved ettungt maskingevær. Det lader ikke til, at dehar natkikkerter. Det gør vores situationmere gunstig. Men vi er 16 mand, og denmindste lyd vil afsløre os.

Lyddisciplin er essentiel på opgaver somden her. Hvert eneste skridt skal tages om-hyggeligt, og al udrustning er spændtstramt til på kampvesten, så det ikke rasler.Metal mod metal, en gren der knækker, etlille plask i vandet, og vi er afsløret. Og pådisse kanter skal man ikke forvente anråb el-ler forsonende henstillinger om at kommefrem. Deres våben er til for at blive brugt. Devil ikke tøve med at anvende dem. Rent fak-tisk vil de hellere end gerne bryde deres ked-sommelige vagtrutine med en heftig sku-dudveksling.

Men vi er her ikke for at slås med tilfældi-ge militser. Tværtimod er vi her for uset atfinde det sted, hvorfra raketterne bliver affy-ret. Tillader omstændighederne så, at vi kangøre det af med et raketaffyringshold ellerto, vil det kun være en herlig bonus.

Morten melder, at han sammen med sinmakker vil søge frem mod huset og vurderemulighederne for at passere det og fortsæt-te ud i den del af området, hvor vi skal rekog-noscere. Vi sender vores to maskingevær-skytter og deres Heckler & Koch maskinge-værer længere frem, så de er klar til at åbneild mod vagterne på hustaget. Vi andre tryk-ker os under den lave bevoksning af buskeog siv.

Omkring ti minutter senere melder Mor-ten, at det er udelukket at passere husetuden at blive opdaget fra hustaget. De tovagter virker årvågne, og det vil være en altfor stor risiko at lade 16 mand med udrust-ning passere dem. Derfor beslutter vi atsplitte op. 3. patrulje tager mod den tørreøstlige del af området, og min patrulje – na-

turligvis – mod den våde og sumpede vestli-ge del.

Som spejder bliver jeg nu nødt til at stu-dere mit kort. Jeg finder det tætteste busk-ads og maver mig så langt ind under sommuligt og finder mit slørede regnslag frem,lægger det over mig og sikrer mig, at intetlys kan slippe ud og tænder mit lille røde lys.

Spejderen i en patrulje er den eneste, derundtagelsesvis må bruge lys, som jeg gørnu. Enhver jæger er opdraget sådan. Som jæ-geraspirant for mange år siden overværedejeg stakkels medaspiranter, der i ugevisslæbte rundt på store sten og andre tungegenstande som straf for ikke at have over-holdt den basale, men vigtige lys- og lyddi-sciplin.

På en øvelse i Belgien i starten af 1990’er-ne var jeg radiomand og baksede med endårlig forbindelse hjem til basen under mitregnslag for at hindre, at lys slap ud. Jeg hav-de ikke sovet i flere døgn, og på et tidspunktskulle jeg tisse så meget, at jeg måtte afbry-de mit arbejde og liste ud i nattens mørke tildet lille hul, som vi havde gravet til toilet. Dajeg langsomt løftede regnslaget, kunne jegmåbende konstatere, at solen skinnede fraen høj himmel.

Da jeg har studeret kortet, memorerer jegruten til det sumpområde, vi skal ud i, og jegpakker kort og regnslag sammen. Umiddel-bart har jeg svært ved at forestille mig rake-taffyringsramper i det område.

Men en enkelt lille, lys plet på satellitbille-derne afslører, at der er et tørt område medstisystemer, som fører derud. Det ligger såisoleret og afsides, at det godt kunne væreaffyringssted. Så vi vil undersøge, om der ermetalramper, ledninger eller andre efterla-denskaber.

Vi lægger alle vores rygsække i et hul, slø-rer dem omhyggeligt med siv og palmebla-de og fortsætter fremad. Bag mig går Ras-mus, patruljens sprængningsmand, som påsit våben har monteret en lyddæmper, såhan kan skyde gøende hunde, vi måtte stø-de på. Vi to danner fortrop 30-40 meter for-an de andre.

Efter bare 300-400 meter er vi omgivet afflere meter høje sivplanter på begge sider afden lille mudrede sti. Og med ét stopper sti-en så, og jeg kigger direkte ned i en ti meterbred kanal.

Efter endnu en våd fornøjelse ligger jegpå den anden side og lytter efter alle lyde,som ikke burde være her. Ingenting. Jeg ven-der mig om og blinker alt okay mod de an-dre på den anden bred. Jeg kigger på mithåndledskompas, finder nordvest og følgeren lille sti, som nærmest bare er et mudder-spor. Mine støvler forsvinder ned til støvle-kanten ved hvert skridt. Og sveden driver framit ophedede hoved under hjelmen, og jegkan smage de salte dråber på mine læber.

Så støder vi på endnu en kanal. Og sådanfortsætter det. Knap har vi passeret en kanal,grøft eller en lille sø, før vi møder en ny, somjeg skal ned og kontrollere. Tilsyneladendetil morskab for de andre, for hver gang kanjeg se syv hvide tandsæt lyse op i mørket bagmig.

Jeg bander og svovler lavt og kryber ned iendnu et vandhul. Da jeg kommer op påden anden side, er muddersporet blevet enanelse bredere, og i mine natbriller fornem-mer jeg mere lys i terrænet foran mig. En lys-ning åbner sig.

Vi er fremme ved det lille åbne areal, derkunne tænkes anvendt som affyringssted.Det er ikke mere end 20 gange 30 metermed et par stier, som fører dertil. Vi finkæm-mer hver en kvadratmeter. Men desværre erder ingen tegn på, at her nogensinde harværet en raket. Vi havde selvfølgelig håbet.Kunne vi bekræfte en raketrampe, ville detubemandede spionfly Shadow begynde atovervåge pletten her. Og et jagerfly eller etAC-130 Gunship kunne klare resten.

Klokken nærmer sig 02, og tiden er knap.

Vi skal genforenes med 3. patrulje senestklokken 03 for at fortsætte de fire-fem kilo-meter sydpå og etablere en observationsba-se. Klokken cirka 06 sætter det første lys ind,og der skal vi være på plads.

Da vi mødes med 3. patrulje, udveksler deto patruljeførere hurtigt erfaringer, og devæsentligste informationer sendes hjem tillejren. Samtidig sikrer vi andre området, ogjeg drikker vand og spiser en powerbar. Jeger gennemblødt efter at have været i vanddet meste af natten, men ikke det mindstekold. Tværtimod perler jeg af sved. Natten er35 grader varm.

Fem minutter senere er vi på vej sydovermod vores område uden 3. patrulje. Bevoks-ningen hører hurtigt op, og en stor ørkenag-tig slette udfolder sig foran mig, kun brudtaf enkelte jordvolde og no-get, der lignergrøfter uden vand. Jeg ved, at sletten stop-per et par kilometer mod højre ved de op-dyrkede landbrugsarealer, og cirka fem kilo-meter foran os begynder byen.

Terrænet stiller andre krav til, hvordan vibevæger os. Vi kan ikke gå i ly af nogen be-voksning og er helt eksponerede i det åbnelandskab. Samtidig lyser månen så kraftigt,at vi sætter skygger. Jeg forsøger at forcereterrænet så taktisk hensigtsmæssigt sommuligt og går gennem hver eneste lille lav-ning og i ly af jordvolde. Men det er en risika-bel færd. Er fjenden i besiddelse af en primi-tiv natkikkert, og befinder han sig på det rig-tige sted, kan han uden problemeridentificere os. Det er ikke normalt, at JAMog andre militser er i besiddelse af denne ty-pe udstyr. Men det har desværre vist sig, aten del af deres enheder har enten fuldt mo-derne eller ældre russiske natbriller.

Som altid når jeg går patrulje, er mit vå-ben afsikret. Det halve eller hele sekund, dettager at afsikre, hvis vi ryger i et baghold el-ler på anden vis møder fjenden, kan betydeforskellen mellem liv og død.

Går vi i baghold er det mig som forrestemand, der bestemmer, hvad vi gør. Patrulje-føreren bag mig kan ikke vurdere situatio-nen.

Jeg kan vælge, at vi presser os fremad modfjenden og tager kampen op. Så skal han væ-re os talmæssigt underlegen, og jeg skal vir-kelig være sikker i min sag, for det er en risi-kabel beslutning, og hvis fjenden er størreend antaget, løber vi døden i møde.

Derfor er det mere sandsynligt, at jeg væl-ger, at vi trækker os bagud under ild og be-vægelse. At vi »bokser«, som det kaldes. Detbetyder, at patruljen splitter op i to, hvorden ene halvdel afgiver ild i vildskab, mensden anden løber 20-30 meter tilbage og fin-der en ny stilling. På den måde overlapper vihinanden, mens vi bevæger os bagud underkonstant afgivelse af ild.

Vi har trænet det utallige gange medskarp ammunition i et meget realistisk øvel-sesscenario, og det er ikke en situation, hvorvi fedtspiller. Aggression er nøgleordet.Hver mand skal simpelthen bringe den vil-deste, mørkeste og mest aggressive sidefrem i sin personlighed og kun tænke på atafgive mest mulig ild i fjendens retning påkortest mulig tid. De gange, vi øver det i pa-truljen, er det ikke unormalt, at vi brugerflere tusinde skud, 20-30 håndgranater, røg-granater og granatkastere – i løbet af fem-timinutter. At vi bruger det meste af vores am-munition, er ligegyldigt. Det er en situation,hvor det gælder om at overleve.

Jeg orienterer mig på mit håndledskom-pas og konstaterer, at retningen er rigtigmod en lille grusvej, der fører op til en langog bred nord-syd-gående vej, som er det tæt-teste, man kommer på en hovedfærdselsårepå disse kanter. Vi skal krydse vejen og deref-ter søge ind i de opdyrkede landbrugsareal-er, hvor vi skal oprette vores observationsba-se.

Da vi rammer grusvejen, stivner jeg. I mi-ne natbriller ser jeg en bil uden lys på, som

stille og roligt lister sig ned ad vejen nordframod vores position. Jeg fatter mig, knælerlangsomt ned og gør mig så lille som mu-ligt. Med min højre hånd taster jeg gentag-ne gange på radioen som signal til, at alleskal stoppe øjeblikkeligt og søge skjul.

Rasmus og jeg er midt ude i det åbne kuncirka 15 meter fra vejen. Og bilen er maksi-malt 100 meter fra os. At køre 5-10 kilometeri timen i en bil uden lys er ikke normalt. Deer ikke på vej hjem med varm pizza. De erude for at lede efter os.

Militserne har hørt vores helikopter overområdet og har aktiveret deres netværk.

Bilen nærmer sig. Rasmus og jeg kan ikkesidde her, så vi lægger os ned på maven, fårbehændigt rygsækkene af og trækker demud i kanten af et grusspor, hvor det hælderlidt. Jeg ligger fuldstændig stille og mærkermin halspulsåre dunke mod hjelmens rem.Bilen stopper 20-25 meter fra os. Hvis de harnatbriller på, kan de sagtens se os på den af-stand. Men jeg ved, at det er sin sag at siddeinde i en bil og observere ud i mørket, bådemed og uden natbriller.

Bilen holder mørk og ubevægelig, og jegkan høre den svage brummen fra motorenstomgang. Den sætter sig i bevægelse og rul-ler videre frem, men stopper lige ud for os,ikke mere end 15 meter væk. Jeg undgår en-hver bevægelse og drejer ikke engang hove-det for at kunne se bilen bedre, men stirrerud ad øjenkrogen.

Jeg finder aftrækkeren på mit våben. Hvisdøren åbner, er jeg klar til at tømme det før-ste magasin.

Men motorens omdrejninger øges, og bil-en sætter i gang igen. Jeg drejer mit hovedog kan se silhuetterne af fire personer i kabi-nen. Bilen fortsætter ned ad vejen. Jeg tagernogle dybe indåndinger og får styr på minvejrtrækning. Selvom det ikke endte med enkonfrontation, er det ingen garanti for, at deikke har set os. De kan være usikre på, hvormange og hvor stærke vi er, og har derforvalgt at vende tilbage mere talstærkt senereeller vente på dagslyset, hvor vi har langtvanskeligere betingelser.

»MC højre,« hvisker Rasmus, netop somjeg skal til at melde »fremad« over radioen.

Jeg drejer hovedet og ser en motorcykel,også uden lys på, tøffe ned ad vejen mod os.Jeg trykker mig helt ned igen. Han holderfar-ten og lader ikke til at stoppe. Da hanpasserer os, kan jeg se, at han er bevæbnetmed en Kalashnikov hængende på ryggen.

Det her er et rigtigt skodsted, og vi skalvæk herfra hurtigst muligt. Jeg venter yder-ligere et minut og melder så stille »fremad«over radioen.

Rasmus og jeg får rygsækkene på igen ogfortsætter over vejen og ind i det opdyrkedeområde, der er plastret til med hundredvisaf små meterbrede kanaler og grøfter. 500meter fremme finder vi en lille plet i bevoks-ningen, som er egnet til observationsbase.Der kan vi i dagslys trykke os og være ydmy-ge, mens vi observerer mod vejen.

Men det er i mørket, vi har vores beretti-gelse. Der har vi kontakt til Shadow, somovervåger området og vejen. Derfor beslut-ter vi, at vi om aftenen vil forlade basen ogrykke ud i nærheden af vejen, hvor vi kanstoppe mistænkelige køretøjer eller lave etbaghold. Desuden er vi tæt på andre steder,der måske anvendes som affyringssteder, ogfår vi melding fra Shadow om aktivitet, kanvi nå dem inden for 15-25 minutter.

Om en time sætter det første lys ind. Får viikke sløret os ordentligt inden da, bliver viopdaget af bønderne med det samme. Visætter to mand på vagt, mens vi andre påbe-gynder en heftig høst af palmeblade fra deomkringliggende små lunde. Vi konstrue-rer et tæt hegn af palmeblade hele vejenrundt om vores lille base, som med sine tregange tre meter lige akkurat er stor nok tilotte mand med rygsække.

Rundt om os løber en bred vandingska-nal, og man kan ikke komme ind til os udenat skulle krydse den. Det betyder forhåbent-lig, at hverken mennesker eller kvæg kom-mer for tæt på. For en sikkerheds skyld op-sætter Rasmus i de farligste retninger nær-forsvarsgranater, som kan udløses inde frabasen.

Det er nu bare at vente og håbe på, at viligger på det rigtige sted på det rigtige tids-punkt og får mulighed for at tage et raket-hold ud. Jeg er ikke på første vagt og læggermig på mit liggeunderlag op ad min ryg-sæk, spiser et par kiks med et tykt lag jord-nøddesmør og lukker øjnene.

Det næste, jeg sanser, er, at der bliver ru-sket i min arm. Hans ligger på maven, kig-ger mig stift i øjnene og holder en finger for-an sin mund. Jeg kigger rundt. Alle ligger påmaven med deres våben klar. John peger udi området, viser to fingre op og bevægerdem som tegn på, at to mænd kommer gå-ende.

Da de nærmer sig, ser vi, at de er ubevæb-nede. Højst sandsynligt bønder, som er udeog tilse deres kvæg. De udgør ingen direktetrussel, men det vil alligevel være yderst kri-tisk, hvis de opdager os. Slipper de væk, for-tæller de om os, når de kommer hjem. Oguanset om de er venner eller fjender, vilkendskabet til os brede sig som ringe i van-det. Og er vi uheldige, kan der i løbet af en ti-me være en talstærk militsstyrke på vej. Mentager vi dem til fange, vil deres familier ledeefter dem, og så har vi også et problem.

Vi bliver nok nødt til at trække os ud, hvisde opdager os. Så vores lille, slørede observa-tionsbase skal nu stå sin prøve.

Kun 10-15 meter fra os stopper mændene,og jeg kan høre dem snakke. Jeg tænkerstraks på vores spor, efter at vi samlede pal-mebladene. Ser de monsteraftrykket fra enstørrelse 47 jægerstøvle, går det op for dem,at der er eller har været koalitionssoldater iområdet.

Alle ligger fuldstændig stille og trykkersig. Jeg kan se ud gennem et hul i palmebla-dene og kan tydeligt se dem. De kigger di-

rekte ind mod os. Men bemærker tilsynela-dende intet, og småsludrende fortsætter demod et par køer et stykke fra dem. Alle dra-ger et lettelsens suk, og vi kan konstatere, atvi har gjort et rigtig godt job med sløringen.

Tiden i basen er dræbende lang. Mest pågrund af varmen. Jeg har ligget i varme ob-servationsbaser mange gange før. Men deter første gang, at jeg mærker en så ubarm-hjertig sol. Den brænder på det meste afmin krop, kun lidt af mine støvler er i skyg-ge, og min mund er tør som en grankogle. Vihar syv liter vand med til hvert døgn. Det erikke nok. Hans, vores finskytte, har netopmålt temperaturen med sit Suunto-ur. 49,5grader i skyggen. Alt for varmt til at sove. Jegfinder en lille gren med blade på og vifterden foran ansigtet, ligesom den fede dameunder en varm operaforestilling.

Vores rødhårede patruljefører, Kenneth,er ekstra medtaget. Jeg betragter ham ogmå trække på smilebåndet. Som en udtørretrosin ligger han og kigger åndsfraværendeud i luften. Men Kenneth er en professioneljæger og går ikke på kompromis med voresprocedurer. Ikke noget med at smide støv-lerne eller jakken. Bliver vi overrasket, skalvi kunne forlade basen inden for ganske fåsekunder og kan ikke bruge dyrebar tid påat fedte med snørebånd og jakke.

Efter en modbydelig og udmarvendevarm dag venter vi med længsel på, at afte-nen sætter ind, og temperaturen falder til ettåleligt niveau. Vi ved, at det er om aftenenog natten, vi kan komme i aktion. Det løftermoralen.

Vi har i løbet af dagen bemærket en pic-kup truck, som er kørt frem og tilbage på ve-jen otte gange med flere personer i. Og enpresenning over ladet har skærpet vores op-mærksomhed. Vi finder den så mistænke-lig, at vi beslutter os for at lægge os ud vedvejen og stoppe den, hvis den igen kommerforbi. Det er et sats at stoppe den, hvis denintet har at skjule, men vi vurderer, at det errisikoen værd.

Omsider sætter mørket ind. Jeg monterermine natbriller på min hjelm, slører mit an-sigt, smører hænder, hals og ansigt ind imyggecreme og gør mit våben klar til kampi mørke. Det er akkurat blevet mørkt, da vialle sammen sniger os ud fra basen og udmod vejen. Vi finder et passende sted i kan-ten af et krat 20-25 meter fra vejen og går istilling på en linje. Herfra kan vi hurtigt be-væge os ud på vejen og stoppe den mistæn-kelige pickup.

Natten skrider frem, og der dukker intetop af mørket, ingen pickup truck, ingen an-dre biler, ingen mennesker. Frustrerede ven-der vi tilbage til basen igen, da himlen modøst bliver lysere, og vi ser aldrig den forjæt-tede pickup igen.

Observation mod vejen, som JAM-milit-sen benytter til transport af ammunition ograketter. Lokale irakere passerer helt ned tilfem meter forbi vores observationsstade,men koen Nora på billedet er den eneste,der opdager os.

Den følgende nat ligger jeg på ryggen påmit liggeunderlag og venter på, at jeg skalpå vagt om en times tid. Jeg kigger op modde tusindvis af stjerner på den enorme him-mel og lytter til den svage lyd af gøendehunde og moskeer. Selvom vi endnu ikkehar fået ram på nogen, har jeg det rigtiggodt. Det hele er så nemt her. Så dejligt sort-hvidt. De bedst tænkelige kolleger og kam-merater, et fælles mål og ingen træg daglig-dagsfnidder. Bare opgaven.

Jeg lukker øjnene og døser hen. Men etdybt, hult drøn vækker mig kort efter, og jegspringer op. Himlen mod syd er svagt lystop af en raket. Igen et brag af samme styrkeog samme lys på himlen. Det kan ikke væremere end en kilometer væk. Jeg kiggerrundt. Alle sidder halvt oprejste, lysvågneog spændte på, om det her kan udvikle sigtil en spændende nat.

Raketterne er typisk 30-40 sekunder omat nå lejren. Og ganske rigtigt. Først buldrerén detonation i det fjerne og lidt efter denan-den. Det er helt sikkert lejren, som er ble-vet ramt.

JAM eller en anden milits affyrer åbenbartikke raketterne dér, hvor Shadow har obser-veret.

Vi får kontakt med lejren over radioen, ogganske rigtigt har der været to nedslag i denbritiske del af lejren. Heldigvis er der ingenmelding om døde eller sårede.

Vi hænger med mulerne. Vi vil så forban-det gerne hjælpe soldaterne i lejren med atfå ram på nogle af de skiderikker. Men vi måerkende, at det er en særdeles vanskelig op-gave. Området er for stort, og vi er for få. Des-uden har vi en stærk formodning om, atfjenden udmærket ved, at vi ligger her. Ogfremfor at konfrontere os, vælger de bare atblive væk fra vores område og affyre raket-terne et andet sted.

Den fjerde dag får vi endnu en gang ubud-ne gæster. Ikke færre end seks gange har vihaft bønder gående rundt ved vores base.Den ene gang var bonden ikke mere endfem-seks meter fra os, hvor han stod og gloe-de fjernt ud i luften, mens han kløede sig iskridtet.

Nu er det en bonde med køer, der kom-mer slentrende forbi os. Vi er stadig oppe påmærkerne, når bønderne nærmer sig, menvi har efterhånden tiltro til, at vores sløringvirkelig er effektiv. Ellers er bønderne bareusædvanligt sløve. Rent faktisk forekom-mer køerne mere opvakte end deres oppas-sere. En mager ko, som vi hurtigt døber No-ra, kommer helt hen til hegnet af palmebla-de og står og glor ind til os med sine enormebrune øjne, mens hun møjsommeligt tyg-ger drøv. Da hun går videre, tager hun sinbonde med, og vi kan slappe lidt af igen.

Eftermiddagssolen steger. Mine fødderføles, som om de er ved at gå i opløsning istøvlerne, og endnu et måltid kold ravioli itomatsauce med en kiks til bliver tvungetned. Klokken er knap 17, og der er kun lidt

Rethinking the rethink

Page 116: Редизайн датской газеты Politiken

116

Mest af alt hardagen dog væretdrøj, fordi den 20-årige konstabelHenrik Nøbbe døde,og en anden soldatmistede sit ene ben

Foto: Finn Frandsen

16 dokumentation ONSDAG 16. SEPTEMBER 2009 POLITIKEN

over 10 timer til pickup med helikopteren. Klokken 23 bryder vi op. Omhyggeligt

samler vi alle palmebladene og lægger demind under nogle buske, hvor de ikke opda-ges så let.

Vi skal være sikre på, at alle spor slettes. Vikontrollerer basen for affald og tjekker, at vihar gravet vores skideposer ordentligt ned.Det mindste stykke papir eller plastic vil af-sløre, at vi har været her og gøre det langtmere risikabelt at vende tilbage. Og det kanabsolut ikke udelukkes, at cheferne vil haveos herud igen.

Da vi bevæger os mod helikopterens lan-dezone, flænses stilheden af knitrende auto-matvåben, og lyssporsprojektiler springerover himlen som røde pletter. Så bjæffer ma-skingeværer og Kalashnikovs løs i nogle mi-nutter. Det er ikke mere end et par kilome-ter mod syd, der er ballade. Men vi tager detganske roligt. Det er temmelig sikkert, atdet ikke har med danske eller britiske styr-ker at gøre. Vi ved, at de ikke opererer i detområde i aften.

Stille forlader vi det opdyrkede områdeog krydser vejen over på den store åbne slet-te. Landezonen ligger knap tre kilometermod nordøst. Jeg bevarer mit fokus. Menkan ikke undgå at være frustreret over deforløbne fire døgn. Det er fandens, at vi hver-ken har fået ram på raketter eller militser.

19 PÅ HÆLENE

F or et par timer siden eksploderede toraketter i et øredøvende brag mindreend 100 meter fra vores telt. Den tykke

teltdug blafrede voldsomt af trykket, men vislap med forskrækkelsen, fordi teltet helevejen rundt er beskyttet af et to meter højtmetalnet fuld af jord og sand.

Vi er nødt til at gøre noget ved de forban-dede militser og sidder derfor på feltsenge-ne i vores trange ottemandstelt med skabe,våbenkasser, rygsække og alskens militæreisenkram omkring os og hører om den ope-ration, som vores patruljefører Kenneth harplanlagt. Denne gang mod en teglfabrik igrænseområdet til Iran, som man mistæn-ker for at være våbendepot for JAM. De af-henter raketter dér og distribuerer dem vi-dere ud i mindre depoter omkring Basra forendeligt at affyre dem mod vores base påBasra Air Station.

En af de andre jægerpatruljer har ligget iområdet ved teglværket og observeret, in-den min patrulje sammen med to andreskal flyve derud i ly af natten og destrueredepotet. Samtidig er min patrulje Quick Re-action Force, QRF, for den patrulje, der ob-serverer teglværket. Hvis de får akut brugfor hjælp, kan vi inden for en time være hosdem i helikopter.

Men i stedet får vi en ny opgave, da »Over-armen« træder ind ad døren. Ikke med sitsædvanlige smil i sit i forvejen muntre an-sigt, men med en påfaldende alvorlig mine.

»Glem alt om teglværket. MECINF er i pro-blemer, og vi skal indgå som QRF for bataljo-nen. Beredskab 15 minutter. Klargør jeresgrej. Jeg vender tilbage med mere info omlidt.«

MECINF er den engelske forkortelse fordet motoriserede infanterikompagni fraden danske bataljon, og de er åbenbartkommet i kamp mod JAM og er pressede. Vo-res grej står klar, men til denne ekstraordi-nære nødsituation pakker vi ekstra ammu-nition, nogle flere offensive granater, nogetmere førstehjælpsmateriel og et par ryg-sække med vand, som kan udskyde krop-pens dehydrering nogle timer i den ulideligørkenhede.

Normalt vil vi aldrig operere i dagslys. Deter en opgave for infanterister. Vi fra Jæger-korpset er mænd af mørket og opererer al-tid i langt mindre enheder end infanteri-ster. På den anden side ved vi også, at situa-tionen er særlig uheldig netop nu, fordibataljonen er ved at afvikle en af de obligato-riske orlovsperioder på to uger, som alle sol-dater har krav på i løbet af et halvt års udsen-delse, og der er ikke sol-dater nok til at afløsealle. Således er det på grund af mandskabs-mangel kun det ene af den danske bataljonsto kompagnier, det motoriserede infanteri-kompagni, som kan udføre egentlige opera-tioner.

»Så er det nu! Grejet på. Klar ved bilerneom fem. En dansk soldat er skudt i brystet,formentlig af en snigskytte, og kompagnieter alvorligt presset af JAM. Jeg briefer jer opnede ved helikopteren,« pruster »Overar-men« ind ad døren.

Vi løber ud til bilerne og kører de fem mi-nutter fra den danske lejr i den ene ende afBAS til helikopterlandepladsen. Mit ansigter allerede badet i sved under den intenseformiddagssol, da vi ankommer til stor for-virring på pladsen. Vi erfarer, at situationener yderst alvorlig, da også 30-40 britiske sol-dater er indkaldt som forstærkning. Detteer ikke blot en normal QRF. Det er alt dispo-nibelt mandskab – til en enhed, som må væ-re i virkelig svære problemer.

»Samling her,« råber »Overarmen« gen-nem larmen fra den britiske S-61 helikopter,der står klar med snurrende rotorblade.

»Okay, her er, hvad jeg ved: Gruppen afdanske soldater, hvoraf en er såret af ensnigskytte, har trukket sig ind i et hus. De erunder kraftig beskydning fra JAM. Man harforsøgt at undsætte dem i en pans-retmandskabsvogn, men den kørte på en IED,hvad der resulterede i seks-syv sårede, herafmindst en hårdt såret. Man forsøger nu igenat evakuere alle de sårede til en landezonetæt derpå. Vi skal ud og sikre denne landezo-ne, så de kan komme ind til behandling påBAS. Spørgsmål?«

Ingen spørgsmål. »Vi har prioritet på helikopteren. Go!« Jeg løber bagerst mod den ventende heli-

kopter og er sidst inde, da jeg som spejderskal først af. At flyve i helikopter i fuldt dags-

lys over fjendtligt terræn sker kun i absolut-te nødsituationer. Helikopteren er megetsårbar over for beskydning med maskinge-værer og håndvåben fra jorden, og jeg be-mærker tilmed, at denne gamle S-61 ikke harnogen bevæbning. Ikke ligefrem betryggen-de. Slet ikke når vi kun har en overordnet idéom, hvor vi skal lande og ingen anelse om,hvordan situationen er dernede.

Så det er en helikopter ladet med uvished,der hæver sig over asfalten på pladsen, ven-der rundt mod nordøst og øger farten lavthen over den irakiske ørken mod det nordli-ge Basra. Flyvetiden er 10 minutter, og sam-tidig med at den britiske loadmaster givertegnet til ét minut, foretager helikopterpilo-terne et par skarpe, taktiske drej for at und-gå beskydning fra jorden.

Det er ekstra varmt dernede i dag. I næste nu bremser helikopteren kraftigt

op, og jeg kan se vores landezone, som er enåben plads på nogle hundrede meter påhver led, omgivet af grønne områder medspredt bebyggelse.

Helikopterens hjul får kontakt, loadma-steren giver signal, råber »go-go-go«, og jegspringer ud i rotorbladenes turbulens afstøv og sand. Efterfulgt af resten af patruljenløber jeg mod en jordvold, som er den nær-meste dækning, jeg kan se, og helikopterenreturnerer straks til BAS for at hente de briti-ske soldater.

Forvirringen er total i området. MECINF-kompagniets pansrede mandskabsvogneog andre lettere køretøjer holder rundt påpladsen med deres våben strittende i alleretninger. Nogle hundrede meter mod østbuldrer kompagniets tunge maskingevæ-rer løs. Det er dér, infanterigruppen er afskå-ret. Der bliver råbt og skreget blandt solda-terne i og omkring køretøjerne, og jeg kanhøre, at radiohøjttalerne i køretøjerne erfyldt med meldinger om fjenden.

Kenneth kommunikerer med den af dedanske officerer, som tilsyneladende erbedst opdateret. Vi skal sikre landezonenmod nord og placerer os straks i en halvbuebag nogle små knolde på jorden, som er denbedste dækning.

Den første granat lander 50 meter fra os.Det hule brag får jorden til at ryste under os,og vi trykker os så flade som muligt. Umid-delbart efter detonerer to granater lidt tæt-tere på, og fragmenterne hvisler hen overos. Der er ingen dækning i retning mod ned-slagene. Så vi må væk herfra.

Hans, vores finskytte, råber, at vi kan søgedækning bag en af de pansrede mandskabs-vogne. Vi ruller rundt, ud af vores stilling,kommer på benene og smider os hen bagmandskabsvognen. Yderligere to granaterdetonerer, denne gang endnu tættere på.

Det er mortérgranater, efter kraften atdømme middeltunge, og det er tydeligt, atJAM har en observatør et sted, hvor han kanse mortérerne lande. Og han er nu i gangmed at korrigere nedslagene. Det er etspørgsmål om kort tid, før det begynder atregne med mortérer over hele landezonen.Det er MECINF-kompagniet også klar over,for førerne råber af deres lungers fuldekraft, at alle skal ud af området med detsamme. Alle løber mod nærmeste køretøjog hopper op, og førerne råber efter deresfolk for at sikre sig, at alle kommer med. Jegselv kaster mig ind på ladet af en MercedesGeländewagen firehjulstrækker, en såkaldtGD’er, som straks sætter i fart med et ladfyldt med infanterister.

Jeg sidder ved siden af en ung sergent,som råber fakta om situationen ind i øret påmig. MECINF har tidligere på formiddagenværet ude for at yde beskyttelse for en af decivile, danske genopbygningsenheder, derville tilse et igangværende projekt på en sko-le. Mens de bevægede sig igennem landsby-en til fods, blev den danske soldat ramt i bry-stet af snigskytten, og hans gruppe trakham ind i huset, hvor de blev afskåret fra re-sten af kompagniet. Under forsøget på atkomme dem til undsætning i den pansredemandskabsvogn blev syv soldater såret afvejsidebomben.

De syv er det lykkedes at evakuere. Nugælder det så for alt i verden om at få den så-rede og hans gruppe i huset i sikkerhed.Men desværre lader det ikke til, at det dan-ske kompagni skaber det momentum, derskal til for at presse JAM og kunne hentedem hjem.

Vi kører i en lang slange af 10-12 køretøjerad vejen mod nord og ud på en ørkenslette.Vi blæser en sky af sand og støv op og viser li-ge så tydeligt JAM, hvor vi er på vej hen. Efterlidt over en kilometer svinger vi ind til højremod nogle sandvolde, der formentlig harværet anvendt som kampstillinger af denirakiske hær. Vores køretøjer parkerer vi ikanten af voldene med alle tilgængelige vå-ben pegende 360 grader ud i det åbne ter-ræn. Jeg løber hen til en sydvendt vold, efter-fulgt af Søren med et 5.56 Heckler & Kochmaskingevær, og de andre finder tilsvaren-de dækning. Så er vi klar til at nedkæmpe al-le fjender, som måtte nærme sig.

Samtidig hjælper Frederik og Christianmed at stabilisere to af de sårede soldater fravejsidebomben, køreren og maskingevær-skytten. Den ene er gået i chok, og den an-den har fået brandskader. Frederik og Chri-stian er begge erfarne og kompetente sani-tetsfolk med masser af operativ erfaring, ogde lægger hurtigt et væskedrop på den eneog yder psykisk førstehjælp til den anden.

Jeg bemærker, at »Overarmen« spankule-rer over pladsen som en anden alfahan. Påtrods af situationens alvor virker det, somom han er i sit es. Han har retning mod denpansrede mandskabsvogn, hvor nogle offi-cerer fra MECINF-kompagniet befinder sig,og et par minutter senere lyder hans stem-me i min øresnegl. Med hjælp fra briterne erdet lykkedes at evakuere den danske gruppefra huset hjem til BAS. Men desværre forsent. Soldaten, der blev ramt af snigskytten,er død. Han døde i det hus, hvor han og hans

gruppe blev afskåret. Det lader til, at situationen er ude af kon-

trol. Det overtag, som kompagniet gerneskulle have, er der desværre ikke tegn på.Tværtimod bliver de presset mere og mere idefensiven. Så da efterretninger fortæller, atJAM er ved at mobilisere en styrke på 400-500 mand nogle få kilometer sydpå, beslut-ter man at forlade området og evakuere tilBAS hurtigst muligt.

Et lille rekognosceringshold i en GD bli-ver sendt ud fra kampstillingen for at findeden bedste flugtrute, men de er kun ligekørt ud på den anden side af voldene, da enstribe maskingeværskud pisker jorden for-an dem. Køreren må resolut vende om og gi-ve fuld gas tilbage.

Ud fra vinklen at dømme kommer skud-dene fra bebyggelsen et par hundrede me-ter syd for os. Jeg tager min lille Zeiss-kikkertfrem og afsøger hver kvadratmeter af mure-ne, vinduerne, dørene og tagene. Intet.

Hvor frustrerende kan det blive? Jeg lig-ger her som en anden infanterist mod enfjende som styrer slagets gang. Vi har ingenmulighed for at slå igen. Jeg har mest af altlyst til at give husene en ordentlig byge blysammen med Søren og hans maskingevær.Om ikke andet for at holde hovederne nedepå fjenden. Men det er selvfølgelig ikkeholdbart. Jeg kan ikke identificere nogenfjende, og det er uacceptabelt i ren vrede atåbne ild mod en bebyggelse, som sikkerthuser kvinder, børn og andre uskyldige.

En af kompagniets officerer råber, at alleskal holde sig klar til at forlade området.JAM menes at være på vej i vores retning.Med yderligere 400-500 stridslystne fjen-der oven i det nuværende fjendebillede vilkompagniet gå en dyster nat i møde her. Sånu er det bare om at komme af sted. Få mi-nutter efter er vi på vej ud over den goldeslette i en svag bue mod nord. Vi rammer enbred grusvej, og kompagniet stopper for atobservere mod syd og for at se, om JAM er påvej. Ingenting.

Over radioen knurrer »Overarmen«, at viikke skal evakuere nogen steder med kom-pagniet. Vi har stadig en opgave som QRFfor vores patrulje ved teglværket, som ikkehar haft nogen backup siden i formiddags,hvor vi blev indsat for kompagniet. Vi hargjort, hvad vi kan her, meddeler »Overar-men« og beordrer os af køretøjerne.

En flok måbende infanterister ser os stå afog samles i en lille klump, mens de selv for-svinder ud ad grusvejen. »Overarmen« harrekvireret en helikopter, som vil være herstraks. Det er et af privilegierne ved at værejægersoldat. Skal vi bruge en helikopter, rin-ger vi blot efter en.

Kort efter har vi kontakt til piloten på heli-kopteren, som meddeler, at han er »two mi-nutes out«. Per automatik løber jeg ud i detåbne og knæler, hvor jeg mener, at hanbedst kan sætte helikopteren ned, og jegklargør min røggranat. I en klar silhuetmod den orange eftermiddagssol dukkerden store britiske EH-101 transporthelikop-ter nu op i horisonten, og jeg trækker split-ten på granaten, så den intense røg afslørervores position.

Da vi kommer hjem til BAS, begynder vi atrengøre og klargøre vores våben og udrust-ning igen, så vi er klar, hvis vi også skal i ak-tion som QRF for vores jægerpatrulje.

Det har været en drøj dag. Dels fordi vi jæ-gersoldater ikke er vant til at føle os hjælpe-løse og være passive. Vi er opdraget til ag-gression, når vi er trængt, og det har vi be-stemt ikke levet op til i dag. Vi har været påhælene over for en fjende, som styrede kam-pen på slagmarken. Og det har med al tyde-lighed vist os, at vi kun bør løse opgaver, vier uddannet og trænet til, lige meget hvorsympatisk grunden måtte være til at anven-de os alternativt.

Mest af alt har dagen dog været drøj, fordiden 20-årige konstabel Henrik Nøbbe døde,og en anden soldat mistede sit ene ben.

Et par dage forinden havde jeg sludretforan vores telt med en ung konstabel, Jes-per Hansen, som jeg havde bemærket løbe-træne flittigt hver dag trods den smeltendehede. En glad og venlig fyr, som fortalte, athan gerne ville være jægersoldat. Og det vil-le han stadig, havde han sagt i en morfintå-ge, da Claus fra patruljen besøgte ham pådet britiske felthospital på basen. Han hav-de endnu ikke helt forstået, at han havde mi-stet sit ene ben over knæet. Lidt efter blevhan dog mere klar, og situationen gik lang-somt op for ham. Hvorefter han med et fastblik havde betroet Claus, at han nu ville træ-ne frem mod at deltage i handicap-OL.

20 DEN HØJESTE UDMÆRKELSE

T ask Force K-Bar – hvor vores danskeTask Force Ferret sorterer under – hø-ster stor anerkendelse som jægersol-

dater i Afghani-stan. At have soldater på jor-den, som over en længere periode konstantkan overvåge fjendens bevægelser, er virke-lig noget, vores amerikanske ledelse får øj-nene op for. Specielt vores operationer ibjergene – i noget af det hårdeste terræn påkloden – imponerer amerikanerne.

I årene før Afghanistan lagde verdens ene-ste supermagt ellers mere og mere vægt påen teknologibaseret krigsmaskine. Menuanset hvor mange teknologiske vidunderedet militære system har til sin rådighed, vildet stadig være soldaten på jorden, elitesol-daten såvel som infanteristen, der kan skaf-fe bedst information om fjenden. Præcis ogvalid information er nødvendig for at iden-tificere og ram-me de rigtige mål. Det vedamerikanerne om nogen, og derfor sætterde stor pris på vores indsats.

Jeg bliver alligevel noget overrasket, dajeg en dag tre år efter min hjemkomst fra Af-ghanistan i sommeren 2005 står i et møde-lokale på Jægerkorpsets stabsgang på Flyve-station Aalborg, og mit blik fanger et billedeaf vores daværende chef, oberstløjtnantFrank Lissner. På billedet trykker han håndmed USA’s præsident, George W. Bush.

Billedet er dateret den 7. december 2004og bærer en inskription, der tilsyneladendehar noget at gøre med en udmærkelse tilTask Force K-Bar, The Presidential Unit Cita-

tion Award. Det undrer mig. Og på nettet finder jeg ud

af, hvad udmærkelsen gives for: »The Presidential Unit Citation is awar-

ded to units of the Armed Forces of the Uni-ted States and co-belligerent nations for ex-traordinary heroism in action against an ar-med enemy occurring on or after 7December 1941. The unit must display suchgallantry, determination, and esprit decorps in accomplishing its mission underextremely difficult and hazardous condi-tions as to set it apart and above other unitsparticipating in the same campaign.« Altsåen udmærkelse til »enheder fra De ForenedeStater og med-krigsførende nationer for ek-straordinært heltemod i aktion mod en be-væbnet fjende på eller efter den 7. december1941. Enheden må udvise en sådan tapper-hed, målbevisthed og korpsånd i udførelsenaf sin mission under ekstremt svære og risi-kable forhold, at den adskiller sig fra ogovergår andre enheder, der deltager i sam-me felttog.«

Jeg er målløs, da det går op for mig, hvadvi er blevet hædret med. I fuldkommen ube-mærkethed. Det er den højeste amerikan-ske militære enhedsudmærkelse, man kanfå. Vi er i prominent selskab med blandt an-dre enheder fra D-dag, Koreakrigen og Viet-namkrigen, og ingen enheder har fået ud-mærkelsen, siden krigen i Vietnam sluttedei 1975.

Jeg er aldrig gået op i medaljer, udmær-kelser og fine uniformer. Men den her gørmig stolt, fordi jeg som elitesoldat fra en mi-litær lilleputnation har været en del af enenhed, som har bidraget i ekstraordinærgrad. Men at det er forbigået med typiskdansk duknakkethed, gør mig samtidig ra-sende. Her har vi knoklet med livet som ind-sats tusindvis af kilometer hjemmefra, dybtinde i fjendeland, omringet af Taleban og al-Qaida. Og så har vores militære ledelse ud-vist den arrogance ikke engang at bringedenne anerkendelse videre til os, som harfortjent den. End ikke en notits i korpsets in-terne blad, Jægernyt, har de tænkt på.

Jeg bliver skuffet og vred og retter hen-vendelse til vores nye chef, oberstløjtnantHenrik Friis, som viser sig at være enig i mi-ne betragtninger. Så endelig – et år senere –står vi til parade i korpsets gård og modta-ger et ordensbånd og bliver skamrost af denamerikanske ambassades militærattaché,oberstløjtnant Mike Schleicher, som under-streger sjældenheden i udmærkelsen. Ogselv han giver udtryk for undren over ikke atvære blevet inviteret tidligere til at overræk-ke os den fornemme hæder.

Jeg føler da også, at vi har fortjent hæde-ren. Vores indsats er historisk, for det er før-ste og eneste gang, Jægerkorpset har væretindsat med alle operative jægere samlet. Ogdet har nyttet noget. Vi har samlet informa-tioner om fjenden, der senere er blevetbrugt til operationer mod al-Qaida og Tale-ban. Og vi har sprængt fjendens ammuniti-on i luften, så det ikke havnede i hovedet påvenner og allierede.

Min harme over for korpsledelsens man-gel på handlekraft, når det gælder udmær-kelser for unikke præstationer, bliver endnustørre, da jeg senere finder ud af, at amerika-nerne – igen uden nogen officiel anerken-delse – har givet The Army CommendationMedal til en jægerpatruljefører, JT, for»usædvanligt lederskab under ekstremtvanskelige forhold.«

I 14 døgn har JT og hans patrulje observe-ret fra en klippeafsats så smal, at kun enkel-te i patruljen kunne ligge ned. I ly af mørketer de klatret ned fra klippen og har snegetsig ind i en nærliggende lands-by, hvor devar så tæt som en armslængde fra bevæbne-de al-Qaidaterrorister og indhentede infor-mationer om fjenden.

Medaljen er så usædvanlig, at den davæ-rende amerikanske forsvarsminister, Do-nald Rumsfeld, ville overrække medaljenpersonligt. Men da hans fly ikke kunne lan-de i Kabul på grund af dårligt vejr, modtogJT den i stedet fra chefen for elitestyrkerne iAfghanistan, den amerikanske oberst MarkV. Phelan.

I august 2008 er det tid til min aftrædelse.Som 41-årig er jeg i mit operative efterår. Fy-sisk kunne jeg sagtens være med mange årend-nu, men jeg nærmer mig en fremtidigseniorkarriere i Jægerkorpsets stab bag skri-vebordet med sagsbehandling, træge bu-reaukratiske arbejdsgange, kopimaskinerog endeløse ture til kaffemaskinen.

Det er en fremtid, som jeg er alt for rastløstil, og da jeg også gerne vil nå en karriere i enanden boldgade, vælger jeg at stoppe.

På en solrig og for Flyvestation Aalborgsjældent vindstille sensommerdag rydderjeg mine skabe for alt mit grej, afleverer mi-ne våben, sætter et par kasser øl og nogle po-ser chips i patruljernes briefing-rum, stik-ker på næven til dem, der er hjemme fra pa-truljerne, og kører sammen med Selma udad hovedvagten mod København.

Ingen taler, ingen paletter, ingen kom-mentarer eller spørgsmål, ingen klap påskulderen efter syv års operativ tjeneste iverdens brændpunkter. Og det passer migfint. Jeg bryder mig ikke om at være i cen-trum.

Min storhedstid vil altid være i patruljer-ne i korpset. Uanset hvad jeg har beskæfti-get mig med, og hvad jeg kommer til at be-skæftige mig med, vil den tid, da jeg var endel af en lille eksklusiv skare, altid være detstørste for mig. Intet kan måle sig med ufor-udsigeligheden, intensiteten, nerven og fæl-lesskabet om de samme værdier og målsammen med en flok førsteklasses soldater.At have kæmpet sig gennem de sammesmertelige strabadser under optagelsesfor-løbet. At falde gennem himmelrummet enmørk og kold nat sammen med min patrul-je. At være isoleret med dem i dagevis på enklippeafsats i Afghanistan, hvor man bådesover og besørger klos op ad hinanden. At

kæmpe sig gennem kloakafløb i Irak sam-men. Det skaber menneskelige bånd og ensamhørighedsfølelse af sjælden karakter. Ien verden, hvor en masse mennesker ren-der alene og ensomme gennem livet, er detet dyrebart privilegium.

Og på det personlige plan kan intet målesig med at bevæge sig ud i ukendte grænse-zoner, hvor man ultimativt kunne dø. Det ernok en besynderlig form for mild masochis-me. Men at komme helt derud, hvor jeg vir-kelig mærker, at jeg lever, er unikt. Det hand-ler om et svært forklarligt – og sikkert sværtforståeligt – behov for konstant at flyttegrænser. Det behov har jeg til fulde fået op-fyldt i Jægerkorpset.

Nu skal jeg til at se fremad og finde noglenye drømme at forfølge, for jeg er langtfrafærdig med spænding og eventyr. Jeg vilsmage meget mere på livets muligheder,blot har jeg endnu ikke et klart mål med re-sten af mit liv. Jeg kan videreuddanne mig idet militære system.

Eller i det civile. Jeg vil også gerne rejse.Måske igen som fotograf. Tage kameraet un-der armen og lave en fotobog fra verdensbrændpunkter.

Min jægertid har givet mig et fysisk ogmentalt overskud, som forhåbentlig givermig en lettere gang på jorden. Jeg kan selv-følgelig ikke gå på vandet, sådan som jegtroede, jeg ville komme til, inden jeg gik igang med jægeruddannelsen. Men jeg harfundet ud af, at når jeg har en drøm medsubstans og forsøger at leve den ud, er illu-sionen og forventningens glæde nok til at fåmig til at føle, at jeg kan gå på vandet.

Og hvis jeg ikke var en rastløs sjæl i forve-jen, er jeg i hvert fald blevet det i Jægerkorp-set. Jeg er altid på jagt. Så det river i mig, dajeg i maj 2009 erfarer, at Jægerkorpset sen-der 65 jægere til Afghanistan. Jeg ringerstraks og melder mig til tjeneste endnu engang. Det er måske min sidste chance. Menpatruljerne er desværre fyldt op, og Hercu-les-flyet letter nogle dage efter.

Uden mig.

JÆGERKORPSET I KRIG

1995, primoSeks elitesoldater fra Jægerkorpset, JGK, sen-des til Bosnien for at rekognoscere modsnigskytter i området omkring hovedkvar-teret for UN Protection Forces i Sarajevo. Deter første gang siden korpsets oprettelse i1961, at jægersoldater sendes ud i en krigssi-tuaion.

1999, primoEn gruppe jægersoldater udsendes til Koso-vo for at være med til at sikre i områder, hvorder skal oprettes NATO-baser.

2002, den 9. januar Task Force Ferret – 102 soldater fra JGK ogFrømandskorpset – sendes til Afghanistanfor at støtte den tre måneder gamle ameri-kansk ledede FN-mission, »Operation Endu-ring Freedom«. Formålet er at fange de an-svarlige for terrorangrebene den 11. septem-ber 2001 mod New York og Washingtonsamt at lukke al-Qaida-terrortræningslejreog afsætte Taleban-regimet, der støtter dem.Det er første og eneste gang, JGK har væretindsat som samlet styrke.

2003, maj Danmark sender tropper til den to månedergamle amerikansk ledede, ikke-FN-støttede»Operation Iraqi Freedom«. JGK er med forat rekognoscere i operationsområdet vedBasra. Over de næste fire år fungerer jæger-soldater mange gange som livvagter fordanske ambassadefolk og VIP’s både i Bag-dad og Basra.

2005, forår Seks jægersoldater forstærker den danskebataljon i Kosovo, der oplever krigslignendetilstande mellem serbere og albanere. På enoperation tager de en lokal militsleder tilfange.

2006, august Finskytter fra JGK støtter belejrede danskeog britiske soldater i Musa Qala i Helmand-provinsen i Afghanistan.

2007, forår JGK jager oprørere og militser, der sender ra-ketregn ind over Camp Einherjer ved Basra.

2009, juni JGK sender cirka 65 soldater til Helmand-provinsen i Afghanistan for at styrke indsat-sen mod Taleban og al-Qaida.

16 pages in broadsheet.Soldier reported to authorities.Editor reported to authorities.The Defence Chief was fired ...The Freedom of the Press.

Rethinking the rethink

Page 117: Редизайн датской газеты Politiken

117

So after all these new developments.

Rethinking the rethink

Page 118: Редизайн датской газеты Politiken

118

So after all these new developments.Is there anything to show?

Rethinking the rethink

Page 119: Редизайн датской газеты Politiken

119

So after all these new developments.Is there anything to show?Yes. A circulation increase!

Rethinking the rethink

Page 120: Редизайн датской газеты Politiken

120

Rethinking the rethink

0.03%Yes. A circulation increase!

Page 121: Редизайн датской газеты Politiken

121

Think beyond print!

Page 122: Редизайн датской газеты Politiken

122

Think beyond print!

The double rethink. Step 1 = print 2006. Step 2 = internet 2009.

Page 123: Редизайн датской газеты Politiken

123

The double rethink. Step 2. Transfer of staff to the internet 2006.Redesign 2009.

Think beyond print!

Page 124: Редизайн датской газеты Politiken

124

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 125: Редизайн датской газеты Politiken

125

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 126: Редизайн датской газеты Politiken

126

Think beyond print!

Design DNA.

Georgia – Internet

Capitolium – Print

Page 127: Редизайн датской газеты Politiken

127

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 128: Редизайн датской газеты Politiken

128

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 129: Редизайн датской газеты Politiken

129

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 130: Редизайн датской газеты Politiken

130

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 131: Редизайн датской газеты Politiken

131

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 132: Редизайн датской газеты Politiken

132

Think beyond print!

Launched one week ago!

Page 133: Редизайн датской газеты Politiken

133

Article level.Clickmania!www.politiken.dk

Think beyond print!

Page 134: Редизайн датской газеты Politiken

134

Think beyond print!

Page 135: Редизайн датской газеты Politiken

135

Experiment.The unexpected.

Think beyond print!

Page 136: Редизайн датской газеты Politiken

136

2007 Mobile phone.2008 iPhone.

Think beyond print!

Page 137: Редизайн датской газеты Politiken

137

The objectives.

Think beyond print!

Page 138: Редизайн датской газеты Politiken

138

The objectives. A co-branding gimmick!

Think beyond print!

Page 139: Редизайн датской газеты Politiken

139

The objectives. A co-branding gimmick! Getting experience!

Think beyond print!

Page 140: Редизайн датской газеты Politiken

140

73 % of all the Politiken mobile traffic.In less than a year.

iPhone 73 %

Nokia 5 %

Others 22 %

TOTA L V I S I TS O N M O B I L . P O L . D K O G I . P O L . D K

Think beyond print!

Page 141: Редизайн датской газеты Politiken

141

http://i.pol.dk/Politiken on iPhone

Think beyond print!

Page 142: Редизайн датской газеты Politiken

142

Apple DNA.Politiken DNA.

Think beyond print!

Page 143: Редизайн датской газеты Politiken

143

Overview.

Think beyond print!

Page 144: Редизайн датской газеты Politiken

144

Tomorrow’s newspaper?

Think beyond print!

Page 145: Редизайн датской газеты Politiken

145

“For heaven knows how long,people have encountered eachnew technology by translatingit back into the old familiar one”Marshall McLuhan

Think beyond print!

Page 146: Редизайн датской газеты Politiken

146

Think beyond print!

Page 147: Редизайн датской газеты Politiken

147

Tomorrow’s newspaper?

Think beyond print!

Page 148: Редизайн датской газеты Politiken

148

Tomorrow’s newspaper?

Think beyond print!

Page 149: Редизайн датской газеты Politiken

149

One device.The iPhone is a newspaper.

Think beyond print!

Page 150: Редизайн датской газеты Politiken

150

Turn it!The iPhone is a newspaper.

Think beyond print!

Page 151: Редизайн датской газеты Politiken

151

Touch it!The iPhone is a newspaper.

Think beyond print!

Page 152: Редизайн датской газеты Politiken

152

Read it!The iPhone is a newspaper.

Think beyond print!

Page 153: Редизайн датской газеты Politiken

153

Lowbudget!Nobody maintains it!Nobody develops it!

Think beyond print!

Page 154: Редизайн датской газеты Politiken

154

The readership goes up.

C O O K I ES .

U N I Q U E V I S I TO R S .

SEPT

EMBE

R

AUG

UST

JULY

6.52

1

6.74

5

5.35

8

4.15

2

4.62

8 6.52

0

10.3

71

10.6

97

15.0

36

14.7

40

OCT

OBE

R

NO

VEM

BER

DEC

EMBE

R

JAN

UAR

Y

FEBR

UAR

Y

MAR

CH

APRI

L

19.10

7M

AY

22.14

1JU

NE

16.9

11JU

LY

20.8

76

23.2

84

26.4

00

AUG

UST

SEPT

EMBE

R

OKT

OBE

R

Think beyond print!

Page 155: Редизайн датской газеты Politiken

155

Page 156: Редизайн датской газеты Politiken

156