Imod valg' af David Van Reybrouck

XImod valg

David van Reybrouck

David van Reybrouck X Imod valg – til forsvar for demokratiet Tiderene Skifter

– til forsvar for demokratiet

Tiderne Skifter

9 788779 737020

ISBN 9788779737020

T S / P o l I T I k

D en, sovid quo con peratem fugit quid quundamusa

pore corit verum deliani re sum quiatio nsectas aut

qui denda con reicabo. Ut ventis ditiat quibust quas

volorerem ilit, sandae nem im imodit aliquod isquas quid que

verio comnient enda secum eicillis con cus.

Borrum eosam, volorendit doluptatur, voluptatur, id ut ero

voluptas adi aute et vendi simenda erupta sum alibus dit,

omnimil laborunda est, sit, ne num quid minimus re cum

rest quidipsant pos re idunti conseni musant min pliam,

vendaeperio. Itat everum doluptur, sum, nus nis et ratibus dolut

quatquibus accum dolor restibeate ped etur, sam niste core

sam, sequo inveriam, es dolupienest, corepro vitisque veniate

es ad quas el id elicienimpor as earum quam nossin nobitatem.

D en sovid quo con peratem fugit quid

quundamusa pore corit verum deliani re sum

quiatio nsectas aut qui denda con reicabo.

Ut ventis ditiat quibust quas volorerem ilit,

sandae nem im imodit aliquod isquas quid

que verio comnient enda eicillis con cus.

Borrum eosam, volorendit doluptatur,

voluptatur, id ut ero voluptas adi aute

et vendi simenda erupta sum alibus dit,

omnimil laborunda est, sit, ne num quid

minimus re cum rest quidipsant pos re idunti

conseni musant min pliam, vendaeperio.

Itat everum doluptur, sum, nus nis et ratibus

dolut quatquibus accum dolor restibeate ped

etur, sam niste core sam, sequo inveriam,

es dolupienest, corepro vitisque veniate es

ad quas el id elicienimpor as earum quam

nossin nobitatem.

DAVID VAN REYBROUCK con peratem fugit quid

quundamusa pore corit verum deliani re sum

quiatio nsectas aut qui denda con reicabo. Ut

ventis ditiat quibust quas volorerem ilit, sandae

nem im imodit aliquod isquas quid que verio

comnient enda eicillis con cus.

FOTO / KeKe KeuKelaar

OMSlag / MiKKel HenSSel

X

IMOD VALG

Tiderne_ Imod valg_P.indd 1 16/12/14 10.49

Af samme forfatter på dansk:

Congo, 2011


David van Reybrouck

Imod valg– til forsvar for demokratiet

Oversat fra nederlandsk af Birthe Lundsgaard

TIDERNE SKIFTER


Imod valg– til forsvar for demokratiet

Copyright© 2013 David Van ReybrouckDansk udgave: © 2015 Tiderne Skifter

Forlagsredaktion: Claus ClausenSat med Sabon hos An:Sats, Espergærde

og trykt hos Holm Print Management, TjeleISBN 978-87-7973-702-0Printed in Denmark 2015

The translation of this book is funded by the Flemish Literature Fund (Vlaams Fonds voor

de Letteren – www.flemishliterature.be)

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K

Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: [email protected] · www.tiderneskifter.dk


Det engelske folk tror, det er frit. Det tager grueligt fejl, det er kun under valget af medlemmerne til parlamentet; så snart

de er valgt, er det slavebundet, det er intet.

Jean-Jacques Rousseau,Samfundskontrakten (1762)1



indhold

forord 9

I SYMPTOMER 19Entusiasme og mistillid: Demokratiets paradoks 19Legitimitetskrise: Opbakningen svinder 23Effektivitetskrise: Handlekraften svinder 27

II DIAGNOSER 35Det er politikernes skyld: Populisme- diagnosen 35Det er demokratiets skyld: Teknokrati- diagnosen 38Det er det repræsentative demokratis skyld: Direkte demokrati-diagnosen 42Det er det valg-repræsentative demokratis skyld: En ny diagnose 54


III PATOGENESE 75En demokratisk procedure: Lodtrækning

(oldtid og renæssance) 75En aristokratisk procedure: Valg (18. århundrede) 95Demokratiseringen af valg: En skinproces (19. og 20. århundrede) 95

IV MEDICIN 123Lodtrækningens renæssance: Deliberativt demokrati (slutningen af 20. århundrede) 123Demokratisk fornyelse i praksis: En international eftersøgning (2004-2013) 132Demokratisk fornyelse i fremtiden: Forsamlinger udpeget ved lodtrækning 146Skitse til et demokrati baseret på lodtrækning 154Foreløbigt forsvar for et bi-repræsentativt system 166

konklusion 181tak 185bibliografi 191noter 199


9

forord til dansk udgave

„Det må være din spøg,“ var min første reaktion, da min danske forlægger ringede. Nogle få uger tidligere havde jeg sagt det samme til min norske forlægger, som havde læst den franske oversættelse af Imod valg på sit hotelværelse under bogmessen i Frankfurt. „Ja-men hvorfor,“ gentog jeg til min danske ven, „hvorfor skulle du gøre det?“

For en forfatter er det normalt virkelig dejligt at blive oversat. Det er en form for anerkendelse uden for ens sædvanlige sproglige fællesskab, som giver én den behagelige illusion, at man har skabt noget me-ningsfyldt, eller i hvert fald lidt mere meningsfyldt, end det var før. Men med denne bog forholdt det sig anderledes. Jeg håbede inderligt, at den ville blive oversat i meget begrænset omfang. Jo mere begræn-set, jo bedre, sagde jeg til mig selv. Til helvede med verdenslitteraturen! Hvis teksten i Imod valg blev be-tragtet som andet og mere end et lille stykke lokal hjemstavnslitteratur, havde vi et problem – eller ret-tere: så havde demokratiet et problem. Og nu hvor både Norge og Danmark ringede, havde vi helt afgjort et problem.


10

imod valg

„Det må være din spøg,“ gentog jeg.Senere tjekkede jeg det globale korruptionsbaro-

meter. Denne fantastiske rapport udsendes hvert år af organisationen Transparency International. Til min glæde konstaterede jeg, at kun 30% af de adspurgte danskere anså politiske partier for at være korrupte. Sikke en kontrast til Storbritannien (hvor 66% af befolkningen ikke havde tillid til dem), Frankrig (73%), Spanien (83%), Italien (89%) og selvsagt Grækenland, som førte med svimlende 90% af de ad spurgte! Danmark virkede som et endda endnu mere velvilligt og imødekommende fristed for parti-politik end Norge, hvor sølle 41% af de adspurgte gav udtryk for mistillid.

Ved nærmere undersøgelse opdagede jeg imidlertid, at ikke alt var roligt på den danske front. Selv om de politiske partier synes at nyde langt større tillid hos befolkningen, end det er tilfældet i resten af Europa, hører de – med 30% – afgjort til de mindst tillidvæk-kende institutioner i det danske samfund. I spørgs-målet om, i hvilket omfang de opfattes som korrupte, overgås de kun af religiøse organisationer (39% af danskerne nærer mistillid til dem) og virksomheder (31%), og de befinder sig på samme niveau på tillids-skalaen som medierne (30%).

Det samme gælder andre variabler. Partimedlem-skabet er faldet drastisk i årenes løb. I 1980 tilhørte 7,3% af vælgerne et parti, mens det i 2008 kun var 4,1%. Selv om valgdeltagelsen i Danmark stadig er


11

forord

betragtelig (56,4% af de stemmeberettigede afgav de-res stemme ved valget til Europa-Parlamentet), så er valgdeltagelsen afgjort udfordret i Europa. Det sam-me gør sig gældende, når man taler om vælgernes vo-latilitet, deres flygtighed: Danske borgere er ligesom deres europæiske medborgere i stigende grad blevet politiske „shoppere“. Livslang loyalitet over for et be-stemt parti viger pladsen for en mere fleksibel vælge-radfærd, hvilket gør valgene langt mindre forudsige-lige og jordskredsvalg meget mere sandsynlige.

Af dette hurtige kig på nogle politiske nøglepara-metre har jeg lært, at det danske demokrati muligvis forekommer betydeligt mere robust end de andre i Vesten, men ikke desto mindre udviser tydelige symp-tomer på det, som jeg har kaldt „det demokratiske udmattelsessyndrom“. Imod Valg er et forsøg på at beskrive og analysere denne sygdomstilstand, en lidel-se som talrige vestlige demokratier synes at være an-grebet af, og som for det meste er karakteriseret ved én fremherskende følelse: mistillid. Borgerne nærer mistillid til politikerne, men politikerne nærer også mistillid til borgerne. Det synes faktisk at dreje sig om gensidig mistillid.

Jeg kan dog ikke stille mig tilfreds med at beskri-ve denne tingenes tilstand, så jeg har forsøgt at gå lidt videre for at forstå baggrunden for den aktuelle situation. Det faktum, at jeg er uddannet inden for forhistorisk arkæologi, kan afgjort have haft en vis indflydelse her. Jeg ønskede at grave nogle af de dybe-religgende årsager frem. Jeg havde behov for et lang-


12

imod valg

sigtet perspektiv for at forstå det, der foregår i dag. Og dette er, hvad der slog mig mest:

Skønt et stigende antal borgere er vrede på politi-kere, partier og parlamenter, er de næsten aldrig vrede på valgene. De foragter de valgte, men dyrker valgene. Men hvad nu hvis valgene er en del af problemet? Hvad hvis valgene, som en demokratisk procedure med henblik på at lade folk tale, er blevet frygtelig forældede? Hvad hvis valg ikke længere er synonymt med demokrati? For når det kommer til stykket, har vi eksperimenteret med demokrati i næsten 3.000 år, men kun i 200 år med valg.

Under forarbejdet til denne bog var det særdeles lære-rigt for mig at blive oplyst om tidligere former for demokratisk beslutningstagning. Lodtrækning synes at have været den hyppigst forekommende. Hvor mærkeligt det end må lyde i moderne ører, blev val-get af statssamfundets repræsentanter i det antikke Grækenland og renæssancens Italien meget ofte fore-taget ved lodtrækning. Man mente, at tilfældigt sam-mensatte grupper af borgere ville være bedre i stand til at tjene almenvellet end valgte organer bestående af politiske eliter med deres indbyrdes magtkampe. Stærkt divergerende filosoffer som for eksempel Ari-stoteles, Rousseau og Montesquieu var enige om den tanke, at valgene i deres inderste væsen var aristokra-tiske, mens lodtrækninger i deres inderste væsen var demokratiske.

I dag har udtrykket „lodtrækning“ fået så negative


13

forord

konnotationer, at det på engelsk er blevet erstattet af „sortition“, når man taler om den politiske anven-delse af det (fra fransk tirage au sort). Samtidig er det besynderligt, at så mange af os hidser os op over tanken om at bruge tilfældigt udvalgte grupper i poli-tik, når vi lever i meningsmålingernes gyldne tidsalder. Meningsmålinger er i bund og grund blot en kombi-nation af lodtrækning og spørgeskemaer. De har en massiv indflydelse på den offentlige debat og udform-ning af politik, selv om de kun spørger om, hvad folk mener, „når de ikke tænker“ (James Fishkin). Hvad ville der så ske, hvis vi spurgte folk, hvad de mente, hvis de fik muligheden for at tænke?

Imod valg viser, hvordan brugen af lodtrækning lang-somt vender tilbage i nutidens demokrati. Først i aka-demiske kredse, så blandt aktivister, i stigende grad på lokalt plan og til sidst også på nationalt plan. Min påstand er, at hvis repræsentativt demokrati skal have en fremtid, må det snarest muligt supplere valgproce-duren med processer for inddragelse. Og til dem, der spekulerer på, om jeg mente titlen alvorligt: Ja, det gjorde jeg – og det gør jeg stadig. Jeg er imod valg, hvis demokratiet er begrænset til kun det.

Det er ikke længere nok at afgive sin stemme hvert fjerde eller femte år. Vi lever i en kommunikations- og informationstidsalder. Folk i Vesten er aldrig nogen sinde i historien blevet bedre uddannet og hurtigere informeret end nu. Aldrig før har de haft redskaberne til at udtrykke sig og mobilisere så mange andre men-


14

imod valg

nesker. Og alligevel er vores valgprocedure over 200 år gammel. Den stammer fra en meget langsommere æra, hvor informationerne spredtes i et meget sindige-re tempo og til langt snævrere kredse. Vi har et pres-serende behov for at ajourføre vores demokratiske operativsystem til det 21. århundredes niveau, ellers risikerer vi at styre imod et systemkollaps.

Rundt om i Europa er mange mennesker dybt be-kymrede over populismens fremmarch. Alligevel er populisme et meget naturligt resultat af vores valgfun-damentalisme (troen på at valg er nok) i tider med in-dividualisering og allestedsnærværende massemedier. Valgene vindes ikke længere i stemmeboksen, men på tv-skærmen, hvor politiske programmer uvægerligt viger til fordel for personlig udstråling og spindok-torernes retorik. Men hvad jeg har lært, er følgende: Folk er ikke populister, fordi de stemmer på en po-pulist. Når man begynder at behandle borgere som voksne, opfører de fleste sig som voksne. Så længe man behandler dem som stemmekvæg, opfører de sig som kvæg.

Hvis du er parat til at træde et skridt tilbage (og min bog er udelukkende en opfordring til at gøre præ-cis det), vil det snart gå op for dig, at vores demo-kratier er blevet noget så tavse. Det, der engang blev opfattet som „styring ved hjælp af debat“, er blevet kogt ned til et tavst, selvtilstrækkeligt ritual i stem-meboksen, hvorefter borgerne går hjem og får afløb for deres frustration ved at trykke på computer- eller telefontasterne. Demokrati som tavs lava. Stum tillid


15

forord

har erstattet lidenskabelig og medfølende debat. Tavs vrede ulmer. Hvad er der sket med talegaverne her i det tredje årtusind, spørger jeg mig selv. Hvad er der sket med den genuine samtale, med udveksling af ar-gumenter, prioriteringer og drømme?

Denne bog havde sit udspring i den lange krise, som Belgien gennemgik i 2010 og 2011, da det tog 541 dage at danne en regering. På et tidspunkt indså jeg, at det ikke længere var et belgisk problem, men et demokratisk problem. Partiledere kunne ikke længere indgå en aftale, ikke fordi dette tresprogede land er så komplekst, og heller ikke på grund af uvilje eller inkompetence, men af en anden grund: frygten for det næste valg. Når kompromis bliver til forræderi, udvikler valg sig automatisk til hårde sanktioner mod det siddende styre. At tage ansvar virker som en dårlig forretningsmodel.

For første gang i 200 år er det næste valg blevet mere betydningsfuldt end det foregående. Hvordan skal vi forholde os til denne nye situation?

Også andre mærkværdigheder forekom. Den bel-giske krise stod på samtidig med, at nederlænderne tyede til en hidtil ukendt mindretalskoalition, briterne til en højst usædvanlig topartiregering og grækerne og italienerne til et ikke-valgt teknokrati. Imens blev amerikansk økonomi næsten bragt til sammenbrud på grund af republikanernes valghasard, da de nægte-de at hæve det nationale gældsloft. Dette var desværre mere end et belgisk problem.


16

imod valg

Men før jeg satte mig til at skrive denne bog, tog jeg sammen med nogle venner initiativ til en demo-kratisk græsrodsbevægelse i Belgien, som vi kaldte G1000. Midt i krisen oprettede vi et borgerparlament med 1000 indbyggere, som var tilfældigt plukket af den samlede befolkning, med henblik på at diskutere de store udfordringer, som landet stod over for. Hvis politikerne ikke kunne finde en løsning, kunne bor-gerne måske hjælpe. En folkemængde ved trods alt mere end en regering. Deltagerne samledes på den symbolsk vigtige våbenstilstandsdag, den 11. novem-ber 2011 i Bruxelles. Siddende ved timandsborde var de fri for ethvert valgpres og udvekslede synspunkter med eksperter og hinanden. Efter mange måneders politisk hårdknude var energien ved dette borger-topmøde virkelig forbløffende. Ikke alene ønskede lægfolk at engagere sig i landets fremtid, de viste sig også i stand til at gøre det. I de følgende måneder blev G1000 kendt som det største borgerinitiativ for demokratisk fornyelse i Europa. Mens akademikere og internationale observatører begyndte at skrive om det, der var foregået, ønskede jeg at undersøge, om sådanne erfaringer kunne blive en strukturel del af den formelle politik.

Selv om organiseringen af G1000 langtfra var en nem sag, satte den spørgsmålet om demokratisk fornyelse på dagsordenen i Belgien. Tre år senere, i opløbet til valget i 2014, erklærede størstedelen af partilederne offentligt, at noget burde gøres ved må-den, vi organiserer vores demokrati på. For et land,


17

forord

der havde brugt masser af energi på statsreformer, var dette krav om demokratisk reform særdeles for-friskende. Samtidig havde G1000 udviklet sig til en platform for demokratisk fornyelse og lancerede en kampagne for at få Belgien til at oprette en stilling som minister for inddragelse.

I skrivende stund er udfaldet af alt dette stadig ukendt, men det kan sagtens tænkes, at Belgien slutter sig til de europæiske nationer, som tager demokratisk for-nyelse alvorligt. Island og Irland viste vej (som jeg forklarer i kapitel 4), men Nederlandene, Belgien og Finland kan blive de næste. Det er ikke overraskende, at alle disse lande har relativt små befolkninger. Mens de større medlemsstater i Den Europæiske Union sid-der på broderparten af den økonomiske magt, er de mindre i raskt tempo i færd med at udvikle sig til veritable laboratorier for demokratisk fornyelse. Det er, som det bør være: Demokratiet har altid udviklet sig fra det lokale til det nationale og endda til det overnationale. Jeg er meget spændt på at se, hvilken rolle Danmark vil spille i denne spændende søgen ef-ter mere og bedre demokrati.

David van ReybrouckRoesbrugge-BruxellesOktober 2014.


Documents

Imod valg' af David Van Reybrouck