20 | april 2010 | LIXEN LIXEN | april 2010 | 21FOKUSFOKUS

Grænser her, der og alle vegnePressefriheden i Kina er ikkeek-sisterende. Oprørske journalister bliver smidt i fængsel. Aviserne bliver beordret til at trykke be-stemte historier, og det kinesiske folk bliver ført bag lyset. En ny rapport fra International Federa-tion of Journalists om graden af pressefrihed i Kina siger det klart i titlen: ”China Clamps Down”. Men er det et entydigt og retvi-sende billede? Og går det virkelig kun én vej?

Jakob Balthazar Munk

BAGGRUND. Forestil dig, at du sid-der som journalist og får fat i et do-kument fra regeringen. Det beskriver i detaljer, hvilke vidtgående midler de bruger til at censurere pressen. Det står der sort på hvidt. Hvad gør du nu? Hvad siger mave-fornemmelsen, journalistløftet og din professionelle stolthed dig? Du kan ikke bare lade det ligge, vel? En af Kina’s mest berømte journali-ster Shi Jintao valgte tilbage i 2004 at

sende dokumentet i en mail til inter-nationale journalistorganisationer for at vise, hvilke forhold kinesiske journalister arbejder under.

Da de kinesiske myndigheder opfat-tede, at dokumentet var blevet videre-sendt, kontaktede de straks Yahoo for at finde ud af, hvem afsenderen var. De fik udleveret oplysningerne på Shi Jintao, der promte fik en fæng-selsstraf på 10 år, mens hans advo-kat, der vovede sig til at tage sagen, fik frataget sin licens.

Nu sidder Shi Jintao så i et kinesisk fængsel og venter på at modtage tre journalistiske priser, han er blevet tildelt af internationale journalistor-ganisationer, for sin kamp mod over-magten.

Og når han kommer ud igen, kan han passende svare på, om det var det værd. At betræde de opstillede grænser. Låste grænser og dem, der lirker. Men kunne han andet end at betræde grænserne? Grænserne for pressen i Kina er jo uendelige. Som et journal-istisk minefelt, hvor hver eneste his-torie kan ødelægge livet for den, der vover at svinge pennen.

På den internationale organisation Reporters Without Borders presse-

frihedsindeks er Kina placeret på en 168-plads med kun Laos, Cuba, Bur-ma, Iran, Turkmenistan, Nord Korea og Eritrea bag sig.

Og i begyndelsen af februar 2010 udgav International Federation of Journalists en rapport om pressefor-holdene i Kina med den dystopiske titel ”China Clamps Down.” Her kunne de konstatere, at år 2009 havde budt på flere anholdelser, flere restriktioner og en øget kontrol med de informationer, der bliver sendt rundt via nettet.

Men det billede er alligevel ikke helt entydigt. Det vurderer Kina-kor-respondent for Information Martin Gøttske.

»Ingen tvivl om, at rapporten illus-

trerer et mønster i Kina, hvor reger-ingen og staten forhindrer kinesiske journalister i at skrive om, hvad de gerne vil. Men rapporten illustrerer samtidig, at der er flere kinesiske journalister, der afprøver og ryk-

ker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive, « siger Martin Gøttske.

Dermed lægger han op til, at de øgede sammenstød kan ses som et udtryk for, at der er ved at ske nogle forandringer i Kina, hvor de kinesiske journalister er blevet mere modige og mere villige til at kæmpe for deres grundlæggende rettigheder, og det bør man måske også bide mærke i.

»Det er positivt på den måde, at der er flere journalister, der tør skrive om de følsomme emner,« siger han. Kommercialiserings grænse-virkninger. Et af de elementer, der har været med til at skubbe udviklingen i den rigtige

retning, er en kommercialisering af det kinesiske mediemarked. Det har betydet, at medierne har måttet konkurrere på konkurrencevilkår, hvorved de negligerede historier er blevet efterspurgt.

Derfor har de kinesiske journalister også fået et økonomisk incitament til at udøve kritisk journalistik. Det fortæller Flemming Ytzen fra Politiken, der de seneste 30 år har rejst i Kina som journalist.

»Selv i et censurpræget og reflek-sivt mediemiljø så må de kinesiske journalister prøve at flytte grænser hele tiden, og det har de gjort inden for de seneste år. Men du har altså st-adigvæk en situation, der hele tiden er to skridt frem og et tilbage.«

Denne vægelsindede fremgang skal ses i lyset af det grundlæggende dilemma, som de kinesiske journali-ster står overfor hver eneste dag, når de skal lave journalistik, mener Mar-tin Gøttske:

»På den ene side er der presset fra oven, og på den anden side er der det økonomiske pres. Og de to ting støder mod hinanden, og engang imellem går det den ene vej, og en-gang imellem går det den anden vej. Men der bliver hele tiden rykket ved grænserne.« De lokale og nationale grænserDe præcise grænser for, hvilken kri-tisk journalistik man kan føre i Kina, afhænger af, hvem man træder på tæerne. Censurmyndighederne i Kina

spiller her en dobbeltrolle. Nationalt er målet at bevare tilslutningen og opbakningen til styret, mens man lokalt ønsker at komme mafiaer og andre kriminelle til livs. Og det har betydning for, hvilke historier der bliver trykt, og hvilke der ikke gør.

»Når det for eksempel gælder lokalkorruption og lokale foruren-ingsskandaler, så er der i forhold til tidligere rigtig meget journalistik i Kina, der fokuserer på overgreb og korrupte embedsmænd. Men jo læn-gere op i magtpyramiden kommer, jo sværere bliver det,« fortæller Flem-ming Ytzen.

Og at skrive noget i stil med, at kor-ruptionen på lokalplan skyldes man-glende uafhængige instanser, er helt udelukket. Der går grænsen meget klart for den kritiske journalistik.

»Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det, der sker på lokal-plan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan, fordi det opfatter regeringen som en trussel mod deres magtmonopol,« siger Martin Gøttske.

Skulle man så alligevel fristes til at lade utilfredsheden sive, træder

censurapparatet i karakter, og man bliver enten trukket i løn, sendt på to ugers lange Marx-kurser eller smidt i fængsel. Idealister uden grænserTrods de ubetrædelige grænser op-lever Martin Gøttske en daglig kine-sisk interesse. Dels for at lave kritisk journalistik, men også for at udfordre partistyret og den censur, det udøver. Og det er noget, der er sket inden for de seneste år.

»For et par år siden var jeg ikke så begejstret for det, der skete med de kinesiske medier, og det var ikke sådan, at jeg beundrede de kinesiske journalister. Men specielt inden for de sidste få år er der ekstremt mange unge kinesiske journalister, der gør et fantastisk stykke arbejde, der nemt kan måle sig med andre lande,« siger Martin Gøttske, der også forklarer, at det typisk er unge journalister, der har en meget idealistisk tilgang til faget, og som bekender sig til jour-nalistikkens klassiske rolle som sam-fundets fjerde statsmagt.

»De ser deres rolle som at kritisere regeringen og støtte de folk, der bliv-er trådt på af systemet.«Hans dialog, daglige kontakt og

kendskaber til journalisternes mål og drømme får ham til at se relativt positivt på de udfordringer, der ven-ter i fremtiden.

»Jeg synes, at inden for de sidste 10 år er det gået ekstremt hurtigt med antallet af journalister, der er villige til at tage nogle chancer og til at presse på for, hvad de kan tillade sig. Den skare af journalister vokser hele tiden, og jeg kan ikke andet end at forestille mig, at antallet af de her journalister vil stige.«

Han håber og tror på, at den ide-alistiske opfattelse blandt journali-sterne vil forplante sig ned gennem generationerne og ind i fremtiden.

Kan grænserne viskes ud?Og med fremtiden følger spørgsmålet:

Kan grænserne viskes ud, og kan pressefrihed på et tidspunkt gøre sit indtog?Ifølge Martin Gøttske er det et bes-værligt spørgsmål at besvare nuan-ceret.

»Det kører frem og tilbage i Kina. Kigger man på enkeltsagerne, så virker det, som om der er ekstrem kontrol med medierne, og hvor man ser, de kinesiske journalister bliver straffet. Det sker selvfølgelig også, men der findes også mange eksem-pler på, at det lykkes journalister at skrive om en masse ting, som de ikke kunne før.«

Og det er denne langsomme og stædige proces, der skal føre kine-

serne videre. Minutiøst og stædigt skal grænserne flyttes, og ifølge Mar-

tin Gøttske er det den spirende ung-dom, der skal gå forrest. Den velvilje og det mod, de viser nu, skal inspir-ere kommende generationer.

»Forhåbentlig vil presset på cen-suren i Kina blive større og større, hvorved råderummet for, hvad man kan trykke, også vil blive større. Men jeg tror ikke, at vi skal forvente, at den kinesiske regering vedtager pressefrihed i overmorgen,« siger Martin Gøttske.

Den betragtning er Flemming Yt-zen enig i. Han tror på, at grænserne for pressefriheden kan udvide sig på samme måde, som den kapitalis-men har gjort det i Kina igennem de seneste 20 år.

»For bare 20 år siden eller mindre havde ingen kunnet forestille sig, at Kina kunne opbygge multinationale selskaber. Pludselig indså de bare, at forudsætningen for at fremme den nationale udvikling var at ekspan-dere globalt. På samme måde mener jeg, at de må erkende, at hvis de skal fortsætte med at have befolkningens opbakning, må der være garanti for nogle friheder. Der må være et rum for kritik.« jamun09@student.sdu.dk

Pressefrihed på kinesiskPå City University of Hong Kong skulle jeg lede længe efter unge studerende, der vil kæmpe for demokrati og pressefrihed. Dette er hvad mine erfaringer fra et semester i Kina fortæller mig.

OPLEVELSE. Jeg tog i 2009 til Hong-kong for at studere international politik og journalistik. Forvent-ningerne var høje. Tænk at skulle møde den nye generation af jour-nalister og politikinteresserede. Dem, som i fremtiden skal kæmpe for pressefrihed og med ideologien i front marchere ind i en ny epoke for den kinesiske presse og for det poli-tiske system.

Men efter et semester i Kina med mange diskussioner om demokrati, ytringsfrihed og pressefrihed måtte jeg sande, at langt fra alle unge jour-naliststuderende tror på kampen for en friere presse.

Hongkong versus KinaI Hongkong hersker et andet sæt spill-eregler end i resten af Kina. Hong-kong fungerer som en speciel ad-ministrativ region. Selvom man ikke kan kalde Hongkong demokratisk, så beskriver FreedomHouse.org, at borgerne i Hongkong kan glæde sig over både ytringsfrihed og pressefri-hed. Meget modsat Kina.

Dog er der ingen garant for disse friheder. Freedom House skriver

nemlig på hjemmesiden, at selvom ytringsfrihed er beskyttet af loven i Hongkong, så er pladsen for at ud-trykke sig frit reelt blevet begrænset de seneste år. Dette med pres fra den centrale regering i Beijing. Sådan risikerer de at blive undermineret af det magtfulde KKP, Kinas Kommu-nistiske Parti, der til dels allerede har været på spil.

På grund af den store forskel på Kina og Hongkong, er der mange unge kinesere, der rejser til Hong-kong for at studere.

På mine kurser Media and Soci-ety og Contemporary International Politics of the Asian Pacific sad jeg blandt et stort antal studerende fra Kina og forsøgte at forstå, hvordan de tænker om demokrati, ytringsfri-hed og pressefrihed. Er de mon rejst til Hongkong for at søge mere frihed?

Når bølgerne går højtEn gruppe kinesiske aktivister sendte i 1990 en video ud til om-verdenen, hvori de gennem efter-ligninger af højtstående politikeres retorik udtrykte en stærk kritik af regeringen. Videoen kom som følge af massakren på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor et uvist an-tal demonstranter blev dræbt af det kinesiske militær.

Vi så videoen i Media and Society og en skov af hænder rejste sig ved filmens slutning. En kinesisk pige forklarede hektisk, hvor meget det skader Kina, hver gang nogen kri-tiserer regeringen. Hun mente, at alle medier skal styres af staten for at undgå unødig kritik, »tænk, hvis en person kritiserer en politiker, der

i virkeligheden er god! «Skoven af hænder visnede hurtigt og var efter et par sekunder som sunket i jorden - ingen af hendes landsmænd (eller kvinder) havde noget at tilføje. Den belgiske professor forsøgte at grave lidt dybere ned i problematik-ken. »Jamen, hvad nu hvis en poli-tiker har ageret aldeles forkert, må en journalist så ikke kommentere hændelsen?« Pigen svarede med stive øjne og anspændt nakke, at politikerne kun handler for Kinas fælles bedste. Således fik hun hurtigt skyllet ideer om ytringsfrihed og pressefrihed ud i havet.

Kinesisk mur af skepsisI Contemporary International Poli-tics of the Asian Pacific blev jeg ud-fordret til at holde en demokratitale. Den skulle indgå i samspil med en anti-demokratitale, hvorefter en af-stemning ville finde sted.

Lecture hall 16 var proppet på den store valgaften. Omtrent 85 stu-derende, hvoraf blot fem var vester-lændinge, fulgte min talestrøm. De-refter min modstanders.

Jeg lagde stor vægt på at frem-hæve ytringsfrihed og pressefrihed som vigtige elementer. At prøve på at vise, hvordan en platform for of-fentlig debat kan være med til at sk-abe et mere dynamisk samfund. Den unge flok studerende fra både Hong-

kong og Kina måtte da blive ramt af inspiration. Men afstemningen talte for sig selv. 80-5 endte valget. Det var som at gå direkte ind i en stor mur af skepsis.

Oplev det kinesiske internetEr det svært at forestille sig, hvordan det mon er at være på internettet i Kina? Hvordan virker censuren i grunden?

To tyskere og en amerikaner har i samarbejde udviklet China Chan-nel Firefox Add-on, som gør det muligt at opleve det censurerede kinesiske internet. Programmet skal blot downloades, og så kan den vir-tuelle rejse i Kina begynde. Giv det et forsøg, og oplev, hvor grænserne går!

”... Der er flere kinesiske journalister, der afprøver og rykker ved grænserne for, hvad de kan tillade sig at skrive Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

”Hvis de kinesiske journalister skal beskrive det der sker på lokalplan, skal de absolut ikke kæde det sammen med systemets mangler. Der er nogle meget klare regler om, at man skal holde sig fra systemkritik som sådan... Martin Gøttske, Kina-korrespondent for Information

Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk

Camilla Høj Eggers, journaliststuderende RUC

I Kina har Camilla Høj Eggers argumenteret for pressefrihed. En ikke helt enkelt opgave. FOTO: Jakob BalthazarMunk

Pressefriheden i Kina er ikke eksisterende. Journalisterne er underlagt stærkt censur fra partistyret, men der er måske alligevel tegn på forandring. Det vurderer to Kina-eksperter. FOTO: Jakob Balthazar Munk