Født underen uheldig stjerne- et aaaaaddd!-vents-eventyr

Jan Holdgaard Dissing

copyright Kapivardreng.dk

Født underen uheldig stjerne- et aaaaaddd!-vents-eventyr

Jan Holdgaard Dissing

Afsnit 1 – 1. Søndag i aaaaddvent!

Det sneede! Nej, det ikke bare sneede, men himlen spyede frossen vand ud, så man skulle tro den

havde skælproblemer. Det sneede så man skulle tro man opholdt sig i en popcornmasskine med

overgang i. Bortset fra at temperaturen var væsentlig højere i popcornmaskinen. Folks ånde på det

nærmeste frøs til is luften, faldt til jorden og splintredes.

Der – midt i al popcornsneen – gik Ib.

Ib Ibrahim Abraham Hansen, som hans venlige forældre havde døbt ham. Ibrahim fordi hans mor

var inkarneret fan af ”De røde heste”, Abraham fordi hans far var præst og Ib fordi de trods alt

havde ment, et med de to andre navne, havde han ikke brug for flere bogstaver end højst nødven-

digt. Hansen – det fulgte ligesom bare med...

Nå, men vores hovedperson Ib, kom altså slentrende hen ad gaden, denne råkolde decemberdag,

og han var slet ikke i så godt humør, som man umiddelbart skulle tro, man ville være Lillejuleaften.

Ib følte sig som en førsteklasses fiasko. Han havde ikke så meget som en falsk rugbrødsfemmer til

julegaver. Og han havde heller ikke nogen at give gaverne til. Hans familie havde for længst slået

hånden af ham.

Sådan går det når man er familiens sorte får, tænkte Ib, mens han sparkede til en frossen due, der

hastigt forsøgte at komme på vingerne, kom i luften, for blot at hamre ind i den lysende julepynt,

der var spændt ud over gaden. Med et blødt bump landede duen sprællende i en snedrive, hvor

den åbenbart kom til den konklusion, at den ville blive liggende til julen var ovre.

Det havde i bund og grund været en rigtig lortedag for Ib. Fra morgene af havde han forsøgt at

småsvindle sig til noget gammelt brød hos den lokale bager. Senere havde han tigget småskillinger

ved banegården, og for mindre end en time siden, havde han prøvet på at negle en parkeret ulåst

bil – alt var mislykkedes for ham. Især var han træt af bilen – den kunne han have skudt af for en slik,

og så ville julen have været reddet. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.

Da så han det. Lige ved siden af det blårøde BR-skilt, der lyste som en Bethlehemstjerne fra hel-

vede. Det som skulle hjælpe ham ud af al hans jule-elendighed, det der skulle give ham juletræ og

andesteg på bordet: skiltet for Lokalbanken.

Selfølgelig! for det gennem Ib’s hjerne. Banken. Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før. Et

godt gammeldags, gement bankrøveri, og alle hans finansielle problemer ville være skudt langt ind

i det nye år.

5

Et bankrøveri lyder så simpelt og ligetil – men det kræver tilrettelæggelse og en skudsikker plan.

Ingen af delene havde Ib, men han havde noget andet: den perfekte forklædning!

Helt uforberedt havde Ib ikke været, ved det mislykkede biltyveri. For ikke at blive genkendt havde

han iført sig, sit gamle mølædte julemandskostyme. Det var langtfra en original og genial forklæd-

ning. Faktisk var skurken i samtlige julekrimier, altid udklædt som julemand, men det var ikke

desto mindre, den eneste forklædning Ib havde.

Og hvor meget opmærksomhed tiltrækker en julemand sig i december måned? Ingen...

Det kunne ib for så vidt godt have en pointe med, hvis ikke lige hans dragt var mindst fire numre

for lille, gabte voldsomt over Ib’s lidt for runde vom, og hvis ikke huen var blevet væk, så Ib havde

erstattet den med en grøn, to meter lang strikhue med en enorm ulden hvid dusk, formet som

logoet for et større tysk bilmærke.

I ansigtet havde Ib klæbet et stort falskt og uldent skæg fast til kinderne med tisekunderlim. Det

kløede så man skulle tro der var gået mider i kinderne, men skægget sad uhjælpeligt fast, selv om

Ib havde forsøgt at fjerne det.

Med raske skridt spankulerede Ib over gaden, iklædt sit noget aparte julemandsoutfit. Inden han

sprang gennem døren ind til banken, nåede han lige at suppe en pink tikroners vandpistol, fra en

stander udenfor BR butikken.

Afsnit 2 – 2. Søndag i aaaaddvent!

Dette er et røveri! ville Ib have råbt da han sprang ind i bankokalet, men på grund af det store skæg,

han hele tiden fik galt i halsen, blev det mere til noget i retning af; Njedde nærhet hhrækeri!

De fire kunder samt de forbavsede bankfolk gloede måbende på Ib. Ingen sagde noget, så Ib

syntes det var på sin plads at gentage beskeden: Nedde hark hadre host!

Denne gang satte skægget sig fast omkring drøbelen. Desperat flåede Ib skægget ud af munden,

skubbede de nærmeste kunder væk fra kassen, og stak den tikroners plastikpistol fra BR, et pænt

stykke op i næsen på den mere forbavsede end forskrækkede bankmand.

Stik mig så alle grunkerne, og det kan ikke gå stærk nok! Hvæsede han, mens plastikpistolen

masserede bankfunktionærens bihuler.

Bankfunktionæren trak hovedet en anelse tilbage, så pistolen svuppede ud i fri luft.

Det kan desværre ikke lade sig gøre, hr! svarede han.

Giv mig så pengene, eller jeg pløkker så mange huller i dig, du kommer til at ligne et ark julemærk-

er!

Med en plastikpistol fra BR? sagde bankmanden hånligt. Beklager hr, Nisse, eller hvad du nu skal

forestille at være, men den går desværre ikke. Vi har ganske enkelt ikke en rød øre på lager. Hele

banken er tørlagt for penge!

Du er fuld af løgn! råbte Ib, fik mere skæg ind i munde, og spyttede og hostede.

Nej, der sandt , hr! Den lille bankmand så efterhånden voldsomt irriteret ud.

Alle vore kunder har hævet deres sparepenge til julegaver, men jeg kan da tilbyde dig en brunkage

istedet! Den flinke bankmand rakte et fad brunkager frem mod Ib, der distræt tog en.

Tak! mumlede han, stak brunkagen ind i munden til skægget.

Ibs skuldre sank helt ned til gulvet, og med et opgivende suk sagde Ib:

Jamen hvad gør jeg så? Jeg har ingen penge, og i morgen er det juleaften...!

Et strejf af medlienhed tegnede sig på bankmandens grå kontoransigt.

Hvis du vil ha’ et godt råd, så prøv i stormagasinet. Det er jo trods alt der, alle folk læger deres

penge for tiden!

Under en halv time senere stod Ib udenfor stormagasinet. Klokken nærmede sig hastigt fem om ef-

termiddagen, så der var endnu tre timer til lukketid. Glimrende, tænkte Ib. Jeg venter lidt, så er der

også flere penge i kasserne. Denne gang er jeg nødt til at være velforberedt. Jeg må have en flugt-

7

vogn, ellers når jeg ikke ud af døren, får en emsig butiksdetektiv slår kløerne i mig. Den skal være

hurtigt, og helst ikke noget som vækker opmæksomhed, sammen med mit julemandskostyme.

Som et tunet turboresndy slog en ide ned i Ib’s nissehueklædte hoved: En kane. Naturligvis en

kane – det eneste rigtige transportmiddel for en julemandsrøver!

Men hvor kan man shoppe en kane – med rensdyr – Lillejuleaften?

I det samme passerede en mor og hendes to små drenge Ib. Den ene dreng så på ham, og ud-

brød:

Hold da kaje for en grim julemand! Og fed. Han ligner slet ikke ham der kørte kanen oppe ved

zoologisk have!

Moren tyssede på knægtene, sendte Ib et anstrengt smil, og forsvandt i mylderet.

Zoologisk Have! tænkte Ib, og smilede. Den kan snuppper jeg!

Men først snuppede han en ulåst cykel fra cykkelstativet og begav sig afsted mod Zoo.

Forslået ankom han til Zoo, efter et kvarters cykling. I skyndingen havde han ikke bemærket, at

den stjålne cykel var enhjulet. Og er der noget som er vanskeligt at kontrollere på glatte veje, så

er det en ethjulet cykel med kædelås.

Arrig smed han cyklen i en busk, og kravlede over hegnet, ind til Zoo. Ind til kanen og rens-

dyrene.

Det skal åbenbart ikke være let, mumlede Ib i skægget. Her er jo mørkt, som bag knæskalden på

en muldvarp.

Alle de ansatte var for længst gået hjem, men det ville jo kun gøre hans forehavende nemmere.

Nu skulle han blot lokalisere kanen og rensdyrenee, så var grødskid slået. Han traskede ud i den

mørke Zoo, men efter en halv times søgen kunne han godt regne ud, at han ikke ville finde kanen,

uanset hvor længe han søgte. Og klokken ræsede mod klokken seks, så han måtte komme op

med noget i en fart, hvis han skulle gøre sig forhåbning om, at få andesteg på bordet i morgen.

Hurtigt klatrede han over Zoo hegnet ud til friheden. Han sneg sig hen til en nærliggende P-plads

hvor han kunne ane skyggen af en bil. Et hurtigt slag med en sten, og sideruden var væk. Ib sprang

ind på førersædet, og gav sig til at fifle med ledningerne til starteren. Atter slog hans velkendte

uheld til, for bilen nægtede pure at samarbejde.

Rensdyrlort, tænkte han – jeg skulle nok have taget det aftenkursus i biltyveri på AOF. Nu var gode

rensdyr virkelig rådne. Skulle han opgive sin plan, traske hjem og holde en kold og grå juleaften?

Niks- det skulle blive løgn!

Han skulle have fat i de penge i stormagasinet, koste hvad det koste ville. Tankerne for rundt i en

snirklet guirlande i hans hoved. Han havde en bil, man kunne ikke

få motoren i gang. Der måtte være en udvej....

Selvfølgelig – der var det!

Et par forberedelser senere, var Ib på vej mod

stormagasinet i skarpt trav.

Afsnit 3 – 3. Søndag i aaaaddvent!

Ved halv-syvtiden lillejuleaften, blev de fleste mennnesker udenfor byens førende stormagasin, vid-

ne til et noget aparte optrin. De første undrende stemmer bredte sig ud, som en vifte i den kolde

decemberaften:

Er det karneval? Er det en skraldevogn? Er det bare grimt eller hvad? Men det var altså bare Ib og

hans køretøj.

Det første syn der mødte folk, var et temmeligt besynderligt rensdyrspand, bestående af to fry-

sende kapivarer, tre emuer, to hjorte og en enkelt girafunge, der med tovværk var spændt fast til

den forreste kofanger på en ramponeret og udrangeret Morris Mascot, hvori en lidt utraditionel

påklædt julemand stak ud af soltaget.

Fedt, tænkte Ib, de aner slet ikke uråd, faktisk tror jeg ikke de bemærker mig overhovedet.

Jeg falder jo totalt i med resten af julepynten.

Ib ville ha’ hugget nogle karameller som han kunne ha’ kylet i kranierne på børnene foran magasi-

net. Men han havde ikke kunnet finde nogen, så i stedet havde han grebet en pose med emu-foder,

og det kylede han nu gavmildt rundt i alle retninger, mens han sprang ud af bilen.

De tililende unger troede det var slik, Ib kastede med, så uden at se efter hvad de stoppede i mun-

den, proppede de sig med emu-piller-

Ib tog en sæk på nakken, stak den tikroners plastikpistol i lommen på julemandsdragten, og trådte

ind ad døren til det menneskefyldte magasin, mens børn og voksne bag ham, vredt spyttede og

harkede emu-piller op.

Ib var knapt nået ind i magasinet, før en vred mandestemmme snerrede:

Hvad er det for en tid at komme på? Skulle du ikke have været her klokken fem?

En meget stor mand, med et ansigt som en stor rød badebold, vilde øjne under grantræ store

buskede øjenbryn samt en krop der krævede mindst en affaldscontainer som sofa, tårnede sig op

foran ham.

Skulle jeg det? svarede Ib spagt.

Nu har ungerne og deres utålmodige forældre snart ventet i to timer, spyttede badeboldshovedet

- og i den tid de står og glor, køber de ikke gaver vel?

Ib var helt konfus.

Fis nu bare hen på din nissestol, og få så de rådne møgunger til, at overtale ders forældre til at

købe en masse af vort dyre ragelse.

Den store rødhovede mand, tog et soliddt greb i Ib’s nakke, og førte ham gennem dametøjs-afdelin-

gen, ind gennem afdelingen med lamper og gardinstof, for til sidst at ende ved legetøjsafdelingen.

En skræmmende mængde børn og forældre stod og ventede, mens unger plagede deres ruinere-

de forældre for Legoklodser, gameboys og dukker.

ADDDdddd! Det er ham den grimme julemand, som vi så på gaden før! skreg en drengestemme.

Og nu begyndte de andre børn også at komme med tilråb.

9

Få så din revnede nisserøv over den stol! hvæsede den rødhovede monsterkrop til Ib, så han turde

ikke andet, end at adlyde.

Klemt inde mellem to reoler, den ene med familiespil, den anden med koreansk plastikragelse,

stod den stol som Ib skulle siddde på. Eller rettere: trone. Det var en gigantisk Julemandstrone,

med form som et grantræ, beklædt med rødt plys og dekoreret med plastiknisser, plastikgran og

plastikengle.

Det er meget muligt jeg er grim i tøjet, tænkte Ib, men det der er grimmere end min fede nabos

gule fortænder med persille i. Den arrige rødhovede mand, stak sit grimme fjæs frem bag en reol,

skulede ondt, gjorde et sigende kast med hovedet, så Ib satte sig ned på tronen.

Okay, tag det nu helt roligt du gamle, forsøgte Ib at berolige sig selv. Forretningen er åben hal-

vanden time endnu. Du kan sagtens nå at sludre en halv time med de her møgunger, og bagefter

nå at tømme kasserne.

Ib begyndte fra en ende af, men allerede efter det syvende barn, meldte børnekvalmen sig.

Det ottende barn der skulle sidde på Ib’s knæ, og plabre ud med sine ønsker, var en yndig lille

pige på tre-fire år.

Hej Julemand! sagde hun glad, satte sig på Ib’s knæ, og tissede i bukserne.

HVAD VAR DET? brølede Ib, mens han kylede den lille pige ind i en reol, så familiespil væltede

ud på gulvet som en lavine, og begravede den lille pige fuldstændig.

JEG SKAL SØRGE FOR DU INGEN GAVER FÅR DE NÆSTE TI ÅR, din lille møgspreder! Og mine

rensdyr skal komme og råpisse på dine forældres plæne, skal de!

Ib gik helt bersærk. Han råbte og skreg som en gal, mens han fægtede med arme og ben, hvilket

han kunne se, ikke havde en synderlig god virkning på de sammenstimlede børn og ders foræl-

dre.

VI VIL HA’ GAVER! råbte nogle unger

OG SLIK! tilføjede nogle andre.

OG FLERE GAVER! begyndte de bageste børn at skrige...

I kan få et par på hovedet, kan I! råbte Ib – I kan få alle dem i vil ha’!

Sådan skal du ikke tale til mine børn! brølede en velvoksen far i en endnu større dynejakke, i ho-

vedet på Ib.

Du skal vist med ud og køles lidt ned, din jammerlige discountnisse!

Ja, lad os tæve ham! tilføjede en anden mand, der om muligt så endnu vredere ud.

I er rigtig nook i julestemning! mumlede Ib. Han begyndte at blive en smule bekymret for situ-

ationen, og blev enig med sig selv om, at det nok var på tide med et hurtigt tilbagetog.

NEJ SE – den rigtige Julemand, og han er topløs!

Ib pegede hen mod den fjerneste krog af legetøjafdelingen, og på et sekund så alle – børn som

voksne – i den retning.

Hvor? Hvor? Hvor?

I forvirringen hoppede Ib ned fra tronen, spænede udenom flokken,

og før de nåede at ane hvad der foregik, var han halvvejs

gennem lampeafdelingen.

Afsnit 4 – 4. Søndag i aaaaddvent!

Ib nåede næsten helt hen til rulletrappen.

Så tog pokker ved flokken. Med en råben og skrigen, sprang fædre, mødre, børn, børn og børn,

den rødhovede mand og et par ekspedienter, efter Ib. De blev dog bermset lidt af de lamper, som

Ib i skyndingen havde væltet på tværs i den smalle gang.

Ib nåede rulletrappen, og kastede sig på maven ned ad den. Folk på trappen fløj rundt om ørene

på ham, som løbske bowlingkegler, og nu faldt de første vrede forældre også ned ad trappen.

Forvirringen var total.

Ib forsøgte at kravle ned ad rulletrappen, da han ikke kunne komme op at stå.

Han var næsten nede for enden nu – bare to meter til. Og så endelig, var han fri af trappen – blot

for at mærke, at det kunstige skæg havde sat sig i klemme, mellem to rullende trappetrin, og nu var

på vej ned under gulvet, sammen med huden på hans kinder.

Aaaaaaaauuuuuuvvvvv! skrålede Ib. Han blev flået tilbage mod trappen i det fastlimede skæg, og

knaldede hovedet ned i gulvet. Med et fugtigt Svup! gik skægget løst af hans kinder, og med tårer

i øjenene så Ib, ansigtshuden forsvinde ned under gulvet.

Nok en gang skreg Ib, tog sig til sine blødende kinder, og dansede en krigsdans af smerte.

Hør – er det ikke brandalarmen? spurgte en ældre dame sin rosinrynkede plejehjemsnabo, hun var

på shoppingtur med.

Sagde du brand? Brænder det? BRAND – BRAAAND! tudede den gamle dame. Veninden sluttede

sig til koret, og som to gafler på en tavle, alarmerede de to hele stormagasinet.

Pludselig var alt et stort virvar af løbeende, kravlende, springende, hoppende, råbende, hujende

og skrigende mennesker. De vrede forældre, der jagtede Ib ned ad rulletrappen, blev nu også

grebet af panik. Alle forsøgte at komme først ned, hvilket resulterede i, at de alle endte i en stor

sammenfiltret klump, foran trappen.

Folk styrtede forvirrede rundt i stormagasinet, kæmpende for at komme først ud af bygningen.

Og nu kunne Ib høre brandbiler i det fjerne.

Med hænderne klemt hårdt fast mod sine ømme og forrevne kinder, stak Ib i løb hen mod udgan-

gen. De julemands-mordlystne forældre havde tilsyneladende glemt alt om ham, og tænkte kun på

at komme væk fra den ikke-eksisterende brand.

11

Med lidt ihærdig puffen og skubben, og ved at trampe på et par pensionister, lykkedes det for Ib

at slippe ud. Han styrtede han til båsen, hvor han havde parkeret sin ”kane” - blot for at opdage,

at hans flugtvogn var forsvundet.

En ihærdig P-vagt havde været så venlig, at klæbe en seddel op på det nærmeste ”parkering for-

budt” skilt. Med en blodindsmurt hånd, rev Ib famlende sedlen ned fra skilet, mens han løb hen

ad fortorvet. Den venlige P-vagt, havde med lægeulæselige kragetæer nedgriflet en kort besked,

”til ejeren af, med forspand af forskellig herkomst, trukket automobil”.

På grund af den ulovlige parkering, var den stjålne bil blevet kørt til opmagasinering på Polit-

igården.

De otte dyr, var blevet opstaldet hos en økologisk landmand, uden for byen.

Ib smed ærgelig brevet fra sig. Han var efterhånden kommet så langt væk fra stormagasinet, at

han kunne tillade sig at gå.

Ib syntes med rette, at det havde været, en i særklasse elendig dag.

Et mislykket biltyveri. Et mislykket bankrøveri. Slået gul og blå, af en ethjulet cykel. Overurineret af

en lille møgunge. Nok et mislykket røveeri, garneret med, at det meste af hans ansigtshud, blev

flået af, af en rulletrappe. Og nu var hans stjålne flugtkøretøj, blevet stjålet af politiet.

Ib var træt. Han var øm allevegne – om det så var hans drøbel, værkede den.

Mistrøstig indså Ib, at det med en hyggelig juleaften, med steg og et lille juletræ, ikke rigtigt blev

til noget.

Han var efterhånden også ligeglad. Nu ville han bare have lov til at slentre hjem, gennem de

snedækkede gader. Og når han så en gang fandt hjem, ville han springe på hovedet i seng, og

sove til langt ind i det nye år. Pokkers til måde at tilbringe julen på, men det var åbenbart hans lod

at være uheldig.

Jøsses kors – du er jo grimmere en numseregionen på Rudolfs bedstemor! kvækkede en

stemme.

Nu igen! Flere der vil svine mig til, tænkte Ib, mens han sig snurrede rundt om sig selv, for at se

hvem det var, der hånede ham.

Afsnit 5 – Lillejuleaften

Der var ingen at se i den mørke gade. Ikke andet end sne og oplyst julepynt.

Du er simpelthen den grimmeste, mest elendigt klædte, falske julemand, jeg har oplevet i hele min

456 år lange karriere! sagde stemmen fra før.

Ib roterede nærmest rundt om sig selv, for at få øje på den mystiske person, der i den grad var

utilfreds med hans udseende.

Hvad er det du har smurt på kinderne? Er det maling eller ketchup? Tror du virkelig Julemanden har

så røde kinder? Ved du slet ikke, at han har skæg??? Og hvad sker der lige med den hue? Er det for

at gøre nar af mig, du har taget en grøn på? Du ligner jo en fejlfarvet smølf!

Stemmen gik fra en kvækken, til en dyb rungen, og lød meget, meget vred.

Ib kneb øjnene sammen, og skulede over på den anden side af gaden. Nu kunne Ib se hvem det

var. På et fladt garagetag, holdt en kane parkeret. Ib kunne i mørket ane at et af rensdyrene havde

en næse, der lyste svagt rødt.

Men det kunne da ikke passe – kunne det? Var han ikke kun en skrøne?

Stemmen fra før, lød nu igen:

Jamen så svar dog – har du tabt stemmebåndene i poker? Er du ude på at gøre mig til grin, for hvis

det er tilfældet, så bliver jeg alvorligt sur!

En skikkelse trådte ud af skyggen, ved siden af garagen. Hans dragt var rød, støvlerne sorte og

skinnende blanke. Hele hans ansigt var en urskov af hvidt hår og skæg – men øjenene og munden

midt i alt håret, lignede ikke den sædvanlige glade julemands.

Julemand?! stammede Ib.

Jep – i egen høje person. Synes du måske jeg ligner påskeharen eller en sankthansheks?

Jamen, du skal da først komme i morgen? Det er kun den 23. i dag...

Nå, så det er det! Nu skal du høre en gang, kammerat. Nu har jeg i de sidste 456 år, arbejdet hver

eneste Juleaften – uden undtagelse. Så jeg gider ikke høre på dit brok, blot fordi, jeg en enkelt

gang møder tidligt, så jeg kan være sammen med familien juleaften.

Tror du måske jeg får overtidsbetaling, eller helligdagstillæg? Nul, dine julesmølf! Elendige fag-

foreningsforhold – men vi er selvfølgelig ikke så mange medlemmer.

Ib var først blevet forbavset, over Julemandens røffel – men nu gad han ærligt talt ikke høre mere.

13

Ja, undskyld, dit småfede fastelavnsris. Men jeg er altså træt, og elendig til mode. Så hvis du har

fået luft, og er færdig med at brokke dig, så tror jeg gerne at jeg vil daffe hjem, og ha’ lidt ondt

af mig selv.

Ib vendte sig om, og begyndte at gå bort fra Julemanden.

Sig mig en gang, unge mand, ER DU FAT’SVAG? Jeg er tilfældigvis, rigtig modbydelig muggen,

over du sådan spolerer mit gode navn og rygte, så lige inden du går, her jeg en speciel julepresent

til dig!

Og før Ib nåede at fatte hvad der skete, trimlede himlen og alle dens stjerner ned over ham.

Det første slag slog fuldstændigt luften ud af Ib, der faldt om, lige så lang han var i en snedrive.

Ib nåede knapt at blinke, før Julemanden havde klappet ham tre hurtige til, med sin store tunge

gavesæk. Efter hvor hårdt den slog at dømme, var Julemanden på vej ud med et sæt jernbane-

skinner, eller måske fire-fem støbejernsbrændeovne.

Og find så en anden gøre grin med! hvæsede Julemanden.

Jamen...! var alt hvad Ib kunne få over sine læber. Med et brøl, for kanen hen over hovedet på

ham, og var hurtigt væk omkring det nærmeste gadehjørne.

Ib var ikke helt sikker, men hans syntes bestemt, at flere af rensdyrene rakte tunge af ham.

Ja, ja – jeg ved det godt. Dette juleventyr er ved at udarte sig til, en rigtig modbydelig historie.

Skal den stakkels Ib da aldrig opleve, at ha’ en smule medgang?

Og nej – det var faktisk ikke meningen!

Men, da det nu er jul, så kan det jo være der sker noget uventet.

Men det skal være snart – for eventyret er snart til ende. Men nu, tilbage til historien.

Afsnit 6 – Juleaften

Ib var tæt på at give sig til at stortude. Som om denne elendige dag, ikke havde været mere end rigeligt at stå

model til, så rundede den lige sig selv af med, at han oplevede at få tæv, af selveste Julemanden.

Ib var ked af det, og havde mest af alt lyst til at drukne sin sorg i et stort badekar, fyldt med dejligt skummende

juleøl.

Men som I nok ved, var Ib flad. Og ingen penge - ingen juleøl.

Men hvad var det?

I halvmørket havde han nær overset det. Den sorte klump lå lige i udkanten en lyscirklen fra en gadelampe.

Den var halvt begravet i sne, så det var lidt et under han så den. Med rystende hænder, samlede Ib tingen op,

børstede den ren for sne, og smilede,

Rolig nu, Ibbermand. Det er sikkert en fattigrøv som dig selv der har tabt den.

Men nej. For første gang denne dag tilsmilede lykken, Ib.

Han havde fundet en pung. Og da han fik den åbnet, var den fyldt med knitrende hundrede-kronesedler. Mere

end 3000 kroner i sedler, talte Ib. Nu var hans juleaften reddet.

Nu skulle han have steg, bjerge af marcipan – og et stort juletræ!

Da var det Ib så billedet. Det sad i en plastiklomme, i pungens ene sideflap. Billedet forestillede en mand, hans

kone og deres tre børn.

Nå, synd for dem. De får ingen gaver i år, men jeg får mad på bordet! Og så begyndte Ib, at gå mod det

nærmeste supermarked.

Hvor irriterende, tænkte Ib. Han vær næsten nået hen til byens største supermarked, og han havde knapt en

time til at få handlet, før den lukkede.

Hele vejen havde hans samvittighed plaget ham. Tanken om, at de tre børn ikke fik julegaver, bare fordi deres

far havde tabt sin tegnebog. Men han kunne da bare lære at passe bedre på sine ting!

Men den gik ikke. Ib’s samvittighed gav hem et stød lige i mellemgulvet: Selv om han taber pungen, må du jo

ikke bare tage pengene...

Ib gav op, fandt pungen frem, og bladrede op i den. Hurtigt fandt han ejermandens adresse på et kort. Det

var lige i nabolaget, så Ib besluttede at spadsere derover. Efter ti minutters gang, stod han foran huset, der så

mørkt og tomt ud. Det var tydeligt, der ikke var nogen hjemme, så han besluttede sig for, at smide tegnebo-

gen i postkasssen. Forinden overtalte hans dårlige jeg, ham dog til, at snuppe en enkelt hundredlap for ule-

jligheden. Han var vel ikke tyv for ingenting.

Det var ikke nok til en julemiddag – men der var nok til, at han kunne få sig en enkelt til halsen at varme sig

på.

Og hvor heldig var han lige; Der på hjørnet lå en bodega – og den havde tilmed åbent!

15

Ahh- der var dejligt varmt inde i bodegaen. Ib mærkede varmen brede sig i sin kolde, forslåede krop.

Folk sad ved små brode, og efter den spredte latter at dømme, lød det til at de havde overstået de sidste

juleindkøb, og nu bare slappede af.

Herligt! tænkte Ib, lige hvad jeg trænger til.

Han spejdede efter en tom plads, fandt den og styrede over mod den tomme stol, i bodegaens fjerneste

krog.

Hej Johnny! lød en ølbas, samtidig med at ordentlig lab, klappede ham hårdt på skulderen.

Du er da johnny, er du ikke? spurgte manden med ølbassen, og slog armene om Ib’s skuldre.

Hvor er det godt du kom – vi kunne godt trænge til lidt musik, her i etablissementet.

Ib var lisså forvirret, som han havde været flere gange denne dag. Han fjernede sig forsigtigt fra mandens

omfavnelse, og svarede.

Du forveklser mig vist med en anden, tror jeg!

Schludder og wrøwwl! Tror du ikke jeg kan kende Johnny Reimar på en kilometers afstand? Jeg har alle dine

plader. Giv nu et nummer, gør. Så kan det også være, at jeg får lidt flere kunder, her i gesjæften – det er nem-

lig min bodega, ser du! Manden smilede et tandløst og ølhørmende smil.

Nå, ja, hvad! Ib havde gået til kor, engang for 30 år siden, så et enkelt nummer kunne han da godt gi’.

Bodegafatter, der hed Gustav, fik stablet et par ølkasser op i et hjørne, mens Ib fik den indre varme med at

kold julefadbamse.

Så er mikrofonen rigget til! Sagde Gustav.

Ib hoppede op på ølkasserne, og så sang han, til playback på Gustavs gamle ridsede Johnny Reimar LP’er.

Der gik lige at par numre, SÅ var folk med. De var vilde og bad ham om skiftevis at synge den om Tyrolerhat-

ten, som Ib omdøbte til Nissehuen, og en smølfesang.

Klokken fem om morgen hev Gustav Ib ned af ølkassserne, og stak ham et bundt sedler i hånden på ham.

Du er fffyret! Schæludder – jeg mener hyret! Det har været den bedste aften jeg kan huske – og det er DIN

skyld. Du synger så smukt at jeg næsten må græde! sagde Gustav mens en tåre pressede sig på, i hans ene

øjenkrog.

Kom og syng her, hver eneste aften – og vi bliver rige begge to!

Ja-ja-jamen,...! fremstammede Ib, og tænkte, at han måtte gøre noget ved den stammen.

Tag dem her! Gustav pressede Ib’s hånd rundt om sedlerne. Det er et lille forskud. Rigtig glædelig jul,

Johnny! Vi ses efter Nytår!

Forundret gik Ib ud på den snedækkede gade. Han kunne ikke helt fatte, hvad der var sket indenfor de sidste

timer. Men det lod til, at han havde fået sig et job – og tilmed et der var lovligt.

Det var først da han havde gået nogle hundrede meter, han kom i tanke om sedlerne i hånden.

Under en gadelygte åbnede han langsomt hånden. Hans øjne voksede til appelsinstørrelse, da han så de to

tusindlapper. Det var ligegodt pokkers. Nu skulle der shoppes julemad i den nærmeste SevenEleven...

Også glædelig jule til dig, Gustav! tænkte Ib smilende, mens han spankulerede hen ad gaden, med sneen

dryssende som popcorn omkring ham...

Ja, ja, så fik den en happy-end. Men det var ikke med min gode vilje.

Glædelig kapivarjul!

Kapivardreng.dk