Kandidatafhandling Forfattere: Anders Lauvring Hansen Juridisk Institut Jeppe Bruhn Pedersen Cand.Merc.Jur
Vejleder: Hans Henrik Edlund
Forbrugerens retstilling ved køb af nybyggeri
- herunder retsstillingen ved entreprenørens konkurs
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
September 2011
1 af 116
Indhold 1. Indledning ........................................................................................................................................ 5
2. Problemformulering ......................................................................................................................... 6
3. Afgrænsning ..................................................................................................................................... 7
4. Metode ............................................................................................................................................. 8
5. Terminologi .................................................................................................................................... 10
6. Byggeriets organisationsformer ..................................................................................................... 10
6.1. Fagentreprise .......................................................................................................................... 11
6.2. Hovedentreprise ..................................................................................................................... 12
6.3. Totalentreprise ........................................................................................................................ 12
7. Standardaftaler .............................................................................................................................. 13
7.1. Indgåelse af aftaler .................................................................................................................. 14
7.2. Indgåelse af standardaftaler ................................................................................................... 14
7.2.1. Vedtagelse ........................................................................................................................ 16
7.2.2. Ugyldighed ....................................................................................................................... 18
7.2.2. Fortolkning ....................................................................................................................... 19
7.2.3. Udfyldning ........................................................................................................................ 20
8. Standardvilkår ................................................................................................................................ 21
8.1. Udarbejdelsen af AB................................................................................................................ 21
8.1.1. AB 92 ................................................................................................................................ 21
8.1.2. ABT 93 .............................................................................................................................. 22
8.2. Lov eller standardaftale .......................................................................................................... 22
8.3. AB’s udformning og indhold ................................................................................................... 23
8.4. AB-Forbruger ........................................................................................................................... 24
8.5. Virkning som standardvilkår ................................................................................................... 25
8.6. Udfyldende virkning ................................................................................................................ 25
8.7. SL 97 ........................................................................................................................................ 26
8.7.1. Aftalefortolkning af SL 97 ................................................................................................. 27
9. Arbejdes udførelse ......................................................................................................................... 28
9.1. Entreprenørens vejledningsforpligtelse .................................................................................. 28
9.2. Omfang af AB-Forbruger § 14 ................................................................................................. 29
9.2.1. Loyalitetspligten i entrepriseretten ................................................................................. 30
9.2.2. Teknisk rådgivning............................................................................................................ 32
9.2.3. Afgrænsning af entreprenørens vejledningspligt ............................................................ 34
2 af 116
9.2.4. Forbrugerens indsigelser mod manglende vejledning .................................................... 35
9.3. Sammenfatning ....................................................................................................................... 36
10. Ekstraarbejde eller kontraktsarbejde .......................................................................................... 37
10.1. Uforudsete jordbundsvanskeligheder .................................................................................. 39
10.2. Vejrlige problemer ................................................................................................................ 40
10.3. Ændringer af arbejdets art og omfang .................................................................................. 41
10.4. Utilstrækkelig projekteringsvejledning ................................................................................. 41
11. Forsinkelse ................................................................................................................................... 43
11.1. Forsinkelsesansvaret ............................................................................................................. 43
11.2. Sondring mellem forsinkelse og mangler ............................................................................. 44
11.3. Entreprenørens forsinkelse ................................................................................................... 44
11.3.1. Entreprenørens ret til fristforlængelse .......................................................................... 44
11.4. Bygherrens forsinkelsesbeføjelser ........................................................................................ 46
11.4.1. Erstatning ....................................................................................................................... 46
11.4.2. Erstatning ved entreprenørens konkurs ........................................................................ 47
11.4.3. Dagbod ........................................................................................................................... 48
11.4.4. Dagbodens størrelse ...................................................................................................... 49
11.4.5. Dagbod i praksis ............................................................................................................. 50
11.4.6. Ophævelse ..................................................................................................................... 50
11.4.7. Ophævelse ved entreprenørens konkurs ...................................................................... 51
11.4.8. Reklamation ................................................................................................................... 52
11.5. Forsinkelse når en standardkontrakt ikke er vedtaget ......................................................... 52
11.6. Sammenfatning ..................................................................................................................... 53
12. Mangler ........................................................................................................................................ 54
12.1. Det konkrete mangelsbegreb ............................................................................................... 55
12.2. Det generelle mangelsbegreb ............................................................................................... 55
12.3. Anvisninger............................................................................................................................ 56
12.4. Mangler ved materialet ........................................................................................................ 57
12.5. Mangler ved totalentreprise ................................................................................................. 57
12.6. Entreprenørens afhjælpningsret ........................................................................................... 58
12.7. Mangelsbeføjelser ................................................................................................................. 61
12.7.1. Afhjælpning .................................................................................................................... 61
12.7.2. Afslag .............................................................................................................................. 62
12.7.3. Erstatning for følgeskader .............................................................................................. 62
3 af 116
12.7.4. Ophævelse ..................................................................................................................... 62
12.7.5. Reklamationspligten ...................................................................................................... 63
12.8. Sammenfatning ..................................................................................................................... 64
13. Den obligatoriske byggeskadeforsikring ...................................................................................... 65
13.1. Generelt ................................................................................................................................ 65
13.2. Forsikringspligtig bebyggelse ................................................................................................ 67
13.2.1. Ny bebyggelse ................................................................................................................ 67
13.2.2. Beboelse ......................................................................................................................... 68
13.3. Dækningsberettigede byggeskader ...................................................................................... 68
13.3.1. Egenbetaling .................................................................................................................. 69
14. Konkurs......................................................................................................................................... 70
14.1. Indtræden og betingelser ..................................................................................................... 71
14.2. Fordringshaverbegæring ....................................................................................................... 72
14.3. Virkningen af konkursen ....................................................................................................... 73
14.3.1. Omstødelse .................................................................................................................... 74
14.4. Konkursordenen .................................................................................................................... 75
14.5. Hvad indgår i konkursboet? .................................................................................................. 75
14.6. Indtrædelsesret ..................................................................................................................... 76
14.6.1. AB § 42 ........................................................................................................................... 77
14.6.2. Vurdering af indtrædelsesretten ................................................................................... 78
14.6.3. Vurdering af entreprenørboets indtrædelsesret i parcelhusentrepriser ...................... 80
14.7. Den obligatoriske byggeskadeforsikring ved entreprenørens konkurs ............................... 81
14.8. Hæveopgøret og registreringsforretning .............................................................................. 83
15. Sikkerhedsstillelse ........................................................................................................................ 84
15.1. Aftalernes udgangspunkt for sikkerhedsstillelse .................................................................. 85
15.1.1. Ophør og nedskrivning ................................................................................................... 86
16. Krav mod andre salgsled .............................................................................................................. 87
16.1. Direkte krav mod underentreprenøren ................................................................................ 87
16.2. Direkte krav mod leverandøren ............................................................................................ 89
16.3. Byggematerialeklausuler ....................................................................................................... 90
17. Tvister ........................................................................................................................................... 90
17.1. Tvistløsning i AB .................................................................................................................... 91
17.1.1. Syn og skøn .................................................................................................................... 91
17.1.2.Voldgift ............................................................................................................................ 92
4 af 116
17.2. Voldgiftslovens forbrugerbestemmelse ............................................................................... 93
17.3. Ankenævn ............................................................................................................................. 94
17.4. Tvistløsning i AB-Forbruger ................................................................................................... 95
17.5. Tvistløsning i SL 97 ................................................................................................................ 95
17.6.Tvistløsning når en standardkontrakt ikke er vedtaget ......................................................... 96
17.7. Sammenfatning ..................................................................................................................... 96
18. Perspektivering ............................................................................................................................ 98
18.1. Forbrugerbeskyttelse ............................................................................................................ 98
18.2. Forbrugerbeskyttelsens udvikling ......................................................................................... 98
18.2.1. Dansk lovgivning ............................................................................................................ 98
18.2.2. Ufravigelig lovgivning ..................................................................................................... 99
18.2.3. Nordisk lovgivning ........................................................................................................ 100
18.2.4. Bustadoppføringslova .................................................................................................. 100
18.3. Vurdering af AB-Forbruger .................................................................................................. 101
18.4. Forbrugerbeskyttelsens pris ............................................................................................... 102
18.5. Konsekvenser som følge af den obligatoriske byggeskadeforsikring ................................. 103
19. Konklusion .................................................................................................................................. 105
20. Executive Summary .................................................................................................................... 109
21. Litteraturliste.............................................................................................................................. 111
22. Bilagsliste .................................................................................................................................... 116
5 af 116
1. Indledning Når en forbruger får bygget et nyt hus modtages et færdigt produkt, som forbrugeren forventer
lever op til de ønskede boligdrømme, men det er desværre ikke altid tilfældet. Der er flere ting,
der kan gå galt under og efter opførelsen af byggeriet, som er svært forudsigelige for køberen. Den
store økonomiske omkostning der er forbundet med nybyggeri, kombineret med, at de fleste
forbrugere er dårligt rustet til at indgå en entrepriseaftale pga. manglende erfaring gør, at
boligdrømmen kan blive et mareridt. Den romantiske forestilling om, hvordan det færdige hus vil
være at bo i, kan let overskygge en kritisk tilgang til tilblivelsen og boligkøbet.
I 2010 var omsætningen i bygge- og anlægsbranchen lavere end nogensinde og 2010 endte med at
sætte en negativ rekord med 1005 konkurser i branchen.1 Finanskrisen har ramt bygge- og
anlægsbranchen hårdt, og risikoen for at entreprenøren går konkurs under byggeriets opførelse er
til stede. Entrepriseretten er i høj grad reguleret af aftalen der indgås mellem parterne, derfor er
det vigtigt, at forbrugeren er opmærksom på hvilke konsekvenser aftalens bestemmelser
medfører. Herunder hvilke risici og faldgrupper kontrakten indeholder – bl.a. i henhold til
entreprenørens konkurs.
Der foreligger aftalefrihed i entrepriseretten og forholdet mellem byggeriets parter er derfor i høj
grad reguleret af såkaldte agreed documents og adhæsionsaftaler. De mest anvendte agreed
documents i entrepriseretten er AB 922 og ABT 933, som henholdsvis er standardkontrakter for
hoved- og totalentreprise. Standardaftalerne er udarbejdet af private interesseorganisationer i
samarbejde med relevante ministerier. AB 92 og ABT 93 tager ikke hensyn til, hvorvidt der
kontraheres mellem professionelle parter eller mellem en professionel og en usagkyndig. Til trods
for dette er standardaftalerne i høj grad blevet anvendt, med eventuelle fravigelser og tilretninger,
mellem entreprenører og forbrugere.
Efter udarbejdelsen af AB 92 og ABT 93 har byggemarkedet gennemgået en høj konjunktur, som
fik antallet af nyopførte huse til at eksplodere, samt en finanskrise der fik markedet til at kollapse.
Det er sandsynligvis den seneste turbulente tid, der har skabt behovet for, at forbrugeren sikres
1 Dansk Byggeri, Artikel: 2010 Bliver er rekordår for antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen, 06/12/2010, s.
3 sammenholdt med Nyt fra dansk statistik nr. 2, Konkurser i december, af 6. jan. 2011, s. 2. 2 Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomheder, 1992
3 Almindelige betingelser for Totalentreprise, 1993
6 af 116
bedre i entrepriseforhold. Faktum er, at myndighederne i de seneste år har gennemført to
væsentlige tiltag for at stille forbrugeren bedre ved opførelse af nybyggeri.
Den første væsentlige ændring blev foretaget den 1. april 2008, hvor loven om den obligatoriske
byggeskadeforsikring trådte i kraft. Siden da har det, under visse forudsætninger, været et krav at
entreprenøren skal tegne en byggeskadeforsikring til forbrugeren for egen regning. Det
overordnede formål med ordningen har været at styrke forbrugerens retsstilling ved at give
adgang til en mere enkel proces og adgang til skadesudbedring eller erstatning fra
forsikringsselskabet, såfremt der konstateres en alvorlig byggeskade på en nyopført ejendom.4
Sideløbende hermed er tanken at byggeskadeforsikringen skal bidrage til at forebygge
forekomsten af væsentlige skader i byggeriet og nedbringe niveauet for byggeskader i
forbrugerentrepriser.5
Den seneste ændring blev indført d. 1. januar 2010, hvor ”Almindelige betingelser for aftaler om
byggearbejder for forbrugere – AB-Forbruger” trådte i kraft. Denne nye standardaftale er en
forbruger pendant til de tidligere AB 92 og ABT 93. Standardaftalen er tiltænkt at skulle anvendes
af forbrugere på bygge- og anlægsarbejdet helt ned til kr. 3.000. Formålet med AB-forbruger har
været at forbedre forbrugerens retsstilling på et område, der traditionelt er domineret af
professionelle parter.
2. Problemformulering Afhandlingens hovedformål vil, i henhold til indledningens problemstillinger, være at undersøge
hvad forbrugerens retstilling er ved køb af nybyggeri. Grundet det rekord høje antal konkurser i
bygge- og anlægs branchen i 2010 er det yderst aktuelt, at få klarlagt de juridiske problemstillinger
der kan opstå, når entreprenøren går konkurs under og efter byggeprocessen. Dette findes særligt
interessant, bl.a. på grund af de store økonomiske omkostninger der er forbundet med opførelsen
af nybyggeri for forbrugeren, kombineret med det komplicerede procesforløb forbrugeren i
mange tilfælde er dårligt rustet til.
4 Erhvervs- og Byggestyrelsen, Vejledning om byggeskadeforsikring, 01/09/2010, s. 2
5 Erhvervs- og Byggestyrelsen, Vejledning om byggeskadeforsikring, 01/09/2010, s. 3
7 af 116
Som nævnt i indledningen er entrepriseretten et ureguleret lovområde, hvor parterne i høj grad
har aftalefrihed. For at kunne undersøge den ovenfor nævnte problemstilling er det nødvendigt at
tage udgangspunkt i udvalgte standardkontrakter for herigennem, at belyse hvad forbrugerens
retsstilling er i tilfælde af entreprenørens konkurs. Afhandlingen vil i den forbindelse særligt
fokusere på AB 92, ABT 93 og SL 97 samt AB-Forbruger, da denne er udarbejdet med henblik på
forbrugerentrepriser.
For at give et fuldendt billede af forbrugerens retsstilling ved køb af nybyggeri, vil afhandlingen
også beskrive forbrugerens retsstilling efter byggeriets opførelse. Her vil det være særligt
interessant at analysere forbrugerens retsstilling i henhold til den obligatoriske byggeskade
forsikring, der siden 2008 har været obligatorisk at tegne ved forbrugerentrepriser.
Udover en juridisk gennemgang af standardkontrakterne og den obligatoriske
byggeskadeforsikring, vil afhandlingen belyse de økonomiske aspekter ved den gældende
retsstilling.
Overstående problemstillinger fører herved til følgende problemformulering:
Hvad er forbrugerens retsstilling ved køb af nybyggeri – herunder retsstillingen ved entreprenørens
konkurs?
Herunder undersøges følgende spørgsmål nærmere:
Hvad er forbrugerens retsstilling ved anvendelse af de forskellige agreed documents?
Er forbrugeren tilstrækkeligt beskyttet mod entreprenørens konkurs?
Har AB-Forbruger den tilsigtede virkning?
Hvad er forbrugerens retstilling efter den obligatoriske byggeskadeforsikring trådte i kraft?
3. Afgrænsning I henhold til problemformuleringen fokuserer denne afhandling hovedsagligt på forbrugerens
rettigheder. Entreprenørens rettigheder er dog medtaget i et begrænset omfang, og i de
situationer det har betydning for den samlede forståelse af retsforholdet mellem entreprenøren
og forbrugeren.
8 af 116
Afhandlingen indeholder ikke en gennemgang af standardvilkåret ABR 896, der regulerer forholdet
mellem klient og rådgiver. Ved klient forstås den, der antager en rådgiver til løsning af en opgave.
Klienten kan således både være entreprenøren og bygherren (forbrugeren). Ved nybyggeri og
mindre byggearbejder, hvor forbrugeren er den ene kontraktpart, bliver der oftest ikke anvendt
teknisk rådgivning og bistand. Dette skyldes, at nybyggeri af et hus ofte foretages af en
totalentreprenør med egne rådgivere, og derfor skal eventuelle krav fra forbrugeren rettes mod
entreprenøren. Derudover vil omfanget af reglerne om teknisk rådgivning og bistand i
entrepriseforhold være så stort, at behandling af disse regler vil kunne stå alene i en afhandling.
Ved gennemgang af de valgte problemstillinger, tages der hovedsagligt udgangspunkt i situationer,
hvor forbrugeren opfører ny bolig. Dette skyldes, at mindre byggearbejder oftest ikke medfører
samme overvejelser og økonomiske konsekvenser hos forbrugeren. Dette skal bl.a. ses i tilfælde af
misligholdelse fra entreprenørens side.
Endvidere indeholder denne afhandling ikke en beskrivelse af de mest anvendte og udbredte
standardvilkår inden for den internationale entrepriseret. Disse vilkår er udarbejdet af en
sammenslutning kaldet ”FIDIC” og finder anvendelse på store og komplekse entrepriser, som
overgår traditionelle nationale byggeopgaver, og i situationer hvor de kontraherende parter begge
er erhvervsdrivende. Således findes disse standardvilkår ikke relevante at anvende ved en analyse
af forbrugerens retsstilling.
4. Metode I denne afhandling vil der blive anvendt almindelig retsdogmatisk metode. Den retsdogmatiske
metode beskriver, fortolker/analysere og systematiserer gældende ret.7 Denne metode er den
mest relevante og stabile, da denne metode ikke, i samme grad som andre metoder, påvirkes af
samtidens smag og tradition. Retsøkonomiske overvejelser har i et vist omfang indflydelse på
retsdannelsen, hvorfor der tillægges opmærksomhed på at retsøkonomiske spørgsmål kan dukke
op undervejs. De skal efter vores opfattelse, alene behandles, når de konkret melder sig.
6 Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand, 1989 7 Evald, J., Retsfilosofi, Retsvidenskab & Retskildelære, 1. udgave, s. 210
9 af 116
Den retsdogmatiske analyse vil endelig blive suppleret af retspolitiske overvejelser, med det
formål at klarlægge, hvorvidt gældende ret er hensigtsmæssig set i samfundsøkonomisk
perspektiv.
Afhandlingen vil være bygget op af en teoretisk- og analytisk del. Den teoretiske del vil indeholde
en beskrivelse af de gældende regler på entrepriseområdet med særlig henblik på forbrugerens
retsstilling. Udover den entrepriseretlige gennemgang, vil der, i den teoretiske del, blive
gennemgået konkursretlig teori relevant for afhandlingens problemstilling.
I analysedelen vil der blive redegjort for forbrugerens retstilling ved køb af nybyggeri, herunder
med henblik på forbrugerens retsstilling ved entreprenørens konkurs. Endvidere vil der blive
analyseret på forskelle og ligheder i henhold til de gældende regler på entrepriseområdet, som
beskrevet i den teoretiske del. Der vil i afhandlingen blive inddraget fortolkning af, hvad der er
gældende, hvor intet er aftalt mellem de kontraherende parter, for dermed at belyse
entrepriserettens udfyldende regler.
Før AB-Forbrugers ikrafttræden har der sjældent været fokus på forbrugerentrepriser. Ved
vurdering af forbrugerens retstilling efter udfyldende regler inddrages, Betænkning 1988 nr. 1133
(herefter bet. 1133/1988),8 da den, til trods for at den aldrig er blevet vedtaget, kan give et
fingerpeg om, i hvilken retning - og med hvilken styrke - forbrugerhensynet trækker på
entrepriseområdet.9
Selvom Købeloven aldrig har fundet direkte anvendelse i entrepriseforhold jf. købelovens10 § 2,
stk. 2, kan lovens bestemmelser have en udfyldende virkning, hvis bestemmelserne er udtryk for
en almindelig obligationsretlig grundsætning. Købeloven inddrages i et vist omfang ved en
vurdering af udfyldende ret.
I afhandlingen vil der løbende og slutteligt blive foretaget en perspektivering af, hvilke
overvejelser der kan gøres, i henhold til den overordnede problemstilling.
8 Betænkning 1988 nr. 1133, om forbrugeraftaler om arbejde på løsøre og fast ejendom (forbrugertjenester).
9 Iversen, T., Udfyldende entrepriseret, TBB 2003.480, s. 1
10 LBK nr. 231 28/03/2003
10 af 116
5. Terminologi Langt de fleste bestemmelser i AB 92 er direkte videreført til ABT 93. I afhandlingen vil
bestemmelserne i AB 92 og ABT 93, fremgå under fællesbetegnelsen AB, dog vil eventuelle
forskelle blive fremhævet i fremstillingen.
Terminologien inden for entrepriseretten ikke er entydig.11 AB 92 er den standardaftale, der
oftest bliver refereret til i litteraturen og terminologien i AB 92 § 1, stk. 2, anvendes derfor som
udgangspunkt i afhandlingen. Bestemmelsen fastslår, at ”Ved leverancer skal >>bygherren<<
forstås som køberen og >>entreprenøren<< som sælgeren.
Forbrugerbegrebet der anvendes i denne afhandling, svarer til den definition, der findes i lov om
visse forbrugeraftaler12 § 3, stk. 1, hvori der står, at ”Ved en forbrugeraftale forstås i denne lov en
aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren)
hovedsagelig handler uden for sit erhverv”. AB-Forbruger13 har konkretiseret forbrugerbegrebet
inden for byggearbejde, men anvender samme kriterier som lov om visse forbrugeaftaler jf. AB-
Forbruger § 2. Forbrugerbegrebet defineres ud fra anvendelsen af aftalens genstand, således at
hvis byggeriet skal anvendes til privat brug, er der tale om en forbrugeraftale.
6. Byggeriets organisationsformer I planlægningsfasen skal entrepriseformen aftales mellem parterne. Der findes forskellige
entrepriseformer, hvoraf de væsentligste i fremstillingen er fagentreprise, hovedentreprise, og
totalentreprise. Byggeriets entrepriseform er et bredt udtryk for kontraktsrelationer mellem
byggeriets parter, og valget af organisationsformen har derfor betydning for udførelsen af
arbejdet, herunder ansvaret. 14 I det følgende afsnit vil de nævnte entrepriseformer blive
beskrevet.
Hvorvidt en kontrakt mellem en bygherre og en entreprenør skal betegnes som fagentreprise,
hovedentreprise eller totalentreprise, vil ofte bero på en aftalefortolkning af kontrakten. Det
11
Madsen, P. B., m.fl., Formueretlige emner, 5. udgave, s. 66f 12
Lov nr. 451 09/06/2004 13
Almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere, 2010 14
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 3
11 af 116
afgørende er ikke, om kontrakten betegner sig direkte som fx hovedentreprise, men derimod om
en fortolkning af aftalen vil karakterisere entreprisen som fx hovedentreprise.
6.1. Fagentreprise Fagentreprise er en organisationsform som kan betragtes som en delt entreprise, da byggearbejde
udføres af en række kontraktmæssigt uafhængige entreprenører fx murer, tømrer og maler.
Bygherren er ansvarlig for styringen af byggeprojektet, og skal i den anledning indgå konktrakter
med de forskellige fagentreprenører der kræves.
Fagentreprise er dermed den mest krævende entrepriseform for bygherren, da der skal indgås et
stort antal bygherrekontraktsrelationer. Fra et økonomisk synspunkt kan fagentreprise være til
fordel for bygherren, da han har mulighed for, at forhandle individuelt med hver enkelt
fagentreprenør.15 Endvidere vil bygherren kunne opnå besparelse i forhold til styring og
koordinering af byggeriet, såfremt dette ikke overlades til én entreprenør.
De fagentreprenører bygherren vælger at kontrahere med, har ingen kontraktmæssigt relation til
hinanden. Denne uafhængighed skaber en vis risiko for bygherren, idet der kan opstå
uoverensstemmelser mellem de kontraherede, samarbejdsproblemer, overlapning vedrørende de
kontraherede ydelser m.v.16 Da det ved fagentreprise er bygherren og/eller bygherrens rådgiver
der fortager styring af byggeprojektet, er det dermed også bygherren der påtager sig risikoen for
manglende eller utilstrækkelig koordinering, og hvad deraf følger.
Bygherren er ikke ansvarlig for det job fagentreprenøren påtager sig, men bygherren har det
overordnede ansvar på byggepladsen. Dette indebærer, at bygherren er ansvarlig for eventuelle
refleksforsinkelser. Det betyder, at såfremt en senere fagentreprenør ikke kan udføre sit arbejde
pga. forsinkelse fra tidligere entreprenører, vil den senere fagentreprenør kunne gøre bygherren
erstatningsansvarlig.17
15
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 8 16
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 4 17
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 161
12 af 116
6.2. Hovedentreprise Ved hovedentreprise er det bygherren sammen med eventuelle rådgivere, der udarbejder
projektmaterialet, men derefter indgås der typisk kontrakt med én entreprenør – kaldet
hovedentreprenøren. Den udvalgte hovedentreprenør påtager sig overfor bygherren, at udføre
hele byggeriet. Hovedentreprise kan forekomme med to eller flere hovedentreprenører, hvoraf en
er ansvarlig for én del af byggeriet og den anden for en anden del af byggeriet.
Efter kontraheringen med bygherren, overlader den pågældende hovedentreprenør dele af
entreprisen til en eller flere underentreprenører.18 Derefter udfører den enkelte
underentreprenør de dele af entreprisen som vedkommende har kvalifikationerne til.
Hovedentreprenøren betragtes som byggeleder overfor disse underentreprenører, og hæfter
derfor for såvel byggeriets færdiggørelse til tiden, som dets mangelfrihed, med mindre fejlene
skyldes projekteringsmaterialet.19 Bygherren og/eller hans rådgivere skal selv føre et overordnet
bygherretilsyn der kontrollerer, at byggeriet afleveres i henhold til det aftalte omfang og den
aftalte kvalitet.
Fra et bygherresynspunkt er denne organisationsform mindre juridisk bebyrdende end
fagentreprise, da bygherren kan rejse et direkte krav overfor hovedentreprenøren for fejl og
mangler, forårsaget af underentreprenørerne, når det ikke skyldes projekteringsfejl.
6.3. Totalentreprise Totalentreprise er, set fra bygherrens side, den mest simple kontraheringsform. Det
karakteristiske ved totalentreprisen er at bygherren kun har en medkontrahent – kaldet
totalentreprenøren – som påtager sig dels, at udføre den væsentligste del projekteringen og dels
udførelsen af det faktiske arbejde.20 Projekteringen vil typisk blive udarbejdet på baggrund af
nogle funktionskrav formuleret af bygherren, fx husets størrelse og tag, uden at metode m.v. er
krævet anvendt. Funktionskravende kan dermed reelt være uspecifikke, hvilket kan give anledning
til problemer m.h.t. fastlæggelsen af ydelsesomfanget, og dermed entreprenørens forpligtelser.21
18
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 5 19
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 4 20
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 344 21
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 345
13 af 116
Til trods for dette, vil bygherren ved valg af totalentreprise hurtigere end ved de andre
entrepriseformer, kunne danne sig et overblik af byggeriets tids – og prismæssige vilkår.
Fra bygherrens synspunkt, er den store fordel ved totalentreprise at der kun indgås aftale med en
medkontrahent, hvilket simplificerer ansvarsforholdet. Bygherren skal dermed ikke bekymre sig
om de koordineringsproblemer, der kan opstå ved fagentreprise eller projekteringsproblemer, der
kan opstå ved hovedentreprise, da totalentreprenøren varetager det hele og dermed også bærer
ansvaret for sådanne fejl.
For bygherren er totalentreprisens styrke, at der kun kontraheres med en part, men samtidig er
det også dens svaghed. Det medfører den ulempe, at bygherren tidligt i forløbet mister indflydelse
på udformning og udførelse af byggeriet. Dette er en naturlig følge af, at bygherren tidligere end
ellers skal præcisere sine krav til byggeriet, samt at der ikke er et selvstændigt kontraktforhold
mellem bygherren og rådgivende teknikkere angående projekteringen af byggeriet.
Entreprisesummen vil typisk også være højere end ved de andre entrepriseformer, da
totalentreprenøren oftest vil sørge for, at den risiko han påtager sig ved at være ansvarlig ved hele
byggeriet bliver dækket ind i entreprisesummen.22
7. Standardaftaler Indenfor entrepriseretten findes der ingen specielle lovregler eller præceptiv lovgivning som
generelt regulerer forholdet mellem byggeriets parter. Det entrepriseretlige område er således
karakteriseret ved aftalefrihed. Herved er entrepriseretten, som hovedregel, underlagt de
almindelige regler, der er gældende i dansk ret om aftalers indgåelse. Endvidere kan købeloven
supplere retstillingen i entrepriseforhold, dog begrænset til det omfang, hvor køberetlige regler er
udtryk for almindelige obligationsretlige grundsætninger, da købeloven ikke finder direkte
anvendelse i entrepriseforhold, jf. købelovens § 2, stk. 1.
Entrepriseretten er imidlertid forholdsvis reguleret af visse regel- og vilkårssæt, og de fleste
entrepriseretlige aftaler indgås på baggrund af disse. Et af de mest dominerende standardvilkår er
Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed, også benævnt
22
Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler, 1. udgave, s. 67
14 af 116
AB 92, som regulerer kontraktsforholdene på udførelsessiden. Det er parternes eget valg, hvorvidt
de vil tiltræde et sådan vilkårssæt, men på trods af dette kan standarddokumentet AB 92
betragtes som dansk entrepriserets grundlov, da vilkårene, i et vist omfang, kan tænkes at få
virkning som udfyldende regler, selv om de ikke er vedtaget.23
7.1. Indgåelse af aftaler Der findes i dansk lovgivning ingen konkret definition af en aftale eller kontrakt.
Kontraktsbegrebet har det udgangspunkt, at der skal nås til enighed mellem to eller flere
kontraherende parter om indgåelse af en bindende aftale. En aftale og kontrakt opnår derved sin
gyldighed i kraft af parternes fælles vilje om at være forpligtet. Ligeledes er aftaler/kontrakter ikke
underlagt formkrav, der eksisterer således ikke en bestemt måde en aftale skal indgås på.
Aftaleloven regulerer hovedsagligt kontraktindgåelse, men på visse områder, heriblandt
entrepriseforhold, kan det være fordelagtigt for entreprenøren og kunden at indgå en
standardaftale, da denne kan være skræddersyet til branchens forhold. Standardaftaler bidrager
med andre ord til kontraktrettens hensigtsmæssige differentiering.24
7.2. Indgåelse af standardaftaler Standardaftaler og standardkontrakter er ofte tilvirket i et samarbejde af erhvervsdrivende ud fra
et rationaliseringsbehov om at forenkle arbejdet i forbindelse med aftaleindgåelsen. Det
væsentligste formål med at anvende standardaftaler er at præcisere eller fravige den regulering,
der følger af baggrundsretten, enten fordi parterne ikke kan leve med heraf følgende retsstilling,
eller fordi de føler et behov for at udfylde eller præcisere den.25 Ydermere er det blevet sagt, at
standardaftalerne har ”kollektiviseret” aftaleretten, da formularerne i vid udstrækning flytter
aftaledannelsen fra aftalens parter til den kollektivitet, der konciperer formularen.26 Bryde
Andersens anfører, at der opstår en formularretlig regulering. ”Aftalens typiske parter bliver ofte
så vant til at benytte formularen, at der opstår en formularret, dvs. et retsområde, hvis retlige
23
Vagner, H.H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 11 24
Andersen, L.L., Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 29 25
Andersen, M.B., Praktisk aftaleret, 3. udgave, s. 146 26
Andersen, M. B., Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, s. 360
15 af 116
problemer og regulering udledes af formularen ud fra parternes typiske ønske om at anvende den
som aftalegrundlag.”27
Et andet væsentligt formål med en standardaftale er at denne skal være medvirkende til at
generere en bedre sikkerhed med omsætningen af tjenesteydelser og varer. En sådan sikkerhed
fremkommer når en virksomhed udbyder den samme ydelse/vare, hvorved der opbygges en
anselig fortrolighed med de juridiske og handelsmæssige problemstillinger, som transaktionen
medfører. Dermed er standardaftalens formål at aftaleregulere transaktioner af samme type, for
derigennem at regulere transaktionens særpræg, således at der etableres et ensartet
retsgrundlag. På baggrund af ovenstående skabes standardaftaler og standardkontrakter som et
færdigt og trykt dokument, der indeholder aftalevilkår indgået ved forudgående aftaleforhandling.
Koncipisten kan således fastslå en passende aftaleregulering, i stedet for at skulle forhandle de
samme vilkår fra transaktion til transaktion. Der er hermed tale om, at standardaftalen tjener et
effektiviseringshensyn.
En svaghed i forbindelse med udformning af standardaftaler og standardkontrakter er, at
koncipisten let kan falde for fristelsen til at varetage sine egne interesser, ved at denne tilskriver
sig ekstra fordelagtige rettigheder, der ikke havde været en selvfølge ved en ”almindelig”
aftaleindgåelse. Endvidere kan koncipisten fraskrive sig forpligtelser, som ellers ville være hans. Et
eksempel herpå kan fx være pligt til ved en given form for misligholdelse at erstatte følgeskader.28
Såfremt at udformningen af standardaftaler skal foregå og forløbe rimeligt – og til en vis grad i
objektivt øjemed – i forhold til aftalens kontraherende parter, er det retsordenens opgave at
forhindre disse skævvridninger i aftalerne. Dette sker fortrinsvis på følgende måder:
Ved at stille særlige krav til vedtagelsen af standardvilkår.
Ved at tilsidesætte urimelige standardvilkår.
Ved at fortolke standardvilkår mod affatteren. 29
27
Andersen, M. B., Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, s. 360 28
Andersen, L.L., Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 30 29
Andersen, L.L., Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 30
16 af 116
Adhæsionsaftaler:
Adhæsionsaftaler er standardaftaler, der ikke forhandles – enten fordi parterne ikke forventer, at
der bliver behov for nogen særlig normering, eller fordi den ene part i kraft af sin stærke placering
kan diktere vilkårene for den anden part. Adhæsionsaftaler indgås ved, at den ”svage” part blot
adhærerer (hænger ved) vilkårene.30 Som også tidligere nævnt har aftalen således karakter af en
ensidig konciperet aftale. Den ”svage” part vil ofte tiltræde adhæsionsaftalen uden at læse den
igennem i tillid til, at alt nok er, som det skal være. Ydermere stilles der højere krav til den
viljeserklæring, der skal forpligte afgiveren i henhold til en ensidigt udarbejdet adhæsionsaftale,
end når der er tale om et agreed document.31 I aftaler hvor der anvendes standardvilkår mellem
en forbruger og en erhvervsdrivende, der ligeledes ikke har været genstand for individuel
behandling, synes det oplagt at anvende uklarhedsreglen i aftalelovens32 § 36 og/eller samme lovs
§ 38b. Ifølge aftalelovens § 38b skal uklarheden om et aftalevilkår, hvorom der stadig er tvivl efter
anvendelse af sædvanlig fortolkningsteknik, fortolkes på den måde der er mest gunstig for
forbrugeren.
Agreed documents:
Et agreed document fremstår som offentliggjorte resultater af en aftaleforhandling mellem
repræsentanter for de berørte interesser i en branche. Almindeligt udbredte branchevilkår som
efter forhandlinger netop bliver nedfældet i et agreed document, vil ofte bygge på de sædvaner,
kutymer eller skik og brug, der tidligere har dannet sig i branchen.
7.2.1. Vedtagelse
Ved indgåelse af standardaftaler har parterne typisk ringere opmærksomhed om formularens
enkelte aftalevilkår, end det ville være tilfældet ved en, mellem parterne, individuelt udformet
aftale. Dette skyldes den omstændighed, at vilkårene er nedskrevet med henblik på gentagen
anvendelse i ligeartede transaktioner, og derved finder parterne det ikke nødvendigt med en
30
Andersen, M. B., Praktisk aftaleret, 3. udgave, s. 148 31
Andersen, M. B., Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, s. 362 32
LBK nr. 781 26/08/1996
17 af 116
nærmere undersøgelse.33 Et understøttende eksempel til dette, kan være at man på samme måde
også undlader at undersøge købeloven før indgåelse af et køb.34
Endvidere kan det være væsentligt at overveje, hvorvidt underskrivelsen af en standardaftale
overhovedet manifesterer underskriverens ”vilje” til at blive bundet af samtlige ord og punkter.
En entydig definition af hvornår et standardvilkår er vedtaget, er vanskelig at give. Derfor må flere
faktorer vurderes, førend en standardkontrakt kan karakteriseres som vedtaget mellem de
involverede parter.
Den grundlæggende hovedregel må være, at standardvilkårene skal fremgå klart og tydeligt i
kontrakten, for at denne kan anses som vedtaget. Imidlertid har det vist sig at der kan forekomme
situationer, hvor vilkårene, trods et brud på den grundlæggende hovedregel, alligevel bliver
vedtaget. Et eksempel på ovenstående, kan fx forekomme, hvor standardvilkåret er af typen
agreed documents. I disse situationer skal der typisk kun en lille henvisning til – undertiden slet
ingen – førend vilkårene kan anses for vedtaget.35
Ydermere er det af væsentlig betydning, hvorvidt en standardkontrakt konstitueres mellem to
erhvervsdrivende eller mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Ved aftaleindgåelse mellem
to erhvervsdrivende, må det forventes at de implicerede parter har et dybdegående kendskab til
branchens forhold, og dermed er fortrolige med de pågældende standardvilkår. Således kan et
vilkår anses for vedtaget, uden at der stilles særlig store krav.36 Derimod vil formkravene i en
aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende være betydeligt strengere. Modsat et
erhvervsforhold har forbrugeren ikke samme kendskab til branchens forhold og i kraft af dette,
skal den erhvervsdrivende gøre det klart i aftalen hvilke standardvilkår der henvises til og
endvidere vedlægge dem som bilag.
En aftale kan også indeholde overraskende vilkår, der stiller en part dårligere end først antaget
ved aftaleindgåelsen. Et vilkår kan være uventet byrdefuldt og have den virkning, at en part ikke er
bundet ved en bestemmelse i en standardformular, som er usædvanlig og stiller ham ”væsentligt
33
Andersen, M. B., Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, s. 363 34
Set ud fra en bonus pater familias synspunkt 35
Andersen, M. B., Praktisk aftaleret, 3. udgave, s. 147 og Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. Udgave, s. 86 36
Jf. U 1982.302 H
18 af 116
ugunstigere” end almindelige retsgrundsætninger, medmindre han har kendt bestemmelsen, eller
den før aftalens indgåelse er fremhævet for ham således, at han ikke kunne undgå at lægge
mærke til den.37 En gylden grundsætning kan være, at jo mere tyngende og/eller jo mere uventet
et vilkår er, jo større krav stilles der til dets vedtagelse.38 Hermed afhænger vedtagelsen af, hvor
byrdefulde vilkårene er.
7.2.2. Ugyldighed
I dansk ret er aftalelovens § 36 kendt som generalklausulen med virkning fra 1. juli 1975 og siden
ændret med virkning fra den 1. januar 1995. Den seneste ændring i 1995 medførte, at en aftale nu
kunne ”ændres ”og ikke kun, som hidtil gældende, ”tilsidesættes” eller ”lempes”, hvilket nu ikke
alene gav domstolene kompetence til at skære væk i aftalen (lempe eller tilsidesætte), men også
til at skærpe de aftalte forpligtelser og i denne forstand skrive til.39 En elementær begrundelsen
for at indføre generalklausulen, var et almindeligt ønske om forbrugerbeskyttelse. Der er lagt vægt
på at beskytte forbrugere og andre mod, at den anden part i kontraktsforholdet misbruger sin
overlegne stilling til at skaffe sig fordele ved at anvende vilkår, der ensidigt tjener hans interesse.
Det udvidede og mere omfattende brug af standardkontrakter, har været medvirkende til
indførelsen af generalklausulen i § 36. Dette skyldes netop den risiko, der er forbundet med
standardkontrakter, hvor den stærke part (den sagkyndige kontraktspart) udnytter
medkontrahenten (forbrugeren), ved at få forbrugeren til at indgå urimelige vilkår.
Generalklausulen i § 36, vil i højere grad kunne finde anvendelse på forbrugeres aftaler med
erhvervsdrivende end på aftaler mellem professionelle erhvervsdrivende indbyrdes.40
Det er dog ikke udelukkende ved aftaler mellem forbruger og erhvervsdrivende, at § 36 kan
bringes til anvendelse. Dette ses bl.a. i U 1979.931 Ø, hvor en vognmand A havde indgået en aftale
med to andre vognmænd B og C, det fandtes herefter at aftalen udelukkende varetog vognmand
A’s interesser og vognmændene B og C blev fritaget for deres, ifølge aftalen, forpligtelse, i form af
en konventionalbod, til vognmand A. I ovennævnte dom har forskellen mellem parternes styrke og
formåen, givet sig udslag i urimelige kontraktsbestemmelser. Domstolene synes dog at være
37
Andersen, M. B., Grundlæggende aftaleret, 2. udgave, s. 364 38
Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 81-89 39
Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 222f 40
Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 204ff
19 af 116
tilbageholdene med at anvende § 36 i erhvervsforhold, idet en anvendelse bl.a. kan resultere i en
ændring af risikofordelingen mellem parterne. I de tilfælde hvor standardvilkåret er fremkommet
ved forhandling mellem to organisationer, der hver repræsenterer de modstående parter (agreed
document), vil reglen i § 36 heller ikke blive anvendt. Dette er et resultat af, at der i denne
situation foreligger en almindelig forretningsskik. Et aftalt vilkår vil derimod kunne blive anset for
urimeligt, såfremt det ikke anses for sædvanligt inden for den pågældende branche, og således
blive tilsidesat efter lovens § 36. Det er dog et krav, at der i disse situationer foretages en konkret
vurdering af hver enkel sag.41
Ved bedømmelsen af adhæsionsaftalers gyldighed – aftaler der er ensidigt konciperet – er det
væsentligt om den konciperende part har en saglig interesse i at kunne opretholde ensartede
vilkår, og om modparten må være indstillet på at skulle være underlagt de pågældende vilkår.42
Såfremt forbrugeren som den svage part, er underlagt byrdefulde kontraktsvilkår, vil en
adhæsionsaftale i forbrugerforhold måske ofte blive tilsidesat, da aftalen vil fremstå som urimelig.
Der kan ligeledes statueres ugyldighed i de tilfælde, hvor et aftalt vilkår er i strid med anden
præceptiv lovgivning, samt i tilfælde, hvor det direkte formål med kontrakten er at omgå
præceptiv lovgivning. Sådanne tilfælde vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36.
7.2.2. Fortolkning
Koncipistreglen – eller uklarhedsreglen – er den oftest påberåbte fortolkningsregel. Denne succes
er grundet i reglens enkelhed, der konstituerer, at den part, der har konciperet (affattet) de ord,
der skaber tvetydighed under fortolkningen, må bære risikoen herfor. Med andre ord drejer det
sig om at fortolke imod den, der burde have forhindret uklarheden, hvilket netop typisk vil være
den, der forfatter aftalen. Reglen er særlig anvendelig i forbindelse med standardvilkår, hvor
netop den ene part besidder en overlegenhed i relation til dennes sagkundskab.43
Det er en forudsætning for anvendelse af koncipistreglen, at en given aftale på et eller flere
punkter er uklar. Det vil med andre ord sige, at der skal forelægge fortolkningstvivl.
41
Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 207ff 42
Andersen, M. B., Praktisk aftaleret, 3. udgave, s. 148 43
Andersen, L. L, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 404ff
20 af 116
Det må som udgangspunkt antages, at parterne har tilstræbt et sædvanligt og rimeligt resultat ved
de anvendte udtryk i en kontrakt. I et kontraktsforhold er der, alt andet lige, en forventning til at
hver part udveksler ækvivalente ydelser og at der skabes ”balance” mellem parternes gensidige
rettigheder og forpligtelser. Dette kaldes også gensidighedstanken og det er således det
obligationsretlige princip om ”ydelse mod ydelse” der slår igennem i fortolkningslæren.44
Standardaftaler vil i højere grad end andre aftaler blive fortolket objektivt, således at der ses bort
fra parternes individuelle forestillinger. Dette er begrundet i, at parterne får et fjernere forhold til
aftaleteksten end ved den individuelle aftale, da mange bestemmelser i en standardkontrakt i
praksis ikke bliver læst før underskrift. Ved ensidigt udarbejdede standardformularer, nærmere
betegnet adhæsionsaftaler, vil der være tendens til indskrænkende eller restriktiv fortolkning,
eventuelt også under brug af den føromtalte koncipistregel (uklarhedsregel), hvor et vilkår i sit
indhold er ensidigt til affatterens fordel. Ved agreed documents, der som nævnt typisk er et
resultat af en forhandling mellem parternes modstående interesseorganisationer, må disse søges
fortolket i forlængelse af den balance mellem divergerende synspunkter og interesser, som de
skrevne vilkår er udtryk for.45 Ved fortolkning af agreed documents har uklarhedsreglen ingen
betydning.
Endvidere gælder det ved fortolkningen af agreed documents, som har fået en ”blåstempling” af
et ministerium, som fx er tilfældet ved AB 92, at der her anvendes de samme
fortolkningsprincipper, som anvendes ved fortolkning af love.46
7.2.3. Udfyldning
Udformes standardvilkår under ligelig hensyntagen til kontraktens to parter, sammenholdt med at
standardvilkårene ikke blot varetager branchemedlemmernes interesser, men også de potentielle
medkontrahenter, vil sådanne branchevilkår med tiden kunne opnå status af udfyldende regler på
området, og eventuelt også frem for deklaratoriske lovregler.47 Det kan dermed have betydning
for den retlige regulering, hvilken form for standardaftale der er anvendt i den pågældende
kontrakt.
44
Andersen, L. L, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 416f 45
Andersen, L. L, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 430 46
Andersen, L. L, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 430 47
Andersen, L. L, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 29
21 af 116
Som tidligere nævnt er en adhæsionsaftale en ensidigt konciperet formular og det får således
betydning for aftaleforpligtelsen, hvorledes formularens bestemmelser er tiltrådt. Der må være en
formodning om, at sådanne formularer ofte varetager egne (koncipistens) interesser mest og
derved meget sjældent vil kunne være udfyldende ret.
Såfremt de derimod er tale om et agreed document, hvis indhold begge parter kender, kan
standardformularen få funktion af udfyldende ret. Dette er en konsekvens af at begge parter er
fortrolige med retsgrundlaget, og deres organisation højst sandsynligt har været med i
udformningen af vilkårene, og derfor sjældent har behov for at lave tilføjelser eller rettelser
hertil.48
8. Standardvilkår Entrepriseretten er, som tidligere nævnt, principielt karakteriseret ved at der hersker aftalefrihed
mellem byggeriets parter, da der ikke findes lovgivning der regulerer netop dette forhold.49
I nedenstående afsnit vil de standardvilkår, der inden for entrepriseretten, er fundet relevante for
afhandlingen, blive behandlet. Standardvilkårene i AB 92 og ABT 93 vil først blive beskrevet, da
disse er grundlæggende inden for entrepriseretten. Herefter vil AB-Forbruger, der er det nyeste
skud på stammen i form af standardvilkår, blive beskrevet. Slutteligt vil vilkårene i SL 97 blive
beskrevet.
8.1. Udarbejdelsen af AB I de følgende afsnit vil der blive redegjort for baggrunden bag udarbejdelsen af standardvilkårene i
henholdsvis AB 92 og ABT 93. ABT 93 udspringer i store træk af AB 92 og omhandler
totalentreprise.
8.1.1. AB 92
AB 92 har karakter af et agreed document og er udarbejdet i enighed ved forhandling mellem
byggeriets parter, herunder bygherrer, entreprenører, rådgivere og leverandører samt
Boligministeriet, med et ønske om nogle generelt formulerede entrepriseretlige regler.50 Behovet
48
Andersen, L. L, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, s. 362 49
Eneste lov er bygge- og anlægstilbudsloven(LBK nr. 1410 12/07/2012.), der finder anvendelse ved tilbudsindhentning og hovedsagelig finder anvendelse på offentlige byggerier. 50
Bygge og Boligstyrelsen, Vejledning nr. 22 om AB 92, 31/01/1994, s. 1
22 af 116
for sådanne vilkår udspringer af, at et ikke fast regelsæt indebærer en del usikkerhed, idet praksis
dermed alene bliver reguleret gennem retspraksis, sædvaner samt den konkrete aftale. Uden et
regelsæt, vil der alt andet lige, herske en samling af private regler i form af standardforbehold,
brancheregler og fællesbetingelser, og hermed skal parterne i et entrepriseforhold bruge
uforholdsmæssig megen tid og kraft på at formulere deres aftaler om byggeri.51 Det er ligeledes
afgørende, at vilkårene i AB 92 bliver udtryk for en afbalancering af interesserne hos de
involverede parter, da hovedsaglig bygherrerne og entreprenørerne har modstående interesser
med henblik på prisen og de øvrige vilkår for en entreprise.52
8.1.2. ABT 93
I forbindelse med indførelsen af AB 92, blev det fastslået at der på et senere tidspunkt skulle
indføres regler vedrørende totalentreprise på de felter, hvor der var brug for særlige
bestemmelser. ”Almindelige Betingelser for Totalentreprise” blev udsendt til brug i praksis d.
22.12.1993, deraf forkortelsen ABT 93.
Den tidligere fremgangsmåde, hvor almindelige entreprisevilkår blev anvendt på totalentreprise,
fandtes at være uhensigtsmæssig, idet totalentreprise kontraktretligt er anderledes, da den både
indeholder rådgivnings- og entrepriseforpligtelsen.53 Ifølge udvalget54 bag betingelserne, har
formålet med ABT 93 ikke været at give et udtømmende sæt standardvilkår for totalentreprise,
men i stedet at koncentrere sig om de mest relevante entrepriseretlige regler og baggrunden for
disse. Det er ligeledes udvalgets hovedsynspunkt, at behandlingen af totalentreprise ikke skal
adskille sig væsentligt i forhold til de andre entrepriseformer, men hertil tilføjes, at det er en
nødvendighed med særregler på enkelte områder.55
8.2. Lov eller standardaftale Det fremgår af betænkningen til ABT 93, at overvejelserne vedrørende disse standardvilkår som
udgangspunkt er de samme som for AB 92.56 I følgende afsnit vil AB 92 og ABT 93 blive behandlet
51
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 3 52
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 4 53
Hørlyck, E. Totalentreprise, 3. udgave, s. 13-14 54
Bestående af en sammensætning af byggeriets parter 55
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 13 56
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 13
23 af 116
under et, og benævnt AB. Relevante afvigelser mellem standardvilkårene vil blive fremhævet, hvor
dette er væsentligt.
Gennem tiden er der flere gange blevet rejst det samme spørgsmål om, hvorvidt de fornødne
entrepriseretlige regler burde fastsættes ved lov. Et synspunkt har været, at lovgivningsvejen
lettest kan give løsninger ved entreprisereglernes sammenstød med andre retsregler og lettest
kan klare problemerne med at få reglerne overholdt. Dette kan ske ved, at reglerne i større eller
mindre omfang udformes som præceptive. Et modstående argument til ovenstående synspunkt
er, at der gennem tiderne har været positive resultater ved fastsættelse af de entrepriseretlige
regler ved brug af AB. Dette begrundes med, at parterne opfatter reglerne som anvendelige i
praksis, da de er nærstående med virkelighedens scenarier, samt muligheden for at revidere
reglerne efter behov.
Udvalget bag udformningen af AB, kom frem til den konklusion, at de generelle entrepriseretlige
regler fortsat burde fastsættes som et aftalemæssigt sæt AB, idet fordelene herved var langt
større end ulemperne.57
8.3. AB’s udformning og indhold I betænkningen til AB 92, fremgår det at udvalget har forsøgt at gøre udformningen af reglerne så
forståelige, overskuelige og brugbare som muligt. Et væsentligt kriterium, i forbindelse med
udformningen, har været at tage hensyn til reglernes praktiske anvendelighed i byggeprocessen
samt retsanvendelsen. AB indeholder regler der kan virke overflødige, da disse, såfremt der
anlægges en juridisk vurdering, allerede fremgår af dansk rets almindelige regler. Grunden til
medtagelsen af disse regler skyldes et ønske om at AB også skal være anvendelig for ikke-jurister,
til løsninger på entrepriseretlige problemstillinger.
AB tilsigter at fremme overskueligheden frem for detaljeringsgraden hvilket medfører, at AB ikke
er udtømmende inden for samtlige konkrete problemstillinger, der måtte opstå mellem parterne i
et entrepriseforhold. Endvidere regulerer AB ikke entreprisens materielle indhold, såsom
arbejdets art, prisen på arbejdet og tidsfristerne og disse forhold må derfor fastlægges i de enkelte
entrepriseaftaler. Udvalget udtaler således i betænkningen til AB 92, at ”det ikke er muligt eller
ønskværdigt at stræbe efter en tilstand , hvor AB udtrykker hele entrepriseretten.” AB’s funktion 57
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 14
24 af 116
betegnes nærmere som et overordnet regelsæt, der skal dække og koncentrere sig om sædvanlige
og væsentlige spørgsmål. Dermed får AB karakter af en slags entrepriserettens ”grundlov”.58
8.4. AB-Forbruger I betænkningen til AB 92, overvejedes et behov for at opdele AB i en fuldstændig udgave til brug i
større entrepriseforhold og i en kortere og forenklet udgave til brug i mindre entrepriseforhold.59
Det blev imidlertid fundet, at der kunne opstå afgrænsningsproblemer, herunder tvivl om, hvornår
den ene eller anden udgave skulle anvendes, og der blev henvist til ikke at anvende AB i meget
små opgaver, men derimod falde tilbage på almindelige entrepriseretlige og formueretlige regler i
tilfælde af tvist, som formentlig nok også var løsningen benyttet i praksis. Det har ligeledes også
været til diskussion, hvorvidt der har været behov for særlige specielle regler i forbrugerforhold,
herunder eventuelt præceptive regler, der beskytter forbrugere, som bestiller byggearbejder. AB
er bygget op på grundlag af den professionelle byggeproces, der forudsætter at både bygherre og
entreprenør har indsigt i forholdene. Det er med andre ord AB’s formål at understøtte en effektiv
og professionel byggeproces, hvortil eventuelt forbruger særregler vil forstyrre dette billede.
Den 1. Januar 2010 introduceredes et nyt sæt almindelige betingelser i form af et agreed
document med titlen ”AB-Forbruger Almindelige Betingelser for aftaler om byggearbejder for
forbrugere”, efterfølgende benævnt AB-Forbruger. Regelsættet er ligeledes udarbejdet ved
forhandling mellem byggeriets parter, heriblandt Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forbrugerrådet
samt byggeriets brancheorganisationer, med henblik på at regulere mindre bygge- og
entreprisearbejder over kr. 3.000. Endvidere er det også en betingelse for AB-Forbruger, som for
den traditionelle AB, at regelsættet udtrykkeligt skal aftales mellem parterne, førend
betingelserne finder anvendelse.
En af hovedtankerne bag den nye standardaftale har været, at forbedre forbrugernes retsstilling
på et område, der traditionelt har været domineret af professionelle parter. Således er der med
AB-Forbruger nu udarbejdet en forbruger-pendant til den oprindelige AB, hvilket, som nævnt i
ovenstående, i første omgang blev forkastet i forbindelse med forhandlingerne til AB 92.
58
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 16 59
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 15
25 af 116
Endvidere regulerer AB-Forbruger også totalentrepriser og der er således angivet
særbestemmelser omkring dette i regelsættet.60
8.5. Virkning som standardvilkår AB-Forbruger, såvel som den traditionelle AB, hører, som tidligere nævnt, til den undergruppe af
standardvilkår, som sædvanligvis betegnes som agreed documents, da disse er tilvirket under
ligeligt hensyn til begge parter. Standardaftalerne kan derfor ikke fortolkes til skade for en af
aftaleparterne, da begge parter har været koncipister.
AB udtrykker som regelsæt ikke alle entrepriseretlige regler, det er således ikke udtømmende og
kun udformet med henblik på at være en del af den samlede entrepriseaftale. Dette kommer bl.a.
til udtryk ved, at reglerne, på en række områder, lægger op til et valg mellem forskellige principper
og forudsætter eksistensen af disse. Dette kan fx være vedrørende erstatningsberegning i
anledning af entreprenørforsinkelse. Disse tilføjelser og fravigelser fra AB formuleres i praksis i de
individuelle kontraktsvilkår.61
Førend AB har gyldighed, kræves det at reglerne er vedtaget i det konkrete kontraktforhold,
herved adskiller regelsættet sig fra andre regler, der er blevet til af lovgivningsvejen. Det er
således i princippet frivilligt, hvorvidt parterne ønsker at vedtage regelsættet i deres aftale, hvilket
samtidig kan give anledning til en kun delvis vedtagelse, samt muligheden for at der foretages
fravigelser, jf. bl.a. AB 92, § 1, stk. 3.
8.6. Udfyldende virkning I følgende afsnit vil AB 92, ABT 93 og den nye AB-Forbruger blive behandlet under et og benævnt
AB, da samtlige sæt standardvilkår har karakter af agreed documents. Relevante afvigelser mellem
standardvilkårene vil blive fremhævet, hvor dette er væsentligt. I det følgende vurderes det,
hvorvidt AB’s bestemmelser kan anses som udfyldende retsregler på området.
Det må fastlægges, hvorvidt reglerne har karakter af formueretlige prægede regler, da denne form
for regler kan betegnes som udfyldende ret. Formålet med AB er at regulere forholdet mellem
parternes, henholdsvis bygherrens og entreprenørens, rettigheder og pligter, og derved udtrykker
60
Se bilag 1 AB-Forbruger 61
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 14
26 af 116
bestemmelserne i stort omfang almindelige formueretlige og entrepriseretlige grundsætninger.
Flere af bestemmelserne i AB må derfor som udgangspunkt anses som udfyldende ret.62
Endvidere må AB også kunne anvendes som udfyldende ret grundet dens udbredelse inden for
branchen, idet AB benyttes i langt størstedelen af de entreprisekontrakter der indgås. Hvorvidt
AB-Forbruger har den samme udfyldende virkning som den oprindelige AB, er vanskeligt endeligt
at konkludere, da udbredelsen og anvendelsen af dette regelsæt i praksis endnu er begrænset. Alt
andet lige, skal der umiddelbart ikke meget til, førend den oprindelige AB skal betragtes som
stiltiende vedtaget i en kontrakt inden for bygge- og anlægsbranchen. Dette begrundes med AB’s
almindelige bekendthed og sædvanlige anvendelse.63
Hernæst kan udarbejdelse af AB tillægges betydning, idet en række af bestemmelserne er
medtaget på baggrund af den sædvane, der i forvejen var skabt på det pågældende område.
I henhold til anvendeligheden af AB som udfyldende regler, påpeger Vagner, at der muligvis
forekommer en begrænsning i anvendelsen af de formueretlige regler i AB som udfyldende
retsregel, såfremt de afviger fra almindelige obligationsretlige grundsætninger. Vagner giver ikke
en entydig konklusion, men angiver en formodning om, at såfremt det angår en klar (notorisk)
afvigeregel, vil denne pågældende afvigeregel ikke blive tillagt status som udfyldende
entrepriseretlig regel. Dog vil en regel formodentlig gøre sig gældende som udfyldende retsregel,
såfremt det er mindre klart (tvivlsomt), at reglen har karakter af en afvigeregel.64
8.7. SL 97 SL 97 er betegnelsen for Nyhusforeningens salgs- og leveringsbetingelser og anvendes hvor
bygherren er forbruger. Nyhusforeningen har eksisteret siden 1982 og er en landsdækkende
brancheforening under Dansk Byggeri. Foreningen har i skrivende stund 13 medlemmer.65
Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles erhvervsinteresser, fx markedsføring af
Nyhusforeningen i diverse medier, samt opstille fælles kontraktsvilkår, hvilket er gjort i form af SL
62
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 21 63
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 21 64
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 18 65
http://www.danskbyggeri.dk/om+dansk+byggeri/om+dansk+byggeri/organisationens+struktur/sektioner/nyhussektionen/medlemsliste
27 af 116
97. Endvidere ses medlemskabet af Nyhusforeningen, som en blåstempling af den pågældende
virksomhed over for omverdenen.
Nyhusforeningen har opstillet en række optagelseskrav til medlemmerne. Kravene har til formål at
sikre, at medlemmerne overholder de økonomiske og kvalitetsmæssige krav, for derigennem at
opnå troværdighed hos forbrugerne. Heri ligger at medlemmerne producerer en- og
tofamiliehuse, række-, kæde- og klyngehuse, ejerlejligheder, andelslejligheder og fritidshuse eller
lignende. Medlemmerne skal endvidere kunne fremstille gode resultater og være økonomisk
velkonsolideret. Hertil anses et soliditetskrav for opfyldt, såfremt der er afgivet tilfredsstillende
revisorerklæring herom. Derudover skal den årlige produktion være på minimum 20 huse. For at
sikre byggekvaliteten skal hvert firma indføre foreningens godkendte kvalitetsstyringssystem.
Endeligt skal medlemmerne have været i byggebranchen i mindst to år.66
8.7.1. Aftalefortolkning af SL 97
Ligesom ABT 93 er SL 97 et regelsæt der klarlægger forholdet mellem bygherren og en
totalentreprenør, dog med den undtagelse, at betingelserne i SL 97 er et resultat af forhandlinger
mellem byggefirmaer.
Herved har man helt undladt at lade den anden part – bygherren – tage del i forhandlingerne.
Vilkårene er således ensidigt konciperet og hører under kategorien adhæsionsaftaler, hvilket
særligt får betydning i forbindelse med aftalefortolkning og udfyldning. En adhæsionsaftale, eller
nogle af vilkårene, kan blive tilsidesat efter aftalelovens §§ 36 eller 38b (se afsnit 7.2. Indgåelse af
standardaftaler), og kontrakter udarbejdet på baggrund af SL 97 vil ikke kunne anses som værende
udfyldende ret.67 Den ensidige koncipering er netop et af kritikpunkterne ved SL 97, da
udgangspunktet for betingelserne må være, at de er udformet med afsæt i entreprenørens ønsker
og behov.
66
www.nyhussektionen.dk 67
Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. Udgave, s. 29
28 af 116
9. Arbejdes udførelse Mange af bestemmelserne i AB 92’s afsnit om ”Entreprisens udførelse” er videreført, uden
ændringer, til AB-Forbruger afsnittet ”Arbejdets udførelse”. Nogle af bestemmelserne fra
”Entreprisens udførelse” er dog undladt overført til AB-Forbruger, hvilket ikke giver anledning til
kritik, da de undladte bestemmelser ikke er relevante i forbrugerentrepriser. Afsnittet i AB-
Forbruger er af den grund en anelse kortere end tilsvarende afsnit i AB 92. Som noget nyt
indeholder afsnittet i AB-forbruger en bestemmelse om entreprenørens vejledningspligt inden og
under arbejdets udførelse. Bestemmelsen er at finde i AB-Forbruger § 14, men er formuleret
meget kortfattet og beskriver ikke i hvilket omfang, forbrugeren har krav på vejledning. Af samme
grund er bestemmelsens effekt på entreprenørens rådgivningsansvar i et vist omfang endnu uvist.
Afhandlingens følgende afsnit vil undersøge entreprenørens øvre og nedre grænse for
vejledningspligten, og vurdere om entreprenørens ansvar som rådgiver er øget som følge af
bestemmelsens indførelse.
9.1. Entreprenørens vejledningsforpligtelse AB-Forbruger er den første standardkontrakt, der pålægger entreprenøren, at rådgive forbrugeren
inden og under arbejdes udførelse. Udgangspunktet i tidligere AB kontrakter er, at såfremt der
ikke foreligger totalentreprise, påhviler det som udgangspunkt ikke entreprenøren pligt til, at
rådgive bygherren.68 Hvad enten AB kontrakterne er vedtaget eller ej, gælder dog den almene
regel, at entreprenøren i rimeligt omfang skal yde en aktiv indsats og samarbejde med henblik på
opgavens løsning. Dette indebærer også, at entreprenøren har pligt til at påpege de fejl og
mangler i entreprisen, som entreprenøren konstaterer eller umiddelbart bør konstatere ud fra sin
fagmæssige kundskab.69 Hvis entreprenøren ikke påpeger sådanne omstændigheder, risikerer han
at pådrage sig et mangelsansvar, såfremt undladelsen medfører et mangelfuldt resultat.70
68
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.35 69
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s. 23 70
Se hertil KFE 1983.236VBA, Hvor entreprenør (E) havde givet et tilbud på udvidelse af en fiskerihavn. Bygherren (B) accepterede et af E afgivet tilbud. Under udførelsen opstod der en række problemer. Det viste sig bl.a. at være umuligt at udlægge en membran på dæmningens yderside, som projekteret af B’s rådgivere. Det medførte, at projektet blev forsinket. E krævede sine meromkostninger som følge heraf betalt af B. Voldgiftretten lagde til grund, at E havde afgivet et tilbud på baggrund af B’s rådgiver udarbejdede projekt, og at E med føje havde regnet med, at dette projekt var holdbart. Til trods for at det blev anerkendt at projektet fandtes at lide af flere mangler, blev E pålagt selv at afholde halvdelen af meromkostningerne som følge af sin forsinkelse, da E i et vist omfang burde have opdaget manglerne. B skulle afholde den resterende halvdel, men blev tillagt at kunne føre regres mod de tekniske rådgivere.
29 af 116
AB § 15 stk. 1-3 som er videreført til AB-Forbruger § 21, er utvivlsomt et udslag af den ovenfor
nævnte almene regel. Bestemmelserne pålægger entreprenøren, at rette henvendelse til
forbrugeren i visse tilfælde, og optræde som negotium gestor såfremt henvendelse ikke er mulig.
Man kan dog undre sig over, at bestemmelsen er videreført med samme ordlyd til ABT 93 og AB-
Forbruger, som også kan anvendes til totalentreprise, idet reglen forudsætter at
projekteringsmæssige anvisninger hidrører fra bygherren og at det ikke er totalentreprenøren selv
der står for projekteringen.71 Bortset fra dette må reglen dog anses at være gældende, uanset om
kontrakterne er vedtaget eller ej, som følge at loyalitetspligten i kontraktforhold.
Omfanget af entreprenørens forpligtelser efter AB-Forbruger § 14 er ikke fastlagt i
standardkontrakten. Dog har Erhvervs- og byggestyrelsen i vejledningen til AB-Forbruger,
indkredset entreprenørens vejledningsforpligtelse, gennem en positiv og negativ afgrænsning. Det
følgende afsnit vil med udgangspunkt i Erhvervs- og byggestyrelsen vejledning, beskrive omfanget
af AB-Forbruger § 14.
9.2. Omfang af AB-Forbruger § 14 Såfremt bestemmelsen ikke er fraveget ved aftale indtræder entreprenørens vejledningspligt, når
parterne har indgået aftale om anvendelse af AB-Forbruger. Som det fremgår af AB-Forbruger §
14, gælder vejledningspligten både tiden for og inden arbejdets påbegyndelse, samt under
arbejdes udførelse.
Som positiv afgrænsning fremgår det af Erhvervs- og byggestyrelsens vejledningen til AB-
Forbruger72, at entreprenøren efter § 14 er forpligtet til at bidrage med vejledning til forbrugerens
løsning således, at den valgte løsning er fagmæssig korrekt. Desuden er entreprenøren forpligtet
til at vejlede forbrugeren, hvis entreprenøren vidste eller burde vide, at forbrugerens valgte
løsning ikke bør udføres, forinden en rådgivende teknikker har givet anvisningen herom. Endeligt
pålægger § 14 også entreprenøren at vejlede om valget mellem flere løsninger og materialer, hvis
den løsning forbrugeren har valgt, nok er fagmæssig korrekt, men anden løsning efter
entreprenørens vurdering vil give forbrugeren et bedre resultat. Har forbrugeren fx bedt om, at
entreprenøren reparerer et vandrør, skal entreprenøren vejlede forbrugeren, hvis entreprenøren
vurderer, at udskiftning af vandrøret er en bedre løsning eller omvendt.
71
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s. 107. 72
http://www.boligejer.dk/udfoerelse
30 af 116
Naturligvis omfatter vejledningspligten også, at entreprenøren skal vejlede forbrugeren om
lovligheden af den valgte løsning. Dette understøttes af AB-Forbruger § 15, stk. 2, hvoraf det
fremgår, at bygningsreglementets krav til den enkelte entreprenørens udførelse af arbejde skal
overholdes. Såfremt entreprenøren forestår for vejledning til en ulovlig løsning, kan han blive
pålagt bøde, jf. byggelovens § 30, stk. 2. Entreprenøren har dermed selv en åbenlys interesse i, at
forbrugeren vejledes til en lovlig løsning. Såfremt forbrugeren har et ønske om en bestemt løsning,
men løsningen strider mod gældende ret, må entreprenøren sige fra og nægte at udføre arbejdet
uden, at det konstituerer en mangel. Hvis forbrugeren fastholder sit krav, kan der hertil tilføjes, at
entreprenøren bør sikre sig bevis for sin vejledning og afvisning af løsningen, da entreprenøren i
modsatfald risikerer bødestraf, jf. byggelovens § 30, stk. 3.
I AB-Forbrugers afsnit om mangler fremgår det af § 41, at hvis arbejdet ikke er udført som aftalt,
fagmæssigt korrekt eller i overensstemmelse med forbrugerens ansvisninger, foreligger der en
mangel. Entreprenøren har derfor også en klar interesse i, at vejlede forbrugeren til en fagmæssig
korrekt løsning, da entreprenøren i mangel af klare retningslinjer i aftalen eller forbrugerens
anvisninger, kan blive pålagt et mangelsansvar ud fra den generelle mangels vurdering (Se herom
afsnit 12.2. Det gennerelle mangelsbegreb).
9.2.1. Loyalitetspligten i entrepriseretten
I det skandinaviske retssystem har det længe stået fast, at en kontrahent ikke fuldstændig ensidigt
kan varetage sine egne interesser, men er forpligtet til at vise hensyn til sin medkontrahent.73 Før i
tiden har man været tilbøjelig til at holde sig nærmere til aftalens indhold, men i nyere tid er
næsten hele kontraktsretten gennemtrængt af princippet om bona fides.74 Med tiden har det
udviklet sig til, at der er skabt loyalitetspligt i kontraktforhold, som i dag anses som en almindelig
grundsætning om redelighed og rimelighed. Loyalitetspligten kan bredt beskrives som en vis pligt
til at tage rimeligt hensyn til hinandens interesser.
73
Iversen, T., Loyalitetspligten i entrepriseforhold, TBB 2008.103, 2 afsnit 74
Ussing, H., Dansk obligationsret, 2. udgave, s. 20
31 af 116
Den seneste behandling af loyalitetspligten i entrepriseforhold er fortaget af Iversen i TBB
2008.103, som for overblikkets skyld opdeler loyalitetspligten i 5 kategorier:
1. Oplysningsforpligtelser
2. Reklamationsforpligtelser
3. Samarbejdsforpligtelser
4. Afværgeforpligtelser
5. Omsorgsforpligtelser75
Sammenholdt med det før omtalte, ses det hurtigt at loyalitetspligten og vejledningspligten i høj
grad indeholder samme elementer. Loyalitetspligten og vejledningspligten er dog ikke synonymer,
men vejledningspligten er utvivlsomt et udslag af loyalitetspligten. Overordnet kan det siges, at
loyalitetspligten er et overgreb af kontrahenternes forpligtelser, og at vejledningspligten blot er et
af mange eksempler på, hvordan loyalitetspligten kommer til udtryk. En nærmere undersøgelse af
loyalitetspligten i entrepriseforhold kan hjælpe med at afgrænse entreprenørens vejledningspligt.
Loyalitetspligten kan anses som en præceptiv regel der altid er gældende i kontraktforhold, 76 men
er en biforpligtelse vis nærmere indhold afhænger af hovedforpligtelsen.77 Entreprenøren har ikke
som følge af loyalitetspligten en selvstændig pligt til at undersøge hele forbrugerens projekt,
anvisninger, oplysninger osv.78 I overensstemmelse hermed har voldgiftsretten i KFE.1993.164 VBA
udtalt, at entreprenøren ikke har nogen pligt til at foretage selvstændige overvejelser om
byggeriets stabilitet, medmindre bygherrens risiko for tab eller ulempe er åbenbar og indlysende
jf. TBB 2000.86 VBA.79 Entreprenørens begrænsede undersøgelsespligt kommer også til udtryk i
TBB 2004.361, hvor et ægtepar ønskede at opføre en tilbygning til deres villa med en taghældning
på 20 grader. Efter opførelsen viste det sig, at taghældningen var en anelse lavere som følge af at
betondækket var for lavt, hvilket hverken arkitekten eller entreprenøren havde været
opmærksom på. Ægteparret rejste et erstatningskrav for udbedringen af hældningen mod såvel
entreprenøren som arkitekten. Voldgiftsretten fandt arkitekten ansvarlig, da han som arkitekt
75
Iversen, T., Loyalitetspligten i entrepriseforhold, TBB 2008.103, 3 afsnit. De oplistede kategorier er næppe udtømmende. 76
Andersen, M. B., Lookofsky, J., Lærebogen i obligationsret 1, 3. udgave, s. 70 77
Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. Udgave, s. 444 78
Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler, 1. udgave, s. 115 og Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 206 79
I denne sag var der blevet forlagt entreprenøren urigtige oplysninger om jordtryk til et tunnelprojekt, idet der var byttet om på højre og venstre side.
32 af 116
havde været den nærmeste til at sikre sig, at betondækket var udstøbt i overensstemmelse med
projektet. Entreprenøren blev frifundet for ansvar, da retten ikke fandt at det kunne bebrejdes
ham, at han ikke havde fortaget kontrolmåling af det foregående arbejde. Sammenfattende kan
det siges, at entreprenøren ikke skal have kendskab til samtlige af entreprisens dokumenter, men
entreprenøren skal have kendskab til de dokumenter der vedrører hans del af projektet, samt
øvrige dokumenter der har betydning for hans ydelse.
Ved Iversens behandling af loyalitetspligten i entrepriseforhold – TBB 2008.103, fremhæves det, at
AB, og derved også AB-Forbruger, i vid udstrækning er et udslag af den almindelig loyalitetspligt.
Endvidere konkluderer artiklen, at der utvivlsomt gælder almindeligt loyalitetspligt i
kontraktforhold og denne pligt er særlig udtalt i entrepriseretten, men at loyalitetspligten ikke i sig
selv angiver løsning på noget som helst.80 Tvister må i første omgange altid søges løst ud fra
overvejelser om, hvad der følger af lovgivning og praksis, parternes aftale samt sædvaner, kutymer
og praktiske hensyn osv. Såfremt problemet ikke kan løses heraf, og løsningen kræver en nærmere
fortolkning, kan loyalitetspligten angive en retning af parternes rettigheder og forpligtelser, og
effektueringen af dem.81 Loyalitetspligten kan dermed ikke direkte anvendes til en regulering af
kontraktparternes retsforhold, og er kun yderst sjældent en redningsplanke for en kontrahent, der
ikke har sikret sig passende bestemmelser i kontrakten. Den udtrykkelige regel i AB-Forbruger om
entreprenørens vejledningspligt, må dermed, alt andet lige, formodes at øge entreprenørens
vejledningspligt og rådgivningsansvar, på trods af det allerede i dag formodes at følge af den
almindelige loyalitetspligt i kontraktforhold. Hertil kan tilføjes, at det er vigtigt at fremhæve og
præcisere pligten overfor den erhvervsdrivende.82
9.2.2. Teknisk rådgivning
Som nævnt ovenfor er loyalitetspligten en biforpligtelse der knytter sig til hovedforpligtelsen.
Denne biforpligtelse vil sædvanligvis kun bestå, i det omfang en tredjemand ikke har påtaget sig
det som sin hovedforpligtelse. Består biforpligtelsen fx af transport af en vare, og har et
transportfirma påtaget sig transporten som sin hovedforpligtelse, kan biforpligtelsen naturligvis
ikke længere gennemføres. Vejledningspligten har derimod ikke samme fysiske karakter og kan
80
Iversen, T., Loyalitetspligten i entrepriseforhold, TBB 2008.103, 8 afsnit 81
Iversen, T., Loyalitetspligten i entrepriseforhold, TBB 2008.103, 8 afsnit 82
Bet 1133/1988 s. 169
33 af 116
derfor stadig gennemføres, selvom en teknisk rådgiver har påtaget sig rådgivningen som sin
hovedforpligtelse. Derfor melder spørgsmålet sig om, hvorvidt tekniske rådgivere fritager
entreprenøren for sin vejledningspligt.
AB § 15 og AB-Forbruger § 21 indeholder en række enslydende bestemmelser, hvorefter
entreprenøren skal underrette forbrugeren, hvis aftalen ikke yder tilstrækkelig vejledning og
derefter følge forbrugerens anvisninger. Til rækkevidden af entreprenørens pligt til at gøre
indsigelser over for bygherren efter AB § 15, konkludere Buch, at entreprenøren har pligt til at
underrette bygherren, hvor denne opdager eller bør opdage mangler ved rådgiverens materiale.83
Pligten er dog begrænset til situationer, hvor bygherrens risiko for tab eller ulempe er åbenbar
eller indlysende.84 Hertil kan tilføjes, at entreprenørens agtpågivenhed over for fejl og mangler
skærpes når entreprenøren optræder over for en forbruger.85
Entreprenørens pligt til at advare mod fejl og mangler ved projektet er endvidere slået fast i TBB
2004.423 VLD, hvor entreprenøren blev erstatningsansvarlig, da han burde have indset at der
skulle anvendes afstandslister, selvom dette ikke fremgik af projektmaterialet, og TBB 2005.562
VLD, hvor landsretten fandt, at der påhvilede entreprenøren et medansvar, idet denne kunne
indse, at den valgte tagkonstruktion ikke ville yde tilstrækkelig ventilation.
Rettens synspunkt er også tidligere fastslået af Hørlyck der understreger, at ingen entreprenør –
heller ikke den entreprenør, der ikke har noget at gøre med projekteringen – kan indtage det
standpunkt, at konstruktioner, materialer og udformning er ham uvedkommende.86 Er der en
særlig risici ved en udført eller leveret konstruktion, har entreprenøren oftest en pligt til at
underrette herom, såfremt de særlige risici ikke er almindelige kendt i fagkredse, jf. KFE 1985.131.
Eftersom parcelhusbyggeri i høj grad er standardiseret, vil dette sjældent give anledning til
problemer, men i takt med at der bliver udviklet nye materialer, kan det have en praktisk
betydning.
83
Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler 1. udgave, s. 113, 84
Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler 1. udgave, s. 115 og Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 206 85
Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler, 1. udgave, s. 105 86
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s.23
34 af 116
9.2.3. Afgrænsning af entreprenørens vejledningspligt
Det fremgår af vejledning til AB-forbruger § 1487, at entreprenøren som følge af bestemmelsen
ikke påtager sig projektansvar i lighed med totalentreprenørens ansvar. Totalentreprise adskiller
sig fra almindelig entreprise ved, at totalentreprenøren påtager sig projektansvar og
projekteringsforpligtelse, i modsætning til almindelig entreprise der alene påtager sig en
resultatsforpligtelse. Dette udgangspunkt kan dog i praksis modificeres af, at entreprenøren
stiltiende har påtaget sig projektansvaret. Denne undtagelse ses fx i TBB 2000.270 VLD, hvor en
entreprenør der havde indgået en AB 92 kontrakt med en forbruger, blev pålagt erstatningsansvar
fordi han ikke at have fremskaffet byggetilladelse, til trods for AB 92 § 13. Som grund hertil anfører
retten, at entreprenøren må anses at have påtaget sig at tilvejebringe bl.a. den fornødne
byggetilladelse, da entreprenøren havde påtaget sig at udføre hele byggeriet for en samlet
entreprisesum. Med andre ord anså retten entreprenøren som totalentreprenør på trods af
vedtagelsen af AB 92.
Hørlyck antager, at ved byggeri uden projekt med en ikke fagkyndig bygherre (forbruger), således
som tilfældet oftest er ved parcelhusbyggeri, vil entreprenøren oftest være ansvarlig for den
valgte løsning(rådgivning).88 For så vidt angår rådgivning kan det dermed siges, at entreprenørens
ansvar ved forbrugerentrepriser ligefrem tangerer totalentreprenørens projektansvar. Samme
forfatter anfører, at totalentreprenørens mangelsansvar skærpes for så vidt angår projekteringen i
parcelhusentrepriser, som ligefrem tenderer mod et udvidet rådgiveransvar. Totalentreprenøren
er dermed ansvarlig for den relevante opgaveformulering og kan ikke klare frisag ved at overlade
forbrugeren at træffe beslutning om risikable materialer og metoder.89
Hørlyck fremhæver dog også, at entreprenøren som udgangspunkt ikke har medansvar for
projekteringsmæssige fejl. Men hvis der lægges til grund, at entreprenøren har påtaget sig den
projektmæssige vurdering, vil entreprenøren naturligvis være ansvarlig for fejl i denne forbindelse,
også selvom entreprenøren ikke har påtaget sig nogen projektforpligtelse.90 Denne regel er særligt
klart formuleret i voldgiftkendelse C-1552 af 10.11.1987, som bl.a. handler om ansvaret for en
tagkonstruktion, hvis opbygning var foreslået af entreprenøren. Retten udtaler, at der normalt
87
www.boligejer.dk/udfoerelse 88
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.35 89
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s. 173 90
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.36
35 af 116
ikke kan pålægges entreprenøren medansvar for projekteringsfejl, hvilket også gælder fuldt ud
hvad angår de forslag, som lå til grund for den planlagte tagkonstruktion.
Men ”i foreliggende tilfælde (…) hvor det lægges til grund, at adciterede (entreprenøren) tog
initiativ til ændringen og udformede de eneste foreliggende tegninger og beskrivelser af
fremgangsmåden, finder voldgiftretten imidlertid, at der bør pålægges adciterede medansvar for
den begåede åbenbare fejl.”.
Når entreprenøren ikke stiltiende eller i øvrigt anses som totalentreprenør, er den øvre grænse for
entreprenørens pligter og rådgivningsansvar maksimalt tangerende totalentreprenørens
projektansvar.
Da AB-Forbruger § 14 er nyskabende i entrepriseretlig sammenhæng, kan afgræsningen af reglen
ikke med sikkerhed konkluderes, da der endnu ikke findes fremhævelse af reglen i retspraksis. Det
er endnu også uvist, i hvilket omfang bestemmelsen får betydning, men det må vurderes, at den
giver forbrugeren som får udført en uhensigtsmæssig løsning, mulighed for at påberåbe en
mangelsbeføjelse.
9.2.4. Forbrugerens indsigelser mod manglende vejledning
Som tidligere nævnt er vejledningspligten en biforpligtelse af hovedforpligtelsen. Til trods for at
vejledningspligten er en biforpligtelse, kan forbrugeren gøre brug af samme mangelsbeføjelser
som knytter sig til hovedforpligtelsen 91 (se nærmere i afsnit 12.7. Mangelsbeføjelser). Ligeledes vil
forbrugeren miste retten til at påberåbe mangelsbeføjelserne hvis forbrugeren ikke reklamerer
rettidigt (se nærmere herom i afsnit 12.7.5. Reklamationspligten). Undlader entreprenøren at
vejlede forbrugeren inden og under byggeriet, har forbrugeren således mulighed for at kræve
erstatningen eller forholdsmæssigt afslag hvis undladelsen har medført forbrugeren et tab. Som
følge af hæverettens væsentlighedskriterie og det store værdisplid der i entrepriseretten er
forbundet hermed, må det antages at være yderst sjældent, at forbrugeren har mulighed for at
hæve kontrakten som følge af manglende vejledning. Hertil kan tilføjes, at hvis forbrugeren i
denne eller anden sammenhæng udtrykker et ønske om udtræde af aftalen, vil vejledningspligten
91
Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. Udgave, s. 446
36 af 116
også indebære, at entreprenøren skal vejlede forbrugeren med hensyn til, om det kan betale sig
for forbrugeren at træde tilbage fra aftalen.92
Overordnet er det svært at belyse, hvad den manglende vejledning skal koste entreprenøren.
Konsekvensen af manglende vejledning lader sig bedst belyse når arbejdes udføres efter regning.
Har entreprenøren udført arbejdet på en unødvendigt dyr måde, vil prisen oftest kunne nedsættes
til, under hensyn til arbejdes art og omfang, hvad der sædvanligvis må anses som rimeligt, jf. AB-
Forbruger § 24.93
9.3. Sammenfatning Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, er entreprenøren der vedtager et andet regelsæt end
AB-Forbruger også forpligtet til at varetage forbrugerens interesser. Vejledningspligten i AB-
Forbruger § 14, er som den er beskrevet i vejledningen til bestemmelsen, en gengivelse af
entreprenørens almindelige loyalitetspligt i kontraktforhold. Eksemplificeringen i vejledningen til
AB-Forbruger § 14 kan dermed konkluderes at være retvisende, men ikke udtømmende da
entreprenørens vejledningspligt er et udslag af hans loyalitetsforpligt i kontraktforhold med en
forbruger. Yderligere eksempler på entreprenørens vejledningspligt er anført i Bet 1133/1988 s.
171-173 men disse er heller ikke udtømmende. Udover de i vejledningen til § 14 nævnte
eksempler, fremhæver Bet 1133/1988 bl.a. at entreprenøren, hvor det giver anledning hertil, bør
vejlede forbrugeren med hensyn til brug og vedligeholdelse af genstanden efter arbejdes
udførelse, ligesom entreprenøren så tidligt som muligt bør informere forbrugeren om forhold som
kan have betydning for forbrugerens beslutningsgrundlag.94 Ikke desto mindre må det vurderes, at
de eksempler der er givet i vejledningen til § 14, udgør de hyppigst forekomne situationer, hvor
forbrugeren har et behov eller ønske om vejledning.
Vejledningen til bestemmelsen anfører med rette, at entreprenøren ikke skal vejlede forbrugeren,
om projektering som er påtaget af en særskilt rådgiver. Det må dog vurderes at entreprenøren har
en skærpet underretningspligt vedrørende åbenlyse fejl og mangler, som entreprenøren opdager
92
Bet 1133/1988, s. 173 93
Bet 1133/1988, s. 186 94
Bet 1133/1988, s. 172
37 af 116
eller bør opdage under arbejdets udførelse. Pligten gælder selvsagt også, hvor projekteringen ikke
er påtaget af særskilte rådgivere.
AB-Forbruger § 14 medfører ikke, at entreprenøren påtager sig et projektansvar i lighed med
totalentreprenørens, medmindre entreprenøren anses stiltiende at have indgået totalentreprise.
Denne undtagelse er dog ikke et udslag af AB-Forbruger § 14, men beror på en aftalefortolkning af
parternes retsforhold. Herved menes, at det ikke er afgørende om kontrakten direkte betegner sig
som en totalentreprise kontrakt, men derimod om en fortolkning af parternes aftale vil
karakteriseres som totalentreprise, som tilfældet var i TBB 2000.270 VLD.
Såfremt vejledningen ikke bliver foretaget af entreprenøren, kan det konstituere en mangel, som
forbrugeren kan påberåbe almindelige mangelindsigelser over. Som følge af manglens karakter må
det vurderes, at forholdsmæssigt afslag bliver den oftest anvendte mangelsindsigelse overfor
manglende vejledning.
Selvom vejledningspligten i høj grad er et udslag af entreprenørens loyalitetspligt i kontraktforhold
med en forbruger, og på sin vis ikke er nyskabende i entrepriseretten, er det positiv at
bestemmelsen er tilføjet til AB-Forbruger, da tvister i første omgang søges behandlet ved hjælp af
lovgivning, retspraksis og parternes aftale. Derudover kan bestemmelsen have en oplysende effekt
overfor forbrugerne, herunder forbrugernes krav på vejledning, og som en påmindelse til
entreprenøren om, at han er forpligtet til at foretage vejledning.
10. Ekstraarbejde eller kontraktsarbejde Normalt aftaler entreprenøren og forbrugeren en betalingsform ved aftalens indgåelse.
Efter AB-Forbrugers tillægskontrakt punkt 6 (se bilag 2), kan parterne vælge at aftale en fast pris,
en overslagspris eller at arbejdet skal udføres efter regning.
Under arbejdets udførelse kan der forekomme uforudsete omstændigheder eller opstå et ønske
fra forbrugeren om at foretage ændringer i entreprisen. Ved tilbudsarbejde kan det føre til, at der
opstår tvivl og tvist om, hvorvidt en ydelse fra entreprenørens side er omfattet af kontrakten – og
dermed er kontraktsarbejde, eller udenfor kontrakten og dermed ekstraarbejde som danner
38 af 116
grundlag for ekstrabetaling.95 Det siger sig selv, at denne diskussion i alt væsentlighed er
begrænset til tilbudsarbejde dvs. fast pris eller overslag, idet entreprenøren ved regningsarbejde
får betaling for hvad der er udført af arbejde. Hvis parterne har aftalt en overslagspris, kan prisen
som udgangspunkt overstiges med 15 % uden entreprenøren skal søge forbrugerens accept, jf. AB-
Forbruger § 24, stk. 2. Som følge af denne råderumsregel egner overslagspris sig bedst til mindre
entrepriser, som fx reparationer, da 15 % af entreprisesummen i en parcelhusentreprise udgør en
betydelig del af forbrugerens samlede budget. Til trods for at parterne har mulighed for at aftale
et mindre råderum tager de følgende afsnit udgangspunkt i, at der er aftalt en fast pris, da det må
antages at være den mest anvendte betalingsform i parcelhuseentrepriser.
Selvom udgangspunktet er, at aftaler skal overholdes og opfyldes efter deres indhold, jf. DL 5-1-1
og DL 5-1-2, er det almindeligt anerkendt i teori og praksis, at kontraktsvilkår kan korrigeres –
hvilket også er gældende i entrepriseretten.96 Hvorvidt der er tale om kontraktsarbejde eller
ekstraarbejde beror på en konkret fortolkning af den indgåede aftale. Såfremt fortolkningen af
kontrakten ikke angiver en løsning, skal problemet løses ved hjælp af udfyldning af kontrakten,
hvorved der b.la. lægges vægt på, hvad parterne rimeligvis har forudsat på tidspunktet for
kontraktsindgåelsen.97
I de følgende afsnit vil det blive gennemgået, hvorvidt entreprenøren har krav på ekstrabetaling i
en række udvalgte situationer, som vurderes ofte at forekomme og som kan danne grundlag til
tvivl og tvist. Nærmere bestemt om entreprenøren har krav på vederlagsregulering i tilfælde af
uforudsete jordbundsvanskeligheder, vejrlige problemer, ændringer i arbejdets art og omfang
samt utilstrækkelig projekteringsvejledning. Gennemgangen er ikke en udtømmende liste af
situationer hvor entreprenøren, under visse forudsætninger, er berettiget til at kræve
ekstrabetaling. For en mere udførlig gennemgang af entreprenørens vederlagskrav kan der
henvises til Entreprenørvederlaget af Hørlyck.
95
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.87 96
Hørlyck, E., Entreprenørvederlaget, 1. udgave, s. 1 og Andersen, L. L., Aftaler og mellemmænd, 5. Udgave, s. 202 97
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 88
39 af 116
10.1. Uforudsete jordbundsvanskeligheder Når entreprenøren skal udføre råhusarbejdet og dermed også funderingen, indebærer
jordbundsforholdene særlige risici, da det er begrænset hvad entreprenøren kan få af kendskab
hertil inden udgravning. Der kan vise sig at være vanskeligheder i form af blød bund, store sten,
gammelt fundament og ledninger af forskellig art. Den omstændighed, at entreprenøren ikke
tager citerede vanskeligheder og liggende hindringer i betragtning ved sin tilbudsgivning, kan ikke
uden videre føre til konklusionen, at entreprenøren kan kræve ekstrabetaling.98 Eftersom
entreprenøren har påtaget sig at tilvejebringe et arbejdsresultats og ikke blot at udføre arbejdet
efter bedste evne. Det er dog begrænset hvor meget entreprenøren bør forudse, og der er derfor
også retspraksis der peger på, at uforudsete jordbundsvanskeligheder kan begrunde
entreprenørens ret til ekstrabetaling.99
Retstillingen er fastslået i AB § 15, stk. 4 smh. § 2, stk. 2, hvor det fremgår at entreprenøren
afgiver sit tilbud på baggrund af bygherrens oplysninger. Bygherren skal oplyse om forholdene og
foranstaltningerne for at overvinde evt. hindringer. Hvis de påkrævede oplysninger mangler eller
er ufyldestgørende, vil entreprenøren kunne kræve ekstrabetaling efter reglerne om
ekstraarbejde, jf. AB § 14, AB § 2, stk. 2 og § 15, stk. 4. Reglerne er ikke direkte overført til AB-
Forbruger, men udfaldet bliver det sammen som ved anvendelsen af AB, som følge af AB-
Forbruger § 20, stk. 3, hvorefter udgifterne for hindringer som ingen af parterne kendte til, eller
burde kende til, skal betales af forbrugeren som ekstraarbejde. Der er dog en væsentlig forskel på
dette punkt mellem AB og AB-Forbruger. Kravet i AB § 15, stk. 5, om at udbudsmaterialet skal
indeholde oplysninger om foretagende undersøgelser vedrørende grundvands og
jordbundsforhold, forurening eller lignende, er ikke gengivet i AB-Forbruger. I stedet er
retstillingen i AB-Forbruger, jf. § 20, at entreprenøren kan henvende sig til forbrugeren for at få
oplysninger om særlige forhold på ejendommen, herunder jordbundsforhold. Oplyser forbrugeren
ikke, på entreprenørens henvendelse, om forhold han kender eller bør kende til, skal hindringerne
derved betales som ekstraarbejde, jf. § 20, stk.2. Hvilket umiddelbart medfører, at entreprenørens
manglende henvendelse til forbrugeren om jordbundsforhold, udelukker entreprenøren for at
98
Hørlyck, E., Entreprenørvederlaget, 1. udgave, s. 33 99
Se hertil KFE 1995.118 VBA om kloakeringsarbejde. Entreprenøren fik tilkendt ekstrabetaling til grundvandssænkning, til trods for at det i udbudsmaterialet fremgik at være påkrævet. Omfanget var dog alene skønnet, hvilket voldgiftretten ikke fandt tilstrækkeligt for entreprenørens udgiftsberegning.
40 af 116
kræve ekstrabetaling som følge af hindringer heraf, selvom jordbundsforholdene må anses at
være forbrugeren bekendt. Dette skal dog tages med en gran salt, eftersom begge kontrahenter
har en vis loyalitetspligt og i et vist omfang skal varetage hinandens interesser.100
Ved totalentreprise er det entreprenøren der skal udarbejde projekteringsmaterialet. Efter god
projekteringsskik er det projekteringsvirksomheden der har pligten til at udføre forundersøgelser,
hvis bygherren er uden teknisk bistand. Det medfører at totalentreprenøren efter ABT 93, såvel
som efter SL 97 der ikke har en lignende bestemmelse, kun kan kræve merbetaling i de tilfælde,
hvor der opstår uforudsete jordbundshindringer, som tekniske undersøgelser ikke kan afdække, og
som medfører entreprenøren ekstra omkostninger.101
Hvis der aftales anden entrepriseform end totalentreprise, er forbrugeren, ved anvendelsen af AB
92 eller AB-Forbruger, ansvarlig for byggegrundens forhold. Dette synes ikke at være kritisabelt, da
arbejdet i modsat fald vil være ualmindeligt byrdefuldt for entreprenøren. Dette udgangspunkt
beskytter naturligvis entreprenøren, men er i virkeligheden også i forbrugernes interesse, for i
modsat fald ville det være nødvendigt for entreprenøren at indregne en så betydelig
sikkerhedsmargen, at prisniveauet i mange tilfælde vil være for højt.102
10.2. Vejrlige problemer Det danske vejr er ikke altid til at regne med og kan således medføre betydelige meromkostninger
for entreprenøren. Det kan være i form af, at arbejdet indstilles i længere tid som følge af snefald
eller arbejdseffektiviteten nedsættes som følge af nedbør, kulde, storm osv.103 Den altovervejende
hovedregel er, at entreprenøren bærer risikoen for vejrlige problemer, da forbrugeren ikke har en
chance for at oplyse om dette forinden entreprisens påbegyndelse. Det er derfor op til
entreprenøren, at indkalkulere mulige ekstraudgifter som følge af vejret i tilbuddet, ligesom han
omvendt har fordelen, hvis omkostningerne viser at være mindre en forudsat.104
100
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.214 101
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s. 113 102
Hørlyck, E., Entreprenørvederlaget, 1. udgave, s. 33 103
Hørlyck, E., Entreprenørvederlaget, 1. udgave, s. 40 104
Hørlyck, E., Entreprenørvederlaget, 1. udgave, s. 40
41 af 116
10.3. Ændringer af arbejdets art og omfang Et særligt hensyn for entreprisekontrakter – og andre kontrakter om specialfremstilling,
tilvirkningskøb – er, at den bestillende part ensidigt kan forlange ændringer af de aftalte vilkår
mht. hvad der skal fremstilles.105 I de forskellige standardkontrakter fremgår dette i AB § 14, AB-
Forbruger §§ 23 og 12 og SL 97 § 2. Fælles for bestemmelserne er, at forbrugeren kan forlange at
det arbejde entreprenøren skal udføre, skal formindskes eller udvides. Det er klart at vis
entreprenørens samlede ydelse udvides, er der de facto tale om ekstraarbejde, som
entreprenøren kan kræve ekstrabetaling for. I praksis vil parterne typisk indgå en aftale om
hvordan denne ændring skal afregnes ved ændringens forekomst. Det kan aftales at ændringerne
laves som ekstraarbejde eller at entreprenørens ydelse på et andet punkt skal formindskes. Man
kunne fx forestille sig, at parterne aftaler at anvende nogle lidt dyrere klinker på badeværelset end
oprindeligt aftalt, mod at der bliver anvendt billigere klinker i køkkenet. Såfremt der ikke er aftalt
pris for ekstraarbejdet, skal forbrugeren betale arbejdet efter regning og såfremt entreprenørens
overordnede ydelse formindskes, skal entreprenøren godskrive forbrugeren for den besparede
omkostning, jf. AB § 14, stk. 5 og AB-forbruger § 23, stk. 3. Lignende bestemmelse fremgår ikke af
SL 97, men reglen må anses at være udfyldende og er dermed også er gældende når SL 97 er
vedtaget.
En væsentlig forskel mellem AB og AB-Forbruger er, at det ved AB-Forbruger nu er entreprenøren
der bærer bevisbyrden for hvad der er aftalt, jf. AB-Forbruger § 23, stk. 2 smh. § 12. Denne forskel
fra AB 92, må dog blot vurderes at være en gengivelse af gældende ret, jf. TBB 2003.82 VBA. Det
fremgår af denne sag, at ekstrabetaling blev afvist, eftersom ekstraarbejde ifølge parternes aftale
skulle ske skrifteligt og der ikke fandtes bevis for en sådan aftale.
10.4. Utilstrækkelig projekteringsvejledning Ved traditionel entreprise mellem to professionelle parter udarbejdes projektet oftest af
bygherren eller dennes rådgiver, og danner grundlag for entreprenørens tilbud. Såfremt
bygherrens oplysninger ikke danner tilstrækkelig grundlag for tilbuddet, opstår spørgsmålet om
entreprenørens ret til vederlagsregulering. Spørgsmål af denne karakter løses efter AB § 15.
Problemet om utilstrækkeligt projektvejledning foreligger i princippet ikke i totalentreprise, hvor
105
Hørlyck, E., Entreprenørvederlaget, 1. udgave, s.60
42 af 116
det indgår i totalentreprenørens ydelsespligt at tilvejebringe projektet og herunder at foretage
fornødne forundersøgelser.106
Vælger forbrugeren dermed en typehus løsning med en totalentreprenør, er uklarheder eller
mangler i projektmaterialet ham uvedkommende, da projektmaterialet er udarbejdet af
typehusfirmaet. Vælger forbrugeren derimod at få byggeriet arkitekttegnet, skal der efterfølgende
foretages projektering. I de tilfælde forbrugeren vælger at projekteringen foretages af en teknisk
rådgiver, er forbrugeren overfor entreprenøren ansvarlig for uklarheder eller fejl og mangler
projekteringen indeholder. Entreprenøren vil i disse tilfælde som udgangspunkt være berettiget til
ekstrabetaling, på grundlag af de almindelige regler om ændringer i arbejdes art og omfang.
Reglen om at projektmaterialets uklarhed kan danne grundlag for vederlagsregulering, er et
udspring af den almindelige kontraktsretlige fortolkningsregel om, at uklarheder og tvivl kommer
affatteren til skade (se om koncipistreglen i afsnit 7.2.2. Fortolkning). Koncipistreglen er dog ikke
absolut og bliver bl.a. modificeret når der kontraheres mellem en professionel- og en usagkyndig
part. Entreprenøren har dermed en særlig pligt til at tage hensyn til forbrugeren. Hvis der er
uklarheder i udbudsmaterialet om faktiske forhold, som en sagkyndig bør være vindende om, bør
entreprenøren stille afklarende spørgsmål til forbrugeren.107
Som det fremgår at afsnit 9.1. Entreprenørens vejledningsforpligtelse, skal entreprenøren ifølge
vejledningspligten påpege åbenlyse fejl og mangler, hvilket også gælder fejl eller uklarheder i
projektmaterialet. Det kan dermed siges, at entreprenøren har en vis undersøgelsespligt af
materialets tilstrækkelighed, inden han afgiver et tilbud til en forbruger. Dette er også fremhævet i
Bet 1133/1988 hvor der står, at når ”erhvervsdrivende afgiver en prisoplysning over for
forbrugeren, bør han normalt have foretaget en sådan undersøgelse af arbejdets genstand, som er
nødvendig for at kunne danne sig et forsvarligt billede af arbejdets art og omfang”.108
Det må dermed vurderes, at tilfældene hvor entreprenøren kan kræve ekstrabetaling pga.
utilstrækkelig projektmateriale er særdeles lille, som følge af entreprenørens vejlednings- og
undersøgelsespligt. Men i de tilfælde hvor entreprenøren kan kræve ekstrabetaling, fx hvor
106
Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler, 1. udgave, s. 68 107
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 74 108
Bet 1133/1988, s.298
43 af 116
arbejdet bliver dyrere pga. forhold som entreprenøren ikke burde eller kunne tage i betragtning,
skal det opgøres efter almindelige regler om ændringer af arbejdets art og omfang.
11. Forsinkelse Nedenfor gennemgås de omstændigheder der kan betinge en forsinkelse, samt de
forsinkelsesbeføjelser der bliver tillagt bygherren (forbrugeren). Der ses i dette afsnit bort fra
bygherrens forsinkelse og de dertil hørende forsinkelsesbeføjelser fra entreprenørens side.
Problemstillinger vedrørende forsinkelse bliver endvidere behandlet i henhold til
standardbetingelserne i AB, AB-Forbruger samt de almindelige obligationsretlige regler i dansk ret.
Afvigelser mellem de forskellige regelsæt vil blive fremhævet, såfremt dette er væsentligt. Dansk
Byggeris betingelser i SL 97 vil også blive nævnt i de situationer dette findes relevant.
11.1. Forsinkelsesansvaret Hvis entreprenørens ydelse ikke præsteres til det aftalte tidspunkt, foreligger der forsinkelse.
Forsinkelsen er ansvarspådragende i de tilfælde, hvor entreprenøren ikke har ret til
tidsfristforlængelse, jf. AB § 25, stk. 1, smh. med AB-Forbruger § 30 og SL 97 § 17, stk. 1.
Entreprenøren bliver herved som hovedregel ansvarspådragende for den forsinkelse der skyldes
hans egne forhold. Reglerne om forsinkelse i AB, AB-Forbruger og SL 97 er næsten identiske,
hvorfor der i det følgende fokuseres på, hvorvidt en direkte videreførelse af bestemmelserne i AB
er rimelig over for forbrugeren. I AB-Forbruger er bestemmelsen vedrørende forsinkelse indsat i §
28, hvori det fremgår, at forsinkelse foreligger fra entreprenørens side, såfremt arbejdet ikke er
udført i henhold til aftalt tid, jf. også dennes § 12, medmindre entreprenøren har ret til
tidsfristforlængelse. Konstateringen af hvornår der foreligger forsinkelse, afhænger således af
parternes aftale. Ved brug af AB-Forbruger kan der aftales en tidsplan for arbejdets udførelse,
men er en sådan ikke aftalt, skal arbejdet påbegyndes og afsluttes inden rimelig tid, jf. § 12. Hertil
skal det nævnes, at forbrugeren ligeledes er pligtig til at modtage arbejdet i overensstemmelse
med en eventuel tidsplan.
Endvidere skal entreprenøren søge at undgå forsinkelse ved dispositioner, som med rimelighed
kan kræves af ham109 samt give bygherren skriftlig underretning om, at han ser sig berettiget til
109
Kravene må vurderes fra sag til sag
44 af 116
tidsfristforlængelse, jf. AB § 24, stk. 2 og 3, AB-Forbruger § 36 samt SL 97 § 16, stk. 2 og 3. Samtidig
har entreprenøren også bevisbyrden for, at en eventuelt tidsfristforlængelse er berettiget.
En forskel mellem AB 92 og ABT 93 ligger i, at de tidsfrister der kan ske overtrædelse af i
totalentreprise er ved byggestart og færdiggørelse af byggeriet, hvorimod der i et byggeri efter AB
92 kan forekomme flere delfrister, da der ved et sådant byggeri typisk er flere involverede
entreprenører. Der er således ved totalentreprise ikke mulighed for overskridelse af andre
delfrister, hvilket også er kendetegnet ved totalentreprisens form.110
11.2. Sondring mellem forsinkelse og mangler Afgrænsningen mellem forsinkelsesansvar og af mangelsansvar har stor betydning i
entrepriseretten, herunder for forbrugerens misligholdelsesbeføjelser. Afgørende for denne
sondring er afleveringen af arbejdet. Såfremt entreprenørens arbejde ved aflevering er behæftet
med væsentlige mangler, og bygherren/forbrugeren påberåber sig disse, vil arbejdet ikke være
afleveret, jf. AB § 28, stk. 2 og 3, samt AB-Forbruger § 37, stk. 2 og 3. Afholdes
afleveringsforretning på den aftalte overtagelsesdag, vil entreprenøren være i forsinkelse, indtil
manglerne ved en ny afleveringsforretning er afhjulpet. Er manglerne uvæsentlige, kan
bygherren/forbrugeren ikke afvise arbejdet, hvorefter forholdet skal behandles efter reglerne om
mangler. Hvorvidt et arbejde er behæftet med væsentlige eller uvæsentlige mangler, afhænger af
en konkret vurdering. Hørlyck anfører, til vurdering af sondringen, at indstiller entreprenøren
definitivt arbejdet, kan bygherren/forbrugeren ikke længere kræve erstatning efter reglerne om
forsinkelse og er derimod henvist til reglerne om mangler.111
11.3. Entreprenørens forsinkelse I det følgende vil forsinkelse fra entreprenørens side blive omtalt. Hertil skal det tilføjes, at
forsinkelsesspørgsmålet altid vil være det samme uanset om entreprenøren skal renovere eller
bygge nyt.
11.3.1. Entreprenørens ret til fristforlængelse
Entrepriseretlige kontraktforhold er ofte kendetegnede ved at være langvarige og dette medfører
ofte en større risiko for, at de oprindelige forudsætninger i entreprisekontrakten brister. Hørlyck
110
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s. 148 111
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.293
45 af 116
mener, at der alt andet lige, må foreligge en interesse fra de involverede parter i, at de oprindelige
kontraktvilkår ikke uden videre kan tilsidesættes. På den anden side vil det således også være i
parternes interesse, at der er et vist rimeligt forhold mellem ydelse og modydelse. Ophævelse af
et kontraktforhold er normalt uhensigtsmæssig for de involverede parter, idet ophævelse kan
være vanskelig at gennemføre og medfører værdispild.112 Det kan statueres, at bestemmelserne
om tidsfristforlængelse er et udtryk for balance mellem de modstående parters interesser.
Retten til entreprenørens tidsfristforlængelse findes i AB 92 § 24, stk. 1, nr. 1-5. Bestemmelserne
er stort set identiske med bestemmelserne i ABT 93 § 24, stk. 1, nr. 1-6, AB-Forbruger § 29, nr. 1-6
og SL 97 § 16, stk. 1, nr. 1-7. Ved totalentreprise er der, i ABT 93 § 24, stk. 1, nr. 6, AB-forbruger §
29, nr. 6 samt SL 97 § 16, stk. 1, nr. 6, indsat en bestemmelse for på hvilket tidspunkt tilladelser fra
myndighederne senest skal foreligge. I ABT 93 er fristen senest 30 arbejdsdage før byggeriets
gennemførelse og i SL 97 er fristen sat til 20 dage, hvorimod fristen i AB-Forbruger er ændret til
inden rimelig tid. Endvidere har entreprenøren ret til tidsfristforlængelse jf. AB § 15, stk. 3 og AB-
Forbruger § 21, stk. 2, hvis entreprenøren optræder som forbrugerens negotiorum gestor, i kraft
af at kontrakten mellem parterne ikke er tilstrækkelig, jf. AB § 15, stk. 2 og AB-Forbruger § 21, stk.
1.
Vagner anfører at bestemmelserne i AB § 24, stk. 1, nr. 1-2 og AB-Forbruger § 29, nr. 1-2, kan
opfattes som generelt anvendelige i entrepriseforhold, da bestemmelserne blot udtrykker, hvad
der følger af almindelige obligationsretlige grundsætninger. Det er derimod tvivlsomt, hvorvidt
man kan opstille en almindelig entrepriseretlig regel, som undtager lige så mange risici som i nr. 3-
5. Det kan forekomme at være for entreprenørvenligt, at indrømme entreprenøren
fristforlængelse i tilfælde omfattet af nr. 3 og 4, men samtidig har entreprenøren ikke
nødvendigvis krav på tillægsvederlag.113 Endvidere anfører Vagner, at det ofte vil være mere
belastende for en entreprenør at skulle forcere arbejdet, end det vil være for bygherren at tåle
udskydelse af færdiggørelsestidspunktet. Det må altid være en forudsætning for både den
professionelle bygherre og forbrugeren, at kunne overtage byggeriet til den aftalte tid, og brister
aftalen vil begge lide et tab. Der kan derimod være forskel på de økonomiske konsekvenser en
forsinkelse vil medføre for henholdsvis den professionelle bygherre og en forbruger. Der vil ikke
112
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 275 og Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 137ff 113
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 113
46 af 116
umiddelbart foreligge store økonomiske gener hos en forbruger ved forsinkelse af en eventuel
tilbygning til et privat parcelhus, hvor der derimod vil være større økonomiske gener ved
forsinkelse af en bygning tilegnet erhverv (se mere om dette i afsnit 11.4.1. Erstatning).
Det kan diskuteres, hvorvidt gener af mindre økonomisk karakter, bør afskære entreprenøren fra
at kræve fristforlængelse. Hertil kan der findes støtte i Bet 1133/1988, (betænkningen blev aldrig
til et regelsæt). I betænkningens lovudkast om forsinkelse i § 10, stk. 3, 1. pkt., fremgår det, at ”I
det omfang det må anses for rimeligt under hensyn til begge parters forhold, kan den
erhvervsdrivende påberåbe sig adgang til at kræve forlængelse af tidsfrister som følge af
ekstraordinære, udefra kommende omstændigheder, som den erhvervsdrivende er uden
indflydelse på”. Udvalget bag betænkningen har ikke villet give entreprenøren en almindelig
adgang til at kræve fristforlængelse af hensyn til forbrugeren, men fandt det dog rimeligt at
fristforlængelse kunne kræves i tilfælde af force majeure-lignende omstændigheder.114 Dog har
udvalget bag betænkningen ikke villet afskære entreprenøren fra at kunne kræve fristforlængelse i
overensstemmelse med den dengang gældende AB 72 § 15, stk. 1, nu AB § 24 og AB-Forbruger §
29.115 Vagner anfører, at formuleringen i lovudkastets § 10, stk. 3 er interessant, da den rammer,
hvad der er kernen i det entrepriseretlige forsinkelsesansvar, nemlig et såkaldt kontrolansvar.116
Herefter er en kontraktpart ikke ansvarlig for omstændigheder, som han ikke kunne forudsige eller
har haft indflydelse på. I de tilfælde vil entreprenøren have krav på fristforlængelse.
11.4. Bygherrens forsinkelsesbeføjelser Efter de almindelige obligationsretlige regler kan en kontraktpart, hvis medkontrahent er forsinket
med en ydelse, opnå dom til naturalopfyldelse, erstatning eller ophævelse.
Misligholdelsesbeføjelsen naturalopfyldelse har imidlertid ingen betydning ved
entreprenørforsinkelse og beskrives derfor ikke.117 Der ligges i det følgende vægt på forbrugerens
muligheder for at få erstatning, samt forbrugerens muligheder for at hæve entreprisekontrakten.
11.4.1. Erstatning
Er entreprenøren i ansvarspådragende forsinkelse, er entreprenøren erstatningsansvarlig efter
dansk rets almindelige regler, jf. hertil AB § 25, stk. 3 samt AB-Forbruger § 31, stk. 2. Om 114
Bet 1133/1988, s. 53 og 57 115
Bet 1133/1988 nr. 1133, s. 208ff 116
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 113ff 117
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 148 og Bet 1133/1988, s. 63ff
47 af 116
entreprenørens erstatningsansvar i henhold til SL 97 se afsnit 11.4.3 Dagbod. Endvidere er det
fastlagt, at såfremt parterne har fastsat aftale om dagbod, kan forbrugeren kræve dagboden og
ikke mere, selv om forbrugeren kan dokumentere større erstatningskrav udover, jf. AB § 25, stk. 2
og AB-Forbruger § 31, stk. 1. Bestemmelserne i AB er dermed videreført i AB-Forbruger.
Førend der kan fremsættes et krav om erstatning, er det et krav at det fornødne ansvarsgrundlag
er til stede. Det entrepriseretlige forsinkelsesansvar ligger tæt på kontrolansvaret (se hertil afsnit
11.3. Entreprenørens ret til fristforlængelse), og er karakteriseret ved, at entreprenøren er
ansvarlig, medmindre han kan bevise, at forsinkelsen skyldtes en forhindring, som ligger uden for
hans kontrol, som han ikke burde have taget i betragtning, og som han ikke burde have undgået
eller overvundet.
Der vil være forskellige tabskategorier ved forsinkelse afhængig af om bygherren er forbruger eller
professionel bygherre, samt forskellige forudsætninger for at opgøre et tab og efterfølgende
inddrive tabet. Ved entreprenørforsinkelse, hvor bygherren er forbruger, vil de typiske
tabskategorier være lejetab (husleje, depotleje og materielleje), rente- og kurstab, ekstra
forbrugsudgifter (el, vand og varme) og eventuelt erstatningskrav fra andre entreprenører.118
Endvidere afhænger risikoen for tab af arbejdet der udføres og byggeperiodens varighed. Det
største tab en forbruger vil kunne risikere, vil sandsynligvis være ved forsinkelse af et
parcelhusbyggeri eller ved en gennemgribende renovering. Mindre arbejder, såsom opførelse af
en garage, vil umiddelbart ikke påføre forbrugeren tab i samme størrelsesorden.
11.4.2. Erstatning ved entreprenørens konkurs
Bestemmelsen om dagbøder afskærer ikke bygherren fra erstatningskrav som følge af mangler,
herunder at arbejdet ikke er gjort færdigt, når entreprenøren dog har erklæret, at han ikke vil
udføre yderligere arbejde. Såfremt bygherren ophæver kontrakten i medfør af forsinkelse, jf. AB §
40 og AB-Forbruger § 51, vil ophævelsen også, alt andet lige, gælde for kontraktens bestemmelse
om dagbøder. Dermed bliver bygherren efter ophævelsen ikke afskåret fra at fremsætte et
erstatningskrav til eventuelle færdiggørelses- og udbedringsomkostninger. Hvis ikke dette var
tilfældet, ville bygherren ikke kunne kræve noget for tiden efter ophævelse, idet dagbøder ikke
118
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.124ff og Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.311
48 af 116
kan kræves efter det tidspunkt, hvor arbejdet indstilles.119 Denne retstilling er også gældende,
såfremt entreprenøren indstiller arbejdet som følge af konkurs. Hvis entreprisen ikke videreføres
af konkursboet, ophører dagboden på det tidspunkt, hvor arbejdet indstilles, og bygherrens krav
vil efterfølgende dreje sig om færdiggørelse og mangelsudbedring.
11.4.3. Dagbod
Dagbod er den hyppigste sanktionsform ved forsinkelse i traditionel entreprise. Dagbøder kræver
særlig vedtagelse, førend de kan forlanges som forsinkelseserstatning, jf. AB § 25, stk. 2 og AB-
Forbruger § 31, stk. 1. Se hertil også TBB 2006.611 VG, hvor bygherren i en aftale, indgået efter AB
92 vilkår, ikke havde krav på dagbod, da størrelsen på denne ikke var fastsat i aftalen. Dagbod
betragtes som en standardiseret forsinkelseserstatning og eliminerer samtidig
tabsdokumentationspligten. Herved gør denne form for sanktion op med et af de helt
grundlæggende krav i dansk rets almindelige erstatningsregler. Det betyder, at dagbod kan
opkræves på objektivt grundlag uden hensyn til misligholdelsesårsagen.120
Selv om dagbod er den hyppigste sanktionsform ved forsinkelse, er det ikke givet at, dagbod er at
foretrække i forbrugerentreprise. Hørlyck påfører til dette, at det er vanskeligt at anføre afgørende
generelle argumenter for valget mellem dagbod eller erstatning. Det må i det konkrete tilfælde
afhænge af parternes forhold.121 Vagner erklærer sig enig i dette synspunkt; ”Der kan for begge
parter være fordele og ulemper ved begge udmålingsprincipper.”122
I modsætning til et almindeligt erstatningskrav, er en dagbod sædvanligvis let at opgøre og
indkræve, og bør således af den grund være forbrugerens foretrukne sanktionsform. Dagbodens
størrelse vil normalt være fastsat i entreprisekontrakten enten som et bestemt beløb eller som en
promille af entreprisesummen. Jf. også hertil AB-Forbruger kontrakten, hvor parterne kan aftale et
bestemt pengebeløb.123
En økonomisk ulempe ved dagbod opstår i de tilfælde, hvor et konkret pengebeløb er aftalt ved
kontraktindgåelse, hvorefter dagboden ikke dækker det faktiske tab. I så fald vil forbrugeren
119
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.298 120
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 296 121
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 299 122
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 128 123
Se bilag 2 AB-Forbruger tillægskontrakt, punkt 9
49 af 116
risikere underkompensation. I modsætning til dagbod er forbrugeren ved et almindeligt
erstatningskrav tvunget til at dokumentere et økonomisk og adækvat tab forårsaget af
forsinkelsen og vil derved få dækket det faktiske tab. Praksis viser dog, at proceduren ved
opgørelsen og indkrævningen af et almindeligt erstatningskrav ofte er en tungere og mere
omstændelig proces end ved dagbod.124 Hertil kan bl.a. også nævnes, at uenighed ofte medfører
omkostningsfulde retssager og/eller udgifter til advokatbistand, samt en risiko for at
byggeprocessen bliver forlænget betydeligt.
På baggrund af ovenstående, må det, alt andet lige, være mest fordelagtigt med dagbodssystemet
i forbrugerentreprise. Hertil kan det bemærkes, at Dansk Byggeri i SL 97 udelukkende har valgt at
benytte dagbodssystemet i tilfælde af entreprenørens ansvarspådragende forsinkelse, jf. SL 97 §
17, stk. 2, hvorefter forbrugeren har krav på en dagbod på 1 promille af entreprisesummen pr.
arbejdsdag arbejdets færdiggørelse forsinkes.125 Udover dagbod har forbrugeren ifølge SL 97 § 17,
ikke krav på erstatning efter dansk rets almindelige regler. Således findes der ikke SL 97 den
samme tilbagefaldsregel, som ved AB og AB-Forbruger.
Forbrugerrådet har i deres kommentarer til AB-Forbruger af 15. september 2009126 rettet kritik
mod bestemmelsen omkring dagbod. Forbrugerrådet anfører, at dagbod, i hvert fald ved
nybyggeri, bør overvejes som hovedreglen. AB-Forbruger § 31 tager ikke højde for den status
forbrugeren har som den svage part, herunder besværlighederne ved at dokumentere og
gennemføre et erstatningskrav.
11.4.4. Dagbodens størrelse
Som tidligere nævnt angiver SL 97 § 17, stk. 2 en fast størrelse for dagboden, hvorimod dagboden
efter AB og AB-Forbruger kan aftales som et bestemt beløb eller en brøkdel af entreprisesummen.
Umiddelbart kan det forekomme rimeligt, at parterne selv fastsætter dagbodens størrelse, men
set med et forbrugerhensyn kan denne frihed være en ulempe for forbrugeren. Forbrugerens
manglende viden om byggeriets forhold er ensbetydende med, at han ikke er bekendt med
fastsættelsen af dagbodens størrelse. Yderligere har forbrugeren en manglende kendskab til tab
ved forsinkelse, og entreprenøren har dermed mulighed for at fastsætte en uforholdsmæssig lav
124
Se hertil U 1971B.178 125
Beløbet er eksklusiv moms 126
Se bilag 3, Forbrugerrådets kommentarer til udkast af 15. september 2009
50 af 116
dagbod. Vagner anfører, at ved fastsættelse af dagboden må udbyderen have i erindring, at
dagbodstruslen bl.a. skal motivere entreprenøren til at overholde tidsplanen.127 Entreprenøren
bør dog heller ikke have mulighed for at sætte dagboden så lav, at formålet med dagboden helt
forsvinder. En dagbod på en promille af entreprisesummen for hver arbejdsdag, entreprisen bliver
forsinket, aftales ofte, og en fast dagbodssats vil være at foretrække.128
11.4.5. Dagbod i praksis
I byggekontrakten med Preben Jørgensen Huse A/S, fremgår det, at der ikke er aftalt dagbod ved
forsinkelse af byggeriet.129 Dette skyldes sandsynligvis den økonomiske ulempe en aftale om et
dagbodskrav kan give entreprenøren. Endvidere kan det forekomme i praksis, at entreprenører
der anvender faste dagbodssatser i deres kontrakter, har kalkuleret med risikoen for at skulle
betale dagbøder, og derved indregnet den mulige ekstra omkostning i den samlede
entreprisesum. Derved vil forbrugeren blive afkrævet en for høj betaling for byggeriet, samtidig
med, at entreprenøren opnår en sikkerhed for et muligt fremtidigt tab.
Det forekommer det i praksis, at flere entreprenører benytter sig af egne standardkontrakter og
derfor undlader at inddrage bestemmelser omkring dagbod i byggekontrakterne, som det er
tilfældet ved Preben Jørgensen Huse A/S. Ingeniør i firmaet, Henrik R. Nielsen, udtaler til dette
synspunkt, at såfremt en forbruger, der ønsker at opføre et nyt hus, ikke kan acceptere firmaets
standardbetingelser, må forbrugeren gå et andet sted hen.130
11.4.6. Ophævelse
Ifølge AB § 40 og AB-Forbruger § 51, kan bygherren/forbrugeren hæve aftalen, hvis der foreligger
en væsentlig forsinkelse fra entreprenørens side med hensyn til arbejdets udførelse, og forsinkelse
medfører betydelige ulemper for bygherren/forbrugeren.131 Samtidig må entreprenøren være
uden ret til tidsfristforlængelse. Det er endvidere en betingelse for hæveretten, at
bygherren/forbrugeren har fremsat skriftligt påkrav, jf. AB § 40 og AB-Forbruger § 53, stk. 1. Med
andre ord skal forbrugeren sende entreprenøren et varselsbrev med en angivelse af begrundelsen
for at hæve, samt en rimelig frist til at reagere. Desuden er det et krav, at misligholdelsen er
127
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 129 128
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 129 og SL 97 § 17, stk. 2 129
Se bilag 4, Entreprisekontrakt 130
Se bilag 5, Mail fra Preben Jørgense Huse A/S 131
SL 97 indeholder ikke en lignende bestemmelse
51 af 116
væsentlig, før der kan hæves. Bygherren/forbrugeren kan som udgangspunkt udelukkende hæve
for fremtiden, dvs. med virkning ex nunc. Bygherren/forbrugeren skal derfor betale fuldt vederlag
for arbejdet, der er udført indtil ophævelsen.132
Det antages, at hævebetingelserne i det store hele er de samme, hvad enten AB er vedtaget eller
ej.133 Hertil kan tilføjes, at bestemmelsen i AB-Forbruger § 51 ikke er udtømmende, eftersom nr. 1
og 2 er eksempler på hævebetingelser, jf. tilføjelsen af ”herunder” i AB-Forbruger § 51.
Ophævelse som misligholdelsesbeføjelse, indtager en tilbagetrukken rolle i entrepriseforhold.
Dette er bl.a. et resultat af at forbrugerens interesse i at hæve findes relativt lille, des længere
byggeriet kommer. Desuden kan det give anledning til mange besværligheder, såfremt en anden
entreprenør skal overtage byggeriet. En anden grund til ophævelsens tilbagetrukne rolle, er
ophævelsens indgribende karakter, vanskeligheden ved at tilbagegive det udførte arbejde, samt
det medfølgende værdispild.134 Dette er sandsynligvis også grunden til, at SL 97 ikke indeholder en
bestemmelse om ophævelse fra forbrugerens side.
11.4.7. Ophævelse ved entreprenørens konkurs
I situationer, hvor forbrugeren kan bevise at der foreligger en vis sandsynlighed for at der vil
indtræde forsinkelse, dette kan fx være hvis entreprenøren har tilkendegivet, at han ikke kan
udføre arbejdet, foreligger der anticiperet misligholdelse. En sådan situation vil være grundlag for
at hæve kontrakten.
Ved en entreprenørs konkurs er konkursen ikke i sig selv hævebegrundende anticiperet
misligholdelse, jf. konkurslovens § 55, stk. 1, hvor boet kan indtræde i de af skyldneren indgåede
gensidigt bebyrdende aftaler. I AB indeholder § 42, stk. 1, den regel, at hvis en part erklæres
konkurs, kan den anden part straks hæve aftalen, i det omfang konkurslovens regler ikke er til
hinder derfor. En lignende bestemmelse findes ikke i AB-Forbruger, men bestemmelsen i AB § 42,
må anses at være gældende som udfyldende regel (se hertil afsnit 14. Konkurs). Om spørgsmålet
vedrørende konkursboets indtrædelsesret se afsnit 14.1. Indtrædelsesret.
132
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 142 133
Iversen, T., Udfyldende entrepriseret, TBB 2003.480, afsnit 11 134
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 137ff
52 af 116
11.4.8. Reklamation
Det er yderligere en betingelse førend en eventuel dagbod kan kræves, at der foretages
reklamation inden rimelig tid efter, at forbrugeren kan konstatere, at entreprenøren bliver
forsinket, jf. AB-Forbruger § 31, stk. 1. Denne regel antages også at gælde ved almindelige
erstatningskrav.135 En lignende bestemmelse findes ikke i AB, men det er i litteraturen og praksis
antaget, at en regel svarende til købelovens § 27 er gældende, hvorefter bygherren uden ugrundet
ophold skal meddele entreprenøren, at han vil påberåbe sig forsinkelsen.136 Kravet om rettidig
reklamation anses for opfyldt, såfremt bygherren over for entreprenøren gør opmærksom på
kravet om dagbod på det tidspunkt, hvor den dagbodudløsende forsinkelse indtræder.137 Dette
synspunkt støttes af nyere praksis, hvor kravet til bygherrens reklamation er blevet skærpet, og
dagbøder kan først tilkendes fra det tidspunkt bygherren fremsætter krav derom, selv om der
foreligger ansvarspådragende forsinkelse.138 Endvidere anfører Edlund i TBB 1999.167 om
dagbøder, at jo før der reklameres, jo bedre er bygherrens retsstilling.
11.5. Forsinkelse når en standardkontrakt ikke er vedtaget Bestemmelsen om entreprenørens ret til tidsfristforlængelse i AB § 24 og AB-Forbruger § 29,
anses for at være udfyldende entrepriseret. Det er utvivlsomt, at stk. 1, nr. 1 og 2 er udfyldende,
da bestemmelserne blot udtrykker, hvad der følger af almindelige obligationsretlige
grundsætninger på entrepriserettens område. Der er derimod tvivl om hvorvidt stk. 1, nr. 3, 4 og
5, der omhandler force majeure-lignende situationer, kan anses for udfyldende, da
risikoundtagelserne heri er omfattende. Spørgsmålet må dog besvares bekræftende og således
anses stk. 1, nr. 3, 4 og 5 som udfyldende regler,139(se hertil afsnit 11.3.1. Entreprenørens ret til
fristforlængelse).
Dernæst må bestemmelsen i AB § 25, stk. 1 og AB-Forbruger § 30, også anses som værende en
udfyldende regel, da denne bestemmelse har samme indhold som dansk rets almindelige regler på
området om forsinkelsesansvar. Derimod har AB § 25, stk. 2 og AB-Forbruger § 31, stk. 1, været
emne for en større diskussion, da bestemmelsen vedrørende krav om dagbøders udelukkelse af
135
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.148 136
Edlund, E., TBB 1999.167, Dagbøder - bygherrens reklamationspligt og kravsopgørelsen, afsnit 2, Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.149 og Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 316 137
Se hertil TBB 2000.255 VG 138
Se hertil U 2009.1313 V 139
Iversen, T., Udfyldende entrepriseret, TBB 2003.480, afsnit 7
53 af 116
andre erstatningskrav, umiddelbart strider mod det almindelige obligationsretlige udgangspunkt.
Vagner anfører, at det er tvivlsomt hvorvidt reglen om at der ikke kan kræves erstatning ud over
dagbodens beløb, finder anvendelse på dagbodsklausuler, der er indeholdt i kontrakter, hvori AB
ikke indgår. Vagners synspunkt er, at regler svarende til AB § 25, stk. 2 smh. med AB-Forbruger §
31, stk. 1, finder anvendelse også på isolerede dagbodsklausuler, men at andet, i alle tilfælde, kan
følge af en fortolkning af aftalen.140 Hermed må spørgsmålet formentlig besvares bekræftende.141
Hørlyck anfører også, at et erstatningskrav udover kravet om dagbod, klart vil være i strid med
sædvanlig kontraktspraksis på grundlag af AB. Et sådant krav vil næppe blive accepteret
medmindre kontrakten indeholder udtrykkelig og klar hjemmel herfor.142 Retsstillingen er således
stort set den samme, hvad enten AB er vedtaget eller ej.
11.6. Sammenfatning Det er tydeligt, at en væsentlig del af bestemmelserne i AB 92 er videreført i henholdsvis ABT 93,
AB-Forbruger og SL 97. Hertil skal det tilføjes, at en stor del af bestemmelserne er udtryk for en
rimelig afvejning af parternes interesse og dermed anses en overvejende del af bestemmelserne
ligeledes for at være udfyldende entrepriseret.
Omkring erstatningsreglerne ved entreprenørforsinkelse er der overensstemmelse mellem AB og
AB-Forbruger, hvorimod SL 97 udelukkende benytter dagbodssystemet ved erstatning. Det
konkluderes i gennemgangen ovenfor, at forbrugeren utvivlsomt må være bedst stillet ved
dagbodssystemet, set i forhold til et erstatningskrav efter dansk rets almindelige regler. Endvidere
kan det ved et almindeligt erstatningskrav være vanskeligt for forbrugeren, at dokumentere og
opkræve det faktiske tab en forsinkelse måtte medføre. Det må således være et kritikpunkt af AB-
Forbruger, at denne ikke tager hensyn til forbrugerens rolle, som den svage part i
kontraktforholdet. Dagbod kunne med fordel være gjort, eller i fremtiden gøres, obligatorisk i AB-
Forbruger, som den er det i SL 97.
Yderligere kan det være problematisk, at parterne selv kan bestemme dagbodens størrelse i AB og
AB-Forbruger, da manglende aftale om dagbodens størrelse ikke giver ret til dagbod, selv om
anvendelse af dagbod er aftalt i kontrakten. Det kunne derfor være nærliggende, at fastsætte
140
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 128 141
Iversen, T., Udfyldende entrepriseret, TBB 2003.480, afsnit 7 142
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 298
54 af 116
størrelsen på dagboden til fx en promille af den samlede entreprisesum, som det også er tilfældet i
SL 97.
Bestemmelsen om forbrugerens reklamationspligt ved dagbod ved entreprenørens forsinkelse i
AB-Forbruger er ny, og fremgår ikke direkte i AB eller SL 97. Dog har praksis vist, at manglende
reklamation anses som et afkald på dagbod. Det kan være svært for en forbruger at vide præcis
hvornår pligten til at reklamere foreligger. Forbrugeren kan med andre ord have en forventning
om at forsinkelsen automatisk udløser en erstatning eller dagbod. I kraft af entreprenørens rolle
som den professionelle part, bør det overvejes, i henhold til et forbrugerhensyn, eventuelt at
pålægge entreprenøren en oplysningspligt og forbrugeren en svarpligt.
Generelt er forbrugerens retsstilling ved forsinkelse fornuftig. Indgår en forbruger en
byggekontrakt på baggrund af AB eller AB-Forbruger, er der forhold, i forbindelse med
forbrugerens erstatning ved entreprenørforsinkelse, der kan betegnes som uhensigtsmæssige.
Hertil må det konkluderes, at reglerne i SL 97 omkring erstatning er mere fordelagtige. Indgår en
forbruger en byggekontrakt uden for AB, AB-Forbruger eller SL 97, vil forbrugerens retsstilling ved
forsinkelse, alt andet lige være den samme, da bestemmelserne i standardkontrakterne
hovedsagligt anses som værende udfyldende ret.
12. Mangler Mangelsbedømmelsen indenfor entreprise er ligesom i obligationsretten en
aftalefortolkningsopgave. Det vil sige, at mangelsvurderingen er konkret, og foretages ved hjælp af
samme fortolkningsmomenter og regler som anvendes i aftaleretten.143 Mangelsbedømmelsen
skal altså vurderes ud fra, hvad der er aftalt mellem parterne. Et parcelhus kan dermed godt være
mangelfuldt, selvom de fleste mennesker vil finde huset fejlfrit. Det aftaleretlige moment kommer
også til udtryk i standardkontrakternes næsten identiske bestemmelser om krav til ydelsen, som
såvel i kontrakternes mangelsbegreber.
143
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.167
55 af 116
12.1. Det konkrete mangelsbegreb Det konkrete mangelsbegreb, for så vidt angår udførelsen i entrepriseretten, er givet i AB § 30 og
er (næsten) identisk i AB-Forbruger § 41 og SL 97 § 10. Det fremgår i AB-Forbruger § 41, at der
forligger en mangel, hvis arbejdet ikke er udført i overensstemmelse med aftalen(…) eller i
overensstemmelse med forbrugerens anvisninger. De citerede definitioner på mangler, er ligesom
på så mange andre områder i AB og SL 97 udtryk for kodifikation af gældende ret på
entrepriseområdet.144 Mangelsbegrebet vil dermed være det samme, hvad enten
standardkontrakterne er vedtaget eller ej. De generelle definitioner er således et udtryk for dansk
rets almindelig regler på entrepriseområdet. Se bl.a. købelovens § 75a, hvoraf det noget forenklet
fremgår, at salgsgenstanden skal stemme overens med aftalen og medmindre andet er aftalt, skal
salgsgenstanden have samme egenskaber som køber med rimelighed vil kunne forvente. Som
supplement hertil fremgår det af købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, at salgsgenstanden lider af en
mangel, hvis genstanden i øvrigt er af anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den
ifølge aftalen og foreliggende omstændighed skulle være.
Der skal dog gøres opmærksom på, at mangelsbegrebet i SL 97 langt fra er lige så detaljeret som i
AB og AB-Forbruger. SL 97 klarlægger fx ikke entreprenørens ansvar angående mangler ved
materialet. Selvom dette område er dækket af udfyldende regler, besværliggøre det forbrugerens
situation hvis der opstår en tvist, idet retten i første omgang tager udgangspunkt i kontrakten og
hvis tvisten ikke kan løses heraf, ved hjælp af udfyldende regler. Det kan dermed siges, at
uklarheden i kontrakten gør det sværere for forbrugeren, at få sit krav igennem.
12.2. Det generelle mangelsbegreb Entrepriseretten såvel som obligationsretten skelner mellem det konkrete mangelsbegreb som
bygger på en aftaleretslig fortolkning, og det generelle mangelsbegreb som bygger på
kvalitetsnormer, sædvaner eller antagelser om, hvad der er fagmæssigt korrekt. Et eksempel på
anvendelse af det generelle mangelsbegreb foreligger med afgørelsen TBB 2004.423V, hvor
hverken tegninger eller vejledninger angav, at der skulle lægges afstandslister ved monteringen af
undertag. Retten anerkendte undladelsen som en værdiforringede mangel og køber fik et
forholdsmæssigt afslag på 100.000 kr. af sælger. Herefter fik sælger medhold i, at entreprenøren
var erstatningsansvarlig og skulle friholde ham, selvom det ikke fremgik i kontrakten, at der skulle
144
Iversen, T., TBB.2003.480, s. 5, afsnit 9
56 af 116
anvendes afstandslisterne. Eftersom det ansås som almen byggeteknisk viden, at der skulle bruges
afstandslister, blev byggefirmaet erstatningsansvarlig for sælgerens tab.
Mangelsbedømmelsen af entreprenørens arbejde skal altid i første omgang bero på aftalen med
bygherren (det konkrete mangelsbegreb), og herefter hvis aftalen ikke giver nogen hjælp – ved
hjælp af udfyldende regler (det generelle mangelsbegreb). Der synes ikke at være nogen
grundlæggende forskelle på det generelle indhold af de obligations –og entrepriseretlige
mangelsbegreber.145
12.3. Anvisninger I AB vurderes bygherrens anvisninger efter § 15 og i AB-Forbruger efter §§ 20 og 21. Disse
anvisningsbestemmelser er i forbrugerforhold ens. Det fremgår af bestemmelserne, at
entreprenøren skal indhente bygherrens afgørelse i det omfang aftalematerialet ikke danner
tilstrækkelig vejledning for entreprisen udførelse. AB-Forbruger §§ 20 og 21 regulerer udover
forbrugerens anvisninger også en del af entreprenørens vejledningspligt.
Anvisningsreglen i AB § 15, anses som en almen entrepriseretlig deklaratorisk regel og kommer
dermed kun til anvendelse, hvis de implicerede parter ikke selv har besluttet anderledes.146 Hvor
det ved AB fremgår, at entreprisen skal udføres i overensstemmelse med aftalen og bygherrens
eventuelle anvisninger, fremgår det kun af SL 97, at entreprisen skal udføres i overensstemmelse
med byggekontrakten. Det må dog antages, at dette ikke er tilstrækkeligt grundlag for, at den
deklaratoriske anvisningsregel ikke er gældende i SL 97.
I modsætning til AB fremgår det i AB-Forbruger hvem der bærer det økonomiske ansvar for
hindringer, jf. § 20, stk. 2 og 3. Bestemmelserne tilsiger, at forbrugeren skal dække udgifterne for
såvel hindringer som forbrugeren burde kende til ved forespørgsel, som såvel hindringer, som
ingen af parterne kendte eller burde kende. Det er en almen udfyldende regel, at hvis der ikke er
aftalt nogen pris, har sælger krav på betaling for udført arbejde, så længe det ikke anses som
ubilligt. Hindringsreglen i AB må dermed antages at være en kodificering af den almene
udfyldende regel, og er dermed også gældende for AB og SL 97. Der kan argumenteres for, at
unødvendige bestemmelser kan gøre helheden af standardkontrakten uoverskuelig. Omvendt kan
145
Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler, 1. udgave, s.33 146
Iversen, T., TBB.2003.480, afsnit 5
57 af 116
en for kortfattet standardkontrakt, være uigennemskuelige for en forbruger der ikke kender til de
udfyldende regler. Det må antages, at det er almindeligt, at der kan forekommer hindringer under
opførelsen af parcelhuse. Hvorfor det anses som positivt, at AB-Forbruger opridser forbrugerens
retstilling ved forekomst af hindringer.
12.4. Mangler ved materialet Vurderingen af om anvendte materialer lider af en mangel, vurderes på samme måde som
mangler ved arbejdet. Afgørende er, hvad der er aftalt mellem parterne -og i uklarhedstilfælde
vurderes det ved hjælp af udfyldende regler. AB-Forbruger anvender samme bestemmelser om
materialet som den traditionelle AB.147 Hvis materialet ikke er som aftalt (det konkrete
mangelsbegreb), eller af sædvandlig god kvalitet (det generelle mangelsbegreb), foreligger der en
mangel. Kontrakterne indeholder en begrænsning i entreprenørens ansvar. Begrænsningerne
sondrer mellem, hvor 1) entreprenøren har frit materialevalg, og 2) hvor forbrugeren har krævet
et bestemt materiale anvendt. 1) i første tilfælde begrænses entreprenørens ansvar til, at
materialer, der ikke er som aftalt eller af sædvanlig god kvalitet, desuagtet mangelsfri, hvis
entreprenøren kan godtgøre, dels at materialet ikke kan fremskaffes, dels at umuligheden skyldes
krig, indførelsesforbud eller lignende.148 2) Hvis forbrugeren har krævet bestemte materialer
anvendt, vil entreprenøren være ansvarsfri, hvis han kan godt gøre, at muligheden for at
fremskaffe materialet må anses for udelukket på grund af forhold, som han ved aftalens indgåelse
ikke burde have taget i betragtning. Såvel første som andet tilfælde skal tages med et gran salt,
idet entreprenøren der i ovenfornævnte tilfælde opnår en besparelse ved leverancen, selvsagt
ikke undgår at godskrive forbrugeren.149
12.5. Mangler ved totalentreprise Som nævnt tidligere er mangels bestemmelserne i AB i høj grad identiske med bestemmelserne i
AB-Forbruger og SL 97. Dermed er der i princippet ikke nogen forskel på mangelsbegrebet og
forbrugerens beføjelser i anledning af mangler i totalentreprise sammenlignet med almindelige
entrepriseforhold.150 Ansvarsforskellen i de forskellige entrepriseformer består derimod i det
147
I AB-Forbruger § 42 og i AB § 30, stk. 2. 148
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 170, Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 354 og Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 125. 149
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s.126 150
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s.165
58 af 116
projektansvar, som totalentreprenøren påtager sig. I modsætning til traditionel entreprise, indgås
entrepriseaftalen i totalentreprise oftest før der er udarbejdet hovedprojekt.151
Totalentreprenøren påtager sig projektansvaret, hvilket medfører hvorvidt spørgsmålet om
totalentreprenørens mangelsansvar skal opdeles i rådgivningsansvar efter ABR 89 og et
udførelsesansvar efter entrepriseretlige regler. Dette har en stor betydning eftersom en teknisk
rådgiver i modsætning til en entreprenør ikke er underlagt objektiv mangelsansvar, men et
culpaansvar.152
Hørlyck afviser en sådan opdeling og er af den opfattelse, at totalentreprenørens mangelsansvar
skal bedømmes ud fra de entrepriseretlige regler på den samlede ydelse.153 Det konkluderer han
ud fra, at såvel entreprenøransvaret som fejl og forsømmelser i teknisk rådgivning bedømmes ud
fra en professionel målestok. Dette indebærer at hvis der lægges til grund, at arbejdet ikke er
udført i overensstemmelse med fagets normer og standarder, vil rådgiveren såvel som
entreprenøren være ansvarlig. Da totalentreprenørens ydelse også omfatter projekteringen, er
totalentreprenøren som entreprenør ansvarlige for projekteringsfejl, herunder tilsidesættelse af
fagmæssige normer og standarder. Som eksempel på dette kan der bl.a. henvises til TBB 2006.378,
hvor en totalentreprenør blev fundet ansvarlig for projekteringsfejl, vedrørende anvendelse af
slanger som funderingsfyld. De anvendte slanger ekspanderede efterfølgende og medførte skader
i gulvende.
12.6. Entreprenørens afhjælpningsret Entreprenøren har ifølge AB og udfyldende regler ret til at afhjælpe mangler, som påvises ved
afleveringen, såvel som mangler der påvises i en aftalt afhjælpningsperiode. I langt de fleste
tilfælde vil bygherren og entreprenøren have en fælles interesse i at entreprenøren afhjælper
manglen.154 Det gælder især, hvis bygherren har været tilfreds med entreprenørens arbejde og
samarbejdet har været velfungerende. Omvendt kan bygherren have interesse i, at udbedringen af
manglen bliver fortaget af en anden entreprenør, hvis han ikke har tillid til at den oprindelige
entreprenør kan fortage afhjælpningen eller hvis samarbejdet forinden har været dårligt.
151
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.350 152
Se hertil ABR 89 pkt. 6.2.1 ”Rådgiveren er ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatsningsregler for fejl og forsømmelser ved opgavens løsning.” 153
Hørlyck, E., Totalentreprise, 3. udgave, s. 167 154
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 198
59 af 116
Afhjælpningsretten og afhjælpningspligten kædes oftest sammen, men de er ikke synonymer.
Afhjælpningspligten er et udslag af forbrugerens mangelsbeføjelse og afhjælpningsretten er en
omstændighed som udelukker andre mangelsbeføjelser. Det fremgår af AB-Forbruger § 44, at
entreprenøren har ret og pligt til inden for rimelig tid at afhjælpe mangler, der påvises ved
afleveringen, eller senere hvis betingelser for reklamation er overholdt (se afsnit 12.7.5.
Reklamationspligten), og der ikke er indtrådt forældelse. Det samme er gældende for SL 97, jf. §
21, stk. 2.
Entreprenøren har dermed afhjælpningsret i hele ansvarsperioden, hvor forbrugeren kan gøre
mangelbeføjelser gældende, dvs. 10 år, jf. AB-Forbruger § 49 sammenholdt med
forældelsesloven.155
I de øvrige AB kontrakter er afhjælpningsretten og afhjælpningspligten også kædet sammen, men
pga. tidligere gældende forældelsesregler fremgår det af AB § 10, stk. 4, at entreprenøren 5 år
efter afleveringen har pligt og ret til at afhjælpe mangler, der påvises efter afleveringen.
Entreprenørens ansvarsperiode blev ændret ved indførelsen af den nye forældelseslov til 10 år og
kan ikke fraviges til skade for forbrugeren. Derved har entreprenøren som har indgået en AB
kontrakt med en forbruger, uanset hvad der står i kontrakten, en afhjælpningspligt i 10 år. Der er
dog intet til hinder for, at der aftales en kortere afhjælpningsperiode og entreprenøren har
dermed kun afhjæpningsret 5 år efter afleveringen ved vedtagelse af AB kontrakterne.
Hvis der ikke er aftalt en afhjælpningsperiode, er det tvivlsomt i hvilket omfang entreprenøren har
ret til, at afhjælpe mangler påvist efter afleveringen. I litteraturen syntes det at være opfattelsen,
at entreprenøren har en meget vidt strækkende afhjælpningsret.156 Som begrundelse anføres
oftest, at ulemperne for bygherren oftest er mindre end entreprenørens behov for at afhjælpe.157
Vagner anfører at det er velbegrundet, at afhjælpningsretten er tidsmæssigt sammenfaldende
med entreprenøransvaret. Hvis afhjælpningsretten afskæres, vil konsekvensen være, at jo længere
tid der går før manglen viser sig, desto strengere reagerer man overfor entreprenøren. På den
anden side fremhæver Vagner, at entreprenøren er den kontraktspart som har misligholdt, og det
155
Lov nr. 522 af 06/06/2007 156
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 199 og Iversen, T., TBB.2003.480, afsnit 9 157
Se hertil U 1992.818V, hvor forbrugeren forsøgte uden held, at hæve aftalen uden at give byggefirmaet mulighed for afhjælpning.
60 af 116
er et spørgsmål om i hvor lang tid den ikke-misligholdende part (forbrugeren) bør fastholdes af en
kontrakt med en misligholdende modpart.158
Selvom entreprenørens afhjælpningsret er forbundet med entreprenøransvaret, må det vurderes
at forbrugeren har mulighed for at afværge afhjælpning, hvis entreprenøren gentagende gange
har misligholdt kontrakten. Forbrugeren må dog skulle tåle flere afhjælpningsforsøg. Endvidere vil
forbrugeren kunne afværge entreprenørens afhjælpningsret, hvis entreprenøren ikke rettidigt
afhjælper manglen. Entreprenøren vil således ikke både kunne afvise mangelsansvaret og
påberåbe sig afhjælpningsretten.159
Bet 1133/1988 har i lovudkastets § 22 udover ulempesynspunktet anført en undtagelse til
entreprenørens afhjælpningsret. Heraf fremgår det, at selvom afhjælpningen kan ske uden udgift
og inden for rimelig tid, kan forbrugeren afvise at lade den erhvervsdrivende afhjælpe, hvis
forbrugeren kan godtgøre, at han har særlig grund til at nægte den erhvervsdrivende at foretage
afhjælpning.160
Det må dermed vurderes, at entreprenøren er afskåret fra afhjælpning, hvad enten AB er vedtaget
eller ej, såfremt bygherren kan dokumentere:
at entreprenøren har handlet svigagtig
at entreprenøren ikke magter at foretage afhjælpningen
at entreprenøren bevidst bruger en ukvalificeret underentreprenør
at entreprenøren gentagende gange udebliver for møder
eller at entreprenøren på anden måde har udvist en tillidsbristende opførelse.161
Det anføres i betænkningen, at der bør være disse undtagelser til entreprenørens afhjælpningsret,
da det er nødvendigt med et tillidsforhold mellem parterne, eftersom arbejdet udføres på
forbrugerens ejendom og i tæt kontakt med hinanden.162
158
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.200 159
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 373 160
Bet 1133/1988, s. 273 161
Bet 1133/1988, s. 273 og Entrepriseret, s. 201 162
Bet 1133/1988 nr. 1133, s. 273
61 af 116
12.7. Mangelsbeføjelser Er entreprisen behæftet med en eller flere mangler, kan forbrugeren kræve afhjælpning,
forholdsmæssigt afslag eller hæve kontrakten, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Som følge af
AB og AB-Forbrugers sammenfaldende formuleringer af entreprenørens ydelse og mangelsbegreb,
udgør ethvert svigt en mangel. Til trods for dette udløser bagatelagtige værdiforringelser ikke
nogen mangelsbeføjelser.163
Mangelsbeføjelserne i AB §§ 31-35 er videreført til AB-Forbruger §§ 44-47 og stemmer overens
med købelovens §§ 78-80 samt den tiltænkte forbrugerlovgivning (Bet 1133/1988) §§ 17-22.164
Det må dermed konkluderes, at forbrugerens mangelsbeføjelser i AB-Forbruger er en rimelig
afvejning af parternes interesser. Mangelsbeføjelserne for standardkontrakterne vil herefter blive
behandlet under et.
12.7.1. Afhjælpning
Forbrugeren er som udgangspunkt berettiget til naturalopfyldelse gennem afhjælpning eller
afslag, allerede når det konstateres, at der forligger ikke-opfyldelse. Som det fremgår i tidligere
afsnit har entreprenøren også en vidt strækkende afhjælpningsret, så med mindre forbrugeren har
særlig grund til at nægte at lade manglen afhjælpe, er forbrugeren nødsaget til denne
mangelsbeføjelse. Det synes dog ikke at være kritisabelt, da afhjælpning sjældent vil være en
ulempe for forbrugeren, men nægtelse heraf, oftest vil være økonomisk ufordelagtigt for
entreprenøren.
Efter almindelige obligationsretlige regler bortfalder retten til at forlange naturalopfyldelse
gennem afhjælpning groft sagt når, afhjælpning er umulig165 eller hvis opfyldelsen kræver
uforholdsmæssige opofrelser, der ligger uden for parternes forudsætninger.166
Med undtagelse af reglerne AB-Forbruger er det et krav, at reklamationen skal ske skriftligt.
Selvom der ikke er samme skriftlighedskrav i AB-Forbruger, bør forbrugeren altid reklamere
163
Se hertil TBB 2005.597VBA, hvor bygherrens 6 år efter opførelsen af et parcelhus forsøgte, at gøre krav mod entreprenøren pga. at lofthøjden var 2 cm lavere end aftalt. Men det de udløste ingen mangelsbeføjelser fordi mangel havde bagatelagtig karakter. 164
Bet 1133/1988, s. 147 165
Ussing, H., Obligationsret almindelig del, 4. udgave, s. 62 166
Ussing, H., Aftaler på formuerettens omraade, 3. udgave, s. 482
62 af 116
skriftligt, da det letter bevisbyrden om rettidig reklamation (se nærmere herom i afsnit 12.7.5.
Reklamationspligten).
12.7.2. Afslag
Nægter entreprenøren at afhjælpe manglen, eller har forbrugeren en særlig grund til at nægte
entreprenørens afhjælpning kan forbrugeren kræve udbedringsgodtgørelse eller afslag i
entreprisesummen. Hvis entreprenøren mener at udbedrings omkostningerne er for store, er det
op til ham at føre bevis herfor, jf. KFE 1985.1 VBA. Juridisk set er entreprenørens godtgørelse af
tredjemandsudbedring ikke et erstatningskrav, men en omsættelse af naturalopfyldelsen. Har
manglen eller afhjælpningen forårsaget følgeskader, kan forbrugeren kræve disse dækket ved
siden af de øvrige mangelsbeføjelser.
12.7.3. Erstatning for følgeskader
Entreprenøren kan efter omstændighederne ifalde et erstatningsansvar overfor forbrugeren, hvis
manglen har forårsaget følgeskader. AB § 35, om entreprenørens erstatningsansvar for
følgeskader, er videreført til AB-Forbruger § 47 og til SL 97 § 24. Bestemmelsernes stk. 1, stemmer
overens med udfyldende ret.167 Heraf fremgår det, at entreprenøren er erstatningsansvarlig for
tab, som er følge af mangler ved arbejdet, hvis manglerne skyldes fejl eller forsømmelser fra
entreprenørens side. Entreprenøren hæfter dog ikke for indirekte tab, jf. AB § 35, stk. 2, AB-
Forbruger § 47, stk. 2 og SL 97 § 24, stk. 2. Denne regel stemmer ikke overens med udfyldende
regler. Ifølge udfyldende regler er bygherren berettiget til fuld erstatning for følgeskader, der
skyldes entreprenørens culpa, med de begrænsninger der følger af de almindelige
erstatningsretlige regler, fx tabsbegrænsningspligten.
12.7.4. Ophævelse
Hvis parterne ikke kan blive enige om væsentlige forhold, kan forbrugeren som sidste udvej hæve
kontrakten med entreprenøren, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det vil oftest være mere
økonomisk fordelagtigt for forbrugeren at få fortaget afhjælpning, og derfor bør hævebeføjelsen
kun bruges som sidste udvej. Bygherrens adgang til ophævelse af kontrakten fremgår i AB § 40.
Bestemmelsen tager udgangspunkt i ulempesynspunktet og hæveadgangen er dermed betinget af,
at der foreligger væsentlig misligholdelse. Bygherren vil endvidere have mulighed for, at hæve
167
Iversen, T., TBB.2003.480, afsnit 9.
63 af 116
aftalen, hvis det udførte arbejde er af en sådan kvalitet, at bygherren har grund til at antage,
entreprenøren ikke er i stand til at fulføre arbejdet uden væsentlige mangler, jf. AB § 40 stk. 1 nr. 3.
Bestemmelsen er videreført i AB-Forbruger § 51, stk. 1, nr. 2.
SL 97 indeholder ikke en bestemmelse om forbrugerens hæveret, men må vurderes at være uden
retlig betydning, da hævebetingelserne i det store hele er det samme hvad enten AB er vedtaget
eller ej.168
Hæveretten spiller kun en mindre rolle i entrepriseretten pga. dens indgribende karakter og
vanskeligheden ved at tilbagegive det udførte arbejde. Det er dermed svært at undgå værdispild,
hvilket ingen af parterne er interesseret i.
12.7.5. Reklamationspligten
Forbrugeren der opdager en mangel og ønsker at få den udbedret har en vis reklamationspligt.
Det fremgår af AB § 29, stk. 1, at der ved afleveringsforretningen skal udfærdiges en
afleveringsprotokol, der anfører bygherrens påberåbte mangler og af AB § 31, stk. 2, at bygherren
ved afleveringen skal fastsætte afhjælpningsfristen. Det samme er gældende for SL 97, jf. § 19. I
store træk minder det om principperne i købelovens §§ 51 og 52 og udgangspunktet må også
være, at bygherren ikke efterfølgende kan påberåbe sig mangler som burde være opdaget ved
afleveringen.169 Forbrugeren får dermed en vis undersøgelsespligt ved indgåelse af AB
kontrakterne.
Reklamationspligten i AB-Forbruger svarer (næsten) til købelovens § 81, om reklamationspligten
ved forbrugerkøb. Forbrugeren mister retten til at påberåbe sig mangler, såfremt han ikke
reklamerer inden rimelig tid efter, at manglen burde være opdaget, jf. AB-Forbruger § 43, stk. 1.
Af samme bestemmelse fremgår det, at reklamation indenfor to måneder altid er rettidig, men
hvad nærmere omfatter rimelig tid vurderes ud fra manglens beskaffenhed.170
Reklamationsfristen ved AB-Forbruger vedrører både mangler ved afleveringen og efter
afleveringen. AB-Forbruger stiller derfor forbrugeren væsentligt bedre end AB, hvor bygherren har
168
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 138 og Iversen, T., TBB 2003.480, afsnit 11. 169
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s.380 og Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 174 170
Se hertil TBB2010.271VBA, hvor voldgiftretten fandt, at reklamationen over visse mangler var for sen, mens den, uanset den tid der var gået efter afleveringen, ansås rettidig for så vidt angik andre mangler pga. manglernes beskaffenhed. Se hertil : Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 383, Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 185 og Buch, A. V., Entrepriseretlige mangler , 1. udgave, s. 201.
64 af 116
undersøgelses –og reklamationspligt. Dette medfører, at bygherren i AB skal påberåbe synlige
mangler ved afleveringen, og risikerer i modsat fald, at de ikke kan påberåbes efterfølgende.
12.8. Sammenfatning AB-Forbrugers bestemmelser om parternes rettigheder og pligter gengiver i væsentlighed
gældende ret. Mangelsbegrebet fra AB har vist sig at være praktisk anvendelig i entrepriseret og er
videreført til AB-Forbruger. Dette synes ikke at være kritisabelt for forbrugeren, da
bestemmelserne i entrepriseretlig sammenhæng er mere brugbare end købelovens § 75a, da de
kort og præcist beskriver gældende ret.
Ved totalentreprise er totalentreprenøren som entreprenør, ansvarlig for udførelsen, såvel som
projekterings fejl og forsømmelser, og er underkastet entrepriseretlige regler. Det synes at være
positivt for forbrugerne, eftersom de med rette også må have en sådan forventning når de kun
kontraherer med én part.
Detaljegraden i SL 97’s mangelsbegreb, er væsentligt mindre end AB kontrakternes
mangelsbegreb. Selvom SL 97 er tiltænkt totalentreprise, hvor detaljegraden oftest er mindre, kan
det diskuteres om den bør være højere ved netop mangler, hvoraf mange tvister udspringer. Hertil
kan tilføres, at en høj detaljegrad kan overskueliggøre bestemmelsernes konsekvenser for
forbrugeren, men en for høj detaljegrad kan gøre kontrakten uoverskuelig for forbrugeren.
Den tidsmæssige udstrækning af entreprenørens afhjælpningsret er i AB kontrakterne, såvel som i
SL 97, forbundet med ansvarsperioden. Det medfører, at entreprenøren har op til 10 års
afhjælpningsret, hvilket kan anses som urimelig langt. Er standardkontrakterne ikke vedtaget, kan
perioden for entreprenørens afhjælpningsret ikke med sikkerhed konkluderes, men meget taler
for en vidtrækkende afhjælpningsret pga. ulempesynspunktet. Der synes ikke at være grundlag for
kritik af, at AB-Forbruger har en længere afhjælpningsperiode end de øvrige AB kontrakter, da det
alene skyldes at AB er udarbejdet ud fra tidligere gældende forældelseslove.
Det er positivt at forbrugerens reklamationspligt ikke er videreført fra AB til AB-Forbruger, men nu
svarer til købelovens § 81, 2 pkt. Forbrugerens reklamation vil dermed altid være rettidig, hvis den
er angivet, inden to måneder efter manglen blev opdaget. AB-Forbruger stiller derfor forbrugeren
væsentligt bedre end de standardkontrakter, hvor forbrugeren har reklamation –og
65 af 116
undersøgelsespligt ved afleveringen. I AB-Forbruger bevarer forbrugeren dermed retten til at
påberåbe sig synlige mangler efter aflevering.
13. Den obligatoriske byggeskadeforsikring Siden april 2008 har det været obligatorisk at tegne en byggeskadeforsikring på nyopførte private
helårsboliger udført af entreprenører, jf. byggelovens § 25 A171. Forsikringen blev indført efter en
periode med en række konkrete sager, hvor forbrugere stod med nyopførte huse med alvorlige
byggeskader, som fx skimmelsvamp, hvorefter forbrugeren var nødsaget til at skulle igennem
lange og komplicerede tvister for at få udbedret byggeriets fejl og mangler.
13.1. Generelt Udgangspunktet er at alle nye bebyggelser, som hovedsagligt skal anvendes til beboelse er
forsikringspligtige. Dermed er langt de fleste bebyggelser til forbrugere være omfattet
forsikringspligten. Pligten til at tegne byggeskadeforsikring for nyopførte huse, har dog enkelte
undtagelser, jf. § 25A stk. 2.
Vælger forbrugeren selv at stå for det konkrete arbejde med at opføre boligen, er han ikke
omfattet af pligten til at tegne en byggeskadeforsikring. Det gælder ligeledes hvis forbrugeren
vælger at opføre huset ved fagentreprise, hvor forbrugeren selv forestår for styringen af byggeriet.
Såfremt forbrugere udfører mindre dele af byggeriet dækker forsikringen ikke skader der har sin
årsag i medbyg. Hvis medbyg udgør en væsentlige del af opførelsen, fx større murer- eller
tømrerarbejde, er entreprenøren ikke forpligtet til at tegne en byggeskadeforsikring. Men hvis
medbyg kun udgør en mindre del af entreprisen, fx malerarbejde -eller andet ikke autoriseret
arbejde, har entreprenøren stadig pligt til at tegne byggeskadeforsikringen.
Grunden til at der ikke er forsikringspligt, når forbrugeren selv forestår for bebyggelsen er
primært, at det vil blive uforholdsmæssigt dyrt, hvis de forbrugere, der selv forestår for opførelsen
af byggeriet, skal omfattes af ordningen.172 Da det er afgørende for forsikringsselskabet, hvilken
risiko der er forbundet med de enkelte byggerier. Desuden vil det være administrativt tungt for
forsikringsselskaberne at lave en sådan vurdering på en forbruger. Endvidere omfatter
171
LBK nr. 1185 af 14/10/2010 172
Erhvervs- og Byggestyresen, Evaluering af den obligatoriske byggeskade forsikringen, 01/01/2011, s. 11
66 af 116
forsikringspligten ikke entrepriser, hvor forbrugeren selv forstår for væsentlige dele af byggeriet,
fordi forbrugeren herved i højere grad har mulighed for kvalitetssikre byggeriet undervejs.
Byggeskadeforsikringen udbydes af private selskaber på almindelige markedsvilkår og der er i
skrivende stund syv forsikringsselskaber der udbyder forsikringen.173 Entreprenøren skal sammen
med ansøgningen af byggetilladelsen vedlægge dokumentation for, at et forsikringsselskab har
afgivet tilbud på en byggeskadeforsikring, jf. § 25 C. Forsikringen tegnes på entreprenørens
regning til fordel for forbrugeren, og har en løbetid på 10 år efter afleveringen, jf. § 25 A og § 25 B,
stk. 3. Det kan diskuteres om forsikringspræmien reelt betales af entreprenøren, da det fra et
økonomisk synspunkt vil være naturligt for entreprenøren at dække meromkostningen, i form af
forsikringspræmien, i entreprisesummen.
Spørgsmålet om, hvorvidt indførelsen af ordningen ville føre til en fordyrelse af det private
boligbyggeri, blev også rejst under udvalgsbehandlingen af byggeskadeforsikringsordningen.174
Ved ordningens udarbejdelse blev det vurderet, at byggeskadeforsikringen i gennemsnit ville koste
1,5 % af anskaffelsessummen. Der er efterfølgende lavet to undersøgelser, som verificerer dette
skøn. Den første undersøgelse fra 2008 bekræfter, at forsikringspræmien ca. er 1,5 % af
anskaffelsessummen og den sidste fra 2009 konkluderer at præmien udgør 1,94 % af
byggesummen, hvilket vil sige anskaffelsessummen fratrukket grundværdien.175 Da grundværdien
oftest udgør en væsentlig del af anskaffelsessummen, må det vurderes at den gennemsnitlige
forsikringspræmie, beregnet ud fra anskaffelsessummen er noget lavere end 1,94 %.
Prisniveauet for præmien afhænger af en individuel risikovurdering af den enkelte byggesag,
kombineret med forsikringsselskabets generelle prisfastsættelser. Den individuelle
forsikringspræmie medfører, at entreprenører med få byggeskader belønnes med en lav
forsikringspræmie, mens entreprenører med mange registrerede skader skal betale en højere
forsikringspræmie. Den individuelle prisfastsættelse kan derved være en motivationsfaktor, der får
entreprenøren til at føre grundig kvalitetssikring med byggeriet, for dermed at løfte det gennerelle
byggeniveau. Den endelige størrelse af præmien bliver først sat lige inden accepten af tilbuddet,
173
Det er Codan, Danske Forsikring, Midtjysk Forsikring, Topdanmark, Tryg og Willis i samarbejde med AmTrust. 174
Erhvervs- og Byggestyresen, Evaluering af den obligatoriske byggeskade forsikringen, 01/01/2011, s. 8 175
Erhvervs- og Byggestyresen, Evaluering af den obligatoriske byggeskade forsikringen, 01/01/2011, s. 9
67 af 116
da forsikringsselskaberne oftest tager forbehold for eventuelle ændringer i forsikringstagerens
økonomi.176
13.2. Forsikringspligtig bebyggelse Ordvalget i bestemmelsen vedrørende den obligatoriske byggeskadeforsikring har forårsaget en
del tvivl om, hvilke bebyggelser der er forsikringspligtige ifølge bestemmelsen.
Hovedbestemmelsen er byggelovens § 25A, stk. 1, der lyder som følger;
”En bygherre(entreprenør), der opfører ny bebyggelse, som hovedsagelig skal anvendes til
beboelse, skal forsikre bebyggelsen mod byggeskader, der har deres årsag i forhold ved opførelsen
af byggeriet. Forsikringspræmien skal betales af bygherren(entreprenøren).”
Det er særligt sætningen ”ny bebyggelse, som hovedsageligt skal anvendes til beboelse”, der har
skabt forvirring om hvilke bebyggelser der er forsikringspligtige. Erhvervs- og byggestyrelsen har i
den forbindelse udarbejdet hele syv vejledninger til brugerne af forsikringsordningen, hvoraf den
seneste er en sammenfatning og uddybelse af de forrige seks vejledninger.177
13.2.1. Ny bebyggelse
Det fremgår af seneste vejledning fra erhvervs- og byggestyrelsen, at ny bebyggelse skal forstås på
en sådan måde, at der som udgangspunkt er tale om forsikringspligtig bebyggelse, når der
etableres nye beboelsesenheder.178 Dermed er der ikke forsikringspligt i bestemmelsens forstand
ved ombygning, renovering eller tilbygninger der ikke øger beboelsesenheder. Såfremt en
tilbygning øger beboelsesenheden eller en erhvervsbygning ombygges til almindelig beboelse, skal
den obligatoriske byggeskadeforsikring dermed tegnes. Der kan dog forekomme situationer, hvor
der ikke etableres nye beboelsesenheder, men ikke desto mindre betegnes som ny bebyggelse i
byggelovens forstand. Det gælder, når bestående bebyggelse nedrives og fundamentet og mindre
uvæsentlige byggedele genanvendes til opførelse af byggeri tiltænkt beboelse. Såfremt
176
Se bilag 6, Mail fra TopDanmark 177
Vejledende information om forsikringspligt ved genopførelse af byggeri af 8. juli 2008, vejledende information om forældelseslovens betydning for forsikringsselskabernes regresmuligheder, hvis en byggeskade er dækningsberettiget i henhold til byggeskadeforsikringen af 15. august 2008, vejledende information om samlet tilbud på flere byggesager af 23. september 2008, vejledende information om renovering af eller tilbygning til eksisterende bebyggelse af 15. juli 2009 vejledende information om, hvornår der er forsikringspligt for andelsboligforeninger af 21. september 2009, og notat om obligatorisk byggeskadeforsikring af 16. december 2009. Vejledning om byggeskadeforsikringen af 1. september 2010 178
Det har inden betydning i forhold til forsikringspligten om der er tale om leje-, andels- eller ejerbolig. Se nærmere i Erhvervs- og Byggestyrelsen, Vejledning om byggeskadeforsikringen, 01/09/2010, s. 5 f
68 af 116
fundamentet og mindre væsentlige byggedele genanvendes, vil det blive betegnet som renovering
og er dermed ikke forsikringspligtig. Om de genanvendte byggedele er mindre uvæsentlige eller
væsentlige, beror på en konkret vurdering i de enkelte situationer. Som eksempel på mindre
væsentlige byggedele nævner vejledningen genanvendelsen af murværk eller vægge.179 Men det
må også vurderes, at når der genanvendes andre konstruktioner, som sandsynligvis har betydning
for byggeriets levetid og brugbarhed, er der tale om en renovering.180
13.2.2. Beboelse
En bebyggelse omfattes af den obligatoriske byggeskadeforsikring, når bebyggelsen foruden at
være ny også hovedsageligt anvendes til beboelse, jf. byggelovens § 25A, stk. 1.
For at en bebyggelse hovedsageligt kan anvendes til beboelse, er det en forudsætning at byggeriet
får status som helårsbeboelse. Planlovens181 bestemmelser fastslår, om bebyggelsen er tillagt
helårsstatus. Hvis byggeriet har helårsstatus er den forsikringspligtig – uanset om den er
bopælspligtig eller ej. Der er således ikke pligt til at tegne en byggeskadeforsikring ved opførelsen
af sommer- eller fritidshuse, som ikke er tillagt helårsstatus.
Hvis en bebyggelse både skal anvendes til erhvervs- og beboelsesformål, betegnes den som
hovedsageligt anvendt til beboelse, når mere end halvdelen af boligarealet er tiltænkt beboelse.
Såfremt beboelsesarealet udgør mere end halvdelen af bebyggelsen, omfatter forsikringen også
boligarealet som anvendes til erhverv.182
13.3. Dækningsberettigede byggeskader Byggeskadeforsikringen dækker alvorlige skader, der opstår på boligen, og som kan henføres til
fejl begået under opførelsen. Det kan såvel være udførelses- som materialefejl. En nærmere
definition på byggeskader er givet i byggeskadeforsikringens bekendtgørelse183 § 5. Det centrale
er, at byggeskadeforsikringen kun dækker fejl, som har væsentlig betydningen for boligens levetid
eller andre fysiske forhold som nedsætter brugbarheden af boligen fx fugt og skimmelsvamp. Som
179
Erhvervs- og Byggestyrelsen, Vejledning om byggeskadeforsikringen, 01/09/2010, s. 6 180
Byggeskadeforsikringen dækker skader som har eller med en vis sandsynlighed får betydning for bebyggelsen levetid eller brugbarhed. Hvis en genanvendt byggedel fra en tidligere bebyggelse kan have betydningen for en skades opståen, vil forsikringsselskabet blive sat i en klemme såfremt en byggeskadeforsikring skal tegnes. 181
LBK nr. 937 af 24/092009 - kap. 7 og 8 182
Erhvervs- og Byggestyrelsen, Vejledning om byggeskadeforsikringen, 01/09/2010 s. 8 183
Bekendtgørelse nr. 1292 24/10/2007, Bekendtgørelse om Byggeskadeforsikringen
69 af 116
eksempler på at dækningsberettigede byggeskader kan nævnes brud, lækage-, deformering-,
svækkelse- af bygningen- eller andre skader som kan henføres til entreprisens udførelse.
Forsikringen dækker ligeledes, hvis der er nærtliggende risiko for en byggeskade. Ved
nærtliggende risiko for byggeskade forstås, at det erfaringsmæssigt vil udvikle sig til en
byggeskade, medmindre der fortages omfattende vedligeholdelsesarbejde eller andre
forebyggende foranstaltninger.184
Ved en konkret vurdering af, om der er tale om en dækningsberettiget byggeskade, lægges der
særligt vægt på, om skaden har betydningen for forbrugerens sikkerhed eller sundhed, om
arbejdet er udført fagmæssigt korrekt og om offentlige forskrifter er overholdt.185
13.3.1. Egenbetaling
Den obligatoriske byggeskadeforsikring indeholder, ligesom andre forsikringer, en egenbetaling.
Egenbetalingen i byggeskadeforsikringen kan dog højst udgøre 10.000 kr. pr. byggeskade pr. bolig-
eller erhvervsenhed. Såfremt der opstår flere skader i forsikringens løbetid, må egenbetalingen
maksimalt udgøre 20.000 kr.186 Hvis forbrugeren har afholdt en selvrisiko til en anden
tingsforsikring, medregnes det i byggeskadeforsikringens opgørelse af egenbetaling, såfremt
byggeskaden er dækningsberettiget.187
Byggeskadeforsikringens loft for egenbetaling gør, at forbrugeren gør klogt i at anmelde alle
dækningsberettigede byggeskader, herunder også skader med mindre udbedringsomkostninger
end egenbetalingen. Egenbetalingen nedskrives herved for hvert anmeldt dækningsberettigede
skade, så selvom forbrugeren ikke i første omgang får udbetalt udbedringsomkostninger ved
mindre skader, minimeres egenbetaling for evt. efterfølgende skader.
Det fremgår af erstatningsansvarslovens § 19, at i det omfang en skade er dækket af en
tingsforsikring, er der ikke erstatningsansvar. Bestemmelsen er ikke betinget af at forsikringen
dækker hele skaden. Dækkes skaden kun delvist, fx på grund af egenbetaling eller underforsikring,
er der erstatningsansvar for den øvrige del af skaden, jf. U 1998.1606V. Forbrugeren har dermed
adgang til at kræve egenbetalingen dækket af entreprenøren, såfremt der findes det fornødne
184
Bekendtgørelse nr. 1292 24/10/2007, Bekendtgørelse om Byggeskadeforsikringen, § 5, stk. 2 185
Bekendtgørelse nr. 1292 24/10/2007, Bekendtgørelse om Byggeskadeforsikringen, § 5, stk. 3 186
Bekendtgørelse nr. 1292 24/10/2007, Bekendtgørelse om Byggeskadeforsikringen,§ 14, stk. 1 187
Bekendtgørelse nr. 1292 24/10/2007, Bekendtgørelse om Byggeskadeforsikringen, § 14, stk. 2
70 af 116
ansvarsgrundlag, og de øvrige betingelser for erstatning er opfyldt. Eftersom vurderingen af
byggeskader beror på om arbejdet er udført fagmæssigt korrekt og om offentlige forskrifter er
overholdt, vil disse betingelserne oftest være opfyldt. Det må dermed vurderes, at forbrugere
oftest kan rejse et erstatningskrav svarende til egenbetalingen.
14. Konkurs Konkursret er på mange måder et komplekst retsområde og af denne grund findes det
nødvendigt, at give en teoretisk gennemgang af de konkursretlige grundelementer. Afsnittet vil
indledningsvis give en generel beskrivelse af konkursret og dets termer, og herefter følger en
gennemgang af konkursens indtræden og virkning. En virksomhed kan begæres konkurs af
fordringshavere (fordringshaverbegæring) eller skyldneren selv (egenbegæring). I denne
fremstilling vil hovedfokusset være på fordringshaverens begæring, da begæring fra skyldneren
selv sjældent giver anledning til problemer.
Når en bygherre og en entreprenør kontraherer, har de en fordring på hinanden. Entreprenøren
har krav på et aftalt pengebeløb og bygherren har krav på et færdigt bygget hus. Ved en fordring
forstås et retsbeskyttet krav på en ydelse, hvilket betyder, at fordringshaveren kan forlange
retsordens bistand til at gennemføre sit krav, hvis skyldneren ikke frivilligt præsterer sin ydelse.188
Med fokus på entreprenørens konkurs er det bygherren og underentreprenørerne, der har
kontraheret med hoved – eller totalentreprenøren, der er fordringshaverne og entreprenøren som
er skyldneren.
Når en fordring delvist består i at udføre et stykke arbejde, som er tilfældet ved en
entrepriseaftale, kan den ikke danne grundlag for en dom til naturalopfyldelse.189 Det skal ses i
lyset af, at entreprenøren der erklæres konkurs mister retten til at råde over konkursboet, og har
alene af den grund ikke mulighed for at færdiggøre arbejdet. Bygherren må derfor affinde sig med,
at fordringen omsættes til et pengekrav mod entreprenøren.
188
Edlund, H. H., m.fl., Dansk privatret, 16. udgave, s. 569 189
Edlund, H. H., m.fl., Dansk privatret, 16. udgave, s. 595
71 af 116
Så længe skyldneren er solvent, anses fordringshaveren at have tilstrækkelig værn for opfyldelse
af fordringen i reglerne om individualforfølgning. Konkursloven190 (herefter KL) bygger på reglerne
om universalforfølgning, da reglerne om individualforfølgning og heraf prioritetsprincippet, kan
føre til, at nogle fordringer dækkes fuldt ud, imens andre forbliver helt eller delvist ufyldestgjort.
Det karakteristiske ved universalforfølgning er, at der sker et samlet opgør mellem skyldneren og
alle hans kreditorer. Universalforfølgning bygger på hovedprincippet, om at der skal ske ligelig
fyldestgørelse af skyldnerens kreditorer på konkurstidspunktet.191
14.1. Indtræden og betingelser Skyldnerens likviditet er altafgørende for om konkursbegæringen vinder ret. Det kommer til udtryk
i KL §§ 17-20, som indeholder en række materielle betingelser for, at skyldneren kan erklæres
konkurs. Dette afsnit vil give en uddybende beskrivelse af reglerne for konkursens indtræden, og
betingelserne der stilles hertil.
Hovedbestemmelsen for konkursens indtræden fremgår af KL § 17:
”Er en skyldner insolvent, skal hans bo tages under konkursbehandling, når det begæres af
skyldneren eller fordringshaver.”
Som det fremgår af citatet ovenfor, er hovedbetingelsen for at et selskab kan erklæres konkurs, at
selskabet er insolvent. En skyldner anses som insolvent, hvis han ikke kan opfylde sine forpligtelser
efterhånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages blot at være
forbigående, jf. § 17, stk. 2. Når betingelsen er opfyldt kan enten entreprenøren eller
fordringshaveren begære konkurs, uanset om fordringen lyder på penge eller andet. Det er
ligeledes uden betydning, om kravets størrelse nøjagtigt kan fastslås.192 Hvis entreprenørens
insolvens kan bevises, kan fx bygherren og/eller underentreprenører begære entreprenøren
konkurs, såfremt han ikke har opfyldt sin forpligtelse til forfaldstiden og betalingsdygtigheden ikke
anses for at være forbigået.
Det er dog ikke uden økonomisk risiko, for fordringshaveren at begære en konkurs mod
skyldneren. Den eller de fordringshavere der begærer en konkurs, hæfter solidarisk for de
190
LKB nr. 217 15/03/2010 191
Edlund, H. H., m.fl., Dansk privatret, 16. udgave, s. 571 192
Gomard, B., Skifteret, 2. udgave, s. 78.
72 af 116
omkostninger der er forbundet med konkursbehandlingen, hvis skyldnerens midler ikke er
tilstrækkelige, jf. § 27. Hvis konkursboets aktiver ikke er tilstrækkelige til, at dække
konkursbehandlingen, afsiges konkursdekretet kun, hvis kreditorer eller skyldner stiller sikkerhed
for omkostningerne ved behandlingen af konkursboet. Sikkerhedsstillelsen er normalt 30.000 kr.
som skal kunne betales allerede ved mødet i skifteretten.193 Endvidere kan fordringshaveren blive
erstatningsansvarlig for tab og godtgørelse af tort, såfremt det viser sig, at betingelserne for
konkurs ikke er opfyldt, jf. § 28.
14.2. Fordringshaverbegæring Når konkursinitiativet kommer fra fordringshaver, stilles der ved siden af insolvensbetingelsen en
række krav til fordringen for bl.a. at undgå at konkursbegæringen misbruges mod skyldneren.
Foruden de økonomiske risici, der er forbundet med en konkursbegæring, indeholder
konkurslovens § 24 et yderligere værn mod, at bestemmelserne misbruges. Bestemmelsen
bemyndiger skifteretten til at udsætte behandlingen af konkursbægeringen, under den
forudsætning at skifteretten skønner at der er rimelig udsigt til, at skyldneren kan opnå en ordning
med sine kreditorer.194
En supplerende konkursbetingelse findes i KL § 20, som omhandler pantsikkerhed. Bestemmelsen
sikrer, at fordringshaveren har en reel økonomisk interesse i, at entreprenøren erklæres konkurs.
KL § 20 sondrer mellem om pant eller anden tilsvarende sikkerhed, er stillet af skyldneren eller en
tredjemand. Det fremgår af KL § 20, stk. 1, nr. 1, at fordringshaveren ikke kan forlange skyldneren
konkurs, hvis fordringen er sikret med betryggende pant i skyldneres ejendom. Efter KL § 20, stk.
2, 1 pkt. ligestilles pant med anden tilsvarende sikkerhed. Hvis fordringshaveren er sikret mod
skyldnerens insolvens, med et udstedt pant eller tilsvarende sikkerhed, har han reelt ikke nogen
økonomisk interesse i at begære skyldneren konkurs. Fordringshaveren er således afskåret fra at
begære skyldneren konkurs, hvis fordringen er fuldt ud sikret ved fx udlæg der ikke kan omstødes,
eller hvis fordringshaveren kan opnå fyldestgørelse ved modregning efter de almindelige
betingelser om tvungen modregning.195
193
http://www.domstol.dk/soehandelsretten/skifteafdelingen/konkurs/hvordan/Pages/default.asp 194
Edlund, H. H., m.fl., Dansk privatret, 16. udgave, s. 591 195
Er der tale om tilfælde, hvor modregning kun kan ske efter reglerne i KL § 42 om modregning i konkurs, kan fordringen danne grundlag for konkurs. Se nærmere i Ørgaard, A., Konkursret, 10. udgave, s. 37
73 af 116
Er pantet stillet af tredjemand er hovedreglen, at kreditor skal kunne vælge at kræve sin skyldner
erklæret konkurs frem for at udnytte panteretten i tredjemands ejendom. En undtagelse hertil
gøres, hvis kreditor modtager pantet under den kendelige forudsætning, at han ikke må begære
konkurs, så længe pantet giver fuld dækning.196 Et sådant forbehold er ikke taget for
sikkerhedsstillesen i AB og AB-Forbruger. Forbrugeren er således ikke afskåret fra, at begære
entreprenøren konkurs som følge af AB § 6 eller AB-Forbruger § 10. Hvis insolvensbetingelsen er
opfyldt, har forbrugeren dermed valget mellem at begære konkurs eller udnytte
sikkerhedsstillelsen (se mere om standardkontrakternes sikkerhedsstillelse i afsnit 15.
Sikkerhedsstillelse).
Endvidere kan fordringshaveren efter § 20, stk. 1, nr. 2, ikke forlange skyldneren erklæret konkurs,
hvis hans fordring af tredjemand er sikret ved betryggende pant, og konkursbegæringen strider
mod vilkårene for sikkerhedsstillesen. Endelig fastslår KL § 20, stk. 1, nr. 3, at fordringshaveren
ikke kan forlange skyldneren erklæret konkurs, hvis fordringen er uforfalden, og at tredjemand er
eller tilbydes sikret ved betryggende pant.
14.3. Virkningen af konkursen I KL kapitel 5-10 angives en lang række virkninger af konkurs, som gør det muligt for skifteretten at
udføre ligelighedsprincippet. Den umiddelbare virkning konkursdekretet har for skyldneren og
tilhørende tredjemænd, er opridset i KL §§ 29-31. Hovedbestemmelsen er § 29 og lyder som
følgende:
”Ved afsigelsen af konkursdekretet mister skyldneren retten til at overdrage eller opgive sine
ejendele, modtage betaling og andre ydelser, modtage opsigelser, reklamationer og lignende
erklæringer, stifte forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue med virkning for boet.”
Bestemmelsen træder i kraft i det øjeblik – på klokkeslættet – konkursdekretet afsiges.
Urådighedsprincippet i § 29, omfatter ligeledes dispositioner foretaget af tredjemænd med
skyldneren som adressat. Det er nødvendigt at urådiggøre skyldneren for at sikre, at skyldneren
ikke kan begunstige visse fordringshavere eller forsøge at unddrage aktiver fra
konkursbehandlingen.197 Bestemmelsens opregning skal anses som en eksemplifikation og er ikke
196
Petersen, L. L., Ørgaard, A., Konkursloven med kommentere, 11. udgave, s. 333 197
Edlund, H. H., m.fl., Dansk privatret, 16. udgave, s. 595
74 af 116
udtømmende. Med § 29 afskæres ikke alene skyldnerens aktive handel med boet, men skyldneren
afskæres også fra at modtage opsigelser eller andre meddelelser, som kan lægge bånd på
modtageren.198
Hvor det for skyldneren er klokkeslættet for afsigelsen af konkursdekretet der er afgørende, er det
overfor godtroende tredjemænd, der handler med skyldneren, udgangen af det døgn, hvor
Statstidende udkommer, der er afgørende for om de vinder ret jf. § 30. Dermed har en
godtroende tredjemand som har indgået en aftale med skyldneren, imellem konkursdekretets
afsigelse og udløbet af bekendtgørelsesdøgnet, ret mod boet.199
Efter konkursdekretets afsigelse kan udlæg eller arrest ikke foretages i den konkursomfattede
virksomhed, jf. § 31, stk.1. Bestemmelsen er en tvingende nødvendighed for, at ligehedsprincippet
kan gennemføres. Ikke alene arrest foretaget efter konkursdekretets afsigelse, men også arrest
foretaget forinden afsigelsen bortfalder, jf. § 31, stk. 3.
14.3.1. Omstødelse
Den tredje virkning konkursdekretets afsigelse har for skyldneren og de dertil tilhørende parter er,
at skifterretten får mulighed for omstødelse. Formålet med omstødelse er at anfægte
dispositioner foretaget før konkursen, der begunstiger visse kreditorer på øvrige kreditorers
bekostning eller formindsker konkursboets værdi til skade for alle kreditorerne. Reglerne for
omstødelse findes i KL kapitel 8 og omfatter tre grupper af handlinger, herunder
kreditorbegunstigelser, udlæg og forringende dispositioner. Skifteretten har dermed mulighed
for, med tilbagevirkende kraft, at annullere en skyldners handling, der begunstiger visse kreditorer
eller handlinger, der bevidst er foretaget for at forringe konkursboets værdi.
Før en handling kan omstødes, skal den være omstødelig og opfylde en række betingelser, som
varierer efter art eller omstændighed. De fleste omstødelsesregler indeholder bestemte
tidsfrister, der beregnes med udgangspunkt i fristdagen. For konkurs anses fristdagen, den dag
skifteretten modtog begæring om konkurs, jf. KL § 1, stk. 1, nr. 1. Begrundelsen for at
tidsberegningen tager udgangspunkt i fristdagen og ikke afsigelsen af konkursdekretet er, at
198
Petersen, L. L., Ørgaard, A., Konkursloven med kommentere, 11. udgave, s. 366 199
Petersen, L. L., Ørgaard, A., Konkursloven med kommentere, 11. udgave, s. 372
75 af 116
fristen bør udgå fra det tidligst mulige tidspunkt, hvor skyldnerens manglende betalingsevne er
registeret hos en offentlig myndighed.200
I forhold til skyldnerens nærtstående gælder der særligt lange omstødelsesfrister. I denne
sammenhæng omfatter begrebet nærtstående såvel personlige som økonomisk nærstående og
såvel fysiske som juridiske personer, jf. KL § 2.
14.4. Konkursordenen KL kapitel 10 fastsætter i hvilken rækkefølge skyldnerens gæld skal afvikles. En bygherres krav mod
en konkursramt entreprenør, vil oftest blive omsat til et pengekrav. Pengekrav mod konkursboet
har enten status som simple krav eller massekrav.
I afhandlingens sammenhæng er simple krav almindelige fordringer mod den konkursramte
entreprenør, fx hvis bygherren står med et halvfærdigt hus eller har krav på at få udbedret en
mangel. Massekrav er krav, der er opstået under boets behandling af konkursen, fx lån til kurator,
omkostninger til konkursbegæring og boets gæld ved indtræden i kontrakter. For systematikkens
skyld kan man sige, at massekreditorerne er boets kreditorer.
Massekravene har fortrinsret i forhold til simple krav og betales fuldt ud, før konkursboet yder
betaling til simple krav. De simple krav betales i modsætning til massekrav efter
ligelighedsprincippet.
Forholdet mellem boet og massekreditorerne er undergivet almindelige regler om fordrings
indhold og ophør. Hvis boet indtræder i en entrepriseaftale, vil bygherren kunne kræve
naturalopfyldelse efter de almindelige formueretlige regler. Bygherren vil således på
massekravplan kunne gøre sædvanlige misligholdelsesbeføjelser gældende.
14.5. Hvad indgår i konkursboet? Som nævnt i tidligere afsnit, vil skifteretten efter afsigelsen af konkursdekretet iværksætte en
universalforfølgning af konkursboet med det formål, at opnå en ligelig fyldestgørelse af
skyldnerens kreditorer. Udgangspunktet er, at konkursen omfatter hele skyldnerens formue på
tidspunktet for afsigelsen af konkursdekretet samt erhvervelser under konkursen, jf. KL § 32.
Omvendt skal aktiver der tilhører tredjemand udleveres tilbage til denne person, jf. KL § 82.
200
Betænkning 1976 nr. 606, Konkurs og tvangsakkord, s. 45
76 af 116
Typisk vil en del af en entreprenørs formue bestå af en række aktiver i form af gensidige
bebyrdende kontraktforhold. Entreprenørens ydelse består i at udføre et byggeri mod vederlag fra
bygherren, som normalt enten betaler i rater eller ved aflevering. Således kan entreprenørens
formue ved konkursens indtræden, bestå af fordringer mod bygherren for helt eller delvist udført
arbejde. Hvis entreprenøren har præsteret sin ydelse fuldt ud ved konkursens indtræden, skal
bygherren naturligvis betale det aftalte vederlag, som uden videre vil indgå i konkursboet.
14.6. Indtrædelsesret Efter de almindelige obligationsretlige regler, kan bygherren ikke uden videre påberåbe sig
reglerne om anticiperet misligholdelse i tilfælde af entreprenørens konkurs. Bygherren kan kun
påberåbe sig anticiperet misligholdelse, hvis der foreligger en grænsende sandsynlighed for, at
skyldneren ikke kan opfylde sine forpligtelser til forfaldstiden, hvilket ikke er en selvfølge ved
entreprenørens insolvens. Dette skyldes, at konkursboet, jf. KL § 55, stk. 1, har en indtrædelsesret
i gensidige bebyrdende aftaler, og dermed mulighed for at færdiggøre kontrakten. Såfremt det
med sikkerhed kan fastslås, at boet ikke er i stand til at opfylde kontrakten, eller at opfyldelsen
kun kan ske med en forsinkelse, som i sig selv vil berettige en ophævelse af aftalen, følger det
under alle omstændigheder af KL § 58, stk. 2, at bygherren kan hæve kontrakten.
Konkursboet kan have en interesse i at færdiggøre den konkursramtes gensidige bebyrdende
aftale, hvis fuldførelsen giver overskud og dermed tjener kreditorernes almene interesse.
Konkursboet kan vælge og vrage mellem den konkursramtes kontrakter, og kun vælge at indtræde
i de økonomiske mest fordelagtige. Ligeledes kan boet vælge at indgå i ikke-overskudsgivende
kontrakter for at undgå, at medkontrahenten hæver aftalen og anmelder erstatningskrav i boet.201
Modstykket til indtrædelsesreglen er KL § 53, hvoraf det fremgår, at:
”Bestemmelserne i dette kapitel (kapitel 7) anvendes kun, hvis ikke andet følger af andre
lovbestemmelser eller af vedkommende retsforholds beskaffenhed.”
I vedkommende restforholds beskaffenhed ligger b.la., at retten ikke viger for modstående aftale.
En aftale mellem skyldneren og medkontrahenten, der tilsigter at udelukke eller begrænse boets
201
Von Eyben, B., Møgelvang-Hansen, P., Kreditorforfølgning, 6. udgave, s. 214
77 af 116
adgang til at indtræde i kontrakten, er således uden retsvirkning for boet.202 Kun den frist som
konkursboet har til at overveje, om de vil indtræde i kontrakten, kan reguleres ved aftale, jf. KL §
55, stk. 2.
14.6.1. AB § 42
I forbindelse med AB’s udarbejdelse forelå det uklart, i hvilket omfang konkursloven havde
indskrænkende virkning på parternes mulighed for at aftale ophævelse af entreprisekontrakten
ved konkurs.203 Som følge heraf er AB § 42, stk. 2, om at regulere en parts adgang til at hæve
aftalen ved modstående parts konkurs, udformet således:
”Ved en parts konkurs kan den anden part straks hæve aftalen, i det omfang konkurslovens regler
ikke er til hinder derfor.”
Som det ses i citatet, lader bestemmelsen det stå åbent, i hvilket omfang konkurslovens regler har
en virkning. Rækkevidden af bestemmelsen kan derfor alene afklares ud fra retspraksis og den
konkurs- og entrepriseretlige teori om KL §§ 53 og 55 i entrepriseforhold. AB-Forbruger og SL 97
indeholder ikke en lignende bestemmelse. Men eftersom virkningen af AB § 42 alene skal vurderes
ud fra KL’s præceptive regler, er hæve-muligheden ved konkurs det samme, hvad enten AB, AB-
Forbruger eller SL 97 er vedtaget eller ej.
Værd at bemærke er dog, at AB-Forbruger og SL 97 ikke benytter sig af muligheden i KL § 55, stk.
2, 2 pkt. for, at fastsætte den tidsfrist boet har til at tage stilling til indtræden. Når denne tidsfrist
ikke er aftalt, fremgår det af § 55, stk. 2, 1 pkt., at medkontrahenten kan forlange at skyldner uden
ugrundet ophold skal tage stilling til indtræden. Hvad der ligger i uden ugrundet ophold bedømmes
efter branchetype og sædvaner. I almindelighed må det antages at svaret skal gives i løbet af en
uge, hvilket i praksis svarer til AB § 42, stk.2.204
AB § 42, stk. 1, gælder tillige ved en parts betalingsstandsning, eller hvis der åbnes forhandlinger
om tvangsakkord, eller partens økonomiske forhold i øvrigt viser sig at være således, at parten må
202
Von Eyben, B., Møgelvang-Hansen, P., Kreditorforfølgning, 6. udgave, s. 217 203
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72, s. 148 204
Ørgaard, A., Konkursret, 10. udgave, s. 67
78 af 116
antages at være ude af stand til at opfylde entrepriseaftalen, jf. AB § 42, stk. 3. Efter ordlyden af
AB § 42, stk. 3, må reglen tillige være gældende for rekonstruktionsbehandling.205
Hvis boet indtræder i en aftale og har givet henstand for ydelsen, kan forbrugeren forlange at boet
uden ugrundet ophold skal stille betryggende sikkerhed, jf. KL § 57, stk. 1, 1 pkt. Denne sikkerhed
skal bedømmes efter hvor meget entreprenøren har erlagt inden boets indtræden, hvorfor
sikkerhed svarende til AB § 6 eller AB-forbruger § 10 ikke nødvendigvis er tilstrækkelig.
14.6.2. Vurdering af indtrædelsesretten
KL’s undtagelsesregel til boets indtrædelsesret er formuleret kortfattet, og giver ikke eksempler
på, i hvilke tilfælde vedkommendes retsforholds beskaffenhed udelukker boets indtræden.
Rækkevidden af KL § 53 i entrepriseforhold må af den grund løses ud fra konkurslovens
betænkning, retspraksis samt konkurs - og entrepriseretlig litteratur.
I betænkningen til KL er der givet to eksempler på, at retsforholdsels beskaffenhed udelukker
boets indtræden. Det første eksempel er, hvor den fysiske eller juridiske person er af en sådan
betydning, at boet ikke kan tilegne sig kontrakten og det andet eksempel er, hvor hæftelsen for
skylden er et afgørende punkt i aftalen.206 Til det først nævnte eksempel må det understreges, at
der her primært sigtes på kriterier af mere objektiv karakter, herunder entreprenørens særlige
kunnen, mangeårig erfaring osv.207
Det er ikke lykkedes at finde trykte domme eller voldgiftkendelser i realregistrene til UfR, KFE eller
T:BB som behandler boets indtrædelsesret i entrepriseforhold. Vagner anfører, at årsagen hertil
kan være, at hverken konkursboet eller bygherren som bærer bevisbyrden, har tid eller råd til at
afvente en voldgiftskendelse eller inappellabel dom i en sådan situation, hvor den økonomiske
risiko, der er forbundet med at indtage et urigtig standpunkt typisk vil være betydeligt større end i
mange andre kontraktforhold.208 Endvidere må det også være af hensyn til KL § 56, stk. 1, som
205
Ørgaard, A., Konkursret, 10. udgave, s. 65 206
Betænkning 1976 nr. 606, Konkurs og tvangsakkord, s. 121 207
Winther, N., Konkursretlige bemærkninger til AB 92 § 42, U 2004B.347, s. 349 208
Vagner, H. H., Nogle bemærkninger til indtrædelsesretten ved entreprenørens konkurs, U 1984B.417, s. 421
79 af 116
medfører at kontrakten ved boets indtræden som helhed får massekravstatus, hvorfor et
entreprenørbo så godt som aldrig forbeholdsløst indtræder ved igangværende entrepriser.209
Overordnet er der i litteraturen en vis enighed om, at bygherren som hovedregel vil kunne hæve
kontrakten ved entreprenørens konkurs, men der fremhæves flere steder at det må bero på en
konkret vurdering.210 Til en sådan vurdering har Vagner i U 1984B.417 samlet nogle vejledende
momenter ud fra daværende litteratur, der både taler for og imod boets indtrædelsesret. Selvom
Vagners vejledende momenter er lavet ud fra AB 72 § 24, som i modsætning til AB 92 § 42 ikke
tager forbehold til konkursloven, er momenterne lavet med udgangspunkt i spørgsmålet om
retsforholdets beskaffenhed. Winther har i U 2004B.347 revideret Vagners vejledende momenter i
forhold til AB 92 § 42, men det er mere eller mindre kun formuleringen som er ændret.
209
Ørgaard, A., Konkursret, 10. udgave, s. 65 210
Vagner, H. H. Entrepriseret, 4. udgave, s. 137, Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 347, Ørgaard, A., Konkursret, 10. udgave, s. 65, U 1984.417,s. 418 og 421.
80 af 116
Vagners vejledende momenter revideret af Winther er:
”Hensyn, der taler imod indtrædelsesret
- Der er tale om et kompliceret arbejde, som ikke - eller kun lige er påbegyndt.
- Entreprenørens person (særlige ekspertise) har spillet en særlig rolle for bygherren ved
kontraheringen, og denne ekspertise kan ikke forventes videreført af konkursboet.
- Entreprisens omfang nødvendiggør en styring, en teknisk kapacitet og en økonomisk
formåen, som ikke kan forventes af et konkursbo.
- Det (ofte) langvarige mangelsansvar og den 5-årige211 afhjælpningspligt vil være en illusion
i forhold til et konkursbo, som har en begrænset levetid.
- Der er knyttet længerevarende service- eller vedligeholdelsesforpligtelser til ydelsen.
- Risikoen for, at konkursboet ikke kan fastholde de ansatte (i den måske lange
byggeperiode) på grund af deres ønske om at finde en mere stabil arbejdsgiver.
Hensyn, der taler for indtrædelsesret
- Entreprisen er næsten afsluttet.
- Det almindelige konkursretlige udgangspunkt er, at der kræves en betydelig vægt af
medkontrahentens interesse i forholdets ophør over for boets interesse i at kunne fortsætte
de af skyldneren indgåede kontrakter.”212
14.6.3. Vurdering af entreprenørboets indtrædelsesret i parcelhusentrepriser
Foruden betænkningen til KL’s to angivne eksempler, fallentens Person og hæftelsen for skyld,
synes de vejledende momenter også at afspejle et mere generelt synspunkt om, at bygherren kan
nægte at lade boet indtræde i entrepriseaftalen, hvis retstillingen forringes ved boets indtræden.
Det eneste vejledende moment der direkte taler for boets indtræden er, at entreprisen er nær sin
afslutning. Hvorvidt entreprisens nærliggende afslutning er et tilstrækkeligt argument for, at
211
De ovenfor citerede vejledende hensyn tager udgangspunkt i AB 92 og er lavet i 2004. AB 92 henviser i § 36 til 1908 loven hvoraf det fremgår et mangelsansvar på 5 år. Siden d. 1.1.2008 er 1908- loven erstattet af lov nr. 522 af 6.6.2007 hvoraf der senest indtræder forældelse efter et 10 år forløb. AB 92 henvisning til 1908 loven skal efter 1.1.2008 anses som en henvisning til 2007-loven. Den nye forældelses lov kan ikke fraviges til skade for forbruger jf. § 26, hvorfor forbrugeren, på trods af vedtagelse af AB 92/ABT 93, kan påberåbe sig suspensionsreglen i lovens § 3, stk.2, og dermed fremsætte krav i anledning af mangler som først burde være opdaget efter 5-års fristen. Se også afsnittet 16. 3. Byggematerialeklausulen. 212
Winhter, N., Konkursretlige bemærkninger til AB 92 § 42, U 2004B.347, s. 349
81 af 116
konkursboet har indtrædelsesret i en parcelhus entreprise, vil straks blive analyseret ud fra de
hensyn der taler imod indtrædelse.
Parcelhusbyggeri er i høj grad standardiseret, hvilket gør det svært for bygherren at argumentere
for, at netop entreprenøren som person er af sådan betydning, at man ikke kan lade boet
indtræde i kontrakten. Ligeledes gør den høje grad af standardisering det svært for bygherren at
argumentere for, at konkursboet ikke har den fornødne kompetence til at udføre arbejdet.
Situationen vil være anderledes, hvis skyldneren tilfører et visuelt udtryk til byggeriet, men
eftersom entreprisen blot skal færdiggøres ud fra allerede udarbejdede tegninger og beskrivelser,
vil det i denne sammenhæng ikke have nogen betydning.
14.7. Den obligatoriske byggeskadeforsikring ved entreprenørens
konkurs Som det fremgår i afsnit 13. Den obligatoriske byggeskadeforsikring, har det siden april 2008, med
få undtagelser, været obligatorisk for entreprenøren at tegne en byggeskadeforsikring.
Forsikringen gør det lettere for forbrugeren at få udbedret fejl og mangler, og giver forbrugeren
muligheden for at få en objektiv skønsvurdering. Såfremt forbrugeren mister den obligatoriske
byggeskadeforsikring som følge af, at konkursboet indtræder, vil forbrugeren dermed være
dårligere stillet end, hvis entreprisen blev afleveret af entreprenøren. Følgende afsnit vil derfor
undersøge, hvad der sker med den obligatoriske byggeskadeforsikring ved entreprenørens
konkurs, og hvilken betydning den har for konkursboets mulighed for at indtræde i kontrakten.
Det fremgår af afsnit 13. Den obligatoriske byggeskadeforsikring, at der skal foreligge et tilbud på
den obligatoriske byggeskadeforsikring ved arbejdes påbegyndelse, som træder i kraft ved
arbejdes aflevering. Tilbuddet fra byggeskadeforsikringen vil muligvis stadig være gældende, men
det må, hvis tilbuddet indeholder forbehold om præmien endelige prisfastsættelse, være muligt at
korrigere forsikringspræmien overfor entreprenørboet.
Hvis entreprenøren går konkurs, efter forsikringen er trådt i kraft, men inden præmien er betalt,
er forsikringsselskabet forpligtet til at tegne forsikringen. Er der afgivet tilbud fra flere forskellige
forsikringsselskaber, kan forbrugeren frit vælge, hvilket forsikringsselskab der ønskes tegnet.213
213
Erhvervs- og Byggestyrelsen, Vejledning om byggeskadeforsikringen, 01/09/2010, s. 16
82 af 116
Såfremt entreprenøren går konkurs, inden byggeskadeforsikringen er trådt i kraft, dvs. inden
afleveringen, eller der er sket indflytning, skal der inden færdiggørelsen af byggeriet foretages en
fornyet vurdering af, om byggeriet et omfattet af byggeskadeforsikringsordningen. Vælger
forbrugeren, at færdiggøre det resterende byggeri som fagentreprise, er byggeriet dermed ikke
omfattet af forsikringsordningen, se hertil afsnit 13. Den obligatoriske byggeskadeforsikring.
I samme afsnit fremgår det, at et byggeri ikke er omfattet af byggeskadeforsikringsordningen, når
der genanvendes mindre væsentlige byggedele. Dette vil det blive betegnet som renovering der
ikke er forsikringspligtig. Dette er møntet på genanvendelse af gamle byggedele. Såfremt
forbrugeren får en ny total- eller hovedentreprenør til at færdiggøre byggeriet, må det vurderes,
at genanvendelse af det konkursramte udførte byggeri, ikke udelukker at byggeriet er omfattet af
forsikringsordningen. Den overtagende entreprenør er dermed forpligtet at tegne forsikringen på
ny efter reglerne i byggelovens § 25C stk.2 og 3. Den overtagende entreprenør bør nøje gennemgå
de genanvendte byggedele, da han ved et eventuelt regreskrav fra forsikringsselskabet, kan
komme til at hæfte for den tidligere entreprenørs mangelfulde arbejde.
Ved entreprenørens konkurs, succederer boet i enhver henseende i entreprenørens retsstilling,
herunder også i at kunne acceptere et tilbud, som er afgivet til entreprenøren. Entreprenørboet
kan dermed acceptere tilbuddet, medmindre der i tilbuddet er taget forbehold for, at dette ikke
bortfalder, hvis entreprenøren er gået konkurs.
Det må antages, at forsikringsselskabet vil sætte præmien langt højere, hvis de skal tegne
byggeskadeforsikringen med et konkursbo, da boet har en begrænset levetid, hvilket gør det
svære at opnå regres mod boet for udbetalt forsikringssum. Som følge heraf bliver boets
fortjeneste ved at indtræde i en parcelhusentreprise det tilsvarende lavere. Den ekstra byrde som
den obligatoriske byggeskadeforsikring har tillagt boet ved indtræden i entreprisekontrakten, må
dermed vurderes at medføre, at konkursboet i mindre grad vil have interesse i at indtræde i
parcelusentrepriser, selv i de tilfælde hvor entreprisen er nær sin aflevering.
83 af 116
14.8. Hæveopgøret og registreringsforretning Den umiddelbare virkning af, at boet ikke indtræder i en aftale, indgået af entreprenøren er, at
forbrugeren efter konkurslovens § 58, stk. 1, som udgangspunkt kan hæve aftalen. Efter lovens §
59, kan forbrugeren endvidere, som konkurskrav, kræve erstatning for sit tab ved at aftalen ikke
opfyldes.
Hvis boet ikke kan eller vil indtræde i den gensidige kontrakt, fremgår det af AB-Forbruger § 54 og
AB § 44, at der skal afholdes registreringsforretning hurtigst muligt. Ved registreringsforretningen
skal parterne formulere og underskrive en registreringsprotokol, der beskriver omfang og kvalitet
af det udførte arbejde.214 Ophævelsen af entreprisen har virkning ex nunc, d.v.s. for fremtiden.
Entreprenøren har derved som udgangspunkt krav på fuldt vederlag for udført arbejde. Hvis
parterne ved registreringsforretningen opdager fejl og mangler, må der selvsagt tages højde
herfor i hæveopgøret. Det vil typisk ske ved at bygherren/forbrugeren indrømmes et salg i det
beløb, han ellers skulle have betalt for det udførte arbejde. Ligesom værdien af det udførte
arbejde skal afslaget opgøres efter kontraktens priser. Bygherren/forbrugeren har, hvis det
fornødne ansvarsgrundlag er tilstede, krav på erstatning for lidt tab. I en sådan situation har det
mindre betydning, hvordan man værdisætter det udførte arbejde. Det skyldes, at bygherren har
krav på erstatning for merudgiften til færdiggørelsen ved anden entreprenør. Dermed bliver
erstatningen, alt andet lige, større jo mere entreprenøren godskrives for sit udførte arbejde.
På samme måde har entreprenøren interesse i bestemmelsen i AB § 44, stk. 5, der tilsiger, at ved
ophævelse fra bygherrens side er bygherren, eller den han lader udføre arbejdet, berettiget til at
benytte entreprenørens materialer og materiel som befinder sig på pladsen, såfremt fjernelse vil
medføre tab for bygherren. Retsstillingen vil også være den samme i tilfælde af at AB ikke er
vedtaget215, så i praksis har det ikke nogen betydning, at AB-Forbruger eller SL 97 ikke indeholder
lignende bestemmelser. Retten til at benytte entreprenørens materialer og materiel som fremført
214
AB-Forbruger § 55 og AB 93 § 44, stk. 3. 215
Iversen, T., Udfyldende entrepriseret, TBB 2003.480, afsnit 9
84 af 116
i AB, er beskyttet over for entreprenørens konkursbo, da de på samme vis også har interesse i at
entreprenørens erstatning formindskes og at der ikke sker en værdiforringelse af boet.216
15. Sikkerhedsstillelse I en entrepriseaftale har begge parter interesse i at få stillet sikkerhed for opfyldelse af
modpartens forpligtelse. Hvis entrepriseaftalen bygger på en ratebetaling fra bygherren, yder han
i princippet entreprenøren en løbende kredit til materialer og andet tilbehør. Dette tilhører ganske
vist bygherren, når det er leveret på byggepladsen, men bygherren får først rådigheden over
bygningen når den er afleveret. Selvom sikkerhedsstillesen fra entreprenøren indebærer en sikring
af kreditgivning, er der først og fremmest opfyldelsessikring. Dette gælder ligeledes, når bygherren
stiller entreprenøren sikkerhed, hvilket entreprenøren også har en åbenlys interesse i, da
entreprenøren i et vist omfang præstere sin ydelse, førend han modtager betaling.
Selvom begge parter oftest har interesse i en sikkerhedsstillelse, er det ikke lovpligtigt. Dermed
har kontraktparterne som udgangspunkt ikke krav på sikkerhedsstillelse, hvis entrepriseaftalen
ikke indeholder bestemmelser herom. Ligeledes beror art, omfang og ophør af sikkerheden på
aftalen mellem parterne. Bestemmelserne om sikkerhedsstillelse i standardaftalerne og SL 97 kan
dermed anskues som forslag til sikkerhedsstillelse, som helt eller delvist kan fraviges.
Sikkerhed der stilles overfor den modstående part, tjener som udgangspunkt til fyldestgørelse af
krav, som kontraktsparten har i anledning af aftaleforholdet. Dette er fx krav vedrørende
eventuelle ekstraarbejder, tilbagebetaling af for meget betalt entreprisesum eller erstatning
forbundet med entreprenørens konkurs. Sikkerheden dækker altså alle krav, som følge af
kontraktspartens misligholdelse af entrepriseaftalen.
I de følgende afsnit vil udgangspunktet for sikkerhedsstillelse i de forskellige standardaftaler kort
blive gennemgået, herunder art omfang og ophør.
216
Se hertil U1979.6H hvor hovedspørgsmålet var, om hovedspørgsmålet var om boets krav på vederlag for bygherrens (B) brug af entreprenøren (E) materiel til færdiggørelse af entreprisen skulle indbetales effektivt til konkursboet eller om B skulle modregne kravet i det erstatningskrav, som han havde mod E i anledning af misligholdelsen. Flertallet (5 dommere) fastslog at modregning kunne fortages.
85 af 116
15.1. Aftalernes udgangspunkt for sikkerhedsstillelse Ved anvendelse af AB, skal entreprenøren, så vidt andet ikke er aftalt, senest 8 arbejdsdage efter
aftalens indgåelse stille en sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser overfor bygherren, jf. AB §
6. Såfremt entreprenøren kræver det, skal bygherren senest 8 arbejdsdage efter kravet stille
entreprenøren sikkerhed for sin betalingsforpligtelse, jf. AB § 7.
Udgangspunktet er et andet i AB-Forbruger, hvilket er blevet mødt med en del kritik. Ved
anvendelsen af AB-Forbruger skal det positivt aftales, såfremt entreprenøren og forbrugeren skal
stille sikkerhed for deres forpligtelser, jf. AB-Forbruger §§ 10 og 11. Det er dermed ikke som i AB
udgangspunktet, at entreprenøren skal stille en sikkerhed medmindre det aftales. Til gengæld kan
entreprenøren ikke i AB-Forbruger, som ved anvendelsen af AB, ensidigt forlange
sikkerhedsstillelse fra forbrugeren (bygherren) –dette kræver nu samtykke. Der er dermed i
teorien fordele og ulemper ved at anvende AB-Forbruger i forhold til AB, men i praksis vil
entreprenøren sjældent indgå i husentrepriser uden en vis for sikkerhedsstillelse fra bygherrens
side. AB-Forbruger er tiltænkt anvendelse ved langt mindre entrepriser217 end AB, hvilket måske
kan være en del af forklaringen på standardaftalens standpunkt.
I SL 97 findes et tredje standpunkt for sikkerhedsstillelse. I denne adhæsionsaftale er
udgangspunktet, at kun bygherren skal stille sikkerhed for opfyldelse af sin forpligtelse, jf. SL 97 §
9. Som tidligere nævnt er SL 97, i modsætning til AB og AB-Forbruger, ikke udfærdiget af
organisationer med modstående interesser, hvilket SL 97 bl.a. på dette punkt også bærer tydeligt
præg af.
217
Helt ned til entrepriser på 3000 kr., jf. AB-Forbruger § 1
86 af 116
Tabellen nedenfor illustrerer de forskellige standardaftalers udgangspunkt, såfremt ikke andet
aftales mellem parterne.
Kontrakt Sikkerhed Omfang Art Ophør
B E B E B E B E
AB 92/ ABT 93 Nej ja 3 Mdr. gennemsnits-betaling. mindst 10 % af entreprisesummen
15 % af entreprise summen indtil aflevering. Herefter 10 % af entreprisesummen
Bankgaranti/ kautionsfor-sikring
Bankgaranti/ kautionsfor-sikring
Når E’s krav er opfyldt.
5 år efter aflv.
AB-Forbruger Nej Nej 3 Mdr. gennemsnits-betaling.
15 % af entreprise summen indtil aflevering. Herefter 10 % af entreprisesummen
Bankgaranti Bankgaranti/ kautionsfor-sikring
Når E’s krav er opfyldt.
30 dage efter alfv.
SL 97 Ja Nej Min. Svarende til byggelånet
- Ejerpantebrev/ Bankgaranti
- Når E’s krav er opfyldt.
-
Kilde: Egne data
15.1.1. Ophør og nedskrivning
I AB ophører entreprenørens sikkerhed ikke umiddelbart efter aflevering. Ifølge AB skal
entreprenøren stille en sikkerhed svarende til 15 % af entreprisesummen indtil aflevering,
hvorefter sikkerheden nedskrives til 10 % af entreprisesummen. Et år efter afleveringen nedskrives
sikkerheden til 2 %, jf. AB § 6, stk. 4 og derefter til 0 % fem år efter aflevering, jf. AB § 6, stk. 5.
Nedskrivelsen fra 15 % til 10 % er ikke betinget af, at mangler der påvises ved afleveringen, er
afhjulpet, men udelukkende af at arbejdet er i den aftalte stand. Såfremt bygherren konstatere
mangler ved aflevering, vil han være berettiget til at holde et beløb svarende til
afhjælpningsomkostningerne, tilbage i slutopgørelsen og dermed bevare sikkerhedsstillelsen.
Derimod forudsættes det efter afleveringen, at garantien automatisk ophører, hvis sikkerheden er
stillet til opfyldelse af entreprenørens forpligtelser.
Med hensyn til forbrugerens (bygherrens) sikkerhedsstillelse, kommer AB-Forbruger med en
nyskabelse i forhold til AB. Forbrugeren kan ved anvendelse af AB-Forbruger kræve, at
sikkerhedsstillelsen nedskrives til restentreprisesummen. For entreprenøren har det den ulempe,
at hvis der ikke er enighed om krav på ekstraarbejde, vil dette ikke være dækket af
87 af 116
sikkerhedsstillelsen. Bestemmelserne i AB tilsiger, at bygherrens sikkerhedsstillelse ikke nedskrives
og dermed dækker indtil alle entreprenørens krav er fyldestgjorte. Hvis entreprenøren vil have
yderligere sikkerhed i forbindelse med ekstraarbejde, skal det således aftales i forbindelse med
dette.
16. Krav mod andre salgsled En bygherre der modtager et mangelfuldt arbejde, vil sædvanligvis rette sit krav mod
entreprenøren. Hvis manglen ikke kan henføres til entreprenørens udførte arbejde, udløser
mangelskravet en kædereaktion imod den der kan klandres for manglen. Bygherren kan fx rette et
krav mod entreprenøren, som retter et krav mod underentreprenøren, som herefter retter krav
mod producenten osv. Bygherren har, i tilfælde af konkurs, en åbenlys interesse i at rette direkte
krav, hvis mangelskravet først opstår efter konkursboets afvikling. Endvidere er der, hvis
entreprenøren er gået konkurs, en vis risiko for at bygherren ikke kan få mangelskravet fuldt
dækket i konkursboet, hvorfor han kan have interesse i rejse et direkte krav mod en eventuel
underentreprenør, og dermed undgå at skulle rejse krav to steder for at få manglen fuldt dækket.
Direkte krav i entrepriseforhold bygger på almindelige obligationsretlige regler om erstatning
udenfor kontraktforhold. Tillige indeholder AB og AB-Forbruger også bestemmelser om direkte
krav mod underentreprenører og leverandører. Det fremgår af AB og AB-Forbruger, at hvis krav
vedrørende mangler ikke, eller med stor vanskelighed, kan gennemføres mod entreprenøren, er
bygherren berettiget til at gøre kravet gældende mod entreprenørens underentreprenører eller
leverandører, jf. AB § 5, stk. 5, og AB-Forbruger § 48. Reglerne begrænser ikke bygherrens adgang
til at gøre et krav gældende hos entreprenøren, men sikrer blot, at bygherren har muligheden for
at gennemføre et krav hos rette vedkommende. Selvom SL 97 ikke behandler direkte krav, vil
bygherren der anvender dette regelsæt, på samme måde, kunne gennemføre direkte krav mod
vedkommende fejlen kan henføres til ved brug af de almindelige obligationsretlige regler.
16.1. Direkte krav mod underentreprenøren Førend bygherren kan rette et direkte krav mod en underentreprenør, skal manglen kunne
henføres underentreprenørens arbejde eller uagtsomhed. Ved vurdering af uagtsomhed, hvad
angår professionelle underentreprenører, er synspunktet, at der alene skal være udvist culpa for
88 af 116
at være ansvarspådragende.218 Bygherren kan dermed rette direkte krav mod
underentreprenører, hvis de måtte have begået håndværksmæssige fejl selvom disse ikke anses
som grove eller klare.219
Vurderingen tager afsæt i kontrakten mellem bygherren og entreprenøren. Underentreprenøren
er ikke i noget direkte kontraktforhold med bygherren, men bygherrens kontrakt med hoved –eller
totalentreprenøren udgør de rammer underentreprenøren skal arbejde inden for.220
Underentreprenøren skal i egen interesse sætte sig ind i kontrakten mellem hovedentreprenøren
og bygherren, hvis ikke hans egen kontrakt er tilstrækkelig udtømmende.
Bygherrens krav er typisk afhjælpning af mangler, og hvis manglen er i forbindelse med
malerarbejdet, vil det være naturligt for bygherren at rette henvendelse til maleren. Bygherren
kan, i overensstemmelse med gældsbrevslovens § 27221, ikke rette større krav mod
underentreprenøren end han vil kunne rette mod entreprenøren. Bygherren har således samme
ret mod underentreprenøren, som hvis han havde fået transport på entreprenørens krav mod
underentreprenøren, selvom han ikke måtte have fået en sådan transport. Konkursboet kan ikke
tvinge bygherren til, at anmelde afhjælpningen som et simpelt krav i konkursboet for selv at skulle
søge regres mod den pågældende.222 Det anførte forudsætter desuden, at underentreprenøren
bevarer sine indsigelser, herunder ansvarsbegrænsninger og modfordringer, som han ville have
haft mod entreprenøren.223 Hvis underentreprenøren mangler at få betaling fra entreprenøren,
kan han på den baggrund nægte at afhjælpe bygherrens krav. Bygherren vil i et sådan tilfælde
være tvunget til at rette kravet mod entreprenørens konkursbo.
Langt de fleste direkte krav fra bygherren vil være afledte krav fra kontrakten med hoved –eller
totalentreprenøren, men bygherren vil også kunne søge direkte krav som hviler på et selvstændigt
retsgrundlag. Forskellen på kravene er, at afledte krav hviler på indtrædelsessynspunktet og
218
Edlund, H. H., Direkte krav i de seneste års retspraksis, U.2006B.173, s. 176 og Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 60 219
U 2004.114 220
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 217 221
LBK nr. 669 23/09/1986 222
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 218 223
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 218
89 af 116
selvstændige krav hviler på deliktssynspunktet.224 Selvstændige krav er derfor ikke bundet på
samme måde som krav der hviler på indtrædelsessynspunktet, og kræver derfor en særlig
begrundelse. Der må i disse tilfælde anlægges en selvstændig culpabedømmelse, hvorved der i
vidt omfang fortages en vurdering ud fra gældende god skik-regler inden for branchen.225 Har en
underentreprenør dermed bevidst eller ved groft uagtsomhed anvendt materialer, som han burde
vide var uegnet til formålet, har bygherren naturligvis et selvstændigt krav mod
underentreprenøren. Hvor meget videre man kan gå, synes der at være uenighed om i
litteraturen. Det anføres af Hørlyck, at bygherren kan rejse direkte krav til entreprenørens
underentreprenører, hvis denne har forsaget mangler ved uforsvarlige forhold. 226 Derved vil
enhver form for culpa fra underentreprenørens side, efter Hørlycks opfattelse, give bygherren
adgang til selvstændigt krav. Dette synspunkt synes at være for vidtgående efter Vagners og
Wittrups opfattelse.227 Men ikke desto mindre bliver Hørlycks synspunkt i en vis grad understøttet
i U 2004.114 H, hvad angår håndværksmæssige fejl.
16.2. Direkte krav mod leverandøren I modsætning til ovenstående om underentreprenøren udgør kontrakten mellem bygherren og
entreprenøren ikke nogen ramme for hvad leverandøren skal arbejde indenfor. Leverandøren er
ikke kontraktshjælper og skal dermed ikke hjælpe entreprenøren med at opfylde kontrakten med
bygherren, men blot levere materialet. Man siger derfor, at bygherren der rejser krav mod
leverandøren springer tilbage i omsætningskæden, i modsætning til krav mod
underentreprenøren hvor bygherren springer frem i kæden. Til trods for at leverandøren ikke
anses som kontrakshjælper, kan bygherren gennemføre et direkte krav mod leverandøren, hvis fx
manglen skyldes produktionsfejl, jf. TBB 2001.421 VBA.
Selvom bygherren ikke har indgået en kontrakt med leverandøren, har kontrakten mellem
leverandøren og entreprenøren typisk en vis tredjemandsvirkning således, at hvis der er givet
224
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 219 225
Edlund, H. H., Direkte krav i de seneste års retspraksis, U.2006B.173, s. 176 og Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.176 226
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 92 227
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 219 og Wittrup, I., Forældelse af entreprenøransvar ved springende regres
U 1988B.129
90 af 116
producentgarantier kan den påberåbes af bygherren.228 Bygherren gennemfører derved et direkte
krav mod producenten, hvis materialet ikke lever op til garantien stillet overfor entreprenøren.
Det kan midlertidigt være svært at vurdere om en producent, fx gennem markedsføring, stiltiende
har afgivet en sådan producentgaranti som kan påberåbes af forbrugeren, hvorfor det må bero på
en konkret vurdering.229
16.3. Byggematerialeklausuler AB indeholder en såkaldt byggeleveranceklausul i § 10, stk. 4, hvoraf det fremgår at materialet og
andre leverancer til arbejdet skal være leveret med et 5 års leverandøransvar, og at leverandøren
skal anerkende mangelskrav under de i § 5, stk. 5, nævnte omstændigheder. Efter AB’s
gennemførelse som standardkontrakt er den absolutte forældelsesfrist for forbrugere blevet
ændret fra 5 til 10 år, men byggeklausulen i AB § 10, stk. 4, kan forsat opretholdes, hvis begge
kontraktsparter er professionelle. Købelovens § 54, stk. 4, har den virkning hvad angår
byggematerialer, at en aftale mellem tidligere led i salgskæden, fx en aftale mellem leverandør og
entreprenør om, at der skal gælde en kortere reklamationsfrist ved krav mod leverandøren, ikke
vil kunne gøres gældende af de tidligere salgsled overfor en forbruger. Dermed kan leverandøren
af byggematerialer ikke overfor bygherren, som handler uden for sit erhverv, gøre gældende at
kravet ikke gennemføres som følge at AB § 10, stk. 4.
Hvis byggematerialeklausulen er vedtaget mellem entreprenøren og leverandøren, kan det føre til
en uheldig klemme for entreprenøren, eftersom entreprenøren overfor forbrugeren hæfter for
mangler ved materialet i 10 år, men ikke kan videresende regningen til leverandøren efter den
aftalte periode på 5 år. Entreprenøren skal dermed bære hele udgiften, hvis forbrugeren
reklamerer til entreprenøren over byggematerialet 6 år efter afleveringen.
17. Tvister I tilfælde af, at der opstår kontraktmæssige uoverensstemmelser mellem en forbruger og en
entreprenør, og disse ikke kan løses ved aftalefortolkning eller forlig, foreligger der flere
228
Ulfbeck, V., Kontrakters relativitet, Doktorafhandling, s. 421 229
Se hertil U 2002.249H hvor 5 ud af 7 dommere ikke mente at producenten havde indgået en stitiende produkt garanti i deres markedsføring af tagplader.
91 af 116
muligheder. En tvist kan enten indbringes for en voldgift, et ankenævn eller for de almindelige
domstole.
17.1. Tvistløsning i AB Når der mellem parterne er aftalt AB, er voldgift den sædvanlige afgørelsesmåde for tvister i
entrepriseforhold, jf. AB § 47. Voldgiftsbehandlingen er på entrepriseområdet i Danmark stærkt
indarbejdet, og Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheder anses i realiteten som en
særdomstol, der har en omfattende forståelse for entrepriseretlige spørgsmål.230
I AB § 46 fremgår det, at på en parts begæring kan Voldgiftsnævnet udpege en sagkyndig til at
træffe beslutning om udbetaling af stillet sikkerhed, og om berettigelsen af at holde betalinger
tilbage eller foretage modregning i tilfælde af parternes uenighed.
Endvidere kan parterne, såfremt AB er aftalt, begære syn og skøn i tilfælde af uoverensstemmelse.
Syn og skøn skal afholdes i overensstemmelse med reglerne i AB § 45.
17.1.1. Syn og skøn
Syn og skøn anvendes som et bevismiddel i sager, hvor det gøres gældende at en ydelse er
mangelfuld. En syn og skøns vurdering kan foretages hvad enten voldgift, eller de almindelige
domstole er valgt som retsmyndighed. Endvidere iværksættes syn og skøn ved en procedure, der
indebærer en række retssikkerhedsgarantier. Ofte vil en syn og skøns vurdering være det
stærkeste bevis, selvom der alternativt kan indhentes såkaldte sagkyndige erklæringer. Sådanne
erklæringer kan indhentes af den ene af parterne på egen hånd, så erklæringen får karakter af en
ensidigt indhentet erklæring, når formålet er at fremlægge den som bevismiddel. Som
udgangspunkt vil retten afvise, at sådanne erklæringer kan fremlægges, da
retssikkerhedsgarantierne er blevet krænket.231
Udgangspunktet er, at et syn og skøn kun har virkning for de parter, der har deltaget i udmeldelse
og gennemførelse. Herved kan det ikke bruges bevismæssigt i forhold til en eventuel anden part,
der er involveret i byggeriet, når denne ikke har deltaget i udmeldelse og gennemførelse.232 I AB §
230
Ørgaard, A., Voldgiftsaftalen, Papirform, s. 88 231
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s. 324 232
Hørlyck, E., Syn og skøn, 3. udgave, s. 171
92 af 116
45, stk. 5, er det anført, at rekvirenten hæfter for de udgifter, der er forbundet med afholdelsen af
syn og skøn.
17.1.2.Voldgift
Som nævnt ovenfor, er voldgift den sædvanlige afgørelsesmåde for tvister i entrepriseforhold. Til
dette anfører Vagner, at sammensætningen af Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed
sikrer tilstedeværelsen af juridisk og teknisk sagkundskab. Således elimineres de uheldige
virkninger, der tidligere opstod når entrepriseretlige konflikter blev afgjort ved forskellige fora.233
Hørlyck påpeger også, at det er et ønske for de involverede parter, at afgørelse træffes af en ret,
der omfatter teknisk sagkyndige.234
Der kan være yderligere fordele ved at afgøre tvister ved voldgift. Ved voldgift undgås den
offentlighed, der normalt er knyttet til den ordinære civilproces, da sagerne ved voldgift bliver
holdt bag lukkede døre. Den diskretion, som voldgift indebærer, betyder, at fx konkurrenter og
pressen ikke umiddelbart får kendskab til sagen.235
En anden fordel er parternes mulighed for selv at aftale voldgiftsprocessen, også kaldet processuel
partsautonomi. Herved kan parterne selv, inden for rimelige grænser, medvirke til at fremme og
belyse sagen på den måde, som parterne finder hensigtsmæssig. Den samme fleksibilitet er ikke
altid mulig ved domstolene, hvor de fleste processuelle regler er præceptive.236 Muligheden for
selv at aftale voldgiftsprocessen, kan dog også anses som en ulempe set med forbrugerhensyn (se
hertil afsnit 17.2. Voldgiftslovens forbrugerbestemmelse).
En af ulemperne ved voldgift kan være den manglende appelmulighed. I modsætning til
domstolenes flerinstanssystem, kan voldgiftskendelser ikke appelleres til en ”anden” voldgiftsret,
og herved afskæres den tabende part fra at få sagen bedømt på ny. Det er dog muligt, at få en
voldgiftskendelse tilsidesat som ugyldig ved domstolene, men ugyldighedsgrundene er snævre, da
det kan være vanskeligt at skelne mellem ugyldige og ”forkerte” voldgiftskendelser.237
233
Vagner, H. H., Entrepriseret, 4. udgave, s.341 234
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 454 235
Advokatrådets retsudvalg, Reform af voldgiftsloven, 1. udgave, s. 35 236
Juul, J., Thommesen, P. F., Voldgiftsret, 2. udgave, s. 19 237
Juul, J., Thommesen, P. F., Voldgiftsret, 2. udgave, s. 38
93 af 116
En voldgiftsaftale er også et afkald på de såkaldte retsgarantier, der foreligger ved
domstolsbehandling. Dette skyldes, at enten parterne eller en fast voldgiftsinstitution, selv
fastsætter de processuelle rammer, der typisk er meget kortere og mindre detaljerede end
procesreglerne ved domstolene.238
Endvidere kan procesomkostningerne, specielt i mindre sager, være væsentlig højere ved voldgift
end ved domstolsafgørelser, idet voldgiftsrettens omkostninger skal betales af parterne selv,
hvorimod domstolene betales af det offentlige bortset fra retsafgiften.239
17.2. Voldgiftslovens forbrugerbestemmelse I sager om forbrugeraftaler er en voldgiftsaftale, der er indgået, før tvisten opstod, ikke bindende
for forbrugeren, jf. voldgiftsloven § 7, stk. 2.240 Denne regel betyder, at en voldgiftsbestemmelse,
som AB § 47, ikke kan være bindende for en forbruger. Voldgiftsloven § 7, stk. 2, må fortolkes
således, at aftale om voldgift, der er indgået efter en tvist er opstået, kan være gyldig. Dermed er
der intet til hinder for, at entreprenøren indgår voldgiftsaftale med forbrugeren, når der først er
opstået uenighed mellem parterne om fx betaling eller mangler.
Bestemmelsen blev indført i forbindelse med den nye voldgiftslov, der trådte i kraft i 2005. I de
danske forarbejder er der som støtte for reglen anført et almindeligt forbrugerbeskyttelseshensyn,
og herved er reglen i overensstemmelse med retsplejelovens § 245, stk. 2, der forbyder
forudgående værnetingsaftaler i forbrugerforhold.241
Voldgift er grundlæggende skabt til brug for erhvervsdrivende, og det er erhvervslivets måde at
afgøre tvister på. Voldgift anses som et forum til afgørelse af tvister mellem ligestillede parter.
Dette begrundes med, at domstolene modsat voldgift, har en klar procesordning og en
forudberegnelighed, hvilket gør det mere tilgængeligt for forbrugeren. En voldgift kan påføre
forbrugeren processuelle overvejelser, som denne er uforberedt på, og som det eventuelt kan
være vanskeligt for forbrugeren at overskue.242
238
Advokatrådets retsudvalg, Reform af voldgiftsloven, 1. udgave, s. 38 239
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 455 og Advokatrådets retsudvalg, Reform af voldgiftsloven, 1. udgave, s. 38 240
Lov nr. 553 af 24/06/2005 241
Ørgaard, A., Voldgiftsaftalen, Papirform, s. 87 242
Ørgaard, A., Voldgiftsaftalen, Papirform, s. 93
94 af 116
Som tidligere nævnt, er et af formålene med voldgift at opnå diskretion, men denne har
forbrugeren ingen interesse i, da forbrugeren ikke skal tage hensyn til konkurrenter og
forretningsforbindelser, som det er tilfældet for erhvervsdrivende. Tværtimod må det være
ønskeligt for forbrugeren, at sager, hvori denne er part, skal bekendtgøres i så stort et omfang
som muligt, så det kan være behjælpelig praksis i lignende situationer. Hertil skal det dog nævnes,
at Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed offentliggør et betydeligt antal kendelser.243
Voldgiftsloven tager ikke højde for, hvorvidt en entreprenør kan rejse sag mod en forbruger i
henhold til AB § 46 om sagkyndig beslutning, eller om denne bestemmelse også er omfattet af
voldgiftsforbudet i loven. Dog findes der i AB-Forbruger § 63 en lignende bestemmelse, hvilket alt
andet lige, underbygger anvendeligheden af AB § 46, til også at gælde i kontraktforhold mellem en
professionel part og en forbruger.
17.3. Ankenævn Som udgangspunkt har forbrugeren altid mulighed for at indbringe tvister til et ankenævn. Dette
fremgår af forbrugerklagelovens § 1, og understøttes i AB-Forbruger § 64. Formålet med nævnene
er at give forbrugeren lejlighed til at få en hurtig, billig og effektiv adgang til prøvelse af tvister.
Endvidere hindrer behandling ved et ankenævn ikke en senere domstolsprøvelse og forbrugeren
har ved behandling ikke behov for advokatbistand.244
I entrepriseforhold vil det relevante nævn som udgangspunkt være Byggeriets Ankenævn. En
væsentlig faktor er, at Byggeriets Ankenævn ikke behandler klager over nybyggerier med en
samlet entreprisesum på over kr. 1 mio. inkl. moms.245 Derved afskæres de forbrugere, der får
bygget nyt hus, fra klageadgang, da entreprisesummen for opførsel af ny bolig sædvanligvis vil
overstige kr. 1 mio. inkl. moms. Dette kan umiddelbart anses som en ulempe, da forbrugeren ikke
får mulighed for at få afprøvet en eventuel sag ved ankenævnet, og dermed står forbrugeren uden
en vurdering af, hvorvidt det kan betale sig at føre sagen til domstolene.
Det kan vurderes, om Byggeriets Ankenævns kompetencer bør udvides, så det er muligt at
behandle klager på over kr. 1 mio. inkl. moms.
243
Advokatrådets retsudvalg, Reform af voldgiftsloven, 1. udgave, s. 39 244
Ørgaard, A., Voldgiftsaftalen, Papirform, s. 88 245
www.byggerietsankenaevn.dk
95 af 116
17.4. Tvistløsning i AB-Forbruger Bestemmelserne omkring tvistløsning findes i §§ 63 og 64 i AB-Forbruger. Det fremgår af § 63, at
hvis en af parterne ønsker det, kan Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed udpege en
sagkyndig til at træffe beslutning om udbetaling af stillet sikkerhed, og holde betalinger tilbage
eller foretage modregning i tilfælde af parternes uenighed. Denne bestemmelse har stor lighed
med bestemmelsen i AB § 46, der som tidligere nævnt, også omhandler begrebet om sagkyndig
beslutning. Formålet med sagkyndig beslutning er at undgå en voldgiftssag, og AB-Forbruger
nævner da heller ikke voldgift som afgørelsesmåde for tvister, men henviser udelukkende til
ankenævn eller de almindelige domstole, jf. hertil AB-Forbruger § 64. Reglen i AB § 46 og AB-
Forbruger § 63, kan nærmest karakteriseres som et amfibium, et dømmende syn og skøn.246
Endvidere anfører Hørlyck, at i forhold til voldgift må sagkyndig beslutning opfattes som foreløbigt
retsmiddel.
En sagkyndig beslutning har dog ingen retskraft under en efterfølgende retssag eller voldgiftssag,
og domstolene eller voldgiftsretten kan således træffe en afgørelse af et andet indhold end det,
der fremgår af den sagkyndige beslutning.247
Undladelsen af voldgift som afgørelsesmåde i AB-Forbruger § 64, skal ses i sammenhæng med, at
en voldgift anses som et forum for erhvervsdrivende, hvor de involverede parter fremstår som
ligestillede (se hertil afsnit 17.2. Voldgiftslovens forbrugerbestemmelse). Endvidere må
undladelsen også være et resultat af voldgiftlovens forbrugerbestemmelse. Yderligere påpeger
Hørlyck, at voldgiftsaftale ofte fortrydes i mindre sager, når parterne konstaterer, at voldgift er
væsentligt dyrere end domstolsafgørelser, idet voldgiftsrettens omkostninger skal betales af
parterne selv.248 Dette synspunkt kan sammenholdes med, at AB-Forbruger kan anvendes på
byggearbejder ned til kr. 3.000, og det er netop sådanne sager der må betegnes som ”mindre
sager”.
17.5. Tvistløsning i SL 97 Der findes ingen bestemmelse i SL 97, der regulerer hvorledes tvister skal behandles.
Udgangspunktet må derfor være, at tvister mellem byggeriets parter, skal afgøres af de ordinære
246
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 448 247
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 449 248
Hørlyck, E., Entreprise, 6. udgave, s. 455
96 af 116
domstole, og syn og skøn kan udmeldes i overensstemmelse med de almindelige regler i
retsplejelovens kapitel 19.249
Det er en smule bemærkelsesværdigt, at Nyhusforeningen, der står bag udarbejdelsen af SL 97,
har undladt en bestemmelse omkring voldgift som afgørelsesmåde ved tvistløsning. Dette
sammenholdes også med, at voldgiftlovens forbrugerbestemmelse først blev indført i 2005,
hvorfor der ved udarbejdelsen af SL 97 ikke skulle tages højde herfor. Man skulle tro, at SL 97 som
jo har karakter af at være en adhæsionsaftale, da denne er ensidigt konciperet af
entreprenørernes brancheforening, netop vil indeholde en bestemmelse omkring voldgift, da
denne vil være at foretrække for entreprenøren (se hertil afsnit 17.1.2. Voldgift). Dog kan det
lægges til grund, at der ved udarbejdelse af bestemmelserne i SL 97, er taget højde for
retsplejelovens § 245, stk. 2, der forbyder forudgående værnetingsaftaler i forbrugerforhold.
17.6.Tvistløsning når en standardkontrakt ikke er vedtaget I de situationer hvor en standardkontrakt ikke er vedtaget, afgøres tvister mellem byggeriets
parter af de almindelige domstole.250 I situationer hvor bygherren er forbruger, har denne også
altid mulighed for at indbringe tvisten for Byggeriets Ankenævn. Der vil heller ikke være noget til
hinder for, at der aftales voldgift mellem en forbruger og en entreprenør, når en eventuel tvist er
opstået (se hertil afsnit 17.2. Voldgiftslovens forbrugerbestemmelse).
17.7. Sammenfatning I de tilfælde hvor AB er vedtaget i entreprisekontrakten, er hovedreglen, at tvister skal løses ved
voldgift, jf. AB § 47. En fordel er at Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomheder anses som
værende kompetence stærk, da den sikrer tilstedeværelsen af juridisk- og teknisk sagkundskab.
Ulemperne ved voldgift kan derimod være den manglende appelmulighed, samt at en
voldgiftsaftale også giver afkald på retsgarantierne.
I voldgiftsloven § 7, stk. 2, findes der en forbrugerbestemmelse, der hindrer at en forudgående
aftale om voldgift mellem en erhvervsdrivende og en forbruger kan være bindende for
forbrugeren. Dog kan der aftales voldgift efter en tvist er opstået mellem parterne. Formålet bag
dette forbrugerhensyn er, at en voldgiftssag kan være byrdefuld for forbrugeren.
249
Iversen, T., Udfyldende entrepriseret, TBB 2003.480, afsnit 12 250
Iversen, T., Udfyldende entrepriseret, TBB 2003.480, afsnit 12
97 af 116
Forbrugeren har mulighed for at indbringe en tvist for Byggeriets Ankenævn, hvilket er en effektiv
og billig løsning, set i forhold til de almindelige domstole eller en voldgift. Dog behandles tvister,
hvor den samlede entreprisesum overstiger kr. 1 mio. inkl. moms ikke. En ankenævnsbehandling
hindrer ikke senere domstolsbehandling.
Såfremt AB-Forbruger er aftalt i forbindelse med udførelse af entreprisen, er mulighederne for
tvistløsning en såkaldt ”sagkyndig beslutning” eller sagen kan indbringes for et ankenævn eller for
de almindelige domstole. Voldgift som afgørelsesmåde er undladt i AB-Forbruger, da denne kan
være byrdefuld for en forbruger.
Tvistløsning reguleres ikke i SL 97, derfor må entrepriserettens udfyldende regler træde i kraft, og
der henvises som udgangspunkt til tvistløsning ved de almindelige domstole. Dette er også
selvsagt afgørelsesmåden for tvistløsning, når en standardkontrakt ikke er vedtaget mellem
parterne i en entreprise.
Den største ændring mellem AB og AB-Forbruger, er spørgsmålet om voldgiftsbehandling. Det har
sandsynligvis været et formål med udarbejdelsen af AB-Forbruger, at undlade tvistløsning ved
voldgift, da denne i de fleste tilfælde, og ved mindre byggearbejder, ikke er fordelagtig for
forbrugeren.
98 af 116
18. Perspektivering
18.1. Forbrugerbeskyttelse I det følgende vil det blive undersøgt, hvad der ligger bag den forbrugerbeskyttelse vi kender i dag.
Der vil i beskrivelsen også blive inddraget samfundsøkonomiske overvejelser.
18.2. Forbrugerbeskyttelsens udvikling Efter anden verdenskrig steg levefoden herhjemme kraftigt, og Danmark blev et vækstsamfund
med ændrede leve- og handelsmønstre. Produktionen af daglige fornødenheder blev mere og
mere flyttet fra den enkelte husholdning til en erhvervsmæssig masseproduktion, der baserede sig
på stordrift og organiseret koncentration. Dette medførte ændrede markeds- og
konkurrenceforhold, og herved opstod der en kompliceret og uoverskuelig forbrugersituation,
hvor forbrugeren blev de erhvervsdrivende underlegen.251 Det er på baggrund af ovenstående, at
grundopfattelsen omkring forbrugeren som den svage part i det moderne samfund, blev skabt. Set
fra en forbrugersynsvinkel, har denne udvikling påkrævet en forbrugerpolitik, der udover at være
oplysende tillige retter sig mod erhvervslivets produktions- og afsætningsvirksomhed. Endvidere
må det fra en samfundsmæssig synsvinkel være vigtigt, at markedsøkonomien fungerer, og som
en forudsætning herfor etableres en rimelig jævnbyrdighed mellem afsætningsled og
forbrugsled.252 Med andre ord er det afgørende, at der foreligger en god balance mellem de
forskellige interesser.
18.2.1. Dansk lovgivning
Forbrugerlovgivningen i dansk ret er tilvirket ved enighed mellem forbrugersiden, erhvervslivet og
Folketingets partier, ved næsten alle de grundlæggende spørgsmål. Lovregler om
forbrugerkontrakter begrænser i væsentlig grad kontraktfriheden mellem de erhvervsdrivende og
forbrugerne.253
Forbrugerretten i Danmark er, udover et stort brug af præceptive regler, præget af brugen af
retlige standarder. Retlige standarder skal karakteriseres som regler, der er formuleret så vage og
vidtfavnende, at det i realiteten er overladt til myndighedernes og domstolenes skøn at fastsætte,
hvad der i visse situationer skal være gældende ret på området. Eksempler på disse vage og
251
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 28 252
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 31 253
Gomard, B., Pedersen, H. V. G., Ørgaard, A., Almindelig kontraktsret, 3. udgave, s. 29
99 af 116
vidtfavnende formulerede regler, er de såkaldte generalklausuler i markedsføringslovens254 § 1 og
aftalelovens § 36. Dette kan dog skyldes, at en detaljeret lovgivning ikke vil være fyldestgørende
over for de mange forskelligartede og skiftende handelsmønstre og ikke mindst over for den
fantasi, der kan udfoldes fra erhvervslivets side. Således har man et ønske om at skabe en
dynamisk ret, der kan følge og tilpasse sig samfundsudviklingen.
Til ovenstående skal det dog nævnes, at der ikke er givet domstolene et helt frit skøn, når det skal
afgøres hvad der er rimeligt eller urimeligt. En retsstandard rummer en henvisning til ”en kendt,
uden for selve reglen liggende målestok”. I denne målestok ligger lovens motiver og baggrund
samt samfundsudviklingen og den almindelige retsbevidsthed. Således skal der forsøges, at lave en
vurdering, der stemmer overens med, de forventninger samfundet og de berørte grupper har ud
fra almindelige accepterede og indlevede handelsmønstre. Vejledende bliver her ofte, hvad der
må anses for at være almindelig forretningsskik.255
18.2.2. Ufravigelig lovgivning
Formålet med indførelse af civilretlige forbrugerregler i dansk ret, såsom reglerne i aftaleloven og
købeloven, har været en anerkendelse af den enkelte forbrugers beskyttelsesbehov. Man har
fundet det nødvendigt, at der på flere felter blev gennemført præceptive regler om forbrugerens
retstilling. Ved denne form for regler opnår forbrugeren et højt beskyttelsesniveau. Selve den
lovtekniske fremgangsmåde synes dog ikke helt at kunne leve op til dette mål. Dette ses fx i
købeloven, hvor forbrugerreglerne suppleres med almindelige regler i den øvrige købelov, og
lignende tilfælde kan findes i andre forbrugerlove. Dermed kan de forskellige regler virke så
indviklede og omfattende, at deres praktiske gennemslagskraft forringes.256
Det kan synes, at lovgivningens uoverskuelighed modvirker lovens formål, og det burde måske
overvejes, hvorvidt der burde slækkes på ”millimeterretfærdigheden” til fordel for klare og mere
firkantede regler. Derved vil der være mulighed for de almindelige forbrugere at læse og forstå de
bestemmelser, der tilsigter at beskytte dem.257
254
LBK nr. 839 31/08/2009 255
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 48 256
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 51 257
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 52
100 af 116
18.2.3. Nordisk lovgivning
Det vil være naturligt at skelne til de regler og den lovgivning, der er gældende i vores nordiske
nabolande på entrepriseområdet i vurderingen af de danske forbrugerforhold på
entrepriseområdet.
I Norge findes standardvilkåret NS 8405 (Almindelige Kontraktsbestemmelser om utførelse av
bygg- og anleggsarbeider). Standardvilkåret blev vedtaget i 2004, og kom i en revideret udgave i
2008. Dette standardvilkår ækvivalerer AB 92, da det stort set indeholder de samme
bestemmelser som AB 92.
I Sverige er det den såkaldte AB 04 (Almänna Bestämmelser för Byggnads-, Anläggnings- och
Installations-entreprenader), der regulerer entrepriseområdet. Bestemmelserne i dette vilkår,
svarer ligeledes i høj grad til bestemmelserne i AB 92.
18.2.4. Bustadoppføringslova
I Norge er forbrugeraftaler på entrepriseområdet desuden reguleret ved lov. Her kan fx nævnes
”bustadoppføringslova”, der finder anvendelse på aftaler om opførelse af nybyggeri til
forbrugeren. Igennem de sidste årtier, har man i norsk ret forsøgt at styrke forbrugernes
retsstilling i aftaler med professionelle kontraktsparter. Udover implementeringen af
bustadoppføringslova kan også nævnes håndverkertjenesteloven, der bl.a. regulerer aftaler om
reparation og vedligeholdelse på entrepriseområdet. Formålet med indførelse af disse
forbrugerlove har været at styrke forbrugerbeskyttelsen ved at gøre lovene mere eller mindre
præceptive, og derved begrænse muligheden for at fravige lovene til skade for forbrugeren.258
Som nævnt kan de fleste bestemmelser i bustadoppføringslova ikke fraviges til skade for
forbrugeren, og dette betyder også, at såfremt forbrugeren indgår en aftale om vilkår, som er i
strid med loven, vil de lovstridende aftalevilkår ikke være bindende. Flere entreprenører har
udarbejdet egne standardvilkår, som de benytter i byggesager med forbrugere.259 Sådanne
standardvilkår har, som tidligere nævnt, ikke status af lov og de vil derfor ikke være bindende for
forbrugeren, såfremt disse er i strid med præceptiv lovgivning.
258
En praktisk veiledning til bustadoppføringslova, kap. 1 259
Se bl.a. hertil bilag 4, Entreprisekontrakt
101 af 116
Set fra et forbrugersynspunkt er det en fordel, at loven er gjort præceptiv, da den herved
beskytter forbrugeren som den svage part. Dog er der til de fleste bestemmelser i loven opstillet
alternativer, således at der kan skabes en retfærdig balance mellem entreprenøren og
forbrugerens rettigheder og forpligtelser. Derved imødekommer loven det rimelighedskriterium,
der fra et samfundsmæssigt synspunkt, er ønskeligt mellem en erhvervsdrivende og en forbruger.
18.3. Vurdering af AB-Forbruger AB-Forbruger er tilstræbt mere enkelt og pædagogisk formuleret samt mindre formalistisk at
anvende i praksis. Der er dog væsentlig flere bestemmelser i AB-Forbruger end i AB, hvilket
umiddelbart må gøre AB-Forbruger noget uoverskuelig for målgruppen.
Endvidere kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt AB-Forbruger er hensigtsmæssig ved
større byggearbejder, såsom opførelse af nyt hus, eller om AB-Forbruger med fordel er møntet på
mindre byggearbejder, som fx tilbygning eller renovering. Det afgørende for en entrepriseaftales
indhold og for anvendelsen af entrepriserettens respektive standardkontrakter, afhænger nok
typisk af entreprisesagens kompleksitet og omfang, herunder i særdeleshed de involverede
økonomiske værdier. Ved større byggearbejder, fx ved opførelse af nyt hus, vil forbrugeren som
udgangspunkt være repræsenteret af en byggeadvokat, der kan foretage de nødvendige
tilretninger ved kontraktforhandlingen. Dermed sikres forbrugerens interesser, uden AB-Forbruger
nødvendigvis er vedtaget mellem parterne. Omvendt får AB-Forbruger sin eksistensberettigelse i
de sager, der må karakteriseres som ”småsager”, hvor forbrugeren typisk ikke finder anledning til
at lade sig repræsentere af en byggeadvokat eller andre professionelle rådgivere, fordi
omkostningerne ikke står mål med entreprisens økonomiske omfang. I sådanne situationer ville
det være hensigtsmæssigt, at parterne relativt ukompliceret kunne benytte sig af nogle
kortfattede og overskuelige standardbestemmelser.
På baggrund af ovenstående kan det vurderes, hvorvidt AB-Forbruger i stedet burde have været
udarbejdet som en ”AB-Småsag” udelukkende med henblik på mindre byggearbejder primært
møntet på forbrugere. Alle øvrige byggearbejder, forbruger eller ej, kunne således håndteres efter
de traditionelle AB med de nødvendige tilretninger, som, alt andet lige, har været praksis inden
AB-Forbrugers eksistens.
102 af 116
Slutteligt må det vurderes, hvorvidt AB-Forbruger skulle have været udformet som en
forbrugerlov, eller om det er mest fordelagtigt, at aftalevilkårene har karakter af et agreed
document. Der findes både fordele og ulemper ved begge løsninger og derfor kan et entydigt svar
næppe gives. Dog har entrepriseretten igennem årene været kendt som et område med
aftalefrihed mellem parterne, og der må foreligge et ønske fra byggebranchen om, at denne
aftalefrihed vedholdes. Endvidere er entrepriseområdet vidtrækkende, og et enkelt præceptivt
regelsæt vil måske både kunne beskytte og begrænse forbrugeren ved indgåelse af en
entrepriseaftale. Yderligere kan der ved vurderingen skelnes til Norges mere eller mindre
præceptive lovgivning i bustadoppføringslova.
Det kan forekomme muligt, at AB-Forbruger i fremtiden vil blive vedtaget som en
forbrugerbeskyttende lov, der ikke kan fraviges til skade for forbrugeren. Som alternativ til en
fuldstændig præceptiv lov, kunne nogle bestemmelser i AB-Forbruger gøres præceptive og andre
ikke, for derved at bevare en grad af aftalefrihed mellem parterne. I første omgang evalueres
regelsættet og omfanget af regelsættes anvendelse i 2012.260
18.4. Forbrugerbeskyttelsens pris Forbrugerpolitiske overvejelser tager deres udgangspunkt i økonomiske og sociale realiteter, og
det er således væsentligt at fremhæve samspillet mellem den retlige regulering og de økonomiske
aspekter ved hjælp af en retsøkonomisk analyse. Madsen anfører dog, at en decideret analyse ikke
umiddelbart er gennemført i dansk litteratur, men alt andet lige må forbrugerbeskyttelsen koste i
mere end én forstand. Det må vurderes hvilke forbrugerbeskyttelsesinitiativer der er prisen værd,
da det nu eller på længere sigt, er forbrugerne der kommer til at betale regningen for disse.261
Det er forventeligt, at de øgede byrder262, som forbrugerbeskyttelsen lægger på erhvervslivet, vil
blive kompenseret ved højere priser. Denne merpris kan dog anses for at være, både rimelig og
retfærdig, da alle købere dermed bidrager til at betale for den samlede øgede forbrugertryghed i
260
BOLIUS, Artikel: Undgå problemer med håndværkeren med ny aftale, 8/10/2009 261
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 39 262
Eksempler på byrder kan være krav om bedre forbrugeroplysning, forbedrede misligholdelsesbeføjelser og forbedret klageadgang
103 af 116
samfundet. Således kan de øgede omkostninger ved forbrugerbeskyttelsen forsvares som en slags
(tvungen) forsikring, idet prisforhøjelsen vil være udtryk for en fordeling af risikoen.263
Givetvis vil man på et tidspunkt nå til den grænse, hvorefter yderligere forbrugerbeskyttelse ikke
kan betale sig, og hvor det, set fra en økonomisk synsvinkel, vil være mere fordelagtigt med en
form for selvrisiko. De forskellige situationer, hvor spørgsmålet om en forbrugerbeskyttelse synes
nødvendig, kræver derfor hver for sig en konkret stillingtagen.
Det kan antages, at de fleste private bygherrer ved opførelse af egen bolig, vil være villige til at
betale forbrugerbeskyttelsens pris, da der ved en investering af denne størrelse er mange penge
på spil. Der vil dog også være eksempler på det modsatte (se hertil afsnit 18.5. Konsekvenser ved
den obligatoriske byggeskadeforsikring).
18.5. Konsekvenser som følge af den obligatoriske byggeskadeforsikring Som nævnt i afsnit 13. Den obligatoriske byggeskadeforsikring, er hovedformålet med den
obligatoriske byggeskadeforsikring, at sikre byggeri med færre fejl og mangler. Forsikringen må
desuden også anses som en udvidet beskyttelse i forbrugerentrepriser. Det er den professionelle
bygherre (entreprenøren) der tegner forsikringen og dermed også betaler forsikringen. Det er
imidlertid en realitet, at denne ekstra omkostning i sidste ende tilfalder forbrugeren (bygherren),
og bliver betalt af denne i den samlede entreprisesum.
Det er et faktum, at en lovgivning, som højner forbrugernes tryghed eller sikkerhed på et område,
men samtidig fordyrer varen, kan lede forbrugerne over til alternative forbrugsmuligheder, som
indebærer andre og måske større risici. Dermed vil et indgreb, til beskyttelse af forbrugerne i visse
situationer, ikke altid medføre en forøgelse af den totale sikkerhed.264 Når en forbrugerpolitik skal
omsættes til faktiske foranstaltninger, må denne politik være kompromissøgende på flere
niveauer, og prøve at koordinere de enkelte forbrugerpolitiske mål og indplacere dem i en større
samfundsmæssig sammenhæng.
Efter lovforslaget om den obligatoriske byggeskadeforsikring blev fremsat, var det forudsat, at der
ville blive tegnet ca. 13.000 forsikringer om året. Dog er der efter ordningen trådte i kraft fra den
263
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 39 264
Madsen. P. B., Nielsen, AD. B., Dansk forbrugerret, 1. udgave, s. 42
104 af 116
1. april 2008 frem til 1. oktober 2010, kun færdigmeldt 6.722 forsikringspligtige boligenheder.265
Erhvervs- og Byggestyrelsen mener bl.a., at der kan være tale om omgåelse af ordningen.266
Endvidere udtaler Erhvervs- og Byggestyrelsen, at i forhold til spørgsmålet om omgåelse af
ordningen, er det muligt, at nogle bygherrer og entreprenører spekulerer i at lave
entreprisemodeller, hvorefter et konkret byggeri kan undtages fra forsikringspligten. Dette kan fx
ske ved, at forbrugeren proforma optræder som selvbygger, men hvor byggeriet i realiteten
forestås af entreprenøren.267 Endelig kan omgåelsen gennemføres ved, at der i forbindelse med
ansøgningen om byggetilladelse foreligger et forsikringstilbud, som dog aldrig realiseres.268
Som nævnt i ovenstående, skal den obligatoriske byggeskadeforsikring ikke tegnes, såfremt der
vælges fagentreprise og herved foreligger muligheden for at ”spare” forsikringen væk. Erhvervs-
og Byggestyrelsen vil ikke afvise, at fagentrepriser på sigt skal være forsikringspligtige og dette vil
få øget opmærksomhed i forbindelse med næste evaluering af byggeskadeforsikringen.269
Erhvervs- og Byggestyrelsen bekymrer sig endvidere om, at der breder sig en praksis, hvor man
skruer byggeprojekter sammen på en sådan måde, at forbrugerne kommer til at stå som
bygherrer. Der kan opstå situationer, hvor en smart entreprenør overtaler forbrugeren til at stå
som bygherre med argumentet om at spare penge på entreprisen.270
Uden den obligatoriske byggeskadeforsikring fraskriver forbrugerne sig det økonomiske
sikkerhedsnet, som forsikringen udgør, hvis det bliver nødvendigt at udbedre byggesjusk eller
alvorlige fejl i boligen de første 10 år efter opførelsen.
265
Erhvervs- og byggestyrelsen, Evaluering af den obligatoriske byggeskadeforsikringsordning, januar 2011, s. 4 266
Erhvervs- og byggestyrelsen, Evaluering af den obligatoriske byggeskadeforsikringsordning, januar 2011, s. 5 267
Erhvervs- og byggestyrelsen, Evaluering af den obligatoriske byggeskadeforsikringsordning, januar 2011, s. 5 268
Erhvervs- og byggestyrelsen, Evaluering af den obligatoriske byggeskadeforsikringsordning, januar 2011, s. 5 269
BOLIUS, Artikel: Boligejere bliver snydt for byggeskadeforsikring, 2/3/2011 270
BOLIUS, Artikel: Boligejere bliver snydt for byggeskadeforsikring, 2/3/2011
105 af 116
19. Konklusion I entrepriseretten er parternes retsforhold overordnet ulovreguleret. Bygherrens- og
entreprenørens retsforhold er derfor reguleret af, hvad parterne har aftalt, medmindre det aftalte
kan tilsidesættes efter aftalelovens § 36 eller § 38b. For at lette aftaleprocessen findes der på
entrepriseområdet en række standardvilkår, hvoraf de behandlede i denne afhandling er AB 92,
ABT 93, AB-Forbruger og SL 97. AB kontrakterne er udarbejdet efter forhandlinger mellem
implicerede parter – bygherrerne og entreprenørerne, mens vilkårene i SL 97 er udarbejdet af en
sammenslutning af byggefirmaer kaldet Nyhusforeningen, og derfor kun kan benyttes af
foreningens medlemmer.
Fortolkningen af standardvilkårene afhænger af, hvorvidt disse vilkår kan karakteriseres som et
agreed document eller en adhæsionsaftale, da udarbejdelsen er sket på forskellige måder. Dette
får også betydning i henhold til den udfyldende entrepriseret, hvor netop agreed documents kan
få funktion af udfyldende ret, mens det for adhæsionsaftaler sjældent vil være tilfældet.
Standardvilkårene anses som vedtaget, når disse klart og tydeligt fremgår i kontrakten. Som følge
af AB’s store anvendelse og anerkendelse i branchen, skal der i visse situationer kun en lille
henvisning til, eller slet igen, førend vilkårene anses for vedtaget. Ved kontrahering mellem en
forbruger og en erhvervsdrivende er der dog betydeligt strengere krav til vedtagelse af vilkårene,
givet forbrugerens manglende kendskab til branchen.
AB tager ikke hensyn til, om der kontraheres mellem to erhvervsdrivende eller imellem en
erhvervsdrivende og en usagkyndig. Til trods for dette bliver disse standardkontrakter i høj grad
anvendt af entreprenører ved indgåelse af aftaler med forbrugere. Nogle af bestemmelserne i AB
kan virke belastende overfor en forbruger, da de forudsætter at begge kontrahenter har et
indgående kendskab til branchen og fagområdet.
Forbruger pendanten til AB blev introduceret d. 1. januar 2010, og er lige som sine forgængere
udarbejdet som et agreed document. Hovedtanken bag AB-Forbruger har været at forbedre
forbrugerens retsstilling på et område, der traditionelt har været domineret af professionelle
parter. Som noget nyt har AB-Forbruger en bestemmelse der tillægger entreprenøren en pligt til at
vejlede forbrugeren inden og under arbejdes udførelse. Det må dog konkluderes, at
entreprenøren altid har haft en vejledningspligt som følge af den almindelige grundsætning om
106 af 116
loyalitetspligt i kontraktforhold. Vejledningspligten i AB-Forbruger § 14 medfører dog, at
entreprenøren i et videre omfang end efter gældende regler skal vejlede forbrugeren. Tilføjelsen
af en udtrykkelig vejledningspligt i AB-Forbruger er en klar forbedring af forbrugerens retsstilling,
da retten i første omgang altid vil forsøge at løse en konflikt ud fra den indgåede aftale. Som følge
af at vejledningspligten i AB-Forbruger er en del af aftalegrundlaget, må det konkluderes at
entreprenøren nu også kan gøres ansvarlig for manglende vejledning, der har tilført forbrugeren et
tab.
Forbrugeren kan på samme vis som den professionelle bygherre blive mødt med krav om
ekstrabetaling som følge af ekstraarbejde. Forholdene i forbrugerentrepriser er dog væsentlig
anderledes, og som følge heraf vil forbrugeren sjældent kunne påkræves ekstrabetaling. Til forskel
fra AB, er entreprenøren i AB-Forbruger pålagt bevisbyrden for hvad der er aftalt, hvilket kan få
afgørende betydning ved en vurdering af, om der er tale om ekstraarbejde eller kontraktarbejde.
Endvidere har forbrugeren ikke den samme oplysningspligt vedrørende hindringer i AB-Forbruger
som ved AB. Det medfører, at entreprenørens manglende henvendelse om hindringer forbrugeren
kender til, udelukker entreprenøren fra at kræve ekstrabetaling. Ændringerne fra AB kombineret
med entreprenørens vejledningspligt gør, at entreprenøren i færre tilfælde har mulighed for at
påkræve forbrugeren ekstrabetaling i AB-Forbruger.
En væsentlig del af bestemmelserne omhandlende entreprenørens forsinkelse i AB, er videreført i
SL 97 og AB-Forbruger. Det konkluderes, at forbrugeren, i henhold til erstatningskrav ved
forsinkelse, må være bedst stillet ved dagbodssystemet. Endvidere bør dagbod, i fremtiden, gøres
obligatorisk i AB-Forbruger. Forbrugerens retstilling ved forsinkelse, anses som fornuftig og dette
synspunkt gør sig også gældende i tilfælde, hvor en entreprisekontrakt er aftalt uden for AB, AB-
Forbruger eller SL 97.
Mangelsbegrebet i AB er videreført til AB-Forbruger og er en gengivelse af gældende ret.
Reklamationspligten ved mangler i AB-forbruger svarer i store træk til købelovens § 81 –om
reklamationspligten ved forbrugerkøb, hvor tilsvarende bestemmelser i AB og SL 97 minder om
købelovens § 51 og 52 –om reklamationspligten ved handelskøb. Forbrugeren er dermed også på
dette punkt bedre stillet med AB-Forbruger.
107 af 116
Siden april 2008 har forbrugeren, som den svage part i kontraktforholdet, været yderligere
beskyttet af den obligatoriske byggeskadeforsikring. Forsikringen er obligatorisk for nye private
boligenheder, opført af professionelle, som ikke er dækket af byggefonden eller udført som
fagentreprise. Forsikringen dækker alle alvorlige skader, som kan henføres til fejl begået under
opførelsen. De fleste dækningsberettigede skader vil forbrugeren, ud fra gældende ret, kunne
påkræve udbedret af entreprenøren. Byggeskadeforsikringen har dermed ikke udvidet, hvilke
mangler forbrugeren kan påkræve udbedret, men gjort processen for udbedringen lettere, da
forbrugeren kun skal anmelde manglen til forsikringsselskabet, der herefter tager den juridiske
kamp med den pågældende entreprenør. Efter den obligatoriske byggeskadeforsikring er trådt i
kraft, viser Erhvervs- og byggestyrelsens undersøgelser, at antallet af alvorlige byggeskader i
nybyggeri er faldet med en tredjedel. Det kan dermed konkluderes, at forbrugerne har et behov
for at få hjælp til det komplicerede procesforløb der kan opstå ved udbedring af mangler. Om
behovet er ligeså stort, som den ekstra omkostning forbrugeren er blevet pålagt kan ikke med
sikkerhed konkluderes, men det store fald i alvorlige skader tyder på det.
Entreprenørens konkurs udløser ikke automatisk anticiperet misligholdelse, da entreprenørboet
har mulighed for at indtræde i entrepriseaftalen medmindre andet følger af vedkommende
retsforholds beskaffenhed. Den høje grad af standardisering af parcelhusentrepriser gør, at
forbrugeren sjældent vil kunne nægte at lade boet indtræde i entrepriser som er nær afslutning.
Ved konkursens indtræden succederer boet i enhver henseende entreprenørens retsstilling, og
kan dermed også acceptere tilbuddet på den obligatoriske byggeskadeforsikring.
Forsikringsselskaberne har dog mulighed for, at tage forbehold for eventuelle ændringer i
forsikringstagers økonomi, så en konkurs vil i praksis afstedkomme et nyt tilbud, hvor der tages
højde for den forøgede risiko. Konkursboets økonomiske interesse i at indtræde er dermed blevet
mindre. Såfremt entreprenøren går konkurs efter afleveringen, men inden byggeskadeforsikringen
er betalt af entreprenøren, er forsikringsselskabet alligevel forpligtet til at fyldestgøre forsikringen
overfor forbrugeren.
Ved tvistløsning af entrepriseretlige problemstillinger, er der i AB-Forbruger og SL 97 undladt
mulighed for, at en sag kan indbringes for en voldgift, mens dette ikke er tilfældet ved de
traditionelle AB. Det konkluderes, at en voldgift anses som værende byrdefuld for forbrugeren,
108 af 116
hvorimod de almindelige domstole er mere tilgængelige for forbrugeren, og derfor må være at
foretrække.
Forbrugerbeskyttelsen på entrepriseområdet er ændret efter indførelsen af den obligatoriske
byggeskadeforsikring og AB-Forbruger. Det er dog en realitet, at forbrugerbeskyttelse har sin pris
set i et samfundsøkonomisk perspektiv. Generelt er forbrugeren, på nogle områder, bedre stillet
efter de nye tiltag inden for entrepriseretten. Dog er det væsentligt at tilføje, at AB-Forbruger skal
aftales mellem de involverede parter. Forbrugeren skal være opmærksom på dette, såfremt
regelsættet ønskes anvendt, da AB-Forbruger ikke fremstår som præceptiv lovgivning. Regelsættet
er stadig nyt og forholdsvis uprøvet i praksis, og det kan ikke entydigt konkluderes, at det
udelukkende er positivt, hvis AB-Forbruger indføres som præceptiv lovgivning.
109 af 116
20. Executive Summary The purpose of this thesis is to examine the consumers legal status in connection with
construction of a new house.
The construction law in Denmark is not regulated but controlled by the individual agreement
between the involved parties and supported by agreed documents and supplementary documents.
The relevant regulatory documents are called ”AB 92”, ”ABT 93”, ”AB-Forbruger” and ”SL 97”. ”AB-
Forbruger” is a new agreed document from 2010 that focuses on the regulation of the
relationships between the consumer and the professional constructor.
In the thesis, there has been conducted an analysis of some selected areas within the
construction law. Focus is drawn to the type of problems that have the largest economic
importance for the consumer. The analysis focuses on consumer rights in the following areas:
obligation to guidance, delay, deficiencies, extra works and collateral security. Furthermore, the
thesis focuses on the consumers’ legal status in the compulsory building damage insurance and in
the event of the contractor's bankruptcy.
For every area, there has been an examination of how the consumers legal status is within the
agreed documents and supplementary, and outside the agreed documents and supplementary.
The constructor’s rights have also been examined in order to conduct a detailed analysis, but the
focuses are primarily on the private building buyer.
The analyzed shows, that the consumer is better protected against the domination of the
constructor in “AB-Forbruger” compared to the previous agreed documents - “AB 92” and “ABT
93”. Furthermore, that “AB-Forbruger” in general is, a reflection of the consumer’s legal status,
when none of the agreed documents are accepted by the parties. The court will always try to solve
a conflict between the consumer and the constructor, by interpreting the parties’ agreement. So
even though the consumer legal status in general is the same, whether the contract is agreed or
not, it is important to make an agreement to ensure parties legal status.
110 af 116
To get a building permit, the constructor has to forward at least one offer on building damage
insurance within the application. When the construction is finished, the constructor has to
forward a copy of an accepted offer to the local authorities before the construction can be handed
to the consumer. The insurance is paid by the constructor but is provided for the consumer. The
insurance covers building damages, which is caused by the contractor’s defective work. In the
case, that the construction is handed over to the consumer before the insurance is paid and the
constructor is bankrupt, the insurance companies still have to cover for the consumer.
If the constructor is bankrupt close to when the constructions are finished, the insolvent estate
sometimes has the opportunity to finish the remaining part of the construction in order to receive
the payment from the consumer. Whether the insolvent estate has the opportunity to finish a
nearly finished construction or not, it has to be assessed in each case. The high standardization in
the work of building houses ensures, that the insolvent estate often has this opportunity.
111 af 116
21. Litteraturliste Bøger
Advokatrådets retsudvalg, Reform af voldgiftsloven, 1. udgave, Advokatsamfundet 2003 Andersen. Lennart Lynge, Madsen, Palle Bo, Aftaler og mellemmænd, 5. udgave, Forlaget Thomson A/S 2006 Andersen, Mads Bryde, Grundlæggende Aftaleret, 2. omarbejdede udgave, G.E.C. Gads Forlag, Aktieselskabet af 1994, 2002 Andersen, Mads Bryde, Praktisk aftaleret, 3. udgave, Gjellerup 2009 Andersen, Mads Bryde, Lookofsky, Joseph, Lærebog i Obligationsret 1, 3. udgave, Thomson-reuters 2010 Buch, Anders Vestergaard, Entrepriseretlige mangler – kravene til entreprenørens ydelse, 1. udgave, Forlaget Thomson A/S 2007 Edlund, Hans Henrik (red.), m.fl., Dansk privatret, 16. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2010 Evald, Jens, Retsfilosofi, Retsvidenskab & Retskildelære, 1. udgave, Jurist- og Økonomforbundet 2004 Gomard, Bernhard, Skifteret, 2. udgave, Juristforbundet 1969 Gomard, Bernhard, Pedersen, Hans Viggo Godsk og Ørgaard, Anders, Almindelig kontraktsret, 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009 Hørlyck, Erik, Entreprise: almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed med kommentarer, 6. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009 Hørlyck, Erik, Entreprenørvederlaget – Korrektion af entreprenørens vederlag som følge af ændrede forhold, 1. udgave, Jurist og Økonomforbundets Forlag 2002 Hørlyck, Erik, Syn og skøn, 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2004 Hørlyck, Erik, Totalentreprise, 3. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011 Juul, Jakob, Thommesen, Peter Fauerholdt, Voldgiftsret, 2. udgave, Forlaget Thomson A/S 2008 Madsen, Palle Bo og Nielsen, Anne-Dorte Bruun, Dansk forbrugerret, 1. udgave, Schultz 1986
112 af 116
Madsen, Palle Bo (red.), m.fl., Formueretlige emner, 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007 Petersen, Lars Lindencrone, Ørgaard, Anders, Konkursloven med kommentarer, 11. udgave, Thomson Reuters 2010 Ulfbeck, Vibe, Kontrakters relativitet: det direkte ansvar i formueretten, Dokterafhandling, Thomson GADJURA 2000 Ussing, H., Aftaler på formuerettens omraade, 3. udgave, 1950 Ussing, H., Dansk obligationsret: Almindelig del, 2. omarbejdede udgave, 1942 Ussing, H., Obligationsret almindelig del, 4. udgave ved Vinding Kruse, A., 1967 Vagner, Hans Henrik, Entrepriseret, 4. udgave ved Torsten Iversen, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2005 Von Eyben, Bo, Møgelvang-Hansen, Peter, Kreditorforfølgning: materiel foged- og konkursret, 6. udgave, Thomson Reuters 2010 Ørgaard, Anders, Konkursret, 10. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2011 Ørgaard, Anders, Voldgiftsaftalen, (Papirform)
Lov og Lovbekendtgørelser
Aftaleloven LBK nr. 781 26/08/1996
Byggeloven LBK nr. 1185 14/10/2010
Bygge- og anlægstilbudsloven LBK nr. 1410 12/07/2007
Forbrugeraftaleloven Lov nr. 451 09/06/2004
Forældelsesloven Lov nr. 522 06/06/2007
Gældsbrevsloven LBK nr. 669 23/09/1986
Konkursloven Lov nr. 217 15/03/2010
Købeloven LBK nr. 231 28/03/2003
Markedsføringsloven LBK nr. 839 31/08/2009
Planloven LBK nr. 937 24/09/2009
Voldgiftsloven Lov nr. 553 24/06/2005
113 af 116
Bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 1292 24/10/2007, Bekendtgørelse om Byggeskadeforsikringen
Betænkninger
Betænkning 1988 nr. 1133, om forbrugeraftaler om arbejde på løsøre og fast ejendom
Betænkning 1993 nr. 1246, Udvalgets revision af AB72
Betænkning 1976 nr. 606, Konkurs og tvangsakkord
Vejledninger
Advokatfirmaet Cappelen & Krefting DA, En praktisk veiledning til bustadoppføringslova, 02/01/2007 http://www.cappelen-krefting.no/bok/index.html Bygge- og Boligstyrelsen, Vejledning nr. 22 om AB 92, 31/01/1994, http://www.byginfo.gl/Portals/0/pdf/betingelser/ab92vej.pdf Erhvervs- og byggestyrelsen, Vejledning til AB-Forbruger, 09/02/2010 http://www.boligejer.dk/abforbrugeraftalen Erhvervs- og byggestyrelsen, Evaluering af den obligatoriske byggeskadeforsikringsordning, 01/01/2010 http://www.ebst.dk/file/141719/evaluering_buggeskadeforsikring.pdf Erhvervs- og Byggestyrelsen, Vejledning om byggeskadeforsikring, 01/09/2010, http://www.ebst.dk/file/113839/vejledningtilbyggeskadeforsikringsordningen.pdf
Standardkontrakter
Almindelige bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand, 1989
Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomheder, 1992
Almindelige betingelser for Totalentreprise, 1993
Almindelige betingelser for aftaler om byggearbejder for forbrugere, 2010
Salgs- og leveringsbetingelser for nyhuse, udarbejdet af Nyhussektionen under Dansk Byggeri, maj
2008
114 af 116
Web-adresser
http://www.boligejer.dk
http://www.byggerietsankenaevn.dk
http://www.danskbyggeri.dk
http://www.domstolen.dk
http://www.nyhussektionen.dk
Artikler
BOLIUS, Artikel: Undgå problemer med håndværkeren med ny aftale, 8/10/2009 http://www.bolius.dk/alt-om/haandvaerkere/artikel/undgaa-problemer-med-haandvaerkeren-med-ny-aftale/ BOLIUS, Artikel: Boligejere bliver snydt for byggeskadeforsikring, 2/3/2011 http://www.bolius.dk/alt-om/forsikringer/artikel/boligejere-bliver-snydt-for-byggeskadeforsikring/ Dansk Byggeri, Artikel: 2010 Bliver er rekordår for antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen, 06/12/2010 http://www.danskbyggeri.dk/files/Billeder_og_grafik_til_dokumenter/Andre_storrelser/Presse/102373.Dansk%20Byggeri_Analyse_Konkurstal%20nov2010.pdf Dansk statistik, Nyt fra dansk statistik nr. 2, Konkurser i december, af 6. jan. 2011 http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR002.pdf
Videnskabelige artikler
U 1984.417, Vagner, Hans Henrik., Nogle bemærkninger om indtrædelsesretten ved
entreprenørens konkurs, betalingsstandsning eller død.
U 1988B.129, Wittrup, Irene, Forældelse af entreprenøransvar ved springende regres
U 2004B.347,Winther, Nickolaj, Konkursretlige bemærkninger til AB 92 § 42
U 2006,173, Edlund. Hans Henrik, Direkte krav i de seneste års retspraksis
TBB 1999.167, Edlund, Hans Henrik, Dagbøder - bygherrens reklamationspligt og kravsopgørelsen
TBB 2003.480, Iversen, Torsten, Udfyldende entrepriseret
TBB 2008.103, Iversen, Torsten, Loyalitetspligten i entrepriseforhold
115 af 116
Domsoversigt/kendelser
U 1971B.178
U 1979.6 H
U 1979.931 Ø
U 1982.302 H
U 1992.818V
U 2004B.347
U 1984B.417
U.1998.1606V
U 2002.249 H
U 2004.114 H
U 2004B.437
U 2009.1313 V
KFE 1983.236 VBA
KFE 1985.1 VBA
KFE 1985.131
KFE 1993.164 VBA
KFE 1995.118 VBA
TBB.2000.86 VBA
TBB 2000.270 VLD
TBB 2001.421 VBA
TBB 2003.82 VBA
TBB 2004.423 VLD
TBB 2000.255 VG
TBB.2004.361
TBB 2005.562 VLD
TBB 2005.597 VBA
TBB 2006.378
TBB 2006.611 VG
TBB 2010.217 VBA
Voldgiftskendelse C-1552 af 10.11.198
116 af 116
22. Bilagsliste
Bilag 1 AB-Forbruger
Bilag 2 AB-forbruger tillægskontrakt
Bilag 3 Forbrugerrådets kommentar til udkast af 15. september 2009
Bilag 4 Entreprisekontrakt
Bilag 5 Mail fra Preben Jørgensen Huse
Bilag 6 Mail fra TopDanmark
Recommended
