Møs adas fa[l if ø[grJose frt

Disse potteskår med hebraiske navne ('oslraka') blev fundet lige syd for paladset, nærVandpoften. Yiaael Yadin mente, at det måske kan have været netop disse potteskår, derblev benyttet ved zeloternes tragiske lodtrækning om, hvem der skulle dræbe de øvrige.

med jern. Herfra skød romerne medmange kastemaskiner og stenkastereefter dem, der kæmpede på muren, ogfik dem hurtigt drevet bort, så at ingenså meget som turde række hovedet opover muren.

Samtidig lod Silva også opstille enstor murbr;ekker og lod den uafladeligstøde mod muren. lVed stort besværnåede den endelig at løsne et stykkeaf muren og støde en breche iden.Dolkemændene havde imidlertid indenfor muren bygget et andet værn, somvar således beskaffent, at maskinerneintet kunne udrette imod det.

For at det skulle være elastisk ogkunne give efter for de stadige stød,var det nemlig opført på følgendemade: Store bjælker var lagt ovenpåhinanden og var forbundne og sam-mentØmrede med hinanden på langs.Der var to sådanne parallelle lag med enafstand som murens bredde, og mellem-rummet var fyldt med jord. For at jordenikke, ettersom denne vold byggedeshøjere og højere, skulle pressebjælkelagene fra hrnanden. var de på

Flavius Josefus

Jødisk historieskriver, derlevede 37 e.Kr.-ca. 100 e.Kr.

Deltog i det jØdiske oprørmod romerne fra 66 e.Kr.,

men overgav sig og lulgteforlØbet al resten al krigen

fra romersk side.

Skrev en række værkerom jødernes historie,

blandt andet bogen

Jødernes krig mod romerneom oprøret 66-73 e.Kr.

Josefus' værker hører til de

absolut vigtigste kildertil forholdene i lsrael

i det 1 . årh. e.Kr.

Flavius Josephus: Jodernes krig modromerne, Kjobenhavn 1 905.Ove rsættelse : Ale xande r R asm ussen.Uddrag af bog 7, kap. Vlll og lX (letteretilpasset).

Da lden romerske statholdedFlavius Silva lefter Jerusalemsfald i70 e.Kr.l fandt hele landet

undertvunget med undtagelse af eneneste fæstning, samlede han heleden hærstyrke, som lå idisse egne, ogrykkede imod denne fæstning. Det varl\4asada. I spidsen for de dolkem;end[oprørere], som havde bemægtiget sigden. stod en dyqliq mand. Eleazar.

lmod Eleazar og de dolkemænd,som sammen med ham holdt l\,4asada

besat, rykkede nu den romerske felt-herre frem med sine stridskræfter. Hanbemægtigede sig straks hele omegnenog lagde besætninger på dertil egnedepunhter. Derpå trak han en mur omkringhele fæstningen, for at de belejrede ikkeså let skulle slippe fra ham, og besattedenne mur med vagtposter.

Selv opslog han sin lejr på det sted,hvorfra han mente. at det ville væreheldigst al abne belejringen. nemligder, hvor fæstningsklippen nærmedesig mest til nabobjerget. Forøvrigtf rembød denne lejrplads vanskelighed-er med hensyn til tilførselen; for ikkealene måtte fødemidlerne langvejsfra

og med stort besvær føres herhen af dedertrl udkommanderede jøder: men ogsådrikkevand måtte hentes til lejren, da deringen kilde fandtes i nærheden.

BelejringenEfter at Silva havde fået alt dette bragtrorden. gav han sig i lag med belejrin-qen, som krævede megen opfindsom-hed og anstrengelse på grund af fæstningens styrke.

Der var kun et punkt, som hanfandt egnet til opførelse af belejrings-volde. Foran det tårn, som spærrededen vestlige vej op til bjergets top,fandtes der nemlig en bred og megetanseelig bjergknude, som dog var 300alen lavere end Masada. lvlan kaldteden det hvide bjerg.

Her steg Silva op, besatte stedet oggav hæren ordre til at forhøje bjergetved opfyldning. Ved mange hændersflittige arbejde blev der så opkastet ensvær vold på 200 alens højde. Dogsyntes denne vold endnu ikke at værehverken staerk eller stor nok til at beeremaskinerne, hvorfor der ovenpå den afsvære, tilhugne sten blev opfØrt ensokkel på 50 alens bredde og højde.

De maskiner, man anvendte,liqnede dem. som tidligere Vespasianog senere Titus havde opfundet til be-lejringsbrug; men desuden byggedesder et 60 alen højt tårn, helt pansret

E

langs liggende bjælker atter forbundetmed tværstykker. Det hele fik såledesudseende som et bjælkehus. og heri-mod prellede maskinernes stød virkn-ingsløst af; ved rystelsen sank jordentværtimod sammen og gjorde det heleendnu fastere.

Da Silva så dette, indså han, at hermåtte snarest ilden kunne udrette no-get, og befalede derfor sine soldater atslynge en masse brændende faklermod skansen. Da værket jo for største-delen bestod af træ, fik ilden hurtigtfat, og da ilden var trængt ind i mel-lemrummene mellem træværket, slogen stor flamme i vejret, og snartbrændte skansen fra øverst til nederst.Glade over, at Gud således stod dembi, vendte romerne tilbage til deres lejr;last bestemte på, at de neeste dag villeloretage en storm. Foreløbig holdt deomhyggelig nattevagt.

Den sidste beslutningFlugt var dog det sidste, Eleazar tænktepå. Da han så skansen blive fortæret afilden og ikke var istand til at udtænkenoget andet middel til redning eller fors-var, forestillede han sig, hvilken behan-dling romerne efter byens indtagelseville give dens lorsvarere samt børn ogkvinder, og fattede den beslutning, atalle frivilligt skulle gå idøden. Da hanvar kommet til det resultat, samlede hande kækkeste af sine mænd og opfor-drede dem til denne dåd.

Opfyldte af en uimodståelig iverskyndte de sig alle at gøre, som hansagde. Den naturlige og inderlige lølelselor deres kære havde visselig ikke for-ladt dem; men de var fuldt forvissedeom, at hvad de havde besluttet, var detbedste for dem, de elskede. Så om-Iavnede de da til afsked deres huslruer,tog børnene på deres arme. trykkedegrædende de sidste kys på deres læberog fuldbyrdede derpå deres beslutninguden at ryste på hænderne. Tanken omde ulykker, som de ville være kommet tilat lide. hvis fjenderne havde fået dem i

deres magt, gjorde dem stærke underderes fortvivlede gerning. Alle gennem-borede de deres nærmeste 6n efter en.

De slæbte da ial hast alle deresejendele sammen ien dynge, satte ildderpå og udvalgte så ved lodtrækningti tjl at dræbe alle de øvrige. Derpålagde de sig ned ved deres hustruersog børns side, slog armene om demog modtog beredvilligt dødsstødet afde ti, som viste dem denne sørgeligevenskabstjeneste. Da disse uden atskælve havde dræbt dem alle, kastedede på samme måde lod om deresegen skæbne: den, som loddet traf,

skulle så dræbe de ni og tilsidst sig selv.De nilulgte så alle de andre i døden,

og den eneste, som nu var tilbage, kast-ede et sidste blik ud over ligdyngen. Dahan imidlertid så, at alle var døde, sattehan ild på paladset, jog med sikker håndsit sværd igennem sig og sank død omved sine kammeraters side.

Således døde de, overbeviste om, atder ikke var 6n levende sjæltilbage,som kunne falde i romernes hånd. Mender var dog en gammel kone, samt enkvindelig slægtning af Eleazar, en ual-mindelig begavet og oplyst kvinde, somsammen med lem børn var krøbet ned i

de underjordiske vandledninger uden atblive bemærket af de andre. Tallet på dedøde - mænd, kvinder og børn - var 960.Denne lrygtelige begivenhed landt stedden 15. imåneden Xanthikos lapril 73eller 74 e.Kr.l.

Uden seirsglædeRomerne, som jo var forberedte på atskulle møde modstand, satte sig ibe-

vægelse om morgenen tidlig, kastedefra belejringsvoldene stormbroer overtil fæstningen og rykkede f rem til an-greb. Da de ikke så nogen fjende, menoveralt kun bemærkede en uhyggeligtomhed og stilhed samt så ildebrandenderinde, kunne de ikke begribe, hvadder var sket.

Endelig istemte de et krigsskrig, derlød så kraftigt, så man skulle tro, atkastemaskinerne var sat i virksomhed,og prøvede, om de ikke derved kunnekalde et menneske frem derindefra.Dette råb hørte kvinderne, de kom fremIra deres skjulested og lortalte romernealt, sådan som det var gået til.

Romerne gav sig i lag med at sluk-ke ilden, banede sig hurtig vej igen-nem den og kom ind i paladset. Da deher mødte dynger af lig, følte de ikkenogen glæde over deres fjenders lald,men fyldtes af beundring over denstorslåede beslutning, de havde taget,og den urokkelige dødsforagl. som såmange mennesker havde udvist.

Romerske krigsmaskiner. (Tegning: Leen Bilmeyer. Gengivel med tilladelse)

til