1  

Simon S. Simonsen

Forelæsning / working paper

Teknologietik, Hans Jonas og det forandrede imperativ

Hvis vi skal løse mange af de nye problemer, vi står med inden for

sundhedsområdet, er vi nødt til at søge efter et nyt grundlag at gøre det

på. Her spiller teknologien en hovedrolle. Mange af problemerne

involverer forskellige former for ny teknologi og derfor må en ny etik

gennemtænkes og udarbejdes med opmærksomheden rettet mod

teknologien som hovedproblem.

Teknologien har gjort vores livssituation grundliggende

anderledes end vores oldemødres. Til forskel fra tidligere er antallet af

nye teknologier enorme. Derfor har etikken fået en ny betydning. Vores

nye situation, der er karakteriseret ved mange nye handlemuligheder,

skaber mulighed for at begynde en reflektion over hvilket liv vi vil leve.

Vi er blevet mere vidende på en række områder igennem nye

teknologier, men vi er også samtidigt blevet mere uvidende. Dette

fænomen overrasker os, og vi er langsomt ved at opdage magtens

dialektik. Vi skabt enorme mængder af viden og vores teknologiske magt

er utrolig stor. Men vores bestræbelser har på den anden side medført at

vi ikke længere kan magte denne enorme mængde viden - vi kan ikke

magte vores teknologi. Vi ved ikke om vi vil anvende vores

  2  

frembringelser. Pludselig kan vi mere end vi vil. På grund af selve

omfanget af vores magt, kan vi ikke kontrollere den. Nok får vi magt over

naturen, men vi bliver selv underkastet denne magt.

Vi har fx udarbejdet diagnose teknikker, sådan at vi kan

diagnosticere genetiske sygdomme hos ufødte børn. Det har givet os

mulighed for at fastslå en række sygdomme langt tidligere end før. Nu

kan vi planlægge og forgribe forskellige situationer ved få at kunne fjerne

frygten for genetiske sygdomme hos familierne, eller ved at anvise abort

eller forberede familien på et dødfødt barn. Derved har vi forøget vores

evne(magt) til at gribe ind i vores liv på en anden måde end tidligere.

Men denne magt har også en bagside. Hvordan oplever disse familier den

nye teknologi? Hvordan står de hvis de ønsker at have barn på traditionel

vis? Kan de bare fralægge teknologien? Findes det valg overhovedet?

Eller bliver vi langsomt kulturelt presset ind i en følelsesmæssige

situation, hvor nægtelse af en teknologisk intervention i ovennævnte

tilfælde er det samme som omsorgssvigt? Kan familien bære at foretage

et valg med hensyn til at få abort, når vi ved at alle diagnosermetoder har

en fejlmargin? Kan det kliniske personale bære at tage sådanne valg på

andres vegne? Hvordan afgør vi om et barn med en bestemt

sygdom/lidelse er leveværdigt?

Andre svære spørgsmål begynder også at dukke op. Hvem skal

vælge hvilke sygdomme/lidelser der er leveværdige? Hvordan skal vi

  3  

foretage genetisk udvælgelse? Hvis vi skal? Personligt oplever mange

hvor svært disse problemer er. Både familier og klinikere forsøger at

finde et ståsted. Nogen vælger forkert og konsekvenserne er åbenlyse,

andre har valgt rigtigt. Men for de fleste er det, som det næsten altid er

med ny teknologi, et sted midt imellem. Vi ved ikke helt hvad vi skal

gøre, hverken familier eller klinikere.

En måde at forsøge at løse sådant et problem på er at fordybe sig i

etiske reflektioner over disse spørgsmåls kompleksitet, d.v.s. at træde et

skridt tilbage og forsøge at reflektere over selve grundlaget for hvordan vi

som mennesker finder udaf hvordan vi skal leve vores liv. Det følgende

er et bidrag til at løse vores etiske problemer, ved at forsøge at tilføje

vores reflektioner et nyt grundlag. Allerførst skal vi se på det etiske

univers, for at se præcist på hvilket niveau undersøgelsen forgår.

Etiske niveauer

I mit arbejde med etiske problemstillinger har jeg udviklet en

model jeg i det følgende benævner PEN-modellen(fig. 1). Modellen har

rødder i den traditionelle systematiske etik analyse. Modellen består i at

opdele den etiske analyse i seks niveauer. En typisk analyse berører alle

  4  

niveauer, men fokus er fortrinsvis på et, to eller tre niveauer. Modellen er

baseret på at niveauerne i praksis er uadskillelige, men i den etiske

undersøgelses proces kan det være overordentlig frugtbart at foretage en

adskillelse.

Det første niveau er problemets narrative niveau. Det er her hvor

problemet gengives eller efterlignes for at bruge et godt Aristotelsk

udtryk1. Man forsøger at redegøre for problemet. Det kan forgå som

fortælling, case eller historisk. Især fortællingen har de sidste mange år

været genstand for megen opmærksomhed. Den bruges fx ofte i

journalistikken hvor patienter fortæller om deres problem. Problemet kan

også gengives historisk, som når idéhistorikeren Peter Rossel analyserer

nazilægernes gerninger under 2. verdenskrig2. Casen indtager en

mellemposition, idet den både er fortællende, men også skal kunne

dokumenteres.

I vores dagligdag anvender vi ofte den narrative etiske analyse.

Når vi fx fortæller et barn, at det ikke skal gøre en bestemt handling, gør

vi det ofte igennem at vi fortæller en historie og taler om denne historie

med barnet. Det er en urgammel måde at reflektere etisk på. Og vi kender

den selvfølgelig også fra fx den kristne religion, hvor lignelserne er

måder at reflektere over bestemte forhold i vores liv.

På problemets næste niveau, det deskriptive niveau, søger man at

besvare følgende spørgsmål: Hvem har problemet? I hvilken

  5  

sammenhæng? Er der en interesse konflikt? Hvem artikulerer problemet?

Drejer det sig om et behandler-patient problem, kan man finde ud af om

det få er behandleren eller patienten der artikulerer problemet? På dette

niveau søger man at systematisere det narrative niveau.

Problemets normative niveau består i at analysere hvilke

implicitte og eksplicitte etiske principper der tages ibrug. Her kan man

skelne mellem en systematisk etik og en specifik etik. På det systematiske

normative niveau skelner man især mellem, de klassiske positioner

deontologisk etik og teleologisk etik.

På det specifikke normative niveau inddrages de særlige etiske

problematikker der gør sig gældende for problemets specifikke område.

Inden for behandlingsområdet, vil de centrale begreber fx være omsorg,

autonomi, informeret samtykke, respekt, tillid og paternalisme.

På problemets metaetiske niveau, analyseres problemets natur

forhold til at afgøre om der overhovedet er tale om et etisk problem. Det

kan fx være at problemet ikke er etisk, men måske overvejende er

juridisk, biologisk eller økonomisk. Fx kan man i forbindelse med

prænatal diagnostik have det problem at undersøgelses resultatet ikke er

100% sikkert. Det er selvsagt også et etisk problem. Men det kan være

frugtbart at man foretager en særskilt diskussion af diagnoseteknikkerne

inden man fortager en konklusion, der selvsagt må bero på den teknologi

og de pågældende videnskabers præmisser.

  6  

Et andet eksempel er at der i den følgende undersøgelse blive

stillet det spørgsmål om teknologiproblematikken overhovedet er et

problem for etikken og filosofien. Mange har hævdet at de teknologiske

problemer var teknologernes og ikke andre faggrene eller lægfolk.

Analyser på dette niveau handler om etiske problemers natur overhovedet

(systematiske del), og om det særlige problems etiske natur(specifikke

del).

Problemets ontologiske niveau er kendetegnet ved, at man

forsøger at besvare spørgsmålet om hvilket virkelighedssyn der ligger til

grund for problemet. Hvilket menneske- og virkelighedssyn ligger der

bag problematikken? Fx kan mennesket reduceres til biokemiske

processor? Hvad betyder det for menneskets muligheder for at fortage

valg? I den følgende undersøgelse diskuteres et menneske- og

virkelighedssyn, hvori der bla. er en central forstilling at mennesket er et

aktivt væsen overfor en passiv natur.

På det sidste niveau, problemets axiologiske niveau, sættes de

forgående analyser sammen og i spil med hinanden. Sammen med ens

egen personlige erfaring angives en løsningsmodel. Det kan direkte være

handlingsanvisninger, eller det kan være eksperimenter der kan lede frem

til nye og bedre handlinger. Dette niveau undgår man aldrig. Selvom man

underforstår sig selv som passiv, er vi altid i en proces hvor vi er med til

  7  

at skabe og genskabe værdier. Det er et etiske aksiom. Ikke at foretage et

valg er også et valg.

Den følgende analyse forgår primært på det ontologiske niveau.

Teknologi etik

Et centralt tema i den vesteuropæiske etik har i slutningen af det

21.århundrede været et radikal opgør med en række af den klassiske etiks

præmisser. En af hovedfiguerne i den debat er teknologi-filosoffen Hans

Jonas, som i 1979 skrev sin berømte bog Das Prinzip Verantwortung:

Versuch einer Ethik für die technologische Zivilisation3. Bogen er et

opgør med den klassiske etiks præmisser. Grundtesen hos den tysk-

canadiske filosof Hans Jonas er at vi må tænke på de kommende

generationer. Dette er vores egentlige og væsentligeste etiske fundament.

Dette grundlag står i modsætning til den klassiske etik, som har

domineret vores forståelse af etik op til og med vort århundrede. Hans

Jonas kritiserer den klassiske etiks tidshorisont som svarede til et

menneskes levealder. Dvs. etikken så ikke udover den eksisterende

generation. Naboen, vennen og fjenden og alle øvrige mennesker i de

umiddelbare omgivelser var omdrejningspunkt for den traditionelle etik.

De nulevende. Det var udfra den præmis at etisk indsigt blev

argumenteret for som værende umiddelbar eller a-teoretisk og det af så

  8  

vidt forskellige etiske filosoffer som Aristotetles(348-322 fvt.) og

Immanuel Kant(1724-1804).

Hans Jonas argumenterer for at den klassiske etik må overskrides,

fordi dens præmisser kun fordrer erkendelse af her og nu. Den klassiske

etik er baseret på nærhed, på den måde at forstå, at det gode og det onde i

en handling lå nær ved handlingen, enten i selve praksis eller i dens

umiddelbare område - men aldrig i nogen fjern planlægning. Nærheden

var gældende for både tid og rum. Etikken havde således med nutiden at

gøre, og det gode i nutiden var derfor et mål i sig selv. På de præmisser

omhandlede etik, situationer som opstår mellem mennesker i typiske

situationer fra det samtidige samfunds private eller offentlige liv, men

aldrig med henblik på deres eller nye generationers fremtidige liv.

Ansvar, som medansvar for fremtidige generationer, har aldrig

været på dagsordenen. At tænke etiske handlinger ind i fremtiden bliver

ifølge Hans Jonas endnu mere fraværende når den klassiske etik forenes

med renæssancens positivistiske videnskabsideal. Det videnskabsideal

som er baseret på indsamling og bearbejdning af erfaringer efter en række

bestemte metoderegler

For Hans Jonas bliver den vestlige etik for alvor udhulet i

renæssancen og etik bliver langsomt et privat anliggende. Noget der hører

til inden for hjemmets fire vægge. Den bliver inderliggjort, men også

samtidigt yderliggjort. Fordi det højeste gode bliver magt over naturen,

  9  

med magten som præmis for menneskets lykke. Formålet med

renæssancens program var at rette menneskets interesse mod menneskets

magt over naturen og udnytte denne magt til at skabe en bedre tilværelse

for mennesket her og nu. Denne magt over naturen har betydet meget for

menneskeheden. Magten kan anskues som en succes på baggrund af

følgende to kriterier. For det første en økonomisk succes, idet vi dels har

opnået større, bedre og mere varieret produktion, dels mindre fysisk

opslidende arbejde og større forbrug. For det andet en biologisk succes,

hvor der er sket en planetarisk metabolisme - en global omskabelse af

vores planet i form af den eksponentielle befolkningsvækst, som er affødt

af den forbedrede sundhedstilstand.

Renæssancefilosoffen Francis Bacon(1561-1626) sagde at viden

er magt og vi har sandt at sige skabt enorme mængder af viden og vores

magt er utrolig stor. Men ifølge Hans Jonas har det baconske program

medført at vi ikke længere kan magte denne enorme mængde viden. På

grund af selve omfanget af vores magt, kan vi ikke kontrollere den. De

indre og selvgenererende kræfter i et vores projekt fører det ud af vores

hænder. Bacon så ikke dette magtparadoks. På den ene side får vi magt

over naturen ved intensivt at udnytte den, men samtidig bliver vi selv

underkastet denne magt. Vores håb for denne magt er blevet til en

apokalyptisk frygt.

  10  

Dette magtparadoks finder Hans Jonas særlig presserende i moderne tid

og nøglen til paradokset skal findes i vores teknolgiforståelse og

udvikling.

Hans Jonas diskuterer behovet for en ny etik der tager højde for

de ændrede levevilkår menneskeheden står i. Grundlaget for filosofisk

beskæftigelse med teknikken er, ifølge Hans Jonas, at den seneste

teknologi, dvs. den teknologiske udvikling inden for de sidste to

århundreder, har udvidet vores handlings muligheder i et

revolutionerende omfang end tidligere. Konsekvenserne af vores

teknologiske handlinger er så enorme og langtidsvarende, at vi står

overfor det han kalder et Novum. Et novum er et problemkompleks som

indebærer en revurdering af vores hidtidige etiske grundlag.

Ifølge Jonas er behovet for at diskutere etik som ansvar -

Verantwortung- blevet en nødvendighed, ikke kun for at vi kan handle

godt, men fordi vi qua den teknologiske udvikling er istand til at udslette

os selv, hvis ikke vi tager vores ansvar som mennesker på os. Hans

udgangspunkt, bliver derfor en problematisering af vores muligheder for

at udrydde os selv og/eller fremtidige generationer. Vores tids Novum,

som udvikledes fra renæssancens forherligelse af den positivistiske

videnskab med dens stræben efter at måle, veje og beherske naturen til i

dag, er at vi kan gribe ind i vores omgivelser og ændre radikalt ved dem,

uden at kunne overskue konsekvenserne.

  11  

Ifølge Jonas er problemet med vores etiske overvejelser fra ca.

500 fvt og frem til i dag, er at de er baseret på en problematisk ontologi.

Denne ontologi indebærer en opfattelse af mennesket som aktivt og

heroverfor står den passive døde natur. Det har ikke været en del af vores

verdensbillede at handlinger kunne have konsekvenser der strækker sig

ud over det etiske subjekts egen levetid. Vi ved endnu ikke hvilke

konsekvenser det får for de fremtidige generationer at der indenfor de

sidste 30 år er blevet sat genspeljsede korn og dyr ud i naturen, vi ved

endnu ikke hvilke langsigtede konsekvenser det har for de mange

millioner af børn der er blevet vaccineret, vi ved endnu ikke hvilke

langsigtet konsekvenser det har for vores sædproduktion at vores mad

fyldes med tilsætningsstoffer. Det betyder at den traditionelle etik der var

centreret omkring vores umiddelbare omgivelser, bryder sammen og at vi

må udvikle en ny etik for den teknologiske tidsalder.

Hans Jonas peger på det novum vi står i, og relaterer det til vores

etiske problemstillinger og argumenterer for behovet for at revurdere

vores etiske grundlag. Formålet er at der er plads til en fremtid for

menneskeheden , dvs. vores børn. Han formulerer sit imperativ således:

Dass eine Menschheit sei4

  12  

I kantiansk forstand er dette imperativ ifølge Hans Jonas det eneste

kategorisk imperativ der er væsentligt.

Den moderne teknologi som novum

Den moderne teknik kalder Hans Jonas for et novum, dvs. noget nyt vi

skal til at tage stilling til. Den kan ikke entydigt bestemmes som god eller

ond. Han giver en række begrundelser. For det første begrunder han det

med det han kalder for: virkningens ambivalens. Hvilket betyder at man

ikke altid kan overskue eventuelle virkninger ude i fremtiden.

Eksempelvis kan vi komme til at behandle med en medicin der får en

langt større bivirkning end det medicinen skulle behandle.

Teknologien opererer ifølge Hans Jonas med en uendeligheds

forståelse og med en ophævelse af mål. Mennesket har altid skabt og

anvendt teknologier, så det er ikke heri gennem vi kan karakterisere dette

novum. De tidlige teknikker i form af værktøj kunne opfylde enkelte

behov. Mennesket kunne sætte sig et mål - bygge et hus - og få det

opfyldt. Men med den moderne teknologi forholder det sig anderledes. At

gensplejse korn produkter for at kunne producere mere er et meget diffust

mål. Fordi det indeholder en række modsætninger og spørgsmål. Hvornår

har vi produceret nok når nu teknologien giver os mulighed for at

  13  

producere meget mere? Den moderne teknologis væsen gør at det ikke

giver nogen mening at tale om mål. Teknikken fremtræder nærmest som

autonom. Den er en proces. Skridt følger andre skridt. En landvindng

afslører nye ukendte muligheder, uden at vi får særlig lang tid til at

bekymre os om hvor vi vil hen.

Hans Jonaśs anden begrundelse for at anskue teknologien som et

novum er at den gør enhver nyskabelse til en nødvendighed. Vi kan ikke

spørge om vi vil tage det i brug? Har vi opfundet noget nyt anvender vi

det. Hvor produktionen, forstået i videste udstrækning, tidligere havde til

formål at dække umiddelbare behov, er mange af de nye teknologier

kendetegnet ved at de selv skal have dækket en række behov og derved

kommer til at blive mål i sig selv.

En tredie begrundelse for at opfatte teknologien som et novum, er

teknologiens globale omfang i tid og rum. Vi kan nu lokalt udføre

handlinger som har konsekvenser for mange millioner mennesker. Fx har

krigsteknologien overflødiggjort mand til mand kampen, hvorved at

kollektivt bevidste værdier som mod, tapperhed og bamhjertighed er

blevet overflødiggjort. Det mest kendte eksempel på dette er velsagtens

den anvendte computerteknologi under golfkrigen i 1993 og en heraf

affødt samtidig fremvisning af direkte bombninger på skærmen i

fjernsynet i de små hjem i Europa og USA.

  14  

Antropocentrisme og nærhed

I den klassiske græske etik handlede etikken om det nære personlige

forhold. For Aristoteles var det venskabet der skulle være model for

hvordan vi skulle forstå menneskelige forhold. Etikken var bundet til

situationer hvor venner og borgere (Slaver, kvinder og børn regnede

Aristoteles ikke med her) stod ansigt til ansigt og løste situationer.

Mennesket havde ingen absolutte værdier hos Aristoteles, det havde kun

værdi som middel eller redskab for det retsskafne menneskes søgen efter

lykke. Mennesket er i den aristoteliske, eller rettere i Aristoteles

Nichomenaenske etik, ikke beskyttet mod undertrykkelse, mennesket har

ikke en absolut værdi. Mere end 1000 år senere gør Immanuel Kant op

med denne etik, og hævder at mennesket ikke blot må behandles som et

middel, men kun som et mål i sig selv. Men uanset om disse to klassiske

etikere så mennesket som erstattelig eller uerstatteligt, mente de at

mennesket var genstanden for etikken. De havde hvad man senere har

kaldt en antropocentristisk - dvs. med mennesket i centrum - opfattelse af

etik. Denne synsvinkel var dominerende i etikken frem til

industrialiseringen.

Denne etiske antropocentrisme mener Hans Jonas var

karakteriseret ved fire træk5 frem til ca. år 1800. Jeg vil her referere to.

For det første er enhver beskæftigelse med verden uden for og omkring

  15  

mennesket, dvs. hele området for techné (her undtager han

lægevidenskaben) blev betragtet som etisk neutral. Fordi vores forståelse

af naturen kun i ringe grad inddrog dens selvopholdende natur i lidenskab

og medlidenhed. Derfor stillede vi heller ikke nogen spørgsmål om varige

skader på naturen. Enhver beskæftigelse med verden uden for og omkring

mennesket var anskuet som etisk neutral i forhold til subjektet, fordi

vores teknologiske praksis, blev forstået som et begrænset indgrab i en

verden af nødvendighed. Teknologen blev ikke set som et

selvretfærdiggørende fremskridt henimod menneskehedens hovedmål.

Den teknologiske skabertrang vi kender i dag, var dengang imod selve

skaberværket. Virkningen af ikke-menneskelige genstande dannede i den

antropocentriske etik intet område af etisk betydning. Etiske betydning er

om menneskets direkte beskæftigelse med mennesket og dets

beskæftigelse med sig selv. Mennesket blev anset for at være et

vedvarende væsen og var ikke i sig selv genstand for en omformende

techné. Hans Jonas's tese er at det filosofiske grundlag var baseret på at

menneskets ikke kunne ændre ved naturen, idet naturen var en urokkelig

og fast størrelse. Naturen var ukrænkelig og derfor var naturen ingen

genstand for det menneskelige ansvar.

I forlængelse af dette første træ følger et andet træk, nemlig at

etikken i den traditionelle etik er præget af det Jonas kalder nærhed. Det

gode og det onde i handlingen lå nær ved handlingen, enten i selve

  16  

praksis eller i dens umiddelbare område og indgik ikke nogen fjern

planlægning. Denne nærhed i mål var gældende for både tiden og

rummet. Handlingsrummet var lille og kontrollen over omstændighederne

var begrænset. Det lange løb af begivenheder efter hinanden var til

rådighed for tilfældet, skæbnen eller forsynet. Etikken havde med nutid at

gøre. Den skete her og nu. Den omhandlede situationer som opstår

mellem mennesker. Etikken handler om det typiske. Det typiske er det

der vender tilbage, dvs typiske situationer fra det private eller offentlige

liv. Det gode menneske var det, der mødte disse situationer med dyd og

visdom, dyrkede evnen i sig selv dertil og i øvrigt affandt sig med det

ubekendte.

Denne antropocentrisk etik som har er blevet skitseret, har sine

rødder dybt ned i den aristoteliske etik. Denne etik spiller stadig en rolle i

dag, men har også mistet en del af sin validitet. Den giver kun mening i

begrænset omfang. Etikkens afgrænsethed til menneskets etik får Hans

Jonas til at argumenterer for at vi er nødt til at udarbejde en ny

samfundsetik. Den nye samfundsetik mener Hans Jonas skal indeholde

følgende tre elementer6:

1. En forståelse for naturens sårbarhed overfor menneskets

tekniske indgriben.

  17  

2. En bevidsthed om at viden er blevet til en påtrængende pligt.

Vi skal vide mere end vi vidste tidligere og vedkende os vores

tidligere uvidenhed.

3. Antropocentrismen må ophæves. Tilstanden for naturen uden

for mennesket, biossfæren både i sin helhed og i sine dele, er

blevet underlagt vores magt, netop derved er det blevet et kostbart

menneskeligt gode og har moralsk krav på os, ikke kun for vores

skyld, men også for sin egen skyld og interesse.

Teknologien får ifølge Hans Jonas således etisk betydning pga.

den centrale plads den indtager i menneskets subjektive formålsliv.

Teknologien fremtvinger stadig ny teknologi og den nye teknologi

tvinger mennesket til stadig udvikling af det der allerede er frembragt.

Dette fordrer en stor viden så vi kan styrere teknologien og dets

konsekvenser og ikke lader os styre af den teknologiske udvikling. Derfor

bliver det snarere fremtiden end nutiden der bliver den nye etiske

horisont7. For Jonas bliver etik til fremtidsetik.

Neutralitet og værdifuldhed

  18  

Det etiske område er blevet udvidet på en måde som man for bare 30 år

siden ikke kunne forstille sig. For Hans Jonas har menneskets teknologisk

handlinger ikke længere kun relevans i vores nære miljø og vores nutid,

men for mange flere end tidligere og for fremtiden. Dvs. det

menneskelige kan derfor ikke blot forståes som en væren til døden.

I antikken var menneskets tilstedeværelse selvfølgelig -

menneskeheden var der og menneskeheden ville bestå. Den

selvfølgelighed er ikke tilstede længere. For Hans Jonas er

tilstedeværelsen af menneskeheden blevet fundamentet i hans etik.

Pligten til at vores handlinger skal være baseret på at der vil kunne

eksisterer fremtidige generationer er den pligt der er første præmis for al

forpligtelse, og som forpligter til at der forligger rene kandidater til et

moralsk univers i den fysiske verden8.

Det nye ved denne pligt er at den ikke kan indgå i noget

gensidighedsforhold, fordi jeg er forpligtet overfor fremtidige mennesker

jeg aldrig vil møde. Jeg gør noget for dem de hverken kan eller skal gøre

overfor mig - nemlig sørger for at de kan eksisterer. At man skal leve

således at der i en fjern fremtid kan leve andre mennesker på jorden, er

som tidligere nævnt Jonas eneste imperativ, som er et kantiansk

kategorisk imperativ.

Med denne opfattelse er Jonas en form for naturalistisk etik. Dvs.

en etik der ikke forudsætter en adskillelse mellem en etisk virkelighed og

  19  

en ikke-etisk virkelighed. At en etik er naturalistisk vil sige at den hævder

at nogle moralske vurderinger kan udledes af udsagn, der ikke indeholder

moralske vurderinger. Naturalismen forståes ofte på en af følgende tre

måder: a) at moralske vurderinger er identiske med beskrivelser, som kan

efterprøves ved hjælp af videnskablig undersøgelse. b) At det er muligt at

slutte gyldigt fra en beskrivelse til en moralsk vurdering. c) At de

fundmentale vurderende begreber som f.ek. “god” kan analyseres ud i

simplere begreber.

Det er blevet hævdet af bla. filosoffen Hare at en sådan opfattelse

er problematisk. I deres opfattelse er en naturalistisk etik et BØR, der er

afledt af et ER. Men det er ifølge bla. Hare en fejlslutning, det der mere

præcist kaldes den naturalistiske fejlslutning. Hare mener at den

naturalistiske fejlslutning består i at forveksle det at beskrive og vurdere.

I en vurdering, mener Hare, ligger der altid en handlingsforskrift, hvilket

der ikke gør i en beskrivelse.

Men Jonas argumenterer for at Hares opfattelse har forudsat en

neutralisering af væren, dvs. at den ikkemenneskelige verden i sig selv

ikke har nogen værdi. Der er ingen forskel mellem såkaldte præskriptive

og deskriptive beskrivelser eller forståelser. Sådan som vi forstår naturen,

sådan behandler vi den. Sådan som vi forstår andre mennesker, således

behandler vi dem.

  20  

Det er ikke en tilfældig teori Hare fremligger. Den er faktisk

kulminationen på mange århundreders videnskablig udvikling. Dette

videnskablige fænomen der består i at adskille mellem BØR og ER, eller

mellem BØR-videnskaberne(humaniora) og ER-

videnskaberne(naturvidenskab) har sin rod i vores forståelse af

teknologien som neutral. Denne teori - neutralitetsteorien - er den

herskende forestilling.

Vores videnskablige selvforståelse bunder i en forstilling om at

viden i sig selv ikke er ond eller god, men måden viden vi anvender den

på kan være ond eller god. Hans Jonas hævder at videnskabens såkaldte

værdifrihed kan forståes på mindst to måder9. Dels metodologisk og dels

ontologisk. For det første den værdifrihed vi kender som et imperativ:

vær objektiv som forsker! Lad ikke personlige præferencer styrere din

forskning! Forskeren skal være værdifri. For det andet ontologisk, hvor

det hævdes at selve erkende genstanden er værdifri.

Den første form for værdifrihed hylder vi alle til en vis

udstrækning. Men det er en paradoksal holdning og de sidste 20 års

videnskabsteoretiske forskning har dog også sat denne holdning under

stræk kritik.

Til grund for den anden forestilling om værdifrihed ligger en

naturteori og en værditeori. Naturforstillingen har sit udspring i 17.årh.

opgør med causa finalis forstillingen. I causa finalis forstillingen

  21  

opfattede man processoerne i naturen som udtryk for vilje og der var

mening med alt som skete. I dag har en anden årsagsteori fået overtaget.

Natueren er baseret på "årsag-virknings" forhold og er dermed målløs.

Dette syn har ifølge Hans Jonas to følger10: For det første at den

teknologiske magt frisættes. Man kan gøre alt med naturen. Alt hvad der

falder ind under ER katagorien er til vores frie afbenyttelse. Og for det

andet at der sker en adskillelse mellem ER og BØR. Hvor naturen blot

ER, og menneskets liv kan beskrives med et BØR.

Og langsomt sker der det at ikke blot naturen, men også

mennesket bliver til et ER-område. Vi bliver i denne forstilling "drevet"

af vores drifter til målene - i en værdineutral proces. Der forgår en

værdineutraliseringsproces af stadig flere områder og vi får et problem

hvis vi ikke opdager at videnskaben og teknologien er noget vi har skabt.

Videnskaben og teknologien er netop noget vi skaber, og ikke noget der

blot sker af sig selv. Det er os der vælger at forstå naturen som målløs

eller afsjælet. Man kan ifølge ham ikke forstå teknologien som noget

"adskilt" fra resten af samfundet, - noget der vurderes på afstand - noget

eksternt.

De uløselige etiske problemer

Hans Jonas kan hjælpe os med at komme ud af det der ofte bliver

fremstillet som de uløselige etiske problemer. Det er en

  22  

Hans Jonas har dog en række svage punkter. Et af dem diskuterer

Peter Kemp diskuterer I sin bog: Det uerstattelige. Kemp stiller

spørgsmål ved om nærheds og afstandsetikken kan adskilles11. Kemp

mener ligesom Jonas at der skal inddrages viden i etikken, men det

betyder ikke at vi må nøjes med den videnskabelige erkendelse. Kemp

hævder at etikken er baseret på en ansigt til ansigt model. Og konkluderer

at vore langsigtede handlinger kun er etiske når de forståes og udføres i

analogi med vore handlinger i det nære miljø.

1Aristoteles: Om digtekunsten. V./ Erling Harsberg, Gyldendal

1969.

2Peter Rossel: Medicinsk Etik, 1979, GAD.

3Jonas, Hans: Das Prinzip Verantwortung: Versuch einer Ethik

für die technologische Zivilisation, Insel Verlag, Frankfurt am Main

1979. Denne er senere oversat til engelsk, hvor der er indføjet en række

nye tekster: The Imperative of Responsibility - In Search of an Ethics for

the Technological Age, The University of Chicago Press, 1984. Den er

også blevet oversat til dansk: Ansvarets princip: Udkast til en etik for den

teknologiske civilisation, Hans Reitzels Forlag, 1999. Alle referencer i

det følgende er til den tyske original udgave.

4 Jonas 1979 p.90.

  23  

5Jonas 1979 pp.22-23

6Jonas 1979 p.28-29.

7Jonas 1979 p.32.

8Jonas 1979 p.34.

9 Hans Jonas, Technik, Medizin und Ethik - Zur Praxis des Prinzips

Verantwortung.", Insel Verlag, Frankfurt am Main, 1985, p.83.

10 Jonas, 1985, p.83.

11Kemp