Ribe StiftsnytDECEMBER 2015 · JANUAR · FEBRUAR · 2016

NR

. 20

. 11

. ÅRG

AN

G

20 StiftsnytSIGILLU

M . DIOCESIS. R

IPEN

SIS

Præstegårde

Foto: Gitte Volsmann

2

Af en præstegårds-fundamentalists bekendelser»Hvad ville Henrik Pontoppidan væ-re uden den danske præstegård?«, og »[H]vad var svensk nutidskunst uden den lutherske præstegård og Ingmar Bergmann og Göran Thunstrøm?«, spørger Hans Hauge retorisk i bogen »Den Danske Kirke nationalt betrag-tet« (Anis, Kbh. 1998 s. 132 og 134). Nej, det har han nok ret i. I vinterhalv-året 2013-14 viste Historisches Muse-um i Berlin en anmelderrost udstilling om præstegårdsinstitutionens velbe-kendte samfundsmæssige betydning i de lutherske lande. Det er for så vidt derfor ikke uden grund, at journali-sten og højskoleforstanderen Bjørn Bredal den 28.9.2015 i Dagbladet Poli-tiken brokker sig over den � ugt fra præstegårdene, vedligeholdelsesmæs-sigt og på anden vis, som han mener at kunne iagttage over det danske land (men, hvor udbredt er den?).

Udgangspunktet her er især landpa-storaterne og præstegårdenes rolle

dér. I mine 22 år i Ribe Domprovsti har jeg været med til at nedlægge 4 ud af de 15 præstegårde, der var i provstiet, da jeg kom til det. Det er sket i forbindelse med den løbende tilpasning af pastoratsstrukturen til ændringerne i det omgivende sam-fund, herunder ændringer såvel i be-folkningstallet som i erhvervs- og skolestrukturen. Jeg ved ikke, om vi kunne have gjort andet, men vi gjor-de det, om end ikke uden anfægtelser og denne generende fornemmelse af at være med til at skubbe til en hæl-dende vogn, nemlig den fortsatte for-armelse af landdistrikterne.

Jeg er i udgangspunktet tilhænger af præstegården og den sociale kon-trakt, som boligpligten repræsente-rer: At være præst er ikke kun at ud-føre en funktion, men at dele et sted, dets historie og vilkår sammen med de mennesker, man er præst for. At være præst er fundamentalt set altid

at indgå i et livsfælleskab. Det forud-sætter ikke nødvendigvis boligpligt, men boligpligten er en vigtig erin-dring om det. Samtidig har selv jeg måttet erkende dels, at ideen om livs-fællesskabet og den sociale kontrakt kan opleves som et tomt postulat i en � ygtighedskultur, og dels, at præste-gården en dag vitterligt kan ligge som en tapper, men omsonst udpost et sted, hvor (andre) folk hverken bor eller kommer. Det kan man så, som vi har måttet det i Domprovstiet, blive nødt til at tage bestik efter, uden at det dog har fået mig til at ændre sel-ve mit grundsyn.

Jeg har hørt nyuddannede præster sige, at de ikke vil »dérud« og bo. Jeg tror, at en del af forklaringen er den velbekendte angst for det ukendte, for de ved ikke, hvad de går glip af i henseende til menneskelige lærings-processer. Trods alle sine uomtviste-lige fordele har byen en tilbøjelighed

Af domprovstJens Torkild Bak

3

til at spejle og reproducere sig selv, mens det måske i virkeligheden er »derude«, nye tanker om samfund og kultur skal udvikles. I en tid, hvor der igen, med ud� ytningen af stats-lige arbejdspladser, spirer en løfterig om end (stadig) spinkel bevidsthed om værdien af at brede landet ud, skal vi passe på, at vi ikke i folkekir-ken i bevidstløs skæbnetro på, at det hele kun går én vej, fortsætter centra-liseringens spor.

Jeg skal indrømme, at jeg i henseende til boligpligten er gået fra at være en glødende tilhænger til blot at være fortaler i almindelighed, således for-stået, at jeg ikke er blind for omkost-ningerne, både de direkte økonomi-

ske og de a� edte. Det er et vældigt dyrt arrangement. Det er dyrt for kir-kekassen. Forude venter mange ste-der i disse år i tillæg til de almindelige vedligeholdelsesomkostninger mas-si ve investeringer i energioptimering af de gamle huse, hvis forbrugsud-gifterne (sammen med miljøbelast-ningen) skal bringes ned på et tids-svarende niveau.

Men tjenesteboligen er sjældent hel-ler nogen fordel for præstens privat-økonomi, nærmest tværtimod. Hvor-til kommer de a� edte omkostninger, der for menighedsrådet består i et ikke ubetydeligt besvær og for præ-sten og dennes familie blandt andet i et ejendommeligt identitetsproblem:

»Hvem er vi egentlig selv, og hvor hører vi egentlig selv til, når systemet ejer os hele vejen rundt og smider os ud den dag, den ene af os, embedsin-dehaveren, går på pension?« Det kan være særligt generende for ægtefæl-len. Ikke sært, hvis en og anden præ-stefamilie med ukristelig misundelse følger med i de boligprogrammer, der ruller hen over skærmen og kæ-der personlig identitet sammen med den stadigt højere værdsatte (selv)ejerbolig. Alligevel. Af hensyn til de samfundsmæssige aspekter, til den føromtalte sociale kontrakt og til fol-kekirkens tilstedeværelse overalt i landet skal man være varsom med at pille ved boligpligten.

Der er næppe mange, der skænker det en tanke længere – men tænk på, hvor radikalt anderledes Danmarks-kortet ville have set ud i dag, hvis man ikke havde valgt at ophæve bo-ligpligten for de andre tjenestemands-grupper – et valg, der set over tid i den grad har været med til at lette vejen til den centralisering, som rege-ringen nu forsøger at rulle tilbage! Men hvis boligpligten for præster skal fastholdes i fremtiden, er det et arrangement, parterne skal ville med åbne øjne ud fra en forståelse af gen-vinsten sammenholdt med de umis-kendelige omkostninger.

Nr. Nebel præstegårdFoto: Gitte Volsmann

4

Kører man mod syd fra dæmningen på Rømø, kan man ikke undgå at se kirken, der ligger med sin særpræ-gede bygningsstil og kirkegården med kommandørstenene, der fortæl-ler om Rømøs storhedstid sidst i 1700-tallet, hvor øens mænd tog på hvalfangst ved Grønland.

Vest for kirken ligger præstegården malet med den karakteristiske Rømø-rød, med stråtag og sammenbygget med den gamle staldbygning, der er nyrenoveret og anvendes til kon� r-mandforberedelse og sogneaktiviteter.Rømø sogn står over for at skulle an-sætte en ny præst, og i den sammen-

hæng er vi meget bevidste om, at vi er et lille sogn, når man kun tæller de fastboende på øen, men det er et sogn, der ikke er sammenligneligt med ret mange andre mindre sogne, da her er ca. 2100 sommerhuse og derudover besøges øen af ca. 2,5 mil-lioner turister hvert år.

Det handler ikke om idyllisering - men om et levende hus

Af Birthe Storm Winther,formand for Rømø Sogns Menighedsråd

Rømø præstegård- et levende hus

5

Mange af disse besøgende kommer i kirken og på kirkegården, og der rin-ges ofte på præstegårdens dør, når an-dre menighedsråd og kon� rmander er på ud� ugt til øen, hvor præsten bli-ver bedt om at fortælle om kirken og samtidig holde en kort andagt. I andre sammenhænge må man som præst på en ferieø også være til rådighed med hensyn til samtaler og sjælesorg.

Efterhånden er der � ere af sommer-husejerne, der føler en større tilknyt-ning til Rømø Kirke end til deres sog-nekirke og derfor vælger at blive døbt, viet eller begravet/bisat her.I disse tider, hvor der foregår en sta-

dig større centralisering, har kirken og præsten en stor betydning som fælles samlingspunkt for et sogn med de gudstjenester og aktiviteter, der foregår i kirken og præstegården.

Her mødes alle aldersgrupper til bl.a. foredrag, koncerter, � lm eller socialt samvær, og det giver god mening for et sogn, der altid skal køre over en dæmning for at komme til lignende arrangementer på fastlandet. Det er desuden vigtigt, at præsten ses i dagligdagen rundt på øen bl.a. ved foreningsarrangementer og hos de handlende, så han/hun er et natur-ligt billede af hverdagen.

Dejligt er det også at se lys i præste-gårdens vinduer en vinteraften og vide, at huset er »levende«. Det giver en vis tryghed, uden at det skal op-fattes som præstegårdsidyllisering.

Præsten på Rømø betjener også Ren-bæk Statsfængsel, hvor der i 2014 blev bygget en kirke for de indsatte, og der er opbygget et samarbejde mellem Rømø sogn og statsfængslet, der er fundamenteret og fungerer på bedste vis, derfor ser Rømø Menighedsråd fortrøstningsfuldt på muligheden for at få en ny præst på fuld tid. “““

Der ringes oftepå præstegårdens dør, når andre menighedsråd og kon� rmander erpå ud� ugt til øen

6

Af biskopElof Westergaard

I 2017 skal vi fejre reformationsjubi-læet. Den 31. oktober 2017 er det 500 år siden, at Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. Reformationen � k stor betydning for vores samfunds udvikling, og de dan-ske præstegårde har i denne udvik-ling også spillet en ikke uvæsentlig rolle. Præstegårdene er netop en af reformationens frugter. Præstegården blev stedet, hvor det nye ideal for præster blev udlevet: Præstegården som hjem for kirkens og statsmagtens lokale repræsentant og sognets hyrde. Præsten som en gift mand med fami-lie i præstegården og også gerne som et forbillede for sognets andre kristne husfædre.

Præstegårdene har mange steder væ-ret og er � ere steder stadigvæk med til at danne et tyngdepunkt i den kirke-lige og folkelige kultur. Men der sker også forandringer. Igennem de sidste årtier er en del af landets præstegårde blevet solgt fra. Befolkningsændrin-ger og en stigende urbanisering har medført tilpasning af sogne, med der-tilhørende sognesammenlægninger til

følge, hvad igen har medført salg af »overskydende« præstegårde.

Der har desværre også været en del eksempler på præstegårde, der pga. angreb af skimmelsvamp har krævet så omkostningsfulde renoveringer, at menighedsrådene har valgt i stedet at bygge en ny bolig. Man har så samti-digt også bedre kunnet opfylde kra-vene til en moderne bolig og behove-ne hos nutidens præstefamilie. Hen-synet til kulturarv kontra hensynet til økonomi og funktion kan her komme i spil. Endelig har de mange sognehuse eller særskilte kon� rmandstuer rundt om i

sognene også mindsket præsteboli-gens betydning.

Den tilstundende reformationsfejring kan imidlertid være en god anledning til, at vi ser nærmere på præstegår-dens betydning for vores kirke nu og i fremtiden. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at præstegårdene er et gode for et pastorat. Boligen er med til at forank-re præsten lokalt. Men jeg kan også samtidig se, at det ikke alle steder er muligt at have en præst boende i sog-net. Opgaven er da for præsten allige-vel at være nærværende og forankret på det sted, hvorfra menigheden har kaldet vedkommende præst.

Reformatorisk arv og gode

En af de skimmelsvampramte præstegårde ligger i Alslev

TILGANG / AFGANG AF PRÆSTER I RIBE STIFT

Malt Provsti Rødding-Øster Lindet

Sognepræst Martin Ingeman Jensen er meddelt

afsked efter ansøgning med udgangen af

oktober måned 2015. Knud Fensten Madsen

er konstitueret under vakancen i pastoratet.

Varde Provsti Ansager-Stenderup-Skovlund

Trine Lydeking Taylor er konstitueret fra den

1. oktober 2015 under vakancen i pastoratet.

Henne-Lønne

Bodil Raakjær Jensen er konstitueret fra den

1. september 2015 med kvote 50% under

vakancen i pastoratet.

Skads Provsti Vor Frelser

Sognepræst Arne Aa er meddelt afsked med ud-

gangen af februar måned 2016. Linda Roslyng er

konstitueret under Arne Aas udstationering i

Staby-Madum fra 1. oktober 2015.

Ringkøbing Tim-Stadil-Vedersø

Provsti Margrethe Dahlerup Koch er meddelt afsked fra

stillingen som sognepræst efter ansøgning med

udgangen af september måned 2015. Gunda

Jørgensen er konstitueret fra 1. oktober - 31.

december 2015 under vakancen i pastoratet.

Stadil og Vedersø

Leise Christensen er meddelt afsked fra stillin-

gen som ulønnet hjælpepræst efter ansøgning

med udgangen af september måned 2015.

Staby-Madum

Sognepræst Niels Henrik Arendt er afgået ved

døden den 24. august 2015. Sognepræst Arne Aa

fungerer i stillingen som sognepræst fra

1. oktober 2015 - 29. februar 2016.

Grene Provsti Give

Sognepræst Maibrit Pedersen er meddelt

afsked efter ansøgning med udgangen af

oktober måned 2015. Jette Bendixen Rønkilde

er konstitueret fra den 1. december 2015

under vakancen i pastoratet.

Vorbasse-Skjoldbjerg

Anne Christine Benner er konstitueret under

Susanne Østbjerg Kargos barselsorlov i perioden

15. september 2015 - 1. februar 2016.

Øster Nykirke-Vonge

Søren Elbæk Jensen er konstitueret under

Diana Rasmussens barselsorlov i perioden

9. oktober 2015 - 25. februar 2016.

7

STIFTSNYTS REDAKTION

Elof Westergaard (ansvarshavende)

Birgitte Hausted

Karl Lund

Hans Jacob Iversen

Simon Talbo Linne berg Stubkjær (redaktør)

Betina Kirstine Dichov Rasmussen

Jane Marie Sognstrup (redaktør)

Ribe StiftKorsbrødregade 7 · 6760 RibeTlf. 7542 1800 · Fax 7688 5635kmrib@km.dk · www.ribestift.dk

Åbningstid:Mandag-torsdag kl. 9.30-15.00Fredag kl. 9.30-13.00

Redaktionens adresse:Ribe StiftKorsbrødregade 7 · 6760 RibeTlf. 7542 1800 e-mail: BIH@km.dk

Telefontid:Mandag-torsdag kl. 10.00-15.00Fredag kl. 10.00-13.00Biskop: Elof WestergaardTræffes efter aftale el. tlf. 2467 7040e-mail: eve@km.dkStiftskontorchef: Elisabeth Aggerbeck, tlf. 2326 3380

Ribe Stiftsnyt:Udsendes 1/12, 1/3, 1/6 og 1/9 til alle, der arbejder i og for folkekirken i stiftet.

Ribe Stiftsnyt � ndes også på www.ribestift.dk

SPID

SEN

Af s

ogne

præ

st

Hel

le E

lber

g To

rp, A

ndst

Ribe Stiftsnyt

Det har netop været hvepsetid, og jeg er utryg ved hvepse. De er util-regnelige og kan stikke flere gange. Der er god grund til, at man sam-menligner et ømtåleligt emne, hvor risikoen for konflikt er overhængen-de, med det at stikke hænderne i en hvepserede. En lille tilforladelig stør-relse som et hvepsebo kan pludselig åbenbare en sværm af angreb, når beboerne forsvarer sig mod freds-forstyrrere.Når man bringer debatten om præ-stegård og bopælspligt på bane, aner man en hvepserede. Præstegår-den udgør for mange sognets stolt-hed og hjerteblod og manifesterer talrige steder den sidste rest af, at noget trods alt er, som det altid har været.

Jeg bor ikke i præstgård længere. Det er ikke noget, der bliver talt ret meget om, og det er heller ikke det budskab, jeg plejer at råbe ud fra ta-gene. Præstegården blev solgt. Menig-hedsrådet fik muligheden for at leje de tjenstlige lokaler af køberen, så jeg har fortsat min daglige gang i den forhenværende præstegård. Embedet og opgaverne i den forbin-delse har ikke ændret sig. Jeg er sta-dig sognepræst, forbereder konfir-mander i konfirmandstuen, har samtaler i præstegårdens kontor, forvalter opgaverne som personre-gisterfører, og yder bistand i nabo-sognet. Måske var det overraskende for nogle få, at jeg foretrak at bo i eget

hjem frem for det hus, menigheden stillede til rådighed for min familie. Men nu hvor det er mere end tre år siden, vi flyttede, møder jeg kun forståelse og glæde over, at familien trives. Jeg skal ikke kunne sige, om præste-gården og bopælspligten generelt bidrager positivt til den pastorale selvforståelse eller pastoratets, men jeg ved, at jeg i sin tid afgav løfte om, »at jeg vil varetage mit embede med flid, retsindighed og troskab«, og den bestræbelse er efter bedste evne efterkommet både med og uden præstegård. Og lad mig så fremsætte det lønlige håb, at hvepsene er gået i hi for vin-teren.

Hvepsereder og præsteboliger