Oplevelser og historier omkring "Øster Sundhus"

1

Oplevelser og historier omkring ”Øster Sundhus” Tørfisk i Nordsøen Den smertefulde tyr Anton i ”Øster Sundhus” Den forfængelige hvide and Knud Erik Guldager

PDF created with pdfFactory Pro trial version www.pdffactory.com

http://www.pdffactory.com

2

Oplevelser og historier

omkring Øster Sundhus

Tørfisk i Nordsøen

Den smertefulde tyr

Anton i Øst Sundhus

Den forfængelige hvide and

Februar 2008



3

Tørfisk i Nordsøen

Thyborøn havn 2007 - I baggrunden lå i 1993 Krestens båd. En dag i juni 1993, da vi var oppe i vores fritidshus, gik jeg forbi min nabo Krestens ejendom. På tørresnoren hang nogle meget tørre rødspætter, - hængt ud, som var det vasketøj. Jeg stoppede selvfølgelig op og studerede dem og Kresten kom ud og spurgte om jeg ville have et par stykker? - Hvad er det for noget? - spurgte jeg. – Det er jo tørfisk og de smager rigtigt godt. – Det, er der da i hvert fald mange heroppe, der syntes, sagde han.



4

Men jeg vil lige advare dig! - Det kan være at Ulla ikke syntes det er så sjovt, at du spiser dem, for man kommer til at lugte forfærdeligt ud af halsen i lang tid efter, - men de smager forbandet godt, så du skulle tage og prøve. Jeg fik så to tørfisk og spiste dem over et par dage. Man kunne brække mindre et stykke af og tygge på det, til det blev opblødt af spyttet i munden. I gamle dage var det fiskernes ”pemmikan”. Man kunne have det med sig overalt. Det behøvede ikke at blive tilberedt, man kunne have det i lommen og bare brække et stykke af når man blev lækkersulten. Ordet Pemmikan stammer fra indianerne i Nordamerika. Det var den samme metode de brugte. - Deres var dog som regel tørret dyrekød. Kresten, - der var en mand sidst i trediverne, var ”skovmand” og arbejdede ovre i den nærliggende Klosterheden, men i sin fritid var han også fisker. Han havde en mindre, men rigtig, fiskerbåd liggende oppe i havnen i Thyborøn. Medens vi stod og snakkede, spurgte han mig, om jeg ikke ville med på havet en nat. - Han skulle snart ud og fange tunger. En tunge er en fladfisk i gruppen af flynderfisk. Den kan blive op til otteogfyrre centimeter lang.



5

Den er mest almindelig i Middelhavet og langs Frankrigs og Englands kyster. I Danmark er den ikke sjælden i Vesterhavet. - Den fanges ikke i ret store mængder, men er en ret kostbar fisk, der især eksporteres til Tyskland, hvor der kan opnås gode priser for den. Det er klart at Kresten, - der jo ikke fiskede hele tiden, gerne ville fange nogle kostbare fisk, når han endelig gik på havet. - Han havde nogle meget lange ”tungenet” med en bestemt størrelse masker, der tillod småfisk at smutte igennem. Dem sad han hjemme og bødede i et af udhusene. At ”bøde” vil sige at reparere og sy nettene sammen. Til det arbejde havde han købt en gammel industrisymaskine til at sy knapper i med. Han havde købt den fra en nedlagt fabrik nede i Herning. Den var lidt i stykker og jeg hjalp ham med at få den repareret og justeret. Den syede lynhurtigt nogle få sting fra side til side og klippede selv tråden over. - Den var helt ideel til netarbejde. Jeg er jo altid med på noget der lyder spændende og især noget jeg ikke har prøvet før, - så jeg sagde straks ja tak. Vi aftalte så en nat, hvor vi skulle på havet. Vi skulle køre hjemmefra ved godt syv tiden om aftenen. Vi kørte i Krestens bil til Thyborøn og vi havde en masse net med. Da vi kom til Thyborøn læssede vi nettene over på Krestens båd og gjorde i det hele taget klar til at gå i søen.



6

Vi skulle ikke sejle alene. Der var en ti-elleve både der skulle følges ad ud til fiskerbanken, der lå et par timers sejlads nordvest på, - ude i Vesterhavet eller Nordsøen, som den kaldes internationalt. Kresten havde alt moderne udstyr ombord. Der bl.a. var radio, ekkolod og radar, og især radar blev jeg glad for, men det skal jeg fortælle om senere. Da vi var ved at være klar, blev der tændt for radioen og skipperne på alle bådene begyndte at tale sammen på deres helt specielle dialekt, som jeg efterhånden, efter ti år på egnen, forstod det meste af. De plejede at sejle ud ved halvnitiden, og det gjorde vi også denne aften. - Vejret var på en måde godt, for det blæste ikke, men det var diset og tåget, så sigtbarheden var lille. - Der var dog nogle, - for mig, modbydelige lange dønninger, så båden hele tiden gik op og ned. Det var lige til at blive godt søsyg af, for en ikke søstærk mand som mig. Med radaren sat til kunne vi følge alle bådene, da de sejlede ud fra Thyborøn havn, og spredte sig som en vifte, medens de sejlede side om side i en lige linje med kurs mod nordvest. Denne nat var der to fremmede fiskerbåde med. Den ene var fra Københavnskanten og den anden var fra Bornholm. - De var vant til at fiske i Østersøen, men ville nu prøve lykken med at fange de kostbare tunger her i Nordsøen.



7

De var ikke så lidt forlegne og ydmyge ved at trænge sig på heroppe på vestkystfiskernes hjemmebane, så de sagde, at de da godt kunne nøjes med de ringeste pladser på banken, - nemlig ude i enderne, hvor der var stengrund. Nej da, - det skal I da sandelig ikke, sagde de ”indfødte”. - Når I er kommet sejlende så langt fra, skal I da også have nogle gode pladser, hvor der er fisk. – Det mangler da bare. - Nej, vi vil i hvert fald ikke tage de gode pladser, som I kender er de bedste, for så fanger I jo mindre fisk og I er i jeres gode ret, da I altid har fisket her, - så I skal selv have de pladser, hvor I plejer og fange de fisk I plejer. - Snikke-snak! – Herovre deler vi alt med hinanden, og selvom I ikke er her fra egnen, skal I selvfølgelig ikke have de ringeste pladser. - Vi er jo gæstfri folk, så når vi kommer til fiskebanken, - som I jo ikke kender, skal vi nok vise Jer nogle gode pladser. Sådan blev snakken ved i de to timer det tog at sejle ud til banken, men selvfølgelig endte det med, at de vestjyske fiskere fik de pladser de plejede at få, og de ”fremmede” fik plads i hver sin ende af banken, og så må vi jo blot håbe på, at de fik en bedre fangst end de kunne have fået hjemme i Østersøen.



8

Der var meget varmt inde i styrehuset, og på vejen ud til fiskepladsen, kunne jeg godt mærke, at de lange seje dønninger begyndte at have sin indvirkning på min maveregion. Da vi lidt før midnat ankom til fiskebanken, fordelte bådene sig, sådan at hver båd selvfølgelig fik den plads i hierarkiet, som den tilkom. - Vi fik vores plads et stykke ude til den sydlige side, da Kresten jo kun var halvtidsfisker. Vi satte nu en markeringsbøje med forskellige flag på i vandet. Den skulle markere, hvor vores net startede, og Kresten begyndte at sætte vores net i vandet. - De løb ud over rælingen over nogle lange ruller på kanten, medens vi langsomt sejlede mod øst. - Kresten satte ikke mindre end fire kilometer net i vandet, og for enden blev der igen udsat en markeringsbøje med hans flag.



9

Kresten sætter garnene. Bemærk en af de andre både i baggrunden Vi sejlede så tilbage til den første bøje og ventede på, at der skulle gå fisk i nettene. Nu var det tid til at spise vores medbragte madpakke. Jeg havde været så fornuftig, at jeg kun havde taget nogle skiver bart rugbrød uden smør med, samt et par æbler. Jeg vidste jo ikke, hvordan vejret ville blive og om jeg eventuelt skulle blive søsyg, så derfor den spartanske og fedtfri mad, og det var jeg meget godt tilfreds med nu, da jeg tydelig kunne mærke den begyndende søsyge lave ligesom et tomrum i min mave, og det sidste den kunne tænke sig lige nu, var i hvert fald en rigtig fed madpakke.



10

Da Kresten så min ”madpakke” gloede han lidt og sagde: - Det der kan du godt gemme væk. - Birgit har smurt mad til os begge. - Nu skal du bare se! - Og hvad pakkede han så ud? – Madder med tykt smør på og oven på det, var der tykke skiver af fed hjemmelavet rullepølse. - Der var også stykker med leverpostej og flæskesteg. Min mave tog lige en vending ved det syn og jeg kunne mærke, at jeg blegnede lidt. - Selvfølgelig lod jeg som ingenting. Kresten skulle ikke have den fornøjelse, at se en landkrabbe blive søsyg. - Det var nemlig en af fornøjelserne fiskerne havde, når de tog landkrabber med ud at fiske. Kresten havde imidlertid straks observeret mit lidt betuttede ansigtsudtryk ved synet af den fede madpakke, så han sagde, - noget drillende syntes jeg: - Du er da vel ikke ved at blive søsyg Knud Erik? – Så tog jeg mig vældigt sammen og sagde frisk: - Nej, overhovedet ikke. - Det er da godt nok en dejlig madpakke Birgit har smurt. – (For mig selv, sagde jeg til min krop: - Nu viser du dig som en mand og spiser den madpakke og bilder dig selv ind, at det er lige mad du kan lide.) Da jeg først kom i gang, gik det fint og jeg nød faktisk maden, og fra det øjeblik forsvandt den begyndende søsyge helt og jeg mærkede ikke mere til den på resten af turen. Efter at have spist maden og drukket vores kaffe, lå vi stille og sov lidt i den glohede kahyt. - Kresten havde først



11

vist mig, hvordan ekkoloddet virkede og det var spændende, når vi f. eks. så en stime fisk under os. Pludselig kunne vi høre, at de andre skippere begyndte at tale sammen og vi kunne høre, at de begyndte at hale nettene op med fisk. Vi gik ud på dækket, sejlede helt hen til begynderbøjen, tog den op og satte enden af nettet fast til spillet, og Kresten begyndte at hale op over rullen og hen over et lille bord på dækket. Forinden havde han dog udleveret et gammelt stemmejern til mig. Jeg kiggede lidt. - Hvad skulle jeg dog med det? - Jo, ser du, Knud Erik, - der er masser af krabber i nettet, når vi haler det op. - De skal slås ihjel med det samme nettet kommer hen over bordet, - for i levende live laver de en masse kludder i nettene, som er svært at rede ud igen. - Du skal bare jage stemmejernet ned i bagenden på undersiden af skjoldet. Så dør de med det samme og du



12

hiver dem overbord. Du skal dog brække de største krabbekløer af og smide dem ned i den spand der. - Dem må du få med hjem. - De smager helt fantastisk på et stykke frisk franskbrød. Nu kunne jeg pludselig bedre forstå, hvorfor han havde været så ivrig med at få mig med på den fisketur, for hvis han både skulle sortere fisk og tage alle krabberne ud af nettet og slå dem ihjel, - ja, så ville arbejdet tage meget længere tid og han ville kun kunne sejle meget langsommere frem. - Men Kresten var en venlig mand og han vidste, at jeg garanteret ville synes, at det ville være spændende at være med. Der var masser af krabber og jeg fik enormt travlt med at hive krabberne ud af nettet. Kresten tog de fisk, der var ud og smed dem ned i forskellige spande, alt efter om det var rødspætter, tunger eller pighvarrer. På billedet kan man se min spand med krabbekløer. Der er endnu ikke så mange. - Det blev der senere.



13

Jeg havde det rigtig godt, for jeg havde aldrig prøvet at være rigtig havfisker og syntes, at det var virkelig spændende. - Det tog vel en times tid med at hale de fire kilometer net op, tage fisk og krabber ud. - Jeg havde nu mange krabbekløer i min spand.

Her står jeg med en pighvar. Da vi var helt færdige og det sidste net var halet op og lå på dækket, begyndte vi på hjemturen. Forinden havde der været en del snakken, skipperne imellem, om fangsten. Den havde nu ikke været noget særligt i nat. - Der var da sommetider mere, men det kunne da gå an. Det kunne vel lige betale dieselolien, der var brugt til turen, - så direkte tab gav det da ikke.



14

Fangsten havde været meget bedre end de gav udtryk for, men deres snak var jo møntet på de to fremmede skippere. - De skulle jo nødig få indtryk af, at den fiskebanke var en guldgrube. I virkeligheden var det jo bedst, hvis de blot sejlede hjem og fiskede i deres egen Østersø, men at sige det rent ud kan en vestjyde jo aldrig få over sine læber. - Så det bliver blot pakket ind på deres egen særlige måde, som man næsten skal være vestjyde for at tyde. Når jeg så klart kunne se den virkelige sammenhæng, skyldes det måske, at næsten alle mine forfædre er fra Vestjylland i mange generationer. Da alle bådene havde ordnet formationen til hjemturen, begyndte vi på denne. Når man sejler på den måde er det for at holde øje med hinanden. Hvis en båd skulle have uheld i f. eks. dårligt vejr, så kan de andre hurtigt komme den nødstedte til hjælp. Naturen på havet er nemlig ubønhørlig barsk. Hvor barsk skal jeg desværre berette om senere. Det gælder om at passe på sig selv og hinanden og det ved alle fiskere, - måske især på den barske vestkyst.



15

Kresten kigger til de andre både før vi sejler hjem Nu var vi godt trætte af det hårde arbejde og den meget friske luft, og kahytten var stadig stegende varm. - Det var selvfølgelig dejligt med den varme kahyt, for ude på dækker var der koldt, selvom det var sommer, især når man ikke lavede noget. - Vi blev døsige af træthed og varme og det var meget svært at undgå at falde i søvn. - På radarskærmen kunne vi se alle bådene, der sejlede i en vifteform, der snævrede sig ind, alt imens vi nærmede os indsejlingen til Thyborøn havn. Skipperne på de andre både var også trætte og de talte nu sjældent sammen over radioen. Jeg havde mange mistænkt for at tage sig en lur og lade den automatiske pilot om at tage sig af den rigtige kurs. Min skipper Kresten sov i hvert fald trygt som en sten. - Han stolede fuldt ud på enten mig eller autopiloten.



16

Jeg havde det trods alt for spændende til at kunne falde i søvn, skønt det var næsten umuligt at lade være, for foruden alle de andre omstændigheder var det jo midt om natten, hvor jeg plejede at sove. Det var så svært at holde sig vågen, at jeg gik ud på dækket for at få lidt frisk luft. - Det var her jeg tog dette billede af det ”førerløse” styrehus på Skuden ”BUK ? ? ”. Jeg kan ikke huske hvad den hed. Da jeg kom ind igen kunne jeg se på radaren, at den båd der var nord for os, havde en lidt skæv kurs, der før eller senere ville skære ind i vores, hvis ingen greb ind. Jeg vækkede derfor Kresten, der imidlertid tog det ganske roligt. Der var jo mange andre øjne på den radarskærm og på nogle af bådene, var der mere end en mand, - så der var altid nogen der holdt øje med ”flåden”, medens man lod enmandsbådenes skippere sove i fred, indtil et stykke fra havnen. Kresten kaldte på båden med den skæve kurs og den rettede op, skønt dens skipper bestemt mente, at der ingen grund var til at vække ham endnu.



17

Det sidste pakkede han selvfølgelig ind på høflig vestjysk manér, men meningen var ikke til at tage fejl af og havde jeg ikke været med, var han jo nok også først blevet vækket langt senere. Vi kom vel i havn alle mand og vi læssede alle garnene over i Krestens bil og kørte hjem. Garnene skulle gennemgås hjemme og repareres for eventuelle huller. - Det var nu tidlig morgen ved seks tiden. Jeg fik alle mine krabbekløer med over i vores fritidshus og jeg gik i seng og sov et par timer. Da jeg vågnede, var det første jeg tog mig af, krabbe- kløerne. Ulla hjalp mig. Jeg havde af Kresten fået nøje instruktion om, hvordan krabbekløerne skulle tilberedes, så de blev allerbedst. - De skulle først puttes i kogende vand uden salt i. Når de havde kogt et stykke tid skulle der kommes salt i vandet og de skulle koges færdig. Vi måtte have tre store gryder i gang, så mange var der. De skulle jo koges straks, medens de var friske.



18

Da de var færdige tog jeg en portion med ud i solen foran huset og begyndte at brække dem fra hinanden og pille krabbekødet ud. På billedet kan man godt se, at jeg ser lidt klatøjet ud på grund af søvnmangel. Ulla havde dejligt hjemmebagt franskbrød og vi ligefrem fråsede i lækkert krabbekød, og det var rigtigt som Kresten havde sagt: - Det smagte bare lækkert! - Vi frøs resten i to store portioner til senere brug.



19

Her er et rigtigt godt billede af krabbekløerne på en ”sommerhus” voksdug. Medens jeg sad og pillede og knuste kløerne, lagde jeg mærke til, hvor flot den store ”tommelfinger” var på kloen. - Farven var flot orange med en sort spids. De måtte da kunne bruges til noget. Jeg fik nu den idé at lave en halskæde af dem. - De lignede bjørne kløer eller rovdyrtænder. Der kunne blive en flot halskæde af dem. - Den ville ligne dem man gik med i stenalderen. Men der ville stadig være kødrester helt ude i spidsen af dem og disse rester ville komme til at lugte, når de rådnede. - Jeg lagde dem derfor ud i en stor myretue i nærheden. Der lod jeg dem ligge i nogle dage. Da jeg hentede dem havde ræven også været der og rodet rundt i myretuen og knaset dem der havde haft mest kød inden i, men langt de fleste var der endnu, og nu havde myrerne fjernet alt kødet fra spidserne.



20

Jeg tog dem med hjem og over på værkstedet, hvor jeg møjsommeligt og meget forsigtigt borede små huller i siden af dem, så jeg kunne trække en lædersnor igennem hver ”tand”. Der var nogle der knækkede, men til sidst havde jeg fået lavet en flot stenalder- halskæde. Den gav jeg til vores søn Steen, som på det tidspunkt dansede Afrikansk Dans. Her vakte den stor lykke, men kunne desværre ikke holde til den vilde dans, da tænderne var sprødere end glas, men jeg mener at den er gemt endnu. Om det er kæden der klæder manden, eller om det er manden der klæder kæden er ikke til at sige, men det er ligesom de hører naturligt sammen. Det kunne godt være et billede af en ung stenalderkriger, som man ikke lige skulle blive uvenner med. Jeg har senere lavet endnu en halskæde til mig selv af krabbekløer købt på havnen i Torsminde. Den hænger om halsen på en afrikansk maske, jeg engang lavede i ler.



21

Her kunne så historien om den herlige fisketur ud i Nordsøen en juninat i 1993, sammen med min nabo Kresten, - der boede i nabogården til fritidshuset, godt slutte, hvis ikke den havde haft et meget sørgeligt efterspil. Dette efterspil har nu ikke noget med fisketuren at gøre, - men hør nu her. Da Ulla og jeg, - et års tid efter, en dag ankom til huset, kørte vi som sædvanlig hen over Birgit og Krestens gårdsplads for at komme hen til vores hus. Kresten stod i en port i et af udhusene, så vi standsede og sagde goddag. - Kresten hilste igen, men han var ikke, ligesom han plejede at være. - Han var meget alvorlig og stille af sig og da vi kørte videre hen til huset, sagde vi til hinanden: - Var Kresten ikke lidt mærkelig. - Sådan plejede han da ikke at være. - Vi syntes, at det var lidt underligt, men tænkte så ikke mere over det. Da jeg nogle dage efter at være kommet hjem, læste i Jyllands Posten, at en enmandsfiskerbåd fra Thyborøn var gået ned under en storm og at man ikke havde fundet hverken skipperen, eller båden, udbrød jeg med det samme: - Det er helt sikkert Kresten. Jeg havde det bare på fornemmelsen og vi ringede op til Kirsten og Alfred på den anden nabogård og forhørte os. - Ganske rigtigt og man havde stadig ikke fundet hverken Kresten eller hans båd.



22

Han havde været ude at fiske, - fuldstændig, som dengang jeg var med, men selvfølgelig nu alene. Medens de fiskede trak det op til storm og de andre fiskere blev urolige, kloge af skade, og de blev alle enige om at trække garnene op nu, selvom det var alt for tidligt. Det vil sige, - det var ikke alle der var enige, for Kresten sagde over radioen, at han ville vente lidt endnu med garnene. De andre forsøgte at overtale ham til øjeblikkeligt at gøre som dem, men Kresten ville ikke høre efter. - Sejl I bare hjem, jeg kommer lige efter! – sagde han. De andre var klar over, at nu skulle de skynde sig at komme i havn, før den helt store stormstyrke satte ind, og den var allerede godt på vej og der var langt hjem til kysten, så de sejlede straks samlet hjem, som de plejede. De nåede lige at komme i havn, da stormen satte ind med stor voldsomhed. - De blev længe på havnen for at se Kresten komme ind, men han kom ikke og nu var radiokontakten også forsvundet. - De var alle kede af det og meget alvorlige, for de kunne godt lide Kresten. - Han var en af deres egne. Men Kresten kom aldrig. – Da der igen blev stille vejr fandt man hans båd stående på bunden af havet. Den stod ganske normalt på kølen, blot var der mange meter vand over den. Den så ikke ud til at være gået i stykker på nogen måde. - Der var ikke hul i skroget nogen steder, - men Kresten var ikke i styrehuset.



23

Endnu nogle dage efter drev han i land nede på høfderne ved Bovbjerg, men bølgerne var så voldsomme, at man ikke kunne bjerge ham. - Han lå blot i vandet og blev hele tiden kastet ind mod de store cementklodser. - Det var jo ikke godt, så man kastede et net ud over ham og fastgjorde det oppe på høfden, så han blev holdt i ro indtil vejret igen stilnede af og man kunne bjerge ham. Sådan endte skovmanden og fiskeren Kresten sit liv. Birgit blev boende endnu nogle år på gården. Hun arbejdede som post inde i Lemvig og drev samtidig den lille gård. - Hun havde nogle få limousine køer, der hvert forår fik kalve som hun solgte, når de blev store nok. - Disse køer var som børn for hende. De havde hver deres eget navn og var meget kønne. De græssede kun seks meter fra vores vinduer og stod tit og kiggede nysgerrige ind. Ulla giver Birgits køer en håndfuld græs



24

Disse oplevelser er nedskrevet februar 2008.

Nyredigeret marts 2013

Knud Erik Guldager



25

Den

smertefulde

tyr

En dumdristig, men spændende oplevelse

Knud Erik Guldager



26

Køer i alle farver. I baggrunden den gård Kresten boede på dengang i fortællingen om fisketuren. (Ikke Bennys gård) Omkring vores fritidshus har der altid græsset en masse malkekøer i snart alle farver. Kirsten og Alfred flyttede som nygifte ind i nabogården ”Fjordvang” i 1960. Omkring år 1997 overtog en af deres sønner gården. Han hedder Benny og var dengang 34 år. I 2005 overgik Benny fra at lave mælk og kalve til udelukkende at lave kalve. - Det var for en ung mand nemlig et meget bundet arbejde, at skulle malke fyrre køer hver eneste morgen og aften. På den måde har man faktisk aldrig rigtig fri. - Benny og hans kone Jette har tre børn.



27

Ved udelukkende at gå over til kødproduktion kunne både Benny og Jette have et arbejde ved siden af og have meget mere fritid til rigtige ferier. - Der er nu mere end nok at passe alligevel, for de har mange tønder land jord til græs og afgrøder til køerne om vinteren. I 2006 fik vi for første gang en tyr til at gå blandt køerne. - Den var Ulla ikke så glad for. - Man ved aldrig hvor man har en tyr, der er herre over en masse køer. Hvis man går tværs over marken, - som vi er vant til, er det ikke helt så sikkert mere, hvis køerne og tyren går lige foran huset. - Det er bedst at vente, til de er gået et andet sted hen på de vidtstrakte græsningsarealer. Benny havde sagt: - I skal aldrig gå over marken, når tyren er der, for hvis én af køerne er i brunst og I kommer for tæt på den, ved man aldrig hvad selv den mest godmodige tyr kan finde på. Der er næsten hvert eneste år landboere, der bliver stanget og mast ihjel af deres egen tyr. Så Ulla var virkelig lidt bange, når tyren gik lige ude på marken foran huset, kun adskilt, - som hun sagde, af en lille tynd ståltråd og meget spinkle hegnspæle. Nu skal man måske være født på landet for at kende køernes respekt for det elektriske hegn, men de har virkelig



28

respekt for den tynde ståltråd med strøm i. Det har mennesker nu også. - Der skal stort mod til at gribe fat om ståltråden med de bare hænder. - Det giver nemlig nogle gevaldige ryk i hele kroppen. Især hvis man er i bare fødder som køerne. Bennys tyr havde fået navnet ”Basse” og det var et meget passende navn, for det var lige, hvad han var. – En ordentlig basse med en stor jernring i næsen. Ulla var rigtig bange for ham i 2006, for engang, - da vi var oppe i huset, gik han konstant rundt i flere dage og udstødte en dyb, hul og høj brummelyd.

Det lød virkelig mærkeligt og jeg undrede mig også. - Hvorfor brummede han hele tiden på den måde og så enorm olm ud. Jeg skulle i hvert fald ikke have noget af at gå over marken, når han var der.



29

Ulla var særlig nervøs i de dage hvor han brummede og var olm, for jeg var ved at sætte en ny dobbelthavedør i huset, så ydermuren var revet ned og der var bare hængt et stykke tyndt plastic op i det store hul i muren. Der var kun ti meter fra åbningen og over til hegnet med den tynde ståltråd, så Ulla så i ånden, hvordan den olme tyr brasede gennem hegnet og ind i huset til os om natten. - Den gik nemlig minsandten også rundt og brummede om natten, så hun sov ikke så godt i de dage. Efter en tre dage var han pludselig væk og Ulla sagde: - Enten er han slagtet, fordi han var syg, eller også har han fået stuearrest. Det sidste viste sig at være tilfældet for årsagen til hans olme humør var nemlig, at der ovre på den anden side af Flynderåen gik en anden tyr med sin flok og de to tyre troede åbenbart begge, at den anden tyr var en farlig rival og der var jo intet elektrisk hegn imellem dem. - De kunne åbenbart ikke forstå, at åen var nok til at holde dem adskilt. - Det var derfor Basse hele tiden brummede. Den anden tyr skulle ikke begynde på noget, så skulle Basse nok være tyr for at stoppe ham. Basse var åbenbart en meget ærekær tyr, når han skulle forsvare sine køer og derfor havde vi stor respekt for hans temperament.



30

I foråret 2007 var Basse og alle køerne igen kommet ud på de store græsmarker og Basse havde passet sit arbejde, for mange af hans køer var nu med kalv og i løbet af forsommeren løb der hele bander af meget livsglade kalve rundt på markerne. Basse havde åbenbart stærke han-gener, for der var langt flest tyrekalve. Så vidt jeg husker, var atten ud af fireogtyve kalve, tyrekalve. - Det var især disse tyrekalve der lavede ballade. De dannede bander på en ti-tolv stykker i cirka samme alder, og de kom stormende i fuld galop hen over marken og slog op med bagbenene. De kunne også finde på unoder. - På en af markerne lige uden for vore soveværelses vinduer, var der slået hø, der endnu lå i lange række og tørrede. - Marken stødte op til engen hvor køerne og kalvene gik og i et hjørne stod den sidste hegnspæl noget højt, så de endnu ret små kalve, - blot ved at dukke hovedet, kunne galopere under hegnet og lige ind på marken med høet. Jeg stod ovre ved huset og så på, at de legede. - Jeg tænkte at Benny måske ikke var så glad for at kalvene gik og rodede i hørækkerne, så jeg løb over og fik med en del besvær alle kalvene jaget tilbage under hegnet. Der var imidlertid tre som var særlig kvikke. - De stod lige på den anden side af hegnet og studerede mig og lige så snart jeg var kommet næsten helt hen til huset, løb de ind under hegnet igen.



31

- De rodede ikke i høet, men stod blot og gloede på mig med spredte ben. – Hvad vil han nu gøre – tænkte de.

Tyrekalvebanden tager et hvil. I forgrunden den tynde hegnstråd der adskiller Ulla og tyren. Nå, - så I vil lege, råbte jeg og gik hen imod dem. - De blev blot stående og kiggede på mig. Det var helt tydeligt at de var ude på at drille mig. - Jeg kom meget tættere på end normalt, før de med et hop gjorde omkring, slog ud med bagbenene mod mig og stak under hegnet og ud på engen. - Her de vendte sig mod mig igen og stod garanteret og grinede. - Det viste deres hele kropssprog. Lige så snart jeg var på god afstand igen, løb de atter ind på hømarken.



32

- Så opgav jeg. – Hvem kan klare sig mod en bande af muntre tyrekalve? En søndag morgen lagde jeg mærke til at Basse lå stille i et hjørne af engen, helt nede ved søen. - Der var ingen køer at se. Det var meget underligt. Han plejede aldrig at ligge ned på dette tidspunkt af dagen og da slet ikke alene. - Han havde jo arbejde at passe.

Ved ti tiden kom Benny gående hen over marken med en spand i hånden. Den fyldte han med vand fra søen og stillede den foran Basse, som under stort besvær rejste sig og drak alt vandet i spanden. - Den havde været tørstig.



33

Vi stod ovre ved huset og så det hele, og bagefter kom Benny over til os, og vi fik nu at vide, hvad der var galt med Basse. Den havde været oppe ved gården, hvor der stod en del markredskaber. Her havde den fået det venstre forben ned i et spidsvinklet jernstykke. - Den havde trukket benet ud i spidsen af vinkelen og kunne nu ikke få den store klov op igen. Knoglerne i foden fyldte mere end skinnebenet og han havde ikke kunnet finde ud af, at flytte benet lidt frem for at komme fri. I stedet havde han blot trukket til med sine enorme kræfter og havde derved trukket hele skindet ned om foden som en sok. Se, - det har gjort ondt og nu et par dage efter var der gået en voldsom betændelse i foden. - Den var svulmet så meget op, at betændelsen sprøjtede ud til alle sider, når han støttede på foden. Alt dette fortalte Benny den søndag morgen. - Skal du så ikke have dyrlæge til ham? – spurgte jeg. Jo, – sagde Benny, - han kommer i morgen mandag. - Imens måtte Basse så lide i stilhed nede i sit hjørne af engen. Om mandagen kom så dyrlægen. - Der var ingen steder, hvortil de kunne binde Basse, imens han fik sine indsprøjtninger, men dyrlægen var åbenbart en erfaren



34

mand. Han bad Benny om at lægge en grime af reb om hovedet på Basse, for Benny var Basse rolig ved. - Benny havde haft ham fra kalv og havde gået og snakket med ham for at de skulle vænne sig til hinanden, når han blev en stor tyr. - Den slags fortrolighed betyder meget mand og dyr imellem. Medens Benny holdt stramt i rebet om tyrens hoved, gav dyrlægen først Basse en beroligende indsprøjtning til at tage de værste smerter i benet, inden han gav ham den store sprøjte med penicillin. - De ventede lidt til den beroligende indsprøjtning havde virket, så gav dyrlægen Basse penicillinet og vaskede det betændte ben med en desinficerende væske. - Derefter fik Basse lov til at ligge og hvile sig. Tirsdag morgen så jeg igen Benny nede ved Basse, og igen gav han tyren en stor spand vand. Jeg blev stående i sikkerhed bag det elektriske hegn ovre ved huset. - Jeg ville ikke tage nogen chancer med at komme tæt til tyren, - der ude midt på den frie mark. Den kendte mig jo overhovedet ikke og der ville blive langt at løbe med en olm tyr på næsten otte hundrede kilo lige i hælene. - Så jeg blev altså stående. Da Benny var færdig kom han over til mig og jeg spurgte så til Basses helbred, - om han havde det bedre? Nej, - sagde Benny. – Der er stadig meget betændelse tilbage i benet, og i aften skal den have en sprøjte penicillin mere.



35

Nå, - så kommer dyrlægen igen og giver den en beroligende indsprøjtning først. - Det er vel nødvendigt, hvis den skal vaccineres midt ude på marken uden at være bundet? Nu er det jo dyrt, at få en dyrlæge til at køre ud, så Benny, - der jo er en rigtig vestjyde, mente, at han godt kunne spare de penge og selv give den penicillinet også uden den bedøvende indsprøjtning. - Han havde godt nok kun prøvet det enkelte gange før på nogle små kalve, der stod bundet hjemme i stalden. Jeg nåede lige at tænke: - Godt det ikke er mig der er landmand, - da Benny med et meget sigende blik så på mig sagde: - Men, - Knud Erik. – Det er ikke så let at gøre det alene. Nu stod tiden pludselig stille. – Han mente vel ikke, at jeg skulle hjælpe ham med at vaccinere en såret tyr, der sikkert var godt olm over de mange smerter i benet og så oven i købet midt på en åben mark og uden at den var hverken bundet eller bedøvet? Det lød jo vildt risikabelt og ikke særlig klogt, - men spændende og dristigt. Helt uden at forsøge at spille helt, vidste jeg straks, at det netop lige var noget for mig. - Det var simpelthen for spændende til at sige nej til. Alle disse tanker for lynhurtigt gennem mit hoved og jeg sagde straks: - Selvfølgelig Benny. - Bare kald på mig, så kommer jeg og hjælper dig i aften.



36

– I den slags sager er det nemlig bedst ikke at tænke for dybt, men blot gøre tingene. Aftenen kom og dermed sandhedens time. - Benny kom gående hen over marken med en taske over skulderen, en spand koghed sæbevand og noget reb om halsen. - Vi fulgtes ad om til tyren, der lå på marken lige ved vores hus. Da vi nærmede os, rejste Basse sig op og kiggede mest på mig, som den ikke kendte, - mens Benny talte beroligende til ham og begyndte at lave en grime af rebet til at lægge om hovedet på Basse.

Her laver Benny grimen af rebet Det havde Basse bestemt ikke lyst til og han hoppede undvigende rundt på engen med sit dårlige ben. - Det blev han vist ikke i bedre humør af, for vi kunne se, at det gjorde ondt i benet for hvert skridt han tog.



37

Nu gik jeg op til hegnet og stillede mine træsko, - for man kan løbe meget hurtigere i bare tæer, hvis man har en gal tyr efter sig. - Heroppe stod Ulla og gemte sig bag nogle buske, for at tyren ikke skulle få øje på endnu en ukendt. - Hun havde den opgave at fotografere hele forestillingen. - Også hvis noget gik galt! Til sidst lykkedes det dog at få grimen på efter en fire– fem forsøg og Benny bad mig nu om at stå ved siden af hovedet og stramme rebet, så det kom helt tæt ind til min krop. Nu har en tyr i den størrelse altså et stort hoved, især når det ligger helt tæt op til ens brystkasse. - Benny havde fortalt mig, at jeg hele tiden skulle tale beroligende til tyren og samtidig kradse og klø den henne i krydset. (Det er på ryggen bagude.) Det stod jeg så troligt og gjorde, medens Basse gloede på mig med sit store blodskudte øje og med et lidt sænket hoved. - Savl og spyt drev ud af mulen og næseborene med den store jernring og dryppede ned på jorden i lange slimtråde. - Jeg tænkte, at hvis den blot slog ét kast med sit store hoved, ville den let kunne knuse alle mine ribben. Jeg fortalte Basse, at vi kun ville ham det bedste og at vi ikke ville være onde ved ham og imens stirrede han på mig med sit store øje, der virkelig var meget blodskudt, - måske på grund af smerte.



38

Benny vasker såret og jeg holder hovedet Bemærk mine træsko i forgrunden. Benny begyndte nu at vaske det sårede ben med det varme sæbevand. - Men vandet var stadig alt for varmt i det åbne sår, så Basse flyttede hele tiden det syge ben væk og sparkede irriteret ud efter spanden, men Benny var meget tålmodig og han fik virkelig vasket såret noget rent, før det til sidst lykkedes Basse at vælte spanden. Nu fandt Benny penicillin og en meget stor sprøjte frem fra tasken. Han trak den hvide væske op af flasken og ind i sprøjten. Trykkede den overskydende luft ud, og gik om på den anden side af tyren og bad mig om at holde godt fast i



39

rebet, medens han trykkede sprøjten ind gennem den tykke hud på halsen. Benny trykkede og trykkede. - Skindet bulede stærkt indad i halsen, men sprøjten havde svært ved at trænge igennem. Til sidst røg den pludselig igennem og nu blev tyren helt balstyrisk. - Den hoppede rundt på engen, med sprøjten dinglende ud af halsen. Benny og jeg var for længst lynhurtigt spurtet væk, og vi stod nu i sikker afstand og betragtede dens krumspring. - Til alt held satte den ikke efter nogen af os og da den igen, - efter en tid, atter faldt til ro, ventede vi lidt med at gå hen til den. Benny snakkede igen beroligende til Basse, medens vi forsigtigt og agtpågivende nærmede os den, - nu noget mistænksomme tyr. - Vi havde lovet den, at vi ikke ville den noget ondt, men det med sprøjten havde åbenbart gjort ondt, og nu vidste den vist ikke, om den overhovedet kunne stole på os mere. Vi var nødt til at gå hen til den, for sprøjten hang jo og dinglede i halsen og penicillinen var ikke trykket ind. Den var stadig i sprøjten. Til sidst gik vi hen til den. - Der skete ikke noget, og Benny sagde: - Jeg må hellere holde i rebet denne gang, hvis du så vil gå om og trykke penicillinen i sprøjten ind.



40

- Det var jo Benny der havde mest forstand på de ting med dyr, - så når han sagde sådan, måtte jeg nok hellere gøre som han sagde. Jeg gik om på den anden side, hvor sprøjten sad i halsen og lige før jeg tog fat i den for at trykke medicinen ud, nåede jeg at tænke: - Hvis det nu gør ondt, når jeg rører ved sprøjten og når jeg presser den i bund, kan det da godt være, at tyren igen bliver tosset og så er det bare med at komme væk i en fart. - Så jeg var meget agtpågivende overfor dens reaktioner. Der var overhovedet ingen grund til at være nervøs. - Benny stod og snakkede med Basse, der stod ganske rolig og han virrede ikke engang med hovedet da jeg trykkede penecillinen ind, og det var godt, for ellers kunne sprøjtespidsen let være knækket inde i halsen på ham. - Det havde jeg været lidt nervøs for. Pludselig følte jeg en stor lettelse. - Nu var det hele overstået og alt var gået godt, skønt det jo nok havde været lidt for dristigt, sådan at vaccinere en såret tyr midt ude på en mark, uden at den hverken var bedøvet lidt først eller var bundet til noget fast. - Selv dyrlægen havde jo givet den en beroligende indsprøjtning og det havde vi ikke. Vi havde klaret det selv, og det var jeg både stolt og glad over og jeg følte mig lidt som en helt, - lige indtil Benny pludselig ligeså stille og roligt sagde:



41

Knud Erik. – Den skal altså have en sprøjte mere! Hørte jeg rigtigt? - Det kunne da vel ikke være rigtigt? - Skulle vi virkelig stikke sprøjten i tyren én gang til? Jo, jo, - det var skam rigtigt, og Benny sagde: - Denne gang må du hellere gøre det, så holder jeg i rebet imens. Nu havde jeg sagt A, og så måtte jeg også sige B, - så jeg trykkede sprøjten ned i penicillinflasken og sugede den rette mængde op, trykkede den overskydende luft ud af sprøjten og gik så om på den højre side af tyren. Nu havde jeg set, hvor svært det var for Benny at trykke den tykke sprøjte igennem det kraftige skind, så jeg ledte efter blodpletten fra den første sprøjte. - Måske kunne jeg finde det gamle hul igen, så jeg kunne bruge det, i stedet for at være nødt til at prikke et nyt, der igen ville gøre ondt på tyren. - Jeg fandt let blodpletten, men skønt jeg prøvede, fandt jeg ikke det gamle hul igen. Der var for meget hår på skindet til, at jeg kunne se det. Jeg måtte så prikke et nyt hul. - Jeg pressede og pressede for at få nålen ind. Der blev en stor bule indad i halsen og til sidst var jeg nødt til at trykke den ind med et hurtigt sæt. Nålen røg godt ind i halsen og nu gentog hele forestillingen sig fra før. - Tyren blev igen balstyrisk og hoppede rundt



42

med sprøjten hængende i halsen, og Benny og jeg var igen smuttet i sikkerhed. Basse var nu en godmodig tyr. - Nu havde vi to gange gjort noget, der gjorde ondt på ham, og alligevel lod han os efter et stykke tid komme hen til sig og stod igen ganske rolig, medens jeg trykkede medicinen ind og trak sprøjten ud. Så var vi endelig færdige og vi lod Basse være i fred og gik hjem, - overbeviste om, at vi havde gjort et godt stykke arbejde. Efter nogle dage luntede Basse atter rundt blandt sine køer og passede sit arbejde.

Dette var slutningen på historien om den stolte tyr Basse. Den blev rask igen og blev far til mange flotte kalve, - især tyrekalve.



43

- Næsten samtidig blev Basse far, for jeg ved ikke hvilken gang. En ko fødte pludselig en velskabt kalv midt på engen.

Her er kalven halvt ude af koen.

Her er den ude og ligger på den bløde eng. Den bliver slikket ren for slim, så den kan få luft og bliver budt velkommen af sin mor.



44

Kun et hundrede meter fra det sted, hvor vi vaccinerede Basse, er der et stort bæverbo. Bæverne har bredt sig fra Klosterheden gennem Flynder Å hen til vores sø, der hedder Tangsø og derfra videre. De laver bæverbo, hvor de kommer frem, og dette er så ”vores” bæverbo, cirka tohundrede og halvtreds meter fra vores hus. Billedet er fra forsommeren 2007 og boet er endnu ikke helt færdiggjort, så det er klart til vinteren. - Senere blev det dækket af et tykkere lag mudder.

Benny ved bæverboet.



45

Bævergnavet træ. Denne oplevelse er nedskrevet februar 2008.

Genredigeret marts 2013

Knud Erik Guldager



46

Anton i Øster Sundhus Dette er historien om Anton Sivertsen i Øster Sundhus. - Han levede i dette hus engang i 1880’erne, og historien om mit møde med ham cirka hundrede år senere. Ulla og jeg købte vores fritidshus den 1. juni 1985. - Det var et gammelt fiskerhus fra 1870, der hedder Øster Sundhus. Det ligger i det nordvestlige Jylland, lidt syd for Limfjorden, ved en sø der hedder Tangsø. - Søen ligger cirka midt på en linje mellem Klosterheden og Torsminde og de bævere, der blev udsat i begyndelsen af dette århundrede svømmer i Flynder åen og ”vores” sø. Her har en omvandrende maler engang malet huset, med fiskerbåden nede ved søen og en vindmølle i baggrunden. Maleriet, - fra cirka år 1900, hænger nu oppe i huset.



47

Maleriet har i øvrigt sin helt egen historie. En af naboerne, - Pé Rabjerg der har gården ”Havhus”, som jeg senere skal omtale, - fortalte, at han kendte en dame, hvis bedstemor engang havde boet i huset, og at hun havde et gammelt maleri af huset hængende. - Bedstemoderen hed Marianne Mandbjerg. Det maleri vil jeg meget gerne se, - sagde jeg, og en dag kom Peter med det. - Han havde besøgt damen og lånt billedet. - Da der var dejligt solskin den dag, stillede jeg maleriet ud i solen på min lille gårdsplads. Jeg tog et skarpt billede af det og Peter Rabjerg tog maleriet med hjem igen. Det havde en sortmalet træramme med en guldkant på. Jeg tog det med til fotohandleren og fik lavet en stor forstørrelse med nøjagtig de mål som maleriet havde haft. Derefter gik vi på jagt i genbrugsbutikker og antikmarkeder og til sidst fandt vi virkelig en ramme, - nøjagtig magen til den originale. Jeg limede nu billedet fast på en masonitplade og satte det i rammen. - Resultatet var forbløffende. Det var overhovedet ikke til at se forskel, før man kom meget tæt på. - Om det så var de ”originale” flueklatter, var de med på ”maleriet”. - En dag var Peter ovre til kaffe et halvt års tid efter. Pludselig blev han mere stille, end han var i forvejen. - Han stirrede og stirrede på maleriet, og til sidst sagde han: - Har jeg ikke afleveret det tilbage endnu? – Det havde jeg ellers så bestemt lovet hende og det syntes jag da også, at jeg havde gjort for længe siden!



48

Jeg fortalte ham så den rette sammenhæng, og at han slet ikke behøvede at have dårlig samvittighed. Huset lå oprindeligt næsten helt alene ved søen, men i den første halvdel af det 20’vende århundrede, blev der bygget to mindre gårde i nærheden. Området er i dag fredet på grund af de store fuglereservater mod vest, ud mod havet. Der må ikke bygges nyt. Før vor tid i 1984, blev det gamle hus næsten revet helt ned og kun ydermurene og taget blev bevaret. - Det var et lovkrav, at man ikke måtte røre disse. Nu blev et helt nyt og moderne hus bygget op om disse mure og med ny tagbelægning. Oprindeligt havde det været med stråtag indtil cirka 1980. Alle indvendige mure blev revet ned og nye, mere praktiske rum indrettet. - Alt indvendigt er nyt og godt isoleret mod de barske vinde der ofte hersker heroppe. Det var dette ”nye” hus vi købte. - Naboerne på de to gårde fortalte om huset og de tidligere beboere. Før 1980 havde der boet en ungkarl, og før ham havde der boet en jordemoder og endnu tidligere en meget gammel dame af den gammeldags type, - lille og spinkel og helt i sort tøj. - Hvordan hun havde set ud opdagede vi på en meget mærkelig måde.



49

Ulla havde købt noget fint ler og sad og modelerede forskellige ting. - Jeg sad og så på, og pludselig tager jeg en klump ler og former en kugle på størrelse med en knyttet barnehånd, og uden at jeg tænkte over det, havde mine hænder med nogle få bevægelser, skabt et hoved af en gammel vindtør kvinde med en indsunket mund. Man kan sige, at hun faktisk skabte sig selv uden at jeg opdagede det og jeg gjorde derfor ikke mere ved hovedet. - Dog gav jeg hende en kyse på, for det ligesom passede til hende. En dag var Pé Rabjerg ovre til en kop kaffe, og jeg fortæller om hovedet, der skabte sig selv, - som om hun havde boet i huset engang. Pé Rabjerg vendte sig sindigt om og så på hovedet. - Det stod i vindueskarmen og sagde helt naturligt, som om han havde set et fotografi: - Det har hun også. - Det er Marianne Mandbjerg. - Hun døde her i huset den 9. april 1940. Samme dag som krigen startede. Jeg tog det ligeså afslappet, for det var jo næsten den helt naturlige forklaring af det selvformede hoved.



50

Pé Rabjerg var for resten en meget lun fyr. - Engang var vi deroppe lige efter en forrygende sandstorm. Det lyse sand lå i dynger som snedriver på markerne i området. Det gjorde det også på min parkeringsplads ved huset. Der lå en halv meter dyb sanddyne over mod Pé Rabjergs gård og det var jo hans jord, der var blæst ind til mig og nu dækkede næsten alt græsset på parkeringspladsen. Jeg inviterede Pé Rabjerg over til en kop kaffe og vi sad udenfor i det nu stille vejr på vestsiden af huset. Da vi havde siddet lidt, bragte jeg den lidt uheldige sanddynge på bane og sagde langsomt, som man nu gør på de kanter. - Det er godt nok en stor dynge sand, der ligger der på min parkeringsplads. - Pé Rabjerg så hen på den og sagde: – Jow, - det er da godt nok en grov dynge, - og drejede så stille hovedet mod vest igen og lod som ingenting. Da vi havde siddet lidt i stilhed, sagde jeg langsomt: - Det jo i grunden din jord Peter. Han kiggede langsomt hen på dyngen igen, og drejede så atter hovedet mod vest. - Jeg kunne se på ham, at han tænkte så det knagede for at undgå at komme til at flytte sandet væk, - men han sagde ingenting. Pludselig lagde han sin hånd på min arm og så alvorligt på mig og sagde: - Jow, de’ ær et da, - men do ska it betål nøj for et. - Jeg blev med det samme klar over, at så var der ikke mere at tale om i den sag. - Vi fortsatte med kaffen og talte aldrig mere om det sand.



51

Luftfoto af Peter Rabjergs gård ”Havhus”

”Øster Sundhus” med stråtag omkring 1949



52

Igen er der manipuleret med billedet, for det var en del af et stort luftfotografi, som Peter havde hængende af sin gård. - En luftfotograf Sylvester,havde engang i 1949 taget et foto af Peters forældres gård. - Den gård som han nu havde arvet og som er den ene af vore to nabogårde. - Jeg lånte igen billedet og tog også et foto af det ene hjørne, hvor netop vores hus var kommet med på luftfotoet.

Jeg fik så lavet et maleristort billede til at hænge op i stuen, ved siden af billedet fra år 1900. Jeg fandt en guldramme der passede i størrelsen og det ser også

ganske autentisk ud nu, med flueklatter og det hele. Her er huset, som det så ud dengang vi overtog det i 1985.



53

Her er det gamle hus på en dejlig sommerdag med masser af sol. – Billedet er taget fra gårdsiden.

Og her på en streng vinterdag med sne til taget.



54

Så megen sne har der aldrig været i vores tid. Her er en oversigt over beboere i huset, så vidt vides på nuværende tidspunkt. 1870 – 1886: Oline og Anton Sivertsen. 1886 – 1940: Marianne Mandbjerg. 1940 – 1946: Marie og Anton Larsen. 1946 – 1980: Kirsten og Charles Thorsen. 1980 – 1983: Johnny Nielsen. 1983 – 1985: Lars P. Løkke. 1985 – dato: Ulla og Knud Erik Guldager. I 1947 fik huset indlagt strøm. - Det var jævnstrøm.



55

Folk på egnen fortalte også en dramatisk historie om en fisker og daglejer der hed Anton Sivertsen. Han var den første ejer af huset. Jeg skal i det følgende forsøge at fortælle historien om ham og hans familie, og om hvordan jeg under dramatiske omstændigheder mødte Anton Sivertsen cirka hundrede år efter hans død. Historien begynder således: Anton Sivertsen sad en aftenstund i efteråret 1886 for enden af bordet i det lille fiskerhus ved Tangsø og så tungsindigt ud over søen, - der lå lige udenfor vinduet, blot et par hundrede alen væk. Rundt om bordet sad alle hans børn, - elleve i alt. Hans lille, - lidt forslidte, kone Oline, stod ude i det lille køkken og skrællede kartofler til det yderst sparsommelige aftensmåltid de skulle have. Kartofler, løg og kål havde de heldigvis nok af, for dem dyrkede de selv. De havde også kaniner og høns der gav æg, og om foråret også kyllinger og en suppehøne en tre gange om året. - Men denne dag kneb det med kødmad, skønt det var søndag. Nu var søndag den eneste dag i ugen hvor de fik kød, ellers stod aftensmaden mest på fisk, for dem kunne Anton selv fange, så de var gratis, - men det var kødmad ikke. - Kødmad skulle enten betales med penge eller hårdt arbejde og i dag var der ikke blevet til noget, med nogen af delene, så de skulle have fisk fra søen, selv på en søndag.



56

Men børnene var som sædvanlig glubende sultne, så de ville spise med stor appetit, selvom de små var lidt skuffede over ikke at få rigtig kød, når det nu var søndag. Anton, der var en stor og bredskuldret mand, var mest daglejer, - men også fisker, når lejlighed bød sig. - Han hjalp bønderne i omegnen med alt. Både forårsarbejde i markerne, og især i høsten var der nok at lave, men ind imellem var det slet ikke hver dag, han havde arbejde, og så kneb det gevaldigt med at skaffe blot den daglige føde, for slet ikke at tale om alle de andre fornødenheder, som en stor familie som hans, - trods al sparsommelighed, krævede. Somme tider gik han helt til Torsminde eller Lemvig og var borte i flere dage. – På disse steder opsøgte han fiskerne og spurgte dem om arbejde for en stærk mand. - Det var mest om sommeren, når silden og makrellen kom ind til kysten, at der var brug for ekstra mandskab på bådene. - Var der arbejde, gav det som regel godt og han kunne tjene nogle hårdt tiltrængte kontanter, og så undte han sig selv, at købe nogle få stænger af den skråtobak, som han holdt så meget af, og for nogle få ører bolsjer til børnene. - De holdt allermest af de bolsjer der hed ”Kongen af Danmark”. Det var små flade røde bolsjer og de smagte af anis. Men for de fleste af kontanterne købte han de mest fornødne ting. - Dem havde Oline skrevet op på en lap papir inden han tog hjemmefra.



57

Familien ventede altid spændt på, at han skulle komme hjem fra disse ture, for foruden slik og de andre gode sager, havde han også alle de fisk, som han kunne slæbe på sin ryg og det var mange, for Anton var, - som man sagde der på egnen, en stor ”klyne”. - En klyne er et jysk ord for en stor tørv gravet i en mose. - Den er stor, men vejer måske ikke så meget. I grunden var det en lidt nedsættende betegnelse for en mand. Den grundlæggende mening var jo, at en stor klyne nok var stor og stærk, - men, at der ikke var så meget vægt oveni hovedet. Det var måske også rigtigt i Antons tilfælde. Han havde kun fået den allermest nødvendige skolegang, men han var en meget ærlig og ærekær mand. Han var også ansvarsfuld og sørgede godt for sin efterhånden store familie, og han drak ikke. - Det var nemlig dengang en stor svøbe for mange familier, for hvis manden i huset havde givet op og blot drak det meste af sin ugeløn væk, blev familien i høj grad forsømt. Men Anton sørgede som sagt godt for sin familie og havde altid meget mad med hjem, mest i form af sild. - Dem saltede de selv og lagde ned i et gammelt vaskekar af træ. Men der var også andre spændende fisk imellem. Fisk fra havet, som de ellers aldrig så. Der kunne være et stykke af en stor pighvar, eller et stykke fra en sildehaj. Det var spændende mad og den dag måtte de alle spise lige så meget som de kunne, for fisken kunne ikke holde sig frisk



58

så længe, selvom de gemte den i den lille kælder under lemmen i køkkengulvet. Efter høstens tid var der ikke så meget at lave på gårdene og vejret var tit ikke godt nok til at tage på havet, så fiskerne havde kun lige arbejde til sig selv. Anton og Oline var meget flittige og slidsomme. Det var daglejerne simpelthen nødt til at være dengang, for kunne man ikke klare sig selv, var der nemlig kun en udvej, og det var fattiggården, og det var det mest ydmygende, man kunne forestille sig. Familier der skulle på fattiggården blev splittet op, så de ældste af børnene allerede fra seks års alderen, blev fordelt ud på gårdene i sognet, hvor de selvfølgelig blev sat til det allermest trælse og dårlige arbejde, som bøndernes egne børn og i øvrigt alle børn hadede. - De skulle jo helst gøre gavn for den føde de fik, men det var usle kår for så små børn, og ingen forældre ønskede dette for deres børn og de gjorde alt for at undgå denne skæbne. Ja, enkelte så sig endda, - i særlige hårde og lange vintre, nødsaget til at gå fra gård til gård og tigge lidt mad. - Det kunne være halvrådden kål, eller halvt fordærvede kødvarer, som bønderne ikke selv ville spise. - De gode varer beholdt bønderne for sig selv, da det jo også for dem var en hård vinter.



59

Olines far var en stor gårdmand, og havde en gård der hed ”Ulfsund”. - Her havde Anton tjent som ganske ung, og Oline var blevet forelsket i den flotte karl. De fik dog lov til at gifte sig, trods den store standsforskel, og Oline fik noget, - som dengang var meget sjælden og kostbar, nemlig sin mors symaskine i bryllupsgave. - Hun fik den fordi hun havde vist stor lyst og evner til at sy. Hun syede nyt tøj til sine søskende og sig selv, af aflagt tøj fra de voksne. Hun kunne altid finde de steder, hvor tøjet ikke var så slidt og af det kunne hun sy tøj til de små i familien. Olines mor syede ikke. Hun havde ikke evnerne, - som hun selv sagde, men det var nu nok mest lysten, det havde knebet med. - Symaskinen havde hun i sin tid fået af sin far som gave, men hun havde næsten aldrig brugt den. Det gjorde Oline derimod, for om vinteren gik hun fra gård og til gård i omegnen og syede nyt og reparerede arbejdstøj og hvad der ellers var at sy. - Hendes løn bestod mest af madvarer, gode og reelle madvarer, for hun var meget værdsat, hvor hun kom frem. Dengang var der næsten ingen der havde deres egen symaskine. En gang imellem fik hun også kontanter, men det var sjældent. Det var som regel hos myndighedspersoner, der ikke havde deres eget landbrug og derfor ikke havde ekstra madvarer.



60

- Nogle gange boede hun i helt op til tre dage på ét sted, hvis gården lå langt væk. Oline var meget stolt af sin symaskine. Den havde mange flotte blomstermønstre og masser af fine perlemorsstykker indlagt i lakken. Den var bestemt ikke en fattigmands-symaskine.

Anton havde lavet en fin trækasse til symaskinen med et godt rundt træhåndtag, der ikke skar i fingrene, når Oline bar den ret tunge støbejernsmaskine fra gård til gård. På den måde hjalp Oline godt til med at få familien gennem lange vintre. - Anton og Oline var nemlig begge meget stolte og ærgerrige af sind. De havde altid forstået at klare enhver sit og de gik altid hver søndag, - med alle de lidt større børn, i kirke helt ude ved herregården ”Rysensten”. - Den ældste blev hjemme og passede de små. Kirkegangen var meget velset i sognet og fordi Anton ikke drak, fik han lettere et arbejde hos bønderne, frem for så mange andre, og de var stolte over at kunne klare sig selv, -



61

for nok var de fattige, men alligevel kunne de bære hovedet højt. Børnenes tøj var heller aldrig laset og hullet, som mange andre fattige folks børns tøj som regel var, men det skyldtes jo Olines syegenskaber. - Hun fik nemlig ikke så sjældent gode stykker aflagt tøj fra store gårdmænds koner, og heraf kunne der blive meget tøj til små folk, - for gårdmandskoner var jo som regel ikke ligefrem åleslanke dengang. Antons jord var fra meget gammel tid udstykket således, at det lignede et meget langt og smalt stykke af en lagkage. Det var kun tyve alen bredt i den øverste ende og hundred alen i den nederste brede ende, der lå ned mod søen. - I alt var der en tønde land jord. I den brede ende lå først en frugthave med æbletræer og masser af frugtbuske. Så kom huset, der var helt nyt og bygget i 1870, så det var nu blot femten år gammelt. De havde fået det og jorden forærende af Olines far, der, - som før nævnt, ejede den store gård Ulfsund i nærheden. Jorden havde tilhørt gården og da hans datter jo sådan set giftede sig ikke så lidt under sin stand, havde han indset, at hun og Anton aldrig ville kunne tjene nok til selv at købe sig et hus, og da han i sognet var regnet for en velstående mand, kunne han ikke være andet bekendt, end at give sin datter en god start. - Men så måtte de også klare sig selv fra da af.



62

Oline var ikke hans eneste barn, han havde flere, men hun var den yngste og den eneste, der havde giftet sig så fattigt. Først havde han forsøgt at tale Oline fra giftermålet med den fattige Anton. - Han var ikke noget for en datter af så stor en gårdmand, men Oline havde stædigt holdt på, at hun kun ville have sin Anton, om han så var aldrig så fattig, for han var en god og rar mand. - Da hun var den yngste af hans børn, - og derfor i grunden lidt forkælet, fik hun også denne gang sin vilje. Det nybyggede hus, var efter nutidens forhold ikke stort og med efterhånden elleve børn, var der trange pladsforhold. - Men det var et dejligt og solidt muret hus med et stort stråtag og et lille udhus.

I udhuset var der brænde til komfuret i den ene ende og i den anden var kaninerne og hønsene.



63

Komfuret i køkkenet var den eneste opvarmningskilde, men da huset kun var på cirka hundred kvadratalen, (ca. 60kvm) kunne det godt varme køkkenet og de to små stuer op. - Soveværelset, hvor forældrene og en del af børnene sov, var ikke opvarmet, men i særlig kolde vintre lod man døren stå åben en tid før de små skulle i seng. - De større børn kom først i seng, når forældrene gik i seng, for de skulle sove i slagbænkene, der stod rundt om spisebordet og dem sad de jo på og snakkede, læste lektier og fortalte historier, indtil det blev så mørkt, at de skulle i seng. Det var sjældent de tændte lys, da petroleum til lampen jo skulle betales med kontanter, og dem havde de aldrig for mange af. - De havde dog også tællelys lavet af fåretalg, som de fik ovre hos Olines far, som holdt mange får. - De støbte selv lysene. Om vinteren, når det frøs hårdt, var der tit rim på væggene, når de vågnede om morgenen. - Det var den varme udånding fra de mange mennesker, der havde fortættet sig på væggene og frøs til is. - Alle ruderne var også belagt med et tykt lag rim, så der havde dannet sig de fineste isblomster på dem. - Det så flot ud, men var koldt at stå op til for de små børn, så Anton stod altid først op og tændte op i komfuret og det var en aftale, at børnene først måtte stå op, når der var så varmt, at der på midten af ruderne, - hvor isen var tyndest, havde dannet sig en lille bar plet. Anton havde arvet en gammel hornlygte fra sine forældre. En hornlygte var en cirka tredive centimeter høj firkantet trækasse med et håndtag af enten tyndt reb eller ståltråd.



64

- Den havde en firkantet rude på hver side. Disse ruder var lavet af lyst kohorn, der var fladet ud og skrabet tyndt. For at beskytte dem, var det lavet et kryds af ståltråd over hver rude. - De var ikke så gennemsigtige som glas, men langt billigere, da man lavede dem selv og man kunne altid lave en ny, hvis der alligevel gik en i stykker. - Glas skulle man til byen for at få. Lyskilden i lygten var en stump tællelys, som regel den sidste rest, der var blevet for lille at bruge inde i huset. Det er i øvrigt derfra udtrykket – Den lyser som en fis i en hornlygte – stammer. - En fis var just en lille stump lys, og det lyser ikke ret meget i en hornlygte. – (Der er dog også andre forklaringer). Hornlygten brugte de, når de på buldermørke vinteraftener skulle ud på det lille das, der stod ved siden af skuret. - Det kunne være kold fornøjelse, - især for børnene, når det frøs hårdt. Så var det dejligt, at have den gamle hornlygte med derud. - De følte, at den varmede lidt og de var også altid lidt mørkerædde, når vinden fór hylende og fløjtende gennem brædderne i dasset. Selv dette, yderst sparsomme lys, gjorde dem mere trygge. Nu kunne de trods alt bedre se, om der var sære væsener til stede i dasset. Men der var ingen der blev derude længere end højst nødvendigt. - Til at tørre sig med, var der i en lille trækrybbe på væggen lagt tørt hø. De holdt ikke avis og havde derfor ikke noget papir i huset.



65

Huset var indrettet med to små stuer i sydenden med hver to vinduer. - Spisestuen havde et mod syd og et mod øst. Den fine stue havde et mod syd og et mod vest. - De var hver på treogtyve kvadratalen. (Ca. 14 kvm.) Køkkenet, med det store sorte komfur, vendte ud mod søen og var på knap treogtyve kvadratalen.



66

I nordenden mod vest var soveværelset på cirka seksten kvadratalen. - Mellem stuen i vest og soveværelset, var der en lillebitte entré og en fin fordør, men den blev kun brugt, når der kom fine gæster. - Bagdøren gik direkte fra køkkenet og ud mod søen. De to stuer var henholdsvis ”Den fine stue” mod vest med de fineste møbler, det fine porcelæn og drikkeglas og de nydeligste gardiner i de to vinduer. - Den lugtede altid lidt muggent, for den blev næsten aldrig brugt og var derfor ikke opvarmet til daglig. Så var der dagligstuen med det aflange spisebord og slagbænkene langs væggene. Ved bordet med voksdugen kunne de alle sidde og spise på én gang. - Der var altid én der lå i vuggen og nogle små, der sad på skødet af deres mor og ældre søskende. I slagbænkene sov de fire af de ældste børn, og på divanen ved vestvæggen, sov der to lidt mindre. - De fem mindste sov hos forældrene inde i soveværelset. - Der var ikke meget plads til privatliv dengang, men de fik dog elleve børn, så noget må der alligevel være foregået. Alle dynerne i huset var store, meget tykke og tunge. De var fyldte med dun og fjer, - dog mest fjer, fra alle de ænder og høns de havde slagtet gennem tiderne og det var fjerene der gjorde dem så tunge. - I bunden af sengene og slagbænkene var der halm og heri boede der om vinteren ikke så sjældent mus, - og mus i sengehalmen var noget børnene hadede.



67

Slagbænkene hed slagbænke, fordi sæderne kunne slås op og nede i kassen under sædet var så sengetøjet og hernede sov man så. Senere, - da børnene voksede, men endnu ikke var gamle nok til at komme ud at tjene på gårdene i omegnen, blev der lavet to værelser oppe på loftet, med et lille vindue i hver gavl. - Her flyttede de ældste så efterhånden op. - Pigerne i den ene ende og drengene i den anden. Anton og Oline sendte først børnene ud at tjene, når de var færdige med skolen og var konfirmerede. - Da var de omkring fjorten år. Nord for huset var urtehaven, og Anton var berømt på hele egnen, fordi han med blot en spade gravede hele jordstykket på næsten en tøndeland og det både forår og efterår. - Men med en enkelt spade er en tønde land et meget stort stykke, - selv for en stor ”klyne” som Anton. (5516 kvm.) I stykket dyrkede han masser af kartofler og mange slags kål, gulerødder, selleri, porrer og løg. - Der var også et lille stykke med korn til hønsene. Der blev som regel nok til hele vinteren for både familien, hønsene og kaninerne. Jo – det var et fint lille hus og der var ikke mange daglejere der boede så flot. Beliggenheden var valgt med stor omhu. Den kunne ikke være bedre. - Der var en næsten helt H.C.Andersen’sk fred og idyl over stedet, med det lille stråtækte fiskerhus i det ret øde område.



68

På markerne mellem huset og søen, græssede gårdenes heste og køer og på engen nede ved søen, så de tit storkene spankulere rundt og fange frøer. Der var en storkerede ovre på det høje tag på Ulfsund. På søen svømmede de stolte svaner. Det så flot ud, når de rejste vingerne op til sejl og kom sejlende på langs af søen i vestenvinden. - Ovre på Ulfsund fik de ved festlige lejligheder helstegt svanesteg og den kom på bordet med fjerdragten rejst i netop denne ”sejlstilling”. - Det så virkeligt imponerende ud for gæsterne. Der var alle slags svømmefugle i søen, og store duehøge og musvåger kom glidende på jagt, sammen med kærhøgene og fiskeørnene. - Nede i søen stod de flotte fiskehejrer musestille på ét ben og ventede på, at en fisk skulle svømme forbi. - De boede i en stor koloni ude i nogle høje træer i østenden af søen. Om foråret var der masser af trækfugle, der kom forbi. - Der var regnspoverne med deres lange nedadbøjede næb. De gik på markerne og pirkede i jorden efter føde, medens de fløjtede deres lange sørgmodige fløjt. Når disse trækfugle kom, var jægerne altid ude med deres bøsser. Især når gæssene kom. - Dengang måtte man skyde alt, man kunne få ram på. - Når som helst og hvor som helst. Man spiste næsten alt. Kramsfugle var delikatesser og kramsfugle var mindre fugle som f. eks. krager, skader,



69

skovduer og især var rågeunger om foråret en stor delikatesse. - Ja, selv solsorte og stære blev fanget og spist. Under disse forhold levede Anton Sivertsen fattigt, men trygt og godt med sin store familie, men for at vende tilbage til starten på beretningen, var det nu november og de manglede kød, - og i dag havde de ikke engang fisk til aftensmaden endnu. Det saltede flæsk og den røgede skinke på loftet skulle helst gemmes til vinteren. Det var en sikkerheds-foranstaltning de altid tog, for hvis det blev en streng vinter, kunne der let blive hårdt brug for den slags mad til at mætte de mange munde med, - så det brugte man ikke af i utide. Om vinteren kunne Anton ikke så let finde arbejde og ikke fiske i søen på grund af den tykke is. - Dog kunne han stange ål gennem huller, han huggede i isen. Han vidste lige præcist hvor ålene holdt til om vinteren og der var masser af dem. - Ja, - så mange, at børnene var godt trætte af altid at få stegte ål om vinteren. Men på denne aktuelle aften hylede der en kraftig efterårs storm og den peb i skorstenen, så den næsten lød som en fabriksfløjte. - Anton havde ved middagstid været ude og se til de tre ruser, han havde stående i søen, men de havde alle været tomme.



70

Det var nu sidst på dagen og det var allerede begyndt at mørkne. Hvis de ikke skulle nøjes med kartofler og stegte løg til aften, måtte han nu ud og skaffe fisk. Det kunne blive nødvendigt at se til ruserne igen, men det blæste nu voldsomt og det begyndte at fryse, så det var lidt risikabelt at sejle ud til ruserne i mørket, for selv om søen ikke var så stor, ligger den lige øst–vest, så bølgerne kunne blive ret høje og let vælte Antons lille flade pram. Søen var kun godt tre alen dyb, men meget mudret på bunden. - Alle vidste, at her kunne man ikke bunde, hvis man faldt i vandet, og i nat ville det også være så koldt, at man højst kunne overleve en time, selvom man kunne klamre sig til prammen, hvis man da kunne finde den igen i mørket. - Hvis man faldt i vandet, ville den nemlig lynhurtigt forsvinde ned i østenden af søen i den stride vestenvind. Anton var dog en besindig og ansvarsfuld familiefar og han stolede fuldstændig på sig selv og sine mange kræfter, så han besluttede at skaffe mad på bordet, - også i dag. Han gik ud i skuret, hvor alt hans olietøj og sydvest hang. Han tog det på og satte sydvesten på hovedet. - Til sidst tog han sine store langskaftede fiskerstøvler på. Oline var ængstelig, og hun bad ham om at blive hjemme. Det ville Anton ikke. - Nu havde han taget sin beslutning og sådan blev det.



71

Oline sagde endda til sidst, - for at få ham til at blive hjemme, at hun ikke havde lyst til at blive enke med elleve børn, for et enkelt aftensmåltids skyld. Heri havde hun jo så inderligt ret, men Anton var stædig, som vestjyske mænd tit er. - Nu havde han sat sig for at skaffe fisk på bordet, og så ville han også gøre alt, hvad han formåede, for ikke at skuffe de mange sultne barneøjne, der fulgte ham, da han gik ud af køkkenet. – Han gik nu ud i mørket og den hylende blæst og han forsvandt i retning af søen, hvor hans pram lå. Da der var gået et par timer og stormen var taget til, - nu i form af en regulær snestorm, hvor alt var et stort hvirvlende hvidt og hvor man ikke kunne se fem alen frem, - Oline blev urolig, for Anton var ikke kommet hjem endnu, og det plejede ikke at tage så lang tid, at se til de tre ruser. Hun bad nu børnene om at være alene. - Hun tog alt sit varme overtøj på og gik ud i snestormen i retning af søen, hvor prammen plejede at ligge. Måske var Anton allerede kommet i land og var ved at trække prammen op. Det var hendes spinkle håb, medens hun tumlede sig ned mod søen. Hun havde nemlig vinden i ryggen, og den var hele tiden ved at vælte hende omkuld, når hendes fødder stødte på de høje tuer i engen. - Hun kunne næsten ingenting se i den hvirvlende sne og mørke.



72

Hun havde ganske vist taget hornlygten med, men den forslog ingenting i mørket. Endelig nåede hun ned til søen og fandt stedet, hvor prammen plejede at ligge. – Men der var ingen pram og ingen Anton at se. Fortvivlet begyndte hun nu at kalde på Anton ud i mørket, men hendes stemme tabtes i den hylende storm, og hvis hun havde fået svar fra Anton, ville hun slet ikke have kunnet høre det. Efter en tid vendte hun om. - Hun ville hjem til sine ængstelige børn, men nu måtte hun virkelig stride sig mod den hårde blæst, medens sneen piskede hende i ansigtet. - Sneen havde allerede nu lagt sig i over en fods tykt lag på engen. - Da hun endelig så lyset i vinduerne i huset, var hun allerede tæt på. Hun gik ind til de ventende børn og var nu meget forkommen. - Hun var, - som tidligere fortalt, nemlig ret spinkel af bygning. Nu orkede hun ikke mere selv at lede efter Anton, men sendte de to største af drengene på ti og tolv år over til hendes far på Ulfsund efter hjælp. - Gården lå en kvart mils vej væk på den anden side af søen mod syd. På Ulfsund tjente der dengang mange folk, så drengene kom efter godt en time tilbage i en kane med fem karle foruden dem selv. - Drengene havde fortalt karlene om deres far, og



73

Oline satte dem nu yderligere ind i tingene og bad dem dele sig og gå rundt om søen på hver sin side og kalde på Anton. Hun håbede på, at han måske kun havde mistet den lange stage, han brugte til at komme rundt med og var drevet i land nede i østenden af søen ved Flynder åens udmunding og måske nu var på vej hjem gennem snemasserne langs søens bred. - Var det tilfældet ville et af holdene møde ham. Karlene tog af sted, men klokken var nu ved at være ti om aftenen og de talte sagte om, at hvis Anton var kæntret og faldet i vandet, måtte han for længst være druknet eller frosset ihjel. De fandt prammen i sydenden af søen. Den var presset helt ind i sivene, næsten inde ved bredden. Den var tom og over halvt fuld af vand, og der var ingen spor efter Anton. - De var nu klar over at Anton enten var gået i land og nu var på vej hjem, eller også var han faldet i vandet og druknet. De ledte efter ham så godt de kunne i snefoget og mørket, men fandt ham ikke. - Efter nogen tid besluttede de at opgive eftersøgningen denne nat, og lede videre næste morgen, når det var blevet lyst. De gik hjem til Oline og alle børnene, hvoraf de største endnu var oppe. - De ventede blege og spændte på karlenes tilbagekomst.



74

Oline tog det med en underlig stoisk ro. - Hun kendte alle historierne om fiskere, der tog ud og aldrig kom hjem igen. Det havde gennem generationer været noget, fiskerkonerne på vestkysten havde måttet leve med og været forberedt på. - Det var netop derfor Oline var så tilsyneladende rolig. Det var også fordi hun i sit inderste altid havde været forberedt på at noget sådant en dag kunne ske, - også for hendes egen Anton, som hun elskede så inderligt. Når det så virkelig skete for en fiskerkone, så man hende sjældent smile mere. Næste morgen kom karlene igen, som aftalt, så snart det var lyst. Stormen var nu taget af og havde efterladt et smukt landskab med et tykt, hvidt lag sne, hvorpå solen skinnede. - De ville normalt have glædet sig over det smukke syn, hvis ikke situationen havde været så alvorlig. Søen var mørkegrå og der var så småt begyndt at lægge sig et tyndt lag is på overfladen, men vandet var stadig lidt uroligt efter den hårde storm, da de begyndte at lede efter Anton. De behøvede imidlertid ikke at lede så længe, - for midt ude i søen sad Anton. Han var kravlet op på en bundgarnspæl og sad nu i sit mørke olieskindstøj, der var helt hvidt af fastfrosset sne på ryggen, som han vendte mod vest.



75

Glade over synet, kaldte de på ham, men han reagerede ikke, og karlene tog nu op til broen over åen, hvor Ulfsunds pramme lå, og stagede gennem åen og ud i søen gennem den tynde is. Da de nåede frem til bundgarnspælen med Anton, kunne de med det samme se, at det var ude med ham, for hans ansigt og bare hænder var helt dækket af et lag is. - Han var simpelthen frosset ihjel. De kunne regne ud, at Antons pram under røgtningen af rusen, der var fastgjort til bundgarnspælen, var blevet presset væk fra pælen, som han holdt fast i med den ene hånd, medens han trak rusen op med den anden. - Afstanden mellem båd og pæl var så blevet så stor, at Anton trods sine mange kræfter, i den hårde blæst ikke havde kunnet hale prammen hen til pælen igen og for ikke at falde i vandet har han måttet kravle op på pælen. Her havde han i et jerngreb lagt sin højre arm ovenpå pælen og klamret sig fast og ventet på den hjælp, - som han sikkert havde vist, ville komme alt, alt for sent. Men det havde været hans eneste mulighed. Han havde ikke kunnet svømme i land i sit tunge olieskindstøj og han ville sikkert også være blevet lammet af kulde, inden han havde nået land. Karlene kunne ikke få Anton af pælen, så fast var hans greb. - Isen havde låst ham fast, så der var ikke andet at



76

gøre end at rokke hele pælen løs af bunden og tage både pæl og Anton med i land. Anton blev begravet på kirkegården i Bøvling ved den kirke der ligger næsten helt ude ved herregården ”Rysensten”. Jeg har ikke været inde og se efter hans gravsten, men den er sikkert også slettet nu, men nogen steder gemmer man dog de gamle gravsten, - så måske? – Se selv efter! Hvad der siden skete med hans store familie får stå hen i det uvisse, men mon ikke Olines far har hjulpet til. - Det var jo trods alt hans børnebørn. Marianne Mandbjerg flyttede ind i huset i 1886 og Anton Sivertsen døde i 1885, så Oline og børnene må være flyttet ud. – Måske over til hendes far og børnenes bedstefar på Ulfsund. Det må man da håbe, skønt tiderne var mere barske dengang. – Jeg tror nemlig ikke, at Olines far kunne tillade, at hans datter endte på fattiggården. Gamle danske mål: 1 mil er 7,53 kilometer 1 alen er 0,62 meter



77

Stemningsbillede fra søen Jeg vender nu tilbage til nutiden og en sommernat, hvor jeg fik en uhyggelig oplevelse. Jeg havde sat min åleline med de tyve kroge tidligere på aftenen og den skulle gerne røgtes ved to–tre tiden om natten. - Så ville ålene have haft tid til at bide på, men sad de der for længe, havde de en kedelig vane med at snurre sig rundt og rundt, så de til sidst enten fik krogen vredet ud af munden eller hængte sig selv i snøren. - Når ålene havde hængt sig, blev de helt blege og så uappetitlige ud. Derfor var jeg denne sommernat ude for at se, om der var ål på krogene.



78

Mosekonen havde brygget og der lå en tågedis over søen, mens jeg roede i min lille jolle langs sivene og fandt linen. Denne nat var der seks mellemstore ål og en stor, som jeg senere røgede i min lille rygeovn. Jeg begyndte nu at ro tilbage. Natten var utrolig stille og lydhør. - Der var overhovedet ingen vind og på grund af den store stilhed, lød ændernes pludselige store plasken forskrækkende, når jeg var kommet for tæt på dem i sivene. - Der var også mange andre lyde fra dyr, som jeg ikke kendte, og jeg kom i en underlig og uhyggelig stemning, som om jeg var næsten alene i verden, medens jeg i tågen i den lyse sommernat langsomt roede hjemad mod huset. Søen er meget lang, og i tågen, syntes jeg, at jeg ikke kom nogen vegne og jeg kom til at tænke på den stakkels Anton Sivertsen, - der havde siddet fastfrosset til sin pæl, midt ude i søen i en snestorm, en vinternat. - Det gøs i mig ved tanken og jeg tænkte, at det var godt, det nu var sommer. Men jeg kom næsten til at fryse alligevel. Jeg roede jo med ryggen i sejlretningen og lige efter disse dystre tanker, vender jeg hovedet for at se om jeg stadig holder retningen langs sivbræmmen. I det samme får jeg øje på bundgarnspælen. Den står henne i tågen midt ude i søen.



79

Jeg får et chok og holder øjeblikkelig op med at ro. - For det jeg ser, kan umuligt være rigtigt! Jeg ser nu nøjere efter, - men det jeg havde set, var rigtigt nok, og nu kommer det helt uhyggelige: Oppe på bundgarnspælen sidder Anton Sivertsen i sit sorte olieskindstøj. Der er ikke noget at tage fejl af. Uhyggestemningen fra før bliver nu forstærket og jeg sidder som lammet og kan selvfølgelig ikke tro mine egne øjne. Er det virkelig Anton Sivertsens genfærd jeg ser? – Men han døde jo for over et hundrede år siden! Men det kan jo ikke være rigtigt, - så jeg drejer jollen rundt for rigtigt at se. Pælen er der stadig med Anton Sivertsen, men nu vågner jeg lidt op, - kommer ud af den uhyggelige stemning og bliver mere realistisk. Jeg vil lige undersøge den pæl ordentlig og fortæller mig selv, at der slet ikke findes genfærd. Så vidt man da ved.

Jeg skodder mig nu langsomt nærmere. - Pæl og Anton bliver tydelige og tydeligere.



80

– De er der åbenbart stadig, men nu vil jeg altså helt hen til den pæl. - Genfærd eller ej. Endelig kommer jeg tæt til pælen, og nu ser jeg til min store lettelse, at det slet ikke er Anton Sivertsen, der sidder der på pælen. Det er derimod et stort stykke sort plastic, af den slags man bruger til at overdække roekuler med. - Det er åbenbart af blæsten engang ført ud over søen og er havnet på bundgarnspælen. Jeg havde fået en stor forskrækkelse og det tog faktisk et par timer, før jeg helt blev den uhyggelige oplevelse kvit.

Tidlig morgen. Solen står op over søen.



81

Det er engang imellem lidt underligt, at sidde i huset og stirre ud over søen. Der hersker en stor ro og stilhed, jeg hører kun de høje tik-tak fra det gamle Junghans ur, der hænger på væggen, og som jeg har arvet fra min bedstefar. Der er måske lidt tuden i skorstenen, men ellers er der ingen af den moderne verdens lyde der trænger ind. Man kan meget let komme til at føle, at nogen af de tidligere beboere stadig er i huset, og sidder lige ved siden af og stirrer ud over den sø, som de har gjort det i hele deres liv. Både Anton Sivertsen, Oline og Marianne Mandbjerg, og sommetider kan jeg næsten høre alle de glade stemmer fra børnene, der leger udenfor.

Denne historie og erindringer er nedskrevet i februar 2008

Genredigeret marts 2013

Knud Erik Guldager



82

Skumringsbillede fra søen



83

Dette er historien om

Den forfængelige hvide and

Knud Erik Guldager



84

Den forfængelige hvide and Dette er historien om en and med kridhvide fjer og flotte gule ben og næb. -------- Den lille ælling lå inde i ægget og kunne høre lyde udenfor. Den tænkte ikke så meget. - Den havde det dejligt varmt og følte sig fuldstændig tryg. - Den lå blot og ligesom ventede på et eller andet, - men den vidste ikke, hvad det var. Pludselig en dag, syntes den at pladsen i ægget var blevet lidt trang. Den kunne ligesom ikke rigtig være der mere og den begyndte at bevæge hovedet. - Med oversiden af næbbet begyndte den at skubbe æggeskallen væk for at komme ud af den indeklemte plads. Den prøvede længe, men det gav intet resultat. - Den gav dog ikke op, for dens instinkt fortalte den, at den blot skulle fortsætte tålmodigt, så skulle det nok give resultat til sidst. - Pludselig gav det en høj lyd og der kom en lille revne i æggeskallen og der sivede lidt lys ind. Det gav den et vældigt gå på mod, og den forstærkede sine anstrengelser. - Det gav resultat. Nu kom der straks flere revner da der først var kommet hul, og der faldt nu små



85

stykker æggeskal væk fra ægget og der kom meget mere lys ind. Der var dog stadig en tyk hinde mellem den og friheden og den var sej at få hul på, men til sidst lykkedes det dog, og nu kunne den for første gang prøve noget helt nyt. - Den kunne trække vejret! Det havde den aldrig prøvet før og det gav den en masse kræfter. Ivrigt masede den på og til sidst revnede hele æggeskallen så meget, at den kunne vride sig ud. Forbavset opdagede den, at den nu kunne rette sine ben ud og kom op at stå. - Den så sig omkring. Der var meget varmt og varmen kom fra en stor gul ting, der sad ovenover den. Den opdagede også en hel del andre, der så ud som den selv og den forsøgte sig med nogle pippe-lyde og de andre svarede igen på samme måde. Da den havde trippet rundt et par timer, forsvandt den ene ende af det rum den var i, og et par store øjne kiggede ind gennem åbningen til den og de andre. De havde ingen erfaring i noget som helst, så de blev ikke bange, men kiggede blot nysgerrigt igen. - Så forsvandt åbningen og øjnene igen. Der gik lang tid, men den havde ingen tidsfornemmelse, så den vidste ikke hvor lang. Så lige pludselig forsvandt endevæggen igen og de to store øjne stirrede igen på dem.



86

Så kom der en stor aflang ting, der for enden delte sig i fem mindre, farende ind til dem og greb ud efter dem. - Så sagde deres instinkt dem, at nu skulle de være bange og forsøge at slippe væk fra den aflange ting. De fór omkring i stor forvirring, - men tingen fangede dog dem alle til sidst. - De kom ned i en stor papkasse og der var der ikke spor varmt og luften omkring dem var kold. De blev båret et stykke hen i stalden og blev sat ned i en gammel grisesti med halm på gulvet og her kunne de rigtigt rende rundt, men for dem var der hundekoldt. - Der var dog i det ene hjørne et stort lys og en dejlig varme under en stor skærm. - Der løb de alle hen og puttede sig tæt sammen. De havde været noget forskrækkede, over alt der var sket dem, og nu trængte de til lidt tryghed og ro. - Da de havde siddet et par timer, blev de sultne og så sig om. I nærheden var der en stor skål, med noget i der lugtede godt og ved siden af var der noget som de heller ikke havde set før, - men det var noget de trængte til, det kunne de mærke. - Det var vand og de drak begærligt. Da de havde drukket, gik de hen til skålen med det der lugtede godt. Det var mad og de opdagede nu hvor sultne de var og skønt de ikke havde prøvet det før, var de ikke i tvivl om, hvad det skulle bruges til og stoppede i sig.



87

Da de ikke kunne proppe mere i sig, blev de døsige og gik hen under den varme lampe og faldt i søvn. Sådan gik dagene. - Den ene efter den anden, indtil det blev forår og lidt varmere i vejret. Nu blev de lukket ud i et stort indelukke med enkelte voksne ænder og gæs. Det var en sær fornemmelse med al den plads. Den lille ælling var da glad for al den plads, men den var også lidt forskrækket, for der var ikke mere noget oven over den og den følte sig utryg ved al den åbenhed. Her var der ingen varm lampe, den kunne gå ind under, når den frøs. - Ganske vist var der nogle dage, hvor der sad en gul lampe meget højt oppe og den varmede dejligt på en kold forårsdag, men den var der jo ikke altid og så var der kun det lille hus i hjørnet af indhegningen, hvor de gik ind, når det regnede meget eller hvis de frøs. Men når de alle sammen var herinde, var der meget lidt plads og der opstod altid en stor uro og kamp om de bedste varme pladser. Den lille ælling havde ikke rigtig lyst til at deltage i det evige slagsmål om disse pladser, så hun holdt sig lidt for sig selv og derfor fik hun altid en plads nær udgangen, hvor det blæste ind og derfor var koldt. Da hun var en lille dame, affandt hun sig med det, for hun følte sig på én eller anden måde anderledes end sine aggressive søskende.



88

- Hun havde et mildere temperament og holdt sig derfor meget for sig selv. Som sommeren gik begyndte ællingerne at få fjer. De fleste fik mørkegrå fjer. - Det var mest hunnerne, medens hannerne fik meget mere farvestrålende fjer og de sidste rottede sig somme tider sammen og moppede en tilfældig hun, som de så forfulgte andegården rundt flere gange. De øvede sig i at blive voksne. De var også tit oppe at slås med en anden han. - Det var også et af naturens påfund. Den stærkeste fik senere lettere fat på en hun, som den så kunne stifte familie med.

Flot hane med andegården i baggrunden. Da de ikke kendte deres fremtidige skæbne og ikke vidste, at mange af dem ikke ville overleve julen, fortsatte de på denne måde hele sommeren og efteråret.



89

Den lille ælling opdagede nu, da den begyndte at få fjer, at den ikke var ligesom de andre. Som den eneste i hele flokken fik den hvide fjer. – Kridhvide fjer. - Der var ingen kedelige grå eller farvestrålende fjer imellem. - Ikke én eneste. I begyndelsen var den ked af det. Det er slet ikke sjovt at skille sig så meget ud i en andegård. Alle de andre ænder kiggede mærkeligt på den og sagde til hinanden: Det er hende den hvide and. - Hun er lidt fin på den. - Hun snakker heller aldrig med os andre. – Hold dig fra hende. Hun er ikke helt normal med alle de hvide fjer. Har I ikke også set, at hun altid går og pudser sig med næbbet, blot der er kommet en lille plet på hendes fjer. Jo, - hun er fin på den og det er derfor hun ikke taler med os andre. Det sidste var slet ikke rigtigt. Hun følte sig bestemt ikke finere end de andre. De var jo alle sammen kommet ud af et andeæg og derfor var de vel ens. Men det var rigtigt at hun meget tit gik og rengjorde sin fjerdragt med næbbet, men det var jo netop fordi hendes fjerdragt var så hvid, at enhver lille plet snavs kunne ses. Det kunne det ikke på de andres grå fjer og derfor pudsede de ikke så tit deres fjer.



90

I virkeligheden var det en ekstra stor belastning at have en hvid fjerdragt og hun ønskede sig tit, at hun blot havde haft en fjerdragt, som alle de andre. - Nu lagde alle i andegården straks mærke til hende, lige meget hvor stille hun listede rundt. Der var aldrig nogen af de mange hanner der interesserede sig for hende. - De så blot på hende med en vis afstandstagen og gik aldrig tæt forbi hende. Da det sene efterår kom og tiden nærmede sig jul, begyndte de, der gav dem mad og vand, at komme ind i andegården til dem udenfor mad tiden. - Det var dem med de store øjne og den lange runde ting. Nu var der for enden af deres lange ting et langt stykke ståltråd med en krog i den yderste ende. De kom som regel to af gangen og gennede en flok af ænderne op i et hjørne af andegården. Så begyndte de igen, - ligesom da de lige var kommet ud af ægget, at lange ud efter dem. - De satte krogen fast på benet lige over foden og trak en and hen til sig. Så tog de den op og mærkede på den. Det var ligesom om de følte på dens krop, hvor fed den var. - Så snadrede de et eller andet på deres sprog og slap anden løs igen. Det hele gentog sig en gang imellem, men da tiden nærmede sig jul, var det pludselig ikke alle ænder de satte ned på jorden igen.



91

Nogen særlig store ænder blev puttet ned i en sæk, som hjælperen bar på. - Når der var fem ænder i sækken, bar han den væk. - De ænder så ingen af dem nogensinde mere. Det rygtedes hurtigt i andegården, at der forsvandt nogen af deres søskende, og nu fik de store øjne meget sværere ved at genne ænderne op i et hjørne. - Ænderne havde anet uråd og gjorde alt for at undslippe hjørnet, men var de først uhjælpelig klemt inde i hjørnet og der ikke var nogen mulighed for at undslippe, blev de fuldstændig apatiske og stod nærmest helt stille og lod sig fange. - De affandt sig tilsyneladende med deres uundgåelige skæbne. Der var en and, der havde været lidt skravlet som ælling og derfor ikke var blevet ret stor. - Da den blev fanget, blev den følt på, selvom den ikke var så stor og de store øjne syntes åbenbart, at den også var for mager, så de satte den ned på jorden igen. - Hernede stod den fuldstændig stille. Den havde ikke forstået sin genvundne frihed, men havde affundet sig med sin skæbne. – Pludselig vågnede den op at trancen og så kan det nok være, at den fik travlt med at løbe hen i det fjerneste hjørne for at gemme sig. Den hvide and skilte sig så meget ud fra flokken, at den altid blev gennet væk fra dem, der var indfanget i hjørnet.



92

Den skulle ikke ned i sækken. - De store øjne ville lade den lægge æg, der så skulle udruges til foråret. - Det ville nemlig se rigtig flot ud med en masse kridhvide ænder. De ville også være meget lettere at sælge, da de fleste af deres kunder købte ænderne med fjer på og derefter selv plukkede dem. Julen kom og gik, men den hvide and overlevede. - Den blev sat ind i kostalden sammen med en lille udvalgt flok, der skulle lægge æg til rugemaskinen. - Det ville give et større antal ællinger, end hvis ænderne selv rugede dem ud. Så kunne man nemlig i løbet af udrugningen gennemlyse æggene for at se, om der var ællinger i. De ubefrugtede æg blev så fjernet for ikke at optage plads og bruge unødvendig varme.

Kostalden på gården Ænderne havde hver sin rede og den hvide and lagde også æg, - ligesom de andre ænder. - De blev mærket med et



93

rødt kryds, for at man kunne se, om der kom hvide ænder ud af dem. Men da der stadig ikke var nogen af hannerne der interesserede sig for den aparte hvide and, blev æggene ikke befrugtede, men det vidste de store øjne jo intet om, så de lagde troligt den hvide ands æg ind i rugemaskinen. Som tiden gik opdagede de store øjne, at der ikke var nogen af de mærkede æg, der blev ællinger i. - Så snadrede de igen en hel del på deres mærkelige sprog, men den hvide and blev ikke fjernet, dens æg blev blot ikke lagt ind i rugemaskinen. Da foråret kom, blev den atter sat ud i andegården sammen med de andre i den lille flok og snart dukkede der et nyt hold ællinger op i andegården. Den hvide and var nu vant til, at de andre ignorerede den, så den gik ligeså stille rundt og hyggede sig for sig selv hele sommeren og efteråret med, og den blev stadig drillet med, at den hele tiden gik og pudsede på sine smukke hvide fjer. Men da juletiden igen nærmede sig og der skulle indfanges juleænder, blev den ikke længere frasorteret. - Tværtimod blev den indfanget som en af de første. - Det kom meget overraskende for den. Den skulle ellers have været blandt de kloge nu, der havde erfaring fra sidste år. - Det var slet ikke faldet den ind, at den kunne blive fanget. - Den var jo vant til at blive jaget væk under indfangningen.



94

Den dag den blev indfanget, var der to fremmede af de storøjede med. - De hjalp ikke med at indfange, men stod blot og så på. Den storøjede med krogen pegede på den hvide and og så hen på de to fremmede. - De nikkede og jernkrogen kom lynhurtigt om benet på den hvide and og den kom ned i sækken. Hernede herskede der stor rædsel, for alle i sækken var klar over, at et eller andet frygteligt ville hænde dem. De kunne mærke, at de blev bragt indendørs i stalden. - De kunne lugte køerne. Den hvide and blev, - sammen med en anden and taget op af sækken. Den storøjede holdt den stramt i benene og under armen, så den ikke kunne røre hverken ben eller vinger. Så mærkede den pludselig noget der gjorde frygteligt ondt nede på halsen. Den kiggede ned, men kunne intet se, for smerten sad på undersiden af halsen. Den mærkede trods smerten, at den blev mere og mere træt, men pludselig ser den, at der er kommet nogle røde pletter på dens fine fjerdragt nede på brystet. - Disse pletter kan den nå med næbbet og den skubber dem væk, men der kommer hele tiden flere og flere. Fortvivlet bliver den hvide and ved med at skubbe dem væk, men til sidst opgiver den og lader hovedet synke ned af bar udmattelse og søvnighed.



95

Pludselig kan den ikke høre noget mere og det er det sidste den smukke hvide and sanser i denne verden. -------- Hvem var så de fremmede storøjede, der skulle have den smukke hvide and. – Det var såmænd os, - Ulla og Knud Erik. Den storøjede, der havde passet ænderne, var Kirsten oppe på gården ved sommerhuset. Kirsten og Alfred havde i 1987 en stor rugemaskine, hvori de udrugede ande- og gåseæg. Når ællingerne blev store nok blev de sat ud i en stor indhegning på den anden side af vejen ved stuehuset. - Her gik de så hele sommeren og voksede sig store og helst fede, indtil de et stykke tid før jul blev indfanget og slagtet og solgt til venner og bekendte. - Det var mest Kirsten der stod for rugemaskinen og hele avlen af fjerkræet. Deroppe hugger man ikke hovedet af fjerkræ. Man stikker dem i halsen med en skarp kniv og lader dem forbløde, medens man holder dem ud over grebningen (kokasserenden) i stalden. Bagefter skal de plukkes og svitses over en gasflamme så alle fjerstumper og dun er væk. - Det er et stort arbejde at plukke fjerene af, men Kirsten lod os selv gøre det, for at vi også kunne få den erfaring.



96

Ulla og jeg havde det ret dårligt. - Vi havde syntes, at den hvide and havde været så smuk og vi følte stor skyld over, at den nu skulle dø for vores skyld. - Det er faktisk den slags oplevelser man bliver vegetar af. Men Kirsten trøstede os og sagde, at havde vi ikke taget den, var den blot gået til en anden. Slagtet ville den være blevet under alle omstændigheder. - Jeg ved ikke hvor meget den trøst hjalp, men vi tog da anden med hjem og lagde den i fryseren for at spise den juleaften

Kirsten, Ulla og Dorthe. Den ene af ænderne er den hvide and! Nå, - men tilbage til den hvide and.



97

Da juleaften nærmede sig, sagde Ulla: - Jeg spiser altså ikke den hvide and. - Den måde den pudsede sine smukke hvide fjer på, medens den langsomt døde, kan jeg aldrig glemme og derfor kan jeg ikke spise den smukke and. - Det får du mig aldrig til. - Skal vi ikke tage og smide den ud? Nu er alle mine forfædre fra landet og normalt smider man under ingen omstændigheder mad væk, men her måtte jeg give Ulla absolut ret. Jeg havde følt nøjagtig det samme for den fine hvide and, da den sørgmodigt havde pudset sine fjer for sit eget røde blod, medens den døde. – Den kunne heller ikke jeg spise. Vi tog den op af fryseren og smed den ikke bare i skraldespanden. - Det havde den ikke fortjent. Den blev begravet ude i haven. Vi har selvfølgelig spist ænder siden den tid, men feje, - som de fleste mennesker er i de sager, har vi aldrig selv set dem i levende live, men købt dem i en forretning.



98

Dette var historien om den smukke og lidt forfængelige hvide and. Vel – det var kun en and, men vi vil alligevel aldrig glemme den, selvom det nu er mange år siden, den måtte lade livet - og det oven i købet til ingen nytte. Nedskrevet februar 2008 Nyredigeret marts 2013 Knud Erik Guldager



Documents

Oplevelser og historier omkring "Øster Sundhus"