Mellem det ufattelige og det håndgribeligesaxo.ku.dk/forskning/forskning_paa_fagene_ny/... · 2013-08-27 · Af Henriette Lyngstrøm D er er en forhindring på kandidatstudiet i

Mellem det ufattelige og det håndgribelige

92370_det ufattelige_2k.indd 1 17-08-2012 07:39:43


Mellem det ufattelige og det håndgribelige

– 18 arkæologiske essays


Mellem det ufattelige og det håndgribelige– 18 arkæologiske essays

© 2012 Forfatterne og SAXO-Instituttet

Udgivet afSAXO-InstituttetAfdeling for Forhistorisk ArkæologiNjalsgade 80DK-2300 København S.

www.saxo.ku.dk

ISBN978-87-89500-16-4

RedaktionHenriette Lyngstrøm (ansv.), Ole Thirup Kastholm, Amanda Stevne Jørgensen & Birger Storgaard

OmslagUdtegning af menneskefigur på bendolken i Dragsholm grav 1 (Erik Brinch Petersen i Nationalmuseets Arbejdsmark 1974 side 120)

Grafisk tilrettelæggelse, prepress og trykNarayana Press, Gylling

Papir130g Satimat

IndbindingJysk Bogbind, Holstebro

Udgivelsen er bekostet afFonden af 29. December 1967


Indhold

Forord 7

Henriette LyngstrømAt ville samtalen 9

Kasper Wrem AndersonNationalpolitik, cement og vand – om nogle af kulturbevaringens udfordringer 15

Kirstine Louise JuncherStridbare forfædre 21

Amanda Stevne JørgensenTanker om tandperler 27

Anette Kjærulf AndersenManden fra Qeqertasussuk 33

Luise Ørsted BrandtHvornår fik fåret sin uld? 39

Marie BrinchJordskælvsstormen 45

Allan Hydeskov KraghSom fanden læser Biblen – om tolkningen af moselig 51

Bo JensenDen, der graver i en grav for andre, får beskidte hænder 57


6 Mellem det ufattelige og det håndgribelige

Louise Melchior RasmussenFyrster, præster eller prinsesser? – gravgenstande og manipulation i Hallstatt D elitebegravelser 63

Sune VillumsenHersker af gudernes nåde 69

Pernille Rohde SlothHavekultur i forhistorien 75

Ole Thirup KastholmRibber og klamper – glimt af den nordiske båds oprindelse 81

Julie NielsenEt spiritus sancti? – om kulstof 14-dateringer fra tidligkristne grave i Roskilde og Ribe 87

Rikke SimonsenNørreport Hovedbro – museumsloven og udgravningen af et nyere tids anlæg 93

Sofie Laurine AlbrisMellem det svært begribelige og det helt håndgribelige – om religion, ritualer og materiel kultur 99

Marie Lenander PetersenForladte hvalfangerstationer – Industrial Archaeology på Antarktis 105

Anne Birgitte GurlevIndustriel arkæologi 111

Forfattere og redaktion 117


Forord

Kære Læser, det er med fornøjelse vi kan præsentere den fjerde essaysamling fra faget Forhistorisk Arkæologi ved Københavns Universitet. Bøger er ikke i høj kurs for tiden, slet ikke på et universitet, hvor pladsmanglen trænger bogsamlingerne tilbage. Det har sågar været på tale at brænde de mest unyttige bøger. Imidlertid er det vores inderlige håb, at denne vanskæbne ikke vil overgå netop denne bog, og derfor tør vi godt forsøge os – trods alt. Essayet er en udfordrende og grænsesøgende genre i videnska-belig sammenhæng. Der krattes i muren mellem forskningens ver-den og den litterære. Forfatteren sættes på en hård sproglig prøve, når et omfattende kildemateriale eller et komplekst spørgsmål skal præsenteres for den interesserede lægmand på blot få sider – uden noter, henvisninger og illustrationer. I en tid, hvor formidlingshæren overalt opruster, ikke sjældent på bekostning af fagekspertisen, har essaygenren sin særlige berettigelse; hér formidler forskeren selv sin viden, lavteknisk, uden at skulle være en hel oplevelsesfabrik. Dét skal vi blive endnu bedre til, og denne bog kan i den sammenhæng ses som en række skriveøvelser. Og den essayistiske indgangsvinkel er ingen nyskabelse indenfor dansk arkæologi. Det er et fag med stærke traditioner for en bred formidling direkte fra forsker til folket. Forfatterne til den nyeste håndfuld essays har et solidt fundament at stå på i den henseende – Worsaae, Broholm, Brøndsted, Glob, Ramskou, Jensen. På den lit-terære front har oldtidens materielle levn fundet genklang i blandt andet Johannes V. Jensens og Martin A. Hansens forfatterskaber. Der er således et vist niveau at leve op til. Mange andre solide universi-tetsfag kunne godt misunde os den forankring – her er ingen forsker forskanset i sit elfenbenstårn (hvis sådanne tårne da overhovedet findes, undtagen for den uvidende).



I vores samfund, hvor en byrde af marketingsvrøvl længe har været toneangivende, har effektivitetens vinde blæst, også på univer-sitetet. Studier er blevet slebet ned i omfang og substans, rammer er blevet mere ufleksible. Særligt for arkæologien gælder det, at øgede krav til studieaktivitet og studiets færdiggørelse inden for nøje ud-stukne rammer, ofte forhindrer fagets studerende i at få den tætte kontakt med landets museer – de fremtidige arbejdspladser – der tidligere karakteriserede arkæologifaget, og som gennem en helt unik form for mesterlære har medvirket til at uddanne generationer af arkæologer. Det er en helt forkert vej at gå. Forandringer er ikke altid af det onde, og velargumenterede om-struktureringer kan være berettigede. Blot man husker, at det som bortprioriteres med en tankeløs underskrift i et enkelt budgetår eller en kort regeringsperiode, ofte har taget mange livsværker at opbygge, og er sjældent muligt at downloade i en ny og bedre version fra nettet, hvis man skulle få lyst til at fortryde. Arkæologien ved Københavns Universitet er måske nok under pres rent strukturelt, men de 18 essays, som med denne bog bringes ud i verden – til Dem, kære Læser – viser fagets helt unikke styrke, sammensmeltningen af undren, erkendelse og fortælleglæde. For-fatterne er nuværende og tidligere studerende fra arkæologifaget i København. Bogens trykning er bekostet af Fonden af 29. December 1967, der skal have stor tak for velviljen.

Mellem det ufattelige og det håndgribelige – 18 arkæologiske essays er den fjerde, arkæologiske essaysamling fra Københavns Universitet, og den tilegnes Erik Brinch Petersen, der har været en betydnings-fuld drivkraft i essaysamlingernes tilblivelse og udvikling.

Redaktørerne


At ville samtalen

Af Henriette Lyngstrøm

Der er en forhindring på kandidatstudiet i forhistorisk arkæologi her på Københavns Universitet. På fagelementet Almen arkæologisk kundskab er det nemlig en forudsæt-

ning for at aflægge eksamen, at man har udarbejdet fire essays. De skal indleveres sammen med pensumopgivelserne og indgår samlet med vægt af 25 % i bedømmelsen på den ellers mundtlige eksamen. Forhindringen er, at dette fagelement – og måske netop de til-knyttede essays – er dækket af et tågeslør for mange af fagets stu-derende. Og usikkerheden i forhold til essaygenren forekommer langt større end den usikkerhed, de studerende har i forhold til uddannelsens andre krav til skriftlighed. Efter min overbevisning er der to enkle råd, hvis efterlevelse kan få tågen til at lette: overvær ældre studerendes eksamener. Alt for ofte eksamineres for tomt eller for næsten tomt auditorium. Og læs ældre studerendes essays. Alt for få studerende låner og diskuterer essays med tidligere eksaminander. Så længe de studerende ikke aktivt benytter sig af disse muligheder, vil de have vanskeligt ved at afmystificere prøven i Almen arkæologisk kundskab og dermed også ved at tilegne sig essaygenren som et videnskabeligt værktøj.

Men problemet er komplekst. Og dets løsning kan hverken forenkles eller alene pålægges de studerende. Prøven er et levn fra en meget gammel magisterkonferensuddannelse og har derfor dybe rødder i fagets historie. Således blev jeg og mine jævnaldrende tilbage i 1980’erne underkastet en to timer lang mundtlig eksamination af alle fagets undervisere suppleret med en eksaminator fra klassisk arkæologi – foran et fyldt auditorium. Målet var at sikre uddannelsen af generalister med en bred og solid faglig forankring. Efter en kort



pause i første halvdel af 1990’erne blev dette mål genindført med magisterkonferensuddannelsen, og det er det, der nu lever forklædt som et konstituerende og obligatorisk fagelement på kandidatud-dannelsen af 2008. Fagets historie er ligeledes uløseligt forbundet med vanskelighe-derne ved essaygenren. For vi har længe forsømt samtalen. Dialogen mellem studerende og undervisere. Mellem studerende indbyrdes. Mellem underviserne indbyrdes. Og denne forsømmelse er en væ-sentlig del af forklaringen på, at Almen arkæologisk kundskab i dag kan betragtes som en uoverstigelig forhindring og ikke som det kvalificerende tilbud, det oprindeligt er tænkt som. For det er et tilbud. Et tilbud om seks måneders fordybelse i fagets centrale problemstillinger. Efter eget valg naturligvis. Samt en eksamen, hvor det ikke er paratviden, men faglig diskussion, der vejer tungest.

En anden vanskelighed er selve tilrettelægningen af fagelementets indhold og forløb, for her må den arkæologistuderende påtage sig ansvaret for egen uddannelse. Til fagelementet er der nemlig ikke knyttet egentlig skemalagt undervisning, men den studerende skal – kun under hensyntagen til uddannelsens overordnede krav om spredning i kronologisk og geografisk forstand – vælge nøjagtig de emner, hun finder centrale. Alligevel mener enkelte, at vi som vejledere har en pose med blandede emner, som vi på forlangende kan ryste ud for deres fødder. Men nej, uddannelsen til arkæolog er intet tagselvbord med færdigretter. Det er individuelt sammen-satte måltider tilberedt af den studerende selv. Og her er det ganske underordnet, hvilket køkken man bekender sig til. Blot resultatet er substantielt, smagfuldt og omhyggeligt krydret.

En tredje vanskelighed af generel karakter er vejledningen. For kon-takten til de fem vejledere, og måske navnlig forestillingerne om eksamination af mere end én eksaminator, kan opleves kaotisk. Og selvom mange studerende mestrer at vende vejledernes faglige for-skellighed til en styrke, så kan afgrundens dyb alligevel åbne sig for dem, når vejlederne har et forskelligt syn på fagelementets formelle retningslinjer – også på essaygenren. Her er det underviserne, der


At ville samtalen 11

bør påtage sig ansvaret for dialogen. De skal ville samtalen både indbyrdes og med de studerende.

Grundlæggende må det betragtes som ét blandt mange gode løft af den arkæologiske uddannelse i København, at også essayet er inddraget som genre. For jo flere redskaber de studerende afprøver til løsning af arkæologiske problemstillinger, jo mere kompetente arkæologer uddanner vi. Men som undervisere og vejledere må vi være bevidste om, at det er et nyt redskab, vi lægger i deres hænder. På uddannelsen har de fået træning i at skrive videnskabelige tekster, rapporter og reflekte-rende redegørelser. Men med essayet bevæger de sig ind i nyt land. I et essay søger man løsningen. Man skriver et essay for at for-søge at løse et problem, ikke for at fremlægge en løsning, man al-lerede har fundet. Essayet tilhører sagprosaen, men vægten ligger på forfatterens egen forståelse og sproglige udtrykskraft. Som genre er det beslægtet med kronikkens eller causeriets ræsonnerende og undersøgende form. I et essay er forfatteren i debat med sig selv. Hun lægger argu-menter frem for og imod – og hun afprøver forskellige løsninger. Forfatteren tydeliggør sin (selvstændige) tænkning og gør sig umage med at finde klarhed. Hun finder eksempler og modeksempler for at se, hvor det hele ender. Essayet rummer en stringent dynamik, hvor forfatteren flytter sig, og læseren forstår, hvorfor hun flytter sig. Det gode essay er spændende og vedkommende læsning. Som genre blev essayet introduceret af renæssancehumanisten Michel de Montaigne (1533-92), der oprindelig var borgmester i Bor-deaux, men i mange år trak sig tilbage på slægtsslottet for at skrive. Blandt andet essays hvor han reflekterede over alle mulige emner: Jeg fremsætter her nogle formløse og uafklarede ideer, i lighed med de folk, der lægger tvivlspørgsmål frem i skolerne. I Danmark skrev Ludvig Holberg essays, men også Karen Blixen, Knud Sønderby, Jacob Paludan og Carsten Jensen har benyttet essayformen. Hos mange, moderne essayister er hovedvægten kommet til at ligge på det impulsive, levende præg, og på den måde er essays blevet små kunststykker i sproglig elegance.



Også det videnskabelige essay er båret af et velunderbygget, selv-stændigt ræsonnement og kan tilmed være velskrevet og præget af forfatterens præcise, ubesværede leg med ordene. Det gode essay skrives, når den studerende alene koncentrerer sit sproglige udtryk i ræsonnementets dynamik. Ifølge studieordningen skal et essay formidle den studerendes viden i kort, koncis og sprogligt fuldt til-fredsstillende form. Og litteraturlisten er jo allerede afleveret i form af pensum. Denne holdning vil uden tvivl falde nogle for brystet. De vil hævde, det strider mod vore videnskabelige principper om nøjag-tighed og dokumentation. Men er det ikke netop det, vi ønsker at frigøre os fra, når vi på fagelementet ikke afkræver de studerende en hjemmeopgave, men et essay? Ønsker vi ikke at vurdere disse tekster løsrevet fra temaopgavernes og specialernes evige afbrydelser af referencer samt henvisninger til figurer og tabeller? Men hvordan kan vi så, vil skeptikerne spørge, som eksaminatorer sikre os, at eksaminanden har læst det valgte pensum. Her er svaret enkelt. Det skal vi slet ikke. Ikke i forbindelse med læsningen af essayet. Denne kontrol hører til i diskussionen under den mundtlige eksamination. Ved læsningen af essayet bør vi alene bedømme den studerendes evne til fagligt ræsonnement.

Et mareridt er, at samtalen brister – mellem eksaminator og eksami-nand. Som den dag jeg bliver pålagt at eksaminere en studerende, jeg kun kender gennem pensumopgivelser og essays. Men ikke gen-nem dialog. Hvordan er mine muligheder da for at tilrettelægge en diskussion på en måde, så den præsenterer eksaminandens evner optimalt for censor? Ikke store. For hvordan skal jeg kunne gen-nemskue detaljen i hendes baggrund for valg af emner? Dette er selvfølgelig et mindre problem, hvis eksaminanden viser sig at be-sidde et stort fagligt eller personligt overskud. Men hovedparten af fagets studerende er ikke i stand til at mobilisere dette overskud kontinuerligt gennem den 1½ time, som eksamen varer. Hvad gør jeg her, når diskussionen er kørt fast og stilheden rider på brystet? Så griber jeg tilbage i samtalen og finder hendes incitament. Finder de sikre trædesten tilbage til samme eller måske en anden vinkel på


At ville samtalen 13

samme spørgsmål. Men i mit mareridt har jeg ingen sten at træde på, og jeg må skyde i blinde på pensum eller i essay helt uden træfsik-kerhed. Måske graver jeg os dybere ned, måske er jeg heldig. Men det er slumpetræf, der afgør præstationen, og kostbar tid kan spildes på trivielle banaliteter. Et mareridt er, at samtalen brister – mellem underviserne. Som den dag jeg bliver pålagt at forberede eksamination af et stort antal studerende på Almen arkæologisk kundskab samtidig med, at jeg skal bedømme tema- og projektopgaver og eksaminere på grundfag og tilvalgshold. Eksamination på Almen arkæologisk kundskab ta-ger, på trods af de sølle tre timer fakultetet har normsat vejledning, forberedelse og eksamen til, meget lang tid at forberede. Og det er ikke kun de studerede, der har krav på, at vi er velforberedte. Orlov, sygdom, bortrejse blandt mine kolleger – mine spøgelser har mange navne.

Når man som jeg arbejder i et miljø, hvor det er mainstream at anse videnskabelig kompetence og universitetspædagogisk tæft som uforenelige størrelser, så kommer enkelte stjernestunder til at stå særlig klart. Som den frokostpause jeg delte med en studerende fra et andet fag. Uden hun vidste, hvor jeg var ansat, så fremhævede hun stu-diemiljøet på faget Forhistorisk Arkæologi positivt. Studiemiljøet var godt. Man snakkede så godt sammen – også med underviserne. Hendes udtalelse overraskede mig. Var det virkelig mit fag, hun om-talte? Og den glædede mig. For det er tilfredsstillende at være med til at vende en udvikling til det bedre. Men mest af alt bekræftede den mig: kun ved at ville samtalen, kommer vi videre. Alle sammen.



Nationalpolitik, cement og vand – om nogle af kulturbevaringens udfordringer

Af Kasper Wrem Anderson

En tidlig efterårsdag skulle de nye studerende ved Forhi-storisk Arkæologi på SAXO-Instituttet, som en del af intro-duktionskurset, mødes på Ballerup station for at tage S-tog

og bus videre op mod Jægerspris Slotshave. Som tilvalgsstuderende fra Indianske sprog og kulturer syntes jeg, at dette kursus lød som et spændende supplement til min grunduddannelse. Med professor Klavs Randsborg i spidsen gik vi i gang med at lære om Jægerspris Slot, Slotshavens mange mindesten og Julianehøjen, opkaldt efter enkedronning, Juliane Marie. Ved Julianehøjen gik vi gruppevis ind under den store stensætning, satte os på kampestensbænken i det dunkle mørke og lyttede til forskellige fortolkninger af, hvorfor jættestuer var formet, som de var. I tillæg til de spændende fortolk-ninger, som bevægede sig fra astrologiske til mere kønsrelaterede forklaringer, var vi nok alle begejstrede for at sidde inde i denne jæt-testue. Dagen i Jægerspris var med til at styrke min lyst til at arbejde med fortidsminder, som eksempelvis at udgrave og være med til at bevare disse kulturminder. Da mit studie samme efterår indgik en samarbejdsaftale med Instituto Nacional de Antropología e Histo-ria (INAH), hvorved udveksling af såvel studerende, som ansatte, blev muliggjort, var der her en enestående mulighed for at opleve arkæologi og kulturbevaring uden for de danske rammer. Turen til Jægerspris og Julianehøj var ét af de mange arkæologiske emner,



som jeg tog med i rygsækken over mod Mexico og den imponerende ruinby, Teotihuacan, lidt nordøst for nutidens Mexico City.

Julianehøj ved JægersprisVed Jægerspris ligger en jættestue, som i slutningen af 1700-tallet blev blotlagt, navngivet og brugt nationalpolitisk. I en tid med den sindslidende konge, Christian d. 7., og efter henrettelsen af tyskeren Struensee, ønskede daværende statsminister Ove Høegh-Guldberg sig et monument, der kunne vise kongehusets gæster, at danskhed og kongehus skulle tages alvorligt. Jættestuen skulle i de poststruenske 1770’ere give kongehuset et moralsk løft, og hertil krævedes nogle ændringer. Hvad tidligere var blevet kendt som Monses høj, skulle nu sættes i stand og omdøbes til Julianehøj som et æresminde til Guldbergs velgørerinde, enkedronning Juliane Marie. Denne restau-rering af Monses høj og 54 opførte mindesten i Jægerspris slotshave skulle tjene til at fremme fædrelandets kongelige og historiske selv-bevidsthed. Jættestue-kammeret fik murstensgulv, der blev bygget en kampestensbænk, højen blev omdannet til et stramt geometrisk anlæg med omgivende marmorstøtter, og en norsk runesten blev opsat. Kammerets udfyldninger mellem de store sten i vægge og loft blev opmuret. I 1943 blev Julianehøj fredet som arkæologisk min-desmærke, og i 1984 gennemførte Jægerspris-stiftelsen omfattende istandsættelser i et forsøg på at genskabe højen efter billedhuggeren Johannes Wiedewelt’s tegninger fra 1770’erne.

Den Fjerklædte Slanges Pyramide, Ciudadelaen i TeotihuacanRuinbyen Teotihuacan, et World Heritage Site der er arkitektonisk karakteriseret ved sine tre store pyramider: Månens Pyramide, So-lens Pyramide og Den Fjerklædte Slanges Pyramide, har været under udgravning siden slutningen af det 19. århundrede Teotihuacan lig-ger i den centralmexicanske højlandsdal, omtrent 2.250 m.o.h., og byen havde sin storhedstid fra omkring Kristi fødsel til 550 e. Kr.


Nationalpolitik, cement og vand 17

Indbyggertallet nåede i løbet af denne periode op på cirka 150.000. Omkring år 300 e. Kr. strakte Teotihuacan’s imperiearme så langt som til Copan i det vestlige Honduras og Tikal i det nordlige Gua-temala. Syd for Solens og Månens Pyramider i Teotihuacans bycenter ligger det arkitektoniske kompleks, Ciudadelaen. Ciudadelaen har med Den Fjerklædte Slanges Pyramide, sine mange tempelplatforme og brede trappesatser efterladt et markant indtryk af at have været et rituelt og ceremonielt kompleks i Teotihuacan. Den 4. oktober 2003 afsløredes et nedsynkningshul vest for Den Fjerklædte Slanges Py-ramide. Arkæologerne udgravede dette hul, så der i dag er en skakt, der leder ned til en forsætligt opfyldt tunnelgang med retning ind under Den Fjerklædte Slanges Pyramide. Tunnelen løber cirka 12 m under jordoverfladen og ligger lige over vandspejlet. Det var i denne tunnel samt på den åbne plads i Ciudadelaen, jeg skulle deltage i de arkæologiske udgravninger. Udgravningsprojektet hedder Proyecto de Investigación y Conservación del Complejo Arquitectónico de La Ciudadela, og erfaringerne fra dette projekt var mangesidet. Jeg fik benyttet min graveske og lært, hvordan jorden var at grave i de to steder i Ciudadelaen. Jeg bemærkede også, hvor stor opmærksom der er rettet mod udgravninger i Teotihuacan. Især udgravnings-arbejdet nede i tunnelen høster stor medieinteresse fra mexicanske såvel som udenlandske medier. En dag var eksempelvis en uden-landsk tv-station i færd med at filme og interviewe folk ansat ved projektet. Jeg erfarede også, at der er masser af kulturbevarende udfordringer gemt på dette sted. Eksempelvis blev jeg i løbet af udgravningsperioden belært om nogle fugtpletter, der var synlige på platformen foran Den Fjerklædte Slanges Pyramide. Det viste sig at denne udfordring også fandtes på selve pyramiden.

I årene 1917-1920 ledede mexicaneren Manuel Gamio udgravnin-ger af Den Fjerklædte Slanges Pyramide. Gamio var den første til at udføre stratigrafiske udgravninger i Teotihuacan, og han havde ved hjælp af jordlagenes aflejringer forsøgt at aldersbestemme sine udgravningsfund og arkitekturens konstruktionsfaser i Teotihu-acan. Men selvom han således var en arkæologiens foregangsmand



i denne ruinby, så havde han sine svære overvejelser omkring be-varingsarbejdet vedrørende Den Fjerklædte Slanges Pyramide. Ved Gamios udgravninger blotlagdes store dele af Ciudadelaen og denne pyramide, og herunder den skulpturudsmykkede vestfacade med skulpturer af blandt andet Fjerklædte Slanger, ofte associeret med vand og nedbør i Mesoamerika. Disse stenskulpturer var ved Gamio’s udgravninger ikke alle bevaret lige vel. Noget af facaden var dog sammenhængende og kunne tjene som en skabelon for det ødelagte på facaden. Som et led i finansieringsprocessen af det videre arkæo-logiske arbejde organiserede Gamio guidede ture rundt i Ciudade-laen for et økonomisk stærkt publikum. Samtidig havde Teotihuacan nogle få år tidligere vist sig at være et populært historisk sted at fremvise højtstående embedsmænd, så Gamio havde en interesse i at få Ciudadelaen til at fremstå visuelt attraktivt. Solens Pyramide, der var udgravet af Leopoldo Batres nogle år inden Gamios arbejde i Ciudadelaen, var i 1910 blevet fremvist til udenlandske diplomater som et led i Præsident Diaz’ fejring af 100-året for begyndelsen af Mexico’s uafhængighedskrig mod Spanien. Gamio var bevidst om, at Teotihuacan var et betydningsfuldt arkæologisk sted, som også blev brugt i vigtige politiske sammenhænge. Gamio selv nævner, at han blandt andet følger et æstetisk standpunkt i rekonstruktionsar-bejdet, el punto de vista estético, og dette kombineret med datidens moderne arkæologiske metoder. Gamio ville rekonstruere store dele af Den Fjerklædte Slanges Tempel, herunder vestfacaden, og for at undgå at vand og vegetation skulle forværre templets struktur og dermed arkitekturens visuelle udtryk, fyldte Gamio cement i revner og udglattede overflader på Templet med cement. Siden Gamios udgravninger af Den Fjerklædte Slanges Pyramide skulle denne struktur i de næste 100 år stå blotlagt for vejrlig og tage imod de mange årligt besøgende turister fra hele verden. Regn, sol, frost og masseturisme er elementer, som slider på en-hver arkæologisk ruinstruktur, og som derfor også er elementer, som arkæologen må vurdere i bevaringsarbejdet med disse strukturer. I 2003 påbegyndte INAH, der blandt andet har til formål at undersøge og konservere arkæologiske steder i Mexico, et bevaringsarbejde, som gik under titlen Project for the Conservation of the Feathered Ser-


Nationalpolitik, cement og vand 19

pent Pyramid. Formålet var at klarlægge vandets rolle i forværringen af Den Fjerklædte Slanges Pyramide, og hermed blev fugtskjolderne på pyramidens vestfacade klarlagt. Cement var blevet benyttet som fyldmateriale og gulvmateriale på pyramiden og skabt en forandret vandtransport og vandbevægelse inde i bygningen. Regnvandet, som i stor mængde ophobes i bygningen efter regnperioden i september måned, vil ved solopvarmning og de deraf følgende trykændringer presses ud gennem ydervæggens porøse struktur og forårsage en ødelæggelse på dette sted på bygningen.

Tiltag mod vandproblematik i CiudadelaenProject for the Conservation of the Feathered Serpent Pyramid fandt frem til nogle forhold ved bygningen, der kunne undersøges: fugt-gennemtrængning, saltudbredelse og regnvandsløb i pyramiden. Yderligere nyttige informationer om vejrforhold specifikt i Teoti-huacan-dalen, så som antal dage med frost og daglige minimums-temperaturer i området, ville kunne gavne konserveringsarbejdet. For at mindske vandgennemtrængningen på Den Fjerklædte Slanges Pyramide ville et større beskyttelses-lag/-tag måske gavne, men dels vil et stort tag-dække over Pyramiden ændre markant på Ciudadela-ens udseende, og dels vil der kunne skabes mikroklimaer forårsaget af ændret luftcirkulation, inde under taget, som man ikke kender konsekvensen af. Ansatte ved projektet udgravede et fordampnings-hul, som skulle mindske fugtigheden inde i en del af pyramidens byggemateriale. Byggemateriale, der i trapper og tablero’s, det vil sige de arkitektoniske vandrette flader, hovedsagligt består af sten og mudder.

KonklusionEventuel kritik mod datidens arkæologiske bevaringsvalg skal ses i en større sammenhæng, såsom det nationalpolitiske spil der måtte herske og derfor kunne præge datidens udgravere og deres speci-fikke valg. En lighed mellem Julianehøj og Den Fjerklædte Slanges Pyramide i Teotihuacan er, at udgravere begge steder havde politiske



hensyn at imødekomme, hvad enten det gjaldt nationalitet, identi-tetsfølelse eller kunne begrundes ud fra et økonomisk perspektiv. Monses høj blev til Julianehøj og historien herom fortæller om et politisk ønske om at øge danskhed og national selvbevidsthed, med-førende omfattende ændringer, der i stor stil gjorde Julianehøj til et arkæologisk såvel som kunsthistorisk levn. Den Fjerklædte Slanges Pyramide blev udgravet efter datidens moderne metoder af Gamio, og som led i den arkæologiske, og æstetiske, rekonstruktion blev cement benyttet; et arkæologisk bevaringsvalg som giver sig uheldige udslag i dag med hensyn til fugt og den videre kulturbevaring af Den Fjerklædte Slanges Pyramide. Arkæologiske projekter i starten af det 21. århundrede i Teotihuacan fokuserer, som Manuel Gamio gjorde, på såvel undersøgende som kulturbevarende arkæologi.


Stridbare forfædre

Af Kirstine Louise Juncher

Eight and a half thousand years ago a small community was mas-sacred in southern Germany. Stone clubs flew against skulls. Women screamed; children cowered in shocked silence. No one was spared. Most of the men seem to have been away, perhaps hunting for the rest of the group. Those that remained put up a stout resistance against their attackers. But they were all killed too.

Men forholdt det sig således? I min søgen efter svar på spørgsmålet om, hvor langt tilbage i tid man kan do-kumentere krig og vold, og om aggression og trang til

konflikt ligger latent i mennesket, stødte jeg, hvor end jeg ledte, på den omtalte lokalitet, Die Ofnet-Höhlen. Den er den oftest citerede dokumentation på tidlig vold, og arkæologerne N. Thorpe, citeret ovenfor, og L. H. Keeley har begge foreslået, at der her er bevis på en massakre, hvor man tog kranier som trofæer. Gennem en årrække har arkæologer og antropologer været op-taget af at finde svar på „The Origin of Warfare“, og de er langt fra enige. Det er svært at dokumentere, hvornår konflikter mellem mennesker havde deres oprindelse, men i det arkæologiske materiale findes tidlige tegn på vold, hvor skeletdele har skader. På gravpladsen Jebel Sahaba, Nubien (11.700 f. Kr.), med 59 skeletter af mænd, kvin-der og børn, havde 40 % dødelige læsioner som følge af vold, hvorfor der kan være tale om en massakre. Et endnu tidligere indicium er en ung mand fra det nærliggende Wadi Kubbaniya (18.000 f. Kr.) med flere helede skader samt to spydspidser i bækkenet, og fra grotterne Fanciulli og San Teodoro, Italien kendes to senpalæolitiske personer (11.000 f. Kr.) med flintspidser siddende i knoglerne. De to er de



tidligst kendte indikatorer på vold i Europa, selvom det er muligt, at de tillige med individet fra Wadi Kubbaniya, blot var udsat for ulykker. Der eksisterer et større materiale fra europæisk mesoliti-kum, idet økse- og knivfund ofte tolkes som tegn på våben. Beviser for voldelige konflikter kan derudover søges i indlejrede flint- eller benprojektiler og i helede og ikke helede læsioner. I forbindelse med kranielæsioner er de helede i overtal. Der kan her være tale om et element af ritualiserede stridigheder, hvilket ofte antydes, når lignende tilfælde fra andre dele af verden undersøges antropologisk. Dette betyder, at man i Ofnet skal se mere fordomsfrit på materialet end Thorpe og Keeley har antydet. Ofnet, Bayern (6500-6000 f. Kr.), indeholdt to gruber med kra-nier placeret wie Eier in einem Neste, som udgraveren R. R. Schmidt udtrykte det. Af lokalitetens 34 kranier tilhørte 68 % børn, 67 % af de voksne var kvinder, og bemærkelsesværdigt er det, at individer med sikre kranielæsioner hovedsagelig var mænd, hvoraf to var ramt henholdsvis fire og syv gange. I materialet forekom halshvirvler med tegn på afskæring, hvilket indikerer, at kraniet var skilt fra kroppen kort efter dødens indtræden. Kranierne var orienteret mod vest, dækket af rød okker, hjortetænder og sneglehuse, og Ofnet ligner derfor på mange måder periodens traditionelle gravlæggelser. I den største grube bar kranierne tegn på at være skubbet sammen, da de midterste er mere knuste end de, som lå i kanten, hvilket tyder på, at de, som i de senere megalitgrave, er begravet over en periode og ikke på en gang. Nye undersøgelser bekræfter dette og modbevi-ser dermed også tanken om massakre, dog med undtagelse af seks kranier med sikre dødelige læsioner. På trods af at disse skader afspejler vold, må Ofnet og andre lignende samtidige anbringelser fra Hohlenstein-Stadel og Kaufertsberg, Tyskland, ses som et udtryk for en kraniebegravelsesskik snarere end massakre eller voldelig hovedjægerpraksis. Mens tolkningen af Ofnet er til diskussion, ser det alligevel ud til, at massakrer ikke var ualmindelige i stenalderen. Således kendes fra centraleuropæisk neolitikum (5500-4500 f. Kr.) fund, der kan tolkes som voldelige hændelser. Aggressioner sås ikke længere som fjendtligheder mellem individer, men som systematisk vold mel-


Stridbare forfædre 23

lem grupper. Sådanne kollektive konflikter, med omfattende vold eller udslettelse af hele befolkningsgrupper, kan illustreres gennem fundene ved grøftanlægget Schletz-Asparn, Østrig. Men også mas-segraven Talheim, Tyskland, som indeholdt 34 skeletter af mænd, kvinder og børn, vidner om konflikt. De mange læsioner, og den tilfældige måde hvorpå kroppene var dynget sammen, giver indtryk af, at et helt lille samfund var udsat for massakre.

Vender vi blikket mod Danmark, ses der også her tegn på konflik-ter, da der i yngre mesolitikum (5400-3900 f. Kr.), forekommer et forholdsvist højt antal skeletter med spor efter vold, set i forhold til de følgende perioder. Et opsigtsvækkende eksempel er en fæl-lesgrav på Bøgebakken, Vedbæk. Her var en kvinde gravlagt med en benod kilet fast mellem halshvirvlerne. Hun var skudt forfra, hvilket var øjeblikkeligt dræbende. I samme grav lå et barn samt en ældre kvinde. Dødsårsagen for disse to kan ikke bestemmes, men da alle tre var begravet samtidigt, peger det på, at de døde pludseligt og voldsomt. Andre eksempler er Korsør Nor samt Møl-legabet II, Ærøskøbing, hvor der i en stammebåd var en ung mand med en helet kranielæsion. To pilespidser i bunden af båden er ikke nødvendigvis gravgaver, de kan have siddet fast i den afdødes krop, og kan bære vidnesbyrd om urolige tider. Fra ertebøllefolkets grave kendes adskillige mandskranier med læsioner efter mulige kølleslag, men det fremgår også, at kvinder og børn ikke blev skånet. Såle-des overlevede en kvinde fra begravelsen Gøngehusvej 7, Vedbæk, et voldsomt slag i baghovedet. Endnu en voldshandling afspejles i kannibalisme, hvor bopladsen Dyrholmen, Djursland afslørede marvspaltede knogler med spor af knivmærker, hvilket tolkes som bevis for, at der var mennesker på middagsbordet. Det er dog ikke muligt at sige, om det er rester af hverdagens måltid, eller der står rituelle handlinger bag.

Det er svært at dokumentere aggression i et mesolitisk humant ma-teriale, da det er fragmenteret og ofte manipuleret. Det er derfor vanskeligt at give en entydig tolkning af de mange skader, for på den baggrund at bestemme om de er resultatet af rituelle handlinger efter



en naturlig død, eller de er affødt af voldelige udfald, konflikter eller krig. Forskerne er ikke enige; nogle mener, at krig er et forholdsvis nyt begreb, som hører statsdannelserne til, og at knoglelæsioner på de ældste materialer hovedsagelig skyldes rituelle handlinger. Andre taler for, at menneskene levede i fredelig sameksistens indtil land-brugets indførelse, hvorefter vold blev et udtryk for territoriekampe affødt af en større befolkningstæthed mod slutningen af mesoliti-kum. På baggrund af de arkæologiske vidnesbyrd kombineret med antropologiske undersøgelser er det min opfattelse, at organiseret krig er af nyere dato, men at konflikter og bevidst vold altid har eksisteret og ikke altid kan tilskrives rituelle handlinger. For yder-ligere at belyse hvad knoglelæsionerne afspejler, er det nødvendigt at vurdere, om mennesket er voldeligt af natur, hvilket er foretaget gennem studier af vore nære slægtninge – chimpanserne, som i høj grad viser tegn på overgreb, drab og endda kannibalisme. Mennesket synes på den baggrund at indeholde en vis grad af aggression som følge af den genetiske arvemasse, og konflikt og vold må derfor antages at ligge latent i os.

Mesolitikum anses ofte for at have et højere konfliktniveau end de foregående perioder. Men var det tilfældet, og hvad er så forklarin-gen? Er det blot en fejl affødt af det faktum, at der eksisterer langt flere skeletter fra mesolitikum, eller kan volden relateres til det at blive bofast, til befolkningstæthed, prestige eller andre elementer i den sociale struktur? Perioden havde med sine forandringer en stor indflydelse på jæger-samler befolkningernes værdisæt, hvilket med-førte en stærkere integration af disse i en tid, hvor den første kontakt til agerdyrkende samfund blev mulig. Det er derfor ofte foreslået, at denne kontakt resulterede i konflikter affødt af befolkningstilvækst og territoriale fordringer såvel som ideologiske faktorer. Så på trods af at et større antal bevarede knogler fra mesolitikum kan give en skævvridning i tolkningen, vil store forandringer i klima og sam-fundsstruktur altid medføre en grad af konflikt.

Selvom der kan være andre forklaringer, kæmper vi som formidlere af arkæologien ofte for at bevise, at enhver knoglelæsion er et resul-


Stridbare forfædre 25

tat af krig og vold, da det er med til at skabe den gode fortælling. Det er da også rigtigt, at der i forbindelse med det her undersøgte materiale i vid udstrækning tegner sig et billede, som er en kri-minalhistorie værdig. Arkæologen og antropologen fungerer som politikommissær og retsmediciner og kan på den måde løse en del af gåden. For skønt det, når et knoglemateriale er påført læsioner, kan være muligt at bestemme dødsårsagen, er det sjældent klart, hvorfor vore forfædre begik de voldelige handlinger. Alligevel udgør forhistoriske skeletmaterialer den mest brugbare informationskilde. Man skal dog være varsom med altid at trække en voldelig tolkning ned over materialet for på den baggrund søge dokumentation for krig og konflikt, da knoglelæsioner ikke entydigt kan tolkes som vold. De kan lige såvel afspejle skader forårsaget af rituelle handlin-ger eller ulykker. Gennem både forhistorisk og historisk tid findes talrige vidnesbyrd om alt fra nabostridigheder og stammefejder til politiske magtdemonstrationer, religionskrige og terrorhandlinger, og det kan således dokumenteres, at konflikter både kan føres langt tilbage i tid og har en lang række forskellige ansigter. Jeg vil derfor på baggrund af de nævnte studier af vores stridbare forfædre vove den påstand, at konflikter og de deraf affødte voldshandlinger altid har fulgt og altid vil følge – menneskeheden. Aggressionen ligger skjult i vores biologiske arvemasse og har til alle tider sat sig sine forskelligartede spor i det arkæologiske kildemateriale.



Tanker om tandperler

Af Amanda Stevne Jørgensen

Jeg har ikke tandlægeskræk. Ikke dermed sagt, at jeg lige-frem finder det behageligt at sidde i den hårdt betrukne tand-lægestol, mens kæberne holdes fastlåst i opspærret position, så

man hverken kan trække vejret eller synke. Nej, behageligt er det ikke, men der er nu forskel på ubehag og angst. Det fortæller jeg altid mig selv, når de snurrende apparater kører på højtryk, og følelsen forplanter sig fra tandrødderne ud i kæben, op i kraniet, og samler sig et sted i nakken. Min tandlæge er hyggesnakker, hun stiller ustandseligt spørgs-mål – hvordan forestiller hun sig, at jeg kan svare med munden fuld af vat? Dog gav hun mig en pause sidste gang: Hvad tænker du på, du ser så tænksom ud? Jeg vippede med læberne og forsøgte at få dem tilbage til normal vidde igen. Jeg kommer til at tænke på tænder i arkæologisk kontekst, svarede jeg. Nå, det var da spændende – men inden jeg havde nået at uddybe, havde hendes plastikhandskehænder krabbet sig vej ind i min mund igen, og den grovkornede tandtråd var fundet frem. Hvordan skulle jeg også have fortalt hende om mine tanker om tandperler? Der er så mange af dem. Hvordan griber man en så om-fattende genstandsgruppe an? Som fænomen spænder de fra palæo-litikum frem til i dag og kendes fra alle kontinenter. Jeg har studeret tandperlerne fra Skandinavien og Baltikum, fra meso- og neolitikum. Når man kigger på gravmaterialet, er det oplagt først at under-søge, hvor i graven tandperlerne er placeret. Herhjemme er der eksempler på tandperler ved hoved, bryst, talje, hofter, arme og ben, men overordnet tegner der sig et billede af, at man har gjort noget særligt ud af bælter, mens man i Baltikum har gjort noget særligt ud af hoveddekorationer.



Man kan forestille sig, at hver kropsdel associeredes med noget forskelligt. Området omkring hofterne forbindes ofte med frugtbar-hed, hvorfor bælterne tolkes som frugtbarhedsfremmende. I den tolkning er det placeringen frem for genstanden, der er udslagsgi-vende, idet en tand i sig selv ikke synes at have meget med frugt-barhed at gøre. Herhjemme er tandbælterne placeret bag lænden, mens de på Gotland er placeret foran. Har det gjort nogen forskel i funktionen af tandbælterne, om de placeredes for eller bag, eller er kropsregionen det vigtigste? I den forbindelse er det også værd at overveje tandperlernes montering – har de raslet og larmet, eller været syet så fast, at de ikke kunne bevæge sig? Hvis tandperler ved hofterne betyder frugtbarhed, hvad betyder så tandperler ved hovedet? Hovedet er i højere grad personindike-rende, da det typisk er ansigtet, vi genkender hinanden på. Man kan derfor forestille sig, at de særlige hovedudsmykninger, som vi blandt andet ser i Zvejnieki i Letland, har indikeret en særlig status. Dog er det vigtigt at huske på, at opfattelsen af de forskellige kropsregioner i forhistorien er kulturelt funderet og kan variere selv inden for mindre områder. Etnografiske kilder fortæller, at nogle stammer bar smykker i ørerne, fordi øret er et åbent hul; en adgang for onde ånder til menneskets sjæl, som man ønskede at blokere med afværgende amuletter. Andre stammer bar smykker i ørerne af en helt anden årsag; de mente, at øret i udseende minder om de kvindelige kønsorganer. Placeringen af tandperlerne er altså ikke kun en undersøgelse af et modefænomen, men kan sige noget om menneskets opfattelse af sig selv i sin fysiske form. Hvis denne opfattelse leder til placeringen af tandperler for-skellige steder på kroppen, må det herefter overvejes, om formålet med placeringen har været indadvendt eller udadvendt – har man ønsket en indadvendt beskyttelse af krop og sjæl, eller at sende et signal udadtil? De oplysninger, som polarforsker Kaj Birket-Smith tog med sig hjem fra mødet med en Netsilik-kvinde, vidner om det første. Kvinden bar et bælte, hvis enkelte elementer havde hver sin betydning for det barn, hun en dag ville føde. Et muligt eksempel på tandperler som udadtil signalerende ses i de eksotiske tænder blandt de øvrige tandperler fra Vedbæk – den


Tanker om tandperler 29

nordsjællandske locus classicus inden for liv og død i ertebølletid. Tænder fra dyr, der ikke længere lever på egnen – som urokse, elg og brun bjørn – har krævet en ekstra indsats at skaffe, hvorfor formålet med dem nok har været et andet end for de gængse tandperler af kronhjort. Placeringen af de eksotiske tænder centralt i bælterne taler for dette; de eksotiske tænder skiller sig ud fra de øvrige både ved placering og størrelse – man har altså ønsket at skabe opmærk-somhed omkring dem. Dog må tandperlernes relativt ringe størrelse implementeres i denne overvejelse; hvor nemt er det egentlig at se og artsbestemme en tandperle, selv i en afstand af få skridt fra personen, der bærer den?

Termerne indadvendt og udadvendt er i denne sammenhæng begge værdiladede begreber, både når det kommer til tandperlernes kom-munikationsværdi og værdi som amuletter. Men hvordan kan vi måle en tandperles værdi? Hvad er en tandperle værd? Hvis de eksotiske tænder i Vedbæk er handlet dertil, kan man sige, at de økonomisk set er dét værd, der er blevet givet for dem. Hvis de er en foræring, kan samme argument bruges – da det at give en gave sjældent er en enkeltstående begivenhed, men noget der sætter modtageren i et gengældsforhold, som aldrig ophører. Er de eksotiske tandperler derimod medbragt af folk, der tidligere har levet i områder med pågældende dyr, kan symbolværdien være indadvendt, idet tandperlen kan rumme minder om hjemegnen, eller udadvendt, idet tandperlen er eksotika og dermed interessant og værdifuld for alle, der ikke har en sådan. Det er problematisk at tale om værdi i et samfund, der tids-mæssigt og ideologisk ligger så langt fra vores. Men er det direkte umuligt? Vi kan ikke vide, om samfundet var stratificeret eller ega-litært – eller om én samfundsform var universel. Dog kan visse aspekter ses som overordnede parametre, eksempelvis arbejdsindsats som mål for værdi. En tese kan opsættes: jo mere arbejde, der læg-ges i en genstand, jo mere er den værd. Udvalgte tandsmykker er interessante at anskue i den optik. Her tænker jeg blandt andet på kvindegraven Saint-Germaine-la-Riviére i Frankrig, hvor der ikke kun er tale om at skaffe sig tænder fra et dyr, der ikke lever inden



for en radius af 300 km, men også om nøje at udvælge køn og alder på de dyr, der er leveret tænder fra. Man har været kræsen; man har haft et særligt formål at leve op til. Også manden i grav 67:1 i Västerbjers på Gotland er interessant i den forbindelse. Han er udstyret med tandperler fra minimum 32 hunde. Hunden har uden tvivl indtaget en særlig plads i samfundet som det første domesticerede dyr og en uvurderligt hjælp i jagtøje-med. Men at skaffe tænder fra 32 hunde har været omfattende, og det er foreslået, at man har samlet ind over flere generationer. Må-ske er den gravlagte den mand, der havde ansvar for opdragelse og avl af bopladsens hunde? Måske var det skik, at når en hund døde, som man i sin tid havde fået af ham, så returnerede man en del af dyret, en tand? Vi kan ikke vide det, men det faktum, at tænderne overvejende stammer fra aldrende hunde, forstyrrer ikke billedet. Kvinden fra grav VIII på Skateholm i Skåne var udstyret med over 100 tandperler fra mere end 30 kronhjorte. Dog kan man forestille sig, at kvindens bælte ikke er færdigproduceret på én gang, men er udbygget, som årene er gået. Når hullet i en tandperle blev slidt itu, fik den boret et nyt og blev rykket til et nyt sted i bæltet for at bibeholde symmetrien. På den måde kan bælter såvel som halskæder opfattes som variable symboler, idet de er sammensat af elementer, der kan lægges til og trækkes fra den egentlige mening med smyk-ket. Blev grav VIII-kvindens bælte udvidet, fordi hun havde brug for stærkere frugtbarhedsfremmende amuletter, da hun ikke havde født sin ration af børn? Eller fordi hendes mand var en dygtig jæger, der forærede hende tænderne? Netop dette er interessant at dvæle ved, for hvordan foregik det egentlig, når man delte byttet? Hvem bestemte over tænderne? I de tilfælde, hvor vi ser hele tandsæt i smykkerne, må vi formode, at et enkelt individ har haft rettighe-derne til tænderne. Men måske kunne man også forestille sig et overhoved, der har vurderet hvilken kvinde i samfundet, der havde behov for tænderne til sit bælte? I forlængelse heraf kan man måske også forestille sig, at der har eksisteret et særligt forhold mellem de individer, der bar tænder fra et og samme dyr? Når alt dette er overvejet, må vi huske på, at det billede, der tegner sig ved studiet af tandperler, kun er fragmentarisk. Perler af andre


Tanker om tandperler 31

hårdføre materialer som rav og sneglehusskaller skal tænkes ind i samme billede – ligesom formentlig perler af forgængeligt materiale som nøddeskaller og plantedele. Når alt kommer til alt, hvad kan vi så bruge dette fragmentariske billede til? Måske til…

… Ja, så er du færdig, du må gerne skylle mund. Man bliver altid så lettet. På vej ud passerer jeg en plakat med billede af en mælketand, der har øjne, næse og mund – sågar arme, med hvilke den holder en kæmpe tandbørste. Det er en plakat af Lille Bisse. På vej ned ad trapperne tænker jeg på de Lille Bisse-bøger, jeg fik læst højt af som barn. Lille Bisse blev glad, når man børstede tænder, for det føltes som at blive kildet. Bagefter strålede den som perlemor. Jeg husker billederne i bogen og trækker på smilebåndet. Gad vide hvad børn fik at vide om tænder for 7000 år siden? Når de så deres mødre tygge skind med dem, til gummerne var ømme og blødte. Når de så deres fædre skære tandsæt ud af jagtbyttets kæber. Gad vide hvad de fik at vide om tænder, når de tabte deres første mælketand – blev det mon betragtet som et overgangsritual? Jeg lukker døren bag mig og mærker den friske luft tvinge den kliniske duft fra tandlægeværelset væk. Jeg tænker på Farmors gebis. På min brors operation for at blive visdomstænderne kvit. På de unge pigers tandpiercinger. Så atter på tandperlerne. Tandperlerne er mange – tankerne om dem er endnu flere.



Manden fra Qeqertasussuk

Af Anette Kjærulf Andersen

I februar 2010 kunne verdenspressen bringe et portræt af en „grønlænder“. Man kender ikke hans navn, men har valgt at kalde ham Inuk, det grønlandske ord for menneske. Man

ved, at han har levet for omkring 4000 år siden og formodentlig har boet på bopladsen Qeqertasussuk i Sydøstbugten på den grøn-landske vestkyst. I hvert fald er det hér, man i 1980’erne finder en tot af hans hår. Ud fra denne hårtot er det for første gang lykkedes en gruppe naturvidenskabsmænd at genskabe op mod 80 procent af et forhistorisk individs arvemasse. DNA-undersøgelser på baggrund af hår er et ofte anvendt redskab i politiefterforskning og fadderskabs-sager, men for at sikre nok DNA-materiale skal håret normalt være med rødder og høstet, mens det stadig gror. Det er derfor særligt imponerende, at denne ancient DNA eller aDNA-undersøgelse blev udført på en tot afskåret hår helt uden rødder. Undersøgelsen kunne blandt andet fortælle, at håret har siddet på en mand med blodtypen A-positiv. Han har sandsynligvis haft brune øjne, tykt mørkt hår og en forhøjet risiko for skaldethed. Han har ikke haft den lyse hud, som kendetegner europæere, men skovl-formede tænder og tør ørevoks som er karakteristisk for asiatere og amerikanske indianere. Sammen med historien om denne store, videnskabelige bedrift gik der verden rundt tegninger af kunstneren Nuka Gotfredsen. Teg-ningerne viste et forsøg på at rekonstruere Inuks udseende, og blev blandt andet bragt af BBC News under overskriften: Analysis of hair DNA reveals ancient human’s face. En let fordrejning af kendsgernin-gerne, men ikke desto mindre en naturvidenskabelig sensation. På trods af det kolde klimas gode bevaringsevner er der ikke fundet en eneste grav fra de palæo-eskimoiske folk i Grønland.



Mødet med manden fra Qeqertasussuk er derfor en enestående begivenhed for den arktiske forskning, så meget er sikkert. Mindre sikkert er det dog, hvordan denne type af undersøgelser kan bruges i den arkæologiske forskning, og om Grønlands indvandrer-historie skal skrives om som Københavns Universitets Naturvidenskabelige fakultet proklamerede på deres nyhedsside.

Qeqertasussuk-bopladsen stammer fra Saqqaq-kulturen, og det er dermed sandsynligt, at manden de kalder Inuk nedstammer fra nogle af de allerførste mennesker, der vandrede ind i det grønlandske område. Dermed bliver informationerne om hans genetiske ophav ikke mindre interessante. For hvor kom de fra, disse første grøn-lændere? Det spørgsmål har længe været i fokus og er blevet belyst gennem arkæologiske såvel som antropologiske studier. Erkendelsen af en periode og et folk, som gik forud for inuitterne, er en relativ ny begivenhed. Ved Cape Denbigh i Alaska fandt den amerikanske arkæolog Louis Giddings i sommeren 1948 de første be-viser for en arktisk stenalder. Og arkæologen Helge Larsen forbandt Denbigh flintkomplekset med den danske kulturgeograf H. P. Stens-bys teori fra 1916 om et palæo-eskimoisk folk. Til forskel fra Stensby, som mente at palæo-eskimoerne nedstammende fra de canadiske skovfolk, mente Larsen, at de måtte være vandret med rensdyrene fra Sibirien over Beringstrædet. 1948 var også året, hvor Eigil Knuth i det nordligste Grønland opdagede og navngav Independence-kulturen. Independence og Denbigh fundene udviste så store ligheder, at det kun kunne betyde, at de måtte være fremstillet af det samme folk. Der blev altså tidligt i den arktiske stenalderforskning skabt en for-bindelse på tværs af Grønland, Canada og Alaska. Forbindelsen kan dog trækkes endnu længere mod vest. Palæo-eskimoernes litiske teknologi er præget af mikroflækker og stikler, teknikker som genfindes i Europa og Asien. Brugen af bue og pil trækker også forbindelser tilbage til det Eurasiske superkontinent, hvor buen menes at være opfundet i perioden lige efter den sidste istid. Palæo-eskimoernes karakteristiske midtergangsboliger kan desuden genfindes i Fennoskandinavien. Det arktiske område og i sidste ende Grønland må ud fra disse observationer være blevet be-


Manden fra Qeqertasussuk 35

folket fra vest gennem Sibirien og sandsynligvis over Beringstrædet. Endvidere foreslår den canadiske arkæolog Robert McGhee allerede i 1996, at palæo-eskimoernes nærmeste nulevende slægtninge er Chukchierne, et eskimolignede folk i Nordøstsibirien.

Den omtalte aDNA-undersøgelse blev foretaget af forskere fra Cen-teret for Fossil Genetik ved Københavns Universitet med Professor Eske Willerslev i spidsen. Allerede i 2008 lykkedes det holdet at sekvensere et helt mitokondrie-genom ud fra hårtotten, og knapt to år efter var de så klar med en kortlægning af hele 79 procent af kerne-genomet. Den første undersøgelse viste, at den person, hvis hår blev fundet på Qeqertasussuk-bopladsen, deler formødre med det nulevende folk, på øgruppen Aleuterne mellem Beringshavet og Stillehavet, og med det sibirske folk Sirreniki Yuit på Tjuktjer-halvøen, som udgør den vestlige afgrænsning af Beringstrædet. Af uvisse årsager blev disse resultater i pressen fejlagtigt udlagt som bevis for, at det var mennesker fra Aleuterne, som migrerede til Grønland og udviklede sig til det vi kalder Saqqaq-kulturen. Wil-lerslev selv citeres på den føromtalte nyhedsside: De må have vandret over isen fra Aleuterne over Alaska, Canada og videre til Grønland. Man har hele tiden vidst, at de første indvandrere kom til Grønland for ca. 4.500 år siden, fordi man har fundet redskaber fra den tid. Men altså ikke, at de formentligt kom via Aleuterne, som vores dna-forskning nu viser. Resultaterne fra de nye undersøgelser udvider billedet til også at omfatte det fædrene ophav. Dette viste, at mandens nærmeste nulevende slægtninge er Koryak- og Chukchi-folkene, som lever på den sibiriske side af Beringstrædet. Det er det samme Chukchi-folk, som McGhees forskning pegede på. Undersøgelsen indikerer også et delt forfædreskab mellem de moderne grønlændere og Saqqaq-kulturen, før Saqqaq-kulturens forfædre forlod Sibirien. Der er i resultaterne altså ikke belæg for en opskrivning af Grøn-lands „indvandrer-historie“. Tværtimod underbygger de faktisk den arkæologiske forskning. Tilbage er så spørgsmålet om, hvordan denne type af undersøgelser kan bruges i fremtidig forskning? Læ-ser man presseomtalen af denne nye naturvidenskabelig metode,



kan man godt få en fornemmelse af, at den arkæologiske forskning i fremtiden vil blive overflødig i forhold hertil, når det gælder mi-grationsstudier. Dette er dog langt fra sandt. I denne sammenhæng er det vigtigt at skelne imellem genetisk ophav og kulturelt ophav. Kultur og genetik har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre.

Den genetiske undersøgelse af Manden fra Qeqertasussuk viste en grad af indavl, svarende til at hans forældre eksempelvis har været fætter og kusine. På trods af dette må Saqqaq-folket, for at overleve i Vestgrønland i 1.700 år, have fået tilført nye gener udefra med perio-ders mellemrum. Det er dermed ikke utænkeligt, at den undersøgte mand var en tilflytter eller efterkommer heraf. Det er derfor vigtigt at holde fast i, at én hårtot ikke kan belyse en hel kulturs genetiske sammensætning og ophav. De genetiske undersøgelser belyser forholdet mellem ét forhi-storisk individ og én referencegruppe af primært nutidige individer. Selvom metoderne med tiden vil blive billigere, er det nok utopi at tro, at dette forhold vil ændre sig væsentligt. Det giver ikke nogen mening at diskutere forhistoriske populationers slægtskab til nuti-dige, hvis ikke man tager de nutidige populationers kulturhistorie med i overvejelserne. Spørgsmål om for eksempel kontinuitet i for-hold til de nutidige populationers bosættelsesområder er i forbin-delse med migrationsstudier meget afgørende og ikke noget, der kan belyses alene ved hjælp af aDNA-undersøgelser. Tværfaglighed bliver i disse år mere og mere almindeligt inden for forskning. Alligevel arbejder mange forskningsprojekter ikke ægte tværfagligt, altså på tværs af faggrænserne. I den forbindelse kan man ikke lade være med at tænke på det omtalte citat af Profes-sor Willerslev. En af Willerslevs medforfattere på den videnskabelige artikel, som fremlagde 2008-undersøgelsens resultater, var nemlig manden, der i sin tid udgravede hårtotten, arkæolog Bjarne Grøn-now. I tidsskriftet Polarfokus citeres Grønnow for, at resultaterne netop ikke betyder, at de første grønlændere kom fra Aleuterne. Naturvidenskaben begrænser sin egen forskning ved ikke at ind-drage den eksisterende arkæologiske forskning.


Manden fra Qeqertasussuk 37

Den geografiske beliggenhed og den forholdsvis lille populations-størrelse gennem tiden gør det arktiske område meget interessant arkæologisk set. Især den minimale kontakt med omkringliggende kulturer har skabt gunstige betingelser for studie af blandt andet kulturmøder, migration og teknologisk udvikling. Hvis egnet mate-riale var til stede, kunne aDNA-undersøgelser bidrage med vigtige oplysninger om gruppernes genetiske forhold til hinanden. Dette kunne bruges til at belyse det længe diskuterede spørgsmål om, hvorvidt der i virkeligheden er tale om forskellige „kulturer“, samt til at opnå en forståelse af hvordan man har opretholdt en eksistens i det højarktiske område gennem flere hundrede år. De genetiske undersøgelser ville også kunne bruges til at beregne de faktiske populationsstørrelser, som kan bidrage til en nøjere forståelse af de arkæologiske fund, såsom bopladsernes funktion i et større system. Så længe disse undersøgelser foretages uden hensyn til den eksiste-rende humanistiske forskning, vil det dog være svært at anvende og bygge videre på de opnåede resultater.

I indledningen spurgte jeg, hvordan denne type af undersøgelser kan bruges i den arkæologiske forskning. Formuleringen af spørgsmålet er afslørende for en tendens i arkæologien, til at se naturvidenskaben som redskab for vores egen forskning. Vi skal nok ikke forvente ægte tværfagligt samarbejde, hvor naturvidenskaben inddrager den arkæologiske forskning, førend vi betragter hinanden som ligevær-dige videnskaber med fælles mål. Indtil da må vi nok leve med en naturvidenskabelig sensationsforskning, som forsøger at omskrive verdenshistorien på baggrund af en hårtot.



Hvornår fik fåret sin uld?

Af Luise Ørsted Brandt

Et af mine første sovedyr var et lam, som min mormor havde syet til mig. Det var hvidt, blødt og uldent, og gen-nem det lille lam opfattede jeg ulden som noget, der var lige

så naturligt forbundet med lammet, som at det sagde mæææhh. Først for et par år siden blev jeg klar over, at ulden slet ikke er så naturligt for fåret.

Hvis man tager til de to middelhavsøer Sardinien og Korsika, kan man være heldig at se den europæiske mouflon springe majestæ-tisk rundt i bjergene. Mouflonen bliver ofte kaldt for en bjergged på grund af dens korte, hårede pels. Det er imidlertid helt forkert at kalde mouflonerne for geder, da de faktisk er får. Vilde får har nemlig slet ikke den karakteristiske uld, man ser hos tamfåret, men derimod en pels, som kan sammenlignes med geders, hvor stride, vandafvisende hår dækker en meget tynd underuld. Eftersom de tidligste spor af får i Europa kan dateres til for cirka 9000 år siden, er fåret ikke en oprindelig art på dette kontinent, men er ankommet som husdyr fra Mellemøsten, hvor det blev tæmmet for cirka 11.000 år siden. Der er dog også fremlagt overbevisende ge-netisk dokumentation for, at de europæiske moufloner stammer fra tamme neolitiske får, som er løbet vild og har slået sig ned i bjergene på de to middelhavsøer. At de har den pels, man ser hos vilde får, ty-der på, at ulden er opstået et godt stykke tid efter, at fåret blev tæm-met. Den uldne pels er formentlig på et tidspunkt blevet genstand for selektiv avl fra får, der havde lidt mere underuld end de andre. Mouflonerne kan indikere, hvordan vi skal forestille os, at tam-fåret så ud ved dets ankomst til Europa cirka 7000 f. Kr. – og det var altså uden den karakteristiske uld.



Men hvornår fik fåret så den uld, som vi kender i dag? Ulden fik og har i dag stor betydning som råmateriale til fremstilling af dragter og andre tekstiler, og dens fremkomst sætter en naturlig grænse for, hvornår tekstiler af uld tidligst kan være fremstillet og anvendt. Da man ikke umiddelbart kan antage, at får er lig uld, kan man heller ikke bare konkludere, at den første uld falder sammen med de tidligste tamfår, som i Danmark kan dateres til cirka 3950 f. Kr. I Danmark eksisterer der en periode på cirka 2600 år fra fårets entré til de hidtil ældste vidnesbyrd om fårets pels gennem fund af ulddragter. I denne periode er der ikke nogen fund af fårehår eller uld, der kan fortælle os, hvordan fårets pels har set ud eller udviklet sig. Først med egekistegravene fra ældre bronzealder, hvor arkæo-logiske kendisser som Egtvedpigen og Skrydstruppigen, fremviser dragter i det fleksible og varme materiale uld, ved vi med sikkerhed, at ulden var til stede. Men bevidner egekistedragterne den tidligste uld i Danmark?

Fund af vævevægte, som skal dateres til det, vi betegner sen bon-destenalder, fortæller os, at tekstilproduktion fandt sted før egeki-stedragterne. Men hvad, tekstilerne blev fremstillet af, er uvist. Det kunne være plantefibre, da fund af plantefibertekstiler fra stenal-derbopladsen Tybrind Vig, der kan dateres til 4200 f. Kr., viser, at plantefibre har været benyttet tidligere. Men vi ved også, at der i andre dele af Europa fandtes tekstiler af uld før de danske dragter fra egekisterne. Så måske var det også tilfældet i Danmark? Kunne man forestille sig, at bevaringsforholdene i de gravformer, der går forud for egekisterne, som hellekister og storstensgrave, har betinget, at tekstiler af uld fra disse perioder ikke er bevaret til i dag?

Medmindre ulden eller dragterne har været importeret fra områder med andre fåreracer, har tekstilerne kun kunnet produceres, hvis de danske får har produceret uld i en kvalitet, der kunne bruges til tekstilproduktion. Hvis fåret har haft en gedeagtig pels ved dets ankomst til Danmark, må det have udviklet sig for at kunne levere den uld, der har skullet til for at fremstille egekistedragterne – eller der er kommet nye racer med uld til landet på et tidspunkt.


Hvornår fik fåret sin uld? 41

Flere tidligere studier har beskæftiget sig med fåreknogler for at undersøge, om der er sket morfologiske ændringer hos fårene over tid, som kunne indikere, at nye racer er kommet til Danmark. Dette synes at være tilfældet på visse bopladser, men morfologiske ændringer i for eksempel fårenes størrelse kan også påvirkes af for-skelle i det miljø fårene har levet under.

Genetiske studier har vist, at der findes specifikke gener, der har en indvirkning på uldens kvalitet, som ofte defineres ved fibrenes længde, styrke og deres diameter. Sådanne gener ville være oplagte at analysere i knogler fra de tidligste danske får og op gennem tid. Desuden kan man undersøge, om arvemassen hos danske får fra cirka 3950 f. Kr. generelt minder om den, man finder hos får fra senere perioder, fra hvilke vi finder tekstiler. Eller om de er så for-skellige, at der kunne være tale om tilkomst af nye racer. Da jeg har specialiseret mig i DNA-analyse, vil jeg udnytte mu-ligheden for at udforske uldens udvikling nærmere fra en genetisk vinkel. DNA-metoderne har været udskældte på grund af manglende tiltro til deres validitet. Det er dog min klare overbevisning, at man ved at være bevidst, forsigtig og træffe de rigtige forholdsregler, kan minimere risikoen for forurening så meget, at man kan stole på resultaterne. For mig at se ligger det største problem ikke nød-vendigvis i DNA-metoderne, som jeg dog fra tidligere analyser ved nok skal volde problemer. Udvælgelsen af materialet rummer lige så store vanskeligheder. Fra ældre bronzealder og frem, hvor tekstiler er til stede i fund-materialet, vil ulden fra tekstilerne kunne samples direkte, og vi vil dermed få genetisk data fra får, som vi ved indgik i produktionen af uld til tekstiler. I tiden før de tidligste tekstiler er fundet, er de eneste levn, vi har at arbejde med imidlertid de fåreknogler, som er fundet på de arkæologiske lokaliteter. Og da antallet af tekstiler fra nogle perioder er ret begrænset, må man også supplere med knogler i disse perioder, hvis man vil have en ide om, hvad der sker med fåret. Problemet ved at arbejde med fåreknogler er, at der i modsæt-ning til tekstilerne, ikke er nogen garanti for, at knoglerne stammer



fra får, som har været brugt til uldproduktion. Både under og før tekstilproduktionen kan der sagtens have eksisteret flere fåreracer, som har været brugt til forskellige formål som kød, mælk, uld og trækkraft. Hvis man kun analyserer får specialiseret til kødproduktion op gennem tiden, vil man muligvis ikke se nogen forskel i de gener, der koder for uld. Det ville derfor være ønskværdigt at kunne arbejde med knogler, som man kunne sandsynliggøre kom fra får, som havde været brugt i tekstilproduktionen. Dette kan man angribe ved at se på fordelingen af alder og køn på de slagtede dyr, der kan give et fingerpeg om, hvilken produktion, der er foregået. Det skyldes, at den optimale slagtealder for får varierer alt efter hvilket produkt, man ønsker at udnytte. Hos får til uldproduktion vil slagtealderen som regel være høj, da ulden jo kan høstes igen og igen uanset fårets alder, mens kødet er lækrere hos unge dyr end hos ældre. Langt op i tid kan man dog forestille sig, at fårene har været brugt til flere formål end kun et. Det gør dog desværre sådanne alders- og køns-profiler sværere for os at tolke. Tekstilredskaber er en indikation på, at der har foregået tekstil-produktion på en plads, og at uld har været en ønsket vare. Men er ulden kommet fra de lokale får? Tekstilproduktion i stor skala, kunne man sagtens forestille sig, krævede mere uld, end der kunne fremstilles lokalt, og at pladser i nærheden producerede uld, som blev transporteret til et mere centralt sted, hvor selve fremstillingen foregik. Dermed ville knog-ler fra en plads med tekstiler sagtens kunne stamme fra andre får end de, der bar ulden til produktionen. Pladser, hvor der både er bevarede tekstiler og knogler, kunne være gode til at sammenligne den genetiske data fra de to materialegrupper og se, om der kunne være tale om lokal eller importeret uld. Det er klart, at det udvalgte materiale er bestemmende for, hvil-ken type af konklusioner, der kan drages af analyserne. Det er et slaraffenland at stå i Zoologisk Museums kælder, hvor hylderne er fulde af kasser med velkendte navne på spændende lokaliteter. Det er fristende at inkludere nogle af de kendte fund, man kan huske fra sin barnelærdom. Der er dog mange parametre at tage højde for,


Hvornår fik fåret sin uld? 43

som bevaringstilstand, om der er foretaget zooarkæologiske under-søgelser af knoglerne, lokalitetens vidnesbyrd om tekstilproduktion/ikke tekstilproduktion og mange flere.

Når jeg sidder bag skrivebordet og noterer, hvornår de tidligste uld-tekstiler og tekstilredskaber er fundet i hver en afkrog af Europa, er der så mange faktorer i spil i mit studie, at jeg for første gang ikke aner, hvor resultaterne bærer hen. Jeg bliver nødt til at vente på de resultater, som jeg er begyndt at frembringe i laboratoriet. Kan det tænkes, at stenaldermennesket måske ikke rendte rundt i skind-dragter, som de altid fremstilles i historiebøgerne? Kunne de have båret dragter af uld? Måske er mysteriet for kompliceret at opklare, eller måske bliver det ikke mig, der gør det, men måske kan en anden så i fremtiden arbejde videre med mine resultater.

Når jeg i dag ser på fåret, så er jeg mere undrende. Lige så vel som man ikke kan kalde de danske bølgende kornmarker for „dansk natur“, men et kulturlandskab, så er fårets udseende tydeligvis et produkt af den tid, hvor det har været i menneskets hænder. Det er interessant, at ting, som vi tager for givet, rummer mysterier, som vi, selv som moderne videnskabsfolk, kan have svært ved at opklare. Spørgsmålene bliver hurtigt lige så komplekse som et skakspil, hvor der hele tiden er et modtræk, som ændrer den plan, jeg har lagt for de næste 30 træk. Formentlig vil uldens historie blive svær at stille skakmat og blive ved at komme med nye, uventede træk, men det er nok netop det, der driver mig og har grundlagt min passion for arkæologiske mysterier.



Jordskælvsstormen

Af Marie Brinch

I januar 2010 ramte et kraftigt jordskælv Haiti. Jordskælvet jævnede stort set hovedstaden Port-au-Prince med jorden, herunder også administrative bygninger, havne, hospitaler og

kirker. Over 200.000 mennesker mistede livet, og de overlevende måtte i de efterfølgende dage, uger og måneder klare sig igennem borgerkrigslignende tilstande i landets ruiner, hvor vold og plynd-ringer var en del af dagligdagen. Til trods for nødhjælpsorgani-sationernes indsats havde mange ikke adgang til mad, vand eller lægehjælp på grund af den ødelagte infrastruktur og urolighederne. FN betegnede hurtigt situationen som en humanitær katastrofe, og det blev anslået, at mere end tre millioner mennesker var berørt. Det er svært at forestille sig hvilket omfang katastrofen ville have fået, hvis ikke det globale nødhjælpsberedskab var trådt ind, og det er derfor tankevækkende at spørge, hvordan en lignende katastrofe havde udviklet sig i oldtiden. Ideen, om at en naturkatastrofe kunne stå bag den pludselige ødelæggelse af oldtidsbyer og oldtidskulturer, er næsten ligeså gam-mel som den arkæologiske videnskab. I 1860’erne fandt de første systematiske udgravninger af Pompeji sted, og samtidigt afdækkede man resterne af en oldtidsby på den græske ø Santorini. Begge steder havde tydeligvis været ofre for en voldsom naturkatastrofe, og især vulkanudbruddet på Santorini fik stor betydning for katastrofismen i middelhavsområdets arkæologi; snart mente man, at naturkatastro-fer var årsag til alle kulturelle opbrud i det arkæologiske materiale. Også afslutningen på den græske bronzealder måtte således have „naturlige årsager“. Arthur Evans udgav i 1928 bind to i sit værk om Knossos, hvori han beskrev, hvordan paladset var blevet ødelagt af et kraftigt jordskælv, og hans teori dannede skole for en række



arkæologer, der søgte at forklare, hvorfor bronzealderen i middel-havsområdet tilsyneladende endte brat og dramatisk mellem 1250 og 1200 f. Kr.

De mykenske paladser – ødelagt af jordskælv?Den græske bronzealder karakteriseres af den mykenske kultur, der opstod på fastlandet i løbet af det 16. århundrede f. Kr. I løbet af få hundrede år opbyggede mykenerne en overmåde stærk og centrali-seret institution bestående af en række mindre kongedømmer, hvis paladser fungerede som store, socioøkonomiske knudepunkter i en kompleks infrastruktur. Lertavler med linear B-indskrifter fortæller, at mykenerne drev landbrug og husdyrhold, men handel var dog sandsynligvis den primære vej til rigdom, og den foregik livligt over hele det østlige middelhavsområde. De mykenske grave viser, at eliten var rig, og vægmaleriernes overdådige scener med stridsvogne antyder, at den sandsynligvis også var krigerisk. Elitens magt og vælde havde dog umiddelbart kun lokal betydning; en tiltagende rivalisering og jævnlige voldelige sammenstød fandt sted mellem de mykenske kongeriger og truede den interregionale stabilitet. Ligeså hurtigt som dette imperium var blevet skabt, synes det at være forsvundet igen. I løbet af en forholdsvis kort periode fra cirka 1200-1100 blev de store, mykenske paladser ødelagt og forladt. Dermed kollapsede det mykenske system økonomisk såvel som socialt, og Grækenland gik ind i en periode, der betegnes som „den mørke tidsalder“. Men hvad forårsagede dette kollaps? Det mykenske system omkring 1200 f. Kr. var presset. I mange år havde de mykenske kongeriger oplevet stor økonomisk vækst. Man måtte tage marginaljorde i brug for at brødføde den stadig voksende befolkning og opretholde den ekstravagante levevis, men overudnyttelse af ressourcerne begyndte at blive et problem. Dertil kom, at den mykenske handel var baseret på, at markederne i Syrien, det hittitiske rige og Ægypten var velfungerende og interesserede i at købe de mykenske varer. Desværre fik mykenernes handelspartnere andre ting at tænke på i løbet af 1200-tallet f. Kr.


Jordskælvsstormen 47

Både Ægypten og det hittitiske rige blev invaderet og undermi-neret. Metropolen Ugarit i Syrien blev ødelagt og brændt ned af udefra kommende, men i øvrigt ukendte gerningsmænd. Mykenerne pressede deres økonomi til det yderste ved at bygge enorme mure omkring paladserne, men der er tvivl om, hvorvidt de var udsat for en reel trussel udefra ligesom Ægypten, Syrien og hittitterne. De fleste hælder til interne stridigheder, hvilket giver god mening i den kontekst, at økonomien smuldrede og dermed også grundlaget for at opretholde paladserne og eliten, hvorfor de enkelte kongeriger tyede til pirateri mod hinanden. I slutningen af bronzealderen var ikke bare Mykene, men hele det østlige middelhavsområde således en krudttønde, hvor blot en lille gnist kunne udløse en katastrofe. Det er vigtigt at understrege, at dette ikke er et spørgsmål om hvorvidt, der var jordskælv eller ej. Grækenland ligger i et område med stor seismisk aktivitet, og man kender til talrige ganske kraftige jordskælv i regionen både i moderne og historisk tid. Statistisk set er der altså ikke nogen tvivl om, at de mykenske paladser kunne være blevet ramt af et endog kraftigt jordskælv på et tidspunkt i løbet af bronzealderen. Det var således ikke kontroversielt i sig selv, da først Claude Schaeffer i 1948 og siden Carl Blegen i 1953 publicerede deres iagt-tagelser af, hvad de mente var skader forårsaget af jordskælv på det mykenske palads Troja i det nuværende Tyrkiet. Kontroversen lå i, at de to arkæologer – uafhængigt af hinanden – mente, at der var tale om et yderst kraftigt jordskælv, der ikke bare havde øde-lagt Troja, men alle de mykenske paladser på én gang og dermed forårsaget den mykenske kulturs undergang. For den etablerede forskning var dette utænkeligt. For det første troede man ikke på, at et enkelt jordskælv kunne ramme en så stor region med en sådan kraft, at alle de mykenske paladser blev berørt. For det andet tydede meget på, at paladserne var blevet ødelagt i løbet af en periode på 50-100 år. Claude Schaeffer og Carl Blegen røg ud i kulden, og deres jordskælvsteori blev betragtet som uvidenskabelig. Men rapporter om jordskælvsskader fra andre vigtige mykenske lokaliteter fulgte, og her var billedet det samme som på Troja. Den tyske arkæolog Klaus Killian kunne således påvise skader fra ikke mindre end tre



jordskælv, der havde ramt paladset i Mykene over en periode på 100 år. Ifølge Killian kunne de første tegn på det mykenske systems fald ses efter det tredje jordskælv, og han mente, at jordskælvet havde fungeret som katalysator for det, som i sidste ende ledte til den mykenske kulturs undergang.

JordskælvsstormenProblemet med Schaeffers og Blegens jordskælvsteorier er, at de mykenske paladser ikke blev ødelagt samtidigt, men over en periode på 50-100 år. Kritikerne mener, at dette faktum alene udelukker jord-skælv som årsag til ødelæggelserne. Denne kritik er blevet modsvaret af geofysikeren Amos Nur, som argumenterede for, at Schaeffer og Blegen måske alligevel havde ret. Der kunne således være tale om et sjældent naturfænomen kaldet en „jordskælvsstorm“. Jordskælv er resultatet af et opbygget tryk mellem de tektoniske plader ved en forkastning. På et tidspunkt bliver trykket for stort, og det udløses, hvilket almindeligvis kommer til udtryk ved et kraf-tigt jordskælv efterfulgt af en række mindre kraftige efterskælv. En jordskælvsstorm opstår på samme måde. Men hvor det „alminde-lige“ jordskælv rammer hele forkastningen på én gang, rammer det første jordskælv i en „storm“ kun en del af forkastningen. Det første jordskælv udløser det næste, og dermed opstår en kædereaktion af kraftige jordskælv ned over hele forkastningen, indtil trykket er udlignet. I Tyrkiet har man dokumenteret en jordskælvsstorm, der over en 30-årig periode fra 1939-1967 resulterede i syv kraftige jordskælv over en 1.000 km lang forkastning. Set i dette lys er det interessant, at Peloponnes er beliggende i en yderst seismisk aktiv region, da den eurasiske plade her møder den lille ægæerhavsplade. Forkastningen mellem disse to plader går tværs igennem Argolidsletten, hvor paladserne Mykene, Tiryns og Theben ligger. Mykene er endog bygget direkte på forkastningen, hvis stejle skrænter udgjorde et godt forsvar. I følge Amos Nur ville selv et moderat jordskælv her få Mykenes mure til at falde sammen. Der kendes historiske fortilfælde, hvor jordskælv har ødelagt byers fæstningsværker, og udefra kommende fjender eller fraktioner i


Jordskælvsstormen 49

samfundet efterfølgende har udnyttet det kaos, som opstod i kølvan-det på katastrofen. Jordskælv kan forårsage voldsomme strukturelle ødelæggelser, og det fysiske sammenbrud af administration og in-frastruktur kan få voldsomme følger, hvis magthaverne ikke formår at bevare kontrollen. Krisens omfang afgøres derfor også af hvilken tilstand samfundet var i, inden katastrofen indtraf, og her kan man drage paralleller mellem Haiti og paladskulturen: begge steder sad en lille, eksklusiv gruppe på magten og ressourcerne, samfundene var presset til det yderste og kaos lurede lige under overfladen. Med Haiti in mente virker det sandsynligt, at jordskælv kan have bidraget til paladskulturens fysiske, politiske og sociale sammenbrud.

Trods paladskulturens fald levede befolkningen videre. Men noget var forandret. Små ændringer, der over tid akkumuleredes og for-mede et billede, der adskilte sig markant fra det, som havde været. Med tiden ophørte den gamle gravskik, nye gravpladser blev anlagt, og nye byer og handelsforbindelser blev etableret. På Haiti taler man om tiden før og efter jordskælvet. Man tror på muligheden for at genopbygge et nyt og bedre samfund på ruinerne af det gamle. Om dette vil ske kan kun fremtiden vise, men det er blevet tydeliggjort, at en naturkatastrofe kan resultere i nedbrydningen af et samfund og betyde begyndelsen på en ny æra for de mennesker, der gen-nemlever den.



Som fanden læser Biblen – om tolkningen af moselig

Af Allan Hydeskov Kragh

Moselig har bidraget med megen viden om menneskers ve og vel i fortiden, og hvor interessant det end er, er det dog spørgsmålet om, hvorfor de endte i mosen, der er

afgørende her. Moseligene fra det danske område stammer fra 900 f. Kr. til 200 e. Kr. Dermed må man unægteligt spørge, om den handling, der førte ligene i mosen, var den samme gennem mere end tusind år? Det er ikke til at svare på, men det er fristende at tolke det der-hen. Mosen som offersted gennem stort set hele oldtiden antyder, at traditioner og ritualer kan være sejlivede. Derudover er begge køn i alle aldre repræsenteret, så denne bredde gør det vel mere sandsynligt end usandsynligt, at der er forskel på dem. Kan man så overhovedet tale om dem – eller er de nærmere enkelte fund, der kun har konteksten tilfælles?

Når ligene er fundet i moser, er det oplagt at se mosen som det, der kæder ligene sammen, og moseligene kunne dermed tolkes på lige linje med andre mosefund, der indgik i den ældre jernalders offerskik: mosepotter, dyre- og våbenofre. Disse fund tolkes gerne som nedlagt til naturens magter, som led i en frugtbarhedskult el-ler som taknemmelighedsofre. Der er dog vigtige forskelle mellem moseligene. Huldremosekvinden havde gravgaver med sig og ad-skiller sig dermed fra Grauballemanden, der var helt nøgen. Hvor-vidt moseligene var nøgne kan dog afhænge af bevaringsforhold. I højmoser bliver vegetabilsk stof måske ikke bevaret, til trods for at flere trægenstande modsiger dette, men det afhænger også af



tolkning. Om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Tollundman-den blev fundet med et reb om halsen, et bælte om livet og en hue på hovedet. Var han nøgen? Flere moselig blev fundet indhyllet i skindkapper eller uldtæpper, men uden egentligt tøj. Var de nøgne? Endelig er det afgørende, at moseligenes „begravelse“ adskiller sig fra den øvrige befolkning, for den altoverskyggende gravskik i før-romersk jernalder var brandgraven, men disse mennesker endte i en mose og ikke i et ligbål. Det er altså svært at se moselig som en helhed, men nogle over-ordnede ligheder kan dog udledes: fundstedet, mosen, der i et vist omfang kan knyttes til den sakrale sfære, og den kendsgerning at ligene ikke fik den gængse begravelse. Derudover dateres størstede-len af moseligene til perioden mellem 500 f. Kr. og Kr. f. Endvidere var mange moselig sandsynligvis nøgne, mange døde ved hængning eller strangulering, og nogle viser tegn på yderligere vold. Dermed kan man begynde tolkningen. Den første mulighed er uheld, drukneulykker. C. S. Briggs ude-lukker dermed ikke, at nogle af de moselig, man har fundet, med et reb eller en strikke om halsen er resultatet af et mislykket forsøg på en redningsaktion. Lidt molboagtigt, men hvorfor ikke? Men mange moselig blev nedlagt i mosen med omhu, hvilket udelukker en tilfældig drukneulykke. Selvmordere er en anden mulighed, men i det tilfælde må det være selvmordet, for eksempel hængning, der gav anledning til den særlige „begravelse“, da retsmedicinere mener, at langt de fleste døde, før de blev lagt i mosen. Hvis man tog sit eget liv, fortjente man måske ikke den gængse begravelse? Eller omvendt gjorde man sig måske fortjent til en mosebegravelse? Det, at alle ligene sandsynligvis ikke er nedlagt med samme hensigt, giver dog den frihed, at alle ligene ikke behøver at stemme med en generel tolkning. Foruden druknede og selvmordere er der to tolkninger, der synes at have en særlig vedholdenhed. Den første er strafofre. Mange af moseligene led en voldelig død, og selvom forskningen stadig kommer med nye resultater, der tyder på, at skaderne kan være sket før døden, være forvoldt af selve mosen eller under selve optagelsen, så led mange af moseligene en voldelig eller i hvert fald en unaturlig død. Dette leder tankerne hen på straf og henrettelse,


Som fanden læser Biblen – om tolkningen af moselig 53

og til denne tolkning kan man finde støtte i skriftlige kilder. Den romerske historiker eller etnograf Tacitus skrev i 98 e. Kr. et værk, Germania, hvor der i Allan A. Lunds oversættelse står, at Forrædere og overløbere hænges op i træer, men feje krystere og mænd, der har vanæret deres krop, druknes i et sumpet morads, hvorpå fletværk af grene anbringes oven på dem (kap. 12,1). Det kunne unægteligt forklare fænomenet moselig, men det er ikke uden problemer at an-vende denne kilde eller antikke skrifter generelt. De er ikke skrevet af germanere, men om germanere – de er skrevet af romere for romere, og dermed er de på ingen måde en objektiv skildring af germanere. Dertil kommer, at sprog ikke er statisk, men at ord ændrer betydning over tid, så hvad der var umiddelbart forståeligt i Tacitus’ samtid skal i dag fortolkes. Tekststedet corpore infames, som oven for blev oversat med mænd, der har vanæret deres krop, har været genstand for megen diskussion. En ældre oversættelse af Hans Henrik Lefolii lyder: dem, der besudler deres legeme ved unaturlige laster. Det er et godt eksempel på, at man kan læse antikke kilder, som fanden læser Biblen. Men sandheden er, at vi ikke har nogen idé om, hvad corpore infames betyder i en germansk sammenhæng. Lund hælder til, at tekststedet henvender sig til prostituerede i romerriget, som skulle have en moralsk opsang, for det er afgørende, når man læser etnografisk litteratur fra antikken, at den ser germanere som „de ædle vilde“. Germanere var nok lidt enfoldige, men de var rene i ånden og ikke fordærvet i samme grad som de civiliserede grækere og romere, og derfor kunne germanere bruges som moralske forbil-leder. Hvilken kildeværdi har Tacitus så til belysning af germanske forhold? Begrænset vil nogle forskere mene, men i enkelte tilfælde må man overgive sig. I Germania kapitel 38,2 beskriver Tacitus hår-moden „en sveberknude“, hvilket er en ret konkret detalje, som man kan genfinde arkæologisk hos Osterbykraniet. Der er altså overensstemmelse mellem disse to uafhængige kilder, hvorved det ikke er usandsynligt, at beretningen om henrettelserne fra kapitel 12,1 kunne indeholde noget af sandheden. Den anden af de vedholdende tolkninger er, at moseligene var ofre. I Germania kapitel 9,1 skriver Tacitus: Af guderne dyrker de især Mercur, som de anser det for en hellig pligt at bringe menneskeofre på



bestemte dage. Og i kapitel 39,1 står der, hvordan germanere indleder deres barbariske kult med drabet på et menneske. Offerteorien kan underbygges arkæologisk, for eksempel viser en af Gundestrupkar-rets inderplader muligvis en menneskeofferscene. Ifølge Christian Fischer kan moselig tolkes som ofre til de hængtes gud, Odin. En tanke Fischer dog ikke er ene om, da mange har tolket Mercur som det romerske modstykke eller ophav til den germanske Wodan eller den nordiske Odin. Det, der er nyt, er omfanget af Fischers tolkning. At moseligene var en del af en Odinkult er Fischers udgangspunkt, og han begynder med et vers fra Hávamál, hvor man hører, at Odin hængte sig selv som et offer. Dernæst henviser Fischer til Oseberg-tapetet fra det 9. århundrede og til en af de gotlandske billedsten fra Lärbro fra det 8.-9. århundrede, der med lidt god vilje og med skriftlige udsagn fra Adam af Bremen og Thietmar af Merseburg kan tolkes som billeder af hængte i offerlunde. Dernæst henviser Fischer til nøgne guldgubber med halsringe eller strikker om halsen og endeligt til Gundestrupkarret, der med sit bulgarske/rumænske ophav måske var med til at bringe mytologisk stof til Danmark, som senere udviklede sig til den nordiske mytologi. Og så er man tidsmæssigt tilbage ved størstedelen af moseligene. Det er næsten en syllogisme: Odin er „de hængtes gud“, moselig er hængte, ergo kan moselig være ofret til Odin. Gåden er løst!, som Fischer skriver. Tillad mig med samme hypotetisk-deduktive tilgang at vise, at mo-seligene var henrettede. I landskabslovene fra det 13. århundrede kan man læse, at tyveri straffes med hængning (for eksempel Jyske lov 2. bog § 87). Derefter kan der henvises til Oseberg-tapetet og til en af de gotlandske billedsten fra Lärbro, der med lidt god vilje og med et skriftligt udsagn fra Orosius, der i sit værk Historiae Adversum Paganos fra det 5. århundrede, der i Thomas Granes oversættelse fortæller, hvordan germanere hængte krigsfanger i træerne med en strik om halsen (5. bog, 16. afsnit). Som bindeled kunne man henvise til nøgne guldgubber med halsringe eller med en strik om halsen og endelig til Germania kapitel 12,1, hvorved man tidsmæssigt igen er tilbage til moseligene. Forbrydere blev henrettet ved hængning, moselig blev hængt, ergo kan moselig være henrettede. Gåden er løst!


Som fanden læser Biblen – om tolkningen af moselig 55

Man kunne også forlade de skriftlige kilders „faste“ grund og begive sig ud på dybere vand. Det er, hvad Lund gør, når han tager udgangspunkt i, at mange af moseligene døde af unaturlige årsager, og at det kan være grunden til den anderledes „gravskik“. Lund foreslår, at moseligene var uønskede i samfundet, skadesforvoldere med særlige sakrale evner, hvis sjæle ikke skulle sendes til de dødes rige gennem ligbålets flammer, men fastholdes i den sakrale mose for derved at forhindre dem i at gå igen. Derfor finder man for-skellige pæle, grene og sten, der skulle fastholde ligene i mosen. Et begreb, der ofte bliver brugt om moselig, er overkill, hvilket vil sige, at moseligene blev slået mere ihjel end nødvendigt med brækkede knogler til følge. Dette blev ifølge Lund gjort for, bogstaveligt talt, at forhindre personerne i at gå igen. Denne teori om at forhindre gengangeri kunne udvides lidt, i hvert fald for de moselig, der blev kvalt. Døden er også beskrevet som „at udånde“ eller „at opgive ånden“. Måske kunne kvælning forhindre den sidste udfrielse af ånden? Hvis man forhindrede offeret i at udånde, bogstaveligt talt, forhindrede man måske sjælen i at slippe ud? Eller måske er det blot en eufemisme?

At moseligene ikke tolkes som en helhed, gør det sandsynligt, at flere tolkninger er mulige. Er de strafofre, henviser man til Germania kapitel 12, og at de døde voldeligt. Er de ofre, henviser man til Ger-mania kapitel 9 og 39 og til mosens sakrale sfære. Men sandheden døde med moseligene.



Den, der graver i en grav for andre, får beskidte hænder

Af Bo Jensen

Til Erik Brinch Petersen, i anledning af 70-årsdagen

Har arkæologer brug for at diskutere etik? En hastig læsning af relevant litteratur viser et overraskende fokus på, hvad vi ikke skal gøre. Litteraturen giver det indtryk,

at arkæologien ville være meget mere etisk, hvis det ikke var for udgravning, udstilling og forskning. Desuden fokuserer debatten typisk på tre emner, fjernt fra den danske feltarkæologis dagligdag: døde kroppe, oprindelige folk og oldsager i privateje. Til gengæld udtaler de etiske arkæologer sig med en selvsikkerhed, resten af faget savner, så måske er etisk arkæologi mere relevant, end litteraturen afslører. Problemet kan belyses med et case study, sagen om den etbenede afrikaner og de tavse arkæologer. I februar 2010 forsøgte Københavns Universitets humanistiske fakultetets nyhedsbrev sig som humorist i anledning af den nye di-rektørs tiltrædelse. Større ånder havde allerede påpeget det tragiko-miske i VKO-regeringens tro på ledelsesstrukturer fra erhvervslivet som universalløsning. Tegneserien Egoland opfandt eksempelvis Kødbyens Universitet, der fungerer som en fabrik, hvis rektor bærer en kæde af magisterpølser. Så morsomt blev det aldrig i Humanist. I stedet valgte bladet at iscenesætte direktøren som „ny høvding på fakultetet“. I’et i „høvding“ var forsynet med en stiliseret fjerprydelse, så ingen tænkte på de danske høvdinge, der bevidnede middelal-derkongernes håndfæstninger, og indskrænkede centralmagtens overherredømme. Dét er i hvert fald ikke direktørens opgave. Typo-



grafien spillede i stedet til artiklens billedside, hvor direktøren sad og fægtede med en kølle, lavet af et menneskelårben fra Somalia. I denne situation kunne arkæologisk etik synes relevant. I de sidste årtier har arkæologer heftigt diskuteret etikken i at håndtere menneskelige levn. Mange mener, at det er uetisk, at udstille for eksempel Tollundmanden uden hans eget skriftlige samtykke. Ligeså problematisk er det at håndtere andres kulturarv uden deres egen accept, især hvis de andre har været koloniseret af europæere. Direk-tøren stak altså hænderne i to hvepsereder, og jeg ventede, at mange ville protestere: Afrika-studier, filosofi, historie, engelsk, italiensk har større interesse end arkæologi i, at universitetet behandler afrikanere som mennesker, og andre arkæologer har vist større interesse i etik, end jeg. Alligevel skrev jeg et læserbrev for at fremhæve, at fakul-tetet ikke er en pølsefabrik, men en humanistisk arbejdsplads, med debatkultur og værdier, som vi tager alvorligt. Der skal være plads til menneskeknogler, hvis argumenterne er i orden. Derfor kaldte jeg mit indlæg Hvis dette er et menneske-lårben, en henvisning til Primo Levis Auschwitz-erindringer. Jeg erklærede min overraskelse over den selvsikkerhed, hvormed direktøren håndterede et så følsomt materiale. Jeg spurgte, om universitetet havde en officiel politik på området. Hvis ikke, foreslog jeg, at humanister måtte tage et fælles ansvar, og spurgte, igen med reference til Levi: Hvis ikke nu, hvornår? Jeg regnede med, at mit læserbrev ville drukne i mængden af ophidsede protester. Heri tog jeg fejl.

Ingen andre så sig provokeret til at reagere på artiklen. Trods de etiske bud om at arkæologer ikke må manipulere de døde i fagets og folkeoplysningens tjeneste, var der ingen protester over, at direktø-ren gjorde dette som en dårlig vittighed. Arkæologisk etik handler tilsyneladende om arkæologer, ikke om hensyn til de døde eller til de levende i de gamle kolonier. Det forklarer også de fleste ar-kæologers tavshed overfor udstillinger af plastificerede lig, over tv’s „voldsomme billeder“ og Dødens læger. Det højeste gode for etiske arkæologer er åbenbart ikke at gøre noget forkert, selv hvis det be-tyder, at de ikke gør noget. Jeg tror, vi kommer til at vente længe, før offentligheden beder om


Den, der graver i en grav for andre, får beskidte hænder 59

etisk vejledning i beundring over arkæologernes rene hænder. Den nuværende, arkæologiske etik er ufarlig, fordi den ikke har nogen konsekvenser uden for arkæologien. Det gør den også uinteressant. Et mere aktivt og udadvendt etisk projekt er muligt. I bogen Modest_witness@second_millenium bruger den ameri-kanske bioetiker Donna Haraway kræftforskningens hvide mus som etisk case study: patienterne lider. Musene lider. Biologer, laboranter og læger står som vidner til begge dele, og har et ansvar for at sige fra. Ganske som de danske høvdinge, der kunne nægte at bevidne en uacceptabel håndfæstning, har vidnet altid magt til at protestere. Haraway undrer retorisk, hvornår vi skal sige fra: er et menneske 10 mus værd? Hvad med 10.000? Er 1 % chance for at hjælpe et menne-ske 10.000 mus værd – eller 1 % af 10.000? Hvad nu, hvis mennesket er ryger, og selv har medskyld i sin lungekræft? Kan vi kræve, at hun holder op, før vi ofrer 10, eller 10.000 mus? Hvad, hvis hun er rengøringsassistent, og hendes arbejde bidrager til kræftrisikoen? Hvad, hvis hun er rig nok til selv at betale for musene? Haraway giver ingen svar, men hun viser, at etik altid er en afvejning af goder og onder imod hinanden. I en senere bog, When Species meet, er hendes eksempel husdyr, og her foreslår hun, at lidelsesregnskabet skal balanceres af et glædesregnskab: selvom vi spiser kød, behøver husdyrene ikke leve hele deres liv på pølsefabrikker. Selvom musene i laboratoriet dør, kan vi i hvert fald sikre dem det bedst mulige liv indtil da. En mere værdig, og mere humanistisk, verden er mulig. Med Haraway i ryggen kan vi vende tilbage til den arkæologiske debat om lig. Vi kan spørge, hvem der lider under, at Tollundman-den er udstillet, eller under, at direktøren har en menneskeknogle som brevvægt. Vi kan diskutere, hvad det betyder for befolkningen i Tollund og Grauballe, at deres „forfædre“ er nationalklenodier, og for indvandrerne i universitetets rengøringsstab at se en navnløs somalier brugt som rekvisit i ledelsens publicitystunt. Måske er det ikke alle udstillinger af lig, der er lige uetiske. I Pnomh Penh ligger knoglerne af Pol Pots ofre stakket uden blufærdighed for at minde verden om folkedrabets rædsler. Måske er dét mere etisk, end at lukke øjnene. Også Seamus Heaney beskriver lig stakket som brænde: i digtet The Tollund Man bruger han arkæologien til



at sætte nutidens nordirske konflikt i perspektiv og vise menneskets universelle sårbarhed: Out there in Jutland / in the old man-killing parishes / I will feel lost, unhappy / and at home. Måske skal vi ikke smide menneskene ud med mosevandet endnu: de nøgne skeletter af fortidens mennesker kunne måske lære danskerne, at kroppen ikke er en solariebrun overflade, man køber på nettet. I en typisk, dansk jættestues ligger knogler som mikadopinde og viser, at „vore forfædre“ var meget mere fremmede end Muhammed fra rengørin-gen. Jeg ser større etiske problemer i arkæologiens ukritiske fejring af sejrens triumf uden nederlagets smerte (på Nationalmuseet 2003), eller i kongernes Jelling uden trællenes (i den permanente udstilling, Kongernes Jelling), end i at udstille relevante knogler.

Et etisk regnskab lader os også tænke etikken ind i alle interessekon-flikter. På en almindelig dansk udgravning er der mange interessen-ter: bygherrer, som betaler for arbejdet, nysgerrige forbipasserende borgere og studenter, der arbejder for en dårlig løn i det danske vejr for at lære faget. Her har vi et etisk valg: vi kan arbejde så effektivt som muligt, eller vi kan arbejde mindre effektivt og bruge mere tid på forklaringer. Hvis den studerende skal have lov at udgrave en grav for første gang, så går der mere tid med det, end hvis den erfarne kollega graver sin 117. grav. Hvis vi skal stoppe op og disku-tere etikken i at grave graven først, er der mindre tid til arbejdet. Måske er vi professionelle. Så skylder vi bygherren, som betaler for det hele, at arbejde så effektivt som muligt. Så må vi ofre studentens og skoleklassens muligheder for viden til fordel for økonomisk mo-ral. Måske er vi mere kollegiale: inden for få år kan det være netop denne studerende, der står som leder af en gravpladsudgravning. Så kan vi ofre bygherrens profit for faget, men ikke for skoleklasserne. Måske er vi samfundsborgere. Så kan vi vise rundt i arbejdstiden, hvis vi er røde nok til at ofre bygherrens interesser for samfundets, eller i frokostpausen, hvis vores fag er et kald. Vi møder også borgere, der mener noget andet end os: funda-mentalister, der mener at stenalderen er et djævelsk blændværk, bedsteforældre, der bruger vores resultater til at fortælle deres bør-nebørn, at livet var hårdt i gamle dage, og stenalderhjerneforskerne,


Den, der graver i en grav for andre, får beskidte hænder 61

der mener at 1950’ernes kønsroller ligger i hjernens anatomi. Hvad er vores etiske ansvar her? Vil vi have et samfund, hvor enhver har ret til at fortælle sine børnebørn/elever/sognebørn/kærester hvad som helst uden fagligt modspil? Vil vi have et, hvor arkæologer aldrig har fri? Står vi kun til etisk regnskab for de, der betaler for vores viden, eller for hele faget, eller for hele folket? Vi møder mangelfulde beviser: gravudstyr tyder eksempelvis på, at nogle kvinder i bronzealderen var ved muffen. En ældre ge-neration af mandlige arkæologer fastholdt, at de nok var trofæ-hustruer. En lidt yngre generation af feminister har omtolket dem til kvindelige iværksættere. Skylder vi nutidens piger og kvinder et forbillede fra oldtiden? Skylder vi dem en introduktion til omvendt bevisbyrde, hvor en kvinde skal arbejde dobbelt så hårdt for den halve anerkendelse? Meget andet materiale er ligeså tvetydigt. Skal vi så provokere, eller undgå diskussioner og bidrage til store grup-pers fortsatte usynlighed i dag?

Jeg har mine meninger om disse valg, men det væsentlige, er her og nu, at det er valg, alle arkæologer skal træffe. Vi kan ikke forkaste ansvaret ved at hævde, at vi bare er vidner. Vidner har også et ansvar.



Fyrster, præster eller prinsesser? – gravgenstande og manipulation i Hallstatt D elitebegravelser

Af Louise Melchior Rasmussen

En frostkold dag i december 2010 løftes en mere end 80 tons tung jordblok op fra undergrunden i den tyske delstat Baden-Württemberg. Det, kranen er kommet på overarbejde

med, er ikke et tilfældigt løft i et tilfældigt område. Kranen arbejder kun 2 kilometer syd for Heuneburg, én af de store centraleuropæiske befæstede bebyggelser fra Hallstatt-kulturen og det, der skal løftes, er ikke set tilsvarende i over 30 år; jordblokken indeholder nemlig et velbevaret gravkammer i træ på 7 x 6 meter med skelettet af en kvinde, smykker af guld og rav samt fragmenter af læder og tekstil. En elitegrav fra den sene del af Hallstatt-kulturen skal atter til at se dagens lys. Fundet af graven kan give et sjældent indblik i, hvordan eliten i den sene Hallstatt-kultur gravsatte deres døde. Spørgsmålet er dog, hvor reelt dette indblik reflekterer det sene Hallstatt-samfund? Vores forståelse af materielle symboler i elitegrave fra Hallstatt D (cirka 600-450 f. Kr.) er særdeles fragmenteret. Mange gravhøje er usystematisk udgravede allerede i det 19. århundrede. Endvidere har plyndringer og dyrkning af marker yderligere besværliggjort tolkninger. Der er åbenlyse referencer til rigdom og magt i gen-standsmaterialet. Men spørgsmålet er, om der kan ligge andre vigtige signaler bag det overdådige gravudstyr?



Begrebet Fürstengrab blev introduceret i 1876 og er sidenhen indar-bejdet i forskningslitteraturen og fungerer internationalt uden nær-mere oversættelse. Spørgsmålet er dog, om det er en hensigtsmæssig betegnelse? Muligvis ikke. Fürstengrab kan implicit forstås som en tolkning baseret på historiske analogier. Analogier der kan lægge op til en direkte parallelisering mellem middelalderlig feudalisme og den sociale struktur i den tidlige jernalder. Det er problema-tisk, idet vi risikerer at tillægge det sene Hallstatt-samfund nogle ubegrundede egenskaber. For ikke at begå fejlagtige anakronistiske associationer, foreslås den mindre værdiladede betegnelse elitegrave. Desuden er der med Fürstengrab tale om en kønsspecifik beteg-nelse, der indikerer, at der udelukkende er tale om mænd. Dette udgør yderligere et problem, idet der samtidig findes elitære kvin-debegravelser fra perioden. Gravhøjen over en Fürstengrab er af en betydelig størrelse og placeret i nærheden af en befæstet bebyggelse og nærliggende vandveje. Derudover er der bestemte genstande tilstede i graven; nemlig import fra middelhavsområdet, herunder drikke- og spiseservice i bronze eller guld, guldhalsringe, kaldet torques samt vogne. Den konsekvente anvendelse af Fürstengrab lægger implicit op til en form for standardisering af gravinventaret i Hallstatt D. Dette synes dog ikke reelt at være tilfældet. For på trods af at genstandsmaterialet gravhøjene imellem udviser mange ligheder, er der samtidig understregninger af individualitet. Der er i Hochdorf fundet fiskekroge, sko med guldblikbelægning, en hat af birkebark og en bronzesofa på hjul, der understreger, at Halstatt D’s grave bør tillægges deres egen kontekst og tolkning.

Men hvilken tolkning? Er gravgenstandene et udtryk for personlige ejendele, elitære insignier, genstande til brug i dødsriget eller gaver til guderne? En funktionsbaseret tolkning kunne medføre, at gen-standene blot afspejler, at Hallstatt D-eliten primært beskæftigede sig med at spise, drikke, deltage i festlige sammenkomster, etablere og vedligeholde gunstige handelsforbindelser, bekrige genstridige naboer, jagt og køre i vogn. Disse elementer kan da også have været vigtige omdrejningspunkter for eliten. Men gravgenstandene kan have været tillagt langt større betydning end blot en fremvisning af


Fyrster, præster eller prinsesser? 65

magt og prestige. Drikkeudstyret kan være eksempler på, hvordan Hallstatt D-eliten forsøgte at imitere middelhavsskikke. Det kan således have været selve ideologien bag det mediterrane symposium, der kan have tiltrukket eliten. Det er muligt, at de elitære ledere har ageret værter ved store gilder, hvor politiske og økonomiske alliancer kunne etableres med gaveudveksling eller giftermål. Men er tilstedeværelsen af fremmed drikkeservice blot et tegn på, at afdøde har været en generøs vært og en god strateg? Muligvis, men drikkeservicet kan også tolkes som en del af en større ideologisk eller rituel iscenesættelse af den afdøde. Det er usikkert, hvorvidt der har eksisteret et skarpt skel mellem gilde og religiøs ceremoni. I Hochdorf-begravelsen er det plausibelt, at et begravelsesgilde eller ceremoni har fundet sted. Måske med ni deltagere idet ni drikke-horn og ni bronzetallerkner ses i genstandsmaterialet. Også i Vix-begravelsen er en tolkning af ceremoniel karakter sandsynlig ved tilstedeværelsen af det 164 cm høje krater. Det er værd at bemærke, at de importerede gravgenstande har forskellig anvendelse afhængig af, om de ses i det græske område eller i Hallstatt-kulturen. For selvom bronzekedlen fra Hochdorf er græsk import, anvendes den i gravkonteksten anderledes end i den oprindelige græske kontekst; i stedet for vin er Hochdorf-kedlen fyldt med flere hundrede liter mjød. Den var heller ikke udstyret med alle de oprindelige græske dele, men erstatninger af lokal op-rindelse. Dette er med til at understrege, at genstandene kan tolkes i den kontekst, hvor de findes, og ikke nødvendigvis skal kobles til den betydning, vi tillægger genstandene, der hvor de oprindeligt kommer fra. Det er også iøjnefaldende, at materialet kun optræder i Hallstatt D-elitens grave og ikke direkte ved de befæstede bebyggelser. Det kan betyde, at de gravlagte ikke var de „fyrster“, der residerede på de befæstede bebyggelser. Vigtigst i denne sammenhæng er, at dette kan argumentere for vigtigheden af signalsymboler og at genstandene i højere grad kan symbolisere den afdøde i efterlivet end i det levede liv. Signalsymbolerne er iøjnefaldende. Se blot på de gigantiske grav-høje, der ved deres arkitektur signalerer en udpræget form for visuel manifestation. Gravkammeret i Hochdorf er omgivet af en 50 ton



tung sten- og trækonstruktion, der indvendigt var draperet i tekstiler sammenholdt af fibler. Indretningen overgår enhver praktisk funk-tion. Det kan være med til at argumentere for en iscenesættelse, hvor gravkammeret forvandles til en form for kulisse med genstande og ligets placering som en nøje tilrettelagt del af gravlæggelsen. Fund af blomsterblade under bronzesofaen kan samtidig være en del af gravritualet. Et andet argument er guldblikbelægningerne på flere genstande. Rester af guldblik tyder på, at man har færdiggjort dem inde i selve gravkammeret, lige inden man lukkede det af. Det kan betyde, at det er genstande specifikt produceret til gravlæggelsen. Et yderligere kuriosum er, at den afdøde har båret skoene omvendt. Er det en bevidst rituel handling eller simpel hastværk? Hochdorf-gravhøjens stratigrafi indikerer, at der gik flere uger fra påbegyn-delsen af gravkammeret til dets lukning. Udvælgelsen af genstande kan være sket i etaper svarende til kammerets opbygning. I løbet af den periode kan der have foregået mange ritualer, hvor det, vi som arkæologer kan registrere, formentlig blot repræsenterer den sidste del af ritualet. Men hvem er denne iscenesættelse til ære for? Signalerne kan være orienteret mod guderne eller de efterlevende selv; det være sig nærmeste naboer, allierede, slægt, venner og fjender. Ved Hochdorf har man således fundet et 600 m² stort podium, hvor mange del-tagere kan have taget plads. Dette er med til at sandsynliggøre, at disse grave ikke signalerer en direkte repræsentation af den afdøde, men kan være et udtryk for en symbolsk manifestation af den efter-levende elite, der ved manipulation af genstande kreerer en form for iscenesat død – en materialiseret ideologi, der kan anvendes som en form for social eller rituel magt. Derved opnår genstandene en anden betydning, end da de blev produceret. Men hvorfor? Det kan skyldes, at magten ikke var velkonsolideret, og at eliten måtte kæmpe mod et konstant pres fra andre konkurrerende eliter i området. Hallstatt D er netop kendetegnet som en overgangstid eller even-tuel krisetid, hvor elitens legitimitet kom under pres. Derfor kunne kraftige signalsymboler og magtdemonstrationer til omverdenen være nødvendige.


Fyrster, præster eller prinsesser? 67

Elitebegravelserne fra Hallstatt D i den vestlige del af Europa er domineret af mandsgrave, men der er også kvindelige elitegrave. Gravformen og genstandsmaterialet fra kvindegraven i Vix har påfaldende mange ligheder med mandsgraven i Hochdorf. Hvad indebærer dette for vores tolkning af elitebegravelser? Krateret i Vix er ofte tolket som en diplomatisk gave, der kan forbindes med magt. Men behøver dette nødvendigvis at betyde, at den afdøde kvinde har besiddet magt? Det nye fund af en kvindegrav, kan være endnu et incitament til at revidere begrebet Fürstengrab. At benævne disse grave under termen Fürstinnengrab fremmer næppe forståelsen yderligere. For hvad indikerer de rige kvindegrave? Er der tale om kvindelige magthavere, aldersbetinget status eller har kvinderne været gift eller i anden form for slægtskab med magthaveren? Har de ageret som surrogater for afdøde eller bortrejste ægtemænd eller mandlige slægtninge? Gravhøjen Magdalenenberg kan have været konstrueret i forhold til månen, så den muligvis udgør en tidlig keltisk kalender. Hvis denne kosmologiske betydning er korrekt, er en tolkning som rituel magthaver som præstinde eller ligefrem keltisk druide formentlig ligeledes åben. Mulighederne er mange. Forhåbentlig kan udviklingen af mtDNA være med til at øge for-ståelsen af den sociale organisation i Hallstatt D.

På trods af mange års intensiv forskning udgør Hallstatt D-elitens grave stadig en vedkommende problematik. Den tyske Hallstatt-forskning har det seneste årti gennem et målrettet udgravningspro-gram i højere grad åbnet op for nye tolkninger. Dernæst er det af stor betydning, at feltarbejdet stadig pågår og nye funddetaljer ændrer hidtidige tolkninger. Indtil videre kan vi se frem til september 2012, hvor indholdet af den 80 ton tunge jordblok, vil blive præsenteret på en udstilling i Stuttgart.



Hersker af gudernes nåde

Af Sune Villumsen

I dansk arkæologis generationslange skræktilstand for religiøse tolk-ninger kan Gudme måske bringe et tiltrængt gennembrudHenrik Thrane 1991

Fra yngre jernalder kender vi efterhånden en række meget omfattende og fundrige pladser. Det rige og varierede fund-materiale skiller dem ud fra periodens øvrige bebyggelse, og

de tolkes som lokaliteter med en overordnet og central funktion i samfundet, hvorfor de som gruppe betegnes centralpladser. Men i hvilken sammenhæng er centralpladserne centrale? Der er en flertydighed i pladsernes fundmateriale og dermed også deres funktion. Generelt må man se pladserne i forhold til magt i form af lokalt, regionalt eller overregionalt styre. Herunder falder også krig/forsvar og retsudøvelse. Derudover håndværk og produktion samt distribution og handel. Og sidst, men ikke mindst bliver pladserne tillagt en central rolle i forbindelse med kulten. En almindelig, og i for sig også logisk måde at forholde sig til disse mange elementer på, har været et forsøg på adskille dem og behandle dem uafhængigt af hinanden. Når det gælder kulten, frem-træder den på pladserne i form af omfattende gulddeponeringer og andre offerfund, deciderede kultbygninger samt sakrale elementer i centralpladsernes stednavne. Brakteater og guldgubber er også nært knyttet til denne type pladser, og begge fundgrupper tillægges i kraft af deres ikonografi en iboende sakral værdi. Alt dette til trods bliver fokus i diskussionen og analysen af cen-tralpladserne ofte lagt på de øvrige af pladsernes funktioner. Men i realiteten er der tale om en kompleks sammenvævning af pladsens



elementer; en art symbiotisk forhold mellem handlen, magten og religionen.

Samtidig med overgangen til yngre jernalder og med fremkomsten af de ældste centralpladser sker der en dimensionsforskydning i valget af offersted fra vådbund til tørt land og i særdeleshed til cen-tralpladserne. Ligesom man må spørge, hvad der er det centrale på centralpladserne, må man også spørge hvad der er det centrale i religionen? I forhold til ældre jernalder, hvor kulten og dermed religionen i særlig grad må ses som knyttet til frugtbarhed, skifter fokus i yngre jernalder. Når det gælder ofringerne, er de meget omfattende gulddepo-neringer den største forskel. Er gulddeponeringerne en måde at forhøje indsatsen i offerpraksissen på? Når det kommer til store deponeringer af ædelmetaller, må man formode, at det kun har været samfundets absolutte elite, der har været i stand til at „behage guderne“. Ofte er offerpraksissen i ældre jernalder blevet betegnet som kollektiv, og hvis det i ældre jernalder er samfundet, der står for den sakrale praksis, må man i yngre jernalder se det som samfundets elite. Men hvorfor denne ændring? Religionen i jernalderen forekom som en integreret del af samfundenes kultur og deres ideologiske grundlag. Det er igennem religionens kosmologiske verdensbillede, at samfundets institutioner har hentet deres legitimitet. Hvis det er tilfældet, må en fundamental ændring i samfundet også medføre en ændret ideologi og religion. At også ældre jernalder har været hierarkisk, er der i det øvrige arkæologiske materiale tydelige eksempler på. Skiftet i den religiøse praksis er derfor snarere udtryk for, at eliten efterhånden har fået opbygget en sådan magtplatform, at det giver den mulighed for at ændre det ideologiske fundament og dermed styrke sin egen position i et samfund, der bevæger sig hen mod etableringen af egentlige kongedømmer. Centralpladserne er, som det jo også ligger i navnet, en centralisering af magt. Det er en cementering af den magt, som en elite i løbet af ældre jernalder havde opbygget. Den verdslige magt er brugt til at gribe den religiøse magt, hvorefter den religiøse magt bliver brugt til at legitimere den verdslige magt.


Hersker af gudernes nåde 71

Dette skal man ikke se som en marxistisk udlægning af, at religio-nen er et middel til massernes undertrykkelse. Det er i stedet et udtryk for, at religionen er uadskillelig fra samfundets ideologiske grundlag, som naturligt bliver formet, eller i det mindste kraftigt præget af samfundets ledende kræfter. Magten står på flere ben, og de herskendes autoritet er forankret i myter og den kosmologiske verdensorden disse repræsenterer. Spørgsmålet, man så kan stille er, i hvor høj grad den herskende klasse selv har introduceret de myter og den trosforestilling, som er med til at legitimere deres magt? Det er ikke kun glas og andre luksusvarer, som den skandinaviske elite har importeret fra kontinentet. De merovingiske fyrster knytter kirken til deres egne gårde og opnår på denne måde en kontrol med det religiøse apparat, som spiller en så central rolle i legitimeringen, men også udøvelsen af deres magt. Selv om de ledende slægter i Skandinavien ikke adopterer kristendommen, må man dog se cen-tralpladsernes rolle i den religiøse praksis som stærkt inspireret af netop den merovingiske elite. De ledende klasser i Skandinavien har ikke været blinde for, hvilken betydning en kontrol med det religiøse liv har kunnet spille. At knytte religionen og kulten til deres egne residenser har medført en centralisering af magten og meget vel også handelen. Religiøse fester har kunnet tiltrække mange mennesker og dermed dannet grundlag for handelspladser som Lundeborg. Hvad angår handelspladserne i øvrigt, kan et steds religiøse betydning og en deraf afledt fredhellighed have haft en ligeså stor betydning som en stormands militære magt og evne til sikre handlen. Men det ikke bare kultstedet, der bliver ændret, det er også ind-holdet, de centrale elementer i selve religionen. Brakteaterne, som tidsmæssigt knytter sig til den tidligste horisont af centralpladser, er en af periodens mest fascinerende fundgrupper. Brakteaterne er guldmedaljoner, som er præget på den ene side, og de må ses som en art kopier af de østromerske kejsermedaljoner, men med et eget skandinavisk udtryk og billedverden. Med brakteaterne får man en ikonografisk fremstilling af jernalderens gudeparthenon. Det bliver ikke mindre fascinerende af, at vi med baggrund i middelalderlige tekster kan sætte navne på nogle af brakteaternes figurer og ord på nogle af de myter, de fremstiller. En ellers tavs forestillingsverden



er ikke længere stum. Den klart dominerende figur på brakteaterne er Odin, gudernes fyrste. Og hvis man tager brakteaterne som kilde til det religiøse liv, er det ikke længere samfundets frugtbarhed, der er i centrum, men derimod fyrsten. Med brakteaterne får vi et ikonografisk materiale, der meget tydeligt fremhæver gudefyrsten. Det er som sådan også tilfældet med deres romerske forbilleder, kejsermedaljerne. De skandinaviske herskere har dog ikke som den romerske kejser løftet sig selv op til guddommelighed, men tilpasset et udryk, der legitimerer deres magt gennem gudernes fyrste. Således kan man sige, at de, som en enevældig konge, er blevet hersker af gudernes nåde. Den intensive og nærmest aggressive prægning og spredning af brakteaterne og deres budskab, kan man se som et tegn på, at det ikke var en verdensorden, der herskede en generel enighed om-kring. Måske netop derfor ser vi de mange brakteater og store guld-deponeringer i periodens begyndelse. Forandringen i samfundets ideologiske og religiøse grundlag har krævet en massiv investering, Man kan se brakteaterne som et slags religiøst ildbrev eller manifest, der på relativt få år er produceret og spredt for at introducere og legitimere det nye ideologisk/religiøse verdensbillede med herskeren som det centrale element. Det er vigtigt at forstå, at religionen var en grundlæggende og integreret del i samfundets ideologi. Hvis denne ideologi skulle ændres, ville det så ikke samtidig fordre en ændring i religionen? Den generelle tendens er, at man ser ændringerne og forklarer dem med forandringer i samfundsstruktur og magtforhold. Men det fundamentale spørgsmål mangler: Er alt dette også et udtryk for et religionsskifte? Er det ikke netop det, der bedst betegner skiftet i kultpraksis, skiftet i samfundets ideologi? Alle disse skift er knyttet til religionen. Det er påfaldende, når man betænker den store ændring i for-hold til ældre jernalders kultiske praksis, at spørgsmålet omkring et religionsskifte stort set ikke bliver berørt i debatten. Man må selvfølgelig vedkende sig, at det er et vanskeligt og til dels også et ømtåleligt emne at berøre. Ømtåleligt, fordi det ligger på grænsen af,


Hersker af gudernes nåde 73

hvad arkæologi som videnskab kan udtale sig om. Når det gælder et religionsskifte, må skriftlige kilder nødvendigvis ses som afgørende? Hvis man siger ja til ovenstående, må man samtidig acceptere, at der i vores forhistorie kun har været et enkelt religionsskifte. Over-gangen fra hedenskab til kristendom ses i såvel de skriftlige kilder som i det arkæologiske materiale. Spørgsmålet bliver dog, hvorvidt dette religionsskifte ville være erkendt uden skriftlige kilder? Jeg vil vove den påstand, at svaret må være negativt. Uden skriftlige kilder ville religionsskiftet stå hen som en langsom adaption af nye skikke. Det mest markante arkæologiske materiale fra kristendommens indtog i Danmark er de tusinder af stenkirker, som stadig ligger spredt ud over hele landet, men disse blev først opført cirka 200 år efter det „officielle“ religionsskifte. Man ville også her have været forsigtig og blot snakket om forskydelser i den sakrale praksis.

Er kultudøvelsen på centralpladserne udtryk ikke blot for en ny samfundsstruktur og social ideologi, men også for en ny tro? Blot at tale om en forskydning af fokus i valg af offerplads er at snakke udenom. Måske har Gudme og de øvrige centralpladser hjulpet på religionsforskrækkelsen blandt danske arkæologer, men ikke i en grad så spørgsmålet om et religionsskifte er blevet taget op, og materialet for alvor udfordret. Men netop når vi formulerer de centrale spørgsmål, er det så ikke nødvendigt at bevæge sig på kan-ten og spørge: udgjorde centralpladserne det centrale element i et religionsskifte?



Havekultur i forhistorien

Af Pernille Rohde Sloth

De fleste mener nok at kunne genkende en have, når de ser den! Men alligevel er haven ikke så ligetil at definere, for havebruget kan antage en bred vifte af former og spænde

over en mangfoldighed af kvaliteter – i dag såvel som i forhisto-rien. Set overordnet er haven både en del af hjemmet og en del af landskabet, ligesom den tilhører den private sfære såvel som den offentlige. Nutidens bebyggelsesnære have har ofte et rekreativt el-ler æstetisk formål og udgør for mange både en arbejdsplads og en legeplads. Men for nogle er havedyrkningen forankret i økonomiske bevæggrunde eller i ønsket om at kunne høste bestemte typer frugt og grønt. I dag er der meget fokus på det nye nordiske køkken, som er rodfæstet i det årstidsbestemte nordiske råvaregrundlag samt i det kulinariske arvegods. Der er opstået et ønske om, at (re)definere det nordiske køkkens karakter, og de kvaliteter, som det nordiske råvarefundament besidder. Der opfordres i høj grad til at komme ud i naturen og ud i haven og hente de friske sæsonvarer ind i køk-kenet, som man også har gjort i tiden før køleskab, kummefryser og verdensomspændende dagligvarehandel. Vore gamle kulturplanter, eksempelvis de mange arter af kål, har fået fornyet fokus, og i den forbindelse er spørgsmålet om, hvor dybe rødder havebruget i Nor-den egentlig har, interessant. For de fleste rummer haven i dag formentlig en uigennemskuelig blanding af egenskaber, og måske har det længe været sådan. I for-historisk sammenhæng er det dog næsten udelukkende nyttehaven, der fokuseres på, da prydmæssige motiver er svære at dokumen-tere i det arkæologiske kildemateriale. Fra middelalderens skriftlige optegnelser bliver vi beriget med et billede af, hvordan haven og anvendelsen af haven kan tage sig ud. Koge- og urtebøger samt



indkøbsoptegnelser beretter på indirekte vis om havebrugsafgrøder. De ikonografiske kilder fra middelalder og renæssance illustrerer havens arkitektoniske rum, og til tider skildres også mennesket i haverummet og dermed de sociale aspekter af havekulturen. Men jo længere tilbage i tid vi går, jo mere sparsomme bliver oplysnin-gerne om havebruget her i Norden, og når vi kommer tilbage til den tidlige middelalder og oldtiden, står vi næsten uden skriftlige og ikonografiske kilder til belysning af emnet, og de jordfundne vid-nesbyrd bliver det primære udgangspunkt for viden om havekultur. Så hvordan nærmer man sig det forhistoriske havebrug i alle dets facetter?

Havebrug eller agerbrug – hvor går grænsen?Hvad, der lægges i begrebet have, varierer alt efter i hvilken sam-menhæng, det anvendes. Skal vi helt ned i materien, kan man sige, at haven er et kunstigt og ofte komplekst økosystem, som grundlæg-gende består af luft, vand, jord, jordorganismer, planter, bløddyr, in-sekter, fisk, padder, krybdyr, fugle og pattedyr samt mennesker. På et højere plan er en have en menneskelig konstruktion, som udgøres af et område, hvor planter kan dyrkes og plejes. Disse kriterier kan dog også gælde for en mark, og skellet mellem de to dyrkningsformer er ikke entydigt, hvilket yderligere synliggøres, hvis man bevæger sig til andre kulturer eller områder med andre samfundsmæssige og klimatiske platforme end vor egne. En have for en kultur kan være en mark for en anden. Ligeledes varierer anvendelsen af begreberne også blandt fagfolk, eksempelvis anvendes benævnelsen havebrug eller hortikultur i nogle tropiske egne ensbetydende med agerbrug, idet havedyrkning her er den dominerende praksis. Begreber, der kan anvendes til at definere haver eller marker, er dyrkningsskala, dyrkningsmetoder, beliggenhed samt antal og type afgrøde. De fleste vil mene, at havebruget adskiller sig fra agerbruget ved at være kon-centreret om dyrkning af flere forskellige afgrøder, hver art fåtallig, på et afgrænset (måske mindre) areal i modsætning til agerbrugets dyrkning af en enkelt afgrøde i større skala. Mange planter traditio-nelt anset som værende haveplanter er flerårige og vil eventuelt ikke


Havekultur i forhistorien 77

kunne dyrkes hensigtsmæssigt i forhistoriske agerbrugs-rotationssy-stemer. Yderligere betragtes hortikultur generelt som dyrkningen af vækster, der er mere krævende end agerbrugsafgrøder. Den intensive dyrkning af afgrøder, der kan være fordringsfulde med hensyn til gødskning, vanding og jordbearbejdning, kan af praktiske årsager være anlagt i nærheden af husholdningen. Mange grøntsager og krydderurter modnes og høstes jævnt fordelt over en sæson og nogle krydderurter anvendes for deres friske grønne dele, og for at kunne høste jævnligt er havens husholdningsnære beliggenhed væsentlig. Indplantning og dyrkning af vækster på et afgrænset areal afsted-kommer en regulering af tilgangen til udvalgte afgrøder, hvilket i høj grad afspejler sociale aspekter af territorial og måske også so-cioøkonomisk karakter. Dyrkningsarbejdet i den husholdningsnære have – køkkenhaven – har i middelalderlig sammenhæng ofte været betragtet som kvindens domæne, og måske går denne arbejdsfor-deling tilbage til ældre tider. Havens nære tilknytning til hjemmet kan således være et udtryk for et socialt samt praktisk aspekt, men også for et ønske om at beskytte værdifulde afgrøder. Det er blevet foreslået, at havebruget i Norden er udviklet af agerbruget, men det modsatte er også fremsat. Landbruget er ble-vet karakteriseret som den første eller/og vigtigste dyrkningsform, og først senere dukker havebruget op, som en bibeskæftigelse, idet haveafgrøder i økonomisk henseende samt i forhold til det generelle ernæringsbillede er blevet betragtet som uvæsentlige. Omvendt har den tidlige ekstensive dyrkning af korn i svedjebrug været benævnt havebrug på baggrund af de relativt små dyrkningsområder i mod-sætning til den mere organiserede og intensive stor-skala dyrkning af landbrugsafgrøder i senere perioder. Dog kan man nok ikke fastslå en universel evolutionistisk fremadskridende udvikling, eksempelvis fra landbrug til havebrug eller fra ekstensiv mod intensiv dyrkning, idet karakteriseringen af dyrkningsformen og beplantningsarealet i høj grad beror på geografiske, samfundsmæssige eller klimatiske aspekter såvel som forskellige forskeres og fagdiscipliners valg af definition. Yderligere udgør intensive og ekstensive dyrkningsfor-mer mulige strategier, som have- eller agerbrugsdyrkere kan vælge imellem. Og nogle dyrkningsformer synes at placere sig imellem en



karakteristik som enten agerbrug eller havebrug. Så når vi benævner en dyrkningsform, er det vigtigt at skitsere de tekniske og eventuelle socioøkonomiske vilkår, som dyrkningen er underlagt.

Havebrugets rødder i NordeuropaSom tidligere nævnt har man generelt antaget, at kimen til havedyrk-ning ankom til Skandinavien med klostrene, ligesom også mange af haveplanterne mentes at være blevet bragt hertil af havekyndige klosterfolk. Men tager vi et spadestik ned i tid, er der efterhånden mange vidnesbyrd om et havebrug, som er solidt rodfæstet i den nordeuropæiske muld. Tilbage i jægerstenalderen er der gjort en række arkæologiske fund, der vidner om udnyttelsen af nytteplanter. Formentlig har man manipuleret den omgivende planteverden for at kunne høste afgrøder, og etnologiske og antropologiske undersøgelser vidner om håndtering af planter blandt jæger-samler-kulturer. Dette kan være i form af plejning af udvalgte planter i deres naturlige habitat eller transplantation af vilde planter til områderne omkring sæ-sonbopladserne, ligesom indsamling og udsåning af frø i et eller andet omfang ikke er utænkeligt. Set i det lys kan man forestille sig, at selve metoderne, der anvendes i havebrug, formentlig ikke har været ukendt blandt jæger-fisker-samler-kulturer. Havebrug regnes som regel som tilhørende en mere eller mindre permanent lokalitet, hvorfor nogle vil mene, at havebrug (eller agerbrug) ikke er foreneligt med den ikke-bofaste eller semi-bofaste livsstil. Måske står vi blot her med en tankemæssig barriere. Havebrug er, i hvert fald under vore himmelstrøg, en sæsonbaseret aktivitet og kan vel i eksempelvis ertebølletid have været tilknyttet bestemte sæsonbe-nyttede pladser. Måske er der også en tendens til at opfatte jæger-samleren som en indsamler og dermed væsensforskellig fra bonden, som i højere grad fortolkes som en producent. Begge beskæftiger sig dog med frembringelse af mad og redskaber, men placerer sig blot forskellige steder på den samme skala. Rapporter og litteratur om plantefund tilkendegiver generelt en skelnen mellem dyrkede og vilde planteressourcer og udmaler et


Havekultur i forhistorien 79

kulturlandskab, hvor det dyrkede og det vilde er skarpt adskilt. Men skal en have nødvendigvis indeholde udelukkende kulturplanter el-ler kan vilde planter også være tilsigtet inkorporeret i haverummet? En række arter placerer sig i grænseområdet mellem vild og dyrket. Eksempelvis kan nævnes hassel, som har en naturlig udbredning i Norden. Hassel har formentlig siden stenalderen været skattet for sine olieholdige nødder og kan igennem tiden have været indplantet i hegn og haver. I neolitikum kan vi med sikkerhed sige, at befolkningen i Syd-skandinavien har haft en viden om dyrkning af afgrøder. Og det kan tænkes, at man har indplantet forskellige vækster i nærheden af bopladsen. Arkæobotaniske undersøgelser viser, at man i neolitikum i Norden har udnyttet forskellige frugtbærende arter, hasselnødder samt urter og bladgrønt, og det arkæologiske kildemateriale antyder, at paletten af plantearter, som kan relateres til havekultur, varierer igennem de efterfølgende tidsaldre. Arter indføres, nogle forvildes og naturligt hjemmehørende planter anvendes formentlig kontinuerligt, mens andre forædles igennem menneskelig håndtering, bevidst eller ubevidst.

Det er værd at holde sig for øje, at havekultur kan dække over en mangfoldighed af viden omkring udnyttelse af planter, viden som formentlig har været indlejret i jæger-samleres subsistensstrategi. Havebruget er altså en næringsgren samt et socialt og kulturelt rum, hvis kim er sået allerede i stenalderen, om end havebrugets udtryk kan have været ganske foranderligt igennem tiden.



Ribber og klamper – glimt af den nordiske båds oprindelse

Af Ole Thirup Kastholm

Det var Nydamfundets udgraver Conrad Engelhardt, som i 1866 påpegede de klare ligheder, der eksisterer mel-lem 300-tallets egetræsskib fra Nydam Mose og 1800-tallets

norske fiskerbåde. Sådanne fartøjer betegner den særegne nordiske skibsteknologi gennem halvandet årtusind, vel nok mest berømmet med vikingernes skibe. Men forsøger vi at trække disse teknologi-ske linjer endnu længere ned i fortidens dynd, bliver billedet dog mere dunkelt. Det konkrete skibsarkæologiske materiale fra ældre jernalder og især bronzealder er sparsomt – ja, i lange tidsrum ikke-eksisterende. Paradoksalt nok er vi beriget med hundredvis af skibs-gengivelser: helleristninger, udsmykninger på bronzegenstande samt skibsformede stensætninger. Skibsgengivelserne fra denne periode er imidlertid et mystificerende kildemateriale, som det er svært at uddrage entydige teknologiske vidnesbyrd af. Tingenes tilstand på hele dette felt giver således et vist spillerum til hypoteser om skibets udvikling, og det må nok – også her – regnes for en grundlæggende præmis, at vi aldrig når en endelig afklaring. Nyligt afdøde Ole Crumlin-Pedersen, pioneren inden for dansk marin- og skibsarkæologi, publicerede tilbage i 1970 en beskeden artikel Skind eller Træ? En studie i den nordiske plankebåds konstruk-tive oprindelse, der omhandlede spørgsmålet om jernalderbådens opståen. Crumlin-Pedersen fremførte her den idé, at der havde været et brud i den maritime byggeskik i ældre jernalder, og at den nordiske bådebygningstradition havde sit udspring i den udspændte stammebåd – som især kendes fra gravpladsen ved Slusegård på Bornholm – i århundrederne efter tidsregningens begyndelse.



Denne tanke har siden været toneangivende i dansk skibsarkæo-logi. Men det er blot en tanke, som ikke er blevet empirisk befæstet; en idé. Og idéen om, at den nordiske båds karakteristiske spidsovale form og særegne fleksibilitet arves fra den udspændte stammebåd er da også besnærende – ja, visuelt harmonisk ligefrem. Men harmo-nien kan brydes. Det umælende arkæologiske materiale kan, som altid, danne grobund for nye spørgsmål og andre løsninger. Efter min opfattelse giver de arkæologiske kilder vidnesbyrd om, at den nordiske bådebygningstradition ikke udvikles ved tidsregnin-gens begyndelse, men har sit ophav helt tilbage i ældre bronzealder og med rødder i det vesteuropæiske område.

Lad os se nærmere på bronzealderens fartøjer. Fra Skandinavien er de få i antal, men tager vi den vestlige del af det europæiske kon-tinent samt De Britiske Øer med, er der adskillige flere bådfund. Fortrinsvis stammebåde, men også plankebyggede både. Danmarks hidtil eneste to bronzealderfartøjer er stammebåde. De er fundet i ådalen ved Varpelev på Stevns og i den udtørrede Vestersø ved Lemvig. Varpelevbåden er bevaret i 12,5 m længde, men har oprindeligt været omtrent 14 m lang. Bådens indre er opdelt af tre spantelignende ribber, udsparet af selve stammen. Siderne er let run-dede, mens bunden er flad. Yderkanten af bådens store egestamme er kulstof 14-dateret til 1220-790 f.v.t. Stammebåden fra Vestersø er 6,2 m lang og ligeledes indvendigt opdelt af ribber. Bunden er flad og siderne lodrette. Den er kulstof 14-dateret til 770-375 f.v.t. Fra Sverige og Norge kendes omkring seks stammebåde og en barkbåd, dateret til bronzealder og den tidligste jernalder. Det er et ret uensartet materiale, som kun i begrænset omfang synes at stå i slægtskab med bådene fra Varpelev og Vestersø. Kaster vi derimod blikket mod kontinentet og De Britiske Øer, viser der sig adskillige samtidige slægtninge til de to danske stam-mebåde – mindst 18 kan tælles. Stammebåde med helt særlige karak-teristika. Ofte er de usædvanligt lange, mange er over 10 m; kraftigt byggede med tyk bund; ofte udstyret med faste, udsparede ribber; tilhugget udvendig såvel som indvendig, så de får et rektangulært tværsnit til afløsning for det stammerunde, der var almindeligt i


Ribber og klamper – glimt af den nordiske båds oprindelse 83

stenalderen. Lad mig nævne et par eksempler. Båden fra Grandson-Corcelettes ved Neuchâtelsøen i Schweiz er godt 11 m lang, tilhugget udvendigt med lodrette sider og flad bund, indvendigt præges båden af fem udsparede ribber. Fortil er stævnen spids, mens agterenden er konstrueret med et løst agterspejl. De to ens stammebåde fra Clifton ved floden Trent er gode eksempler på de britiske stammebåde i denne periode. Længden er godt 9 m, skroget er tilhugget udven-digt med lodrette sider og flad bund, indvendigt ses syv udsparede ribber. Forstævnen er lige afskåren, og agterstævnen har løst spejl. Det schweiziske fund er dateret til 1530-1170 f.v.t., og de to britiske er noget yngre: 410-50 f.v.t. De ældste plankebyggede fartøjer vi kender fra Europa, er jævn-gamle med de ældste stammebåde af førnævnte type. De er alle fun-det på De Britiske Øer, oftest indlejret i flodernes tidevandsprægede deltaer. Vigtigst er de tre ensartede både fra Ferriby ved Humbers munding samt båden fra floden Dours munding ved kanalbyen Dover. Ferriby nr. 1, dateret til 1880-1660 f.v.t., er den bedst beva-rede af de tre. Af denne kraftigt byggede egetræsbåd er hele bun-den – bestående af tre flade bundplanker – samt en del af første bordgang bevaret. Den kan rekonstrueres til et fartøj af betydelig størrelse på godt 15 m længde og 2,6 m bredde. Egetræsplankerne er samlet med en art fer og not, som danner en glat overflade på skrogets yderside. De er surret sammen med taksvidjer. Samlingerne er tætnet med mos og en langsgående liste på indersiden, fæstnet under surringerne. De tre bundplanker stabiliseres af tværgående stokke, ført gennem udsparede klamper. Båden fra Dover, dateret til 1575-1520 f.v.t., udspringer af samme overordnede byggetradition som Ferribybådene, selv om der er forskelle. Den er bevaret i 9,5 m længde, men anslås at have været op til 15 m. Her ser man tydeligt selve stammebådens grundform i det plankebyggede fartøj. Stam-mebåden er – om man så må sige – udvidet i bredden og i højden. Bunden er udvidet med planker, fæstnet med et særligt kilesystem samt tværgående stokke gennem udsparede klamper. Overgangen mellem bund og sider udgøres af en formhugget planke. Siderne har været forhøjet med planker. Tværsnittet er rektangulært som på samtidens stammebåde.



Én ting vi kan pointere ud fra det anførte er, at der i bronzealder og tidlig jernalder findes en interregional stammebådstradition i det vesteuropæiske område. Karaktertræk er fartøjernes betydelige længde, deres rektangulære tværsnit og de iøjnefaldende ribber i bunden. Et andet forhold, som kan pointeres, er, at de tidligste planke-byggede fartøjer dukker op nogenlunde samtidig med denne type stammebåde. Plankebådene er hidtil kun fundet på De Britiske Øer, hvilket antageligvis skyldes bevaringsmæssige forhold. Der er tale om fartøjer, som er udviklet på baggrund af den udhulede stam-mebåd. Et særligt kendetegn er de tværgående stokke, der – stukket gennem udsparede klamper – fikserer og stabiliserer bundplankerne. De fremstår som ribber i fartøjets bund. Følgelig er jeg nået til den betragtning, at datidens stammebåd forsøger at være en art spejl af plankebåden – foruden at være dens ophav. Man har således eftergjort og indarbejdet planketeknologiens innovative træk i den oprindelige byggeskik. Nærliggende er deref-ter den tanke, at stammebåde med udsparede ribber er et indirekte vidnesbyrd om planketeknologiens tilstedeværelse. Følger vi denne tankegang, må der allerede kort efter 2000 f.v.t. have eksisteret plan-kebyggede både, nogenlunde lig de britiske, i Vesteuropa.

Afslutningsvis vil jeg henlede opmærksomheden på et særligt ken-detegn, der knytter netop denne byggeskik til den nordiske. Dette, som kan følges på skibsfund i 2.000 år fra ældre bronzealder til vikingetid, er de udsparede klamper på indersiden af skibsplankerne. Lad os foretage nogle konkrete nedslag i historien. Foruden på de beskrevne både fra Ferriby og Dover ses klamperne eksempelvis på Brigg 2-båden (omkring 800 f.v.t.), Hjortspringbåden (omkring 350 f.v.t.), Nydamskibet (300-tallet e.v.t.), Björkebåden (omkring 400 e.v.t.) og Gokstadskibet (omkring 895 e.v.t.). De er i alle tilfælde hugget ud af selve bord- eller bundplanken og tjener til dennes fast-gørelse på fartøjets indre afstivning. Afstivningen på de tidligste både er primært udformet som tværstokke, der er ført direkte gennem et tilpasset hul i klamperne. Fra Hjortspringbåden og frem bliver spanterne surret fast ovenpå klamperne gennem mindre huller.


Ribber og klamper – glimt af den nordiske båds oprindelse 85

Tilsyneladende forekommer sådanne udsparede klamper kun i Nordvesteuropa. Omkring Middelhavet har man for eksempel fore-trukket en direkte kontaktflade mellem spant og planke, fastgjort med surring, søm eller trænagler. Selvom disse udsparede klamper forandres fra ældre bronzealder til vikingetid, udgør de ikke desto mindre et markant og påfaldende element i skibsteknologien. Når elementet samtidig er unikt for et bestemt område, må vi formode, at det har en fællesteknologisk betydning inden for dette.

En groftskåret udviklingshypotese kunne være denne. Bronzealde-rens plankebyggede fartøjer er udviklet på grundlag af stenalderens stammebåde med stammerunde tværsnit. Med indsatte planker i bunden, forhøjede sider samt tværgående afstivninger, danner plankebåden model for den karakteristiske stammebåd med det rekt-angulære tværsnit og de udsparede ribber. Bronzealderens særegne stammebåde bærer dermed i sig selv vidnesbyrd om allerede eksiste-rende plankebåde. Plankebåden forfines og i løbet af et årtusind ses den udkrystalliseret i Hjortspringbåden, der med sin overlappende bordplanker, skalbygningsteknik og udsparede klamper er grund-laget for den særlige nordiske bådtype. Jernalderens udspændte stammebåd er med sine påsatte bordplanker blot en biform i denne overordnede udvikling. På baggrund af de anførte betragtninger er jeg nået til denne erkendelse: det forekommer mest sandsynligt, at bronzealderens fartøjer ikke repræsenterer en særskilt teknologisk tradition, som forlades i jernalderen, men derimod er vikingeskibenes forfædre – i lige linje.



Et spiritus sancti? – om kulstof 14-dateringer fra tidligkristne grave i Roskilde og Ribe

Af Julie Nielsen

I 2010 bliver 25 menneskeskeletter udgravet fra Konventhu-sets gård i Roskilde. Gravene er placeret kun 20 meter nordøst for Roskilde Domkirke, og det synes indlysende, at der er tale

om kristne begravelser fra tidlig middelalder. Prøver fra fem af ske-letterne sendes efterfølgende til kulstof 14-datering på laboratoriet i Lund, og resultaterne vækker stor undren blandt museets arkæo-loger. Samtlige kulstof 14-dateringer ligger nemlig gennemsnitligt i vikingetiden, med hovedvægt på perioden cirka 850-1075 e. Kr. Taler prøverne sandt, kan de revolutionere opfattelsen af byens historie. Er dette beviserne for Harald Blåtands Roskilde?

Harald Blåtands RoskildeGrundlæggelsen af Roskilde by er historisk set omspundet af hypo-tesen om en landsby eller handelsplads, der af kong Harald Blåtand ophøjedes til kirkeligt og kongeligt centrum mellem 965 og 987. Adam af Bremen tildeler Harald Blåtand rollen som grundlægger af byens første kirke, der efter sin død blev ført til Roskilde og begravet i den kirke, som han havde fået opført til den hellige Trefoldigheds ære. En beslægtet beretning er knyttet til Haralds søn Svend Tve-skægs død, dog uden et stednavn nævnes. For at give plads til begge



efterretninger er det derfor blevet foreslået, at det var i Trefoldig-hedskirken i Lund, at Svend fandt sit sidste hvilested. Hvis Harald Blåtand lod en kirke bygge i Roskilde, må den være opført mellem 965 og 980’erne. Det er den almindelige opfattelse, at den har været opført af træ og har ligget på det sted, hvor Ros-kilde Domkirke ligger i dag. Undersøgelser i 1892 under en del af domkirkens gulv viste dog ingen bevarede spor af en trækirke, men rester af to frådstensbygninger, hvoraf den yngste var en treskibet basilika fra cirka 1080. Den ældste bygning har ikke kunnet rekon-strueres, og den kan blot dateres til før 1080. I Roskilde Domkirkes kor findes fire pillegrave, hvoraf den ene tilskrives Harald Blåtand. I modsætning til de tre andre er der imidlertid ingen knoglerester i Haralds pille. Historikeren Niels Lund har argumenteret for, at Adam af Bremens sammenkædning af Harald Blåtand og Roskilde skal ses som et kirkepolitisk indlæg i samtidens kamp mellem kon-kurrerende bispesæder. Derved kan der være tale om en litterær konstruktion uden hold i virkeligheden. De arkæologiske kilder synes at understrege dette. Siden 1977 har Roskilde Museum forestået over 130 arkæologi-ske udgravninger i Roskildes middelalderlige bykerne. Kun et fåtal af metalgenstande kan på denne baggrund henføres til tiden før år 1000. Dermed kan det arkæologiske materiale endnu ikke med sikkerhed fortælle, om den ældste del af byen er blevet etableret før eller efter år 1000.

Ansgars RibeFra omkring midten af 800-årene ser det ud til, at langt de fleste – og indtil da livlige – markedsaktiviteter i Ribe ophører. Byen eksisterer således næsten ikke i de arkæologiske kilder fra omkring år 900 og frem til slutningen af 1000-tallet. Det på trods af 50 års arkæologiske undersøgelser. Netop i denne periode optræder Ribe paradoksalt nok for første gang i de skriftlige kilder. De arkæologiske kilder stemmer således ikke overens med de skriftlige kilder, hvor Ribe nævnes i adskillige, overvejende kirkelige, sammenhænge i løbet af 900- og 1000-tallet. Af Rimbert beskrives


Et spiritus sancti? 89

det, hvordan munken Ansgar i årene omkring år 848 fik tilladelse til at bygge den første danske kirke i Hedeby, hvorfra han udførte den tidligste kristne mission i Danmark. I 850’erne får han lov til at bygge en kirke i Ribe, og flere gange i 900-årene omtales byen efterfølgende som bispesæde. Hidtil har de skriftlige oplysninger fra denne tid således stået alene, men i 2009 blev umiddelbart syd for den nuværende dom-kirke gjort et opsigtsvækkende fund. Her lå tilsyneladende de tidligste kristne gravfund i Danmark, hidtil kendt. I alt er der undersøgt 12 grave, anlagt øst-vest, hvori de afdøde lå ubrændte i trækister. Et par grøfter viser muligvis, at kirkegården har været afgrænset mod omgivelserne, men der er ikke fundet dele af en tilhørende kirke. Dateringer af gravene tyder på, at der kan have været foretaget begravelser fra 800-årene og op til senest cirka 1050, hvor denne del af gravpladsen forsegles med kulturlag fra en sekulær bebyggelse. Meget tyder altså på, at de skriftlige kilder taler sandt, og at der rent faktisk blev etableret en kirke med til-hørende kirkegård, og at den har befundet sig i tilknytning til den nuværende domkirke. Nord for Ribe å kendes også en lille gravplads, antagelig fra 900-årene. Pladsen adskiller sig på flere punkter fra kirkegården på sydsiden, for eksempel er her ingen spor efter kister, ligesom gravenes orientering er mere tilfældig. Ribe har således ikke været helt forladt efter nedturen i midten af 800-årene. Som minimum har her været et kirkested, og det kan ikke udelukkes, at der har ligget en gård eller mindre bebyggelse i tilknytning til missionen.

Aldersbestemmelse med kulstof 14 – et eksempelPå den kristne gravplads Kongemarken nær Roskilde blev der i anden halvdel af 1990’erne undersøgt i alt 330 øst-vestvendte jord-fæstegrave. Almindeligvis var de døde gravlagt uden kiste, og stort set alle individer lå placeret på ryggen med armene ned langs siden. Gravene var anlagt i nord-sydgående rækker, hvilket kunne tyde på, de har været markeret på overfladen. Der fandtes kun gravgaver i fire grave. Den tilhørende 2 x 8 m store kirke var placeret i kirke-



gårdens centrum og bestod af tre sæt af stenansamlinger med rester af frådsten, der sandsynligvis har fungeret som stensyld. Kongemarkens generelle fremtoning understøtter et tidligt op-hør i brugen af kirkegården – mest sandsynligt i begyndelsen af 1200-tallet. Anlæggelsestidspunktet for kirkegården er mere uvist. Da gravgodset i sene vikingetidsgrave almindeligvis er sparsomt, kan det ikke ud fra det arkæologiske genstandsmateriale udeluk-kes, at kirkegården har været anlagt i 800- eller 900-tallet. For at få bekræftet og om muligt indsnævret den dateringsmæssige ramme blev der derfor foretaget fire kulstof 14-dateringer på det nu nedlagte kulstof-14 dateringslaboratorium ved Nationalmuseet i København. Disse viste en spredning i tid fra 800- til 1200-tallet altså en tids-ramme, der ikke kunne modsiges af det arkæologiske materiale. Anvendes derimod en anden spredning, som det praktiseres på AMS kulstof-14 dateringslaboratoriet under Aarhus Universitet, sås en tidsforskydning af dateringsresultaterne, således at de fremstår yngre: fra perioden 900/1000-tallet til 1200-tallet. Ovenstående dateringsforskel kan skyldes, at der er vanskelighe-der med at kalibrere kulstof 14-aldre målt på menneskeknogler fra individer, der kan have haft et helt eller delvist marint fødeindtag. Sådanne individer får typisk for høje kulstof 14-aldre, også kaldet reservoiralderen. Dateringer af fortidsmennesker med en havbaseret kost kan derfor være op til 400 år ældre end deres virkelige alder. For at opnå præcise kulstof 14-dateringer af menneskeknogler må der derfor benyttes en model, der gør det muligt at anslå en korrektion for denne reservoireeffekt på individer med fiskebaseret kost. Datering ud fra kulstof 14 er omdiskuteret og skal derfor an-vendes med forsigtighed. De usikkerheder, der forekommer i tolk-ningen af kulstof 14-dateringerne, betyder, at metoden næppe kan anvendes til en nærmere præcisering af anlæggelsestidspunktet for gravpladsen ved Kongemarken, og at tolkninger fra andre eventuelle tidligt kristne gravpladser generelt ikke skal vurderes ud fra kulstof 14-dateringer alene.


Et spiritus sancti? 91

Harald Blåtands Roskilde og Ansgars Ribe?Ovenstående udgør et tydeligt eksempel på, at hvor fristende det end er at opfatte Harald Blåtand som Roskildes grundlægger på basis af de nyligt fundne skeletters kulstof 14-datering, må det siges at være for usikker en metode. Hertil kommer, at reservoiralderen for Roskilde Fjord synes at være det dobbelte af det normale, hvorfor tolkninger ud fra dateringer af humant skeletmateriale fra områ-derne omkring fjorden skal ske med yderste forsigtighed. Ligeledes støtter de arkæologiske undersøgelser, der til dato er gennemført i middelalderbyen, hverken sagnet eller idéen om en bydannelse al-lerede i 900-årene. Fundmaterialet peger i stedet på bebyggelse, der er opstået i begyndelsen af 1000-årene. Således er der altså stadig intet der taler for, at gravene fra Konventhusets gård skulle være tidligt kristne begravelser fra vikingetiden og således en del af Harald Blåtands Roskilde. Situationen for Ribe må betegnes som den omvendte, da der ikke synes at kunne sås større tvivl om dateringerne foretaget på de menneskeskeletter, for eksempel er der her taget højde for reservoir-effekten. Fire af prøverne giver således dateringer, hvis resultater i altovervejende grad falder i tidsrummet før Danmarks officielle kristning under Harald Blåtand i cirka 965. Her melder diskus-sionen sig imidlertid, om der reelt er tale om tidligkristne begra-velser og dermed Danmarks første kristne kirkegård. Argumentet for tolkningen af gravene – både ved Ribe Domkirke samt nord for åen – som kristne synes i overvejende grad dels at være gravenes øst-vestorientering samt tilstedeværelsen af trækister. Dog er der på dette grundlag intet der taler imod, at de kunne være før-kristne. Kristne begravelser vil i det store og hele forekomme øst-vest-vendte mens gravorienteringen i før-kristne grave ikke er ensartet. Snarere end en kronologisk betinget forskel, synes der at være tale om et lokalt eller regionalt baseret fænomen. I grove træk ses derfor en tendens til nord-sydvendte grave øst for Storebælt i forhold til de øst-vestvendte grave vest for. Simple trækister kendes fra ad-skillige før-kristne gravpladser, og ligeledes kendes der til en del vognfadings- samt kammerbegravelser fra den før-kristne periode



i vikingetiden. På gravpladsen ved domkirken i Ribe fandtes blandt andet en forstyrret vognfadingsgrav. Arkæologisk kan der således sås tvivl om, hvorvidt disse grave fra Ribe angiveligt skulle være beviset på Ansgars virke i byen. På trods af dette er der desværre en udbredt anerkendelse af tolkningen af gravene fra Ribe som værende tidligkristne, uden der er blevet taget nogen kritisk stillingtagen hertil – dette blot fordi kulstof 14-date-ringerne tilfældigvis samstemmer med de skriftlige forestillinger om Ansgars Ribe.

Ovenstående er med til at understrege de generelle dateringsproble-matikker, der er knyttet til gravfundene fra den sene vikingetid/tid-lige middelalder. Det er derfor også relevant at stille spørgsmålstegn ved og genoverveje dateringerne af de tidligste kristne kirkegårde, da de arkæologiske eller naturvidenskabelige dateringer langtfra altid viser entydige holdepunkter. Således bør man kun med yderste forsigtighed tolke herudfra – og helt afstå fra håndfaste konklusioner.


Nørreport Hovedbro – museumsloven og udgravningen af et nyere tids anlæg

Af Rikke Simonsen

En sommerdag i 1999 stødte en entreprenør på en stor gruppe sten i forbindelse med anlæggelsen af Nørreport Metrosta-tion. Københavns Museum blev tilkaldt og iværksatte i huj

og hast en nødudgravning. Snart stod det klart, at man her stod med en del af Københavns 1600-tals befæstning. Udgravningen foregik i en voldgrav, der tidligere lå lige uden for Nørreport, og stationsgruben var nærmest placeret direkte oven i den bro, Nørreports Hovedbro, der førte over voldgraven. Resterne af 14 piller fra broen og en forsvarsmur foran porten var blandt de primære fund. De arkæologiske undersøgelser forløb i flere etaper over adskillige år og foregik under til tider meget pressede om-stændigheder. Eksempelvis måtte en stor del af det arkæologiske arbejde foregå efter mørkets frembrud, og i perioder var tiden så knap, at arkæologerne ikke kunne komme i nærheden af de levn, der dukkede frem, men bare måtte se til, mens fundene blev gravet væk. Det skabte stor frustration, at den arkæologiske registrering i så høj grad måtte ofres af hensyn til anlægsarbejdets fremdrift. Omtrent samtidig med udgravningens ophør, blev en ny muse-umslov vedtaget, Museumsloven af 2001, der trådte i kraft 1. januar 2002. Den blev udarbejdet under og efter nogle meget pressede år for dansk arkæologi og indeholdt flere initiativer til en bedre sikring af fortidsminderne. For arkæologien var noget af det vigtigste en



ændret finansieringsform og tidlig inddragelse af museet i plan-lægningen. Og under sloganet „Grav udenom“ indeholdt loven et incitament til in situ-bevaring frem for udgravning. Desuden skulle levn fra nyere tid stilles bedre. Det er nærliggende at overveje, om resultatet af udgravningen var blevet anderledes, hvis den var foregået under den nye museumslov. Havde levnene dermed været bedre sikret for eftertiden?

1. scenarie – BygherrebetalingEn væsentlig ændring i den nye lov var skadevolderprincippet: at den, der kan komme til at ødelægge fortidige levn i jorden, skal betale for en arkæologisk undersøgelse. Det var ganske anderledes i forhold til tidligere, hvor udgravningerne blev inddelt i O- og P-sager, alt efter om bygherre var offentlig eller privat. Offentlige byg-herrer skulle selv bekoste udgifterne til arkæologien, i modsætning til de private bygherrer. Rigsantikvaren betalte for arkæologien på deres udgravninger og fik hvert år en økonomisk bevilling til dette fra staten – men et beløb, der slet ikke stod mål med de nødvendige udgifter. Nørreport var en O-sag, så faktisk var den allerede bygherrefi-nansieret, men den nye museumslov havde alligevel nok gjort en forskel. Som O-sag var Nørreports Hovedbro heldigere stillet end en del andre fortidslevn (P-sager) i de år, som der ikke var penge til at få undersøgt. Den pressede økonomi for P-sagerne havde dog også betydning for O-sagerne, idet der ikke måtte være for stor forskel mellem udgifterne for offentlige og private bygherrer. Dette fik konsekvenser for Nørreport, da bevillingerne på den baggrund haltede til efterbearbejdningen. Den situation havde været undgået med den nye lov, da den ikke opererer med opdeling mellem O- og P-gravninger. Et andet aspekt var rammerne for udgravningen, som vil blive nærmere berørt i 3. scenarie, og her har økonomien også spillet en væsentlig rolle.


Nørreport Hovedbro 95

2. scenarie – Fundtomme forundersøgelserEt andet af de vigtige elementer i den nye lov var tidlig inddragelse af museet i planlægningen. Havde det givet en bedre udgravning, hvis museet havde været mere involveret, inden gravearbejdet gik i gang, og for eksempel havde lavet en forundersøgelse på stedet? En traditionel søgegrøft var næppe et realistisk scenarie midt i Nør-rebrogade, det ville have været meget omkostningstungt og gene-rende for trafikken. Og det er tvivlsomt, om det havde givet noget resultat, da anlæggene lå meget dybt. Toppen af bropillerne lå cirka 5 m under gadeniveau, og bunden lå 11 m under. I denne forbin-delse havde boreprøver givetvis været den mest realistiske metode til at søge efter fortidslevn i jorden. Spørgsmålet er så, om man havde haft held til at ramme anlæggene, særligt fordi de lå så dybt. Dette åbner for et ubehageligt, men ikke helt usandsynligt, scenarie i loven – at museet ikke havde fundet spor af anlæggene og havde frigivet området. Det ville efter den nye museumslov have afskåret bygherrebetaling for en arkæologisk undersøgelse af broen, da den dukkede op, og dermed var den muligvis blevet jævnet med jorden uden nogen videre dokumentation.

3. scenarie – Arkæologi uden anlægsstopDet havde naturligvis ikke behøvet at gå så galt. Hvis forunder-søgelserne havde givet resultater, kunne museet have foretaget en decideret arkæologisk udgravning, inden metroarbejdet gik i gang. Tilbage i 1999 var det dog næppe særlig oplagt, at arkæologerne skulle stå alene for en udgravning, der skulle så dybt ned i jorden. Den var blevet ekstra ordinært dyr, og det havde givetvis været mere i tidens ånd at lade arkæologerne følge entreprenørens gravearbejde ned i dybet, som det også skete. Men at en forudgående selvstændig arkæologisk undersøgelse kan lade sig gøre også under sådanne omstændigheder, viser den igangværende Metro Cityring-udgravning. Forundersøgelser har vist jordlag af arkæologisk interesse ned til syv meters dybde på Gammel Strand. Metroselskabet planlægger derfor en midlertidig spunsvæg



til arkæologerne, så de kan færdiggøre deres undersøgelser, inden stationsgruben graves. Derved opnås en anden af museumslovens intentioner: ikke at forsinke anlægsarbejdet.

4. scenarie – Behandling som nyere tids stående anlæg: bevaringsværdigt?På en officiel hjemmeside fra renæssanceåret 2006 kan man læse, at Danmark har en rig arv af bygninger fra renæssancen … Bygningerne udgør en vigtig del af vores kulturarv … Nørreports Hovedbro var også fra renæssancen, så hvorfor var der ikke et mere udtalt ønske om at bevare den – eller i hvert fald bevare solid dokumentation om den? Er det, fordi stående bygninger anses som mere værdifulde end de bygninger, som er sløjfet? Det er interessant at lave det tankeeksperiment, at broen ikke havde været jordfund, men et synligt stående fortidsminde. Hvilken skæbne havde den da fået? Hvis man mente, at broen havde store arkitektoniske og kultur-historiske værdier, var den måske blevet fundet bevaringsværdig eller endda fredet. Men såfremt den ikke var fundet fredningsværdig og stod over for truslen om at skulle rives ned, hvilke tiltag kunne museet da tage med den nye museumslov i hånden? Af en vejledning fra Kulturstyrelsen fremgår det, at Loven rum-mer ikke bemyndigelse til, at museet kan standse nedrivningsarbejde eller kræve adgang til foretagelse af dokumentation. Der gives altså ingen ret til en registrering af broen, inden den rives ned. Videre står der… Men § 24, stk. 3, rummer en underretning, som giver mu-seet et varsel, der gør det muligt at foretage en dokumentation med bygherrens eller virksomhedens accept. Den kan altså alene registreres på bygherres nåde. Hvis entreprenøren på Nørreport Metrostation havde haft nogen indflydelse, havde arkæologerne næppe fået lov til at komme i nærheden af broen. Så med andre ord: havde Nørreports Hovedbro været et synligt fortidsminde, så havde dens skæbne inden for rammerne af den nye museumslov ikke virket særligt betryg-gende.


Nørreport Hovedbro 97

5. scenarie – In situ-bevaringPointen i ovenstående må være, at Nørreports Hovedbro måske alligevel har haft det bedst som jordfund. Men hvordan var det nu med de jordfund? Fortidsminder i jorden burde jo optimalt set blive i jorden. Bevaring for eftertiden – „Grav udenom“ – er det fornem-meste princip i loven. Jeg vil overlade til Wonderful Copenhagen at beskrive scenariet, som det kunne have udspillet sig, hvis udgrav-ningen af Nørreports Hovedbro var foregået under museumsloven af 2001:

En af Københavns store turistattraktioner finder man i den under-jordiske tunnel til Nørreport Metrostation. Lige nøjagtig på dette sted blev der for 350 år siden opført en bro, som førte datidens mennesker over byens voldgrav. Inspireret af en ny museumslov, der blev indført, netop som me-troudgravningerne startede, og som lagde op til bevaring frem for de-struktion, var der enighed om, at man måtte bevare dette fortidsminde for eftertiden, som et bidrag til at fortælle hovedstadens historie. Tanken om, at dette folkekære fortidsminde ville være knust til støv, hvis metroen var blevet anlagt blot få år tidligere, kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver.Uddrag af turistbrochure for København 2020.

Bedre eller dårligere vilkår? Opsummering af scenarierneDe forskellige scenarier afspejler forskellige aspekter i museumsloven af 2001, og som skitseret kan de give forskelligt udfald for en sag. Et af de positive aspekter ved loven, som udgravningen af Nør-reports Hovedbro kunne have nydt godt af, er tidlig inddragelse i planlægningen. Det tvinger sagens parter til at forberede tilrettelæg-gelsen af udgravningen, så den kan forløbe bedst muligt for alle. Og dette er en stor styrke i museumsloven af 2001 i sammenligning med den forrige lov, hvor det oftere var nødvendigt hovedkulds at



foretage en nødudgravning, når entreprenøren stødte på fortidslevn i jorden. Samtidig har bygherrebetalingen givet et bedre økonomisk grundlag, som formentlig særligt er kommet nyere tids anlæg til gode, da de ikke blev prioriteret højt i den kamp om kronerne, som fandt sted i P-sagernes tid. Loven har dog også skabt nye frustrationer. Det kan eksempelvis give anledning til bekymring, at anlæg risikerer at blive destrueret uden dokumentation, hvis de ikke opdages i en forundersøgelse. Men selvom det kan være svært at afgøre, hvad jorden gemmer, er det tilsyneladende trods alt en fordel, at anlæggene er dækket med jord – for ellers vil de måske slet ikke blive registreret. Den „grav udenom“-strategi, som loven opfordrer til, havde næppe været et realistisk scenarie for broens skæbne. Metrosel-skabet demonstrerer i hvert fald tydeligt i forbindelse med Metro Cityringen, at udgifter til arkæologi ikke får dem til at flytte planlagte stationer. Havde udgravningen af Nørreports Hovedbro så haft bedre vilkår, hvis den var foregået under den nye museumslov? For at besvare det spørgsmål endeligt er det ganske oplagt at skele til den igang-værende metrogravning. Inden for de rammer, der var omkring udgravningen af Nørreports Hovedbro, var den altafgørende be-grænsning manglende mulighed for at udgrave og registrere. I dag under Metro Cityringen etableres en særspuns til arkæologerne, så de kan foretage deres udgravning, inden entreprenøren skal til. På den baggrund må man konkludere, at udgravningen af Nørreports Hovedbro alt andet lige havde haft bedre betingelser, hvis den var foregået under museumsloven af 2001 – såfremt broen da altså ikke var blevet overset i forundersøgelsen og havde endt sine dage som støv på voldgravens bund.


Mellem det svært begribelige og det helt håndgribelige – om religion, ritualer og materiel kultur

Af Sofie Laurine Albris

Fra 1950’erne og næsten et halvt århundrede frem, blev det anset for umuligt for arkæologer at arbejde seriøst med reli-gion. Den britiske arkæolog Christopher Hawkes opstillede

i 1954 et hierarki for niveauer af viden, hvor tanker og ideologi var uden for arkæologens rækkevidde. Trods et ønske om at studere sociale systemer, opfattede også den positivistisk orienterede New Archaeology studiet af religion som spekulativt. Betegnelsen „kult“ blev en skraldespand, hvor man placerede det uforklarlige. Dermed kom seriøse overvejelser om religiøse aspekter af menneskelivet til at mangle i arkæologien. I de senere år er det blevet almindeligt at arbejde med religion ud fra arkæologiske kilder. Der diskuteres kultpladser, kosmologi og så videre både i europæisk arkæologi og globalt. I etableringen af dette felt er man endnu optaget af at retfærdiggøre det arkæologiske studium af kult og religion. Da religion er en væsentlig faktor i de fleste samfund, er det klare argument at vi ikke kan udelade dette perspektiv. Udfordringen er imidlertid at definere det empiriske og teoretiske grundlag for en religionsarkæologi. Blot definitionen af begreber som religion, ritual, symbol og mate-riel kultur diskuteres vidt og bredt inden for religions- og socialviden-skaberne. Fra et arkæologisk synspunkt opfattes religion oftest ud fra en forestillingsorienteret, en funktionalistisk eller en praksisoriente-



ret definition. Disse tre anskuelser har hver deres konsekvenser for den arkæologiske tilgang, men bør supplere hinanden. Antropologen Clifford Geertz karakteriserer i Interpretation of Cultures fra 1973 reli-gion som et meningsskabende system af symboler. Arkæologen må her søge kosmologiske og mytologiske betydninger i materialet, hvilket indebærer en høj grad af fortolkning. En funktionalistisk forståelse, baseret på sociologen Emile Durkheims tanker, fokuserer på religio-nens autoritetsskabende rolle i samfundet. Religion ses som vigtig for social sammenhængskraft og for udviklingen af magtrelationer. Alt afhænger dog af om vi kan identificere „det religiøse“ arkæologisk.

Praksisteori – som sendt fra oven?Det store problem for religionsarkæologer har været, at det er van-skeligt at erkende „det transcendente“ – indholdet i religionen – gennem materiel kultur. Problemet kan også vendes om: man har søgt efter trossystemet, og reduceret handlingssiden af det religiøse liv til en reference hertil. Arkæologiens styrke er imidlertid at dens materiale er produkt af faktiske handlinger. Derfor kan vi med for-del se den religiøse adfærd som det primære studieobjekt, frem for formodede idéer og tankesystemer. Et studie af religion ud fra en praksisorienteret definition under-søger ritualet som en struktureret og strukturskabende handling, der er del af en kulturel proces. Fra 1990’erne har en praksisorienteret arkæologi arbejdet med konkrete handlingsmønstre i ritualer. Til-gangen er inspireret af sociologisk og antropologisk teori, særligt franskmanden Pierre Bourdieus praksisteori. For Bourdieu udgør strukturerne hos samfund og individer ikke et statisk system, men en kontinuerlig, dialektisk proces mellem foregående handlinger og en iboende struktur, mennesker handler inden for. Handlingerne og strukturen reproducerer gensidigt hinanden. Ritualteoretikeren Catherine Bell beskriver videre ritualisering som en ideologisk or-ganisering af handlinger, der i samspil med praksis og struktur får disse til at virke logiske og meningsfyldte. Med andre faktorer som magtrelationer og aktører bliver praksis som en kinesisk æske af dialektiske processer.


Mellem det svært begribelige og det helt håndgribelige 101

Som arkæologer har vi opgaven at indtænke den materielle verden i forståelsen af denne evige dialektiske proces af strukturerende og strukturerede handlinger og strukturer. Menneskets forestillinger og handlinger er forankret i – og betinget af – den fysiske verden, der i sig selv påvirkes og formes af menneskelig handlen. Kulturland-skabet og materiel kultur kan ses som en materialisering af disse kulturelle processer. Ifølge den svenske arkæolog Liv Nilsson Stutz er praksisteori per-fekt til vores kilders natur, hvis vi slipper vores søgen efter bagvedlig-gende mening. Stutz har gennem en praksisteoretisk tilgang beskre-vet normer og afvigelser i mesolitisk gravskik i Sydskandinavien. Begravelser kan karakteriseres som det mest ligefremme vidnes-byrd om en rituel sammenhæng, vi har til rådighed i det arkæo-logiske materiale. I næsten alle samfund er håndteringen af den døde krop betinget af holdninger til – og forestillinger om – døden. Men ofte er det svært at identificere den religiøse eller ideologiske karakter af de handlinger, der har produceret de arkæologiske spor. Eksempelvis kan sport og teater defineres som ritualer ud fra en funktionel betragtning. Når jeg vasker mig morgen og aften, kan de involverede handlinger muligvis have rituel karakter, men der er tale om vaner – en anden type formaliseret handling. Det er derimod et religiøst ritual, når en muslim foretager afvaskninger for at blive klar til bøn. Forskellen er, at det religiøse ritual indholdsmæssigt forholder sig til noget transcendent. Men kan vi skelne religiøse sammenhænge i det arkæologiske materiale fra de mere profane?

Men hvordan?Trods forskellige teoretiske modeller vender problemet tilbage: for at studere religiøs praksis skal vi kunne identificere den religiøse handling. Ritualer er karakteriseret af redundans, gentagelse, ligesom for eksempel teknologiske handlesæt og handel. Formaliseret adfærd kan udforme mønstre i det arkæologiske materiale og Colin Ren-frew foreslog derfor i 1980’erne, at identificere det religiøse gennem „assemblages“, sammensætninger af „særlige“ genstandstyper og



kontekster. Sådanne kriterier indebærer dog subjektive vurderinger af, hvad der er „særlige“ genstande og sammenhænge. Det er faktisk umuligt at besvare spørgsmålet, hvordan vi adskil-ler ritualer, sakrale bygninger og så videre fra det „almindelige“ i forhistorisk sammenhæng – umuligt at besvare, fordi der ikke nød-vendigvis er en forskel. Når vi ser en modsætning mellem religion og rationalitet og adskiller det rituelle og hellige fra hverdagslivet, forstår vi fortiden ud fra nutidige kriterier for rationel tænkning: religion ses som noget uforklarligt, der er uden nyttemæssig værdi. Den engelske arkæolog Richard Bradley har i sine studier af for-historiens Europa vist, hvordan ritualer optræder i den domestiske sfære: hverdagsgenstande kan bruges i en rituel kontekst, og ritualer med symbolsk indhold indgår i hverdagssammenhænge. Det bety-der ikke, at der lå religiøse motiver bag alle forhold og handlinger. Grundlæggende praktiske og økonomiske hensyn har været afgø-rende for menneskelig adfærd. Imidlertid var det religiøse et helt konkret aspekt af disse hensyn. En anden britisk arkæolog, Joanna Brück, understreger at vi må acceptere, at handlinger, der strider mod vores moderne vestlige logik, for eksempel deponeringer, kan være rationelle, logiske og praktiske i en anden verdensopfattelse. I stedet for at tænke i modsætninger mellem det hellige og pro-fane bør vi studere ritualiserede handlinger og ud fra deres sam-menhæng diskutere, om de er religiøst betingede. Ritualer har li-gesom genstandsproduktion en chaine operatoire, der ved hjælp af arkæologiske metoder kan identificeres og beskrives. Første skridt er derfor grundlæggende beskrivelser af praksis ud fra det arkæo-logiske materiale. Viden om almindelig praksis, modus operandi, kan danne grundlag for typologiske, kronologiske og komparative studier, samt diskussioner om, hvad der afviger fra normen, hvordan praksis ændrer sig og eventuelt bagvedliggende mening.

Hvad er meningen?Studiet af praksis må indebære en forståelse for den dialektik, der er mellem praksis og mening, mellem ritual og religion. Religionen former ikke blot ritualet, men ritualet genererer mening, idet menin-


Mellem det svært begribelige og det helt håndgribelige 103

gen eksisterer og skabes i handlingen. Ritualets gentagelse i tid og rum fordrer en mulighed for, at dets meningsindhold varierer. Vores ritualer i forbindelse med juletræet indeholder en vis symbolik, men har sandsynligvis forskellig mening for forskellige mennesker. Sym-boler og mening kan derfor ikke betragtes som konstante og stabile. Vi kan blot etablere, at kværnsten eller våben har betydninger, ud fra deres generelle referencer og handlingssammenhænge. Vi kan også finde nøgler til symbolsammenhænge i et klart symbol som Solvognen eller i skriftlige kilder, men disse metoder må anvendes med forbehold.

Fortolkning og VerfremdungJeg mener, at arkæologer skal arbejde med religion, idet vores billede af fortiden ellers bliver ufuldstændigt og fattigt. Religiøse aspekter skal indarbejdes i vores måde at tænke på fortidens samfund som helhed, uden at blive altdominerende og uden at fungere som bort-forklaring af uforklarlige fænomener. Vi vil frugtbart kunne starte med at betragte data gennem et praksisorienteret perspektiv og beskrive ritualer ud fra det arkæologiske materiale, næsten som hvis vi beskrev genstande. Dernæst kan vi anlægge et funktionelt eller strukturalistisk fokus, sammenligne synkront og diakront, eller vove os ud i at tolke på symboler og meninger. Her bør den fortolkende arkæologi låne principper fra den såkaldte refleksive feltarkæologi, der søger at gøre opmærksom på de overvejelser, der foretages un-dervejs i udgravningsprocessen. Den tyske dramatiker Bertolt Brecht arbejdede med et princip, han kaldte Verfremdung, som forklares således i den Store Danske Encyklopædi: Verfremdung… giver tilskuerne anledning til at forholde sig kritisk bedømmende til det sete i stedet for at blive suget ind i il-lusion og medleven. Det er vigtigt at udvise bevidsthed om den metodiske betingelse for arkæologer: at vi altid arbejder med fortolkninger af materielle levn. Hvis vi undgår at servere fortolkninger som fakta, men søger at bruge Verfremdung mener jeg, at vi nærmer os en bedre diskus-sion af den religiøst prægede praksis i fortiden.



Forladte hvalfangerstationer – Industrial Archaeology på Antarktis

Af Marie Lenander Petersen

Kødet og indvoldene på det store, udendørs slagtegulv lig-ger tungt og dampende i den kolde antarktiske sommerluft. En gruppe mænd bevæger sig rundt i masserne, råbende og

gestikulerende. Mågerne udstøder grådige skrig, og flyver i hidsige cirkler omkring mændene, mens de arbejder i det ankeldybe lag af hvalblod og bugrester.

Livet som hvalfanger på den antarktiske ø South Georgia har ikke været nemt. Med et job der var lige så ekstremt som vejret, har de norske hvalfangerstationer langs kysten dannet ramme om en meget interessant og særpræget livsstil. Og selvom den sidste hval havnede her på slagtedækket i 1960’erne, så ligger de der endnu. Stationerne. Rustrøde og vindslebne, med eller uden tag, og vidner om tiderne da hvalfangsten med sit plettede ry tjente styrtende med penge på tran. Den nordiske hvalfangst er ikke et fremmed begreb for histori-kere, og mange ord er nedfældet om dens virke. Det bugner, kort sagt, med skriftlige kilder. Kan disse forladte stationer tage ordet op, og bringe ny indsigt i hvalfangstens sidste fase? Og kan arkæologien være den akademiske platform?

Svaret ligger måske i begrebet Industrial Archaeology – et af arkæo-logiens sideskud, hvis materielle fokus er strukturer, pladser og landskaber der kan sættes i forbindelse med tiden omkring den in-dustrielle revolution. Begrebet har af naturlige årsager oprindelse



i Storbritannien, som spillede en vigtig rolle i industrialiseringen. Navnlig opfindelsen af dampmaskinen var afgørende for den tekno-logiske, økonomiske og sociale udvikling, som den industrielle ar-kæologi efterforsker. Hvalfangerstationerne på South Georgia – og andre lignende stationer i verden – stemmer fint overens med dette sigte, selvom man nok må betegne dem som industrielle baggårde, afskåret fra det generelle samfunds udvikling. Og der er da også gen-nemført undersøgelser på South Georgia i den industrielle arkæolo-gis navn. Et norsk team udførte i 1990’erne opmålinger og registre-ringer af de i alt seks stationer på øen. Plantegninger blev udarbejdet og man foretog landskabs- og bygningsanalyser. Udgravning var dog ikke nødvendigt – alle levn befandt sig jo stadig over jordens over-flade. Og dette bliver det springende punkt! For hvor langt kan ar-kæologien række i en kontekst der ikke forudsætter udgravning? Kan et materiale fra 1900-tallet overhovedet indgå i en arkæologisk undersøgelse? Med andre ord: hvornår er noget egentlig arkæologi? Lignende kritiske spørgsmål ramte den industrielle arkæologis foregangsmænd i 1950’erne. Mange har kritiseret koblingen af begre-berne industri og arkæologi. Blandt andet fordi sammenstillingen opfattes som selvmodsigende – arkæologi omhandler vel den fjerne fortid, ikke den nære? Arkæologen Vincent P. Foley forholdt sig særlig kritisk overfor brugen af ordet „industriel“ som et begreb der har en tidsmæssig og kulturel kontinuitet, når der i virkeligheden er tale om et kort historisk forløb i 1800-tallets England. Foley ar-gumenterede også, at ordet forvirrer, da industri også kan referere til teknologi i for eksempel mindre pottemagersamfund. Kritikken synes længe at have været bundet op på definitioner og ordkløveri. Een ting står imidlertid klart for mig: hvorvidt genstande og strukturer fra de seneste årtier fortjener bevaring for eftertiden eller ej, er ikke hovedproblemet i Industrial Archaeology. Mange ting fra moderne tid er allerede museumsgenstande, og er for nye generationer „gammeldags“ eller tilhører en anden tidsæra. Hval-fangerstationerne på South Georgia er altså ikke „for unge“ til at demonstrere en vis kulturhistorisk relevans. Konflikten bør snarere handle om arkæologiens rolle i spillet. Hvad kan arkæologien få ud af disse tidlige sites?


Forladte hvalfangerstationer 107

Foruden deres historie er hvalfangerstationerne rige kilder til tek-nologiske og praktiske systemer i industriens mekaniske æra. En overvejende del af disse kilder er skriftlige, for der knytter sig mange hånd- og maskinskrevne sider til en moderne virksomhed, som var i brug så sent som 1960’erne. Arkivskabene er velforsynede med ope-rationelle og driftsmæssige oplysninger, men vil disse dokumenter kunne sige alt? Budgetter, faglig korrespondance og lignende giver os kun en overfladisk beskrivelse af disse steder, og selv denne kan af forskellige årsager være manipuleret. Dertil kommer, at mange involverede parter ikke har været med til at præge de skriftlige kilder. De ansatte hvalfangere og maskinmestre, som besad den egentlige teknologiske og håndværksmæssige indsigt, var ikke en del af „pa-pirarbejdet“, og figurerer nok hovedsageligt på lønningslisterne. Dog kan man sikkert opspore mere end een personlig dagbog fra de hårdt prøvede sæsonarbejdere.

En arkæologisk undersøgelse på et fundkompleks som South Geor-gia omfatter som sagt ikke udgravninger. Alle genstande stod sta-dig in situ i bygningerne da feltarbejdet i de tidlige 90’ere udførte grundige opmålinger af flere stationer, samt fotodokumentation og registrering. I den forbindelse blev det muligt at iagttage en række interessante forhold omkring stationerne. Eksempelvis hvordan landskabet her blev formet af hvalfangstindustrien og vice versa. Hertil kom funktionelle beskrivelser af maskineriet samt bygninger-nes indbyrdes placering. Sidstnævnte viste kompleksiteten i frem-stillingsprocessen, med andre ord, hvalens vej fra slagtedæk til olie. Undervejs i projektet blev det muligt at følge udviklingen blandt de fysiske strukturer, særligt i forhold til udbygninger. Vækst, moder-nisering, fremskridt, forfald – hele den industrielle cyklus kommer til syne med disse undersøgelser, som igen kan sammenlignes med andre, lignende kontekster. Den industrielle arkæologi kan altså give os en håndgribelig indsigt i de fysiske rammer for hvalfangerstationernes teknologiske udvikling. I samspil med de skriftlige kilder får man en stærk og nuanceret viden, bevaret for eftertiden. Men kun hvis det gøres i tide. Forladte bygninger af træ og metal forgår ekstremt hurtigt.



Det antarktiske klima er især hovedårsagen til, at der år for år sker væsentlige forringelser på South Georgias industrielle levn. Dette leder hen til en anden arkæologisk mission, nemlig be-varing. Jeg mener det er arkæologiens fineste opgave at bevare for-tidslevn, men vidensbevaring frem for alt. Netop derfor bør vi rette opmærksomhed mod vores nære fortid og samtid. Udviklingen har længe gået med syvmileskridt, og der sker store teknologiske spring med få årtier, ja år imellem. Nuancerne går hurtigere tabt. Vel vidende at tid og økonomi sætter grænser for hvad vi kan bevare, er det en stor udfordring for arkæologien at ruste sig til fremtiden – ikke mindst med tanke på skiftet fra en mekanisk til elektronisk tidsalder. Måske kan Industrial Archaeology være en del af løsningen på disse nye problemstillinger.

Selvom man stadig diskuterer den industrielle arkæologis relevans og ansvarsområde, har den dog nået almen accept både i danske og udenlandske fora. Der har dog også været megen negativ fokus på fagets plads i den akademiske kreds, da faget i sin tid stabledes på benene af amatører eller „ikke-arkæologer“. Men på trods af en såkaldt uprofessionel baggrund, har faget siden 1950’erne dog opnået en række akademiske træk. Herunder stiftelsen af en moderforening med et seriøst tidsskrift, samt undervisning i faget på enkelte uni-versiteter i Europa.

I de tilfælde hvor industriel arkæologi ikke umiddelbart bydes vel-kommen som et legitimt medlem af arkæologi-retningernes familie, er der måske tale om smag og behag. De tidlige industrielle arkæolo-ger var allerede opmærksomme på, at politikere og andre med magt til at destruere eller bevare industrielle levn, kunne have æstetiske bagtanker. En romantiseret ide om vores fælles fortid har især i England betydet, at kirkespir og herskabsboliger er blevet bevaret, mens fabrikker og varehuse er jævnet med jorden. Denne proble-matik har til alle tider eksisteret i arkæologien. Det er fristende at tillægge alt hvad der er guldbelagt ekstra værdi og betydning, mens de grove keramikskår fra gruben er kedsommelige og formålsløse. Skattejagtsmentaliteten var selvfølgelig mest udpræget i fagets første


Forladte hvalfangerstationer 109

år, men faren for at komme til at frasortere det jævne og dagligdags findes stadig. Hvalfangerstationerne – ligesom andre forladte, indu-strielle sites – er måske ikke prestigebyggerier eller arkitektoniske vidundere, men fortællingen er der.

Stationerne har også en formidlingsmæssig force. Deres tilstand gør, at de er spækket med sanseindtryk, som normalt er gået tabt i for eksempel forhistoriske kontekster. Man kan se, lugte og opleve pladsen næsten som den var – dog med tidens forvrængning. Men fordi det stadig er muligt at vandre mellem barakker og produktions-bygninger, kan man forholde sig rumligt til livet på South Georgia. På hvalfangerstationerne kan historien (gen)opleves ligesom et besøg i en historisk bygning, bare uden det løbende vedligehold. Hvalfangerstationerne er hverken nyrenoverede eller tilbageført til oprindelig stand – her er forfaldet en del af oplevelsen. De forladte stationer er for medtagede til at vise os et samtidigt øjebliksbillede af deres virksomme periode, alligevel emmer de af historie. Man kan finde lignende elementer på diverse friluftsmuseer i verden. Deres force er indlevelsen. Her møder vi den „reaktiverede“ historie, som udspiller sig lige for øjnene af publikum. Hvalfan-gerstationerne og andre industrielle sites er dog ikke sat i spil som friluftsmuseer, men ligger passivt hen på en is-ø, 14.000 kilometer fra København, 1500 kilometer fra Argentina. South Georgias øde placering er selvfølgelig en økonomisk udfordring for eventuelle besøgende. Alligevel har turismen fundet sin vej ned over Atlanten til South Georgia – øen får årligt besøg af cirka 2000 gæster. Det klart, at der i den antarktiske natur alene ligger en særlig be-søgsværdi, og stedet er dermed en oplagt destination inden for eks-tremturismen. Men set i museumskundskabens lys, har stationerne også en formidlingsmæssig fordel. I modsætning til friluftsmuse-erne, der bygger på rekonstruerede visualiseringer af forhistorien, opererer South Georgias vaskeægte spøgelsesbyer på et helt andet autenticitetsplan. Og det autentiske tiltrækker.

South Georgias hvalfangerbygder har alt i alt meget at byde på – også for arkæologer. Vi skal huske, at arkæologien indeholder mange



forskellige aspekter og ansvarsområder. I en situation som denne, hvor levnene ligger over jordens overflade, tvinges vi til at slippe vores sædvanlige „vertikale tankegang“, og bruge de resterende ar-kæologiske værktøjer – dokumentation, registrering, bevaring og formidling. Kernen i Industrial Archaeology er trods alt stadig materiel kultur, resten er et spørgsmål om geografi. Vores viden om den sydpolare hvalfangst beriges i arkæologien på et andet plan end de skriftlige kilder. Notater, skemaer, inventarlister, regninger med mere kan give os alle de nødvendige facts omkring stedets eksistens, hvor længe det var i brug, hvor mange var ansatte, fangstkvoter og så videre. Men nogle gange skal man lade tingene tale.


Industriel arkæologi

Af Anne Birgitte Gurlev

Refshaleøen i København er et gammelt industriområde. Her lå Burmeister & Wains Maskin- og Skibsbyggeri. Pro- duktionen er lukket for længe siden. Kunstnere har fået lov

til at rykke ind. Midlertidigt – måske i nogle år indtil politikerne har fundet ud af, hvad området skal bruges til. Mulighederne er mange. For 50 år siden ville bygningerne uden tøven være blevet revet ned. Hvad er der sket? Hvorfor har politikerne behov for betænkningstid? Hvordan er gamle beskidte industribygninger blevet til spændende kulturmiljøer, som måske skal bevares?

Industriens vugge stod i England. I Coalbrookdale. Den står der stadig, og den er nu verdensberømt. Men vi kan kun se den takket være utallige skarer af ildsjæle, hvis hjerter i årevis har brændt for at registrere og bevare sporene efter den industrielle revolution. De har gjort industriens vugge synlig. Vi kan se den takket være den industrielle arkæologi.

Det var i året 1709, at revolutionen skete i Coalbrookdale. Her blev verdens første stenkulsfyrede højovn bygget. Jernudvinding var hid-til sket med trækul som brændsel. Men det var svært at skaffe trækul nok og jernudvinding var en langsom, dyr og usikker proces. Da Abraham Darby overtog et jernværk i Coalbrookdale forsøgte han sig med at udsmelte støbejern ved hjælp af stenkul, som var billigt og kunne skaffes i store mængder. Forsøget lykkedes og den lette adgang til stenkul mangedoblede mængden af udvundet jern. Det førte til nye tanker om, at jern også kunne anvendes som byggemateriale. Verdens første bro af støbejern, Ironbridge Gorge blev i 1779 bygget ikke langt fra Darbys højovn. Med den øgede produktionskapacitet



opstod et behov for en effektiv måde at transportere varer til og fra jernværkerne. Et transportnet med hestetrukne vogne på skinner af jern blev udlagt mellem jernværkerne. Industriarkæologerne i England har arbejdet med jernbaneskinnerne og har fået etableret en kronologi på jernbaneskinner, så de nu kan give en præcis datering af skinnerne på baggrund af deres form.

At bruge arkæologiske metoder til at belyse nyere tid er nyt. For ikke mange år siden strakte arkæologiens undersøgelsesområde sig fra oldtid til middelalder. Middelalderen var den sidste periode, hvor det var relevant at foretage arkæologiske undersøgelser. Forskningen i nyere tids historie var ikke en del af den arkæologiske praksis. I Dan-mark er studiet af middelalderarkæologi nu blevet udvidet til også at omfatte renæssancen, og på museerne er arkæologerne begyndt at inddrage nyere tid som undersøgelsesperiode. At arkæologer beskæftiger sig med historiske perioder, hvor der er skriftlige kilder tilstede, er blevet mødt med skepsis. Historikeren Peter Sawyer har rejst spørgsmålet om, hvor vidt historisk arkæologi ikke bare er en meget dyr måde at fortælle det, vi i virkeligheden allerede ved? Men er det nu rigtigt? Ved vi allerede det hele?

Den industrielle arkæologi har sit udspring i en ikke-akademisk tra-dition. Ildsjælene var en blandet skare af folk fra forskellige fag med én fælles interesse; at dokumentere levnene efter den industrielle revolution. I 1955 gav Michael Rix i en artikel til The Amateur Histor-ian deres interesse et navn – industrial archaeology. Men ildsjælene var selv med til at skabe en revolution – en revolution i synet på kulturarven. Siden 1950’erne har de minutiøst registreret sporene efter den tidlige industri og kæmpet for en bevaring af monumen-terne. Deres registrering og kamp for bevaring har ført til, at gamle, beskidte fabrikker er blevet forvandlet til industriminder – til monu-menter. Monumenter over en storhedstid. I 1950’erne blev Abraham Darbys højovn fra 1709 udgravet, og resterne af den er bevaret for eftertiden. Industriens vugge er kommet på museum sammen med mange andre spor af den industrielle revolution. Ironbridge Gorge står der også. Den er blevet til et symbol på hele den industrielle


Industriel arkæologi 113

revolution. Den er nu på Unescos liste over hele verdens kulturarv ved siden af Stone Henge.

Synliggørelsen af industriens vugge som kulturarv medførte, at den industrielle arkæologi nu er en universitetsdisciplin og et forsk-ningsområde. Med etableringen af den industrielle arkæologi som universitetsfag i England startede diskussionerne. En faglig profil skulle defineres. Hvad er industriel arkæologi? Diskussionerne har drejet sig om, hvorvidt den industrielle arkæologi skal være et em-nestudie eller et periodestudie og hvilken periode, den industrielle arkæologi skal dække. Det er foreslået, at den industrielle arkæologi er „studiet af industri til alle tider“. Med denne definition kan in-dustriel arkæologi dække al industri fra oldtiden til nu. Det er også foreslået, at industriel arkæologi er „arkæologien, der beskæftiger sig med slutningen af det 2. årtusinde“ altså nyere tid. Men idéen med, at den industrielle arkæologi i England skulle beskæftige sig med hele nyere tid, er ikke lykkedes. Den industrielle arkæologi har ikke haft øje for alt det, der sker uden for industrien som det ikke-mekaniserede landbrug, det agrare landskab og den landlige bebyg-gelse. De fleste er nu enige om, at den industrielle arkæologis område er studiet af den massive innovation og industrialisering, der skete i 1700- og 1800-tallet sammen med den industrielle revolution. Med til etableringen af den industrielle arkæologi som universitetsfag hørte, at anvendelsen af videnskabelige metoder som arkæologiske udgravninger i højere grad blev taget i brug.

I Danmark er industriens kulturhistorie også blevet kulturarv. Den kom for alvor på dagsordenen i 1970’erne. Der er foretaget industri-registrering og udvalgte industrianlæg er fredet. Industriens kultur-historie er blevet varetaget af historikere og etnologer. Men nu står flere museer også med spaden i nyere tid. Nyere tids arkæologi er ved at blive en del af arkæologernes praksis. At forhistoriske arkæologer bevæger sig ind i nyere tid giver udfordringer. Nyere tid er ny for de forhistoriske arkæologer. Derfor er det vigtigt, at der på samme måde som med kulturhistoriens tidligere perioder opbygges et indgående kendskab til både materialer og genstande.



I Danmark søges også definitioner af den industrielle arkæologi. Industrihistorikeren Henrik Harnow mener, at den industrielle ar-kæologi skal dække hele industrisamfundets historie i den efter-middelalderlige periode med vægt på perioden fra 1600-tallet og fremefter. Men spørgsmålet er, om der ikke inden for nyere tids samfund er kulturelle grupperinger, som er så væsensforskellige, at de bør have deres egen temadisciplin under den overordnede hat – nyere tids arkæologi? Spørgsmålet er, om vi ikke med beteg-nelsen industriel arkæologi som fælles betegnelse for hele nyere tids arkæologi kommer til at begå samme fejl som i England – nemlig at overse de små håndværk og alt det, der sker på landet i nyere tid landbruget, landhusene og landskaberne? Det kan undgås ved at lade den industrielle arkæologi være et aspekt af nyere tids arkæologi og studere den i sammenhæng med resten af nyere tids historie.

Det er også i Danmark nødvendigt med diskussioner af, hvad den industrielle arkæologi skal indeholde, og det er nødvendigt med teoretiske diskussioner. Industrielle arkæologer må forholde sig til, hvordan industri adskilles i forhold til håndværk. Til dette kan arkæologien hente inspiration fra andre fag. Etnologen Thomas Højrup får i sin kulturteori med produktionsmådebegreber, begre-bet arbejdsprocessens struktur og begrebet produktionsforholdets struktur skilt håndværk og industri fra hinanden. Med hensyn til produktionsforholdet, så ejer håndværkeren selv sine produktions-midler – værksted, redskaber og de indkøbte råmaterialer. Han be-sidder også arbejdsprocessen. Han har alle de kvalifikationer, der skal til i arbejdsprocessen for at omdanne råmateriale til færdig-produkt. I industrien ser det anderledes ud med arbejdsprocessens struktur. Her er processerne, der skal til for at omdanne råmateriale til færdigprodukt, erstattet af maskiner. Arbejdets kvalifikationer er lagt ned i maskinerne. Derfor besidder producenten ikke ar-bejdsprocessen men passer i stedet maskinerne. Han besidder heller ikke produktionsmidlerne. Det er andres ejendom. Håndværk kan i Højrups teori forstås med begrebet enkel vareproduktionsmåde, mens industri kan forstås med den kapitalistiske produktionsmåde. I dette perspektiv giver det mening at studere håndværk som et


Industriel arkæologi 115

aspekt af nyere tids arkæologi frem for at lade det være en del af den industrielle arkæologi.

Diskussionerne om teori og metode og opbygningen af materiale-kundskab inden for nyere tids arkæologi bør ikke bare foregå på de kulturhistoriske museer. I tæt samarbejde med de kulturhistoriske museer bør det også foregå på universiteterne. Nyere tids arkæologi bør være en del af den arkæologiske universitetsdisciplin. I Danmark har nyere tids arkæologi allerede leveret væsentlige resultater. Den har leveret viden, vi ikke havde i forvejen. Viden, som ikke kunne opnås via andre kilder. Udgravningerne har givet ny viden om hav-neanlæg, industrianlæg, om fajanceproduktion og alt det, der blev smidt ud. Alt det, der var for slidt til at blive gemt og derfor aldrig havnede i de kulturhistoriske museers samlinger.

Arkæologi er i princippet grænseløs i både tid og rum. Men faghisto-rien har betydet, at arkæologien er defineret med eksterne grænser i forhold til andre fag som for eksempel historie og etnologi og med interne grænser defineret af tid, rum og kildegrundlag. Faghistorien har betydet, at visse emneområder og perioder af kulturhistorien ikke har været en del af den arkæologiske praksis. Arkæologien lever i samspil med det omgivende samfund. De mange ildsjæle i England var med til at gøre industriens vugge synlig og den industrielle revo-lution til kulturarv og dermed til studieobjekt for arkæologien. Der er nye tider for arkæologien – også i Danmark. Det hele startede i Abraham Darbys stenkulsfyrede højovn i Coalbrookdale.



Forfattere og redaktion

Sofie Laurine [email protected] / [email protected]. art., forhistorisk arkæologiNationalmuseet / Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet

Anette Kjærulf [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiKøbenhavns Universitet

Kasper Wrem [email protected]. mag., indianske sprog og kulturerKøbenhavns Universitet

Luise Ørsted [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiCTR / Center for GeoGenetik, Københavns Universitet

Marie [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiMuseum Lolland-Falster

Anne Birgitte [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiVedbækfundene, Rudersdal Museer



Bo [email protected]. mag., ph.d., forhistorisk arkæologiHørsholm Egns Museum

Kirstine Louise [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiKøbenhavns Universitet

Amanda Stevne Jø[email protected]. mag., forhistorisk arkæologiKøbenhavns Universitet

Ole Thirup [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiRoskilde Museum

Allan Hydeskov [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiOdense

Henriette Lyngstrø[email protected]. art., ph.d., forhistorisk arkæologiKøbenhavns Universitet

Julie [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiKøbenhavns Universitet


Forfattere og redaktion 119

Louise Melchior [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiKøbenhavns Universitet

Rikke [email protected]. mag., forhistorisk arkæologi / MA Kulturhistorisk informatik og ITKøbenhavns Museum

Pernille Rohde [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiNæstved

Birger [email protected]. art., ph.d., forhistorisk arkæologiBackaryd

Marie Lenander [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiArktisk Institut

Sune [email protected]. mag., forhistorisk arkæologiHørsholm Egns Museum


Documents

Mellem det ufattelige og det håndgribeligesaxo.ku.dk/forskning/forskning_paa_fagene_ny/... · 2013-08-27 · Af Henriette Lyngstrøm D er er en forhindring på kandidatstudiet i