239
SØREN KRISTIANSEN KREATIV SOCIOLOGI _______________________ PÅ SPORET AF ERVING GOFFMANS SOCIOLOGISKE METODE Ph.D.-afhandling Institut for Sociale Forhold og Organisation, Aalborg Universitet

KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

  • Upload
    ngodiep

  • View
    222

  • Download
    0

Embed Size (px)

Citation preview

Page 1: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

SØREN KRISTIANSEN

KREATIV

SOCIOLOGI

_______________________

PÅ SPORET AF ERVING GOFFMANS

SOCIOLOGISKE METODE

Ph.D.-afhandling

Institut for Sociale Forhold og Organisation,

Aalborg Universitet

Page 2: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

Indhold

Forord 4

1. Indledning og problemformulering 9

Forkortelser 16

Undersøgelsens disponering 17

2. Erving Goffman: Biografisk præsentation 19

3. Goffmans projekt og forfatterskab 30

Samhandlingens orden og enheder 30

At holde på formerne: Om samhandlingens etikette og

ceremonielle orden 34

Etikette og sociologi 45

Rammeanalyse 47

Samtalens former 50

Felicitys Condition 52

Reklamer og kønsrelationer 53

Selvet 55

Truslerne mod selvet: Fra “main street” til “madhouse” 57

Selvets territorier og krænelsens modaliteter 60

Sekundær tilpasning 62

Identitet 63

Goffmans projekt revisited 70

4. Teoretiske rødder og perspektiver i Goffmans sociologi 75

Georg Simmel 75

Emile Durkheim 82

George Herbert Mead 85

Handlingsteoretikker eller mikrostrukturalist? 87

Eksistentialisme 90

Etologi 92

Fænomenologi 94

Etnometodologi 95

Page 3: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

2

Romantikken 96

Opsamling 99

5. Metaforer og sociologi 102

Teatermetaforen 103

Spilmetaforen 108

Ritualmetaforen 118

Metaforen som katalysator i konstruktion af teori 129

Metaforisk genbeskrivelse som forklaring 132

Metaforer som radikal perspektivisme 134

6. Gammel vin på nye flasker - Goffmans begrebsraffinering 138

Samfundsvidenskabens “opdagelser” 139

Williams læsning af Goffman via Baldamus 142

7. Det store i det små - om krænkelsen som metode, case-studie strategier

og forholdet mellem induktion og deduktion 147

Situationel uanstændighed - den åbentlyse krænkelse 147

At blive “fremmed” for interaktionen 150

Forvirring og social organisering 153

Ekstrem case 157

Kondenseret beskrivelse 158

Analytisk induktion 160

Grounded theory 163

Opsamling 167

8 Arven fra Goffman - mod en kreativ sociologi 172

Goffmans teoretiske bidrag 172

De metodiske principper 174

Formal sociologi 174

Relationen mellem det generelle og det specifikke 175

Vedvarende begrebsraffinering 177

Metaforisk perspektivisme 178

Litterær metode 180

Ontologi og epistemologi 180

Kritik 183

Mod en kreativ sociologi - nogle metoderegler 184

Afslutning: Sociologisk forskning mellem rigorisme og anarki 188

Page 4: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

3

Noter 191

English summary 226

Litteratur 233

Page 5: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

4

Forord

Goffman er dyb. Disse tre ord er ifølge den amerikanske sociologiprofessor Randall Collins

(1996:41) den mest præcise måde at udtrykke sig om karakteren af Goffmans forfatterskab.

Med ordene mener Collins, at der i Goffmans værker findes niveauer eller lag, der er

kendtegnet ved, at jo mere intellektuel energi og analyse man udsætter dem for, jo mere

sofistikerede og skarpe fremtræder de. Wexler (1984:40) har brugt ordet gåde om Goffmans

sociologi, og med dette refereret til, at hans forfatterskab ikke entydigt har kunnet placeres

indenfor én af de traditionelle teoretiske traditioner, at han kun yderst sjældent replicerede på

kritik endsige debatterede sit eget forfatterskab samt at han med sin særlige perspektivisme og

metaforanvendelse har bidraget til denne karakteristik. Paul Atkinson (1989:59) har

fremhævet Goffman først og fremmest som stylist, og i denne forbindelse argumenteret for, at

Goffmans brede appel ikke hviler på de sædvanlige eller konventionelle kriterier for god

sociologi, men derimod på hans ganske unikke og forførende skrivestil. Goffmans analyser er

ifølge Atkinson retoriske i den forstand, at i vidt omfang grad beror på den overtalende kraft,

der karakteriserer hans tekster. Han anlagde ofte overraskende perspektiver, gjorde ironi og

sarkasme til en integreret del af sin stil og var med Atkinsons (1989:68) ord tillige en sand

mester i sammenflette eksempler og ad denne vej konstruere et kalejdoskop af typer og

undertyper.

Jeg vil bekende kulør med det samme og sige, at Collins, Wexler og Atkinson efter

min mening begge præcist beskriver nogle af de mest centrale Goffmanske kendetegn og

virkemidler, der samtidig udgør den dybereliggende årsag til denne undersøgelses tilblivelse.

Jeg startede med at læse Goffman for nogle år tilbage, og allerede dengang blev jeg fascineret

af hans evne til at gøre sproget til en integreret del af sin metode og de skarpe analyser af

tilsyneladende ubetydelige aspekter af dagliglivets ansigt-til-ansigt interaktion. Min oplevelse

lå tæt på den Peter Holliday (1976:54) giver udtrykt for, når han skriver, at det er som om,

den sociale virkelighed hos Goffman har en ubestemmelig og flygtig karakter indtil det

øjeblik, hvor han lægger sit afklarende perspektiv ned over den. Senere, i forbindelse med mit

ph.d.-studium, intensiveredes min interesse for Goffman, og min læsning blev mere

Page 6: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

5

systematisk. Jo længere jeg dykkede ned i forfatterskabet, jo mere blev jeg fascineret af hans

intellektuelle skarphed, den underspillede sarkasme og det letløbende, forholdsvist jævne

sprog. Jeg lod mig kort sagt opsluge af Goffmans sociologi. Hans eminente evne til at se det

store i det små, det betydningsfulde i det trivielle, det strukturerede i det ustrukturerede

kombineret med en irriterende og tilbagevendende fornemmelse af aldrig helt at have fået styr

på ham1, betød at bunken med arbejdspapirer og -noter voksede til en aldeles uoverskuelig

stak. Det er denne stak, der efter mange bearbejdninger, gennemskrivninger og redigeringer til

sidst er endt som en undersøgelse af Goffman sociologiske metode. Det skal dog for en

ordens skyld også nævnes, at visse dele af undersøgelsen i forelæsningsform er blevet forelagt

sociologistuderende i forbindelse med min undervisning på Aalborg Universitet i

mikrosociologi og socialpsykologi. Jeg har i denne forbindelse haft stor nytte af de heraf

afledte kommentarer og diskussioner vedrørende Goffmans sociologi. Endelig skal det med,

at elementer fra denne undersøgelse er publiceret i en introducerende artikel om Goffman

skrevet sammen med min kollega Michael Hviid Jacobsen (Jacobsen & Kristiansen, 2000)

Der findes i dag en række bøger om Goffman skrevet af internationale

Goffman-eksperter men kun en på dansk og slet ingen alene om metode. Nogle af de efter min

mening mest velskrevne og helstøbte bearbejdninger af Goffmans sociologi er skrevet af

amerikanske, australske eller engelske sociologer. Tom Burns (1992) har foretaget en uhyre

grundig og seriøs undersøgelse og kritisk læsning af Goffmans forfatterskab. Han

demonstrerer med stor grundighed nuancerne og den righoldige indsigt, der ligger gemt i

Goffmans værker samtidig med, at betydningen den teoretiske inspiration fra Durkheim,

Simmel, Bateson og lingvistisk filosofi trækkes frem klart i lyset. Paul Drew & Anthony

Wootton (1996) har redigeret en antologi med bidragydere fra forskellige internationale

sociologiske miljøer. De forskellige bidrag tegner et varieret billede af Goffman som en

betydningsfuld sociolog og teoretiker. Særligt findes der her spændende analyser af Goffmans

metoder og forholdet mellem mikroanalyser af social interaktion på den ene side og de

samfundsmæssige makrostrukturer på den anden.

En spændende essaysamling er lavet af Stephen Riggins (1990), der har samlet

bidrag fra en række, internationalt anerkendte forskere om forskellige aspekter af Goffmans

sociologi. Denne essaysamling består hovedageligt af papers, som blev præsenteret på en

konference i 1987. De i alt 17 bidrag er inddelt i to hovedspor, hvor det første behandler en

række teoretiske spørgsmål i forbindelse med Goffmans forfatterskab samt spørgsmålet om

Goffmans teoretiske og intellektuelle “rødder”. Det andet hovedspor består hovedageligt af en

række spændende eksempler på anvendelsen af en Goffmansk optik i konkrete, empiriske

studier. Den eneste danske Goffman-antologi til dato er redigeret af Bo Gregersen og udkom i

1975 med titlen Om Goffman - 11 artikler. Antologien, som samler oplæggene fra et seminar

om Goffman på Københavns Universitet under ledelse af Johan Asplund, indeholder en række

forholdsvis kritiske artikler om udvalgte dele af Goffmans sociologi. Hovedvægten i flere af

bidragene ligger på på afvigelsens sociologi, som den udfoldes i publikationer som Asylums

Page 7: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

6

og Stigma. Desuden indgår mere udførlige diskusioner og beskrivelser af Goffmans analyser

af “vellykket interaktion” og “interaktionsregler”. En decideret Goffman Reader er lavet af

Charles Lemert og Ann Branaman (1997). Denne er forsynet med to forholdsvis omfattende

introduktioner forfattet af redaktørerne selv, og giver med de strategisk velvalgte uddrag en

god indføring i Goffmans forfatterskab og tænkning lige fra de tidligste og forholdsvis

ukendte tekster, over de mere kendte som Stigma, Asylums og The Presentation of Self til

afslutningen på forfatterskabet med Forms of Talk. For nylig udkom desuden en antologi

redigeret af Greg Smith (1999) med titlen Goffman and Social Organization. Denne

publikation indeholder bidrag fra fremtrædende Goffman-fortolkere, der hver fra sin vinkel

fremhæver og diskuterer det “sociologiske drive” i Goffmans værker. I disse bestræbelser

behandles temaer som selvets sociologi, social interaktion i offentlige rum, psykisk sygdom.

Desuden gås der i dybden med dele af Goffmans metode, herunder hans etnografi og

diskursive beskrivelsesteknik. Sidste skud på stammen er et firebinds værk om Goffman

redigeret af Gary Alan Fine og Gregory W.H. Smith (Fine & Smith, 2000). Disse fire bind,

der i hovedsagen udgøres af genoptrykte artikler fra fremtrædende Goffman-eksperter,

analyserer gennem ni temaer forskellige aspekter af Goffman og hans forfatterskab. Således

behandles Goffmans “biografi og akademiske karriere”, hans metoder, centrale sociologiske

temaer og hans indflydelse på efterfølgende generationer af sociologer og andre forskere med

interesse organisering af menneskers sociale interaktion.

Parallelt med disse publikationer findes efterhånden en meget omfattende mængde af

litteratur i form af artikler og essays, der i forskellig grad tager afsæt i den goffmanske

sociologi. Af forholdsvis kendte eksempler skal her nævnes Stanford Lyman og Marvin

Scotts (1970) tanker om “det absurdes sociologi” (der beskriver menneskers stræben efter

mening i en verden, der essentielt set er meningsløs) i hvilken Goffmans sociologi spiller en

fremtrædende rolle; Elizabeth Burns (1972) sammenlignende analyse af teaterets og

hverdagslivets teaterpræg (“theatricality”) samt Monica Morris‟ (1977) bestræbelser på at

indlæse Goffman i den teoretiske skole hun kalder for “skabende sociologi” (det vil sige den

sociologi der fokuserer på mennesker som bevidste og meningsskabende aktører). I de senere

år har en række forskellige forskere desuden forsøgt at rehabilitere Goffman som

socialteoretikker (Chriss, 1995b). I Social Theory and Modern Sociology (1987)

karakteriserer Anthony Giddens Goffman som en systematisk socialteoretikker på linie med

sociologer som Talcott Parsons, Robert K. Merton og Pierre Bourdieu. Herudover har

Randall Collins (1986;1988;1996) præsenteret analyserer, der fremhæver Goffmans

forfatterskab som en konsekvent Durkheimiansk sociologi. Collins peger på, at det dybeste

teoretiske lag i Goffmans sociolog stammer fra Emile Durkheim, og at Goffmans interesse for

normer og social interaktion som en moralsk orden kan henføres til denne durkheimianske

inspiration. Derudover har Philip Manning (1992) med sin Goffman-monografi og det deri

præsenterede SIAC-skema, bidraget til at illustrere en vis stabilitet og kontinuitet i de

Goffmanske begreber og analyser.2 Denne undersøgelse er blevet til under indflydelse fra og i

Page 8: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

7

dialog med disse fremstillinger og analyser af Goffmans sociologi, men adskiller sig fra de

ovenfornævnte ved at fokusere på Goffmans metode.

Goffmans forfatterskab er på én og samme tid overskueligt og svært

gennemtrængeligt. Han har ikke skrevet voldsomt meget. Det er blevet til 11 bøger, en

ph.d.-afhandling og en række mindre artikler og essays. Men den måde som Goffman

formidler sit stof på gør, at han er sværere at blive klog på, end hans tekster ved første øjekast,

giver indtryk af. Ashworth (1985:105) har udtrykt sig meget rammende om Goffmans

forfatterskab: “It is hard to read, but not in the sense that the books are unreadable, but rather

that the meaning is hard to read from the work.” Goffman lader sig ikke sådan afsløre. Man

kan roligt sige, at han gik stille med dørene. Han var en mester i at underspille kvaliteten,

dybden og rækkeviden af sine videnskabelige anstrengelser. Han gav offentligt udtryk for, at

hans egne undersøgelser og videnskabelige arbejde udspillede sig indenfor et særligt område,

som ikke havde nogen synderlig betydning for forståelsen af sociologiens traditionelle

kerneområder (for eksempel magt og social struktur)3, samt at han ikke havde seriøse bud på

centrale makrosociologiske spørgsmål. I et af sine seneste værker, siger han blandt andet, at

hans undersøgelse på ingen måde kan bruges til at sige noget om samfundet på et overordnet

plan:

“I make no claim whatsoever to be talking about the core matters of sociology -

social organization and social structure. Those matters have been and can continue to

be quite nicely studied without reference to frame at all.” (FA:13)

Sådanne bevidste underdrivelser er karakteristiske for Goffman, og de blev (sammen med

hans provokerende sammeligninger) en slags kendemærke for hans måde at skrive og

formidle på. Vi er dog ifølge Goffman selv ikke altid, hvad vi giver os ud for at være. Vi kan

manipulere med den information, vi giver om os selv og dermed til en vis grad kontrollere det

indtryk, vore omgivelser får af os. Men vi er ikke suveræne herrer over den information, der

så at sige udgår fra os. Goffman er kendt for sin påvisning af, vi også ufrivilligt og utilsigtet

afgiver information, der fortæller omgivelserne noget vigtigt om os. Når man skal analysere

og forstå rækkevidden af Goffmans forfatterskab er det på samme måde vigtigt ikke

umiddelbart at skue hunden på hårene. Skal man yde ham fuld retfærdighed, må man også

koncentrere sig om den information og de indsigter, der først viser sig ved en nøjere

granskning af hans tekster. Dette princip vil jeg her forsøge at efterleve.

Som en sidste ting vil jeg viderebringe en erfaring, som mange må have gjort sig før

mig: Det er vanskeligt at skrive om Goffman og udlægge hans sociologi uden samtidig at øve

vold mod den eksempelspækkede, underholdende, provokerende og køligt ironiserende stil,

man finder i hans værker. Goffman forstod om nogen at udtrykke sig, og hans sociologi bør

derfor ikke alene opleves gennem sekundære bearbejdninger og fortolkninger. For at fatte

Goffman rigtigt, og for danne sig et dækkende indtryk af denne sociolog, skal man derfor

Page 9: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

8

læse ham originalt. Jeg har på de følgende sider bestræbt mig på at yde Goffman en så høj

grad af retfærdighed som muligt. Alligevel fornægter det sig ikke, at min tekst mangler den

bunke af rammende eksempler og den særlige på én gang ydmyge og sarkastiske stil, der var

Goffmans kendemærke. Det er, på trods af disse indlysende begrænsninger, alligevel mit håb,

at undersøgelsen her kan være med til skabe og fastholde interessen for Goffman såvel blandt

sociologer og sociologistuderende som hos andre faggrupper og interesserede. Jeg er

taknemmelig for den hjælp, jeg har fået fra forskellige personer under arbejdet med

afhandlingen: Min vejleder, professor Tore Jacob Hegland, der på én gang har respekteret min

måde at arbejde på og samtidig forsøgt at tøjle mine mange indfald undervejs. Min kollega

Michael Hviid Jacobsen, som har delt min interesse for Goffman og villigt delt ud af sine

mange gode ideer. Det bedømmelsesudvalg, der kommenterede på et foreløbigt udkast. Janne

Sverd og Johnny Andersen, der har brugt tid på mine figurer. Min kone Anja, som blandt

meget andet har været en uvurderlig støtte i den periode, hvor jeg var ved at miste modet.

Søren Kristiansen

Nørholm 2000

Page 10: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

9

KAPITEL 1

Indledning og problemformulering

Han har beklædt professorstillinger ved prestigefyldte amerikanske universiteter og været

formand for den amerikanske sociologforening. Hans bøger er oversat til adskillige sprog,

trykt, solgt og læst i et omfang, som mange drømmer om, men kun de færreste opnår, og i

flere år figurerede han i Social Science Citation Index som en af de ti mest citerede forfattere i

samfundsvidenskabelige udgivelser (Winkin, 1999:29). I The New York Times er han blevet

kaldt en “sociologisk Kafka eller Proust”, og visse, sympatisk indstillede fagfæller betragter

ham som en nutidens, amerikanske Simmel (Grimshaw, 1983:148; Rock, 1979:27).

Derudover er hans originalitet blevet understreget adskillige gange. For eksempel skrev Alan

Dawe allerede i 1973, at:

“No living sociologist has uncovered more successfully the ritual significance of the

seemingly insignificant styles ans expressions of brief encounters; has so brilliantly

generated ad hoc concepts, nor woven them so intricately into complex analytic

constructions; has made such illuminating documentary use of everyday materials,

thereby revealing the descriptive and analytic poverty of allegedly more „scientific‟

techniques of investigation; has employed participant observation more creatively,

nor drawn so richly on the neglected attributes of imagination, intuition and

empathy.” (Dawe, 1973:247)

Der findes talrige tilsvarende eksempler på sådanne “tributes” til Goffmans kreative og

originale sociologi, og ingen kan således idag (ædrueligt) benægte Goffmans betydning som

sociolog og som videnskabsmand. Hans indflydelse strækker sig i dag fra sociologiens

domæne langt ind på områder som lingvistik, psykologi og antropologi.

På trods af de ubestridelige sociologiske kvaliteter, der karakteriserer Goffmans

samlede produktion, har der blandt fremtrædende, etablerede sociologer kunnet spores en ikke

ubetydelig modvilje og kritik mod hans måde at bedrive sociologi på. De mest hårdhændede

kritikere (som for eksempel Cioffi, 1971:107) har karakteriseret Goffman som en

Page 11: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

10

“historiefortæller forklædt som teoretiker” hovedsageligt på grund af hans særlige, litterære

skrivestil, hans metaforer, groteske og absurde eksempler, fordi, hans begreber og

konklusioner ikke lader sig teste eller falsificere på konventionel facon samt ikke mindst

fordi, han ifølge Cioffi “forklæder” banale hverdagsindsigter som abstrakt sociologisk teori.4

Ser man nærmere på Goffmans værker forstår man, hvad der kan kunnet afstedkomme en

sådan ublid medfart fra fremtrædende kolleger. Goffman ER speciel. Gary Alan Fine og

Daniel D. Martin (1995) har i denne forbindelse peget på, at, Goffman som en del af sin

specielle “overtalelsesteknik” i Asylums gør brug af henholdsvis sarkasme, ironi og satire, og

at det i vidt omfang er dette kendetegn, der har gjort ham så berømt og berygtet blandt

fagfæller. Disse forfattere gør blandt andet opmærksom på, hvordan Goffman med sine

“absurde komplimenter” leverer lammende angreb mod den psykiatriske profession. Betragt

eksempelvis følgende uddrag fra Asylums:

“Mental hospitals stand out here because the staff pointedly establish themselves as

specialists in the knowledge of human nature, who diagnose and prescribe on the

basis of this intelligence. Hence in the standard psychiatric textbooks there are

chapters on „psychodynamics‟ and „psychopathology‟ which provide charmingly

explicit formulations of the „nature‟ of human nature.” (A:85)

Som Fine og Martin (1995:177) gør opmærksom på, er det her udtrykket “charmingly”, der

med bidende sarkasme understreger Goffmans skeptiske holdning. Et på overfladen uskyldigt

udtryk fungerer, som de skriver, som en form for “litterær terrorisme”.

Kun få vil bestride, at Goffman var en fremragende kommunikator, han forstod at

illustrere sine pointer med underfundige og rammende billeder og aforismer, der bider sig fast

i bevidstheden. Med sit analytiske blik og sans for selv de mest ubetydelige detaljer formår

han at (for)føre læseren mod ofte pinlige og afklædende indsigter vedrørende vores måde at

være sociale på. Desuden formår han i kraft af en særlig personligt involveret,

selvreflekterende og til tider decideret ydmyg skrivestil at invitere sin læser “indenfor” i sit

univers på en for akademikere atypisk og meget lidt docerende og belærende facon.5

Goffmans “stemme”, hævder Cohen & Rogers (1994:311), veksler frem og tilbage mellem

“[...] detachment and familiarity, rejecting the rigidity of the conventional narrative roles

associated with normal academic discourse.” Som læser af Goffmans værker bliver man

vidne til at hans konstante refleksioner og bekymringer vedrørende de præsenterede begreber,

og man ophøjes således til at være en slags “ligestillet fortrolig”.

En del af kritikken mod Goffman har angiveligt handlet om misundelse. Hvis det er

rigtigt, at sociologer, der er populære i den brede offentlighed, sjældent er populære blandt

fagfæller, må Goffman siges at være et godt eksempel på denne tese (Posner, 1978:68). Det

har givetvis irriteret etablerede sociologer, hvis produktion og anerkendelse ikke strækker ud

over universiteternes cirkler, at se en kollega udsende den ene mere offentligt roste og omtalte

Page 12: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

11

paperback efter den anden. Dog ville det være udtryk for en hånlig nedvurdering af kritikken

udelukkende at karakterisere den som misundelse. Goffman var på mange måder en uortodoks

sociolog. Hans måde måde at bedrive sociologisk videnskab på adskilte sig radikalt fra den

relativt strenge funktionalisme, der for 30-40 år siden dominerede amerikansk sociologi.

Meget af kritikken mod Goffmans metode har derfor handlet om, at han ikke overholdt de

regler for begrebdannelse, databehandling og fremstilling, der var fremherskende på dette

tidspunkt. Han gjorde i sine værker rask væk brug af materiale fra meget forskelligartede og

mildt sagt ukonventionelle kilder så reklamer, aviser, tv- og radioudsendelser,

etikettemanualer og skønlitteratur (Bynum & Pranter, 1984: 96-99; Stein, 1991:429), og det

var vel nærmest indlysende, at dette ville udløse kritik.

Da Asylums udkom i 1961 fik den en ret så hård medfart af fremtrædende forskere.

Antropologen William Caudill (1962:367-368), som iøvrigt selv blev kendt for sine studier på

psykiatriske hospitalsafdelinger, reagerede kraftigt på Goffmans begreb om selvet: “The basis

for my disagreement lies in my negative reaction to Goffman‟s rather peculiar, and I think

confused view of the self. The ideas about the structure of the self shift and change from one

essay to another and do not form as coherent a whole as do those about the total institution.”,

videre kritiserede han bogen for at være fyldt med [...] endless provocative descriptive

comparisons of mental hospitals with jails, seedy boarding schools, poorly run ships, and so

on. A few sharp comparisons are fine; fifty piled one on top of the other serve to cloud the

argument.” Mindre barsk i tonen var Stanford Lyman (1973:360), som i en anmeldelse af

Relations in Public skrev følgende:

“He [Goffman] does not occupy himself with the usual “hard data” analysis that

characterizes the studies of most American sociologists. Neither does he do field

work in the usual way; for when he reports on his observatons, let us say, of

gambling in a Las Vegas casino, we are likely to hear less about the actual conduct of

bettors than about the universal properties of risk taking. His footnotes reveal

primary source reliance on novels (usually English novels of morals and manners),

manuals of etiquette, biographies, and private letters of sympathetic sociologists.”

Men som Lyman senere i sin anmeldelse er inde på, bør Goffmans betydning for den

sociologiske disciplin, af ovenstående grunde, ikke undervurderes. Lyman mener, at man om

Goffman kan sige det samme, som Max Weber i sin tid skrev om Georg Simmel:

“In particular, crucial aspects of his methodology are unacceptable. His substantive

results must with unusual frequency be regarded with reservations, and not seldom

they must be rejected outright. In addition, his mode of exposition strikes one at

times as strange, and often it is at the very least uncongenial. On the other hand, one

finds oneself absolutely compelled to affirm that this mode of exposition is simply

Page 13: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

12

brilliant and, what is more important, attains results that are intrinsic to it and not to

be attained by any imitator. Indeed, nearly every one of his works abounds in

importan new theoretical ideas and the most subtle observation. Almost every one of

them belongs to those books in which not only the valid findings, but even the false

ones, contain a wealth of stimulation for one‟s own further thought [...] altogether

then [...] even when he is on the wrong path, [he] fully deserves his reputation as one

of the foremost thinkers, a first-rate stimulator of academic youth and academic

colleagues” (Weber, 1972:158)

Men selvom Lyman her, via Weber, sidestiller Goffman med Simmel hvad angår betydningen

for den sociologiske videnskab, så er der andre, der mener, at Goffmans anerkendelse blandt

sociologer er og har været yderst begrænset. Judith Posner (1978) har påpeget, at Goffman

blandt mange af sine fagfæller betragtes som en slags uortodoks paria, der ikke regnes blandt

fagets sande udøvere. I en senere artikel går hun (1980:293) et skridt videre og hævder, at

“The nearest to a compliment I hear from my colleagues is that “he‟s interesting” or

“provocative”. And you don‟t have to do much reading between the lines to know that such

comments amount to little more than the kiss of death.”. Andre forfattere (Lofland, 1984;

Marx, 1984; Atkinson, 1989; Williams, 1986) har produceret kvalificerede hyldestartikler om

Goffmans betydning for sociologisk teori og metode.6 Mark Oromaner (1980:290) har således

gennemgået en række citations-studier og konkluderer: “While Goffman‟s work may recieve

critical analysis from his peers, there are few contemporary sociologists whose work has

commanded more interest within the community of social scientists”. I samme tonefald

skriver Eliot Friedson (1983:362): “We see him [Goffman] employing with imagination and

passion any resources that seem usefull to illuminate aspects of human life that most of us

overlook and to show us more of humanity there than we could otherwise see.” Goffmans

betydning som sociolog lader sig med andre ord ikke entydigt afklare. Hans publikationer har

fået såvel rosende som knubbede ord med på vejen og har tydeligevis voldt det sociologiske

etablishment alvorlige vanskeligheder7: På den ene side har man ikke kunnet lide hans

uortodokse stil, på den anden side har hans skarpe iagttagelser og originale analyser af det

upåagtede hverdagsliv ikke været til at komme udenom for selv den mest forbenede kritiker.8

Denne undersøgelse skal handle om ét aspekt af Goffmans sociologi, nemlig hans

metode. Spørgsmålet er dog, om man overhovedet kan tale om én gennemgående metode i

Goffmans sociologi, eller om der snarere tale om et mix af forskellige teknikker og

angrebsvinkler? Det er sigtet med denne undersøgelse at nå frem til en besvarelse af dette

spørgsmål. Undersøgelsen handler altså ikke så meget om den røde tråd eller det substantielle

teoretiske indhold i Goffmans sociologi. Det har andre (for eksempel Manning, 1992; Burns,

1992) før mig overbevisende analyseret og beskrevet. Hvad jeg her befatter mig med er de

metoder, han tager i anvendelse, når forsøger at forstå og afdække, det særlige område for

interpersonelle udvekslinger, han selv (CC:343;1983a:2) har kaldt for samhandlingsordenen.

Page 14: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

13

Naturligvis lader Goffmans metode sig kun på et teoretisk og analytisk plan adskille fra det,

der var hans videnskabelige projekt. Jeg vil derfor i kortlægningen og analysen af Goffmans

metode forsøge at forstå den i sammenhæng med selve det substantielle indhold i hans

intellektuelle anstrengelser det vil sige hans teori.9

Men hvordan kan man overhovedet argumentere for en undersøgelse af Goffmans

metode? Hans kritikere vil hævde, at en sådan undersøgelse i sig selv er en modsigelse,

eftersom han efter deres mening ikke havde nogen metode. Og hvori består iøvrigt det

(sociologisk) meningsfulde i en sådan undersøgelse? På sådanne relevante spørgsmål kan der

gives i hvert fald to (delvist sammenhængende) svar eller begrundelser. For det første findes

der ikke megen konstruktiv viden om emnet. Goffman selv var påfaldende tavs, når det drejer

sig om metodespørgsmål.10

Som flere forfattere (Williams, 1996; Sharrock, 1999; Manning,

1992) har peget på, gjorde han meget lidt ud af forklare og beskrive sine forskningsstrategier

og metoder. Ryan (1978:65) har desuden peget på, at Goffman

“[...] found philosophical discussions useful as a source of empirical hypotheses, or

as sketches of mechanisms to be found in social life, but that again, like most other

social scientists, he was not much concerned with problems in the logic of

explanation, not much concerned to distinguish one kind of explanation from

another.”

Hertil kommer, at han ikke opererede med et fast og eksplicitteret forskningsdesign og

tilsyneladende ofte var ganske inkonsekvent i sin begrebsbrug og -definition. Desuden

udtrykte han i forskellige sammenhænge sin modvilje mod at placere sit arbejde indenfor en

eller flere af de etablerede sociologiske skoler eller retninger.11

Det tætteste man kommer på

en sådan selvkarakteristik finder vi i et interview fra 1980 (Verhoeven, 1993:318), hvor han

karakteriserede sit eget arbejde som “Urban Ethnography” følgende i kølvandet på en anden

af Chicago-skolens fremtrædende skikkelser, Everett Hughes.

Det er vigtigt på dette tidspunkt at præcisere, at undersøgelsen ikke handler om

Goffmans måde at indsamle data på, men mere om den måde, hvorpå han bearbejder,

systematiserer og præsenterer dem og derigennem når frem til teoretiske begreber og

generelle indsigter. Den handler altså mere om metodologi (i betydningen relationen mellem

data og teori) end om teknik (i betydningen praktisk dataindsamlingsprocedure). Goffman

gennemførte ikke mange studier baseret på systematisk empirisk dataindsamling. Faktisk

begrænser hans erfaringer på dette punkt sig til to undersøgelser. Det drejer sig for det første

om ph.d.-afhandlingen Communication Conduct in an Island Community, som byggede på

hans feltarbejde blandt lokalbefolkningen på en af Shetlandsøerne. For det andet om Asylums,

der baserede sig på deltagende observationsstudier på det psykiatriske hospital Sct. Elisabeth i

Washington D.C.12

Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Goffman tillige gennemførte obser-

vationsstudier på forskellige casinoer, men dette arbejde resulterede aldrig i nogen

Page 15: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

14

selvstændig publikation. Goffmans feltarbejdsmetoder, de dertil knyttede synspunkter og

refleksioner adskiller sig ikke grundlæggende fra “mainstream-opfattelsen” blandt tilhængere

af etnografisk metode (Manning, 1999:106).13

Hvad Fine og Martin (1995:170) i særlig grad

hæfter sig ved, er Goffmans (1) mangel på systematisk beskrivelse af den konkrete institution,

der studeres, her St. Elisabeth, (2) det manglende perspektiv vedrørende den måde, hvorpå

patienterne oplever deres sociale verden og (3) fraværet af overvejelser omkring de teoretiske

måls indflydelse på dataindsamlingen. Det bør dog understreges, at kritikken alene er rettet

mod Asylums. I sin ph.d.-afhandling finder man en anderledes, holistisk etnografisk

beskrivelse af konteksten, det konkrete analyseperspektiv samt en mere systematisk og

eksplicit anvendelse af empirisk datagrundlag som udgangspunkt for konstruktion af

teoretiske begreber.

Lad mig her foretage yderligere en distinktion mellem det, man med Baldamus

(1972) kan kalde for formelle metoder (“formal methods”) og uformelle metoder (“informal

methods”). De formelle metoder for sociologisk forskning er dem, man kan læse om i

autoriserede sociologiske metodebøger. De skitserer typisk formlen for sociologisk forskning

således: teori-hypotese-dataindsamling-testning-konklusion. Dette fortæller ikke ret meget

om, hvordan man kommer frem til og udvikler begreber, modeller og teorier, det vil sige om,

hvorledes nye ideer og begreber opstår. Det er med andre ord noget “indimellem”, som ikke

står i lærebøgerne, og det er det, der kan kaldes for den uformelle metode. Denne del af det

videnskabelige arbejde er, med nogle få undtagelser (eksempelvis Solberg, 1985 samt

Hammond, 1964)14

aldeles dårligt beskrevet. Sociologer og andre samfundsvidenskabsfolk

redegør sjældent for, hvordan de er kommet frem til dette eller hint begreb, eller hvordan

særlige modeller er opstået. Hvad jeg er på jagt efter i denne undersøgelse er ikke Goffmans

formelle, men i højere grad hans uformelle metoder.

Det skal dog med samme indrømmes, at jeg har haft visse vanskeligheder ved at

definere niveauet for denne undersøgelse. Den handler på den ene side ikke om metode i

betydningen praktiske fremgangsmåder i forbindelse med dataindsamling. På den anden side

handler den heller ikke alene om metodologi i betydningen epistemologi eller

videnskabsteori. Den rette betegnelse er med en omskrivning af Mertons (1968) begreb,

snarere “metode på mellemniveau”, hvormed jeg mener et mesoniveau, der ligger udover det

rent metodiske men samtidig ikke kan betegnes som ren videnskabsteori. Jeg vil ikke

fremover bruge udtryk som metode på mellemniveau, mesometode eller uformel metode, men

slet og ret metode. Det står dog forhåbeligt nu nogenlunde klart, at jeg hermed sigter til den

lidt mere uformelle, ikke-lærebogsbeskrevne side af sagen eller de procedurer, der anvendes

med henblik på løfte forståelsen af den sociale virkelighed op på generelle og mere abstrakte

niveauer, omend dette nødvendigvis involverer såvel abstrakte, videnskabsteoretiske15

og

konkrete, metodiske overvejelser, samt inddragelse af accepterede og velbeskrevne

procedurer for sociologisk forskning.

Når man således vil forstå Goffmans metode, kan man vælge forskellige

Page 16: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

15

fremgangsmåder eller strategier. Man kan interviewe forskere, der besidder en særlig kom-

petence i forhold til netop Goffmans sociologi. Hvis Goffman havde været i live idag, kunne

man have interviewet ham selv og bedt ham om at forklare og udlægge sin metode. Bortset fra

at dette qua Goffmans død i 1982 naturligvis ikke lader gøre, ville dette også af andre årsager

have været en dårlig ide. For det første gav Goffman kun meget få interviews og han udtalte

sig som sagt kun nødtvunget om metode. For det andet må man, som Goffman selv har peget

på, for at forstå hvad en person gør ikke udelukkende basere sig på, hvad han siger han gør. I

et af de få interview, Goffman gav, forklarede han, hvorfor han anså denne metode (og

dermed interviewet) for at være en dårlig vej til at forstå forskeres ideer, tanker og metoder16

:

“It seems to me that you can't get a picture of anyones work by asking them what

they do or by reading explicit statements in their texts about what they do. Because

that's by and large all doctrine and ideology. You have to get it by doing a litterary

kind of analysis of the corpus of their work.” (Verhoeven, 1993:322).

Jeg vil her forsøge at forstå Goffmans metode gennem en læsning af hans tekster. Min

intention er ikke at levere en ny og banebrydende læsning af Goffmans forfatterskab snarere

at bidrage med en samlet og diskussion og beskrivelse af hans metode. Men jeg er

opmærksom på, at de følgende sider rummer en læsning af Goffman, og at der derfor kan

siges at være to “søjler” i min undersøgelse: En læsning og fortolkning af Goffmans projekt

og samlede forfatterskab samt en mere eksplicit analyse af hans metode. Disse to søjler er dog

nært forbundne, idet metodeanalysen i høj grad forudsættes af og hviler på den (indrømmet

noget udførlige) beskrivelse og fortolkning af hans skriftlige arbejder.

Min ambition er ikke at skrive det goffmanske “evangelium”, forstået som den rette

metodelære udledt af hans værker og sparsomme metodebetragtninger. Goffman ville have

modsat sig et sådant projekt, og fundet det i direkte modtrid med selve ånden i sit

forfatterskab. Som jeg læser Goffman var han modstander af enhver form for dogmatisme og

metodologisk fundamentalisme. Hvad han derimod satte højt var forskeres evne til kreativt og

reflekteret at udforske og beskrive den sociale virkelighed. At koge Goffmans forfatterskab

ned til én særlig og veldefineret teknik eller metode, der mere eller mindre mekanisk kan

kopieres af andre forskere, vil derfor ikke blot være at gå imod hans vilje og ånd, det ville,

som Frances Waksler (1989:17) er inde på, være det samme som at minimere og nedtone hans

bidrag til sociologien. Goffmans samlede produktion er i sig selv en slags model, hans tekster

repræsenterer med deres helt unikke form og stil hans særlige sociologi (Atkinson, 1989:75).

I denne undersøgelse vil jeg forsøge at være tro overfor dette synspunkt dels ved at forsøge at

forstå Goffmans metode i nært samspil med hans tekstmæssige fremstilling og dels ved i den

afsluttende konklusion at afholde mig fra at formulere detaljerede og firkantede procedurer.

Når jeg bruger undertitlen “På sporet af Goffmans sociologiske metode”, er det for at

understrege, at jeg ikke her foregiver at nå frem til den endegyldige sandhed om Goffmans

Page 17: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

16

metode, men med afsæt i en bestemt, konstruktiv goffman-forståelse, forsøger at tegne

konturene af dens underliggende principper.

Forkortelser

Gennem undersøgelsen har jeg anvendt en række forkortelser som reference til de tekster af

Goffman, der er publiceret i bogform. Disse forkortelser svarer, et par undtagelser nær, til

dem, som Goffman også selv anvendte gennem sit forfatterskab. Hvor jeg refererer til et

essay, som indgår i en bog (hvilket ofte er tilfældet hos Goffman) refererer jeg til titlen på den

bog, hvor det pågældende essay optræder. Det vil for eksempel sige, at referencer til essayet

On Face-Work vil være IR (Interaction Ritual). Hvad angår de bidrag (for eksempel Felicity´s

Condition, On Cooling the Mark Out, Symbols of Class Status og The Neglected Situation),

der ikke indgår som kapitler i bøger eller som dele af essaysamlinger, refererer jeg til dem på

samme måde, som bogens øvrige kildemateriale. De anvendte titelforkortelser er følgende:

CC Communication Conduct in an Island Community (1953). Ph.D.-afhandling.

University of Chicago

PS The Presentation of Self in Everyday Life (1990) [1959]. London: Penguin

A Asylums: Essays on The Social Situation of Mental Patients and Other Inmates

(1991) [1961]. New York: Penguin Books. Indeholder: “Characteristics of Total

Institutions”, “The Moral Career of the Mental Patient”, “The Underlife of a Public

Institution: A study of Ways of Making Out in a Mental Hospital” og “The Medical

Model and Mental Hospitalization: Some Notes on the Vicissitudes of Tinkering

Trades”.

E Encounters. Two Studies in the Sociology of Interaction (1972) [1961]. Indianapolis:

Bobbs-Merril. Indeholder: “Role Distance” og “Fun in Games”.

BP Behavior in Public Places. Notes on the Social Organization of Gatherings (1966)

[1963]. New York: Free Press

S Stigma. Notes on the Management of Spoiled Identity (1990) [1963]. New York:

Penguin Books

IR Interaction Ritual. Essayes on Face-to-Face Behavior (1982) [1967]. New York:

Pantheon Books. Indeholder: On Face-Work: An analysis of Ritual Elements in

Social Interaction”, “The Nature of Deference and Demeanor”, “Embarrasment and

Social Organization”, “Alienation from Interaction”, “Mental Symptoms and Public

Page 18: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

17

Order” og “Where the Action is”.

SI Strategic Interaction (1971) [1969] Philadelphia: University of Pennsylvania Press.

Indeholder: “Expression Games: An analysis of Doubts at Play” og “Strategic

Interaction”.

RP Relations in Public. Microstudies of the Public Order (1971). New York: Harper

& Row. Indeholder som appendiks: “The Insanity of Place”.

FA Frame Analysis: An Essay on the Organizaion of Experience (1986) [1974). Boston:

Northeastern University Press

GA Gender Advertisements (1979). New York: Harper and Row

FT Forms of Talk (1981). Philadelphia: University of Pennsylvania Press. Indeholder:

“Replies and Responses”, “Response Cries”, “Footing”, “The Lecture” og “Radio

Talk”.

Af andre tekniske oplysninger skal nævnes, at jeg en række steder har angivet Goffmans

originale begreber og vendinger i citationstegn og parentes efter de danske oversættelser. Den

primære årsag til dette er, at mange af Goffmans begreber kun vanskeligt og ofte med

meningstab til følge lader sig oversætte til dansk. Mange nuancer og dimensioner går tabt i

oversættelsen af Goffmans mange kreative og fantasifulde udtryk, denne praksis er derfor for

mig at se en uundgåelig og nødvendig del af fremstillingen.

Undersøgelsens disponering

Efter dette indledende, problemformulerende kapitel følger en relativt korfattet biografisk

præsentation af Goffman. Sigtet med denne præsentation er dels af sætte lidt kød og blod på

manden men samtidig også at pege på mulige sammenhænge mellem hans personlige biografi

og hans måde at arbejde på som forsker og sociolog. Det ret omfattende kapitel 3 beskriver

herefter det, der var Goffmans projekt. Jeg forsøger her at nærme mig en forståelse af de

temaer og emner, der optog ham, og der gives desuden i dette kapitel en generel oversigt over

og introduktion til de væsentligste værker i forfatterskabet. Herfra tages der hul på den mere

eksplicitte analyse af Goffmans metode. I kapitel 4 diskuteres hans relation til etablerede

sociologiske tænkere, paradigmer og traditioner. Gennem en analyse af det, man kunne kalde

for Goffmans “intellektuelle rødder” forsøger jeg med andre ord at berede yderligere en del af

vejen mod forståelsen for hans måde at bedrive sociologi på. Kapitel 5 ser på, hvordan

Goffman praktiserer “metaforiske genbeskrivelse” af den sociale verden med henblik på

sociologisk forklaring og opdagelse. I kapitel 6 introduceres et andet begreb, nemlig

Page 19: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

18

Baldamus‟ begreb om gensidig tilpasning (“double fitting”), der handler om, at man, når man

udvikler begreber, tilpasser såvel begrebet som datamaterialet. Dette begreb udgør en vigtig

nøgle til forståelsen af Goffmans metode. I det efterfølgende kapitel 7 analyseres det, hvordan

der i Goffmans analyser løber en spænding mellem det generelle og det specifikke, og at

denne spænding kan forstås som en vekselvirkning mellem induktive og deduktive logikker.

Kapitel 8 tjener såvel et opsummerende som et fremadrettet, perspektiverende formål. Her

forsøger jeg at samle trådene gennem identifikation af nogle metodiske principper, hvorfra der

udledes nogle metoderegler.

Page 20: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

19

KAPITEL 2

Erving Goffman: Biografisk præsentation17

Erving Goffman blev født i 1922 i Manville, Alberta, Canada. Han var søn af jødiske

forældre, som var kommet til Canada i forbindelse med den massive indvandring til landet

ved århundredeskiftet. Efter gymnasiet blev han indskrevet ved University of Manitoba med

kemi som hovedfag. Efter et års tid sprang han dog fra til fordel for et arbejde ved The

National Film Board i Ottawa. Han overvejede tilsyneladende for en periode at gøre karriere

indenfor denne branche men besluttede sig dog alligevel for en fortsættelse af

universitetsstudierne. Han fik således, under indflydelse af antropologerne Charles William

Morton Hart og Ray Birdwhistell, sin bachelorgrad fra Universty of Toronto i 1945, og

udmærkede sig i denne forbindelse på en måde, der gjorde det muligt for ham at fortsætte på

sociologistudiet ved University of Chicago. Gaile McGregor (1986) har i denne forbindelse

analyseret, hvordan netop Goffmans canadiske rødder har sat sig tydelige spor i hans

sociologi. McGregor peger på, at Goffmans forankring i “det canadiske paradigme”18

er

uomtvisteligt, når man betragter hans optagethed af institutionaliserede interpersonelle

udvekslinger, hans tendens til at identificere sig med den stigmatiserede fremfor den

privilligerede samt hans intellektuelle og ekspressive stil. Hvad angår spørgsmålet om stil,

minder Goffmans distancerede måde at præsentere sine ideer og overvejelser på i høj grad om

den, man finder hos canadiske kunstmalere, forfattere og poeter. I modsætning til for

eksempel mange amerikanske kunstnere, distancerer de sig fra deres “farlige”

virkelighedsfortolkninger i et forsøg på at minimere indtrykket af det overmod eller den

hybris, der ligger i at berette til andre om, hvordan virkeligheden skal forstås. Som McGregor

udtrykker det, gør mange canadiske kunstnere faktisk en dyd ud af at give det indtryk, at de

ikke skaber nogetsomhelst. Og, fortsætter hun, når Goffman i forordet til Frame Analysis

(hans mest omfattende og mest eksplicitte teoridiskussion) advarer sine læsere om, at der

mange gode grunde til at betvivle den følgende analyse og dens epistemologiske stabilitet, gør

han, hvad den canadiske kunstner sædvanligvis gør: “[...] throwing sands in the eyes of the

gods” (McGregor, 1986:538). Denne særlige, nærmest ydmyge måde at distancere sig fra sine

værker og produktioner på, og som man genfinder i hans formandsforelæsning til den

Page 21: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

20

amerikanske sociologforening (Goffman, 1983a), bliver forståelig i lyset af den “canadiske

arv” og er samtidig et meget karakteristisk træk, der adskiller ham fra mange, mere

selvbevidste amerikanske sociologer.19

Hvad der ifølge McGregor yderligere bidrager til

Goffmans i høj grad uamerikanske sociologi, og som jeg skal vende tilbage til, er den vægt

han lægger på de sociale omgivelsers pres og determinerende karakter overfor den

individualistiske forestilling om autonome og voluntaristiske aktører.

Tilbage til den akademiske karriere fik Goffman i 1949, ved University of Chicago,

sin kandidatgrad i sociologi med specialet Some Characteristics of Response to Depicted

Experience. I dette, på mange måder atypiske20

arbejde, gennemfører Goffman et slags

supplerende opfølgningstudie i forhold til en undersøgelse publiceret af professorerne Warner

og Henry i 1948, der forsøgte at kortlægge en række psykologiske effekter hos kvinder af at

lytte til radiodramaer. Warner og Henry undersøgte ved hjælp af et særligt psykologisk

undersøgelsesinstrument (“Thematic Apperception Test”, forkortet TAT)21

personlighederne

blandt to grupper af kvindelige lyttere til et bestemt radioprogram (“Big Sister”). De to

grupper repræsenterede to forskellige socio-økonomiske lag. Den ene gruppe bestod af 50

kvinder gift med funktionærer og håndværkere, den anden af 5 kvinder til mænd i

overordnede og/eller ledende stillinger. Goffmans ambition med sit speciale var, meget kort

fortalt, at udvide den sidstnævnte gruppe, således at en sammenligning mellem de to grupper

af forsøgspersoner kunne foretages. Sigtet var med andre ord, ved at anvende samme

undersøgelsesinstrument og -design som Warner og Henry, at sammenligne personlighederne

hos kvinder fra forskellige socio-økonomiske lag (Goffman, 1949:35-36).22

På grund af

forskellige biasproblemer med hensyn til sammenligneligheden af gruppernes

socio-økonomiske status ender Goffman dog med i sin analyse i stedet at kategorisere,

hvordan forsøgspersonerne i undersøgelsen reagerer på billederne i TAT og drage forsigtige

sammenligninger til resultaterne fra Warner og Henrys undersøgelse samt til et tredje

tilsvarende datasæt med amerikansk-kinesiske kvinder indsamlet af William Caudill. I sin

konklusion skriver Goffman, at eftersom den konstruerede, imaginære virkelighed, der

formidles via TAT-billederne består af klassiske og til en vis grad stereotype situationer, da

eksisterer der en udbredt overensstemmelse blandt fortolkningerne i de tre socio-økonomisk

divergerende grupper:

“Picture-characters are usually depicted, uambiguously, as if a fateful crises were

upon them. Subjects usually comply with this intent and dutifully tell a dramatic,

stereotyped story. Stories of this kind are told, although to tell them frequently causes

the subject embarrasment, boredom, and irritation.” (Goffman, 1949:75).

Den væsentligste forskel i gruppernes måde at reagere på billederne på, er at kvinderne i

Goffmans studie sammenlignet med Warner og Henrys undersøgelse i højere grad svarer

indirekte, det vil sige undlader at forholde sig til de dramatiske billeder, som om de udtrykte

Page 22: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

21

virkelige hændelser. Han forklarer dette fund med henvisning til disse kvinders “sofistikerede

tilgang til normer vedrørende tænkning og adfærd”, som angiveligt skyldes “deres

længerevarende uddannelse samt deres muligheder for at deltage i kunstneriske og

repræsentative former for afslapning og adspredelse.”

Goffmans interesse og flair for sociologien banede senere vejen for et ph.d.-forløb

ved University of Chicago. Det sociologiske institut på University of Chicago var i årene før

Goffmans ankomst præget af fremtrædende forskere som Radcliffe-Brown, Lloyd Warner,

Robert Park og Ernest Burgess. Den funktionalisme, der på det tidspunkt prægede amerikansk

sociologi, inspirerede folk som Park og Burgess i udviklingen af den by-sociologi, der måske

mere end noget andet kom til at kendetegne dette sociologiske miljø. En anden “tendens” i

miljøet var prioriteringen af en slags eksplorativ, journalistisk, antropologisk empirisme og

forkærlighed for deltagende observation som dataindsamlingsmetode. Blandt visse

chicagosociologer var antropologiens metode den mest velegnede til udforskningen af

storbyens rumlige organisering, dens varierede udbud af “sociale typer” og dens opdeling i

forskellige sfærer. Disse chicagosociologer praktiserede en slags urban etnografi og fandt,

blandt andet i storbyens undergrundsmiljøer, den samme eksotiske tiltrækning som

antropologer traditionelt havde fundet i fjerne og primitive stammesamfund. Det er tydeligt,

at Goffman blev præget af de faglige strømninger og ideer, der prægede det sociologiske

miljø på University of Chicago i denne periode. Man skal ikke læse mange sider af Goffman,

førend det går op for én, at hans sociologi er en kreativ og original videreførelse af de tanker,

der blev fremført af Ernest Burgess, Everett Hughes, Robert Park og andre. Sammen med sine

medstuderende (der blandt andet talte navne som Howard Becker, Eliot Friedson og Joseph

Gusfield) ved University of Chicago har han angiveligt suget til sig, at de ideer og tanker, der

florerede i dette potente og udviklende sociologiske miljø.

Yves Winkin (1999:34-35) har i denne forbindelse forsøgt at forstå den Goffmanske

sociologi ved at tage udgangpunkt i konstruktionen af en særlige “Chicago habitus”. Winkins

pointe er, at Goffmans videnskabelige habitus ikke så meget handler om at kunne beherske

teoretikere som Durkheim, Mead og Simmel eller om tilegnelsen af etnografisk

forskningskompetence. Goffman og en række af hans medstuderende udviklede ifølge Winkin

en særlig tilgang til den sociale verden, og det er denne særlige tilgang, Winkin kalder for

“Chicago habitus”. Den udgøres af tre principper: For det første det princip, at virkeligheden

er “reel” og har forrang i forhold til sociologiske teorier og begreber. Winkin minder om

Goffmans berømte ord i indledningen til Asylums; “Better, perhaps, different coats to clothe

the children well than a single splendid tent in which they all shiver.” (A:11) Med andre ord:

Hvis man skal yde virkeligheden retfærdighed og lade den komme maksimalt til orde, bør

man vælge forskellige begreber og perspektiver, fremfor et generelt system af begreber, der er

for “stort” og generelt til at “passe” den sociale virkelighed. Det andet element består ifølge

Winkin (1999:34-35) i en slags ironisk dobbeltforhold til den sociale verden, hvor sociologen

synes at sige til sine informanter: “Theory won‟t by me, and you won‟t buy me either - no

Page 23: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

22

matter how deeply I respect you”. Det på en gang loyale og ironisk distancerede forhold til

den sociale verdens aktører, som i høj grad kommer til udtryk i Asylums, er et af Goffmans

kendemærker og bemærket af en række kommentatorer.23

Det tredje princip består ifølge

Winkin i, at man som sociolog hverken er terapeut eller socialarbejder, men at man ved, hvis

side man er på. Noget Goffman afgjort var klar over og ikke lagde skjul på. Bemærk for

eksempel følgende passage i forordet til Asylums:

“To describe the patient‟s situation faithfully is necessarily to present a partisan

view. (For this last bias I partly excuse myself by arguing that the imbalance is at

least on the right side of the scale, since almost all professional litterature on mental

patients is written from the point of view of the psychiatrist, and he, socially

speaking, is on the other side.)” (A:8)

Disse tre elementer udgør altså tilsammen Chicagoskolens habitus. Men dertil skal vi ifølge

Winkin lægge, at Goffman, som vi har set, i sin unge år var optaget af filmkunsten og i en

periode var tilknyttet The National Film Board. Winkin peger på den hypotetiske

sammenhæng, at Goffmans tidligere optagethed af film kan forklare hans måde at praktisere

sociologi på, og Winkin har gennem interview med mange af Goffmans tidligere kolleger fået

oplyst, at Goffman kun følte sig tilpas i sin undervisning, når han kunne fremvise lysbilleder

som en del af undervisningen. Og netop i dette træk, ser vi ifølge Winkin (1999:35) en af

Goffmans typiske analytiske teknikker: “[...] the presentation of slices of life, the montage at

will with its associated control over viewing and interpretation”.

Vender vi igen blikket mod Goffmans akademiske karriere, er vi nået til hans

ph.d.-arbejde, som baserede sig på et feltarbejde udført på en af Shetlandsøerne i perioden

december 1949 til maj 1951. Goffman blev i denne periode tilknyttet institut for

socialantropologi ved University of Edinburgh, nok primært fordi en af hans vejledere, Lloyd

Warner (der havde udført feltarbejde i Australien) havde personlige forbindelser til Ralph

Piddington, der var australier og leder af dette nyetablerede institut (Burns, 1992:11). Jeg vil i

det følgende opholde mig ved Goffmans ph.d.-arbejde med den begrundelse at han i den

endelige afhandling, som han indleverede i 1953, udvikler det teoretiske og begrebslige

fundament til den sociologi, der senere skulle skaffe ham så megen berømmelse, og fordi den

fungerer som en nærmest uudtømmelige data- og eksempelkilde for hans senere produktion.

Communication Conduct in an Island Community er titlen på Goffmans afhandling24

,

hvori han ønskede at registrere og observere den sociale praksis, som kaldes for

ansigt-til-ansigt interaktion. Hensigten var ikke præcist at bestemme særlige interaktioners

frekvens, historie, sociale funktion eller lokalisering. Goffmans projekt drejede sig om noget

mere elementært, nemlig om de typer af sociale ansigt-til-ansigt interaktioner, som optræder i

det pågældende samfund. Goffman var specielt interesseret i at analysere de sociale

praksisser, som kunne fungere som byggeklodser i en mere overordnet teoretisk ramme til

Page 24: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

23

brug i studiet af social interaktion i samfundet som helhed. Det var med andre ord Goffmans

tanke, at studiet af ansigt-til-ansigt interaktioner i et lille lukket ø-samfund kan lære os noget

centralt om ansigt-til-ansigt interaktion i almindelighed.

Under sit ophold på øen udgav Goffman sig for at være amerikansk college student

med interesse for rurale økonomier i små ø-samfund. Ø-boerne var altså ikke vidende om

Goffmans sande identitet og hensigt. Identiteten som interesseret student gav Goffman et

legitimt belæg for at være til stede blandt befolkningen, observere og stille spørgsmål - den

tillod ham kort sagt at være nysgerrig. Hans reelle hensigt var at være “[...] observant

participant, rather than a participating observer.” (CC:2).25

Den konkrete deltagelse fulgte to

delvist overlappende spor. For det første forsøgte Goffman at deltage i så mange forskellige

situationer, hvor befolkningen indgik i ansigt-til-ansigt interaktioner, som overhovedet muligt.

Det kunne være under måltider, under arbejdet, til bryllupper og begravelser, fester og under

indkøb. Han bestræbte sig på denne deltagelse fandt sted med så mange forskellige deltagere

som muligt for derved at få indblik i nuanceforskelle og variationsbredden. For det andet

deltog Goffman i en periode regelmæssigt i bestemte sociale situationer med de samme

deltagere. Formålet med dette var dels at minimere effekten af en fremmeds tilstedeværelse,

dels af få indblik i de interaktionskriser, som optræder og som rummer vigtig information om

adfærdsformer og -normer. Goffmans metode, hvad angår selve begrebsudviklingen kan bedst

karakteriseres som en form for “ekplorativ bottom-up approach”, hvor foreløbige og tentative

begrebskonstruktioner lægger grunden for efterfølgende og mere præcise begreber. En

procedure, der, som jeg skal komme tilbage til i kapitel 7, minder om den, der senere blev

skitseret af Barney Glaser & Anselm Strauss i bogen The Discovery of Grounded Theory

(1967).

Afhandlingen falder i fem dele. Første del udgøres af en forholdsvis kort

præsentation af den kontekst, hvori feltarbejdet har fundet sted. Denne del fungerer som en

slags introduktion til det sociale liv, som udspiller sig i ø-samfundet med særligt fokus på

bestemte og tilbagevendende sociale begivenheder. Hensigten med denne del er ifølge

Goffman at præsentere den sociale kontekst, som danner baggrund for de situationer og

begivenheder, som beskrives senere i undersøgelsen. Vi får at vide, at ø-gruppen bebos af

cirka 20.000 mennesker, hvoraf langt størsteparten er beskæftiget med en kombination af

jordbrug og husdyrhold (primært fåreavl). Disse indbyggere forenes af en meget karakteristisk

dialekt, en righoldig kulturel arv samt af en mere end tusindårig fælles historisk identitet og

udviklingshistorie. Afhandlingens anden del skitserer tentativt en begrebslig ramme for

studiet af interaktion som en form for social orden. Tredje del handler om, hvordan aktører

kontrollerer og administrerer information om selvet. Et tema, som skulle vise sig at få en

central placering i Goffmans efterfølgende publikationer. I den fjerde del præsenteres og

diskuteres forskellige interaktionsenheder. Den femte og afsluttende del handler om adfærd

hos samtalende personer (CC:9). Jeg nævnte kort, at Goffman i sin ph.d.-afhandling, omend

tentativt, præsenterer en række af de begreber, der senere skulle vise sig at blive ganske

Page 25: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

24

centrale for den følgende del af forfatterskabet. Her tænker jeg først og fremest på begrebet

samhandlingsordenen (“The Interaction Order”), der introduceres i afslutningskapitlet som en

samlebetegnelse for “The social order that obtains when persons are engaged in spoken

communication” (CC:359) og som han 30 år senere tager op i den formandsforelæsning til

den amerikanske sociologforening, han på grund af sin alvorlige sygdom var forhindret i at

levere. Jeg tænker desuden på begrebet indtryksstyring (“impression management”), der

grundlægges i kapitel 5 vedrørende “The management of information about oneself.” (CC:71)

Efter erhvervelse af ph.d.-graden fik Goffman ansættelse som “visiting scientist” ved

The National Institute of Mental Health (NIMH), og det var i denne forbindelse, at Goffman

gennemførte de deltagende observationsstudier, der senere blev afrapporteret i

essaysamlingen Asylums (Burns, 1922:12). Denne og andre publikationer bragte ham

forholdsvis hurtigt såvel national som international anerkendelse. I 1961 indbragte The

Presentation of Self in Everyday Life ham den amerikanske sociologforenings prestigefyldte

MacIver Award. I 1980 var samme bog solgt i mere en halv million eksemplarer og oversat til

en række forskellige sprog. Gradvist begyndte en række af hans begreber at finde plads i den

etablerede sociologiske terminologi, og denne forholdsvis hastige anerkendelse resulterede i

1958 i en stilling som assistant professor ved det sociologiske institut på University of

California, Berkely og to år senere i et “fuldt professorat”. Nogle år senere, i 1968, blev han

udnævnt til Benjamin Franklin Professor i antropologi og sociologi ved University of

Pennsylvania og året efter æret med et medlemskab af American Academy of Arts and

Sciences (Smith, 1999:3).

Lad os på dette punkt forsøge at komprimere præsentationen af Goffmans

intellektuelle biografi, herunder specielt de personer, tænkere og miljøer, der påvirkede ham

og formede hans unikke sociologiske approach ved at betragte et “biografisk skema” lanceret

af Yves Winkin:

Mulige påvirkninger Tidlig periode (frem til ph.d.) Sen periode (efter p.h.)

Af personer:

På det personlige plan E. Bott, A “Sky” Choate, H. Glassie, R. Jeffrey

F. Goffman, D. Wrong

På det intellektuelle plan K. Burke, C.H. Cooley, R. Barker, A. Schutz

E. Durkheim, S. Freud, W. James, etc.

G. Ichheiser, G.H. Mead,

T. Parsons, T. Proust,

Page 26: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

25

G. Simmel, etc.

På det personlige R. Birdwhistell, C.W.M. G. Bateson, H.S. Becker,

og intellektuelle plan Hart, E.C. Hughess, W.L. H. Garfinkel, D. Hymes,

Warner, etc. W. Labow, E. Lemert,

S. Messinger, H. Sacks,

G. Sankoff, T. Schelling,

J. Sherzer, H. Willensky, etc.

Af miljøer:

På det personlige plan Dauphin, et mindre ruralt, Philadelphias antikvitetsmiljø

ikke-jødisk samfund

På det intellektuelle plan 1950'ernes og de tidlige Den “revne i spejlet-stemning”,

60'eres “hippe” tidsånd der bredte sig indenfor kunst og

samfundsvidenskab i 1970'erne

På det personlige og Ottawa NFB (National St. Elisabeth Hospital

intellektuelle plan Film Board) 1944-45

University of Chicago Casinoer i Reno, Las Vegas

i slutningen af 1940'erne og Atlantic City

Center for Urban Ethnography ved

University of Pennsylvania

(Kilde: Winkin, 1999:32)

Skemaet angiver de miljøer og personer (hvoraf en del vil blive mere udførligt behandlet i

kapitel 4), der menes, at have have påvirket Goffman på såvel det personlige som det

intellektuelle plan, og giver således en slags kondenseret overblik over Goffmans

inpirationskilder.26

At skemaet i denne forbindelse kun angiver en simpel stimulus-respons

sammenhæng er et problem, som Winkin selv er inde på, og som nødvendigvis følger af

sådanne skematiske fremstillinger.

Goffman var af kolleger og studerende kendt (og berygtet) for sine ofte firkantede

og skarpe meninger samt for sin tørre, ironiske måde at udtrykke sig på - en evne han ikke

blot benyttede sig af i egne publikationer, men i høj grad også i bedømmelser af sine

fagfællers arbejde. Goffman replicerede sjældent offentligt på de ofte kritiske anmeldelser,

der blev hans publikationer til del. Derimod kommenterede han hyppigt, i sin egenskab af

medredaktør på tidsskriftet Language in Society, på andres videnskabelige anstrengelser. Dell

Hymes, der i en periode var medredaktør på samme tidsskrift, har i en artikel offentliggjort

uddrag fra de breve, hvori Goffman kommenterer på de bidrag, som blev forsøgt optaget. Af

disse uddrag fremgår det, at Goffman kunne være aldeles begejstret for arbejde, der (ligesom

hans eget) placerede sig udenfor eller på tværs de traditionelle faggrænser. Eksempelvis

karakteriserer han et bestemt artikelbidrag som:

Page 27: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

26

“[...] a lovely exercise in the approach of lingustics without quite using the

terminology thereof. As you say, there are problems of reference to prior work. (I

could match your complaint with one of my own:...). But this is a disease which she

got from [X], which got it from [Y], and I think it‟s too late now to do anything

about it; we could wait for a full moon, but would we find enough silver bullets? So

what can one do but help them along in passing us over? (Hymes, 1984:624)

Men ligeså begejstret han kunne være for eksperimenterende og grænseoverskridende arbejde,

der (ganske vist på trods af visse “småfejl”) udfordrer etablerede tænkemåder, ligeså vrissen

og bidende sarkastisk kunne hans tone være, når det handlede om bidrag, der ikke levede op

til de standarder for sociologisk arbejde, han betragtede sig selv som banerfører for. Betragt

følgende formuleringer om et indsendt artikelbidrag:

“This paper is short on solid data on Germany. It doesnt‟t deal with communications

problems, it constitute one. (Indeed, in a frightening way, the paper is data.) [The

author] should be taken back down to the bottom of the ocean and this time brought

up slowly. That way bubbles from the various American books he has annexed

would have a chance to settle. Pricking each of them separately would be a long job,

underpaid, and should only be performed by his mother. Perhaps we should write her

directly and complain.” (Hymes, 1984:627)

Som professor og underviser på ved det sociologiske institut på Berkeley i 1960'erne blev

Goffman beskrevet som en forholdsvis besværlig og kompliceret personlighed begavet med

ganske særlige evner hvad angår sproglig formulering og (mikro)sociologisk indsigt. I

forbindelse med netop hans sproglige formåen bør hans opfindsomhed og kreativitet

fremhæves. Goffman forstod om nogen den kunst at udnytte og udvikle sproget. Med sit let

tilgængelige og underholdende sprog formåede han at afdække dybderne, nuancerne,

dobbelttydighederne i det, der sker, når mennesker er tilstede sammen. Det er desuden

Goffmans fortjenste, at begreber som stigma, indtryksstyring, selvets territorier ,

karakterkampe, rolledistance, identitetsudstyr, interaktionsritualer og mange flere har vundet

indpas i det sociologiske vokabular.

Han havde ry for at være en højst dedikeret forsker, som nidkært vogtede over og

planlagde sin arbejdstid. Hans kurser var yderst velbesøgte, han medbragte læssevis af bøger

og artikler, som han citerede fra og fremlagde desuden flere af sine egne bøger i

forelæsningsform. Mange studerende søgte til hans kontor for råd og vejledning, men som

regel opfordrede han dog sine studerende til at konsultere ham hjemme, hvor han

hovedsageligt arbejdede, for på denne måde at effektivisere sin arbejdstid. En af hans

studerende på sociologiuddannelsen fra den tid, Gary Marx, skrev i forbindelse med

Page 28: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

27

Goffmans død i 1982 en artikel om Goffman, hvor han blandt andet beskriver Goffmans på én

gang noget distancerede og kølige men samtidig fascinerede og tiltrækkende stil. Marx

beretter fra sine oplevelser med Goffman som underviser, at han var den eneste af

professorerne, der offentlige erkendte, at undervisningen (specielt i forårsemestret i det

solbeskinnede Californien) måtte være underholdende for at fastholde de studerende.

Goffman skulle ifølge Marx (1984:652) have indledt en kursusrække i forårssemestret med

ordene: “We will try and keep you entertained”. Sådanne udtalelser fra Goffman vidnede

ifølge Marx om hans behov for, om ikke at være afholdt, så i hvert fald ikke være kedelig at

høre på. Tilsyneladende bekymrede Goffman sig for, hvordan de studerende, der fulgte hans

undervisning, opfattede ham. Andre episoder i Marxs beretning tegner dog, hvad angår

forholdet til de studerende, samtidig et noget mindre flatterende billede af Goffman som

sociologi-professor. Ligeså intereseret og imødekommende han kunne være overfor

studerende, hvis engagement og produktion faldt i hans nåde, ligeså barsk og ubehøvlet kunne

han være overfor personer, der åbentlyst irriterede ham. Desuden afholdt han sig ikke fra at

overskride de almindelige normer og regler for takt og tone, der fik en fremtrædende plads i

dele af hans forfatterskab. Marx beretter, at der på et tidspunkt var en studerende på holdet,

der led af svær stammen, men som alligevel formåede at stille spørgsmål og ytre sig under

undervisningen. Dette forbød dog ikke Goffman, i forbindelse med kurset (hvis tema var

afvigelse), at præsentere materiale, der tydeligvis ironiserede over de strategier, mange

stammere benytter sig af i hverdagen. Som en dramatisk understregning af denne side hos

Goffman nævner Marx en episode, hvor en farvet studerende, i forbindelse med kursets

afslutning, spurgte Goffman om, hvad al denne interessante viden kan bruges til med hensyn

til at ændre forholdene for afvigere. Om reaktionen skriver Marx (1984:657) således:

“Goffman was visibly shaken. He stood up, slammed shut the book he had open on the desk

and said “I‟m not in that business” and stormed out of the room.” Om denne episode fortæller

mest om Goffmans generelle modvilje mod at engagere sig i politisk-ideologiske spørgsmål

eller om hans vanskeligheder ved at tackle kritiske modspil, er vanskeligt at afgøre. Hvad vi

derimod med nogenlunde sikkerhed kan sige, at Goffman har været en ukonventionel og til

tider vanskelig person at have med at gøre.

En anden af Goffmans studerende (og senere ven og kollega) John Lofland giver i en

artikel om Goffmans arv en række illustrerende eksempler på hans interaktionelle grusomhed

og modvilje mod at følge den etikette, han selv analyserede og beskrev: Til en fest på det

sociologiske institut på Berkeley skulle han til en kollega, der netop havde fået afslag på sin

ansøgning om fortsat ansættelse have sagt “After all, all of us aren‟t good enough to be here”.

På en sociologikonference skulle han til en gruppe gamle venner have sagt, idet han passerede

forbi dem, “If I can‟t find anybody more important to talk with, I‟ll come back and talk with

you.” (Lofland, 1984:20). Men side om side med denne tilsyneladende hensynsløse sarkasme

og mangel på respekt for andre, fandtes hos Goffman en omsorgsfuldhed og en

betænksomhed, som resulterede i langvarige venskaber og et ry som en “social katalysator”,

Page 29: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

28

der graciøst kunne tage vare på pinlige eller besværlige sociale situationer og tillige fungere

som samlingspunkt for mange forskellige mennesker. Han forstod, når det krævedes af ham,

at praktisere en rituel omsorg for interaktionen og var således også med Loflands ord en

betydningsfuld “interaktionsenhed”.

Han har dog utvivlsomt også været en slags outsider - en marginaliseret og kølig

iagttager af sin egen kultur. En engageret mikrosociolog, om hvem forskellige vidnesbyrd

fortæller, at han ofte befandt sig bedre ved at betragte og analysere menneskeligt samvær end

ved at deltage i det.27

Han brød sig ikke om at blive interviewet eller om at se sit billede

udstillet i aviser eller andre offentlige steder. Han foragtede det prætentiøse, den akademiske

forstillelse og grådighed. På den anden side gik han ikke af vejen for at kræve høje royalties

af de forlag, der udgav hans bøger. Han var som Lofland bemærker stærkt optaget af

diskrepansen mellem ydre fremtræden og autencitet, af hvordan egocentrisk adfærd

camouflerer sig som altruisme, af bluf, manipulation og bedrag. Men selv forstod han ikke at

bedrage, i pokerspil klarede han sig elendigt og mange af hans sårende og “upassende”

bemærkninger bør, som Lofland også er inde på, måske ses i lyset af hans personlige kamp

med hykleriet overfor autenciteten. Det kan også tænkes, at hans uortodokse stil for ham har

været en måde at eksperimentere med det sociale på - en form for eksperimentel

dataindsamling. Måske har hans ofte “upassende” optræden, hans tilbøjeligheder til at

konfrontere mennesker med ubehageligheder tjent den funktion at blotlægge de måder og

strategier, mennesker anvender, når de håndterer pinligheder og “trusler”. Opsummerende kan

det konstateres, at Goffman var en mand fuld af modsætninger:

“He [Goffman] was a severe formal theorist yet a descriptive ethnographer; a

reclusive scholar yet an adroit administrator and rapier-witted-party-goer, cynicel yet

sincere, an intellectual giant yet sceptical about his own achievements; openly crass

in promoting his self-interest yet rejecting broad and public self-promotion; brilliant

at ferrenting out social bluffs yet less than adept at bluffing; religous about

scholarship yet cynical about social enterprises. Most centrally, he stripped away

polite fictions in print and in person, yet also in print and in person had the deepest

and most profound appreciation of the importance of „tact, graciousness, and

compassion‟.” (Lofland, 1984:32)

Med andre ord: Goffman har ifølge beskrivelserne været en kompliceret person, der med

Loflands ord med årene blev mere og mere “gordisk”. Hans adfærd såvel som hans

akademiske præstationer har overalt tiltrukket sig opmærksomhed. Mange har haft et

ambivalent forhold til hans specielle, ofte ucensurerede samhandlingsform. Han har givetvis

trådt mange over tæerne og ad den vej skaffet sig mange personlige modstandere. Men som

Lofland gør opmærksom på, er der selv blandt de mennesker, der er blevet “skudt ned” af

Goffman, udbredt enighed om, at han var en enormt interessant person. Han levede for

Page 30: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

29

videnskaben, men holdt sit privatliv skarpt adskilt fra sit arbejde og sine kolleger på

universitetet. Erving Goffman døde af kræft den 19. november 1982 i en alder af 60 år.

Page 31: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

30

KAPITEL 3

Goffmans projekt og forfatterskab

“My concern over the years has been to promote

acceptance of this face-to-face domain as an analytically

viable one - a domain which might be titled, for want of

any happy name, the interaction order - a domain whose

preferred method of study is microanalysis.”

Erving Goffman28

Sådan indleder Goffman sin formandsforelæsning til den amerikanske sociologforening i

1982, og hermed etablerer han en forbindelse tilbage til sin ph.d.-afhandling fra 1953, hvis

konklusion som tidligere nævnt bar samme overskrift.29

Der er blandt de fleste

Goffman-fortolkere (eksempelvis Zeitlin, 1973; Stein, 1991; Burns, 1992) således også

enighed om, at de ting, han beskæftigede sig med genem sit forfatterskab hører ind under den

disciplin, der kaldes for mikrosociologi. Det vil sige den form for sociologi, der handler om

sociale udvekslinger og adfærd blandt mennesker i ansigt-til-ansigt situationer. I hovedparten

af sine værker (The Presentation of Self in Everyday Life, Asylums, Relations in Public,

Behavior in Public Places, Interaction Ritual, Forms of Talk og Stigma) bevæger Goffman

sig indenfor dette område af sociologien. I andre, og måske mere atypiske dele af

forfatterskabet, beskæftiger Goffman sig med emner som organiseringen af bevidsthed

(Frame Analysis) og reklamer set i et kønsperspektiv (Gender Advertisements).

Blandt mange ting er Goffman kendt for at insistere på, at studier af menneskers

ansigt-til-ansigt interaktion skal betragtes som et selvstændigt domæne indenfor sociologien.

Goffman (1983a) hævder, at der findes en samhandlingsorden, og at studiet af denne orden

skal betragtes som en sociologisk disciplin i sig selv. Ifølge en række senere kommentatorer

og kritikere har Goffman om ikke “opdaget” dette felt, så i hvert fald fremhævet det som et

særligt område for sociologisk analyse. Det overordnede budskab i hans forfatterskab er

således, at den menneskelige ansigt-til-ansigt interaktion er socialt organiseret, og emnet for

stort set alle hans værker er således samhandlingsordenens processer og former (Smith,

1999:2).

Samhandlingens orden og enheder

I Interaction Ritual, hvori han præsenterer sin Durkheim-inspirerede ritual teori, søger

Goffman at anskueliggøre, hvordan dette nye sociologiske del-område adskiller sig fra

psykologiens genstandsfelt. Goffman gør her en del ud af at forklare, hvordan studiet af

Page 32: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

31

non-verbale processer og kommunikation mellem mennesker, som traditionelt har været

studeret af psykologer, indgår som del af studiet af den interaktionelle orden mellem

mennesker i ansigt-til-ansigt relationer. Goffman pointerer, at studiet af social interaktion må

interessere sig for meget af det, vi i dag kalder for non-verbale produktioner eller

kommunikationer, men uden at interessere os for personernes psykologi. I stedet må vi, siger

Goffman, betragte deltagernes blikke, gester, rumlige positioneringer og andre non-verbale

produktioner som ekstern tegn på deltagernes orientering og involvering. Goffman udtrykker

sig i forordet meget klart om forholdet mellem hans nye interaktionelle sociologi og

psykologien:

“I assume that the proper study of interaction is not the individual and his

psychology, but rather the syntactical relations among the acts of different persons

mutually present to one another.” (IR:2)

Det er i samme forord, at Goffman skriver den ofte citerede vending “Not, then men and their

moments. Rather moments and their men.” (IR:3)30

Det Goffman med citaterne udtrykker er

altså, at det særlige område indenfor sociologien, der begiver sig af med studier af interaktion,

modsat psykologien fokuserer på syntaktiske relationer mellem deltagerne, og ikke

individerne i sig selv. Goffmans mikrostrukturalistiske tilgang i Interaction Ritual ser ikke på

sociale aktører, men de samfundsgivne og normative vilkår, som interaktionsdeltagerne må

anvende og forholde sig til under fælles gensidig tilstedværelse.

Ifølge Goffman tog hans forgængere det for givet, at mennesker besidder evnen til at

praktisere social interaktion. Det var ikke deres projekt at undersøge, hvad den sociale

interaktion mere specifikt og teoretisk bestod i eller, hvordan den i det hele taget kunne lade

sig gøre. De var interesseret i interaktionens resultater, ikke i interaktionen i sig selv. Med

Goffman forholder det sig omvendt. Goffman tog ikke denne evne for givet (Kendon,

1996:19). Hans projekt blev at se på, hvordan mennesker gør, når de er sammen med

hinanden i ansigt-til-ansigt situationer. Han var med andre ord interesseret i, at undersøge,

hvordan interaktion overhovedet kunne finde sted samt hvordan selvet og samfundet

konstitueres og vedligeholdes gennem denne interaktion. Eller med Peter Mannings (1976:14)

ord: Han interesserede sig for dilemmaerne hos det moderne menneske, der stræber efter

respekt, ærbødighed og selvagtelse i samfund, hvor den rituelle orden er kompleks, hvor der

forefindes et væld af adfærdsregler, hvor relationer mellem mennesker er flygtige og ikke

klart aftegnede ved hjælp af traditionelt indviede symboler på klassestatus.

Flere steder i Goffmans forfatterskab finder man overvejelser vedrørende

ansigt-til-ansigt interaktionens forskellige enheder. I Behavior in Public Places nævnes

forskellige enheder. Vi har den sociale begivenhed (“social occasion”) eksemplificeret ved

receptionen, middagsselskabet eller festen. Sociale begivenheder er afgrænsede enheder, der

udspiller sig på et klart defineret fysisk lokalitet og på et tidspunkt, der nøjagtigt kan fastlås.

Page 33: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

32

Goffman bruger i desuden begrebet samling (“gathering”) som en slags præcisering af den

situation, at to eller flere personer befinder sig i hinandens umiddelbare nærhed:

“I shall use the term gathering to refer to any set of two or more individuals whose

members include all and only those who are at the moment in one another‟s

immediate presence.” (BP:18)

Ved begrebet “situation” forstår han “[...] the full spatial environment anywhere within within

which an entering person becomes a member of the gathering that is (or does them become)

present.” (BP:18). En mere præcis bestemmelse af område for studiet af ansigt-til-ansigt

interaktion finder vi et par afsnit tidligere, hvor han mere præcist definerer, hvad der ligger i

begrebet samling. Samling er kort sagt situationer,31

hvor mennesker er sammen under fælles

gensidig tilstedeværelse. Goffmans begreb for dette er “copresence”, og definerer dette begreb

på følgende måde:

“[...] persons must sense that they are close enough to be percieved in whatever they

are doing, including their experiencing of others, and close enough to be percieved in

this sensing of being percieved. In our walled-in Western society, these conditions

are ordinarily expected to obtain throughout the space contained in a room, and to

obtain for any and all persons present in the room. On public streets (and in other

relatively unobstructed places) the region of space in which mutual presence can be

said to prevail cannot be clearly drawn, since persons who are present at different

points along the street may be able to observe, and be observed by, a slightly

different set of others.” (BP:17-18)

Der findes altså en række forskellige områder, hvorindenfor det vanskeligt lader sig gøre at

trække nogen præcis grænse for, hvornår der er tale om fælles tilstedeværelse (Kendon,

1996:22). For eksempel vil en person i gågaden i en typisk mellemstor provinsby, en lørdag

formiddag i den mest hektiske indkøbstid, ikke opfatte et andet menneske, som er 25 meter

væk, på samme måde, som var de to alene på torvet.

Når der er tale om fælles tilstedeværelsen befinder deltagerne sig i en form for

gensidig fælleshed, hvor de på den ene side blotlægger sig selv for den andens perception

samtidig med, at de kan percipere den andens handlinger og ytringer. Der opstår en

gensidighed, hvor begge parter så at sige tilpasser sin adfærd til den anden og vice versa. Der

opstår en fælles overenskomst, som indbefatter, at begge parter gensidig så at sige stoler på

hinanden og på at den anden er engageret i det fælles projekt, der groft sagt handler om, at få

interaktionen til at fungere uden at nogen taber ansigt (Kendon, 1996:22). Det gælder, siger

Kendon, for aktørerne om at beskytte den sociale orden, og det gør aktørerne blandt andet ved

at engagere sig i og overholde spilleregler i dette fælles samhandlingsprojekt. Som mennesker

Page 34: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

33

har vi en forpligtelse til at optræde meningsfuldt. Vi må forsøge at opføre os i

overensstemmelse med den situation, som i øjeblikket er den gældende. Sammenbrud i

situationen bliver en trussel mod det, Giddens (1991) har kaldt for den “ontologiske

sikkerhed”, og dermed truer sammenbruddet indirekte den sociale orden. Derfor må vi i

fællesskab samarbejde om, at opretholde situationen og dermed den sociale orden. Det

gensidige samarbejdet som praksiseres af deltagerne under fælles tilstedeværelse kan ses som

en beskyttelse af deltagerne og, i sidste instans, at den sociale orden. Ifølge Kendon (1996:22)

har Goffman åbnet vore øjne for denne grad af gensidig afhængighed i den sociale

interaktion:

“In establishing this notion of co-presence, Goffman makes us realize that in any

situation where people are in a position to mutually percieve one another, some sort

of interdepency of action is bound to arise. In this way the concept of 'interaction‟ is

immediately broadened in a radical way. Hitherto, students of interaction had been

concerned only with instances where two or more people (but usually two) were

actually talking with one another. Goffman showed that this was far too narrow a

view.”

Kendon gør videre opmærksom på, at i sin diskussion af begrebet fælles tilstedeværelse,

lægger Goffman betydeligt vægt på en andet centralt princip, som har at gøre med

kommunikation: Når mennesker er sammen under fælles gensidig tilstedeværelse, vil de

bestandigt og uundgåeligt fungere som informationskilder for hinanden. Og netop på dette

punkt har Goffman bragt forståelsen af informationsudvekslingen i social interaktion et

væsentligt skridt fremad. Goffman peger nemlig på, at når mennesker er samlet, så er de

informationskilder for hinanden på to forskellige måder. Vi må, siger Goffman, slå fast, at en

persons evne til at udtrykke sig og dermed også til at gøre indtryk på andre bygger på to

diametralt forskellige former for udtryk (expressions): 1. Det udtryk, personen giver (“gives”)

og 2. Det udtryk, personen afgiver (“gives off”) (PS:14). Den første type af udtryk omfatter

verbale eller andre symboler, som personen åbent benytter sig af for at kommunikere eller

formidle et budskab til andre. Det er, som Goffman siger, hvad vi forstår ved kommunikation

i traditionel og snæver forstand. Den anden type af udtryk har en væsentlig anden karakter.

Det drejer sig her om de handlinger, som af tilskuerne kan opfattes som karakteristiske for

den handlende, idet man her går ud fra, at den pågældende handling blev udført, uden at det

direkte var meningen, at formidle dette budskab. Information, der afgives, siger Goffman, er

et uundgåeligt produkt af personens tilstedeværelse, deltagelse og handlinger. Vi kan

simpelthen ikke blive fri for, ufrivilligt at afgive information til andre, som de kan bruge i

deres vurdering af os. Denne pointe præsenterer Goffman allerede i sin ph.d.-afhandling, hvor

han med afsæt i Simmel blandt andet skriver, at den kommunikation, der udspiller sig mellem

samtalende mennesker “[...] is usually asymmetrical; the sender is involved in one stream of

Page 35: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

34

signs, the recipient in two.” (CC:81). Når jeg skal forklare en nyankommen studerende på

universitetet vejen til kantinen, så forsyner jeg via min accent, mit ordvalg og mit kropssprog

den pågældende person med en mængde supplerende information. Denne information er

noget jeg afgiver, mere end den er noget, jeg giver.

Når Goffman så intensivt beskæftigede sig med hverdagslivets banale handlinger og

den sociale orden, der ser ud til at eksistere blandt mennesker, der mødes i ansigt-til-ansigt

situationer, var det ikke for hverdagsrutinens egen skyld. En væsentlig pointe for Goffman var

at vise, at der bag den tilsyneladende velordnede hverdagsrutine lurede en potentiel fare for

sammenbrud og forstyrrelse. Goffman forsøgte med andre ord ikke at vise, hvor stabil den

sociale orden er, men tværtimod at demonstrere dens skrøbelighed. Den sociale scene

fungerer så at sige under konstante trusler, og det er interaktionsdeltagernes opgave at

beskytte og opretholde scenen og dermed i sidste instans hinandens selv. Som Michael Stein

(1991:423) udtrykker det:

“Within the common and rutine encounters and occasions is found the lubricant of a

smoothly operating social order. Yet this social order writ small is in constant

jeopardy. Behind the placid surface lies all the potential for uppsetting such routine.”

En central del af Goffmans bestræbelser gik ud på at undersøge de adfærdsmåder og moralske

reguleringer, der er medvirkende til den sociale ordens opretholdelse. Man kan sige, at hans

projekt i høj grad drejer sig om at identificere og kategorisere elementerne i den sociale

etikette, der beskytter den social orden mod de konstante trusler.

At holde på formerne: Om samhandlingens etikette og ceremonielle orden

I Behavior in Public Places er Goffmans ærinde netop studere samhandlingens etikette, at

studere hvordan man, i andre menneskers tilstedeværelse, bør opføre på offentlige

steder.32

Når der er tale om fokuseret interaktion har deltagerne med andre ord et fælles

opmærksomhedsfokus. De er fælles tilstede og har opmærksomheden rettet mod den samme

aktivitet eller begivenhed. Typiske eksempler er samtaler, boldspil, interviews eller andre

aktiviter, som forudsætter deltagernes fælles opmærksomhed. Er der tale om ufokuseret

interaktion, eksisterer et sådant fælles fokus ikke, deltagerne har her deres opmærksomhed

rettet mod deres egne, individuelle aktiviteter. Eksempler på ufokuseret interaktion er for

eksempel patienter i lægens venteværelse eller fodgængere. Goffman interesserer sig

hovedsageligt for de fokuserede samlinger og nærmere bestemt deres regulering. Han vil

identificere de regler, der afgør, hvordan et møde eller en samtale indledes, opretholdes og

afsluttes, og undersøge de regler, som regulerer mødet mellem indbyrdes ubekendte personer,

det vil sige reguleringen af mødet mellem fremmede (Asplund, 1975:32). Han tager

udgangspunkt i, at en del adfærd defineres som upassende (“improper”) eller ikke passende

for situationen (“inappropriate in the situation”). Han opererer også med “situationelle

Page 36: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

35

utilbørligheder” (“situational improprieties”). Ifølge Goffman har psykiatriens studier af

situationelle utilbørligheder, hovedsageligt været studier af krænkeren, mere end studier af de

regler og sociale cirkler, som er blevet krænket. Men psykiaternes arbejde, hævder Goffman,

har dog alligevel henledt opmærksomheden på et område for sociologisk forskning, som

endnu ikke har været synderligt udforsket, nemlig studiet af social adfærd på offentlige og

semiofffentlige steder (BP:3). Dette er ifølge Goffman et vigtigt område at studere, fordi vi

herigennem kan lære en del om samfundets mest diffuse former for social organisering. Disse

ufokuserede møder eller samlinger er altså organiserede, de er ifølge Goffman ikke bare

ustrukturede og tilfældige. De kan se tilfældige og ustrukturerede ud, men det er de som oftest

ikke. Goffman er altså på jagt efter “den passende adfærd i situationen” eller som han kalder

det “situationelle tilbørligheder” (“situational proprieties”). Meget af materialet til bogen

henter Goffman fra sine studier på shetlandsøerne, fra sine studier på St. Elisabeth og ikke

mindst fra etikettehåndbøger. Men med hvilken begrundelse kan man som sociolog anvende

sådanne håndbøger som datamateriale? Det er, som Goffman selv skriver, naturligvis ikke

fordi, at deres forfattere gennemfører empiriske tests af, at det nu også forholder sig sådan i

virkeligheden, som manualerne foreskriver, men fordi de beskriver “[...] some of the norms

that influence the conduct of our middle classes, even though on many occasions other factors

will dominate.” (BP:5) Til forståelsen af adfærden blandt mennesker på offentlige steder

anvender han en model, han kalder for social orden (“social order”), som han definerer på

følgende måde:

“A social order may be defined as the consequence of any set of moral norms that

regulates the way in which persons pursue objectives. The set of norms does not

specify the objectives the participants are to seek, nor the pattern formed by and

through the coordination or interaction, but merely the modes of seeking them.”

(BP:8)

Den sociale orden er altså den orden, der regulerer menneskers adfærd, når de er i hinandens

umiddelbare nærhed. Det er en moralsk orden, bestående af normer for god og dårlig opførsel.

Den slags regler, som Goffman er interesseret i, er de regler, der vedrører “[...] a person´s

handling of himself and others during, and by virtue of, his immediate physical presence

among them; what is called face-to-face or immediate interaction will be involved.” (BP:8).

Fokus snævres yderligere ind til de regler, der gælder på offentlige steder, det vil sige regler,

der vedører mødet mellem personer, der er mere eller mindre fremmede overfor hinanden.

Formålet med undersøgelsen er ikke blot at beskrive denne regulering, men i ligeså høj grad

at forstå dens sociale funktion?

Meget af analysen i Behavior in Public Places drejer sig om kommunikation. Det er

den normative regulering af de kommunikationer, der udveksles mellem mennesker, som

Goffman er interesseret i, og det er den adfærdskode, der kan udledes fra denne regulering,

Page 37: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

36

som er centrum. Et af de væsentligste aspekter af denne kode er den disciplin individet må

udvise med hensyn til at være tilgængelig og vise sig klar til interaktion. Han eller hun skal

være klar til at åbne sig overfor eller tage imod den interaktion, der måtte komme forbi, der

hvor han eller hun står. Individet er forpligtet til at “come into play”, og når han er kommet

med i spillet, eller trådt ind i situationen er han forpligtet til at “stay in play” - forblive

spillende. Og her er vi ifølge Johan Asplund (1975:35-37) ved noget af det mest centrale i

Goffmans samhandlingsetikette: Det hele går ud på at vedligeholde en bestemt

interaktionstonus en særlig spænding eller intensitet i interaktionen, ellers går den i stykker og

bliver ubehagelig for deltagerne. “A kind of “interaction tonus” must be maintained” (BP:25).

Det vigtigste imperativ består med andre ord i at holde det sociale forløb igang - “the show

must go on” - også selvom deltagerne må tabe ansigt. Den sociale interaktion eller det

sociale forløb betragtes som en strøm af udvekslinger, og deltagerne må om nødvendigt ofre

sig selv i arbejdet på at holde den gående.

Netop når det handler om at “holde det sociale kørende” og signalere sin aktive

tilstedeværelse i situationen spiller den personlige front (“personal front”) en afgørende rolle.

Den personlige front definerer Goffman man som: “[...] the complex of clothing, make-up,

hairdo, and other surface decorations he carries about on his person.” (BP:25). I vestlige

samfund, siger Goffman, er individet forpligtet til at præsentere en velsoigeneret front. De

personlige overfladedekorationer skal give indtryk af, at individet har gjort sig den umage at

fremstå præsentabel. Men forpligtelsen drejer sig ikke blot at “besidde” de rette overflade

dekorationer, det handler i ligeså høj grad at demonstere evnen og viljen til at vedligeholde og

kontrollere dem. Man kan med andre ord ikke en gang for alle lade sig “dekorere”, man må,

selv i kaotiske og stressende sociale situationer, kunne kontrollere sine “dekorationer”. Ved at

præsentere sig selv ordentligt signaleres respekt for de øvrige deltagere og den sociale

situation i almindelighed. Samværet er helligt, og derfor må man ikke krænke det ved for

eksempel at sjuske med sin personlige front. Som eksempler på, hvordan mænd og kvinder

kan være optaget af deres personlige og konkrete fremtræden nævner Goffman, hvordan

mænd i sociale sammenhænge ofte kontrollere om deres lynlås er lukket eller om de har fået

en “bule i bukserne”. På samme måde er kvinder bevidste om, ikke at sidde med spredte ben.

Denne “kontrol med lemmerne” spiller en væsentlig rolle i en persons bestræbelser

på at præsentere en præsentabel front. Vigtigere endnu er dog en den måde, hvorpå personen

kontrollerersit ansigt (“face”). Ansigtet er i denne forbindelse det vigtigste redskab, hvormed

en person kan signalere, at han er tilstede og deltagende i den aktuelle situation. Ved at

kontrollere sit ansigts udtryk, ved at kontrollere ansigtsmusklernes bevægelser kan man finde

et ansigt, der så at sige “passer” til situationen. Som Goffman siger, vi har “[...] party faces,

funeral faces, and various kinds of institutional faces.”, blandt indsatte i fængsler findes et

såkaldt “dog- face”, en slags apatisk karakterløshed, der anvendes, når fangerne inspiceres af

fængslets autoriteter. Med sin karakteristiske og kølige humor peger Goffman desuden på,

hvordan arbejdet med ansigtets “vedligholdelse” og “dekoration”, typisk hos kvinder, bliver

Page 38: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

37

mere anstrengende med årene:

“An interesting fact about proper composition of the face is that the ease of

maintaining it in our society would seem to decline with age, so that, especially in

the social class groupings whose women long retain an accent on sexual

attractiveness, there comes to be an increasingly long period of time after awakening

that is required to get the face into shape, during which the individual in her own

eyes is not „presentable‟.” (BP:28).

Sagt lidt populært vil den midaldrende og kvinde sammenlignet med teenagepigen alt andet

lige skulle bruge mere tid på at overstå den selvoplevede “morgengrimhed”, ganske enkelt

fordi alderen har sat sine spor, og fordi dette kalder på en mere ihærdig indsats med hensyn

til, efter nattens søvn, at bringe ansigtet tilbage til en “præsentabel” tilstand.33

Når det handler om ufokuseret interaktion, kan ingen i sagens natur “eje scenen”

eller “være på”. Der er ikke noget fælles opmærksomhedsfokus, der forener deltagerne.

Derfor hævder Goffman, at selvom en person forsøger at gøre indtryk på en anden, så er den

forestilling, hvormed han forsøger at opnå sit forehavende, ofte opført til glæde eller ære for

samtlige deltagere. Derfor, siger Goffman, er “kropsidiomet” (“the body idiom”) en

konventionaliseret og normativ diskurs:

“[...] there is typically an obligation to convey certain information when in the

presence of others and an obligation to not to convey other impressions just as there

is an expectation that others will present themselves in certain way.” (BP:35).

Vi er med andre ord forpligtet til med vores krop at vise bestemte adfærdstyper og høfligt

tildække andre. Og netop spørgsmålet om tildækning kommer Goffman ind på senere i

forbindelse med spørgsmålet om involvering. Individet må på forskellige måder give

information til de øvrige deltagere, der fortæller om på hvilken måde, han eller hun er

involveret i interaktionen, eller det der sker. Overhovedet at være til stede i ufokuseret

interaktion betyder ifølge Goffman, at man er involveret i den. Men selve involveringen er

usynlig i den forstand, at den ikke direkte kan observeres. Det kan kun de tegn og signaler,

der udgår fra personen, og som fortæller om dennes involvering. Når en person signalerer en

vis grad involvering, lever han op til kravet om at involvere sig mentalt i situationen. Det er i

denne forbindelse, at Goffman præsenterer begrebet “involveringsskjold”34

. Det er en slags

perceptuelle barrierer, som individet kan drage nytte af, og bag hvilke han eller hun i

sikkerhed kan gøre de ting, som ellers ville udløse negative sanktioner fra de øvrige deltagere

(BP:39). Involveringsskjolde kan bruges til at gemme den adfærd, der vidner om en for

situationen upassende involvering, og Goffman nævner badeværelset og soveværelset som

eksempler på såkaldte “shielding places”, hvor individet med sikkerhed kan vide sig alene og

Page 39: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

38

beskyttet mod andres krævende blikke. Men involveringsskjolde kan også være bærbare, vi

kan transportere dem på os for at tage dem i anvendelse i kritiske situationer. Som Goffman

siger det “[...] hands are now used to cover closed eyes that are obliged to be open, and

newpapers to cover mouths that should not be open in a yawn.” (BP:40). Ved hjælp af

sådanne bærbare involveringsskjolde kan vi altså skjule, en for situationen upassende (mangel

på) involvering, og ad denne vej forebygge eventuelle krænkelser og negative sanktioner som

følge af vores involveringsforseelse. Derfor bør involveringsskjolde ikke alene betragtes som

redskaber, hvormed man kynisk kan tildække sit manglende engagement i situationen. De er,

anvendt på den rette måde, med til at “redde” situationen i og med, at de er med til at skjule

en forseelse mod situationens forpligtelser. Det er, siger Goffman, kun hvis skjoldet alene

bruges til at dække over et vedvarende mangel på engagement eller, hvis man bevidst

undlader at bruge skjoldet, at man krænker situationen.35

Selv i de mest ufokuserede interaktioner er det ifølge Goffman påkrævet, at individet

udviser en omend minimal involvering. Man skal være involveret i noget, også selvom man

går på gaden, sidder i flyvemaskinen, i venteværelset eller alene på restauranten. Det er siger

Goffman, en middelklasse borgers forpligtelse, at være involveret, man bør som taktfuld og

respektabel borger undgå at give indtryk af at være fuldstændig uengageret i nogetsomhelst. I

denne forbindelse spiller aviser og ugeblade en vigtig rolle, ikke blot fungerer de i flyveren,

toget og i venteværelset som nødvendige “emergency supplies”, de er samtidig bærbare

involveringskilder, som kan tages i anvendelse, hvor og når individet føler behov for at være

involveret og ikke er det (BP:52). I denne forbindelse peger Goffman på måltidet som et

interessant fænomen. På restauranter er det at spise defineret som hovedinvolveringen. Det er

det, det primært handler om. Men, siger Goffman, på samme tid er det at spise ikke en

aktivitet, som det er særligt passende at være totalt opslugt af. Det hører med andre ord ikke

med til god opførsel, at spise som om, man ikke har øje for andet. Her kommer de

underordnede involveringer os til hjælp. Vi spiser ofte sammen med andre, for at kunne føre

en samtale mens vi spiser. Og den, der ikke har en samtalepartner med til frokosten, kan tage

avisen med som en substitut. Den som hverken har en at snakke med eller noget at læse i

under måltidet, kan bestille et hurtigt måltid, sætte sig tæt ved udgangen for dermed at

signalere, at man har travlt og er involveret i noget andet, som man må skynde os afsted til

(BP:52).

Hvad Goffman ønsker at vise er, at vi som taktfulde deltagere i ufokuseret

interaktion må fordele vores opmærksomhed på en passende måde mellem forskellige

involveringstyper. Og dette “spil” lader sig ikke sætte på nogen simpel formel. Hver enkel

social situation stiller helt særlige krav vedrørende allokeringen af personens involvering.

Videre er det for eksempel sådan, at sekundære involveringer er typisk underordnede, men

ikke behøver at være det. Den fabriksarbejder, der udfører stærkt rutinepræget arbejde

(primær involvering) kan i perioder involvere sig stærkere i samtale med en nærtstående

kollega (sekundær involvering), hermed bliver den primære involvering sekundær og vice

Page 40: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

39

versa. Ligeledes er underordnede involveringer ikke udelukkende trusler mod de

dominerende, de kan afhjælpe ubehagelige situationer. For privatdetektiven, der skygger en

person på gaden kan det at standse op ved et butiksvindue og betragte udstillingen fungere

som en slags dække over hans virkelige forehavende. Ved at betragte en vinduesudstilling

sender detektiven det signal til omgivelserne og sit mistroiske offer at han tilhører den

almindelige skare at fodgængere for hvem det er normalt for et øjeblik at lade sin

opmærksomhed fange af et udstillingsvindue (BP:59). De underordnede involveringer

(specielt de bærbare) sikrer, at individet altid “har noget at lave”, hvilket kan være afgørende i

forhold til at leve op til forpligtelsen om “ikke at drive formålsløst omkring”.36

Hvad enten

det drejer sig om primær eller sekundær involvering gælder det som sagt, at begge typer af

involvering er underlagt regulering. Taktfulde individer må beherske disse regler for at

fremstå for at fremstå som netop taktfulde. En hovedregel er forbudet mod ikke at være

involveret i nogetsomhelst (“having no purpose”). Vi skal være involveret i noget, selv når vi

kun er flygtigt sammen med andre. Vi må med andre ord ikke slentre omkring eller åbentlyst

drive den af37

. Vi kan dog forsøge at maskere driveriet ved at dække det med et fernis af

acceptabel formålsrettethed, for eksempel ved at bruge rekreative aktiviterer som alibi for

ikke at være engageret i noget “[...] as in the case of “fishing” off river banks where it is

guaranteed that no fish will disturb one´s reverie” (BP:58). Sådanne tricks hjælper os med at

give det indtryk til omgivelserne, at vi til en vis grad er involveret i situationen.

Som interagerende kan man på overfladen give indtryk af at være involveret i den

sociale situation, mens man har sin opmærksomhed rettet mod helt andre andre ting. De fleste

mennesker foretager sådanne “indre emigrationer” fra den sociale situation, Goffmans

betegnelser for denne indre involvering er “away” - vi er væk, ikke tilstede i situationen

(BP:69). Vi er “away”, når vi i færd med at vaske op eller støvsuge har tankerne optaget af

helt andre ting end netop opvasken eller støvsugningen. Andre former for “awayness” er, når

vi taler med os selv. Normalt er det ikke passsende, at tale med sig selv, under alle

omstændigheder finder de fleste det en smule pinligt at blive “taget i” at snakke højlydt med

sig selv. I nogle tilfælde er denne “awayness” dog acceptabel. Det er den for eksempel i det

tilfælde, hvor vi åbentlyst for de tilstedeværende har begået en fejl, og hvor vi højtlydt

skælder os selv ud (“Jeg er også et fjols, når jeg balancerer med så mange glas på én gang”). I

sådanne tilfælde signalerer vi, at vi godt er klar over fejlen, og at denne ikke er karakteristiske

for vores adfærd (BP:73). En særlig type af “aways” kan hjælpe en person med at isolere sig

selv fra en situation, han eller hun af forskellige årsager ikke ønsker at være en integreret del

af, eller føler sig dårligt tilpas i. Fra sit feltarbejde på Shetlandsøerne nævner Goffman,

hvordan de lokale beboere i visse sociale situationer kastede deres opmærksomhed på andre

genstande med henblik at marginalisere sig selv fra situationen:

“Thus, a man who was drawn to the kitchen by the warmth and tea available there,

but repelled by the circle of women present, could have his comfort in safety by

Page 41: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

40

using the cat as means of removing himself from the women´s circle.” (BP:74).

Nogle “aways” er uforståelige for andre, deres sociale eller individuelle betydning kan ikke

umiddelbart afkodes af de øvrige tilstedeværende. Sådanne “aways” kalder Goffman for

“okkulte involveringer” (“occult involvements”). Som eksempler nævner han den psykotiske

persons hallucinationer, uforståelige ritualer eller bevægelser. Disse okkulte involveringer

adskiller sig på flere måder fra de “konventionelle aways”. For det første er det typisk sådan,

at hvis en person bliver “taget” i en koventionel away, da vil han eller hun typisk forsøge at

bringe sig selv tilbage i situationen. Dette sker ikke ved de okkulte involveringer. For det

andet er disse involveringer ikke umiddelbart begribelige for de øvrige tilstedeværende, deres

mening og motiv kan ikke umiddelbart afledes. Hvilket bringer Goffman til den pointe, at i

det ordinære sociale liv, eksisterer en forventning om, at adfærd i et vis omfang skal være

transparent. Man skal ikke nødvendigvis kunne forstå den fulde mening eller det fulde motiv

bag en persons handlinger, men siger Goffman, handlingerne skal have en vis grad af

“forståelighed for samtlige de tilstedeværende personer” (BP:76). Det fatale ved disse okkulte

involveringer er med andre ord, at de bryder den tillid, som socialt taktfulde personer, må

kunne have til hinanden:

“The kind of trust-in-the-other that is necessary if persons are to be in each other´s

presence and get on with their separate affairs can then be lost, and the offender

ruined as candidate for social intercourse.” (BP:78)

Den sindslidendes på overfladen “uforståelige” adfærd og sanktioneringen af den bruges altså

af Goffman som afsæt for formuleringen af den sociale regel, at social adfærd i ufokuserede

interaktion må være forståelig og gennemsigtig for de øvrige tilstedeværende, selvom den

“meningsløse” adfærd rummer en dyb og eksistentiel mening for den sindslidende selv.

En pointe hos Goffman er, at selv i de situationer, hvor det kunne se ud som, at der

ikke er et fælles opmærksomhedsfokus og hvor der tilsyneladende ikke er en fælles

koordinering af adfærd, er der det alligevel. Goffman bruger begrebet civil uopmærksomhed

(“civil inattention”) til at beskrive dette forhold. Civil uopmærksomhed er en måde, hvorpå vi

kan være opmærksomme på andre mennesker på en høflig og distanceret måde, det vil sige

uden at trænge os på og krænke dem med påtrængende blikke. Civil uopmærksomhed er et af

de mindste eksempler på fokuseret interaktion i den forstand, at det drejer sig om at fokusere

på hinanden uden dog at lade denne fokusering udvikle sig til et egentligt møde. Det handler

ifølge Goffman om, at man giver andre mennesker tilstrækkelig med visuel opmærksomhed

til at demonstrere, at vi kan registreret deres tilstedeværelse og “indrømmer” at have set dem,

for derefter hurtigt at trække øjnene til sig igen (BP:84). Vi kan observere denne

minimale form for fokuseret interaktion hos fodgængere:

Page 42: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

41

“Where the courtesy is performed between two persons passing on the street, civil

inattention may take the special form of eyeing the other up to approximately eight

feet, during which time sides of the street are apportioned by gesture, and the casting

the eyes down as the other passes - a kind of dimming of lights. In any case, we have

here what is perhaps the slightest of interpersonal rituals, yet one that constantly

regulates the social intercourse of persons in our society.” (BP:84).

Den civile uopmærksomhed er måde et vise respekt for modparten og sig selv på. Man ser på

hinanden uden rigtigt at se, man interagerer uden rigtigt at interagere, men er tilstede hos

hinanden uden rigtigt at være tilstede. Ved hjælp af civil uopmærksomhed behandler vi os

selv og vore medmennesker på fortovet som respektable mennesker. Vi undlader at trænge os

på, og stoler på at andre gør det samme, vi er ikke bange for de andres blik eller intentioner, vi

har tillid til, at de på samme måde som os selv udviser civil uopmærksomhed. Krænkelsen af

kravet om civil uopmærksomhed mærkes øjeblikkeligt: Det bliver ubehageligt for os, når

andre undlader at slå blikket ned og lader deres øjne trænge sig på. Ikke desto mindre føler vi

os af og til tilskyndet til at unddrage os reglen om civil uopmærksomhed. Her kan vi tage

solbrillerne eller avisen til hjælp. Bag de mørke glas eller over avisens kant kan vi ubemærket

belure vore medmennesker uden at de oplever sig beluret. Respektable personer bruger

sådanne rekvisitter, fordi er klar over, hvor pinligt det er, at blive fanget i at udnytte andre

menneskers bortvendte blik til åbentlyst at beglo dem. Den pinlige situation, der opstår, når

den begloede pludseligt drejer hovedet og opdager sig begloet, ønsker de fleste af undgå.

Skulle det ske, slår vi hurtigt og skamfuldt blikket ned, eller lader som om, vi kun har kigget i

den korte periode, som det er “tilladt”. Men under alle omstændigheder, pointerer Goffman,

vidner denne pinlighed om den regel, der burde have været overholdt (BP:87).

Den civile uopmærksomhed er som sagt et eksempel på interaktion med et minimum

af fælles fokus. Der kan ifølge Goffman desuden identificeres en række andre typer fokuseret

interaktion. Den totalt fokuserede samling (“fully-focused gathering”) er når to mennesker

interagerer med hinanden, og hvor deres fælles interaktion så at sige fylder hele mødet. Den

delvist fokuserede samling (“partly focused gathering”) er situationer, hvor nogle deltagere

officielt er til stede i situationen (det vil sige, at deres tilstedeværelse er anerkendt og

registreret af de øvrige) men uden at tage del i det fokus, der deles af øvrige deltagere. Hvis

der er mange tilstede, kan der være tale om en multifokuseret samling (“multifocused

gathering”), det vil sige en samling, der fungerer som ramme omkring en række mindre

møder.

Sådanne situationer, hvor mennesker er engageret i fokuserede ansigt-til-ansigt

møder med hinanden deler ifølge Goffman nogle særlige karakteristika. For det første

igangsættes de med et såkaldt åbningstræk (“opening move”). Et særligt blik eller et verbalt

udsagn kan fungere som sådanne åbninger, og mødet sættes således igang i det øjeblik

modparten accepterer denne “overture” og signalerer tilbage, at vedkommende er åben for

Page 43: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

42

kommunikation (BP:92). Sådanne signaler kalder Goffman for “adgangssignaler” (“clearance

signs”), og de tjener den funktion, at fortælle åbneren, at der er fri passage for

kommunikation, og i og med, at disse signaler optræder mere eller mindre simultant med

åbningen, tjener de også den funktion af beskytte åbneren mod det “ansigtstab” det er, at

ingen besvarer åbningen (BP:92). I denne forbindelse spiller øjet en afgørende rolle. Øjet den

kanal, vi hyppigst benytter til disse åbninger og “clearance” signaler. Med øjet forsøger vi at

åbne et møde med andre, og derfor kontrollerer vi med blikket den “adgang” andre har til os.

Vi kan med andre også forhindre et møde ved simpelthen at undgå at se en potentiel åbner i

øjnene, som den stressede servitrice, der bevidst undgår øjenkontakt med en kunde, der

forsøger at fange hendes blik med henblik på af afgive sin bestilling (BP:94).

Normalt forventes det dog at respektable personer at udvise en vis parathed i forhold

til potentielle fokuserede ansigtsmøder, og der er ifølge Goffman flere vigtige grunde til, at

individet bør reagere på opfordringer til sådanne møder, eller “face engagements” som

Goffman kalder dem (BP:104). For det første fordi det ofte vil tjene hans egne interesser, som

når en fremmed gør os opmærksom på, vi har tabt et eller andet, eller at “elevatoren ikke

virker”. Med samme begrundelse “skylder” man de øvrige tilstedeværende, at udvise

tilgængelighed, herigennem udøves den gensidige solidaritet, som er kendetegnede som den

sociale orden på offentlige steder. For det tredje bør man af hensyn til potentielle

kontaktskaberes “ansigter” udvise tilgængelighed. At respondere på kontaktforsøg med

afvisning og utilgængelighed vil ofte være et symbolsk slag i ansigtet på den, der har

offentligt har udtrykt et ønske om kontakt. De fleste kender den oplevelse af blottelse, der er

forbundet med at henvende sig til fremmede på offentlige steder, og den følelse af krænkelse

og ydmygelse, der følger af en kategorisk afvisning.

På den anden side kan en alt for tilgængelig attitude give bagslag. Når vi signalerer

tilængelighed og parathed i forhold til potentielle kontaktforsøg fra andre, fremmede

mennesker, åbner vi os samtidig for en række potentielle farer (BP:105). Vi kan risikere, at

blive invaderet af påtrængende spørgsmål, anmodinger om tjenester, vi ikke ønsker at

efterkomme, urimelige krav eller en konstant og enerverende talestrøm, vi taktfuldt afstår fra

at afbryde. Når man rækker fanden en lillefinger, tager han hele hånden. Når vi åbner os for

ansigt-til-ansigt interaktion med andre, risikerer vi på samme måde, at de udnytter vores

taktfuldhed ud over rimelighedens grænser, som når det, der skulle være en kort sludder med

en gammel studiekammerat på gågaden udvikler sig et længere “foredrag” om den

pågældendes nye arbejdsplads eller samlever. Vi er altså ifølge Goffman på den ene side

forpligtede til at udvise en vis tilgængelighed, på den anden side, må vi være klar over de

farer, vi hermed udsætter os selv for. Vi befinder os med andre ord i en situation, hvor den

taktfulde forpligtelse og frygten trækker i hver sin retning. Men, hævder Goffman, disse

modsatrettede tendenser, forenes i en slags gentleman-agreement om ikke at trække urimelige

veksler på modparten tilgængelighed i forventing om, at han eller hun pålægger sig samme

forpligtelse:

Page 44: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

43

“A person can thus make himself available to others in the expectation that they will

restrain their calls on his availability and not make him pay too great a price for his

being accessible. Their right to initiate contact is checked by their duty to take his

point of view and initiate contact with him only under circumstances that he will

easily see to be justified; in short, they must not „abuse‟ their privileges.” (BP:106)

Med rettigheder følger altså pligter, og en taktfuld interagerende er en, der ikke misbruger sin

ret qua interagerende til at kontakte andre, tilgængelige fremmede. Og på samme måde, som

man er forpligtet til ikke at udnytte andres tilgænglighed, er man forpligtet til at lade den, vi

taler med, “løsne” sig fra samværet, når vedkommende signalerer et sådant ønske.

Civiliserede mennesker i den vestlige verden er ifølge Goffman ikke blot udstyret med retten

til at kontakte tilgængelige fremmede, de har samtidig en ret til at forlade samværet

(“leave-taking rights”), der ikke blot skal respekteres, men i visse tilfælde også hjælpes på vej

(BP:110-111). Vi kan således hjælpe høflige andre på vej, ved at “tilbyde” dem den anledning

til at forlade samværet, de i et stykke tid har ventet på.38

Udover reglerne for tilgængelighed, åbninger og lukninger af samvær samt mødet

mellem fremmede og bekendte, interesserer Goffman sig for et særligt delikat problem, der

eksisterer, når ansigt-til-ansigt situationen er etableret. Det drejer sig om den situation, hvor

flere mennesker er samlet i ufokuseret interaktion, hvorindenfor der mellem to eller flere

deltagere finder fokuseret interaktion sted. Her indfører Goffman en skelnen mellem tilskuere

(“bystanders”) og medlemmer (“participants”), som betegnelser for dem, der er henholdsvis

indenfor og udenfor den fokuserede interaktion, begge er de dog at betragte som deltagere i

det “store” ufokuserede møde. Men hvordan reguleres forholdet mellem på den ene side de

ufokuserede “tilskuere”, som ikke er officielt ratificerede medlemmer af den fokuserede

interaktion, og på den anden side de medlemmer, som indgår i den fokuserede interaktion?

Det handler, hævder Goffman, i høj grad om grænsedragning, og nærmere bestemt om,

hvordan de to typer af interaktion (fokuseret og ufokuseret) opret- og vedligeholdes på samme

tid af såvel tilskuere som deltagere. Begge parter er ifølge Goffman involveret i et projekt, der

handler om at sikre det fokuserede mødes grænser i forhold til den omkringværende

ufokuserede samling , og i denne forbindelse er såvel tilskuer som deltager forpligtet til at

regulere deres adfærd på en “passende” måde. Omvendt handler dette samarbejde ikke alene

om opretholdelsen af det fokuserede mødes “privatliv”, såvel tilskuer som deltagere “[...] will

be obligated to protect the gathering at large, demonstrating that in certain ways all those

within the situation stand together, undivided by their differentiating participation.” (BP:155).

På denne måde er det fokuserede mødes deltagere forpligtet til at udvise en slags solidaritet

med samtlige situationens deltagere. De to kolleger, der taler fortroligt sammen til en

reception, har med andre ikke blot forpligtelser overfor hinanden, men i høj grad også overfor

samtlige de omkringværende deltagere.

Page 45: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

44

Analysen af det fokuserede mødes afsondring hænger sammen med et andet tema,

nemlig hvordan deltagerne i det fokuserede møde regulerer deres involvering i hinanden, når

der lidt populært sagt “er tilskuere på”. Fokus er her ikke på de forpligtelser, det fokuserede

mødes deltagere har i forhold til hinanden, men i højere grad på deres forpligtelser i relation

til den sociale situation som helhed, nærmere bestemt handler det om, på hvilke måder

deltagere i fokuserede møder kan involvere sig i dette møde uden at krænke eller komme ud

af trit med den sociale situation, de er en del af. Som eksempler på det, vi kan kalde “for

situationen upassende involvering” nævner Goffman det ægtepar, der skændes højtlydt på et

befærdet fortov, og man kunne i tillæg nævne det par, der kysser hinanden inderligt i den

overfyldte bus om morgenen. Det centrale er ikke her, at sådanne involveringsformer generelt

er “forbudt” på offentlige steder, men at de i visse situationer er mere upassende end i andre.

Det elskende pars adfærd er således i højere grad accepteret på stranden, på en bænk i parken

eller på havnemolen.

Den regel, der her er på spil, er reglen om at vise respekt for de øvrige

situationsdeltagere og situationen som helhed ved at være tilgængelig. Den lærer, der har sin

egen søn som elev i skolen, og som behandler ham på samme måde som de øvrige elever i

klassen, udøver ifølge Goffman derfor ikke blot en simpel rollesegregering, men en særlig

hensynsfuldhed overfor situationen (BP:170) ved i relation til sønnen ikke at praktisere en

særlig, for de andre utilgængelig, intimitet. Eksemplet kan desuden bruges til at illustrere en

anden og ikke mindre væsentlig forpligtelse, der hviler på personer, der indenfor rammerne af

en social situation involverer sig i et mindre, fokuseret møde. Forpligtelsen handler om, at

disse små fokuserede møder i en vis grad skal korrespondere med den generelle situations

ethos. Læreren forbryder sig mod denne forpligtelse, såfremt kan udviser en ømhed overfor

sønnen, som ellers hører hjemme i mere familiære kontekster. Det samme gælder for de

personer, der ved en begravelse, højtlydt morer sig over en sjofel vittighed. Men som det så

ofte er tilfældet hos Goffman , peger han på, at denne forpligtelse ikke er så entydig endda.

Når vi i sociale sammehænge involverer os i mindre, fokuserede møder, er vi forpligtede til at

være “tunet ind” på situationens dominerende ethos (det vil sige ikke forbryde os mod den

generelle stemning), men samtidig bør sociale situationer tillade, at vi i kraft af vores

tilgængelighed kan føres et stykke bort fra situationens ethos (BP:174). Hvad Goffman her

gør opmærksom på er altså det dobbeltforhold, at sociale situationer på den ene side bør være

karakteriseret ved en vis regulering af sine deltagere i relation til den dominerende ethos, men

på den anden side bør være så fleksible, at vi kan leve op til vore forpligtelsen om at udvise

involvering i de gensidige ansigt-til-ansigt situationer, der opstår spontant i situationen. Der

skal være mulighed for det, Goffman kalder for “drift”, det vil sige at to eller flere deltagere i

en social situation gradvist lader sig opsluge af et fælles fokus og dermed bringes bort fra

situationens dominerende stemning (BP:174). Denne tendens til at “lade sig opsluge og føre

bort” fra situationens ethos er naturligvis underlagt visse restriktioner. Der er grænser for,

hvor langt deltagerne kan bevæge sig bort fra situationens ethos. De mennesker, der under

Page 46: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

45

begravelseshandlingen indleder en lavtmælt samtale, der gradvist udvikler sig til et voldsomt,

kollektivt latterbrøl, har klart overskredet denne grænse. Det samme har de, der under et

bryllup lader deres uenighed udvikle sig til et regulært håndgemæng (BP:174-175).

Den vel nok mest centrale pointe i ovenstående betragtninger er, at restriktionerne

vedrørende den måde vi i sociale situationer involverer os i mindre, fokuserede møder med

andre, ikke blot angår vore partnere i sådanne møder, men i ligeså høj grad situationens øvrige

deltagere. Som taktfulde personer står vi i en situation, hvor vi på den ene side er forpligtede

til at opføre os i overensstemmelse med situationens generelle og dominerende stemning, på

den anden side er vi underlagt kravet om at være tilgængelige og involvere os i de fokuserede

møder, der opstår spontant i situationen. Og for at undgå den åbentlyse krænkelse af

situationen, gør vi som taktfulde personer brug forskellige skærmingsteknikker (“shielding”),

hvormed vi skjuler et eventuelt “mentalt fravær” eller en uacceptabel “drift” bort fra

situationens ethos (BP:176).39

Etikette og sociologi

Den kritiske læser af Goffmans detaljerede etikettestudier fristes til at stille spørgsmålet:

Hvad er den dybere sociologiske mening med beskrivelsen af de situationelle tilbørligheder?

Hvad kan vi lære af denne pedantiske interesse for eksempelvis (1) de måder, hvorpå

individer allokerer deres involvering mellem hoved- og sideaktiviteter, “aways” og okkulte

involveringer (2) individers tilgængelighed, (3) håndtering af den personlige “front”, (4)

reguleringen af møder mellem bekendte og ubekendte og andre fremtrædende etikettetemaer?

En del af svaret fra Goffman er for det første, at en væsentlig del af det at forstå sociale

situationer, handler om at forstå det, han kalder for situationens involveringsstruktur (“the

structure of involvement in the situation”). Goffman hævder, at ved at se på, hvordan

situationers deltagere allokerer deres involveringer som en samlet struktur af involveringer,

får man adgang til situationens struktur. Eftersom involvering ifølge Goffman stort set

omfatter alt, hvad der foregår i en social situation, er situationens involveringsstruktur en

nærliggende og anvendelige referenceramme, såfremt man ønsker at beskrive adfærden blandt

deltagere i sociale situationer (BP:193). For det andet, og ligeså vigtigt, er det Goffmans

pointe, at de i høj grad normative reguleringer og “begrænsninger” (“constraints”), der

udgøres af situationens tilbørligheder, faktisk er det, der med forskellig intensitet40

giver krop

til det fælles sociale liv, som opretholdes og udfoldes i sociale situationer. De situationelle

tilbørligheder transformer ifølge Goffman den sociale samling af tilstedeværende personer til

en form for social gruppe, eller “[...] a social reality in its own right” (BP:196). Analysen af

situationelle tilbørligheder er dermed analysen af de kræfter, der samler mennesker under

fælles tilstedeværelse i en lille, social verden. De normative, situationelle tilbørligheder

udfører i Goffmans analyse altså den fundamentale sociale funktion, at reservere en del af

individets involvering i noget, der ligger udenfor den enkelte og er fælles med andre

individer. De fastholder individet i den lille, men regulerede verden, der udgøres af den

Page 47: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

46

sociale situation. Man kan derfor sige, at de situationelle tilbørligheder på en gang støtter og

beskytter den sociale situation, og de er, som Goffman udtrykker det, moralske i deres

karakter: Individet er forpligtet til at efterleve dem, og hvis han ikke udviser en sådan

forpligtethed, vil det blive taget offentligt til efterretning (BP:240). Sådanne ting gør

etikettestudiet til et i høj grad sociologisk projekt, der forsøger at koble mikroanalysens

observationer af social adfærd til makroniveauets spørgsmål om, hvad der gør samfundet

muligt, og når Goffman i sin etiketteanalyse så nidkært vender og drejer det sociale livs

mikroelementer, er det blandt andet fordi, han vil vise, hvordan de moralske forpligtelser

grundigt gennemsyrer det sociale liv helt ned i de tilsyneladende mest ubetydelige detaljer.

Dog skal man ikke forstå Goffman analyse derhen, at man som individ ensidigt og passivt er

underlagt disse moralske forpligtelser. Individerne kan bruge såvel de sociale tilbørligheder

som utilbørlighederne til at udtrykke en særlig relation til en given social kontekst. Det kan

være familien, arbejdspladsen, middagsselskabet eller den uformelle samtaler med kollegerne

på gangen. Faktisk er det sådan, hævder Goffman, når en person træder ind i den fælles

tilstedeværelseszone hos repræsentanterne for en given social organisering, da kan han ikke

undgå at kommunikere et eller andet om sin relation til den pågældende sociale organisering

(BP:146). Ubevidst eller bevidst bruges de sociale tilbørligheder og utilbørligheder altså som

en slags kommunikationsredskaber.

Et mindst ligeså vigtigt metodisk argument for Goffmans nidkære etiketteanalyse er

for mig at se dog, at den fører frem til formuleringen af nogle særlige principper for analyse af

social interaktion med hvad vi kunne kalde for makrosociologiske implikationer. Goffmans

interaktionsanalyse kan groft sagt udtrykkes således:

“We look within an act for the involvement it seems to express; we look to the

involvement for the regulations by which it is bound; and we look to these

regulations as a sign of what is owed to the gathering and its social occasion as

realities in their own right.” (BP:247)

En central pointe er den, som vi tidligere var inde på, at den sociale situation eller samling via

de moralske forpligtelser vedrørende allokering af involvering er en lille social virkelighed i

sig selv. Involveringsforpligtelserne er det, der knytter individet til situationen eller

samlingen. De får ham eller hende til at “høre til”, og det er måden at håndtere og

kommunikere de situerede involveringsforpligtelser på, der det primære fokus i Goffmans

analysestrategi. Og her er vi efter min mening ved et af de centrale punkter, når det handler

om at forstå Goffmans metode. Hvad han peger på er nemlig, at ved at studere adfærdens

form (det vil sige ved at studere de mangfoldige måder, hvorpå mennesker relaterer sig til

eller fremmedgør sig i forhold til situationen eller samlingen) fremfor dens substans (det

konkrete indhold, der rent faktisk kommunikeres), lærer man noget centralt ikke blot om

sociale begivenheder men om socialt liv i det hele taget. Ifølge Goffman danner de mange,

Page 48: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

47

tilsyneladende ubetydelige restriktioner et netværk, der sammen med det mønster, som formes

af af vore handlingers “spildprodukter”41

udfører den vigtige sociale funktion at opretholde en

reguleret social orden (BP:247), indenfor hvis rammer individet ikke behøver at frygte kaos,

pinligheder, angreb eller overfald. Når den sociale virkelighed i så høj grad er præget af

orden, er det fordi, vi i vore daglige samhandlinger, der udgør samfundets byggestene, føler

os forpligtede til at værne om, vedligeholde og sanktionere angreb på disse små sociale

virkeligheder. I kapitel 4 og 8 vil jeg mere udtømmende diskutere relationen mellem form

og indhold i Goffmans sociologi.

Rammeanalyse

Frame Analysis, som af flere (for eksempel Smith, 1999:13) er blevet fremhævet som

Goffmans svar på Garfinkels Studies in Ethnomethodology (1967), er Goffmans mest

omfattende værk, og (vil kritiske røster hævde) også det mest kedelige. Bogen adskiller sig fra

den øvrige del af forfatterskabet for det første ved sin konventionelt videnskabelige,

eksplicitte dialog med og kritiske læsning af eksisterende teoretiske traditioner

(fænomenologi og etnometodologi), og sit deraf følgende noget “tungere”

fremstillingsmæssige præg.42

Man kan sige, at med Frame Analysis forsøgte Goffman at befri

fra sit omdømme som antropologisk essayist og etablere sig som en systematisk sociologisk

tænker. Undertitlen til bogen “An Essay on the Organization of Experience” fortæller om

formålet: At forklare, hvordan vi organiserer vore erfaringer af den sociale verdens komplekse

og kaotiske strøm af indtryk til meningsfulde helheder. Svaret på spørgsmålet findes ifølge

Goffman i begrebet ramme (frame), som han henter hos Gregory Bateson. En ramme skal her

forstås som de mentale redskab vi bruger, når vi skal forstå, de situationer og begivenheder,

der udspiller sig for øjnene af os.43

Ved at “indramme” vore sociale sansninger, det vil sige

ved at sætte dem ind i en overordnet ramme, systematiserer og ordner vi den sociale verden,

således at vi kan begå os i den. Vi giver med andre ord mening til den sociale verdens kaos af

hændelser ved at sætte dem ind i særlige rammer. Rammer hjælper os med at “definere

situationen” ved at give den en overskrift, således at vi kan handle adækvat. I sin indledning

til bogen, skriver Goffman, at man finder ud af, hvilken ramme som gælder ved at stille

spørgsmålet: “What is it that‟s going on here?” og han fortsætter:

“Whether asked explicitly, as in times of confusion and doubt, or tacitly, during

occasions of usual certitude, the question is put and the answer to it is presumed by

the way the individuals then proceed to get on with the affairs at hand. Starting, then,

with that question, this volume attempts to limn out a framework that could be

appealed to for the answer.” (FA:8)

Når vi står overfor en social situation eller bliver vidne til begivenheder, indlæser vi visse

antagelser i situationen eller begivenheden, og det er disse antagelser, som Goffman ved hjælp

Page 49: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

48

af et særligt begrebsapparat forsøger at kortlægge og analyse i dette omfattende værk. Lad os

se lidt på nogle af de vigtigste begreber. Det vigtigste er begrebet ramme, der som nævnt er

den mekanisme, hvormed vi giver mening til sociale situationer. Under overskriften “Primary

Frameworks” (FA:21-39) diskuterer Goffman de mest fundamentale (primære) rammetyper,

og han skelner her mellem naturlige og sociale rammer. De naturlige rammer er dem, der

definerer situationer som “[...] undirected, unoriented, unanimated, unguided, “purely

physical” [...] An ordinaty example would be the state of the weather as given in a report.”

(FA:22). Social rammer derimod “[...] provide background understanding for events that

incorporate the will, aim, and controlling effort of an intelligence, a live agency, the chief one

being the human being.” (FA:22). Social rammer handler altså om, hvordan situationens

deltagere tolker situationen som udtryk for motiver og hensigter. Et tredje begreb, er

“keying”, som Goffman henter hos Gregory Bateson, der udvikler begrebet på baggrund af

studier af aber. Bateson hævdede, at når aber slås, sker der en overføring (“transformation”) af

mening fra en situation eller ramme (den rigtige kamp) til en anden, tilsvarende struktureret

situation (den “legede” slåskamp). I legen bider aberne, som om det var alvor, men de bider

ikke til, og som Goffman kommenterer “[...] this play activity is closely patterned after

something that already has a meaning in its own terms” (FA:40). Goffmans pointe er, at

denne overføring eller keying også er på spil i vores daglige tolkning af situationer. Her kan

situationer, der tilsyneladende ser ens ud hvad angår adfærd, defineres forskelligt alt afhængig

af, hvilken nøgle (key)44

man vælger at tolke dem ud fra: “[...] a “couple” kissing can also be

a “man” greeting his “wife” or “John” being careful with “Mary‟s” makeup.” (FA:10).

Goffmans pointe er, altså vi udsætter situationer for keying, når vi transformerer mening til

dem, fra andre andre, primære rammer.

På den første side i indledningen til Frame Analysis citerer Goffman det berømte

Thomas‟ teorem, der handler om, at såfremt mennesker definerer situationer som virkelige, er

de virkelige i deres konsekvenser. Goffman forsøger herefter blandt andet at nærme sig en

forståelse af, hvilke mekanismer, der sikrer, at verden (rammerne) nu også er reelle. Eller sagt

på en anden måde, hvordan kan vi vide, at det, vi tror sker omkring os, nu også i

virkeligheden er det, der sker - kan vi stole på rammerne? Goffmans løsning på dette problem

er identifikationen af en række forankringsprocedurer (“anchors”), som sikrer

overensstemmelse mellem den tilsyneladende og den faktiske ramme. Disse forankringer er:

1. start- og slutsignaler, åbninger og lukninger, som angiver rammens (temporale og spatiale)

rum, 2. vores evne til at tage vores rolle alvorligt udtrykke vores relation til den, 3. det

efterrationaliserede bevis for rammens rigtighed, vi kan ved at “kigge tilbage” finde ud af,

hvordan den konkrete ramme var, 4. evnen til at se bort fra (for den aktuelle ramme)

irrelevant information og 5. selvets konstans, bagved vore handlinger og rolle eksisterer et

uforandret selv (FA:251-300). Ved hjælp af sådanne forankringsprocedurer kan vi opretholde

tillid til rammen og dermed til den sociale virkelighed som en konstrueret realitet.

Som Adam Kendon (1996:23-24) har gjort opmærksom på, optræder Goffmans

Page 50: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

49

sondring fra The Presentation of Self in Everyday Life mellem information, der gives

(“given”) og information, der afgives (“given off”) i en ny forklædning i Frame Analysis.

Goffman taler om, at der i samværet mellem mennesker kan identificeres hvad han kalder for

opmærksomhedsmæssige spor. Goffmans pointe er, at i ethvert møde er der altid et særligt

fremtrædende aspekt, som kan siges at udgøre selve hovedsporet eller det primære i

samværet. Det er det, som samværet ifølge deltagernes aktuelle opfatttelser i øjeblikket

handler om. Det er hvad Goffman kalder for samværets “main story line of activity”

(FA:201). Man kan da ifølge Kendon tale om to forskellige former for handlinger eller

adfærd. Adfærd, der relaterer sig denne “main story line”, som behandles og håndteres på en

særlig måde. Denne adfærd anses for at være frivillig og den information, der formidles, gives

modsat den information, der afgives. Den anden type af adfærd, som er på spil, er den adfærd,

som ikke relaterer sig til samværets hovedspor, og behandles og håndteres på en ganske

anderledes, men ikke mindre betydningsfuld måde.

Goffman introducerer i sin analyse af denne tilsyneladende uvedkommende “out of

frame activity”, en sondring mellem, hvad han kalder for det retningsgivende spor

(“directional track”) “[...] which serves as a means of regulating it, bounding, articulating, and

qualifying its various components and phases.” (FA:210) og det uopmærksomme spor

(“disattended track”): “This capacity of participants, this channel in the situation, covers a

range of potentially distracting events, some a threat to appropriate involvement because they

are immediately present, others a threat in spite of having their prime location elsewhere.”

(FA:202). Det retningsgivende spor er altså en strøm af tegn og signaler, som i sig selv er

udelukket fra indholdet i den pågældende aktvivitet, men som virker regulerende eller

modificerende i forhold til aktivitetens forskellige komponenter og faser. Adfærden i det

uopmærksomme spor har intet med samværets hovedindhold at gøre. Det er for eksempel, når

personer klør sig i håret, piller næse eller skifter siddestilling. Det er en slags accepterede eller

tilladelige afvigelser fra den adfærdsmæssige disciplin, der følges af samtlige tilstedeværende

deltagere. Den adfærd der hører hjemme i det uopmærksomme spor, er ifølge Kendon

(1996:24) ikke blot noget, der sorteres fra og passerer ubemærket og effektløst. Denne adfærd

spiller, som Goffman med sine skarpe iagttagelser har vist, ofte en meget væsentlig rolle med

hensyn til organiseringen af den sociale interaktion. Det er for eksempel adfærd, der befinder

indenfor dette uopmærksomme spor, der gør det muligt for deltagerne i en samtale at

signalere til hinanden, hvornår samtalen skal stoppe eller skifte spor. Når jeg i samtale med en

af mine kolleger på universitetet bemærker, at vedkommende begynder at rykke sig

utålmodigt rundt på stolen, kigge ud ad vinduet, tænde en cigaret (“side involvement”).

Sådanne signaler fortæller mig, at min samtalepartner ønsker at skifte emne, afbryde samtalen

eller på anden måde ændre på samværet (skifte ramme). Goffman har påpeget den

interaktionelle værdi af sådanne signaler. De tillader mig at justere min adfærd til min

utålmodige samtalepartner. Er jeg opmærksom på dem i tide, kan jeg forhindre en pinlig

situation ved at skifte emne, eller endnu bedre, ved spørge til vedkommendes egen aktuelle

Page 51: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

50

forskningsindsats.45

Således betragtet kan Frame Analysis læses som en mere akademisk

salonfähig fortsættelse af et tidligere tema i forfatterskabet, nemlig ideen om den

informationshåndterende aktør, der via indtryksstyring forsøger at manipulere situationen med

henblik på en fordelagtig selvpræsentation.46

Frame Analysis handler også om, hvordan vi

kommunikerer (eller kæmper) om at definere situationen eller rammen (metakommunikation)

med henblik på at opnå personlige fordele eller “redde” deltagernes ansigter. Men

imodsætning til tidligere dele af forfatterskabet betoner Goffman her, hvordan aktørers

“shows” og tilsyneladende strategiske adfærd ikke nødvendigvis alene er orienteret mod

personlig gevinst men ofte i ligeså høj grad mod forståelse eller hvad Habermas har kaldt for

kommunikativ handlen (Chriss, 1995a).

Samtalens former

Vi genfinder meget af den rammeanalytiske tænkning i den senere Forms of Talk, der dog

forfølger sit helt eget tema. I denne Goffmans sidste bog, er hans sigte, at analysere tale og

dialog som social interaktion gennem forskellige essays. Generelt gennemstrømmes bogen af

to grundlæggende synspunkter: (1) at tale ikke alene bør studeres ved hjælp af lingvistikkens

strengt formaliserede metoder men bør betragtes i en breddere interaktionel ramme og (2) at

tale som social interaktion konstant involverer selvpræsentation og -vedligeholdelse (Corsaro,

1983:220; Collins, 1994:283). I det første essay Replies and Responses anskues (sam)tale som

et socialt arrangement, i hvilket personer mødes omkring og vedligeholder en bestemt

situation ved hjælp af et fælles ratificeret og vedvarende opmærksomhedsfokus, der binder

dem sammen i en intersubjektiv verden (FT:70-71). I denne forbindelse spiller det talte ord en

betydningsfulde rolle, eftersom “Words are the great device for fetching speaker and hearer

into the same focus of attention and into the same interpretation schema that applies to what is

thus attended.” (FT:71). Bemærk udtrykket “interpretation schema” (fortolkningsskema), det

ligner til forveksling begrebet ramme, eftersom det refererer til det, der sker lige nu og her

mellem de interagerende parter. Hvad Goffman når frem til gennem sin analyse af samtale er,

at den ikke bør opfattes som en traditionel dialogisk forbindelse med to parter, men snarere

som:

“[...] sequence of response moves with each in the series carving out its own

reference, and each incorporating a variable balance of function in regard to

statement-reply properties. In the right setting, a person next in line to speak can

elect to deny the dialogic frame, accept it, or carve out such a format when none is

apparent. This formulation would finally allow us to give proper credit to flexibility

of talk - a property distinguishing talk, for example, from the interaction of moves

occurring in formal games - and to see why so much interrupting, non-answering,

restarting, and overlapping occurs in it.” (FT:52)

Page 52: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

51

Ved at betragte tale som sekvenser af svar, hvor svarene (“responses”) kan vedligeholde,

ændre på, eller introducere en ny ramme, opnår man ifølge Goffman altså en mere nuanceret

forståelse for tale (Phillips, 1983:114). Response Cries behandler et andet spørgsmål, nemlig

den sociale betydning af de ytringer, der krænker den interaktionistiske forståelse af udtryk,

som noget der enten er udsagn (“statement”) eller svar (“reply”), eller en kombination af

begge. Det handler om ytringer, der tilsyneladende ikke er henvendt til nogen, eller som vi

producerer, når vi tror os alene. Det er udtryk, som “står alene” i den forstand, at de ikke er en

del af det gensidige afhængighedsforhold mellem udsagn og svar. Det kan være, når vi under

middagsselskabet er ved at tabe kaffekoppen i skødet og udbryder et “Ups”. Response cries er

ifølge Goffman betegnende for

“[...] exclamatory interjections which are not full-fledged words. Oops! is an

example. These nonlexicalized, discrete interjections, like certain unsegmented,

tonal, prosodic features of speech, comfort neatly with our doctrine of human nature.

We see such „expression‟ as a natural overflowing, a flooding up of previously

contained feeling, a bursting of normal restraints, a case of being caught off guard.”

(FT:99)

Sigtet med esseayet er, at dokumentere, hvordan disse tilsynladende spontane og ufrivillige

ytringer rummer væsentlige social og interaktionel værdi (Watson, 1983:104). De har, siger

Goffman betydning i den forstand, at de fungerer som en slags signaler til vore omgivelser,

der forklarer eller undskylder vores adfærd. Reponse cries har, hvor spontane og ufrvillige de

end måtte forekomme, til formål at forsikre overfor vore omgivelser, at vores tab af kontrol

med situation (og måske endda vores selv) kun er midlertidigt og snarest vil blive bragt i

orden. Når vi på vej ud af museet i distraktion går lige forbi udgangen, og idet vi har passeret

den udbryder et “hov!” og herefter finder den rigtige vej ud, sender vi et undskyldende og

adfærdsforklarende signal de til øvrige besøgende. Med vores “Ups!” eller “Hovsa!”

definerer vi visse hændelser som mindre uheld overfor omverdenen blandt andet for at sikre

os, at de ikke tolkes som udtryk for generel adfærdsmæssig inkomptence (FT:102). En

tankegang, som går i igen i det efterfølgende essay om “Footing”. De to sidste essays “The

Lecture” og “Radio Talk” analyserer begge situationer, hvor en enkelt person har mulighed

for at henvende sig til et større publikum i længere tid og uden de normale afbrydelser, der

karakteriserer hverdagslivets samtaler (Burns, 1992:337). I The Lecture ser Goffman

nærmere på forelæsningen som talehandling og selve essayet er faktisk en bearbejdet

transskription af en forelæsning, som Goffman selv holdt - om forelæsninger. Hans intention

er at undersøge, i hvilken grad en forelæsning kan forstås som social interaktion fremfor et

typisk eksempel på en-vejs kommunikation. I denne forbindelse er det vigtigt for Goffman

først at præcisere, hvad forelæsningens succes især afhænger af, og her peger han på

forelæserens evne til forene sig selv og publikum i “a special realm of being”. Det handler om

Page 53: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

52

at skabe et fælles rum, som publikum føler sig opslugt af. Herfra går Goffman over til at

analysere de små “fejl”, der produceres af forelæseren. Disse kan, siger Goffman, tolkes på to

måder: (1) som forstyrrelser af forelæsningen set som “ensidig tekstoverførsel”, eller (2) som

den akkompagnerende musik, der gør forelæsningen til en levende interaktion mellem

forelæseren og sit publikum, eller som Goffman selv udtrykker det “[...] the very difference

between reading the lecture at home and atttending one.” (FT:186). De “småfejl”, og

“forstyrrelser”, forelæseren producerer, når han falder over ordene, når stemmen knækker,

eller når den bog han vil citere fra ligger derhjemme, er det, der åbner op for interaktionen.

Det er gennen sin “korrektionsproces”, hvor forelæseren forholder sig eksplicit til sådanne

småfejl, at der etableres forbindelser mellem forelæser og publikum, der gør det muligt at tale

om forelæsningen som et eksempel på social samhandling. Det er sådan set det samme tema,

der gennemspilles i Radio Talk, her det blot ikke forelæserens, men radioværtens

“influencies”, “slips”, “boners”, “gaffes”47

og efterfølgende korrektioner, undskyldninger og

“restarts”, der analyseres som interaktion mellem studievært og lyttere. “Radio Talk” er

forsynet med undertitlen: “A Study of the Ways of Our Errors”, som klart indikerer Goffmans

strategi: At studere tale som social samhandling ved at se på, hvad der sker, når der optræder

fejl i talen. Forms of Talk er en typisk Goffman produktion, ikke alene fordi den med sine

essays ændrer på vore perceptioner af for eksempel forelæsninger og radioindslag, men i høj

grad også på grund af den typisk goffmanske stil; de lange og repetitive diskussioner, visse

steder yderst abstrakt andre steder bemærkelsesværdig uanalytisk med eksempel efter

eksempel uden nævneværdige, ledsagende kommentarer (Stubbs, 1983:78).

Felicitys Condition

Goffmans interesse for sprog- og samtaleanalyse ses også i det omfattende essay Felicitys

Condition, der med hjælp fra Gillian Sankoff blev udgivet et år efter hans død. I dette essay er

Goffman optaget af baggrundsantagelser (“presuppositions”), nærmere bestemt af, hvordan vi

i samtale (og social interaktion i det hele taget) benytter os af og trækker på forskellige

baggrundsantagelser om hinanden med henblik på at få interaktionen til at fungere. Hans

formål er, ved at trække på lingvistiske og samtaleanalytiske indsigter, at udvikle en

sociologisk forståelse for de krav og mekanismer, der bidrager til vellykket og gnidningsfri

social interaktion. Gennem sit essay demonstrerer han ved hjælp af en række verbale

udvekslinger mellem henholdsvis to fremmede og to bekendte, at vi i væsentligt omfang

baserer vores interaktion på antagelser om den andens intentioner, motiver, hensigter og så

videre samt at vi som producenter af ytringer (“utterances”) og adfærd indbygger elementer,

der gør det muligt for modtageren at tyde vore handlinger som meningsfulde og fornuftige

(“sane”). Når for eksempel en person står ved biografens billetluge optaget af at gennemrode

sine lommer og til billetsælgeren siger “to tak”, kan sælgeren tyde dette, isoleret set

meningsløse og ufuldstændige udsagn som et meningsfuldt ønske om at købe to billetter til

aftenens forestilling (Goffman, 1983b:34).

Page 54: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

53

Goffman udvikler på baggrund af sine mange eksempler den pointe, at alle de

forskellige baggrundsantagelser, vi som producenter og modtagere benytter os af i social

interaktion (hvad enten det er i samtale eller blot ved at være fælles til stede) tjener den

fundamentale funktion at demonstrere, at vi er kapable, forståelige og ansvarlige

interaktionsdeltagere, og det er netop dette krav, han betegner Felicity´s Condition. Felicity´s

Condition er den baggrundsantagelse, der ligger under alle øvrige baggrundsantagelser. Det er

med Goffmans (1983b:27) egne ord: “[...] any arrangement which leads us to judge an

individual´s verbal acts to be not a manifestation of strangeness. Behind Felicity´s Condition

is our sense of what it is to be sane.” Felicity´s Condition er altså den altdominerende,

underliggende baggrundsantagelse, der sikrer meningsfuld interaktion. Eller sagt med andre

ord; Felicity´s Condition er det underliggende arrangement, der sikrer at vi kan kommunikere

indfortået med hinanden, at selv sparsomme ytringer bliver forstået som meningsfulde samt at

vore antagelser om andres adfærd og ytringer ikke drages i tvivl. Når vi lever op til Felicity´s

Condition, lever vi altså op til kravet om at demonstrere vore handlingers tilregnelighed48

, og

dermed er Felicity´s Condition den regel, der understøtter alle andre interaktionsregler

(Manning, 1992:25). At analysere Felicity´s Condition vil derfor i høj grad involvere analyse

af alt det, vi ubevidst tager for givet og benytter os af i social interaktion. Desværre, hævder

Goffman, er sociologer ikke kommet særlig langt i denne retning49

, hvorfor han afslutter sit

essay med håbet om, at sociologer i fremtiden vil medvirke til at udvikle teoretisk og

klassifikatorisk viden om baggrundsantagelserne og deres praktik.

Reklamer og kønsrelationer

I Gender Advertisements, som indeholder en omfattende samling af flere hundrede billeder fra

reklamer bruger Goffman sin rammeanalyse som udgangspunkt for en analyse af forholdet

mellem kønnene. Hans ide er, at den måde, hvorpå forholdet mellem mænd og kvinder

fremstilles i reklamer, kan lære os meget, om hvordan vi som mennesker selv tænker over og

udlever dette forhold. Reklamerne gengiver i overdreven og simplificeret form, siger

Goffman, hverdagslivets vage, ubevidste og uklare forestillinger om forholdet mellem

kønnene. Reklamerne gør vore vage forestillinger klare, og kommer dermed til at fungere som

en “mønstermodeller” for vores konstruktion af forholdet mellem kønnene. Reklamerne

reducerer hverdagslivets kompleksitet, og disse simplificerede billeder (“displays”), bruger vi

som modeller for vores eget liv. Vi forsøger med Goffmans ord at leve os ind i reklamernes

forsimplede “gender displays”.50

Her nærmer vi os den centrale ide i bogen. Goffman hævder

nemlig, at vores måde at udtrykke og forstå vores køn (samt relationerne mellem dem) på i

hverdagslivet er ritualiseringer i den forstand, at der er tale om overdrivelser og

simplificeringer. Vores “gender displays” er udtryk for veletablerede ritualiseringer udtrykt i

forskelige handle- eller udtryksformer, hvilket ikke i sig er nogen revolutionerende indsigt.

Det vigtige er dog ifølge Goffman i denne forbindelse også, at vore “displays”:

Page 55: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

54

“[...] can be lifted out of its original context, parenthesized , and used in a quotative

way, a postural ressource for mimicry, mockery, irony, teasing, and other sportive

intents, including, very commonly, the depiction of make-believe scenes in

advertisements [...] what was a ritual becomes itself ritualized, a transformation of

what is a already a transformation, a „hyper-ritualization‟. Thus, the human use of

displays is complicated by the human capacity for reframing behavior.” (GA:3)

Goffmans pointe er altså, at vi kan lære meget om relationerne mellem kønnene ved at se på

reklamerne som “hyperritualer”, fordi de viser tilbage til hverdagslivet. Vi kan lære om

hverdagslivets kønspolitik ved at studere reklamer, og kvindens underordnede status i forhold

til manden kan aflæses i reklamerne, fordi de er hyperritualiseringerne af hverdagslivet. Mod

slutningen af sin introduktion til billedserierne, kommer Goffman med følgende centrale

formulering:

“I want to argue now that the job of the advertiser has of dramatizing the value of his

products is not unlike the job a society has of infusing its total situations with

ceremonial and with ritual signs facilitating the orientation of participants to one

another. Both must use the limited „visual‟ ressources available in social situations to

tell a story; both must transform otherwise opaque goings-on into easily readable

form. And both rely on the same basic devices: intention displays, microecological

mapping of social structure, approved typifications, and the gestural externalization

of what can be taken to be inner response.” (GA:27).

Formuleringen er central, fordi Goffman her viser, hvordan reklameindustrien på samme

måde som samfundet varetager den opgave, at sikre en vis orden og balance i samfundet ved

at stille tydelige rituelle tegn til rådighed, som kan sikre, at deltagerne eller medlemmerne

indgår i stabile relationer med hinanden. Således er både reklamemanden og samfundet med

til at at opretholde samfundets orden, ved give orienteringsskemaer, der angiver, hvordan man

bør udforme (køns)relationerne mellem mennesker. Hermed placerer Goffman sig på linie

med den feministiske tradition, der hævder, at der ikke findes en særlig maskulin eller feminin

“natur”, men udelukkende kulturelt definerede billeder af, hvad maskulinitet og feminitet er

for noget.51

Og studier af disse billeder, hævder Goffman (og feministerne) fortæller os ikke

om kønnene, men udelukkende om, hvordan sådanne billeder fungerer.52

I Frame Analysis

stiller Goffman spørgsmålet, hvorvidt det kvindelige køns underordning i forhold til det

mandlige er udtryk for “reelle” mangler (“incapacities”) eller for institutionelt opretholdte

forestillinger? (FA:197). Gender Advertisments kan, med sine mange fotografiske

illustrationer af kvinders underordnede placering i forskellige kontekster, læses som et forsøg

på at besvare spørgsmålet (Burns, 1992:228)

Page 56: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

55

Selvet

Vi har set, hvordan Goffman med sin sociologi forsøger at udvikle en teori om samhandling

mellem mennesker i ansigt-til-ansigt situationer, og vi har set, hvordan disse betræbelser fører

til rammeanalytiske studier af (sam)talehandlinger og kønsrelationer. Men selvom Goffman

nok primært var interesseret i at forstå den sociale samhandlingsorden, var denne interesse

nært forbundet med en anden af hans ambitioner: At videreudvikle den sociologiske forståelse

af selvet, dets dannelse og opretholdelse. Denne interesse for selvet løber som en rød tråd i de

fleste af Goffmans bøger, artikler og essays, og i det følgende skal jeg forsøge at opsummere

de vigtigste elementer.

Hvad vi dog må starte med at slå fast er, at selvet hos Goffman, meget karakteristisk,

ikke fremstilles i én sammenhængende teori ud fra samme perspektiv og defintion (Miller,

1986:177). Selvet optræder i mange sammenhænge, analyseres fra forskellige perpektiver, og

defineres på forskellige måder, og det er ved hjælp af denne perspektivisme, at Goffman

udvikler sin sociologi om selvet. Ann Branaman (1997:xlvii) har i denne forbindelse peget på,

at der i hvert fald kan identificeres to tilsyneladende modsatrettede opfattelser eller billeder af

selvet hos Goffman: På den ene side er der opfattelsen af selvet som udelukkende et socialt

produkt uden nogen egentlig personlig kerne. På den anden side præsenteres et billede af

selvet, som i en vis grad værende i stand til at frigøre sig fra sociale begrænsninger og

strategisk manipulere med den sociale siuation, således at det fremtræder i det mest favorable

lys.53

Hvad Branaman dog samtidig gør opmærksom på er, at Goffman i forbindelse med den

første opfattelse af selvet alligevel præsenterer et dualistisk billede af selvet i og med, at han

opererer med en “usocialiseret” del af selvet, der regulerer individets adfærd i social

samhandling og som endog i situationer byder individet at handle i modstrid med sociale

konventioner. I forbindelse med den anden opfattelse af selvet, blotlægger Branaman

yderligere et lag af Goffmans komplicerede syn på selvet ved ganske rigtigt at pointere, at

individer ikke frit kan vælge det billede af selvet, som andre skal acceptere; den strategiske

aktør er underlagt visse strukturelle begrænsninger og må nødvendigvis definere sig selv i

overstemmelse den status og de roller, han eller hun har i den sociale orden. Det er

spændingen mellem disse to i sig selv komplicerede opfattelser af selvet, der optager

Goffman. Hans pointe synes at være, at det menneskelige selv ikke skal betragtes alene som et

socialt determineret produkt, men som et socialt produkt, der samtidigt er i stand til at handle

strategisk og manipulatorisk med henblik på en bestemt selvpræsentation.54

The Presentation of Self in Everyday Life gennemstrømmes af den forestilling, at

individet i vidt omfang kan planlægge og udføre bestemte selvpræsentationer med henblik på

at fremstille et gunsigt billede af, hvem individet er. I denne bog anlægger Goffman et

forholdsvist optimistisk syn på individets autonome selvpræsentationsmuligheder. Selvet er

her effekten af individets optræden dog indenfor visse interaktionelle rammer og naturligvis

afhængig af andres samarbejde og særlige rekvisitter. Senere i forfatterskabet fremhæves det

ifølge Branaman tydeligere, hvordan individets kompetence vedrørende selvpræsentation er

Page 57: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

56

underlagt væsentlige sociale begrænsninger. I The Insanity of Place skriver Goffman for

eksempel, at:

“[...] the self is the code that makes sense out of almost all the individuals acitivities

and provides a basis for organizing them. This self is what can be read about the

individual by interpreting the place he takes in an organization of social activity, as

confirmed by his expressive behavior. The individual´s failure to encode through

deeds and expressive cues, a workable definition of himself, one which close

enmeshed others can accord him through the regard they show his person, is to block

and trip up and threaten them in almost every movement that they make.” (RP:366)

Det sociale individ er med andre ord forpligtet til at fremstille en selfdefintion, som

korresponderer med, og i hvert fald ikke modsiger, den defintion, som han eller hun tildeles af

andre gennem samværet.

Også i essayet On Face Work præsenterer Goffman en dobbeltdefintion af selvet:

“[...] the self as an image pieced together from expressive implications of the full

flow of events in an undertaking; and the self as a kind of player in a ritual game who

copes honorably or dishonorably, diplomatically or undiplomatically, with the

judgmental contigencies of the situation. A double mandate is involved. As sacred

objects, men are subject to slights and profanation; hence as players of the ritual

game they have had to lead themselves into duels, and wait for a round of shots to go

wide of the mark before embracing their opponents.” (IR:31-32)

Hvad Goffman med sit dobbeltblik på selvet, fra forskellige perspektiver, forsøger at vise er,

at selvet på én og samme tid er en socialt determineret “homo sociologicus”55

Hvad

Dahrendorf altså her blandt andet peger på er, at konstruktionen af mennesket som homo

sociologicus tenderer mod at udradere rigtige, levende mennesker fra den sociologiske

analyse. De faktiske og reelle mennesker er ikke interessante i sig selv. Det er derimod roller

og positioner, som samfundsssystemet foreskriver. som en autonom aktør, der virtoust

manipulerer med personlig information. Selvet er et interaktionelt og socialt konstrueret

billede (“image”) og en kompetent aktør i et ritualiseret spil. Som Randall Collins (1994:219)

har udtrykt det: “[...] in tribal societies (or in our own churches) the ritual creates a god or

spirit; in everyday encounters, the ritual creates the self.” Goffman placerer selvet mellem

forestillingen om homo sociologicus og interaktionismens levende, hensigtsstyrede,

symbolskabende menneske. Goffman var for eksempel ikke interesseret i roller som udtryk

for sociale positioner, men i højere grad for situationer (moments) og deres deltagere.

Truslerne mod selvet: Fra “main street” til “madhouse”56

Page 58: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

57

Hvor Goffman i The Presentation of Self in Everyday Life, Relations in Public, Behavior in

Public Places og Encounters primært udvikler sin sociologi om selvet ved at analyse social

interaktion mellem mennesker i forholdsvis almindelige, hverdagssituationer, skifter han med

publikationer som Asylums, Interaction Ritual og Stigma fokus til nu at undersøge det

menneskelige selv under forhold, hvor det er berøvet de traditionelle identitetskonstituerende

og -opbyggende ressourcer (Branaman, 1997:liv). I Asylums, har Goffman sat sig for at

undersøge indlagte psykiatriske patienters sociale verden således som de selv oplever den, og

et hovedformål var ifølge Goffman selv, at udvikle en sociologisk forståelse af selvets

struktur (A:11). Bogen består af fire essays, der hver især behandler aspekter af livet på det

psykiatriske hospital. Det psykiatriske hospital er valgt som et eksempel på, hvad Goffman

kalder for en total institution, hvilket vil sige en institution, hvor mennesker sover, leger og

arbejder, hvor alle aspekter af deres tilværelse er samlet under én og samme autoritet, der

regulerer disse menneskers liv efter én overordnet plan.57

On the Characteristics of Total Institutions, som er bogens første essay er en

undersøgelse af, hvad der sker med personers selv under selve indlæggelsesprocessen, samt

hvordan man bliver en del af “the inmate world”. Ved indlæggelsen gennemgår personen en

indruleringsprocedure (“admission procedure”), der indleder en række degraderinger,

ydmygelser og profaneringer af selvet. Patienter begynder på en række radikale skift i sin

“moralske karriere” - en karriere, som involverer de progressive forandringer, der vil

indtræde vedrørende personens syn på sig selv og signifikante andre (A:24). Indlæggelsen er

startskuddet til en række angreb på personens civile selv, eller til “mortifikationsprocessen”,

som Goffman vælger at kalde det. Uanset ordvalget er pointen dog den samme: At personer,

der indlægges på psykiatrisk hospital, gennemgår en proces, hvorigennem deres civile selv

krænkes og trues. Mortifikationsprocessen, som består i at individet aflægger noget af sig

selv og påtager noget nyt, rummer ifølge Goffman følgende elementer:58

1. Rolleberøvelse (“role dispossession”). Hvor individet i sit liv udenfor institutionen selv

kunne planlægge sin adfærd og sin rolleudøvelse således, at vedkommende kunne indtage

forskellige roller i løbet af dagen og desuden gøre det på en sådan måde, at rollerne ikke

kolliderede med hinanden, da finder der i totale institutioner en rolleberøvelse sted, eftersom

“[...] the inmates separation from the wider world lasts for around the clock and may continue

for years.” (A:24). Individet berøves med andre ord sine muligheder for selv at vælge og

planlægge udlevelsen af sin(e) rolle(r).

2. Trimning eller omprogrammering (“trimming or programming”) beskriver de

indruleringsprocedurer, hvor der udarbejdes en livshistorie, patienten fotograferes, klippes,

vaskes og vejes, der tages fingeraftryk, personlige ejendele registreres og opbevares, der

uddeles standardiseret beklædning og oplyses om institutionens interne regler. Disse

indruleringsprocedurer har til formål at transformere personen til et “[...] object that can be

Page 59: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

58

fed into the administrative machinery of the establishment, to be worked on smoothly by

routine operations.” (A:26).

3. Berøvelse af identitetsudstyr (“identity kit”). Ifølge Goffman findes der bestemte

personlige ejendele, som tjener en særlig funktion i relation til selvet. Som identitetsudstyr har

mennesker for eksempel brug for tøj, kosmetik og toiletgrej samt forskellige redskaber til at

holde sin påklædning og fremtræden i orden. Ved ankomsten til totale institutioner berøves

personen sin normale fremtræden samt de genstande, hvormed han opretholder den:

“Clothing, combs, needle and thread, cosmetics, towels, soap, shaving sets, bathing facilities -

all these may be taken away or denied him” (A:29), han lider herigennem en personlig

nedværdigelse (“defacement”) og berøves evnen til at vedligeholde og fremlægge sit normale

selvbillede (“image”) overfor andre (A:30).

4. Tvungen indtagelse af ydmygende bevægelser og attituder. I ethvert samfund, siger

Goffman, findes der visse bevægelser, kropsholdninger eller attituder, der, udført af en

person, berøver denne sin værdighed og respekt, og ethvert regelsæt eller ordre, der tvinger

individet til at indtage disse kropsholdninger, bevægelser eller attituder, virker derfor oftest

krænkende på personens selv. Disse krænkelser ses dog hyppigt i totale institutioner: “In

mental hospitals, for example, patients may be forced to eat all food with a spoon.” (A:30).

De kan også udmønte sig i påtvungne og ydmygende verbale tiltaleformer (for eksempel “hr.”

til overlægen) eller påvtungen indtagelse af ydmygende kropsholdninger i forbindelse med

afstraffelse, og alle er de kendetegnet ved at være uforenlige med personens oplevelse af sig

selv.

5. Forurening af selvet (“contaminative exposure”). I totale institutioner er patienterne i høj

grad ubeskyttede mod truende elementer. Patienten kan ikke som udenfor holde sin krop, sine

handlinger, sine tanker og sine genstande fri for kontakt med fremmede og “forurenende”

ting. I totale institutioner krænkes disse selvets territorier: “[...] the boundary that the

individual places between his being and the environment is invaded and the embodiments of

self profaned.” (A:32). Der sker for det første en krænkelse af personens ret til at forbeholde

informationer om sig selv, desuden kan der være tale om en slags “tilståelsesritualer”, hvor

personen mere eller mindre offentligt skal “erkende sin skyld”, der er den konkrete forurening

af kroppen via hår og snavs i maden, beskidte toiletter og baderum, den tvungne indtagelse af

medicin samt “tvangsfodring” og endelig er der den interpersonelle forurening, der handler

om påvtungen social kontakt og begramsning (eksemplificeret ved kropsvisitation og

rectalundersøgelser).

6. Afbrydelse af det normale forhold mellem aktøren og dennes handlinger. Dette er en anden

krænkelsestype sammenlignet med de ovenfor skitserede. Hvor de forudgående har beskrevet

Page 60: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

59

forskellige former for forurening af eller “hærværk” mod personens hidtidige oplevelse af sig

selv, handler denne om afbrydelsen af den sædvanlige sammenhæng mellem aktøren og

dennes handlinger (A:40-41). Kort sagt går krænkelsen ud på, at personen ikke længere har

mulighed for at indføre en afstand mellem sit selv og krænkelserne mod dette selv. I livet

udenfor den totale institution har personen, når han møder angreb eller krænkelser,

muligheder for at forsvare sig og dermed undgå at tabe ansigt - han kan undlade at vise

respekt, blive sur, komme med at par lavmælte eder eller ironisere. Gør han dette indenfor

rammerne af den totale instition bliver effekten dog ikke en beskyttelse af selvet, men

derimod en yderligere krænkelse i form af afstraffelse fra personalet begrundet i modvilje,

manglende samarbejde eller frækhed (A:41). Beskyttelseshandlingerne vurderes af

institutionen som værende udtryk for selvet og ikke for selvets forsøg på adskille sig fra den

krænkende situation.

7. Ensretning (“regimentation”) og tyrranisering (“tyrannization”), er et andet angreb på

patientens status som handlende aktør. Begreberne dækker over det forhold, at patienten ikke

længere kan planlægge deres handlinger således, at de passer ind i et af personen valgt

mønster eller forløb. I totale institutioner er patienternes tilværelse gennemsyret af personalets

kontrol, og der foreligger skrappe krav om ensartet adfærd: “[...] the inmate‟s life is

penetrated by constant sanctioning interaction from above especially during the period of stay

before the inmate accepts the regulations unthinkingly.” (A:43).

Samlet set resulterer alle disse elementer i berøvelse af de handlinger eller genstande, som i

personens civile liv tjener den funktion at bevidne overfor de sociale omgivelser, at den

pågældende har kontrol over tilværelsen, at han er person med voksen selvbestemmelse,

autonomi og handlefrihed. Det er krænkelsen af denne voksne handlekompetence (“executive

competency”) og de ting, der symboliserer den, der fører til den gradvise nedbrydelse af

selvet (A:47). I mortifikationsprocessen fratages og besudles individets muligheder for at

opleve sig selv som et handlende individ, der “ejer” sine egne handlinger, og som formår at

udprojicere59

sit selv i det sociale samvær med andre via territorier og identitetsudstyr.60

Med

afsæt i denne nuancering af Goffmans fremstilling af totale institutioner, formulerer Mouzelis,

en for mig at se, meget kontruktiv typologi over totale institutioner, hvori de centrale akser er

henholdsvis (1) rekrutteringsmåden (frivillig eller tvang) og (2) graden af stigmatisering

(stigmatisering eller ikke-stigmatisering). Accepteres en sådan typologi, viser det sig, at

Goffmans karakteristik af totale institutioner ikke kan siges at være generel, men udelukkende

gældende for totale institutioner, hvor stigmatiserede individer rekrutteres med tvang.

Samtidig er analysen et eksempel på, hvordan Goffman bevæger sig ud over perspektiver, der

(1) ser på individets relationer til sit eget selv eller (2) selvets position i en interaktionel

kontekst til en position, der kobler både selvet og den sociale interaktion til større strukturer

og systemidentiteter (Bergesen, 1984:53).

Page 61: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

60

Selvets territorier og krænkelsens modaliteter

En central antagelse hos Goffman er altså, at selvets ejendele og territorier61

er en del af eller

måske snarere at betragte som en slags forlængelser af selvet, og at krænkelser af disse

ejendele eller territorier derfor samtidig er krænkelser af selvet. I eksternaliseringen af vores

selv gør vi som personer krav på et dele af det rum, som interaktionen udspiller sig indenfor,

og vi benytter os samtidig af visse personlige genstande eller “rekvisitter”. Vi behøver med

andre territorier og rekvisitter for at kunne lancere og opretholde vores selv. Territoriet er det

på én gang symbolske og materielle udfoldelsesrum, som selvet behøver. Opretholdelsen af

selvet forudsætter altså opretholdelse af selvets territorier. At vise respekt for personers

territorier, hvad enten de har karakter af personlige rekvisitter eller er af mere rumlig eller

symbolsk karakter, er det samme som at vise respekt for personens selv. Omvendt signalerer

fraværet af respekt for disse territorier en manglende respekt for personens selv. De

personlige territorier er de områder eller genstande omkring eller på personen, der er

nødvendige for selvets opretholdelse. I Relations in Public beskriver Goffman de forskellige

territorietyper, der indholdsmæssigt korresponderer med mortifikationsprocessens elementer

beskrevet i Asylums: Territorierne kan opdeles i kategorier alt afhængig af deres organisering.

Goffman opererer således med faste (“fixed”) territorier, som har en vis geografisk

udstrækning, og som personen kan gøre formelt krav på gennem lovgivningen (fast ejendom).

En anden kategori er de situationelle (“situational”) territorier, der er bundet til en bestemt

lokalitet og som personen kan gøre til sin ejendom i en afgrænset periode (en bænk i parken).

Endelig er der de egocentriske (“egocentric”) territorier, som bæres rundt af personen.

Goffman præsenterer herefter territorierne i rækkefølge, startende med de spatiale. Vi har: (1)

det personlige rum (“personal space”), som omgiver en person, og som kan krænkes, når

andre træder ind i det; (2) båsen (“the stall”), der er det velafgrænsede rum, som person kan

lægge midlertidigt beslag på, og som man enten ejer eller ikke ejer. Som eksempler nævnes en

komfortabel stol, et bord med udsigt, en telefonboks; (3) brugsrummet (“use space”) er

territoriet umiddelbart omkring eller foran personen, som forventes respekteret, fordi det

rummer en instrumentel nytteværdi. Det kan for eksempel være det rum, som en besøgende på

et kunstmuseum etablerer mellem sig selv og den kunstgenstand, der iagttages; (4)

rækkefølgen (“the turn”), der må følges og respekteres, eksempelvis “kvinder og børn først”;

(5) hylsteret (“the sheath”) i form af huden på kroppen og det tøj, vi iklæder os, fungerer dels

som det mindste af alle personlige rum og udgør samtidig den egocentriske territorialitet i sin

reneste form; (6) besiddelsesterritorium (“possesional territory”), er enhver samling af

genstande, som identificeres med selvet og som transporteres på kroppen. Typiske eksempler

er jakke, vanter, cigaretter, tegnebog; (7) informationsreservatet (“informational preserve”) er

de informationer om sig selv, som en person i samvær med andre forventes at have kontrol

over: Lommernes indhold, breves ordlyd, biografiske oplysninger; (8) samtalereservatet

(“conversational preserve”) dækker over en persons ret til i et vist omfang at kontrollere,

Page 62: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

61

hvem der kan “trække” ham med i en samtale om hvornår. Det drejer sig med andre ord om

personens samtalemæssige tilgængelighed. (RP:29-40)

I forbindelse med selvets territorier og krænkelserne af dem opholder Goffman sig

desuden ved “krænkelsernes modaliteter” (“modalities of violation”), hvilket vil sige de

måder, hvorpå krænkelserne kan finde sted. Han opregner i denne forbindelse følgende: (1)

for lille fysisk afstand, kroppen placeres for tæt på andres territorium; (2) kroppen, der berører

og derigennem krænker andres overflade eller ejendele; (3) det gennemtrængende,

påtrængende og ublufærdige blik; (4) Lyde, frembragt af andre, som invaderer og som

påkalder frembringeren for megen “lydplads”; (5) uberettiget tiltale, det vil sige verbale

henvendelser fra personen, som ikke har beføjelse eller står for tur til at henvende sig; (6)

Kroppens “efterladenskaber”, der inddeles i fire kategorier: a) urin, sæd, afføring, snot, sved,

opkast, b) kropslugte, bøvs, dårlig ånde, c) kroppens varme, der kan findes på stolen, i

overtøjet, på toiletsædet og d) tegn på kroppens efterladenskaber i form af tandmærker i et

stykke chokolade, madrester på en tallerken. (RP: 44-47)

Selvets krænkelse, som er et centralt tema i såvel Asylums som Relations in Public,

kan altså foregå som berøvelse eller ødelæggelse af rekvisitter og andet identitetsudstyr og

som symbolsk eller konkret forurening af personens krop, hvad enten det handler om at

“komme for tæt på” eller om konkret “tilsmudsning”. Pointen hos Goffman er her, at der

principielt ikke er forskel på disse krænkelser. De er alle, omend i forskellige grader, udtryk

for territorielle krænkelser. Sådanne krænkelser er ifølge Goffman at betragte “prototypiske

krænkelser”, der opstår “[...] when one individual encroaches on the preserve claimed by and

for another individual, the first thereby functioning as a impediment to the second‟s claim.”

(RP:50). En anden type er de såkaldte selvkrænkelser (“self-violations”), der kan antage

forskellige former. Individet kan forurene sig selv. Det mest ekstreme tilfælde i vestlige

samfund er, når personer indsmører sig i egen afføring. Individet kan også deklassere sig selv

med andres affaldsprodukter (“debasement”). Den tredje og sidste type handler om blottelse

(“exposure”). Det drejer sig her om at fremvise sider af sig selv, som normalt anses for at

være for private eller pinlige at vise frem (RP:52-56).

Sekundær tilpasning

I Asylums analyserer Goffman som nævnt, hvordan den totale institution gradvist opnår fuld

kontrol med de indlagtes selvpræsentationsredskaber og dermed i sidste ende med de

indlagtes selv. Ved at kontrollere de midler, hvormed de indlagte kan kommunikere til andre

om sig selv, kommer den totale institution i sidste instans til at kontrollere de indlagtes selv.

Men Goffman skriver også om, hvordan mennesket kan befri sig fra denne kontrol. Det kan

distancere sig fra den rolle, som det bliver tilskrevet og lade være med at tillægge den særlig

værdi. Det skriver han om i sit essay om rolledistance, der beskriver hvordan personer kan

indføre en distance mellem sig selv og den socialt situerede rolle, det vil sige den rolle, man af

omgivelserne forventes at spille (E:108). Eller man kan finde sekundære tilpasningsformer.

Sekundær tilpasning og rolledistance minder ifølge Erik Axel (1975:80) om hinanden, fordi

Page 63: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

62

der i begge tilfælde er tale om adfærd, hvormed personer forsøger at bevare deres identitet

ved at fornægte den socialt situerede. Hermed kan man ifølge Chriss (1999:75) tale om det

“negationelle selv” - udtryk, der beskriver, hvad selvet ikke er. Goffman definerer i essayet

The Underlife of a Public Institution sekundære tilpasningsformer som

“[...] any habitual arrangement by which a member of an organization employs

unauthorized means, or obtains unauthorized ends, or both, thus getting around the

organization‟s assumptions as to what he should do and get and hence what he

should be. Secondary adjustments represent ways in which the individual stands

apart from the role and the self that were taken for granted for him by the

institution.” (A:172).

I forbindelse med sin analyse af kilderne til de materialer, som patienterne anvender i den

sekundære tilpasning skelner Goffman mellem at klare sig med det, man har (“make do”) og

hverdagens fiduser (“working” the system”). Den første form handler om at benytte de

forhåndenværende genstande på måder, som de ikke af institutionen var tiltænkt. Som

eksempler nævner Goffman at hamre en kniv ud af en ske, lave blæk ved udtræk at tryksværte

fra Life-magazine og tænde cigaretter med hjemmelavede lightere (A:187). Den anden form,

hverdagens fiduser, forudsætter et indgående kendskab til institutionens rutiner og rytmer og

beskriver, hvordan patienter tilegner sig ting eller privilegier, som man ikke burde have haft.

Goffman nævner et illustrerende eksempel fra kantinen: “On days when the food was both

liked and portable, for example when frankfurters or liver where served, some patients would

wrap up their food in a paper napkin and then go back for seconds.” (A: 190). Med til de

sekundære tilpasningsformer hører desuden de private gemmer (“stashes”). Det vil sige

steder, hvor patienterne kan opbevare private eller forbudte ejendele, som ikke blot

repræsenterer en reel nytte- eller nydelsesværdi, men også hjælper dem med at udtrykke deres

selv samt opretholde et minimum af privatliv.

De sekundære tilpasninger er individets “modstand” mod de institutionelle trusler

mod selvet og forsøg på at opretholde et selv i de revner og sprækker, der findes i den totale

institution. Gennem sekundær tilpasning definerer individet sit selv i opposition til den

defintion af individet, der påtvinges fra institutionens side.62

Den generelle indsigt vedrørende

selvets dannelse og opretholde synes med andre ord at være, at selvet udvikles i en proces

mellem identifikation og modstand, mellem determinisme og kreativitet, og at Goffman derfor

opererer med et “dialektisk begreb om selvet” (Zeitlin, 1973:203). Selvet udvikler sig, som

Goffman siger, imod noget samtidig som det implicerer en form for uselviskhed. Dette

udtrykker Goffman tydeligt i essayet The Underlife of a Public Institution, hvor han blandt

andet skriver, at

“Our sense of being a person can come from being drawn into a wider social unit,

Page 64: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

63

our sense of selfhood can arise through the little ways in which we resist the pull.

Our status is backed by the solid buildings of the world, while our sense of personal

identity often resides in the cracks.” (A:280).

Det handler om overlevelse og om skabelsen af et frirum eller en egen verden med et

personligt indre og/eller ydre rum samt rekvisitter til opretholdelse eller bekræftelse af det

selv, hvis artikulationsmuligheder krænkes og berøves i den totale institution.

Identitet

Som det burde være fremgået interesserer Goffman sig primært for, hvad vi kunne kalde for

den sociale side af selvet. Dette i modsætning til den mere subjektive, egoorienterede

psykologi og socialpsykologi, der koncentrerer sig om selvet i betydningen individets indre

oplevelse af sig selv. Goffmans fokuserede på den del af selvet, der så at sige er “i spil”, det

vil sige den del af selvet, der udprojiceres, kommunikeres, bearbejdes, sættes på spil,

bekræftes og forandres i social interaktion, og hans overbegreb for denne del af selvet er

identitet (Burns, 1992:212). Goffmans skelner desuden mellem forskellige former for

identitet. I Stigma, der er en analyse af, hvordan personer håndterer diskrediterende eller

stigmatiserende information om selvet i forhold til sig selv og andre, definerer han begreberne

social identitet, personlig identitet og jeg-identitet (“ego identity”).63

Den sociale identitet

beskriver individets tilhørsforhold sociale kategorier i kraft af bestemte egenskaber eller

karakteristika, og har at gøre med individets forhold til de sociale omgivelser. Vi anslår en

persons sociale identitet ved at vurdere hans fremtræden (“appearance”): “When a stranger

comes into our presence, then first appearances are likely to enable us to anticipate his

category and attributes, his “social identity”. (S:12). I forbindelse med begrebet social

identitet indfører Goffman en skelnen mellem personerne “tilsyneladende sociale identitet”

(“virtual social identity”), som er den sociale kategori, man umiddelbart og ved første øjekast

ville placere personen i og den “faktiske sociale identitet” (“actual social identity”), som er

udtryk for de egenskaber, personen reelt viser sig at besidde. Det er denne begrebslige

skelnen, der danner baggrund for hans definition af begrebet stigma. Stigma er

miskrediterende egenskaber hos en person, der gør han eller hende til et uegnet medlem af

den eller de sociale kategorier, vedkommende uden sit stigma ville tilhøre. Stigma er

diskrediterende kendetegn, der placerer individer i mindre ønskelige sociale kategorier og

indebærer altså en særlig diskrepans mellem den tilsyneladende sociale identitet og den

faktiske sociale identitet (S:12-13).64

Hvis en persons sociale identitet viser sig at indeholde

træk eller egenskaber, som er mindre flatterende end først antaget, da omplaceres personen fra

den aktuelle sociale kategori til en mindre ønskværdig (Burns, 1992:217). Stigma er derfor

“[...] a special kind of relationship between attribute and stereotype” (S:14), og som Goffman

videre påpeger involverer begrebet et dobbeltperspektiv: Går den stigmatiserede ud fra, at

afvigelsen er offentlig kendt eller direkte synlig, eller antager han, at personerne i den

Page 65: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

64

umiddelbare nærhed hverken kender til det eller, at det er umiddelbart synligt for dem? I det

første tilfælde taler Goffman om den miskrediterede (“the discredited”) og i det andet om den

potentielt miskrediterede (“the discreditable”), som markerer en vigtig forskel, selvom

Goffman her også peger på, at den stigmatiserede som oftest kender til begge situationer

(S:14).

Personlig identitet angiver personen som et unikt væsen med sin helt særlige biografi

og med nogle “positive mærker” (“positive marks”) og identitetsknager (“identity pegs”), som

muliggør en differentiering fra alle andre individer. Den personlige identitet, som udgøres af

en række elementer (vores navn, udseende, fingeraftryk, bevægelsesmønster, kropsholdning

og så videre), har altså at gøre med den antagelse, at “[...] the individual can be differentiated

from all others and that around this means of differentiation a single continuous record of

social facts can be attached” (S:74). I begrebet om den personlige identitet, ser vi hvordan

Goffman nedtoner individets subjektivitet. Det er ikke personens egen oplevelse af, hvem han

eller hun er, som er afgørende. Tværtimod, den personlige identitet afhænger, hvordan andre

identificerer vedkommende. Hvor den personlige og sociale identitet ifølge Goffman først og

fremmest indgår som elementer i andre menneskers defintioner af den person, hvis identitet

man beskæftiger sig med, da omhandler jeg-identiteten “[...] the subjective sense of his own

situation and his own continuity and character that an individual comes to obtain as a result of

his various social experiences.” (S:129). Begrebet om jeg-identiteten indfører Goffman dels

for at tydeliggøre begreberne personlig og social identitet, men også for at kunne bringe sin

analyse af stigma et skridt videre. Hvor begrebet personlig identitet gjorde det muligt at

vurdere informationhåndteringens rolle i forbindelse håndtering af stigma, åbner begrebet

jeg-identitet op for undersøgelsen af “[...] what the individual may feel about stigma and its

management” (S:130).

James Chriss (1999:66) har peget på, at selvom Goffman bevarer sin skelnen mellem

personers tilsyneladende identitet på den ene side og den faktiske identitet på den anden, så

kommer han aldrig frem til en klar bestemmelse af, hvad det faktiske selv egentlig er, endsige

til en klar afgørelse af, om dette selv overhovedet findes. I sit essay om rolledistance65

skriver han blandt andet menneskelige aktører har en profan og en hellig del. Den hellige del

drejer sig om mere personlige forhold og handler om, hvordan personen i virkeligheden er,

når alle de profane lag skrælles af. Den hellige del ses, når personen slapper af og viser sig om

han i virkeligheden er overfor andre (E:152). Dette kunne, som Chriss også er inde på, give

det indtryk, at rolledistance så ikke ville kunne komme på tale i den hellige del, hvor

mennesket jo viser sig i sin autentiske skikkelse. Men som Chriss ganske rigtigt peger på,

bruger Goffman det meste af dette essay på dokumentere, hvordan rolledistance kommer til

udtryk ikke blot i det sociale livs profane områder, men også i de hellige. Der er med andre

ord elementer i Goffmans sociologi om selvet, der peger i retning af, at der ikke findes et

autentisk selv, forstået som et menneskeligt selv blottet for enhver social maske. Betragt for

eksempel følgende citat fra Role Distance:

Page 66: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

65

“When the individual withdraws from a situated self he does not draw into some

psychological world that he creates himself, but rather acts in the name of some other

socially created identity.”66

(E:107)

Som Ann Branaman (1997:xlviii) har udtrykt det, så er selvet hos Goffman “[...] the mask the

individual wears in social situations, but it is also the human being behind the mask who

decides which mask to wear”.67

Menneskets selv er hos Goffman at betragte som en funktion

af samfundet, det er “oversocialiseret”68

, og det er desuden karakteristisk, at det

identitetsbegreb, der i Stigma spiller den mindst fremtrædende rolle, er det fænomenologisk

inspirerede begreb om jeg-identitet (Rasmussen, 1975:100).

Rekapitulerende kan vi fastslå, at selvet hos Goffman ikke er nogen fast størrelse, det

er noget, der skabes i interaktion og kommunikation med andre.69

Dermed er selvet en slags

artikulation eller udprojicering, der forudsætter visse “udtryksmidler”. Hos Goffman betegnes

disse udtryksmidler som henholdsvis “rekvisitter” og “territorier”. Et ofte overset aspekt af

denne udprojicering eller selvpræsentation er ifølge Micheal Schwalbe (1993:336), at den rent

faktisk afhænger af forhold, som ligger udenfor individets bevidsthed og kontrol:

“Goffman‟s various analyses show that in making self-presentations, people must

often use sign-equipment not of their own choosing; that the meaning of this

sign-equipment is not determined by the person who uses it; that the rules or codes

that allow people to employ sign-equipment meaningfully are not of their immediate

creation; that some people have limited access to certain props or other pieces of

sign-equipment; that the meaning of a prop or a piece of sign-equipment is also

determined by the context in which it is used; and that ultimately the meaning of a

self-presentation is created in collaboration with an audience.”

Goffmans teori om selvet er dermed, som det også tidligere er antydet, ikke en teori om det

autonome og kontekstuafhængige selv, men derimod om de måder, hvorpå selvet præsenteres,

udprojiceres, dannes og forandres ved hjælpe af på forhånd givne tegn-signaler og i

samarbejde med det tilstedeværende publikum. Selvet er effekten af skuespillet, det er

ritualernes objekt og området for strategisk kamp (Branaman, 1997:lxiii), og dermed er

skuespillet, ritualet og spillet (som præsenteres mere udførligt i kapitel 5) faktisk tre sider af

samme sag: Interaktionelle, kommunikative og symbolske udvekslinger om selvet. Goffman

opfatter selvet, som noget, der på en gang produceres (og dermed determineres) gennem

sociale optrædender og samtidig som noget individet selv kan forme gennem sin optræden, og

som er afhængig af personens interaktionelle status og ressourcer. Dette dualitet i selvets

præsentation fremgår af figur 1. Selvet produceres gennem møder og relationer mellem

mennesker, det eksisterer ifølge Goffman ikke uafhængigt af det sociale møde, selvet er med

Page 67: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

66

andre ord bundet til konkrete situationer, hvad enten de tager form af dramatisk optræden,

rituel adfærd eller strategisk spil.70

Figur 1: Selvpræsentationens iboende dualitet

(Kilde: Smith, 1988:119)

Figuren skal forstås derhen, at selvet på den en side er en handlende og optrædende

agent, der fabrikerer indtryk i en “social forestilling” og på den anden side er selvet noget, der

produceres gennem sociale møder i den forstand at selvets “karakter” betragtes som

slutproduktet af individets samlede interaktionelle aktivitet i det sociale møde (Smith,

1988:120). Om forståelsen af selvet som et produkt af sociale arrangementer skriver Goffman

følgende:

“There will be a back region with its tools for shaping the body, and a front region

with its fixed props. There will be a team of persons whose activity on stage and in

conjunction with available props will constitute the scene from which the performed

character‟s self will emerge, and another team, the audience, whose interpretive

activity will be necessary for this emergence. The self is a product of all those

arrangements, and in all of its parts bears the marks of this genesis.” (PS:245)

I det sociale møde drejer det sig for mennesket om at oppebære et selv, der respekteres af

andre, og det gælder desuden om at forsvare dette selv imod de trusler og krænkelser, som det

udsættes for. Goffmans sociologi om selvet er derfor på mange måder historien om, hvordan

mennesker forsøger (ved hjælp af for eksempel indtryksstyring, dramatisk realisering og

sekundære tilpasningsformer) at opret- og vedligeholde “social kreditværdighed”. Eller sagt

med andre ord, Goffmans sociologi om selvet handler om, hvordan vi som sociale væsener

via forskellige, mere eller mindre upåagtede teknikker, forsøger at bevare, overfor

omverdenen og os selv, et billede af en respektabel og værdig person. I sit essay om

rolledistance skriver han desuden om, hvordan vi besidder en flerhed af forskellige selv

Selvet som optrædende Det sociale møde

Det sociale møde Selvet som „karakter‟

Page 68: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

67

(“multiple selves”) og om, hvordan vi kan bruge disse selv til at supplere og variere det socialt

situerede selv, der stilles til rådighed i interaktionen, og dermed give vort eget selv dets

unikke og særlige præg (E:133).

Goffmans begreb om det menneskelige selv adskiller sig her i høj grad fra det

simmelske (Davis, 1997:380-382). Hvor Simmel opfatter individet som et aktivt, formende

individ, der syntetiserer verden omkring sig, er Goffmans individ langt mere passivt og

skrøbeligt. Davis peger på, at Goffmans individ i mindre grad handler om et selv, mere end

det handler om et “selvbillede”. Her ligner Goffman mere Durkheim, end han ligner Simmel.

Med afsæt i Durkheim karakteriser Goffman det menneskelige selv som noget helligt, der skal

beskyttes og som ikke må krænkes. Meget af den menneskelige samhandling handler for

Goffman om en celebrering af individet og samtidig en beskyttelse af selvet gennem ritualer.

Goffmans opfatter altså ifølge Davis det menneskelig selv som en på én og samme tid hellig

og skrøbelig størrelse, der må beskyttes gennem særlige sociale samhandlings ritualer. Davis

henleder opmærksomheden på et specifik passage i Goffmans (1983a:4) formandstale til den

amerikanske sociologforening, hvor han blandt andet siger:

“By definition we can participate in social situations only if we bring our bodies and

their accoutrements along with us, and this equipment is vulnerable by virtue of the

intrumentalities that other bring along with their bodies. We become vulnerable to

physical assult, sexual molestation, kidnapping, robbery, and obstruction of

movement [...] Similarly in the presence of others we become vulnerable through

their words and gesticulation to the penetration of our psychic preserves, and to the

breaching of the expressive order we expect will be maintained in our presence.”

Gennem samvær med andre udsættes det menneskelige selv altså for fare. Vi er skrøbelige

konstruktioner, der bestandigt må arbejde på (1) ikke at skade andres selv gennem “utilbørlig

optræden” og (2) at beskytte vort eget selv. Med sine mange detaljerede analyser har

Goffman, som John Lofland (1984:9) bemærker, vist os hvordan denne skrøbelighed har at

gøre med selvets sammenvævning med samhandlingsordenen:

“He [Goffman] showed us with a detail and poignancy no one had before how our

sense of ourselves, of what is real, and how we feel is bound up in - is inextricably

knotted to - the ever-moving microdynamics of the immediate interaction order in

endlessly complicated ways of which we are not aware. As that moving order is quite

delicate and subject to myriad punctures and breakdowns, so are our selves, our

sense of reality, our feelings.”

Goffmans dramaturgiske approach har blandt andet resulteret i, at flere forfattere (for

eksempel Lyman & Scott, 1970; Habermas, 1984; Psathas, 1975) har associeret ham med et

Page 69: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

68

særligt kynisk menneskesyn, hvor fordækthed, manipulation og strategisk maskespil udgør de

typiske træk ved menneskers sociale samhandling. Goffmans mennesketype er på denne

baggrund ofte blevet beskrevet som en kyniker, der konstant er optaget af, at manipulere det

indtryk, vedkommende gør på andre. Med Michael Scwalbes (1993:336) ord, synes individet i

denne udlægning af Goffman ikke at være optaget af andet end at bære den maske, der giver

det største “afkast” i en given situation. Stein (1991:426) er inde på noget af det samme, når

han skriver, at en sådan approach tegner et billede af en ubehagelig og problematisk social

verden, hvor:

“[...] sincerity becomes secondary to manipulation and appearances. Whatever true

feelings one may have are constantly mitigated, guarded and masked by a

presentation of self consistent with the official and appropriate defintion of the

situation. Accordingly, actors live externally with no interior specifications, letting

situations specify who and what they are.”

Jeg mener ikke, at Goffmans menneskesyn er pessimistisk eller kynisk. Man bør, som Collins

(1986:107) gør opmærksom på, erindre sig, at Goffmans grundlæggende teoretiske pointe var,

at det i sidste instans er samfundet, det sociale system, der “tvinger” mennesket til at indtage

forskellige roller, til at fremstå troværdige, ærlige, taktfulde, og at det derfor i sidste instans er

samfundet, som gør os til skuespillere fremfor spontant involverede i vore roller. Goffman var

optaget af spændingen mellem autencitet og fordækhed, mellem fremtrædelsesform og

virkelighed, og Davis har for mig at se ret, når han skriver, at:

“Goffman emphasized lowly valued Machiavellian motivations for human behavior:

concern for appearances rather than substance, self-interest rather than altruism,

artifice rather than authensity.” (Davis, 1997:385)

Det betyder dog ikke, at Goffman forestillede sig, at mennesker alene er manipulerende, og

altid spiller teater (Young, 1971:278). Han henledte blot opmærksomheden på et centralt

aspekt ved menneskelig samhandling:. Nemlig det, at vi benytter de i situationen tilgængelige

tegn og rekvisitter og tilpasser vores selvpræsentation til den aktuelle samhandlingsramme,

som vi befinder os i. Formålet er ikke alene at opretholde den mest fordelagtige

selvpræsentation og beskytte os selv, men i ligeså høj grad at beskytte det øvrige publikum og

dermed situationen som sådan mod sammenbrud. Goffman havde derfor ikke alene blik for

det kyniske, manipulerende, han vidste godt, at også tillid og efterlevelsen af moralske normer

er forudsætninger for opretholdelse af social orden. I konklusionen i The Presentation of Self

in Everyday Life skriver han følgende om dialektikken mellem det optrædende,

manipulatoriske element og den moralske adfærd:

Page 70: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

69

“In their capacity as performers, individuals will be concerned with maintaining the

impression that they are living up to the many standards by which they and their

producst are judged. Because these standards are so numerous and so pervasive, the

individuals who are performers dwell more than we might think in a moral world.

But qua performers, individuals are concerned not with the moral issue of realizing

these standards, but with the amoral issue of engineering a convincing impression

that these standards are being realized.” (PS:243)

Skuespil og moralitet står altså ikke i modsætning til hinanden. I det sociale liv er vi som

optrædende i høj grad optaget af moralske normer, men vi er ikke altid optaget af dem for

deres egen skyld. Som optrædende er vi en slags “moralkøbmænd” (“merchants of morality”),

der tilbyder de varer (moralske handlinger), som vore kunder (publikum) ønsker. Moralitet og

skuespil smelter med andre sammen i den optrædende, der for overhovedet at kunne handle

adækvat må interesse sig for moralsk forskrifter om takt og sømmelighed. Verden i The

Presentation of Self in Everyday Life ville, som Johan Asplund (1975:27) har udtrykt det,

“[...] falde sammen, hvis den ikke var befolket af gentlemen.”71

Endelig skal det nævnes, at

Goffman brugte teatermetaforen (og sine øvrige metaforer) som analytiske redskaber og ikke

som beskrivelser. Den dramaturgiske tilgang skal opfattes som et begrebssystem, der

afdækker visse lag af den sociale virkelighed. En pointe, der også udtrykkes hos Messinger,

Sampson & Towne (1962:108):

“It is a simile, a frame of reference, invoked by analyst to segregate and permit him

to analyze one of the multiple functions of interaction; its „impressive‟ function. The

purpose is facilitated because this function is segregated in the theater; in daily life,

this function is a concretely inextricable part of a larger complex.”

Goffmans syn på selvet er ikke blot interessant i relation til hans forståelse af forholdet

mellem individ og samfund, mellem fremtrædelsesform og virkelighed. Det er samtidig en

slags genvej til forståelsen af hans epistemologi. Som Frances Waksler har gjort opmærksom

på, vokser Goffmans epistemologi faktisk ud af hans syn på selvet. Selvet er, som vi har set

ikke en fast, unik størrelse, men noget der præsenteres og præsenterer sig ved at modtage og

afsende information, det vil sige noget, der skabes i interaktionen mellem mennesker.

Goffman accepterer ifølge Waksler (1989:5) den præmis, at man som sociolog ikke har

adgang til menneskers “indre specifikationer”, men at man kan lære om, hvad andre

mennesker ved og tænker ved at være deltager i den samme sociale verden. Det, vi kan lære

og vide om andre menneskers indre, er filtreret gennem den sociale interaktion, som på denne

måde på én og samme tid både er kilden til denne viden og dens begrænsning (Waksler,

1989:6). Goffman, hævder Waksler, stiller sig ikke an, som den alvidende sociolog, der

hævder at kende til andres indre på samme måde som de selv. Han foreslår i stedet en

Page 71: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

70

epistemologi, der baserer sig på den præmis at selvet dannes og præsenteres i interaktion med

andre, og at information om andre menneskers selv, derfor i princippet i “offentlig

tilgængelig” for deltagere i denne interaktion.

Goffmans projekt revisited

Lad os på dette punkt forsøge at opsummere hvad Goffmans projekt handlede om og hvor

langt han nåede i sine bestræbelser. Det skulle på dette tidspunkt gerne stå klart, at Goffman

kan betragtes som en sociolog, der gennem sit forfatterskab forsøgte at udvikle en teori om

menneskers samhandlingsorden. Som James Chriss (1993:477) gør opmærksom på, kan

Goffmans projekt og metode på et meget overordnet beskrives på følgende måde: Han gik ud

i den sociale virkelighed og observerede den uendeligt nuancerede og varierede menneskelig

aktivitet, der udspiller sig der, med det formål engang at kunne beskrive og fremlægge det sæt

af regler, der kan bruges til analysere det sociale liv. Men som Chriss ganske rigtigt

understreger, så lykkedes det aldrig for Goffman at nå så langt. Goffman udviklede ikke en

færdig og konsistent teori om menneskelig interaktion i ansigt-til-ansigt situationer, men han

producerede nogle begreber, hvormed han forsøgte at beskrive en række af disse situationers

særlige karakteristika. Derfor har Lofland (1980:33) også ret, når han siger, at:

“Goffman is not propounding full theory. Nonetheless, the step he does take is a

necessary first step in developing theory. He may, in this sense, be making important

contributions in the direction of theory.”

Hvad Lofland her er inde på, er helt centralt i forståelsen af Goffmans metode. Den gik ud på

at prøve sig frem, at præsentere foreløbige begreber, som siden raffineres, ændres, og gives

nyt indhold, indtil de til sidst præcist beskriver, det de skal. Goffman fik dog som nævnt

aldrig samlet sine begreber i en sammenhængende teori, og Randall Collins (1988:43) er

derfor på rette spor , når han hævder, at Goffmans arbejde på mange måder “[...] looks like a

micro-sociological Linneus, laying out classifications and modestly waiting for some later

Darwin to bring these materials into an explanatory theory.” Om Goffman kan betegnes som

en slags sociologiens Linné må være et åbent spørgsmål. Men at han, takket være sine

taxonomiske anstrengelser, har givet os en række centrale begreber, når det drejer sig om at

forstå de mekanismer, der er på spil i vores sociale interaktion samt at han har skærpet

generationer af sociologers interesse for “det upåagtedes sociologi”, er hævet over enhver

tvivl.72

Hans projekt gik ud på at konsolidere et nyt selvstændigt forskningsfelt indenfor

sociologien, og hans interesse for dette felt blev båret frem af en overbevisning om, at man

gennem studier af det sociale møde mellem mennesker ikke blot kan generere generelle

“makroindsigter” om samfundets sammenhængskraft, men også nå nærmere en sociologisk

erkendelse af de mekanismer og kræfter, der opretholder, bekræfter, nedbryder og truer det

menneskelige selv. Der er altså ifølge Albert Bergesen flere sammenvævede og interagerende

lag i Goffmans projekt: For det første et lag, der handler om det personlige selv, om det

Page 72: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

71

billede vi ønsker at præsentere udadtil og for det andet et interaktionslag med sin egen orden

og dynamik, der handler om den måde, selvet indgår relationer med andre selv gennem

mikroritualer. Goffmans store styrke lå i, at han forstod samfundets lagdelte natur og dermed

også de komplekse forbindelseslinier mellem selvet, social interaktion og sociale institutioner

(Bergesen, 1984:53).

Hvad jeg har forsøgt i dette kapitel er at opsummere og tegne konturerne af

Goffmans projekt som forsker og sociolog - det samme som Goffman (tydeligvis med større

elegance) gjorde i sin formandstale til den amerikanske sociologforening. Forelæsningen, The

Interaction Order kan læses som en syntetiserende sammenfatning af hovedpunkterne i

forfatterskabet. Her præsenterer han i meget koncentreret form en række af sine begreber og

sammenhængen mellem dem med en beudringsværdi klarhed, eller mere præcist; han

præciserer og klarlægger de strukturer og processer, som er specifikke for

samhandlingsordenen og diskuterer hvordan samhandlingsordenen relaterer sig større sociale

strukturer. Summarisk gengivet handler det om det sociale mødes bevisende eller bekræftende

(“evidential”) karakter, at vi med vores fremtræden og involvering (af)giver information, der

gør det muligt for at andre at bestemme vores status, intentioner og relationer; at mennesker

under fælles tilstedeværelse deler et fælles opmærksomhedsfokus, giver tegn til andre om

deres fysiske handlinger og intentioner og “opfanger” omgivelsernes reaktioner på disse,

hvilket igen fungerer som forudsætningen for noget ganske afgørende, nemlig den vedvarende

fælles koordination af handlinger; at vores måde at karakterisere andre på ved at observere og

lytte er baseret på to grundlæggende former for identifikation; en “kategorisk”, hvor den

anden placeres i en social kategori og en “individuel”, hvor unikke træk som fremtræden,

navn, stemmeføring og kropsholdning tages i betragtning (Goffman, 1983a:3-4). Vi

præsenteres også for de substantielle eller basale interaktionsenheder, som med Goffmans

ord er at finde i den “interaktionelle Zoo”, nemlig de omvandrende enheder (“ambulatory

units”) herunder singler, “withs”, processioner og køen; den kontakt, der opstår når

mennesker er opmærksomme og reagerer på hinanden; de møder, hvor mennesker som

ratificerede medlemmer samles indenfor en forholdsvis afgrænset fysisk lokalitet i et fælles

og gensidigt forehavende (“conversational encounter”); de såkaldte “platform performances”,

hvor en aktivitet udføres af en eller flere personer overfor et publikum og endelig de

celebrerende sociale begivenheder (“celebrative social occasions”), som er samlinger af

“godkendte” individer, der deltager i en fælles, koordineret kontrolleret celebrering af særligt

anerkendt forhold eller princip (Goffman, 1983a:6-7).

Den sidste halvdel af teksten har Goffman (1983a:7-8) viet til diskussionen af “[...]

the interface between the interaction order and more traditionally considered elements of

social organization”, det vil sige til hvordan relationen mellem samhandlingsordenens

mikroniveau og samfundets makrostrukturer skal begribes.73

Goffman var gennem sit

forfatterskab interesseret i såvel den mikroskopiske samhandlingsorden som samfundets

“oversituationelle” og strukturelle aspekter men ikke som isolerede fænomener i sig selv.

Page 73: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

72

Hvad han ønskede at forstå var, hvordan møder mellem mennesker genererer og vedligeholder

sociale strukturer samt hvordan disse sætter deres aftryk på social samhandling. Han (1983a:8)

afviser på den ene side det synspunkt, at “[...] all macrosociological features of society, along

with society itself, are an intermittently existing composite of what can be traced back to the

reality of encounters“, eller med andre ord at sociale strukturer kan forstås alene som

ekstrapoleringer eller aggregater af sociale møder mellem mennesker. På den anden side

understreger han, at “Social structures don‟t determine culturally standard displays, merely

help select from the available repertoire of them.” (Goffman, 1983a:11). Kort sagt, at

samhandlingsordenens forskellige former ikke mekanisk determineres af sociale strukturer.

Men hvordan kan vi da forstå relationen mellem samhandlingsorden og sociale strukturer,

mellem mikro og makro. Hvis ikke den ene determinerer/producerer den anden eller vice

versa, må en mere kompliceret relation være involveret. Goffmans “løsning” på mikro-makro

problemet peger i to retninger. For det første kan relationen forstås som løst koblet “[...] a

„loose coupling‟ between interactional practices and social structures, a collapsing of strata

and structures into broader categories, the categories themselves not corresponding one-to-one

to anything in the structural world”. Hvilket vil sige, at der godt nok eksisterer en forbindelse

mellem disse niveauer (sociale strukturer er som Goffman udtrykker det “afhængige af og

sårbare overfor det, der sker i ansigt-til-ansigt kontakter”), men at ingen “generaliseret

formulering om et nydeligt samspil mellem dem er mulig” (Smith, 1989:35). For det andet kan

man anskue det sociale møde, som omgivet af en “membran af transformationsregler”

(“transformation rules”), som afgør, hvordan relevante, eksternt betingede egenskaber

håndteres i det sociale møde (Goffman, 1983a:11). Det følger heraf, at beskrivelser af et

samfunds transformationsregler naturligvis siger noget centralt om dette samfund, men ikke

kan betragtes som en fuldgyldig beskrivelse af dets sociale struktur (E:31fn). Det store kan

ikke mekanisk ekstrapoleres fra det små, ligesom det små ikke entydigt determineres af det

store. Det store (sociale ordener og strukturer) har et selvstændigt liv, det besidder en form for

relativ autonomi (Goffman, 1983a:9), og egenskaber knyttet til dette store, forandres,

modificeres og blokeres når det bringes ned i sociale situationer. Det er denne centrale og

komplicerede relation Goffman kredser om i mange af sine publikationer.74

Det projekt, der kan læses ud af denne Goffmans sidste tekst, kan beskrives som

bestræbelserne på at tegne konturene af samhandlingsordenen sui generis, det vil sige

konturene af et selvstændigt domæne for sociologisk undersøgelse, hvor struktur og aktør

ikke står i et dikotomisk eller konkurrende forhold til hinanden (Rawls, 1987:138). Den

“tvang” eller begrænsning, der eksisterer i samhandlingsordenen varierer ikke lokalt fra

situation til situation, og den stammer ifølge Goffman heller ikke fra sociale strukturer som

klasserelationer eller kulturelle forestillinger men derimod fra selvets behov for dramaturgisk

at kunne præsentere sig selv, og dermed hævder han rent faktisk, at det er det sociale selvs

præsentationsbehov, der skaber orden samt at individer efterlever denne orden, fordi

overtrædelser vil forhindre dem i at præsentere sig selv og dermed i at eksistere som sociale

Page 74: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

73

selv (Rawls, 1987:140). Goffmans samhandlingsorden er dermed ikke blot udtryk for

rutiniserede handlinger eller defineret af sociale strukturer, men et “interaktionelt socialt

faktum”, fordi den udspringer af forestillingen om selvet som et dramaturgisk produkt (Rawls,

1987:145).

Samhandlingsordenen hos Goffman er, som det burde være fremgået, den orden og

struktur, der findes i sociale situationer, hvilket vil sige situationer, hvor to eller flere

mennesker er tilstede sammen. Goffmans ambition var at vise, hvordan der i sådanne

situationer (det vil sige i menneskers ansigt-til-ansigt interaktion med hinanden) udvikles og

konstitueres en orden, der følger sine helt egne regler og strukturer (Brante, 1997:325).

Goffman (1964:134) gjorde i en af sine tidlige artikler opmærksom på, at det præcis er denne

oversete situation (“The Neglected Situation”), der bør være genstanden for sociologisk

undersøgelse:

“Social situations, at least in our society, constitute a reality sui generis, as He used

to say, and therefore need and warrant analysis in their own right much like that

accorded other basic forms of social organisation.”75

En helt central sociologisk “gevinst” ved den mikroanalyse Goffman her (og sin

formandsforelæsning) argumenterer for, er at man ved hjælp af sådanne studier kan lære om

de kræfter og mekanismer, der sikrer og stabiliserer den sociale orden. Som Randall Collins

(1986:107) korrekt har påpeget, interesserede Goffman sig primært for, hvordan individer

gennem sociale ritualer vedligeholder samfundets normative orden. Og som Collins antyder

med overskriften på en af sine tidligere artikler, er Goffman med til at lægge mikrogrundlaget

for megen makrosociologisk indsigt (Collins, 1981).

Samhandlingsordenen er altså en orden, der ifølge Goffman (1983a:5) hviler på en

omfattende basis af fælles normative og kognitive forudsætninger og selv-opretholdende bånd

(“restraints”). Og som Goffman selv har udtrykt det, har hans bestræbelser drejet sig om at

beskrive og forstå denne orden, ikke at forklare, hvordan denne orden har spredt sig kulturelt

og geografisk ejheller de processer, hvorigennem individer tilegner sig denne fælles basis af

forudsætninger. Rekapitulerende kan denne orden, som Goffman satte sig for at identificere,

begrebsliggøre og konstituere som selvstændigt forskningsområde, beskrives ved nogle

særlige kendetegn: (1) Den er skrøbelig og kræver konstant vedligeholdelse; (2) den er

moralsk i den forstand, den fungerer som bekræftelse af samfundets moralske værdier og (3)

den er beskyttende76

og celebrerende, idet den medvirker til celebreringen af selvet som den

moderne tids hellige objekt. Goffmans projekt gik ud på at vise, at der ved siden af

Durkheims institutionaliserede og strukturelt begrundede sociale orden eksisterer en

selvstændig, interaktionel og moralsk begrundet orden (Rawls, 1987:145), og at trusler mod

denne orden kan have vidtrækkende konsekvenser ikke blot for mennesker men for hele

samfund. Som Schwalbe (1993:338) udtrykker det “When the interaction order is disrupted,

Page 75: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

74

both selves and society are at stake”.

Page 76: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

75

KAPITEL 4

Teoretiske rødder og perspektiver i

Goffmans sociologi

Goffman gjorde som bekendt en dyd ud af ikke at indskrive sig i etablerede sociologiske

paradigmer, faktisk bekæmpede han hårdnakket ethvert forsøg på at kategorisere hans værker

og forfatterskab indenfor rammerne af en bestemt teoretisk skole (Atkinson, 1989:59). Det

følgende kapitel forsøger ikke at trodse Goffmans vilje og presse hans arbejde ind i en

bestemt teoretisk tradition. Jeg vil her forsøge at tage yderligere skridt i retning af at forstå

Goffmans metode ved at se nærmere på hans inspirationskilder og de teoretiske perspektiver,

der kan indlæses i hans forfatterskab. Et kapitel som dette vil dermed kunne tjene som en

slags foreløbig nøgle til rekonstruktionen af Goffmans metode og hans måde at bedrive

sociologi på i det hele taget.

Georg Simmel

Blandt veletablerede Goffman-fortolkere (Burns, 1992; Manning, 1992) er der enighed om, at

Goffman på en række punkter står i gæld til den tyske sociolog Georg Simmel, samt at dette

gælder såvel hans generelle mikrosociologiske approach som hans særlige metode. At Simmel

har betydet meget for Goffman, er der efter min opfattelse heller ingen grund til at betvivle.

Som de fleste Goffman-kendere ved, var han ikke altid gavmild hvad angår henvisninger til

andre sociologiske tænkere. Hans skrivestil ligger langt fra den traditionelt videnskabelige,

hvor mængden af litteraturhenvisninger i ekstreme tilfælde kan virke decideret forstyrrende

ind på læsningen af teksten. Med Simmel gjorde Goffman dog en undtagelse. På et ret tidligt

tidspunkt i sin akademiske karriere (under sine studier på University of Chicago)77

stiftede

han bekendtskab med den Simmelske sociologi, og som en slags “indgangsbøn” til sin

ph.d.-afhandling placerede han et længere citat af Simmel, der tjener som en slags manifest

for såvel hans ph.d.-arbejde som hans fremtidige produktion. Citatet lyder som følger:

“[...] there exists an immeasurable number of less conspicious forms of relationships

and kinds of interaction. Taken singly, they may appear negligible. But since in

Page 77: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

76

actuality they are inserted into the comprehensive and, as it were, official social

formations, they alone produce society as we know it. To confine ourselves to the

large social formations resembles the older science of anatomy with its limitation to

the major, definitely, circumscribed organs such as heart, liver, lungs, and stomach,

and with its neglect of the innumerable, popularly unnamed or unknown tissues. Yet

without these, the more obvious organs could never constitute a living organism. On

the basis of the major social formations -- the traditional subject matter of social

science -- it would be similarly impossible to to piece together the real life of society

as we encounter it in our experience. Without the interspersed effects of countless

minor syntheses, society would break up into a multitude of discontinuous systems.

Sociation continuously emerges and ceases and emerges again. Even where its

eternal flux and pulsation are not sufficiently strong to form organizations proper,

they link individuals together. That people look at one another and are jealous of one

another; that they exchange letters or dine together; that irrespective of all tangible

interests they strike one another as pleasant or unpleasant; that gratitude for altruistic

acts makes for inseparable union; that one asks another man after a certain street, and

that people dress and adorn themselves for one another -- the whole gaut of relations

that play from one person to another and that may be momentary or permanent,

conscious or unconscious, ephmeral or of grave consequence (and from which these

illustrations are quite casually chosen), all these incessantly tie men together. Here

are the interactions among the atoms of society. They account for all the toughness

and elasticity, all of the color and consistency of social life, that is so striking and yet

so mysterious.”78

Hvad Simmel i dette citat er undervejs med er intet mindre end grundlæggelsen af

mikro-sociologien. Hans tese er, at samfundet skal forstås som noget, der udkrystalliseres af

de vekselvirkninger [“Wechselwirkungen”], der finder sted mellem individer og som er

fremkaldt af individuelle motiver, hensigter og interesser. Samfundet er summen af disse

relationsformer, og dannes derfor af individernes vekselvirkninger. Simmel anklager dog

sociologien for udelukkende at have beskæftiget sig med de samfundsmæssige fænomener

(vekselsvirkningsformer), der allerede har udkrystalliseret sig og “gjort sig fri” af sine

umiddelbare bærere. Han nævner som eksempler blandt andet staten, faglige

sammenslutninger, præstestanden og familieformer. Men foruden disse “klart synlige

fænomener” findes der ifølge Simmel (1992:32-35; 1998:38) et umådeligt antal mindre

relationsformer og vekselvirkninger mellem mennesker, som udgør det “unavngivne eller

ukendte væv” [“nicht benannten oder nicht bekannten Gewebe”] , eller de “sarte tråde”

[“zarten Fäden”], der skaber samfundet og holder det sammen. Med sin analogi til den tidlige

lægevidenskab illustrerer Simmel sin pointe om, at det er de mange små og uanselige sociale

former, der hindrer, at samfundet brækker fra hinanden i diskontinuerlige systemer, og at de

Page 78: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

77

viser samfundet “in statu nascendi”. Simmels sociologi måtte have blik for disse

mikroskopisk-molekylære processer, der bestandigt pulserer, og som knyttes sammen til

makroskopiske enheder og systemer - den skulle tjene samme funktion for

samfundsvidenskaben som mikroskopiens indførelse betød for videnskaben om det organiske

liv: Afsløre de mikroskopiske primærprocesser og vekselvirkninger, der skaber, vedligeholder

og ændrer organiske former:

“Dass die Menschen gegenseitig anblicken, und dass die aufeinander eifersüchtig

sind; dass sie sich Briefe schreiben oder miteinander zu Mittag essen; dass sie sich,

ganz jenseits aller greifbaren Interessen, sympathisch oder antipathisch berühren;

dass die Dankbarkeit der altruistischen Leistung eine unzerreissbar bindende

Weiterwirkung bietet; dass einer den andern nach dem Wege fragt und dass sie sich

füreinander anziehn und schmükken - all die tausend, von Person zu Person

spielenden, momentanen oder dauernden, bewussten order unbewussten,

vorüberfliegenden oder folgenreichen Beziehungen, aus denen diese Beispiele ganz

zufällig gewählt sind, knüpfen uns unaufhörlich zusammen.” (Simmel, 1992:33).

Disse små interpersonelle relationer, dette væv og disse sarte tråde, der bestandigt spindes og

væves sammen, udgør samfundets atomer, og det er dem, sociologien må studere, hvis den vil

forstå, hvordan samfundet skabes eller emergerer ud af individuel materie.

Simmels metodiske anvisninger var forholdsvis ukonventionelle. Eftersom det ifølge

Simmel ikke lader sig gøre for sociologen at nå frem til underliggende sociale

“lovmæssigheder”, må den sociologiske forskning handle om at kortlægge og beskrive de

uanselige hverdagshandlinger, der er med til at vedligeholde og regulere det sociale livs

særlige organisering, og man skal ikke have læst mange bøger af Goffman, førend det går op

for en, at dette i også blev Goffmans måde at bedrive sociologi på. Goffmans “sociologiske

mikroskopi” og hans modvilje mod at beskæftige sig med store og selvstændiggjorte

vekselvirkningsformer (jf indledningen til Frame Analysis) vidner i høj grad om påvirkningen

fra Simmel. Simmels metode (også kaldet den formale metode) rummer en central distinktion

mellem begreberne form og indhold, og det kan for forståelsen af Goffmans metode være

nyttigt her, omend korfattet og summarisk, at se lidt nærmere på denne grundlæggende

distinktion og dens implikationer.

I “Sociologiens Problem” [“Das Problem der Soziologie”] redegør Simmel for det

grundlæggende synspunkt, der løber som en rød tråd gennem samtlige hans analyser af

sociale typer, socialt liv og kultur, nemlig at “verden består af talløse indhold, som gives

identitet, struktur og mening gennem pålæggelsen af former, som er skabt af mennesket

gennem dets erfaring.” (Levine, 1971:xxxii). Simmel starter i dette essay med at slå fast, at

det er vekselvirkningerne mellem impuls-, motiv-, og formålsstyrede mennesker, der

gensidigt påvirker hinanden, som danner den enhed, vi kalder for et samfund. I sin empiriske

Page 79: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

78

betydning, hævder Simmel, er begrebet “enhed” alene “elementers vekselvirkning”, og som

han siger “An organic body is a unity because its organs maintain a more intimate exchange

of their energies with each other than with any other organism; a state is a unity because its

citizens show similar mutual effects.” (Simmel, 1971:23). Med andre ord: Samfundet er en

enhed, fordi dets forskellige elementer (individer) er bærere af drifter, impulser og motiver,

der fører til vekselvirkninger mellem dem. Denne enhed, som Simmel kalder for

samfundsmæssiggørelse (“Vergesellshaftung”) kan variere meget i sin grad og i sit udtryk alt

afhængig af vekselvirkningens type og intimitet. Men groft sagt spænder

samfundsmæssiggørelsen fra “[...] the momentary getting together for a walk to founding of a

family, from relations maintained “until further notice”, to membership in a state, from the

temporary aggregation of hotel guests to the intimate bond of a medival guild.” (Simmel,

1971:24). Sociologiens opgave må ifølge Simmel bestå i at forstå og begrebsliggøre

samfundsmæssiggørelsen, eftersom den er det, der med en parafrasering af Simmel

overhovedet gør samfundet muligt. Og på dette punkt indfører han sin distinktion mellem

form og indhold. Indhold forstår Simmel (1971:24) som alt det, der er tilstede i individet (som

den historiske virkeligheds loci), dets drifter, interesser, mål, motiver, psykiske tilstand, i det

hele taget alt det, der “bor i individet” og som fremkalder eller medierer effekter hos andre

individer. Indhold forstået på denne måde, er derfor ikke noget socialt, men det

samfundsmæssige har sin rod i denne materie, fordi den på en måde driver individerne til at

interagere. Med Simmels ord får dette indholdsmateriale mennesker til at leve med andre

mennesker, handle for dem og mod dem - i det taget til at vekselvirke som en organisk enhed.

Former, derimod er de syntetiserende og strukturerende principper, som udtrykker karakteren

af den vekselvirkning, der finder sted mellem individerne. Samfundsmæssiggørelse er den

form, der virkeliggøres på utallige måder, og hvorigennem individer “gror sammen til en

enhed, til et samfund”. Form og indhold eksisterer hos Simmel i en slags gensidigt gensidigt

afhængighedsforhold:

“Any social phenomenon or process is composed by two elements which in reality

are inseparable: on the one hand, an interest, a purpose, or a motive; on the other, a

form or mode of interaction among individuals through which, or in the shape of

which, that content attains social reality.” (Simmel, 1971:24).

Simmels argumentation er herefter nogenlunde følgende: Et aggregat af individer er ikke at

betragte som et samfund, blot fordi de hver især rummer et særligt indhold. Til et samfund

bliver samlingen af individer først i det øjeblik, at disse individers indhold antager form af

gensidig påvirkning, det vil sige, når individernes impulser, drifter, motiver og så videre

bringer dem vekselvirkning præget af gensidig påvirkning og indflydelse. Derfor må den

videnskab, der vil studere samfundet (“the special science of society”)79

, og kun samfundet,

undersøge og studere samfundsmæssiggørelsen og dens mangfoldige former. Alt det, der

Page 80: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

79

iøvrigt findes i “samfundet”, siger Simmel, er ikke samfund i betydningen form, det er alene

indhold. Og her er vi fremme ved det centrale i den formale metode, nemlig adskillelsen af

form og indhold:

“To separate, by scientific abstraction, these two factors of form and content which

are in reality inseparably united; to detach by analysis of interaction or sociation

from their contents (through which alone these forms become social forms); and to

bring them together systematically under a consistent scientific viewpoint -this seems

to me the basis for the only, as well as the entire, possibility of a special science of

society as such.” (Simmel, 1971:25).

Den videnskabelige abstraktion er som det fremgår en vigtig ingrediens i Simmels sociologi.

Ved gennem abstraktion at adskille indhold (impulserne, drifterne, motiverne) fra form er det

muligt at nå frem til det, der i sin natur alene er socialt.80

Form er med andre ord ifølge

Simmel det vigtigste for en sociolog at studere, idet formen er at betragte som de

strukturerende og syntetiserende principper, som er nødvendige for at begribe aspekter af den

sociale virkelighed, der ifølge Simmel ikke kan begribes i sin totalitet (Smith, 1989:38)81

. Og

hermed nærmer vi os et andet karakteristisk træk hos Simmel (der tilmed deles af Goffman),

nemlig hvad Robin Williams (1983:100) og Philip Manning (1992:21) har kaldt for “analytisk

dualisme”. Den sociale verden og den videnskabelige, begrebslige viden om den er to

grundlæggende forskellige ting. Der kan ikke skabes total korrespondens mellem sociologens

begreber på den ene side, og den mangfoldige sociale virkelighed på den anden. Eller sagt på

en anden måde: Sociologen bliver aldrig i stand til at fortælle den “virkelige” og “sande”

historie om den sociale virkelighed i sin totalitet, hans eller hendes formale begreber er

udelukkende abstraherede og syntetiserede redskaber, ved hjælp af hvilke aspekter af den

sociale verden kan begribes. Simmel og Goffman nægtede begge at betragte teoretiske

skemata som empiriske detaljer i koncentreret form, de var begge overbevidste om, at

sociologisk viden uundgåeligt udgør en simplifikation af den sociale verdens uregerlige

kompleksitet (Manning, 1992:21).

Simmel, der som Goffman var kendt for sine analogier og metaforer, sammenligner

sociologiens opgave og udfordringer med geometriens. Geometrien, hævder han, beskæftiger

sig med og undersøger, fysiske materialers abstraherede former (det spatiale), og det er alene

disse abstraherede former, der interesserer geometrien. Og på samme måde som geometrien er

den videnskab, der så at sige har patent på og alene beskæftiger sig med spatiale former, på

samme måde bør sociologien være den videnskab, der tager patent på og alene begiver sig af

med at abstrahere samfundsmæssiggørelsens mangfoldige former. De øvrige,

indholdsmæssige aspekter bør overlades til andre videnskaber:

“Geometry studies the forms through which any material becomes an empirical

Page 81: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

80

body, and these forms as such exist, of course, in abstraction only, precisely like the

forms of sociation. Both geometry and sociology leave to other sciences the

investigation of the contents realized in the forms, that is, the total phenomena whose

form they explore.” (Simmel, 1971:28)

At Simmel med denne analogi har påvirket Goffman er hævet over enhver tvivl. Goffmans

ambition var i høj grad også at abstrahere og undersøge den sociale interaktions former, og

han praktiserede den formale metode ved at koncentrere sig om måder, hvorpå individers

psykiske energier, drifter, motiver, hensigter og følelser (indholdet) manifesterer sig i sådanne

former. Peter Manning (1976:22) har i denne forbindelse identificeret de forskellige trin i

Goffmans formale analyse: Der er (1) identifikationen af en given social aktivitets (situationer

eller “møder”, hvor mennesker interagerer og/eller kommunikerer ansig-til-ansigt) form,

herefter (2) skiteres forskellige undertyper eller tilgrænsende typer, der (3) fokuseres på

spændinger og brud samt (4) de forskellige kombinationer og taktikker, der er involveret i

opretholdelse af ligevægt i situationen, og endelig (5) oplistes de sociale konsekvenser af de

sociale former. Det centrale i denne formale analyse er, som Manning udtrykker det, at den

ikke er afhængig af indholdet i de empiriske og praktiske eksempler Goffman finder frem:

“[...] blindness, racial, age, flatulence may all be seen as stigmatizing by someone,

sometime, someplace. A waiting line operates as a mechanism for assigning turns

whether people are waiting for a bus or for gassing at Dachau; apologies are

expected and must be adequate whether a person runs over another‟s line in

conversation, his foot or his dog.” (Manning, 1976:23)

At skitsere sine intentioner ved hjælp af analogier er givetvis også en teknik, Goffman har

lært hos Simmel. Når han i forordet til Interaction Ritual skriver, at hans projekt ikke drejer

sig om at studere mennesket og dets psykologi (indhold), men derimod “[...] the syntactical

relations among the acts of different persons mutually present to one another” (IR:2), virker

det som et ekko af Simmels formuleringer om samfundet som produktet af gensidigt

påvirkende, vekselvirkende individer i The Problem of Sociology.82

De fænomener og aspekter, som Goffman beskæftiger sig med gennem

forfatterskabet hører ikke altid, ud fra en traditionel sociologisk betragtning, til blandt de

klassiske og mest fremtrædende sociologiske emner (som for eksempel klasser, arbejdsdeling,

magt).83

Hermed ikke være sagt, at sådanne sociologiske kerneområder ikke interesserede

Goffman. Sådanne emner optog ham, men de gjorde det kun på linie med andre, mere trivielle

sider af det sociale liv. For Goffman var de tilsyneladende banale hverdagshandlinger af

mindst ligeså stor betydning, når det handler om at forstå den måde, samfundet fungerer på,

og denne indstilling har han angiveligt overtaget fra Simmel. På et forholdsvis tidligt

tidspunkt i forfatterskabet skriver Goffman følgende om det simmelske tema, der

Page 82: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

81

tilsyneladende påvirkede ham dybt:

“[...] we need to identity the countless patterns and natural sequences of behavior

occuring whenever persons come into one another‟s immediate presence. And we

need to see these events as subject matter in their own rights” (BP:3)

Ifølge Davis (1997:372-373) er der på de metodologiske plan en klar overensstemmelse

mellem Goffmans og Simmels sociologi i den forstand, at de begge praktiserer en slags

“kontinuerlig induktion” Davis peger på, at hvor mange sociologer, på baggrund af induktivt

udviklede teorier, foretager deduktioner, hvor man så at sige forklarer enkelte cases ud fra

teoriens generelle principper eller love. Det særlige ved Goffman og Simmel, siger Davis, er,

at de så at sige bliver stående ved den induktive metode. De var med Davis‟ ord ikke på jagt

efter særlige tilfælde, på hvilke de kunne applicere deres teorier. De beskæftede sig

vedvarende med de enkelte tilfælde med det formål at forstå og demonstrere særlige aspekter

af det, der var deres generelle temaer. De forsøgte med andre ord at lære om deres

forskningstemaer ved bestandigt at undersøge virkeligheden i dens enkeltheder. Og som

Davis (1997: 373) skriver: “The reader cannot predict what Simmel or Goffman would say

about a new topic because they did not know themselves.”. Hvad Davis altså peger på er, at

Goffman og Simmel begge så at sige lod sig opsluge af specifikke emner eller fænomener

med det formål at nå frem til en mere nuanceret eller generel forståelse for deres overordnede

forskningstema. Deres fremgangsmåde var ikke drevet af til sidst at kunne applicere teoretiske

modeller på enkeltstående empiriske tilfælde men snarere af, gennem analyser af særlige

tilfælde og aspekter, at forstå nuancerne i deres overordnede tema. Såvel Goffman som

Simmel forsøgte altså, med en lidt forslidt formulering at forstå det store i det små. Men,

fortsætter Davis, faren ved en sådan kontinuerlig induktion, er ikke at læseren kommer til at

kede sig (som det ofte sker ved en alt for mekanisk deduktion) men at læseren bliver forvirret,

fordi forskeren springer fra område til område og fordi de enkeltstående tilfælde ikke altid

passer sammen i et overordnet, generaliseret billede.84

Som et andet fællestræk peger Davis på, at Goffman ligner Simmel i den måde,

hvorpå han henvender sig til sine læsere på. Begge, siger Davis, gør brug af retoriske

virkemidler, der får deres emne til at virke interessant for læseren. Goffman har som en

“amerikansk og moderne Simmel” et ubestrideligt talent for, via sine skarpe iagttagelser og

overraskende perspektiver, at henlede læserens opmærksomhed på det sociologisk

interessante i menneskers uanseelige hverdagshandlinger. Og han gør det ofte med en

skrivestil, der ligger tæt på det, man med Frisby (1981) kunne kalde for den “simmelske

impressionisme”. Hvad angår metode, substans og stil er der altså klare paralleler mellem

Goffman og Simmel (Smith, 1989:50), men til forskel fra Simmels mange isolerede analyser,

forsøger Goffman i højere grad at systematisere sine “former” i begrebslige systemer (for

eksempel det dramaturgiske), omend han dog afstod fra statiske og rent klassifkatoriske

Page 83: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

82

taksonomier ved som oftest at lade sine begrebssystemer udvikle sig omkring et særligt,

interaktionelt problem (Smith, 1989:52).

Emile Durkheim

På linie med Georg Simmel var Emile Durkheim en af de vigtigste teoretiske

inspirationskilder for Goffman. Således har en række forskellige forfattere (Collins, 1988;

MacCannel, 1990; Chriss, 1993) diskuteret og analyseret det durkheimianske spor i Goffmans

sociologi. Randall Collins har i artiklen Theoretical Continuities in Goffman’s Work

argumenteret for, at det dybeste lag i Goffmans sociologi kan betragtes som en fortsættelse af

det durkheimianske spor indenfor sociologien. Men hvad går dette spor ud på? Collins

(1996:44) sammenfatter det således:

“Reduced to its most important elements, it proposes: social reality is as its core a

moral reality. Society is held together by feelings of right and wrong, emotional

sentiments that impel people towards certain actions, and into righteous revulsion

against certain others. Durkheim also proposed [...] a mechanism by which these

moral sentiments are produced and shaped into specific social forms. That

mechanism is ritual. Its nature is easiest to understand by examining explicit rituals

with very strong moral sentiments [...] in its various modifications, it is found in all

societies, and in forms which are merely implicit rather than explicit.”

Når Goffman så oplagt kan placeres i Durkheims fodspor, hænger det for Collins blandt andet

sammen med hans “opdagelse” af de implicitte ritualer, der gennemsyrer vores hverdaglige

sociale interaktion, og som Goffman benævnte interaktionsritualer. Det bør her for en ordens

skyld nævnes, at Durkheim i sine analyser af religiøst liv (i The Elementary Form of Religious

Life) fremhævede som et grundtræk ved religioner, at de baserer sig på en verdensforståelse,

hvor alt så at sige kan indeles i kategorierne helligt og profant. Durkheims analyse peger

videre på, at de religiøse ceremonier (som udgøres af ritualer) er den måde, som mennesker

omgås, kommer i kontakt med, celebrerer og respekterer det hellig. Ritualerne foreskriver

ifølge Durkheim den måde, hvorpå medlemmerne af et religiøst fællesskab skal håndtere det

hellige, og det er denne indsigt Goffman tager med sig ned på mikroplanet i sine analyser af

de små interaktionsritualer, hvorigennem vi bekræfter vore værdige og anstændige relationer

til vore medmennesker (Smith, 1988:120). Collins når i sin redegørelse for den

durkheimianske tradition videre til en bestemmelse af ritualets ingredienser. Disse kan ifølge

Collins (1996:44-45) sammenfattes i fem punkter: Vi har (1) gruppen, hvis medlemmer er

samlet i en ansigt-til-ansigt situation. Der er tale om fælles tilstedeværelse. Deltagerne

udvikler (2) et fælles opmærksomhedsfokus. Deltagerne har opmærksomheden rettet mod den

samme ting eller den samme handling, og de er bevidste om, at alle andre deltagere gør det

samme og at de også er bevidste om det. Videre er der (3) tale om en fælles emotionel

Page 84: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

83

stemning blandt deltagerne. Der kan for eksempel være sorg, vrede, sjov, hævnfølelse og så

videre. Hvis disse tre elementer er tilstede, vil der (4) kunne iagttages en intensifikation.

Stemningen stiger, og deltagerne lever sig mere og mere ind i den fælles emotionelle tilstand.

Endelig har vi (5) konsekvenserne af sådanne rituelle interaktioner. Ritualerne har til formål

af forme adfærden, tankerne og følelserne hos ritualets deltagere. Collins hævder, at det

sociale pres, som findes i intense former i ritualet, virker på individets bevidsthed og følelser.

Og, fortsætter Collins, når ritualerne er internaliseret i individerne, fungerer de som en slags

styringsredskaber, ved hjælp af hvilke vi anerkender ligestillede i sociale situationer.

Goffmans durkheimianske arv består således ifølge Collins i det forhold, at han

fremhævede hverdagslivets sociale interaktion på mikroplanet, som et ritual. Goffman havde

med andre ord blik for, at det ikke giver mening at lede efter et overordnet makroritual, som

har samtlige samfundets medlemmer som deltagere, og som herefter ritualiseres (eller

presses) ind i en alleomfattende konformitet, men at der i hverdagslivets utallige sociale

møder kan identificeres ritualer, der (1) lægger begrænsninger på individets handlerum og (2)

fortæller os om samfundets moralske og normmæssige grundlag. Som Collins også er inde på,

ses Goffmans durkheimianske spor desuden i hans betoning af selvets hellighed. The Nature

of Deference and Demeanour indledes således med en reference til Durkheims teori om den

menneskelige sjæl, hvor sjælen fremstilles som et helligt fænomen, der kan betragtes som det

religiøses installation i mennesket. Sjælen er på en måde i pagt med guderne, den er en slags

overindividuel, moralsk og samfundsmæssig instans, der er indkorporeret i individerne.

Sjælen er derfor ikke helt vores egen, den er skabt af, og tilhører derfor også samfundet.

Goffman skriver selv om Durkheims kapitler om sjælen:

“There he suggests that the individuals personality can be seen as one appointment to

the collecitive mana, and that (as he implies in later chapters), the rites performed to

representations of the social collectivity will sometimes be performed to the

individual himself.” (IR:47)

Durkheim opfattede den menneskelige sjæl og dermed den menneskelige bevidsthed som

hellig, og denne opfattelse føres videre hos Goffman, der blandt andet gennem sine studier af

vores hverdagsinteraktioner analyserede, hvordan vi undgår at krænke hinandens selv og

dermed i sidste instans undgår at krænke samfundets moralske orden, der er installeret i os.

Tom Burns er en af dem, der bringer sin analyse af Goffmans forhold til Durkheim

meget langt. Ikke blot viser han, på baggrund af en række eksempler, at Goffman fra

Durkheim henter sin interesse for samfundet eller det sociale som en grundlæggende moralsk

orden. Burns (1992:26) peger desuden på en karakteristisk og afgørende forskel på Durkheim

og Goffman:

“The moral order which constituted the social reality that Durkheim explored served

Page 85: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

84

as a durable, consistent and all-sustaining underlay for indiviual existence and

individual behaviour; for Goffman it was fragile, impermanent, full of unexpected

holes, and in constant need of repair.”

Hvor Durkheim så og udforskede en stabil og altgennemtrængende moralsk orden, der

fungerede som et stabilt normativt “bagtæppe” for individernes adfærd, så Goffman altså en

mere skrøbelig orden, der bestandigt måtte repareres på85

. Burns (1992:361-362) skriver

videre om Goffmans durkheimianske spor, at:

“[...] Goffman relied on Durkheim for the causal explanation of social order in

general, as well as of the order maintained in social interaction. The bias - the

durkheimian bias - of the kind of causal explanation he found adequate to his needs

also affected his interpretative explanation. According to Goffman, social behaviour

follows rules which govern the conduct of members of the same society when in

each other‟s presence. All social behaviour is included, from the most rudimentary of

anonymous encounters in public to conversation and the elaborate social acrobatics

we sometimes feel called upon to attempt. The rules constitute what he calls a

grammar and syntax of conduct, independent of the individual, as in the case of

language.”

Det durkheimianske i Goffmans sociologi har altså kort sagt at gøre med opfattelsen af

samfundet som funktionel-normativ orden funderet på efterlevelsen af moralske regler, der

tilsammen udgør en ekstern, overindividuel social syntaks (Knorr-Cetina, 1981:3). Samfundet

med dens moralske orden er installeret i vores bevidsthed og dermed vores selv.86

Derfor må

selvet beskyttes, og det gør vi, siger Goffman gennem efterlevelsen af en række forskellige og

tilsyneladende “ubetydelige” interaktionsritualer, der i første omgang har til formål at

opretholde hinandens selv og dermed i anden omgang, at opretholde samfundets moralske

orden. Ved at behandle hinanden med respekt og værdighed, ved at vende opmærksomheden

bort, når andre er på vej til at tabe ansigt, kort sagt ved at praktisere “face work”, beskytter vi

hinanden og dermed den samfundsmæssighed, som er installeret i os. Således forstået kan

Goffmans sociologi i høj grad læses som en fortsættelse af Durkheims ide om, at individet så

at sige er trådt i gudernes sted, ja han bringer faktisk sin analyse langt videre end Durkheim,

idet han undersøger, hvordan individets hellige karakter skabes og vedligeholdes i

menneskers sociale samhandling (Hall, 1977:540).

George Herbert Mead

Nogenlunde på linie med Durkheim og Simmel (hvad angår betydningen for Goffmans

sociologi), står den amerikanske socialpsykolog og filosof George Herbert Mead. Men hvor

Simmel inspirerede Goffmans metode og sociologiske “stil”, og hvor Durkheim fik betydning

Page 86: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

85

for opfattelsen af den sociale samhandling som en moralsk og ritualiseret orden, fik Mead

primært betydning for Goffmans teori om selvet. Mead (1967) argumenterede blandt andet

for, at selvet ikke er en naturgiven størrelse men i høj grad socialt konstrueret. De meadske

begreber om “signifikante andre” og “den generaliserede anden” er velkendte og blandt andet

beskrivende for den proces, at vi gennem (symbolsk) interaktion med vore medmennesker for

det første lærer, at vi er sociale væsener og for det anden indlærer samfundets normative

grundlag. En af Meads grundtanker var, det menneskelig selv dannes gennem sociale

interaktioner med andre. Selvet er en processuel størrelse, der bestandigt formes og omformes

gennem det sociale samspil med omgivelserne. Desuden skelner Mead mellem det, han kalder

for jeg‟et og mig‟et. Disse to komponenter udgør det menneskelige selv, og der foregår ifølge

Mead, i mennesket, en konstant vekslen mellem disse to selv-komponenter. Når det handler

om menneskelig læring peger Mead på, at læring forudsætter en særlig evne til at tage andres

perspektiv. Hvis vi ikke kan sætte os i andres sted, kan vi for det første ikke kommunikere

med hinanden og for andet ikke tillære os det normative grundlag for social handlen. Denne

kapacitet til “perspektivtagning”, som Mead kalder det, er med andre ord central for den

sociale kommunikation, for selvets dannelse og for den sociale orden:

“It is in the form of the generalized other that the social process influences the

behavior of the individuals involved in it and carrying it on, i.e., that the community

exercises control over the conduct of its individual members, for it is in this form that

the social process or community enters as a determining factor into the individuals

thinking. In abstract thought the individual takes the attitude of the generalized

other.” (Mead, 1967:155)

Her udtrykker Mead noget af det mest centrale i sin teori om dannelse af det menneskelig selv

og selvets relation til andre og samfundet som en normativ størrelse. Vi genfinder elementer

af denne tænkning i Goffmans teori om selvet. De Meadske tanker om betydningen af

perspektivtagning og generaliseret anden optræder i Goffmans univers blandt i form af

begrebet indtryksstyring (“impression management”), der hos Goffman beskrivende for den

kapacitet hos mennesket til at kontrollere det indtryk, vi gør på andre ved at sætte os i deres

sted for derved at danne os et indtryk af hvilken adfærd, der er mest passende, eller giver

størst afkast i situationen (Abels, 1998:163). Goffman opfattede dog ikke andre mennesker,

som passive spejlbilleder, der reflekterer det billede, individet afgiver. I The Nature of

Deference and Demeanour skriver han blandt andet:

“The Meadian notion that the individual takes toward himself the attitude others take

to him seems very much an oversimplification. Rather the individual must rely on

others to complete the picture of him of which he himself is allowed to paint only

certain parts. Each individual is responsible for the demeanour image of himself and

Page 87: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

86

the deference image of other, so that for a complete man to be expressed, individuals

must hold hands in a chain of ceremony, each giving deferentially with proper

demeanour to the one on the right what will be received with deferentially from the

one on the left.” (IR:84-85)

Goffman peger altså på, at godt nok forsøger vi, mere eller mindre kynisk, at se os selv

gennem andres øjne, men der er langt mere i dette forhold end den rene rolleovertagelse.

Individet modtager anerkendelse og ærbødighed (“deference”) som respons på sin opførsel

og fremtoning (“demeanour”), og således er vi uløseligt forbundet med vore sociale

omgivelser i en kæde af ceremonielle handlinger, der i høj grad handler om vedligeholdelsen

og celebreringen af selvet. Så selvom, siger Goffman, vi mener at besidde et unikt og

personligt selv, så er beviset for dette selvs eksistens produceret gennem fælles, ceremonielle

handlinger (IR:85). Hvad angår antagelsen om det menneskelige selv, som et i høj grad socialt

produkt, er Goffman således i høj grad inspireret af og på linie med Mead. Med sin

durkheim-inspirerede ritualteori bevæger Goffman dig dog et væsentligt skridt ud over den

meadske ide om rolleovertagelse. Goffman adskiller sig desuden fra Mead, hvad angår

mekanismerne bag selvets dannelsesproces. Hvor Mead betragter selvets dannelse, som en

internaliseringsproces, hvor individet så at sige gør signifikante og generaliserede andres

forventninger til sine egne, anlægger Goffman det modsatte perspektiv, eftersom han primært

betragter selvets dannelse som en vedvarende eksternaliseringsproces, hvor individet gennem

forskellige manipulatoriske “udprojiceringsteknikker” og informationshåndtering forsøger at

tegne et bestemt billede af, hvem det er (Laursen, 1997:1-2).87

Men selvom Goffman således

på flere måder distancerer sig fra Mead, fortsætter han alligevel af det spor, Mead grundlagde,

blot gør han opmærksom på, at der savnes en langt mere kompliceret forståelse af selvets

komponenter og af, hvordan disse “selvets komponenter” interagerer med sociale situationer

(Collins, 1994:287).

Handlingsteoretikkker eller mikrostrukturalist?

I mange sociologiske lærebøger (Zeitlin, 1973), videnskabelige artikler (Posner, 1978; Stein,

1991) og monografier om Goffman (Manning, 1992) rubriceres og diskuteres hans arbejde

sammen med symbolske interaktionister som for eksempel George Herbert Mead og Herbert

Blumer, men Goffman opfattede sig ikke selv som symbolsk interaktionist. I et interview med

Jeff Verhoeven (1993:318) sagde han således, at “dette mærkat i realiteten ikke er dækkende

for noget som helst.” Det er dog naturligvis ingen tilfældighed, at Goffman slægtskab med

den symbolske interaktionisme påpeges hos en lang række forfattere. Der er paraleller mellem

Goffmans sociologi og dele af tankegodset i den symbolske interaktionisme. Det vel nok mest

oplagte overlap drejer sig om den antagelse, at vi som sociale væsener kommunikerer med

hinanden ved hjælp af symboler, som tillægges en særlig mening. Når vi samhandler med

hinanden, afkoder vi de symboler, der kommunikeres gennem den sociale interaktion. Social

Page 88: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

87

handlinger er med andre ord baseret på den mening, vi tillægger den, eller, for at sætte det lidt

på spidsen, forhandler os frem til gennem den sociale interaktion. På dette punkt adskiller

Goffman sig ikke fra den symbolske interaktionisme.

Det kan dog, som George Gonos har gjort opmærksom på, blokere for en nuanceret

forståelse af Goffmans sociologi, at rubricere ham ensidigt indenfor rammerne af det

symbolsk interaktionistiske paradigme. Hovedpointen hos Gonos (1977) er, at hvis man

insisterer på at kategorisere Goffmans arbejde indenfor det symbolsk interaktionistiske

paradigme, overser og misforstår man betydningsfulde dele af forfatterskabet. At placere

Goffman blandt de symbolske interaktionister overser ifølge Gonos de klare forskelle mellem

symbolsk interaktionisme og Goffmans arbejde. Disse forskelle drejer sig blandt andet om

selvets oprindelse og natur, aktørers subjektive orienteringer og mening. Gonos peger på, at

Goffmans arbejde fra begyndelsen ikke hviler på indsigter fra den symbolske interaktionisme,

men at Goffman introducerer sit eget (strukturalistiske) paradigme: “As opposed to the

interactionist framework, Goffman proposes, albeit somewhat implicitly, his own version of a

structuralist one.” (Gonos, 1977:855). Gonos tager udgangpunkt i to centrale begreber;

“situation” og “ramme”, som relaterer sig til henholdsvis et symbolsk interaktionistisk og et

strukturalistisk udgangpunkt.

“”Situation” is a pasword that opens up an interactionist (or social action) approach,

the basic principles of which are Weberian, while frame poses an apparatus for a

kind of structuralism for which Goffman is heavily indebted to Durkheim.” (Gonos,

1977:855)

Gonos skriver sig altså ind debatten om, hvorvidt Goffmans bør karakteriseres som

aktørfokuseret handlingsteoretiker eller regelorienteret strukturalist. Som nævnt hælder Gonos

til det sidste. Ifølge Gonos ser symbolske interaktionister det som en af deres væsentligste

udfordringer at beskrive hverdagslivets righoldige nuancer og mangfoldighed, i opposition til

funktionalismens noget “køligere” udgangspunkt. Gonos peger videre på, at den symbolske

interaktionisme betoner, hvad man kunne kalde for sociale situationers unikhed. Ikke to

situationer er ens, situationers beskaffenhed og udvikling beror alene på en række særlige

kvaliteter og kompetencer blandt de deltagende aktører. Det er blandt andet af sådanne

grunde, at den symbolske interaktionisme, hvad angår begrebsdannelse i højere grad har

prioriteret præcision fremfor generalisation. At man med Herbert Blumers (1986:147ff)

velkendte udtryk har prioriteret udviklingen af sensitiviserende fremfor definitive begreber.

Hvad Blumer søgte at understrege med en sådan sondring var, at fremfor at fokusere på

udviklingen af generaliserende begreber, skulle den symbolske interaktionismes begreber

bestræbe sig på at indfange de kvaliteter, der gælder for udvalgte, unikke sociale situationer.

Socialt liv kan ifølge den symbolske interaktionisme antage så uendeligt mange former, at

identifikationen af generelle begreber umuliggøres. Den symbolske interaktionismes

Page 89: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

88

reservationer hvad angår generaliserende begreber, bunder med andre ord i en antagelse om,

at sociale situationer er unikke, og ikke kan sættes på formel. Og det er lige præcis denne

antagelse, der som Gonos peger på, bringer den symbolske interaktionisme i modstrid med

Goffmans arbejde. Goffmans arbejde kan nemlig ifølge Gonos betragtes som en formal

sociologi i den forstand, at den handler om at uddrage fra hverdagslivet de definerbare former,

som dette sociale liv antager:

“While interactionists attempt to deal with the unfolding of actual everyday events, it

is Goffman's intent to “see behind” this constant activity to what, in moderne par-

lance, would be referred to as the ”structures” that invisibly governs it.” (Gonos,

1977:857)

Goffmans foretrækker, som Gonos peger på, at kalde disse strukturer for rammer. Hvad

Goffman er interesseret i, er ikke de synlige sociale relationer, som udspiller sig indenfor

rammerne af en given situation. Hvad han derimod i højere er på udkig efter, er de strukturer

eller regler, der ligger bagved, og som usynligt påvirker aktørernes interaktion. Goffmans

interesse for empiriske detaljer og hans flittige brug af eksempler må med andre ord ikke

forledes os til at tro, at hans analyse handler om det, der er umiddelbart synligt for øjet.

Goffmans sociologi bestræber sig derimod på at afdække et ganske andet virkelighedsniveau,

som opererer bag de umiddelbart synlige sociale relationer.88

I Frame Analysis sammenligner Goffman de regler, der gælder for en given ramme

med sprogets syntaktiske struktur. Ved hjælp af en sådan analogi understreger Goffman ifølge

Gonos, at interaktionen indenfor rammerne, som sproget, bør betragtes som en stabil og given

struktur, der ikke uden videre lader sig ændre og korrigere af de deltagende aktører. En

opfattelse, der står i skærende kontrast til interaktionismens voluntarisme. Hvor den

symbolske interaktionisme netop betoner aktørernes evner til, i fællesskab at konstruere

situationer og regler, argumenterer Goffman for, at selvom at der altid kan identificeres en

definition af situationen, så er denne ikke “skabt” af de deltagende aktører. Gonos peger på, at

grundlaget for enhver social aktivitet ifølge Goffman ligger i et på forhånd eksisterende

system af regler. Aktører kan vælge at træde ind i disse eksisterende systemer og dermed

følge de dertilhørende regler, som for en stor dels vedkommende fungerer udenfor aktørerenes

bevidsthed. Goffmans rammer adskiller sig altså klart fra den symbolske interaktionismes

unikke aktørkonstruerede situation ved at rumme eksternt givne elementer og stabile

relationer.

Hvad angår metode adskiller Goffman sig også fra den symbolske interaktionisme.

Som Gonos peger på, interesserer symbolske interaktionister sig for den mening, som aktører

tilskriver deres situation. I overensstemmelse med betoningen af situationens subjektive

karakter argumenterer interaktionismen ifølge Gonos på det metodiske plan for en forstående

tilgang baseret på empatisk indlevelse med henblik på at begribe aktørernes forståelse og

Page 90: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

89

oplevelse af situationen. En sådan tilgang baseret på Webers begreb om “verstehen” ligger

langt fra Goffmans:

“Because his intentions is largely in the uintentional properties (or syntax) of systems

of activity, he can, for the most part, disregard what interactionists take to be the

most important source of data, the meanings attached by actors to their situation. The

rules for cognition and conduct by means of which an activity is actually produced

and understood, as these are conceived of within structuralism, cannot be discovered

in the consciousness of its participants, through an intersubjectivity.” (Gonos,

1977:864)

Hvad Goffman var på udkig efter kunne han med andre ord ikke finde inde i hovederne på

folk. Det måtte nødvendigvis afdækkes ad andre veje.

Gaile McGregor (1986) har ydet støtte til afvisningen af Goffman som symbolsk

interaktionist. Den symbolske interaktionisme er ifølge McGregor præget af et (måske

typisk amerikansk) og i høj grad voluntaristisk og individualistisk syn på relationen mellem

individ og samfund. Mennesket er udstyret med en fri vilje og er i stand til, mere eller mindre

autonomt, at handle på egen hånd og tage vare på sin egen og sine medmenneskers skæbne.

Man afviser ifølge McGregor totalt tanken om, at mennesket er dybt afhængig af og ligger i

en form for kamp mod en “fremmed, social virkelighed”. Og det er ifølge McGregor i høj

grad på dette punkt, at Goffman adskiller sig fra den symbolske interaktionismes tilhængere.89

Som hun udtrykker det, ligger, når man medregner hans særlige stil, nøglen til Goffmans

sociologi “[...] in his very conception of the critical relation between the individual and the

social setting.” (McGregor, 1986:538). I sin fremstilling af denne relation er Goffman ifølge

McGregor mere på linie med Durkheim end den symbolske interaktionisme. Goffman lagde

vægt på, at der eksisterer en forholdsvis stabil social struktur, der i væsentligt omfang

determinerer individets tanke- og handlemåder, og i de fleste af hans værker, finder man

tydelige eksempler på hans afstandstagen til den optimistiske individualisme og voluntarisme,

der har præget mange amerikanske interaktionister.90

For Goffman er den sociale organisering

(ja faktisk den sociale situation) en kraft i sig selv, der påvirker, regulerer og dirigerer sine

aktører. Ikke blot, hævder McGregor, gør Goffman opmærksom på, at vi som sociale aktører

er særdeles begrænsede i vores “virkelighedskonstruktioner”, det er sågar kun i den

allersnævreste betydning, at vi overhovedet kan konstruere os selv. Og det er ifølge McGregor

denne betoning af omgivelsernes kræfter og pres på bekostning af individets autonomi, der

bringer ham i konflikt med den symbolske interaktionisme, men, bør det tilføjes, en alt for

firkantet opfattelse af dette konfliktforhold overser parallellerne mellem Goffman og en del af

eksistentialismens tankegods

Eksistentialisme

Page 91: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

90

Selvom Goffman primært anså individer som sekundære i relation til samfundets sociale

former (det vil sige de socialt konstruerede interaktionsformer, som individets handlinger kan

udfolde sig indenfor) og sociale orden, kan der identificeres et klart eksistentialistisk islæt i

flere af hans publikationer. Eksistentialismen som teoretisk skole har mange ansigter og

fortalere (hvoraf de mest fremtrædende er folk som Camus, Jaspers, Sartre og Kierkegaard),

men fælles for hovedparten af disse er, at mennesket betragtes som et frit individ i en stadig

fremadskridende “tilblivelsesproces”; at der er en nær forbindelse mellem virkeligheden

“derude” og mennesket som tænker og opfatter “indeni” sig selv; samt et bredere og mere

integreret syn på mennesket som ikke blot bestående af tanker (cogito), men også af følelser,

sanser og forståelser (Lyman & Scott, 1970:2).

At tale om en decideret Goffmansk eksistentialisme er måske at bruge for store ord,

men det er tydeligt for læseren af for eksempel The Presentation of Self in Everyday Life, at

Goffman havde blik for “det humane menneske” inde bag de mange dramatiserede facader,

roller og karakterer. Der findes således tekstpassager, der klart vidner om Goffmans

bestræbelser på at forene sin strukturalistiske interesse for social struktur, sociale former og

social orden med eksistentialismens frie, ikke-determinerede og sansende menneske. Om

forholdet mellem karakter og rolle hedder det mod slutningen i The Presentation of Self in

Everyday Life:91

“The individual who performs the character will be seen for what he largely is, a

solitary player involved in a harried concern for his production. Behind many masks

and many characters each performer tends to wear a single look, a look, a naked

unsocialized look, a look of concentration, a look of one who is privately engaged in

a difficult treacherous task.” (PS:235)

Ifølge Peter Manning (1976:15) er det sådanne sidestillinger af menneskelig “natur” på den

ene side med social orden på den anden, der forbinder Goffman med eksistentialistister som

for eksempel Sartre. Goffman forsøgte med andre ord at kombinere sit strukturelle perspektiv

og sin interesse for social orden med en eksistentialistisk interesse for mennesket “inde

bagved”.92

Eksistentialismen står, som Lyman & Scott (1970:7) bemærker det, i klar konstrast

til funktionalismens udefra-styrede menneske, som ikke er bevidst om de kræfter og

mekanismer, der er medvirkende til at forme og determinere deres skæbne. Heroverfor lægger

eksistentialismen vægt på mennesket som et i varierende grader autonomt, sansende og

meningssøgende væsen, der selv former sin skæbne såvel som de sociale situationer, hvori

følelser, meninger og holdninger udtrykkes. Ideen om selvet som noget, der repræsenteres og

udprojiceres overfor andre i sociale situationer var fremtrædende hos Sartre, og det er

angiveligt i et vist omfang herfra, at Goffman har fundet inspiration til de tanker om

selvpræsentation og kampen om situationsdefinitioner, der præger især The Presentation of

Self in Everyday Life (Rawls, 1984:223).

Page 92: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

91

En af Goffmans fortjenester er at have forsøgt at sammentænke det

funktionalistisk-strukturalistiske og det eksistentialistiske perspektiv i en samlet analyse af

social samhandling. Goffmans sociale møder er ifølge Manning (1976:15-16) ikke behæftet

med absolutte eller trancenderende regler eller normer, der styrer menneskers adfærd og

vurderinger. Tværtimod, hævder Manning, er individets autoritet afhængig af den “mærkat”

de tilskrives i sociale møder, og denne mærkat er så at sige afgørende for med hvilken vægt

og pondus det pågældende individ kan fremføre sig optræden for de øvrige deltagere. Randall

Collins (1973) har ifølge Manning gjort opmærksom på Goffmans evne til i sin analyse at

kombinere hensynet til sociale strukturer og stratifikation på den ene side med en

opmærksomhed på selvet, som “hverdagslivets gud” på den anden. Det eksistentialistiske

islæt hos Goffman kan fremstilles som hans insisteren på, ved siden af det strukturelle

perspektiv, at betone det frie, sansende og meningssøgende aspekter hos det moderne

menneske:

“It is the careful attention to sentiments and social forms which sets Goffman apart

from Parsonian structural-functionalism and symbolic interactionism as articulated

by interpreters of Mead.” (Manning, 1976:16).

Også i Ashworths (1985) meget grundige eksistentialistiske genlæsning af Goffman finder

man argumenter for Goffmans “sartrisme”. Med henvisning til John Loflands (1980) analyse,

peger Ashworth (1985:101-102) eksempelvis på, at den forståelse af selvet, som Goffman

udvikler i The Underlife of a Public Institution implicit udtrykker den eksistentialistiske

grundtanke, at selvet i sig selv ingenting er. Selvet bliver til ved på en gang at acceptere og

distancere sig fra officielle identitetstilskrivninger:

“Our sense of being a person can come from being drawn into a wider social unit,

our sense of selfhood can arise through the little ways in which we resist the pull.

Our status is backed by the solid buildings of the world, while our sense of personal

identity often resides in the cracks.” (A:280).

Det er blandt andet sådanne passager hos Goffman, der får Ashworth til at karakterisere

Goffmans tidlige arbejder som eksistentialistisk inspirerede undersøgelser af de forhold,

hvorunder individer kan blive til personer. Og associerer man, som Lofland og Ashworth gør

det, eksistentialismen med den ide, at man som individ i sig selv ikke er noget som helst, men

må udvikle sig til at blive et menneske gennem identifikation med og i opposition til de

identiteter, der tilskrives en, får de Goffmanske begreber om rolledistance og sekundær

tilpasning ganske rigtigt klare eksistentialistiske undertoner. I denne forbindelse bør det, som

en lille ironisk kommentar, nævnes, at det netop er fra eksistentialistisk inspirerede forskere,

at meget af den skarpe kritik mod Goffmans “kyniske og ondsindede” mennesketype er

Page 93: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

92

kommet (Hall, 1977:536).

Etologi

Selvom det sjældent gøres til genstand for dybere diskussioner og analyser er det et faktum, at

Goffman i en flere af sine bøger tydeligt var inspireret af etologien.93

I Behavior in Public

Places trækker han for eksempel på etologiske studier i udviklingen af begrebet “spacing”.

Spacing er ifølge Goffman betegnende for den måde, mennesker i en ufokuseret samling

fordeler sig på i det tilgængelige fysiske rum med henblik på at ikke at “forstyrre” de mindre

fokuserede møder mellem visse deltagere. Goffman henviser her blandt andet til etologiske

undersøgelser, der har beskrevet bestemte fuglearters tendens til, når de sidder på et hegn eller

lignende, at placere sig med en bestemt afstand mellem sig (BP:161fn). I forordet til Relations

in Public forklarer Goffman mere generelt, hvorfor han nærer beundring for etologerne. Fra

disse forskere kan man ifølge Goffman hente inspiration til studiet af de interaktionsmønstre,

der tegner sig, når mennesker handler under fælles tilstedeværelse. Etologer har nemlig

udviklet en feltarbejdsmetode, der:

“[...] leads them to study animal conduct in very close detail and with a measure of

control on preoccupation. In consequence, they have developed the ability to cut into

the flow of apparently haphazard animal activity at its articulations and to isolate

natural patterns.” (RP:xvii)

Det er altså i høj grad fra etologerne, at Goffman finder inspiration til sine nidkære studier af

menneskelig samhandling med henblik på at identificere og udvikle begreber for de mange,

mønstre, der viser sig, når mennesker, under forskellige former, er tilstede sammen.

En af dem, der har analyseret de etologiske elementer i Goffmans sociologi er Tom Burns. I

sin tidligere omtalte Goffman-monografi, viser han, hvordan Goffman trækker på indsigter,

der oprindeligt er gjort af etologer. For eksempel peger Burns (1992:78) på, at mennesker,

ligesom dyr, i interaktion med hinanden gør krav på en slags “personlige territorier” - et

begreb, der jf. kapitel 3 bliver centralt for Goffman i Asylums og Relations in Public. Hvad

Burns desuden gør opmærksom på er, at det hovedsageligt er Goffmans forkærlighed for at

studere, hvad mennesker rent faktisk gør, fremfor hvad de siger, de gør, der drev ham mod

etologernes perspektiv og “direkte metode” (Burns, 1992:24).

I en artikel, der rammende for indholdet, er forsynet med titlen The Nature of

Goffman karakteriserer Robert Erwin (1992:331) Goffmans etologiske sociologi på følgende

måde:

“Goffman moved away from conventinal sociology toward a human ethology by

electing to study social competence rather than social practices. That is, he

pondered the capacity to sustain group life, not particular varieties that happended to

Page 94: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

93

come along. Like a good ethologist, he followed whatever human bands he could

gain access to in their natural habitat - stores, hospitals, casinos, orchards, schools,

theaters, and so on. - anywhere he could, without disturbing them, watch what they

actually do from moment to moment.”

Dette er nok ikke nogen helt skæv karakteristik af Goffmans måde at bedrive sociologi på.

Erwin rammer noget af det centrale, ikke blot hvad angår Goffmans “approach” til socialt liv

men i høj grad også hvad angår hans distancerede, ja nærmest sky observationspraksis. Han

lærte ifølge Erwin ikke om social adfærd ved at deltage i sociale situationer eller ved at

indleve sig i menneskers situation, han lærte om det ved at betragte det på behørig afstand,94

som en omhyggelig etolog ængstelig for at forstyrre sine undersøgelsesobjekter. Når vi skal

forstå Goffmans metode, må vi altså forstå den som en særlig evne til at anlægge uventede og

ukonventionelle synsvinkler. Når Goffman for eksempel anlægger et etologisk perspektiv på

social samhandling, fører det til indsigter, der næppe ellers var fremkommet. Det etologiske

perspektiv gør det med Goffmans mellemkomst lettere at forstå, hvordan mennesker under

fælles tilstedeværelse handler i overensstemmelse med en særlig, overordnet “køreplan”, og

hvordan en del af den sociale interaktion i virkeligheden handler om at skabe sig personlige

territorier, der kræver en vis respekt. Forbindelseslinierne mellem etologien og Goffmans

sociologi er yderligere diskuteret og analyseret hos Erwin (1992) og Cheal (1988).

Fænomenologi

Irving Zeitlin (1973) har argumenteret for, at Goffman praktiserer en særlig slags

fænomenologisk inspireret symbolsk interaktionisme. Men som Zeitlin også selv er inde på,

er Goffman nok mere symbolist end han er fænomenolog uden at han dog af den grund kan

fraskrives et fænomenologisk islæt. I forordet til Asylums lægger han faktisk op til en

fænomenologisk undersøgelse, eftersom det umiddelbare mål med undersøgelsen var “[...] to

learn about the social world of the hospital inmate, as this world is subjectively experienced

by him.” (A:6). Hvad man dog netop ikke finder i Asylums, er analyser af, hvordan

patienterne på St. Elisabeth selv beskriver eller oplever den sociale verden, de er en del af.

Der rapporteres ikke om samtaler eller interviews med patienter, hvor disse med deres egne

ord har beskrevet deres sociale verdener eller livet på hospitalet. Hvad man derimod finder i

rigt mål i denne bog er Goffmans forsøg på at sætte begreber på den måde, han forestiller sig

patienterne oplever og erfarer deres sociale virkelighed på. Goffman giver med andre ord

indtryk af at ville gennemføre en fænomenologisk undersøgelse, hvilket i sagens natur

indebærer en intersubjektiv, empatisk tilgang, men holder sig tilsyneladende så meget på

afstand, at denne intersubjektivitet ikke kommer på tale.

Det fænomenologiske i Goffmans sociologi har også optaget Richard Lanigan. Med

udgangspunkt i Frame Analysis og Forms of Talk diskuterer han spørgsmålet; er Erving

Goffman fænomenolog?95

Gennem sin diskussion af førnævnte publikationer konkluderer

Page 95: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

94

Lanigan, at Goffman ikke kan betragtes som fænomenolog, primært fordi, han ikke bevæger

sig længere end til beskrivelsen. Lanigan betegner Goffman som en “a-teoretisk metodologisk

fænomenolog”, hvilket vel skal forstås derhen, at Goffman ifølge Lanigan interesserer sig for

menneskers bevidsthed og erfaringer, men at han ikke adopterer den fænomenologiske

fordring om at fokusere på det enkelte og unikke individs bevidste erfaringer (Lanigan,

1988:340). Goffman praktiserer derfor i Lanigans udlægning (1988:342-343) en “beskrivende

fænomenologi”, der ikke accepterer ideen om, at vi som individer i oplevelsen og

fortolkningen af virkeligheden “medbringer” vore egne sociale og kulturelle (men dog

unikke) fordomme og baggrundsantagelser, som baggrund for vore individuelle, bevidste

oplevelser og dermed forståelse af verden.

Lanigan hævder med en vis ret, at det er Goffmans “sociologistiske” syn på

individet, der blokererer for en fænomenologisk analyse i traditionel forstand. Når Goffman

i indledningen til Frame Analysis hævder, at “I personally hold society to be first in every

way and any individual‟s current involvement to be second” (FA:13) giver han i samme

åndedrag afkald på en traditionel fænomenologisk analyse, eftersom mennesket så at sige

“kommer efter” samfundet og derfor i højere grad end unikke, bevidste individer bør betragtes

som samfundets strukturelle artefakter (Lanigan, 1988:343). Tankegangen synes her at være,

at eftersom individers bevidsthed er “skabt” af eller produkter af samfundet, bør de studeres

som sådanne og ikke som unikke størrelser. Når Goffman derfor beskæftiger sig med tilhørere

(“audience”) i Forms of Talk, studeres de ikke som enkeltindivider med individuelle

oplevelser og fortolkninger, men en som en kollektiv enhed udvisende særlige

samfundsmæssige gruppetypikaliteter (Lanigan, 1988:342). Tilhørernes oplevelser er typiske

for netop gruppen af tilhørere, og denne typiske oplevelse, formidlet gennem tegn og

symboler, er tilgængelig for forskeren (og enhver anden) udefra, han eller hun skal ikke

praktisere en individuel, empatisk forståelse. Goffmans insisteren på analyse af

eksternaliserede tegn og symboler diskvalificerer ham ifølge Lanigan som fænomenolog og

gør det desuden vanskeligt at vurdere, i hvilken grad hans konklusioner er valide.96

Lanigan placerer sig altså på linie med Gonos (1977), når kan konkluderer, at de

strukturalistiske elementer i Goffmans sociologi blokerer for en fænomenologisk tilgang. Jeg

er i og for sig enig med Lanigan i, at Goffman i højere grad er strukturalist og interaktionist

end fænomenolog. Goffmans interesse for det, der traditionelt betragtes som et

fænomenologisk kerneområde (organiseringen af den menneskelige erfaring), berettiger ikke

alene betegnelsen fænomenolog. Når Goffman beskæftiger sig med menneskers

erfaringsdannelse og indre mentale tilstande, gør han det på en ydre facon, der ikke så meget

handler om empatisk indlevelse men i højere grad om observation og senere tolkning af

eksternaliserede og offentligt tilgængelige symboler. Tilsvarende har Goffman et syn på den

sociale verden, som afviger radikalt fra de klassiske fænomenologers. Som Tom Burns

(1992:362) har peget på, var den sociale verden for Goffman ikke så meget en konstrueret

verden i den forstand, at individuelle aktører lever i en social virkelighed, som de har

Page 96: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

95

konstrueret intersubjektivt. Hos Goffman, siger Burns, er den sociale verden vedvarende

under konstruktion. Den sociale verden genereres via sociale ritualer og regler. Alligevel

mener jeg, at Lanigans kategoriske afvisning af Goffmans fænomenologiske islæt hviler på en

for firkantet udlægning af Goffman såvel som fænomenologien.97

Med en bredere betragtning

på fænomenologi som Goffmans sociologi, ses der et klart fænomenologiske element hos

Goffman. Sættes sociologisk fænomenologi således lig med undersøgelsen af menneskers

måde at organisere deres sociale erfaringer på med henblik på at skabe mening i konteksten,

rummer Goffmans sociologi et fænomenologisk perspektiv. Dette perspektiv handler om hans

interesse for, de redskaber og former, som mennesker anvender med henblik på at konstituere,

ordne og forandre deres sociale virkelighed (Lindgren, 1994:101-102). Dette var, hvad

Goffman interesserede sig for i Frame Analysis.

Etnometodologi

Garfinkels sociologi, eller rettere hans etnometodologi, handler især om de teknikker og

procedurer mennesker anvender for at komme frem til en fælles defintion af situationen.

Garfinkel (1967:11) bruger betegnelsen etnometodologi som en betegnelse, der refererer til:

“[...] the investigation of the rational properties of indexical expressions and other practical

actions as contingent ongoing accomplishments of organized artful practices of everyday

life.”

Han udviklede en tilgang eller en metode, der kunne kortlægge, hvordan mennesker agerer,

når de skal finde mening i, og definere situationen.98

Først når mennesker er nået frem til en

fælles definition af situationen, er det muligt for dem at handle adækvat99

i forhold til

hinanden. Garfinkel hævdede, at vi som sociale væsener er forpligtede til at optræde

forståeligt overfor andre, og hans begreb for denne antagelse er “accountability”. Garfinkel

(1967:1) siger, at “[...] the activities whereby members produce and manage settings of

organized everyday affairs are identical with member‟s procedures for making those settings

“accountable””. Hermed nærmer vi os det, Garfinkel kalder for “indeksikalitet”. Dette begreb

dækker over det forhold, at den sociale verden kun eksisterer som vi konstruerer den. Den er

en social konstruktion. Den er noget, vi skaber og vedligeholder i samarbejde med hinanden,

og det er reglerne i denne konstruktions-, vedligeholdelses- og reparationsproces, Garfinkel

var interesseret i at afdække. Goffman var sådan set interesseret i det samme som Garfinkel,

nemlig i studiet af vores fælles sociale verden gennem eksplicittering af de underliggende

regler, der regulerer den. Men, hvor Garfinkel selv eksperimenterede med den sociale verden

gennem sine “breaching experiments”, blotlagde Goffman det sociale hverdagslivs

intersubjektivt regulerede struktur ved at betragte det sociale livs kriser. Det vil blandt andet

sige de situationer, hvor reparerende og støttende ritualer bringes i anvendelse, og som

beskrives indgående i Relations in Public. Som jeg tidligere har været inde på, gik Goffmans

projekt ud på at beskrive og afdække det sociale livs orden. Det gennemgående tema var for

ham at analysere og forstå de mekanismer, der bidrager til opretholdelsen af

Page 97: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

96

samhandlingsordenen. Og Goffmans pointe var, ligesom Garfinkels, at denne sociale orden,

tilsløres af det forhold, at vi tager den for givet, og at det, for at lære om den, derfor er

nødvendigt at betragte de situationer, hvor denne selvfølgelige orden udfordres.100

Man kan

derfor, som Johan Asplund (1975:33) gør det, beskrive Goffmans metode som “negativ”.

Han studerede den sociale interaktions kriser, selvets profanering og reglernes overtrædelse

for at dokumentere de sociale reglers eksistens og funktion. Ved at studere disse kriser og

uheldige tilfælde afdækkede han de regler og ritualer, der er med til at understøtte,

vedligeholde og reparere den sociale orden. Hans metode er derfor også en slags “bruddets”

eller “krisens” metode.

Romantikken

Med sin interesse for det groteske, det afvigende og det ekstreme er den Goffmanske

sociologi af flere (for eksempel Abels, 1998 og Gouldner, 1973) blevet karakteriseret som en

videreførelse af den romantiske tænkning.101

Romantikkerne stod overfor en verden i

forandring. De stod overfor den forsvindende feudale orden og det fremvoksende bourgeois

samfund. De levede i en tid, hvor de sociale landkort ikke længere var egnede til at begribe

samfundet og den sociale orden, og hvor der endnu ikke var dukket nye op (Gouldner,

1973:327). Romantikerne levede ifølge Gouldner i en verden, hvor de konventionelle sociale

identiteter ikke længere var meningsfulde i forhold til den sociale verden, og derfor anskuede

de den sociale verden, som en vag og konturløs størrelse. Det var ikke muligt (endnu) at tegne

et skarpt og velafgrænset billede af det moderne. Det var med andre ord ikke muligt at

begribe den fremvoksende sociale orden med den analytiske fornuft alene, sådanne forsøg

ville ifølge romantikerne spolere selve den sociale orden. Derfor, siger Gouldner, havde den

romantiske poesi en forkærlighed for det gryende, for det uskarpe og fremvoksende. De

foretræk det grænseslørende måneskin og de flygtige øjeblikke før solopgang fremfor det

klare, grænsedefinerende lys, der prægede den klassiske tradition (Gouldner, 1973:328). Vi

kan skitsere forskellene mellem den klassiske og den romantiske tradition i skema 1.102

SKEMA 1. Den romantiske og den klassiske tradition

Den romantiske tradition Den klassiske tradition

Kontingens, forandring og det lokale Permanens, universalisme og det globale

Indadvendt søgen Eksternaliserede og objektive standarder

Det eksotiske, afvigende og specielle Det sandsynlige og gennemsnitlige

Den romantiske bevægelse stod ifølge Gouldner i kontrast til den klassiske tradition også

hvad angår spørgsmålet om, hvad der kan karakteriseres som det særlige for mennesket.

Gouldner peger på, at hvor den klassiske tradition refererer til menneskets iboende

Page 98: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

97

fornuftsmæssige og rationelle kapacitet, refererer romantikerne til menneskets kreative

originalitet, til menneskets evne til at fornemme og opfatte på sin egen unikke måde.

I dele af den moderne sociologi finder Gouldner en klar romantisk inspiration, og det

er herfra Goffman overtager en række romantiske ideer. Ifølge Gouldner finder man det mest

tydelig aftryk af de romantiske ideer indenfor den tradition, der udviklede sig på University of

Chicago og som senere blev kendt under navnet Chicagoskolen. Nogle af Chicagoskolens

“founding fathers” var under direkte indflydelse fra den tyske, romantiske tradition, de

modtog selv en del af deres undervisning i tyske universitetsmiljøer præget af romantisk

tænkning. Flere af de tidlige chicagosociologer, siger Gouldner, havde en vis forkærlighed

og tolerance overfor begrebslig flertydighed, og deres teoretiske begreber og pointer var ofte

indvævet i udførlige og detaljerede etnografiske beskrivelser og detaljer (jf. omtalen af en

særlig “Chicagohabitus” i kapitel 2). De placerede sig dermed i et vist omfang i modsætning

til den på daværende tidspunkt dominerende, funktionalistiske sociologi i USA, der i højere

grad fokuserede på entydige begreber og udviklingen af såkaldte “grand theories”. For

chicagosociologer som for eksempel Howard Becker og Robert Park, siger Gouldner, blev

den såkaldte underverden ikke blot betragtet som ethvert andet socialt univers. Den blev

benyttet som en slags standpunkt, fra hvilket det var muligt at udsige noget centralt omkring

det etablerede og såkaldt respektable samfund. Chicagosociologerne, siger Gouldner, talte

ofte på vegne af denne underverden, og understregede autenciteten hos disse disrespekterede

måder at leve livet på. En sådan arbejdsmåde har klare romantiske undertoner: man

foretrækker den ekstreme case fremfor det kendte og gennemsnitlige, de udtryksfulde

etnografiske detaljer fremfor følelsesforladte og kedelige taxonomier, det sensitivt og

ekspressive fremfor tør, formel analyse, den naturalistiske observation fremfor spørgeskemaer

og laboratorieeksperimenter, outsiderens perspektiv fremfor insiderens.

De romantiske ideers indflydelse på sociologisk metode handler dels om modstanden

mod sekundære data. De første sociologers insisteren på feltarbejde og deltagelse blandt

aktørerne med henblik på selvoplevelse var ifølge Gouldner klart romantisk inspireret. Men

det punkt, hvor de romantiske ideer har haft størst indflydelse på sociologisk metode, drejer

sig om spørgsmålet om, hvad som er værdifuldt at studere på den ene side samt om hvem og

hvad, der kan betragtes som værdifuld og legitime datakilder på den anden. Det er Gouldners

pointe, at romantikken har været med til at forandre samfundsvidenskabens grundopfattelse af

data. Gouldner mener, at den romantiske pluralisme har medvirket til en såkaldt

“demokratisering af data”. Det vil sige en situation, hvor der ikke findes en hierarkisk orden,

der angiver hvilke datakilder, som er mest videnskabelige og dermed mest værdifulde. Ifølge

den klassiske metafysik var dele af virkeligheden af en særlig “høj” eller betydningsfuld

orden og andre dele af en tilsvarende lav orden. Hos romantikerne forholdt det sig ifølge

Gouldner (1973:351) ikke således:

“To the Romanticists, every object was a world in itself, every grain of sand a

Page 99: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

98

cosmos. Each object being uniquely individual was therefore worthy of attention in

itself, it was valuable in itself not simply as paradigm to be emulated or decried. It

was seen as worth knowing quite apart from its moral implications, and not because

it needed to be reformed and improved. Romanticism thus contributed to a concern

with the lowly or deviant parts of the social world.”

Romantikken forandrede ifølge Gouldner dermed såvel samfundsvidenskabens epistemologi

som dens ontologi. Man bevægede sig væk fra den situation, hvor samfundsvidenskabelige

forskere kontaktede højtplacerede embedsmænd, lærere eller andre professionelle for at få

dem til at beskrive andre (afvigende, underordnedes) livsbetingelser. Enhver social orden eller

ethvert socialt miljø skulle nu selv fortælle om sin egen situation. Romantikken understregede

ifølge Gouldner det intuitive i forskningsprocessen, det vil blandt andet sige forskerens evne

til at kreativt at opsøge særligt velegnede datakilder til belysning eller diskussion af det

aktuelle forskningsproblem. Således kan Goffman uden overdrivelse siges at repræsentere et

romantisk syn på sociologiske data. Som jeg tidligere har beskrevet benyttede han sig af en

række, meget forskelligartede og ofte “uautoriserede” datakilder.

Den romantiske bevægelse fremhævede altså ideen om studere samfundet fra mange

forskellige perspektiver. Virkeligheden kan og bør ikke blot forstås fra et universalistisk,

rationelt videnskabeligt perspektiv. Ifølge den romantiske tanke forstås virkeligheden bedst ud

fra et pluralistisk sæt af perspektiver. Denne ide genfindes klart hos Goffman. Goffman

studerede faktisk stort set det samme hele vejen gennem sit forfatteskab (hvordan den sociale

orden opretholdes, forhandles og vedligeholdes gennem menneskelige ansigt-til-ansigt

interaktioner), men han gjorde det fra forskellige perspektiver. Han nåede frem til

generaliserede indsigter vedrørende menneskers sociale interaktion i hverdagslivet ved at

iagttage og genbeskrive det ud fra en række forskellige perspektiver. Men Goffman fører også

en anden romantisk ide med sig: For romantikkerne var det fremvoksende samfund, den nye

sociale orden en emergerende, utydelig og delvis konturløs orden, som det ikke var muligt at

beskrive med fuldkommen nøjagtighed. Det var derfor også umuligt at forudsige præcist,

hvordan dette samfund (denne genstand) ville udvikle sig. På samme måde med Goffman og

hans genstand (samhandlingsordenen). Han brugte hele sin karriere på at nærme sig en

forståelse af et helt nyt område, og han nærmere sig dette område med samme sans for dets

emergerende, flygtige og konturløse karakter, som romantikerne nærmede sig beskrivelsen af

den nye sociale orden. Romantikerne og Goffman var med andre ord fælles om at forstå

genstanden for deres bestræbelser som noget, der var præget af utydelighed, og som det ifølge

Gouldner ikke var muligt at tegne nogen nøje defineret plan over. Goffman kan også læses

som romantiker i sin optagethed af det groteske. Den romantiske bevægelse fra begyndelsen

optaget af de groteske som en vej til at forstå det menneskelig liv. Denne optagethed af det

groteske som vej til at forstå “det normale” sociale møde var også en integreret del af

Goffmans metode. Asylums og hans essay om The Insanity of Place kan her nævnes som to

Page 100: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

99

oplagte eksempler.

Opsamling

Goffman var inspireret af en række forskellige tænkere, miljøer og traditioner indenfor det

humanvidenskabelige felt, og der er gennem tiderne gjort mange forsøg på at indlæse

forskellige teoretiske perspektiver i den goffmanske sociologi. Som vi har set i det

ovenstående må Durkheim og Simmel dog i særlig grad fremhæves som betydningsfulde

inspirationskilder. Davis (1997:378) går endda så langt som til at sige, at

“Goffman‟s main contribution to the history of social theory was to apply

Durkheimian forms to Simmelian content, particularly Durkheim‟s macro

anthropological concepts to Simmel‟s micro sociological topics.”103

Fra Durkheim overtog Goffman tanken om den sociale samhandlings normative regulering og

lod sig desuden kraftigt inspirere af Durkheim i forbindelse med konstruktionen af sin

ritualteori. Om Simmels påvirkning på Goffman kan vi sige, at Goffman lod sig inspirere af

den simmelske interesse for hverdagslivets upåagtede detaljer, den kreative anvendelse af

varierede datakilder samt den formale metode. For at afrunde diskussion kan vi sammenfatte,

at en væsentlig del af den tiltrækningskraft, som Goffman har haft på forskere og studerende

indenfor det sociologiske område, samt at en del af årsagen til, at hans sociologi beskrives

som “gådefuld”, skal findes i hans påvirkning fra Simmel og den romantisk inspirerede

sociologi. Udtrykt ganske kort kan vi sige, at det Goffmanske “trick”, der har gjort ham så

berømt, i vid udstrækning handler om en evne til at kunne producere værdifuld sociologisk

viden på baggrund af tilsyneladende trivielle og banale hverdagshandlinger, til at kunne se det

generelle i det specifikke, det normale i det absurde, til at bruge metaforer samt ikke mindst i

evnen til at udsætte sine begreber og temaer for en veritabel “krydsild” bestående af nye

empiriske iagttagelser og nye begreber - evner han aflurede hos Simmel og sine kolleger ved

University of Chicago i 1960'erne.

Når der, som dette kapitel har vist, kan spores så mange inspirationskilder hos

Goffman, og når der kan indlæses så forskelligartede teoretiske perspektiver er det ikke nogen

tilfældighed og ejheller alene et udtryk for de mange bestræbelser, der i tidens løb har været

gjort med henblik på sociologisk set at sætte Goffman i bås. I netop dette forhold ligger efter

min mening en væsentlig nøgle til forståelsen af selve Goffmans måde at tænke over og

bedrive sociologi på. Han praktiserede eklekticisme og fandt inspiration hos vidt forskellige

tænkere og tilgange. Det var en del af hans særlige stil ikke at basere sit arbejde på én

etableret retning indenfor sociologien, men at plukke og importere elementer, perspektiver,

indsigter og brudstykker fra forskellige traditioner. Flere har kritiseret Goffman for denne

eklektiske tilgang; der mangler en gennemgående organiseret teoretisk kerne, har det lydt fra

forskellige kritikere. Ud fra en umiddelbar betragtning kan en sådan kritik synes berettiget,

Page 101: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

100

men ved nærmere eftertanke vil man dog opdage, at det faktisk i høj grad netop er det

eklektiske element, der har været afgørende for den succes, som Goffmans sociologi

ubestrideligt har haft. Det er i høj grad Goffmans evne til at indtroducere et nyt og

forfriskende perspektiv, når det gamle er “brugt op” eller, når det gamle “står i vejen” for

yderligere udforskning af genstanden, som har været en afgørende faktor i hans arbejde. At

han ved hjælp af en sådan strategi samtidigt behændigt undgår at stille sig selv til regnskab for

en særlig etableret videnskabsteori, og dermed undslår sig omgivelsernes forsøg på

kategorisering er bieffekter, han utvivlsomt havde blik for. Endelig bør det understreges, at

Goffmans modvilje mod at lade sig rubricere, sammenholdt med hans udprægede

eklekticisme, kan betragtes som en naturlig konsekvens af hans knivskarpe blik for den

empiriske verdens kompleksitet (Lofland, 1984:11). Goffman mente angiveligt, at man ikke

fra ét enkeltstående perspektiv indfanger nuancerne og dybden i menneskers sociale

interaktion, men at man nødvendigvis må inddrage forskellige perspektiver og synsvinkler,

såfremt man ønsker at begribe den sociale verdens organisering i dens mangfoldighed og

kompleksitet. At der hos Goffmans således på én og samme tid kan spores for eksempel såvel

et eksistentialistisk aktør perspektiv som en strukturel, regelorienteret tilgang skyldes derfor

ikke mangel på teoretisk konsistens, men i højere grad, at han jf. kapitel 3 i sit forsøg på

teoretisk at forstå den sociale samhandlingsorden rent faktisk integrerede struktur- og

aktørperspektivet i sin egen interaktionelt begrundede teori om social orden.

Page 102: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

101

KAPITEL 5

Metaforer og sociologi

And, as imagination bodies forth

The forms of things unknown, the poet‟s pen

Turns them into shapes, and gives to airy nothing

A local habitation and a name

William Shakespeare104

Som jeg var inde på i forrige kapitel fortsætter Goffman med sin brug af metaforer en del af

traditionerne fra det sociologiske miljø på University of Chicago. Goffmans

metaforanvendelse hviler på den forudsætning, at der i samhandlingsordenen findes særlige

og distinkte strukturer eller organiseringer, der kan sammenfattes i metaforer, der giver

mening til disse strukturer og organiseringer. Som Phillip Manning (1992:144) har peget på,

forudsætter en forståelse af Goffmans metafor-anvendelse en generel forståelse af, hvad

metaforer overhovedet er for noget og på hvilken måde de fungerer. I denne forbindelse kan

det, som også Manning gør det, være relevant at betragte Richard Browns (1976:172-176)

fire-punkts definition:

1. Metaforen involverer transformation eller overføring fra et meningsniveau

eller -system til et andet (eksempelvis Dantes: Helvede er et hav af is)

2. Hvis metaforen tages bogstaveligt forekommer den absurd

(udsagnet “Jenny er en pige” er således ikke metaforisk eftersom

sidestillingen umidelbart giver mening). Metaforens absurditet tjener

den kognitive funktion at få os at standse op og undersøge sagen

nærmere.

3. Metaforer er beregnet til at blive forstået. Metaforens absurditet er

en funktion af afstanden mellen de to forskellige meningssystemer,

der er involveret. Hvis afstanden er lille og systemerne er for tæt på

himanden (eksempelvis “barnlig uskyldighed”), anspores ikke

yderligere eller dybere forståelse (eftersom vi i forvejen ved at

uskyld og børn på en vis måde hører sammen).

4. Metaforer er levende og bevidste “som-om” betragtninger

imodsætning til de såkaldt “frosne” metaforer (eksempelvis

“skyskraber”), der ikke er fantasiens kreative produkter men alene

fungerer som navne og/eller beskrivelser. Levende og bevidste

“som-om” betragtninger indebærer, at man lader som om, at

metaforen ikke er absurd og dermed fastholder et “stereoskopisk”

Page 103: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

102

blik i den forstand man betragter sit objekt fra to vinkler (den

bogstavelige virkelighed og den litterære fiktion) simultant, hvorved

et nyt erfaringsobjekt opstår. Metaforer er dermed “kontrafaktiske

sandheder”105

Hvad Manning med afsæt i Browns definition videre peger på er, at metaforer i denne

forståelse fungerer som en slags “øjenåbnere” eller brobyggere i den forstand, at de hjælper os

med at overføre begreber og tænkemåder fra et område til et andet. Metaforen hjælper os med

at se fænomener, som om de var noget andet. De er med andre ord udtryk for fænomener, der

ikke direkte kan gengives (Brown, 1976:185). De tillader os at lege med virkelighedens

fænomener og sætte dem ind i nye og overraskende sammenhænge og på den måde baner de

med Mannings (1992:145) ord vejen til objekters identitet, de kan føre os frem til højere

former for forståelse. Således kan man betragte metaforer som et af de mest betydningsfulde

redskaber, hvad angår udviklingen af sociologiske teorier, i hvert fald al den stund vi

fastholder det som den sociologiske videnskabs højeste mål at kravle op ad abstraktionens

stige. Men når sociologer generelt har vægret sig mod at betragte metaforer i dette lys, hænger

det ifølge Brown (1976:178) sammen med, at “[...] they generally have felt compelled to

choose between a literalistic, reductive scientific positivism, or else abandon themselves to

what they take to be the poetic realms or creative insight and intuition.” Man kan sige, at

Goffman med sin metaforanvendelse bevidst tager et skridt ind i det “forbudte område” og

med sin særlige, litterære stil forsøger at bruge metaforen som erkendelses- og

forklaringsredskab hvad angår organiseringen af menneskelig samhandlen. At metaforer (som

alle andre forskningsværktøjer) er behæftet med visse metodiske svagheder, og at Goffman

var opmærksom på disse, skal jeg komme tilbage til mod slutningen af kapitlet. Lad os dog

først se lidt nærmere på de mest centrale goffmanske metaforer; teatermetaforen,

spilmetaforen og ritual-metaforen.106

Teatermetaforen

Den mest velkendte metafor hos Goffman må siges at være den, der går under betegnelsen

teatermetaforen eller den dramaturgiske model. De fleste af Goffmans læsere har stiftet

bekendtskab med denne metafor, og det er ofte især Goffmans “teaterbegreber”, der

introduceres for nye sociologi-studerende. Den væsentligste inspiration til denne

“dramatisering af hverdagslivet” har Goffman fundet hos Kenneth Burkes dramatiske

ontologi. Denne involverer, at det sociale liv er en form for drama, der udspiller sig mellem

skuespillere, samt at det iscenesatte drama er “[...] a microcosmic representation of life for

those who find the drama of everyday life tiresome or boring, and the activities on stage

recreate the action that takes place in the authentic arenas of our life.” (Perinbanayagam,

1974:533). Med sin dramaturgiske model forsøger Goffman at genbeskrive menneskers

sociale liv med henblik på at afdække upåagtede sider og betydninger af den menneskelige

Page 104: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

103

samhandling. Han interesser sig med andre ord for det synlige spil og de optrædender, vi

opfører for hinanden og ikke for vores bevidsthed eller vores måde at opleve verden

på.107

Som disse forfattere gør opmærksom på, er aktørens perspektiv ikke relevant for den

dramaturgiske forsker, for uanset hvad aktøren måtte tænke eller føle, vil forskeren alene

fokusere på det indtryk, den pågældende gør på de andre i interaktionen. Det dramaturgiske

perspektiv fokuserer med andre ord alene på, hvordan vi som mennesker via vore handlinger

og den information, vi afsender frivilligt og ufrivilligt, påvirker den måde andre opfatter og

dermed handler i forhold til os på. Det er i The Presentation of Self in Everyday Life, at

Goffman mest udførligt fremlægger det dramaturgiske perspektiv med det formål at

undersøge hvordan, og efter hvilke principper, det sociale liv mellem mennesker organiseres.

I sit forord til bogen argumenterer han for valget af teatermetaforen:

“The perspective employed in this report is that of the teatrical performance; the

principles derived are dramaturgical ones. I shall consider the in which the individual

in ordinary work situations presents himself and his activity to others, the ways in

which he guides and controls the inpression they form of him, and the kinds of things

he may and may not do while sustaining his performance before them.” (PS:ix)

Goffman forsøger at nærme sig en forståelse af social samhandling som teater ved at diskutere

seks forskellige dramaturgiske elementer, der samtidig udgør bogens centrale kapitler. Disse

er 1. forestillinger (“performances”), 2. hold (“teams”), 3. regioner eller områder

(“regions”), 4. selvmodsigende roller (“discrepant roles”) 5. kommunikation udenfor rollen

(“communication out of character”) og 6. indtryksstyring (“impression management”). Lad os

se lidt på disse begreber og deres indbyrdes sammenhæng. Performance eller forestilling

defineres som “[...] all the acitivity of an individual which occurs during a period marked by

his continuous presence before a particular set of observers and which has some influence on

the observers.” (PS:32). Forestillingen er altså det “spil”, der opføres med en række

medvirkende, som forsøger at overbevise hinanden om, at de faktisk er dem, de udgiver sig

for være, og at forholdene omkring det sociale møde øvrigt er, hvad de ser ud til at være

(PS:28). I sin analyse af forestillingen introducerer Goffman begreberne facade (“front”),

dramatisering (“dramatic realization”) og idealisering (“idealization”). Facaden er, hvad vi

kunne kalde for personernes “udtryksudstyr” (“expressive equipment”), og som mere eller

mindre bevidst tages i anvendelse under forestillingen.108

Dramatisering er udtryk for det

forhold, at belægger vores optræden med dramatiske tegn, der er med til at understrege det, vi

er ude på at formidle til andre. Vi gør brug af disse dramatiske tegn for at sikre os, at

omgivelserne eller publikum har forstået forhold, som ikke altid er til at få øje på. For

eksempel, siger Goffman, tager indehavere af begravelsesforretninger sig godt betalt for den

trækasse, som kisten faktisk er, fordi som han siger “[...] many of the other costs of

conducting a funeral are ones that cannot be readily dramatized.” (PS:42). Et andet eksempel

Page 105: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

104

på dramatisering kunne være den førsteårs studerende på universitetet, der, i forbindelse med

undervisningen, for at fremstå interesseret og koncentreret konstant forsøger at se forelæseren

dybt i øjnene. Idealisering handler om, at den optrædende fremstiller sig selv lidt bedre eller

mere fuldendt og konsistent end hans eller hendes konkrete handlinger og adfærd indikerer.

Idealisering er altså udtryk for, at vi på den ene side forsøger at skjule de udtryk, som så at

sige er i konflikt med definitionen af situationen og samfundets værdier i øvrigt og på den

anden side forsøger at fremhæve de udtryk hos os selv, der korresponderer med den aktuelle

situationsdefinition og de alment anerkendte værdier i samfundet. På den måde fungerer

idealisering som en ceremoniel celebrering af samfundets moralske normer. Som det

udtrykkes af Goffman selv:

“To the degree that a performance hightlights the common official values of the

society in which it occurs, we may look upon it, in the manner of Durkheim and

Radcliffe-Brown, as a cremony - as an expressive rejuvenation and reaffirmation of

the moral values of the community.” (PS:45)

Længere fremme i udfoldelsen af det dramaturgiske perspektiv peger Goffman på, at

forestillingen ikke blot drejer sig om den enkelte deltagers selvpræsentation. En sådan

opfattelse vil, siger han, tilsløre vigtige forskelle hvad angår den funktion, forestillingen har

for samhandlingen som helhed. Vi vil nemlig opdage, siger Goffman, at en optrædendes

personlige facade ikke blot anvendes med det formål at stille den pågældende i et favorabelt

lys, men at hans ydre (“appearence”) og hans manerer (“maner”) kan have en betydning for

noget, som er større end ham selv, for en større scene (PS:83). Hvad Goffman altså peger på

er, at forestillinger kræver en form for samarbejde mellem deltagere på et hold (“team”), og

dette hold samarbejder om at definere den sociale situation. Goffman definerer begrebet hold

som “[...] any set of individuals who cooperate in staging a single routine.” (PS:85). Et hold

forsøger altså at vedligeholde en vis konsensus vedrørende situationsdefinitionen, således at

de enkelte aktører kan handle passende og i overensstemmelse med denne definition, men

holdet forsøger også at opretholde en bestemt defintion af situationen overfor dem, der står

udenfor. Holdet er altså de skuespillere på scenen, der indgår i det, vi kan kalde for dramatisk

samarbejde. Langt de fleste af os er med på et eller flere hold, og vi deltager derfor alle i

større eller mindre udtrækning i dette drama.

Videre i sin analyse af det sociale menneskes selvpræsentationer introducerer

Goffman en skelnen mellem to forskellige områder (“regions”), indenfor hvilke adfærden

eller optrædenden styres af forskellige principper. Goffman skelner her mellem det, han

kalder for forscenen eller facadeområdet (“front region”) og bag scenen (“back region”).

Forscenen er ganske enkelt det sted, hvor optrædenden finder sted. Det er her, aktørerne

fremfører deres optræden og spiller deres roller. På forscenen er der publikum på, og derfor

retter aktøren sin optræden ind efter de normer og standarder, der ser ud til at gælde indenfor

Page 106: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

105

området: “The performance of an individual in a front region may be seen as an effort to give

the appearance that his activity in the region maintains and embodies certain standards.”

(PS:110). Eftersom den optrædende vil være interesseret i at formidle et bestemt indtryk af sig

selv til de øvrige af områdets deltagere betyder det, siger Goffman, at visse aspekter ved

personens aktivitet fremhæves og understreges, mens andre, som eventuelt ville kunne så tvivl

om den selvpræsentation, der ønskes formidlet, nedtones eller undertrykkes. Det er da

Goffmans pointe, at de ting, der nedtones eller udtrykkes, nødvendigvis må komme til udtryk

eller dukke op i andre sammenhænge, og Goffman betegnelse for de områder, hvor disse ting

dukker op, er netop bagscenen. Her har vi altså at gøre med et område, hvor de optrædende er

skjult for publikums vurderende blikke. Det er her, de optrædende ikke behøver at kontrollere

og nedtone den information, der kunne kompromittere eller modsige det selvbillede, der

ønskes opretholdt. Bagscenen er så at sige det sted, hvor de optrædende øver sig på

forestillingen foran publikum, derfor er der plads til fejl og modsigelsesfyldte

selvpræsentationer:

“Here grades of ceremonial equipment such as different types of liquor or clothes can

be hidden so that the audience will not be able to see the treatment accorded to them

in comparison with the treatment that could have been accorded to them [...] Here the

team can run through its performance, checking for offending expressions when no

audience is present to be affronted by them [...] Here the performer can relax; he can

drop his front, forgo speaking his lines, and step out of character.” (PS:114-115)

Bagscenen er med andre det sted, hvor vi kan lade maskerne falde. Det er her vi kan slappe af

og lade op til en ny forestilling.

I diskussionen om selvmodsigende roller (“discrepant rolles”) kommer Goffman ind

på det problem, der opstår, når en aktør havner i den situation, at han eller på en gang både er

publikum og med på bagscenen. Et hold, siger Goffman, arbejder i høj grad sammen om at

præsentere et bestemt billede af sig selv overfor et publikum, og holdet har visse

hemmeligheder, som kommer til udtryk på bagscenen, og som publikum ikke skal have have

adgang til. Men den situation eller det problem kan opstå, siger Goffman, at en aktør finder

sig selv i en selvmodsigende rolle på den måde, at vedkommende skal fungere som publikum

og bagscenedeltager på samme tid. Det kan også dreje som situationer, hvor udefrakommende

aktører forsøger at “snige sig ind” på bagscenen ved at “forklæde sig” med det formål at

afsløre holdets hemmeligheder. Det er situationer, hvor holdet ikke har fuld kontrol over alle

informationer, og hvor “undergravende” materiale så at sige havner i de forkerte hænder.109

Personer, der er havnet i selvmodsigende roller, er med Goffmans ord altså personer “[...] who

learn about the secrets of a team and with the bases and the threats of their priviliged

position.” (PS:143), og han siger videre, at de mest påfaldende selvmodsigende roller “[...] are

those which bring a person into a social establishment in a false guise.” (PS:145). Som

Page 107: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

106

eksempler på typiske selvmodsigenroller nævner Goffman stikkeren (“the informer”),

claqueuren (“the shill”), snushanen (“the agent”), rapportøren (“the shopper”) og

mellemmanden (“the mediator”).

Under temaet kommunikation udenfor rollen (“communication out of character”)

belyser Goffman de af aktørerne producerede ekspressive udtryk, som falder udenfor rammen,

forstået på den måde, at de ikke hører naturligt hjemme i den forestilling, som holdet

samarbejder om. Det handler med andre om de situationer, hvor aktørens kommunikation er i

strid med den officielle forestilling eller samværsramme. Goffman nævner selv en række

eksempler på kommunikation udenfor rollen. Han refererer blandt andet en situation på en

hospitalsafdeling, hvor patienter med en tilsyneladende uhelbredelig stofskiftesygdom fik

tilbud om at modtage eksperimentel behandling. På grund af den særlige forskningssituation

og den håbløshed, der prægede patienterne, så man en gradvis udviskning af de traditionelle

skarpe linier mellem den medicinske autoritet og patienten. Som Goffman selv kommenterer:

“Doctors respectfully consulted with their patients at length about symptoms, and patients

came to think of themselves in part as research associates.” (PS:167). Det karakteristiske for

denne situation er dog, at så snart “krisen” er overstået, genetableres den tidligere

rollekonsensus; læge og patient vender så at sige tilbage til den adfærd, der “passer” til deres

rolle. Goffman peger på, at vi som optrædende altid er involveret i såvel kommunikation

indenfor som udenfor rollen, og at man som optrædende i denne balancegang må træde

varsomt, således at den officielle kode ikke bringes i tvivl. Omvendt gør han også

opmærksom på, at kommunikation udenfor rollen netop kan fungere som en måde at signalere

ønske om overgang til en anden ramme eller interaktionel konsensus. Goffman behandler fire

eksempler på kommunikation udenfor rollen: (1) behandling af de fraværende (“treatment of

the absent”); (2) samtaler om scene (“staging talk”); (3) holdhemmeligheder (“team

collusion”) og (4) korrigerende handlinger (“realigning actions”).

Teatermetaforens sidste element behandles under overskriften indtryksstyring (“the

arts of impression management”). Her analyserer Goffman, hvordan de optrædende er

forpligtede til at kontrollere de indtryk, der udsendes med henblik på at undgå pinligheder og

sammenbrud i det sociale møde. Styring eller kontrol af indtryk sigter altså mod at undgå,

hvad Goffman kalder for “performance disruption” (PS:203). Her kommer han for det første

ind på de såkaldte forsvarsmekanisner og den konkrete praksis, der knytter sig til dem

(“defensive attributes and practices”). Det handler her for det første om ikke at røbe holdets

hemmeligheder overfor publikum (“dramaturgical loyalty”), for det andet om at opretholde

indtrykket af et vist intellektuelt og emotionelt engagement i sine handlinger uden dog at lade

sig rive med for på den måde at ødelægge en vellykket optræden (“dramaturgical discipline”),

for det tredje må den optrædende udvise en evne til at tænke sig om og være fremsynet samt

hele tiden overveje, hvordan forestillingen bedst gribes an (“dramaturgical circumspection”).

Det andet hovedtema i forbindelse med indtryksstyring handler om de såkaldte

beskyttelsesmekanismer (“protective practices”). Her handler det ikke så meget om den

Page 108: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

107

optrædendes adfærd overfor publikum, men i højere grad om, hvordan publikum kan beskytte

den optrædende.110

Beskyttelsen handler lidt populært sagt om at “undgå at se”. Som

publikum lader vi som om, at vi ikke har bemærket den optrædendes “fejltrin” og undgår at

konfrontere ham eller hende med de selvmodsigelser, der uungåeligt produceres under

forestillingen: “When performers make a slip of some kind, clearly exhibiting a discrepancy

between the fostered impression and a disclosed reality, the audience may tactfully “not see”

the slip or readily accept the excuse that is offered for it.” (PS:225). Det handler her om at

udøve, hvad Goffman kalder for taktfuld uopmærksomhed (“tactfull inattention”). Det tredje

og sidste element i indtryksstyringen handler om at reagere taktfuldt på taktfuldheden (“tact

regarding tact”). Hvor de netop omtalte beskyttelsesmekanismer beskriver, hvordan publikum

gennem taktfuldhed drager omsorg for og beskytter den optrædendes ansigt, må den

optrædende så at sige svare igen ved reagere taktfuldt på denne taktfuldhed. Den optrædende

må altså yde noget til gengæld for den taktfuldhed, der udvises af publikum:

“First the performer must be sensitive to hints and ready to to take them, for its

through hints that the audience can warn the performer that his show is unacceptable

and that he had better modify it quickly if the situation is to be saved. Secondly, if

the performer is to misrepresent the facts in any way, he must do so in accordance

with the etiquette for misrepresentation; he must not leave himself in a position from

which even the lamest excuse and the most cooperative audience cannot extricate

him.” (PS:227-228)

Den optrædende må altså lytte til publikums vink og undgå at bringe sig selv i situationer,

som ikke selv med de mest effektfulde midler kan kan rettes op. Mod slutningen af The

Presentation of Self in Everyday Life udtrykker Goffman dog sin skepsis i forhold til det

dramaturgiske perspektiv. Dette “begrebslige stilads” (PS:246) indfanger kun visse

dimensioner af den sociale samhandling (de “indtryksmæssige”), og det er formentlig denne

konstatering, der får Goffman til at forsøge sig med andre metaforer.

Spilmetaforen

I forordet til Strategic Interaction slår Goffman fast, at hans ultimative mål er at udvikle

studiet af social interaktion i ansigt-til-ansigt situationer til et velafgrænset og

sammenhængende område indenfor sociologien. Hans metode, siger han, er at gå i en anden

retning end dem, der vedvarende forsøger at forstå social samhandling ved hjælp af begrebet

kommunikation. Sådanne forsøg har en tendens til at overse visse centrale aspekter af det, der

sker i ansigt-til-ansigt interaktionen. Den anden retning, som Goffman her taler om, går altså

ikke ud på at udvide kommunikationsbegrebet således, at det kommer til at omslutte alle

væsentlige aspekter af social interaktion, han forsøger derimod at analysere social interaktion

med ikke-kommunikative begreber ud fra et spilperspektiv.111

Fordelene er, som han selv

Page 109: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

108

siger, at:

“By examining strategic interaction in its own terms, we can become clear about

what it is; being clear we will be better equipped to set it in its special place when

looking at face to face interaction.” (SI:x)

Det første essay, Expression Games, handler om vores evne til som sociale individer at opnå,

afsløre og skjule information, og perspektivet ligger, som Goffman siger, hos den “[...]

organzationally committed observer who needs information from another person.” (SI:4). Et

sådant perspektiv er frugtbart, siger Goffman, fordi der i dagliglivet konstant opstår

situationer, hvor en observatør er afhængig af den information han kan få fra en person (et

subjekt), hvor der ikke er alternative måder at få fat i denne information på, og hvor subjektet

vil være tilbøjelig til at besværliggøre og frustrere denne informationsindsamling. I sådanne

situationer opstår der spil-lignende overvejelser på begge sider, informationen bliver

strategisk og udtryksspillet er igang (SI:10). Vi har altså på den ene side en observatør, der er

interesseret i at få information fra et givet subjekt, og et subjekt, som på den anden side har et

ønske om at kontrollere denne information, og som mere eller mindre bevidst udsender

signaler, som igen tolkes af observatøren som udtryk for bagvedliggende information.

Observatøren forsøger at afkode subjektets signaler, og subjektet forsøger på den anden side

dels at styre det indtryk observatøren får, men forsøger samtidig også at blive klog på, hvilken

slags information, observatøren er interesseret i. Der foregår altså en slags dobbeltspil, hvor

begge parter gensidigt mistænker og afkoder hinanden. Og det er ifølge Goffman fra dette

strategiske spil, at vi kan lære en hel del om den menneskelige natur og social interaktion i

ansigt-til-ansigt relationer.112

Mod slutningen af dette essay beskriver Goffman, hvordan den berømte russiske,

spion Richard Sorge, under udførelsen af sin metier fandt det nødvendigt at fotografere

tophemmelige dokumenter på den tyske ambassade i Tokyo, hvorved han udsatte sit cover og

sit helbred for stor risiko, samt hvordan Sorge, på trods af disse i høj grad tilstedeværende,

meget alvorlige risici, alligevel ganske køligt var i stand til at gennemføre sit forehavende.

Goffmans pointe er, at vi her har at gøre med et ekstremt eksempel på noget ganske alment

vedrørende social interaktion. Det er kun stedet, udstyret og konsekvensernes karakter, som er

specielle, siger Goffman. Skærer vi den dramatiske stafage bort, har vi en mand, der i en kort

periode er involveret i en kompliceret teknisk handling, der, hvis den afsløres, vil få

dramatiske og diskreditterende konsekvenser for ham, og han må derfor udføre sin handling

så køligt og så hurtigt som muligt, eftersom enhver refleksion vedrørende handlingens

farlighed kun vil forøge risikoen for at blive opdaget (SI:80). Goffmans pointe er her, at vi

alle oplever at være hovedpersoner i sådanne historier, omend de er af mindre ekstrem

karakter: “We all must face moments of this kind, albeit much less extreme in every regard,

and it is the sharing of this core contingency that makes the stories of agents relevant.” og han

Page 110: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

109

fortsætter senere: “[...] there is no one who does not have to orient his body‟s covering as a

means of concealing something, or who has not used ordinary arrangements of social contact

as a front behind which to engage in questionable dealings, or who has not fabricated a

“good” reason for actions that spring from a concealed intent.” (SI:80).

Med Goffman kan vi altså forstå os selv, som en slags hverdagens spioner. Vi

benytter os af de kompetencer, som findes i rendyrket form hos efterretningsvæsents

hemmelige medarbejdere, til navigere i det sociale liv. Vi har ikke blot brug for disse

kompetencer i forbindelse med indviklede intriger og komplicerede dårlige undskyldninger,

de er nødvendige i selv de mest trivielle og banale hverdagsepisoder:

“In the little service contacts we have in stores an offices, occasions are always

arising when we must ask for advice and then determine how to read the advice by

trying to analyze the sincerety of the server‟s manner. When we come into contact

with the person who employs us, a similar task arises; he has reasons to almost cover

his actual assignment with an equable, supporting air, and we have reason to try to

read his for what he really thinks. [...] In every social situation we can find a sense in

which one participant will be an observer with something to gain from assesing

expressions, and another will be a subject with something to gain from manipulating

this process. A single structure of contingencies can be found in this regard which

renders agents a little like us all and all of us a little like agents.” (SI:81).

I bogens andet essay interesserer Goffman sig ikke i så høj grad for, hvordan vi aflurer,

afslører eller tildækker information men mere for, hvordan vi rent praktisk (og strategisk)

planlægger og udfører vore handlinger på den mest rationelle måde. Dette at foretage

kalkulationer og handle på baggrund af dem, siger Goffman, er ganske normale og typiske

måder at gebærde sig på i det sociale liv. Mennesker observerer og analyserer den konkrete

situation blandt andet for at danne sig et indtryk af, hvor situationen bevæger sig hen og for at

kunne vælge en blandt flere handlingsalternativer. Og, fortsætter Goffman: “Here some sort

of maximation of gain and will often be involved, often under conditions of uncertainty or

risk.” (SI:85-86). Det vigtigt at være opmærksom på, at Goffman begrebsligt sondrer mellem

at være en part (“party”) og være spiller (“player”). Et spil består at to parter, men hver part

kan have nogle til at spille for sig. Part og spiller er derfor ikke nødvendigvis inkarneret i

samme person. Goffman forsøger herefter at identificere de forskellige aspekter ved

modparten og situationen, som den strategiske aktør må tage med i betragtning, når han eller

hun skal planlægge sine handlinger på den mest rationelle måde, det vil her sige den måde,

der fører til det størst mulige personlige udbytte. Vedkommende må først og fremmest være

opmærksom på modpartens træk (“the other‟s moves”). Her drejer det sig om at analysere

modpartens mulige handlingsalternativer og mulige intentioner.

Modpartens mulige træk findes i flere former. Det er de træk, som allerede er på vej

Page 111: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

110

til at blive implementeret (og som det derfor er muligt for aktøren at opdage og tage sine

forholdsregler overfor) og der er de træk, som modparten allerede har udført, men som

aktøren indtil videre ikke har opdaget. For det andet må den strategiske aktør være

opmærksom på den operationelle kode (“the operational code”). Det vil ifølge Goffman sige

de ting, som har indflydelse på, hvordan modparten “spiller spillet”, herunder modpartens mål

og midler samt “spillestil”. Den tredje ting, der bør gives opmærksomhed, er modpartens

beslutsomhed. Det vil sige en vurdering af modpartens vilje og evne til at fortsætte spillet på

trods af personlige omkostninger. For det fjerde skal der gives opmærksomhed til modpartens

informationsniveau (“information state”). Det vil sige, at aktøren må forsøge at danne sig et

indtryk af den viden, som modparten ligger inde med. Hvis man for eksempel planlægger at

bedrage sin modstander, er det, pointerer Goffman, vigtigt at kende til modtanderens tanker,

eftersom bedraget nødvendigvis skal bygges op omkring disse.113

Også modpartens ressourcer

må tages i betragtning. Alle de potentielle hjælpemidler, som modparten (og aktøren selv)

råder over er vigige at kende til, når det næste træk skal tages. Den sidste ting, som aktøren

må være opmærksom på, er modstanderens kendetegn eller egenskaber (“attributes”).

Herunder regner Goffmans for det første spillernes “spilleværdighed” (“gameworthiness”),

det vil blandt andet sige evnen til at lægge alt til at side og spille spillet samt til at kunne

handle under pres uden at fremstå gennemskuelig og frustreret. For det andet nævnes

spillernes integritet. Det vil sige evnen til at forblive loyal overfor den part, som man i

udgangspunktet har forpligtet sig i forhold til.

Den enkelte spiller skal med andre tage hensyn til en række forskellige ting, når

vedkommende skal planlægge og udføre de mest rationelle handlinger. Spilleren må foretage

de nødvendige kalkulationer vedrørende spillets øvrige deltagere, og på baggrund af disse

kalkulationer foretage de nødvendige træk. Det karakteristiske ved dette spil er dog, at mens

spiller A forsøger at gennemskue spiller Bs motiver, intentioner, ressourcer og informationer,

da forsøger spiller B simultant at gennemskue As ditto (SI:100). Goffman når hermed frem til

følgende bestemmelse af de forhold, der udgør grundlaget for strategisk interaktion:

“Two or more parties must find themselves in a well-structured situation of mutual

impingement where each party must make a move and where every possible move

carries fateful implications for all of the parties. In this situation, each player must

influence his own decision by his knowing that the other players are likely to try to

dope out his decision in advance. [...] An exchange of moves made on the basis of

this of orientation to self and others can be called strategic interaction.” (SI:100-101)

Der indgår således ifølge Goffman to hovedelementer i den strategiske interaktion. For det

første er de reelle, konkrete handlinger, som aktørerne foretager og som påvirker parterne. For

det andet er der en særlig form for beslutningstagning, hvor man som aktør fokuserer på

modpartens situation og den måde, vedkommende tilsyneladende opfatter den på, herunder

Page 112: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

111

modpartens forsøg på at gennemskue ens egen situation. Vi er som spildeltagere med andre

ord udleveret til det samme spil, baseret på gensidig vurdering (“mutual assesment”). Vi

indgår i en slags skæbnefællesskab, hvor vore træk ikke blot har konsekvenser for os selv men

også for spillets øvrige deltagere.114

Det er det, Goffman mener, når han som ovenfor citeret,

taler om “fateful implications”. Vores evne til at handle rationelt, og dermed strategisk, beror i

høj grad på vores evne til at vurdere og forudsige disse modspilleres tanker og handlinger

(SI:136).

Where the Action is er Goffmans længste essay og, ikke mindst i denne forbindelse,

et af de mere interessante. Her undersøger han begrebet “action”, som vel bedst kan

oversættes med spændingsfyldt handlen eller med, at “der sker noget”. Selv refererer han til

“[...] activities that are consequential, problematic, and undertaken for what is felt to be their

own sake.” (IR:185). Goffmans intention er at afdække, hvor denne action optræder i

menneskers dagligdag, og hvad vi herfra kan lære om disse steder. Hvor der er action, siger

Goffman, optræder der risiko- eller chancebetonet adfærd. Action involverer altid, at

deltagerne tager visse chancer, gør en indsats og udsætter sig selv og andre for risiko og tab.

Til dagligt er vi ifølge Goffman altid udsat for farer. Vi lever konstant med risikoen for at

beskadige vores krop, vi kan falde, hamre os selv over fingrene, brænde os, få elektrisk stød

og så videre. Men også i sociale situationer, hvor vi befinder os i andre menneskers

umiddelbare fysiske nærhed (copresence), er der farer. Eftersom vi i sådanne situationer er

moralsk forpligtede til at vedligeholde den ceremonielle orden ved hjælp af en række

interpersonelle ritualer, er der samtidig risiko for at begå fejl. Mister vi vore selvkontrol,

glemmer vi at anerkende andre, at udvise høflighed og sportsånd, udsætter vi i første omgang

vores eget, og i anden omgang andres selv for risiko. Den indsats, som er på spil i sådanne

situationer er derfor ikke materiel, den udgøres af vores ansigt (“face”) og det er dette ansigt,

vi står i fare for at miste. Vi kan dog beskytte os mod risici og farer på forskellige måder: Vi

kan reducere spændingen ved gøre det let for at andre at forudsige vore handlinger

(“copings”). Vi kan forsøge at udvise en passende og korrekt adfærd (“etiquette”). Vi kan

beskytte vores krop mod fysiske skader (“physical care”). Vi kan udvise forudeendhed

(“providence”), det vil sige ved at tænke fremad forsøge at forebygge eventuelle ulykker, der

kan ramme os.

Det er imidlertid Goffmans pointe, at vi som mennesker ikke blot passivt udsættes

for sådanne “farlige” og spændingsfyldte sociale situationer. Vi er ikke bare omgivet af risici,

vi opsøger dem også bevidst som en slags erstatning for det moderne livs tab af “virkelige” og

“reelle” farer. Det moderne menneske kan “[...] destroy objects, himself, and other people. He

can profane himself, insult and contaminate others, and interfere with their free passage.”

(IR:169). Vi er ikke tvunget til at udkæmpe fysiske kampe på liv og død med hinanden for at

overleve. Vi er ikke tvunget til at udføre “farlige” handlinger bag fjendens linier, og vi er

heller ikke tvunget til at begå indbrud for at skaffe os mad på bordet. Vi savner kort sagt reel

spænding og action i vores almindelige hverdagsliv. Hvad Goffman dog gør opmærksom på

Page 113: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

112

er, at denne action ikke er totalt suspenderet i moderne, vestlige samfund. Den lever

forholdsvis utilsløret på casinoer, i risikobetonede jobs, i vores udøvelse af

konkurrencebetonet sport, i vores måde at færdes i trafikken på. Den lever, omend mere

tilsløret, i vores sociale samhandling, hvor vi duellerer og udkæmper såkaldte karakterkampe

(“character contests”), og hvor vi ifølge Neel Sylvest (1975:137) kan “[...] fremføre beviser

for vores stærke karakter til glæde for os selv og samfundsordenens bevarelse.” Som

Goffman udtrykker det, sikrer den menneskelige natur, at der altid vil “ske noget”, når

mennesker er samlet i sociale situationer. Der vil altid være mennesker, som åbentlyst lægger

afstand til andres forsøg på minimere spændingen:

“At each encounter (they claim) they are ready to place their wellfare and their

reputation in jeopardy, transforming encounters into confrontations. They have a

more or less secret contempt for those with safe and sure jobs who need never face

real tests of themselves.” (IR:182)

Hermed nærmer vi os begrebet karakterkampe, som ovenfor kort blev omtalt. Goffman peger

nemlig på, at selvom nogle mennesker i højere grad end andre forsøger at fremstå som

frygtløse, forsøger at udvise “courage” og foragt for farer, rokker det ikke ved det forhold, at

vi som moderne mennesker alle i interaktion med andre overvejer, hvordan vi kan udnytte

situationen til forbedring af vores karakter. Vi fristes til handle på måder, som forbedrer vores

karakter, men som ofte virker krænkende på andres. Vi fristes til at udfordre andre til

karakterkampe, hvor vi udlever noget af hverdagslivets tabte spænding, og hverdagen er

ifølge Goffman rig på situationer, hvor vi kan forsøge at score points og risikere at blive

“skudt ned”:

“Whenever individuals ask for or give excuses, proffer or recieve compliments,

slight another or are slighted, a contest of selfcontrol can result. Similarly, the tacit

little flirtations occuring between friends and between strangers produce a contest of

unavailability - if usually nothing more than this.” (IR:240).

Men hvad går sådanne karakterkampe ud på og hvordan forløber de? For at besvare sådanne

spørgsmål må vi først erkende, at det Goffman kalder for “copresent behavior” er at forstå

som en slags gensidig rituel omsorg. Parterne har ceremonielle forpligtelser at udføre overfor

hinanden. Karakterkampe opstår, siger Goffman, når en af parterne svigter sine ceremonielle

forpligtelser, han eller hun bryder eller undlader at efterleve interaktionens moralske regler.

Undgangspunktet er altså, at en eller flere af deltagernes ære krænkes. Det er denne

“provokation”, der kan udløse karakterkampen, som omvendt kan undgås, såfremt krænkeren

hurtigt giver en undskyldning. Hvis krænkeren nægter at undskylde sin ugerning, og hvis den

krænkede part ikke vil tabe ansigt, må han tydeligt udfordre krænkeren. Goffmans begreb for

Page 114: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

113

denne udfordringsfase er “run in”. Denne situation fører som regel over i selve

karakterkampen. Kampens forløb kan ikke på forhånd afgøres, og der er mangfoldige udfald.

En af parterne kan lide et klart nederlag, begge kan kæmpe en ærefuld kamp og dermed begge

vinde, begge kan tabe æren, en af parterne kan tabe, mens modparten kun vinder lidt eller man

kan tabe med ære.

Det er således ikke muligt at sætte kampens forløb på formel. Hvad vi derimod ifølge

Goffman kan forsøge er at identificere de elementer, som er nødvendige for at kampen får sit

karaktertruende og potentielt karakterforandrende præg. Kort sagt, hvilke elementer skal være

på plads førend kampen sætter karakteren på spil? Her nævner Goffman fire centrale punkter:

For det første skal begge parter tage kampen alvorligt, for det andet må de begge gøre sig

tilgængelige for hinanden i kampen, for det tredje må den tilsyneladende vinder afstå fra at

benytte sig af “nemme fordele” og for det fjerde må vinderen gå bort med ryggen til taberen

for dermed at signalere, at han betragter modparten som besejret (IR:247).

Dette noget dramatiske billede er naturligvis en karikatur på de karakterkampe, der

dagligt udkæmpes. Hverdagens karakterkampe er ikke alle så dramatiske, selvom nogle kan

være det. Det højrøstede skænderi mellem to handlende i et indkøbscenter, udløst af et

veritablet sammenstød mellem kundevogne, kan være dramatisk. Her har begge parter dog

som regel tabt på forhånd i kraft af deres mangel på selvkontrol. Kampen mellem to bilister,

og som ender med at den ene part griber til fysisk vold, resulterer i et klart nederlag til

voldsmanden, eftersom han har benyttet sig af uacceptable kampmidler. Men som sagt

udspiller karakterkampene sig også under langt mindre dramatiske omstændigheder.

Goffmans havde naturligvis ikke kun blik for disse åbentlyse kampe, men i ligeså høj grad for

de mikrokampe, der eksempelvis udspiller sig, når to fodgængere har kurs mod hinanden,

eller når vi udfordrer andre i diskussioner. Det er Goffmans pointe, at sådanne situationer

blandt andet fungerer som muligheder for at demonstrere, at vi har en stærk karakter, og at vi

samtidig dogså udsætter vores karakter for en vis risiko. Vi bruger og omformer

romantiserede forestillinger om rigtige helte og mænd af ære i vore hverdaglige

surrogatkampe, hvor vi i “spillet med de andre” har muligheder for score point og fremstå

som mennesker med stærk karakter. Vi griber hverdagens muligheder for at indfri vores

behov for spænding, og nogen nyder dette spil mere end andre. Nogen opsøger bestandigt

muligheden for en kamp og udsætter sig selv for risikoen for at blive dømt ude, mens andre

instinktivt trækker sig og risikerer hermed at blive udnyttet af andre, der har luret denne

potentielle svaghed.

På spørgsmålet om, hvor spændingen er, svarer Goffman i afslutningen af sit essay:

“When persons go where the action is, they often go to a place where there is an

increase, not in the chances taken, but in the chances that they will be obliged to take

chances. Should action actually occur it is likely to involve someone like themselves

but someone else.” (IR:269).

Page 115: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

114

Spændingen er med andre ord der, hvor vi er tvunget til at tage chancer. Det er sociale

situationer, hvor som vi lommetyven, svindleren og den professionelle idrætsmand løber en

risiko. En risiko, der er forekommer ubehagelig for nogen og stimulerende for andre, men

som under alle omstændigheder er med til at få samfundet til at fungere som et samfund,

hvilket her vil sige som et integreret hele af kompetente interagerende, der kender

spillereglerne og ikke ødelægger spillet (Sylvest, 1975:137).

I esasayet Fun in Games bruger Goffman spillet som udgangspunkt for at forstå den

type af sociale arrangementer, han kalder for møder (“encounters”) eller fokuserede samlinger

(“focussed gatherings”). Det vil sige situationer, hvor “[...persons are in each other‟s

immediate physical presence” og hvor dette for deltagerne involverer “[...] a single visual and

cognitive focus of attention; a mutual and preferential openess to verbal communication ; a

heightened mutual relevance of acts; an eye to eye ecological huddle that maximizes each

participant‟s opportunity to perceive the other participants‟ monitoring of him.” (E:17-18).

Goffman hævder, at spillet er et lille kosmos i sig selv med sine egne regler og procedurer.

Spillet fungerer som en kontekst, der giver mening til sine figurer eller spillere, derfor kan spil

med rette betragtes, siger Goffman, som “world-building-activities”.

Et af de punkter, hvor der ifølge Goffman kan drages paralleller mellem spillet og de

mere seriøse samhandlingsformer, handler om de forhold, der kan stimulere aktørernes

deltagelse og deres tendens til at lade sig opsluge og fastholde af situationen. Såvel i spil som

i mere seriøse møder, siger Goffman, er det af afgørende vigtighed, at der eksisterer et

spændingforhold mellem aktørerne. Der skal være mulighed for, at deltagerne kan fremvise

eller eksponere visse personlige attributter, og der skal være mulighed for at spejle sig i

hinanden. Der skal på den måde, såvel i spillet som i den sociale sammenkomst være en vis

lighed til stede mellem de deltagende parter. Den sociale afstand må med andre ord ikke blive

for stor:

“A party, then, is by way of being a status blood bath, a leveling up and leveling

down of all present, a mutual contamination and sacralization. Concretely phrased, a

party is an opportunity to engage in encounters that will widen one‟s social horizons

through, for example, sexual bond formation, informality with those of high rank, or

extending one‟s invitation circle.” (E:70)

På den måde kan den sociale sammenkomst, på samme måde som spillet, anskues som en

social begivenhed, hvor deltagere måler sig op mod hinanden. Dette “statusblodbad” eller

sociale nivellering er forudsætningen for at det sociale møde kan lykkes. Afstanden mellem

parterne skal med andre ord udjævnes, men den kan omvendt også blive for lille, hvorved

spillet eller interaktionen også “mislykkes”:

“Often sociable conversations and games fail not because the participants are

Page 116: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

115

insifficiently close socially but because they are not far enough apart. A feeling of

boredom, that nothing is likely to happen, can arise when the same persons spend all

their sociable moments together. Social horizons cannot be extended. One hears the

phrases: “The same old people”, “the same old thing, let‟s not go”. The speakers, in

fact, usually go, but not hopefully.” (E:70)

Den tilstand af opslugthed og eufori, som spillet og det sociale møde stimulerer hos

deltagerne blokeres med andre ord også, hvis deltagerne ligner hinanden for meget. Hvis

afstanden er for lille, bliver begivenheden kedelig, og deltagerne vil opleve en udtalt mangel

på incitatment i forhold til at engagere sig i spillet. Spildeltagerne skal altså være nogenlunde

jævnbyrdige og spillet skal være så tilpas krævende, at man via spillets konkurrenceelement

stimuleres til at give udtryk for sine positive egenskaber (Ølgaard, 1975:47). Et vellykket,

euforisk og derfor vedvarende møde forudsætter med andre ord, at spændingen og forskellen

mellem deltagerne ikke overstiger en kritisk grænse, men omvendt også, at den ikke bliver for

lav.115

At Goffman under sit arbejde med spil-metaforen var meget optimistisk vedrørende

dens anvendelsesværdi er hævet over enhver tvivl. Mod afslutningen i esssayet Strategic

Interaction hævder han sågar, at perspektivet (så længe det handler om social interaktion

mellem aktører i et spil, som af alle opfattes som skæbnefællesskab) ikke involverer

applikationsmæssige begrænsninger. Når det drejer sig om sociale relationers vedligeholdelse,

konstruktion, udbygning, afslutning eller forbindelser til forskellige andre netværk, er den

strategiske analyse oplagt fordi, siger Goffman, at aktørerne, når det handler om at kontrollere

tingenes udvikling, er bundet i sammen i en fælles, gensidig afhængighed (SI:137). Dog,

hævder han i samme åndedrag, er det ikke muligt at oparbejde et generaliseret billede sociale

relationers udvikling og de deraf følgende strukturer, alene ved hjælp af det strategiske

spilperspektiv. Dette, kombineret med erkendelsen af perspektivets tendens til at nedtone det

sociale livs ritualiserede karakter, fik Goffman til at vende opmærksomheden mod en anden

analogi; ritualmetaforen, som vi skal se nærmere på i det følgende. Hvad vi blot her skal

bemærke er, at Goffman gennem sin udvikling af den strategiske spilmetafor gradvist

erkender perspektivets begrænsninger. Ved at anvende modellen som redskab til studiet af

social interaktion, indser han, at centrale sider af menneskelig samhandlen så at sige sættes i

skyggen med denne model.116

Phillip Manning (1992:62-63) har gjort opmærksom på, at Goffman via

spilmetaforen rent faktisk havde et ganske fint blik for mennesket som et på en gang

kalkulerende, strategisk og et tillidsafhængigt væsen. Manning peger på Goffmans inspiration

fra Thomas Schelling, når han skal forklare dette. Schelling opererede ifølge Manning med

forskellige typer af spil: (1) nulsumspillet, som er det “rene” spil, hvor deltagerne er i direkte

konkurrence med hinanden, hvor det gælder om at gennemskue modparten, og hvor tillid til

modparten vil være fatalt; (2) det koordinerede spil, hvor spillerne samarbejder og vinder og

Page 117: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

116

taber sammen og hvor “ren” konkurrence er til alles ulempe; (3) spillet med delte motiver

(“mixed motive game”), hvor spillerne må forene deres nulsums ambitioner med det

koordinerede spil. Spillerne er her hinandens modstandere, men de er samtidig fælles om en

række vurderinger og om at være åbne overfor ændringer og forslag. Spillet med delte

motiver er således en blanding af nulsumspillet og det koordinerede spil. Spillerne er

hinandens konkurrenter men er på en måde tvunget til at samarbejde. Manning gør

opmærksom på, at den spilmodel, som Goffman anvender, er spillet med delte motiver. Og

det gennem anvendelsen af denne spilmodel, siger Manning, at Goffmans demonstrerer sin

sensitivitet i forhold til det element af tillid, der er nødvendigt for opretholdelsen af det

sociale livs orden. Med andre ord: Hvis vi var i ren konkurrence med hinanden, ville det

sociale liv ikke have sit stabile præg, en vis form for fælleshed, konsensus og tillid er

nødvendig for at opretholde denne stabilitet.117

Men selvom Goffman havde blik for “tillidssiden”, og selvom han analyserede

samarbejdsaspektet i den strategiske interaktion, må det trods alt konkluderes, at

spil-metaforen, som den præsenteres i Encounters og Strategic Interaction, har en tendens til

at nedtone betydningen af den gensidige tillid og hverdagslivets ceremonielle præg. Om netop

dette sammenfatter Manning (1992:71):

“Game analogies affirm fatefulnes and character, they point to calculative elements

in our everyday dealings and present us as information managers and gain strategists.

Their limitation is that they obscure the importance of the ritual and trust that

underpin our ability to carry on comfortably in daily encounters with a vast

collection of people whom we know only through proximity.”

Det vil dog ikke være rimeligt at beskylde Goffman for at have “overset” denne dimension i

det sociale liv, hvilket Manning dog heller ikke gør. Goffman var allerede med sin

ph.d.-afhandling klar over, at det sociale menneskes kalkulerende og stategiske aspekter ikke

nødvendigvis står i modsætning til spørgsmål om for eksempel tillid og moral. Spilmetaforen

afdækker i særlig grad den sociale samhandlings informationsaspekt, men den peger også

implicit i retning af en analyse af det sociale livs tillidsrelationer og rituelle præg, hvilket

kommer til udtryk i Goffmans Durkheim-inspirerede ritualmetafor. Den ser jeg nærmere på i

det følgende.

Ritualmetaforen

Lad mig på dette tidspunkt gøre opmærksom på noget, som burde have været klarlagt allerede

ved kapitlets begyndelse. Nemlig, det forhold, at fremstillingen her, lader det indtryk stå

tilbage, at Goffman præsenterede sit syn på socialt liv og social interaktion gennem tre klart

afgrænsede, og veldefinerede metaforer, som præsenteres særskilt i hver sit essay eller hver

sin samlede monografi. Dette er ikke tilfældet. Goffman havde en meget veludviklet

Page 118: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

117

forståelse for det sociale livs kompleksitet, han var med andre ord på et meget tidligt

tidspunkt i sin karriere klar over, at det sociale liv rummer såvel dramaturgiske, spilteoretiske

og rituelle elementer, og at ingen enkelt metafor derfor kan siges at give en adækvat

beskrivelse af denne kompleksitet. Metaforerne overlapper med andre ord hinanden. De kan

på en måde betragtes som analytiske udkigposter, hvorfra bestemte sider af et landskab lader

sig beskue. Det er derfor udtryk for en analytisk forenkling og et fremstillingsmæssigt

begrundet valg, når disse tre metaforer præsenteres som klart adskilte perspektiver. Når vi

således her skal se nærmere på den sidste af Goffmans metaforer, så gøres det altså med den

viden i baghovedet, at Goffman ikke selv opererede med nogen modsætning mellem spil og

ritual, hvad angår organiseringen og strukturering af social interaktion, og at han heller ikke i

sine essays og monografier holdt disse perspektiver klart adskilt fra hinanden.118

Hvis fastholder den, ganske vist forenklede, ide, at Goffman henter sin inspiration til

spilmetaforen hos Thomas Schelling, kan vi med tilsvarende præcision hævde, at han henter

byggestenene til ritualmetaforen hos Emile Durkheim. Goffmans durkheimianske inspiration

diskuterede jeg i kapitel 4, men lad mig i denne forbindelse kort repetere, at Goffman fra

Durkheim overtog den ide, at samfundet hænger sammen, fordi den sociale virkelighed dybest

set er en moralsk virkelighed. I forlængelse heraf, at vi alle deler visse forestillinger om rigtigt

og forkert, og at disse underliggende forestillinger transformeres til konkrete sociale

handlinger gennem ritualer. Ritualer har med andre ord til formål at sikre celebreringen af

samfundets værdier og fastholdelsen af den moralske orden. Allerede i sin ph.d.-afhandling

nærmede han sig den forståelse af ritualers betydning for den sociale interaktion, som vi

genfinder i mere kendte værker. I ph.d.-afhandlingen udvikler Goffman det synspunkt, at

ritualet så at sige udgør et nødvendigt modspil til teater- og spilmetaforen, som de præsenteres

i samme publikation. Takket være folk som Weber og Mead har sociologer ifølge Goffman

for længe opereret med en alt for instrumentel opfattelse af de hensyn, vi gennem social

interaktion, tager til andres handlinger. Man har fokuseret på de måder, hvorpå mennesker er

opmærksomme på hinandens handlinger (for at opnå egne, private mål) og ikke den

opmærksomhed, vi gennem takt og hensynsfuldhed giver til andre mennesker (CC:103).

Goffman anbefaler derfor, at vi for et øjeblik betragter interaktionernes deltagere som hellige

objekter, idoler eller guder, eftersom vi overfor sådanne hellige objekter i ekstrem form

udtrykker, det vi udrykker overfor hinanden i hverdagens sociale møder:

“We feel that these objects possess some sacred value, whether positive and

purifying, or negative and polluting, and we feel disposed to perform rites before

these objects [...] These worshipful acts express our adoration, or fear, or hate, and

serve for the idol as periodic assurances that we are keeping faith and deserve to be

in its favor.” (CC:105)

Eller sagt med andre ord: Uanset, hvor manipulerende og bedragerisk den sociale interaktion

Page 119: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

118

kan forme sig, så er deltagerne i Goffmans ritualperspektiv altid involveret i en form for

samarbejde vedrørende opretholdelsen af og forhandlinger om hinandens selvpræsentationer

og dermed også det socialt stratificerede samfunds beståen. Lad os herefter se lidt nærmere på

denne del af Goffmans analyser af organiseringen af den sociale samhandling.

Lad os dog allerførst slå fast, hvad der overhovedet menes med ritual, og hvilken

betydning ritualer, som oftest har. I Handbook of Sociology, definerer Robert Wuthnow

(1988:493) ritual som “[...] behavioral acts that explicitly or implicitly express something

about actors‟ relations to one another.”. Torben Berg Sørensen (1997:178), der baserer sig på

Goffman, forstår ritualer som “[...] handlinger, der tjener til symbolsk anråbelse af et princip.”

Denne defintion ligger tæt på Goffmans egen, der anvender ritualbegrebet til beskrivelse af de

symbolske handlinger individet udøver overfor objekter, som repræsenterer en særlig værdi

for ham (IR:57). Ritualer er for Goffman altså symbolske handlinger eller attituder, via

hvilke, der udvises respekt overfor et objekt.119

Det særlige ved Goffmans ritualanalyse er

dog, som vi skal se, at han i modsætning til religionssociologer og antropologer ikke primært

interesserer sig for de åbentlyse og bevidste ritualer, men derimod for de små

interaktionsritualer, vi bestandigt og ofte ubevidst udfører i vore møder med andre mennesker.

I On Face Work beskæftiger Goffman sig med det, han kalder for den sociale

interaktions rituelle elementer. Han indleder med at slå fast, at vi gennem interaktion med

andre fremviser et billede af os selv. Vi præsenterer et ansigt (“face”), som kun kan

opretholdes med andres hjælp. Dette ansigt definerer Goffman som “[...] the positive social

value a person effectively claims for himself by the line others assume he has taken during a

particular contact. Face is an image of self delineated in terms of approved social attributes”

(IR:5). Ansigtet, siger Goffman, er på mange måder et emotionelt anliggende, forstået på den

måde, at vi reagerer følelsesmæssigt på den måde, vores ansigt behandles i mødet med andre.

Hvis mødet opretholder det ansigt, vi længe selv har taget for givet, vil der næppe være

mange følelser involveret. Hvis mødet understøtter et ansigt, som er mere positivt og

flatterende, end det vi selv havde regnet med, føler vi os godt tilpas og ovenpå. Omvendt

reagerer vi med skuffelse og føler os sårede, hvis mødet ikke understøtter vores ansigt. Denne

emotionelle ladning medfører ifølge Goffman, at vi som hovedregel betragter ethvert socialt

møde med andre som en udfordring og en forpligtelse. Der er alvorlige ting på spil.

Hovedformålet med interaktionen er, ved ritualernes hjælp, at bevare sit eget og deltagernes

ansigt. Det skal undgås, at vi selv eller andre kommer “in wrong face” eller “out of face”.

Det værst tænkelige er at “tabe ansigt” (“become shamefaced”), dette er ikke blot pinligt for

den uheldige, men også for det publikum, som er vidne til katastrofen.

På samme måde som det enkelte deltager er forpligtet til at præsentere et acceptabelt

og forståeligt ansigt, forventes han desuden at udvise en høj grad af hensynsfuldhed overfor

de øvrige deltagere og situationen som sådan. Deltageren forventes med Goffmans ord:

“[...] to go to certain lengths to save the feelings and the face of others present, and

Page 120: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

119

he is expected to do this willingly and spontaneously because of emotional

identification with the others and with their feelings. In consequence, he is

disinclined to witness the defacement of others.” (IR:10)

Ikke blot er vi altså forpligtede til at opretholde de øvrige deltageres ansigt gennem aktiv

opslutning omkring deres selvpræsentationer, vi er samtidig forpligtet til at overse eller

ignorere de situationer, hvor andre “falder igennem”. I ansigtsarbejdet orienterer den enkelte

sig i to forskellige retninger: En defensiv (“defensive”), som har at gøre med opretholdelsen

af sit eget selv og en beskyttende (“protective”) retning, hvor det handler om at opretholde

andres selv. Naturligvis, siger Goffman, lader disse to orienteringer sig ikke altid adskille,

eftersom individet nødvendigvis må have øje for begge dele samtidigt:

“In trying to save the face of others, the person must choose a tack that will not lead

to loss of his own; in trying to save his own face, he must consider the loss of face

that his action may entail for others.” (IR:14)

En af de mest basale former for ansigtsarbejde handler ifølge Goffman om at undgå truslerne

fremfor at imødegå dem. Han mener, at den sikreste måde at undgå trusler mod ansigtet er, at

undgå de situationer, hvor sådanne trusler med sandsynlighed opstår (IR:15). Vi kan opføre os

som om, intet var hændt og som om en potentiel trussel ikke skal opfattes som sådan. Dette

kan vi gøre med hensyn til de trusler, vi selv producerer “[...] as when he does not by any

outward sign admit that his stomach is rumbling” og de trusler, der produceres af andre “[...]

as when he does not “see” that another has stumbled”. (IR:18). Ved at lade som om, vi ikke

har registreret skaden eller det pinlige, optræder vi hensynsfuldt, fordi vi dermed fritager den

uheldige for åbent at erkende sin “skam”. Men ikke alt ansigtsarbejde kan foregå ved at undgå

truslerne eller negligere skaderne. Når skaden er sket, eller den er så stor, at den ikke kan

overses, tvinges deltagerne tvinges til at tage del i det efterfølgende reparationsarbejde (“the

corrective proces”). Dette reparationsarbejde er med andre ord først nødvendigt, når der er

tale om alvorlige skader, det vil for eksempel være, når en person har fremsat direkte trusler

mod andres “ansigter”. Der opstår da “ubehagelige” situationer, eller en rituel ubalance, som

må genoprettes ved hjælp af et reparationsritual. Dette ritual, siger Goffman, kan beskrives

som en sekvens, der består af følgende fire komponenter: (1) udfordring (“challenge”); (2)

tilbud (“offering”); (3) accept (“acceptance”) og (4) taksigelse (“thanks”). Lad os tage dem i

rækkefølge: Udfordringen handler om, at skadevolderen gøres opmærksom på sin ugerning.

Den skadelidte henvender sig til skadevolderen og udfordrer hermed den pågældende til at

anerkende og påtage sig sin skyld. I udfordringen ligger et implicit krav til skadevolderen om

at rette op på fejlen. Den socialt kompetente skadevolder forventes herefter at fremsætte et

tilbud, der retter op på situationen eller kompenserer for den begåede ugerning. Den, der

uvidende har snydt sig foran i køen i supermarkedet, tilbyder den forurettede at “komme om

Page 121: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

120

foran”. Situationen kan altså genoprettes ved, at skadevolderen øver den skadelidte en

passende kompensation. Skadevolderen kan dog også forsøge at undskylde sin adfærd eller

gøre den til et “forståeligt” og dermed acceptabelt resultat af de pågældende omstændigheder:

“Jeg kom fra den anden side, og så ikke at du stod i kø” eller “Jeg er vist lidt forvirret i dag,

jeg så slet ikke køen”. Hermed omdefineres den tilsyneladende krænkende handling til et

spørgsmål om skadevolderens aktuelle situation eller særlige omstændigheder. Udover at

yde den skadelidte kompensation kan skadevoldren også, som en tydelig anerkendelse af sin

ugerning, åbentlyst straffe sig selv: “Jeg går om bag i køen”. Og som Goffman siger, selvom

den selvpåførte straf måske ikke renser skadevolderen for skyld, kan han efterfølgende

fremstå som et “nyt” ansigt, der har udstået sin straf, og som en, der ikke tager let på andres

følelser. (IR:21). Ved at udstå sin straf mod den interaktionelle orden, kan skadevolderen håbe

på igen at fremstå som en person, de øvrige deltagere kan have tillid til. I ritualets tredje del

accepterer den skadelidte skadevolderens kompensation eller selvpåførte straf som

undskyldning for den begåede fejl. Når skadevolderen har fremsat sit tilbud, kan den

skadelidte vurdere, om tilbuddet er tilstrækkeligt i forhold til at genoprette situationen og det

ansigt, der er blevet krænket. Vi sender et bekræftende nik, til personen, der frivilligt går om

bag i køen, eller siger, at det er OK. Dette giver anledning til taksigelsen, hvor den nu tilgivne

skadevolder viser tegn på taknemmlighed (“signs of gratitude”) overfor den tilgivende.

Dette er standardritualet, således som det typisk udspiller sig, men understreger

Goffman, der optræder naturligvis ofte en række afvigelser fra denne standard. For eksempel

kan skadevolderen komme de skadelidtes udfordring i forkøbet ved at påtage sig skylden

førend, der er blevet rejst krav om undskyldning. Sådanne selvudfordringer ses for eksempel,

når vi støder ind i nogen: Vi siger undskyld, førend vi er blevet bedt om at passe bedre på. En

anden og mere kritisk afvigelse er, når skadevolderen nægter at anerkende sin skyld, som den

fremstilles i den skadelidtes udfordring: “Du kan jo bare se dig for”. Hermed er bolden spillet

tilbage til den skadelidte, der nu har flere muligheder: Han kan afstå sin udfordring og dermed

tabe ansigt, eller han kan forsøge sig med to andre alternativer: Han kan nedværdige sig til

taktløs og destruktiv adfærd, eller han kan åbenlyst forarget vende skadevolderen ryggen, ved

begge disse strategier, siger Goffman, berøves skadevolderen sin status som accepteret

interaktionsdeltager. Disse to alternativer har til formål at redde den skadelidtes ansigt, men

som Goffman også gør opmærksom på, er omkostningerne for de involverede parter høje.

Reparationsritualerne (“remedial interchanges”) har karakter af en form for

interaktionelt “oprydningsarbejde”, der sigter mod at redde situationen og dermed også

interaktiondeltagernes ansigter.120

For at forhindre og forebygge dette i høj grad ubehagelige

og for alle deltagere pinlige arbejde, benytter vi os, siger Goffman, desuden af beskyttende

manøvrer (“protective maneuvers” eller “supportive interchanges”). Det er en slags ritualer,

der skal forhindre, at skader og konflikter opstår, og de tager typisk form af positive

tilkendegivelser eller anerkendelser i forhold til andres ansigter.121

Som jeg var inde på

tidligere handler meget ansigtsarbejde om at undgå trusler. De beskyttende ritualer drejer sig

Page 122: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

121

om at beskytte andres ansigter og dermed også om at beskytte situationen, de er med andre

ord medvirkende til at opretholdende konsensus og fred mellem interaktionsdeltagerne.

Konkret er der tale om udlevelsen af høflighed og respekt overfor andre, at tildele dem

opmærksomhed og at omgås potentielle modsigelser og pinligheder med diskretion. Berg

Sørensen (1997:161) taler om at de beskyttende ritualer122

kan tage form af ratificeringer af

andres rettigheder specielt ved overgangen til andre roller eller tilstande, omsorg for andre i

form af: (1) at rydde forhindringer af vejen for andre eller (2) at afhjælpe problemer for andre.

Et beskyttende ritual er det også, siger Goffman, når en person, der er på vej til at

udføre en potentiel krænkende handling, forsyner de øvrige deltagere med gode forklaringer

eller grunde til, at de ikke skal føle sig krænkede af handlingen. Hvis man for eksempel er

nødt at forlade et møde, førend det er afsluttet, fortæller man de øvrige på forhånd, at man er

nødt til at gå før tiden. På den måde er de øvrige deltageres ansigter “forberedt” på

krænkelsen, der dog qua det forudgående varsel ikke opleves som krænkende. Man kan dog

også udnytte kontekstens indbyggede muligheder til at undgå at krænke de øvrige med sin

“upassende” exit:

“[...] he may wait for a propitious moment or a natural break - for example in a

conversation, a momentary lull when no one speaker can be affronted - and then

leave, in this way using the context instead os his words as a guarantee of

inoffensiveness.” (IR:17).

Citatet ovenfor, og fremstillingen i øvrigt, kan give det udtryk, at ritualer og regler, er

fænomener, som aktørerne konstruerer og anvender i interaktionen. At det så at sige er

aktørerne, der er herrer over ritualerne. Men det er langt fra Goffmans budskab. Tværtimod

ønskede han at vise, at ritualerne og reglerne er det, der strukturerer menneskers interaktion.

Interaktionen ser ud som den gør, fordi der er ritualer og regler, og den sociale orden

opretholdes, fordi aktørerne efterlever og anerkender disse ritualer og regler. Goffman går

endda så langt som til at betegne ritualerne og reglerne, som samfundsmæssige, normative

redskaber, der presses ned over individerne med henblik på at sikre dannelsen af taktfulde og

hensynsfulde aktører. Ritualerne indeholder de elementer, siger Goffman, der nødvendigvis

må indbygges i menneskene, hvis de skal kunne fungere som kompetente og selvregulerende

aktører. Derfor er det, der kunne kaldes for “den menneskelig natur” ikke så menneskelig

endda:

Universal human nature is not a very human thing. By acquiring it, the person

becomes a kind of contruct, built up not from inner psychic propensities but from

moral rules that are impressed upon him from without. These rules, when followed,

determine the evaluation he will make of himself and of his fellow-participants in the

encounter, the distribution of his feelings, and the kinds of practices he will employ

Page 123: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

122

to maintain a specified and obligatory kind of ritual equilibrium.” (IR:45)

I The Nature of Deference and Demeanour underbygger Goffman dette metodologisk

kollektivistiske syn på ritualerne som normative styringsredskaber, der presses ned over

aktøren udefra. I denne forbindelse skelner han mellem forskellige typer af regler, der kan

fremstilles som begrebspar. Vi har for det første de symmetriske versus asymmetriske regler.

Desuden finder vi de substantielle (“substantial”) regler versus de ceremonielle

(“ceremonial”). Lad os, før vi begiver os længere ind i dette Goffmans regelunivers, kort slå

fast, hvad der her overhovedet menes med regler. Goffman indleder sit essay med at slå fast,

at han her beskæftiger sig adfærdsregler, og at disse kan defineres som “[...] a guide for

action, recommend not because it is pleasant, cheap, or effective, but because is is suitable or

just.” (IR:48). Med en sådan definition signaleres det, at reglerne skal betragtes som eksterne,

begrænsende og strukturerende faktorer, der lægger sig omkring den enkelte aktør. Reglerne

stimulerer ikke aktørens strategiske og egocentriske nyttemaksimering, men understøtter

begreber som sømmelighed, takt og retfærdighed. Goffman peger desuden på, at reglerne

påvirker individet på to forskellige måder. De virker direkte som moralske forpligtelser

(“obligations”), der angiver, hvordan han bør opføre sig og indirekte som forventninger

(“expectations”), som drejer sig om, hvordan andre er moralsk forpligtede til at opføre sig

overfor ham. I interaktionen mellem mennesker knytter forventninger og forpligtelser sig

desuden til hinanden på den måde, at en persons forpligtelser ofte er en anden persons

forventninger (IR:49). Goffman giver selv det eksempel, at sygeplejersken er forpligtet til at

følge overlægens instruktioner i behandlingen af sine patienter, og omvendt kan hun forvente,

at patienterne villigt samarbejder, således at hun kan udføre sit arbejde. Patienternes

samarbejdsvilje kan her betragtes som patienternes forpligtelser, hvorved disse svarer til

sygeplejerskens forventninger. Videre peger Goffman på, at efterlevelsen af adfærdsregler

skaber mennesker. Ved at opføre os i overensstemmelse med særlige regler, og dermed

bidrage til deres vedligeholdelse, bidrager vi samtidig til at skabe et bestemt billede af os selv:

Et billede af en person, man kan regne med og have tillid til. Vi kan sågar bruge reglerne som

en slags ressourcer i vores selvpræsentationer; ved henholdsvis at efterleve eller bryde dem,

formidler vi information til andre om, hvordan vi gerne vil opfattes (IR:51).

Herfra bevæger vi os over mod sondringen mellem symmetriske og asymmetriske

regler. Goffman karakteriserer de symmetriske regler, som de forpligtelser og forventninger,

vi har i forhold til andre, og som de tilsvarende har i forhold til os. Det er altså regler, der så at

sige “går begge veje” og som forpligter os og vore medmennesker på de samme ting. At man

ikke må stjæle fra andre og omvendt kan forvente ikke at blive bestjålet er en symmetrisk

regel. De asymmetriske regler angiver derimod, siger Goffman, at andre behandler og

behandles af person på en anden måde, end han eller hun behandler og behandles af dem.

Forventningerne og forpligtelserne er asymmetriske i den forstand, at parterne ikke kan stille

de samme forventninger til hinanden og har forskellige forpligtelser overfor hinanden. Dette

Page 124: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

123

gælder for eksempel i over- og underordningsforhold på arbejdpladser, hvor chefen forventes

at give ordrer nedad i systemet, mens de underordnede ikke forventes at sende ordrer opad til

chefen.

Goffman skelner yderligere som nævnt mellem substantielle og ceremonielle regler.

De substantielle regler “[...] guides conduct in regard to matters felt to have significance in

their own right, apart from what the infraction or maintenance of the rule expresses about the

selves of the persons involved.” (IR:53). Vi har altså her at gøre med regler, der har til formål

at sikre eller beskytte bestemte ting eller fænomener, fordi disse ting eller fænomener i sig

selv repræsenterer en værdi for nogen. En ceremoniel regel derimod

“[...] is one which guides conduct in matters felt to have secondary or even no

significance in their own right, having their primary importance - officially anyway -

as a conventionalized means of communication by which the individual expresses his

character or conveys his appreciation of the other participants in the situation.”

(IR:54).

De ceremonielle regler handler i sagens natur om de regler, der ikke på overfladen ser ud til at

have nogen betydning, men som alligevel spiller en afgørende rolle for opretholdelsen af den

sociale orden. Den sociale interaktions ceremonielle element er de sproglige, gesturale og

spatiale tegn og ytringer, der bærer et ceremonielt indhold. Ceremonielle regler kan

eksempelvis iagttages i måden, vi passerer andre i en smal døråbning eller i måden, vi

henvender os til andre på (IR:55). Det er karakteristisk, siger Goffman, at alle samfund har

organiseret sig med regler og koder, der sikrer, at samfundsmedlemmerne opfører sig

nogenlunde passende og på den anden side også “får hvad de fortjener”. Det gælder videre,

siger han, at i moderne vestlige samfund udtrykkes de substantielle regler gennem etikken,

moralen og lovgivningen, mens de ceremonielle regler er inkorporeret i etiketten.123

Goffmans

videre fokus er, ikke overraskende, på de ceremonielle regler, som han opdeler i de vanskeligt

oversætbare komponenter “deference” og “demeanour”. Resten af essayet udfolder disse

komponenter og skitserer forskellene på dem. Lad mig kort sammenfatte: Deference betyder

hos Goffman noget i retning af vurdering eller ærbødighed. Deference handler om, hvordan

der udtrykkes vurderinger til en person om denne person, eller om noget, som den

pågældende person betragtes som symbol eller agent for (IR:56). Denne del af den

ceremonielle aktivitet udøves typisk, gennem de små hilsner, komplimenter og

undskyldninger, som gennemstrømmer det sociale møde, og som Goffman kalder for status

ritualer (“status rituals”) eller interpersonelle ritualer (“interpersonal rituals”).124

En vigtig

pointe er her, at deference er noget individet nødvendigvis må få fra andre. Man kan

(heldigvis) ikke give deference til sig selv:

“If the individual could give himself the deference he desired there might be a

Page 125: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

124

tendency for society to disintegrate into islands inhabited bu solitary cultish men,

each in continuous worship at his own shrine.” (IR:58)

Dette er netop dette element, siger Goffman, der gør at den enkelte motiveres til at opsøge det

sociale møde, og det er samtidig samfundets forsikring for, at medlemmerne engagerer sig i

interaktion med hinanden. Deference kan ifølge Goffman antage mange forskellige former,

han beskæftiger sig selv med to grundlæggende grupper; undgåelsesritualer (“avoidance

rituals”) og præsentationsritualer (“presentational rituals”). Undgåelsesritualerne fungerer

afstandsopretholdende. De skal lede aktøren til at opretholde en passende afstand til andre

deltagere, hvilket sikrer modtagerens “idealsfære”125

mod krænkelser samt muligheden for at

nedtone og ignorere potentielle pinligheder, der kunne diskreditere modtagerens ansigt

(IR:62). Goffman iagttog, hvordan dette krav om afstandsopretholdelse fungerede på to

psykiatriske hospitalsafdelinger. På den ene afdeling havde patienterne blandede følelser

overfor lægerne, men alle patienter havde dog en eller flere læger, som de kunne lide. Når

patienter på denne afdeling for eksempel sad samlet om et bord og en af de vellidte læger kom

forbi, hilste patienterne på vedkommende. Mere skete der typisk ikke. Patienterne

respekterede reglen om ikke at krænke lægens ret til at være alene (“their right of

seperateness”). På den anden afdeling forholdt det sig anerledes. Hvis en læge kom ind i et

lokale, hvor patienter var samlet, ville en eller flere af disse straks rejse og gå eller løbe ham i

møde, ruske ham, kærtegne ham eller på anden måde invadere ham. Patienterne fulgte

desuden typisk efter lægen, og selvom han lukkede døren bag sig, skete det ofte at patienten

blev stående udenfor og kiggede ind af vinduet (IR:69).

Præsentationsritualer har at gøre med den måde en person konkret giver udtryk for

sin vurdering af en anden person. Det handler om de tilkendegivelser (hilsner, komplimenter,

inviationer og småtjenester), ved hjælp af hvilke det signaleres til individet, at han ikke er en

ensom ø i havet (IR:72-73).126

På baggrund af sine hospitalsstudier finder Goffman frem til,

at undgåelsesritualer og præsentationsritualer er i modsætning til hinanden samtidig med at de

må praktiseres simultant. Som han siger, står retten til at trække sig tilbage i modsætning til at

vise interesse for og give anerkendelse til andre. Der eksisterer ifølge Goffman altså en

uundgåelig opposition mellem disse to ritualer, og dilemmaet for interaktionsdeltagerne består

i at omgås denne opposition:

“[...] social intercourse involves a constant dialectic between presentational rituals

and avoidance rituals. A peculiar tension must be maintained, for these opposing

requirements of conduct must somehow be held apart from one another and yet

realized together in the same interaction: the gestures which carry an actor to a

recipient must also signify that things will not be carried too far.” (IR:76).

De ceremonielle reglers anden komponent, demeanour, handler om, hvordan individet bør

Page 126: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

125

opføre sig i interaktionen for at opnå de øvrige deltageres ærbødighed eller positive

vurderinger. Demeanour udtrykkes gennem vores opførsel (“deportment”) men også vores

påklædning og holdning (“bearing”) signalerer til andre, at vi rummer bestemte kvaliteter.

Deference og demanour kan kun analytisk skilles ad, i praksis hænger disse ceremonielle

komponenter sammen. Deference og demeanour bør samvirke i et balanceret

ligevægtsforhold, hvor individets demeanour udløser deference.127

Man kan som Neel Sylvest

(1975:131) sige, at ved at behandle andre med ærbødighed (deference), giver man dem

lejlighed til at håndtere denne rituelle begunstigelse med god og passende opførsel

(demeanour). Hvad dette ceremonielle spil hander om er celebreringen af selvet. Det

menneskelige selv (ens eget og andres) er, som vi tidligere har været inde på, en hellig ting128

,

som skal sikres rituel omsorg:

“[...] the self is in part a ceremonial thing, a sacred object which must be treated with

proper ritual care and in turn must be presented in a proper light to others. As a

means through which this self is established, the individual acts with proper

demeanour while in contact with others and is treated with deference.” (IR:91)

Som det skulle være fremgået skelner Goffman altså mellem forskellige former for regler,

hvoraf nogle drejer sig om rent substantielle forhold, mens andre angår interaktionens

ceremonielle elementer. Reglerne kan være symmetriske og assymetriske, de kan have

karakter af forpligtelser samt af forventninger. Goffmans pointe er at vise for os, hvordan

vores daglige samhandling muliggøres af en række forskelige regeltyper, hvoraf de

ceremonielle regler angår celebreringen af selvet som et helligt objekt gennem ritualiseret

omsorg. Yderligere en pointe er, at reglerne sikrer en vis orden i interaktionen, og at specielt

de ceremonielle regler driver aktører mod det sociale møde. Disse regler sikrer, at individerne

“har noget med hinanden at gøre” og at de har det på en ordentlig og anstændig måde. På

denne måde kan reglerne betragtes som samfundets “kit”, som det, der binder aktørerne

sammen og det, der binder dem til samfundets moralske orden. Udtrykt med Goffmans egne

ord: “The rules of conduct which bind the actor and the recipient together are the bindings of

society.” (IR:90). Dette svarer nogenlunde til Johan Asplunds (1975:39) udlægning af

Goffmans teori om ansigtets hellighed: Samfundets opretholdelse og beståen repræsenterer

det hellige, og ethvert interaktionsforløb, der bidrager til denne opretholdelse tager derfor del i

celebreringen det hellige. Når man viser respekt for sit eget og andres ansigter, er man

omhyggelig med den sociale ordens bestanddele og derfor er ansigtet at betragte som et rituelt

objekt. Følgelig er trafikstrømmen ifølge Asplund derfor heller ikke blot trafikstrøm, det er

samtidig en slags “hverdagens messe”.129

Af denne grund går det derfor måske an, at betegne

Goffmans interaktionsritualer som en form for “amfibisk samkvem” (Østerberg,

1993:95-110), det vil sige handlinger med en slags “prerefleksiv omvejshensigt”; eller på

mere mundret dansk; at menneskelige handlinger på én gang er udtryk for bevidste,

Page 127: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

126

viljesbestemte motiver samtidig med, at selvsamme handlinger indfrier førbevidste mål. At

mange af vore sociale samkvemsformer er karakteriseret ved at de udtrykker førrefleksive

hensigter, som “ligger i luften” mellem deltagerne, og som derfor ikke entydigt kan føres

tilbage til enkelte deltagere.130

Interaktionsritualerne hos Goffman har for mig at se en sådan

Østerbergsk “dobbeltbundet hensigt”: Forholdet mellem det konkrete ansigtsarbejde og

opretholdelsen af samhandlingsordenen er amfibisk, i og med, at vi ved at vise respekt for

andre samtidig arbejder på beskyttelsen af os selv.

Vi kan afslutte behandlingen af Goffmans ritualmetafor med følgende opsummering

hentet hos Burns (1992:362-363): Goffman introducerede dette durkheimianske perspektiv

som en slags svar på spørgsmålet om, hvordan oppositionen mellem konkurrende og

samarbejdende adfærd skal forstås og dermed hvordan det overhovedet kan være, at den

sociale interaktion ansigt-til-ansigt mellem mennesker forløber så forholdsvis gnidningsfrit og

harmonisk. Goffmans svar på spørgsmålet blev applikationen af ritual- og regelbegrebet, som

han overtog fra Durkheim. Gennem ansigtsarbejdet opretholder og beskytter

interaktionsdeltagerne ikke blot deres egne ansigter, de gør det samtidig lettere for de øvrige

deltagere at praktisere et tilsvarende ansigtsarbejde. Hvad angår menneskers ansigt-til-ansigt

interaktion kan man derfor lidt firkantet hævde, at Goffman i Durkheims ritualteori finder det

nødvendige tillidsbaserede supplement til dramatismens informationshåndterende kynisme jf.

figur 2.

Page 128: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

127

Figur 2: De basale forudsætninger for ansigt-til-ansigt interaktion.

(Kilde: Smith, 1988:120)

Ansigtsarbejdet er et samarbejdsprojekt, hvor vi plejer os selv, hjælper andre og derigennem

også os selv. Som Goffman selv siger: “He helps them to help themselves and him.” (IR:29)

Og det er netop i dette gensidighedsaspekt, at vi finder svaret på, hvorfor den sociale

interaktion forløber så forholdsvis uproblematisk i betydningen ikke-kaotisk:

“A person‟s performance of face work, extended by his tacit agreement to help

others perform theirs, represents his willingness to abide by the ground rules of

social interaction. Here is the hallmark of his socialization as an interactant. If he and

the others were not socialized in this way, interaction in most societies and most

situations would be a much more hazardous thing for feelings and faces.” (IR:31)

Ifølge Goffman ville vi ganske enkelt ikke turde bevæge os ud i interaktionen, hvis ikke vi

kunne regne med, at de øvrige deltagere overholder visse regler og ritualer, der har til formål

at bevare freden samt celebrere og beskytte individet som et helligt objekt. For Goffman

rummer vore selvpræsentationer altså et moralsk aspekt i den forstand, at vi præsenterer os

selv som et eller andet (for eksempel sociologistuderende), samt at vi herefter har en slags

moralsk ret til at forvente at blive behandlet af andre i overenstemmelse med denne

Ansigt-til-ansigtinteraktion

Informationsaspektet: Indbefatter informationers udtrykog kontrol over information, der gives og afgives. Ultimativt determineret af af kroppens fysiskebegrænsninger, hvilket åbner for generaliseringer på tværsaf kulturer.

Det rituelle aspekt: Indbefatter følelsesudtryk samtkontrol over egne og andres følelser. De standarder, derstyrer disse varierer fra kultur til kultur.

Page 129: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

128

præsentation (Smith, 1988:120). Konsekvensen af Goffmans ritualmetafor er blandt andet, at

det menneskelige selv ikke skal opfattes som et udelukkende privat og subjektivt anliggende.

Selvet er noget, der skabes og finder sted i interaktion med andre. Det er gennem vores

ansigtsarbejde (“face work”) og dermed gennem efterlevelsen af de forskellige

interaktionsritualer, at selvet konstrueres og celebreres. Ritualmetaforen peger med andre ord

på, at selvet faktisk er resultatet af interaktionsritualerne. Gennem disse ritualer giver og

modtager vi den selvagtelse, som er forudsætningen for opretholdelsen af et værdigt selv.

Metaforens teorigenerende potentiale

Efter denne, indrømmet noget omfattende, beskrivelse af Goffmans mest betydningsfulde

metaforer skal jeg nu i det følgende forholde mig til spørgsmålet om metaforernes funktion i

Goffmans sociologi. Hvordan kan anvendelsen af metaforer forstås som en metode, der kan

tilvejebringe ny viden? Philip Manning var inde på, at metaforen i sig selv er absurd, og at

metaforerne som rene beskrivelser af socialt liv derfor er ligeså absurde. Metaforerne lader os

se verden, som om den var noget andet. De tillader os for et øjeblik at se på verden (her den

sociale samhandling) som om den var et teater, et strategisk spil eller et ritual, og dermed gør

de det muligt at afdække nye lag af denne verden. På den måde kan metaforerne hos Goffman

siges at have værdi i udviklingen af den teoretiske forståelse af socialt liv. De bliver en slags

hjælpemidler i teoriudviklingen. Manning (1992:54) er faktisk inde på, at Goffman netop

bruger metaforerne på denne måde:

“Parts of Goffman‟s early work is an attempt to give credibility to the dramaturgical

perspective. The aspect of the social world that this illuminates for him is the

inherrent cynicism accompanying our self-presentations. His recognition of the

importance of ritual leads him to concerns which are hidden by the theatrical

metaphor.”

Manning foreslår videre, at vi betragter Goffmans anvendelse af metaforer som led i hans

“spiraliserende” metode, hvor metaforerne indgår som heuristiske elementer i en slags

spiralbevægelse, i hvilken konstruerede begreber og dertil hørende klassifikationer bestandigt

konfronteres med undtagelser og kritiske tilfælde, hvilket fører til revisioner af det oprindelige

begreb. På denne måde skal metaforerne i Goffmans sociologi med Mannings (1992:55) ord

opfattes som “[...] a stop on the way rather than the final destination.” Udgangspunktet er altså

en definition eller et begreb, som opdeles i klassifikationer og kategorier, hvortil der gives

eksempler. Hen ad vejen dukker undtagelser og svagheder ved “systemet” op, og der

formuleres en ny defintion. Efter at have introduceret en række dramaturgiske begreber og

principper og dermed reorganiseret den sociale virkelighed med disse begreber, støder

Goffman på eksempler og undtagelser, der tvinger ham til at genoverveje sin oprindelig

defintion. Denne spiralmetode er illustreret i figur 3.

Page 130: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

129

Figur 3 Goffmans spiralmetode (Kilde: Manning, 1992:55)

Goffman får meget ud af sine metaforer, men metaforer kan også være problematiske. Som vi

har set hos Goffman, så kan de både være befordrende og hæmmende for den sociologiske

forskning. Der er, som Kennett Burke har sagt, også en risiko for, at vi gennem

metaforanvendelsen kommer til at forveksle ydre ligheder, med sammenfald i identitet. Burke

(1984:97) siger: “The great danger of analogy is that similarity is taken as evidence of an

identity.” Der er med andre ord fare for, at når ting ligner hinanden, så kommer vi til at tro, at

de på det substantielle område har samme identitet; at livet faktisk er et teater. Dette er en

væsentlig fare, som forskere må være opmærksomme på, når de anvender metaforer. Det er en

faldgruppe, som også Goffman iagttog, når han reviderede sine metaforer og kaldte dem for

“stilladser” (PS:246).

Manning (1991:78-79) har også peget på, at metaforer, som anvendes af Goffman,

rummer en række indbyggede fordele og ulemper. Tager vi fordelene først, nævnes følgende:

For det første bevirker metaforen, at vores almindelige hverdagsverden pludseligt tager sig

underlig ud, hvilket stimulerer og udfordrer vores almindelige common sense viden. For det

andet fungerer velvalgte metaforer mere end blot som lighedsskabende billeder, de tjener som

en slags semantiske kort eller begrebssystemer til brug i udforskningen af den sociale verden.

For det tredje, hævder Manning, kan metaforen bruges to gange. Første gang bruges den til at

afsløre upåagtede sider af socialt liv, i anden omgang ser man på dens utilstrækkeligheder

Ny definition

Definition

Klassifikation

Eksempler

Undtagelser

Svagheder

Page 131: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

130

som model for socialt liv. Det vil sige, at vi både får nye indsigter men samtidig også, gennem

falsifikation af modellen, bliver i stand til at udvikle nye og alternative modeller, der

afdækker andre sider af virkeligheden. Ulemperne ved metaforanvendelsen er, siger Manning,

for det første, at hvordan man end vender og drejer det, så er metaforen en absurditet, den er

så at sige en interessant forvirring. Og netop dette, hævder Manning, rejser spørgsmålet om

validiteten af den viden, der fremkommer på baggrund af metaforer. Hvordan kan metaforisk

viden for eksempel af- eller bekræftes? Hvordan kan jeg “bevise” at social interaktion er et

strategisk spil? Selvom Mannings indvending forekommer rimelig ud fra traditionelle

videnskabelige kvalitetskriterier, mener jeg dog, at han her misforstår spørgsmålet om

korrespondensen mellem de to videnssystemer, der er involveret i videnskabelig anvendelse

af metaforer. Som Richard Brown har peget på, er kodeordet i dette forhold ikke identitet men

“oversættelse”. Når man anvender metaforer i videnskabelig sammenhæng, oversætter man et

fænomen til noget andet ved hjælp af et andet meningssystem, og relationen mellem

metaforens to meningssystemer er derfor isomorf.131

Når Manning her faktisk hævder, at det

bør kunne afgøres hvorvidt metaforen er reel (i den forstand, at den nu også gengiver

fænomenet som det i virkeligheden er) eller fiktiv, fremstiller han implicit metaforen som en

kalkeret kopi af et fænomens fremtrædelsesform. Men som Brown (1976:185) efter min

mening rigtigt påpeger:

“[...] the function of metaphor is neither to copy „reality‟ nor to be an unbounded

product of the romantic imagination. Rather, it provides a new way of

understanding that which we already know, and in so doing it reconstitutes from

these materials new domains of perception and new languages of thought.”

Jeg mener, at Manning her overser den pointe, at metaforen netop ikke kan af- eller bekræftes,

fordi den netop ikke sigter mod at beskrive virkeligheden som den er, men mod at sætte form

og navn på de komplekse fænomener, vi ikke til fulde har forstået eller ord til at beskrive.

Det nærmeste man vel nok i denne forbindelse derfor kan komme en besvarelse af Mannings

spørgsmål er, at metaforer understreger bestemte aspekter af virkeligheden, og at udsagnet

“social interaktion er et strategisk spil” derfor kun kan have gyldighed i relation til metaforen

strategisk spil. Vi kan sige, at metaforen er gyldig i den forstand, at visse aspekter af social

interaktion kan forstås som et strategisk spil, men at udsagnet derfor også kun er sandt i

relation til virkeligheden, som den er defineret af metaforen (Lakoff & Johnson, 1980:484).132

Udsagnet kan med andre ord ikke have absolut, almengældende gyldighed. Jeg er mere enig i

Mannings (1991:79) anden ulempe, nemlig den at metaforer må betragtes som mulige

beskrivelser blandt mange andre ikke mindre værdifulde beskrivelser. Med metaforens hjælp

skal man altså ikke håbe på at nå frem til endegyldige og dækkende beskrivelser, man kan kun

håbe på at producere én plausibel fortælling blandt mange.133

Page 132: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

131

Metaforisk genbeskrivelse som forklaring

Som Mannning (1992) har peget på, kan Goffmans metaforer forstås som redskaber i en

teorigenererende proces. De kan betragtes som en slags modeller for eller perspektiv på den

sociale virkelighed, der danner afsæt for formuleringen af mere generelle, teoretiske indsigter,

der kan appliceres på andre, tilgrænsende områder. Men hvilken rolle spiller metaforen mere

præcist formuleret i denne proces? Her kan vi med fordel vende os mod Consuelo Coradi

(1990), der har leveret en særdeles indsigtsfuld artikel om den “sociologiske forklarings

metaforiske struktur”. Coradi tager netop udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad det vil sige, at

virkeligheden betragtes ud fra et bestemt perspektiv, og at virkeligheden rummer forskellige

perspektiver. Coradi rejser desuden spørgsmålet, hvad det indenfor den sociologiske

metodologi overhovedet vil sige at applicere en model: Er der tale om at fremsætte en

metafor, der angiver formelle ligheder mellem to forskellige områder eller involverer

applikation af modeller også forklaring? Her skelner Coradi mellem den simple poetiske

model, der blot præsenterer et fænomen, som et andet (hendes øjne var som havet) eller den

mere komplekse forståelse af metaforer, som et af sprogets vigtigste elementer, der tjener

vigtige kognitive funktioner.Coradi nærmer sig, via Goffman en afklaring af disse spørgsmål.

Starter vi med spørgsmålet om perspektivet, peger Coradi (1990:166) på, at

Goffmans metaforer anskues som perspektiver eller modeller. De kan betragtes som modeller

til undersøgelse af en nærmere defineret del af den sociale virkelighed. Hans modeller

konstrueres med afsæt i en analogi, som ifølge Coradi danner baggrund for en udvidelse og

berigelse af modellen, og som ikke blot handler om at skabe forbindelse mellem to begreber

(social interaktion versus teater, social interaktion versus spil, social interaktion versus ritual),

men som desuden inddeler og kategoriserer begreberne i særlige og definerede komponenter

(rolle, manuskript, scene, rekvisitter). Og det vigtige er her, pointerer Coradi, at metaforen så

at sige tages i anvendelse fra starten, den udvikles alene som hans undersøgelser skrider frem.

Flere steder ser vi, hvordan Goffman starter med at introducere sin metafor. Først i forordet til

The Presentation of Self in Everyday Life: “The perspective employed in this report is that of

the teatrical performance; the principles derived are dramaturgical ones” (PS:9) og senere i

The Nature of Deference and Demeanour “In this paper I want to explore some of the senses

in which the person in our urban secular world is allotted in a kind of sacredness that is

displayed and and confirmed by symbolic acts.” (IR:47). Coradi konkluderer i denne

forbindelse, at metaforen hos Goffman ikke er noget, der udvikles undervejs, men at

metaforen er konstituerende:

“[...] in the sense that it creates the analogy by offering, through the metaphorizer, a

set of rules of usage, a dictionary of the expressions with which we describe a given

social phenomenon that explores the latter from a new pespective: the individual is

conceptualized as an actor, and those who observe him/her as an audience, his/her

behavior as a performance or masquearade, the place where it occurs as setting or

Page 133: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

132

stage and so forth.” (Coradi, 1990:166-167)

Ved således at tage sit afsæt i analogien og gradvist udvide og udvikle den ved blandt andet at

kategorisere og definere de enkelte elementers og begrebers indbyrdes sammenhæng, funktion

og forbindelser (som er skitseret tidligere i kapitlet) bevæger Goffman sig ifølge Coradi

(1990:168) fra den simple propositions metafor til den diskursive metafor, som systematisk

omorganiserer det studerede felt i overensstemmelse med modellens principper.

Bevæger vi os videre til spørgsmålet om den metodologiske procedure, der er

involveret i model og metaforanvendelse, indføres de videnskabelige forklaringers to

hovedkomponenter eksplanans og eksplanadum. Typisk forstået som det, hvormed vi

forklarer og det, der bør forklares (Knudsen, 1990:86). Coradi formulerer proceduren i den

metaforiske genbeskrivelse som en proces, hvor eksplanadum (for eksempel utilsigtede

ytringer som stammen, bøvsen, underbukser, der stikker op af bukselinningen) inkorporeres i

den teoretiske struktur eller eksplanans (for eksempel teatermetaforen), som angiver

forbindelsen mellem dets elementer og fungerer som ordbog for disse elementer. Coradi

argumenterer videre, at eftersom den teoretiske struktur (metaforen) er importeret fra et andet

domæne eller område, da vil denne models bogstavelige og indenfor modellens egne grænser

urproblematiske ideer, forandre betydningen og meningen i det, der skal forklares

(eksplanandum). Vi er således nået frem til en forklaring ved hjælp af den metaforiske

genbeskrivelse, det vil sige:

“[...] a shifting correction and modification of the explanadum and of the meanings

that had described it in existing sociological theories, and in common sense. The

dramaturgical model, in fact, radically transforms the sociological conception of

social interaction, which loses the characteristics of haphazardness, superficiality,

improvisation and irrelevance.” (Coradi, 1991:170).

Hvad Coradi altså her peger på er, at gennem den metaforiske genbeskrivelse (her

appliceringen af teatermodellen) af uanselige hverdagshandlinger, kan vi erkende, at vore

ansigt-til-ansigt interaktioner i høj grad er organiserede, og at ikke ret meget i disse møder er

overladt til tilfældigheder. Alle små handlinger har en vis betydning i forhold til situationens

vedligeholdelse, forløb og forandring (Coradi, 1990:170).134

Vi har altså med Coradi set, at den metaforiske genskrivelse, som den praktiseres hos

Goffman ikke blot skal forstås som et “essayistisk legetøj” eller tilfældige

“overraskelsesangreb” men mere som en systematisk procedure, der involverer

meningsoverførsel og forklaring. Vi har dermed også set, hvordan Goffmans metaforiske

metode i høj grad placerer sig centralt i den sociologiske videnskab, fordi den sigter mod det,

der er et af sociologiens højeste mål: produktionen af teoretiske forklaringer. Metaforen opnår

forklarende status, såfremt den gennem sin applikation udvides til et metaforisk netværk af

Page 134: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

133

indbyrdes sammenhængende begreber og elementer, der via introduktionen af et helt nyt

vokabular forklarer en del af virkeligheden for os, som hidtil havde fremstået upåagtet eller

uforstået. Jeg vil, her inspireret af Coradi, vove den påstand, at Goffman ved fra starten at

bruge metaforeren som en slags “teorigenerende mekanisme” har åbnet vore øjne for

indsigter, der tidligere lå hen i det dunkle. For eksempel introduktionen af den ide, at selvets

hellige karakter er et produkt af hverdagens interaktionsritualer (Coradi, 1991:167; Smith,

1988:120; Hall, 1977:540).

Metaforer som radikal perspektivisme

Som det burde være fremgået af det forudgående, tjener metaforerne forskellige funktioner i

Goffmans sociologi. De anvendes heuristisk i den forstand, at de leder interessen og

opmærksomheden i bestemte retninger.135

For det andet udnyttes de som forklarende

redskaber, hvor de gennem den metaforiske genbeskrivelse, det vil blandt andet sige gennem

dekontekstualisering og rekontekstualisering (Watson, 1999:141), forsyner os med

forklaringer på den sociale interaktions elementer, som vi ikke tidligere havde tillagt

betydning. Det skulle nu gerne stå klart, at den Goffmanske metaforanvendelse på én og

samme tid minder om og afviger fra den metaforbrug, man typisk støder på indenfor poesien.

Kenneth Burke (1984:96) har udtrykt sig om forskellen på den videnskabelige brug af

analogier og poesiens metaforer:

“The difference seems to be that the scientific analogy is more patiently pursued,

being employed to inform an entire work or movement, where the poet uses his

metaphor for a glimpse only.”

Det er den systematiske afdækning af et givet felt ved hjælp af metaforens perspektiv og

begreber fremfor den glimtvise metaforanvendelse, der kendetegner Goffmans sociologi.

Metaforen fungerer hos Goffman som en model med sin egen terminologi eller et perspektiv

med sine egne begreber, der appliceres på en del af den sociale virkelighed med det formål at

tilføre ny forståelse. Og netop dette at betragte anvendelsen af metaforer som en form for

perspektivisme leder tankerne i retning af Kenneth Burkes begreb om “inkongruente

perspektiver” (“perspective by incongruity”). Der er tillige adskillige forskere (Manning,

1992; Gouldner, 1973; Lyman, 1973; Watson, 1999), der har påpeget, at Goffmans metode

kan forstås ved hjælp af Burkes begreb.

I Permanence and Change udvikler Burke gennem sin analyse af kommunikation og

sprog og med tydelig inspiration fra Nietzsche sit begreb om inkongruente perspektiver.

Begrebet beskriver en teknik, hvor man forsøger at forstå et fænomen ved at applicere

tilsyneladende “upassende” eller modsatrettede begreber. Det drejer sig altså om en slags

planlagt eller bevidst fejlbenævnelse eller fejlkategorisering af fænomener “[...] by

exemplifying relationships between objects which our customary rational vocabulary has

Page 135: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

134

ignored.” (Burke, 1984:90). Ved at betragte og benævne fænomener, på en måde, som

umiddelbart går på tværs af vores konventionelle og rationaliserede måde at betegne og

klassificere dem på, fremprovokeres muligheden for at forstå nye sider af fænomenerne. Ved

at sætte fænomener sammen med begreber fra helt andre domæner, bliver det med andre ord

muligt at lære nye ting om disse fænomner. Burke (1984:90) finder teknikken praktiseret hos

Nietzsche, der etablerer sine perspektiver “[...] by a constant juxtaposing of incongruous

words, attaching to some name a qualifying epithet which had heretofore gone with a different

order of names.” Det vil sige, at man studerer og ser sin genstand fra usædvanlige eller

inkongruente perspektiver for derigennem at opdage nye sider eller eller komplettere sin

forståelse af fænomenet. Der er således klare paralleler til den metaforiske genbeskrivelse.

Den primære forskel består dog i, at hvor metaforer ofte umiddelbart forekommer indlysende

og plausible, da virker inkongruente perspektiver ved første øjekast netop inkongruente og

inadækvate.

Indlæser vi ideen om inkongruente perspektiver i Goffmans sociologi finder vi en

række konkrete, delvist simultant optrædende eksempler. At forstå forholdet mellem

psykiatere og personale som forholdet mellem “con men” og deres “marks” er ét eksempel, at

forstå voksne menneskers rolletilknytning ud fra børn på en karussel er et andet og at bruge

“scenen” som udgangpunkt for forståelsen af social samhandling er et tredje (Gouldner,

1973:347). Goffman præsenterer ikke altid systematisk blot ét inkongruent perspektiv. Han

fletter dem sammen og flere metaforer optræder ofte side om side til afdækningen af

fænomenets forskellige lag. Dette bemærkes også hos Watson (1999:141), der om Goffmans

inkongruente perspektiver skriver:

“All these techniques assist in the development of what is by and large a culturally

indigenous antropology, and I should argue that incongruous metaphors work by

occasioning a “look- again” technique in order to see unremarked objects anew, to

render them “antropologically strange”, by getting us to see them (or selected

features of them) at one remove from the standpoint of the natural attitude.”

Ved at angribe det sociale møde med tilsyneladende inkongruente begreber, ved at gøre det

banale kompliceret, formår Goffman at åbne vore øjne for hidtil upåagtede aspekter af vores

adfærd i sociale møder ansigt-til-ansigt. Ifølge Watson (1999:138) skulle Garfinkel have

sammenlignet besværlighederne med at trække hverdagslivets selvfølgeligheder frem i lyset

med det at gøre guldfisk bevidste om det vand, de svømmer i. Dette billede er ganske

rammende, og fortæller lidt om karakteren af den opgave, som også Goffman stillede sig: At

tegne konturerne af en samhandlingsorden, herunder at forstå det sociale mødes strukturer og

komponenter. Dette kapitel skulle gerne have vist, at Goffman langt hen ad vejen får greb

om disse hverdagslivets ureflekterede elementer ved hjælp af sine metaforiske

genbeskrivelser, og sin romantisk inspirerede radikale perspektivisme, men også at denne

Page 136: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

135

metode har sine begrænsninger, fordi den som Burke har peget på, let forleder os til at

forveksle lighed med identitet.

Lad mig rekapitulere: Goffman var interesseret i at beskrive og forstå det sociale livs

orden, og til dette formål gjorde han brug af en række forskellige metaforer. Han analyserede

således socialt liv som teater, som spil og som ritual. Han anvendte metaforerne til at forstå

den orden, der præger vores sociale interaktion. Han foregiver ikke, at det sociale liv er et

teater, et strategisk spil eller et ritual, men at vi ved for et øjeblik at betragte det som sådan, og

ved i sådanne bestræbelser at præsentere og udvikle taksonomier og begreber bliver i stand at

forstå karakteren af denne sociale orden. Wexler (1984:44) har peget på, at Goffman foreslår

en metafor for socialt liv, som han derefter møjsommeligt “fylder ud” for denne måde at

konstruere et sammenhængende vokabular ved hjælp af hvilket, det kan lade sig gøre, at

forstå nye lag af dette liv.

Hvad Wexler desuden peger på, og som med rette kan tjene som en slags afrunding

på dette kapitel er, at en del af forklaringen på det forhold, at Goffman er forblevet en gåde

for det sociologiske forskerfælleskab er, at han ikke er konsekvent i sin metaforanvendelse,

eller rettere: At han siger et, men gør noget andet. Ifølge Wexler kan man anvende metaforer

til kortlægning af den sociale virkelighed på tre forskellige måder: Man kan bruge dem som

illustrerende eller didaktiske redskaber, hvor metaforerne primært tjener et pædagogisk

formål. I denne forbindelse forsøger man at lette indlæringen af en pointe ved at sætte den ind

i en sammenhæng, som er kendt af publikum eller tilhørerne. For det andet, kan metaforer

anvendes til modelkonstruktion, hvilket indebærer en klargøring af relationerne og

forbindelserne mellem metaforens enkelte dele, og som Wexler (1984:45) understreger, flytter

en sådan metaforbaseret modelkonstruktion symbolistens kunstneriske bestræbelser over i

positivistens område ved at etablere mulighed for at teste relationer eller bevise modellens

gyldighed. Den tredje måde, hvorpå metaforer kan anvendes i samfundsvidenskaben er som

såkaldt “root” metafor eller paradigme. Det vil sige en slags overgribende model, fra hvilken

der kan udvikles en række beslægtede modeller. Som eksempler nævner Wexler Parsons teori

om det sociale system, Bells begreb om det post-industrielle samfund og Homans “sociale

udvekslingsteori”. Når metaforer bliver til paradigmer, får de ifølge Wexler en slags

altomfattende karakter, deres perspektiv på virkeligheden som-om, bliver afløst af en

misforstået konkretisering. Det vil sige, at de bliver til måden at betragte virkeligheden på.

Når Goffman kan betegnes som gådefuld hænger det ifølge Wexler sammen med, at

han påstår at bruge metaforen i den første betydning, altså som et illustrerende, pædagogisk

redskab, hvilket han i høj grad også gør. Problemet, hvis vi kan kalde det sådan, er dog, at han

går videre end det. Han bruger metaforen, som Coradi har vist os, som udgangpunkt for en

modelbygning og forklaring, hvor en hel hær af begreber og deres indebyrdes forbindelser

klarlægges og specificeres. Ved at “fylde sine metaforer ud”, det vil sige ved i Presentation of

Self in Everyday Life at definere begreber som publikum, rolle, manuskript, forscene og

bagscene, I Interaction Ritual begreber som ansigtsarbejde og karakterkampe i Relations in

Page 137: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

136

Public begreber som støttende ritualer, helende ritualer og forbundethedstegn (“Tie Signs”),

samt hvordan de indbyrdes relaterer sig til hinanden, bevæger Goffman sig fra den

pædagogiske metafor til metaforen som udgangspunkt for modelkonstruktion.136

Page 138: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

137

KAPITEL 6

Gammel vin på nye flasker - Goffmans

begrebsraffinering

Ifølge Greg Smith (1999:7) praktiserede og anbefalede Goffman anvendelsen af eksplorative

begreber og begrebskonstruktioner af en forholdsvis “beskeden” karakter og på et forholds

lavt niveau. Begreber og begrebskonstruktioner skulle ifølge Goffmans bruges til at

reorganisere vores syn på vores sociale liv og dermed til at “opdage” sammenhænge, som vi

ellers ikke ville have opdaget. Smith peger på, at Goffman betragtede sine begreber som en

slags skitser eller foreløbige begreber, der nødvendigvis måtte revideres, forkastes eller

suppleres efterhånden som flere undersøgelser blev gennemført, og man skal ikke have læst

mange bøger af Goffman, førend man opdager denne særlige begrebshåndtering: Begreber

introduceres, defineres, anvendes, revideres og forkastes eller videreudvikles i et væk. Nye

kommer til og gamle “smides” væk. Det er denne forholdsvis ukonventionelle

begrebshåndtering, der har irriteret en række af Goffmans kritikere, og det er i høj grad dette

eksplorative og søgende element i Goffmans sociologi, der har fået kritikere til at tale om

begrebslige inkonsistenser og mangel på begrebslig sammenhæng. Men kunne det tænkes, at

der var en dybere mening eller højere orden i den tilsynladende skødesløse og lemfældige

omgang med begreberne? Kunne det tænkes, at denne uortodokse praksis var en nødvendig

og uomgængelig vej at gå, og at den i sig selv tjener en analytisk funktion? Eller, udtrykt på

en mindre ledende facon: Hvordan kan vi forstå og lære af denne særlige begrebshåndtering,

som er så karakteristisk for Goffman uden på forhånd at forkaste den som uvidenskabelig og

ubrugelig?

I forsøget på at besvare sådanne spørgsmål er det nærliggende at se nærmere på en

tolkning af den Goffmanske metode, som er fremsat af Robin Williams (1996), og som

demonstrerer, hvordan Goffmans vedvarende introduktion af nye begreber og forkastelse af

gamle, ikke blot tjener teoriudviklende formål, men også hvordan dette Goffmanske særkende

faktisk er en afgørende forudsætning for at han overhovedet når så langt med sin sociologi,

som tilfældet er. Williams peger altså på, at det, der ser ud som en tilfældig og spontan

begrebshåndtering, faktisk skal betragtes som en i høj grad reflekteret og progressiv

Page 139: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

138

teoriudviklingsproces, hvor begreber løbende introduceres defineres og omdefineres, og som

Greg Smith (1999:7) dertil har pointeret, kunne Goffman gennem denne særlige måde at

håndtere begreberne på “[...] continously cultivate and update his ideas in a principled manner

aimed at maximizing possibilities for sociological discovery.” Williams (1996) tolkning af

Goffmans metode vender kritikken på hovedet og argumenterer for, at vilkårligheden og den

påståede mangel på kummulation, den tilsyneladende lemfældige og upræcise

begrebsanvendelse samt den mildest talt ukonventionelle datahåndtering, der ses hos

Goffman, ikke skal betragtes som en metodologiske svagheder, men som afgørende

forudsætninger for Goffmans succes som sociolog. Denne tolkning baserer sig først og

fremmest på ideer fremsat af Baldamus (1972). Dem vil jeg se nærmere på i det følgende.

Samfundsvidenskabens “opdagelser”

I sin artikel “The Role of Discoveries in Social Science” forholder Baldamus sig til et

omdiskuteret tema, nemlig samfundsvidenskabens evne til at gøre fremskridt i kraft af nye

opdagelser (discoveries), og hans gennemgående pointe er, at eftersom samfundsvidenskaben

i høj grad baserer sig på pragmatisk (i betydningen allerede fortolket) viden, kan processen

frem mod nye forståelser ikke udelukkende betragtes som resultatet af formaliserede

procedurer á la: teoretisk forståelse, hypoteseformulering, observation, hypotesest og

konklusion. Baldamus peger på, at når sociologer og samfundsvidenskabelige forskere taler

om, at “gøre opdagelser”, så har det at gøre med samfundsvidenskabens (og dermed også

sociologiens) ønske om at manifestere sig som en “rigtig” videnskab på linie med

naturvidenskaberne (Baldamus, 1972:76-77). Det er ifølge Baldamus imidlertid uhyre

vanskeligt at afgøre, hvorvidt resulaterne af samfundsvidenskabelig og sociologisk forskning

kan kaldes for opdagelser i betydningen opdagelser af noget “nyt”, og disse vanskeligheder

har netop at gøre med karakteren af samfundsvidenskabens “råmateriale”. Baldamus

(1972:280) pointerer, at: “[...] the sociologist‟s observations - all that goes into codified

responses, fourfold tables, and zero-order correlations - are already the products of common

conceptualizations in everyday life.” og han fortsætter:

“If we realize that our raw data - our observations on elements of practical

knowledge - have potentially a validity in their own, deriving from the pragmatic

contexts of everyday life, we can understand how it is possible that mere

observational facts have a power to assert themselves. They perpetually generate

theoretical interpretations of the world that compete, as it were, with the researchers‟

own theories, hypotheses, concepts, and analyses.” (Baldamus, 1972:281).

Hvad Baldamus altså peger på, er at sociologens råmateriale faktisk har en validitet i sig selv,

og at dette råmateriale, konkurrerer med forskerens egne begreber, modeller og teorier. Tages

et sådant udsagn for gode varer, må konsekvensen for den sociologiske videnskab være (1)

Page 140: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

139

at der ikke kan tales om opdagelser i betydningen opdagelse af nye, tidligere ukendte fakta, og

(2) at sociologisk metode derfor må dreje sig om at reorganisere det allerede kendte og

derigennem tilføre det ny mening på stadigt højere abstraktionsniveauer. Sociologisk

forskning må ifølge Baldamus altså handle om at omorganisere den allerede fortolkede viden

på måder, der muliggør nye indsigter. Men hvordan kan dette foregå? Hvilke redskaber og

teknikker har vi til rådighed i denne omorganiseringsprocess? Hvis råmaterialet (i form af

vore observationer af den sociale verden) så at sige fremlægger sin egen valide viden, hvilke

teknikker kan så hjælpe os med at reorganisere denne viden på stadigt højere

abstraktionsniveauer? Baldamus peger på, at når den konventionelle, deduktive procedure

(skitseret ovenfor) overflødiggøres af, at råmaterialet rummer en validitet i sig selv, må vi

nødvendigvis vende os mod, hvad han kalder for teoriudviklingens uformelle aspekter, hvilket

vil sige:

“[...] the inarticulated techniques, devices, and practices which are customarily

employed during the preparatory stages in the production of formal theories. Ideally

this can only be investigated by inquiring into the behavioural basis of sociological

theorists at work” (Baldamus, 1972:285).

Problemet er dog, hævder Baldamus, at der ikke findes megen viden om sådanne uformelle

aspekter. Mens der skrives en del om den formelle logik i samfundsvidenskabelig teori, ved

vi, siger han, ikke meget om, hvordan teoretiske værker produceres. I forsøget på at nærme

sig en forståelse af teoriproduktionens uformelle aspekter, peger Baldamus (her med

udgangspunkt i Parsons The Social System) på et særligt forhold i sofisikerede

samfundsvidenskabelige teoribygninger: De grundlæggende begreber præsenteres ofte uden

formelle definitioner. Begreberne forklares typisk ved hjælp af kombinationer af forskellige

udtryk, der antyder nogle almindeligt kendte men udefinerede associationer (Baldamus,

1972:286). Når begreberne således ikke defineres formelt, hænger det ifølge Baldamus

sammen med, at det ofte er åbentlyst, at den dominerende kilde i sådanne værker, er

samfundsvidenskabens “lager” af akkummulerede abstrakte begreber. Det vigtigste er derfor

ikke at definere begreberne (som mange læsere alligevel kender) men at forsøge at holde sig

indenfor “[...] the hardcore of consistent meaning of a given vocabulary”, hvilket iøvrigt også

er det eneste mulige siden teoriernes konstituerende begreber alle er “[...] „constructed

constructs‟ distilled from pragmatic knowledge.” (Baldamus, 1972:287). Det giver med andre

ord ikke mening at spore teoriernes konstituerende begreber tilbage til deres primære kilder,

eftersom begreberne i deres natur er konstruktioner. Han når hermed frem til en forståelse af

teoriudvikling som en form for “vedvarende artikulation”, det vil sige at “[...] an initially

vague and vacillating image of a complex framework is perpetually redefined so as to produce

an increasingly definite and stable structure” (Baldamus, 1972:287). Teoriudvikling skal altså

forstås som en vedvarende artikulationsproces, hvorigennem forskeren, gennem stadig

Page 141: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

140

redefinition af begreberne, forsøger at stabilisere sit i udgangspunktet skrøbelige teoretiske

apparat

Et afgørende element i teoriudviklingsprocessen er altså gentagelse. Det at gen- eller

omdefinere begreberne samt den heraf konstante omformulering af hele det teoretiske apparat.

I denne proces, siger Baldamus, produceres uundgåeligt en masse “ubrugelig” viden, der

gemmes væk i arbejdsnotater, dagbøger eller skraldespande, og som i høj grad bryder med

den konventionelle forestilling om udviklingen af videnskabelig teori som en rationel og

systematisk fremadskridende proces. I forsøget på at bringe overensstemmelse mellem disse

to tilsynladende modstridende forhold, introducerer Baldamus begrebet “double fitting”, der

bedst kan oversættes med noget i retning af gensidig tilpasning. Han forklarer begrebet ved

hjælp af et praktisk eksempel:

“This [double fitting] may be envisaged by imagining a carpenter alternately altering

the shape of a door and the shape of the door-frame to obtain a better fit, or a

locksmith adjusting successively both the keyhole and the key. In one sense such a

technique looks like deliberate falsification: the investigator simultaneously

manipulates the thing he wants to explain as well as his explanatory framework. In a

strictly scientific context this would mean „cooking the facts‟” (Baldamus, 1972:295)

Men det, der ifølge Baldamus fra et strengt videnskabeligt perspektiv kunne se ud som en

aldeles uacceptabel proces er i virkeligheden er billede på, hvordan videnskabeligt arbejde

typisk forløber, hvad enten det drejer sig om empirisk eller teoretisk orienteret forskning.137

På overfladen kunne det se ud som en uendelig proces, hvor henholdsvis den teoretiske

ramme og dens empiriske indhold til stadighed ændres og tilpasses, men hvad er er

(for)målet? Hvad leder denne proces frem til? Det svar, som Baldamus kommer med, kan

formuleres således: Gensidig tilpasning, hvad enten den er empirisk eller teoretisk orienteret,

har altid en retning (a directional element), det er ikke en tilfældig men en i høj grad

progressiv (i betydningen målrettet, fremadskridende) proces, og der vil altid ud af denne

proces med dens utallige “trial-and-error”-forsøg vokse en form for produkt. Baldamus

udbygger, for at indfange processens målrettede element, begrebet til “progressiv gensidig

tilpasning” (“progressive double fitting”). Det blev tidligere nævnt, at teoriproduktionen

resulterer i en mængde “spildprodukter” i form af midlertidige, men upræcise og ustabile

begreber og teorier. Det positive produkt (og her nærmer vi os svaret på spørgsmålet om

formålet) er ifølge Baldamus på den ene side (1972:298): “[...] a gradually rising level of

abstraction. Starting from a relatively narrow cluster of observations, there is a trend which

moves towards more and more comprehensive conceptual frameworks.” og på den anden side

“[...] increasing complexity: keeping the level of abstraction constant, the number of variables

or phenomena that have been found to be causally (or otherwise) related to eachother is larger

at the end of the period than at the beginning.”.

Page 142: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

141

Processen fører altså såvel til en stigning i abstraktionsniveauet (ved at udvikle mere

omfattende begrebssystemer) og til en kompleksitetsstigning (ved at forøge antallet af de

indbyrdes forbundne variable). Dette er ifølge Baldamus at betragte som de to væsentligste

processer i samfundsvidenskabens teoriudviklende bestræbelser og dermed i

samfundsvidenskabens forsøg på at gøre fremskridt i kraft af opdagelser. Målet med de to

skitserede processer er en stabilisering og kvalifcering af disse bestræbelser “That is to say,

both the emerging conceptual frameworks and the clusters of eclectic discoveries will appear

in the end less arbitrary, less fluctuating, more established, and more structured than they did

initially.” (Baldamus, 1972:299). Hvad Baldamus i sit forsøg på at beskrive, hvad

metodebøgerne ikke beskriver (hvordan man udvikler teori ved at omorganisere allerede

konstrueret viden), altså når frem til, er de omend meget tentative konturer af en procedure,

der gør opdagelser om den sociale verden, ved at afdække mønstre og organisationsformer i

en slags trial-and-error proces, hvor man simultant bearbejder såvel de empiriske eksempler

såvel som det teoretiske apparat, der skal forklare dem. Der er tale om et mix af induktive og

deduktive procedurer, hvor data på én og samme tid giver form til og formes af det teoretiske

apparat. Det er også, som jeg var inde på i forrige kapitel, denne pragmatiske og dialektiske

forbindelse mellem data og teori, som Philip Manning (1992:55) har sammenfattet i sit begreb

om “Goffmans spiral”. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, som Baldamus også selv er

det, at den gradvise stabilisering og mindskelse af vilkårligheden altid vil være relativ. Der vil

altid knytte sig en vis grad af subjektivitet til udviklingen af teoretiske rammer, ligesom der i

udvælgelsen af empiriske data altid være knyttet et element af vilkårlighed. Derfor er det, som

Baldamus beskriver udelukkende at betragte som et idealiseret billede på processen.

Williams læsning af Goffman via Baldamus

Som vi har set, peger Baldamus i sin artikel på, at problemet med at afgøre, om sociologien

eller samfundsvidenskaben frembringer opdagelser eller ej, hænger uløseligt sammen med

den type af data, som sociologer typisk arbejder med: Ikke “rene” empiriske facts men

allerede tolkede kendsgerninger. Det vil sige hændelser, oplevelser eller erfaringer, som

førend sociologen lægger sin hånd på dem, har været udsat menneskelig tolkning eller

typificering. Det vil altså ifølge Williams sige, at det materiale som sociologen arbejder med,

er noget, som på sin vis i forvejen er kendt af mennesker. Sociologiske fremskridt eller

opdagelser handler derfor ifølge Williams (1996:73) ikke om opdagelsen af hidtil ukendte

eller uopdagede empiriske kendsgerninger

“[...] they are much more about the attribution of different significances to what is

already known. If sociological discoveries are about re-ordering what is already

known, then sociological methods must be those which permit that re-ordering to

take place as efficiently and reliable as possible.”

Page 143: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

142

I sin artikel henleder Williams opmærksomheden på den “røde tråd”, der går fra Goffmans

ph.d.-afhandling til den posthumt udgivne formandstale til den amerikanske sociologforening

i 1982. I begge publikationer omtales eksplicit begrebet om samhandlingsordenen, og det

centrale er her, at Goffman jf. kapitel 3 i sin formandstale selv beskriver sine bestræbelser

som et forsøg på at etablerede et sammenhængende begrebsapparat om netop denne orden. En

nøjere læsning af Goffman vil ifølge Williams (1996:76) afsløre, at

“[...] Goffman did develop and consolidate a stable core of basic concepts for the

analysis of social interaction; that this core had a highly integrated hierarchical

structure of interlocking definitions and usages.”

Med afsæt i Baldamus imødegår Williams herefter kritikken mod Goffmans metode på

følgende måde: Hvad angår vilkårligheden og fraværet af kummulation, peger Williams på, at

når Goffman tilstadighed vender tilbage til gamle begreber på nye måder, så er det led i en

dobbeltsporet proces, hvor Goffman konstant udsætter sit begrebslige apparat for nye prøver

(han konfronterer det konstant med nye data og problemer). I denne proces handler det dels

om at efterprøve de lancerede perspektivers teoretiske værdi (hvad kan vi lære om verden,

hvis vi betragter den som et teater, et spil, eller et ritual) og dels om at se, hvordan mennesker

håndterer degradering, miskrediterende information om sig selv, fortalelser og så videre, og

hvor det ikke handler om perspektivet i sig selv, men om deltagerne i perspektiverne - det

empiriske (Williams, 1996:77).

Hvad angår den påståede lemfældige eller upræcise begrebshåndtering, peger

Williams på, at hvad der måtte fremstå, som en upræcis anvendelse af andre forfatteres

begreber, hos Goffman i virkeligheden dækker over en fremadskridende gensidigt tilpassende

begrebsudviklingsproces. Williams nævner som eksempel Goffmans brug af begrebet

“faultable” i Forms of Talk. Begrebet er en omskrivning af Schegloff, Jefferson og Sacks

begreb “repairable”. Goffman er blevet kritiseret for sin “imperialistiske” omskrivning af

begrebet, der tillige ikke skulle bringe hans analyse videre. Men, påpeger Williams (1996:78),

hvad en sådan kritik overser er

“[...] that if Goffman is making his analytical decisions in the contexts of the demand

for reciprocal double fitting, then whatever concept he is using, and whatever

observations he makes, will be oriented to the demands of that of progressive

development.”

Hvis vi i Goffmans sociologi indlæser Baldamus ide om progressiv gensidig tilpasning,

giver en del af kritikken om begrebsupræcision ikke mening, fordi den overser, at begreberne

ved siden af at skulle beskrive typer af tale i det pågældende paper, samtidig skal ses i relation

til forudgående dele af forfatterskabet (Communication Conduct in an Island Community samt

Page 144: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

143

Alienation from Interaction). Ser man begrebet i relation til Goffmans generelle interesse for

interaktion (og herunder blandt andet tegn på interaktionsdeltagernes kompetence) giver det

mening at tale om “faultable” personer fremfor “repairable”. Når Goffman ikke bruger

begrebet repairable er det altså ikke udtryk for begrebslig imperialisme og lemfældighed,

snarere skal det forstås, hævder Williams, i lyset af hans fremadskridende betræbelser på at

udvikle et begrebsligt apparat til beskrivelsen af den sociale interaktions former og enheder.

Det andet kritikpunkt, håndteringen af data, kan også imødegås med et mere

nuanceret syn på selve sigtet på Goffmans bestræbelser. Goffmans datakildehåndtering

kritiseres for at være for tilfældig, og han kritiseres ofte for sin sammenblanding af egne

observationer, skønlitterære eksempler, reklamer og “opdigtede” situationer. Når man

indenfor sociologien konstruerer og introducerer nye begreber, da er, siger Williams, en

normal procedure, at man vurdere de enkelte begrebers værdi, ved at beskrive forskellige

eksempler på begreberne samt diskuterer, hvad der gør eksemplerne til netop eksempler på

begreberne. Det betyder, siger Williams, at man fylder den kontekst ud, hvorindenfor man

applicerer begrebet på et eller andet. Og denne metode kan ifølge Williams sammenlignes

med den, vi benytter, når vi tilegner os et fremmed sprog. Når vi tilegner os et fremmed sprog,

så tilegner vi os en evne til at genkende fænomener eller ting, der beskrives eller benævnes

med bestemte ord og begreber. Vi har ikke på forhånd nogen viden om, hvilke ting eller

fænomener i en fremmed kultur, der med rette kan beskrives ved hjælp af det specifikke ord

eller begreb. Vi skal med andre ord lære ordene og begreberne ved konfrontere os selv med

eksempler på ting, hvorpå de kan appliceres, og et vigtigt element i denne metode, hævder

Williams, er beskrivelsen af imaginære ting eller situationer med henblik på at afgøre, om

man klassificere dem som eksempler på det bestemte ord eller begreb, man er ved at lære. Og

beherskelsen af evnen til at oparbejde en sådan samling af reelle og imaginære fænomener er

ifølge William langt mere effektiv i tilegnelsen af begrebet, end samlinger af udelukkende

reelle eller “virkelige” eksempler på begrebet. Det er med baggrund i denne udlægning af

principperne for tilegnelsen af fremmede sprog, at Williams herefter giver Goffmans

datahåndtering sin oprejsning. Williams rationale synes at være følgende: Goffmans

konstruktion af nye begreber, kan sammenlignes med tilegnelsen af et fremmed sprog. I denne

proces skal man finde såvel imaginære som reelle eksempler på begreberne og diskutere, hvad

der kvalificerer dem til at være eksempler på begreberne. Dette er ifølge Williams ideen bag

Goffmans anvendelse af imaginære data, og som han retteligt tilføjer “It is not supposed to

ground the concepts in a secure way, but rather demontrate the scope of their application.”

(Williams, 1996:80). Goffmans sigte med inddragelsen af sine mange “opdigtede” cases og

situationer er altså ikke at udvikle empirisk “grundfæstede” begreber, men gennem en

progressiv og dialektisk bevægelse mellem data og begreb, at vurdere applikationsværdien af

de begreber, der skal beskrive menneskers interaktion i ansigt-til-ansigt situationer.

Det er Williams pointe (og her placerer Williams sig tæt på Mannings spiralmodel),

at Goffman veksler frem og tilbage mellem empirisk fordybelse og begrebslig udvikling,

Page 145: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

144

mellem opdagelse (“discovery”) og opfindelse (“invention”). Williams konklusion er, at

Goffman udvikler og reformulerer sit begrebsapparat og sit fokus gennem sine bestræbelser i

retning af sociologisk opdagelse. Williams og Baldamus peger begge på det forhold, at der

er en nær forbindelse mellem sociologiske opdagelse og opfindelsen af nye sociologiske

fortællinger. Det vil sige, at der er en nær forbindelse mellem det, at opdage ny viden på den

ene side og på at opfinde ny viden, ved at sætte den gamle sammen på nye måder. Med

Baldamus og Williams i baghovedet, kan vi se, at Goffman faktisk gør begge dele. Han gør

sociologiske opdagelser vedrørende samhandlingsordenen, men han gør det primært ved

hjælp af sin intuitive og kreative “bearbejdning” af den viden, vi allerede har. Han gør det

ved at reformulere sine begreber og ved som en integreret del af denne proces at finde frem til

nye empiriske eksempler. Goffmans “kunstgreb” er altså, at han på en måde gør brug af

viden, som allerede eksisterer (og som vi alle principielt ligger inde med), men han tilpasser

den nogle teoretiske begreber, som vi ikke havde tænkt over i denne sammenhæng. Han får de

empiriske eksempler til understøtte begreberne ved både at reformulere begreber og

“genopfinde” empiriske eksempler i én og samme bevægelse. Når han lader os se det sociale

liv, som et strategisk spil eller som et teater, gør han det ved at applicere et teoretisk begreb på

en empirisk viden eller empirisk erfaring om social samhandling, som vi i forvejen har, men

som vi ikke systematisk havde sammentænkt med netop disse begreber. I indledningen til The

Nature of Deference and Demeanour skriver Goffman således, at han forsøger at bygge en

slags stillads: “An attempt will be made to build a conceptual scaffold by stretching and

twisting some common antropological terms.” (IR:47). Vi hører, som tidligere nævnt, om

disse begrebstilladser allerede i en af hans første publikationer: “[...] scaffolds, after all, are to

build other things with, and should be erected with an eye to taking them down.” (PS:246).

Begreberne omtales altså her som en slags temporære byggematerialer, der kan tilpasses,

skæres i, og afkortes for at stabilisere selve den teoretiske bygning.

Som Baldamus var inde på i sin artikel, er selve formålet med anvendelsen af den

(uformelle) metode, han kalder for progressiv gensidig tilpasning, en stabilisering af såvel det

begrebslige apparat som de opdagelser, apparatet muliggør. Og det er netop med dette mål for

øje, at indlæsningen Baldamus‟ ideer kaster nyt lys over Goffmans bestræbelser. Goffman var

nemlig dybt optaget af at stabilisere sine teoretiske begreber og deres indbyrdes

sammenhæng. Faktisk kan man læse hans forfatterskab, som én lang bestræbelse på at nå

frem til begreber, der i sammenhæng og så præcist som muligt kan beskrive og forklare

samhandlingsordenen. Som Williams (1996:82) på denne baggrund rammende formulerer det:

“The importance of Goffman‟s work lies not merely in its conceptual

cumulativeness (though others continue to treat it as a repository of a kind); his work

is important precisely because it is concerned with the limitations of any such

framework of interrelated concepts and observation.”

Page 146: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

145

Det er med andre ord i den kritiske afsøgning af begrebernes og perspektivernes

begrænsninger og indbyrdes relationer, at vi kan lære noget af Goffman. En tolkning, der ikke

blot tilbageviser en del kritikken mod Goffmans metode, men som samtidig placerer ham i

selskab med filosoffer som Kant og Popper.138

Page 147: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

146

KAPITEL 7

Det store i det små: Om krænkelsen som metode,

case-studie strategier og forholdet mellem

induktion og deduktion

“As soon as historians seek to take events out of their

historical setting, that is to say, out of their time and space

relations, in order to compare them and classify them, as

soon as historians begin to emphazise the typical and

representative rather than the unique character of events,

history ceases to be history and becomes sociology.”

Robert Park & Ernest W. Burgess139

Som vi så i kapitel 2 gik Goffmans projekt ud på at definere og konstituere et særligt domæne

for sociologisk undersøgelse, som han kaldte for samhandlingsordenen. Begrebet dækker

blandt andet over det forhold, at der selv i hverdagens mindste og ubetydeligste sociale møder

og situationer mellem mennesker (fokuserede såvel som ufokuserede) eksisterer en reguleret

orden og en struktur, som vi så at sige træder ind i og arbejder på at opretholde. Men hvordan

bestemmes og konstitueres et sådant mere eller mindre “usynligt” og “gennemsigtet”

domæne, hvordan påvises dets eksistens og sociologisk betydningsfulde karakter? Hvilken

metode tager Goffman i anvendelse, når han vil overbevise os om, at denne særlige orden rent

faktisk eksisterer og gælder overalt i vores sociale interaktion, at der i selv de mindste møder

eksisterer en tvingende orden, forskellige typer af regler og struktur? En af de meget

karakteristiske og for Goffman udpræget typiske “løsninger” drejer sig om at finde frem til

tilfælde og situationer, hvor den postulerede orden krænkes eller brydes. Ved at iagttage disse

krænkelser og regelbrud og ikke mindst deres konsekvenser, synes Goffman at hævde, kan vi

lære om det virkelige tema: Den regulerede struktur i sig selv.140

Det vil med andre ord sige,

at han konstituerer og beskriver sit gennemgående centrale domæne for sociologisk forskning

ved at betragte og beskrive de måder, hvorpå det kan udsættes for krænkelser. Den

interaktionelle orden, dens regler og struktur påvises gennem regelbruddet og dets

konsekvenser.141

En række steder i forfatterskabet kommer denne særlige Goffmans metode

til udtryk. Vi ser den tydeligt i tre forholdsvis korte essays i bogen Interaction Ritual.142

Situational uanstændighed - den åbentlyse krænkelse

I essayet Mental Symptoms and the Public Order beskæftiger Goffman sig med mentale

symptomer, det vil sige de adfærdsmæssige udtryk og handlinger, der kan iagttages hos den

gruppe af mennesker, der diagnosticeres som sindssyge. Han er interesseret i at levere en

Page 148: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

147

sociologisk analyse af de måder, hvorpå mentale symptomer virker truende eller forstyrrende

ind på den offentlige orden (“public order”). Han skelner mellem funktionel sygdom og

organisk sygdom. Ved funktionel sygdom forstår man lidelser uden noget påviseligt organisk

grundlag, ved organisk sygdom er det organiske grundlag påviseligt. Der har ifølge

Goffman, blandt såvel lægfolk som psykiatere, været en tendens til at bevæge sig for hurtigt

fra sociale forseelser til mentale symptomer. Med andre ord: Man har sluttet fra den sociale

forseelse til mentalt symptom uden i nævneværdig grad at interesse sig for uanstændigheden

(“the impropriety”) i sig selv. Hermed, hævder Goffman, har psykiatere, såvel som lægfolk og

sociologer afskåret sig fra at forstå, hvordan mentale symptomer hænger sammen med det

sociale.

Goffmans hovedanke mod den etablerede psykiatriske praksis er, at den overser, at

mentale symptomer i første omgang og primært er et offentligt faktum (“a public fact”).

Mennesker med mentale symptomer påkalder sig deres medmenneskers opmærksomhed,

førend de påkalder sig psykiaterens (IR:137). Megen psykiatrisk behandling foregår ifølge

Goffman som to-mands samtaler mellem behandleren og “den syge”, og her er det

to-vejskommunikationen mellem behandler og patient, som er i fokus, ikke den sociale

kontekst, som patienten lever sit liv i. Problemet er her, at personens symptomer ikke alene

manifesterer sig denne isolerede samtalesituation, de viser sig ligeså ofte på arbejdspladsen, i

hjemmet og blandt venner i boligkvarteteret. Derfor kan Goffman hævde, at “The other side

of the study of symptoms is the study of public order, the study of behavior in public and

semipublic places.” (IR:139)

Han påpeger videre, at mentale symptomer ikke nødvendigvis er medicinske alene,

men at psykiatrien tager dem som udtryk for medicinske afvigelser, og at lægfolk gør det

samme, når først diagnosen er givet (IR:142). Når den psykotiske persons adfærd beskrives

som “ude af kontakt med omverdenen” eller som “socialt tilbagetrukket” vidner det ifølge

Goffman om, at i disse i udgangspunktet sociale forseelser, ved psykiatriens mellemkomst,

transformeres til mentale symtomer med udgangspunkt i en moralsk funderet forpligtelse, der

tilsiger det sociale livs deltagere at være i god, åben og direkte kommunikation med hinanden

(IR:138). Mentale symptomer er med andre ord krænkelser af socialt vedtagne konventioner,

det vil sige, at symptomerne er konstrueret ud fra den sociale orden. Goffman hævder, at på

samme måde som tyveri relaterer sig til “ejendomsrettens orden”, og homoseksuelle til

“kønsrolleordenen”, relaterer mentale symptomer sig til den offentlige, sociale orden. Der er

tale om “[...] a failure to abide by rules established for the conduct of face-to-face interaction -

rules established, that is, or at least enforced, by some evaluating, judging, or policing group.”

(IR:141). Hermed er symptomerne sociale og ikke nødvendigvis medicinske. Mentale

symptomer kan betragtes som “situationelle utilbørligheder” (“situational improprieties”), og

de fortæller os derfor primært noget om det sociale livs indretning og organisering (hvordan

man kan forbryde sig imod det) og i mindre grad noget om symptombærerens indre,

biologiske tilstand. Mentale symptomer og det sociale liv er indvævet i hinanden på en sådan,

Page 149: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

148

måde, at vi ved at betragte sindssygdommen som brud med det sociale kan lære om netop det

sociale.

Når en person defineres som psykotisk, er det typisk i relation til den interaktionelle

ordens uskrevne regler. Det er regler, der jf. kapitel 3 blandt andet handler om, at udvise civil

uopmærksomhed, at opretholde en passende afstand og respektere hinandens territorier, at

opretholde en passende balance mellem samværets hovedfokus (“main involvement”) og

situationelle “bibeskæftigelser” (“side involvements”) samt at udvise et passende engagement

i samværet. Forseelser mod disse regler er situationelle utilbørligheder, det er krænkelser af

den sociale orden, herunder de øvrige tilstedeværendes interaktionelle rettigheder. Goffman

slutter således essayet af med at konkludere:

“The rules of face-to-face conduct obtaining in a given community establish the form

that face-to-face co-mingling is to take, and there results a kind of King´s Peace,

guaranteeing that persons will respect one another through the available idiom of

respect, keep their social place and and their interpersonal commitments, allow and

not exploit a traffic flow of words and bodies and show regard for the social

occasion. Offenses against these rulings constitute situational improprieties; many of

these delicts are injurious to the rights of any and every one present and constitute

publicly broadcast offenses, regardless of the fact that many appear to be motivated

by the offender´s particular relationship to particular persons present or even to

absent parties. These improprieties are not in the first instance a linguistic type of

interpersonal communication, but examples of public misconduct - a defect not in

information transmission or interpersonal relating, but in the decorum and demeanor

that regulate face-to-face association.” (IR:147-148)

Det er altså ifølge Goffman ved at tegne et systematisk billede at den offentligt accepterede og

sanktionerede adfærds former, at vi kan etablere et sprog, hvormed vi diskutere mentale

symptomer. Når mentale symptomer kan virke ødelæggende, eller karakteriseres som

afvigende, betyder det, at der der findes et “noget” som kan krænkes, ødelægges eller at være

afvigende i forhold til. De mentale symptomer bruges af Goffman som en slags omvendt

bevisførelse. De fortæller os om eksistensen af dette noget (den offentlige og sociale orden) i

hverdagens ufokuserede samlinger (“gatherings”). Goffman viser, hvordan mentale

symptomer er en slags krænkelser af den måde, vi har organiseret den sociale orden på. De er

forseelser mod den ceremonielle orden, hvor “hellige” individer dyrker hinanden gennem

takfuldhed, fred og respekt. De krænkelser eller ødelæggelser, som den funktionelt syge med

sine mentale symptomer producerer er med andre ord først og fremmest socialt strukturerede

og ikke nødvendigvis medicinsk determinerede. Dermed leder de mentale symptomer ikke i

første omgang opmærksomheden i retning af biologien og medicinen, snarere, vil Goffman

hævde, i retning af selve det sociale livs organisering. Ved at studere mentale symptomer som

Page 150: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

149

regelbrud og situationelle uanstændigheder tager Goffman et skridt på vejen mod en

konstituering og identifikation af samhandlingsordenen.143

At blive “fremmed” for interaktionen

I Alienation from Interaction ser Goffman på en mere utydelig men ikke mindre afgørende

form for brud på den sociale ordens moralsk krav. Han starter med at slå fast, at når vi

engagerer os i et socialt møde, kan vi opleve, at vi nærmest uden at lægge mærke til det

involverer os stærkere og stærkere i mødet eller samtalen. Vi kan gøre det på en sådan måde,

at vi næsten glemmer os selv og tilmed simultant kan udføre andre aktiviteter (ryge, spise)

uden at vi distraheres fra det fælles opmærksomhedsfokus. Naturligvis kan vi, siger Goffman,

også involvere os spontant i ensomme, ikke-sociale aktiviteter, men her skabes ikke nogen

fælles verden. Det gør der derimod i samtalen, her eksisterer et fælles opmærksomhedsfokus,

og samtalen skaber en fælles verden eller virkelighed for sine deltagere, som gør situationen

til et lille kosmos i sig selv, til noget, der er mere end summen af de deltagende parters

tilstedeværelse. Den fælles, spontane involvering er med Goffmans ord en slags social trance -

en “unio mystico” (IR:113).

Det, Goffman herefter er interesseret i, er de måder eller situationer hvor denne

involvering udebliver eller forhindres og ikke mindst, de sociale konsekvenser af dette fravær

af spontan involvering. Han vil altså se på “konversationel” fremmedgørelse:

“I want to consider the ways in which the individual can become alienated from a

conversational encounter, the uneasiness that arises with this, and the consequence of

this alienation. Since alienation can occur in regard to any imaginable talk, we may

be able to learn from it something about the generic properties of spoken

interaction.” (IR:114).

Hans undersøgelse er altså ikke udelukkende en taksonomisk bestræbelse, den har efter hans

egen vurdering en mere generel karakter, eftersom sigtet er at frembringe viden om noget af

det, der samler eller går på tværs af den verbale interaktions forskellige former og egenskaber.

Vi aner således her, hvordan dette essay indføjer sig i Goffmans overordnede projekt, at

beskrive og definere samhandlingsordenen. Han tager på en måde fat, der hvor hans

Durkheim-inspirerede ritualmetafor slipper, nemlig i konstateringen af, at individets spontane

involvering i samtale er en måde, gennem etikette, at leve op til forpligtelsen til at

vedligeholde samværets ceremonielle orden. Ved at involvere sig og give sig hen til samtalen,

påtager individet sig en byrde eller forpligtelse med rituel værdi og social funktion (IR:115).

Herigennem vises respekt samtalen og dens deltagere.

Ser vi nærmere på samtalen som fænomen, og tager vi den fælles, spontane

involvering som udgangspunkt, vil vi ifølge Goffman opdage, at denne fælles involvering er

en yderst skrøbelig ting, og at der er forskellige måder, hvorpå den kan slå fejl. Netop, siger

Page 151: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

150

Goffman, fordi der er tale om en forpligtelse kan de måder, hvorpå den spontane involvering

fejler, betragtes som fejlinvolveringer (“misinvolvements”), som forskellige eksempler på

fremmedgjort fejlinvolvering (IR:117). I denne forbindelse indfører han en skelnen mellem

fire forskellige former for fremmedgørelse: (1) ydre fravær (“external preoccupation”) er når

man ikke har sin koncentration rettet mod det fælles opmærksomheds men optaget af noget,

der ikke har med de øvrige deltagere at gøre. Dette kan være mere eller mindre krænkende alt

afhængig af den grad af bevidst overlæg, med hvilket “synderen” praktiserer sit fravær på; (2)

selvbevidsthed (“self-consciousness”) er betegnende for den mangel på involvering, der følger

af, at individet i for høj grad er optaget af sit eget indre, sin selvpræsentation og fremtoning.

Det handler med andre om, at man bruger mere energi på at reflektere og tænke over sig selv

fremfor at involvere sig i emnet for samtalen; (3) interaktion bevidsthed

(“interaction-consciousness”) er den form for fravær, der opstår hos en person, der

koncentrerer sig mere om, hvordan interaktionen forløber end på at involvere sig i den.

Goffman nævner værtinden ved middagsselskabet, af hvem det forventes, at hun involverer

sig spontant i samværet, men som af ren og skær bekymring for hvordan aftenen som helhed

forløber, ikke kan give sig hen til sin egen egen sammenkomst; (4) bevidsthed om andre

(“other-consciousness”) minder om selvbevidsthed i den forstand, at denne form for

fremmedgørelse handler om, at man distraheres fra samværet af en anden tilstedeværende

person. Sådanne personer, der via deres adfærd og fremtoning gør det vanskeligt at opretholde

deres involvering i det fælles samtaleemne, personer, som åbentlyst er mere optaget af hvilket

indtryk, de gør på andre end af samtalens emne, vil, siger Goffman, af de fleste blive opfattet

som dårlige interagerende (“faulty interactants”), specielt hvis dette indtryk understøttes af

andre.144

Deres “fejl” består i, at de i deres forfængelighed vanskeliggør den fælles, spontane

involvering.

Goffman gør herefter opmærksom på, at når en person svigter sin forpligtelse til at

involvere sig i samværet, eller når han lader som om, han involvere sig, men denne

laden-som-om ikke fungerer, kan det sætte en slags kædereaktion af krænkelser igang. Denne

kædereaktion består i, at når man bliver opmærksom på, at en deltager udviser mangel på

involvering, oplever vi det som en krænkelse. Vore følelser aktiveres, og vi bliver

opmærksomme på krænkeren. Men netop ved det, at vi oplever en krænkelse af den fælles

ceremonielle orden, og flytter vores opmærksomhed fra samværet til krænkeren, da svigter vi

selv vores forpligtelse til at involvere os. Som Goffman siger det “[...] the victim of the first

crime himself being made a criminal.” (IR:132-126). På denne måde “smitter” manglen på

involvering. Er én person først ramt, breder sygdommen sig hurtigt til andre (IR:126).

Betegnelsen sygdom (“disease”) er dog i denne forbindelse måske udtryk for et lidt uheldigt

ordvalg fra Goffmans side. Et stykke længere fremme gør han nemlig, forståeligt nok,

opmærksom på, at i verbal interaktion ser normal spontan involvering ud til at være mere

undtagelsen end reglen. Reglen er derimod fremmedgørelse. Dette er dog indlysende,

fortsætter han, for på den ene side er man som interagerende forpligtet til spontant at lade sig

Page 152: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

151

rive med at samtalen. På den anden side bør man som taktfuld deltager have fuld kontrol over

sig selv, således at man til enhver tid kan forhindre udsagn og hændelser, der kan forårsage

ubehag hos de øvrige. Taktfulde personer må udføre denne vanskelige balancegang mellem to

tilsyneladende uforenelige principper, og i mange situationer vil fremmedgørelsen ifølge

Goffman være det uundgåelige resultat (IR:134). Fastholder vi den ovenfornævnt

sygdomsbetegnelse, fremstår Goffmans samhandlingssorden, som en orden, der er mere “syg”

end rask, hvilket næppe har været hans hensigt. Nok er Goffmans orden skrøbelig, og nok har

den brug for taktfulde deltagere, men syg er den dog ikke.

Lad os opsummere: Ved at vise, hvordan man kan være fremmedgjort for

interaktionen og hvad konsenvenserne af at være det er, tegner Goffman konturene af et

centralt træk ved samhandlingsordenen, nemlig kravet om eller forpligtelsen til spontant at

involvere sig i det fælles opmærksomhedsfokus:145

“Many social encounters of the conversational type seem to share a fundamental

requirement: the spontaneous involvement of the participants in an official focus of

attention must be called forth and sustained.” (IR:134)

Når dette krav eller denne moralske forpligtelse efterleves, siger Goffman, bliver

interaktionen euforisk eller “comes off”. Omvendt, såfremt mødet ikke formår at tiltrække og

fastholde deltagernes opmærksomhed, og de stadig føler sig forpligtede til at involvere sig, da

vil de føle sig dårligt tilpas. For sådanne deltagere har interaktionen svært ved at “come off”,

de har svært ved at blive “carried away”. Personen, der fremviser en kronisk evne til at

fremmedgøre sig selv fra interaktionen, og dermed gør såvel sig selv som de øvrige deltagere

dårligt tilpas, kan ifølge Goffman betegnes som en “faulty person”. Goffman centrale pointe

er, at selvom sociale møder opleves at have forskellig værdi og betydning for deltagerne,

involverer alle sådanne møder lejligheder, hvor deltagerne kan kan udvise spontan

involvering, og herigennem opnå en fast og sikker virkelighedsfornemmelse (“firm sense of

reality”). Og, hævder Goffman, denne virkelighedsfornemmelse er, måske til forskel fra

mødet som sådan, bestemt ikke triviel eller banal, snarere tværtimod:

“When an incident occurs and spontaneous involvement is threatened, then reality is

threatened. Unless the disturbance is checked, unless the interactants regain their

proper involvement, the illusion of reality will be scattered, the minute social system

that is brought into being with each encounter will be distorted, and the participants

will feel unruled, unreal, and anomic.” (IR:135).

Det er altså ikke småting, der er på spil. Det er selve den sociale ordens normative grundlag.

Svigter vi forpligtelsen til, på rette tidspunkt, at udvise spontan involvering i det fælles

opmærksomhedsfokus, udsætter vi vores individuelle og fælles virkelighed for fare. Vi

Page 153: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

152

risikerer at føle os som “ustyrede”, normløse individer. En fremtrædende pointe i essayet er,

at vi ikke blot skal involvere os spontant i samtalen, vi skal også hjælpe andre med at gøre

det. Som taktfulde samtalepartnere skal vi kunne sætte os i de andres sted for at indleve os i

de ting, der kan stimulere de øvrige deltageres spontane involvering. Denne gensidige “sætten

sig i hinandens sted” er nødvendig fordi, vi i sagens natur ikke kan koncentrere os om at

involvere os spontant. Gør vi det, bliver involveringen ikke spontan, men bevidst,

rationaliseret og påtaget, hvorved samværet mister sin organiske eller euforiske karakter. Og

det er ifølge Goffman netop i dette specielle forhold, at samhandlingsordenen faktisk stiller

krav om noget så ikke-rationelt og impulsivt som spontan involvering, at den adskiller sig fra

andre typer af social orden (IR:115).

Forvirring og social organisering

I det tredje essay, Embarrasment and Social Organization, nærmer Goffman sig sit tema ved

at betragte noget, der ud fra en første og overfladisk betragtning kan synes ubetydeligt:

Nemlig det, at vi i interaktionen med andre af og til oplever os selv som forvirrede, besværede

eller bliver forlegne.146

De fleste sociale mennesker må formodes at have oplevet den

situation adskillige gange, at man føler sig hæmmet eller forlegen i situationen, at man af

forskellige grunde ikke kan finde ud af, hvem man skal være eller hvilken rolle, det er

passende at spille. En af hovedpointerne hos Goffman i dette essay er, at den forvirring eller

besværethed, som individet kan opleve ikke altid er en irrational reaktion eller impuls, men

ofte en nødvendig og obligatorisk adfærd, der med Goffman ord er “[...] built into the

establishment ecologically.” (IR:110). Hvad mener Goffman med det? Hvorledes kan pinlig

og besværet adfærd være en økologisk indbygget del af den sociale organisering og altså

dermed være “social adækvat”?

I besvarelsen af dette spørgsmål er det nødvendigt at se på, hvilken type af

besværethed, forvirring eller pinlighed, som Goffman taler om. Han starter med at slå fast, at

oplevelsen af at være forvirret eller forlegen i sociale situationer almindeligvis anses for at

være en beklagelig og ubehagelig afvigelse fra det normale og ønskelige: At man føler sig

afslappet og tilpas i den sociale situation. Men der findes eksempler på det modsatte, siger

Goffman, og han nævner to typer af omstændigheder, hvorunder denne forfjamskelse kan

iagttages. For det første er der den forfjamskelse, der viser sig, når en person, der er engageret

i en særlig opgave, som ikke har nogen speciel værdi for ham eller hende direkte (bortset fra

at vedkommende har en langsigtet interesse i at udføre opgaven med sikkerhed og

kompetence), og hvor vedkommende føler sig ude af stand til at løse opgaven. Den anden

type er den forfjamskelse, der kan opleves som konsekvens af det direkte samvær med andre

mennesker, og har at gøre med det indtryk, man gør på andre. I den første type opleves

ubehaget eller ærgrelsen i situationen, men som Goffman siger det, ikke for situationen

(IR:98). Det er, ikke overraskende, den anden type af forfjamskelse og ubehag, som har

Goffmans interesse. Det er ikke den instrumentelle forfjamskelse, men den der har at gøre

Page 154: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

153

med andre menneskers tilstedeværelse.

Eftersom forvirring og forfjamskelse normalt betragtes som trusler mod det sociale

møde, mod den uheldige, der fremviser adfærden og mod de tilstedeværende, opholder

Goffman sig efterfølgende ved en række af de måder, hvorpå mennesker forsøger at undgå

forfjamskelse og forvirring. Man forsøger at bevare roen og virke afslappet ved hjælp af det

“det stive smil”, den “nervøse latter”, de “rastløse” hænder og det nedafvendte blik, der ikke

afslører sin ejermands ubehag. Men selvom man ved hjælp af en række “teknikker” kan skjule

de mest åbentlyse sider af sit ubehag, vil andre, mindre synlige tegn ofte forråde os:

“Thus, while making a public speech, he may succeed in controlling his voice and

give an impression of ease, yet those who sit beside him on the platform may see that

his hands are shaking or that facial tics are given the lie to his composed front.”

(IR:102)

På samme måde som man i sådanne situationer forsøger at skjule sit ubehag og sin

anspændthed, kan vi dog regne med, at de øvrige taktfulde tilstedeværende (i dette tilfælde de

tilhørende) beskytter vores sociale ansigt (“face”) og hjælper os med at genvinde fatningen.

Publikum undertrykker de tegn, der kunne afsløre, at de har bemærket talerens tilstand, eller

skjuler dem ved hjælp af de samme “tildækningsprocedurer” som anvendes af taleren

(IR:100-101). Formår en person ikke at tildække sin anspændthed og forfjamskelse, og er den

umulig for publikum at overse, ser man hvordan mennesker bryder sammen i gråd, flygter ud

af den nærmeste udgang eller udbryder i spontant raseri. Efter sådanne voldsomme episoder

er det vanskeligt for personen at genvinde fatningen, og genetablere sin status som

interagerende. Man abdicerer ifølge Goffman fra sin rolle som en, der vedligeholder sociale

møder (IR:101).

Og netop denne forpligtelse til at vedligeholde og “holde gang i” det sociale møde er

hos Goffman en central moralsk forpligtelse, men det er vigtigt at være opmærksom på, at

forfjamskelsen og forvirringen ikke i sig selv repræsenterer brud på en moralsk forpligtelse -

snarere tværtimod. Gennem interaktionen udprojicerer individet et acceptabelt og taktfuldt

selv, der rummer visse (til situationen) nødvendige kompetencer. Samtidig, siger Goffman,

må individet vise respekt og ærbødighed overfor de selv, der udprojiceres af de øvrige

tilstedeværende. Imidlertid kan der ifølge Goffman indtræffe begivenheder, der truer denne

orden, og individerne vil finde sig selv i en situation, hvis grundlæggende præmisser ikke

længere holder. Det bliver nødvendigt at reetablere interaktionen, og her spiller

forfjamskelsen og forvirringen en vigtig rolle. Disse “udtryk” er nemlig tegn på at individerne

påtager sig et ansvar for situationen. De er tegn på, at man er klar over, at noget må gøres for

at “redde” interaktionen.

Goffman nærmer sig herefter endnu et vigtigt punkt, nemlig det, at mange eksempler

på forvirring og “situationelle besværligheder” opstår, fordi en person rummer flere

Page 155: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

154

forskellige selv, og at der findes situationer, hvor de kommer i indbyrdes konflikt. Med andre

ord, at der findes situationer, hvor nogle af vores selv ikke kan opretholdes og udprojiceres i

harmonisk samklang med andre. Det handler om rolle segregering (“role segregation”), og

altså om, at hvert enkelt individ har:

“[...] more than one role, but he is saved from role dilemma by „audience

segregation‟, for, ordinarily, those before whom he plays out one of his roles will not

be the individuals before whom he plays out another, allowing him to be a different

person in each role without discrediting either.” (IR:108)

Mange sociale systemer, siger Goffman, er indrettet således, at denne proces ikke

vanskeliggøres. Arbejdspladser er ofte indrettet således, at ledelse og medarbejdere har

separate kantiner, toiletter og andre lokaler. Dette er ifølge Goffman med til at sikre, at

personer, som har forskellig rang (ulighed) men er nært forbundne (fordi de er del af samme

virksomhed) ikke skal finde sig selv i fysisk intime situationer, hvor de forventes at

vedligeholde lighed. Dette vil gøre situationerne ubehagelige, de interagerende parter vil i

forskellige grader have svært ved at slappe af, og der vil i det hele taget være for mange

potentielle kilder til forlegenheden. På demokratisk indstillede arbejdspladser har man,

hævder Goffman, forsøgt sig med en kunstig udjævning af hierarkiet ved for eksempel ikke at

operere med en sådan fysisk adskillelse, men dette skaber, siger han, uafslappethed og

besvær. Denne uafslappethed eller forfjamskelse ses derfor også, hævder han, i elevatorer.

Her er det fysiske nærvær og dermed også rollekonflikten uundgåelig. Den pinlighed og

forlegenhed, der kan optræde samtidigt hos såvel den adminstrerende direktør og den menige

arbejder, der befinder sig i elevatoren sammen, er således indbygget i selve den sociale

situation. Den har med andre ord ikke sit udspring i personerne selv, men i det sociale system,

der udstyrer personerne med flere forskellige selv.147

Forvirringen eller forfjamskelsens sociale værdi er således ikke til at overse. Den er

med til at redde situationen, eller rettere sagt, den er med at sikre overfor deltagerne, at de

vedtagne principper for adfærd stadig gælder.148

Men som Goffman også påpeger “When

situations are saved, however, something important may be lost.” (IR:111). Det, der kan

tabes er individets rolle, eller selv. Med sin forlegenhed eller sin forvirring viser direktøren, at

han hverken træder i karakter som direktør eller arbejder, eftersom begge roller ikke passer til

mødet i elevatoren. På én og samme tid kræves det af ham, at han er til stede og ikke til stede,

hans selv flås, omend ganske nænsomt, i stykker (IR:110). Vi kan derfor måske med Asplund

(1975:34) sige at det, at vi overhovedet fra tid til anden oplever at blive forlegne eller

“besværede” vidner om, at sociale møder i høj grad er strukturerede og regulerede. Det er med

andre ord den sociale organisering, der forårsager det, at vi bliver forlegne. Med denne

analyse understreges det karakteristiske Goffmanske synspunkt, at situationer er vigtigere end

personer, at individet så at sige må “ofres” til fordel for det sociale. Individet havner af og til i

Page 156: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

155

situationer, hvor det ikke kan honorere modstridende rollekrav, det havner i rollekonflikter,

som ikke kan løses uden omkostning for personen. Omkostningen er at blive forlegen eller

besværet, og det er individet, der må bære denne omkostning, der er fremkaldt af selve den

orden og de principper, der er indbygget i sociale organiseringer. Individet påtager sig

ansvaret, ofrer sig selv og bevarer situationen. I stedet for at lade den uundgåelige

rollekonflikt kommer åbent til udtryk i mødet:

“[...] the individual places himself between the opposing principles. He sacrifices his

identity for a moment, and sometimes the encounter, but the principles are preserved.

He may be ground between opposing assumptions, thereby preventing direct friction

between them, or he may be almost pulled apart, so that principles with little relation

to one another may operate together. Social structure gains elasticity; the individual

merely loses composure.” (IR:112)

Når den sociale organiserings principper bevares, og når individet i denne forbindelse “taber

fatningen” er det altså ifølge Goffman fordi, at individet indsætter sig selv som en slags

“friktionsdæmper” mellem to modsatrettede principper eller forventninger. Det socialt set

kompetente individ er en person, der uselvisk og momentant ofrer sin egen identitet til fordel

for den sociale organiserings principper og fortsatte forløb. Og her er vi tilbage ved

indledningen til essayet: At forvirring og forfjamskelse normalt betragtes som uheldige og

uønskelige afvigelser fra normen. Gennem sin analyse formår Goffman at vende perspektivet

180 grader og vise, at forvirring og forfjamskelse i visse situationer kan betragtes som de mest

adækvate (og under alle omstændigheder moralsk påkrævede) adfærdsformer, fordi denne

adfærd er med til at sikre den sociale organisations beståen.

De tre ovenfor behandlede essays er eksempler på, hvordan Goffman lærer os om

regler og struktur, om samhandlingsordenen ved at betragte og opstille taksonomier over de

tilfælde, hvor denne orden krænkes eller brydes. Det er en metode, der svarer til at lære om

færdselslovens fartbegrænsninger ved at se på, hvordan fartsyndere opfattes og sanktioneres

af samfundet. Der er i en vis forstand tale om en antropologisk teknik: At lære om regler og

social struktur ved at betragte krænkelser, kriser og brud. Ved hjælp af denne “metode” opnår

Goffman to ting, som er nært forbundne: For det første opnår han med Johan Asplunds

(1975:34) ord at “fiksere studieobjektet”. Han får dokumenteret, at samhandlingssordenen

findes. Hvis den ikke fandtes i den version, Goffman argumenterer for, ville de ovenfor

skitserede brud og krænkelser ikke have været krænkelser og brud i samme forstand. De ville

måske slet ikke have været krænkelser af noget. For det andet får han demonstreret, hvordan

selv vores tilsyneladende ubetydelige “væren til stede” i trivielle hverdagssituationer ikke er

så ubetydelig endda. Goffman viser, at i selv de mest almindelige sociale situationer, er

samhandlingsordenen virksom, og at der dermed er mere i de trivielle situationer, end man

umiddelbart skulle tro. Normative og moralsk funderede sociale færdselsregler er til stede og

Page 157: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

156

aktive selv i de sociale situationer, der forekommer os mest tilfældige og ustrukturerede.

Goffmans metode består, som han selv har formuleret det, i at lytte efter dissonansen i de

sociale møder. Ved at lytte efter denne dissonans “[...] the sociologist can generalize about the

ways in which interaction can go awry and, by implication, the conditions necessary for

interaction to be right.” (IR:99). Eller sagt på en anden måde, han slutter fra negativt til

positivt, fra bruddet på reglen til reglen selv (Boeskov, 1975:143). Ved at se på, at man kan

miste herredømmet over en situation og blive forlegen, lærer man om princippet om multiple

selv.149

Ved at se på fremmedgørelse fra interaktion lærer man om den regel, at det påhviler

individet at opretholde den spontane involvering i samtalen og ved at sindssygdom som brud

på sociale regler, lærer vi om de situationsbestemte og egocentriske territorier, der ikke må

krænkes (Sylvest, 1975:133-137). I den følgende del af kapitlet vil jeg vurdere Goffmans

generaliseringsteknik ud fra etablerede og kendte “metodeprogrammer”.

Ekstrem case

Hvad angår Goffmans anvendelse af sine erfaringer fra feltarbejder på psykiatriske

hospitalsafdelinger nærmer han sig en slags ekstrem case metode, som er velkendt indenfor

sociologien og samfundsvidenskaben i det hele taget. I Asylums skriver Goffman for eksempel

om patientens moralske karriere, hvor selvet nedbrydes, at

“The proces by which a person´s self is mortified are fairly standard in total

institutions; analysis of these processes can help us to see the arrangements that

ordinary establishments must guarantee if members are to preserve their civilian

selves” (A:24)

Med andre ord, ved at se på, hvordan det civile selv “slås ihjel” i totale institutioner, kan vi

lære om, hvad der skal til for at danne og vedligeholde, og udvikle det i almindeligt socialt

liv. Temaet i Asylums er altså ikke alene psykiatriske patienteres degradering og overlevelse i

totale institutioner og under indflydelse af den medicinske model. Ved siden af, eller måske

nærmere “under” dette “overfladetema” findes et langt mere generelt tema, nemlig historien

og teorien om selvets sociale organisering. En udlægning, der støttes af Randall Collins

(1996:42) som hævder, at: “[...] he [Goffman] is not protesting the plight of the individual

against the institution, but demonstrating a theory about the inevitable processes of social

organization and the self.” Jeg skal ikke her repetere grundtrækkene i Goffmans teori om

selvets sociale organisering, blot nævne, at Goffman (IR:92-93) på baggrund af sine

feltstudier blandt psykiatriske patienter konkluderede, at såfremt en person skal have

mulighed for at fremvise en passende opførsel og holdning samt udvise passende

anerkendelse og vurdering af andre, må vedkommende have visse redskaber til sin rådighed.

Han må have et tilgængeligt lager af de symboler, der i vestlige samfund kan bruges til at

demonstrere anerkendelse. Det vil sige cigaretter, mad eller drikkevarer at byde på eller stole

Page 158: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

157

at trække ud. Han må kunne bevæge sig frit for kunne indtage en passede holdning og udvise

passende respekt for andre. Fastspændt til en stol eller seng og måske berøvet sine sko, sit tøj,

sit bælte og sit barbergrej har patienten ikke mange muligheder for at fremvise en respektabel

holdning eller adfærd. Goffman konkluderer:

“When the individual is subject to extreme constraint he is automatically forced from

the circle of the proper. The sign vehicles or physical tokens through which the

customary ceremonies are performed are unavailable to him. Others may show

ceremonial regard for him, but it becomes impossible for him to reciprocate the show

or to act in such a way as to make himself worthy of receiving it. The only

ceremonial statements that are possible for him are improper ones.” (IR:93)

Her er vi ved et centralt punkt. Her ser vi nemlig en tydelig indikation på, at Goffmans

interesse for psykiatriske patienter drejede sig om langt mere end om at påvise institutionens

konkrete og symbolske “overgreb”. Goffman interesserede sig nok for psykiatriens berøvelse

af de indlagte identitetsudstyr og sociale redskaber, men det store tema i Goffmans analyse af

hospitalspsykiatrien er i højere grad den sociale konstruktion af det menneskelige selv, og

hans vej til dette tema går gennem data, der, for at bruge hans egne ord, viser hvordan selvets

ceremonielle grundlag kan fjernes. Fra studierne af det psykiatriske hospital kan vi altså ifølge

Goffman ikke blot lære om det sociale selv, men også om de forudsætninger, der

nødvendigvis må være opfyldt førend mennesker kan have et selv (IR:93), og på den måde

bliver det psykiatriske hospital til en slags ekstrem case for Goffman på samme måde som

fængslet blev det for Foucault (1979).150

Når Goffman vil sige noget generelt om det sociale

livs organisering og strukturering gør han det altså ikke alene ud fra studier af generelle og

typiske samhandlingssituationer. Han udvælger sig nogle områder, der kan fungere som

ekstreme eller eksemplariske cases.

Kondenseret beskrivelse

Goffmans analyser og beskrivelser af hverdagens utallige interaktionsritualer minder i en vis

forstand om den “generaliseringsteknik”, som antropologen Clifford Geertz (1973:6) har kaldt

for “kondenserende beskrivelse” (“thick description”), og som groft sagt går ud på, at

forskeren ikke blot præsenterer en behavioristisk redegørelse men inkorporerer kulturelle og

symbolske betydninger i sin beskrivelse. Geertz gennemførte i slutningen 1950'erne et

sidenhen meget berømt feltarbejde på Bali, hvor han især koncentrerede sig om den dengang

meget populære balinesiske hanekamp. En af hans antagelser var, at man gennem detaljerede

studier af denne hanekamp (som et specifikt eksempel på et folkeligt og populært ritual) og

dens sociale kontekst kunne lære noget generelt om den balinesiske kultur. Eller for at bruge

hans egne vendinger fra hans klassiske essay om den fortolkende kulturteori, at “Small facts

speak to large issues.” (Geertz, 1973:23 ) Den kondenserende beskrivelsesteknik går kort

Page 159: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

158

fortalt ud på, at man bevæger sig fra relativt nøgterne redegørelser for kontekst og

fænomenernes umiddelbare fremtrædelsesformer til en mere analytisk behandling af udvalgte

dele af det pågældende ritual, herunder specielt fortolkninger af (mikro)elementernes

symbolske betydninger (hvor han i parentes bemærket trækker på flere af Goffmans begreber

fra Encounters, i særdeles begrebet om “statusblodbad” jf. kapitel 5). Herved praktiserer

Geertz en form for mikrofunderet analyse af makroforhold.151

I sin kondenserede beskrivelse

trækker han aspekter af den balinesiske kultur og fragmenter af antropologisk og sociologisk

teori med ind i sit forsøg på at forstå den konkrete begivenheds globale betydning. Geertz

pointe er blandt andet, at det komplicerede system af regler, der regulerer den konkrete

hanekamp samt de indsatser og væddemål, der knytter sig til den, er at betragte som en slags

mikrokosmos, baseret på det statushierarki, der karakterer det balinesiske samfund generelt.

Det er en lignende teknik Goffman tager i anvendelse, når han drager generelle konklusioner

vedrørende de vestlige samfunds “sociale færdelsesregler” på baggrund af dissekerende

beskrivelser og fortolkninger af de små interaktionsritualer, der praktiseres af mennesker i en

fyldt elevatorer, af patienter og personale på psykiatriske hospitalsafdelinger, af fodgængere

på fortovet eller gæster ved et middagsselskab. At Goffman således var optaget af forholdet

mellem mikro og makro (og dermed antropologisk metodologi), herunder af, hvordan sociale

møder kan forstås som “mikroceremonier” med konsekvenser for makrostrukturer” er hans

formandsforelæsning et slående eksempel på. Heri brugte han jf. kapitel 3 betragtelig

spalteplads på at diskutere “[...] the interface between the interaction order and the more

traditionally considered elements of social organization.” (Goffman, 1983:7-8). I sin

“løsning” på denne mikro-makro problemstilling adskiller han sig dog fra Geertz‟ fortolkende

tilgang, der fremstiller mikrosituationer som en slags “prototypiske” begivender, der

udtrykker makroindsigter om samfundenes sociale organisering. Som kulturelle figurer mod

en social grund (Geertz, 1979:230). Goffman mente ikke, at det store udtrykker sig og direkte

kan aflæses i det små: “Minor social ritual is not an expression of structural arrangements in

any simple sense; at best it is an expression advanced in regard to these arrangements.”

(Goffman, 1983a:11). Eller som han siger det mere præcist i Fun in Games: “While the

transformation rules for public conduct are important element of a society, they certainly do

not provide us with a description of its structure.” (E:31fn). Relationen er ifølge Goffman

mere kompliceret og bør, som vi allerede har været inde på, forstås som en “løs kobling” eller

som en “membran af transformationsregler” mellem større sociale strukturer og sociale møder

ansigt-til-ansigt.

Analytisk induktion

Der er altså visse lighedspunkter mellem Goffmans metode og dem, der praktiseres af

henholdsvis Michel Foucault og Clifford Geertz. Det samme gælder for forholdet mellem

Goffman og den begrebsudviklingsprocedure, der kaldes for “analytisk induktion”, og som er

udviklet af Florian Znaniecki i bogen The Method of Sociology (1934). Analytisk induktion

Page 160: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

159

er, en induktiv metode til udvikling af abstrakte, videnskabelige begreber. Men, når Znaniecki

(1934:218) hævder, “[...] that sociology can be nothing but a strictly inductive science”

betyder det ikke, at sociologer i deres bestræbelser ikke skal benytte sig deduktive logikker.

Det er ment som en understregning af, at induktion bør betragtes som sociologiens

dominerende og styrende metode. Den analytiske induktion står i modsætning til og

formuleres i opposition til, hvad Znaniecki kalder for “enumerativ induktion” eller slet og ret

“statistisk metode”. Enumerativ induktion involverer ifølge Znaniecki, at man på et

forholdsvist overfladisk niveau undersøger et stort antal tilfælde, og ved hjælp af statistiske

korrelationsberegninger afgør hvilke tilfælde, der hører ind under de begreber og kategorier,

der arbejdes med. Heroverfor står den analytiske induktion, der baserer sig på en mere

dybtgående analyser af få, enkeltstående tilfælde med henblik på at nå frem til at abstrakte og

generelle begreber. Iboende i begge disse former for induktion er således en stræben efter

generelle og abstrakte sandheder i forhold til konkrete, empiriske data; den enumerative

induktion abstraherer ved at generalisere, mens den analytiske induktion generaliserer ved at

abstrahere (Znaniecki, 1934:251), eller som han mere præcist udtrykker det:

“The former looks in many cases for characters that are similar and abstracts them

conceptually because of their generality, presuming that they must be essential to

each particular case; the latter abstracts from the given concrete case characters that

are essential to it and generalizes them, presuming that in so far as essential, they

must be similar in many cases.” (Znaniecki, 1934:251).

Konkret er der tale om en form for “eidetisk” case metode, hvor man går ud fra, at de

essentielle karakteristika, der gælder for en given case, og som derfor bestemmer dens

“identitet”, samtidig er fælles og karakteristiske for samtlige lignende tilfælde (Robinson,

1969:202; Znaniecki, 1934:252). Den konkrete procedure skitserer Donald Cressey (1953:16)

på følgende måde:

“First, a rough definition of the phenomenon to be explained is formulated. Second,

an hypothetical explanation of that phenomenon is formulated. Third, one cases is

studied in light of the hypothesis with the object of determining whether the

hypothesis fits the facts in that case. Fourth, if the hypothesis does not fit the facts,

either the hypothesis is re-formulated or the phenomenon to be explained is

re-defined, so that the case is excluded. This definition must be more precise than the

first one. Fifth, practical certainty may be attained after a small number of cases has

been examined, but the discovery by the investigator or any other investigator of a

single negative case disproves the explanation and requires a re-formulation. Sixth,

this procedure of examining cases, re-defining the phenomenon and re-formulating

the hypothesis is continued until a universal relationsip is established, each negative

Page 161: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

160

cases calling for a re-definition or a re-formulation. Seventh, for purposes of proof,

cases outside the area circumscribed by the definition are examined to determine

whether or not the final hypothesis applies to them.”

Der gives altså særlig opmærksomhed til de negative eller afvigende cases, der viser sig

undervejs, og som modsiger forskerens hypotese. Forskeren vil som oftest møde sådanne

negative cases, og det er ifølge Znaniecki (1934:306) centralt, at disse afvigende tilfælde

inddrages konstruktivt i formuleringen af de abstrakte begreber. De afvigende tilfælde bør

med andre ord føre til, at forskeren ikke mekanisk forkaster152

, men modificerer, justerer og

redefinerer sin hypotese således, at den mere præcist beskriver eller forklarer:

“If a datum is merely viewed as a „contradictory‟ instance,‟ i.e., as an individual case

in which a hypothesis presumed true proves false, it is scientifically unproductive,

for all it does is to impair the logical validity of the hypothesis and force us to

substitute a particular for a general judgement. But if we base upon it another general

hypothesis, we go beyond mere contradiction, we have two positive conflicting

theories to choose from and the choice can be decided only by introducing new

evidence - previously unknown or neglected characters, connections or processes.

Thus, further research is made indispensable, and out of it emerge new hypotheses

and new problems.” (Znaniecki, 1934:281-282)

Hvis vi skal undgå den for sociologien uheldige situation, at erstatte generelle begreber med

enkeltstående partikulariteter (det vil sige, når et enkelttilfælde “modbeviser” den generelle

hypotese), må man ifølge Znaniecki anerkende og udnytte de afvigende tilfældes hypotese- og

teorikorrigerende potentiale. Analytisk induktion går med andre ord ud på, at man når frem til

generelle konklusioner vedrørende sociale fænomeners essens gennem fremadskridende og

intensive studier af enkelttilfælde, som man behandler et ad gangen, i stedet for at se på et

sample af cases, som er udtrukket fra en totalpopulation og som behandles samtidigt og

statistisk (Gouldner, 1973:353). Målet er at formulere generelle og statiske love,153

det vil sige

forklare fænomenet ved at formulere love for dets enkeltelementers strukturelle

afhængighedsrelationer.

Denne karakteristiske procedure genfinder man, omend i en noget modificeret form,

hos Goffman. Når han for eksempel lancerer ideen om at betragte social interaktion ud fra et

dramaturgisk perspektiv, fremsætter han en form for hypotese om den sociale interaktion.

Han går herefter igang med at undersøge en række konkrete situationer ud fra sin hypotese og

ender til sidst med at redefinere (og udbygge) sin hypotese med henblik på at forklare de sider

ved fænomenet, som ikke passede med den oprindelige hypotese.154

Med sin evne til at gøre

nye opdagelser i det i forvejen kendte og med sine omfattende, minutiøse beskrivelser og

analyser af de samme situationer og fænomener om og om igen praktiserer Goffman for mig

Page 162: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

161

at se en induktiv sociologi, der ligger tæt på den Znaneicki beskriver. I introduktionen til

Goffmans ph.d.-afhandling finder man yderligere indikationer, der kan støtte ideen om en

analytisk induktiv inspireret procedure. Her finder man for eksempel følgende bekendelse:

“I want to confess, however, that I found indiscriminate recording very difficult to

do, especially in situation where a written note of the event could not be made until

some hours after the event had occurred. There was a constant temptation to record

only those events which found at the time a neat place in my conceptual

organization, either as confirming or radically disconfirming instances.” (CC:3-4)

Her hører vi altså ikke blot om, hvordan Goffman har følt sig fristet til at registrere de

situationer og begivenheder, der henholdsvis kunne be- eller afkræfte hans begreber og

hypoteser. Citatet synes at indikere, at han interesserer sig for de negative cases ikke blot som

anledninger til at forkaste sin oprindelige hypotese men som anledninger til at udvikle nye

begreber, der omfatter, beskriver og forklarer disse særlige og afvigende tilfælde (Smith,

1989:43). Hvorvidt dette rent faktisk har været tilfældet, det vil sige hvorvidt Goffman

bevidst har brugt de afvigende tilfælde til konstruere nye kategorier og begreber, kan vi dog

ifølge Smith, takket være Goffmans “metodetavshed”, ikke vide med sikkerhed. Hvad vi dog

kan vide er, at Goffman offentligt forholdt sig kritisk til visse elementer i Znanieckis

analytiske induktion. I sin anmeldese af Donald Cresseys (1953) bog om underslæb, der er

baseret på en analytisk induktiv analyse, tager Goffman forbehold overfor det, han opfatter

som samfundsvidenskabernes alt for strenge og urealistiske krav til teoridannelse:

“If one has a really nice hypothesis, why not reverse the prescribed procedure and

look for category of social life that beutifully fits it? And what does it matter if the

hypothesis doesn‟t derive from the data just so long as it is supported by them?

Futher, if one gets hold of an hypothesis that elegantly accounts for a good share of

instances, one may be loathe to throw it over for some plodding brute, all for the love

of a few negative cases. Better perhaps to re-examine the negative cases or provide a

special category for them, certainly it would be wise to wait for a while, as did those

who had pretty but inadequate theories of light, before junking one‟s hypothesis.

There are lots of facts, but a good theory is hard to find, partly because it must do so

much more than merely fit them. We social scientists are too much awed by what we

feel the history of the physical sciences should have been, and too little influenced by

what it actually was.” (Goffman, 1957a:323).

Goffman indtager altså her et pragmatisk standpunkt, og i hans værker arbejder han på den

ene side ud fra en logik, hvor han konstant og kritisk udsætter sine begreber for nye data og

derigennem enten redefinerer eller forkaster dem. På den anden side kan der spores en vis

Page 163: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

162

modvilje mod at lade enkeltstående observationer forårsage skibbrud for en tilsyneladende

god teori. På den ene side anerkender han dermed tilsyneladende Znanieckis princip om at

lade de afvigende tilfælde modificere, justere og redefinere begreberne i en abstraktionsproces

frem mod generelle begreber og teoretiske systemer. På den anden side stiller han sig kritisk

overfor kravet om, at negative tilfælde nødvendigvis og må få konsekvenser for den aktuelle

teori eller hypotese.155

Den forsigtige konklusion må være, at Goffmans

begrebsudviklingsstrategi ikke entydigt lader sig definere som analytisk induktion, men at der

er træk ved hans analyser og formuleringer, der leder tankerne i denne retning. Hans

væsentligste indvending mod den analytiske induktion har at gøre med kravet om at

modificere, forkaste eller redefinere sin hypotese i konfrontation med negative tilfælde.

Grounded theory

En anden, systematiseret og induktiv metode til konstruktion af formale begreber finder man

hos Barney Glaser og Anselm Strauss (1967), og der kan være grund til at tro, at Goffman har

været inspireret af de bærende ideer i denne procedure. For det første var Anselm Strauss en

af Goffmans vejledere under ph.d.-forløbet. For det andet kan grounded theory betragtes som

en videreudvikling og -raffinering af den “chicagoskolemetode”, der grundlagdes af to andre

af Goffmans inspirationskilder fra University of Chicago, Robert Park og Ernest W.

Burgess.156

Derudover er der klare indikationer på en induktiv og komparativ procedure i

Goffmans egne tekster. Lad os dog først se lidt på hovedtrækkene i grounded theory, som de

blev lanceret af Glaser & Strauss i 1967.157

Som navnet antyder er grounded theory en

procedure til konstruktion af teori, der er grundfæstet i data (Robrecht, 1995:171), eller med

forfatternes egne ord: “[...] the discovery of theory from data systematically obtained from

social research.” (Glaser & Strauss, 1967:2). Deres sigte var at udvikle en metode til

udvikling af formale teorier, der bevarede koblingen til empiriske data og ikke endte som ren

deduktiv spekulation. De angreb som Mills (1959) den tendens i tiden, ifølge hvilken

teoridannelsen mere eller mindre var overladt til tilhængerne af henholdsvis “grand theory”

eller “abstracted empirism”. Det vil sige, at udvikling af ny teori enten baseredes på deduktive

ræssonementer på baggrund af a priori forudsætninger (Talcott Parsons) eller sofistikerede

kvantitative teknikker til verifikation af eksisterende teori (Paul F. Lazarsfeld). Glaser &

Strauss ønskede så at sige, at “popularisere” den sociologiske teoriudvikling, således at

forholdsvis “uprætentiøse” kvalitative undersøgelser “fra neden”, gennem systematiske

kodningsprocedurer, kan danne baggrund for (databaseret) sociologisk teori.158

De hævder

ikke, at sociologisk teoriudvikling er en “sport for alle”, men blot at “[...] it does not take a

„genius‟ to generate usefull grounded theory.” (Glaser & Strauss, 1967:11). Selve kernen i

udviklingen af “datagrundfæstet teori” (Jacobsen, 2000) er en fremadskridende (og delvist

intuitiv procedure), hvor forskeren starter med et forholdsvist løst begreb, der udbygges og

elaboreres gennem indsamling af og konfrontation med nye data, hvorved nye begreber og

kategorier “dukker frem”, hvor kategoriernes indbyrdes relationer søges fastlagt, og hvor

Page 164: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

163

den begyndende teori søges “mættet” gennem indsamling og analyse af yderligere, teoretisk

relevante data (“sampling”).159

Denne “mætningssproces” standser, når nye data ikke længere

giver anledning (re)formulering af nye begreber og kategorier. Mere teknisk beskrevet

handler det om først at konstruere begrebslige kategorier, dernæst at fastlægge kategoriernes

egenskaber (“properties”), formulere hypoteser om sammenhænge og endelig (men gerne

sideløbende) at integrere de forskellige dele i et samlet begrebssystem.

Centralt i grounded theory står desuden den komparative analyse, der betragtes som

“en strategisk metode til udvikling af teori” (Glaser & Strauss, 1967:21), og dette

komparative element tjener en række indbyrdes forbundne formål.160

I deres fælles

undersøgelse af døende hospitalspatienter, rapporteret i bogen Awareness of Dying, foretager

Glaser & Strauss (1965) selv en komparativ analyse af, hvordan disse terminale patienter

“behandles” af forskellige faggruper og i forskellige kontekster. De finder frem til, at der er en

sammenhæng mellem graden af det “sociale tab”, som den døende person repræsenterer, og

den behandling og omsorg vedkommende modtager. Kategorien socialt tab kan ifølge Glaser

& Strauss (1967:24) genereres fra den observation, at VIP‟ere modtager en særlig behandling

på specielle intensivafdelinger, mens farvede personer fra lavere sociale klasser mere eller

mindre negligeres på andre hospitalers akutafdelinger. På baggrund af den komparative

analyse fremsættes den substansteori, at jo højere social status en patient har, jo bedre omsorg

og behandling vil vedkommende modtage (Glaser & Strauss, 1967:24). Forfatterne fører,

gennem yderligere abstraktion og teoretisk integration161

, denne substansteori videre til den

formalteoretiske formulering, at “The higher the social value of a person the less delay he

experiences in receiving service from experts.” (Glaser & Strauss, 1967:42).162

Deres

procedure er komparativ i den forstand, at de foretager sammenligninger på tværs af

forskellige situationer, og slutter herfra induktivt til generaliseringer vedrørende den typiske

situation, der studeres. De sætter de forskellige sociale situationers konkrete kontekster til side

i bestræbelserne på at bevæge sig fra substans- til formalteori.

Jeg nævnte tidligere, at der i Goffmans tekster findes spor af en induktiv procedure i

stil med den, der anbefales af Glaser & Strauss. Når man læser Goffmans ph.d.-afhandling,

kan man få det indtryk, at begreberne så at sige er kommet før data, eftersom flere af

kapitlerne indledes med generelle begrebsdiskussioner, der efterfølges og belyses ved hjælp af

data og eksempler fra feltobservationerne. I introduktionen finder han det dog nødvendigt at

understrege, at denne fremstillingsform giver et misvisende indtryk af hans induktive

procedure:

“I should like to make it quite clear the terms and concepts employed in this study

came after and not before the facts. The framework of terms presented in this study

was developed in order to identify regularities observed in the communication

conduct of the islanders, or in order to make explicit the assumptions which seemed

to underlie some of these identifications of regularities.” (CC:9-10)

Page 165: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

164

Et andet sted beskrives den gradvist, fremadskridende begrebsudviklingproces, hvor en

teoretisk model (forestillingen om social interaktion som en særlig form for social orden),

lægger grunden for udviklingen af begreber, der igen fører til udviklingen af andre begreber i

en slags “kummulerende” procedure:

“The framework developed here attempts to cover a range of data systematically and

uniformly. This means that the preliminary terms have been designed to lay the

foundation for terms to come later, and therefore that these preliminary terms may

have very little interest in their own right.” (CC:8)

Denne processuelle teorifremstilling, hvor kategorier og begeber (samt, ikke mindst deres

individiuelle egenskaber og indbyrdes relation) præsenteres i en diskuterende og trinvis

bevægelse, stemmer overens med Glaser & Strauss (1967:32) opfattelse af teori, som “en

enhed under konstant udvikling”. Også det komparative element er at finde i dette og

Goffmans senere arbejder. I sin ph.d.-afhandling analyserer for eksempel en række forskellige

situationer med henblik formuleringen af generaliserende begreber som euforisk og dysforisk

interaktion, målrettet og ikke-målrettet information, åbnings- og opmærksomhedstegn, “lager

af hjælperedskaber” (“safe supplies”) og mange flere. Man ser en tilsvarende komparativ

analyse i den efterfølgende The Presentation of Self in Everyday Life. Ikke blot møder læseren

her en række højst forskelligartede datatyper og eksempler (videnskabelige og

ikke-videnskabelige) hentet fra vidt forskellige kontekster, Goffman redegør i forordet

eksplicit for rationalet bag den komparative procedure:

“The illustrative materials used in this study are of mixed status: some are taken from

respectable researchers where qualified generalizations are given concerning reliably

recorded regularities; some are taken from informal memoirs written by colorful

people,; many fall in between. In addition, frequent use is made of a study of my own

of a Shetland Island crofting (subsistence farming) community. The justification for

this approach (as I take to be the justification for Simmel‟s also) is that illustrations

together fit into a coherent framework that ties together bits of experience the reader

has already had and provides the student with a guide worth testing in case-studies of

institutional social life.”(PS:9-10).

Her formulerer Goffman altså direkte den tilgang, man gennem bogen og følgende værker ser

eksempler på nemlig anvendelsen af mange spredte eksempler til konstruktion af teoretiske

begreber samt verifikation og belysning af de samme begreber. Goffman synes altså placere

sig på linie med Glaser & Strauss (1967:23), der pointerer, at “In discovering theory, one

generates conceptual categories or their properties from evidence; then the evidence from

Page 166: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

165

which the category emerged is used to illustrate the concept.”

Jeg mener med baggrund i ovenstående, at det ikke er helt ubegrundet, når Philip

Manning (1999:108) kalder Goffman for en “pioner indenfor grounded theory”. Men det skal

med i en sådan karakteristik, at de elementer af grounded theory, der kan spores i Goffmans

måde at udvikle teori på, primært lader sig spore i den tidlige del af forfatterskabet,163

og at de

står i kontrast til den deduktive logik, der er involveret i appliceringen af metaforer og

analogier. Det skal også med, at den relativt formaliserede og systematiske procedure, der er

skitseret hos Glaser & Strauss (1967) og som vel og mærke ikke kan have inspireret Goffman

i hans helt tidlige karriere, stemmer dårligt overens med det element af personlig intuition og

kreativitet, der præger Goffmans begrebsudvikling (Smith, 1989:42). Man kan derfor sige, at

Goffman praktiserer en “tillempet” grounded theory i den forstand, at han, på baggrund af

sine mange etnografiske deltaljer, genererer begreber, der er funderet i disse data, men han

gør det på en måde, som er mindre rigid og systematisk end den metode, der anbefales af

Glaser & Strauss. I samme åndedrag bør det dog nævnes, at Goffman adskiller sig fra

grounded theory ved ofte at tage sit afsæt i eksisterende teori (Schelling, Burke, Durkheim) og

herfra foretage sine begrebsbygninger. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Glaser &

Strauss selv kritisk diskuterer, i hvilken grad Goffman kan siges, at følge principperne i

grounded theory. De anerkender, at han gennem sine publikationer (her The Presentation of

Self in Everyday Life og Stigma) praktiserer en komparativ og trinvis fremadskridende

begrebsudvikling, der minder om den procedure de selv anbefaler. Goffmans læsere må, siger

de, nødvendigvis anerkende, at : “[...] a theoretical framework is being developed densely and

carefully, step-by-step.” (Glaser & Strauss, 1967:138). Herefter bemærkes det dog retteligt, at

Goffman sjældent eksplicitterer den procedure, hvorigennem begreber, kategorier, hypoteser

genereres fra komparative undersøgelser. Og videre, at selvom de forskellige niveauer i

Goffmans teoretiske modeller i sig selv er integreret i nogenlunde sammenhængede helheder,

er integrationen mellem de forskellige begrebsniveauer ikke fuldt tilfredsstillende. Årsagen til

dette er, hævder Glaser & Strauss, at Goffman ikke systematisk inkorporerer de

forskelligheder, der fremkommer på baggrund af hans komparative studier164

: “While the

comparisons are rooted in data, they seem chosen principally by circumstance. Circumstantial

sampling leads to much less satisfactory integration than would theoretical sampling.” (Glaser

& Strauss, 1967:138). Af denne grund påstås det, at Goffman ikke selv helt er klar over,

hvilken type teori han udvikler, og at hans metode sammenfattes i følgende imperativ: “Make

comparisons of an array (of diverse phenomena) to illustrate theory generated and integrated

mainly by a kind of internal logic” (Glaser & Strauss, 1967:139). På baggrund heraf

konkluderes det, at Goffmans teori i en vis forstand er grounded, men at det samtidigt er

vanskeligt at afgøre hvordan og i hvilken grad teorien er grundfæstet i data.

Opsamling

Som det er fremgået, praktiserer Goffman en særlig generaliserings- og

Page 167: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

166

begrebsudviklingsprocedure, der ikke kan siges at være rent datadrevet eller rent teoridrevet.

Den er begge dele, i og med, at han såvel på baggrund af en række enkeltstående, konkrete

situationer forsøger at nå frem til generelle og teoretiske indsigter, for eksempel om selvets

sociale organisering, samtidig med, at han søger at påvise, at specifikke og konkrete

enkeltsituationer er styret af eksterne kræfter, eksemplificeret ved begrebet om

samhandlingsordenen. Denne orden er ikke alene er determinerende for megen social adfærd,

den udvælger også på en måde, hvilke af en persons strukturelt betingende egenskaber, der

kan eller skal “benyttes” i konkrete sociale situationer (Smith, 1988:121).165

Denne

dobbelthed gør ham vanskelig at karakterisere entydigt ved hjælp af eksisterende begreber.

Det er således hos Goffman tale om analytisk induktive, bottom-up, grounded theory

orienterede strategier side om side med noget, der minder om hypotetisk-deduktiv

forskningslogik. Med udgangspunkt i en typologi, som er lanceret af Michael Burawoy

(1991b) er det dog muligt, at placere Goffman som en slags hybrid mellem to forskellige

typer af case-studie strategier jf. figur 4.

Page 168: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

167

Figur 4 Case-studie strategier

Kilder: Burawoy (1991:273) samt Andersen (1997:58)

Burawoys typologi skal læses som et led i bestræbelserne på at udvikle en case metode, der

imødegør de traditionelle indvendinger mod deltagende observation og etnografisk metode.

Når han således sammenligner den udvidede case metode med grounded theory,

etnometodologi og den fortolkende casemetode, er det fordi, de hver for sig repræsenterer

kritiske modspil til den opfattelse, at (1) enkeltstående etnografiske undersøgelse nok kan

frembringe interessante partikulære resultater men ikke generaliseret viden, førend

resultaterne er testet i et sampleudtræk fra populationen og (2) at sådanne undersøgelser alene

siger noget om geografisk og tidsmæssigt afgrænsede mikroprocesser (Burawoy,

1991b:271-272). Etnometodologien afviser, at der findes en ekstern makroverden isoleret fra

aktørernes gensidige forhandlinger. Det abtrakte og generelle er konstruktioner og resultatet

af aktørers fælles forsøg på at finde mening i situationer, og argumenterer derfor for en

“metodologisk situationisme” (Burawoy, 1991b:272; Knorr-Cetina, 1981:7). Den fortolkende

case metode benægter tilsvarende, at mikro og makro kan skilles ad, og hævder så at sige, at

det store kan aflæses i det små gennem en hermeneutisk fortolkningsproces, hvor man

konstant bevæger sig mellem at anskue fænomenets dele i lyset i helheden og vice versa.

Tankegangen er, at lokale mikrofænomener i sig rummer nøglen til forståelsen af selve den

(makro)kultur, de i er indlejret i (Burawoy, 1991b:273). Som eksempel nævner Burawoy

Clifford Geertz tidligere omtalte studie af den balinesiske hanekamp. Fælles for

etnometodologien og den fortolkende case metode er ifølge Burawoy, at de begge afviser

kritikkens præmisser:

“By their reductionism, ethnometodology and the interpretive case method both

Mikro

Makro

Partikulær Generel

Etnometodologi Grounded theory

Udvidet case metode Fortolkende casemetode

Styrendeanalyse-niveau

Betydning af sociale situationer

Page 169: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

168

reject the terms of the twin criticisms. Ethnometodology makes a virtue of necessity

and reduces sociology to the micro and particular whereas the interpretive case

method fuses the micro and the macro, the particular and the general into a single

expressive totality.” (Burawoy, 1991b:273).

Derimod forsøger den udvidede case metode og grounded theory hver for sig at imødegå

kritikken. Den udvidede case metode imødegår “generaliseringskritikken” og søger at skabe

forbindelse mellem observationer på mikroniveau og makroforhold (det vil sige generalisere)

ved gennem rekonstruktion af eksisterende generaliseringer at demonstrere, hvordan makro

indvirker på mikro. Eller for at bruge Burawoys (1991a:9) egne ord “[...] the extended case

method attempts to elaborate the effects of the „macro‟ on the „micro‟”. Målet er altså

rekonstruktionen af eksisterende teori.166

Omvendt med grounded theory. Denne metode

imødegår “mikro-makro kritikken” ved at anbefale en strategi, der søger generaliseringer

(makro) gennem sammenligninger på tværs af sociale (mikro) situationer (Burawoy,

1991b:274). Goffmans strategi placerer sig mellem den udvidede case metode og grounded

theory.

Når jeg vælger at placere Goffman i hybrid-position mellem disse metoder, er det en

understregning af, at Goffman mixer logikkerne fra såvel den datadrevne som den teoridrevne

analyse. Han bruger på den ene side sin ide om en bagvedliggende samhandlingssorden til at

forstå og give mening til konkrete og lokale situationer. Når han jf. kapitel 3 for eksempel

beskriver visse situationer og sociale praktikker på psykiatriske afdelinger som “pagter”

mellem personale og patienter, praktiserer han en teoridrevet strategi i den forstand, at hans

teori om samhandlingsordenen giver mening til konkrete situationer. I det konkrete tilfælde

søger han at vise, hvordan samhandlingsordenen er aktiv og resistent i forhold til andre

sociale strukturer (Rawls, 1987:141). Omvendt, når han opremser de måder, hvorpå indlagte

psykiatriske patienter finder “smuthuller” og sekundære tilpasningsformer gør han det med

henblik på at udvikle sin generelle teori om selvets sociale organisering, han praktiserer i dette

tilfælde en komparativ-induktiv og datadrevet teoriudvikling. Goffman veksler mellem på den

ene side at søge det generelle i det specifikke og på den anden at tilskrive mening til sociale

situationer ved hjælp af teori. Det er dette “logik-mix”, der efter min mening kan begrunde

ovenstående hybrid-karakteristik, og som jeg har forsøgt at indfange i skema 2, der

sammenligner Goffman med de øvrige metoder skitseret i dette kapitel. Man kan i denne

forbindelse, med et par begreber lånt fra Charles Wright Mills (1959), måske endda beskrive

Goffmans tilgang som et forsøg på at placere sig mellem “abstracted empirism” og “grand

theory”167

eller måske snarere som et forsøg på at sætte sig over de begrænsninger, der knytter

sig til disse to paradigmer. Goffman lagde som bekendt afstand til Parsons logiske deduktion

og “spekulative” teoridannelse samtidig med, at han distancerede sig fra hvad han opfattede

som “surveysociologernes” mekaniske procedurefiksering. Han forsøgte med sin egen

strategi, at finde en vej mellem disse ekstreme former manifesteret i den særlige goffmanske

Page 170: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

169

praksis, der kun lader sig afkode ved at se på, hvad han rent faktisk gør. Og hvad han gjorde

var blandt andet at dissekere en mængde tilsyneladende små, uanseelige hverdagshandlinger

som små skridt på vejen i analysen af et langt “større” tema, nemlig det tema, der handler om,

hvordan den sociale orden overhovedet er mulig. Alle Goffmans små eksempler og situationer

peger alle i samme retning: Mod påvisningen af en social samhandlingsorden som et

selvstændigt domæne for menneskelig samhandlen, samtidig med at han med denne orden

kaster forklarende lys over de mange små konkrete eksempler.

Page 171: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

170

SKEMA 2. Goffman og øvrige case metoder

Grounded theory Analytisk

induktion

Etnometodologi Fortolkende case

metode

Udvidet case

metode

Goffmans metode

Sammenligning Forskellige

fænomener med

henblik på

opdagelse af

ligheder

Ensartede (og

veldefinerede)

fænomener med

henblik på

konstruktion love

om fænomeners

struktur168

Overflødig. Sam-

menligninger (og

dermed

generaliseringer)

finder sted i

gen-sidige

forhandlinger

Ikke-komparativ:

Enkelte

fænomener

udtrykker

makroforhold

Ensartede

fænomener med

henblik på

forklaring af

forskelle

Forskellige

fænomener med

henblik på

konstruktion af

teori

Mikro-makro

relation

Makrosociologi-e

ns

mikrogrund-lag.

Fra “små”

situationer til

“stor” teori

Makrosociologi-e

ns

mikrogrund-lag.

Fra “små”

situationer til

“stor” teori

“Eksterne”

makrostrukturer

eksisterer ikke:

Makro

“konstrueres” af

aktører på

mikroplan

Makrosociologi-e

ns

mikrogrund-lag.

Fra “små”

situationer til

“stor” teori

Makrofunderet

mikrosociologi.

Strukturelle eller

systemiske

kræfters

betydning for

mikrosituationer

Fra

“små”situatio-ner

til “stor” teori

modificeret af en

“løs” kobling

mellem mikro og

makro

Signifikans169

Statistisk Statistisk Kognitiv170

Samfundsmæssig Samfundsmæssig Samfundsmæssig/

statistisk

(Med inspiration fra Burawoy, 1991b:280)

Page 172: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

171

KAPITEL 8

Arven fra Goffman - mod en kreativ sociologi

“The sociological imagination, I remind you, in

considerable part consists of the capacity to shift from one

perspective to another , and in the process to build up an

adequate view of a total society and of its components. It

is this imagination, of course, that sets off the social

scientist from the mere technican”

Charles Wright Mills171

I dette sidste kapitel vil jeg nu forsøge at opsummere og systematisere de væsentligste pointer

og indsigter fra de forudgående sider. Kapitlets struktur vil være den, at jeg indledningsvist

forsøger bestemme den måde, hvorpå Goffmans sociologi bidrager med teoretisk indsigt. Som

en egentlig sammenfatning og opsamling skitseres dernæst en række principper, der samlet set

beskriver den Goffmanske metode. Efterfølgende men i høj grad sammenhængende hermed

bevæger jeg mig ud i et mere fremadrettet ærinde, idet jeg forsøger mig med en

“programmatisk sammenfatning” forstået som forsøget på fra de forudgående principper at

udlede regler for sociologisk metode.172

Det skal understreges, at intentionen ikke er at

beskrive et nyt og færdigudviklet metodeprogram for sociologien men derimod med afsæt i

Goffman at formulere nogle tommelfingerregler.

Goffmans teoretiske bidrag

Førend jeg begiver mig ud i at besvare spørgsmålet om, hvad vi indtil videre har lært om

Goffmans metode, er det på sin plads kort at diskutere spørgsmålet: Hvilken slags teori

bidrager Goffman med? Anthony Giddens (1987) har som nævnt fremhævet Goffman som en

systematisk socialteoretiker, det vil sige en teoretiker, hvis forfatterskab er præget af en

konsistent optagethed af særlige teoretiske temaer. Dette er i og for sig rigtigt, i og med at

Goffman gennem hele sit forfatterskab beskæftigede sig med, hvordan det menneskelige

møde reguleres i ansigt-til-ansigt situationer samt hvordan mennesket, i dette møde,

præsenterer sig og i samarbejde med andre organiserer sit selv. Selvom hans forfatterskab i

hovedsagen består af essays, der kan læses hver for sig, er der som hos Simmel en

“ejendommelig ensformighed” over forfatterskabet, der til tider opleves som “monotont

artisteri” (Ørnstrup, 1990:13). Men Goffman formulerede som bekendt ikke nogen “grand

theory”. Han tog afstand fra spekulativ teoridannelse og bidrog med en ganske anden form for

sociologisk indsigt, omend den ikke var mindre teoretisk. Jeg mener, som Eliot Friedson

(1983) og Rod Watson (1999), at Goffmans væsentligste bidrag til den sociologiske

Page 173: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

172

videnskab er en række begreber, der for det første ikke skal opfattes som et strengt integreret

teoretisk system (omend der er en vis intern, hierarkisk orden i begreberne)173

og for andet bør

behandles som temporære, tentative redskaber til at forstå menneskers sociale samhandling.

Metaforisk udtrykt kan Goffmans begreber forstås som en værktøjskasse, i hvilken der findes

redskaber til at “åbne” den sociale verden for sociologisk erkendelse. Begreberne bør i vid

udstrækning betragtes som heuristiske hjælpemidler i den videre udforskning af det sociale

livs organisering. Goffman var opmærksom på sine metaforers begrænsninger, og han

betragtede dem selv som interessante, provisoriske synsvinkler, der hver for sig afdækker

væsentlige indsigter vedrørende menneskers sociale samhandling. På det teoretiske plan har

Goffman med andre ord, gennem sine metaforer og begreber, henledt opmærksomheden på

elementer og fænomener i den menneskelige samhandling, hvis symbolske betydninger har

været upåagtede blandt sociologer. Som Gregory Smith (1989:43) har argumenteret, påviser

Goffman for eksempel i On Face Work eksistensen af samhandlingssmæssige fænomener som

ansigter (“faces”), ansigtsbeskyttende foranstaltninger (“face saving practices”), trusler mod

ansigtet (“threats”) samt en række andre, lignende fænomener.

Man kan, som Smith også gør det, hævde, at Goffmanske udsagn som “der findes

ansigtsbeskyttende foranstaltninger” ikke kan falsificeres, fordi det ikke er afgrænset i tid og

rum. Det samme gælder for hovedparten af Goffmans udsagn, begreber og taksonomier. Med

reference til Lewis Coser, der igen har trukket på Merton hævder Smith, at eftersom formale

begreber ikke kan falsificeres:

“[...] concepts may be thought of as being neither true nor false; they are apt or inept,

clear or vague, fruitfull or useless [...] they are tools designed to capture relevant

aspects of reality and thus constitute the definitions (or prescriptions) of what is to be

observed” (Smith, 1989:43).

En sådan Smith”sk læsning af Goffman overflødiggør på sin vis spørgsmålet og begrebernes

falsifikation. Begreberne som de fremstår i Goffmans sociologi skal ikke vurderes ud fra

positivistiske idealer om at være direkte afspejlinger af den sociale virkelighed. Goffman var

langt mere beskeden på sociologiens vegne og gjorde sig ikke sådanne illusioner. Hans

begreber skal som Smith (1989:44) peger på, derfor ikke vurderes som falsificerbare

afspejlinger af den sociale virkelighed, men som det uhyre vigtige og “solide fundament på

hvilket skiftende og udviklende videnskabelige hypoteser og teorier kan konstrueres”. Jeg

mener, at Smiths simmelske læsning af Goffman i høj grad bringer os på sporet af det, der er

Goffmans virkelige fortjeneste. Nemlig produktionen af “selvvaliderede” begreber, der hos

Goffman selv er blevet “fyldt ud” og dokumenteret ved hjælp af allehånde empiriske, mere

eller mindre videnskabelige illustrationer, og som kan valideres, testes og videreudvikles af

andre forskere i empiriske og begrebslige undersøgelser.174

Udtrykt med et par begreber lånt

fra Glaser & Strauss (1967:32) bidrog han med “formalteori” om selvets sociale organisering,

Page 174: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

173

om stigma og afvigelse. Når han i Asylums skrev om livet på psykiatriske hospitaler, var det

således ikke med henblik på udvikling af “substansteori” om psykiatriske hospitaler men med

sigte på en formalteori om totale institutioner (omend flere har kritiseret ham for at være uklar

på dette punkt).

De metodiske principper

Som de forudgående sider gerne skulle have vist, kan der ikke gives noget simpelt eller enkelt

svar på spørgsmålet om, hvad Goffmans metode er. Goffmans metode er flere ting, eller flere

principper om man vil. På baggrund af de forudgående kapitler giver det mening at tale om

følgende fem principper: (1) formal sociologi; (2) relationen mellem det specifikke og det

generelle; (3) vedvarende begrebsraffinering; (4) metaforisk perspektivisme og (5) litterær

metode

Formal sociologi

Et karakteristisk træk ved Goffmans sociologi er, at han interesserer sig for det sociale livs

form fremfor dets indhold. Man kan sige, at hans metode drejer sig om, at dissekere

menneskers sociale samhandling med henblik på udkrystallisering af en række sociale

former.175

Med sociale former menes her abstrakte begreber for de mønstre, der beskriver de

måder, hvorpå mennesker samhandler. Former står altså i modsætning til det substantielle

indhold, der på sin side er det nødvendige grundlag for formernes eksistens. Sociale former er

kort sagt de (samværs)måder, der giver orden til den sociale verdens kaos af interaktioner og

udvekslinger. Goffmans konkrete fremgangsmåde var, at abstrahere sociale former fra en

række varierede empiriske eksempler.

At formaspektet var vigtigt for Goffman, ser man klare eksempler på allerede tidligt i

forfatterskabet. I sin ph.d.-afhandling, signalerer han med sit begreb om “euforisk

samhandling”, at mennesker af og til mødes med det formål at opleve fællesskab og

tilknytning til andre. At man samles med det formål at være sammen, og at dette samvær kan

beskrives som euforisk, såfremt ingen føler sig “[...] ill at ease, out of countenance,

nonplussed, self-conscious, embarrased, or out of place.” (CC:243). I sådanne situationer er

det ikke først og fremmest indholdet i deltagernes udvekslinger, der er interessante, men

derimod udvekslingernes ceremonielle aspekter i og med, at de med til at vedligeholde og

forandre relationerne mellem dem. Goffmans efterfølgende analyse drejer sig om at kortlægge

de ceremonielle forpligtelser, der, hvis de efterleves fører til euforisk samhandling, og modsat

hvis de brydes gør samhandlingen “dysforisk”. Han når i den forbindelse blandt andet frem til

det i høj grad handler om reguleringer af personers involvering i sociale situationer, og disse

“involveringsritualer” er da at betragte som sociale former.

Senere i forfatterskabet udtrykkes interessen for det ceremonielle med større

tydelighed. I sit essay om “deference” og “demeanour” indfører Goffman som tidligere nævnt

en sondring mellem substantielle og ceremonielle regler, hvor sidstnævnte drejer sig om

Page 175: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

174

samhandlingens form og etikette (IR:53-55). Goffman er udelukkende interesseret i den

ceremonielle aktivitet, og han udskiller i dette essay som bekendt deference og demeanour

som dens to grundlæggende komponenter. Han viser efterfølgende for eksempel, hvordan

deference kan antage forskellige former (“avoidance rituals” og “presentational rituals”) samt

hvordan den måde, hvorpå interagerende mennesker regulerer afstanden mellem sig, kan

forstås som ceremonielle reguleringer af den sociale orden. Når Goffman så kategorisk

opholder sig ved den sociale samhandlings ceremonielle aspekter, er det med den

begrundelse, at man ved at studere disse aspekter, kan blive klogere på, hvordan den sociale

orden konfirmeres og opretholdes. Hans pointe er, at mange af vores upåagtede

hverdagshandlinger, det være sig de sproglige (som når en person udtrykker sin anerkendelse

af sig selv og andre), de gesturale (som når man med sin kropsholdning signaler

uforskammethed) eller de spatiale (som når vi skynder os først ud af døren) ikke blot er

trivielle aktiviteter, men bærere af vigtige ceremonielle budskaber (IR:55). Disse ceremonielle

“bærere” er mange gange små og usynlige, men de udfører vitale sociale funktioner. Som

Goffman selv udtrykker det: “The gestures which we sometimes call empty are perhaps the

fullest things of all.” (IR:91).

Goffman viser desuden i sit essay, at deference og demeanour optræder med

forskelligt indhold i forskellige situationer og kontekster men at deres grundlæggende form er

den samme. Dermed argumenterer han indirekte for, at begreberne repræsenterer en gyldighed

og generaliseringsværdi, der rækker udover specifikke, lokale kontekster. Når vi skal forstå,

hvordan og hvorfor samfundet er muligt, og hvordan menneskers sociale selv opretholdes, er

Goffmans svar altså, at man bør studere den sociale samhandlings ceremonielle sider, fordi vi

gennem ceremonielle former bekræfter den sociale orden og vore sociale selv. Man kan sige,

at det er i Goffmans fokusering på det sociale livs ceremonielle sider, at inspirationen fra

henholdsvis Simmel og Durkheim løber sammen i særlig metodisk praksis, der består af en

simmelsk analytisk udskillelse af sociale former og en durheimiansk tolkning af disse formers

betydninger som ritualer og ceremonier (Album, 1994:fn12).

Relationen mellem de specifikke og det generelle

I direkte sammenhæng med den formale sociologi, finder man hos Goffman en særlig

optagethed af relationen mellem det specifikke og det generelle. Goffmans sociologi er fyldt

med etnografiske detaljer. Som læser konfronteres man med utallige beskrivelser af konkrete

eller konstruerede situationer, episoder, hændelser eller personer. Hans sociologiske “skoling”

taget i betragtning fremstår denne etnografiske tendens dog på ingen måde overraskende. Som

vi har set, stod Goffman i gæld til flere af Chicagoskolens etnografisk orienterede

by-sociologer, herunder ikke mindst Everett Hughes og Robert Park. Men som Philip

Manning har peget på, bør Goffman ikke opfattes som etnografisk forsker i traditionel

forstand. Goffman brugte nemlig sine mange etnografiske detaljer, ikke til at beskrive den

vestlige kultur, men til at udfordre og udvide den konventionelle forståelse af de generelle

Page 176: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

175

temaer, der er på spil i forskellige lokale, sociale sammenhænge (Manning, 1999:108).

Selvom Goffman altså med rette kan betegnes som “detaljernes mester” skal hans minutiøse

beskrivelser af hverdagslivets mikroelementer betragtes som led i bestræbelser på at udvikle

abstrakt og generel viden. De mange detaljer er ikke interessante i sig selv, de fungerer som

byggesten eller redskaber i formuleringen af en teori eller metafor, der udfordrer vores

konventionelle forestillinger om og syn på social interaktion.

Goffman søgte med sin sociologi at opretholde en spænding mellem det generelle og

det specifikke gennem en vedvarende dialektisk bevægelse mellem store teoretiske temaer

og hverdagslivets trivialiteter. I særlig grad praktiserede han denne spænding gennem det, der

tidligere blev omtalt som krisens eller bruddets metode. Goffman gjorde sig, på et relativt

tidligt tidspunkt, erfaringer, der pegede i retning af en sådan strategi. På en af de sidste sider i

sin ph.d.-afhandling formulerer han på baggrund af sine erfaringer følgende konstruktive

princip til den, der vil studere kommunikationsadfærd mellem mennesker:

“Experience in the field suggests that rules regarding communication conduct are so

automatically taken for granted, both by those who are studied and by those who do

the study, that it is convenient to depend on extraordinary events to open our eyes to

what ordinarily occurs.” (CC:360)

Her formulerer han så at sige rationalet for de bestræbelser han udviser, når han for eksempel

i The Nature of Deference and Demeanour formulerer generel viden om de konventionelle

former på bagggrund af studier blandt mennesker (psykiatriske patienter), der åbentlyst har

forbrudt sig mod disse, eller når han i Alienation from Interaction bruger de forskellige

konkrete måder, hvorpå man kan fremmedgøres i sociale situationer, til at formulere den

generelle regler om interaktionsdeltageres forpligtelse til spontan involvering. Men som det er

fremgået af kapitel 7, repræsenterer Goffmans analyser ikke alene en sådan induktiv

generaliseringsteknik. Relationen mellem det generelle og specifikke går ikke kun den ene vej

hos Goffman. Ved siden af sine induktive analyser, betjener han sig af deduktive procedurer,

når han påviser, at specifikke og konkrete enkeltsituationer er styret af eksterne kræfter,

eksemplificeret ved begrebet om samhandlingsordenen. Når han allerede i sin

ph.d.-afhandling demonstrerer, at irettesættelser og sanktioner helst skal ske på en indirekte

og ikke-eksplicit måde, er det for at understrege af ens ansigt er helligt, og at man selvom man

har krænket ordenen, stadig i kraft af denne “hellighed” har krav på respekt (CC:359). Når

man lader som om, man ikke har set eller bemærket krænkelsen, er det ikke alene for at

beskytte den andens ansigt, men ligeså høj grad for herigennem at beskytte

samhandlingsordenen, som er ansigtets og det sociale selvs fundamentale forudsætning. Med

andre ord: Den store forståelse (teorien om samhandlingsordenen) appliceres på og forklarer

de små og konkrete situationer.

Page 177: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

176

Vedvarende begrebsraffinering

Et karakteristisk og på én gang imponerende og irriterende træk hos Goffman er, at han

tilsyneladende aldrig bliver færdig med sine begreber. Ikke blot vurderer han kritisk sine

begreber mod utallige former for empirisk viden, han vender også ofte tilbage til begreber fra

tidligere værker og konfronterer dem med nye data. Man kan derfor med rette sige, at

Goffmans metode i høj grad rummer et eksplorativt og begrebsafprøvende element. Goffman

introducerede forskellige begreber og perspektiver til beskrivelse af den sociale interaktion,

og han testede vedvarende disse begrebers holdbarhed og forklaringskraft ved at “holde dem

op imod” nye data. Hans begrebsarbejde kan betragtes som én lang fortløbende

begrebskonstruktionsproces (Williams, 1983:100), hvor begreberne så at sige udsættes for

konstant beskydning - en raffineringsproces, som efterlader begreber til forståelse og

beskrivelse af samhandlingsordenen.

Goffman blev som nævnt kritiseret for at være inkonsistent og usystematisk i sin

brug af begreber, men som Williams (1996) har peget på, kan årsagen til kritikken betragtes

som netop styrken ved hans metode. Goffman omdefinerer og justerer sine begreber undervejs

i sine analyser. Han introducerer begreber, lader dem ligge i en tid og tager dem frem igen ved

senere lejligheder for at forholde dem til nye data. Jeg mener, at Williams har ret langt hen af

vejen, og at Goffmans skiftende ideer om selvet, om den sociale samhandlings strategiske

versus tillidsprægede karakter derfor ikke skal betragtes som inkonsistenser og mangel på

præcision men som udtryk for “en omhyggelig og grundig dialektik mellem data og model”,

som en vedvarende raffinering af begreber. Denne dialektik dækker over et mix af induktive

og deduktive procedurer, hvor modeller på en gang giver mening til og formes af data. Jeg har

illustreret denne dialektiske bevægelse mellem data og teori, induktion og deduktion i figur 5.

Page 178: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

177

Figur 5. Data-model relationen hos Goffman

Denne simple model angiver ikke blot den prototypiske relation mellem data og model, som

den traditionelt beskrives i samfundsvidenskabernes metodebøger: “Textbooks on research

tells us that we use our data to test our theories. But learning from data may be as important a

goal as evaluating prior theories and hypotheses.” (King, Keohane & Verba, 1994:4). Den

beskriver dialektikken mellem de induktive og deduktive procedurer, der ses i Goffmans

model- og begrebsudvikling. I sin ph.d.-afhandling ser man, hvordan han veksler mellem at

udvikle et begrebsapparat, der systematiserer ordner data (CC:9) samtidig med, at vi hører

om, hvordan nye erfaringer og data nødvendiggør revisioner af model og begrebsapparat

(CC:102). På samme måde med The Presentation of Self in Everyday Life, hvor den

dramaturgiske model introduceres som et begrebsapparat, der giver mening til og forbinder

spredte dataeksempler (PS:10), men hvor det gennem den fremadskridende begrebsudvikling,

hvor stadig nye data introduceres, bliver nødvendigt at revidere modellen: “Scaffolds, after

all, are to build other things with, and should be erected with and eye to taking them down.”

(PS:246). Modellen er retnings- og meningsgivende samtidig med, at den er åben for

databegrundet revision.

Metaforisk perspektivisme

Goffmans metaforiske perspektivisme har at gøre med hans måde at studere den sociale

virkelighed ud fra perspektiver, der fastlægges fra starten, og som fastholdes gennem

Model Data

former, systematiserer og giver mening til

danner baggrund for og reviderer

Page 179: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

178

analysen. Han indleder flere af sine tekster med at angive et bestemt perspektiv (en metafor),

som hans analyse vil forfølge, hvorefter han udfylder, diskuterer og kritiserer metaforen

undervejs. Vi ser hvordan han i The Presentation of Self in Everyday Life introducerer det

dramaturgiske perspektiv, og på de efterfølgende sider “udfylder” og giver det liv ved hjælp

af eksempler og empirisk materiale af en mildt sagt meget varieret karakter. Han analyserer

og reorganiserer med andre ord den sociale virkelighed i overensstemmelse med det

perspektiv, der fra starten er introduceret. Jeg er helt på linie med Robin Williams (1983:101),

når han med adresse til Goffmans metaforanvendelse hævder, at “[...] metaphor is

perspectivism in miniature.” Med andre ord, når Goffman udfylder sine metaforer, når han

bedriver, hvad Consuelo Coradi (1990) og Richard Brown (1976) har kaldt for “metaforisk

genbeskrivelse”, praktiserer han en form for perspektivisme.176

En sådan perspektivisme

implicerer det synspunkt, at sociologisk viden altid er viden fra et bestemt perspektiv, eller

hvad Michael Schwalbe (1993:346) har kaldt for “standpoint epistemology”, hvilket vil

involverer den antagelse, at:

“[...] all theories are created by people who are products of particular times and

places, and so all theories depend on the signs and symbols people have available to

create meanings. With this in mind, and knowing too that our unruly selves generate

the novel experiences about which we feel compelled to theorize, we can abandon

the illusion that it is possible for us to discover and tell one true story about how the

world works”

Goffmans perspektivisme bygger på eller involverer en sådan “synspunkt epistemologi”,

ifølge hvilken sociologens opgave er at finde frem til og veksle mellem de perspektiver, der

giver det mest nuancerede syn på sociale fænomener og den sociale verden (uden at man dog

af den grund kan tilskrive Goffman det postmodernistiske synspunkt om, at alle former for

viden principielt er lige gyldige). Vi har set, hvordan en gennemgående teknik hos Goffman

er at hente eksempler og viden fra en række forskellige kilder (videnskabelige og ikke

videnskabelige) og derefter indpasse dem i en sammenhængende analytisk ramme, som ifølge

Goffman selv “[...] ties together bits of experience the reader has already had and provides the

student with a guide worth testing in case-studies of institutional social life.” (PS:10). Ved at

organisere empiriske erfaringer omkring en særlig model eller synsvinkel tilbyder Goffman en

slags meningssammenhæng til spredte empiriske observationer og begreber. Goffman

introducerer og afprøver, som vi har set, forskellige perspektiver gennem sit forfatterskab, og

det er vel i høj grad denne simmelske tendens til at at afstå fra et enkeltstående

fortolkningsskema eller synsvinkel, men i stedet gennemføre hvad Simmel-fortolkeren

Donald N. Levine (1971:xxxi) kalder for “en serie af diskrete analyser”, der har fået kritiske

røster (for eksempel Psathas, 1996:383) til at tale om mangel på kummulation og en

sammenhængende teoretisk kerne i forfatterskabet.

Page 180: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

179

Litterær metode

Som det burde være fremgået af de foregående sider har Goffman i høj grad gjort selve

sproget og fremstillingsformen til en integreret del af sin metode. Form og substans smelter

med andre ord sammen hos Goffman, sproget fungerer dermed ikke alene blot som et

kommunikationsmedium, det er en aktiv metodekomponent (Lemert, 1997:x). Han var som

Simmel en slags “impressionistisk fortolker” (Frisby, 1981) af den sociale virkelighed. En

beskrivelse af Goffmans metode bliver derfor nødvendigvis samtidig en beskrivelse eller

redegørelse for hans sproglige stil eller det Paul Atkinson (1989) kalder for hans poetik. På

dette tidspunkt bør det ikke komme som nogen overraskelse, at Goffmans skrivestil er ganske

speciel for en sociolog at være. Hans brug af ironi og sarkasme, hans overvældende mange og

forskelligartede eksempler samt hans tendens til at beskrive situationer, personer eller

handlinger med begreber, der traditionelt “hører hjemme” i andre kontekster, gør ham

enestående blandt sociologer. Hvad angår denne særlige poetik har Atkinson (1989:63)

beskrevet den som en form for “parataxis”, der som hos Freud refererer til konstruktion af

argumenter ved hjælp af gentagelse, sidestilling (“juxtaposition”), antiteser og elaboreringer

af disse teknikker. Atkinson rammer efter min opfattelse her ind i selve kernen af den

Goffmanske stil. Som jeg var inde på i kapitel 5 gjorde Goffman ofte det, at han sidestillede

fænomener med henblik på at løfte eller udvide vores forståelse af dem. Ved at rykke

fænomener ud af deres oprindelige kontekst og placere dem i en anden eller ved at beskrive

fænomener, som om de var noget andet, opnår Goffman en dramatisk effekt, der stimulerer

erkendelsen af nye sider af den sociale verden og dens organisering. I On Cooling the Mark

Out bruger Goffman eksempelvis forholdet mellem bondefangeren og hans offer, som

udgangspunkt for at forstå en række andre sociale relationer, mens man i Role Distance ser

hvordan børns adfærd på en karrussel anvendes som afsæt til at formulere begreber om

forskellige former for rolletilknytning (E:93-98).

Ontologi og epistemologi

På trods af de indledende afgrænsninger fra analyser af ren videnskabsteoretisk og -filosofisk

karakter, er det i en samlet vurdering og analyse af Goffmans metode, nødvendigt at forholde

sig til begreber som ontologi og epistemologi. Man må med andre ord forsøge at besvare

spørgsmål som: Hvilken opfattelse af den sociale verdens “natur” finder man i Goffmans

sociologi? og hvordan er det ifølge Goffman muligt at gøre sig videnskabelige erkendelser om

denne verden? Anne Rawls (1987) har peget på, at Goffman med sin ide om en særlig

samhandlingsorden faktisk bygger bro over det dikotomiske forhold mellem handlings- og

strukturtilgangen, mellem aktør og struktur. Goffmans samhandlingsorden er ifølge Rawls

ikke blot det sociale selvs mulighedsbetingelse, det er samtidig en orden, der påvirker og

sætter sig igennem i forhold til samfundets sociale strukturer. Rawls (1987:136-145) skitserer

grundelementerne i Goffmans teori om samhandlingsordenen i følgende fire punkter:

Page 181: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

180

1. Det sociale selv opretholdes og skabes gennem kontinuerlig social

interaktion, og indfører dermed visse sociale begrænsninger (“constraints”) i

denne orden samtidig med, at selvet, qua sin “dramaturgiske afhængighed”

motiveres til at underlægge sig samhandlingsordenens begrænsninger i form

af dens adfærdsregler (“ground rules”).

2. Ikke blot defineres samhandlingsordenen ved de regler og begrænsninger, der

indstiftes af det sociale selv, den modstår og sætter sig desuden igennem i forhold til

sociale strukturer. Eksempelvis viser Goffman, hvordan totale institutioner

modarbejder det rituelle selvs behov for respekt og anerkendelse og samtidig også,

hvordan der gennem et særligt berøringssystem (“touch system”) udvikles en pagt

mellem ansatte og patienter, ifølge hvilken eksempelvis plejere, sygeplejersker og

patienter kan udtrykke deres hengivenhed og påskønnelse gennem berøringer

(IR:73-74). Denne pagt er ifølge Rawls ikke blot at betragte som en slags “lighedens

oase”, den er samtidig et eksempel på hvordan samhandlingsordenen med dens vitale

betydning for det sociale selvs opretholdelse og dens egalitære, moralsk krav om

gensidig anerkendelse virker modificerende ind på de totale institutioners

institutionaliserede orden.

3. Samhandlingsordenen er produktiv i den forstand, at ved at underlægge sig dens

regler, producerer man med sin adfærd meningsfulde handlinger. Handlinger er altså

meningsfulde alene ved det, at de producerer orden.

4. Det faktum at man som individ må efterleve samhandlingsordenens regler for at

opretholde sit sociale selv er en moralsk og ikke en strukturel imperativ. At efterleve

reglerne skyldes dermed ikke hensynet til strukturer eller situationer men hensynet til

Den Andens krav på respekt og anerkendelse.

Goffman afviser dermed med sin ide om samhandlingsordenen på den ene side en

individualistisk ontologi; det synspunkt at virkeligheden alene består og skabes af aktører og

deres handlinger og på den anden side også en ren holistisk ontologi, der hævder, at sociale

helheder eksisterer forud for individer.177

Man kan sige, at Goffman baserer sig på en hybrid;

en “interaktionistisk ontologi” (Hansen, 1991:48), ifølge hvilken den sociale virkeligheds

orden er resultatet af accepten af et fælles “socialt regelsæt” (strukturelle begrænsninger), hvis

ophav ikke er sociale strukturer men individet og dets interaktionelle afhængighed. Men

selvom Goffman baserer sig på en ontologi, der har en sådan hybrid karakter, indebærer det

ikke en afvisning af forestillingen om en niveaudelt social virkelighed. For Goffman var der

Page 182: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

181

forskel på den sociale virkelighed, der udspiller sig mellem meningsskabende og -tolkende

subjekter, der er tilstede sammen og interagerer i konkrete situationer (mikro) og de sociale

fænomener, der går under betegnelsen sociale strukturer (makro). Der er tale om forskellige

niveauer eller “domæner” (Layder, 1997) af den sociale virkelighed, som godt nok er

forbundne, men som har forskellige karakteristika, der ikke kan reduceres til henholdsvis

mikro eller makro. Mikroniveauet drejer sig om den virkelighed, der forhandles og skabes af

individer, mens makroniveauet handler om “objektive” fænomener, der eksisterer forud for de

enkelte menneskers interaktion og væren til stede med hinanden. Som jeg tidligere har været

inde på, afviste Goffman den forestilling, at man kan lære om samfundets makrostrukturer

gennem beskrivelser af menneskers sociale interaktion. Såvel samfundets makrostrukturer

som samhandlingsordenen besidder, som Smith (1989:36) udtrykker det, distinkte

egenskaber, og forbindelsen mellem disse to niveauer må ifølge Goffman forstås som en

særlig form for løs kobling eller som en membran af transformationsregler. Den naturlige

konsekvens af denne ontologiske præmis er en på én gang subjektiverende og objektiverende

epistemologi, der minder om den Derek Layder argumenterer for: Nemlig en epistemologisk

position, der inkorporerer såvel det indre subjektive syn på social samhandling og samtidig

anerkender, at denne altid finder sted indenfor en kontekst af større sociale sammenhænge og

kontekstuelle ressoucer (Layder, 1998:140). Med sin forestilling om en løs kobling eller en

membran af transformationsregler anerkender Goffman ikke blot den komplicerede relation

mellem mikro og makro, eller aktør og struktur, han viser desuden (omend tentativt og

søgende) hvordan man kan forstå forholdet mellem det intersubjektive samhandlingsniveau

og spørgsmålet om større, mere eller mindre objektive sociale strukturer. Man kan sige, at den

goffmanske-approach kombinerer objektivistiske og subjektivistiske tilgange, idet han

hævder, at der eksisterer påforhånd givne sociale strukturer samtidig med, at der er en social

verden, der “lever” intersubjektivt mellem mennesker samt at disse to verdener udtrykker det

sociale livs “lagdelte kompleksitet” og samvirker gennem en løs kobling.

Man kan også, som Robin Williams (1983:101) og Phillip Manning (1992:21),

beskrive Goffmans epistemologi som en form for analytisk dualisme. Implicit i dette begreb

ligger den antagelse, at virkeligheden ikke lader sig beskrive og begribe i sin righoldighed og

kompleksitet. Der kan ikke skabes en total korrespondens mellem sociologens begreber på

den ene side, og den sociale virkelighed på den anden. Goffman afviser altså positivismens

monistiske ontologi (ifølge hvilken den sociale virkelighed er en homogen størrelse, der

gennem systematiske metoder relativt uproblematisk lader sig studere), idet han går ud fra, at

virkeligheden er dyb og sammensat (Brante, 1997:320). Det var Goffmans synspunkt, at

sociologens begrebsudvikling altid vil være forsøg på at abstrahere den komplekse sociale

virkelighed ind i meningsfulde men simplificerende begreber. Han konstruerer således

idealtyper i webersk forstand, det vil sige abstrakte begreber, der på én gang er beskrivende

men samtidig ikke eksisterer i virkelighedens verden. Den totale institution er et nærliggende

eksempel på en goffmansk idealtype. I forordet til Asylums gør Goffman således opmærksom

Page 183: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

182

på, at man ikke vil kunne finde institutioner i virkelighedens verden, der fremviser alle de

karakteristiske træk, der behandles i bogen, men at totale institutioner i forskellige grader

fremviser en del af de samme generelle karakteristika (A:5). Implicit i en sådan analytisk

dualisme ligger dermed en afvisning af empirismens forestilling om videnskabelige begreber

som direkte og præcise afspejlinger af empiriske data. Goffman anså det som en umulighed at

fortælle den virkelige og sande historie om den sociale verdens beskaffenhed, og betragtede

sociologisk forskning som en vedvarende bestræbelse henimod formulering af teorier og

begreber, der ikke nøjagtigt gengiver virkeligheden i alle dens detaljer men som gennem

abstraktion skaber orden i og giver mening til det liv, mennesker lever med hinanden.

Kritik

Som jeg gjorde klart fra begyndelsen, er denne undersøgelse et forsøg på at forstå Goffmans

måde at bedrive sociologisk forskning på. Undervejs har jeg påpeget nogle problematiske

aspekter af den goffmanske praksis. Jeg vil her sammenfatte de to væsentligste forbehold,

man bør bevare overfor Goffmans metode:

1. Anvendelsen af metaforer som sociologiske forklaringsredskaber involverer en risiko for at

forveksle lighed med identitet. Goffman selv ville her indvende, at sociologisk viden aldrig

kan være “sand” i betydningen en objektiv afspejling af den sociale virkelighed. For Goffman

er sociologisk viden altid viden fra et bestemt perspektiv og den sociologiske analyse derfor

altid begrænset eller præget af sociologens udgangspunkt og perspektiv. Dette rokker dog

ikke ved det forhold, at den metaforiske metode, som den praktiseres hos Goffman, efterlader

en vis flertydighed hos læseren, der ofte efterlades på bar bund i spørgsmålet om begrebernes

karakter: Skal de for eksempel betragtes som primitive, i form af antagelser, eller analytiske, i

betydningen idealtyper, der passer på lignende tilfælde? (Manning, 1976:21). Den metaforiske

metode gør det muligt at opdage sider ved virkeligheden, som før var skjulte, men den har

samtidig en tendens til at sløre overgangen fra løse hypoteser til begrundede idealtyper. Det

var måske, hvad Goffman forsøgte at udtrykke, når han skrev, at “All the world is not, of

course, a stage, but the crucial ways in which it isn‟t are not easy to specify.” (PS:78).

2. Abstraktion af den sociale verdens kompleksitet ind i simplicerende begreber nødvendiggør

overvejelser omkring forholdet mellem sociologens og hverdagslivets begreber. Alfred Schutz

(1970) introducerede en sondring mellem begreber af første orden (som er de begreber,

hvorigennem mennesker fortolker og beskriver deres hverdagsliv) og begreber af anden orden

(forskerens fortolkninger af disse første-ordens fortolkninger). En sociologisk metode, der

sigter mod at generere teoretisk viden, om menneskers sociale liv, må nødvendigvis involvere

overvejelser om, hvordan sociologiens (anden ordens)begreber relaterer sig til hverdagslivets

(første ordens)begreber. Den formodede relation mellem sociologens begreber og de

fænomener og i hverdagslivet som disse begreber skal erstatte må med andre ord klarlægges.

Page 184: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

183

Og karakteristisk for Goffman er han på dette punkt påfaldende tavs. Som læser får man

således ingen eksplicitte svar på, om indholdet i sociologiske teorier trancenderer aktørernes

bevidsthed og derfor må formuleres af den professionelle sociolog eller om generelle sociale

fakta i virkeligheden konstrueres af aktører på mikroplan, hvilket overflødiggør forestillingen

om en “transcenderende makroverden”. Selvom man mellem linierne hos Goffman finder en

vis forkærlighed for Durkheims (1982) teori om sociale fakta (der ikke blot udøver tvang

over sociale situationer, men som også er “ydre” eller “eksterne” i forhold til individets

bevidsthed og derfor alene kan erkendes af den alvidende sociolog) gav han ingen vejledning

i, hvordan sociologens begreber relaterer sig til de fænomener i hverdagslivet, som de

begrebsliggør (Sharrock, 1999:121-122). Når Goffman således unddrager sig eksplicitte

diskussioner af det, Derek Layder (1998:79) kalder for begreb-indikatorforholdet (det vil sige

forholdet mellem begrebet og dets indikatorer i den sociale verden),178

springer han dermed

over den diskussion, der handler om, hvordan man sikrer sig adækvate relationer mellem data

og teori på forskellige niveauer.

Mod en kreativ sociologi - nogle metoderegler

Jeg har nu skitseret de principper, som må betragtes som centrale for Goffmans metode, og

herunder også påpeget nogle af de problemer og potentielle faldgrupper, der knytter sig disse

principper. Med baggrund i den forudgående analyse vil jeg nu, som en slags programmatisk

bestræbelse, formulere nogle metoderegler, som følger naturligt af de principper, der er

behandlet ovenfor. Det skal dog på det kraftigste understreges, at denne, måske lidt

prætentiøse afrunding, ikke skal læses som et fuldt udviklet metodeprogram på linie med

berømte eksempler som Durkheim (1982), Znaniecki (1934), Glaser & Strauss (1967) og

Giddens (1976). Min ambition og mit sigte er af en langt mere beskeden karakter: Jeg ønsker

at vise, hvordan der fra de goffmanske principper kan udledes nogle metoderegler, som måske

med tiden kan raffineres og samles i en konsistent tilgang. Ikke sådan at forstå, at en sådan

ramme vil kunne udkonkurrere og dermed erstatte fagets etablerede metoderegler og

-traditioner, men at den vil kunne fungere som inspirationskilde og kritisk alternativ. Hermed

placerer jeg mig på linie med Derek Layder (1998:134), der hævder, at: “No one approach or

set of rules could possibly represent the infinite diversity of social reality and thus no fixed

and rigid approach should be allowed to monopolize research practices.”.

Når jeg vælger betegnelsen “kreativ sociologi”, er det fordi, den goffmanske metode

i høj grad forudsætter intuition og kreativitet hos forskeren forstået som evnen til at

kombinere og udvælge perspektiver såvel som data i bestræbelserne på at begribe det sociale i

al dets kompleksitet og flygtighed. Det kreative dækker dog ikke blot over en simmelsk eller

millsk pluralisering af perspektiver og romantisk “demokratisering af data”, det omfatter

desuden, at man som forsker nærmer sig sit studieobjekt med sensitiv sans for det konturløse

og emergerende, eller med andre ord: at man ikke reducerer det sociale livs kompleksitet ved

at fastholde troen på totalt korresponderende beskrivelser gennem entydige begreber.

Page 185: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

184

Goffmans kreative metode er med andre ord ikke en step-by-step-teknik, der slavisk kan

appliceres, men mere, som nævnt ovenfor, nogle principper, som kan praktiseres med større

eller mindre kompetence. Disse principper peger henimod følgende metoderegler:

1. Sociologisk forskning må betjene sig af både induktive og deduktive logikker. Det vil sige,

at generelle indsigter genereres på baggrund af intensive studier af konkrete, enkeltstående

situationer, hvorfra der abstraheres og dermed generaliseres (data danner baggrund for

model). Samtidig må forskningen rumme en deduktiv retning, hvorigennem den konkrete

sociale realitet genbeskrives og forklares ved hjælp af modeller, analogier og metaforer, der så

at sige lægges ned over virkeligheden. Her er det modellen (det abstrakte), der giver mening

til data. Det induktive element ses allerede i Goffmans ph.d.-afhandling, hvor han jf. kapitel 7

understreger, at de generelle udtryk og begreber kom efter og ikke før de konkrete facts

(CC:9). Der er ikke tale om en strengt formaliseret og systematisk procedure á la grounded

theory, den er mere søgende og intuitiv. Det deduktive element afspejles i Goffmans brug af

metaforer, hvor den konkrete sociale virkelighed forklares og ordnes ved hjælp af en generel

model (skuespillet, det strategiske spil, ritualet). Med sin metaforanvendelse overskrider

Goffman dog på sin vis såvel de induktive som de deduktive forklaringsmodeller, der

traditionelt anses som de basale indenfor videnskaben. Man kan med Richard Brown

(1976:171) sige, at Goffman bevæger sig ud over logikken i disse to modeller ved at

praktisere en “metaforisk genbeskrivelse af eksplanandum”, eller det empiriske fænomen, vi

ønsker at forklare. Hermed er der ikke langt til den ide, at den videnskabsfilosofiske

begrundelse for Goffmans metaforiske perspektivisme, hverken skal søges i den induktive

eller den deduktive logik, men i den abduktive. Abduktionsbegrebet, som det er defineret af

Charles Sanders Peirce (1979:122,137), udtrykker netop den forestilling, at videnskabelige

“opdagelser” (det vil sige generering af ny viden) følger en særlig logik, og at denne logik

hverken kan forstås som (statistisk sandsynlig) induktion eller (tvingende nødvendig)

deduktion, men som abduktion,179

der involverer “kvalificerede gæt” og analogiske

slutninger, som siden kan udforskes, af- eller bekræftes gennem yderligere undersøgelser

(Brent, 1993:3; Dinesen & Stjernfelt, 1994:21). Peirces argumentation er, at skabelsen af ny

viden ikke alene sker via induktions og deduktionprocesser, men at forskere, der gør nye

opdagelser, starter med at slutte abduktivt, og derefter betjener sig af deduktive og induktive

procedurer.

2. Sociologisk forskning er komparativ i den forstand, at den søger at identificere og udlede

generelle former og træk på tværs af mange, forskelligartede sociale situationer. Når det i

Goffmans publikationer vrimler med beskrivelser af sociale møder, er det således ikke fordi,

han interesserer sig for disse møder i sig selv, men fordi han på baggrund af disse meget

varierede situationer ønskede at udlede de ressourcer, kompetencer og procedurer, mennesker

trækker og anvender med henblik på at få ansigt-til-ansigt-situationer til at lykkes. I tråd med

Page 186: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

185

principperne i Glaser & Strauss (1967:101-115) “constant comparative method” var Goffman

på udkig efter lighederne blandt mange (på overfladen) forskellige sociale situationer, grupper

og fænomener, og det komparative i hans metode består således i, at han sammenligner disse

mange eksempler med henblik på formulering af tværgående, formale begreber. Denne

sammenlignende procedure fungerer samtidig som en form for vedvarende

begrebsmodifikation, idet nye tilfælde vedvarende sætter begreberne på prøve.180

. I sin sidste

tekst argumenterede han netop for, at studiet af social interaktion må bryde med den

forestilling, at byliv her adskiller sig grundlæggede fra landliv, at offentlig adfærd adskiller

sig grundlæggede fra privat, og at adfærden blandt fremmede adskiller sig grundlæggende fra

den, der ses mellem nære venner:

“After all, pedestrian traffic rules can be studied in crowded kitchens as well as

crowded streets, interruption rights at breakfast as well in courtrooms, endearment

vocatives in supermarkets as well as in the bedroom. If there are differences here

along the traditional lines, what they are still remains an open question.” (Goffman,

1983a:2)

Citatet peger med andre ord i retning af en komparativ, “case-by-case” teknik, der sigter mod

at identificere og definere de samhandlingsparametre, der er fælles for menneskelige

ansigt-til-ansigt situationer i mange forskellige kontekster (Drew & Wooton, 1996:8).

3. Sociologisk forskning må forsøge at bevare det “amfibologiske ved sociale situationer”

(Østerberg, 1993:110). Dette implicerer, at sociologer bør have blik for de sociale

samkvemsformer, som hverken alene er udtryk for formålsrationelle eller overindividuelle

motiver, men som er begge dele på samme tid. Man må altså undgå den rene

handlingsindividualisme, hvor sociale situationers form alene føres tilbage til de enkelte

deltageres motiver og hensigter, uden dog af denne grund at forfalde til funktionalismens

forestilling om et “samfundslegeme” med en selvstændig, kollektiv bevidsthed forskellig fra

de sociale aktørers. Det var denne dobbelthed eller amfibiske karakter ved mange af

hverdagens små ansigt-til-ansigt situationer, Goffman forsøgte at indfange gennem

kombinationen af på den ene side det dramaturgisk-spilteoretiske og på den anden side det

rituelle, tillidsorienterede perspektiv. Hermed signalerede han, at der i det menneskelige møde

er såvel strategisk, formålsrationelle som rituelle aspekter, at sociale møder på én gang

rummer handlingsindividuelle som overindividuelle motiver. Goffmans påpegning af, at der i

det sociale møde mellem to eller flere mennesker opstår en slags synergieffekt (der gør mødet

til noget mere end summen af de tilstedeværende aktørers motiver og “bidrag”) peger i samme

retning: Denne “unio mystico” er en form for social trance, hvor deltagernes fælles spontane

involvering konstituerer situationens integration (IR:113), og hvor en central pointe er, at

situationen integreres, lykkes og bliver euforisk, ikke fordi deltagerne bevidst har sigtet mod

Page 187: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

186

at ville involvere sig spontant, men fordi de impulsivt er blevet revet med og i en form for

“selvforglemmelse” har givet sig hen til situationen (CC:244).181

Sociale møder har altså

ifølge Goffman en særlig “bindende og hypnotisk effekt”, og det er vores prerefleksive,

spontane involvering i dem, der får dem til at lykkes. Dermed ligger der i mødet en førbevidst,

ikke-aktørbundet motivation mellem deltagerne, og det er dette aspekt sociologer må besinde

sig på. Man må kort sagt forstå, at der i sociale situationer, findes motiver og intentioner, der

ikke strengt kan henføres til bestemte aktører, men findes “i luften mellem dem”, og at når

mennesker “forenes” i sociale situationer skyldes det ikke, at parterne direkte har sigtet mod

at integrere sig i en fælles verden, hvor grænserne mellem dine og mine motiver udviskes

(Østerberg, 1993:100), men det faktum, at mennesker qua deres sociale natur orienterer sig

mod hinanden og lader sig rive med i et fælles koordinationsprojekt.

4. Sociologisk forskning og teoridannelse har ikke (nødvendigvis) som sit mål en “færdig” og

statisk teori men er en processuel og begrebsafprøvende proces. Begreber må vedvarende

revideres, omdefineres og reintegreres i konfrontation med nye data. Goffman konfronterede

selv sine begreber med datamateriale fra mangfoldige kilder, og han “udfyldte” sine metaforer

med data med henblik på at nå til grænsen af deres beskrivelses- og forklaringspotentiale. Han

supplerede teatermetaforen med ritualmetaforen, fordi den omfattede de sider af det

menneskelige møde, som teatermetaforen lader ude af betragtning (det sociale livs moralske

karakter og samhandlingens tillidpræg). Dataindsamling, begrebs- og hypotesedannelse

foregår simultant i én lang proces, der søger at indfange virkelighedens foranderlighed,

flertydighed og kompleksitet. Hermed ikke sagt, at strategien ikke kan føre til formulering af

integrerede teorier men blot at den grundlæggende lægger mere vægt på forskning som en

søgende bevægelse, der rækker ud efter og forsøger at begribe, fremfor rigide og strengt

trinvise procedurer, der hævder at opnå et “fast og sikkert greb” om virkeligheden.

5. I forlængelse heraf må sociologen anerkende, at hans eller hendes råmateriale (det vil sige

datamateriale) består af allerede fortolkede og ordnede kendsgerninger samtidig med, at hans

eller hendes opgave er at finde frem til nye måde at organisere og tilskrive mening til disse

allerede fortolkede kendsgerninger. Det vil sige, at sociologen (gennem sine begreber og via

sine perspektiver) tilskriver mening og orden til data, der har gyldighed, mening og orden i sig

selv (Baldamus, 1972:281). Sociologen må med andre ord foretage en vanskelig balancegang:

På den ene side må han være sensitiv overfor og undgå at “øve vold” mod den orden og

mening, der er iboende i sociale verden. På den anden side må han være bevidst om, at

virkeligheden ikke forklarer sig selv, men nødvendigvis må gøres forståelig gennem begreber

og modeller (Layder, 1998:151). Sociologens modeller må jf. figur 5 på én og samme tid

tilskrive orden til den sociale virkelighed som studeres samtidig med, at de konstant må være

åbne for de modifikationer, der naturligt følger af de “ordningsprincipper”, som viser sig

gennem fortsat datafangst (Layder, 1998:152).

Page 188: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

187

6. Sociologen bør ikke forlade sig på én type af data eller teori, men bør trække på et varieret

“lager” af empiriske data og teoretiske perspektiver. Kombination af flere forskellige

datakilder og teoretiske perspektiver, som henholdsvis belyser og forklarer forskellige

aspekter af den sociale virkelighed, afspejler den opfattelse, at den sociale verden er lagdelt og

kompleks. En tilgang der baserer sig på flere forskellige perspektiver og datakilder har bedre

mulighed for at begribe denne kompleksitet sammenlignet singulære tilgange (Layder,

1998:178).

Afslutning: Sociologisk forskning mellem rigorisme og anarki

Blandt deltagerne på verdenssociologkongressen i Montreal, 1999 blev Goffmans The

Presentation of Self in Everyday Life kåret som en af de ti mest betydningsfulde sociologiske

værker til dato. Læser man blot de første par kapitler i bogen, vil man dog erfare, at

nomineringen umuligt kan skyldes dens perfektionerede akademiske mainstream stil, dens

begrebskonsistens eller dens metodeklarhed. Med andre ord: Der må være andre ting end

overholdelse af konventionelle metoderegler, der tæller i vurderingen af sociologisk

forskning. Problemet er dog at den goffmanske stil, som den fremstår i denne publikation,

ikke i sin rå form kan anbefales til kommende generationer af sociologer. De færreste vil med

held kunne “gøre som Goffman”. Problemet består, som jeg ser det, her for det første i, at man

så at sige skal være Erving Goffman for at lykkes med et sådant projekt; man skal være

begavet og belæst på en helt særlig måde, og efterligninger vil indebære en væsentlig risiko

for at mislykkes. For det andet indeholder hans værker ingen anvisninger på, hvordan han gør.

Denne undersøgelse skulle dog gerne have vist, at det er muligt at identificere visse principper

og metoderegler, som forhåbentlig kan inspirere sociologisk forskning i fremtiden.

Et særligt problem for den, der vil forsøge at arbejde efter disse goffmanske

principper består i at undgå at havne i en billedmættet, fragmentarisk, uintegreret og vulgær

essayisme til fordel for sociologisk undersøgelse præget af systematik, præcision og klarhed.

Det er selvsagt en vanskelig balancegang, som ikke kan sættes på formel: Hvordan gør man

sproget med dets muligheder for metaforer, analogier og andre “overraskelsesangreb” til en

integreret del af sin metode, samtidig at man så at sige forbliver metodisk “stueren”? Der kan

som sagt ikke gives noget klart og entydigt svar på sådanne spørgsmål. Men man kan hjælpe

kommende kreative sociologer på vej ved at anlægge en mere nuanceret målestok i

evalueringen af deres arbejde. Det kunne handle om i hvert enkelt tilfælde, at vurdere et

arbejdes sociologisk kvalitet ikke blot ud fra, om etablerede metodekriterier er overholdt, det

må det også, men derudover også evaluere ud fra, i hvor høj grad arbejdet skaber (emotionel)

identifikation hos læseren (Løchen, 1993:67), og i hvor høj grad arbejdet stimulerer et nyt og

konstruktivt syn på det sociale. Det kunne også handle om, på uddannelserne, at prioritere det

sociologiske essay samt om at nedtone de rigide fremstillingskrav, der gælder for mange af de

internationale tidsskrifter (Morgan, 1999). Den kreative sociologi implicerer med andre ord

Page 189: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

188

ikke Derek Phillips‟ (1973) afvisning af traditionelle metodekrav eller den form for

“epistemolologisk anarki” som Paul Feyerabend (1975)182

har beskrevet. Den handler

derimod om at udnytte sproget og kunstnerens intuitive og sensitive søgen i respekt for fagets

krav om rigorisme, klarhed, gennemsigtighed, konsistens og sammenhæng. Jeg mener med

baggrund i de forudgående sider derfor, at Yngvar Løchen (1993:69) langt hen ad vejen har

ret, når han hævder, at:

“Skal man opretholde troen på og respekten for sosiologi som intellektuelt arbeid, er

det nødvendig å befri arbeidet fra noe av dets mest sterile preg. Da må man tillate at

noe av det legges klarere opp etter mønster af kunstnerisk virksomhet, uten at de

relevante vitenskapelige krav kastes på båten av den grunn, og uten at de

tradisjonelle vitenskapskravene bortdefineres som verdiløse.”

Goffman repræsenterer med sin sociologi en opblødning det alt for skarpe skel mellem kunst

og videnskab. Ikke dermed sagt, at kunst er det samme som videnskab og vice versa, men at

videnskaben i sine bestræbelser på at forstå og begribe verden i høj grad trækker på de samme

kreative og skabende drivkræfter, der ligger bag kunstneres arbejde. Denne tanke finder man

blandt andet hos Robert Nisbet, der i The Sociological Tradition (1972) argumenterer for, at

en række af de centrale sociologiske begreber, som formuleredes af de klassiske sociologer i

forbindelse med fremkomsten af det såkaldt “moderne” samfund, ikke er resultater af rigide

og traditionelt, videnskabelige problemløsningsprocedurer. Disse begreber var derimod

resultater af tankeprocesser som kreativitet, intuition og fremsynethed - mentale processer, der

relaterer sig ligeså meget til kunst som til videnskab.183

Nisbet kan derfor med rette stille

spørgsmålet:

“Can anyone believe that Tönnies typology of Gemeinschaft and Gesellschaft,

Weber‟s vision of rationalization, Simmels image of metropolis, and Durkheims

perspective of anomie came from logico-empirical analysis as this is understood

today? Merely to ask the question is to know the answer. Plainly these men where

not working with finite and ordered problems in front of them. They were not

problem-solving at all.” (Nisbet, 1972:19)

På samme måde gælder det, at goffmanske begreber som “indtryksstyring” og “rolledistance”

ikke er blevet til på baggrund af logisk-empiriske analyser, men er den kreative objektivering

af indre og intuitive fornemmelser for aspekter af menneskers sociale liv. Det er kort sagt

begreber, som Goffman kommer frem til ikke blot ved at observere den sociale verden eller

alene ved at studere den med traditionelle videnskabelige metoder, men i ligeså høj grad ved

at syntetisere og objektivere nogle af de indre, ofte ubevidste tilstande, motiver og hensigter,

som spiller centrale roller i vores sociale liv.

Afslutningsvis vil jeg gentage den pointe, og her placerer jeg mig på linie med

Page 190: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

189

Frances Waksler (1989:16), at Goffmans værker ikke alene bør betragtes som færdige og

“endelige” beskrivelser af den sociale samhandlings former og natur. En sådan læsning

overser den centrale analytiske funktion, som den perspektiverende beskrivelse spiller hos

Goffman. Hele Goffmans projekt betod i at forstå dybden i den sociale interaktion mellem

mennesker, og hans bøger og essays bør læses som forsøg på forstå og begrebsliggøre et nyt

og selvstændigt område for sociologisk undersøgelse. Et sådant projekt kalder for mig at se på

en intuitiv og søgende fremgangsmåde, og man ville med Simmels (1998:37) ord “dømme et

sådant arbejde til ufrugtbarhed, hvis man gjorde en restløs formuleret metodik til betingelse

for disse allerførste skridt”. Goffman argumenterede gennem sine værker for det synspunkt, at

hvad vi ser “på overfladen”, ikke er hele virkeligheden, og at man kan opnå forståelse for

virkelighedens mange lag ved at beskrive den ud fra forskellige perspektiver. Goffmans

projekt skal forstås som et i høj grad eksplorativt projekt, og de begreber, der udvikles

undervejs, skal derfor til dels betragtes som foreløbige “stiladser”, der kan valideres,

falsificeres og raffineres gennem empiriske undersøgelser (Smith, 1989:46-47). Hermed har

jeg altså også sagt, at selvom Goffmans begreber og metaforer unddrager sig konventionelle

validierings- og falsifikationsprocedurer, repræsenterer de som heuristiske og

hypotesegenerende instrumenter stor videnskabelig værdi. Denne værdi er allerede opdaget af

en række sociologer (se for eksempel Adler & Adler, 1989; Album, 1996; Davis; 1974;

Hinnenkamp, 1989; Turner & Edgley, 1976), og det vil være op til kommende studier at

udnytte og efterprøve det videnskabelig potentiale i de goffmanske begreber.

Page 191: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

190

Noter

Page 192: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

191

ENGLISH SUMMARY

Creative Sociology

An Inquiry into Goffman‟s Sociological Method

CHAPTER 1

Introduction

For more than fourty years there has been a lively debate regarding the works of the

canadian-american sociologist, Erving Goffman. His books, articles and essays have been

subject to inumerable interpretations, criticism and tributes. Those who admire and respect his

works have called him „a sociological Kafka‟ or „the american Simmel of our time‟, stressing

his excellent literary graces (Lemert, 1997:x). Others point to his important achievements

regarding modern social theory, claiming that his works have layed out important conceptual

foundations for the most prominent contemporary social theorists. His critics, on the other

hand, reject such positive interpretations. Some of them argue, that Goffman gathers empirical

material from too many different sources and that his concepts were never systematically

organized into a coherent framework (Psathas, 1996:383).

This thesis explores the sociology of Erving Goffman. To be more specific the aim of

the study is to interpretate and to extract from the works of this famous and enigmatic

sociologist rules and insights regardinding sociological method. Defining this aim, I need

to emphasize, that I do not deal with his methods of data collection. Rather, the ways and

strategies by which he systematizes and „works‟ with data in order to develop theoretical

concepts and general knowledge regarding social interaction. I focus on what Baldamus

(1972) calls „informal methods‟ meaning the often undescribed strategies employed by

researchers generating theoretical concepts and models. The level of investigation therefore

have been rather difficult to specifcy. On the one hand, it is not about method meaning the

concrete procedures involved in data collection. On the other hand, it does not deal

exclusively with questions of epistemology or philosophy of science. Perhaps the best way to

describe the level of this thesis is by paraphrasing Merton (1968) and then speak of „method

of the middle-range‟ suggesting a meso-level exceeding the level of concrete procedure

without being pure philosophy of science. Therefore my intention is not to producere an

original and pathbreaking reading of Goffman, rather a systematic discussion and analysis of

his method. On the basis of this analysis I intend to outline the methodological principles

underlying Goffman‟s sociology and to extract some rules of method.

CHAPTER 2

Page 193: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

192

Biographical sketch

Erving Goffman was born in 1922 in Manville, Alberta, Canada. After high-school he was

enrolled at the University of Manitoba with chemistry as his major subject. These studies

were interrupted by a position at the National Film Board in Ottawa, but he left this job in

order to continue his studies at the University of Toronto. During the years at Toronto he was

influenced by the anthropologists Charles William Morton Hart and Ray Birdwhistell. He

obtained his B.A. in 1945, thereafter he studied sociology at University of Chicago. In 1949

he obtained his M.A. in sociology with the thesis Some Characteritics of Response to

Depicted Experience. His talent for sociological research made it possible for him to continue

at Chicago as a doctoral student. From december 1949 until may 1951 he conducted fieldwork

on a Shetland Island. During this period he was associated withThe Department of Social

Anthropology at University of Edinburgh. During his stay at the island Goffman claimed to be

an american college student interested in rural economies. So, infact, the islanders where

unawere of his true intensions: To observe and analyse face-to-face behaviour, and to be “[...]

observant participant, rather than a participating observer.” (CC:2). His doctoral dissertation

Communication Conduct in an Island Community presents the findings from his ethnographic

studies and throught his entire career it serves as an inexhaustible source of examples and

ideas.

Having recieved his ph.d. Goffman was employd as visiting scientist at the National

Institute of Mental Health (NIMH) and here he collected much of the data material reported in

Asylums. Soon this and other of his early publications made his name well-known in american

and international research communities. In 1958 his growing popularity and recognition

brough him a position as assistant professor at The Department of Sociology at University of

California, Berkeley and two years later he was appointed full professor. In 1961 The

Presentation of Self in Everyday Life gave him The MacIver Award. Later, in 1968, he was

appointed Benjamin Franklin Professor in anthropology and sociology at University of

Pennsylvania and the year after he was honoured with a membership of the American

Academy of Arts and Sciences (Smith, 1999:3). By his collegues and students he was

described as a complicated and interesting person: “[...] cynical yet sincere, an intellectual

giant yet sceptical about his own achievements; openly grass in promoting his self-interest yet

rejecting broad and public self-promotion.” (Lofland, 1984:32). Erving Goffman died on the

19th of November, 1982.

CHAPTER 3

Goffmans project - an overview of ideas

The main purpose of Goffman‟s entire body of work is to develop a systematic understanding

of what is called “the interaction order”. The preliminary ideas regarding this concept are

introduced in the concluding chapter of his doctoral dissertation and presented more

systematically in his presidential adresss to the American Sociological Association. Here he

Page 194: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

193

claims that throughout his career his concerns “[...] has been to promote acceptance of this

face-to-face domain as an analytically viable one.” (Goffman, 1983a:2). In order words

Goffman deals with matters of micro-sociology. In most parts of his entire corpus (The

Presentation of Self in Everyday Life, Asylums, Stigma, Interaction Ritual, Strategic

Interaction, Behavior in Public Places, Relations in Public) he investigates matters beloning

to this sub-area of sociology. In other parts, he deals with questions regarding the organization

of experience (Frame Analysis), talk as a special kind of social interaction (Forms of Talk), or

advertisements in the light of gender relations (Gender Advertisements). According to

Goffman the interaction order describes the special kind of structure and order that exists in

social situations where two or more people are in each others immediate physical presence.

His ambition was to demonstrate that such situations are ordered by its own specific rules

and structures (Brante, 1997:325). In one of his early papers Goffman (1964:134) argued that

it is precisely this “neglected situation” that ougt to serve as the object of sociological

investigation: “Social situations, at least in our society, constitute a reality sui generis, as He

used to say, and therefore need and warrant analysis in their own right much like that

accorded other basic forms of social organisation.” Goffman‟s interaction order is a

Durkheimian normative-functional model inasmuch as it emphasizes the external nature of

moral obligations as “social facts” which impose themselves on the actors (Knorr-Cetina,

1981:3). However, although Goffman did rely on Durkheim in outlining the characteristics of

the interaction order, his view differs from that of Durheim on at least one important point:

While Durkheim‟s moral order served as a durable and consistent underlay for individual

existence, Goffman‟s interaction order was fragile and in constant need of repair (Burns,

1992:26).

CHAPTER 4

Theoretical inspirations

Goffman was influenced by several scholars and research communities. Emile Durkheim and

George Simmel seem to be his most important sources of inspiration although a long list of

other names and traditions might be mentioned. These would include: George Herbert Mead,

symbolic interactionism, structuralism, existentialism, romanticism, ethology and

phenomenology. From Durkheim Goffman adopted the idea of a normative order underlying

the social interactions of individuals and he drew on Durkheims theory of ritual in the

development of his own conceptions of the interaction rituals of everyday life. As regards to

Simmel Goffman was heavily inspired by his sense of the microscopic details of everyday

life, his creative use of various sources of data and his formal method. This chapter concludes

that some of the most important the reasons why Goffman is described as “enigmatic” has to

do with the influence from Simmel and the romanticist traditions at the sociology department

at University of Chicago. In short: The “trick” that have brought Goffman so much fame and

recognition seem to involve an original capacity to producere valuable sociological

Page 195: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

194

knowledge from observations of presumably trivial aspects of social interaction and everyday

life, to generate “big” insights from “small” facts, to see the normal in the abnormal, and to

the constant tests of concepts by introducing new empirical findings - capacities that he

learned from Simmel and his collegues and teachers at University of Chicago.

Some commentators have criticised Goffman for his eclecticism: There is no

coherent theoretical core, some of the most critical voices claim. However, only a superficial

reading of Goffman´s publications can legitimize such conclusion. A thorough and systematic

reading will show that his electic approach is one of the reasons for his succes. His way of

applying a new perspective or approach when the old one seem to “block the way” to further

insights has been an important trademark for Goffman. According to John Lofland (1984:11)

Goffman´s eclectic approach was a natural consequence of his razor sharpe sense of the

complexities of the social world. According to Goffman, no single perspective can capture the

multi layered structures and complexities of the social world. Thus, his simultaneous use of an

actor-oriented, existentialist approach side by side with durkheimian ideas of external and

moral obligations as “social facts” does not reveal a theoretical inconsistence, but that his

attempts to understand the social interaction order involved an integration of the

agent-structure perspectives in his own interactionist theory of social interaction.

CHAPTER 5

Metaphors and sociology

An important element in Goffman´s method is the strategic use of metaphor. By redescribing

social interaction in terms of different metaphors Goffman generates new theoretical

frameworks of interrelated concepts. Goffman´s metaphors makes us see our social

interactions as stages performances, strategic games og ritual ceremonies. In the proces of this

“metaphoric redescription” (Coradi, 1990) meaning is tranferred from the metaphor or model

to the empirical reality and thus the metaphor leads to higher forms of understanding.

According to Manning (1992:54) Goffman uses metaphors as helpful tools in generating

theoretical knowledge about the social world of people, each of them uncovering layers or

aspects of this world: “Parts of Goffman´s early work is an attempt to give credibility to the

dramaturgical perspective. The aspect of the social world that this illuminates for him is the

inherrent cynicism accompanying our self-presentations. His recognition of the importance of

ritual leads him to concerns which are hidden by the teatrical metaphor.” Manning introduces

the idea of “Goffman‟s spiral” describing the proces in which definitions, concepts and

classifications is constantly confronted with new data and examples leading to re-definitions

of the original concepts. However, the great danger of this method is, that the similarity

proposed by the metaphor is taken as evidence of identity (Burke, 1984:97). In order words,

apparent similarity between social life and theater might lead to the wrong conclusion that

social life is theater. The methodological procedure employed by Goffman can be described

as follows: He propose a model or metaphor which function as the perspective from which the

Page 196: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

195

social reality is redescribed, and by doing this he invents a whole new and coherent

vocabulary of interrelated concepts uncovering new aspects of social life. Thus, for Goffman

the metaphors serve heuristic as well as explanatory functions: They direct and guide him in

his investigations of the social world and they provide him with explanations of small and

“unimportant” details pointing to their fundamental support of the interaction order.

CHAPTER 6

Old wine in new bottles - Goffman´s conceptual refinement

In the history of science there has been a long lasting discussion regarding the relationship

between scientific discovery and scientific invention. Does the scientist discover new

knowledge or does he or she invent narratives based on already existing knowledge? This

discussion is central in the work of Baldamus who tries to give answer to the question of how

theories are developed. Baldamus (1972:295) introduced the term “double fitting” which is

envisaged “[...] by imagining a carpenter alternately altering the shape of the door and the

shape of the door-frame to obtain a better fit, or a lochsmith adjusting successively both the

keyhole and the key. In one sense such a technique looks like deliberate falsification: the

investigator simultaneously manipulates the thing he wants to explain as well as his

explanatory framework.” This idea is develop further by Robin Williams (1996) who outlines

the methodology of Goffman as a kind of imaginative reconstruction of things that we already

know by redefining his concepts and by reselecting this empirical examples (Manning,

1992:150). Taking the ideas of Baldamus as his point of departure Williams rejects the

well-known criticisms of Goffman´s apparent lack of cumulative ideas and his casual concept

management. According to Williams there is a consistent line of thought from Goffman´s

early doctoral work to his presidential adress i 1982. Both texts deal with the interaction

order, the latter describing in detail his efforts concering the development of a conceptual

framework explanaining this particular type of social order. A closer look at Goffman´s work,

Williams argues (1996:76), will show that “[...] Goffman did develop and consolidate a stable

core of basic concepts for the analysis of social interaction; that this core had a highly

integrated hierarchical structure of interlocking definitions and usages.” Drawing exclusively

on the papers of Baldamus and Williams this chapter concludes, that Goffman, in spite of

what some of his critics say, worked in accordance with the conventional standards of

scientific work simply because of his constant concern regarding the limitations of his

theoretical frameworks of interrelated concepts.

CHAPTER 7

Big knowledge and small facts - on violation as method, case study strategies and the

relationship between induction and deduction in Goffman´s work

As pointed out in chapter 2 Goffman´s overall ambition was to describe and constitute a

special domain of sociological investigation. He termed this domain he interaction order. This

Page 197: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

196

chapter examines the strategies employed by Goffman in describing and determining the

existence of this special domain; the idea that even in the smallest and most unstructured

social encounters of everyday life there is order, structure and different types of rules. One of

his most characteristic techniques was to detect and examine those situations in which this

apparent order is violated. By considering these violations of the traffic rules of social

interaction and their consequences Goffman seem to learn about his real theme: The regulated

structure itself. In other words, he promotes acceptance of his special domain by considering

and describing the various ways in which it can be violated and subject to threats. Three

essays in Interaction Ritual is presented as examples: By analysing embarrasment and social

organization he demonstrates the principle of multiple selves; by investigating the ways in

which a person can become alienated from interaction he learns about the obligations to

maintain spontaneous involvement in the situation and by looking at mental symptoms in

relation to the public order he shows the situationally determined and egocentric territories

which must be respected.

In addition, this chapter compares Goffman´s way of generating big knowledge from

small facts to some of the well-known procedures. It is concluded that Goffman´s strategy

share specific traits with the grounded theory approach proposed by Glaser & Strauss (1967),

Clifford Geertz (1983;1979) interpretative case method and his way of making “thick

descriptions”, Znanieckies (1934) analytic induction and the extreme cases method proposed

by Foucault (1979). However, Goffmans method is not purely inductive, as these case-study

techniques might imply. Side-by-side with his inductive procedures described in his doctoral

dissertation and practiced by virtue in The Presentation of Self in Everyday Life there is a

highly deductive element demonstrated most clearly by the ways in which the theory of the

interaction order explains and provide meaning to specific social situation. When he analyses

a “touch system” between inmates and staff at psychiatric hospitals he tries to demonstrated

that the interaction order is active and resistent to other social structures (Rawls,

1987:140-141). Conversely, when he investigates the different types of “secondary

adjustments”, his overall aim is the development of his general theory of the social

organization of the self and here his strategy is strictly inductive and comparative. The chapter

concludes, by using the concepts of Charles Wright Mills (1959), that Goffman finds his own

way between the deductive procedures of grand theorist and the methodological fetichism of

the abstracted empirism.

CHAPTER 8

Goffman’s methodological legacy - towards a creative sociology

The last chapter attempts to integrate the insights gained from the foregoing chapters in a

consistent understanding of Goffmans methods. In this last chapter, efforts are also made to

develop some, although, tentative guidelines or principles of what we might name “creative

sociology”. As demonstrated by the previous chapters there is no simple answer to the

Page 198: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

197

question of what Goffman´s method really was. His method consist of several different things

or principles. There principles are: (1) formal sociology. Goffman seem to claim that if we

ought to understand how social order is possible and how people´s selves are maintained, we

need to study the ceremonial aspects of social life because it is through these ceremonial

forms that we confirm the social order and our social selves. Goffman´s interest in the

ceremonial aspects of social life demonstrates how the inspiration from Simmel and

Durkheim are integrated in a methodological practice that may be described as a Simmelian

crystallization of social forms and a Durkheiman interpretation of the ritual or ceremonial

meaning of theses forms (Album, 1994:fn12);(2) the relation between the specific and the

general. Goffman maintained a tension between the specific micro level and the general

macro level through a constant dialectic between “big” theoretical themes and the trivials of

everyday life; (3) on-going conceptual refinement. Goffman introduced a number of different

concepts in order to understand social interaction, and presumably he never stop testing these

concepts by confronting them with new examples and materials. This involves a mix of both

inductive and deductive procedures; (4) metaphoric perspectivism. Goffman studies social

interaction by proposing a model or metaphor which sets out the perspective from which this

interaction is described and from which new concepts and their interrelations are developed.

This practice rests on a “standpoint epistemology” (Schwalbe, 1993:346) according to which

the task of the sociologist is to approach social reality from various perspectives; (5) literay

method. Goffman employed literay techniques such as humor, sarcasm and irony (Fine &

Martin, 1995) and often he described persons or situation by concepts derived from complete

different contexts. From these principles the following rules of method are extracted: (1)

sociological research must rely on both inductive and deductive procedures; (2) sociological

research is comparative; (3) sociological research considers social situations as “amfibic”; (4)

researchers do not necesserally aim at producing static theories; (5) the researcher must

recognize that his or her data material consists of already interpretated facts; (6) the researcher

must draw on different types of data and theoretical perspectives.

Page 199: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

198

Litteratur

Abels, H. (1998). Interaktion, Identität, Präsentation. Wiesbaden: Westdeutsche Verlag

Adler, P. & Adler, P. (1989). The Glorified Self: The Aggrandizement and the Constriction of

Self. Social Psychology Quarterly, 52, 299-310

Album, D. (1996). Nære fremmede. Patientkulturen i sykehus. Otta: Tano

Album, D. (1995). Hvordan går det med Goffman og Garfinkel? Teorier om

samhandling ansikt til ansikt. Sosiologisk Tidsskrift, 4, 245-292

Album, D. (1994). Innholdsløs meningsfull prat. Sosiologisk Tidsskrift, 2, 89-108

Andersen, S.S. (1997). Case-studier og generalisering. Bergen-Sandviken: Fakbokforlaget

Andersen, H., Brante, T., Korsnes, O. (1998). (red.), Leksikon i sociologi.

København: Akademisk Forlag

Ashworth, P. (1985). L‟enfer, c‟est les autres: Goffman's Sartrism. Human Studies, 8, 97-167

Asplund, J. (1975). Indledning til Goffmans forfatterskab. I Gregersen, B. (red.), Om Goffman

- 11 artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Atkinson, P. (1989). Goffman‟s Poetics. Human Studies, 12, 59-76

Axel, E. (1975). Anstalt og menneske. I Gregersen, B. (red.), Om Goffman - 11 artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Baldamus, W.W. (1972). The Role of Discoveries in Social Science. I Shanin, T. (red.), The Rules of Game. London: Tavistock

Bergesen, A. (1984). Reflections on Erving Goffman. Quarterly Journal of Ideology, 8, 51-54

Blumer, H. (1986). Symbolic Interactionism. Perspective and Method.

Berkeley: University of California Press

Boeskov, B. (1975). Sindssygdom: En social utilbørlighed. I Gregersen, B.

(red.), Om Goffman - 1l artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Bourdieu, P. (1983). Erving Goffman, Discoverer of the Infinitely Small. Theory, Culture & Society, 2, 112-113

Branaman, A. (1997). Goffman‟s Social Theory. I Lemert, C. & Branaman,

A. (red.), The Goffman Reader. Oxford: Blackwell

Brante, T. (1997). Kausal realism och sociologi. Sociologisk Forskning, 37 (1-2), 311-335

Brent, J. (1993). Charles Sanders Peirce. A life. Bloomington &

Indianapolis: Indiana University Press

Brown, R.H. (1976). Social Theory as Metaphor: On the Logic of Discovery

for the Sciences of Conduct. Theory and Society, 3, 169-197

Burawoy, M. (1991a). Reconstructing Social Theories. I Burawoy, M.,

Burton, A., Ferguson, A.A., Fox, K.J., Gamson, J., Gartrell, N., Hurst, L.,

Kurzman, C., Salzingerm, L., Schiffman, J., Ui, S. Ethnography Unbound:

Power and Resistance in the Modern Metropolis. Berkeley, CA: University

of California Press

Page 200: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

199

Burawoy, M. (1991b). The Extended Case Method. I Burawoy, M., Burton,

A., Ferguson, A.A., Fox, K.J., Gamson, J., Gartrell, N., Hurst, L., Kurzman,

C., Salzingerm, L., Schiffman, J., Ui, S. Ethnography Unbound: Power

and Resistance in the Modern Metropolis. Berkeley, CA: University of

California Press

Burns, E. (1972). Theatricality. A study of convention in the theatre and in

social life. London: Longman

Burns, T. (1992). Erving Goffman. London: Routledge

Burke, K. (1965). Permanence and Change. Indianapolis: Bobbs-Merrill

Bynum, J.E. & Pranter, C. (1984). Goffman: Content and Method for Seminal Thought. Free Inquiry in Creative Sociology, 12, 95-99

Caudill, W. (1962). Anmeldelse af Erving Goffmans Asylums. American

Journal of Sociology, 68, 366-369

Cioffi, F. (1971). Information, contemplation and social life. I The Proper

Study. Royal Institute of Philosophy Lectures, vol. 4, 1969-1970. London:

Macmillan

Cheal, D.J. (1988). Relationships in time: Ritual, social structure, and the life course. Studies in Symbolic Interaction, 9, 83-109

Chriss, J.J. (1993). Looking Back on Goffman: The Excavation Continues. Human Studies, 16, 469-483

Chriss, J.J. (1995a). Habermas, Goffman, and Communicative Action:

Implications for Professional Practice. American Sociological Review, 60,

545-565

Chriss, J.J. (1995b). Some Thoughts on Recent Efforts to Further Systematize Goffman. Sociological Forum, 10, 177-185

Chriss, J.J. (1996). Toward an Interparadigmatic Dialogue on Goffman.

Sociological Perspectives, 39, 333-339

Chriss, J.J. (1999). Role distance and the negational self. I Smith, G. (red). Goffman and Social Organization. Studies in a Sociological Legacy. London: Routledge

Cohen, I.J. & Rogers, M.F. (1994). Autonomy and Credibility: Voice as Method. Sociological

Theory, 12, 304-318

Collins, R. (1973). Anmeldelse af Relations in Public. Sociological Quarterly, 14,

137-142 Collins, R. (1981). On the Microfoundations of Macrosociology.

American Journal of Sociology, 86, 984-1014

Collins, R. (1986). The Passing of Intellectual Generations: Reflections on the Death of

Erving Goffman. Sociological Theory, 4, 106-113

Collins, R. (1988). Theoretical Sociology. San Diego: Harcourt Brace

Collins, R. (1994). Four Sociological Traditions. Oxford: Oxford University Press

Collins, R. (1996). Theoretical Continuities in Goffman's Work. I Drew, P. & Wootton, A. (red.). Erving Goffman. Exploring the Interaction Order. Cambridge: Polity Press

Collins, R. & Makowsky, M. (1978). The Discovery of Society. New York: Random House

Coradi, C. (1990). The Metaphoric Structure of Sociological Explanation. Philosophy & Social Criticism, 16, 161-178

Corsaro, W.A. (1983). Anmeldelse af Forms of Talk. American Journal of Sociology, 89,

220- 222

Corbin, J. & Strauss, A. (1990). Basics of Qualitative Research - Grounded

Page 201: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

200

Theory Procedures and Techniques. London: Sage

Craib, I. (1978). Erving Goffman: Frame Analysis. Philosophy of the Social Sciences, 8,

79-86

Cressey, D.R. (1953). Other People’s Money. Glencoe, Ill.: The Free Press

Dahrendorf, R. (1973). Homo Sociologicus. London: Routledge & Kegan Paul

Davis, C. (1989). Goffman‟s Concept of the Total Institution: Criticisms and Revisions. Human Studies, 12, 77-96

Davis, F. (1974). Stories and Sociology. Urban Life and Culture, 3, 310-316

Davis, M.S. (1997). Georg Simmel and Erving Goffman: Legimators of the Sociological Investigation of Human Experience. Qualitative Sociology, 20, 369-388

Dawe, A. (1973). The underworld-view of Erving Goffman. British Journal of Sociology, 24, 246-253

Delaney, C.F. (1993). Science, Knowledge, and the Mind. A Study in the

Philosophy of C.S. Peirce. London: University of Notre Dame Press

Dinesen, A.M. & Stjernfelt, F. (1994). Om Semiotik og pragmatisme. I

Charles Sanders Peirce. Semiotik og pragmatisme. Udvalgte skrifter

redigeret af Anne Marie Dinesen og Frederik Stjernfelt. København:

Gyldendal

Ditton, J. (red.). The View From Goffman. London: MacMillan

Drew, P. & Wootton, A. (red.) (1996). Erving Goffman. Exploring the Interaction Order. Cambridge: Polity Press

Drew, P. & Wootton, A. (1996). Introduction. I Drew, P. & Wootton, A.

(red.). Erving Goffman. Exploring the Interaction Order. Cambridge:

Polity Press

Durkheim, E. (1982). The Rules of Sociological Method. New York: Free Press

Durkheim, E. (1995). The Elementary Forms of Religious Life. New York: The Free Press

Erwin, R. (1992). The Nature of Goffman. Centennial Review, 36, 327-342

Fann, K.T. (1970). Peirce’s Theory of Abduction. The Hague: Martinus Nijhoff

Feyerabend, P. (1975). Against Method: Outline of an anarchic theory of

knowledge London: NLB

Fine, G.A. & Martin, D.D. (1995). Humor in Ethnographic Writing:

Sarcasm, Satire, and Irony as Voices in Goffman‟s Asylums. I Van Maanen,

J. (red.), Representation in Ethnography. London: Sage

Fine, G.A. & Smith, G.W.H. (2000) (red.). Erving Goffman. Volume 1-4. London: Sage

Foss, D.C. (1972). Self and the Revolt Against Method. Philosophy of the Social Sciences, 2, 291-307

Foucault, M. (1979). Discipline and Punish. Harmondsworth: Penguin

Friedson, E. (1983). Celebrating Goffman. Contemporary Sociology, 12, 359-362

Frisby, D. (1981). Sociological Impressionism. A Reassessment of the social

theory of Georg Simmel. London: Heineman

Garfinkel, H. (1967). Studies in Ethnomethodology. Englewood Cliffs: Prentice- Hall

Geertz, C. (1973). The Interpretation of Cultures. New York: Basic Books

Geertz, C. (1979). Deep Play: Notes on the Balinese Cockfight. I Rabinow,

P. & Sullivan, M. (red.), Interpretive Social Science: A Reader. Berkeley,

Page 202: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

201

CA: University of California Press

Giddens, A. (1976). New Rules of Sociological Method. London: Hutchinson

Giddens, A. (1984). The Constitution of Society. Cambridge: Polity Press

Giddens, A. (1987). Social Theory and Modern Sociology. Cambridge: Polity Press

Giddens, A. (1991). Modernity and Self-Identity. Cambridge: Polity Press

Gilje, N. & Grimen, H. (1998). Samfunnsvitenskapenes forutsetninger. Oslo:

Universitetsforlaget

Glaser, B.G. & Strauss, A.L. (1965). Awareness of Dying. Chicago: Aldine

Glaser, B.G. & Strauss, A.L. (1967). The Discovery of Grounded Theory: Strategies for Qualitative Research. Chicago: Aldine de Gruyter

Goffman, E. (1949). Some Characteristics of Response to Depicted

Experience. Kandidatafhandling, Department of Sociology, University

of Chicago

Goffman, E. (1951). Symbols of Class Status. British Journal of Sociology, 11, 294-304

Goffman, E. (1952). On Cooling the Mark Out: Some Aspects of Adaptation to Failure. Psychiatry, 15, 451-463

Goffman, E. (1957a). Anmeldelse af Cressey, D. R. “Other People‟s Money”. Psychiatry, 20, 321-326

Goffman, E. (1957b). On Some Convergences of Sociology and Psychiatry. Psychiatry, 20, 201-203

Goffman, E. (1957c). Some Dimensions of the Problem. I Greenblatt, M., Levinson, D.J., Williams, R.H. (red.), The Patient and the Mental Hospital. New York, Free Press

Goffman, E. (1964). The Neglected Situation. American Anthropologist, 66, 133-136

Goffman, E. (1966). Communication and Enforcement Systems. I

Archibald, K. (red.), Strategic Interaction and Conflict. Berkeley, CA:

Institute of International Studies

Goffman, E. (1977a). The Arrangement between the Sexes. Theory and Society, 4, 301-331

Goffman, E. (1977b). Genderisms. An admittedly malicious look at how

advertising reinforces sexual role stereotypes. Psychology Today, 11,

60-63

Goffman, E. (1979). Gender Advertisements. New York: Harper and Row Publishers

Goffman, E. (1983a). The Interaction Order. American Sociological Review, 48, 1-17

Goffman, E. (1983b). Felicity´s Condition. American Journal of Sociology, 89, 1-53

Goffman, E. (1989). On Fieldwork. Journal of Contemporary Ethnography, 18, 123-132

Gonos, G. (1977). „Situation‟ versus „Frame‟: The „Interactionist‟ and the „Structuralist‟ Analyses of Everyday Life. American Sociological Review, 42, 854-867

Gouldner, A.W. (1971). The Coming Crisis of Western Sociology. London:

Heineman Educational Books

Gouldner, A.W. (1973). For Sociology. Renewal and Critique in Sociology Today. London: Allen Lane

Gregersen, B. (1975), (red.). Om Goffman - 11 artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Grimshaw, A.D. (1983). Erving Goffman: A Personal Appreciation. Language in Society, 12,

147-148

Gronfein, W. (1999). Sundered selves: mental illness and the interaction

order in the work of Erving Goffman. I Smith, G. (red). Goffman and Social

Organization. Studies in a Sociological Legacy. London: Routledge

Page 203: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

202

Guneriussen, W. (1996). Aktør, handling og struktur. Otta: Tano

Habermas, J. (1984). The Theory of Communicative Action. Volume 1:

Reason and the Rationalization of Society. Boston, MA: Beacon Press

Hall, J.A. (1977). Sincerity and Politics: Existentialists vs Goffman and

Proust. Sociological Review, 25, 535-550

Hammond, P.E. (red.) (1964). Sociologists at Work. New York: Basic Books

Hansen, N.G. (1991). Sansernes sociologi. Om Georg Simmel og det

moderne. København: Tiderne Skifter

Hartland, N.G. (1994). Goffman‟s Attitude and Social Analysis. Human Studies, 17, 251-266

Hinnenkamp, V. (1989). „Turkish Man You?‟ The Conversational Accomplishment of the Social and Ethic Category of Turkish Guestworker. Human Studies, 12, 117-146

Holliday, P. (1976). Placing. Writing Sociology, 1, 51-59

Hymes, D. (1984). On Erving Goffman. Theory and Society, 13, 621-631

Jacobsen, M. (2000). Quo Vadis Grounded Theory - en sociologisk

tilstandsrapport om grounded theory og et forsøg på videreudvikling.

Upubliceret manuskript. Aalborg Universitet.

Jacobsen, M.H. & Kristiansen, S. (2000). Goffman og den metaforiske genialitet. Skriftserie fra Forskningsgruppen Arbejds- og Levemiljøer. årg. 5, nr. 5

Kendon, A. (1996). Goffman's Approach to Face-to-Face Interaction. I Drew, P. & Wootton, A. (red.). Erving Goffman. Exploring the Interaction Order. Cambridge: Polity Press

King, G.,

Keoha

ne,

R.O.,

Verba,

S.

(1994).

Design

ing

Social

Inquir

y:

Scienti

fic

Inferen

ce in

Qualit

ative

Resear

ch.

Princet

on, NJ:

Page 204: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

203

Princet

on

Univer

sity

Press

Knorr-Cetina, K. (1981). The micro-sociological challenge of

macro-sociology: towards a reconstruction of social theory and

methodology. I Knorr-Cetina, K. & Cicourel, V. (red), Advances in social

theory and methodology: Toward an integration of micro- and macro

sociologies. London: Routledge and Kegan Paul

Knudsen, C. (1990). Empirisk-analytisk videnskabsteori. Del I:

Induktivismen og dens kritikere. I Andersen, H. (red), Videnskabsteori og

metodelære. København: Samfundslitteratur

Kremer-Marietti, A. (1994). Peirce‟s Epistemology as a Generalized Theory

of Language. In Debrock, G. & Hulswit, M. (red.), Living Doubt. Essays

concerning the epistemology of Charles Sanders Peirce. Dordrecht: Kluwer

Academic Publishers

Kumar, K. (1978). Prophecy and Progress. The Sociology of Industrial and

Post-Industrial Society. Middlesex: Penguin Books

Lakoff, G. & Johnson, M. (1980). Conceptual Metaphor in Everyday Language. The Journal of Philosophy, 77, 453-486

Lanigan, R.L. (1972). Speaking and Semiology: Merleau-Ponty’s Phenomenological Theory of Existential Communication. Haag: Mouton

Lanigan, R.L. (1988). Is Erving Goffman a Phenomenologist? Critical

Studies in Mass Communication, 5, 335-345

Laursen, E. (1997). Selvet mellem personlighed og rolle. Internt

arbejdspapir, Aalborg Universitet.

Layder, D. (1997). Modern Social Theory: Key Debates and New

Directions. London: University College Press

Layder, D. (1998). Sociological Practice. Linking Theory and Social Research. London: Sage

Lemert, C. (1997). “Goffman”. I Lemert, C. & Branaman, A. (red.),

The Goffman Reader. Oxford: Blackwell

Levine, D.N. (1971). Introduction. I Simmel, G., On Individuality and

Social Forms. Udvalgte skrifter redigeret og oversat af Donald N. Levine.

Chicago: University of Chicago Press

Lindgren, G. (1994). Fenomenologi i praktikken. I Starrin, B. & Svensson. P.–G. (red), Kvalitativ metod och vetenskabsteori. Lund: Studentlitteratur

Lofland, J. (1980). Early Goffman: style, structure, substance, soul. I Ditton, J. (red.), The View from Goffman. London: MacMillan

Lofland, J. (1984). Goffman's Sociological Legacies. Urban Life, 13, 7-34

Lyman, S.M. (1973). Civilization: contents, discontents, malcontents.

Contemporary Sociology, 2, 360-366

Lyman, S. M. & Scott, M. B. (1970). A Sociology of the Absurd. New York:

Page 205: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

204

Appleton- Century Crofts

Løchen, Y. (1993). Forpliktende fantasi. Oslo: Universitetsforlaget

MacCannel, D. (1990). The Descent of the Ego. In Riggins, S. (red.).

Beyond Goffman: Studies on Communication, Institution, and

Social Interaction. Berlin: Mouton de Gruyter

Manning, P.K. (1976). The decline of civilty: a comment on Erving Goffman‟s sociology. Canadian Review of Sociology and Anthropology, 13, 13-25

Manning, P. (1991). Drama as Life: The Significance of Goffman‟s Changing Use of the Theatrical Metaphor. Sociological Theory, 9, 70-86

Manning, P. (1992). Erving Goffman and Modern Sociology. Stanforn, CA.:

Stanford University Press

Manning, P. (1999). Ethnographic coats and tents. I Smith, G. (red). Goffman and Social Organization. Studies in a Sociological Legacy. London: Routledge

Marx. G.T. (1984). Role Models and Role Distance. Theory and Society, 13, 649-662

McGregor, G. (1986). A View from the Fort: Erving Goffman as a Canadian. Canadian Review of Sociology and Anthropology, 4, 531-543

McGregor, G. (1995). Gender Advertisements Then and Now: Goffman,

Symbolic Interactionism, and the Problem of History. Studies in

Symbolic Interaction, 17, 3-42

Mead, G.H. (1976). Mind, Self, & Society. From the Standpoint of a Social Behaviorist. Chigaco: University of Chicago Press

Merton, R.K. (1968). Social Theory and Social Structure. New York: The Free Press

Messinger, S.L., Sampson, H., Towne, R.D. (1962). Life as Theater: Some

notes on the Dramaturgic Approach to Social Reality. Sociometry, 21,

98-110

Miller, T.G. (1986). Goffman, Positivism and the Self. Philosophy of the Social Sciences, 16, 177-195

Mills, C.W. (1959). The Sociological Imagination.New York: Oxford University Press

Morgan, D. (1999). Sociological Imaginings and Imagining Sociology:

Bodies, Auto/Biographies and Other Mysteries. Sociology, 32, 647-663

Morris, M.B. (1977). An Excursion into Creative Sociology. Oxford: Basil Blackwell

Mouzelis, N.P. (1970). On Total Institutions. Sociology, 5, 113-120

Nisbet, R.A. (1972). The Sociological Tradition. London: Heinemann

Nisbet, R.A. (1977). Sociology as an Art Form. New York: Oxford University Press

O‟Neil, J. (1981). A Preface to Frame Analysis. Human Studies, 4, 359-364

Oromaner, M. (1980). Erving Goffman and the Academic Community. Philosophy of the Social Sciences, 10, 287-291

Park, R. & Burgess, E.W. (1969). Introduction to the Science of Sociology.

Chicago: University of Chicago Press

Peirce, C.S. (1979). Collected Papers. Volume VII & VIII. Redigeret af

Burks, A..W. Cambridge, MA: The Belknap Press of the Harvard University

Press

Perinbanayagam, R.S. (1974). The Defintion of the Situation: an Analysis of

the Ethnomethodological and Dramaturgical View. The Sociological

Quaterly, 15, 521-541

Phillips, D.L. (1973). Abandoning Method. San Francisco: Jossey-Bass

Page 206: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

205

Phillips, J. (1983). Goffman‟s Linguistic Turn: A Comment on Forms of

Talk. Theory, Culture & Society, 2, 114-116

Posner, J. (1978). Erving Goffman: His Presentation of Self. Philosophy of

the Social Sciences, 8, 67-78

Posner, J. (1980). Rebuttal: Oromaner Paper. Philosophy of the Social Sciences, 10, 293-294

Psathas, G. (1996). Theoretical Perspectives on Goffman: Critique

and Commentary. Sociological Perspectives, 39, 383-391

Psathas, G. (1975). Goffman’s Image of Man. Paper Præsenteret på “The Annual

Meeting of the American Sociological Association.” August, San

Francisco

Rasmussen, S.A. (1975.). Stigma. I Gregersen, B. (red.), Om Goffman - 11

artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Rawls, A.W. (1984). Interaction as a Ressource for Epistemological Critique. Sociological Theory, 2, 222-252

Rawls, A.W. (1987). The Interaction Order Sui Generis: Goffman‟s Contribution to Social Theory. Sociological Theory, 5, 136-149

Riggins, S. (red.), (1990). Beyond Goffman: Studies on Communication, Institution, and Social Interaction. Berlin: Mouton de Gruyter

Robinson, W.S. (1969). The Logical Structure of Analytic Induction. I

McCall, G.J. & Simmons, J.L. (red.), Issues in Participant Observation. A

Text and Reader. Reading, MA: Addison-Wesley

Robrecht, L. (1995). Grounded Theory: Evolving Methods. Qualitative

Health Research, 5, 169-177

Rock, P. (1979). The Making of Symbolic Interactionism. London: MacMillan

Ryan, A. (1978). Maximising, Moralising and Dramatising. I Hookway, C.

& Pettit, P. (red.), Action and Interpretation: Studies in the Philosophy of

the Social Sciences. Cambridge: Cambridge University Press

Schudson, M. (1984). Embarrasment and Erving Goffman's Idea of Human Nature. Theory and Society, 13, 633-648

Schutz, A. (1970). Concept and Theory Formation in the Social Sciences. I

Emmet, D. & MacIntyre, A. (red.), Sociological Theory and Philosophical

Analysis. New York: MacMillan

Schwalbe, M.L. (1993). Goffman Against Postmodernism: Emotion and the Reality of the Self. Symbolic Interaction, 16, 333-350

Schwimmer, E. (1990). The Anthropology of the

Interaction Order. I Riggins, S.H. (red.),

Beyond Goffman. Studies on

Communication, Institution, and Social

Interaction. New York: Mouton de Gruter

Shakespeare, W. (1911). A Midsummer Night‟s Dream. I The Works of

Shakespeare. Redigeret af Clark, W.G. & Wright, W.A., London:

MacMillan

Sharrock, W. (1999). The omnipotence of the actor. Erving Goffman on „the

definition of the situation‟. I Smith, G. (red). Goffman and Social

Page 207: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

206

Organization. Studies in a Sociological Legacy. London: Routledge

Simmel, G. (1950). The Sociology of Georg Simmel. Udvalgte skrifter

redigeret og oversat af Kurt H. Wolff. Glencoe, Ill.: The Free Press

Simmel, G. (1971). The Problem of Sociology. I Simmel, G., On

Individuality and Social Forms. Udvalgte skrifter redigeret og oversat af

Donald N. Levine. Chicago: University of Chicago Press

Simmel, G. (1992). Georg Simmel Soziologie. Untersuchungen über die

Formen der Vergesellshaftung. Gesamtausgabe bind II. Frankfurt am Main:

Suhrkamp

Simmel, G. (1998). Hvordan er samfundet muligt? Udvalgte sociologiske

skrifter. København: Gyldendal

Smith, G. (1988). The Sociology of Erving Goffman. Social Studies Review, 3, 118-122

Smith, G.W.H. (1989). Snapshots „sub specie aeternitatis‟: Simmel, Goffman and formal sociology. Human Studies, 12, 19-57

Smith, G. (1999). Introduction: interpreting Goffman‟s sociological legacy.

I Smith, G. (red). Goffman and Social Organization. Studies in a

Sociological Legacy. London: Routledge

Solberg, A. (1985). Metodekapitlenes blanke sider. I Dale, B. et al. (red.),

Metode på Tvers. Trondheim:Tapir

Stein, M. (1991). Sociology and the Prosaic. Sociological Inquiry, 61, 421-433

Strong, P. (1983). The Importance of Being Erving: Erving Goffman 1922-1982. Sociology of

Health and Illness, 5, 345-355

Stubbs, M. (1983). Dimensions of Sociolinguistics. Language in Society, 12, 77-82

Sylvest, N. (1975). Interaktionsregler. I Gregersen, B. (red.), Om Goffman -

11 artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Sørensen, T.B. (1997). Sociologien i hverdagen. Indføring i nyere

gruppesociologi. Århus: Gestus

Tseelon, E. (1992). Is the Presented Self Sincere? Goffman, Impression

Manegement and the Postmodern Self. Theory, Culture & Society, 9,

115-128

Turner, R.E. & Edgley, C. (1976). Death as Theater: A Dramaturgical

Analysis of the American Funeral. Sociology and Social Research, juli,

377-392

Verhoeven, J.C. (1993). An Interview with Erving Goffman, 1980. Research on Laguage and

Social Interaction, 26, 317-348

Waksler, F.C. (1989). Erving Goffman‟s sociology: An introductory essay. Human Studies, 12, 1-18

Watson, R. (1983). Goffman, Talk and Interaction: Some Modulated Responses. Theory, Culture & Society, 2, 103-108

Watson, R. (1999). Reading Goffman on interaction. I Smith, G. (red). Goffman and Social Organization. Studies in a Sociological Legacy. London: Routledge

Weber, M. (1972). Georg Simmel as Sociologist. Social Research, 39, 155-163 (introduktion og oversættelse af Donald L. Levine)

Weinstein, R.M. (1994). Goffman‟s Asylums and the Total Institution Model of Mental Hospitals. Psychiatry, 57, 348-

Page 208: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

207

Wexler, M.N. (1984). The Enigma of Goffman‟s Sociology. Quarterly Journal of Ideology, 8,

40-50

Williams, R. (1983). Sociological Tropes: A Tribute to Erving Goffman. Theory, Culture and

Society, 2, 99-102

Williams, S.J.. (1986). Appraising Goffman. British Journal of Sociology, 37, 348-369

Williams, R. (1996). Understanding Goffman's Methods. I Drew, P. & Wootton, A. (red.). Erving Goffman. Exploring the Interaction Order. Cambridge: Polity Press

Winkin, Y. (1983). The French (Re)presentation of Goffman‟s Presentation and Other Books.

Theory, Culture & Society, 2, 109-111

Winkin, Y. (1999). Erving Goffman: what is a life? The uneasy making of

an intellectual biography. I Smith, G. (red.), Goffman and Social

Organization. Studies in a sociological legacy. London: Routledge

Winkin, Y. (1988) (red.). Erving Goffman: Les moments et leurs hommes. Paris: Seuil/Minuit

Wuthnow, R.J. (1988). Sociology of Religion. I Smelser, N. J. (red.), Handbook of Sociology.

London: Sage

Young, T.R. (1971). The Politics of Sociology: Gouldner, Goffman, and Garfinkel. The American Sociologist, 6, 276-281

Zeitlin, I. (1973). Rethinking Sociology. A Critique of Contemporary

Theory. New York: Appleton-Century-Crofts, Meredith Corporation

Znaniecki, F. (1934). The Method of Sociology. New York: Rinehart & Company

Ølgaard, B. (1975). Når mennesker mødes. I

Gregersen, B. (red.), Om Goffman - 11

artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Ørnstrup, H. (1989). Personligheden og det sociale. En

Introduktion til Georg Simmel. Århus: Århus

Universitetsforlag

Østerberg, D. (1993). Fortolkende sociologi I. Almene emner og

metodologi. Oslo: Universtetsforlaget

Bibliografier, monografier, artikelsamlinger og “Readers” om Goffman

Burns, T. (1992). Erving Goffman. London: Routledge

Ditton, J. (red.) (1980). The View from Goffman. London: Macmillan

Drew, P. & Wootton, A. (red.) (1996). Erving Goffman. Exploring the Interaction Order. Cambridge: Polity Press

Fine, G.A. & Smith, G.W.H. (red.) (2000). Erving Goffman. Volume 1-4. London: Sage

Gregersen, B.(red.) (1975). Om Goffman - 11 artikler. København: Hans Reitzels Forlag

Lemert, C. & Branaman, A. (red.) (1997). The Goffman Reader. Oxford: Blackwell

Manning, P. (1992). Erving Goffman and Modern Sociology. Stanford, CA:

Stanford University Press

Riggins, S. (red.) (1990). Beyond Goffman. New York: Mouton de Gruyter

Smith, G. (red.) (1999). Goffman and Social Organization. Studies in a Sociological Legacy. London: Routledge

Page 209: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

208

Særudgaver af tidsskrifter

Human Studies (1989), vol. 12, nr. 1-2

Dette nummer med titlen “Erving Goffman‟s Sociology” redigeret af Frances Chaput Waksler

indeholder en række reviderede papers fra en konference om Goffmans sociologi afholdt på

University of York i juli, 1986.

Sociological Perspectives (1996), vol. 39

Indeholder en særlig “focus section on the works of Erving Goffman” med bidrag fra blandt

andre James Chriss, George Psathas og James Ostrow.

Theory, Culture & Society (1983), vol. 2, nr. 1

Indeholder en “Erving Goffman Appreciation” med bidrag fra blandt andre Robin Williams,

Pierre Bourdieu og Yves Winkin

Theory and Society (1984), vol 13, nr. 5

Indeholder fire artikler forfattet af Dell Hymes, Michael Schudson, Gary T. Marx og Paul

Creelan, der tilsammen udgør en slags “memorial session” for Erving Goffman.

Skandinaviske oversættelser af Goffmans publikationer

Goffman, E. (1993) Anstalt og menneske. Den totale institution socialt set. København:

Jørgen Paludans Forlag

Goffman, E. (1992). Vore rollespil i hverdagen. København: Hans Reitzels Forlag

Goffman, E. (1975). Stigma: Om afvigerens sociale identitet. København: Gyldendal

1 At det kan være svært at få styr på Goffman hænger givetvis sammen med, at han, som

Randall Collins (1986:108) udtrykker det, “begraver” sine teoretiske budskaber i elegant

formulerede kommentarer og bisætninger, at han kun sjældent skriver en konventionel

konklusion og aldrig indskriver sig i en etableret videnskabelig tradition. 2 Mannings SIAC-skema består af fire hovedelementer; (1) situational propriety, (2)

involvement, (3) accessibility og (4) civil inattention. 3 Man kan dog som Alan Dawe (1974) sige, at Goffman beskæftiger sig med en slags

interaktionel magt, det vil sige den magt der udøves mellem udøvere af repræsentater for en

formel organisering eller en profession på den side og patienter på den anden (Asylums), eller

den magt der er på spil mellem mennesker, der hver især ønsker at definere situationen for

dermed at kunne foretage en fordelagtig selvpræsentation (The Presentation of Self in

Everyday Life, Frame Analysis).

4 Hvad Goffman i The Presentation of Self in Everyday Life kalder for the ritual profanation

of the front region (hvilket ifølge Goffman betegner situationer, hvor personer med høj status

midlertidigt forlader et område, og personer med lavere status griber lejligheden til at betræde

og dermed profanere det) svarer ifølge Cioffi blot til det almindeligt kendte ordsprog om, at

når katten er ude, leger musene på bordet. 5 Craib (1978:81) peger på, at en af Goffmans tricks består i at gøre læseren til en privilligeret

medoplever af en virkelighed, som forekommer skjult for de fleste: “With Goffman we

Page 210: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

209

become privileged observers in a special way: we see through tricks, acts, illusions of all

sorts. With Goffman the reader is no fool. The reader becomes and “insider”, his status is

confirmed by the systematic use of argot and suspicion.” 6 Alvin Gouldner klassificerer i The Coming Crisis of Western Sociology Goffman på line

med fremtrædende mikrosociologer som George Homan og Harold Garfinkel, der blandt

andet er fælles om et voluntaristisk menneskesyn: “They focus on man a creator of social

reality rather than as a victim of it.” (Gouldner, 1971:295). Gouldner (1971:68) skriver

desuden om en række nye tendenser i vestlige sociologi: “Among the most important of these

new theoretical model is the social psychology of Erving Goffman, surely the most brilliant

among his group”. Men om denne sidste bemærkning nu også skal opfattes som en

kompliment, kan man, som Posner (1980) også har gjort opmærksom på, ikke være sikker på. 7 Det er nok præcis denne situation, der fik Robert Erwin (1992:337) til at karakterisere

videnskabsmanden Goffman ved hjælp af følgende billede: “He sailed not exactly under the

flag of science, but as a fellow traveler, like a fishing boat that tags along behind or beside an

armed convoy for protection and company.” 8 Som Raymod Weinstein (1994) om Asylums skriver, så har der i tre årtier blandt Goffmans

kolleger og fagfæller eksisteret en slags kritisk-ukritisk dikotomi. Kritikere har angrebet

Goffmans teorier, metoder og konklusioner. Tilhængerne derimod har følt sig tiltrukket af

Goffmans effektive og forførende skrivestil og har i hans essays fundet slagkraftigt skyts mod

etablerede professioner og behandlingssystemer. Selvom Weinsteins iagttagelse specifikt er

møntet på Asylums, er det min opfattelse, at en sådan dikotomisk situation generelt ser ud til

at eksistere blandt Goffmans kommentatorer. 9 Hermed drager således den logiske konsekvens af Glaser & Strauss‟ (1967:5) formulering

om, at “[...] the adequacy of a theory for sociology today cannot be divorced from the process

by which it is generated.” 10

Det er primært i forordene til sine udgivelser, at Goffman eksplicit formulerer sig om sin

forskningsstrategi, men selv her efterlades læseren med en yderst sparsom og ufuldstændig

information. 11

Goffman kritiserede i et interview den symbolske interaktionisme for negligere sociale

fænomeners struktur eller organisering. Om den Blumerske version af symbolsk interaktion

sagde han blandt andet: “Well it stands as a good corrective to the excesses of Quantitative

Sociology. But, in itself, it doesn't provide you with the structure or organization for the

substantive area you are studying [...] there is nothing in symbolic interactionism which

suggests there is going to be a structure or an organization to anything.” (Verhoeven,

1993:334) 12

Goffman holdt på et tidspunkt en forelæsning for den amerikanske sociologforening om

feltarbejde. Denne forelæsning blev senere publiceret under titlen On Fieldwork (1989). Her

udtrykker Goffman sig om det etnografiske feltarbejde, men hans refleksioner på dette punkt

synes ikke at levere revolutionerende bidrag til forståelsen af den etnografiske metode. 13

Hvad man dog i denne forbindelse kan bemærke er, at Goffman, på trods af at store dele af

hans forfatterskab hviler på hans etnografiske studier, mildt sagt ikke opnåede nogen særlig

anerkendelse som etnograf. Fine og Martin (1995:172) skriver for eksempel om Asylums :

“[...] despite Goffman‟s status as one of the most important American sociologists of

the twentieth century, he is not among the century‟s best ethnographers. His

ethnography is casual, not methodologically thorough, and perhaps not to be trusted

in providing a precise picture this social institution. [det psykiatriske hospital]”

Page 211: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

210

14

Solberg (1985) og Hammond (1964) er begge eksempler på publikationer, hvor

fremtrædende forskere er blevet bedt om at fortælle og forklare, hvordan de oplevede arbejdet

med specifikke forskningsprojekter. De blev således i begge tilfælde bedt om at beskrive

forskningsprocessens mere uformelle og ubeskrevne sider, i begge tilfælde eksempelvis

hvordan centrale ideer og begreber blev til og udviklede sig i løbet af forskningsarbejdet. 15

Hermed tager jeg konsekvensen af den holdning, der udtrykkes af Layder (1998:134), og

lyder som følger: “All claims to validity of knowledge (even those that insist on immunity

from such claims) are underpinned by epistemological assumptions, thus they must be

examined and justified as part of the ongoing adjudication of claims by the research

community.” 16

Dette synspunkt hos Goffman stemmer ret godt overens med Lymans (1973:362) ide om, at

[...] scientists , like lawyers are often poor defenders of their own cause. Rather it is for those

who subscribe to Goffman‟s theoretical orientations to provide a precise methodology and a

sound justification for it.” 17

De første sider af denne biografiske præsentation baserer sig, hvor ikke andet er angivet på

Burns (1992:9-13). For de (franskkyndige) læsere, der måtte være interesseret i en mere

detaljeret biografisk præsentation af specielt den yngre Goffman, henvises til Winkin (1988). 18

Det canadiske paradigme, som McGregor (1986:532) identificerer er at forstå som en slags

kulturel arketype, som rummer:

“A preoccupation with boundaries; an obsession with both isolation and death; a

symbolic inversion of sex roles such that „femine‟ self is typically set in opposition to

a diffuse masculine otherness; a reluctant identfication with saints, madmen, cripples,

freaks, Indians, and animals, balanced by a fascinated fear of „magicians‟; and a

profound ambivalence toward all forms of mediation from religion to art; a

preference of for history over geography, ritual over spontaneity, pragmatism over

ideals; a belief in fate, and a tragi-comic view of life” 19

Det er i denne forbindelse dog vigtigt at gøre opmærksom på, at en analyse af Goffmans

nationale karaktertræk ikke alene kan forklare hans måde at arbejde på, men kan være med til

at lette forståelsen for hans karakteristiske emnevalg, approach og ekspressive stil (McGregor,

1986:540-541). 20

Specialet er atypisk for Goffmans senere produktioner i den forstand, at der er tale om en

forholdsvis rigid gennemførelse af et allerede anvendt forskningsdesign samt ved det forhold

at talmateriale og tabeller her spiller en afgørende rolle. 21

TAT-instrumentet er et eksempel på det, der indenfor psykologien kaldes for en projektiv

teknik, hvor forsøgspersoner bedes om at forholde sig til, forklare eller fortolke en blækklat,

en ufærdig historie, et billede eller andet materiale, hvorefter forskeren på baggrund af disse

produkter forsøger at udlede indsigter om forsøgspersonens bagvedliggende personlighed. I

Warner og Henrys samt Goffmans undersøgelse anvendes “Murrays Thematic Apperception

Test”, som består af en række kort, der skildrer personer i forskellige interpersonelle

situationer. Forsøgspersonens opgave er at fortælle om sin opfattelse af situationerne. Deraf

titlen på specialet, som oversat og lettere omskrevet hedder noget i retning af “Nogle

karakteriske træk ved respons på afbildede interpersonelle erfaringer.” 22

Kvindernes socio-økonomiske status fastlægges i relation til deres uddannelsesniveau,

alder, mændenes stilling, antallet af børn, boligtype samt antallet af værelser i boligen. 23

Gary Alan Fine & Daniel D. Martin (1995) skal her nævnes som eksempler på forskere,

der har analyseret Goffmans anvendelse af sarkasme og ironi, som en integreret del af sin

Page 212: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

211

metode, her specielt i Asylums. 24

Goffmans faglige vejledere var professorerne Anselm Strauss, Donald Horton samt W.

Lloyd Warner alle University of Chicago. 25

Som Micheal Schudson har gjort opmærksom på, er der dog ikke meget, der tyder på, at

Goffman etablerede særligt nære, personlige forbindelser til de mennesker, han mødte under

sit feltarbejde. Som Schudson (1984:640) skriver: “There is no indication that he made any

friends, there is no special “informant” that anthropologists have often discussed with such

feeling. Indeed Goffman is intentionally anti-anthropological.” 26

Som en slags uddybende kommentar til skemaet skal det bemærkes, at A. “Sky” Choate er

navnet på Goffmans første kone (Angelica Schuyler Choate, senere Angelica S. Goffman med

hvem han fik sønnen Thomas Edward Goffman), som han giftede sig med i 1952 (Goffman

giftede sig senere med Gillian Sankoff med hvem han fik datteren Alice). F. Goffman er hans

tre år ældre storesøster Frances Goffman. Dauphin er navnet på den by i Manitoba, hvortil

Goffman og hans familie flyttede i 1926 (Grimshaw, 1983; Winkin, 1999). Det bør her

yderligere påpeges, at Winkins skema mangler den russiske dramaturg Evreinoff, der

inspirerede Goffman i udviklingen af det dramaturgiske perspektiv på social samhandling

(Perinbanayagam, 1974:521). 27

Flere (for eksempel Johan Asplund, 1975) har forbundet Goffmans outsiderperspektiv med

hans fysiske fremtoning (han var forholdsvis lille af vækst) samt hans jødisk-canadiske

baggrund (Lemert, 1997:xxi). 28

Goffman (1983a:2) 29

Faktisk strækker kontinuiteten sig endnu længere tilbage i forfatterskabet. I to artikler, der

blev publiceret før han færdiggjorde sin ph.d.-afhandling slog Goffman tonen an til det, der

skulle vise sig at blive et fremtrædende tema i forfatterskabet; spændingen mellem tillid og

kynisk manipulation i social interaktion (Manning, 1991:74). I Symbols of Class Status

beskæftiger han sig med, hvordan brug af status symboler ikke blot er et karakteristisk træk

ved socialt liv, men at denne brug samtidig er afhængig af en vis tillid og konsensus: “This

kind of harmony requires that the occupant of each status act towards others in a manner

which conveys the impression that his conception of himself and of them is the same as their

conception of themselves and him.” (Goffman, 1951:294). Symboler på klassestatus er ifølge

Goffman (1951:304) de tegn (“cues”), som vi bruger til at præsentere os med og dermed også

til fastlå andres personers status. Vi er afhængige af, at andre stoler på de tegn, vi omgiver os

med, fordi disse tegn fortæller om, hvordan vi bør behandles i interaktionen. On Cooling the

Mark Out, som blev publiceret et år senere, handler ikke i så høj grad om tillid mellem

aktører, men derimod om, hvordan aktører kan lære eller hjælpes til at affinde sig med eller

acceptere selvdegraderende hændelser. Artiklens overskrift refererer til den funktion visse

personer i kriminelle undergrundsmiljøer har, når et offer efter indbildt forventning om at

høste en hurtig gevinst er blevet “tørret” og indser, at han eller hun er blevet bondefanget. Den

uheldige, der kaldes for “the mark” vil som regel reagere med raseri og aggression, og skal

derfor dysses ned eller med Goffmans termer “cooles out”. Hvis de kriminelle aktører skal

kunne fortsætte deres “hverv” skal den uheldige bringes til at affinde sig med sit tab (af

penge og agtelse) - den uheldige har på sin side oftest også en interesse i at holde “affæren”

skjult, eftersom han ellers, overfor omgivelserne, vil fremstå som et godtroende fjols.

Goffman bruger dette som afsæt til at analysere de måder, vi i det normale hverdagsliv

tilpasser os eller lærer at leve med (selv)tab, og om hvordan personer i formelle og uformelle

roller hjælper med at “coole os out”, når et af vore sociale selv er ved at afgå ved døden.

Artiklen er et glimerende eksempel på Goffmans evne til at forstå sociale mekanismer ved

hjælp af analogier samt evnen til at se det store i det små. Med afsæt i det små, det fordækte

Page 213: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

212

og obskure (et typisk trick blandt småforbrydere i undergrundsmiljøer) formår han at

dokumentere og diskutere nogle tilsyneladende almene og nødvendige sociale mekanismer.

Undersøgelsen danner baggrund for den generelle konstatering, at personer er individer som

involverer sig i roller og værdier, de definerer deres forskellige sociale selv indeholdende

forskellige værdier eller status (Goffman, 1952:461). Personen diskrediteres, når det viser sig,

at hans selv ikke alligevel indeholdt de kvaliteter, han gav indtryk af. Hermed “dør” ikke hele

personen, han lader sig “coole out” og kun ét af hans sociale selv har lidt skade. Dette

fortæller os, siger Goffman (1952:461), og hæver han sin analyse op på samfundsniveauet, at

“[...] there is a norm in our society persuading persons to keep their chins up and make the

best of it - a sort of social sanitation enjoining torn and tattered persons to keep themselves

packaged up.” Og forsætter han, menneskers evne til at modstå den massive ydmygelse og

ansigtstabet vidner om en vis “løshed” og mangel på gennemtrængelighed i organiseringen af

menneskers “aktivitetsområder”, således at en falleret forretningsmand på samme tid kan være

en succesfuld familiefar (Goffman, 1952:461).

30

Det er blandt andet sådanne udsagn fra Goffman, der gør ham svær at placere entydigt

indenfor en bestemt og velafgrænset teoretisk tradition. Goffman udtrykker her en

mikrostrukturalisme, der selvsagt distancerer ham fra interaktionismen, som går ud fra, at

situationer er konstrueret af kompetente og voluntaristiske sociale aktører. 31

Den sociale situation kan på mange måder betragtes som det mest centrale element i

Goffmans mikrosociologi. Ifølge Goffman har sociologer alt for længe negligeret det forhold,

at den sociale situation i realiteten er en lille virkelighed i sig selv, der med sine egne

processer styres af helt særlige regler. I sin artikel om denne oversete situation definerer han

begrebet på følgende måde: “I would define a social situation as an environment of mutual

monitoring possibilities, anywhere within which an individual will find himself accessible to

the naked senses of all others who are „present,‟ and similarly find them accessible to him.

According to this definition, a social situation arises whenever two or more individuals find

themselves in one another‟s immediate presence, and it lasts until the next-to-last person

leaves.” (Goffman, 1964:135). I Behavior in Public Places (1963:18) definerer han situationer

som “[...] the full spatial environment anywhere within which an entering person becomes a

member of the gathering that is (or does then become) present. Situations begin when mutual

monitoring occurs, and lapse when the second last person has left.” Begrebet social

begivenhed (“social occasion”), som er nært beslægtet med situations-begrebet, bruges af

Goffman som en bredere betegnelse for den situation, der opstår, når mennesker træder ind i

en fælles tilstedeværelse. Der er tale om breddere ramme eller begivenhed, som er rumlig og

tidsmæssigt forankret. En social begivenhed er en strukturerende kontekst indenfor hvilken

forskellige situationer og disses samlinger kan opstå, opløses og gendannes. Som typiske

eksempler på sociale begivenheder nævner Goffman en typisk arbejdsdag på et kontor, en

fest, en skovtur eller en aften i operaen. 32

I bogen trækker Goffman en klar grænse mellem, hvad han kalder for fokuseret

interaktion og ufokuseret interaktion:

“The communicative behavior of those immediately present to one another can be

considered in two steps. The first deals with unfocused interaction, that is, the kind of

communication that occurs when one gleans information about another person

present by glancing at him, if only momentarily, as he passes into and then out of one

view. Unfocused interaction has to do largely with the management of sheer and

mere copresence. The second step deals with focused interaction, the kind of

Page 214: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

213

interaction that occurs when persons gather close together and openly cooperate to

sustain a single focus of attention, typically by taking turns at talking.” (BP:24)

33

Enhver, der har prøvet at leve under tag med en teenagepige, vil dog vide, at

“ansigtsarbejdet” på badeværelset om morgenen og på alle mulige andre tidspunkter fuldt ud

kan være på højde med og ofte langt overstige den tid, som ældre kvinder har mulighed for

eller lyst til bruge. 34

Goffmans definerer involveringsskjolde som “[...] means by which the individual can

maintain the impression of proper involvement while he is actually delinquent in his

situational obligations.” (BP:41). 35

På samme måde, som der findes regler for den brug, der gøres af skjoldet, identificerer

Goffman forskellige regler for, hvordan man fordeler sit engagement på forskellige

involveringstyper. Her forstår han involvering som “[...] the capacity of an individual to or

withhold from giving, his concerted attention to some activity at hand.” (BP:43). Med hensyn

til forskellige involveringstyper indfører Goffman en skelnen mellem den primære

involvering (“main involvement”) og den sekundære (“side involvement”). Den primære

involvering er det, der lægger beslag på størsteparten af individets opmærksomhed og som

derfor også præger hans handlinger og adfærd. En sekundær involvering derimod er det,

individet godt kan “lave ved siden af” uden at den primære involvering forstyrres. Et

eksempel er, når man nynner eller ryger, mens man arbejder koncentreret med en opgave.

Goffman skelner også mellem dominerende (“dominant”) og underordnet (“subordinate”)

involering. Dominerende involvering er det, som situationen kræver at individet er engageret

i. En underordnet involvering er noget, som det er tilladt personen af have sin opmærksom på

i den tid og i den grad, at den dominerende involvering ikke kræver ham. De underordnede

involveringer udtrykker således en slags respekt for de dominerende:

“Thus, while waiting to see an official, an individual may converse with a friend,

read a magazine, or doodle with a pencil, sustaining these engrossing claims on

attention only until his turn is called, when he is obliged to put aside his time-passing

activity even though it is unfinished.” (BP:44)

God opførsel handler om at kunne allokere sin involering på den rette måde mellem disse

involeringstyper. Man må sørge for, at ikke at lade sig distrahere så meget af sine

underordnede involeringer, at den dominerende involering belastes. De underordnede

involeringer kan være potentielle trusler mod interaktionen, og personer vil ofte, i respekt for

den dominerende involvering, forsøge at skjule eller underbetone dem som lette og

ubetydelige distraktioner. Han vil forsøge at skjule den kraft, hvormed de drager hans

involvering væk fra den i situationen mest passende. Det er meningen af de sekundære og

underordnede involeringer kun skal lægge beslag på en lille del af individets opmærksomhed,

og det individets pligt at demonstere, at dette nu også er tilfældet.

36

Psykiatriske patienter, anfører Goffman, klager sig for eksempel ofte over, at de ikke har

noget at lave, netop fordi de er berøvet deres almindelige underordnede involveringsudstyr,

eller fordi de er henvist til at gøre brug af dem i længere tid end de er beregnet til. At være

henvist til cigaretternes selskab i timevis er eksempler på sådanne overudnyttelser. 37

Dog har visse grupper ifølge Goffman opnået dispensation fra dette forbud. Der findes

således “lolling groups”, hvor mennesker er samlet om at drive den af, typiske eksempler er

Page 215: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

214

gadehjørner i slumkvareter, udenfor indkøbscentre, på markeder og tilsvarende steder. 38

Sådanne etiketteregler er generelle for alle civiliserede, middelklasse interagerende. Et mere

nuanceret indblik i reglerne for ansigts-møderne får vi ved at indføre en skelnen mellem

bekendte og ubekendte, det vil sige en skelnen mellem mennesker, der i større eller mindre

udstrækning kender hinanden og mennesker, der er totalt fremmede for hinanden. Der ser

nemlig ifølge Goffman ud til at gælde særlige regler for mødet mellem henholdsvis bekendte

og ubekendte. Meget groft sagt består forskellen i, at hvor bekendte skal have meget gode

grunde til at ikke at engagere sig minimalt i den anden, kræves der gode grunde af to

fremmede til at gøre det (BP:124). Således vil det være en en fornærmelse af passere en

kollega i supermarkedet uden så meget som at smile eller nikke høfligt, mens det virker

påfaldende og mistænksomt at hilse på mennesker, man ikke kender overhovedet.

Nogle sociale positioner har dog en indbygget accept af kontakt mellem fremmede.

Ekspedienter og frontpersonale er eksempler på positioner, hvor fremmedes kontakt med

fremmede ikke er påfaldende men derimod naturlig. Andre sociale positioner er forbundet

med så lav status, at alle og enhver kan henvende sig til vedkommende uden at bekymre sig

om den eventuelle krænkelse. Børn og meget gamle mennesker er ifølge Goffman eksempler

på sådanne “åbne personer” (“open persons”), der uden risiko og til enhver tid kan kontaktes

af fremmede, de har ikke (endnu eller længere) et ansigt, der kan tabes. På samme måde er

nogle mennesker, qua deres job eller sociale position, udstyret med en særlig ret til at kontakte

fremmede. Dette gælder for eksempel politifolk, præster og sygeplejersker. Sådanne

mennesker har “åbningsrettigheder” overfor fremmede, de befinder sig med Goffmans ord i

såkaldte åbningspositioner (“opening positions”) (BP:128-129). I visse tilfælde har

“almindelige” mennesker dog ret til at kontakte fremmede. Hvis vi skal spørge om vej, eller

hvis vi skal undskylde eller forklare en handling. Som når den mand, der ligger og roder rundt

på fortovet, forklarer fremmede forbipasserende, at han leder efter sine kontaktlinser og ikke

er involveret “okkulte aktiviteter” (BP:131).

Der er desuden områder som er karakteriseret ved en slags gensidig åbenhed, det vil

sige områder, hvor det er tilladt og accepteret for fremmede, at henvende sig og engagere sig i

ansigts-møder. Der findes således visse åbne regioner (“open regions”), hvor fremmede enten

har ret til eller er forpligtet til at vise andre opmærksomhed. Værtshuset og sportpladsen er

eksempler på åbne regioner, hvor mennesker, uden at forbryde sig mod etiketten, frit kan

henvende sig til totalt fremmede. På tilsvarende måde eksisterer der i mange vestlige og

angloamerikanske samfund en “nikkelinie” (“nod line”), der opdeler samfund efter størrelse. I

samfund, der ligger under linien, er de voksne indbyggere forpligtet til at hilse på andre, for

dem fremmede, indbyggere, med et høfligt nik. I samfund, der ligger over linien, er

indbyggerne ikke bundet af en sådan forpligtelse (BP:132-133).

39

En særlig type af iloyalitet er når personer engagerer sig i et lille “sidespil” (“byplay”)

simultant med situationens dominerende emne eller tema. Det kan være den taler på en

konference, der mens en anden taler “er på”, diskret henvender sig til ordstyreren med et par

praktiske spørgsmål. Sådanne sidespil, siger Goffman, kan praktiseres åbent, eftersom de ikke

modarbejder situationens officielle dagsorden. Uacceptable sidespil, må derimod praktiseres i

det skjulte, de kan kun praktiseres offentligt, når de loyale deltagere er kommet i mindretal

(BP:182). En ekstrem form for iloyalitet er på spil i de situationer, hvor en person intetanende

“lokkes” eller inviteres til et møde, der primært har til formål at gøre vedkommende til grin

overfor de tilstedeværende tilskuere. Den “inviterende” lader som om, han anser “offeret”

som værende en ligeværdig samtalepartner, men bag dennes ryg udveksler han blikke, der

vidner om det modsatte. Den iscenesatte interaktion tjener her som underholdning for “den

Page 216: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

215

inviterende” og det tilstedeværende publikum (BP:182). Som eksempler på dette ekstreme

brud på forpligtelsen om at blive i mødet, nævner Goffman blandt andet en situation fra sine

studier på en psykiatrisk hospitalsafdeling:

“[...] an attendant would occasionally take a „pet‟ patient and dance with him or her

while winking broadly to the rest of the ward staff. The fun reached its climax at the

point where the patient was released and the attendant turned back to participation

with the rest of the now laughing staff.” (BP:184).

Det sigende blik til publikum bag offerets ryg, eller det blink med øjet, der vidner om

personens manglende loyale tilstedeværelse i mødet, er nogle af de mest anvendte “redskaber”

i denne forbindelse. De kan bruges til latterliggørelse af det naive offer eller de kan fungere

som praktiske hjælpemidler for den person, der af hensyn til sit omdømme på en diskret facon

ønsker at distancere sig fra det møde, vedkommende er engageret i. Det sidste gælder for den

kvinde, der i respekt for mandens ret til at byde til dans, accepterer tilbuddet fra en

fordrukken, usoigneret mand men på dansegulvet bag hans ryg signalerer til de øvrige

dansende, at hendes aktuelle engagement ikke skal tages alt for alvorligt og dermed ikke

påvirke hendes sociale omdømme (BP:185).

40

Med udtrykket “forskellig intensitet” refereres her til den af Goffman indførte skelnen

mellem “tightness” og “looseness”. På baggrund af disse begreber diskuterer han for

eksempel, hvordan involveringstrukturen eller den forpligtende normative struktur, som

personer er underlagt kan variere i styrke med døgnets rytme og den konkrete “setting” (på

mange kontorer hører slipset med til passende påklædning i åbningstiden, mens det med

sindsro kan udelades på overarbejde om sent om aftenen eller i weekends), ofte er forskellig

for mænd og kvinder (mænd kan lettere slippe afsted med at være usoignerede sammelignet

med kvinder), kan være bestemt af påklædningen (uniformen udstyrer ofte sin ejermand med

særlige forpligtelser) samt hvordan den samme situation kan være forbundet med højst

forskellige forpligtelser for forskellige grupper af personer (på hospitalet er det tilladt for

patienterne at bruge elevatoren kun iført deres morgenkåbe, hvilket ikke ville være acceptabel

adfærd fra lægesekretærens side) (BP:198-215) 41

Når Goffman taler om “[..] waste products of our serious activities” (BP:247) refererer han

for mig at se til den (ofte ubevidste) del af vores adfærd, der ikke i første række er relateret til

den aktivitet, vi deltager i, men i højere grad drejer sig om vores ´tilhørsforhold´ til

situationen. 42

Forordet til bogen er dog typisk Goffmansk i den forstand, at han her blandt andet gør sig

overvejelser om selve det at skrive et forord og om, hvordan forord i deres egenskaber af

“rammesættere”, forklaringer og undskyldninger kan være med til at fremprovokere læserens

mistillid (O´Neil, 1981). 43

Goffman definerer selv ramme på følgende måde: “I assume that defintions of a situation

are built up in accordance with principles of organization which govern events - at least social

ones - and our subjective involvement in them; frame is the word I use to refer to such of

these basic elements as I am able to identify.” (FA:10-11). 44

Ved begrebet “key” forstår Goffman “[...] the set of conventions by which a given activity,

one already meaningful in terms of some primary framework, is transformed into something

patterned on this activity but seen by the partipants to be something quite else.” (FA:43-44). 45

Eksemplet er modficeret fra Kendon (1996:24) 46

Med sin rammeanalyse går Goffman i rette med teatermetaforen og sin tidlige forestilling

Page 217: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

216

om regler som begrænsninger. I Frame Analysis analyserer han, hvordan regler også kan

fungere som ressourcer. Vi kan bruge dem som ressourcer på den måde, at vi ved, at andre

tolker vore handlinger i relation til bestemte regler. Denne viden kan fungere som ressource, i

den forstand at vi kan udnytte den til at manipulere de fortolkninger, andre foretager af vore

handlinger (Manning, 1991:83) 47

Dette er Goffmans begreber for de typer af talefejl (“speech faults”), der kan identificeres

hos radioværten. De spænder lige fra stammen over fejludtalelser til taktløshed og

indiskretion (FT:209-211). 48

I det afsluttende afsnit udtrykker Goffman (1983b:51) dette meget præcist med følgende

formulering: “[...] whenever we come into contact with another through the mails, over the

telephone, in face-to-face talk, or even through immediate co-presence, we find ourselves

with one central obligation: to render our understandably relevant to what the other can come

to percieve is going on. Whatever else, our activity must be adressed to the other´s mind, that

is, to the other´s capacity to read our words and actions for evidence of our feelings, thoughts,

and intent.” 49

Goffman regner tydeligvis ikke Garfinkels etnometodologi for en analyse af det, der tages

for givet i social interaktion men nærmere for en illustration af disse forholds afgørende

betydning. 50

Om begrebet “gender displays” siger Goffman, at “If gender be defined as the culturally

established correlates of sex (whether in consequence of biology or learning), then gender

display refers to conventionalized portrayals of these correlates.” (GA:1). 51

Netop spørgsmålet om kultur over biologi behandler Goffman mere indgående i sin

omfattende artikel om “arrangementet mellem kønnene”. Her viser han hvordan fem

forskellige træk ved det sociale livs organisering (det kønsopdelte arbejde, søskendes

opdragelse af hinanden, toilet-praktikker, udseende og jobselektion samt

identifikationssystemerne) medvirker til at bekræfte de biologisk funderede, men i høj grad

socialt konstruerede kønsstereotypier. Hans gennemgående pointe er, at vel eksistererer der

biologiske forskelle mellem kønnene, men disse er langt fra af en sådan karakter, at de

forklare forholdet mellem kønnene i moderne samfund. Forholdet mellem kønnene (de

forskellige kønsidentiteter, kønspraktikker eller “genderisms” og kvindens underordning) bør

forklares socialt og kulturelt fremfor biologisk. Goffman hævder, at det sociale liv er

organiseret således, at vi uundgåeligt havner i situationer, hvorigennem vi mere eller mindre

bevidst deltager i den rituelle bekræftelse og vedligeholdelse af det socialt konstruerede

forhold mellem kønnene. Dybt forankrede institutionelle praktikker, hævder han, er med til at

transformere sociale situationer “[...] into scenes of for the performance of genderisms by both

sexes, many of these performances taking a ritual form which affirms beliefs about the

differential human nature of the two sexes even while indications are provided as to how

behavior between the two can be expected to be intermeshed.” (Goffman, 1977a:325). Ved at

deltage i almindelige og trivielle sociale situationer deltager vi med andre ord ifølge Goffman

i bekræftelsen af forestillingen om de to køns forskellige natur. 52

Gender Advertisements blev af den feministiske bevægelse modtaget som et slagkraftigt

våben i kampen mod kvindekønnets udertrykkelse. Som Gaile McGregor (1995:7) udtrykker

det “Goffman‟s analysis of the gestural stigmata of infantilization not only confirms that

women are being stereotyped in advertising - which itself is a politically usefull

accomplishment - but even better, it elucidates the equivoval implications of the particular

gender relations signalled if not actually constructed by means of this process of

stereotyping.” Men som Randall Collins (1986:108) korrekt minder om, så var en af Goffman

store styrker, at han kunne skrive i lag, således at hans bøger på overfladen signalerede ét,

Page 218: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

217

mens de efter grundigere læsning fortalte en ganske anden historie. Så selvom Gender

Advertisements af mange blev opfattet som en feministisk kritik, var den reelt ifølge Collins et

forsvarskrift for de traditionelle, funktionelt begrundede, kønsroller. 53

Posner (1978) peger i denne forbindelse på, at der er to grundlæggende antagelser, som

ligger bag Goffmans menneskesyn: For det første, at mennesket er socialt, og for det andet, at

mennesket er refleksivt (introspektivt eller selvbevidst). Posner beskriver det sociale aspekt

ved hjælp af Cooleys spejlselv - at mennesket ser sig selv gennem de andres øjne. Det

refleksive aspekt peger desuden på, siger Posner, at mennesket forsøger at præsentere sig selv

i det mest favorable lys. Alan Dawe (1973:250) og Peter Manning (1976:17) fremhæver, at

Goffman i publikationer som The Presentation of Self in Everyday Life, Asylums samt essayet

om rolledistance (Encounters) præsenterer et Mead‟sk selvbegreb, hvor selvet definerer sig

selv og via distancering modstår presset fra sociale krav og strukturer, mens han i senere

værker som Behavior in Public Places og Relations in Public præsenterer selvet, som en

enhed alene afledt og afhængig af det sociale, hvilket involverer en nedtoning af spændingen

og oppositionen mellem selvet og den sociale orden.

54

Hermed tilbageviser Branaman (korrekt efter min mening) Thomas Millers (1986) kritik af

Goffmans begreb om selvet. Ifølge Miller præsenterer Goffman et “ekstremt sociologisk

billede af selvet”, hvor selvet reduceres til en sekvens eller en samling af sociale roller, som

det træder ind i eller påtvinges udefra. Hermed bliver ideen om selvet til en fast, vedvarende

og handlingsinitierende størrelse ifølge Miller til en illusion - selvet er en udelukkende

eksternaliseret størrelse uden fast kerne og kontinuitet (Miller, 1986:177-178). Det er rigtigt

som Miller skriver, at Goffman, specielt på de sidste sider i The Presentation of Self in

Everyday Life betonede selvet som et produkt af sociale arrangementer, redskaber og

rekvisitter, at han anerkender at sociale selv aktivt skal præsenteres af et handlende individ

men at han også samtidigt fraskriver den optrædende (“the performer”) en kausal rolle i

produktionen af selvet. I Millers (1986:181) læsning af Goffman er selvet ikke noget, der

genereres indefra, men noget som påtvinges udefra. Fraværet af et autonomt,

handlingsstyrende selv skyldes, hævder Miller (1986:182), en skjult positivisme hos Goffman,

der benægter ideen om et kontrollerende selv som en teoretisk enhed, som skjult bag det

eksternaliserede fremvisning af sociale selv forbliver utilgængelig for den observerende

sociolog. Ifølge Miller er det altså et underliggende positivistisk og behavioristisk princip

(kun det eksternaliserede, direkte observerbare tæller som data) hos Goffman, der kan

forklare, hvad han kalder for “reduktionen af selvet til en samling sociale roller” (Miller,

1986:190). Jeg mener, at Miller overbetoner et bestemt billede af selvet hos Goffman. Miller

har ret i, at selvet hos Goffman i høj grad er et produkt af noget socialt, som det ikke selv er

herre over, og som det træder ind i og benytter sig af. Men at hævde, at Goffman savner et

begreb om individet som agent, mener jeg er forkert. Dette billede lever side om side med det

socialt producerede, og Goffman beskæftiger sig i stort set hele sit forfatterskab med, hvordan

individet fabrikerer indtryk, manipulerer information og i det hele taget iscenesætter sin egen

optræden. 55

Forestillingen om homo sociologicus er analyseret af Ralf Dahrendorf, der i sit berømte

essay advarer mod at mennesket i sociologien gøres til Homo Sociologicus og dermed

frarøves sin unikhed og individualitet. Homo Sociologicus er ifølge Dahrendorf (1973:7) en

konstruktion skabt af sociologer med henblik på at imødegå nogle af sociologiens dilemmaer,

men konstruktionen i sig selv skaber en række nye:

“At the point where individual and society intersects stands homo sociologicus, man

Page 219: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

218

as the bearer of social predetermined roles. To a sociologist the individual is his

roles, but these roles for their part, are the vexatious fact of society. In solving its

problems sociology necessarily takes social roles as its elements of analysis; its

subject matter is the structure of social roles. But by reconstructing man as homo

sociologicus in this manner, sociology creates for itself once again the moral and

philosophical problem of how the artificial man of its theoretical analysis relates to

the real man of our everyday experience.”

56

Denne vending har jeg fra William Gronfein (1999:85), dog har jeg tilladt mig at bytte om

på rækkefølgen. Gronfeins udgave lyder således: “From madhouse to main street: the

changing locus of mental illnes”. 57

Asylums er sammen med The Presentation of Self in Evereyday Life vel nok den af

Goffmans bøger, der har sat sig de mest markante og dybeste spor såvel fagligt som politisk

og administrativt. Dette til trods for, at netop bogen centrale begreb “total institution” er

blevet kritiseret intenst fra mange sider. Raymond Weinstein (1994) gør i sin oversigtartikel

for eksempel opmærksom på, at Goffmans totale institution som model for det første ikke er,

og aldrig har været repræsentativt for den psykiatriske behandling på store hospitaler. Det

autoritære, undertrykkende og socialt kontrollerende system, der beskrives med begrebet, ser

på baggrund af Weinteins oversigt langt hen af vejen ud til at være resultatet af Goffmans i

høj grad partiske analyse af patienternes situation fremfor at være funderet i en mere indlevet

og balanceret vurdering af livet på det psykiatriske hospital. Det andet, som Weinstein i

forbindelse med begrebet peger på er, at Goffman, selvom han indledningsvist anerkendte

systemets postivt behandlingseffekter, totalt undlod af inddrage hospitalets positive betydning

for patienterne. Et tredje kritikpunkt, som er blevet fremført af Christie Davies (1989:83) er,

at totale institutioner med Goffmans selektive udvælgelse af historisk eksempelmateriale, der

matcher hans egen model, kommer til at fremstå som en langt mere homogen gruppe af

institutioner, end virkeligheden kan bekræfte. Hvad der i høj grad mangler i Goffmans

begrebsudvikling (hvilket han også selv var klar over), er altså ifølge Davies refleksioner over

forskelle og variationer blandt totale institutioner. Goffman er med Asylums (af for eksempel

Collins & Makowsky, 1978:235) desuden blevet angrebet for kun tilsyneladende at tage de

underprivilligeredes parti. Kritikerne har blandt andet hævdet, at Goffman gør overgrebene på

patienterne forståelige i lyset af de givne institutionelle forhold. En sådan kritik bør dog ifølge

Micheal Schwalbe (1993:342) og Gary Alan Fine & Daniel Martin (1995:190-192)

modificeres af det forhold, at Goffman, selvom hans kritik typisk for ham ikke fremføres

direkte og “ad fordøren”, rent faktik havde blik for, at visse mennesker er underprivilligerede

med hensyn til de rekvisitter, tegn og symboler de har til rådighed for deres selvpræsentation

samt de nedbrydende konsekvenser for netop selvet, der følger heraf. 58

Opregningen af mortifikationsprocessens elementer er inspireret af Branaman

(1997:liv-lvi). 59

Allerede i sin ph.d.-afhandling formulerede Goffman dette syn på selvet, som noget, der

udprojiceres på den sociale situatiuon. Betragt således følgende formulering: “At the moment

of coming together, each participant - by his initial conduct and appearance - is felt by others

to „project‟ a self into the situation [...] The participant may be noncommital and indefinite; he

may be passive, and he may act unwittingly. None the less, others will feel that he has

projected into the situation an assumption as to how he ought to be treated and hence, by

implication, a conception of himself. ” (CC:300). 60

Det er her værd at bemærke, at de kvantitative undersøgelser, der har forsøgt at efterprøve

Page 220: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

219

de goffmanske begreber om mortifikationsprocessen, herunder selvets nedbrydning og

genopbygning, ikke har kunnet bekræfte de institutionelt påtvunge forandringer af selvet, som

Goffman taler om. Disse undersøgelser har blandt vist, at psykiatriske hospitals patienter ikke

oplever en transformation med hensyn til deres selv og selvvurdering samt, at patienter

praktiserer indtryksstyring, ikke for at slippe ud af hospitalet, men for at få lov at blive

(Weinstein, 1994). En tilsvarende kritisk vurdering af Goffmans generaliseringer i Asylums

ses hos Nicos Mouzelis (1970), der blandt andet med afsæt i sine personlige erfaringer fra sin

tjenestetid i den græske flåde, argumenterer for (1) at ikke alle totale institutioner udviser de

karakteristiske negative træk skitseret hos Goffman og (2) at selv der, hvor der er tale om

mortifikationsprocesser har disse ikke nødvendigvis degraderende effekter på individernes

selv. Mouzelis (1970:118) konkludererer på baggrund af sin, omend tentative analyse, at:

“The existence of mortification processes and the type and degree of their impact on

the self vary greatly from one type of total institution to another and depend on the

organisation‟s power structure, its culture and on the wider social configurations in

which it operates.”

61

Begrebet “territorie” har Goffman importeret fra etologien. 62

Som N.G. Hartland (1994:263) bemærker, så er dette tema (aktørens holdning i forhold til

det omgivende samfund på) gennemgående i Goffmans forfatterskab. I sit forsøg på at

syntetisere det Goffmanske fokus, argumenterer Hartland for, at Goffman primært er optaget

af den attitude, mennesker anlægger i forhold til deres egne og andres handlinger. Det centrale

spørgsmål, som Goffman stiller er ifølge Hartland: På hvilke måder relaterer aktører sig til

det, der foregår omkring dem? Og, fortsætter han “Lying, play acting, sport, joking, repairs of

slips of the tongue and so on are important to Goffman because they foreground the stance of

people to what they are doing.” (Hartland, 1994:252). 63

Parallelt hertil kan nævnes Goffmans essay om rolledistance, der grundlæggende

beskæftiger sig med forskellene mellem personlig identitet og social identitet, ved blandt

andet at se på forskellene på at føle sig forpligtet af (eller involveret i) sin socialt situerede

rolle (“role commitment”), at afvise sin rolle (“role rejection”), at gå op i sin rolle (“role

embracement”) eller lægge afstand til det situerede selv, der kommunikeres gennem rollen

(“role distance”). 64

Goffman skelner mellem tre forskellige former for stigma; de synlige fysiske handicaps,

karaktermæssige afvigelser og endelig de tribale stigma (S:14 samt Goffman, 1957c:508). 65

Rolledistance dækker hos Goffman over det fænomen, at vi i interaktion med andre indfører

en distance mellem vores person og den rolle vi spiller overfor vore interaktionspartnere. Vi

adskiller vores person fra den rolle vi aktuelt udfylder i interaktion med andre Typiske

eksempler er, når overordnede interagerer med underordnede som om, der ikke eksisterede

nogen statusforskel. Man indlægger en distance mellem ens rolle som overordnet og den

aktuelle rolle, som ligestillet samtalepartner. Chris (1999:72) hævder sågar, at “Role distance

may be considerd then analogous to improvisation, freeing up the actor, as it were, to marshal

his his or her own cognitive and affective arsenals toward upholding, defining, or redefining

the social situation.” Rolledistance kan på den måde betragtes som et af de redskaber vi som

aktører kan benytte os af for at få situationer til at lykkes ved at underbetone eller skjule et for

situationen upassende selv. 66

Goffmans forestilling om, at der ikke findes et indre, psykologisk selv, modsiges dog af

empiriske undersøgelser. For eksempel har Adler & Adler (1989:307) i en undersøgelse af et

Page 221: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

220

amerikansk basketballhold vist, hvordan spillerne i takt med deres berømmelse og

medieoptræden udviklede et såkaldt “glorificeret selv”, som ikke blot “[...] indfluenced the

athletes‟ future behavior but also transformed their self-conceptions and identities.” 67

Manning (1992:44) har i denne forbindelse udviklet den såkaldte “two selves thesis”. Altså

en tese, der siger, at vi har to selv. Det han mener er, at Goffman peger på, at vi har et ydre,

maskeret selv som vi bruger til at manipulere folks opfattelser af hvem vi er. Og at vi har et

indre, måske mere autentisk selv, som vi beskytter mod publikum.

68

Irving Zeitlin er blandt dem, der har fremført en sådan kritik af Goffmans “sociologistiske

selv” i Role Distance. I dette essay, hævder Zeitlin, reducerer Goffman mennesket til “et sæt

af roller” - til et individ, som nok kan distancere sig fra én rolle men blot for at blive omfavnet

af en anden. Zeitlins kritik går på, at Goffman overser, at hvis det at distancere sig fra sin rolle

er mere end blot en mekanisk respons på ydre stimuli, så må mennesket rumme en aktiv,

spontan og handlingsinitierende del (Zeitlin, 1973:208-209). Og det er, som Zeitlin rigtigt

har påpeget netop denne spontane, kreative del af selvet, der i Goffmans essay “forsvinder” til

fordel for et i høj grad “sociologiseret selv”. Det skal i denne forbindelse også nævnes, at

postmodernister har taget Goffman til indtægt for tanken om “selvets forsvinden”, det vil sige

ideen om at det selv, der ligner en konstant og autonom enhed i virkeligheden blot er et

foranderligt billede, hvis opretholdelse og udseende afhænger af det tilstedeværende

publikum, hvilket bryder med ideen om et “sandt” eller bagvedliggende selv, eftersom dette

episodiske billede alene udgør selvet (Schwalbe, 1993:333). 69

I sin læsning af Goffman, går Daniel Foss endda så langt som til at hævde, at Goffmans

betoning af spændingen mellem virkelighed (“reality”) og fremtræden (“appearance”) rummer

en kritik af den positivistiske ide om selvet (det vil sige selvet som en enhed, der besiddes) og

dermed hele det posivistiske vidensbegreb (at sand viden om virkelighedens objekter kan

genereres af et observerende subjekt). Foss peger på, at når publikum (“audience”) hos

Goffman i høj influerer og indvirker på skuespillerens (“the actor”) natur, da erroderes tanken

om selvet som en fast enhedsstørrelse, der kan besiddes. Hos Goffman bliver publikum, eller

de sociale omgivelser om man vil, faktisk til det subjekt ved hjælp af hvilket nogle mennesker

former deres vurderinger og afgørelser af, hvad der er sand viden (Foss, 1972:298). Dermed

kan den falske, ikke-autentiske skuespiller i Goffmans dramaturgi betragtes som en indirekte

kritik af den deduktive videnskabs vidensbegreb (Foss, 1972:299). Implikationen af Goffmans

dramaturgiske fremstilling af selvet er med andre ord, at det ikke giver mening, at tale om

selvet som en fast enhed, der har bolig i et individ. Et sådan tanke bør ifølge Goffman opgives

til fordel for forestillingen om selvet som et fænomen, der alene eksisterer som noget socialt,

hvilket han ifølge Foss forsøger at anskueliggøre ved hjælp af sammenhængen mellem

begreberne skuespiller og publikum. Og, fortsætter Foss (1972:300), i stedet for at læse denne

dramaturgi som en nihilistisk kommentar til menneskehedens tilstand, bør den betragtes som

en advarsel mod den metode, der gør det umuligt for mennesket at generere teoretisk indsigt i

sin egen natur. 70

Eliot Friedson har peget på, at Goffmans syn på selvet (i hvert fald i de tidligere værker)

ikke med rimelighed kan fremstilles som kynisk og distanceret. Goffman er, siger Friedsom,

moralsk engageret i spørgsmålet om det menneskelige selv evne til at “modstå” og “overleve”

den sociale verdens utallige angreb og trusler. Om Goffmans behandling af selvet i Asylums

skriver han videre: “His [Goffmans] compasion for mental patients and his rage at psychiatry

stems from defense of the self [...] He argues that no matter how crazy or murderous a human

being has been, to strip the self from the person without allowing some expressed distance is

as inhuman as it is to flay the skin from the body” (Friedson, 1983:360).

Page 222: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

221

71

At Asplund her har en vigtig pointe understreges med al ønskelig tydelighed af Goffman

selv mod slutningen af bogen: “Most of these defensive techniques of impression

management have a counterpart in the tactfull tendency of the audience and outsiders to act in

a protective way in order to help performers save their own show.” (PS:229). 72

Som en af sociologiens nulevende og mest fremtrædende skikkelser har sagt: “Goffman”s

achievement was that he introduced sociology to the infinitely small, to the things of which

object-less theoreticians and concept-less observers were incapable of seeing and which went

unremarked because they were too obvious, like everything which goes without saying.”

(Bourdieu, 1983:112). Når Bourdieu således er bragt på banen, bør det nævnes, at der faktisk

eksisterede en stærk forbindelse mellem Goffman og Bourdieu. Det var Bourdieu, der

introducerede Goffman i Frankrig gennem sin redigering af samtlige 5 franske oversættelser

af Goffmans bøger, og sammen havde Bourdieu og Goffman sågar planlagt en fælles

præsentation på den amerikanske sociologforenings årskongres, hvilket Goffmans

kræftsygdom dog desværre satte en stopper for (Winkin, 1983:109). 73

Allerede i essayet Fun in Games (E:29-31) behandler Goffman spørgsmålet om, hvordan

eksterne baserede egenskaber sætter sig igennem i det sociale møde. Her angriber han dem

traditionelle opfattelse, at eksternt baserede egenskaber udtrykkes indenfor rammerne af den

fokuserede samling, som når chefen ved middagsselskabet får tildelt ærespladsen eller når

den ældste får lov at bestemme, hvornår en given aktivitet skal starte. Men dette er for

uraffineret en forståelse af, hvordan personers eksternt betingede egenskaber håndteres i

sociale situationer. Eksempelvis kan ærespladsen ved andre lejligheder tildeles en gammel

ven af huset, et barn, der netop har bestået eksamen, ligesom pladsen ved siden af

ærespladsen kan tildeles den næsthøjest rangerende person uanset hvor tæt hans eller hendes

sociale position er på indehaveren af ærespladsen. Derfor, hævder Goffman, kan den

anerkendelse og respekt, som mødets begivenheder viser overfor eksternt betingede

egenskaber kun opfattes som en vink i den rigtige retning og udtrykker derfor kun meget

abstrakte aspekter af den sociale verdens strukturer. Men som Goffman videre gør

opmærksom på, er spørgsmålet om, hvad der sker når eksternt baserede egenskaber passerer

gennem grænserne til det sociale møde yderligere kompliceret, idet at visse egenskaber helt

eller delvist kan forhindres adgang, de kan få adgang i forvrænget form og de kan sågar

introduceres med en form for omvendt logik:

“Thus many of the minor courtesies that men display to children or women in our

society have this inverted character, with honor going to the youngest or weakest, not

because youth and frailness are honored, but as a ceremonial reversal of ordinary

practice.” (E:30)

Således bør den barriere, der eksisterer mellem egenskaber knyttet an til den sociale verdens

strukturer og det sociale møde ifølge Goffman forstås som en (gennemtrængelig) skærm

fremfor en solid mur, der ikke blot udvælger men også modificerer, det, der passerer igennem

den (E:31). Denne skærm (eller membran, som Goffman senere kalder den) udgøres af

“transformationsregler”, som “[...] tells us what modification in shape will occur when an

external pattern of properties is given expression inside the encounter.” (E:31).

Transformationsreglerne kan opdeles i henholdsvis forbudsregler (der angiver, hvad

deltagerne ikke skal tillægge betydning) og adgangslettende regler (der angiver, hvilke

egenskaber deltagerne bør anerkende).

74

Goffmans interesse for, hvordan institutionelt og strukturelt betingede egenskaber

Page 223: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

222

indvirker på menneskers samhandlingsadfærd kommer for eksempel klart til udtryk i

publikationer som Asylums og Gender Advertisements (Scwimmer, 1990: 54-55; Smith,

1989:35) 75

Denne “He” refererer ikke til en religiøs eller royal figur men typisk for Goffmans stil, til

en af hans væsentlige inspirationskilder, Emile Durkheim. Dermed er både Durkheims syn på

sociale situationer og ideen om sociale fakta samt Simmels formale metode repræsenteret i

denne argumentation for studiet af sociale situationer som små virkeligheder i sig selv. 76

Det er en fremtrædende pointe hos Goffman (1983a:4), at samhandlingsordenen beskytter

individet mod de farer, der er forbundet med at være fælles til stede med andre, han nævner

for eksempel de direkte fysiske farer i form af vold og overgreb samt farerne for at blive udsat

for andres verbale angreb eller krænkelser af vore territorier. 77

Det var i høj grad Goffmans læremestre Robert Park og Ernest Burgess samt hans mentor,

Everett Hughes, der var med til at bringe Simmel til University of Chicago. Disse

fremtrædende repræsentanter for den tidlige chicago-skole var alle i høj grad optaget af

Simmels sociologi, hvilket naturligt satte sig igennem i deres skriftlige produktion og

undervisning. 78

Citatet her er hentet direkte fra Goffmans ph.d.-afhandling. Goffman har selv angivet kilden

som “The Sociology of Georg Simmel” redigeret og oversat af Kurt H. Wolff. (1950).

Uddraget stammer fra Simmels essay “The Problem of Sociology [Das Problem der

Soziologie]” fra 1908. Ser man nærmere på en af de mest populære og mest anvendte Simmel

oversættelser, Donald Levines fra 1971, finder man, at det tekstuddrag, som Goffman

bruger, slet ikke findes her. Forklaringen på denne uoverensstemmelse er, at Levine (der

hævder at have hentet sin udgave hos Wolff) har forkortet Simmels originale version. Den

følgende Levine-baserede Simmel-redegørelse er derfor suppleret med den originale tyske

tekst (Simmel, 1992) og den danske oversættelse (1998) af samme. 79

En af Simmels ambitioner var at udvikle, hvad kaldte for en “special social science of

society” (Simmel, 1971:25) og hermed mente han en samfundsvidenskab, der som den eneste

beskæftiger sig med samfundsmæssiggørelsens former. I sin natur ville en sådan særlig

samfundsvidensskab eller sociologi stå i direkte modsætning den generelle sociologi, der

kunne føres tilbage til Saint Simons vigtigste disciple, August Comte og denne positivisme

(Smith, 1989:25). Hvor Henri de Saint Simon, der retteligt må betegnes som positvismens

grundlægger, brugte ord som “science of man”, “social fysiologi” og “philosophie positive”,

var det i høj grad Comte, der gav disse begreber indhold i sine positivistiske

programerklæringer i midten af 1800-tallet (Kumar, 1978:27). Ifølge Comte skulle

sociologien bestræbe sig på at indhente naturvidenskabens videnskabelige forspring og

udvikle sig til en socialvidenskab efter naturvidenskabeligt forbillede. Således skulle

sociologer ifølge Comte med samme sikkerhed som naturvidenskabsmænd kunne identificere

sociale love, forudsige (og styre) samfundets udvikling - kort sagt: Sociologien skulle være en

altomfattende samfundsvidenskab, der beskæftiger sig med alt, hvad der sker i samfundet.

Ifølge Gregory Smith vendte Simmel sig mod en sådan generel sociologi, idet han

argumenterede for, at dette ville være en alt for upræcis samlebetegnelse for en

mangfoldighed af videnskabelige studier af samfundet. Og på samme måde som Simmels, kan

Goffmans projekt ses som en bestræbelse på at etablere en “special science of society”, eller

med Goffmans ord “a sub-area of sociology” (SI:ix) til udforskning af samhandlingsordenen

(Smith, 1989:25). 80

Denne adskillelse lyder umiddelbart besnærende, men som Simmel selv gør opmærksom

på, udgør netop selve afgørelsen af, hvad der retteligt kan betragtes som henholdsvis form og

indhold det fundamentale problem med metoden: “[...] there is no sure method for answering

Page 224: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

223

the question of what purely sociological configurations and what specific interactions of

individuals (irrespective of the interests and impulses residing in the individual, and of

objective conditions) are involved in the historical process.” (Simmel, 1971:31). Det er

Simmels håb, at fremtidige bestræbelser vil kunne udvikle metoder, der kan medvirke til en

systematisk sondring mellem form og indhold i udviklingen af formale begreber. 81

Simmel udtrykker det således: “There is always one reality and we cannot grasp it

scientifically in its immediacy and wholeness but must consider it from a number of different

viewpoints and thereby make it into a plurality of mutually independent scientific subject

matters.” (Simmel, 1971:33). 82

Sammenlign for eksempel følgende formulering hos Goffman “I assume that the proper

study of interaction is not the individual and his psychology, but rather the syntactical

relations among acts of different persons mutually present to one another” (IR:2) med

Simmels “[...] we are not interested in the psychological processes that occur in each of the

two individuals but in their subsumption under the categories of union and discord.” (Simmel,

1971:34). 83

Volker Hinnenkamp (1989) diskuterer i en glimrende artikel hvordan magtaspektet

alligevel spiller en vis rolle hos Goffman. 84

Men som Gregory Smith (1989:39) har gjort opmærksom på, så overser kritikken af

Goffmans tilsyneladende mangel på en “generel analytisk interaktionsteori” den forståelse for

sociologiens og samfundsvidenskabernes “evige ungdom”, der løber som en rød tråd gennem

Goffmans arbejder. 85

Goffman leverer mange eksempler på den sociale ordens skrøbelighed. I essayet On Face

Work er han blandt andet inde på, at samværets rituelle kode “[...] requires a delicate balance,

and can be easily upset by anyone who upholds it too eagerly or not eagerly enough, in terms

of the standards and expectations of his group. Too little perceptiveness, too little savoir-faire,

too little pride and considerateness, and the person ceases to be someone who can be trusted

to take a hint about himself or give a hint that will save others embarrassment.” (IR:40). 86

På dette punkt gjorde Goffman eksplicit rede for durkheimianske inspiration ved at citere

direkte fra Durkheims The Elementary Forms of Religious Life: “The human personality is a

sacred thing; one dare not violate it nor infringe its bounds, while at the same time the greatest

good is in communion with others.” (IR:73). 87

Goffman bruger selv udtrykkene eksternalisering og “body gloss” om den proces,

hvorigennem “[...] an individual pointedly uses over-all body gesture to make otherwise

unavailable facts about his situation gleanable.” (RP:11). 88

Som Gonos gør opmærksom på, så er den symbolske interaktionisme blandt andet

karakteriseret ved at betone menneskers evne og kompetence til at skabe mening og orden

gennem interaktionelle processer. Situationer konstrueres ikke af formelle men af uformelle

regler, som ændres fra situation til situation. Situationen beskriver en orden, som er resultatet

af forhandlinger mellem kompetente aktører. Som Gonos ganske rigtigt påpeger, er en sådan

interaktionistisk grundopfattelse i direkte modstrid med Goffmans. Goffman gik netop ud fra,

at der findes en række, forskellige definerbare sociale rammer, og at der bag disse rammer

arbejder ganske særlige sociale strukturer. Den sociale virkelighed er altså ikke en størrelse,

hvis karakteristiske træk gang på gang fastlægges eller konstrueres gennem gennem det

menneskelig møde. Som Gonos peger på, så adskiller Goffmans rammer sig fra

interaktionismens bestandigt foranderlige situationer ved at repræsentere de "verdener", som

så at sige står til fælles rådighed for medlemmer af en given kultur. Gonos citerer fra

Encounters, hvor Goffman udtrykker dette synspunkt klart:

Page 225: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

224

“We cannot say the worlds are created on the spot because, whether we refer to to a

game of cards or to teamwork during surgery, use is ususally made of traditional

equipment having a social hisotory of its own in the wider society”. (Goffman,

1961:27-28)

89

Dette underbygges af Goffman selv, når vi betragter hans indledning til Frame Analysis: “I

personally hold society to be first in every way and any individual‟s current involvement to be

second.” (FA:13). Hermed lægger Goffman også en vis afstand til den metoderegel, der

formuleres af Giddens i hans New Rules of Sociological Method (1976:160), som lyder

således: “Sociology is not concerned with a „pre-given‟ universe of objects, but with one

which is constituted or produced by the active doings of subjects” Herover hævder Goffman

altså, at der eksisterer en på forhånd given realitet i form af sociale rammer, der, selvom de

ikke eksisterer uafhængigt af menneskelig handlen, øver indflydelse på disse som eksterne

strukturer.

90

Jeg er således helt enig med McGregor (1995:31), når hun i en senere artikel skriver, at

“Where other interactionists have tended to be “so preoccupied with people as active creators

of society that they sometimes lose sight of what Durkheim once termed the „coerciveness of

social life,‟” Goffman bodies forth a world where social organisation and social structures are

“fixed and unchanging”. At placere Goffman blandt udøverne af “skabende sociologi”, som

Monica Morris (1977) gør det, er derfor efter min mening også udtryk for en underbetoning af

de strukturalistiske elementer i Goffmans sociologi. 91

Det er Peter Manning (1976:15), der har gjort mig opmærksom på denne tekstpassage. 92

Sartre og Goffman fremlagde dog grundlæggende forskellige analyser af situationer, der

involverer efterlevelse af sociale “færdselsregler”. Hvor Sartre således beskrev det at stå i kø

ved bussen på vej til arbejde som en dybt fremmedgørende og ikke særlig human situation,

fordi situationens mening alene defineres af eksterne mål og strukturer, anså Goffman den

samme kø for at være et eksempel på af de mest moralske og menneskelige møder, eftersom

den ifølge ham ikke er eksternt organiseret og tilmed kræver et “rent” engagement i

samhandlingsordenen for samhandlingsordenens egen skyld (Rawls, 1987:142) 93

Etologi er dyreadfærdsforskning baseret på studier af dyreadfærd i naturlige omgivelser. 94

Jeg bygger blandt andet dette på erfaringer, som andre har gjort gennem samtaler eller

møder med Goffman. Robert Erwin refererer om et tilfældigt møde, han på på et tidspunkt

havde med Goffman i forbindelse med et fund-raising arrangement på den skole, hvor de

begge havde børn indskrevet. Erwin beretter, at et jazz-orkester spillede et sted i området, og

at han, mens han talte med Goffman, lod sin krop swinge med til rytmerne fra musikken.

Goffmans reaktion var bemærkelsesværdig, jo mere Erwin lod sig rive med af musikken “[...]

the more Goffman looked at me with dread, and in a little while he left like a miner escaping

from a tunnel that may collapse at any minute [...] he seemed to fear that to be splattered with

joy would be lethal.” (Erwing, 1992:339fn) 95

Ved fænomenologi forstår Lanigan her den særlige fænomenologiske metode, der er

udviklet af Merleau-Ponty. Forenklet udtrykt består denne fænomenologiske metode i en

slags tre-trins model bestående af (1) beskrivelse, (2) reduktion og (3) fortolkning, og det

forhold, at samtlige tre trin indgår som delelementer i trinene, hvorved metodens validitet

sikres gennem refleksivitet (Lanigan, 1988:337). En yderligere og mere omfattende

diskussion af denne fænomenologiske metode ses i Lanigan (1972; 1988). 96

Lanigan (1988:343) konkluderer, at “[...] Goffman is not a phenomenologist in the

traditional and usually accepted meaning of that name because I insist on cross-checking his

Page 226: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

225

research conclusion with persons in their lived-world, not that world formed (even at the

micro-level) by the naive realism of the researcher.” 97

Som også Chriss (1993) er inde på, er et af Lanigans væsentligste beviser på Goffmans

strukturalisme de ofte citerede bemærkninger i indledningen til Frame Analysis: “I personaly

hold society to be first in every way and any individual‟s current involvments to be second:

this report deals only with matters that are second.”(FA:13) 98

Garfinkel er især kendt for en række forsøg, som skulle kortlægge hvad der sker, når

personer i interaktion med andre konsekvent nægter at anerkende og gøre brug af

hverdagslivets common-sense viden. Disse er de såkaldte “breaching experiments”.

Forsøgene gik kort sagt ud på, at Garfinkel i forbindelse med sin sociologiundervisning på

universitetet bad sine studerende om, typisk i forhold til venner eller familie, opføre sig som

om, de ikke havde kendskab til hverdagslivet underliggende og intersubjektive common-sense

viden. Et af forsøgene gik blandt andet ud på, at de studerende skulle bede folk om at forklare

nøjagtigt og bogstaveligt hvad de mente, når de sagde noget. I disse situationer skete der det,

at ofrene blev frustrerede, ængstelige, forvirrede og vrede på eksperimentatoren. Samværet

bryder ganske enkelt sammen, når en part insisterer på at få modparten til at forklare

udtrykkeligt, hvad de mener, selv når der ikke er tvivl om hvad meningen er. Eksperimentet

viser med al ønskelig klarhed, at den sociologistuderende opfører sig forkert i forhold til

modpartens forventninger. Garfinkels studenter svigter den tillid, som ofrene og alle andre

mennesker har til andre mennesket om, at de er med til at gøre verden meningfuld. Derfor

reagerede ofrene med vrede og frustration. 99

Når Garfinkel taler om adækvat adfærd er han i langt mindre grad end Goffman intereseret

i samværets normative grundlag. Hvor Goffman betragter det sociale møde mellem

mennesker som stærkt styret af normer, gælder det for individet hos Garfinkel mere om at

opføre sig forståeligt (Album, 1996). 100

I Frame Analysis tager Goffman sågar eksplict afsæt i Garfinkel, når han hævder, at “[...]

the significance of certain deviant acts is that they undermine the intelligibility of everything

else we had thought was going on around us, including all next acts, thus generating diffuse

disorder.” (FA:5). 101

Ifølge Goulder opstod romantikken i Tyskland i forbindelse med industrialiseringe af

Europa. I Tyskland foregik industrialiseringen senere end i Frankrig. Tyske intellektuelle var

fanget i en slags dilemma. De kunne ikke acceptere den udvikling, der var foregået med

Frankrig i forbindelse med revolutionen. De ville ikke acceptere oplysningenstiden tro på

videnskaben, rationaliteten og tekonologien som styrende for et nyt bourgeois samfund.

Omvendt kunne de heller ikke acceptere den feudale orden, som stadig prægede Tyskland. De

måtte finde en ny vej frem for moderniseringen af det tyske samfund. På den baggrund opstod

den romantiske bevægelse blandt tyske intellektuelle. Disse intellektuelle ville forsøge at

tegne et billede af en ny social orden, som alternativt til det franske bourgoes og det aktuelle

feudalsamfund. Man ville ikke acceptere den franske fremtid, på den anden side kunne man

heller ikke acceptere den feudale nutid. Det romantiske billede af en ny social orden måtte

derfor hentes i historien og myterne. Ifølge den romantiske opfattelse skulle det moderne ikke

forståes som noget, der baserede sig på udviklingen indenfor videnskaben og rationalisme.

Man forstod det moderne i sammenhæng med middelalderen og renaisancen og derfor i højere

grad som særlige innovationer indenfor kunsten, særligt den litterære kritik. Romantikkens

fortalere afviste ikke videnskaben og teknologien som betydningsfulde parametre i

udviklingen af det moderne samfund og den nye sociale orden, de modsatte sig blot den

ensidige tro på videnskab, teknologi og rationalitet, som prægede den franske

oplysningsperiode (Gouldner, 1973:323-327).

Page 227: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

226

102

Skemaet er konstrueret på baggrund af Gouldner (1973). 103

Davis er naturligvis langt fra den eneste, der har peget på slægtskabet mellem Simmel og

Goffman. I en artikel om Goffmans sociologi skriver Micheal Stein (1991:429) blandt andet:

“With an eye subtle and keen, reminicent of Veblen and Simmel, Goffman

demonstrates that the most prosaic events and materials are the very stuff of society

and are thus a valuable source for students who wish to understand it.” 104

Shakespeare (1911:V, i, 7). 105

Som Brown (1976:175) meget præcist udtrykker det: “In metaphors a logical or empirical

absurdity stands in tension with a fictive truth, yet this „counter-factual‟ truth itself depends

on a creative confrontation of perspectives which cannot be literalized or disengaged without

destroying the insight which metaphor provides.” 106

Min gennemgang af disse tre metaforer er inspireret af Branaman (1997). 107

Dette er Messinger, Sampson og Towne (1962:105) inddirekte inde på, når de i en artikel

om den dramaturgiske tilgang til studiet af den sociale verden skriver, at:

“In viewing „life as theater‟, the dramaturgic analysist does not present us with a

model of the actor‟s consciousness: he is not suggesting that this is the way his

subjects understand the world. Instead, the dramaturgic analysist invokes the

theatrical model as a device, a tool, to permit him to focus attention on the

consequences of the actor‟s activities for others‟ perception of the actor. The

dramaturgic analyst finds this important because, according to his theory of social

stability and change, other‟s „impressions‟ determine the ways they will act toward

the actor.”

108

Goffman opdeler yderligere begrebet facade i forskellige dele, nemlig 1. kulisse

(“setting”), som dækker over det faste scenearrangement i form af møbler, indretning, fysisk

fremtoning eller anden stafage, 2. ydre (“appearence”) er de stimuli, som fortæller noget om

deltagerens sociale status, 3. mannerer (“manner”) refererer til de stimuli, der gør os

opmærksom på den interaktionsrolle, som den optrædende vil spille i den aktuelle situation.

(PS:32.35). 109

I forbindelse med denne undergravende information, skelner Goffman mellem forskellige

former for hemmeligheder, som holdet kan miste kontrollen over som følgende af

selvmodsigende roller. Der for det første de mørke hemmeligheder (“dark secrets”). Det drejer

sig om informationer, der i hænderne på publikum ville kompromittere det billede, som holdet

ønsker at give af sig selv. For det andet er der de strategiske hemmeligheder (“strategic

secrets”), som er de intentioner eller motiver, holdet arbejder ud fra, og som i publikums

hænder ville gøre det muligt så at sige at indstille eller forberede sig på situation, som holdet

arbejder på realisere. For det tredje er der de interne hemmeligheder (“inside secrets”), som,

hvis man besidder dem, markerer, at man hører med til holdet, og som hjælper holdet med at

distancere sig fra de “uindviede”. (PS:141-142). 110

Med udtrykket “beskytte” refereres til beskyttelsen mod pinlige situationer samt mod

risikoen for at den optrædende “taber ansigt”. 111

På en konference med titlen “Strategic Interaction and Conflict” afholdt i 1964 på

University of California, Berkeley, gjorde Goffman i en slags paperpræsentation en del ud af

understrege, at det strategiske spilperspektiv ikke handler om kommunikation i ordets

traditionelle betydning, men at der er tale om et særligt perspektiv med analytisk

Page 228: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

227

uafhængighed. Han udtrykte sig i denne forbindelse således:

“Strategic interaction is a study of events, at a given level of abstraction, where you

are interested in things like moves, not things like communication. And this, to me at

least, is what gives it its analytical independence.” (Goffman, 1966:206) 112

På dette punkt kan det være nyttigt at nævne, at Goffman i Expression Games henter de

fleste af sine underbyggende eksempler fra litteratur om efterretningsvæsen og spionage,

eftersom efterretningsvæsenet ifølge Goffman er den instans, der mest rendyrket er optaget af

den særlige kompetence, han nu er i færd med at afdække. 113

Som Goffman også senere er inde på, bringer dette strategisk interaktion tæt på Meads

socialpsykologi og dele af tankegodset i den symbolske interaktionisme. Som Goffman selv

udtrykker det “[...] nowhere more than in game analysis does one see the actor as putting

himself in the place of the other and seeing things, temporarily at least, from his point of

view.” (SI:136). Den strategiske tilgang bringer dog studiet af socialt liv et skridt videre end

den symbolske interaktionisme ved, siger Goffman, at betone aktørernes erkendelse af den

gensidige skæbneafhængighed og aktørens evne til at planlægge sine “træk” på baggrund af

vurderinger af modpartens situation og de dertilhørende, realistiske handlingsalternativer. 114

Det skal nævnes, at når Goffman (SI:113-114) taler om strategisk interaktion og anvender

spil-metaforen i relation til socialt liv, er han ganske klar over, at selve den empiriske analyse

nødvendigvis må bevæge sig ud over antagelsen om socialt liv som “rene” spil og nul sums

situationer. Den empiriske virkelighed præsenterer sjældent sådanne “rene spil, hverdagens

spil foregår indenfor rammerne af en række begrænsende og mulighedsskabende sociale

normer. Man kan vælge at se bort fra disse normer, men siger Goffman, sociologen må

nødvendigvis betragte sådanne normative begrænsninger af det rene spil som betydningsfulde

faktorer. Goffman taler herefter om spillets normative begrænsninger som et “forstærknings-

eller påvirkningssystem” (“enforcement system”) bestående af fire centrale faktorer; 1. kravet

om at spille (“constraint to play”), 2. det strukturerede valg (“structuring of choices”), 3.

trækkets forpligtelse (“commitment to moves made”) og 4. spillets iboende belønning

(“intrinsic payoff”). 115

Interaktionen bliver da, som Goffman formulerede det allerede i sin ph.d.-afhandling,

“dysforisk” (CC:243-246). 116

Goffman tager altså her konsekvensen af Richard Browns (1976:172) konstatering

vedrørende anvendelsen af metaforer som “meningsoverfører”: “By transferring the ideas and

associations of one system or level of discourse to another, metaphor allows each system to be

perceived anew from the viewpoint of the other. Certain aspects of each are illuminated,

others shadowed over.” 117

Som man kan se, når man læser Goffmans ph.d.-afhandling, og som Manning også gør

opmærksom på, var Goffman på et meget tidligt tidspunkt inde på dette, når han om

shetlændernes sociale interaktion fastslog, at “[...] the exercise of gain strategies is so

common a thing that it is often better to conceive of interaction not as a scene of harmony but

as an arrangement for pursuing a cold war” dog, fortsætter han, er det nødvendigt med en

slags gensidig arbejdsoverenskomst, en slags “[...] modus vivendi for carrying on negotiations

and vital business.” (CC:40). 118

Som titlen afslører er Interaction Ritual nok den publikation fra Goffman, hvor

ritualmetaforen klarest kommer til udtryk. Vi finder dog også “rituelle elementer” i Behavior

in Public Places og Relations in Public. 119

Goffmans defintion stammer fra Radcliffe-Brown, der definerer ritual således: “There

exists a ritual relation whenever a society imposes on its members a certain attitude towards

Page 229: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

228

an object, which attitude involves some measure of respect expressed in a traditional mode of

behavior with reference to that object.” (Radcliffe-Brown, citeret fra IR:57, fn.) 120

Reparationsritualernes funktion og konkrete udførelse diskuteres primært i essayene

Remedial Interchanges (RP) og On Face Work (IR). 121

De beskyttende ritualer behandles i essayene Supportive Interchanges (RP) og On Face

Work (IR). 122

Jeg bruger begreberne reparationsritualer og beskyttende ritualer. Torben Berg Sørensen

(1997) bruger begreberne helende og støttende ritualer for de samme fænomener. 123

Hvad Goffman videre påpeger er vigtigheden af at opfatte henholdsvis de substantielle og

de ceremonielle regler, som analytiske størrelser, der ikke i praksis kan adskilles, og som

refererer til interaktionens komponenter eller funktioner, og ikke til den konkrete, empiriske

virkelighed (IR:55-56). 124

Når Goffman her overhovedet benytter sig af begrebet ritualer, er det begrundet i, at

sådanne handlinger “[...] however informal and secular, represents a way in which the

individual must guard and design the symbolic implications of his acts while in the immediate

presence of an object that has a special value for him.” (IR:57) 125

Idealsfære er et begreb, Goffman henter hos Simmel, der omtaler den som en slags

æresfære omkring personen:

“Although differing in size in various directions and differing according to the person

with whom one entertains relations, this sphere cannot be penetrated, unless the

personality value of the individual is thereby destroyed. A sphere of this sort is

placed around man by his honor. Language poignantly designates an insult to one‟s

honor as “coming to close;” the radius of this sphere marks, as it were, the distance

whose trespassing by another person insults one‟s honor.” (Simmel, 1950:321 her

citeret fra IR:62).

Senere uddyber Goffman dette begreb igen med reference til Simmel, der peger på, at ligesom

vores materielle ejendom kan betragtes som en “forlængelse” af vores ego, og at enhver

krænkelse af denne ejendom er en krænkelse af os som personer, på samme måde findes der

en mental privatejendom (“intellectual private-property”), hvis krænkelse samtidig er en

krænkelse af denne mentale privatejendoms ego (IR:65-66).

126

Sin skelnen mellem den positive deference (præsentationsritualerne) og den negative

(undgåelsesritualerne) har Goffman tydeligvis hentet inspiration til hos Durkheims sondring

mellem positive og negative ritualer (IR:73). 127

Deference og demeanour er ifølge Goffman komplementære begreber, forstået på den

måde, at “The image the individual owes to others to maintain of himself is not the same type

of image these others are obliged to maintain of him.” Et “deference billede” henviser ifølge

Goffman til det “store” samfund udenfor den konkrete interaktion, mens et “demeanour

billede” henviser til, hvordan individet håndterer sin sociale position i den konkrete

interaktion (IR:82-83). 128

I afslutningen af sit essay om deference og demeanour udtrykker Goffman med al ønskelig

klarhed det menneskelige individs status som et helligt objekt:

Many gods have been done away with, but the individual himself stubbornly remains

as a deity of considerable importance. He walks with some dignity and is recipient of

many little offerings [...] Perhaps the individual is so viable a god because he can

Page 230: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

229

actually understand the ceremonial significance of the way he is treated, and quite on

his own respond to dramatically to what is proffered him. In contacts between such

deitites there is no need for middlemen; each of these gods is able to serve as his own

priest.” (IR:95).

Ifølge Goffman har de traditionelle guder altså måttet vige pladsen som helligt objekt til

fordel for det moderne menneske (Lindgren, 1994:98) - et synspunkt, der også udtrykkes i

essayet Supportive Interchanges:

“In contemporary society rituals performed to stand-ins for supernatural entities are

everywhere in decay, as are extensive ceremonial agendas involving long strings of

obligatory rites. What remains are brief rituals one individual performs for and to

another attesting to civility and good will on the performer‟s part and to the

recipient‟s possesion of a small patrimony of sacredness. What remains, in brief, are

interpersonal rituals.” (RP:63) 129

Her må man erindre Goffmans formulering om at “[...]the world in truth is a wedding”

(PS:35), hvormed han mener, at den sociale virkelighed kan forstås som en slags forening

mellem de enkelte individer og samfundet. Når individer samhandler, det vil sige, når de går

de “i forbindelse med hinanden” opstår en social virkelighed, og denne virkelighed bekræftes

samtidig gennem indvidernes ritualiserede interaktion. Ved at sammenligne den sociale

verden med et bryllup skærper han opmærksomheden på det element af forening mellem aktør

og struktur, der indgår i den sociale virkelighed, som vi kender dem. 130

Med sit begreb om amfibisk samkvem afviser Østerberg dermed såvel den rene

Weberianske handlingsindividualisme (eller ontologiske individualisme) som den

durkheimianske forestilling om kollektiv bevidsthed (som er forskellig fra de enkelte aktørers

bevidstheder) til fordel for det mere nuancerede synspunkt, at der findes sociale

samkvemsformer, som “hverken består i å sette sin vilje gjennom eller å utføre allerede

uttenkte forsetter” (Østerberg, 1993:99). Disse handlinger, siger Østerberg har derfor en såvel

åbenbar fremtoning og en skjult side. 131

Hermed menes ifølge Brown en form for ensartethed hvad angår de centrale dimensioner.

Relationen må dog ikke være total isomorf, eftersom dette med ringe sandsynlighed vil føre til

nye indsigter, et isbjerg minder således mere om et skib, men en legetøjsmodel kan vise sig

mere nyttig i udviklingen af teorier (Brown, 1976:188). 132

Man kan også, som Greg Smith har gjort det i forbindelse med en analyse af Goffmans

Simmelske, formale begreber, sige, at begreberne og metaforerne er “selv-validerende” i den

forstand, at de alene valideres af de eksempler, som illustrerer dem (Smith, 1989:45). Eller

man kan som Brown forsøge at opstille en række adækvatskriterier til vurdering af

sociologiens metaforer. Brown (1976:186-192) nævner følgende kriterier som bør være

gældende i udvælgelsen/anvendelsen af metaforer i sociologisk forskning: isomorfisme,

originalitet, enkelhed, slagkraft og rækkevidde 133

George Lakoff & Mark Johnson har i en længere artikel gjort opmærksom på, vore

almindelige, dagligdags begrebssystemer er metaforiske i deres natur og at disse metaforiske

begrebssystemer hjælper os med at strukturere vore hverdagserfaringer og -handlinger. Den

begrebslige metafor “diskussion er krig” reflekteres for eksempel således i vores

hverdagssprog gennem en række forskellige udtrykt “han angreb alle mine svage punkter;

hvis du anlægger den strategi, tværer han dig ud; han skød alle mine argumenter ned”. Lakoff

og Johnsons (1980:454-455) pointe er, at vi taler om og praktiserer diskussioner ved hjælp af

krigsmetaforen (vi ser vores diskussionspartner som en modstander, som vi angriber eller

forsvarer os imod) samt at vores almindelige måde at tale om diskussioner på forudsætter en

Page 231: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

230

metafor, vi langt hen ad vejen ikke er bevidste om. Disse kulturelt betingede metaforiske

begrebssystemer hjælper os som sagt med at strukturere og organisere vores

hverdagserfaringer og aktiviteter. Men som forfatterne senere er inde på, så vil den

systematik, der tillader os at forstå bestemte aspekter af et begreb ved hjælp af et andet

(eksempelvis “diskussion er krig”) nødvendigvis tilsløre andre aspekter af begrebet

(diskussion kan for eksempel også forståes som et samarbejdsprojekt): “In allowing us to

focus on one aspect of a concept [...] a metaphorical concept can keep us from focusing on

other aspects of the concept which are not coherent with that metaphor.” (Lakoff & Johnson,

1980:458). Metaforens iboende tendens til således på én gang at understrege og tilsløre

bestemte aspekter, var Goffman som nævnt opmærksom på. 134

Coradi påpeger desuden, at modellens forklarende funktion foregår i en slags

dobbeltforhold mellem eksplanans og eksplanandum, forstået på den måde, at forholdet

mellem modellen og fænomenet rummer et deduktivt element i den forstand, at modellen

lægger en struktur ned over fænomenet, og at der i denne proces overføres mening fra

modellens elementer til fænomenets elementer gennem sammeligning. Forholdet er ifølge

Coradi samtidig metaforisk, forstået således at eksplanadum genbeskrives ved hjælp af

eksplanans. Pointen er, at ved at lægge en metafor ned over et fænomen, da kommer

metaforen til at fungere, som en måde at blotlægge eller åbne forskellige “stier” (“research

routes”), som forskeren kan forfølge og gennem denne proces tilføre fænomenets bestanddele

ny mening. (Coradi, 1990:171).

135

Kenneth Burke (1984:103) har om overraskende klassifikationer pointeret, at de har

heuristisk værdi “[...] through the proceses of abstraction and analogy, they dictate new

groupings, hence new discoveries.” 136

Som Wexler ganske rigtigt peger på, hævder Goffman ikke direkte selv, at hans metaforer

bør betragtes som paradigmer. Han lader det være op til at læseren at vurdere deres

anvendelsesværdi og fornuft, og med denne tavshed bidrager Goffman selv til sit gådefulde

eftermæle. I Presentation of Self in Everyday Life understreger han, at verden ikke er scene,

men hævder i samme åndedrag, at det vanskeligt at specificere de måder, hvorpå den ikke er

det (PS:78). Han mystificerer med andre ord sin egen metaforanvendelse ved ikke eksplicit at

tage stilling til karakteren af sine metaforer og ved at lade det være op til læseren at vurdere

dem. Dette har ført til, siger Wexler (1984:46), at visse forfattere har ophøjet Goffmans

teatermetafor til paradigme. 137

Gensidig tilpasning er altså udtryk for den proces, hvor forskeren udvælger, producerer

eller forkaster empiriske eksempler med det formål at bekræfte eksisterende definitioner eller

yde støtte til kravet om udvikling af nye (Manning, 1992:150). 138

Det er Goffmans syn på sociologien som en konstant re-organisering af virkeligheden

gennem konstant konstruktion og re-organisering af begreber, der berettiger til fremstillingen

af Goffman som (neo)kantianer (Williams, 1983;1996; Manning, 1992). Når Popper nævnes

har det at gøre med de umiddelbare ligheder mellem Goffmans begrebsraffinering og Poppers

ideer om falsifikation. 139

(Park & Burgess, 1969:8) 140

Allerede meget tidligt i sin karriere formulerer Goffman sig om sin interesse for at se “det

store i det små”. I introduktionen til sin ph.d.-afhandling skriver han for eksempel: “I was

especially concerned with those social practices whose formulation and analysis might help to

build a systematic framework in studying interaction throughout our society” (CC:1).

141

Denne pointe er ikke min alene. Den er udviklet og udfoldet hos Johan Asplund (1975),

Page 232: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

231

Neel Sylvest (1975) og Birgitte Boeskov (1975) 142

Jeg kunne tillige nævne Appendix-essayet Insanity of Place i Relations in Public eller dele

af Asylums, der også handler om regelbrud. Her har jeg dog valgt at udelade en diskussionen

af disse tekster med den begrundelse, at det emnemæssigt overlapper med det regelbrud, der

præsenteres i Mental Symptoms and Public Order, det vil sige mentale symptomer som udtryk

for brud på sociale regler. Overlappet udjævner dog naturligvis ikke de forskelle, der angår

regelbruddets analytiske funktion i de nævnte tekster. I Asylums beskæftiger Goffman sig med

sindslidelser og psykiariske patienter i totale institutioner med det formål at skrive om selvets

overlevelse og degradering, mens han i Relations in Public ser på de samme ting blot her med

det formål at dokumentere eksistensen af en offentlig, ritualiseret orden, der vedligeholdes og

understøttes af særlig ritualiseret adfærd (Gronfein, 1999:85-86). Her bliver sindslidelsen

brugt som det “grus i maskineriet”, der afslører den offentlige ordens eksistens samt de

sociale mekanismer, der opretholder og reparerer den, når den trues af sammenbrud.

Sindslidelsens symptomer bruges af Goffman som eksempel på en sådan trussel,

symptomerne tjener dermed en vigtig analytisk funktion. De kommer til at fungere som

radikale manifestationer af en manglende evne til at holde sin sociale plads, og det bevidste

fravalg af anvendelsen af undskyldende, forklarende - kort sagt reparerende - ritualer, der

demonstrerer vigtigheden af netop at holde sin plads. At benytte sig at psykiatriske

symptomer som eksempler på brud på den offentlige ordens moralske regulativer ser vi dog

ikke kun i Asylums og Relations in Public. I Behavior in Public Places gør Goffman i vid

udstrækning også brug af denne teknik.

143

Goffman benægter naturligvis ikke, at visse sindssygdomme har organiske årsager, hvad

han problematiserer er tendensen til at opfatte al afvigende adfærd hos mentale psykisk syge

som udtryk for medicinske afvigelser. 144

De folkelige amerikanske betegnelser for sådanne dårlige interagerende er ifølge Goffman

blandt andet de lidet flatterende udtryk “cold fish”, “kill-joy”, “drag”, “wet blanket” (IR:129). 145

Philip Manning (1992:12) fremhæver denne “involvement” som en af de fire hjørnestene i

sit SIAC-skema, hvormed han forsøger at rekonstruere Goffmans sociologi som et samlet og

kummuleret sæt at indbyrdes sammenhængende teoretiske begreber. 146

Goffman bruger begreberne “embarrasment”, “discomfiture” og “uneasines” som

forskellige betegnelser for den måder og de grader af forlegenhed og forfjamskelse, som kan

identficeres i mødet mellem mennesker og som strækker sig fra de milde og kortvarige til det

svære og vedvarende ubehag, der starter med interaktionen og først slutter, når interaktionen

afbrydes (IR:100). 147

Goffman siger det således: “[...] embarrasment, especially the mild kind, clearly shows

itself to be located not in the individidual but in the social system wherein he has his several

selves.” (IR:108) 148

Her tænkes på forpligtelsen til at besidde visse egenskaber og information, der samlet set

kan udprojiceres i et selv, der passer til situationen samtidig med at man taktfuldt respekterer

og anerkende andres udprojicerede selv (IR:105). 149

Micheal Schudson (1984) peger i sin artikel på, at hvis Darwin har ret i, at det der adskiller

mennesket fra dyrene er evnen til at rødme, har samfundsvidenskaberne overset, eller undladt

at behandle dette. Med undtagelse af Goffman. For Goffman siger, Schudson, er mennesket

mere drevet af ønsket om at undgå end af ønsket om at opnå. Mennesket er i Goffmans

sociologi “[...] not a maximizer of gain but a minimizer of risk. For Goffman human beings

are creatures whose lives in the world are so completely dependent on how others view them

that they avoid at all cost the dashing, or even the dimpling, of social expectations.

Page 233: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

232

Goffmanian men and women are driven by the need to avoid embarrassment.” (Schudson,

1984:633-634). Schudson går endda så langt som til at sige, at frygten for ydmygelse løber

som det centrale tema i størsteparten af forfatterskabet. Hvorvidt Schudson har ret, når han

placerer dette tema øverst på listen, skal jeg lade være usagt. Hvad man dog må give

Schudson ret i er, at Goffman fra start til slut i sit forfatterskab interesserede sig for, hvordan

det menneskelige møde i ansigt-til-ansigt situationer er reguleret af distinkte (moralske)

regler, der i høj grad handler om at beskytte sit eget og modparternes selv samt den sociale

situation i det hele taget. 150

På samme måde, som Foucault bruger sin analyse af fængselsvæsenets discplinære magt til

at forstå en række grundlæggende træk (overvågning, disciplinering, evaluering,

normalisering) ved det moderne samfunds organisering og funktion (og dermed bruger

fængslet som en ekstrem case i forhold til forståelsen af samfundet), hævder Goffman (IR:48),

at interaktionsreglerne på de psykiatriske afdelinger er generelle og direkte sammenlignelige

med de sociale regler, der gælder “udenfor”. Det psykiatriske hospital har for Goffman

karakter af en slags ekstremt eller radikaliseret mikrokosmos, hvorfra der kan afledes

generelle indsigter om samfundets sociale orden og regulering. Hvorvidt dette er en metodisk

set forsvarlig fremgangsmåde må afhænge af, i hvor høj grad præmisserne for socialt liv er

sammenfaldende henholdsvis indenfor og udenfor det psykiatriske hospital. Et spørgsmål

Goffman dog ikke fandt det nødvendigt at gøre til genstand for nogen længere diskussion. At

Goffman ikke diskuterer denne relation er naturligvis kritisabelt, eftersom forståelsen for

relationen er vital med hensyn til vurderingen af generaliseringernes validitet. Diskussionens

fravær bør dog ses i lyset af Goffmans generelle modvilje mod at diskutere metode, og

videnskabsteoretiske spørgsmål. Han så det åbentlyst ikke som sin opgave at deltage i

sådanne debatter, men derimod at afprøve en række forskellige perspektivers forklarings- og

beskrivelsespotentiale med henblik på at udvikle forståelsen for den sociale organisering af

selvet og det menneskelige møde.

151

Ifølge Geertz kan hanekampen betragtes som “en historie om sig selv, balineserne fortæller

til hinanden.” Det er en slags kollektiv fortolkning af den balinesiske kultur, og ved at deltage

i den gennemgår balineseren slags kulturel og emotionel uddannelse (“sentimental

education”), og hvad han herigennem lærer noget om hvordan hans [...] culture‟s ethos and

his private sensibility looks like (or, anyway, certain aspects of it) look like when spelled out

externally in a collective text.” (Geertz, 1979:236) 152

Det kan dog naturligvis indtræffe, at afvigende tilfælde fører til en forkastelse, af teorien

eller hypotesen, men selv i sådanne tilfælde vil forskerens bestræbelser på at “forsvare” sin

hypotese ofte bringe ham eller hende til et punkt, hvor nye hypoteser eller sammenhænge kan

formuleres (Znaniecki, 1934:306). 153

Znanieckie (1934:273) definerer en statisk lov som “[...] a generalization of facts of

structural dependence between specific elements.” Som eksempel nævnes, at man gennem

studier af sociale grupper opdager at lederskabet som institution (det vil sige udøvelsen af

magt og kontrol som af medlemmerne opfattes som legitim) er strukturelt afhængig af den

kollektive vilje (det vil sige gruppens evne til at handle som en enhed og ikke som en

agglomering af individer). Dette muliggør formulering af følgende statiske lov: Hvis en

gruppe indeholder en lederskabs institution, indeholder den også en kollektiv

vilje.(Znanieckie, 1934:273). Såfremt man støder på et konfligerende tilfælde (som hævder en

anerledes strukturel relation mellem fænomenets elementer) må konklusionen være, at enten

er en hypoteserne forkerte, eller også er konflikten kun tilsyneladende, og fortsætter

Znanieckie (1934:280),:

Page 234: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

233

“[...] the problem can be solved only by analyzing more thoroughly and comparing

more exactly the instances on which these hypotheses were based, and eventually

other similar instances, if there is a possibility that the original materials were

incomplete.” 154

Goffman ligger således her fuldstændig på linie med Znaniecki (1934:229), der hævder, at

“The true inductive scientist never is satisfied nowadays with what he already knows

about an empirical datum, never thinks that his definition of it is conclusive and

expresses its ultimate essence; he is always watching for an opportunity to analyze it

more thoroughly and from a new point of view, to dive deeper and in some new

direction into the complexity hidden under its apparently simple surface and thus to

bring to light some unexpected treasure.”

155

Her ligger Goffman på line med Feyerabends (1975:93-98) argumenter for anvendelsen af

ad hoc hypoteser. Det vil groft sagt sige, at man holder fast i en tilsyneladende god teori,

selvom man konfronteres med data, der modsiger teorien. Pointen er, at ad hoc hypoteserne så

at sige “holder liv i teorien”, og gør det muligt at videreudvikle og konsolidere den på trods af

forekomsten af modstridende data. Ad hoc hypoteserne redegør for og inkorporerer de

modstridende data i den eksisterende teori. Feyerabend henviser til Galieo og Kopernikus‟

heliocentriske tese, om at jorden roterer om sin akse og samtidig drejer rundt om solen, der

gradvist vandt indpas, fordi man netop på denne måde uskadeliggjorde data, der modsagde

tesen. I sit forsøg på, at udlede en lære formulerer Feyerabend (1975:98) sig på en måde, der i

betydelig grad harmonerer med Goffmans syn på teori og teoriudvikling:

“It is much better to remain ad hoc for at while, and in the meantime to develop

heliocentrism in all its astronomical ramifications, than to sink back into earlier ideas

which, at any rate, can be defended only with the help of other ad hoc hypotheses. 156

Her tænker jeg helt konkret på deres metodebog Introduction to the Science of Sociology,

der udkom for første gang i 1921, og hvori de argumenterer for en induktiv og komparativ

sociologisk metode. 157

Jeg er opmærksom på, at der siden denne publikation mellem forfatterne har været en del

kontroverser om den rette udlægning af ånden og ideerne i grounded theory. Denne

kontrovers, der har ført til et veritabelt brud mellem Glaser og Strauss, er dog af perifer

betydning i denne sammenhæng. 158

Hermed distancerede de sig dog ikke fra anvendelsen af kvantative data. Grundsynspunktet

hos Glaser & Strauss (1967:16-18), går imod den daværende tendens i tiden ifølge hvilken

kvalitative data alene egner til udviklingen eksplorative og tentative begreber, der senere kan

udforskes og testes ved hjælp af kvantative metoder. Deres grundsynspunkt er, at såvel

kvalitative som kvantitative data er anvendelige i såvel konstruktionen som verifikationen af

teori. 159

Glaser & Strauss (1967:62) skelner mellem teoretisk sampling (som drejer sig om

opdagelsen af kategorier og deres egenskaber samt fastlæggelsens af disses indbyrdes

relationer i et samlet teoretisk system) og statistisk sampling (som handler om at opnå sikre

beviser for fordelingen af individer mellem kategorierne, og som bruges verificerende

og/beskrivende). 160

Det hjælper med til at sikre vis præcision i de empiriske “beviser” (“accurate evidence”);

Page 235: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

234

det udvider teoriens empiriske generaliseringsværdi (“empirical generalizations”); det

medvirker til en specificering af begreberne (“specifying concepts”); det gør det muligt at

verificere teorien (“verifying theory”) og endelig stimulerer det selve teorigenereringen

(“generating theory”). 161

Bevægelsen fra substansteori til formalteori må ikke, hævder Glaser og Strauss

(1967:80-81), forveksles med enten en mekanisk opskrivning af abstraktionsniveauet eller ved

udeladelse af substansrelaterede begreber. Ifølge forfatterne går man fra grundfæstet

substansteori til grundfæstet formalteori ved at anvende præcis de procedurer, der fælder for

udviklingen af substansteori. Det vil sige en komparativ analyse, hvor data fra flere

forskellige substansområder analyseres med henblik på udviklingen af mere generelle (og

dermed formale) begreber, hypoteser og kategorier. Ideen er, at de forskellige

substansbegreber i gensidig konfrontation fører til yderligere kvalificering af teorien, og at

den (teorien) dermed udvides opad hvad angår begrebslig generalitet og udad i spændvidde

(Glaser & Strauss, 1967:85). Hvor man ved udviklingen af substansteori foretager

komparative analyser af forskellige tilfælde indenfor det samme substansområde (eksempelvis

race relationer, uddannelse, patientbehandling), foretages de komparative analyser ved

udviklingens af formalteori blandt forskellige substanstilfælde indenfor det samme

“formområde” (eksempelvis afvigelse, mobilitet, socialisering) (Glaser & Strauss, 1967:33). 162

Glaser & Strauss (1967:42) fremstiller forskellen på substansteori og formalteori ved hjælp

af nedenstående tabel.

Teoriens elementer Type af teori

Substansteori Formalteori

Kateori Døende patienters sociale

tab

Personers sociale værdi

Kategoriens egenskaber Kalkulation af socialt tab på

baggrund af patientens

tillærte og umiddelbart

observerbare karakteristika

Kalkulation af personers

sociale værdi på baggrund af

tillærte og umiddelbart

synlige karakteristika

Hypotese Jo højere socialt tab en

patient repræsenterer (1) jo

bedre omsorg og (2) i jo

højere grad udvikler

sygeplejersker rationaler,

der (bort)forklarer

patientens død

Jo højere social værdi en

person repræsenterer, jo

kortere tid skal

vedkommende vente på at

modtage behandling fra

eksperter

163

Det vil her sige frem til publikationerne Frame Analysis og Forms of Talk. 164

Læseren af Goffmans værker må ifølge Glaser & Strauss (1967:138):

“[...] wonder why certain discussions are inserted at given points. He may not

understand why some discussions are broken off so soon, or why they move along to

the next specific concept or relationship. This has been our experience, even when

we have provisionally accepted the general framework and the assumptions on which

it rests.”

Page 236: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

235

165

Smith giver det eksempel, at en sociologiprofessor med fordel kan trække på sin

akademiske og organisatorisk begrundede status, når han eller hun deltager i et fagligt

seminar. Vedkommendes kontrol over situationen vil her være direkte påvirket af hans eller

hendes placering i den sociale struktur. Omvendt, hævder Smith, vil den samme professor, i

sin etnografiske forskning blandt kriminelle i storbyens belastede undergrundsmiljøer, måske

opleve sin status som professor som et decideret handicap med hensyn til at etablere kontakter

og relationer i feltet. Det er altså ifølge den smith‟ske udlægning af Goffman sådan, at de

personlige egenskaber en person besidder qua sin placering i samfundets sociale struktur, ikke

kan overføres til alle sociale møder i en slags en-til-en-forhold. Mellem de strukturelt afledte

personlige egenskaber og de konkrete sociale møder placerer Goffman sin

samhandlingsorden, som en slags membran, der sorterer og udvælger de egenskaber, som kan

bruges og som vil tælle i den konkrete situation (Smith, 1988:121) 166

I den udvidede case metode når man frem til generaliseringer ved at fremstille sociale

situationer som afvigende i forhold til eksisterende teori, som så rekonstrueres således at

situationen ikke længere er “ude af trit” med teoriens generaliserede viden (Burawoy,

1991b:280). 167

Goffman synes at tilslutte sig Mills (1959:50) udsagn om, at

“Both are withdrawals from the tasks of the sociale sciences. Considerations of

method and theory are of course essential to work upon our tasks, but in these two

styles they have become hindrances: the methodological inhibition stands parallel to

the fetishism of the Concept.” 168

Den analytiske induktion sigter mod formulere de kausale love, der karakteriserer sociale

fænomener og/eller systemer. Det vil sige redegøre for den nøjagtige strukturelle

sammenhæng mellem et fænomens afhængige og uafhængige variable, eller kort sagt, forklare

relationerne mellem et fænomens del- elementer. 169

Med begrebet “signifikans” sigter Burawoy til den betydning, enkelttilfældende (casene)

har i generaliseringerne. Ser man på, hvad forskellige situationer eller tilfælde har tilfælles ud

fra ideen om at udvalget siger noget centralt om hele populationen er der tale om statistisk

signifikans. Ser man derimod på, hvad de studerede tilfælde siger om det samfund, de er

indlejret i, er der tale om samfundsmæssig signifikans. Her stiller man spørgsmålet, hvilke

konklusioner kan man drage om samfundet eller den sociale kontekst, såfremt vores cases

besidder de egenskaber, vi har observeret. (Burawoy, 1991b:281). 170

Hvad fortæller grundige studier af unikke sociale situationer om de kognitive

“produktioner” der gør social interaktion mulig. 171

Mills (1959:211) 172

Ideen til denne opbygning stammer fra dels fra Anthony Giddens‟ New Rules of

Sociological Method (1976) og dels fra Derek Layders bog om Adaptive Theory (1998). 173

For eksempel angiver Goffman med begrebet social anledning (“social occasion”) den

overordnede social-psykologiske referenceramme, hvorindenfor der udspiller sig møder

(“encounters”) og sociale situationer (“social situations”) mellem mennesker (BP:243), der

foretager strategiske træk (“moves”) (SI:90). På samme måde skitseres det i The Presentation

of Self in Everyday Life for eksempel, hvordan begrebet hold (“team”) i arbejdet med sin

forestilling (“performance”) er afhængige af en scene (“setting”) og et publikum (“audience”),

der udviser en vis takfuldhed (“tact”). 174

Georg Simmel hævdede, at på samme måde som den positivisitiske sociologi hævder, at

dens abstraherede objekter analyseres i forhold til særlige lovmæssigheder, som er løsrevet fra

Page 237: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

236

tid og rum det vil sige, at de abstraherede objekter er gyldige uanset hvilken tid og sted, man

befinder sig på. På samme måde, siger Simmel (1971:29), kan den formale metodes begreber

validieres “[...] in regard to their occurence at specific places and at specific times, and in

regard to their historical development in specific groups.”. Hvis det formale begreb for

eksempel var “konkurrence”, ville validieringsbestræbelserne dreje sig om at bestemme hvad

konkurrence er som en “ren form” for menneskelig adfærd:

“[...] under what cicumstances it emerges and develops; how it is modfied by the

particular character of its object; by what contemporaneous formal and material

features of a society it is increased or reduced; and how competition between

individuals differs from that between groups. In short we must ascertain what

competition is as a form of relation among individuals. This form may involve all

sorts of contents. But in spite of the great variety of these contents, the form maintain

its own identity and proves that it belongs to a sphere which is governed by its own

laws and which may legitimately be abstracted from other spheres or from total

reality” (Simmel, 1971:29)

Det er sådan set den samme valideringsteknik, Goffman benytter sig af i sine begrebslige

bestræbelser. Når han for eksempel viser, hvordan reparationsritualer eller ansigtsbeskyttende

foranstaltninger håndteres og praktiseres i forskellige konkrete afskygninger og i forskellige

sociale kontekster, forsøger han at validiere disse begreber som “rene former”.

175

Goffmans anvendelse af en sådan formal metode starter med ph.d.-afhandlingen. Følgende

formulering fra afhandlingens konklusion vidner om hans fremgangsmåde i forbindelse med

formuleringen af generelle begreber:

“In this study I have attempted to abstract from diverse coming-together in Dixon the

orderliness that is common to all of them, the orderliness that obtains by virtue of the

fact that those present are engaged in spoken communication. All instances of

engagement-in-speech are seen as members of a single class of events, each of which

exhibits the same kind of social order, giving rise to the same kind of social

organization in response to the same kind of normative structure and the same kind

of social control.” (CC:345) 176

Denne perspektivisme er afledt af det epistemologiske grundsynspunkt hos Goffman; at

sociologer, ligeså lidt som alle andre, kan vide hvad der foregår inde i andre menneskers

hoveder, og at man derfor må udvikle alternative strategier til at håndtere og systematisere

interaktionsdata (Waklser, 1989:9). Ved at genbeskrive interaktionssituationer ved hjælp af

metaforer (det vil sige ved at overføre metaforens begreber på situationerne) etableres en

mulig tolkning af det, der sker indeni de mennesker, som interagerer (deres motiver,

hensigter, følelser). Denne tolkning sker alene på baggrund af de informationer, tegn og

signaler, som er offentligt tilgængelige for forskeren. Goffmans perspektivisme beskæftiger

sig, som vi tidligere har været inde på, med det, der er kendt og tilgængeligt i interaktionen

mellem mennesker. 177

Min distinktion mellem ontologisk individualisme og ontologisk holisme er inspireret af

Guneriussen (1996:268), Gilje & Grimen (1998:175-193) samt Andersen, Brante og Korsnes

(1998:168). 178

Layder bidrager selv konstruktivt til diskussionen af dette problem, idet han identificerer

forskellige begrebslag og dertilhørende empiriske indikatorer. Han taler således om

Page 238: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

237

adfærdsmæssige, systemtisk-strukturelle, medierende og generelle begreber, der hver for sig

refererer til forskellige aspekter af den sociale virkelighed (Layder, 1998:85), og som derfor

har ganske forskelligartede empiriske indikatorer. Layders bidrag må i denne forbindelse

anses for et vigtigt skridt fremad mod en mere nuanceret forståelse af forholdet mellem data

og teori og et nødvendigt supplement til Goffmans metode. 179

Jeg kan ikke her yde Peirces ideer om abduktion fuld retfærdighed. Det skal dog nævnes,

at Peirce, i modsætning til mange af datidens videnskabsfilosoffer (for eksempel Karl Popper)

mente, at den proces, hvorigennem forskere konstruerer nyskabende ideer, teorier eller

hypoteser, kan underkastes og forstås gennem en logisk analyse. Hans bestræbelser gik dog

ifølge K.T. Fann ikke i retning af formuleringen af en særlig, logisk manual for

videnskabelige opdagelser. Han insisterede derimod på, at undfangelsen af nye ideer ikke

alene er spørgsmål for psykologien og at der er grundlæggende forskel på (1) at slutte med

henblik på eller mod en hypotese og (2) at slutte eller ræssonere fra en hypotese. Ifølge Peirce

var den første slutningstype fejlagtigt blevet opfattet som induktion, men hermed overser

man, at der er forskellige logikker på spil. (Fann, 1970:1-4; Peirce, 1979:136). Peirce forsøger

altså med sit abduktionsbegreb at give en forklaring på den bevægelse, der starter med data og

fører frem mod undfangelsen af en hypotese, der redegør for eller forklarer disse data:

“Abduction makes its start from the facts, without, at the outset, having any

particular in view, though it is motived by the feeling that a theory is needed to

explain the surprising facts. Induction makes its start from a hypothesis which seems

to recommend itself, without at the outset having any particular facts in view, though

it feels the need of facts to support the theory. Abduction seeks a theory. Induction

seeks for facts.” (Peirce, 1979:137).

Ny viden, hævder Peirce, kan ikke komme fra induktion eller deduktion eftersom induktion

ikke kan skabe kvalitativ ny viden og mest interesserer sig for de data, der kan støtte

hypotesen og deduktion for sin del ræssonerer ud fra allerede kendte begreber. Men

abduktion, siger Peirce, “er faktisk ikke andet end gætteværk”. Det er det første led i det

videnskabelige arbejde (hvor en mulig forklaring foreslås), der efterfølges af deduktive og

deduktive procedurer. Og vi må derfor ifølge Peirce “håbe på, at selvom der kan være talløse

forklaringer på vores data, at vi gennem begrænsede gæt når frem til den sande forklaring på

dem” (Peirce, 1979:137). Peirce stillede sig således ikke afvisende overfor induktion og

deduktion i sig selv, hvad han forsøgte var at beskrive den slutningsform, der må være

udgangpunktet for skabelse af al ny viden, og som går forud for disse mere kendte procedurer.

(Brent, 1993:72; Delaney, 1993:15-27; Kremer-Marietti, 1994:117).

180

Stigma er med sine mange forskellige grupperinger et godt eksempel på, hvordan Goffman

drager sammenligninger på tværs af tilsyneladende ikke-sammenlignelige grupper med

henblik på formulering af en formal teori om stigma (Glaser & Strauss, 1967:54). 181

Netop dette at få situationer til at lykkes gennem involveringsallokering spiller, som vi så

det i kapitel 3, en fremtrædende rolle hos Goffman i Behavior in Public Places. 182

Goffman ville aldrig have accepteret Feyerabends (1975:23) provokerende synspunkt om

at “The only principle that does not inhibit progress is: anything goes.” Derimod synes der at

være en vis overensstemmelse mellem Feyerabends argumentation for en “teoretisk

pluralisme” (1975:47-53) og Goffmans tendens til at angribe sit mål fra mangfoldige

perspektiver. 183

I den senere Sociology as an Artform (1977) hævder Nisbet sågar, at de væsentligste

Page 239: KREATIV SOCIOLOGI - soc.aau.dk · Etologi 92 Fænomenologi 94 Etnometodologi 95 . 2 Romantikken 96 Opsamling 99 5. Metaforer og sociologi 102 Teatermetaforen 103 Spilmetaforen 108

238

opdagelser indenfor samfundsvidenskaben i almindelighed og sociologien i særdeleshed ofte

i ligeså høj grad kommer fra ubevidste som bevidste tanker, fra den ufokuserede og

uorganiserede eklektiske læsning og observation, fra drømme og forestillinger som fra

fokuserede og systematiske observationer af den virkelighed, vi er bevidste om. De

epokegørende ideer og opdagelser er dermed såvel hos kunstneren som hos

videnskabsmanden ligeså ofte resultater af “[...] the „left-handed‟ processes of feeling and

intuition as from the „right-handed‟ channels of logic, empirical directness, and reason.”

(Nisbet, 1977:19). Nisbets gennemgående pointe i dette essay er, at selvom kunst og

videnskab godt nok er to forskellige ting karakteriseret ved vidt forskellige træk og teknikker,

har de samme psykologiske rødder i den forstand, at såvel kunstnerens som

videnskabsmandens kreativitet motiveres af den samme drift og skabertrang.