Kortlægning af sammenhængende forløb for unge …...KKR Hovedstadens kortlægning af sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser 4 Knap 90 procent af kommunerne svarer,

Kortlægning af sammenhængende forløb

for unge med psykiske lidelser i

hovedstadsregionen

KKR Hovedstaden November 2013

Fælleskommunalt sekretariat for det specialiserede socialområde

KKR Hovedstadens kortlægning af sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser

2

INDHOLD Resumé .............................................................................................................................................................. 3

1. Indledning ...................................................................................................................................................... 8

1.1. Formål ..................................................................................................................................................... 9

1.2. metode ................................................................................................................................................... 9

1.3. Læsevejledning ..................................................................................................................................... 10

2. Det psykiatriske område .............................................................................................................................. 11

2.1. Tværsektoriel organisation og integration af indsatser ....................................................................... 11

2.2. Den kommunale organisation .............................................................................................................. 12

3. Analyse af spørgeskemaundersøgelsen ...................................................................................................... 14

3.1. Udvikling i målgruppen ......................................................................................................................... 14

3.2. Tilbud og indsatser ............................................................................................................................... 16

3.3. Tidlig opsporing og indsats ................................................................................................................... 18

3.4. Recovery og effekt i rehabiliteringsforløb ............................................................................................ 20

3.5. Intern organisering i kommunerne....................................................................................................... 25

3.6. Samarbejdsrelationer med eksterne parter ......................................................................................... 28

3.7. Opsamling ............................................................................................................................................. 31

4. Arbejdsgruppens fokusområder og forslag til tiltag .................................................................................... 34

4.1. Kommunale indsatser med fokus på tidlig opsporing og sammenhæng ............................................. 34

4.1.1. Tidlig opsporing og indsats ............................................................................................................ 34

4.1.2. Overgang fra barn og voksen ......................................................................................................... 36

4.2. Sammenhængende indsatser mellem kommunerne og den regionale psykiatri ................................ 38

4.2.1. Recovery og rehabilitering i kommuner og den regionale psykiatri ............................................. 39

4.2.2. Koordination og samarbejde mellem den regionale psykiatri og kommunale indsatser. ............ 41

4.3. De tre fokusmålgrupper ....................................................................................................................... 46

Bilag 1: Metode ............................................................................................................................................... 50


3

RESUMÉ I januar 2012 udpegede KKR Hovedstaden ”Sammenhængende forløb mellem social- og

behandlingspsykiatri” som et særligt tema for Udviklingsstrategi 2013. Temaet er behandlet som en

kortlægning af den kommunale socialpsykiatri, herunder sammenhængen mellem social- og

behandlingspsykiatrien, med det overordnede formål at afdække udfordringer og muligheder for, at unge i

hovedstadsregionen med psykiske lidelser i højere grad kan få en tidlig, koordineret og sammenhængende

indsats med udgangspunkt i en recovery-tilgang.

Unge med psykiske lidelser vil ofte have mange kontaktflader til det offentlige. Kommunen har både

ansvaret for de socialpsykiatriske indsatser, beskæftigelsesindsatser, skole og uddannelse samt eventuel

misbrugsbehandling, og de unge vil ofte have samtidige konktakter til disse områder. Samtidig kan de unge

have kontakt til den regionale psykiatri i forbindelse med behandlingsforløb på psykiatriske centre, i

distrikspsykiatri m.v. samt til egen læge. Det er vigtigt for, at den unge kan blive rask og fungere, at der

sikres sammenhæng og koordination mellem de forskellige forvaltninger internt i kommunerne og på tværs

af sektorerne, samt at der er fokus på den unge og tages udgangspunkt i dennes behov og ønsker.

Antallet af borgere med psykisk sygdom er steget væsentligt inden for en årrække, hvilket medfører et øget

pres på kommunerne og den regionale psykiatri. Således er antallet af borgere, der er i behandling for

psykiske lidelser, steget med godt 40 procent i perioden 2000-2008, dog med variationer mellem de

forskellige diagnosegrupper. Som det blandt andet vil fremgå af nærværende kortlægning, gælder denne

udvikling også for unge med psykiske lidelser, hvor kommunerne i en årrække har oplevet en ikke

uvæsentlig stigning i antallet af unge med psykiske lidelser.

Kortlægningens fokus er som det primære de kommunale og regionale rammer og processer som

forudsætninger for at sikre tidlige, koordinerede og sammenhængende forløb for unge med psykiske

lidelser. Således afdækker kortlægningen følgende områder:

Kommunernes fokus på tidlig opsporing og indsats over for unge med psykiske lidelser

Kommunernes fokus på recovery og rehabilitering

Koordinering og samarbejde mellem kommunens forvaltningsområder

Koordinering og samarbejde mellem de kommunale indsatser og den regionale psykiatri

Kortlægningen består dels af en kvantitativ del i form af en spørgeskemaundersøgelse blandt

hovedstadsregionens kommuner og dels en kvalitativ del bestående af afholdelse af workshops i en

tværkommunal arbejdsgruppe samt dialogmøder med kommunale og regionale deltagere. I rapporten

indgår følgende centrale resultater af den kvantitative kortlægning.

CENTRALE RESULTATER AF DEN KVANTITATIVE KORTLÆGNING Kortlægningens fokus på unge med psykiske lidelser i alderen 15 til 25(30) år har betydet, at flere

kommuner fandt det svært at udarbejde én samlet besvarelse på tværs af forvaltningsområder. Derfor har

det i analysen kun været muligt at anvende sammenlignelige besvarelser fra 18 kommuner, selvom der var

en besvarelsesprocent på 100.


4

Knap 90 procent af kommunerne svarer, at de oplever en mindre eller kraftig stigning i antallet af unge med

psykiske lidelser, mens de inden for de tre fokusmålgrupper i kortlægningen (unge med psykiske lidelser og

samtidigt misbrug, unge med spiseforstyrrelser og unge med ikke-psykotiske lidelser) hovedsageligt oplever

en uændret eller mindre stigning i antallet. Ingen kommuner oplever fald inden for målgrupperne.

Ud fra spørgeskemaundersøgelsens resultater tegner der sig et billede af, at mange kommuner i

hovedstadsregionen har fokus på at skabe rammer for, at unge med psykiske lidelser oplever sammenhæng

og koordination i deres rehabiliteringsforløb. Dog er det også tydeligt, at ikke alle kommuner er nået lige

langt i denne proces, og at der stadig opleves udfordringer i samarbejde mellem forvaltningerne og mellem

sektorerne.

Desuden viser kommunernes besvarelser, at der er potentiale for en mere systematiseret tilgang til tidlig

opsporing og indsatser i hovedstadsregionens kommuner. Det viser sig ved, at kun halvdelen af

kommunerne har et politisk fokus og/eller administrativ praksis for tidlig opsporing af unge med psykiske

lidelser, og godt to tredjedele af kommunerne svarer, at frontpersonalet (fx lærere, pædagoger,

jobcenterpersonale m.v.) kun i nogen grad har de nødvendige kompetencer og værktøjer til at varetage en

tidlig opsporing og indsats.

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at kommunerne i overvejende grad arbejder eller har planer om at

arbejde med rehabiliteringsforløb med fokus på recovery for unge med psykiske lidelser. Halvdelen af

kommunerne har et politisk vedtaget fokus på recovery og rehabilitering i forbindelse med indsatsen over

for unge med psykiske lidelser, mens en femtedel svarer, at de har konkrete planer om det. Dette fokus

gælder i de fleste tilfælde på voksenområdet. På børneområdet er der især fokus på inklusion og

familiebaserede indsatser. Cirka halvdelen af kommunerne oplever, at medarbejderne i både myndigheds-

og udførerdel i nogen grad er rustet til at arbejde med rehabiliteringsforløb med fokus på recovery, mens

ca. en tredjedel af kommunerne oplever, at medarbejderne i høj grad er rustet hertil.

Kortlægningen viser, at alle kommuner, på nær en ubesvaret, har udviklet særlige redskaber/procedurer til

at sikre hensigtsmæssige overgange mellem børne- og ungeområdet og voksenområdet for unge med

psykiske lidelser. Dog oplever halvdelen af kommunere, at deres organisering kun i nogen grad

understøtter gode overgange mellem de to områder, mens henholdsvis en tredjedel og en tiendedel

oplever, at organiseringen er tilstrækkelig i høj og meget høj grad. Kommunerne arbejder i stor

udstrækning med at sikre gode overgange mellem de to områder, men kommunerne oplever også, at de

lovgivningsmæssige rammer trods øget koordination fortsat begrænser mulighederne for at sikre

sammenhængende forløb.

Kommunernes besvarelser viser, at der er behov for et øget fokus i kommunerne på at sikre koordination

og sammenhæng mellem kommunerne og den regionale psykiatri. Halvdelen af kommunerne svarer

således, at de ikke har en særlig praksis for at sikre koordination med eksterne parter i forbindelse med

rehabiliteringsforløb for unge med psykiske lidelser. Samtidig viser kommunernes besvarelser, at kun

meget få kommuner har opbygget en særlig praksis såsom udskrivningskoordinatorer eller dialogredskaber,

der understøtter en fast og systematisk kontakt med den regionale psykiatri. Halvdelen af kommunerne


5

oplever desuden samarbejdet med den regionale psykiatri som værende godt, mens den anden halvdel

oplever det som værende mindre godt.

FORSLAG OG BUDSKABER På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen samt de kommunale og regionale deltageres erfaringer har den

tværkommunale arbejdsgruppe opstillet en række budskaber samt forslag til tiltag, som de mener kan

bidrage til at skabe sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser i hovedstadsregionen. De

regionale deltagere har på dialogmøderne deltaget i de faglige drøftelser og tilvejebringelse af fakta, som

ligger til grund for forslagene, men har ikke haft mandat til at stille forslag.

Forslag og budskaber skal ses ud fra den sammenhæng, at psykiatriområdet gennemgår en udvikling med

nationalt såvel som regionalt og lokalt fokus på at udvikle og styrke indsatserne over for unge med psykiske

lidelser. Det er både de kommunale og de regionale deltageres opfattelse, at der er mange projekter og

tiltag i hovedstadsregionen med fokus på at skabe tidlige, koordinerede og sammenhængende indsatser for

de unge. Fokus for arbejdsgruppen er derfor primært på forslag, som kan bidrage til at understøtte og

skabe rammer for, at indsatserne i kommunerne og i regionen i højere grad kan koordineres og

sammentænkes. Detaljerede beskrivelser af forslagene fremgår af rapportens afsnit 4 og opsummeres

nedenfor. Budskaber og forslag er inddelt i tre fokusområder:

Kommunale indsatser med fokus på tidlig opsporing og sammenhæng

Sammenhængende indsatser mellem kommunerne og den regionale psykiatri

De tre fokusmålgrupper for kortlægningen: Unge med spiseforstyrrelser, unge med psykiske

lidelser og samtidigt misbrug samt unge med ikke-psykotiske lidelser.

KOMMUNALE INDSATSER MED FOKUS PÅ TIDLIG OPSPORING OG SAMMENHÆNG I INDSATSERNE

Den tværkommunale arbejdsgruppe foreslår, at kommunerne skaber større viden blandt

frontmedarbejdere om tidlig opsporing og indsats over for psykisk sårbare unge i folkeskoler, på ungdoms-

og erhvervsuddannelser og i jobcentre. Formålet er gennem efteruddannelse af personalet at skabe en

mere systematisk tilgang til tidlig opsporing og indsatser og dermed forebygge en udvikling af sygdommen

eller opståen af andre problemstillinger såsom frafald og misbrug. Det er vigtigt, at tiltagene har fokus på at

støtte den unge i selv at kunne håndtere og tage ansvar for de problemstillinger, vedkommende står over

for, og derved blive i stand til at tage vare på sit eget liv. Arbejdsgruppen oplister en række eksempler på

konkrete tiltag til at opnå dette, som fremgår af hovedafsnit 4.

På baggrund af resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen og de kommunale deltageres erfaringer er det

arbejdsgruppens vurdering, at fokus på udfordringerne i forbindelse med overgangen fra barn til voksen er

er stadigt større i kommunerne. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at udfordringerne især skyldes de

rammer og vilkår lovgivning m.v. sætter for kommunerne, og at kommunernes forskellige procedurer og

redskaber er med til håndtere de utilsigtede konsekvenser heraf.

Arbejdsgruppen finder det vigtigt, at de redskaber og procedurer, som kommunerne udvikler og anvender,

tager udgangspunkt i den unges behov og situation og har fokus på at støtte denne til at kunne tage vare på

sit eget liv i den potentielt svære overgang. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at kommunerne i


6

koordinationen mellem forvaltningsområderne tager udgangspunkt i borgerens behov og har fokus på at

støtte denne i at kunne mestre sit eget liv. Formålet hermed er at sikre et fokus på borgernes behov og

ønsker frem for et fokus på forvaltningernes behov for at koordinere og informere hinanden. Det er

arbejdsgruppens vurdering, at fokus på borgeren vil bidrage til at forhindre forværring af den psykiske

lidelse, hvilket også kan imødegå behov for mere indgribende og dyrere indsatser.

Arbejdsgruppen påpeger , at manglen på billige almene boliger bevirker, at flere kommuner oplever lange

ventelister til boliger til unge med psykiske lidelser, som de har mulighed for at betale. Dette betyder, at

kommunerne har svært ved at tilbyde de unge en tidlig og sammenhængende indsats. Problemstillingen

kan yderligere forværres af kontanthjælpsreformen, der indfører en lavere ydelse til unge under 30 år. Det

er ikke muligt for kommunerne at opstille reelle alternativer til egen bolig eller koordinere sig ud af denne

problemstilling, som derfor bør rejses nationalt.

SAMMENHÆNGENDE INDSATSER MELLEM KOMMUNERNE OG DEN REGIONALE PSYKIATRI

Arbejdsgruppen foreslår, at kommuner og regionen aktivt arbejder for at skabe en forståelse og viden om

hinandens tilgange til og arbejde med rehabilteringsindsatser i et recovery-perspektiv. Det foreslås, at

kommuner og region afholder fælles temadage og/eller undervisning såvel som bilaterale møder mellem

kommunerne og de psykiatriske centre med fokus på hinandens tilgange til recovery og rehabilitering.

Formålet med disse tiltag er at bidrage til, at der skabes en større faglig forståelse på tværs af sektorerne og

dermed også grundlag for, at borgerne sikres en helhedsorienteret tværsektoriel indsats med

udgangspunkt i et recovery-perspektiv.

For at sikre en højere grad af integration af indsatserne på tværs af sektorerne foreslår de kommunale og

regionale deltagere, at kommuner og regionen etablerer lokale samarbejdsfora på mellemlederniveau, der

kan supplere den nuværende samordningsstruktur på psykiatriområdet og skabe et mere praksisnært

samarbejde mellem de psykiatriske centre og kommunerne. Formålet er, at disse fora kan løse konkrete

problemstillinger samt være katalysator for udviklingsprojekter mellem den regionale psykiatri og de

kommunale indsatser.

Det er de kommunale og regionale deltageres opfattelse, at de eksisterende samarbejdsaftaler på

psykiatriområdet grundlæggende giver region og kommuner mulighed for at sikre tværsektoriel

koordination og samarbejde om indsatserne for unge med psykiske lidelser. Dog er oplevelsen, at

samarbejdsaftalerne ikke bliver efterlevet i tilstrækkelig grad, hvilket primært skyldes manglende kendskab

og ejerskab til aftalerne i regionen og i kommunerne. De foreslår derfor en række tiltag, som skal sikre

systematisk udbredelse af kendskab og ejerskab til samarbejdsaftalerne, udvikling af samarbejdsprocedurer

og værktøjer som supplerer samarbejdsaftalerne samt udvikling af redskaber til tværsektoriel

kommunikation. De konkrete forslag er nærmere beskrevet i rapportens hovedafsnit 4.

DE TRE FOKUSMÅLGRUPPER

Unge med svære spiseforstyrrelser er en lille målgruppe. Det er den kommunale arbejdsgruppes vurdering,

at den enkelte og især mindre kommuner har for få tilfælde til at selv at kunne opbygge sociale tilbud og


7

indsatser med tilstrækkelig ekspertise og viden. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at kommunerne i

hovedstadsregionen i fællesskab og i samarbejde med regionen udvikler sociale tilbud til unge med svære

spiseforstyrrelser. Formålet hermed er at sikre, at unge med svære spiseforstyrrelser i hovedstadsregionen

sikres en koordineret og sammenhængende behandling og indsats. Det anbefales, at disse tilbud sikrer

sammenhæng mellem de kommunale indsatser og den regionale psykiatri, for eksempel ved at sikre

lægefaglige kompetencer fra psykiatrien i tilbuddene.

Regeringens psykiatriudvalg har foreslået en række konkrete tiltag for borgere med psykiske lidelser og

samtidigt misbrug, herunder planlægning af den specialiserede indsats i regi af den nye nationale

koordinationsstruktur på socialområdet. På baggrund heraf er det arbejdsgruppens vurdering, at det på

nuværende tidspunkt ikke er hensigtsmæssigt at angive konkrete løsninger eller tilgange til at styrke

indsatserne for unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug. Dog opfordres kommuner og region til at

følge udviklingen tæt og være proaktivt i forhold til at sikre, at der på nationalt plan udvikles

hensigtsmæssige løsninger og modeller. I den forbindelse kan det være gavnligt at gennemføre en

kortlægning af tilbud til unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug i hovedstadsregionen.

Arbejdsgruppen anbefaler, at de foreslåede tiltag inden for tidlig opsporing og indsats også har fokus på

unge med ikke-psykotiske lidelser. Samtidig bør der være fokus på, hvordan unge i denne målgruppe

klædes på til at kunne leve med og håndtere sygdommen og sikre inklusion på arbejdspladser og

uddannelse. En væsentlig samarbejdspartner i denne sammenhæng er civilsamfundet i form af

patientorganisationer og private arbejdspladser.


8

1. INDLEDNING I januar 2012 udpegede KKR Hovedstaden ”Sammenhængende forløb mellem social- og

behandlingspsykiatri” som et særligt tema for Udviklingsstrategi 2013. Baggrunden for valget af dette tema

var fokuspunktet i Udviklingsstrategi 2013 om at sikre bedre kommunikation, sammenhæng og helhed

mellem kommunale og regionale indsatser på psykiatriområdet. Ønsket var desuden, at behandlingen af

temaet skulle berøre en række af de øvrige fokuspunkter i Udviklingsstrategi 2013 som videreudvikling af

recovery-perspektivet samt koordinering og sammenhæng i den kommunale forvaltning mellem børne- og

voksenområdet.

I januar 2013 besluttede KKR Hovedstadens Embedsmandsudvalg for Social og Uddannelse, at

behandlingen af det særlige tema skulle gennemføres som en kortlægning med udgangspunkt i

sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser i hovedstadsregionen.

Unge med psykiske lidelser vil ofte have mange kontaktflader til det offentlige. Kommunen har både

ansvaret for de socialpsykistriske indsatser, beskæftigelsesindsatsen, skole og uddannelse samt eventuel

misbrugsbehandling, og de unge med psykiske lidelser vil ofte have samtidige konktakter til disse områder.

Ligeledes vil de unge ofte også have kontakt til den regionale psykiatri i forbindelse med behandlingsforløb

på psykiatriske centre, i distrikspsykiatri m.v. samt hos egen læge. Det er vigtigt for, at den unge kan blive

rask og fungere, at der sikres sammenhæng og koordination mellem de forskellige områder internt i

kommunerne og på tværs af sektorerne, samt at der er fokus på den unge og tages udgangspunkt i dennes

behov og ønsker.

Antallet af borgere med psykiske sygdomme er steget væsentligt inden for en årrække, hvilket medfører et

øget pres på kommunerne og den regionale psykiatri. Således er antallet af borgere, der er i behandling for

psykiske lidelser, steget med godt 40 procent i perioden 2000-2008, dog med variationer mellem de

forskellige diagnosegrupper.1 Som det blandt andet vil fremgå af nærværende kortlægning, gælder den

stigende tendens også for unge med psykiske lidelser, hvor kommunerne i en årrække har oplevet en ikke

uvæsentlig stigning i antallet af unge inden for målgruppen.

Kortlægningens fokus er som det primære de kommunale og regionale rammer og processer som

forudsætninger for at sikre tidlige, koordinerede og sammenhængende forløb for unge med psykiske

lidelser. Således afdækkes følgende områder:

Kommunernes fokus på tidlig opsporing og indsats over for unge med psykiske lidelser

Kommunernes fokus på recovery og rehabilitering

Koordinering og samarbejde mellem kommunens forvaltningsområder

Koordinering og samarbejde mellem de kommunale indsatser og den regionale psykiatri

Desuden har kortlægningen haft til opgave at have særligt fokus på tre specifikke målgrupper, nemlig unge

med spiseforstyrrelser, unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug (dobbeltdiagnoser) og unge med

ikke-psykotiske lidelser (fx angst, depression og stress).

1 Opgaveudvikling på psykiatriområdet – opgaver og udfordringer i kommunerne i relation til borgere med psykiatriske

problemstillinger, Dansk Sundhedsinstitut, 2011.


9

Kortlægningen er blevet gennemført som en række kvantitative og kvalitative afdækninger i 2013. I

nærværende rapport præsenteres resultaterne af kortlægningen samt opstilles en række forslag til tiltag,

der kan bidrage til at sikre tidlige og sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser i

hovedstadsregionen.

1.1. FORMÅL Den overordnede målsætning med kortlægningen af den kommunale socialpsykiatri, herunder

sammenhængen mellem de kommunale indsatser og den regionale psykiatri, er at afdække udfordringer og

muligheder for, at unge i hovedstadsregionen med psykiske lidelser i højere grad kan få en tidlig,

koordineret og sammenhængende indsats med udgangspunkt i en recovery-tilgang.

I nærværende kortlægning er unge med psykiske lidelser defineret som værende i alderen 15-25(30) år for

på denne måde at kunne favne overgangen fra barn til voksen.

Som det fremgår skal fokusset på sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser tage

udgangspunkt i recovery-perspektiv. Med recovery forstås en proces, der foregår i det enkelte menneske

hen imod at komme sig helt eller delvist fra sin psykiske sygdom og kunne mestre sit eget liv. Rehabilitering

er den hjælp og støtte, som de professionelle medarbejdere i kommunerne eller i den regionale psykiatri

kan yde for at støtte op om det enkelte menneskes recovery-proces.

Det skal bemærkes, at kommunernes arbejde med recovery og rehabilitering især er udbredt på

voksenområdet, mens kommunerne på børne- og ungeområdet primært at har fokus på andre typer af

indsatser såsom inklusion, familiebaserede og mindst indgribende indsatser.

Udgangspunktet for kortlægningen er således at afdække rammer og forudsætninger for udbytterige

indsatser, som understøtter de unges udvikling samt at sikre sammenhængende forløb for unge med

psykiske lidelser såvel internt i kommunerne som på tværs af kommuner og regionen.

Afdækningen er afgrænset til de kommunale og regionale sektorer, hvorfor de praktiserende læger ikke er

omfattet af kortlægningen.

1.2. METODE Nærværende rapport består af en kvantitativ og en kvalitativ afdækning af indsatser for unge med psykisk

sygdom i kommunerne i hovedstadsregionen.

Fælleskommunalt sekretariat har forestået både den kvantitative og kvalitative afdækningen af området.

Embedsmandsudvalget for Social og Uddannelse har fungeret som styregruppe for kortlægningen, og er

løbende i processen blevet orienteret om fremdrift, foreløbige resultater m.v.

Den kvantitative afdækning består af en spørgeskemaundersøgelse. Formålet med undersøgelsen har

været at give en status på kommunernes oplevelse af udviklingen inden for målgruppen, anvendelsen af

tilbud, kommunernes indsatser, overgangen mellem børne/familieområdet og voksenområdet i

kommunerne samt på koordinationen med de relaterede kommunale forvaltningsområder og den

regionale psykiatri.


10

Kortlægningens fokus på unge med psykiske lidelser mellem 15 og 25(30) år har medført, at flere

kommuner har fundet det svært at udarbejde en samlet besvarelse af spørgeskemaundersøgelsen på tværs

af forvaltningsområder. Derfor har det kun været muligt at anvende sammenlignelige besvarelser fra 18

kommuner. Det skal dog understreges, at samtlige kommuner i et eller andet omfang har besvaret

spørgeskemaerne.

Den kvalitative afdækning består dels af to afholdte workshops i en tværkommunal arbejdsgruppe med

deltagere fra fem udvalgte kommuner (Ballerup, Gribskov, Hvidovre, Københavns og Rudersdal

Kommuner). Dels består den af to afholdte dialogmøder med deltagere fra Region Hovedstaden. En

oversigt over deltagere i den kvalitative afdækning kan ses i bilag 1.

Deltagerne i den kvalitative afdækning har bidraget til at uddybe og nuancere resultaterne af den

kvantitative afdækning samt haft til opgave at opstille konkrete forslag, der kan bidrage til at opnå den

overordnede målsætning. De regionale deltagere har på dialogmøderne deltaget i de faglige drøftelser og

tilvejebringelse af fakta, som ligger til grund for forslagene, men har ikke haft mandat til at stille forslag.

Samtidig med nærværende kortlægning har der foregået en række processer på nationalt og regionalt plan,

som vil få mærkbar indflydelse på organiseringen og tilrettelæggelsen af indsatserne på det psykiatriske

område. Det drejer sig på det nationale plan blandt andet om arbejdet i Regeringens Psykiatriudvalg,

aftalen om justering af kommunalreformen samt KL’s socialpolitiske udspil ”Investér før det sker”. Samtidig

skal der på regionalt niveau udarbejdes en ny fælles Sundhedsaftale for hele regionen gældende for

perioden 2015-2018, hvor psykiatrien skal have en mere fremtrædende placering end i de nuværende

sundhedsaftaler. Sideløbende med dette foregår et arbejde på kommunalt niveau med at definere visioner

og målsætninger for kommunernes indsatser på psykiatriområdet.

Det har løbende været et fokuspunkt under kortlægningen, at forholde den kvantitative afdækning og

arbejdet med den kvalitative afdækning til disse processer, ligesom der i udarbejdelsen af forslag til tiltag er

tilstræbt en sammenhæng til udviklingen på området.

1.3. LÆSEVEJLEDNING Nærværende rapport er opdelt i tre hovedafsnit. I afsnit 2 præsenteres de organisatoriske rammer inden

for det psykiatriske område, der danner forudsætninger for at skabe sammenhængende forløb for unge

med psykiske lidelser. I afsnit 3 præsenteres resultaterne af den gennemførte spørgeskemaundersøgelse

blandt hovedstadsregionens kommuner. I afsnit 4 præsenteres de budskaber og forslag, som den

tværkommunale arbejdsgruppe mener kan bidrage til at sikre tidlige, koordinerede og sammenhængende

forløb for unge med psykiske lidelser. I bilag 1 er en nærmere beskrivelse af de metodiske forudsætninger

for kortlægningen samt en liste over de kommunale og regionale deltagere i den kvalitative afdækning.


11

2. DET PSYKIATRISKE OMRÅDE I dette afsnit beskrives de organisatoriske forudsætninger for at skabe tidlige, koordinerede og

sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser. Først beskrives de organisatoriske

forudsætninger for den tværsektorielle koordination og sammenhæng, herunder udviklingen mod mere

integrerede indsatser. Dernæst beskrives de organisatoriske forudsætninger internt i kommunerne mellem

de forskellige forvaltningsområder.

2.1. TVÆRSEKTORIEL ORGANISATION OG INTEGRATION AF INDSATSER Socialpsykiatrien har siden kommunalreformen i 2007 været en del af den kommunale opgavevaretagelse,

hvilket betyder, at kommunerne har myndigheds, forsynings- og finansieringsansvar i forhold til

socialpsykiatriske indsatser. Behandling af psykiske lidelser varetages primært i regionalt regi på de

psykiatriske centre og i distriktspsykiatrien, som er underlagt en anden lovgivning og organisation end den

kommunale. Desuden varetages behandling også af praktiserende læger og praktiserende speciallæger

samt psykologer. Selvom om psykiatriområdet således er inddelt i socialpsykiatri og behandlingspsykiatri, er

der i praksis ikke tale om en klar opdeling af opgaverne mellem de to sektorer. Således kan de kommunale

indsatser godt indeholde elementer af behandling, ligesom indsatserne i regionalt regi kan indeholde

elementer af sociale indsatser.

Siden 2007 er der sket udviklinger inden for begge sektorer. I 2010 gennemførte Dansk Sundhedsinstitut2

en afdækning af opgaveudviklingen på psykiatriområdet. Rapporten viste en samfundsudvikling, hvor der er

sat større fokus på psykiske lidelser, samtidig med at sengepladser nedlægges, og behandlingsforløb

afkortes i den regionale psykiatri. De kortere forløb i den regionale psykiatri betyder, at kommunerne i dag

står over for at skulle vurdere og tilrettelægge deres socialpsykiatriske indsatser, så de kan rumme en

stadig større gruppe borgere med dertil hørende komplekse behov.

Mange personer med psykiske lidelser har i løbet af deres sygdomsforløb både berøring med den regionale

psykiatri og den kommunale socialpsykiatri, hvorfor det er centralt, at indsatserne mellem sektorerne er

koordinerede. Det handler dels om at sikre gode overgange mellem sektorerne for borgere, som

eksempelvis har været i et behandlingsforløb og dernæst har behov for støtte fra socialpsykiatrien. Dels

skal der tænkes i samtidighed på tværs af sektorerne, så de borgere, som har berøring med begge sektorer

samtidigt, modtager en koordineret indsats. Det kan eksempelvis gælde borgere som er i ambulant

psykiatrisk behandling og bor i et kommunalt botilbud.

Der har siden kommunalreformen været opmærksomhed på behovet for koordination og samarbejde på

tværs af sektorerne for at sikre sammenhængende forløb for borgerne. I regi af Sundhedsaftalerne er der i

hovedstadsregionen udarbejdet samarbejdsaftaler på psykiatriområdet mellem de psykiatriske centre og

kommunerne i deres optageområder for henholdsvis voksne og børn og unge. Samarbejdsaftalerne

definerer et omfang af koordination og samarbejde, som er nødvendig for at sikre sammenhæng mellem

den regionale psykiatri, de kommunale forvaltningsområder, sociale tilbud og praktiserende læger.

Samarbejdsaftalerne indeholder således generelle retningslinjer for overgangene mellem sektorerne under

indlæggelse, ambulante forløb og udskrivning. I hovedstadsregionen er endvidere etableret en

2 Opgaveudvikling på psykiatriområdet – opgaver og udfordringer i kommunerne i relation til borgere med psykiatriske

problemstillinger, Dansk Sundhedsinstitut, 2011.


12

samordningsstruktur, som består af fire samordningsudvalg organiseret efter de fire somatiske

planlægningsområder Byen, Nord, Midt og Syd. I disse udvalg sidder repræsentanter for de psykiatriske

centre, kommunerne og almen praksis i planlægningsområdet samt repræsentanter fra Region

Hovedstaden.

I de senere år er der, blandt andet på baggrund af international forskning, der viser at integrerede indsatser

giver bedre resultater i behandlingen af borgere med psykiske lidelser end adskilte indsatser, opstået et

stadig større fokus på at skabe en højere grad af integration af indsatserne på tværs af sektorerne.

I SFI’s forskningsoversigt ”Integrerede indsatser for mennesker med psykiske lidelser” fra 2013 beskriver

forfatterne fem grader af integration. Det kan være: 1) at der er rettigheder på alle nødvendige områder, 2)

at der sker en samordning af indsatsen, således at der altid er et ansvar for, at alt er på plads, 3) at der er et

konkret samarbejde mellem de personaler, der har med de forskellige indsatser at gøre, 4) at der desuden

er en samlet plan for indsatsen, som indeholder alle aspekter – eller det kan være 5) en integreret indsats,

hvor alle dele af indsatsen kommer fra ét sted.3

Ifølge forfatterne har den danske psykiatri bevæget sig fra grad 1 til i dag at befinde sig omkring grad 3.

Samarbejdsaftalerne på psykiatriområdet, som er beskrevet ovenfor, må eksempelvis karakteriseres som at

samordne indsatserne mellem den regionale psykiatri, almen praksis og kommuner og befinder sig således

overvejende på grad 2. Ifølge forfatterne kræver det ekstra indsatser at bevæge sig videre til grad 4 og 5. 4

Dette må især siges at være tilfældet i en dansk kontekst med opdelingen af indsatserne mellem to

sektorer. Med fokusset på mere integrerede indsatser ses altså en udvikling mod ikke blot at tænke i

koordinering og samordning af indsatser, men også i at etablere løsninger, der forsøger at samle alle

indsatser på tværs af sektorer og forvaltninger ét sted. Dette med henblik på at kunne planlægge

sammenhængende forløb med udgangspunkt i borgerens udvikling og behov.

2.2. DEN KOMMUNALE ORGANISATION I forbindelse med Kommunalreformen fik kommunerne også ansvaret for misbrugsbehandling og

beskæftigelsesområdet, som er tæt relaterede indsatsområder til socialpsykiatrien. Derfor kræver det en

sammenhængende og koordineret indsats på tværs af forvaltningsområder i kommunerne for at sikre den

bedst mulige indsats for borgere med psykiske lidelser.

Unge med psykiske lidelser og deres pårørende kan opleve udfordringer i forholdet til kommunen, når de

unge fylder 18 år. Når de unge bliver voksne, vil de opleve, at kommunen ikke kan tilbyde det samme

niveau af indsatser, som da de var børn. Samtidig stilles der også større krav til de unge end tidligere, da de

nu er voksne. Dette skyldes blandt andet, at den kommunale service inden for børne- og ungeområdet og

voksenområdet er defineret i hver sin lovgivning, hvilket medfører forskellige serviceniveauer samtidig

med, at den faglige og metodemæssige tilgang er forskellig. Dette kan opleves som overvældende og i

3 Integrerede indsatser for mennesker med psykiske lidelser – en forskningsoversigt. Steen Bengtsson og Signe Ørkeby

Gregersen, SFI, København 2013 s. 12 4 Integrerede indsatser for mennesker med psykiske lidelser – en forskningsoversigt. Steen Bengtsson og Signe Ørkeby

Gregersen, SFI, København 2013 s. 21


13

nogle tilfælde uretfærdigt for den unge og dennes pårørende og kan defineres som en sårbar periode, hvor

den unge skal finde sig til rette under nye forudsætninger og vilkår.

Forældrenes rolle i den unges liv og i forhold til de kommunale indsatser ændres også i forbindelse med, at

den unge overgår til voksenområdet, og forældrene kan derfor også opleve at blive inddraget i mindre

omfang og på andre måder end tidligere. Det er således også vigtigt at forældrene forberedes og inddrages

i de ændringer, der vil ske, for ikke at komplicere overgangen og gøre den sværere for den unge.

Samtidig kan der i den kommunale sagsbehandling opstå udfordringer i forbindelse med, at den unge

overgår fra et forvaltningsområde til et andet, og det er vigtigt, at kommunerne har fokus på at sikre en

sammenhængende overgang fra børne- og ungeområdet til voksenområdet. Udfordringerne kan blandt

andet bestå i at sikre rettidig og fyldestgørende kommunikation og koordination mellem de to områder og

at sikre, at den unge og dennes pårørende forstår og kan håndtere de ændringer, der sker.

Uhensigtsmæssig håndtering af overgangen kan være med til at udsætte den unge, som i forvejen befinder

sig i en sårbar position, for bekymringer og frustrationer, hvilket kan forværre de psykiske lidelser.

Desuden vil den unge som overgår til voksenområdet også få tilknytning til andre forvaltningsområder

såsom jobcenter og i nogle tilfælde misbrugsbehandling, hvilket komplicerer kontakten til kommunen og

ligeledes stiller flere og andre krav til den unge. Beskæftigelsesområdet har inden for de seneste år oplevet

en række reformer, som har til hensigt at flytte unge fra varige ydelser til målrettede indsatser for

uddannelse og jobkvalificering. Disse reformer møder de unge med nye krav og muligheder og stiller

samtidig krav til nye måder at samarbejde på mellem de kommunale forvaltninger.

Et formål med den kvantitative afdækning har været at undersøge, i hvilket omfang kommunerne

håndterer udfordringerne i koordinationen mellem forvaltningerne og på tværs af sektorerne i forhold til at

sikre sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser. Resultaterne af kortlægningen præsenteres

i næste afsnit.


14

3. ANALYSE AF SPØRGESKEMAUNDERSØGELSEN Som led i kortlægningen af tidlige og sammenhængende indsatser for unge med psykisk sygdom er der

gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunerne i hovedstadsregionen.

Formålet med undersøgelsen har været at give en status på kommunernes oplevelse af udviklingen inden

for målgruppen, anvendelsen af tilbud, kommunernes indsatser, overgangen mellem børne/familieområdet

og voksenområdet i kommunerne samt på koordinationen med de relaterede kommunale

forvaltningsområder og den regionale psykiatri. Undersøgelsen bidrager således til at give et øjebliksbillede

af kommunernes tilpasning til at kunne varetage tidlige, koordinerede og sammenhængende forløb for

unge med psykiske lidelser. Kortlægningen har yderligere beskæftiget sig med de tre fokusmålgrupper:

Unge med psykisk sygdom og samtidigt misbrug, unge med ikke-psykotiske lidelser og unge med

spiseforstyrrelser.

Som beskrevet i indledningen er målgruppen for undersøgelsen unge i alderen 15-25(30) år. Valget af

denne målgruppe har gjort det vanskeligt for kommunerne at lave én samlet besvarelse af spørgeskemaet,

idet målgruppen både spænder over børne- og voksenområdet. Nogle kommuner har derfor udelukkende

besvaret spørgeskemaet med udgangspunkt i indsatsen for unge under 18 år, andre har taget

udgangspunkt i unge over 18 år, og andre igen har svaret særskilt for de to grupper i samme spørgeskema.

Undersøgelsen tager derfor udgangspunkt i 18 spørgeskemaer, hvor der findes én samlet besvarelse. Det

betyder blandt andet, at undersøgelsens resultater flere steder vil blive præsenteret som antal kommuner i

stedet for andele i procent.

Resultaterne af undersøgelsen vil blive præsenteret i det følgende under nedenstående overskrifter:

Udvikling i målgruppen

Tilbud og indsatser

Tidlig opsporing og indsats

Recovery og effekt i rehabiliteringsindsatser

Intern organisering i kommunerne

Samarbejdsrelationer med eksterne parter

3.1. UDVIKLING I MÅLGRUPPEN Som led i kortlægningen er kommunerne blevet bedt om at angive hvor mange sager de har med unge med

psykiske lidelser. Ifølge kommunernes besvarelser svinger antallet af igangværende sager i 2012

vedrørende unge med psykiske lidelser meget i kommunerne og drejer sig om alt fra 13 til 200 sager. Af de

18 besvarelser, som undersøgelsen omfatter, giver det gennemsnitligt 88 sager i hver kommune. Antallet

af nye udredningssager i kommunerne i 2012 varierer desuden fra 5-80.

I forlængelse heraf er kommunerne blevet bedt vurdere, hvordan de oplever den antalsmæssige udvikling

af unge med psykiske lidelser gennem de seneste fem år. Hovedparten af de 18 kommuner oplever, at

antallet af unge med psykiske lidelser er steget. Heraf oplever ni kommuner, at det er en kraftig stigning, og

syv, at det er en mindre stigning. Derudover svarer én kommune, at omfanget af unge med psykiske lidelser

opleves som uændret, og en anden kommune vælger svarkategorien ”ved ikke”, hvilket fremgår af figur 1.


15

Figur 1: Kommunernes oplevelse af den antalsmæssige udvikling af unge med psykiske lidelser i alderen 15-25 år inden for de sidste 5 år

Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=18. Note: Følgende definitioner blev anvendt i spørgeskemaundersøgelsen; kraftig stigning: 10% flere eller derover, mindre stigning: under 10% flere, mindre stigning: under 10% færre, stort fald: 10% færre eller derover.

Figur 2 viser, hvordan kommunerne oplever den antalsmæssige udvikling af unge med psykiske lidelser

inden for kortlægningens fokusmålgrupper gennem de seneste fem år.

Størstedelen af kommunerne oplever, at der gennem de seneste fem år er sket en forøgelse af antallet af

unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug. Heraf oplever tre kommuner en kraftig stigning, og 12

kommuner, en mindre stigning. Derudover vurderer to kommuner, at antallet er uændret, og en kommune

svarer ”ved ikke”.

Ligeledes når det gælder unge med ikke-psykotiske lidelser, er det i størstedelen af kommunerne

oplevelsen, at antallet er steget. Fire kommunerne oplever en kraftig stigning, og ni oplever en mindre

stigning. Fire kommuner vurderer, at antallet er uændret, mens én kommune svarer ”ved ikke”.

Langt færre kommuner oplever en stigning i antallet af unge med spiseforstyrrelser. Mere konkret svarer én

kommune, at de oplever en kraftig stigning, og fem kommuner, at de oplever en mindre stigning.

Størstedelen angiver, at den antalsmæssige udvikling opleves som uændret, og én har svaret ”ved ikke”.

9

7

1 1

Kraftig stigning

Mindre stigning

Uændret Mindre fald Stort fald ved ikke


16

Figur 2: Kommunernes oplevelse af den antalsmæssige udvikling af unge med hhv. dobbelt diagnoser, ikke-psykotiske lidelser og spiseforstyrrelser inden for de sidste 5 år

Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=18, N=18, N=17 Note: Følgende definitioner blev anvendt i spørgeskemaundersøgelsen; kraftig stigning: 10% flere eller derover, mindre stigning: under 10% flere, mindre stigning: under 10% færre, stort fald: 10% færre eller derover.

Generelt har kommunerne altså oplevet en stigning i antallet af unge med psykiske lidelser inden for de

sidste fem år. Når det kommer til fokusmålgrupperne oplever flest kommuner en forøgelse i antallet af

unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug og dernæst ikke-psykotiske lidelser, mens færre

kommuner oplever en stigning i antallet af unge med spiseforstyrrelser. Det skal understreges, at der er

tale om kommunernes oplevelse af udviklingen, som ikke nødvendigvis svarer til den faktiske udvikling.

Besvarelserne indikerer alligevel, at unge med psykiske lidelser fylder mere i kommunerne end tidligere.

3.2. TILBUD OG INDSATSER Kortlægningen har blandt andet haft til formål at afdække, i hvilket omfang kommunerne anvender

socialpsykiatriske tilbud og indsatser til unge med psykiske lidelser i eget regi, i hvilket omfang de

samarbejder med andre kommuner og endelig, hvor meget kommunerne benytter regionens samt private

udbyderes tilbud og indsatser.

Fordelingen er kommunernes svar er vist som antal i figur 3 nedenfor, hvor de hyppigst valgte

svarkategorier er markeret med fed skrift. Det samlede antal svar kan overstige antallet af medvirkende

kommuner, da kommunerne kan angive, at de anvender flere typer af tilbud (f.eks. både i eget regi og i

privat regi).

Generelt ses det af figur 3, at kommunerne er tilbøjelige til at anvende egne akuttilbud og midlertidige

botilbud, der anvendes i overgangen mellem den regionale psykiatri og kommunale tilbud, mens de er mest

tilbøjelige til at anvende regionale tilbud, når det gælder udredningspladser. Der er samtidig andel af

kommunerne, der svarer, at de ikke anvender denne type af tilbud. Når det gælder botilbud og andre typer

3

12

2

1

4

9

4

1 1

5

10

1

Kraftig stigning Mindre stigning Uændret Mindre fald Stort fald ved ikke

Dobbelt diagnoser Ikke-psykotiske lidelser Spiseforstyrrelser


17

af tilbud, er der ikke noget tydeligt mønster i, om kommunerne anvender egne, private, kommunalt eller

regionalt drevne tilbud. Dog har de en svag tilbøjelighed til at anvende egne tilbud, men især for botilbud er

der ikke tale om stor en forskel mellem de forskellige ejerformer.

Figur 3: Kommunernes anvendelse af tilbud/indsatser særligt målrettet unge med psykiske lidelser i hhv. eget regi, i andre kommuner, i regionen eller privat.

Egne

tilbud

Tilbud drevet af

andre kommuner

Regionalt

drevne tilbud

Private

tilbud

Anvender ikke

tilbud Ved ikke

Akuttilbud 9 5 5 5 4 0

Udrednings-

pladser 5 2 9 6 4 2

Midlertidige

botilbud* 10 5 2 7 6 1

Botilbud 13 11 7 12 0 0

Andre tilbud 10 8 4 8 2 2

Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=18. Note: Kommunerne har haft mulighed for at vælge flere svarkategorier (*) midlertidige tilbud som overgang mellem behandlingspsykiatri og socialpsykiatri

Figur 4 nedenfor viser desuden, i hvilket regi kommunerne anvender de forskellige typer af tilbud fordelt på

undersøgelsens tre fokusmålgrupper. Igen er de hyppigst valgte svarkategorier markeret med fed. Af

figuren fremgår det, at kommunerne i et relativt stort omfang anvender private tilbud. Tydeligst er det i

forhold til unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug, hvor mellem 11 og 13 kommuner, afhængigt af

tilbudstype, bruger private tilbud. Derudover viser svarfordelingen, at kommunerne ligeledes anvender

tilbud drevet af andre kommuner i et relativt stort omfang.

Mellem 9 og 10 kommuner, afhængigt af tilbudstype, anvender private tilbud til unge med

spiseforstyrrelser, og ellers anvender kommunerne især regionale tilbud og tilbud drevet af andre

kommuner til denne målgruppe.

I forhold til unge med ikke-psykotiske lidelser benytter mellem 10 og 13 kommuner, afhængigt af

tilbudstype, ligeledes private tilbud. Samtidig bruger næsten lige så mange kommuner tilbud drevet af

andre kommuner samt egne tilbud. Det må nødvendigvis betyde, at det varierer mere i kommunerne, i

hvilket regi man anvender tilbud til unge med ikke-psykotiske lidelser, mens valget er mere entydigt, når

det gælder unge med henholdsvis unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug og spiseforstyrrelser.


18

Figur 4: Kommunernes anvendelse af tilbud til unge med psykiske lidelser fordelt på diagnoser

Egne

tilbud

Tilbud

drevet af

andre

kommuner

Regionalt

drevne

tilbud

Private

tilbud

Anvender

ikke tilbud

Ved

ikke

Unge med

psykiske lidelser

og samtidigt

misbrug

Botilbud 5 8 6 13 2 2

Øvrige tilbud 6 8 4 11 3 4

Unge med

spiseforstyrrelser

Botilbud 2 4 5 10 3 2


Unge med ikke-

psykotiske lidelser

Botilbud 11 9 3 10 1 3


Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=18. Note: Kommunerne har haft mulighed for at vælge flere svarkategorier *Øvrige tilbud i spørgeskemaet defineret som: ”fx midlertidige botilbud, akuttilbud, ambulante tilbud)

3.3. TIDLIG OPSPORING OG INDSATS Dette afsnit redegør for kommunernes besvarelser vedrørende tidlig opsporing og forebyggelse. Som det

fremgår af figur 5, svarer knap halvdelen af kommunerne, at de har et politisk vedtaget fokus på tidlig

opsporing af unge med psykiske lidelser i dagtilbud og skoler. Derudover angiver 11 ud af 18 kommuner, at

de har en særlig administrativ og/eller organisatorisk praksis for at sikre tidlig opsporing af unge med

psykiske lidelser.

Af kommunernes bemærkninger til spørgsmålene er det tydeligt, at tidlig opsporing og forebyggelse bliver

taget op politisk i kommunerne både selvstændigt og som en del af strategier og politikker på eksempelvis

børneområdet. Det er desuden gældende, at samtlige af de kommuner, der har et politisk vedtaget fokus,

ligeledes svarer, at de har en særlig administrativ eller organisatorisk praksis for at sikre tidlig opsporing af

psykisk sygdom hos unge.

Det varierer kommunerne imellem, hvilken administrativ eller organisatorisk praksis der anvendes . Én

kommune har eksempelvis oprettet tværfaglige teams, bestående af psykolog, rådgiver og

sundhedsplejerske, der yder konsultativt bistand til dagtilbud og skoler. En anden kommune beskriver

ligeledes en praksis for tidlig opsporing hos voksne med psykisk sygdom, heriblandt unge over 18 år er, der

består i, at socialpsykiatrien leverer en opsøgende indsats ved at have løbende kontakt med

privatpraktiserende læger, sagsbehandlere, boligforeninger inklusiv kollegier m.v. Af bemærkningerne ses

overordnet en klar tendens til, at kommunernes fokus på tidlig opsporing ikke er specifik for unge med

psykiske lidelser, men indgår i et generelt fokus på tidlig opsporing i kommunernes indsatser.


19

Figur 5: Antal kommuner med hhv. politisk vedtaget fokus på tidlig opsporing af unge med psykiske lidelser og administrativ og/eller organisatorisk praksis herfor.

Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=17, N=18.

Foruden politisk og administrativt fokus på tidlig opsporing af psykiske sygdom, viser kortlægningen, at

halvdelen af de medvirkende kommuner har en særlig praksis for at undgå unødvendige genindlæggelser af

unge med psykisk sygdom, mens den anden halvdel ikke har en praksis herfor. Det er vist i figur 6 nedenfor.

Figur 6: Kommuner med særlig praksis for at undgå unødvendige genindlæggelser af unge med psykiske lidelser

Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=16.

Kommunerne beskriver i den forbindelse egen kommunale praksis såvel som praksis for samarbejde med

behandlingspsykiatrien for at undgå unødvendige genindlæggelser.

De beskrevne kommunale tiltag omfatter blandt andet opfølgningsmøder, handleplaner og forebyggende

indsatser. Derudover beskriver et par kommuner, at der for unge som er fyldt 18 år, tilknyttes en

8 8

1.Ja

2.Nej

11

6

1 Administrativ og/eller organisatorisk praksis

8

8

1 Politisk vedtaget fokus

Ja Nej Nej, men vi har konkrete planer om det Ved ikke


20

medarbejder på fra socialpsykiatrien, eller at socialpsykiatrien på anden vis følger op på den unge. De tiltag,

der involverer samarbejde med behandlingspsykiatrien, gælder hovedsageligt udskrivningsmøder,

samarbejdsmøder og generelt samarbejde med psykiatrien. En kommuner beskriver derudover, hvorledes

de, i samarbejde med Psykiatrisk Center Nordsjælland, er i færd med at kortlægge området for

genindlæggelser med henblik på et fremadrettet samarbejde på området.

I forlængelse af temaerne om tidlig opsporing og praksis for at undgå genindlæggelser er de medvirkende

kommuner blevet bedt vurdere, i hvilken grad de har fokus på at inddrage unge med psykisk sygdom i

sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter.

Sammenlagt svarer otte kommuner, at de enten i meget høj grad eller i høj grad har fokus på

sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter for unge med psykiske lidelser, mens syv angiver, at de

enten i nogen grad eller i mindre grad har fokus herpå. Derudover svarer tre kommuner ”ved ikke” Det er

vist i figur 7 nedenfor.

Figur 7: I hvilken grad kommunerne har fokus på at inddrage unge med psykiske lidelser i sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter


Som det fremgår af ovenstående, har mange kommuner fokus på sundhed og forebyggende indsatser for

unge med psykiske lidelser, og ingen kommuner svarer, at de i ingen grad har fokus herpå. Flere kommuner

beskriver, hvorledes de samarbejder med frivillige eksempelvis gennem frivillighedscentre og bruger- og

pårørende organisationer. Derudover beskriver en kommune, hvorledes SSP samarbejdet understøtter

sundhedsfremmende og forebyggende indsatser ved at facilitere ugentlig fodbold, spisegrupper og

forældregrupper. Endelig fremhæver en kommune, at socialpsykiatrien kan støtte borgeren i

sportsaktiviteter og andet, der er med til at skabe interaktion med civilsamfundet.

3.4. RECOVERY OG EFFEKT I REHABILITERINGSFORLØB Recovery-orientering og rehabilitering af personer med psykisk sygdom har vundet indpas i både den

regionale psykiatri og socialpsykiatrien, og udviklingen er tiltagende. Det betyder, at man i højere grad

2

6

2

5

3

Meget høj grad

Høj grad Nogen grad Mindre grad Ingen grad Ved ikke


21

arbejder ud fra, at personer med psykisk sygdom kan komme sig (recovery), hvis de får den rette

professionelle indsats (rehabilitering). Ligeledes er der, ikke kun på det psykiatriske område men på

socialområdet generelt, et større fokus på effektmåling. I det følgende vil der blive redegjort for, hvordan

de medvirkende hovedstadskommuner arbejder med recovery, rehabilitering og effektmåling på området.

Kortlægningen viser, at halvdelen af de adspurgte kommuner har et politisk vedtaget fokus på recovery og

rehabilitering i indsatsen overfor unge med psykisk sygdom. Derudover oplyser tre kommuner, at de har

konkrete planer herom, hvorimod hver tredje kommune hverken har et politisk vedtaget fokus på recovery

og rehabilitering eller har konkrete planer om det. Det fremgår af figur 8.

Figur 8: Antal kommuner med et politisk vedtaget fokus på recovery og rehabilitering i forbindelse med indsatsen overfor unge med psykiske lidelser.

Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=18

Flere kommuner fremhæver, at deres fokus på recovery og rehabilitering udelukkende gælder på

voksenområdet. Tendensafsnittet viste i den forbindelse, at kommunerne i stedet har fokus på inklusion og

familiebaserede indsatser på børneområdet, hvilket også gælder unge fra 15-18 år.

Undersøgelsen har yderligere sat fokus på, hvorvidt kommunerne oplever, at medarbejdere i henholdsvis

myndighedsenhederne og udførerenhederne er rustede til at arbejde med rehabiliteringsforløb med fokus

på recovery for unge med psykiske lidelser. Som vist i figur 9, svarer hovedparten af kommunerne, at

medarbejderne i både myndigheds- og udførerdelen enten i høj grad eller i nogen grad er rustede til at

arbejde med rehabiliteringsforløb med fokus på recovery for unge med psykiske lidelser. Derudover svarer

to kommuner, at medarbejderne i myndighedsdelen i mindre grad er rustede til dette arbejde, mens to

kommuner oplever, at medarbejderne i udøverdelen i meget høj grad er rustede til at arbejde hermed.

9

6

3

Ja

Nej

Nej, men vi har konkrete planer om det

Ved ikke


22

Figur 9: I hvilken grad kommunerne oplever, at medarbejderne i hhv. myndighedsenhederne og udførerenhederne er rustet til at arbejde med rehabiliteringsforløb med fokus på recovery for unge med psykiske lidelser


Samlet set er oplevelsen således, at medarbejderne i udførerenhederne er bedre rustede til at arbejde med

rehabilitering og recovery for unge med psykisk sygdom. Det er ligeledes oplevelsen i en kommune, som

skriver, at der arbejdes ud fra en recoverytankegang i udførerenheden, men der er ikke systematisk fokus

på tankegangen i myndighedssagsbehandlingen. Det er da også primært medarbejderne i

udførerenhederne, som skal arbejde med rehabiliterende indsatser med borgeren, så denne forskel må i

nogen grad være forventelig.

Af kortlægningen fremgår det desuden, at hver tredje kommune systematisk arbejder med at dokumentere

effekter af indsatser for unge med psykisk sygdom, og omtrent samme andel har konkrete planer om at

arbejde med effektmåling på området. Omvendt svarer hver tredje kommune, at de ikke arbejder med at

dokumentere effekten af indsatser for unge med psykisk sygdom. Dette er vist i figur 10 nedenfor.

Både af svarfordelingen og af kommunernes bemærkninger er det tydeligt, at det er et område som er i

udvikling. Kommunerne er flere steder er i gang med at implementere redskaber og procedurer for

effektmåling på området eller planlægger at gøre det. Er par kommuner anvender desuden handleplaner

som redskab til at måle på udbyttet af indsatsen.

5

9

2 2

6

8

1

Meget høj grad


Myndighedsenhederne

Udførerenhederne


23

Figur 10: Antallet af kommuner der systematisk arbejder med at dokumentere effekter af indsatser for unge med psykiske lidelser


Kommunerne er derudover blevet spurgt om, i hvilken grad de oplever, at medarbejderne i henholdsvis

medarbejder- og udførerenhederne er rustede til at arbejde med at dokumentere effekter af indsatser for

unge med psykisk sygdom. Svarfordelingen er vist i figur 11, og heraf er det tydeligt, at oplevelsen af,

hvorvidt medarbejderne har de nødvendige kompetencer, varierer meget blandt kommuner. Det gælder

både i forhold til myndigheds- og udførerdelen, hvor stort set lige mange kommuner svarer henholdsvis ”i

høj grad” sammenholdt med ”i mindre grad”, mens størstedelen svarer ”i nogen grad”.

Figur 11: I hvilken grad kommunerne oplever, at medarbejderne i hhv. myndighedsenhederne og udførerenhederne har de nødvendige kompetencer til at arbejde med at dokumentere effekter af indsatser for unge med psykiske lidelser


I bemærkningerne skriver kommunerne, at der ikke har været fokus på og tradition for effektmåling på

området, hvilket betyder, at der er for lidt praksis og erfaring med effektmåling af indsatser for unge med

6

6

5 Ja

Nej


Ved ikke

4

6

5

1

4

9

4

1

Meget høj grad


Myndighedsenhederne

Udførerenhederne


24

psykiske lidelser. Flere fremhæver desuden, at man planlægger kompetenceudviklingsforløb og

efteruddannelse af medarbejdere for at ruste dem bedre til arbejdet.

Kortlægningen har også haft til formål at afdække, hvor udbredt brugen af screeningsredskaber og

tværfaglige sagsbehandlingsværktøjer er i kommunerne i forbindelse med sager vedrørende unge med

psykiske lidelser. Som det fremgår af figur 12 nedenfor, oplyser knap halvdelen af kommunerne, at de

benytter screeningsredskaber, der kan understøtte udredningen af unge med psykisk sygdom, og én

angiver, at de har konkrete planer herom. Derimod oplyser den anden halvdel af de medvirkende

kommuner, at de ikke systematisk benytter screeningsredskaber til at understøtte udredningen af unge

med psykisk sygdom.

Derudover oplyser 12 ud af 18 kommuner, at de på nuværende tidspunkt benytter tværfaglige

sagsbehandlingsredskaber i behandlingen af sager vedrørende unge med psykisk sygdom, og fire

kommuner svarer, at de har konkrete planer herom. Kun en kommune angiver, at de ikke anvender

sådanne sagsbehandlingsværktøjer i sager vedrørende unge med psykisk sygdom.

Figur 12: Antal kommuner, der systematisk benytter hhv. screeningsredskaber og tværfaglige sagsbehandlingsværktøjer, i behandlingen af sager vedrørende unge med psykiske lidelser.


Nogle kommuner uddyber, at der anvendes screeningsværktøjer på misbrugsområdet og i forbindelse med

tildelingen af bestemte ydelser i socialpsykiatrien. Derudover oplyser flere, at de anvender

Voksenudregningsmetoden (VUM) og DHUV, som er et relativt nyt digitalt værktøj på handicap- og udsatte

voksenområdet. VUM anvendes ligeledes som tværfagligt sagsbehandlingsredskab i mange af de

medvirkende kommuner, fremgår det af bemærkningerne. Det gælder imidlertid kun i sager om unge over

18 år, hvorimod nogle kommuner anvender ICF til funktionsevnevurdering af unge under 18 år. Endelig

fortæller to kommuner, at der samarbejdes med den regionale psykiatrien om funktionsevneudredningen.

12

1

4

Tværfaglige sagsbehandlingsværktøjer

8

7

1 1

Screeeningsredskaber

Ja Nej Nej, men vi har konkrete planer om det Ved ikke


25

3.5. INTERN ORGANISERING I KOMMUNERNE Som led i kortlægningen er kommunerne blevet stillet forskellige spørgsmål om deres interne organisering

af indsatsen overfor unge med psykiske lidelser, herunder om overgange mellem børne- og ungeområdet

og voksenområdet samt om samarbejdet og koordinationen mellem kommunens forvaltningsområder.

I spørgeskemaundersøgelsen blev kommunerne spurgt om, hvorvidt de har udviklet særlige

redskaber/procedurer til at sikre hensigtsmæssige overgange mellem børne- og ungeområdet og

voksenområdet for unge med psykiske lidelser. Hertil svarer samtlige kommuner, at de har udviklet

sådanne redskaber eller procedurer, på nær en enkelt kommuner, som ikke besvarede spørgsmålet.

Følgende er eksempler på de redskaber og procedurer, som kommunerne nævner anvendes til at sikre

hensigtsmæssige overgange:

En kommune afholder ungemøder, hvor den overordnede koordinering aftales. Endvidere afholdes

der i de enkelte sager overdragelsesmøder mellem sagsbehandlere på voksen- og børneområdet.

Der er ofte tæt samarbejde mellem de to forvaltningsenheder i en periode forud for og efter

overgangen.

I en kommune er der i foråret 2013 udarbejdet en ny arbejdsgang for overgang fra barn til voksen

(18. års overgangen) med inddragelse af Børneområdet (social og handicap), Voksenområdet

(Social Vejledning, Jobcentret) samt Ydelser. I den nye overgang har der især været fokus på, at de

unge og dennes forældre oplever sammenhæng og kontinuitet i overgangen og i kontakten med

kommunen.

En kommuner svarer, at den deltager i Socialstyrelsens projekt ” Overgangen fra barn til voksen –

unge med psykiske vanskeligheder”.

Figur 13: I hvilken grad kommunerne oplever, at deres organisering understøtter gode overgange mellem børne- og ungeområdet og voksenområdet for unge med psykiske lidelser


2

6

8

1

Meget høj grad



26

Af figur 13 ses det, at otte ud af 17 kommuner, at deres organisering enten i meget høj grad eller i høj grad

understøtter gode overgange mellem børne- og ungeområdet og voksenområdet. Samme antal oplever, at

det i nogen grad er tilfældet, og én komme mener, at organiseringen kun i mindre grad understøtter gode

overgange mellem børne- og ungeområdet og voksenområdet. På trods af, at samtlige kommuner på nær

en svarer, at de har særlige redskaber og/eller procedurer til at sikre overgangene, svarer halvdelen af

kommunerne, at kommunens organisering kun i mindre grad understøtter gode overgange.

Af kommunernes bemærkninger fremgår det, at mange kommuner arbejder med forskellige nye tiltag og

projekter for at styrke gode overgange fra børne- og ungeområdet til voksenområdet. Blandt andet

vurderes organiseringen som central for et godt samarbejde mellem forvaltningerne.

Endvidere fremgår det af besvarelserne, at syv ud af 18 kommuner på nuværende tidspunkt har etableret

tovholder- og/eller koordinatorfunktioner i forhold til unge med psykiske lidelser, som skal sikre, at den

unge, pårørende og eksterne samarbejdspartnere kun har én indgang til kommunen. Det kan være i form af

en koordinerende sagsbehandler, forløbskoordinator eller lignende. Derudover har fem kommuner svaret,

at de har konkrete planer om at etablere sådanne funktioner, to kommuner har andre funktioner, mens

man i fem kommuner omvendt ikke har etableret sådanne tovholder- eller koordinationsfunktioner. Det er

vist i figur 14 nedenfor.

Figur 14: Antallet af kommunerne som har etableret tovholder-/ koordinatorfunktioner der sikrer, at den unge,

pårørende og eksterne samarbejdspartnere kun har én indgang til kommunen


I nogle kommuner er der etableret koordinerende funktioner specifikt for unge i form af ungekoordinatorer

og ungeteams. Andre steder er funktionerne ikke særligt tiltænkt unge, men gælder alle over 18 år.

Eksempelvis er der i flere kommuner mulighed for, at unge, som deltager i ressourceforløb eller kommer i

kontakt med rehabiliteringsteamet i kommunen, i nogle tilfælde kan få en koordinerende sagsbehandler.

Andre kommuner har derudover psykiatriteams eller en psykiatrikoordinator i socialpsykiatrien.

Mere udbredt end koordinator- og tovholderfunktioner, er andre særlige praksisser for at sikre

koordinationen mellem kommunens forvaltningsområder i forbindelse med rehabiliteringsforløb for unge

med psykiske lidelser. Således viser figur 15, at hovedparten af de medvirkende kommuner, nærmere

7

5

4

2 Ja

Nej


Nej, men vi har andre funktioner

Ved ikke


27

bestemt 12 ud af 18, har en særlig praksis herfor, og én kommune har planer om at etablere sådanne

særlige praksisser for koordinationen.

Figur 15: Antallet af kommuner som har en særlig praksis for at sikre koordination mellem kommunens

forvaltningsområder i forbindelse med rehabiliteringsforløb for unge med psykiske lidelser


Flere kommuner beskriver også i denne sammenhæng de førnævnte tovholder- og koordinatorfunktioner.

Derudover nævner kommunerne rehabiliteringsteams, ad hoc teamsamarbejde, fællesborger arenaer,

handicapforum, tværfaglige visitationsudvalg, koordinerende ungeudvalg og ungekoordineringsmøder som

særlige praksisser for samarbejde mellem forvaltningerne.

Kommunerne er yderligere blevet bedt vurdere samarbejdet mellem nærmere bestemte

forvaltningsområder, hvor samarbejdet kan være vigtigt for at indsatsen opleves som helhedsorienteret.

Det gælder samarbejdet mellem socialpsykiatri og henholdsvis beskæftigelsesområdet og

misbrugsområdet. Svarfordelingerne fremgår af figur 16 nedenfor.

Otte kommuner, og dermed flertallet, vurderer, at der i nogen grad er et tæt samspil mellem

socialpsykiatrien og beskæftigelsesområdet. Derudover mener fire kommuner, at det i høj grad er tilfældet,

mens samme andel mener, at der i mindre grad er tæt samspil mellem socialpsykiatrien og

beskæftigelsesområdet. Ingen kommuner har svaret, at der i meget høj grad er et tæt samspil, og endelig

svarer to kommuner ”ved ikke”. Af denne svarfordeling er det tydeligt, at der blandt kommunerne er relativ

stor forskel på, hvor tæt samspil der er mellem de to forvaltningsområder, men også at der er rum for

forbedring, idet flest svarer, at det kun i nogen grad er tilfældet.

I nogle kommuner er det oplevelsen, at der er unge psykisk sårbare, som falder udenfor socialpsykiatriens

målgruppe og derfor alene er tilknyttet beskæftigelsesområdet.

12

5

1 Ja

Nej


Ved ikke


28

Figur 16: I hvilken grad der er et tæt samspil mellem socialpsykiatrien og hhv. beskæftigelsesområdet og misbrugsområdet i kommunen omkring unge med psykiske lidelser


Af kortlægningen er det tydeligt, at kommunernes socialpsykiatri har et tættere samarbejde med

misbrugsområdet. Som vist i figur 19, vurderer syv ud af 17 medvirkende kommuner, at samspillet mellem

disse to forvaltninger i meget højt grad er tæt, og fem mener, at det i høj grad er tilfældet. Derudover

angiver fire kommuner, at samspillet mellem socialpsykiatri og misbrugsområdet i nogen grad er tæt. Kun

en kommune vurderer, at samarbejdet i mindre grad er tæt. Årsagen til at samarbejdet er tættere mellem

socialpsykiatri og misbrugsområdet skyldes ifølge flere kommuner, at de to forvaltninger er organiseret i

samme område og ofte med samme leder.

3.6. SAMARBEJDSRELATIONER MED EKSTERNE PARTER Ovenfor blev kortlægningens resultater vedrørende kommunernes interne organisering og samarbejde

mellem forvaltningsområder behandlet. Undersøgelsen har yderligere afdækket, hvordan

hovedstadskommunernes samarbejde med eksterne parter fungerer, da dette forhold er centralt for en

tidlig, koordineret og sammenhængende indsats for unge med psykisk sygdom.

Som vist i figur 17 nedenfor, har halvdelen af de medvirkende kommuner en særlig praksis for at sikre

koordination med eksterne parter i forbindelse med rehabiliteringsforløb for unge med psykiske lidelser,

hvorimod den anden halvdel ikke har. Det kan eksempelvis være koordination med behandlingspsykiatrien,

eksterne tilbud, praktiserende læger og speciallæger.

4

8

4

2

7

5

4

1

Meget høj grad Høj grad Nogen grad Mindre grad Ingen grad Ved ikke

Socialpsykiatri og beskæftigelsesområdet

Socialpsykiatri og misbrugsområdet


29

Figur 17: Antal kommuner som har en særlig praksis for at sikre koordination med eksterne parter i forbindelse med rehabiliteringsforløb for unge med psykiske lidelser


Nogle kommuner peger på samarbejdsaftalen mellem kommunen og det psykiatriske center, selvom det i

et par kommuner er oplevelsen, at aftalen ikke fungerer så godt i praksis. Andre beskriver

samarbejdsmøder og netværksmøder med behandlingspsykiatrien. Ingen kommuner nævner praksisser for

samarbejde med andre eksterne parter eksempelvis praksissektoren .

Kommunerne er desuden delte i spørgsmålet om, hvor godt samarbejdet med behandlingspsykiatrien er.

Som det fremgår nedenfor af figur 18, oplever halvdelen af kommunerne, at samarbejdet er godt, mens

den anden halvdel oplever, at det er mindre godt. Ingen kommuner vurderer, at samarbejdet er enten

meget godt, eller at det er dårligt.

Figur 18: Kommunernes oplevelse af samarbejdet med behandlingspsykiatrien omkring unge med psykiske lidelser.


Blandt de kommuner som oplever, at samarbejdet er godt, findes en kommune, der har ansat en

psykiatrikoordinator. Denne koordinator kan kontaktes under indlæggelse eller ambulant behandling,

såfremt der vurderes at være behov for en ændring af kommunale indsatser. Blandt de kommuner som

8

9

1

Ja

Nej


Ved ikke

9 9

Meget godt Godt Mindre godt Dårligt Ved ikke


30

omvendt vurderer samarbejdet som mindre godt anføres det, at der mangler systematik i samarbejdet, der

varierer meget fra sag til sag, samt at samarbejdet ikke er tilstrækkelig tæt og etableres for sent.

Kortlægningen viser derudover, at ingen af de medvirkende kommuner oplever, at der altid medfølger en

tilstrækkelig udskrivningsplan, når en ung med psykiske lidelser udskrives fra en hospitalsindlæggelse i

behandlingspsykiatrien. Som det fremgår af figur 19, oplever otte kommuner, at der ofte medfølger en

tilstrækkelig udskrivningsplan, mens syv oplever, at det sjældent er tilfældet, og to kommuner svarer, at

der aldrig medfølger en tilstrækkelig udskrivningsplan.

Figur 19: Oplever kommunen, at der medfølger en tilstrækkelig udskrivningsplan, når en ung med psykiske lidelser udskrives fra en hospitalsindlæggelse i behandlingspsykiatrien?


I forlængelse heraf uddyber et par kommuner besvarelsen med, at det ofte gælder for unge over 18 år, at

udskrivningsplanen er utilstrækkelig. Én kommune fremhæver desuden, at der kan opstå udfordringer i de

tilfælde, hvor planen ikke er afstemt med kommunen.

Som det fremgår af figur 20 nedenfor, anvender ingen af de medvirkende 17 kommuner

udskrivningskoordinatorer eller andre dialogredskaber til en fast og systematisk kontakt med

behandlingspsykiatrien, når det gælder unge med psykiske lidelser. Fire kommuner svarer, at de anvender

anden praksis til at holde fast kontakt. Enkelte kommuner angiver, at de har konkrete planer om at indføre

enten udskrivningskoordinatorer eller dialogredskaber.

De Kommuner som har andre praksisser svarer blandt andet, at de afholder faste møder med

behandlingspsykiatrien vedrørende fælles borgere, at de har en psykiatrikoordinator fra socialpsykiatrien i

kommunen eller, at børne-familieafdelingen har en særlig praksis for underretninger og udtalelser.

8

7

2

Altid

Ofte

Sjældent

Aldrig


31

Figur 20: Antal kommuner, der har opbygget en særlig praksis, der understøtter en fast og systematisk kontakt med behandlingspsykiatrien i forbindelse med unge med psykiske lidelser.

Kilde: Kommunale indberetninger vedr. unge med psykiske lidelser, Fælleskommunalt Sekretariat, 2013. N=16,16,17.

3.7. OPSAMLING Resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen giver et øjebliksbillede af kommunernes muligheder og

udfordringer for at kunne varetage tidlige og sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser. Med

forbehold for, at kun 18 af hovedstadsregionens kommuner er repræsenteret i undersøgelsen, viser

spørgeskemaundersøgelsen en række interessante resultater, som er opsummeret nedenfor.

Knap 90 procent af kommunerne svarer, at de oplever en mindre eller kraftig stigning i antallet af unge med

psykiske lidelser, mens de inden for de tre fokusmålgrupper i kortlægningen (unge med psykiske lidelser og

samtidigt misbrug, unge med spiseforstyrrelser og unge med ikke-psykotiske lidelser) hovedsageligt oplever

en uændret eller mindre stigning i antallet. Ingen kommuner oplever fald inden for målgrupperne.

Når det gælder unge med psykiske lidelser generelt, anvender kommunerne ikke kun egne tilbud, men

næsten i lige så høj grad tilbud i andre kommuner, regionsdrevne tilbud og private tilbud. Dette er især

gældende i kommunernes anvendelse af botilbud. Hvad angår de tre fokusmålgrupper anvender

kommunerne i højere grad private tilbud til unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug samt unge

med spiseforstyrrelser, mens der for unge med ikke-psykotiske lidelser ses en mere jævn fordeling i

anvendelsen af tilbud.

Kommunernes besvarelser viser, at der er potentiale for en mere systematiseret tilgang til tidlig opsporing

og indsatser i hovedstadsregionens kommuner. Således har omkring halvdelen af kommunerne et politisk

fokus og/eller administrativ praksis for tidlig opsporing af unge med psykiske lidelser, mens den anden

halvdel ikke har dette fokus. Godt to tredjedele af kommunerne svarer, at frontpersonalet (fx lærere,

pædagoger, jobcenterpersonale m.v.) kun i nogen grad har de nødvendige kompetencer og værktøjer til at

varetage en tidlig opsporing og indsats, mens en knap en tredjedel kommuner svarer ”ved ikke”.

4

15 15

12

1 1 1

Udskrivningskoordinator Dialogredskaber Anden praksis

Ja Nej Nej, men vi har konkrete planer om det


32

Spørgeskemaundersøgelsen viser endvidere, at kommunerne i overvejende grad arbejder eller har planer

om at arbejde med rehabiliteringsforløb med fokus på recovery for unge med psykiske lidelser. Halvdelen

af kommunerne har et politisk vedtaget fokus på recovery og rehabilitering i forbindelse med indsatsen

over for unge med psykiske lidelser, mens en femtedel svarer, at de har konkrete planer om det. Dette

fokus gælder i de fleste tilfælde på voksenområdet. På børneområdet er der især fokus på inklusion og

familiebaserede indsatser. Cirka halvdelen af kommunerne oplever, at medarbejderne i både myndigheds-

og udførerdel i nogen grad er rustet til at arbejde med rehabiliteringsforløb med fokus på recovery, mens

cirka en tredjedel af kommunerne oplever, at medarbejderne i høj grad er rustet hertil.

I forhold til at dokumentere effekterne af indsatserne, svarer en tredjedel af kommunerne, at de arbejder

systematisk hermed, mens en anden tredjedel svarer, at de har konkrete planer herom. Set i lyset af, at der

på det specialiserede socialområde ikke har været tradition for at arbejde med effekt og dokumentation,

ses der således en bevægelse mod et øget fokus herpå.

Alle kommuner, på nær en ubesvaret, har udviklet særlige redskaber og/eller procedurer til at sikre

hensigtsmæssige overgange mellem børne- og ungeområdet og voksenområdet for unge med psykiske

lidelser. De særlige procedurer gælder i de fleste tilfælde unge inden for alle målgrupper og er ikke alene

rettet mod unge med psykiske liedelser. Dog oplever halvdelen af kommunere, at deres organisering kun i

nogen grad understøtter gode overgange mellem de to områder, mens henholdsvis en tredjedel og en

tiendedel oplever, at organiseringen er tilstrækkelig i høj og meget høj grad. Kommunerne arbejder i stor

udstrækning med at sikre gode overgange mellem de to områder, men oplever også, at de

lovgivningsmæssige rammer trods øget koordination fortsat begrænser mulighederne for at sikre

sammenhængende forløb.

Kommunerne oplever i højere grad, at der er et tæt samspil mellem socialpsykiatrien og misbrugsområdet

end mellem socialpsykiatrien og beskæftigelsesområdet i kommunerne. Det skyldes blandt andet, at

misbrugsområdet i flere tilfælde er placeret organisatorisk med socialpsykiatrien. To tredjedele af

kommunerne oplyser, at de har en særlig praksis for at sikre koordination mellem kommunens

forvaltningsområder i forbindelse med rehabiliteringsforløb for unge med psykiske lidelser.

Kommunernes besvarelser viser, at der er behov for et øget fokus i kommunerne på at sikre koordination

og sammenhæng mellem kommunale indsatser og den regionale psykiatri. Halvdelen af kommunerne

svarer således, at de ikke har en særlig praksis for at sikre koordination med eksterne parter i forbindelse

med rehabiliteringsforløb for unge med psykiske lidelser. Samtidig viser besvarelserne, at kun meget få

kommuner har opbygget en særlig praksis såsom udskrivningskoordinatorer eller dialogredskaber med

henblik på at understøtte en fast og systematisk kontakt med den regionale psykiatri. Halvdelen af

kommunerne oplever desuden samarbejdet med den regionale psykiatri som værende godt, mens den

anden halvdel oplever det som værende mindre godt. Blandt de kommuner, der vurderer samarbejdet som

mindre godt, anføres det blandt andet, at der mangler systematik i samarbejdet, der varierer meget fra sag

til sag, samt at samarbejdet ikke er tilstrækkeligt tæt og ofte etableres for sent.


33

Ud fra spørgeskemaundersøgelsens resultater tegner der sig et billede af, at mange kommuner i

hovedstadsregionen har fokus på at skabe rammer for, at unge med psykiske lidelser kan opleve

sammenhæng og koordination i deres rehabiliteringsforløb. Dog er det også tydeligt, at ikke alle kommuner

er nået lige langt i denne proces, og at der stadig opleves problemer mellem forvaltningerne og mellem

sektorerne. I det følgende afsnit præsenteres den tværkommunale arbejdsgruppes budskaber og forslag til

hvordan man i højere grad kan sikre sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser i

hovedstadsregionen.


34

4. ARBEJDSGRUPPENS FOKUSOMRÅDER OG FORSLAG TIL TILTAG I dette afsnit gennemgås de forslag, som den tværkommunale arbejdsgruppe mener kan bidrage til at unge

med psykiske lidelser i højere grad kan få en tidlig, koordineret og sammenhængende indsats med

udgangspunkt i en recovery-tilgang. Arbejdsgruppens forslag tager udgangspunkt i den gennemførte

analyse samt de kommunale og regionale deltageres erfaringer med at skabe sammenhængende indsatser

for unge med psykiske lidelser i og mellem de to sektorer. De regionale deltagere har på dialogmøderne

deltaget i de faglige drøftelser og tilvejebringelse af fakta, som ligger til grund for forslagene, men har ikke

haft mandat til at stille forslag.

På baggrund af resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen samt de kommunale og regionale deltageres

erfaringer fra kommunerne, har den tværkommunale arbejdsgruppe valgt at opstille forslag inden for

følgende tre fokusområder:

1. Kommunale indsatser med fokus på tidlig opsporing og sammenhæng

2. Sammenhængende indsatser mellem kommunerne og den regionale psykiatri

3. De tre fokusmålgrupper for kortlægningen: Unge med spiseforstyrrelser, unge med psykiske

lidelser og samtidigt misbrug samt unge med ikke-psykotiske lidelser.

Forslag og budskaber inden for de tre fokusområder fremgår af de følgende afsnit.

4.1. KOMMUNALE INDSATSER MED FOKUS PÅ TIDLIG OPSPORING OG SAMMENHÆNG Arbejdsgruppen har lokaliseret to områder, hvor man ved at understøtte de udviklinger, der allerede forgår

i kommunerne, kan bidrage til, at unge i hovedstadsregionen med psykiske lidelser i højere grad kan få en

tidlig, koordineret og sammenhængende indsats med udgangspunkt i en recovery-tilgang. Det drejer sig om

følgende områder:

Tidlig opsporing og indsatser

Overgang fra barn til voksen.

I de følgende afsnit gennemgås arbejdsgruppens overvejelser, budskaber og forslag til tiltag inden for disse

to områder.

4.1.1. TIDLIG OPSPORING OG INDSATS

Som det fremgår af analyseafsnittet har cirka halvdelen af kommunerne i spørgeskemaundersøgelsen et

politisk såvel som administrativt fokus på tidlig opsporing og indsatser overfor børn og unge. Fokus er for

de fleste kommuners vedkommende ikke specifikt på psykisk sygdom, men et generelt fokus på

forebyggelse for unge mennesker. Af de besvarende kommuner finder 13 kommuner, at kommunernes

frontmedarbejdere (fx lærere, pædagoger, jobcenterpersonale m.v.), der møder den unge, kun i nogen

grad har de nødvendige kompetencer og værktøjer til at varetage en tidlig opsporing og indsats. Der er

ingen af kommunerne, der svarer, at frontmedarbejderne i høj eller meget høj grad besidder de

nødvendige kompetencer.

Arbejdsgruppen vurderer, at der er behov for, at der i højere grad sættes ind i forhold til psykisk sårbare

børn og unge, som endnu ikke har udviklet en egentlig psykisk sygdom, men potentielt er i risiko herfor.


35

Mange unge med psykiske problemstillinger er ikke kendte i kommunerne, ofte fordi de ikke er

diagnosticeret eller har problemstillinger, som ikke har medført kontakt med den kommunale forvaltning.

Der er en risiko for, at de psykiske problemer udvikler sig og først bliver kendte, når de unge bliver ældre og

ikke klarer sig godt. De kan for eksempel have opbygget et misbrug, være faldet ud af uddannelse eller

arbejde eller stå uden bolig.

Arbejdsgruppen vurderer, at der både i folkeskoler, på ungdoms- og erhvervsuddannelser og i jobcentrene

er behov for mere viden om psykisk sårbarhed. I forhold til folkeskolerne peges der på den udfordring, at

fokus ofte er på, hvorvidt børn og unge fungerer i det sociale, kan inkluderes, og om der er

interaktionsproblemstillinger. Derimod er oplevelsen, at der er mindre fokus på de børn og unge, som

fungerer i det sociale, men er psykisk sårbare og i risiko for at udvikle psykisk sygdom på sigt.

På baggrund heraf foreslår arbejdsgruppen:

At kommunerne skaber en større viden blandt frontmedarbejdere om opsporing og

indsats over for psykisk såre unge i folkeskoler, på ungdoms- og erhvervsuddannelser

og i jobcentre.

Formålet hermed er at skabe en mere systematisk tilgang til tidlig opsporing og indsatser og dermed

forebygge udvikling af psykisk sygdom eller opståen af andre problemstillinger såsom frafald og misbrug.

Det er vigtigt, at tiltagene har fokus på at støtte den unge i selv at kunne håndtere og tage ansvar for de

problemstillinger vedkommende står over for, og derved blive i stand til at tage vare på sit eget liv.

Konkret anbefaler arbejdsgruppen, at medarbejderne de pågældende steder, som er i kontakt med de

unge, modtager uddannelse, så de opnår viden om, hvad de skal være opmærksomme på, og hvordan

psykisk sårbare unge kan hjælpes og støttes. Derudover skal de ansatte kunne give de unge råd og

vejledning om, hvilke kommunale og regionale tilbud der eksisterer, såfremt problemstillingerne udvikler

sig til egentlig sygdom. Uddannelsen af medarbejderne kan bestå af kurser og/eller møder og kan udføres

af kommunale aktører som sundhedscentre og socialpsykiatri. Kommunerne kan også tilvejebringe den

nødvendige kompetence ved at inddrage regionale aktører som for eksempel Psykinfo, samt civile aktører

og frivillige organisationer.

Arbejdsgruppen peger på en række konkrete eksempler på tiltag, som kan bidrage til en mere systematisk

tilgang til tidlig opsporing og indsats:

I forbindelse med Psykiatriaftalen 2011-2014 blev der oprettet en pulje til tidlig opsporing og

screening af unge på erhvervsuddannelser. Projektet løber i perioden 2011 til 2015. Projektet har

til formål at sikre en tidlig opsporing og psykologisk støtte til unge, der på grund af psykiske eller

eksistentielle vanskeligheder er frafalds- og eksklusionstruede på erhvervsuddannelserne.

Indsatsen skal bidrage til en mere sammenhængende social indsats, så de psykiske vanskeligheder

ikke hindrer, at den unge kan skabe et selvstændigt liv ved at gennemføre sin uddannelse og få

tilknytning til arbejdsmarkedet. Projektets hovedelementer består i at ansætte en psykolog på


36

uddannelserne i kommunen, som lærerne kan henvise direkte til, at sikre lærerne let adgang til

vejledning og rådgivning, når der opstår mistanke om psykiske vanskeligheder, samt at etablere

tilbud til lærerne om psykoedukation og opsporing af unge inden for målgruppen.

Fremskudt sagsbehandling. Projekt i Socialstyrelsen i perioden 2011-13. Projektet har i

hovedstadsregionen haft deltagelse af Gladsaxe og Rudersdal kommuner, hvor projekterne netop

har haft til formål at sikre tidlige og sammenhængende indsatser for unge med psykiske lidelser,

der er i fare for at falde ud af uddannelse eller arbejdsmarkedet. Projekterne bygger dels på

fremskudte sagsbehandlere, der møder den unge i hjemmet, på uddannelsesstedet m.v. og i

fællesskab med den unge opstiller mål og ønsker for vedkommendes liv. Dels bygger de på en

tværfaglig tilgang, hvor den fremskudte sagsbehandler har systematisk adgang til sagsbehandlere

inden for kommunens forvaltninger såsom socialpsykiatri, jobcenter, misbrugsbehandling m.v.

Et yderligere eksempel på tiltag, der ifølge arbejdsgruppen kan skærpe fokus på tidlig opsporing af

psykisk sygdom, er, at have socialrådgivere ude på daginstitutioner og i folkeskoler. Flere af

kommunerne i hovedstadsregionen har erfaringer hermed og beskriver det som givtigt for

medarbejderne på institutionerne og værende med til at nedbryde tabuer m.v.

Otte nordsjællandske kommuner indgår i ”Livsmod”, som er et samarbejde, der har til formål at

sikre forebyggende og kvalificerede behandlingsindsatser til unge, der kan beskrives som psykisk

sårbare, og som er i øget risiko for at udvikle psykiske lidelser. Livsmod samler ledere og

fagpersoner fra nordsjællandske kommuner og hospitaler i et forankret netværkssamarbejde om

forebyggelse, indsats og behandling i forhold til børn og unge med selvskadende handlinger,

selvmordsadfærd og anden svær mistrivsel, herunder f.eks. angstlidelser, depression, OCD,

personlighedsforstyrrelser mv. Livsmod fokuserer på målrettet og effektiv udvikling af det akutte

beredskab og kvalitetsløft i kommunerne i forhold til den behandlingsmæssige og forebyggende

indsats, herunder samarbejde og koordinering i forhold til psykiatriske centre m.v.

4.1.2. OVERGANG FRA BARN OG VOKSEN

Som beskrevet i afsnit 2 kan unge med psykiske lidelser og deres pårørende opleve ændringer i indsatsen,

når den unge overgår fra børne- og ungeområdet til voksenområdet. Forskelle i lovgivning og deraf

følgende serviceniveauer mellem de to områder samt den organisatoriske opsplitning af områderne i

kommunerne skaber udfordringer i forhold til at sikre den unge et sammenhængende forløb.

Kommunernes besvarelser i spørgeskemaundersøgelsen viser, at kommunerne i hovedstadsregionen i høj

grad har fokus på de udfordringer, som overgangen medfører, og i udstrakt grad anvender særlige

redskaber og/eller procedurer til at imødegå udfordringerne. Således svarer samtlige kommuner, at de har

etableret særlige procedurer eller redskaber, som eksempelvis etablering af ungeteams/-møder, hvor den

unge følges af et team af sagsbehandlere fra begge områder samt jobcenter og ydelsesafdeling i

forbindelse med overgangen. Andre steder afholdes der koordinerende møder mellem de relevante

forvaltningsområder op til den unge fylder 18 år. Fokus i disse tiltag er primært at sikre koordination og

information mellem forvaltningsområderne, men også i nogle tilfælde at støtte den unge og dennes

pårørende.


37

Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår desuden, at cirka halvdelen af kommunerne oplever, at deres

organisering i meget høj eller i høj grad understøtter gode overgange mellem børne- og ungeområdet og

voksenområdet, mens den anden halvdel oplever, at organiseringen i nogen grad understøtter gode

overgange.

På baggrund af resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen såvel som de kommunale deltageres egne

erfaringer er det arbejdsgruppens vurdering, at kommunernes øgede fokus på udfordringerne i forbindelse

med overgangen fra barn til voksen medfører, at kommunerne er på vej i den rigtige retning. Det er

arbejdsgruppens opfattelse, at udfordringerne især skyldes de rammer og vilkår lovgivning m.v. sætter for

kommunerne, og at de forskellige procedurer, redskaber og tiltag, som kommunerne iværksætter, er med

til håndtere de utilsigtede konsekvenser heraf.

Arbejdsgruppen finder det imidlertid vigtigt, at de redskaber og procedurer, som kommunerne udvikler og

anvender, tager udgangspunkt i den unges behov og situation og har fokus på at støtte denne til at kunne

tage vare på sit eget liv i den potentielt svære overgang. Et ensidigt fokus på den interne koordination

mellem forvaltningsområderne, og på hvem der gør hvad, hjælper ikke nødvendigvis den unge med at

komme sikkert videre.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor:

At kommunerne i overgangen mellem forvaltningsområderne tager udgangspunkt i borgerens behov og har fokus på at støtte denne i at kunne tage vare på sit eget liv

Formålet hermed er at sikre et fokus på borgernes behov og ønsker frem for et fokus på forvaltningernes

behov for at koordinere og informere hinanden. Det er arbejdsgruppens vurdering, at fokus på borgeren vil

bidrage til at forhindre forværring af den psykiske lidelse, hvilket også kan imødegå behov for mere

indgribende og dyrere indsatser.

Som beskrevet i afsnit 2 vil nogle unge over 18 år med psykiske lidelser have kontakt til socialpsykiatrien,

mens mange derimod vil have kontakt til jobcenter, og nogle vil have kontakt til misbrugsområdet. Det er

vigtigt, at der også sker en koordination mellem disse områder, da lovgivningen inden for de forskellige

områder kan have uhensigtsmæssige virkninger på hinanden. Af kommunernes besvarelser i

spørgeskemaundersøgelsen fremgår det da også, at kommunerne har fokus på at etablere forskellige

funktioner og praksisser for sikre koordination mellem forvaltningsområderne.

Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at det er vigtigt, at kommunerne etablerer procedurer og redskaber

for at håndtere de udfordringer som de forskellige lovgivninger og hensyn medfører, men fremhæver, at

der alt andet lige er tale om rammevilkår, som i sidste ende kan være svære at koordinere sig ud af.

Arbejdsgruppen fremhæver i den forbindelse som en konkret problemstilling, at der i mange kommuner i

hovedstadsregionen er lang venteliste til få anvist en bolig eller et botilbud, som den unge kan betale. Dette

vanskeliggør, at kommunerne kan tilrettelægge en optimal faglig indsats og kan i stedet skabe


38

uhensigtsmæssige opbrud i rehabiliteringsprocessen. Det gælder eksempelvis de tilfælde, hvor den unge

udskrives fra et behandlingsforløb i psykiatrien, der ikke kan følges op på ved hjælp af kommunale

indsatser, hvis ikke den unge har en bolig. Boligproblematikken kompliceres yderligere af, at den unge som

følge af kontanthjælpsreformen kan miste tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag til at kunne betale for en

almen bolig. Reformen vil betyde, at kontanthjælpen til unge under 30 afskaffes og erstattes af

uddannelseshjælp, der i udgangspunktet er på niveau med SU. Det kan forventes at få betydning for nogle

grupper af unge med psykisk sygdom, der vil få en væsentlig lavere ydelse end i dag og derved få sværere

ved at betale for en bolig. På den måde kan konsekvenser af lovgivningen og vilkårene på de forskellige

forvaltningsområder hæmme muligheden for at gennemføre de rette indsatser for borgerne.

4.2. SAMMENHÆNGENDE INDSATSER MELLEM KOMMUNERNE OG DEN REGIONALE PSYKIATRI De kommunale og regionale deltagere er overordnet af den holdning, at der siden kommunalreformen er

blevet igangsat mange tiltag og gennemført mange projekter med fokus på at skabe sammenhængende

forløb mellem de to sektorer for unge med psykiske lidelser såvel som på det psykiatriske område generelt.

Dermed ikke sagt, at der er fundet løsninger på alle udfordringerne, men det er vigtigt også at anerkende

og tage afsæt i de erfaringer og den viden, der allerede eksisterer ude i de psykiatriske centre og i de

kommunale forvaltninger.

Den tværkommunale arbejdsgruppe har lokaliseret to områder, hvor man ved at understøtte de

udviklinger, der allerede forgår i de to sektorer, kan bidrage til, at unge i hovedstadsregionen med psykiske

lidelser i højere grad kan få en tidlig, koordineret og sammenhængende indsats med udgangspunkt i en

recovery-tilgang. Det drejer sig om følgende områder, der fokuserer på henholdsvis opbyggelse af større

tværfaglig forståelse og en højere grad af integration af indsatserne:

Recovery og rehabilitering i kommuner og den regionale psykiatri

Koordination og samarbejde mellem kommuner og den regionale psykiatri

Arbejdsgruppens overvejelser og forslag har i høj grad fokus på, hvordan de eksisterende rammer for det

faglige og organisatoriske samarbejde kan forbedres og styrkes i forhold til at sikre sammenhængende

indsatser mellem sektorerne for unge med psykiske lidelser. Det er generelt arbejdsgruppens opfattelse, at

kommunerne og regionen i stor udstrækning har fokus på recovery og rehabilitering, men at der er behov

for, at man opbygger viden og forståelse for hinandens tilgange på tværs af sektorerne.

Samtidig vurderes de eksisterende rammer for koordinationen at give gode muligheder for at sikre

sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser, dog er kendskabet til for eksempel

samarbejdsaftalerne på psykiatriområdet i både kommuner og region er for lille til at kunne have

tilstrækkelig effekt. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at der i forbindelse med udarbejdelsen af en ny

Sundhedsaftale og samarbejdsaftaler bør fokuseres på tiltag, som kan bidrage til at øge kendskab og

ejerskab til samarbejdsaftalerne.

En konsolidering af tværfagligheden og samarbejde og koordination samt oprettelse af fora herfor kan på

lidt længere sigt også være med til skabe den viden og forståelse på tværs af sektorerne, som kan facilitere

en højere grad af integration af indsatserne mellem sektorerne for unge med psykiske lidelser.


39

Det er vigtigt for arbejdsgruppen at understrege, at udmøntningen af de foreslåede tiltag skal have

udgangspunkt i de unge med psykiske lidelser og deres behov og ikke i sektorernes og medarbejdernes

behov. Kun ved at have fokus på de unge sikres rettidige og fokuserede indsatser.

Forslagene tager udgangspunkt i at sikre sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser. De

foreslåede tiltag, eksempelvis forslag angående samarbejdsaftalerne, har dog mere generel karakter og har

derfor generel anvendelse for psykiatriområdet.

I de følgende afsnit gennemgås arbejdsgruppens overvejelser, budskaber og forslag til tiltag inden for disse

to områder.

4.2.1. RECOVERY OG REHABILITERING I KOMMUNER OG DEN REGIONALE PSYKIATRI

Som det fremgår af afsnit 3.4. har cirka halvdelen af kommunerne i spørgeskemaundersøgelsen et politisk

vedtaget fokus på recovery og rehabilitering, mens en femtedel har konkrete planer herom. Det er

arbejdsgruppens opfattelse, at selvom alle kommuner ikke har et politisk fokus på området, arbejder flere

kommuner i forskellige sammenhænge med recovery og rehabilitering. I den regionale psykiatri arbejder

man også målrettet med rehabilitering i et recovery-perspektiv i behandlingsindsatserne, blandt andet

gennem Kompetencer for rehabilitering, recovery og shared care.

De mange forskellige processer har ifølge arbejdsgruppen imidlertid skabt et behov for, at kommuner og

den regionale psykiatri i højere grad mødes og skaber gensidig viden og forståelse om hinandens tilgange til

arbejdet med recovery og rehabilitering. Det er vigtigt, at både psykiatri og kommune kender borgerens

ønsker og mål med sin tilværelse, og understøtter dette med den faglighed og muligheder, som ligger hos

henholdsvis kommuner og psykiatri. Dette opnås bedst ved, at både psykiatri og kommuner har et fælles

fokus på borgerens mål og ønsker og inddrager borgeren i deres arbejde. En bedre forståelse og viden om

hinandens tilgange til borgerens ønsker og behov på tværs af sektorer kan bidrage til, at den unge mødes

med samme tilgang og således oplever en sammenhængende og koordineret indsats.

Arbejdsgruppen er derfor af den opfattelse, at kommuner og regionen bør skabe fora, hvor udveksling af

tilgange kan foregå, og foreslår derfor:

At kommuner og regionen aktivt arbejder for at skabe en forståelse og viden om

hinandens tilgange til og arbejde med rehabilteringsindsatser i et recovery-

perspektiv.

Arbejdsgruppen anbefaler to tilgange til skabe en større forståelse mellem

sektorerne:

Afholdelse af fælles temadage og/eller undervisning om rehabilitering og

recovery mellem kommunerne og den regionale psykiatri.

Afholdelse af bilaterale møder mellem psykiatriske centre og kommunerne i

deres optageområder.


40

Formålet med disse tiltag er at bidrage til, at der skabes en større faglig forståelse på tværs af sektorerne

og dermed også grundlag for, at borgerne sikres en helhedsorienteret tværsektoriel indsats med

udgangspunkt i et recovery-perspektiv.

Vurderingen er, at indsigten og forståelsen for hinandens arbejde vil gøre det muligt at nærme sig hinanden

i forhold til værdier og et fælles sprog for forståelsen af tilgange. Det kan på kort sigt betyde for

medarbejderne i begge sektorer, at de indsatser, de arbejder med, bedre kan tilpasses det arbejde, som

udføres i den anden sektor. På den måde kan risikoen for kontraindicerende indsatser minimeres, hvilket

vigtigst af alt vil gavne den psykisk sårbare unge, som opnår større udbytte af indsatserne.

På længere sigt kan det bidrage til en højere grad af tværfaglighed, hvor man ikke kun udveksler erfaringer

og tilgange, men også udvikler og anvender fælles faglige tilgange i behandling og sociale indsatser.

Tiltagene er også nødvendige set i lyset af, at de to sektorer ikke alene fokuserer på enten behandling eller

sociale indsatser, men at indsatserne inden for begge sektorer indeholder elementer af begge områder.

Arbejdsgruppen understreger, at man på det specialiserede børne- og ungeområde i kommunerne ikke i

samme grad som på voksenområdet tager udgangspunkt i recovery og rehabilitering i indsatserne for unge

med psykiske lidelser. På børne- og ungeområdet har man primært fokus på inkluderende indsatser i for

eksempel skoler og på uddannelser samt tidlige, mindre indgribende og familiebaserede indsatser. Det

forskellige fokus på de to områder er ikke nødvendigvis gensidigt udelukkende, men det er vigtigt, at man i

dialogen mellem sektorerne ikke ensidigt fokuserer på rehabilitering og recovery, men også drøfter og

opnår forståelse for det faglige fokus inden for børne- og ungeområdet i kommunerne.

FÆLLES TEMADAGE OG UNDERVISNING OM REHABILITERENDE INDSATSER I ET RECOVERY-PERSPEKTIV

Både kommuner og psykiatriske centre afholder typisk temadage og undervisning i eget regi. Ansatte i

kommunerne har desuden mulighed for at deltage i arrangementer afholdt af KL, mens ansatte i psykiatrien

kan deltage i regionens arrangementer. Disse temadage, uddannelsesdage og arrangementer kan have

samme tema og tidsmæssigt ligge i samme periode, da interessen for bestemte metoder og tilgange ofte

indfinder sig i samme periode. Det gælder eksempelvis interessen for Åben Dialog, Recovery, Housing First

og andre tilgange. Derfor mener arbejdsgruppen, at kommuner og psykiatriske centre i hovedstadsregionen

med fordel kan afholde fælles temadage, undervisningsdage og andre arrangementer i de tilfælde, hvor der

er en fælles interesse. Sådanne tværsektorielle arrangementer om rehabilitering og recovery vil bidrage til

at medarbejdere i både region og kommuner vil modtage samme viden og blive inspireret og motiveret

samtidigt. Det giver ligeledes anledning til styrket videndeling ved at udbrede viden om hinandens

arbejdsgange, metoder og gode erfaringer.

BILATERALE MØDER MELLEM PSYKIATRISK CENTER OG KOMMUNE

Forslaget om fælles temadage og undervisning, der er beskrevet ovenfor, har til formål at bidrage til at

styrke den generelle videndeling om rehabilitering og recovery mellem psykiatriske centre og kommuner.

Arbejdsgruppen ser derudover potentiale i, at der skabes rammer for drøftelser af, hvilken værdi recovery-


41

orientering har for borgeren, samt hvordan rehabiliteringsindsatser i det to sektorer understøtter

borgerens recovery.

Derfor foreslår arbejdsgruppen, at der, i det omfang det er hensigtsmæssigt, planlægges bilaterale møder

mellem psykiatrisk center og kommuner. Dette kan foregå på to måder, som kan gennemføres særskilt eller

i en gensidig proces:

Genrelle drøftelser af hinandens tilgange til rehabilitering i et recovery-perspektiv med fokus på

metode og konkret udmøntning.

Gennemgang af konkrete borgerforløb i et rehabiliteringsperspektiv.

De to måder kan supplere hinanden ved, at en fælles drøftelse kan følges af gennemgang af konkrete

borgerforløb og omvendt. Arbejdsgruppen finder det hensigtsmæssigt at mødes om konkrete sager og

problemstillinger, da et fokus på konkret problemløsning giver mere værdi. Det er vigtigt for at holde fast i

recovery-perspektivet, at drøftelserne tager udgangspunkt i de unges behov og ikke i sektorernes behov. I

den forbindelse bør den pågældende borger inddrages så vidt muligt for at få dennes syn på indsatserne.

4.2.2. KOORDINATION OG SAMARBEJDE MELLEM DEN REGIONALE PSYKIATRI OG KOMMUNALE INDSATSER.

Som beskrevet i afsnit 2 er en vigtig forudsætning for at styrke indsatsen overfor unge med psykiske lidelser

at sikre sammenhæng og koordination mellem den regionale psykiatri og de kommunale indsatser.

Som det fremgår af afsnit 3.6., oplever halvdelen af kommunerne samarbejdet mellem sektorerne som

værende mindre godt. For kommunerne kan oplevelsen af det manglende samarbejde eksempelvis komme

til udtryk ved, at kommunerne især på voksenområdet ikke har overblik over, hvornår borgere udskrives fra

behandling, hvilket betyder, at de rette personer først har kendskab til det dage eller uger efter

udskrivelsen. Dette kan medføre, at kommunerne står foran en større udfordring med at tilbyde borgeren

en rettidig indsats, end hvis informationen var kanaliseret til den rette person i rette tid.

For de psykiatriske centre er udfordringen eksempelvis, at de skal samarbejde med et uoverskueligt antal

personer fra kommunerne. Foruden socialpsykiatrien kræves der samarbejde med en række andre

forvaltninger såsom børne-og familieområdet, misbrugsområdet, jobcentrene osv. Samtidig er

udfordringen, at de psykiatriske centre, ikke til fulde, kender til organiseringen i kommunerne. Det

medfører tvivl om, hvor indgangene er, og oplevelsen er, at information går tabt, når den overleveres

mellem medarbejderne.

Et styrket samarbejde mellem de to sektorer vil øge borgerens oplevelse af kontinuitet, rettidig indsats og

sammenhæng, og kan forventeligt øge borgerens udbytte af indsatserne og samtidig minimere

ressourcespild og omfanget af genindlæggelser.

Arbejdsgruppens forslag, til hvordan det tværsektorielle samarbejde mellem den regionale psykiatri og

hovedstadskommunerne kan styrkes, er vist i boksen nedenfor.


42

Etablering af lokale samarbejdsfora mellem kommuner og psykiatriske centre

Systematisk udbredelse af kendskab til samarbejdsaftaler på psykiatriområdet

Udvikling af samarbejdsprocedurer og værktøjer, der supplerer samarbejdsaftalerne

Udvikling af redskaber til tværsektoriel kommunikation

Formålet med disse tiltag er at styrke rammerne for bedre samarbejde og kommunikation mellem de to

sektorer for på denne måde at undersøtte mulighederne for sikre sammenhængende forløb fo unge med

psykiske lidelser. Det første forslag vedrører tilvejebringelse af mere praksisnær samarbejde. De to næste

forslag angår det overordnede tværsektorielle samarbejde i regi af samarbejdsaftalerne på

psykiatriområdet, mens det sidste retter sig mod en styrkelse af den faglige kommunikation mellem

sektorerne.

De følgende fire afsnit vil uddybe indholdet af forslagene samt redegøre for de overvejelser og drøftelser,

der ligger bag.

LOKALE SAMARBEJDSFORA

I dag koordineres samarbejdet mellem behandlingspsykiatri og kommunale indsatser i fire

samordningsudvalg, som dækker Region Hovedstadens fire planområder byen, nord, midt og syd.

Udvalgene dækker både børne- og ungeområdet og voksenområdet. I udvalgene deltager de psykiatriske

centre og de kommuner, som er en del af planområdet, foruden praksissektoren og regionale

repræsentanter. Denne struktur erstattede i 2012 de lokale samordningsudvalg, som dækkede de

psykiatriske centre og kommunerne i deres optageområder, da man ønskede en

samordningsudvalgsstruktur, der modsvarede somatikkens.

Nogle kommuner og psykiatriske centre har bevaret lokale samarbejdsfora for at sikre en tættere og mere

praksisnær koordination, end det er muligt i den nuværende samordningsstruktur. Arbejdsgruppen er af

den opfattelse, at der med de oplevede problemstillinger i koordinationen mellem de to sektorer er behov

for at etablere et mere praksisnært, lokalt samarbejde. Arbedsgruppen foreslår derfor at der, i det omfang

det ikke allerede er etableret, etableres lokale samarbejdsfora for hvert enkelt Psykiatrisk Center og

kommunerne i deres optageområde.

De lokale samarbejdsfora kan delshave til formål at evaluere samarbejdet mellem psykiatrisk center og

kommunerne og herunder udvikle, strukturere og organisere samarbejdet bedst muligt. Her skal man

eksempelvis kunne kunne drøfte, hvordan og hvornår man underretter hinanden, hvordan proceduren skal

være for udskrivning, og hvem man skal kontakte. Med andre ord er hensigten at etablere et forum, hvor

det helt konkrete samarbejde i forhold til borgerne kan drøftes. Endelig kan disse samarbejdsfora også

danne ramme om konkrete udviklingsprojekter, der har fokus på højere grad af tværfaglighed og

integration af indsatserne for unge med psykiske lidelser.


43

Dels kan de lokale samarbejdsfora fungere som bindeled mellem de eksisterende samordningsudvalg og

det praksisnære område i kommuner og region. Generelt er det en opfattelse i arbejdsgruppen, at der kan

være langt fra beslutningerne i samordningsudvalgene og til medarbejdere i de forskellige enheder i

kommuner og region. De lokale samarbejdsfora kan således bidrage til at kanalisere beslutninger fra

samordningsudvalgene ud til medarbejderne og omvendt også føde samordningsudvalgene med konkrete

problemstillinger. Det er således arbejdsgruppen opfattelse, at der ikke bare er tale om endnu et

administrativt lag, men derimod en styrkelse af den eksisterende samarbejdsstruktur.

En mulig model kan være, at der for hvert Psykiatrisk Center etableres to fora. Et for for børne- og

ungeområdet og et for voksenområdet. De to fora kan hver især bestå af repræsentanter fra psykiatrisk

center og kommunerne på mellemlederniveau. På voksenområdet vurderer arbejdsgruppen endvidere, at

det vil være hensigtmæssigt, at der minumum er to deltagere fra hver kommune, eksempelvis i form af en

repræsentant fra henholdvis socialpsykiatri og jobcenter. Hvor det er releveant kan der endvidere være

deltagere fra både myndigheds- og udførerdelen i kommunerne. Samarbejdet i disse fora bør bestå af

møder fire gange om året, hvor der drøftes konkrete forhold vedrørende samarbejde og koordination

mellem psykiatrisk center og kommuner med henblik på løbende at udvikle og styrke samarbejdet.

De lokale forum kan med fordel tage udgangspunkt i dentværsektorielle ledelsesmodel, der er udarbejdet i

samarbejde mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og Frederiksberg Kommune. Ledelsesmodellen skaber

en ramme for udvikling af ledelse og samarbejde gennem et projketforløb om konkrete overgange mellem

et psykistrisk center og en kommune. Samarbejdet skaber relationer mellem ledere og medarbejdere på

tværs af sektorerne og skaber dermed varige netværk, som kan anvendes i det løbende samarbejde.5

SAMARBEJDSAFTALER PÅ PSYKIATRIOMRÅDET

Som en del af sundhedsaftalerne i hovedstadsregionen er der på psykiatriområdet udarbejdet

samarbejdsaftaler mellem de psykiatriske centre og de enkelte kommuner i deres optageområder for

henholdsvis voksenområdet og børne- og ungeområdet.

Region Hovedstaden og kommunerne har udviklet en skabelon for aftalerne, som danner grundlag for de

konkrete aftaler, og hvor lokale oplysninger og aftaler kan indføjes. Som beskrevet i afsnit 2, definerer

samarbejdsaftalerne et omfang af kooordination og samarbejde, som er nødvendig for at sikre samordning

mellem den regionale psykiatri, de kommunale forvaltningsområder, sociale tilbud og praktiserende læger.

Samarbejdsaftalerne indeholder således generelle retningslinjer for overgangene mellem sektorerne under

indlæggelse, ambulante forløb og udskrivning. Aftalerne opstiller desuden også retningslinjer for en række

særlige tilfælde, for eksempel i forhold til borgere i botilbud, borgere med samtidigt misbrug og borgere

med børn.

Arbejdsgruppen oplever, at en betydelig hindring for, at det tværsektorielle samarbejde fungerer, er, at

kendskabet til indholdet af disse samarbejdsaftaler samt ejerskabet til dem i kommunerne såvel som i den

regionale psykiatri og blandt de praktiserende læger ikke er tilstrækkeligt udbredt. Derfor forslår den

5 Læs mere om ledelsesmodellen på: http://www.velfaerdsledelse.dk/projekter/1321966589/

http://www.velfaerdsledelse.dk/projekter/1321966589/


44

tværkommunale arbejdsgruppe, at de psykiatriske centre og kommunener arbejder for at udbrede

kendskabet til samarbejdsaftalerne.

Til at opnå dette forslås det, at samarbejdsaftalerne gøres mere brugervenlige, tilgængelige og

praksisnære, hvortil der kan hentes inspiration fra det ovenfor beskrevne tværsektorielle samarbejde

mellem Psykiatrisk Center Frederiksberg og Frederiksberg Kommune. I samarbejdet har man med hjælp fra

et designfirma udviklet et mere forenklet og brugervenligt design for aftalerne i to udgaver: en interaktiv

samarbejdsaftale og en samarbejdsaftale som håndbog, som indholdsmæssigt er ens. Den interaktive

samarbejdsaftale fungerer som en interaktiv PDF-fil, hvor man kan klikke sig rundt mellem emnerne i

aftalen på samme måde som på en hjemmeside, hvorimod håndbogsudgaven er en almindlig PDF-fil, som

kan læses på skærmen eller printes ud. I begge udgaver er den oprindelige tekst omskrevet og emneopdelt

med farvekoder, således at den fungerer som et opslagsværk og er nem at navigere i.

Fordelen ved at lægge op til, at samarbejdsaftalerne skal være digitale er, at det muliggør, at de løbende

kan opdateres uden risiko for at medarbejdere og ledere læser i en forældet udgave. Det kan eksempelvis

være i tilfælde af, at der skal ændres i informationen om, hvor der tilbydes specialiseret behandling til

borgere med spiseforstyrrelser.

SAMARBEJDSPROCEDURER DER SUPPLERER SAMARBEJDSAFTALERNE

Arbejdsgruppen forslår desuden muligheden at den regionale psykiatri og kommunerne udarbejder og

anvender mere praktiske værktøjer for at sikre den daglige koordination af indsatser i den regionale

Boks: Interaktiv samarbejdsaftale

Forside af den interaktive udgave af samarbejdsaftalen mellem Psykiatrisk Center

Frederiksberg og Frederiksberg Kommune.

Kilde: http://www.velfaerdsledelse.dk/projekter/1321966589/

http://www.velfaerdsledelse.dk/projekter/1321966589/


45

psykiatri og kommunale indsatser. Hensigten er at supplere samarbejdsaftalerne med mere detaljerede

værktøjer og på den måde sikre systematik og metode.

Arbejdsgruppen peger på to eksisterende værktøjer til dette udarbejdet i samarbejde mellem region og

kommuner i henholdsvis Frederiksberg og Hvidovre.

I det ovenfor beskrevne samarbejdsprojekt fra Frederiksberg har man udarbejdet tjeklister som skal sikre

bedre og mere effektive udskrivelsesprocesser, når borgere som har været indlagt på Psykiatrisk Center

udskrives til kommunale botilbud. I den forbindelse er der både udarbejdet en tjekliste til Psykiatrisk Center

og til botilbud i Frederiksberg Kommune. Tjeklisterne skal sikre, at helt lavpraktiske forhold koordineres.

Det gælder eksempelvis medicinlister, recepter og faxnumre. Sådanne udskrivningstjeklister kan, i et

fællesskab mellem de psykiatriske centre i hovedstadsregionen og kommunerne i deres optageområder,

udarbejdes umiddelbart.

På hjerneskadeområdet i Hvidovre har man udviklet ”Vejvisermodellen”, som beskriver sagsgange og

opgavefordelingen i de forskellige afdelinger med det formål at sikre ensartethed og koordination i

forbindelse med rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade. Selvom modellen er udarbejdet på

det somatiske område, er det arbejdsgruppens vurdering, at modellen kan inspirere til en lignende model

på psykiatriområdet.

Modellen består af en tilgængelig og forenklet figur, der viser de forskellige faser i et hjerneskadeforløb, og

hvordan forløb/overgavefordeling ser ud fra de forskellige involverede aktørers synsvinkler

(hjerneskadekoordinator, jobcenter, træningsenheden og særlig social bistand). Dette er vist i seks

overskuelige bokse i forskellige farver og uddybet yderligere på skrift på de efterfølgende sider. Erfaringen

er, at modellen i sin nuværende form er for omfattende til, at den bliver anvendt i det daglige, og derfor

arbejdes der på mindre udgaver af vejvisermodellen, hvoraf en skal henvende sig til de professionelle og en

anden til borgerne.

Vejvisermodellen kan som ide give inspiration til, hvordan man rent praktisk sikrer koordination af

regionale og kommunale indsatser for unge med psykiske lidelser ved at give et overblik over, hvem der gør

hvad. Modellen kan ligeledes indeholde forløbet fra borgerens synsvinkel, eller man kan overveje at

udarbejde en særlig model for borgere. Det vil give borgeren overblik over sit forløb og viden om, hvem der

gør hvad, hvilket kan styrke oplevelsen af empowerment og dermed understøtte en recovery-proces.

TVÆRSEKTORIEL KOMMUNIKATION

Behandlingspsykiatri og socialpsykiatri anvender ikke samme sprog og metoder. Det viser sig eksempelvis

ved, at man i behandlingspsykiatrien anvender diagnoser, mens man i den kommunale forvaltning i

overvejende grad tager udgangspunkt i funktionsniveauer til beskrivelse af borgernes tilstand. Det kan

skabe nogle udfordringer i forhold til den tværfaglige kommunikation og derfor anbefaler arbejdsgruppen,

at psykiatriske centre og kommuner i samarbejde udvikler nogle redskaber til at kommunikere på tværs af

fagligheder og dermed styrke kommunikationen på tværs.


46

Et eksempel på et sådant redskab findes i samarbejdet mellem Psykiatrisk Center Glostrup og en af deres

samarbejdskommuner, hvor man i fællesskab har udviklet et redskab til at forbinde diagnoser med

funktionsniveau i hver enkelt sag.

Erfaringen var, at de tildelte diagnoser ikke var tilstrækkelige for kommunerne til at vurdere en borgers

støttebehov, da personer med samme diagnoser kan have meget forskellige funktionsniveauer. Dette gør

det vanskeligt for kommunerne at vurdere, om en borger, som er i behandling på et psykiatrisk center, har

behov for kommunale indsatser sideløbende med behandlingen, i forlængelse af behandlingen eller

eventuelt ikke har behov herfor.

For at imødekomme denne udfordring, valgte man at udvikle et redskab, som i praksis består af et skema,

der er tilpasset Voksenudredningsmetoden (VUM). I skemaet indføres der både oplysninger fra patienten

og de professionelle vedrørende 11 relevante forhold, der spænder fra psykisk funktionsnedsættelse,

sociale problemer og evnen til at tage vare på forskellige hverdagsforhold i eget liv. Skabelonen gør det

muligt for Psykiatrisk Center Glostrup at bidrage med information til vurderingen af en borgeres

funktionsniveau og sikrer således, at psykiatrien fremsender relevante oplysninger til kommunens

sagsbehandling. Redskabet anvendes ved ansøgning af kommunale foranstaltninger og skal gøre det lettere

for kommunen at tildele borgeren de rette ydelser og indsatser.

4.3. DE TRE FOKUSMÅLGRUPPER I dette afsnit gennemgås de kommunale og regionale deltageres drøftelser samt den tværkommunale

arbejdsgruppes budskaber og forslag i forhold til de tre fokusmålgrupper for kortlægningen, unge med

spiseforstyrrelser, unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug, unge med ikke-psykotiske lidelser.

UNGE MED SPISEFORSTYRRELSER

I spørgeskemaundersøgelsen fremhæver kommunerne en række udfordringer i forhold til at sikre

sammenhængende indsatser til unge med spiseforstyrrelser. Behandlingen af unge med spiseforstyrrelser

bliver i høj grad betragtet som værende en regional opgave, fordi det kræver en tæt sundhedsfaglig indsats.

Dog fremhæver kommunerne, at der i forhold til de sociale indsatser ikke i tilstrækkelig grad er etableret

særlige indsatser eller samarbejde på tværs af sektorerne omkring unge med spiseforstyrrelser. Nogle

kommuner angiver, at der mangler relevante tilbud til målgruppen. Samtidig oplever kommunerne, at de

ikke har optimale muligheder for at hjælpe denne målgruppe, når de bliver udskrevet fra behandling.

Kommunerne anvender i høj grad private tilbud til unge med spiseforstyrrelser, især når det gælder

botilbud, men også for øvrige tilbud som for eksempel midlertidige botilbud, akuttilbud og ambulante

tilbud.

Regeringen fremhæver mennesker med svære spiseforstyrrelser som et særligt indsatsområde i sin

opfølgning på evalueringen af kommunalreformen, der ligger til grund for aftalen mellem regeringen og

Folketingets partier om rammerne for justering af kommunalreformen. Regeringen vil igangsætte et

arbejde med udarbejdelse af nationale retningslinjer for behandling, rehabilitering og organisering af den

specialiserede indsats for svære spiseforstyrrelser. Samtidig skal målgruppen indgå i den nye nationale

koordinationsstruktur på det specialiserede socialområde, som vil give mulighed for at planlægge

kapaciteten, så der sikres det fornødne udbud af særligt specialiserede tilbud til mennesker med svære


47

spiseforstyrrelser6. Ifølge den politiske aftale skal den nationale koordinationsstruktur implementeres over

en to-årig periode og være fuldt implementeret den 1. juli 2015. Der kan således inden for de næste år

forventes nationale tiltag og retningslinjer for mennesker med svære spiseforstyrrelser, som får indflydelse

på de kommunale og regionale tilbud og indsatser.7

Unge med svære spiseforstyrrelser er en lille målgruppe. Det er den tværkommunale arbejdsgruppes

vurdering, at de mindre enkelte kommuner har for få tilfælde til at selv at kunne opbygge sociale tilbud og

indsatser med tilstrækkelig ekspertise og viden. Dette kan blandt andet være årsagen til, at indsatsen over

for spiseforstyrrelser derfor primært bliver betragtet som et behandlingspsykiatrisk område af

kommunerne. Omvendt vil de enkelte tilfælde af unge med svære spiseforstyrrelser ofte fylde meget i

kommunerne, fordi det er en indgribende og ofte livstruende lidelse, som kræver en særlig tilrettelagt

behandling til denne målgruppe og derfor fordrer et tæt samarbejde mellem forvaltninger i kommunen og

mellem sektorer.

På baggrund af ovenstående finder den kommunale arbejdsgruppe, at kan det være hensigtsmæssigt at

oprette tilbud i fællesskab mellem kommunerne omkring de sværeste tilfælde, og foreslår derfor følgende:

At kommunerne i hovedstadsregionen i fællesskab og i samarbejde med regionen

udvikler tilbud til unge med svære spiseforstyrrelser.

Formålet hermed er at sikre, at unge med svære spiseforstyrrelser i hovedstadsregionen sikres en

koordineret og sammenhængende behandling og indsats. Den kommunale arbejdsgruppe lægger vægt på,

at det er vigtigt for at sikre sammenhæng i indsatserne, at tilbuddene er baseret på et samarbejde mellem

kommunerne og den regionale psykiatri, for eksempel gennem lægelig tilstedeværelse.

Københavns Kommune er i færd med at opbygge tilbud til unge med spiseforstyrrelser differentieret efter

graden af sygdommen. For de unge 18-30-årige med svære spiseforstyrrelser har kommunen oprettet et

botilbud med 11 pladser samt en hjemmevejleder tilknyttet. Dette botilbud har en særlig visitation, der er

indgået samarbejdsaftale med Rigshospitalet, og der er frikøbt en overlæge fra Rigshospitalet til

konsulentbistand et par timer om ugen. Der lægges vægt på, at der skal arbejdes ud fra samme metode i

Region og kommune (DAT) og der lægges vægt på nødvendigheden af, at der er en læge tilknyttet stedet.

Det er vigtigt, at det er et tilbud kun for unge, for at fastholde dem i et håb om, at de kan få det bedre.

Arbejdsgruppen finder, at initiativet i Københavns Kommune er interessant og indeholder nogle gode

elementer med at sikre sammenhæng i indsatserne mellem psykiatrien og de kommunale sociale indsatser

for unge med de svære spiseforstyrrelser. Det er dog arbejdsgruppens vurdering, at der ikke er

volumenmæssig grundlag for at oprette lignende tilbud i alle kommuner. Derimod kan det være

hensigtsmæssigt at oprette tilbud efter samme model i fællesskab mellem flere kommuner. Projektet i

6 Bedre kvalitet og samarbejde – opfølgning på evalueringen af kommunalreformen, Regeringen, juni 2013

7 Aftale om rammer for justering af kommunalreformen, juni 2013.


48

Københavns Kommune er kun lige begyndt, og det bør derfor afhænge af en senere evaluering af projektet,

om modellen med fordel kan udbredes til andre steder i regionen.

UNGE MED PSYKISKE LIDELSER OG SAMTIDIGT MISBRUG

Siden kommunalreformen har misbrugsbehandling været en kommunal opgave, mens behandling af

psykiatriske lidelser, som bekendt, er en regional opgave. Det sætter store krav til en tværsektorielt

koordineret indsats for unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug. Arbejdsgruppen oplever

imidlertid, at det er forbundet med store udfordringer at koordinere indsatsen for unge med psykiske

lidelser og samtidigt misbrug, idet der mellem sektorerne kan opstå uenighed om, hvilken indsats der skal

igangsættes først. Mere konkret er problematikken, at misbrugscentrene ikke nødvendigvis har

kapaciteten til at behandle den unge for den psykiatriske diagnose, mens den regionale psykiatrien kan

afvise at behandle unge med aktivt misbrug, da det kan blokere for udredning og terapeutisk behandling,

som led i behandlingen af den psykiske sygdom. Det kan i nogle tilfælde medføre, at den unge med en

psykisk lidelse og samtidigt misbrug slet ikke bliver behandlet. Arbejdsgruppens opfattelse er dog, at der er

ved at ske en udvikling på dette område ved, at psykiatrien i højere grad behandler de unge, selvom de har

misbrug.

Det er en udfordring for kommunerne at finde reelle og gode tilbud til unge som både har psykisk sygdom

og samtidigt misbrug. Analysen af spørgeskemaundersøgelsen viser i den forbindelse, at de adspurgte

kommuner i høj grad anvender private tilbud, hvilket både gælder botilbud og øvrige tilbud såsom

behandlingstilbud. Samtidig viser analysen, at 15 ud af 18 af de medvirkende hovedstadskommuner

oplever, at antallet af unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug er steget de sidste 5 år. Heraf

oplever 3 kommuner en kraftig stigning og resten en mindre stigning.

Mennesker med psykiske lidelser og samtidigt misbrug behandles særskilt i afrapporteringen fra

regeringens psykiatriudvalg. Udvalget opstiller en række forslag til at sikre sammenhæng og kontinuitet i

indsatserne for mennesker med psykiske lidelser og samtidigt misbrug, herunder at der skal gennemføres

en planlægning af den specialiserede indsats for mennesker med psykiske lidelser og samtidigt misbrug i

regi af den nye nationale koordinationsstruktur på socialområdet. Samtidig skal der udarbejdes faglige

anbefalinger på det sociale område for behandling og rehabilitering af personer med psykiske lidelser og

samtidigt misbrug. Endelig lægges der op til, at region og kommune skal udarbejde koordinerede

indsatsplaner og i komplicerede tilfælde udpege tværgående koordinerende kontaktpersoner. Der

forventes således på nationalt plan at blive taget initiativ til en række tiltag, som skal udvikle og forstærke

en sammenhængende og koordineret indsats over for blandt andet unge med psykiske lidelser og samtidigt

misbrug.

På baggrund heraf er det arbejdsgruppens vurdering, at det på nuværende tidspunkt vil være

uhensigtsmæssigt at angive konkrete løsninger eller tilgange til at forstærke indsatserne for unge med

psykiske lidelser og samtidigt misbrug. Dog opfordres kommuner og region til at følge udviklingen tæt og

være proaktivt i forhold til at sikre, at der på nationalt plan udvikles hensigtsmæssige løsninger og

modeller. I den forbindelse kan det være hensigtsmæssigt at gennemføre en kortlægning af tilbud til unge

med psykiske lidelser og samtidigt misbrug i hovedstadsregionen.


49

Arbejdsgruppen peger dog på en udfordring i forhold til en gruppe af unge, som ikke mener, at de har et

misbrug men eksempelvis ryger hash flere gange om ugen. En del af disse unge kan samtidig have

forskellige psykiske problemstillinger. Disse unge vil ikke nødvendigvis have problemstillinger, der betyder,

at de vil modtage behandling i den regionale psykiatri, eller have behov for specialiserede sociale ydelser,

og ofte vil de heller ikke selv opsøge det. Arbejdsgruppen oplever, at det kan være en barriere for

indsatsen, at denne gruppe af unge ikke erkender, at de har et misbrug, som kan have indflydelse på deres

muligheder for at gennemføre uddannelse eller aktiveringstilbud.

Ifølge arbejdsgruppen er det vigtigt også at have fokus på denne gruppe af unge, da deres

problemstillinger, hvis de ikke hjælpes i rette tid, kan udvikle sig. Arbejdsgruppen finder derfor, at denne

gruppe af unge også er i fokus i forhold til de tiltag, som skal sikre tidlig opsporing og indsatser beskrevet i

afsnit 4.1.

UNGE MED IKKE-PSYKOTISKE LIDELSER

Unge med ikke-psykotiske lidelser (f.eks. depression og angst) fylder meget i kommunerne. Kommunernes

besvarelser i spørgeskemaundersøgelsen viser, at 12 ud af 18 kommuner oplever, at der har været en

stigning i antallet af unge med ikke-psykotiske lidelser de seneste fem år. Heraf mener 4, at det har været

en kraftig stigning, mens resten mener, at der er tale om en mindre stigning. I arbejdsgruppen er

oplevelsen ligeledes, at unge med psykisk sygdom fylder meget i kommunerne.

Arbejdsgruppen peger desuden på den udfordring, at mange af disse unge typisk vurderes at være for raske

og velfungerede til at få behandling i den regionale psykiatri samt indsatser i den kommunale

socialpsykiatri. Samtidig har kommunerne ikke andre tilbud til dem. Arbejdsgruppen mener derfor, at man

dels skal blive bedre til at oplyse om de muligheder, der findes for unge med ikke-psykotiske lidelser uden

for behandlings- og socialpsykiatri. Det gælder eksempelvis muligheden for at blive henvist til en psykolog

hos egen læge samt at gøre brug af tilbud i frivilligsektoren, herunder i brugerorganisationer.

På baggrund af ovenstående forslår arbejdsgruppen, at tiltagene inden for tidlig opsporing og indsats også

har fokus på unge med ikke-psykotiske lidelser. Samtidig bør der være fokus på, hvordan unge i denne

målgruppe klædes på til at kunne leve med og håndtere sygdommen og sikre inklusion på arbejdspladser

og uddannelse.


50

BILAG 1: METODE Nedenfor er de metodiske tilgange til kortlægningen beskrevet, herunder de kvantitative og kvalitative

metoder.

KVANTITATIVE METODER Som led i kortlægningen er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt hovedstadsregionens 29

kommuner inden for følgende temaer:

Målgruppe

Tilbud/indsatser

Tidlig opsporing og forebyggelse

Visitation

Recovery og effekt i rehabiliteringsforløb

Intern organisering

Samarbejdsrelationer med eksterne parter

Udfordringer og muligheder.

I spørgeskemaundersøgelsen blev unge med psykiske lidelser defineret som:

Unge med en psykisk funktionsnedsættelse, der er kendetegnet ved forstyrrelser i adfærd og

tanke-, følelses-, stemnings- og fantasi-livet. Det kan være angst, depression, forandret

virkelighedsopfattelse, personlighedsforstyrrelse, spiseforstyrrelse eller tilknytningsforstyrrelse.

Derudover skal unge med ADHD også medtages i besvarelsen af spørgeskemaet.

Det vil sige, at unge med intellektuel/kognitive forstyrrelser som demens, hjerneskade,

udviklingshæmning eller autisme ikke skal medregnes i undersøgelsens målgruppe.

Der anvendes dermed samme definition som for begrebet "sindslidende" i Tilbudsportalens

målgruppespecifikation.

I spørgeskemaundersøgelsen blev anvendt betegnelsen unge med dobbelttdiagnoser, hvilket i nærværende

rapport kaldes unge med psykiske lidelser og samtidigt misbrug. I vejledningen til spørgesmekaet blev

dobbeltdiagnoser da også defineret som psykiatrisk lidelse med samtidigt misbrug.

For at sikre en høj besvarelsesprocent samt så sammenlignelige og retvisende besvarelser som muligt

gennemgik spørgeskemaet en pilottest i tre kommuner inden udsendelsen, således at det i højere grad

kunne sikres, at form, terminologi og dataønsker blev mest hensigtsmæssig for kommunernes besvarelser.

Dette til trods er der ikke i alle tilfælde fuld overensstemmelse mellem kommunernes forståelse af

termerne på området og således udgangspunkterne for deres besvarelser til kortlægningen.

28 ud af de 29 kommuner i hovedstadsregionen har besvaret spørgeskemaet. Halsnæs kommune har ikke

besvaret spørgeskemaet.Grundet det forpligtende samarbejde mellem Ishøj og Vallensbæk kommuner på

det specialiserede socialområde, har kommunerne udarbejdet én samlet besvarelse og tæller dermed som

én besvarelse.

Kortlægningens målgruppe, som er unge med psykiske lidelser i alderen 15-25(30) år har gjort det

vanskeligt for kommunerne at lave én samlet besvarelse af spørgeskemaet, idet målgruppen både spænder


51

over børne- og voksenområdet. Nogle kommuner har derfor udelukkende besvaret spørgeskemaet med

udgangspunkt i indsatsen for unge under 18 år, andre har taget udgangspunkt i unge over 18 år, og andre

igen har svaret særskilt for de to grupper i samme spørgeskema. Undersøgelsen tager derfor udgangspunkt

i 18 spørgeskemaer, hvor der findes én samlet besvarelse, og som dermed er sammenlignelige. Det betyder

blandt andet, at undersøgelsens resultater flere steder vil blive præsenteret som antal kommuner i stedet

for andele i procent.

De enkelte kommuner har ikke nødvendigvis svaret på alle spørgsmål i spørgeskemaundersøgelsen, hvorfor

populationen for det konkrete spørgsmål er angivet under figurerne i rapporten.

KVALITATIVE METODER For at øge videndelingen på tværs af de 29 kommuner i hovedstadsregionen om udfordringer, erfaringer og

resultater omkring sammenhængende forløb for unge med pykiske lidelser, er der desuden foretaget en

kvalitative afdækninerg af området.

De kvalitative afdækninger omfatter blandt andet kommunernes beskrivelser i besvarelserne af de åbne

spørgsmål i spørgeskemaet.

Derudover er der som led i kortlægningen nedsat en tværkommunal arbejdsgruppe bestående af

repræsentanter fra fem udvalgte kommuner henholdsvis Ballerup, Gribskov, Hvidovre, Københavns og

Rudersdal Kommuner. Desuden består den kvalitative del af to afholdte dialogmøder med deltagere fra

Region Hovedstadens Psykiatri. En oversigt over deltagere i den kvalitative kan se i bilag 1.

Deltagerne i den kvalitative afdækning har bidraget til at uddybe og nuancere resultaterne af den

kvantitative afdækning samt haft til opgave at opstille konkrete forslag, der kan bidrage til at opnå den

overordnede målsætning. De regionale deltagere har på dialogmøderne deltaget i de faglige drøftelser og

tilvejebringelse af fakta, som ligger til grund for forslagene, men har ikke haft mandat til at stille forslag. De

kommunale og regionale deltagere fremgår af nedenstående oversigt.

De kommunale og regionale deltagere

Kommune/Region Navn Funktion Område

Ballerup Kommune Leif Klit Andersen Leder af Socialpsykiatrien Voksen Ballerup Kommune Linda Korthsen Leder af familiepleje og familieteam Børn og unge Gribskov Kommune Helle Abild Hansen Teamleder Voksen Gribskov Kommune Vibeke Rygaard Lund Psykolog Børn og unge Hvidovre Kommune Lisbeth Holager Faglig konsulent i børnefamilieafdelingen Børn og unge Hvidovre Kommune Helga Jørgensen Leder af Særlig Social Bistand Voksen Københavns Kommune Vibeke Lybecker Jensen Fuldmægtig Voksen Københavns Kommune Sara Ramskov Larsen Fuldmægtig Børn og unge Rudersdal Kommune Tonie Rasmussen Fagspecialist Voksen Region Hovedstadens Psykiatri Lotte Pihl Paulsen Specialkonsulent Psykiatrisk Center Glostrup Lars Ahlstrand Ledende Socialrådgiver

Arbejdsgruppen er blandt andet indgået i afdækningen af erfaringer og resultater, hvorfor kommunerne er

udvalgt ud fra en række kriterier, der også kan sikre en vis repræsentativitet. Kommunerne er udvalgt af

Embedsmandsudvalget for Social og Uddannelse ud fra kriterier som:


52

Gode erfaringer og resultater med tilbud på socialpsykiatri-området

Gode erfaringer og resultater med organiseringen af socialpsykiatri -området

Kommunestørrelse

Geografisk placering.

Desuden har de kommunale deltagere skulle repræsentere både børne- og ungeområdet og voksenområdet. De regionale deltagere er udpeget af Region Hovedstadens Psykiatri. Den tværkommunale arbejdsgruppe ogde regionale deltagere har indgået i følgende kvalitative aktiviteter:

Workshop 1: Den tværkommunale arbejdsgruppen drøfter resultater af spørgeskemaundersøgelse

samt definition af fokusområder, problemstillinger, konkrete erfaringer og forslag.

Dialogmøde 1: Den tværkommunale arbejdsgruppe og de regionale deltagere bytter billeder og

definere fokusområder.

Dialogmøde 2: Den tværkommunale arbejdsgruppe og de regionale deltagere drøfter muligheder

og forslag.

Workshop 2: Den tværkommunale arbejdsgruppe drøfter forslag og budskaber.

Documents

Kortlægning af sammenhængende forløb for unge …...KKR Hovedstadens kortlægning af sammenhængende forløb for unge med psykiske lidelser 4 Knap 90 procent af kommunerne svarer,