� | juni 2011 | LIXEN

TAKNEMMELIG. »Jeg er der liiige om lidt. In-den for to minutter,« kvidrer Karen Thisted og lægger røret på. En halv sandwich senere bliver der pludselig sat gang i den ellers så stille ens-rettede gade i det indre København. »HEJ HEEJ! Godt, I fandt et sted at sidde,« ekko-er det i gaden. Et godt stykke væk – og i hvert fald så langt væk, at man ikke burde kunne føre en samtale – kommer en højtråbende dame halvløbende. Jakken flyver bag hende, og håret ser ud som noget, der ikke har villet lystre samme morgen. Hele den smalle opgang bag den grønne dør er Karens. Det samme er de tre etager, som lej-ligheden består af. På hver etage er der ét rum. På førstesalen er stuen indrettet med en lang, lysegrøn divaneser, et stort, rundt træbord med en spraglet dug og en brændeovn i hjørnet. Rundt om det tunge træbord står en broget flok stole, og inden vi sætter os til rette, når Karen lige at advare: »Den her bordplade, den falder af. Jeg mang-ler en mand i hjemmet. Der skal sættes en pløk ind her, og den bliver aldrig sat i,« siger hun bestemt. Karen smider jakken på divaneseren, puster ud og smiler. »Ja, jeg kan desværre ikke rigtig byde jer no-get,« siger hun og sætter sig resolut til rette i den røde stol ved bordet.

Benhård begyndelseMen Karen har ikke altid været så målrettet,

som hun er i dag. Der gik nemlig mange år inden hun vidste, at hun ville være journalist. Faktisk blev hun først klar over det, da hendes far pludselig krævede, at hun tog stilling til, hvad hun ville med sit liv. Indtil da havde hun ikke skænket fremtiden mange tanker. Hun havde været på den Suhrske Husmoderskole, hvor hun lærte at plukke fasaner og lave forlo-ren hare. Og mere var det egentlig ikke blevet til. Ikke engang en studentereksamen. »Min far sagde: Nu må du tage dig sammen og sige, hvad du vil være. Jeg sagde: Det aner jeg ikke. Så sagde han: Du må sige et eller andet, og så må du se at komme i lære. Du kan ikke bare gå her. Så sagde jeg bare journalist, for det var sådan noget, det var lidt smart at være,« fortæller Karen. Hun er vokset op i Ringsted sammen med sine

forældre og sin to år ældre søster. Karens far var byens matador. Altid klædt i jakkesæt og med en stor cigar i munden. Efter Karen havde fortalt om sine nyopdagede journalistdrømme, rejste han sig med det samme, tog telefonen og ringede til chefredaktøren for Dagbladet Ring-sted. Da røret igen blev lagt på, havde Karen fået en læreplads på bladet med start to måneder senere. 18 år gammel. »Sådan kom jeg ind, og det var forfærdeligt. Det var i 60’erne, hvor det lige var begyndt at blive rød front. De havde islandske sweatre og langt hår. Og der kom jeg gående ind, provins-datteren, hvis far havde skaffet mig ind. Jeg var slet ikke ligesom dem,« siger Karen. Starten på det journalistiske liv var derfor ikke let. I de første måneder talte de andre sjæl-

dent til Karen, og hvis de gjorde, var det kun for at få hende til at løbe ærinder. Specielt en epi-sode husker hun tydeligt. En kollega sagde en dag til hende, at hun skulle gå på apoteket og købe kondomer, så han kunne hygge sig med sin kæreste i weekenden: »Det skal lige siges, at der kun var ét apotek i Ringsted, og at alle kendte hinanden, og alle kendte i hvert fald min far. Og tænk, jeg vidste dårligt nok, hvad det var. Jeg sagde nej, men så sagde han, jo, det skal du lige. Sådan hundsede de med mig. Så måtte jeg gå derned og sige, at jeg skulle have ti kondomer. Hold kæft, hvor var jeg flov.« Men Karen er stædig. Og det har hun altid været. Netop derfor gav hun heller ikke op. I stedet for at flygte kæmpede hun endnu hård-ere og arbejdede endnu længere. Og kollegerne

på dagbladet indså til sidst, at Karen rent fak-tisk kunne andet end at hedde Thisted til eft-ernavn.

Udfordringer, kom an!At være blevet journalist har Karen aldrig for-trudt. Hun elsker faget, og at faderen skaffede hende en læreplads er noget af det bedste, der er sket i hendes liv. »Jeg er optaget af journalistik hele tiden. Jeg glæder mig altid til, jeg skal læse Politiken. Jeg ser virkelig frem til det,« siger Karen og poin-terer: »Dét, at være interesseret i journalistik, er altså ikke noget, du kan være fra 9 til 17.« Netop passionen for faget og lysten til at ud-fordre sig selv har drevet Karen ud i mange

afkroge af journalistikken. Hun har været skribent på Roskilde Dagblad og Hjemmet. Været redaktionschef på Ekstra Bladet og TV 2 Nyhederne. Søsat programmer som Eleva2ren og Go’morgen Danmark. Lavet spin for Lars Barfoed. Været direktør for tv-selskabet Saga Produktion. Lavet radio på P3. Og herudover har hun et utal af biografier på CV’et. Journalisten Karen Thisted er nemlig heller ikke bange for at tage chancer og prøve sig selv af i medieverdenen. »Det der med at være bange, synes jeg ikke om. Man skal heller ikke falde for meget til ro i et job og sige, at nu går man ingen steder. Der synes jeg, at det har været sjovt at prøve nogle forskellige ting, hvor man ikke vidste, hvor man havnede,« fortæller Karen. At kaste sig hovedkulds ud i tingene har givet Karen mange gode oplevelser. Og enkelte dår-lige. Da hun i 1998 blev spurgt, om hun ville være direktør for sit eget tv-selskab Saga Produk-tion, sagde hun, som så mange gange før, ja, uden at tøve. »Det er det største nederlag i mit liv. Jeg kørte hele firmaet nedenom og hjem. Jeg kunne ikke finde ud af at drive et firma, jeg kunne ikke få solgt noget,« siger Karen. Fiaskoen med firmaet betød, at hun måtte sælge sin lejlighed på Islands Brygge og flytte ind i et lille sommerhus i en periode. Men heldigvis har der været langt flere gode oplevelser gennem Karens karriere. En af dem er, at hun har mødt Huxi Bach. Karen betegner mødet med ham og årene, hvor de lavede radio-programmet ”Den løse kanon”, som de sjoveste år i hendes 64 år lange liv. »Når vi sidder og taler sammen, sker der et eller andet. Når vi taler om journalistik, ting og sager, folk, dronningen og alt muligt, så sker der noget, som vi ikke kan styre. Vi ved ikke, hvad det er,« siger Karen om den specielle kemi, der er mellem hende og den halvt så gamle kol-lega.

Når skilsmisse er løsningenSom Karen sidder der i den store, broderede, røde stol, virker hun ikke det mindste ubeslut-

Karen Thisted elsker livet. Og hun er ikke bange for at bruge det. At tage chancer og have det sjovt med det man laver, har ført hende mange steder hen i sin lange kar-riere. Og det har givet hende både plusser og minusser på livets bankbog.

Simone Agger

Christine Landry Brandt

Spiser livet af kongeligt porcelæn

”Så måtte jeg gå derned og sige, at jeg skulle have ti kondomer. Hold kæft, hvor var jeg flov. Karen Thisted, journalist

Foto: Rune Jensen Heidtmann

PORTRÆT

LIXEN | juni 2011 | �

som, men i 1976, da hun arbejdede på Hjem-met, var billedet et helt andet. Chefredaktøren, Lise Nørgaard, har spillet en stor rolle i hendes liv. På hjemmefronten var Karen gift med jour-nalist Ole Thisted, som hun mødte på Roskilde Dagblad, og sammen fik de datteren Marlene. Men ægteskabet var ikke længere lykkeligt – det vidste Karen, men også resten af redak-tionen på Hjemmet. Hun brugte nemlig mange arbejdstimer på at fortælle om sit ulykkelige ægteskab. Derfor blev hun en dag kaldt ind på chefredaktørens kontor til en snak. Og det er ikke svært for Karen at genkalde sig samtalen: »Der er ingen af os her på redaktionen, der kan mere. Du er blevet en pine. Det kan ikke nytte, at så snart folk møder dig, så flygter de fra toiletter og kontorer, fordi de ikke kan tåle at høre mere om, hvor frygtelig Ole Thisted er,« fortæller Karen, mens hun griner, fordi hun i dag godt kan se, hvor irriterende hun må have været. Lise Nørgaard gav hende to muligheder. Enten skulle hun holde op med at tale om Ole Thisted og hans forfærdeligheder, og det troede Lise ikke på, hun kunne. Derfor rådede hun Karen til at vælge mulighed nunmer to: at blive skilt. Karen turde ikke gøre andet end, hvad Lise Nørgaard sagde, og sammen tilrettelagde de skilsmissen. Samme aften gik Karen hjem og lagde papir-erne på bordet foran sin mand og fortalte, at hun ville skilles. »Ole og jeg er stadig rigtig gode venner, men jeg er Lise taknemmelig. For hun lærte mig, at man skal træffe nogle valg, og det gør ikke no-get, hvis man træffer de forkerte. Det er bedre at træffe nogle valg, end det er at være und-gænger. Undgænger er sådan et forfærdeligt ord, så det vil jeg ikke!«

Da glæden forsvandtKaren er generelt taknemmelig for sit liv og de steder, hendes karriere har ført hende hen. Men der har også været hårde perioder og tid-er. Som da hun levede i et dårligt ægteskab, hun ikke kunne se sig ud af, og da hun for otte år siden fik en depression. »Jeg gik i sort. Fuldstændig. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor forfærdeligt det var. Jeg lå i min seng i tre måneder med hovedet ind mod væg-gen. Jeg var sort, sort, sort. Jeg kunne intet,« siger Karen. Selv de mindste ting som at handle ind og lave mad var for stor en opgave. Ikke en gang når hendes mange venner og kolleger ringede til hende, kunne hun overskue at løfte røret. »Jeg prøvede at gå i supermarkedet, men jeg måtte stille kurven og gå hjem. Så spiste jeg bare nogle havregryn og sådan noget, for man er også ligeglad med mad.« Kort forinden havde Karen skrevet bestseller-en ”Det skal mærkes, at vi lever” – en samtale-bog med Benny Andersen og Johannes Mølle-have. Og netop mødet med Johannes Møllehave, hjalp Karen gennem den mørke periode. »Han ringede på et tidspunkt, hvor jeg ikke turde andet end at tage telefonen, fordi han blev ved og ved med at ringe. Jeg kan ikke, sagde jeg bare. Så sagde han: Du skal bare gøre mig en eneste tjeneste. Du skal gå ud og lukke døren op,« siger Karen. Ude foran døren stod en kurv. Sådan lidt ube-hjælpsomt, for Johannes Møllehave er ikke en mand, der kan finde ud af sådan noget, fortæller Karen. I kurven var der smidt en rullepølse, en spegepølse, noget rugbrød, en dåse sardiner, to flasker rødvin og Bibelen. Efter at have stirret længe på den efterladte kurv i døråbningen, løftede Karen blikket og så Johannes Møllehaves skikkelse ovre på den anden side af gaden. »Så så jeg, at han holdt øje med mig. Det var noget vildt for mig, at jeg havde åbnet døren og set et menneske stå lidt fra mig og nikke til mig,« siger Karen med en rolig og knap så høj stemmeføring og fortsætter: »Det tager hundrede år altså. Men langsomt gik det da bedre og bedre.«

Madglad livsnyderEfter depressionen og et rygestop tog Karen

flere kilo på. Men i stedet for at være ked af det, ændrede hun kurs: »Så tænkte jeg, nu kan det fandme også være det samme. Nu vil jeg nyde at have det sjovt og lave min mad. Og så fik jeg en afslappet hold-ning til mit eget ydre og udseende. Jeg nyder livet. Jeg nyyyder det.« Ikke en gang når folk skælder hende ud på internettet, i diverse klummer eller lignende, bliver hun sur eller ked. For med alderen har Karen lært, at det ikke betyder noget, hvad and- re tænker om hende. »Jeg har fået meget skældud. I starten tænkte jeg, at jeg ville svare dem alle sammen. Men det gør jeg altså ikke. Det påvirker mig ikke. Det kan jo ikke nytte noget,« siger hun. For livet skal elskes. Det har Karen lært fra sin livsglade far. Specielt glædede han sig til hvert eneste måltid, som han syntes skulle være no-get særligt, og dét har Karen lært. Hver aften anretter hun sin mad på kong-

eligt porcelæn og drikker af krystalglas, også selvom det bare er middag for én. »Jeg har lært at nyde tingene. I morges tænk-te jeg: Hvad skal jeg have i aften? Og så så jeg lige, at der var jomfruhummere hos fiskehand- leren, og så tænkte jeg: Nå, så skal jeg have jomfruhummer. Sådan kan jeg sidde og tænke, og det er jo ikke dårligt.«

simic09@student.sdu.dkchbra10@student.sdu.dk

Venindebog

Navn: Karen Thisted

Fødselsdag: 31. juli 1946

Stjernetegn: Løve

Højde:174 cm

Søskende: Jeg har en søster, der hedder Anne, som er to år ældre

Bedste ven: Lasse Ellegaard – kor-respondent i Mellem-østen Yndlingsret: Hvidkålsrouletter

Yndlingscitat: ”Bid livet i låret”, som er fra et digt af Benny Andersen. Man skal ikke vente på, at no-get kommer af sig selv

Yndlingsdrik: Gin & Tonic

Favoritmusik: Bach ”Jesus bleibt meine Freunde”

Elsker: At læse bøger

Slapper bedst af: Når jeg er i mit som-merhus uden telefon og computer

Hader mest: Den måde Danmark behandler indvan-drere på

Foto: Rune Jensen Heidtmann

PORTRÆT