Så skal der leves! - af Karen Thisted

POL__OK___Karen-Thisted.indd 1 16-10-2013 09:38:10

K A REN T HIST ED

P O L I T I K E N S F O R L AG


K A REN T HIST ED

P O L I T I K E N S F O R L AG


4


5

Indhold

Jeg siger aldrig nej til noget . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Døren til mit forsvundne liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

En smuk, tilsløret kvinde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Er hun ikke sød? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

Min mor og far . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

Det fædrene gartneri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23

Jeg kom i Folketinget som syvårig . . . . . . . . . . . . . . . . 33

Claes den Første . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37

Formandens datter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

Lyseblå scooter til Sorø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53

De forsvundne tressere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

Nogen Lise Nørgaard bliver du aldrig . . . . . . . . . . . . . . 63

Min far blev erstattet af en Taunus 26M . . . . . . . . . . . . . 67

Mandehørm på Ekstra Bladet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75

Glistrup bag tremmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83

Synnøve Solbakken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91


Den glade familie i Læderstræde . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Live i Lørdagskanalen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99

Sig du ka’ li’ mig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

Nu om stunder kan man få politikere til alt! . . . . . . . . . . . 107

Så skal der leves! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

Karen, du er og bli’r en bonderøv! . . . . . . . . . . . . . . . . 117

La’ os gå i panik for en sikkerheds skyld! . . . . . . . . . . . . 125

Et skandinavisk eventyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133

En underlig saga . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143

Den gode, den onde og den grusomme . . . . . . . . . . . . . 151

Det skal mærkes, at vi lever . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155

Et kulsort mørke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167

Gør Poul Madsen til chefredaktør! . . . . . . . . . . . . . . . . 173

Luder på Islands Brygge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175

Suppe med Hans Edvard og Møllehave . . . . . . . . . . . . . 177

Mit korte liv som spindoktor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

Mit eget livs direktør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195

Grevens fejde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199

Mormors bordel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 203

Claes den Anden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211

Baren er åben! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 217


7

Jeg siger aldrig nej til noget

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det gik til, men i en alder

af 65 år var jeg ude at trække i Skelbækgade. Det blev til

mange og lange aftener, før der endelig var en, der bed

på.

Jeg havde aldrig gjort det, hvis ikke min gode, gamle veninde

Suzanne Bjerrehuus også var med, men det, jeg er mest stolt af,

er, at jeg var den eneste af os, der �k et tilbud. I hvert fald i første

omgang, for pludselig �k manden øje på Suzanne, der stod og

trak længere oppe ad gaden. Mens han kiggede lystent på hende,

spurgte han, hvor meget jeg skulle have i kontanter. Jeg var så

nervøs for, at han skulle vælge Suzanne, at jeg hysterisk råbte:

– 50 kroner!

– Det var sgu billigt, sagde han mistænksomt, skulende efter

Suzanne, der holdt skarpt øje med os.

– Jeg er jo lidt gammel og lidt tyk, sagde jeg, men jeg synes, jeg

kan høre på dialekten, at du kommer fra Ringsted, og det gør jeg

også, ville det ikke være hyggeligt?

Suzanne skulle bare ikke have ham, koste hvad det ville, og jeg

var også parat til at sætte prisen yderligere ned. Manden var fra

Ringsted, så jeg begyndte at tale om Ringsted Borgerskole, hvor

jeg har gået, og jeg syntes, at vi så jævnaldrende ud. Det viste sig,


at han havde gået i samme skole, men min taktik var desværre

helt forkert, for var der noget i verden, han ikke ville, så var det at

møde nogen fra Ringsted.

Det var en kold dag i Skelbækgade, og i øjenkrogen så jeg de

andre piger holde øje med mig. De så ikke venlige ud. Suzanne

begyndte at gøre tegn til mig. Først troede jeg, at hun var sur over,

at jeg holdt fast i kunden, når det nu tydeligt kunne ses, at han

hellere ville have hende. Men sådan er hun ikke. Min gode ven-

inde ser konspirationer overalt, og nu var hun sikker på, at min

lidt bondske, halvgamle kunde fra Ringsted var en stor bagmand,

der ejede alle pigerne i Skelbækgade og Istedgade, og derfor ikke

ville have, at jeg konkurrerede i hans distrikt.

Hun begyndte at råbe advarende, og når Suzanne råber i ophid-

set tilstand, hvad hun ofte gør, er det altid meget højt. Det kunne

høres helt ned til Hovedbanegården. Det ophidsede i den grad

den lystne mand fra min hjemby, der stilfærdigt nikkede til mig

og sagde:

– Hende vil jeg hellere have.


9

Døren til mit forsvundne liv

Dronning Margrethesvej 26 B, 2. th., Ringsted.

Det er en adresse, jeg altid tænker på med stor glæde, for jeg

tilhører den race, der har haft en lykkelig barndom.

Jeg elskede min far og mor, indtil de drog deres sidste suk. Jeg

har en sød søster, Anne, som var mørk og slank, mens jeg var

en lille, glad, lys og tyk pige, der tumlede i provinsbyen, hvor

min far i mange år var Venstreborgmester, folketingsmedlem og

landsretssagfører, mens min mor gik derhjemme sammen med

en ung husassistent, der boede på loftet sammen med andre unge

tjenestepiger i ejendommen.

Ja, det hed faktisk tjenestepiger. Så var de ligesom klar over,

hvor de rangerede.

Jeg forlod Ringsted og mit barndomshjem, da jeg var 18 år.

I mit syvogtresindstyvende år har jeg et ærinde i byen og får en

ubændig lyst til at lægge vejen forbi den adresse, som for mig blev

den sidste i Ringsted og for min far og mor den sidste i livet.

Man ved aldrig, hvornår man bor på den sidste adresse. Ja,

det er den slags åndssvage, patetiske tanker, jeg har, da jeg efter

næsten 50 års fravær står foran Dronning Margrethesvej 26 B.

Det er en treetagers ejendom i røde mursten og med små alta-


10

ner. Dengang var det �nt at bo her. Nu ser blokken ud som socialt

boligbyggeri.

Døren er ikke låst, så jeg går med forsigtige skridt op på anden

sal uden rigtig at vide, hvad jeg vil. Men i samme øjeblik jeg står

foran vores gamle dør, bag hvilken jeg har haft så mange store

glæder og sorger, er det, som om jeg bliver ramt af et pistolskud i

hjertet. Jeg må indenfor.

Bag denne dør sov jeg den sidste nat i mit ungpigeværelse,

inden jeg blev gift i den smukke Sankt Bendts Kirke i Ringsted.

Bag denne dør iførte jeg mig en hvid brudekjole med langt slør

og forlod barndommens værelse for altid, mens min far i samme

øjeblik forlod soveværelset iført kjole og hvidt og ridderkors.

Det ridderkors har jeg stadig 39 år efter hans død, selv om jeg

godt ved, at det er forbudt. Jeg kan ikke få mig selv til at sende det

tilbage til Margrethe. Min far var så glad for det. Han havde det på

hver eneste nytårsaften, selv om vi kun var min far, mor, søster og

mig. Det må man vist heller ikke, men vi sagde det ikke til nogen.

Når jeg så tydeligt husker det øjeblik, da jeg stod i min bru-

dekjole, som jeg selv havde købt i Illum på min mors kontokort,

skyldes det først og fremmest, at der skete noget, som jeg aldrig

tidligere havde oplevet: Min far begyndte at græde.

Jeg havde måske set ham med fugtige øjne, men nu græd han,

og jeg blev forskrækket, for det virkede ikke, som om han græd af

glæde, eller fordi han var rørt over at se mig som brud. Han vir-

kede ked af det, og jeg forstod det ikke, men det gør jeg nu, når jeg

står foran døren til min forsvundne barndom og ungdom. Min

Sådan så min familie ud en dejlig sommerdag i 1946, hvor jeg blev døbt Karen Elisabeth Thisted Knudsen. Min far og mor og storesøster Anne er iført det store skrud, kjole og hvidt og �otte kjoler. Det �ne selskab

blev holdt i gartneriet i Frederiksværk.


11


far var så glad for min søster og mig. Jeg tror, at han, med rette,

fornemmede, at jeg var på vej væk.

Det var også bag den dør, min mor lå med brækket hofte og

prøvede at kalde ud gennem brevsprækken på fru overlæge Piper,

enken, der boede nedenunder på første sal til højre.

Hun blev kun kaldt fru overlæge Piper i vores hjem. Selv om

både hun og min mor blev enker og dermed alene, så de ikke

meget til hinanden. De var Des hele livet. Jeg aner ikke, hvad fru

overlæge Piper hed til fornavn.

Jeg ved heller ikke, hvad hendes mand, overlæge Piper, hed –

den mand, som min mor ringede efter på Ringsted Sygehus, da

min far en del år tidligere sagde:

– Nu dør jeg!

– Er du ked af det, Poul? spurgte min mor.

Hans sidste ord til den kvinde, som han på godt og ondt havde

delt næsten 40 år med, var:

– Nej!

Fru overlæge Piper hørte ikke min mors nødråb. Hun lå mange

fortvivlede timer bag døren, før nogen hørte hende råbe, og før

hun endelig blev kørt på Ringsted Sygehus. Hun kom aldrig hjem

til Dronning Margrethesvej 26 B igen. Hun døde af egen fri vilje,

som en gammel indianerkvinde, da det gik op for hende, at livet

aldrig ville blive det samme, og at hun aldrig mere ville komme

til at køre i sin elskede Taunus 26M, sekscylindret, som hun havde

arvet efter min far.

Hun slog i bordet ved sygesengen og sagde:

– Jeg hverken kan eller vil mere!

Så døde hun med mig i den ene hånd, og min datter, Marlene,

i den anden.


Documents

Så skal der leves! - af Karen Thisted