Islam og Kristendom – Forskelle og Ligheder

Diskussioner om islam og kristendom er meget oppe i tiden,

og det er svært at komme igennem sin avis uden referencer til

begge religioner. Men hvor store er forskellene, og hvor meget

har de to religioner til fælles?

Denne guide kigger nærmere på udvalgte dele af religionernes

centrale tekster og peger på de mest markante ligheder og

forskelle.

●●●

Tekst: Niels Valdemar Vinding, PhD Fellow, Centre for European Islamic Thought

Redigeret af Philip Dam, Berlingske Research - Oktober 2012

2

03 De abrahamitiske religioner

04 Om biblen og koranen

07 Undgå misforståelse om Jesus og Muhammed

09 Sammenligning af religionerne på centrale

punkter

3

Introduktion

På et kort over verdens brandpunkter

er der mange af konflikterne, hvor

religion er en afgørende del. Krig og

uro til trods er der ikke bare mange

ligheder mellem islam og kristendom,

der er faktisk en slags kulturelt,

religiøst og litterært slægtskab.

Grundfortællingerne er de samme og

fordi, de er blevet fortalt igen og igen,

er der små, men afgørende, forskelle,

som får stor betydning i løbet af tre

tusinde års historie. Ifølge Koranen er

Allah den samme som Gud i både det

nye og det gamle testamente.

Figurer som Abraham, Isak, Ismael,

Josef, Jesus, Moses og englen Gabriel

går også igen i begge religioner.

I denne guide fortælles kort om de

abrahamitiske religioner, om de

hellige tekster i kristendom og islam

og om teksternes indbyrdes forhold.

For at undgå misforståelser fortælles

også kort om Jesus og Muhammed.

For selvom de begge kendetegner hver

deres religion, er de ikke lige til at

sammenligne. Sidst i guiden er der en

tabel, hvor nogle af de vigtigste temaer

er sammenlignet.

De abrahamitiske religioner

Sammen med jødedommen bliver

kristendom og islam kaldt de

abrahamitiske religioner, fordi alle tre

ifølge deres egne traditioner kan

spores tilbage til patriarken Abraham,

og fordi de deler de fortællinger, der

går forud for Abraham.

Historien om Abraham kendes fra den

hebraiske bibel, som næsten er

identisk med det, som de kristne

kalder det gamle testamente. Midt i

den første tekst heri, 1. Mosebog 12-

25, fortælles historien om Abraham.

Selvom Abraham i høj alder ingen

børn har, bliver det alligevel lovet

ham, at han skal være stamfader til

alle Guds folkeslag:

”… Da Abram var nioghalvfems år,

viste Herren sig for ham og sagde til

ham: »Jeg er Gud den Almægtige! Du

skal vandre for mit ansigt og være

udadlelig (=Uden fejl og mangler,

red.). Jeg vil stifte en pagt mellem dig

og mig, og jeg vil gøre dig uhyre

talrig.«

Abram kastede sig ned, og Gud talte til

ham: »Jeg indgår en pagt med dig, og

du skal blive fader til en mængde

folkeslag …”

(Det gamle Testamente, 1 Mos 17,1-4)

4

DE HELLIGE TEKSTER

Ordet bibel er græsk og betyder bog, men i virkeligheden er hverken den hebraiske

bibel, som jøderne bruger, eller den kristne bibel sammenhængende bøger. De

består hver især af mange forskellige tekster af forskellige forfattere, der er samlet

langt senere end de er skrevet i en såkaldt kanon. Noget lignende gælder for

Koranen, men her er efter alt at dømme kun et ophav.

Det gamle Testamente

I den kristne bibel udgør det gamle testamente den første og største del. Det gamle

testamente er næsten den samme som den hebraiske bibel, som er jødernes hellige

bog. I den protestantiske redaktion er der 39 skrifter, som tilsammen fortæller

historien om Guds udvalgte folk, Israel, som han har indgået en aftale – eller pagt –

med. En vigtig del af aftalen er, at den udvalgte konge, Messias, skal frelse jøderne

for altid. Jøderne kalder deres bibel for Ta-Na-K, som er en reference til lovskriften

(Torah), til profetskrifterne (Neviim), og til de hellige skrifter (Kethuvim).

Teksterne i det gamle testamente er fra ca. 1200 – 500 f.kr. og er samlet så sent som

år 100 f.kr.

Det nye Testamente

Den mindre anden halvdel af biblen er det nye testamente, og indeholder 27

forskellige evangelier, skrifter, fortællinger og breve. Det ny testamente fortæller

historien om manden fra Nazaret, Jesus, og om hvordan det blev kendt for verden,

at han var Kristus – den salvede –, som skulle dø for menneskehedens synder.

Kristus er det græske ord for Messias.

Teksterne i det nye testamente er fra ca. 40 – 100 e.kr. og er samlet ca. 120 – 150

e.kr.

Koranen

Almindeligvis bruger man ikke ordet bibel om Koranen, men ordet er fra arabisk og

betyder ’at læse’. Koranen indeholder 114 sura’er, altså kapitler, af forskellig længde

og er blevet åbenbaret via englen Gabriel til Profeten Muhammed, som han gav

videre til muslimerne i Mekka og Medina. Teksterne i Koranen blev åbenbaret fra

610 – 632 e.kr., hvor Muhammed døde, og er samlet i årene derefter og så sent som

656 e.kr.

5

Fordi kristendommen genbruger

mange af det gamle testamentes

historier i det nye testamente, så er

Abraham også en del af de kristne

fortællinger. Det forholder sig således,

at det glædelige budskab om Kristus i

evangelierne og brevene fra det nye

testamente er en kritisk genfor-

tolkning, der trækker på ideerne fra

det gamle testamente. Meningen med

det er at forklare, hvorfor manden fra

Nazaret er den, han udgiver sig for at

være, nemlig Guds søn og den lovede

frelser, Messias/Kristus. Derudover er

meningen, at budskabet dermed kan

komme til alle på jorden og ikke bare

jøder. For eksempel skriver Apostlen

Paulus i Galaterbrevet:

”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo

iklædt jer Kristus. Her kommer det

ikke an på at være jøde eller græker, på

at være træl eller fri, på at være mand

og kvinde, for I er alle én i Jesus

Kristus, og hører I Kristus til, er I også

Abrahams afkom, arvinger i kraft af

Guds løfte.”

(Det nye Testamente, Gal 3, 27-29)

Historien om Abraham, som både

jødedom og kristendom fortæller den,

er, at Abraham først fik sønnen Ismael

med sin trælkone Hagar, fordi hans

hustru Sara ikke var frugtbar (1 Mos

16). Alligevel fødte Sara senere sønnen

Isak, og hun bad Abraham om at

fordrive Hagar og Ismael ud i ørkenen

(1 Mos 21), fordi det var Guds vilje:

”… med hensyn til Ismael bønhører jeg

dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham

uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge

skal han blive far til, og jeg vil gøre

ham til et stort folk. Men min pagt

opretter jeg med Isak, som Sara skal

føde dig næste år ved denne tid.”

(Det gamle Testamente, 1 Mos 17, 20-21)

I biblen fortælles, at de bosætter sig

ved en brønd, som Gud åbenbarer og

at ’Gud var med drengen.’ Senere

bliver Abraham af Gud bedt om at ofre

sin søn Isak, men en engel griber ind i

ofringen i sidste øjeblik, fordi Gud har

fået bevis for Abrahams stærke tro.

Historien om Abraham går igen i

Koranen, men der er en afgørende

forskel i fortællingen. Her er Ismael at

finde på sin rette plads som Abrahams

førstefødte og retmæssige arving.

Derfor er det i den islamiske tradition

bl.a. også Ismael, som Gud beder

Abraham om at ofre, og ham som

englen redder i sidste øjeblik.

Endvidere fortælles det, at Abraham

rejser med Ismael til den arabiske

halvø, hvor Abraham hjælper Ismael

med at bygge et hus til tilbedelse af

Gud, og hvortil, der skal komme en

senere profet. Dette hus er ifølge

Koranen Kaba’en i Mekka, det

helligste sted i det islamiske univers,

og profeten er Muhammed.

”Og da Abraham opførte Husets

grundmure sammen med Ismael.

"Herre! Tag imod dette fra os! Du er

Den Hørende og Den Vidende. Herre!

6

Få os begge til at overgive os til Dig, og

skab af vore efterkommere et

fællesskab, der overgiver sig til Dig!

Vis os vore ritualer, og tilgiv os! Du er

Den Tilgivende og Den Barmhjertige.

Herre! Send en udsending til dem, en

af deres egne, som kan læse Dine tegn

op for dem, lære dem Skriften og

Visdommen at kende og rense dem!

Du er Den Mægtige og Den Vise.”

(Koranen, Sura 2, vers 127-129)

Det forklares videre i Koranen, at

Abraham var den første rettroende

Muslim og der gives en forjættelse om

den islamiske tro og fællesskab (Sura

3, vers 67). Ordet 'overgive' i citatet

kommer af samme rod som ordet

islam. I den islamiske tradition er det

derfor tydeligt, at Ismael var

stamfader til araberne og derfor til det

folk, som Muhammed skulle sendes

til. Ifølge islamisk genealogi er

Muhammed efterkommer af Ismael.

Højtiden Eidul-Adha fejrer Abrahams

villighed til at føje sig Gud og ofre

Ismael. I 2012 fejres det fra 26.

oktober og to dage frem.

Det er med udgangspunkt i det

abrahamitiske slægtskab, at de tre

religioner forstår hinanden.

Eksempelvis blev islam oprindeligt

ikke set af de kristne som en hedninge-

tro, men et kætteri, dvs. en

misforståelse af Guds budskab. Islam

har derimod holdt på, at alle bogens

folk, som de tre religioner kaldes, har

adgang til Guds ord gennem Koranen.

De tre teksters

indbyrdes forhold

Et af de centrale motiver fra det gamle

testamente er frelsen og det evige liv,

som Gud i sin pagt har lovet til

menneskene. Det er den frelse og pagt,

som det nye testamente lærer de

kristne er opfyldt i dåben og i troen på

den korsfæstede Kristus. Som sådan er

der ingenting i det gamle testamente,

der peger på at, der skal komme et nyt

testamente efter det. Fra et litterært

synspunkt er teksterne i det nye

testamente ’bare’ sene tilføjelser med

litterære referencer, fælles

billedunivers og henvisninger.

Alligevel er udvalget af tekster i det

gamle testamente nøje parret til det

nye testamente, således at der ikke er

en tekst i biblen, der ikke har en

parallel i det andet af de to

testamenter.

I islam er Koranen helt klart bekendt

med både det gamle og det nye

testamente og ser sig selv som den

endegyldige bekræftelse af begge dele.

Eksempelvis kendes Jesus som profet

og søn af Maria, og selve teksten fra

det nye testamente kendes som

evangeliet.

”Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres

spor for at bekræfte Toraen, som

forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet

med retledning og lys til bekræftelse af

Toraen, som forelå før det, som en

retledning og formaning til de

7

gudfrygtige.”

(Koranen, Sura 5, vers 46)

Ligeledes er historien om Josef

gengivet lange passager, jf. Sura 12

’Josef.’ Mange af de andre profeter

kendes også i Koranen og historien om

Israels børn, der ikke ville gøre, som

Moses fortalte (2 Mos 32), står som en

slags skræmmebillede eller prototype

for Muhammeds forhold til

muslimerne i Mekka.

Det er interessant at bemærke, at en

yngre tekst – dvs. det nye testamente i

forhold til det gamle og Koranen i

forhold til biblen – forstår sig selv som

en naturlig forlængelse af den ældre. I

biblen er der en henvisning til en

såkaldt ’anden talsmand’

(Gr.,’parakletos’), som efter sigende

skal følge efter Jesus og komme til

disciplene som en helligånd eller som

en slags advokat, hjælper eller vejleder

for menneskene over for Guds dom

(Joh 14,16). Han er omtalt primært i

Johannesevangeliet, der er

sandsynligvis er det yngste og som står

som det sidste af de fire evangelier.

Der er mange muslimske fortolkere,

der mener, at denne anden talsmand

er Muhammed, som er kommet til at

fuldende det, som alle de andre

profeter forgæves forsøgte at fortælle,

nemlig den sande åbenbaring, der

bringer menneskene i det rigtige

forhold til Gud. Dette rigtige forhold

til Gud er hengivelse eller overgivelse.

Ordet islam kan netop oversættes med

disse ord. Denne ide kan spores tilbage

til Ibn Ishaq, der døde i år 767.

Undgå misforståelser og

forviklinger af Jesus og

Muhammed

At islam forstår Jesus som endnu en

profet sendt til menneskeheden er ikke

sådan, som kristendommen forstår

tingene.

Jesus er nemlig Kristus, der er Guds

egen søn, som skal komme for at sikre

verdens frelse og menneskene evigt

liv:

"For således elskede Gud verden, at

Han gav sin enbårne søn, for at

enhver, som tror på Ham, ikke skal

fortabes, men have evigt liv."

(Det nye Testamente, Joh 3,16)

Her er det vigtige, at Gud elsker

menneskene, som han elskede sin søn,

og at Jesus Kristus er kommet for at

tage menneskenes synder på sig og

frelse dem fra den himmelske dom.

Kristus er at forstå som Guds ord, løfte

og åbenbaring til menneskene. Det er

afgørende forskelligt fra den rolle, som

Muhammed har som Guds

endegyldige profet i islam.

Ifølge Koranen kommer englen

Gabriel med den guddommelige

åbenbaring til Muhammed, der blot er

en budbringer for Allah og hans vilje.

Fra ca. år 610 begynder Muhammed så

at videregive disse åbenbaringer til

indbyggerne i Mekka, og dem, der tror

8

på det han siger, hengiver sig til Allah

og bliver muslimer. De næste 22 år

åbenbaredes og samledes resten af

Koranen indtil Muhammeds død i år

632.

I boksen til højre er et par af de

sammenlignelige forskelle, som man

kan være opmærksom på, når man

sammenstiller fortællingerne om Jesus

og Muhammed.

KRISTENDOM VS ISLAM - I kristendommen er det

Kristus der er Guds ord. I islam

er det Koranen, der er Guds ord.

- I kristendommen kommer

Gabriel til Maria med det

glædelige budskab fra Gud. I

islam kommer Gabriel til

Muhammed med budskabet om

Guds enhed og herredømme

over verden.

- I kristendommen fortælles, at

Maria er jomfru. I islam

fortælles, at Muhammed var

analfabet og ikke selv kunne

skrive (Sura 7, vers 158). Begge

dele understreger det

mirakuløse.

- I biblen fortælles, at Jesus var

det eneste menneske, der ikke

syndede. I islam fortælles om

Koranen, at den er ufejlbarlig.

9

Tabel over vigtige temaer

Kristendom Islam

Gud

Biblen siger meget om Gud, der kaldes ’Elohim,’ hvilket er hebræisk for ordet gud, og for ’Yahweh’, som er hvad man kan kalde Guds egentlige navn. Seks ting er dog helt klare fra biblens tekst om Guds kvaliteter: Gud er Gud. (2 Mos 3,14) Gud er lys. (1 Johs 1,5) Gud er liv. (Johs 14,6) Gud er sandhed. (Johs 14,6) Gud er kærlighed. (1 Johs 4,16) Gud er Ordet. (Johs 1,1) – hvilket referer til Kristus. Gud er ifølge de bekendelser, der bliver til i den tidlige kirke, treenig. Gud er altså ét væsen i tre skikkelser, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.Det som kirken kender som trosbekendelsen er inddelt efter den treenige Gud. Troen på den treenige Gud er sandsynligvis den største forskel fra kristendom til islam, der fastholder Guds enhed. (Se mere i Nørgaard-Højen, 2004)

På arabisk er ’Allah’ ordet for Gud og bruges af både kristne og muslimer, der dyrker Gud på arabisk. I islam kendetegnes Gud ved kun at være én, alvidende og barmhjertig. Gud kendetegnes desuden ved sine 99 navne, hvis væsen dog kun kendes af Gud selv. De første to kendes fra den islamiske velsignelse i Guds navn, ’Bismallah’ - ”I Guds, den Nådiges, den Barmhjertiges navn.” Tronverset fra Koranen siges at være det mest brugte vers, fordi det viser Allahs magt over hele universet. ”Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige […] Alt i himlene og på jorden tilhører Ham. […] Han ved, hvad der ligger foran dem og bagved dem; men de omfatter kun, hvad Han vil, af Hans viden. Hans trone spænder over himlene og jorden. At opretholde dem er ingen byrde for Ham. Han er Den Ophøjede og Den Mægtige.” (Sura 2, vers 255)

10

Skabelsen

Skabelsesberetningen i biblen findes i første kapitel af 1 Mosebog, og starter med ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden …” På seks dage skabte gud himlen, jorden, solen, månen, stjernerne, alt levende, og ikke mindst menneskene, Adam og Eva. Beretningen skal sandsynligvis ikke forstås bogstaveligt, men er en fortælling om Guds magt og om Jesus som den ’nye Adam,’ der kan frelse menneskene. Skabelsen er berømt gengivet billedligt af Michelangelo i det Sixtinske Kapel i Vatikanet.

Koranen referer til den skabelsesberetning som er i 1. Mosebog (Sura 41, vers 9-12), men har et frit poetisk forhold til fortællingen. Koranen har et andet formål med at gengive den, som ses af disse vers. Gud er nemlig som skaber alvidende og kender derfor menneskernes liv og skæbner. ”Han er den, der skabte himlene og jorden på seks dage og derpå satte sig på tronen. Han ved, hvad der kommer ned i jorden, og hvad der kommer op af den; hvad der falder ned fra himlen, og hvad der stiger op til den. Han er med jer, hvor I end er. Gud ser, hvad I gør. Han ejer herredømmet over himlene og jorden. Til Gud bliver alting bragt tilbage. Han lader natten trænge ind i dagen og dagen trænge ind i natten. Han ved, hvad hjertet rummer.

Tro

I den protestantiske variant af kristendommen findes der tre trosgenstande, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, fordi de tre spiller en rolle i frelsen af mennesket. Det er grundstenene fra de oldkirkelige bekendelser. I den katolske variant holder helgener, derudover en særlig status, og mest central af dem er tilbedelsen af Jomfru Maria. Det betyder dog ikke at Maria er guddommelig. For at hjælpe til den rette tro, findes der en ’troslære,’ som er kirkens måde at guide til ret tro og ret praksis i mange af livets store spørgsmål.

Kernen i den islamiske tro er at, ”der ingen gud er foruden Allah, og jeg bekender, at Muhammed er Allahs profet.” Det er ordlyden i den islamiske trosbekendelse, som kaldes shahada eller ’vidnesbyrd.’ Det er den første af de fem søjler, efterfulgt af bøn, velgørenhed, faste og pilgrimsfærd. I islam er der opstillet en række genstande, som man kan tro på som en del af Guds skabelse. Således tror man på englene, åbenbaringen, profeterne, opstandelsen, dommedag og Guds forsyn.

11

Mennesket

Biblen fortæller to varianter af skabelsen af mennesket. I første kapitel af 1. Mosebog bliver mennesket skabt i Guds eget billede, men i næste kapitel bliver det fortalt, at ”da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2, 7). Mennesket er særligt i Guds forhold til sit skaberværk, og er skabt til at fuldende værket i fortsat nyskabelse. Fordi menneske ikke altid magter dette, må Gud frelse mennesket gennem Kristus.

I tæt parallel til biblen skriver Koranen sådan om skabelsen af mennesket. ”Og da din Herre sagde til englene: "Jeg vil skabe et menneske af ler, af fugtigt mudder. Når Jeg har formet det og blæst noget af Min ånde ind i det, skal I falde ned for det i tilbedelse!" (Sura 15, vers 28-29) Gud skabte mennesket med det formål, at tilbede Gud (Sura 51, vers 56), og for at vise Guds magt over universet. Derudover har Gud sat mennesket som sin stedfortræder (kalif) på jorden.

Opstandelse

Opstandelse betyder overgang til det evige liv. Kristus’ opstandelse fra de døde i påsken efter korsfæstelsen er en slags generalprøve på den opstandelse som er lovet alle mennesker efter døden. Han går foran for at tage vores skyld på sig. I Kristi himmelfart opfarer han til Guds rige.

I Koranen er opstandelsen den sidste dag, hvor historien slutter og skabelsen bliver ugjort. "Hvornår er opstandelsens dag?" Når blikket blændes, og månen formørkes, og sol og måne forenes. På den dag vil mennesket sige: "Hvor kan man flygte hen?" Nej! Der findes intet tilflugts-sted. På den dag vil opholdsstedet være hos din Herre. På den dag bliver mennesket underrettet om, hvad det gjorde tidligt og silde. Nej, mennesket er et bevis mod sig selv, selvom det fremfører undskyldninger for sig selv.” (Sura 75, vers 6-15)

12

Dommedag

I kristendom er der forskel på den protestantiske og den katolske fortælling. De protestantiske følger Luther, der siger at kun dåb og tro er det, der skal til ved dommens dag. De katolske kristne holder fast på, at også gode gerninger hjælper. Det er vigtigt, at understrege, at kristendommen holder fast i, at dommen ikke bliver tilsidesat af Gud’s nåde, men at Kristus netop døde på korset fordi alle er syndere. Dommen står ved magt, men Guds nåde er med de troende. Her ligner islam og kristendommen hinanden, for retfærdighed tilsidesættes ikke af nåden.

Efter opstandelsen kommer dommedag og alle mennesket gerninger samlet i en stor bog, hvor alt stor og småt står skrevet. Koranen fortæller at ”Den, der har gjort et støvgrans vægt af godt, vil se det, og den, der har gjort et støvgrans vægt af ondt, vil se det.” (Sura 99, vers 7-8). I islam er dommedag ikke bare for muslimer, men ”De, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier; de, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de vil få deres løn hos deres Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede” (Sura 2, vers 62)

Paradis, helvede og evigt liv

Paradis, der i begyndelsen af det gamle testamente kaldes Edens have, er ikke nødvendigvis det samme sted som Guds rige, som er det menneskene loves i det nye testamente. Guds rige er at sammenligne med paradis, men er faktisk Guds indgriben i tiden, hvor han på jorden skaber en ny verdensorden med et nyt perfekt samfund. Efter at dette rige har hersket i 1000 år, kommer dommedag og tiden hvor menneskene skal ind i himlen eller i helvede. Alle, som er døbte i kristendommen, er allerede at regne for døde og genopstandne og skal være med Kristus i Guds rige til evighed. I salmen ’Den signede dag’ har Grundtvig dette billede af det evige liv: ”Så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale.” (Salme 402)

Efter dommedag kommer evigheden som den sidste tidsalder. Hvis manvar retfærdigog gjordegode gerningeri tilværelsen går mantilJannah – Paradishaven. Hvis man havde nået for lidt ilivetog varuretfærdigi sine handlinger, eller varopsat på atbenægtesandheden ilivet, når detblev præsenteret foren, ville komme i Jahannam –helvede. Paradis er ”… Edens haver. Dér vil de træde ind tillige med dem af deres fædre, hustruer og afkom, der var retfærdige. Engle vil træde ind til dem gennem hver en dør og sige: "Fred være med jer, fordi I holdt ud!" Salig er den sidste bolig! …”(Sura 13, vers 23-24). Helvede, som kaldes ’ilden’ i det poetiske sprog er stedet for vantro, hyklere, polyteister,m.m., jf. Sura 2, vers 39: ”… de, der er vantro og kalder Vore tegn for løgn, hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.” Til den forsamling hører også syndere, tyranner, de uretfærdige, dem som skjuler Guds åbenbaring, mordere m.m.

13

Kilder:

Biblen.Bibelen i standardudgave. Autoriseret

dansk oversættelse. Bibelselskabets forlag,

2010. Elektronisk tilgængelig

på:www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Bibel

enOnline.aspx

Koranen. Ellen Wulff: Koranen i ny dansk

oversættelse. Udgivet november 2006. 1.

Udgave. Forlaget Vandkunsten. Elektronisk

tilgængelig på www.forlagetvandkunsten.dk

Om Det Gamle Testamente: Niels Peter

Lemche: Det Gamle Testamente mellem

teologi og historie: Den historisk-kritiske

bibelforsknings storhed og fald. Forlaget

Anis, 2008

Om Det Nye Testamente: Gads Bibel

Leksikon, 2. Udgave, red. Geert Hallbäck og

Hans Jørgen Lundager Jensen med Bertil

Wiberg. Gads Forlag 2003.

Om Koranen: Finn O. Hvidberg-Hansen:

Koranen i udvalg. Verdensreligionernes

hovedværker. Forlaget Spektrum, 1999.

Om bekendelsesskrifterne: Peder Nørgaard-

Højen: Den Danske Folkekirkes

Bekendelsesskrifter. Tekst og Oversættelse,

bd. 1. Kommentar, bd 2. 2. Korrigerede

udgave. Forlaget ANIS, København 2004.