Indholdsfortegnelse

Forord s. 6

Indledning s. 7

Romantikken – nationen, folket og individet s. 7Danske professorers konstruktion af et mere moderne individ s. 9

Problemformulering s. 10

Metodiske overvejelser s. 10

Videnskabsteori og metode i forbindelse med den kvalitative hermeneutiske analyse jeg anvender ved besvarelsen af spørgsmål 1, og i forlængelse heraf begrundelse for ekstra afsnit i projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning s. 11

Praktiske konsekvenser heraf for denne undersøgelse, hvad angår den ontologiske og videnskabshistoriske tradition, som Sibbern befinder sig i og selv baserer sig på s. 12

Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning s. 14

0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske udvikling frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer s. 19

Oplysningstiden s. 19Idealismen s. 20Immanuel Kant s. 20De tyske idealister s. 21Heinrich Steffens s. 22Niels Treschow s. 24

0a. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819 s. 25

1

Ontologisk position s. 25Livet som ontologisk fænomen s. 27Det vegeterende liv s. 28Det dyriske liv s. 28

Konklusion: Det åndelige menneskelige liv s. 29

De uorganiske ting s. 29

1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819? s. 30

Individet s. 31Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform s. 32Personlig frihed s. 34Selvbevidsthed s. 34Fornuft s. 35Samvittighed s. 35

Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse s. 36

Følelser s. 37Jeghedsfølelser s. 37Universelle følelser s. 39Sympathetiske følelser s. 39Kærlighed s. 39

1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828? s. 40

Det pathologiske s. 40Drift s. 41Sympathetiske og egoistiske drifter s. 43

Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal s. 44

Første hovedtrin – naturtilskyndelsen s. 44 Andet hovedtrin – forstands- eller fornufttilskyndelsen s. 45

2

Tredje hovedtrin – karaktertilskyndelsen s. 45Fjerde hovedtrin – livet i Gud s. 46

2. Var der nogen forventning til disse værker, og på hvilken måde blev de vurderet i samtiden og eftertiden? s. 46

2a. Forventninger til Menneskets aandelige Natur og Væsen, før den blev udgivet s. 46

Brevet fra J. Paludan-Müller til Sibbern d. 9. august 1817 s. 48J. Paludan-Müllers analyse af det videnskabelige og religiøse liv i 1817, suppleret medandre kilder s. 49 Det irreligiøse parti s. 49Grundtvigianerne, det sværmeriske parti s. 49Den tredje religiøse gruppe, som J. Paludan-Müller selv mener at tilhøre s. 51Opsummering af analysen af brevet fra J. Paludan-Müller s. 53

Agitationen imod naturfilosofien af den teologiske professor Claus Frees Hornemann s. 54 Brevet fra E. Rosendahl til Sibbern d. 16. september 1818, ca. et år efter reformationsfesten s. 54

Konklusion s. 55

2b. På hvilken måde blev Menneskets aandelige Natur og Væsen vurderet i samtiden og eftertiden? s. 57

Negativ kritik s. 58Et skuespil af J. J. Dampe fra 1820 s. 58Claus Frees Hornemanns agitation imod naturfilosofien, der udgives i 1820 s. 59Opsummering af den negative kritik s. 59

Positiv kritik s. 60Et brev fra J. Paludan-Müller til Sibbern dateret den 3. august 1819 s. 60Howitzfejden s. 61Udgivelsen af den første af Sibberns Gabrielis breve i 1826 s. 62Brevet fra E. Tryde til Sibbern fra d. 5. november 1827 s. 62J. P. Mynsters bog Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830 s. 63

3

Dansk Pantheon fra 1842 s. 64Erslews Almindeligt Forfatterlexicon , bind 3, fra 1963, men udgivet første gang i 1853 s. 65

Konklusion s. 66

2c. Forventninger til Psychologisk Pathologie, før den blev udgivet s. 67

2d. På hvilken måde blev Psychologisk Pathologie vurderet i samtiden og eftertiden? s. 67

I den samtidige Litteraturtidende s. 68Et brev fra N. Fogtmann til Sibbern dateret d. 15. januar 1829 s. 68Et brev fra Poul Martin Møller til Sibbern fra 1829 s. 69Kritikken af Psychologisk Pathologie i Maanedsskrift for Litteratur. Andet Bind fra 1829 s. 69Sibberns svar på kritikken af Psychologisk Pathologie i Maanedsskrift for Litteratur i sit eget tidsskrift Philosophiskt Archiv og Repertorium i september måned 1829 s. 70J. P. Mynsters bog Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830 s. 73Dansk Pantheon fra 1842 s. 74J. P. Mynsters Meddelelser om mit levnet fra 1854 s. 75Harald Høffdings Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaringen fra 1882 s. 77Alfred Lehmann s. 77

Konklusion s. 77

3. I hvilken grad blev det fremstillede i disse værker udbredt igennem læsning heraf og igennem Sibberns indsats som universitetsprofessor? s. 79

3.a Hvor mange eksemplarer af Menneskets aandelige Natur og Væsen fandtes der? s. 79

Menneskets aandelige Natur og Væsen i sammentrængt form fra 1843, 1849, 1857 og 1862 s. 80

Konklusion s. 81

3b. Hvor mange eksemplarer af Psychologisk Pathologie fandtes der? s. 81

Konklusion s. 82

4

3c. Udbredelsen af værkernes indhold igennem Sibberns forelæsninger på Københavns Universitet s. 82

Om Sibberns virke som professor s. 82

Konklusion s. 85

Filosofikum og Sibbern – indtil 1847 s. 86Examen artium s. 86Antallet af studerende på filosofikum s. 86Antallet af forelæsninger på filosofikum s. 86Antal forelæsninger i filosofi på filosofikum s. 87Hensigten med filosofikum s. 87Hensigten med filosofi på filosofikum s. 88Derfor kan jeg nu konkludere: s. 90Filosofikum og Sibbern – fra 1847 s. 90Filosofikum og Sibbern – fra 1850 til 1869 s. 91

Konklusion s. 92

4. Kildekritik s. 93

5. Konklusion og perspektivering s. 93

6. Summary s. 95

Litteraturliste s. 96

5

Forord

Ideen til dette speciale er opstået i forbindelse med mit sidefagsstudie i filosofi og videnskabsteori, hvorfra jeg trods alt mente at have tilegnet mig så meget af dette fags begreber og metoder, at jeg mente mig i stand til anvende disse kompetencer i forbindelse med mit speciale i historie, som først og fremmest er et nedslag i den danske videnskabshistorie i 1800-tallet.

Jeg har valgt at gøre Sibberns psykologiske værker fra 1819 og 1828 til kilder for, hvordan man i akademiske kredse i en lang periode i 1800-tallet omtrent har opfattet begreberne individ, personlighed og personlig frihed, netop da disse værker og indholdet af disse i meget høj grad blev anvendt på Københavns universitet og dermed må anses som en fælles akademisk reference for, hvordan disse fænomener blev sat på begreb. I hvert fald har generationer af akademikere været tilhørere til forelæsninger, hvor Sibbern har forelæst i psykologi, og indholdet af disse forelæsninger må have afspejlet, hvordan Sibbern i sine værker om emnet fremstillede disse fænomener. Stort set alle studerende, der ankom til Københavns universitet i perioden 1813 til 1869, har måttet tilegne sig dele af Sibberns psykologi, da de skulle til eksamen i emnet for at gennemføre det filosofikum, der var portalen til de videre universitetsstudier.

På den måde er Sibbern ikke et tilfældigt valg. Som historiker må man minimum reflektere over, hvis man bevæger sig ind på det idehistoriske område, om de ideer, forestillinger og antagelser, man gør til sin genstand, har haft indflydelse på sam- og eftertiden, og det havde Sibberns i meget høj grad.

Specialet vedrører også, hvordan psykologien opstår som en akademisk disciplin på Københavns Universitet, men som hjemhørende under filosofien.

Da Sibbern formulerer hele sin psykologi og dermed også begreberne individ, personlighed og personlig frihed i overensstemmelse med sin fortolkning af kristendommen, så tenderer Sibberns psykologi imod at være en religionsfilosofi med vægten på dets betydning for det antropologiske, og på visse steder bevæger han sig ind på områder, der ellers varetages af teologer. Derfor kommer dette speciale til at omhandle emner og begivenheder, som jeg vil betegne som hjemhørende under dansk religionshistorie.

I dette forord har jeg kæmpet med at præsentere specialet og de emner, jeg her må komme i berøring med, og jeg har vist også demonstreret, at jeg finder det svært at sætte på begreb og afgrænse de fænomener og emner, som Sibberns psykologiske værker berører.

6

På tærsklen til denne ’guidede tour’ i det Sibbernske mentale univers, som dette speciale også omhandler, vil jeg påminde min læser om, at ligegyldigt, hvor eksotisk du eventuel vil finde Sibberns tilværelsesfortolkninger og fortolkninger af menneskets psyke, så har mere eller mindre alle studerende på Københavns universitet i det meste af 1800-tallet været bekendt med disse fortolkninger. De fleste nutidige læsere vil uden tvivl føle sig fremmede i det religiøse verdensbillede, som Sibberns psykologi udgør, men der er ingen tvivl om, at Sibbern har nydt stor anerkendelse i dele af 1800-tallet.

Derfor mener jeg, at mine intentioner med denne undersøgelse er gode og i høj grad relevante for et historisk studie. Hvorvidt disse intentioner bliver realiseret, vil jeg lade min læser dømme om.

Indledning

Romantikken – nationen, folket og individetClaus Bjørn skriver i bogen Danmarkshistorien, bind 10, 1800-1850 på side 165, at romantikken var ’en epoke i europæisk kulturhistorie, der strakte sig fra sidst i 1700-tallet til ind i 1830’rne’. Bjørn skriver videre om romantikken, at bevægelsen i øvrigt er svær at sætte på formel, men at den indebar et budskab om at frigøre jeg’et i forhold til dagligdagen og fornuften ved hjælp af fantasi og inspiration, der skulle løfte mennesket ind i en oplevelse af en altomfattende guddommelig sammenhæng, som gennemtrængte alle levende væsner. (Bjørn, 2003, 165) I den romantiske litteratur opdagedes folket, og det jævne menneske ’repræsenterede ofte ..(..).. det ideale, ureflekterede liv i pagt med den guddommelige ordning, som ikke mindst naturen var udtryk for’. (Bjørn, 2003, 166)

Romantikken fik vidt forskellige udformninger rundt omkring i Europa, men i Danmark, hvor romantikken slog igennem i årene efter 1800, var romantikken fuldstændigt domineret af den tyske romantik og fik et i øvrigt et afdæmpet og harmonisøgende præg, der farvede både litteratur, kunst og videnskabelig tænkning. Romantikken havde også i Danmark stor gennemslagskraft, blandt andet ved at en lang række centrale begreber som personlighed, frihed, menneske- og samfundssyn og nationalitet her bliver givet et meningsindhold, som rækker langt ind i en senere tid.1 (Bjørn, 2003, 165-168)

Bjørn skriver, at romantikken blev introduceret i Danmark ved Heinrich Steffens’ forelæsningsrække i København, der indledtes den 11. november 1802 (Bjørn, 2003, 169), hvor der sad mange af den kommende tids kulturpersonligheder og videnskabsmænd som tilhørere. Iblandt

1 Det, jeg her har skrevet i forbindelse med romantikken og dens indtog i Danmark, er ikke kontroversielt. Mogens Pahuus giver udtryk for helt tilsvarende opfattelser (Pahuus, Red., 2001, 6-7), det samme gør Ove Korsgaard (Korsgaard, 2004, 142-144) og Lorenz Rerup. (Feldbæk, Red., 1991, bind 2, 331-332)

7

andre Adam Oehlenschläger, Steen Steensen Blicher, Jakob Peter Mynster, Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, Hans Christian Ørsted, Anders Sandøe Ørsted og Frederik Christian Sibbern.2 (Korsgaard, 2004, 208)

Steffens bringer historiefilosofien til Danmark, og forestillingen er den, at der er en parallel sammenhæng imellem individet, nationen og hele menneskeslægten:

’Som det enkelte Menneskes Tilværelse er en Række af Tildragelser, hvis indvortes foreenende Princip hans inderste Væsen selv er, saaledes bestaar Nationernes Historie af en Række afvexlende Begivenheder, i hvilke det enkelte Individs falder med – og den hele Menneskeslægt, Nationerne selv i deres Conflict, drives gjennem tusendfold Forandringer til et Maal, som ingen kjender. I denne uendelige Vexelvirkning, hvis indvortes skabende Princip er os ubekjendt, virker hele Menneskeslægten tvingende paa enkelte Nationer og Nationerne tvingende paa ethvert enkelt Individ. Men det enkelte Menneske selv, med en Frihed i sin Barm, som vel kan kues, nedtrykkes – selv til et ukjendeligt Minimum – men aldrig ganske udryddes, virker, med større eller mindre Kraft tilbage paa sin Nation – fra sin Nation paa hele Menneskeslægten. Ved denne Vexelvirkning af det Hele paa det Enkelte, af det Enkelte paa det Hele, fremstaar et identisk Billede – Historien, som forudsætter den hele Natur, som Grundvolden for al endelig Tilværelse, og hele Menneskeslægten som Udtrykket for hiin Vexelvirkning selv.’ (Korsgaard, 2004, 213, hvor han citerer fra Steffens: Indledning til Philosophiske Forelæsninger i København, 1803, s. 91) I denne tekst, som er en del af manuskriptet til forelæsningerne i København i 1802-1803, lader Steffens os ane, på hvilken måde han sammenkæder ’det enkelte menneske’, ’nationerne’, ’menneskeslægten’ og ’den hele natur’ som sammenhængende i en uendelig vekselvirkning i en dynamisk proces imod sine egne skjulte mål. Selvom disse mål er skjulte, er det enkelte individ alligevel udrustet med en ’frihed’ til at ane sin bestemmelse og påvirke sin ’nation’, som igen påvirker de øvrige nationer og dermed menneskeslægten, og således bliver individet fortolket som indlejret og hjemhørende i en slags ’verdenshistorisk hermeneutik’.

På den måde får det enkelte individ og dets måde at forvalte sin frihed karakter af en etiks opgave, ikke mindst da Steffens forbinder de uransagelige og dynamiske lovmæssigheder, som gennemtrænger alle ting som udtryk for Guds ånd. Historiske studier bliver dermed et middel til at opnå erkendelse af Guds skjulte hånd i verden, og da mennesket er det ’højeste væsen’, hvori den guddommelige besjæling kommer klarest til udtryk, giver studiet af menneskeslægtens historie 2 At sætte Steffens’ optræden i København som den skelsættende begivenhed for romantikkens indførelse er der stort set enighed om. Pahuus skriver i bogen Punktnedslag i dansk livsfilosofi på side 6: ’De første årtier af 1800-tallet er præget af den romantiske filosofi..(..).. Den romantiske filosofi introduceredes frem for alt af H. Steffens, men også naturforskeren Hans Christian Ørsted bidrog markant hertil.’ Carl Henrik Koch og Korsgaard peger ligeledes på Steffens som hovedskikkelsen i forbindelse med indførelsen af romantikken i Danmark. (Koch, 2004, 33), (Korsgaard, 2004, 205-206 )

8

muligheden for en erkendelse af selve det guddommelige væsen. (Korsgaard, 2004, 213-214) Derfor er det ingen overdrivelse, at i de idealistiske grundantagelser, som Steffens formidler til det danske publikum, bliver det enkelte individ i høj grad tilkendt en væsentlig rolle i det store hele, da det enkelte individ netop er det, som kan begribe dele af den guddommelige indgriben på jorden, eller det enkelte individ er det væsen, hvori eller for hvem erkendelsen af det guddommelige finder sted, og som det enkelte individ bør tilse at bringe sig i overensstemmelse med og samarbejde med.

Danske professorers konstruktion af et mere moderne individ Den opmærksomhed på individet, som der opstår i romantikken, afspejler sig også i, at der for første gang udgives egentlige lærebøger i psykologi til brug på universitetet, og disse er væsentlige kilder til, hvordan begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ bliver givet et særligt meningsindhold i Danmark i den tids videnskab.

Niels Treschow, der var professor i filosofi ved Københavns Universitet fra 1803 til 1813, hvorefter Frederik Christian Sibbern overtog professoratet indtil 1870 (Jensen, Red., 1980, 44 og 49), var den første til at skrive en dansk lærebog i psykologi til universitetsbrug på dansk. (Jensen, Red., 1980, 48-51) Titlen på Treschows bog, der udkom i 1812, var Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især Dens aandelige Side.3

I 1819 udkom Sibberns første psykologilærebog Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie, der i 1828 blev ledsaget af efterfølgeren, Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie. Psychologisk Pathologie, som jeg herefter blot vil benævne med titlen Psychologisk Pathologie.

Det bliver Sibberns bøger, der får et langt liv for så vidt, at de i modificeret form blev genoptrykt i 1843, 1849, 1857, 1862,4 og i 1885 genudgives bind to fra 1828.5 Derfor har vi grund til at tro, at Sibberns to værker bliver en slags fælles reference i perioden eller opnår en slags status som to sammenhængende autoritative værker på området indtil langt op i 1800-tallet. Da jeg derfor har grund til at tro, at disse værker har haft en ikke uvæsentlig virkningshistorie i sam- og eftertiden,

3 Faktisk udgav Treschow, allerede i 1803, en lærebog til monarkiets latinskoler for det nye fag antropologi, som omfattede disciplinerne anatomi, diætetik, fysiologi, teoretisk gymnastik og psykologi. Den psykologiske del omfattede ca. 100 sider, og disse var udgangspunktet for den senere Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især Dens aandelige Side fra 1812. (Koch, 2004, 151-152) 4 Disse genoptryk er sammentrængte udgaver, hvor det væsentligste fra både Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie og Psychologisk Pathologie er medtaget, men de grundlæggende anskuelser er de samme. (Sibbern, fortalerne til 1843 og 1862 udgaven, som indgår i 1862-udgaven, Psychologie, indledet ved almindelig Biologie, i sammentrængt fremstilling) 5 Den sidste udgave fra 1885 er ’pa smaa Ændinger nær’ et genoptryk af udgaven fra 1828. (Sibbern, G., 1885, fortalen til Psykologisk Patologie) Jeg har sammenlignet på udgaverne af værkerne fra 1828 og 1885 og har konstateret, at der ikke er grund til at betvivle Gabriel Sibberns udsagn. Begge består af tre kapitler og er struktureret ved hjælp af 104 paragraffer med hver sin titel, og samtlige titler på alle 104 paragraffer er nøjagtig enslydende.

9

vælger jeg disse som kilder for min undersøgelse.6 Da Sibbern er professor på Københavns universitet fra 1813 til 1870, vil jeg også undersøge, i hvilken grad der er grund til at tro, at det fremsatte i disse lærebøger har været formidlet igennem Sibberns undervisning.

Problemformulering

1. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819 og Psychologisk Pathologie fra 1828?

2. Var der nogen forventning til disse værker, og på hvilken måde blev de vurderet i samtiden og eftertiden?

3. I hvilken grad blev det fremstillede i disse værker udbredt igennem læsning heraf og igennem Sibberns indsats som universitetsprofessor?

Metodiske overvejelser

For at besvare spørgsmål 1 må jeg fremhæve og analysere relevante aspekter af de nævnte værker, hvor min metodiske tilgang er kvalitativ-hermeneutisk. Denne metodiske tilgang vil jeg uddybe i det efterfølgende afsnit, da jeg mener, at dette vil præcisere min metode for min læser. Det er også nødvendigt, da jeg her begrunder, hvorfor jeg vælger at lade indgå afsnit i det efterfølgende ’Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning’, som ikke umiddelbart kan udledes af problemformuleringen.

For at besvare spørgsmål 2 og 3 må jeg analysere alle relevante og væsentlige kilder, som jeg kan finde ved hjælp af en systematisk informationssøgning, og her er min arbejdsmetode en mere sædvanlig historisk analyse af kilder. Denne metodiske tilgang finder jeg ikke nødvendig at præcisere yderligere, da dette er en almindelig arbejdsmåde for historikere, og desuden kan en læser umiddelbart se, hvordan jeg analyserer materialet.

Således vil der i undersøgelsen blive anvendt en kombination af disse to metodiske tilgange.

6 Jeg vil mene, at det for historikere kun er relevant at beskæftige sig kvalitativt hermeneutisk med kilder som disse, for så vidt at der er en begrundet formodning, at disse har øvet en ikke uvæsentlig indflydelse på samtiden.

10

Videnskabsteori og metode i forbindelse med den kvalitative hermeneutiske analyse jeg anvender ved besvarelsen af spørgsmål 1, og i forlængelse heraf begrundelse for ekstra afsnit i projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning

1. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819 og Psychologisk Pathologie fra 1828?

Dette upræcise spørgsmål må jeg have struktureret eller inddelt i delspørgsmål, der tilsammen vil besvare spørgsmålet, så undersøgelsen af kilderne bliver så stringent, at den lever op til kravet om videnskabelighed.7 Da undersøgelsen ifølge emnets og kildernes karakter kun kan udføres ved hjælp af en kvalitativ og hermeneutisk tilgang, må jeg tilstræbe en metodisk tilgang og indstilling i overensstemmelse med idealerne for hermeneutisk videnskab, og derfor har jeg med vilje formuleret spørgsmålet lidt løst og ikke operationaliseret spørgsmålet, som var det en mere empirisk orienteret undersøgelse. For at inddele spørgsmål 1 i underspørgsmål, der tilsammen besvarer spørgsmålet, ikke udtømmende, men dog meningsfuldt, har jeg været nødsaget til at læse de pågældende værker af Sibbern for derigennem at undersøge, hvordan delspørgsmålene har kunnet stilles meningsfulde i forhold til de svar, som kilderne faktisk giver. Det har så vist sig, at Sibbern i værkerne anvender netop disse begreber, og derfor er delspørgsmålene stort set udledt af spørgsmål 1, men i mindre bidder. Hvordan, jeg har udført dette, fremgår af projektdesignet, som er afsnittet herefter.

Denne fremgangsmåde finder jeg begrundet på baggrund af idealerne for en kvalitativ-hermeneutisk metode, som jeg her kort vil redegøre for. Jeg tilstræber en metodisk tilgang, der er inspireret af Hans George Gadamers hermeneutik. Som jeg fortolker dette ideal, så indebærer denne tilgang for det første en fordomsfri indstilling af mig, og ideelt set også af min læser, hvilket Gadamers begreb ’fuldkommenhedsforventning’ refererer til. Med begrebet henvises til, at det er nødvendigt at have det udgangspunkt, at kilderne udtaler sig sandt og meningsfuldt om emnet, de omhandler. Det vil sige, at jeg bør gå til kilderne med størst mulig åbenhed overfor, at Sibberns fortolkninger er meningsfulde. Denne forventningsfulde tilgang er nødvendig, da al dybere forståelse er kendetegnet ved en horisontsammensmeltning, hvilket kortest muligt forklaret vil sige, at både jeg, der undersøger, og Sibbern, der skrev, har taget farve af den tid og det miljø, vi har levet i, så den horisont af viden, færdigheder og selvfølgeligheder, vi derfor orienterer os i og ved hjælp af,

7 Ud over fortalerne i begge værker består bogen fra 1819 af 330 sider og bogen fra 1828 af 480 sider. Det betyder også, at det er nødvendigt at udarbejde et begrebsligt analytisk redskab, hvormed der kan selekteres, hvis det skal være muligt at fremstille aspekter herfra i en meningsfuld sammenhæng.

11

forhindrer forståelsen af den anderledes forståelseshorisont, medmindre man er indstillet på i nogen grad at sætte sig ud over egen horisont. (Køppe, Red., 1995, 118-121)

Praktiske konsekvenser heraf for denne undersøgelse, hvad angår den ontologiske og videnskabshistoriske tradition, som Sibbern befinder sig i og selv baserer sig påSet i det perspektiv er Sibberns værker udtryk for både tidstypiske og helt sikkert egne antagelser. Det vil sige, at under undersøgelsen vil jeg og med mig min forståelseshorisont møde aspekter af den forståelseshorisont, der er Sibberns og den tid og det miljø, han levede i. En kvalitativ-hermeneutisk undersøgelse er på den måde altid et møde imellem to forståelseshorisonter, da ingen er uhildet, neutral og fordomsfri i mødet med den forståelseshorisont, som kilderne er udtryk for og udgør. Derfor kaldes Gadamers fortolkningsvidenskab også for den perspektivistisk-hermeneutiske metode, da alle ’altid-allerede’ på forhånd har et perspektiv, hvoraf størstedelen er ikke-bevidst, og en samvittighedsfuld undersøgelse af kilder må derfor indebære en grad af sammensmeltning imellem horisonter. 8 (Olsen, 2003, 160-161)

Sibberns værker fra 1819 og 1828 er udtryk for hans særegne fortolkning af menneskets indre liv, men er i høj grad også udtryk for tidens videnskabelige forståelseshorisont, hvor Danmark står i særlig gæld til Tyskland. Koch skriver i forordet til Den danske idealisme på side 11 og 12, at tidens videnskab praktisk talt er ubegribelig uden et vist kendskab til den tyske videnskabshistorie, idet der gøres brug af en terminologi, der både fremstiller og baserer sig på en særlig ontologi, hvilket vil sige en særlig opfattelse af virkelighedens beskaffenhed.9 8 Udtrykket ’altid-allerede’ stammer fra Heidegger, men anvendes også af Gadamer, således er udtrykket en fagterm indenfor videnskabsfilosofien. (Lübcke, Red., 1989, 131-136)9 Ontologi er en filosofisk disciplin, hvorunder der arbejdes med tilværelsens store spørgsmål som: ’Er verden af materiel eller åndelige natur?’, ’Har mennesket en fri vilje eller er det blot et produkt af arv og miljø og derfor forudbestemt til at handle på én ganske bestemt måde?’ (Klausen, 1998, 12) Ifølge Søren Harnow Klausen er de ontologiske grundpositioner; dualisme, materialisme, idealisme og dobbeltaspektteorien. Dualismen er den ontologiske position, at virkeligheden antages at bestå af to uafhængige og forskellige ontologiske regioner, det materielle og det bevidsthedsmæssige. Materialisme er den position, hvor virkeligheden grundlæggende antages at være materiel, hvilket vil sige, at den tilsyneladende ikke-materielle bevidsthed i den sidste ende antages at være identisk med en særlig slags fysiske fænomener. Idealismen er den grundantagelse, at alt, hvad der eksisterer, dybest set er af bevidsthedsmæssig natur, og de materielle ting derfor dybest set er fremtrædelsesformer for en ikke-materiel værensform. Dobbeltaspektteorien betegner den position, hvor grundantagelsen er den, at bevidsthed og det materielle ikke er absolut forskellig, men blot er to forskellige måder, hvorpå den samme virkelighed fremtræder, og at der grundlæggende er identitet imellem disse to fremtrædelsesmåder. (Klausen, 1998, 38-39)

Jeg nævner dette, da der er uenighed om, hvorvidt de tyske og danske idealister er idealister eller tilhængere af dobbeltaspektteorien. Når disse idealister betegnes som idealister, er det næppe uafhængigt af, at den eller de, der har bedømt disse ’idealister’ som idealistiske, selv er materialister. Vi orienterer os, som børn af vores tid, overvejende materialistisk, og set fra et materialistisk synspunkt bliver det nærliggende at betragte alle ikke-materialistiske positioner som idealistiske, som er den mest radikale modsætning til en materialistisk position, da man som materialist er tilbøjelig til at se alle gradbøjninger af det bevidsthedsmæssige som overflødig.

Hvis vi spurgte Sibbern og de øvrige ’idealister’, om de selv så sig som idealister i den betydning af begrebet, som Klausen har, så ville en del af disse idealister og Sibbern formentlig protestere, da deres bestræbelse, ifølge Klausen og Bjarne Troelsen, var at finde enheden bag eller identiteten imellem det bevidsthedsmæssige og det materielle. (Klausen, 1998, 117 og 140-142), (Pahuus, Red., 2001, 14-20)

12

Jeg vurderer, at det i praksis betyder, at det er nødvendigt med et afsnit, hvor jeg kort redegør for den humanistiske videnskabshistorie frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer. Da det er nødvendigt at præsentere Sibberns værker i den videnskabshistoriske kontekst, hvori de hører hjemme, og som er mere eller mindre nødvendig for overhovedet at forstå de ontologiske og erkendelsesteoretiske præmisser for den tids videnskab og dermed at forstå Sibberns værker. Afsnittet vil kun være redegørende, og jeg baserer mig her overvejende på lødig sekundærlitteratur, og afsnittet vil ikke rumme noget overraskende for den læser, der er orienteret i emnet. Dog har jeg læst de første 50 sider af den nævnte bog af Treschow for at orientere mig lidt i Sibberns forgængers værk om samme emne, og derfor baserer jeg mig her på primærlitteratur. I projektdesignet fremgår, hvilke af tidens videnskabsfolk jeg har valgt at fremhæve.10

Ligeledes ser jeg mig nødsaget til i særskilte afsnit at præcisere Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige Natur og Væsen, med henblik på at få frem i lyset, på hvilket grundlag han baserer sig.11 Dette afsnit vil udgøre udgangspunktet for besvarelsen af spørgsmål 1.

Projektdesign, operationalisering og problemafgrænsning

Man kan så mene, at ambitionen er håbløs eller at de ’idealistiske’ filosoffers ambitioner om at slå bro imellem virkelighedens to aspekter ikke lykkedes, men de fleste vil helt sikkert mene, at de prøvede, og hvis vi vil forstå denne periodes videnskab, må vi være villige til at prøve at forstå dem, som de ønskede at blive forstået, hvilket jeg kan konkludere under henvisning til Gadamers teori om ’forståelseshorisonter’ og ’horisontsammensmeltning’. Det betyder, at både denne undersøgelse og læsningen heraf kræver af os, at vi i det mindste er villige til at anerkende, at den ontologiske position, som Sibbern repræsenterer, er en position, som er mulig at have, og at det formentlig var en almindelig antagelse i perioden, og derfor må vi tage denne ontologiske position seriøs, hvis vi vil beskæftige os med tidens videnskab på andet end et overfladisk plan.

Som en tilføjelse til hvad jeg har skrevet om, at vores tid er domineret af en materialistisk ontologi, så er det på sin plads at nævne, at en af vor tids betydningsfulde alternative ontologiske grundantagelse til materialismen er den moderne fænomenologi, som Husserl grundlagde, og som Heidegger og Gadamer er repræsentanter for. (Pahuus, 1975, 113-119) Det betyder, at undersøgelse i forbindelse med spørgsmål 1 baserer sig på en fænomenologisk ontologi. Jeg nævnte ikke denne position i sammenhæng med de øvrige, da Klausen i stedet nævner fænomenologien som et væsentligt supplement til de øvrige ontologiske grundpositioner. (Klausen, 1998, 288-298)

10 Vedrørende sine kilder til Menneskets aandelige Natur og Væsen oplyser Sibbern i fortalen, at han kun sjældent direkte har anført kildehenvisninger og de få, der er ’..maatte heller være blevne borte. Man har ikke Anledning til paa et eller andet bestemt Sted i et Skrivt at anføre saadane Forfattere, hvis Grundtanker, om man end just ikke aldeles er gaaet ind i deres Fremstillingsmaade, ligge til grund overalt. Man har dem for meget at takke, til at kunne anføre dem her eller der. ’ (Sibbern, 1819, Fortalen, X) De forfattere, som Sibbern mener at være helt i overensstemmelse med, er Platon, Kant, Fichte, Schelling, Steffens og Jean Paul, samt visse unavngivne digtere, som en psykolog også har meget at takke for. Fortalen afsluttes med ordene; ’ei heller behøves vel, at den Hellige Skrivt nævnes, da dens store Indflydelse paa mit psychologiske Studium vel maa forstaae sig af sig selv.’ (Sibbern, 1819, Fortalen, X) Sibbern mener åbenbart selv, at det, han skriver, er helt i overensstemmelse med disse angivne kilder. Treschow er ikke nævnt her som én, han er helt enig med, men er derimod nævnt et enkelt sted, da Sibbern er uenig med ham. (Sibbern, 1819, 314)11 Sibberns ontologiske position er ikke anderledes i Psychologisk Pathologie, og derfor er redegørelsen for denne, som den fremgår af Menneskets aandelige Natur og Væsen, også gældende for den. Dette baserer jeg på, at der i Psychologisk Pathologie er utallige henvisninger til forgængeren. Andet bind er bogstavelig talt i fortsættelse af den første. Der er ikke tale om, at Sibbern har ændret synspunkt.

13

0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske udvikling frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer

OplysningstidenIdealismenImmanuel KantHeinrich Steffens Niels Treschow

1. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819

Som allerede nævnt er besvarelsen af dette spørgsmål et udgangspunkt for og en begyndelse af besvarelsen af problemformuleringens spørgsmål 1. Afsnittet har jeg struktureret ved hjælp af følgende underemner, som jeg vil redegøre for, og som tilsammen vil udgøre en kortfattet, men sammenhængende redegørelse for Sibberns ontologi, der opsummeres i afsnittet ’Konklusion: Det åndelige menneskelige liv’.

Ontologisk positionLivet som ontologisk fænomen Det vegeterende liv Det dyriske liv

Konklusion: Det åndelige menneskelige liv.

De uorganiske ting

1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819?

I Menneskets aandelige Natur og Væsen udlægger Sibbern begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ med vægten på den ideelle og vellykkede personlighedsudvikling. Derfor vil jeg i denne undersøgelse beskæftige mig mest med Menneskets aandelige Natur og Væsen, da det er her problemformuleringens første spørgsmål især besvares.

14

Besvarelsen af spørgsmålet vil jeg strukturere ved først at fremhæve det centrale vedrørende begrebet ’individ’ og herefter for begreberne ’personlighed’ og ’personlig frihed’.

Under redegørelsen for disse centrale og sammenhængende begreber må jeg inddrage visse andre centrale begreber, som Sibbern selv anvender i sammenhæng med hovedbegreberne individ, personlighed, personlig frihed. Hvilke begreber, der her er tale om, fremgår herunder som de overskrifter, der er understregede, men ikke fede.

I afsnittet ’Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse’ opsummerer jeg det gennemgåede og supplerer ligeledes med de nødvendige ledsagebegreber.

Individet

Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundform

Personlig frihed

SelvbevidsthedFornuftSamvittighed

Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse

FølelserJeghedsfølelser Universelle følelserSympathetiske følelser Kærlighed

1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828?

Spørgsmålet, hvordan begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlægges, vil jeg især besvare ved hjælp af Menneskets aandelige Natur og Væsen. I Psychologisk Pathologie gives omtrent de samme svar, som jeg også kortfattet vil redegøre for, men da dette værk fortrinsvist omhandler, hvad der forhindrer den ideelle personlighedsudvikling,

15

der især skildres i forgængeren, vil jeg ligeledes som en del af besvarelsen på problemformuleringens spørgsmål kortfattet redegøre for disse psykiske fænomener, der udgør en fare for personlighedsudviklingen, som Sibbern benævner som de pathologiske.

Denne kortfattede redegørelse for disse pathologiske fænomener og den kortfattede redegørelse for individ, personlighed og personlig frihed, som det fremstilles i Psychologisk Pathologie, har jeg struktureret ved hjælp af følgende overskrifter.

Det pathologiskeDriftSympathetiske og egoistiske drifter

Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal

Første hovedtrin - naturtilskyndelsen

Andet hovedtrin - forstands- eller fornufttilskyndelsen

Tredje hovedtrin - karaktertilskyndelsen

Fjerde hovedtrin - livet i Gud

2. Var der nogen forventning til disse værker, og på hvilken måde blev de vurderet i samtiden og eftertiden?

Analysen af materiale, jeg anvender til besvarelsen af spørgsmål 2, har jeg indhentet ved hjælp af en systematisk informationssøgning, men dog har jeg ikke taget til København for at se de kilder, der kun er tilgængelig på læsesalene. Det er en mangel ved undersøgelsen, men jeg vil påstå, at det, jeg derved kunne få adgang til, ikke ville ændre undersøgelsens resultater.

2a. Forventninger til Menneskets aandelige Natur og Væsen, før den blev udgivet

I bestræbelsen på at fortolke et brev fra J. Paludan-Müller til Sibbern inddrager jeg en del relevante fænomener og begivenheder fra 1810’ernes videnskabelige og religiøse miljø. Ligeledes inddrager jeg et brev til Sibbern fra E. Rosendahl og den kendsgerning, at der i perioden fra 1817-20 agiteres imod naturfilosofien af den teologiske professor Claus Frees Hornemann, i min fortolkning af de forventninger, der kan have været og sandsynligvis var til Menneskets aandelige Natur og Væsen.

16

2b. På hvilken måde blev Menneskets aandelige Natur og Væsen vurderet i samtiden og eftertiden?

På baggrund af en systematisk informationssøgning og en generel orientering i det akademiske miljø omkring Københavns universitet i 1820’erne analyserer jeg de relevante kilder og begivenheder, som jeg har kendskab til, med henblik på at besvare dette spørgsmål.

2c. Forventninger til Psychologisk Pathologie, før den blev udgivet

Jeg kender ingen kilder der beretter om dette emne, derfor kan jeg kun knytte en kommentar til på baggrund af det forgående afsnit.

2d. På hvilken måde blev Psychologisk Pathologie vurderet i samtiden og eftertiden?

På baggrund af en systematisk informationessøgning og en gennerel orientering i det akademiske miljø omkring Københavns universitet fra slutningen af 1820’erne og frem analyserer jeg de relevante kilder og begivenheder som jeg har kendskab til med henblik på at besvare dette spørgsmål.

Jeg har valgt at nævne, at Harald Høffding og Alfred Lehmann i deres arbejde med psykologien i 1880’erne finder et udgangspunkt hos Sibbern. Det er udtryk for et valg, at jeg ikke inddrager senere kilder end disse, men jeg mener, det er et fornuftigt valg. I årene herefter er det påfaldende få, der finder det umagen værd at beskæftige sig med Sibberns værker, sandsynligvis da værkerne ikke er let tilgængelige og alligevel er udtryk for en menneske- og tilværelsesfortolkning, der hører en fjern tid til. At værkerne ikke er genoptrykt, men at der kun findes de gamle udgaver fra 1800-

tallet med gotiske bogstaver, har sikkert også virket afskrækkende.

3. I hvilken grad blev det fremstillede i disse værker udbredt igennem læsning heraf og igennem Sibberns indsats som universitetsprofessor?

For anslå hvor meget Sibberns værker blev læst i 1800-tallet, må jeg anvende tidspunkterne for og antallet af udgivne eksemplarer til at fortolke, hvornår og hvor mange eksemplarer der har været solgt, hvilket burde være udtryk for, at værkerne har været læst eller blev forsøgt læst.

17

Derfor har jeg operationaliseret spørgsmålet om udbredelsen af det fremstillede i Sibberns psykologiske værker til delspørgsmålene 3a. og 3b.

Spørgsmålet, om hvorvidt værkernes indhold blev udbredt igennem Sibberns indsats som professor, har jeg besvaret i afsnit 3c, hvor jeg prøver at besvare spørgsmålet ved hjælp af et afsnit om Sibberns virke som professor og nogle afsnit, hvor jeg undersøger det filosofikumforløb, hvor Sibbern var lærer fra 1813 til 1869.

3.a Hvor mange eksemplarer af Menneskets aandelige Natur og Væsen fandtes der?

3b. Hvor mange eksemplarer af Psychologisk Pathologie fandtes der?

3c. Udbredelsen af værkernes indhold igennem Sibberns forelæsninger på Københavns Universitet

Om Sibberns virke som professor

Filosofikum og Sibbern – indtil 1847

Filosofikum og Sibbern – fra 1847

Filosofikum og Sibbern – fra 1850 til 1869 4. Kildekritik

5. Konklusion og perspektivering

6. Summary

18

0. Redegørelse for den humanistiske videnskabshistoriske udvikling frem til 1819, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen udkommer

OplysningstidenOplysningstiden startede omkring 1695 og varede til omkring 1789. Bevægelsen udgik fra England, men fandt sine mest markante udtryk i Frankrig. Oplysningsfilosofferne og deres disciples program var en mere selvstændig og kritisk forholdemåde og en vurdering af alle fordomme og alle videnskabelige, politiske og religiøse autoriteter. Ved hjælp af uhildet fornuft og disciplineret brug af sanserne burde traditioner og sædvaner vurderes og ændres, hvis disse ikke var hensigtsmæssige. (Lübcke, Red., 1996, 324-325), (Sørensen, 2003, 483-484) I oplysningstiden foregår en sekulariseringsproces, hvor en religiøs og spekulativ virkelighedsopfattelse trænges tilbage til fordel for en mere verdslig opfattelse af virkeligheden, hvilket ikke er en uproblematisk proces, da der dermed rokkes ved hele samfundsstrukturen og dennes legitimering, den kristne religion. Den danske oplysningsfilosofi og dens repræsentanter var dog aldrig så radikal, at der for alvor blev stillet spørgsmålstegn ved den bestående orden. (Feldbæk, 2003, 191)

Fra omkring 1720 bliver oplysningsfilosofien en væsentlig åndsretning i Danmark (Danmark-Norge, 108), og omkring 1750 skulle borgerskabet i byerne i det danske rige have tilegnet sig oplysningstidens forestillinger. (Feldbæk, 1998, 111) Hovedskikkelsen i etableringen af en dansk oplysningsfilosofi var Ludvig Holberg. Ole Feldbæk angiver ligefrem Holbergs fortløbende forfatterskab som udtryk for, hvordan oplysningen trænger igennem (Feldbæk, 1998, 109), og i Kocks bog Dansk oplysningsfilosofi benævnes perioden indtil 1750 som ’Holbergs tidsalder’, hvad litteraturhistorie angår. (Koch, 2003, 211)

Oplysningstidens opvurdering af det fornuftige indebar en nedvurdering af de ikke eller mindre fornuftige fænomener som følelser, lidenskaber, affekter og fantasi, som nærmere ansås som selve årsagen til ufornuftige handlinger. (Pahuus, 1995, 14) I oplysningstidens højsommer er der også eksempler på en mindre ensidig fremhævelse af det fornuftige. I Rousseaus Afhandling om videnskaberne og kunsterne fra 1750 fremføres tanken, at kulturen og samfundets institutioner var hovedårsagen til fordærvelsen af den oprindelige frie, gode og følsomme menneskenatur (Pahuus, 1995, 15), og selvom Rousseau er oplysningsfilosof, så fremhæver han fra 1750 det følsomme som et menneskeligt fænomen, der har sin egen værdi og berettigelse, og bryder hermed i nogen grad med oplysningstidens grundantagelser og peger dermed vel nok frem imod romantikken. (Sørensen, 2003, 547)

19

Ligeledes vurderer Holberg heller ikke følelser ensidigt dårligt, men har opfattelsen, at følelser og lidenskaber er nødvendige, da disse faktorer i sindet aktiverer til handlinger, men at både følelser, lidenskaber og handlinger bør ledes og tøjles af fornuften. Disse forestillinger fremstiller Holberg i sine Moralske tanker fra 1744 og Epistlerne, der udgives fra 1748. (Koch, 2003, 219-221)

På den måde er der tale om en tendens til fornuftsdyrkelse i oplysningstiden, men ikke kun en ensidig opvurdering af det fornuftige og nedvurdering af følelser.

Idealismen12

Fra omkring 1790 slår romantikken eller idealismen igennem som reaktion mod oplysningstidens fornuftsdyrkelse og den franske revolution. (Lübcke, Red., 1996, 372-373) Intentionerne med den franske revolution havde været at opbygge et samfund efter fornuftige principper, men mange mente, at revolutionen nu var i færd med at udfolde sig til et rædselsregime. Hvordan kunne revolutionens fornuftige idealer ende i, hvad ikke helt uberettiget kunne vurderes til at være ufornuftig galskab? Filosofisk rejste dette misforhold imellem ideal og virkelighed spørgsmålet om forholdet mellem tænkning og virkelighed, mellem ånd og materie. Opgaven var, om muligt, at overvinde denne dualisme. (Jessen, Red., 1999, suppl. materiale, 1-2)

Immanuel KantEt svar på eller en påpegning af netop disse erkendelsesteoretiske vanskeligheder var allerede udarbejdet af Kant (1724-1804), der ganske vist normalt regnes for oplysningsfilosof, men som alligevel er en overgangsskikkelse til idealismen. I 1781 udgives værket Kritik der reinen Vernunft, der er en undersøgelse af, hvad mennesket er i stand til at erkende, og hvad der udgør erkendelsens grænser. Ifølge Kant er der vandtætte skoder imellem menneskets bevidsthed, erkendelse, tænkning og den virkelighed, der sanses. Med andre ord menneskets erfaring af den verden, det befinder sig i, er en erfaring, som den fremtræder i eller for bevidstheden. Erfaring er erfaring, som vi oplever den eller som den fremtræder for os, men hvordan, verden er i sig selv, er principielt uden for rækkevidde af den menneskelige erkendelse. (Jensen, Red., 1980, 36-37) Sansning og erfaren er i Kants optik dermed formidlet igennem de betingelser, som er givet med og igennem bevidsthedens og erkendelsens perciperende, frembringende eller syntetiserende aktivitet.

Ifølge Kant er mennesket borger i to verdener. Den udstrakte sansbare materielle legemlige verden, som består af objekter, der er styret af naturlove, og en ikke-udstrakt verden, hvortil bevidsthed og tænkning hører, og heraf følger også en nygrundlæggelse af etikken. Mennesket er som kropsligt væsen fyldt med følelser, drifter og behov underlagt lovmæssigheder og er på den måde ufrit, da her ingen valgmuligheder er. I kraft af bevidstheden og tænkningen har mennesket mulighed for at

12 I fodnote 9 har jeg orienteret om, at det formentlig ville være mere korrekt at benævne denne idealisme som en dobbeltaspektteori. Jeg vil alligevel fortsætte med at anvende betegnelsen ’idealisme’, da denne betegnelse er den hævdvundne.

20

vurdere og herpå træffe valg og har dermed muligheden for at handle frit, det vil sige i overensstemmelse med sine egne valg. Det etiske potentiale for mennesket er, at det kan lade sig være styret af mål, der ikke ligger i umiddelbar forlængelse af dets behov, begær, drifter og ønsker. Kants morallov eller påståede anledning til at blive et frit handlende væsen er, at du skal handle sådan, at du kan ønske, at din handling bliver en almen lov eller med andre ord, at man altid handler forbilledligt. En anden variant af moralloven lyder: ’Du skal handle således, at du altid bruger menneskeheden, både i din egen person og i enhver andens, også som (for)mål og aldrig kun som middel.’ (Wolf, 1997, 37) Kants etik er på den måde nøje sammenhængende med forestillingen om en fri vilje.

Kants filosofi vandt indpas i Danmark omkring 1790 og blev hurtigt tidens modefilosofi, der greb de unge studerende ved universiteterne, hvor der også forelæstes over Kants filosofi. I 1790’erne måtte man forholde sig til Kant, hvis man ville være en del af den videnskabelige diskussion ved Københavns Universitet og de dertilhørende miljøer. (Jensen, Red., 1980, 36-40) Kants filosofi blev for eksempel i Danmark i 1790’erne med A. S. Ørsted som den betydeligste repræsentant anvendt som baggrund for et betydeligt forsvar for kirken og kristendommen, der især siden regeringsskiftet i 1784 havde været udsat for bastante angreb. A. S. Ørsted anvendte Kants lære til at argumentere for, at det guddommelige ikke kan fattes ved hjælp af fornuften.13 (Feldbæk, 1998, 242-244)

De tyske idealisterKants dualisme imellem de to verdener, som mennesket er borger i, søgtes i tiden efter ham overvundet af især tyske filosoffer som Schiller, Schelling og Ficthe i 1800-tallets første tredjedel. Disse idealistiske filosoffers ambition var at overvinde kløften imellem Kants erfaren for os og tingene i sig selv eller de modsætninger, som den franske revolution var en demonstration af; fornuftens idealer og den træge virkelighed, som tilsyneladende ikke var begribelig ved hjælp af fornuften. Dualismen måtte erstattes af en monisme, og det vil sige en teori, der bedre formår at forklare sammenhængen eller identiteten i mellem verden, som den erfares i bevidstheden, og som den beskrives videnskabeligt, og som den i øvrigt er i sig selv. Bestræbelserne gik på at finde enheden bag disse to sfærer eller to modsætninger. Denne enhed søgtes indfanget ved hjælp af begreber som ’det absolutte’, ’ånden’, ’ideen’. (Jessen, Red., 1999, suppl. materiale, 1-5)

I Danmark introduceredes idealismen eller romantikken, som allerede nævnt i indledningen, især af Steffens ved en forelæsningsrække i København, der begyndte d. 11. november 1802 (Koch, 2004, 33), men jeg vil her kort vende tilbage til Steffens i forlængelse af, hvad jeg skrev i indledningen.

13 Kants antagelser om virkelighedens beskaffenhed implicerer rigelig plads til antagelsen om, at der eksisterer en Gud eller noget guddommeligt eller oversanseligt, da selv den forelæggende sansbare empiriske virkelighed kun er tilgængelig for den menneskelige bevidsthed, netop som den perciperende bevidsthed lader den empiriske verden sig fremstille. Da det som så er umuligt at erkende verden, som den er i sig selv, så bliver det nemmere at forestille sig eksistensen af det ikke sansbare, og det var rundt regnet også A. S. Ørsteds argumentation i striden. (Koch, 2003, 49)

21

Heinrich Steffens Steffens var født i Norge, men studerede i København og Kiel og opholdt sig fra 1799 i Jena, hvor han lærte personer som Fichte, Schelling og Goethe at kende, og det vil sige, da han var i København fra 1802, kommer han hjemvendt fra selve den tyske idealismes højborg og med et førstehåndskendskab til de tyske idealisters førende skikkelser. (Koch, 2004, 31-32) I København har han dog formidlet sin egen variant af idealismen. (Pahuus, Red., 2001, 16)

I artiklen Personlighedens poiesis – sammenhængen mellem æstetik og dannelsestænkning i den danske romantik af Troelsen uddybes aspekter af den variant af idealismen, Steffens præsenterer sit københavnske publikum for.14 Troelsen mener, at Steffens formidler en mere jordnær, mindre spekulativ og mere empirisk udgave af idealismen, som givetvis udstikker retningslinjerne for den mere afdæmpede danske idealisme i forhold til den tyske, hvor ambitionen var at gøre ethvert aspekt af tilværelsen og naturen tilgængelig for erkendelsen ud fra antagelsen om, ’at der dybest set er identitet mellem den menneskelige bevidsthed og den ’verdensånd’, der er det altgennemtrængende, organiserende princip i den empiriske virkelighed’. (Pahuus, Red., 2001, 16)

Ifølge Troelsen er der hos de danske idealister derimod den tendens, at de afviser muligheden for helt at kunne overvinde kløften mellem erkendelsen og den empiriske virkelighed, der er videnskabens og tænkningens genstand, der vedbliver at være en rest, som unddrager sig at blive sat på begreb, men som til dels kan overvindes ’i et spring’. (Pahuus, Red., 2001, 21)

Dette ’spring’ eller erkendelsesøjeblik bliver af Steffens forstået som et nedslag af inspiration af forskeren, hvor han i et genialt glimt ser sammenhænge i tilværelsens empiriske mangfoldighed, som han, og eventuel ingen, har set før. (Pahuus, Red., 2001, 19) Det, der leder forskeren på ret kurs, er en ubestemt ’anelse’, som pludselig kommer til klarhed i ham, som er et tilfælde af det eviges nedslag eller opblussen i ham (Pahuus, Red., 2001, 20), og hermed mener Steffens et guddommeligt nedslag i eller opblussen i netop den enkelte i sin særegenhed. Steffens forestiller sig, hvert enkelt menneske og såmænd også hver enkelt nation er skabt med et potentiale som en særegen individualitet, som kan og gerne skulle udfolde sig herefter:

’Vi hænge alle sammen med det Oprindelige, Evige, som med en Rod, af hvilken vi ere Potenzer. Ethert Barn er et hemmeligt Ziffer, en Spire for en egen, individuel Aand..(..).. og den hele Opdragelse, naar den er hvad den bör være, bestaar i det dybe Studium: hvorledes vil det Evige aabenbare sig i dette Individuum?’ (Pahuus, Red., 2001, 22)

Da enhvers pludselige indsigt i hidtil skjulte sammenhænge i alle virkelighedens sfærer således er et potentiale, der kun venter på sit gennembrud, og videnskabens fremskridt ligeledes bliver afhængig 14 Manuskriptet er udgivet i bogen Indledning til Philosophiske Forelæsninger af Steffens fra 1803.

22

heraf, så er det ingen overdrivelse, at der er meget fokus på individet. Da hovedtanken i Steffens naturfilosofi er; ’at den iboende udviklingstendens i naturen er en tendens mod stadig større individualisering med det menneskelige individ som det endelige mål’. (Pahuus, Red., 2001, 22) Dog er det ikke gennemsnitsmenneskets lod at udfolde sin individualitet. Den, der alene bekymrer sig om dagen og vejen, vil ikke vise sig lydhør overfor det eviges åbenbaring i sig og vil derfor være tilbøjelig til at underkaste sig tidsånden, og den enkeltes individualitet vil så formentlig kun vise sig indirekte, for eksempel i form af en dårlig samvittighed, som man kan prøve at se bort fra, eller hvis man i et ’sandhedens øjeblik’ kommer til at sige sin mening, men fortryder i det øjeblik, man hører sig selv sige det, hvorefter man ’glatter ud’ og forklarer, og alle lader det ’være glemt’. (Pahuus, Red., 2001, 23)

At udfolde sin individualitet kræver et etisk engagement, da prisen kan være den, at man bringes i konflikt med sine omgivelser, og det stiller således den enkelte i den situation, at man må vælge imellem det mere risikable at følge sin overbevisning eller at smyge sig udenom, og her ser vi uden tvivl en arv fra Kants etik. Jeg tør godt konkludere, at når individualisering er en iboende tendens i naturen, og udfoldelsen af det enkelte menneskelige individs særegenhed med dets mulige ’klarsyn’ er det alting stræber imod, og disse fænomener ligeledes er i overensstemmelse med Guds hensigt med sine skabninger, så bliver en form for individualistisk selvudfoldelse og selvrealisation givet alle tænkelige former for legitimitet og er et fænomen, der er svært at komme udenom, og studiet af det menneskelige væsen kommer til at fremstå som uhyre væsentligt.

Steffens havde håbet at blive indsat i det ledige professorat i filosofi ved Københavns universitet. Det skete ikke, da hertug Frederik Christian af Augustenborg, den ledende skikkelse i Universitetets styrelse, mente, at Steffens fordrejede hovederne på de unge studerende, og i stedet blev den mere besindige Treschow den ny professor i filosofi fra 1803. (Koch, 2004, 34), (Korsgaard, 2004, 208)

Om Steffens ligefrem skulle fordreje de københavnske hoveder, ved jeg ikke, men han vakte opsigt og inspirerede flere.15 Oehlenschläger blev under Steffens ophold så inspireret, at han samtidigt hermed udgav en digtsamling med den nye romantiske farve. (Bjørn, 2003, 169) Det er ligeledes sandsynligt, at den kommende biskop fra 1834-54 på Sjælland, Mynster, fik et personligt religiøst gennembrud i 1803, hvor Steffens skulle have været den åndelige fødselshjælper. Mynsters religiøse klarsyn skulle, ifølge ham selv, have bestået i en personlig og inderlig oplevelse af, at samvittigheden var et vidnesbyrd om Guds realitet, og at denne samvittighed uden forbehold må lydes i et og alt, og at konsekvenserne heraf ligegyldig hvad helt overlades i Guds faderlige hånd.16

15 Sibbern, der i 1802 var 17 år, forlod dog Steffens forelæsninger, da han mente det foredragne var galskab. (Koch, 2004, 88)

23

(Rasmussen, 1999, 42-44) Fra 1805 vender Mynster sig polemisk imod de rationalistiske præster. (Rasmussen, 1999, 47)

I 1807 tilbød kronprins Frederik dog Steffens at arbejde i Danmark, og under en audiens skulle kronprinsen have sagt: ’Det er mig kært, at De igen kommer til os; De er et godt Hoved; vi ville kunne bruge Dem. Forelæsninger maa De ikke holde; De gör mine Undersaatter forrykte.’ (Korsgaard, 2004, 208) At Steffens skulle have gjort kongens undersåtter forrykte er næppe en rimelig beskrivelse. Mynster og Oehlenschläger, som Steffens formentlig havde afgørende indflydelse på, virkede jo siden hen i prominente stillinger under enevælden.

Niels Treschow Som nævnt før var Treschow, som enevældens folk så som en mere realistisk indstillet filosof, professor fra 1803 til 1813, hvor Sibbern tog over. Fra 1807 blev Treschows filosofi udarbejdet som et bevidst alternativ til de tyske idealister, der ikke tilkendte det enkelte individs særegenhed nogen særlig betydning andet end som et mere eller mindre tilfældigt udslag af den altomfattende større besjælende idé, hvilket han opfattede som bekymrende, da han heri så et potentiale for inhumanitet. (Pahuus, Red., 2001, 24-25) Ligeledes skulle Treschow være bekymret over ’den ny handelsånd’, som han mente, at englænderne i særlig grad var en inkarnation af, og som manifesterede sig ved en begærlighed efter ophobning af rigdomme med ofte tvivlsomme midler. Overfor hvad Treschow vurderede som en overdreven nytteberegnende mentalitet, skulle det være Treschows ambition at være talsmand for en religiøs begrundet humanisme, hvor den enkeltes værdi og ret til at ånde en friere luft forsvares. Disse forestillinger kommer i kølvandet på bombardementet af København i 1807. (Nielsen, 1991, 16-18)

Selvom enevældens folk i ham så en mere realistisk indstillet filosofiprofessor, så udvikler Treschow efterhånden sin egen variant af idealismen eller dobbeltaspektteorien og antagelser vedrørende det enkelte individ, som ikke er helt ulig Steffens. Det vil jeg kort skildre, som det fremgår i den allerede nævnte første danske lærebog i psykologi til brug på Københavns universitet Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især Dens aandelige Side fra 1812.17 Treschow går i

16 I Mynsters erindringer fra 1854, der er kilden til dette, beretter han selv om sit pludselige religiøse klarsyn: ’..da jeg mod Aften sad ene i min Sopha..(..).. foer der mig med Eet giennem Sielen som et Lys fra det Høie, og jeg sagde mig med al Klarhed: Dersom Samvittigheden ikke er en betydningsløs Indbildning – og i denne Henseende nærede jeg ingen Tvivl – dersom du skal lyde den i Noget, da skal du lyde den i Alt, uden Undvigelse, giøre og tale, hvad der er din Pligt, saa fuldt som du erkiender og formaaer, ganske ubekymret om Verdens Dom, dens Roes eller dens Dadel; og dersom der er en Gud – og heller ikke derom var der i mit Hierte nogen Tvivl – og du jo ikke vægrer dig ved i Noget at bøie dig for ham og at hengive dig i hans Villie, da skal du giøre det i Alt, uden Forbehold, og ganske, ganske overlade dig og alt Dit i hans faderlige Haand, nøies med de Evner, han tildeler dig, og taale de Savn, han paalægger dig.’ (Mynster, 1854, 151-152) 17 Treschow skriver i fortalen til sin bog, at værkets tilblivelse må ses sammenhængende med ni års forelæsninger over emnet. (Treschow, 1812, Fortalen, VI) Treschow har altså under hele sin professorgerning undervist i emnet og har i den forbindelse både udarbejdet en plan og tumlet med emnet, som efterhånden har muliggjort værket på 480 sider.

24

bogen lige til sagen forstået på den måde, at han berører både sin ontologiske grundposition og i forbindelse hermed sine antagelser om det menneskelige individ:

’1. Efter Identitets Systemets Grundsætninger kan Mennesket vel betragtes som et sammensat Væsen; men ei som sammensat af Sjæl og Legeme; thi begge ere kun modsatte Sider af det samme: saavidt det nemlig baade kan være Gienstand for den indvortes og udvortes Sands. I sidste henseende kan man derimod i Mennesket adskille den grovere og udvortes organisation fra den indvortes og finere, og i enhver, men fornemmelig i den første, atter mange besynderlige Dele, som organer eller Redskaber for den anden.’ (Treschow, 1812, 11)

Af dette citat fremgår utvetydigt, at Treschow forstår sig selv som en videnskabsmand, der tilslutter sig og arbejder ud fra sin variant af dobbeltaspektteorien, og umiddelbart herefter fortsætter Treschow:

’2. Organisme kan nemlig ikke tænkes uden et Øiemed eller noget, som Delenes forenende kræfter skal frembringe. Dette er her intet andet end Grundformens Uddannelse, der med sin Regelmæssighed og Skiønhed i Sanseverden svarer til hvad man i en højere tingenes Orden kalder en Idee eller umiddelbar Udflydelse af Fornuften selv, endskiøndt de under deres Udvikling kan synes at forandre sig baade til det Værre og til det Bedre. I denne Grundformens og Ideens uforanderlighed består hvert Menneskes Individualitet. ’ (Treschow, 1812, 11-12)

Det samlende princip bag menneskets to fremtrædelsesmåder, det bevidsthedsmæssige og det legemlige, er, som det fremgår af ovenstående citat, en uforanderlig ’grundform’, der kan udvikle sig både til det bedre og det værre, og som sammen med ideens uforanderlighed udgør hvert menneskes individualitet. På den måde tilkendes dette ’kimen til den enkeltes særegenhed’ en selvstændig ontologisk status.

0a. Sibberns ontologiske position, som den fremgår i Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie fra 1819

Ontologisk positionPå side 41 til 43, i anmærkning18 4 og 5 til § 8 Om det animalske Liv, formulerer Sibbern sig om de forskellige ontologiske positioner, hvorefter han præciserer sin egen:

’.. er de forskellige Forestillingsmaader at erindre, hvilke have dannet sig om Forholdet imellem Legeme og Sjæl; nemlig Materialisme, Spritualisme, Dualismen og den her foredragne

18 Anmærkning er Sibberns betegnelse for fodnoter.

25

Identitetslære..(..).. Den almindeligste (dualistiske) Forestillingsmaade har været den at tænke sig Sjæl og Legeme som tvende forskellige Substanser, hvorved da deres umiddelbare gjensidige Indflydelse blev ubegribelig. Istedetfor denne forestillingsmaade eensidigen at nægte Realiteten eller Virkeligheden af den ene Classe af saa heterogene Phænomener, medens Realiteten af den anden antoges, i det enten de aandelige betragtedes som finere legemlige, eller de legemlige ansaaes for et blot Skin, og der kun tillagdes de indre aandelige, som de alene umiddelbare, nogen Virkelighed: dette var Udveje, der ej kunde føre til noget tilfredsstillende Resultat.’ (Sibbern, 1819, 41-42)

Her ser vi, at Sibbern anvender udtrykket spiritualisme om, hvad der ifølge Klausens begreber benævnes som idealisme, og at han anvender begreberne materialisme og dualisme på en lignende måde som Klausen.19 Sibbern afviser disse ontologiske grundantagelser til fordel for ’den her foredragne Identitetslære’, som han umiddelbart efter uddyber:

’Dybsindigere var den Lære der udgik fra Cartesius20, som indsaae, at begge Slags Phænomener kun kunde være forbundet ved noget tredje, ved begges fælledes indre princip..(..).. Ved Leibniz Lære..(..).. er man bleven bragt til, paa en anden end den af Cartesius fremsatte Maade at tænke sig Forbindelsen imellem Rækken af de blot sjælelige og af de legemlige Phænomener hos Mennesket knyttet ved højere Mellemvirkning nemlig ved en Forudbestemmelse, ifølge hvilken ethvert Punkt i den ene Række kommer til at svare til det medfølgende Punkt i den anden..(..)..Det naturligste er at søge det forbindende Punct nærmere, nemlig i Livets fra begge dets ytringsmaader forskellige indre individuelle princip, der i begge udtrykker sig og træder virkende frem i tvende hovedretninger, men dog i en Totalorganisation, i hvilken den ydre og den indre Virksomhed hænge sammen paa samme Maade, som tvende forskellige Ytringer af det legemligen, eller tvende af det aandeligen virkende Liv.’ (Sibbern, 1819, 42-43)

Der er ingen tvivl om, at Sibbern selv anser sig for at bekende sig til eller formulere sin egen variant af den ontologiske position, der af Klausen betegnes som dobbeltaspektteorien, men som Sibbern kalder identitetslære.

Sibbern mener, at hos mennesket er der en ’højere mellemvirkning’, som er ’livets..(..).. indre individuelle princip’, der er ’knyttet ved en..(..).. forudbestemmelse’, som er det forbindende punkt for rækken af sjælelige og legemlige fænomener. Dette tredje ’forbindende punkt’, hvor livet går ud i rækken af både legemlige og sjælelige fænomener, og som vi herefter skal undersøge nærmere, og som vi snart skal se, er, hvad Sibbern definerer som psykologiens genstand.

19 Se fodnote 9.20 Rene Descartes.

26

Jeg kan allerede nu konkludere, at dette tredje, som er ’det naturligste at søge..(..).. nærmere’, er noget i eller ved bevidstheden, som alligevel er andet og mere end noget kun bevidsthedsmæssigt, men er noget ’ved begges fælledes indre princip’, hvilket er det, som Sibbern vil gøre til genstand for en psykologisk undersøgelse. I forbindelse hermed og som forudsætning herfor vil jeg nu redegøre for det liv, som er det besjælende princip for både det tredje forbindende punkt og de legemlige og sjælelige fænomener.

Livet som ontologisk fænomen Det hidtil fremhævede, er fra anmærkninger til § 8 Om det animalske Liv, og det vil sige, at dette forbindende punkt knyttet ved en forudbestemmelse ikke blot er kendetegnende for mennesket, men er gældende for både dyr og mennesker, som også er et dyr, men hvor menneskets indre individuelle princip, har særlige potentialer, som jeg er i færd med at beskrive, hvilket jeg vil gøre i sammenhæng med Sibberns nøglebegreb ’liv’.

Jeg vælger at citere Sibbern, hvor han selv første gang i bogen bringer emnet på bane i § 3 Livets forskellige hovedtrin:

’De psychologiske Undersøgelser begynde vi naturligvis med det Spørgsmål: hvad er Mennesket?Det første Svar er dette, at han er et levende organisk Væsen. Livet maa blive vor Betragtnings første Gjenstand. Men Livet træder saavel i naturen i Almindelighed, som i det menneskelige Individ i Særdeleshed, frem under flere Hovedformer. I enhver af disse constituerer det sig til en ejendommelig Art af Liv og Subsistents. Mennesket kan saaledes siges i sit ene totale Liv at leve mere end ét deri indbegrebet Liv. Et højere Liv fremstiller sig paa Basis af det lavere, ligesom det og i Tiden kommer frem efter dette. Saaledes have vi i Mennesket som blot Individ, at lægge Mærke til, først det blot organiske eller det vegetative Liv, dernæst det dyriske, endelig det højere aandelige Liv. Men Individet taber sig atter som Deel eller Lem i et sig dannende større Hele, i hvilket, som saadant, Livet træder frem (eller hypostaserer sig) i endnu højere Former, hvorved da selve Individet hæver sig til et dobbelt Hele, et jordisk, og et overjordisk. Det første er det selvskabelige Hele, hvori Familien er det første, Staten det andet hovedtrin. Det sidste er den usynlige kirke.Af disse Livets hovedformer eller Sphærer, er den tredje, det blot individuelle aandelige Liv, det, vi i Psychologien have at undersøge. Men de tvende første maa i Korthed betragtes først, da vi kun derved kunne komme til en rigtig indsigt i Livets væsen i Almindelighed, hvilken herved maa ligge til Grund, og da det aandelige Liv er rodfæstet i hine første, hvis Grundformer desuden gjentage sig paa en høiere Maade i det aandelige Liv.Vi begynde da med en almindelig biologisk Betragtning eller med et blik paa Livet i Almindelighed, og ville udtrække dette Overblik paa alle Livets Hovedformer. Først derefter gaae vi til vort egentlige Formaal, Menneskets aandelige Natur og Væsen.’ (Sibbern, 1819, 12-13)

27

For det første ser vi, at ’livet’ hos Sibbern er det gennemgående princip hos planter, dyr og mennesker, men at livet træder frem på forskellig vis afhængigt af, hvilket væsen det besjæler. 21

Det menneskelige liv er som natur både vegetativ, dyrisk og åndelig og det åndelige menneskelige liv, som er psykologiens genstand, er således rodfæstet i det vegetative og dyriske liv. Menneskets åndelige liv er ligeledes sammenfaldende med det tredje forbindende punkt, som mennesket besjæles igennem, og hvor livet går ud i rækken af både legemlige og sjælelige fænomener, og som er livets indre individuelle princip, der er knyttet ved en forudbestemmelse.

Det vil jeg nu uddybe i særskilte afsnit, og hver af disse er at betragte som en yderligere forklaring til det ovenstående lange citat:

Det vegeterende liv Hermed mener Sibbern, hvad der kendetegner plantelivet, hvor livet er aldeles fortabt i legemlig reproduktion og formation, men hvor den enkelte plante dog individualiserer sig som en særegen plante.22 (Sibbern, 1819, 36) Menneskets vegeterende liv består i de mere legemlige fænomener som optagelse og udskillelse af næring, indånding og udånding, kroppens restitution under søvn og hvile, men også at få børn. (Sibbern, 1819, 21)

Det dyriske livMennesket sættes i legemlig henseende i klasse med dyrene, men som dets ypperste repræsentant. Da dyr sanser og fornemmer, ’indtræder her en højere Universalitet’. (Sibbern, 1819, 36) Dette uddybes ved, at sansningen virker ind i det dyriske liv som incitament til at lede dets virksomhed. Det sansede forbinder sig hermed med et forskelligt herfra indre liv, som på en sjælelig måde ytrer sig i fornemmelser, følelser og begær. Oveni dette dyrets sjæleliv i forbindelse med sansningen eksisterer også et indefra kommende universelt liv, som ytrer sig ’som en indre stemme’ i drift og instinkt, som giver dyrets tilværelse enhed og holdning. På grund af sin manglende ’højere bevidsthed’ lever dyret ’ligesom hensunket i naturen, som et organ i det hele’. (Sibbern, 1819, 37) Hos dyret ytrer livet sig på tre måder, men disse måder er sammenhængende og må ses som tre ytringer af det samme ene liv. Livet i dyret konstituerer sig som ’reproducerende, fornemmende og attrående samt ifølge attråen reagerende liv’. (Sibbern, 1819, 39) I dyret kan man sige, at der lever en sjæl, ’fordi her først det indre Liv træder frem for sig i Virkninger, der aldeles ikke skee i Rummet eller på en rummelig måde’. (Sibbern, 1819, 40)21 Det er næppe forkert at antage, at hvor de tyske idealister skulle gøre brug af begrebet ’idé’, ’ånd’ eller ’verdensånd’ som det bagvedliggende princip, så er begrebet ’liv’ Sibberns tilsvarende grundprincip. 22 Sibbern skriver, at planter har en slags sjæl, ’tænker man sig sædvanligvis’. (Sibbern, 1819, 38) Om Sibberns noget forbeholdne ordvalg skyldes, at han som redelig videnskabsmand vedkender sig, at han ikke kan vide, om planter har en sjæl, eller han inderst inde er forbeholden overfor tanken, det skal jeg ikke kunne sige, men antagelsen er helt sikker i overensstemmelse med logikken i Sibberns ontologi, hvor forestillingen er den, at til noget ydre materielt eksisterer noget tilsvarende ikke-materielt, og da en plante jo er et levende materiale, så må man antage dets tilsvarende ligeledes levende, men ikke-materielle eksistens, og ifølge den logik så er det nærliggende at mene, at planter har en slags sjæl.

28

Konklusion: Det åndelige menneskelige liv Det individuelle åndelige menneskelige liv er, som allerede nævnt i det lange citat, rodfæstet i det vegetative og dyriske liv, men gentager sig i det åndelige liv på en højere måde. Nærmere bestemt indgår det særlige menneskelige liv i både det jordiske og i en sfære, der ikke er jordisk. Denne over-jordiske sfære af individuelt åndeligt liv, som ’vi i Psychologien have at undersøge’, er sammenfaldende med eller befinder sig i nærheden af, hvad Sibbern benævner som ’den usynlige kirke’.

Når Sibbern her taler om ’en usynlig kirke’, så er der ingen tvivl om, at han her knytter an til den lutheranske protestantiske to-regimentelære, hvor forestillingen er den, at kirken og den verdslige øvrighed begge er Guds repræsentanter. Den ’sande’ kirke er dog ikke nødvendigvis det samme som den synlige kirke, som kan udvikle sig i gal retning. Derimod er den sande kirke et usynligt samfund af troende (Lausten, 1997, 161), der af den grund har det rette sindelag, hvorfor de frivilligt og af sig selv er næstekærlige.23 (Sørensen, 2002, 327-329) Og det kan ikke forstås på andre måder, end at det åndelige liv, som er det særegne for netop mennesket, og som netop er psykologiens genstand, er sammenfaldende med, hvad man i luthersk forstand forstår ved det område, der vedrører tro eller mangel på det samme. Det giver også en vis mening, når vi tænker på de grundlæggende lutherske antagelser om, at mennesket vilje er bundet til det onde eller til sig selv (viljens indkrogethed i sig selv) eller viljen er bundet til Gud i kraft af troen på Gud, som kun finder sted, hvis Gud giver den enkelte troen. (Lindhart, 1998, 155-158) Enten er mennesket ondt og selvisk eller også er det godt og næstekærligt, men kun i kraft af troen. Det må betyde, at enten mener Sibbern, at målet med psykologien er i samarbejde med teologer og kirken at skabe forudsætninger for gode protestanter, eller også mener han, at hensigten med psykologien er at befordre mennesker, hvor idealet er det samme; mennesker der frimodigt handler ikke kun betænkt på sig selv. Det betyder også, at det menneskelige individ og denne usynlige åndelige sfære, som er psykologiens genstand, bliver tilkendt en central plads i Sibberns ontologi som det forbindende punkt, hvor livet går ud i både rækken af sjælelige og legemlige fænomener.

De uorganiske tingAfslutningsvist vil jeg skrive, at i Sibberns ontologi bliver de uorganiske ting ikke anset for at være levende, men Sibbern mener, at selv her synes en tendens til individualisation at være til stede. Dette kan iagttages ved krystaller under deres vækst, ’at de uddanne sig til en aldeles i sig selv afsluttet form’. (Sibbern, 1819, 30)

23 Sibbern skriver igen om den synlige og usynlige kirke på side 61, hvor han formulerer sig fuldstændigt i overensstemmelse med, hvad jeg her har skrevet om emnet.

29

1a. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819?

I omkring den sidste 2/3 del af Menneskets aandelige Natur og Væsen redegøres for, hvad Sibbern kalder de ’trende første Hovedgjenstande for den nu følgende psychologiske Udvikling, og under dem henhører alt, hvad man plejer at omfatte med Udtrykket: menneskelige Sjæleevner’. (Sibbern, 1819, 128) De tre hovedgenstande, som Sibbern anvender de sidste godt 200 sider af bogen på at undersøge, er erkendelsen, følelsen og viljen. (Sibbern, 1819, 128) Hver af de tre hovedgenstande undersøges i hver deres kapitel, og meget af min her efterfølgende redegørelse for Sibberns begreb om individ, personlighed og personlig frihed har Sibbern i Menneskets aandelige Natur og Væsen fremstillet under disse undersøgelser af erkendelsen, følelsen og viljen.

Sibbern skriver, at ved siden af denne gruppe af psykologiens hovedgenstande findes der tillige en anden hovedgruppe, som Sibbern kalder de pathologiske, hvormed han mener læren om drifter, affekter og lidenskaber. (Sibbern, 1819, 128) Denne hovedgruppe kræver dog sin egen undersøgelse, som Sibbern skriver, han vil udføre senere.24 (Sibbern, 1819, 128)

Det, der er vigtigt, er, at Sibberns fremstilling af også begreberne individ, personlighed og personlig frihed i Menneskets aandelige Natur og Væsen er en fremstilling af, hvad der:

’kunne siges at udgjøre Menneskets oprindelige, staaende, for alle fælledes Natur, hvorimod Læren om Menneskets naturlige Drivter, Affekter, Lidenskaber og disses Magt og mangfoldige Spil strax fører til at betragte de mange fra en normal og sund Forfatning afvigende tilstand, hvori Mennesket kan befinde sig, og hvilke, om end i dem ogsaa en Natur rører sig, dog ej ere egentligen naturlige Tilstande.’ (Sibbern, 1819, 129)

Med andre ord, svarene på mine spørgsmål, om hvordan Sibbern fremstiller begreberne individ, personlighed og personlig frihed, befinder sig først og fremmest i Menneskets aandelige Natur og Væsen. Derfor vil jeg også fortrinsvist besvare disse spørgsmål i dette afsnit.

Individet

24 Hvilket Sibbern netop gør i Psychologisk Pathologie. Helt skarpt opdelt udfører Sibbern nu ikke sin undersøgelse. I afsnittet, hvor jeg redegør for de egoistiske følelser eller jeghedsfølelser, som han fremstiller disse i Menneskets aandelige Natur og Væsen, dér har Sibbern taget hul på de pathologiske fænomener, som ellers burde høre under Psychologisk Pathologie.

30

Som allerede nævnt er livet ’betragtnings første Gjenstand’, men livet træder frem i det enkelte individ på en særlig måde eller det enkelte menneske er ikke blot levende, men er levende på sin egen helt særegne måde:

’Sjælen træder frem og kommer til ydre Virkelighed eller constituerer sig i et uafbrudt vedligeholdt Liv; under en bestandig bevaret ejendommelig Grundform; og i et Rummet fyldende Materiale, Legemets, som Livets reelle Ydre.’ (Sibbern, 1819, 17)

En ting er altså livet eller det livgivende princip, noget andet er den ejendommelige grundform, der indoptager livet på sin egen særlige måde, hvorved den enkeltes sjæl og legeme træder frem i sin særegenhed. Om denne individets grundform skriver Sibbern på siden efter:

’En særegen Grundform følger Umiddelbart med Livets ydre Bestaaen. Denne Grundform bevares bestandig under hele Livet..(..).. Den beroer paa Individets egen indre Natur alene, og udpræger sig, eller rettere udpræges ved Livets Princip, med en indenfra kommende Nødvendighed.’ (Sibbern, 1819, 18)

Det kan ikke opfattes anderledes, end at ethvert menneske netop har sin helt egen væremåde i stil med, hvad vi så hos Treschow og Steffens. Sibbern skriver lidt senere om denne grundform i forbindelse med forplantning:

’..hvorved den reproducerende Livsvirksomhed gaaer ud over Grænserne af Individets Liv til Slægtens vedligeholdelse af den samme Grundform i nye Individer, i det Spiren til et nyt Individ gaaer frem af det første og udvikler sig deri, d. e. uddanne sig deri sit Ydre, indtil det sondrende sig derfra fremtræder for sig.’ (Sibbern, 1819, 21)

Ud over væremåde og væsen består det særegne i den individuelle grundform altså også i det legemlige for så vidt, at børn ligner deres forældre, hvilket heller ikke er overraskende for os, når vi erindrer, at i Sibberns univers har alle levende væsener en legemlig fremtræden og en tilsvarende ikke materiel, men sjælelig fremtræden, som logisk set bliver individuel og særegen på samme måde, som at alle mennesker har sin helt egen legemlige særegenhed.

Personlighed – når livet besjæler individet i overensstemmelse med sin grundformDet egentlige formål med den jordiske tilværelse er at modnes til det evige liv, som mennesket dog allerede har del i i dets jordiske tilværelse. (Sibbern, 1819, 60) Som forberedelse hertil og som et formål i sig selv er formålet med den jordiske tilværelse en form for perfektion i overensstemmelse med sin grundform:

31

’Den rene, sunde og fuldelige Leven selv..(..).. er Livets egentlige Formaal, ligesom da dets Produkt, naar det er fuldkomnest uddannet, det i ungdommelig Fylde frodigt blomstrende Legeme, ikkun er og betyder noget, ved at være et indre frodigt og kraftigt Livs fulde ydre Udtryk.’ (Sibbern, 1819, 20)

Og det skal vi se nærmere på, da netop dette er, hvad Sibbern forstår ved personlighed, men først må vi opholde os yderligere ved det liv, som den enkelte optager på sin egen måde i overensstemmelse med sin individuelle grundform. Livet skulle kun kunne komme til udtryk på netop den måde, som grundformen nu kan lade det ske, men der er også muligheden af, at det endnu ikke er sket, hvilket vil sige, at individet endnu ikke har realiseret sin personlighed.

Sibbern skriver om livet mange steder, og derfor har jeg valgt at citere det sted, hvor han beskriver det særlig grundigt og sammenhængende med det kantianske problem, som jeg redegjorde for i afsnittet ’Immanuel Kant’, der består i, at det dybest set ikke er muligt at vide noget om verden i sig selv, men kun for os. Heroverfor mener Sibbern, at det er muligt at erfare verden, som den er i sig selv, da fællesnævneren for det erfarende menneske og det erfarede er, at begge er levende:

’..vi aldeles frembringe os vor Forestilling om Tingen ved vort eget aandelige Livs indenfra kommende virken, men dog netop frembringe os Forestillingen saaledes, som Tingen uafhængigt af os og vor Forestillen er til; hvilket da ikkun kan være formedelst en oprindelig samstemming og indre forbindende imellem det sandsende Væsen og Tingen, noget for begge Forskelligt tredje, der baade constituerer Tingen og Forestillingen om den, og nu netop saaledes indenfra i det anskuende Væsen fremvirker Billedet om Tingen, som den udenfor Anskuelsen i sig selv er. Dette tredje er det almene Liv, der lever i alt, baade i den indre Forestillen og i den ydre Mangfoldighed. Livet kommer i ethvert individ indenfra. Men det liv, der lever i den Enkelte, er det selv samme uendelige liv, der lever i det hele.’ (Sibbern, 1819, 216)

Der er altså intet, der principielt forhindrer, at verden og andre erfares som det, de er i sig selv. Det ’billede man gør sig’ af for eksempel et medmenneske er netop et indre billede, hvilket vil sige en slags mental repræsentation. Sibbern giver et eksempel på, hvordan det erfarende menneske har mulighed for at gøre sig et billede af et andet menneske, men med objektiv gyldighed, som er muligt, da både den erfarende og den erfarede er levende og dermed er samstemmende som besjælede af det liv, hvortil Gud er kilde: 25

’Vi skue, i den Verden, hvori vi ere, aabenbart ikke blot de legemlige Gjenstande, men ogsaa meget ikke legemligt. Fornemmeligen ville vi her lægge Mærke til, at vi danne os de bestemteste

25 Kort efter skriver Sibbern om dette liv, at Gud er dets kilde, og at tilværelsen er det, hvori en Guddom åbenbarer sig, og at det derfor gives en ’uendelig fylde af Væren og Væsenhed’. (Sibbern, 1819, 219-220) Dog skal det nævnes, at Guds ånd er absolut forskellig fra al natur og naturliv. (Sibbern, 1819, 61)

32

Forestillinger om andre Menneskers indre Individualiteter, deres Character26 og Hjerte..(..).. Men Character og hjerte hos et Menneske, noget, der, naar det vækker vor Tillid og Kjærlighed, har en Realitet for os, Skues dog alene ved Aandens Øie, ved en metal Anskuen, altsaa ikkun ifølge den Maade, paa hvilken vi føre Individets ydre momentane og sandselige Ytringer tilbage til en Grundforestilling, i og ved hvilken vi paa en aldeles indre Maade anskue det givne Individs indre Væsen. Hvortil kommer, at vi ikke kunde erkende dette, hvis vi ej ifølge vor Menneskenatur oprindeligviis sympathiserede med ethvert Menneske.’ (Sibbern, 1819, 218)

En dybere erfaren af mennesker finder altså sted ’ved aandens øje’, hvor vi skuer dets indre væsen, som det ydre er et udtryk for. Dette er muligt, da vi oprindeligt har sympatiseret med enhver, hvilket må opfattes, som vi alle er besjælet af det liv, som Gud er leverandør af. Når vi erfarer andre på en dybere måde, så er det den andens væsen, deres individualitet, deres karakter og hjerte, hvilket har at gøre med den enkeltes grundform og særegenhed, som jeg allerede har forklaret.

Som vi har fået forklaret, så antages et menneske stadig at orientere sig i forhold til omverden ved hjælp af indre mentale forestillinger. Forskellen i forhold til Kant er dog, at der principielt er mulighed for, at forestillingen har objektiv gyldighed, altså at forestillingen svarer helt til det erfarede uafhængigt af den erfarende.

I menneskets indre verden27 vælder det indefra kommende universelle liv frem og skaber det særegne ved individet, da det universelle naturliv optages hos individet i overensstemmelse med dets grundform, ’saa at dens hele Virken i Organismen bestemmes ved dennes Ejendommelighed’. (Sibbern, 1819, 26)

Forestillingen er den, at det er uhyre vigtigt, at det universelle liv sætter sig igennem eller virker igennem individet i overensstemmelse med dets grundform, da det netop er måden, hvorpå det universelle liv kommer til live i den enkelte, hvilket nærmest er nødvendigt, da netop det at være besjælet af livet på den måde er forudsætningen for at gøre sig et billede af verden og andre mennesker, som faktisk svarer til måden, hvorpå dette og disse er i sig selv. Det vil sige, at den enkeltes personlige udvikling eller dannelse i heldig retning eller individets realisering af det potentiale, som den individuelle grundform udgør, hvilket vil sige en grad af personlig selvrealisering, er en forudsætningen for at erkende verden, som den er, og at danne ægte forestillinger om andres karakter og hjerte og dermed fatte ægte tillid til og kærlighed til disse. (Sibbern, 1819, 215-219)

26 Med karakter mener Sibbern omtrent det samme som grundformen, men med den forskydning, at når grundformen som sjæleligt materiale er udfoldet, så viser sig karakteren. Med grundformen tænker Sibbern på et potentiale. Med karakteren tænker Sibbern på dette potentiale i udviklet form eller som potentialets realisering, hvilket vil sige, at vi i nogen grad har at gøre med en personlighed. (Sibbern, 1819, 32-33) 27 Sibbern anvender også udtrykket ’mikrokosmos’. (Sibbern, 1819, 26)

33

Igen levner Sibbern den fornemmeste plads til Vor Herre, når han skriver:

’Den højeste Universalitet endeligen er den, hvortil vi komme ved Herrens egen evige Ånd, hvorved al Værens og Væsenheds Kilde og Centrum nu ogsaa træder ind i den Enkelte. Men ogsaa kun paa dette Trin indtræder den ægte frie og absolutte, over alt Endeligt ophøjende, Personlighed.’ (Sibbern, 1819, 66)

Den største personlighed udfoldes ved Guds ånd, og på den måde tenderer Sibberns psykologi vist imod en slags kristen mystik. Idealet for personlighed som ved Guds ånd sker almindeligvis ikke af sig selv. Muligheden, for at den gudsgivne tro kan komme til udfoldelse i én, skal der kæmpes noget med, og en selvstændig indsats er også påkrævet (Sibbern, 1819, 62), og dette er forbundet med selvbevidsthed. Som undersøgelsen er skredet frem, har vi nu et indblik i de mere centrale begreber, der ligger til grund for, hvordan Sibbern fremstiller ’personlighed’ i dette værk. Dog må det hidtil fremstillede ses i sammenhæng med, hvad der følger i det efterfølgende afsnit, da individet ikke dannes til personlighed, uden at det har opnået en grad af selvbevidsthed.

Personlig frihed

SelvbevidsthedDet, der ligger til grund for det åndelige liv, er bevidstheden, der viser sig som en indre selvskuen, hvor den enkelte gør sig selv til objekt for sig selv. Denne subjektets gøren sig til objekt for sig selv finder ikke sted i et tomrum, da individet altid er i en tilstand som bekymret, ængstelig, glad eller hvad det nu er, og det vil sige, at subjektet objektiverer sig som værende i en bestemt tilstand, som det ikke umiddelbart kan ændre på, men som netop i denne mentale akt ses som virkende i sig og som sine. Ligeledes befinder en person sig altid i en situation og har en tilværelse, der er sin, og denne konkrete situation og tilværelse, som er personens, hører med til den mentale akt, da subjektets objektivering af sig selv ligeledes omfatter den situation og den tilværelse, som er personens, og som glæder, bekymrer eller hvad det nu gør i forhold til personen. (Sibbern, 1819, 69-71) Denne selvobjektivering finder sted, ved at man gør sig en forestilling om sig selv og sin tilværelse, og hermed opstår en bevidsthed, hvorved jeg’et sætter sig som et personligt jeg i forhold til sig selv og med alt, hvad der rører sig, i sig. Og sådan udvikler bevidstheden sig til selvbevidsthed. (Sibbern, 1819, 73)

FornuftVed hjælp af fornuften, som alle har i sig, fremstiller det gode sig som godt, det skønne som skønt, det guddommelige som guddommeligt, det onde som ondt, men kun i kraft af selvbevidstheden erkendes det, der her fremstiller sig for én, som det, det er. Det, som fornuften fremstiller, og som lader sig erkende som sådan af den enkelte i kraft af selvbevidstheden, er vedrørende, både hvad der rører sig i individets indre sjælelige liv og i den sociale virkelighed, hvori man færdes. Den enkelte

34

bør leve efter, hvad fornuften således lader den enkelte indse. Det vil sige, at den enkelte ved at erkende og vedkende sig de erkendelser, som således gøres, lader sig besjæle af den fornuft og derfor handler herefter som den naturlige følge af selvovertagelsesprocessen, som jeg skrev om under overskriften ’Selvbevidsthed’.28 (Sibbern, 1819, 74-76)

Og heri ligger en frihed. Den enkeltes bestemmelse ligger i at identificere sig med sig selv, som man nu viser sig at være, og som ifølge den individuelle grundforms særegne måde at optage livet på ikke kan være anderledes, og således identificere sig med sig selv, som man faktisk er. Helt præcist formulerer Sibbern sig sådan om fænomenet:

’Saaledes kan da Mennesket, uagtet det virkende og gjørende i ham er noget andet end ham selv, hvilket andet gjør ham til det, han vorder, - thi dets Kraft er dets, ej hans – dog siges at vorde, hvad han selv gjør af sig, d. e. med Selvbestemmelse lader gjøre af sig..(..)..Der er i denne Selvbestemmelse noget absolut, noget der umiddelbart er, hvad der er, fordi det nu engang er saa. Og dette absolutte er en Grundact, en Grunddaad, hvorved Individet selv fæster Sind og Hjerte til det, det lader herske i sig.’ (Sibbern, 1819, 86)

Når Sibbern skriver om denne selvovertagelsens handling, at det er noget absolut, så mener han hermed, at disse fænomener har ontologisk status. Sibberns anvisninger på at tage sig selv og sin tilværelse i besiddelse (Sibbern, 1819, 96) er for ham ikke blot en fortolkning iblandt andre mulige fortolkninger, men er uomgængelige fænomener i forlængelse af den organiserende stræben, som livet inciterer til, og som ytrer sig i mennesket ifølge dets natur. (Sibbern, 1819, 31)

SamvittighedI den frihed, der foreligger eller som man tilegner sig i kraft af selvovertagelsen, ligger der også en på samme måde absolut begrænsning, da jeg’et med sin frihed føler sig betinget af en indefra kommende indre lov; samvittigheden, der fortæller, hvad man bør. (Sibbern, 1819, 86-87)

Om samvittigheden vil jeg lade Sibbern selv uddybe:

’Skarpest føles denne Grundbegrænsning i Samvittigheden, hvor Æresfrygten for og Vedhængenheden ved den indre Lov gaaer i et med den personligste Følelse af det egne Selvs sande Vel..(..).. Samvittigheden er den inderste og dybeste i Personligheden, som Personlighed; ved den er Jeget som personligt og med den stærkt fremtrædende Følelse af denne Personlighed, rodfæstet i det Evige..(..)..Den ligger saaledes paa det Punct, hvor det Evige gaar over i, og gaar i ét med, det personligste.’ (Sibbern, 1819, 87-88)

28 Fornuften virker således i én og er en guddommelig indflydelse i os og herudaf kan opstå en levende kærlighed til Gud. (Sibbern, 1819, 78)

35

Sibberns betragtninger om frihed og samvittighed er uden tvivl en variant af den kantianske frie vilje og det kategoriske imperativ om at handle ud fra en maksime, som er forbilledlig (Lübcke, Red., 1996, 227-234), og på samme måde her hos Sibbern er den personlige frihed forbundet med en erhvervet fri vilje. Den frie vilje og den personlige frihed er således ikke noget, mennesket har fra begyndelsen af sit liv, men er noget, det burde tilkæmpe sig på et tidspunkt i livet. Den enkelte er et individ fra starten, men personlighed bliver det først ved sin fri selvovertagelse og sammenhængende hermed opnåelsen af en fri vilje, og således bliver det selvbestemmende i den konkrete tilværelse, som selvovertagelsen også inkluderer:

’Saaledes træder da umiddelbart til Selvpositioneringen, og falder sammen i eet med den, en anden Grundposition, hvorved Jeget sætter sig i et bestemt Grundforhold til Verden eller sætter sig paa en bestemt Maade til denne, tagende Livet paa denne eller hiin bestemte Maade. Det griber dette eller hiint, hvortil det knytter sig, hvorom dets Hovedhensyn dreje sig, og hvorved det lader sig styre.’ (Sibbern, 1819, 100)

Som her uddybet så betyder selvovertagelsen, hvorved man bliver selvbestemmende på sin egen måde i overensstemmelse med sin natur (grundform og karakter), at der kommer kontinuitet ind i den enkeltes tilværelse. Den enkelte vil, ifølge Sibbern, typisk optræde ensartet, da det på sin måde handler i overensstemmelse med sin samvittighed, hvilket er muligt i kraft af tilegnelsen af sin fri vilje, og dette er nyt i forhold til før, hvor individet undertiden var henvist til at sige, mene, handle som andre i det miljø, hvori han færdes, på grund af sit ikke-realiserede potentiale af sig selv som personlighed og derfor manglende selvbestemmelse og selvstændighed. (Sibbern, 1819, 103)

Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse Som allerede beskrevet så er en grad af personlig udvikling påkrævet for at erkende og holde af verden og andre, som det eller disse faktisk er. Antagelsen skal vist forstås ret bogstaveligt, også selvom det peger i retningen af den grumme konklusion, at et dårligt udført arbejde, en uheldig vurdering, en ulykkelig kærlighed osv. meget vel kan have at gøre med, at man er en mislykket eller ikke-realiseret personlighed, og det vil jeg nu uddybe.

Som vi før så, så er der principielt intet til hinder for, at mennesket i sit indre mikro-kosmiske sjælelige liv gør sig et billede af sin verden og sine medmennesker, der svarer helt til, hvordan disse faktisk er, men det betinger den personlige udviklingsproces, som resulterer i, at fornuften i én lader det gode fremstille som godt, det onde som ondt, osv., og som således erkendes, som hvad det er i kraft af selvbevidstheden, som ligeledes giver den erkendende mulighed for at handle herefter i overensstemmelse med sin samvittighed og i kraft af sin frie vilje.

Et sådant selvbevidst og ideelt set etisk handlende menneske burde nu ikke tilbringe resten af sin tilværelse i selvbevidst refleksion og lignende kognitive manøvrer. Disse bevidste mentale

36

manøvrer burde vedvarende finde sted, men det meste af tilværelsen burde bestå af selvforglemmende virksomhed. Det vil jeg uddybe, og dertil vil jeg tage afsæt i følelser.

FølelserFølelser er grundlæggende den stemning af behag eller ubehag, der er sammenhængende med erfaringer med mennesker, ting og begivenheder, der fremkalder behag og ubehag, men ifølge Sibbern findes der to hovedtyper af følelser; jeghedsfølelser29 og universelle følelser.

Jeghedsfølelser Jeghedsfølelser går ud på eget behag eller ubehag (Sibbern, 1819, 299), og disse vil jeg nu give et eksempel på. Den, der alene er styret af sin lyst til det behagelige, vil søge dette og søge at undgå det ubehagelige. Da det behagelige kun er behageligt, indtil lysten dertil er indfriet, er denne ensidige måde at orientere sig på utilstrækkelig, da det, der vækker lysten, kun kan fastholdes med behag, indtil lysten er tilfredsstillet. Derfra bliver det oprindeligt lystfulde forbundet med ulyst, og den behagelystne må nu vente, indtil lysten opstår igen eller vende sig mod noget andet, som vækker lysten, hvorefter det samme kan gentage sig. På den måde er følelsen af lyst og ulyst ikke tilstrækkeligt nuancerede følelser at lade sig lede af, og hvad værre er, på denne måde erfarer man ikke verden og sine medmennesker, som de er, men erfarer dybest set, hvad hos dem eller dette, der tjener egen erfaren af lyst og behag. (Sibbern, 1819, 280-283) Og på den måde må denne tilgang til tilværelsen betragtes som en form for ’dæmoni’30, da alt og andre alene betragtes som, hvad det fremkalder i eller for mig.31

For eksempel er samvittigheden derimod en følelse, som fortæller, hvad man også burde gøre overfor andre, hvilket meget vel kan være forbundet med ubehag eller ulempe for en selv. Værre endnu med kærlighed. Kærlighed knytter sig til den andens indre væsen, det vil sige den andens særegne personlighed, som skues med åndens øje. Hvis ikke kærligheden knytter sig til den anden selv, men til den fornemmelse den anden vækker i en selv, så gøres den anden til objekt for egen selvkærlighed og er således et eksempel på ’dæmonisk kærlighed’, som skyldes, at ’billedet af den anden’ ikke svarer til, hvordan den anden er.32 (Sibbern, 1819, 184) 29 Jeghedsfølelser kaldes også for egoistiske følelser. (Sibbern, 1819, 296)30 Hermed mener Sibbern; ’..efter christelig Talebrug forstaaes ved det dæmoniske de fra Gud bortdragende Indflydelser af et i Mennesket sig rørende Princip til det onde’. (Sibbern, 1819, 116) Nærmere forklaret betyder dette, at som det gode er et i ham indtrædende indflydelses magt, således har vi også at bekæmpe en i os sig rørende naturs bevægelser, som ellers kan komme til magt og herredømme i os og over os, og som giver selvforagt, da vi ikke har bekæmpet noget i os, der er os fremmed. (Sibbern, 1819, 115-116)31 En sådan gøren alt og alle til genstand for egen selvfornøjelse baserer sig alene på, hvad Sibbern kalder ’jeghedsfølelser’. (Sibbern, 1819, 296)32 Her kan vi sammenligne med Kants skelnen mellem verden for os, som ifølge ham er det eneste, vi har adgang til, og for sig, som vi ikke kan vide noget om. Sibberns løsning på det kantianske erkendelsesteoretiske dilemma er, at en personlighed har mulighed for at erkende, hvad verden og andre er i sig selv. Hvorimod et individ vel nok overvejende er henvist til erkendelse af og erfaren af tingene og de andre, som det fremtræder for ham, hvilket for eksempel er en realitet, når den erfarende erfarer på baggrund af kun jeghedsfølelser. For at erkende verden må den erfarende erfare det erfarede på baggrund af en følelsesmæssig tilknytning til det erfarede, som er kendetegnet ved universelle eller

37

Jeg mener ikke, Sibbern skal fortolkes så bogstaveligt, at den, der ikke har gennemlevet selvovertagelsens proces og efterfølgende gør brug af de herved opnåede kompetencer, er den eneste, der magter at erfare verden og andre med objektiv gyldighed og dermed også at elske andre, da enhver ifølge Sibbern har anelse om det, der burde komme til klar bevidsthed. Derfor har mindre udviklede mennesker og børn givetvis også ’lyse øjeblikke’ og kan ikke betragtes som alene optaget af egen egoistiske vinding og tilfredsstillelse af egen lyst, men han mener helt sikkert, at selvovertagelsen med en grad af reel fri vilje, selvbestemmelse og samvittighedsfulde handlinger er vigtig, og at dette er ethvert menneskes rette bestemmelse. Jeg mener altså ikke, at der er tale om et absolut enten-eller, men nærmere en høj grad af tendens til en mere ægte personlighed i forbindelse med selvovertagelsesprocessen, men ikke en udelukkelse af, at der skulle være ægte eller integrerede personligheder iblandt de mindre selvbevidste mennesker.33

Universelle følelserDet selvforglemmende er muligt i kraft af, at den enkelte bliver følelsesmæssigt grebet af nogen eller noget, hvor hensynet til sig selv glemmes, hvilket sker i forbindelse med det, Sibbern kalder universelle følelser. Disse fremkaldes af noget objektivt udenfor individet, hvis levende indflydelse fornemmes under følelsen, hvorved dette noget drager den grebne til sig, hvorved denne glemmer sig selv. (Sibbern, 1819, 295-296) Om denne selvforglemmende leven skriver Sibbern:

’I de glædefuldeste Følelser forglemmes det egne Jeg; ej om vor egen Kraftyttring, men om Gjenstandens Fortinlighed dreje under den contemplative34 Nydelse vore Forestillinger sig; ligeledes i Kjerlighedens højeste henrykkelse..(..).. ingenlunde er et Omdømme om Tingens Værd for os, men om Tingens Værd i og for sig, og Erkendelsen af denne Værd har nu den forhøjede Vitalitet til Virkning.’ (Sibbern, 1819, 315-316)

Således forestiller Sibbern sig, at den største glæde er i opslugthed og hengivelse til det, den eller dem, hvor glæden er ved nydelsen af det i sig selv værdifulde for dets, disses eller dennes egen skyld.35

sympathetiske følelser (hensigten med Gadamers begreber om fuldkommenhedsforventning og horisontsammensmeltning er uden tvivl en lignende måde at overvinde det kantianske problem). 33 Dette er i nogen grad min tolkning af Sibbern, men jeg mener at kunne underbygge min antagelse ved at give eksemplerne med hunde og barbariske folkeslag: Selv en hund kan skamme sig, da den har en fornemmelse af det ideelle, men den kan ikke udsondre det gode som godt, dertil kræves et sprog, der kan adskille tanken om det gode fra den konkrete situation. (Sibbern, 1819, 53) Et sprog har derimod de mest barbariske folkeslag, og selv hos disse findes forestillingen om, at noget andet end det synlige er til, og at dette råder over menneskerne. (Sibbern, 1819, 54) 34 Når Sibbern skriver ’kontemplativ’, så tænker han her på den glæde, der består i at se det gode som godt, det skønne som skønt og en andens indre væsen i dennes særegenhed som fornuften. De største glæder af denne art kalder Sibbern universelle følelser. Universelle følelser kan dog også vække mishag (Sibbern, 1819, 297), som for eksempel man iagttager en uretfærdighed, som man reagerer på under fuldstændig tilsidesættelse og forglemmelse af sig selv.

38

Sympathetiske følelser er blandede følelser, hvor der indgår både universelle og jeghedsfølelser, men med en overvægt af de universelle følelser. Her træder selvhensynet tilbage til fordel for det andet eller den anden, men glemmes ikke helt. (Sibbern, 1819, 299-300) Et eksempel på dette er samvittigheden, der ganske vist er en universel følelse, for så vidt den vedrører noget, man burde overfor andre, men alligevel rummer samvittigheden et selvhensyn, da den også har at gøre med et krav til sig selv om at være mere fuldkommen. (Sibbern, 1819, 308)

Kærlighed Sibbern vurderer helt sikkert kærlighed imellem kønnene meget højt, og lige såvel, som han ikke er blind overfor mulige vanskeligheder i forbindelse hermed, lader det til, at han mener, at netop også kærlighed til et menneske af det modsatte køn rummer særlige muligheder for selvrealisering, og også i forbindelse med kærlighed af denne art tænker han først og fremmest her på kærlighed til den andens indre væsen. Jeg mener, at dette er vigtigt at tilføje, når vi tager følgende citat i betragtning:

’Overalt viser sig Ensidigheden og Utilstrækkelighed i de enkelte Individers Naturer, der til fulde Existents behøve og kræve Forening med andre Individer. Den bestemteste og betydeligste Modsætning i Naturen er her Kjønnets. Ikkun Halvt lever Menneskenaturen i ethvert Individ.’ (Sibbern, 1819, 58)

1b. Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Psychologisk Pathologie fra 1828?

Som jeg har skrevet både i projektdesignet og i begyndelse af afsnit 1a., består Psychologisk Pathologie overvejende af en undersøgelse af drifter, lidenskaber og affekter, som netop kan forhindre den naturlige og vellykkede personlighedsdannelse, der fremstilles i Menneskets aandelige Natur og Væsen, som jeg nu i korte træk har redegjort for. Sibbern skriver på første side i Psychologisk Pathologie, hvor han henviser til stedet i forgængeren, hvor han skriver at han senere vil levere en undersøgelse af de pathologiske fænomener, at dette stadig er målet med denne bog. (Sibbern, 1828, 3)

Jeg vil først redegøre for Sibberns pathologiske grundbegreber drifter, lidenskaber og affekter. Dernæst vil jeg kort redegøre for, hvordan det pathologiske optræder, når drifterne ikke er rettet imod sine genstande baseret på sympathetiske følelser, men derimod er baseret på egoistiske følelser og dermed overmander disse oprindelige gode og naturlige tilbøjeligheder.35 Når Sibberns skriver ’kjerlighedens højeste henrykkelse’, er der næppe tvivl om, at han her også tænker på seksuelle udfoldelser, og der er heller ikke tvivl om, at han tænker dets plads er strengt indenfor rammerne af ægteskabet. Ingen steder i Menneskets aandelige Natur og Væsen omhandles seksualitet, men i Om Elskov. Kjærlighed imellem Mand og Qvinde, der også er fra 1819, nævnes seksualitet og utroskab flere steder. For eksempel på side 61: ’..Tanken paa Utroskab er saa oprørende og saa frygtelig, fordi Utroskab gjør, at selv det Høiere, Herligere i Jordelivet viser som Noget, der ingen Bestaaen har, ingen Ægthed.’

39

Som allerede nævnt i afsnittet projektdesign har jeg valgt den fremstillingsmåde, da Sibbern i Psychologisk Pathologie ved hjælp disse grundbegreber for det pathologiske undersøger nærmest alle tænkelige områder af tilværelsen, hvor begivenhederne risikerer at løbe af sporet og blokere for realisationen af den vellykkedes personlighedsudvikling, hvilket ikke er muligt at gengive detaljeret.

Det pathologiskeSibberns begreb pathologi er afledt af det græske ’pathos’. (Sibbern, 1885, 3) I Dansk Fremmedordbog fremgår det, at det græske begreb ’pathos’ egentlig betyder lidelse og nu på dansk refererer til ’en grebethed, stor og ophøjet lidenskab..(..).. øjeblikkelig og skiftende sjælstilstand; MODSAT: etos.’ (Hårbøl, 1997, 713) ’Om ’etos’ står, at dets oprindelige græske betydning er ’sæd, skik’ og på dansk nu referer til ’karakter, moralsk opfattelse, blivende karakteregenskaber’. (Hårbøl, 1997, 293) Når Sibbern i Psychologisk Pathologie udfolder, hvad han forstår ved det pathologiske, så er det ikke i modstrid med disse korte definitioner, da det pathologiske hos Sibbern netop referer til individets lidenskabelige grebethed og sindets omskiftelighed, som er lidelsesfuld og står i modsætning til en moralsk livsstil og sammenhængende hermed blivende karakteregenskaber hos den enkelte, som Sibbern har redegjort for i Menneskets aandelige Natur og Væsen.

Alle pathologiske fænomener er forbundet med affektion eller attrå, som Sibbern også kalder begær, stræben og tilskyndelse. (Sibbern, 1828, 5)

Affektion er et overvejende indre subjektivt fænomen, der indadgående ytrer sig i en sindsbevægelse og udadgående ytrer sig i et overdrevent følelsesudbrud. Måden, hvorpå det kan ske for det enkelte individ, beror langt hen ad vejen på individets særegenhed og mindre på det, der fremkalder affekten, da en lignende affektiv sindets bevægelse i både ind- og udadgående retning kan have et lignende forløb i forskellige situationer og ved forskellige begivenheder. Hvis den affektive sindsbevægelse er stærk, overvælder den besindigheden og ’bevæger Sindet med en vis eensidig, alt Andet fortrængende Heftighed’, hvilket kaldes en egentlig affekt. (Sibbern, 1828, 5)

Den stående kilde til affektionerne kan skyldes ’Det, som constituerer Temperamentet, hvoraf der, da der er en vis staaende Grundstemning i hele Sindet, kun kan tillægges ethvert Menneske eet’. (Sibbern, 1828, 6) Her ser vi et eksempel på, at antagelsen om det enkelte individs grundform, som redegjort for i forrige afsnit, også her bliver tilkendt en konkret betydning i forbindelse med de uheldige pathologiske sindsbevægelser, sindsudbrud og affekter.

Attråen er et psykisk fænomen, der er mere forbundet med det objektive, da attråen bevæger den attrående til handling, ’hvorved bestemte Gjenstande, eller Forhold og Tilstande, som endnu ikke

40

ere til, skulle frembringes’. (Sibbern, 1828, 5) Da det, der attrås, er vidt forskelligt, har attråen et mere forskelligt præg og udseende afhængigt af genstanden, forholdet eller tilstanden, der attrås. (Sibbern, 1828, 5)

DriftAttråens kilde er drift eller drifter, da der ’efter Gjenstandenes Forskellighed, gives mangeslags Atraa, ogsaa tilskrives Mennesket flere forskellige Drivter’. (Sibbern, 1828, 5)

Om denne drift eller drifter, der er kilden til attrå, skriver Sibberns endvidere:

’Under Livets gang uddanne sig af Drivterne, formedelst Reflection og selvbestemmelse, idet visse Gjenstande hæves frem og vorde staaende Formaal for vedvarende Attraa og Bestræbelse, visse fremherskende Attraaens Tilbøieligheder, der kunne blive til Lidenskaber, idet da tillige Forestillingerne om hine Gjendstande blive til herskende forestillinger.’ (Sibbern, 1828, 6-7)

Med andre ord så formes attråen hos den enkelte ad åre i forskellige retninger, og under samme proces kan der opstå lidenskabelige herskende forestillinger om de ting, attråen er rettet imod, og hvis denne attrå stiger til en grad af lidenskab og farver de herskende forestillinger på en al for ensidig måde, så kapper denne attrå og lidenskab over i det pathologiske, som har at gøre med, at genstandene tabes af syne til fordel for den egoistiske optagethed af, på hvilken måde genstandene kan tages i besiddelse eller berige den lidenskabeligt attrående for dennes egen skyld.

Et andet sted skriver Sibbern mere udførligt om driftens årsag og dens virkninger som attrå og begær:

’Allerede at Mennesket er sig et sig selv bevidst Væsen, hvis Liv er Tiden og Tidens Vilkår og Forhold underlagt, medfører, at han er et Væsen, der ei kan Andet, end at bevæges af Attraa og Begjær og dermed forbunden Tragten og Stræben, som gaar ud paa, at ved hans egen Virksomhed Noget skal blive til Virkelighed i et senere Tidspunkt, som det i et tidligere har fremstillet sig for hans Fornemmelse eller Forestilling. Men at Mennesket tillige er et Væsen, som er langt fra allerede at være Det, hvortil hans Liv sigter, at den Formation eller Skabning, som i ham er grundlagt, er langt fra at være færdig, dette gjør, at hiin Atraaen, Begjæren, Tragten og Stræben træder saa stærkt frem hos Mennesket, og hos ham spiller en saa stor Rolle, og at derfor saa stor en Deel af de pathologiske Betragtninger komme til at dreie sig herom.’ (Sibbern, 1828, 53-54)

Det individet ikke er fra starten, men er anlagt på at blive, kender vi til fra min redegørelse for individ, personlighed og personlig frihed hos Sibbern i Menneskets aandelige Natur og Væsen, så det vil jeg ikke her kommentere yderligere. Det, Sibbern her skriver om årsagen til drifter og dets virkninger attrå, begær, stræben og tragten, er, at disse fænomener er helt naturlige og i sig selv

41

gode og nødvendige i forhold til individets realisation af sig selv som personlighed, hvilket er hensigten med den enkelte og er som sådan simpelthen en måde, hvorpå livet virker i mennesket. Da dette spiller så stor en rolle og træder så stærkt frem i mennesket, så forelægger muligheden altså også for, at disse drifter og denne attråen, tragten, stræben og begær risikerer at udvikle sig til at være en forhindring for den udvikling, som det enkelte menneske er anlagt på.

Sibbern har også en forklaring på, hvordan driften som blind ’naturtilskyndelse’ virker i mennesket, hvilket vil sige, hvordan denne blinde tilskyndelse i mennesket omdannes til en mere eller mindre bevidst attråen og stræben. Sibbern skriver om dette, at driftens ophav fortaber sig i det dunkle, som han kalder et instinkt:

’Instinkt, der betegner det mere Bevidstløse og Dunkle. Thi skal..(..)..hiin Drivts første aldeles dunkle Rørelse betragtes som Naturtilskyndelse, og den kaldes da bedre Instinct, end Drivt.’ (Sibbern,1828, 58-59)

Sibberns begreb om drift er mangfoldig, som der er genstand, forhold og tilstande at attrå. Også derfor bliver Psychologisk Pathologie et ret omfattende værk, da Sibbern med sine grundbegreber for det pathologiske undersøger de psykiske fænomener i forbindelse med alle de mange genstande, der kan gøres til genstand for attrå. Således skriver Sibbern om ’meddelelsesdrift’, som er driften til at delagtiggøre andre i, hvad der optager en. (Sibbern, 1828, 75) En moralsk og religiøs drift. (Sibbern, 1828, 79) Lyksalighedsdrift, fuldkommenhedsdrift og virksomhedsdrift. (Sibbern, 1828, 87) En drift imod viden, frembringelse, kunst. (Sibbern, 1828, 116) Drift til at indgå i selskab, venskab, kærligheddrift og kønsdrift, der i sig selv er af egoistisk udspring. (Sibbern, 1828, 117) Drift til nydelse. (Sibbern, 1828, 199) Drift til ære, osv. (Sibbern, 1828, 76)

Enhver genstand, tilstand eller forhold, der kan attrås, er der en drift for, og enhver sympathetisk drift, der udvikler personen, kan blive kvalt af personens egen egoistiske stræben, hvorved selve genstanden tabes af syne.

Sympathetiske og egoistiske drifterIgen anvender Sibbern grundmodsætningen imellem de sympathetiske og egoistiske følelser36, som de følelser hvor ud fra der erfares og handles. I attrå og de heraf afledte handlinger, der er motiveret af sympathetiske følelser, er der ikke noget pathologisk. I de handlinger, der derimod baserer sig på egoistiske følelser, optræder de pathologiske fænomener. (Sibbern, 1828, 11-12)

Sibberns grundantagelse for det pathologiske er, at alle de genstande, tilstande og forhold, der kan attrås, og som der derfor findes en drift for, ideelt set må basere sig på også sympathetiske følelser,

36 Før har jeg benævnt disse med deres anden betegnelse, jeghedsfølelserne.

42

da denne attrå imod tingene, tilstanden eller forholdet, ellers ikke er en rettethed imod dette i sig selv værdifulde og dermed rummer egentlig selvforglemmelse, som redegjort for i forrige afsnit, men bliver en rettethed, hvor genstanden, tilstanden eller forholdet netop begæres for, hvad dette kan være for det begærende individ. Fælles for de pathologiske fænomener er, at de er en rettethed, en henvendelse imod, en optagethed, en drift imod, der har helt eller delvist mistet sin genstand. Og i en vis forstand bliver attråen en attrå, der mere eller mindre er vendt imod den attrående selv, som jeg tidligere har beskrevet under afsnittet om jeghedsfølelser, men som Sibbern igen skriver om i Psychologisk Pathologie.37 (Sibbern, 1828, 137) Denne pathologiske jeghedssyge kan forekomme i forbindelse med alle de genstande, der kan gøres til genstand for begær. Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesidealSibbern beskriver mennesket som et væsen med flere lag eller niveauer. Sibbern anvender betegnelsen hovedtrin. Det, der er vigtigt, er, at Sibbern mener, at kun den affekt og attrå, der kommer til udtryk som psykiske fænomener under det første hovedtrin, hører til de egentlige pathologiske fænomener. Personer, der kan siges at være kendetegnet ved, hvad der fremgår under de øvrige hovedtrin, er, hvad Sibbern forstår ved vellykkede frie personligheder eller bedre endnu gode protestanter. (Sibbern, 1828, 66)

Første hovedtrin - naturtilskyndelsen På dette stade befinder et menneske sig på et trin, hvor det er behersket af naturtilskyndelser med dets ’tvende væsentligt forskellige Hovedtrin’ som måder, hvorpå livet kommer til udtryk hos mennesket. (Sibbern, 1828, 63)

Første trin er den blotte drift, der betegnes som ren naturtilskyndelse og betegner den bevidstløse instinktive dunkle rørelse, der som egentlig drift i mennesket får skikkelse som rettet attrå imod bestemte genstande, tilstande eller forhold.

Andet trin er tilskyndelsen:

’Tilbøjeligheden, der er noget Andet, end Drivt, da den først under Livets Gang, formedelst tiltrædende Opmærksomhed paa Gjendstandende og en derved fremkaldet Tilknytning til visse iblandt dem, gaaer frem af Drivten, men ogsaa den er dog endnu at kalde Naturtilskyndelse, og det Standpunct, hvorpaa Mennesket staaer, saalænge han endnu ikkun bevæges af en saadan, er blot Naturens.’ (Sibbern, 1828, 63)

37 Der er næppe nogen tvivl om, at vi her ser Sibberns fortolkning af den ’indkrogethed i sig selv’, som Luther taler om, og som det om muligt er altafgørende at blive vendt ud af, men som mennesket ifølge Luther ikke magter at gøre ved egen indsats, hvilket Sibbern vist også kan siges at mene, selvom han vist er noget mere optimistisk end Luther. Det var en religionsfilosofisk kommentar, men under redegørelsen af aspekter Menneskets aandelige Natur og Væsen skrev jeg, at Sibbern selv var inde på, at psykologien havde genstand tilfælles med ’den usynlige kirke’, og derfor finder jeg det rimeligt nok at knytte den kommentar til, og som vi snart skal se, så fremkaldte Psychologisk Pathologie også en protest over dens sammenblanding mellem teologi og psykologi.

43

Dette standpunkt er altså et, hvor individet er optaget af og knyttet til visse genstande eller visse andre, der er mere end den blotte drift, men ikke på en moden og selvbevidst måde. Sibbern skriver videre herom i § 38 Hvorledes Tilbøielighed danner sig. Herved om Vanens Magt, at denne opmærksomhed på visse genstande, begivenheder og andre, der på en rutinemæssig måde er opstået, har det med at vare ved som en tilbøjelighed, man beskæftiger sig med og prøver at komme i besiddelse af, hvis det lader sig gøres. (Sibbern, 1828, 118-122) Sibbern skriver herom:

’.. en Tilbøielighed, som ikke uden Anledning ofte kaldes en Kjærlighed, være den ofte nok saa egoistisk.’ (Sibbern, 1828, 119)

Dette tilskyndelsens trin har altså at gøre med, at man beskæftiger sig med andre og visse genstande, som man nok har en vis glæde ved, og som undertiden går under navn af kærlighed, hvad det alligevel ikke helt kan siges at være, da glæden ved disse genstande og andre i den sidste ende er af egoistisk art. Dette andet trin er uden tvivl sammenfaldende med et menneske, som Sibbern beskriver i Menneskets aandelige Natur og Væsen før den selvovertagelsesproces, der er forbundet med tilegnelse af selvbevidsthed, personlig frihed og ansvar osv.

Andet hovedtrin – forstands- eller fornufttilskyndelsen Et menneske på dette dannelsesniveau burde handle efter:

’..den Tilskyndelse, som indtræder, naar Overvejelse og Eftertænkning føre til at handle af Indsigt og erkendte Grunde, og derfor at følge visse eengang fattede faste Beslutninger, og altsaa at handle efter Grundsætninger..(..).. Det er her, i denne Intelligentsens og Frihedens Sphære, at Attraaen opklarer sig til at vorde en egentlig Villie, og at det viser sig, at Mennesket ikke blot i det Enkelte kan ville og fatte Beslutning, men ogsaa i det Hele en vis Grundvillie hos ham kan danne og befæste sig.’ (Sibbern, 1828, 63)

Med den forklaring kan vi se, at det, Sibbern her skriver om, er i forlængelse af, hvad vi allerede har set på som den ret ideelle personlige udvikling, som det fremgik af Menneskets aandelige Natur og Væsen, hvor den enkelte overtager sig selv, opnår selvbevidsthed, og hvor samvittigheden får sin egentlige betydning, da personen i kraft af sin selvbevidsthed nu også erkender det gode som godt, det skønne som skønt, osv., som fornuften fremstiller for denne enkelte, og som ledsages af etisk handlen. 38 Dette trin deler Sibbern her i endnu et hovedtrin, hvor det fornuftige er mere integreret i personligheden. 38 Det er uden tvivl også i direkte forlængelse af Kants morallov, hvad vi har set i både Menneskets aandelige Natur og Væsen og nu igen med lidt andre ord her i Psychologisk Pathologie. Søren Kierkegaards tænkning om æstetikere og etikere (Kierkegaard, 1999, 110) er uden tvivl også i direkte forlængelse af disse aspekter af Sibberns psykologi. Sibbern benævner endda også anden og tredje hovedtrin som etikkens standpunkt, og det fjerde som det religiøse standpunkt. (Sibbern, 1828, 66) I betragtning af hvor kendt Kierkegaard er blevet, er det i grunden mærkeligt, at Sibbern er gået helt i glemmebogen. Hvor mange ved, at skabelonen for Kierkegaards univers befinder sig i Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819?

44

Tredje hovedtrin - karaktertilskyndelsenSibbern skriver, at et menneske, der således er behersket af fornuftstilskyndelse, ikke af den grund hverken kan eller skal ophøre med at være underlagt naturtilskyndelsen. Sibbern mener åbenbart at for at undgå, at naturtilskyndelser og fornuftstilskyndelser skal stå i modsætning til hinanden, skal disse tværtimod gensidigt befrugte hinanden og blive en anden af fornuft gennemtrængt natur.39 (Sibbern, 1828, 64-65)

Sibbern skriver om dette:

’..hvad reen og klar Indsigt og Erkendelse lærer og fordrer eller medfører, skal saaledes udvikle sig af vor Natur og igjen gaa over i vor Natur, og gribes og omfattes af den Tilskyndelse, som, kommende frem af sig selv, ogsaa af sig driver Livet fremad, at det erkendte Høiere bliver os til en anden Natur, ved aldeles at gaae over i Tilbøjeligheden.’ (Sibbern, 1828, 64-65)

Forskellen på andet og tredje hovedtrin er vist, at her på det tredje hovedtrin gør den enkelte ikke lidt modstræbende, hvad han ved, han burde, men gør det her umiddelbart, glad og gerne, da naturlig lyst, erkendelse og vilje er helt i overensstemmelse med hinanden.

Fjerde hovedtrin – livet i Gud Ganske som i Menneskets aandelige Natur og Væsen realiseres personligheden i fuldt flor ved Guds ånd. Sibbern opererer dog her med to former for religiøsitet. Det første trin er en kristendom, hvor et menneske har en idé om Gud, den anden er, når et menneske er gennemtrængt af Guds egen ånd:

Væsenhedens trinPå dette trin leves livet i kraft af individets idé om Gud. (Sibbern, 1828, 65-66) Nådens trin Dette egentlige kristne liv er kendetegnet ved at være:

’..naar hele Livet saaledes bevæges og gjennemtrænges af Det, som er høiere, end baade Naturen og Friheden, men til hvis Aabenbarelse baade Natur og Frihed skulle tjene, det Guddommelige og Evige, at Guddommen selv kan siges at opfylde Sjæl og Sind, Hjerte og Aand, og at Tilskyndelsen føles og elskes og helligholdes som Guddommens egen actuelle altopfyldende Tilstedeværelse i Menneskets Indre..(..).. i Kraft af Guds umiddelbare Impuls og Leven i os.’ (Sibbern, 1828, 65)

39 Når Sibbern her betænker modsætningen og ophævelsen af den modsætning, der kan forekomme imellem, hvad der kan være naturligt at gøre, og hvad man som etisk handlende væsen mener man skulle gøre, så er det næppe forkert, at Sibbern her mener at befinde sig i overensstemmelse med Paulus’ brev til romerne 7. 18-19 eller i hvert fald forholder sig til samme emne: ’Thi jeg ved, at i mig, det vil sige: i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.’

45

2. Var der nogen forventning til disse værker, og på hvilken måde blev de vurderet i samtiden og eftertiden?

2a. Forventninger til Menneskets aandelige Natur og Væsen, før den blev udgivet

De breve og begivenheder, som jeg i dette afsnit vil analysere, er skrevet eller finder sted i perioden fra 1817 til 1820. På det tidspunkt har Sibbern været professor i 4-7 år og har vist efterhånden tiltrukket en del opmærksomhed. Ifølge et brev til sin søster dateret d. 18. september 1816 er Sibbern allerede her langt med manuskriptet til Menneskets aandelige Natur og Væsen, men det trænger dog stadig til omarbejdelse. (Mynster, C. N. L., 1866 II, 98) Det kan ikke betyde andet, end at Sibbern har forelæst igennem lang tid i psykologi og om de emner, der omhandles i bogen. På den måde må værket også læses som resultatet af og et tydeligt udtryk for, hvad Sibbern igennem nogle år har formidlet. Mange studerende har uden tvivl fundet Sibberns forelæsninger inspirerende, men langt de fleste har sikkert gået fra undervisningen, hvor de kun har tilegnet sig dele af Sibberns ontologi og psykologi. Hvordan, Sibbern har været refereret af de studerende efterfølgende, kan sandsynligvis have varieret en del og kan derfor have givet anledning til en del misforståelser. Først med udgivelsen af Menneskets aandelige Natur og Væsen forelægger der et egentligt videnskabeligt værk af Sibberns egen hånd, som seriøse kritikere har kunnet forholde sig til.

Det er ikke et stort kildemateriale, som jeg har kendskab til, der direkte vedrører eller kan anvendes til at fortolke, hvilke forventninger der var til Menneskets aandelige Natur og Væsen. Jeg baserer mig i denne analyse på et brev til Sibbern fra J. Paludan-Müller, et brev til Sibbern fra E. Rosendahl og på den kendsgerning, at der i perioden fra 1817-20 agiteres imod naturfilosofien af den teologiske professor Claus Frees Hornemann.40

Disse få kilder og kendsgerninger må jeg fortolke i lyset af den komplicerede situation, som 1810’erne er, hvad angår tidens videnskab og det religiøse liv, og derfor inddrager jeg begivenheder og fænomener herfra, som analysen skrider frem, med henblik på at fortolke kilderne i sammenhæng med den kontekst, de selv omtaler og selv er en del af. Da jeg kun har få kilder, der udtaler sig om forventningerne til Sibbern og Menneskets aandelige Natur og Væsen, og da 1810’erne er en frodig periode, hvad angår udvikling og begivenheder i det religiøse og videnskabelige miljø, er det ikke muligt at konkludere med særlig stor sikkerhed, men jeg må overvejende nøjes med at fremhæve, hvad der er sandsynligt. 40 Da Hornemanns agitation ikke direkte var henvendt imod Sibbern eller Menneskets aandelige Natur og Væsen, anvender jeg denne kilde som et levn, hvormed jeg mener, at jeg ser på kilden som en del af den kontekst, som udgjorde tiden omkring og efter udgivelsen af bogen. (Kjeldstadli, 2002, 178-182)

46

Inden jeg overhovedet går i gang, vil jeg påpege, at det er helt indlysende, at det praktisk talt kun er realistisk, at de, der kunne have en forventning til Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen, er mennesker, der har minimumsforudsætninger for at have en mening om et videnskabeligt værk. Det vil sige fortrinsvist mennesker, der befinder sig eller har befundet sig på eller i nærheden af Københavns Universitet.41 Det vil sige universitetsprofessorer, lærere, studerende, teologer, præster, embedsmænd og latinskolelærere. Brevet fra J. Paludan-Müller til Sibbern d. 9. august 1817 42

Paludan-Müller svarer i dette brev på et spørgsmål, som Sibbern må have stillet ham, sandsynligvis da han var hos ham i sommerferien kort forinden43 eller i et ikke bevaret brev fra Sibbern til Paludan-Müller. Ud fra svaret i brevet fra Paludan-Müller kan jeg konkludere, at det er sandsynligt, at Sibbern har syslet med et skrift om kristendommen, som han overvejer at udgive til jubilæumsfesten for reformationen d. 31. oktober 1817, men at Sibbern har haft sine betænkeligheder ved at offentliggøre dette skrift, og disse betænkeligheder må han have delagtiggjort Paludan-Müller i, da han i brevet svarer herpå.44 Paludan-Müller skriver, at han selv gerne ville skrive noget lignende, men som han også ville have betænkeligheder ved at udgive. (Mynster, C.N. L., 1866 I, 71) Om årsagerne til disse betænkeligheder, som han selv har, og som, han mener, ligeledes må gælde for Sibbern, skriver han:

’Tidens Aand forøger meget Vanskeligheden for den religiøse Skribent. Ville vi tale med Inderlighed, med Kraft og af fuldt Hjerte om det Helligste..(..).. saa staae vi i Fare for at føde det 41 Det er muligt, at der er nogle fra eller i nærheden af universiteterne i Kiel, Kristania og Stockholm, der havde en forventning til Menneskets aandelige Natur og Væsen. I Kristiania er Treschow professor og har sikkert været klar over, at bogen var på vej og har garanteret læst bogen. Jeg kender dog ingen kilder, der beretter om hverken forventninger til eller vurderinger af værket efter udgivelsen. 42 Da Sibbern var seks år, fik han privatundervisning, og den lærer, han fra den tid erindrede med størst taknemmelighed, var Paludan-Müller, som dengang var teologistuderende. (Dansk Pantheon, 1842, bind 2) J. Paludan-Müller var på tidspunktet, hvor han skrev dette brev, præst i Kerteminde, men senere i 1819 blev han stiftsprovst over Fyns stift. Siden blev han biskop i Århus. (http://runeberg.org/dandig19/0480.html) I det pågældende brev fra Paludan-Müller takker han Sibbern for fire dage, som Sibbern har tilbragt hos ham kort forinden. Han opfordrer han til at komme igen den næste sommer, og så fremdeles, og at gøre sit hus til centrum for hans rundrejser på Fyn. (Mynster, C. N. L., 1866 I, 71) Paludan-Müller må derfor have været meget glad for Sibberns besøg. Sibbern var sandsynligvis hos Paludan-Müller i en uge i den efterfølgende sommer. I hvert fald skriver Sibbern i et brev til sin søster dateret d. 13. august 1818, hvilket vil sige året efter, at han har opholdt sig den første uge af sin ferie hos Paludan-Müller. (Mynster, C. N. L., 1866 II, 102) I dette brev skriver Sibbern, at han ’holder meget af Præsten Müller. Jeg læste ham adskilligt for af mine skrevne Sager og philosopherede meget med ham’. (Mynster, C. N. L., 1866 II, 103) Så deres venskab må siges at være solidt. 43 Se fodnote 4244 Den 31. oktober 1817 blev der afholdt en kirkefest i anledningen af de 300 år, der var gået, siden Luther slog sine 95 teser op på kirkens port i Wittenberg, og i forbindelse med forberedelserne hertil udstedes et hyrdebrev udarbejdet af biskopperne, der med Frederik 6.’s anerkendelse udsendtes til rigets præster. Hyrdebrevet viste, at rationalismen var ved at tabe terræn, da der heri var betonet, at der i biblens ord om Jesus lå en guddommelig åbenbaring, og dermed nedtonedes den mere rationalistiske kristendoms betoning af Jesus som moralsk eksempel. Hyrdebrevet var en medvirkende årsag til at legitimere, at mange præster i årene herefter i deres prædikener lagde vægt på Jesus som forløser og forsoner, og at den rationalistisk farvede fortolkning af kristendommen på den måde var vigende til fordel for en mere romantisk. (Rasmussen, 1999, 68-69), (Lausten, 1999, 73)

47

sværmeriske Parti, der har reist sig i de sildigere Tider, og som søger at forjage den roeligprøvende Fornuft, for desto friere at omdanne Christendommen til Phantasiens og en regelløs Følelses Værk. Ville vi ved strænge og kolde Undersøgelser bestræbe os for at dæmme op mod denne Strøm, da maae vi..(..).. (vente), at det modsatte Parti, den lurende Irreligiøsitet, tager Anledning af vor Kamp mod Sværmerne ved at tælle os blandt sine hemmelige Tilhængere..(..).. Dog er vist Deres Stilling, min Ædle ærede Ven! I denne Henseende langt vanskeligere end min. Som offentlig – ja eneste – Lærer i denne Videnskab, hvoraf begge de modsatte Partier vente sig et Forsvar, og som af mange Theologer ex professo beskyldes for nu om stunder ligesaa meget at tendere til Sværmeriet, som den for et Par Decennier siden ansaaes for al Vantroes Moder..(..).. vil Deres Ord vække den største Opmærksomhed og være af megen Vægt.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 71-72) Den kommende biskop har altså fuld forståelse for Sibberns betænkeligheder ved at udgive skriftet om kristendommen, da netop hans ord som offentlig lærer i videnskab vil vække stor opmærksomhed og være af betydning. Det vanskelige i situationen begrunder Paludan-Müller i, hvad han opfatter som en kompliceret situation i det religiøse liv, hvor han her nævner to partier, sværmerne og en irreligiøs gruppe, som kan tænkes at ville tage ’Anledning af vor Kamp mod Sværmerne ved at tælle os blandt sine hemmelige Tilhængere’.

Ud over de to nævnte partier findes der åbenbart også et tredje, som Paludan-Müller selv mener at tilhøre, og som han åbenbart også mener, at Sibbern befinder sig i god forståelse med, da han skriver om ’vor Kamp’ imod sværmerne, ’der har reist sig i de sildigere Tider, og som søger at forjage den roeligprøvende Fornuft, for desto friere at omdanne Christendommen til Phantasiens og en regelløs Følelses Værk’. Kampen, de således, ifølge Paludan-Müller, kæmper, kan åbenbart let forveksles med den kamp, der kæmpes af tilhængerne af det såkaldte irreligiøse parti.

Det lange svar på det spørgsmål, som Sibbern må have stillet Paludan-Müller vedrørende, hvorvidt det var en god idé at offentliggøre sit skrift om kristendommen, indledes således med en analyse af situationen i det religiøse og videnskabelige miljø, der minder om senere tiders analyser af pragmatisk partipolitik. Jeg vil nu uddybe Paludan-Müllers analyse af disse tre religiøse og videnskabelige grupper i 1817, men hvor jeg supplerer med andre kilder.

J. Paludan-Müllers analyse af det videnskabelige og religiøse liv i 1817, suppleret med andre kilder

Det irreligiøse partiMed det irreligiøse parti må Paludan-Müller henvise til den gruppe af oplysningsfilosofisk orienterede og deres disciple, der med fornuftsargumenter har angrebet kirken fra især i 1790’erne, og de rationalistiske teologer, der har hældt til at fortolke kristendommen som en morallære, som især Mynster har vendt sig imod, men som var den herskende teologiske retning indtil slutningen af 1810’erne (Bjørn, 2003, 156), hvorefter den taber terræn i forhold til en romantisk farvet

48

fortolkning af kristendommen, hvilket altså finder sted netop i årene, hvor dette brev er skrevet, og hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen er under tilblivelse og udgives.

Grundtvigianerne, det sværmeriske partiDet sværmeriske parti, ’som udbreder sig mere og mere’, er, hvad Paludan-Müller ’..i Mangel af et mere betegnende kort Udtryk, kalder Grundtvigianismen efter dets meest høirøstede..(..).. Talsmand.’ 45, 46 (Mynster, C. N. L., 1866 I, 73) Paludan-Müllers holdning til bevægelsen er noget ambivalent, han skriver, at Grundtvig og grundtvigianerne, ’under Forsynets vise Styrelse har virket Godt til mange Sovendes Vækkelse og Dødes Oplivelse’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 73), men helt tilfreds er Paludan-Müller dog ikke med Grundtvig og hans tilhængere: ’Det være en Hammer på de dorske Hierter, men det indbilde sig ikke, at Oplysningens Fakkel er betroet i dets Haand.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 74)

Hverken Grundtvig, grundtvigianerne eller det irreligiøse parti, som uden tvivl er de rationalistiske teologer og rationalistiske udøvere af tidens videnskab, skulle således, ifølge Paludan-Müller, betros

45 Sidst, Grundtvig på dette tidspunkt har gjort sig mest højrøstet bemærket, var i 1814-15, hvor Grundtvig og H. C. Ørsted udkæmpede en strid på ord. Baggrunden for denne strid var, at H. C. Ørsted i 1814 afholder en tale på Københavns Universitet ved den årlige fejring af reformationen. Talens titel var Videnskabsdyrkning, betragtet som Religionsudøvelse. Og her redegør han for, hvordan naturvidenskaben kan påvise det guddommelige i naturen, men det specifikt kristne er ikke dens anliggende. Dette er et emne for den enkeltes tro og andre videnskaber. (Koch, 2004, 70) Samme år udgiver Grundtvig et mærkværdigt skrift, Om den Store Anti Christ eller sidste Forfølgere, hvor han lufter profetien, at Napoleon er antikrist, og at Danmark og Norge nok ville få del i de kommende trængsler, men herefter skal genfødes som et bed i Guds have. Skriftet udløser en skarp offentlig kritik af H. C. Ørsted, hvor Grundtvig beskyldes for at skabe unødvendig forvirring, og herefter udgiver disse på skift et gensvar til hinanden, indtil fejden ophører med Grundtvigs sidste indlæg året efter. Grundtvig havde irriteret H. C. Ørsted siden udgivelsen af sin Verdenskrønike fra 1812, der indebar et opgør med den schellingske naturfilosofi. (Koch, 2004, 79-80) Grundtvigs standpunkt var på dette tidspunkt en slags kristen fundamentalisme, hvor biblens ord fremhævedes som sandheden selv. (Vind, 1999, 215) Stridens kerne var forskellige opfattelser imellem religion og videnskab. (Koch, 2004, 79-80):

’Hvor Ørsted hævdede videnskabens uafhængighed af religionen, hævdede Grundtvig det modsatte synspunkt. Og hvor Ørsted anså fremtiden og menneskets åndeliggørelse som sikret ved fornuftens og videnskabens fremmarch, anså Grundtvig troens befæstelse som en del af Guds plan for menneskehedens fremtid. Her var en harmonisering mellem synspunkterne umulig.’ (Koch, 2004, 80)

Grundtvigs kritik af den schellingske naturfilosofi var, at han ikke mente, at der heri var plads til nogen levende Gud, samt at det onde relativeres. Grundtvig skriver, at disse sprog, ’hvis Grundvold er den evige Eenhed af Sandhed og Løgn, Lys og Mørke; men jeg veed ogsaa, at der staaer skrevet [Esajas’ Bog 5, 20] Vee dem, som sige om det Onde: Godt og om det Gode: Ondt’. (Koch, 2004, 82-83)

Det, både Grundtvig og H. C. Ørsted dog er enige om, er, at videnskaben ikke burde være i modstrid med kristendommen, uenigheden består i, hvordan dette i praksis efterleves. De stridende parter opnår ikke enighed, men fejden ophører i 1815, efter at de stridende offentligt har udvekslet deres forskellige synspunkter. Grundtvig viger ikke fra sit synspunkt; at fornuften skal underordnes troen, og den fornuft, der ikke lader sig lede af troen, farer vild (Koch, 2004, 85), og således har de stridende gjort sig til talsmænd for to så forskellige opfattelser vedrørende forholdet imellem tro og videnskab, at de ikke har kunnet blive enige om andet, end at de her var uenige.46 Fra 1820 havde Grundtvig en sådan position i det kirkelige liv, at man måtte forholde sig til ham. De toneangivende teologer opfattede ham som unødvendig forstyrrende med sine heftige polemiske udfald. (Bjørn, 2003, 280) Når Paludan-Müller her i 1817 forholder sig til Grundtvig og hans tilhængere, så viser han sig, hvad dette angår, som en engageret og kompetent samtidig iagttager af det kirkelige liv.

49

’oplysningens fakkel’. 47 Og hermed er vi nået til den tredje religiøse og videnskabelige gruppe, som, Paludan-Müller mener, burde betros ’oplysningens fakkel’, og som han selv mener at tilhøre, og som han mener, at Sibbern også befinder sig i god forståelse med. Dog er Paludan-Müller klar over, at Sibberns stilling er i ’denne Henseende langt vanskeligere end’ sin egen, da han er ’offentlig – ja eneste – Lærer i denne Videnskab’. (Mynster, C. N. L., 1866 I, 72)

Den tredje religiøse gruppe, som J. Paludan-Müller selv mener at tilhøre

Paludan-Müller fortsætter brevet med at berette, at han via en bekendt, som han har stor respekt for, og som er ivrig grundtvigianer, har hørt meget godt om Sibberns indsats som professor i København:

’Han taler nu paa det varmeste til Deres Roes, og udtrykker det visse Haab, at De vil give Tænkningen over Livets høieste Anliggender en ny Retning og give Anledning til en mærkelig Epoche i Philosophien; derpaa vedbliver han: ”Jeg veed fra en af hans Venner, at han i Aar – Jubelaaret – saagodtsom udelukkende studerer Theologi, at han til Reformationsfesten vil udgive udførlige Philosophiske Betragtninger over Christendommen, hvoraf han tilforn har oplæst Udkast i det Skandin. Litt. Selskab; omtrent til samme Tid vil udkomme hans Lyksalighedslære, 48 og efterhånden flere Lærebøger i De Discipliner, hvorover han har læst. 49 Naar jeg skal dømme af hvad jeg om de Phil. Betragtn. Over Chrd’en har hørt, og det Lidet, jeg deraf har seet udskrevet, troer jeg rigtignok, at han strax i Begyndelsen har fremstillet nogle Sætninger, mod hvilke der kan være meget at indvende, men at de alligevel indeholde mange dybe, indtrængende Blik, og – hvad mere er – ved den hele Aand, hvori de ere skrevne, aldeles afvige fra alle lignende Forsøg.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 72-73)

Som vi her har set, lader Paludan-Müller Sibbern forstå, at han selv har skyhøje forventninger til ham og de lærebøger, der er på vej, og det vil i første omgang sige Menneskets aandelige Natur og

47 En lignende analyse af det religiøse liv genfinder jeg i Jens Rasmussens bog om Mynster, hvor Rasmussen har analyseret visitatsbøgerne fra Mynsters periode som biskop over sjællands stift fra 1834-1854, hvilket vil sige 20-30 år efter Paludan-Müllers brev til Sibbern. På baggrund af disse visitatsbøger inddeler Rasmussen Mynsters opfattelse af præsterne i tre grupper. A. Gammeldags superrationalister, der var kendetegnet ved den gamle rationalistiske fornuftkristendom, men med betoning af åbenbaring og det overnaturlige. B. Grundtvigianerne. C. En gruppe præster, der så Mynster som deres åndelige fører, og som formentlig er mere eller mindre sammenfaldende med, hvad Paludan-Müller kalder det tredje parti, der bør bære ’oplysningens fakkel’. (Rasmussen, 1999, 126-128) 48 Med lyksalighedslæren menes helt sikkert Sibberns Om Elskov – eller Kjærlighed imellem Mand og Qvinde, som er væsentlig lettere tilgængelig, men hvor emnet, kærlighed imellem kønnene og det ægteskabelige liv, ifølge Sibbern selv behandles i overensstemmelse med det fremsatte i Menneskets aandelige Natur og Væsen. (Sibbern, 1853, VII-VIII) 49 Af disse lærebøger er Menneskets aandelige Natur og Væsen den første, der faktisk udkommer. I 1822 udkom Sibberns lærebog Om Erkendelse og Grandskning. Til Indledningen i det akademiske Studium. Værket er en videnskabsteoretisk grundbog til de universitetsstuderende. Ifølge Koch fremsættes i værket en kombination af personlighedsfilosofi og erkendelseslære. Videnskabsmandens personlighed må have en vis modenhed for, at den objektive virkelighed kan erkendes ret. Selverkendelse og virkelighedserkendelse følges ad. (Koch, 2004, 107-109)

50

Væsen. Han håber ligefrem på, at Sibbern også herigennem kan belære grundtvigianerne, som, han mener, også venter sig meget af ham. Paludan-Müller svarer ikke direkte på Sibberns spørgsmål, men svaret, han giver, må fortolkes som en advarsel imod udgivelsen af dette skrift om kristendommen, da han mener, at Sibbern kan skade sit gode renommé ved at udgive et skrift om kristendommen, når emnet er så følsomt, og kritik er forudsigeligt ligegyldigt, hvad han siger. Især når Sibbern er i færd med at skrive flere bøger, som flere muligvis også grundtvigianerne har store forventninger til. Og på den måde har han en mulighed for at vejlede de, ifølge Paludan-Müller, ikke håbløse, men noget primitive grundtvigianerne, hvilket de i høj grad trænger til. Paludan-Müller skriver om grundtvigianerne, at de ønsker at skrue tiden 300 år tilbage, og han mener, at grundtvigianerne hermed har misforstået både Luthers og reformationens ånd, da denne er en uafsluttet proces, som består i en vedblivende higen efter forbedringer, granskning og større klarhed (Mynster, C. N. L., 1866 I, 73-74), og det må være på den måde, han håber at se Sibberns fremtidige indsats, og sådan han ser det tredje parti i det kirkelige liv som alternativet til de irreligiøse rationalister og grundtvigianerne.

Faktisk skriver den kommende biskop, at selvom det ikke er ideelt, så er det endnu, og måske for altid, nødvendigt med to hovedlinjer i fortolkningerne af kristendommen: En populær folkelig kristendom, og her ser han Grundtvig og grundtvigianernes funktion, og en mere sofistikeret udlægning baseret på videnskab.50 Paludan-Müller mener, at denne praktiske niveaudeling i udlægningerne af kristendommen ikke er uproblematisk, da dette ofte er sket med vold og uret til følge. Derfor har han fundet det nødvendigt at udlægge sin opfattelse som et skriftemål overfor Sibbern, og hermed kan han ikke mene andet, end at selve forestillingen om en elitær og folkelig udlægning af kristendommen i sig selv enten er eller rummer kimen til en ukristelig kurs, men finder dog et belæg for synspunktet flere steder i biblen. (Mynster, C. N. L., 1866 I, 74-75)

Jeg vælger at bringe et af Paludan-Müllers bibelcitater, som er Paulus’ første brev til korinterne, 3, 1-2:

’Og brødre, jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den; ja, I kan det ikke engang nu.’

Det må betyde, at Paludan-Müller mener, at Grundtvigs kristendomsudlægning er at betragte som mælk, men Sibberns ville kunne blive som fast føde.

50 Paludan-Müller skriver, at den bør dannes ved: ’en paa de hellige Bøger anvendt høiere Exegetik, historisk Critik, og Philisophien.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 75)

51

Det lader til, at Sibbern har lyttet til Paludan-Müllers råd, da Sibbern ikke udgav sit skrift om kristendommen i forbindelse med reformationsfesten, og det kunne meget vel være udtryk for, at han ikke er helt uenig i Paludan-Müllers vurdering af situationen.51 Opsummering af analysen af brevet fra J. Paludan-Müller Paludan-Müllers forventninger til Menneskets aandelige Natur og Væsen og Sibbern i almindelighed er enorme. Både hvad angår det videnskabelige niveau i almindelighed, men mindst lige så meget hvad angår dets anvendelighed i forbindelse med eller som udtryk for en kristen tilværelsesfortolkning.

Ud fra dette ene brev fra den kommende biskop kan jeg ikke konkludere, at han er repræsentativ for andre i det tredje parti i det kirkelige liv, men det virker sandsynligt, at der dog er andre fra denne gruppe, der har en positiv forventning til Sibbern. Dog kan Paludan-Müllers brev fra da også fortolkes som et forsøg på at manipulere med Sibbern, men jeg tvivler på, at Sibbern ville besøge ham igen den efterfølgende sommerferie, hvis han følte, at Paludan-Müller i særlig grad ville manipulere med ham.

Om det er rigtigt, at der også i grundtvigianske kredse næres store forventninger til Sibbern, hans lyksalighedslære og de lærebøger, han er i færd med at skrive, kan jeg ikke konkludere ud fra et enkelt brev fra Paludan-Müller, men jeg vurderer, at det ikke er usandsynligt, hvilket jeg nu vil argumentere for.

Når vi erindrer, hvad jeg skrev i fodnote 45 om striden imellem H. C. Ørsted og Grundtvig, så er begge enige om, at videnskab burde være forenelig med kristendommen, men uenige om, hvad det vil sige i praksis. Det, der i vor tid vistnok ligger alle uendelig fjernt, at videnskabsfolk skulle være optagede af at bringe de videnskabelige bestræbelser i overensstemmelse med kristendommen, har åbenbart ikke været en ualmindelig overvejelse i 1810’erne.52 53

H. C. Ørsted sendte i nogen grad også sorteper videre til andre videnskaber i talen i 1814, da han som naturvidenskabsmand godt nok mener at kunne påvise det guddommelige i naturen, men ikke mener, at det specifikt kristne er naturvidenskabens anliggende. Grundtvig er teolog og præst, og

51 I 1823 udgiver Sibbern til gengæld ’et latinsk Universitetsprogram ’om sjælens Præeksistens, Oprindelse og Udødelighed’, som også i Tyskland (af Gosehel) omtaltes med Berømmelse’.? (Erslew, 1963, 162) (Dansk Pantheon, 1842, bind 2) Dette skrift kunne meget vel være den tekst, Sibbern har arbejdet på allerede i 1817. Når det udgives på latin, kunne det være for at præsentere indholdet for et snævert dansk og udenlandsk publikum, og det kunne fortolkes som et ønske om ikke at skabe nogen større debat i Danmark.52 I et brev fra rektor Rosendahl til Sibbern fra d. 16. september 1818 fremgår det, at det også skulle være et samtaleemne iblandt de dannede i Fredericia, om Sibberns lære var forenelig med en kristen tro, hvilket er et tilsagn om, at emnet har optaget sindene. (Mynster, C. N. L., 1866 I, 79)53 Hvis ikke sådanne overvejelser var båret af fromhed, så kunne lovgivningen også virke motiverende. For eksempel fik juristen og embedsmanden G. L. Baden et års fængsel og mistede sit embede, da han i 1824 udgav det andet bind af sin kirkehistorie med titlen ’Smaa Afhandlinger og Bemærkninger i Fædrelandets, Middelalderens og den christne Kirkes Historie’, hvor opfattelsen er den, at Gud er skabt af mennesker og ikke omvendt. (Jensen, 2003, 119-120)

52

det er vel heller ikke hans primære opgave at udarbejde et solidt fundament for de humanistiske videnskaber, der kan give en løsning på problemstillingen.

Anderledes stiller sagen sig vist for Sibbern, der er i færd med at skrive en videnskabelig lærebog i psykologi og hermed endda påtager sig ansvaret for de kommende akademikeres oplæring i videnskab. Når vi tænker på, hvor store bestræbelser Sibbern gør sig for at gøre plads til Gud i det univers, som Menneskets aandelige Natur og Væsen udgør, så kunne det meget vel være udtryk for, at Sibbern ser det som sin opgave at bidrage til en løsning på den problemstilling, som har været rejst, men ikke løst af Grundtvig og H. C. Ørsted. Og jeg vil mene, at det er sandsynligt, at grundtvigianerne, for så vidt at de er enige med Grundtvig, nærer et ønske om, at fornuften skal underordnes troen, og den fornuft, der ikke lader sig lede af troen, farer vild, og de kunne håbe en del på, at Sibbern kan bidrage konstruktivt til den problemstilling i den videnskabslære og psykologi, som Menneskets aandelige Natur og Væsen er.

Agitationen imod naturfilosofien af den teologiske professor Claus Frees Hornemann 54

Ved reformationsfesten d. 31. oktober 1817 holdt den rationalistisk orienterede professor i teologi Hornemann en tale, hvori han angreb den schellingske naturfilosofi, som han mente satte fantasien højere end fornuften. Han holder endnu to taler om emnet i løbet af 1818. Alle tre blev endda udgivet i 1820 med et tillæg om de ulykker, naturfilosofien havde ført med sig, hvor endda mord var nævnt. Det fremgik heraf, at ulykkerne i København indtil videre kun havde resulteret i tumulter i det kongelige teater og oprettelsen af studenterforeningen. (Grane, Red., 1993, 185)

Hornemanns advarsel imod naturfilosofien er en advarsel imod den fraktion af tidens videnskab, som han prøver at sætte i forbindelse med moralsk forfald hos ungdommen. Da Sibbern er iblandt de prominente repræsentanter for naturfilosofien, må dette ses som et indirekte angreb på Sibbern og hermed også på Menneskets aandelige Natur og Væsen, hvorfor jeg vender tilbage hertil i afsnittet herefter.55 Indtil videre mener jeg at kunne konkludere, at Paludan-Müllers råd til Sibbern om at holde profilen lav i forbindelse med reformationsfesten måske var ganske fornuftig, hvis målsætningen var at undgå at blive indblandet i en overophedet polemik.

Brevet fra E. Rosendahl til Sibbern d. 16. september 1818, ca. et år efter reformationsfesten 56

54 Hornemann blev født i 1751, hvilket vil sige, at han i 1817 var mindst 65 år. Allerede i 1776 blev han professor i teologi. I 1779 blev han doktor i teologi og blev for en periode rektor for Københavns Universitet. Fra 1788 til 1797 var han akademisk værge for Trinitatis Kirke, som Københavns Universitet havde patronatsretten over. (http://www.kilder.rundetaarn.dk/biografisketavler/vaerger.htm) Med den imponerende karriere er Hornemann næppe nogen helt ligegyldig person, men er formentlig en professor, der havde haft sin største periode i 1700-tallet. 55 I denne sammenhæng vil jeg nævne, at der 1820 er i alt 39 lærere på Københavns Universitet. Heraf var de fleste professorer, nogle ekstraordinære professorer og andre lektorer. Det videnskabelige miljø, hvor stridighederne imellem de rationalistisk orienterede og de idealistisk romantisk orienterede foregik, er derfor ikke stort. (Grane, Red., 1993, 94) 56 Af brevet kan jeg forstå, at Rosendahl er rektor i Fredericia formentlig på latinskolen og er en af Sibberns tidligere studerende, da han afslutter brevet med ordene: ’jeg kunde dog ikke slutte, uden at forsikre Dem, at jeg ingen af mine akademiske lærere har det at takke som Dem, og at jeg, saa længe jeg lever, vil velsigne de Timer, jeg var saa heldig at

53

Af dette brev kan jeg forstå, at Sibbern har sendt et manuskript til gennemlæsning hos Rosendahl. Det fremgår ikke hvilket, men når det er i 1818, så kunne det være Menneskets aandelige Natur og Væsen. Rosendahl skriver begejstret om manuskriptet, han har læst, som han dog ikke mener at have forstået fuldstændigt, men alligevel anbefaler han varmt Sibbern at trykke det: ’Nærværende arbejde vilde jeg især, for alle Præsters og unge Theologers Skyld, ret ønske færdigt og trykt; thi Trangen dertil er uhyre, da de allerfleste, selv opvakte hoveder, ere i den største Forviring med deres Tro.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 79)

Rosendahl er usikker på, om han har forstået manuskriptet fuldstændigt (Mynster, C. N. L., 1866 I, 79), men han er åbenbart ikke i tvivl om, at manuskriptets udgivelse vil overbevise enhver om, at Sibberns videnskabelige produktioner ikke er uforenelige med kristendommen, hvilket han mener, der er et uhyre behov for.

Som allerede nævnt i fodnote 52 er Rosendahls brev et tilsagn om, at videnskabens forenelighed med kristendommen formentlig er et ikke uvæsentligt emne for mange i perioden, selvom det fortrinsvist kun kan have optaget personer, der har beskæftiget sig med videnskabeligt arbejde eller været i stand til at forholde sig hertil. Rektor Rosendahl og det miljø af uddannede mennesker i Fredericia, hvor han færdes, er vist et eksempel på den ydre grænse for, hvem der kan have været optaget af Sibbern og udgivelsen af Menneskets aandelige Natur og Væsen. Rosendahl orker at læse det manuskript, som Sibbern har sendt til han. Han finder vanskeligt tilgængeligt, men det, som Rosendahl finder vigtigt, er, at det tydeligt fremgår, at indholdet ikke er ukristeligt, og det er, hvad folk i det miljø, han færdes i, er optaget af.

Hvilken af tidens stridende videnskabelige paradigmer er at foretrække, og hvilken er bedst forenelig med kristendommen? Rationalisterne eller den nye romantiske linje af naturfilosoffer, hvor Sibbern er det nye navn, eller den indtil videre fundamentalistisk indstillede Grundtvig? Det må også have været svært at tage stilling til, når selv professorerne i København ikke kunne blive enige.

KonklusionDet er ikke helt usandsynligt, at der trods alt er nogle, der glæder sig til at læse Menneskets aandelige Natur og Væsen. Dog blev det næppe læst af mange, sikkert kun af en videnskabelig og teologisk elite.

Det er sandsynligt, at Sibbern, som Danmarks første rigtige romantiske professor i filosofi, indtil omkring 1820 har måttet være opmærksom på, at det er en reel fare at blive udskreget som en ’falsk

høre Dem.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 79-80) I et brev til sin søster dateret d. 15. august 1818, skriver Sibbern, at han på sin sommerrejse har besøgt Rosendahl i Fredericia, så de må have været ret gode venner. (Mynster, C. N. L., 1866 II, 104)

54

profet’ af især universitetets rationalistiske fløj, og rationalismen var på det teologiske område dominerende indtil slutningen af 1810’erne.

Der diskuteres givetvis også, om Sibberns naturfilosofi er forenelig med kristendommen, og rationalisterne hælder formentlig til, at det ikke er tilfældet. Når en professor og doktor i teologi også i perioden fra 1817 til 1820 advarer imod naturfilosofien, som er den linje Sibbern står for, så taler han næppe for helt døve ører, og det må have været et tema på Københavns Universitet, om den rationalistiske eller romantiske naturfilosofiske fløj skulle være det dominerende paradigme. Derfor virker det sandsynligt, at diskussionen genlyder som et ekko, selv i det højere dannede borgerskab i en by som Fredericia, og at Sibberns videnskab derfor også her er et samtaleemne. At det, der skulle tales om iblandt disse dannede i Fredericia, er, om Sibberns videnskab og psykologi er forenelig med kristendommen, er ikke usandsynligt, når selv en fremtrædende videnskabsmand som H. C. Ørsted i 1814 holder tale på Københavns universitet, hvor han taler om ’Videnskabsdyrkning, betragtet som Religionsudøvelse’ og om naturvidenskabens mulighed for at påvise det guddommelige i naturen, men at det er et anliggende for andre videnskaber at beskæftige sig med det specifikt kristelige. Grundtvigs og H. C. Ørsteds sammenstød om forholdet imellem kristendom og videnskab i 1814-15 afspejler sandsynligvis også, at det var et emne, som kunne optage sindene i 1810’erne.

Når vi tænker på, hvor væsentlig Gud er i det univers, Menneskets aandelige Natur og Væsen udgør, så virker det sandsynligt, at Sibbern prøver at give Gud en plads i også videnskabens verden eller at Sibbern efter Grundtvigs anbefaling formulerer en ontologi, hvilket vil sige et grundlag for en videnskab, hvorpå han udfolder en psykologi, og at måden, hvorpå han gør det, kan siges at være ledt af troen og legitimerende for, at andre kan bedrive videnskab på samme måde. Det virker sandsynligt, at Sibbern på den måde har taget den udfordring op, som Grundtvig og H. C. Ørsted efterlod sig i 1815.

Det virker heller ikke usandsynligt, at nogle af Grundtvigs tilhængere, der på dette tidspunkt står for en ortodoks lutherdom, håber på, at Sibbern som repræsentant for en anden videnskab og som filosof kan udvikle et grundlag for de humanistiske videnskaber efter Grundtvigs anbefaling, hvilket vil sige et grundlag for en videnskab, der lader sig lede af troen og derfor har muligheden for at erkende det gode som godt og onde som ondt, hvorfor videnskaben i nogen grad kan være et trækdyr for Guds vilje.

Det er helt sikkert, at teologen Paludan-Müller har enorme forventninger til Sibberns fremtidige indsats og håber meget på, at Sibbern kan medvirke til at etablere en ny videnskab, der kan være gavnlig for en nyfortolkning af kristendommen. Det er sandsynligt, at han på den måde

55

repræsenterer andre fra den gruppe i det kirkelige liv, han kalder det tredje parti, som sandsynligvis er mere eller mindre sammenfaldende med den gruppe af præster, som Mynster er inspirator for.57

Tidsånden er med Sibbern. Hyrdebrevet, der udstedes i 1817, er et tilsagn om, at i det kirkelige liv er rationalismen er på vej ud som dominerende position, og den nye romantiske naturfilosofi er grundlaget for fremtidens teologi, og det samme gør sig gældende på universitetet. Det virker ikke til, at Sibbern på noget tidspunkt for alvor er tæt på at blive lagt for had eller direkte blive beskyldt for at gøre kongens undersåtter forrykte, som Steffens blev udsat for i 1803. Til gengæld vil det sandsynligvis være et led i den nye videnskabs fremmarch, og dermed rationalismens tilbagegang, at den værste tvivl om, om Sibbern og Sibberns videnskab er forenelighed med kristendommen, vil ophøre. Jeg tror, det lykkedes, da jeg ikke har kendskab til nogen, der efter 1820 stadig skulle have talt om, om Sibberns ontologi, videnskab eller psykologi skulle være uforenelige med kristendommen.

2b. På hvilken måde blev Menneskets aandelige Natur og Væsen vurderet i samtiden og eftertiden?

Der findes kun ganske få bevarede kilder, der direkte beretter om, hvordan læserne har vurderet Menneskets aandelige Natur og Væsen. Jeg har ikke kendskab til en kilde, hvor værket får en direkte seriøs kritik, som man kunne have forventet.58 Jeg har derfor også måttet basere mig på kilder, der ikke direkte beretter om sam- og eftertidens vurderinger af værket, men hvor jeg anvender kilderne som levn, hvilket vil sige, at de beretter om noget, som kan fortolkes som en indirekte reaktion på Menneskets aandelige Natur og Væsen og Sibbern. (Kjeldstadli, 2002, 178-182) Dele af analysen kan derfor ikke anvendes til andet end som grundlag for kvalificerede gæt om den samtid, værket udkom i, og de vurderinger, der var af Sibberns værk. Det fremgår af selve analysen, hvilke kilder der direkte beretter om Menneskets aandelige Natur og Væsen, og hvilke jeg anvender som levn, hvorfor jeg ikke vil præcisere dette yderligere her. Jeg har struktureret denne analyse ved først at analysere kilder, jeg fortolker som negativ kritik, og derefter analyserer jeg den positive kritik. Jeg har analyseret kilderne efter deres alder, hvor jeg begynder med de ældste først.

Af kilder, der kan siges at udgøre negativ kritik, vil jeg anvende et skuespil af J. J. Dampe fra 1820 og Claus Frees Hornemanns agitation imod naturfilosofien, der udgives i 1820.

57 I 1819 sender Sibbern et hyggeligt brev til Mynster, hvor han takker pænt for vielsestalen, som han har holdt ved Sibbern og konens bryllup, hvor han også inviterer Mynster på besøg (Mynster, C. N. L., 1866 II, 112), så de omgås hinanden privat i 1819. 58 Hvis der fandtes en anmeldelse af Menneskets aandelige Natur og Væsen, så burde det fremgå af Erslew Forfatter-lexicon, hvilket det ikke gør. (Erslew, 1963, 161-168)

56

Af kilder og begivenheder, der kan siges at udgøre positiv kritik, vil jeg anvende et brev fra J. Paludan-Müller til Sibbern dateret den 3. august 1819, Howitzfejden, udgivelsen af den første af Sibberns Gabrielis breve i 1826 med fortale til bogen af J. P. Mynster, brevet fra E. Tryde til Sibbern fra d. 5. november 1827, J. P. Mynsters bog Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830, Dansk Pantheon fra 1842 og Erslews Almindeligt Forfatterlexicon, bind 3, fra 1963, men udgivet første gang i 1853.

Negativ kritik

Et skuespil af J. J. Dampe fra 1820I 1820 udgives skuespillet Skrædderens Forelæsning og Professor Sibberns Forelæsning, et Skuespil, fremstillende Kjøbenhavns lærde og aandelige Liv i dets høieste Potents. Skuespillet er på 16 sider, og forfatternavnet er Søren Karlsen, som er et synonym for Dampe,59 som også anklagedes for at konspirere imod enevælden og kort tid efter blev arresteret. (Bjørn, 2003, 141-142) Jeg har det indtryk, at Dampe i skuespillet på rationalistisk vis prøver at punktere Sibberns ballon ved at fremstille dennes forelæsninger som ’politisk kandestøberi’ i holbergsk forstand.

Skuespillet er en satire over Sibbern og værket Om Elskov, hvor der i fortalen står, at emnet er behandlet på en ikke-videnskabelig måde (Sibbern, 1853, fortalen til første udgave, VII), og dette starter ’professoren’ med at slå fast i første replik i skuespillet. (Carlsen, 1820, 2) I stedet for vil ’professoren’ gøre filosofien til en kunst, hvilket har inspireret en skrædder, der indtil videre har udøvet sin virksomhed som en kunst, men nu søger at ophøje sin profession til en videnskab, som han vil forelæse over. (Carlsen, 1820, 2-4) Herpå skiftes professoren og skrædderen til at forelæse over deres emne, og begge talere lægges mere og mere groteske udtalelser i munden. For eksempel konkluderer skrædderen på et tidspunkt i sine ’videnskabelige’ undersøgelser, at Naar man gaer tilbage til Skrædderkunstens Oprindelse, nemlig til Adam og Eva, som vare de første Skræddere, der gjorde sig Klæder af Figenblade, og derfor ere ligesom Patriarcher eller Oldermænd for det hele Skrædderlaug’ (Carlsen, 1820, 10), og professoren kommer til at forvirre temaet groft, da han: ’..definerer Elskov ved Kjerlighed mellem Mand og Qvinde..(..).. (som) en Faders Elskov til sin Datter, og en Datters Elskov til sin Fader, fremdeles en Søns Elskov til sin Moder, og en Moders Elskov til sin Søn, en Broders Elskov til sin Søster’ (Carlsen, 1820, 7), og på den måde fremstilles Sibbern som foredragende en incestiøs galskab, hvilket må siges at være grove løjer.

Dampe er vist et så enestående tilfælde i perioden, at han næppe repræsenterer en stor gruppe, men derfor kan de rationalistisk orienterede meget vel have godtet sig over, at Sibbern her bliver gjort til grin, hvis stykket overhovedet blev opført. Dampe er en outsider og en arbejdsløs akademiker, der formentlig har villet tjene penge på at lave et satirisk skuespil, hvilket kan være alt ære værd. Han 59 http://www.litteraturpriser.dk/aut/DJ.htm#DJJDampe

57

har givetvis skrevet, da han har haft på fornemmelsen, at der var et publikum, der var indstillet på at more sig over at se Sibbern bliver gjort til grin. Et sådant publikum har sandsynligvis bestået af den dannede, men rationalistisk orienterede del af den københavnske befolkning. Jeg tror ikke, at Sibbern har været særlig glad for skuespillet, hvis han kendte det, da der er grove passager deri, men det er også muligt, at han har kunnet moret sig over det eller været ligeglad. Jeg vurderer ikke dette skuespil til at være en alvorlig kritik.

Claus Frees Hornemanns agitation imod naturfilosofien, der udgives i 1820Som allerede nævnt i forrige afsnit agiterer Hornemann kontinuerligt imod naturfilosofien, og dermed vel nok indirekte imod Sibbern, fra reformationsfesten d. 31. oktober 1817 og indtil engang i 1820, hvilket vil sige både før og efter udgivelse af Menneskets aandelige Natur og Væsen. Hornemanns tre taler imod naturfilosofien og udgivelsen af disse i 1820 er udtryk for en seriøs modstand imod den videnskabelige linje, som Sibbern står for. Hornemann er forhenværende rektor for Københavns Universitet og professor i teologi. Han er en agtværdig modstander med et andet ideal for videnskaben, og dele af hans tilhørere har uden tvivl lyttet til ham.

Det fortæller, at endnu i årene fra 1817-20 findes der professorer på Københavns Universitet, der kæmper for en rationalistisk videnskab, og for mange, for eksempel unge studerende, har det sikkert været svært at finde fodfæste i en elitær filosofisk videnskabelig diskussion som denne.

Opsummering af den negative kritik Dampes skuespil og Hornemanns agitation og udgivelsen heraf er det eneste, jeg har kendskab til, der indirekte kan fortolkes som negative reaktioner på Sibbern og Menneskets aandelige Natur og Væsen.

Det er dog næppe tilfældigt, at det er en ældre professor som Hornemann, der agiterer imod naturfilosofien, og han står som en repræsentant for de gamle dage og må ses som forsvarer af et paradigme, der er ved at være forældet eller i hvert fald snart er det.

Dampes satire finder jeg endnu mindre seriøs, men at han har skrevet skuespillet antyder, at der sandsynligvis er et publikum, der er imod Sibberns videnskabelige linje. Det er næppe frygtindgydende skikkelser i tidens kulturelle og videnskabelige liv, som kan ses som Sibberns modstandere.

Tilsyneladende tales der ikke længere om, at Sibberns videnskab ikke er forenelig med kristendommen. Det kunne skyldes, at de, der havde synspunktet, er overbevist om det modsatte efter at have læst bogen eller har diskvalificeret sig selv som seriøse kritikere ved ikke at magte eller orke at læse den.

58

Positiv kritik

Et brev fra J. Paludan-Müller til Sibbern dateret den 3. august 1819I dette brev kommenteres på Menneskets aandelige Natur og Væsen. Ifølge brevet fremgår det, at Sibbern har sendt sin udgivne bog til Paludan-Müller. (Mynster, C. N. L., 1866 I, 81) Når vi ved, hvor store forventninger Paludan-Müller har haft til Sibbern, så er netop hans reaktion spændende, ikke mindst da hans reaktion kan være repræsentativ for det tredje parti i det kirkelige liv, som han tilhører. Vi ved indtil videre ikke, om Sibberns ambitioner overhovedet var sammenlignelige med dem, som Paludan-Müller nærede til ham, eller om han overhovedet var enig i Paludan-Müllers analyse af det videnskabelige og kirkelige liv i Danmark i perioden, men vi kan formode, at Sibbern ikke er helt afvisende overfor Paludan-Müllers holdninger, da Sibbern har sendt et eksemplar af Menneskets aandelige Natur og Væsen til ham og derfor må siges at være interesseret i at høre hans mening, som han også fik her d. 3. august 1819.60

Paludan-Müller skriver i brevet, at Sibbern kender hans standpunkt nok til at vide, at han er særdeles tilfreds med værket (Mynster, C. N. L., 1866 I, 81-82), og den tilfredshed må vi se i forhold til de enorme forventninger, han havde, hvilket vil sige, at han i dette værk ser en begyndelse af og et muligt udgangspunkt for en nyfortolkning af både videnskab og kristendom. Jeg citerer fra brevet, hvor Paludan-Müller forholder sig mere detaljeret til værket:

’For mig har bogen været klar, fordi jeg har den høieste Ide sat, som belyser det Hele; men for mange, ja de fleste danske Læsere vil den neppe være det. De maae berede Dem paa Beskyldningen for Dunkelhed – ikke af Deres Tilhørere, men af Deres Læsere, som ikke have været Deres Tilhørere. Tingen er, at De er gaaet ud fra en Mellem-Idee: fra Ideen om ’Livet’; men da denne, som Maanen, ikke haver Lyset i sig selv, men laaner det fra en høiere..(..).. Det hele faaer derfor noget Romantisk ved sig, der mere lader ahne end skue. Jeg begriber vel, at De kan have Deres gode Grunde til ikke at begynde med det Høieste, det Absolute og Guddommelige; thi det kunde være meget at befrygte, at de danske Øine ikke vare stærke nok til dette Lys, og at de derved enten vilde blændes eller vildledes, en tale om Beskyldninger, som kunde ventes af de rene Empirikere; og derfor finder jeg mig for min Deel mig ikke utilfreds med, at De har stillet Livets Idee i Spidsen.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 82)

60 Det, der også taler for, at Sibbern har eller får også faglig respekt for Paludan-Müller, er, at Sibbern i fortalen til Om Erkendelse og Granskning fra 1822 skriver om ’en af de blant mine Venner, hvis Omgang jeg især har meget at takke med Hensyn til min philosopherende Stræben’. (Sibbern, 1822, XI-XII) Disse ord takker Paludan-Müller for i et brev til Sibbern skrevet d. 8. januar 1822, og han er ikke i tvivl om, at det er ham, der er nævnt. Af dette brev fremgår det, at også dette værk har Sibbern sendt til Paludan-Müller, som i øvrigt også er særdeles tilfreds med værket. Dog mener han, at Sibbern her skriver for detaljeret og anvender for mange ord af tysk oprindelse. Han skriver, at Sibbern, som nationens lærer bør skrive i et sprog, som nationen kan forstå. (Mynster, C. N. L., 1866 I, 94-97)

59

For det første er der advarslen om, at værket vil blive beskyldt for dunkelhed, da livet og ikke Gud er det centrale begreb. Spørgsmålet er, om han med denne dunkelhed tænker på, at det fremsatte i Menneskets aandelige Natur og Væsen også kan give anledning til diskussion om dettes forenelighed med kristendommen, som Rosendahl mente, mange var i tvivl om, at Sibberns lære var, før udgivelsen.61

Paludan-Müller skriver, at det kunne have medført kritik fra ’de rene empirikere’, hvis Gud og ikke livet var bogens centrale begreb, og hermed må han mene, at der er forskel på at være præst på Fyn, hvor man forventes at tale om og tro på Gud og at være universitetsprofessor i København, hvor man forventes at formidle en sammenhængende ontologi som basis for videnskab i almindelighed og, som Sibbern har gjort, skrive en psykologi på den baggrund. Sibbern har formentlig skullet vogte sig for at blive beskyldt for, at sin videnskab og psykologi ikke var forenelig med kristendommen, men omvendt ville det givetvis have været en overdrivelse at lade Gud blive selve omdrejningspunktet, og det indser Paludan-Müller, hvorfor han er helt tilfreds. Ifølge Paludan-Müllers vurdering skulle der ikke være belæg for flere beskyldninger om denne videnskabs forenelighed med kristendommen, men snarere tvært imod.62

HowitzfejdenI 1824 optræder Sibbern ikke som en skikkelse, der sættes i forbindelse med amoral, men nærmere som videnskabelig autoritet og moralens vogter side om side med A. S. Ørsted og Mynster.

I 1824 færdiggør Frantz Gottard Howitz, der er professor i farmakologi ved Københavns Universitet, afhandlingen Om Afsindighed og Tilregnelse, et Bidrag til Psychologien og Retslæren. Her fremsættes synspunktet, at samtidens retslærde ikke anerkendte gradueringer imellem normal menneskelig fornuftighed og afsindighed, hvilket, han mente, var uheldig, da individer i retsvæsenet bedømtes ud fra en idé om fri vilje, som ikke alle altid var i besiddelse af.

Afhandlingen gav anledning til en polemik, der varede omkring et år, i første omgang imellem A. S. Ørsted og Howitz, men efterhånden tog flere del i meningsudvekslingen, som også blev refereret i tidens aviser. Ifølge Koch var uenighedens omdrejningspunkt, at A. S. Ørsted betonede menneskets fornuftsside, og Howitz mente, at mennesket i dets legemlighed var underlagt lovmæssigheder, hvorfor dets fornuftighed og tilregnelighed undertiden var fraværende. (Koch, 2004, 183-189)

Mynster bragte et anonymt indlæg i debatten, hvor han viste sig aldeles forarget over Howitz’ mere naturvidenskabelige menneskesyn, som, Mynster mente, fuldstændig punkterede grundlaget for

61 Jeg tænker på, hvad jeg fremstillede i forrige afsnit i forbindelse med Rosendahls brev til Sibbern d. 16. september 1818.62 Paludan-Müllers vurdering stemmer fint med det, jeg skrev under ’Opsummering af den negative kritik’, at der tilsyneladende ikke længere tales om, hvorvidt Sibberns videnskab er forenelig med kristendommen.

60

menneskets højere bestemmelse, da anger, synd, skyld, samvittighed, for ham at se, mistede enhver mening og derfor eliminerede enhver forskel imellem rigtig og forkert. (Koch, 2004, 195-197) Sibbern offentliggjorde også et indlæg i debatten, hvor han ikke direkte afviste Howitz’ synspunkter, men argumenterede for, at der er parallelitet imellem det bevidsthedsmæssige og legemlige, men han mente, at Howitz overbetonede den side af mennesket, der er underlagt lovmæssigheder, og at det er menneskets bestemmelse at hæve sig op over den determinisme, som Howitz tenderer imod med sit menneskesyn. (Koch, 2004, 198-201) På den måde stillede Sibbern sig på A. S. Ørsteds side i debatten.

Howitzfejden eksemplificerer, at hvis ikke det var tilfældet før, så er det i 1824 sådan, at Sibbern nu er repræsentant for tidens væsentligste videnskabelige paradigme, der udøver en grad af hegemoni.

Udgivelsen af den første af Sibberns Gabrielis breve i 1826 Gabrielis breve udgives med en positiv fortale af Mynster. (Sibbern, 1927, 5-12) Da bogen omhandler en fantasts ulykkelige kærlighed, som vist overvindes ved, at han indser, at forelskelsen ikke er gengældt, og at egen forelskelse også til dels er illusorisk og endda iblandet en tvangsmæssig erotisk tiltrækning til det kun legemlige hos den anden (Henriksen, Red., 1968, 108-116), så må Mynster have været ret velvillig indstillet overfor Sibbern, når han som toneangivende teolog har villet lægge navn til, at også en fremstilling, hvor sådanne emner behandledes, ikke var en torn i øjet på ham eller i modstrid med kirkens opfattelse af ret og rimelighed. Ligeledes må udgivelsen af Gabrielis breve i 1826 være udtryk for, at Sibbern ikke længere er sårbar overfor for kritik, da emnet, der omhandles, kan fortolkes på mange måder, og hvis der lå en hær af skeptiske kritikere på lur, så ville Sibbern med dette værk givetvis være et let offer for misforståelser og kritik.

Brevet fra E. Tryde til Sibbern fra d. 5. november 1827 63

Dette brev afsluttes med ordene:

’..saadanne Arbeider ikke paaskønnes saa meget, som de burde, og De min Ven! Vistnok kunne erhvervet Dem langt mere Berømmelse og omtale ved at have givet hvilken som helst anden videnskab Udvikling, medens kun Faa lægge Mærke til den omhyggelige Flid og den dybtgaaende Tænkning, De har nedlagt i Deres Lærebøger.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 152)

Her i 1827, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen er syv år gammel, er den ifølge Trydes vurdering endnu ikke påskønnet, som den burde. Sandsynligvis mener Tryde, at bogen ikke har 63 Tryde var teolog og, ifølge Rasmussen, en af Mynsters disciple. (Rasmussen, 1999, 127) Der er bevaret to breve fra Tryde til Mynster fra 1810 og 1811, hvor Tryde skriver om sine religionsfilosofiske betragtninger og åbenbart låner Mynster en bog af den tyske teolog Schleiermacher. (Mynster, C. N. L., 1862, 55-60) Ligeledes er der bevaret to breve fra Mynster til Tryde fra samme periode. (Mynster, C. N. L., 1860, 53-55 og 58-59)

61

været læst af mange og måske endda, efter Trydes vurdering, ikke rigtig forstået af mange af dem, der faktisk læste værket.

Tryde omgås formentlig andre præster, som er den gruppe udenfor universitetet, der burde have uddannelsesmæssige kompetencer for at kunne læse bogen og kunne have sat pris på værket, da Gud har en solid plads i bogen. Trydes kommentar tyder på, at værket, ifølge hans vurdering, heller ikke er standardlæsning i præstegårdene, og Tryde kunne være en samtidig kompetent iagttager i forhold til dette, da han formentlig færdes iblandt andre præster.

J. P. Mynsters bog Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830 64

Paludan-Müller og Tryde er ikke de eneste teologer, der er begejstret over Sibberns værk. Mynster udgiver i 1830 bogen, Grundrids af den almindelige Psychologie, og i denne bog er hovedkilderne Sibberns to psykologiske værker.65 Denne bog udkommer jo først elleve år efter Menneskets aandelige Natur og Væsen, og derfor kan vi ikke konkludere andet ud fra dette, end at Mynster i tiden op til, at denne bog udgives, er godt tilfreds med Menneskets aandelige Natur og Væsen. Sandsynligvis er Mynster også tilfreds med værket på et langt tidligere tidspunkt, hvilket også hans fortale til den første af Sibberns Gabrielis breve må være udtryk for. Mynster har bakset med rationalisterne siden 1805 og har uden tvivl været glad for en frontfigur på det filosofiske professorat, der åbenbart ikke havde helt divergerende meninger i forhold til ham selv.66

Mynster underviste allerede i psykologi på pastoralseminariet fra 1812, og Grundrids af den almindelige Psychologie er en lærebog hertil. Det er en meget let tilgængelig udgave på 132 sider, og Mynster skriver udtrykkeligt, at han ikke kender bedre kilder til emnet end Treschow og Sibbern. (Mynster, 1830, Fortalen V) Hvis denne forholdsvis lettilgængelige bog afspejler det, Mynster mente, var hvad teologerne på pastoralseminariet kunne kapere, så må jeg sige, at det understøtter min fortolkning af Trydes vurdering af Menneskets aandelige Natur og Væsen i 1827, at også præster har fundet værket vanskeligt.

Når vi ved, at Mynster er en af periodens væsentlige drivkræfter, hvad angår introduktionen af en ny romantisk kristendomsforståelse, og at han i løbet af 1820’erne åbenlyst støtter Sibbern og her i 1830 fremhæver Sibberns psykologiske værker som iblandt de bedste, han kender på området. Så betyder det, at her bliver også Menneskets aandelige Natur og Væsen fremhævet som iblandt de vigtigste produktioner på området, som den danske videnskab har kunnet præstere, også hvad angår værkets forenelighed med kristendommen, som den udlægges af Mynster.

64 Af bogen fremgår det, at Mynster i 1830 er doktor i teologi, kongelig konfessionarius, hof- og slotspræstmedlem af de kongelige direktioner for universitetet og de lærde skoler og for pastoralseminariet, kommandør af dannebrog og Dannebrogsmand, medlem af de Kongelige Videnskabers Selskaber i København og Trondheim. 65 I bogen er der mange præcise kildehenvisninger til begge Sibberns psykologiske værker. 66 Mynster nævner kun Sibbern i sine Erindringer fra 1854 på side 225 for sit indlæg i Howitz-fejden.

62

Det betyder også, at de ambitioner, som Paludan-Müller havde på vegne af Sibbern og Menneskets aandelige Natur og Væsen, som vi så i forrige afsnit, vist ikke var helt uden grund og i nogen grad blev realiseret, ifølge hans og Mynsters kriterier. Jeg vil vende tilbage til denne konklusion i afsnittet, der omhandler samtidens vurdering af Psychologisk Pathologie.

Dansk Pantheon fra 1842 67

I Dansk Pantheon. Et portrætgallerie For samtiden, der er udgivet i to bind i november 1842, er der en ’Række naturtroe og smukke Portaiter af Nutidens mærkelige danske Mænd og Qvinder’, hvor der til hver person indgår ’en kortfattet biographisk Portrait’. (Dansk Pantheon, 1842, fortalen) Her indgår Sibbern iblandt de øvrige 38 berømtheder fra videnskabens og kulturens verden i andet bind. I 1842 har beslutningstagerne hos ’Em. Bærentzen & Co’s. Lithografiske Institut’ altså vurderet, at Sibbern har gjort sig fortjent til at indgå som en ud af samtidens 38 mest væsentlige skikkelser. Samtlige 38 personer er naturligvis ledsaget af særdeles positive skudsmål. For Sibberns vedkommende begynder det medfølgende portræt med ordene:

’Dette Navn har engang gjenlydt over det hele Land blandt videnskabelig dannede Danske, og det lever endnu stedse, om ikke paa Læberne, saa dog med kjærlig og taknemmelig Erindring i mangfoldige Hjerter.’

Denne taknemmelighed skyldes ikke mindst, at Sibbern har haft opgaven at lægge grunden for ungdommens filosofiske og videnskabelige dannelse, og næsten alle nyere videnskabsmænd har engang været hans disciple. Fra den store berømmelsens tinde er Sibbern åbenbart i 1842 dalet ned til det stadig absolut respektable, men ikke længere som tidens helt store navn. Sibbern bliver endda rost som en væsentlig medvirkende faktor i forbindelse med at bringe landets videnskab op på et selvstændigt niveau: ’Før Sibbern havde den philosophiske Erkendelse ikke hos os, uden som Moment i andre Videnskaber, været Gjenstand for grundig og indtrængende Behandling.’ 68

Især på psykologiens område fremhæves Sibberns indsats, og han roses for, at der i al hans tale og skrift ånder en menneskekærlighed, oprigtighed og varme. Her i 1842 får Sibbern endog meget rosende ord for sin indsats. Som første videnskabelige udgivelse og på psykologiens område bliver også Menneskets aandelige Natur og Væsen unægtelig omtalt som noget helt særligt.69 Menneskets aandelige Natur og Væsen omtales også direkte, der står:

67 I dette afsnit har jeg herefter ikke flere kilderhenvisninger, da der ikke er sidetal i de to bind som Dansk Pantheon udgør. Omtalen af Sibbern, som jeg her refererer til, udgør fire sider i bind to, og mere præcist kan jeg ikke henvise til kilden. 68 Forgængeren Treschow nævnes ligeledes i sammenhæng med, og om ham står der, at han unægtelig var en talentfuld mand, der havde ’fremstillet interessante Partier af Samtidens og Fortidens philosophiske Stræben’. (Dansk Pantheon, 1842, bind 2)69 Da Dansk Pantheon er fra 1842, er denne skildring af Sibberns indsats jo også efter Psychologisk Pathologi fra 1828, og derfor vil jeg også inddrage Dansk Pantheon i min analyse af omtalen af den.

63

’Ved Hjemkomsten i October 1813 blev han strax ansat, og begyndte i November sine Forelæsninger, først som frie foredrag over Psychologi og Logik. Nu begyndte han med Interesse selv at høre Forelæsninger, især physikalske og zoologiske; han udvexlede Tanker ved stadig Omgang med Lægerne Gartner og Mohl, og lærte Physiologi af Reinhard..(..).. Saaledes opstod Ideen hos ham til en almindelig Biologi (Lære om Livet), som Indledning til hans Psychologi, hvoraf 1st Deel udkom 1819, fremgaaet alene af hans eget Tankearbeide, uden nogen Hjelpekilde, end hans egen indre og ydre Erfaringer.’

Forfatteren til dette portræt, som jeg ikke ved, hvem er, har enten ikke læst Menneskets aandelige Natur og Væsen eller også overdriver han, hvad angår værkets tilblivelse. Det er rigtigt, at Sibbern ikke finder det nødvendigt at opgive sine kilder, undtagen hvis han er uenig med nogen, men han har mange kilder, som han oplyser i fortalen, og som han mener sig helt i overensstemmelse med, hvorfor han ikke ser nødvendigheden af at kildehenvise, som man ellers gør. Det er sikkert rigtigt, at Sibbern i værket tænker selvstændigt og uafhængigt i forhold til andre, men det er ikke rigtigt, at han ikke har kilder.

Omtalen af Sibbern her i 1842, hvor Sibbern fremstilles som en levende legende, viser, at Sibbern i årtier har været særdeles berømt og anerkendt for sine psykologiske værker og også Menneskets aandelige Natur og Væsen.

Erslews Almindeligt Forfatterlexicon , bind 3, fra 1963, men udgivet første gang i 1853 I 1827 blev Menneskets aandelige Natur og Væsen i uddrag oversat til svensk under titlen Menniskans Aandeliga Natur eller Utkast till en Psycologi för Gymnasierne. (Erslew, 1963, 162) Det kan ikke udlægges anderledes, end at Sibbern i løbet af 1820’erne blev læst af nogle stykker også i Sverige og anerkendt for sit værk dér. Og endda fundet anvendelig til ungdommen, hvilket må betyde, at værket ikke rummede noget anstødeligt, men nærmere tvært imod.

KonklusionJeg kender ikke H. C. Ørsteds og Grundtvigs bemærkninger til Menneskets aandelige Natur og Væsen. Begge har givetvis været tilfredse med værket, hvis de fik det læst. Hvis Grundtvig havde fundet, at værket var endnu et udslag af videnskabelig hovmod, så havde han nok ytret det.

Jeg er overbevist om, at Trydes har ret i, at også Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen ikke blev læst af frygtelig mange. Det kan være, at der er tale om 200 mennesker, der fik det læst i løbet af 1820’erne, måske færre eller flere, men fortrinsvist af et elitært publikum af videnskabsfolk

64

og teologer. Udbredelsen af indholdet af Sibberns værk har i 1820’erne uden tvivl fortrinsvist foregået via Sibberns forelæsninger på universitetet.

Det er lidt påfaldende, at værket ikke får nogen seriøs anmeldelse, hvad det ikke gjorde for så ville det fremgå i Erslews Almindeligt Forfatterlexicon. (Erslew, 1963, 161-168) Det kunne skyldes, at en anmeldelse ikke kunne skrives, uden at anmelderen ville være nødsaget til at bekende kulør i uoverensstemmelserne imellem rationalisterne og de idealistisk romantiske orienterede, hvilket kan have været meget lidt tillokkende i netop 1819-1820.

Det er helt sikkert, at Sibbern omgås og brevudveksler med en kreds af teologer som Paludan-Müller, Tryde, Mynster.70 Sibberns holdninger og antagelser ligger åbenbart ikke fjernt fra den gruppe. Det er ikke usandsynligt, at flere i den gruppe ser Sibbern som en skikkelse, der kan medvirke til at give nyt blod til en ny tids elitær teologi baseret på den ny videnskab, som vi har set Paludan-Müller fremstille overfor Sibbern allerede før udgivelsen af Menneskets aandelige Natur og Væsen, og som han også finder, at værket er et fornuftigt udgangspunkt for efter udgivelsen. Når Sibbern også omgås Mynster, og denne lader sin anbefaling indgå som fortale til Gabrielis breve i 1826 og i vid udstrækning henviser til også begge Sibberns psykologiske værker i sin Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830, som er en lærebog til undervisning på pastoralseminariet, så viser det, at der er grund til at tro, at disse forhåbninger eksisterer hos andre end Paludan-Müller og ikke skuffes helt.

I løbet af 1820’erne etablerer Sibbern sig som en yderst respekteret professor, der ikke længere behøver at bekymre sig om rationalisterne, men tvært imod udvikler sig til at være en central skikkelse, hvad angår etableringen af den idealistisk-romantisk farvede videnskab som det dominerende paradigme, og tilhører som så den absolutte elite i tidens videnskabelige miljø. Det er sandsynligt, at ikke mange har læst Menneskets aandelige Natur og Væsen, men det er antagelser 70 Sibbern, Paludan-Müller og Mynster brevudveksler på kryds og tværs af hinanden. Studiet af brevene imellem disse giver det indtryk, at de alle er belæste og har meget selvstændige teologiske og filosofiske holdninger. I de bevarede breve imellem Paludan-Müller og Mynster er der ingen direkte omtale af Sibbern. Der findes tre breve fra Paludan-Müller til Mynster, skrevet i 1826, 1827 og 1831. Jeg vil kort præsentere et udpluk fra disse breve. I 1826 fremgår for eksempel: ’Dog mener jeg, at Identitetssystemet..(..).. har dette System, der skulde stifte fred mellem Dualismen, Materialismen og Idealismen, og lykkeligt forene alt..’ (Mynster, C. N. L., 1862, 125), og senere i samme brev ’Min philosophiske Standpunkt har jeg taget i lavere Regioner, følende Sandheden i Pauli Ord: at vi dog kun forstaae stykkevis, og see alt som i en mørk Tale. Er min horisont på denne lavere Standpunkt end snevrere begrænset, saa seer jeg dog alt, hvad den omfatter, sikkert og klart. Paa et psychologisk Stade har jeg opslaaet min philosophiske bolig.’ (Mynster, C. N. L., 1862, 126) I brevet fra 1827 skriver J. Paludan-Müller bl.a.: ’Overalt ere de kiere Begreber komne i et Slags Unaade og Vanrygte hos vore Philosopher, og en Higen efter at være ret ideel og dyb opstaaet, som skader Klarheden og fører til mange Selvbedrag.’ (Mynster, C. N. L., 1862, 129) Den 21. marts 1825 sender Sibbern et brev til Mynster, hvor han foreslår, at de begge skal læse Aristoteles’ psykologi, som de efterfølgende skal diskutere. (Mynster, C. N. L., 1862, 104) I to breve fra 1839 fra Mynster til Paludan-Müller, der nu er biskop i Århus, berettes der kun om kirkelige sager. (Mynster, C. N. L., 1860, 184-189)I et ikke dateret brev fra Sibbern til Mynster skriver Sibbern, at han har læst dennes afhandling om dogmatik, der blev udgivet i slutningen af 1820’erne (Rasmussen, 1999, 271), og det er længe siden, nogen læsning har været ham en så sand fornøjelse. Sibbern stiller endda spørgsmålet, ’om man dog ikke kan sige, at Philosophien, som saadan, har sit Grundlag i noget andet end Tro..(..)..?’. (Mynster, C. N. L., 1862, 162)

65

som dem, der fremgår heraf, som Sibbern formidler på universitetet, og som er i færd med at blive de antagelser, som skal blive hævdvundne i tidens humanistiske videnskab.

2c. Forventninger til Psychologisk Pathologie, før den blev udgivet

Jeg har ikke kendskab til en eneste kilde, der beretter om forventninger til Psychologisk Pathologie.

Jeg formoder, at når Sibbern nu er en veletableret og anerkendt professor, og rationalismen må være afgående som det tilstrækkelige grundlag for en tidssvarende videnskab, så er Sibbern efterhånden vanskelig at komme udenom på det humanistiske videnskabelige område. Derfor er der sandsynligvis mange flere, der har haft en positiv forventning til værket.

2d. På hvilken måde blev Psychologisk Pathologie vurderet i samtiden og eftertiden?

Det, jeg skrev i det forrige afsnit vedrørende min anvendelse af kilderne som levn og beretninger afhængig af, hvad der i kilderne tales om eller hvad de kan udlægges som, gælder naturligvis ligeledes for denne analyse.

Jeg har struktureret analysen af kilder, der direkte vurderer Psychologisk Pathologie eller indirekte kan fortolkes som en vurdering af den efter alder, hvor jeg begynder med de ældste kilder først. Da jeg kun har kendskab til en kilde, der direkte vurderer Psychologisk Pathologie negativt, har jeg ikke fundet det nødvendigt at strukturere analysen ved hjælp af negative og positive vurderinger hver for sig. Kilderne, jeg inddrager i analysen, er; fortalen til Psychologisk Pathologie fra 1885, et brev fra N. Fogtmann til Sibbern dateret d. 15. januar 1829, et brev fra Poul Martin Møller til Sibbern fra 1829, kritikken af Psychologisk Pathologie i Maanedsskrift for Litteratur. Andet Bind fra 1829, Sibberns svar på kritikken af Psychologisk Pathologie i Maanedsskrift for Litteratur i sit eget tidsskrift Philosophiskt Archiv og Repertorium fra september 1829, J. P. Mynsters bog Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830, Dansk Pantheon fra 1842, J. P. Mynsters Meddelelser om mit levnet fra 1854 og Harald Høffdings Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaringen fra 1882, og afslutningsvist har jeg nævnt Alfred Lehmann. Psychologisk Pathologie udkom senest i 1885, men jeg har ikke kendskab til så sene reaktioner på værket.

I den samtidige Litteraturtidende 71

71Litteraturtidende udkom fra 1811 til 1836 og var et kritisk litterært tidsskrift. (http://www.e-poke.dk/heiberg_05.asp)

66

Vurderingen af værket skulle her have været særdeles positiv. Værket fremhæves som ikke blot en fortsættelse af første bog, men også et selvstændigt værk uagtet, at den indeholder henvisninger til denne.72 (Sibbern, G., 1885, fortalen til Psychologisk Pathologie)

Et brev fra N. Fogtmann til Sibbern dateret d. 15. januar 1829 73

I brevet står der:

’Jeg har læst Deres Psychologie, 2den del, med megen Fornøjelse og Nytte. Det er en meget god og lærerig Bog. Men den synes ikke passende for unge Studenter. Thi den forudsætter for megen Alvor og Kundskab; derimod troer jeg, at ældre Studerende og især Theologer ville kunne have megen Gavn af at læse den. Og det synes mig ønskeligt, om den blev flittigt studeret af unge Theologer. Thi de kunde deraf lære meget i henseende til den vigtigste Deel af deres Embede, Omsorgen for Sjælene.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 152-153)

Fogtmann giver således værket pæne ord med på vejen, især hvad angår dens relevans for det teologiske studie og præsters arbejde.

Et brev fra Poul Martin Møller til Sibbern fra 1829 74 75

I brevet fra Møller fremgår det, at han også er begejstret for værket, som ligeledes fremhæves som særlig relevant for præster:

72 Det er kritisabelt, at jeg kun kender kritikken fra Litteraturtidende igennem Gabriel Sibberns fortale til Psychologisk Pathologie fra 1885, da han formentlig er indstillet på at fremhæve det positive. Grunden, til at jeg ikke selv har set det eller de udgaver af Litteraturtidende, hvor Psychologisk Pathologie er omtalt, er, at det kun er tilgængeligt i læsesalen på statsbiblioteket i København. Jeg har vurderet, at det dog ikke var rejsen til København værd at se omtalen i denne Litteraturtidende, der sandsynligvis er en positiv omtale af værket. Den negative kritik, der var i Maanedsskrift for Litteratur. Andet Bind fra 1829, omtales i Dansk Pantheon fra 1842, som jeg snart herefter vil fremstille som et enkeltstående tilfælde, hvilket også peger på, at hvad der måtte have været af kritik i Litteraturtidende kun eller helt overvejende har været positiv. 73 Fogtmann disputerede for sin teologiske doktorgrad i 1826. I 1830 blev han professor i teologi ved Københavns Universitet. Fra 1831 blev han biskop i Ribe og fra 1833 i Aalborg. (http://runeberg.org/dbl/5/0233.html) Fogtmann var også en teolog, der bakkede op om Mynsters linje. (Rasmussen, 1999, 163) 74 Møller blev kandidat i teologi i 1816. Fra 1821 studerede Møller græsk og filosofi under Sibbern og blev i 1826 lektor i filosofi ved universitetet i Kristiania, og fra 1831 var han professor i filosofi ved Københavns Universitet. Han døde i 1838. (Lübcke, Red., 1996, 305) Det vil sige, at dette brev er sendt til Sibbern fra Norge. 75 Brevet er ikke mere præcist dateret end blot 1829.

67

’Jeg har haft megen Glæde og Gavn af at gjennemstudere dette Værk, og jeg formoder, at det selv blandt Folk, der i det Hele lidet bekymre dem om Philosophie, vil blive modtaget med meer almindelig Interesse, end Dine foregaaende Skrifter. Især vil det vist være et ufatteligt Værk for Præster.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 157)

Kritikken af Psychologisk Pathologie i Maanedsskrift for Litteratur. Andet Bind fra 1829 Maanedsskrift for Litteratur er et tungt akademisk tidsskrift, der blev udgivet af 14 videnskabsmænd. (Jørgensen, 1994, 56-61) Det vil sige, at både bidragsyderne og læserne må formodes at være have en tilknytning til universitet. Jeg vil også mene, at en kritik her lægger op til et seriøst modsvar af Sibbern, for så vidt at han ønsker at værne om sine videnskabelige produktioner. For det andet er forfatteren til kritikken anonym, men taler måske på vegne af flere, da vendingen ’Saaledes mene vi også’ (Heiberg, Red., 1829, 36) indgår. Da Mynsters værk om drifter fra 1827 fremhæves som et vigtigt bidrag til videnskaben (Heiberg, Red., 1829, 37-38), er det rimeligt at konkludere, at det givetvis er en teolog, der skriver, og sikkert en teolog, der er inspireret af Mynster, og det vil sige, at kritikken er rettet fra en eller flere, der næppe befinder sig holdningsmæssigt milevidt fra Sibbern. Det vil sige, at kritikken er en del af en videnskabelig psykologisk, teologisk debat, som er uhyre elitær.

Mit gæt er, at forfatteren ikke offentliggør, hvem han og sine eventuelle medskrivere er, da Sibbern nu er en så stor autoritet, at man betænker sig på at lægge sig ud med ham. Det kunne meget vel være den lærte lektie efter Howitzfejden, som næppe gavnede Howitz, men hvor Sibberns ene indlæg dog var saglig og ikke nedladende.

Psychologisk Pathologie kritiseres for, at der er for meget abstrakt spekulation, der afskærer vejen for de i øvrigt ’..høist tiltrækkende, Skildringer af det pathologiske Liv’ (Heiberg, Red., 1829, 36), og forfatteren roser i øvrigt Sibbern for mange interessante passager og betragtninger (Heiberg, Red., 1829, 36-37), men mener, at Sibbern støtter sig til teologiske lærdomme, og derfor baserer undersøgelsen sig ikke kun på en filosofisk grundvold, hvilket er kritisabelt. Ligeledes kan undersøgelser vedrørende det gode og det onde ikke høre under psykologien. (Heiberg, Red., 1829, 38-39) Afvisende, overfor at teologi og filosofi er forbundne discipliner, er kritikeren ikke, men han mener, at Sibbern går over grænsen:

’..Philosophie og Theologi staae i nær Forbindelse; thi ligesom der med Føie er Tale om en christelig Philosophie, der, mere eller mindre bevidst, har optaget i sig, og er gjennemtrængt af, Christendommens Aand..(..)..Forskelligt herfra er det, naar Philosophen støtter sig sig paa theologiske Meninger, der ikke ere at betragte som rene og uomtvistelige Bestanddele af den evangeligske Lære, og naar han gaaer ud fra disse som Støttepunkter for philosophiske Undersøgelser.’ (Heiberg, Red., 1829, 39)

68

Med andre ord, kritikken går ikke på selve sammenblandingen af teologi og filosofi, men nærmere på at Sibbern udvikler sine selvstændige teologiske opfattelser eller vælger et teologisk standpunkt, hvor selv teologer er uenige, som han herefter støtter sig til i sine undersøgelser af sjælelivet, og derfor burde både teologer og filosoffer protestere imod Sibbern og værket. (Heiberg, Red., 1829, 39-41)

En anden, men hermed sammenhængende anke imod værket, er inddelingen af drifter, hvor Sibbern går ud fra modsætningen imellem drifter, der baserer sig på de egoistiske og sympathetiske følelser, hvilket kritikeren finder vidtløftigt, og det får den betydning, at undersøgelserne i detaljerne bliver svære at fatte.76 (Heiberg, Red., 1829, 41-42)

Kritikken afsluttes dog med, at værket er vigtigt og vækker interesse for emnet til trods for sin overdrevne rigdom i skildringer og mange refleksioner. (Heiberg, Red., 1829, 58)

Sibberns svar på kritikken af Psychologisk Pathologie i Maanedsskrift for Litteratur i sit eget tidsskrift Philosophiskt Archiv og Repertorium i september måned 1829 77

Sibberns svar på kritikken er på 34 sider og fremkaldte ikke et modsvar, så Sibbern fik det sidste ord i meningsudvekslingen. Sibbern begynder sit svar med at udtrykke glæde over kritikken, da det giver ham lejlighed til svare på noget, som mange sikkert har tænkt, men ikke sagt højt. (Sibbern, 1829, 59) Hvad sammenblandingen imellem teologi og filosofi angår, drager Sibbern sammenligningen med astronomi og matematik, der ville blive helt umulig, hvis disse videnskabers udøvere holdt strengt på deres eget smalle område: ’Astronomen maatte da indskrænke sig til at være Observator, og renoncere paa at være Calculator, overladende den hele astronomiske Calcul, med Alt, hvad derpaa beroer, til Matematikeren.’ (Sibbern, 1829, 60) Og således også for teologiens område, hvor skriftfortolkning ved filosofisk granskning og undersøgelse må sættes ind i en sammenhæng. (Sibbern, 1829, 61) Hvis ikke det var på den måde, ville filosofien78 få overtaget i forhold til teologien:

’Enten philosopheres der i Teologien; da maa den taale Philosophiens Indblanding..(..).. eller ogsaa philosopheres der ikke i Theologien; da overlades det hele Indbegreb af philosophiske Discusioner og betragtninger, som i Aarhundreder have fundet Sted med hensyn til de christelige Dogmer, og som have virket saa meget til disses Udvikling og Levendegørelse, til Philosophien

76 Sibberns lære om det egoistiske og sympathetiske er fremsat allerede i første bind fra 1819, og ifølge min vurdering kan den lige så vel dadles for at sammenblande teologi og filosofi. Det siger mig, at selv denne engagerede og kompetente kritikker næppe har læst Menneskets aandelige Natur og Væsen. 77 Sibberns plan med tidsskriftet var, at dette skulle være et forum for filosofiske artikler i bred forstand, det vil sige også vedrørende emner om for eksempel politik og pædagogik. (Sibbern, 1829, 1)78 Når Sibbern anvender begrebet filosofi, så mener han, vil jeg påstå, undersøgelser, analyser, udredninger, der baserer sig på og er udtryk for en absolut grundighed, både hvad angår den ontologiske basis og undersøgelsen af det pågældende emne, hvilket vil sige, at filosofi og videnskab i Sibberns begrebsverden er det samme.

69

allene – med mindre man,..(..).. vil erklære sig reent ud imod al Philosophering over de christelige lærdomme.’ (Sibbern, 1829, 66-67)

Sibberns løsning på det påståede dilemma er:

’..at hos Den, som er grundig Christen, og som tillige er spekulativ Philosoph, Christendommen og Philosophien, begge, ifølge deres hele Natur og Væsen, maae stræbe efter at gjennemtrænge hinanden til Eenhed.’ (Sibbern, 1829, 67)

Sibbern mener altså, at den sammenblanding af filosofi og teologi, som han er under kritik for, er en nødvendighed og ønskelig metodisk tilgang. I undersøgelser af også det psykologiske område vil og bør han komme i nærheden af teologien, medmindre han helt vælger side og er enten filosof eller teolog, hvilket Sibbern finder uhensigtsmæssigt, da filosofi og teologi ifølge sagens natur går hånd i hånd. Emnet er vigtigt for Sibbern, hvorfor han også finder det nødvendigt at udtrykke sig med en vis polemisk styrke:

’Man betænke, at det her ikke gjelder blot et Par steder i min Psychologisk Pathologi, men at det gjelder et væsentligt Hovedpunct i min hele videnskabelige Existents..(..)..Jeg vilde befinde mig i en lignende tvungen og mit inderste Væsen modstræbende Forfatning, om det skulde formenes mig, lige saa fuldt at henpege til, henvise til, støtte mig til, paaberaabe mig, Biblens Ord, som Platos, eller om jeg skjulde forsage det rige Fond til spekulativ Betragtning, som deri har aabnet sig for mig.’ (Sibbern, 1829, 84)

Det, Sibbern skriver her, kan næsten ikke udlægges anderledes, end at han nu selv vedkender sig, at ambitionerne for hele sin indsats minder noget om de forhåbninger, Paludan-Müller havde til Sibbern allerede i 1817, som jeg skrev om i afsnittet ’2a. Forventninger til Menneskets aandelige Natur og Væsen, før den blev udgivet’ og ligeledes i afsnit ’2b. På hvilken måde blev Menneskets aandelige Natur og Væsen vurderet i samtiden og eftertiden?’, hvor jeg konkluderede, at; ’Det er ikke usandsynligt, at flere i den gruppe ser Sibbern som en skikkelse, der kan medvirke til at give nyt blod til en ny tids elitær teologi baseret på den ny videnskab.’

Disse konklusioner i de foregående afsnit, hvor jeg skriver, at det er yderst sandsynligt, at der har været knyttet sådanne forhåbninger til Sibbern og hans psykologiske værker, må nu siges være sandsynliggjorte i en sådan grad, at jeg tør konkludere, at disse ambitioner af nogle stykker i det ’tredje kirkelige parti’, som er mere eller mindre sammenfaldende med de teologer, der så Mynster som deres forbillede og uden tvivl også Sibbern, selv havde disse videnskabelige og teologiske ambitioner knyttet til Sibberns fremtidige indsats. Når Sibbern her selv skriver dette, så må det betyde, at han selv vurderer, at ambitionerne er realiseret i en sådan grad, at han kan være bekendt at vedkende sig, hvad han i længere tid har håbet på og arbejdet for.

70

Og Sibbern er kampberedt, han fortsætter:

’Jeg kan naturligviis med saa meget lettere Mod give mig hen i denne kamp, som jeg er vis paa, at den philosophiske Spekulations Fordringer nok vil seire. Imidlertid maatte man ikke have Øjne at se med, dersom man ikke bemærkede de mange Spor af en Tendents, som vil, at Autoriteterne allene skal Gjelde i det Christeliges Region, og at al Fornuftbetragtning, hvilket da vil sige al Philosophie, skal blive udenfor; en Tendents, som neppe vilde kunne igjen forkynde sig, dersom ikke et løst Raisonnement, som giver sig ud for almindelig sund Fornuft, medens det i Grunden ikke er Andet, end en, ved den saakaldte det attende Aarhundredes Philosophie uddannet, almindelig Forestillingsmaade, endnu bestandig blev ved at gerere sig som Philosophie; som den da og under Navn af Rationalismus er bleven bestridt som saadan af Theologer..(..).. og man gjorde vel i, ikke at bestride den med andre Våben, end rent philosophiske, mod hvilke den i sin indre Tomhed mindst vil kunne holde Stand.’ (Sibbern, 1829, 85-86)

Jeg kan ikke se andet, end at Sibbern her sammenligner kritikken imod sig med rationalisterne, der, ifølge ham, ligeledes har villet adskille religion og filosofi. Hermed mener Sibbern formentlig, at teologerne ikke har villet tåle indblanding af ikke-teologer i teologiske spørgsmål. Desuden mener Sibbern overhovedet ikke, at rationalismen er eller var en egentlig filosofi eller videnskab, men blot en forestillingsmåde, som man fejlagtig tillagde status af videnskab, hvilket med rette blev bestridt af netop teologer. Disse teologer må først og fremmest være Mynster og Grundtvig, og det kan næsten ikke udlægges anderledes, end at Sibbern her anerkender deres indsats også på filosofiens og videnskabens område. Disse teologer har bekæmpet rationalismen med filosofiske og ikke teologiske våben, hvilket var nok til at afsløre rationalismens indre tomhed.

Hvis Sibbern op imod udgivelsen af sin første psykologi i 1819 måtte overveje muligheden for at komme i klammeri med grundtvigianerne og rationalisterne, så bekymrer den sidstnævnte gruppe ham ikke en døjt her i 1829. Hvis der endnu skulle være en erklæret rationalist tilbage, som kritikeren kunne minde om, så må de sige frem, for så glæder Sibbern sig til en ordstrid og mener at kunne vise, at disse antagelser baserer sig på tom snak! Da der ikke kom et gensvar på Sibberns artikel, kan vi vist konkludere, at rationalismen mistede sin betydning i København i løbet af 1820’erne.79

79 Ifølge Mynsters vurdering, og han befinder sig næppe milevidt fra Sibbern, er de nye forestillinger, som han selv og modstanderen Grundtvig har introduceret ikke trængt igennem hos præsterne på Sjælland i 1830’erne. Tre fjerdedel af præsterne stod stadig på det rationalistiske stade, som han vurderer som ’en uendelig Væv af rationalistisk Moraliteter, under Xstelig Fylde og sand Hiertelighed’, og det indtryk ændredes ikke afgørende i hele hans bispeperiode indtil 1854. Mynster betragtede denne, ifølge ham, udtyndede kristendom som et forberedende stade til en kristendom, som den han selv stod for. (Rasmussen, 1999, 128)

71

Det, der også fremgår af citatet, er, at den kamp, Sibbern vil kæmpe, er for sin måde at bedrive videnskab, og hermed mener han berettigelsen af at bevæge sig ind på teologiens område og at gøre brug af de teologiske standpunkter, han arbejder sig frem til på områder, der ikke kun er forbeholdt teologien, i dette tilfælde psykologien. Med andre ord vil Sibbern kæmpe for det, han mener, er en frugtbar syntese af kristendom og videnskab, som han er så overbevist om, at han mener sig i stand til at kunne overbevise andre om synspunktet.80

Sibbern besvarer også kritikken vedrørende de teologiske antagelser, han selv udvikler undervejs i Psychologisk Pathologie. Sibbern er enig i, at han undervejs udfolder teologiske standpunkter, som der ikke er almindelig enighed om, men ikke at han støtter sig til dem og skriver, at han ikke anvender dem, før han selv har erkendt dem ved filosofisk granskning. Sibberns begrundelse, for at det er legitimt at udfolde eller tilslutte sig teologiske antagelser, hvorom der ikke er almindelig enighed, er, at i disse teologiske uoverensstemmelser er det alligevel meget vanskeligt at gendrive modstanderne fuldstændig. Og derfor kan man ikke vente på, at der opstår enighed, eller indrette sin tale efter begge parter. På den måde bliver man stående i debatterne og kommer aldrig til en klar opbyggelig filosofi. (Sibbern, 1829, 64-65)

Afslutningsvis takker Sibbern sin kritikker for, ’..at Recensenten har villet tale saa bestemt og ganske i Almindelighed’, som Sibbern har fundet fortjent til at reagere på. (Sibbern, 1829, 86)

J. P. Mynsters bog Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830 I afsnit 2b har jeg allerede nævnt, at Psychologisk Pathologie også citeres flittigt af Mynster i dennes Grundrids af den almindelige Psychologie fra 1830, som jeg derfor heller ikke vil berøre yderligere.

Jeg vil dog tilføje, at når bogen udkommer i 1830, så må fremhævelsen af Sibbern her fortolkes, som at de meninger om teologi og videnskab og disses indbyrdes forhold, Sibbern har fremsat i Philosophiskt Archiv og Repertorium, og også de teologiske synspunkter, der kommer til udtryk i Psychologisk Pathologie, ikke er uforenelige med Mynsters teologiske og videnskabelige synspunkter.

Dansk Pantheon fra 1842 Som allerede nævnt bliver Sibbern i 1842 i Dansk Pantheon. Et portrætgallerie For samtiden fremstillet som et levende ikon, der har bragt landets videnskab op på et selvstændigt niveau, og dette skyldtes ikke mindst hans indsats indenfor psykologien.81

80 Sibbern kunne meget vel her siges at kæmpe for et ideal for videnskaben, som han mener, repræsenterer en løsning af den vanskelighed, som Grundtvig og H. C. Ørsted ikke kunne blive enige om i 1814-1815. Se fodnote 45. 81 Forfatteren af teksten mener i øvrigt, at størst indflydelse på Sibbern havde Steffens ’og dennes ved Christendom modificerede schellingianisme’. Det er en påstand, som jeg ikke har forudsætninger for at vurdere rigtigheden af, men skudsmålet har næppe generet Sibbern, da han i 1842 er i fuldt vigør og kunne have protesteret, hvis han var lodret

72

Om Psychologisk Pathologie står der her:

’.. 2den Del af Psychologien udkom 1828. Skjont denne Bog stedse har fundet varm og almindelig Anerkendelse som den, hvor Sibberns Genialitet i selvstændig Iagttagelse af Menneske-livets hele udviklingsproces, næsten uden stotte til Forgængere, maaske moder os storst Rigdom og Almenfattelighed fremkaldte den dog (i Maanedskr. F. Litt. II, s. 35) en Protest imod en formentlig Sammenblanding af Philosophi og Theologi, og denne igjen et meget varmt og gehaltfuld Selvforsvar af Sibbern i hans Philosophisk Archiv og Repertorum.’

Ifølge forfatteren har værket været påskønnet endnu mere end sin forgænger, også da den skulle være lettere tilgængelig, og kun én sølle væsentlig protest skulle der være rejst imod den, som Sibbern selv skulle have givet et værdigt svar på, og som vi allerede har set på. Det virker til, at forfatteren ikke er utilbøjelig til at medgive, at protesten vedrørende den påståede sammenblanding imellem teologi og filosofi eventuel kan have en berettigelse, hvilket heller ikke er forkert, da Sibbern selv vedkender sig dette, men blot mener, at det netop er ønskeligt.

J. P. Mynsters Meddelelser om mit levnet fra 1854 Når min analyse af kildematerialet hidtil har peget på en intim forbindelse imellem Sibbern og den tredje kirkelige gruppering, som er mere eller mindre sammenfaldende med den gruppe teologer, som ser Mynster som ledende skikkelse, så har jeg læst hele Mynsters biografi igennem, da jeg skulle mene, at Sibbern her burde være nævnt som noget særligt.

Sibbern er kun dog nævnt én gang og kun i forbindelse med Howitz-fejden (Mynster, 1854, 225), hvilket undrer mig lidt, da alt tyder på, at Mynster burde have påskønnet Sibberns indsats. I fremstillingen er der passager, hvor Mynster indirekte kan referere til Sibberns indsats. For eksempel skriver Mynster:

uenig. Det er endda heller ikke usandsynligt, at forfatteren har præsenteret Sibbern selv for hovedtrækkene i denne tekst. Desuden er det sandsynligt, at det nu i 1842 er mere tilladeligt at vedkende sig inspirationen fra Steffens, hvor det jo ellers ikke har været noget, man har fundet attraktivt at skilte med, da Steffens jo blev beskyldt for at fordreje hovederne på kongens undersåtter. Det, der yderligere bestyrker antagelsen, er et brev fra Steffens til Sibbern fra 1814, hvoraf det fremgår, at Sibbern har spurgt efter Steffens råd i forbindelse med både faglige og personlige vanskeligheder, som Steffens besvarer med en vens omhu og en kollegas forståenhed. I slutningen af brevet skriver Steffens: ’Den Philosophiske Green, De har valgt, er mit Fag saa nær, at det er svært at bestemme Grændserne. Gud styrke Dem i Deres Arbejde.’ (Mynster, C. N. L., 1866 I, 37-38) I Himmelstrups bog ’Sibbern’ fremhæves ligeledes, at Sibbern skulle have været mest inspireret af Schelling og den mere kristne idealisme, som Steffens skulle stå for. (Himmelstrup, 1934, 76) Koch mener ligeledes, at den tidlige Sibbern var meget inspireret af Steffens. (Koch, 2004, 95)

73

’I Grunden staae den tydske og danske Videnskabelighed – ligesom ogsaa Smag og Konstsands og den hele Dannelse – længere fra hinanden, end man ved første Øiekast skulde antage.’ (Mynster, 1854, 229-230)

Når Mynster finder, at den danske videnskab er anderledes end den tyske, så virker det forsvarligt at tilføje, at her har Sibbern været væsentlig, hvad angår etableringen af en sådan selvstændig tradition i forhold til den tyske, og på den måde aner vi her vel nok en påskønnelse af Sibberns indsats.

Lidt senere skriver Mynster:

’..Sands for Naturen, hvilken de tydske Lærde synes mere og mere at tabe i deres Studererstue.’ (Mynster, 1854, 233)

Det må betyde, at det samme ikke gælder for de danske lærde, hvortil Sibbern hører, og det kan tænkes, at Mynster her hos disse tyske lærde savner noget, der minder om, hvad jeg har beskrevet som Sibberns ontologi, som er hele fundamentet for den videre undersøgelse af psykologiens område.

Og igen lidt senere:

’Siden Hegels ansættelse i Berlin var hans Philosophie bleven den ene saliggiørende, og hans tilhængeres Hovmod kiendte ingen Grændser..(..).. Den havde just begyndt at finde Indgang hos os, da mit Grundrids af den almindelige Psychologie udkom 1830.’ (Mynster, 1854, 234)

Ifølge Mynster er det ikke rationalisterne, der generer fra 1830, det gør åbenbart i stedet for tilhængerne af Hegel. I den forbindelse kunne Mynster også have rost Sibbern, da han i 1838 retter et voldsomt angreb mod Hegel, som han blandt andet finder ikke har filosoferet over naturen, men nærmere søgt at underlægge den under filosofien. (Koch, 2004, 122-126)

Disse passager fra Mynsters Meddelelser om mit levnet kan tyde på, at Mynsters mentale univers ikke er så forskellig fra Sibberns, men der fremgår ikke nogen stor anerkendelse af Sibbern i denne bog, hvilket undrer mig. Selvom Sibbern således ikke er meget nævnt, skulle han, ifølge Børge Ørsted, alligevel ikke være uvæsentlig, da dele af bogen formentlig er skrevet med henblik på at fortælle netop Sibbern noget, som Mynster aldrig havde fortalt ham.

I doktordisputatsen J. P. Mynster og Heinrich Steffens af Børge Ørsted står der om Mynster og Sibbern, at ’.. har Mynster, hvad der er al grund til at tro, også tænkt på Sibbern, da han i Meddelelser gjorde rede for, hvad han havde oplevet i sommeren 1803, har det derimod været med den største venlighed. Mellem de to åndsbeslægtede mænd var der livet igennem det bedste forhold,

74

og med skildringen af sit gennembrud har Mynster sikkert ikke kun villet betro Sibbern, at han selv havde været ude for stort set det samme, som denne fortæller om i Efterladte Breve af Gabrielis, men også ønsket efter sin død at give sin yngre ven en forklaring på, hvorledes han i sin tid kunne skrive en så indgående recension over hans berømte værk.’ (Ørsted, 1965, 470-471)

For det første, er der oplysningen, at Sibbern og Mynster livet igennem var venner, hvilket Ørsted eksemplificerer ved hjælp af et brev fra Steffens til Mynster fra 1810, hvor Steffens skriver:

’Jeg kan ikke sige hvor inderlig jeg længes efter, at giennemleve nogle dyrebare Uger med min kiæreste – inderligste Ungdomsven – jeg har tusinde Ting at tale med dig om – Du og Sibbern – og Oehlenschlæger og Oerstederne ere mig dog de vigtigste.’ (Ørsted, 1965, 540)

Der er derfor faktisk ingen tvivl om, at Sibbern og Mynster er venner allerede før 1810.

For det andet, Mynsters skildring af sit religiøse gennembrud i 1803, der udgives i 1854, som jeg har citeret ordret i fodnote 16, skulle ifølge Ørsted også være en hilsen til Sibbern efter Mynsters død, hvor han har villet meddele ham, at han selv havde oplevet noget lignende, som Sibbern beskriver i sine Gabrielis breve, og som forklarede den meget indlevende fortale af Mynster, som, Sibbern var så glad for, blev udgivet sammen med Gabrielis breve i 1826.

Børge Ørsted er overbevist om rigtigheden af dette, da Sibbern i den tredje udgave af Gabrielis breve, der udgives året efter Mynsters erindringer, lader indgå et efterskrift, hvor han gør opmærksom på den fortolkningsnøgle til fortalen, som Mynster efterlod sig med sin beretning om sit gennembrud i Meddelelser om mit levnet fra 1854.

Harald Høffdings Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaringen fra 1882 Høffding underviste på Københavns universitet fra 1880 og blev i 1883 professor i filosofi. (Jensen, Red., 1980, 76) Det var hans hensigt at fortsætte den personlighedspsykologiske tradition fra Treschow og Sibbern, og i sit værk Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaringen vedkender han sig især i sin behandling af følelserne inspirationen fra Sibbern. (Jensen, Red., 1980, 77) Jeg har ikke læst bogen, men jeg har bladret i den, og der er flere henvisninger til Sibbern. Værket genoptrykkes elleve gange, senest i 1930,82 og blev efterhånden oversat til ni sprog. (Jensen, Red., 1980, 163) I sine erindringer fra 1928 skriver Høffding, at ’Hans (Sibberns) bøger var drøje at lære, tilmed da han helst vilde have sine egne Ord igen. – Først langt senere, da jeg selv var bleven selvstændig i Filosofien, har jeg ret lært at paaskønne ham, og det har været mig en stor Glæde at

82 (http://bibliotek.dk/vis.php?PHPSESSID=ee878445709abd6c5f25d2fa51435d3b&origin=sogning&field1=forfatter&term1=h%F8ffding&field2=titel&term2=Psykologi+i+Omrids+&field3=emne&term3=&field4=fritekst&term4=&cclbuf=&divbuf=Alle+typer&field_mat=&term_mat=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa)

75

fremdrage hans Minde..(..).., samt bidrage til, at hans Tanker ogsaa bleve bekendte i Udlandet.’ (Høffding, 1928, 40)

Alfred LehmannSom allersidste bemærkning vil jeg tilføje, at selv Lehmann også skulle have arbejdet ved hjælp af Sibberns begreb om de sympathetiske følelser (de følelser der er blandede af selvhensyn og det selvforglemmende), hvad han selv skriver i 1914.83 (Himmelstrup, 1934, 151), (Kallmoes, 1946, 43) Og siden er Sibbern gået praktisk talt i glemmebogen.

KonklusionAlle kilder har faktisk vurderet Psychologisk Pathologie som et ganske imponerende værk. Selv den eneste negative kritik fra Maanedsskrift for Litteratur har også rosende ord om bogen, og kritikken er saglig for så vidt, at den rejser nogle spørgsmål, der trænger til at blive besvaret. Alle øvrige vurderinger af værket er overordentlige positive, og det ser ikke ud til, at anerkendelsen af Psychologisk Pathologie er blevet mindre i 1842 i Dansk Pantheon, selvom der åbenbart ikke længere tales om Sibbern over det ganske land iblandt de dannede, som der skulle have været engang før.

Hvis vi ser bort fra Litteraturtidende, som jeg ikke har haft lejlighed til at se, men hvor der skulle have indgået en flot omtale af bogen, så kan jeg på baggrund af min analyse af kilderne konkludere, at alle bemærker, at den psykologiske fremstilling befinder sig bemærkelsesværdigt nær ved teologiske antagelser og emner.

Fogtmann og Møller roser værket og ser det teologiske islæt som positivt og mener, at især præster og teologistuderende kan få gavn heraf, og da en af landets allervæsentligste teologer, Mynster, fremhæver begge psykologiske værker som iblandt de bedste, han kender, og anvender dem som de væsentligste kilder til sin egen bog om emnet, så kan det kun betyde, at han er tilfreds med det teologiske islæt og formentlig ikke eller i grove træk ikke er uenig med de teologiske antagelser, der fremgår heri.

Mynster og Sibbern kendte hinanden allerede før 1810. De var livet igennem på god fod, og som jeg skrev i fodnote 57 og 70, så har vi ikke grund til at tro andet end, at de også så hinanden privat i 1819 og sandsynligvis har haft studiegruppe sammen i løbet af 1820’erne. Mynster har sandsynligvis stillet sig til rådighed undervejs i forløbet, når Sibbern har tumlet med et spørgsmål, der greb ind i det teologiske område, så det er ikke så overraskende, at Mynster er tilfreds. Specielt ikke da Sibbern i begge sine psykologiske værker formidler en lære om mennesket, hvor

83 Lehmann grundlagde fra 1886 psykologien som en moderne videnskab i Danmark, hvilket vil sige efter naturvidenskabelig forbillede med operationaliserede hypoteser, der kan efterprøves ved hjælp af eksperimenter. (Madsen, 1986, bind 1, 110-115)

76

samvittigheden har en lignende betydning, som Mynster skulle have erfaret i sit religiøse gennembrud i 1803, som han beretter om i sine erindringer. Ifølge Ørsted er beskrivelsen heraf i Mynsters erindringer en direkte hilsen til Sibbern, hvilket Sibbern også opfattede på den måde. Ørsted inddrager i sin doktordisputats om Mynster kun Sibbern som en perifer person, og hans psykologiske værker er ikke nævnt med et ord. Til Ørsteds konklusion vil jeg tilføje, at når vi betænker disse værker, som er grundbøger for de universitetsstuderende i en menneskealder, og indholdet heri formentlig er forenelig med de indsigter, Mynster, ifølge ham selv, opnåede med sit religiøse klarsyn, så er det forståeligt, at Mynster efterlod sig en anerkendelse af og hilsen til Sibbern, da han stadig var på jorden.

Når Mynster er den, der almindeligvis regnes for at være tidens toneangivende teolog (Bjørn, 2003, 157), så er det vist ingen overdrivelse, at Sibbern er medvirkende til at sætte denne toneangivende teologi på begreb.

Kritikeren i Maanedsskrift for Litteratur og hans eventuelle medskrivere synes, Sibbern går over stregen, da han åbenbart udfolder sine helt egne teologiske synspunkter i Psychologisk Pathologie.

Sibberns svar på den kritik i Philosophiskt Archiv og Repertorium er, som allerede nævnt, oplysende. Han vedkender sig åbent, at kritikeren har helt ret i, at han i praksis sammenblander teologi og filosofi, hvilket både er nødvendigt, ønskeligt og et væsentligt hovedpunkt for hele hans videnskabelige produktion. Det betyder, at Sibbern her næsten provokatorisk vedkender sig, hvad, jeg konkluderede, var sandsynligt, allerede i perioden før udgivelsen af Menneskets aandelige Natur og Væsen, at Sibbern allerede her var optaget af problemstillingen, hvordan kristendommen kan integreres i videnskaben, som således lader sig lede af troen, som Grundtvig og H. C. Ørsted havde et sammenstød omkring i 1814-15.

Ligeledes betyder Sibberns offentlige udtalelse her i 1829, at der kastes et nyt lys på det, jeg allerede konkluderede i afsnittet om forventningerne til Menneskets aandelige Natur og Væsen, at det er sandsynligt, at ikke blot Paludan-Müller, men også Sibbern selv og andre teologer allerede før 1819 håber, at Sibbern kan blive medbærer af ’oplysningens fakkel’ og blive en samlende skikkelse i teologi, filosofi, psykologi og videnskab og gerne medvirke til at udvikle en basis for og selv bidrage til en nyfortolkning af kristendommen.

I analysen har jeg nævnt Høffdings bog Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaringen fra 1882. Ligeledes skulle Lehmann have kunnet anvende visse af Sibberns psykologiske begreber og antagelser som et udgangspunkt for sit arbejde.

Hvis vi godtager Høffdings ønske om at blive set som Sibberns discipel, så spøger Sibberns psykologiske værker i kulissen, indtil de sidste eksemplarer Høffdings psykologi bog var udsolgt i

77

løbet af 1930’erne, hvorefter kun ganske få har beskæftiget sig med Sibbern og de her behandlede værker af Sibbern.

3. I hvilken grad blev det fremstillede i disse værker udbredt igennem læsning heraf og igennem Sibberns indsats som universitetsprofessor?

3.a Hvor mange eksemplarer af Menneskets aandelige Natur og Væsen fandtes der?

Jeg ved ikke, hvor mange eksemplarer Menneskets aandelige Natur og Væsen blev trykt i i 1819, men jeg anslår, at der udkom mindst 200 eksemplarer, men næppe mange flere. Dette skøn beror på følgende oplysninger fra bogen Københavns Universitet 1479-1979. Almindelig historie 1788-1936, bind II på side 247:

’I 1790 blev et salg på 100-200 eksemplarer af en videnskabelig bog anset for god afsætning..(..)..Videnskabernes Selskabs skrifter havde meget ringe afsætning. Maanedsskrift for Litteratur, der blev udsendt 1829-38 af en kreds af universitetsprofessorer, kunne sælges i 300-400 eksemplarer. Historisk Tidsskrift havde i 1840’erne et oplag på omkring 600, nogenlunde som et skønlitterært værk, der solgte godt.’ (Grane, 1993, 247)

Salget af videnskabelige bøger var således ikke stort, men steg dog i perioden fra 1790 til 1829-40, og derfor anslår jeg, at værket fra 1819 har været trykt i mindst samme antal eksemplarer som det, der ansås for at være mange i 1790, men næppe så mange som de mest sælgende videnskabelige værker fra slutningen af 1820’erne.

Det vil sige, at fra 1819 til 1843, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen genoptrykkes i sammentrængt form, findes der kun de mindst 200 eksemplarer, hvilket tyder på, at værket indtil 1843 kun har været læst af få. Det er muligt, at der har været et mindre salg af bøgerne til Norge og Sverige, men jeg holder fast ved, at der sikkert har været 200 eller lidt færre eksemplarer til salg i Danmark.

Menneskets aandelige Natur og Væsen i sammentrængt form fra 1843, 1849, 1857 og 1862 Sibberns psykologibøger, hvor Menneskets aandelige Natur og Væsen og Psychologisk Pathologie i sammentrængt form udgjorde første og sidste halvdel, udkom i 1843, 1849, 1857 og 1862. Udgaven fra 1857 blev trykt i 700 eksemplarer og i 1862 i 500 eksemplarer. (Sibbern, 1862, fortalen) Jeg ved ikke, hvor mange eksemplarer der blev trykt i 1843 og 1849, men jeg vil anslå 400-500 eksemplarer

78

i både 1843 og 1849, hvilket vil sige lidt mindre end Historisk Tidsskrift og et skønlitterært værk, der solgte godt i samme periode.

Det betyder, at der i perioden fra 1843 til 1862 formentlig udkom i nærheden af 2000-2200 eksemplarer.84 Da bøgerne trykkes med jævne mellemrum, må vi kunne gå ud fra, at det skyldes, at værkerne var solgt fem til otte år efter udgivelserne, hvilket vil sige, at de omkring 2000-2200 eksemplarer blev afsat i perioden fra 1843 til omkring 1870.

Da Sibbern oplyser, at værkerne indtil 1862 er afsat via boghandlere i København, Lund, Stockholm, Christiania, flere steder i Norge og i danske stæder udenfor København (Sibbern, 1862, fortalen), kan vi regne med, at en del af de 2000-2200 eksemplarer er afsat til Norge og Sverige, men det virker forsvarligt at konkludere, at der stadig sælges mindst 1700-1900 eksemplarer i Danmark i perioden fra 1843 til omkring 1870. Hvis vi sammenligner med, at de bedst sælgende både skønlitterære og videnskabelige værker i 1840’erne kunne sælges i omkring 600 eksemplarer, så er det samlede salg af Menneskets aandelige Natur og Væsen i den sammentrængte udgave fra 1843 til omkring 1870 imponerende, og det er ingen overdrivelse at konkludere ud fra fortolkningen af disse salgstal, at disse sammentrængte udgaver af Menneskets aandelige Natur og Væsen sammen med Psychologisk Pathologie udgør et autoritativt videnskabeligt standardværk om emnet fra 1843 til omkring 1870.

Til salget af disse mindst 1700-1900 sammentrængte udgaver i Danmark fra 1843 til omkring 1870 skal lægges de 200 eksemplarer fra 1819, hvorfor det samlede salg af Menneskets aandelige Natur og Væsen i Danmark for perioden fra 1819 til 1870 er mindst 1900-2100 eksemplarer.

KonklusionSom allerede konkluderet, så tyder det begrænsede antal eksemplarer af værket fra 1819 til 1843 på, at bogen ikke blev læst af mange og sandsynligvis overvejende en akademisk elite af universitetsprofessorer, teologer og kvikke og energiske studerende.

Salgstallene for perioden fra 1843 til 1870 kan næsten ikke tolkes anderledes, end at den modificerede udgave af Menneskets aandelige Natur og Væsen faktisk også blev læst af mange.

Det kunne tyde på, at fra en gang i 1840’erne til engang i 1860’erne, så har de fleste, der kunne begå sig i det humanistisk videnskabelige miljø og iblandt de mere intellektuelle teologer, læst bogen.

84 (400-500 eksemplarer i 1843 + 400-500 eksemplarer i 1849 + 700 eksemplarer i 1857 + 500 eksemplarer i 1862 =2000-2200 )

79

Jeg kunne også forestille mig, at mange af Sibberns gamle studerende, der har erindret deres studietid, hvor de lærte sig dele af Sibberns psykologi og efterfølgende sad rundt i landet som lærere og præster, har købt en af de sammentrængte udgaver for at genopfriske og uddybe deres viden.

3b. Hvor mange eksemplarer af Psychologisk Pathologie fandtes der?

Da Psychologisk Pathologie udkommer i 1828, vil jeg anslå, at der udkom 400-500 eksemplarer. På dette tidspunkt er Sibbern en anerkendt professor, og udgiveren af hans nye bog har sandsynligvis forventet, at værket kunne sælges i mindst lige så mange eksemplarer som det samtidige Maanedsskrift for Litteratur.85 Heraf er der måske solgt 100 eksemplarer til Norge og Sverige, hvorfor jeg anslår, at der er solgt 300-400 eksemplarer i Danmark.

Disse eksemplarer er uden tvivl solgt, da værket udkommer igen i sammentrængt form i 1843, 1849, 1857 og 1862, og for disse udgaver er regnestykket det samme som i forrige afsnit, hvor jeg konkluderede, at der i perioden fra 1843 til omkring 1870 sælges mindst 1700-1900 eksemplarer i Danmark.

Hertil kommer, at Psychologisk Pathologie udkommer igen i 1885. Jeg ved ikke, hvor mange der udkom, men sandsynligvis 400-600 eksemplarer, hvoraf der sikkert stadig afsættes 100 til Norge og Sverige, hvorfor jeg anslår, at der sælges 300-500 eksemplarer i Danmark.

Konklusionen er, at værket mere eller mindre uafbrudt handles fra 1828, til de sidste eksemplarer fra 1885 er udsolgt, hvilket sandsynligvis sker i 1890’erne. Psychologisk Pathologie har derfor ikke som Menneskets aandelige Natur og Væsen en længere periode, hvor den kun læses af meget få.

Regnestykket, for det samlede salg af Psychologisk Pathologie i både de sammentrængte og ubeskårede udgaver i Danmark fra 1828 til en gang i 1890’erne, bliver så: 300-400 eksemplarer fra 1828 og 1700-1900 eksemplarer fra udgaverne i 1843, 1849, 1857 og 1862 og 300-500 eksemplarer fra 1885, hvilket vil sige et samlet salg på 2300-2800 eksemplarer.86

KonklusionPsychologisk Pathologie er en mindst lige så stor succes som sin forgænger.87 Dette for 1800-tallet enorme oplag må afspejle, at værket faktisk blev læst af mange. Jeg tror, at andet bind fra 1828 blev trykt i mindst ligeså mange eksemplarer og dog har været mere læst.

85 Se forrige afsnit.86 ( 300-400 + 1700-1900 + 300-500 = 2300-2800 )87 Se forrige afsnit.

80

I 1819 har Sibbern og det første værk været mere eller mindre avantgardistisk, og de færreste har formentlig følt, at det var et must at læse.

Som jeg skrev under overskriften ’Sibberns svar på kritikken af Psychologisk Pathologie i Maanedsskrift for Litteratur i sit eget tidsskrift Philosophiskt Archiv og Repertorium i september måned 1829’, var rationalismen næppe længere i slutningen af 1820’erne en tilstrækkelig videnskabelig og kulturel position, og derfor er Sibbern vist efterhånden sværere at komme udenom, hvad angår tidens humanistiske videnskab, og derfor har Psychologisk Pathologi formentlig i højere grad været obligatorisk læsning, for hvem der seriøst ville være en del af tidens akademiske, især det humanistiske, miljø.

3c. Udbredelsen af værkernes indhold igennem Sibberns forelæsninger på Københavns Universitet

Om Sibberns virke som professor Sibbern stoppede sin professorgerning d. 1. september 1870. Her var han 85 år, og året forinden blev han fritaget for rusforelæsninger på filosofikum, da de unge studerende lavede løjer med ham. I sine sidste år som professor skulle Sibberns syn og hørelse være så svækket, at det skulle være lykkedes en studerende at anbringe en ven under bordet ved en mundtlig eksamination, som kunne viske de rette svar til ham. (Himmelstrup, 1934, 305)

Sibbern underviste i hele perioden på filosofikum, men for eksempel forelæste Sibbern også over kristendomsfilosofi i 1830’erne. Det, han her forelæste, har uden tvivl været med udgangspunkt i de religiøse antagelser, der fremgår af de her behandlede psykologiske værker, og han skulle her have inspireret ikke mindst Søren Kierkegaard og den senere biskop Martensen. (Kallmoes, 1946, 48) Senere skulle Sibbern også have forelæst over æstetik, et emne han også skrev bøger om, som udkom i 1834 og 1869. (Kallmoes, 1946, 49) I 1839 begyndte Sibbern forelæsninger over spekulativ teologi, og arbejdet med dette emne skulle være udfoldet i værket Spekulativ Kosmologi, der udkom i 1846. I samme år var Sibbern i øvrigt også rektor for Københavns Universitet. I 1849 udkom bogen Om Forholdet mellem Sjæl og Legeme, som skulle være en fuldendelse af Sibberns ontologi og i forbindelse hermed psykologi. Disse senere værker blev aldrig læst af mange, men er et udtryk for, at Sibbern vedvarende har noget på hjerte. (Kallmoes, 1946, 51-53)

I begyndelsen skulle Sibbern have haft lidt startvanskeligheder med generthed, når han forelæste, men ellers skulle han hurtigt have udviklet sig til at blive en formidabel underviser. (Himmelstrup, 1934, 297) Til forelæsninger skulle han kun have medbragt stikord, og ud fra dem forelæste han livligt og dybsindigt for oftest mange tilhørere. Han skulle oven i købet have tilstræbt, at undervisningen udvikledes som en dialog med sine tilhørere. (Kallmoes, 1946, 232-233)

81

En tidligere studerende har beskrevet Sibberns forelæsninger i 1830 med ordene:

’Tit bares det mig for, som Tankerne fødtes i ham paa Stedet, mens han dér stod for os og drejede paa en lille Lap Papir, fordybet i sin indre Verden. Han talte med os ligesom i al aandelig Fortrolighed..(..).. I det hele var der en Grundighed, Naturlighed, Oprindelighed i hans Granskning og Person, som uvilkaarligt virkede; man mærkede, han gav os, hvad han selv havde levet.’ (Kallmoes, 1946, 232-233)

Sibbern var berømt for sin ligefremme og interesserede omgang med de studerende. En gang i ugen skulle Sibbern have taget imod besøg af interesserede studerende. Det kan næppe gælde for hele perioden fra 1813 til 1870, men i en eller flere perioder har sådanne private samtaler ligefrem været sat i system, og ifølge Himmelstrup skulle Sibberns hus både omkring 1830 og i slutningen af 1840’erne have været et samlingssted for unge og ældre akademikere. (Himmelstrup, 1934, 302)

Et eksempel, der vidner om den inspiration, som Sibbern må have givet, og den personlige omgang, han har indladt sig på, er et brev fra Orla Lehman, dateret d. 20. december 1833, der er sendt fra Berlin, hvor der blandt andet står:

’Imidlertid forsømmer jeg her saalidt som nogensinde i mit Liv den Videnskab som De har lært mig at elske, og hører meget samvittighedsfuld Psychologi hos Schleiermacher og Antropologi hos Steffens.’ (Himmelstrup, 1934, 299-300)

Sibbern skulle undertiden også have taget sig tid til at drage personlig omsorg for enkelte studerende. For eksempel fremgår det af en teologs erindringer, at han skulle have gået omkring på universitetet og været så mismodig, at det må have været synligt for enhver, da Søren Kierkegaard ’pludselig traadte hen til mig og spurgte mig med et Blik og en Stemme, hvori Sympathien bævede, om jeg kjendte Prof Sibbern; ham skulde jeg gaae til, det var en heel Mand og Elskværdigheden selv; der var noget Beroligende i Omgangen med ham.’ 88 (Koch, 2004, 94)

Ifølge de studerendes beretningerne lader det til, at kvaliteten af Sibberns forelæsninger dalede senest i slutningen af 1850’erne og i hvert fald i 1860’erne. (Kallmoes, 1946, 231-232), (Koch, 2004, 93) Harald Høffding, der havde Sibbern som lærer på filosofikum i 1861, hvor Sibbern er 77 år, i fagene psykologi og logik, skuffedes over den levende legende:

88 Sibbern skulle endda have taget sig noget af Søren Kierkegaards forlovede Regine Olsen efter bruddet med ham (Kallmoes, 1946, 242), hvilket sker i august 1841. (Garff, 2000, 160)

82

’Der kom vel af og til geniale Glimt, smukke Tanker og kostelige Bemærkninger, men hans Fremstilling var mat og mekanisk, og hans sløvede Sanser lod ham hverken høre, hvorledes han selv raslede med sine Nøgler, mens han talte.’ (Høffding, 1928, 40)

Et andet sted skriver Høffding om Sibberns indflydelse på de studerende:

’Sin største Indflydelse paa de Studerende øvede han vistnok i 20’erne og 30’erne. For dem der kom i Berøring med ham i Slutningen af hans 55-årige Universitetsvirksomhed, var det ofte vanskeligt at trænge ind til Kærnen bag den noget stivnede Optræden.’ (Høffding, 1905, 98)

Jens Himmelstrup vurderer ligeledes, at Sibberns indflydelse på den akademiske ungdom, især i perioden fra 1820-25 til 1835-40, var overordentlig stor. (Himmelstrup, 1934, 297)

Da Sibbern stoppede som professor d. 1. september 1870, fik han en årlig pension på 2543 rd., men ved lov af 26. november 1870 blev den forhøjet til 3000 rd. Under rigsdagens forhandlinger om denne lov udtalte P. Chr. Zahle følgende karakteristik af Sibbern:

’Den Mand, hvorom der her var Tale, hørte til Fædrelandets højt fortjente Mænd. Han havde meddelt sine Tilhørere en sand og sund Lære, som de maaske ikke havde erkendt i den Tid, de var ved Universitetet, men som de længe efter maatte erkende for at have været noget af det fortrinligste og bedste, som de havde faaet der.’ (Himmelstrup, 1934, 305)

Dette citat er blot et udpluk af en længere lovprisning af Sibbern. Jeg har ikke undersøgt forløbet af forhandlingerne af loven i Rigsdagstidende, som Himmelstrup referer til, men det er usandsynligt, at oplysningerne ikke skulle være rigtige. Der må have været et flertal i rigsdagen, for at den gamle Sibbern skulle påskønnes for sin indsats, hvilket vel nok kan fortolkes som en kontant anerkendelse af også de mange af Sibberns gamle studerende, der må have været repræsenteret i salen.

Sibberns begravelse d. 21. december 1872 afholdes af biskop Martensen. Gravtalen udgives under titlen Frederik Christian Sibberns Jordefærd i Frue Kirke den 21de December 1872. Som forventeligt er det en meget lovprisende tale, der næppe er stedet at indhente de mest pålidelige oplysninger fra, men jeg vil dog nævne, at også her tales der om Sibberns store indflydelse på generationer af akademikere.

KonklusionSamlet set er der ingen grund til at betvivle, at Sibbern har været en usædvanlig dygtig og afholdt professor, der har haft en usædvanlig personlig og ligefrem omgang med de studerende, i hvert fald indtil engang i 1840’erne.

83

I 1840’erne og sikkert også i 1850’erne og måske indtil omkring 1860, hvor der vist stadig kom ’geniale Glimt, smukke tanker og kostelige bemærkninger’, har Sibbern sandsynligvis også klaret sig godt som professor og været afholdt og inspireret de studerende.

I løbet af 1860’erne blev Sibbern vist for gammel til at undervise og har sikkert i væsentlig mindre grad været en direkte inspirationskilde for de studerende.

Undervejs har Sibbern forelæst i mange emner også for de ældre studerende, der har befundet sig på fagspecifikke uddannelser, og har inspireret generationer af teologer og senere berømte enkeltindivider som Søren Kierkegaard, den senere biskop Martensen, som holdt talen ved Sibberns begravelse, men der, hvor Sibbern uden tvivl har mest indflydelse på de fleste, er som lærer på filosofikum i alle årene fra 1813 til 1869. (Himmelstrup, 1934, 48) Det var også hertil, de her behandlede værker var ment som lærebøger.

Derfor vil jeg nu vende mig imod tidens filosofikumundervisning på Københavns Universitet for derigennem at anslå, hvilken grad af påvirkning Sibbern udøvede på de studerende igennem sine forelæsninger på filosofikum.

Filosofikum og Sibbern – indtil 1847

Examen artiumIndtil 1847 var adgangskravet for at begynde på filosofikum, den såkaldte examen artium, som skulle sikre, at de studerende havde minimumsforudsætninger for at følge universitetets undervisning.89 Examen artium blev afholdt på universitetet. Fra 1810 eksamineredes der i skriftlig dansk, en oversættelse til latin, en latinsk stil over et givet emne og oversættelser fra fransk og tysk til dansk og omvendt. Ved den mundtlige eksamen blev der stillet spørgsmål i religion, bibelhistorie og klassisk historie, nyere historie, aritmetik og geometri. Disse krav slækkedes dog i løbet af 1810’erne og 1820’erne. (Grane, 1993, 138-146)

Antallet af studerende på filosofikumOmkring 1810-1820 immatrikuleredes godt 100 studerende til Københavns universitet. Herefter steg antallet af immatrikulerede til universitetet markant indtil omkring 1835, hvor det årlige optag var knap 200 studerende. Herefter falder tallet markant indtil omkring 1850, hvor der optages omkring 110-120 nye studerende om året. (Grane, 1993, 155) Jeg ved ikke, hvor mange nye studerende der begynder på Københavns Universitet i årene fra omkring 1850 til 1869, sandsynligvis ikke gennemsnitligt færre end i perioden fra 1810 til 1850. For hele perioden fra 1813

89 Ordningen med examen artium og examen philosophikum som portalen til universitetsstudier blev indført i 1675, og Griffenfeldt var medskaber af denne ordning.

84

til 1869 på 56 år er det formentlig lavt sat, hvis jeg går ud fra, at der årligt startede 120 studerende på Københavns universitets filosofikum, som derved kom i berøring med Sibbern.

Hvis vi siger, at der gennemsnitligt var 120 studerende, der hvert år studerede på filosofikum, i de 56 år, hvor Sibbern underviste der, skulle der være knap 7000 studerende, der har overværet Sibberns forelæsninger og været eksamineret i filosofi, hvor Sibberns psykologi udgjorde en del af pensumet.90

Antallet af forelæsninger på filosofikum Filosofikumforløbet udgjorde hele det første studieår og var det første forløb på det egentlige universitetsstudium, og først herefter begyndte de studerende på de fagspecifikke uddannelser.91 Filosofikum bestod af en filologisk og en filosofisk del. (Grane, 1993, 149) Der forelæstes to-tre gange dagligt igennem ni måneder. (Nordenbo, Red., 1976, 13)

Hvis vi antager, at disse forelæsninger varede en time, betyder det, at der gennemsnitligt forelæstes 2½ time om dagen. Hvis vi antager, at der forelæstes fem gange om ugen, hvilket næppe er højt sat, da der var seks hverdage i ugen, så betyder det, at der forelæstes 12½ timer i ugen.92 Hvis vi antager, at der var 35 uger med undervisning i de ni måneder, som filosofikum bestod af, har der samlet været forelæst i 35 gange 12½ timer, hvilket er 437½ timer.93

Antal forelæsninger i filosofi på filosofikumFagene på den filologiske del var latin, græsk, historie og for kommende teologer hebraisk.94 Fagene på den filosofiske del var filosofi, fysik, matematik og astronomi. (Grane, 1993, 149)

Det ser altså ud til, at filosofi udgjorde omkring ¼ af den halvdel af filosofikum, der var den filosofiske del. Det vil sige, at forelæsninger i filosofi formentlig udgjorde omkring ⅛ af det samlede filosofikum,95 der sandsynligvis bestod af omkring 437½ timers forelæsninger, hvilket vil sige, at filosofiundervisningen formentlig udgjorde 50-55 timers undervisning.96

Ifølge 1778-fundatsen for universitetet var der mødepligt til forelæsningerne, men reglen blev næppe efterlevet helt (Grane, 1993, 197), men alligevel er det sandsynligt, at de fleste studerende var fremmødte ved de fleste af Sibberns forelæsninger, da alle måtte bestå eksamen, og da kun de 90 (120 studerende * 56 år = 6720 studerende i løbet af 56 år) 91 Det var muligt at læse på universitetet uden bestået filosofikumeksamen, men hvis man ville tage en embedseksamen, måtte man bestå denne eksamen eller hvad der svarede til. Halvfems procent af de studerende tog denne eksamen i perioden fra 1815 til 1847, og i 1850 blev den obligatorisk for alle. (Grane, 1993, 148) 92 (2½ time * 5 dage i ugen = 12½ timer i ugen)93 (35 uger * 12½ timer = 437½ timer)94 I 1818 blev naturhistorie gjort til eksamensfag for dem, der ikke tog hebraisk. Fagene for den filosofiske del af filosofikum var matematik, fysik, astronomi og filosofi. (Grane, 1993, 138-146)95 (¼ * ½ = ⅛)96 (437½ timers forelæsninger divideret med 8 fag = 54,6875 timers forelæsninger i hvert fag)

85

færreste kan have haft Sibberns psykologiske værker, da de ikke genoptrykkes før 1843, må det have været nærliggende at følge disse forelæsninger, især når Sibbern var en populær og afholdt forelæser.

Hensigten med filosofikumDen gældende lovhjemmel for og hensigten med filosofikum fremgår af den Nye Fundation og Anordningen for Kiøbenhavns Universitet fra 1788 (Thomsen, 1975, 704-705) i § 9:

’Efter denne Examens egentlige Hensigt, og, fordi den er almindelig, skal ved samme giøres Reede for de Kundskaber, der kan være nødvendige og nyttige for alle, hvad Hoved-Studium end een eller anden haver bestemt sig til; og, da disse ere deels Philosophie og Mathematik, deels Sprogkyndighed og Historie, saa skal og de Studerende til den Philosophiske Examen prøves udi begge Deele.’ (Thomsen, 1975, 717-718)

Hensigten med også Sibberns undervisning i filosofi, hvorunder psykologien var et emne, har overordnet set været at bibringe nyttige forkundskaber som basis for videre studier. I årene omkring 1810 bliver fortolkningen af formuleringen, som var formuleret af en nedsat kommission, at formålet med filosofikum var at styrke den videnskabelige ånd.97 (Grane, 1993, 151)

Hensigten med filosofi på filosofikumI 1788-fundatsens § 10 står der mere specifikt om prøven ved den egentlige filosofiske eksamen:

’I den egentlige Philosophiske Prøve ved denne Examen skal Examinandi giøre Reede for den Indsigt, de have erhvervet sig i den Theoretiske og Practiske Philosophie..(..).. I disse Ting prøves de nøye, og spørges derved ikke saavel efter Indholdet og Udtrykkene af visse Lærebøger eller Dictata, som efter Tingene, om de have Begreb om dem og fattet dem med Forstanden.’ (Thomsen, 1975, 718)

Som det fremgår her, burde de studerende tilegne sig stoffet på et niveau, hvor de ikke blot har lært passager af lærebøgerne udenad, men gerne ’ have Begreb om dem og fattet dem med Forstanden’, hvilket må betyde at have tilegnet sig stoffet med en vis selvstændighed. Dog er der flere kilder, der beretter, at netop Sibbern var en lempelig eksaminator, men forlangte at blive citeret ordret ved eksaminationerne. Jeg har allerede citeret Harald Høffding for at skrive, at han forlangte sine egne ord igen (Høffding, 1928, 40), men også Koch skriver, at Sibbern ved den mundtlig eksamen forlangte for eksempel en af sine lange definitioner af ’livet’ gengivet ordret af de eksaminerede. (Koch, 2004, 104)

97 Opfattelsen afspejler ambitionerne med det nyoprettede universitet i Berlin, hvor idealet er, at forskning er en af universitetets kerneydelser, hvor det før overvejende havde været undervisning. (Grane, 1993, 21-22)

86

Jeg mener, det er sandsynligt, at dette er rigtigt, da Sibberns psykologi ikke er let tilgængelig, og førsteårgangsstuderende har næppe kunnet tilegne sig stoffet på et højt og selvstændigt niveau. Derfor kan det have været nødvendigt at nøjes med at forlange, at de fleste studerende kun kunne citere definitioner på centrale begreber fra Sibberns egne værker.

Med betegnelserne teoretisk filosofi henvises der uden tvivl til ontologi og erkendelsesteori, og fra afsnittet om Sibberns ontologi har vi et vist indtryk af, hvordan dette emne blev udlagt af Sibbern, og dermed hvad der må have været talt om, når der eksamineredes i teoretisk filosofi. Det er også muligt, at Sibberns begreb, om hvad der hørte under den teoretiske filosofi, er bredere og omfattede hele Menneskets aandelige Natur og Væsen. I begge tilfælde har jeg i denne undersøgelse formidlet et vist indblik i, hvad der blev eksamineret i under den teoretiske filosofi.98

Praktisk filosofi betegner derimod de områder, der kan gøres til genstand for en behandling på baggrund af en ontologi og erkendelsesteori, hvilket vil sige emner som politisk filosofi, etik, pædagogik og på Sibberns tid psykologi.99 Denne sondring mellem teoretisk og praktisk filosofi havde Kant. (Lübcke, Red., 1996, XX) Sibbern har næppe skelnet skarpt mellem teoretisk og praktisk filosofi, men har uden tvivl fortolket udlægningen af disse begreber på lignende vis, hvilket vil sige, at dele af undervisningen og eksaminationen i praktisk filosofi uden tvivl har bestået af det stof, som dele af Menneskets aandelige Natur og Væsen og Psychologisk Pathologie udgør. Ganske vist udgives Psychologisk Pathologie først i 1828, men i årene op til må Sibbern have arbejdet på værket, og dets tilblivelse må uden tvivl ses som sammenhængende med den undervisning, Sibbern har præsteret i årene op til.

Da der er indholdsmæssig kontinuitet imellem Menneskets aandelige Natur og Væsen og Psychologisk Pathologie og utallige henvisninger fra Psychologisk Pathologie til forgængeren, kan dette uden tvivl udlægges som, at der årene igennem ligeledes er en vis ensartethed i indholdet af Sibberns forelæsninger. Ikke mindst når vi betænker, at Sibbern hvert år skulle introducere et nyt hold studerende, der mødte frem med omtrent de samme forudsætninger til det samme emne. Ikke mindst når vi erindrer, at de to værker i sammentrængt form var grundbøgerne hele forløbet igennem.

Sibbern skriver i fortalen til Psychologisk Pathologie i 1828 udgaven, at han vil ’anvende en 14 til 16 Timer til Forelæsninger over Det af denne Deel af Psychologien, som jeg agter at gjennemgaae for Dem, der berede sig til den philosophiske Examen’. (Sibbern, 1828, IV)

98 Dog skal jeg tilføje, at de fremstillede emner i Sibberns bog Om Erkendelse og Granskning, som jeg ikke har behandlet, sandsynligvis også har indgået som stof i både undervisningen og eksaminationen i teoretisk filosofi.99 Psykologien er siden udviklet til en selvstændig videnskab og hører nu ikke længere under filosofien. (Schultz, 1992, 2) Sibberns psykologi er derfor ikke, hvad man forstår ved psykologi i vor tid, men må i stedet betegnes som filosofisk antropologi (Lübcke, Red., 1996, 130) eller livsfilosofi. (Pahuus, 2001, 5)

87

Når Sibbern skriver, at han anvender 14 til 16 timer på denne del som forberedelse til den filosofiske eksamen, så virker det sandsynligt, at han også bruger timer på andre områder af psykologien, hvilket kunne betyde, at han ligeledes forelæser nogle timer over det, som fremstilles i Menneskets aandelige Natur og Væsen.

Det, der kunne understøtte denne antagelse, er, at genudgivelserne fra 1843, 1849, 1857 og 1862 er udgaver, hvor både bind et og bind to indgår som sammentrængte udgaver, og de må være sammensat med henblik på, hvad de studerende havde behov for.

Ligeledes har Sibbern formentlig forelæst et antal timer over den erkendelsesteori, som fremstilles i Om Erkendelse og Granskning. Til Indledning i det akademiske Studium. Det virker nærliggende at antage, at Sibbern har forelæst omkring 14 til 16 timer over de emner, der fremstilles i hvert af disse tre værker. 100 Det, der understøtter den antagelse, er, at de omkring 45 timers forelæsninger, som dette regnestykke giver, ikke er helt ulig de 50-55 timers forelæsninger, som, jeg regnede mig frem til, burde udgøre den samlede filosofiundervisning på et helt års filosofikum. De 5-10 timers forelæsninger, der burde være i overskud, kunne være anvendt til andre filosofiske emner, for eksempel logik, så stemmer regnestykket perfekt. Det kan også være, at jeg i min beregning af den samlede filosofiundervisning for filosofikum har skudt lidt over målet, og at den samlede mængde filosofiundervisning bestod af omkring 45 timer, som Sibbern disponerede i omkring 15 timers forelæsninger over hvert af de emner, der er fremstillet i de tre værker.

Jeg kan ikke komme fuldstændigt til bunds i, hvor mange timers forelæsninger Sibbern har forelæst over hvilke emner, men der er ingen grund til at betvivle, hvad han selv oplyser i fortalen til Psychologisk Pathologie fra 1828, at han anvender ’en 14 til 16 Timer til Forelæsninger over Det af denne Deel af Psychologien, som jeg agter at gjennemgaae for Dem, der berede sig til den philosophiske Examen’. (Sibbern, 1828, IV) Og jeg mener, det er sandsynligt, at han også forelæser et antal timer over det fremstillede i Menneskets aandelige Natur og Væsen, eventuel ligeledes 14-16 timer.

Ligeledes er det sandsynligt, at det antal forelæsninger i filosofi, som Sibbern har afholdt på filosofikum i perioden, er omkring det samme årene igennem, indtil filosofikum ændres i 1847, da reglerne for filosofikum i perioden ikke ændres.

Derfor kan jeg nu konkludere:Alle universitetsstuderende, der ønskede en embedseksamen, hvilket vil sige en egentlig længerevarende kompetencegivende uddannelse, måtte gennemføre filosofikum, hvilket 90 % af de studerende gjorde i perioden 1815 til 1847.

100 (3 værker * omkring 15 timers forelæsninger = omkring 45 timers forelæsninger i filosofi)

88

På filosofikum har de studerende været tilhørere eller haft mulighed for at være det til 14 til 16 timers forelæsninger af Sibbern over de emner, som han i 1828 fremstiller i Psychologisk Pathologie, og sandsynligvis også et antal timers forelæsninger over de emner, som han fremstiller i Menneskets aandelige Natur og Væsen.

Alle har skullet eksamineres i Sibberns psykologi, men sandsynligvis har Sibbern set sig nødsaget til at lade studerende bestå deres eksamen ved at kunne gengive definitionerne på et antal af hans centrale begreber.

Filosofikum og Sibbern – fra 1847Fra sommeren 1847 blev filosofikum ændret. De lærde skoler var nu så gode, at den forberedende undervisning og examen artium kunne overlades til disse. Også undervisning i og eksaminationen i de matematisk-naturvidenskabelige fag, sprogfagene og historie, der hidtil havde hørt under filosofikum, blev overdraget til de lærde skoler. (Nordenbo, 1977, 14)

Universitetets årelange filosofikum bestod herefter kun af de egentlige filosofiske fag: Logik, psykologi, moralfilosofi og filosofiens historie med propædeutik.101 Eksamen bestod af en mundtlig eksamen i hvert fag og en skriftlig prøve. (Nordenbo, 1977, 14)

Denne ordning var kun anvendt i kort tid, da kirke- og undervisningsministeriet konkluderede, at dette var for ambitiøst. Ministeriet skrev, at hensigten med universitetets filosofikursus var:

’.. efter dets almindelige Karakter kun kunne være på indtrængende Maade at henlede Studenternes Opmærksomhed på den filosofiske Erkendelses Opgave og Betydning i Forhold til den videnskabelige Forskning i Almindelighed, at give en foreløbig Orientering med hensyn til denne Opgaves mere specielle Fremtræden samt endelig, i formel Henseende, at styrke Tænkningen og vænne denne til en selvstændig Udfoldelse i Behandlingen af rene Begreber.’(Nordenbo, 1977, 14)

I 1850 indførtes nye regler. (Nordenbo, 1977, 14)

Hvad Sibberns forelæsninger over psykologi angår, lader det til, at disse her afspejler omkring ¼ af et årsværk for de nyankomne på universitetet i disse år. Det vil sige, at Sibbern må have forelæst i væsentlig flere timer over psykologi, end før. Ligeledes må vi kunne formode, at de studerende i den periode næppe kan slippe udenom at læse som minimum dele af en af Sibberns psykologiske værker med både bind et og to i sammentrængt form.

101 Det kan tænkes, at Sibbern skaber en væsentlig plads for psykologien på filosofikum ikke mindst ved at skrive Psychologisk Pathologie. Det er ingen overdrivelse, at han har haft lærebøgerne liggende klar længe, før der var et behov for en lærebog af den størrelse.

89

Når psykologien var sat til at udgøre omkring ¼ årsværk, har det næppe kunnet forsvares, at de studerende også her bestod eksamen ved at kunne gengive definitionerne på centrale begreber. Nu må der vist forlanges et dybere kendskab.

Filosofikum og Sibbern – fra 1850 til 1869Filosofikum bestod i denne periode af fagene propædeutisk indledning til filosofien i almindelighed med henblik på filosofiens historie, logik og psykologi, hvori der kun eksamineredes mundtligt. Der forelæstes otte timer i ugen i ni måneder. Ni måneders forelæsninger består af mindst 36 uger med hver otte timers undervisning, hvilket tilsammen giver 288 timers forelæsninger.102

Sibberns forelæsninger over psykologi kunne derfor meget vel bestå af op imod 100 timers forelæsninger.103

Det er sandsynligt, at Sibbern i 1820’erne og 1830’erne var en blændende forelæser, men selvom han måske ikke var helt så dygtig her i slutningen af 1840’erne, så har han alligevel forelæst i meget længere tid over de samme emner.

KonklusionFor perioden fra 1813 til 1869 har næsten alle, hvilket vil sige imellem 6000 og 7000 studerende, været i berøring med Sibbern og Sibberns psykologi. Indtil 1847 måtte alle, der ønskede en embedseksamen, hvilket gjaldt 90 % af de studerende, tage Sibberns psykologi alvorligt, da de ved eksaminationen måtte demonstrere en indsigt, der svarede til imellem 14 og 30 timers forelæsninger heri.

Alle har skullet eksamineres i emnerne, men sandsynligvis har Sibbern set sig nødsaget til at lade studerende bestå deres eksamen ved at kunne gengive definitionerne på et antal af hans centrale begreber.

Fra 1847 til 1850 har Sibberns psykologi udgjort grundlaget for op imod ¼ af de nyankomne studerendes første år på universitetet. Det kunne meget vel betyde, at det næppe længere kan forsvares at lade de studerende bestå deres eksamen ved at gengive visse af Sibberns centrale begreber ordret. Under denne studieordning må man kunne forvente, at de fleste studerende har læst Sibberns sammentrængte udgave af sin psykologi, hvor både bind et og to indgik. Det virker sandsynligt, også når vi erindrer, at disse sammentrængte udgaver bliver udgivet i 1843, 1849, 1857 og 1862.

102 (9 måneder / 4 = 36 uger. 36 uger * 8 timers ugentlige forelæsninger = 288 timers forelæsninger)103 (288 timers forelæsninger / 3 fag = 96 timers forelæsninger til hvert fag)

90

Fra 1850 til 1869, hvor Sibbern fritages for forelæsningerne på filosofikum, er kravene lidt mindre end i perioden 1847 til 1850, men Sibberns psykologi er stadig et stort fagområde på filosofikum, med sandsynligvis mindst 50 timers forelæsninger og eventuel op imod 100 timers forelæsninger over emnet af Sibbern. Det virker ligeledes sandsynligt, at de fleste og i særdeleshed alle dygtige og seriøse af de nyankomne studerende, i perioden 1850 til 1869, har læst en sammentrængt udgave af Sibberns psykologi.

Det skulle være sådan, at Sibberns forelæsninger her i 1850’erne ikke længere var så inspirerende, men da kravene til de studerendes viden om psykologi burde være ganske store, væsentlig større end i 1820’erne og 1830’erne, hvor Sibberns forelæsninger skulle have været blændende, så virker det fuldt forsvarligt at konkludere, at udbredelsen af det fremstillede i Sibberns psykologiske værker er større end nogen sinde. Især igennem læsningen af disse værker, men vel også igennem Sibberns vel nok mindre inspirerende forelæsninger, som de studerende formentlig har overværet flere af.

4. Kildekritik

Jeg har undervejs vurderet mine kilders troværdighed og repræsentativitet og lignende ting, men jeg har endnu ikke vurderet mit kildegrundlag systematisk, hvilket jeg nu vil gøre.

Hvor jeg henviser til Sibberns værker, er der ingen grund til at betvivle kildernes ægthed. Jeg har arbejdet med de gamle værker fra 1800-tallet, og der findes ikke andet, og det samme gælder for alle øvrige primære kilder, eventuel undtagen brevene til og fra Sibbern og J. P. Mynster.

Alle breve til og fra Sibbern er udgivet af C. L. N. Mynster, som Sibbern har betroet udgivelsen af sine breve, og som ligeledes har opsøgt mennesker, der havde breve fra Sibbern liggende. (C. L. N. Mynster, 1866, 245) Sibbern har naturligvis haft muligheden for at overlade til C. L. N. Mynster, hvad, han ønskede, skulle overlades til eftertiden, hvilket er ganske naturligt. C. L. N. Mynster og Sibbern har selvfølgelig haft muligheden for at justere på indholdet af brevene, men jeg tvivler på, at de har gjort det. Jeg har i denne undersøgelse stolet på, at disse breve ikke var forfalskede, og jeg mener også, at det er fuldt forsvarligt, men principielt er der muligheden for, at der kan være snydt lidt med disse breve, og hvis det er tilfældet, så har jeg ladet føre mig bag lyset i den udstrækning, at jeg skulle have baseret mig på breve til eller fra Sibbern, der skulle være pyntet på.

Det samme gælder for brevene til og fra J. P. Mynster, der ligeledes er sorteret og udgivet af C. L. N. Mynster.

Hvor jeg baserer mig på sekundær litteratur, historiske værker, videnskabsteori, filosofi, historieteori, har jeg ifølge min vurdering baseret mig på lødig sekundær litteratur.

91

Jeg har anvendt enkelte internetadresser, hvorfra jeg har indhentet oplysninger, som, jeg burde have kontrolleret, er rigtige, andre steder også. Det nåede jeg ikke, men de oplysninger, jeg her har hentet, anvender jeg kun som supplerende og uddybende, og skulle jeg her have baseret mig på oplysninger, der er lidt upræcise, så ændrer det ikke væsentligt på undersøgelsens resultater.

5. Konklusion og perspektivering

Vedrørende problemformuleringens første spørgsmålSvarene på problemformuleringens første spørgsmål, ’Hvordan er begreberne ’individ’, ’personlighed’ og ’personlig frihed’ udlagt i Sibberns Menneskets aandelige Natur og Væsen fra 1819 og Psychologisk Pathologie fra 1828?’, har jeg, hvad angår Menneskets aandelige Natur og Væsen, redegjort for i afsnittet ’Konklusion: Det åndelige menneskelige liv’ under 0a, og især i afsnittet ’Konklusion: Sibberns dannelsesideal – en syntese af selvbevidsthed og selvforglemmelse’ under 1a. Svarene på spørgsmålet, hvad angår Psychologisk Pathologie, har jeg redegjort for i afsnittet ’Konklusion: De pathologiske fænomener i relation til Sibberns dannelsesideal’ og afsnittene herunder, under 1b.

Da jeg ikke mener, jeg kan gengive disse opsummeringer af besvarelsen af disse spørgsmål bedre, end jeg har gjort dér, henviser jeg igen her til disse afsnit og konklusionerne dér.

Set i bakspejlet vil jeg mene, at det var et fornuftigt valg at præsentere Sibbern i den idealistiske tradition efter Kant, og at jeg prøver at besvare disse spørgsmål med udgangspunkt i ontologi og erkendelsesteori, da besvarelsen ellers ville blive overfladisk. Afsnittet om Sibberns ontologi er jeg ikke helt tilfreds med. Det lykkes mig knap nok at få formidlet de betydninger, Sibberns ontologi har for hans udlægning af, hvad et individ, en personlighed og personlig frihed er. Det er dog også et vanskeligt og mangefacetteret emne, og jeg mener trods alt, at afsnittet, der omhandler emnet, er læseværdigt.

Vedrørende problemformuleringens andet spørgsmålSvarene på problemformuleringens andet spørgsmål, ’Var der nogen forventning til disse værker, og på hvilken måde blev de vurderet i samtiden og eftertiden?’, har jeg besvaret i konklusionerne i afsnit 2a, 2b og 2d, som faktisk er ret lange, og derfor finder jeg det ligeledes uhensigtsmæssigt at gentage mig selv her og henviser igen til konklusionerne dér.

Vedrørende problemformuleringens tredje spørgsmålSvarene på problemformuleringens tredje spørgsmål, ’I hvilken grad blev det fremstillede i disse værker udbredt igennem læsning heraf og igennem Sibberns indsats som universitetsprofessor?’,

92

har jeg besvaret i de to konklusioner i afsnit 3c, hvorfor jeg også her henviser til konklusionerne dér.

Jeg havde godt nok forestillet mig en endelig konklusion, hvor konklusionerne på problemformuleringens tre spørgsmål blev sammenfattet sammenhængende med hinanden. Dog vil jeg sige, at konklusionerne undervejs integreres i de efterfølgende afsnit, og derfor mener jeg, at jeg holder, hvad jeg lover, inden for rammerne af denne undersøgelse, som er at give meningsfulde og underbyggede svar på problemformuleringens spørgsmål.

6. Summary

This project examines the psychological works of Frederik Christian Sibbern, Menneskets aandelige Natur og Væsen from 1819 (The Spiritual Nature and Substance of Man) and Psychologisk Pathologie from 1828 (Psychological Pathology) with regards to how the concepts ‘individual’, ‘personality’, and ‘personal freedom’ in those works are given a particular meaning. Sibbern was professor of philosophy at the University of Copenhagen from 1813 to 1870, and was at the beginning of this period a central figure within the idealistic science of the time. With his works Sibbern also contributed to making the idealistic science become the scientific paradigm of that period. Thus, this project examines how the individual is being focused on as an object of special attention and new interpretation in Danish Romaticism.Put briefly, Sibbern understands man as a being in which self-consciousness, self-determination, conscience, and reason are central phenomena. Emotional phenomena and natural impulses are put in a central position, as well, the notion being that the characteristics of the idealistic development of the personality are the reciprocal penetration of natural impulses of all kinds and the self-consciousness, conscience, and reason of the individual. By this reciprocal penetration they create a different nature.

This project also examines the expectations towards Menneskets aandelige Natur og Væsen in particular, and examines how both works were evaluated in their own time and later on. This examination shows that Sibbern all his life was involved with a group of theologians who were also leading figures in the introduction of a romanticly tinted interpretation of Christianity. In his works, Sibbern enters the realm of theology and presents man according to a Christian conception of life, and there is no doubt that Sibbern’s friends among these theologians were very pleased with him and his works.

93

This project also examines to what degree it can be assumed that the contents of the works were disseminated through Sibbern’s lectures at the University of Copenhagen and the reading of them. The examination shows that the knowledge of Sibbern and the contents of his works must have been significant.

During the period from shortly after Sibbern became a professor in 1813 to 1847 90 percent of the first year students at the University of Copenhagen would have attended his lectures on the subjects covered in his works for at least 14 hours, and probably more than that. During that span of time, the students will have taken exams in the subjects. There is reason to believe that only a few of them have acquired high-level knowledge of the psycological works of Sibbern. The examinations have probably consisted of word-for-word reproduction of lengthy definitions of central concepts.

From 1847 to 1869, as Sibbern is relieved of his obligations to teach first year students, all students have been occupied with psychology for almost one fourth of a college year, presumably meaning that the students have attended 50-100 hours of lectures by Sibbern on the subject. That the newly enlisted students have been occupied this much with the psychology of Sibbern in this period is indicated by the fact, that shorter versions of both of his psychological works were printet in 1843, 1849, 1857, and 1862. It can be assumed, that most of the first year students have read the short editions in this period, in part or in toto. At least 2,000 copies of both of Sibbern’s psychological works were sold in Denmark, a substantial number for scientific works in Denmark at that time. Particularly many copies were, no doubt, sold during the period from 1843 to ca. 1870.

It is the conclusion of this project, that the psychology of Sibbern was a shared frame of reference for academics of the period, and that its contents, however exotic they may present themselves to today’s reader, have been widely known and acknowledged in the Nineteenth Century.

Litteraturliste

94

Primær litteratur

Carlsen, Søren, (1820), ’Skrædderens Forelæsning og Professor Sibberns Forelæsninger, et Skuespil, fremstillende Kjøbenhavns lærde og aandelige Liv i dets høieste Potents’. Trykt paa Forfatterens Forlag. Hos N. Georg Fr. Christensen, Kjøbenhavn. Em. Bærentzen & Co’s. Lithografiske Institut, Red. medarbejdere (1842), ’Dansk Pantheon. Et portrætgallerie For samtiden bind 2’. Em. Bærentzen & Co’s. Lithografiske Institut, Kjøbenhavn.(http://bibliotek.dk/vis.php?term1=lid%3D001990631%20og%20lok%3D810010&format=l&origin=nada&vis_ccl=Du+ser+p%E5+%E9n+udgave+af%3A+Dansk%20Pantheon%20:%20Et%20Portraitgalleri%20for%20Samtiden) Heiberg, Red. J. L., m. fl., (1829), ’Maanedsskrift for Litterratur. Udgivet af et Selskab. Andet Bind’, artiklen ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et udkast til en Psychologie’. Anonym forfatter. Forlagt af Universitetets-Boghandler C. A. Reitzel. Tryk Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (s. 35-58) Høffding, Harald, (1905), ’Danske filosoffer’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. MDCCCCIX. Forlagstrykkeriet, København. (s. 97-118)Høffding, Harald, (1917), ’Psykologi i omrids paa grundlag af erfaring’. Ellevte, forkortede udgave. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag, Kjøbenhavn. MDCCCCXXX. Høffding, Harald, (1928), ’Erindringer’. Gyldendalske boghandel. Nordisk forlag, København. MCMXXVIII.Kierkegaard, Søren, (1999), ’Etikerens brev. Ligevægten mellem det æstetiske og etiske i personlighedens udarbejdelse’. Nudansk udgave ved Henning Petersen. Forord af Anders Kingo. DET lille FORLAG, Frederiksberg. ISBN 87-90030-72-9. (udgivet første gang i 1843, som en del af Enten-Eller.)Martensen, H., (1872), ’Frederik Christian Sibberns Jordefærd i Frue Kirke den 21de December 1872’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. Mynster, J. P., (1830), ’Grundrids af den almindelige Psychologie’. Gyldendalske Boghandlings Forlag. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. Mynster, J. P., (1854), ’Meddelelser om mit Levnet’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandling. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.Mynster, C. N. L., red. (1860), ‘Breve fra J. P. Mynster’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.Mynster, C. N. L., red. (1862), ‘Af efterladte Breve til J. P. Mynster’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. Thieles Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.Mynster, C. N. L., (1866 I), ‘Breve til og fra F. C. Sibbern I’. Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. G. S. Wibes Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. (breve til Sibbern) Mynster, C. N. L., (1866 II), ‘Breve til og fra F. C. Sibbern I’, Forlagt af den Gyldendalske Boghandel. G. S. Wibes Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. (breve Fra Sibbern) Møller, Poul Martin, (1965), ’Filosofiske Essays og Strøtanker. Udvalg og forord ved Børge Madsen’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. (s. 141-161)Sibbern, Frederik Christian, (1819), ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie. Første Deel’. I den Gyldendalske Boghandling. Trykt i det Schulviske Officin, Kjøbenhavn.

95

Sibbern, Frederik Christian, (1822), ’Om Erkendelse og Granskning. Til Indledning i det akademiske Studium’. Fr. Brummers Forlag. Trykt hos E. Stræbe, Kjøbenhavn. (fortalen og oversigt, indtil s. XVI)Sibbern, Frederik Christian, (1828), ’Menneskets aandelige Natur og Væsen. Et Udkast til en Psychologie. Psychologisk Pathologie. Anden Deel’. Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. Sibbern, Frederik Christian, (1829), ’Philosophiskt Archiv og Repertorium’. Udgivet af Dr. Frederik Christian Sibbern. Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (s. 58-92) Sibbern, Frederik Christian, (1853), ’Om Elskov eller Kjærlighed imellem Mand og Qvinde’. Paa eget Forlag. Trykt i det Schulviske Officin, Kjøbenhavn. (udgivet første gang i 1819) Sibbern, Frederik Christian, (1862), ’ Psychologie, indledet ved almindelig Biologie, i sammentrængt Fremstilling. Den nye Udarbeidelses 4. heelt igjennem forøgede og forbedrede’. Trykt i Fabritius de Tengnagels Bogstykkeri, Kjøbenhavn. (fortalerne)Sibbern, Frederik Christian, (1885), ’Læren om de menneskelige Følelser og Lidenskaber’. C. A. Reitzels Forlag, Kjøbenhavn. (fortalen og indtil side 30) (udgivet første gang i 1828 med titlen ’Psychologisk Pathologie’)Treschow, Niels, (1812), ’Om den menneskelige Natur i Almindelighed, især dens aandelige Side’. Trykt paa Fr. Brummers Forlag hos Ernst Andreas Herman Møller, Hof og Universitetsbogtrykker, Kiøbenhavn. (indtil s. 50)Tuxen, Poul, red, (1927), ’Gabrielis’ Breve’. Forfatter Sibbern, Frederik Christian. Holbergselskabet af 23. september. (de første 153 sider, som udgør, hvad der blev udgivet i 1826, inklusiv forordet af J. P. Mynster)

Sekundær litteratur

Historiske værker

Andersen, Dorthe Sondrup, (2004), ’Guldalder uden forgyldning’. Peoples’s Press, København. ISBN 87-91293-83-9.Bjørn, Claus, (2003), ’Danmarkshistorien. Bind 10. Fra reaktion til grundlov 1800-1850’. 2. udgave, 1. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag A/S, Copenhagen. ISBN 87-89068-31-9.Red. Feldbæk, Ole, (1991), ’Dansk Identitetshistorie. bind 2. Et yndigt land. 1789-1848’. C. A. Reitzels Forlag, København. Trykt hos Olesen Offset, Viborg. ISBN 2-87-7421-712-7.Feldbæk, Ole, (1998), ’Danmark-Norge 1380-1814. Bind IV. Nærhed og adskillelse 1720-1814’. Akademisk Forlag, København. ISBN 87-5000-3516-9.Feldbæk, Ole, (2003), ’Danmarkshistorien. Bind 9. Den lange fred. 1700-1800’. 2. udgave, 1. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag A/S, Copenhagen. ISBN 87-89068-30-0.Garff, Joakim, (2000), ’SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi’. Gads Forlag, København. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-12-02243-8.Red. Grane, Leif, m. fl., (1992), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind VIII. Det filosofiske Fakultet. 1. del’. C. E. C. GADS Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-87848-33-3. (s. 46-52)

96

Red. Grane, Leif, m. fl., (1993), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind II. Almindelig historie 1788-1936’. C. E. C. GADS Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-87848-38-4. (s. 1-200)Red. Henriksen, Aage, m. fl., (1968), ’Den erindrende Faun’. Fremad. Trykt i Gentofte Bogtrykkeri. (s. 108-116)Himmelstrup, J, (1934), ’Sibbern. En monografi’. J. H. Schultz Forlag, København.Hvidt, Kristian, (2004), ’Danmarkshistorien. Det folkelige gennembrud. 1850-1900’. 2. udgave, 1. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen, & Politikens Forlag A/S, Copenhagen. ISBN 87-89068-32-7.Red. Jensen, Povl Johs., (1980), ’Københavns Universitet 1479-1979. Bind X. Det filosofiske Fakultet. 3. del’. C. E. C. Gads Forlag, København. Trykt af Bianco Lunos Bogtrykkeri. ISBN 87-87848-09-0. (s. 1-60)Red. Jessen, Keld B., (1999), ’Filosofi - fra antikken til vor tid’. Systime. ISBN: 87-7783-789-4. Med supplerende materiale på forlagets internetadresse: http://www.systime.dk/Jørgensen, John Chr., (1994), ’Det danske anmelderis historie’. Fisker & Schou. Trykt hos Olesen Offset, Viborg. ISBN 87-90057-26-0. (s. 56-61)Kallmoes, Poul,(1946), ’Frederik Christian Sibbern. Træk af en dansk filosofs liv og tænkning’. Ejnar Munksgaards Forlag, København.Koch, Carl Henrik, (2003), ’Dansk oplysningsfilosofi’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, København. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg A/S. ISBN 87-00-76298-9. Koch, Carl Henrik, (2004), ’Den danske idealisme’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, København. Tryk: Special-Trykkeriet, Viborg A/S. ISBN 87-00-76302-0.Korsgaard, Ove, (2004), ’Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, København. ISBN 87-02-01719-9.Lausten, Martin Schwartz, (1997), ’Kirkehistorie. Grundtræk af Vestens kirkehistorie fra begyndelsen til nutiden’. Forlaget ANIS, Århus. ISBN 87-7457-186-9.Lausten, Martin Schwartz, (1999), ’Kirkens historie i Danmark. Pavekirke – Kongekirke - Folkekirke’. 1. udgave, 1. oplag, Forlaget, Århus. ISBN 87-900645-02-2.Lindhart, Jan, (1998), ’Mellem djævel og Gud Martin Luther’. C. E. C. Gads Forlag – Aktieselskabet af 1994. ISBN 87-12-03338-3. Madsen, K. B., (1986), ’Psykologiens historie i et videnskabsteoretisk perspektiv. Bind 1: Tiden indtil ca. 1945’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A.S., Copenhagen. ISBN 87-01-50332-4.Nordenbo, Red. Sven Erik, m. fl., (1976), ’Dansk filosofi og psykologi 1926-1976. Bind 1’. Filosofisk Institut Københavns universitet. Tryk: JJ Trykteknik A/S, København. ISBN 87-503-2100-5. (s. 7-23)Nielsen, Jørgen Juul, (1991), indledningen til ’Menneskeværd og menneskevel’ af Niels Treschow. C. A. Reitzels forlag A/S, København. Trykt hos Nørhaven A/S, Viborg. ISBN 87-7421-728-3.Olesen, Red. Thorsten Borring, m. fl., (1987), ’På jord min Himmel. Kærlighedsliv i historien’. Den jyske historiker, Århus. Tryk: Werks Offset, Århus. ISBN 87-7288-800-8.Pahuus, Mogens, (1995), ’Fornuft og Følelse. Den følende fornuft og den vellykkede identitet’. Philosophia, Århus. Tryk: Werks Offset, Århus. ISBN 87-88663-34-5.Pahuus, Red. Mogens, (2001), ’Punktnedslag i dansk livsfilosofi’. Aalborg Universitetsforlag. Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7307-642-2.Rasmussen, Jens, (1999), ’J. P. Mynster. Sjællands biskop 1834-1854. Kampen for en rummelig kirke. Forholdet til N. F. S. Grundtvig og Grundloven’. Odense Universitetsforlag, trykt af Special-Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7838-483-4.

97

Schultz, Duane P., m. fl., (1992), ‘A History of Moderne Psychology’. Fifth Edition.University of Southern Florida. ISBN 0-15-537467-2. (til s. 111) Thomsen, Ole B., (1975), ’Embedsstudiernes Universitet. Bind 2’. Akademisk Forlag. Tryk: JJ Trykteknik A/S, København. ISBN 87-500-1535-4. (s. 700-720)Vind, Ole, (1999), ’Grundtvigs historiefilosofi’. Gyldendalske boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nordisk Bog Center A/S, Haslev. ISBN 87-00-37308-7. (s. 210-220)Wolf, Jakob, (1997), ’Etikken og Universet’. Forlaget ANIS. ISBN 87-7457-1999-0.Ørsted, Børge, (1965), ’J. P. Mynster og Henrich Steffens’. Institut for dansk kirkehistorie. Nyt nordisk forlag. Arnold Busck, København. (s. 465-475 og 535-545)

Historieteori, filosofi og videnskabsteori

Gadamer, Hans George, (2004), ’Sandhed og metode: grundtræk af en filosofisk hermeneutik’. Systime. ISBN: 87-616-0288-4. (s. 9-71 og 165-297)Jensen, Eric Bernard, (2003), ’Historie – livsverden og fag’. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, København. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-00-45724-8.Kjeldstadli, Knut, (2002), ’Fortiden er ikke hvad den har været – en indføring i historiefaget’. Roskilde Universitetsforlag. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-7867-091-8.Kjørup, Søren, (2003), ’Forskning og samfund. En grundbog i videnskabsteori’. 2. udgave, 2. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nørhaven A/S, Viborg. ISBN 87-00-27096-2.Klausen, Søren Harnow, (1998), ’Metafysik. En grundbog’. 2. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. ISBN 87-00-26408-3. Køppe, Red. Simo, m. fl., (1995), ‘Humanistisk Videnskabsteori’. 2. oplag. Danmarks radio forlaget. Tryk: Special-Trykkeriet Viborg A/S. ISBN 87-7047-457-5.Lübcke, Red. Poul, (1989), ’Vor tids filosofi – engagement og forståelse’. 3. oplag, 2. bind. Politiken. ISBN: 87-567-3540-5.Olsen, Poul Bitsch, m. fl. (2003), ’Problemorienteret projektarbejde – en værktøjsbog. Ny 3. udgave’. Roskilde Universitetsforlag. Tryk: Narayana Press, Gylling. ISBN 87-7867-223-6. Pahuus, Mogens, (1975), ’Filosofisk antropologi’. Berlingske forlag. København MCMLXXV. Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg. ISBN 87-19-35552-1.

Opslagsværker

Biblen, (1991), ’Biblen. Den hellige skrifts kanoniske bøger’. 1. udgave, 2. oplag. Udgivet af det danske bibelselskab. København. Trykt hos Nørhaven A/S, Viborg. ISBN 87-7523-051-8.Erslew, (1963), ’Almindeligt Forfatter-lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande fra før 1814 til efter 1858. Tredje bind’. Rosenkilde og Bagger, København.Hårbøl, Karl, m. fl., (1997), ’Dansk Fremmedordbog’. 15. udgave, 1. oplag. Munksgaard, Trykt: Ait Norbok, Norge. ISBN 87-16-12086-8.Red. Lübcke, Poul, (1996), ’Politikens filosofileksikon’. 1. udgave, 11. oplag. Politikens Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nordjyllands Bogtrykkeri A/S. ISBN 87-567-5677-1. Red. Sørensen, Asger, m. fl., (2002), ’Gyldensdals religionsleksikon. Religion. Livsanskuelse’. 3. udgave, 2. oplag. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A/S, Copenhagen. Trykt hos Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev. ISBN 87-00-32564-3. Sørensen, Nils Arne, m. fl., (2003), ’Gads historieleksikon’. 2. udgave, 1. oplag. Gads Forlag. Aktieselskabet af 1994, København. ISBN 87-12-04114-9.

98

Internetadresser

http://www.kilder.rundetaarn.dk/biografisketavler/vaerger.htmhttp://www.litteraturpriser.dk/aut/DJ.htm#DJJDampehttp://www.e-poke.dk/heiberg_05.asphttp://runeberg.org/dbl/5/0233.htmlhttp://runeberg.org/dandig19/0480.htmlhttp://bibliotek.dk/vis.php?PHPSESSID=ee878445709abd6c5f25d2fa51435d3b&origin=sogning&field1=forfatter&term1=h%F8ffding&field2=titel&term2=Psykologi+i+Omrids+&field3=emne&term3=&field4=fritekst&term4=&cclbuf=&divbuf=Alle+typer&field_mat=&term_mat=&field_sprog=&term_sprog%5B%5D=&field_aar=year_eq&term_aar=&target%5B%5D=dfa

99