Banks - Giv slip (læseprøve)

GIV SLIPANDEN BOG I SURRENDER-TRILOGIEN

EROTISK KÆRLIGHEDS-

HISTORIE

#1 NEW YORK TIMES

BESTSELLING AUTHOR

MAYA BANKS

GIV

ING

IN

“A must-read author.”—Romance Junkies

In her sensational Breathless Trilogy, #1 New York Times bestselling author Maya Banks tested the boundaries of desire. In her new trilogy, there’s only one thing left to do: cross them. Now, the story continues as one woman, haunted by the shadows of the past, explores the possibil-ities of a new beginning in ways she never could have imagined…

GIVING INKylie sees the way Jensen looks at her. The dark promise in his eyes. That rough edge of dom-inance she knows he possesses. But dominance is the one thing that frightens her above all else. She and her brother barely survived a childhood steeped in violence and abuse. She could never give up total control and submit to a man. Especially a man like Jensen. Could she?

Jensen sees the shadows in Kylie’s eyes. Knows he has to tread very carefully or risk losing any chance he has with her. All he wants is the opportunity to show her that dominance doesn’t equal pain, bondage, or discipline. That emotional surrender is the most powerful of all, and that to submit fully to him will ful� ll the aching void in her heart in a way nothing else ever will.

PRAISE FOR THE NOVELS OF MAYA BANKS

“I love Maya Banks and I love her books.”—Jaci Burton, New York Times bestselling author

“Oh my god…I’m ready for the next ride now!”

—USA Today

M AT U R E AU D I E N C E

CONTEMPORARY ROMANCEmayabanks.com

penguin.com

U.S. $16.00CAN $18.00

bBERKLEY

THE SURRENDER TRILOGY

MAYA BANKSAF FORFATTEREN BAG BESTSELLERNE GNIST, GLØD, ILD

Banks - Giv slip (638-3382-0) - 288 sider - 140x220 - Hft.indb 6 01-09-2014 11:52:12

Giv slip


Af samme forfatter: Sæt fri. Surrender-trilogien 1 Ild. Breathless-trilogien 3 Glød. Breathless-trilogien 2 Gnist. Breathless-trilogien 1


Maya Banks

GIV SLIP

Oversat fra amerikansk af Marie Kopp

Pretty Ink


Giv slip er oversat fra amerikansk af Marie Kopp efter Giving In Copyright © 2014 by Maya Banks Denne udgave: © Pretty Ink/ROSINANTE&CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagslayout: © Rita Frangie Dansk versionering: Marlene Diemar/Imperiet Illustrationer: © Getty Images / Shutterstock Sat med Adobe Garamond Pro hos ROSINANTE&CO og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN: 978-87-638-3382-0 Printed in Denmark

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Pretty Ink er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


Til Sandra, mit hjertes mor



7

KAPITEL ET

»Du ligner lort,« sagde Jensen Tucker uden omsvøb. Han stod i døren ind til Kylie Breckenridges kontor. Kylie kastede et blik hen på ham, som ville have kunnet til-intetgøre en mindre maskulin mand, men Jensen var upåvirket af hendes kølige attitude. Han opførte sig, som om han ikke anede, at han skræmte livet af hende. Hun tænkte dog, at han vidste nøjagtigt, hvor meget han gik hende på nerverne, og at han bare valgte at ignorere det. Denne stædige, umulige og totalt anmas-sende mand. Lige præcis den type mand, hun gjorde alt for at undgå. Men han var hendes chef. Og det frustrerede hende. Carson havde været hendes chef, sammen med Dash. Og da hendes bror døde for tre år siden, var det bare Dash, og det havde hun haft det fint med. Jensen burde ansætte sin egen sekretær, men han virkede til-freds med bare at lægge opgaverne hos Kylie og ved samme lejlig-hed irritere hende grænseløst. »Ih, tusind tak,« sagde hun i et tonefald, der matchede hendes hårde blik. »Det er dejligt at vide, at jeg bliver værdsat.« Jensen trådte uopfordret ind på hendes kontor. På den anden side, så ville han aldrig være blevet budt ind. Kylie havde gjort det helt klart, at hun ikke ville have ham i nærheden. Endnu et punkt, han valgte at ignorere.


8

Han satte sig i en af stolene foran hendes skrivebord, og hun noterede sig, at hun skulle skille sig af med dem. De var ikke nødvendige. Jensen og Dash havde al kontakt til kunderne. Der var ikke nogen, der havde noget at gøre på hendes kontor. Hun udførte sit arbejde i ro og fred og tiltrak sig aldrig opmærksomhed, men af en eller anden grund virkede Jensen opsat på at invadere hendes privatsfære, hvilket havde generet hende mere og mere i løbet af de uger, der var gået, siden han og Dash var blevet partnere i konsulentfirmaet. »Du får ikke nok søvn,« sagde han i det samme direkte tonefald, han havde brugt, da han fortalte hende, at hun lignede lort. Hans blik gennemborede hende, og hun vidste, hvad han så: øjne plaget af fortiden og mørke, nærmest permanente, rande un-der øjnene. Hun var udmærket klar over, hvordan hun så ud. Det havde hun slet ikke brug for, at det arrogante røvhul mindede hende om. »Jeg vidste ikke, at mit udseende eller mit søvnmønster på no-gen måde kom i vejen for mit arbejde.« Hendes sarkasme prellede ligesom så meget andet fuldstændig af på Jensen. Ikke en eneste gang havde hun set ham give udtryk for nogen følelser. Han blev hverken ked af det eller vred, men hun havde heller ikke set ham udtrykke glæde eller begejstring. Altid bare det der blik, der så alt for meget, og som skrællede la-gene af hendes forsvarsværker. Hun hadede det. Hun følte sig som et insekt under et mikroskop. Det skulle ikke undre hende, om han også vidste, hvornår hun gik på toilettet. Intet undslap hans opmærksomhed. Han var stille og observerende. Han holdt sig i baggrunden og betragtede folk. Det gik fint i spænd med hans karrierevalg. Men det foruroligede hende. Han burde begrænse sit analytiske blik til de konsulenter, han og Dash mødtes med. Deres kunder havde brug for hans saglige, indsigtsfulde blik, ikke hun. »Du gør et virkelig godt stykke arbejde, Kylie. Jeg tror ikke, at


9

jeg nogensinde har givet dig grund til at tro andet. Hvis jeg har, så beklager jeg. Dash og jeg ville være helt på røven uden dig.« Hun blinkede overrasket over den uventede ros, og varmen skyllede ufrivilligt op i hendes kinder og fik hende til at rødme. Hun ville ikke vedkende sig det kortvarige sug af glæde, hans kompliment havde vakt i hende. »Hvornår har du sidst sovet ordentligt?« spurgte han uden at tage blikket fra hende. »I nat,« sagde hun ligegyldigt. »Ligesom jeg gør hver nat.« »Du lyver.« Hans knurrende stemme fik hende til at spærre øjnene op. »Jeg tror ikke på, du får mere end et par timers søvn hver nat. Hvorfor tager du ikke et par dage fri? Tager ud at rejse. Slapper af. Holder ferie. Dash siger, at du aldrig har holdt fri. Kun da Carson døde.« Kylie fór sammen og mærkede sorgen presse sig på. »Se det i øjnene,« sagde Jensen brutalt. »Han er død, Kylie. Joss er kommet videre, så hvorfor kan du ikke det?« Hun hamrede håndfladerne ned i skrivebordet, hvorpå hun rejste sig op og nidstirrede ham. »Han var min familie,« snerrede hun. »Min eneste familie. Jeg havde kun ham i hele verden. Han var den eneste, der elskede mig og passede på mig, og nu er han væk. Hvis du tror, at jeg bare uden videre kan glemme det og fortsætte med mit liv, som om intet var hændt, så kan du godt tro om igen.« »Sådan, Kylie. Endelig nogle følelser. Selv om du er vred. Men i det mindste opfører du dig ikke som en robot. Du er vel også bare et menneske ligesom alle andre? Livet kan være hårdt nogle gange. Man samler stumperne op og kommer videre. Det ligger i den menneskelige natur. Du er ikke noget særligt. Du er ikke den eneste, som har haft en lortebarndom og har mistet en, du elsker.«


10

Hun var så vred, at det svimlede for hende. Hun spændte i hele kroppen, og et øjeblik var hun som lammet, ude af stand til at reagere. »Hvor vover du?« rasede hun så. »Hvad fanden bilder du dig ind at dømme mig? Du aner ikke en skid om mig! Forsvind, og lad være med at komme herind igen. Hvis du vil mig noget, kan du sende mig en mail, eller ringe eller sende en sms. Men du skal aldrig komme ind på mit kontor igen.« Han reagerede ikke på hendes udbrud, men til hendes store forbløffelse fortrak hans mund sig i et lille smil. »Jeg ved en hel del mere om dig, end du tror. Men du har ret. Jeg ved ikke alt. Og det har jeg tænkt mig at lave om på. Fra nu af. Du og jeg skal arbejde meget tæt sammen de næste par uger, mens Dash og Joss er på bryllupsrejse. Vi er ved at indlede et vig-tigt samarbejde med Simpson & Gerrick Oil. De skal skære ned og vil gerne slanke virksomheden. Skille sig af med overflødige medarbejdere. Omrokere. Beslutte, hvem der skal gå og hvem der skal blive. Det er vores opgave at hjælpe dem med det.« Kylie spærrede øjnene op. »Jeg har ikke nogen erfaring med den slags, Jensen. Det ved du godt. Jeg styrer kontoret. Du og Dash er de skrappe.« »Og du har ikke nerverne til det, vel Kylie?« Hun rødmede. At indrømme sine svagheder stod ikke øverst på hendes ønskeliste. »Du spiller hård. Du støder folk fra dig, selv dine nærmeste. Hvorfor? Er du så bange for at elske nogen, for at komme tæt på og så miste dem, som du mistede Carson? Mig kan du ikke narre, Kylie. Under det der hårde ydre er der en skrøbelig, varmhjertet kvinde, og det er hende, jeg gerne vil have frem. Og det skal jeg nok få, det kan du være sikker på, kære Kylie. Du og jeg kommer til at se en hel del mere til hinanden, det kan du lige så godt indstille dig på med det samme.«


11

»Skrid,« sagde hun sammenbidt. »Jeg vil ikke finde mig i det her på mit eget kontor.« Han trak på skuldrene. »Det er lige meget. Det ændrer ikke på noget. Jeg vil have dig, Kylie. Jeg går altid målrettet efter det, jeg vil have, og jeg får altid min vilje.« Hun fnøs. Hendes hjerte hamrede, så hun blev helt stakåndet. Hans ord skræmte og pirrede hende på samme tid. Jensen Tucker stod for alt det, hun ikke ønskede hos en mand. Ikke at hun ville have nogen mand. Men da slet ikke en domine-rende, pågående alfahan. Under ingen omstændigheder ville hun bringe sig selv i en sårbar position, og enhver kvinde, der var sam-men med Jensen, ville være udsat. Så ville hun hellere flås levende. Jensen ville kunne tilintetgøre hende på ti sekunder. »Det kommer aldrig til at ske,« sagde hun koldt. »Og jeg lover dig, at hvis du nogensinde bringer det her op igen, vil jeg anklage dig for sexchikane.« Han grinede smørret og lod et dovent blik glide op og ned ad hendes krop, så hun følte det, som om han klædte hende af. »Kære Kylie, der er noget andet, du også skal vide om mig. Jeg elsker udfordringer. At sige nej til mig er ligesom at vifte med en rød klud for næsen af en rasende tyr.« »Jeg er ikke din ‘kære Kylie’. Gem dine søde ord til en kvinde, som rent faktisk er interesseret.« Han grinede endnu mere smørret, og hun tænkte, at det var første gang, hun havde set manden smile. Han virkede normalt så stille og indadvendt og havde altid et uudgrundeligt udtryk i ansigtet, der drev hende til vanvid, fordi hun ikke anede, hvad han tænkte på. Men nu sagde han uden omsvøb, at han havde tænkt på hende. Meget. Hun gennemgik alle de bandeord, hun umiddelbart kunne komme i tanke om, og tilsatte nogle ekstra bare for en sikkerheds skyld.


12

»Jeg er helt på det rene med, at du godt kan lide udfordringer. Men jeg er ikke nogen skide udfordring, Jensen, for du har sgu ikke en jordisk chance hos mig. Du må jo være blevet fuldstændig sindssyg. Hvad fanden skulle en mand som dig se i mig? Ifølge dig er jeg bange for min egen skygge. Jeg er pisse nervøst anlagt, jeg ligner åbenbart lort og har flere personlige problemer end et sladderblad.« Han ignorerede fuldstændig hendes udbrud og rejste sig, hvil-ket bare gjorde hende endnu mere gal. Han virkede helt upåvirket af hendes angreb. Så lænede han sig ind over hendes skrivebord, så hans ansigt var lige ud for hendes, og lod til hendes store over-raskelse en finger løbe hen over de mørke rande under hendes øjne. »Få noget hjælp, Kylie,« sagde han blidt. »Gå til lægen. Få noget, der kan hjælpe dig med at sove. Ring til en psykolog, hvis det er det, der skal til. Du kan ikke fortsætte på den her måde. Før eller siden knækker filmen for dig, og så kollapser du helt. Hvis du ikke vil gøre det for din egen skyld, så gør det for dem, som elsker dig og er bekymrede for dig.« Og så, før hun kunne nå at sige noget til den omgang vrøvl, vendte han sig om, marcherede ud af hendes kontor og lukkede døren roligt, men bestemt efter sig. Hun faldt sammen i sin stol, begravede ansigtet i hænderne og var pludselig så træt, at hun næsten ikke engang kunne holde sit eget hoved oppe. Han havde ret, og det gjorde hende endnu mere vred. Hun balancerede mellem fornuft og vanvid. Hun kunne ikke sove, og hun havde mareridt. Om fortiden. Fortidens dæmoner havde stadig greb om hendes tilværelse. Men at gå til psykolog? Bede lægen om sovepiller? Det ville være at smide håndkædet i ringen, og hun var ikke typen, der gav op. Hun havde været igennem et helvede, men det lå bag hende nu. Gjorde det ikke? Eller var hun stadig lige så fanget, som da hun


13

var barn? Hendes fars overgreb stod stadig helt tydelige i hendes erindring. Hun kunne ikke glemme dem. Hun kunne ikke komme over det. Kunne ikke slutte fred med sin fortid. Hun lukkede øjnene, da endnu en bølge af træthed skyllede ind over hende. Søvn. Hun havde bare brug for en enkelt nat uden de tilbagevendende mareridt. Måske skulle hun tage forbi apoteket på vej hjem, så hun kunne få noget håndkøbsmedicin mod søvn-løsheden. Så ville hun slippe for den pinlige, nederlagsagtige tur til lægen, for slet ikke at tale om at skulle til psykolog og ligge på en sofa og krænge sin sjæl ud. Fandeme nej. Ingen måtte vide noget om hendes smerte og skam.

Hvad var det ved den kvinde, som var ved at drive ham til vanvid? Jensen var opslugt af egne tanker, da han marcherede tilbage til sit kontor. Han havde et bjerg af papirarbejde, der ventede, kontrakter der skulle læses igennem og underskrives, hvis der ikke var nogen rettelser. De næste to uger måtte han holde skansen, imens Dash og Joss var på bryllupsrejse. Dash var lykkelig. Irriterende lykkelig. Nu hvor han havde rettet op på sine store fejltrin. Joss var en god kvinde. Dash var pokkers heldig at have fået sit hjertes udkårne. En smuk, submissiv kvinde, som betroede Dash alt – sin tillid, sin kærlighed og sin totale underkastelse. Med andre ord: den diametrale modsætning til den kvinde, som optog Jensens tanker for tiden. Kylie Breckenridge var lige så stikkende som en kaktus, og al-ligevel fik han en rejsning uden lige, hver gang hun sendte ham et af sine tilintetgørende blikke. Han havde så stor lyst til hende, at han ikke kunne trække vejret, når han var i nærheden af hende. Og det pissede ham af. Hun var fuldstændig utilnærmelig. Den totale modsætning


14

til de kvinder, han normalt kneppede. Og han sagde kneppe, for det var det, han gjorde. Han havde aldrig hjertet med. Hans behov for kontrol holdt alle ophedede og omtågede tanker på afstand. Men han var ikke et svin over for de kvinder, han dominerede. Han sikrede sig altid, at de følte sig godt tilpas, og at de blev sek-suelt tilfredsstillet. Men Kylie? For helvede. En dominerende alfahan var det sidste, hun øn-skede. Hvis hun overhovedet ønskede sig en mand. Ikke at han kunne bebrejde hende det. Dash havde fortalt ham om Kylies barndom. Det fik ham til at dirre af raseri, at hun var blevet mis-brugt og nedbrudt af den eneste person i verden, hun burde have kunnet stole uforbeholdent på. Hendes far. Men når Jensen så på hende, så han igennem det hårde ydre, og det, han kunne se, gjorde ham så blød om hjertet, at det næ-sten var smertefuldt. Han fik lyst til at holde om hende, passe på hende, vise hende, hvordan det kunne være at være sammen med en mand, som kun ville hende det allerbedste. En mand som holdt af hende. Eller gjorde han nu også det? Det var det store spørgsmål. Han holdt af hende, men hvor meget? Var hun bare en udfordring, sådan som han havde sagt? Noget der skulle erobres, før han gik videre til den næste? Han trivedes med udfordringer. Det var det, der havde givet ham succes i en meget ung alder. Så hvor interes-seret var han egentlig i Kylie Breckenridge? Hun var nemlig ikke en kvinde, der var til at spøge med. Hun havde været så meget igennem allerede, og han ville ikke være med til at nedbryde hende yderligere. Han bildte ikke sig selv ind, at han kunne ‘reparere’ hende. Det kunne kun hun selv gøre. Men hun måtte nære et ønske om at blive repareret, og indtil videre havde hun ikke vist tegn på at


15

gøre noget selv, hvilket bare var med til at forstærke hans længsel efter at træde til og hjælpe hende i den rigtige retning. Trangen til at dominere var stærk. Den pressede sig på, på trods af at han vidste, at Kylie ikke ville domineres. Ikke ville underkaste sig. Nogensinde. Ikke fysisk. Men dominans var så meget mere end den fysiske staffage, som så ofte hørte med i et sådant forhold. Følelsesmæssig overgivelse var meget mere kraftfuldt, og måske var det det, han længtes efter, når han så ind i hendes sorgfulde øjne. Hun havde brug for en mand, som værdsatte hende, som be-skyttede hende og gjorde hende tryg. En hun kunne søge tilflugt hos. Hun havde brug for en mand, hun kunne støtte sig til, og som ville skærme hende mod enhver trussel. Ikke kun fysiske, men også følelsesmæssige, for den slags var langt værre. Hun var så skrøbelig. Så utroligt sårbar. Han betragtede hende ofte, og når hun ikke var klar over, at nogen kiggede, forsvandt hendes kolde facade, og han fik et glimt af den skræmte pige bag det hårde ydre. Hun var kompleks, en gåde, som han havde i sinde at løse. Men hvordan? Hans normale fremgangsmåde ville bestemt ikke virke over for hende. Han kunne ikke bare lægge an på hende, tage føringen og fortælle hende, hvordan det skulle foregå. Det havde han netop prøvet for få øjeblikke siden, og det havde været som at støde panden mod en mur. Hun ville skære nosserne af ham med en rusten kniv, hvis han pressede hende på den måde igen, og det var der ikke noget at sige til. Hun havde overhovedet ingen grund til at stole på ham, men alligevel ville han mere end noget andet om bag det panser, hun så omhyggeligt byggede op omkring sig selv. Det var kun over for dem, der stod hende allernærmest, at hun sænkede paraderne, og han fik et indtryk af den sande Kylie.


Blid. Sød. Fuldstændig loyal og beskyttende over for sine kære. Han ville gerne vise hende, at ikke alle mænd var nogle svin. Han ville gerne vise hende, at dominans ikke var lig med smerte eller ydmygelse. Dominans var så meget mere. Følelsesmæssig underkastelse var stærkere end noget andet, men det gjorde også mennesker meget sårbare, og det ville bestemt skræmme hende lige så meget som de mere fysiske aspekter af dominans og under-kastelse. Han måtte træde varsomt. Han måtte droppe sin gamle måde at gøre tilnærmelser på og finde på noget nyt. Hun var en ud-fordring. En udfordring, som han havde til hensigt at tage op. Hvordan vidste han ikke. Endnu. Men han var ikke typen, der mistede modet. Han havde været helt alvorlig, da han sagde til hende, at han altid fik det, han gik efter, og selv om det blev svært, så ville han gøre alt for at vinde Kylie Breckenridges hjerte.


17

KAPITEL TO

»Vil du lige komme ind på mit kontor, Kylie?« sagde Jensen over samtaleanlægget. Han vidste, at det ville irritere hende, men hun havde selv sagt, at han skulle holde sig væk fra hendes kontor – hendes område – og så måtte hun jo komme ind til ham. Det var ikke urimeligt, at en chef bad sin sekretær om det. »Javel,« sagde hun i et frisk tonefald, som fik ham til at smile. Hun var så opsat på, at deres forhold, hvis man overhovedet kunne kalde det det, skulle være helt upersonligt og professionelt. Han vidste, at hun ikke brød sig om, at Dash var væk fra kon-toret i længere tid, fordi han plejede at fungere som buffer mellem dem. Det var som regel Dash, der henvendte sig til hende, også selv om det egentlig var Jensen, der skulle hende noget, simpelthen fordi Dash prøvede at beskytte hende. Men nu måtte det være nok. Hvis de skulle arbejde sammen, sådan som han havde i sinde, så måtte Kylie lære at forlige sig med det. Og han havde tænkt sig at presse på. Hun var meget intel-ligent. Hun havde en MBA, og efter hans mening spildte hun sin uddannelse i sin nuværende stilling, men hun virkede tilfreds. Hun var glad for det sikre og holdt af rutinen – et karaktertræk, de delte, selv om det ville genere hende at vide, at de to havde noget til fælles. Og de havde faktisk meget mere til fælles, end Kylie vidste eller


18

ville være ved. De var begge disciplinerede mennesker, som godt kunne lide at have kontrol. Han var parat til at dyste med hende og havde i sinde at vinde. Han håbede bare ikke, at han pressede hende så meget, at hun sagde op. Et øjeblik efter kom Kylie til syne i døråbningen, hvor hun standsede op og kiggede køligt på ham. »Ville du noget, sir?« »Drop det der sir,« sagde han tørt. »Du kalder heller ikke Dash sir. Bare kald mig Jensen.« Hun rimpede munden sammen, og han sukkede. »Skal alt være en kamp med dig, Kylie? Det er da let nok. Sig det. Sig mit navn,« udfordrede han hende. »Du dør ikke af det.« »Ville du noget … Jensen?« Hans navn lød halvkvalt i hendes mund, som om hun skulle tvinge det over sine læber. Men det var da en begyndelse. Han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig foran hans skrive-bord. Hun gik tøvende hen og satte sig på kanten af stolen med hænderne foldet foran sig. Hun lignede et vagtsomt dyr, der var parat til at løbe ved det mindste tegn på fare. Han tvivlede på, at hun var klar over, hvor bange hun så ud. Hendes øjne var opspi-lede, hun trak vejret tungt, og han kunne se pulsårerne på hendes hals. »Jeg har altså ikke tænkt mig at springe hen over skrivebordet og angribe dig,« mumlede han. Hun kneb irriteret øjnene sammen. »Jeg ville smadre dig, hvis du prøvede.« Han kastede hovedet tilbage og lo, og hun spærrede overrasket øjnene op. Hun så nærmest chokeret ud. Han sundede sig og kiggede nysgerrigt på hende. »Hvorfor ser du sådan ud?« Hun slog straks blikket ned uden at sige noget. »Kylie?«


19

Hun sukkede og løftede derpå hovedet og så trodsigt på ham med fremskudt hage. »Jeg har bare aldrig set dig le. Eller smile, faktisk. Før – inde på mit kontor – var første gang, jeg har set dig se bare lidt interes-seret ud. Du viser ikke rigtig dine følelser. Ingen kan se, hvad du tænker på.« Han løftede øjenbrynene. Hun havde altså lagt mærke til ham. Han smilede atter, da han så hendes overraskede udtryk. »Jeg er blevet beskyldt for at være en følelsesløs idiot mere end én gang,« sagde han fornøjet. »Måske får du bare en anden side af mig frem, som ingen andre kan se.« Den tanke så ikke ud til at fornøje hende. »Ville du noget?« spurgte hun igen, tydeligvis ivrig efter at mø-det skulle slutte. Han havde imidlertid ikke lyst til, at hun skulle skynde sig tilbage i sikkerhed på sit kontor og lukke resten af verden ude. Han vidste, at hun tog direkte hjem hver eneste dag. At hun ikke havde noget socialt liv, ud over frokosterne med Chessy og Joss, hendes to bedste veninder. Faktisk var deres lille vennekreds de eneste mennesker, Kylie havde nogen rigtig forbindelse til. Det måtte være et ensomt liv, og det pinte ham på hendes vegne. Det pinte ham, at hendes liv var så præget af fortiden, og at hun ikke lod til at være i stand til at ryste barndommens rædsler af sig. Han bladrede stakken af papir foran sig igennem. »Jeg vil gerne have, at du kigger nærmere på de her profiler. Som jeg sagde før, så vil S&G Oil gerne kigge kritisk på et af deres raffinaderier. De skal spare hundrede millioner, så de leder efter måder at optimere driften på. De bliver nødt til at opsige mindst 30 medarbejdere og begrænse overflødige udgifter, og de vil gerne have, at vi finder dem for dem.« Hun var tydeligt forbløffet over hans anmodning.


20

»Men Jensen, jeg ved intet om den slags. Jeg er administrativ medarbejder.« Han smilede igen og betragtede hendes reaktion. Hun var ikke upåvirket, og det gjorde hende sikkert bare endnu mere vred. »Jeg vil gerne have, at du lærer det,« sagde han venligt. »Da Carson var i live, var han og Dash på udkig efter en tredje partner. De havde uden tvivl brug for det. Da Carson døde, var det for meget for Dash at håndtere alene, og han måtte arbejde røven ud af bukserne for at holde firmaet oven vande, indtil han tog mig ind. Der er stadig brug for en tredje partner, og du har kvalifika-tionerne. Du mangler bare erfaringen.« Hun måbede. Han nød, at han havde fremkaldt denne reak-tion. Hun var ellers altid så rap i replikken. »Vil du have mig til at være partner?« kvækkede hun. »Det kan jeg ikke love,« sagde han behændigt. »Du kan se det som en ildprøve. Det sker ikke i dag eller i morgen og heller ikke de næste par måneder, men der er ingen grund til at lede efter en anden, når vi allerede har en fuldt kvalificeret person i firmaet. Du kender til alt, hvad der foregår her på kontoret, Kylie. Alle informationer passerer dit bord. Du kender alle vores kunder. Du planlægger vores møder. Du kender den her virksomhed ind og ud. Der er ingen grund til, at du ikke skulle have mulighed for at blive forfremmet.« Hun kiggede ned på de papirer, han havde skubbet hen over skrivebordet til hende. Det var alle de oplysninger, hun selv havde indhentet og samlet til ham og Dash. Der var ingen tvivl om, at hun var fortrolig med processen. Han kunne have sværget på, at han så et glimt af begejstring i hendes øjne. »Hvad vil du have, at jeg skal gøre?« spurgte hun hæst. »Vi har et møde med S&G’s økonomichef om et par dage. Jeg vil gerne have dig med. Du har tre dage til at sætte dig ind i


21

virksomheden. Stillingerne, lønforholdene og medarbejdernes ar-bejdsopgaver. Deres indirekte omkostninger og hver eneste udgift de har. Jeg vil gerne have, at du gennemgår det og fortæller mig, hvordan man kunne gribe det an. Jeg vil gerne høre dine ideer, og så diskuterer vi dem før mødet med økonomichefen.« Hun så skeptisk på ham. »Vil du overlade en så stor kontrakt til mig?« »Jeg har ikke sagt, at jeg nødvendigvis vil bruge dine ideer,« sagde han mildt. »Bare at jeg gerne vil høre dem. Så stikker vi ho-vederne sammen og ser, hvad vi kan og ikke kan blive enige om, og så lægger vi en plan, du og jeg.« »Det kommer helt bag på mig det her,« mumlede hun. Men han kunne se gnisten i hendes øjne. Hun elskede en ud-fordring lige så meget, som han selv gjorde. Han havde ikke taget fejl. Hun spildte sine evner i sin stilling som administrativ medar-bejder. Det var for simpelt. Hun kunne udføre sit arbejde i søvne. Hun havde brug for det her. Noget der kunne få blodet til at rulle i hendes årer og få hende til at føle sig i live. »Jeg tror på dig, Kylie. Kan du sige det samme om dig selv?« Denne gang lynede hendes blik ligefrem, og han måtte under-trykke et triumferende smil. Åh ja, hun elskede en god udfordring, og måske var hun aldrig blevet udfordret på denne måde før. Dash havde været alt for beskyttende over for hende. Ikke at han havde forventet, at Dash ville være en stor idiot, men han havde pakket hende ind i vat efter Carsons død, og ud fra det, Dash havde sagt, havde Carson også pakket hende ind i vat. Ingen af dem ønskede tydeligvis at såre denne skrøbelige kvinde. Men hendes skrøbelighed skjulte den intelligente, lidenskabe-lige kvinde inde bagved, og Jensen havde i sinde at trække hende frem i lyset. Dash ville med garanti blive stiktosset, hvis han vidste, hvad Jensen havde gang i, men de næste to uger var det Jensen, der bestemte. Dash ville ikke skænke arbejdet en tanke – og sådan


22

burde det også være. Jensen havde i sinde at få det maksimale ud af disse to uger. »Jeg kan godt gøre det,« sagde hun bestemt. »Hvornår vil du have, at vi skal gennemgå mine ideer?« »Onsdag aften. Middag på Capitol Grill. Jeg ved, at du og pigerne er glade for Lux Café, men jeg vil gerne være et sted, der er mere dæmpet og intimt, hvis vi skal diskutere noget fortroligt. Jeg bestiller et bord i et afsides hjørne, hvor ingen kan høre os.« Kylie rynkede brynene, og Jensen kunne nærmest se, hvordan hendes tanker kværnede. »Er her ikke fred nok her på kontoret?« spurgte hun. »Det er da ikke nødvendigt med en middag.« »Nej,« samtykkede han. »Men det er sådan, jeg vil have det.« Hun havde ingen indvendinger, selv om han kunne se, at hun ikke brød sig om, at de skulle spise middag sammen. »Jeg bestiller bord til klokken syv,« fortsatte han, som om han ikke ænsede hendes modvilje. »Jeg kigger dit forslag igennem inden, og så taler vi om det, mens vi spiser. Jeg forbereder den endelige analyse før mødet med S&G og henter dig klokken otte torsdag morgen. Så kører vi sammen hen for at mødes med øko-nomichefen.« Han kunne se, at hun kæmpede en indre kamp. Hun havde ikke lyst til at spise middag med ham eller i det hele taget mødes med ham uden for arbejdstid, og hun havde heller ikke lyst til at køre med ham hen til mødet, men hun ville på den anden side heller ikke gå glip af den mulighed, han lige havde givet hende. Hun bed sig bekymret i læben, og han ønskede mere end noget andet at kunne række ind over skrivebordet og kysse hende. Hans pik reagerede på tanken, og han var glad for, at han sad bag sit skrivebord, hvor hun ikke kunne se hans fysiske reaktion. Hun ville løbe skrigende bort og sandsynligvis sige op på stedet. Han sukkede og bad tavst sin pik om at opføre sig ordentligt.


23

Ikke at det hjalp, for kvinden havde simpelthen bare den indvirk-ning på ham, og han kunne ikke rigtig forklare hvorfor. Måske fordi hun var en udfordring. Det måtte være derfor. Fordi han simpelthen ikke kunne sige nej til en udfordring. Men selv når han prøvede at finde en rationel forklaring på sin tiltrækning af en kvinde, som på ingen måde var tiltrukket af ham, vidste han, at han var en løgner. Hun vækkede alle hans beskytterinstinkter. Hun gav ham lyst til at behandle hende varsomt, værne om hende og beskytte hende mod alt, hvad der kunne gøre hende fortræd, både fysisk og følel-sesmæssigt. Han ville så gerne vise hende, at ikke alle mænd var nogle idioter. At ikke alle dominante mænd kun fokuserede på de mere fysiske aspekter af dominans. Det var den følelsesmæssige under-kastelse, han ville have. Han ville aldrig slå hende, aldrig binde hende. Aldrig skænde hendes fine hud med en pisk. Han ville aldrig gøre noget, der kunne skræmme hende eller få hende til at føle sig udsat, sådan som hun havde været i hænderne på et uhyre. Han ville hellere dø, før han gjorde noget, der ville minde hende om overgrebene. Han havde selv dæmoner at kæmpe med, og det ville være ham fysisk imod at gøre noget mod en kvinde, der kunne opfattes som et overgreb. Han ville bare gerne have … hende. »Okay,« sagde hun omsider hæst, hvilket bare gjorde ham end-nu mere tændt, for han kunne høre overgivelsen i hendes stemme. Ikke ligefrem underkastelse, men det var tæt på, og det satte hans blod i kog, at han for en gangs skyld havde vundet. »Vi mødes ved restauranten klokken syv,« sagde hun. Hun kiggede ham udfordrende i øjnene, som om hun tilskyn-dede ham til at gøre indsigelser, men han smilede bare tilbage. Han undte hende denne lille sejr, for han havde allerede vundet det store slag. Middag. Bare de to. Jo, de skulle tale forretninger,


24

men han havde også tænkt sig at forsøge komme lidt tættere på denne spændende kvinde. Finde ud af, hvad hun kunne lide. Og den følgende dag ville han hente hende og køre hende hen til deres møde, hvilket betød, at hun ville være afhængig af ham hele dagen. Den tanke kunne han godt lide. Virkelig godt, endda. At hun var afhængig af ham. Han ville aldrig svigte hende eller få hende til at fortryde. Han vidste godt, at hun ikke stolede på ham endnu. Det ville blive den største forhindring. Han måtte tage et skridt ad gangen. »Okay, klokken syv så,« sagde han. Hun var tydeligvis overrasket. Hun havde rettet ryggen og skudt hagen frem, forberedt sig på en diskussion. Selv det ophid-sede ham. Det kunne godt være, at han var glad for submissive kvinder, men submissiv var ikke det samme som at være en dørmåtte. Han elskede stærke kvinder, der kunne træffe deres egne valg. De kvin-der, han havde været sammen med, havde selv valgt at underkaste sig. Og det viste styrke. Det var det, han ville have: en stærk kvinde. En, som ikke havde brug for ham, og det han havde at tilbyde, men gerne ville have det. Det var en afgørende forskel. Han ville have en, der kunne klare sig selv. Som kunne møde ham i øjenhøjde og give ham modspil. Til gengæld ville han give hende alt. Hun skulle aldrig mangle noget. Han ville forkæle hende, forgude hende, tilbede hende og værne om hende. Det var det, han længtes efter at gøre for Kylie. Han havde længtes efter det, lige siden han mødte hende første gang, den aften de spiste middag hos Dash. Han havde set randene under hendes øjne, havde set den smerte, hun skjulte for omverdenen. Og der var ikke noget, han hellere ville, end at lindre den smerte, hun havde oplevet og stadig kæmpede med. Men det ville kræve, at han var meget tålmodig. Tålmodighed


25

havde ellers aldrig rigtig ligget til ham, men for den rette kvinde ville han gøre hvad som helst. Hun samlede papirerne sammen, allerede i færd med at skimme dem igennem. Han kunne se, hvordan hendes hjerne arbejdede på højtryk, og hun sugede det hele til sig. Han vidste, at hun var en meget intelligent kvinde med talent for forretning, og at hun spildte sine evner i sit nuværende job. Selv om det ikke kom til at gå, som han ønskede imellem dem, ville hun stadig kunne blive en værdifuld partner en dag. Hvis han da ikke skræmte hende væk først. »Hvis der ikke er andet,« sagde hun åndsfraværende, stadig opslugt af papirerne, »så vil jeg gå tilbage til mit kontor og løbe det her igennem. Jeg skal nok have noget klar, når vi mødes til middag på onsdag.« Han smilede igen og nød hendes yndige træk. Et kort øjeblik var randene under hendes øjne væk og erstattet af en glødende udstråling. Han kunne fornemme hendes begejstring, hendes for-ventning. Hun ville gerne vise, hvad hun duede til. Hun tog imod udfordringen, og han glædede sig til at se, hvad der kom ud af det. Han vidste, at hun ikke ville svigte ham. At hun var langt mere intelligent, end både Carson og Dash troede. Det var ikke, fordi de så ned på hende eller ikke troede på hende. De var bare for fø-lelsesmæssigt involverede, og deres instinkt var at beskytte hende. Det forstod han godt, og han var til dels enig med dem, men de havde gjort hende en bjørnetjeneste ved at være så overbeskyttende. Hun havde netop brug for at blive udfordret. Havde brug for at bruge sin analytiske sans og intelligens. En trænet abe ville kunne udføre hendes nuværende arbejde. Passe telefonen, aftale møder, gøre kontrakter klar til underskrivning og lede kontoret. Han tilbød hende noget andet: jævnbyrdighed. Hvornår havde hun nogensinde følt, at hun var jævnbyrdig med nogen? Hele sit liv havde hun levet som offer. Og med god grund.


Men det var på tide at droppe offerrollen. Det var på tide, at hun lagde fortiden bag sig og kom videre, og hvis han på nogen måde kunne være med til, at det skete, så ville han være så pavestolt af hende.


Documents

Banks - Giv slip (læseprøve)