1– Af jord er du kommet.

Lyden af jord, der rammer kistelåget, runger hen over kirkegård­en og ind gennem huden. En hul lyd. Som om mennesket inde i kisten allerede er forsvundet.

Agnethe Bohn sætter tempoet op. Viger uden om ceremonien og tager omvejen under blodbøgen på de ukendtes grav og forbi kirke­gårdskontoret. Hun hader begravelser. Bare at være i nærheden får det til at klø hele vejen op langs rygsøjlen, men som nyuddannet præst i sit første embede kan hun ikke blive ved med at undgå dem.

– Bohn.Hurtige skridt i de mørkegrå granitskærver bag hende.– Bohn, jeg må tale med dig, puster kirkegårdslederen og ind­

henter hende på behørig afstand af begravelsens sorte skikkelser. – Politiet har fundet en død mand i det gamle granitbrud i Vang. De har brug for vores hjælp.

– Hjælp? Til hvad?Kirkegårdslederen hiver hende over mod tre ubesatte urnegrave

og sænker stemmen. – Til at identificere ham. De mener, han kan have forbindelse til øens kristne miljø eller i hvert fald har været i kirken.

Bag dem tømmer Munk Mortensen for anden gang den lille spade med jord ud over kisten. Til jord skal du blive.

– Hvem er det?– Det ved de ikke endnu. Han havde en af vores kirkefoldere på

sig, så jeg gætter på en turist. Men i første omgang har de mailet et billede, vi skal kigge på, siger han og hiver et sammenfoldet papir frem fra inderlommen i sin Fjällräven­vest.

Mens han folder papiret ud, forestiller hun sig et nærbillede af en livløs mand omgivet af grove granitstykker. Et forstenet blik op i himlen. Hun har lyst til at løbe væk, inden kirkegårdslederen får foldet papiret ud, men fødderne rør sig ikke.

Fotografiet er ikke fra granitbruddet. I stedet er det et udsnit af en bleg hals og en halskæde med et kors i hvidt okseben – med en mørk plamage yderst på tværbjælken. Det er næsten værre. Lunger­ne glemmer at trække vejret.

3

– Ja, det er jo ikke meget at gå efter, hører hun kirkegårdslederen sige et sted langt væk.

Den sidste skovlfuld jord rammer kistelåget med et brag. Det er Daniil Khristovs kors.

Korset havde hvilet i fordybningen mellem hans kraveben. Det hvide okseben var glat og lunt af kropsvarmen. Agnethe havde spurgt, om han var religiøs.

– Måske mere ensom end religiøs, svarede han. Daniil Khristov kan ikke være den eneste med sådan et kors.

Agnethe smider sin cykel op ad den hvide betonfacade på Rønne Politigård. Indenfor ved skranken får hun øjenkontakt med recep­tionisten.

– Jeg skal tale med Lars Bohn Hansen. Ikke luft og tid nok til yderligere høfligheder. – Hvad drejer det sig om?– Vang. Den døde i granitbruddet. Kvinden bag skranken nikker. Alt for roligt og beder hende vente.

Vente. Som om der kan være noget mere presserende for politiet at tage sig til. Der ligger en død mand på bunden af et granitbrud, og det må ikke være Daniil Khristov.

Hun stiller sig foran en overfyldt opslagstavle med et ældet born­holmskort i det ene hjørne. Prøver at få styr på vejrtrækningen. Mærke fødderne i sandalerne. Hvad som helst for at stoppe tankerne. Den sydlige del af Bornholm på landkortet er dækket af en pjece om offerrådgivning, men Vang og granitbruddet kan ses cirka en pege­fingers længde nord for Rønne.

– Jeg havde godt hørt, at du var kommet herover.Lars er trådt ind i receptionen bag hende. De har ikke set hinan­

den, siden Agnethe var 18, men han er ikke svær at genkende – har stadig en smule af det drengede udseende, hun altid har syntes var charmerende ved den lidt ældre fætter.

– Hej Lars.Da hun takkede ja til vikariatet på Bornholm, vidste hun, at hun

ville støde på familien før eller siden. Men det er ikke sådan, hun har forestillet sig deres første møde – ikke allerede og ikke i embeds medfør.

Lars’ venstre hånd retter kejtet på pandehåret. Så smiler han.

4

Smilehullet i venstre kind er der endnu.Hun kan ikke beslutte sig for, om knus eller håndtryk er mest pas­

sende, og i det samme bliver fætter Lars med smilehullet fortrængt af en mere officiel udgave, der må være politiefterforsker Lars Bohn Hansen.

Efterforskeren rækker hånden frem, afleverer et beslutsomt tryk og parkerer derefter hånden i bukselommen. Her kommer knus slet ikke på tale.

– Jeg hører, at du ved noget om den person, vi har fundet oppe i Vang?

– Jeg er bange for, jeg ved, hvem han er … – Kom med, siger Lars og genner hende ind i elevatoren. Han trykker på knappen til første sal, dørene lukker lydløst, og

mekanikken brummer. Nogen bør sige noget. De burde have mere end et årtis fortid at indhente, men lige nu er det umuligt at koncen­trere sig om andet end Daniil. Intensiteten i hans mørkebrune øjne og livet, som måske allerede er vristet fra ham.

Elevatoren åbner til en korridor med bleggult tapet og lavmælt snak fra de åbne kontordøre. Lars viser vej til et snævert enkelt­mandskontor, sætter sig bag skrivebordet og anviser hende en polst­ret gæstestol overfor.

Han nikker opfordrende som for at sætte hende i gang, men hun kan ikke lade være med at stirre på ham. Studerer ansigtet og genkender træk, linjer og mimik. Han stirrer ikke tilbage, ser bare afvent ende på hende. Som om hun er hvem som helst.

– Så du ved, hvem den afdøde er? spørger han så.– Ja. Eller … Jeg er lige startet som præst her i …– Det ved jeg.Tungen klistrer fast i munden – som dengang hun og Lars prop­

pede for mange af farmors karameller i munden. For en uendelighed siden.

– Fortsæt endelig, opfordrer Lars stadig afmålt og tydeligvis uden anelse om, hvor klistret hendes mund er.

Hun er nødt til at vide, om det er Daniil.– Forrige søndag kom en russer hen til mig efter min gudstjeneste

og spurgte, om jeg kunne hjælpe med at finde hans bedstefar. Jeg tror, det er ham, I har fundet i granitbruddet.

– Hvorfor tror du det?Hun synker mere spyt. Det må ikke være Daniil, de har fundet.

5

– Halskæden. Hun er nødt til at synke for at kunne sige de næste tre ord. – Jeg

genkendte den.– Javel. Lars kradser nogle ulæselige noter ned på blokken foran sig. Hun

tager sig sammen. Er nødt til at spørge.– Hvordan døde han? – Det må jeg ikke oplyse om. Men du sagde, han var russisk?– Han var fra Nizjnij Novgorod – det er Ruslands femtestørste

by. Jeg har slået det op. Men var det et uheld, eller hvordan mistede han …

– Vi efterforsker sagen. Jeg kan ikke sige mere. Hvad ved du ellers om ham?

Fætteren er blevet mere poleret, end hun havde forestillet sig: rank med veltrænede overarme og præsentabel i den lyseblå skjorte. Et par enkelte grå stænk – på den klædelige måde.

Hun har lyst til at spørge ham om fotografiet på skrivebordet med den lyshårede kvinde og de to kønne børn. Den mindste rækker tunge. Spørge ham om noget, der ikke har med Daniil at gøre, men fætteren lader til at være fortrukket langt inde bag efterforskeren. – Agnethe, ved du mere om ham?

– Han fortalte, at han var på Bornholm for at finde sin bedstefar. Havde været her i næsten en måned, inden han kom ned i kirken. Han havde kun et falmet pasfoto – ikke noget navn på bedstefaren.

– Uhm­hm.– Hans bedstemor var soldat i Den Røde Hær. – Soldat?– Ja. Med til at befri Bornholm. Hun blev gravid, mens hun var

her.Lars ser op fra blokken.– Russerne befriede ikke Bornholm. De besatte Bornholm. To ukendte linjer dukker op i panden på fætteren. – Har din far

ikke lært dig noget om bornholmsk historie? Du er nødt til at sætte dig ind i historien, hvis du skal være præst her.

Arret på overarmen klør, og hun undertrykker en lyst til at hive op i ærmet og kradse i den røde plamage. Hvorfor skal han nævne hendes far? Striden.

Men hun er her ikke for at kæmpe fortidens kampe. Ikke nu.– Under alle omstændigheder kendte han ikke engang navnet på

6

bedstefaren, så jeg forklarede ham, at jeg ikke kunne hjælpe uden et navn, men at han kunne lede på Lokalhistorisk Arkiv.

Hun folder en grumset kopi af pasfotoet ud og sender den over bordet til Lars. – Det her er bedstefaren, men der er ingen, der ved, hvem han er. Jeg har spurgt.

– Spurgt hvem?– Alle i kirken. Lars studerer kopien.Hun følger hans blik på det sort­hvide portræt af manden, der ser

ud til at have været i begyndelsen af tyverne, da han blev foreviget. For længe siden – at dømme efter det omhyggelige arbejde med lys og kontrast på motivet. Personer på fortidens fotografier virker tit stive og opstillede, beklemte ved at stå foran et kamera, men det gør den formodede bedstefar ikke. Han har i stedet et indtagende smil og antydningen af noget flirtende i øjnene. Måske den samme antyd­ning, Daniil havde haft.

– Stod der noget på bagsiden?– Der var bare et stempel fra en fotobutik. Polyfoto, tror jeg. Ingen

dato. Lars kaster papiret fra sig på bordet, læner sig tilbage i kontorstol­

en og ser måske for første gang mere indgående på hende, som om han vurderer, om han skal tro på hende. Han, som må være vant til at høre de værste røverhistorier – og så tror han knap sin egen kusine.

– Har du set russeren siden?– Nej … Eller jeg mødte ham onsdag morgen. Han var på vej ned

til arkivet. Og om eftermiddagen havde han efterladt den her til mig. På kirkekontoret.

Hun lægger den håndskrevne papirlap på bordet. I found something. Call me, står der over hans navn, Daniil Khristov, skrevet med både kyrilliske og latinske bogstaver samt et dansk mobilnum­mer. Og den havde ligget i hendes postkasse hjemme på Damgade, ikke på kirkekontoret, men det kan hun jo ikke ligefrem sige. Nederst på sedlen er tegnet tre krydser.

Lars giver papirlappen en lidt mere værdig inspektion. – Hvad var det, han havde fundet?– Jeg ved det ikke. Jeg ringede til ham, men han tog den ikke.Hun havde ringet adskillige gange siden, lagt beskeder på tele­

fonsvaren. Men han var aldrig vendt tilbage. Forhåbentlig var der en anden forklaring, end at mobilen lå knust i et granitbrud.

7

– Hvad betyder krydserne?– Det ved jeg ikke.Lars noterer mobilnummer og mailadresse. – Jeg tager en kopi af den her – og af billedet. Sagde han noget om,

hvor han boede – et hotel eller hos noget familie?– Han havde jo ikke fundet sin familie endnu.Så har Lars alligevel ikke forstået sammenhængen. – Han boede

på hotellet ude forbi kirkegården … Radisson. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var et dyrt sted.

Deres blikke fanger hinanden et øjeblik, inden Lars slår sit ned på blokken.

– Fredensborg altså.– Fredensborg?Kuglepennens kradsende lyde blander sig med den svage susen

fra ventilationen, mens han noterer et nogenlunde læseligt Fredens-borg med et spørgsmålstegn bagefter.

– Kun turister kalder det Radisson.Han kigger op. Øjenkontakt igen. – Vi prøver lige mobilen her, siger han og peger på sedlen. – Og

hotellet, det kan jo være, han alligevel er der. – Jeg har prøvet mobilen. På vej herhen.Otte gange endda. Hver gang gik den direkte på svareren. – Det kan nok ikke skade at dobbelttjekke. Bare for at være helt

sikker. Han rejser sig og skal til at gå ud af kontoret, men stopper så op.– Tror du, du kan genkende ham? Hvis det er ham, får vi brug for

nogen, der kan identificere ham formelt.Ikke igen. Ikke lighuset igen. Han vil have hende til at stå dér ved siden af

et dødt legeme – og nikke eller ryste på hovedet. Ligesom dengang. Dengang, det var hendes fars krop, der lå på båren, og hun blev afkrævet et uoverkommeligt nik. Arret klør.

8

2Lighuset lugter sødligt og af en syntetisk citronduft som fra et ren­gøringsmiddel.

Agnethes øjne blinker mod neonlyset. Solpletter flimrer foran båren dernede for enden af den smalle korridor.

– Det er overstået på et par minutter, hvisker Lars nærmest uhør­ligt ved siden af hende – måske tænkt som en opmuntring, men det virker ikke. Et par minutter eller en evighed. Lige nu føles det ens.

Kulden kryber op om anklerne og de sommervarme ben. De tager skridt efter skridt efter skridt uden at komme båren nærmere.

Lars går upåvirket, flytter fødderne med beslutsomme bevægel­ser, må have gået turen et utal af gange.

Agnethe kun en enkelt gang før. Dengang.Flere skridt. Ikke se op. Ikke forsøge at gætte, hvor mange gange

foden skal løftes og tvinges videre. Bare fortsætte. Se på Lars’ anonyme sko i imiteret sort læder, der bevæger sig hen over de hvide gulvfliser med en knirkende lyd. Følge efter dem. Hun er præst nu. Skal kunne klare at se døde mennesker.

Men lugten. – Er du okay? Du er lidt bleg.Lars er standset. Båren er lige foran dem. Hun nikker, selvom det er løgn. Hun er langtfra okay.Foran dem dækker et stift lagen en menneskekrop. Fødder og

ansigt aftegner sig under det hvide bomuld. Stoffet buler op ved næsen og står som en uelastisk teltdug ned omkring ansigtet. Det kan være hvem som helst nedenunder. Og de døde sidder ved Guds side.

Men det er ingen trøst. Ikke her. Det må ikke være Daniil.Lars tager hendes hånd, og med den anden rækker han langsomt

ud efter lagnet. Tøver et øjeblik, inden han trækker det ned, så ansigt­et kommer til syne.

– Åh, Gud. Ordene ryger ud af hende. Det er anden gang, hun står over for skallen af et menneske,

ånden har forladt. Skuldre, hun har hvilet sit hoved på. Under lagenet konturerne af arme, som før var stærke og omfavnende, men nu blot er svage lemmer, der næsten skinner blåligt gennem stoffet.

Og lugten er tilmed den samme som dengang – den sødlige stank af begyndende fordærv, forsøgt kamufleret med rengøringsmiddel.

– Er det ham?Hun vil sige ja, men der kommer kun luft ud af munden. Smile­

rynkerne omkring de lukkede øjne er der stadig, selvom han ikke smiler.

Selvfølgelig er det ham. Ingen tvivl. Det er Daniil.Hun tvinger hovedet nedad og så op igen i en nikkende bevæg­

else.– Og du er sikker?Det blonde hår bølger en anelse – som om nogen har redt det,

inden de har lagt ham her. – Det er ham, får hun frem. Kan næsten ikke genkende sin egen

stemme.– Tak. Kom, så går vi ud.Lars’ hånd trækker lidt i hendes. Den føles hårdhudet, stærk, og

på en eller anden måde smitter dens styrke af og holder hende oppe. Der er noget, hun er nødt til.

– Må jeg få et par minutter alene med ham?Hun kan ikke slippe ham. Ikke endnu.Er nødt til at blive stående et øjeblik, forsøge at finde en eller

anden form for fred, hun kan give videre. Lukke øjnene og bede en stille bøn for Daniil Khristov. Og for en mulig bornholmsk familie, der endnu ikke ved, at et familiemedlem ligger nedkølet i lighuset.

Det var på grund af hans øjne. Normalt tog Agnethe ikke arbejde med i seng, men med Daniil Khristov havde hun gjort en undtagelse. Det var øjnene. De fik hende til at være skødesløs og foreslå, at de forlod kirken og talte videre hjemme hos hende. Privat.

Da hun sad over for ham ved spisebordet, forstod hun det med øjnene. Mørket i dem virkede tiltalende, og de havde et anstrøg af sikkerhed. Måske i forhold til hende, men nok snarere en sikkerhed i forhold til livet – en sikkerhed, der signalerede, at han ville klare sig, uanset hvad livet bød ham.

Resten af bogen kan du læse, når den udkommer 26. marts 2015 på Bornholm og 22. april i resten af landet.

Den kan forudbestilles på granitgraven.dk