Dobbeltspil læseprøve

40,5 155 mm155 mm 89 mm89 mm 11

231

mm

11

SPIONERNE BAG D-DAG

L I N D H A R D T O G R I N G H O F

DOBBELTSPIL

B E N M A C I N T Y R E

BE

N M

AC

INT

YR

E

HHHHH ”Gribende fortælling” Antony Beevor ”Macintyre er en historiefortæller af højeste karat”

Sunday Telegraph

DOBBELTSPIL

”D-dag fremstår i dag som en monumental og – set i bagklogskabens klare lys – historisk uundgåelig sejr. Det kunne man imidlertid ikke tage for givet dengang. Amfibieangreb hører til blandt de vanskeligste krigsoperationer overhovedet. Hele vejen ned langs den franske kyst havde tyskerne anlagt et over otte kilometer dybt “dødsbælte”, en drabelig forhindringsbane bestående af pigtråd, betonkonstruktioner og seks millioner landminer. Bagved lå tunge kanonstillinger, maskingeværsreder og bunkers. Som chefen for det britiske imperiums generalstab, feltmarskal sir Alan Brooke, bemærkede i et dystert dagbogsnotat kort før D-dag: “Dette vil sagtens kunne gå hen og blive den værste katastrofe under hele krigen …”

” I sommeren 1943 lagde en dannet og elskværdig efterretningsofficer, pibe-rygende og klædt i skotskternede bukser, sidste hånd på et hemmeligt våben, han havde arbejdet på i over tre år. Dette våben – med enestående spræng-kraft og ubegrænset rækkevidde – var helt ander ledes end noget andet tidligere eller senere våben. Det var omgærdet af så stort hemmelighedskræmmeri, at selv opfinderne af dette våben, i hvert fald en overgang, var uvidende om at være i besiddelse af det og usikre på dets anvendelse. Det var ikke et våben, der dræbte eller lemlæstede. Det var ikke baseret på videnskab, ingeniørkunst eller fysiske kræfter. Det lagde ikke hele byer i grus, det sænkede ikke ubåde, og det kunne ikke gennemtrænge de tyske kampvognes panser. Det gjorde noget langt mere subtilt. I stedet for at dræbe fjenden kunne det manipulere med hans tanker …

Ben Macintyre (f. 1963) er engelsk forfatter, historiker og klummeskribent ved The Times. Han har skrevet en lang række bestsellere om spionage og

kontraspionage under Anden Verdenskrig.

D-Dag var vendepunktet under Anden Verdenskrig. Med landgangen i Normandiet bed de allierede tropper

sig fast i det europæiske fastland. Det blev begyndelsen til enden på Det Tredje Rige.

Men sejren blev ikke vundet med kanoner alene. I ugerne op til invasionen startede de Allierede en vildledningskampagne, der skulle føre tyskernes

opmærksomhed væk fra Normandiet.

Dobbeltspil er fortællingen om de fem agenter, der med fantasi og mod, forræderi og grådighed førte Hitler bag

lyset og Europa mod friheden.

Dobbeltspil smuds.indd 1 15/07/13 13.05

DOBBELTSPILSPIONERNE BAG D-DAG

På dansk ved Morten Visby

Lindhardt og Ringhof

Ben Macintyre

dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 3

GRØNNE REKRUTTER 21

1.

Grønne rekrutter

Dusko og Johnny var venner. De var begge glade for penge, biler, festerog kvinder, ikke nødvendigvis i den rækkefølge, men helst det hele påén gang. Deres relation, som næsten udelukkende var baseret på tantog fjas, skulle få gennemgribende indvirkning på verdenshistorien.

Dusan “Dusko” Popov og Johann “Johnny” Jebsen mødtes i 1936på universitetet i Freiburg i det sydlige Tyskland. Popov, søn af en rigfabrikant fra Dubrovnik, var 25. Jebsen, arving til et stort shipping-firma, var to år ældre. Begge var de charmerende, men også dybt for-kælede, ugidelige og uduelige. Popov kørte rundt i en BMW, hvorimodJebsen foretrak en Mercedes 540K Cabriolet med ekstra motorkraft.Disse to uadskillelige internationale playboys drev rundt i Freiburg ogopførte sig dårligt overalt, hvor de kom frem. Popov læste jura, og Jeb-sen var i gang med at tage en grad i økonomi for bedre at kunne ledefamiliefirmaet. Ingen af dem gad gøre noget ved studierne overhovedet.“Vi havde begge visse intellektuelle prætentioner,” skrev Popov, men“vi var besat af hurtige biler og rappe piger og havde penge nok til atholde begge dele oppe i omdrejninger”.1

Popov havde et rundt, åbent ansigt med høj pande og tilbagestrøgethår. Der var delte meninger om hans udseende: “Han smiler meget,med helt blottede tænder, men han er egentlig ikke grim at se på, nårhans ansigt er i ro, om end det ville være synd at sige, at han ser godt


22 DOBBELTSPIL

ud,” skrev en mandlig bekendt. “Typisk flad, slavisk næse, gullig ihuden, bredskuldret, atletisk af bygning, men lettere fedladen medhvide, velplejede hænder”, hvormed han fægtede vildt omkring sig, nårhan talte. Kvinderne fandt ham ofte uimodståelig på grund af hans u -tvungne væsen, “sensuelt krusede læber”2 og de grønne øjne bag tungeøjenlåg. Han havde “sovekammerøjne”, og sovekammeret var da ogsåhans primære interesseområde. Popov var en uforbederlig skørtejæger.Jebsen havde en noget anden fremtoning. Han var tynd og spinkel afbygning, med mørkeblondt hår, høje kindben og opstoppernæse. HvorPopov var højrøstet og selskabeligt anlagt, var Jebsen mere vagtsom.“Hans reserverede kølighed kunne virke afskrækkende, men alligevelvar alle tryllebundet af ham,” skrev Popov. “Han var også et megetvarmt menneske, og hans høje intelligens afspejledes tydeligt i ansigtet,i de årvågne metalblå øjne. Han talte i korte, abrupte sætninger, brugte

Dusko Popov

PRIVA

TSA

MLIN

G



næsten aldrig tillægsord og var frem for alt ironisk.” Jebsen var halt ogantydede ofte, at det skyldtes en skade, han havde pådraget sig underen eller anden vild eskapade. I virkeligheden skyldtes det åreknuder ibenene, hvilke i al hemmelighed voldte ham store smerter. Han elskedeat fordreje sandheden og “bevidst lave rav i den for at se, hvad derskete”.3 Men han holdt også meget af at få aftaler i stand. Da Popovpå et tidspunkt blev udfordret til en duel over en pige, var det Jebsen,der som hans sekundant i al diskretion fik arrangeret en fredelig løsning– til stor lettelse for Popov, som ikke følte sig overbevidst om, at hans“udseende ville blive forbedret af et stort, rødt ar i ansigtet”.

Jebsens forældre, som begge var afgået ved døden, da han kom til Frei-burg, var født i Danmark, men havde fået tysk statsborgerskab, da ship-pingfirmaet Jebsen & Jebsen flyttede til Hamborg. Jebsen blev født i

Johnny Jebsen

PRIVA

TSA

MLIN

G


24 DOBBELTSPIL

denne by i 1917, men yndede at spøge med, at han i virkeligheden vardansker og blot havde tysk statsborgerskab som et slags “bekvemme-lighedsflag” i forretningsøjemed: “En stor del af min kærlighed til fæd-relandet skyldes, at jeg rent faktisk ejer en stor del af det.” Jebsenbesøgte England som forældreløs teenager, rig og rodløs, og vendtehjem som lidenskabelig anglofil. Han tillagde sig engelske manerer,foretrak at tale engelsk frem for tysk og klædte sig, syntes han selv,“som en ung Anthony Eden, konservativt elegant”. Ifølge Popov vardet “lige så utænkeligt at se ham uden en sammenrullet paraply i hån-den som at se ham forlade huset uden bukser på”.

Selvom de var helt opslugt af skæg og ballade, kunne de to stu-denterkammerater dog ikke helt ignorere de faretruende politiske for-andringer, der fandt sted omkring dem i 1930’ernes Tyskland. De satteen ære i at gøre nar ad den “pronazistiske studenterungdom”.4 Latter-liggørelsen havde dog også en reel kant. “Under dække af snobberiet,kynismen og playboy-manererne” havde Jebsen faktisk udviklet enoprigtig afsky for nazismen. Popov fandt de stoltserende nazistiskebrunskjorter dybt latterlige og frastødende.

Efter studierne vendte Popov hjem til Jugoslavien og tog fat påsit arbejde inden for import/eksport-branchen, hvilket indebar omfat-tende rejsevirksomhed. Jebsen tog til England, hvor han angivelig villestudere på Oxford University og skrive bøger om filosofi. Han gjordedog ingen af delene (om end han senere hævdede at have gjort beggedele). De to mødtes først tre år senere, og på det tidspunkt var ver-denskrigen brudt ud.

I begyndelsen af 1940 boede Popov i Dubrovnik, hvor han havdeetableret sit eget advokatfirma og havde affærer med mindst fire for-skellige kvinder, da han modtog et telegram fra sin gamle ven, derkaldte ham til Beograd: “Må tale med dig omgående.”5 Det blev enoverordentlig lykkelig og fugtig genforening. De tog på en lang druk-



tur gennem nattelivet i Beograd “ledsaget af to korpiger fra en af nat-klubberne”.6 Ved daggry indtog de fire et morgenmåltid beståendeaf steaks og champagne. Jebsen fortalte Popov, at han i de mellem-liggende år havde stiftet bekendtskab med den store engelske forfat-ter P.G. Wodehouse. Med monokel og silkekravat lignede Jebsen nuen underlig tysk version af Bertie Wooster. Popov kastede et grundigtblik på sin gamle ven. Det var samme “intelligens, kynisme og sortehumor”, der prægede hans ansigtstræk, men han virkede anspændt,som om der var noget, der plagede ham. Han kæderøg og “drak denene whisky efter den anden, dobbelt og uden is. Rent stilistisk varhans påklædning stadig en Anthony Eden værdig, men det lyse hårvar ikke længere helt så velfriseret, og hans overskæg var uplejet ogrødligt af tobak”.7

Nogle få dage senere sad de to venner alene på en hotelbar i Be-ograd. Jebsen sænkede stemmen og så sig over skulderen med en te-atralsk konspiratorisk mine, hvorefter han betroede sin ven, at hanhavde sluttet sig til Abwehr, Tysklands militære efterretningsvæsen,“fordi han på den måde kunne undgå at gøre soldatertjeneste, hvilkethan frygtede mere end noget andet på grund af sine åreknuder”.8 Jeb-sens rekrutteringsofficer var en ven af familien, oberst Hans Oster, dervar assistent for chefen for Abwehr, admiral Wilhelm Canaris. Hanhavde nu den formelle, men noget vage, titel af Forscher, en slags ta-lentspejder med teknisk rang af menig, og var tilknyttet en 400 mandstærk specialenhed, det såkaldte Sonderverband “Brandenburg”. Denneenhed var i virkeligheden “blot et kneb, Canaris brugte til at friholdeet antal unge mænd fra den ellers obligatoriske militærtjeneste”.9 Jeb-sen var freelance spion, på permanent orlov fra hæren, med Canaris’personlige garanti for, at han aldrig skulle bære uniform, aldrig skulleunderkastes militærtræning og aldrig ville blive sendt i krig. Han kunne“bruge al sin tid på at rejse rundt i Europa og passe sine forretninger


26 DOBBELTSPIL

som privatperson, så længe han blot stod til rådighed for Abwehr, nårder var brug for ham.”10

“Hitler er den ubestridte hersker over hele Europa,” erklæredeJebsen. “I løbet af få måneder vil han formentlig gøre det af med Eng-land, hvorefter USA og Sovjetunionen gladelig vil slå en handel af medham.”11 Det var ren nazipropaganda, men Jebsen sagde det som sæd-vanlig med et ironisk glimt i øjet. “Ville du være villig til at møde enaf mine venner fra den tyske ambassade over en middag?” spurgte Jeb-sen pludselig.12 Denne ven viste sig at være en major Müntzinger, enkorpulent bayrer, som var den ledende Abwehr-officer på Balkan. Overcognac og cigarer forsøgte Müntzinger at vinde Popov for sagen meden klodset salgstale. “Intet land kan holde stand mod den tyske hær. Iløbet af få måneder vil England blive invaderet. Med din hjælp vil denkommende invasion kunne blive mindre blodig.”13 Müntzinger slogover i smiger. Popov havde gode forbindelser. Hans virksomhed varideel som dække over en rejse til England, hvor han måtte kendemange vigtige og indflydelsesrige folk. For var der ikke noget med, athan kendte selveste Hertugen af Kent? Popov nikkede (han indrøm-mede ikke, at han kun havde været i England en enkelt gang i hele sitliv og kun havde truffet hertugen flygtigt i sejlsportsklubben i Dubrov-nik). Müntzinger fortsatte: “Vi har mange agenter i England, og defleste af dem er aldeles fremragende. Men dine forbindelser kunneåbne mange døre for os. Du ville kunne være os til stor hjælp. Og derer også meget, vi ville kunne gøre for dig. Det tyske rige forstår at visesin påskønnelse.” Jebsen drak sin whisky uden at sige noget. Müntzin-ger var ret vag, hvad angik den type information, Popov skulle forestilleat indsamle: “Generel information. Politisk information.” Og efter enlille pause: “Militær information. Johnny vil præsentere dig for de rig-tige mennesker, når og hvis du påtager dig opgaven.” Popov udbad siglidt betænkningstid, og næste dags morgen sagde han ja. Jebsen havde



rekrutteret sin første spion for den tyske efterretningstjeneste. Han fikaldrig rekrutteret andre.

I mellemtiden var Popov så småt gået i gang med at udvikle det,han kaldte “min egen lille ide”.14

I 1941 var Interallié det vigtigste spionnetværk i det tyskbesatte Frank-rig. I de første krigsår var det også stort set det eneste. Som en britiskefterretningsofficer bemærkede, var det “vores eneste franske informa-tionskilde”.15 Netværket bestod af snesevis af informanter, agenter ogunder-agenter, men i sidste ende var Interallié én spions værk, enmand, der betragtede spionage som sit kald og sammensværgelse ogforstillelse som det naturligste i verden. Hans franske samarbejdspart-nere kendte ham som Armand Borni, men han brugte også kodenavnet“Walenty” eller “Valentine”. Hans rigtige navn var Roman Czerniaw-ski, og i løbet af meget kort tid var han i kraft af sin blotte energi, sinstærke overbevisning og sin umådelige selvtillid blevet den mest vær-difulde britiske spion i Frankrig.

Czerniawski var polsk patriot, men den betegnelse er end ikke til-nærmelsesvist dækkende for, hvor dybt hans polske identitet stak, oghvor stærk hans tilknytning til moderlandet var. Han havde viet sit livtil kampen for Polen og var mere end villig til at dø for sit land (ind-imellem virkede han nærmest opsat på det). “Hans loyalitet gælder heltog holdent hans eget land, og for ham er der ikke noget problem, somikke er knyttet til det polske folks skæbne,” skrev en af hans medspio-ner.16 Han hadede tyskerne og russerne lige meget for at have delt hansland og drømte kun om at genoprette den polske nation. Enhver andenloyalitet, ethvert andet hensyn, kom i anden række. Han var kun 1,65høj og havde et spinkelt, intenst ansigt med tætsiddende øjne. Hanhavde altid et smil på læben og talte rasende hurtigt.

Czerniawski var søn af en velhavende finansmand i Warszawa og


28 DOBBELTSPIL

blev uddannet som jagerpilot før krigen, men efter et alvorligt styrthavde han været delvist blind og måttet nøjes med skrivebordsarbejde.Ved den tyske invasion af Polen i 1939 befandt kaptajn Czerniawskisig i luftvåbnets hovedkvarter i Warszawa, hvor han havde specialiseretsig i militær efterretningsvirksomhed og skrevet en meget rost afhand-ling om kontraspionage. Czerniawski var professionel spion, “en mand,der lever og ånder for spionage”, som en af hans kolleger formulerededet.17 Han betragtede spionfaget som en ærefuld profession “baseretpå de højeste menneskelige idealer”.18 Mens den polske hær brød sam-men under det tyske stormløb, flygtede Czerniawski til Rumænien,hvorfra han ved hjælp af falske papirer kom til Frankrig, hvor de polske

Roman Czerniawski

PRIVA

TSA

MLIN

G



styrker omgrupperede. Da Frankrig faldt i 1940, blev hans division op-løst, men i stedet for at slutte sig til sine landsmænd i England og fort-sætte kampen derfra valgte Czerniawski at blive Frankrig og gå underjorden. Han overtalte en ung fransk enke, Renée Borni, til at låne hamsin afdøde mands identitet. Da de tyske besættelsestropper trængte indi landet, blev de ledsaget af en bonde, hvis papirer identificerede hamsom Armand Borni. Han slingrede efter dem på en lånt cykel og ind-prentede sig alle troppebevægelserne helt ned til mindste detalje. Hanvar allerede ganske godt tilfreds med sin indsats: “Hvert et vejskilt, hveren betegnelse på siden af en lastbil, ethvert særkende, betød langt merefor mig end for nogen anden.”19 Dette blev ansatsen til det, han senereforholdsvis selvhøjtideligt kaldte sin “vision”. Mens den polske eksil-regering i London udkæmpede én krig, indledte han en anden. Hanforestillede sig “små, koordinerede modstandsceller, der lynhurtigtspredte sig, så der var øjne overalt”.20

Czerniawski nåede ned til det ikkebesatte sydlige Frankrig, hvorhan kom i kontakt med den polske efterretningstjeneste og fik officielgodkendelse af sin plan om at etablere et spionnetværk i den besattezone. Få dage senere sad han og spiste middag ved et bord for sig selvpå restauranten La Frégate i Toulouse, da en ung kvinde kom hen ogspurgte, om hun måtte tage plads ved bordet. “Hun var lille af bygning,og måske i begyndelsen af trediverne. Hun havde et blegt, spinkelt an-sigt, men øjnene var meget livfulde.”21 Mathilde Carré dannede sigsamtidig et indtryk af denne diminutive og helt tilfældige bordherre:“Tynd og muskuløs, med et langt, smalt ansigt, lidt stor næse og grønneøjne, som oprindelig måtte have været smukke og klare, men nu varfyldt med små læsioner som følge af en flyulykke.”22 Czerniawski præ-senterede sig “på et forfærdelig gebrokkent fransk”.23 De faldt i snak.Efter middagen fulgte han hende hjem.

Mathilde Carré var en meget intelligent, overspændt kvinde, som


30 DOBBELTSPIL

var på randen af et nervøst sammenbrud, da hun mødte Czerniawski.Hun var vokset op i et borgerligt pariserhjem og havde gået på Sor-bonne, hvorefter hun kortvarigt arbejdede i et forsikringsselskab, toglæreruddannelse og giftede sig med en barndomsven, som hun umid-delbart efter fandt ud af, at hun ikke kunne fordrage. Hun brugte kri-gen som undskyldning for at forlade sin mand. Under den franske hærstilbagetog fandt hun arbejde på et feltlazaret, hvor hun tog sig af desårede. Der traf hun en løjtnant fra Fremmedlegionen, som hun gik iseng med “for øjnene af et vældigt krucifiks”24 på et katolsk præstese-minarium uden for Cazères sur Garonne. Næste morgen var han væk,og hun var gravid. Hun besluttede sig for at beholde barnet, men abor-terede kort efter. En nat havde hun taget opstilling på kanten af en højbro og var på nippet til at begå selvmord, men pludselig skiftede hunmening: “I stedet for at kaste mig i Garonne-floden ville jeg kaste migud i krigen. Hvis jeg virkelig ønskede at tage mig af dage, ville det væremere intelligent at begå selvmord på en måde, der kom andre tilgavn.”25 Og så havde hun bestemt sig for at fejre denne beslutning meden bedre middag på La Frégate.

Czerniawskis overvældende store selvtillid fik straks Mathilde tilat føle sig helt tryg. “Hans øjne lyste op, hver gang han talte om krigen.Han nægtede at acceptere, at Polen var blevet besejret. Han udstråledeen ungdommelig selvsikkerhed og begejstring, en særlig form for in-telligens og viljestyrke, der indimellem måtte vige for et forkælet, hen-givent barns skaberi.”26 De mødtes igen aftenen efter og næste aftenigen. “Der blev hurtigt knyttet stærke venskabsbånd mellem os.”27 Si-denhen benægtede de på det kraftigste at have været elskende, menbenægtelserne var så voldsomme, at de næsten helt sikkert må haveværet usande.

Tre uger efter deres første møde betroede Czerniawski Mathilde,at han var spion, og bad hende hjælpe ham med at føre “visionen” om



et decentralt efterretningsnetværk ud i livet. Hun sagde, at han kunneregne med hende – sammen skulle de “udrette noget stort”.28 Situa-tionen blev ikke mindre teatralsk, da Czerniawski annoncerede, at hanallerede havde valgt et kodenavn til sin nye medsammensvorne: Hunskulle hedde “La Chatte”, Hunkatten, fordi “du træder så varsomt, idine bløde sko, ligesom en kat”. Hun løftede hånden og krummedesine slanke fingre sammen som kløer: “Og jeg kan også kradse, hvisdet skal være.”29 En advarsel, måske.

Roman Czerniawski og Mathilde Carré udgjorde et særdeles ef-fektivt spionpar. I Paris lejede de et værelse i Montmartre-kvarteret oggik i gang med at konstruere et helt spionage-netværk. “Det skal væreinter-allieret,” slog Czerniawski fast. “Chefen skal være polak, de flesteaf agenterne franskmænd, og alle skal de arbejde for de allierede.”30 In-terallié-netværket var en realitet.

Mathilde fungerede som ledende rekrutteringsofficer (eftersomnogle franskmænd nægtede at arbejde for en polak), mens Roman ind-samlede, samordnede, renskrev og videresendte efterretningsmaterialettil London. De første rekrutteringer var Monique Deschamps, kode-navn “Moustique”, en lille, kæderygende og meget temperamentsfuldkvinde, og René Aubertin, en tidligere fransk kampvognskommandør.Gradvist blev netværket udvidet med jernbanearbejdere, politibetjente,fiskere, kriminelle og husmødre. De indsendte alt, hvad de havde afinformation, til en af de mange “postbokse”, de havde organiseretrundt omkring i Paris: toiletpasseren på cafeen La Palette, Berlitz-sprogskolen ved L’Opéra og portneren på Rue Lamarck, som “havdefået jaget en bajonet i bagen, da tyskerne indtog Paris, og derfor hadededem af et godt hjerte”.31 Mathilde gik rundt og indsamlede oplysnin-gerne hos dem. “Klædt i sort pels, rød hat og små, flade, røde sko be-vægede hun sig hurtigt rundt fra aftale til aftale,” skrev Czerniawski,“og kom tilbage med nye kontakter, nye muligheder, så jeg kunne kon-


32 DOBBELTSPIL

centrere mig om at studere informationerne fra vores forskellige agen-ter og sammenfatte dem i rapporterne.”32

Czerniawski ville samle et fuldstændigt billede af de tyske styrkeri det besatte Frankrig, hele slagordnen komplet med troppepositionerog troppebevægelser, ammunitionsdepoter, flyvestationer, flådeinstal-lationer og radaranlæg. “For at kunne besejre fjenden må man vide,hvor han befinder sig, og jo mere præcist man ved, hvor han er, destolettere vil det være,” skrev han.33 Han skrev en sammenfattende rap-port på silkepapir. Med få ugers mellemrum steg en kurer med kode-navnet “Rapide”, “en høj, tynd polak af ubestemmelig alder med urenhud og et lille, sort overskæg”,34 om bord på 11-toget til Marseille påGare de Lyon. Ti minutter før afgang låste han sig inde på 1. klasse-toilettet. Over toiletkummen hang et metalskilt med ordene “Rem-placez le couvercle après l ’usage”35 [slå klappen ned efter brug]. Rapidelagde et lommetørklæde mellem skruetrækker og skruehoved, så hanikke efterlod afslørende ridser, og løsnede forsigtigt skiltet, hvorefterhan placerede silkepapirs-rapporten bag skiltet og skruede det fastigen. Når toget så havde krydset grænsen til det ikkebesatte Frankrig,gentog en polsk agent samme procedure i omvendt rækkefølge og byt-tede rapporten ud med et svar, som blev opsamlet, når toget kom til-bage til Paris. I den ikkebesatte zone videresendte polske efterret -ningsfolk rapporterne til Spanien og Portugal, som var neutrale, ogderfra videre til den polske eksilregering i London, som videreformid-lede dem til briterne. Hver og en af Czerniawskis rapporter nåedefrem til MI6, den britiske efterretningstjeneste, eller mere officielt Se-cret Intelligence Service (SIS).

Netværket, eller La Famille, som de kaldte det, blev hurtigt større.En radio på størrelse med en rejseskrivemaskine blev smuglet ind overgrænsen fra Vichy-Frankrig og installeret i en taglejlighed i nærhedenaf Place du Trocadéro, hvorfra man nu kunne sende krypteret infor-



mation. Renée Borni, enken, der havde sørget for Czerniawskis falskeidentitet, flyttede til Paris for at tage sig af krypteringen og dechifre-ringen af de radiotransmitterede budskaber. Czerniawski gav hendekodenavnet “Violette”. Hun blev hans elskerinde. I midten af 1941kunne Czerniawski stolt meddele, at “hans Store Netværk beståendeaf franske patrioter ledet af en polak i engelsk tjeneste, nu var enestetilbageværende bastion for den allierede modstand mod Tyskland”.36

Der blev etableret yderligere tre hemmelige radiostationer. Nogle afrapporterne var helt op til 400 sider lange og indeholdt kort og dia -grammer. Disse kunne umuligt radiotransmitteres og blev i stedet af-fotograferet og smuglet over den spanske grænse som ikkefremkaldtfilm “pakket på en sådan måde, at hvis de blev åbnet af en ikkeautori-seret person, ville de blive eksponeret for lys og dermed ødelagt”.37

En flodbølge af Interallié-efterretninger strømmede ind i Londonmed stadig mere præcise og detaljerede oplysninger, og nogle gangegik det så stærkt, at modtagerne ikke kunne følge med. Da en agentpå et tidspunkt opdagede den planlagte rute for chef for LuftwaffeHermann Görings personlige tog, sendte Czerniawski straks oplys-ningen til London, som til hans store fortrydelse ikke fik arrangeret etangreb på toget. Næste dag kom der besked fra London: “RE: GOE-RING-TOG UNDSKYLD FIK INFORMATION FOR SENTTIL BRUG FOR RAF STOP”.38

Der var naturligvis interne spændinger i gruppen. Mathilde kunneikke fordrage Renée, som hun betragtede som en “typisk lille provins-kone med dårlig tøjsmag”.39 Czerniawski insisterede på, at “der ikkevar skyggen af jalousi i gruppen”,40 men beskrev alligevel Mathilde somen “mærkelig kvinde, idealistisk, men også skånselsløs, ærgerrig og eks-tremt nervøs og overspændt”.41

I efteråret 1941 fik Czerniawski besked på at indfinde sig på enflyveplads uden for Compiègne, hvor en maskine ville samle ham op


34 DOBBELTSPIL

og flyve ham til debriefing i London. Den 1. oktober svævede en RAFLysander-maskine ned fra himlen, ved roret en mand med overskæg,eskadrilleleder J. “Whippy” Nesbitt-Dufort, som ikke kunne sige andetend “C’est la vie”42 på fransk. Ved ankomsten til England blev Czer-niawski modtaget af oberst Stanislaw Gano, chef for den polske efter-retningstjeneste. “Du har virkelig givet os alle sammen noget at se tilherovre,”43 sagde Gano, der lignede en “direktør for et eller andetfirma”,44 syntes Czerniawski. I samfulde 24 timer blev han udspurgtom hvert et aspekt af netværket. Gano forekom at være specielt inte -resseret i Mathilde Carré. “Vi danner et perfekt partnerskab,”45 forsik-rede Czerniawski ham. Endelig blev han til sin store forbløffelsefremstillet for general Wladislaw Sikorski, den polske premierminister.Sikorski erklærede med højtidelig alvor, at Czerniawski var blevet til-delt Virtuti Militari, Polens højeste militære udmærkelse. “Jeg var lam-slået over denne helt uventede ære og den pludselig så højtideligestund,”46 skrev Czerniawski senere. Kort efter blev han kastet ned overFrankrig i faldskærm for at fortsætte sit arbejde. Den lille polske spionvar stolt, men glæden var iblandet en snigende tvivl, en lille, ængsteligforudanelse om, at noget var galt: “Jeg følte mig ubehagelig til modeog mærkede en vis foruroligelse”.47

Elvira de la Fuente Chaudoir tilbragte nat efter nat ved spillebordenei Hamilton’s Club eller på Crockford’s Casino i Mayfair, og selvom dethændte, at hun vandt, endte hun sjovt nok altid med at tabe. Det varforfærdelig frustrerende. Men når Elvira ikke gamblede, dødkededehun sig, og det var derfor, hun indvilligede i at spise middag med enmand, som angivelig ville kunne tilbyde hende et særdeles interessantog meget velbetalt job.

Kedsomheden fulgte Elvira som en forbandelse. Hendes far, enperuansk diplomat, havde tjent en formue på guano, ekskrementer fra



havfugle, flagermus og sæler, som man indsamlede på Perus kyst ogeksporterede som gødning. Elvira voksede op i Paris, hvor man beko-stede store summer på hendes uddannelse og i øvrigt forkælede hendeud over alle grænser. I 1934, i en alder af 23, kastede hun sig – for atundslippe kedsomheden – i armene på den belgiske børsmægler JeanChaudoir, der repræsenterede et guldmineforetagende. Jean viste sigat være en gudsjammerligt kedelig dødbider, og tilværelsen i Bruxellesvar “umådelig kedsommelig”.48 Efter fire års ægteskab og en rækkeutilfredsstillende kærlighedsaffærer med både mænd og kvinder komhun til den konklusion, at hun “ikke havde noget tilfælles med sinmand”.49 Hun forlod ham og tog til Cannes sammen med sin bedsteveninde, Romy Gilbey, som var gift med en arving til gin-dynastiet afsamme navn og umådelig rig. Bedst som Elvira og mrs. Gilbey moredesig storartet med at bortødsle gin-formuen på et kasino i Cannes, blev

Elvira de la Fuente Chaudoir

PRIVA

TSA

MLIN

G


36 DOBBELTSPIL

Frankrig invaderet af tyskerne. De flygtede i en åben Renault til St.Malo, hvorfra de sejlede til England.

I London flyttede Elvira ind i en lejlighed i Sloane Street, hvor hunimidlertid hurtigt blev indhentet af livets kedsommelighed endnu engang. Hun tilbragte sine aftener i fast pendulfart mellem baren påHotel Ritz og bridgebordene, hvor hun tabte penge, hun ikke længerehavde. Normalt ville hun blot have lånt af sine forældre, men de varfanget i Frankrig. Hun forsøgte at slutte sig til De Frie Franske, dersamledes om Charles de Gaulle, men blev afvist med den besked, athun var uegnet. Hun oversatte en smule for BBC, men fandt arbejdetdræbende kedeligt. Over for alle, der gad høre på det, beklagede hunsig over ikke at kunne få et interessant job, fordi hun var peruaner. Enaf dem, der tilfældigvis kom til at lægge øre til beklagelserne en aftenpå Hamilton’s, var en RAF-officer, der fortalte det videre til en ven iden militære efterretningstjeneste, som lod navnet gå videre til en elleranden i MI6. Og sådan gik det til, at en 29-årig Elvira Chaudoir plud-selig sad ved et bord i restauranten på Connaught Hotel, over for enmidaldrende herre i et krøllet jakkesæt med strittende, hvidt overskægog hyperaktive ilder-øjne. Han havde præsenteret sig som “mr. Mase-field”. Hans rigtige navn var oberstløjtnant Claude Edward Majori-banks Dansey, også kendt som “Haywood”, “Onkel Claude” eller“Oberst Z”. Han var vicechef for MI6.

Claude Dansey var udspekuleret, nedrig og generelt forhadtblandt sine spionkolleger. Historikeren Hugh Trevor-Roper, som ar-bejdede i efterretningstjenesten under krigen og havde en forholdsvisgiftig tunge, beskrev ham som en “rigtig dum skid, korrupt og inkom-petent, men ikke uden en vis afstumpet kløgtighed”.50 Dansey var ensærdeles ubehagelig person, men også en særdeles erfaren spion. Detvar et umage par, der sad der ved bordet. Elvira var høj og overdrevet



velklædt, med et sødt, nærmest lidt uskyldigt ansigt og pandehåret satop i et kastanjebrunt spørgsmålstegn. Dansey derimod var en lille, in-tens mand, skaldet og med briller. Elvira kunne egentlig meget godtlide denne fyrige lille mand, og efterhånden som samtalen udvikledesig, indså hun, at han vidste en hel del om hende. Han havde kendskabtil mrs. Gilbey og de store tab ved bridgebordene, han vidste, at hendesfar var blevet udnævnt til peruansk chargé d’affaires for samarbejdsre-geringen i Vichy-Frankrig, han vidste, hvad hun havde stående, ellerrettere ikke stående, på sin bankkonto. “Det gik op for mig, at hanmåtte have aflyttet min telefon. Ellers kunne han umuligt have vidstså meget om mig og mine venner,”51 tænkte hun senere.

Dansey tilbød hende et job. Med sit peruanske pas, forklaredehan, ville hun kunne rejse relativt uhindret rundt i det tyskbesatte Eu-ropa, og faderens diplomatstatus ville være et godt dække over et læn -gere ophold i Vichy-Frankrig. Hun ville kunne rapportere om politiskeforhold, men hvad vigtigere var, ville hun også kunne lade sig rekrutteresom tysk agent. Det var et eksempel på en velkendt spionageteknik,hvor man vifter fjenden om næsen med et potentielt rekrutteringsemnei håb om at kunne bruge vedkommende som dobbeltagent. Hun villeblive meget godt betalt for sine bestræbelser.

MI6-vurderingen af den nyhvervede agent var kort og kontant:“Tiltrækkende af ydre. Hun taler flydende fransk, engelsk og spansk.Hun er intelligent og skarpsindig, men formentlig lidt for doven til atbruge sine evner til noget. Hun tilhører det finere internationale gamb-ling-miljø, og hendes venner er at finde i de smarte bridgeklubber iLondon.”52 Overvågning af hende afslørede, at hun syntes at “havesmag for situationer, hvor ’det går hedt til’”. Politiet rapporterede om“løsslupne fester” i lejligheden i Sloane Street med “støjende adfærd,skrig og skrål sent om aftenen og ankomst af berusede mænd og kvin-der helt ud på de små timer af natten”. Vicepolitimester Joseph Goul-


38 DOBBELTSPIL

der anførte med slet skjult misbilligelse og en vis underdrivelse, at mrs.Chaudoir “gerne omgiver sig med kvinder, som måske nok kunne haveudvist en større grad af rettidig omhu, når det gjaldt deres jomfruelig-hed”.53 Selvom Elvira kunne virke som en dum gås uden skyggen afbegreb om, hvad der foregik uden for den fashionable verden, var hunfaktisk meget velbegavet og snarrådig. Og så havde hun en helt perfektprofil at skjule sig bag: party-pigen, der ikke tænkte længere end tilden næste cocktail, den næste seksualpartner og det næste væddemål.Ydermere appellerede hun til begge køn og var i pengebekneb – beggedele kunne vise sig anvendeligt. Som Dansey meget vel vidste på bag-grund af sin livslange erfaring med spionage, ville selv en ellers over-ordentlig intelligent og diskret person være tilbøjelig til at tale over sig,hvis vedkommende troede sig i selskab med en lidt skør kvinde, somville være let at få i kanen.

I en lejlighed i Knightsbridge lærte Elvira at skrive med usynligtblæk ved hjælp af en tændstik imprægneret med et kemisk pulver. Nårhun kom til Frankrig, skulle hun skrive “tilsyneladende harmløsebreve”54 til en dækadresse i Lissabon. “Mellem linjerne i disse breveskulle jeg indføje mine efterretningsrapporter skrevet med en usynligvæske udviklet af Danseys teknikere.”55 Elvira var meget lærenem.“Hun er intelligent og hurtig til at forstå, hvad tingene går ud på,”56

berettede hendes instruktør.Hendes spirende spionkarriere var tæt på at komme til brat af-

slutning, da en vis sekondløjtnant Burnett fra den engelske marinesfrivillige reservekorps indberettede, at han en aften på Crockford’shavde hørt Elvira Chaudoir prale med, at hun “blev undervist i denhemmelige efterretningstjenestes kodesprog et sted i St. James-kvar-teret, og at hun inden længe ville blive sendt til Vichy-Frankrig”. Elvirafik en ordentlig overhaling med besked på fremover at “afholde sig fraat afsløre, hvad end hun måtte besidde af information”.57 Hun lovede



brødebetynget at være mere diskret, men hændelsen vidnede om et afhendes mere problematiske (men også charmerende) personligheds-træk: Ligesom så mange andre spioner havde hun svært ved at holdepå en hemmelighed.

Elvira fik det sært maskuline kodenavn “Cyril” og skulle holde sigparat til at rejse til Frankrig. For hende var krigen begyndt at blive ikkeså lidt interessant.

Juan Pujol García havde været mange ting i løbet af sit unge liv: bio -grafejer, forretningsmand, kavaleriofficer (selvom han var bange forheste) og modstræbende soldat. Han havde tilbragt størstedelen af DenSpanske Borgerkrig under jorden på flugt fra fascisterne. Han havdeafgangseksamen fra Den Kongelige Fjerkræskole i Arenys de Mar,Spaniens fineste hønseavlerhøjskole, og drev et hønseri lidt uden forBarcelona, selvom han hadede høns. Pujol havde dårlig forretningssans,og hønseriet gik nedenom og hjem. Han var firskåren og væver, havdehøj pande, “et skælmsk glimt i de varme brune øjne” og lignede umis-kendeligt en lille kamphane. Da Anden Verdenskrig brød ud, beslut-tede Pujol, at han ville spionere for briterne. “Jeg må gøre noget,” sagdehan til sig selv, “noget konkret, jeg er simpelthen nødt til at yde et bi-drag til menneskehedens vel.” Hitler var “psykopat”, konkluderedePujol, og derfor måtte han støtte de allierede.58 “Jeg ville arbejde fordem, forsyne dem med fortrolige oplysninger, som kunne være af in-teresse for deres sag, politisk eller militært.”

Nærmere bestemt hvor og hvordan han havde tænkt sig at frem-skaffe sådanne oplysninger, manglede han dog stadig at finde ud af.“Jeg havde ikke rigtig nogen sammenhængende plan,”59 indrømmedehan senere. Hans memoirer, skrevet mange år senere, vidner om, athans virkelighedsfjerne, men dybfølte, insisteren på at bekæmpe Hitlerudsprang af en form for aggressiv pacifisme og en indgroet mistillid til


40 DOBBELTSPIL

enhver form for politisk ekstremisme. Pujol havde et overordentligmildt væsen, og han satte en ære i aldrig at have affyret et skydevåben.Han ville bekæmpe nazismen med andre midler. “Jeg var fascineret afordene og deres oprindelse,” skrev han mange år senere. “Pennen ermægtigere end sværdet. Det tror jeg fuldt og fast på. Jeg har viet stør-stedelen af mit liv til dette ideal og brugt alt, hvad jeg har af talenterog overbevisninger, og alt, hvad jeg har kunnet udtænke af rænker, knebog snedige planer.”60 Pujol ville udkæmpe en helt særlig slags krig, enkrig, hvor ordene var hans eneste våben.

I januar 1941 henvendte den 29-årige catalonier sig til den britiskeambassade i Madrid og tilbød at spionere mod tyskerne. Han blev ven-ligt, men bestemt, bedt om at gå sin vej. Med en variant af GrouchoMarx’ berømte diktum ønskede briterne ikke at optage folk, der faktiskvar interesseret i medlemskab af klubben. Pujol forsøgte sig dernæst

Juan Pujol

TH

EN

ATIO

NAL

ARC

HIV

ES



hos tyskerne, hvor han foregav at være glødende fascist og villig til atspionere mod briterne – i håb om at kunne forråde dem, når først hanvar blevet hvervet. Tyskerne svarede, at “de havde ekstremt travlt”.61

Denne lille catalonier med det intense blik vedblev imidlertid at plagetyskerne i Spanien og skolede sig så grundigt i nationalsocialismen, athan til sidst kunne “rable løs som renlivet nazist”.62 Omsider sagde ty-skerne (om end mest for at slippe for at høre på ham), at hvis hankunne komme til England via Lissabon, ville han kunne komme i be-tragtning som spion. Det var nok for Pujol. Fra da af begyndte han atåle sig længere og længere ind i en position, hvor han havde tyskernesfortrolighed, især hos major Karl-Erich Kühlenthal på Abwehr-kon-toret i Madrid.

Kühlenthal blev godt og grundigt taget ved næsen i forbindelsemed Operation Mincemeat, hvor man lod et lig skylle ind på den span-ske kyst med falske dokumenter, der indikerede en allieret landgang iGrækenland og ikke på Sicilien. Denne tyske officer var effektiv, pa-ranoid og helt utrolig godtroende. I Pujols øjne var han den ideelle fø-ringsofficer. Som det sig hør og bør, udstyrede Kühlenthal Pujol medusynligt blæk, kontanter og kodenavnet “Agent Arabel”. Han gav hamogså et godt råd med på vejen: “Han skulle passe på med at undervur-dere briterne – de kunne være en respektindgydende fjende.”63 Ved an-komsten til Lissabon kontaktede Pujol briterne igen, og endnu en gangblev han afvist. Det satte ham i noget af et dilemma, for han var jonødt til at begynde at fodre tyskerne med information så snart sommuligt. Den 19. juli 1941 sendte han et telegram til Kühlenthal og lodham vide, at han var kommet til England i god behold.

Men Pujol var ikke i England. Han befandt sig stadig i Portugal. Ef-tersom han var afskåret fra at indhente reelle oplysninger til nogen afsiderne, besluttede han sig for bare selv at opfinde dem, og det gjorde


42 DOBBELTSPIL

han så ved hjælp af biblioteket i Lissabon, antikvariske bøger, og hvadhan nu kunne gætte sig til ud fra ugerevyerne. Han fandt frem til navneog adresser på virkelige britiske våbenfabrikker, slog op i Blue Guide toEngland for at finde relevante stednavne og benyttede en portugisiskudgivelse om Den Britiske Marine som grundbog i flådespørgsmål.Pujol havde aldrig været i England. Han forestillede sig blot, hvordander måtte være i landet, og sendte lange, detaljerede og meget vidtløf-tige rapporter tilbage til tyskerne om de ting, han kunne forestille sigat have set i England, hvis han rent faktisk havde været der. Pujols skri-vestil var umådelig verbos, tætpakket med indskudte sætninger, over-læsset med tillægsord og fyldt med omstændelige sætninger, derfortabte sig i en fjern grammatisk horisont. Senere hævdede han, atdenne specielle skrivestil var affødt af behovet for at få sætningerne tilat fylde på siden uden egentlig at sige ret meget. Selvom han elskedeat lege med sproget og gjorde meget ud af sine rapporter, var de fyldtmed grelle fejl og mangler. Pujol fik aldrig rigtig styr på hverken britiskmilitærnomenklatur eller britisk kultur i det hele taget. Han forestilledesig for eksempel, at drikkevanerne i Glasgow måtte være mere ellermindre identiske med de spanske, og kunne således finde på at skrive:“Der er mænd her i byen, som vil gøre hvad som helst for en liter vin.”64

Ikke alene overså hans tyske føringsofficerer disse fejl, de roste faktiskAgent Arabel til skyerne, især da han påstod at have rekrutteret to un-deragenter, hvilket naturligvis var pure opspind. Gennem ni månederblev Pujol hængende i Lissabon, hvor han gjorde, hvad spioner altidhar gjort, når de var i bekneb for reelle oplysninger. Han opfandt gan-ske enkelt den information, han troede, tyskerne var interesseret i. Ogdet blev han ved med at gøre, med stor succes, krigen ud.

Major Emile Kliemann i det tyske Abwehr nød krigen i fulde drag.Det besatte Paris var et fantastisk dejligt sted at opholde sig, hvis man



vel at mærke var en del af besættelsesmagten. Han havde kontor påChamps-Elysées, en lækker lejlighed tæt på Bois de Boulogne, masseraf penge på lommen og ikke ret mange pligter. Det vigtigste af det helevar dog, at han havde en ny elskerinde ved navn Yvonne Delidaise.Hun var fransk, men havde tysk mor. Yvonne var krævende, dyr i driftog 20 år yngre end ham. Han havde en lille, tyk kone hjemme i Wien,men der var ingen fare for, at hun pludselig troppede op i Paris. Ogsådet passede ham fint. Kliemann havde til opgave at rekruttere infor-manter og opspore franske spioner, men hans utrættelige kollega HugoBleicher ville hellere end gerne gøre det hårde arbejde, hvilket var helti orden med Kliemann. Han havde været forretningsmand i Wien, førhan blev udstationeret i Paris i juni 1940, og havde ikke meget tiloversfor nazismen. Faktisk “brød han sig ikke rigtig om tyskere”,65 og egent-lig håbede han, at Tyskland ikke vandt krigen alt for hurtigt, for dervar ikke noget, han hellere ville end at fortsætte sin parisertilværelse,hvor han ikke lavede andet end at gå i seng med Yvonne, kun afbrudtaf et møde med en fordægtig personage i ny og næ på yndlingscafeenChez Valérie. Kliemann var bredskuldret og godt i stand. Han havdeet veltrimmet overskæg og bar en guldring med initialerne EK på ven-stre hånds langfinger. Han klædte sig med, hvad han selv opfattedesom underspillet elegance, farvede sine bakkenbarter og redte håret ien sirligt brillantineret midterskilning. Han spillede violin og samledepå antikt porcelæn. Den 43-årige major Emile Kliemann var forfæn-gelig, romantisk anlagt, velbegavet, uhyre doven og konsekvent upåli-delig i sit fremmøde. Som det hører sig til for en spionchef, havde hanskaffet sig en imponerende række aliasser – “Killberg”, “von Carstädt”,“Polo”, “Octave” og “Monsieur Jean” – til gengæld havde han ikke for-mået at skaffe så meget som én eneste brugbar spion.

Den 13. oktober 1941 havde Kliemann modstræbende indvilligeti at mødes med et potentielt rekrutteringsemne, en 29-årig fransk


44 DOBBELTSPIL

kvinde af russisk herkomst, som han var blevet anbefalet af en kollega.Hendes navn var Lily Sergejev.

Kliemann kom to timer for sent til mødet på Café du Rond-Point.Den unge kvinde, der sad og ventede ved hjørnebordet, var nydeliguden at være smuk. Hun havde brunt, krøllet hår, klare blå øjne og etfremtrædende hageparti. På flydende tysk forklarede Lily Sergejev, athun var journalist og kunstmaler. Hendes far havde været embedsmandunder zardømmet, men efter revolutionen i 1917, hvor Lily var fem,emigrerede familien til Paris. Hendes farfar, sagde hun stolt, havdeværet den sidste kejserlige russiske ambassadør i Serbien. Hendesonkel, general Jevgenij Miller, havde været øverstkommanderende forden russiske 5. Armé under Første Verdenskrig, men han forsvandt i1937 og blev henrettet i Moskva to år senere. Hendes far var i dag au-tomobilsælger, og moderen arbejdede som kjolesyerske. Hun betrag-tede sig selv som franskmand. Hun ville spionere for tyskerne.

Kliemann fandt Lily interessant. Hun var meget levende og intelligent,og frem for alt lod hun til at være interesseret i Kliemann. Han invite-rede hende på middag på Restaurant Cascade i nærheden af Bois deBoulogne, hvor Yvonne, hans “sekretær”, ville støde til dem. Den ungekvinde insisterede på at tage sin hund med, en lille, hvid hanhund afpuddel-terrier-blanding ved navn Babs, som hun tydeligvis var megethengiven.

Da de havde taget plads ved bordet på restauranten, fortalte Lilysin historie. Hun var en rastløs ånd og havde foretaget flere storstilederejser tværs gennem Europa, til fods og på cykel, og én af disse rejserhavde ført hende gennem Hitler-Tyskland. Hun havde været impone-ret over nazistyrets effektivitet og havde skrevet en række positive ar-tikler til fransk presse. Hun havde ligefrem interviewet Göring, somhavde lovet at “skaffe hende et personligt interview med Hitler”.66 Det



var dog aldrig blevet til noget. I 1937 havde en tysk journalist ved navnFelix Dassel, som hun havde mødt under sine rejser, indviet hende i,at han arbejdede for det tyske efterretningsvæsen, og tilbudt hende etjob. Hun afslog tilbuddet, men da tyskerne marcherede ind i Paris,dukkede Dassel op igen. Over en middag på Maxim’s sagde hun, atbriterne “havde svigtet franskmændene på det groveste, og at hun ikkekunne udstå dem”.67 Dassel spurgte hende igen, om hun ville være villigtil at arbejde for tyskerne, og denne gang sagde hun ja. Det var Dassel,der havde anbefalet Kliemann at arrangere dette møde.

Yvonne sad og gabte under denne sidste del af Lilys historie, menKliemann var nysgerrig. Hun virkede oprigtig og meget entusiastisk,om end en smule nervøs. “Det ville formentlig være ret let for mig atkomme til Portugal og derfra videre til Australien eller England,” sagde

Lily Sergejev

TH

EN

ATIO

NAL

ARC

HIV

ES


hun. “Jeg har familie i alle de lande, og det vil ikke komme bag pånogen, hvis jeg ønskede at komme ud af Frankrig.”68

Kliemann overvejede sagen. “Jeg er interesseret i dit projekt,”sagde han efter et stykke tid. “Jeg tror, vi sender dig til Portugal. Jeghar dog svært ved at forestille mig, at du vil få lov at komme ind i Eng-land.”69

Pludselig greb Kliemann hende om håndleddet og stirrede hendelige i øjnene med, hvad han tydeligvis selv troede var et borende spion-blik: “Sig mig, hvorfor du ønsker at arbejde for os?”

En længerevarende pinlig tavshed fulgte. Da hun endelig gav hamet svar, var det ikke, hvad man ville have forventet.

“De er jo en intelligent mand, major Kliemann. Mit svar villeumuligt kunne være noget værd for Dem. Jeg kunne sige, at det var pågrund af mine overbevisninger, at det var en principsag, eller at detskyldtes min store kærlighed til Tyskland eller mit had til briterne.Men hvis De var min fjende, og jeg i virkeligheden var her for at ud-spionere Dem, for at forråde Dem, tror De så virkelig, at mit svar villehave været meget anderledes? Synes De ikke, det er bedre, jeg slet ikkebesvarer Deres spørgsmål?”

Han smilede og svarede, at “hun selvfølgelig havde ret”.Kliemann satte Lily og hendes lille hund af ved forældrenes lej-

lighed i nærheden af Place du Trocadéro. “Jeg kontakter Dem indenså længe,”70 sagde majoren. Men som sædvanlig gjorde han ingenting.

Lily skrev i sin dagbog: “Babs løfter sin lodne, lille trøffel-tud ogser spørgende op på mig.”71 (Dagbogen er næsten udelukkende skreveti nutid, og store dele af den er viet til hunden). “Jeg tager Babs på skø-det i sofaen inde i stuen og hvisker i hans lyserøde øre: Det er et herligtspil, et storslået spil, men ved du hvad, hvis vi taber, er vi dødsens ...jeg er i hvert fald.”72 Imidlertid var det Babs, der blev spillets førstedødsoffer.


Dobbeltspil – spionerne bag D-dagOversat fra engelsk efter: Double Cross – the True Story of the D-Day Spies

Copyright © 2012 Ben Macintyre og BloomsburyDanske rettigheder forhandlet gennem: Ed Victor

Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/SOversat af Morten VisbyRedaktion: Anja Hitz

Grafisk tilrettelæggelse og sats: Kirsten Sonne/baghusKort: John Gilkes

Forfatterfoto: Jonathan RingOmslagsdesign: David Mann

Omslagsfoto: (øverst) TNA /Getty Images /Privat samling; (nederst) AlamyDansk bearbejdning: Remote Grafik/Lars Ole Nielsen

Trykt hos: ScandBookISBN: 978-87-11-38482-41. udgave/1. oplag 2013

Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale medCopy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dkLindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


40,5 155 mm155 mm 89 mm89 mm 11

231

mm

11

SPIONERNE BAG D-DAG

L I N D H A R D T O G R I N G H O F

DOBBELTSPIL

B E N M A C I N T Y R E

BE

N M

AC

INT

YR

E

HHHHH ”Gribende fortælling” Antony Beevor ”Macintyre er en historiefortæller af højeste karat”

Sunday Telegraph

DOBBELTSPIL

”D-dag fremstår i dag som en monumental og – set i bagklogskabens klare lys – historisk uundgåelig sejr. Det kunne man imidlertid ikke tage for givet dengang. Amfibieangreb hører til blandt de vanskeligste krigsoperationer overhovedet. Hele vejen ned langs den franske kyst havde tyskerne anlagt et over otte kilometer dybt “dødsbælte”, en drabelig forhindringsbane bestående af pigtråd, betonkonstruktioner og seks millioner landminer. Bagved lå tunge kanonstillinger, maskingeværsreder og bunkers. Som chefen for det britiske imperiums generalstab, feltmarskal sir Alan Brooke, bemærkede i et dystert dagbogsnotat kort før D-dag: “Dette vil sagtens kunne gå hen og blive den værste katastrofe under hele krigen …”

” I sommeren 1943 lagde en dannet og elskværdig efterretningsofficer, pibe-rygende og klædt i skotskternede bukser, sidste hånd på et hemmeligt våben, han havde arbejdet på i over tre år. Dette våben – med enestående spræng-kraft og ubegrænset rækkevidde – var helt ander ledes end noget andet tidligere eller senere våben. Det var omgærdet af så stort hemmelighedskræmmeri, at selv opfinderne af dette våben, i hvert fald en overgang, var uvidende om at være i besiddelse af det og usikre på dets anvendelse. Det var ikke et våben, der dræbte eller lemlæstede. Det var ikke baseret på videnskab, ingeniørkunst eller fysiske kræfter. Det lagde ikke hele byer i grus, det sænkede ikke ubåde, og det kunne ikke gennemtrænge de tyske kampvognes panser. Det gjorde noget langt mere subtilt. I stedet for at dræbe fjenden kunne det manipulere med hans tanker …

Ben Macintyre (f. 1963) er engelsk forfatter, historiker og klummeskribent ved The Times. Han har skrevet en lang række bestsellere om spionage og

kontraspionage under Anden Verdenskrig.

D-Dag var vendepunktet under Anden Verdenskrig. Med landgangen i Normandiet bed de allierede tropper

sig fast i det europæiske fastland. Det blev begyndelsen til enden på Det Tredje Rige.

Men sejren blev ikke vundet med kanoner alene. I ugerne op til invasionen startede de Allierede en vildledningskampagne, der skulle føre tyskernes

opmærksomhed væk fra Normandiet.

Dobbeltspil er fortællingen om de fem agenter, der med fantasi og mod, forræderi og grådighed førte Hitler bag

lyset og Europa mod friheden.

Dobbeltspil smuds.indd 1 15/07/13 13.05

Documents

Dobbeltspil læseprøve