Upload
erfagruppe
View
938
Download
2
Embed Size (px)
DESCRIPTION
Citation preview
Musik.mag maj‐juni 2010
Fokus på SPOT Festival
SPOT Festival Den er blevet en institution indenfor dansk musik og en stærk medspiller på det internationale musikmarked. Vi taler om SPOT Festivalen, springbrættet ud til det store udland for håbefulde nordiske musikere. Indhold 2 ‐ Leder Vi sætter spot på den gode musik og løfter sløret for nogle af festivalens interessante navne
8 ‐ Akustisk blues‐superduo Anbefaling af de to inkarnerede bluesmen Nande og Lothars albumudspil, Two for the road
3 ‐ Sød musik opstår mellem rockband og symfoniorkester Album‐aktuelle Efterklang og RadioUnderholdningsOrkestret i skævt partnerskab
9 ‐ 5 spørgsmål til 5 favoritter Vi har igen i år spurgt fem SPOT‐bands om deres forventninger til festivalen
7 ‐ Folkemusikken og tidsånden på SPOT Mange nye bands gør en dyd ud af at nyfortolke folke‐musikken
19 ‐ Redaktionens anbefalinger Musikbibliotek.dk‐redaktionens anbefalinger af årets SPOT‐bands
Musikbibliotek.dk‐redaktionen: Ingrid Rothgardt Andersen, Jens Laigaard, Gitte Lose, Niels Mark Petersen, Jakob Wandam og Camilla Thomsen. Ansvarshavende redaktør: Amalie Ørum Hansen. Forsidefoto: Haags Uitburo/Flickr.
1
2
Leder: Spot på den gode musik SPOT Festivalen behøver ikke længere den store introduktion – den er med årene gået hen og blevet en institution i den musikalske kalender. Mange musikere har fået hul igennem til det store udland på SPOT, og mange af de store udenlandske spillere har også fået øje på festi‐valens potentiale. I år er der mange navne på plakaten, der læner sig op ad en folk‐rock‐tradition, der rækker man‐ge år tilbage i tiden, men samtidig også peger fremad mod en ny lyd og et nyt potentiale. Den nordiske musikscene har det bedre end nogensinde før, og det kan også ses på festivalens
program. Kombineret med mange spændende foredrag og paneldebatter, bliver det helt sikkert en mindeværdig festival, hvor endnu flere mu‐sikere kan se frem til nye bekendtskaber, bookinger og måske en ny pladekontrakt. Som en forsmag på festivalen har vi samlet en række anbefalinger af vores egne SPOT‐favorit‐ter. God læsning og god festival. På redaktionens vegne, Camilla Thomsen, red. Musik.mag
Sød musik opstår mellem rockband og symfoniorkester af Thomas Damholt Jensen, NæstvedBibliotekerne Vi sætter det skæve musikalske samarbejde mel‐lem bandet Efterklang og RadioUnderholdnings‐Orkestret under lup. Den 26. september 2008 opførte Efterklang al‐bummet Parades to gange sammen med det 42 mand store klassiske orkester DR RadioUnder‐holdningsOrkestret i Studie 2 i det endnu ufær‐dige koncerthus i DR Byen. Anmeldelserne af kon‐certerne var forrygende. I Soundvenue skrev Peter Bølling‐Ladegaard bl.a.: ”... i samspil med UnderholdningsOrkestret frembragte Efterklang en underskøn blanding af klassisk musik og støjrock.” Vi satte os for at finde ud af, hvordan henholdsvis Efterklang og DR RadioUnderholdningsOrkestret (RUO) havde oplevet koncerterne og ikke mindst: Hvad havde de hver for sig fået ud af det skæve samarbejde? Karl Bjerre‐Skibsted, der er producent, projektleder for DR RadioUnderholdnings‐Orkes‐tret og idémand bag koncerterne, og Rasmus Stolberg, guitarist, bas‐sist, manager m.m. i Efterklang, var så venlige at fortælle os om det. 50 mennesker uden dirigent En af Karl Bjerre‐Skibsteds mange opgaver som projektleder for RUO er at involvere orkestret i kunstnerisk udfordrende samarbejder med bl.a. samtidens rytmiske musikere. Dette opdrag resul‐terede fx i, at RUO i 2007 sammen med Under Byens spillede fem Under Byen‐sange live under arrangementet ”Radiohuset Rocker”. Idéen om et samarbejde med Efterklang var hans og skyldtes, at han havde hørt Parades og syntes,
at det var et oplagt album for RUO at kaste sig over at fremføre. Planen var at fremføre Parades fra start til slut og give fornemmelsen af, at Efterklang sådan set bare var blevet forstørret som band. Efterklangs musik passer godt til RUO: ”Efterklangs musik er en symfonisk, organisk størrelse, hvor der er plads til det helt store episke udtræk, store dramatiske klange, men også sådan helt små, kammermusikalske besæt‐ninger som spiller meget intimt.” Og han oplevede noget, han aldrig havde set før. Nemlig at et orkester uden dirigent spillede sam‐men med et rockband, hvor der tilsyneladende ikke var nogen, der bestemte hvem, der spillede hvad, hvornår, men at det var et stort kollektiv på 50 mennesker, der spillede sammen.
Præcis 4½ time i ”øveren” Prøverne foregik fra mandag til fredag, hvor kon‐certerne fandt sted, og i starten af prøverne ind‐studerede dirigent Morten Ryler med musikerne, men han fjernede sig langsomt mere og mere, og til sidst spillede musikerne selv. De klassiske musikere har jo normalt en dirigent, og er ikke så vant til at tage det kunstneriske ansvar.
3
4
”Det var derfor vigtigt, at de blev involveret tidligt i processen. Ikke mindst også for Efterklangs skyld. De har jo ikke arbejdet med et klassisk orkester før, og det er jo lidt af en størrelse at komme ind i, hvor man fx kun har præcis 4½ time at prøve i hver dag, og man skal holde pause efter præcis 1½ time. De kommer jo ind til et fuld‐stændig trimmet apparat, som bare fungerer, så hvis de kan deres ting, og det kan de, så smelter det hele sammen før eller siden,” fortæller Karl Bjerre‐Skibsted. ”Særligt kan det være svært for et rockband kun at øve præcis 4½ time om dagen, som RUO typisk kun gør, fordi det er så anstrengende, at være så meget på lige på de rigtige tidspunkter af hensyn til de andre musikere og helheden. Men det er også svært, i hvert fald i starten, at høre sig selv i sådan et stort orkester.” Årets højdepunkt eller drøm om pension? Ifølge Rasmus Stolberg var Efterklang beærede over tilbuddet fra RUO og indvilligede med det samme. Han var selv for et års tid siden gået i gang med at planlægge en live‐opførelse af albummet med et klassisk orkester, man havde
pga. økonomi osv. skrinlagt idéen igen, så henvendelsen fra RUO var helt fantastisk, og det var en drengedrøm som rockband at få lov til at spille med et stort klassisk orkester. Efterklang var meget lettede efter koncerterne og har også med tilfredshed hørt optagelserne af koncerterne. Efter‐klang er v nt il at øve længere tid end den lille uge RUO og Efter‐klang brugte, så de kunne godt have brugt i hvert fald en øvedag
mere. Rasmus Stolberg oplevede i det hele taget en stor effektivitet og disciplin hos det klassiske orkester, og det var en stor fordel arbejdsmæs‐sigt, men:
a t
”De klassiske musikere er meget håndværker‐agtige: De følger deres systemer, og bruger deres tid meget fornuftigt, men man kan som rytmisk musiker nogle gange blive i tvivl, om de i egentlig gerne vil det dér – om de har det sjovt. Så det tog lidt tid at indse, at orkestret sådan set var glade for projektet. Dog skal man ikke tage fejl af, at mens nogle syntes, det var årets højdepunkt, sid‐der andre i orkestret bare og ser frem til, at de skal spille Mozart eller på pension.” Efterklang var dog ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at det var et holdbart projekt. Med spidse hatte og ansigtsmaling Scenografien til koncerterne stod Efterklangs ”huskunstnere” Hvass&Hannibal for, og til kon‐certerne i DR Byen var de klassiske musikere iført små spidse hatte, sort tøj og diskret ansigts‐maling, der fx kunne forestille rituelle tegn. På
5
scenen stod nogle store grottelignende trekanter, og snore samlet i kugler hang ned fra loftet. ”Efterklangerne” var iført spraglede veste og be‐vægede sig nærmest myldrende rundt og indtog forskellige roller. Karl Bjerre‐Skibsted beskriver det således: ”Det var abstraktionen af, at man var i en grotte eller på en øde ø, og de her musikere var strandet der af uforklarlige årsager, og at de på en eller anden måde tilhørte den samme flok, der lavede en rituel handling – spillede den her musik. Det giver meget, når man føler, der er tænkt over et koncept, som både musikalsk og visuelt hænger sammen. Så tror jeg også, at man instinktivt kan gå endnu mere ind i den følelse, opnå større forståelse og nyde den endnu mere.” Hvass&Hannibal præsenterede i løbet af den lille uge de forskellige idéer for de klassiske musikere, der jo ikke normalt klæder sig ud og ”spiller roller.” Der var en vis spænding hos Efterklang, om de enkelte musikere i RUO ville gå med på idéerne. Det endte dog lykkeligvis med, at alle havde hatte på, og de fleste også var malet, og det var for Rasmus Stolberg et tydeligt tegn på, at de havde accepteret Efterklang, og at de syntes
det var et sjovt projekt. Han oplevede under koncerterne en høj grad af samhørighed med det store orkester, og efter koncerterne den gode, ekstatiske stemning, der opstår efter en vel‐overstået koncert. Kulmination Har Efterklang fået noget ud af drengedrømmen, som de kan bruge fremover? Efterklang er auto‐didakte musikere og arbejder, ifølge Rasmus Stolberg, efter ”trial by error”‐metoden. De star‐ter med en grundmelodi og prøver sig så frem med forskellige instrumenter, stemmer osv., indtil der er en færdig sang. Derfor lærte de meget om, hvordan man skriver til klassiske musi‐kere, og hvad man bruger de enkelte instru‐menter og sektioner i et stort orkester til. De er måske blevet mere disciplinerede og har i hvert fald lært noget om at være forberedt før et samarbejde med andre musikere. Komponisten Karsten Fundal lavede arrangementerne for de uskolede musikere i Efterklang, der fx oplevede at få gode idéer, som simpelthen kom for sent, da noderne allerede var udskrevet og lå i musikernes dueslag. Nu kunne man så godt tro, at Efterklangs
næste album bliver et stort, klassisk værk, men sådan bliver det ifølge Rasmus Stolberg nok ikke: ”Parades‐koncerterne var en kulmination på noget, vi har stræbt efter de sidste ca. 4 år, altså at lave den store symfoniske musik, og nu føler vi, at vi har prøvet alt med det, så nu vil vi søge den anden vej...”
RUOs to spor Ifølge Karl Bjerre‐Skibsted er det ikke svært for orkestret at lægge sig henover traditionelle pop‐ og rocksange, men det er sværere at lave noget, hvor man bagefter siger, den her musik kunne ikke have været dér, hvis orkestret ikke var med. Det kræver nogle gode, spændende komponister eller bands. Han vil dog ikke gå så langt som til at sige, at det ene af orkestrets musikalske spor bare er et musikalsk uinteressant, kommercielt spor, mens det andet er det musikalsk udviklende og interessante. Det er mere nuanceret end som så: ”Når vi laver juleshows og bootleg beatles og Matador og Ledreborg, så er det nogle store, brede folkelige begivenheder, hvor der ikke er nogen tvivl om, at det musikalske udtryk er orkes‐trets sammen med en stjerne, som orkestret ”ligger sig omkring”. Man bliver inviteret ind af et orkester, og det er lyden af orkestret, der kom‐mer ud i de små hjem. Men det er rigtigt nok, at den eksperimenterende del, som koncerter med Efterklang, der stiller vi nok større krav til orkestrets medvirken, og hvad de skal kunne. Men det er stadig to sider af samme mønt, for vi er her for at få nogle unikke musikalske ople‐velser ud til danskerne, som de ikke kan få andre steder. Men der er tale om to musikalske mis‐sioner. Den ene handler om at få et eksperi‐menterende rock/elektronisk udtryk til at smelte sammen eller blive fortolket i en orkestral ver‐den. Det andet er mere: du har en god sang og en dygtig sanger og så laver du nogle arrangemen‐ter, som understøtter det.” At lyde som et rockband Hvilke eksperimenter har Karl Bjerre‐Skibsted så planer om at kaste RUO ud i fremover? ”En ambition kunne være at komme til at lyde som et rockband på et tidspunkt. Det kunne være sjovt at arbejde med orkestrets lyd, så man begynder at arbejde med pedaler på scenen med distortet udtryk med store skæve rumklange og
filtre, der kører frem og tilbage på instrumen‐terne. For at se hvad der sker, hvis man får sådan en organisk, dynamisk størrelse som et orkester til at spille med effekter, som normalt bare er rockmusikkens. Det kan ske, at det vil lyde mær‐keligt, men jeg har en fornemmelse af, at det med de rigtige komponister kunne lyde rigtigt fedt. Trentemøllers musik kunne man sagtens udsætte for orkester, hvis man havde de rigtige effekter at spille med på.” Men det er for Skibsted afgørende, at RUO skal kunne tilføre noget, der ikke bare i stedet kunne være lavet elektronisk. Glæd jer! Karl Bjerre‐Skibsted og DR RadioUnderholdnings‐Orkestret har lagt følere ud til fremtidige sam‐arbejder med forskellige rytmiske musikere, men der er ikke noget konkret endnu, som han kan eller vil løfte sløret for. Men der er vist ingen tvivl om, at vi godt kan glæde os – sikkert også til at høre Efterklangs nye udtryk. Performing Parades blev udgivet på DVD i 2009, og kan lånes på dit lokale bibliotek. www.efterklang.net www.myspace.com/efterklang www.dr.dk/ruo Alle fotos: Agnete Schlichtkrull (DR) Artiklen er oprindelig trykt i Musik.mag med fokus på skæve partnerskaber, vinter 2008/2009.
6
Folkemusikken og tidsånden på SPOT Af Martin Blom Hansen, RootsZone.dk Folk og roots gør sig stærkt gældende på årets SPOT Festival, hvor nye bands gør en dyd ud af at nyfortolke folkemusikken. Så har man set det med. Traditionelle bluesmen på SPOT Festivalen. Når de to ferme bluesfor‐tolkere og traditionalister Tim Lothar og Peter Nande er med i programmet blandt hundrede so‐lister og bands, er det naturligvis ikke udtryk for, at SPOT Festivalen har sagt farvel til al moderne isenkram på scenerne og som en fortabt søn er vendt hjem for at besynge den akustiske blues som den sande og eneste tro. Men folke‐ og rootsmusikken fylder faktisk gan‐ske pænt i årets program. SPOT Festivalen har blandt 900 ansøgere oplevet en markant stigning i solister og bands, der på den ene eller anden måde trækker på traditionen. Antallet af electronica‐bands er faldet, og SPOT gør en del ud af at beskrive, hvordan tidsånden og søgningen mod nye udtryksmuligheder afspej‐ler sig på årets festival. Genfødsel af folk Engelske Tim Hole, der er direktør for Audio Au‐thority Management og sidder i SPOT Festivalens lytteudvalg, taler ligefrem om en genfødsel af folk‐musikken. ”Genkomsten af folk‐musikken er et fantastisk modspil til al den ’stil‐over‐substans’ musik, vi har oplevet den seneste tid. Det er et gensyn med godt musikerhåndværk og god sangskrivning, hvilket ikke er en dårlig ting,” siger Tim Hole i en artikel på spotfestival.dk Nye retninger for gammel genre Mange vil sikkert nikke genkendende til navne som Habadekuk, Hal & Nikolaj, Dánjal og Tobias
Stenkjær. Og givetvis også til Catbird, med Billie Koppel og Frank Lundstrøm, den svenske folkduo First Aid Kit, der består af søstrene Johanna og Klara Söderberg, og den norske sangskriver Pål Moddi Knutsen. Det danske band The Rumour Said Fire har på rekordtid vundet hjerter og publikum især med hittet ”The Balcony”. De modtog tidligere i år P3's Talentpris og har formået at ryge til tops med en blanding af 60'er‐poplyd a la Simon & Garfunkel, et enkelt og akustisk præget lydbillede og stærk påvirkning af den newfolk‐bølge, der i flere år har været i gang i Storbritannien med navne som Laura Marling, Johnny Flynn og Noah and The Whale i front. Andre danske navne med tydelig inspiration fra roots‐genrene er country‐fortolkerne Cody og de Byrds‐ og Fleet Foxes‐inspirede Let Me Play Your Guitar. Også Esther Marie & The Song Horse er et inte‐ressant bekendtskab med countryinspirationen inden for rækkevidde. Simona Abdallah har palæstinensiske rødder og hører til i den mere klassiske verdensmusikafde‐ling. Hun er en af de få kvinder, der spiller det arabiske percussioninstrument darbuka. Balkanbølgen bliver også tilgodeset, nemlig med Bjonko & Copenhagen ChalGija. Sangskrivere på lejr Ligesom de foregående fem år kører projektet ”Nordic CoWriters”. I år er det med 12 sang‐skrivere fra Skandinavien og USA. I fire dage op til SPOT arbejder hele holdet med sangskrivning på Engelsholm Højskole, og i år bliver en stribe so‐lide sangskrivere fra Austin, Texas, fløjet ind for at arbejde med de nordiske kolleger. Det drejer sig ikke mindst om Troy Campbell, leder af sang‐skriverprojektet House of Songs i Austin, hvor en lang række danske sangskrivere siden efteråret 2009 har været på intensiv co‐writing ophold.
7
Akustisk blues‐superduo Af Peter Widmer, Musikbibliotek.dk Både mundharpespilleren, sangeren og sangskri‐veren Peter Nande og guitaristen, sangeren, trommeslageren og komponisten Tim Lothar er veletablerede navne på den danske blues‐scene. Både Tim Lothar og Peter Nande har fået Copen‐hagen Blues Festival‐prisen ”Årets Danske Blues Navn.” Peter Nande i 2007 og Tim Lothar i 2008, og nu har de to garvede blues‐folk, slået pjalterne sammen i projektet Tim Lothar & Peter Nande. De to herrer er ude med et akustisk country‐blues fællesudspil, Two for the road, der er forbilledligt produceret af den amerikanske mundharpe‐legende James Harman. Lyden er lys, varm, klar og en fornøjelse at få i øregangene. Cd’en består af tolv numre, hvoraf de syv er skrevet af Tim Lothar og Peter Nande, to er skrevet af samme herrer samt James Harman. Desuden høres en fornem version af Tampa Reds ”Can’t Get That Stuff No More,” hvor både Lothar og Nande oplader deres stemmer, en potent udgave af Al Simmons‐nummeret ”Ain’t Too Old”
og en næsten lyrisk udgave af den traditionelle ”Poor Boy.” Tim Lothar, alias Lonesome Tim, høres på vokal, guitar, fodstamp, trommer og percussion, mens Peter Nande, alias Big Boy Pete, synger, spiller mundharpe, vaskebalje‐bas og også stamper fyn‐digt i gulvet fra tid til anden. James Harman bidrager med vokal på tre skæringer. Peter Nande Band‐guitaristen Ronni Busack Boysen medvirker på den ”Not Fade Away”‐agtige ”Done Left You.” Desuden høres bassisten Magnus Lanshammar på nummeret ”Confessions.” Samme nummer er i øvrigt en ombearbejdning af Peter Nande‐skæ‐ringen ”Confessions of a Workaholic,” der oprin‐deligt så dagens lys på Peter Nande Band‐album‐met Big Boy Boogie – California sessions Vol. I. Peter Nande synger ”Rough Ride” solo, sparker fine mundharpetoner ind og akkompagneres med fint percussion‐arbejde af Tim Lothar, mens sidstnævntes fine vokal blandt andet er i centrum i ”Slow Train,” og James Harmans garvede røst er i fokus i ”You Got to Choose.”
Alt vokalarbejde er upåklageligt, og det samme gælder de ofte finurlige instrumen‐tale udladninger, om det så er Tim Lothars forrygende guitarspil, Peter Nandes kom‐petente mundharpe‐arbejde, eller percus‐sion‐udladningerne. Alt sidder lige i skabet, og hele albummet emmer af autenticitet. Der er ikke én eneste skæring, man ikke har lyst til at høre igen og igen. Two for the Road er et forrygende fornemt udspil fra Danmarks fremmeste akustiske blues‐superduo. www.myspace.com/lotharnande
8
5 spørgsmål til 5 favoritter Af Camilla Thomsen, red. Musikbibliotek.dk For andet år i træk stiller Musikbibliotek.dk ”5 spørgsmål til 5 favoritter.” De fem SPOT‐aktuelle bands får stillet de samme fem gode spørgsmål om deres forhold til SPOT Festivalen, og hvordan man som musiker egentlig forholder sig til denne omskiftelige branche. Læs på de følgende sider de meget forskellige svar fra de meget forskellige bands, og bliv klogere på, hvad der bliver forven‐tet af denne unikke festival set fra musikernes synspunkt. De fem bands er:
Let Me Play Your Guitar
Murder
Plök
Wrong Side of Vegas
Chimes & Bells
9
5 spørgsmål til 5 favoritter: Let Me Play Your Guitar Let Me Play Your Guitar er med til at sparke liv i den spirende newfolk‐bølge der skyller ind over landet. Tankerne ledes hen på Fleet Foxes med de melankolske melodier og fine vokalharmonier, men LMPYG er helt deres egne. De leverer dansk folk‐pop af allerbedste skuffe anno 2010. Hvad betyder det for jer at få lov til at optræde på SPOT Festival? SPOT er en unik chance for at blive hørt og set af et hav af såvel danske som internationale bran‐chefolk, så det betyder selvfølgelig utroligt me‐get. Det at SPOT er en festival, gør det muligt at følge op på det publikum, man har spillet for. Udover det brancherelaterede er det selvfølgelig fantastisk at kunne præsentere sin musik for et bredt dansk publikum. Hvad synes I gør dansk musik unik på den inter‐nationale musikscene? Det er svært at sige, om den danske musik er mere unik end så meget andet, men det at et lille land kan producere så meget god musik og tilmed få det ud over grænsen er vel unikt. Personligt ser vi det som positivt, at den danske undergrund i
højere grad kommer ud over grænserne og at der i kraft af mange små labels etc. bliver sat fokus på den mere alternative scene. I forhold til for få år siden er det blevet nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede pladeselskaber og pressen via bru‐gerfællesskaber på internettet som fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger I disse muligheder? Det er klart, at det er meget nemmere at få sin musik ud til flere lyttere. Det er let at kommuni‐kere og promovere sig selv over Facebook, My‐Space osv. Vi bruger dem flittigt til at kommu‐nikere med vores lyttere/fans fx via vores fanside på Facebook. En side som bandcamp.com bruger vi også til at kunne sælge vores musik. Hvad er målet med jeres musikalske karriere? Målet er at blive Danmarks fedeste alternative folkband :) At blive ved med at skrive god musik og få en masse fede oplevelser. Nævn 3 album som har haft betydning for jeres karriere. Grizzly Bear: Yellow House Fleet Foxes: Fleet Foxes The Clientele: Suburban Light
www.myspace.com/ letmeplayyourguitar
10
5 spørgsmål til 5 favoritter: Murder
Jacob Bellens optræder hele to gange på årets SPOT Festival – både med sit artrock‐band I Got You On Tape og det mere folkede projekt, Murder. Sidstnævnte udspringer af singer/song‐writer‐traditionen og med Bellens’ sprøde stem‐me er de et vidunderligt bekendtskab. Hvad betyder det for dig at få lov til at optræde på SPOT Festival? Jeg har efterhånden spillet på SPOT festivalen en del gange, og jeg ser altid frem til at vende til‐bage. For mig er det blandt andet en chance for at få snakket med de kollegaer, man nu støder ind i derovre, og derudover selvfølgelig at høre nogle koncerter, man ellers ikke ville få hørt. Det er efter min mening en af de bedste såkaldte ”branchefestivaler” i Europa, alene pga. af stem‐ningen blandt publikum i forhold til lignende arrangementer andre steder i verden. På den må‐de minder det faktisk mere om en ”almindelig'”
festival, da man ofte som artist har fornemmel‐sen af, at folk er kommet for at høre musikken, og at det ikke kun er branchefolk, der befinder sig blandt de tilhørende. Hvad synes du gør dansk musik unik på den internationale musikscene? Vi har efterhånden rigtig mange virkelig gode acts herhjemme, og jeg synes både mainstream‐scenen og undergrunden herhjemme har meget at være stolte af. Om vi er unikke som en samlet masse, vil jeg mene er mere tvivlsomt. Der er en masse ting, der stikker ud, men jeg tror ikke nødvendigvis, der er en decideret samlet dansk lyd. Hvis der er, har jeg i al fald ikke fået ørerne op for den endnu. I forhold til for få år siden er det blevet nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede pladeselskaber og pressen via bru‐gerfællesskaber på internettet som fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger du disse mulighed‐er? Det er egentligt ikke noget jeg tænker så sindssvagt meget over,. Vi har MySpace‐profiler både med Murder og IGYOT (I Got You On Tape, Jacob Bellens’ andet projekt, red.) og bruger generelt internettet til en masse forskellige ting med begge bands, men jeg er nu ikke nød‐vendigvis sikker på, at det gør tingene nemmere for os som musikere at nå ud til vores publikum. Efter min mening vil det altid i sidste ende handle om, hvorvidt det man præsterer i studiet og til koncerter er noget folk kan bruge til noget eller ej. Der er masser af eksempler på bands, der er mere aktive på PR‐siden, end der egentlig er belæg for i kvaliteten af deres musik, og omvendt ligeså mange bands, der ikke ofrer særskilt mange kræfter på at nå ud over øvelokalet, men alligevel bliver hørt på grund af, at det de laver er godt. Jeg tror nok i sidste ende på, at så længe musikken er god, vil den altid finde sit publikum.
11
Hvad er målet med din musikalske karriere? Det har for mig altid drejet sig mest om forhå‐bentligt, at kunne kigge tilbage på et godt liv og et samlet værk, jeg kan være stolt af at efterlade mig, når jeg bliver gammel. At føle at jeg har fået sagt det jeg ville sige, samtidigt med at jeg har haft det sjovt i processen og lavet noget jeg kun‐ne stå inde for. Dybest set er målet vel, kortsigtet såvel som langsigtet, at lave god musik jeg føler har noget på hjerte. ”Man er kun så god som sit sidste album,” er der vist engang en vis musiker, der har sagt. Målet er kort fortalt, at jeg skal kunne leve op til mine egne standarder. Nævn 3 album som har haft betydning for din karriere. Elvis Presley: Gold Records Volume 1 (1957) De La Soul: De La Soul Is Dead (1991) The Flaming Lips: The Soft Bulletin (1998) http://www.myspace.com/murderdk
12
5 spørgsmål til 5 favoritter: Plök
De fynske mathrockere albumdebuterede tid‐ligere i år med den kryptisk betitlede Sing Us YR Guillotine Gospel. Med en forkærlighed for asym‐metriske beats og stærk synth er de absolut et navn, der skal opleves. Mikkel A. Hansen, Peter Jørgensen, Troels Schmidt Thinesen og Andreas Lenander Ægidius svarede på spørgsmålene. Hvad betyder det for jer at få lov til at optræde på SPOT Festival? Brancheeksponering, networking og good times! Det er en fest med rare mennesker, kolleger og nysgerrige branchefolk på samme tid. Hvad synes I gør dansk musik unik på den inter‐nationale musikscene? Vi synes ikke, der er noget, der får dansk musik til at fremstå unikt, men det skiller sig ud fra mæng‐den ved at være dansk. Danske kunstnere på den internationale scene udmærker sig ved at være fokuserede, disciplinerede og markedsbevidste. Danske bands ved, at det internationale marked er det afgørende. Alt sammen positivt ment.
I forhold til for få år siden er det blevet nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede pladeselskaber og pressen via bru‐gerfællesskaber på internettet som fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger I disse muligheder? Vi har sat fulde sejl på den digitale selvlancerende front. Vi bruger sociale medier og digitale distri‐butører, så vi og vores materiale er nemt tilgæn‐geligt online, udenom for mange mellemled. Hvad er målet med jeres musikalske karriere? Målet for vores musikalske karriere er at kunne leve af en konstant udforskning og udfordring af musikken. Nævn 3 album som har haft betydning for jeres karriere. Smashing Pumpkins: Mellon Collie and the Infinite Sadness The Mars Volta: De‐loused in the Comatorium Battles: Mirrored http://www.myspace.com/plk
13
5 spørgsmål til 5 favoritter: Wrong Side of Vegas Wrong Side of Vegas er old‐school rock’n’roll med blæs i skørterne og det dér je nais sais quoi, der gør et guitar‐bas‐og‐trommer‐band til noget spe‐cielt. I dem lever 70’ernes psych‐rock videre i bed‐ste velgående. Hvad betyder det for jer at få lov til at optræde på SPOT Festival? Det betyder uendelig meget for os at optræde på SPOT Festival. Det er noget, vi har drømt om, siden vi skrev de første par sange og vidste, at vi skulle ud og spille live. SPOT er jo den eneste reelle branchefestival i Danmark, og der kommer en masse vigtige mennesker, som det ellers kan være svært at lokke ud på spillestederne. Så det betyder meget at man kan ramme dem på deres egen hjemmebane. SPOT bliver hypet i en sådan grad, at det næsten bliver uopnåeligt. Vi har efterhånden søgt nogle gange, og det er fedt, at SPOT endelig ”tager chancen.” Hvad synes I gør dansk musik unik på den inter‐nationale musikscene? Dansk musik har en meget høj standard, og det tror jeg folk kan mærke og høre, når danske bands bevæger sig ud over grænserne. I og med at Danmark er et lille land med mange bands, lærer man, eller det har vi i hvert fald lært, at man giver sig 100 pct. hver gang.
I forhold til for få år siden er det blevet nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede pladeselskaber og pressen via bru‐gerfællesskaber på internettet som fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger I disse muligheder? Vi er i bandet meget aktive på bl.a. Facebook og Myspace, og bruger platformen til at kommu‐nikere direkte med vores fans. Det er fedt, at afstanden fra band til publikum bliver kortere og kortere. Samtidig er det en kæmpe udfordring i den forstand, at der er så mange om buddet, og det er så nemt at få sin musik ud til en masse mennesker. Så man er tvunget til at tænke inno‐vativt og kreativt for at skille sig ud fra mængden.
14
Hvad er målet med jeres musikalske karriere? Vores umiddelbare mål i bandet er at indspille et album over sommeren, og derefter skal vi turnere bl.a. i Tyskland. Så man kan sige, at målet er en masse fede oplevelser. Nævn 3 album som har haft betydning for jeres karriere. Nedenstående 3 albums er afgørende for WSOV. Både hvordan vi skriver, spiller og tænker musik. Led Zeppelin: Led Zeppelin IV Kæmpe klassiker som gør rock sexet! Mange af de fede riffs vi spiller er skrevet med den plade i baghovedet.
The Datsuns: The Datsuns Åbnede vores øjne for den 70’er inspirerede energiske rock. Første gang jeg hørte ”MF from hell” blev jeg bogstavelig talt blæst væk. Black Rebel Motorcycle Club: B.R.M.C. Lagde standarden for den lidt eftertænksomme og dystre rock. En voldsom dybde og en ligefrem instrumentering som kræver mod og attitude. http://www.myspace.com/wrongsideofvegas Foto: Peer Elmelund‐Præstekær
15
5 spørgsmål til 5 favoritter: Chimes & Bells Den klassisk uddannede cellist Cæcilie Trier har i efterhånden nogle år udgjort en del af kernen i den nye københavnske musikscene, og har op‐trådt i bands som Choir of Young Believers, Le Fiasko og Jong Pang. Chimes & Bells er Cæcilies eget projekt, og musikken er smuk og eftertænk‐som. Præcis som hendes svar på vores spørgsmål. Hvad betyder det for dig at få lov til at optræde på SPOT Festival? Jeg har tidligere haft rigtig gode oplevelser på SPOT, både som publikum og som optrædende. Man kan lave god lyd inde i Musikhuset, og pub‐likum virker generelt meget opmærksomme. Og så er det en hånd til vækstlaget, at SPOT betaler deres musikere tariffer – hvilket er lidt af en sjæl‐denhed – og man får opmærksomhed omkring sin musik i en eller anden grad, det kan jeg da kun bifalde! Jeg skal ikke kunne sige, om det lykkes bands at breake via SPOT, få en pladekontrakt eller blive venner med nogle vigtige tastemakers. Det er jeg ikke stødt ind i. Jeg har ikke lige den der ”branche‐stemning” omkring SPOT, men jeg ved, at min manager Christian har rigtig mange interessante møder hvert år til SPOT, så jeg tror, branchefolkene er der og har ild i en masse. Hvad synes du gør dansk musik unik på den internationale musikscene? Jeg synes, der er VIRKELIG mange gode danske bands pt. Det er som om scenen står i fuldt flor nu, og det er smukt! Musikbranchen har det ad helvede til, men musikken har det strålende! En egentlig dansk tendens blandt de bands som gør sig godt udenlandsk, ved jeg ikke om jeg kan se. Folk er generelt bare virkelig dygtige, opfind‐somme og rummelige. Min oplevelse er, at der
bliver flere og flere bands – og der er stadig mere plads til alt, hvad der er og kommer. Folk betrag‐ter ikke hinanden som konkurrenter, og det ska‐ber en positiv energi, som gør at vi faktisk løfter hinanden. Mit indtryk er desuden, at bundniveauet er ret højt i Danmark. I forhold til fx USA hvor bund‐niveauet er lavere (men toppen ligeledes er langt højere). Det siger vores amerikanske pladesel‐skab i hvert fald – det med at danske bands gene‐relt er dygtigere musikere. I forhold til for få år siden er det blevet nem‐mere at få sin musik ud til publikum uden om de etablerede pladeselskaber og pressen via bru‐gerfællesskaber på internettet som fx MySpace og Twitter. Hvordan bruger du disse mulig‐heder? Jeg bruger MySpace engang imellem til at høre nogle seje bands musik, og så måske tjekke hvad for noget musik deres venner laver – det er vel det samme alle andre gør. Eller også er det bare for vores band, der ingen‐ting sker på MySpace, det er nok alligevel lidt mere sandsynligt, hehe. Vi skriver næsten aldrig nogen opdateringer. Si‐den bruger vi bare til info om koncerter, og så kan man lytte til vores EP. Facebook, sådan en side har vi med Chimes, men her skriver vi ligeledes sjældent noget, så det må være kedeligt at være fan, men der har da været nogle rørende henvendelser fra folk, som har været begejstrede for et show eller vores EP. Twitter er stadig en lukket bog for mig. Jeg synes det lyder ret hæsligt. Faktisk er jeg måske lidt gammeltræt, hvad det angår. Jeg bliver let irriteret over alle de der dag‐ligdags opdateringer fra bands. Jeg kan ikke for‐stå, de gider skrive alle de ligegyldigheder, og endnu mindre at de tror, det er interessant for andre at høre, at de nu står i lufthavnen, er til middag i Berlin eller sidder i deres øvelokale. Hvis
16
17
man ikke har noget at sige, synes jeg venligst man skal lade være. Der er sådan en panisk stemning over at skrive de der endeløse opda‐teringer af hvinende ligegyldige beskeder – som for at bekræfte, at man stadig eksisterer. Men jeg går da ikke så‐dan og glemmer, at et band eksisterer, hvis jeg ikke har hørt noget til dem i et par uger, det må de stole på. Tværtimod, jeg kan godt lide selv at skulle finde frem til informa‐tioner om et band, jeg godt kan lide. Det må for min skyld gerne væ‐re lidt hemmeligt, og de billeder og associati‐oner jeg får ved at tæn‐ke på et band eller lytte til deres musik bliver kun mudret, hvis har bandet går med på den der stressede tendens til hele tiden at ville fortælle mig, hvordan deres dag har været og poster jæv‐ne billeder af sig selv i alverdens situationer. Man får tudet ørerne fulde af mediestrategier og vigtigheden af konstant at holde sig synlig, men jeg synes bands skal koncentrere sig om deres musik og stole på, at publikum har hukommelse og intelligens nok til at holde fast. For at vende stemningen til noget positivt igen, synes jeg, der blandt alle disse MySpace‐ og Face‐book‐opdateringer også er en cool tendens til at anbefale musik, man synes om, og det synes jeg til gengæld er rigtig spændende at høre om.
Desuden bliver man mindet om shows uger og dage og timer for‐inden det starter, og det er en stor hjælp, hvis man er glemsom. Hvad er målet med din musikalske karri‐re?
og fed og APPY i LA.
dning for in karriere.
ang med klassiker‐øg‐
‐ik live, men køber ikke så mange nye plader.
e Heal the world. En lille flig af mig vil også ger‐ne blive rig H Nævn 3 album som har haft betyd Jeg er desværre en meget langsom lytter, hvis man kan kalde det sådan, så jeg kan ikke nå at følge med i så meget – jeg er stadig i glerne.
Mange af mine venner pløjer gennem et utal af plader hver uge, både nyt og gammelt, og er meget velbevandrede i musikhistorien, og de for‐skellige scener som var og er. Jeg er desværre ik‐ke særlig hurtig, jeg hører de samme gamle pla‐der, som jeg har gjort i årevis, hører samme al‐bum igen og igen og følger ikke så godt med i, hvad der kommer ud af nyt. Jeg hører meget mus
Der er naturligvis vildt mange plader, som har betydet alt for mig i perioder. Men her er tre som jeg har lyttet til siden jeg var barn: Bob Dylan: Blood on the tracks. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte med den plade, der er så meget godt at sige. Den er meget vigtig for mig, og hvis man endnu ikke kender den eller ikke endnu har overgivet sig til Le Bob, må man se at komme i gang. Livet bliver kun bedre, når man har Bob Dylan med sig, haha. Men det er sandt! Da jeg var helt lille, var jeg helt besat af Michael Jacksons BAD‐album, som jeg fik foræret på kassettebånd af min tante og onkel. Jeg får det helt vildt over den plade stadigvæk. Det var det første album og kassettebånd jeg ejede, og jeg hørte det måske en million gange. Jeg havde også et sæt sengetøj med Michael Jackson – mascara, læder og nitter full on og i helfigur på hahaha. Det var fede tider. Jeg er stadig kæmpe fan af ham, og jeg kneb en tåre sammen med Chimes i Heathrow lufthavn, da mindehøjtideligheden blev sendt. En masse mennesker havde samlet sig om et fjernsyn, og så sad folk på rad og havde det utrolig intenst! Jeg sad ved siden af nogle flotte, store afroame‐rikanske kvinder, som havde gang i en slags klage‐sang. Det var helt vildt rørende. Det er sjovt at så kønsløs en person kan lave så sexet musik. Men sådan er det jo tit, man kan ikke få lov at læse musikken ind i komponisterne, sådan som man gerne vil. Sådan er det selvføl‐gelig i allerhøjeste grad med Bob, han er aldrig der, hvor man leder efter ham. The Doors: The Doors. Et par år efter mit Michael Jackson‐crush fik jeg nogle nye kassettebånd af mine forældre – The Kinks, Jefferson Airplane, Anne Linnet og The Doors. De er jo alle sammen for fede, det synes jeg stadig. Men jeg fremhæver The Doors, fordi jeg det sidste halve år har flippet HELT vildt over dem, det kommer med nogle års mellemrum, så synes
jeg de er et af de sejeste bands i hele verden. De spiller SÅ vildt sammen – lyder af helt utrolig meget, selvom de live kun er vokal, orgel, trom‐mer og guitar, og deres dynamiske udflugter er helt i skoven fede. Og så er jeg helt forgabt i Jim Morrison, han er den vildeste sanger og front‐figur ever dionysos style. The Doors giver én lyst til at give helt slip. Og så giver de også én lyst til at drikke sig virkelig fuld og tage alverdens stof‐fer, og hærge rundt i solen. I Choir of Young Believers ELSKER vi The Doors. Vi havde en slags religiøs vækkelse, nej det er ikke for meget sagt, hvor vi sad i tourbussen på vej mod LA og sang ”Show me the Way to the next Whisky Bar..” og så tændte vi radioen på en random kanal, og i samme øjeblik startede The Doors den samme sang. Jep, det er sandt! Jeg kan altså ikke begrænse til tre – så slutteligt må jeg nævne nogle klassiske komponister, som er vigtige for mig; Bach (cello suiterne (det er sjovt at høre mange forskellige indspilninger af suiterne)), Gorecki, Pärt, Dvorak, Villa‐Lobos & Tarrega. http://www.myspace.com/chimesandbells
18
19
Redaktionens anbefalinger
Af Niels Mark, red. Musikbibliotek.dk
Band Ane ”Electronica‐talentet Band Ane vil allerhelst bare spille på Skipperkroen i Marstal,” skrev Politiken i december måned, men desværre for hende (og til glæde for os andre) gik denne drøm ikke i opfyl‐delse. Den århusianske konservatoriestuderen‐de Ane Østergaard slår et smut forbi Musikhuset den 22. maj, hvor hun giver koncert sidst på ef‐termiddagen, nærmere betegnet kl. 16.30. Band Ane kan blandt andre koncerter, notere to op‐trædener på den anerkendte eksperimental‐elek‐troniske musikfestival Norberg samt DRs Public Service Festival på sit CV.
Critical Mass For alle os der savner nyt fra prog‐metal svær‐vægterne i Dream Theater og svenske Opeth, er der hjælp at hente, når århusianske Critical Mass træder på Studenterhusets scene fredag aften kl. 19.30. Det seks mand store orkester kombinerer melodi og tekniske talenter med et imponerende resultat, der først og fremmest læner sig op ad den symfoniske prog‐metal scene. FM Belfast Et af de mest interessante elektroniske navne der kan opleves under SPOT festivalen er FM Belfast fra electronica’ens skandinaviske højborg, Island. I samme boldgade som landsmændene fra Múm bevæger FM Belfast sig et sted i grænselandet mellem electropop og eksperimenterende elec‐tronica. Trioen kan opleves på årets Roskilde Festival, men for de utålmodige er der hjælp at hente, når bandet gæster Voxhall lørdag aften kl. 21.45 under SPOT Festival.