Udvalgte historier fra Han, Wie & de 6 dynastier

www.cultur-info.com Page 1

10 udvalgte Historier fra Han, Wei

og de 6 Dynastier i perioden 206 fvt til 589 evt.

DE 10 UDVALGTE HISTORIER

Forord .............................................................................................................................. 2

MANDEN DER SOLGTE ET SPØGELSE ............................................................................. 3

DEN FORSVUNDENE HEST............................................................................................... 4

DET HJEMSØGTE HUS ...................................................................................................... 5

PRINSEN AF SUIYANG´S DATTER ..................................................................................... 6

ROTTEN I MENNESKEDRAGT ........................................................................................... 7

HUNDEN DER HED PAN HU .............................................................................................. 7

SØSTER DING .................................................................................................................. 9

VÅBENSMEDEN ............................................................................................................. 10

HAN PING OG HANS HUSTRU ........................................................................................ 11

2 VENNER ...................................................................................................................... 12

CULTUR INFO


Forord

De efterfølgende historier er taget fra ”Liberary of Chinese Classics” der er udgivet af

”Academic Consulting Committee” – komitéen består af 18 af de mest anderkendte

professorer i Klassisk Kinesiske historie. At det lige præcis er perioden fra 206 f.v.t til

259 evt. der handler om skyldes til dels den første kejser Qin Shi Huang Di – da han afgik

ved døden i 210 f.v.t så havde han skabt sig et så stort eftermæle – at hans ihærdige

forsøg på at opnå udødelighed gik over i folkefortællinger – ihvertfald er det et faktum at

folkefortællinger om udødelige først bliver nedskrevet fra Han Dynastiet og forsætter

med fuld kraft ind i Wei Dynastiet og de 6 Dynastiers periode. Det samme er gældende

med spøgelseshistorier – de får også et boom i den periode.

Guldalderen i kinesisk litteratur er tidligere end denne periode – i perioden af ”forår og

efterår” og ”perioden af de bekrigende stater” (samlet fra ca. 740 fvt til 265 fvt ), er den

periode hvor de store klassiker blev skrevet såsom ”dokumenternes bøger”, ”Herskernes

bemærkninger”, ”strategien af de bekrigende stater”, ”forårs og efterårs annalerne”,

”analekterne af Konfucius og Mencius” samt ”Zuo Zhuan” bare lige for at nævne nogle af

de værker der blev skrevet i den periode. Under Han Dynastiet skrev Sima Qi an

”historikerens optegnelser”. De historier vi skal have kommer fra ”optegnelserne af

ånder” og ”nye anekdoter fra sociale emner” der er skrevet i begyndelsen af Han

dynastiet.


MANDEN DER SOLGTE ET SPØGELSE

Da Song Dingbo fra Nanyang var ganske ung, mødte han en nat, da han var ude og

vandre, et spøgelse!

”hvem er du”? Spurgte han.

”jeg er et spøgelse – hvem er du?”

”jeg er et spøgelse – lige som du er” løj Song.

”nå” sagde spøgelset ”hvor skal du hen?”

”til byen”

”det skal jeg også”.

Så Song og spøgelset fulgtes ad og de havde gået ca. 4 kilometer.

”det er så udmattende at vandre” sagde spøgelset ”skal vi ikke skiftes til at bære

hinanden?” forslog spøgelset.

”det er da en god ide” fastslog Song.

Først bar spøgelset Song et stykke vej.

”hvor tung du er?” spurgte spøgelset ” er du sikker på at du er et spøgelse?”

”jeg er et nyt spøgelse” svarede Song ” det er derfor jeg er tungere end dig”

Derefter bar Song spøgelset og der var ingen vægt overhovedet. Så på denne måde

forsatte de og byttede nogle gange.

”nu da jeg er et nyt spøgelse” sagde Song ” så er jeg ikke helt sikkert på hvad vi

genfærd er mest bange for?”

”at blive spyttet på - af et menneske – det er alt”

De forsatte i hinandens selvskab indtil de kom til en lille flod. Song bad spøgelset at gå

først, hvilket det gjorde – og det uden en eneste lyd. Men Song lavede meget larm på vej

over.

”hvorfor laver du så meget larm?” spurgte spøgelset

”ja du må lige have mig undskyldt – men jeg er altså næsten lige død – og jeg har aldrig

krydset en flod som spøgelse før – så undskyld mig!”

”ok godt ord igen” sagde spøgelset ”det er bare lidt usædvanligt”

Så de vandrede et stykke tid endnu, indtil de kom til en by. Song smed spøgelset op

over sin skulder og holdt spøgelset meget meget hårdt fast. Spøgelset begynde at skrige

og bad om at blive sat ned, men Song lyttede ikke – derimod gik han direkte ned til

byens marked. Spøgelset var bange for at blive genkendt og spyttet på, omskabte sig til


en ged. Song skyndte sig at sætte geden ned og spyttede på det og dermed forhindrede

han spøgelset i at forandre form igen. Song solgte Spøgelset for 1.400 mønter og sang

glad på vej hjem:

”Song Dingbo klarede det bedre end de fleste – Han tjente penge på at sælge et

genfærd”

DEN FORSVUNDENE HEST Byens mest kendte embedsman, Bao Xuan, kom oprindeligt fra byen Shangdang der

også var kendt under navnet Zidu. Som ung mand var han på vej til hovedstaden for at

tage en eksamen, da han mødte en lærd der rejste alene – den lærde havde store

smerter i brystet. Bao skyndte sig ned fra vognen for at hjælpe ham. Den lærde døde

dog meget hurtigt derefter, uden at han havde givet sit navn. Den lærde efterlod sig en

skriftrulle og 10 sølvmønter. Bao brugte 1 sølvmønt på begravelsen og placeret resten

under den døde mandshoved og rullede skriftrullen udover den døde mands krop, som

traditionerne siger det skal gøres.

Efter at have sørget sagde Bao:

”hvis din ånd er ved bevidsthed efter du nu er død, så skal du lade din familie vide hvor

du er. Jeg kan ikke gøre mere nu, da jeg har forretninger at passe”

Da Bao nåede frem til hovedstaden var der en flot hest, der begyndte at gå meget tæt på

Bao´s vogn. Hesten ville ikke lade andre komme tæt på sig, så Bao lod den følges med

ham og passede den godt.

Efter en vellykket examination drog Bao hjem igen, stadig i følgeskab med den

fremmede hest. Bao fór vild på vejen hjem og søgte husly ved en adelsmands hjem. Efter

at have præsenteret sig spurgte Bao efter herren i huset og overlod sin vogn og de 2

heste til husets slave. Da slaven så hesten skyndte han sig dog at rapportere dette til

herremanden.

”den fremmede der lige er ankommet har den hest der blev stjålet fra herren sidste år!”

Herren sagde ” men det er jo Bao fra Shangdang, han er en velkendt lærd – der må være

en grund til dette!”

Han spurgte derfor Bao:

”hvordan har du fået fat i den hest som jeg mistede sidste år ”?

Så Bao fortalte ham hele historien og herremanden faldt i dyb sorg

”det var min søn!” græd han

Sammen skyndte de sig af sted for at finde graven, og da de åbnede den fandt de sølvet

og skriftrullen, præcist som Bao havde fortalt. Derefter rejste herremanden til Kejseren

hof for at anbefalede Bao og Bao´s berømmelse steg og blev kendt i nær og fjern.


DET HJEMSØGTE HUS

Zheng Fen var en rig mand fra overklassen i staten Wei. Men da han tabte en masse

penge var han nødt til at sælge sit hus til Cheng familien fra Liyang. Men kort tid efter de

flyttede ind - begyndte de at død, den ene efter den anden...... Så de solgte huset til He

Wen fra Ye. He mente dog ikke at der fandtes noget i naturen der ikke kunne være til

gavn – mennesker eller spøgelser.

En aften sad He med sit dragene sværd i hovedhallen og kiggede mod syd. Midt om

natten så han pludselig en næsten 2 meter høj figur komme ind, klædt i høj hat og gult

klæde.

”lille sjæl” råbte figuren ”hvorfor kan jeg lugte et levende menneske?”

”der er ikke nogen her” råbte He tilbage

Så kom der en anden figur ind, også i høj hat men med grøn klædedragt, og efter ham en

anden figur med høj hat og hvid klædedragt. Begge stillede det samme spørgsmål og

begge modtog det samme svar.

Da morgen nærmerede sig råbte He:

”lille sjæl ” ligesom de andre havde gjort ” hvem er det i gul dragt?”

”guld” var svaret ”under vest muren her i hallen”

”hvem er den i grøn klædedragt?” råbte He

”kobber” var svaret ” 2 meter fra brønden for hallen”

”hvem er det i hvidt? ” råbte He

”Sølv” var svaret ”under søjlen i det nordøstlige hjørne af hallen”

”og hvem er du? ” råbte He

”en ånd under ildstedet” var svaret

Da solen var stået op, gravede He der hvor han var blevet fortalt, og han fandt 500 bøtter

med guld, 400 bøtter med sølv og mere end 10 millioner kobber mønter. Derefter

brændte han det hjemsøgte hus.


PRINSEN AF SUIYANG´S DATTER

Embedsmanden Tan var stadig ugift og han var i slutningen af 40´erne - begge dele var

kilde til meget stor frustration. En nat var han ved at studerer ”bøgerne fra Song” og det

var omkring midnat, da en ung kvinde omkring 16 år kom ind. Aldrig have Tan set så

smuk en kvinde – ”hendes lige kunne ikke findes noget sted på jorden” tænkte Tan.

Kvinden spildte ikke tiden og forslog ham lige ud om de ikke skulle blive gift! Men

advarede hun:

”jeg er ikke nogen almindelig kvinde. I 3 år må du ikke kikke på mig i skæret af en

fakkel”

De blev gift og fik en søn. Da sønnen var 2 år, kunne Tan ikke styrer sin nysgerrighed

mere – han måtte simpelthen se sin hustru om natten. Så mens hun sov holdte Tan en

fakkel hen over hende. Fra hoften og op var hun så smuk som ingen andre kvinder på

jorden... – men fra hoften og ned.. var der kun knogler og ikke noget andet! I samme

øjeblik vågnede hun op:

”du har gjort mig fejl – ægtemand! ” råbte hun ” jeg skulle snart have været en

almindelig dødelig!! Hvorfor kunne du ikke vente indtil de 3 år var gået i stedet for at

begynde at lyse på mig nu? ”

Tan undskyldte mange gange

”nu skal vi skilles for altid” sagde hun med tårerne rendende ned af kinderne ” du må

love at tage dig godt af min søn! Men hvis du er for fattig til at tage vare på dig selv og

min søn så skal du komme med mig nu... og jeg vil give dig en gave”

Tan fulgte efter hende ind i en bygning der så rigt udsmykket at Tan var sikker på at det

måtte være den rigeste bygning i hele verden. Kvinden gav ham en kappe lavet af

perler:

”du kan leve af den her” sagde hun, hvor efter hun hev et stykke af hans skjorte

Senere solgte Tan perle kappen til prinsen af Suiyang for 10 millioner mønter. I samme

øjeblik prinsen havde set kappen sagde han:

”denne har tilhørt min datter – den der bringer denne må være gravrøver!! ”

Han beordrede vagterne til at gribe Tan og nægtede at tro et ord af Tan´s historie.

Prinsen gik dog med til at lade graven undersøge og til hans store overraskelse så fandt

de graven fuldstændig intakt.... der var ingen spor efter gravrøvere! Prinsen beordrede

graven åben for at værre helt sikker – og under kisten fandt de et stykke af Tans

skjorte....!

Prinsen var nu overbevist og lovede at tage sig godt af sin ny opdagede barnebarn samt

t gøre Tan til sin svigersøn. Og alle levede de lykkeligt til deres dages ende.


ROTTEN I MENNESKEDRAGT

Under Zheng Shi perioden (år 240 – 248 ), var Zhou Nan, Prins af Zhongshan, guvernører

af Xiangyi. En dag kom der en rotte, klædt i menneskedragt, ud af dens rottehul i hallens

væg og fortalte ham at på den og den dag i den og den måned ville han død!... Zhou Nan

svarede ikke og rotten gik tilbage til dens hul. Da dagen så kom – så kom også rotten ud

af hullet igen, denne gang klædt i embedsmands kappe og rød dragt.

”Zhou Nan! Du vil død i eftermiddag!! ”

Igen var der ikke noget svar fra Zhou Nan, og rotten gik langsomt – og forundret –

tilbage til dens hul. Lidt senere kom rotten ud igen:

”nu er det altså snart eftermiddag”

Rotten kom tilbage adskillige gange for at gentage sit budskab, men hver gang var der

ikke noget svar fra prinsen, ingen reaktion kom der. Da det var eftermiddag kom rotten

frem for sidste gang og sagde:

”Zhou Nan – hvis du ikke vil svare – hvad kan jeg gøre?”

Derefter faldt rotten død om og dens tøj forsvandt. Zhou Nan bad en af sine tjener om at

undersøge rotten og det lignede en hvilken som helst almindelig rotte.

Der er helt sikkert en morale i historien - selv om den måske kan være svær at finde......

HUNDEN DER HED PAN HU

I tiden under Kong Goaxin (barnebarn af den Gule Kejser!), for ca. 4.000 år siden, var

der en ældre kvinde i kongepaladset, har kraftige smerter i øret. Lægen ankom og

fjernede en orm på størrelse med en cocoon fra hendes øre. Kvinden syntes at dette var

meget mærkeligt, så hun lod ormen ligge på et fad i paladset gård og havde den

bevogtet døgnet rundt. Ormen forvandlede sig til en spraglet hund, der fik navnet Pan

Hu , og på grund af dens lidt specielle herkomst, så fik den lov til at blive i paladset.

I den periode skete det ofte at barbarene fra Wu staten angreb Kong Goaxin´s land, og

ingen af de generaler kongen sendte ud mod angriberne var i stand til at besejre dem.

Så kongen tilbød en kiste guld, skatten fra 10.000 husholdninger samt sin yngste datters

hånd til den der kunne bringe kongen af Wu statens hoved.

En dag kom så Pan Hu med et hoved i sin mund, og kongen så at det var kongen af Wu´s

hoved. Men han viste ikke hvad han skulle gøre.

Hans at ministrere sagde:

”Pan Hu er et dyr. Vi kan ikke give guld, skatter og din datter til et dyr! Selv om hovedet

er blevet bragt så bør det ikke udløse nogen dusør!”

Men Kongens yngste datter, der hørte dette, protesterede:


Deres majestæt har lovet at give mig væk til den der kunne bringe hovedet – og det har

denne hund gjort, og dermed har Pan Hu også reddet vores land. Dette her må være

himlens vilje, for det kan ikke være hundens vilje. Konger og erobrere skal holde deres

ord. Du kan ikke bryde dit ord- som du har givet folket – bare for at redde en kvinde,

hvis du gør det vil det bringe ulykke til dit land”

Kongen var tvunget til at acceptere dette, da der står i de gamle antikke love – at konger

og erobrere ikke må bryde deres ord. Så han beordre sin yngste datter til følges med

Pan Hu.

Pan Hu bragte prinsesen til de sydlige bjerge, et sted hvor der ikke boede nogen

mennesker, men var fyldt kraftig bevoksning og dybe mørke skove. Hun tog sin

kongelige klædedragt af og klædte sig i stedet som en slave. Pan Hu og prinsesen gik

op i bjergene hvor de fandt en hule at bo i.

Kongen savnede sin datter utroligt meget, og når han savnede hende mest – sendte han

soldater ud for at lede efter hende. Men hver gang de kom til bjergene, blev bjergene

dækket af et kraftigt skydække. En kraftig storm kom og bjergene begyndte at skælve,

så soldaterne måtte vende om.

Der gik 3 år og prinsesen havde fået 6 sønner og 6 døtre. Pan Hu blev syg og døde –

hvorefter hans sønner og døtre giftede sig med hinanden. De levede enkelt og simplet,

lavede deres tøj af bark og farvede tøjet med jordfarve. Alle havde de lange haler.

Senere fik deres moder, prinsesen, lov til at forlade hulen. Hun gik til sin fader, kongen,

og fortalte hvad der var sket. Kongen besluttede sig for at hente børnene og denne gang

var den ikke skyer, ingen storm og ingen jordskælv til at stoppe soldaterne.

Men ingen kunne forstå hvad de sagde og når de spiste, spildte de ud over det hele. De

elskede bjergene og hadede byerne. For at gøre dem tilfredse gav Kongen dem et

landområde der kun bestod af bjerge og marsk, han kaldte den derefter ”man”

barbarene.

den Gule kejser


SØSTER DING

Ding, en pige på 16 år fra Danyang blev gift med Xie fra Quanjiao, syd for Huai floden.

Hendes svigermor var meget streng, og hivs ikke Ding var færdige med hendes opgaver

i rette tid, blev hun voldsomt pisket eller banket.

På den 9ne dag i den 9ne måned det år – begik Ding selvmord ved hængning! Hendes

ånd begyndte derefter at hjemsøge stedet og gennem åndemager sagde hun:

”fordi jeg føler sorg over de mange unge kvinder der aldrig har noget hvil fra deres

arbejde – lad dem hvile sig på den 9ne dag i den 9ne måned. Intet arbejde skal gøres på

den dag”

Hun dukkede på et tidspunkt op iklædt en grøndragt, og udgav sig for at være en

stuepige. Hun tog til Niuzhu for at finde nogen der kunne bringe hende over floden. Men

da hun spurgte 2 mænd der fiskede, om de ville sejle hende over – men de grinede af

hende og svarede:

”kun hvis du vil være vores hustru HA HA HA HA ” lo de.

”jeg troede at I var ordentlige folk, men jeg kan se at I kun er fjolser!” svarede hun ”hvis

I er mennesker – vil I forsvinde i mudret – hvis I er spøgelser vil I forsvinde i vandet”

Derefter gik hun videre ned langs floden og ventede på at der skulle komme nogen.

Snart kom der en ældre mand i en lille båd med fiskeredskaber om bord – Bing bad han

om at tage hende med over på den anden side. Den ældre mand svarede:

”min båd har ikke nogen overdække. Hvordan kan du rejse udækket? Dette er ikke

nogen måde for en dame at rejse”

Men Ding forsikrede at det ikke betød noget, så den ældre mand læssede sine

fiskeredskaber af og tog hende om på hans båd og sejlede langsomt over mod den

anden bred. Da de nåede der over stod Bing ud af båden og sagde:

”jeg er ikke nogen levende kvinde – jeg er en ånd. Jeg kunne have krydset floden selv,

men jeg ville gøre mig selv bemærket. Det var en god handling af dig at hjælpe mig

over og efterlade dine redskaber på den anden side. Jeg er dig meget taknemmelig og

skal belønne din hjælpsomhed. Hvis du tager tilbage nu, så vil du finde noget der kan

være dig til stor hjælp”.

Den ældre mand sagde:

”jeg er bange for at du ikke har haft en behagelig overfart i min simple båd – hvordan

skal jeg kunne modtage din taknemmelighed?”

Den ældre mand sejlede over på den anden side for at finde sine fiskeredskaber – her

fandt han 2 døde mænd der lå med ansigterne nede i floden. Længer nede af floden

fandt han tusindevis af fisk, så den ældre mand satte endnu engang sine redskaber i land

og læssede sin båd fyldt med fisk.


Dings spøgelse vendte derefter tilbage til Danyang, og alle kaldte hende derefter

”søster Ding”. Til den dag i dag bliver der ikke arbejdet på d9ne dag i den 9ne måned

og der offeres forsat til Søster Ding.

VÅBENSMEDEN

Fordi våbensmed Ganjiang Moye havde taget 3 år om at lave et par sværd til Kongen af

Chu, var kongen rasende og havde besluttet sig for at dræbe ham. Det ene sværd var et

hunkøn og det andet et hankøn. Da dette skete var Ganjiang´s hustru højgravid og skulle

snart føde, hendes mand sagde til hende:

”det har taget mig 3 år for at lave disse 2 sværd til Kongen af Chu. Nu er han sur. Når jeg

kommer til paladset så bliver jeg slået ihjel. Hvis du føder en søn, så skal du fortælle ham

– når han er blevet stor – at han skal gå ud og kikke mod syd og han vil se et pine træ der

gror på en sten der står på en bakke og træet vil have et sværd stikkende ud af

stammen”

Så gik Ganjiang til Kongen med hunkønssværdet. Kongen blev rassende - han viste at

der var 2 sværd – ikke nok med at det havde taget 3 år at lave dem – men nu fik han kun

et sværd og det var hunkøns sværdet! I raseri dræbte han våbensmeden.

Ganjiangs søn fik navnet Chi. Da han var blevet stor spurgte han sin moder:

”Hvor er min fader?”

Moderen fortale ham hvad der var sket før han blev født:

”din fader tog 3 år om at lave et par sværd til Kongen af Chu. Kongen blev sur og dræbte

ham. Men før han drog af sted fortalte han at du skulle gå ud og kikke mod syd og du vil

finde et Pine træ der gror på en sted der står på en bakke, med et sværd i stammen”

Sønnen gik uden for og kikkede mod syd – men han kunne ikke se nogen bakke. Alt

hvad han så var en træsøjle der stod på en sten lige foran huset. Han huggede søjlen ned

med en økse og fandt sværdet inden i søjlen. Da han tog sværdet op blev han fyldt med

had og ønskede kun at hævne sin fader.

Kongen drømte den nat at der kom en dreng der ville slå ham ihjel! En dreng der ville

tage hævn! Så kongen kaldte sine generaler sammen næste morgen og beskrev

drengen og sagde:

”jeg giver 1000 guldmønter til den der bringer drengens hoved”

Disse nyheder kom også til Chi´s ører og han skyndte sig at flygte op i bjergene. Der

oppe mødte han en fremmede

”du er ikke ret gammel” sagde han ”hvorfor ser du så bitter ud?”

”jeg er søn af Ganjiang Moye. Kongen af Chu dræbte min fader. Jeg vil have hævn”


”jeg har hørt at kongen giver 1000 guldmønter for dit hoved. Giv mig dit hoved og dit

sværd og jeg giver dig mit ord på at jeg vil hævne dig”

”det er ok” sagde den unge Chi

Chi dræbte derefter sig og rakte sit afhuggede hoved og sit sværd frem mod den

fremmede.

”jeg vil ikke lade dig i stikken” lovede den fremmede. Derefter faldt drengens døde

krop til jorden.

Den fremmede tog derefter Chi´s hoved til Kongen af Chu der blev meget begejstret.

”det er hovedet af en modig mand” sagde den fremmede ” du burde koge det i en

passene stor gryde”

Kongen gjorde som han sagde. Men selv efter 3 dage var det ikke lykkes at koge kødet

af drengens hoved. Det flød bare oven på vandet og stirrede arrigt ud i rummet.

”hovedet vil ikke smelte” sagde den fremmede ” ikke før deres majestæt kommer her

hen og kikker på det”

Kongen kom da hen, bøjede sig ned for at kikke på det, i samme øjeblik drog den

fremmede sit sværd og huggede hoved af kongen, hvis hoved røg direkte ned i gryden

med drengens hoved. Den fremmede huggede da sit eget hoved af og også det røg ned

i gryden! Alle 3 hoveder smeltede nu sammen så det var umuligt at sige hvem der var

hvem. Kødet og suppen blev derfor opdelt i 3 portioner og begravet på et sted, der den

dag i dag bliver kaldt ”De 3 kongers grav”. Graven findes i Yichun distrikt, nord for

Runan.

HAN PING OG HANS HUSTRU

Han Ping, tjener for Prins Kang af Song, giftede sig med en smuk kvinde fra He familien.

Men prinsen stjal hende fra ham! Da han protesterede over dette, blev han arresteret og

dømt til hårdt fysisk arbejde på bymuren. Hans hustru skrev hemmelige beskeder til

ham:

”Regn, uendelig regn,

bred er floden, dyb er oversvømmelsen,

men stadig står solen op i mit hjerte”

Brevet faldt i prinsens hænder, han viste brevet til sine rådgiver, men ingen kunne finde

ud af hvad brevet indhold betød. Ikke før minister Su, han sagde:

”den første linje betyder at hun længes efter ham konstant, den anden linje - at de ikke

har nogen muligheder for at mødes og den tredje at hun har til hensigt at tage hendes

eget liv”

Men det blev Han Ping der dræbte sig selv først.


Hans hustru rev alt sit tøj i stykker og smed sig ud af det høje tårn. Prinsens folk prøvede

at stoppe hende, men hendes itu revnede tøj kunne ikke holde hende og hun faldt i

døden. På hendes bælte havde hun skrevet denne meddeles:

”deres højhed ønsker at leve med mig – med deres tjener ønsker kun at død! Begrav

mig sammen med Han Ping”

Prinsen blev rasende og afviste at opfylde hendes ønske og beordrede dem begavet i 2

forskellige grave.

”du taler om din udødelig kærlighed” snerrede prinsen hen over kvindens lig ”hvis du

kan få de 2 grave til at blive til én så skal jeg ikke stå i vejen”

I løbet af 2 dage voksede der et Catalpa træ op oven på de 2 grave. I løbet af 10 dage

havde det vokset sig til enorme proportioner. Træets roder gik ud og ind af stenene der

udgjorde de 2 grave og gjorde hele området ugenkendeligt. 2 love birds, et hankøn og

en hunkøn boede i træet og de forlod aldrig træet – de var der dag og nat! Den dag i

dag bliver træt kaldet for ” kærligheds træet” og love birds i området siges stadig at

være ånderne af Han Ping og hans hustru. Byen hvor træet står i, hedder i dag Hanping.

2 VENNER

Under Han dynastiet var der 2 venner. Fan Shi, hvis navn også var Juqing og som kom fra

Jinxiang provinsen i Shangyang, havde viet sit liv til Zhang Shao fra Runan der også var

kendt som Yuanbo. Begge mænd studerede i det kejserlige Akademi, og da de skulle

hjem sagde Fan:

”2 år fra nu kommer jeg og besøger din familie”

De blev enige om en dato. Og 2 år efter da tiden nærmede sig, bad Zhang sin moder om

at forberede modtagelsen af en gæst. Hans moder sagde:

”du har ikke set ham i 2 år og han bor langt væk. Hvordan kan du stole så meget på

ham”

”Fan kan man stole på! han bryder ikke sit ord”

”hvis det er så – vil jeg forberede mad og vin” sagde hans moder.

På den aftalte dag kom Fan ganske rigtigt. De 2 venner hyggede sig med god mad,

stærk vin, sang og dans og nød virkelig hinandens selvskab før de skulle skilles igen.

Efter at Fan var taget hjem blev Zhang syg – og det viste sig at være dødeligt! Zhi

Junzhang og Yin Zizheng, 2 venner fra samme område, passede ham nat og dag. På hans

dødsleje sagde han:

”kunne jeg bare få min bedste ven at se igen!”

Yin protesterede ” vi har passet dig dag og nat! Hvilken bedre venner kunne du have?”


”I er mine venner for livet” sagde Zhang ” men Fan fra Shangyang er min ved selv i

døden”

Da han døde havde Fan en drøm hvor han så Zhang i sandaler og fletninger i håret,

fortalte at han var død på den on den dag og at han ville blive begravet på den og den

dag.

”Juqing” råbte han ”du har ikke glemt mig, men hvornår skal vi mødes igen?”

Da vågnede Fan op og hans øjne var fyldt med tårer. Iført sørgetøj drog han af sted for at

møde op til begravelsen. Ceremonien var startet før fan ankom, men da kristen skulle

flyttes ind på gravstedet – så kunne den ikke flyttes en millimeter! Zhang´s moder satte

sig ned og klappede på kisten og spurgte:

”venter du på noget eller nogen?”

Hele optoget stod da og ventede på hvad der skulle ske. Snart så de Fan komme i en

hvid vogn trukket af 2 hvide heste. Selv på afstand kunne de se at Fan græd. Zhang´s

moder sagde:

”Dette kan kun være Fan Juqing!”

Da Fan ankom, lagde han hen over kisten og græd:

”gå nu! Vi er nu adskilt af døden og skal gå hver sin vej! Far Vel!”

Alle deltager til begravelsen græd. Fan tog et reb og flyttede selv kisten ind i graven.

Derefter ventede Fan i lang tid ved graven og plantede et træ før han forlod stedet igen.

Documents

Udvalgte historier fra Han, Wie & de 6 dynastier