1

TI EKSEMPLER PÅ DANSK EU-INDFLYDELSE

Lederne af de forskellige danske grupper i Europa-

Parlamentet har alle skrevet om en sag, hvor de gjorde en

forskel. Det er meget overbevisende eksempler på,

at repræsentanter fra et lille land også kan få reel indfly-

delse i EU.

Den danske EU-veteran Jens-Peter Bonde

og professor Uffe Østergård har skrevet forord.

2

Jens-Peter Bonde

TI EKSEMPLER

PÅ DANSK

EU-INDFLYDELSE De ti bidrag er fra Jens-Peter Bondes bog,

EU-PARLAMENTET ER OGSÅ DANSK

Forlaget Underskoven 2019 og

stemmekampagnen ”stemogbestem.eu”.

Bogen kan købes som trykt bog for 149 kr. hos:

info@forlagetunderskoven.dk eller downloades gratis hos

https://stemogbestem.eu

1

Indhold

Jeppe Kofod, liste A, Socialdemokratiet: ..................................................... 2

ET PLUDSELIGT GENNEMBRUD KRÆVER ET LANGT, SEJT TRÆK ................... 2

Morten Helveg Petersen, liste B, Radikale Venstre: .................................... 6

DET GRØNNE MASKINRUM .......................................................................... 6

Bendt Bendtsen, liste C, Konservative Folkeparti: ........................................ 9

KONSERVATIVE FIK AFGØRENDE INDFLYDELSE PÅ BYGNINGSDIREKTIV ..... 9

Margrete Auken, liste F, Socialistisk Folkeparti: ........................................ 13

SÅDAN BEKÆMPER VI PLASTIK-FORURENING ........................................... 13

Mette Bock, liste I, Liberal Alliance: ............................................................ 16

MIN KAMP MOD ANTI-DOPING I SPORT..................................................... 16

Rina Ronja Kari, liste N, Folkebevægelsen mod EU: .................................. 20

SÅDAN FORBEDREDE VI REGLERNE FOR UDSTATIONEREDE ARBEJDERE ... 20

Anders Vistisen, liste O, Dansk Folkeparti: ................................................. 24

SÅDAN VANDT VI FOLKEAFSTEMNING OM RETSFORBEHOLDET I 2015 ..... 24

Morten Løkkegaard, Liste V, Venstre, Danmarks liberale Parti: ................ 29

POLITISK SEJR FOR DE HANDICAPPEDE I EU ............................................... 29

Nikolaj Villumsen, liste Ø, Enhedslisten: ..................................................... 34

GULT KORT MOD ANGREB PÅ STREJKERETTEN ......................................... 34

Rasmus Nordqvist, liste Å, Alternativet: ..................................................... 37

FOLKETINGET OGSÅ MED I EU-LOVGIVNING ..................... 37

2

Jeppe Kofod leder de danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet, er

næstformand i den socialistiske gruppe og ordfører for Parlamentets ar-

bejde med skattesnyd.

Jeppe Kofod,

liste A, Socialdemokratiet:

ET PLUDSELIGT GENNEMBRUD KRÆVER

ET LANGT, SEJT TRÆK

I politiske dramaer koges vigtige sejre ofte ned til én enkelt situa-

tion. Sådan er virkeligheden sjældent i rigtig politik. Her er det

mere det lange seje træk, vedholdenhed og forberedelse, der giver

det pludselige gennembrud.

3

Et eksempel var min kulegravning af Panama-Papirerne i Det

Særlige Skattesnydsudvalg. Et enormt arbejde, der havde kortlagt

store huller i EU-landene samarbejde om at bekæmpe internatio-

nal skatteunddragelse. Alle var enige om, at der måtte gøres noget.

Men hvad?

I den socialdemokratiske gruppe ville vi straffe de banker, advo-

katfirmaer og formueforvaltere der havde levet fedt på at mulig-

gøre international skattefusk. Vi ville kunne fratage dem retten til

at operere i hele EU, kritisere de EU-lande der ikke havde gjort

nok, og vi ville have ny, skrappere lovgivning der kunne sikre bedre

samarbejde i EU mod international skattefusk.

De konservative (EPP) var for frivillige ordninger og syntes mere

optaget af at understrege, at skatteplanlægning, altså kunstigt at

flytte rundt på en virksomheds eller privatpersons formue, alt efter

hvor de slap med at betale mindst i skat, ikke teknisk set var ulov-

ligt.

EPP var yderst opsat på at lave så mange kompromiser som mu-

ligt. Kompromiser, vel at mærke, mellem EPP, S&D og ALDE.

Altså, de konservative, socialdemokraterne og de liberale. Det var

jeg på ingen måde tryg ved. Jeg ville hellere have et centrum-ven-

stre flertal for at sikre, at teksten blev så ambitiøs som mulig.

Problemet var bare, at sådan et flertal ikke fandtes rent matema-

tisk. Der var simpelthen ikke mandaterne til det. Medmindre jeg

på en eller anden måde kunne lokke nogle af de konservative over

på vores side. Derfor tilrettelagde jeg arbejdet på en sådan måde,

at vi forhandlede kompromiser på en masse områder, men ikke på

de mest kontroversielle tiltag.

Dermed skulle vi stemme om de mange gode og ambitiøse enkelt-

forslag. Det ville sætte de konservative under pres. Det var i hvert

fald planen. Og nu skulle taktikken stå sin prøve. Dagen for

4

slutafstemningen i udvalget var kommet og foran os lå en alenlang

stemmeliste.

Allerede efter ganske få afstemninger stod det klart, at der var sket

noget. Flertallet flyttede sig fra afstemning til afstemning – og for

det meste, gik flertallet i vores retning. Presset havde virket. De

borgerlige partier var blevet splittet. Nogle af dem stemte sammen

med mig i stedet for med deres egen fløj og deres egen gruppe. Der-

med havde vi pludseligt et alternativt flertal. Men det var spinkelt.

Yderst spinkelt.

Mange afstemninger blev kun lige akkurat vundet med en enkelt

eller to stemmer. Der gik et sus gennem udvalgslokalet hver gang

de tætte afstemningsresultater kom op på skærmen. Og sådan gik

det afstemning efter afstemning.

Efter ca. 2 timer og 20 minutters afstemning, lige før den afslut-

tende stemme, tager EPP’s koordinator ordet. Han vil have en

pause. Han forklarer ikke hvorfor. Men efter formanden har accep-

teret, og folk bryder op, er EPP-koordinatorens mikrofon stadig

tændt.

Og så falder ordene: ”we lost a lot of votes…”, siger han mens han

vender sig mod sin egen gruppe. Imens strømmer EPP’s sekretari-

atsansatte til og genner dem væk fra mikrofonen. EPP skulle nu,

på mindre end 5 minutter, beslutte sig for, om de kunne stemme

for min betænkning. Det var nervepirrende for os alle.

EPP vidste, de havde tabt meget. Men hvad kunne de bruge pausen

til? Hvis EPP fik styr på deres egne medlemmer og lænede sig op

ad de mindre grupper og fik dem til at stemme imod, så ville de

formentligt kunne mønstre flertal imod min betænkning.

Hvis det skete, ville godt halvandet års arbejde være tabt på gul-

vet. Så ville Det Særlige Skattesnydsudvalg afslutte arbejde med

Panama-Papirerne uden at have konkluderet noget som helst.

5

Pausen var ovre. EPP’erne strømmede tilbage i udvalgslokalet. De

stemte for. Alle som en. Og dermed var der massivt flertal for min

betænkning.

Dét var det pludselige gennembrud, som jeg havde arbejdet på i

halvandet år.

6

Morten Helveg Petersen arbejder i Energiudvalget som ordfører for at

styrke den vedvarende energi.

Morten Helveg Petersen,

liste B, Radikale Venstre:

DET GRØNNE MASKINRUM

I efteråret 2016 præsenterede Kommissionen den længe ventede

Clean Energy Package, der var den største og mest omfangsrige

energilovgivning nogensinde, bestående af i alt otte lovforslag.

Pakken handler om alt fra udbredelse af vindmøller og solceller til

krav om bedre isolering af vores huse og udfasning af kulkraft i

Europa.

7

Som medlem af energiudvalget for den liberale ALDE-gruppe fik

jeg mulighed for at deltage i forhandlingerne af fire af de otte lov-

forslag og har derfor været i stand til at rykke den grønne dagsor-

den i en ”dansk” retning. Det vil sige mere vedvarende energi, mere

frihandel, bedre energieffektivitet og mindre afhængighed af Pu-

tins Rusland, der fortsat er Europas største leverandør af olie, kul

og gas.

Konkret blev jeg udpeget som Parlamentets forhandlingsleder på

den forordning, der hedder ACER. Det er navnet på EU’s energi-

agentur, der fungerer som EU’s vagthund, når det gælder handel

med energi over grænser. Der er i høj grad brug for en vagthund.

Senest så vi, hvordan Tyskland i årevis har blokeret for dansk

energieksport, fordi man ønskede at beskytte tyske kulproducen-

ter. Det opdagede ACER og Kommissionen, og siden er Tyskland

blevet tvunget til at åbne grænserne op igen til glæde for klimaet

og grøn dansk eksport.

Med reformen styrkede vi ACER yderligere, både hvad angår befø-

jelser og ressourcer - også selvom forhandlinger gav anledning til

store konflikter i Ministerrådet mellem netop Danmark og Tysk-

land - og i Parlamentet mellem én af mine konservative tyske kol-

leger og jeg.

Den anden store sag handler om selve el-markedet i Europa. Her

var jeg som forhandler på vegne af min partigruppe ALDE med til

at sikre mere handel med energi over grænser. For det er ikke kun

et dansk-tysk problem. På tværs af Europa ser vi, hvordan national

protektionisme beskytter de eksisterende, fossile energikilder på

bekostning af vedvarende energi. Konkret betyder det, at under

50% af den grænseoverskridende kapacitet i dag bliver gjort til-

gængelig. Det svarer til at bygge en motorvej med fire spor og så

kun tillade kørsel på to af dem.

Med denne reform bliver nationale myndigheder forpligtet til at

åbne minimum 70% op for handel med elektricitet. Jeg ønskede

8

gerne meget mere, men igen stod Tyskland stejlt på status quo.

Derfor er jeg heller ikke en populær mand syd for grænsen, og der

bør nok gå nogle år, før jeg sætter mine ben dér igen :)

Men klimakampen vindes ikke alene. Derfor allierede jeg mig med

min gode kollega fra de Konservative, Bendt Bendtsen, der var for-

handlingsleder på det såkaldte Bygningsdirektiv. Bygninger står

for 40% af hele EU's energiforbrug og 36% af CO2-udslippet. Hvis

vi skal vinde klimakampen, kommer vi derfor ikke uden om at re-

novere vore huse på en ordentlig og klimarigtig måde.

I drøftelserne internt i Parlamentet lykkedes det os at overbevise

de øvrige partier om at være med. Det gav os et fantastisk bredt

mandat i de såkaldte Trilog-forhandlinger, da vi sad over for Con-

nie Hedegaards afløser som Klimakommissær, Miguel Canete, og

repræsentanter fra EU’s Ministerråd. Med Bygningsdirektivet tog

vi nogle vigtige skridt hen imod et mere energieffektivt Europa,

hvilket samtidig er med til at reducere vores import af bl.a. olie,

kul og gas fra Putins Rusland. Isolering, varmepumper og termo-

stater er simpelthen nogle af de bedste våben mod Putins domi-

nans - det er da et herligt dansk eventyr! Også for klimaet og for

dansk eksport, vel at mærke.

Og apropos Putin: min sidste sag i Parlamentet handler om Gas

Direktivet. Kort fortalt betyder dét, at gas fra Rusland fremover

skal følge alle de samme regler, som gælder europæisk gas. Det er

et alvorligt problem for Moskva. For hele Nord Stream 2 projektet,

der fører gas fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen, bygger

på en forretningsmodel, som nu skal revideres. Pludselig skal man

til at følge EU’s konkurrenceregler, hvilke min radikale ven, Mar-

grethe Vestager, har vist, at man gør klogt i at respektere.

9

Tidligere vicestatsminister og politimand, Bendt Bendtsen, forlader Eu-

ropa-Parlamentet for at overlade den enlige danske plads i den største

gruppe, EPP, til Pernille Weiss. Foto: Konservative Folkeparti.

Bendt Bendtsen,

liste C, Konservative Folkeparti:

KONSERVATIVE FIK AFGØRENDE

INDFLYDELSE PÅ BYGNINGSDIREKTIV

Energipolitikken har stået højt på dagsordenen i indeværende

mandatperiode i Europa-Parlamentet. Den største lovpakke over-

hovedet var den såkaldte Clean Energy Packet bestående af syv

direktiver og én forordning. Pakken blev lanceret i november 2016

og er den mest omfattende pakke på energiområdet nogensinde.

10

Får den indflydelse på energi-politikken i Europa? Ja, det gør den

i høj grad. Og personligt vil jeg også betegne pakken som den lov-

givning, som fremadrettet gør mest for klima, miljø, vedvarende

energi, bæredygtighed og energieffektivitet. Det er gået stille af i

den danske presse, men det er måske fordi, konflikt og proces ikke

har fyldt det hele.

Det Konservative Folkeparti sidder i EPP gruppen og fik afgørende

indflydelse på Bygningsdirektivet, da jeg blev ordfører - rapporteur

- og dermed hovedforhandler for Europa-Parlamentet. Bygningsdi-

rektivet hedder i europæisk sammenhæng Energy Performance in

Buildings, i daglig tale EPBD.

Selv om mange ikke kan lide at høre det, så er det de store partier

i EU - og det er EPP, hvor Det Konservative Folkeparti sidder, og

SD, hvor Socialdemokratiet sidder - som får de største og vigtigste

sager. Det kommer sig af, at partierne får en pointsum efter parti-

ernes størrelse, og derefter byder ind på auktion for at få de vigtige

sager. Det kan man mene om, hvad man vil, men forholdene er

altså sådan, at EPP’s og SD’s koordinatorer sætter deres point på

de vigtigste sager.

Det betød i denne ombæring på Energipakken, at EPP fik en for-

ordning og to direktiver. Et direktiv var Bygningsdirektivet, og så

var der et direktiv og én forordning om Markedsdesign, - altså

hvordan man indretter transporten af den til enhver tid bestående

energi mellem landene. Vi har manglet et indre marked for energi.

Det lykkedes som nævnt for mig at blive rapporteur for EPBD. Di-

rektivet fokuserer på den eksisterende bygningsmasse, mens det

tidligere direktiv fra 2010 havde fokus på nybygninger. Hvorfor nu

det? 40 % af Europas energi bruges i vore bygninger, og det udgør

i alt 36 % af CO2 udledningen. 75 % af Europas bygninger er

energi-ineffektive, og 80 % af den eksisterende bygningsmasse står

i 2050. Når målet så er, at dekarbonisere bygningsmassen hen

11

imod ”nearly zero energy buildings” som bruges i termen, så er det

nødvendigt, at der sker noget med de eksisterende bygninger.

EPBD pålægger medlemslandene at fremlægge langsigtede reno-

veringsstrategier, som peger frem mod 2050 med målepunkter i

2030 og 2040, så EU-Kommissionen kan måle, om medlemslan-

dene er på vej mod de mål, som de selv har tilsluttet sig. Hertil

kommer en masse lovgivning omkring termostater, bygningsauto-

matisering m.v. Direktivet giver værktøjskassen, mens medlems-

landene selv må dykke ned efter de værktøjer, de ønsker, for at

opfylde det mål, som de har tilsluttet sig.

Alt i alt betyder det, at renoveringsraten, som i dag er ca. 1 % om

året, skal hæves til ca. 3 %, for at vi når i mål. Det vil betyde masser

af vækst og beskæftigelse i Europa. Og de virksomheder i de lande,

som er gode til energieffektivitet, kan se frem til øget eksport. Så

er det ligegyldigt, om de hedder Schneider Electric, Siemens, eller

om de hedder Rockwool, Danfoss, Grundfos eller Velux. Hertil kom-

mer, at der skal bruges masser af håndværkere for at komme i mål.

Mange af dem, som i dag beskæftiges i det, som er ved at ligne en

boble i dansk byggeri, kan kanaliseres over i renovering. Sidst men

ikke mindst er det også et spørgsmål om finansiering. Også her har

vi forpligtiget medlemslandene. Man skal fremlægge modeller for

finansiering. Det burde ikke være så svært i nogle år, hvor med-

lemslandenes pensionskasser allokerer ufattelige summer, som

skal forrentes for fremtidens pensionister.

Direktivet blev forhandlet færdigt den 19 december 2017 og blev

endelig vedtaget i Plenaren i Strasbourg i foråret 2018. Det blev

mere ambitiøst, end mange kunne forstille sig og lå et niveau over

det, som Kommissionen havde spillet ud med.

Direktivet blev stille og roligt forhandlet med parterne og i tæt for-

bindelse med erhvervslivet - også de dele af erhvervslivet, som er

de store energiforbrugere. De har set, at når klimamålene fra Paris

skal nås, så skal boligerne også bidrage. Gør de ikke det, ville

12

regningen falde i form af højere priser på CO2-kvoter for virksom-

hederne. Normalt bakker de ikke op om stramninger i den størrel-

sesorden, men det gjorde de i dette tilfælde.

Der er i hele branchen i dag en udbredt tilfredshed med Det Kon-

servative Folkepartis ageren på den europæiske scene i denne sag.

Min forhåbentlig kommende efterfølger, Pernille Weiss, har lovet

mig at følge sagen til dørs, og jeg har lovet hende at hjælpe med.

Det er MEGET vigtigt at have et dansk medlem af den største og

vigtigste gruppe i Europa-Parlamentet, som leder de fleste institu-

tioner.

Margrete Auken har været ordfører og vundet slaget om at bekæmpe en-

gangsplastik i EU-Parlamentet.

13

Margrete Auken,

liste F, Socialistisk Folkeparti:

SÅDAN BEKÆMPER VI

PLASTIK-FORURENING

De Grønne i EP har længe haft bekæmpelse af plastikforurening

højt på dagsordenen, især ønsket om at nedbringe den store

mængde af plastikposer der flyver omkring overalt i EU. Omsider

kom Kommissionen med et forslag, et med valne henstillinger til

EU’s medlemsstater om at gøre noget, men ingen rigtige krav. Vi

Grønne fik ansvaret i miljøudvalget, og jeg blev rapporteur, dvs den

der skulle lede forhandlingerne med de andre partier om at nå frem

til en betænkning som vi så kunne forelægge for den anden lovgiv-

ningsmagt, Rådet (regeringerne) i de såkaldte triloger (Kommissi-

onen sidder med, dog uden stemmeret).

Det gik over al forventning. De fleste miljøordførere var som jeg

indstillet på at få forpligtende lovgivning. Forhandlingerne slut-

tede med et stærkt mandat; i plenum fik vi tidligt i 2014 et meget

stort flertal for det. Hovedkravet er kraftig reduktion af poserne;

det officielle tal på forbruget af de lette bæreposer, ’knitreposerne’,

var 100 mia årligt i EU hvoraf 8 mia endte som henkastet affald.

De virkelige tal er givetvis højere.

Vi nåede ikke trilogerme før valget i 2014, men under valgkampen

blev den fortrinlige NGO ’Plastic Change’ etableret; jeg deltog selv

i det stiftende møde. Kort efter søsatte de deres kampagne. Fra

Plastic Change stammer de uhyggelige film fra verdenshavene

med enorme plastikøer og hjerteskærende billeder af fugle, skild-

padder og andre havdyr der var døde af sult fordi de var blevet

’mættet’ af plastik, ofte poser og plastlåg.

Den folkelige opbakning til at gøre noget voksede hastigt rundt om-

kring i Europa. Da vi efter valget skulle videre med loven, var det

14

et enstemmigt Miljøudvalg der sendte loven direkte til trilog-for-

handlingerne. Men her begyndte bøvlet. Juncker-kommissionen

var trådt til med arbejdsprogrammet ’Better Regulation’ hvor man

ville være ’big on big things and small on small things’. Og til små

ting hørte plasticpose-begrænsningen. Ja Margrethe Vestager

nævnte direkte ’Margrethes plastikposelov’ i ’Nyt Europa’ i efter-

året 2014 som eksempel på ’small things’.

Modstanden i Kommissionen mod en forpligtende lov var heftig. I

oktober opdagede jeg at Danmark også var imod. Europaudvalget

havde givet mandat til at kun at lave bløde henstillinger, i øvrigt

med den sædvanlige danske selvfølelse at vi ikke selv havde pro-

blemet, vi havde jo allerede afgift på plastposer. At der er en verden

til forskel på den effektive begrænsningsmetode vi i parlamentet

foreslog, nemlig en kundepris på poserne, og så en skat der jo tørres

ud over alle, havde miljøministeriet ikke opdaget. Man havde ty-

deligvis heller ikke opdaget at Parlamentet er medlovgiver (og har

været det i mange år). Vores betænkning som var vedtaget med

stort flertal, opfattede den danske regering som et høringssvar der

bare kunne afvises. Jeg behøver næppe fortælle at den ansvarlige

medarbejder i ministeriet der fik mig voldsomt i hovedet da jeg op-

dagede det. Mon ikke han piller splinter ud endnu.

Lykkeligvis var det italienske formandskab opsat på at få loven

igennem. Så trods modstand fra såvel Kommissionen som fra flere

medlemsstater, landede der lige før den tredje og sidste trilog en

enstemmig indstilling fra Rådet. Fantastisk. Det var vigtigt at den

var enstemmig da Kommissionen ellers havde trukket forslaget.

Næstformanden, Frans Timmermanns, var tosset over den: pla-

stikposeloven var den første de fik på bordet, og den gik stik imod

deres ‘better regulation’. Dette er faktisk den første lov i EU der

følger ’affaldshierarkiet’ nr 1: forebyggelse!

Direktivet havde sine svagheder, fx kunne medlemslandene i ste-

det for kundeprisen på poserne vælge at opfylde reduktionsmål.

15

Den fremgangsmåde har fx Danmark valgt med det triste resultat

at der hidtil intet er sket. Det er der til gengæld overalt hvor man

har sat kunde-pris på poserne. Forbruget er raslet ned - sine steder

med 80-90%. Og Timmermans er den omvendte synder. Nu tager

han plastikforureningen alvorligt. Kommissionen har fremlagt en

rimelig plaststrategi, og inden valget vedtager EU en glimrende lov

om bekæmpelse af engangsplastik. Og Timmermans: han bruger

min plastikposelov som mønstereksemplet på hvordan man effek-

tivt kan få noget vigtigt gennemført.

16

Mette Bock til folkemøde på Bornholm med sin lillebror, Anders Samuel-

sen, som leder Liberal Alliance og er udenrigsminister i Lars Løkke Ras-

mussens regering.

Mette Bock, liste I, Liberal Alliance:

MIN KAMP MOD ANTI-DOPING I SPORT

Når man er kulturminister, er man også idrættens minister. Det

er et ansvar, som jeg med stolthed har taget på mig i min embeds-

periode, hvor jeg har haft et særligt fokus på bekæmpelsen af urent

trav i elitesporten både herhjemme og internationalt. Og der er

fortsat meget at gøre! Det er helt naturligt, at internationalt sam-

arbejde, også i EU-regi, spiller en hovedrolle i bekæmpelsen af den

slags grænseoverskridende problemer. Danmark har ofte opnået

gode resultater sammen med vores gode venner i EU.

17

Men det sker også, at stive EU-regler bliver en stopklods for at gøre

noget ved problemerne. De fleste herhjemme kender til dopingpro-

blemet – og ikke mindst til antidopingdagsordenen. Mange dan-

skere husker Festina-skandalen i Tour de France i 1998, hvor smi-

let stivnede på den ellers så folkekære bjergrytter, Richard Viren-

que, mens Lance Armstrong en del år senere bekendte sine doping-

synder i Oprah Winfreys skriftestol på live-tv. Siden er man nået

langt i den internationale kamp mod doping, selvom der så sande-

lig stadig er mere, der kan gøres. Ikke mindst er det lykkedes en

række EU-lande i stærk forening at lægge et stort pres på Rusland,

der nu har rettet ind i forhold til international dopingbekæmpelse

i WADA-samarbejdet.

Dopingproblemet er i de senere år blevet flankeret af sin mindre

kendte fætter matchfixing, eller som vi siger på dansk: ”Aftalt spil”.

Det drejer sig om manipulation af idrætskonkurrencer, for eksem-

pel når kriminelle bagmænd kontakter en tennisspiller og tilbyder

et pengebeløb, mod at spilleren taber et sæt i en tenniskamp. Bag-

mændene spiller herefter på det aftalte resultat og indkasserer en

klækkelig fortjeneste. Denne form for manipulation, som vi des-

værre har set en del eksempler på i de seneste år, er et kæmpe

problem for idrættens integritet og troværdighed, for hvem gider i

virkeligheden se en tenniskamp eller en fodboldkamp, hvor man

kender resultatet på forhånd? Derfor kan matchfixing være med til

at true hele idrættens eksistensgrundlag.

I et forsøg på at komme problemet til livs og i erkendelsen af, at

der her er tale om et grænseoverskridende problem, som kaldte på

internationale løsninger og samarbejde, blev der i 2012 igangsat et

arbejde i regi af Europarådet. Bare to år senere var det første in-

ternationale instrument til bekæmpelse af matchfixing, Europarå-

dets Matchfixingkonvention, forhandlet på plads med mulighed for

undertegnelse af alle verdens lande.

18

Sådan! Problem solved – kunne man fristes til at sige. Men helt så

let skulle det imidlertid ikke gå. Konventionen er nemlig en så-

kaldt ”blandet aftale”, da den både indeholder elementer med EU-

kompetence og elementer med national kompetence. Det medfører,

at alle EU-medlemsstater som udgangspunkt skal blive enige om

at tiltræde konventionen samlet. Siden 2014, hvor Danmark og

mange andre EU-lande i første omgang undertegnede konventio-

nen, har det ikke været muligt at nå denne enighed, da Malta har

blokeret for EU’s tiltrædelse. Det skyldes, at Malta har en række

økonomiske særinteresser på området, hvor en stor del af landets

BNP kommer fra udbud af online spil.

Var det så det? Sluttede den internationale kamp mod matchfixing

der? Én medlemsstat med under 1 mio. indbyggere modsætter sig

en beslutning, mens resten af EU står handlingslammet tilbage.

Det er de vilkår, som i nogle tilfælde er virkeligheden i EU-samar-

bejdet. Som ansvarlig minister for idrætten står man tilbage med

en blandet følelse af frustration og vantro. Kan det virkelig passe?

Jeg har svært ved at acceptere det. I løbet af 2018 har jeg derfor

haft kontakt til en lang række europæiske kolleger for at skabe

fremdrift i processen. Jeg har skrevet til flere ligesindede lande og

haft bilaterale drøftelser med kolleger, som alle støtter op om kon-

ventionens formål og behovet for at opnå fremdrift i processen. Jeg

har også talt med Malta, som desværre ikke er til at rokke.

Senest har regeringen besluttet at fremme sagen på højt niveau i

EU med afsæt i, at EU's manglende tiltrædelse er et problem for

bekæmpelsen af matchfixing og EU's troværdighed; det er proble-

matisk, at EU ikke kan ratificere en konvention, som Unionen selv

har presset på for at forhandle på plads i Europarådet. Danmarks

idrætsudøvere har selvsagt brug for, at konventionen kan træde i

kraft, så vi kan forpligte medlemslandene til at leve op til konven-

tionens regler, og så vi kan bevare og beskytte idrættens integritet

i årene fremad.

19

Regeringen undersøger nu, hvordan Danmark kan ratificere kon-

ventionen sammen med en gruppe af andre EU-medlemslande,

hvis det politiske pres ikke viser sig at bære frugt. Løsningen må

dog ikke gå på kompromis med Danmarks loyalitetsforpligtelse i

forhold til EU og princippet om kompetencedeling.

Uagtet af hvor sagen lander, har forløbet lært mig, at EU-samar-

bejdet er yderst udfordret, når der skal opnås enstemmighed

blandt alle medlemsstater. Disse beslutningsprocesser forekom-

mer at være et produkt af en anden tid, og jeg opfordrer til, at vi

prøver at gentænke, hvordan vi samarbejder i EU. Der skal refor-

mer til, hvis EU skal tage hul på et nyt kapitel. Og det skal vi, for

ellers risikerer vi, at EU for alvor kommer under pres. Samarbejdet

kan gøres mere effektivt, til gavn for både borgere og medlems-

lande.

Rina Ronja Kari afløste Søren Søndergaard som repræsentant for Folke-

bevægelsen i 2014 og stiller op igen som spidskandidat for Folkebevægel-

sen mod EU.

20

Rina Ronja Kari,

liste N, Folkebevægelsen mod EU:

SÅDAN FORBEDREDE VI REGLERNE FOR

UDSTATIONEREDE ARBEJDERE

Min ubetinget største sejr som EU-parlamentariker var, da jeg i

december 2015 var med til at sikre et nej til at afskaffe det danske

retsforbehold. Debatten op til afstemningen handlede om, hvor me-

get EU skal bestemme over vores retspolitik. Og den danske be-

folkning tog en klar beslutning. De fastholdt retspolitikken i det

danske folketing og sikrede dermed den bedste demokratiske kon-

trol. Det er i mine øjne en kæmpe sejr for demokratiet og ubetinget

dén sejr, jeg ser tilbage på med størst stolthed.

Vender jeg så blikket mod det parlamentariske lovgivningsarbejde,

træder arbejdet med en revision af udstationeringsdirektivet tyde-

ligt frem.

Efter EU-domstolen i 2007 afsagde dom i den svenske Laval-sag,

kom udstationeringsreglerne særligt til debat. Dommen betød, at

de svenske fagforeninger ikke måtte konflikte for at sikre samme

svenske overenskomster for de udstationerede lettiske arbejdere

som for svenske arbejdere. Dommen udløste mildest talt rystelser

i særligt de nordiske lande, og blev efterfulgt af et stærkt krav om

en revision af reglerne.

Det tog ikke desto mindre næsten ti år, før EU-kommissionen en-

delig fremsatte et forslag til en revision. At det tog så lang tid, er i

mine øjne et tydeligt eksempel på, hvordan de folkevalgte står

magtesløse på sidelinjen, når EU-kommissionen ikke ønsker at

fremsætte forslag. Hverken nationale parlamenter eller EU-parla-

mentet kan komme videre.

21

Kommissionens forslag rummede dels nogle positive elementer.

Blandt andet at gå væk fra begrebet mindsteløn og i stedet tale om

aflønning som et mere bredt begreb. Men samtidig indeholdt for-

slaget flere potentielt voldsomme angreb på vores arbejdsmarkeds-

model. Særligt med en formulering, der flyttede ansvaret for at de-

finere lønbegrebet væk fra medlemslandene og ved at fjerne mulig-

heden for at ligestille udstationerede vikarer med nationale vika-

rer. Dette resulterede i et såkaldt gult kort fra Danmarks side

Jeg blev udpeget som ”skyggeordfører”, ordfører fra min gruppe, og

deltog dermed aktivt i forhandlingerne i både EU-parlamentet og

senere i de såkaldte trilog-forhandlinger med Rådet og Kommissi-

onen.

Det lykkedes rimelig hurtigt at opnå bred enighed om at fjerne de

værste tidsler fra forslaget. Vi fik EU-parlamentet med til, at med-

lemslandene skal kunne definere lønbegrebet, ligesom vi fik lige-

stilling af vikarer med igen. Det var i sig selv en klar sejr sammen-

lignet med Kommissionens forslag. Men man skal dog samtidig hu-

ske, at dette ikke i sig selv ville gøre livet bedre for arbejdstagerne.

Det var alene et spørgsmål om at fjerne væsentlige forringelser i

Kommissionens forslag.

Dernæst fulgte en stor kamp om de to modstridende interesser. På

den ene side stod jeg, sammen med gode kollegaer, for at insistere

på at udstationerede arbejdere skulle ligestilles med lokale arbej-

dere. På den anden fløj ønskede man til gengæld ikke at ”skade det

indre marked”. Man anså et krav om lige vilkår som et angreb på

muligheden for at flytte arbejdstagerne rundt. Argumentet var, at

de økonomiske omkostninger ved at tage arbejdstagere f.eks. til

Danmark simpelthen ville blive for høje, hvis de også skulle have

dansk løn og danske vilkår.

Der er ingen tvivl om, at denne argumentation ligger bedst i tråd

med både EU-domstolens tidligere afgørelser og med Lissabontrak-

taten, som jo giver det indre marked høj prioritet. Det er derfor

22

nærliggende at antage, at dette var afgørende for, at vi ikke kom i

mål med en egentlig ligestilling af udstationerede og lokale arbej-

dere.

Når jeg alligevel omtaler revisionen som min største sejr i parla-

mentet, så er det fordi vi dog tog nogle skridt henimod at give de

faglige organisationer og nationale parlamenter flere muligheder

for at bekæmpe social dumping.

I EU-parlamentets positionspapir fik vi faktisk gjort store landind-

vindinger før det første med mulighed for at indføre krav ved un-

derleverandører. For det andet ved at indføre dobbelt lovgivnings-

hjemmel, hvorved domstolen fremover ikke kun skulle se på det

indre marked og dermed den frie bevægelighed af serviceydelser,

men at sociale rettigheder for arbejdstagerne skulle vægte lige så

højt.

Højst skuffende opgav mine kollegaer begge disse to sejre i løbet af

forhandlingerne med Rådet og Kommissionen. Og det nye direktiv

giver dermed kun mindre forbedringer i forhold til de grundlæg-

gende problemer, der er skabt af EU selv. Jeg vil fremhæve to for-

bedringer:

Med skiftet fra mindsteløn til aflønning blev lønbegrebet udvidet,

og vi kommer tættere på lige løn end tidligere set.

Med en udvidelse af overenskomstbegrebet fik vi sikret, at langt

flere overenskomster kan komme i spil overfor de udstationerede

medarbejdere. Hvor det tidligere først og fremmest var almengjorte

overenskomster. Det betyder, at man nu også må se på mere spe-

cifikke og mere geografisk-opdelte overenskomster. Vi er desværre

ikke dér, hvor alle f.eks. danske overenskomster kan danne grund-

lag også for udstationerede medarbejdere. Men enhver udvidelse af

begrebet er godt og giver flere rettigheder til, at man nationalt kan

hæve baren for hvilke minimumsrettigheder en udstationeret ar-

bejder skal have.

23

Et gult kort er en advarsel fra de nationale parlamenter eller Mini-

sterrådet om, at forslaget til lov ikke er i overensstemmelse med nær-

hedsprincippet

24

Anders Vistisen er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti

og genopstiller den 26. maj. Posten som spidskandidat udfyldes af Peter

Kofod.

Anders Vistisen, liste O, Dansk Folkeparti:

SÅDAN VANDT VI FOLKEAFSTEMNING

OM RETSFORBEHOLDET I 2015

Når man som politiker bliver bedt om at beskrive det område, hvor

man har haft størst politisk indflydelse i ens mandatperiode, leder

det naturligt til en refleksion over, hvad indflydelse er for en stør-

relse.

Er det de småpåvirkninger, den daglige strøm af lovgivning og re-

gulativer, der strømmer fra Bruxelles og Strasbourg, som man

25

opnår gennem udvalgsarbejde, afstemninger eller forhandlinger?

Er det den oplysningsvirksomhed og holdningspåvirkning, man

forsøger at løfte overfor sine vælgere? For mig er der ingen tvivl.

Den største indflydelse, jeg har haft som medlem af Europa Parla-

mentet, er den kampagne som Dansk Folkeparti førte – og vandt –

for at fastholde vores retsforbehold. Havde Dansk Folkeparti tabt

afstemningen 3. december 2015, ville det have haft uoverskuelige

konsekvenser for Danmarks muligheder for at agere frit på rets-

og udlændingeområdet.

Lidt om iscenesættelsen af afstemningen:

Det var naturligvis ikke min personlige indsats, der sikrede et nej

3.december 2015. Nej’et tilhører først og fremmest de danskere,

som gik til stemmeurnerne. På den politiske scene var der også tale

om et godt samarbejde mellem politikere fra Enhedslisten, Folke-

bevægelsen mod EU, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om at

anbefale et nej i afstemningen. Så jeg var på alle måder kun et lille

tandhjul i en stor bevægelse. En bevægelse der dog i størrelse og

økonomi var ja-siden langt underlegen. Hos ja-siden havde man de

resterende politiske partier, organisations-Danmark, samtlige

dagblade, de såkaldte ”EU-eksperter” og stort medløb fra landets

journalister. I august 2015, hvor statsminister Lars Løkke Ras-

mussen udskrev folkeafstemningen, havde ja-siden et kæmpe for-

spring. En Gallup-måling viste, at 58 pct. af danskerne var parat

til at opgive retsforbeholdet.

Min beskedne indsats i kampagnen for at fastholde retsforbeholdet

lå i kampagne og agitation forud for afstemningen, men mit vigtig-

ste bidrag var nok i forberedelsesfasen i oktober/november 2014.

Ja-sigerne ønskede at bruge den brændende platform, der var

skabt ved, at dansk medlemskab af Europol ville ophøre i forbin-

delse med, at samarbejdet blev overstatsligt. I stedet for at over-

lade beføjelser til Europol valgte man at ophæve hele retsforbehol-

det, så Grundlovens paragraf 20 aldrig mere skulle anvendes i

26

forbindelse med fremtidige beslutninger om at overlade EU mere

magt på rets- og udlændingeområdet.

Det var centralt for Dansk Folkeparti at få informeret danskerne

om, at der ikke blot var tale om en afstemning om fortsat medlem-

skab af Europol, men et langt mere fundamentalt opgør med hele

det danske forbehold. Der blev også skabt usikkerhed, om vi kunne

få en parallelaftale. Det kunne vi naturligvis, som vi sagde - og det

fik vi.

Derfor måtte jeg tilbage til lærebøgerne fra mit jurastudie, hvor jeg

havde skrevet mit speciale fra Aarhus Universitet om netop

Grundlovens paragraf 20. Man kunne nøjes med at overlade suve-

rænitet på Europol-området. Og altså dermed sikre, at den reste-

rende lovgivning på rets- og udlændingeområdet i EU stadig ville

være omfattet af beskyttelsen i Grundlovens paragraf 20.

Dermed kunne vi fra Dansk Folkepartis side adressere to væsent-

lige emner i valgkampen. 1) vi kunne påvise, at ja-partierne be-

vidst havde valgt at overlade mere suverænitet til EU, end de be-

høvede for at fastholde Danmark i Europol.

2) Vi kunne garantere danskerne en plan B for fortsat medlemskab

af Europol, der kunne anvendes, hvis vi ikke kunne få en tilfreds-

stillende parallelaftale om Europol, før samarbejdet blev overstats-

ligt.

Det var derfor et centralt columbusæg i vores kampagne, der både

kunne punktere ja-sidens hovedargument for at afskaffe retsforbe-

holdet og forsikre danskerne om fortsat Europol-tilknytning ved et

nej. Jeg tog kontakt med forskellige kontakter i det juridiske miljø

for at afprøve tesen hos dem. Da de umiddelbart var enige i min

tolkning, følte jeg mig sikker til at tage sagen videre.

Jeg vente derfor min ide med daværende gruppeformand for Dansk

Folkeparti i EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, og han tog

forslaget videre til Dansk Folkepartis centrale

27

Koordinationsudvalg, der også kunne se ideen med forslaget.

Dansk Folkeparti bad derfor dr.jur. Peter Pagh om at udarbejde et

notat om sagen.

Pagh-notatet bekræftede min tolkning af sagen. Herefter blev no-

tatet en central del af Dansk Folkepartis kampagne frem mod rets-

forbeholdsafstemningen. Ud over at det blev behandlet i medierne,

udgjorde det også baggrunden for det kampagnemateriale Dansk

Folkeparti fremstillede frem mod EU-valget, ligesom partiformand

Kristian Thulesen Dahl i den afsluttende partilederdebat på bag-

grund af notatet udstak en garanti til danskerne om, at Danmark

ville blive i Europol efter et nej. Enten gennem en tilfredsstillende

parallelaftale eller ved en ny begrænset tilvalgsordning, som kun

omhandlede Europol.

Danmark fik efterfølgende på rekordtid en parallelaftale om Euro-

pol, som Rigspolitiet beskrev som operationelt tilfredsstillende.

Begge store sejre for Dansk Folkeparti og vores forudsigelser til

danskerne. Jeg er bestemt ikke overbevist, om vi havde vundet af-

stemningen, hvis ikke Pagh-modellen, garantien om forsat Euro-

pol-medlemskab eller den bredere debat om, hvorfor ja-partierne

ville overlade suverænitet på hele retsområdet, havde været en

central del af kampagnen frem mod afstemningen.

Jeg betragter derfor retsforbeholdsafstemningen som det område,

hvor DF – og jeg – har haft størst indflydelse på dansk EU-politik

både i den indeværende valgperiode og fremadrettet.

28

Peter Kofod er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og ny spids-

kandidat for Dansk Folkeparti. Han afløser Morten Messerschmidt, der i

stedet stiller op til Folketinget.

29

Morten Løkkegaard er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre og med

i den liberale ALDE-gruppes bestyrelse. Han er nu forfremmet til spids-

kandidat for det ledende regeringsparti.

Morten Løkkegaard,

Liste V, Venstre, Danmarks liberale Parti:

POLITISK SEJR FOR DE HANDICAPPEDE I

EU

Parlamentarisk arbejde er for de tålmodige. I et hus som Europa-

Parlamentet er sejre ofte en vundet plenar-afstemning et-to år ef-

ter, at man hørte om forslaget første gang. Efter så lang tid er “sej-

ren” jo sjældent ens egen alene. Den er fordelt ud på alle dem, som

30

undervejs har slidt og slæbt med at sikre flertallet i flere omgange

- og ofte med et resultat, der ligger en hel del fra det oprindelige

udgangspunkt.

Man kan sagtens bruge fem eller 10 år som parlamentariker uden

nogensinde at få en rapport, som er ens egen - altså: At man er

såkaldt ordfører, rapporteur, hovedforfatter og -forhandler på de

ændringsforslag, som parlamentet har ret til at fremsætte til et

kommissionsudspil. Det er ikke det samme som, at man aldrig får

en “sejr”. Men - som oftest deler man den med mange andre.

Jeg har været rapporteur en lille håndfuld gange i de ca. 10 år, jeg

har været medlem af Europa-Parlamentet. Min mest markante -

og mest aktuelle - personlige forhandlings-sejr var en realitet i det

sene efterår 2018, men den endelige afstemning om det færdige tri-

log-resultat kom først i marts 2019.

Det drejer sig om det såkaldte Tilgængelighedsdirektiv, en lov-

pakke om bedre vilkår for Europas 80 millioner handicappede. Der

er 120 millioner, hvis man tæller alle ældre med funktions-nedsæt-

telse med. De er også omfattet af loven.

Baggrunden for Kommissionens fremsættelse var et årtier langt

krav/ønske fra handicap-organisationer over hele Europa. Tilbage

i 80’erne skrev de fleste af verdens lande under på et FN-papir,

som satte standarder for tilgængelighed. Problemet har så været,

at FN - som altid - ikke kan sætte magt bag de fine ord. Mange

lande har ikke gjort noget for at leve op til deres egne løfter. Derfor

ønsket om EU-handling og decideret fælles lovgivning.

Udfordringen for Juncker-kommissionen har været, at handicap-

vilkår grundlæggende er et social-politisk spørgsmål - og som så-

dan en national kompetence. Ikke desto mindre har Juncker høje

ambitioner på det sociale område. Man taler om Den Sociale Søjle.

En række følgelove er nu begyndt at dukke op. Med tilgængelighed

løste man kompetence-problemet elegant ved at fremsætte et Indre

31

Marked Direktiv-forslag om tilgængelighed i produkter og tjene-

steydelser.

Forslaget var omhyggeligt formuleret, så ingen kunne anklage no-

gen for at “snige” social-lovgivning ind via bagdøren. Kommissio-

nen og den ansvarlige kommissær, Mariann Thyssen, vidste selv-

følgelig godt, at parlamentets lovgivnings-ivrige venstrefløj - men

også Junckers egne kristendemokratiske partifæller - var parat til

at tilføje en lang række ændringsforslag, der ville udvide række-

vidden og på den måde snige det ind alligevel.

Alt dette fandt jeg hurtigt ud af, da jeg havde takket ja til ordfører-

jobbet, og snart gik det op for mig, at jeg ville få nok at se til med

at begrænse rapporten til noget, der blot havde den mindste chance

for at føre til noget.

Et andet grundvilkår, jeg skulle forholde mig til, var de europæiske

handicap-organisationers meget aggressive og fra starten domine-

rende adfærd. De første lobby-møder var en chokerende oplevelse.

Her sad politiske amatører og ville diktere ændringer til Kommis-

sionens rapport. Mine - synes jeg selv - stilfærdige betragtninger

om den endelige rapports videre skæbne i trilog-forhandlingen,

hvis alle blot pøsede på med deres julegaveønsker, mødte kun for-

agt og tonedøvhed.

Jeg skal aldrig glemme min første tale til flokken, hvor jeg bebu-

dede, at jeg ville arbejde for at lade mikrovirksomheder - altså ty-

pisk enmandsfirmaer - slippe for de hundredvis af nye særkrav, der

ville følge af den nye lov. Salen blev pludselig helt stille. Alle for-

ventede det, de plejede at opleve: En Halleluja-brandtale om de

sørgelige vilkår for de stakkels handicappede. Lavpunktet blev

nået med en anti-Løkkegaard-demonstration med 80 højtråbende

handicappede på Place Luxembourg.

Jeg besluttede at fortsætte den videre dialog med den danske afde-

ling af organisationen, hvor man havde lidt andre traditioner for

32

politisk lobby-arbejde. Det førte til et fortrinligt samarbejde og et

godt resultat, som man da også har kvitteret for - i modsætning til

den europæiske moder-organisation, der har brokket sig selv efter

vedtagelsen.

Et andet resultat af denne klassisk-sydeuropæiske militante stil

var, at den socialistiske gruppe i parlamentet havnede i en uheldig

rolle i forhandlingerne. Da S-forhandleren åbenlyst havde blandet

blod med de militante, oplevede vi andre, at de måtte indtage helt

håbløse - ja, nærmest grinagtige positioner alt for sent i forhand-

lingerne. Kulminationen på dette cirkus kom ved den afgørende

trilogforhandling, hvor det østrigske formandskab havde vist over-

raskende styrke og smidighed i Rådet - og pludselig sagde ja til mit

kompromisforslag - og dermed skaffede et uventet gennembrud. I

en situation, hvor der var brug for selvstændig tænkning og hand-

ling og et vist mål af mod og improvisation - satte S-forhandleren

sig på bagbenene og ville ikke være med.

Jeg brugte ca. et år på at opnå et fælles forhandlingsmandat. Det

holdt hårdt. Dels fordi EPP undervejs holdt med de røde og fik for-

muleret ret vidtgående forslag om bl.a. tilgængelighed i bygninger

og det offentlige rum, som selvfølgelig osse blev en monster-knast

senere i trilogen. Dels fordi socialisterne havde held til at få rykket

den endeligt vedtagne rapport i Indre Marked udvalget over i ple-

naren - og fik de sydeuropæiske konservative med på en lang

række sidste-øjebliks ændringer, f.eks. på transport-området. Intet

af dette gavnede rapporten, men jeg måtte acceptere et “juletræ”

for at få flertallet for mandatet i sidste ende.

Vigtigst var det dog at få et eller andet, så vi kunne komme videre

til trilogen. Bare det at nå dertil ville nemlig være historisk, og min

fornemmelse var, at Kommissionen ville presse medlemslandene

hårdt for at opnå resultater, fordi Juncker havde brug for det op til

valget i maj 2019.

33

Første forhindring i trilogen var formandskabet. Det lå nemlig til-

fældigvis hos Bulgarien - som var med for første gang, og som er

kendt for uduelighed. Bevares, forhandlerne var søde og velme-

nende, men det stod hurtigt klart, at intet ville lykkes med bulga-

rerne. Ambassadøren kunne ikke skaffe noget som helst fra Råds-

møderne, så vi rundede halvåret af med kun tre områder forhand-

let færdig - vel at mærke områder uden knaster!

Helt anderledes forventninger var der til Østrig, som overtog for-

mandskabet i efteråret 2018. De næste tre måneder frem til decem-

ber ville blive afgørende. Ikke mange troede på et resultat. Dertil

var afstanden mellem Rådet og Parlamentet simpelthen for stor.

Som altid var det mest et spørgsmål om penge. Forbedringer for

handicappede er jo ikke gratis. Men - der var også kompetence-

spørgsmål, f.eks. på bygnings-området og så - lidt overraskende -

på spørgsmålet om, nødtjenester som 112. Her var visse medlems-

lande, f.eks. Tyskland, lodret imod at indføre noget fælles.

På den anden side stod det også hurtig klart, at østrigerne meget

gerne ville have et resultat, sikkert kraftigt tilskyndet af Juncker

og hans team. Derfor var ambassadør Oberreiter det rette valg: Re-

sultatorienteret, erfaren, direkte, men også behagelig. Et godt

match, som jeg talte fornuftigt med - og som jeg fornemmede ville

sejle direktivet i land. Af den grund endte vi også med et overra-

skende godt resultat. De store spillere havde tydeligvis besluttet

sig, så mit job handlede mest om at undgå de oplagte faldgruber,

som S-gruppen var faldet i.

Tilgængelighed havde jeg ikke lige set komme, da jeg i sin tid star-

tede i Indre Markeds-udvalget. Men forløbet viser, at man med

åbenhed og lidt kreativitet kan nå langt. De to år med forhandlin-

gen var en uhyre vigtig læreproces for mig som parlamentariker.

34

Nikolaj Villumsen er EU-ordfører for Enhedslisten i Folketinget og

medlem af Europarådet, men ønsker nu at blive medlem af Europa-

Parlamentet i stedet som spidskandidat for Enhedslisten.

Nikolaj Villumsen, liste Ø, Enhedslisten:

GULT KORT MOD ANGREB

PÅ STREJKERETTEN

EU's indre marked skaber pres på danske løn- og arbejdsvilkår.

Det oplever mange danskere rundt om på de danske arbejdspladser

og landeveje. Her underbetales og udnyttes udenlandske kollegaer

af grådige arbejdsgivere. Det betyder ikke alene et dårligere ar-

bejdsmiljø og ringere løn for vores øst- og sydeuropæiske kollegaer.

Det betyder også et generelt pres på vores løn- og arbejdsvilkår på

det danske arbejdsmarked.

35

Derfor har det også været helt centralt for mit arbejde i Folketin-

gets Europaudvalg at arbejde imod social dumping og for lige vil-

kår for lige arbejde.

I de seneste år har EU-Domstolen yderligere lagt pres på den dan-

ske model. Det er sket ved en række domme, hvor man har ind-

skrænket fagbevægelsens mulighed for at lave konflikt for at

kræve lige vilkår. Det gælder bl.a. den såkaldte Laval-sag fra Sve-

rige, hvor den svenske fagbevægelse blev dømt af EU-Domstolen

for at have lavet en blokade for at kræve at deres lettiske arbejdere

fik lov at arbejde på svensk overenskomst.

Trods store demonstrationer fra den europæiske fagbevægelse i

Bruxelles og bred kritik af fagbevægelsen i Danmark af den vold-

somme sociale dumping er det ikke lykkedes at få lavet en grund-

læggende ændring af EU’s traktater. Fra den europæiske fagbevæ-

gelses side har man konkret foreslået en juridisk bindende social

protokol til Lissabon-traktaten. Sådan at det sikres, at faglige ret-

tigheder sidestilles med den frie bevægelighed. Det vil skabe en

fair bevægelighed og give både fagbevægelsen og de nationale par-

lamenter mulighed for at tage initiativer til at stoppe den sociale

dumping og sikre lige vilkår.

Enhedslisten har fra start bakket op om dette krav. Det blev des-

værre afvist af den tidligere S-SF-R-regering med Thorning i spid-

sen, men siden 2015-valget har alle partier i oppositionen valgt at

bakke op om kravet om en social protokol. Det giver håb for frem-

tiden. Efter næste valg har Danmark forhåbentligt et flertal, der

vil kæmpe for en juridisk bindende social protokol og et flertal i

EU-Parlamentet, der vil gøre det samme. Det vil jeg kæmpe for. Og

jeg har før haft succes med at samle bred opbakning til et forsvar

for konfliktretten og faglige rettigheder.

I maj 2012 lykkedes det mig, som EU-ordfører for Enhedslisten, at

samle et flertal i Folketingets Europaudvalg om en såkaldt begrun-

det udtalelse imod det, der blev kaldt, Monti II-forordningen. Dette

36

forslag fra EU-Kommissionen var et forsøg på at indskrænke fag-

bevægelsens mulighed for at indlede konflikt for at kræve bedre

vilkår i tråd med afgørelserne fra EU-domstolen i Laval-dommen

og en række andre domme.

EU ville med forslaget gribe vidtgående ind i konflikten og den

danske model. Det er klart, at vi fra Enhedslistens side umuligt

kunne acceptere, at EU skulle blande sig i strejkeretten. Det ville

ikke alene være et angreb på fagbevægelsen, men også et angreb

på den danske model og arbejdsmarkedet, som de EU-begejstrede

partier har lovet danskerne, at EU aldrig vil blande sig i.

Heldigvis var vi ikke alene. Det lykkedes, at få flertal i Europaud-

valget, og det lykkedes ligeledes at mobilisere en række nationale

parlamenter til at trække et gult kort overfor EU-Kommissionen,

da forslaget var i klar strid med nærhedsprincippet. I kritikken fra

Europaudvalget lød det klart, at EU ikke skal blande sig i arbejds-

konflikter i medlemslandene. Dette samlede opbakning, og EU-

Kommissionen måtte trække forslaget.

Det var en vigtig sejr for strejkeretten og et godt eksempel på, at

det nogle gange kan lykkes at stoppe forringelser på arbejdsmar-

kedet fra EU. Forhåbentligt vil det efter det kommende folketings-

og EU-parlamentsvalg kunne lykkes at skabe forbedringer for løn-

modtagerne i EU-landene med vedtagelse af en social protokol. Det

vil vi sammen med den danske og europæiske fagbevægelse kæmpe

for i Enhedslisten.

37

’Rasmus Nordqvist er EU-ordfører for Alternativet og er udpeget som par-

tiets spidskandidat til EU-valget. Han stiller op sammen med det tværna-

tionale parti, European Spring, som ledes af den tidligere græske finans-

minister, Yanis Varoufakis.

Rasmus Nordqvist, liste Å, Alternativet:

FOLKETINGET OGSÅ MED

I EU-LOVGIVNING

Vi taler om lovgivning, der laves fælles i EU som noget, “de har

besluttet nede i EU”. Vi taler om EU som noget, der ligger langt

væk fra, her hvor vi er. Meget ved beslutningsprocesserne kan kri-

tiseres, fordi det til tider virker som om, at beslutningsprocesserne

38

er gemt væk fra den demokratiske samtale, men ofte er Folketinget

faktisk med i disse beslutningsprocesser.

I Folketinget har man valgt at lægge EU-arbejdet i det såkaldte

Europaudvalg. Det burde først og fremmest være en aktiv del af

beslutningsprocesserne omkring EU-spørgsmål, men udvalget

kobles ofte meget sent på i forløbet. Europaudvalget skal ellers

klæde danske ministre på inden møderne i Det Europæiske Råd,

og alle danske ministre skal derfor forbi udvalget for at fremlægge

dagsordnerne inden relevante møder. Ved sager, som regeringen

vurderer er vigtige, beder de om mandat til forhandlingerne. Det

vil sige, at man som medlem i Europaudvalget ved disse møder

både har mulighed for at påvirke regeringens forhandlingsposition

i Rådet, og samtidig kan man observere processen og føre parla-

mentarisk kontrol med regeringen.

Det er selvfølgelig vanskeligt at rykke ved et mandat fra regerin-

gen, da dette ofte er aftalt med et flertal i Folketinget, men vi gør,

hvad vi kan for at diskutere og påvirke beslutningerne. Regeringen

vælger desværre og måske netop derfor ofte at bringe emnerne op

meget sent. Jeg har oplevet, det blot var få timer efter, at beslut-

ningerne blev bragt til udvalget, at forhandlingerne skulle gen-

nemføres. Under sådanne omstændigheder kan man ikke med selv

den mest ihærdige indsats rykke særlig meget.

Det er svært at pege på en enkelt sag, hvor vi særligt har kunne

påvirke og få rykket ved regeringens standpunkter og trække dem

i retning af at skabe gode europæiske beslutninger. Efter sagerne

har været i udvalget, kommer de til forhandlinger i Ministerrådets

arbejdsgrupper, og derefter mellem Miniisterrådet, Kommissionen

og Europa-Parlamentet. Til sidst skal lovene vedtages og imple-

menteres i vores hjemlige lovgivning. Vejen er med andre ord lang.

En sag, der dog har fyldt meget, og hvor jeg stadig kæmper for at

gøre vores stemme gældende, er det kommende EU-budget, eller

med det mere sexede udtryk: den flerårige finansielle ramme.

39

Budgettet laves for syv år ad gangen, og har derfor stor betydning

for de næste mange års arbejde i EU og for, hvordan vi kan svare

på de udfordringer, vi står overfor såsom klimakrisen, store ulig-

heder i Europa og de sociale udfordringer i mange lande. Kommis-

sionen kom i maj 2018 med deres udspil. Siden da har Europa-Par-

lamentet så fremlagt et bud, og nu forhandler Rådet så sin position.

Et område, som jeg har brugt megen opmærksomhed på, er på alle

de eksterne elementer, der blandt andet indeholder udviklings-

hjælpen. Her har man tidligere i budgettet haft opdeling mellem

forskellige elementer, så der både var fokus den langsigtede udvik-

lingshjælp; til arbejdet for menneskerettigheder og demokrati; til

de oversøiske områder (altså tidligere kolonier) samt en række an-

dre værktøjer.

Da migration og flygtninge har fyldt meget i debatten de senere år,

har man nu desværre valgt at lægge mange af disse elementer sam-

men. Dette er sket både med den udmærkede begrundelse, at ar-

bejdet inden for dette komplekse område hænger sammen, men

desværre i høj grad også fordi, vi ser en tendens til, at mange EU-

lande er begyndt at instrumentalisere udviklingshjælpen i et for-

søg på at holde migranter og flygtninge væk. Faren ved dette bli-

ver, at alle de penge, vi skulle bruge på den langsigtede udvikling,

der på sigt skal skabe bedre samfund, nu går til fx grænsekontrol.

Arbejdet i Europaudvalget er den lange, seje vej med en genta-

gende proces bestående af skriftlige spørgsmål, samråd og flere

spørgsmål, hvor ministeren skal forklare sig. For på denne måde

dels at påvirke ministeren og dels at skabe opmærksomhed om de

kritisable beslutninger, der er på vej til at blive gennemført. Euro-

paudvalget giver kun forhandlingsmandater til under fem procent

af de årligt vedtagne retsakter.

Er det lykkedes at rykke den danske regering eller Rådet i deres

forhandlingsposition? Nej. Men opmærksomheden er vakt, så der

nu ikke afholdes et møde med udviklingsministeren, hvor hun ikke

40

på eget initiativ nævner, at bredden i udviklingshjælpen er vigtig.

Så kan jeg kun håbe, det bærer frugt og at hele EU’s udviklings-

hjælp ikke i fremtiden bliver et instrument, der blot bruges til at

holde mennesker væk fra vore grænser.

41

Jens-Peter Bondes lærebog om Folkestyre og globalisering i Danmark og

EU, FIND UD AF EU. 422 sider med 50 let læste kapitler. Kan lånes på

biblioteket eller købes hos forlaget Frydenlund.