REG INA - en storbiografgennem tiderne

Så faldt et af folkekulturens templer. Den 5. maj1983 besluttede byrådet at lukke Regina-tea-tret, og i slutningen af juni drejede direktørFeldballe Petersen nøglen om efter sidste fore-stilling »Døden i grotterne«. At lederen af Mal-ling Bio, Per Hauberg, senere fik et midlertidigtlejemål, var ikke af blivende betydning. Det varbyens fornemste og største biograf, der døde, ogmed den forsvandt nogle af de sidste spor af fil-mens store fortid i Århus. Regina var nemlig etprodukt af den tid, »Da Århus var Hollywood«,som afdøde borgmester Bernhardt jensen harskildret så levende.

Regina-biografen havde offentlig premiereden 1. januar 1921, indrettet i det store kom-pleks, Regina-bygningen, der, finansieret affilmpenge, blev opført på den gamle Frich's-grund i Søndergade. Filmproduktion og film-udlejning kastede gode penge af sig i århundre-dets begyndelse, og ud af pioneren, fotografThomas S. Hermansens foretagsomhed danne-des i 1908selskabet A/S Fotorama, som opnåedeen enestående monopolstilling i byens filmliv ialle årene under stumfilmen. Allerede i 1917sadFotorama reelt på alle biografbevillingerne, selvom selskabet i realiteten ingen havde selv.Århus

Teater havde bevillingen til Fotorama i teater-bygningen ; højremanden i byrådet, købmand,vicekonsul og grundejerformand Mikael j ohan-sen havde bevillingen til Kosmorama; filmpio-neren, postmester j ohs. Hansen i Skanderborghavde - delvis sammen med Arbejdernes Fælles-organisation - bevillingen til det senere Folke-teater, fra 1910beliggende på Hotel Kronprin-sens grund, før den blev flyttet på grund af gen-nemførelsen af Park Alle. Fælles for dem alle var,at de udlejede bevillingen til A/S Fotorama. DaBiografen i Nørregade kom til, sad Fotoramaogså på den. Det gaven solid indtjening.

Direktører i Fotorama var den legendariskeFrede Skaarup, tidligere købmand i Ringkøbingog lejer af film hos Fotorama, samt E. Schned-ler-Sørensen ; de slog sig efterhånden begge nedi København. Bestyrelsen bestod af omtalte Mi-kael johansen, konsul, speditør E. Bergmannsamt konsul M. P.Drescher, der sammen med sinsvoger, A. W Mammen, havde etableret pakhus-og stevedoreforretningen Mammen & Drescher.

Aktiekapitalen var 600.000 kr. i årene underverdenskrigen, og det årlige udbytte som regel50%.

I 1919 udvidedes aktiekapitalen til 2 millio-ner. Det skyldtes, at Fotorama købe Frich's-grunden i Søndergade, der havde ligget tomsiden 1912,da Frich's fabrikker flyttede til Åby-høj. Denne centralt beliggende grund ejedes af»A/S matr. Nr. 319a«, hvis aktionærer var Mam-men, Drescher, Skaarup, Bergmann, Mikaeljo-hansen og Fotorama. Med overførslen til Foto-rama forblev grunden altså så at sige i familien.

133

På dette postkort af fotograf Monsrud ses hjørnet af Søndergadeog Sønder Alle 1910. Til højre, hvor Regina-bygningen blev opført

en halv snes år senere, ses endnu Frichs fabriksanlæg.(Foto: Lokalhistorisk Samling)

Hensigten med købet var at opføre en størreforretningsejendom med biografteater, og manregnede med, da byggeriet blev påbegyndt isommeren 1919, at det ville komme til at koste2Yz million kr. Det kom til at gå noget anderledespå grund af tidernes ugunst. 5 millioner kombyggeriet op i med kurstab, inventar og dethele, og vurderingen blev 312 million. Det betød,at der efter prioriteringen blev en betydeligbankgæld tilbage, som bestyrelse og direktionmåtte kautionere for. Men huset var bygget ogindeholdt i al sin herlighed foruden Regina-

134

teatret butikker i stueetagen mod Søndergade,restaurant og hotel Regina med indgang fraSønder Alle. På første sal var der cafe samtselskabslokaler og kontorer for hotellet. Andenog tredje sal var indrettet med hotelværelser, ogi tagetagen holdt Fotorama kontorer, prøve-værelser m.m., ligesom hotelpersonalet havdeværelser her. I kælderen var der køkken, lager-rum, vaskeri m.m. Al udvendigt træværk i stue-etagen var udført i teaktræ, facaderne pudsetmed porfvrit, og sokkel, gesims og vaser udført igranit.

Byggeriet var opført under ledelse af arkitektA. Høeg Hansen, som stod bag meget af tidenssmukkeste byggeri i Århus. Selve biografsalenfremtrådte i tiden som et modstykke til detpyntede rum i Århus Teater; ideen var: bort fradet maleriske, over til det monumentale. Derforblev indgangen også meget diskret. Rotunden \/efter billetsalgsgangen fremtrådte meget ;\smukt i grønt og lilla med billedhuggeren SvendRathsacks forgyldte Harlekin i midten underden stjernebesåede himmel i grågrønt. Salen varholdt i en varm, rødlig farve med velourtæpperog polstrede stole. Bagest var der loger, og påbalkonen sågar en kavalerloge til f. eks. konge-ligt besøg. Fortæppet var grønt og skjulte etlærred, der var fire gange større end hidtil set iÅrhus. Personalet var, som det hørte sig til itiden, ret omfattende. Der var annonceret efterikke mindre end 16 kontrollører, hvoraf de 8skulle være kvinder; hertil kom 8 garderobeda-mer og 3 billetkasserersker til at betjene publi-kum, der kunne løbe op i højst 939 ad gangen.

En bevilling måtte der til, og man brugte før-omtalte j ohs. Hansens, indtil den året efter blevoverført til A/S Fotorama, formentlig som følgeaf den nye biograflov, der strammede bevillings-systemet en anelse op.

Den store biograf åbnerRegina-teatret var provinsens største, og allesejl blev sat til ved indvielsen, der fandt sted vedårsskiftet 1920/21. Den 30. december overvære-de dronning Alexandrine med prinser og følge

Her er Regina-bygningen under opførelse 1920. Hen overretunderis kuppel ser man mod hjørnet Søndergade/Sønder Alle,

hvor også dengang Alfred Buus' Eftf. havde forretning i glas,porcellæn og køkkenudstyr.

(Foto: Lokalhistorisk Samling)

en særlig arrangeret eftermiddagsforestilling,den 31. blev teatret præsenteret for et fuldtal-ligt, indbudt publikum, og endelig nytårsdag1921 blev det åbnet for offentligheden. Førstblev Johan Svendsens »Fest Polonaise« spillet aforkestret under ledelse af kapelmester HaraldAndersen, så var der dokumentarfilm fra kon-gens og dronningens seneste udenlandsrejse, også kom hovednummeret: »jomfruen fra Stam-bul« med skuespillerinden Priscilla Dean i ho-vedrollen. Den havde været opført »i samtligeverdensdeles hovedstæder under uhyre til-strømning«, og den havde alt, hvad publikumkunne begære: storslåede naturbilleder ogmægtige optog gennem ørkenen, som gang pågang kaldte bifaldet frem. Harald Andersenfulgte godt med orkestret; det var langt merefornemt end det sædvanlige klaverbokseri. Un-der hele stumfilmsperioden i 1920'erne passe-de Harald Andersen musikken i teatret; når derikke var forestilling, spillede han oppe på førstesal i Regina Cafeen.

Folk gik tilfredse hjem fra premiereforestil-lingen. Også børnene var der tænkt på; om ef-termiddagen bleveventyrfilmen »Hans ogGrethe« spillet.

Der var dog nogen bekymring om, hvorvidtdet århusianske publikum var stort nok til aftenefter aften at fylde det store teater, »det bedsteog skønneste i Danmark« , men i de første år gikdet nogenlunde. Som direktør for Fotoramasjysk-fynske afdeling og leder af de århusianskebiografer fandt Frede Skaarup i 1921 frem tilOluf Jensen, 53 år, dervarredaktørved »Helsin-

135

Reginas åbningsannonce fra slutningen af december 1920. Daman jo rådede over et rigtigt orkester, kunne man lægge pompøst

ud med Johan Svendsens Fest Polonaise. Den værste konkurrent inytårsdagene var Fotorama, der ved ikke mindre end 5 daglige

forestillinger viste »Madame Bunerflv« , »fra de blomstrendeferskentræers eventyrskønne land«.

gør Avis«, ligesom han drev den lille biograf iHelsingør. Oluf jensen var uddannet som bog-trykker og journalist (hans første journalistiskebedrift var såmænd, at han sammen med skov-fogden fandt de afsjælede legemer af grev SixtenSparre og Elvira Madigan i Nørreskoven påTåsinge). Det blev således Oluf jensen, der komtil at stå bag repertoirevalget til alle de århu-sianske biografer. Det er ugørligt inden for disserammer at give et repræsentativt indtryk af Re-ginas repertoire. Spredte pluk må gøre det.

Blandt danske filmproducenter var det kunPalladium og Nordisk Film, der produceredekontinuerligt i 1920'erne. Nordisk lavede nogleDickens-filmatiseringer, der blev vist i Regina.Frederik jensen spillede således Mr. Micawber i»David Copperfield«, der blev en stor succes.Ligeledes havde han hovedrollen i en anden afDickens-filmene »Lille Dorrit«, hvor han var Mr.Dorrit, mens Karina Bell spillede rollen som lilleDorrit. »Publikums stemning skiftede fra rø-relse til munterhed og glæde«, skrev avisen.

Palladium producerede f. eks. de populære filmmed Fyrtårnet og Bivognen. De store kunstvær-ker var de vel ikke, men de havde et stort og tro-fast publikum. I 1927 kom et mere prætentiøst

136

Aabningsforestillingerl. og 2. Nytaarsdag Kl ..•• 6 og 8 _

samt Mandag og ~ølgende Dage Kl. S:

P R O G R A ~I:

Joh. Seendsen Fest Polormise.

Deres Maj. Kongens og Dronningen.sidste Udenlandsrejse.

Jomfruen fra StambulSkuespil i 7 Akter øf H. H. "BD Loan.

I Hovedrollen: Prl.cllla Dean.

Børne-EftermiddagsforestillingMandag og følgende Dage Kl. 4'/.:

den prag~ulde Eventyr-F1lm:

AI!e Børn vil juble over denne levende Billedbog, op;Forældrene vil glæde sig med de Smaal

Orkestret under Ledelse a~Kapelmester Harald Anderøen.

Forudbestilling at BIllette. til 8-ForeatUllD-gen tll forb.jEt Prl. og 4_ og 8_Foreatllllugernet11 ordloEP Prl. modtage. 1R aglna- Teatreta Bil-letkontor (Tlf. 1111051Kl. 11-4 aalDll Klo.kerne.

Billetter til. a-For88tllllllgen ortUn •••. P •••• :Foreettlllogedagen tra Xl. 41/1.

forsøg med de to komiske figurer op i Regina,nemlig Lau Lauritzens »Don Quixote« . Den varoptaget i Spanien og blev lanceret som »en stor-film af amerikanske dimensioner og en ære fordansk filmskunst« . Ære eller ikke; forsøget faldti hvert fald ikke i århusianernes smag. Folk kede-de sig bravt. Ellers var der naturligvis RudolfVa-lentino, f. eks. som Armand i Kameliadamen,men man kan ikke sige, at Regina havde succeshele vejen igennem i 1920'erne. Der var nogletynde amerikanske farcer og lystspil ind imel-lem, og en gang imellem var filmene lovlig korte.Så kunne man supplere med nogle naturskil-dringer aff. eks. amerikanske sneformationer el-ler - til publikums utilfredshed - give plads til endemonstration af sundhedsapostlen I. P. Mul-lers system, en gymnastikform, der delvis blevtaget op i radioen af den legendariske kaptajnJespersen.

Det kan være svært at forestille sig, men også istumfilmens tid var der plads tiloperettefilm.»Den glade enke« med Mae Murray ogJohn Gil-bert kom op i Regina i 1927; man havde jo Ha-rald Andersen, der i flere af afdelingerne kunneledsage efter Lehars originale partitur. Mærke-ligt nok var filmen forbudt for børn, der såledesvar afskåret fra at opleve prins Danilos mødemed danserinden Sally o'Hara i bjerglandsbyenog ligeledes gik glip af de mange militæroptrin,flot iscenesat af Erich von Stroheim. Vel modta-get blev også »Den store parade« , en vældigamerikansk krigsfilm af instruktøren King Vi-dor; men det skyldtes ikke mindst, at en af destørre roller blev udført af Karl Gotlieb. Han

Dette fotografi er muligvis det ældste eksisterende af Regina ifunktion. Det fremgår, at »Pesten i Florenz« er på plakaten, så

det kan fastslås, at billedet er taget mellem 24. og 27. januar 1921.Vinduet til højre for indgangen tilhører Cafeen, og til venstre sesdet tydeligt, at Axel Kaufmann endnu ikke har faet sig etableret:

der er spærret af med brædder.(Foto: Lokalhistorisk Samling)

137

førte sig frem under navnet Karl Dane med fro-dig komik, men enhver vidste, at han var bror tilden tidligere indehaver af »Autohjælpen« i År-hus. Denne film kom i øvrigt på listen over for-budte film under besættelsen.

Variete ogfilmDet blev ikke ved med at gå godt økonomisk.publikum viste en vis træthed efterhånden, ogomsætningen dalede, hvilket man i Fotoramasbestyrelse delvis tilskrev radioens indtrængen ihjemmene! Det blev stadig dårligere, og i sæso-nen 1928/29 kunne biografen ikke tjene til hus-lejen.

Der måtte findes på noget nyt; tonefilmenvar på vej, men i ventetiden arrangerede mankombinerede kabaret- og filmforestillinger. Ar-tisterne optrådte alligevel i Regina Cafeen påførste sal, og så kunne man lige så godt indlæggedem i filmprogrammet nedenunder. Der blevlagt ud med en trup landflygtige russere:oberstløjtnant Nogaetz' sangtrio, løjtnant Pi-levins balalejka-orkester med to danserindersamt koncertsangerinde frøken Etlja Olefska.Harald Andersen var dog ikke helt arbejdsløs:han hilste truppen velkommen med »Marcherusse« af Louis Ganne. Efter forevisning af endokumentarfilm om de sjællandske efterårs-manøvrer (frisk og fornøjelig, skrev Stiftstiden-de, der kun kunne finde den kritik at fremføre,at hærens tekniske udrustning var fremstilletlangt mere moderne, end den ivirkeligheden var.Demokraten derimod, repræsentant for den

138

tids fredsbevægelse så at sige, mente derimod, atfilmen fuldkommen afslørede vor lilleputhærslatterligheder) kom russerne, de landflygtige,»den russiske tragedies levende vidnesbyrd«. Defik succes, disse steppesønner, og bifaldet brage-de, men der var visse vanskeligheder med teknik-ken. Hver gang russerne skulle til at give etekstranummer, blev tæppet trukket for, kulmi-nerende med - da det endelig blev trukket tilside igen - en maskinmands strakte galop overde skrå brædder. Heller ikke Reginas nye »lvs-dekorationer« blev nogen ubetinget succes. Un-der de russiske scener slog irgrønne bølger moden brunviolet klippekyst. mens skyerne jog overen roterende himmel med »aeroplanfart«. Somsidste programpunkt fulgte den engelske film»Song«, der udspillede sig i Konstantinopelshavnekvarter. Nogle dage senere kunne man me-get passende kombinere det russiske artistpro-gram med storfilmen >M'olga-Wolga« om kosak-høvdingen Stenka Rasins romantiske kærlighedog eventyrlige bedrifter. Til denne film sang etkor under førnævnte oberstløjtnant Nogaetzgamle russiske folkeviser om Stenka Rasin. Rus-serne måtte videre og blev på scenen afløst afbl. a. operasanger Otto Hanschell, der fremfør-te sangen om »Ramona«, mens filmen af sammenavn med Dolores del Rio kørte over lærredet -akkompagneret af Harald Andersen.

Tonefilmen kommerRegina-biografens blandede film- og artistpro-gram var en midlertidig foreteelse: tonefilmen

Variete og Film paa "Regina"s Scene.Fuldt Hus ~g kraftigt Bifald til Premieren i Alles.

Her har Srifisudendes tegner fastholdt indtrykket af denrussiske trup, som kom til at indlede Reginas variete-epoke. Detfremgår, at der også blev budt på kosakdans ved arrangementet.

Stående i midten truppens leder, oberstløjtnant Nogaetz.(Tegning: Aarhuus Stiftstidende 2. januar 1929)

var på vej. Den første præsentation i Danmarkhavde allerede fundet sted 1923 i København,men der var mange tekniske problemer at over-vinde. De første tonefilm, Alj olson filmene »Thejazz Singer« og })fhe Singing Fool« var »part tal-kies«, dvs. stumfilm, akkompagneret af musikpå plade og enkelte lydeffekter. Det gav mangeproblemer; hvis en film knækkede, måtte manindsætte blankfilm for at få strimlen til fortsatat passe med lyden f. eks.

Under tryk af et lokalt pressekrav gik Olufjen-sen med, før han egentlig ville. Han kontrahere-de med selskabet }M'estern Electric«, der stod

bag installeringen af flere tusinde anlæg jordenrundt. Ud over det tekniske udstyr fordredetonefilmen også et nyt billedtæppe, der varporøst, så det tillod lyden at gå igennem udenfor megen reduktion. Højttaleren produceredemusikken før filmen og i pausen, dirigeret af en»sindrig mekanisme« nede fra salen. Musikme-ster blev Robert jørgensen, og Harald Andersenkunne så småt berede sig på at takke af efter næ-sten 10 års virke.

Regina var ret hurtig i vendingen. I midten afseptember 1929 var man klar til premiere på»The Singing Fool« , der havde haft premiere iKøbenhavn i august samme år. Selvfølgelig varsalen fyldt. Borgmester jakob jensen var mødt ispidsen for et antal byrådsmedlemmer, og man-ge filminteresserede ønskede at stifte bekendt-skab med den nye teknik. Musikken var det sva-geste punkt, stod der i en anmeldelse. Den sav-nede friskhed og havde metal klang, men til gen-gæld passede den bedre i rytme og motiv, end etledsagende orkester kunne præstere. Sange ogord gik bedre igennem. Det var virkelig, som ombillederne på lærredet sang og talte, selvomman godt kunne fornemme, at lyden kom fra enmaskine. Hvad der betog publikum mest, vardog filmens lydoptagelser af restaurationsstøjog telefonkimen. Selve filmen var, som det ermange bekendt, en rigtig tåreperser, der nåedesit sentimentale højdepunkt, da Al j olson sang»Sonnv Boy« ved sønnens dødsleje. Der blevgrædt meget i Regina den aften.

Den stumme film levede ind i 1930'erne side-løbende med hele eller delvis tonefilm. Greta

139

Garbofilmen »Eros i lænker« f. eks., der kom op i1931,var en stumfilm, dog med egen musik. Denhavde også andet at byde på. Af programmetfremgik det, at man her for første gang kunnebeundre divaen i badedragt, så det var ikke såsært, der var godt besøg. Udsolgt var der også tildyrefilmen »Ternbi«med ledsagende foredrag afIngvald Lieberkind. Ham kendte man jo fra ra-dioen. Men ellers slog tonefilmen for alvor igen-nem på Reginas repertoire. De danske lystspilvar selvskrevne til det store teater, f. eks. filmsom »Odds 777«, hvor Liva Weel sang de ufor-glemmelige melodier »Cå med i lunden« og»Glemmer du«. Også i samtiden kunne mansagtens se, at filmen var yderst banal, men enkassesucces blev den ligefuldt. Palladium-filmen»Kidnapped« kom også op med lanceringen afIb Schonberg og Arthur jensen som filmkemi-kere. Her konstaterede en anmelder dog, at devar efter Fyrtårnet og Bivognen i originalitet ogoprindelig komik.

Men ellers var det tiden for amerikanske stor-film. »Crand Hotel« med bl. a. Greta Garbo ogjoan Crawford blev set af mange århusianere iRegina. Også katastrofefilmene havde et stortpublikum allerede i 1930'erne. »Pornpejis sidstedage« havde den ildsprudende Vesuvs ødelæg-gelser som klimaks, og i »San Francisco« føresClark Gable og jeanette MacDonald sammenunder det frygtelige jordskælv. Oluf jensen hav-de indbudt et par århusianere, der havde ople-vet jordskælvet på stedet i 1906, til premieren.En af dem, en Købmand fra Fredensvang, vargodt tilfreds med optagelserne, der »ikke var

140

overdrevne« . 1937 kom så verdens længste film,»Revykongen Ziegfeld«, der bød på tre timerspragt og masseoptrin. Under besættelsen bleven del film forbudt af tyskerne, men den natio-nale bølge kunne man holde sig til, f. eks. i formaf Weyse-filmen med sang af Aksel Schiøtz ogEdith Oldrup og »Når bønder elsker« efter jep-pe Aakjær.

Regina efter krigenOluf jensen døde 1946. Han havde da ledet bio-grafen i over 25 år, siden 1935 som personlig in-dehaver af bevillingen. Der skete nemlig det, atden nye biograflov 1933 forhindrede selskaber iat sidde med bevilling. Fotorama kæmpede forat beholde den, men Oluf jensen søgte og fikden privat, da han samtidig fratrådte sin stillinghos Fotorama og solgte sine aktier i dette fore-tagende. Det vakte nogen misstemning i selska-bet.

En biografbevilling blev betragtet som en på-skønnelse af en god indsats i kulturlivet, ogblandt ansøgerne til Regina-bevillingen vedOluf jensens død var både teaterdirektør ArneWeel og »Bivognen«, Harald Madsen; men ju-stitsministeren gav den til teatermaler og in-struktør Svend Gade fra Det kongelige Teater,som havde nået pensionsalderen. Gade tog i højgrad udfordringen alvorlig og flyttede til byen,hvor han som en af de første biografdirektørermed succes tog kampen op mod udlejerne, deraltid søgte at afsætte 2-3 dårlige film sammenmed en god.

I Gades tid fik man bl. a. »Ditte Menneske-barn« at se - og Mai Zetterling i »Driver dug -falder regn«, ligesom Walt Disney-filmene, somhar glædet tusinder af børn her som andre ste-der, begyndte at komme frem, f. eks. »Askepot«og »Alice i eventyrland«.

Da Svend Gade døde 1952, kom der en pinligperiode for Regina. Forholdet var det, at kom-

På dette billede fra efteråret 1966 ses den gamle smukke biograf-sal med dekoration af Svend Rathsack. I baggrunden ses

balkonen, der ved ombygning i 1970'erne blev ornskabt til ReginaII. Også den store sal blev fikset op ved den lejlighed, og der kom

nye stole.(Foto: Lokalhistorisk Samling)

141

munen, der havde en bevilling til en aldrig byg-get biograf på Langenæs, selv søgte bevillingentil Regina i stedet og dermed undlod at indstilleandre end sig selv. Justitsminister Helga Peder-sen gav imidlertid bevillingen til skuespiller vedDet kongelige Teater, Johannes Meyer, i foråret1953.

Fra den blomstersmykkede scene hyldede hanbyen, men i praksis forblev han københavner,selvom han lejede et par værelser i Park Alle. Dabevillingen udløb i 1958, ønskede byrådet denikke fornyet, idet man henviste til biograflovenskrav om, at bevillingshaveren skulle have bopælnær sin biograf. Justitsminister Hans Hækkerupforlængede alligevel bevillingen, men krigen op-hørte 1960, da Meyer fik overflyttet sin bevillingtil Metropol i København.

Ved ordningen 1960 overtog kommunen daselv Regina, der siden 1968 har været drevet afdirektør Feldballe Petersen. Omkring midten af1970'erne blev der foretaget en ombygning, derskabte plads til den supplerende lille biograf,Regina 2, der siden viste en lang række film afhøjkunstnerisk standard for et mindre publikum,mens de store film fortsat blev sat på i den storesal, f. eks. Olsen-bande-filmene. Da denne seriehørte op, var Regina i realiteten dødsdømt, dabiografen blandt de store udlejningsselskaberkun havde Nordisk Film som fast leverandør, ogdet var ikke nok til det store teater.

år om føje tid århusianerne går i butiksgadei to etager i den gamle biografsal, vil mange tæn-ke tilbage på biografens gode mørke, hvor manlo, græd og hentede ting ind i sindet. l.G.

142

.190921

Således vil Regina-Teatret blive husket af århusianerne: som denstore biograf med et festligt og folkeligt repertoire. Billedet her

er fra efteråret 1960. Som det fremgår ved en sammenligning medbilledet s. 137, er der her, 40 år efter, kommet mere liv over

indgangspartiet.(Foto: Lokalhistorisk Samling)