FANNY er i korte cowboyshorts og en lille soltop. Hun har en stråhat på hovedet og tasken over skulderen. Hun træder ud af skuret, ud i haven til moren, der ligger og solbader. Cremen, som hun ikke har fået smurt ordentligt ud, sidder i små plamager rundt omkring på hendes lår og mave. Man kan se hendes ribben, når hun ligger udstrakt. Hendes hud er glat. Hun er brun. Der lugter af græs, sved og solcreme, af cigaretrøg. Manden larmer med sin maskine; han bliver ved med at slå det græs, som næsten ikke er der. Myrer har indtaget felter i plænen, mos skyder op, der hvor græsset har opgivet. Han slukker maskinen, da han får øje på hende, moren åbner øjnene og sætter sig op.

© Robin Skjoldborg

PRESSEN SKREV

Historien”En genistreg (…) Et foreløbigt hovedværk i den danske litteratur 2.0.” JYLLANDS-POSTEN

Et kød“Teksterne funkler ikke kun af ophidselse, men også af ømhed, humor og livsglæde.” ★★★★ BERLINGSKE

Æsel“Med sin anden roman ‘Æsel’, har Kristina Stoltz begået et overbevisende og velgørende ambitiøst værk, der formår både at tilfredsstille litterære, sproglige og psykologiske krav og troværdigt beskrive et eksotisk og svært emne.”♥♥♥♥♥ POLITIKEN

K R I S T I N A S TO LT ZKRISTINA STOLTZ

Rosinante

Kristina Stoltz (1975) har et alsidigt forfatterskab bag sig, der både tæller digtsamlinger, børnebøger, noveller, romaner, multimedielitteratur og litterære manifester. I 2011 udkom ÆSEL, Stoltz’ første roman på Rosinante, som handler om to brødre på flugt fra Afghanistan, og senest udkom de erotiske fortællinger ET KØD (2012).

9 788763 836326

ISBN 978-8-76383-632-6

På ryggen af en tyr – en tragedie

Af samme forfatter

Seriemordere og andre selvlysendeS blomsterkranse (DIGTE), 2000

Græshoppernes Tid (DIGTE), 2002

Turisthotellet (ROMAN), 2006

Hjemstavn nr. 13 – et festskrift (DIGTE), 2009

Fuglepigen Vega (BØRNEBOG), 2009

Fuglepigen Vega rejser ud i verden (BØRNEBOG), 2010

Æsel (ROMAN), 2011

Et kød (EROTISKE FORTÆLLINGER), 2012

Historien (ROMAN), 2013

Kristina Stoltz

På ryggen af en tyr

– en tragedie

Roman

Rosinante

Proserpina, ProserpinaCome home to mamaCome home to mamaProserpina, ProserpinaCome home to motherCome home to mama now

I shall punish the earthI shall turn down the heatI shall take awayEvery morsel to eatI shall turn every field into stoneWhere I walk, cryin’ aloneCryin’ for

Proserpina, ProserpinaCome home to mamaCome home to mama now

Martha Wainwright, ‘Come Home to Mama’

På ryggen af en tyr – en tragedie© Kristina Stoltz og Rosinante/rosinante&co, København 20141. udgave, 1. oplag, 2014Omslag: Idé og foto: Sidsel BeckerTiteldesign: prettyWohlertSat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, RigaISBN 978-87-638-3632-6Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglernei lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Kunstfonden og Kunstrådet

www.kristinastoltz.dk

Rosinante er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København Kwww.rosinante-co.dk

5

Proserpina, ProserpinaCome home to mamaCome home to mamaProserpina, ProserpinaCome home to motherCome home to mama now

I shall punish the earthI shall turn down the heatI shall take awayEvery morsel to eatI shall turn every field into stoneWhere I walk, cryin’ aloneCryin’ for

Proserpina, ProserpinaCome home to mamaCome home to mama now

Martha Wainwright, ‘Come Home to Mama’

6

7

Første kapitel

Bag dine øjne flyder det sorte hav. Du ser hav-fuglene der ikke kan lette. De hvide fjer smurt ind i det sorte. Fiskene der vender bugen mod himlen, som om de tager solbad. Men skyerne ovenover er allerede på vej videre; på vej derud hvor det hele begynder, det ser du, Fanny, så snart du åbner øjnene og læner dig frem, nej, nu bevæger de sig i stedet frem mod dig, glider ind over dig i hastig fart.

I togkupeen. Moren på sædet overfor. Fanny kender det smil. Den fjernhed i blikket. Det er godt, tænker hun. Godt at hun ikke mere er ulykkelig. Udenfor be-væger skyerne sig langsomt hen over himlen, hen over de bølgende marker. Kun de to i kupeen. Der sidder ikke andre. Det er varmt. De bare ben klistrer til læder-sæderne. Fanny ser hen på morens knæ. De er rundere end hendes egne, kraftigere. Hun er slank, måske endda mager, men hun er bygget til at være mere fyldig, det kan man se. Man kan se det på knæene, på anklerne og håndleddene.

»Jeg glæder mig sådan til du skal møde ham. Han

8

kommer og henter os på perronen.« Hun smiler på den der måde. Det hengivne smil, lillepigesmilet, det smil der kan sidde fast, limet til hendes læber i ugevis, indtil ulykken rammer, og alt igen falder fra hinanden.

KORET: Glæder du dig til at møde ham så? Din mors nye kæreste?

FANNY (fnyser): Kæreste ... det kalder jeg dem ikke længere.

KORET: Hvad kalder du dem?FANNY: Elskere. Det når aldrig ud over det

stadie.KORET: Hvad er forskellen da?FANNY: Ja, hvad tror I selv?KORET: I skal bo i hans sommerhus.FANNY: Ja, det skal vi.KORET: Hvordan har du det med det?FANNY (vrængende): Hold op med at spørge

mig hvordan jeg har det. Hold mund med alle jeres spørgsmål.

KORET: Hvad har din mor fortalt dig om ham?FANNY: At de var kærester som unge. Han

spillede guitar, rejste rundt i Europa.KORET: Hvad skete der så?FANNY: Han forlod hende.

Det er havet, der ligger derude. De kan se det nu og IVA ude på klippen. Moren peger og rejser sig fra sædet.

»Se, skat, tænk, at det ligger der endnu.«Hun siger at de skal drikke te på hotellets veranda.

9

Ligesom hun plejede at gøre sammen med sin egen mor, når de var på kurophold for at styrke hendes dårlige hel-bred. Hun var et svageligt barn. Sådan plejede mormoren at sige. Et svageligt barn.

Det ligner næsten et slot. Det gamle badehotel derude på klippen. Eller en kirke med gotiske tårne og hvælvede vinduer. Yderst ude foran det vældige hav.

Han er ikke særlig høj. Den mand i de mørkeblå shorts, der står og venter på dem på perronen. En smule lavere end moren. Korpulent, solbrun. Hun falder ham om hal-sen, smyger sine lange lemmer om ham. Fanny vender sig ikke om, men bliver stående der med blikket midt i omfavnelsen; forsvindingspunktet i morens begær, det er altid dér hun befinder sig.

»Du skal møde min datter,« siger moren, som om hun pludselig kommer i tanker om hende. De vender sig begge mod hende. Manden med armen om morens hofte. Må-den han holder om hende på. Den brune hånds faste greb. Fingrenes form, de runde negle.

»Min store pige, Fanny,« siger moren og smiler kærligt; et omsorgsfuldt smil skal det forestille, men det er en maske, et skilt hun holder op foran manden for at vise ham, at der er andet her i livet hun har kært end bare ham, for at lede ham, vildlede ham, dybere ind i begæret efter hende. Hun vil være uundværlig for ham.

»Fanny, det er Mark, som jeg har fortalt dig så meget om.«

Han smiler og strækker sin arm frem imod hende. Den hånd han havde om morens hofte, nu i hendes

10

hånd, varm og endnu bredere, han holder fast, indtil deres blikke mødes. Hun ser at han ser på hende, og hun mærker varmen nedefra, dybt nede fra jorden, at den vælder op i hende.

»Du har en smuk datter,« siger han så og giver slip på hendes hånd.

Moren nikker. Et tøvende smil om hendes læber. Hun trækker ham ind til sig. Lægger hovedet mod hans skul-der.

Han bøjer sig ned for at løfte en af taskerne fra jorden. »Jeg kan sagtens bære mine egne ting,« siger Fanny.

Der er langt fra sommerhuset og ud til IVA. Fanny for-nemmer på moren at hun er skuffet. Skuffet over afstan-den, over udsigten, at der slet ikke er nogen udsigt, at sommerhuset ligger helt ude ved pinjetræerne, ved plan-tagen i den anden ende af landsbyen, uden for landsbyen, at huset ligger som det sidste for enden af en grussti i et kedsommeligt sommerhusområde: et sortbejdset træ-skur, et endnu mindre gæsteskur, en hængesofa i rustne kæder, orangeblomstrede hynder, en bålplads, en alt for trimmet, næsten afsvedet græsplæne.

Fanny stiller sine ting ind i gæsteskuret: en seng, et skab og et bord. På væggen hænger et spejl. Det bliver en varm sommer. Det tror hun. Det bliver varmt at ligge og sove i så lille et værelse. Hun hiver et par blade op af sin taske: tynde kvinder med fremtrædende kraveben, hofter, kæber. Hun rejser sig fra sengen og ser sig i spejlet, vræn-ger og lade sig falde ned på sengen igen. Madrassen giver så meget efter, at hun føler hun er ved at falde igennem. En

11

alt for blød madras. Det er ikke godt for ryggen at ligge på for blødt et underlag. Det ved hun fra moren. Hun siger det altid når de er hjemme hos mormoren, at hun altså ikke kan ligge så blødt. Hun sagde det på hotelværelset i Paris, den ene gang de har været ude at rejse sammen, at sengen var for blød. De endte med at skifte værelse tre gange.

På afstand af sommerhuset, på afstand af de overfyldte strande, hvor folk ligger som på fluepapir. Efter et par dage finder hun det; en afsides strandplet mellem det ned-lagte værft og havnen, hvor lystyachter fra hele verden ligger side om side med de lokale fiskekuttere, der sælger deres fangst direkte fra bådene. Det er en privat strand. Det står på et skilt lige ved trappenedgangen oppe fra stien. Stranden hører til den gamle patriciervilla, hvis store panoramavinduer vender ud mod havet. En slyng-roses voldsomme blomster vælter ud over havelågen. På afstand ligner de modne rosa og dybrøde blomsterhove-der lygter, nogen har glemt at slukke. Op ad den del af gavlen der vender ud mod stien, klatrer vildvin og ved-bend ind over vinduer og skodder, og det ser ud som om huset for længst er blevet forladt og nu belejret af havens utæmmede vækster.

På vej ned ad stentrapperne aner hun haven bag det vildtvoksende hegn. Der er fyldt med roser derinde; de skyder op mellem mælkebøtter, bjørneklo og græs på højde med et treårigt barn.

Fanny tager sandalerne af. Et stykke sandstrand le-der ud til et klippefremspring, hvor en lille robåd ligger

12

fortøjet til en større sten. Fanny løber hen over det gloende sand og ud til klippen. Fra klippen kan hun se både værftet og havnen og længere ude mod nord badehotellet. Det ser uvirkeligt ud, som det ligger der så yderligt på klippen, som om det kan styrte i havet ved det mindste vindpust.

Skibene på havet. Har du set de store skibe, Fanny? Krydstogtskibe, olietankere og contai-nerskibe. De små sejlbåde, lystyachterne med solbadende kvinder på dækket. Du kan sejle ud hvis du vil. Du behøver ikke at vente.

KORET: Det er første gang du kan slappe af, Fanny, er det rigtigt?

FANNY: Måske.KORET: Det er ikke til med alle de lyde i

elskerens have?FANNY: Lyde? Er det min mors stønnen I

mener? Den øredøvende larm de laver. Det er ikke til at holde ud.

KORET: Din mors kådhed.FANNY (vrængende): Som om hun ikke ved

at man kan høre hende.

Mågerne flyver lavt, skriger i munden på hinanden, dyk-ker i hurtige dyk mod overfladen. Fanny har foldet et tæppe ud på klippen. Hun har skiftet til en gul bikini og sidder nu med fødderne i vandet og ryger en cigaret. Hun kigger ud mod skibene, vender sig indimellem om mod huset oppe på stien. Det er ikke til at se om der

13

er nogen deroppe. I tasken ligger en halv liter cola og et par modeblade, tyggegummi med jordbærsmag, en pakke med mentolcigaretter. Det er en varm formiddag. Svedperlerne løsner sig fra hårkanten og fra hulningen mellem brysterne. Hun ser ud på den blanke overflade, tænker at hun vil vente lidt med at gå i vandet, indtil hun får øje på noget længere ude, et eller andet der bevæger sig. Hun kan ikke se hvad det er, om det er et dyr eller et menneske; en mærkelig rykvis bevægelse der får vandet til at stå op i skumsprøjt.

Det er en dreng, dér i vandet, og hun synes det ser ud, som om han er ved at miste bevidstheden. Hun tror måske, at det er det der er ved at ske. Han er blå om læberne, og han slår ud med armene i et forsøg på at holde sig oven vande. Måske mærker han det ikke engang, da hun griber fat. Hun træder vande, ligesom trækker ham ind mod land, hiver, tager et par svømmetag med den ene arm, holder fast i ham med den anden. Hun aner ikke hvordan man gør, hvordan man redder et menneske fra at drukne. Han bliver ved med at gøre spjæt med kroppen. Hans lange tynde arme, som et garn hun til sidst hiver op på land, indtil der ligger en fisk og spræller i sit net oppe på klip-pen; en nøgen dreng på cirka ti år, der vender det hvide ud af øjnene, ryster, befinder sig måske i en krampe, hun ved det ikke. Hun ved ikke hvad hun skal gøre; om hun skal løbe efter hjælp eller blive siddende hos ham.

Nu ryster han ikke længere, men ligger stille, alt for stille. Fanny ser sig rundt, læner sig ind over ham, ser sig rundt

14

igen. Noget hvileløst inden i hende. Hun ved ikke hvad der er det rigtige at gøre. Hun ved ikke om han måske er ved at dø lige der foran hende. Nu stryger hun ham over håret, aer ham på kinderne, rusker ham, forsøger at åbne hans knyttede næve, hive ud i armen, den anden arm, men han er som én eneste stenhård muskel.

»Hallo,« råber hun. »Jeg løber efter hjælp, hvis ikke du kommer tilbage nu. Hallo.«

Til hendes overraskelse åbner han øjnene og ser op på hende. Grå øjne. Det ser hun med det samme, og små hvide prikker, der ligner sten på bunden af et grumset vand, eller lysende stjerner der trænger gennem et sky-dække.

»Du er her,« siger hun lettet. »Selvfølgelig er jeg her, men det var ikke meningen. Nu

var jeg endelig nået så langt, og så kom du og ødelagde det hele.«

»Hvad mener du? Jeg har lige reddet dig fra at drukne.« Han sætter sig op. Læberne er stadig blå. Hun lægger

sit håndklæde over hans skuldre. Han ryster igen. Hun stryger hans arme og hen over ryggen.

»Hvorfor er du så hjælpsom?« siger han undrende. »Sagde du ikke lige at jeg havde ødelagt det hele for dig?« »Jo, det sagde jeg, men alt det her du gør ... du er hjælp-

som, eller jeg ved ikke ... det er ikke normalt her i byen sådan at redde andre.«

»Er det ikke normalt at redde nogen fra at drukne?« Han svarer ikke, men vender hovedet, ser ud mod det

største af skibene. North Oil – det er det der står på det sølvgrå skrog med store røde bogstaver.

15

»Kan du se supertankeren derude?« Han peger. »Det er den største tanker jeg nogensinde har set. Den rager op som et fjeld.«

Fanny nikker og tænder en cigaret. Hun ved ikke hvad hun skal sige. Det hele føles uvirkeligt; at hun sidder her sammen med ham, drengen, som hun lige har reddet, men som ikke ønskede at blive reddet.

»Ville du gerne drukne?« Han svarer ikke, spørger igen om hun har set skibet.

Selvfølgelig har hun set det. Hvordan skulle hun kunne undgå at se det?

»Det er klart,« siger hun. Nu vender han sig mod hende og smiler. Hans læber er

ikke blå længere. Hans hår er sort og huden lys. Nogen-lunde sådan ser han ud, som han ser ud nu; tør og ikke længere ved at drukne eller dø af kulde. En dreng på cirka ti år. Det vil hun tro. Ti år.

Han spørger, hvor hun kommer fra. Hun siger, at hun kommer fra byen. Hun siger, at hun er på ferie i et som-merhus sammen med sin mor. De bor ude ved plantagen, siger hun. Han spørger, om hun er klar over at det er en privat strand. Fanny nikker og vender sig om mod huset.

»Det virker bare ikke som om der bor nogen deroppe.« »Jeg bor der,« siger drengen. »Du bor der?« »Ja, sammen med min far.« »Og din mor?« Han smiler, men svarer ikke, spørger i stedet, om ikke

hun vil vide hvorfor han er så interesseret i supertankeren derude.

16

»Det er fordi min mor synes det er den smukkeste opfindelse, at man kan have store skibe til at fragte fly-dende energi hen over verdenshavene på den måde. Det var fuldmåne den nat jeg blev født, og det lækkede fra et af olieskibene. Olien skinnede som sølv på havoverfladen. Den største miljøkatastrofe i Europa nogensinde. Mange millioner fisk og fugle døde. Og så er der mine øjne.«

»De skinner som sølv, dine øjne. Ja, det kan jeg se de gør. Som sølvmønter. Sig mig, hvad hedder du egentlig?«

»Du kan kalde mig drengen.« Han kigger sammenbidt ud mod skibet. »Hvis du vil være her på min strand, er navnet drengen.«

»Din strand?« »Ja, hvad tror du ellers det betyder, når der står »Privat

strand« på et skilt?« »Vel ikke at stranden tilhører en dreng?« »Der er ikke andre end mig til at tage sig af den. Min

far bruger sin tid på andre ting.« »Og din mor?« Han svarer ikke på noget om moren. »Man kan da ikke bare hedde drengen. Hvad hedder

du rigtigt? Jeg hedder Fanny.« Han svarer ikke, men hun kan se at han smiler, selvom

der ingen bevægelse er i ansigtet. Hun kan se de hvide prikker i de grå øjne, små vinduer eller spejle måske.

»Hvorfor så hemmelighedsfuld?« »Hvorfor ikke?« Nu smiler han rigtigt, og de vender sig

begge mod den store tanker. Det ser ud som om den er på vej ind mod kysten. Han fortæller at de henter proviant ude ved det gamle værft.

17

»Fanny,« siger han. »Du kan tage med mig i morgen, hvis du vil. Nogle gange får man lov til at komme med ud på et af skibene.«

*

Moren går gennem stuen i det store hus. Hun går gennem alle værelserne. Frem og tilbage, som om hun inspicerer dem. Det er tidlig morgen. Lyset strømmer ind gennem de brede vinduesruder; bølger af hvidt, der vælder ind over parketgulvene, flyder som mælk. Moren stiller sig hen til vinduet og ser ud. Hun kender den udsigt; de store skibe med fragt, alt muligt de transporterer, olie, også våben, tæpper til flygtninge et eller andet fjernt sted. Hun har altid set ud på de skibe, altid badet i det hav.

Hun står nu med ryggen til vinduet, lader øjnene glide hen over alle genstandene: vaserne, de persiske tæpper, krystalglassene, det kinesiske porcelæn i vitrineska-bene, hvis låger hun har fjernet, malerierne på væggen; de hænger der alle sammen, hele hendes fars kunstsam-ling, som indtil hans død blev beskyttet mod lyset af de gamle mørklægningsgardiner. De fleste af malerierne skal overdrages til de store museer, men nu er det op til manden at få det gjort. Hun forærer det hele til ham.

Moren går gennem rummene. Selvom det er tidligt, mærker hun at det vil blive varmt. De glatte parketgulve under hendes nøgne fødder. De er allerede opvarmet af morgensolen. Og blanke som spejle. Hun elsker lugten af den brune sæbe, som rengøringsdamen bruger til at

18

vaske gulvene med. En gang om ugen. Måske to. Huset har altid lugtet af den sæbe.

Moren ved ikke nøjagtigt, hvorfor hun om lidt forlader huset, hvorfor hun forlader manden, som stadig ligger inde i sengen og sover. Hun tror selv at noget af forkla-ringen kan hentes i tremmesengen inde ved siden af dob-beltsengen. Efter fødslen har hun haft svært ved at vide hvad hun skal tro: Drengen døde, kort efter han kom ud, men det lykkedes at live ham op igen, men så overlevede han alligevel ikke, eller gjorde han? Det flød med olie. Havet var sort. Det var stjerneklart. En fuldmåne stod midt på himlen. Skibene lå som altid derude. Manden siger, at hun skal komme videre. Eller han siger, at det er en ond drøm hun ikke kan slippe ud af. Han siger, at hun har brug for hjælp, at drengen har brug for hende, at hun skader ham ved ikke at ville kendes ved ham, men så siger han, at han slet ikke findes, at han døde. Nej, han siger, at det er hendes fantasi, at det ikke er ham der siger alle de ting om drengen, men at hun er syg, at det har gjort hende syg at blive mor.

Forsigtigt åbner hun døren ind til soveværelset. Der er mørkt derinde. En sød lugt af sved, som om den ikke kommer fra en mand, men fra et barn. Manden sover. Hun kan høre at han trækker vejret tungt, som om han hiver luften op dybt nede fra jorden. Hun går hen til trem-mesengen. Stiller sig ved fodenden. Hun kan ikke se at der ligger nogen i sengen. Hun kan ikke høre at nogen trækker vejret dernede. Det kaldes vuggedød. Hun river barnet op. Ryster det, så hovedet flyver rundt til alle sider.