stof

Volden stiger på behandlingshjemmene | Interview med misbrugsbehandler, David Thylander | Interview med tidligere misbruger | Der mangler alternativer til Anonyme Alkoholikere | Fokus på fordelingen af hjemløse mænd og kvinder

tidsskrift for stofmisbrugerområdetnr. 15, sommer 2010

2 | indholdsfortegnelse | Stof, nr. 15 sommer 2010

3, Kort nyt | 4, Der mangler alternativer til Anonyme Alkoholikere | 8, Volden stiger på behandlingshjemmene | 12, Interview med David Thylander | 16, Kritisk blik på medicinen | 22, Dyr og mennesker på samme medicin | 30, En eks-narkoman taler ud | 34, Billedserie fra Kø-

benhavns gader | 36, Livets fraklip | 40, Et liv på rustne skinner | 46, Iinterview med Niels Echdahl | 52, Fokus på mænd og kvinder56, Stoffernes kemi | 68, Ny metode kan hjælpe de svageste | 72, Når mænd er værst | 76, Læserbreve | 80, Holdninger og meninger

Indholdsfortegnelse

Stof, nr. 15 sommer 2010 | kort nyt | 3

EKort nyt

EA NIELSEN TILTRÆDER SOM SKRIBENT Det er en stor glæde at kunne byde Ea Nielsen velkommen som fast skribent i Stof. Ea er 58 år gammel, og har arbejdet i feltet de sidste 30 år. Ea har holdt adskillige kurser om behand-ling af misbrugere, og er anerkendt som en fø-rende specialist indenfor faget. Ea bringer stor erfaring og masser af viden ind til bladet.

STOF MAGASINET INDGÅR SAMARBEJDE MED SOSU-UDDANNELSENVi er glade for at kunne annoncere, at Stof bli-ver leveret fast til SOSU uddannelserne over-alt i landet. Stof skal virke som tilskud til det egentlige pensum. ”Stof er et godt og seriøst fag-blad, som vores elever helt sikkert vil nyde godt af” siger lederen af SOSU uddannelserne i Dan-mark, Jens Schrøder.

STEROIDER ER FARLIGERE END TIDLIGERE ANTAGETEngelske forskere har bevist, at stereoider er farligere end hvad man antog tidligere. De har fundet sammenhæng mellem flere sygdomme og brugen af anabolske steroider. Tidligere var mange forskere i tvivl om stereoider egentlig var så farlige, men det viser de sig at være.

OVERLÆGE HANS BECHGAARD ER DØDOverlæge på Århus Sygehus er afgået ved dø-den torsdag d. 13/1/2011. Hans døde af et slag-tilfælde på arbejdspladsen. Hans var et stort aktiv i bekæmpelsen af misbrug og viede en stor del af sit liv til at forske i misbrug. Vo-res tanker går til Hans’ efterladte, og vi takker Hans for hans store engagement. Han vil bli-ve savnet.

NY PILLE SKAL HJÆLPE MISBRUGEREAmerikanske forskere menes at have fundet en ny formel, der kan dulme afhængigheden, og samtidig have minimale bivirkninger. Det menes at formlen skal realiseres i pilleform, men intet er endnu bekræftet fra amerikansk side. Danske forskere er spændte på hvad projektet ender ud med, og generelt oplever man en stor interesse for produktet. Pillen har dog også sine skeptikere, bl.a. professor i medicin Dave Saxons som udtaler: ”Pillen virker mere som en slags epo, end en egentlig dulmende pille. Formlen formår at dulme enkelte områder i hjernen, mens andre vil bli-ve styrket. Man opnår en skævvridning i hjernen, hvilket er uhensigtsmæssigt, når man tænker på at brugerne af pillerne i forvejen ofte er psykisk ustabile”. Pillen skal igennem en række tests, og vil tidligst være på markedet om 4-5 år, anslår den amerikanske forskergruppe.

ESPERGÆRDE REBILITERINGSCENTER SER DAGENS LYSEndelig er Espergærde Rebiliteringscenter klar til at modtage brugere. Huset har plads til op til 30 brugere ad gangen. Der er 20 ansatte, og huset rummer desuden aktivitetsrum som vil være til-gængelige for andre rehabiliteringshjem. Lederen er Charlotte Munck , som tidligere har stået i spidsen for Roskilde. I sidste ende er det en livsfarlig tilstand at have været hjemløs - ikke mindst for kvinderne. Ved en efterundersøgelse 7 år senere af de knap 1.000 personer, var 12 % af mæn-dene og 24 % af kvinderne døde. Den mindre gruppe kvinder havde et hårdere liv end den sam-lede, større gruppe mænd.Kvindernes veje syntes at foregå med en ret pludselig og voldsom over-gang fra et belastet, men tilsyneladende almindeligt liv til et liv som socialt udsat.

“Kokain misbruget stiger kraftigt hos unge”

“Sverige er forgangsland når det kommer til

rehabilitering”

8 | tema | Stof, nr. 15 sommer 2010

De seneste år, har behandlingsstederne oplevet en stor stigning af overfald,

både mod andre brugere og personale.Især mandlige misbrugere er

repræsenteret i denne statistik.

E

dom og ydmygelse, og at det bliver ved med at være sådan. Derfor kommer denne arti-kel også til at handle om en uretfærdig, social ulighed, set i et kønsperspektiv. Der er forskel-lige måder at blive behandlet på, afhængig af hvilken socialklasse man tilhører, hvilket køn man tilhører, hvilken etnicitet man tilhø-rer. Det er, som om der er forhold og skævhe-der og uretfærdigheder, som bare bliver ved og ved at være der eller opstår i nye klæder. I nogle perioder er disse temaer på dagsorde-nen, i andre ikke. Men det gør ingen forskel i forhold til deres betydning ude i virkelighe-den. De er der og råber på, at vi tager dem al-vorligt og det er ikke så godt.

MÆND ER DE MEST VOLDELIGESocialt udsat eller udstødt, ordene bliver brugt lidt i flæng og er ikke særlig præcise hvad enten det er den ene eller den anden be-tegnelse, man hæfter på nogle mennesker. Jeg bruger begge betegnelser til at beskrive men-nesker, der er i en særlig socialt udsat positi-on, som regel fordi de må leve med flere sam-tidige sociale eller helbredsmæssige proble-mer, der hver især kan udløse stigmatisering. Men kan sige, at socialt udsatte dels selv bæ-rer nogle problematiske forhold, dels udsæt-tes for omgivelsernes problematiske behand-ling af dem. Omgivelserne er dårlige.

Lad mig slå fast, at lige meget hvorhen man vender sig i de statistikker, som fortæller no-get om mennesker, der opfattes som socialt ud-satte, er der en overforekomst af mænd. Det er som at se ud over publikum til en fodbold-kamp. Mænd, mænd og atter mænd og så nog-le få kvinder rundt omkring.

Men til trods for den åbenlyse kønsforskel både når man ser efter i statistikkerne og ude i virkeligheden – er det mere end fattigt i litte-raturen med kvalificerede forklaringer på, eller bare forsøg på forklaringer på, hvorfor det er sådan. Til trods for, at det har været sådan lige så langt tilbage, som der har været gjort forsøg på at beskrive den gruppe mennesker, som er udstødt af samfundet.

Hvor stor en andel af dem, der betegnes som socialt udsatte, er så kvinder? Det vil vari-ere en smule, afhængigt af hvordan man defi-nerer og afgrænser gruppen af socialt udsatte, men i det fleste opgørelser, hvor der er foreta-get en kønsopdeling, ligger andelen af kvinder på mellem 20 – 30 %. Der er klart flest mænd.

Før jeg går videre med en saglig gennem-gang af kønsforskelle blandt socialt udsatte, må jeg give udtryk for, at det er svært for mig at forstå og endnu sværere at bære, at vi i et rigt velfærdssamfund med omfattende sociale og behandlingsmæssige tilbud ikke formår at sik-re alle borgere mod social udstødelse, fattig-

Volden stiger på behandlingshjemmene

Skrevet af Peter Nielsen. Leder af Centret for Behandling af Misbrug.

Stof, nr. 15 sommer 2010 | tema | 9

Med en ikke alt for snæver afgrænsning af, hvem der kan opfattes som udstødte, må det anslås, at mellem 75.000 og 100.000 borgere i Danmark må leve som udstødte og lide under udstødthedens konsekvenser. Lad mig vove et kvalificeret bud: flertallet af disse, måske 75 % er mænd. Mette synes der skal stå noget her.

De, der bliver socialt udstødt, må se i øjne-ne, at de må leve deres liv i dårlige boliger el-ler leve uden en bolig, samtidig med at de må bære på såvel alvorlige helbredsmæssige, mis-brugsmæssige og sociale problemer. De bliver hyppigere end gennemsnittet indlagt på soma-tiske og psykiatriske afdelinger, men indlæg-gelserne er, oftere end for resten af befolknin-gen, af kortere varighed og i mindre grad fulgt op af ambulante behandlingsforløb. Der er blandt socialt udsatte relativt flere end i hele befolkningen, der i løbet af livet kommer ud i alvorlig kriminalitet, narkomani, alkoholisme, og frekvensen af selvmordsforsøg og gennem-førte selvmord er ligeledes højere.

Alt sammen forhold, der rammer mænd hyppigere end kvinder og gør det allerede fra barndommen. Således er der på en tilfældig dag anbragt omkring 1.200 piger og omkring 1.800 drenge i alderen 0 – 17 år på døgninsti-tutioner. Mænd er mest voldelige.

Og det fortsætter i voksenalderen. Perso-ner, der er stofmisbrugere, og personer, der er hjemløse, er to grupper, som udgør dele af den større gruppe af socialt udsatte. Begge disse persongrupper er velbeskrevet, både hvad an-går omfang og køn.

Af de ca. 27.000 stofmisbrugere er 7.300 kvinder og 19.700 mænd. De i alt 270 årlige narkotikarelaterede dødsfald fordeler sig så-ledes, at det er 0,5 % af kvinderne og 1,2 % af mændene, der hvert år dør. De mindst 5.000 personer, der er hjemløse på et tilfældigt tids-punkt, fordeler sig med 1.100 kvinder og 3.900 mænd. Og sådan kunne kønsforskelle-ne remses op for mange forskellige socialt ud-satte grupper.

PERSONALET FRYGTER BRUGERNEHvad enten det drejer sig om kvinder ellermænd, ser jeg socialt udsathed som et ud-tryk for en kulmination på en række nederlag skabt i et sammenkog af samfundsforhold og individuelle forhold. På den ene side skal der en person med nogle særlige personlige egen-skaber og nogle familiemæssige forhold til og så ikke mindst på den anden side et sam-fund, der udvælger mennesker med særlige ty-per af personlighed og livsform til fordøm-melse og udstødelse. Der findes ganske megen dokumentation for, at der er et sammenhæng mellem belastende opvækstforhold og senere tunge sociale og helbredsmæssige problemer. Mennesker, der som voksne lever en tilværelse som udstødte, har for ofte, til at det kan være en tilfældighed, tidligt i deres liv oplevet svæ-

re, psykosociale traumer. Det vil dog være for-kert at opfatte, at der er en simpel lovmæssig-hed, der siger, at svære traumatiserende barn-domsoplevelser fører til udstødthed, altså at belastende opvækstbetingelser er en tilstræk-kelig årsag til udstødelse. For selvfølgelig har nogle styrke eller held til at kompensere for ydmygelse. Men det ændrer ikke på, at sådan-ne forhold er en i det mindste medvirkende årsag til udstødelse fra det almindelige sam-fundsliv. Samfundsfag er et godt fag.

Psykoanalytikeren Alice Miller skriver: ”De fleste mennesker viser ikke den ringeste in-teresse for spørgsmålet om, hvorfor et barn er blevet sådan eller sådan. Når man gør op-mærksom på årsagerne, faderens brutalitet, moderens indre opslugthed, siger de: Det er ikke nogen undskyldning for at stjæle. Alle og enhver har gennemgået noget svært i barn-dommen og er ikke af den grund blevet for-brydere. At årsagen til denne forskelligartede udvikling ligger i graden af den opmærksom-hed, den enkelte har fået, interesser dem ikke” Og videre: ”Alle vil gøre sig anstrengelser for at disciplinere disse personer, at bibringe dem noget positivt, men ingen vil vide noget om deres tilværelses tragedie.

Der er for så vidt ikke tale om nogen ny vi-den. Beth Groth Nielsen viser det samme i sin bog Anstaltbørn og børneanstalter gennem 400 år: ”Historien om børnene kan i virkelig-heden skrives ret kort. Den handler nemlig ikke om forskelligartede børn til forskellige ti-der, men om almindelige børn, der er sat i ver-den af de til enhver tid mest underprivilegere-de forældre”. Jeg må spørge: Er denne mangel på opmærksomhed og ringe interesse mest ud-talt, når det drejer sig om drengene?

KØNNET GØR EN FORSKELLad os gå 30 år tilbage og se på en lille gruppe af socialt udsatte, nemlig dem, der var hjemlø-se og boede på de forsorgshjem, der lå spredt ud over landet. Blandt beboerne var en lil-le gruppe ret fastboende kvinder i alderen fra midaldrende til ældre. De udgjorde omkring 5 % af alle beboerne. De fleste af kvinderne hav-de haft et liv med mand og børn, menogså oftest et liv, der var præget af fattigdom, alkoholmisbrug og vold. Nogle af dem hav-de drukket tidligere, og nogle af dem drak sta-dig. Nogle af dem havde haft indtægt ved pro-

stitution tidligere, og enkelte af dem tjente sta-dig til nogle øl ved at gå i seng med mænd, ofte dem, de mødte på nærliggende værtshu-se, eller med de mænd, der også boede på for-sorgshjemmene. Mændene var, som kvinder-ne, ældre, mange af dem var vagabonder, der altid have levet et omflakkende liv, mens an- dre, som kvinderne, havde en fortid med fa-milie, løst arbejde og alkoholmisbrug. I løbet af de følgende 5 -10 år var de ældre kvinder stort set forsvundet fra hjemløseinstitutioner-ne, mens mange af mændene var tilbage. Der var nye, yngre hjemløse, der pressede på for at få tag over hovedet, og samtidig udviklede der sig en anden holdning i de offentlige hjælpe-systemer til ældre hjemløse. De skulle som an-dre borgere tilbydes ophold på plejehjem. De var dog kun delvis velkomne på plejehjemme-ne, hvor de skulle bo sammen med andre æl-dre. Især mændene var man bekymrede for at lade flytte ind, hvorimod det var meget lettere at acceptere kvinderne.

Det betød imidlertid ikke, at kvinderne forsvandt ud af hjemløseinstitutionerne. For blandt de nye hjemløse, der var unge og yngre, var andelen af kvinder væsentlig højere, end man havde set i mange årtier.

Omkring 1990 var ca. 20 % af de indskrev-ne kvinder, og de var gennemsnitligt lidt yng-re end mændene. Sådan er kønsfordelingen mellem hjemløse kvinder og mænd stadig.

Man kunne så spørge: Er andelen af kvin-der, der bliver udstødt, voksende? Det kan man ikke vide, fordi social udsathed er en dif-fus, upræcis betegnelse, og fordi den forsøgs-vise, definitoriske afgrænsning forandres over tid. Men intet tyder på andet end en beskeden vækst af kvinder.

HJEMLØSE HAR EN MINDRE LUNTESelvom de, der er hjemløse, kun udgør en lille del, vel omkring 5 – 10 % af de socialt udsat-te, fortsætter jeg lidt endnu med at se på køns-forskelle hos hjemløse, fordi hjemløshed defi-nitorisk er mere klart afgrænset end andre for-mer for socialt udsathed, og kønsforskelle der-for også mere velbeskrevne.

Hjemløshed ved vi en del om, ikke bare talmæssigt, men også hvad angår kvalitative forhold, fx fra min disputats, som bygger på en undersøgelse af 127 hjemløse personer i alde-ren 18 – 35 år, der i 1990/91 boede på hjemlø-

“Skal man gå hårdt mod hårdt, eller skal man vise forståelse og omsorg? I selve

situationen, får man ofte lyst til det første, selvom man i bagklogskabets lys, godt ved

det er forkert”

10 | tema | Stof, nr. 15 sommer 2010

“Brugerne føler sig desperate og magtesløse. De har svært ved at kontrollere

selv de mindste følelsesmæssige

påvirkninger. Det er klart, at deres misbrug, ikke gør

det nemmere, men det er tydeligt at

der skal langt mere omsorg til, før vi kommer af med

volden”

seinstitutionerne i København. De undersøg-te personer var udvalgt sådan, at de udgjorde et repræsentativt udsnit af alle de knap 1.000 personer på mellem 18 og 35 år, der i løbet af et år havde et kortere eller længere ophold på en af de københavnske hjemløseinstitutioner. Af såvel hele gruppen som af de interviewede udgjorde kvin- derne 18 %. Det er ret meget.

Langt de fleste havde en række synlige og alvorlige problemer, ofte i form af en kombi-nation af misbrug af rusmidler, psykiske pro-blemer eller egentlig psykisk lidelse, fysiske sygdomme og sociale problemer. Andelen af misbrugere var større blandt mændene end blandt kvinderne. Det gjorde sig især gælden-de på alkoholområdet, hvorimod kønsforde-lingen var mere lige, hvad angår dem, der var blevet afhængige af illegale stoffer.

Oveni kom, at 2 ud af 3, nogenlunde en lige stor andel af mændene som af kvinderne, kunne fortælle, at de havde begået mere eller mindre alvorlig kriminalitet.

Og at godt halvdelen af kvinderne oven i kriminalitet oplyste om gadeprostitution, mens mændene kun i ganske få tilfælde oply-ste om at have prostitueret sig.

Men alt dette, hvor problematisk det end kan forekomme, var kun en del af det bille-de, der blev tegnet ved undersøgelsen. 9 ud af 10 af de undersøgte kunne fortælle om en op-

vækst i voldsomme og forfærdende forhold. Fysisk og psykisk afstraffelse, manglende om-sorg, forældre med misbrug, en mor, der var prostitueret, drillerier i skolen, mange skole-skift uden begrundelse i flytning, skoleproble-mer. Halvdelen havde været anbragt på børne-hjem, ofte flere forskellige børnehjem. Og de fleste kunne ikke komme i tanker om, at de havde mødt nogen, som varigt og ordentligt tog sig af dem. Og det var gået lige så meget ud over kvinderne som over mændene.

Men så var der en klar forskel. Der var væ-sentligt færre blandt mændene, der havde børn, end blandt kvinderne, og af de mænd, der havde børn, havde de fleste en langt dår-ligere kontakt med børnene, end kvinderne havde i forhold til deres børn. Og det til trods for, at omfanget af problemer og vanskelighe-der både i forhold til børnene og til livet i al-mindelighed syntes at være det samme hos mændene og kvinderne.

Og en forskel mere faldt i øjnene, når livs-historierne blev fortalt. Det kunne lyde som om, de to køn fulgte forskellige veje ud i ud-stødelse og hjemløshed. Begyndelsen, oplevel-serne i den tidlige barndom, var som beskre-vet i høj grad den samme. Men derefter var der en klar forskel. Mændenes veje var den tra-ditionelle med et forløb over en årrække. Det begyndte med lidt ’skejen ud’ og accelererede

Stof, nr. 15 sommer 2010 | tema | 11

i løbet af de sene ungdomsår. En begyndt ud-dannelse gik i stå, fordi misbruget gik fra det accepterede alkoholmisbrug til et blandet mis-brug, hvor også illegale stoffer indgik, og fra 20 – 25 års alderen fik et alternativt liv i særli-ge grupper forrang for det almindelige liv.

Kvindernes veje syntes at foregå med en ret pludselig og voldsom overgang fra et belastet, men tilsyneladende almindeligt liv til et liv som socialt udsat. Som beskrevet var opvæk-sten som drengenes, bortset fra, at enkelte af pigerne fortalte om tidlige seksuelle overgreb. Men allerede i teenagealderen begyndte dis-se piger at bruge illegale rusmidler - og meget hurtigt de virkelig hårde stoffer. Ofte blev de introduceret til dette af de lidt ældre drenge, de kendte, og allerede kort inde i misbruget var de nødt til at tjene til stofferne ved prosti-tution. De kom sjældent så langt i deres almin-delige tilværelse, at de bare kom i gang med en uddannelse. Oftere blev de smidt ud af skolen på grund af deres misbrug.

I sidste ende er det en livsfarlig tilstand at have været hjemløs - ikke mindst for kvinder-ne. Ved en efterundersøgelse 7 år senere af de knap 1.000 personer, var 12 % af mændene og 24 % af kvinderne døde. Den mindre gruppe kvinder havde et hårdere liv end den samle-de, større gruppe mænd. Ofte ser vi strengt på mennesker som ikke indordner sig.

VOLDEN GØR DEM MERE UDSTØDTHør her historien om Jette: I 1990 mødte jeg Jette på Sundholm. Umiddelbart kunne jeg se en køn og begavet yngre kvinde, hvis eneste synlige anderledeshed, bortset fra at hun var hjemløs, var en påklædning og makeup, der var noget speciel. Hvis bare hun fik noget an-det tøj på og flyttede fra gaden ind i en lejlig-hed, skulle hun vel være som os andre. Supple-rende skolegang, oplæring og noget social træ-ning skulle vel kunne få hende til at være så al-mindelig og god en borger som nogen.

Men sådan var det ikke. Hun var ganske og aldeles anderledes, såvel hvad angik mis-brug, helbred og sociale problemer som helt ned i bunden af sin sjæl. Jette var aktiv stof-misbruger og havde været det, siden hun var 15 år gammel. Derudover havde hun er mas-sivt alkoholmisbrug. Hun havde en psykisk li-delse og skiftende, mindre fysiske helbredspro-blemer. Skolegangen var elendig, uddannelse og erhvervserfaring var der ingen af. Hun hav-de siden 16-års alderen tjent penge ved prosti-tution og begik jævnligt ulovligheder, der før-te til gentagne, korte fængselsstraffe. Jette var blevet socialt mishandlet fra den dag, hun blev født. Hun havde været mere end uheldig med sine forældre. Men det samfund og de institu-tioner, som vi alle sammen skal have kontakt med, behandlede bestemt heller ikke Jette for

godt. Ja, selv de specielle sociale institutioner, hun kom i kontakt med, lod hende sejle i sin egen sø. Ikke af mangel på vilje til at gøre no-get, men fordi heller ikke de ville se hendes li-delser og dermed acceptere hendes specielle mangler og handicap.

Ingen af dem, som må have kunnet se det, der skete, havde gjort indsigelser. Ingen spurg-te siden til det. Ingen gjorde sig rigtigt ulejlig-hed med at forestille sig, hvad det, Jette hav-de gået igennem, havde betydet for, at hun som voksen var den person, hun var. Indimel-lem mødte hun nogle, der syntes, at det var synd for hende. Indimellem mødte hun nog-le, der ville frelse hende. Enten gennem en el-ler anden religion eller gennem et ufejlbarligt behandlingsforløb. Indimellem mødte hun nogle, der mente, at hun havde behov for at få hjælp til at hjælpe sig selv. Indimellem mødte hun nogle, der tilbød hende en reel hjælp og støtte til at få styr på tilværelsen. Det førte også til forbedringer af hendes leveforhold, men kunne ikke forhindre, at hun døde i 1997 af le-versvigt som 37årig. Er klare forskelle mellem udsatte kvinders og mænds sundhed. Overord-net set er der flere kvinder end mænd blandt socialt udsatte, der er hæmmet af langvarig sygdom, ikke mindst psykiske lidelser.Det er dog ikke blot et spørgsmål om større hyppighed, men også mindre balance.

I 2005 var der 321 registrerede overfald i behandlingshjemmene

I 2007 var der 433 registrerede overfald i behandlingshjemmene

I 2009 var der 504 registrerede overfald i behandlingshjemmene

12 | interview | Stof, nr. 15 sommer 2010

Misbrugsbehandler

DAVID THYLANDER

“Det er så pisse svært, at gøre en forskel”

Stof, nr. 15 sommer 2010 | interview | 13

Som ledende socialrådgiver på Dagcenter for stofmisbrugere – et projekt under Ungdoms-klinikken i København som igen hørte under den selvejende institution Landsforeningen for Mentalhygiejne trådte David Thylander i 1993 ind på en fortættet arena, hvor der i de næste år skulle udspille sig en kamp om liv og død – og politiske overbevisninger.

“Jeg vidste ingenting om narkomaner. Men det var der på den anden side heller in-gen andre, der gjorde. Det var et helt nyt fæ-nomen. Altså som samfundsproblem. Menne-sket har jo alle dage dopet sig, men nu så man for første gang en stor gruppe unge, der pib-lede ud af”

Villaer og slumlejligheder med små pupil-ler og en ske i baglommen, som de kogte råo-pium og senere morfinbase på. Jeg havde set de første i De Unges Rådgivning. Men så vidt jeg husker, måtte de gå med uforrettet sag.Vi anede ikke, hvad vi skulle stille op med dem.

DE FØRSTE ÅRSå her lå altså et pionerarbejde at gøre. En udfordring at tage op, og det var lige noget for David Thylander. Især fordi hans privat-liv var i uorden og ikke kunne repareres. I for-hold til det så det ud til at være en lille opga-ve at få narkotikaen udryddet som samfunds-problem i Danmark. Men her undervurderede David opgaven. Kampen mod narkoen viste sig at blive både stor, voldsom og følelsesmæs-sigt belastende.

Han gjorde sig vel på forhånd nogle tan-ker om, at det kunne blive hårdt, men fore-stillede sig nok alligevel ikke tre år i strid po-litisk modvind med læserbreve i aviserne, der bar overskrifter som: Hvad vil hr. ministeren stille op med David og David ledende i sam-fundsnedbrydende arbejde.

Det startede ellers fredeligt. Da David til-trådte i maj 1969, havde Dagcenteret allere-de været åbent i nogle måneder. 10-15 narko-maner havde deres daglige gang på stedet, der blev budt på kaffe og samvær i det ene rum og beskæftigelse i form af noget læderarbejde og sækkepudesyning i det andet. Man brugte end-nu ikke ord som ‘afgiftning’ og ‘nedtrapning’. Decideret euforise-rende stoffer havde indtil slutningen af 60erne kun floreret i overklassen og blandt kunstnere, misbruget havde et vist romantisk skær over sig, og ingen anede end-nu, hvad det var, man var oppe imod.

MISLYKKEDES PROJEKTERVi famlede os frem i forståelsen af, hvordan vi kunne hjælpe disse mennesker. Vores før-ste idé var at lave en stamme i huset, altså give stofmisbrugerne et tilhørsforhold til en ny gruppe ved at opbygge noget, der lignede en stammementalitet. I stedet for det meget rå junkmiljø, degikipågaden. Det lå jo i tiden og i ungdommen. Vi troede meget på fællesska-

bet og den energi, det genererede. Og ideen var sådan set god nok bortset fra, at den ikke virkede! De her unge kunne jo slet ikke opføre sig som stammemedlemmer, for de havde kun en ting i hovedet, nemlig at skaffe junk til sig selv. Værre var det, at vi ville gøre de stakkels mennesker politisk bevidste. De skulle forstå, at det var kapitalismens åg, der fik dem til at dulme sig. Vi troede, at de ved at forstå meka-nismerne og ved at lave noget sammen kunne se det fornuftige i at bruge deres tid på andet end at tage stoffer.

DET ER KUN NOGLE FÅNu siger jeg godt nok, at vi troede på det, men jeg vil sige – og det er ikke for at undskyl-de noget som helst – jeg var sgu skeptisk. Især den dag en flok medarbejdere tog til Vietnam-demonstration med klienterne. Med banne-re og det hele drog de af sted, og jeg tænkte: “Neej, det her går aldrig godt.“ Og det gjorde det jo heller ikke. Gruppen gik i opløsning under vejs. Misbr uger ne forsvandt en efter en. For det var jo det, de var, og deres misbrug skulle passes, før de kunne gå op i de ameri-kanske soldatersfremfærd i Vietnam.’

David beskriver det første halve år på Dag-centeret som ‘kaotisk’. Narkomanernes antal steg. Og hvor der i de første par måneder kom mellem 15 og 20 klienter om dagen, var tallet snart tæt ved 100. Der var trængsel i de små lo-kaler i Blågårdsgade, og lus og lopper stortri-vedes også i mylderet. Brugere og behandlere flød i de store sækkepuder, og midt i det hele sad David Thylander, stadig iført lårkort og espadrillos, og prøvede at holde styr på mena-geriet. I vedtægterne stod, at der ikke måtte ta-ges stoffer i Dagcenteret, men efter at naboer-ne begyndte at klage, og David kunne se nar-komanerne sidde og fixe lige ved en kirke og en skole i nærheden, valgte hun at se igennem fingre med forbuddet.

En anden regel, der kom under pres, var Dagcenterets åbningstider. For én ting var i hvert fald lykkedes for David og hendes stab. Nemlig at få stofmisbrugerne til at få et til-hørsforhold til stedet. Det gjordede – i så høj grad, at de ikke ville gå hjem til sig selv, når medarbejderne havde fyraften, og centeret lukkede. Og da de åbne døre og tilhørsfølel-sen var hele ideen med stedet, var der ingen, der sagde, de skulle gå et andet sted hen. End-sige låste døren.

Der udviklede sig et liv omkring Blågårds-gade 49, som naboerne ikke var begejstrede for. Der blev sprøjtet og pushet og handlet og råbt, og en nat gik en ung fyr ud over taget i et syretrip, fordi han troede, han kunne flyve. De småhandlende i området begyndte også at kla-ge over gentagne tyverier, så medarbejderne måtte give brugerne af centeret et elementært kursus i ‘dit og mit’ eller rettere i ‘mit’ og ‘no-gen af de andres’.

“Vi fortalte dem, at de ikke måtte stjæle, og så tilføjede vi vistnok, at der var nogen, det var værre at stjæle fra end andre. Der lå jo fle-re store supermarkeder i området, så de kun-ne vel nok lade de småhandlende i fred. Ha!” Det blev en tid med rigtig mange politirazzia-er. I starten stillede denledende socialrådgi-ver sig i døren i sine smarte sko og påpegede, at de ikke kunne ransage stedet uden begrun-det mistanke om, at der foregik handel med narkotika. Politiet mente nu nok, at de havde en begrundet mistanke, og David blev på det bestemteste sat på plads af sin øverstbefalen-de fra Ungdomsklinikken, der vidste, at hele projektet var i fare. Det var på dette tidspunkt, at aviserne begyndte at kalde Dagcenteret for ‘Narkocentralen’. De beskrev stedet som et mo-rads af junk, handel og kriminalitet.“Jamen det var sgu da også problematisk. Men stofmisbrug er jo et problem i samfundet, og her var de da i hvert fald samlet på et sted. Jeg ved godt, der var rapserier og handel, men det, at de fik lov til at fixe på toiletterne i huset og i gården, betød jo, at naboerne var forskånet for kanyler og andet lort i deres trappeopgange og i børnenes sandkasser. Når det er sagt, så stod det efterhånden også klart for os, at vores ide-er om et sted med en hel flad struktur ikke var indlysende rigtige, når man havde med stof-misbrugere at gøre, og at en behandling, der var baseret på fællesskabsfølelse og politisk en-gagement, ikke fik mange narkomaner ud af deres misbrug.”

Problemet for David og hendes medarbej-dere var, at de lavede forskningsarbejde lige midt i hverdagen. Der blev læst i den sporadi-ske litteratur, der fandtes, der blev set til USA, hvor problemet havde været stort i længere tid, og der blev kigget mod Sverige, hvor man forsøgsvist gik anderledes systematisk til værks og tvangsindlagde narkomaner til afvænning. Men langt hen ad vejen måtte de unge be-handlere gøre deres egne erfaringer og stykke deres egen praksis sammen.

KNUD GJORDE EN FORSKEL’Jeg var fra starten helt sikker på, at tvangsbe-handling ikke virkede. Jeg gik jo med de men-nesker hver dag og vidste, at vi intet kunne gøre, før de selv var klar til at tage ansvar for deres liv. Det kunne vi også se i Sverige. Nar-komanerne var måske nok stoffrie, mens de var låst inde og væk fra junken, men ni ud af ti begyndte igen, så snart de kom ud – og nogle døde af det, fordi de startede på den dosis, de var vant til, før de blev indlagt.’En anden ting, der også begyndte at stå klart for hende, var, at stofmisbrug fortrinsvis var et socialt problem. Hun så, hvordan de unge fra hendes egne privilegerede og ressourcestær-ke rækker flirtede med stofferne i en perio-de, men blev ved med at have kontrol over de-res liv – for langt de flestes vedkommende. De

14 | interview | Stof, nr. 15 sommer 2010

unge fra de svage familier deri mod, dem med lavt selvværd, ringe voksenkontakt og store ar i sjælen, begyndte at bruge stofferne på en helt anden måde. Som en flugt fra en virkelighed, der ikke var til at bære. Og det var dem, der sad fast og mistede kontrollen over stofferne – og over deres liv. At narkotika var så overlegen enfjende var nok den vigtigste erkendelse for personalet på Dagcenteret. Man begyndte at tale om afrusning, nedtrapning og afvænning, og det var i den periode, der begyndte at kom-me mere struktur på foretagendet. Dagcente-ret var ikke længere et værested for narkoma-ner, men blev langsomt et opsamlings og ind-slusningssted, hvor man blev motiveret og for-beredt på nedtrapning og afvænning.

DET ER IKKE NOGEN FILM’Ja, det er rigtigt. Det var det, der blev sigtet imod. Og det var jo helt indlysende en rigtig vej at gå. Problemet var bare at det vidste vi jo heller ikke ret meget om. Vi vidste, at misbru-gerne blev syge, hvis de holdt op med at tage stoffer fra den ene dag til den anden, og vi vid-ste, at afvænningen aldrig ville virke i deres hjemmemiljø, fordi fristelserne ville være for store. Det var alt, og det var udgangspunktet. Så det første afvænningssted i Danmark var Arnes og mit sommerhus i Grønlandshuse. To medarbejdere tog afsted med typisk en gruppe på seks og noget metadon i tasken. Hvordan det gik? Ja, det gik jo, som det måtte gå. Nogen lykkedes det for. Andre stak af – med metadon og det hele. Det var ikke så gennemtænkt. Vi måtte jo prøve os frem.”

For de stofmisbrugere det rent faktisk lyk-kedes for, var hjemkomsten hård. Medarbej-derne prøvede alt for mange gange at kom-me hjem med optimistiske afvænnede narko-maner. Så slap de dem løs i København uden yderligere planer for resocialisering – og fandt

dem tilbage i miljøet en uge efter. Tilbagefal-dene materialiserede sig som det største pro-blem i hele narkoafvænningen, og Davids næ-ste skridt var at gå ud i offentligheden med et krav om flere penge til efterbehandling. Hun stod oppe på bjerget og råbte “efterbehand-ling, efterbehandling, efterbehandling”, alt imens en fjende nærmede sig fra højre flan-ke. Det var tiden, hvor fronterne blev truk-ket op, og narkotikaafvænningen i Danmark blev til en politisk historie. Over for Dagcen-terets holdninger og daglige arbejde manife-sterede sig nemlig en opposition, som havde sit udspring i en kreds af læger og forældre til stofmisbrugere. ‘Foreningen for bekæmpelse af hash og narkotikamisbrug’, kaldte de sig, og under overskriften: “Nu er det på tide, at læ-ger ne og videnskaben kommer ind i kampen mod narkotika” trådte de ind i debatten og be-skyldte Dagcenterets medarbejdere for at være for slappe og for pædagogagtige. Grundtanken i foreningen var, at narkotika var en epidemi, der skulle bekæmpes, inden den angreb resten af ungdommen, og det skulle gøres ved at regi-strere, isolere og tvangsbehandle dem, der alle-rede var ramt. Sådan gik det hele altså til.Brigaden fra Dagcenteret svarede igen.

David sagde til et dagblad: “Jeg kan kun have ondt af de mennesker der tror at man kan afvænne misbr ugere med magt. Ingen af-vænning virker hvis misbrugeren ikke er mo-tiveret” Hun satte strammerne yderligere på plads med ordene:

“Narkomanerne har deres helt egen kul-tur. De lærer at undgå politiet, at tappe social-væsnet for penge og lægerne for piller. Denne indlæringsproces hører med til stofkulturen, og man må have kendskab til den for overho-vedet at kunne tale med om forebyggelse og behandling. 1-0 til pædagogerne.” Næste run-de handlede om hashen. Foreningen til be-

DAVID THYLANDER

Født i 1972 i Skive, Nordjylland.Gift med Liselotte Thylander Nielsen.2 børn. Adam på 6, Frederikke på 13.Student fra Århus Statsgymnasium.Cand. Psyk. fra Århus Universitet.Arbejdet med misbrugere i 17 år.

Er tidligere tilbudt lederroller, men takket nej.

Stof, nr. 15 sommer 2010 | interview | 15

kæmpelse af hash og narkotikamisbrug men-te, at hash var den sikre vej til narkomani. Da-vid og resten af ungdomsoprøret sagde, at det var noget sludder. Og da de generelle ord blev for vage, gik hun ud og argumenterede for sit synspunkt ved at forklare, at de fleste, hun kendte, røg hash en gang imellem,men at me-get få, hun kendte personligt, var narkomaner. Hun sluttede med at tale for en legalisering af hash, så man kunne skille skæg for sig og snot i lommetørklæder. Hun mente, at hashdiskus-sionen mudrede debatten og forhindrede alle i at komme videre med det, det handlede om, nemlig at redde så mange som muligt ud af de hårde stoffers fangarme.

AT SE SIG SELV I ØJNENEDet var, så man næsten kunne høre ekkoet de næste par dage: En førende kvinde inden for narkobehandling, der ville gøre hashrygning lovligt! Læserbrevene strømmede til aviserne, og politikere og embedsmænd rynkede bryn. Strammerne udlignede til 1-1, og snart skul-le de gå ind i deres glansperiode. Det skete, da Dagcenteret flyttede i større lokaler på Nørre-

brogade i 1971 og skiftede navn fra Dagcen-ter til Kontaktcenter, fordi det nu blev beman-det i døgnets 24 timer. Dramatikken opstod, da den ledende socialrådgiver viste stedet frem for pressen.

“Jeg syntes, jeg gjorde mig umage med at fortælle om alle vores gode tiltag, om de suc-ceser, der efterhånden var med afvænning, og om de erfaringer, vi gjorde os. Og så til sidst vi-ste jeg dem et rum i kælderen, hvor narkoma-nerne ville få lov til at fixe. I de gamle lokaler var der jo også blevet fixet på toiletterne, men det her var altså et rum specielt til formålet, og jeg sagde noget i retning af: “Se hvor koldt og sterilt det er. Her romantiseres i hvert fald intet stofindtag. Men de kan tage deres stoffer under ordnede forhold, så det ikke sker på ga-den udenfor.” Hold da kæft! Tiden, der fulgte, var et af de vildeste stormvejr, jeg nogensinde har været ude i.”

Stormen rasede i flere uger: I medierne, i Folketinget, på politigården og i Sundheds-ministeriet. Aviserne skrev: “Fixerrum er Dan-marks dødsceller. Skal dette vanvid være sam-fundets ansvar”. Politidirektøren udtalte let-

tere konfust: “Ingen steder er der taget højde for den situation, der nu er opstået,” og stads-lægen i København, som selv havde sanktio-neret rummet, sukkede: “Det var måske ikke så smart af den daglige leder at vise rummet frem til alle og enhver ved indvielsen. Der var så mange andre spændende ting, man kunne have fortalt pressen.”

Fixerummet kom aldrig i brug, for sund-hedsministeren fik det lukket og forseglet. Et københavnsk dagblad kaldte det hele for ’Dobbeltmoral så det klodser’ og trykte et læ-serbrev fra en narkoman, der skrev: “Jeg blev hjulpet.” De virkelige dødsceller er bagtrap-per ne eller saneringsejendommene. Han be- skrev, hvordan livet så ud på den anden side af et forseglet fixerum, hvor stofmisbrugere mø-des i baggårdene, fixer sig, renser sprøjterne med spyt i mangel af kogende vand og sender dem videre til den næste i rækken. Foreholdt dette læserbrev siger David:

“Ja, han havde sgu nok lånt skrivemaski-nen inde på Kontaktcenteret. Men det gør det jo ikke mindre rigtigt. Og det lyder bekendt, ikke? Tænk, det er snart 40 år siden, og narko-manerne har stadig ikke fået deres fixerum. Der findes omsider sundhedsrum, hvor de kan få plejet deres sår og blive fulgt til hospitalet og i den dur, men de må stadig ikke indtage deres stoffer i ro og fred og under hygiejniske forhold. Det er knaldende vanvid.”

David stod stormen igennem, og i de næ-ste år var der indimellem ro omkring Kon-taktcenterets arbejde. Erfaringer blev høstet. Der kom mere struktur på både hverdag og af-vænningsture, alt foregik i frivillighed, kam-pen for effektiv efterbehandling fortsatte, og sådan ser livet i narkobehandlingen sådan set stadig ud i dag. Kun på ét område er der sket et holdningsskifte, og her indrømmer den da-værende daglige leder også at være blevet klo-gere. I dag behandles mange narkomaner med metadon, en støttemedicin, der gør, at det lyk-kes for nogle af dem at leve et tåleligt liv uden den konstante jagt på det næste fix med for-skelligartet kriminalitet til følge. “Ja, det er godt – og ja, det var jeg meget imod dengang. Jeg var sikker på, at det var politikernes smarte måde at dysse problemet ned på. Jeg ville have, at det skulle ud i lyset. At der i stedet skulle ar-bejdes med det samfund, der skabte så mange ulykkelige skæbner. Jeg kan kun sige, at det var en meget politisk tid. I dag synes jeg jo bare, vi skal hjælpe de stakkels mennesker, der ikke kan blive stoffri. Jeg går ind for lægeor- dineret heroin til de hårdest ramte. I virkeligheden vil-le der efter min me- ning være god fornuft i at legalisere alle stoffer.”

“Jeg har haft en lang rejse. Det har ikke væ-ret nemt, men de få som jeg har hjulpet, anser jeg som værende mit livsværk. Hvis bare jeg kan hjælpe én mere i min karriere, vil jeg være ovenudenud tilfreds og glad.”

“Da jeg startede i faget, var jeg 100 på, at jeg kunne “kurere” alle. At jeg havde

svarene på hvorfor, hvordan, hvorledes osv. Jeg så vel mig selv som en Supermand. Den forestilling holdt dog ikke længe. Jeg måtte indse, at jeg ikke havde alle svarene. At jeg ikke kunne hjælpe alle, og at jeg nok ikke

var så fantastisk alligevel”