Steinbecks spøgelse af Leif Davidsen læseprøve

137mm137mm 42mm90 mm 90 mm

21

5m

m

LEIF DAVIDSEN

STEINBECKS SPØGELSEJagten på en forfatter

REJSEERINDRINGER | L INDHARDT OG R INGHOF

LE

IF D

AV

IDS

EN

ST

EIN

BE

CK

S S

PØ

GE

LS

E

STEINBECKS SPØGELSE er en personlig rejsebog. Den

bygger på en 13.000 kilometer lang rejse i USA, som Leif David-

sen i en camper foretog sammen med sin kone Ulla i 2012, hvor

Barack Obama kæmpede for at blive genvalgt. Med Bruce

Springsteen på afspilleren kører ægteparret i hjulsporene på

den amerikanske nobelpristager John Steinbeck, der i 1960 rej-

ste rundt i USA og skildrede sin rejse i klassikeren PÅ REJSE MED

CHARLEY.

LEIF DAVIDSEN er mest kendt som manden fra Rusland,

mens det nok er mindre kendt, at USA har betydet meget for

hans liv og forfatterskab. Som 17-årig rejste Leif Davidsen imid-

lertid fra Fyn til USA som udvekslingsstudent. Det var første

gang, han kom til udlandet, og rejsen blev et afgørende vende-

punkt i hans liv. Denne personlige rejsebog rummer erindrin-

ger fra forfatterens barndom og ungdom samt beskrivelser af de

amerikanske bøger, fi lm og sange, der har inspireret ham og

hans forfatterskab.

STEINBECKS SPØGELSE er en underholdende rejsebog,

der beskriver jagten på en forfatter, samtidig med at den tegner

et stort og farverigt billede af USA gennem to århundreder.

”Leif Davidsen sejler med en fl odbåd gennem

Rusland og giver et virkelig fascinerende

billede af landets vej fra grå fortid ind i en

uafklaret fremtid. Man får lyst til selv at tage

på russisk fl odtur efter at have læst denne

glimrende og velkomponerede bog.”

Jyllands-Posten

”Rasende godt skrevet. Mange steder skrevet

som en litterær roman, som læseren let og

ubesværet fl yder igennem.”

Berlingske

”Davidsen repeterer og refl ekterer samtidig

med, at han på god journalistisk vis iagttager

hvad der foregår nu og her. Dostojevskijs

sidste rejse er en medrivende og lærerig

beretning fra en af den fri presses ægte

gentlemen.”

Politiken

”Leif Davidsens begejstring for Rusland og

hans fortælleglæde virker så ægte. Man er

godt indført og underholdt og får en næsten

ubærlig trang til at tage derover og se det

hele selv. Det er vel den største cadeau en

rejsebog kan få.”

Børsen

FÅS SOM PAPERBACK

LEIF DAVIDSEN har siden debuten i 1984

udsendt en rejsebog, to novellesamlinger og

tolv romaner, der er oversat til foreløbig

femten sprog. For sit forfatterskab er

Davidsen blevet tildelt fl ere priser, bl.a.

Læsernes Bogpris, Boghandlernes Gyldne

Laurbær, Glasnøglen for årets krimi i

Skandinavien, Europabevægelsens Litteratur-

pris og De Frankofone landes Ambassadører

i Danmarks Litteraturpris.

145 mm 145 mm

220 mm

20 mm

LEIF DAVIDSENS FLODREJSE PÅ SKIBET DOSTOJEVSKIJ danner rammen om denne personlige rejsebog, hvor fortid og nutid, personligt og politisk, blandes i en mosaik, der tegner et fascinerende billede af et lands forvandling fra supermagt til nationalstat, fra kommunisme til ka-pitalisme – overalt krydret med personlige iagttagelser og kommentarer. Mange af de steder og begivenheder, der har dannet grundlag for David-sens østeuropæiske spændingsromaner, beskrives i bogen.

”Rasende godt skrevet. Mange steder skrevet som en litterær roman, som læseren let og ubesværet flyder igennem.”BERLINGSKE

”Davidsen repeterer og reflekterer samtidig med, at han på god journa-listisk vis iagttager hvad der foregår nu og her. Dostojevskijs sidste rejse er en medrivende og lærerig beretning fra en af den frie presses ægte gentlemen.”POLITIKEN

”Leif Davidsens begejstring for Rusland og hans fortælleglæde virker så ægte. Man er godt indført og underholdt og får en næsten ubærlig trang til at tage derover og se det hele selv. Det er vel den største cadeau en rejsebog kan få.”BØRSEN

LE

IF D

AV

IDS

EN

DOSTOJEVSKIJS SIDSTE REJSE

788711 3219119

LEIF DAVIDSEN


L I N D H A R D T O G R I N G H O F

”LEIF DAVIDSEN SEJLER MED EN

FLODBÅD GENNEM RUSLAND OG GIVER

ET VIRKELIG FASCINERENDE BILLEDE AF

LANDETS VEJ FRA GRÅ FORTID IND I EN

UAFKLARET FREMTID. MAN FÅR LYST TIL

SELV AT TAGE PÅ RUSSISK FLODTUR EFTER

AT HAVE LÆST DENNE GLIMRENDE OG

VELKOMPONEREDE BOG.”JYLLANDS-POSTEN

EN PERSONLIG BERETNING OM ET LANDS FORVANDLING DOSTOJEVSKIJS SIDSTE

REJSE – EN PERSONLIG BERETNING OM ET LANDS FORVANDLING

FOTO

: NIC

KY B

ON

NE

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Leif Davidsen


Rejseerindringer

LINDHARDT OG RINGHOF

Steinbecks spøgelse.indd 3 08/08/14 12.30

Steinbecks spøgelse – Jagten på en forfatter© 2014 Leif Davidsen

Omslag: Imperiet/Harvey MacaulayKorttegner: Steen Frimodt

Bogen er sat med Timeshos Lymi DTP Sats

Trykt hos ScandbookISBN 978-87-11-33473-71. udgave, 1. oplag 2014Printed in Sweden 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,der har indgået aftale med Copy-Dan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


»En rejse er et væsen i sig selv; ikke to er helt ens.«John Steinbeck

Til vores børn og børnebørn



7

1

Flugtveje»No retreat. No surrender.«

bruce SpringSteen, no Surrender

Jeg havde tænkt på rejsen i flere år, men besluttede, at det år, hvor den første sorte amerikanske præsident skulle slås for sin anden periode og det eftermæle, som historikerne ville dvæle ved, var året, vi skulle tage af sted. Rejsen skulle gå til det Amerika, som var mit første hjem uden for Danmark. Jeg vil-le udforske Amerika, sagde jeg til alle, der gad høre på mig, men det passede ikke helt. Det var ikke den eneste begrun-delse. Det lød blot mere journalistisk og forståeligt end det mere personlige projekt, som jeg også havde i tankerne, for jeg havde ingen planer om at arbejde som journalist. Jeg ville ikke opsøge kilder eller interviewe eksperter, men som John Stein-beck udelukkende tale med de mennesker, som vi tilfældigt ville møde undervejs.

Jeg ville forholde mig til at være forfatter, fordi det er min metier, og det at skrive havde givet mig så megen glæde. Et par år tidligere havde jeg sagt nej til at medvirke i en antologi om at skrive, selv om den var til støtte for min egen forening – Danske Skønlitterære Forfattere – fordi jeg ikke kunne ac-ceptere den grimme titel, som de insisterede på at give bogen: Skriv din satan.

Jeg var fyldt tres for et par år siden og tænkte, at det var på tide at se på de valg, som var blevet truffet. Jeg sagde altid,


8

når jeg oftere og oftere blev spurgt, at jeg aldrig ville skrive erindringer, men en rejse kunne være en omvej til fortiden og en måde at se på sig selv, uden at der stod selvbiografi på for-siden. Som jeg havde gjort det, da jeg prøvede at forstå min fascination af Rusland i rejse- og erindringsbogen Dostojevskijs sidste rejse.

Desuden vil jeg altid gerne til Amerika, som jeg holder utrolig meget af; i det hele taget ud at rejse. Jeg besidder stadig det, som John Steinbeck kaldte rastløshedens virus. Den er måske blevet knap så voldsom med årene, men ikke meget. Jeg blev inficeret med den, da jeg var 17 år og kom direkte fra Fyn til New Jersey i USA.

Jeg behøvede ikke at overtale Ulla, der også nemt får rejse-feber, men hun skulle fikse det med sin arbejdsplads. Det er hun som chef som regel i stand til; gjorde det også denne gang, og så var sagen afgjort. Vi kunne tage af sted i august, og jeg kunne planlægge rejsen i grove træk, mens jeg ville over-lade detaljerne til tilfældighederne. Som Steinbeck så rigtigt skrev, er en rejse et væsen i sig selv; ikke to er helt ens. Det var et udsagn, der tiltalte os.

»Og alle forudberegninger, betryggende foranstaltninger, alle taktiske kunstgreb er frugtesløse ... det er ikke os, der ta-ger en tur; det er turen, der tager os,« skriver han. Man kunne også sige, at enhver rejse er en flugt fra det sædvanlige, fra det dagligdags. Trods det moderne, der præger stort set enhver rej-se i dag, er der altid i selv den korteste udflugt fra hverdagens trygge ramme indbygget et element af eventyr og usikkerhed. Man ved aldrig, hvad der venter omkring næste hjørne. Det er ikke tilfældigt, at der er så mange annoncer for rejseforsik-ringer. Det er meget betegnende, at ordet »flugt« indgår i det mere uskyldige »udflugt«.

Der skulle være en ramme. Et forløb. Ulla kunne lægge ru-ten på USA-kortet ud fra John Steinbecks rejse 52 år tidlige-re. Hun er god til at beregne afstand og tidsforbrug. Hun er god til at se muligheder for oplevelser, der ikke er indlysende i første omgang. Hun er også god til ikke at planlægge for me-


9

get. Blandt meget andet elsker jeg hendes anarkistiske sind. Vi skulle køre i Steinbecks hjulspor. Det var en tanke og en drøm, der opstod hos mig på hans hjemegn Salinas tilbage i 1998, hvor jeg for første gang så den ombyggede pickuptruck, som han kørte USA tyndt i. Næsten 20.000 km over en tre måneders periode i efteråret 1960. Vi skulle jagte hans spø-gelse. Jagten på en forfatter skulle legitimere jagten på mig selv.

Glemsel og erindring går hånd i hånd. Vi husker, hvad vi ønsker at huske. Vi ønsker, at vi kan huske det hele, men ti-dens filter er en effektiv sorteringsmaskine. Erindringer kan ofte være lige så fiktive som romaner.

Desuden kunne det være en fed tur, sagde vi til hinanden. De amerikanske landeveje er i sig selv myteskabende og ind-byder til uendelig lange kørestræk gennem smukke, menne-sketomme landskaber. Tanken var, at vi skulle sidde højt oppe i vores egen camper og betragte den lange, lige landevej med dens sorte, glinsende asfalt, mens de skæve telefonpæle gled forbi. Over os ville gribbene lure, og landskabet ville være do-mineret af ørkensand eller gult, stridt græs. I det fjerne uen-delige bjerge. Solen ville bage nådesløst; vi ville vågne til frost om morgenen eller på andre tidspunkter være tvunget til at søge ly for en af USA’s frygtindgydende tordenstorme eller livsfarlige tornadoer.

Nobelpristageren John Steinbeck rejste i 1960 tusinder af amerikanske miles sammen med sin store franske puddelhund Charley. Det skrev han en fantastisk rejsebog om. Den hedder På rejse med Charley og rummer foruden hans rejsebeskrivel-se tænksomme essayistiske afsnit om USA, der har gyldighed den dag i dag. Den fås heldigvis stadig på dansk med et smukt forord af hans danske forlægger og ven Otto B. Lindhardt. Undertitlen i den amerikanske udgave af På rejse med Charley var: På udkig efter Amerika. Eller, som Steinbeck også havde som titel: Søgen efter Amerika.

Otto skriver:»Bogen og hele rejsen var inspireret af Steinbecks frustra-


10

tion over, at vennen Adlai Stevenson blev vraget, da han for tredje gang ville stille op som de liberale demokraters præsi-dentkandidat. I sin skuffelse besluttede Steinbeck sig for at genopleve det land og det folk, som havde været inspirationen til hans forfatterskab. »Jeg vil lære mit eget land at kende,« skrev han, »jeg har mistet landets lugt, smag og lyd, så jeg kø-ber en camper med toilet, køkken, osv. Jeg kører alene, undgår store byer og kører over hele USA for at genopdage mit eget land, hvad man mener, føler og er optaget af. Jeg synes ikke, at jeg haft kontakt med landet i de sidste 25 år.««

Steinbecks søn har en lidt anden udlægning. Han mener, at Steinbeck tog af sted, fordi han ville nå at opleve sit land, in-den han døde. Det var en art flugt fra det uundgåelige. Stein-beck havde en klar fornemmelse af, at hans liv lakkede mod enden. Både det kreative liv og det fysiske. Døden ventede lige om hjørnet. Han var temmelig syg og havde problemer med hjertet. Sønnen siger, at han undrer sig over, at Steinbecks kone Elaine lod ham rejse, så skrøbelig som hans helbred var, men hun var faktisk med på en stor del af turen, selv om det ikke fremgår direkte af rejsebogen. Måske vidste sønnen det ikke, da han udtalte sig.

John Steinbeck tog af sted fra sit hjem i Sag Harbor på Long Island i New York State den 23. september 1960. Vi rej-ste fra Danmark d. 29. august 2012. Det er jo en særlig dato i Danmarkshistorien, men det har ingen betydning i dag. Den historiske hukommelse, som tidligere lå som en fælles paratvi-den hos danskerne, er forsvundet i min levetid.

Steinbeck havde fået sin egen camper specialbygget, mens vi havde lejet et af de såkaldte mobile homes. Eller RV. Recreational Vehicle. Jeg havde bestilt en lille model. Det var ret besværligt, og den var dyrere end en af de store. Vi ville have et køretøj, som kunne parkeres overalt. Den lille camper ventede på os i Manassas i staten Virginia. To gange tidligere var vi rejst rundt i flere uger i henholdsvis det østlige og sydvestlige USA i en pænt stor camper med vores børn, da de var mindre-årige. Ellers er Ulla og jeg ikke campister.


11

Vi begyndte turen kl. 12.25 i København, da vores Airbus SK 925 lettede planmæssigt med retning mod Washington DC. Vi ville ikke følge Steinbeck slavisk, som andre havde gjort før os, og flere ganske givet ville gøre efter os, men dog alligevel have ham som en kompasnål, der angav retningen.

Desuden var det gået op for mig i min research til turen, at det var temmelig omdiskuteret, hvilken rute Steinbeck egent-lig havde taget, og om det overhovedet var sandt, det, han skrev i sin meget roste og populære rejsebog. Steinbeck lægger måske selv et spor ud, tænkte jeg i SAS-maskinen over At-lanterhavet, når han skriver i et tidligt udkast til På rejse med Charley, der ikke kom med i den endelige bog:

»A writer must so rearrange reality, that it will seem reasonably real to the reader.« Er det sådan, forfattere gør? Ommøb-lerer virkeligheden for at gøre virkeligheden mere virkelig for læseren? Det var en interessant tanke. Og er det i virkeligheden interessant, om hans bog, der blev det sidste større værk inden hans død den 20. december 1968, er journalistisk korrekt til mindste detalje? Den udkom i sommeren 1962 – det år, hvor han i efteråret fik Nobelprisen i litteratur. Bogen opnåede et større forhåndssalg end nogen tidligere bog af ham og fik me-get fine anmeldelser. Den blev udelukkende anmeldt som en faktabaseret rejsebog om USA.

Er den det, og betyder det noget?Det er jo en fantastisk bog. Jeg sad ti kilometer over Atlan-

terhavet og tænkte på rejse- og erindringslitteraturens sand-hedsværdi, og om den er større end en god romans, men fandt intet overbevisende svar. Det er umuligt at vide, hvad der er op og ned i rejse- og erindringsbøger. Bruce Chatwins bøger er et andet eksempel på stor rejselitteratur, hvor det ofte er svært at forstå, hvordan rejsens logistik hænger sammen. Som en anden stor rejsebogsforfatter Paul Theroux frustreret og ho-vedrystende har skrevet om Chatwin: »How the hell did he get from A to B?«

Rejsens faktuelle logistik og topografi interesserede åben-bart ikke Bruce Chatwin. Det var, hvad der lå mellem A og B,


12

der var hans egentlige ærinde. Eller hvad det sted, han kom til, rummede af indtryk.

Men jeg forstod Paul Theroux` frustration, da jeg selv prø-vede at stykke John Steinbecks rejse sammen. Selv om det var mange år siden og vejsystemet har ændret sig radikalt bl.a. med bygningen af de store Interstates motorveje, så var der meget i På rejse med Charley, der også fik mig til at spekulere over, hvordan Steinbeck var kommet fra A til B.

Man må stole på forfatterens integritet. Man må stole på, at han eller hun har ommøbleret virkeligheden således, at den fremstår som en mere tydelig sandhed for læseren. I al skrive-kunst og i al redigering er der et stort element af subjektivitet.

Vi drager ud i verden for at blive klogere på den og os selv eller simpelthen bare for at holde ferie og slappe af, men vi er som mennesker sådan indrettet, at vi udvælger det, vi kan bru-ge af den kaotiske virkelighed med dens myriader af indtryk, som vi konstant rammes af i vores vågne tilstand. Hvis vi ikke var i stand til at sortere i alle disse indtryk og informationer, ville vi blive sindssyge. Men der er en grænse mellem fiktion og fakta. En klar grænse, forekommer det mig. Der bør be-stemt være forskel på forfatterkasketten og journalistkasket-ten. Som journalist bør man ikke finde på; man bør ikke dig-te. Spørgsmålet er, om Steinbeck nøjedes med at omarrangere virkeligheden, eller om han også digtede lidt.

Der var masser af tid i flyet til Washington DC til at tænke over forskellen mellem litteratur og journalistik.

*

Den amerikanske journalist Bill Steigerwald hjalp mig med at forstå, hvorfor jeg havde så uendelig meget besvær med at finde ud af John Steinbecks præcise rejserute hjemme ved skrivebordet med hjælp af kort, google og bøger. Jeg kunne ikke få det til at passe med den geografiske virkelighed. Jeg kunne ikke få tidsrammerne til at passe, og jeg kunne ikke forstå, hvordan han netop var kommet fra A til B, selv om der


13

var et kort i bogen. F.eks. talte Steinbeck på et tidspunkt med en lokal, ret så snakkende landmand i New England om den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjovs berømte tale i FNs gene-ralforsamling, hvor myten siger, at han tog sin ene sko af og hamrede den i talerpulten. Hvordan kunne den samtale finde sted, når Khrusjtjov først holdt sin tale et par uger senere den 12. oktober, hvor Steinbeck ifølge På rejse med Charley be-fandt sig i North Dakota?

Da jeg for alvor begyndte at researche hans rejsebog, var der en anden sag, der slog mig som mærkelig og overrasken-de. I bogen er Steinbeck indimellem meget kritisk over for sit fædreland, f.eks. når han beskriver racismen i New Orleans, men generelt er hans tone rimelig neutral og ofte varm. Hvis man derimod læser de breve, han skrev til sin kone, sin litte-rære agent og sin forlægger undervejs på sin lange rejse, møder vi en langt mere bitter og desillusioneret mand, der er uhyre skuffet over sit land. Jeg tror, at På rejse med Charley næppe havde fået sin store modtagelse og mange læsere, hvis det var Steinbecks bitre og skuffede tone fra brevene, der havde do-mineret hans bog. Måske finder På rejse med Charley stadig nye læsere, netop fordi den er fuld af menneskelig varme og en underspillet fin humor sammen med elegante og smukke naturbeskrivelser af det mægtige land og Steinbecks levende møder med mange forskellige amerikanere.

En anden ting, der undrede mig, fordi jeg selv konstant gør notater i en lille sort notesbog, som jeg altid har på mig, var, at Steinbeck ikke tog notater, billeder eller brugte en båndop-tager, da han var på rejse med Charley. Bogen udkom trods alt først to år efter, at han returnerede til New York og sin lejlig-hed på Manhattan. Han skrev i Charley-bogen, »at jeg yderst sjældent gør notater, og hvis jeg gør det, går jeg enten hen og mister dem eller kan ikke læse dem.«

Det sidste kan jeg faktisk godt følge ham i, men det overra-skede mig alligevel, at han åbenbart intet skrev ned undervejs på nær de mange ord, han skrev i sine daglige breve. I virkelig-heden var brevene til hans kone Elaine hans rejsenotater, hans


14

dagbog fra turen, som han kunne bruge, da han satte sig ned for at skrive sin bog.

Man ved fra de breve, han skrev efter rejsen, at han havde meget svært ved at få hold på rejsebogen. Han skrev på den med mellemrum for derefter at lade den ligge, inden han hen-tede den frem igen. Flere gange var han tæt på at opgive den helt.

Steinbecks søn, John, er tilsyneladende af den opfattelse, at hans far fandt på det meste. »Han sad bare hele dagen i sin camper og fandt på alt det lort,« har han temmelig brutalt udtalt.

Nu kan John Steinbeck jo have været velsignet med en fan-tastisk, næsten fotografisk hukommelse. Som en anden ame-rikansk forfatter Truman Capote, der blev verdensberømt for sin faktaroman Med koldt blod. Da han researchede den blandt folk i Holcomb, Kansas, hvor de bestialske mord på en hvedebonde og hans familie fandt sted i 1959, brugte han hverken notesbog eller båndoptager. Men det siges, at han flere gange kunne bevise, at han var i stand til at gengive en samtale, som han havde haft, med 94 procents nøjagtighed. »Notesbøger skræmmer folk,« sagde Capote. Måske havde Steinbeck det også sådan. Det er ikke til at vide.

På nettet opdagede jeg Bill Steigerwalds blog, som han skrev til sin avis Pittsburgh Post-Gazette, 50 år efter at Stein-becks populære rejsebog udkom. Steigerwald var hverken stor Steinbeckfan eller erfaren rejsejournalist. Han var en god gammeldags reporter, der begyndte at checke fakta ved at sammenholde På rejse med Charleys tidsramme og beskri-velser med lokale avisreportager og de breve, som Steinbeck skrev dagligt hele sit liv. Senere drog Steigerwald på en næsten 12.000 miles lang rejse i Steinbecks hjulspor, eller så tæt han kunne komme dem, for at efterforske, hvad der var fakta, og hvad der var fiktion i På rejse med Charley.

Det var noget af en øjenåbner at læse hans research af Steinbecks bog, som jeg slugte første gang som ganske ung. Steigerwald fik adgang til Steinbecks oprindelige håndskrev-


15

ne manuskript, der befinder sig på Morgan Biblioteket i New York. At det er håndskrevet, er der ikke noget mærkværdigt i. Steinbeck skrev alle sine bøger i hånden. Det første hånd-skrevne udkast er meget anderledes end den udgivne bog. Den allerstørste forskel er, at John Steinbeck på store dele af rejsen havde selskab ikke alene af sin hund Charley, men også af sin kone, Elaine. Det står sort på hvidt i første udkast, der f.eks. rummer smukke beskrivelser af hende og deres tur sammen ned langs Californiens kyst på den legendariske vej nummer 1. I selve bogen er hun kun omtalt et par steder, men ikke som den rejsepartner, hun fungerede som. Ifølge Steigerwald, der bruger Steinbecks breve som kilde, sov Steinbeck med Elaine 45 af de 75 nætter, han var på landevejen. Desuden boede han selv 17 andre nætter på hotel eller hos venner. Sagen er altså, at Steinbeck i lange perioder ikke boede i camperen Rocinan-te, som han kaldte sit selvbyggede hjem, men på hotel eller privat, mens den gode hund og rejsekammerat Charley blev passet i en kennel.

Der skete tilsyneladende det, at Steinbecks litterære agent Elizabeth Otis, da hun læste den første maskinskrevne udgave af bogen, fik overtalt Steinbeck til at skære op til 100 sider. Ud røg Elaine. Tilbage stod det, som var redaktørens ønske for bogen: en kendt, ældre forfatter alene med sin hund på en rejse under primitive forhold for at genfinde sit fædreland. De sover under åben himmel. De møder almindelige amerikanere, som Steinbeck taler med. De mennesker, han møder, ved ikke, at de står over for en verdensberømt forfatter. Det var sådan, faktabogen På rejse med Charley blev lanceret til fantastiske anmeldelser i sommeren 1962, selv om der er meget, der tyder på, at den burde have heddet På rejse med Elaine.

Bill Steigerwald er hård i sin konklusion, selv om han kal-der bogen for fremragende, skæv og ofte underholdende:

»Steinbeck skrev en uærlig bog.«

*


16

Jeg lagde Steigerwalds research væk. Jeg havde det dobbelt med den. Han satte store relevante journalistiske spørgsmåls-tegn ved noget, jeg holdt meget af, men som altid var det også fascinerende at se, hvordan et mysterium blev optrevlet og af-dækket.

Jeg kiggede ud ad vinduet. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg havde siddet i et fly og kigget ud på skyformatio ner, men jeg tog det aldrig for givet. Det gav hver gang et glædeligt sug i maven. At jeg kunne rejse, ville altid være et lille mirakel for mig. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive så arrogant og overlegen, at jeg ville tage det som noget selvfølgeligt. Det var sikkert et generationsspørgsmål. Og et spørgsmål om, hvorfra man kom, og hvilken familiebaggrund man havde. Hvad man med et gammeldags ord var rundet af. Jeg tænkte på, at jeg som rejsende igennem tyve år for Dan-marks Radio som udenrigsjournalist ofte havde stået et sted i verden og tænkt: Det er utroligt. Her står jeg. Det er utrolig spændende, og de giver mig løn for det. Jeg drømte om det som dreng, men forestillede mig ikke, at drømmen kunne gå i opfyldelse. Hvordan skulle man kunne tro på det, når man ikke kendte mennesker, der rejste uden for Danmarks græn-ser?

Jeg huskede min første flyrejse tydeligt. Det ville være mær-keligt andet. Den rejse gik netop til USA, og på nær en spej-dertur til Skåne og en skoleudflugt i 2. realklasse til Sydslesvig havde jeg på det tidspunkt aldrig været uden for landets græn-ser. Og på det tidspunkt kendte jeg overhovedet ikke et eneste menneske, der havde siddet i en flyvemaskine.

Jeg voksede op i Bogense i en familie, hvor det at rejse til fremmede lande ikke var en del af livet. Som børn fik mine to mindre søskende og jeg en gratis skolebillet, som for vo-res vedkommende sendte os på sommerferie enten hos mine mor forældre eller moster Elna og onkel Senius i Vestjylland om kring Bøvlingbjerg ved Sdr. Nissum fjord. Det var altid en stor dag, når klasselærer Kofoed-Jensen udleverede de hvi-de billetter med den påtrykte destination og fortalte klassen,


17

hvor i Danmark vi skulle hen på ferie. Jeg husker det sådan, at de fleste fik en skolebillet. Min mor var sygeplejerske, og min far arbejdede, når han havde arbejde, på Bogense Jernstøberi, og der var ingen til at passe os i den lange sommerferie. De blev skilt i 1964, og vi børn flyttede med vores mor til Ringe, hvor jeg boede, indtil jeg rejste til USA i 1967.

Rejsen ændrede for altid mit syn på livet, og på hvilke mu-ligheder livet gav én, hvis man var både dygtig og heldig. Det blev en slags flugt fra mit miljø, der ikke var planlagt, for det var en tilfældighed, der satte det hele i gang.

Det var i skolegården tidligt i 2. realklasse, at jeg overhørte to piger fra parallelklassen tale om, at de måske skulle til USA med noget, der hed AFS. Jeg hørte kun efter med et halvt øre. At rejse til USA var den rene utopi. Min mor var enlig syge-plejerske med tre skolesøgende børn. Der manglede altid pen-ge. Jeg vidste godt, at de to piger var døtre af nogle af de mere velhavende i byen.

»Hvad med dig, Leif?« sagde en af dem. »Var det ikke no-get for dig? Du snakker altid så meget om andre lande.«

»Det har min mor sgu ikke råd til.«»Du kan få det meste betalt. Det står også i papirerne, at

fattige kan få hjælp til at komme til USA.«Ligefrem fattige syntes jeg nu ikke vi var, og jeg spurgte

hende, om hun ikke kunne tage det stykke papir med, som hun talte om.

Et par dage senere kunne jeg se papiret på opslagstavlen ved skoleinspektør Damgaards kontor. Der stod, at Ameri-can Field Service var en organisation, der formidlede, at unge mennesker fra hele verden kunne bo privat hos en familie i USA og gå på High School i et helt år. AFS var en organi-sation, som oprindelig var dannet af frivillige amerikanske ambulanceførere under Den Første Verdenskrig. De ville på baggrund af krigens rædsler gerne fremme mellemfolkelig for-ståelse. Den danske afdeling var dannet i 1957 og sendte hvert år unge mellem 15 og 18 år til USA. Der var en adresse, man kunne skrive til, hvis man ville have et ansøgningsskema.


18

Jeg fik ansøgningsskemaet og begyndte processen. Jeg kom af sted efter en meget lang optagelsesprocedure, der involve-rede stile på dansk og engelsk, ansøgningsskemaer om ens fritidsinteresser og religiøse tilhørsforhold, familiebaggrund, og hvad ved jeg, lægeundersøgelse på Rigshospitalet i Kø-benhavn samt et nervepirrende interview med en gruppe af tidligere AFS’ere, der nu som voksne var med til at finde kan-didater. Jeg er taknemmelig over, at min mor støttede mig og lod mig tage af sted. Hun havde dårligt råd, for selv om jeg fik det meste betalt, så kostede det hende alligevel en månedlig sum. I det tidlige forår 1967 fik jeg besked fra USA om, at de havde fundet en familie til mig. Mr Dave Vanderhof, Mrs Ruth Vanderhof, deres datter Mary Ellen på 21 og Peter på 17 skulle være min amerikanske familie, når de åbnede deres hjem for mig i byen Middletown i den nordlige del af staten New Jersey.

Jeg husker stadig, hvordan jeg sad med brevet og farvebille-derne i vores lejlighed på Odensevej i Ringe og tænkte, at det her var et mirakel, og at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få tiden til at gå inden min afrejse i august.

Om sommeren i Ringe hang vi ud i Friluftsbadet, der ikke eksisterer længere. Man købte et årskort, og fra 1. maj mødtes vennerne dér. Det var i Friluftsbadet, at jeg hørte nyheden, der fik mig til at frygte, at min drøm ville briste og USA-rejsen blive aflyst. Vi gik til mundtlig eksamen, og efter et fag smut-tede jeg som sædvanlig hen i Friluftsbadet.

Jeg var i fint humør, idet jeg gik forbi bademesterens luge og sagde 8, som var mit abonnementsnummer, da han stoppede mig. Han var en kraftig, ofte meget sur mand, der var efter os, hvis vi brød hans mange underlige regler i hans eget hjemme-lavede reglement.

»Nå, Leif,« sagde han med slet skjult glæde. »Der røg den tur nok.« Ringe var en lille by, og de fleste vidste, at jeg skulle til Amerika.

»Hvad mener du?« sagde jeg.»Der er blevet krig nede i de arabiske lande. Israel er blevet


19

angrebet, så nu kan du godt regne med, at der kommer en ny verdenskrig. I hvert fald sender man ikke fynske lømler over Atlanten, når der er krig. Det kan du godt bide spids på.«

En af mine venner havde som sædvanlig sin transistorradio med, og for en gangs skyld havde han stillet den ind på Dan-marks Radio, som vi ellers kun lyttede til, når der var Efter Skoletid eller Sommerferiebussen. Det var rigtigt nok. Det kunne vi høre i radioen. Krigen var brudt ud tidligt samme morgen, hvor israelske fly havde angrebet ægyptiske luftbaser. Jeg vidste godt, at der var store spændinger i området – det havde avisen skrevet en del om – men man blev jo ikke tæppe-bombet med nyheder som i dag, og jeg frygtede, da jeg hørte om kampene, at USA-rejsen ville falde til jorden. Det gik op for mig, at verden uden for Danmark kunne få afgørende ind-flydelse på ens liv.

Krigen begyndte d. 5. juni og var slut allerede d. 10. juni. Da havde Israel, som vi alle uden undtagelse i Friluftsbadet i Ringe holdt med, besejret Ægypten, Jordan og Syrien. De mindre drenge holdt op med at lege cowboy og indianere eller tyskere og englændere og udkæmpede i stedet krigen mellem »lille Israel og overmagten.«

Jeg åndede lettet op, og i august tog jeg toget til Rotter-dam, hvor et passagerskib ventede på at sejle unge AFS’ere fra Europa til USA. Desværre gik skibets store kedel i stykker, lige inden vi ankom, og i stedet fløj vi til USA efter nogle dage på det strandede skib.

Amsterdam blev min første lufthavn. Det var også første gang, at jeg så automatiske døre, der åbnede sig, når man nær-mede sig dem.

»Hold da op,« sagde jeg. »De åbner af sig selv.«»Og hva’ så?« lød det på jysk bag mig. »Det gør de da også

i Brugsen hjemme i Skjern.«

Jeg vendte mig mod nutiden, da vi begyndte indflyvningen til Dulles International Airport. På mit livs første flyvetur landede jeg i den lufthavn, der i 1963 var blevet omdøbt til


Kennedy International Airport, i New York, hvor min fami-lie hentede mig. Tidligere hed den Idlewild Airport, som jeg kendte fra Ian Flemings roman Goldfinger. Vi fløj ikke direkte i 1967, men mellemlandede i New Foundland, hvor jeg havde den mest betagende udsigt fra min vinduesplads ud over et forrygende og for mig helt ekstraordinært landskab af klipper, floder og enorme skovstrækninger

Den 29. august 2012 dukkede det nu velkendte amerikan-ske cityscape op, og jeg tog som sædvanlig Ulla i hånden, da kaptajnen sænkede hjulene. Jeg lænede mig tilbage og glædede mig som et troskyldigt barn juleaften til den kommende rejse tværs over USA i Steinbecks hjulspor.

Der skulle ingen Charley med. Det var som altid på rejse med Ulla. Det var helt i orden. Steinbeck havde jo været på rejse med Elaine, så et eller andet sted passede pengene per-fekt.


137mm137mm 42mm90 mm 90 mm

21

5m

m

LEIF DAVIDSEN


REJSEERINDRINGER | L INDHARDT OG R INGHOF

LE

IF D

AV

IDS

EN

ST

EIN

BE

CK

S S

PØ

GE

LS

E

STEINBECKS SPØGELSE er en personlig rejsebog. Den

bygger på en 13.000 kilometer lang rejse i USA, som Leif David-

sen i en camper foretog sammen med sin kone Ulla i 2012, hvor

Barack Obama kæmpede for at blive genvalgt. Med Bruce

Springsteen på afspilleren kører ægteparret i hjulsporene på

den amerikanske nobelpristager John Steinbeck, der i 1960 rej-

ste rundt i USA og skildrede sin rejse i klassikeren PÅ REJSE MED

CHARLEY.

LEIF DAVIDSEN er mest kendt som manden fra Rusland,

mens det nok er mindre kendt, at USA har betydet meget for

hans liv og forfatterskab. Som 17-årig rejste Leif Davidsen imid-

lertid fra Fyn til USA som udvekslingsstudent. Det var første

gang, han kom til udlandet, og rejsen blev et afgørende vende-

punkt i hans liv. Denne personlige rejsebog rummer erindrin-

ger fra forfatterens barndom og ungdom samt beskrivelser af de

amerikanske bøger, fi lm og sange, der har inspireret ham og

hans forfatterskab.

STEINBECKS SPØGELSE er en underholdende rejsebog,

der beskriver jagten på en forfatter, samtidig med at den tegner

et stort og farverigt billede af USA gennem to århundreder.

”Leif Davidsen sejler med en fl odbåd gennem

Rusland og giver et virkelig fascinerende

billede af landets vej fra grå fortid ind i en

uafklaret fremtid. Man får lyst til selv at tage

på russisk fl odtur efter at have læst denne

glimrende og velkomponerede bog.”

Jyllands-Posten

”Rasende godt skrevet. Mange steder skrevet

som en litterær roman, som læseren let og

ubesværet fl yder igennem.”

Berlingske

”Davidsen repeterer og refl ekterer samtidig

med, at han på god journalistisk vis iagttager

hvad der foregår nu og her. Dostojevskijs

sidste rejse er en medrivende og lærerig

beretning fra en af den fri presses ægte

gentlemen.”

Politiken

”Leif Davidsens begejstring for Rusland og

hans fortælleglæde virker så ægte. Man er

godt indført og underholdt og får en næsten

ubærlig trang til at tage derover og se det

hele selv. Det er vel den største cadeau en

rejsebog kan få.”

Børsen

FÅS SOM PAPERBACK

LEIF DAVIDSEN har siden debuten i 1984

udsendt en rejsebog, to novellesamlinger og

tolv romaner, der er oversat til foreløbig

femten sprog. For sit forfatterskab er

Davidsen blevet tildelt fl ere priser, bl.a.

Læsernes Bogpris, Boghandlernes Gyldne

Laurbær, Glasnøglen for årets krimi i

Skandinavien, Europabevægelsens Litteratur-

pris og De Frankofone landes Ambassadører

i Danmarks Litteraturpris.

145 mm 145 mm

220 mm

20 mm

LEIF DAVIDSENS FLODREJSE PÅ SKIBET DOSTOJEVSKIJ danner rammen om denne personlige rejsebog, hvor fortid og nutid, personligt og politisk, blandes i en mosaik, der tegner et fascinerende billede af et lands forvandling fra supermagt til nationalstat, fra kommunisme til ka-pitalisme – overalt krydret med personlige iagttagelser og kommentarer. Mange af de steder og begivenheder, der har dannet grundlag for David-sens østeuropæiske spændingsromaner, beskrives i bogen.

”Rasende godt skrevet. Mange steder skrevet som en litterær roman, som læseren let og ubesværet flyder igennem.”BERLINGSKE

”Davidsen repeterer og reflekterer samtidig med, at han på god journa-listisk vis iagttager hvad der foregår nu og her. Dostojevskijs sidste rejse er en medrivende og lærerig beretning fra en af den frie presses ægte gentlemen.”POLITIKEN

”Leif Davidsens begejstring for Rusland og hans fortælleglæde virker så ægte. Man er godt indført og underholdt og får en næsten ubærlig trang til at tage derover og se det hele selv. Det er vel den største cadeau en rejsebog kan få.”BØRSEN

LE

IF D

AV

IDS

EN


788711 3219119

LEIF DAVIDSEN


L I N D H A R D T O G R I N G H O F

”LEIF DAVIDSEN SEJLER MED EN

FLODBÅD GENNEM RUSLAND OG GIVER

ET VIRKELIG FASCINERENDE BILLEDE AF

LANDETS VEJ FRA GRÅ FORTID IND I EN

UAFKLARET FREMTID. MAN FÅR LYST TIL

SELV AT TAGE PÅ RUSSISK FLODTUR EFTER

AT HAVE LÆST DENNE GLIMRENDE OG

VELKOMPONEREDE BOG.”JYLLANDS-POSTEN

EN PERSONLIG BERETNING OM ET LANDS FORVANDLING DOSTOJEVSKIJS SIDSTE

REJSE – EN PERSONLIG BERETNING OM ET LANDS FORVANDLING

FOTO

: NIC

KY B

ON

NE

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

Documents

Steinbecks spøgelse af Leif Davidsen læseprøve