Søren Espersen-portræt

  • View
    215

  • Download
    0

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Portræt af DF'eren Søren Espersen. Bragt i Sjællandske Medier

Text of Søren Espersen-portræt

  • 8 SEKTION 2 SJLLAND DANMARK ONSDAG 22. DECEMBER 2010

    AF JAKOB BALTHAZAR MUNK OG CASPER FAUERHOLDT

    UHYRE?

    Nat er blevet til mor-gen, og den lille gruppe studerende p rusturen sidder stadig oppe. Emnet er hinandens tragiske barndomme. En er blevet seksuelt misbrugt. Ham ved siden af har haft en alkoholiseret og frav-rende forlder. Det kan ikke blive hjerteskrende nok, fr en af drengene smider trumfen. Hans far er Sren Espersen. Dansk Folkepartis udenrigsordf-rer.

    De andre i rundkredsen kigger p drengen. Pludse-lig virker pdofi li og druk-kenbolte ikke nr s slemt, som nr blodets bnd frer direkte tilbage til en af lan-dets mest - i visse kredse - upopulre personligheder.

    Sren Espersen sidder hjemme p grden mellem Nstved og Vordingborg og griner af sin sns histo-rie. For selvom vennernes reaktion illustrerer det re-nomm, en fremtrdende DF'er render rundt med, var snnens tragiske bi-drag ud p morgenen mere for sjov.

    De kunne slet ikke forst, at en lille, fl ink fyr kunne have sdan et uhyre som far, siger 57-rige S-ren Espersen.

    I 15 r har han vret en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to bu-ede Dannebrogsfl ag med pskriften DF indeni. Frst som pressechef frem til 2005 og siden hen som folketingsmedlem med alt, hvad dertil hrer. I dag er det mandag, s derfor har Sren Espersen ingen m-der eller planer. Jo, han skal gre hele den 350 kvadrat-meter store grd rent. Det gr han hver anden man-dag, efter han fandt ud af, hvor dyr den rengrings-kone var, som hans hustru betalte for at tage sig af stvet og nullermndene.

    Nr man selv gr rent, bliver man mere opmrk-som, hvis man spilder p gulvet.

    En jenbner, ligesom da han begyndte at mr-ke konsekvenserne af at vre en af frontmndene i et ikke stuerent parti, som tidligere statsmini-ster Poul Nyrup Rasmus-sen p ny har udtrykt sig. Og det har da nogle gange vret lidt trls at hedde Sren Espersen fra Dansk Folkeparti, fortller han.

    Specielt nr han ser tilbage p rene, hvor hans nu fem voks-ne brn gik i gymna-siet, har der vret episoder, som han sagtens kunne have vret foruden - selv-flgelig har der det. I dag er det mest irrite-rende dog, nr PET en sjlden gang lige vender grden om nat-ten, da det vkker famili-ens to danske grdhunde. Og det er faktisk noget af det, der gr mest indtryk p ham, nr han for alvor er i vlten, og der er gang i den omkring personen S-ren Espersen.

    Nr jeg har haft en kon-troversiel kronik i Politi-ken, bliver jeg gjort opmrk-som p, at der krer en kmpe debat p nettet med 500 del-tagere og alle mulige mrkelige ting. Jeg lser det ikke og del-tager aldrig i de debat-ter. Jeg tror egentlig, at hvis man flger det, vil man blive de-primeret. Og det synes jeg ikke, man skal vre. Der er mange, der er utrolig hade-fulde. Nogle gange gr min kone amok, og s svarer hun dem. Eller mine brn gr det. De er meget fl inke til det, og det er meget pnt af dem, at de gider.

    Nok se - ikke rreFor at forst historien om Sren Espersen skal man lngere tilbage i fortl-lingen. P B.T.'s redaktion i Aalborg sidder Sren Espersen en juledag i 1986.

    Der er for alvor jule-stemning p redaktionen og i byen, hvor ftter BR er lige s velbesgt som Jomfru Ane Gades mange disko-teker. Tilfldigt - be-mrker Sren Espersen instinktivt, da han fortl-ler om det - bladrer han igennem retslisterne over de tiltalte i det forgangne r. Han kigger p navnene, og det slr ham, at mange af navnene lyder udanske. Som nogle, der ikke skal have fl skesteg juleaften. Det er da utroligt, tn-ker han. Hvorfor er der s mange, der bliver tiltalt i forhold til, hvor f der er? Hans undren udlser et opkald til politimesteren Poul, som han har ringet til mange gange fr. Han

    vil have en forklaring p, hvorfor det mon kan vre, at mange af de tiltalte har udenlandske navne.

    Politimesteren er tavs. Ikke fordi han har fet en pebernd galt i halsen. Han er kort og kontant: Det vil jeg ikke snakke om. Okay, okay, svarer S-ren Espersen i den anden ende og nikker for sig selv, inden han snakker hfl igt videre, lgger p og glem-mer det igen. Efterflgende skriver journalisten Sren Espersen historien ud fra den tilgngelige statistik og regner med, at den vil blive bragt et sted mellem et tilbud p julesteg og en metrologs forudsigelser af chancerne for hvid jul. Men historien kommer ikke i avisen. Julen forgr, og det sidste gran falder af de slagtede trer. Ingen historier om de tiltalte i

    Aalborgs gader. De uden-landske navne bliver ikke nvnt.

    Det var egentlig en me-get god historie. Talt op med statistik og det hele. Det var for et helt r i Aalborg og talt op med fem retter. Og s kom den ikke p. Det var egentlig lidt komisk, for jeg plejede ellers nok at f mine ting p. Jeg havde ikke oplevet fr, at det ikke kom p. Redaktren sagde, at han ikke syntes, at vi skulle pille mere ved det. S tnkte jeg. N.

    En pakistansk guttermandN, n, n. Han glemmer historien, mens livet fort-stter. Han rejser til Eng-land i 1988, hvor hans kone kommer fra. Slr sig ned i en hyggelig Miss Marple by. Etablerer sig som en krlig og traditionel fami-

    liefar. Krer brnene i sko-le i den bil, der er vokset betragteligt i strrelse og gr hver morgen ned for at hente aviserne i den lokale avisstand, som et led i free-lancearbejdet p Ritzau.

    Bag avisstanden str en pakistaner. En fyr, som Sren Espersen hurtigt fatter sympati for. En gut-termand, der er liges sp-gefuld og humoristisk som John Cleese, og mens Sren Espersen langer pund over disken, fr de sig tit et grin. Og s gr deres brn endda p den samme skole. Ja, S-ren Espersens tager da for eksempel pakistanernes brn med i bilen og giver dem et lift, nr han henter sine egne. Mens de to ud-lndinge i England udvik-ler et godt forhold, begyn-der der at st en masse i de aviser, der samler de to venner hver morgen. Den

    engelsksprogede indiske forfatter Salman Rushdie har udgivet en bog, der for store dele af den muslim-ske verden er en hn mod deres religion. Ekstremister udrber Fatwa over Rush-die, og i Londons gader er der protester, der samler mange tusinde muslimer. Nogle af dem gr med sten i hnden, som de slr sig til blods med - Sren Esper-sen viser det meget illu-strativt med sin hjre hnd, mens han forklarer, hvor-dan det forargede ham. Og gjorde ham arrig.

    En pakistansk galningEn dag da Sren Espersen kommer ned for at hente sin avis, er demonstratio-nerne frisk i erindringen, og han siger til sin gode pa-kistanske ven: Hold kft nogle idioter, s du dem i gr?

    Smilet er stivnet p pa-kistanerens ansigt. Han er ligbleg. Sren Espersen bliver nsten forskrkket. Hans ven svarer: Det er da rigtig. Og hvis Salman Rus-hdie kom herind i min bu-tik, s var han dd. Sren Espersen kigger forundret p ham. I chok. Det mener du da ikke alvorligt?

    Jo, jo. De to kigger p hinan-

    den. Ved ikke, hvad de skal sige. Ingen griner. Ingen smiler. Ingenting er, som det plejer at vre mellem de to.

    S gik det op for mig, at - hold da kft, hvis bare sdan nogle helt alminde-lige mennesker som ham - som egentligt er det, der hedder velfungerende, og som er fuldt integreret i samfundet og har sin egen forretning - mener, at fordi en mand skriver De Satani-ske Vers, s skal han d, og ogs selv er parat til at gre det. Det satte en meget stor skrk i livet p mig. Det var en vkkelse for mig. S tnkte jeg, at det kan d-leme ikke vre rigtigt, at det skal vre sdan.

    Da atombomben sprangMen sdan skulle det alts vre.

    Sren Espersen vender mlrettet hjem til Danmark i 1992 og bliver medlem af Fremskridtspartiet. Imens skriver han kronikker i de danske aviser, og det er ef-ter en indvandrerkritisk af slagsen, han i samme pe-riode bliver inviteret til et debatmde i Maribo, hvor han tager ned sammen med sin kone Yvette. Mens Sren Espersen er p toi-lettet, henvender hans

    57-rige Sren Espersen har i 15 r vret en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to buede Dannebrogs ag med pskriften DF indeni. Foto: Jakob Balthazar Munk

    Nr man selv gr rent, bliver

    man mere opmrk-som, hvis man spil-der p gulvet.

    Sren Espersen, der selv gr rent hver anden

    mandag i huset mellem Vordingborg og Nstved,

    efter han fandt ud af, hvor dyr den rengrings-

    kone var, som hans hustru betalte for at tage sig af

    stvet og nullermndene.

    PORTRT: To mileple afgjorde en masse for Sren Espersen. Frst vkkelsen, da han oplevede, hvordan vennen, en velintegreret indvandrer, var klar til drbe Salman Rushdie. Og siden da han for frste gang fik prdikatet racist. I dag er han ligeglad med det sidste.

    Manden de kalder racistManden de kalder racist

  • SJLLAND DANMARK SEKTION 22010 ONSDAG 22. DECEMBER 9

    kone sig til arrangrerne. Hvem er det, der kommer i dag? sprger hun. Det er en socialdemokrat, en indvandrer fra Iran, og s er det - en racist, bliver der svaret tilbage.

    Sren Espersen har fl yt-tet sig langt ud p sin stol hjemme i stuen. Han kig-ger ud i luften.

    Og det var s mig, der var racisten, siger han s.

    Rystet og perpleks fr hun fortalt det til sin mand, da han kommer tilbage. Han bliver liges pvirket af det prdikat, der her for frste gang blev klistret p ham og siden hen jvnligt er vendt tilbage.

    Jeg tnkte: Hold kft mand. Kan man nu ikke engang vre modstander af indvandring, uden at man er blevet racist her. Det var det sidste, jeg no-gensinde havde drmt om at f plastret p mig. Og jeg var faktisk dybt choke-ret over det. Min kone var grdefrdig og kunne slet ikke forst, hvad jeg havde sagt. Det var meget, meget specielt. Det var surrea-listisk. Det var ligesom at f en atombombe i hove-

    det. Det var et meget stort kulturchok. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at mit land var blevet sdan. At det var nok til, man blev stemplet som racist.

    Der tegner sig det samme ansigtsudtryk hos Espersen, som der gjorde, da han fortalte om avis-manden i England