LIXEN | december 2010 | 5PORTRÆT

ham de kalder racist

To milepæle afgjorde en masse for Søren Espersen. Først vækkelsen, da han oplevede, hvordan vennen, en velintegreret indvandrer, var klar til dræbe Salman Rushdie. Og siden da han for første gang fik prædikatet racist. I dag er han ligeglad med det sidste.

Foto: Jakob Balthazar Munk

� | december 2010 | LIXEN PORTRÆT

UHYRE? Nat er blevet til morgen, og den lille gruppe studerende på rusturen sidder stadig oppe. Emnet er hinandens tragiske barndom-me. En er blevet seksuelt misbrugt. Ham ved siden af har haft en alkoholiseret og fraværende forælder. Det kan ikke blive hjerteskærende nok, før en af drengene smider trumfen. Hans far er Søren Espersen. Dansk Folkepartis uden-rigsordfører. De andre i rundkredsen kigger på drengen. Pludselig virker pædofili og drukken-bolte ikke nær så slemt, som når blodets bånd fører direkte tilbage til en af landets mest – i visse kredse - upopulære personligheder.

Søren Espersen sidder hjemme på gården mellem Næstved og Vordingborg og griner af sin søns historie. For selvom vennernes reak-tion illustrerer det renommé, en fremtrædende DF’er render rundt med, var sønnens tragiske bidrag ud på morgenen mere for sjov. »De kunne slet ikke forstå, at en lille, flink fyr kunne have sådan et uhyre som far,« siger 57-årige Søren Espersen. I 15 år har han været en del af det politiske hold, hvis partibogstav er et O, og som dannes af to buede Dannebrogsflag med påskriften ”DF” indeni. Først som pressechef frem til 2005 og siden hen som folketingsmedlem med alt, hvad dertil hører. I dag er det mandag, så derfor har Søren Espersen ingen møder eller planer. Jo, han skal gøre hele den 350 kvadratmeter store gård rent. Det gør han hver anden mandag, ef-ter han fandt ud af, hvor dyr den rengørings-kone var, som hans hustru betalte for at tage sig af støvet og nullermændene. »Når man selv gør rent, bliver man mere op-mærksom, hvis man spilder på gulvet.«

En øjenåbner, ligesom da han begyndte at mærke konsekvenserne af at være en af

frontmændene i et »ikke stuerent parti,« som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen på ny har udtrykt sig. Og det har da nogle gange været »lidt træls« at hedde Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, fortæller han. Specielt når han ser tilbage på årene, hvor hans nu fem voks-ne børn gik i gymnasiet, har der været episoder, som han sagtens kunne have været foruden - selvfølgelig har der det. I dag er det mest irrite-rende dog, når PET en sjælden gang lige vender gården om natten, da det vækker familiens to danske gårdhunde. Og det er faktisk noget af det, der gør mest indtryk på ham, når han for alvor er i vælten, og der er gang i den omkring personen Søren Espersen. »Når jeg har haft en kontroversiel kronik i Politiken, bliver jeg gjort opmærksom på, at der kører en kæmpe debat på nettet med 500 del-tagere og alle mulige mærkelige ting. Jeg læser

det ikke og deltager aldrig i de debatter. Jeg tror egentlig, at hvis man følger det, vil man blive deprimeret. Og det synes jeg ikke, man skal være. Der er mange, der er utrolig hadefulde. Nogle gange går min kone amok, og så svarer hun dem. Eller mine børn gør det. De er meget flinke til det, og det er meget pænt af dem, at de gider.«

Nok se - ikke røre For at forstå historien om Søren Espersen skal man længere tilbage i fortællingen. På B.T.’s redaktion i Aalborg sidder Søren Espersen en juledag i 1986. Der er for alvor julestemning på redaktionen og i byen, hvor fætter BR er lige så

velbesøgt som Jomfru Ane Gades mange disko-teker. Tilfældigt - bemærker Søren Espersen in-stinktivt, da han fortæller om det – bladrer han igennem retslisterne over de tiltalte i det for-gangne år. Han kigger på navnene, og det slår ham, at mange af navnene lyder udanske. Som nogle, der ikke skal have flæskesteg juleaften. Det er da utroligt, tænker han. Hvorfor er der så mange, der bliver tiltalt i forhold til, hvor få der er? Hans undren udløser et opkald til poli-timesteren Poul, som han har ringet til mange gange før. Han vil have en forklaring på, hvorfor det mon kan være, at mange af de tiltalte har udenlandske navne.

Politimesteren er tavs. Ikke fordi han har fået en pebernød galt i halsen. Han er kort og kontant: »Det vil jeg ikke snakke om.« »Okay, okay,« svarer Søren Espersen i den anden ende og nikker for sig selv, inden han snakker høfligt videre, lægger på og glemmer det igen. Efter-følgende skriver journalisten Søren Espersen historien ud fra den tilgængelige statistik og

regner med, at den vil blive bragt et sted mel-lem et tilbud på julesteg og en metrologs forud-sigelser af chancerne for hvid jul. Men historien kommer ikke i avisen. Julen forgår, og det sidste gran falder af de slagtede træer. Ingen historier om de tiltalte i Aalborgs gader. De udenlandske navne bliver ikke nævnt. »Det var egentlig en meget god historie. Talt op med statistik og det hele. Det var for et helt år i Aalborg og talt op med fem retter. Og så kom den ikke på. Det var egentlig lidt komisk, for jeg plejede ellers nok at få mine ting på. Jeg havde ikke oplevet før, at det ikke kom på. Redaktøren sagde, at han ikke syntes, at vi skulle pille mere ved det. Så tænkte jeg. Nå.«

En pakistansk guttermandNå, nå, nå. Han glemmer historien, mens livet fortsætter. Han rejser til England i 1988, hvor hans kone kommer fra. Slår sig ned i en »hyg-gelig Miss Marple by«. Etablerer sig som en kærlig og traditionel familiefar. Kører børnene i skole i den bil, der er vokset betragteligt i størrelse og går hver morgen ned for at hente aviserne i den lokale avisstand, som et led i freelancearbejdet på Ritzau.

Bag avisstanden står en pakistaner. En fyr, som Søren Espersen hurtigt fatter sympati for. En guttermand, der er ligeså spøgefuld og hu-moristisk som John Cleese, og mens Søren Es-persen langer pund over disken, får de sig tit et grin. Og så går deres børn endda på den samme skole. Ja, Søren Espersens tager da for eksem-pel pakistanernes børn med i bilen og giver dem et lift, når han henter sine egne. Mens de to udlændinge i England udvikler et godt forhold, begynder der at stå en masse i de aviser, der samler de to venner hver morgen. Den engelsk-sprogede indiske forfatter Salman Rushdie har udgivet en bog, der for store dele af den mus-limske verden er en hån mod deres religion. Ekstremister udråber Fatwa over Rushdie, og i Londons gader er der protester, der samler mange tusinde muslimer. Nogle af dem går med sten i hånden, som de slår sig til blods med - Søren Espersen viser det meget illustrativt med sin højre hånd, mens han forklarer, hvordan det forargede ham. Og gjorde ham arrig.

En pakistansk galning En dag da Søren Espersen kommer ned for at hente sin avis, er demonstrationerne frisk i erindringen, og han siger til sin gode pakistan-ske ven: »Hold kæft nogle idioter, så du dem i går?«

Smilet er stivnet på pakistanerens ansigt. Han er ligbleg. Søren Espersen bliver næsten forskrækket. Hans ven svarer: »Det er da rigtig. Og hvis Salman Rushdie kom herind i min bu-tik, så var han død.« Søren Espersen kigger fo-rundret på ham. I chok. »Det mener du da ikke alvorligt?«

»Jo, jo.«

ham de kalder ...

Jakob Balthazar Munk

Casper Fauerholdt

”Jeg tænkte, hold kæft mand, kan man nu ikke engang være modstander af indvandring uden at blive kaldt racist. Søren Espersen, Dansk Folkeparti

LIXEN | december 2010 | �PORTRÆT

De to kigger på hinanden. Ved ikke, hvad de skal sige. Ingen griner. Ingen smiler. Ingenting er, som det plejer at være mellem de to. »Så gik det op for mig, at – hold da kæft, hvis bare sådan nogle helt almindelige mennesker som ham - som egentligt er det, der hedder velfungerende, og som er fuldt integreret i samfundet og har sin egen forretning - mener, at fordi en mand skriver De Sataniske Vers, så skal han dø, og også selv er parat til at gøre det. Det satte en meget stor skræk i livet på mig. Det var en vækkelse for mig. Så tænkte jeg, at det kan dæleme ikke være rigtigt, at det skal være sådan.«

Da atombomben sprangMen sådan skulle det altså være. Søren Es-persen vender målrettet hjem til Danmark i 1992 og bliver medlem af Fremskridtspartiet. Imens skriver han kronikker i de danske aviser, og det er efter en indvandrerkritisk af slagsen, han i samme periode bliver inviteret til et de-batmøde i Maribo, hvor han tager ned sammen med sin kone Yvette. Mens Søren Espersen er på toilettet, henvender hans kone sig til ar-rangørerne. »Hvem er det, der kommer i dag?« spørger hun. »Det er en socialdemokrat, en ind-vandrer fra Iran, og så er det … en racist,« bliver der svaret tilbage.

Søren Espersen har flyttet sig langt ud på sin stol hjemme i stuen. Han kigger ud i luften. »Og det var så mig, der var racisten,« siger han så.

Rystet og perpleks får hun fortalt det til sin mand, da han kommer tilbage. Han bliver ligeså påvirket af det prædikat, der her for første gang blev klistret på ham og siden hen jævnligt er vendt tilbage.

»Jeg tænkte: ’Hold kæft mand. Kan man nu ikke engang være modstander af indvandring, uden at man er blevet racist her’. Det var det sidste, jeg nogensinde havde drømt om at få plastret på mig. Og jeg var faktisk dybt chokeret over det. Min kone var grædefærdig og kunne slet ikke forstå, hvad jeg havde sagt. Det var meget, meget specielt. Det var surrealistisk. Det var ligesom at få en atombombe i hovedet. Det

var et meget stort kulturchok. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at mit land var blevet sådan. At det var nok til, man blev stemplet som ra-cist.«

Der tegner sig det samme ansigtsudtryk hos Espersen, som der gjorde, da han fortalte om avismanden i England. En alvorlig og bestemt grimasse, der her i efterårssolen går over i en skuffet mine. Efter oplevelsen i Maribo skriver han om episoden, fordi – understreger han – det var en så ny og en så fremmed etiket, han aldrig troede, han skulle i nærkontakt med. »Men jeg opdagede, da jeg kom hjem, at ordet racist blev brugt i flæng. Om alle mulige, som man ville dunke oven i hovedet, fordi man ikke stod og råbte halleluja, hver gang der kom en pakistaner ind over grænsen.« Tykke NielsEfterfølgende og helt frem til i dag støder han stadig ind i racisme-udtrykket. En Google-billedsøgning på Søren Espersen viser endda et gammelt fotografi af Nazitysklands propa-gandaminister, Joseph Goebbels. Men han er ligeglad. Det er han blevet med årene. »Hvis du hver dag i skolen, når du møder, bliver kaldt dit dumme svin, bliver du ked af det i starten, men du bliver efterhånden ligeglad. Som ham der tykke Niels. Når han hører det hele tiden, er han jo bare tykke Niels.«Og i modsætning til sit partis formand har Søren Espersen ikke brug for store, brede jakkesæts-beklædte bodyguards, når han skal fragtes til og fra arbejdspladsen på Slotsholmen. Han oplever heller ikke problemer, når han bevæger sig ud i byen om aftenen, ligesom Europaparlaments-medlemmet Messerschmidt gør det. »Men det er nok mest, fordi jeg er blevet så gammel, at jeg ikke bevæger mig ud i natteliv-et,« medgiver han dog.

Når Søren tager ordetMen der er stadig masser af bevægelse tilbage i Søren Espersen. Både når han fortæller, laver stemmer, og når han står ude i sin have og ord-ner brænde. Og for en uge siden havde Søren Espersen også bevæget sig til journalisternes

fagfestival i Odense. Her hilste han smilende på gamle kollegaer og studiekammerater og ud-vekslede som så mange andre røverhistorier fra en svunden tid, hvor græsset var grønnere, og øllet smagte mere af humle. Som en af de udvalgte talte han endda til et arrangement. I et debatpanel om politisk journalistik. Men til dette arrangement som opposition til journa-listerne. Som en slags modstander. Og selvom Søren Espersen har en journalistisk karriere bag sig og i øvrigt har været redaktør for Dansk Folkeblad, så er det politikken, der har fyldt mest i hans liv. Og særligt to emner bliver han ved med at nævne med en særlig glød i øjnene. »Der er nogle årsager til, at man går ind i et parti. For mig var det EU og udlændingepolitik. Der vil jeg meget nødigt komme på tværs af mit parti.«

Når Søren bliver stille På andre områder afslører han, at han gerne stemmer imod sine egne holdninger, men med partiet. For eksempel når det kommer til luk-keloven. Her går Dansk Folkeparti ind for en liberaliseringen af lukkeloven, så butikkerne holder mere og længere åbent. »Jeg synes, at folk skal gå i kirke og ud og lege med deres børn i stedet for at gå i Bilka. Jeg ville sige, at jeg går ind for en liberalisering af luk-keloven, som vi gerne vil have, men jeg gad ikke sidde i en P1-debat og forsvare det. Fordi jeg vil helst have, at folk tager i skoven med deres børn.« Modsat regeringen og sit eget parti er han også imod hastigheden, hvorfra de unge skal igennem uddannelsessystemet. Regeringen har ved flere omgange lavet særlige bonusregler og opstillet gulerødder, som de særligt boglige kan hapse på vejen mod et ni-fire job. Selv mener han, at de unge hellere bør tage sig tid til at ud-vikle sig selv. Som han selv gjorde det. »Jeg tror ikke på det, og jeg har set mange eksempler på, at man netop har brugt tiden for-nuftigt. Nu hedder det fjumreår, og det synes jeg er en åndssvag betegnelse. Jeg hørte det så sent som i dag. Jeg føler ikke, jeg gik og fjumrede, fordi jeg lavede alle mulige forskellige ting. Jeg

har aldrig ment, at fjumreår var en særlig god betegnelse. Det, der ligger i det, er jo, at man bare sidder på et eller andet værtshus og ryger hash. Det er jo ikke det, det handler om.« Når Søren Espersen er uenig med partiet, bliver han tavs. Og endda også i nogle tilfælde fraværende.

»Hvis partiet sagde, at de ville have det på en bestemt måde, så ville jeg ikke sige noget om det. Måske ville jeg blive syg den dag, hvor vi skulle stemme, så jeg ikke kunne komme ind.«

Handler det om EU og udlændingepolitik, kan man til gengæld være sikker på at se Søren Es-persens ansigt og høre hans røst. Så tager den erfarne politiker gerne turen fra Vordingborg til Christiansborg, stiller sig op på talerstolen og taler frit for. Og er der nogen, der efterfølg-ende kalder ham racist, ja, så har han prøvet det før. Og lært at leve med det.

jamun09@student.sdu.dk

cafau09@student.sdu.dk

Fotos: Jakob Balthazar Munk

Søren Espersen

Født. d. 20. juli 1953

- Uddannet på Journalisthøjs-kolen i 1980

- B.T. fra 1980-1988

- Freelacer i London for Ritzau 1989-1992

- Billedbladet fra 1992-1996

- Presserådgiver i Dansk Folkeparti fra 1997-2005 og udenrigsordfører fra 2005