Leneisja JungsbergLeneisja JungsbergTheis LykkegaardTheis Lykkegaard

Ulrik Stavnsbjerg Offersen Ulrik Stavnsbjerg Offersen Thomas Aarup LarsenThomas Aarup Larsen

Jimmi RasmussenJimmi Rasmussen

Ins�tut for Samfund og Globalisering (ISG) Vejleder: Rasmus WilligIns�tut for Samfund og Globalisering (ISG) Vejleder: Rasmus Willig

RROSKILDE UNIVERSITETOSKILDE UNIVERSITETBACHELORPROJEKTBACHELORPROJEKTEFTERÅR 2009EFTERÅR 2009

S.O.S FRA DE SURE SOSU’ERS.O.S FRA DE SURE SOSU’ER- en kri�k af de neoliberale tendenser i hjemmeplejen- en kri�k af de neoliberale tendenser i hjemmeplejen

C

M

Y

CM

MY

CY

CMY

K

hej4 copy1.pdf 15-12-2009 21:29:15hej4 copy1.pdf 15-12-2009 21:29:15

FFOORROORRDD   

       Vi  ønsker  i  forbindelse  med  denne  rapport  først  og fremmest at  takke hjemmeplejeafdelingen Ellelunden  for personalets  engagement  og  lyst  til  at  deltage  som empirisk udgangspunkt for denne undersøgelse.  Først  og  fremmest  vil  vi  rette  en  speciel  tak  til gruppelederen Diana på hjemmeplejeafdelingen. Hun har fra starten været åben og hjælpsom  i vores undersøgelse og vist stor interesse for vores projekt. Endvidere har hun udvist et betydeligt overskud og en rummelig fleksibilitet i forhold  til  vores  ønsker,  på  trods  af  hendes  travle arbejdsdag.  Dernæst vil vi gerne takke de 13 hjemmehjælpere, der har indvilliget  i  at  deltage  i  vores  fokusgruppeinterview  og derigennem  delt  deres  arbejdsrelaterede  oplevelser, holdninger  og  erfaringer med  os.  Uden  jer  ville  vi  ikke have været i stand til at undersøge de ting vi ønskede, og konkludere de ting vi gør i denne rapport. 

 Afslutningsvis  vil  vi  gerne  rette  en  særskilt  tak  til  vores vejleder Rasmus Willig, som udover sin vejledning  i vores projekt og sine gode råd, har bidraget med en  inspiration til emnet og vores valg af indgangsvinkel.  

AABBSSTTRRAACCTT   

       

This project  takes point of departure  in  the Danish domiciliary  care sectors modernization since the 1980’ties, which  in accordance with the  rest  of  the  Danish  Welfare  States  restructuration,  has  been guided  by  the  neoliberal  idea  of  a  competitive,  deregulated  and privatized  public  sector.  The  critiques  of  this  development  and  the demographic challenges in the future with an increased elder burden and  a  growing  demand  for  educated  care  workers,  has  made  us question the current state of the domiciliary care sector, hence what concrete consequences has  the neoliberal management   had on  the domiciliary care workers work? We have based our study on empirical data  from  three  focus group  interviews at one  institution. Thus, we have  identified  that  the  concrete  elements  of  neoliberalism  can  be described with  the use of George Ritzers McDonalization of Society. The dimensions of his theory is according to our data also dominating the domiciliary care sector, this being; Control, Efficiency, Calculability and Predictability. The consequences of this approach has been, that the  neoliberal  idea  of  management  has  caused  non‐human technology  and  standardization  to  dominate  the daily  care workers work, which according to our study and supported by Ritzer has had the irrational effect of dehumanizing the sector. This has left the care worker  in  the  dilemma  between  meeting  the  requirements  of  a standard  service  to  the  elderly  and  her/his moral  and  professional codec’s of qualified care. 

  

IInnddhhoollddssffoorrtteeggnneellssee   

KAPITEL I INTRODUKTION........................................................................................... 4

Menneskesynet i ældreplejen ‐ anno 2023...................................................................4 Motivation...................................................................................................................6 Problemfelt..................................................................................................................6 Problemformulering...................................................................................................10 Hypoteser og arbejdsspørgsmål .................................................................................10

KAPITEL II METODOLOGI ........................................................................................... 11 

Afgrænsning...............................................................................................................11 Videnskabsteori .........................................................................................................13

Ontologi og epistemologi ..................................................................................... 14 Analysestrategi ..................................................................................................... 15 Grafisk fremstilling af analysestrategi.................................................................. 16

Empiri ........................................................................................................................17 Primær empiri .............................................................................................................. 17

Enkeltinterview .................................................................................................... 17 Fokusgruppeinterviews ........................................................................................ 18 Spørgeguiden ....................................................................................................... 19 Udvælgelse af fokusgruppeinterviewene ............................................................ 20 Gate‐keeper og nøgleinformant .......................................................................... 21 Afvikling af fokusgruppeinterviews...................................................................... 21 Bearbejdning af fokusgrupper og enkelinterview................................................ 23 Etiske overvejelser ............................................................................................... 23

Sekundær empiri .......................................................................................................... 24 Hjemmeplejeinstitutionen, Ellelunden.......................................................................25 Teoretisk tilgang ........................................................................................................27

KAPITEL III TEORETISK FORSTÅELSESRAMME.............................................................. 28

Den neoliberale Ideologi ............................................................................................28 Neoliberalismens udbredelse....................................................................................... 29

Side 1 af 89 

KAPITEL IV MODERNISERING AF HJEMMEPLEJESEKTOREN.......................................... 31

Tankegangen bag tiltagene i hjemmeplejen................................................................ 32 Fire tiltag i hjemmeplejen ........................................................................................ 33 Delkonklusion –  De neoliberale tiltag ..................................................................... 35

KAPITEL V ANALYSE ................................................................................................... 36

ANALYSEDEL I – EMPIRISK KATEGORISERING .............................................................36 Det gode ved arbejdet i hjemmeplejen ......................................................................36 Kritikken af de strukturelle rammer ...........................................................................38 Tidspresset i hverdagen ............................................................................................... 39 Vejtid ‐ En to minutters cykeltur .............................................................................. 40 Dokumentation – journalføring på syv minutter ..................................................... 43 Delkonklusion –  Det normative tidspresset ............................................................ 45

Tidsstyring .................................................................................................................... 46 Tidsstyring som kontrol ............................................................................................ 47 Følelsen af mistilliden........................................................................................... 48

Hvordan påvirker PDA’en hjemmehjælpernes autonomi?...................................... 49 Den kollegiale autonomi ...................................................................................... 49 Individets autonomi ............................................................................................. 51

Minuttyranniets totale kontrol ................................................................................ 52 Kritikken af minuttyranniet .................................................................................. 53

Delkonklusion –  Standardisering og minuttyranni.................................................. 54

ANALYSEDEL II – TEORETISK ANALYSE........................................................................55 Teoretiske refleksioner ................................................................................................ 55

En McDonaldiseret hjemmepleje? .............................................................................57 Kontrol.................................................................................................................. 58 Kalkulerbarhed ..................................................................................................... 58 Effektivitet ............................................................................................................ 59 Forudsigelighed .................................................................................................... 60 Opsamling............................................................................................................. 60

Rationalitetens irrationalitet......................................................................................61 Borgersikring med modsat fortegn ...................................................................... 61 Et toiletbesøg = fem minutter .............................................................................. 62 Er der tid til omsorg?............................................................................................ 63 Når arbejdet giver dårlig samvittighed ................................................................ 64 De små daglige oprør ........................................................................................... 65 Overgreb – og andre sundhedsreducerende tendenser...................................... 66

Delkonklusion –  Umenneskeliggørende tendenser i hjemmeplejen...................... 68

ANALYSEDEL III – ANALYSETISKE REFLEKSIONER ........................................................69 Fremtidens hjemmepleje ...........................................................................................69 Hjemmehjælperen i ældreplejen ‐ anno 2023............................................................. 72 Generelle tendenser..................................................................................................... 73

Side 2 af 89 

KAPITEL VII KONKLUDERENDE REFLEKSIONER.............................................................. 76

KAPITEL VIII VALIDITET OG RELIABILITET....................................................................... 79

Validitet ........................................................................................................................ 79 Reliabilitet .................................................................................................................... 80

KAPITEL IX PERSPEKTIVERING..................................................................................... 81

Kritik ..........................................................................................................................81

KAPITEL X LITTERATURLISTE ...................................................................................... 86

APPENDIKS A – SPØRGEGUIDE 

APPENDIKS A1 – FOKUSGRUPPEINTERVIEW TRANSSKRIPTION I 

APPENDIKS A2 – FOKUSGRUPPEINTERVIEW TRANSSKRIPTION II 

APPENDIKS A3 – FOKUSGRUPPEINTERVIEW TRANSSKRIPTION III 

APPENDIKS A4 – ENKELTINTERVIEW MED GRUPPELEDEREN 

APPENDIKS B – PDA 

APPENDIKS C – VENTILER 

 

Side 3 af 89 

KKAAPPIITTEELL II

IINNTTRROODDUUKKTTIIOONN MMeennnneesskkeessyynneett ii æællddrreepplleejjeenn -- aannnnoo 22002233 – en historie inspireret af den igangværende udvikling 

Else Jensen på 87 år bliver vækket af en høj alarm. Fra højtalerinstallationen bliver alarmen 

efterfulgt  af  en  behagelig  kvindestemme,  der  i  stewardessevendinger  informerer  om,  at 

dagens  måltid  er  en  laksesandwich  i  pilleform,  som  vil  ankomme  klokken  12:00. 

Bivirkningerne er  to  sure opstød  tre minutter efter  indtagelse. Den daglige pille  findes  i  ti 

forskellige  varianter  fyldt med  vitaminer, mineraler  og  næringsstoffer,  der  er  personligt 

afvejet  i en  sådan grad, at  fem minutters  sollys ville være en overdosis af D‐vitamin. Hun 

vender  sig  og  trækker  hendes  specialdesignede  robotpelskæledyr,  den  hvide  nuttede 

sælunge Luffe, ind til sig. Hun lukker øjnene og udskyder mødet med dagen yderligere et par 

minutter. 

 

Kort  tid efter vækkes hun af den  forprogrammerede rengøringsrobot, der  tøffende gør sin 

entré ind gennem de automatiske skydedøre for at støvsuge rummet. ”En daglig støvsugning 

minimerer  som  bekendt  risikoen  for  støvmideallergi”,  havde  sagsbehandleren  informeret 

hende om, da hun stillede spørgsmål ved enkelte dele i den pakke, der fulgte med i hendes 

nye ”eget hjem” på Rynkebycentret afsnit B. Hun rejser sig op fra sengen og sætter sig i den 

automatiske kørestol, ikke fordi hun er dårligt gående, men stolen var også en del af pakken, 

der fulgte med i ”boligtilbuddet” – og så kan man jo lige så godt bruge den. Tilbud er måske 

så meget  sagt,  da  hun  på  trods  af  sit  frie  valg  om  hvorvidt,  hun  ville  bo  på  forskellige 

ældrehjem  i  Jylland,  på  Fyn  eller  Sjælland  fik  den  samme  pakke  tilbudt  alle  stederne. 

Centrene  er  det  nyeste  tiltag  i  en  strategi,  der  skal  minimere  omkostningerne  for  den 

offentlige ældresektor gennem stordriftsfordel – således har man på nuværende tidspunkt 

10.304  beboere.  De modtager  alle  præcis  samme  services  gennem  det  fuldautomatiske 

”boligtilbud” i deres nye ”eget hjem”. Her kan man rigtig nyde sit otium – som det lyder i den 

lokkende pjece fra centeret. 

 

Side 4 af 89 

I dag er en dag, hun har set frem til. Hun afventer sit ugentlige besøg fra hjemmehjælperen, 

der er den eneste person, hun møder  i  løbet af sin uge. Dog ved hun godt, at det bliver et 

kort besøg. Hun er nemlig kun visiteret til at få sin hylde til venstre for fladskærmen støvet 

af,  som  der meget  præcis  står  på  visitationslisten. De  tekniske  hjælpemidler  i  denne  nye 

elektroniske  tidsalder  er  en  stor  hjælp  til  praktiske  gøremål,  fordi  de  delvis  erstatter  det 

ueffektive  menneskelige  omsorgarbejde.  Derfor  er  det  også  robotpelsdyret  Luffe,  hun 

støtter sig til, når hun føler sig alene og trist i livets efterår.  

 

Klokken 12.02 ringer det på døren, som det gør hver uge. I dag er det en ny hjemmehjælper, 

der som alle de andre også har  travlt; hun vandrer bare  ind, går uden øjenkontakt hen  til 

hylden og  scanner den  stregkode, der bliver  registeret  af  kommandocentralen. Her bliver 

tiderne  på  hjemmehjælperens  arbejdsopgaver  nøje  noteret  til  intern  sammenligning  ved 

valg af månedens bedste og dermed mest effektive medarbejder. Efter scanningen begynder 

hjemmehjælperen  sit  arbejde  med  at  tørre  den  hvide  hylde  af  med  en  medbragt 

microfiberklud. Else, der lige har indtaget sin delikate laksepille, afventer nu de sure opstød, 

som  stemmen  i  morges  informerede  om.  De  kommer  bare  aldrig,  for  da  den  nye 

hjemmehjælper  er  to‐tredjedele  gennem  afstøvningen  af  hylden,  mærker  Else  en  tør 

fornemmelse i munden og en svimmelhed, hun aldrig har oplevet før. Der lyder et hult bump 

da hun falder forover og rammer gulvet med panden først. 

 

Alice kigger op fra hendes monotone afstøvningsarbejde. Hun var gået direkte hen til hylden, 

da hun vidste præcis, hvor den hang. Hun havde på nuværende tidspunkt støvet 45 af den 

slags af i løbet af sin vagt, og derfor kigger hun først nu hen på den ældre, der bor i boligen. 

Lyden, der  forstyrrede hende  i arbejdet, måtte være kommet, da den ældre ramte gulvet. 

Alice kigger på uret og går hen for at høre, om den ældre stadig trækker vejret. Det gør hun. 

Alice har direkte kontakt til kommandocentralen i Indien via hendes headset, således bliver 

hjemmehjælperne fuldstændig fri for at tage stilling til noget uden for deres klart definerede 

visiteringsopgaver. Der er derfor  forbindelse til den anden side af  jorden,  i det øjeblik hun 

spørger:  ”Kan  jeg  få  byttet  den  tredjedel  af  hylden,  jeg mangler  i  hus B203,  for  et  aflåst 

sideleje til den ældre?”. 

Side 5 af 89 

MMoottiivvaattiioonn Vi har alle et ønske om at leve længe – spørgsmålet er hvilken fremtid, man som ældre kan 

se  frem  til? Den  lille  indledende historie eksemplificerer mulige konsekvenser  i  fremtidens 

hjemmepleje, og vi mener at det er en vigtig samfundsmæssig problemstilling,  fordi vi ser 

lignende  tendenser  i vores empiri. Vi ser en række udviklingstendenser på det strukturelle 

niveau,  der  rykker  i  det  menneskesyn  som  velfærdssamfundet  bygger  på;  nemlig  at 

befolkningen  ikke  alene  skal  sikres  økonomiske  og materialistiske, men  i  høj  grad  også 

sociale rettigheder i form af et socialt sikkerhedsnet og omsorg. Udviklingen bygger på ideen 

om, at alle medborgere skal have præcis de samme ydelser, når de opfylder visse forudsatte 

krav. I hverdagen er det hjemmehjælperen, der skal sørge for denne service, og det er derfor 

interessant  at  undersøge  hjemmehjælpernes  arbejde.  Motivationen  i  dette  projekt  skal 

derfor findes i de forandringsprocesser, vi ser i struktureringen af hjemmeplejesektoren, og 

hvordan de ansatte i sektoren påvirkes.  

 

PPrroobblleemmffeelltt Siden  1980’erne har den offentlige  sektor  været underlagt  en massiv modernisering med 

strukturændringer og  reformer af  samtlige offentlige  institutioner, eksempelvis kommunal 

reformen  i 2006  som den  seneste  (Larsen & Andersen 2009:1‐24, Andersen & Carstensen 

2009:77‐93). Det dominerende  syn på den offentlige  sektor  var op  gennem 1980’erne, at 

sektoren  var  ufleksibel,  ineffektiv  og  uøkonomisk. Denne  kritik  førte  til  et ændret  syn  på 

hvordan den offentlige sektor bør fungere, herunder også den konkrete relation til borgeren. 

Det ændrede  syn  førte  til en moderniseringsproces,  som  i  starten  tog udgangspunkt  i det 

noget  udhulede  begreb New  Public Management.  Siden  har  dette moderniseringsbegreb 

gået under  flere  forskellige udtryk, såsom stærk  ledelse, og er senest blevet betegnet som 

neoliberalisme1  –  en  ideologi  eller  tankegang,  der  ligesom  liberalismen  ser  statslig 

                                                       1 Neoliberalismen dækker den markedsøkonomiske modernisering af den offentlige sektor  i sin helhed. De to forrige  begrebers  forbindelse  til  neoliberalismens  kan  ses  ud  fra  perspektivet,  at  termen  New  Public Management, var en administrativ tankegang, der dominerede 1980’ernes reformer af den offentlige sektor, hvilket  førte  til  en mere  kontrakt  og  resultatorienteret  styring  af  sektoren  (Hood  1995:93‐97).  Og  termen ”stærke ledere”, beskriver perioden i slut firserne hvor markedsøkonomiske management termer for alvor blev en realitet i den offentlige sektor, hvilket kan ses i rækken af administrative tiltag, som blev begrundet ud fra 

Side 6 af 89 

intervention  som  frihedsreducerende. Derudover hævder neoliberalisme, at økonomien er 

et område, som kræver minimal indgriben, og at markedet er den optimale mekanisme til at 

organisere produktionen, og udveksle varer mest effektivt og retfærdigt. En ideologi der har 

gjort  de  økonomiske  teorier  om  markedsliggørelse,  deregulering,  privatisering  og 

konkurrencedygtighed  til  de  dominerende  rationaler  i  de  vestlige  stater  (Taylor‐Gooby 

2001:17,20, Navarro et.al. 2004:133, Harvey 2005:64‐78). 

 

Men trods sin succesfulde udbredelse har denne neoliberale ideologi ikke vundet frem uden 

kritik.  Neoliberalismens  postulater  om  markedsliggørelse  og  konkurrence,  er  af  flere 

kritikere blevet anset som skadelige  i visse dele af samfundet (Ritzer 2004, Bourdieu 2001, 

Andersen 2006, Andersen 2001). 

 

Pierre Bourdieu argumenterer for, at den neoliberale styring og dens modernisering af den 

franske  velfærdsstat,  har  betydet  indførslen  af  den  private  sektors  profitmaksimerende 

tankegang. Han forklarer, hvordan den moderne stat har udviklet sig til et bureaukratisk felt 

med  interessekonflikter  om  administrering  af  offentlige  ydelser,  markedsorienterede 

interesser  og  de  socialt‐varetagende  interesser.  Udviklingen  har,  ifølge  ham,  medført 

negative konsekvenser  for den offentlige  socialarbejder,  som ofte oplever modsætninger  i 

de  endeløse  opgaver  og  de  virkemidler,  der  bliver  stillet  til  rådighed.  Samtidig  hævder 

Bourdieu,  at  de  offentlige  ansatte  oplever,  at  de  bliver  holdt  ansvarlig  for  sektorens 

ineffektivitet (Bourdieu 1999:183+186). 

 

Dette projekt  tager udgangspunkt  i neoliberalismens  indflydelse på den danske offentlige 

sektor  (Larsen  &  Andersen  2009:1‐24).  Siden  1980’erne  har  intentionerne  bag 

moderniseringen, som  tidligere nævnt, været at gøre op med omkostningstunge udgifter  i 

den offentlige sektor og derved  imødekomme den kritik, som blev fremført og at sikre den 

danske konkurrencedygtighed på det  internationale marked  (Andersen & Nielsen 2006:11, 

Bundesen  2005:2,  Navarro  et.al.  2004:133).  Derfor  har  de  skiftende  regeringer  siden 

                                                                                                                                                                         

målet  om,  at  effektivisere  produktionen  af  offentlige  ydelser  (Mathiesen  2000:12).  I  den  resterende  del  af projektet  vil  udtrykket  neoliberalisme  derfor  blive  anvendt  som  den  samlede  betegnelse  på  disse moderniseringstendenser og mere konkret vil den neoliberale  styring blive benyttet  som betegnelse på den styringsform som disse tendenser har forsaget.  

Side 7 af 89 

1980'erne forsøgt at skabe en moderniseret offentlig sektor med høj effektivitet2, service og 

gennemsigtighed til borgerne, som de primære tilsigtede mål. Centralt i denne nye ændring, 

står ønsket om at sikre høj kvalitet og god service, mens man samtidig søger at minimere 

udgifterne (Mathiesen 2000:4‐9, Henriksen & Vetlesen 2000:23). 

 

På  samme  måde  som  andre  offentlige  institutioner,  har  plejesektoren  også  undergået 

reformer. Denne  reformering kan blandt andet  skyldes den demografiske udfordring,  som 

forsat  forudsiger  flere  ældre  i  Danmark,  samt  det  negative  ry  og  den  store  offentlige 

utilfredshed,  som  sektoren  har  været  underlagt;  en  utilfredshed  som  har  præget 

mediebilledet  i  flere  år  (Andersen &  Nielsen  2006:12+103,  Greve  2006:28,  Taylor‐Gooby 

2001:23,  Esping‐Andersen  1996:2+7,  Lewis  2002:335). Denne  reformering  har  især  været 

tydelig  indenfor  hjemmeplejesektoren3. Der  er,  igennem  de  sidste  10‐15  år,  foretaget  en 

omfattende  strukturel  ændring  med  det  overordnede  formål  at  effektivisere,  øge 

hjemmeplejens  kvalitet  og  sikre  borgerens  retssikkerhed.  I  denne  forbindelse  er 

lommeholdte computere, PDA’ere4, for eksempel begyndt at blive en del af dagligdagen for 

mange hjemmehjælpere  i Danmark. Disse bruges  til at  indtaste hvornår hjemmehjælperen 

ankommer hos en borger og  til at  registrere, når de har udført en given  ydelse, med det 

formål  at  skabe  en mere  effektiv  daglig  drift,  samt  at  sikre modtagelsen  af  de  ydelser 

borgeren har krav på (Nielsen 2008:5). 

 

Disse  ændringer  bliver  dog  på  forskellig  vis  kritiseret  af  både  hjemmehjælpere,  ældre 

borgere  og  eksperter. De mener  at  sektoren  er  blevet  præget  af  for meget  bureaukrati, 

stress, for lidt tid til den enkelte borger og for store besparelser (Wied 2009, Sønderup 2009, 

Szlavik  2009,  Ældre  Sagen  2009).  En  nylig  udgivet  FOA‐undersøgelse  viser  at 

hjemmehjælpere føler, de bruger for meget tid på at registrere og dokumentere, samt at det 

til  dels  er  en  unødvendig  del  af  deres  arbejde.  Derudover  svarer  over  halvdelen  af  de 

                                                       2  I denne  sammenhæng, kan begrebet effektivitet,  forstås  som værende  ”…  levering af den  samme eller en større mængde produkter og tjenester på grundlag af et mindre input” (du Gay 2007:160). 3 Se kapitel 4: Modernisering af hjemmeplejen, for yderligere forklaring 4 Personal Digital Assistent ‐ Brugen af PDA’ere er en del af et stort digitaliseringsprojekt i hjemmeplejen, hvor regeringen  har  bevilget  omkring  320  millioner  kroner  med  henblik  på  at  effektivisere  og  dokumentere hjemmehjælpsydelserne. I 77 ud af de i dag eksisterende 98 kommuner, benytter SOSU‐medhjælperne PDA’ere i deres daglige arbejde (Nielsen 2008:5‐6). Se mere om PDA’en i Appendiks B  

Side 8 af 89 

adspurgte, at de er utilfredse med PDA’en, og at de ikke føler dokumentering og registrering 

giver  mening  i  deres  arbejde  med  de  ældre  (FOA  2009:2‐3).  Ligeledes  påpeger  en 

undersøgelse af hjemmeplejen  i Københavns Kommune, at hjemmehjælperne  ikke  føler at 

forandringerne i deres arbejde har været positive (Christiansen et.al. 2002:6). Af anden kritik 

fremhæves det, at kontakten mellem hjemmehjælperen og borgeren er vigtig for den ældres 

velbefindende, og at dette derfor skal prioriteres  (Bunnage 2001:118).  I denne  forbindelse 

hævdes det, at det er  stærkt problematisk at  sætte økonomiske hensyn og effektivitet op 

imod arbejdet med mennesker (Henriksen & Vetlesen 2000:24‐25). 

 

Den kritik hjemmehjælperne giver udtryk for  i de forskellige undersøgelser underbygger en 

hypotese  om,  at  deres  arbejdsforhold  er  kritisable.  Deres  kritik  er,  foruden  plejen  af 

borgeren,  rettet  mod  arbejdsmiljøet,  som  forskere  ligeledes  har  påvist  kan  forbedres 

gennem  for  eksempel  mere  medindflydelse,  trivsel  og  større  mening  i  arbejdet  (NFA 

2007b:7). Med en  forsat demografisk  stigning  i  antallet  af ældre  i Danmark  kan man  kun 

forvente, at efterspørgslen efter kvalificeret arbejdskraft i plejesektoren stiger, men ligesom 

resten  af  ældreplejen,  oplever  hjemmeplejesektoren  i  dag  store  problemer  med  at 

rekruttere  og  opretholde  arbejdskraft  (NFA  2007b:6).  Ønsker  sektoren  forsat  at  kunne 

rekruttere og fastholde hjemmehjælpere, er det nødvendigt med en hjemmepleje hvor ikke 

blot leveringen af ydelserne er i høj kvalitet, men hvor arbejdsforholdene og arbejdsmiljøet 

også er tilfredsstillende. Hjemmehjælpernes kritik er i denne forbindelse højst interessant og 

relevant, da de dagligt befinder sig i ude ’marken’ og derfor, formentligt bedst af alle, kan se 

hvad der fungerer og ikke fungerer i praksis. 

 

Dette  projekt  vil  derfor  undersøge,  hvorledes  den  neoliberale  styring  konkret  kommer  til 

udtryk  i  hjemmeplejesektoren,  samt  hvilke  konsekvenser  denne  styring  forsager.  Da  vi 

mener at dette bedst illustreres gennem hjemmehjælpernes egne udtalelser, holdninger og 

erfaringer, vil projektet tage udgangspunkt i en gruppe hjemmehjælperes konkrete oplevelse 

af deres arbejdsplads og de ændrede styringstiltag. 

 

Side 9 af 89 

PPrroobblleemmffoorrmmuulleerriinngg Dette leder videre til den problemformulering som er udgangspunktet for dette projekt: 

Hvordan  kommer  den  neoliberale  styring  konkret  til  udtryk  i  hjemmeplejen,  og  hvilke 

konsekvenser  har  styringen  for  de  strukturelle  rammer  og  hjemmehjælpernes 

arbejdsforhold? 

 

HHyyppootteesseerr oogg aarrbbeejjddssssppøørrggssmmååll Projektets problemformulering bygger på flere hypoteser vedrørende hjemmeplejen og den 

neoliberale styring  i projektets empiri. Vi mener det er essentielt at præsentere disse  i en 

overskuelig struktur: 

Hjemmehjælperne  oplever  øgede  krav  om  dokumentation  og  registrering  som  et 

negativt element i deres arbejdsdag, fordi det fjerner deres tid til kerneydelser. 

Hjemmehjælperne  har  ingen  indflydelse  på  de  strukturelle  rammer  for  deres 

arbejdsmæssige forhold.  

Hjemmehjælperne  oplever  meget  kontrol  i  hverdagen  og  føler  derigennem  et 

mistillidsbånd mellem dem og ledelsen. 

Gennem neoliberale  styringsredskaber  fratages hjemmehjælperne deres autonomi  i 

forhold til arbejdsfordelingen. 

Endvidere  har  vi  udarbejdet  nogle  arbejdsspørgsmål  for  at  skabe  overblik  over 

undersøgelsen, og den retning som vores projekt skulle henstå. Følgende arbejdsspørgsmål 

er  blevet  benyttet  til  at  strukturere  og  guide  vores  undersøgelse  frem  mod 

problemformuleringen: 

Er de mange tiltag i hjemmeplejesektoren inspireret af den neoliberale tankegang? 

Hvilke elementer i hjemmehjælpernes arbejde kan kategoriseres som ”det gode ved 

hjemmeplejen”? 

Hvorledes føler hjemmehjælperne at ledelsens krav kan efterleves i virkeligheden og 

hvordan føler de sig påvirket af disse krav? 

Føler hjemmehjælperne en reduktion af autonomi og oplever de et kontrollerende 

element i deres arbejde? 

Side 10 af 89 

KKAAPPIITTEELL IIII

MMEETTOODDOOLLOOGGII AAffggrræænnssnniinngg Indenfor enhver akademisk opgave, ligger der op til flere områder som ville være relevante 

at  belyse, men  som  vi  af  forskellige  grunde  har  valgt  at  afgrænse  os  fra  at  undersøge 

yderligere. I forhold til denne undersøgelse, vil disse perifere områder nu blive gennemgået. 

 

For det  første  vil  vi  ikke  gå  ind  i problemstillinger, der direkte omhandler modtageren  af 

hjemmehjælpen. Dette  betyder,  at  vi  ikke  ønsker  at  gå  i  dybden, med  hvorledes  plejens 

kvalitet  er  blevet  påvirket  af  de  nye  styringsmæssige  strukturer,  eller  hvordan  borgeren 

opfatter den øgede registrering.  

 

For det andet vil vi  ikke undersøge det økonomiske aspekt af denne problemstilling. Det vil 

sige,  at  vi  ikke  er  interesserede  i,  hvordan  budgetter  og  økonomiske  forhold  påvirker 

hjemmeplejen. Hvis man havde et direkte  fokus på hvordan plejen blev påvirket, ville det 

være relevant at undersøge om økonomiske besparelser var blevet foretaget på området. Da 

vi  derimod  undersøger  hvordan  hjemmehjælperen  er  blevet  påvirket  af  den  øgede 

dokumentering, bliver det mindre relevant at undersøge dette økonomiske aspekt. 

 

Derudover er vi ikke interesserede i at foretage en sammenligning af hjemmeplejesektoren, 

hverken kommunalt, regionalt eller nationalt. Et sådant fokus ville igen være muligt hvis man 

anvendte en økonomisk eller kvantitativ analyseramme, men  siden vi har  indsamlet vores 

egen  specifikke  empiri,  bliver  det  svært  at  sammenligne  denne med  anden  kontekstuel 

sekundær  empiri.  Det  kunne  være  interessant  at  foretage  fokusgruppeinterviews  i  for 

eksempel to forskellige kommuner og sammenligne disse, men det har vi ikke ønsket. 

 

Det  skal også  gøres  klart,  at  vi  kun har  tænkt os  at beskæftige os med hjemmehjælpere, 

hvilket vil sige den del af plejepersonalet som enten ved hjælp af bil eller cykel kører ud til 

borgere og leverer pleje i deres hjem. Dette skyldes at sekundære kvantitative undersøgelser 

Side 11 af 89 

antyder, at hjemmehjælpere, på grund af deres transport mellem borgernes boliger, i højere 

grad føler et tidspres på grund af øget registrering (FOA 2007:6). Afslutningsvis spillede vores 

ønske  om  et  simplificeret,  specificeret  og  dybdegående  fokus  ligeledes  ind  på  denne 

beslutning.  

 

Ydermere har vi valgt at lave en afgrænsning indenfor personalet i hjemmeplejesektoren. De 

ansatte  i hjemmehjælpen spænder over mange  forskellige uddannelser, som  for eksempel 

SOSU5‐medhjælpere6, SOSU‐assistenter7,  sygeplejersker og endvidere også ufaglærte.  I en 

undersøgelse  udført  af  Arbejdsmiljøinstituttet  (AMI),  Psykisk  arbejdsmiljø  i  ældreplejen 

(2005),  fastslås  det,  at  SOSU‐medhjælpere  og  ufaglærte  er  den  del,  af  hjemmehjælpens 

faggrupper,  der  oplever  de  største  negative  følger  af  den  øgede  dokumentering  og 

registrering  (AMI  2008:5,  11,  14).  Derfor  har  vi  primært  valgt  at  fokusere  på  SOSU‐

medhjælpere og ufaglærte  i hjemmeplejen. Dette betyder, at når  vi  i  resten af  rapporten 

eksempelvis  skriver  ’hjemmehjælperne  mener...’,  så  henviser  vi  til  denne  afgrænsede 

gruppe.  

 

Endeligt  skal  det  fremhæves,  at  vi  ikke  vil  undersøge  kønsperspektivet  indenfor 

hjemmeplejen. Vi er  ikke  interesserede  i at studere, hvorledes mænd og kvinder reagerer  i 

denne problemstilling. Vi er opmærksomme på at det er et kvindedomineret fag, men dette 

                                                       5  SOSU  er  en  forkortelse  for  social‐  og  sundhed,  og  er  den  betegnelse  der  bruges  om  de  to  typer  korte uddannelser  er  blevet  brugt  inden  for  Social‐  og  Sundhedssektoren  siden  1991,  nemlig  Social‐  og sundhedsmedhjælperen og overbygningsuddannelsen Social‐ og Sundhedsassistenten. De to uddannelser blev implementeret med  det  formål  at  reducere  det  brede  antal  af  faggrupper  som  havde  eksisteret  inden  for området tidligere. Og samtidig blev udspecificeret hvilke opgaver de forskellige faggrupper kan varetage (Høeg 2003:14). 6  SOSU‐medhjælperuddanelsen,  som  varer  et  år  og  to  måneder,  veksler  mellem  praktik  og  skole  hvor undervisningen i sidstnævnte blandt andet indebærer dansk og social‐ og samfundsfag. Det kræves at man har gennemført social‐ og sundhedsgrundforløbet på ca. 20 uger, eller har mindst 1 års relevant erhvervserfaring eller  uddannelse  over  grundskoleniveau  (folkeskole)  for  at  starte  på  SOSU‐medhjælperuddannelsen. Uddannelsen giver adgang til at arbejde i ældreplejen eller læse videre til social‐ og sundhedsassistent. 7 SOSU‐assistentuddannelsen varer et år og otte måneder, og det kræves at man enten har  taget  social‐ og sundhedsmedhjælperuddannelsen,  eller  har  mindst  14  måneders  relevant  erhvervs‐  eller uddannelseserfaring. Denne uddannelse består  ligeledes af en blanding af praktik og skole hvor  sidstnævnte blandt  andet  indeholder  engelsk,  sundheds‐  og  sygeplejefag  og  medicinske  fag.    Som  social‐  og sundhedsassistent  kvalificeres man  til  at  arbejde  på  sygehuse  eller  i  psykiatrien.  Derudover  kan man  blive teamleder i ældreplejen og samtidig giver uddannelsen adgang til at læse sygeplejerske. 

Side 12 af 89 

vil  ikke  have  nogen  umiddelbar  indflydelse  på  hverken  vores  indsamling  af  empiri  eller 

analyse. 

 

VViiddeennsskkaabbsstteeoorrii Indledningsvis  skal  det  siges,  at  vi  er  inspireret  af  den  kritiske  teori8  –  således  har  vores 

grundlæggende  forforståelse  og  selve  formålet med  projektet  en  karakter,  der  er  under 

kraftig  inspiration af denne  videnskabsteoretiske  retning. Dette  vil  vi  i det  følgende afsnit 

forklare. 

   

Kritisk teori er kort fortalt kritisk  i forhold til den umiddelbare fremstilling af virkeligheden, 

og de  gældende  teoretiske  forståelsesrammer og  ideologier. Den  kritiske  teoretiker  søger 

derfor  efter  dybtliggende  strukturer,  der  producerer  undertrykkende  mekanismer  i 

samfundet.  Derfor  arbejder  denne  videnskabsteori  med  at  identificere  de  faktiske 

betydende  elementer  i  et  kaotisk,  fordrejet  og  uudfoldet  net  af  kendsgerninger  og 

begivenheder.  Frankfurterskolen  arbejder  her med  en  kritik  af  falsk  bevidsthed,  hvor  de 

ønsker  at  fremvise  den  virkelige  verden  for  de  implicerede  grupper.  Et  centralt 

arbejdsprincip i denne videnskabsteori er derfor også, at man udarbejder teori i tæt samspil 

med de personer, hvis genstandsfelt man undersøger (Elling 2004:207‐215). 

 

Kritisk  teori arbejder ud  fra et grundlæggende kritisk syn på kapitalismens  fremmarch  i de 

mere sociale dele af vores liv, ud fra omdrejningspunktet: ”Hvorfor gør mennesket ikke oprør 

mod  kapitalismens  undertrykkende  og  tingsliggørelse  af  mennesket  og  de  sociale 

relationer?” (Elling 2004:210). Især efter Anden Verdenskrig er dette blevet et centralt tema 

i  Frankfurterskolens  forskning.  Den  kritiske  teori  har  en  elementær  forventning  til  at  de 

undertrykte grupper, der holdes passivt eller fragmenteret hen af samfundets  institutioner, 

kan  rejse  sig  og  modvirke  denne  udviklingstendens.  Den  kritiske  fornuft  er  normativt 

forankret og har til formål at virke frigørende i denne proces. Kritisk teori er altså en kritik af 

det kapitalistiske  samfunds  fremmedgørelse og  splittelse af  samfundets  individer, samt en 

                                                       8 Kritisk teori er forankret i Institut fur Sozialforschung, der blev grundlagt i Frankfurt am Main i 1923 – kritisk teori er i dansk kontekst synonym med denne Frankfurterskole. 

Side 13 af 89 

kritik  af  tingsliggørelsen  og  rationaliseringen  i  samfundet,  som  er  vundet  frem  gennem 

effektvisering af økonomi og forvaltning (Elling 2004:207‐215). Desuden skal det nævnes at 

kritisk  teori  i  nyere  tid  forholder  sig  til  sandhedsidealet  som  intersubjektivt9  og  dette 

værende forankret i de pragmatiske hverdagseksempler. Jürgen Habermas abonnerer blandt 

andet på dette sandhedsideal (Fuglsang & Olsen 2004:36). 

 

Ontologi og epistemologi

Vi  ønsker  som  sagt  at  belyse,  om  kritisable  arbejdsvilkår  præger  hjemmeplejesektoren  i 

Danmark. Formålet er at  sætte de  strukturelle  forhold og  systemer  i hjemmeplejen under 

vores  kritiske  perspektiv,  og  derigennem  opnå  indsigt  i  dybereliggende  strukturer.  Vores 

ontologiske  fokus  er  på  hjemmehjælperens  psykiske  arbejdsmiljø  i  sociologisk  forstand. 

Således ønsker vi at fremhæve, hvordan systemets rammer påvirker den enkeltes arbejdsliv. 

Vi  er  interesseret  i  individernes  oplevelse  af  virkeligheden,  i  form  af  hverdagserfaringer  i 

konteksten  af  systemets  strukturer,  da  dette  giver  et  sigende  billede  af  virkeligheden  i 

sektoren.  Epistemologisk  arbejder  vi  derfor  med  udgangspunkt  i  erfaringsbaserede 

udtalelser  fra  ansatte  i  én  hjemmeplejegruppe.  Deres  oplevelser  blev  formidlet  via  tre 

fokusgruppeinterviews.  Vi  sætter  deres  oplevelse  af  virkeligheden  under  lup,  og  trækker 

centrale problemstillinger ud,  i forhold til den overordnede problematik vi opererer ud fra. 

Ved denne  fremgangsmåde  forsøger vi at  leve op  til den kritiske  teoris målsætning om at 

udarbejde  en  rekonstruktion  af  virkeligheden,  og  derved  udfordre  de  eksisterende 

forståelser og ideologier omkring feltet.  

 

Vi  ønsker  altså  at  kradse  i  overfladen,  undersøge  om  der  er  sket  en  neoliberalisering  i 

sektoren, og hvad dette  i givet  fald har betydet  for hjemmehjælpernes oplevelse af deres 

arbejde. Med denne kritiske vinkel, kan vi  få  indblik  i, om der er noget der  ikke  fungerer  i 

denne  sektor,  og  derved  bidrage  til  at  skabe  en  debat  om  de  strukturelle  vilkår  for 

personalet indenfor hjemmehjælpssektoren. Det normative og frigørende element, der står 

centralt i den kritiske teori, ser vi også som værende et vigtigt element i vores projektforløb. 

Vi  har  i  denne  forbindelse  arrangeret med  Ellelunden10,  at  vi  kommer  på  besøg mellem 

                                                       9 Individets egen opfattelse og fortolkning i forhold til en fælles viden om genstandsfeltet 10 Den institution vi undersøger. Se mere i Hjemmeplejeinstitutionen, Ellelunden 

Side 14 af 89 

afleverings‐ og eksamensdatoen og holder et  foredrag. Formålet med dette  foredrag er af 

emancipatorisk  karakter,  da  vi  ønsker  at  informere  om  de  eventuelle ændringer  der  kan 

være sket i de ansattes arbejdsliv. Ydermere vil vi udarbejde et notat til fagforeningen FOA, 

med henblik på at dette bliver publiceret  i deres medlemsblad, således at vi kan bidrage til 

den igangværende debat på området.  

Analysestrategi

Vi  har  i  startfasen  af  vores  projekt  arbejdet  eksplorativt,  da  vi  ønskede  at  finde  en 

problemstilling,  vedrørende  hvorvidt  den  neoliberale  tankegang  har  konsekvenser  for 

medarbejdere  i  en  erhvervssektor  under  offentligt  regi.  I  den  forbindelse  opstillede  vi  en 

række hypoteser vi ville tage analytisk udgangspunkt i. Da vi gennem vores første møde med 

empirien  erfarede,  at  der  var  hold  i  hypoteserne,  har  vi  arbejdet  på  at  underbygge, 

fremhæve  og  forstærke  disse  via  en  analytisk  kategorisering  af  empirien.  Vi  har  således 

arbejdet  induktivt  i  processen,  forankret  i  empiriindsamlingen,  og  gennem  denne 

kategorisering  forsøgt  at  lave  en  rekonstruktion  af  den  virkelighed  vi  undersøger. Denne 

rekonstruktion af hjemmehjælpernes virkelighed via deres hverdagserfaringer vil  som  sagt 

være fundamentet i de sidste dele af vores rapport. Mere konkret er vores analyse er blevet 

opdelt  i  tre  hovedafsnit,  hvor  vi  analytisk  har  valgt  at  operere  ud  fra;  en  empirisk 

kategorisering, en teoretisk analyse og en analytisk refleksion.  I denne  forbindelse skal det 

nævnes,  at  vi med  udgangspunkt  i  empirien  har  fundet  en  række  interessante  teoretiske 

terminologier, hvorefter vi har udvalgt én som særligt behandler og nuancerer de tendenser, 

vi ser som værende centrale i empirien. I denne proces har vi således arbejdet induktivt, da 

hele  vores  undersøgelse  har  taget  udgangspunkt  i  denne  primære  empiri.  I  sidste  del  af 

rapporten, analytiske refleksioner, vil vores blik hæve sig fra det mikrosociologiske niveau, til 

et makroniveau omkring hvilke rationaler og grundsyn, der præger denne sektor, og hvilken 

fremtid vi ser, at hjemmeplejesektoren går i møde. 

 

Side 15 af 89 

Grafisk fremstilling af analysestrategi

 

 

 

Side 16 af 89 

EEmmppiirrii I følgende afsnit vil vores overvejelser og refleksioner vedrørende valget af empiri og empiri‐ 

indsamlingsmetoder udlægges, samt de ulemper og  fordele som metoderne  indebærer. Vi 

har valgt at gøre brug af fokusgrupper og et enkeltinterview som primær empiri og rapporter 

og bøger som sekundær empiri.   

 

Primær empiri I projektet gør vi  som nævnt brug af  fokusgruppeinterviews  som den primære metode og 

kilde  til  empiri,  men  som  pilot‐metode  benyttede  vi  et  uformelt  enkeltinterview  med 

Ellelundens  gruppeleder, Diana11  (Appendiks  A4). Her  igennem  ønskede  vi  at  etablere  et 

forstærket  vidensgrundlag  omkring  netop  denne  afdelings  struktur,  sammensætning  og 

praktiserende normsæt. Ud fra oplysningerne fra enkeltinterviewet har det været muligt at 

konstruere en mere kontekstuel spørgeguide til vores  fokusgruppeinterviews, hvilket er en 

fordel  da  vi  har  været  i  stand  til  at  spørge  ind  til  ting,  der  relaterer  sig  direkte  til 

interviewpersonernes arbejdsdag. 

 

Enkeltinterview

Enkeltinterviewet med gruppelederen Diana blev udført i et mødelokale på institutionen. Vi 

havde på  forhånd  forberedt en semi‐struktureret  interviewguide, med det  formål at skabe 

en tillidsvækkende og fortrolig følelse mellem os og gruppelederen. Derfor stillede vi få, for 

det meste, afklarende spørgsmål, hvilket gav plads til at gruppelederen selv kunne fortælle 

os om  institutionen  som helhed, hjemmehjælpernes arbejde, de problemer hun  stødte på 

som  leder  og  hendes  forsøg  på  at  håndtere  dem.  Hun  introducerede  os  til  vigtige 

fagbegreber  i  hjemmeplejen  og  viste  os  hvordan  kørelisterne12  blev  administreret. 

Afslutningsvis bragte hun et problem‐træ på banen,  som hun og  tre  af hjemmehjælperne 

                                                       11 Dianas rigtige identitet er kendt af projektgruppen 12 Kørelister i papirform er et skema over de besøg man skal foretage i løbet af dagen, med fastelagte opgaver hos den pågældende borger og dertilhørende  fastlagte  tider. Disse  kørelister er  indrettet  således, at der er mulighed  for  hjemmehjælperen  til,  at  overskue  den  enkelte  arbejdsdag  nemt  og  hurtigt,  selv  at ændre  i rækkefølgen af besøgene, og at bytte besøg internt i gruppen. 

Side 17 af 89 

havde  udarbejdet  i  samarbejde  med  en  arbejdsmiljøkonsulent.  Her  havde  de  tre 

hjemmehjælpere  brainstormet  på  temaer  og  emner,  som  de  ønskede  forbedret på  deres 

arbejdsplads, og sammen med gruppelederen havde de efterfølgende udvalgt tre problemer 

som derefter  skulle diskuteres med  resten  af hjemmeplejegruppen.  Enkeltinterviewet har 

som pilot‐interview  givet os mulighed  for  at pejle os  ind på det  konkrete  fokus  for  vores 

analyse, ved hjælp af gruppelederens ytringer og temaerne fra problem‐træet som samtidig 

har guidet os i opbygningen af spørgeguiden til de efterfølgende fokusgruppeinterviews. 

 

Fokusgruppeinterviews

Vi har valgt at benytte fokusgruppeinterviews til at belyse den neoliberale styrings effekt på 

hjemmehjælpernes  forhold  til  deres  arbejde.  Dette  skyldes  at  brugen  af 

fokusgruppeinterviews leverer en mere tilgængelig indsigt i en speciel gruppes holdninger og 

erfaringer til et givent emne, uden at forskeren fremstår påtrængende overfor denne gruppe 

(Halkier 2008:14). Derudover kan  fokusgruppeinterviews styrke produktionen af komplekst 

data, da deltagerne diskuterer hinandens erfaringer og udtalelser ”… ud  fra en kontekstuel 

forforståelse,  som  man  ikke  har  som  forsker”  (Halkier  2008:14).  Netop  derfor  er 

fokusgruppeinterviews velegnet til undersøgelsen af vores problemstilling, hvor vi ønsker at 

undersøge  hjemmehjælpernes  erfaringer  og  tanker  omkring  forholdene  i  deres  daglige 

arbejde,  som  vi  ikke  selv  er  i  stand  til  at  opleve,  da  vi  besidder  en mindre  kontekstuel 

forforståelse. 

 

Bente Halkier nævner i sin bog ’Fokusgrupper’ (2008), at fokusgruppeinterviews er bedre til 

at  afdække  gruppers  sociale  interaktioner,  fortolkninger  og  normer  end  til  at  producere 

viden  om  individernes  livsverden  (Halkier  2008:13).  Det  er  dog  begrænset  hvor  direkte 

interesseret  vi  er  i  hjemmehjælpernes  interaktion,  men  derimod  vil  vi  undersøge 

hjemmehjælperens oplevelse af og deres  fortolkninger  af dokumentation og  registrering  i 

arbejdet. Det vil altså sige, at vi er interesseret i at belyse deres livsverden i forhold til deres 

arbejde. Endvidere var det en fordel, at vi gennem vores enkeltinterview allerede var sat ind 

i  forskellige  faglige  termer  og  derfor  ikke  behøvede  at  bruge  lang  tid  på  at 

Side 18 af 89 

interviewpersonerne skulle  forklare sig når de anvendte  fagbegreber som  for eksempel en 

AVI13, PDA’en og kørelister14. 

 

Spørgeguiden

I  udførelsen  af  spørgeguiden  til  fokusgruppeinterviewene  byggede  vi  mange  af  vores 

overvejelser på Halkiers Fokusgrupper (2008). Heriblandt valget om hvorvidt man vælger den 

løse‐, stramme‐ eller tragtmodel (Halkier 2008:38‐39). Valget faldt på den sidstnævnte, der 

fungerer  som  en  blanding  af  de  to  førstnævnte  modeller.  I  denne  model  startes 

fokusgruppeinterviewet med  brede  åbne  spørgsmål  og  afsluttes med mere  stramme  og 

strukturerede  spørgsmål,  hvor  forskeren  i  større  grad  tager  styringen.  Denne model  var 

inkorporeret  i vores spørgeguide, hvor startspørgsmålet ”Hvornår har en arbejdsdag været 

”dum”?”  (Appendiks  A:1)  lagde  op  til  at  interviewpersonerne  selv  kunne  bestemme 

retningen15.  Senere  i  fokusgruppeinterviewet  fremførte  vi mere  strukturerede  påstande, 

som: ”Jeg  føler mig som en  robot der  ikke har medbestemmelse  i mit arbejde”  (Appendiks 

A:2), hvori retningen og emnet, var mere tydeligt og styret i og med at vi henviser direkte til 

medbestemmelse i arbejdet. 

 

Konstruktionen  af  spørgeguiden  var  som nævnt  i overstående  afsnit  inspireret af Halkiers 

tragtmodel. Derudover forsøgte vi os med en metode inspireret af vignette‐metoden, som er 

bredt  anbefalet  i  litteraturen  vedrørende  aktivitetsorienteret  spørgsmål  til 

fokusgruppeinterviews  (Halkier  2008:46,  Bloor  2001:44‐45,  Colucci  2007:7).  Kort  fortalt 

omhandler denne metode en strategi, hvor man udleverer et stykke papir med et bestemt 

scenario eller case. Herefter beder man deltagerne om at tage stilling til eller forklare, hvad 

de ville gøre hvis denne hypotetiske situation var reel  (Halkier 2008:46, Bloor 2001:44‐45). 

Denne metode redigerede vi, ved at udskifte scenarioerne med påstande. Påstande som vi 

                                                       13 En måde at kommunikere på, et notat til for eksempel aftenvagten omkring en borgers tilstand. 14 Kørelister i papirform er et skema over de besøg man skal foretage i løbet af dagen, med fastelagte opgaver hos den pågældende borger og dertilhørende fastlagte tider. 15 Indledende spørgsmål: Hvornår har en arbejdsdag været ”dum”? Påstand 1: Der er nogle arbejdsforhold jeg finder kritisable, men jeg går ikke til ledelsen da jeg ikke tror det vil ændre noget. Påstand 2: Jeg føler ikke jeg kan udfører mit arbejde godt nok, fordi jeg bruger meget tid på dokumentering og registrering! Påstand 3: Jeg føler mig som en robot der ikke har medbestemmelse i mit arbejde Påstand 4: Jeg har haft dårlig samvittighed over at have efterladt en borger. Påstand 5: ”Jeg føler ikke jeg bliver hørt, derfor går jeg hjem og råber af min mand!” 

Side 19 af 89 

på samme måde fremviste i fokusgrupperne og bad deltagerne om at tage stilling til – først 

og fremmest hvorvidt påstandene var sande eller ej og dernæst i hvor stort et omfang. Dette 

medførte en løs diskussion vedrørende påstandene. For at sikre denne diskussion havde vi til 

hver  påstand  forberedt  et  beskedent  antal  suppleringsspørgsmål,  der  kunne  stimulere 

diskussionen hvis den gik i stå. 

 

Udvælgelse af fokusgruppeinterviewene

Udvælgelsen af deltagere til fokusgruppeinterviewene blev foretaget gennem gruppelederen 

på Ellelunden. Fælles  for de tre  fokusgruppeinterviews var, at de alle bestod af  fire til  fem 

hjemmehjælpere, der alle havde  forskellig anciennitet, alder og uddannelsesbaggrund. Det 

første  fokusgruppeinterview  varede  omtrent  to  timer,  hvorimod  de  to  andre  kun  varede 

omkring en time. Alle tre interviews fandt sted på Ellelunden; to af dem i et mødelokale og 

det  sidste  i Dianas  kontor. Det  første  fokusgruppeinterview  var  udvalgt  af  gruppelederen 

uden  nogen  indblanding  fra  vores  side.  Vi  blev  siden  hen  informeret  om,  at  hun  bevidst 

havde  tilbudt de mere  stille medarbejdere at deltage  i dette  fokusgruppeinterview. De  to 

andre  fokusgruppers  udvælgelse  foregik  lidt  anderledes.  Dagen  efter  det  første 

fokusgruppeinterview  besøgte  vi  Ellelunden  og  fremlagde  overfor  hele 

hjemmeplejegruppen,  hvad  vi  undersøgte  og  hvordan  de  kunne  hjælpe.  Vi  indsamlede 

navnene, på dem som ønskede at deltage, og overgav dem  til gruppelederen der dernæst 

arrangerede  de  to  resterende  fokusgruppeinterviews.  Til  forskel  fra  det  første  blev  disse 

gennemført  under  hjemmehjælpernes  frokostpause  og  tydeligvis  under  et  langt  større 

tidspres end det første. Dette fremgik af det faktum, at nogle af hjemmehjælperne kom for 

sent, samtidig med at nogle gik tidligere. Tidspresset bevirkede en langt mindre afslappethed 

men  samtidig  havde  det  ingen  synlig  effekt  på  vores  fokusgruppeinterviews,  da  de  alle 

virkede engagerede og snaksaglige.  

 

Som nævnt  tidligere var vi hovedsageligt  interesseret  i at  tale med SOSU‐medhjælpere og 

ufaglærte16. Dog  fik  vi  i  en  af  fokusgrupperne  en  SOSU‐assistent. Dette  viste  sig  at  være 

styrkende,  i forhold til de argumenter vi bruger  i vores afgrænsning, da hun kunne berette 

                                                       16 Se Afgrænsning for forklaring og uddybning 

Side 20 af 89 

om  langt  større  indflydelse  på  for  eksempel  visitationsprocessen  end  de  andre 

hjemmehjælpere17 (Appendiks A2:4). 

 

Gate-keeper og nøgleinformant

Det er vigtigt at bemærke de mulige konsekvenser som kan være affødt af det  faktum, at 

gruppelederen var  indblandet  i udvælgelsen af  interviewpersonerne og dermed  fungerede 

som  vores  gate‐keeper  og  nøgleinformant.  Denne  position  som  gate‐keeper  og 

nøgleinformant,  mellem  os  og  hjemmehjælperne,  har  udstyret  gruppelederen  med 

muligheden  for at  influere hvilke personer vi  fik  lov at  tale med  (Bryman 2004:518). Dette 

lagde  lederen  heller  ikke  skjul  på,  da  hun  fortalte  om  udvælgelsen  af  de  mere  stille 

medarbejdere  til  første  fokusinterview. På  trods af et umiddelbart  tillidsforhold mellem os 

og gruppelederen valgte vi af metodiske overvejelser at influere udvælgelsen direkte ved at 

kontakte hjemmehjælperne personlig  til deres morgenmøde  som  illustreret  i overstående 

afsnit.  

 

Endvidere er det vigtigt at  reflektere over den eventuelle  indvirkning, som en gate‐keeper 

har på retningen af ens projekt (Bryman 2004:518‐519). Gruppelederen har  i dette tilfælde 

haft en relativt stor indflydelse, da interviewet med hende fungerede som pilot‐interview og 

derfor  delvis  bestemmende  for,  hvad  fokusgruppeinterviewene  skulle  omhandle. Dog  har 

dette  ikke  ændret  den  overordnede  problemstilling  og  oprindelige motivation  for  dette 

projekt. Allerede da vi præsenterede projektet for gruppelederen, udviste hun stor interesse 

og entusiasme for at medvirke til udførslen af rapporten. Derfor har vi ingen grund til at tro, 

at hun på nogen måde har forsøgt at formidle eller påvirke et budskab, som vi ikke allerede 

var interesserede i at fremhæve. 

 

Afvikling af fokusgruppeinterviews

Set  retrospektivt  kan  det  argumenteres  at  udførelsen  af  specielt  det  første 

fokusgruppeinterview, på trods af at vores spørgeguide var konstrueret ifølge tragtmodellen, 

mere  blev  til  en  omvendt  tragtmodel  hvis  ikke  mere  et  gruppeinterview  frem  for  et 

fokusgruppeinterview. Dette skyldes ikke afvigelse fra spørgeguiden men derimod at vi som 

                                                       17 Her refereres til SOSU‐medhjælpere og de ufaglærte 

Side 21 af 89 

moderatorer  blev  tvunget  til  at  agere  mere  offensivt  og  styrende,  i  form  af  mange 

tillægsspørgsmål da  interviewpersonerne  forholdt sig meget passivt og kortfattet  i starten. 

Interviewpersonernes passivitet skyldes i høj grad tre faktorer. For det første var deltagerne, 

som nævnt  i udvælgelsen, udvalgt af gruppelederen og var de mere stille medarbejdere på 

afdelingen. For det andet forbrød vi os på anbefalinger fra litteraturen (Halkier 2008:38), der 

fortaler  to  til  tre  forskere  at  deltage  da  hele  projektgruppen,  grundet  nysgerrighed  og 

entusiasme, endte med at deltage. Det faktum at fem personer fungerede som interviewere, 

og  heraf  to  til  fire  af  dem  ivrigt  stillede  spørgsmål  kan  meget  vel  have  fremkaldt  en 

intimiderende og dermed  lammende effekt overfor  interviewpersonerne, der  i øvrigt  talte 

det  samme  antal. Opsætningen  var heller  ikke  velovervejet, da  vi  sad  samlet på den  ene 

halvdel af bordet og hjemmehjælperne på den anden halvdel. Denne opsætning ændrede vi 

i de  resterende  to  fokusgruppeinterviews, hvor  vi  først og  fremmest  kun deltog  to  til  tre 

studerende og satte os spredt rundt om bordet, således at vi integrerede os selv i gruppen.  

 

I vores efterfølgende refleksioner  i forbindelse med vores første fokusgruppeinterview blev 

vi  opmærksomme  på  en  ”frygt”  vi  selv  besad  –  nemlig  frygten  for  pinlig  tavshed. Denne 

tavshed  var  vi blevet advaret om  i  litteraturen  (Bloor 2001:50‐52), og det  var  tydeligt, og 

desværre  muligvis  også  hæmmende  for  interaktionen,  at  vi  underbevidst  forsøgte  at 

forhindre  tavsheden  med  spørgsmål.  Dette  havde  desværre  den  effekt  at  vi  ikke  tillod 

interviewpersonerne særlig lange tænkepauser, hvilket resulterede i at de kom med hurtige 

kortfattede svar i stedet for længere dybdegående tilbagemeldinger. 

  

Efter  cirka  trefjerdele  var  to  fra  projektgruppen  nødsaget  til  at  forlade  det  første 

fokusgruppeinterview. Herefter udviklede  interviewet sig mere  løst; hjemmehjælperne blev 

mere snaksaglige, og vi blev mere tilbageholdende og afslappede. Dette skyldes formentlig 

også  at  deltagerne  var  blevet  talt  varme  og  følte  sig mere  trygge  i  situationen.  I  denne 

forbindelse  skal det nævnes, at  vi  i de  to andre  fokusgruppeinterviews oplevede en  langt 

hurtigere  tryghedsfølelse og  snaksaglighed, hvor  vi  kun deltog  to  til  tre undersøgere – og 

desuden var en erfaring klogere med hensyn  til  tænkepauser. Den  førstnævnte årsag blev 

analogisk  med  de  andre  bekræftet  i  de  resterende  to  fokusgruppeinterviews,  hvor  vi 

generelt  oplevede  interviewpersonerne  meget  mere  snaksaglige,  diskuterende  og 

selvstyrende – og dette på langt kortere tid end det første fokusinterview. 

Side 22 af 89 

 

Bearbejdning af fokusgrupper og enkelinterview

Efter at have  transskriberet  interviewet med Diana besluttede vi at afprøve en anderledes 

fremgangsmåde  i  forhold  til  de  tre  fokusgruppeinterviews.  Efter  at  have  lyttet  til 

interviewene flere gange fandt vi de vigtigste passager som vi transskriberede, og derudover 

skrev  vi  kronologisk  om  de  emner,  der  blev  talt  om  med  vores  formuleringer.  Disse 

”transskriptioner”  fungerede  igennem  vores  analysearbejde  som  almindelige 

transskriptioner, hvorfra vi kunne identificere forskellige temaer og arbejde ud fra dem. 

 

En  interessant  ting  som  vi  bemærkede  ved  de  tre  fokusgruppeinterviews,  var  at  enkelte 

sætninger  og  udtryk  som  vi  havde  brugt  overfor  hjemmehjælperne  i  det  første 

fokusgruppeinterview,  blev  brugt  af  hjemmehjælperne  i  specielt  det  tredje 

fokusgruppeinterview. Dette drejer sig om vores påstand vedrørende robotten – en påstand 

som  vi  selv  fandt  provokerende  og  usandsynlig  at  de  ville  bruge.  I  starten  af  det  tredje 

fokusgruppeinterview nævner en af deltagerne at ”… det er  jo mennesker man har med at 

gøre,  ikke  robotter”  (Appendiks A3:1). Det kan  forekomme mærkeligt, at hun brugte dette 

udtryk om borgerne da det er et hårdt udtryk. Selvom det ikke er i samme betydning som vi 

fremførte det  i  vores påstand,  kan det antyde muligheden af, at  vores  spørgsmål mellem 

fokusgruppeinterviewene er blevet diskuteret internt på institutionen. 

 

Etiske overvejelser

Etiske overvejelser er yderst relevante, når man direkte arbejder med andre mennesker. Det 

er derfor vigtigt  i  indsamlingen af data, at man  ikke skader eller udsætter andre  for  fare – 

som  for  eksempel  repressalier.  Grundet  dette  tilbød  vi  alle  der  deltog  i  vores 

empiriindsamling  fuldstændig  anonymitet.  I  rapporten  ønskede  vi  at  fremhæve  alle 

hjemmehjælpernes  kritikpunkter,  og  en  frygt  for  repressalier  ville  derfor  have  været  en 

hæmning  for dataindsamlingen. Derfor bliver alle medvirkende omtalt med et andet navn, 

ligesom  institutionen  er  blevet  omdøbt.  Endvidere  vil  vi  ikke  præcisere  afdelingens 

kommunale placering men blot referere til den på regionalt plan. Dette retfærdiggøres ved 

at  vi  ikke  foretager  et  casestudie  men  ønsker  at  påvise  en  generel  tendens  inden  for 

hjemmehjælpssektoren gennem en eksemplificering. Til sidst har vi valgt  ikke at vedlægge 

optagelserne af fokusgruppeinterviewene, da navne ofte nævnes.  

Side 23 af 89 

 

En  anden  overvejelse  der  er  nødvendig  at  diskutere  er  hvorvidt,  vi  har  misledt  eller 

fejlinformeret  den  institution  og  de medarbejdere,  vi  har  haft  kontakt  til.  Vi  har  i  vores 

samtaler både med gruppelederen og de ansatte været åbne og ærlige om vores projekt, 

den kritiske vinkel, intentionen om at udstille uholdbare elementer og målet med at påpege 

hvorledes  de ændrede  styringsredskaber  påvirker  hjemmehjælpernes  arbejde med  deres 

afdeling  som eksempel.  Som nævnt  tidligere har  vi aftalt med  institutionen at afholde en 

mindre præsentation omkring vores  rapport  i begyndelsen af det nye år. Dette er også et 

forsøg på  at  sikre åbenhed,  således  at der er en mulighed  for dem  til  at  kommentere og 

kritisere vores konklusioner og påstande. Vi er  interesserede  i at formidle deres erfaringer, 

således  at  hjemmehjælperne  kan  nikke  genkendende  til  deres  beskrevne  oplevelser  i 

projektrapporten.  

 

En  betænkning  vi  gjorde  før  fokusgruppeinterviewene,  og  som  muligvis  kan  have  haft 

indflydelse  på  vores  empiri,  er  intimiteten  i  nogle  af  de  punkter  vi  igennem 

fokusgruppeinterviewene ønskede belyst – eksempelvis påstanden: ”Jeg føler ikke jeg bliver 

hørt,  derfor  går  jeg  hjem  og  råber  af  min  mand!”  (Appendiks  A:2).  I  denne  påstand 

dirigerede vi samtalen fra arbejdspladsen  ind på privatsfæren, hvilket muligvis har afficeret 

nogle  af  deltagerne.  Med  resultaterne  fra  empirien  redegjort  stod  det  klart  for  os,  at 

samtalen under denne påstand hurtigt skiftede emne. Dette kan desværre have resulteret i, 

at vi er gået glip af nogle af hjemmehjælpernes relevante erfaringer og oplevelser. Ligeledes 

spurgte  vi  ikke  hjemmehjælperne  direkte,  hvorfor  de  var  hjemmehjælpere, men  i  stedet 

hvad de  så  som det gode  ved deres arbejde. Dette blev gjort,  for at undgå at udstille, at 

nogle af hjemmehjælperne måske valgte denne profession grundet få andre arbejdsmæssige 

muligheder. 

Sekundær empiri Til  supplering af vores primære kvalitative data har vi benyttet  sekundær empiri  i  form af 

publikationer  fra  både  offentlige  institutioner  og  fagforeninger  samt  artikler  og  bøger 

vedrørende  hjemmeplejen  og  neoliberalismen. Disse  informationskilder  har  været  nyttige 

for at skabe et mere nuanceret og fyldestgørende billede af vores genstandsfelt. 

 

Side 24 af 89 

Specielt to bøger og en rapport står frem i vores sekundære empiri, da de har haft en speciel 

betydning  for  vores projekt.  For det  første har Umyndiggørelse  (2009)  af Rasmus Willig18 

været en god  inspirationskilde, som har givet os  indblik  i relevante  teoretiske begreber og 

problemstillinger for den ansatte i den offentlige sektor. En anden vigtig sekundær kilde har 

været Hjemmehjælp – mellem myter og virkelighed (2006), skrevet af Jeppe Agger Nielsen19 

og Jørgen Goul Andersen20. Bogen er  interessant, fordi den giver en masse baggrundsviden 

omkring hjemmehjælpssektoren, og hvilke problemstillinger der er relevante. Derudover har 

bogen givet os en god  forståelse  for de  forskellige  reformer der har præget  sektoren.   Til 

sidst  kan  det  næves  at  rapporten  FOA‐undersøgelse  om  dokumentation,  registrering  og 

afbureaukratisering (2009) spillede en rolle, specielt tidligt i vores projekt da den var med til 

at  give  os  inspiration  og  få  åbnet  vores  øjne  for  problemstillingerne  angående 

dokumentering og registrering i hjemmeplejen.  

 

HHjjeemmmmeepplleejjeeiinnssttiittuuttiioonneenn,, EElllleelluunnddeenn Projektets problemstilling tager som anført udgangspunkt i en enkel hjemmeplejeinstitution 

og i én enkelt hjemmeplejegruppe. I det følgende vil den hjemmeplejeinstitution, som vi har 

haft kontakt til kort blive beskrevet. Eftersom vi har garanteret institutionen anonymitet, har 

vi omdøbt den  til Ellelunden, og derfor er der grænser  for, hvor detaljerede vi kan blive  i 

beskrivelsen. 

 

Ellelunden er en hjemmehjælpsinstitution beliggende i Region Sjælland. Ellelunden har lejet 

et vist antal  lokaler  i en nybygget omsorgsinstitution og bruger disse  lokaler som base. De 

har  flere  små  kontorer,  der  benyttes  af  Diana  og  gruppesekretærerne  samt  flere 

mødelokaler. Et  af disse  lokaler  fungerer  ydermere  som det  sted, hvor hjemmehjælperne 

primært holder  til og eksempelvis spiser  frokost. Ellelunden  ligger  i et cykeldistrikt, hvilket 

                                                       18 Rasmus Willig er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering (ISG) på Roskilde Universitet (RUC), men har sine akademiske rødder ved Aalborg Universitet som cand.scient.soc. 19 Jeppe Agger Nielsen er cand.scient.adm, og arbejder som forskningsmedarbejder ved  Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet.  20  Jørgen er professor ved  Institut  for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, og har  siden 1996  været  leder  af  Center  for  Komparative Velfærdsstudier  (CCWS). Derudover  er  han  forfatter  til  talrige bøger om blandt andet velfærdsstat, valg og demokrati. 

Side 25 af 89 

betyder, at kørslen ud til og mellem borgerne foregår på cykel. Et par af hjemmehjælperne 

benytter dog grundet deres alder deres private bil til kørslen og får deres transport udgifter 

dækket af Ellelunden (Appendiks A4:8). Ellelunden yder hjemmehjælp til cirka 400 borgere 

og dækker et geografisk område, der svarer til 1/8 del21 af den kommune Ellelunden ligger i 

(Appendiks  A4:2).  Gruppen  består  af  cirka  40  hjemmehjælpere  med  forskellig 

uddannelsesbaggrund;  alt  fra  ufaglærte,  til  de  forskellige  SOSU  uddannelser  til 

sygeplejersker22.  Gruppen  består  ligeledes  af  mennesker  med  forskellig  alder,  køn  og 

anciennitet.  Ud  af  disse  deltog  13  i  vores  undersøgelse.  Ellelunden  har  to 

gruppekoordinatorer  tilknyttet  som  varetager  mange  af  de  administrative  opgaver  for 

hjemmehjælperne, eksempelvis administrationen af kørelister om morgenen samt hjælp til 

journalføring for hjemmehjælperne. Derudover har gruppelederen fra starten af det nye år, 

fået  tildelt  ressourcer  til  en  ekstra  medarbejder  som  skal  fungere  som  hendes 

sparringspartner. Dermed kan hun,  som hun  selv  forklarer bruge mere  tid på kommunens 

prioriteter, hvilket  ifølge hende er arbejdsmiljøet  for enheden. Desuden er det  relevant at 

notere  at  hjemmeplejegruppen,  ganske  kort  tid  før  vi  kontaktede  dem  var  startet  på 

implementeringen  af  PDA’en.  Under  empiriindsamlingen  var  PDA  derfor  stadig  i 

indkøringsfasen,  hvilket  kan  være  med  til  at  forklare  nogle  af  problemer,  som 

respondenterne påpeger, samt det fokus som den fik i fokusgruppeinterviewene.  

 

Vi besøgte Ellelunden flere gange i forbindelse med vores empiriindsamling og deltog også i 

et af deres morgenmøder for at præsentere vores projekt. Disse møder finder sted hver dag 

klokken  7:30, og det  er her, hjemmehjælperne  får udleveret dagens  køreliste,  får  en  kop 

kaffe og snakker med kollegaerne, før dagens arbejde starter. Den pågældende dag var der 

ligeledes morgenbrød; en gestus som dog  ikke skyldtes vores besøg, men  i stedet at nogle 

elever var færdige med deres ophold på Ellelunden. På trods af det tidlige tidspunkt var der 

godt gang  i samtalerne – hjemmehjælperne sad alle ved det aflange bord, der også bruges 

når de spiser  frokost, og snakkede om  løst og  fast. Rummet  ligger ud  til en gårdsplads, og 

store vinduer afslørede, at det var her, hjemmehjælperne havde parkeret alle deres cykler, 

                                                       21 Ellelundens yderområder ligger i en max afstand på cirka 4,8 til 5,1 kilometer 22 Til sammenligning består en typisk hjemmeplejeenhed af 20‐30 medarbejdere med én tilknyttet gruppeleder, og  evt.  en  medarbejder,  der  overvejende  har  koordinerende  opgaver  og  som  planlægger  og  virker  som stedfortræder for gruppelederen (Rambøll 2009:44‐45). 

Side 26 af 89 

og der stod cirka 15‐20 klar til afgang. I den ene ende af rummet var et skrivebord med en 

computer  hvor  gruppens  sekretær  sad  og  arbejdede  med  dagens  kørelister.  Skærmen 

lignede umiddelbart én  stor  farvekollage, men efter en  forklaring  fra  sekretæren  stod det 

klart, at de forskellige farver repræsenterede de forskellige borgere. Vi fik forklaret at man 

eksempelvis  kan  se,  at  en  hjemmehjælper  skal  hjælpe  en  borger  fra  8:00‐8:25  – 

repræsenteret  ved  en  blå  blok.  Derefter  følger  en  lille  hvid  boks  der  repræsenterer 

transporttiden  imellem besøgene, og efterfølgende endnu en større rød blok der  indikerer 

endnu  et  borgerbesøg.  På  denne måde  kunne man  visuelt  danne  sig  et  overblik  over  en 

hjemmehjælpers dag: nogle besøg  (blokke) var  længere end andre, når hjemmehjælperen 

for  eksempel  skulle  opfylde  flere  ydelser,  mens  andre  blokke  var  smallere,  da 

hjemmehjælperen måske kun skulle foretage en kort støvsugning. Da kørelisterne blev delt 

ud gjorde vi en interessant observation: en hjemmehjælper modtog sin køreliste skimmede 

denne og brokkede sig derefter højlydt i retning af sekretæren; hun følte, hun havde fået for 

meget arbejde den pågældende dag og ønskede dette ændret. Så vidt vi forstod, blev dette 

ønske  imødekommet.  Når  hjemmehjælperne  generelt  ønsker  at  få  bevilget  mere  tid  til 

borgerne, kan det enten ske ved, at de eksterne visitatorer kommer og vurderer den enkelte 

borger, eller ved at hjemmehjælperne grundigt dokumenterer og derefter ansøger om, at de 

bruger ekstra tid hos en bestemt borger, og derfor skal have mere tid stillet til rådighed. 

 

TTeeoorreettiisskk ttiillggaanngg I analysen af arbejdsforholdene på Ellelunden bliver der draget på et par forskellige teorier 

og teoretiske perspektiver. Det er dog vigtigt at pointere, at dette projekt er stærkt forankret 

i  den  konkrete  empiri.  Analysen  tager  derfor  sit  primære  udgangspunkt  i  empirien  fra 

Ellelunden,  da  vi  søger  at  opnå  en  kontekstuel  forståelse  af  forholdene  for 

hjemmehjælperne på denne institution. Derfor vil teorierne kort blive inddraget, hvor de er 

relevante,  som  en  måde  at  forklare,  underbygge,  reflektere  over  og  forstå  hvordan 

neoliberale  styringselementer  påvirker  hjemmeplejesektoren  og  den  enkelte 

hjemmehjælper.  Konkret  betyder  dette,  at  vi  ikke  vil  foretage  en  lang  redegørelse  af  de 

forskellige  teorier, men  i  stedet  forklare dem  kort når de bliver  fremhævet  i  analysen og 

inddraget i tolkningen af empirien. 

Side 27 af 89 

KKAAPPIITTEELL IIIIII

TTEEOORREETTIISSKK FFOORRSSTTÅÅEELLSSEESSRRAAMMMMEE  

Følgende  kapitel  gennemgår  en  kort  redegørelse  for  den  neoliberale  ideologi,  dens 

udbredelse  i  de  vestlige  stater  og  dens  indflydelse  på  den  danske  velfærdsstats 

modernisering. Da neoliberalismen er et vidt begreb, der som tidligere nævnt er blevet kaldt 

mange  forskellige  ting, er det  relevant at klargøre, hvilke konkrete makrotendenser der er 

sket som konsekvens af denne  ideologi. Dette skyldes, at det er den eneste måde at skabe 

en mere håndgribelig forståelse for, hvad det er der refereres til, og hvad det indebærer når 

det påpeges, at noget skyldes neoliberalismen. 

DDeenn nneeoolliibbeerraallee IIddeeoollooggii Neoliberalismen er inspireret af den klassiske liberale ideologi, som har præget den vestlige 

verdens industrialisering. En ideologi som bygger på principperne om individualisme, frihed, 

rationalitet og  ideen om, at et frit marked fungerer bedst uden statslig  indgriben – Laissez‐

faire  kapitalisme  (Heywood  2007:45). Men  selvom  neoliberalismen  bygger  på  de  samme 

principper, er den  først og  fremmest en politisk økonomisk  ide med markedet og  individet 

som dens to grundsten. Som en opdateret udgave af klassisk politisk økonomi, fordrer den 

ideen om det  frie markeds udbredelse og dets overordnede  formål  er,  at  sikre  individets 

frihed og; ”roll back the frontiers of the state” (Heywood 2007:52).  

 

Teoretisk set skal en neoliberal stat prioritere en stærk privat ejendomsret, opretholdelse af 

loven  og  institutioner  med  frit  fungerende  markeder  og  fri  handel,  da  dette  er  de 

institutionelle  ordninger,  som  er  vægtet  essentielt  for,  at  sikre  individets  frihed.  Derfor 

prioriterer den neoliberalistiske ideologi også kontraktstyring mellem individer på markedet, 

privatisering,  deregulering  og  konkurrence  (Harvey  2005:64).  Sektorer  som  tidligere  har 

været  styret eller  reguleret af  staten,  skal overdrages  til den private  sfære og  frigøres  fra 

statslig  indgriben.  Ligeledes  bliver  konkurrence  imellem  individer,  firmaer,  og  territoriale 

Side 28 af 89 

organisationer,  både  regionalt  og  internationalt,  set  som  en  fordel. Rationalet  bag  denne 

tilgang  er,  at  privatisering  og  deregulering  sammen med  konkurrence  styrker  effektivitet, 

vækst  og  produktion.  Ligeledes  forbedrer  det  kvaliteten  samt,  at  det  reducerer 

omkostninger, både direkte for forbrugeren, gennem billigere varer og ydelser, og indirekte 

gennem  den  reducerede  skattebyrde  som  privatiseringen medfører  (Harvey  2005:64‐65, 

Heywood 2007:51). 

 

Neoliberalismens udbredelse I praksis brød den neoliberale  ideologi  frem  som en politisk økonomisk  ide  i  slutningen af 

1970'erne, og  er  kommet  til  udtryk  på  forskellig  vis  i  de  vestlige  stater. Dens  ideologiske 

succes  kan  ses  i  det monopolstatus,  den  har  opnået  efter  kommunismens  sammenbrud, 

hvor neoliberalistiske principper har haft en verdensomspændende effekt, som blandt andet 

har medført et generelt skift fra en stats‐ til markedsorienteret form for organisering både 

globalt  og  regionalt  (Bourdieu  1999:183,  Heywood  2007:52).  Den  har  især  haft  stor 

indflydelse  i  USA  og  England  i  1980'erne,  hvor  den  blev  fremlagt  som  henholdsvis 

Reaganisme  og  Thatcherisme  (Heywood  2007:51‐52, Harvey  2005:57‐63).  Professor  Peter 

Hall’s skelsættende studie23 redegør for, at neoliberalismen som politisk økonomisk  ide har 

haft  en  direkte  kausal  sammenhæng  med  Englands  paradigmeskift  i  1980'erne  fra  det 

keynesianske  til  monetarismen  (Larsen  &  Goul  Andersen  2009:1‐3).  Pierre  Bourdieu 

argumenterer  for,  hvordan  neoliberalismens  postulater  om  markedsliggørelse  og 

nedskæring  af  offentlige  ydelser  i  Frankrig  har  bevirket,  at  private  firmaer  blev  set  som 

økonomisk effektive og moderne, og den offentlige sektor som ineffektiv og forældet. Dette 

var  med  til  at  forandre  strukturen  for  den  offentlige  sektor,  hvor  man  er  gået  fra  et 

kundebaseret  til  et  mere  rettighedssikrende  og  effektivt  bruger‐service‐system. 

Konsekvensen blev, at begrebet modernisering blev forbundet med en overdragelse af den 

private sektors profitmaksimerende tankegang til den offentlige sektor (Bourdieu 1999:183).  

 

Det samme skift og tendenser gør sig gældende for den danske velfærdstats modernisering, 

som  har  undergået  en  reformering  i  den  offentlige  sektor med  privatisering  og  et mere 

                                                       23 Policy Paradigms, Social Learning and the State: The Case of Economic Policymaking in Britain (1993) 

Side 29 af 89 

konkurrence  baseret  system  som  resultat  (Andersen  &  Carstensen  2009:71‐72). 

Moderniseringen  af  den  offentlige  sektor  er  foregået  i  flere  faser,  hvor  det  første 

moderniseringsprogram  blev  lanceret  i  1983  under  Schlüter‐regeringen,  hvor  der  blev 

fokuseret  på  decentralisering  af  ledelse  og  ansvar,  bedre  betjening  af  brugerne  og 

personaleudvikling. Poul Nyrup Rasmussen videreførte mange elementer, hvor udlicitering 

og andre markedselementer fortsat blev brugt som et middel til effektivisering (FTF 2006a:2, 

Mathiesen  2000:7‐10).  Kristian  Albrekt  Larsen  og  Jørgen  Goul  Andersen  redegør  i  deres 

artikel24  for, hvordan neoliberalismen  som  styringsredskab,  ligesom  i England, har haft en 

kausal sammenhæng med den Socialdemokratiske regerings reformer i årene 1993 til 2001. 

De  fremhæver, hvordan Socialdemokratiet gennemførte velfærdsreformer,  som både var  i 

modstrid med deres tidligere langsigtede perspektiver og kernevælgere, og konklusionen er, 

at  regeringen,  i  de  gennemførte  reformer,  til  dels  lænede  sig  op  af  neoliberalismens 

økonomiske perspektiver og  rationaler  (Larsen & Andersen 2009:1‐24). VK–regeringen har 

siden  2001  sat  fornyet  fokus  på markedselementer  som  redskab  til  at  effektivisere  den 

offentlige sektor, hvor konkurrenceudsættelse og valgfrihed for borgerne har været centrale 

punkter.  Derudover  er  der  blevet  gennemført  strukturændringer,  som 

kommunesammenlægningerne  er  et  eksempel  på,  der  har  til  formål  at  sikre  effektive 

enheder  i den offentlige sektor. Andre begrundelser  for strukturændringerne har været et 

ønske  om  at  udnytte  stordriftsfordele  til  at  skabe  fagligt  og  økonomisk  bæredygtige 

kommuner  og  regioner  (FTF  2006a:4).  Strukturreformen  medfører  først  og  fremmest 

centralisering,  og  de  store  kommuners  hovedopgaver  bliver  at  iværksætte  den  nationale 

politik, hvilket med andre ord vil sige en decentralisering af driften og en centralisering af 

styringen (FTF 2006a:5). 

 

                                                       24  How  New  Economic  Ideas  Changed  the  Danish Welfare  State:  The  Case  of  Neoliberal  Ideas  and  Highly Organized Social Democratic Interests (2009) 

Side 30 af 89 

KKAAPPIITTEELL IIVV

MMOODDEERRNNIISSEERRIINNGG AAFF HHJJEEMMMMEEPPLLEEJJEESSEEKKTTOORREENN  

Redegørelsen  for  neoliberalismens  indflydelse  på  den  danske  velfærdsmodel  strækker  sig 

også  til  hjemmeplejesektoren.  I  dette  kapitel  vil  fokus  være  at  beskrive  de  overordnede 

moderniseringstendenser  og  de  bagvedliggende  rationaler,  der  har  præget  hjemmeplejen 

siden 1980’erne. Således vil der blive fokuseret på de overordnede styringsmekanismer, der 

influerer på hjemmehjælperens arbejdsliv. Vi vil eksemplificere denne udviklingstendens ved 

at gennemgå fire konkrete og aktuelle politiske reformer. For at give et generelt billede vil vi 

begynde afsnittet med at præsentere nogle fakta om hjemmeplejesektoren. 

 

Hjemmeplejen  er  en  ganske  stor  del  af  den  offentlige  sektor,  der  står  for  cirka  70.000 

fuldtidsstillinger  og  koster  årligt  omkring  16  milliarder  kroner  (Andersen  &  Nielsen 

2006:14+94). En rapport fra Strukturkommissionen fra 2004 viser, at der er sket en vækst  i 

antallet  af  danskere,  der modtager  hjemmehjælp  fra  118.000  i  1977  til  godt  200.000  i 

begyndelsen af det nye århundrede  (Andersen & Nielsen 2006:12). Hvis man  foretager en 

søgning  på  Danmarks  Statistik,  finder  man  ud  af,  at  ca.  183.000  i  dag  modtager 

hjemmehjælp. Ældreplejesektoren har specielt været i en stor vækst i perioden fra midten af 

1970’erne og frem til 2005 – i denne periode steg antallet af fuldtidsstillinger fra ca. 50.000 

til  ca.  100.000  (Andersen  &  Nielsen  2006:103).    Det  vil  sige,  at  både  antallet  af 

hjemmehjælpsmodtagere og ansatte hjemmehjælpere er steget markant. Hvorvidt antallet 

af  borgere  og  hjemmehjælpere  stemmer  overens,  er,  på  grund  af  blandt  andet 

socioøkonomiske og demografiske regionsforskelle, svært at afklare på makroniveau, men  i 

vores  analyse  af  hjemmehjælpernes  opfattelse  af  den  strukturelle  styring  vil  vi  på 

mikroniveau belyse, hvorvidt hjemmehjælperne  føler, at der er en  fornuftig sammenhæng 

mellem dem og antallet af borgere. 

 

Side 31 af 89 

Tankegangen bag tiltagene i hjemmeplejen På trods af at hjemmeplejesektoren er en af de tungeste udgifter på det offentlige budget, er 

det den offentlige serviceinstitution, som af befolkningen vurderes mindst velfungerende.  I 

denne forbindelse har der traditionelt heller  ikke været nogen synlig sammenhæng mellem 

kommunale  udgifter  og  tilfredshed;  nogle  kommuner  kunne  bruge mange  ressourcer  på 

hjemmehjælpen og efterfølgende modtage dårlige tilbagemeldinger, mens andre kommuner 

oplevede det modsatte. Derfor har en af hovedårsagerne bag den ændrede  styring været 

ønsket om en mere afbalanceret økonomisk velfungerende hjemmeplejesektor (Andersen & 

Nielsen 2006:11‐12). 

 

Ud  fra denne problemstilling  virker det  tydeligt, at hjemmeplejen  ikke  tidligere har  været 

ordentligt organiseret og struktureret. Dette har medført en ændret politisk kurs, der siden 

1980’erne har søgt at få rettet op på disse forhold. Som vi senere skal se ved gennemgangen 

af de fire politiske reformer, har det overordnede politiske ønske været at sikre: 

 

• Større gennemsigtighed i sektoren  

• Ensartet og bedre service 

• Større valgfrihed  

• Retssikkerhed for borgerne  

 

Gennemsigtigheden skal sikre, at de brugte økonomiske midler, og de konkrete resultater  i 

kommunerne  stemmer  overens.  Den  ensartede  og  bedre  service  hænger  sammen  med 

retssikkerheden  for borgeren. Alle  skal  sikres den  samme pleje  således, at borgere der er 

visiteret  til  samme  ydelse,  også  modtager  den  samme  hjælp  fra  hjemmehjælperen. 

Derudover  skal den  større valgfrihed  sikre, at borgeren kan benytte  sig af eksempelvis en 

privat udbyder af hjemmehjælp. 

 

Bag disse politiske mål er der et grundlæggende ønske om en mere effektiv hjemmepleje, 

hvor man  før havde en diskrepans mellem udgifter og resultater, ønsker man nu en større 

grad af effektivitet blandt medarbejderne, der  skal være med  til, at  sikre de ovenstående 

politiske mål (Andersen & Nielsen 2006: 198‐200). 

Side 32 af 89 

 

Fire tiltag i hjemmeplejen I  det  følgende  vil  fire  omfattende  og  indflydelsesrige  tiltag  i  hjemmeplejesektoren  blive 

præsenteret; Fælles Sprog (1998), Fleksibel hjemmehjælp (2000), Bestiller‐Udfører‐Modtager 

modellen (BUM‐modellen) (2003) og Fritvalgsordningen (2003). 

 

Fælles Sprog25 blev etableret i 1998 og handler grundlæggende om at etablere en række af 

fælles standarder og kvaliteter i hele ældreplejen. Som navnet antyder, er der desuden fokus 

på,  at  etablere  et  fælles  sprogbrug,  der  skal  sikre  en  mere  ensartet  standard  indenfor 

hjemmeplejen  (Hansen &  Vedung  2005:69‐70).  For  at  sikre  at  alle modtager  den  rigtige 

hjælp, opererer Fælles Sprog med forskellige former for  inddelinger af modtagerne. Der er 

for  eksempel  en  kategori  kaldet  funktionsniveau,  der  inddeler  borgere  i  fire  forskellige 

kategorier26, hvilket derefter er med til at bestemme, hvilke ydelser borgeren skal modtage 

(Petersen & Schmidt 2003:35‐36, Andersen 1999:135‐136). Ligeledes er der en kategori, der 

omhandler  borgerens  psykiske  ressourcer,  en  kategori  der  omhandler  personens 

kontrovelbefindende i almindelighed, samt flere andre27.  Det som Fælles Sprog konkret har 

medført,  er  en  mere  kvantificeret  opdeling  af  arbejdsopgaverne  og  den  tid,  der  er  til 

rådighed  i  forhold  til de enkelte  arbejdsopgaver.  For  at  sikre en ensartet  standard er det 

blevet opgjort  i præcise minutter, hvor  lang tid det tager eksempelvis, at vaske gulv, gå ud 

med  skraldet eller  tage opvasken – arbejdsdagen  for en hjemmehjælper er  således blevet 

mere skemalagt og  fastlagt på et minuttal. Dette er sket  for at sikre, at alle modtager den 

samme  kvalitet  af  hjemmehjælp  (Hansen  &  Vedung  2005:132‐133,  Andersen  &  Nielsen 

2006:41). 

 

                                                       25  Fælles  Sprog er en  tekst  som  kan  fortolkes  relativt  frit  af de enkelte  kommuner. Dette  resulterer  i  at de forskellige  kommuner  kan have  implementeret  Fælles Sprog  i  større eller mindre grad  (Petersen &  Schmidt 2003:39). 26  1)  Borgeren  kan  tage  vare  på  sig  selv,  2)  borgeren  er  den  aktive  part, men  har  behov  for  let  støtte,  3) Borgeren  har  vanskeligt  ved  selvstændigt  at  tage  vare  på  sig  selv,  men  kan  med  hjælp  deltage  aktivt  i varetagelsen af egne behov, 4) borgeren er ude af stand til at tage vare på sig selv. 27  1)  Personlig  pleje,  2)  spise  og  drikke,  3) mobilitet,  4)  daglig  husførelse,  5)  aktivitet,  6)  socialt  samvær, ensomhed,  netværk,  7)  mental  og  psykisk  tilstand,  8)  akut/kroniske  sygdom/handicap,  og  9)  boligens indflydelse på borgerens samlede funktionsevne (Bunnage 2001:34‐36). 

Side 33 af 89 

En  vigtig  reformændring  fandt  sted  i  2002,  da  regeringen  implementerede  den  såkaldte 

Ældrepakke.  Denne  pakke medførte  to  vigtige  strukturelle ændringer  i  sektoren.  For  det 

første måtte  kommunerne  foretage en adskillelse mellem de  kommunale myndigheds‐ og 

leverandørfunktioner for at sikre, at ansvarsfordelingen mellem instanserne blev klar. Dette 

betød  i  praksis,  at  et  hjemmehjælpscenter  ikke  som  tidligere  både  måtte  visitere 

hjemmehjælpsydelser  til  borgeren,  og  ligeledes  levere  disse  ydelser.  I  stedet  blev  BUM‐

modellen en realitet. Modellen medførte, at visiteringen blev pålagt andre  instanser, mens 

hjemmeplejen  kun  skulle  koncentrere  sig  om  at  levere  ydelserne  (Andersen  &  Nielsen 

2006:35‐36). Det kan  i princippet være alle  faggrupper, der  foretager visitationen, men på 

Ellelunden  foretrækker  gruppelederen  sygeplejersker  til  denne  opgave.  Disse  skridt  blev 

taget  for  blandt  andet  at  sikre  borgerens  retssikkerhed,  skabe  klarhed  om 

ansvarsfordelingen og ultimativt  sikre en bedre  service  (Ankestyrelsen 2004:5). Derudover 

blev  Fritvalgsordningen  indført med  det  formål,  at  borgeren  skulle  have mulighed  for  at 

vælge  enten  en  kommunal  eller  privat  leverandør  af  hjemmeplejeydelserne. Målet med 

denne  ordning  var  ”…  at  sætte  borgeren  i  centrum  og  skabe  bedre  rammer  for  en 

ældrepolitisk  indsats  baseret  på  kontinuitet,  selvstændighed,  værdighed  og  respekt  for  de 

ældre og  for deres  individuelle ønsker og behov”  (Eskelinen et.al. 2004:21). Denne ordning 

skulle resultere i en øget konkurrence imellem udbyderne af hjemmehjælp og dermed også 

bedre service for borgeren (Andersen & Nielsen 2006:203, Regeringen 2004:21‐22). 

 

Modsat  Fælles  Sprog  står  reformen  om  Fleksibel Hjemmehjælp  der  blev  implementeret  i 

2000 (Hansen & Vedung 2005:61). Grundtanken med Fleksibel Hjemmehjælp var at skabe en 

mere  løst  struktureret  hjemmehjælp,  hvor  borgerne  har mulighed  for  at  bytte  visiterede 

ydelser; hvis en hjemmehjælpsmodtager eksempelvis ønsker at få tørret støv af i stedet for 

en  gulvvask,  skal  dette  kunne  efterleves  af  udbyderen  af  hjemmehjælpen  (Regeringen 

2004:24‐25). Da reformen blev implementeret var det kun de praktiske opgaver, som kunne 

byttes, men  fra  juli 2002 kunne modtagerne af hjælpen også vælge at bytte ydelser der  lå 

indenfor den personlige pleje (Hansen & Vedung 2005:61).  

 

Side 34 af 89 

Delkonklusion –

De neoliberale tiltag Set i sammenligning med nogle af de tendenser udlagt i kapital tre omkring den neoliberale 

ideologi og dens udbredelse finder vi her sammenligninger. Man ser gennem disse fire tiltag 

en  styring,  der  er  inspireret  af  forskellige markedselementer.  Siden  2002  har  kommuner 

været tvunget til at beregne udgifter i enheder og gøre brug af den kontraktstyrende BUM‐

model. Via Fritvalgsordningen er private udbydere inviteret ind i sektoren for at konkurrere 

om  serviceudførslen  og  tilbyder  de  ældre  et  frit  valgt  mellem  de  private  og  offentlige 

udbydere. Dette er alle eksempler på neoliberale rationaler, der er blevet  implementeret  i 

hjemmehjælpssektoren, hvor konkurrence, kontraktstyring og individets frihed prioriteres.   

 

Side 35 af 89 

KKAAPPIITTEELL VV

AANNAALLYYSSEE  

I  foregående  afsnit  har  vi  beskrevet  den  modernisering,  der  er  sket  indenfor 

hjemmeplejesektoren i nyere tid. Dette beskrivende fundament skaber grundlaget for næste 

trin  i  projektet  –  analysen.  I  kommende  afsnit  er  formålet  således,  at  identificere  om 

neoliberale elementer kommer til udtryk i Ellelunden. 

 

Analysen er blevet opdelt i tre hovedafsnit, hvor vi henholdsvis opererer ud fra; en empirisk 

kategorisering,  en  teoretisk  analyse  og  en  analytisk  refleksion.  I  den  først  vil  vores  fokus 

være  at  kategorisere empirien, det  vil  sige hjemmehjælpernes udsagn om de  strukturelle 

rammer på  Ellelunden. Ud  fra denne  kategorisering  vil  vi  i  anden del  inddrage  teoretiske 

perspektiver  og  foretage  en  nuanceret  teoretisk  funderet  analyse.  Afslutningsvis  vil 

reflektere over delkonklusioner med det formål at følge de nuværende tendenser til yderste 

konsekvens. 

 

AANNAALLYYSSEEDDEELL II –– EEMMPPIIRRIISSKK KKAATTEEGGOORRIISSEERRIINNGG I dette afsnit vil vores empiri med  fokus på hjemmehjælpernes hverdagserfaringer således 

komme  i  samspil med  foregående beskrivende afsnit. For at  fremhæve og nuancere dette 

billede må  vi  først  beskrive  hjemmehjælpernes  positive  arbejdsvilkår  ud  fra  deres  egne 

udsagn. Herefter vil vi gennemgå hjemmehjælpernes kritik diaf deres strukturelle rammer, 

hvor deres oplevelse af den strukturelle styring vil blive belyst. 

 

DDeett ggooddee vveedd aarrbbeejjddeett ii hhjjeemmmmeepplleejjeenn Hjemmehjælperne påpeger en række positive aspekter, som de anser blandt de vigtigste ved 

deres arbejde. Disse aspekter har vi analytisk opdelt  i to temaer: De positive arbejdsvilkår, 

Side 36 af 89 

der  determineres  af  rammerne  i  sektoren,  og  det  positive  aspekt  ved  arbejdet  med 

mennesker,  hvor  hjemmehjælperne  er  medvirkende  til  at  skabe  en  god  hverdag  for 

borgerne. 

 

Omkring  de  positive  arbejdsvilkår  nævnes  fleksibilitet  som  et  godt  element  i  arbejdet. 

Sektoren er  indrettet således, at hjemmehjælperne kan søge nye udfordringer ved at skifte 

rute, og dermed besøge andre borgere end de er vant til. Således er der også mulighed for at 

omrokere, hvis en hjemmehjælper  ikke kommer godt ud af det med en borger. Derudover 

gør hjemmehjælperne opmærksom på, at cykelturene også havde en god funktion. Her får 

de  lidt tid og  luft mellem besøgene, hvilket giver en god mulighed for at omstille sig fra en 

borger  til den næste. Hjemmehjælperne  får altså muligheden  for at  trække vejret dybt og 

rense  hovedet  således,  at  de  er  klar  til  den  næste  borger.  Til  sammenligning  fortalte 

hjemmehjælperne, at man på et plejehjem kun kan få et afbræk og rense hovedet mellem 

arbejdsopgaverne ved at gå på toilettet.  

 

Hjemmehjælperne  fremhæver som sagt også glæden ved at arbejde med mennesker.  I alt 

arbejde med menneskelig kontakt er  relationen og  interaktionen mellem den, der udfører 

arbejdet, og den der modtager et centralt element. At skabe en god hverdag  for borgeren 

bliver  tydeligvis  opfattet  som  essensen  i  hjemmehjælperens  arbejde.  De  interviewede 

nævnte at både hjemmehjælperen og borgeren får meget ud af deres gensidige kontakt. Her 

erfarede vi, at der er tilfælde, hvor hjemmehjælperen fungerer som borgerens netværk i og 

med nogle borgere ikke ser andre mennesker særlig ofte. Det blev i denne forbindelse nævnt 

i samtlige  interviews, at noget af det vigtigste ude  i hjemmene var, at borgerne havde det 

godt. 

 

Humor blev også set som et meget positivt element i hjemmehjælpernes arbejdsdag. Denne 

blev  benyttet  både  internt med  kollegaer  og  sammen med  borgerne,  og  var  tydeligvis  et 

meget opløftende moment  i hjemmehjælpernes  arbejdsdag, hvilket både  skaber  smil hos 

borgerne og kollegaerne. Det blev betonet, at hjemmehjælperne sagtens kan komme ind hos 

en  sur eller nedtrykt borger, men  at  stemningen oftest  vender  i  løbet  af besøget, hvilket 

skaber glæde og en god atmosfære. En hjemmehjælper udtrykte således, at det på denne 

måde var muligt at komme ind i en god spiral: ”Så kan du komme hos en sur borger, men så 

Side 37 af 89 

inden du går ud af døren har du lige lavet lidt fis med dem […] Så går man med smilet direkte 

over til den næste” (Appendiks A1:5). Når borgerens humør stiger, smitter det gode humør af 

på hjemmehjælperne, og det er  i denne  forbindelse,  at hjemmehjælperne møder en  stor 

grad af taknemmelighed ude i hjemmene, hvilket også medvirker til en positiv cirkel. Således 

er  der  et  anerkendende  aspekt,  som  en  af  hjemmehjælperne  beskriver  således:  ”De  er 

meget  taknemmelig  synes  jeg”  (Appendiks  A1:5).  Denne  følelse  af  anerkendelse  af 

hjemmehjælpernes  arbejde  lagde  samtlige medvirkende  i  fokusgrupperne  vægt  på. Dette 

bidrager til følelsen af at udføre et meningsfuldt arbejde. 

 

Hjemmehjælperne  i  vores  interviews  fremhæver  gentagende  gange  variationen  som  et 

vigtigt element  i deres arbejde hos borgeren.  Ingen besøg  i hjemmene er ens, når arbejdet 

har mennesker i fokus. Den samme borger kan have meget forskellige behov, alt efter hvilket 

ben der er kommet  først ud af sengen den morgen. Dette aspekt kræver også en evne  fra 

hjemmehjælperens side til, at  improvisere og vurdere hver enkelt besøg ud fra den realitet 

de møder den pågældende dag – et element vi gennem vores empiri erfarede at mange så 

som en spændende udfordring i arbejdet. 

 

Alle hjemmehjælperne kan blive enige om, at det er et dejligt arbejde at tage sig af borgerne 

ude  i  deres  hjem,  at  støtte  dem  i  praktiske  gøremål  og  hjælpe  dem med  at  få  en  god 

hverdag: ”Det er et utroligt dejligt job, det har jeg altid syntes… når man ser bort fra alt det 

andet”  (Appendiks  A2:4).  Her  åbnes  døren  således  til  projektets  problemstilling.  I  den 

følgende del af analysen vil vi belyse alt det andet  som  refererer  til de problematikker og 

krav  i  arbejdet,  som  i  nogle  tilfælde  forhindrer  hjemmehjælperne  i  at  udføre  deres 

kerneopgaver optimalt. 

 

KKrriittiikkkkeenn aaff ddee ssttrruukkttuurreellllee rraammmmeerr Vi  oplevede  gennem  vores møde med  hjemmehjælperne  en  undren og  en  kritik  omkring 

grundlæggende  dele  af  deres  arbejdsforhold,  og  de  ændringer  der  sker  gennem  nye 

styringstiltag i hjemmeplejesektoren. Store dele af hjemmehjælpernes grundlæggende kritik 

udspringer  af  paradokset  mellem  den  styringsudvikling  og  rationaleændring,  der  bliver 

bestemt fra centralt hold, og den virkelighed de oplever i deres hverdag.  

Side 38 af 89 

 

Første  del  af  analysen  beskæftiger  sig  derfor  med  en  kategorisering  og  inddeling  af 

hjemmehjælpernes kritik af de strukturelle rammer for hjemmeplejen. Hovedtemaerne som 

er blevet  identificeret ud fra empirien er henholdsvis Tidspresset og Tidsstyringen. Disse vil 

være de bærende elementer i denne første del af analysen. På grund af den komplicerede og 

store mængde empiri vil der fremkomme flere underafsnit  i  løbet af hvert hovedtema, der 

vil udmunde i korte delkonklusioner. 

 

Tidspresset i hverdagen Som beskrevet  i den overordnede  indledning retter hjemmehjælperne en kraftig kritik mod 

deres nuværende arbejdsforhold og det tidspres de konstant er underlagt. Kort fortalt føler 

de  ikke, at de  får den tid, der er nødvendig, og dette har en række negative konsekvenser 

både for deres arbejdsmiljø og for de borgere, der modtager ydelser fra denne sektor. Ude i 

hjemmene  møder  hjemmehjælperne  en  anden  virkelighed  end  den  planlagte,  fordi 

minutterne på papiret sjældent afspejler den tid, der reelt behøves. 

 

De  fleste af hjemmehjælperne beskriver, hvorledes udviklingen af dette  tidspres er blevet 

værre med årene. På Ellelunden kan de ansatte mærke en markant stigning af  tidspresset 

over en kortere årrække. Således fortæller en ældre hjemmehjælper om ”gamle dage”: “Jeg 

havde fire steder om dagen dengang, for det hed sig, at der var ikke nogen der kunne holde 

til det, hvis man havde mere.” (Appendiks A1:9). I forlængelse heraf fortalte flere af de ældre 

hjemmehjælpere, hvordan de tidligere havde mellem fire til fem besøg om dagen og i dag op 

til  18‐19  besøg. Denne markante  stigning  har  fået  flere  af medarbejderne  til  at  overveje 

deres arbejde, og flere understreger, at den yderste konsekvens vil være, at de må finde at 

andet  job.  En  anden  hjemmehjælper  beretter  om  sin  gamle  arbejdsplads  i  en  anden 

kommune. Her  var  tidspresset meget  værre  og  derfor  flyttede  hun  til  Ellelunden. Denne 

hjemmehjælper har  altså  allerede en  gang handlet overfor  tidspresset.  Lignende historier 

bliver  i  fokusgruppeinterviewene  fortalt  om  tidligere  medarbejdere.  En  hjemmehjælper 

fortæller om hendes  iagttagelse, da  tidspresset på  et  tidspunkt  var  for  stramt:  ”Vi har  jo 

prøvet det der med at det blev, chop chop, og der var der nogle af mine kollegaer der gik ned 

med stress”  (Appendiks A1:7). Dette stramme  tidspres har menneskelige konsekvenser  for 

Side 39 af 89 

den ansatte i hjemmeplejesektoren, og på landsplan optræder der også et stort sygefravær 

blandt hjemmehjælperne  i forhold til andre faggrupper. Flere studier påpeger, at sektorens 

høje  sygefravær og  rekrutteringsproblemer blandt  andet er  et  resultat  af det psykiske og 

fysisk hårde arbejdsmiljø (NFA 2007a:5, NFA 2007b:9‐13, Labriola 2007:18) 

 

Vi erfarede gennem vores empiri, at de negative konsekvenser af dette tidspres rammer ikke 

kun hjemmehjælperne, men i stor grad også borgerne. Dette bliver tilfældet, hvis personalet 

må skaffe den manglende tid andetsteds – når alle arbejdsopgaver er minutiøst tilrettelagt, 

er det kun muligt at tage den manglende tid ude hos borgeren. Hjemmehjælperne nævner 

gentagne  gange  at muligheden  for  at  tage  fem minutter  et  sted og  give  fem minutter  et 

andet sted, er essentiel for at få arbejdsdagen til at hænge sammen. 

 

I følgende afsnit vil vi beskrive de elementer, som hjemmehjælperne  identificerer værende 

de områder, der tager mest tid fra deres kerneopgaver. Det er henholdsvis Vejtiden mellem 

besøgene og Dokumentation af borgerbesøgene, hvor hjemmehjælperne mener den tildelte 

tid ikke stemmer overens med den nødvendige. 

 

Vejtid - En to minutters cykeltur Vejtid er en faglig betegnelse for den tid hjemmehjælperne bruger på at transportere sig fra 

den ene borger til den anden. At udregne hvor lang tid det tager at komme fra hjem til hjem, 

er  en  omfattende  opgave,  og  derfor  har  nogle  kommuner,  heriblandt  den  kommune 

Ellelunden tilhører, valgt en nemmere løsning og indsat to minutter som standard for den tid 

det  tager  at  transportere  sig mellem  hvert  besøg.  Foruden  de  to minutter mellem  hvert 

besøg  får hjemmehjælperne også dagligt 20 minutter,  som  fungerer  som en buffer – den 

såkaldte hvid tid. Her har hjemmehjælperne ikke nogen skemalagte opgaver, og kan dermed 

selv bruge  tiden, hvis de  finder det nødvendigt. Hvorvidt den hvide  tid på 20 minutter er 

tilstrækkelig supplering er svært at svare på ud fra vores empiri, men vi kan se at der hersker 

en  stor undren og  frustration blandt hjemmehjælperne og de  føler  tydeligvis et  tidspres  i 

forhold til vejtiden.  

 

Side 40 af 89 

Når hjemmehjælperne ikke får den tid, som de skal bruge på vejen, må de til tider selv skaffe 

den et andet sted i løbet af deres vagt. Ellelundens hjemmepleje dækker et stort geografisk 

område, og derfor er der, foruden det normalt afsatte antal minutter, sat ekstra tid af til at 

cykle ud  til  yderområderne.  Tiltaget er dog  tilsyneladende  ikke helt  gennemtænkt,  for en 

problematik  opstår,  når  hjemmehjælperne  skal  tilbage  til  Ellelunden  igen  og  holde 

frokostpause. Der er nemlig kun beregnet tid til at køre ud og  ingen tid til at komme hjem 

igen.  Den  tid  som  det  tager  hjemmehjælperen  at  køre  fra  sit  sidste  besøg  og  tilbage  til 

Ellelunden, bliver altså taget fra borgerne eller frokostpausen. Dette absurde tilfælde, hvor 

man  får  tid  for  cykelturen  ud,  og  selv  må  skaffe  tiden  til  turen  hjem,  er  ifølge 

hjemmehjælperne taget til revision af  ledelsen dog uden konkrete umiddelbare ændringer. 

Samlet  set  viser  dette,  hvorledes ordningen med  ekstra minutter  ikke  er  blevet  ordentlig 

gennemtænkt før  implementeringen, og  i skrivende stund rammer dette både borgerne og 

hjemmehjælperne. 

 

Selvom man som hjemmehjælper ikke skal ud til yderområderne, tegner der sig et generelt 

billede  af  et  konstant  tidspres  og,  som  nævnt  tidligere  oplevede  vi  i 

fokusgruppeinterviewene,  at  en  stor  del  af  hjemmehjælperne  er  utilfredse  med  de  to 

minutter som standardtid. Som en hjemmehjælper udtrykker sig: ”Det kan man sku’  ik’ nå! 

Man  kan  bare  håbe  på  man  ikke  har  så  mange  besøg,  fordi  så  planer  det  jo  lidt  ud” 

(Appendiks  A1:2).  Den  sidste  del  af  citatet  fortæller,  at  jo  mindre  antal  besøg 

hjemmehjælperne har, jo større er muligheden for, at indhente den tid de kommer bagud på 

vejen. Dette skyldes  ikke det åbenlyse, at hjemmehjælperen har mere tid til rådighed, men 

blot at hvis antallet af besøg er mindre, så skyldes det i næsten alle tilfælde, at borgerne er 

visiteret til længere tid. Hjemmehjælperne forklarede, at det oftest er ved de længere besøg, 

at  de  kan  indhente  tid. Dette  skyldtes,  at  hvis  de  arbejder  hurtigt  nok,  kan  de  få  ordnet 

ydelserne hurtigere end planlagt – på den måde vinde lidt tid til resten af deres arbejdsdag. 

Deres grundlæggende argument er kort  fortalt, at den manglende  tildeling af  transporttid 

bliver indhentet ude hos borgerne, da dette er det eneste sted, hvor hjemmehjælperne har 

mulighed for at være hurtigere end deres fastlagte skemaer. 

 

De deltagende hjemmehjælperes kritik af den  fastlagte vejtid berører desuden, at afstand 

langt  fra  er  den  eneste  faktor  i  tidsforbruget  på  vejen.  I  virkelighedens  Danmark  spiller 

Side 41 af 89 

specielt  vinden  en  betydende  rolle,  og  hvorvidt  den  er med‐  eller modgående,  har  stor 

indflydelse  på  tempoet,  som  en  person  kan  cykle.  Derudover  bevirker  årstiden  og 

temperaturen også tiden, det tager at transportere sig på cykel. En hjemmehjælper giver et 

eksempel i denne forbindelse: ”Her om vinteren bruger man også tid på at tage tøj af og på. 

Man  skal  have  jakke  af  og man  har  også  ofte  trøje  på  –  det  bruge man  da  også  nogle 

minutter på”  (Appendiks A1:2). Endvidere spiller snedækkede  fortov og  is belagte villaveje 

en  stor  rolle.  I den daglige  arbejdsgang  skaber manglen på hensyn  til de  årstidsbestemte 

elementer i vejtiden ekstra pres og frustration blandt hjemmehjælperne. 

 

Det  er  til  situationer  som  dette,  at  ledelsen  har  indført  det  førnævnte  begreb;  hvid  tid.  

Pointen med hvid tid er, at udstyre hjemmehjælperne med 20 minutter ekstra som de kan 

bruge på eksempelvis uforudsigelige ”forhindringer” på vejen. En hjemmehjælper  fortæller 

om et tidspunkt, hvor hun målte sin egen vejtid: ”Der havde  jeg en dag hvor  jeg tog tid på 

kørslen, bare kørslen, ik’ det vi gik […] det tog 65 minutter. De stod ingen steder” (Appendiks 

A3:3).  Her  betoner  hjemmehjælperen  sin  vejtid  på  tilsyneladende  65  minutter.  Et 

efterfølgende cirka udregning28 viser, at hjemmehjælperen brugte omkring ti minutter mere, 

end hun reelt var tildelt  i hendes skema. Disse ti minutter måtte tages fra borgerne – hvor 

skulle de ellers  tages  fra  i en  stram hverdag, hvor alt andet er  skåret  ind  til benet –  lyder 

deres  argument.  En  interessant  ting  at  bemærke  er,  at  hjemmehjælperen  i  udsagnet 

fremhæver, at disse 65 minutter var eksklusiv tiden, det  tog at komme  ind ad døren,  tage 

frakke og sko af og så videre. Der var i de resterende fokusgrupper en lignende holdning til, 

at den hvide tid er yderst nødvendig – dog  ikke som en ekstra buffer de kan gøre brug af  i 

nødstilfælde. I stedet blev hvid tid set som en reel nødvendighed – en bunke minutter som 

er essentielle for at få arbejdsdagen til at hænge sammen.  

 

De to minutters standard vejtid mellem besøgene ser umiddelbart ud til at være urealistiske 

og  ugennemtænkt.  Personalet  beskriver,  hvorledes  vejtiden  øger  tidspresset  og  stresser 

deres  arbejdsdag.  Grundet målet  om  effektivitet  har man  standardiseret  transporten  for 

hjemmehjælperne, men  i  denne  proces  ses  en manglende  evne  til  at  forholde  sig  til  de 

                                                       28 Cirka 18 besøg per dag med  to minutters vejtid mellem hver borger giver 36 minutters vejtid  i alt. Dette ligges sammen med de 20 minutter hvid tid, hvilket samlet set giver hjemmehjælperen 56 minutter vejtid på en dag. 

Side 42 af 89 

enkelte  områder,  den  enkelte  årstid  og  i  hele  taget  den  virkelige  verden.  Dette  skaber 

frustrationer blandt medarbejderne, da deres arbejdsdag konstant starter  i minus og målet 

bliver dermed fra dagens start at indhente den på forhånd tabte tid. 

 

Dokumentation – journalføring på syv minutter Hjemmehjælperne kommer  i deres arbejde  rundt  til mange af samfundets svagere stillede 

borgere,  hvilket  er  en  central  del  af  deres  jobbeskrivelse. Derfor  er  det  essentielt  at  det 

dokumenteres,  hvis  der  sker  noget  i  hjemmene med  borgerne,  så  deres  egne  og  andre 

faggrupper kan følge med  i den enkelte borgers almene helbred og eventuelle ændringer  i 

dette. Desuden er det i hjemmeplejesektoren vigtigt for medarbejderen, at kunne erhverve 

en grundlæggende viden om den enkelte borger, såsom demens, psykiske sygdomme etc., 

før  første møde med denne. Derfor dokumenterer man  i elektroniske  journaler, der giver 

denne sundhedsfaglige indsigt samt mere almene oplysninger om borgeren.  

 

Hjemmehjælperne  fortæller  i  alle  tre  fokusgruppeinterviews,  at  denne  dokumentation 

tidsmæssigt  varierer  meget  fra  dag  til  dag  alt  efter  hvor  mange  borgere,  og  hvilke 

borgersager de skal skrive om. Som en hjemmehjælper formulerer det, da vi spørger, hvor 

lang tid man bruger: ”Det er  jo meget forskelligt fordi nogen gange så er man bare virkelig 

uheldig og skal skrive om tre borgere, altså på en dag” (Appendiks A1:4). En anden forsætter 

og  fortæller  at;  ”Andre  gange  så  er  der  ikke  nogen”  (Appendiks  A1:4)  og  dermed 

understreges  forrige udsagn om, at det  varierer utrolig meget.  Formålet med dette afsnit 

består ikke i at måle eller vurdere, hvor lang tid hjemmeplejen bruger på journalføring, men 

derimod  at  forstå  og  fremhæve  hjemmehjælpernes  oplevelser  af  dette  element  i  deres 

arbejde. I den forbindelse skal det nævnes at de hjemmehjælpere, der deltog i vores projekt, 

ligger  vægt  på  at;  ”journalerne  […]  er  vigtige  at  føre  ajour”  (Appendiks  A3:3).  En 

hjemmehjælper  på  Ellelunden  har  dagligt  syv minutter  til  at  dokumentere  i  journalerne, 

efter  de  er  kommet  hjem  fra  ruterne.  Dette  ansås  af  hver  eneste  hjemmehjælper  som 

værende  fuldstændigt  absurd.  De  forskellige  årsager  der  ligger  til  grund  for 

hjemmehjælpernes kritik, vil i det følgende blive gennemgået. 

 

Side 43 af 89 

Kritikpunkterne handler primært om,  at der er  afsat  for  lidt  tid, men det  tekniske  aspekt 

spiller også  ind. Udfordringerne på denne  front er et  generelt  tema – en hjemmehjælper 

sætter perspektiv på problematikkens knudepunkt: ”Vi har syv minutter [til dokumentering] ‐ 

det kan vi ikke engang få startet den op for [computeren]” (Appendiks A3:3). Medarbejderne 

på Ellelunden er langt fra alle stabile computerbrugere, og selv de mere erfarne oplever det 

som et kringlet system med  flere  forskellige koder, undermenuer, med videre. Dette tager 

tid, og når de endelig  får åbnet programmet til  journalføringen, er de syv minutter gået29. 

Derfor vælger nogle hjemmehjælpere også, at opgive på forhånd når de er under tidspres: 

”Jeg plejer at  lægge en  lap på  computeren og  ’værsgo’  siger  jeg  så,  så har  jeg  ikke  tid  til 

mere” (Appendiks A3:3). Der nævnes ydermere en frustration over at afdelingen kun har to 

computere  til  rådighed,  hvilket  ofte  resulterer  i,  at  der  opstår  ventetid,  hvilket  øger 

arbejdstiden  yderligere.  De  fleste  af  hjemmehjælperne  anser  sig  selv  som  praktikere,  og 

tilvænningen  til  computeren  sker  ikke  på  en  dag  for  alle medarbejder.  Et  løsningsforslag 

lyder  at;  ”…  en  halv  time  om  dagen  det  ville  være  fint”,  og  den  samme  hjemmehjælper 

underbygger det med argumentet:  ”…  selv de  inkarnerede  sidder og bruger op  til en halv 

time” (Appendiks A3:3). 

 

Ud fra empirien kan det ses, at hvis journalføringen skal fungere optimalt, skal dette element 

tidsmæssigt opprioriteres således, at den tid hjemmehjælperne får til rådighed, afspejler den 

tid,  der  cirka  bliver  brugt.    På  nuværende  tidspunkt  fungerer  det  sådan,  at  hvis 

hjemmehjælperens dokumentation og journalføring tager længere end ”… den tid der bliver 

sat af til det, bliver det taget fra borgeren. Og det er logik for burhøns!” (Appendiks A2:3). 

 

I en af fokusgrupperne blev der spurgt ind til, om det ifølge ledelsen er accepteret at udelade 

denne dokumentation på grund af tidspres den pågældende dag. Svaret hertil lød; ”Vi har jo 

spurgt. Jamen så må du jo skrive en dag, altså om to dage hvis du har tid, ik’ ‐ at Fru Hansen 

er  faldet.  Men  det  skulle  jo  helst  dokumenteres.”  (Appendiks  A1:4).  Muligheden  for  at 

ajourføre journalen en anden dag er altså til stede – hvis der vel og mærke er tid en anden 

dag.  I  tilfælde  af  at  der  ikke  er  tid  de  næste  par  dage,  hvad  bliver  der  så  af  denne 

                                                       29 Hvorvidt programmet er kompliceret, skal vi  ikke gøre os  til dommer omkring – vi  forsøger blot at skildre hjemmehjælpernes oplevelse af arbejdet med computeren under tidspresset på syv minutter. 

Side 44 af 89 

dokumentering? Den manglende dokumentering går  i yderste konsekvens  ikke ud over den 

enkelte  hjemmehjælper,  men  ”Fru  Hansen”.  Når  vigtige  informationer  omkring  hendes 

helbred  udelades  i  journalen,  kan  det medføre  at  hun  i  en  akut  behandlingssituation,  på 

grund af manglende viden om hendes tilstand, får tildelt en forkert behandling. 

 

Journalføringen  findes altså vigtig og  relevant af de adspurgte hjemmehjælpere, og derfor 

finder de det også absurd at det ikke prioriteres højere tidsmæssigt. De syv minutter dagligt 

er alt for lidt, og vanskeligheder med teknologien gør det kun værre. I forlængelse til denne 

kritik kan det nævnes, at en hjemmehjælper i det offentlige bruger 8 minutter i gennemsnit 

hver dag på journalføring, hvilket ligger sig tæt op af Ellelunden's afsatte tid til journalføring 

(Rambøll  2009:86)30.  Kritikken  fra  Hjemmehjælperne  på  Ellelunden  kan  bakkes  op  med 

denne  generelle  holdning  blandt  hjemmehjælperne  i  det  offentlige,  hvor  det  påpeges,  at 

journalføringen  har mulighed  for  forbedring  (Rambøll  2009:28).  Der  er  altså  tale  om  en 

generel  tendens  i hjemmeplejesektoren  i  stedet  for blot et enkeltstående  tilfælde  i  vores 

empiri. Ydermere kan der  til sidst også nævnes en undren over at man  implementerer, og 

derefter forlanger, at hjemmehjælperne skal benytte computere og avancerede programmer 

når de, som de selv siger, er et praktisk folkefærd.  

 

Delkonklusion –

Det normative tidspresset De to foregående afsnit viser, at den tid hjemmehjælperne får til nogle arbejdsopgaver, ikke 

er fyldestgørende. Kravene til deres arbejde og de rammer hvori de skal opfylde disse krav, 

har ingen reel sammenhæng, med den virkelighed som hjemmehjælperne oplever. De gode 

elementer, især den fleksibilitet, som mange hjemmehjælpere værdsætter ved jobbet virker 

tilsyneladende mindre tiltalende, når arbejdet sættes under hårdt tidspres, og det at hjælpe 

borgerne med at få en god hverdag opleves af hjemmehjælperne, som en nedprioriteret del 

af deres arbejde. Standardiseringen af  tider og procedurer viser sig  ikke at være holdbare, 

eftersom  der  ikke  tages  højde  for  blandt  andet  årstidsskift.  Derudover  udtrykker 

                                                       30 I Rambøll Rapporten Kortlægning og Måling af administrative opgaver – Hjemmeplejeområdet (2009) er den gennemsnitlige tid på journalføring beregnet til 41 minutter ugentligt, deles dette i 5 dage giver det 8,2 min. pr. dag. 

Side 45 af 89 

hjemmehjælperne, at al den tid de tilsyneladende mister på vejen og ved dokumentationen, 

bliver taget fra borgeren, der så får lidt mindre tid end de egentlig er visiteret til.  

 

Tidsstyring Det andet hovedtema fra vores empiri er Tidsstyring. Dette var et centralt omdrejningspunkt 

i vores primære empiriindsamling. Denne  form  for styring har  i nyere tid præget sektoren, 

men  som  vi  erfarede  gennem  fokusgruppeinterviewene,  bliver  dette  element  i 

arbejdsgangen løbende prioriteret ovenfra gennem nye tiltag og redskaber. Denne oplevelse 

af  stadig  stigende  kontrol  i  form  af  tidsstyring  var  gældende  for  alle  de  medvirkende 

hjemmehjælpere. Formålet med dette afsnit er at analysere redskaberne  for tidsstyring og 

vurdere  hvorvidt,  hjemmehjælperne  føler  PDA’en  ender  med  at  reducere  deres  faglige 

selvstændighed. Analysen vil derfor først tage udgangspunkt i de konkrete styringsredskaber 

på Ellelunden, og hvordan de påvirker hjemmehjælpernes arbejdsforhold. Derudover vil vi i 

afsnittet komme ind på kritikken af fremtiden og de menneskelige konsekvenser. 

 

På  Ellelunden er de  i  gang med  at  implementere PDA’en31,  som på  sigt  skal erstatte den 

køreliste,  som  hjemmehjælperne  tidligere  har  kørt  efter.  Som  tingene  er  nu,  er  PDA’en 

derfor det  registreringsredskab,  som hjemmehjælperne dagligt bruger, og derfor er deres 

kritik  af  registreringen  ofte  møntet  på  denne.  Foruden  PDA’en  er  kørelisterne  også  et 

tilbagevendende emne for kritik. Vi er udmærket klar over, at der på de fleste arbejdspladser 

er en vis modstand mod ændringer af rutiner, særligt blandt de ældre medarbejdere, når det 

handler  om  elektronik. Men  i  vores  empiriindsamling  falder  vi  ikke  ved  ét  tilfælde  over 

utilfredsheden ved dette konkrete styringstiltag ‐ vi møder en hel mur af kritik. Dette giver 

derfor god grund til at formode at PDA’en påvirker arbejdet negativt, trods startvanskelighed 

med elektronikken. Det vil i det følgende blive underbygget af empirien. 

 

                                                       31  PDA’en  på  Ellelunden  fungerer  i  skrivende  stund  som  telefon,  køreliste  og  borgerens  journal,  samt  som registrering  af  hvorvidt  de  udfører  arbejdsopgaverne  ude  i  hjemmene.  PDA’en  viser  hjemmehjælperens arbejdsopgaver og tiden til disse. Således skal man registrere det på PDA’en, når man skifter fra første til næste arbejdsopgave. 

Side 46 af 89 

Tidsstyring som kontrol Tidsstyringen  manifesterer  sig  gennem  konkrete  redskaber  og  rutiner  i  den  enkeltes 

arbejdsgang.  Disse  redskaber  og  rutiner  repræsenterer  et  kontrollerende  element  i 

hjemmehjælperens  arbejdsdag.  Først  og  fremmest  som  en  kontrol  af  tiden.  Som  en 

hjemmehjælper kort og kontant fortæller om sin holdning til PDA’en: ”… at det selvfølgelig 

er en måde at få kontrolleret vores tid på” (Appendiks A2:3). Dette citat illustrerer hvorledes 

hjemmehjælperne  oplever  PDA’en  som  redskab  til  at  kontrollere  deres  tid  –  og  dermed 

deres  fordeling  af  tiden.  Dette  tids  kontrollerende  element  medfører  en  form  for 

overvågning blandt hjemmehjælper: ”Altså de holder jo øje med en, ved at have timerne den 

måde  ik,  eller  minutterne”  (Appendiks  A1:6).  Citatet  viser  endvidere  hvorledes  denne 

tidsstyring  sker på minutiøs  skemalagt niveau, hvor der opereres helt ned  til minutter. En 

anden hjemmehjælper formulerer sin oplevelse med PDA’en således: ”Man føler da også lidt 

at de har  tjek på  en med den der.  [...] man  føler  sig da bare  lidt under  overvågning,  ik’” 

(Appendiks  A1:10).  Blandt  de  hjemmehjælpere  som  har  deltaget  i  vores 

fokusgruppeinterviews,  forekommer der  tilsyneladende en generel oplevelse af, at PDA’en 

er  et  kontrolredskab,  hvorfra  ledelsen  kan  holde  øje  med  den  enkelte  medarbejders 

fordeling og strukturering af arbejdstiden. Disse elementer af kontrol var også til stede ved 

kørelisterne i papirform, men de er blevet forstærket ved indførslen af PDA’en. 

 

Hjemmehjælperne er opmærksomme på, hvordan PDA’en åbner mange muligheder  for at 

kontrollere deres arbejdsdag generelt –  ikke kun den tid de reelt bruger på en pågældende 

arbejdsopgave, men  også  eksempelvis  deres  færden.  En  hjemmehjælper  illustrerer  dette, 

ved at  fortælle om hendes  samtale, om PDA’en, med Diana: ”Det kom  jeg  jo  til at  sige  til 

Diana – Nårh, Der er indbygget GPS i, så kan I faktisk se hvor jeg er henne. [...] Om jeg bare 

er på besøg [...] eller om Fru Hansen aflyser.  Så kan i se om man lige fiser ind til købmanden” 

(Appendiks A1:10). Hun fortsætter med at fortælle, at gruppelederen  i en humoristisk tone 

havde  sagt, at det havde de  jo  ikke  tid  til, hvilket den pågældende hjemmehjælper havde 

kommenteret  med  at,  det  kunne  man  jo  aldrig  rigtig  vide.  Der  er  altså  en  følelse  hos 

hjemmehjælperne om at overvågning er, hvis  ikke en  realitet,  så  i hvert  fald en  fremtidig 

mulighed.  

 

Side 47 af 89 

På  baggrund  af  ovenstående mener  vi,  at man  på  nogle  områder  kan  se  PDA’en  som  en 

moderne  version  af  Michel  Foucaults  illustration  af  selvstyring  gennem  den  velkendte 

overvågningsform: Panoptikon32. Selvom medarbejdernes færden ikke bliver overvåget, har 

de til tider denne fornemmelse, hvilket kunne styre deres adfærd, således at de ikke går ud 

over  skemaerne.  På  nuværende  tidspunkt  går  hjemmehjælperne  ofte  ud  over  deres 

skemaer,  men  ved  at  have  en  indbygget  GPS  i  PDA’en  er  der  sendt  et  signal,  om  at 

hjemmehjælperne potentielt kunne være overvåget, hvilket i nogle situationer kunne tvinge 

dem  til  at  handle,  som  om  de  var  under  konstant  overvågning.  Dette  kan  have  en 

disciplinerende effekt på medarbejdere, som agerer derefter (Jensen 2006:41‐43). 

 

Følelsen af mistilliden

Hjemmehjælperne  er  opmærksomme  på,  at  den  stigende  registrering  er  indført  som  en 

retssikkerhed for borgeren, men de føler, at det kontrollerende aspekt er kommet så vidt, at 

”..  det  er  for meget  kontrol,  ik? Man må  stole  på  sine medarbejdere”  (Appendiks  A1:3). 

Citatet  fremhæver  også  en  betydningsfuld  konsekvens  af  denne  oplevelse  af  kontrol  – 

nemlig følelsen af mistillid til hjemmehjælperne og deres arbejde. En anden hjemmehjælper 

siger om denne stigende registrering: ”Jeg kan heller ikke forstå hvorfor den skal være der så 

meget. Jeg synes det er mistillid”  (Appendiks A2:2). Hjemmehjælperne placerer  ikke denne 

mistillid på Diana eller de  ledere, der er over hende. De er udmærket klar over, at det er 

politikerne, der i sidste ende tager beslutninger, såsom implementeringen af PDA’en. Denne 

oplevelse af manglende  tillid mellem beslutningstagerne og hjemmehjælperne der udfører 

arbejdet  skaber en  følelse  af,  at de  ikke  er  i  stand  til  at udfører deres  arbejde  godt nok.  

Anthony Giddens beskriver hvordan  tillid er  forbundet med  fravær  i  tid og rum; dette skal 

forstås således at  tillid er nødvendig, når man  ikke kan overvåge hinanden  fysisk. Der ville 

således  ikke være et behov for tillid, hvis  individets aktiviteter konstant var synlige. Tillid er 

altså  en  mekanisme,  hvormed  man  kan  håndtere  andres  frihed  (Giddens  1994:35). 

Hjemmehjælperne oplever via PDA’en, og en stor grad af registrering, en styring uden tillid 

                                                       32 En idé om et fængselsinspektionstårn af filosoffen Jeremy Benthams – et panoptikon fra slutningen af det 18 århundrede. Forestillingen om denne overvågningsmodel er simpel. Et inspektionstårn er placeret i midten og omkredset af en cirkelformet bygning med store vinduespartier og små celler. Det er nu nok at anbringe én opsynsmand  i  tårnet og placere  en  kriminel,  en  sindssyg,  en  elev  eller  en medarbejder  i hver  eneste  celle. Opsynsmanden  kan  se  ind  i  hver  enkelt  celle  til  hver  en  tid, men  cellebeboerne  kan  på  intet  tidspunkt  se opsynsmanden (Jensen 2006:41). 

Side 48 af 89 

til  individet.  Kontrollen  virker  i  stedet  som  mistillid  til  hjemmehjælperens  arbejds‐  og 

vurderingsevne.  Dette  kan  nemt  føre  til  den  opfattelse,  at  hjemmehjælperne  ikke 

selvstændigt er  i stand til at udføre arbejdet, grundet de strukturelle rammers hæmmende 

indflydelse på deres autonomi. 

 

Hvordan påvirker PDA’en hjemmehjælpernes autonomi? I  forrige  afsnit  belyste  vi  hvordan  PDA’en  virker  kontrollerende,  og  at  der  i  kølvandet  på 

denne stigende kontrol opstår en general følelse af mistillid blandt hjemmehjælperne. Fokus 

i  dette  afsnit  bliver  derfor,  at  undersøge  hvordan  denne  registrering  via  PDA’en  påvirker 

hjemmehjælpernes autonomi.  

 

Vi  erfarede,  at  der  i  overgangen  fra  kørelister  i  papirform  til  PDA’en  er  sket ændringer  i 

proceduren,  når  der  skal  fortages  rettelser  i  en  hjemmehjælpers  køreliste.  Som  en 

hjemmehjælper  formulerer  det:  ”…  før  i  tiden  kunne  du,  ja  det  kan  vi  også  nu,  bytte 

indbyrdes hvis det var” (Appendiks A1:3). Efter nogle bekræftende kommentarer fra resten 

af fokusgruppen fortsætter en anden: ”Det er bare mere besværligt nu med PDA’en, det var 

nemmere før i tiden” (Appendiks A1:3). Ændringen fremstår således ikke som bedre og disse 

ændringer vil vi nu belyse. Vi har af analytiske grunde valgt at opdele dette spørgsmål  i to 

dele; den kollegiale og den enkeltes autonomi. 

Den kollegiale autonomi

Den  gamle procedure med  kørelister  i papirform  tilskyndede en mere  kollegial  autonomi, 

hvor medarbejderne selv kunne bytte rundt uden at involvere gruppekoordinatoren. Der kan 

nemlig opstå situationer, hvor en hjemmehjælper møder stor forsinkelse på selve ruten, og 

derfor kan have brug  for at  få overflyttet borgere  til en anden hjemmehjælpers køreplan. 

Endvidere  kan  hjemmehjælperne  ofte  allerede  om  morgen  gennemskue,  om  de  er 

overbooket den pågældende dag og derfor har brug for hjælp fra kollegaerne. Dette kan de 

vurdere ud  fra antallet af besøg og  fordelingen af  tunge borgere33. Når hjemmehjælperne 

                                                       33 Dette er det daglige udtryk blandt hjemmehjælperne for de borger, der ikke er blevet visiteret tilstrækkeligt tidsmæssigt, i forhold til hvad de burde være.  

Side 49 af 89 

bliver aflastet af det kolligale fællesskab på  institutionen, kan det hjælpe til at mindske det 

tidligere omtalte tidspres. 

 

Nu  har  gruppekoordinatoren  overblikket  over  alle  hjemmehjælpernes  skemaer,  og  kan 

derfor  se,  om  der  er  en  anden  kollega,  der  kan  hjælpe.  Hjemmehjælperne  kan  altså 

henvende sig  til gruppekoordinatoren, hvis  ikke de vil belejlige andre, med det arbejde de 

selv var sat til. Som det gentagende gange bliver fremhævet var tendensen dog før i tiden, at 

hjemmehjælperne var gode til at bytte  internt uden brug af gruppekoordinatoren. Den nye 

procedure  med  PDA’en  betyder,  at  hjemmehjælperne  skal  henvende  sig  til 

gruppekoordinatoren – om morgen; fysisk, eller på ruten; telefonisk. Når hjemmehjælperen 

har kontaktet gruppekoordinatoren skal begge hjælpere vente på at ændringerne opdateres 

på begges PDA’er, hvorefter arbejdet kan  fortsætte. Hvis  ingen andre har  tid og  rum  til at 

give en aflastende hånd må den pågældende hjemmehjælper, der er under tidspres, skynde 

sig eller tage overarbejde. Derfor påpeges det  i alle fokusgruppeinterviewene, at kørelisten 

som tidsstyringsredskab var præget af en højere grad af autonomi blandt kollegaerne, fordi 

det skete uden videre indblanding fra gruppekoordinatoren. 

 

Med  indførelsen  af  PDA’en,  er  dette  element  af  kollegial  autonomi  blevet  begrænset 

markant. PDA’en er ufleksibel  i  forhold  til de udfordringer, hjemmehjælperen møder  i den 

daglige  udførelse  af  arbejdet.  Den  tekniske  udformning  og  proceduren  for  at  redigere  i 

PDA’ens køreliste er omfattende og besværlig i forhold til de tidligere kørelister. Kørelisterne 

på PDA’en skal ændres elektronisk på en hovedcomputer, hvilket har skabt øget bureaukrati. 

Det er stadig muligt  for hjemmehjælperne at ændre deres arbejdsgang, men det er blevet 

langt mere besværligt. Problematikken opstår eksempelvis, hvis hjemmehjælperen er ude på 

ruten har et besøg, hvor borgeren af den ene eller anden grund kræver en del mere tid, end 

afsat. Her  ville  de  før  i  tiden,  ifølge  vores  fokusgrupper,  oftest  støde  på  et  par  kollegaer 

mellem  besøgene  og  hurtigt  få  byttet  lidt  rundt.  Proceduren  er  nu,  som  sagt,  at 

hjemmehjælperen  telefonisk  kontakter  gruppekoordinatoren,  som  skal  registrere 

ændringen, og derefter skal PDA’erne opdateres. Dette tager tid og som en hjemmehjælper 

beskriver  det,  så  er  det  ikke  det  at  PDA’en  er  teknisk  besværlig, men  ”…  det  er  mere 

ventetiden – den  er dyr”  (Appendiks A1:3). Det  tager  altså  ekstra  tid og det  virker,  ifølge 

vores interviewpersoner, som unødvendigt bureaukrati. 

Side 50 af 89 

 

På denne måde  forhindres hjemmehjælperne  i at gøre brug af deres  kollegiale autonomi, 

fordi det  ikke er muligt  for dem  internt at omrokere, således at det passer alle bedst. Før 

PDA’en var dette muligt, og skulle der være en dag, hvor hjemmehjælperne  ikke kunne  få 

det  til  at  fungere,  kunne  gruppekoordinatoren  træde  ind,  og  hjælpe med  at  uddelegere 

arbejdet. I dag skal alt igennem administration, hvilket for det første fratager personalet dets 

selvstændighed, og derudover forsinker det arbejdet på grund af omrokeringsprocessen. 

 

Individets autonomi

I afsnittet der handler om de gode elementer ved arbejdet, nævner hjemmehjælperne deres 

individuelle autonomi som hjælpere. De nævner her, at de i deres dagligdag føler, at de har 

indflydelse på deres opgaver, og kan lægge de formelle tilgange til jobbet lidt på hylden. Dog 

viser det  sig  samtidig, at de mener, at de eksterne  rammer  for deres arbejde har en  stor 

indflydelse på hvilke typer opgaver, de kan påtage sig hos borgeren, for som de forklarer, så 

er de ”hæmmet af regler” (Appendiks A1:2). De påpeger her, hvordan systemets rammer for 

deres  arbejde  begrænser  dem,  når  borgeren  ønsker  andet  end  det  visiterede.  Når 

hjemmehjælperne skal bytte ydelser, er det kun tilladt at bytte til andre ydelser, der har den 

samme visiterede tid. Den ensartede pleje til borgeren har derfor blandt andet medført ”en 

liste hvorfra man  [borgeren] kan vælge hvad man vil bytte til”  (Appendiks A1:2). De  fælles 

standarder  medfører  at  hjemmehjælperne  er  begrænset  til  at  holde  sig  til  et  antal 

udspecificerede  opgaver,  hvilket  i  nogle  situationer  begrænser  deres  råderum  ude  hos 

borgeren. 

Ydermere påpegede hjemmehjælperne, at minuttyranniet med tiden er blevet værre. Som 

en hjemmehjælper udtaler: ”Der har altid været en form for tidspres, men det er bare blevet 

værre efterhånden som vi har fået indkørt de der kørelister” (Appendiks A1:2). Dette betyder 

at  de  i  deres  daglige  arbejde  nu  oplever  en  større  grad  af  tidspres,  der  til  en  vis  grad 

begrænser  deres  individuelle  tilgang  til  jobbet.  Derved  bliver  det  synligt,  hvorledes  de 

strukturelle  rammer  løbende  er  strammet  til,  og  at  det  medfører  mindre  plads  hvori 

hjemmehjælperen kan vurdere, strukturere og ændre sin arbejdsdag, hvis dette forekommer 

nødvendigt.  Dette  mindsker  hjemmehjælpernes  autonomi  i  arbejdet  og  hindrer  deres 

mulighed for at imødekomme uforudsigelige hændelser. Udviklingen ser desværre ikke ud til 

Side 51 af 89 

at  gå mod  det  bedre,  da  hjemmehjælperne  omtaler  fremtidige  planlagte  tiltag.  En  af  de 

deltagende  hjemmehjælpere  uddyber:  ”På  sigt  kommer  der  jo  masser  af  ting  [mere 

registrering]  ind over  […]  I 2011, hvor det bliver mere minuttyranni end det har været  før” 

(Appendiks  A1:9).  Den  øgede  registrering  bliver  værre  og  værre,  og  minuttyranniet 

strammer sit greb om hjemmeplejesektoren, lyder de bange anelser fra hjemmehjælperne. 

 

Minuttyranniets totale kontrol I det  første  fokusgruppeinterview havde  en  af hjemmehjælperne et  scenario – år  2011  – 

hvor hun fortalte at institutionens økonomi, på det tidspunkt ville afhænge totalt af den tid, 

de brugte hos borgeren. Der vil således i 2011 ifølge hjemmehjælperen blive implementeret 

en ny og strammere procedure, hvor den direkte tid i form af udførslen af visiterede ydelser 

hos borgeren, bliver determinerede for den økonomiske støtte fra staten. Dette scenario var 

hun  blevet  informeret  om  af  gruppelederen,  og  dette  vendte  hjemmehjælperne  i  denne 

fokusgruppe gentagende gange tilbage til. Dette tiltag er som nævnt i forrige citat det næste 

skridt mod yderligere minuttyranni. Hjemmeplejen får således penge til institutionen for den 

tid, de bruger hos borgeren, hvilket  i og for sig  lyder fint på papiret, men  i den virkelighed 

hjemmehjælperen  står  i,  virker  dette  utroligt  hæmmende  for  deres  fleksibilitet  og 

selvstændighed i løbet af arbejdsdagen. Som det er på nuværende tidspunkt, kan man som 

hjemmehjælper  i Ellelunden tage tid fra den borger, der har en god dag og give den ekstra 

tid til en, der har en mindre god dag. ”År 2011”‐scenarioet betyder at de skal bruge al den 

tid,  som  borgeren  er  visiteret  til.  Dette  skal  sikre,  at  den  enkelte modtager  den  række 

ydelser som personen er visiteret til. Dette er altså en form for retssikkerhed, der skal sikre, 

at alle modtager de ydelser, de har krav på. Det er fint hos den borger, der kan klares på den 

tid, der er visiteret, men når hjemmehjælperen kommer  til en borger, der har det mindre 

godt  den  pågældende  dag,  lukker  dette  scenario muligheden  for  at  give  de  ekstra  fem 

minutter  indenfor  rammerne – hjemmehjælperne kan  ikke ”bare”  løbe hurtigere  resten af 

dagen.  I  stedet  skaber  denne  sikring,  af  den  enkelte  borger,  overarbejde  for  den 

hjemmehjælper, der ønsker at udføre sit arbejde så optimalt som muligt, ved at give ekstra 

tid til den borger, der har mest brug  for det. Som en hjemmehjælper udtaler  i  forbindelse 

med 2011 scenariet: ”… så går man og overvejer; ’nå, skal du finde et andet arbejde eller skal 

du  ind  og  arbejde’  [På  et  plejehjem]  og  det  fordi  jeg  tror  ikke  jeg  kan  arbejde  under  de 

Side 52 af 89 

forhold”  (Appendiks  A1:6).  Ved  dette  næste  tiltag  ser  hjemmehjælperne  vi  talte med,  at 

minuttyranniet  kommer  til  at  dominere,  og  derved  fravrister  man  hjemmehjælperen  et 

vigtigt element af autonomi, og underminerer deres evne til at vurdere den daglige situation 

hos hver enkelt borger og; ”… så går det jo ud over borgerne i sidste ende” (Appendiks A1:6). 

En af hjemmehjælperne udtrykker problematikken ved følgende tankegang: ”… nogen dage 

tager en borger jo også længere tid end andre dage. Det kommer an på hvor du lige fanger 

borgeren henne”  (Appendiks A2:4). Dette ”år 2011”‐scenario vil  få konsekvenser  for hjælperne, 

borgerne og dermed hele sektoren, spår vores respondenter i det første fokusgruppeinterview.  

 

Kritikken af minuttyranniet

Gennem  indsamlingen  af  den  primære  empiri  har minuttyranniet  i  hjemmeplejesektoren 

været i spil gennem metaforen af hjemmehjælperen som en robot. Robotten har ikke nogen 

form  for autonomi, men udfører blot de opgaver, den gennem de minutiøse kørelister er 

forprogrammeret til. Robotten har dermed heller  ingen evne til at behandle uforudsigelige 

hændelser, og borgeren får dermed kun den række ydelser, der er visiteret, uanset om der 

er  behov  for mere  eller mindre. Generelt  i  alle  tre  fokusgruppeinterviews  var  den  første 

tilbagemelding på påstanden, om hvorvidt hjemmehjælperne  følte  sig  som en  robot, godt 

repræsenteret  i  følgende citat: ”En robot gør det den er programmeret til. Det gør vi altså 

ikke.  Selv  om  de  [ovenfra]  prøver  på  det.”  (Appendiks  A2:4).  Som  citatet  påpeger,  har 

hjemmehjælperen en  følelse af, at man ovenfra  forsøger at styre den enkelte. Derfor blev 

denne metafor  om  robotten  også  benyttet  for  at  få  gang  i  diskussionen  omkring  deres 

refleksioner  over,  om  der  fra  politisk  side  benyttes  en  neoliberalinspireret  strategi  på  en 

sektor,  der  har  uforudsigelige  og  svage  borgere  som  det  primære  omdrejningspunkt.  På 

dette punkt var hjemmehjælperne meget kritiske. 

 

Først og fremmest erfarede vi en grundlæggende undren blandt hjemmehjælperne, omkring 

disse  tidsmålinger,  og  hvordan  de  danner  basis  for minutintervallerne  i  kørelisterne,  er 

foretaget.  Som  deres  samlede  kritik  rammende  bliver  i  tale  sat  af  en  hjemmehjælper: 

”Hvordan  fa’en  har  de  fundet  ud  af  det  tager  2 minutter  at  vaske  sig  under  armene..?” 

(Appendiks  A1:2).  Her  ser  vi  en  klar  uoverensstemmelse mellem  den  tankegang,  der  er 

inspireret  af  den  formelle  rationalitets  målbarhed,  og  det  meget  varierende  arbejde 

Side 53 af 89 

hjemmehjælperne har  som  kerneelementet  i deres  job. Denne  kritiske  stillingtagen bliver 

yderliggere uddybet af samme hjemmehjælper:  

 

”Jeg tænker da tit på hvordan de har fundet ud af de der minutter. Altså fordi 

der  er dyb  forskel  på  person  til  person  [borgerne],  altså hvordan de  ligesom 

klarer  tingene  selv  […] det  er  en mærkelig  situation at  sætte minut antal på 

sådan noget. Jeg synes det er meningsløst…” (Appendiks A1:2). 

 

Dette citat viser omdrejningspunktet for en central del af deres kritik ‐ nemlig diskrepansen 

mellem de standardiserede tidsintervaller på skærmen, og en hjemmehjælpers arbejde med 

svage mennesker  i den virkelige verden. Borgerne bliver standardiserede, men som citatet 

understreger, er det individuelt hvilket tempo, de forskellige borgere for eksempel kan blive 

vasket  i.  Nogle  bevæger  sig  ekstra  langsomt, mens  andre  kan  hjælpe  lidt  til.  Derudover 

erfarede vi også gennem vores empiri, at det varierer meget om, borgeren har en dum eller 

en god dag. Derfor er tidsbehovet også forskelligt fra dag til dag, selvom det er den samme 

hjemmehjælper,  som udfører de  samme  visiterede opgaver, hos den  samme borger. Den 

sidste  del  af  citatet  viser  dermed  den  generelle  holdning  til  disse  standardiserede 

tidsintervaller – Det er meningsløst. 

 

Delkonklusion –

Standardisering og minuttyranni I  vores  empiri  kommer  der  en  signifikant  følelse  til  udtryk,  om  at  udviklingen  af 

tidsstyringsredskaber  indskrænker  hjemmehjælpernes  autonomi.  Kørelisten  som 

tidsstyringsredskab  var  præget  af  en  vis  autonomi  hos  den  enkelte,  dog  inden  for  de 

fastlagte rammer. Det var her muligt for hjemmehjælperne at få  indflydelse på deres egen 

arbejdsdag  gennem den  kollegiale  autonomi, hvor de  kunne ændre  rækkefølgen og bytte 

nogle  af  borgerne.  Med  indførelsen  af  PDA’en,  er  bureaukratiet  blevet  øget  og 

omrokeringerne  er  besværliggjort markant. Derudover  er  styringen  af  hjemmehjælpernes 

hverdag taget til. 

 

Side 54 af 89 

Styringstiltagene hæmmer på nuværende  tidspunkt hjemmehjælpernes autonomi  i  forhold 

til  tilrettelæggelsen  af deres dag og plejen  af borgeren.  Standardiseringen  af plejeydelser 

skaber  en  forudsigelighed  både  for  hjælperen  og  borgeren,  desværre  indebærer  denne 

forudsigelighed  en  viden  om  hvor  hurtig  påklædning,  toiletbesøg  og  tilberedelse  af 

morgenmad skal  foregå. Hvor nogle vil se det som et succeskriterium, at borgeren  får den 

praktiske  hjælp,  som  de  behøver,  vidner  skemalægningen  om  en  effektiv  drift,  hvor 

hastigheden for plejen er vigtigere end kvaliteten. 

 

AANNAALLYYSSEEDDEELL IIII –– TTEEOORREETTIISSKK AANNAALLYYSSEE Det forrige afsnits kategoriseringer af empirien introducerer mange temaer til mulig analyse 

af hjemmeplejen. I det følgende vil vi med udgangspunkt i et teoretisk perspektiv analysere 

de neoliberale styrings konkrete konsekvenser for hjemmeplejen. Dette fordrer en teoretisk 

terminologi, og  i denne udvælgelsesproces har vi gjort os en række teoretiske refleksioner, 

omkring,  hvilken  kritisk  terminologi  der  bedst  underbygger,  forklarer  og  nuancerer  disse 

konkrete tendenser, som vi nøgternt har beskrevet  i ovenstående afsnit. Disse refleksioner 

ønsker vi at  læseren  får et  indblik  i, da det begrunder, og  forankrer vores valg af teoretisk 

optik i konteksten.  

 

Teoretiske refleksioner Blandt teoretiske perspektiver kunne systemteori, også kaldet funktionalisme34, have været 

et  relevant perspektiv  at drage på. Dermed  kunne man  lave en  analyse  af de nye  tiltag  i 

hjemmehjælpssektoren, og hvorvidt disse er  funktionelle eller dysfunktionelle. Man kunne 

undersøge,  hvordan  eksempelvis  PDA’en  fungerer  i  praksis  i  forhold  til  dens  beskrevne 

formål. Det ville være interessant at vurdere funktionaliteten af denne PDA, men fordi vi er 

                                                       34 Overordnet set beskæftiger funktionalisme sig med elementer og strukturelle relationer  i samfundet, og at disse elementer og  relationer  kan have  forskellige  roller –  såkaldte  funktioner  (Fuglsang 2004:120, Dalberg‐Larsen 1999:56). Hvor Talcott Parsons, en af de  tidligste  funktionalister,  så alle elementer  i  samfundet  som værende  funktionelle, ser Robert K. Merton også nogle elementer som værende dysfunktionelle; det vil sige direkte hæmmende for en positiv samfundsudvikling (Fuglsang 2004:126). 

Side 55 af 89 

interesserede  i  hjemmehjælpernes  oplevelse  af  systemets  påvirkning  af  deres 

arbejdsforhold, mener vi, at det er mindre relevant.  

 

Ligeledes kunne Karl Marx's begreb om  fremmedgørelse35 være blevet  inddraget, da man 

delvist kan identificere en følelse af fremmedgørelse af hjemmehjælperne i forhold til deres 

arbejde  med  borgerne.  Vi  erfarede  gentagende  gange  i  vores  empiri,  at  hvad  en 

hjemmehjælper  for et par år siden  ikke havde accepteret, er nu blevet hverdag  for mange 

hjemmehjælpere – således hører vi om dårlig samvittighed, overgreb, pacificering, ect.. De 

har således  ikke sig selv med  i udførelsen af plejen. Derudover ser vi, hvordan PDA’en som 

styringsteknologi  mindsker  hjemmehjælpernes  autonomi.  Tendenserne  på 

hjemmehjælpernes  fremmedgørelse  ses  både,  når  de  føler  sig  fremmedgjort  overfor 

borgeren – produktet for arbejdet, og når de i situationer ikke længere kan genkende sig selv 

i arbejdet. Selvom vi ser elementer af fremmedgørelsesbegrebet, finder vi det ikke relevant 

at  inddrage Marx,  fordi  hans  begreb  om  fremmedgørelse  stammer  fra  en  kontekst,  hvor 

blandt andet klassediskussionen stod meget centralt. Dog kan vi se træk af hans terminologi, 

i det teoretiske udgangspunkt vi ender med at vælge. 

 

Jürgen  Habermas  teori  om  systemets  kolonisering  af  livsverdenen  (Habermas  1999:174) 

kunne  belyse,  hvordan  systemet  overtager  hjemmehjælpernes  livsverden.  Deres  arbejde 

handler om at  støtte og pleje  svage borgere  i deres hverdag, men med den  styring de er 

underlagt, har systemet degraderet hjemmehjælpernes menneskelighed. Fordi Habermas's 

teori  primært  ville  kunne  bruges  til  at  påvise  hvordan  systemet  koloniserer 

hjemmehjælpernes livsverden, hvilket vi mener, allerede fremstår klart i sig selv, har vi valgt 

ikke at undersøge Habermas yderligere.  

 

Styringen  i  hjemmeplejesektoren  kunne  blive  forklaret  ud  fra  Max  Webers  begreb  om 

rationalisering36  og  bureaukrati,  da  vi  kan  genkende  tendenser  for  dette mange  steder  i 

                                                       35 Fremmedgørelse handler om hvordan  individet bliver fremmed overfor sig selv og sine behov  i tilværelsen (Mészáros 1970: 14). 36 Weber påviser hvordan en  formel  rationalitet begyndte at dominere  i starten af 1900‐tallet  i den vestlige verden. Denne  rationalitet har medført bureaukratiet,  som  effektiveres  ved  at  uddelegere  ansvarsområder, således at flere står med et kompetenceområde (Weber 1991: 196‐197). 

Side 56 af 89 

vores empiri. Dog mener vi  ikke, at rationalitetsbegrebet er direkte relevant,  fordi Webers 

teori  bygger  på  udviklingstendenser,  der  fandt  sted  på  hans  tid.  Som  en  kritik  af  det 

moderne  samfunds  udvikling  og  konsekvenser,  har  Zygmunt  Baumann  i  Modernitet  og 

Holocaust  (1994)  påpeget,  hvordan  Holocaust  var  kulminationen  af  rationaliteten,  der 

eksisterede  i  samfundet.  Uden  en  rationel  tilgang  var  det  aldrig  lykkedes  at  udføre 

massemord i den kaliber. 

 

Med inspiration fra de to sidstnævnte sociologer er George Ritzer gået så langt som at kalde 

den moderne  samfundsudvikling  for McDonaldisering af  samfundet  (1996)37.  I dette værk 

argumenterer han stærkt inspireret af Webers rationalitetsbegreb og Baumanns illustration 

af rationaliteten kulmination for, hvorledes principperne indenfor den store fastfoodkoncern 

McDonalds har spredt sig til mange forskellige områder af samfundet. McDonaliseringen gør 

sig  selvfølgelig  gældende  indenfor  hotel‐  og  restaurantkæder,  men  også  indenfor 

universitetsverdenen,  i  produktionen  af  fødevarer,  sundhedssektoren,  byggesektoren, 

shoppingcentre og turisme. Igennem teori og empiri formår han at præsentere elementer af 

vores samfundsudvikling på en tilgængelig og let genkendelig måde, og derfor har vi valgt at 

drage på ham i vores analyse.  Selvom eksemplerne i Ritzers terminologi primært er taget ud 

af en  amerikansk  kontekst, er  tendenserne også  gældende  i det danske  samfund. De  fire 

dimensioner, som Ritzer  identificerer værende essentielle  i McDonaldiseringen, er: kontrol, 

kalkulerbarhed, effektivitet og forudsigelighed (Ritzer 2004:24‐42).  

 

EEnn MMccDDoonnaallddiisseerreett hhjjeemmmmeepplleejjee?? Vi vil forsøge at identificere de fire førnævnte dimensionerne bag McDonaldiseringen i vores 

empiri  ved  at  fremhæve,  hvorledes  de  kommer  til  udtryk  gennem  de  oplevelser,  som 

hjemmehjælperne  har  bidraget  med,  og  de  tiltag  der  er  blevet  implementeret  i 

hjemmeplejesektoren. 

 

                                                       37  Der  vil  i  denne  rapport  både  blive  refereret  til  den  danske  oversættelse  af  hans  første  udgave; McDonaldisering  af  samfundet  (1996)  og  en  nyere  revurderet  udgave  på  engelsk;  The McDonaldization  of Society (2004). 

Side 57 af 89 

Kontrol

Ritzer betegner kontrol som hovedsageligt værende  implementeringen af  ikke‐menneskelig 

teknologi. Han uddyber, at de  ikke‐menneskelige teknologier har til formål, at underbygger 

de  tre  andre dimensioner  i og med,  at de både  gør det muligt  at  kalkulere,  forudsige og 

effektivisere arbejdet (Ritzer 2004:15). Endvidere argumenterer han for, at kontrollen sikrer 

at menneskerne  der  arbejder  i  eksempelvis McDonalds,  forbliver  ved  deres  begrænsede 

arbejdsopgaver, og ikke blander sig de steder, hvor maskiner kan gøre det mere effektivt.  

 

I vores empiri fremstår PDA’en klart som et dominerende ikke‐menneskeligt kontrolredskab. 

Umiddelbart  ville man mene,  at  hjemmehjælperen  kontrollerer  PDA’en,  hvilket  der  kan 

argumenteres for ved, at hjemmehjælperen til hver en tid kan slukke for den eller smide den 

ned  i  tasken. Alligevel er det PDA’en der  kontrollere hjemmehjælperen  i den  forstand,  at 

PDA’en  bliver  den  kommanderende.  Ritzer  nævner  et  eksempel  på  et  sådan  ikke‐

menneskeligt kontrolredskab i forbindelse med McDonalds; sodavandsmaskinen. Pointen er, 

at medarbejderen blot  stiller glasset og  trykker på knappen, hvorefter maskinen  foretager 

vurdering af, hvor meget sodavand der skal i. På samme måde dikterer PDA’en, hvor lang tid 

hjemmehjælperen skal bruge på hver ydelse, og  fratager derfor medarbejderens autonomi 

og tillid til, at han/hun er i stand til at vurdere, hvor lang tid en støvsugning tager. På denne 

måde kontrolleres hjemmehjælperens tidsforbrug  

 

Kalkulerbarhed

I enhver McDonaldiseringsproces  kræves  kalkulerbarhed.  Ifølge Ritzer  indebærer dette en 

kvantificering, hvor kvantiteten vejer mere end kvaliteten, og det bliver derfor størrelsen og 

antallet  af  produkter,  der  er  interessant  og  ikke  kvaliteten. Dette  skyldes,  at  kvantitet  er 

nemmere  at måle  og  derfor  lettere  at  forholde  sig  til  som  forbruger.  Endvidere  forklarer 

Ritzer,  hvorledes  kalkulerbarheden  også  kommer  til  udtryk  gennem  medarbejderne. 

Gennem kontrolredskaber omskoles de til at fokusere på, hvor hurtigt de kan gøre tingene. 

Månedens medarbejder udnævnes derfor heller  ikke ud  fra hvem, der  foretog det bedste 

salg, men derimod hvem der solgte flest (Ritzer 2004:13‐14,85). 

 

Kalkulerbarheden  ses  også  tydeligt  i  hjemmeplejesektoren  hvor  enhver  ydelse  skal 

registreres  og  tiden  derudfra måles.  Dette  skyldes  først  og  fremmest  et  kontrollerende 

Side 58 af 89 

element, hvor man sikrer, at medarbejderen klarer de opgaver, som de skal, indenfor den tid 

der  er  stillet  til  rådighed.  Dernæst  skyldes  det  et  ønske  om  gennemsigtighed  og 

retssikkerhed  overfor  forbrugerne38.  Ved  at  registrere  og  kalkulere  alle  ydelser  er man  i 

stand til at bevise udadtil, at Fru Hansen har fået støvsuget køkkenet, været i bad etc.. Det er 

i denne  forbindelse  ikke så relevant at vise, hvor grundigt der blev støvsuget, eller om Fru 

Hansen blev trukket eller, selv gik ud i badet, men blot at der er blevet støvsuget, og at hun 

er  ren.  Det  bliver  altså  resultat  frem  for  proces.  Endvidere  ligger  det  store  tidspres  og 

minuttyranniet, som hjemmehjælperne er underlagt, et stort krav om at tingene skal gøres 

hurtigt  og  ikke  nødvendigvis  ordentligt.  Igen  kan  man  forestille  sig  et  scenarium  om 

månedens medarbejder.  Denne  vil  nok  blive  den,  der  har  udført  flest  ydelser  hos  flest 

borgere, frem for den hjemmehjælper der tager sig tid og sikrer, at borgeren er glad og ved 

godt humør, før hun tager videre. 

 

Effektivitet

Ifølge Ritzers simplificerede definition er effektivitet ”… den optimale måde at komme fra ét 

punkt  til  et  andet”  (Ritzer  1996:27). Her  leverer McDonalds  effektivitet  ved  at  tilbyde  en 

hurtig måde at gå fra sulten til mæt på. Denne effektivitet er et resultat af et travlt samfund, 

og  ifølge  Ritzer  er  efterspørgslen  blandt  borgerne  i  ethvert  industrialiseret  land  at  opnå 

tilfredsstillelse af sine behov hurtigst muligt (Ritzer 2004:12‐13). 

 

Via  Frit  Valgs  ordningen  blev  hjemmeplejen  åbnet  for  konkurrence,  og  forbrugerens 

efterspørgsel  kom  i  fokus.  Dette medførte  et mål  om  effektivisering,  og  kommer  blandt 

andet  til udtryk  igennem  tidsskemaerne og det  store  tidspres, hjemmehjælperne arbejder 

under. Hjemmehjælpernes opgaver præciseres og specificeres således, at der opstår minimal 

selvstændighed. Dette  ses  ved  indførelsen  af BUM‐modellen, hvor  arbejdsopgaverne med 

henholdsvis  visitation  og  udførelsen  af  ydelser  blev  opdelt  og  udelegeret.  Derudover 

overtager  ikke‐menneskelige  teknologier  bestemte  opgaver med  forventning  om,  at  disse 

minimerer  fejl  og  ineffektivitet.  Effektiviseringen  kommer  tydeligst  til  udtryk  gennem  det 

minuttyranni,  som  hjemmehjælperne  er  underlagt.  Gennem  kravet  om  effektivisering 

                                                       38  Forbrugeren  skal  i  denne  forstand  ikke  nødvendigvis  forstås  som  modtageren  af  hjemmeplejen,  men derimod som betaleren af hjemmehjælpen – det vil sige skatteyderne. 

Side 59 af 89 

tvinges hjemmehjælperen til at prioritere, da minutkravene  ikke afspejler virkeligheden, og 

gennem kravet om kalkulerbarhed tvinges hjemmehjælperen endvidere til at prioritere det 

målbare, og det bliver derfor antallet af ydelser og besøg, der bliver centrum for succes og 

ikke kvaliteten af besøgene. 

 

Forudsigelighed

Forudsigelighed  er  ifølge  Ritzer  et  grundlæggende  element  i  McDonaldiseringen. 

Sikkerheden om at en bestemt burger er den  samme uanset, hvor  i  verden og på hvilket 

tidspunkt du besøger en McDonalds‐restaurant. Dette er  igen  for  forbrugernes skyld, men 

bliver også påduttet medarbejderne. Personalet lærer deciderede manuskripter, som de skal 

kunne udenad hvis bestemte situationer opstår – således at hvis en kunde stiller det samme 

spørgsmål, får hun/han det samme svar uanset hvor på jorden. Derfor er uforudsigelighed et 

stort problem, eksempelvis hvis en kunde spørger om noget, som medarbejderen  ikke har 

fået manual på at svare. 

 

Forudsigelighed  ses  tydeligt  igennem  tiltaget  om  Fælles  Sprog.  Udover  at  opgaverne 

kvantificeres, bliver hver opgave også udspecificeret i en sådan grad, at en hjemmehjælper i 

princippet  kunne  skifte  til  et  andet  distrikt  i  en  ny  hjemmeplejeafdeling  uden  at mærke 

nogen  form  for ændring  i  arbejdet  –  på  nær  cykelruterne.  For  borgeren  bliver  det  også 

forudsigeligt,  eftersom  de  bestemte  ydelser  de  skal  modtage,  altid  følger  den  samme 

standard. Derfor bliver det også mindre vigtigt, om det er den samme hjemmehjælper, der 

kommer hos borgeren. Selvom borgere, ifølge Fleksibel Hjemmehjælp, kan bytte ydelser, er 

dette også opbygget efter en forudsigelig model, hvor det kun er muligt, at bytte ydelser der 

er visiteret tilsvarende; det vil sige, at man eksempelvis ikke kan få klippet hæk i stedet for at 

få  tørret  støv  af,  da  hækken  tager  betydeligt  længere  tid.  Forudsigeligheden  fratager 

hjemmehjælperne deres selvstændige tankegang, da de blot skal følge fastsatte procedurer. 

Som Ritzer  forklarer det;  ”Da de ansatte  kun udøver  få, om nogen,  skøn, begynder de at 

minde om menneskelige robotter eller computere” (Ritzer 1996:40). 

 

Opsamling

Det  fremgår, at Ritzers  fire dimensioner er  synlige  i  styringen af hjemmeplejen. Der er et 

ønske om, at hjemmehjælpernes tid skal kunne kvantificeres, og at deres arbejdsgange skal 

Side 60 af 89 

kunne skemalægges nøjagtigt for at skabe en mere effektiv daglig drift. Spørgsmålet er, om 

dette er muligt ude  i hjemmene? Er det muligt at kortlægge et omsorgsarbejde, hvor man 

har  at  gøre  med  svagelige  mennesker?  I  den  følgende  del  af  analysen  vil  vi  ud  fra 

hjemmehjælpernes konkrete erfaringer, fremføre et begreb Ritzer blandt andet benytter om 

Baumans redegørelse af tankerne bag holocaust: rationalitetens irrationalitet. 

 

RRaattiioonnaalliitteetteennss iirrrraattiioonnaalliitteett Ritzer  forklarer  at  de  fire  dimensioner,  effektivitet,  kalkulerbarhed,  forudsigelighed  og 

kontrol har en bagside, som han betegner rationalitetens irrationalitet39. Ritzer pointerer, at 

et  rationelt  system  der  er  underlagt  disse  fire  dimensioner,  uundgåeligt  vil  resultere  i  en 

irrationalitet – en irrationalitet der vil begrænse, modarbejde og til slut endda underminere 

systemets rationalitet (Ritzer 1996:161). 

 

I  vores  empiriindsamling  mødte  vi  en  række  absurde  historier  og  refleksioner  fra 

hjemmehjælpernes  hverdag,  hvor  de  neoliberale  styringsrationaler  konkret  udmunder  i 

paradoksale  situationer.  I de  følgende afsnit  vil disse hverdagserfaringer og historier blive 

fremlagt.  Derfra  vil  de  fire  McDonaldiserings  dimensioners  iboende  irrationalitet  blive 

analyseret. Hjemmehjælpernes kritik af disse paradoksale situationer er en generel tendens i 

alle  tre  fokusgruppeinterviews,  og  vi  har  herunder  udvalgt  de mest  sigende. Vi  vil  derfor 

undersøge, om der i vores empiri forekommer eksempler på rationalitetens irrationalitet: Er 

det muligt at finde eksempler, hvor systemet i hjemmehjælperens arbejde spænder ben for 

sig selv – det rationelle bliver irrationelt? 

 

Borgersikring med modsat fortegn

Et  eksempel  der  blev  fremdraget  og  debatteret  under  fokusgruppeinterviewene,  var 

princippet om, at alle hjemmehjælpere gerne skal have denne samme ensartede indstilling, 

således  at  Fru  Nielsen  og  Fru  Jensen modtager  samme  ydelser  uafhængigt  af  hvem  der 

                                                       39 Dette begreb trækker på Webers kritiske tanker om rationalitetens jernbur. I Webers øjne er bureaukratier bure  i  den  forstand  at  folk  holdes  fanget  i  dem.  Han  frygtede  at  det  rationelle  princip  til  stadighed  ville dominerer flere og flere samfundsområder (Ritzer 1996:41‐42).   

Side 61 af 89 

udføre disse. Som en hjemmehjælper udtaler i denne forbindelse: ”… der skal være en fælles 

holdning til tingene” (Appendiks A1:2). Dette skyldes et ønske om lighed og retssikkerhed til 

borgeren hvor de sikres ens ydelser uanset hvor, hvornår og af hvem. 

 

I denne ophøjede ensartethed ser der ikke ud til at være plads til uforudsigelige hændelser. 

Hjemmehjælperne  må  i  princippet  kun  udføre  de  ydelser,  der  står  på  deres  køreliste, 

medmindre  borgeren  ønsker  at  bytte  til  noget  andet.  En  hjemmehjælper  eksemplificerer 

dette: ”Hvis der kommer én eller anden [borger] og siger, ’er du sød at skifte en pære’ ‐ det 

må vi  ikke. […]  ’det er  ikke visiteret så det har vi  ikke tid til’” (Appendiks A3:4). Det er altid 

uforudsigeligt når en pære springer, og derfor kan denne arbejdsopgave  ikke skemalægges 

frem  i  tiden. Disse  små dagligdagsopgaver, der er uforudsigelige og  stærkt  influerende på 

borgerens  livskvalitet,  var  der  mange  eksempler  på  i  vores  empiri.  Den  samme 

hjemmehjælper  fortsætter; ”Sådan nogen dumme små ting, det er  jo meget væsentligt  for 

dem” (Appendiks A3:4). Pointen med eksemplet er at understrege, hvor absurd det er med 

ensartet serviceydelser. Når borgerens rettigheder sikres gennem ens ydelser, resulterer det 

samtidig  i  at  Fru  Jensen, der dagligt  får besøg  af hjemmehjælperen,  sidder  i mørke  aften 

efter aften. Den politiske  intention er at sikre, at gruppen af svage borgere modtager hvad 

de  har  krav  på, men  i  virkeligheden  virker  denne  borgersikring med modsat  fortegn. Det 

ender som et eksempel på rationalitetens  irrationalitet, hvor systemet spænder ben for sig 

selv ved at hæmme hjemmehjælperens autonomi. De opgaver der ikke er forudsigelige, kan 

ikke skemalægges, og er derfor uden  for hjemmehjælperens arbejdsområde. Borgeren der 

skulle  sikres,  sidder  i  princippet  tilbage  i  en  ren  lejlighed,  men  uden  lys  når 

hjemmehjælperen  lukker  hoveddøren.  I  virkelighedens  verden  har  hjemmehjælperen  dog 

stadig  råderum  således,  at  de  ofte  bryder  reglementet  og  foretager  disse  små, men  for 

borgeren essentielle opgaver i hjemmet. 

 

Et toiletbesøg = fem minutter

Det økonomiske  fokus og  forbruger hensynet med blandt andet gennemsigtighed  i budget 

og ydelser, har gjort hjemmehjælpernes arbejde målbart. Dette medfører en kvantificering, 

hvor hjemmehjælpernes pleje service bliver opdelt i tidsintervaller. Således viser dette citat 

problematikken af, at den neoliberale styring forsøger at standardisere ydelser:  

 

Side 62 af 89 

”Nogen gange skal man [borgeren] altså sidde længere på toilettet end lige fem 

minutter, […] man kan jo altså ikke sådan noget på kommando, vel? Men det er 

faktisk sådan at, det skal man næsten kunne.” (Appendiks A2:4). 

 

Denne eksemplificering af minuttyranniets beregnelighed viser essensen af det absurde i at 

sætte  forudbestemte  tidsintervaller  på  plejeydelser.  For  at  fremhæve  det  groteske  i 

situationen kan det omformuleres  i grovere vendinger til  instruktionen: Fru Jensen, du skal 

skide. Fra nu, … til nu! Kalkulerbarhed og kvantificering er altså ikke altid gældende i arbejde 

med  svage  mennesker  –  tværtimod:  ”…  uforudsigelighed  indgår  i  alt  arbejde  med 

mennesker” (Henriksen & Vetlesen 2000:24‐25). Dette umuliggør fastlagte tidsintervaller på 

omsorgsarbejde. Kalkulerbarhedens  irrationalitet  kommer altså  til  syne, når borgerne  skal 

bruge mere  tid  end  forventet.  I  princippet  ville  den  hjemmehjælper,  der  kører minutiøst 

efter de beregnede kørelister, være  tvunget  til at efterlade Fru  Jensen på wc‐brættet hvis 

toiletbesøget trækker ud. Den visiterede tid er gået, og hjælperen skal videre til den næste 

borger. Som vi i det ene fokusgruppeinterview også kom ind på, går dette scenario af og til 

forklædt i sin værste skikkelse landet rundt som forsidestof med undertitlen; Men jeg skulle 

ikke  bruge mere  tid  hos  Fru  Jensen…,  hvor man  på  side  tre  kan  læse  om  den  sagesløse 

borger, der efterlades mutters alene  for at  tilbringe et døgns  tid  siddende på potten med 

bukserne nede om anklerne, efterladt af hjemmehjælperen der slavisk fulgte minuttyranniet 

til punkt og prikke40.  

 

Er der tid til omsorg?

Effektivitetsrationalet og kravet om kalkulerbarhed  i hjemmeplejesektoren forsøger at minimere 

”unødvendigt”  arbejde  –  plejeydelser  der  ikke  er  målbare.  Vi  erfarede  at  udover  disse 

kalkulerbare elementer som afstøvninger, opvask etc., har borgerne også et behov for social 

omsorg.  Desuden  så  vi  gentagende  gange,  at  hjemmehjælperne  grundet  det  konstante 

tidspres  sættes  i  situationer, hvor de  føler  sig nødsaget  til at  sige  fra på  forhånd omkring 

borgerens  sociale  behov.  En  hjemmehjælper  beretter  om  hendes metode,  hvor  hun  ”... 

                                                       40  I Tårnby kommune skete det, at en dement borger trods fire daglige besøg fra hjemmehjælpen  ikke havde fået  rengjort  toilettet. Vedkommende havde pga. en hospitalsoperation haft uheld på  toilettet og dette var derfor griset til med afføring. I stedet for at gøre stedet rent havde hjemmehjælperne skubbet ansvaret videre til næste besøg, og således var der gået tre dage før klager fra pårørende fik sat fokus på sagen (Miles 2008:25). 

Side 63 af 89 

starter ud med at sige ’jeg har kun 2 minutter til at snakke med dig i, så bliver jeg altså nødt 

til  at  gå  igen’”  (Appendiks  A2:4).  Forsøget  på  at  skabe  en  bedre  hjemmepleje  gennem 

effektivisering og kalkulerbarhed udmunder i en pleje, hvor hjemmehjælperen begrænses af 

de standardiserede ydelser til at udføre social omsorg indenfor de fastlagte to minutter. For 

enhver med indlevelsesevne står det klart at sætningen; jeg har kun 2 minutter til at snakke 

med dig, er en spandfuld koldt vand at  få kastet  i hovedet.  Ikke mindst  for den gruppe af 

ældre borger, som vi erfarede,  ikke har andet netværk end de hjemmehjælpere, der suser 

ind og ud af hoveddøren. 

 

Hjemmehjælperne nævner, at de  i praksis har  fundet en måde hvorpå de  inkorporere den 

sociale  omsorg  i  den  effektive  og  tidspressene  arbejdsdag.  Som  en  hjemmehjælper 

rammende  udtaler  omkring  denne  balancegang  mellem  det  sociale  omsorgsaspekt  og 

effektivitetskravene;  ”Så  klarer  du  det  bare mens  du  går  rundt  og  støvsuger”  (Appendiks 

A1:6). Omformuleret i vores grovere vendinger; Jeg hører hvad du siger, hvis du kan trænge 

igennem  larmen  fra  støvsugeren. Det er absurd, at det er  kommet dertil, hvor  kravet om 

kalkulerbare  ydelser  underminerer  rummet  til  social  omsorg.  Vores  empiri  pointerer 

gentagne gange at den afsatte tid, hvis nogen, til de ikke‐målbare behov bliver mindre, og at 

denne tendens er frembrusende i sektoren. 

 

Når arbejdet giver dårlig samvittighed

I  forlængelse  af  forrige  afsnit  er  det  relevant  at  nævne,  at  hjemmehjælperne  bliver 

personligt  påvirket  af  effektivitetskravene  og  den  standardiserede måde,  hvorpå  de må 

interagere i selve plejesituationen. Det fremgik i denne forbindelse, at hjemmehjælperne til 

tider oplevede en  følelse af dårlig  samvittighed overfor borgerne. Denne diskrepans, hvor 

hjemmehjælperne på den ene side ønsker at skabe en god hverdag for borgerne, og på den 

anden  side  er  nødt  til  at  forholde  sig  til  pressede  skemaer,  lader  til  at  influere 

hjemmehjælperne  i stor grad. Som en hjemmehjælper beretter: ”Nogle kollegaer de  tager 

det virkelig tungt altså det her med at de må gå fra tingene, de kan godt se at Fru Hansen 

sidder og græder, men det  tager  vi  i morgen  ikk?”  (Appendiks A1:7). Det er  ikke  sjovt, at 

måtte gå fra en grædende Fru Hansen, men som citatet viser, forskriver standarden at; det 

tager vi bare i morgen, ik? Hjemmehjælperne påpeger, at det er situationer som denne, der 

Side 64 af 89 

medvirker til at give dem en følelse af dårlig samvittighed – de ved, hvad de gerne vil gøre, 

men de har ikke muligheden for det inden for standarderne. 

 

Den  effektive  drift  og  den manglende  autonomi  skaber  et  dårlig  psykisk  arbejdsmiljø  for 

hjemmehjælperne.  Dette  er  effektivitetens  irrationalitet,  hvor  konsekvenserne  er,  at 

medarbejderne  finder  arbejde  andetsteds,  eller  i  protest  nægter  at  indordne  sig  under 

effektivitetskravene. 

 

De små daglige oprør

Selvom det lød som om, at alle hjemmehjælperne i vores empiri overordnet forsøger at følge 

de neoliberale styringsrationaler, stritter nogle af dem alligevel imod. Dette illustreres af en 

hjemmehjælper,  der  meget  rammende  udtrykker  et  oprør  mod  styringsteknologierne: 

”Enten kan man  lade sig styre af dem på en eller anden måde, ellers kan man gøre op med 

dem” (Appendiks A1:9‐10). I alle tre fokusgruppeinterview kommer hjemmehjælperne ind på 

det, vi har valgt at kategorisere som et oprør over  for arbejdsprocedurerne. Som uddybet 

tidligere  klager  de  over,  at  deres  skemaer  er  for  pressede,  at  de  stresser  igennem  deres 

opgaver, og at borgerne bliver overladt til sig selv. Men  for nogen af hjemmehjælperne er 

der  grænser  for, hvad de  vil  acceptere –  for nogen  er det  at  yde en ordentlig omsorg  til 

borgerne  vigtigere  end  at  følge  skemaer  og  tidstabeller.  Derfor  retter  deres  oprør  sig 

henholdsvis  både  mod  standardiseringen  og  mod  styringen  af  deres  arbejdsgange,  der 

kommer  til  udtryk  ved  deres  ”sabotage”  af  styringsredskabet  PDA’en  og  dennes 

forudbestemte tidsintervaller gennem minutiøse kørelister. 

 

I deres kritik af den visiterede tid på kørelisterne fortæller nogle af hjemmehjælperne, at de 

er nødt til selv, at skabe den tid de har brug for hos den enkelte borger. Dette gør de ved at 

være fem minutter kortere hos en borger, der har mindre behov den dag, og give den ekstra 

tid  til en anden borger der den pågældende dag, har et  større behov. En hjemmehjælper 

udtaler  i denne  forbindelse:  ”Du  kan  ikke  køre efter planerne, det er der  ikke nok  styr på 

tingene til” (Appendiks A2:1). Vi erfarede derfor, at hjemmehjælperne ofte udfører opgaver, 

der ikke er visiterede. En hjemmehjælper formulerer det således: ”Vi gør mange ting selvom 

det ikke er registreret” (Appendiks A2:3). Rationalitetens irrationalitet af det kontrollerende 

element kommer, som Ritzer påpeger, til syne når medarbejderne bryder rammerne for de 

Side 65 af 89 

kontrollerende  styringsredskaber  såsom  kørelister.  Kørelisten  bliver  et  irrationelt 

styringsredskab, når hjemmehjælperen ikke vælger at følge dem.    

 

På  første dagen  for PDA’ens brug valgte et par hjemmehjælpere, at  lade den blive nede  i 

tasken efter de havde konstateret, at den skabte flere problemer, end den  løste. Ligeledes 

får det konsekvenser  for styringsredskaberne, når tidspresset tager overhånd: ”Så blev der 

lige knaldet 10 minutter  ind på  listen der… Og der blev min PDA’er nede  i tasken, sådan er 

det bare…”  (Appendiks A2:3). Den tendens blandt hjemmehjælperne underbygges gennem 

vores  empiri:  ”Jeg  har  også  sagt,  at  hvis  jeg  er  presset  en  dag  så  bruger  jeg  den  ikke!” 

(Appendiks A2:4). Hjemmehjælperen nægter altså at benytte PDA’en, hvis de ikke føler, der 

er tid til det. De vil ikke finde sig i de til tider unødvendige arbejdsopgaver, som de oplever, 

når  de  i  forvejen  føler  et  stort  tidspres.  Rationalitetens  irrationalitet  omkring 

styringsteknologierne  kommer,  som  Ritzer  pointerer,  til  syne  når  medarbejderne  helt 

undlader at gøre bruge af de kontrollerende styringsredskaber. PDA’en kan i hvert fald ikke 

styrer og kontroller hjemmehjælperen fra bunden af tasken – ikke endnu da.  

 

Overgreb – og andre sundhedsreducerende tendenser

I  kritikken  af  den  praktiske  pleje  var  der  gentagende  gange,  hvor  hjemmehjælperne 

debatterede  tendenserne  omkring  borgerens  sundhedstilstand,  og  i  den  forbindelse  den 

diskrepans de dagligt oplever mellem formålet med arbejdet, og den barske virkelighed som 

de  arbejder  i. Dette  citat  giver  et  godt  indblik  i problematikken på området:  ”Jeg  tænker 

også  lidt på sundhedsfremmende ting. Vi bliver nødt til at holde dem  [borgerne]  i gang og 

aktivere dem” (Appendiks A3:4). Der hersker ingen tvivl om, at hjemmehjælperne mener, at 

det  er  vigtigt  at  holde  disse  svage  borgeres  begrænsede  færdigheder  ved  lige  gennem 

aktivering, men det er der ikke mulighed for i deres arbejde under de nuværende vilkår. Som 

den samme hjemmehjælper fortsætter: ”Men på den nuværende måde så bliver de syge og 

dårlige, og bliver sat længere tilbage” (Appendiks A3:4). Aktivering i denne henseende er på 

et meget  lavt  niveau,  på  trods  af  at  hjemmehjælperne  ønsker  at  vedligeholde  borgernes 

basale færdighed, men som en hjemmehjælper udtaler: ”Vi har ikke tid til at vente på at de 

selv  knapper  skjorten,  eller  bare  det  at  tage  undertrøjer  på”  (Appendiks  A2:3).  Plejen  er 

skåret så meget ind til benet, at de i forvejen svage borgere bliver sat længere tilbage, som 

det bliver udtrykt  i  forrige citat. Disse  igangværende  tendenser har altså  ligefrem negative 

Side 66 af 89 

konsekvenser  på  den  enkelte  borgers  sundhedstilstand.  Udviklingen  kan  således  kaldes 

sundhedsreducerende.  I  relation  til  de  sundhedsreducerende  tendenser  fortæller  en 

hjemmehjælper om paradokset i plejen:

 

”... det har den modsatte effekt af hvad der er  formålet med at gå og passe 

mennesker ‐ det er at aktivere dem også. Men det får den modsatte effekt, og 

det er at vi pacificerer dem. Fordi det er hurtigere når vi gør det”  (Appendiks 

A2:3) 

 

Hjemmehjælperne  forklarer  i  denne  forbindelse  at  borgerne  går  ind  i  sig  selv,  når  de 

fornemmer,  at det  går  for  stærkt.  Således  kan borgerne hverken  fysisk eller psykisk  følge 

med i det der sker, og derfor pacificeres de fuldstændigt: 

 

”… jeg kunne godt gå fra nogen borgere med – ikke dårlig samvittighed – men 

den der fornemmelse af at man har lavet et, mere eller mindre, overgreb, fordi 

det skal gå for stærkt og fordi der ikke er tid nok til det” (Appendiks A2:5) 

 

En ting er at de i forvejen svage borgere ikke aktiveres, således at deres begrænsede basale 

færdigheder vedligeholdelses, men at udviklingen er kommet dertil, at borgerne simpelthen 

pacificeres  af  hjemmehjælperen  gennem  overgreb  må  ses  som  endnu  et  eksempel  på 

rationalitetens  irrationalitet. Man  fratager  således denne  svage borger det  sidste  strejf  af 

medmenneskelig  respekt,  da  de  strukturelle  rammer  kontinuerligt  strammes  til,  og 

hjemmehjælperen ikke tidsmæssigt kan håndterer disse arbejdsopgaver. Tendensen skyldes 

således det kontante tidspres, hjemmehjælperne arbejder under, hvor de er nødt til at gøre 

ting, som borgeren ellers selv kunne klare, hvis der var lidt mere tid til det.  

 

Som en anden hjemmehjælper udtaler omkring denne pacificering af borgeren: ”Det er som 

om det er en død ting man har med at gøre” (Appendiks A1:10). Når borgeren er reduceret 

til en død ting, så er der altså ikke efterladt meget rum til mellemmenneskelig relation. Dette 

kan kun have negative konsekvenser, for både det menneske der udfører et arbejde under 

disse forhold, og samme tendens må kunne spores hos det menneske der modtager ydelser 

under disse arbejdsforhold. Hjemmehjælperen er derfor efterladt  til at  famle  sig  igennem 

Side 67 af 89 

dette tidspres under et determinerende minuttyranni med et fagligt og moralske kodeks og 

den personlig samvittighed som ledetråd. Dette kan ikke være godt for deres arbejdsmiljø.  

 

Delkonklusion –

Umenneskeliggørende tendenser i hjemmeplejen Vi  har  i  foregående  afsnit  set  hvordan  systemets  egne  rationaler,  i  yderste  konsekvens 

underminerer  sig  selv. Det er  tydeligt, at de  strukturelle  rammer  i hjemmehjælpssektoren 

påvirker hjemmehjælpernes måde at agere på. For det første mister hjemmehjælperne dele 

af deres  arbejdsmæssige  autonomi. Dette blev påvist  i  analysen, hvor både det  kollegiale 

fællesskab samt den individuelle stillingstagen blev udfordret af rammerne. Ydermere ser vi 

hvordan den standardiserede pleje, kontrollerede hverdag og effektive drift er en hæmsko 

for  den  individuelle  indlevelse  og  empati  hos  hjemmehjælperen.  Hjemmehjælperne  er 

tvunget til at yde en service, som ifølge dem ikke altid er tilstrækkelig.  

 

Det  fremstod, at de  fire dimensioner  i Ritzers  terminologi konkret havde en effekt på den 

pleje,  der  gives  i  Ellelunden;  en  effekt  der  ikke  altid  virker  ønskværdig  ud  fra 

hjemmehjælperens  faglige  moralske  kodeks  og  almene  empati.  Ritzer  proklamerer,  at 

rationalitetens forsatte gennemslagskraft medfører, at den pågældende arbejdsplads på sigt 

bliver  et  umenneskeliggørende41  sted.  Ud  fra  eksemplerne  om  toiletbesøg,  den  dårlige 

samvittighed, de små oprør og den sundhedsreducerende pleje illustrerede vi rationalitetens 

irrationalitet. I forlængelse heraf kan vi også genkende Ritzers idé om umenneskeliggørelse, 

der foruden irrationaliteten er en uundgåelig konsekvens i et rationelt system. Vi ser netop, 

hvordan  den  rationelle  styring  hæmmer medarbejdernes  fornuft,  og  alle  de  ovenstående 

eksempler  viser  hvordan  hjemmehjælpernes  menneskelighed  og  fornuft  begrænses. 

Umenneskeliggørelsen kommer stærkest til udtryk, når hjemmehjælperne ikke længere kan 

genkende dem selv  i situationer, hvor de udfører et ”overgreb” ved at pacificere borgerne 

eller føler at de arbejder med ”døde ting”. Hjemmehjælperne bliver altså umenneskeliggjort 

når deres autonomi reduceres grundet effektivitets‐ og standardiseringskrav. Ifølge Ritzer er 

                                                       41  Ritzer  definition  af  umenneskeliggørelse  udspringer  af  hans  tanke  af  hvordan  rationelle  systemer  fjerner basal  menneskelighed  og  fornuft  fra  de  mennesker,  der  arbejder  og  betjenes  af  systemer  styret  af rationaliteten (Ritzer 1996:172‐178).  

Side 68 af 89 

dette  en  naturlig  konsekvens  af  rationalitetens  dominans.  Ritzer  argumenterer,  at 

rationalitetens  forsatte  gennemslagskraft  medfører  fornuftsstridige  systemer.  Den 

manuskriptdeterminerede  interaktion der opstår  igennem standardiseringen, effektiviteten 

og kontrollen fordrer en upersonlige relation, der medfører at den pågældende arbejdsplads 

på  sigt  bliver  umenneskeliggørende.  Ritzer  mener,  at  den  omfattende  rationalitet  har 

negative menneskelige konsekvenser for hjemmehjælperne og deres psykiske arbejdsmiljø. 

Dette vil vi kigge nærmere på i næste afsnit. 

 

AANNAALLYYSSEEDDEELL IIIIII –– AANNAALLYYSSEETTIISSKKEE RREEFFLLEEKKSSIIOONNEERR I  analysen  har  vi  redegjort  for  de  konkrete  konsekvenser  som  neoliberaliseringen  af 

hjemmeplejen har medført.   Vi har  argumenteret  for at elementerne  fra Ritzers  teori om 

McDonalisering af samfundet også gør sig gældende i hjemmeplejeinstitutionen Ellelunden. 

Vores  afsluttende  del  var  en  analyse,  af  de  irrationelle  konsekvenser  og 

umenneskeliggørende  effekter,  som  er  til  stede  i  hjemmeplejen.  En  analyse  der  samtidig 

påviste,  at  hjemmehjælperne  ikke  vil  acceptere  samtlige  irrationaliteter  og  til  dels  forsat 

yder små oprør. Omdrejningspunktet for de følgende refleksioner vil derfor være fremtidens 

hjemmehjælp,  og  konsekvenserne  ved  en  forsat  tendens  til  umenneskeliggørelse  af  både 

medarbejdere og borgere i sektoren. 

 

FFrreemmttiiddeennss hhjjeemmmmeepplleejjee Som  tidligere  nævnt  går  Danmark  imod  en  demografisk  udvikling med  et  stigende  antal 

ældre. I denne sammenhæng er det essentielt med en velfungerende hjemmepleje, der kan 

støtte ældre og svage borgere i eget hjem. Derfor er det relevant at diskutere og reflektere 

over fremtidens hjemmepleje, dens udformning, styring og menneskesyn. 

 

Ritzer  argumenterer  for,  at  den,  McDonaldiserede  manuskriptdeterminerede  interaktion 

mellem  mennesker,  har  en  negativ  indvirkning  på  de  menneskelige  relationer.  Hans 

argument  lyder  at McDonaldiseringen  i  høj  grad  begrænser,  eller  fuldstændigt  eliminerer 

Side 69 af 89 

den mellemmenneskelige  relation, eftersom medarbejdere og borgere har  ringe mulighed 

for at skabe denne relation. Den kortvarige og upersonlige kontakt,  fører til en  interaktion 

præget af  forudsigelighed. Man  får simpelthen  følelsen af, at man har med maskiner eller 

robotter at gøre – ikke med mennesker (Ritzer 1996:174‐176). 

 

Den  manuskriptdeterminerede  interaktion  og  den  upersonlige  relation  kommer  i  vores 

empiri  til  udtryk  gennem  Fleksibel  Hjemmehjælp,  kontrol‐  og  styringsredskaber, 

standardiseringen af ydelser og effektiviseringen af personalets hverdag. Hjemmehjælperne 

burde  altså,  ifølge Ritzer, begynde at minde mere og mere om menneskelige  robotter og 

ligeledes skulle ydelserne til borgerne blive produkter. Hjemmehjælperne giver til dels Ritzer 

ret og pointerer, at hvis de følger PDA’ens dikterende skemalægning, ved at holde sig til de 

visiterede standardydelser og fastlagte tider, føler de sig tilnærmelsesvis som robotter. 

 

Hjemmehjælperne  afviser  dog  umiddelbart,  at  de  lader  sig  styre  af  ”systemet”  og  dens 

kontrollerende redskaber. Som en hjemmehjælper konkret udtaler: 

 

”Jeg føler mig heller  ikke som en robot fordi, det nægter  jeg at være. Hvis  jeg 

var  det  så  ville  jeg  køre meget  præcist  efter minutter  og  have  sjusket mig 

igennem det for at nå den tid, og det gør jeg ikke!” (Appendiks A2:4).  

 

Der  ses  her  en  tydelig  modstand  mod  ”systemets”  umenneskeliggørelse,  da 

hjemmehjælperen nægter at agere som en robot. Dog  fortæller  flere hjemmehjælpere om 

en bekymrende normændring i hjemmeplejen: ”Hvad man ikke ville acceptere måske for 5 år 

siden, det accepterer man  i dag” (Appendiks A2:5). Den samme hjemmehjælper fortsætter; 

”… og på den måde så skrider tingene lidt mere og lidt mere og lidt mere” (Appendiks A2:5). 

Denne  igangværende  moralske  glidebane,  understreger  hjemmehjælperne  selv,  er  af 

farefuld  karakter,  men  tilsyneladende  står  de  magtesløse  overfor  de  regelmæssige 

styringstiltag. 

 

Pierre  Boudieu  argumenterer,  i  sin  kritik  af  neoliberalismen,  at  dens  negative  effekter 

kommer ubemærket. Derfor opdages de alvorlige konsekvenser  ikke før det er for sent, da 

Side 70 af 89 

neoliberalismens;  “… most  terrible  consequences  are  those  of  the  long  term”  (Bourdieu 

1998). 

 

Grundet neoliberalismens tilsyneladende ”snigende” natur, vænner medarbejderne sig til de 

ændrede  normer. Udviklingen  i Danmark  er  ikke  sket  fra  dag  til  dag.  En  hjemmehjælper 

fortæller kort om tiltagene; ”det kommer gradvis, hvor du skal omstille dig til noget andet” 

(Appendiks A2:4) hvorefter en anden fortsætter; ”Det har været omstillinger igennem 30 år. 

Vi har haft mange omstillinger. Man skal  ikke sige at vi  ikke er vant til omstillinger, der har 

været  utrolig  mange  omstillinger  hele  tiden”  (Appendiks  A2:4).  Disse  omstillinger  sker 

løbende med mindre tiltag, der giver rum for tilvænning. Samtidig er uviklingen sket hurtigt 

nok  til  at  gøre  det  muligt,  at  afmontere  kritiske  evalueringer  og  undersøgelser  med 

argumenter såsom; Lad det nu lige falde til! Denne tendens erfarede vi gennem vores møde 

med empirien. 

 

Det  kan  derfor  argumenteres,  at  hjemmehjælpernes  små  oprør  mod  standardiseringen 

langsomt  vil  reduceres,  i og med  at personalet  løbende  vil begynde  at acceptere  flere og 

flere  indskrænkninger. Deres  autonomi  vil mindskes,  de  tilvænnes  de  ringe  plejevilkår  og 

indfinder  sig  med  de  tilsyneladende  unødvendige  arbejdsopgaver.  Denne  glidebane 

understreger  hjemmehjælperne  selv,  at  de  er  opmærksomme  på,  men  alligevel  er  der 

forgået en normændring som har medført en ændring af medarbejdernes moralske kodeks. 

Dette giver grund til at tro, at hjemmehjælperne i fremtiden vil acceptere de forhold, som de 

i dag kritisere stærkt. 

 

Hvis  denne  forudsigelse  bliver  en  realitet  vil  dette  sat  på  spidsen  indebærer,  at 

hjemmehjælperne  indordner  sig  fuldstændigt  efter  systemet. Og  dermed  bliver  de,  ifølge 

Ritzer,  til  menneskelige  robotter,  ligesom  han  mener  medarbejderne  på  McDonalds  er 

blevet: ”Indimellem følte jeg det, som om jeg var en robot. […] man gør det på samme måde 

hver  gang.  Man  bliver  en  mekanisk  tumpe”  (Ritzer  1996:186).  Når  hjemmehjælperne 

accepterer  fratagelsen  af  autonomi  og  egen  vurderingsevne  i  arbejdet,  vil  de  altså  have 

gennemgået en komplet McDonaldisering og efterlades derefter kun med tre muligheder; at 

indordne sig og dermed agere som en robot, at sige op og dermed opgive den daglige kamp, 

eller  forsøge at  trænge  igennem med deres kritik. Sidstnævnte potentiale vil vi behandle  i 

Side 71 af 89 

perspektiveringen,  da  vores  empiriindsamling  ikke  har  gjort  det  muligt  at  komme  med 

kvalificerede analytiske refleksioner på dette område. 

 

Hjemmehjælperen i ældreplejen - anno 2023 …  der  lyder  lidt  skratten  i  hendes  headset,  og  Alice  afventer  stadig  svar  fra 

kommandocentralen i Indien, da Else pludselig giver lyd fra sig. Den ældre dame begynder at 

hoste voldsomt, og hun forsøger at rejse sig op på alle fire. Hendes øjne er udspilede, og det 

fremstår  tydeligt ud  fra den blålige  farve  i ansigtet, at hun  ikke kan  få  luft ned  i  lungerne. 

Alice bliver grebet af en smule panik og skynder sig at tage kontakt til kommandocentralen 

igen; ”Borgeren hoster voldsomt og kan ikke trække vejret” siger hun og træder et forsigtigt 

skridt  tilbage,  da  Else  i  forsøget  på  at  få  noget  hjælp  rækker  den  ene  hånd  frem mod 

hjemmehjælperen, mens hun peger på halsen med den anden. Alice ved, hun ikke må gøre 

noget,  før dette er blevet godkendt af  Inderen  i den anden ende af  telefonen.  I et  flygtigt 

øjeblik gribes hun af medmenneskelighed og  rækker hånden  frem mod borgeren. Da hun 

holder hånden over Else klar til at dunke hende i ryggen, trækker hun den pludseligt tilbage, 

vender ryggen til og gentager sin  forrige besked med tilføjelsen; ”… hvad skal  jeg gøre?”.  I 

samme øjeblik  får Alice øje på den ufærdige hylde og  kommer  i  tanke om  tiden. Hendes 

ønske om anerkendelse har gjort hende opsat på at vinde månedens medarbejderpris, og 

hun rationaliserer sig derfor frem til, at hun da lige så godt kan få noget ud af den tid, hvori 

hun alligevel venter på svar. Derfor går hun tilbage mod hylden, tager microfiberkluden frem 

og begynder at støve af.  

 

Da  hun  er  næsten  færdig,  vender manden  i  kommandocentralen  tilbage  og  siger:  ”Øhh 

vejret?  Ingen  gåtur med  borger…”.  Inderen  har  tydeligvis misforstået Alice,  fordi  hans  to 

måneders‐danskkursus  ikke  har  været  tilstrækkelig  til  helt  at  forstå  det  danske  sprog.  I 

samme nu, som Alice skal til at gentage spørgsmålet, starter en høj alarm fra hendes venstre 

lomme. Det er hendes PDA.  Lyden  indikerer, at hun på dette  tidspunkt  skulle have været 

færdig her og påbegyndt afstøvningen i næste lejlighed. Alice bliver grebet af frygten for at 

miste muligheden  for at blive månedens medarbejder og  færdiggør derfor hurtigt hylden. 

Derefter drejer hun rundt og kigger på borgeren, der igen ligger stille på gulvet. Alice skynder 

sig  at  færdigregistrere  opgaven, mens  hun  i  sit  headset  informerer  kommandocentralen; 

Side 72 af 89 

”Borger  B203  er  formentlig  afgået  ved  døden…  sender  i  ikke  en  sygeplejerske  for  at 

bekræfte?”. Derefter  går  hun  hurtigt  ud  af  døren  og  skynder  sig  videre  til  næste  besøg  i 

forsøget på at indhente den tabte tid. 

 

Generelle tendenser I afrundingen af den lille fremskrivning som også startede og introducerede denne rapport er 

skrækscenariet  om  hjemmehjælperen,  som  værende  en  fuldstændig  disciplineret  og 

kontrolleret  robot.  En  anden mulighed  for  fremtiden,  som  vi  tidligere  gav  udtryk  for,  var 

hjemmehjælpernes opsigelse. Dette er umiddelbart  langt mere plausibelt end scenariet der 

blev beskrevet ovenover. Hjemmehjælperne  i vores empiri giver således  i flere anledninger 

udtryk for, at en opsigelse ligger nær, hvis sektorens grundlæggende rammer ikke ændrer sig 

til  det  bedre.  I  debatten  omkring  2011‐scenarioet,  hvor  minuttyranniet  kommer  til  at 

kontrollere  endnu mere  end  i  dag,  så  vi  en  klar  tendens  hvori  flere  af  hjemmehjælpere 

udtalte,  at de da  ville overveje  at  finde nyt  job  til den  tid  ‐ men den  tid er  altså  lige om 

hjørnet.  

 

Som  allerede nævnt  flere  gange,  går  vi en bekymrende demografisk udvikling  i møde, og 

truslen  om  en  udmagret  hjemmeplejesektor  har  derfor  alvorlige  følger  for  det  danske 

velfærdssamfund. Denne undersøgelse har taget sit primære fokus i en kontekstuelfunderet 

institution,  og  konklusionerne  er  dermed  umiddelbart  ligeledes  begrænset  til  det 

kontekstuelle.  I det følgende afsnit vil vi dog argumentere for at mange af de tendenser vi 

ser i vores empiri, også kan anspores i et bredere perspektiv, grundet en række tendenser i 

større spørgeundersøgelser, studier og nationale tiltag.  

 

PDA’en et element der er værd at fremhæve  i denne generaliserende perspektivering.  Idet 

den  i vores empiri har været pålagt en ganske  stor opmærksomhed,  som  således også er 

afspejlet  i  vores  projekt.  Dette  skyldes  at  PDA’en  er  det  mest  influerende  fysiske 

styringsredskab,  og  det  tiltag  der  ser  ud  til  at  have  haft  den  største  indvirkning  på 

hjemmehjælpernes  følelse  af  stigende  registreringskrav,  kontrol  og  tab  af  autonomi.  Da 

Side 73 af 89 

PDA’en er blevet  implementeret  i næsten alle kommuner  i Danmark42 kan det derfor virke 

sandsynligt, at hjemmehjælpere  i disse kommuner også har oplevet frustrationer angående 

PDA’en, og følelser der er sammenlignende med dem fremlagt i denne rapport. Dette er dog 

kun  en  forstærket  hypotese, men  potentialet  for  lignende  undersøgelser, men  lignende 

resultater er til stede.  

 

Derudover  afslørede  en  nylig  FOA‐rapport,  at  hjemmehjælpere  opfatter  registrering  af 

arbejdsopgaver  som  en  ligegyldig  ting  i  deres  arbejde,  der  samtidig  er  blevet pålagt dem 

mere og mere. Denne registrering ses som noget der ikke er af relevans i forhold til arbejdet 

med  borgeren  (FOA  2009:2‐3).  I  forlængelse  af  dette  påpeger  et  FOA‐notat,  at 

hjemmehjælpere  i  en  større  sammenhæng  også  oplever  at  de  har mindre  tid  til  deres 

kerneydelser,  og  at  deres muligheder  for  at  yde  en  god  omsorg  er  blevet mindre  (FOA 

2007:1‐6).  Denne  oplevelse  deler  vores  empiri  således med  en  større  del  af  den  danske 

hjemmeplejesektor  og  derfor  kan  det mistænkes  at  flere  hjemmehjælpere  landet  rundt 

ligeledes deler nogle af de følelser som vores fokusgrupper fortæller om  i forbindelse med 

registrering,  dokumentation  og  frustrationen  overfor  umiddelbart  unødvendige 

arbejdsopgaver. Dette er igen kun en forstærket hypotese.  

 

I  forbindelse  med  denne  kritik  og  hjemmehjælpernes  ytringer  om  forsat  at  blive  i 

hjemmeplejen,  har  en  kvantitativ  undersøgelse  allerede  påvist  en  generel  sammenhæng 

mellem  arbejdsmiljøet  i  ældreplejen  og  plejekvaliteten  for  borgeren.  Tidspres  og 

rollekonflikter har et direkte sammenhæng med hjemmehjælpernes oplevede arbejdsmiljø, 

og  plejekvaliteten  påvirkes  direkte  af  det  tidspres,  som  den  enkelte  medarbejder  i 

ældresektoren  oplever  (NFA  2007c:2).  Plejekvaliteten  har  samtidig  en  direkte 

kausalsammenhæng med den ansattes ønske om forsat at blive i ældreplejesektoren. Da der 

er forholdsvis flere medarbejdere fra en enhed, hvor den oplevede plejekvalitet er høj, som 

forsat ønsker at blive  i ældresektoren (NFA 2007c:2‐4). Selvom undersøgelsen dækker hele 

plejesektoren,  underbygger  den  hjemmehjælperne  fra  Ellelunden´s  ytringer  om  jobskifte, 

hvis forholdene forsat forværres. Hvilket dermed forstærker hypotesen og vores bekymring 

om hjemmeplejen i fremtiden. 

                                                       42 Se fodnote 5 eller mere i Appendiks B 

Side 74 af 89 

 

Ydermere  er det  klart,  at de overordnede  tiltag,  som  eksempelvis  Fælles  Sprog,  ikke blot 

rammer  Ellelunden.  Disse  tiltag  er  bestemt  politisk,  og  således  er  kommuner  og 

hjemmeplejecentre overalt i landet blevet pålagt at implementere dels en mere effektiv drift 

og dels en  strammere  kontrol med hjemmehjælpernes  tid. Det  fremgår derfor  tydeligt  at 

andre hjemmehjælpere også er underlagt en ændret og mere neoliberal  styring. Da disse 

tiltag og deres redskaber, i større og mindre grad, bevirker at de hjemmehjælpere vi har talt 

med, oplever tab af autonomi og en forhastet udført pleje, samt andre frustrationer, er der 

igen  grundlag  til en  forstærket hypotese omkring,  at disse oplevelser er  at  finde  i mange 

andre hjemmeplejeafdelinger i Danmark. 

 

Afrundende har vi draget anden  litteratur frem gennem medier og aviser, der understøtter 

de  ting vi  ser  i vores empiri  fra andre  steder  i  landet. Helt konkret har Odense kommune 

således  taget  konsekvensen  af  hjemmehjælpernes  kritik,  og  har  reduceret  den  store 

registreringsbyrde, der er forbundet med hjemmehjælpernes dagligdag. Som en politiker fra 

kommunen udtaler i denne anledning: ”Det [registrering] er mest af alt et levn fra en anden 

tid, og et andet værdisæt, som vi ønsker at gøre op med” (Nyhedsinformationen for Social‐ 

og  Sundhedssektoren  2009).  Endvidere  eksemplificeres  denne  debat  også  i  Rudersdal 

kommune, hvor der i øjeblikket heftigt diskuteres hvorvidt kontrollen er gavnlig. Jens Bruhn 

(S),  der  er  formand  for  Socialudvalget  i  Rudersdal  kommune  udtaler  således  til 

Frederiksborgs  Amts  Avis:  ”Hvis  det  står  til  mig,  skulle  vores  hjemmehjælpere  og 

sundhedspersonale  slippe  for  det  tidsskema‐ræs.  […]  Jeg  har  fået  flere  henvendelser  fra 

medarbejdere, der føler sig mistænkt  i deres arbejde. Vi skal have tilliden til medarbejderne 

og indflydelse på eget arbejde tilbage” (Wied 2009). 

 

Ud  fra  ovenstående  argumenter,  mener  vi,  at  kunne  benytte  denne  rapport  og  dens 

kommende  konklusioner  som  forstærkede  hypoteser,  der  underbygger  at  de  neoliberale 

tendenser  ville  kunne  ses  i  andre  institutioner,  end  Ellelunden  og  dermed  overskride 

empiriens umiddelbare kontekstuelle forankring. 

 

Side 75 af 89 

KKAAPPIITTEELL VVIIII

KKOONNKKLLUUDDEERREENNDDEE RREEFFLLEEKKSSIIOONNEERR  

Den neoliberale styring i hjemmeplejen kommer i sin mest konkrete form til udtryk gennem 

de  fire  McDonaldiseringsdimensioner:  kontrol,  kalkulerbarhed,  effektvisering  og 

forudsigelighed.  Disse  dimensioner  er  blandt  andre  opstået  som  resultat  af  den 

modernisering,  der  er  blevet  implementeret  i  hjemmeplejesektoren,  hvilket  har medført 

tiltag som for eksempel Fritvalgsordningen og Fælles Sprog. Ved hjælp af disse er der blevet 

indført  en  standardisering  i  hjemmeplejen,  hvor  blandt  andre  forudsigelighed  og 

kalkulerbarhed  er  blevet  centrale  nøgleelementer.  Dette  er  gjort  for  både  at  skabe 

gennemsigtighed, men  i  ligeså høj grad også for at effektivisere hjemmeplejesektoren. Som 

et  ikke‐menneskeligt  styringsredskab  er  PDA’en  blevet  implementeret med  det  formål  at 

skærpe  retssikkerheden  ved  at  registrere  de  visiterede  opgaver  hos  borgeren.  Samtidig 

sikrer dette en mere effektiv drift. Dog  fungerer den også  som et kontrolredskab over  for 

hjemmehjælperne;  både  i  forhold  til  deres  arbejdsfordeling  og  deres  tidsforbrug.  Den 

neoliberale  styring  har  ifølge  vores  empiri mange  utilsigtede  konsekvenser,  ikke  blot  for 

borgeren  og  kvaliteten,  men  mest  relevant  for  dette  projekt:  hjemmehjælperen.  Disse 

konsekvenser bliver i det følgende opsummeret. 

 

Til at belyse de negative utilsigtede konsekvenser trækker vi på Ritzers terminologi omkring 

rationalitetens  irrationalitet.  Den  væsentligste  irrationalitet,  der  er  knyttet  til 

McDonaldiseringen, er umenneskeliggørelsen. Det fremstod, at de fire dimensioner i Ritzers 

terminologi konkret havde en effekt på den pleje, der gives  i Ellelunden; en effekt der  ikke 

altid  virker  ønskværdig  ud  fra  hjemmehjælperens  faglige  moralske  kodeks  og  almene 

empati.  Vi  har  således  identificeret,  gennemgået  og  underbygget  denne 

umenneskeliggørende  tendens  i  interaktionen  mellem  borger  og  hjemmehjælper.  Dette 

kommer  til  udtryk  ved  en  følelse  af  dårlig  samvittighed,  når  hjemmehjælperne  ikke  kan 

levere,  den  service  de  anser,  som  er  nødvendig  for  borgeren.  Men  den 

Side 76 af 89 

umenneskeliggørende  tendens  i  hjemmeplejesektoren  kommer  kraftigst  til  udtryk,  når 

hjemmehjælperne ikke længere kan genkende dem selv i specifikke situationer; som når de 

fortager  et  overgreb  og  derved  fuldstændig  pacificerer  borgerne.  Når  dette  er  sket 

tilstrækkeligt  ofte,  får man  følelsen  at  arbejde med  døde  ting,  som  en  hjemmehjælper 

formulerer det. Hjemmehjælperen er på grund af minuttyranniet og den stramme tidsplan, 

nødsaget  til at  famle  sig  frem  i blinde, blot med deres  faglige og moralske kodeks og den 

personlig samvittighed som  ledetråd. Dette er  ikke godt for deres arbejdsmiljø.  I fremtiden 

ser vi, at det determinerende minuttyranni bliver yderligere strammet til, og dette vil have 

menneskelige konsekvenser for både hjemmehjælper og borger.   

 

En  grundlæggende  pointe,  der  er  værd  at  nævne  i  denne  forbindelse,  er,  at  hvis 

hjemmehjælperen  blindt  følger  minuttyranniet,  vil  borgeren,  som  man  fra  politisk  side 

forsøger at sikre, blive ramt tifoldigt. Det bliver således dagligdag at høre om borgere, der 

kun var visiteret til fem minutters wc‐besøg, men skulle bruge syv og derfor blev efterladt til 

overnatning på potten. Her viser rationalitetens irrationalitets sin iboende bagside.  

 

Målet om kalkulerbarhed kræver en vis standardisering, som igen kræver forudsigelighed for 

at  kunne  fungere.  Vores  primær  og  sekundær  empiri  har  dog  påvist,  at  en  fuldstændig 

forudsigelighed er umulig at opnå  i arbejdet med mennesker. Derfor  slår  forsøgene på at 

implementere disse rationalitetsstandarder også fejl, hovedsagligt fordi man fra politisk side 

søger  at  indføre  forudsigelige  standarder  til  at  kontrollere en uforudsigelig og  foranderlig 

virkelighed.  Her  henvises  til  vejtidens  uforståenhed  over  for  årstidernes  forskellighed, 

kørelisternes  manglende  håndtering  af  uforudsigelige  hændelser  og  minuttyranniets 

misfortolkende  forhold  til  mennesker  –  borgeren  såvel  som  hjemmehjælperen. 

Neoliberalismens  søgen  efter  kalkulerbarhed  er  derfor  utroværdig  og  ubrugelig  i  denne 

sektor. Redskaberne, der bliver  implementeret  for at udføre rationelle målinger, resulterer 

tværtimod  i  en  øget  potentiel  kontrol  og  skaber  derfor  et  stigende  element  af  tidspres  i 

hjemmehjælpernes  arbejdsdag.  Denne  følelse  skaber  ydermere  en  allerede  etableret 

mistillids  mellem  hjemmehjælperne  og  systemet  og  bevirker  endvidere  til,  at 

hjemmehjælperne føler de skal gå på kompromis med deres moralske kodeks,  idet de  ikke 

får mulighed  for at udføre den  service og pleje, de  ser, der  skal  til.  Som  sagt påfører det 

Side 77 af 89 

rationelle  forsøg  på  at  regulere  hjemmeplejesektoren  negative  konsekvenser  for  de 

involverede parter og dermed hele hjemmeplejesektoren. 

 

Den  føromtalte mistillid er opstået gennem neoliberalismens  tendens  til at decentralisere 

ansvaret  og  centralisere  styringen.  Gennem  denne  proces  påføres  der  høje  krav  til 

hjemmehjælperne, som samtidig bliver holdt til ansvar for hjemmeplejens kvalitet. Men da 

styringen går modsat af ansvaret, kan hjemmehjælperne  finde det  svært at  leve op  til en 

acceptabel kvalitet  indenfor de rammer, systemet har fastlagt.  I denne proces forekommer 

der  endvidere  en  utrolig  stor  forringelse  af  autonomi  –  både  hos  den  enkelte 

hjemmehjælper og i hjemmeplejegruppen. Dette sker, da de overordnede tiltag og rammer, 

samt styringsredskaber som PDA’en konstant bliver trukket ned over hovedet på personalet, 

uden at de har nogen indflydelse. Dette bevirker, at den enkeltes og hjemmeplejegruppens 

kollegiale autonomi langsomt bliver mindre, og færre og færre beslutninger skal efterhånden 

udføres af hjemmehjælperne selv. 

 

Den neoliberale styring har ifølge vores empiri ikke fuldstændigt slået rod i Ellelunden, hvor 

hjemmehjælperne fortsat yder modstand igennem deres små oprør i dagligdagen. Energien 

er dog ved at løbe ud, og selvom personalet ser sig selv som tålmodige mennesker, udnytter 

systemet  deres morale;  ingen  hjemmehjælper  kan  endnu  forlade  en  borger med  dårlig 

samvittighed,  og medarbejderne  tvinges  derfor  til  stadig  at  udføre  et  ”ordentligt”  stykke 

arbejde på trods af det enorme tidspres og de urealistiske effektivitetskrav, de føler, de er 

underlagt.  I vores empiri giver alle dog udtryk for, at dette  ikke kan vare ved. De håber og 

venter på, at politikerne vågner op og ændrer dagsordenen, men hvis dette ikke sker, ser de 

ingen andre muligheder end at finde indtjening andetsteds.  

 

Denne  sidste  kommentar  er  bekymrende  eftersom  vi  bevæger  os mod  en  fremtid,  hvor 

endnu flere borgere vil blive afhængige af hjemmehjælp og omsorg.  

 

Side 78 af 89 

KKAAPPIITTEELL VVIIIIII

VVAALLIIDDIITTEETT OOGG RREELLIIAABBIILLIITTEETT Validitet I  vores  studier  af  de  neoliberale  konsekvenser  for  hjemmeplejesektoren,  har  vi  valgt  at 

belyse  de  kritisable  forhold,  som  hjemmehjælperne  omtaler  i  vores  fokusgrupper. 

Udgangspunktet er derfor hjemmehjælpernes udtalelser om forholdene på den pågældende 

institution. Denne tilgang begrænser os i første omgang kun til at kunne konkludere omkring 

vores case og analysere de forhold, der gør sig gældende på denne institution. Vi behandler i 

vores analyse hjemmehjælpernes udtalelser om  forholdene, som den reelle sandhed  i tråd 

med vores videnskabsteoretiske inspiration. Hvorvidt alle deres udtalelser gør sig gældende, 

eller  om  andre/flere  faktorer  end  de  identificerede  har  været  relevante  for  at  afdække 

konsekvenserne,  har  vi  ikke  haft mulighed  for  at  belyse. Men  der  er  i  udarbejdelsen  af 

spørgeguiden både blevet draget på sekundær  litteratur om henholdsvis forholdene for de 

offentlige  ansatte,  generelt  og  i  hjemmeplejesektoren  specifikt.  Ydermere  er  et  pilot‐

interview  blevet  udført  forud  for  den  egentlige  indsamling.  Dermed  er  temaerne  for 

empiriindsamlingen blevet operationaliseret ud  fra makrotendenser  i sektoren og derefter 

udformet til den kontekstuelle ramme.  

 

Hvorvidt vi  som  forskere har påvirket  indsamlingen af empirien på  institutionen, er vi  slet 

ikke  i  tvivl om.  I vores  research af sektoren har vi dannet os en  forudgående  forståelse af 

vores genstandsfelt, dermed har  vi givetvis overset  visse  faktorer,  som  kunne have  været 

relevante  for analysen.   Men vi har  først og  fremmest  ladet hjemmehjælperne berette om 

forholdene  på  deres  institution  for  derefter  at  tolke  på  disse.  Dette  er  dog  sket  inden 

spørgeguidens  temaer  og  hypoteser,  hvilket  også  har  haft  konsekvenser  for  den 

efterfølgende  tolkning og behandling af data. Projektets  fokus på de kritisable  forhold har 

blandt  andet  resulteret  i,  at  hjemmehjælpernes  ytringer  om  det  gode  i  hjemmeplejen  er 

blevet en meget lidt plads i projektet. 

Side 79 af 89 

 

Reliabilitet Moderniseringen  af  hjemmeplejen  og  de  fire  reformer  har  generel  effekt  på 

hjemmeplejeinstitutionerne  overalt  i Danmark,  og  dette  giver  grund  til  at  tro,  at  præcise 

minuttal,  stram  tidsstyring  og  så  videre  er  til  stede  på  et  nationalt  plan.  Samtidig  har 

sekundær  litteratur  underbygget,  at  de  identificerede  konsekvenser  på  den  analyserede 

institution  er  generelle  tendenser,  der  i  stor  udstrækning  eksisterer  i  hele  den  danske 

hjemmeplejesektor. Derfor vil efterfølgende studier ved brug af samme metodiske tilgang og 

operationalisering samt tolkning kunne  identificere de samme forhold og dermed drage de 

samme  konklusioner  om  en  anden  offentlig  hjemmeplejeinstitution.  Ydermere  ville  andre 

konkrete forhold og konsekvenser kunne blive belyst.  

Side 80 af 89 

KKAAPPIITTEELL IIXX

PPEERRTTIISSPPEEKKTTIIVVEERRIINNGG  

Vi  er  igennem  vores  analyse  af  hjemmeplejesektoren  stødt  på  problemstillinger  og 

perspektiver,  som  man  kunne  have  undersøgt  nærmere.  Feltet  har  dog  været  for 

kompliceret til, at vi har kunnet drage på alle, og hvad der er mere essentielt; vores empiri 

har  ikke gjort det  legitimt at analysere og konkludere på dem. Derfor har vi valgt at  tage 

nogle af perspektiverne op i dette afsnit, da vi føler, at vi har nogle relevante spørgsmål og 

hypoteser,  som  kan  inspirerer  til  videre  refleksioner  og  måske  endda  studier  inden  for 

området. 

 

KKrriittiikk Vores mest presserende spørgsmål har omhandlet hjemmehjælpernes brug af kritik. Det vil 

sige,  hvad  hjemmehjælperne  kritiserer,  og  hvem  de  retter  deres  kritik  imod. Vi  erfarede, 

igennem fokusgruppeinterviewene, at hjemmehjælperne ikke kun kritiserer blandt kollegaer 

og nysgerrige studerende, men at kritikken er til stede dagligt: En kritisk henvendelse til en 

kollega,  til sekretærerne,  til gruppelederen og  til samleveren. Denne kritikform er primært 

intern, og det undrer os derfor, at de ikke kritiserer udadtil, når de nu har så mange forhold, 

de finder kritisable.  

 

Hjemmehjælperne  ytrer  sig  kritisk,  hvis  de  oplever  problemer  i  dagligdagen,  som  skal 

ændres og henvender sig derfor direkte til deres overordnede. Kritikken foregår derfor inden 

for rammerne af Ellelunden – det vi definerer som intern kritik. Gruppekoordinatoren får af 

vide,  hvis  hjemmehjælperne  har  fået ændringer  i  deres  køreplan,  som  er  uacceptable  og 

derfor skal ændres. Derudover henvender hjemmehjælperne sig skriftligt til visitatoren, hvis 

en  borger  tager  længere  tid,  end  der  er  visiteret  til.  Først  og  fremmest  er  det  dog 

gruppelederen, som hjemmehjælperne henvender sig til med deres kritisable forhold. Det er 

gruppelederen, hjemmehjælperne går til, hvis PDA'en er et problem, hvis der er for mange 

borgere  på  kørelisten,  eller  hvis  vejtiden  er  urealistisk.  I  denne  forbindelse  oplever 

Side 81 af 89 

hjemmehjælperne, at gruppelederen behandler deres kritik ud fra bedste evne. Dog er det 

ikke  på  alle  områder,  at  gruppelederen  har  en  indflydelse,  der  gør  sig  gældende,  da 

hjemmehjælpernes  kritik  ofte  retter  sig mod  strukturelle  eller  administrative  tiltag,  som 

kommer  fra  systemet. Selvom gruppelederen kan  se problematikkerne  i deres arbejde,  så 

har hun  ledere over sig, som  i mange tilfælde er de endelige beslutningstagere. Som en af 

hjemmehjælperne selv siger: ”Vores leder er jo bare budbringer” (Appendiks A2:5). Derfor er 

gruppelederen  i mange  tilfælde nødt  til  at  sende  kritikken  videre op  i det bureaukratiske 

system. 

 

Gruppelederen  forholder  sig  til  disse  bureaukratiske  procedurer,  som  kræver  konstruktiv 

veldokumenteret  kritik. Det betyder,  at  før hun  retter  kritikken  videre  i  systemet,  kræver 

hun mere end én henvendelse om de kritisable forhold, samtidig med at kritikken skal være 

veldokumenteret. Disse krav medfører, at hjemmehjælperne må kritisere de samme forhold 

mange gange, før det fører til en konkret handling. Derfor oplever hjemmehjælperne dels, at 

de skal ytre sig mange gange om de samme forhold, og dels at deres kritik ikke fører de store 

ændringer med sig. Som en hjemmehjælper siger, så er ”Det er nogenlunde de samme ting, 

vi alle sammen kommer med… Jeg håber og beder til, at der virkelig sker noget nu, fordi hvis 

der ikke gør, så er det meget, meget utilfredsstillende, og så gør det, at man ikke har lyst til 

at blive på arbejdspladsen, fordi det er nogle ting, man går og kæmper med hver dag, for at 

tingene bliver bragt i orden” (Appendiks A3:2).   

 

Til trods for de manglende resultater, vælger hjemmehjælperne dog forsat kun at henvende 

sig til gruppelederen, når de kritiserer. Eftersom denne  interne kritik har manglende effekt, 

undrer vi os over hvorfor hjemmehjælperne ikke retter deres kritik i andre retninger. I stedet 

så  vi  så  enkelte  eksempler  af  forskellige  former  for  afløb  af  indebrændt  kritik  gennem 

”ventiler”43.  Hjemmehjælperne  er  opmærksomme  på,  at mange  af ændringerne  i  deres 

arbejde er politisk dirigeret, og at det derfor også er politikkerne, man skal råbe op. Derfor 

undrer  det  os,  at  hjemmehjælperne  ikke  udtrykker  kritikken mere  aktivt  og  offentligt  til 

eksempelvis fagforeninger, i læserbreve eller direkte til kommunen og politikkerne.  

 

                                                       43 Se Appendiks C for uddybning 

Side 82 af 89 

Til  dette  har  vores  empiri  vist  eksempler  på,  at  forklaringen  blandt  andet  kan  skyldes  en 

styrende  norm  på  arbejdspladsen;  en  norm  som  fordrer,  at  man  ytrer  sig  kritisk  til 

gruppelederen og ikke går uden om denne. Vi kan ikke påvise dette, men vores empiri viser 

tendenser på, at det er denne norm, der gør sig gældende. I fokusgrupperne blev der blandt 

andet spurgt  ind  til alternative kritikveje, såsom at kontakte FOA eller skrive et  læserbrev, 

men  dette  ser  hjemmehjælperne  ikke  som  mulige  typer  af  kritik,  for  som  en 

hjemmehjælperne siger: ”Altså, det ville være helt uhørt […] Det er fuldstændig naturligt at 

gå til  lederen” (Appendiks A2:6). Hjemmehjælperne uddyber  ikke hvorfor, det forholder sig 

sådan, og hvorfor de andre kritikformer ville være uhørte, de siger blot, at sådan gør man på 

deres hjemmeplejeinstitution – man er nødt til at følge de interne led for kritik.  

 

Hvis man havde undersøgt denne problemstilling yderligere, kunne én måde at forstå denne 

på være ved at benytte Foucaults begreb om Parrhesia44. Foucault mener, at en person først 

rigtigt ytrer sig kritisk ‐ ønsker at sige sandheden om noget han/hun finder moralsk forkert, 

når personen har noget at miste ved at ytre  sig. Dette er  tilfældet, hvis ytringen er  rettet 

mod en person, der har en højere autoritet end en selv og derfor risikere noget personligt, 

eksempelvis  sit  arbejde  (Foucault  2001:9‐21).  I  forhold  til  vores  problemstilling,  ville  det 

derfor være  interessant at undersøge hvorfor hjemmehjælpernes kritik  ikke  rettes udadtil. 

Kan det være fordi, de frygter repressalier fra ledelsen? 

 

Hvis hjemmehjælperne oplever forhold på deres arbejdsplads, der er kritisable, har de ret til 

at  ytre deres personlige mening offentligt –  forhenværende  Justitsminister  Lene Espersen 

opfordrer endda de offentligt ansatte til at deltage i samfundsdebatten. I Justitsministeriets 

”Vejledning om offentlige ansattes ytringsfrihed”  (2006), skriver hun, at deres specialviden 

inden  for  et  fagområde  kan  bidrage  til  oplysninger  om;  ”…  hvilke  praktiske  konsekvenser 

politiske beslutninger har haft eller vil kunne få” (Justitsministeriet 2006:1). Dog kan vi se, at 

hjemmehjælperne udelukkende gør brug af  intern kritik, og derfor undlader at gå udenom 

ledelsen eller ytre sig offentligt. De forklarer blandt andet deres manglende kritik ud fra den 

                                                       44 Begrebet  stammer  fra  den  græske  litteratur. Michel  Foucault  har  behandlet  det  i  sine  forelæsninger  om frygtløs  tale  i 1983 på Berkeley Universitet. Her definerer han Parrhesia begrebet  som  ”fri  tale”,  ”åbenhed” eller  ”at  tale  sandheden”.  En  person  som  taler  Parrhesia  bekendtgør  sin  oprigtige  ærlige  mening,  dvs. personens oplevede sandhed, som vedkommende  finder som værende moralsk  forkert og derfor mener skal udtales. 

Side 83 af 89 

tavshedspligt, de har som hjemmehjælper; en tavshedspligt, der ifølge dem, ikke kun gælder 

overfor  borgerens  privatliv,  men  også  arbejdspladsens.  Hjemmehjælperne  tolkning  af 

tavshedspligten indebærer derfor også forholdene på arbejdspladsen. Således føler de, at de 

som ansatte på en offentlig institution er underlagt en form for tavshedspligt som fordrer, at 

de holder kritikken  internt. Men  i en demokratisk  stat, hvis  forvaltning bygger på værdier 

som  åbenhed  og  gennemsigtighed,  burde  det  være muligt  at  kunne  ytre  sig  kritisk  over 

forholdene på sin arbejdsplads, og det er det også. Som offentlig ansat gælder den samme 

lovgivning og retningslinjer for ytringsfrihed som hos enhver anden borger45. Det er rigtigt, 

at hjemmehjælperne er underlagt en tavshedspligt, men denne er først og fremmest myntet 

på  oplysninger  om  borgeren.  Hjemmehjælperne  har  således  ret  til  at  udtrykke  deres 

personlige  holdninger  og  opfordres  til  at  gøre  brug  af  deres  ytringsfrihed.  Deres  kritik 

behøves  ikke  at  gå  igennem  ledelsen,  og  ledelsen  må  hverken  påføre  censur  eller 

repressalier over  for den  ansatte,  så  længe den  ansatte  ikke overskrider  sin  tavshedspligt 

overfor borgeren (Justitsministeriet 2006:4‐6).  

                                                      

 

Alligevel ser det  ifølge vores empiri  ikke ud til, at kritikken kommer ud. Hjemmehjælperne 

kritiserer kun de  forhold på Ellelunden, som er af  relevans  for dem selv, dvs. kontekstuelt 

forankret kritik. Deres kritik er ikke normativt funderet; de kritiserer således ikke aktivt den 

type  hjemmehjælp,  de  udfører  og  forholdene  for  borgeren  –  det  til  trods  for  at  de  i 

fokusgruppeinterviewene  kritiserer  forholdene  og  er  opmærksomme  på  de  konstant 

skridende grænser for deres arbejde.  

 

Det  kunne  derfor  være  interessant  at  undersøge,  hvilke  barrierer  der  er  for 

hjemmehjælpernes  kritik.  Det  kan  diskuteres,  hvorvidt  vi  i  fremtiden  kan  forvente  at 

hjemmehjælperne gør brug af Parrhesia og kritiserer det moralsk forkerte. En relevant teori 

at diskutere ud fra kan være Michael Walzer og hans bog ”Interpretation and Social Criticism 

– The Tanner Lectures on Human Values” om kritikerens rolle. Herfra kan man argumentere, 

at  hjemmehjælperne  er  emotionelt  forbundet  til  deres  genstandsfelt  og  derfor  ikke  er  i 

stand til at se konsekvenserne. Ønsker man at kritisere sociale forhold, er der, ifølge Walzer, 

 45 Offentligt ansatte er omfattet  loven om ytringsfrihed: Grundloven § 77: ”Enhver er berettiget  til på  tryk,  i skrift og  tale at offentliggøre  sine  tanker, dog under ansvar  for domstolene. Censur og andre  forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres” (Justitsministeriet 2006:3). 

Side 84 af 89 

behov  for  en  distance  til  det  observerede  objekt  (Walzer  1993:34‐37).  Hvis man  derfor 

ønsker at  få deres kritik ud, kan det være  relevant at  inddrage eksterne konsulenter  som 

metodisk talerør, der kan bringe kritikken ind i den politiske arena. 

 

Trods den manglende empiri fra Ellelunden, viser andre studier en  lignende usikkerhed om 

ytringsfriheden blandt offentlige ansatte  (Capacent 2009:2, FTF 2006b:2). Blandt andet har 

hver  tredje  adspurgte  offentlige  ansatte  i Århus  svaret,  at  de  har  undladt  at  ytre  sig  om 

forhold, som de  føler offentligheden burde kende  til, hvilket viser, at der stadig eksisterer 

barrierer,  som  afholder  ansatte  fra  at  ytre  sig  (Capacent 2009:21).  Ydermere har  godt 50 

procent af de deltagende  i en FTF‐undersøgelse udtalt, at de mener, at det kan få negative 

konsekvenser for dem, hvis de udtaler sig om visse forhold på arbejdspladsen (FTF 2006b:3). 

Dette  viser  tegn på en eksisterende diskrepans  i den offentlige  sektor, hvor der  ligger en 

forskel blandt de ansatte  i at have  lyst til at ytre sig og aktivt at ytre sig. Hvis de offentlige 

ansatte  ytrer  sig om  forhold,  som er moralsk  forkerte,  risikerer de  ifølge dem  selv noget, 

hvilket  kunne  tolkes  som  Parrhesia.  Derfor  kunne  det  også  være  relevant  at  studere, 

hvorvidt  samme  tendens  gør  sig  gældende  blandt  hjemmehjælperne,  for  ligesom  andre 

offentlige ansatte holder de deres kritik  internt, hvilket kan tyde på, at der eksisterer nogle 

barrierer. Kan deres tilbageholdenhed være ansporet af en frygt for negative konsekvenser? 

Skyldes det, at de frygter repressalier fra ledelsen såsom en fyring? Og kan man gå så langt 

og forklare deres kritiske ytringer eller mangel på samme ud fra det gamle græske Parrhesia 

begreb – at de er tilbageholdende med kritikken, fordi de ikke har modet til at ytre sig? 

Side 85 af 89 

KKAAPPIITTEELL XX

LLIITTTTEERRAATTUURRLLIISSTTEE   AMI, Arbejdsmiljøinstituttet (2005): ”Psykisk arbejdsmiljø i ældreplejen”, 

Arbejdsmiljøinstituttet, København, direkte link: http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/upload/FOR‐SOSU‐rapport4.pdf (besøgt 15‐12‐2009) 

Andersen, Bent Rold (1999): ”Ældrepolitik på afveje”, Forlaget Fremad, Danmark Andersen, Bent Rold et al. (2001): ”Ældreomsorg – management eller menneskelighed? 

Kvalitetsbegrebet til diskussion – Antologi”, Videnscenter på Ældreområdet, Hellerup Andersen, Jørgen Goul (2006): ”En velfærdsforsker siger fra” Artikel på: www.arbejderen.dk, 

direkte link: http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_ID=31118&TS_ID=1&S_ID=36&C_ID=113 (Besøgt d. 15‐12‐2009) 

Andersen, Jørgen Goul & Carstensen, Martin B. (2009): ”The Welfare State and Welfare Reforms in Denmark”, I: Diversity and Commonality in European Social Policies – The Forging of a European Social Model, Gonilowska, Stanislava et al. Friedrich‐Ebert‐Stiftung, Warsaw, s. 70‐103. Andersen, Jørgen Goul og Nielsen, Jeppe Agger (2006): ”Hjemmehjælp – mellem myter og 

virkelighed”, Syddansk Universitetsforlag, Odense Ankestyrelsen (2004): ”Frit valg i ældreplejen – erfaringer fra landets kommuner”, 

Ankestyrelsen, København. Bauman, Zygmunt (1994): “Modernitet og Holocaust”, Hans Reitzels Forlag, Danmark Bloor, Michael et.al. (2001): “Focus Groups in Social Research”, Saga Publications, London Bourdieu, Pierre (1998): ”The Essence of Neoliberalism”, I: Le Monde diplomatique, 

December 1998, Paris. Bourdieu, Pierre (1999): ”The Weight of the World”, Blackwell Publisher ltd., Oxford Bourdieu, Pierre (2001): ”Modild”, Hans Reitzels Forlag, Danmark Bryman, Alan (2004): ”Social Research Methods”, 2. udgave, Oxford University Press Inc, 

New York Bundesen, Peter (2005): ”På vej mod en tvedelt socialpolitik” I: Uden for Nummer, 2005, nr. 

10, s. 4‐15. Bunnage, David et.al. (2001): ”Kvalitet I ældreplejen”, Socialforskningsinstituttet Capacent (2009): ”Århus kommune – Ytringsfrihedsundersøgelse”, Hellerup Christiansen, Jørgen Møller et.al. (2002): ”Hjemmeplejen i en omstillingstid: Personalets syn 

på deres arbejde, på omstillingerne og på fremtiden – belyst ud fra en spørgeskemaundersøgelse”, CASA og Københavns Kommune BST 

Colucci, Erminia (2007): ”Focus Groups Can Be Fun: The Use of Activity‐Oriented Questions in Focus Group Discussions”, I: Qualitative Health Research, Saga Publications, 2007, bind 17, nr. 10, Direkte link: http://qhr.sagepub.com/cgi/reprint/17/10/1422 (besøgt: 14‐10‐2009) 

Dalberg‐Larsen, Jørgen (1999): ”Lovene og livet – En retssociologisk grundbog”, 4. Udgave, Akademisk Forlag A/S, København 

Side 86 af 89 

du Gay, Paul (2007): ”Hyldest til bureaukratiet”, Hans Reitzels Forlag, Gylling Elling, Bo (2004): ”Kritisk teori”, I: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne ‐ På tværs af 

fagkulturer og paradigmer, Fuglsang, Lars og Olsen, Poul Bitsch, 2. udgave, Roskilde Universitetsforlag, Roskilde S. 207‐232 

Eskelinen, Leena et.al. (2004): ”Frit Valg – erfaringer med flere leverandører af personlig og praktisk hjælp”, AKF Forlaget 

Esping‐Andersen, Gøsta (1996) “Welfare States in Transition: National Adaptations in Global Economics”, Sage Publications, London, Kapitel; After the Golden Age? Welfare State Dilemmas in the Global Economy, s. 1‐33. 

FTF (2006a): ”Modernisering af den offentlige sektor fra 1983 til i dag‐ baggrunden for FTF‐projektet om styringsforandringer i den offentlige sektor”, direkte link: http://www.ftf.dk/fileadmin/multimedia/styreform/Moderninsering_af_den_off_sektor.pdf (besøgt 29‐11‐2009) 

FTF (2006b) ”Ytringsfrihed – Er det farligt at stå frem”, direkte link: http://www.ftf.dk/fileadmin/multimedia/fagligt_arbejde_beskaeftigelse/Ytringsfrihed_samlet_rapport_230506.pdf (besøgt d. 15‐12‐09) 

FOA (2007): ”Det siger FOAs medlemmer om tid til deres arbejdsopgaver”, direkte link: http://www.foa.dk/~/media/_Files/Medlemsservice/Medlemsundersgelser/2007/tid%20til%20arbejdsopgaver%20pdf.ashx (besøgt 7‐9‐2009) 

FOA (2009): ”FOA‐undersøgelse om dokumentation, registrering og afbureaukratisering”, direkte link: http://www.foa.dk/Forbund/Presse/Undersoegelser/Medlemmer/2009/Dokumentation‐registrering‐og‐afbureaukratisering.aspx (besøgt 9‐10‐2009) 

Foucault, Michel (2001): ”Fearless Speech”, Semiotext Fuglsang, Lars (2004): ”Systemteori og funktionalisme”, I: Videnskabsteori i 

samfundsvidenskaberne ‐ På tværs af fagkulturer og paradigmer, 2. udgave, Roskilde Universitetsforlag, s. 115‐143. 

Fuglsang, Lars og Olsen, Poul Bitsch (red.) (2004): ”Introduktion”, I: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne ‐ På tværs af fagkulturer og paradigmer, 2. udgave, Roskilde Universitetsforlag, s. 7‐55. 

Giddens, Anthony (1994): ”Sikkerhed og fare, tillid og risiko”, 1. udgave, Modernitetens konsekvenser, Hans Reitzels Forlag, København  

Greve, Bent (2006): ”Is there a Demographic Time‐bomb?” I: The Future of the Welfare State. European and Global Perspectives, Ashgate Publishing Limited, Hampshire 

Habermas, Jürgen (1999): ”The Uncoupling of System and Lifeworld”, I: Contemporary Social theory, Elliott, Anthony, Blackwell Reader, s. 171‐184. 

Halkier, Bente (2008): ”Fokusgrupper”, 2. udgave, Forlaget Samfundslitteratur, Gylling Hansen, Morten Balle & Vedung, Evert (2005): ”Fælles sprog i ældreplejens organisering. 

Evaluering af et standardiseret kategorisystem”, Syddansk Universitetsforlag Harvey, David (2005): “A Brief History of Neoliberalism”, Oxford University Press, New York, 

Kapitel: The Construction of Consent, The Neoliberal State,s. 39‐87. Henriksen, Jan‐Olav og Vetlesen, Arne Johan (2000): ”Omsorgens etik – Grundlag, værdier 

og etiske teorier i arbejdet med mennesker”, 1. udgave, Nordisk Forlag A/S, København Heywood, Andrew (2007) “Politics”, , Palgrave Macmillan, China, 3. Udgave (1. Udgave fra 

1997), Kapitel: Political Ideologies, s. 43‐69. Hood, Christopher (1995) ”The New Public Management in the 1980s: Variation on a 

theme”, I: Accounting, Organisation and Society, 1995, nr. 20, s. 93‐103. 

Side 87 af 89 

Høeg, Dorthe (2003): ”Sådan begyndte det” I: Hjemmehjælp – puslespil med mange brikker, Brockenhuus‐Schack, Anne et. al, Videnscenter på Ældreområdet, Hellerup   

Jensen, Anders Fogh (2006): ”Magtens kartografi – Foucault og Bourdieu”, Unge Pædagogers forlag, Danmark 

Justitsministeriet (2006): ”Vejledning om offentlig ansattes ytringsfrihed”, Justitsministeriets Lovafdeling, København 

Labriola, Merete, Lund, Kasper & Christensen, Karl Bang (2007): ”Resultater af sygefraværsforskning 2003‐2007”, Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, København 

Larsen, Kristian Albrekt & Andersen, Jørgen Goul (2009): ”How New Economic Ideas Changed the Danish Welfare State: The Case of Neoliberal Ideas and Highly Organized Social Democratic Interests”, I:  Governance – An International Journal of Policy, Administration and Institutions, 2009, nr. 22, s. 239‐261. 

Lewis, Jane (2002): ”Gender and Welfare State Change”, European Societies Vol. 4 (4) pp. 331‐357 

Mathiesen, Andersen (2000): ”Nyliberalismen og de ”stærke” ledere”, Institut for Samfundsvidenskab og Globalisering, Roskilde 

Miles, James Kristoffer (2008) ”Dement lever i afføring” I: Berlingske Tidende, 29‐11‐2008, s. 25. 

Mészáros, István (1970) “Marx’s Theory of Alienation” Redwood Press Limited, Trowbridge & London, Kapitel: Introduction, s. 1‐9 

Navarro, Vicente et. Al. (2004): ”Is globalisation undermining the welfare state?” I: Cambridge Journal of Economics, Vol. 28. No. 1, pp. 133‐152 

NFA (2007a): Borg, Vilhelm, Faber, Anne & Fallentin, Anne (2007): ”Sygefravær blandt plejemedarbejdere i ældreplejen: Sammenligning med andre grupper”, Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, København 

NFA (2007b): Madslund, Hanna Sigga et. Al. (2007), ”Arbejdsmiljø i ældreplejen i Danmark: Resultater og Konklusion”, Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, København 

NFA (2007c): ”Ressourcer og Kvalitet i ældreplejen”, Nationalt forskningscenter for arbejdsmiljø, København, direkte link: http://www.arbejdsmiljoforskning.dk/upload/SOSU‐rapport‐10.pdf (besøgt 15‐12‐2009) 

Nielsen, Jeppe Agger (2008): ”Anvendelse af mobile IT‐løsninger i ældreplejen ‐ Udbredelse, effekter og drivkræfter for den videre udbredelse”, direkte link: http://www.vfm.dk/data/Lists/Publikationer/Attachments/28/Anvendelse%20af%20mobile%20it‐løsninger%20i%20ældreplejen.pdf (besøgt 16‐11‐2009) 

Nyhedsinformationen for Social‐ og Sundhedssektor (2009): ”Tidsregistrering ud af hjemmeplejen”, I: Nyhedsinformationen for Social‐ og Sundhedssektor, 2009, 9/12, side 2, artikel‐id: e1cd0aa7 

Petersen, Lone og Schmidt Marianne (2003): “Projekt Fælles Sprog”, Akademisk Forlag, Danmark 

Rambøll (2009): ”Kortlægning og Måling af administrative opgaver ‐ hjemmeplejen”, direkte link: http://www.vfm.dk/data/Dokumentertilnyheder/2009/Handicap_Endelig%20rapport_290909.pdf (Besøgt d. 15‐12‐09) 

Regeringen (2004): ”Frihed til at vælge”, Regeringen, København Ritzer, George (1996): ”McDonaldiseringen af samfundet”, Hans Reitzels Forlag A/S, 

København 

Side 88 af 89 

Side 89 af 89 

Ritzer, George (2004): ”The McDonaldisation of Society – Revised New Century Edition”, Sage Publication, California. 

 Szlavik, Thomas (2009): “Ren hokuspokus ‐ det kan vi ikke byde de gamle”, I: Ekstra Bladet, 2009, 29/7, 1. sektion, side 20, artikel‐id: e19cb29a 

Sønderup, Jens (2009): ”Plejebesparelser kan øge sygefraværet”, I: NordJyske.dk, 2009, 6/12, direkte link: http://nordjyske.dk/vesthimmerland/forside.aspx?ctrl=10&data=31,3442630,5,3 (besøgt 13‐12‐2009) 

Taylor‐Gooby, Peter (2001): ”The Politics of Welfare in Europe” I: Welfare states under pressure, Sage Publications Ltd, London 

Walzer, Michael (1993): “Interpretation and Social Criticism”, Harvard University Press, USA Weber, Max (1991): ”Essays in Sociology”, Routledge Wied, Katrine (2009): ”Kontrollen skal væk fra ældreplejen”, I: Frederiksborg Amts Avis, 

2009, 11/11, side 7, artikel‐id: e1c2f0cd Willig, Rasmus (2009): ”Umyndiggørelse”, Hans Reitzels Forlag, Gylling  Ældre Sagen (2009): ”Skiftende ansigter i hjemmeplejen”, I: Ældre Sagen NU, 2009, 1/12, 1. 

sektion, side 75, artikel‐id: e1cacaa9 

Appendiks A Spørgeguide til fokusgruppeinterview  Indledning Vores projekt handler om de styringsmetoder, heriblandt de nye reformer som for eksempel, BUM‐model, fælles sprog og frit valg, der er i hjemmeplejen og hvordan disse påvirker jer som medarbejder. Vi vil derfor gerne undersøge hvordan jeres arbejdsplads kan forbedres og derfor vil vi gerne så på det kritisable. Der er ofte sådan at man i dag kun må komme med konstruktiv kritik, men vi er mere interesseret i al slags kritik og dermed også den kritik der ikke kan begrundes konstruktivt altså brok.   Interviewet kommer til at varer maksimum to timer og det bliver optaget på diktafon. Derfor vil jeg også bede jer om at tale højt og tydeligt. Jeres afdeling vil blive brugt som eksempel for hjemmeplejen fordi vi vil påpege generelle tendenser for utilsigtede konsekvenser af den type styringsredskaber som der bliver gjort brug af i hjemmeplejen. Ingen andre end min projektgruppe og jeg kommer til at høre optagelsen og alle jeres navne vil blive holdt anonymt i rapporten. Vi kommer efterfølgende til at foretage flere interviews i afdelingen, så i slutresultatet vil det ikke være muligt at se hvilke udtalelser der kommer fra hvem.    Det interview vi skal lave i dag er lidt anderledes end normale interviews. Det er nemlig mest jer der skal snakke med hinanden og ikke så meget mig der kommer til at spørge. Der ligger nogle stykker papirer på bordet hvorpå der står nogle spørgsmål og påstande omkring emnet, som jeg vil bede jer om at ”trække” og læse højt en ad gangen. Nogle af vores påstande kan godt være provokerende, men det er ment for at få en debat i gang. Når spørgsmålet eller påstanden er læst højt er det meningen at I skal diskutere og fortælle hvorvidt I er enige eller uenige – og hvorfor. Undervejs griber jeg muligvis et par enkelte gange ind med nogle relaterede spørgsmål.    Vi vil gerne gøre interviewet så uformelt som mulig i skal bare slappe af og snakke og diskutere som i ville gøre hvis I sad sammen til fx kaffepause eller noget lignende. Der er også lidt kage og kaffe som i velkomne til at tage af.   Det er vigtigt at understrege at det er jeres erfaringer, oplevelser og fortællinger som vi er mest interesseret i og ikke kun jeres holdninger til tingene. Det er altså jer der er eksperterne og vi er her for at høre jer diskutere jeres hverdagserfaringer. Derudover er det vigtigt at sige at alles erfaringer er lige vigtige og der findes ingen forkerte oplevelser. Der er ikke noget rigtig eller forkert – alt er lige interessant for os.  Skal vi lige starte med at præsentere os selv. I må meget gerne sige jeres navn, uddannelse og år i har været ansat i hjemmeplejen.  Mit navn er…  Kan i ikke præsentere jeres daglige arbejdsopgaver?  Hvornår har en arbejdsdag været ”dum”?   Underspørgsmål: 

- Hvordan er en idéel arbejdsdag? - Hvad irriterer dig mest i løbet af din arbejdsdag? - Er der nogle ting i jeres dagligdag, som i ser som unødvendige arbejdsopgaver? - Ville i se det som en fordel eller ulempe hvis du sammen med ”fru. Jensen” skulle 

snakke om hvad du skulle lave hos hende?   Påstand 1 Der er nogle arbejdsforhold jeg finder kritisable, men jeg går ikke til ledelsen da jeg ikke tror det vil ændre noget.   Underspørgsmål 

Appendiks A ‐ Side 1 af 2 

Appendiks A ‐ Side 2 af 2 

- Har du ”brokket” dig? – eller hørt om nogen? - Hvordan blev det modtaget? (repressalier) 

- Hvad afholder jer ellers fra at ytre jer? - Hvilke andre muligheder er der, bortset fra ledelsen, for at ytre kritik? – og 

benytter i jer af dem? - Mærker i en følelse af ligegyldighed over for arbejdet? 

 Påstand 2 Jeg føler ikke jeg kan udfører mit arbejde godt nok, fordi jeg bruger meget tid på dokumentering og registrering!   Underspørgsmål 

- Hvornår mangler du 15 minutter? - Hvor lang tid bruger du i løbet af en uge på at dokumentere? - Hvad er den vigtigste opgave for dig i dit arbejde (pleje, omsorg, rengøring)? – og 

tillader dit skema at du kan udføre det? - Føler du at overholdelsen af tidsskemaer er vigtigere end fuld gennemførelse af 

plejen?  Påstand 3 Jeg føler mig som en robot der ikke har medbestemmelse i mit arbejde    Underspørgsmål 

- Hvorfor valgte du at blive hjemmehjælper? - Hvad er din motivation for at forsætte? - Jeg har ikke altid tillid til min leder og hvorvidt hun vil mig det bedste - Hvad er proceduren når I kommer hjem til en borger der er gået bort? - Hvis du oplever en uacceptabel arbejdsgang – hvordan reagerer du så? - Hvordan er din kontakt til borgerne? Er der nogen du har et stærkere 

tilhørs/hjælperforhold til end andre?  Påstand 4 Jeg har haft dårlig samvittighed over at have efterladt en borger (når du/i lukker døren bag jer – tænker i så at borgeren kunne bruge noget mere fra jer eller?)   Underspørgsmål 

- Hvor ofte går du udover dit skema – hvis borgeren har et andet behov?  Påstand 5 ”Jeg føler ikke jeg bliver hørt, derfor går jeg hjem og råber af min mand!”   Underspørgsmål 

- Er der andre formelle veje for kritik? - Er i blevet bedt om at indstille kritikken? ”I stedet for at brokke dig, må du se 

fremad!” - Gør de brug af hinanden? Ringer de til hinanden når de har haft en hård dag? - Hvis I ”brokker” jer, er I så opmærksomme på hvordan I selv kan blive bedre? (Om 

kritikken bliver vendt mod en selv, frem for mod institutionen)    - Hvor går i hen når I har brug for at brokke sig? - Hvor går i hen når I vil kritisere? 

- Og hvad er i øvrigt forskellen på kritik og brok?  Afslutning Mange tak for jeres tid det var rigtig dejligt i gad hjælpe os. Som sagt vil vi når rapporten er skrevet liste vores vigtigste fund og konklusioner ned på papir og give jer herud på jeres arbejdsplads. Hvis nogen af jer føler at der var ting i ikke fik sagt eller måske ikke havde lyst til at sige ”offentligt” så er i mere end velkomne til at skrive til os på thly@ruc.dk eller ringe på 20155767. Vi er altid åbne overfor flere ting vedrørende emnet. Mange tak. 

Appendiks A1 ‐ Side 1 af 11 

Appendiks A1 Fokusgruppeinterview transskription I  Moderator: Leneisja Referent/Observant: Jimmi og Thomas/Ulrik og Theis  

Vores spørgsmål og kommentarer markeres med fed Bemærkninger og pointer til os selv med fed og kursiv Citater med kursiv og eventuelt ”…” Påstande oplæst af hjemmehjælperne med fed og underlinje 

 Vores Introduktion  Præsentation af hjemmehjælperne: 

• Rasmus – SOSU‐medhjælper uddannet i 6 år, her 2 år • Casper – kommer fra jord og beton uddannelsen har været der i 2 ½ måned, er meget glad 

for det. • Else – SOSU‐medhjælper, har været der i knap 5 år.  • Marie – SOSU‐medhjælper hjælper, har været der i 4 år • Ingrid – husassistent – gør kun rent og vasker tøj hos de ældre, ingen personlig pleje, har 

været der i 7 år.  09: 43 Hvornår har en arbejdsdag været ”dum”? Tre overordnede kategorier – travlt, afstanden mellem de forskellige steder, og borgerne. Sidstnævnte er opdelt i brok/sur, forlanger mere end visiteret til. Når der er meget og lave ‐ travlt.  Ingrid: Hvis man har flere der har været sure Casper: hvis man bliver kastet rundt, har jo kun cyklen i al slags vejr.. Og hvis borgeren har været dumme, provokerende eller hvad man siger. Marie, Rasmus, Ingrid: hvis de brokker sig over man kommer for sent, for tidligt m.v. 11:28 Else og Casper: hvis de forlanger flere ting end de er visiteret til, det skal man også passe på  11.39Og så kommer man jo bagud med alle de andre. (hvis man gør ting de ikke er visiteret til) 11:48 Else: Nogen gange er vi jo nødt til det, hvis vi ved de ikke har nogen pårørende eller noget, så kan vi jo godt lige skifte en pære selvom vi ikke må. Der er nogen ting man ikke siger højt […] Hvis de er psykisk nede, så prøver de at holde på én og så prøver de at køre om hjørner med os, og siger ’vi skal lige, vi skal have det og det’. Og det er næsten det sværeste, så [at] sige fra  12:28 Casper: ”Især hvis de bare bliver ved med at snakke, også efter du har lukket døren, ik’. Men man skal jo videre, altså.”  12:40 ”Det er jo ikke sjovt, det er jo fordi de gerne vil have man skal blive der og sidde og snakke, fordi de bare sidder for sig selv, men altså man skal jo også videre til den næste.” 12:54 Ingrid: Nogen steder ville de jo faktisk hellere have at man bare sad og snakkede, end at lavede noget. 13.00 Marie: med rengøring kan man godt nogen gange lave bytteydelser. Else: Men så skal det føres i journalen – ønskede ikke rengøring i dag – ville hellere snakke. For så kan de ikke ringe og klage der ikke er gjort rent eller hvis pårørende kommer og der ser forfærdeligt ud.   13:35 Vil de hellere bytte ydelserne? – ik tit, fordi så kan de bare gå over til frit valg, hvor de kan købe ydelser, det kan vi ikke. Vi er jo hæmmet af regler. 14:24 Else: Der skal være en fælles holdning til tingene. Vi har måske en liste hvorfra man kan vælge hvad man vil bytte til. Vi kan feks. Ikke bare lige gå ud og klippe hækken. 14:38 Rasmus: det skal være tidsvarende de ydelser man bytter.   

Appendiks A1 ‐ Side 2 af 11 

15: 14 Hvad irriterer jer mest i løbet af arbejdsdagen 15:21 Else: I øjeblikket at starte og slukke den her PDA’er […] hvis man har mange småbesøg […]så får man fnidder.  15:38 Marie: Eller hvis man er hos den samme person, så nogen gange så er der lagt to besøg ind, og så skal man gå ind og så lige slutte det og så lige starte det andet […] fordi hvis nu man skal vaske tøj der og også smøre mad eller sådan noget, så skal du gå ind og slutte det [første], og så starte det næste.  Ret besværligt, men nu kan man redigere til slut på ens arbejdsopgavers tider, hvis man kan huske dem. 16:58 Hvis der ikke er noget at pege fingre af […] så er der ikke nogen skade sket hvis man er der ti minutter kortere tid eller ti minutter længere. Ikke endnu ihvertfald 17:14 Else:  Jeg  tror det  var 2011, der begynder de at…Diana,  vores  chef,  sagde at  så  får hun  kun betaling for de minutter vi er der... 17:28 Rasmus: Det er jo et redskab som sådan, man bruger den til tidsstyring og tidsmåling.  Men i øjeblikket betyder det ikke det store. 17:45 – 20:10 unødvendigt: løs snak etc. 20:12 Er der andre ting i jeres hverdag i ser som unødvendige? Kun PDA’en 20:41 Ingrid: den (pda) stresser én nogle dage. Det syntes jeg, man får stress af den.  20:55 år 2011 lyder lidt risikabelt 21:06 Rasmus: Der har altid været en form for tidspres, men det er bare blevet værre efterhånden som vi har fået indkørt de der kørelister […] Der har jo altid været det der med at man får stress af at skulle kigge på de der tidspunkter der står. Der står jo tidspunkter, af hvor meget de har fået visiteret i minutter. F.eks. det at vaske op, det tager 5 minutter, at tørre støv af i vindueskarmen tager 2 minutter, alt det der er jo delt op i minutter, og hvordan de er kommet frem til det, det er ikke helt til at finde ud af.   I alt tager en rengøring 30 min med mange små opgaver. Jeg går ikke selv så meget op i det der minuttyrani, som mange bliver stresset af. Kun hvis man skal mødes med en og lifte.  Else: Og vejtiden – vi har kun 2 min til vej tid. Og vi har seks min til at køre ud til [områder indenfor Ellelundens område].  22:35 Det kan man sku’ ik’ nå! Man kan bare håbe på man ikke har så mange besøg, fordi så planner det jo lidt ud.  23:26 Hvid tid (transport tid) er taget ud, på prøve for tiden, hvor lang tid det egentlig tager i virkelighed.  23:24 De ved godt det ikke er realistisk med 2 min.  23:56 Ingrid: Her om vinteren bruger man også tid på at tage tøj af og på. Man skal have jakke af og man har også ofte trøje på – det bruge man da også nogle minutter på   Spørgsmål om de føler at tidensskemaerne kommer ovenfra og fratager dem automomi? 24:47 Rasmus jeg tænker da tit på hvordan de har fundet ud af de der minutter. Altså fordi der er dyb forskel på person til person, altså hvordan de ligesom klarer tingene selv […] Hvordan fa’en har de fundet ud af det tager 2 min og vaske sig under armene..?”[…] det er en mærkelig situation at sætte minut antal på sådan noget. Jeg synes det er meningsløs på en eller anden måde, at man sætter minutantal på”  26:06 Hvor tit er der de ”dumme” dag? 26:09 De dumme dage ‐ lige for tiden har de ældre har noget mavesjov. Så tager det ekstra tid. 26:45 Når vi kender borgerne og ved lige præcis hvor tingene er, så kan man jo godt måske indhente noget tid, det er vi jo også nødt til nogle gange. Og nogen gange så siger de ”nej – det behøver I ikke i dag”   27:13 Der er nogle arbejdsforhold jeg finder kritisable, men jeg går ikke til ledelsen da jeg ikke tror det vil ændre noget. 

Appendiks A1 ‐ Side 3 af 11 

27:45 Casper: Ikke for mit vedkommende – jeg har ikke brokket mig endnu.  28:09 Der er nogle gange hvor man kan blive ved med at sige det samme og det samme, og så sker der ikke noget  28:31 Politikerne er sådan set de eneste der kan redde os (fra PDA’en), hvis vi skal bruge den, hvis de lovgiver om tingene, for det er for meget kontrol, ik? Man må stole på sine medarbejdere  28:45 Er i den gode gruppe (da de er de eneste der skal bruge PDA i Ellelundens Kommune)? 29:12 Jeg ved ikke, om ikke vi brokker os for lidt 29:20 Jamen for eksempel hvis der er et eller andet der skal laves om eller ændres i programmet eller et eller andet  29:35 Ingrid: Hvis man får nogen af de tunge samme dag, og du så ikke kan hente 5 minutter nogen steder hos dem. Og man prøver at forklare det derinde, at man er nødt til at skulle have nogle andre, der er lidt nemmere […] Men dem der sidder og laver det de fatter ikke en pind nogen gange, så kan man godt blive sur. Så er det man ønsker de selv skulle prøve at have et program.  30:02 Når man kommer med nogle punkter […] man skal have ændret [….] så kan man prøve igen i næste uge.  31:16 Sker der noget når i brokker jer? 30:35 Ingrid: Ja det hjælper sku ikke altid, så kan man godt blive sur. Man ønsker de selv skulle prøve at tage sådan en tur.  31:05 Mellem 8‐10 er der meget travlt. Det er fordi der er mange plejere lige dér.  31:30‐32 bortforklaringer fra ledelsens side  32:22 Nogen gange bliver der også bare lukket helt af, hvis de er helt stressede 32:29 Else: ’Der er sygdom i er nødt til at flytte rundt.’ Fordi alt efter hvem der skal på center eller på sygehus […] Så er de nødt til at lave om på tingene og så bliver det sådan i dag.  33:05 Ingrid: Så var det bedre før i tiden kunne du, ja det kan vi også nu, bytte indbyrdes hvis det var. Vi kan stadig, men tager mere tid. 33:18 Det er bare mere besværligt nu med PDA’en, det var nemmere før i tiden Man skal ringe ind her skal man ind over journalen på computeren. 33:55 … det er mere ventetiden ‐ den er dyr  34:02 Der er ikke noget at sige til at I sommetider oplever stress. 34:10 Else: Og samtidig må vi jo ikke gå og sige at vi har travlt ude hos borgerne. Hvis vi kommer ind så skal vi lige smide det dér og sige Goddag. For ellers kan de godt se man står der og stepper: ’kom nu ik!’ Casper: Det er jo en stor (ond) cirkel hvis man først kommer dårligt ind.   34:32 Så det er noget med at have en facade når man træder ind? 34:38 Ja det skal du, fordi de kender jo også os efterhånden, og kan mærke der er et eller andet galt. Og som regel siger jeg ’ej, jeg har lidt hovedpine i dag’, for det kan man hurtigt få […] så hvis de tror det er det: ’har du travlt?’, neeeej […] og indvendig der koger man bare 35:06 man er ved at eksplodere  Hvordan reagerer I så? Marie: Det er mest om morgenen, man har travlt  35:29 De fleste borgere, de er jo meget søde, ik’ også, og de kan jo godt se [...] –  jeg kan godt se du har lidt travlt, ved du hvad, du kan bare drop det der i dag, så klarer vi det ik’.[...]  Man prøver jo sådan at skjule det.. 36:04 men det de så også, at hvis de har en rigtigt dårlig dag så bruger vi jo mere tid hos dem, ik’ – så synes de nårh ja, så det lidt i orden, at de giver lidt igen, så synes de også at de kan hjælpe os.  36:20 Er der andre steder (end Diana) man kan gå hen med brok (kritik)? Evt. sager? 

Appendiks A1 ‐ Side 4 af 11 

Else: Snakker om procedure ved borgerklager. Else ringer ind og informerer kontoret inden borgeren klager, eller hvis der er sket et eller andet, så kontoret kender det fra hjælperens syn. Hun siger at hun ringer ind så hun ikke skjuler det, også dæmmer de lidt ned. 37:35 Vi har nogen med lidt psykiske tendenser: Jeg kan ikke holde det ud: jeg får ikke den hjælp jeg skal have – jo det gør du faktisk, men du er velkommen til at ringe ind kontoret, siger jeg så. Nah, men det ville hun ikke. Jo, det gør du, siger jeg så ellers gør jeg. Fordi jeg vil ikke have du går og er utilfreds også får vi afklaret tingene.[..] Så har hun ringet ind, også har de måske forklaret hende, at det er sådan og sådan. Og hvis hun ville have mere hjælp må de ringe til visitatoren. 38:32 Borgene får ikke at vide tiden til de ting de er visiteret til – det må de ikke oplyse. Men de kan altid sjusse sig frem til tiden, ik’ Hvis en borger tror man skal lave hovedrengøring, så må man gå fra en der er sur, fordi hun ikke lige mener at man har gjort det perfekt, med de ting man ikke skal. Mange borgere prøver gerne og lokke hjemmehjælperne til at lave ekstra ydelser. Jeg kan godt tage kontoret men det bliver i stedet for noget andet. Så kan hun godt begynde at græde – desværre, så må man være hård, selvom det er strengt. Må sige fra, selvom hun har brug for. Eller har hun virkelig brug for hjælp, eller snyder hun bare en – manipulation, lige som børnene. Kan man lokke dem til at lave noget mere. 41:15 Ventiler – snakker med kollegaer, kommer ud med det. Og hjælper hinanden. Nårh har du meget at lave over middag, når så kan jeg da godt tage et besøg fra dig 41:50 Men det bliver svært med den skide PDA. Den hæmmer fleksibiliteten (‐ at de selv laver om på ruterne, hvis en har travlt, og en har tide) imellem hjemmehjælperne, som de selv arrangere ved morgenmødet. PDA’en er smart – den kan ringe op uhhu og man gå ind i journalen, hvor man kan læse om borgeren, og finde nr. til lægen. 44:10 – Snakker om de gamle T‐kort (igen ved 46) og hvis man kommer hos en gammel borger man ikke har været hos før, så kan det godt tage længere tid. Der bliver ik’ tage højde for hvis de er et nyt sted, du skal ud, hvor du ik har været før. Det kan godt sinke en. Køreliste på papir ud over PDA’en. Og kørelisten er mere udførlige end det der står på PDA’en 46.13 – Rasmus savner sit overblik over borgerens uge der var ved T‐kortet. Væk nu.  47:09 Jeg synes der er meget kommunikation der går galt[, med de nye systemer]. Forsøger igen og igen at trænge igennem med sin kritik, men det bliver bare bortforklaret af næste led. 47:50 Else: 2 min er standard [for vejtid] i alle kommuner. De har 6 min til Svogerslev, og 6 min efter frokost. Så spørger personalet: ”Men hvordan kommer vi så ind igen” (og holder frokost i huset) – Mærkeligt skruet sammen. Men der er blevet taget til efterretning – det er derfor de har taget vejtiden ud, så de kan se den faktiske tid. Men nu er det forholdsvist nyt, undskylder de sig med, så der skal li gå en prøvetid.   48: 50 Else: Nyt tiltag, der skal gøre det nemmere? Her og en uge går vi over til et andet system. (Igen)   49:22 Jeg føler ikke jeg kan udføre mit arbejde godt nok fordi jeg bruger meget tid på registrering og dokumentation. Bred enighed: ja! Else: Vi har fem minutter inden lukketid til dokumentation. Dvs.  og det sådan cirka kun lige nok til at loggge af på PDA’erne. Hvis vi skal skrive i journal på computeren ‐ der ikke tid til det. Og vi har spurgt. Også siger de: ”Jamen det tager ikke lang tid.” Nej, men hvis man sidder, og man ikke er så øvet i det [..], og der er ikke altid pc’er nok og et kringlet system med flere koder og undermenuer. Det tager sgu mere end 5 minutter, ik’  51:02 Hvor lang på dokumentation? Det er jo meget forskelligt fordi nogen gange så er man bare virkelig uheldig og skal skrive om tre borgere, altså på en dag. Andre gange så er der ikke nogen   51:23 Kan man vælge at udlade noget fordi man ikke orker det (pga. tidspres?) 

Appendiks A1 ‐ Side 5 af 11 

Vi har jo spurgt. Jamen så må du jo skrive en dag, altså om to dage hvis du har tid, ik’, at Fru Hansen er faldet. Men det skulle jo helst dokumenteres. Ellers må du prøve at lokke en anden til det der har tid.  51:58 Synes I det er en hjælp at hvad der skal laves står på en liste. Eller synes I, at I skulle have mere frie tøjler? Nå man kender borgeren, så ved man sådan nogenlunde hvad vi skal derude. Og så går vi også ind og vurdere, og tit så kan de nogle at tingene selv. (underminerer visitatorens vurdering og skaber selv rammerne)  Ingrid: Jo, men det tager jo tid, det at registrere.   Else og Ingrid: PDA’en er irriterende ‐ mere overblik og mulighed for selv at redigere ens rute, som man selv ønsker (autonomi) på papiret. Casper: Jeg er glad for de papirer. Der står meget på – det er fint nok. Skal ikke skrive papiret af til journal, men afleverer det bare, men siger det bare til næste led, hvis der er noget der skal registreres. Luksus  54:17 Hvornår mangler man et kvarters tid? Casper: Jeg synes man har travlt lige indtil klokken den er 12 – hvor der er fokus på personlig pleje. Det er dér er det er travlt. Efter 12 er der fokus på maden.  55:40 Hvad er det vigtigste i jeres arbejde? Hvorfor er man hjemmehjælper? Marie: Hjælpe dem med at få en god hverdag ‐ få det bedste ud af dagen.  Er det rengøring? Det er stort set det hele, de er meget glade for alt hvad de får lavet. Casper: De er meget taknemmelig synes jeg. De bukker og nejer‐ det er en rar følelse, med et klap på skulderen. 56:34 Modsat betonarbejde. Så kan du komme hos en sur borger, men så inden du går ud af døren har du lige lavet lidt fis med dem […] Så går man med smilet direkte over til den næste En glad hverdag! Også er arbejdet sådan set lige gyldigt bare de har det godt. Ingrid: Ja og man snakker lidt med dem når man kommer – det vil de gerne ha’.   57:00 Har man overskud til det? Ingrid: Ja det har man lært (at få tiden til det!) Der er de steder, man ved, det finder man ud af, der er man altså nød til det [at sætte sig ned og snakke med dem] så må man skynde sig så man har 5 min., så er dagen reddet for dem når man er gået.  57:44: Tilsidst man de jo bare tage et besøg fra en så man for noget mere tid, jo. Casper snakker om at PDA’en og skemaerne Ellers så bliver du jo bare pisket der ud af, også kan du jo ikke lave de der små hyggesnakke og alt det der, for du går jo bare og bliver presset. Det sidder bare inde bagved altså – man sidder og tænker på det hele tiden, altså. At man skal videre, videre, videre, så helt automatisk for du ikke de der snakke der ind i mellem. Det gør man hvis man har lidt tid, så tænker du så meget over hvor du skal hen næste gang, altså – synes jeg i hvert fald. Men jeg er altså også god til at glemme den seddel, og tænke det når jeg nok det hele, og så kører det nok bare som det kører. Glemmer tiden medvilje. Langt fra alle der græder nå man lukker døren Else: En der bare lukker døren koldt – selvom borgerne snakker. Man føler bare de har behov i dag for at snakke, men det må vi så sige ”Desværre!”, ik  Kan man ikke gå til ledelsen? – borgerne trænger til mere tid  59:00 Der er det der hedder psykisk pleje. Man kan få visiteret 7 min. (‐ En siger 5, en 7 og 15 min.) Det står i journalen hvis en borger har det. Man ringer ind og siger en borger er psykisk nede, og så kan man få det visiteret, det sker først når man har dokumenteret det, hvis argumenterne er gode nok. 

Appendiks A1 ‐ Side 6 af 11 

59:29 Else: ”Så skal man ind og dokumentere faktisk, det skal stå i journalen, og så ringer man til visitator eller sender en AVI. Og så siger vi, jamen damen (borgeren)[...] hun er meget psykisk nede, hun har lige brug for lidt ekstra, og så måske får vi bevilliget tid. Der skal gode argumenter til.”  Hvad så med de andre, der ikke er dokumenteret til Psykisk pleje? 59:58 Casper: ”Så klarer du det bare mens du går rundt og støvsuger.”[...] Else: ”Ja altså, det går fint nok, fordi en rengøring ik, så siger man, jamen jeg støvsuger lige ik. Og så siger man, imens man går og vasker gulv eller tørre støv af, så kan man godt gå at snakke, altså det, det går fint nok med en rengøring. Det er mere de der korte besøg for eksempel med støttestrømper. Altså man kan godt nå at snakke ik, men hvad har vi der?... 5 min. […] Og hvis de er dårligt gående og skal ind og lægge sig...” 01:01:00 De (Diana og ledelsen) siger ikke noget hvis man bruger længere tid hos en borger – det betyder bare mindre hos en anden. 01:01:49 (Fordele ved hjemmeplejen modsat plejehjem) Hverdagen som hjemmeplejer er en frihed, fordi man går fra hus til hus. Her kan man også holde pause fra en borger, hvis det er nødvendigt. Rart man ikke kommer så tæt på borgeren og kollegaerne, eller man kan holde en pause fra borgen, hvis kemien ikke lige er der.  Rasmus synes det er fleksibelt – kan skifte rute. Man får lov at prøve noget andet og nogle andre udfordringer. Det har givet Rasmus meget at flytte lidt rundt.  01:05:25 Har man personlig frihed, når man følger et skema? 01:05:35 Casper: ”Det har man jo alligevel ikke, på en eller anden mærkelig måde. Altså de holder jo øje med en, ved at have timerne den måde ik, eller minutterne. Men altså alligevel, så får man lige arbejdet lidt, så får man lige tjent de 5 min.” Man skaber selv rummet/fleksibiliteten ved at løbe lidt hurtigere! Nogle dage kan borgerne godt have en god dag – nemmere.  Overarbejde skal bare skrives.   01.07.25 Jeg føler mig som en robot der ikke har medbestemmelse i eget arbejde Rasmus: På en måde Casper: Skemaerne og PDA’en er styresystem, og hvis det ikke fungerer brænder robotten/medarbejderen jo sammen‐ Rasmus: Det skal fungere for det skal blive en god. Casper; Jeg plejer at glemme de der tidspunkter og så må det bare gå som det går. Og så må man se hvordan det er efter frokost. 01.08.25 Humoren i arbejdet modvirker ”roboteffekten”. Else: Vi bruger humoren meget. Nogen borgere har siddet og brygget på noget inden man kommer. Og de fleste er med på den. Vi har nogen der har alzheimers, pluds en depression og hvis man så har tre af dem, så er det ikke let, det tager altså på en. De andre steder bruger vi humoren. Også mellem hinanden ‐ joker sig igennem lortet! 01.11:11 Ingrid ‐ Skal af med det inden man tager hjem 01:11.18 Casper: ”Jeg syntes kun man kan føle sig som en robot, med de minutter dér. Altså resten, der kan man ikke være robot. Det er jo så forskelligt fra borger til borger, der er man jo nød til at give lidt af sig selv. […] Jeg har det sådan, jeg glemmer bare de minutter der!” Else: Nogen gange kan man godt have det godt, selvom man har drøntravlt. Nogen dage så køre det bare, selvom vi har fået flere besøg på.  ‐ Opbakning om dette.  01.12.30 jo jeg gør faktisk fordi så går man og overvejer; ’når skal du finde et andet arbejde eller skal du ind og arbejde’ og det fordi jeg tror ikke jeg kan arbejde under de forhold  01:12:45 Else: Hvis vi kun får penge for de minutter vi er der. Så føler vi at vi skal være dér de minutter for vejtiden er taget fra. Når det er den faktiske tid, så føler man sig tvunget til at være dér borgeren er visiteret i plus vejtiden svarer ikke til den tid det faktisk tager. Og så kommer man bagefter, og så kan vi alle sammen være bagefter hele dagen. Og så kunne vi alle sammen få overarbejde.  01:13:25 Rasmus: og i værste fald så går det jo ud over borgerne i sidste ende. 

Appendiks A1 ‐ Side 7 af 11 

Det her med at kunne give og tage 5 og være flexibelt er vigtigt. Og det kan man ikke sætte tid. Det er jo mennesker vi har med at gøre. Hvis borgeren har en dårlig da så går det bare langsommere (1:13 Godt citat med Rasmus om det er mennesker) 01.14.50 Else: Vi er rigtig meget med sort humor. Men det er man nødt til for at kunne klare tingene.  01.15.00 Fremtiden: Robot, maskine, indsprøjtning, pille  01:15:20 Thomas snakker om hans mor, der har været sosu og blev syg af stress Else: Nogle kollegaer de tager det virkelig tungt altså det her med at de må gå fra tingene, de kan godt se at Fru Hansen sidder og græder, men det tager vi i morgen ikk?  Det er hårdt.  Rasmus: Vi er af og til de eneste de snakker med, så det er svært.  01:16:26 Er der nogle der lytter? 01:17:00 Bureaukrati: – skriver til visitatorer, hvis der mangler tid. Og de er flinke.  Rasmus: Økonomiske rationale – tid er li penge!  01.18:16 Casper: ”Så må vi strejke  [...] Ja det må man jo ende med, hvis de ikke vil lytte. For så bliver man jo til en robot hvis de kører det der system. For så har man ikke tid til at sidde der og være fleksibel over for borgergen og side og snakke med dem og sådan noget., og så skal man være kold og sige, jeg har ikke tid til at snakke med dig vi ses hej og hen lukke døren. Det ender det jo med Og det går jo ikke. Så må man brokke sig...” 01:18:47 Else: Så må man jo kører efter programmet faktisk ik’. Og så sige når ja, men så må borgeren ringe ind og sige ”Jeg har sgu først fået bad klokken 12 i dag” […] fordi det hjælper først når borgeren ringer ind og klager ‐ Else: fralægger sig ansvaret! Ingrid: Det er hele systemet du er utilfreds med.  Else: Det hjælper først når man taler med Dorte, og hun kan gå videre til de høje herre. De (borgerne) kan presse lidt mere, hvis de oplever noget. Det er fordi der er nogle led, der ikke. (De abstrakte klage led?)  01:19:45 Hvad gør man hvis man oplever sådan nogle arbejdsforhold? Casper: Ved ikke hvor man går hen. Jeg ville gå hen til dem der laver køreplanerne. 01:20:18 Ingrid: ”Og så er det bare man bliver træt af at brokke sig, når der ikke sker noget”  01:20:40 Else: ”Vi har jo prøvet det der med at det blev, Chop chop, og der var der nogle af mine kollegaer der gik ned med stress. Og de hoppede helt fra hjemmeplejen, eller det overbeviste dem. [...]De var der der besøg, de blev lagt alt for stramt.” Stress 01:21:43 Else: ”Så fik vi af vide at vi havde brugt en fuldtidsstilling om dagen på transport. Hvad kan vi bruge det til? Skal stuve de gamle sammen. Det hedder sig, at vi skal ud til dem (borgerne) i eget hjem. [...]Vi har et meget stort distrikt. […] De har prøvet at samle borgerne allerede sådan nogenlunde, så vi ikke har så langt mellem stederne, men det kan jo ikke undgås.”  Rasmus: Succeskriterium er at vi ikke glemmer borgere.. (Ikke at personalet ikke får stress)  01.23.20 Hvad når borgeren går bort? Vi ringer til sygeplejersken, og så kigger hun. Vi må ikke konstatere at nogen er død. Man bliver der indtil sygeplejersken kommer.   01.25.00 Føler I at Diana vil jer det bedste/er på jeres side? Stilhed! Else kigger over mod døren inden hun svarer. For at sikre sig at ingen kommer ind. 01:25:18 Else: ”Det kan være lidt svært nogle gange, fordi hun har mange møde. Hun kan jo også være stresset.” 01:25:30 Ingrid: ”Hun kan godt se det, når der noget nogle gange, men der er alligevel, hun har nogen over sig.  Hun kan stadig følge os, hvis der er noget vi kommer med, men hun har jo også stadig nogle over sig!”  Else: Jah, men det kan hun jo også fortælle videre, hvis alle medarbejder går ned med stress.   01:26:03 Kommer kritikken videre? 

Appendiks A1 ‐ Side 8 af 11 

01:26:28 Else: ”Vi prøver jo at  presse på med den vejtid! Fordi jeg har spurgt, og siger til hende (Gruppelederen); ”jamen den er jo ikke realistisk vel?” [...] ”Jamen i har masser af tid” (Svar på kritikken). Ja, men ude i den virkelige verden, der fungerer det sku ikke sådan vel altså. […] Når i siger det er en cykelrute skal vi fandme også kunne nå, det når der er modvind og den sådan. Og det har vi jo så prøvet og banke igennem. […] Vi har sagt det flere gange ‐ ”Jeg kan ikke nå det!” ‐ siger jeg så.” Det har hjulpet, Else har fået færre besøg, dvs. mere tid.   01:28:00 Jeg har haft dårlig samvittighed efter at have efterladt en borger. Sker det tit? Narj. ‐ bobbob 01:28:34 Ingrid: ”Man er nødt til at lukke af når man kører hjem.” 01:28:39 Casper: ”Man ved sådan godt nogenlunde hvem der er der lige kan ha' de dage. Man kan jo mærke lige så snart man kommer ind af døren, om de har en god eller dårlig dag. Så må man bare starte med at være lidt frisk ik. Så kan det være man kan gejle dem lidt op, ellers er det jo bare surt ik'.” 01:28:55 Ingrid: ”Altså lukke af når man kører hjem, hvis der har været et eller andet i løbet af dagen, som man har gået og spekuleret for meget på . Man skal også sørge for at snakke med sine kollegaer om hvis der har været et eller andet. Fordi man skal ikke tage det med hjem, for så så bliver man altså påvirket. […] Hvis de er kede af det når man er der og stadig når man går. Også hvis der har været en man har været meget glad for, så kommer man på arbejde og har været hos dem dagen før og der har ikke været noget og så får man af vide at vedkommende er død om natten. Så kan man godt blive sådan lidt berørt over det. Men man er nødt til at lukke af over for det.” Alle har nok nogen man er mere glad for end andre. 01.30.00 Else: ”Vi har også nogle nogle kollegaer, der knytter sig for meget til borgerne, altså besøger dem efter deres arbejdstid. Det syntes jeg ikke er fagligt, der syntes jeg man skal prøve at holde en afstand.” Så mister man sin faglighed. Professionel afstand, så mindre påvirkning når de dør!  For at I kan udføre arbejdet er det nødvendigt at holde en hvis professionel distance?   01:30:40 Else: ”Det er en svær balancegang” 01:30:45 Ingrid: ”Jeg har det også sådan, at hvis jeg er ude og handle i weekenden. Og man så møder nogle af de der borgere, det kan man godt risikerer. […] Hvis jeg bare lige kan nøjes med hilse, så har jeg det fint med det. Altså jeg har fri!” Vil gerne adskille fritid og arbejde. 01:31:20 Else: ”Jeg har da også oplevet en (Kollega) […], de har givet hinanden gaver. Det syntes jeg ikke hører hjemme.”  01:31:29 Casper: ”Det er jo så den persons valg. Det bliver jo hårdt når personen ikke er der mere. Så bruger du mere tid til at sidde og tænke over det, så kan du heller ikke lave dit arbejde.”  Ingrid og Thomas: Dem man har det bedst med er dem der bliver taget fem minutter fra. Fordi det er dem der forstår hjemmehjælperne.   01:32:25 Jeg føler ikke jeg bliver hørt derfor går jeg hjem og råber af min mand! Ingrid synes det er muligt for hende at koble af, så man ikke tager det med hjem 01:32:45 Marie: ”Jeg synes nogle gange, så kan jeg godt bare ha sådan en rigtig dårlig dag, og så kan jeg godt være lidt små irriteret.”  Er det manden? 01:33:18 Marie: ”Det er bare, jeg kan komme til at diskutere lidt (Med kæresten). Men det går hurtigt over igen, jeg synes det er svært at lukke af.” 01:33:50 Else: ”Jeg har også foreslået at vi ku ha sådan en boksebold ude i gaderoben, og så kun vi bare stå og baske på den”  Er det borgerne man basker ud af systemet der? 

Appendiks A1 ‐ Side 9 af 11 

01.34.05 Else: ”Ja altså nogle gange, de ved jo godt at de nogle gange er urimelige” 01:34:20 Rasmus: ”Det er jo mange gange der når det er surt, så er det hele der er noget lort” 01:34:44 Else: Jeg tænker mere på, hvad vi skal lave og forventninger. Altså både for borgerne og for pårørende ik, og hvad folk ude i byen ik. ‐ Altså alle kan snakke om hjemmehjælpen; ” og det er også for dårligt”. Det er mere det jeg synes, der er svært. Altså hvor meget kan man sige. Så kan man give forslag, vi gør sådan og sådan i Ellelundens kommune. Men alle har sådan en forestilling om hjemmeplejen. Jamen hjemmeplejen de skal da bare have hjælp. Vi gør altså sådan –  og kan det være rigtigt? Det er de forventninger og hvad vi må gøre. [...]Nogen gange er forventningerne for høje.”  [Taler om de pårørendes krav til hjemmehjælpen.] 01:36:25 Else: ”Hvis de vil have hele vindueskarmen støvet af, så skal de faktisk flytte ting. Og det kan også være svært. ”Jamen i skal tørre støvet af.” ”Yes, men den skal være ryddet.” Og det kan de pårørende også se ‐ ”Nåh, I har ikke været omme bagved.” Nej.”  Tager du det med hjem? 01:37:00 Ingrid: ”Jeg syntes ikke jeg sådan tager det med hjem. Jeg prøver i hvert fald på at lukke af. Det syntes jeg at jeg er blevet god til. Det var jeg jo ikke i starten, hvis der var et eller andet, så kunne det godt gå en lidt på. Men jeg syntes da jeg er blevet god til at lukke af når jeg kører hjem.” Bruger kollegaerne hvis der har været et eller andet. 01:37:50 Rasmus: ”Jeg har ligesom regelen, at når jeg tager mit arbejdstøj af,[...] så jeg har regelen med mig selv og mit Psykologiske jeg, at når jeg tager mit arbejdstøj af, så hænger jeg det inde i skabet og der hænger det meget godt, til jeg tager det på i morgen. Selvfølgelig er der nogle ting man går og overvejer at tage hjem. Nogle ting hvis man har oplevet at man har haft en dårlig dag. Kan man gøre det anderledes i forhold til de tidsstyringer vi nu har. Kan man gøre et eller andet?  Det er tit det jeg går og tænker på en gang imellem. Eller hvordan, hvis en borger havde det dårligt i dag og jeg ikke skal have borgeren i morgen. Så skal man huske og sige det. […] Det er mere det faglige jeg tænker på, hvis jeg tager noget med.” 01:38:38 Else: ”Vi er også bange for at gå over i den anden grøft ik, og blive for kold. Det ser man på sygehuset. Hvor lægerne og sygeplejersker... Men det syntes jeg ikke vi oplever i vores fag.” Hold afstand og alligevel drage omsorg. En balancegang?  Hvornår bearbejder man disse her ting? 01:39:40 Else: ”I frokostpausen, vi mødes som regel.” Der er altid nogle borgere der prøver nogle ting. Nu har jeg lige oplevet hende – snakker om en der fusker, hun har det godt når det er Else, en rutinerede der kommer, så kan hun meget mere end hvis det var en ny. Ved efterhånden hvem der har behov.  01:40:45 Else: ”Der snakker vi (Hjemmeplejerne) som regel indbyrdes – ”du skal lige obse den borger der”. For de kan godt... Hvis du rækker du dem en lillefinger, så tager de hele armen.” (Obse. ‐ Observe: være opmærksom på) 01:41:30 Theis og Ulrik smutter Der var en højere chef, som kom og sagde hun skulle bruge en aftenvagt. Mangel på respekt. Alle sagde nej med det samme.  01:44:33 Kilden til et meningsfyldt arbejde plancher – godt billede af det at være 01:45:10 Rasmus: ”Det giver jo mening i den sidste ende. At der så er alle de der tidslommer og alle de der ting og sager, det bliver man jo så nød til at forholde sig til, på en eller anden måde. Enten kan man lade sig styrer af dem på en eller anden måde, ellers kan man gør op med dem – gøre oprør og sige jeg tager den tid jeg tager, og så må det jo være sådan. Og så må de jo gøre op med de her tidssystemer, som du går dokumenterer hele tiden og hvad de skal gøre med dem. Lige nu bruger vi dem bare som, bliver det nu registreret på den ordentlige måde, hvordan og hvorledes det fungerer.  På sigt der kommer der jo masser af ting ind over […] i 2011, hvor det bliver mere minuttyranni end det har været før. Men det har jo altid været der! Siden det startede for seks år siden hvor jeg startede, der kan jeg mærke en stor forskel, hvor meget det har overtaget. [Ingrid bryder ind: ”Det kan jeg også!”] Pludselig går man fra hvordan man skal administrere det her, og derfor er man yderlig modtagelig, både medarbejdere men også med hvordan det skal styres det her. 01:46:11Inge (I baggrunden): ”Det er som om det er en død ting man har med at gøre.” 

Appendiks A1 ‐ Side 10 af 11 

Før og nu ‐ Savner overblik og fleksibiliteten ‐ Dengang var man mere sin egen boss over sin egen uge. Nu er det overladt til gruppesekretæren. 01:46:45 Ingrid ”Jeg havde fire steder om dagen dengang, for det hed sig, at der var ikke nogen der kunne holde til det, hvis man havde mere. Det var enten om det var rengøring, men det var ikke fire rengøringer, det kunne man slet ikke drømme om dengang. Hvor du i dag kan have fem på en dag. Der var det to og så to vasketøj, og der var tid til at du kunne sætte dig hos borgeren og snakke med dem. Eller hjælpe dem med et eller andet anded.” 01:47:10 Rasmus:”Der havde du nemlig mere føling med det, med hvordan du kunne fordele det i løbet af sådan en uge. Der havde du selv fordelingen i løbet af en hel uge. Der var du ligesom din egen boss for din egen uge og hvordan du vil skrue den sammen. Nu der har vi jo overladt det til vores gruppesekretær, hvordan en morgen skal se ud.[...] Du overlader det faktisk til andre, hvor du før havde føling med det, og det savner jeg.” 01:48:05 Ingrid: ”Før i tiden der var vi jo også i små grupper, og der kendte man jo alle borgerne. Det gør man jo ikke i dag, fordi vi er sådan en stor gruppe, man kender ikke engang alle sine kollegaer ordentligt mere” 01:49:00 Visitatoren kommer på revurderings besøg en gang om året. Ellers kan hjemmehjælper bede om mere, men det er ikke altid det bliver som ønsket.  01:51:00 Rasmus: ”Der er meget alene tid, syntes jeg, hvor du har meget fokus på din PDA. Der kan du samle oplysningerne, der behøves du ikke at snakke med din kollega eller borgerne. Så på den måde er det en meget god oplysningscentral” 01.52.20 : Afkrydsning i eget hjem. Så kan pårørende følge med. Ved demente ligger der altid en kalender så de lige kan kigge hvor det skal være.  01:53.40 Sammenligning med fodlænke ‐ GPS Casper: PDA’en gør en lidt mere robotagtig  01:53:55 Ingrid: ”Man føler da også lidt at de har tjek på en med den der. [...]Nej man føler sig da bare lidt under overvågning, ik’.” 01:54:08 Else: ”Det kom jeg jo til at sige til Diana – Nårh, Der er indbygget GPS i (PDA'en),så kan I faktisk se hvor jeg er henne. [...]Om jeg bare er på besøg [...] eller om Fru Hansen aflyser.  Så kan i se om man lige fiser ind til købmanden. Ah, men det har vi jo ikke tid til. Jah, det ved man jo aldrig sagde hun (Diana) så”. Casper: Så mister man også det sociale med kollegaerne, hvis man ikke ses. Så får man ikke lige den dér snak.  Der går meget tid med PDA’en om morgenen. 01:55:30 Else: ”Man sidder dér og pikker (på PDA’en) som en gammel høne ikk”   Hvordan har det været at deltage og hvordan har I oplevet vores påstande? Rasmus: mener det dækker meget godt de her punkter i forhold til deres hverdag.  Else: Ja, det er lidt mere interessant når man skal bruge denne her (peger mod hovedet).  De føler sig ikke stødt over nogen af dem. Casper kunne godt have lavet påstandene grovere Robotten Fabriksarbejderen  01:58:21 Rasmus:” Jeg tror man kunne tage en bestemt borger og så kunne man sende en efter en ind og så kunne du optage det og vi ville jo ikke gøre det på samme måde alle sammen, så på den måde er det jo ikke fabriksarbejde”[...] Altså vi har alle vores måde at gøre det på og håndtere borgerne på og snakke til borgerne på og der er milevidt forskel på det ikk, altså”. Thomas: I får lov til selv og ehhh? 01:58:28 Rasmus: Du har jo et valg og så har du jo de frie rammer hos borgerne selv fordi det er i eget hjem ikk. Altså i forhold til hvis du var på stuer der var ens alle steder, altså ting står alle steder på det samme sted ikk[...]Så ville man nok blive mere fabriksarbejder, så behøver man ikke tænke og gøre ved [...]Så kunne du gå med hovedet under armen og arbejde samtidig ikk” [...] Man kunne ligeså godt sove ved siden af ikk, det er præcis på samme måde, [utydeligt] det gør det mere upersonligt. Så hvis det personlige punkt det bliver taget væk, så gider jeg ikke arbejde i hjemmeplejen mere.” 01:59:14 Else: ”Hvis man er indstillet på det så tager man jo bare fabriksarbejdet. Jeg har prøvet det og jeg kunne simpelthen ikke klare det. Jeg tænkte hold kæft, hvordan kan I holde det arbejde ud 

Appendiks A1 ‐ Side 11 af 11 

[utydeligt] havde været der ti år en af dem ikk. Jah, hun tænkte på hvad hun skulle lave til aftensmad”.  (spredt latter) 01:59:36 Else: Nå eh jeg skal i hvert fald have et arbejde hvor jeg synes altså der er variation, og hvor man skal bruge lidt den dér (peger på hovedet) også ikk, altså ved det dér. Altså det er hvad jeg forstår ved robotarbejde ikk.   01:59:48 Casper: Min gamle farmor hun stod og kiggede på carlsberg flasker [utydeligt] og de kom derfra (viser hvordan øjnene kører fra den ene side til den anden) ikk [...] Det er da i hvert fald fabriksarbejde så det gør noget.  02:00:04 Else: Nej sådan har vi det jo slet ikke, sådan nej..   Hvad så med om 50 år? Kynisk humor omkring fremtiden.  02:00:15 Casper: ”Så trykker jeg bare på min knap så kommer min robot og hjælper mig.” 02:00:30 Casper ”Tubemad... Astronaut‐mad, kommer i samme pakke smager ens.”  Hvad med selv at bestemme hvad man skulle bruge tiden til ude hos borgeren. Casper: Det ville gøre hverdagen anderledes på en eller anden måde. Else: For nogen kan jo ikke selv lige finde ud af hvad vel.. 02:01:10 Ingrid: ”Jeg tror der ville gå for meget tid med at finde ud af, for så ville de begynde at ævle rundt. Den halve time ville være gået inde de havde fundet ud af hvad de ville have lavet.” 02:01:35 Ingrid: ”I gamle dage, jeg ved ikke hvor mange år det er siden, der havde de to timer hos borgerne hvad var det hver dag eller..?, så måtte de selv finde ud af de skulle lave. De kunne gå ture med dem, de kunne gå over og handle med dem, altså sådan noget det må vi andre jo slet ikke jo.” Else: For nogen og tyve år siden startede hun (Ingrid) med tre måske fire besøg på en dag, det tre borgere ikk (utydeligt). De pudsede vinduer, de kunne lave mad, de kunne hygge sig med dem.   Thomas: Og det betaler vi for.. Jah siger de i munden på hinanden, som om de er enig i denne bemærkning. Men der også lidt stilhed efter Thomas siger at de får penge for at noget drikke kaffe.. 02:02:45 Else: ”Det gør vi heller ikke nu [..] Man starter i hvert fald ikke med at sætte sig ned og drikke noget kaffe. Fordi så kan den komme en dag de bliver sure på os. [...] Fordi hvis jeg har en rengøring ”Har du tid som en kop kaffe?” (Imiterer borgerens spørgsmål, og hendes svar) ”Ved du hvad, jeg suser lige igennem, eller hvis du selv tørrer støv af, så har vi.” Du kan tro så får de lettet rumpetten, og så kan man lige sidde og få en kop kaffe. Og så kan man lige sidde og hygge sig fem minutter til sidst inden man går”. 

Appendiks A2 ‐ Side 1 af 6 

Appendiks A2 Fokusgruppeinterview transskription II  Moderator: Ulrik Referent/Observant: Thomas og Theis  

Vores spørgsmål og kommentarer markeres med fed Bemærkninger og pointer til os selv med fed og kursiv Citater med kursiv og eventuelt ”…” Påstande oplæst af hjemmehjælperne med fed og underlinje 

 Vores Introduktion  Præsentation af hjemmehjælperne: 

- Kirsten ‐ været hjemmehjælper i 30 år = omskolet til SOSU‐medhjælper i 1997 - Jane ‐ været hjemmehjælper i 25 år – opgraderet skoling = SOSU‐medhjælper - Ulrikke – uudannet, 6 år på Ellelunden - Agnete – Har været SOSU‐assistent i 13 år og været 1 år på Ellelunden 

 01:23 Hvornår har en arbejdsdag været dum? Hvis den er meget presset i det hænder især om morgen, og de skal tage hensyn til mange forskellig. Hvis det ikke hænger sammen er det en dårlig begyndelse.  2:24 Ustruktureret? – jo det kan man godt sige, vi skal selv strukturerer den. Du kan ikke køre efter planerne, det er der ikke styr nok på tingene til ‐ 2:40 og der har vi så små teams vi kører, og der er vi gode til at hjælpe hinanden 2:44 lige præcis en dum dag, det kan jeg godt fortælle dig, det har vi haft for nylig, det var den dag vi startede med PDA’erne. Hun snakker om at det mest er teknikken den er gal med – hun er ikke til computere (2:44‐3:40) 2:53 Så det koksede fuldstændig fra morgenstunden af, så smed jeg den ned i tasken [...] Så det var en rigtig dum dag. 3:35 Normalt er jeg rigtig god til at overskue en arbejdsdag og der skal meget til at stresse mig, med mit praktiske arbejde, men sådan noget teknik, det kan stresse mig Ulrikke kommer ind i lokalet. 5:03 den (PDA’en) er dum hvis man har rigtig travlt    (5:28) Jeg føler ikke jeg kan udføre mit arbejde godt nok fordi jeg bruger meget tid på dokumentation og registrering.  6:01 De ved ikke hvor meget de skal ind og registrere endnu.. Indtil nu har vi jo kun registreret når vi kom og når vi gik. Men det vil blive sådan noget der vil tage rigtig meget tid ‐ de unge, det kan godt være de kan gør det hurtigere, men jeg kan ikke. 6:59 Presset når man skal skrive en AVI (en besked der går videre f.eks. til aftenvagten)– det har de ikke tid til, og det skal man jo ha’  6:57 Det har ikke taget overhånd – ikke endnu. Men computer interesser dem ik, og de har ikke tid og tålmodighed til det. De er praktikere! 8:06 Det handler da om at skabe så god en hverdag ude i hjemmet som man overhoved kan gøre med de ressourcer vi endnu engang har, og det er det.  Det er ikke en specielt god del jeres arbejdsdag den her dokumentation og registrering.  8:36 #1 = Jeg kan heller ikke forstå hvorfor den skal være der så meget. Jeg syntes det er mistillid 8:50 #2 = Det er jo tid der bliver taget fra borgeren. Man har 5 min til at sætte sig ned og dokumentere om dagen.   

Appendiks A2 ‐ Side 2 af 6 

Mistillid fra hvem ‐ ledelsen? 9:14 Nej fordi det er jo ikke dem der pådutter det. Det er jo ikke ledelsen. Det er højere oppe fra, det er politikerne 9:40 snak med Diana (Jeg har snakket med hende om det, fordi jeg har lige været til sådan en MUS‐samtale,  så  jeg har været  inde omkring det… Det kunne hun da godt  forstå  sagde hun,  for hun er heller ikke så vild med sådan noget – jeg gør det også, jeg gør så godt jeg kan, så må vi se…) 10:23 det gør at du arbejder ikke ligeså afslappet, når du går rundt med sådan noget der og hele tiden skal huske at registrere. Det gør man ikke. Og sommetider tænker man måske på at man er nødt til at lave sine arbejdsgange lidt om. Og hvis du både skal registrere og lave arbejdsgange om, jamen… så arbejder man ikke på samme måde.  Det stresser én.  10:50 vi skal jo tage den op hver evig eneste gang vi har sat cyklen, og ind og registrere […] og du bruger meget tid på det. Du bruger 20 minutter til ½ time på det hver dag, når man skal ind og ud og stoppe Der er mange ting der skal gøres så gange om dagen. 11:30‐11:50 12:10 PDA’en? – ja, det er irriterende når man har rigtig travlt… det er rigtig rigtig irriterende! Og har man lige glemt det, (at registrere) så skal man, øh, efter registrere, altså ind og lave manuel tid, det tager endnu længere tid. 12:45 Der er ikke sat ekstra tid af til at vi ordner PDA’eren, når vi går ind og ud. Det er tid der bliver taget fra borgerne.  12:57 det går jo ud over borgerne hele tiden… det kan vi jo ikke komme udenom 13:05 Der er ikke den samme tid til lige at få en hyggesludder. Og nogen gange er vi det eneste besøg der kommer… hvis det er en rengøring, så er vi måske det eneste besøg der kommer i løbet af 14 dage. Det eneste menneske de snakker med i løbet af 14 dage  Så kunne man godt lige bruge 5 min. Det er hele tiden borgerne det går ud over.  13:43 Endnu er jeg ikke nået dertil hvor jeg laver noget med overtøjet på, fordi jeg syntes det er så uartigt. Det må virke meget meget frustrerende for mennesker, at der kommer én ind af døren med frakke på og laver det man skal lave. Det kan jeg simpelthen ikke have.   (Respondenterne referer her til de borgere der har brug for hjælp med at få strømper på, Støttestrømper, som kun er visiteret til 5 min.. Her beholder en af dem jakken på når hun går ind til borgerne, hun har ikke tid til at tage den af.)  Kan i mærke på de ældre at I har travlt? 14:10 Det er de svageste og de dårligste, de demente og… jeg føler nogen gange at det… så går man derfra og føler man har lavet et overgreb. Der er nogen der ligesom… De går simpelthen ind i sig selv. Hvis de fornemmer at det her det skal gå stærkt, så kan de hverken fysisk eller psykisk følge med i det. Hvad gør man så? Så trækker man sig ind i sig selv og bliver passiv. Sådan reagerer man. Det er menneskeligt at reagere sådan. Forsvar (Borgerne kan fornemme de har travlt, og det føles ubehageligt.) 14:55 man prøver virkelig at holde det nede, men de kan fornemme det. De kan bare høre det på vores tonefald (Man behøver slet ikke sige noget, borgerne fornemmer det gennem kropssprog.) Fjerde fokusgruppemedlem træder ind ‐ Agnete   Føler I at I kan udføre jeres job godt nok på trods af dokumentation og registrering? 16:30 det lærer du efterhånden at abstrahere fra 16:50 #1 har vi tid til at gøre vores arbejde godt nok når vi har alt den dokumentation?  #2 Nej ‐ I princippet ikke. 17:10 Vi ender der hvor det at gå ud og passe vores borgere bliver en biting. Det er lidt groft sagt, men det er lidt den følelse man kan få. At det sku er mere vigtigt, havde jeg nær sagt. Selvfølgeligt er det ikke det. Men det er den følelse man kan få. 

Appendiks A2 ‐ Side 3 af 6 

17:45 Min kommentar til det med PDA’erne ‐ Jeg har ikke forstået overhoved hvad formålet med den er udover at det selvfølgelig er en måde at få kontrolleret vores tid på. Men mængden af arbejde med at føre den PDA, både fordi jeg syntes den er rigtig dårlig indrettet (rent teknisk)…den er ikke let, det er ikke hurtigt. Den er enormt tidskrævende. Bruger cirka 20‐30 min.  18:25 og hvis vi skal det (dokumentere) burde der sættes tid af til det ligesom til køretid, og den tid der bliver sat af til det, bliver taget fra borgeren. Og det er logik for burhøns! 18:40 Og borgerne er i forvejen visiteret minimalt med tid. Og det er især de svage og dårlige, det rammer.  19:11 Det er så latterlige minutter vi får så det gavner ikke ret meget når vi arbejder med så dårlige mennesker vel?  19:18 Og så er det igen vi passivere folk, fordi vi er nødt til at gøre tingene fordi… ellers så bliver vi ikke færdige vel? Og så pacificerer det har den modsatte effekt af hvad der er formålet med at gå og passe mennesker, det er at aktivere dem også, men det får den modsatte effekt og det er at vi pacificerer dem. Fordi det er hurtigere når vi gør det 19:48 Vi har ikke tid til at vente på at de selv knapper skjorten, eller bare det at tage undertrøjer på.  Det vedligeholder ellers deres færdigheder  Det lyder ikke til skemaet tillader at I tager tid til de demente? 20:18 Ikke medmindre man har så meget rygrad man tager den tid der skal til alligevel  20:25 Sådan har jeg det. Ting tager den tid det tager. Jeg er altså ikke så autoritetstro at jeg… 20:45 Står jeg i den situation jeg ikke kan nå det så må jeg ringe ind og spørge om jeg skal arbejde over eller skal jeg droppe et eller andet. Det må blive det!  21:00 Det er mennesker vi arbejder med – dårlige mennesker 21:04 Vi kan jo ikke gå fra en borger man ikke er færdig med, og det er jo det de udnytter jo. For de ved jo godt at selv om de har givet et vist antal tid… men altså vi går jo ikke når konen er halvt påklædt. Vi er jo så pligtopfyldende. Vi går jo ikke midt i et bad. Vi gør mange ting selvom det ikke er registreret.  21:35 Det var fremme i fjernsynet dér var en som ikke havde tid til at give den gamle bukser på, og så gik han. Så havde han ikke mere tid. Vi laver mange ting der ikke er registeret!  22:00 Vi har fem minutter til at vaske op, til at tømme toiletspand, redde seng, tømme affaldspose.  De har sagt det til Diana!   Du kritiserede nogle af de forhold overfor Diana? 22.30 Ikke kritiserede det, men vi havde en snak om det, og hvor jeg sagde til hende hvordan jeg havde det med det (Registreringen). Men der havde jeg så ligesom fået registreret en hel dag hvor det var gået helt fint. Og det kunne jeg jo også godt, det sagde hun, men det stresser mig!   23:00 da vi startede med PDA’er syntes jeg at det var meget bedre at der blev lavet luft imellem så vi ikke blev så stressede… det skulle de have taget højde for… Den vigede hun sådan lidt udenom. Små oprør 23:28 jeg har en dag hvor… jamen jeg var bare booket op til sidste minut indtil frokost, så havde de glemt at sætte den der vejtid og tid af til PDA’en. Så blev der  lige knaldet 10 minutter  ind på  listen der, de lavede det om ik? Og der blev min PDA’er nede i tasken, sådan er det bare… Så må man vise dem at…(oprør) 23:45 Vi var så pressede så det blev vi enige om, at det ville vi ikke bruge 20 minutter på  Hvad siger Diana til det? 24:05 Hun kom ind om morgenen, og sagde at så måtte vi godt tage vores PDA’er op 24:12 Jeg har også sagt, at hvis jeg er presset en dag så bruger jeg den ikke! 24:18 Diana sagde også at jeg godt kunne bede om en seddel i stedet.  Efter hun klagede til Diana.   Forskel på uddannelserne: 

Appendiks A2 ‐ Side 4 af 6 

25:15 Agnete kører som assistent. Og der er tilsyneladende mere tid. Lille gruppe – koordinerer meget med hinanden (4 personer) Hun har dog ytret sig til Diana hvis hun har fået en hård køreliste (25:53) 26:10 Vi arbejder jo i nogle teams, så vi går også lidt ind og siger ”hvad har du på, og kan vi så hjælpe hinanden?” og ellers må man tage fat i dem der har lavet listerne og sige ”det her det går bare slet ikke”  26:34 Man skal sige fra om morgenen  26:42 Fredag ‐ der havde jeg faktisk en rengøring på en time på mit program, som jeg så kom af med for jeg sagde at det kunne jeg ikke nå, og jeg var inde da klokken var 5 minutter i 12, og sku jeg også have nået den  [gestikulerer at det ville have været meget stresset, tror jeg]    27:10 Jeg føler mig som en robot der ikke har medbestemmelse i eget arbejde.  27:20 Agnete oplever stor medbestemmelse (‐ har direkte adgang til visitator – 41:48) 27:26 (Agnete) Vi har faktisk stor medbestemmelse i vores gruppe. Vores arbejde er en del af sygeplejen. Så dvs. f.eks. hvis vi står i en situation hvor vi har en liste der er for lang, kan vi også blive aflastet af sygeplejerne. 27:55‐28:15 Jeg føler mig heller  ikke som en robot fordi, det nægter jeg at være. Hvis jeg var det så ville jeg køre meget præcist efter minutter og have sjusket mig igennem det for at nå den tid og det gør jeg ikke! 28:13 Så er der heller ikke noget menneskelighed i det.  28:20 Vi er gode til at samarbejde (ellers ku det godt være man blev en robot). Det hjælper meget. Giver en følelse af medbestemmelse 28:25 Det er jo også lidt op til en selv hvor meget du vil give modstand eller sige fra 28:33 Lade sig styre 29:07 En robot gør det den er programmeret til. Det gør vi altså ikke. Selv om de prøver på det. Så nemt er det jo ikke vel. 29:18 Det kommer også an på… nogen dage tager en borger jo også længere tid end andre dage. Det kommer an på hvor du lige fanger borgeren henne (Man kan ikke putte mennesker i bokse) 29:30 Nogen gange skal man altså sidde længere på toilettet end lige 5 minutter, altså det er jo det der man kan jo altså ikke sådan noget på kommando vel? Men det er faktisk sådan at det skal man næsten kunne.  30:02 man skal have rygraden med på arbejde De tror at hvis spørgsmålet blev stillet for gruppen, ville de være enige. ’hvis det var sådan, så var vi ikke her’  Hvad er det bedste ved jobbet? 30:35 Det er et utroligt givende job hvis man selv er modtagelig altså… du møder alle slags mennesker i det job… ude i hjemmene er der også mange der kan… altså mod og medspil, og kan give noget igen, livshistorier og jamen der er noget ved dem alle sammen. Det er et utroligt dejligt job, det har jeg altid syntes… når man ser bort fra alt det andet (der ikke er kerne opgaverne/der ikke er borger relateret) ik?  Stor ændring på det seneste?  31:25 Det er jo kommet, så kom computeren… det kommer gradvis, hvor du skal omstille dig til noget andet ik? Men det er jo så, teknikken der meget kommer ind, og det gør den jo alle vegne, men det er bare lidt sværere at håndtere når man arbejder med mennesker 31:58 Det har været omstillinger igennem 30 år. Vi har haft mange omstillinger. Man skal ikke sige at vi ikke er vant til omstillinger, der har været utrolig mange omstillinger hele tiden.   32:23 Jeg har haft dårlig samvittighed efter at have efterladt en borger. 32:30 Nej det vil jeg ikke sige. Så var jeg ikke gået fra dem. Ikke dårlig samvittighed, men som jeg sagde, jeg kunne godt gå fra nogen borgere med – ikke dårlig samvittighed – men den der 

Appendiks A2 ‐ Side 5 af 6 

fornemmelse af at man har lavet et, mere eller mindre, overgreb, fordi det skal gå for stærkt og fordi der ikke er tid nok til det. … Jeg går ikke hvis jeg har dårlig samvittighed! 33:05 Enten bliver man den tid det tager, eller også ringer man tilbage og siger sådan og sådan er det. Ville aldrig gør det – gå fra en borger med dårlig samvittighed 33:39 Det veksler hvor tilfreds man er når man går hjem fra arbejde 33:44 … grænserne for hvad man vil acceptere de skrider lige så langsomt ad åre. Hvad man ikke ville acceptere måske for 5 år siden, det accepterer man i dag. Er det ikke rigtigt Agnete? Den har jeg nemlig fyret af mange gange, når jeg har fået noget modstand, [så] siger jeg ’ja fordi at det skrider lige så langsomt hvad man ikke har villet acceptere lige pludselig så accepterer man det, og på den måde så skrider tingene lidt mere og lidt mere og lidt mere.’ (Resten af gruppen er enige i dette. ”Det er en rigtig god måde at beskrive det på” 34:12) 34:19 Jeg har sagt den rigtig mange gange, at det kan man se når man har arbejdet i det job i mange år. Man kan se hvordan at tingene de skrider lige så langsomt. Og så accepterer man ting man ikke ville acceptere før, og den er nemlig rigtig farlig, hvis man ikke er opmærksom på den.  Omkring hvad man kan være bekendt overfor borgerne!  34:48 Hvordan ville i selv strukturere dagen hvis I kunne? Jamen det er det vi gør. 34:30‐35:15 man hjælper hinanden, bytter rundt osv.  Nogle ældre snakker ørene af – uanset hvad, også må man bare slutte på en god måde og smutte! 36:10 Visitering ‐ Hvis jeg skulle have indflydelse, og det har jeg sagt så mange gange. Jeg forstår ikke at de meget gamle og de meget demente og de allerdårligste borgere, hvad de nu enten kan fejle, at man ikke visiterer dem anderledes end alle de andre som ”bare” er gamle Man har de samme minuttal til de samme ydelser. (36:43) (Assistenten får ekstra tid tildelt til demente og ekstra svage, men det gør den almindelig hjemmepleje ikke)  38:10 #1…den har været oppe og vende mange gange. Og det er jo det de har tudet os ørene fulde med i mange år, hver gang man indførte noget nyt. Ihh, jamen så blev der også meget bedre tid til de demente og de dårligste og de svageste borgere. Jeg kan sku ikke se det.  #2 Så bliver det dokumenteret hvor meget tid man bruger hos hvem og så skal i nok få den tid i skal have #1 Men der skal kæmpes med næb og klør for at få det. Det er det jeg har det dårligst med  #2 Vi bruger meget energi på bare at kæmpe [for] 5‐10 minutter hos en svag borger   39:13 Jeg føler ikke jeg bliver hørt, derfor går jeg hjem og råber af min mand 39:35 Nej ‐ De føler nogenlunde de bliver hørt. Diana hører deres kritik.  Hvad hvis kritikken skal videre til næste led? 39:54 Det kan godt tage lidt tid, det kommer an på hvor travlt der er. Der er nogle hængepartier.  Alle er jo stressede og pressede i det her, også ledelsen. Vores leder er jo bare budbringer.   Er I blevet bedt om at holde brokken ind? 40:50 Man går ikke rundt og brokker sig hver dag, bare for at brokke sig vel. Man skal sige det når det er nødvendigt  Lyder ikke til jeres kritik bliver føret ud i livet? 41:10 Men det er politisk bestemt og det kommer oppe fra. Så det er jo ikke noget man bare sådan lige kan gå ind og lave om på, heller ikke selv om vi går til Diana med det vel? Fordi det bestemmer hun jo sådan set heller ikke vel? 41:25 Men vi går ind og kæmper hvis der er noget der er urimeligt. Med en borger der tager måske 1 time men der kun er visiteret 40 minutter. Det går man selvfølgelig ind og snakker med hende om og fortæller hvad man gerne vil gøre, hvordan og hvorledes.  Hos Agnete er det ingen problem at få tid gennem visitation, det hænger lidt hos de andre tre. 

Appendiks A2 ‐ Side 6 af 6 

  42:22 Der er nogle arbejdsforhold jeg finder kritisable, men jeg går ikke til ledelsen da jeg ikke tror det vil ændre noget. Hvis der er noget går vi til Diana. (42:47) 42:50 Men man skal jo også have den med i mente, hvor tingene også kommer fra, og hvor hun [Diana] også er i det. Men derfor er det selvfølgelig hende vi går til, men det… indflydelsen er måske også svær for hende at få  Har I forsøgt at går forbi Diana? 43:24 Vi er alt for pligtopfyldende folkefærd. (Derfor skal vi bare passe borgerne mens muligt.) 44:00 Vi har en tavshedspligt og vi har jo en pligt overfor den arbejdsplads som vi arbejder i. Vi kan ikke gå udenom arbejdspladsen. Hvis vi ikke har gjort alt andet, og det første på programmet i alt andet, det er at gå til Diana. Altså, det ville være helt uhørt. Naturligt at gå til lederen. Hvis det ikke virker, så går man til næste led, henholdsvis lederen for hjemmeplejen i hele kommunen og dernæst socialchefen i kommunen.  Mister man ikke troen på at kritikken kan ændre noget? 45:25 Der tror jeg da lidt at man kapitulerer. Det gør vi da nok, fordi ’nå ja det er fuldstændig håbløst, det er dirigeret politisk’ og… Hvis man skal ind og ændre på det, jamen det ville være en årelang kamp. Og den kan vi ikke føre hvis vi også skal føre den daglige.  45:50 Vi er tålmodige! Hvis det ikke kommer til at fungere så skal vi nok vise det. For så har du tålmodigheden til at vente, indtil det er gået op for dem at det her det fungerer bare ikke det lort. Og så er de nødt til at gøre noget ved det.  46:08 vi bliver heller aldrig spurgt.  Det bliver vedtaget overordnet og trukket ned over hovedet på os: ’Nu skal vi starte med PDA’er, vi får et kursus og så starter vi 1. september. Vi har ingen medindflydelse. Det bliver vedtaget og sådan er det bare.  46:47Hun [Diana] har simpelthen pædagogisk sans: ’lad os nu se hvordan det går. Lad os nu lade være med at tro at vi ikke kan, fordi I kan garanteret god ‐I er skide dygtige!’  Det er hun god til. (Manipulation.) Men vi ved det godt, det må du ikke tro 47:15 Vi brokker os bare lidt. Som en kæmpe stor gruppe ville vi aldrig blive enige, der er nogle der står af, og nogen der syntes det er okay.  49:45 grænsen for hvad man vil acceptere, hvad man vil byde folk, den skrider ganske stille og roligt igennem årene. Hvad man ikke ville acceptere for måske 3 år siden det accepterer man måske i dag. Sådan har det rykket sig.  Tyranisk chef 51‐52 mistillid til personalet. Vi har også prøvet at have en ledelse der behandlede os som soldater. Og hun fik modstand. Hun skulle have kontrol på alt ned til mindste detalje, og det døde hun selv på som leder. Sådan en mistillid til personalet, går ikke.  

Appendiks A3 ‐ Side 1 af 6 

Appendiks A3 Fokusgruppeinterview transskription III  Moderator: Jimmi Referent/Observant: Leneisja  

Vores spørgsmål og kommentarer markeres med fed Bemærkninger og pointer til os selv med fed og kursiv Citater med kursiv og eventuelt ”…” Påstande oplæst af hjemmehjælperne med fed og underlinje 

 Vores Introduktion  Præsentation af hjemmehjælperne: 

- Lene har kørt 13 år i hjemmeplejen som social og sundhedshjælper - Ida har kørt i 22 år - Trine har kørt som elev - Pernille er 35 år, uddannet SOSU‐medhjælper (i 12 år) har været i Roskilde et år 

 02:08 Hvornår har en arbejdsdag været dum 02:20 Når de overs en der er syg – så får man ikke deres frokost pause.  Vi kunne ikke nå det i weekenden (2:53). Og vi har ikke altid lige gode kollegaer der kunne hjælpe hinanden (2:56). 3:12 En dum dag for mig det er at man føler man måske har fået for mange borgere end man kan nå, og jeg føler jeg står derude og det ikke er tilfredsstillende det jeg laver, men jeg må skøjte lidt hurtigt hen over, for ellers kan jeg ikke nå hen til den anden, og så bliver jeg vildt meget forsinket, og så kommer der lidt stress på i sidste ende.    En god dag: 3:48 Når besøgene svarer til tiden. God stemning, glade folk, og når vi de mennesker vi skal være på arbejde 4:05 Ikke for mange uforudsete ting i hjemmene. 4:18 Pernille: For mit vedkommende så er der mange dårlige. 4:40 Tidligere 3‐4, nu er de oppe på 18‐19 besøg på en dag Lene 5:08 Skemaet passer ikke til opgaverne. Jeg har så mange gange været inde og gøre opmærksom på det til gruppe sekretærerne, men jeg bliver ikke hørt. Det bliver ikke pakket ind i min plan. Så jeg hidser mig op om morgenen lige i øjeblikket. 5:25 Lene: Har en borger der tager 1½ time men som kun skulle tage 45 min. Og så er hun en bagefter. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Visitatoreren ved det godt. De ved godt hun skal have 1½ time om morgenen. Men så ser det bedre ud måske på kørelisten, og så kan Lene lige have plads til en borger til. Jeg vil ikke sige det mere jeg har sagt det så mange gange.  5:54 Det ser ud som du har et fuldt program, men tiden er kortet ned. Lene? 6:05 Det er irriterende når man ikke føler man bliver hørt. Vi er mange om det og der er 2 gruppe sekretærer om morgenen, og jeg ved da godt der er mange ting at skulle rumme, men når man er i sådan en stemnings situation [??], så skal man kunne rumme de ting. Hvis ikke de lige har fat i budskabet, så kan de lige komme hen og prikke mig på skulderen, ’Lene hvad var det lige du sagde, for en ½ time siden jeg har glemt det?’ og så kan de få det opfrisket…men de siger ’ja’ og så fiser det ud igennem det andet øre og det er godt nok frustrerende syntes jeg.  Lene 6:50 ’hvordan klarer du det når der kun er sat x antal tid ad?’ Jeg må jo være hurtigere end jeg selv er klar over.  

Appendiks A3 ‐ Side 2 af 6 

Lene 6:58 Jeg har åbenbart været enormt heldig, at de siger ’nå men du kan godt springe en opvask over’ eller noget, så kan jeg måske vinde 10 minutter ind, og så kører jeg lidt hurtigere hen til den anden og så har jeg måske vundet et kvarter ind. Men det kan jeg jo ikke løbe an på at jeg er så heldig hver dag. Lene 7:22 Jeg skal jo også passe på med de signaler jeg udsender når jeg kommer ind til en borger. De kan jo hurtigt lure mig af, ‘hun ser godt nok lidt stresset ud hende Lene’, og det er jo ikke meningen at jeg skal skynde mig sådan og blive færdige med dem, fordi det er jo mennesker man har med at gøre, ikke robotter. Men jeg kan godt alligevel engang imellem få det lidt skidt over det når jeg kører derfra syntes jeg Lene 7:55 Når jeg har lederen under fire øjne kan jeg komme af med lidt af det der til hende, og håber hun tager det til efterretning   08:10 Er der nogen arbejdsopgaver som i ser som unødvendige? 8:20 PDA’en er tidsspilde. Køreliste ved siden af. Det tager længere tid med PDA’en.  Kørelisten er god til at danne sig et overblik, det kan man slet ikke med PDA’en 8:27 Det er tidsspilde, fordi du bruger så meget tid selvom man egentlig ikke regner med det, så bruger man altså meget tid på at gå ind og se […] Jeg kan altså godt mærke det tager længere tid.  9:05 Det er den der er en tidssluger.    09:20 Arbejdsforhold jeg finder kritisable, men går ikke til ledelsen da jeg ikke tror det vil ændre noget. Pernille: 9:44 Altså jeg går til ledelsen hele tiden hvis der er et eller andet. Enten gruppesekretærerne eller til Diana selv hvis det er at der ikke sker noget. Men det er så ikke altid at der alligevel sker noget. Det er jo så det.  10:03 Det er sommetider en dyne man slår i. 10:10 Jamen jeg har mange gange spurgt om [hva er det hun siger??] det kan ikke lade sig gøre på den her tid, men alligevel så siger de ’der er hvid tid hvid tid’. Det er den der bliver benyttet. ’der er hvid tid nok’, jamen så siger man én ting er på papiret en anden ting er ude i verden. Der kan altså komme mange små ting. 10:37 5 minutter om at gå på toilettet og så ud af døren. Det kan man jo ikke. Uforstående for hvordan er det målt/udregnet? Ida 10:56 positive vibrationer fra MUS samtalerne. Stor tillid til Diana.  Pernille 11:07 Det er nogenlunde de same ting vi alle sammen kommer med… Jeg håber og beder til at der virkelig sker noget nu, fordi hvis der ikke gør så, er det meget meget utilfredsstillende og så gør det at man ikke har lyst til at blive på arbejdspladsen, fordi det er nogle ting man går og kæmper med hver dag, for at tingene bliver bragt i orden.  11:40 I en periode syntes jeg da, der kom man hjem her klokken 15 stykker og sætter sig ned, så tænker man ’nej nu orker jeg ikke mere i dag’.  Ida: Det var også en mege ubehagelig dag. Vi gik ikke rundt vi løb.   Andre veje for kritik? 12:40 Skrive til borgmesteren. Man kan jo nok blive nødsaget til det i sidste ende hvis det er og så er det jo så borgmesteren der tager fat i ledelsen og siger ’hvorfor sker der ikke noget her, når folk brokker sig så meget?’. Men så er man virkelig virkelig langt ude for at gøre det. 13:10 Vi sidder jo altså med en gruppesekretær som også er tillidskvinde og jeg syntes ikke rigtig der sker noget  […] Man burde jo kunne gå til sin tillidskvinde, det burde hun adskille sit arbejde fra det andet 13:44 De skal være med i en tilfredshedsundersøgelse. Så har vi mulighed for, håber jeg da, at gøre nogen ting  Diana siger at jo flere der siger det jo større bliver stresset. 14:18 Ida vil have undersøgelsen ud på papir.  Men det kræver lidt tid, og vi får ikke tid til at gå fra til at gøre det.  

Appendiks A3 ‐ Side 3 af 6 

15:06 Nu prøver jeg så at have en elev. Jeg har krav på […] at få en time til forberedelse, og sidde og skrive og sådan noget […] Jeg slår i bordet, for hvis jeg bare gir mig jamen så bliver det jo bare sådan igen 15:30 Ida: På vej op til FOA pga. ancinitet    16:05 Jeg føler ikke jeg kan udføre mit arbejde godt nok fordi jeg bruger meget tid på dokumentation og registrering Ja – det er sku’ ik’ lyv! 16:29 Pernille: journalerne dem synes jeg jo så er vigtige at føre ajour. Har ikke været vant til det før nu.  17:00 Jeg plejer at lægge en lap på computeren og ’værsgo’ siger jeg så, så har jeg ikke tid til mere. Og kommer man så endelig ind, så er de optaget ‐ så hun dropper det! 17:20 Lene: jeg kan godt lide at gå ind og bruge journalerne og formulere mig og så må jeg tage tiden til det.  17:50 Vi har syv minutter (Til PDA’en) det kan vi ikke engang få startet den op for. 18:00 utilfredshed/uforståelighed overfor at man kun har 7 minutter til PDA’en 18:10 En halv time om dagen det ville være fint […]. Selv de inkarnerede sidder og bruger op til en halv time. 19:10 Hvis de forventer at vi skal kunne alle de ting, som vi skal gøre for at få en god arbejdsplads, jamen så bliver de også nødt til at give noget i den anden ende. Ellers kan det ikke lade sig gøre 19:35 Der havde jeg en dag hvor jeg tog tid på kørslen, bare kørslen, ik’ det vi gik […] det tog 65 minutter. De stod ingen steder.  20:05 16‐19 besøg hver dag – en god dag 12‐14 besøg 20:14 I dag har vi 14‐15 og det er en fin dag, men jeg var også til MUS‐samtale.  20:35 det er rart når de kender én og man kender dem. Det gør det noget nemmere, når man kommer.   21:00 Jeg føler mig som en robot, der ikke har nogen medbestemmelse i mit arbejde 21:12 Nej det er meget forskellige ting man kommer ud til, og man gør det jo aldrig på en ens måde vel. Den ene dag gør man måske tingene på én måde og den anden dag bliver man nødt til at gøre det hele lidt anderledes. Så jeg syntes ikke jeg føler mig som en robot når jeg er afsted 21:30 Nogen borgere vil helst gerne have det på nøjagtig samme måde. 21:43 Ida: Det skal varme! 21:56 Pernille: Det er jo også ligesom derfor man har valgt det her fag, udover at hjælpe [med] nogen ting, så er det også vigtigt at man er deres netværk på en eller anden måde 22:20 PDA’en er en robot  Hvornår mangler man 15 minutter? 23:00 Lige om lidt. 23:19 Hvis jeg havde haft et fuldt eftermiddagsprogram, så havde det knebet meget.   23:54 Hvad er det vigtigste som hjemmehjælper? 24:06 en god kontakt til borgeren. Rengøring det prioriterer vi ikke så højt, men selvfølgelig skal der være rent og pænt og alt det der, men alligevel det er omsorgen. 24:28 Somme tider går det lidt hurtigt.  24:35 Jeg syntes godt der kunne være mere tid til omsorg. Den er blevet skåret fra efterhånden.  Endnu være i Gentofte kommune ‐ helt ind til benet! 20 min til bad og cremening. 25:15 25:20 Det er også en af grundene til at man siger stop på sin arbejdsplads (nedskæringer) 25:53 Ellelundens kommune er god tidsmæssigt ind til videre. 25:55 Som jeg også sagde til min MUS‐samtale at,’ hvor ser man sig selv henne om 3 år, hvordan er arbejdspladsen?’ Jamen det kommer jo an på hvordan tingene bliver her, fordi hvis det bliver skåret ind til benet, jamen så kan det jo godt være jeg ikke er her mere. Og så er det måske slet ikke det fag jeg vil være i mere. Så er det måske et dagcenter, så man har tid til at sidde og hygge med dem.  

Appendiks A3 ‐ Side 4 af 6 

Det jeg ikke forstår er at dér er så mange der bliver uddannet. Når man skal spare hele tiden 26:50 Ida: … når man så var færdig [med sine opgaver] så kunne man gå en tur […] sådan én der er dårligt diabetisk de har godt af at få rørt pusserne lidt. Det kan vi slet ikke nå længere. Overhoved ikke. ’en halv kop kaffe? Jamen så skal det være mens jeg står og laver det her, ellers har jeg ikke tid til det’.  27:20 historie om gamle dage, Lene 27:39 Sidste gang jeg gik tur med en borger tror jeg var for en 5‐6 år siden, det turde jeg dårlig nok komme  ind og sige  til mine kollegaer. For  jeg var bange  for at  i ville sige  ’nå har du  tid  til det Lene?’ Men hun nød bare den tur, og vi gik måske et kvarter eller tyve minutter, og hun blev så glad for det. Jeg turde næsten ikke komme ind og sige det.  28:02 Det er  jo efterhånden også så stramt, hvis der kommer én eller anden og siger,  ’er du sød at skifte en pære’, det må vi ikke. Det har vi ikke tid til. ’det er ikke visiteret så det har vi ikke tid til’. Det er for meget ik. […] Sådan nogen dumme små ting, det er jo meget væsentligt for dem 28:20 Uenighed i gruppen om ekstra ydelser. Vask af hundeskål. Fy dada – nu gider jeg ikke være kollega med dig 28:30 Pernille: Jeg tænker også lidt på sundhedsfremmende ting. Vi bliver nødt til at holde dem i gang og aktivere dem og sådan noget, og det vil spare kommunen for en masse penge, men på den anden måde så bliver de syge og dårlige og bliver sat længere tilbage og så står de dér med sygehusregninger og jeg ved ikke hvad. 28:54 Ida: Morgengymnastik og det tager 7 minutter og det er det vi har. Hvad vil du have bengymnatik eller vask i nummeren? 29:30 det er vigtigt at holde aktivering af de gamle ved lige – men det bliver sparet væk 30:00 Pernille: Nogen gange så sparer de pengene det forkerte sted.  30:14 Ida: Hvis vi nu stemmer os ind alle sammen, så skal vi nok fortælle dem hvad det handler om.    30:20 Jeg har haft dårlig samvittighed over at have efterladt en borger. 30:34 Vi har aldrig glemt en på toilettet, som i andre kommuner  30:45 Nu har jeg været ude hos én i dag, som faktisk var lidt ked af det over hans situation fordi han har nogle gode dage og dårlige dage.  Og i dag så var det så en dårlig dag, og jeg bliver nødt til at sige til ham, ’jeg har altså ikke tiden til det’  31:00 Jeg har en dame med en depression, og i dag der havde hun en dårlig dag, så må man tage de 10 minutter længere, jeg ved det godt men, så har man et hul et andet sted men man kan jo ikke gå fra en dame der sidder der, selvmordstruet af hendes eget udsagn. Og så kan man jo ikke bare sige ’det vil jeg da skide på’ vel? 31:22 det er hårdt, fordi du aner jo ikke hvad der sker når du lukker døren […] alligevel, bare det at man skal stå og sige til en borger, altså starte ud med at sige ’jeg har kun 2 minutter til at snakke med dig i, så bliver jeg altså nødt til at gå igen’ […] men  uanset hvad så er det hårdt at sige: ’jeg har ikke tiden, jeg går nu’, og sådan skal det ikke være. Jeg ved godt, så må man tage noget tid fra en anden én, men det er svært når tingene bliver skåret så meget ned.  32:15 Man er heller ikke altid heldig at man kan finde tid hos den næste. Måske har den næste også en dårlig dag 32:42 Når man så har 7 minutter inklusiv kørsel hvad pokker kan man gøre der ikke? Så bliver man da nødt til at forlænge det.  33:00 Lene: En stor del af vores arbejde handler om at indstille sig. Man skal have noget situationsfornemmelse. Den ene borger kan måske stå og græde når man kommer ind af døren. Så skal man lige tackle det på en måde. En anden borger hun kan have en smadder god dag og fyre nogle vitser af. Så det er meget med at indstille sig på hvad venter der lige omme bag døren.  33:29 Jeg bruger mine cykelture til at omstille mig […] Så kan jeg lige [puster kraftigt ud] 33:40 Pernille: Det er også det der er godt ved at være i hjemmeplejen frem for et plejehjem, og så er man på hele tiden og så er man nødt til gå ud på toilettet for at få fred og ro  34:06 Kan i afkoble? 34:21 Trine: Jeg bruger mine kollegaer.  

Appendiks A3 ‐ Side 5 af 6 

34:37 Ida: Nogen gange så siger jeg at jeg ikke vil tænke på det overhovedet.  34:48 Pernille: En dag jeg var syg, var der en borger som skulle indlægges, og der var nogle vigtige papirer, som jeg skulle berette om. Så måtte sætte vækkeuret og ringe ind og morgen. Så et eller andet sted så tager man arbejdet med hjem 35:23 Lene: Jeg bruger musik som min meditation når jeg kommer hjem. Så kan jeg godt lige knalde et nummer eller to højt på og skrue op, og så ARGHH! Og så ned igen, og så kommer jeg ned på jorden igen.  35:42 Men jeg bruger også mine kollegaer meget.   Mødes i om eftermiddagen inden i tager hjem? 35:50 Ofte ja, på nær dem der arbejder færre timer.  36:42 Lene: Jeg synes det er meget vigtigt lige at komme ind og runde af. Det kan jeg godt lide. Tænk nu hvis du lige har et spørgsmål du går og tumler med, så vender man det lige med sine kollegaer i stedet for måske at gå og så tænker man over det i 2‐3 timer. Så har man lige fået vendt det inden man kører hjem. Det syntes jeg er dejligt.    37:05 Jeg føler ikke jeg bliver hørt, derfor går jeg hjem og råber af min mand 37:18 nej det syntes jeg ikke 37:28 Pernille: Vi er rigtig gode til når vi mødes derhjemme der, så spørge ’nå men hvordan har din dag været?’, fordi så kan man lige komme ud med det: ’Den har bare været totalt stresset’ og jeg er fuldstændig ligeglad med om han hører efter hvad jeg siger. Bare det at jeg lige kan [laver en lyd], og så har jeg det rigtig dejligt bagefter […] og det er de samme ting hver evig eneste dag man egentlig siger til hinanden […] uanset hvad så får man det ud […] for ellers så ender det med at på hjemmefronten, så går man bare og er sur og gnaven. Ida: Jeg kan godt lige gale lidt, men det er hurtigt overstået. Jeg måtte afreagere i søndags, jeg var så sur. 38:39 nu går jeg lige en tur i området (og koger af) 38:47 Lene: Jeg afreagerer hver mandag fra 18‐19 når jeg er til badminton. Så får den lige en ekstra én 38:55 noget med en boksebold 39:10 Pernille: Nogen borgere er helt umulig, og så er det rart man kan byttes med.  Nogen borgere tror de skal have første prioritet. 40:15 Pernille: Måtte hæve stemmen over for en borger, og sagde at hvis det var så slemt så måtte hun flytte på plejehjem.  Og der har ikke været noget siden. Det var rart at få sagt.  39:45 Det blev hun selvfølgelig ked af men jeg var mere eller mindre ligeglad 40:28 Lene: Vi er jo også mennesker selvom vi er professionelle. Pernille: 40:35 En der kalder hele tiden. Og så blev hun nødt til at snakke lidt hårdt til ham. Sygeplejersken hørte det og spurgte. Og Pernille sagde det var hun nødt til. 41:03 humor: Ellers bliver det en meget meget lang dag Sort humor meget vigtigt imellem kollegaer og sammen med borgerne.  41:49 Ida: Nå fru olsen hvordan går det, ’nå din gamle høvl, hvad med dig’? […] det er skønt.  Pernille: 42:49 Nogen gange i Roskilde kommune er de ikke så taknemmelige, for det som hjemmehjælperen går og laver (det handler lidt om området) Ida: 43:07 Jeg synes de er meget taknemmelige.  43:30 Man bliver glad for taknemmelighed. Det er rart at de ikke brokker sig hele tiden. Forskel distrikterne imellem.   43:55 Procedurer ved død 46:30 Psykisk støtte for hjemmehjælperne og hvad der sker i arbejdssitationen. Lene: 46:53 Har oplevet at en borger har krampet og det var enormt rart at kunne vende det sammen med kollegaen.  48:10 radiator (skræk/stærk) historie 

Appendiks A3 ‐ Side 6 af 6 

49:50 … og Diana har ringet til dem (FOA) og jamen jamen jamen og det bliver sku ikke til mere [hun siger noget her jeg ikke kan forstå] […] der kunne jeg sgu ikke komme længere 50:20 Modtagelse af læserbrev om eksempelvis tidspres – de svarer ikke på det! 50:35 Diana er godt klar over at vi brokker os (MUS samtaler)  51:00 Jeg var lidt over hvad vi kunne gøre for at gøre det bedre. 

Appendiks A4 ‐ Side 1 af 16 

Appendiks A4 Enkeltinterview med gruppelederen på Ellelunden; Diana  Tilstedeværende: Jimmi, Leneisja, Thomas og Ulrik    De første 1.54 af interviewet er en introduktion fra os, omkring hvem vi er osv.  Hvad er din rolle – du er leder af hjemmeplejen? Ja, altså det der måske kunne være smart for jer det er at høre hvad er det egentlig jeg er leder for, hvordan er gruppen sammensat fordi det betyder også rigtig meget fordi, jamen hvad er det for et niveau de forskellige medarbejdere er på, fordi vi har rigtig meget spredning i niveau, altså også af uddannelse hos os. Men jeg er områdeleder for Ellelunden, og Ellelunden er en udekørende gruppe, hvis kerneydelser er at levere praktisk og personlig hjælp og sygepleje ude hos borgerne, udenfor denne her adresse kan man sige. Og vi er en gruppe på 38 medarbejdere alt i alt. Dertil kommer så elever og studerende som vi også har i perioder. Vi har sygeplejersker, og vi har social‐ og sundhedsassistenter, vi har social‐ og sundhedshjælpere, vi har hjemmehjælpere vi har sygehjælpere, vi har ufaglærte (griner)  Så der er en meget stor spredning? Der er en meget stor spredning, ikke også. Det der også er vigtigt det er selvfølgelig også spredningen i forhold til alder, fordi vi har nogle der er 18 år der arbejder her, og så har vi nogle der er 65. Så aldersspredningen er også..og ved at jeg nævner alle disse uddannelser kan i også regne ud at så er spredningen på uddannelses niveau også langt fra hinanden.  Der er også sket en stor omstrukturering indenfor uddannelse af hjemmehjælp og plejere… Ja, førhen havde hjemmehjælperne jo 7 ugers uddannelse, i dag har de 14 måneder ikke også. Så på den måde er der jo også sket en niveaustigning, også i forhold til deres kompetencer, de må jo en lille smule mere kan man sige i dag (…) social‐ og sundhedshjælper.   Men hvad er det så for noget du skal varetage som områdeleder? Det er jo så hele den personalemæssige ledelse af det ikke også. Altså…sørge for at få ansat noget kvalificeret personale, sørge for at få ajourført det personale jeg har, deres kompetencer, få i det hele taget den daglige drift til at køre. Jeg er alene leder for alle de her 38 medarbejdere, og det kan man jo godt diskutere lidt frem og tilbage, om man kan have 38 medarbejdere, det mener jeg så ikke man kan, fordi der er nogle ting jeg ikke når, bla. medarbejder samtaler, og der er jeg jo nødt til at prioritere mine arbejdsopgaver, sige er det den daglige ledelse, at være med til at tilrettelægge deres arbejde, er det personaleudvikling eller hvad er det jeg skal tage mig af. Jeg har så fået lov til at ansætte en afdelingsleder pr. 1/11, altså…ikke en stedfortræder, det kan man ikke sige, men en der skal supplere mig, hvor jeg uddelegere nogle ledelsesmæssige opgaver, bla. om al elev problematikken. For det går jeg også ind i altså, de vanskelige samtaler med eleverne, hvis de løber ind i problematikker, afskedelsessamtaler med personalet hvis de har for meget fravær, er jeg så også inde i – altså hele den ledelsesmæssige del af det. At remse opgaver op ikke også. Nu…prioriterer vi meget den daglige ledelse, altså at få grupperne til at fungere, fordi det har jo været noget af et problem, gennem de sidste år. Det har i nok også læst at de fungerer ikke lige godt alle steder i alle kommuner vel, så derfor har vores socialdirektør ligesom sagt ’det er den daglige ledelse i skal have fokus på. I skal have fokus på nærvær i stedet for fravær. I skal have fokus på deres personlige udviklingsmuligheder/potentialer, og så skal vi have fokus på at alle har særlig stor gennemgang af personalet. På et tidspunkt havde vi jo 22% udskiftning hele tiden i en hjemmepleje gruppe ikke også, så det har vi væsentligt reduceret og det er jo fordi ledelsen er meget mere nærværende nu. Jamen jeg har været leder siden 1986, i forskellige kommuner i forskellige stillinger ikke også. Men meget været leder af udekørende grupper  Er det også dem du leder nu, dem der kører rundt? 

Appendiks A4 ‐ Side 2 af 16 

Ja  Ikke dem der arbejder her? Nej, dem har jeg ikke noget med at gøre   Men i har sådan base her kan man sige? Vi har base her fordi vi har lejet os ind i de lokaler der er her på stedet ikke også, så vi kunne ligeså godt have lejet os ind i hvilket som andet lejlighed eller bebyggelse ikke også. Det er bare fordi når man bygger nye plejecentre i Ellelundens Kommune så vælger man at sige der skal være tilknyttet en hjemmepleje på stedet ikke også. Så..det nye der skal bygges ude i den anden ende af byen, der kommer også til at være en hjemmepleje på stedet ikke også. Og det er jo fordi man kan gå ind og hjælpe hinanden på tværs. Altså, sygeplejerskerne går ind og varetager sygeplejer opgaver inde på centeret i weekenden f.eks. og det er jo simpelthen for at spare, og bruge ressourcerne optimalt.  Beboere hedder det vel ikke, patienter hedder det vel heller ikke… Borgere hedder det faktisk. Ligesom du og jeg (griner)  Hvor mange dækker i sådan ca.? Altså…vi har ca. 400 inde i vores system…ikke også…og borgergrundlaget det er vel hvad…1/8 del af Ellelundens Kommune. Og man kan sige det område her geografisk det er jo nybygget meget af det så det udvides hele tiden. Det kan i også se når i kører herned imod, så er der meget nyt. Nu er vi så heldige at det er unge mennesker der bor der men lige pludselig får de måske også nogle skavanker vi skal ind i. Vi har haft flere børn hernede af hvor vi har skiftet forbindinger og sådan noget ikke også.  Så vi bliver et meget stort område. Vi går ind og servicerer efter det vi kalder ’visiterede ydelser’. Nu ved jeg ikke, i har læst om hvordan de forskellige er bygget op?  Det har vi også et spørgsmål omkring Okay (griner) Sådan kort fortalt så har vi, i Ellelundens kommune er vi delt op i en myndigheds funktion og en udfører funktion.  ”Bestiller udfører” modellen er det det, det hedder? Ja det hedder det, og der er noget der hedder bestiller udfører modellen som er meget ren i det, kan man sige. Der er det bestiller delen der også har økonomien. Sådan er det ikke i Ellelunden, her har udfører delen stadig økonomien. Så jeg er økonomisk ansvarlig for x‐antal kroner, eller millioner. Vi arbejder meget på at få en ren, det vi kalder bum‐model, altså ”bestiller udfører” model. For det er meget mere reelt, i forhold til hvad de bestiller, det får vi også penge med til at udfører. I dag der bestiller de bare los og så tænker de ikke på, jamen har vi ressourcerne til at kunne levere det her?  Men på hjælper siden, nu deler jeg det i to, hjælper siden og sygeplejer delen. Fordi de er to vidt forskellige ting og de bliver styret lidt på forskellige måde. Men hjælper har kørt mange år med at have ydelserne visiteret.   Sygedelen det er de decideret syge borgere, kan man sige det? Ja det kan man godt sige. Hjælper delen det er de ældre som bare har nogle funktioner som de ikke selv kan, men det kan også godt være det syge, at hjælper kommer hos.  Så de ufaglærte kommer også primært… Det kører kun ufaglærte i hjælper delen, der kører ikke ufaglærte i sygepleje delen. Fordi du skal have en autorisation for at kunne udføre sygepleje, og det skal assistenterne også, de skal også have autorisation altså til deres kompetencer ikke.  I har kun med borgere som er blevet visiteret til det her? Altså der er en eller andet visitation proces, og det er der en anden myndighed der tager sig af. Ja det tager bestiller myndigheden her i Ellelunden, dem vi kalder visitatorer.  

Appendiks A4 ‐ Side 3 af 16 

Er de uddannet sygeplejesker? Nej kan både være, altså i teorien kan det være alle faggrupper, her i Ellelunden er det sygeplejesker, så er der ergoterapeut også mener jeg også der er social og sundheds assistenter. Min holdning er at det skal være sygeplejersker. Ikke fordi jeg selv er sygeplejerske, men fordi de at har helheds blikket i borgeren. Hvorimod en ergoterapeut kan ikke se sygepleje delen, det har hun ikke nogle forudsætninger for. Det kan man ikke forlange hun skal. Men hvor sygeplejeren er jo også inden omkring træning og genoptræning i deres uddannelse, ikke sådan i dybden men alligevel er de inde og røre og se mulighederne hos den enkelte.  Har i sådan god kommunikation? (Mellem hjemmepleje og visitatorerne) Ja det har vi. I min gruppe er vi, de er delt geografisk, visitatorerne, efter vejene. Så jeg har samarbejde med 3 visitatorer og heldigt de er alle 3 sygeplejersker. Men det er jo lidt et held, fordi du har en helt andet kommunikation med dem. De har nogle helt andre tilgange til borgerne end hvis du sidder med en terapeut. Vi har cirka 600 visiterede timer, det ved jeg ikke om i skal bruge til noget?  Jeg sidder og skriver en masse ned.. Ja så kan i bare sortere i det. Så cirka 600 visiterede hjælpe ydelser, så det er faktisk ret meget.  Nu kan jeg ikke helt forholde mig til hvor meget 600 visiterede timer er, kan du give os et eksempel på hvorfor det er meget? Det er meget fordi hvis du går ind og begynder at beregne normeringerne, det er også det jeg sidder og beregner. Og så går jeg ind og siger at der er en hvis procent del at de kan gå ud og levere direkte hos borgerne, men de skal også have tid til at spise, og de skal også have tid til at køre frem og tilbage, og tid til at gå på toilettet. Så jeg kan ikke bare nøjes med at ansætte efter normen, og sige at jeg ansætter kun 600 plejetimer, for det er slet ikke nok. Så har vi en omregningsfaktor hvor vi siger at cirka 52 procent kan de levere ude hos borgerne. De resterende procenter op til 100 levere, de på toilettet, spisepauser og dokumentation som vi også kommer ind på. Og nu vil der også i forhold til at de skal køre med PDA’erne ligge noget tid der, ”hvordan er det nu lige jeg taster mig ind og taster mig ud, og laver ændringer”, og det skal ligge i det resterende. Plus at der skal være plads til udvikling, kurser, der skal være plads til alt deres ferie, omsorgsdage. Så der har vi en omregningsfaktor, så på den måde regner jeg så ud hvad min normering skal være, for de visiterede timer. Og så var det jo smart, det kan i også sige jer selv, hvis nu økonomien så fulgte med (griner).  Præcis, det er jo noget af det vi syntes er relevant, denne her udvikling og hvordan du forholder dig til det også. Og hvor meget frihed du har f.eks. til at styre det her, det ved jeg ikke. Altså du har jo de her nomeringstimer.. Altså når  vi  lægger budget, det har  vi  lige  gjort  for  2010, der  går man  ind  og  siger hvad har mit gennemsnitlige visiterede antal timer været sidste år? Og så går man ind og laver en norm på, og sige det ligger ca. 576 i gennemsnit, så får jeg en nomering der svarer til at jeg kan levere 576 timer. Og det skal jeg så navigere indenfor fordi hvis jeg ligger over 600 timer, eller hvis jeg kun kommer ned på 400 timer, så  jeg skal hele tiden  justere. Og det gør  jeg så på den måde at  jeg siger ’jeg har X antal stillinger som er faste, og så kører  jeg med nogle afløsere  i perioder. Fordi  jeg ved  jo, at når vi når sommerferien, altså typisk skolernes 7 ugers ferie, så skal jeg bruge noget mere personale fordi der er nogle der  skal have  ferie. Så  laver  jeg  sådan en buffer og  siger  ’okay  så kan  jeg ansætte nogle ferieafløsere  ikke også. Så på den måde navigerer  jeg, og det følger vi op på en gang om måneden, [der] er jeg til økonomi møde, for at se hvor mange penge jeg har tilbage til resten af året.   Hvad er din uddannelse? Jeg er sygeplejerske, og så har jeg en kandidat i ledelse  Og nu sagde du at du har været leder siden 1986. Hvor længe har du været her på Ellelunden?  Der har jeg været…puhaa…2 år kun. Men jeg har været i Ellelunden af 2 omgang kan man sige (griner). Så jeg kendte Ellelundens Kommune..  

Appendiks A4 ‐ Side 4 af 16 

Og dens struktur? Ja. Også inden kommunen blev lidt større ikke også. Jeg har været med i hele den der process [kommunesammenlægningen].   Er der mange private inden over? Ja både og. Der har været private inde over specielt den praktiske hjælp altså rengøring og tøjvask ikke også. Lige nu har vi set at der er kommet en udbyder på den personlige pleje også. Og det er vi jo lidt spændte på, om der er nogen der vælger at have den private udbyder til den personlige pleje. Det har der jo ikke været mulighed for. Der er faktisk en del der vælger det private til at gøre rent. Og det kan jeg godt forstå fordi vi har ikke konkurrence med dem. Når vi skal ud og tage rengøring og tøjvask, så er det rengøring og tøjvask de bliver visiteret. Vi har ikke mulighed for at give dem tilkøbsydelser. Det har de private. De kan sige ’Jamen, fru hansen hvis du vælger mig til at gøre rent hos dig så kan jeg for x antal kroner pudse dine vinduer også. Og samtidig er de lidt mere fritstillet i forhold til hvis borgeren siger ’jeg vil gerne have gjort rent kl. 8 om morgenen’. Det har mange rengøringsfirmaer muligheder for, fordi de ansat nogle til at gøre rent lige fra kl. 8 til kl. 16. Vi har typisk en masse der skal have personlig pleje om morgenen, og så først derefter gør vi rent. Så der er vi sådan lidt oppe imod en skarp konkurrence kan jeg sige. Og det er lidt ærgerligt at vi ikke kan sige ’okay hvis du gerne vil have pudset vinduer, så for x antal kroner så kan vi da godt pudse dine vinduer. ’   Og fordi i skal varetage andre opgaver så er det lidt en ulige konkurrence kan man sige? Det syntes jeg faktisk. Det er ikke helt fair i hvert fald. Også fordi jeg har valgt at sige at jeg har ansat 2 hus assistenter i min gruppe, som kun gør rent og vasker tøj. Men det er kun 2 der starter kl. 8 om morgenen med rengøring, så der er jo grænser for hvor mange de kan nå om formiddagen. Men jeg har 16 social‐ og sundhedshjælpere ved siden af, som skal ud og varetage noget pleje først og så har de typisk en rengøring sidst på formiddagen og én over middag. Som kan kombineres med toiletbesøg og sætte eftermiddagskaffe frem og sådan nogle ting.  Har du en ide om hvor mange daglige besøg hver enkel plejer tager sig af? Er det meget forskelligt? Det er meget forskelligt   Så det er ikke noget man har sådan et direkte indtryk af…? Nej det er svært, altså det er svært for det afhænger jo helt af kompleksiteten i besøgene ikke også.   Også fordi du har med så mange forskellige…[et eller andet] Ja, hvis vi tager alle hjælpe ydelserne så kan  jeg godt have en hjælper der måske kun har 4 besøg  i løbet af formiddagen, hvor det er personlig pleje, hvor de både skal hjælpe op, vask og gøre ved, plus de  skal  give  frokost,  og  på  toilet  og måske…lægge  nogle  forbindinger  eller  hvad  det  kan  være. Hvorimod vi har  jo også det pleje hvor de bare skal,  ’bare’ siger  jeg, have støttestrømper på, eller bare  lige have hjulpet med at få trukket bukserne op f.eks. og dem der kun skal give strømper eller trække  bukser  op,  de  kan  jo  nå  noget mere,  så  de  kan  godt  have  en  10‐12  besøg  i  løbet  af  en formiddag. Så er der dem der har de kombinerede hvor de er nødt  til at skulle ud og sætte noget vasketøj over. For i ved selv hvordan det er at vaske tøj. Først sætter man det over, og så går der et stykke tid inden vaskemaskinen er færdig, så skal man tage det ud og så skal det i tørretumbleren, og så skal det ud og lægges sammen og lægges på plads. Typisk, jamen hvis du har to rengøringer så har de 6 besøg på en dag, fordi så har du 3 besøg hvert sted, fordi du står altså ikke og ser på at det der [vasketøjet] kører rundt jo vel. Så dem der har tøjvask, jamen de har mange besøg så. Det er meget afhængigt af kompleksiteten i besøgene.  I har en meget skemalagt... Fuldstændig skemalagt!   Også med tidsrum til tidsrum hvor meget man har hvert sted? Ja  

Appendiks A4 ‐ Side 5 af 16 

I har sådan retningslinjer for hvor lang tid det tager at gå ud med skrald eller..? Ja, vi har det der hedder kvalitetsstandarder   Er det noget materiale der…[kan ikke høre hvad der bliver sagt] Ikke med tid. Tiden bliver  ikke offentliggjort for borgerne. Det er ydelserne, altså at bære skrald ud det får du hjælp til.  Ja, men man får ikke af vide hvor lang tid… Man får ikke af vide at hjælperen har altså 5 minutter eller 10 minutter…  Det ved hjælperen til gengæld? Det ved hjælperen. Det kan de se på deres køreliste.  [Hun snakker om at vi kan få lov at se en køreliste, men at vi ikke må få den med] Det er meget forskelligt, man kan sige da man indførte kvalitetsstandarderne, altså for rigtig lang tid siden  i hjemmeplejen der bestemte hjemmehjælperen  jo sådan set selv hvor  lang  tid en rengøring hos Fru Hansen skulle tage ikke også, fordi hun fik bare af vide om morgenen, så blev hun ringet op: ’Du skal  tage  fru Hansen,  fru  Jensen og  fru Petersen, og du ved din arbejdstid er  fra 7‐14. Altså så kunne hun bare  fordele de 3 besøg.  I dag  er det  sådan  at  vi  får  visiteret  ydelserne,  så  kan du  få visiteret en ’lille rengøring’ der tager 30 minutter, og en stor rengøring det er 50 minutter og hvis det går  rigtig højt  så kan vi  få 70 minutter. Men det er hver 14. Dag. Og  så er det  jo  så mig der  som udfører  siger  ’jamen  okay,  der  er  visiteret  70  minutter  hver  14.  Dag.  Det  er  måske  ikke hensigtsmæssigt’. Det kunne være fru Hansen skulle have gjort sit badeværelse rent hver uge. Vi må godt ændre, men vi må ikke samlet bruge mere end den tid, fordi når vi engang kommer over til den rigtige BUM model så får vi kun  leveret 70 minutters kroner og ører, og så kan  jeg  jo  ikke bruge en hjemmehjælper i 1½ time eller 2 timer. Jeg kan ikke lønne hende for det, så jeg kan kun lønne hende for 70 minutter. Så det er sådan meget det…  Har du så en  ide om…nu ved  jeg  ikke hvor meget kontrol der er med hvordan de bruger den tid, hjemmehjælperne, de har vel en liste med forskellige ting de skal nå? De har en liste hvor der står hvilke ydelser den borger skal have ikke også. Jeg går personligt ikke ind og kontrollere,  jeg har  tillid, det er nogle af værdierne vi arbejder med  rent  ledelsesmæssigt, bla. tillid og respekt  ik’ også.  Jeg har  tillid  til at hvis hjemmehjælperen  får af vide hun skal støvsuge og vaske  gulv,  jamen  så  støvsuger hun og  vasker  gulv. Men hvis borgeren  sidder ude på  toilettet og kaster op, så har jeg også en forventning om at hun tager sig af den [borger], og så er jeg lidt ligeglad med om borgeren egentlig får vasket gulv ik’ også. Så må vi give den gulvvask på et andet tidspunkt. Altså det er vigtig for mig, at mine hjælpere har helhedsblikket når de kommer ind, også når det kun er en rengøring de kommer til, fordi har borgeren brug for noget andet…altså et godt eksempel er at vi har haft en ægtepar meget længe, så går manden hen og dør, og så er det klart den her kone der sidder  tilbage, hun har måske  ikke  lige brug  for at der bliver støvsuget og gjort  rent, men hun har brug  for at hjemmehjælperen  sætter  sig  lidt ned og holder hende  i hånden, og de drikker en kop kaffe sammen. Det skal der også være tid til  Regner du med at hjemmehjælpen finder tid til det? Det kan hun godt  Så vælger hjemmehjælpen selv sådan..? Så vælger hjemmehjælpen selv og siger ’okay jamen så gør jeg ikke det og det’, og så gør hun det, og det har hun jo fuld tillid til, mig også at jeg ikke går ind og kontrollere, for hvis hun siger ’jeg har altså siddet  nede  ved  fru  Hansen  fordi  hun  var  ked  af  det,  jeg  har  ikke  fået  gjort  det  og  det,  er  der mulighed for at vi kan flytte det til i morgen?’ der har jeg mulighed for at gå ind og kalde det besøg noget andet, og så flytte rengøringen ik’ også.   Men er det ikke farligt med den BUM model så, for hvis den bliver fuldstændig indført så kommer det der ikke med jo? Nej, det gør det… det gør det…både og, afhængig af hvordan at vi…øh..eller ikke vi, men hvordan det 

Appendiks A4 ‐ Side 6 af 16 

rent over mig bliver besluttet.  Fordi hvis  vi  i BUM modellen  stadigvæk har mulighed  for at  lægge noget akut ind, vi er jo nødt, det er mennesker vi arbejder med så kan det altså ikke hjælpe noget at vi  ingen muligheder har for  lidt elastik kan man sige  ik’ også, fordi hvis de [borgeren] er dårlige, så kan det altså ikke hjælpe noget at de [hjemmehjælpen] siger ’jamen jeg har ikke mere tid’, [og så] ud af døren vel? Altså vi skal have noget elastik, det er mennesker vi arbejder med.  Det er nemlig også den med balancegang mellem… drift, altså økonomisk drift…om man så ender med at gå lidt på kompromis med den der borgerservice. Den balancegang kunne jeg godt forestille mig er rigtig svær både for dig som leder og for hjemmehjælperne  Og  jeg  tror  det  er  derfor  at  man  i  Ellelundens  kommune  stadigvæk  ikke  har  taget  den  100% beslutning  i forhold til en ren BUM model. Jeg kender da en enkelt kommune som har kørt med en meget  skarp  BUM model  på  et  tidspunkt,  og  de  har  da  sådan  fravælget  den  en  lille  smule  nu,  i forhold til at sige  ’vi er nødt til at have  luft, det er mennesker vi arbejder med’. Hallo altså! Det er ikke et samlebånd hvor vi står…og kaster kasserne videre vel? Så du er nødt til at skal have luft. Vi har været så heldige at vi har en socialdirektør som på et tidspunkt [støj] blev nødt til at skabe noget luft i jeres programmer. Hun har bla. været med ude og køre også på cykle med en hjemmehjælper, og der fik vi simpelthen 30 timer per uge til ligesom at trække nedover og sige ’jamen det kan vi bruge til at skabe luft’. Og det har man kunne gøre på forskellige måder nogle grupper har valgt at sige ’jeg ansætter en mere på 30 timer’, en anden har måske valgt at sige ’jamen vi prøver at se, så bruger jeg måske  lidt mere timelønnet afløsning  i perioder’. Det er meget forskelligt og der er vi jo frit stillede som leder, [mht] hvordan vi vil gøre det jo. Og der kan du skabe luft, også i det tekniske program man sidder og laver. Der er ingen der trækker statistikker på os…endnu…men det kommer, det tror jeg  Regeringen fremlægger her  i næste uge en af bureaukratiserings plan  indenfor sundheds og pleje området nu her. Jeg ved ikke om du har nogle håb om hvor de vil..? Altså jeg håber meget at vi når dertil hvor vi ikke bliver kontrolleret fuldstændig 100%, men at vi også arbejder  lidt, vi arbejder  jo meget med bløde værdier  i det her område, men når du også arbejder med bløde værdier  i forhold til at vi som  ledere får  lov til at have det der spillerum. Men vi ved  jo også at der er rigtig rigtig mange kommuner som har et kæmpe overforbrug på det her område. Og det har politikerne jo virkelig øje for.   Det er vel også meningen med hele det bureaukrati på området? Lige præcis, og der er det jo os, og de embedsmænd over mig der ligesom skal forklare sig hele tiden ik’ også. Og  sige  ’jamen hallo! Vi kan godt  styre det her  selvom vi har nogle bløde værdier, og vi bruger ikke for meget vel’. Vi er nået til det punkt i Ellelundens Kommune hvor vi faktisk overholder vores budgetter på det område. Og en af de røde klude  for politikerne har  jo været eksterne vikar bureauer,  og  det  bruger  vi  ikke  længere.  Vi  har  formået  at  skabe  vores  eget  vikar…eh..men  det kræver  enormt  af  ledelsen.  Du  skal  være  standhaftig  og  du  skal  også  ind  i  mellem  presse programmerne  for hjælperne og sige  ’jamen det kan altså  ikke hjælpe noget at vi bare ringer til et eller andet vikar bureau nu bliver vi nødt til at løbe  lidt stærkere  i dag, men så i morgen har du det måske så  lidt bedre’. Så prøver vi  ligesom at variere det så det  ikke er hver dag de bare  skal  løbe 110%.   Hvordan  varetager man  sådan  noget  rent  internt,  når  du  hele  tiden  skal  indføre  reformer  eller sådan noget, eller  lave ændringer eller presse medarbejderne hvordan  internt  får man det  til at løbe rundt? Det kan vel være en meget svær proces kan jeg forestille mig? Altså, jeg vil vove at påstå at det handler selvfølgelig også om erfaring indenfor dette her område ik’ også, fordi havde jeg i dag siddet som ny leder, så tror jeg at jeg ville have haft svært ved det, og det er derfor der måske også er en stor udskiftning på  lige præcis den pind  jeg sidder på. Fordi hvis du kommer  som ny  i det her  system, og  ikke har nogle  forudsætninger  for det,  så er det bare  rigtig svært. Altså jeg tør jo tage nogle beslutninger uden at spørge om lov.  Der er mange herinde der nok kunne have nogle meninger om de valg du tager, især som ny leder kunne det være rigtig svært, når man har med folk der har været i den profession rigtig længe, og kender en procedure de er vant til, så kan det være svært at tage de her…men der har du så selv 

Appendiks A4 ‐ Side 7 af 16 

den erfaring fordi du har…? Jamen jeg tror det handler om at det er erfaring. Altså min erfaring i det her område, og måske også lidt held at  jeg har været med  igennem alle de her processer, altså  i så mange år  ik’ også, fordi der har virkelig været mange omstruktureringer og mange systemer inde over hjemmeplejen i alle de år jeg har været her  Hvordan varetager man så den kritik fra hjemmehjælperne? De må jo simpelthen også have nogle meninger om at de bliver ved med…jeg ved ikke om der har været sådan et..altså…de stoler ikke på at vi gør vores arbejde fordi jeg læst at der bliver ved med at komme ting de skal dokumentere og registrere… Og der er det netop vigtigt at have medarbejdernes tillid, at lederen gør det bedst mulige for dem ik’ også. F.eks. i dag hvor vi har siddet med undervisning i forhold til PDA’er. Jeg har delt mine op i teams, og ligesom sagt okay der er nogle, sådan spottet hvem er gode til det her og hvem er knapt så gode, og så prøve at sætte dem sammen lidt af hvert ik’ også. Og der er det jo vigtigt at de har tillid til at hvis jeg siger ’jamen okay nu prøver vi det her’, fordi nogen af dem er rigtig skarpe, med nogle rigtig konstruktive spørgsmål, hvis man kan kalde det det ik’ også. Hvor de siger "Jamen hvad gør du der?". Så er jeg nød til at sige;  "Ok, i skal selvfølgelig have et svar, men i skal også have tillid til at jeg gør det bedst mulige for jer. Så i ikke skal føle at det som en kontrol".  Blandt andet  har vi det varme emne der hedder vejtid,  den tid der ligger imellem besøgende. Fordi den kan jo variere fra 0 minutter og til jeg ved ikke hvor langt tid, hvis du sender dem i den anden ende af din gruppe. Og der er de nød til at have tillid til at når jeg sidder og laver programmerne at jeg putter den vejtid ind i deres plan. For de kan rent faktisk ikke rigtig se den længere. Nu har vi så valgt at kaste nogle blokke ind der hedder vejtid. Som de selv er med til at fordele i løbet af dagen. Hvor jeg siger "Jamen, i har en halv time, som i selv kan fordele, og så se om det passer". Og så siger jeg til dem "Hvis i så kører rigtigt med PDA’erne, så kan i bevise at det tager længere tid end 2 minutter mellem A og B, fordi det tager rent faktisk 10 minutter at cykle mellem A og B." Så har vi et reelt bevis på at de bruger længere tid på vejen. Men der er du så nød til at opbygge et hvis forhold til dine medarbejdere, hvor de har tillid til at det tager jeg sig af. Og at hun gør det på bedst mulige måde og hun tar' vores ideer med.  Det kan både blive, selvfølgelig blive en stress moment for dig, at skulle varetage alt det her fordi der er så meget nyt at skulle indføre. Men samtidig kan det også blive et stress moment for dem, fordi de skal tilpasse sig og have den tillid til dig. Ja og der er det  jo vigtigt  som  leder, at kunne gå  ind og prioritere hvad er det  så  lige præcist  jeg arbejder med i denne uge. Hvor jeg i denne her uge har sagt, jamen i denne uge har jeg prioriteret at være med i den undervisning.. For at hører om alle deres problematikker, for jeg kan tage mig af dem ledelsesmæssigt. For der nogle undervisere og konsulenter som ikke har ledelsesmæssige beføjelser. Og der er jeg så nød til slå igennem og sige "Ok, så gør vi sådan her, og det er den vej".  Og samtidig har du oppefra fået af vide, at det er personalet du skal fokusere på, altså den daglige ledelse. Så den samarbejde helt oppefra, med at der er det du skal  fokusere på. Det gør det  lidt lettere. Du får lidt mere... ... Jeg får  lidt mere råderum, ja det gør jeg. Og  lige nu er jeg så heldig at vores gruppe er med til at ligge rammerne for det arbejde med PDA'erne.  Her i Ellelundens kommune? Ja,  vi  er  den  første  gruppe  der  er  nået  så  langt. Og  det  betyder  at,  kommer  de med  alle  deres spørgsmål.  Jamen  så er vi nød  til at  forholde os  til alle deres  spørgsmål og  lave nogle  rammer  for hvordan arbejdet så skal kører i de andre grupper,.  Hvordan fungere den så helt konkret? Er det sådan så at de skanner på nogle små... Nej, nej.  ... Eller trykker? De får en køreliste ind på deres PDA'er og så taster de simpelthen på borgerens navn når de starter 

Appendiks A4 ‐ Side 8 af 16 

der,  og  så  registrerer  den  hvad  tid  de  starter  og  ligesådan  når  de  slutter.  Så  har  den  registreret, jamen fru Hansen har fået 30 minutter fra det at hjemmehjælperen går ind til at hun går ud.  Jamen hvad med mellemliggende tid og pause osv.? Det regner den selv ud, for når hjemmehjælperen så kører fra Fru Hansen til Fru Jensen, så bliver den mellemliggende tid automatisk til Vejtid. Hvis de ikke siger, jamen det er der de kører ind til frokost, for så er der så en 'Frokost‐kasse' de skal trykke på.  Ok, men er den så findelt så de inde hos fru Hansen kan se, jamen nu gør jeg rent,  nu gør jeg det og nu tager jeg vasketøj. Hvor findelt kan den sådan måle? Ej  altså,  det måler  vi  ikke. Men  det  er  der  nogen  der  kan.  Fordi  nogle  steder  kører  du  jo med stregkoder, hvor du går ind og koder ind for hver ydelse du gir'. Men ikke valgt at gøre i Ellelunden. Man har her valgt at sige at, vi starter og slutter et besøg, og så står der med text, støvsugning pluds en rengøring af badeværelse og så videre derned af. Det kan ses på de kørersedler, hvad er det der kommer til at stå. For det er faktisk kørelisterne, som der bare står på PDA'erne. Og så er det jo mere reelt vejtiden imellem besøgende vi kan se...  [ Kan ikke høres]  ... Jeg syntes stadig det er spændende i det her store geografiske område, for at bruge ressourcerne optimalt hvordan. Vi kan ikke have 3 timer på vejene vel, så der skal du hele tiden have geografien i orden.  [ Noget mangler]   Nej  vores er  faktisk  kun et  cykeldistrikt,  vores hjemmehjælpere  cykler  kun. Men  jeg har  to gamle hjemmehjælpere som i sin tid i nittenhundrede‐et‐eller‐andet ‐ 80'erne blev ansat med en bil, og de kører stadigvæk i bil.  Er det den bil de fik dengang?  Nej, det er så deres private bil de kører i og får kørepenge for. Men det er sådan noget for de gamle, vi ansætter  ikke nye med egne biler. Vi har 10 hjemmeplejebiler, og hvis vi har nogen sådan meget ude  i et af yderdistrikterne; vi har en der  ligger helt ude på kanten, helt ude på [vejnavn fjernet af gruppen], og der er rigtig  langt, nogen bruger næsten 20 minutter på at cykle derud, men man kan kører der ud på 5 minutter. Så er det klart så får de en hjemmeplejebil stillet til rådighed. Det er en forudsætning Jeg har ansat medarbejdere der ikke har kørekort. Vi har el‐cykler også, så de kan bare sætte sig op. Det er rigtig smart (griner). Men det gider de ikke at køre på. For så får de ingen motion og så skal de i fitness center når de kommer hjem.  Må jeg spørger, nu når vi snakker om PDA’en, har du  indtryk af om de ansatte syns godt om den eller? Hvordan er deres holdning til den? Det er meget 50‐50. I dag for eksempel sad jeg med ni medarbejdere, hvor der var fire ældre og de andre  var  unge,  hvor  de  unge  jo  synes  at  det  var  hurtigt  de  havde  lært  det  og  de  så  mange muligheder  i det fordi man kan koble det til hele vores  journalsystem, og det kan de godt se nogle muligheder  i. Hvor dem har  svært ved bare at gå  ind på en PC’er og  så  trykke,  så de  kan  ikke  se mulighederne. De synes bare det er endnu mere besværligt.  Jeg kan også lige se min gamle mor foran mig, hvordan hun vil tage brillerne på for at stå (svært at høre…) Ja, men  bare  tastaturet  altså  ‐  da  vi  skulle  indstille  dem,  de  kunne  ikke  finde  ud  af  at  ændre størrelsen på tastaturet, det kan man nemlig ændre. Altså bare sådan nogle simple tekniske ting. Og de skulle skifte farve på baggrunden og det kunne de så heller ikke finde ud. Og så skal de til at finde borgerne frem – og er vi nu sikre på at vi husker alle borgerne ‐ det er deres usikkerhed momenter. Men de har jo kørt længe med den som telefon og de kan jo godt se at det er skide smart at man kan trække hele  telefonlisten  fra alle ens kollegaer der er på arbejde den dag. For der kommer  jo kun dem frem der er på arbejde. Så det er jo  let. Hvis de skal have fat  i Susanne så ”hov hun er  ikke på arbejde, så må jeg se hvem der ellers kører der”. Jeg tror det er et spørgsmål om vane – men sådan var det også dengang journalen blev lagt ind på PC’eren. Og hvor hjemmehjælperen skulle derind og 

Appendiks A4 ‐ Side 9 af 16 

dokumentere hvis de  skulle dokumentere. Det  er  et  spørgsmål om  langsom  tilvænning  for nogen medarbejdere. Og hvor du  så har den der  ledelse:  skal det være  tæt på eller hvordan  skal du  lige præcis  lede  den  enkelte.  Og  så  er  det  vigtig  at  vælge  nogle  ressourcepersoner,  tag  nogen  af medarbejderne der er skide godt til det og sig til dem, du får  lige  lidt mere viden om det så kan du lige hjælpe dine kollegaer.  Det er også en måde så de samarbejde og hjælper hinanden. Så samarbejde de ja – jeg har fire ressource personer i min gruppe, og de er bare kanon gode til det og  lige præcis dem, hvis de siger: ”når vi gør bare sådan her”, så gør alle sådan. Og det er  jo noget med at kende gruppen til bunds og sige hvor er de ressourcer henne der er positive for det her.   Du siger at du er alene leder? Ja lige nu  Og du for en 1. november. Hvad er det så at vedkommende hun skal varetage? Hun  skal  varetage  hele  elevfunktionen  og  hun  skal  varetage  hele  udviklingsdelen.  Ja videreuddannelse for medarbejderne og når jeg siger elevfunktionen så er det hende der skal gå ind og hjælpe de der, praktikvejledere der er i form af at støtte op om dem. Lave de vanskelige samtaler hvis man kan se at en elev ikke er på rette spor.  Det er meget af det du ikke når? Nej det når jeg ikke  Det har du simpelthen ikke tid til? Nej. Eller også nedprioritere  jeg medarbejder samtalerne og så når  jeg de vanskelige samtaler.  Jeg når omsorgssamtalerne hvis der er en der har for meget fravær, men så sidder  jeg også her på det her tidspunkt og har været her siden klokken syv. Og selvom jeg er ansat til 37 timer om ugen højeste arbejdstid, så er der også grænser for hvor meget jeg kan arbejde om ugen. Og derfor er det vigtigt at have en man kan uddelegere noget til ikke også?   Kommer de selv til dig hvis de har brug for en medarbejder samtale eller hvordan gør man det, når nu du ikke har så meget tid, jeg ved ikke hvordan? Altså hvis der er nogle problemer, så kommer de selv og siger ”vi har brug for at snakke med dig”.  Og så kan de jo booke mig i min kalender – altså det har de mulighed for. Det er der nogen der…  Er der nogen der gør brug af det så? Ja det er der faktisk nogen der benytter sig af og der er også nogen der benytter sig meget af mail fordi de har fundet ud af at det svarer jeg da på.  Der er du hurtig? Ja der er jeg hurtig på aftrækkeren frem for at de  lige skal, fordi så sidder jeg  i et eller andet møde eller også skal jeg lige gøre noget andet. Så sender de en mail og så ved de at i hvert fald tre gange om dagen der ser hun sin mail og så har jeg sådan en vane at så svarer jeg på den   Har du så mulighed for at tage hånd om det, eller hvordan plejer det at fungere? Altså det synes  jeg  fordi det prioritere  jeg så også, men så er der bare nogle andre  ting der bliver nedprioriteret. Arbejdsgrupper eller hvad ved jeg. Det kan man flytte til en anden dag.   Det er en svær balancegang!? Det er svært  lige at sige hvad er det  jeg skal prioritere højest og du er nød til at sadle om hver dag faktisk med så stor en gruppe. Jeg ser jo kun mine medarbejdere én gang hver dag. Ellers er de ude i felten  kan man  sige.  Så  derfor  er  det  rigtig  vigtigt  at  være  her  om morgenen  når  de møder  for ligesom at se og føle, fornemme hvordan de har det i dag.   Sådan lidt overordnet, som du ved ude på RUC så arbejder vi lidt problem orienteret. Man har et 

Appendiks A4 ‐ Side 10 af 16 

problem man  gerne  vil  undersøge  og  en  problemformulering  osv.  Så  jeg  ved  ikke  om man  kan spørger om du kan se nogle problematikker herude som vi måske ville kunne undersøge ‐ altså om der er nogle  ting som du ser som  relevante  for en udvendig  (!?) undersøgelse på en eller anden måde? Ej det skulle jeg lige have haft lidt tidligere tror jeg (griner). Fordi det er sådan at vi faktisk er i gang med noget der hedder et Kvik‐projekt. Og det er et projekt hvor der er nogle medarbejdere der er med  til  at  kortlægge problematikker  i  gruppen. Og  altså, det  er  rigtig  spændende og  vi har  rigtig mange, vi har simpelthen sådan et helt træ med problematikker som vi prøver at prioritere og det kunne let være at der var en af de problematikker hvor man kunne sige at det kunne være smart lige at  bruge  jer. Det  kan  jeg  bare  ikke  lige  nu  fordi  der  er… Men  i  kan  få  lov  til  at  se  træet  det  er simpelthen bare kæmpe  stort og  rigtig mange gule  sedler – det er  sådan noget hvor vi har  siddet nogle medarbejdere  og mig  og  så med  nogle  konsulenter  hvor  vi  ligesom  har  siddet  og  sat  gule lapper om med de forskellige problematikker hvor vi har (kan ikke høre).  Det som vi måske også manglede at komme  ind på  i starten var at vi  jo gerne vil bruge  jer som eksempel på hjemmeplejen og ikke fordi vi vil hænge Ellelunden ud og ligesom på den måde gå til jer(hjertet). Vi vil gerne prøve at lave et konstruktivt projekt der handler om en real problemstilling der sker hver dag. Så vi kunne godt tænke os at lave – som vi også var inde på over mail – vi kunne tænke os at snakke med nogle af dine medarbejdere… Og det vi de også meget gerne – det har jeg forslået dem og jeg har endda sådan  lige haft fat  i alle faggrupperne  den  eneste  jeg  ikke  har  haft  fat  i  det  er  de  uuddannede,  og  de  er  faktisk  rigtig relevante. At det er dem man også får fat i fordi   Det måske dem man ikke ser så meget til eller ? Nej dem ser du ikke så meget til og du hører dem heller ikke fordi det er ikke dem der kommer med hvis vi ellers lave projekter    Men det er vel alligevel en stor del af arbejdesstyrken? Det er en stor del fordi det kan næsten være halvdelen af et weekend hold.   Jeg kunne forestille mig at der næsten også er lidt mere udskiftning der, men det ved jeg ikke? Det er der fordi det er jo studerende der har et studie job og for nogen er det et studie relevant fordi de uddanner sig som sygeplejerske og andre er bare nogen ud fra gaden som måske kunne tænke sig det her eller også er det nogen der er sendt ud  i arbejdsprøvning  fordi det er en kort uddannelse: social og sundheds uddannelsen. Så hvis du har været på kontanthjælp  i så og så  lang tid så må du lige  i gang med et eller andet – altså vi har  jo været  i  lidt panik på et tidspunkt hvor vi også sagde: skal vi virkelig gå ned på (et eller andet) torvet og tage alle dem der er dernede lørdag formiddag og sige de skal arbejde her. Så derfor er det rigtig relevant også at se på den faggruppe.  Så der er generelt personale mangel indenfor… eller det har du oplevet? Det har der været  i hvert fald, men  jeg vil sige at vi har  ikke personale mangel  i Ellelunden  lige nu, fordi vi har  faktisk –  tror  vi har gjort  så meget ud af PR  for hjemmeplejen efterhånden, at der er mange  uopfordret  ansøgninger.  Også  til  faglærte  stillinger  altså  sygeplejersker  og  assistenter  og sådan noget.   Det er en udvikling der er kommet? Det er en udvikling der har været over de sidste par år og vi har virkelig i Ellelundens kommune gjort noget  ud  af  det.  Der  er  bl.a.  taget  i  vores  job  (der  er  delt  noget  ud). Og  det  betyder meget  at medarbejderen  også  ligesom  har  været med  til  at  sælge  det  og  de  ser  glade  og  tilfredse  ud  på billederne og der er også gjort meget ud af uddannelsessiderne på internettet. Jeg ved ikke om i har været inde og kigge på det?  Nej vi har kun kigge ganske kort på en beskrivelse af Ellelunden, hvad der er. Ja, men der burde ligge noget – nu kan jeg ikke lige huske adressen, men der burde ligge noget på vores hjemmeside omkring uddannelse og der kommer også til at ligge noget omkring selve 

Appendiks A4 ‐ Side 11 af 16 

hjemmeplejen – vi er lige ved at lave en video om den nemlig.   Men uddannelsen er det ikke SOSU? Jo, men vi har også sygeplejerske   Okay – så det er alle de uddannelser i har? Ja det er det.  Det er lidt i forlængelse af om i har oplevet mangel, så vil jeg spørger om der er andre steder hvor man har oplevet et højt sygefravær indenfor ældreplejen… og det var især i forbindelse med kommunalreformen at der var mange!? Det er der stadigvæk i nogen grupper  Den offentlig sektor generelt har et højt sygefravær Ja den er meget høj og vi har klart vores mål er at det skal være under 6 %. Og det er der nogen grupper i Ellelundes kommune der kan gøre og andre kan ikke. Og det handler også meget om hvad er det for nogle grupper….  Er det ret forskelligt fra faggruppe til faggruppe? Nej, det er gennemgående, men det handler også meget om borgergrundlaget. Når jeg tænker på hvad er det for nogle grupper der har et højt sygefravær det er måske også dem der passer de aller dårligste borgere. Og det sygefravær, hvad er årsagen til de bliver syge? Er det klat sygedage eller er det simpelthen nedslidning de er blevet syge af. Det er også et kvindefag, hvor vi også ved at kvinder har skavanker også. Så der er sygemeldinger i forbindelse med graviditeter, det er meget meget sjældent en social‐ og sundhedshjælper går hele graviditeten ud uden at være sygemeldt. Det er noget af en sjældenhed  Men er det noget i fører statistik på og holder øje med? Ja  Men jeg ved ikke om det er det der ligger fokus på lige nu? Det er det! Sygefravær og udskiftning af personale og personalets trivsel. Det er de 3 fokusområder der er  I forbindelse med det der KVIK projekt og problem træ i havde bygget op – var det for at inddrage medarbejderen i nogle af de her sager – sige ’hvor ser i problemerne henne og hvad optager jer i hverdagen’? Lige præcis! Det er jo deres medindflydelse kan man sige, og til KVIK projektet har vi valgt nogle medarbejdere, som normalt ikke sidder i de der medarbejder indflydelsesorganer ik’ også, altså vi har jo medudvalg (tror jeg hun siger? 45:05) altså de forskellige møder man kan have i forhold til… sikkerhedsrepræsentanter, [jeg kan ikke høre hvad hun siger i det her afsnit – ca. 45:10‐45:30] Og gå ud og sige vi skal have nogle andre medarbejder som ikke altid er dem der siger noget men dem der er mere nede på gulvet. Og det har jeg i hvert fald valgt…nogle medarbejdere som normalt ikke deltager i grupper omkring sådan nogen ting  Har det så medført...? Jamen vi er ikke nået så langt, vi er nået til det der træ, vi er i gang med at prioritere ik’ også, og så er planen at vi skal forelægge det for hele gruppen. Fordi det her det er kun de her 3 medarbejders oplevelser, det er jo ikke sikkert at gruppen har den samme oplevelse. Så der skal medarbejderne fremlægge det her træ for den øvrige del af gruppen, og så skal vi vælge 3 fokusområder i år der skal arbejdes med.   Hvem har valgt at i skulle lave det her projekt? Det er oppe over. Det er jo helt tilbage til politikerne der har nogle mål. Vi har jo nogle mål på hvert lag kan man sige og så er det en af de her. Trivsel, og har et meningsfuldt job [der mangler noget her 

Appendiks A4 ‐ Side 12 af 16 

desværre, lyden hopper så kan ikke høre det – 46:10]. Det er også de i kan se på alle de slogans. Der har både været biografreklamer og alt muligt med det så…    For at vende tilbage til det med sygefravær, hvordan kan man nedbringe det? For det er jo en svær størrelse når man også har at gøre med folk der er nedslidte og sådan… Ja altså det  jeg  f.eks. gør med mit sygefravær – nu er det  ikke  specielt højt, men  jeg har  fokus på hvem er det der er syge? Og  igen den der størrelse der hedder tillid. Tillid til at medarbejderen tør sige  nogen  ting  til  mig  omkring  sit  sygefravær  fordi  er  det  noget  vi  kan  gøre  noget  ved  som arbejdsplads, er det  noget på hjemmefronten; har du fået konstateret en cancer eller hvad kan det være ik’ også altså  Og hvordan oplever du så det? Jamen der har  jeg stor tillid  ik’ også. Jeg har 2  i hele min gruppe som  ikke er specielt åbne, og dem har  jeg simpelthen haft  inde til en omsorgs[samtale], og  ligesom sige hvad er det de kan bruge mig som leder til i, forbindelse med deres fravær, og ligesom gøre dem opmærksom på: ’i skal selvfølgelig ikke vende hele jeres sygdomshistorie ud, men er der et eller andet jeg kan være med til at bakke op om’. Og det viste sig rent  faktisk at den her ene, hun havde bare en meget alvorlig hørelidelse. Så hun kunne  ikke høre på det ene øre, og det var der bare  ingen der vidste. Og når hun havde haft nogle dage hvor der havde været meget sådan, hvor hun havde haft travlt og der havde været meget uro, så kunne hun simpelthen ikke rumme inde i sit hoved at gå på arbejde. Jamen hvad kan vi gøre for dig, altså..det var jo en vigtig information for mig, fordi der var ingen grund til at sætte hende i en masse  situationer hvor der blev  en masse uro omkring hende,  eller  sætte hende ud  til den mest højtråbende borger,  fordi så ville hun  få det rigtig dårligt dagen efter. Altså sådan nogen ting er  jo vigtige for mig at vide i min planlægning; at jeg kan trække hende væk fra den borger som råber højt. Men at have fokus på de der små ting ik’ også i deres hverdag. Men den anden, hun vil ikke fortælle, ’det har  ikke noget med arbejdet at gøre,  jeg har det bare skidt engang  imellem’. Og det er du så nødt til at respektere ik’ også. Men så når vi jo måske til et tidspunkt, hvor vi siger ’nej nu er det nok, nu kan driften bare  ikke klare at hun bliver ved med at være syg. Så må  jeg fyre hende. Der er  ikke andet at gøre ved det. Altså, der skal være en åbenhed fra medarbejderne også, hvis  jeg skal være med  til  at  lave  nogle  planer. Det  er  heldigvis  ikke  så  tit  vi  er  ude  for  fyring.  Jeg  vil  nok  sige  det offentlige er mere rummeligt i dag. Vi går meget langt før vi fyrer. Vi ved jo vi får dem igen for når de kommer på (mumlen) så får vi dem ud  i arbejdsprøvning. Men det er  igen simpelthen udtryk for en tillid at de godt tør også ringe til mig om morgenen og sige ved du hvad jeg har det bare rigtig rigtig skidt. Min dyne er  tung og  jeg kan  ikke komme ud af  sengen kan  jeg  få  lov  til at holde en  fridag. Jamen det er meget bedre end bare at være syg og lade som ingenting ikke også altså...  Men det er også fint for hvis det er noget man gør for tit så er det også det aat.. Ja, så bliver det jo det. Og har du mere end fire sygedage så ringer vi dem op. Altså i træk. Altså hvis en medarbejder har været syg  i fire dag fjerdedagen så ringer  jeg og så spørger  jeg hvordan har du det altså  jeg sådan på en omsorgsfuld måde selvfølgelig  ikke ås. Fordi det kan  jo være  influenza og det kan jo godt tage en uge i det her fag i hvert fald, når de er påvirket af så mange baktusser rund omkring. Ehh og så er det jo det. Og er der en der skal  ind og opereres en kvinde der skal opereres (mumler) så ved vi det tager 8 uger  inden de kommer tilbage og det kan vi  jo  ikke gøre noget ved. Sådan er det bare.   Var der nogen der var interesseret i at snakke med os eller var der interesse? Det problemtræ lød også utrolig interessant måske ikke at være med til men at være med inde over? Det er faktisk nogen af dem i skal snakke med jeg har valgt eller i hvert fald valgt at spørge ikk ås. Og så er deet tillidssrepræsentanten fordi jeg synes også det kunne være meget spændende for jer. Jeg ved  ikke om det er noget  i skal bruge, men  jeg synes det giver nogle andre vinkler på det fordi hun selvfølgelig har nogle andre øjne på det igås. Og så en sygeplejerske og der har jeg valgt en der ikke har været her særlig længe.  Det er måske også fordi hun kommer så ny  Hun kommer så ny hun kommer fra hospitalet og kan se nogle andre ting i forhold til hjemmeplejen. 

Appendiks A4 ‐ Side 13 af 16 

Så I har fået sådan en, jeg tænker sådan lidt af hvert i hvert fald igås. Og så må vi ligesom finde ud af hvordan og hvorledes. Det der er vigtigt det at det bliver nødt til at være i arbejdstiden. Og det må I så prøve og indrette jer lidt efter.   Det kan vi godt indrette os på For jeg vil simpelthen ikke forlange at de skal sidde efter deres arbejdstid i sådan et interview og jeg vil egentlig gerne  for at hjælpe  jer give arbejdstiden  til det  ikke også  for  jeg kan måske også se en udvikling i forhold til gruppen ved at være med i sådan noget. Det er sådan noget det må vi prøve og finde ud af hvordan kan I og hvordan kan vi.  Det er jo også – det bliver jo bare endnu mere relevant for os som den erfaring og med det projekt vi laver. Men vel også for jer hvis vi kan samarbejde på en eller anden måde og hjælpe hinanden så vi også kan lave noget som I måske kan få nytte af. Ja, jeg tænker i alt fald der kan godt være nogen af de der fra det der træ hvor man kan sige okay I lærer meget om problemorientering og processer og så noget så i stedet for det bare er mig der bare står deroppe så kunne det måske være nogen af jer fordi så er det nogle udefrakommende som vi får gratis jo.  (latter fra flere forskellige)  Det er jo det og vi er også gratis   Og så kan i prøve det også.  Ja det er rigtigt. Vi skal bare have en kop kaffe og en småkage.   (mere latter) Ah det kan vi godt finde ud af, det..  Ej, det var bare for sjov. (Ikke mere latter)  Hvordan og hvorledes vi vil snakke med den altså det skal vi selv lige finde ud af. Jeg ved ikke hvad du har gjort af forestillinger sagt til dem som sådan? Altså de har jo prøvet interview formen mange gange fordi vi er blevet interviewet lige nu er vi også på i forhold til en avis der skal laves om hjemmeplejen. Så de er vant til og snakke med journalister og vant til at stille sig op og blive fotograferet og sådan noget. Men denne her lidt snak hvor vi har dem sådan rundt om bordet ikke også hvor i stiller nogle spørgsmål det er de har bedst altså de er ikke så gode til at forberede en hel masse   Nej det havde vi heller ikke forestillet os Men altså sådan som det her det er det tænker jeg er ehh en rigtig god idé  Det er også det vi har snakket om nemlig at lave et såkaldt fokusgruppe interview hvor man sidder og så sidder vi fire og har forberedt nogle spørgsmål og så indkalder vi så dem der skal til at deltage til at komme og sidde rundt om bordet og så snakker vi om det stille og roligt.  Det er jeg sikker på halvdelen af dem har prøvet før i forbindelse med en undersøgelse.   Men det var i hvert fald det vi havde tænkt umiddelbart.  Og  hvis  det  er,  er  det  evt. Muligt  at  lave  et  spørgeskema  til  de  38  faktisk  øhm  hvis man  er interesseret i det for at lave en.. Så skal de have en god gullerod kan jeg sige dig for at de kan for at I er sikker på at få noget tilbage.   Man kan evt.  Det kan vi selvfølgelig snakke om fordi jeg har også nogen muligheder for at sige okay hvis de vil være med til dette her så gør de det her på et tidspunkt.   Det kunne være man tog 10 min af deres tid når de møder og har noget kage med og selv er der for 

Appendiks A4 ‐ Side 14 af 16 

at bestemme hvad det her handler om. Det er ikke bare for at dele det ud. Vi skulle lige være der og de skulle lige bruge 10 min på at udfylde et spørgeskema måske eller et eller andet.  Altså  de  er  meget  gode  til  ehh  de  er  rigtig  gode  til  at  aflevere  for  eksempel  i  forhold  til trivselsundersøgelser fordi jeg som leder bliver målt på den svar procent der er. Det er et af mine mål i min ehm kontrakt igås. Så det er jo med ligesom at sige joh vi skal lige have den lidt højere.   Så der er trivselsundersøgelser også? Ja  Så det er  faktisk en der går videre  til en anden  leder der er kommer og ser altså du skal  jo også afrapportere. Jeg skal afraportere  Kan vi se hvordan sådan en rapport udformer sig? Ja, hvis jeg har en ellers kommer der en lige her først i november en hel ny. Maen kan godt lige prøve og se..  Men er det muligt at se de andre? Ja, jeg har en ehh altså vi har kun lavet en ikk ås. Men ehh der kan I godt se den ehh er så ikke lige præcis den gruppe  jeg har nu den var vel  lidt mindre men altså princippet  i den bliver den samme som kommer nu her i ehh november ikke ås. Og det er jo klart det bliver en ehh jeg har jo en kontrakt hvor der skal stå står hvad jeg skal nå per år altså ikk. Sådan er det. Når man er leder på det niveau såå er det sådan man arbejder.   Så stilles der nogle krav Så stilles der nogle krav man skal opnå de mål  Det skal også dokumenteres at du er god som leder og de skal dokumentere at de (mumlen 55:12 ) Der er en score altså og den score skal være så høj som muligt. Og der er de meget gode til man kan godt peppe dem op og svare ikk ås. Det kan man godt.  Hvis du har nogle punkter  i kontrakten du  ikke er enig  i eller utilfreds med kan du godt sige det videre. Jaja jeg kan godt komme i dialog med min leder, men tingene bliver ikke bare ændret.   Nej nej Så kan jeg vælge og stille ehh der er nogle helt klare krav i den der institutions aftale hvor målene er,  det er lavet. Så har jeg selv mulighed for at lave nogen mål og det er selvfølgelig alle ledere der bliver målt  imod blandt andet  trivselsundersøgelser. Hvor høj score bliver det, vores sygefravær bliver vi målt op i om vi overholder budgettet, om vi bruger vagtbureau igås. Altså og så vores egne mål. Det er hele ældrerådet har jo nogle mål og det er jo klart at de skal jo udmynte dernedefter og afspejle hvad vi arbejder med igås.   Jeg ved ikke om du selv har stødt på punkter du selv har prøvet og eller hvor du har været i dialog for at ændre noget? Eller været sådan lidt tænkt på at det har været lidt  Jo jeg har været  lidt spild at bruge tid på det her eller det er måske ikke lige dér jeg vil lægge mit fokus. Det er da helt sikker noget (mumlen). Jeg ved ikke om du har forsøgt ændre ved? Naej altså  lige nu har  jeg  jo arbejdet  i forhold til at få den der afdelingsleder fordi det mente de  jo ikke var relevant vel, altså hvor jeg simpelthen har argumenteret for jamen hvad er det jeg kan se eh at der er behov for og så er det.. Jah så har de jo selv sendt os til sådan en [mumlen] seance med en konsulent så der får du en opbakning  i de problematikker man kan se. Så kan ens øverste chefer  jo ikke rigtig sige én imod når man har gennemarbejdet det med en konsulent, der ligesom laver et fint mål og problemformulering og det hele 

Appendiks A4 ‐ Side 15 af 16 

 Har det været en lang proces? Nej. Men du skal have dine argumenter i orden  Og noget at underbygge det med også? Du  skal have noget at underbygge det med, du  skal have  fagligheden med dig.  Jeg  vil  sige det er svært at overbevise min chef om hvis du ikke har fagligheden med dig. Hvis du ikke kan sige ’så går det ud over borgerne sådan og sådan og sådan og sådan’. Hvis du ikke kan det, jamen så kommer du ikke igennem  Så er det bare det der bliver betegnet som brok Ja lige præcis. Og vi skal også kunne bruge det konstruktivt, også når vi sidder på leder møderne   Er der et område hvor du har tænkt ’ej det er ikke sagen værd at komme igennem her’, eller hvor du har tænkt ’det må jeg hellere nedprioritere’. Har du haft nogen af de sager oppe? Altså du prioriterer jo hele tiden  Noget hvor du har haft svært ved at beslutte hvor vidt du skulle gå videre med det eller hvor vidt du skulle… Nej det  syntes  jeg  ikke. Det har  været  lidt  klart,  altså du har  jo nogle  givne  rammer  som du  skal arbejde  indenfor,  og  så  kan  du  jo  være  uenig  og  du  kan  være  enig,  og man  kan  godt  sige  sin uenighed, men du får jo også meldt tilbage ’jamen det her er de politiske rammer, og det er det du arbejder indenfor, og hvis du ikke kan accepterer det, så er det ikke her du skal være vel’. Altså sådan er det  jo også. Og det er  logisk nok, hvis du  ikke kan arbejde  indenfor de  rammer der er givet af politikerne, jamen men så er det vel ikke her du skal være vel? Men samtidig igen som jeg sagde på et tidspunkt, det er  jo vigtigt at vi kommer med vores argumentation til de embedsmænd der skal lave sagerne til politikerne. Og lige sådan også komme der hvor politikerne er, og sige ’hallo prøv lige at hør her. Altså det er sådan jeg oplever det som leder, det har du brug for at vide, fordi du vil gerne stille op til socialudvalget til kommunevalget’  Hvordan gør man der`? Er det noget man siger til dem? Altså man  skal  jo  også  passe  på,  hvordan  du  navigerer  i  det  der  politiske  for  der  er  også  nogle kommandoveje.  Altså  du  skal  jo  ikke  gå  uden  om  ældrechefen  og  socialdirektøren  og kommunaldirektøren, og gå til borgmesteren vel for ethvert ord? Det skal man jo ikke som leder vel? Og det er da også vigtigt for mig, hvis medarbejderne har nogle kritikpunkter, og ligesom sige ’vi har nogle kommandoveje her  i Ellelundens Kommune, prøv  lige at følg dem,  i stedet for at gå udenom, fordi det har vi  jo grupper der gør. Så  finder de en eller anden politiker,  så  får de  lige  shanghajet hende eller ham og siger  ’nu skal  i høre hvordan det foregår’. Altså der er det vigtigt  ligesom at gå kommandovejen, men samtidig kan du jo godt når du møder en politiker…en sygeplejerske der stiller op til kommunalvalget, så kan det ikke undgås at man taler med hende om…’nu skal du høre her ik’ også’. Altså at bruge hende som ferieafløser, det er jo kanon ik’. Det har jeg gjort her i sommerferien. En sygeplejerske som jeg ved stiller op til kommunalvalget, og sige ’har du ikke lyst til at være 4 ugers sommerferie afløser her hos mig, så kan du se hvordan det fungerer?’ Jo det ku hun da godt.  Det giver vel også nogle stemmer… Det gir nogle stemmer!   Det er en win‐win situation Det er det, og det var lige der hvor hun skulle lave sine valg plakater og sådan noget, så det var rigtig godt. Men det betød også at hun  taler  i hvert  fald hjemmeplejens  sag på ude delen, det er 100% sikkert. Hun taler sygeplejerskernes sag i Ellelundens kommune   Det lyder som en meget lang kommandovej umiddelbart? Eller en svær én Den kan være svær fordi…specielt hvis du helt nede på gulvet. Og det er igen den der tillid til at jeg bringer det videre. Altså hvis de siger det til mig, så bringer jeg det videre. Men du ved aldrig hvornår 

Appendiks A4 ‐ Side 16 af 16 

er det så det bliver bremset og lavet til en anden sag. Altså sådan er det i et politisk system. Men lige nu syntes jeg at jeg oplever at hvis jeg bringer det til min ældrechef, som er over mig, så kommer det også videre til socialdirektøren, og så hvis det virkelig er noget man kan se er kendetegnende for alle grupper, så kommer det altså også videre. Eller også så bliver det analyseret. Den får ikke bare lov til at ligge på skrivebordet. Der bliver gjort noget ved det  Men hvad siger du processen er? Du bringer det til din… Ældrechefen. Og ældrechefen til socialdirektøren. Så den er egentlig ikke…jeg har oplevet kommuner hvor den har været længere.   Hvad kommer så efter socialdirektøren? Det er kommunaldirektøren og så er det borgmesteren. Og man kan sige…i Ellelunden inden sammenlægningen der havde vi jo en gruppeleder, som var mig. Og så havde jeg en områdeleder at referer til og så havde områdelederen en centerchef og så havde centerchefen en ældre chef og så var du først deroppe  Og de er så blevet fjernet nu? De er blevet fjernet nu så medarbejde, områdelederen og ældrechefen ikke også  Så afstanden mellem hvem der udsteder og… Den er ikke så lang   Den er ikke så lang som den har været? Nej det er den ikke.  Det betyder så også i har nogle større grupper? Ja. Men samtidig har medarbejderen jo også mulighed fordi medarbejderen sidder i det der hedder områdeudvalget. Der sidder nogle medarbejderrepræsentanter hvor ældrechefen faktisk er formanden – så de kan godt have nogle sager som går udenom områdelederen. Altså hvor jeg egentlig ikke behøver at involvere mig og det kan godt være jeg er orienteret om det, men de kan sagtens bringe det videre til det områdeudvalg hvor ældrechefen sidder og så det der jo. Og vores socialdirektør har rent faktisk indtil for et halvt år siden siddet i det områdeudvalg også, for simpelthen også at have fod på hvad sker der. Det var hendes valg at hun ville sidde der i en periode. Så man kan sige at medarbejderen har mulighed for at gå til hovedet.  Hun er har sagt at fokusset skal være på den daglige ledelse og så selv været inden over for at få en ide om hvad der faktisk sker? Lige præcis. Det var vores socialdirektør som havde haft meget med det personale administrative at gøre og egentlig ikke så meget med socialområdet som hun var nød til at sætte sig ind i. Og det syns jeg hun har gjort rigtig godt. Hun ved hvad hun taler om når hun skal viderebringe noget, det er i hvert fald min oplevelse. Hun er også bestemt ”det er rammerne”, men det skal man vel også være som socialdirektør.. Men jeg tænkte på om jeg skulle hente det der træ og en køreliste – ved ikke hvor meget tid i har? 1:03:47  Resten snakkes der løst om mest irrelevante ting.  

Appendiks B PDA  PDA, Personal Digital Assistant, er en lille håndholdt computer. Den kan have et formindsket tastatur eller styres vha. en trykfølsom skærm, som man kan skrive på. (Se billede)  

 PDA’en er en effektiv elektroniske organisator, en digital dagbog, med en række funktioner alt efter prisklasse. En PDA’s basisfunktioner det muligt at organisere telefonkontakter, skema, noter og huskelister medvidere. Grundet PDA'ernes evne til at synkronisere elementer mellem PDA'en og en stationær kontorcomputer, vil kan man permanent have det data med sig, der er skrevet ind i på PDA og på din stationære computer.   Ønsker man at anvende PDA’en som en reel lommecomputer, er det praktisk at have et stykke udstyr med avancerede funktioner. I forhold til assistance til vejnavigering via GPS, kan man i sin PDA, have en medchauffør, der kan guide en på ens ture.1 

1 Informationer vedrørende PDA’en er indsamlet via uformelle samtaler med hjemmehjælperne på Ellelunden og understående to links http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Informatik/Software,_programmering,_internet_og_webkommunikation/PDA http://www.kelkoo.dk/co_14115‐pda‐guide‐pda‐produktguide‐kelkoo.html 

Appendiks B ‐ Side 1 af 1 

Appendiks C ‐ Side 1 af 1 

Appendiks C Ventiler  Når  hjemmehjælpernes  kritik  afmonteres  og  hjemmehjælperne  føler  en  dårlig  samvittighed  ved nogle af de prioriteringer som de strukturelle rammer tvinger dem til at foretage er det nødvendigt at komme af med de indebrændte frustrationer på andre måder. Disse alternative måder at komme af med sin kritik kaldes en ventil. Selvom der  ikke er mulighed  for at give udtryk  for kritik eller en frustration  forsvinder disse  ikke. Derfor opstår der et behov  for ventiler, som har den psykologiske funktion at lette trykket så individet ikke brænder sammen eller springer i luften (Willig 2009:96‐97).  Ventiler  kan  være meget  personlige,  derfor  var  det  heller  ikke  det mest  omdiskuterede  emne  i fokusgrupperne, og derfor har vi placeret dette afsnit i nærværende bilag. Dog fik vi indblik i nogle af hjemmehjælpernes måder at komme af med deres frustrationer over arbejdet selvom vi kun udførte tre fokusgruppeinterview, og dette begrænset indblik skal i som læsere ikke snydes for.   Den mest gennemgående ventil blandt hjemmehjælperne, er det at kunne tale med kollegaerne, og fortælle dem om ens hverdag og oplevelser. Hjemmehjælperne  fremhævede generelt, at  snakken med kollegaerne er utrolig vigtig, fordi dette er med til at sikre at de ikke kommer til at tage kritikken med hjem og bliver personligt påvirke. Som hjemmehjælperne selv formulerer det, skal man ”af med det” før man tager hjem. Yderligere påpeger hjemmehjælperne, at det er godt at benytte kollegaerne i  forbindelse  med  arbejdsrelaterede  spørgsmål.  Vi  erfarede  således  at  interaktionen  imellem hjemmehjælperne  er  altså  en  stor  støtte  i  hverdagen.  Det  fjerner  mange  bekymringer  hvis hjemmehjælperne får lov til at vende deres daglige oplevelser med hinanden.   En anden vigtig og generel ventil er brugen af sort humor; både  internt på arbejdspladsen og ude  i hjemmene. Humor  fremhæves  som  nyttigt,  fordi det  både  er  sjovt og  skaber  god  stemning, men samtidig er et slags skjold, mod den situation man kan møde ude i hjemmene.   Derudover fortæller hjemmehjælperne også om vigtigheden af at kunne lukke af, når man kører fra arbejde.  Dette  eksemplificeres  meget  praktisk  af  en  hjemmehjælper,  der  fortæller  at  personen bruger sin uniform til at udtrykke situationen. Således er han kun på arbejde og tænker derfor kun på arbejde,  når  personen  er  i  tøjet.  Nogle  af  de  nyere  hjemmehjælpere  fortæller  hvordan  det  i begyndelsen var svært for dem at lukke af, men at det med tiden er blevet nemmere. Det er vigtigt at koble  af  fra  arbejde  fordi  uden  noget  skjold  til  at  værne  mod  dagens  hændelser  risikere hjemmehjælperne  at  blive  psykisk  påvirket  af  de  daglige  oplevelser.  Derfor  er  den  personlige distance en  fordel, således at det  ikke påvirker hjemmehjælpernes privatliv, erfarede vi spordiske  i vores empiri.  Et par hjemmehjælpere  fremhævede også at en boksebold på gangen  i Ellelunden kunne være en god idé, for så kunne de ”baske på den” hvis der var noget de var utilfredse med. Derudover talte en hjemmehjælper om hvordan hun bruger musikken til at afreagerer med: ”Så kan jeg godt lige knalde et nummer eller  to højt på og  skrue op, og  så ARGHH!, og  så ned  igen, og  så kommer  jeg ned på jorden igen” (Appendiks A3:5). Badminton er også en måde af få afløb for nogle frustrationer på, når man hver mandag kan slå ekstra hårdt til den lille fjerbold.  Opsamling Mange ventiler virker uskyldige og flere af dem er også normale for mange arbejdssituationer ‐ hvem har  ikke vendt en  svær  situation med en kollega?  (Willig 2009:110). På  sigt vidner det dog om en vanskelig arbejdssituation, hvis kollegaerne finder det nødvendigt at  lære at ”lukke af” når de tager hjem, eller hvis de dagligt må tage problemer op med deres kollegaer, for at klare hverdagen.